Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om kommuners ret til at stille krav til energi- og miljøstandarder i lokalplaner

2006/1 BSF 100Beslutningsforslag som fremsatFolketinget20. februar 2007

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 20. februar 2007 af

Anne Grete Holmsgaard (SF), Steen Gade (SF),

Ole Sohn (SF) og Kristen Touborg (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

om

kommuners ret til at stille krav til energi- og miljøstandarder i

lokalplaner

Folketinget pålægger regeringen

–

at fremsætte forslag

om at ændre planloven eller administrativt at udvide emnekataloget i

planlovens

§ 15, så kommunerne får ret til at stille særlige krav til bygningers energi-

og ressourceforbrug samt krav til anvendelse af miljøvenlige materialer og

produkter, og

–

at sikre, at der i den

miljøvurdering, som kommunerne skal lave af lokalplaner m.v., indgår en

vurdering af det fremtidige ressourceforbrug, herunder vand, varme og el,

f.eks. set i forhold til gældende normer for byggeri.

Bemærkninger til forslaget

Planloven regulerer de krav, som en kommune kan stille til et

områdes anvendelse, som f.eks. bebyggelsestæthed, bygningshøjde, beskyttelse

mod støj, tilslutning til kollektive forsyningsnet, bevaring af bebyggelser,

æstetisk udformning af bebyggelser og udformning af skiltning m.v.

Formålet med beslutningsforslaget er

–

at give kommunerne ret

til at stille krav, hvor man går længere end blot at følge de overordnede

minimumsstandarder, der gælder for energiforbrug, materialeforbrug m.v.,

Læs alt

–

at give et løft til

udviklingen af energi- og miljøvenligt byggeri, miljøvenlige byggematerialer

og

tilsvarende byggemetoder,

–

at bidrage til at nedbringe

energiforbruget, mængderne af miljøbelastende affald og trækket på

grundvandsressourcerne,

og

–

at synliggøre

ressourceforbruget i kommunerne, herunder i planlægningen.

Til trods for at det fremgår af planlovens formålsparagraf, at

den skal medvirke til at »værne landets natur og miljø, så

samfundsudviklingen

kan ske på et bæredygtigt grundlag«, giver den ikke kommunerne ret til at

stille særlige krav til noget så fundamentalt som bygningers energi- og

vandforbrug

eller krav om anvendelse af miljøvenlige materialer i byggeri. Det begrænser

kommunerne helt unødigt i deres muligheder for at planlægge ressourcebevidst

og

for at profilere sig som »grønne« kommuner. Hvorfor skal en kommune dog være

begrænset til at følge »dagens standard«, hvis den ønsker at sikre, at f.eks.

et nyt boligområde skal være et lavenergiområde, eller hvis den vil satse på

kombinationen af et lavt energiforbrug og anvendelse af miljøvenlige

materialer

og måske bruge det til at tiltrække borgere og erhverv?

Som planloven er i dag, eller som den fortolkes, kan en kommune

kun stille mere vidtgående krav, hvis den selv ejer jorden. Det betyder, at

kommuner, der ønsker at gå denne vej, i realiteten må gå en omvej eller helt

give op. En kommune som Stenløse Kommune har håndteret manglerne i planloven

ved først at købe jorden til en ny bydel, tinglyse servitutter på området for

derefter at sælge grundene igen. Det er fuldt lovligt, men er det rimeligt,

at

en kommune skal gå denne omvej? Hillerød Kommune har håndteret problemet ved

at

indgå et partnerskab med to store entreprenører. Der kan være mange gode

grunde

til at indgå sådanne partnerskaber, men det virker ikke velbe-grundet, at en

kommune skal være afhængig af, at den kan få etableret et partnerskab, for at

kunne realisere sine visioner og politiske beslutninger.

Kommunernes ret til at stille krav kan enten opnås ved at ændre

planloven, eller ved at miljøministeren bruger bemyndigelsen i § 15, stk. 6,

til at udvide det såkaldte lokalplankatalog, dvs. listen over emner, som

reguleres gennem en lokalplan. Skulle dette sidste – mod

forslagsstillernes forventning

– ikke være tilstrækkeligt til at sikre forslagets formål, må der

foretages en

egentlig ændring af planloven.

Realdania og Miljøministeriets fælles projekt, »Fornyelse af

planlægningen«, udsendte sin afsluttende rapport i juni 2006. Det fremgår af

denne og af referatet fra det afsluttende debatmøde, at der er en ganske stor

interesse i kommunerne for at kunne arbejde med mere bæredygtige lokalplaner

og

gå videre end de krav, der stilles i bl.a. bygningsreglementet. Dette er også

fremgået af en række arrangementer om lavenergibyggeri, som har været afholdt

af Dansk Byggeri, Det Økologiske Råd, Ingeniørforeningen, Akademisk

Arkitektforening og Erhvervsnetværk Passivhus Danmark. I afrapporteringen fra

»Fornyelse af planlægningen« peges der bl.a. på muligheden for at anvende

bemyndigelsen

i planlovens § 15.

Hoved- og delrapporterne indeholder desuden en udmærket

gennemgang af, hvordan en række kommuner har måttet gå over åen for at hente

vand i deres arbejde med at realisere lokale beslutninger om at satse mere på

en bæredygtig udvikling.

Omkring 40 pct. af Danmarks samlede energiforbrug går til

opvarmning og el i bygninger. Med samfundets voksende behov for at spare på

energien er det vigtigt at satse på mange fronter for at fremme

lavenergibyggeri,

passivhuse, energirigtige renoveringer og anvendelse af miljøvenlige

materialer, der skåner både indeklima og det ydre miljø.

Samtidig vil en sådan satsning betyde et løft i mulighederne for

udvikling af såvel nye byggeelementer med f.eks. indpasning af solceller som

nye byggemetoder, hvor der arbejdes med både ressourceforbrug, æstetik og

indeklima. En bygherre vil normalt ikke prioritere energi- og

miljøstandarder,

der går videre end de lovbundne minimumskrav, og som køber af en bolig har

man

meget få muligheder for at stille krav. Kommunernes ret til at stille krav i

lokalplaner kan være med til at sætte gang i udviklingen i dansk

lavenergibyggeri, udvikling af markedet for mere miljøvenlige byggematerialer

og færdigmoduler samt udvikling af selve byggeprocessen.

De hidtidige erfaringer fra ind- og udland peger på, at

totaløkonomien er særdeles god. Byggerierne vil ofte være lidt dyrere pr.

kvadratmeter,

hvis man vælger at bygge lavenergibyggeri eller passivhuse. Erfaringer fra

Østrig peger dog på, at det ikke nødvendigvis behøver at være dyrere, hvis

man

planlægger omhyggeligt. Til gengæld er driftsudgifterne væsentligt lavere.

Der

er således også en økonomisk gevinst at hente for kommunens egne

institutioner,

borgerne og virksomhederne. Kommunerne vil desuden få fordel af, at de på

sigt

får mindre miljøskadeligt affald.

Skriftlig fremsættelse

Anne Grete Holmsgaard

(SF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at

fremsætte:

Forslag til

folketingsbeslutning om kommuners ret til at stille krav til energi- og

miljøstandarder i

lokalplaner.

(Beslutningsforslag nr. B 100).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager

forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Lignende dokumenter