Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om ret til et værdigt liv for alle ældre

2006/1 BSF 105Beslutningsforslag som fremsatFolketinget2. marts 2007

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 2. marts 2007 af Line Barfod (EL),

Jørgen Arbo-Bæhr (EL), Per Clausen (EL),

Rune Lund (EL), Pernille Rosenkrantz-Theil (EL) og Frank Aaen (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om

ret til et værdigt liv for alle ældre

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af dette

folketingsår at afsætte 35 mio. kr. til igangsættelse af en 5-årig

overgangsperiode

med det mål at udvikle metoder til at sikre, at ældreplejen tilrettelægges

således, at alle ældre sikres ret til et værdigt liv, hvor de selv kan træffe

valg med hensyn til bolig, mad, daglige rutiner m.v., i overensstemmelse med

de

ti rettigheder, der er udførligt beskrevet i beslutningsforslagets

bemærkninger.

Bemærkninger til forslaget

Beslutningsforslaget er en revideret genfremsættelse af

beslutningsforslag nr. B 2 fra folketingsåret 2004-05, 2. samling (se

Folketingstidende 2004-05, 2. samling, forhandlingerne side 2035 og tillæg A

side 4772 og 4775), som var en tidligere genfremsættelse af

beslutningsforslag

nr. B 11 fra folketingsåret 2004-05, 1. samling (se Folketingstidende

2004-05,

1. samling, forhandlingerne side 811 og tillæg A side 1082 og 1086).

Forslagsstillerne mener, at der er et stort behov for at komme væk fra

minuttyranniet i ældreplejen og i stedet fokusere på, hvordan ældre sikres et

godt og værdigt liv. Forslagsstillerne er meget inspirerede af det projekt,

FOA

– Fag og Arbejde og Dansk Sygeplejeråd (DSR) satte i værk for nogle år

siden,

Læs alt

som bl.a. er beskrevet i pjecen »For meget forlangt – i dialog om ældres

rettigheder«. Som et resultat af dette arbejde opstillede FOA og DSR følgende

ti rettigheder, som efter forslagsstillernes opfattelse er en god

indgangsvinkel til at ændre fokus og metoder i ældreplejen:

–

at spise den mad, man

kan lide,

–

at føle sig velklædt

og soigneret,

–

at bestemme egne tider

og rutiner,

–

at komme ud, når man

har lyst,

–

at træffe andre

mennesker,

–

at købe tøj og ting

efter egen smag,

–

at komme i sin

sædvanlige dagligvarebutik,

–

at udvikles livet

igennem,

–

at holde sine minder

levende,

–

at vælge, hvordan man

vil bo.

De ti rettigheder:

»Generelt ophører stort set alle vore rettigheder, når vi

bliver afhængige af andres hjælp, og i en tid, hvor ældrepleje udliciteres,

ser

man, at alt bliver skrevet ned, og der bliver sat tid på alle ydelser.

Eksempelvis »5 minutter til toiletbesøg«. En farlig tendens, som tingsliggør

de

mennesker, der har brug for hjælp.

Samtidig forsvinder individualiteten, og den enkelte hjælper

mister retten til selv at tænke, vurdere og handle, og der er ikke længere

nogen grund til at spørge den gamle, hvad han eller hun ønsker, for man må

ikke

overskride bevillingen. Man bruger alle de bedst uddannede

personaleressourcer

på at dokumentere og argumentere skriftligt/digitalt.«

Således udtaler plejehjemsassistent Henni Fihl Rasmussen sig i

et brev til Enhedslisten.

I det følgende konkretiseres intentionerne i hver enkelt af de

ti rettigheder. Samtidig peges på enkelte metoder vel vidende, at det er

borgeren og personalet, der sammen skal udvikle metoder. Endelig beskrives

den

følgegruppe, som skal følge og koordinere indsatsen i den 5-årige

overgangsperiode.

1) at spise den mad, man kan lide

I pressen har det været fremme, at en 94-årig kvinde i Nyborg

ønskede sig øllebrød. Kommunens svar var, at der ikke kan laves individuelle

retter, da det er for dyrt.

Forslagsstillerne er af den opfattelse, at der kan udvikles

metoder, så det bliver muligt at få øllebrød, selv om man er blevet ældre, og

selv om man ikke kan tilberede den selv, også uden at det vælter kommunernes

budgetter.

Projektet skal afdække metoder til at nå målet, men en

løsningsmodel kunne være, at social- og sundhedshjælperen og den ældre kunne

lave mad sammen, eller der kunne gives madbilletter til den lokale kro, vel

at

mærke med en sikring af, at den ældre hjælpes til at klare transporten, hvis

det er nødvendigt.

2) at føle sig velklædt og soigneret

Når en ældre kvinde på 87 år har fået et bad, kan det ikke

nytte, at den ansatte i ældreplejen ikke har tid til at tørre tæer eller

hjælpe

med at få sat frisuren. En mand på 89 år bør have ret til at have fuldskæg,

men

for at være velsoigneret kræver det måske, at han efter maden får hjælp til

at

vaske sit skæg, der ellers vil blive fedtet og ulækkert.

3) at bestemme egne tider og rutiner

Det er alarmerende forkert, når en 75-årig kvinde, der er et

såkaldt B-menneske, bliver lagt i seng kl. 20.30, fordi det passer bedst på

hjemmehjælpens rute.

4) at komme ud, når man har lyst

En 78-årig mand, der hele sit liv som gartner har været vant

til at være ude, skal ikke miste sin ret til et aktivt udeliv. Han skal kunne

gå ud, når han ønsker det, også selv om han har brug for støtte. Det kunne

f.eks. løses med fleksibilitet i arbejdstidstilrettelæggelsen blandt de

ansatte

i ældreplejen, udvidede ledsageordninger, eller hvad projektet måtte vise

nødvendigt.

5) at træffe andre mennesker

For at opretholde en venne- og bekendtskabskreds er det

nødvendigt, at man selv kan være udfarende, og det kan betyde, at man har

brug

for hjælp fra en ledsager. En 91-årig mand, der ikke møder andre, forværrer

sit

fysiske og psykiske velvære.

6) at købe tøj og ting efter egen smag

En 83-årig kvinde, der i hele sit liv har købt møbler ud fra

sin særlige livsstil, skal ikke tvinges til at ændre smag, bare fordi hun er

blevet ældre, og fordi hjemmet bliver omdannet til en arbejdsplads for de

ansatte i ældreplejen. Tid til dialog om også dette emne mellem den ældre og

den ansatte kan være udviklende for begge parter.

7) at komme i sin sædvanlige dagligvarebutik

En 77-årig, der ikke længere magter at bære indkøbskurven, skal

have hjælp. Men hun skal ikke fratages muligheden for selv at vælge, hvilke

varer der kommer i køleskabet. Ej heller skal hun tvinges til at handle i den

dyre kiosk nede på hjørnet.

Det kan godt være, at det tager lidt længere tid at gå til den

vanlige butik, men der ligger også en stor social gevinst i at gå på indkøb

dér,

hvor man kender de ansatte og de andre handlende.

8) at udvikles livet igennem

»At leve er at lære«, mener nogle. Det stopper ikke, bare fordi

man er en 74-årig svagsynet kvinde. Kunst, musik, bøger, uddannelse eller

udstillinger bør være tilgængeligt for alle. Man kunne f.eks. tænke sig

ledsagehjælp

til ældres aktiviteter. Det kunne også være vigtigt for den ældre at få læst

højt fra sin avis.

9) at holde sine minder levende

En 93-årig enkemand, der har været vant til samtale og til at

fortælle historier, og som har levet et begivenhedsrigt liv, har brug for

fortsat at fortælle om det. Men hvis venner og pårørende er væk og den

ansatte

i ældreplejen ikke har fået tildelt tid til dette, så sygner minderne og den

ældre væk. Der skal være tid til også at have hjemmehjælperen som samtaleven.

10) at vælge bolig

En 86-årig kvinde vil gerne bevare minderne gennem sine ting,

men har måske ikke længere kræfter til at passe sit hjem med de tunge møbler.

Det bliver et problem, hvis der ikke tildeles den nødvendige tid til

rengøring,

der jo vil tage længere tid hos denne ældre.

Beskrivelse af fremgangsmåde og følgegruppe

Formålet med forslaget er, at der udvikles metoder, så ældre

kan få opfyldt deres behov og ønsker med udgangspunkt i de rettigheder, som

er

formuleret af FOA – Fag og Arbejde og Dansk Sygeplejeråd (DSR).

Borgere og ansatte i ældreplejen skal i fællesskab udvikle

metoderne, der skal sikre kvalitet i mødet mellem borger og ansat. Det er

ofte

mennesker tæt på problemerne, som også er tæt på løsningerne.

Af samme grund kan der ikke på forhånd peges på, præcis hvilke

metoder der skal afprøves, eller præcis hvilke konkrete mål der skal stiles

mod.

De vil i sagens natur være forskellige fra den ene borger til den anden og

fra

kommune til kommune. Det er netop forskelligheden og mangfoldigheden, som

skal

hjælpes frem af de metoder, som borgeren og personalet peger på.

Mødet mellem borger og ansat er i centrum – et møde, hvor det

faglige skøn og borgerens behov sættes højere end minuttyranni og manglende

fleksibilitet i arbejdstilrettelæggelsen.

Målet er,

–

at den ældre oplever

kvalitet, indflydelse og plads til selv at prioritere blandt sine »ti

rettigheder«,

–

at den ansatte oplever

større arbejdsglæde og finder det fagligt udfordrende at være ansat i

hjemmeplejen,

–

at den udviklede viden

løbende integreres i de relevante uddannelser,

–

at lokalpolitikerne i

kommunerne oplever sammenhæng mellem kommunens ældrepolitik, værdier og mål

og

de faktisk producerede ydelser,

–

at der tilvejebringes

komparativ forskning, der kan konkludere, hvilken betydning det forskellige

metodevalg har for kvaliteten i ældreplejen,

–

at lovgivningsmæssige,

administrative og praktiske barrierer for den foreslåede metodeudvikling

kortlægges.

Forslagsstillerne finder det afgørende, at der oprettes en

forskningsenhed til støtte for overgangsperioden.

Forskningsenheden skal varetage projektstyringen med alt, hvad

dette indebærer, hvilket er yderligere beskrevet i afsnittet om økonomi og

ansvar. Særlig vigtigt er, at forskningsenheden sikrer, at den

erhvervede viden løbende integreres i undervisningen af sygeplejersker,

social-

og sundhedshjælpere og -assistenter, ergoterapeuter og andre relevante

faggrupper i forbindelse med ældreplejen. Derfor er det nødvendigt, at

enheden er tilknyttet en uddannelsesinstitution.

Forskningsenheden arbejder uafhængigt under en følgegruppe og

tilknyttes en relevant uddannelsesinstitution.

Følgegruppen sammensættes af i alt 5 medlemmer:

En tillidsvalgt repræsentant for hver af to forskellige

relevante ældreorganisationer.

En tillidsvalgt repræsentant for FOA – Fag og Arbejde.

En tillidsvalgt repræsentant for Dansk Sygeplejeråd (DSR).

Et tillidsvalgt medlem af Kommunernes Landsforening.

Formanden vælges blandt følgegruppens medlemmer.

Følgegruppen har det overordnede ansvar for projektet, f.eks. i

forbindelse med den årlige journalistiske afrapportering. Uoverensstemmelser

i følgegruppen

afgøres ved flertalsafstemning.

Økonomi og ansvar

Der afsættes 35 mio. kr., som skal dække udgifterne henholdsvis

i kommunerne og til forskningsenheden tilknyttet en uddannelsesinstitution i

de

5 år, som overgangsperioden løber i. Udgifter i forbindelse med følgegruppens

møder skal også dækkes heraf.

Kommunerne vil få midler til ansættelse af projektmedarbejdere,

til efteruddannelse af det eksisterende personale og til sikring af, at det

er

borgerens behov og ønsker, der er i fokus.

Forskningsenheden vil få midler til og ansvar for

–

den overordnede

projektstyring,

–

at arrangere

konference for alle implicerede parter, både borgere, ansatte og de relevante

politikere og den tilknyttede uddannelsesinstitution,

–

en gang årligt at lave

journalistisk afrapportering, der har fokus på de metoder og ændringer, som

borgerne og personalet foreslår,

–

at sikre den

nødvendige støtte til, at personalet kan bevare et fokus på borgernes behov

og

ønsker, samt støtte til, at borgerne får mulighed for at fremsætte deres

ønsker

og behov,

–

tilrettelæggelse af

efteruddannelse i samarbejde med den tilknyttede uddannelsesinstitution,

at sikre implementering af den genererede viden i

uddannelsesinstitutioner.

Skriftlig fremsættelse

Line Barfod

(EL):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at

fremsætte:

Forslag til

folketingsbeslutning om ret til et værdigt liv for alle ældre.

(Beslutningsforslag nr. B 105).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager

forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Lignende dokumenter