Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om initiativer, som modvirker butiksdød og udtynding af grundlaget for detailhandelen i nærområderne

2005/1 BSF 26Beslutningsforslag som fremsatFolketinget7. november 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 4. november 2005 af Per Clausen (EL),

Jørgen Arbo-Bæhr (EL), Line Barfod (EL),

Majbrit Berlau (EL),

Rune Lund (EL) og Frank Aaen (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om

initiativer, som modvirker butiksdød og udtynding af grundlaget for

detailhandelen

i nærområderne

Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte en lovpakke,

som forbedrer de mindre, lokale butikkers konkurrencemulighed i forhold til

store lavprisbutikker og butikscentre, samt iværksætte initiativer, som

vender

udviklingen, med henblik på

–

at forbedre

ikkebilisters indkøbsmuligheder i byerne,

–

at styrke de små

samfunds overlevelsesevne,

–

at reducere den

voksende miljøbelastning fra den øgede bilisme som følge af centralisering af

dagligvarehandelen og

–

at reducere de samfundsomkostninger,

der følger af denne øgede bilaktivitet.

Indsatsen skal bestå af følgende fire elementer:

1.

Fjernelse af

Læs alt

afskrivningsmulighederne for alle butikstyper samt indførelse af en

miljøafgift

knyttet til størrelsen af kundeparkeringsarealer ved større butikker og

centre.

2.

Anbringelse af provenuet

fra miljøafgiften på kundeparkeringsarealer i en statslig butiksfond, som

støtter bevarelsen af og oprettelse af små lokale dagligvarebutikker i

områder,

hvor lokalt engagement tilskynder hertil.

3.

Etablering af

offentlige servicefunktioner i lokalbutikker i de tyndt befolkede områder.

4.

Forpligtelse af Dansk

Tipstjeneste til at placere forhandlingen af koncernens spilleprodukter i små

og mellemstore butikker.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

Beslutningsforslaget er en delvis genfremsættelse af

beslutningsforslag nr. B 74 fra folketingsåret 1996-97 (se Folketingstidende

1996-97, tillæg A side 2679 og 2682).

Planloven har siden 1997 bremset for tilgangen af nye varehuse

og lavprisvarehuse. Overordnet set har denne lov været en succes. Hvis ikke

planloven var blevet strammet i midten af 1990’erne, ville situationen i

dansk

dagligvarehandel i dag have været fundamentalt anderledes, og markedsandelen

for de små handlende havde været væsentlig mindre.

De nu fastsatte grænser for butiksstørrelser og regler om

udlægning af arealer til butiksformål er således rammen for den planlægning,

kommunerne skal udføre på detailhandelsområdet. Efter kommunalreformen skal

miljøministeren fastsætte regler for beliggenheden af større butikker og for

butiksområder uden for bymidten, svarende til de nuværende

regionplanretningslinjer. Det er tilsvarende miljøministeren, der fastsætter

regler for beliggenheden af de centrale byområder i hovedstadsområdet. Det

forudsættes, at ministeren i den forbindelse redegør for de særlige

planlægningsmæssige

begrundelser for fastsættelse af eventuelle butiksstørrelser på mere end

3.000 m²

for dagligvarebutikker

og

1.500 m²

for udvalgsvarebutikker.

Der verserer for tiden en række sager om byggerier af større

butikker og butikscentre som følge af en række overskridelser af reglerne for

detailhandelsbyggeri. Regeringen har nedsat et udvalg, der skal se på

detailhandelsudviklingen, vurdere, om de nuværende regler har haft den

tilsigtede virkning, og vurdere behovet for at justere bestemmelserne for

størrelser af butikker og butikscentre og deres placering. Forslagsstillerne

ser frem til den debat, der i den forbindelse bliver om den ønskede

butiksstruktur.

Fokus for detailhandelsplanlægningen bliver ofte kommunernes

konkurrence om at få større butikskæder til at placere en stor butik i netop

deres kommune. I denne konkurrence glemmes et vigtigt formål med planloven,

som

er at fremme et varieret butiksudbud i mindre og mellemstore byer samt i de

enkelte bydele i de større byer at sikre, at arealer til butiksformål

udlægges,

hvor der er god tilgængelighed, og at fremme en samfundsmæssig bæredygtig

detailhandelsstruktur, hvor transportafstandene i forbindelse med indkøb er

begrænsede.

Forslagsstillerne mener, der mangler fokus på udviklingen af de

små butikker og på, hvordan man styrker det nære butiksliv.

Analyseinstituttet Vilstrup har netop gennemført en undersøgelse

for De Samvirkende Købmænd om befolkningens holdning til varehuse og

storcentre. Heraf fremgår det, at over 70 pct. af de adspurgte mener, det er

vigtigt med en stram planlov, og at det er vigtigt at begrænse antallet af

storcentre

og varehuse. Dette indikerer, at forbrugerne gerne vil have et udbud af

butikker, der sikrer, at de nære indkøbsmuligheder er til stede.

Det er ikke kun et spørgsmål om manglende fokus på den

almindelige detailhandel i planlægningssammenhænge, men i høj grad også et

spørgsmål om konkurrenceforholdet mellem storcentre og de mindre butikker.

Der skal gennemføres indgreb over for de eksisterende storcentre,

så konkurrenceforholdet over for de mindre butikker bliver mere lige og

samfundsomkostningerne ved de store centre også betales af disse. Ud fra et

ønske om oprigtigt at opnå et varieret butiksudbud i mindre og mellemstore

byer

skal der iværksættes en særlig indsats, som får vendt udviklingen. Den lokale

dagligvarehandel skal genopbygges både på brokvartererne og i landsbyerne.

Med

den nye kommunale struktur er der en fare for, at kommuner prioriterer at

udvikle få store centre, der gør betingelserne for mindre detailhandel

umulige,

så vel i kommunens mindre byer som i de større centre.

I de seneste 20-30 år har vi set en voldsom vækst i opførelsen

af butiksbyggerier. En relativt stor del af de nye butikker ligger i de

større

provinsbyer frem for i de mindre samfund og relativt mange butikker placeres

i

udkanten af byerne ved de store indfaldsveje, hvor biltilgængeligheden er

stor.

Butikker søger sammen i centre, som placerer sig i tilknytning til trafikale

hovedårer og med ringe kontakt til det kollektive trafiknet. Samtidig bliver

butikkerne større og større, og der er en stigende overkapacitet, som skærper

konkurrencen. Resultatet er en voldsom koncentrering af detailhandelen i få

centerdannelser.

Denne udvikling har medført en kraftigt øget bilkørsel, samtidig

med at en stadig større del af de danske husstande får længere til

dagligvarebutikker, hvilket igen ansporer befolkningen til at anskaffe bil. I

denne planlægning glemmes tilsyneladende, at der trods alt er 40 pct. af de

danske husstande, der ikke har bil. Derfor er et væsentligt formål med

beslutningsforslaget

at sikre en udvikling, som trækker butikkerne tilbage til befolkningen –

ikke

alene i byerne, men også i de tyndt befolkede egne af landet, hvor netop

lokale

butikker er en vigtig brik med hensyn til at modvirke affolkningen.

Udviklingen har medført en kraftig stigning i befolkningens

daglige transportarbejde. Stigningen er faktisk større end stigningen i

transporten mellem bolig og arbejde. Faste kunder i storbutikker kører langt

mere i bil end kunder, der ikke handler her. Folketinget har med sin

tilslutning til ratifikation af Kyotoprotokollen bekræftet målsætningen om at

reducere Danmarks udledning af CO2

med 21 pct., men primært på grund af trafikudviklingen bliver det

vanskeligere

og vanskeligere at opfylde denne målsætning. Bilernes miljøbelastning handler

dog ikke alene om CO2, men også om forurenende og

sundhedsskadelige

stoffer i udstødningen som f.eks. partikler og kvælstofoxider. En øget

bilmængde støjer mere, kræver plads med udbygning og vedligeholdelse af

vejnettet og belaster sygehusudgifterne voldsomt.

En omlægning af butiksstrukturens udvikling har derfor også en

række miljøfordele og samfundsøkonomiske fordele.

Beslutningsforslaget tager fat på de

eksisterende storbutikker og centre og sætter gang i en udvikling, som kan

støtte genopbygningen af en decentral dagligvarehandel.

Kun en politisk styring, som gennemfører alle disse fire

elementer, vil kunne sikre en miljørigtig og samfundsrigtig udvikling af

butiksstrukturen

i Danmark.

Bemærkninger til forslagets enkelte punkter

Ad 1.

I dag kan der foretages skattemæssig afskrivning på bygninger,

der benyttes til butikshandel, herunder lavprisvarehuse og storcentre.

Afskrivningsreglerne

tillader investorerne en årlig afskrivning på 6 pct. af anskaffelsessummens

kontantværdi, indtil 60 pct. er afskrevet, hvorefter afskrivningen nedsættes

til 2 pct. årligt. Det er således muligt at afskrive 60 pct. af investeringen

i

løbet af 10 år. De favorable afskrivningsregler fungerer som en magnet på

investormiljøet i Danmark, hvilket samfundsmæssigt er uansvarligt, når der

allerede i dag er en massiv overkapacitet i butiksarealet. Udviklingen har

således langt overhalet afskrivningsreglernes eventuelle samfundsmæssige

berettigelse. Forslagsstillerne foreslår, at der gennemføres en ændring af

afskrivningsloven, så det ikke længere er muligt at afskrive bygninger til

butiksformål.

Konsekvensen vil være, at det bliver langt mindre attraktivt at

investere i storcentre og lavprisvarehuse. En ændring af afskrivningsreglerne

kan f.eks. ske ved at nedtrappe afskrivningsprocenten over en kort årrække.

Den anden del drejer sig om indførelse af en miljøafgift, som

pålægges butikker med egne parkeringsarealer til biler. Miljøafgiftens

størrelse er relateret til bilparkeringsarealets størrelse. Arealer til

cykelparkering

er undtaget for afgift.

Miljøafgiften udregnes på basis af en anslået gennemsnitlig

meromkostning, som en gennemsnitlig bilkunde til et gennemsnitligt

storcenter/lavprisbutik udløser for samfundet, idet der heri indregnes bl.a.

miljøbelastning, vejbyggeri og -vedligeholdelse samt hospitalsudgifter. Der

er

således tale om beregning af en fælles kvadratmeterafgift for alle butikkers

bilparkeringsarealer. Miljøafgiften forventes at blive på adskillige tusinde

kroner pr. parkeringsplads.

Miljøafgiften pålægges ligeledes kommuner eller andre, som

stiller parkeringsarealer til rådighed for butikker. Der kan overvejes

indført

en afgiftsfri bundgrænse på et mindre antal parkeringspladser.

Sigtet med miljøafgiften er således at pålægge store butikker og

centre den reelle meromkostning, som deres butikstype påfører samfundet for

herved at stille de mindre, lokale butikker, som ikke påfører samfundet disse

udgifter, mere lige i konkurrencen.

Ad 2.

En indsats, som alene stopper bygning af nye store butikker og

forringer deres konkurrenceevne i forhold til de små lokale butikker, er dog

ikke nok.

Skal der sættes gang i en proaktiv alternativ udvikling, skal

kommuner, beboergrupper og landbysamfund anspores til at genoprette

dagligvarebutikker

i nærheden af, hvor folk bor.

Derfor foreslår forslagsstillerne, at provenuet fra

miljøafgiften på kundeparkeringsarealer anbringes i en statslig butiksfond,

som

støtter bevarelsen af og oprettelse af små lokale dagligvarebutikker i

områder,

hvor lokalt engagement tilskynder hertil.

Forslagsstillerne ønsker, at butiksfonden helt eller delvis

overtager eller etablerer butikslokaler, som udlejes til grupper eller

indkøbsforeninger. Lejens størrelse udmøntes i form af en omsætningsafgift.

Det

er en forudsætning for butiksfondens deltagelse, at butikken drives som et

nonprofitforetagende.

Butiksfonden ledes af en bestyrelse med repræsentanter fra

interesseorganisationer og fagforbund for de mindre butikker, fra kommuner

samt

fra miljøorganisationer. Sekretariatsfunktionen henlægges til

Miljøministeriet.

Ad 3

Det skal være lettere at være samfundsborger i de tyndt

befolkede områder. Derfor foreslås, at det offentlige benytter lokale

nonprofitdagligvarebutikker i landdistrikterne til at varetage en række

serviceydelser, som det offentlige ikke selv finder rimeligt at drive i

forhold

til befolkningsgrundlaget, og som det private ikke finder rentabelt.

Det kan eksempelvis dreje sig om

–

post - og biblioteksfunktioner,

–

informationskontor i

form af fremlæggelse af offentlige informationspapirer fra skattevæsen m.v.,

–

billetsalg til DSB,

teatre og biografer m.v.

Det skal dog bemærkes, at butiksfonden ikke må kunne misbruges

til at nedlægge eksisterende offentlige institutioner, som så erstattes af en

service via en nonprofitdagligvarebutik.

Endvidere bør der udarbejdes et offentligt tilbud om bank-,

giro- og apoteksfunktioner, da disse funktioner i dag er underlagt

markedsvilkår

og derfor søger væk fra de små samfund. Her har det øvrige samfund en

forpligtelse til at give den lokale befolkning en service, som det private

ikke

kan – dels af servicehensyn, dels for at styrke lokalsamfundet og

minimere

transportbehovet og dels for at bidrage til at sikre det økonomiske grundlag

for små lokale dagligvarebutikker.

Det skal i denne sammenhæng bemærkes, at en række af disse

funktioner kan forenkles meget ved anvendelse af ny edb-teknik.

Ad 4.

Af yderligere konkrete tiltag, der ville understøtte detailhandelen

i nærområderne, foreslås, at Dansk Tipstjeneste, hvor staten er hovedaktionær

med 80 pct. af aktierne, forpligtes til at placere forhandlingen af

koncernens

spilleprodukter i små og mellemstore butikker med henblik på at støtte en

bæredygtig udvikling i detailhandelen.

Skriftlig fremsættelse

Per Clausen

(EL):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at

fremsætte:

Forslag til

folketingsbeslutning om initiativer, som modvirker butiksdød og udtynding af

grundlaget for detailhandelen i nærområderne.

(Beslutningsforslag nr. B 26).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager

forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Lignende dokumenter