Spring til indhold

Retsinformation

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien og retsplejeloven (Revision af psykiatriloven, herunder tvangsdefinition, tvungen opfølgning efter udskrivning, personlig skærmning, aflåsning af døre i afdelingen, øget lægeligt tilsyn og ekstern efterprøvelse, ændret klageadgang m.v.)

2005/1 BTL 140Betænkning over lovforslagFolketinget13. juli 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Betænkning afgivet af Sundhedsudvalget den 24. maj 2006

Betænkning

over

Forslag til lov om ændring af lov om

frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien og retsplejeloven

(Revision af psykiatriloven, herunder tvangsdefinition,

tvungen opfølgning efter udskrivning, personlig skærmning, aflåsning af døre

i

afdelingen, øget lægeligt tilsyn og ekstern efterprøvelse, ændret klageadgang

m.v.)

[af

indenrigs- og sundhedsministeren (Lars Løkke

;Rasmussen)]

1. Ændringsforslag

Der er stillet 13 ændringsforslag til lovforslaget. Socialdemokratiets,

Dansk Folkepartis, Det Radikale Venstres, Socialistisk Folkepartis og

Enhedslistens medlemmer af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 1 og

4-13.

Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget har stillet ændringsforslag nr.

2,

og indenrigs- og sundhedsministeren har stillet ændringsforslag nr. 3.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 25. januar 2006 og var til 1.

behandling den 28. februar 2006. Lovforslaget blev efter 1. behandling

henvist

til behandling i Sundhedsudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 10 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i

Læs alt

høring, og indenrigs- og sundhedsministeren sendte den 10. november 2005

dette

udkast til udvalget, jf. alm. del − bilag 92. Den 30. januar 2006

sendte

indenrigs- og sundhedsministeren de indkomne høringssvar og et notat herom

til

udvalget.

Teknisk gennemgang af lovforslaget

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har på et møde den 22. februar

2006 givet udvalget en teknisk gennemgang af lovforslaget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget

skriftlige henvendelser fra:

Brabrand Boligforening,

Mårten Breum,

Landsforeningen af nuværende og

tidligere Psykiatribrugere,

Landsforeningen Bedre

Psykiatri,

Landsforeningen SIND,

Medborgernes

Menneskerettighedskommission,

Knud Aage Mørch, Birkerød, og

Rådet for Socialt Udsatte.

Deputationer

Endvidere har følgende mundtligt over for udvalget redegjort for

deres holdning til lovforslaget:

Brabrand Boligforening,

Landsforeningen af nuværende og

tidligere Psykiatribrugere og

Medborgernes

Menneskerettighedskommission.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 99 spørgsmål til indenrigs- og

sundhedsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret. Nogle af

udvalgets spørgsmål og indenrigs- og sundhedsministerens svar herpå er

optrykt

som bilag 2 til betænkningen.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Indstillinger

Et

mindretal

i

udvalget (S, DF og RV) indstiller lovforslaget til

vedtagelse

med de af S, DF, RV, SF og EL under nr. 1 og 4-13

stillede ændringsforslag og det af indenrigs- og sundhedsministeren under nr.

3

stillede ændringsforslag.

Et

andet mindretal

i udvalget (V og KF) indstiller lovforslaget til

vedtagelse

med det af indenrigs- og

sundhedsministeren under nr. 3 stillede ændringsforslag. Mindretallet vil

stemme imod de af S, DF, RV, SF og EL stillede ændringsforslag.

Et

tredje mindretal

i udvalget (SF og EL) indstiller lovforslaget til

vedtagelse

med de stillede ændringsforslag.

Politiske

bemærkninger

Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti

Socialdemokratiets, Det

Radikale Venstres og Socialistisk Folkepartis medlemmer af

udvalget ønsker at udtale følgende:

Psykiatriske

behandlingstilbud er i god udvikling, om end området fortsat er kendetegnet

ved

manglende ressourcer og store kulturforskelle på de enkelte

behandlingssteder.

Områdets kultur- og

kompetenceforskelle påvirker valg af behandling, herunder også omfanget af

anvendelsen af magt og tvangsmidler. Derfor er det meget tilfredsstillende,

at

lovforslaget generelt vil give nye og bedre rammer for udviklingen og

indholdet af den psykiatriske behandling. Især finder S,

RV og SF det værdifuldt, at der nu er en klar definition af

begrebet »tvang«, at der bliver afstukket nye rammer om anvendelse af

fiksering

m.v.

Lovforslaget har været

underlangt en langvarig behandling, hvor der har været stillet adskillige

spørgsmål. Desværre er flere af de spørgsmål, som udvalget har stillet

tidligt

i udvalgsbehandlingen, først besvaret meget sent i forløbet, hvorfor de

ikke fuldt ud har kunnet indgå i udvalgets arbejde.

Udvalget har forud for

førstebehandlingen af lovforslaget holdt sit eget ekspertmøde om

behandlingsforholdene

i dag, herunder især om behovet for adgang til eventuel udvidet anvendelse af

medicinsk

tvang. S, RV og SF er ikke blevet

overbevist om

behovet for såkaldt ambulant tvang eller om nytteværdien heri. Dette uddybes

nedenfor under betænkningsteksten til ændringsforslag nr. 4.

Udvalgsmedlemmer har

deltaget i konferencer om det såkaldte »gennembrudsprojekt« og det 3-årige

undersøgelsesprojekt recovery-orientering. I forlængelse af disse

konferencer

ønsker S, RV og SF at udtale en tilfredshed med, at

erfaringerne

fra gennembrudsprojektet meget hurtigt har vist et fald i anvendelse af magt

og

tvangsbehandlinger. S, RV og SF har noteret sig, at der

oftest er tale om ret så banale hensyn og midler i interaktionen mellem

patient

og behandler, og undrer sig derfor over, at dette ikke

tidligere

har været sat så klart i fokus. Samtaler med patienter/brugere og pårørende

om

behandlingsvalg, konsekvenser og evalueringer af handlinger har i årtier

succesfuldt været blandt de faste ingredienser i andre behandlingsformer,

hvorfor det kun er godt, at det nu også kommer til at gælde inden for de

psykiatriske behandlingstilbud.

Vedrørende projekt recovery-orientering

finder S, RV og SF, at der også her må være god inspiration

til

endnu en udvidelse af det gode samarbejde mellem patient og behandler og

mellem

mennesker med sindslidelser og deres omgivelser i øvrigt.

S,

RV og SF er enige i, at de pårørende skal involveres mere

i

behandlingen/samarbejdet om behandlingen,

idet det dog skal understreges, at valg af den enkelte

pårørende skal ske ud fra patientens hensyn og ønsker, samt at en pårørende

kan

være en anden person end et familiemedlem.

I forbindelse med

lovforslaget er det kommet frem, at

redskaberne – udskrivningsaftaler

og koordinationsplaner – kun har været anvendt i endda meget få

forløb. Det finder S, RV og SF stærkt

utilfredsstillende,

idet netop disse planer skulle være med til dels at sikre god

livskvalitet

i tiden efter udskrivning, dels at sikre et planlagt og et for patienten

kendt samarbejde med socialpsykiatrien eller andre kommunale tilbud, så

personen

i tide får imødekommet sine behov.

S,

RV og SF ønsker at understrege, at et sammenhængende

behandlingsforløb er lige så vigtigt for mennesker med sindslidelser som for

mennesker med somatiske lidelser. Vigtigheden af den rette sammenhæng i

et

forløb får ekstra betydning ved gennemførelsen af kommunalreformen, hvor den

svære socialpsykiatri løsrives fra amterne og overgår til kommunerne, mens

behandlingspsykiatrien overgår til regionerne.

S, RV og SF vil løbende følge lovforslagets implementering

og er enige i, at lovforslaget skal være underlagt lovovervågning.

Særskilte

bemærkninger til ændringsforslag nr. 4

om,

at tvungen opfølgning udgår af lovforslaget

S,

RV og SF er medforslagsstillere på

ændringsforslag nr. 4 om, at tvungen opfølgning

udgår, og støtter

det med følgende bemærkninger:

S,

RV og SF er enige i, at et af formålene med

revisionen af psykiatriloven er at mindske brugen af tvang. Derfor

undrer S, RV og SF sig over forslaget om indførelse

af

tvungen opfølgning, hvor adgangen til tvang udvides.

S,

RV og SF har noteret sig, at Rådet for Socialt Udsatte i

deres småskriftserie nr. 4/2005 bl.a. påpeger, at psykiatriloven fortsat

har friheds- og rettighedsberøvelse som udgangspunkt, hvilket rådet finder

kan

være i konflikt med de grundlæggende friheds- og menneskerettigheder.

S,

RV og SF er enige med mange i, at det er i grænsefladerne ved

overgangen fra et system til et andet, at der er risiko for brud i indsatsen

med ringe vilkår for rehabiliteringen af borgerne til følge. Derfor ønsker S,

RV og SF, at redskaberne med udskrivningsaftaler og

koordinationsplaner anvendes meget hyppigere end i dag.

S,

RV og SF er enige i, at en lille målgruppe blandt mennesker

med

forskellige psykiatriske lidelser og eller problemstillinger er vanskelige at

nå med en kontinuerlig og stabil behandlingsindsats. Det er der mange

forskellige årsager til.

S,

RV og SF har samme mål som regeringen, nemlig at alle

borgere skal sikres så god en livskvalitet som muligt. Men S,

RV og SF ønsker at bruge andre midler til at nå målet end

anvendelse af ambulant tvang.

S,

RV og SF er parate til at indgå i en dialog om lov om social

service med henblik på at vurdere, om der i denne lov er forhold, der

bør

ændres/nytolkes, så målgruppen gennem mere omsorg, støtte og bistand kan

sikres

mere og bedre end i dag.

S, RV og SF

ønsker ikke en ændring i det generelle forbud mod indgreb i

selvbestemmelsesretten

eller forbuddet mod anvendelse af magt i de sociale tilbud, men vil gerne

tage

en dialog om, hvorvidt nogle af de lovlige undtagelser med fordel bør omfatte

borgere med psykiatriske lidelser.

Under

udvalgsbehandlingen er udvalget blevet mødt med ønsker om en større

ligestilling mellem borgere, der pga. andre forhold bliver omfattet

af »handicapbegrebet« og så borgere med svære psykosociale problematikker

og/eller

psykiatriske lidelser. Måske vil der åbne sig andre muligheder i

tilrettelæggelsen af de psykiatriske behandlingstilbud og socialpsykiatriske

tilbud, hvis tænkningen om kompensation for et handicap i større udstrækning

kom til at gælde for personer med psykiatriske lidelser. Også dette

deltager S, RV og SF gerne i en dialog om.

S,

RV og SF finder, at social kontakt, opsøgende omsorg og mere

hjælp i hjemmet kan gøre det lettere for mennesker at leve med deres

psykiatriske lidelser. Deres situation rummer sjældent alene kun en

psykiatrisk

lidelse, men også flere samspilsproblemer, hvor mange sociale faktorer,

traumer

og tidligere svigt gør, at de pågældende reagerer voldsomt på og i deres

omgivelser. Derfor handler det om andet og mere end en medicinsk behandling,

hvis man skal tale om god livskvalitet for flere efter

udskrivning fra en psykiatrisk afdeling.

For ikke bare forlods at

være modstandere af muligheden for indførelse af ambulant tvang, har S,

RV og SF systematisk gennemgået det tilgængelige materiale,

herunder

også det tidligere regeringsmateriale »

Fælles

værdier i indsatsen for mennesker med en sindslidelse«.

De fælles

værdier blev udarbejdet på baggrund af folketingsvedtagelse V124,

folketingsåret 2001-02, 2. samling, som opfordrede til, at forskellige

sektorer

arbejder ud fra et

fælles

værdigrundlag med fælles etik og mål.

Under

udvalgsarbejdet er S, RV og SF flere

gange blevet mødt den erfaring, at noget af det mest pinefulde i

tvangsbehandlingen er afhentning af politiet i eget hjem. Afhentning af

politiet i eget hjem er noget, der kan være nødvendigt ved

indlæggelse på såkaldte gule eller røde papirer, men ikke noget, S,

RV og SF finder er inden for proportionerne af god behandling

i

en periode, hvor borgeren ikke er psykotisk.

S,

RV og SF har noteret sig, at alle patientorganisationer

fraråder

at gennemføre forslaget om ambulant tvang, og at mange eksperter gør det

samme. Det, der først og fremmest må være vores interesse, må netop være

patienterne. Selvfølgelig skal vi også være lydhøre over for de pårørende.

Alle

partier får med jævne mellemrum henvendelser fra ulykkelige pårørende, som

ikke

aner deres levende råd, hvad angår deres psykisk syge familiemedlemmer. Men

samtidig er det vigtigt at være opmærksom på, at det problem ikke vil blive

løst med ambulant tvang. Problemet for den pårørendegruppe, som vi ofte hører

fra, er, at deres pårørende ikke er tilstrækkelig syge til, at de kan

tvangsindlægges. Derfor kan man heller ikke bruge muligheden med ambulant

tvang

over for dem. De har nemlig ikke været tvangsindlagt det antal gange, der

skal

til, for at man kan anvende ambulant tvang.

S,

RV og SF har deltaget i § 71-tilsynets særlige besøg på 5

større

psykiatriske sygehuse/amter for at få tydeliggjort fordele og ulemper ved

ambulant tvang. Kun meget få har udtalt sig for indførelsen af ambulant

tvang, hvorimod flere har udtalt sig imod.

S, RV og SF ønsker

endelig at opridse følgende årsager til, at vi ikke kan støtte forslaget

om tvungen opfølgning:

For det første mangler der

empirisk belæg for, at det rent faktisk vil forbedre livskvaliteten for de

mennesker, som omfattes af reglen.

For det andet er det et

meget dramatisk virkemiddel at bringe i anvendelse. Det er med til at

dæmonisere

og marginalisere alle psykisk syge,

fordi man vænner sig til, at psykisk syge mennesker kan

hentes i deres eget hjem og tvinges til behandling.

For det tredje viser

forsøget med »gennembrudsprojektet«, at tvang kan reduceres væsentligt under

indlæggelse, hvor patienten ofte vil være i en psykotisk tilstand. S,

RV og SF kan derfor ikke acceptere, at adgangen til tvang nu

udvides

i perioder, hvor patienten ikke er psykotisk.

For det fjerde tror mange,

at forslaget vil imødegå kriminalitet. Det tror S, RV og SF

ikke. En ekspert har vurderet, at der ved tvangsbehandling af 238

psykiatriske

patienter vil være mulighed for at forebygge ét tilfælde af kriminalitet.

Forslaget er således uproportionalt.

For det femte er der tale

om en markant ændring af retstilstanden. I dag kan et menneske kun tvinges ud

af eget hjem, hvis vedkommende er erklæret aktivt sindssyg, er blevet

umyndiggjort, eller hvis der foreligger en dommerkendelse. Med regeringens

forslag etableres der en ny mulighed. Hvis et menneske, som ikke er

sindssygt,

holder op med at tage den foreskrevne medicin, skal vedkommende kunne tvinges

ud af sit eget hjem for at blive medicineret.

For det sjette frygter S,

RV og SF, at muligheden for ambulant tvang kan friste nogle til ikke at

sammensætte det rette og måske dyrere forløb, enten for enkeltpersoner eller

i

den generelle udvikling omkring flere veje i behandlingen, så som oprettelse

af

flere opsøgende teams, flere døgnåbne akuttilbud m.v. Mennesker med

sindslidelser har brug for andet og mere end medicin.

For det syvende kan

en af grundene til, at nogle patienter holder op med at tage deres

medicin,

være, at medicinen ikke virker. Man ved, at medicin ikke virker på

mellem 5 og 10 pct. af patienterne. Til gengæld ved man også, at medicinen

har

en række store bivirkninger. Endelig ved man, at den medicin, som lettest kan

gives med tvang, nemlig depotmedicin, ikke altid vil være den foretrukne,

hvis

der skulle vælges den bedst virkende til den konkrete patient. Der kan altså

være en god grund til, at en patient ikke tager sin medicin eller ikke

møder op for at få den. Det kan også være et udtryk for manglende omsorg, at

dag og nat går i ét for patienterne, og at der mangler struktur i deres

dagligdag.

For det ottende

finder S, RV og SF, at de retspsykiatriske patienter skal

sikres

anden og for dem mere stabil behandling end den, som adgang til

ambulant tvang vil sikre dem.

S,

RV og SF kan tilslutte sig lovforslagets øvrige tiltag, som bl.a.

indebærer en stor forbedring af retssikkerheden for de psykiatriske

patienter.

S, RV og SF kan

stemme for lovforslaget, hvis forslaget om tvungen opfølgning efter

udskrivning udgår.

Socialdemokratiet

og Det Radikale Venstre

Socialdemokratiets og Det

Radikale Venstres medlemmer af udvalget bemærker, at S og RV ikke støtter

SF’s

ændringsforslag om,

at patienter skal have ret til psykoterapibehandling under indlæggelse,

idet S og RV ikke finder, at de fagligt tilgængelige

behandlingsmetoder skal afgrænses eller gives forrang i en lov. Den faglige

udvikling er dynamisk over tid, og valg af rette relevant behandling bør være

tilgodeset i psykiatrilovens § 2 om god psykiatrisk

sygehusstandard. S

og RV har ikke hermed taget afstand til psykoterapibehandling,

men mener alene, at det ikke er et lovgivningsmæssigt anliggende.

Dansk

Folkeparti

Dansk Folkepartis

medlemmer af udvalget bemærker, at DF tilslutter sig de dele af

lovforslaget, der går ud på at styrke patienternes retsstilling og

retssikkerhed på en række områder i forbindelse med anvendelse af tvang i

psykiatrien, herunder at reducere anvendelsen af tvang. Det gælder således

bestemmelserne om god psykiatrisk sygehusstandard, skriftlig husorden,

udlevering af kopi af behandlingsplan til patienten, obligatorisk tilbud om

eftersamtaler, personlig hygiejne, undersøgelse af post m.v. og om udvidet

pligt til lægelig vurdering ved tvangsfiksering samt ligeledes de foreslåede

regler om patientrådgivere m.v. Der er efter DF’s opfattelse tale

om

tiltrængte forbedringer til gavn for patienterne og behandlingsforløbet.

Derimod afviser DF den

foreslåede »tvungne opfølgning« med udvidelse af adgangen til tvang over for

og

tvangsmedicinering af patienter, der er udskrevet fra behandling. DF ser en

nærliggende risiko for, at den foreslåede lovhjemmel til at afhente patienter

og indbringe dem til tvungen medicinering kan føre til, at man vælger

tvangsmedicinering frem for andre frivillige, mere virksomme og mere

medmenneskelige former for opfølgning.

Der er en række

alternative indsatsformer, som det bl.a. er påpeget i henvendelser til

udvalget

og i høringssvar. Der kan nævnes bedre behandlingsgarantier, også

inden for børne- og ungepsykiatrien, hvor ventetiderne er lange. Der er grund

til at være opmærksom på erfaringerne med opsøgende psykoteam, som kun kendes

enkelte steder i landet, men som har dokumenteret, at det uden tvang kan lade

sig gøre at forbedre fastholdelse i behandlingen og reduktion af misbrug, og

at

det giver bedre behandlingsresultater og færre og korterevarende

indlæggelser.

Erfaringerne med de opsøgende psykoteam peger endda i retning af, at de kan

bringes

til at fungere udgiftsneutralt og med klare forbedringer for patienterne

bl.a.

som følge af et stort fald i indlæggelsesraterne og i indlæggelsernes

varighed. Der er således en række forskellige tiltag, der kan

implementeres til gavn for patienterne og i høj grad med det formål at

opfange

de patienter, der har brug for vedholdende støtte til at gennemføre

behandlingsforløbet, herunder indtage den fornødne medicin.

DF finder, at princippet

om »mindste indgreb« taler for, at alle andre former for indgreb skal være

gennemprøvet, før man kan overveje at tvangsmedicinere patienter, der er

udskrevet fra behandling. DF finder også, at de betænkeligheder, der er gjort

gældende af bl.a. Rådet for Socialt Udsatte, Retspsykiatrisk Klinik, Det

Etiske Råd, Dansk Psykiatrisk Selskab, Socialpædagogernes Landsforbund,

Retslægerådet og en række andre høringsparter, er så tungtvejende, at de ikke

kan ignoreres.

Der er grund til at hæfte

sig ved, at forslaget om tvungen opfølgning ikke er fremsat af sagkyndige

faggrupper

eller organisationer, men er bragt i forslag af et privat konsulentfirma,

Rambøll Management A/S, i tilknytning til psykiatrilovsundersøgelsen og

naturligvis på baggrund af en konsulentundersøgelse, der har omfattet

samtaler

med en række relevante personer. Det fremgår imidlertid af de

skriftlige

bemærkninger til lovforslaget, at Rambøll Management A/S på baggrund af sin

undersøgelse alene foreslår, at der i psykiatriloven gives mulighed for at

»afprøve

anvendelse af ambulant tvang, og herunder at erfaringer indhøstet i

forbindelse

hermed anvendes som led i en eventuel udformning af en permanent mulighed

herfor«. Dette er i regeringens lovforslag blevet til det noget

stærkere forslag om tvungen opfølgning, om end suppleret med lovovervågning.

Det kan således konstateres, at der er tale om et forslag, der på ingen måde

har bred opbakning fra sagkyndig side eller fra de sundhedsfaglige grupper,

der

til daglig er beskæftigede inden for psykiatrisk behandling. Tværtimod er de

sagkyndige vurderinger så stærkt delte, at det ikke med sikkerhed kan ses, om

der er en overvejende holdning for eller imod forslaget.

På den baggrund lægger DF

vægt på, at en række af de sagkyndige og en række faggrupper påpeger, at der

er

andre metoder, der uden tvang, men på frivilligt grundlag må foretrækkes for

at

nå den gruppe mennesker, lovforslaget skal hjælpe. En styrkelse af

samarbejdet

mellem socialpsykiatrien og sygehuspsykiatrien står her som en nødvendighed,

ligesom øget fokus på ergoterapi, samtaleterapi m.v. må fremhæves.

DF opfordrer regeringen og

Folketinget til i den kommende tid at tage fat på udbygning af ordninger med

psykoteams, ligesom det er påkrævet at se på, om der er sket for mange

nedlæggelser

af sengepladser inden for psykiatrien. Regeringen har udtrykt som sin

ambition

at sætte sundhedsvæsenet i »verdensklasse«, og skal det ske – også inden

for

psykiatrien – må man sætte ind på at forbedre tilbuddene til patienterne

og i

videst muligt omfang undgå tvang.

Enhedslisten

Enhedslistens medlem af udvalget bemærker, at EL sammen med S,

DF, RV og SF stiller ændringsforslaget om, at tvungen opfølgning udgår af

lovforslaget.

Forslaget om indførelse af tvungen opfølgning er totalt

uacceptabelt og er fremsat på et ekstremt tyndt grundlag. Det har naturligt

nok

mødt en gennemgående stærk modstand fra sagkyndige kredse, fagfolk, samt ikke

mindst psykiatribrugeres og pårørendes foreninger. Det er glædeligt, at dette

forslag kan afvises af et flertal i Folketinget.

På en lang række andre områder er det foreliggende lovforslag en

forbedring i forhold til det hidtidige lovgrundlag. Der er dog grund til en

kritisk eftertanke i forbindelse med processen frem mod lovforslaget og mere

fremadrettet.

EL ønsker at fastslå, at den forud for lovrevisionen gennemførte

psykiatrilovsundersøgelse (Rambøllundersøgelsen) ikke lever op til de

hensigter

med undersøgelsen, der i sin tid blev formuleret af Folketingets Retsudvalg

og

Justitsministeriet, og heller ikke til almindelige videnskabelige standarder

for sådanne undersøgelser.

Det er en alvorlig mangel, at undersøgelsen alene forholder sig

til virkningerne af de i juni 1998 vedtagne lovændringer og ikke til

virkningerne af hele psykiatriloven. En sådan bredere undersøgelse af hele

lovens virkninger er stadig nødvendig med særlig vægt på patienters og

pårørendes erfaringer, som kun i meget ringe omfang indgår i

Rambøllundersøgelsen.

Rambøllundersøgelsen bygger på en utidssvarende og ensidig

biomedicinsk opfattelse og ser helt bort fra den eksisterende viden om, at

mange psykiatribrugere kommer sig (recoveryperspektivet), og at anvendelse af

tvang er med til at forsinke og vanskeliggøre denne proces. Som det er påvist

(Amtsrådsforeningens magasin Mandat, nr. 10, 2005), er den

dokumentalistrapport, der indgår som bilag i undersøgelsesrapporten, desuden

behæftet med alvorlige fejl og stærkt vildledende i sine konklusioner, når

det

gælder dokumentationen for de påståede positive virkninger af ambulant tvang

i

andre lande.

EL bakker op om de forslag, som bl.a. er fremsat af Rådet for

Socialt Udsatte i årsrapporten for 2005, ligesom EL mener, at man bør tage de

15 konkrete forslag som for nylig er fremsat af bruger- og

pårørendeforeninger

positivt op (se

www.recovery-orientering.dk

). En

ny og fremadrettet lovgivning bør tage afsæt i recoveryperspektivet.

EL hilser tiltag om indførelse af en behandlingsgaranti

velkommen. Men EL understreger i denne forbindelse, at garantien må sikre

rettigheder og valgmuligheder i form af fri og uhindret adgang til den form

for

støtte, hjælp og behandling, den enkelte selv mener at have brug for,

herunder

også medicinfri behandlingstilbud, eksempelvis i form af døgnhuse under

psykologisk/pædagogisk ledelse. Det er afgørende, at der sker en udvidelse af

døgnåbne tilbud ud over de psykiatriske afdelinger og skadestuer over alt i

landet, og at man i forbindelse med behandlingsgarantien bør have mulighed

for

at vælge mellem psykosocial, psykologisk eller medicinsk behandling.

EL vil i fremtiden arbejde for, at frihedsberøvelse

(tvangsindlæggelse) kun bør finde sted med henblik på at afværge en

situation,

hvor en person er til fare for eget liv eller for andres liv og førlighed. EL

mener således, at frihedsberøvelse på såkaldt behandlingsindikation helt bør

afskaffes.

Tvangsbehandling bør begrænses til påviseligt og overhængende

livstruende tilstande og under ingen omstændigheder med behandlingsmetoder,

der

kan påføre patienten uoprettelige skader.

EL mener, at psykiatriske forhåndserklæringer, der angiver,

hvilke behandlingsformer og foranstaltninger der foretrækkes og frabedes i

forbindelse med en eventuel frihedsberøvelse, bør have retsgyldighed.

Ligeledes vil EL arbejde for, at brugen af bæltefiksering

afskaffes med henblik på at sikre, at den bl.a. af Europarådets

Antitorturkomité

kritiserede overdrevne brug af tvangsfiksering i dansk psykiatri bringes til

ophør. EL ønsker, at man i alle andre situationer i stedet arbejder med

individuel skærmning.

Sidst, men ikke mindst, vil EL arbejde for, at man afviser

brugen af neuroleptika som beroligende middel. Aktuelt kendes eksempler på,

at

der påbegyndes neuroleptikabehandling − ofte ved injektion med

depotvirkning (Cisordinol-Acutard) − under dække af indgivelse af et

beroligende

middel. Hermed fratages patienten reelt muligheden for at klage over påtænkt

behandling, fordi klagen ikke får opsættende virkning.

Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit Ataqatigiit

var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med

medlemmer

i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller

politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i

betænkningen. Der gøres opmærksom på, at et flertal eller et mindretal i

udvalget ikke altid vil afspejle et flertal/mindretal ved afstemning i

Folketingssalen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Af

et

flertal

i udvalget (S, DF, RV, SF og EL):

Til titlen

1)

I undertitlen udgår »tvungen

opfølgning efter udskrivning,«.

[Teknisk konsekvensændring som følge af ændringsforslag nr. 4,

hvorefter tvungen opfølgning efter udskrivning udgår af lovforslaget]

Til § 1

Af

et

mindretal

i udvalget (SF), tiltrådt af et

mindretal

(EL):

2)

Efter nr. 4 indsættes som nyt

nummer:

»01.

I

§ 2

indsættes som

stk. 2:

»Stk. 2.

Patienten har

ret til at få tilbudt psykoterapibehandling i forbindelse med dennes

indlæggelse

på psykiatrisk afdeling. Omfanget af psykoterapibehandlingen

fastsættes efter en konkret vurdering af den enkelte patients tilstand

og behov, idet patienten dog som udgangspunkt har ret til at få tilbudt

psykoterapibehandling minimum 2 timer om ugen.««

[Patienten gives ret til psykoterapibehandling i forbindelse

med indlæggelse]

Af

indenrigs- og sundhedsministeren,

tiltrådt af

udvalget:

3)

Nr.

9

affattes således:

9.

I §

4 a

ændres »§ 12, stk. 3,« til: »§ 12, stk. 4,«, og efter »§ 15, stk. 2,«

indsættes: »§

18 f,

§

19 a, stk. 1 og

3,«.

[Konsekvensrettelse]

Af

et

flertal

i udvalget (S, DF, RV, SF og EL):

4)

De under

nr. 11

foreslåede

§ 13 d

og

§ 13 e

udgår.

[Bestemmelserne om tvungen opfølgning efter udskrivning udgår

af lovforslaget]

5)

I den under

nr. 16

foreslåede affattelse af

§

20, stk. 1,

ændres »12, 13 og 13 d« til: »12 og 13«.

[Teknisk konsekvensændring som følge af ændringsforslag nr. 4,

hvorefter tvungen opfølgning efter udskrivning udgår af lovforslaget]

6)

I den under

nr. 17

foreslåede affattelse af

§

21, stk. 1,

udgår »tvungen opfølgning efter udskrivning,«.

[Teknisk konsekvensændring som følge af ændringsforslag nr. 4,

hvorefter tvungen opfølgning efter udskrivning udgår af lovforslaget]

7)

I den under

nr. 21

foreslåede affattelse af

§

24, stk. 1,

udgår »tvungen opfølgning efter udskrivning,«.

[Teknisk konsekvensændring som følge af ændringsforslag nr. 4,

hvorefter tvungen opfølgning efter udskrivning udgår af lovforslaget]

8)

Nr.

23

udgår.

[Teknisk konsekvensændring som følge af ændringsforslag nr. 4,

hvorefter tvungen opfølgning efter udskrivning udgår af lovforslaget]

9)

Nr.

26

udgår.

[Teknisk konsekvensændring som følge af ændringsforslag nr. 4,

hvorefter tvungen opfølgning efter udskrivning udgår af lovforslaget]

10)

I den under

nr. 28

foreslåede affattelse af

§

35

udgår »tvungen opfølgning efter udskrivning,«.

[Teknisk konsekvensændring som følge af ændringsforslag nr. 4,

hvorefter tvungen opfølgning efter udskrivning udgår af lovforslaget]

11)

I den under

nr. 30

foreslåede affattelse af

§

36, stk. 3, 1. pkt.,

udgår »og om tvungen opfølgning efter udskrivning,« og

»og 4«.

[Teknisk konsekvensændring som følge af ændringsforslag nr. 4,

hvorefter tvungen opfølgning efter udskrivning udgår af lovforslaget]

12)

Nr.

33

udgår.

[Teknisk konsekvensændring som følge af ændringsforslag nr. 4,

hvorefter tvungen opfølgning efter udskrivning udgår af lovforslaget]

Til § 3

13)

Stk.

2

udgår.

Stk. 3 bliver herefter stk. 2.

[Teknisk konsekvensændring som følge af ændringsforslag nr. 4,

hvorefter tvungen opfølgning efter udskrivning udgår af lovforslaget]

Bemærkninger

Til nr. 1 og 5-13

Der er tale om tekniske konsekvensændringer som følge af det

under nr. 4 stillede ændringsforslag om, at tvungen opfølgning efter

udskrivning udgår af lovforslaget.

Til nr. 2

Ændringsforslaget

indebærer, at patienter får en egentlig ret til at få tilbudt

psykoterapibehandling,

når de er indlagt på en psykiatrisk afdeling. Omfanget af

psykoterapibehandlingen fastsættes efter

en konkret vurdering af den enkelte patients tilstand og behov. Som

udgangspunkt

har patienten dog ret til at få tilbudt psykoterapibehandling

minimum 2

timer om ugen.

Til nr. 3

I lovforslagets § 1, nr. 10, foreslås i lovens § 12 indsat et nyt

stykke 3. De gældende stk. 3 og 4, bliver herefter stk. 4 og 5.

Henvisningen i §

4 a

til § 12, stk. 3, skal ligeledes konsekvensrettes, således at henvisningen i

§

4 a

vedrører det rigtige stykke

(tidligere § 12, stk. 3, nu § 12, stk. 4).

Formålet med ændringsforslaget er at foretage denne

konsekvensrettelse.

Til nr. 4

Ændringsforslaget indebærer, at de i lovforslaget foreslåede

bestemmelser om tvungen opfølgning efter udskrivning udgår af lovforslaget.

Inge-Lene Ebdrup (V)

Joan Erlandsen (V)

Birgitte Josefsen (V)

Preben Rudiengaard (V)

nfmd.

Jørgen Winther (V)

Birthe Skaarup (DF)

fmd.

Karin Nødgaard (DF)

Helle Sjelle (KF)

Pia Christmas-Møller (KF)

Lone Møller (S)

Karen Hækkerup (S)

Karen J. Klint (S)

Lene Hansen (S)

Charlotte Fischer (RV)

Morten Østergaard (RV)

Anne Baastrup (SF)

Majbrit Berlau (EL)

Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit

Ataqatigiit havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)

52

Enhedslisten (EL)

6

Socialdemokratiet (S)

47

Siumut (SIU)

1

Dansk Folkeparti (DF)

24

Tjóðveldisflokkurin (TF)

1

Det Konservative Folkeparti (KF)

18

Fólkaflokkurin (FF)

1

Det Radikale Venstre (RV)

17

Inuit Ataqatigiit (IA)

1

Socialistisk Folkeparti (SF)

11

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 140

Bilagsnr.

Titel

1

Høringssvar og høringsnotat, fra indenrigs- og

sundhedsministeren

2

Tidspunkt for teknisk gennemgang af lovforslaget

3

Henvendelse af 31/10-05 fra Landsforeningen SIND

4

Henvendelse af 30/1-06 fra Knud Aage Mørch, Birkerød

5

Henvendelse af 17/1-06 fra Mårten Breum

6

Kopi § 71 alm. del − svar på spm. 6, 7 og 8 om

boliger til borgere med kronisk psykiatrisk lidelser, fra socialministeren

7

Tilmeldte til den tekniske gennemgang af lovforslaget

8

Materiale udleveret i forbindelse med Indenrigs- og

Sundhedsministeriets tekniske gennemgang af lovforslaget

9

Henvendelse af 12/2-06 fra Landsforeningen SIND

10

Månedsbrev, marts 2006 fra Patientforeningen Danmark

11

Artikel fra Information den 28/2-06 om ambulant tvang i

psykiatrien

12

Frist for spørgsmål og svar på lovforslaget

13

Anonymiseret henvendelse

14

Anonymiseret henvendelse

15

Henvendelse af 9/3-06 fra Landsforeningen SIND

17

Henvendelse af 24/3-06 fra Landsforeningen Sind og

Landsforeningen Bedre Psykiatri

18

Henvendelse af 30/3-06 fra Landsforeningen af nuværende

og tidligere Psykiatribrugere

19

Henvendelse af 2/4-06 fra Brabrand Boligforening

20

Henvendelse af 21/4-06 fra Rådet for Socialt Udsatte

21

Henvendelse af 2/5-06 fra Medborgernes

Menneskerettighedskommission

22

Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget

23

Henvendelse af 3/5-06 fra Medborgernes

Menneskerettighedskommission

24

Bogen »En helt anden hjælp« af Pernille Jensen, Akademisk

Forlag

25

1. udkast til betænkning

26

2. udkast til betænkning

27

Nyt tidspunkt for betænkningsafgivelse

28

Ændringsforslag, fra indenrigs- og sundhedsministeren

29

3. udkast til betænkning

Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 140

Spm.nr.

Titel

1

Spm. om kommentar til henvendelse af 31/10-05 fra

Landsforeningen SIND, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens

svar herpå

2

Spm. om kommentar til henvendelse af 30/1-06 fra Knud

Aage Mørch, Birkerød, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens

svar herpå

3

Spm. om kommentar til henvendelse af 18/1-06 fra Mårten

Breum, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

4

Spm. om kommentar til henvendelse af 12/2-06 fra

Landsforeningen SIND, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens

svar herpå

5

Spm. om kommentar til månedsbrev, marts 2006 fra

Patientforeningen Danmark, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens svar herpå

6

Spm., om en konkret iværksat tvungen opfølgning kan

udstrækkes så langt, at der ville kunne være tale om en administrativ

frihedsberøvelse, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar

herpå

7

Spm. om, hvornår retspsykiatriske patienter vil kunne

omfattes af reglerne om tvungen opfølgning, til indenrigs- og

sundhedsministeren,

og ministerens svar herpå

8

Spm. om, hvilken gruppe af retspsykiatriske patienter der

vil kunne omfattes af reglerne om tvungen opfølgning, til indenrigs- og

sundhedsministeren,

og ministerens svar herpå

9

Spm. om, hvilke retsikkerhedsmæssige garantier der er

gældende for de retspsykiatriske patienter, som bliver omfattet af reglerne

for en tvungen opfølgning, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens

svar herpå

10

Spm. om oversendelse af udkastet til den af

justitsministeren bebudede bekendtgørelse, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

11

Spm. om, hvilke tilbud de psykiatriske patienter, der

ville kunne omfattes af tvungen opfølgning, har inden for

distriktspsykiatrien,

til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

12

Spm. om, hvilken effekt medicin har haft på den gruppe af

psykiatriske patienter, der ville kunne omfattes af reglerne om tvungen

opfølgning,

til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

13

Spm. om, hvilke botilbud den gruppe af psykiatriske

patienter, der ville kunne omfattes af reglerne om tvungen opfølgning, bor i,

til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

14

Spm. om en oversigt over, hvor den gruppe af psykiatriske

patienter, der ville kunne omfattes af reglerne om tvungen opfølgning, kommer

fra, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

15

Spm. om redegørelse for klagereglerne for den gruppe af

psykiatriske patienter, der ville kunne omfattes af reglerne om tvungen

opfølgning, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

16

Spm. om oversigt over, hvor mange psykiatriske patienter

der bliver afvist i den psykiatriske skadestue i 3 af landets amter, til

indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

17

Spm. om statistik over varigheden af de gennemførte

tvangsindlæggelser på landsplan for 2004, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

18

Spm. om kommentar til artikel fra Information den 28/2-06

om ambulant tvang i psykiatrien, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens

svar herpå

19

Spm. om kommentar til anonymiseret henvendelse, til

indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

20

Spm. om kommentar til anonymiseret henvendelse, til

indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

21

Spm. om kommentar til henvendelse af 9/3-06 fra

Landsforeningen SIND, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens

svar herpå

22

Spm. om, hvilken fysisk og eller psykisk magtanvendelse

det vil være acceptabelt at anvende ved indgivelse af depotmedicin, til

indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

23

Spm. om, hvilken fysisk og eller psykisk magtanvendelse

det vil være acceptabelt at anvende ved indgivelse af medicin i tablet eller

væskeform, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

24

Spm. om registrering af magtanvendelse i forbindelse med

tvungen opfølgning, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar

herpå

25

Spm. om, i hvilket omfang politiet forventes at skulle

ledsage til medicingivning under tvungen opfølgning, til indenrigs- og

sundhedsministeren,

og ministerens svar herpå

26

Spm. om, i hvilket omfang ledsagelse til

medicinindtagelse under tvungen opfølgning er indregnet i merudgifterne til

stat og amter, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar

herpå

27

Spm., om lovforslaget indeholder andre

frihedsbegrænsninger end muligheden for tvungen afhentning i hjemmet, til

indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

28

Spm. om, i hvilke omfang Servicelovens bestemmelser om

visitation til en bolig uden eget samtykke vil kunne anvendes over for den

målgruppe,

som forslaget om tvungen opfølgning omhandler, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

29

Spm., om der i forbindelse med iværksættelse af tvungen

opfølgning vil være brug for en administration af beskikkelsen af

patientrådgivere, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar

herpå

30

Spm. om, hvordan ministeren vil sikre, at den dobbelt

lægelige vurdering af et tvangsindgreb kan ske med fuldt ud kvalificerede

læger på alle psykiatriske afdelinger, til indenrigs- og sundhedsministeren,

og ministerens svar herpå

31

Spm. om, hvor kortvarig en bæltefiksering skal være for

ikke at være en frihedsberøvelse, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens svar herpå

32

Spm. om, hvorfor lovforslaget ikke indeholder et øget

frit valg mellem sygehuse for patienter med behov for psykiatrisk behandling,

til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

33

Spm. om, hvilke bivirkninger der er forbundet med anvendelse

af depotmedicin, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar

herpå

34

Spm. om, hvor lang tid en patient bør være under

overvågning efter indtagelse af depotmedicin, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

35

Spm. om uddybning af reglerne for ordinering af

depotmedicin, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

36

Spm. om hvilke årsager, der kan berettige lægen til at

ordinere depotmedicin i stedet for medicin i tabletform, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

37

Spm. om hvilke årsager ved tvangsmedicinering, der kan

berettige lægen til at ordinere depotmedicin i stedet for medicin i

tabletform, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

38

Spm. om, hvorledes tvungen opfølgning forventes

administreret, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar

herpå

39

Spm. om effekten af udskrivningsaftaler og

koordinationsaftaler for de allersvageste patienter, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

40

Spm. om, hvor mange af de allersvageste patienter der

rent faktisk får lavet udskrivnings- og koordinationsaftaler, til indenrigs-

og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

41

Spm. om baggrunden for, at der udarbejdes en lang række

andre aftaler end udskrivnings- og koordinationsaftaler, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

42

Spm. om, hvordan ministeren vil sikre, at der fremover i

større omfang udarbejdes udskrivnings- og koordinationsaftaler, til

indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

43

Spm. om ministerens holdning til, at hvis man anvender

længerevarende indlæggelser, vil behovet for ambulant tvang minimeres, til

indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

44

Spm. om, hvilken betydning en trussel om

tvangsmedicinering har for den vigtige behandlingsalliance mellem behandler

og patient, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

45

Spm. om, hvilken virkning ministeren forventer, at

tvungen opfølgning vil få på kriminaliteten blandt psykisk syge, til

indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

46

Spm. om evidensen for tvangsmedicinering, til indenrigs-

og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

47

Spm. om oversigt over de geografiske områder, hvor man

ikke har opsøgende psykoteam, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens

svar herpå

48

Spm. om status for de nuværende erfaringer med forsøgene

med medicinfri afdelinger, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens

svar herpå

49

Spm. om status for forsøg med mindre anvendelse af tvang,

til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

50

Spørgsmålet udgår

51

Spm. om ministerens holdning til at uddanne andre

faggrupper end psykiatere til at være den tætte behandler, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

52

Spm. om oversigt over bemærkninger fra institutioner m.v.

om tvungen opfølgning, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens

svar herpå

53

Spm. om konsekvenserne for de svage patienter som følge

af tvungen opfølgning, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens

svar herpå

54

Spm. om ministerens holdning til at afprøve tvungen

opfølgning i en forsøgsperiode i et amt, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

55

Spm. om ministerens holdning til, at psykiatriske

patienter på forhånd kan frabede sig specifikke behandlingsmetoder, til

indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

56

Spm. om muligheden for lave aftaler med psykiatriske

patienter i forbindelse med udskrivning om en eventuel senere medicinering,

til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

57

Spm., om ministeren er enig i, at medicinering af

psykiatriske patienter ikke er helbredende, men alene symptomnedsættende, til

indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

58

Spm. om uddybning af ministerens udsagn om, »at vi har en

lille gruppe af patienter, som vi ikke kan nå inden for rammerne af den

eksisterende

lovgivning«, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

59

Spm. om, hvilke overvejelser ministeren har gjort om, at

tvungen opfølgning ikke krænker grundlovens § 71 og § 72, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

60

Spm. om, hvilke overvejelser ministeren har gjort om, at

forslaget om tvang uden forældremyndighedens samtykke for børn under 15 år

krænker børnekonventionen, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens svar herpå

61

Spm. om, hvordan ministeren vil sikre lægekapacitet på

landets psykiatriske afsnit, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens svar herpå

62

Spm., om ministeren er indstillet på at ændre

lovforslaget, således at det alene er, når der foreligger en aktuel

livstruende tilstand, at elektrochok kan anvendes, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

63

Spm. om, i hvilket omfang lovforslaget øger behovet for

patientrådgivere, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar

herpå

64

Spm., om det er korrekt, at der ikke findes nogen

dokumenteret effekt af ambulant tvang, til indenrigs- og sundhedsministeren,

og ministerens svar herpå

65

Spm., om det er korrekt, at der ikke findes viden om

fordele og ulemper for patienten ved ambulant tvang, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

66

Spm., om ministeren er fuldt opmærksom på, at samtlige

faggrupper har fremhævet den manglende dokumentation for effekten af ambulant

tvang, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

67

Spm. om redegørelse for udenlandske erfaringer med

ambulant tvang, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar

herpå

68

Spm., om ministeren kan forstå bekymringen for, at

ambulant tvang med tvangsmedicinering uundgåeligt driver en kile ind imellem

patienter og personale, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens

svar herpå

69

Spm., om ministeren er indstillet på at kompensere

sygehuspersonalet for den øgede stress, det udsættes for, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

70

Spm., om afskedigelse kan blive konsekvensen, såfremt

plejepersonale nægter at foretage tvangsmedicinering, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

71

Spm. om, i hvilke kommuner der findes psykiatriske

skadestuer, hvor psykiatriske patienter kan søge akut hjælp, til indenrigs-

og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

72

Spm. om, hvor stor en andel af de psykiatriske patienter

her i landet, der inden for deres eget nærområde har adgang til psykiatriske

skadestuer, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

73

Spm., om ministeren vil stille et ændringsforslag, der

sikrer døgnåbne tilbud til sindslidende ud over de psykiatriske afdelinger,

til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

74

Spm. om, hvordan ministeren forestiller sig de konkrete

handlinger i forbindelse med afhentning og indbringelse af patienter til

tvangsmedicinering, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar

herpå

75

Spm., om ministeren vil stille ændringsforslag, der

sikrer, at tvangsfiksering alene anvendes, når alle andre relevante

muligheder er blevet benyttet eller forsøgt benyttet, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

76

Spm., om ministeren vil stille ændringsforslag, der

sikrer, at tvangsfiksering begrænses til livstruende tilstande, til

indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

77

Spm., om ministeren vil yde teknisk bistand til et

ændringsforslag, der decideret forbyder tvangsfiksering, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

78

Spm. om udformningen af bestemmelserne om udpegning af

patientrådgivere, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar

herpå

79

Spm., om ministeren vil stille ændringsforslag, der

sikrer behandlingsgaranti på sindslidendeområdet, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

80

Spm. om ministeren har overvejet konsekvenserne af mere

tvang i psykiatrien, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens

svar herpå

81

Spm. om ministerens synspunkt til udtalelse fra Det

Etiske Råd om ordinering af medicin, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens svar herpå

82

Spm. om teknisk bistand til udformning af ændringsforslag,

hvorved bestemmelserne om tvungen opfølgning udgår af lovforslaget, til

indenrigs-

og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

83

Spm. om redegørelse for overbelægningssituationen, til

indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

84

Spm. om, hvilken indflydelse det vil få på udviklingen i

antallet af personer, hvis ambulant tvang kan benyttes, uden at kriterierne

om forudgående tvangsindlæggelse er opfyldt, til indenrigs- og

sundhedsministeren,

og ministerens svar herpå

85

Spm. om kommentar til henvendelse af 24/3-06 fra

Landsforeningen Sind og Landsforeningen Bedre Psykiatri, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

86

Spm. om, hvordan ministeren vil sikre, at den behandlende

psykiatri ikke udsættes for ressourcemæssige nedprioriteringer til fordel for

anden sundhedsbehandling, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens svar herpå

87

Spm. om, hvilken længde ministeren finder acceptabel på

ventetider, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

88

Spm., om udvidet brug af psykologer i den sundhedsmæssige

psykiatribehandling kan øge en dialogbaseret behandlingsmetode, til

indenrigs-

og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

89

Spm. om, hvilke jobfunktioner psykiaterne kan videregive

til andre faggrupper, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens

svar herpå

90

Spm. om hvilke forskningsmæssige tiltag, der er i gang

med henblik på at begrænse bivirkninger på de mest gængse anvendte

medikamenter,

til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

91

Spm. om kommentar til henvendelse af 30/3-06 fra

Landsforeningen af nuværende og tidligere Psykiatribrugere, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

92

Spm. om kommentar til henvendelse af 2/4-06 fra Brabrand

Boligforening, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar

herpå

93

Spm. om foreløbige resultater af undersøgelse af

behandlingsforløb, hvor psykisk syge begår alvorlig personfarlig

kriminalitet, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

94

Spm. om, hvilke initiativer ministeren vil iværksætte

over for patienter, der er pålagt tvungen opfølgning, hvis disse går under

jorden eller forlader landet, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens

svar herpå

95

Spm. om kommentar til henvendelse af 21/4-06 fra Rådet

for Socialt Udsatte, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens

svar herpå

96

Spm. om kommentar til henvendelse af 2/5-06 fra

Medborgernes Menneskerettighedskommission, til indenrigs- og

sundhedsministeren,

og ministerens svar herpå

97

Spm. om kommentar til henvendelse af 3/5-06 fra

Medborgernes Menneskerettighedskommission, til indenrigs- og

sundhedsministeren,

og ministerens svar herpå

98

Spm. om kommentar til pjecen »En bedre hjælp til at komme

sig« fra LAP og Bedre Psykiatri, og ministerens svar herpå

99

Spm. om teknisk bistand til udformning af

ændringsforslag, der giver patienten ret til psykoterapibehandling i

forbindelse med indlæggelse, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens svar herpå

Bilag 2

Nogle af udvalgets spørgsmål til indenrigs- og

sundhedsministeren og dennes svar herpå

Spørgsmålene og indenrigs- og sundhedsministerens svar

herpå er optrykt efter ønske fra udvalget:

Spørgsmål 14:

Ministeren bedes oversende en oversigt fordelt på amtsligt

niveau over, hvor den ovennævnte gruppe af psykiatriske patienter kommer fra,

hvor der er opsøgende psykoseteams, hvor mange psykiatriske sengepladser der

er

pr. indbygger i de pågældende amter og hvor udbygget distriktspsykiatrien er

der?

Svar:

Ifølge L 140 skal de patienter, som kan omfattes af en

beslutning om tvungen opfølgning efter udskrivning, som én af de 4

betingelser,

der skal være opfyldt for at blive omfattet af ordningen, i de seneste 3 år

forud for den aktuelle indlæggelse have været tvangsindlagt mindst 3 gange,

jf.

§ 13 d, stk. 1, nr. 2.

Antallet af patienter i de enkelte amter/ H:S, der har været

tvangsindlagt 3 gange eller mere i perioden 2002 – 2004, fremgår af

nedenstående

oversigt.

Antallet af patienter fordelt på amter/ H:S, der i perioden

2002 – 2004 har været tvangsindlagt 3 gange eller mere

Amt

Antal personer

Københavns Amt

22

Frederiksborg Amt

15

Roskilde Amt

8

Vestsjællands Amt

8

Storstrøms Amt

16

Bornholm

2

Fyns Amt

24

Sønderjyllands Amt

5

Ribe Amt

6

Vejle Amt

12

Ringkøbing Amt

10

Århus Amt

29

Viborg Amt

11

Nordjyllands Amt

20

H:S

37

Note:

Når man tæller antal gange den enkelte person har været tvangsindlagt pr. amt

vil dette tal være mindre, end når man opgør dette for hele landet. Dvs. at

antal gange den enkelte person har været tvangsindlagt undervurderes i denne

opgørelse

Med henblik på at belyse dækningen med opsøgende psykoseteams,

sengekapaciteten og udbygningen af distriktspsykiatrien i de enkelte amter/

H:S

har jeg anmodet samtlige amter og Hovedstadens Sygehusfællesskab om at

besvare

9 spørgsmål.

Svarene viser, at de enkelte amter/ H:S har tilrettelagt den

opsøgende indsats, distriktspsykiatrien m.v. forskelligt, hvorfor det er

svært

at sammenligne tilbudene på tværs af amterne/ H:S. F.eks. oplyser nogle

amter,

at de ikke har opsøgende psykoseteams, jf. den terminologi, der er gængs

indenfor

psykiatrien, men at de har andre udgående tilbud eller andre døgndækkende

behandlings- og støttetilbud. Andre anfører, at de ikke ønsker at oprette

opsøgende psykoseteams eller at der ikke er behov herfor, f.eks. med den

begrundelse, at et eventuelt behov dækkes af et velfungerende samarbejde

imellem distriktspsykiatrien og kommunerne.

Sammenligning på tværs vanskeliggøres endvidere af, at de

enkelte amter/ H:S ikke nødvendigvis har anvendt ens opgørelsesmetoder.

Nedenfor gengives de 9 spørgsmål og de enkelte amters/ H:S´ svar

i oversigtsform.

1, Hvor mange opsøgende psykoseteams fandtes i amtet/ H:S pr.

1. marts 2006?

Amt

Antal psykoseteams

Københavns Amt

0

(Det tilføjes, at der pr. 1. marts

2006 var ét udgående team i Københavns Amt, og at dette team ikke helt er

sammenligneligt med de psykoseteams, der findes i Danmark)

Frederiksborg Amt

0

(Amtet anfører, at amtet ikke har

opsøgende psykoseteams i den terminologi, der i dag benyttes i psykiatrien)

Roskilde Amt

0

(Amtet skriver, at amtet ikke har

ønsket at oprette egentlige opsøgende psykoseteam, og at udadgående ydelser

gives som et led i behandlingen i det omfang sygehuset vurderer, at der er

behov herfor)

Vestsjællands Amt

0

Storstrøms Amt

1

Bornholms Reg.

0

Fyns Amt

0

(Det anføres, at der på Fyn vurderes

ikke at være behov for opsøgende psykoseteams, idet et evt. behov dækkes af

et meget velfungerende samarbejde imellem distriktspsykiatrien og kommunerne)

Sønderjyllands Amt

3

(1 amtsdækkende for tidlig

intervention ved første psykosetegn som herefter følger patienten i mindst 5

år. 2 opsøgende psykoseteams for kroniske, svært sindslidende)

Ribe Amt

1

(og 1 modificeret team)

Vejle Amt

0

(Amtet anfører, at amtet ikke har

opsøgende psykoseteams i den form, som er kendt fra Sønderjyllands Amt, men

en bred vifte af døgndækkende behandlings- og støttetilbud, f.eks. udgående

teams, distriktspsykiatri, herunder med udgående virksomhed, udbygget

socialpsykiatri med opsøgende virksomhed med målgruppe svarende til opsøgende

psykoseteams).

Ringkøbing Amt

0 (

Amtet anfører, at amtet gennem

organiseringen af og tilgangen til psykiatrien i amtet har elementer, der i

høj grad rummer elementerne fra opsøgende psykoseteams, og som på mange måder

kan kaldes et murstensløst psykoseteam)

Århus Amt

0

Viborg Amt

0

Nordjyllands Amt

0

H:S

5

(I budgettet for 2006 er indarbejdet

en udvidelse med 3 nye teams. Herudover etableres i indeværende år yderligere

2 opsøgende teams til henholdsvis dobbeltdiagnosepatienter og

retspsykiatriske patienter. Hertil kommer 3 OPUS-teams i H:S, hvor målgruppen

er unge patienter med debuterende psykose i alderen 18-35 år)

2, Var der pr. 1. marts 2006 fuld geografisk dækning af

opsøgende psykoseteams indenfor amtet/ H:S? Hvis der ikke var fuld geografisk

dækning, oplys da venligst om omfanget af dækningen.

Amt

Geografisk dækning af

opsøgende psykoseteams

Københavns Amt

Det udgående team dækker én

kommune af amtets 18 kommuner

Frederiksborg Amt

-

Roskilde Amt

Amtet anfører, at der

arbejdes med udadgående ydelser i hele amtet

Vestsjællands Amt

-

Storstrøms Amt

Opsøgende psykoseteam har de

4 kommuner på Falster som geografisk afgrænset område (ca. 18,6 pct. af

borgerne i amtet bor på Falster)

Bornholms Reg.

-

Fyns Amt

-

Sønderjyllands Amt

100 pct. dækning for

nydebuterede

50 pct. dækning for kronisk,

svært sindslidende

Ribe Amt

Det opsøgende psykoseteam

dækker Ribe, Bramming, Brørup, vejen, Holsted, Grindsted, Ølgod og Billund

kommune. Psykoseteamet dækker Esbjerg og Fanø kommune.

Vejle Amt

100 pct. dækning af de

tilbud amtet har, jf. dog tabel 1

Ringkøbing Amt

-

Århus Amt

-

Viborg Amt

-

Nordjyllands Amt

-

H:S

Knap 50 pct. af

optageområderne var dækket

3, Er der aldersmæssige begrænsninger i forhold til at blive

omfattet af et tilbud om behandling ved et opsøgende psykoseteam?

Amt

Aldersmæssige begrænsninger for besøg af psykoseteams

Københavns Amt

Tilbuddet fra det udgående team omfatter borgere under 60. Alle hjemmeboende

sindslidende over 60 år tilses af tre gerontoteams.

Frederiksborg Amt

-

Roskilde Amt

Der arbejdes med udgående ydelser i relation til alle aldersgrupper

Vestsjællands Amt

-

Storstrøms Amt

Målgruppen er patienter

over 17 år, der kan betegnes som »svært psykisk syge«

Bornholms Reg.

-

Fyns Amt

-

Sønderjyllands Amt

nej

Ribe Amt

Det opsøgende psykoseteam

varetager behandling af primært yngre psykotiske patienter

Vejle Amt

Der er ikke aldersmæssige

begrænsninger for voksne

Ringkøbing Amt

-

Århus Amt

-

Viborg Amt

-

Nordjyllands Amt

-

H:S

Ja, behandlingstilbuddet er

rettet imod aldersgruppen 18 – 65 år

4, Hvor mange patienter fik i henholdsvis 2004 og 2005 besøg af

et opsøgende psykoseteam?

Amt

Antal patienter, der har haft besøg af et opsøgende psykoseteam

Københavns Amt

I henholdsvis 2004 og 2005

fik 10 – 20 patienter besøg af det udgående team

Frederiksborg Amt

-

Roskilde Amt

Ca. 9 – 10 pct. af

sygehusets ambulante ydelser gives som udadgående ydelser, dvs. i patientens

hjem

Vestsjællands Amt

-

Storstrøms Amt

I 2004 og 2005 var antallet ca. 60

Bornholms Reg.

-

Fyns Amt

-

Sønderjyllands Amt

2004:

85

2005: 160

Ribe Amt

2004:

54

2005:

68

Vejle Amt

-

Ringkøbing Amt

-

Århus Amt

-

Viborg Amt

-

Nordjyllands Amt

-

H:S

500 patienter har været tilknyttet OP-teams ved udgangen af 2004 og

2005

(Det har ikke været muligt at foretage

valide og repræsentative registerudtræk for denne patientgruppe i de

pågældende kalenderår)

5, Hvor mange psykiatriske sengepladser rådede amtets/ H:S´ sygehuse

over pr. 1. marts 2006?

Amt

Antal sengepladser

Københavns Amt

456

Frederiksborg Amt

181

Roskilde Amt

109

Vestsjællands Amt

161

Storstrøms Amt

104

Bornholms Reg.

23

Fyns Amt

229 (voksenpsykiatriske)

Sønderjyllands Amt

125

Ribe Amt

105

Vejle Amt

185

Ringkøbing Amt

86

Århus Amt

273 (10 senge i Randers midlertidigt lukket pga. ombygning)

Viborg Amt

123

Nordjyllands Amt

271

H:S

909

6, Hvor mange psykiatriske sengepladser rådede amtets/H:S´ sygehuse

over pr. indbygger pr. 1. marts 2006?

Amt

Antal sengepladser opgjort

pr. 10.000 indbyggere

Københavns Amt

7

Frederiksborg Amt

4,78

Roskilde Amt

4,6

Vestsjællands Amt

5,3

Storstrøms Amt

4

Bornholms Reg.

5

Fyns Amt

6,2

Sønderjyllands Amt

5

Ribe Amt

4,6

Vejle Amt

5,1

Ringkøbing Amt

3,1

Århus Amt

4

Viborg Amt

5,3

Nordjyllands Amt

5,4

H:S

15,3

7, Hvor mange distriktspsykiatriske enheder fandtes pr. 1.

marts 2006 i amtet/ H:S?

Amt

Antal distriktspsykiatriske

enheder

Københavns Amt

12

Frederiksborg Amt

3

Roskilde Amt

4

Vestsjællands Amt

8

Storstrøms Amt

12

Bornholms Reg.

2

Fyns Amt

7

Sønderjyllands Amt

4 (+ 2 gerontopsykiatriske +

1 ungdomspsykiatrisk +

1 børnepsykiatrisk

enhed)

Ribe Amt

5

Vejle Amt

Amtet har distriktspsykiatri bestående af zonefordelte fuldt

udbyggede behandlingsafdelinger i hver af de 3 geografiske zoner, som amtet

er opdelt i.

Ringkøbing Amt

2

Århus Amt

8 (benævnes

lokalpsykiatriske centre for at betone det tætte samarbejde med den

kommunale, socialpsykiatriske indsats)

Viborg Amt

6

Nordjyllands Amt

9

H:S

13

8, Hvor mange patienter var pr. 1. marts 2006 i behandling i

distriktspsykiatrien i amtet/ H:S?

Amt

Antal patienter i behandling i distriktspsykiatrien

Københavns Amt

2.843

Amtet anfører, at der er en

vis usikkerhed forbundet med tallene, da der ikke nødvendigvis indgår de

samme kriterier for besøgsregistreringerne.

Frederiksborg Amt

850

Roskilde Amt

1.767 (heri ikke

inkluderet

børn og unge)

Vestsjællands Amt

2.410

Storstrøms Amt

2.700

Bornholms Reg.

393

Fyns Amt

1.017

Sønderjyllands Amt

4.000 (ca.)

Ribe Amt

1.403

Vejle Amt

Data ikke tilgængelige

Ringkøbing Amt

1.100 (ca.

Århus Amt

4.900

Viborg Amt

2.190

Nordjyllands Amt

1.001

H:S

3.919 (antal individer med

åbne ambulante forløb på dagen)

9, Hvor mange ambulante besøg blev aflagt i de distriktspsykiatriske

enheder i henholdsvis 2004 og 2005?

Amt

Antal ambulante besøg i distriktspsykiatrien

Københavns Amt

2004:

31.075

2005:

33.052

Amtet anfører, at der er en vis

usikkerhed forbundet med tallene

Frederiksborg Amt

2004:

4.734

2005:

7.939

Roskilde Amt

2004:

26.289

2005:

29.192

Vestsjællands Amt

2004:

24.607

2005:

25.477

Storstrøms Amt

2004:

38.000

2005:

36.000

Bornholms Reg.

2004:

4.367

2005:

5.323

Fyns Amt

2004:

11.613

2005:

12.502

Det anføres, at opgørelsen til og med 2005

gav et skævt billede af det faktiske antal aflagte besøg, da besøg af

kommunalt ansatte distriktspsykiatriske sygeplejersker i Odense ikke er

opgjort i det amtslige registreringssystem. Det korrekte tal formodes at være

markant højere.

Sønderjyllands Amt

2004:

43.300

2005:

46.500

Ribe Amt

2004:

22.429

2005:

21.661

Vejle Amt

2004:

49.856

2005:

52.655

Både for 2004 og 2005 er der tale om

den samlede ambulante aktivitet i amtet

Ringkøbing Amt

2004:

13.107

2005:

15.102

Århus Amt

2004:

46.271

2005:

51.868

Viborg Amt

2004:

17.529

2005:

25.561

Nordjyllands Amt

2004:

20.284

2005:

19.612

H:S

2004: 125.566

2005: 119.833

Spørgsmål 15:

Hvis en patient, der bliver omfattet af reglerne om tvungen

opfølgning, f.eks. klager over det tilbudte socialpsykiatriske tilbud eller

koordinationsplanen, har det så opsættende virkning i forhold til

gennemførelsen af den tvungne opfølgning?

Svar:

Det fremgår af § 13 d, stk. 2 i L 140, at overlægens beslutning

om tvungen opfølgning alene kan indeholde et pålæg til patienten om at møde

op

til medicinering i det psykiatriske sygehusvæsen.

Det følger af § 32, stk. 4 i forslaget, at en klage over en

beslutning om tvungen opfølgning har opsættende virkning, dvs. at den tvungne

opfølgning ikke kan iværksættes, før det psykiatriske patientklagenævn har

behandlet klagen.

Eventuelle klager over andre forhold, herunder eventuelt over

socialpsykiatriske tilbud eller en koordinationsplan, som anført i

spørgsmålet,

har ikke opsættende virkning i forhold til iværksættelsen af en eventuel

beslutning om tvungen opfølgning.

Spørgsmål 16:

Ministeren bedes oversende en oversigt over, hvor mange

psykiatriske patienter, der bliver afvist i den psykiatriske skadestue i 3 af

landets amter, herunder Århus Amt og anføre begrundelsen for afslaget, hvis

det

er muligt.

Svar:

Jeg har anmodet Hovedstadens Sygehusfællesskab, Vejle Amt og

Århus Amt om at fremsende bidrag til besvarelsen af spørgsmålet.

Alle 3 amter/ H:S anfører, at ingen patienter afvises fra de

psykiatriske skadestuer.

Vejle Amt anfører blandt andet, at amtet ikke afviser psykiatriske

patienter, der henvender sig til psykiatrisk skadestue, men tilbyder

undersøgelse og behandling i det relevante omfang og at det altid er en

vurderingssag, om en person tilhører den psykiatriske målgruppe, og hvilken

konkret behandling, der skal tilbydes.

Århus Amt anfører, at ingen patienter afvises fra psykiatrisk

skadestue og at alle patienter, der henvender sig får mulighed for at tale

med

en læge, som visiterer patienten til en relevant behandling/foranstaltning.

Amtet oplyser, at et begrænset antal patienter har valgt at forlade

skadestuen

inden lægesamtalen/ visitationen.

Hovedstadens Sygehusfællesskab skriver, at psykiatriske

patienter ikke afvises fra de 5 døgnåbne psykiatriske skadestuer i H:S, og at

psykiatriske patienter, der henvender sig eller henvises til de psykiatriske

skadestuer, hurtigst muligt vurderes ved lægesamtale. Efter en sådan

vurdering

visiteres patienterne til den mest hensigtsmæssige behandling.

Spørgsmål 47:

Ministeren bedes tilsende udvalget en oversigt over de geografiske

områder, hvor man ikke har opsøgende psykoseteams, psykiatriske skadestuer

eller en distriktspsykiatri, der har åbent længere end mellem 8 – 16.

Det bedes

angivet for de enkelte områder, hvilke af de nævnte tilbud man ikke har.

Svar:

Vedrørende dækningen af opsøgende psykoseteams, psykiatriske

skadestuer og distriktspsykiatri kan jeg endvidere henvise til besvarelsen af

spørgsmål 14 og 16.

Jeg har indhentet bidrag fra amterne/H:S til belysning af

dækningen med døgnåbne tilbud i de enkelte amter/H:S. Nedenfor gengives de

enkelte amters/H:S´ svar i oversigtsform:

Oversigt over døgnåbne tilbud i de enkelte amter/H:S

Amt

Døgnåbne tilbud

Københavns Amt

De 12 distriktspsykiatriske centre har åbent i dagtimerne og dækker

geografisk alle 18 kommuner i amtet.

Amtets 4 skadestuer, der geografisk dækker hele amtet, har åbent

hele døgnet.

Derudover har amtets borgere mulighed for at komme i kontakt med

psykiatrisk udrykningstjeneste mellem 16 og 08.00 på hverdage samt hele

døgnet på helligdage og i weekender.

Frederiksborg Amt

Amtet har en psykisk skadestue med døgnåbent, der dækker hele amtet

Roskilde Amt

Alle kommuner i amtet er dækket af en døgnåben psykiatrisk skadestue.

Alle kommuner er dækket af et behandlingstilbud i de distriktspsykiatriske

centre imellem 8 og 16.

Vestsjællands Amt

Amtet er i forhold til psykiatrisk behandling opdelt i 4 geografiske

optageområder. I hvert område er der en almenpsykiatrisk afdeling med åbne

akutte afsnit, som kan modtage patienter døgnet rundt.

Hertil kommer en lukket afdeling, en børne- og ungdomspsykiatrisk

afdeling og retspsykiatrisk afdeling med døgnsenge og akut modtagelse af

patienter døgnet rundt.

Der er ingen psykiatrisk skadestue i amtet.

Pr. 1. marts 2006 er der etableret en psykiatrisk telefonrådgivning,

som er bemandet på hverdage i tidsrummet 8 – 23.

Storstrøms Amt

Der findes en amtsdækkende skadestue med gratis transport fra hele

amtet.

Bortset fra opsøgende psykoseteam har ingen af de

distriktspsykiatriske team døgndækkende indsats.

Bornholm

Bornholms Regionskommune har ikke opsøgende psykoseteams, ingen

psykiatrisk skadestue og ikke åbent efter kl. 16 i distriktspsykiatrien.

Fyns Amt

I Fyns amt har man et amtsdækkende tilbud, idet Psykiatrisk

Skadestue i Odense har døgnåbent. I dagarbejdstiden er der mulighed for

henvendelse

til tre akut teams (I Svendborg til kl. 18)

Sønderjyllands Amt

Amtet anfører, at spørgsmålet ikke kan besvares entydigt. Det

anføres at alle nyudskrevne patienter er dækket af intensive teams, som

følger den enkelte patient så længe, det er nødvendigt.

Alle med nydebuterede psykoser er omfattet af et tilbud fra Tidligt

Interventionsteam (OPUS).

I halvdelen af amtet er alle svært psykisk syge tillige omfattet af

et opsøgende psykoseteam.

Ribe Amt

Amtet har en døgnåben skadestue, der dækker hele amtet.

Amtet her desuden en række distriktspsykiatriske teams og 2 opsøgende

teams, som til sammen dækker hele amtet, men disse har ikke døgnåbent.

Vejle Amt

Vejle amt er opdelt i 3 zoner med hver sin psykiatriske

sygehusafdeling med både stationær (døgnindlæggelse) og ambulant aktivitet i

afdelingerne og decentralt.

Amtet har en akuttelefon, således at personer med akutte problemer

altid kan komme i kontakt med psykiatrien ud over muligheden for at benytte

lægepraksis og lægevagten.

Der er via de socialpsykiatriske døgntilbud i amtet ligeledes

mulighed for hurtig kontakt for personer med psykiatriske problemer

Ringkøbing Amt

I kommunerne rundt om i amtet er etableret lokale akutordninger for

sindslidende udenfor normal arbejdstid. Akutordningerne omfatter dels

telefonordning, dels mulighed for overnatning.

Såfremt der er behov for indlæggelse sker det gennem praktiserende

læge/vagtlægesystemet

Århus Amt

Psykiatrisk skadestue ved Psykiatrisk Hospital i Risskov dækker hele

amtet og har døgnåbent

Viborg Amt

Viborg Amt har ingen opsøgende psykoseteams og ingen psykiatriske

skadestuer.

Amtet har en døgntjeneste, der er rettet imod sindslidende og pårørende,

som uden for normal åbningstid og i weekender her behov for at kunne henvende

sig et sted, hvor de kan få professionel hjælp i en akut opstået

krisesituation.

Der findes desuden to mobilteams, som ikke er åben udenfor almindelig

åbningstid, men de har i begrænset omfang mulighed for at træffe aftaler om

besøg udenfor åbningstiden.

Nordjyllands Amt

Distriktspsykiatrien er fuldt geografisk dækkende, men er kun tilgængelig

i dagarbejdstiden på hverdage.

Der er en amtsdækkende psykiatrisk skadestue, som er tilgængelig

alle dage og hele døgnet.

H:S

Der er i alt 5 døgnåbne psykiatriske skadestuer i H:S, som tilsammen

dækker hele sygehusfællesskabets optageområde

Spørgsmål 67:

Det bedes oplyst, hvilke udenlandske erfaringer med ambulant

tvang, ministeren støtter sig til, herunder f.eks. lovgivning eller

administrative ordninger, hvor man i et eller flere lande har gennemprøvet en

ordning, der er identisk med eller ligner den, der nu foreslås af regeringen.

Der bedes for hvert af de lande, der henvises til, givet en kort redegørelse

for, om ordningen har været en succes, set med faggruppernes og patienternes

øjne.

Svar:

Som anført i min besvarelse af spørgsmål nr. 1 og 64, kan den

ordning med tvungen opfølgning efter udskrivning, der lægges op til i L 140,

efter min opfattelse ikke sammenlignes med udenlandske ordninger om »ambulant

tvang«,

hvor kriterierne for at blive omfattet af ordningerne og indholdet i

ordningerne er forskellige fra det, regeringen foreslår.

Forslaget om tvungen opfølgning efter udskrivning støtter sig

således ikke på udenlandske erfaringer.

Men jeg noteret mig, at der i andre lande, bl.a. Norge, England,

New Zealand, USA og Australien er mulighed for at anvende »ambulant tvang«,

og

at effekten heraf er undersøgt i flere forskellige studier, jf. den

dokumentalistrapport vedrørende blandt andet ambulant tvang, som Rambøll

Management

har udarbejdet i forbindelse med psykiatrilovsundersøgelsen. Til udvalgets

orientering gengiver jeg nedenfor de konklusioner herom, som er optrykt i

Rambølls rapport:

»En randomiseret amerikansk undersøgelse omhandlende 129

alvorligt psykisk syge patienter underlagt ambulant tvang fandt, at

frekvensen

af genindlæggelser faldt med 57 pct. for alle og for gruppen af patienter med

non-affektive psykoser (dvs. overvejende skizofrene patienter) blev

frekvensen

af genindlæggelse reduceret med 72 pct. (Schwartz et al 1999). Undersøgelsen

konkluderede, at ambulant tvang er en effektiv måde at sikre behandling for

svært sindssyge personer, men at det ikke kan erstatte behovet for periodevis

intensiv behandling på et hospital.

Et andet amerikansk studie viste, at for gruppen af svært

psykisk syge reducerede anvendelsen af ambulant tvang risikoen for at blive

hjemløs de første 4 måneder efter udskrivelsen (Compton et al 2003).

En tredje amerikansk undersøgelse så på ambulant tvangs effekt

på at holde svært psykisk syge i behandling efter udskrivelse (Schwartz et al

2001). Patienterne var oprindeligt blevet tvangsindlagt og en undergruppe

blev

beskrevet som havende en sygehistorie, hvor de havde begået alvorlig vold mod

andre. Man sammenlignede en gruppe af patienter, der var underlagt ambulant

tvang i længere tid (mindst ½ år) og fandt, at længerevarende anvendelse af

ambulant tvang bedrede deres psykiske tilstand i forhold til den anden

gruppe.

Studiet fremhæver især, at anvendelse af antipsykotisk behandling i depotform

sikrer, at patienterne forblev i kontakt med sundhedsvæsenet. Samme

studiegruppe

har også undersøgt patienternes holdning til ambulant tvang og fandt hos over

200 patienter, at mere end 76 pct. mente, at ambulant tvang betød, at de med

langt

større sandsynlighed ville møde op til ambulant kontrol, tage den nødvendige

medicin og dermed undgå genindlæggelse (Borum et al 1999).

I en undersøgelse af 85 amerikanske sundhedspersonalers holdning

til ambulant tvang fremgår det, at 78 pct. fandt, at ambulant tvang øgede

sandsynligheden for, at skizofrene patienter forblev i behandling efter

udskrivelse

og at 81 pct. ikke troede, at ambulant tvang ville afholde psykisk syge fra

at

søge hjælp i fremtiden (Schwartz et al 2003). Patienterne selv opfattede i

denne undersøgelse ambulant tvang som en mulig barriere for at søge hjælp,

men

dette gjaldt kun personer, der tidligere havde været tvangsindlagt. Studiet

konkluderer, at vedvarende, uformelt pres til at forblive i behandling efter

udskrivelse forbedrer prognosen og mindsker barrieren mod at søge hjælp.

En randomiseret undersøgelse af patienternes livskvalitet efter

12 måneder med ambulant tvang viste, at patienter underlagt ambulant tvang,

opnåede en højere grad af livskvalitet og færre sygdomssymptomer end

kontrolgruppen (Swanson et al 2003).

En engelsk undersøgelse fra 1991 konkluderede, at ambulant tvang

reducerede graden af farlighed, bedrede patienternes evne til at forblive i

behandling

og nedsatte indlæggelsestiden (Sensky et al 1991).

En amerikansk undersøgelse, hvor man sammenlignede to grupper af

patienter med og uden ambulant tvang kunne ikke påvise nogen forskel hos de

142

individer efter 11 måneder (Steadman et al 2001).

En oversigtsartikel fra 2001 anbefaler anvendelse af ambulant

tvang over for personer med alvorlig psykisk sygdom, idet ordningen nedsætter

risikoen for vold, reducerer antallet af genindlæggelser, øger

sandsynligheden

for at patienten følger behandlingen efter udskrivelse og muligvis nedsætter

risikoen for selvmord hos denne personkreds (Torrey et al 2001).«

Spørgsmål 75:

I debatoplægget fra Rådet for Socialt Udsatte »Mindre tvang i

psykiatrien – et debatoplæg i forbindelse med den kommende revision af

psykiatriloven« beskrives det program, der siden august 2004 er gennemført på

22 psykiatriske afdelinger med det formål at nedbringe brugen af tvang,

herunder

især bæltefikseringer. På den lukkede afdeling på Hvidovre Hospital er det

således lykkedes at få nedbragt antallet af tvangsfikseringer til en

tredjedel,

uden at patienterne er blevet udsat for flere tvangsbehandlinger med

beroligende

medicin. I stedet er patienterne tilbudt samtaler, motion, musik og andre

aktiviteter, uanset hvor dårlige patienterne har været. Vil ministeren stille

et ændringsforslag, der sikrer, at tvangsfiksering alene anvendes, når ingen

andre relevante muligheder – såsom samtaler, motion, musik og andre

terapiformer m. v. – er blevet benyttet eller forsøgt benyttet? I

benægtende

fald anmodes om teknisk bistand til udarbejdelse af et sådant

ændringsforslag.

Svar:

Det følger allerede af psykiatrilovens § 4 om mindste middel

princippet, at tvang ikke må benyttes, hvis mindre indgribende

foranstaltninger

er tilstrækkelige.

Jeg synes, det er meget positive resultater, som er frembragt i

det nationale kvalitetsprojekt om anvendelse af tvang i psykiatrien, bl.a. på

Hvidovre Hospital. Det viser, hvor vigtigt det er til stadighed at arbejde

med

udvikling af kvaliteten i det kliniske arbejde.

Spørgsmål 78:

Er det ved udformningen af bestemmelserne om patientrådgivere

sikret, at der også udpeges en rådgiver for de patienter, som på den ene side

ikke modsætter sig behandling, men som på den anden side heller ikke er i

stand

til at overskue behandlingen? I dag behandles disse patienter i praksis uden

et

gyldigt samtykke, jf. »Mindre tvang og større kreativitet« af lektor i

sundhedsret Mette Hartlev, Københavns Universitet, i Bedre Psykiatri 2005, 2.

Det ønskes oplyst, om dette problem er løst ved den foreslåede udformning af

bestemmelserne, eller om ministeren i modsat fald vil stille ændringsforslag

herom. I benægtende fald anmodes om teknisk bistand til udformning af et

sådant

ændringsforslag.

Svar:

I den gældende psykiatrilov er tvang defineret som anvendelse af

foranstaltninger, som patienten modsætter sig, jf. lovens § 1, stk. 2.

Lovforslaget definerer tvang som anvendelse af foranstaltninger

for hvilke, der ikke foreligger et informeret samtykke, jf. lov om patienters

retsstilling, fra 1. januar 2007 sundhedsloven.

Med lovforslagets nye tvangsdefinition bringes psykiatrilovens

grænser for, hvornår der er tale om henholdsvis frivillighed og tvang således

i

overensstemmelse med lov om patienters retsstilling, fra 1. januar 2007

sundhedsloven.

Det sikres hermed, at en foranstaltning i forhold til en

patient, der ikke selv har afgivet et informeret samtykke, betragtes som en

tvangsmæssig foranstaltning, medmindre der foreligger stedfortrædende

samtykke.

Det betyder, at patienter, der, som Mette Hartlev beskriver,

ikke modsætter sig behandling, men som heller ikke er i stand til at overskue

behandlingen, vil få beskikket en patientrådgiver, eftersom indgreb overfor

dem

vil blive betragtet som tvang med den nye tvangsdefinition, i det omfang der

ikke er afgivet samtykke.

Den nye tvangsdefinition vil formentlig medføre en stigning i

antallet af registrerede tvangstilfælde i Sundhedsstyrelsens årlige

tvangsstatistik, idet visse situationer, som i dag vil blive karakteriseret

som

frivillige, i fremtiden vil optræde i statistikken som tvangsindgreb.

Spørgsmål 79:

Der ønskes en vurdering af Rådet for Socialt Udsattes ønske om

indførelse af en behandlingsgaranti på sindslidendeområdet, svarende til hvad

der er gennemført på stofmisbrugerområdet. Er ministeren indstillet på at

stille ændringsforslag i overensstemmelse hermed? I benægtende fald anmodes

om

teknisk bistand til et sådant ændringsforslag.

Svar:

Rådet for Socialt Udsatte skriver i sin årsrapport for 2005, at

en behandlingsgaranti i relation til sindslidende bør drejes i retning af,

hvad

der kan forstås som »garanti for både kvalificeret behandling og omsorg for

hver enkelt bruger«. Hermed ønsker Rådet for Socialt Udsatte at forlade en

automatisk

tænkning af behandling som alene værende den medicinske/lægefaglige

dimension.

Kvalificeret behandling og omsorg har efter Rådets opfattelse et bredere

sigte

med henholdsvis psykologbehandling, psykosocial, socialfaglig såvel som

medicinsk/lægefaglig behandling. Rådet finder, at alle psykisk syge bør

sikres

fri og uhindret adgang til den form for støtte, hjælp og behandling, han/hun

selv mener at have brug for.

En behandlingsgaranti som beskrevet af Rådet for Social Udsatte

er derfor efter min vurdering meget forskellig fra behandlingsgarantien for

stofmisbrugere, som består i en pligt for kommunalbestyrelsen til at tilbyde

social behandling senest 14 dage efter henvendelse til kommunen.

Psykiatriloven regulerer kun en meget lille del af den

psykiatriske behandling, nemlig i hvilket omfang der må anvendes

frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien. Jeg finder således ikke, at

det

vil være hensigtsmæssigt at indføre en behandlingsgaranti på

sindslidendeområdet i psykiatriloven, hvorfor jeg ikke er indstillet på at

stille et ændringsforslag herom.

Jeg er imidlertid helt enig med Rådet i, at der skal tilbydes en

bred vifte af tilbud til psykiatriske patienter – både i sundhedsvæsenet

og i

det sociale system. Det afgørende for mig er, at der er en sammenhæng i

tilbuddene for de patienter, som har behov for tilbud i både sundhedsvæsenet

og

i det sociale system. Det er bl.a. også derfor, det med sundhedsloven bliver

obligatorisk at indgå aftaler mellem region og kommune om indsatsen for

sindslidende. Det er også derfor, jeg i bemærkningerne til L 140 har

præciseret

forpligtelsen til at udarbejde udskrivningsaftaler og koordinationsplaner.

Spørgsmål 83:

I Politikens kronik den 27. februar 2006 »Mere tvang i

psykiatrien«, er blandt andet anført: »Efter nedjustering af antallet af

sengepladser i psykiatrien igennem de sidste årtier – i forbindelse med

indførelse af distriktspsykiatrien – er der i perioder massive problemer

med

overbelægning på de psykiatriske afdelinger rundt omkring på landets

sygehuse.

Set i det lys er det klart, at man må frygte, at indførelsen af ambulant

tvang

vil føre til eksperimenterende udskrivninger i pressede situationer. Ligesom

man kan frygte, at de patienter, der betragtes som særligt »besværlige« vil

blive udskrevet før tid sammen med et krav om ambulant tvangsbehandling.« Der

anmodes om ministerens kommentar hertil. I besvarelsen bedes endvidere oplyst

udviklingen i antal sengepladser siden 1985 og overbelægningssituationen.

Svar:

Spørgsmålet om, hvorvidt en patient skal behandles under

indlæggelse på en psykiatrisk afdeling, eller om vedkommende eventuelt kan

behandles ambulant, beror som anført ved besvarelsen af spørgsmål 43 og 74 på

et sundhedsfagligt skøn. Spørgsmålet om, hvorvidt en patient er »besværlig«

kan

selvfølgelig ikke indgå i denne vurdering. Jeg deler således ikke den skepsis

i

forhold til landets psykiatriske overlæger, som spørgsmålet afspejler, og har

tillid til, at der ikke »foretages eksperimenterende udskrivninger«.

Som jeg blandt andet ved besvarelsen af spørgsmål 38 og 43 har

understreget, gælder psykiatrilovens overordnede og grundlæggende princip om

mindste middel også i forhold til beslutninger om tvungen opfølgning efter

udskrivning. Dette indebærer, at den behandlingsansvarlige overlæge til

stadighed har ansvaret for at anvende den mindst indgribende foranstaltning i

forhold til den enkelte patient. Heraf følger også, at tvungen opfølgning

ikke

kan sættes i værk som alternativ til en indlæggelse.

For så vidt angår udviklingen i antallet af sengepladser og

belægningsprocenten kan jeg henvise til nedenstående oversigt, som

Sundhedsstyrelsen har udarbejdet. Årene 1985 og 1986 er ikke medtaget på

grund

af store strukturelle ændringer i disse år. Opgørelsen i disse år medtager

sengepladser ved psykiatriske plejehjem og er derfor ikke sammenlignelige med

de efterfølgende år.

Tabel: Sengepladser og belægningsprocenter på psykiatriske specialer

fra 1987 til 2004

År

Normerede

sengepladser

Belægningsprocent

1987

5.893

85,0

1988

5.639

83,8

1989

5.209

84,8

1990

4.906

85,6

1991

4.728

85,1

1992

4.338

90,0

1993

4.242

92,4

1994

4.259

92,9

1995

4.204

90,1

1996

4.209

91,0

1997

4.161

94,9

1998

4.125

95,3

1999

4.148

95,3

2000

4.001

96,0

2001

3.990

94,3

2002

3.879

93,9

2003

3.756

93,4

2004

3.559

94,3

Spørgsmål 99:

Vil ministeren yde teknisk bistand til udformning af

ændringsforslag, der giver patienten ret til psykoterapibehandling i

forbindelse med indlæggelse. Ændringsforslaget bedes udformet således, at der

ikke er tale om en ubegrænset adgang til psykoterapi for patienten, men

således

at omfanget af den ydede psykoterapi fastsættes på et rimeligt niveau.

Svar:

Jeg er naturligvis indstillet på at yde teknisk bistand til

udformning af de ændringsforslag, som udvalgets behandling af lovforslaget

måtte føre frem til.

Efter den gældende bestemmelse i psykiatrilovens § 2, skal

sygehusmyndigheden med henblik på i videst muligt at forebygge tvang tilbyde

sygehusophold, behandling og pleje, som svarer til god psykiatrisk

sygehusstandard.

I L 140 foreslår jeg, at denne bestemmelse blandt andet udbygges ved, at

ordet

»omsorg« kommer til at fremgå af bestemmelsen.

De faglige tilgængelige behandlingsmetoder omfatter overordnet:

–

Biologiske, herunder

psykofarmakologiske behandlingsmetoder

–

Samtalebaserede,

herunder psykoterapeutiske såvel psykodynamiske som kognitive

behandlingsmetoder

og

–

Psykosociale, herunder

miljøterapeutiske behandlingsmetoder.

Disse metoder supplerer hinanden med forskellig vægt i

behandlingen af den enkelte patient afhængig af dennes sygdom og

problemstilling

i øvrigt.

Der foregår løbende en faglig udvikling, dokumentation og

evidensindhentning vedrørende værdi og effektivitet af forskellige

behandlingsformer i relation til forskellige psykiske lidelser.

Den faglige udvikling er således dynamisk over tid.

Videnskabelige artikler, kliniske vejledninger, referenceproprammer og

lignende

opsummerer de faglige anbefalinger for, hvad der på et givet tidspunkt må

anses

for god nutidig faglig standard af behandling i relation til forskellige

psykiske sygdomme.

Formuleringen i Psykiatrilovens § 2 om god psykiatrisk sygehusstandard

tilgodeser at patienterne på ethvert tidspunkt kan tilbydes den

sundhedsfagligt

relevante behandling i overensstemmelse med denne udvikling og

vidensindhentningen

på området.

Hvilken konkret behandling, pleje og omsorg, der skal tilbydes

den enkelte psykiatriske patient, herunder evt. psykoterapeutisk behandling,

beror således, som for alle andre patienter i sygehusvæsenet, hvad enten

patienten lider af en legemlig lidelse eller en psykisk lidelse, på en

konkret

sundhedsfaglig vurdering.

Jeg kan på denne baggrund ikke støtte et ændringsforslag, som

specifikt giver patienten ret til en bestemt type faglig behandling f.eks.

psykoterapeutisk behandling.

Lignende dokumenter