Spring til indhold

Retsinformation

Betænkning over I. Forslag til lov om Akkrediteringsinstitutionen for videregående uddannelser (akkrediteringsloven) (Konsekvensændringer som følge af oprettelse af Akkrediteringsinstitutionen)

2006/1 BTL 111 og L 112Betænkning over lovforslagFolketinget7. marts 2007

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Betænkning afgivet af Udvalget for Videnskab og Teknologi

den 21. februar 2007

Betænkning

over

I.

Forslag til lov om Akkrediteringsinstitutionen for videregående

uddannelser (akkrediteringsloven)

[af

videnskabsministeren (Helge Sander)]

II.

Forslag til lov om ændring af universitetsloven og lov om

forskningsrådgivning m.v.

(Konsekvensændringer som følge af oprettelse af

Akkrediteringsinstitutionen)

[af

videnskabsministeren (Helge Sander)]

1. Ændringsforslag

Der er stillet 16 ændringsforslag til lovforslag nr. L 111 og 2

til lovforslag nr. L 112. Videnskabsministeren har stillet ændringsforslag

nr.

1 til lovforslag nr. L 111. Enhedslistens medlem af udvalget har stillet

ændringsforslag nr. 2-16 til lovforslag nr. L 111. Videnskabsministeren har

stillet

ændringsforslag nr. 1 og 2 til lovforslag nr. L 112.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslagene blev fremsat den 15. december 2006 og var til 1.

behandling den 19. januar 2007. Lovforslagene blev efter 1. behandling

henvist

til behandling i Udvalget for Videnskab og Teknologi.

Møder

Læs alt

Udvalget har behandlet lovforslagene i 3 møder.

Høring

Et udkast til lovforslagene har inden fremsættelsen været sendt

i høring, og videnskabsministeren sendte den 6. oktober 2006 dette udkast til

udvalget, jf. alm. del – bilag 11. Den 18. december 2006 sendte

videnskabsministeren

de indkomne høringssvar samt et notat herom til udvalget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget 1 skriftlig

henvendelse fra Dansk Bibel-Institut og Menighedsfakultetet.

Videnskabsministeren har over for udvalget kommenteret den

skriftlige henvendelse til udvalget.

Deputationer

Endvidere har Dansk Bibel-Institut og Menighedsfakultetet mundtligt

over for udvalget redegjort for deres holdning til lovforslagene.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 45 spørgsmål til videnskabsministeren til

skriftlig besvarelse, som denne har besvaret. Fem af udvalgets spørgsmål til

videnskabsministeren og dennes svar herpå er optrykt som bilag 2 til

betænkningen.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et

flertal

i udvalget

(udvalget med undtagelse af EL) indstiller lovforslagene til

vedtagelse

med de af

videnskabsministeren stillede ændringsforslag.

Socialdemokratiets

medlemmer af udvalget støtter indførelsen af akkreditering af landets

videregående

uddannelser. Akkrediteringen medvirker til at kvalitetssikre og forbedre

eksisterende

og nye videregående uddannelser. Endvidere giver akkrediteringen en langt

bedre

mulighed for at vurdere uddannelsernes kvalitet – nationalt såvel som

internationalt. Det er yderst relevant for f.eks. danske studerende, der

søger

til udlandet, ligesom for udenlandske studerede, der søger her til.

Socialdemokratiet er

bevidst om, at en så omfattende og omsiggribende lov med al sandsynlighed

skal virke

i en periode, rettes til og justeres undervejs, før den finder sin endelige

form. Men som helhed finder Socialdemokraterne, at den rette balance for

første

udgave af en dansk akkrediteringsinstitution er fundet med denne lov.

Socialdemokraterne vil gerne understrege følgende:

–

De uddannelsesinstitutioner, der akkrediteres, skal kunne vide

sig sikre på, at akkrediteringen foregår på et fagligt funderet og uvildigt

grundlag. Derfor noterer Socialdemokratiet sig med tilfredshed, at det i

loven netop

understreges, at rådet »er uafhængigt i sin virksomhed, og medlemmerne

udpeges

på baggrund af deres faglige kvalifikationer«, samt at både rådssekretariatet

og det faglige sekretariat skal være uafhængigt af videnskabsministeren.

–

Hvad angår rådets opbygning og sammensætning, har Socialdemokraterne

lagt særlig stor vægt på, at der er viden om arbejdsmarkedet, og at

dimittenderne

er repræsenteret i rådet.

–

Socialdemokraterne tillægger det selvsagt også stor vægt, at den

danske akkrediteringsinstitu-tion kan opnå international godkendelse.

Socialdemokraterne støtter

videnskabsministerens ændringsforslag om ændring af lovens navn fra

Akkrediteringsloven til Akkrediteringsloven for videregående uddannelser.

Hvad angår L 112, støtter

Socialdemokraterne også dette lovforslag i erkendelse af, at lovforslaget er

en

konsekvens af hele etableringen af Akkrediteringsinstitutionen.

Dansk Folkepartis

medlemmer af udvalget finder, at for at danske uddannelser kan leve op til de

højeste standarder og nyde anerkendelse internationalt, skal der oprettes et

akkrediteringsråd. Akkrediteringsrådet skal sikre en uafhængig godkendelse af

uddannelserne.

Det er afgørende for Dansk

Folkeparti, at der stadig væk er et overordnet politisk ansvar, hvad angår

uddannelsernes kvalitet, og hvad angår økonomien i de forskellige

videregående

uddannelser.

Dansk Folkeparti er af den

opfattelse, at de videregående uddannelser med lovforslaget vil kunne leve op

til de internationale standarder. Det skal dog understreges, at det ikke i

sig

selv er et mål for Dansk Folkeparti, at Danmark lever op til forskellige

internationale standarder. Det afgørende er at sikre faglighed og kvalitet i

Danmark til gavn for samfundet og til gavn for de danske studerende. Såfremt

dette hensyn i fremtiden måtte gå imod en internationaliseringsproces, vejer

hensynet til faglighed og kvalitet tungere. Det er ligeledes afgørende for

Dansk Folkeparti, at internationalt samarbejde om udvikling af

uddannelsessektoren bevares som et frivilligt samarbejde mellem selvstændige

nationer, således at Danmark til enhver tid kan agere ud fra nationale

interesser.

Lovforslaget forhindrer i

højere grad end i dag, at politiske særinteresser i fremtiden vil være

afgørende

for placering og godkendelse af uddannelser. Det hilser Dansk Folkeparti

velkommen.

Med velfærdsaftalen og globaliseringsaftalen

videreføres begrebet fælles uddannelser. Dansk Folkeparti noterer sig, at

fælles uddannelser kun kan oprettes i særlige tilfælde. Lovforslaget lægger

ikke op til, at fælles uddannelser skal eller kan erstatte eksisterende

uddannelser. En fælles uddannelse skal dermed leve op til centralt fastsatte

kriterier for at kunne blive godkendt.

Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget er varme tilhængere

af at kvalitetssikre de danske videregående uddannelser. Derfor er en

national

akkrediteringsinstitution, der kan sikre et højt kvalitetsniveau på de

videregående

uddannelser, et entydigt fremskridt i vores øjne. Det er en styrke også med

hensyn

til internationaliseringen af vores uddannelser. Det skyldes, at en

systematisk

akkreditering af de videregående uddannelser vil give uddannelserne en

stærkere

mulighed for at tiltrække dygtige unge studerende, forskere og undervisere

fra

hele verden. Disse vil nemlig vide, at uddannelserne er akkrediteret og

godkendt af en anerkendt institution.

Det Radikale Venstre havde lagt vægt på, at universiteterne med

den nye akkrediteringsinstitution ville få mere frihed til at oprette nye

uddannelser. Her går lovforslaget ikke så vidt, som vi kunne ønske. En sejr

er

det dog, at ministeren har afstået fra at forhåndsgodkende

fællesuddannelserne,

dvs. de uddannelser, der delvis gennemføres i udlandet. I stedet skal

fællesuddannelserne ligesom de øvrige uddannelser akkrediteres – og kun

undtagelsesvis har ministeren mulighed for at hive i nødbremsen og

efterfølgende undlade en godkendelse af uddannelserne. For os har dette være

vigtigt.

Vi mener ikke som regeringen, at fællesuddannelser skal være en undtagelse i

det danske uddannelsessystem. Disse uddannelser bør tværtimod fremmes som en

god model for internationaliseringen af de videregående uddannelser.

Den nye akkrediteringsinstitution har givetvis ikke fundet sin

endelige form. De næste års erfaringer bør bruges målrettet på at forbedre og

forfine institutionen.

Spørgsmålet om institutionens uafhængighed har optaget os dybt

under forhandlingerne. Der hersker ingen tvivl om, at institutionen

formelt

er sikret uafhængighed. Det

fremgår klart af lovforslaget. Spørgsmålet er, om det også sikrer

institutionen

reel

uafhængighed, hvilket

selvfølgelig er helt afgørende for en institution af denne karakter. Vi havde

entydigt foretrukket, at institutionen blev oprettet uden nogen form for

organisatorisk tilknytning til Videnskabsministeriet. Det har regeringen ikke

ønsket. I stedet har vi fået skabt sikkerhed for, at

akkrediteringsinstitutionen

vurderes og godkendes af en internationalt anerkendt aktør senest 3 år efter,

at

lovforslaget er trådt i kraft. Dermed forventer vi at få et endegyldigt svar

på, om institutionen også lever op til internationale krav om uafhængighed af

regeringsapparatet, som regeringen hævder.

Det Radikale Venstre havde derudover gerne set, at

uddannelsesinstitutionerne var sikret en klageadgang uafhængig af

ministeriet.

Som lovforslaget er nu, kan uddannelsesinstitutionerne generelt ikke klage

over

afgørelser om akkreditering – dog har de mulighed for at klage til

Videnskabsministeriets styrelse, når det gælder retlige forhold. Det er ikke

optimalt. Også i dette spørgsmål imødeser vi den internationale vurdering af

institutionen.

Det Radikale Venstre beklager, at lovforslaget gennemfører

særskilte akkrediteringsordninger for de videregående uddannelser under

henholdsvis

Videnskabsministeriet, Undervisningsministeriet og Kulturministeriet. Det er

udtryk for en meningsløs ressorttænkning, der mere er udtryk for ministrenes

end uddannelsernes behov. På sigt må målet være at skabe et ensartet

kvalitetssikringssystem på tværs af de tre områder.

Endelig nærer vi betydelig bekymring for, om akkrediteringsinstitutionens

ressourcer står mål med opgaven. Planen er, at institutionen skal godkende

750

uddannelser i løbet af 3-5 år og herudover årligt 30-40 nye uddannelser. Det

er

en meget stor opgave – og ministeren har på intet tidspunkt

sandsynliggjort, at

de fornødne ressourcer er til stede. Risikoen er, at institutionen ikke kan

opretholde det planlagte tempo i akkrediteringerne og derfor ikke når at få

akkrediteret alle uddannelser, inden den skal starte forfra med at

akkreditere

uddannelserne igen. Dermed risikerer systemet at sande til og institutionen i

sidste ende at blive en prop i hullet, der kan bremse udviklingen af nye

uddannelser. Det Radikale Venstre vil på den baggrund følge institutionens

arbejde tæt – ud fra et ønske om, at akkrediteringsarbejdet kommer til

at

forløbe smidigt og effektivt.

Et

mindretal

i

udvalget (EL) indstiller lovforslagene til

vedtagelse

med de stillede ændringsforslag. Såfremt de under nr. 2-16 stillede

ændringsforslag til lovforslag nr. L 111 ikke vedtages, stemmer mindretallet

imod lovforslagene.

Enhedslistens medlem af udvalget finder, at etableringen af en

uafhængig akkrediteringsinstitu-tion i udgangspunktet er en god idé. Det

kunne

nemlig være et led i at give universiteterne større frihed. Desværre har man

valgt at etablere en institution, hvor rådet udpeges af ministeren

– ikke

sådan, at ministeren udpeger det på baggrund af indstillinger, som han bare

skal følge, men sådan, at ministeren uden videre udpeger det. Derudover har

man

så sørget for at indlejre administrationen i Videnskabsministeriet. Så siger

man, at det er uafhængigt, for »det siger vi det er«. Tilbage står indtrykket

af, at det har været vigtigt for ministeriet og de partier, der støtter

lovforslaget,

at opretholde en statslig styring af uddannelserne.

Bag lovforslaget ligger den opfattelse, at man ikke kan overlade

det til universiteterne at oprette de uddannelser, de vil, efter at de har

fået

gennemført en bedømmelse af deres kvalifikationer, fordi man har den

opfattelse, at universiteterne så vil oprette en række irrelevante

uddannelser.

Man fastholder, at der skal opereres med nogle relevanskriterier, hvis

konkrete

indhold er uafklarede på nuværende tidspunkt.

Hertil kommer, at ministeren får mulighed for at stoppe en

uddannelse og nedlægge en uddannelse. Dermed understreges det, at det er

vigtigt for ministeren og partierne bag dette lovforslag at sikre sig, at

universiteterne ikke får frihed til, at oprette de uddannelser, de ønsker,

men

at det skal være politisk bestemt. Enhedslisten mener, at dette er en

politisk

kontrol, der er unødvendig.

Herudover er der indført det helt særegne administrative

princip, at ministeren kan lade tilflyde Akkrediteringsrådet, at han nok ikke

vil godkende en bestemt uddannelse, hvorefter rådet skal holde op med at

arbejde med den. Det er at sætte den administrative bekvemmelighed og den

politiske bekvemmelighed meget langt over institutioners og menneskers

retssikkerhed. Det er jo rigtigt, at vi i de tilfælde, hvor ministeren

direkte

griber ind, vil opdage det, men opdager vi det, når Akkrediteringsrådet

tilflydes en meddelelse?

Enhedslisten har fremsat en lang række ændringsforslag, som vil

sikre uddannelsesinstitutionernes frihed, sikre Akkredditeringsrådets

uafhængighed og skabe en bred studenterrepræsentation. Hvis disse

ændringsforslag vedtages, stemmer Enhedslisten for lovforslagene. Ellers

stemmer Enhedslisten imod.

Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit Ataqatigiit

var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med

medlemmer

i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller

politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i

betænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

til

I. Forslag til lov om Akkrediteringsinstitutionen for

videregående uddannelser (akkrediteringsloven)

Af

videnskabsministeren,

tiltrådt af

udvalget:

Til titlen

1)

Ordet »(akkrediteringsloven)« udgår.

[Populærtitel udgår]

Af

et

mindretal

(EL):

Til § 1

2)

Stk.

1

affattes således:

»Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling opretter

Akkrediteringsinstitutionen for videregående uddannelser som en selvejende

institution.«.

[Sikring af Akkrediteringsinstituttets uafhængighed]

3)

Stk.

3

udgår.

[Decentral vurdering]

Til § 2

4)

Stk.

2

affattes således:

»Stk. 2.

Akkrediteringsrådet ansætter sekretariaternes

ledelse.«

[Uafhængig akkrediteringsinstitution]

Til § 4

5)

I

stk. 1

ændres

»otte« til: »10«.

[Flere studenterrepræsentanter]

6)

Stk.

3, nr. 3,

affattes således:

»3)

3 medlemmer udpeges efter indstilling fra de

studerendes organisationer, sådan at udannelserne under såvel

Videnskabsministeriet som Undervisningsministeriet og Kulturministeriet er

repræsenteret,

og«

[Flere studenterrepræsentanter]

Til § 6

7)

I

stk. 2

udgår »og relevans i henhold til kriterier fastsat i medfør

af § 11«.

[Decentralt fastlagt kvalitet]

Til § 7

8)

I

stk. 2, 2. pkt.,

udgår »fastsat i medfør af § 11«.

[Decentralisering sikres]

Til § 8

9)

I

stk. 2

udgår », i det omfang rapporten er udarbejdet efter

kriterierne fastsat i medfør af § 11«.

[Decentralisering sikres]

Til § 9

10)

I

stk. 1

udgår »i henhold til kriterier fastsat i medfør af § 11«.

11)

I

stk. 4, 1. pkt.,

ændres »om kriterierne fastsat i medfør af § 11

fortsat opfyldes« til: »om kvalitetskravene stadig opfyldes.«

[Decentralisering sikres]

Til § 10

12)

I

stk. 1

udgår », jf. dog stk. 3«.

[Konsekvensændring]

13)

Stk.

3

udgår.

Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 3 og 4.

[Decentralisering sikres]

Til § 11

14)

Paragraffen udgår.

[Decentralisering sikres]

Til § 12

15)

Stk.

1

affattes således:

»§ 12.

Akkrediteringsrådet akkrediterer videregående

uddannelser på Undervisningsministeriets og Kulturministeriets område efter

samme regler, som gælder på Videnskabsministeriets område.«

[Decentralisering sikres]

Til § 13

16)

Stk.

2

og

3

udgår, og i stedet

indsættes:

»Stk. 2.

Akkreditering

af uddannelse efter § 5, stk. 2, udføres som indtægtsdækket virksomhed«.

[Konsekvensændring]

Bemærkninger

Til nr. 1

Ændringsforslaget betyder, at den foreslåede populærtitel til

loven udgår, da begrebet »akkreditering« bruges inden for flere

ministerområder.

Til nr. 2

Ændringen sikrer, at

Akkrediteringsinstitutionen reelt bliver uafhængig af staten.

Til nr. 3

Ændringsforslaget skal

sikre, at uddannelsesinstitutionerne får mulighed for at oprette de

uddannelser,

de selv synes er relevante, under forudsætning af, at disse lever op til de

kvalitetskrav,

der stilles.

Til nr. 4

Ændringen sikrer, at

Akkrediteringsinstitutionen reelt bliver uafhængig af staten.

Til nr. 5

Ændringsforslaget betyder,

at der bliver plads til en bredere repræsentation af de studerende.

Til nr. 6

Ændringsforslaget sikrer,

at der bliver en bred repræsentation af de studerende, og at deres udpegning

er

baseret på de studerendes egne organisationers indstillinger.

Til nr. 7

Ændringsforslaget sikrer,

at det er Akkrediteringsinstitutionen og ikke ministeriet, der fastsætter

kriterierne for kvalitet, og at uddannelsesinstitutionerne tager stilling til

uddannelsernes relevans.

Til nr. 8

Henvisningen til § 11 udgår som konsekvens af ændringsforslag

nr. 14.

Til nr. 9

Henvisningen til § 11 udgår som konsekvens af ændringsforslag

nr. 14.

Til nr. 10

Henvisningen til § 11

udgår

som konsekvens af ændringsforslag nr. 14.

Til nr. 11

Henvisningen til § 11

udgår

som konsekvens af ændringsforslag nr. 14.

Til nr. 12 og 13

Ændringsforslaget sikrer,

at det bliver Akkrediteringsrådet og ikke ministeren, der afgør om

uddannelser

skal godkendes.

Til nr. 14

Ændringsforslaget sikrer,

at Akkrediteringsrådet selv fastsætter kriterierne for kvalitet, og fjerner

dermed den snævre statslige styring af Akkrediteringsrådet.

Til nr. 15 og 16

Ændringsforslaget giver

uddannelsesinstitutioner under Undervisningsministeriet og Kulturministeriet

de

samme frihedsgrader, som uddannelsesinstitutionerne under

Videnskabsministeriet

får med de ændringsforslag, som stilleren i øvrigt har stillet til dette

lovforslag.

Ændringsforslag

til

II. Forslag til lov om ændring af universitetsloven

og lov om forskningsrådgivning m.v.

(Konsekvensændringer

som følge af oprettelse af Akkrediteringsinstitutionen)

Af

videnskabsministeren,

tiltrådt af

udvalget:

Til § 1

1)

I den under

nr. 1

foreslåede

ændring af

§ 3, stk. 1, 2. pkt.,

udgår »(akkrediteringsloven)«.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 1 til lovforslag nr. L 111]

2)

I den under

nr. 2

foreslåede affattelse af

§

3, stk. 2,

ændres i 1. pkt. »akkrediteringsloven« til: »lov om

Akkrediteringsinstitutionen for videregående uddannelser«.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 1 til lovforslag nr. L 111]

Bemærkninger

Til nr. 1 og 2

Ændringsforslagene er en konsekvens af ændringsforslag nr. 1 til

lovforslag nr. L 111.

Michael Aastrup Jensen (V)

Britta Schall Holberg (V)

Tina Nedergaard (V)

Torsten Schack Pedersen (V)

Hanne Severinsen (V)

fmd.

Jesper Langballe (DF)

Jørn Dohrmann (DF)

Per Ørum Jørgensen (KF)

Charlotte Dyremose (KF)

Rasmus Prehn (S)

Magnus Heunicke (S)

nfmd.

Christine Antorini (S)

Sophie Hæstorp Andersen (S)

Margrethe Vestager (RV)

Charlotte Fischer (RV)

Anne Grete Holmsgaard (SF)

Per Clausen (EL)

Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit

Ataqatigiit havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)

52

Enhedslisten (EL)

6

Socialdemokratiet (S)

47

Siumut (SIU)

1

Dansk Folkeparti (DF)

24

Tjóðveldisflokkurin (TF)

1

Det Konservative Folkeparti (KF)

18

Fólkaflokkurin (FF)

1

Det Radikale Venstre (RV)

17

Inuit Ataqatigiit (IA)

1

Socialistisk Folkeparti (SF)

11

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 111 og L 112

Bilagsnr.

Titel

1

Høringssvar og høringsnotat, fra videnskabsministeren

2

Henvendelse af 12/1-07 fra Menighedsfakultet og Dansk

Bibel-Institut

3

Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af

lovforslagene

4

1. udkast til betænkning

5

Ændringsforslag fra videnskabsministeren

6

2. udkast til betænkning

Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 111 og L

112

Spm.nr.

Titel

1

Spm. om kommentar til henvendelsen af 12/1-07 fra

Menighedsfakultetet og Dansk Bibel-Institut, til videnskabsministeren, og

ministerens svar herpå

2

Spm. om, hvorledes muligheden for at overtrumfe

Akkrediteringsrådets beslutninger (§ 10, stk. 3) tænkes udnyttet, til

videnskabsministeren, og ministerens svar herpå

3

Spm. om studerendes repræsentation i Akkrediteringsrådet,

til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå

4

Spm. om, hvordan ministeren vil sikre, at både rådet og

sekretariaterne reelt kommer til at fungere uafhængigt trods sekretariaternes

meget stærke afhængighed af ministeriet, til videnskabsministeren, og

ministerens

svar herpå

5

Spm. om, hvorfor finansieringen af Akkrediteringsinstitutionen

i vidt omfang skal ske ved at beskære EVA’s budgetter til evaluering af

uddannelserne, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå

6

Spm. om, hvilke overvejelser det giver ministeren, at det,

jf. høringssvarene, stort set er umuligt at finde parter, der er begejstrede

for lovforslaget, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå

7

Spm. om, hvilke andre EU-lande der tilsvarende har

»relevans« som akkrediteringskriterium, til videnskabsministeren, og

ministerens svar herpå

8

Spm. om, hvorledes kvalitet og relevans vægtes i forhold

til hinanden, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå

9

Spm. om, i hvor høj grad aftagere vil blive inddraget for

at definere »relevans«, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå

10

Spm. om, hvem der skal definere »kvalitet«, til

videnskabsministeren, og ministerens svar herpå

11

Spm., om ministeren kan bekræfte, at det pålægges

Akkrediteringsinstitutionen klart at udmelde præcise akkrediteringskriterier

(»mål og standarder«) før en akkrediteringsproces, til videnskabsministeren,

og ministerens svar herpå

12

Spm., om ministeren agter at placere

Akkrediteringsinstitutionen i forbindelse med Universitetsstyrelsen i

Bredgade 40, og hvorledes mener ministeren i givet fald at dette sikrer

uafhængigheden af Videnskabsministeriet, der bor i Bredgade 43, til

videnskabsministeren, og ministerens svar herpå

13

Spm., om institutionens ledelse ikke vil blive

rekrutteret fra Videnskabsministeriet, til videnskabsministeren, og

ministerens svar herpå

14

Spm. om, hvilken international institution der skal

fastlægge kriterierne for et europæisk register, til videnskabsministeren, og

ministerens svar herpå

15

Spm., om ministeren vil forelægge lovforslaget for ENQA

eller andre relevante EU-institutioner til udtalelse med henblik på, om

lovforslaget opfylder standarderne for uafhængighed af ministeriet, således

at det sikres, at forslaget på forhånd opfylder de europæiske standarder, til

videnskabsministeren, og ministerens svar herpå

16

Spm. om, hvorfor ministeren ikke har etableret

institutionen efter de samme principper, statutter m.m. som EVA, til

videnskabsministeren, og ministerens svar herpå

17

Spm. om det er korrekt forstået, at der nu de facto

indføres en dobbelt godkendelsesproces, hvor en uddannelse først skal

godkendes i rådet og derefter godkendes af ministeren, til

videnskabsministeren, og ministerens svar herpå

18

Spm. om, hvorfor ministeren kan afvise at godkende en

uddannelse, når »oprettelsen af uddannelsen ud fra en samfundsøkonomisk

betragtning

ikke skønnes hensigtsmæssig«, til videnskabsministeren, og ministerens svar

herpå

19

Spm., om det er korrekt, at medlemmer med kendskab til

universitetsuddannelser er i mindretal i Akkrediteringsrådet, til

videnskabsministeren,

og ministerens svar herpå

20

Spm. om, hvordan der garanteres kvalitet i

bedømmelsesprocessen vedrørende universitetsområdet, når medlemmer af

Akkrediteringsrådet, der ikke har forskningserfaring eller -indsigt, skal

være med til at tage beslutninger om kvalitet på universitetsområdet, til

videnskabsministeren, og ministerens svar herpå

21

Spm., om de relevante ministres »kriterier for kvalitet

og relevans«, jf. bemærkningerne om lovforslagets indhold, er omfattet af

offentlighedsloven,

til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå

22

Spm., om Akkrediteringsrådets fulde beslutningsgrundlag

er omfattet af offentlighedsloven, til videnskabsministeren, og ministerens

svar herpå

23

Spm., om referaterne fra Akkrediteringsrådets møder er

omfattet af offentlighedsloven, til videnskabsministeren, og ministerens svar

herpå

24

Spm. om, hvad der menes med »i særlige tilfælde« i

lovforslagets § 1, nr. 5, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå

25

Spm. om, hvordan det stemmer overens med kravet om, at

Akkrediteringsrådet skal være uafhængigt, at ministre udpeger 8 ud af 9

medlemmer,

til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå

26

Spm., om ministeren kan bekræfte, at det strider mod

Bologna-deklarationen, at ministeren kan ændre Akkrediteringsrådets

beslutninger,

til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå

27

Spm. om, hvordan ministeren mener at kravet om, at

Akkrediteringsrådet skal være uafhængigt, stemmer overens med, at det er

ministeren, som fastlægger kriterierne for Akkrediteringsrådets vurdering af

en uddannelses kvalitet og relevans, til videnskabsministeren, og ministerens

svar herpå

28

Spm., om ministeren ikke er enig i, at det ville give

Akkrediterings-institutionen

større uafhængighed af staten, hvis den var blevet oprettet som en selvejende

institution, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå

29

Spm. om, hvilke fordele det giver Akkrediteringsinstitutionen

i dens arbejde med at vurdere uddannelsers kvalitet, at den er anbragt inden

for den statslige forvaltning, til videnskabsministeren, og ministerens svar

herpå

30

Spm., om Akkrediteringsinstitutionen udelukkende er

anbragt inden for den statslige forvaltning, fordi dette er billigere, end

hvis den skulle være oprettet som en selvejende institution, til

videnskabsministeren, og ministerens svar herpå

31

Spm. om, i hvilke andre lande akkrediteringsinstitutionen

er etableret som en del af den statslige forvaltning, til

videnskabsministeren, og ministerens svar herpå

32

Spm. om garanti for, at Akkrediteringsinstitutionen kan

opnå international godkendelse som en uafhængig akkrediteringsinstitution,

når den er anbragt inden for den statslige forvaltning, til

videnskabsministeren,

og ministerens svar herpå

33

Spm. om, hvilke kriterier for kvalitet der vil indgå i en

vurdering af en uddannelses kvalitet, til videnskabsministeren, og

ministerens svar herpå

34

Spm. om, hvilke kriterier der vil indgå i en vurdering af

en uddannelses relevans, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå

35

Spm. om, hvorfor det ikke er de studerendes nationale

organisationer, der indstiller de studerendes repræsentant i

Akkrediteringsrådet, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå

36

Spm. om, i hvilke tilfælde ministeren vil benytte sin

bemyndigelse til at stoppe behandlingen af en uddannelse i

Akkrediteringsrådet,

til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå

37

Spm., om ministeren vil sikre, at Folketingets

Videnskabsudvalg bliver orienteret, hver gang ministeren benytter sin

bemyndigelse til at stoppe Akkrediteringsrådets behandling af en godkendelse

af en uddannelse, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå

38

Spm. om at definere, hvad der menes med, at en

»uddannelse ud fra en samfundsøkonomisk betragtning ikke skønnes

hensigtsmæssig«, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå

39

Spm. om at tilsende udvalget en oversigt over ændringer i

lovforslaget fra den udgave, der blev sendt i høring, til

videnskabsministeren, og ministerens svar herpå

40

Spm. om uddybning af svaret på spm. 6, til

videnskabsministeren, og ministerens svar herpå

41

Spm., om ministeren finder det tilfredsstillende, at der

trods nærmest enighed om det principielt rigtige i en

akkrediteringsinstitution

er så udbredt skepsis over for den foreslåede model, til

videnskabsministeren,

og ministerens svar herpå

42

Spm., om ministeren kan bekræfte, at Danmark angiveligt

er det eneste EU-land, der anvender relevanskriteriet i forbindelse med

akkreditering af uddannelser, til videnskabsministeren, og ministerens svar

herpå

43

Spm. om, hvorfor regeringen finder behov for, at Danmark

finder behov for et relevanskriterium i forbindelse med akkreditering af

uddannelser,

til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå

44

Spm., om ministeren vil redegøre for de omtalte

kvalitetskriterier i besvarelsen af udvalgets spørgsmål 10, til

videnskabsministeren, og ministerens svar herpå

45

Spm. om oversendelse af en oversigt over, hvilke

organisationer inden for Undervisningsministeriets regi ministeren finder det

relevant at høre i forbindelse med udpegning af Akkrediteringsrådet, til

videnskabsministeren,

og ministerens svar herpå

Bilag 2

Fem af udvalgets spørgsmål til

videnskabsministeren og dennes svar herpå

Spørgsmål 2 og 24 og svarene herpå er optrykt efter ønske fra

DF. Spørgsmål 12, 13 og 32 og svarene herpå er optrykt efter ønske fra S.

Spørgsmål 2:

Vil ministeren redegøre nærmere for, hvorledes muligheden for at

overtrumfe Akkrediteringsrådets beslutninger (§ 10, stk. 3) tænkes udnyttet?

Svar:

Akkrediteringsrådet træffer beslutning om akkreditering af en

videregående uddannelse på baggrund af en akkrediteringsvurdering af

uddannelsens kvalitet og relevans. Akkrediteringsrådets beslutninger om

akkreditering af videregående uddannelser kan ikke overtrumfes af

videnskabsministeren

eller andre ministre.

I henhold til § 10, stk. 3, fastholder videnskabsministeren som

den øverste ansvarlige for økonomien og legaliteten på universitetsområdet

dog

en mulighed for i visse situationer at stoppe Akkrediteringsrådets

godkendelse

(jf. § 10, stk. 1) af en uddannelse og dermed finansieringen af uddannelsen.

Bestemmelsen forventes kun anvendt undtagelsesvis, hvor en uddannelse ikke

opfylder lovgivningsmæssige krav eller oprettelsen af uddannelsen ud fra en

samfundsøkonomisk betragtning ikke skønnes hensigtsmæssig.

Der tænkes her blandt andet på situationer, hvor en uddannelse

ønskes oprettet i et geografisk område, hvor dette af hensyn til lignende

uddannelser i området vil kunne være uhensigtsmæssigt. Tilsvarende vil

oprettelsen af en uddannelse kunne være uhensigtsmæssig i situationer, hvor

en

lignende uddannelse allerede eksisterer under en anden minister.

Det pågældende universitet skal have lejlighed til at udtale sig

om sagen, inden der træffes afgørelse.

Spørgsmål 12:

Agter ministeren, jf. § 2 om institutionens uafhængighed, at

placere Akkrediteringsinstitutionen i forbindelse med Universitetsstyrelsen i

Bredgade 40, og hvorledes mener ministeren i givet fald at dette sikrer

uafhængigheden

af Videnskabsministeriet, der bor i Bredgade 43?

Svar:

Akkrediteringsinstitutionens konkrete fysiske placering er endnu

ikke fastlagt. Institutionens placering vil i høj grad afhænge af, hvor det

vil

være muligt at få et passende lejemål.

Af ressourcemæssige hensyn skal Akkrediteringsinstitutionen have

administrativt fællesskab med en anden institution under

Videnskabsministeriet.

Denne sekretariatsmodel kendes fra forskningsrådssystemet, hvor rådene

sekretariatsbetjenes af uafhængige sekretariater, som har administrativt

fællesskab med Forsknings- og Innovationsstyrelsen under

Videnskabsministeriet.

Vedrørende institutionens uafhængighed henvises til besvarelsen

af spørgsmål 4.

Spørgsmål 13:

Betyder ministerens bemærkninger om institutionens uafhængighed,

at institutionens ledelse ikke vil blive rekrutteret fra

Videnskabsministeriet,

og at institutionen dermed ikke vil være en del af det ministerielle

karrieresystem?

Svar:

Akkrediteringsinstitutionens ledelse ansættes af

videnskabsministeren efter indstilling fra Akkrediteringsrådet, som også skal

godkende stillingsopslaget. Ministeren kan ikke ansætte en ledelse, som ikke

er

indstillet af rådet.

Spørgsmål 24:

Når der i § 1, nr. 5 (affattelsen af § 3, stk. 6), står: »Universitetet

kan i særlige tilfælde udbyde en uddannelse, hvor dele af uddannelsen ikke

kan

gennemføres i Danmark, men skal gennemføres ved et eller flere udenlandske

universiteter efter aftale mellem de pågældende universiteter om gensidig

udveksling, jf. dog stk. 1«, hvad menes der så med »i særlige tilfælde«?

Svar:

En fællesuddannelse er en uddannelse, hvor udbuddet af

uddannelsen foregår i Danmark, men hvor visse dele af uddannelsen kun kan

gennemføres i udlandet. Hensigten med fællesuddannelser – som det

eksempelvis

kommer til udtryk i Erasmus Mundus-uddannelserne – er, at de udvikles og

udbydes i fællesskab af et dansk universitet og to eller flere udenlandske

universiteter.

Godkendelsen af en fællesuddannelse forudsætter, at det

internationale samarbejde bibringer en yderligere dimension, end hvis

uddannelsen udbydes som en ren dansk uddannelse. Der vil således være

væsentlig

forskel mellem rene danske uddannelser og fællesuddannelser udbudt i Danmark.

Fællesuddannelser er et supplement til det danske

uddannelsesudbud og er på ingen måde tænkt som en erstatning for udbud i

Danmark.

Hvis en fællesuddannelse ikke lever op til kravene, er der

mulighed for at stoppe godkendelsen af uddannelsen efter § 10, stk. 3.

Spørgsmål 32:

Kan ministeren garantere, at akkrediteringsinstitutionen kan

opnå international godkendelse som en uafhængig akkrediteringsinstitution,

når

den er anbragt inden for den statslige forvaltning?

Svar:

Da de europæiske rammer for evaluering af nationale

kvalitetssikringsorganisationer og deres optagelse i det kommende europæiske

register endnu ikke er fastlagt eller tiltrådt – som en del af

Bologna-processen

– af de 45 europæiske ministre, er det ikke muligt på nuværende

tidspunkt at garantere,

at akkrediteringsinstitutionen kan opnå international godkendelse som en

uafhængig akkrediteringsinstitution, jf. besvarelsen af spørgsmål 15.

Lovforslaget er udformet under hensyntagen til de europæiske

standarder og retningslinjer, og det forudsættes, at den danske model lever

op

til kravene heri.

I de »Europæiske standarder og retningslinjer for

kvalitetssikring af videregående uddannelser« sættes der ikke standarder for

kvalitetssikringsorganisationers institutionelle rammer. Der stilles således

ikke krav om, at en kvalitetssikringsinstitution skal være en selvejende

institution.

De europæiske standarder og retningslinjer stiller derimod krav

til institutionernes faglige uafhængighed i relation til såvel videregående

uddannelsesinstitutioner som ministerier. Skulle det vise sig, at den danske

model ikke lever op til de gældende krav, vil modellen blive taget op til

drøftelse igen med henblik på at ændre loven i det fornødne omfang.

Lignende dokumenter