Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om beskyttelse af børn og unge mod seksuelle overgreb

2006/1 BSF 111Beslutningsforslag som fremsatFolketinget13. marts 2007

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 13. marts 2007 af Peter Skaarup (DF),

Kim Christiansen (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF),

Pia Kjærsgaard (DF),

Morten Messerschmidt (DF) og Hans Kristian Skibby (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om

beskyttelse af børn og unge mod seksuelle overgreb

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af folketingsåret

at fremsætte et eller flere lovforslag, der har til formål at yde bedre

beskyttelse af børn og unge mod voksnes seksuelle overgreb. Lovforslagene bør

indeholde bestemmelser om

–

højere straffe til

personer, der begår seksuelle overgreb mod børn,

–

tvungen behandling

(herunder medicinsk kastration) af personer, der dømmes for seksuelle

overgreb

mod børn,

–

afskaffelse af

forældelsesfristen i pædofilisager,

–

stop for

strafnedsættende rabatordninger ved gentagelseskriminalitet,

–

forbud mod, at

pædofile bosætter sig inden for en bestemt afstand af børneinstitutioner,

skoler og idrætsfaciliteter m.v., og sikring af, at pædofilidømte ikke kan

ansættes i stillinger, hvor der arbejdes med børn, og

Læs alt

–

forbud mod sexchat med

børn og forsøg på at lave sexaftaler over internettet med mindreårige.

Bemærkninger til forslaget

Omfanget af seksuelle overgreb mod mindreårige har desværre

vist sig at være mere omfattende, end de fleste havde troet. En væsentlig

årsag

til, at problemet for alvor er kommet i offentlighedens søgelys, er, at de

pædofile i væsentligt omfang er begyndt at bruge internettet til at komme i

kontakt

med deres ofre. Det har medført, at flere sexkrænkere er blevet afsløret af

journalister eller andre, der har udgivet sig for at være teenagere. Samtidig

er det med internettets fremgang modsat også blevet lettere at agere for

pædofile.

Ligesom forældrene skal gøre alt, hvad de kan, for at beskytte

deres børn, er det også samfundets opgave at beskytte børn og unge mod

seksuelle overgreb. Det kan gøres på flere måder. Der kan eksempelvis idømmes

højere straffe. Der er tale om en af de værste forbrydelser, man kan begå, og

det afspejles ikke fuldt ud i de domme, der i dag fældes over pædofile.

Myndighederne kan endvidere tvinge personer, der har modtaget dom for

seksuelle

overgreb mod børn, til at lade sig underkaste behandling for pædofili,

hvilket

bl.a. kan indebære tvungen medicinsk kastration allerede i forbindelse med

første gang, den pædofile modtager en dom for et seksuelt overgreb mod et

barn.

I dag kan personer, der er dømt for seksuelle krænkelser mod mindreårige,

frit

vælge, om de vil gennemgå behandling. Herudover kan myndighederne i videst

muligt omfang forsøge at holde løsladte pædofile under opsyn og forhindre

pædofile i at komme i kontakt med børn. I England kan man bl.a. forbyde

pædofile at bosætte sig i nærheden af institutioner, hvor der kommer mange

børn.

På baggrund af undersøgelser foretaget i forbindelse med TV 2-programmet

i Dags Dato den 18. juni 2006 har det vist sig, at en fjerdedel af de

pædofile,

der dømmes for de groveste forbrydelser, gentager deres ugerning efter

løsladelsen. I programmet blev der bl.a. berettet om en sag, hvor en mand i

løbet af 25 år har fået fire domme for seksuelle overgreb mod børn. Den

fjerde

dom resulterede i en 3-måneders ubetinget fængselsstraf. Denne sag er blot en

blandt mange lignende sager om seksuelle overgreb mod børn, hvor der idømmes

forholdsvis korte straffe. Et andet væsentligt problem er, at pædofile ikke

tvinges til at gennemgå behandling. I ovennævnte program blev det oplyst, at

kun halvdelen af de dømte gennemgår et behandlingsforløb. Problemet er som

regel, at den resterende del af de dømte nægter at erkende, at de har gjort

noget galt. Derefter udstår man sin forholdsvis korte straf, hvorefter man

kan

begå lignende forbrydelser, indtil der igen falder dom. Formanden for

organisationen Børns Vilkår, Peter Albæk, advarer også mod at løslade

pædofile,

der ikke har modtaget behandling: »Jeg synes, det er uhensigtsmæssigt, hvis

seksuelle krænkere af børn kan slippe for behandling, fordi det betyder, at

vi

efter et vist antal måneder og år lukker nogle folk ud, som har tilbøjelighed

til at ville dyrke sex med børn« (JydskeVestkysten, 31. juli 2006).

Problemets omfang

I 2002 udgav Statens Institut for Folkesundhed publikationen »Unges

Trivsel år 2002«. Dette var den mest omfattende undersøgelse af overgreb mod

børn og unge. Undersøgelsen omfatter ca. 6.000 15-16-årige elever på niende

klassetrin fra hele landet. Undersøgelsen viste følgende:

–

11

pct. havde inden de fyldte 15 år haft seksuel erfaring med en over 15 år.

–

I alt

8 pct. af pigerne og 2 pct. af drengene havde været udsat for strafbart

seksuelt overgreb før 15-års-alderen, hvor der var mindst 5 års aldersforskel

mellem barn og den ældre person.

–

De

unge opfatter ikke alle disse handlinger som overgreb. Hvis deres egen

vurdering om overgreb skulle gælde, er forekomsten ca. 3 pct. for pigerne og

knap 1 pct. for drengene.

–

De

unge oplever typisk, at det er et overgreb, når der er stor aldersforskel, og

når der er brugt trusler, tvang og afpresning.

–

85

pct. var 12-14 år, første gang overgrebet skete. Krænkeren var hyppigst en

bekendt. I 11 pct. af overgrebene var det et familiemedlem og i ca. 5 pct. en

omsorgsperson uden for familien.

–

Der

er markante sammenhænge mellem seksuelle overgreb og dårlig trivsel, bl.a.

tristhed, selvoplevet dårligt helbred og sygdom.

–

Der

er sammenhæng mellem seksuelle overgreb, utrygge opvækstvilkår og vold i

familien.

(Kilde: »Støttecenter

mod incest i Danmark«,

www.incest.dk

,

samt Statens Institut for Folkesundhed:

www.si-folkesundhed.dk

). Undersøgelsen er

fra 2002, men der findes efter Dansk Folkepartis oplysninger ikke ligeså

omfattende undersøgelser af nyere dato. Der er desværre heller ikke noget,

der

tyder på, at problemet skulle være aftagende.

Behandling

og straf

Strafferammen for voldtægt fremgår af straffelovens § 216:

»Den, der tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel om

vold, straffes for voldtægt med fængsel indtil 8 år. Med vold sidestilles

hensættelse i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at

modsætte sig handlingen.

Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i 12 år, hvis voldtægten

har haft en særlig farlig karakter, eller der i øvrigt foreligger særligt

skærpende omstændigheder.«

Strafferammen for seksuelle overgreb mod børn er den samme som

for voldtægt, og fremgår af straffelovens § 222:

»Den, som har samleje med et barn under 15 år, straffes med

fængsel indtil 8 år.

Stk. 2. Har barnet været under 12 år, eller har gerningsmanden

forskaffet sig samlejet ved tvang eller fremsættelse af trusler, kan straffen

stige

til fængsel indtil 12 år.«

Bestemmelserne vedrørende strafferammen for henholdsvis

voldtægt (§ 216) og seksuelle overgreb mod børn (§ 222) blev senest ændret i

2002 ved lov nr. 380 af 6. juni 2002. Her blev strafferammen ændret fra 6 år

til 8 år og 10 år til 12 år i henholdsvis stk. 1 og stk. 2 i både § 216 og §

222. Når strafferammen øges, er det som regel et signal til domstolene om, at

der ønskes øgede straffe på området. Ifølge en artikel i Horsens Folkeblad

den

24. januar 2007 er straffen i voldtægtssager øget, siden strafferammen blev

ændret. Ifølge oplysningerne i artiklen er der ikke noget, der tyder på, at

noget tilsvarende er sket i pædofilisager. I perioden fra 2002 til 2005 steg

gennemsnitsstraffen i voldtægtssager fra 17 til 21 måneder. Undersøgelser har

endvidere vist, at når sådanne sager ankes fra byretten til landsretten,

skærpes straffen (Ritzau, den 24. januar 2007). En tilsvarende opgørelse for

pædofilisager findes efter Dansk Folkepartis oplysninger ikke. Der har dog

været

en række sager, hvor landsretten har sænket straffen. I den såkaldte

Tøndersag

fik en 18-årig mand sænket sin straf fra 21 måneders fængsel til 12 måneder

fængsel. I en anden sag, hvor en 40-årig havde forgrebet sig på sin 10-årige

steddatter, sænkede landsretten straffen fra 14 til 12 måneder. Endelig

sænkede

Højesteret i starten af 2005 straffen fra 6 år til 5 år i en sag, hvor en

50-årig mand havde misbrugt sine tre steddøtre. (Eksemplerne er omtalt af

Ritzau den 24. januar 2007: »Flere i fængsel for pædofili end nogensinde«).

Dansk Folkeparti mener, at straffen for pædofili bør være

mindst ligeså hård som straffen for voldtægt. Strafferammen for seksuelle

overgreb mod børn er hævet og er nogenlunde på niveau med vores nabolande (se

nedenfor). Men den forhøjede strafferamme skal også slå igennem i praksis.

Desværre er der noget, der tyder på, at det ikke er tilfældet. Derfor bør det

overvejes enten at hæve strafferammen endnu en gang for at sende et signal

til

domstolene eller at indføre minimumsstraffe på området, ligesom det er

tilfældet i f.eks. Tyskland.

Er det rimeligt, at der gives rabat til sexforbrydere, der har

begået mere end et overgreb mod børn? Det er normal praksis at give

forbrydere

rabat, hvis de har begået flere lovovertrædelser. Sådan er det i en række

lande. Rabatordningen gælder dog ikke alle lovovertrædelser. Hvis man f.eks.

kører for stærkt og samtidig kører uden sikkerhedssele, får man fuld bøde for

begge overtrædelser. I dette tilfælde er der tale om absolut akkumulation.

Hvis

en sexforbryder har begået f.eks. tre overgreb mod en lille pige, vil

vedkommende ofte kun få en straf, der sammenlagt svarer til to overgreb. I

JydskeVestkysten den 4. februar 2007 fremgår det, at det har været fast

praksis

i Tøndersagen, at et samleje med den lille pige har udløst 2 års fængsel. Det

fremgår dog også af artiklen, at to mænd i sagen hver er blevet idømt 3 års

fængsel, selvom de begge har haft samleje med den lille pige to gange.

Seksuelle overgreb mod børn er en af de værste forbrydelser man kan begå, og

man

risikerer at ødelægge barnet for altid. Derfor er det forkert at give rabat i

forbindelse med seksuelle overgreb mod børn.

Der findes flere forskellige behandlingsordninger for pædofile.

F.eks. er der en behandlingsordning for seksualforbrydere, som ellers ville

have fået en ubetinget fængselsstraf på mellem 4 måneder og 1½ år. Ordningen

indebærer, at seksualforbryderen idømmes en betinget straf, hvori der indgår

et

vilkår om psykiatrisk-sexologisk behandling i 2 år samt ophold på en af

Kriminalforsorgens pensioner i op til 6 måneder (se justitsministerens

besvarelse

af 3. oktober 2006 på spørgsmål nr. 5682, folketingsåret 2005-06). Der findes

endvidere en visitationsordning for personer, der idømmes en fængselsstraf på

typisk

mellem 30 dage og 4 år (dog 5 år for voldtægt). Ordningen indebærer, at

personer, der idømmes en straf på over 3 måneder, afsoner på

visitationsafdelingen på Anstalten ved Herstedvester. Såfremt den dømte er

motiveret for og findes egnet til at modtage behandling, kan den dømte efter

overførsel til det fængsel, hvor afsoningen skal foregå, få udgangstilladelse

med henblik på at modtage behandling. Seksualforbrydere, der idømmes straffe

på

mere end 4 år afsoner som hovedregel i Anstalten ved Herstedvester, hvor de

tilbydes en række behandlingsformer. De mest hårdkogte seksualforbrydere får

tilbudt kønsdriftsdæmpende behandling, såfremt alle andre behandlingsformer

viser sig utilstrækkelige. Hvis den dømte afviser medicinsk behandling,

medfører dette, at han mister en række frihedsgoder (jf. justitsministerens

besvarelse af 3. oktober 2006 på spørgsmål nr. S 5682, folketingsåret

2005-06).

Kønsdriftsdæmpende behandling

Fra 1935 og frem til 1970 blev en række af de farligste

sædelighedskriminelle fysisk kastreret. I 1970 blev der sat en stopper for

denne praksis. I perioden fra 1970 og frem til 1989 var behandlingen af de

farligste sædelighedskriminelle baseret på psykoterapeutisk behandling. Siden

1989 har det været muligt at behandle de farligste sædelighedskriminelle med

kønsdriftsdæmpende medicin. Denne behandling kaldes ofte medicinsk

kastration. Behandlingen

foregår ved Anstalten ved Herstedvester. Selve behandlingen eller

kastrationen

foregår med ved hjælp af depotbehandling med præparaterne Androcur og Enanton

(nu Procren)

kombineret med psykoterapi (jf. »

Behandling af sædelighedskriminelle i Anstalten ved Herstedvester«,

februar 2006).

Kriminalforsorgen udgav

i 2006 en rapport baseret på et studie af de farligste sædelighedsforbrydere

ved Anstalten ved Herstedvester. Undersøgelsen viser, at de farligste

sædelighedskriminelle med stor succes kan kastreres medicinsk. Undersøgelsen

er

baseret på studiet af 36 indsatte, som har undergået behandling med

kønsdriftsdæmpende

medicin eller medicinsk kastration i perioden fra den 1. januar 1989 til den

1.

februar 2000. Informationer vedrørende tilbagefald til kriminalitet strækker

sig frem til den 30. august 2004. På dette tidspunkt var 15 af de dømte

stadig

i behandling. Der var udelukkende tale om hårdkogte kriminelle, hvoraf flere

havde begået adskillige voldtægter samt andre alvorlige forbrydelser. Ingen

af

de 36, der indgik i undersøgelsen, var ved studiets ophør blevet idømt nye

straffe for sædelighedsforbrydelser, mens de modtog behandling med

kønsdriftsdæmpende medicin (to var dog blevet dømt for narkorelaterede

lovovertrædelser og en for vold). (Kilde: »Behandling af

sædelighedskriminelle

i Anstalten ved Herstedvester«, februar 2006). I rapporten konkluderes

følgende

vedrørende tilbagefald (side 41-42):

»Recidivundersøgelsen har vist, at i behandlingsgruppen er der

intet kriminelt sædelighedsrecidiv under behandling med kønsdriftdæmpende

medicinsk behandling. Dette er uafhængigt af, om personerne afsoner i

Anstalten

ved Herstedvester eller er afgået fra Anstalten. Den kriminalitet, som er

registreret under afsoningen og efter afgang fra Herstedvester, kan beskrives

som mindre alvorlig »småkriminalitet«. Der er ikke registreret domme, som

omfatter alvorlig voldskriminalitet. En antagelse om, at den

kønsdriftdæmpende

medicinske behandling gør personerne voldelige som følge af behandlingen, er

således ikke bekræftet i undersøgelsen. Blandt de 18 personer, som har

afsluttet den kønsdriftdæmpende medicinske behandling, og er afgået fra

Anstalten ved Herstedvester, er der 2 personer, som er recidiveret til

sædelighedskriminalitet

samt eventuel anden form for alvorlig kriminalitet.

Endvidere har den kønsdriftdæmpende medicinske behandling en

længerevarende effekt for nogle personer, således at personerne ikke

recidiverer til sædelighedskriminalitet efter behandlingens ophør, eller også

udsættes et kriminelt sædelighedsrecidiv væsentligt tidsmæssigt.[ ]

Konkluderende for recidivundersøgelsen kan man konstatere, at

den kønsdriftdæmpende medicinske behandling må vurderes at være en uhyre

effektiv recidivforebyggende behandlingsform i forhold til farlige,

recidivtruede sædelighedskriminelle.«

Behandling og straf i udlandet

Til brug for besvarelse af spørgsmål nr. S 5682 (Folketingsåret

2005-06) af

Peter Skaarup

(DF) har Justitsministeriet den 26. juni 2006 bedt Udenrigsministeriet

indhente

oplysninger om en række landes praksis i relation til straflængde og

behandling

af pædofile seksualforbrydere. Nedenstående oplysninger om behandling og

straf

i udlandet stammer herfra.

Tyskland

I Tyskland straffes seksuelle handlinger mod børn under 14 år

med fængsel fra 6 måneder til 10 år. I alvorlige tilfælde af misbrug er

minimumsstraffen 2 års fængsel og 5 år, hvis barnet mishandles alvorligt

eller

bringes i livsfare. Pædofile, der har modtaget dom for misbrug af børn inden

for

de seneste 5 år, kan ikke idømmes under 1 års fængsel. I Tyskland kan

pædofilidømte ikke tvinges til at modtage behandling. Retten kan beskikke

tilsyn med en domfældt, efter at denne har afsonet sin straf, hvis det

vurderes, at den pågældende stadig kan være til fare for omverdenen. Desuden

kan den domfældte pålægges en række krav, f.eks. at den pågældende ikke må

opholde sig i nærheden af børneinstitutioner eller komme i visse

bydistrikter.

Frankrig

I Frankrig er strafferammen op til 20 års fængsel for seksuel

kriminalitet mod mindreårige. Frankrig har nogle af Europas strengeste

bestemmelser på området. Der er åbnet for at dømte og sigtede for seksuelle

overgreb mod mindreårige kan registreres i en genetisk database. Det er

endvidere muligt at retsforfølge franske statsborgere for seksuel

kriminalitet

begået mod mindreårige i udlandet. Dette er gjort for at komme fænomenet

sexturisme

til livs.

Straffelængden i pædofilisager er dobbelt så lang som i Belgien

og tre gange så lang som i Canada. Hovedparten af alle sigtelser i

pædofilisager fører til fængselsdomme, hvoraf 70 pct. er ubetingede. Domme i

pædofilisager ledsages endvidere af en række restriktioner og

foranstaltninger,

f.eks. forbud mod offentlig ansættelse, forbud mod at indgå i en professionel

aktivitet, der indebærer kontakt med mindreårige, samt hel eller delvis

fratagelse af de civile rettigheder. Pædofilidømte kan endvidere dømmes til

at

indgå i en socialretlig opfølgning på op til 20 år. Den socialretlige

opfølgning

byder på et behandlingsforløb, som dog er frivilligt. Afvisning kan dog

udløse

fængselsstraf af en længde, der svarer til behandlingstiden.

Polen

I Polen er strafferammen fra 2 til 12 års fængsel for samleje

eller anden seksuel omgang med børn under 15 år. Man kan endvidere forbydes

at

bestride visse stillinger (f.eks. undervisning af mindreårige), hvis man har

været dømt for pædofili eller pædofilirelaterede forbrydelser. I Polen skal

pædofile endvidere modtage terapi under afsoning.

Storbritannien

Voldtægt eller seksuelt overfald med penetration af børn under

13 år kan straffes med fængsel i op til livstid i Storbritannien. Det kan

straffes med op til 14 års fængsel, hvis man opfordrer eller opildner et barn

under

13 år til seksuelle aktiviteter. Berøring af et barn, hvor der kan bevises

seksuelle undertoner, kan ligeledes straffes med op til 14 års fængsel.

I Dags Dato-programmet den 18. juni 2006 blev der berettet om

en række tiltag til beskyttelse af børn i England, hvor fængsler, psykologer

og

socialrådgivere samarbejder om at forhindre pædofile i at gentage deres

overgreb

mod børn. Politiet laver endvidere risikoprofiler på de dømte, som skal vise,

hvor farlige de stadig er, og hvor stor risikoen er for tilbagefald. På den

baggrund kan politiet vurdere sandsynligheden for tiltagefald og beslutte, om

der skal foretages overvågning af den pædofile. Endvidere skal den pædofile

melde

sig hos politiet, hvis han skifter bopæl, og kommunen sørger efterfølgende

for,

at den pædofile ikke bosætter sig i nærheden af en skole eller kan komme til

at

arbejde med børn.

Forældelsesfrist

I dag gælder en forældelsesfrist i pædofilisager, som medfører,

at sagerne forældes, når offeret når en alder af 28 år. Børn, der har været

udsat for seksuelle overgreb af voksne, fortrænger ofte disse minder, fordi

oplevelserne

er så voldsomme og uhyggelige. Minderne dukker dog ofte op på et senere

tidspunkt i livet. Derfor foreslås det, at forældelsesfristen i sager om

pædofili helt afskaffes, således at personer, der en gang har begået

seksuelle

overgreb mod børn, aldrig kan vide sig sikre på at være sluppet godt fra

deres

forbrydelse. Afskaffes forældelsesfristen, vil det betyde, at sådanne sager

kan

rejses, uanset om der er gået en længere årrække, før offeret har kræfter til

at anmelde forbrydelsen, eller før gerningsmanden identificeres.

Adgangen til at rejse en straffesag for forbrydelser, hvor

gerningsindholdet er seksuelt misbrug eller udnyttelse af børn og unge,

forældes i dag efter reglerne i straffelovens kapitel 11. Her bestemmes

bl.a.,

at forældelsesfristen ved en række nærmere angivne forbrydelser mod børn og

unge tidligst regnes fra den dag, den forurettede fylder 18 år. De

forbrydelser, der er opregnet, er bl.a. incest, voldtægt, samleje ved anden

ulovlig tvang, samleje med adoptivbarn m.v., anden kønslig omgang end

samleje,

kvindelig omskæring, legemsangreb med døden til følge og menneskehandel med

henblik på kønslig usædelighed, tvangsarbejde, slaveri eller fjernelse af

organer.

Reglerne om forældelse af seksualforbrydelser mod børn blev

ændret ved lov nr. 441 af 31. maj 2000. Her skete den ændring i straffelovens

§

94, at de forældelsesfrister, der gælder for de enkelte typer af

lovovertrædelser,

tidligst begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor offeret fylder 18 år.

Formålet var, at børn og unge, der har været udsat for sådanne forbrydelser,

får mulighed for som voksne at reagere over for det, der er sket, uden at

forældelsesreglerne udelukker mulighederne for retsforfølgning. Dansk

Folkeparti støttede ændringen.

Det har vist sig, at der forekommer tilfælde, hvor selv den ændrede

forældelsesfrist ikke i tilstrækkelig grad sikrer, at der sker

strafforfølgning.

Hvis offeret for en seksualforbrydelse er et barn eller en ung,

vil oplevelsen for mange være så traumatiserende, at den krænkede først flere

år senere tør gå til myndighederne. Hvis forbrydelsen er begået inden for

familiens kreds, kan et misforstået hensyn til de pårørende føre til, at

offeret

i årevis tier. Først mange år senere er offeret parat til at træffe den svære

afgørelse om at anmelde forbrydelsen.

I andre tilfælde, hvor forbrydelsen er begået af en person uden

for familiens kreds, kan det ske, at offeret mange år senere bliver bekendt

med, at gerningsmanden fortsætter med at begå forbrydelser mod andre børn.

Selv

om offeret har valgt at leve med forbrydelsens traume, kan opdagelsen af, at

gerningsmanden fortsætter sine forbrydelser, være så overvældende, at det kan

og skal føre til en politianmeldelse, men i nogle tilfælde har det vist sig,

at

anmeldelsen er sket for sent, f. eks. fordi offeret er fyldt 29 år og

forældelsesfristen udløb 10 år efter det fyldte 18. år.

I DR TV blev der den 2. marts 2004 bragt et konkret eksempel på

bane. En 29-årig mand opdagede, at en mand på 69 år, der havde forbrudt sig

mod

ham, da han var mellem 9 og 14 år gammel, fortsatte med at begå seksuelle

overgreb mod mindreårige og nu var dømt en kortvarig fængselsstraf. Den

29-årige havde aldrig som barn eller ung fortalt omgivelserne om det skete,

men

besluttede sig nu til at foretage politianmeldelse for at hindre, at den

ældre

mand fortsatte sine forbrydelser. I den konkrete sag viste det sig, at en

politianmeldelse ikke kunne behandles, fordi der var indtrådt forældelse, da

anmelderen blev 28 år. I DR TV’s program fremgik det, at psykologer og

børneorganisationer, bl.a. Red Barnet, kræver loven forbedret og støtter en

lovændring, der ophæver forældelsesfristen.

Grooming

Kort sagt er grooming en betegnelse for de midler og metoder,

som en pædofil benytter til at nedbryde barnets modstand og vinde dets

tillid.

Grooming er en proces, som påbegyndes, når den pædofile udvælger det område,

hvor han vil finde sit offer. Han starter typisk med at afsøge steder, hvor

det

er naturligt for børn at opholde sig, f.eks. legepladser, skoler,

fritidsklubber

osv. Pædofile melder sig ofte som frivillige sådanne steder, hvorefter de

efterfølgende udsøger sig deres ofre. Når den pædofile har fundet sit offer,

påbegyndes nedbrydningen af den modstand, som offeret og omgivelserne kan

tænkes at yde mod den pædofile (

www.redbarnet.dk

).

I de senere år er der opstået et helt nyt sted, hvor rigtig mange børn

opholder

sig, nemlig internettet. Internettet er derfor blevet et væsentligt

fokusområde

for pædofile, når de udvælger deres ofre.

I DR-programmet Magasinet Søndag den 3. september 2006 blev der

rettet fokus på pædofiles brug af internettet til at kontakte deres ofre.

DR-programmet tager ud på en tilfældig skole, hvor de undersøger unges

erfaring

med at blive kontaktet af voksne potentielle krænkere over internettet. Det

viser sig, at 18 af eleverne har en profil på børnechatsiden Arto. Seks af

disse har været udsat for krænkende henvendelser over internettet. En

DR-journalist udgiver sig for at være »Pernille« på 13 år. Efter 5 minutter

får

»Pernille« syv henvendelser med seksuelle undertoner. »Kan du lide at lege

med

dig selv?«, »Hvad størrelse bruger du i bh?«, og »Er du jomfru?« er nogle af

de

spørgsmål, som »Pernille« får stillet. »Pernille« aftaler at mødes med en af

de

mænd, der kontakter hende. Han siger, at han er 20 år gammel, men det viser

sig, at han er 31. Korrespondancen mellem »Pernille« og den 31-årige tyder

på,

at denne har til hensigt at forgribe sig på »Pernille«.

Mange børn og unge færdes i dag på internettet. Og internettet

er måske i dag det sted, hvor det er lettest for pædofile at komme i kontakt

med deres ofre. De kan liste anonymt rundt, indtil de finder et egnet offer,

som de kan kaste sig over. Det var formentlig hensigten bag ovennævnte

pædofiles henvendelse til »Pernille«. Magasinet Søndag viste, hvor let spil

pædofile har, når de færdes på internettet. På den baggrund bør straffeloven

ændres, således at sexchat og forsøg på at lave sexaftaler med mindreårige

over

internettet forbydes.

I den britiske Sexual Offences Act fra 2003 er det strafbart

forsætligt at mødes med eller at rejse i den hensigt at mødes med en person

under 16 år, når man tidligere har mødtes med eller kommunikeret med den

pågældende ved mindst to forudgående lejligheder, og når man på dette

tidspunkt

har forsæt til, under eller efter mødet og hvor som helst i verden, at begå

et

nærmere angivet seksuelt overgreb mod den pågældende (justitsministerens

besvarelse af spørgsmål nr. S 486 af 10. oktober 2005).

I besvarelsen af spørgsmål nr. S 486 af 10. oktober 2005 oplyser

ministeren, at sexchat på internettet ikke i sig selv strafbart, men hvis en

person »via sexchat aftaler at mødes med et barn under 15 år i den hensigt at

begå en forbrydelse mod barnet i forbindelse med mødet, vil det være

strafbart

efter de generelle regler om forsøg. Det vil naturligvis altid bero på en

konkret bevisvurdering, om der er begået et strafbart forhold i det enkelte

tilfælde«. Der er således meget stor forskel mellem den danske og den

britiske

lovgivning. Intentionen bag den britiske lovgivning er først og fremmest at

beskytte børn og unge mod nogle af de værste forbrydere, man kan forestille

sig. Den britiske lovgivning på området gør det lettere at få ram på pædofile

og dermed at beskytte børn og unge. Den danske lovgivning på dette område bør

udformes efter britisk forbillede.

Beslutningsforslaget

Formålet med beslutningsforslaget er at forbedre den nuværende

beskyttelse af børn og unge mod seksuelt misbrug og udnyttelse. Med

nærværende

forslag opfordres regeringen til at fremsætte lovforslag, der blandt andet

indeholder følgende initiativer:

–

s

kærpede straffe for seksuelle overgreb mod mindreårige,

herunder bestemmelser om minimumsstraffe i gentagelsestilfælde, som det

f.eks.

praktiseres i Tyskland,

–

forstærket mulighed for, at domstolene kan idømme

pædofile tvungen behandling, herunder medicinsk kastration,

–

afskaffelse af forældelsesfristen i pædofilisager,

–

stop for strafnedsættende rabatordninger ved gentagelseskriminalitet,

–

forbud for pædofile mod at bosætte sig i nærheden af

skoler og andre steder, hvor der kommer mange børn, samt påbud om, at

pædofile

skal melde sig hos politiet, hvis de skifter bopæl,

–

forbud mod, at personer, der en gang har været dømt

for seksuelle krænkelser af mindreårige, kan arbejde med børn, så det f.eks.

bliver umuligt for pædofile at få arbejde inden for undervisning og lign.

−

andre lande har indført lignende

bestemmelser, herunder Frankrig og Polen − og

–

forbud mod sexchat og forsøg på at lave sexaftaler med

mindreårige over nettet.

Alle disse tiltag har til formål at beskytte børn og unge mod

seksuelle overgreb. Seksuelle overgreb mod børn kan ikke forhindres helt, men

det er det offentliges opgave at beskytte børn og unge mod seksuelle overgreb

samt at sørge for, at dømte pædofile ikke kan gentage deres handlinger. Det

er

krænkende for retsbevidstheden, at pædofile, der har været dømt adskillige

gange for seksuelle krænkelser mod børn, kun får en dom på nogle få måneders

fængsel, og at behandling er frivillig.

Flere sager, herunder den såkaldte Tøndersag, har inden for

flere felter vist et stort gab mellem borgernes retsbevidsthed og de faktiske

tilstande. Det er en presserende politisk opgave at få rettet op på det

misforhold,

hvilket er formålet med nærværende beslutningsforslag.

Såfremt der ikke kan findes flertal for at gennemføre alle

ovenstående forslag, er Dansk Folkeparti indstillet på, at der fremsættes

lovforslag, der kun indeholder et eller flere af ovenstående initiativer.

Skriftlig fremsættelse

Peter Skaarup

(DF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at

fremsætte:

Forslag til

folketingsbeslutning om beskyttelse af børn og unge mod seksuelle overgreb.

(Beslutningsforslag nr. B 111).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager

forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Lignende dokumenter