Forslag til folketingsbeslutning om beskyttelse af børn og unge mod seksuelle overgreb
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 13. marts 2007 af Peter Skaarup (DF),
Kim Christiansen (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF),
Pia Kjærsgaard (DF),
Morten Messerschmidt (DF) og Hans Kristian Skibby (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om
beskyttelse af børn og unge mod seksuelle overgreb
Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af folketingsåret
at fremsætte et eller flere lovforslag, der har til formål at yde bedre
beskyttelse af børn og unge mod voksnes seksuelle overgreb. Lovforslagene bør
indeholde bestemmelser om
–
højere straffe til
personer, der begår seksuelle overgreb mod børn,
–
tvungen behandling
(herunder medicinsk kastration) af personer, der dømmes for seksuelle
overgreb
mod børn,
–
afskaffelse af
forældelsesfristen i pædofilisager,
–
stop for
strafnedsættende rabatordninger ved gentagelseskriminalitet,
–
forbud mod, at
pædofile bosætter sig inden for en bestemt afstand af børneinstitutioner,
skoler og idrætsfaciliteter m.v., og sikring af, at pædofilidømte ikke kan
ansættes i stillinger, hvor der arbejdes med børn, og
Læs alt
–
forbud mod sexchat med
børn og forsøg på at lave sexaftaler over internettet med mindreårige.
Bemærkninger til forslaget
Omfanget af seksuelle overgreb mod mindreårige har desværre
vist sig at være mere omfattende, end de fleste havde troet. En væsentlig
årsag
til, at problemet for alvor er kommet i offentlighedens søgelys, er, at de
pædofile i væsentligt omfang er begyndt at bruge internettet til at komme i
kontakt
med deres ofre. Det har medført, at flere sexkrænkere er blevet afsløret af
journalister eller andre, der har udgivet sig for at være teenagere. Samtidig
er det med internettets fremgang modsat også blevet lettere at agere for
pædofile.
Ligesom forældrene skal gøre alt, hvad de kan, for at beskytte
deres børn, er det også samfundets opgave at beskytte børn og unge mod
seksuelle overgreb. Det kan gøres på flere måder. Der kan eksempelvis idømmes
højere straffe. Der er tale om en af de værste forbrydelser, man kan begå, og
det afspejles ikke fuldt ud i de domme, der i dag fældes over pædofile.
Myndighederne kan endvidere tvinge personer, der har modtaget dom for
seksuelle
overgreb mod børn, til at lade sig underkaste behandling for pædofili,
hvilket
bl.a. kan indebære tvungen medicinsk kastration allerede i forbindelse med
første gang, den pædofile modtager en dom for et seksuelt overgreb mod et
barn.
I dag kan personer, der er dømt for seksuelle krænkelser mod mindreårige,
frit
vælge, om de vil gennemgå behandling. Herudover kan myndighederne i videst
muligt omfang forsøge at holde løsladte pædofile under opsyn og forhindre
pædofile i at komme i kontakt med børn. I England kan man bl.a. forbyde
pædofile at bosætte sig i nærheden af institutioner, hvor der kommer mange
børn.
På baggrund af undersøgelser foretaget i forbindelse med TV 2-programmet
i Dags Dato den 18. juni 2006 har det vist sig, at en fjerdedel af de
pædofile,
der dømmes for de groveste forbrydelser, gentager deres ugerning efter
løsladelsen. I programmet blev der bl.a. berettet om en sag, hvor en mand i
løbet af 25 år har fået fire domme for seksuelle overgreb mod børn. Den
fjerde
dom resulterede i en 3-måneders ubetinget fængselsstraf. Denne sag er blot en
blandt mange lignende sager om seksuelle overgreb mod børn, hvor der idømmes
forholdsvis korte straffe. Et andet væsentligt problem er, at pædofile ikke
tvinges til at gennemgå behandling. I ovennævnte program blev det oplyst, at
kun halvdelen af de dømte gennemgår et behandlingsforløb. Problemet er som
regel, at den resterende del af de dømte nægter at erkende, at de har gjort
noget galt. Derefter udstår man sin forholdsvis korte straf, hvorefter man
kan
begå lignende forbrydelser, indtil der igen falder dom. Formanden for
organisationen Børns Vilkår, Peter Albæk, advarer også mod at løslade
pædofile,
der ikke har modtaget behandling: »Jeg synes, det er uhensigtsmæssigt, hvis
seksuelle krænkere af børn kan slippe for behandling, fordi det betyder, at
vi
efter et vist antal måneder og år lukker nogle folk ud, som har tilbøjelighed
til at ville dyrke sex med børn« (JydskeVestkysten, 31. juli 2006).
Problemets omfang
I 2002 udgav Statens Institut for Folkesundhed publikationen »Unges
Trivsel år 2002«. Dette var den mest omfattende undersøgelse af overgreb mod
børn og unge. Undersøgelsen omfatter ca. 6.000 15-16-årige elever på niende
klassetrin fra hele landet. Undersøgelsen viste følgende:
–
11
pct. havde inden de fyldte 15 år haft seksuel erfaring med en over 15 år.
–
I alt
8 pct. af pigerne og 2 pct. af drengene havde været udsat for strafbart
seksuelt overgreb før 15-års-alderen, hvor der var mindst 5 års aldersforskel
mellem barn og den ældre person.
–
De
unge opfatter ikke alle disse handlinger som overgreb. Hvis deres egen
vurdering om overgreb skulle gælde, er forekomsten ca. 3 pct. for pigerne og
knap 1 pct. for drengene.
–
De
unge oplever typisk, at det er et overgreb, når der er stor aldersforskel, og
når der er brugt trusler, tvang og afpresning.
–
85
pct. var 12-14 år, første gang overgrebet skete. Krænkeren var hyppigst en
bekendt. I 11 pct. af overgrebene var det et familiemedlem og i ca. 5 pct. en
omsorgsperson uden for familien.
–
Der
er markante sammenhænge mellem seksuelle overgreb og dårlig trivsel, bl.a.
tristhed, selvoplevet dårligt helbred og sygdom.
–
Der
er sammenhæng mellem seksuelle overgreb, utrygge opvækstvilkår og vold i
familien.
(Kilde: »Støttecenter
mod incest i Danmark«,
www.incest.dk
,
samt Statens Institut for Folkesundhed:
www.si-folkesundhed.dk
). Undersøgelsen er
fra 2002, men der findes efter Dansk Folkepartis oplysninger ikke ligeså
omfattende undersøgelser af nyere dato. Der er desværre heller ikke noget,
der
tyder på, at problemet skulle være aftagende.
Behandling
og straf
Strafferammen for voldtægt fremgår af straffelovens § 216:
»Den, der tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel om
vold, straffes for voldtægt med fængsel indtil 8 år. Med vold sidestilles
hensættelse i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at
modsætte sig handlingen.
Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i 12 år, hvis voldtægten
har haft en særlig farlig karakter, eller der i øvrigt foreligger særligt
skærpende omstændigheder.«
Strafferammen for seksuelle overgreb mod børn er den samme som
for voldtægt, og fremgår af straffelovens § 222:
»Den, som har samleje med et barn under 15 år, straffes med
fængsel indtil 8 år.
Stk. 2. Har barnet været under 12 år, eller har gerningsmanden
forskaffet sig samlejet ved tvang eller fremsættelse af trusler, kan straffen
stige
til fængsel indtil 12 år.«
Bestemmelserne vedrørende strafferammen for henholdsvis
voldtægt (§ 216) og seksuelle overgreb mod børn (§ 222) blev senest ændret i
2002 ved lov nr. 380 af 6. juni 2002. Her blev strafferammen ændret fra 6 år
til 8 år og 10 år til 12 år i henholdsvis stk. 1 og stk. 2 i både § 216 og §
222. Når strafferammen øges, er det som regel et signal til domstolene om, at
der ønskes øgede straffe på området. Ifølge en artikel i Horsens Folkeblad
den
24. januar 2007 er straffen i voldtægtssager øget, siden strafferammen blev
ændret. Ifølge oplysningerne i artiklen er der ikke noget, der tyder på, at
noget tilsvarende er sket i pædofilisager. I perioden fra 2002 til 2005 steg
gennemsnitsstraffen i voldtægtssager fra 17 til 21 måneder. Undersøgelser har
endvidere vist, at når sådanne sager ankes fra byretten til landsretten,
skærpes straffen (Ritzau, den 24. januar 2007). En tilsvarende opgørelse for
pædofilisager findes efter Dansk Folkepartis oplysninger ikke. Der har dog
været
en række sager, hvor landsretten har sænket straffen. I den såkaldte
Tøndersag
fik en 18-årig mand sænket sin straf fra 21 måneders fængsel til 12 måneder
fængsel. I en anden sag, hvor en 40-årig havde forgrebet sig på sin 10-årige
steddatter, sænkede landsretten straffen fra 14 til 12 måneder. Endelig
sænkede
Højesteret i starten af 2005 straffen fra 6 år til 5 år i en sag, hvor en
50-årig mand havde misbrugt sine tre steddøtre. (Eksemplerne er omtalt af
Ritzau den 24. januar 2007: »Flere i fængsel for pædofili end nogensinde«).
Dansk Folkeparti mener, at straffen for pædofili bør være
mindst ligeså hård som straffen for voldtægt. Strafferammen for seksuelle
overgreb mod børn er hævet og er nogenlunde på niveau med vores nabolande (se
nedenfor). Men den forhøjede strafferamme skal også slå igennem i praksis.
Desværre er der noget, der tyder på, at det ikke er tilfældet. Derfor bør det
overvejes enten at hæve strafferammen endnu en gang for at sende et signal
til
domstolene eller at indføre minimumsstraffe på området, ligesom det er
tilfældet i f.eks. Tyskland.
Er det rimeligt, at der gives rabat til sexforbrydere, der har
begået mere end et overgreb mod børn? Det er normal praksis at give
forbrydere
rabat, hvis de har begået flere lovovertrædelser. Sådan er det i en række
lande. Rabatordningen gælder dog ikke alle lovovertrædelser. Hvis man f.eks.
kører for stærkt og samtidig kører uden sikkerhedssele, får man fuld bøde for
begge overtrædelser. I dette tilfælde er der tale om absolut akkumulation.
Hvis
en sexforbryder har begået f.eks. tre overgreb mod en lille pige, vil
vedkommende ofte kun få en straf, der sammenlagt svarer til to overgreb. I
JydskeVestkysten den 4. februar 2007 fremgår det, at det har været fast
praksis
i Tøndersagen, at et samleje med den lille pige har udløst 2 års fængsel. Det
fremgår dog også af artiklen, at to mænd i sagen hver er blevet idømt 3 års
fængsel, selvom de begge har haft samleje med den lille pige to gange.
Seksuelle overgreb mod børn er en af de værste forbrydelser man kan begå, og
man
risikerer at ødelægge barnet for altid. Derfor er det forkert at give rabat i
forbindelse med seksuelle overgreb mod børn.
Der findes flere forskellige behandlingsordninger for pædofile.
F.eks. er der en behandlingsordning for seksualforbrydere, som ellers ville
have fået en ubetinget fængselsstraf på mellem 4 måneder og 1½ år. Ordningen
indebærer, at seksualforbryderen idømmes en betinget straf, hvori der indgår
et
vilkår om psykiatrisk-sexologisk behandling i 2 år samt ophold på en af
Kriminalforsorgens pensioner i op til 6 måneder (se justitsministerens
besvarelse
af 3. oktober 2006 på spørgsmål nr. 5682, folketingsåret 2005-06). Der findes
endvidere en visitationsordning for personer, der idømmes en fængselsstraf på
typisk
mellem 30 dage og 4 år (dog 5 år for voldtægt). Ordningen indebærer, at
personer, der idømmes en straf på over 3 måneder, afsoner på
visitationsafdelingen på Anstalten ved Herstedvester. Såfremt den dømte er
motiveret for og findes egnet til at modtage behandling, kan den dømte efter
overførsel til det fængsel, hvor afsoningen skal foregå, få udgangstilladelse
med henblik på at modtage behandling. Seksualforbrydere, der idømmes straffe
på
mere end 4 år afsoner som hovedregel i Anstalten ved Herstedvester, hvor de
tilbydes en række behandlingsformer. De mest hårdkogte seksualforbrydere får
tilbudt kønsdriftsdæmpende behandling, såfremt alle andre behandlingsformer
viser sig utilstrækkelige. Hvis den dømte afviser medicinsk behandling,
medfører dette, at han mister en række frihedsgoder (jf. justitsministerens
besvarelse af 3. oktober 2006 på spørgsmål nr. S 5682, folketingsåret
2005-06).
Kønsdriftsdæmpende behandling
Fra 1935 og frem til 1970 blev en række af de farligste
sædelighedskriminelle fysisk kastreret. I 1970 blev der sat en stopper for
denne praksis. I perioden fra 1970 og frem til 1989 var behandlingen af de
farligste sædelighedskriminelle baseret på psykoterapeutisk behandling. Siden
1989 har det været muligt at behandle de farligste sædelighedskriminelle med
kønsdriftsdæmpende medicin. Denne behandling kaldes ofte medicinsk
kastration. Behandlingen
foregår ved Anstalten ved Herstedvester. Selve behandlingen eller
kastrationen
foregår med ved hjælp af depotbehandling med præparaterne Androcur og Enanton
(nu Procren)
kombineret med psykoterapi (jf. »
Behandling af sædelighedskriminelle i Anstalten ved Herstedvester«,
februar 2006).
Kriminalforsorgen udgav
i 2006 en rapport baseret på et studie af de farligste sædelighedsforbrydere
ved Anstalten ved Herstedvester. Undersøgelsen viser, at de farligste
sædelighedskriminelle med stor succes kan kastreres medicinsk. Undersøgelsen
er
baseret på studiet af 36 indsatte, som har undergået behandling med
kønsdriftsdæmpende
medicin eller medicinsk kastration i perioden fra den 1. januar 1989 til den
1.
februar 2000. Informationer vedrørende tilbagefald til kriminalitet strækker
sig frem til den 30. august 2004. På dette tidspunkt var 15 af de dømte
stadig
i behandling. Der var udelukkende tale om hårdkogte kriminelle, hvoraf flere
havde begået adskillige voldtægter samt andre alvorlige forbrydelser. Ingen
af
de 36, der indgik i undersøgelsen, var ved studiets ophør blevet idømt nye
straffe for sædelighedsforbrydelser, mens de modtog behandling med
kønsdriftsdæmpende medicin (to var dog blevet dømt for narkorelaterede
lovovertrædelser og en for vold). (Kilde: »Behandling af
sædelighedskriminelle
i Anstalten ved Herstedvester«, februar 2006). I rapporten konkluderes
følgende
vedrørende tilbagefald (side 41-42):
»Recidivundersøgelsen har vist, at i behandlingsgruppen er der
intet kriminelt sædelighedsrecidiv under behandling med kønsdriftdæmpende
medicinsk behandling. Dette er uafhængigt af, om personerne afsoner i
Anstalten
ved Herstedvester eller er afgået fra Anstalten. Den kriminalitet, som er
registreret under afsoningen og efter afgang fra Herstedvester, kan beskrives
som mindre alvorlig »småkriminalitet«. Der er ikke registreret domme, som
omfatter alvorlig voldskriminalitet. En antagelse om, at den
kønsdriftdæmpende
medicinske behandling gør personerne voldelige som følge af behandlingen, er
således ikke bekræftet i undersøgelsen. Blandt de 18 personer, som har
afsluttet den kønsdriftdæmpende medicinske behandling, og er afgået fra
Anstalten ved Herstedvester, er der 2 personer, som er recidiveret til
sædelighedskriminalitet
samt eventuel anden form for alvorlig kriminalitet.
Endvidere har den kønsdriftdæmpende medicinske behandling en
længerevarende effekt for nogle personer, således at personerne ikke
recidiverer til sædelighedskriminalitet efter behandlingens ophør, eller også
udsættes et kriminelt sædelighedsrecidiv væsentligt tidsmæssigt.[ ]
Konkluderende for recidivundersøgelsen kan man konstatere, at
den kønsdriftdæmpende medicinske behandling må vurderes at være en uhyre
effektiv recidivforebyggende behandlingsform i forhold til farlige,
recidivtruede sædelighedskriminelle.«
Behandling og straf i udlandet
Til brug for besvarelse af spørgsmål nr. S 5682 (Folketingsåret
2005-06) af
Peter Skaarup
(DF) har Justitsministeriet den 26. juni 2006 bedt Udenrigsministeriet
indhente
oplysninger om en række landes praksis i relation til straflængde og
behandling
af pædofile seksualforbrydere. Nedenstående oplysninger om behandling og
straf
i udlandet stammer herfra.
Tyskland
I Tyskland straffes seksuelle handlinger mod børn under 14 år
med fængsel fra 6 måneder til 10 år. I alvorlige tilfælde af misbrug er
minimumsstraffen 2 års fængsel og 5 år, hvis barnet mishandles alvorligt
eller
bringes i livsfare. Pædofile, der har modtaget dom for misbrug af børn inden
for
de seneste 5 år, kan ikke idømmes under 1 års fængsel. I Tyskland kan
pædofilidømte ikke tvinges til at modtage behandling. Retten kan beskikke
tilsyn med en domfældt, efter at denne har afsonet sin straf, hvis det
vurderes, at den pågældende stadig kan være til fare for omverdenen. Desuden
kan den domfældte pålægges en række krav, f.eks. at den pågældende ikke må
opholde sig i nærheden af børneinstitutioner eller komme i visse
bydistrikter.
Frankrig
I Frankrig er strafferammen op til 20 års fængsel for seksuel
kriminalitet mod mindreårige. Frankrig har nogle af Europas strengeste
bestemmelser på området. Der er åbnet for at dømte og sigtede for seksuelle
overgreb mod mindreårige kan registreres i en genetisk database. Det er
endvidere muligt at retsforfølge franske statsborgere for seksuel
kriminalitet
begået mod mindreårige i udlandet. Dette er gjort for at komme fænomenet
sexturisme
til livs.
Straffelængden i pædofilisager er dobbelt så lang som i Belgien
og tre gange så lang som i Canada. Hovedparten af alle sigtelser i
pædofilisager fører til fængselsdomme, hvoraf 70 pct. er ubetingede. Domme i
pædofilisager ledsages endvidere af en række restriktioner og
foranstaltninger,
f.eks. forbud mod offentlig ansættelse, forbud mod at indgå i en professionel
aktivitet, der indebærer kontakt med mindreårige, samt hel eller delvis
fratagelse af de civile rettigheder. Pædofilidømte kan endvidere dømmes til
at
indgå i en socialretlig opfølgning på op til 20 år. Den socialretlige
opfølgning
byder på et behandlingsforløb, som dog er frivilligt. Afvisning kan dog
udløse
fængselsstraf af en længde, der svarer til behandlingstiden.
Polen
I Polen er strafferammen fra 2 til 12 års fængsel for samleje
eller anden seksuel omgang med børn under 15 år. Man kan endvidere forbydes
at
bestride visse stillinger (f.eks. undervisning af mindreårige), hvis man har
været dømt for pædofili eller pædofilirelaterede forbrydelser. I Polen skal
pædofile endvidere modtage terapi under afsoning.
Storbritannien
Voldtægt eller seksuelt overfald med penetration af børn under
13 år kan straffes med fængsel i op til livstid i Storbritannien. Det kan
straffes med op til 14 års fængsel, hvis man opfordrer eller opildner et barn
under
13 år til seksuelle aktiviteter. Berøring af et barn, hvor der kan bevises
seksuelle undertoner, kan ligeledes straffes med op til 14 års fængsel.
I Dags Dato-programmet den 18. juni 2006 blev der berettet om
en række tiltag til beskyttelse af børn i England, hvor fængsler, psykologer
og
socialrådgivere samarbejder om at forhindre pædofile i at gentage deres
overgreb
mod børn. Politiet laver endvidere risikoprofiler på de dømte, som skal vise,
hvor farlige de stadig er, og hvor stor risikoen er for tilbagefald. På den
baggrund kan politiet vurdere sandsynligheden for tiltagefald og beslutte, om
der skal foretages overvågning af den pædofile. Endvidere skal den pædofile
melde
sig hos politiet, hvis han skifter bopæl, og kommunen sørger efterfølgende
for,
at den pædofile ikke bosætter sig i nærheden af en skole eller kan komme til
at
arbejde med børn.
Forældelsesfrist
I dag gælder en forældelsesfrist i pædofilisager, som medfører,
at sagerne forældes, når offeret når en alder af 28 år. Børn, der har været
udsat for seksuelle overgreb af voksne, fortrænger ofte disse minder, fordi
oplevelserne
er så voldsomme og uhyggelige. Minderne dukker dog ofte op på et senere
tidspunkt i livet. Derfor foreslås det, at forældelsesfristen i sager om
pædofili helt afskaffes, således at personer, der en gang har begået
seksuelle
overgreb mod børn, aldrig kan vide sig sikre på at være sluppet godt fra
deres
forbrydelse. Afskaffes forældelsesfristen, vil det betyde, at sådanne sager
kan
rejses, uanset om der er gået en længere årrække, før offeret har kræfter til
at anmelde forbrydelsen, eller før gerningsmanden identificeres.
Adgangen til at rejse en straffesag for forbrydelser, hvor
gerningsindholdet er seksuelt misbrug eller udnyttelse af børn og unge,
forældes i dag efter reglerne i straffelovens kapitel 11. Her bestemmes
bl.a.,
at forældelsesfristen ved en række nærmere angivne forbrydelser mod børn og
unge tidligst regnes fra den dag, den forurettede fylder 18 år. De
forbrydelser, der er opregnet, er bl.a. incest, voldtægt, samleje ved anden
ulovlig tvang, samleje med adoptivbarn m.v., anden kønslig omgang end
samleje,
kvindelig omskæring, legemsangreb med døden til følge og menneskehandel med
henblik på kønslig usædelighed, tvangsarbejde, slaveri eller fjernelse af
organer.
Reglerne om forældelse af seksualforbrydelser mod børn blev
ændret ved lov nr. 441 af 31. maj 2000. Her skete den ændring i straffelovens
§
94, at de forældelsesfrister, der gælder for de enkelte typer af
lovovertrædelser,
tidligst begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor offeret fylder 18 år.
Formålet var, at børn og unge, der har været udsat for sådanne forbrydelser,
får mulighed for som voksne at reagere over for det, der er sket, uden at
forældelsesreglerne udelukker mulighederne for retsforfølgning. Dansk
Folkeparti støttede ændringen.
Det har vist sig, at der forekommer tilfælde, hvor selv den ændrede
forældelsesfrist ikke i tilstrækkelig grad sikrer, at der sker
strafforfølgning.
Hvis offeret for en seksualforbrydelse er et barn eller en ung,
vil oplevelsen for mange være så traumatiserende, at den krænkede først flere
år senere tør gå til myndighederne. Hvis forbrydelsen er begået inden for
familiens kreds, kan et misforstået hensyn til de pårørende føre til, at
offeret
i årevis tier. Først mange år senere er offeret parat til at træffe den svære
afgørelse om at anmelde forbrydelsen.
I andre tilfælde, hvor forbrydelsen er begået af en person uden
for familiens kreds, kan det ske, at offeret mange år senere bliver bekendt
med, at gerningsmanden fortsætter med at begå forbrydelser mod andre børn.
Selv
om offeret har valgt at leve med forbrydelsens traume, kan opdagelsen af, at
gerningsmanden fortsætter sine forbrydelser, være så overvældende, at det kan
og skal føre til en politianmeldelse, men i nogle tilfælde har det vist sig,
at
anmeldelsen er sket for sent, f. eks. fordi offeret er fyldt 29 år og
forældelsesfristen udløb 10 år efter det fyldte 18. år.
I DR TV blev der den 2. marts 2004 bragt et konkret eksempel på
bane. En 29-årig mand opdagede, at en mand på 69 år, der havde forbrudt sig
mod
ham, da han var mellem 9 og 14 år gammel, fortsatte med at begå seksuelle
overgreb mod mindreårige og nu var dømt en kortvarig fængselsstraf. Den
29-årige havde aldrig som barn eller ung fortalt omgivelserne om det skete,
men
besluttede sig nu til at foretage politianmeldelse for at hindre, at den
ældre
mand fortsatte sine forbrydelser. I den konkrete sag viste det sig, at en
politianmeldelse ikke kunne behandles, fordi der var indtrådt forældelse, da
anmelderen blev 28 år. I DR TV’s program fremgik det, at psykologer og
børneorganisationer, bl.a. Red Barnet, kræver loven forbedret og støtter en
lovændring, der ophæver forældelsesfristen.
Grooming
Kort sagt er grooming en betegnelse for de midler og metoder,
som en pædofil benytter til at nedbryde barnets modstand og vinde dets
tillid.
Grooming er en proces, som påbegyndes, når den pædofile udvælger det område,
hvor han vil finde sit offer. Han starter typisk med at afsøge steder, hvor
det
er naturligt for børn at opholde sig, f.eks. legepladser, skoler,
fritidsklubber
osv. Pædofile melder sig ofte som frivillige sådanne steder, hvorefter de
efterfølgende udsøger sig deres ofre. Når den pædofile har fundet sit offer,
påbegyndes nedbrydningen af den modstand, som offeret og omgivelserne kan
tænkes at yde mod den pædofile (
www.redbarnet.dk
).
I de senere år er der opstået et helt nyt sted, hvor rigtig mange børn
opholder
sig, nemlig internettet. Internettet er derfor blevet et væsentligt
fokusområde
for pædofile, når de udvælger deres ofre.
I DR-programmet Magasinet Søndag den 3. september 2006 blev der
rettet fokus på pædofiles brug af internettet til at kontakte deres ofre.
DR-programmet tager ud på en tilfældig skole, hvor de undersøger unges
erfaring
med at blive kontaktet af voksne potentielle krænkere over internettet. Det
viser sig, at 18 af eleverne har en profil på børnechatsiden Arto. Seks af
disse har været udsat for krænkende henvendelser over internettet. En
DR-journalist udgiver sig for at være »Pernille« på 13 år. Efter 5 minutter
får
»Pernille« syv henvendelser med seksuelle undertoner. »Kan du lide at lege
med
dig selv?«, »Hvad størrelse bruger du i bh?«, og »Er du jomfru?« er nogle af
de
spørgsmål, som »Pernille« får stillet. »Pernille« aftaler at mødes med en af
de
mænd, der kontakter hende. Han siger, at han er 20 år gammel, men det viser
sig, at han er 31. Korrespondancen mellem »Pernille« og den 31-årige tyder
på,
at denne har til hensigt at forgribe sig på »Pernille«.
Mange børn og unge færdes i dag på internettet. Og internettet
er måske i dag det sted, hvor det er lettest for pædofile at komme i kontakt
med deres ofre. De kan liste anonymt rundt, indtil de finder et egnet offer,
som de kan kaste sig over. Det var formentlig hensigten bag ovennævnte
pædofiles henvendelse til »Pernille«. Magasinet Søndag viste, hvor let spil
pædofile har, når de færdes på internettet. På den baggrund bør straffeloven
ændres, således at sexchat og forsøg på at lave sexaftaler med mindreårige
over
internettet forbydes.
I den britiske Sexual Offences Act fra 2003 er det strafbart
forsætligt at mødes med eller at rejse i den hensigt at mødes med en person
under 16 år, når man tidligere har mødtes med eller kommunikeret med den
pågældende ved mindst to forudgående lejligheder, og når man på dette
tidspunkt
har forsæt til, under eller efter mødet og hvor som helst i verden, at begå
et
nærmere angivet seksuelt overgreb mod den pågældende (justitsministerens
besvarelse af spørgsmål nr. S 486 af 10. oktober 2005).
I besvarelsen af spørgsmål nr. S 486 af 10. oktober 2005 oplyser
ministeren, at sexchat på internettet ikke i sig selv strafbart, men hvis en
person »via sexchat aftaler at mødes med et barn under 15 år i den hensigt at
begå en forbrydelse mod barnet i forbindelse med mødet, vil det være
strafbart
efter de generelle regler om forsøg. Det vil naturligvis altid bero på en
konkret bevisvurdering, om der er begået et strafbart forhold i det enkelte
tilfælde«. Der er således meget stor forskel mellem den danske og den
britiske
lovgivning. Intentionen bag den britiske lovgivning er først og fremmest at
beskytte børn og unge mod nogle af de værste forbrydere, man kan forestille
sig. Den britiske lovgivning på området gør det lettere at få ram på pædofile
og dermed at beskytte børn og unge. Den danske lovgivning på dette område bør
udformes efter britisk forbillede.
Beslutningsforslaget
Formålet med beslutningsforslaget er at forbedre den nuværende
beskyttelse af børn og unge mod seksuelt misbrug og udnyttelse. Med
nærværende
forslag opfordres regeringen til at fremsætte lovforslag, der blandt andet
indeholder følgende initiativer:
–
s
kærpede straffe for seksuelle overgreb mod mindreårige,
herunder bestemmelser om minimumsstraffe i gentagelsestilfælde, som det
f.eks.
praktiseres i Tyskland,
–
forstærket mulighed for, at domstolene kan idømme
pædofile tvungen behandling, herunder medicinsk kastration,
–
afskaffelse af forældelsesfristen i pædofilisager,
–
stop for strafnedsættende rabatordninger ved gentagelseskriminalitet,
–
forbud for pædofile mod at bosætte sig i nærheden af
skoler og andre steder, hvor der kommer mange børn, samt påbud om, at
pædofile
skal melde sig hos politiet, hvis de skifter bopæl,
–
forbud mod, at personer, der en gang har været dømt
for seksuelle krænkelser af mindreårige, kan arbejde med børn, så det f.eks.
bliver umuligt for pædofile at få arbejde inden for undervisning og lign.
−
andre lande har indført lignende
bestemmelser, herunder Frankrig og Polen − og
–
forbud mod sexchat og forsøg på at lave sexaftaler med
mindreårige over nettet.
Alle disse tiltag har til formål at beskytte børn og unge mod
seksuelle overgreb. Seksuelle overgreb mod børn kan ikke forhindres helt, men
det er det offentliges opgave at beskytte børn og unge mod seksuelle overgreb
samt at sørge for, at dømte pædofile ikke kan gentage deres handlinger. Det
er
krænkende for retsbevidstheden, at pædofile, der har været dømt adskillige
gange for seksuelle krænkelser mod børn, kun får en dom på nogle få måneders
fængsel, og at behandling er frivillig.
Flere sager, herunder den såkaldte Tøndersag, har inden for
flere felter vist et stort gab mellem borgernes retsbevidsthed og de faktiske
tilstande. Det er en presserende politisk opgave at få rettet op på det
misforhold,
hvilket er formålet med nærværende beslutningsforslag.
Såfremt der ikke kan findes flertal for at gennemføre alle
ovenstående forslag, er Dansk Folkeparti indstillet på, at der fremsættes
lovforslag, der kun indeholder et eller flere af ovenstående initiativer.
Skriftlig fremsættelse
Peter Skaarup
(DF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at
fremsætte:
Forslag til
folketingsbeslutning om beskyttelse af børn og unge mod seksuelle overgreb.
(Beslutningsforslag nr. B 111).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager
forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Lignende dokumenter
- Forslag til folketingsbeslutning om tvangsbehandling af pædofile Retsinformation · 24. april 2010
- Forslag til folketingsbeslutning om skærpede straffe for seksuelle overgreb mod børn Retsinformation · 26. januar 2012
- Forslag til folketingsbeslutning om afskaffelse af forældelsesfristen i pædofilsager Retsinformation · 6. april 2011
- Forslag til folketingsbeslutning om afskaffelse af forældelsesfristen i pædofilisager Retsinformation · 28. oktober 2011
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om afskaffelse af forældelsesfristen i pædofilisager Retsinformation · 3. marts 2012
- Forslag til folketingsbeslutning om en styrket indsats for at begrænse pædofili Retsinformation · 10. marts 2021