Spring til indhold

Retsinformation

Betænkning over Forslag til lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner

2005/1 BTL 194Betænkning over lovforslagFolketinget22. juni 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Betænkning afgivet af Kommunaludvalget den 18. maj 2006

Betænkning

over

Forslag til lov om kommunal udligning og

generelle tilskud til kommuner

[af

indenrigs- og sundhedsministeren (Lars Løkke

;Rasmussen)]

1. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 29. marts 2006 og var til 1.

behandling den 6. april 2006. Lovfor-

slaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Kommunaludvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 4 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i

høring, og indenrigs- og sundhedsministeren sendte den 24. marts 2006 dette

udkast til udvalget, jf. alm. del – bilag 123. Den 30. marts 2006 sendte

indenrigs- og sundhedsministeren de indkomne høringssvar samt et notat herom

til udvalget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget

skriftlige henvendelser fra:

Ballerup, Høje Taastrup, Køge

og Ny Hillerød Kommuner,

Det Kommunale Kartel,

Ny Lejre Kommune og

Sammenslutningen af Danske

Småøer.

Indenrigs- og sundhedsministeren har over for udvalget

Læs alt

kommenteret de skriftlige henvendelser.

Deputationer

Endvidere har følgende mundtligt over for udvalget redegjort for

deres holdning til lovforslaget:

Albertslund Kommune,

Det Kommunale Kartel og

Repræsentanter for Ballerup,

Høje Taastrup, Køge og Ny Hillerød Kommuner.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 26 spørgsmål til indenrigs- og

sundhedsministeren til skriftlig besvarelse. Ministeren har besvaret

spørgsmål

1-18 og 20. De resterende besvarelser forventes at foreligge inden 2.

behandling.

2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et

flertal

i udvalget

(V, DF, KF og RV) indstiller lovforslaget til

vedtagelse uændret.

Et

mindretal

i

udvalget (S, SF og EL) indstiller lovforslaget til

forkastelse

ved 3. behandling.

Socialdemokratiets medlemmer af udvalget har været kritiske over

for resultatet af regeringens forhandlinger om udmøntning af de økonomiske og

de

lovgivningsmæssige konsekvenser af kommunalreformens omfattende

opgaveændringer

sammenbygget med et ændret tilskuds- og udligningssystem. Den efterfølgende

høring og udvalgsbehandlingen i Folketingets Kommunaludvalg har på alle måder

bekræftet dette kritiske udgangspunkt.

Udvalgsarbejdet har været forholdsvis langvarigt, da det har

kunnet tage udgangspunkt i den politiske aftale, som regeringen i slutningen

af

februar 2006 indgik med partier repræsenterende et flertal i Folketinget. Men

det har været en behandling, der ikke har formet sig optimalt. Lovforslagene

kom først meget sent, høringsfasen blev meget kortvarig, fristen frem til 1.

behandling var meget kort, mens svartiderne var meget lange. I respekt for

det

store arbejde, som i en sådan proces skal udøves af de involverede

embedsmænd,

har S i hele forløbet valgt at undlade kritik heraf. Det var vigtigere at

samle

kræfterne om de indholdsmæssige udfordringer.

På denne baggrund må det så nu kritiseres, at besvarelserne til

Kommunaludvalget har været ualmindelig lang tid undervejs uden at vinde i

kvalitet derved. Særlig vedrørende hovedforslaget har besvarelserne været

nærmest

ubrugelige i første omgang, mens opfølgende svar ikke har været meget mere

bevendte. S må konstatere, at regeringen kun føler sig forpligtet over for

det

flertal, der har lavet en aftale, og hverken over for Folketinget som sådant

eller over for offentligheden. Dette er kritisabelt og dybt problematisk for

kvaliteten af Folketingets arbejde og dermed for den demokratiske proces.

Hovedformålet med en udligningsreform er at sikre, at der er

mulighed for sammenhæng mellem det serviceniveau, der er i en given kommune,

og

den skattebelastning, der hviler på borgerne i kommunen. Det indebærer, at

der

har været udlignet for store forskelle i udgifter og for store forskelle i

indtægter de enkelte kommuner imellem. Uden en sådan udligning ville der

blive

meget store forskelle på kommunernes muligheder for at yde service til deres

borgere, hvilket helt ville stride imod ønskerne om et samfund præget af høj

grad af lighed i muligheder.

Med dette formål for øje er forslaget om et nyt tilskuds- og

udligningssystem ganske uforståeligt. Kommuner, der nu får tilført midler,

fordi deres serviceniveau er lavt på trods af en højere skatteudskrivning,

bliver tvunget til at sende en større del af et nyt udligningsbidrag videre

–

ikke til udbygning af den kommunale kerneservice inden for børnepasning,

folkeskole eller ældreomsorg, men til nedsættelse af deres borgeres skat.

Dette

er der ingen der har bedt om, men det skal de tvinges til.

Borgerne i de kommuner, der nu skal øge deres bidrag til

udligningen, vil som udgangspunkt have en vis forståelse for, at der deles

med

andre, der har færre muligheder for en ordentlig kommunal service end de

selv.

Men forståelsen forsvinder som dug for solen, når det blotlægges, at deres

penge

skam skal gå til skattelettelser helt andre steder i landet. Dette er også i

inderlig modstrid med hele formålet med det omfattende system, som

udligningssystemet er. Denne modstrid skærpes yderligere, når det bliver

klart,

at resultatet af ændringerne i systemet er, at der samlet bliver mindst 100

mio.

kr. mindre til den kommunale service. Det er uacceptabelt – og ganske

særligt i

en tid, hvor udviklingen i den kommunale økonomi ligger på det laveste niveau

i

de sidste i hvert fald 35 år sammenlignet med udviklingen i den private

økonomi.

De omfattende økonomiske konsekvenser af kommunalreformen er

indbygget i det, der kaldes en tilskuds- og udligningsreform. Forholdet er

dog

snarere omvendt. De økonomiske ændringer som følge af kommunalreformen er

dramatiske og af en lang større størrelsesorden en ændringerne i tilskuds- og

udligningssystemet. Sammenblandingen med udligningen og adskillelsen fra

beslutningerne om de berørte fagområder i kommunalreformen gør det

fuldstændig

uoverskueligt, hvorfor det økonomiske resultat for den enkelte kommune

bliver,

som det gør. Tilsvarende er det fuldstændig uoverskueligt, om der faktisk

tilføres den økonomi, som svarer til de tilførte opgaver.

Det har været et klart valg for regeringen at blande tingene

sammen, så det ville være umuligt at finde klare årsagssammenhænge og dermed

mulighed for at vurdere de enkelte beslutninger og deres konsekvenser. Når

dertil lægges, at nedlæggelsen af amterne er et selvstændigt bidrag til

begrænsning

af udligningen, fremtræder tilskuds- og udligningsreformen udelukkende som en

tvungen oprydning efter kommunalreformen med dens uoverskuelige konsekvenser

for løsningen af den enkelte kommunes kerneopgaver og de mange nye opgaver,

der

tilføres fra den 1. januar 2007.

Adskillige elementer i det samlede lovkompleks giver anledning

til undren. Regeringens forsinkelse af gennemførelsen af en ren

udligningsreform fra 2003 til 2007 har givet anledning til en forvridning af

udligningen til gunst for de rigeste kommuner med mindste udgiftsbehov. De

rige

kommuners ventetidsgevinst har det imidlertid ikke været muligt at afdække

under udvalgsarbejdet grundet helt utilstrækkelige besvarelser. Men tilbage

står, at flere af de rigeste kommuner i hovedstadsområdet har vundet mere på

forsinkelsen siden 2003, end de kommer til at yde mere til udligningen fra

2007. Og ganske tilsvarende er der kommuner med et stort udgiftsbehov, der

har

tabt mere ved forsinkelsen siden 2003, end de kommer til at modtage mere i

udligning

fra 2007.

Når der skal føres penge fra de dele af landet, hvor der er størst

indkomstgrundlag, til de egne af landet, hvor der er et mere beskedent

indkomstgrundlag, er det væsentligt at interessere sig for, hvem der kommer

til

at betale denne regning. Her må alle i det mindste undre sig over, at det

største beløb til betaling af denne regning kommer fra mindre velstillede

kommuner i den københavnske omegn og lidt længere væk fra København. S ikke

alene undrer sig, S finder det heri dokumenteret, at der er tale om en social

profil, der kommer til at trække Danmark socialt skævere, hvor det

grundlæggende

er det modsatte, der er formålet med et udligningssystem.

Lovkomplekset bidrager til en yderligere detailstyring af

kommunerne. Ikke alene niveauet, men også sammensætningen af de kommunale

indtægter fastsættes i den centrale lovgivning – helt ude i anden

decimal.

Dette er endnu et bidrag til den voksende detailstyring fulgt af omfattende

kontroller og sanktioner, der præger den nuværende regerings samarbejde med

kommunerne. Der vil altid være regler for driften af mere end halvdelen af

den

offentlige økonomi – mange regler – men der må være en grænse.

Dette lovkompleks

går langt over grænsen.

Under slagordet forenklinger, som ingen borger nogen sinde vil

opfatte, og som de kommunale parter tager afstand fra, gennemføres der

yderligere tiltag, som begrænser de kommunale frihedsgrader. Det mest

tungtvejende af disse forslag – om tvangsmæssig fastsættelse af

udskrivningsgrundlaget

– har der været indædt modstand imod i høringssvarene, klar afstandtagen

fra

ved 1. behandling fra adskillige partier og her en vis imødekommenhed fra

regeringen. Ikke desto mindre er vi nu forbi udvalgsbehandlingen og fremme

ved

2. behandling af de mange forslag, uden at der er kommet andet end

henholdende

svar fra regeringen. Det er endnu en brik til det billede af en uvillig

medvirken fra regeringens side til en rimelig og kvalitetsbetonet

udvalgsbehandling.

Kernen i et udligningssystem er vurderingen af udgiftsbehovet i

de enkelte kommuner og en tilsvarende opgørelse af den økonomi, som der er

grundlag for på baggrund af borgernes indkomstgrundlag. Vægtningen af

udjævning

af indkomstforskelle er det dominerende element, mens vægten af

udgiftsbehovene

er mere beskeden. Lovforslaget prioriterer udgiftsudligningen højere end

tidligere,

men ikke i en takt, der kan følge med den meget større forøgelse af

opgavetyngden,

der bliver kommunernes efter kommunalreformen. Her er det særlig det tunge

sociale område, specialundervisningen og de nye kommunale sundhedsudgifter,

der

for alvor vejer. Konsekvensen heraf er der desværre ikke taget afgørende

højde

for.

Nedlæggelsen af amterne giver som tidligere nævnt anledning til

en selvstændig begrænsning af udligningen. Hvert enkelt amt udlignede

forskelle

i tyngden af bl.a. de tunge sociale opgaver, specialundervisningen og

sundhedsopgaverne mellem de kommuner, der lå i amtet. Og dertil kom den meget

høje udligningsgrad mellem de enkelte amter.

De samlede ændringer af placeringen af og betalingen for disse

meget omfattende opgaver er søgt indbygget i de samlede ændringer af

tilskuds-

og udligningssystemet, men desværre med en så begrænset vægt, at

udgiftsudligningens

del af det samlede system stadig er meget begrænset. Det var ellers efter

S’s

opfattelse et hovedformål at få øget den kraftigt.

Fordelingen af regningen for ændringerne dokumenterer, at

ændringerne ikke har den rette sociale profil. Det er således karakteristisk,

at kommuner med store sociale og sundhedsmæssige opgaver i høj grad optræder

som bidragydere til de samlede omlægninger. Dette er helt og aldeles

uacceptabelt.

Men heller ikke på dette punkt har det været muligt at komme dybere ned i

baggrunden for, at resultatet er blevet sådan. Således har det ikke været

muligt at få klare svar på, i hvilket omfang udgiftsudligningens andel af den

samlede udligning spiller ind i den enkelte kommunes nettoudligning.

Regeringen

har stædigt holdt fast ved, at der nu med forslaget bliver tale om en

nettoudligning,

hvorefter det er afvist at bryde forudsætningerne for de deraf følgende

nettoresultater op. S respekterer, at der i det politiske spektrum er

forskellige holdninger til det ønskelige i at skabe større social lighed, men

S

tager kraftigt afstand fra, at regeringen prøver at skjule sin holdning bag

uvilje, ugennemsigtighed og overfladiskhed.

De kommuner, der som resultat af ændringerne i tilskuds- og

udligningssystemet ser ud til at få tilført en bedre økonomi, må se en større

del af pengene passere den kommunale kasse for at vandre videre til nogle

skatteborgere, der ikke engang kan få lov til at bede om, at pengene i stedet

bliver brugt til en påtrængende øget offentlig service. Men noget bliver dog

tilbage til brug for stærkt påtrængte serviceforbedringer – for de

fleste et

betydelig mindre beløb end ventet og meget lille i forhold til de opgaver,

der

har måttet presses eller udskydes som følge af de seneste års økonomiske

smalhals i kommunerne.

Hovedproblemet for kommunerne i de kommende år bliver ikke at

fordele nogle smuler mellem sig, men overhovedet at få råderum til at løse de

mange opgaver for borgerne, som alle med rimelighed forventer, og hvor

presset

ikke just mindskes af udtalelser fra de partier i Folketinget, der er

ansvarlige for kvælergrebet på den kommunale økonomi. Nogle vil bukke under

for

dette kvælergreb, og så vil regeringen have vundet et nyt slag i dysten med

det

kommunale selvstyre.

Socialistisk Folkepartis

medlem af udvalget ønsker en bedre kommunal udligning, men kan trods dette

ikke

støtte regeringens, Dansk Folkepartis og Det Radikale Venstres udspil.

Først og fremmest

ønsker SF ikke at være en del af det del og hersk-spil, regeringen

har spillet over for kommuner og amter de sidste 3-4 år: Først sagde man, at

der

ikke var behov for en kommunalreform, og så lavede man alligevel en. I den

forbindelse fik man først spillet amterne af banen ved at love kommunerne en

masse opgaver. Dernæst fik man spillet de små kommuner af banen ved at tvinge

dem til umulige samarbejdsaftaler, så de de facto blev tvunget til

sammenlægninger. Og nu har man så fået Dansk Folkeparti og Det Radikale

Venstre med i en halvdårlig udligningsreform – en reform, der burde

havde

været på plads samtidig med kommunalreformen. Men hvad der er endnu værre,

er,

at reformen heller ikke tager ordentligt fat på ulighederne på det kommunale

landkort!

I regeringens udspil til

udligningsreform har man stirret sig blind på udligningen af selskabsskatten,

således at man nu er kommet til primært at ramme de kommuner, der har ført en

aktiv erhvervs- og arbejdsmarkedspolitik, og samtidig er de sociale kriterier

og udligningsprocenterne langt fra vægtet nok.

Efter SF’s opfattelse skal

hovedfokus i en udligningsreform være de service-, indkomst- og

vækstforskelle,

som er i landet, således at kommuner med mange sociale udgifter og lav vækst

får et langt kraftigere løft.

Den udligning, der nu er

lægges op til, bringer os kun et lille stykke af vejen og rammer både skævt

og

indeholder mange tidsler. F.eks. er det

fuldstændigt uacceptabelt, at man nu straffer kommuner med mange

boligsociale udgifter.

Udligningsreformen

indeholder også en hidtil uset detailstyring på skatteområdet, men her

skal SF blot henvise til betænkningsbidraget til L 195.

Enhedslistens medlem af

udvalget kan ikke støtte lovforslaget.

Den længe ventede

udligningsreform, som dette lovforslag er en del af, indeholder både gode og

dårlige elementer.

De gode elementer er en

mere ligelig fordeling af bloktilskuddet, som udgør ca. 8 pct. af

nettoudgifterne i den kommunale sektor. Hvor bloktilskuddet fra staten før

blev

fordelt efter beskatningsgrundlag, så kommuner i Whiskybæltet nord for

København

fik flere penge pr. indbygger end udkantskommuner, vil fordelingen fremover

ske

ud fra indbyggertallet. Denne fordeling svarer bedre til udgiftsbehovet.

Endnu

bedre ville det være, om EL’s forslag B 12 om

100 pct.

refusion af kommunernes udgifter til overførselsindkomster (kontanthjælp,

førtidspension, sygedagpenge m.m.) også blev indført.

Der er formentlig med

ændringerne i de objektive socioøkonomiske kriterier og de vægte, hvormed de

indgår i beregningen af tilskud og tilsvar for de enkelte kommuner, også sket

en mere retfærdig fordeling mellem kommunerne. Men systemet er desværre ikke

blevet mere gennemskueligt, og systemets legitimitet beror således i høj grad

på tilliden til en lille håndfuld ansatte i ministeriet og deres

edb-programmer.

Det er et særskilt problem, og man må håbe på, at ministeriet snart får

tid til at begrunde valget af kriterier og dokumentere, i hvilket omfang

kriterierne opfanger de faktiske udgifter. Det er en skam, at det store

arbejde

i finansieringsudvalget, herunder udarbejdelse af betænkning 1437, i så ringe

grad er blevet udnyttet til at begrunde de enkelte lovforslag.

I debatten om

udligningsforliget har borgernes rådighedsbeløb stået centralt. EL er enig

i, at det ikke er på de private udgifter, man skal måle en udligning

mellem kommunerne, men partiet finder, at de spørgsmål, der er blevet rejst

om

høje boligudgifter, især blandt offentligt ansatte, i hovedstadsregionen i

forhold til det øvrige Danmark, bør løses snarest muligt.

Centralt i debatten har

også været, at udligningsreformen er koblet sammen med en begrænsning af

kommunernes mulighed for skatteudskrivning. Det er klart, at når nogle

kommuner

både skal bidrage til andre kommuner og forringe deres kommunale service,

skabes en aversion mod hele udligningssystemet. Det finder EL er synd, for

det

ødelægger den solidariske idé, som er udligningssystemets fornemste formål.

De dårligste elementer i

udligningsreformforslagene finder EL dels som følge af kommunalreformen og

dels

i nye incitamenter for kommunerne. I det følgende skal for kortheds skyld

blot

fremhæves tre områder: sundhed, boligstøtte og sociale institutioner.

Kommunalreformen har

indført en usolidarisk finansiering af sundhedsudgifter mellem kommunerne.

Før

kommunalreformen opkrævede amterne skat, og udligningen mellem amterne var på

85 pct. Med kommunalreformen fratages amterne udskrivningen af skat,

således at man bryder med den kommunaløkonomiske grundsætning om, at der

skal være sammenhæng mellem ansvar og kompetence. Sundhedssektoren vil efter

2006 forvaltningsmæssigt ligge under regionerne, som altså vil have

kompetencen,

men ansvaret for finansieringen vil i stort omfang ligge hos den enkelte

kommune og i kontaktrådet mellem kommunerne i regionen.

Da der er meget stor forskel

på borgernes sundhedstilstand og behov for sundhedsydelser, vil kommunerne

blive belastet meget forskelligt efter indførelsen af kommunalreformen pr. 1.

januar 2007.

De konkrete merudgifter

til sundhedsområdet for de enkelte kommuner fremgår af svaret på spørgsmål 8

under L 207, forslag til lov om ændring af personskatteloven og

andre

skattelove. (Indførelse af et sundhedsbidrag, ændringer som led i den

kommunale finansieringsreform m.v.). Tallene viser, at det især er de

sædvanlige udkantskommuner med en stor andel af indbyggerne på

overførselsindkomster,

en »gammel« befolkningssammensætning og få indbyggere med længerevarende

uddannelse, der har uforholdsmæssigt høje udgifter dels i forhold til

beskatningsgrundlaget, dels pr. indbygger. Modsat vil skatteborgere i f.eks.

Gentofte, Lyngby-Taarbæk, Furesø, Hørsholm og Rudersdal slippe langt

billigere,

fordi sundhedstilstanden i disse kommuner er bedre. Variationen går fra

1,1 pct. til 2,7 pct. af beskatningsgrundlaget.

Konsekvensen af

kommunalreformen, uligheden i sundhed og denne udligningsreform er altså en

usolidarisk finansiering af sundhedssektoren, som uvægerligt vil føre til

ringere sundhedsydelser dér, hvor behovet er størst.

Kommunalreformen betød, at

de sociale og de sundhedsmæssige institutioner, som før var placeret i

amterne

med solidarisk finansiering, for over 80 pct.s vedkommende er kommet

under

den kommune, hvori de fysisk er placeret. Kommunerne skal herefter

købe pladser hos hinanden. Der er visse statslige tilskud til de

ekstraordinært

dyre behandlinger, men resultatet er samlet set, at borgernes behandling på

specielle sociale institutioner langt overvejende bliver et anliggende for

hjemkommunen.

Det giver kommunerne et incitament til at spare på behandlingen og til at

afvise tilflyttere med sociale og sundhedsmæssige behandlingsbehov.

Udligningsreformen bryder

med den solidariske finansiering af boligstøtte i hovedstadsregionen.

Formålet

skulle angiveligt være at give kommunerne incitament til at nedbringe

boligstøtten, men EL finder, at boligstøtten er et retskrav, som beboere

i

udlejningsejendomme, almene boliger og andelsboliger har og skal have. Det er

således helt uacceptabelt at give kommunerne et incitament til at undlade at

oplyse borgerne om deres ret og på anden måde vanskeliggøre tildeling af

boligstøtte.

Set i et fremtidsperspektiv vil kommunerne have incitament til at afvise

byggeri af alt andet end ejerboliger. Det vil give et ensformigt boligmarked

forbeholdt velhavende indbyggere, helt i modsætning til EL’s ønske om

mangfoldighed og med fare for, at det bliver meget vanskeligt at

tiltrække

(lavtlønnede) kommunalt ansatte til hjemmehjælp, pasning af børn,

undervisning

af skoleelever m.m.

De konkrete økonomiske tab

og gevinster for kommunerne i hovedstadsområdet fremgår af svar

på spørgsmål 59 – alm. del i Kommunaludvalget. Her fremgår det, at

kommuner med mange udlejningsboliger mister store tilskud, mens kommuner nord

for København, som har undladt at bygge almene boliger, vinder på ændringen.

F.eks. mister Københavns Kommune 230 mio. kr., mens Gentofte vinder 58 mio.

kr.

Efter en samlet vurdering

kan Enhedslisten ikke støtte udligningsreformen.

Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit Ataqatigiit

var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med

medlemmer

i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller

politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i

betænkningen.

Erling Bonnesen (V)

Troels Christensen (V)

Flemming

Damgaard Larsen (V)

Leif Mikkelsen (V)

Jens Vibjerg (V)

Poul Nødgaard (DF)

fmd.

Kristian Thulesen Dahl (DF)

Christian Wedell-Neergaard (KF)

nfmd.

Allan Niebuhr (KF)

Pia Gjellerup (S)

Ole Stavad (S)

Arne Toft (S)

Magnus Heunicke (S)

Margrethe Vestager (RV)

Ole Glahn (RV)

Kristen Touborg (SF)

Line Barfod (EL)

Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit

Ataqatigiit havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)

52

Enhedslisten (EL)

6

Socialdemokratiet (S)

47

Siumut (SIU)

1

Dansk Folkeparti (DF)

24

Tjóðveldisflokkurin (TF)

1

Det Konservative Folkeparti (KF)

18

Fólkaflokkurin (FF)

1

Det Radikale Venstre (RV)

17

Inuit Ataqatigiit (IA)

1

Socialistisk Folkeparti (SF)

11

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 194

Bilagsnr.

Titel

1

Høringsnotat, fra indenrigs- og sundhedsministeren

2

Høringssvar, fra indenrigs- og sundhedsministeren

3

Oversigt over spørgsmål, der er stillet i udvalget på

alm. del

4

Svar på spørgsmål vedrørende udligningsaftalen, der er

stillet i udvalget på alm. del, fra indenrigs- og sundhedsministeren

5

Kopi FIU alm. del – spm. 3-21 om udligningsaftalen, til

indenrigs- og sundhedsministeren

6

Meddelelse om svarfrist for spørgsmål til ministeren

7

Henvendelse af 5/4-06 fra Det Kommunale Kartel

8

Kopi FIU alm. del – svar på spm. 3, 4, 12 og 13 om udligningsaftalen,

fra indenrigs- og sundhedsministeren

9

Svar på spørgsmål, der er stillet i udvalget på alm. del,

der vedrører udligningsaftalen, fra indenrigs- og sundhedsministeren

10

Kopi FIU alm. del – svar på spm. 14 om udligningsaftalen,

fra indenrigs- og sundhedsministeren

11

Henvendelse af 24/4-06 fra Ballerup, Høje Taastrup, Køge

og Ny Hillerød Kommuner

12

Henvendelse af 10/4-06 fra Ny Lejre Kommune

13

Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget

14

Kopi FIU alm. del – svar på spm. 5, 6, 7 og 11 om udligningsaftalen,

fra indenrigs- og sundhedsministeren

15

Svar på spørgsmål, der er stillet i udvalget på alm. del,

der vedrører udligningsaftalen, fra indenrigs- og sundhedsministeren

16

Kopi FIU alm. del – svar på spm. 20 om udligningsaftalen,

fra indenrigs- og sundhedsministeren

17

Materiale modtaget fra Ballerup, Høje Taastrup, Køge og

Ny Hillerød Kommuner ved foretræde 4/5-06

18

Kopi FIU alm. del – svar på spm. 8 og 9 om udligningsaftalen,

fra indenrigs- og sundhedsministeren

19

Henvendelse af 2/5-06 fra Sammenslutningen af Danske

Småøer

20

1. udkast til betænkning

21

Henvendelse af 10/5-06 fra Ballerup, Høje Taastrup, Køge

og Ny Hillerød Kommuner

22

Materiale modtaget fra Albertslund Kommune ved foretræde

11/5-06

23

Kopi FIU alm. del – svar på spm. 16 om udligningsaftalen,

fra indenrigs- og sundhedsministeren

24

Kopi ØKU alm. del – svar på spm. 12 om udligningsaftalen,

fra indenrigs- og sundhedsministeren

25

Henvendelse af 16/3-06 fra Vallensbæk Kommune

26

Underskriftindsamling fra borgere i bl.a. Allerød,

Ballerup, Farum, Ishøj og Hillerød Kommuner imod udligningsreformen

Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 194

Spm.nr.

Titel

1

Spm. om oversigt over tab, gevinster og differencen

herimellem for kommuner i forbindelse med forslaget i regeringens

velfærdsudspil om, at der skal ske bortfald af refusion af udgifter til unge

under 30 år på kontanthjælp, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens svar herpå

2

Spm. om kommentar til henvendelse af 5/4-06 fra Det

Kommunale Kartel, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar

herpå

3

Spm. om, hvorfor der ikke i større grad er lagt vægt på

udgiftsudligningen, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar

herpå

4

Spm. om kommentar til henvendelse af 24/4-06 fra

Ballerup, Høje Taastrup, Køge og Ny Hillerød Kommuner, til indenrigs- og

sundhedsministeren,

og ministerens svar herpå

5

Spm. om kommentar til henvendelse af 10/4-06 fra Ny Lejre

Kommune, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

6

Spm. om oversigt over den maksimalt tilladte

skattestigning for hver kommune, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens svar herpå

7

Spm. om, hvilke muligheder en kommune har for at dæmpe

udgifterne til boligstøtte på en måde, der ikke vil flytte udgiften til en

anden kommune, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar

herpå

8

Spm. om opgørelse over, hvor meget en kommune vinder ved

en borgers overgang fra kontanthjælp til arbejde, til indenrigs- og

sundhedsministeren,

og ministerens svar herpå

9

Spm. om eksempler på grundlag af hidtil gældende regler

på livssituationer, hvor kommunen har en påvirkningsmulighed, og hvor

udviklingen

vil være et tab for kommunen, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens svar herpå

10

Spm. om kommentar til, at fire kommuner skal betale 34

pct. af hovedstadens øgede udligning på trods af, at de fire kommuner kun

står for 10 pct. af hovedstadsområdets beskatningsgrundlag, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

11

Spm. om kommentar til, at fire kommuner skal betale 1,17

pct. af beskatningsniveauet i øget udligning, når de fire rigeste

hovedstadskommuner

kun skal betale 0,44 pct. i øget udligning, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

12

Spm. om kommentar til materiale modtaget af Ballerup,

Høje Taastrup, Køge og Ny Hillerød Kommuner ved foretræde 4/5-06, til

indenrigs-

og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

13

Spm. om opfølgning på besvarelse af spørgsmål om

ejendomsværdierne, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar

herpå

14

Spm. om opfølgning på besvarelse af spørgsmål om den

foreslåede reguleringsmekanisme, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens

svar herpå

15

Spm. om beskatningsgrundlaget i hovedstadsområdet, til

indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

16

Spm., om kommunerne i hovedstadsområdet vil være omfattet

af loftet for overudligning, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens

svar herpå

17

Spm., om en kommune i hovedstadsområdet vil skulle betale

mere i udligning, hvis dens egen indkomst er uforandret fra 2009 til 2010,

til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

18

Spm., om der ved beregningen af udligningsloftet skal

foretages en opgørelse i faste eller i løbende priser, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

19

Spm. om kommentar til henvendelse af 2/5-06 fra

Sammenslutningen ad Danske Småøer, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens svar herpå

20

Spm. om kommentar til henvendelse af 10/5-06 fra

Ballerup, Høje Taastrup, Køge og Ny Hillerød Kommuner, til indenrigs- og

sundhedsministeren,

og ministerens svar herpå

21

Spm., om ministeren vil sikre kompensation til de

kommuner, hvor visse indbyggere ikke er skattepligtige, men alligevel er

berettiget til at få kommunale serviceydelser, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

22

Spm., om ministeren kan garantere, at udligningsreformen

for Ballerup Kommune ikke får konsekvenser på undervisningsområdet, til

indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

23

Spm. om konsekvenserne af udligningsreformen for Ballerup

Kommune på institutionsområdet, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens svar herpå

24

Spm. om konsekvenserne af udligningsreformen for Ballerup

Kommune på ældreområdet, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens

svar herpå

25

Spm. om konsekvenserne af udligningsreformen for Ballerup

Kommune på kultur- og fritidsområdet, til indenrigs- og sundhedsministeren,

og ministerens svar herpå

26

Spm. om konsekvenserne af udligningsreformen for

hovedstadsområdet på boligområdet, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens svar herpå

Lignende dokumenter