Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om, at Danmark ikke kan tilslutte sig EU-fiskeriaftale med Marokko, såfremt den omfatter Vestsaharas territorialfarvand

2005/1 BSF 25Beslutningsforslag som fremsatFolketinget1. november 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 1. november 2005 af Rune Lund (EL),

Jørgen

Arbo-Bæhr

(EL), Line Barfod (EL),

Per Clausen (EL) og Frank Aaen (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om,

at Danmark ikke kan tilslutte sig EU-fiskeriaftale med Marokko, såfremt den

omfatter Vestsaharas territorialfarvand

Folketinget pålægger regeringen at arbejde for, at den fiskeriaftale,

der forhandles mellem Europa-Kommissionen og Marokko, ikke kommer til at

omfatte Vestsaharas farvand, dvs. farvandet syd for den af FN anerkendte

grænse

mellem Marokko og Vestsahara. Såfremt aftalen kommer til at omfatte

Vestsaharas

farvand, pålægges regeringen at stemme nej til fiskeriaftalen, når den

forelægges

EU’s Ministerråd.

Bemærkninger til forslaget

Da Spanien i 1975 som følge af saharianernes frihedskamp trak

sig ud af Vestsahara, hævdede Marokko, at området tilhørte dem. FN’s

Internationale Domstol i Haag erklærede allerede i juli 1975, at Marokkos

krav

ingen gyldighed havde. Siden har FN ved årlige resolutioner gentaget kravet

om

afkolonisering og folkeafstemning – altid støttet af Danmark. Ikke desto

mindre

lavede Spanien ved sin tilbagetrækning en aftale om marokkansk overtagelse af

Vestsahara, bl.a. mod at Marokko ikke ville rejse territorialkrav på Ceuta og

Melilla, samt garantier for fiskerettigheder og del i udnyttelsen af de

Læs alt

vestsaharianske fosfatminer. Desværre svigtede FN og det internationale

samfund

ved kun i tale at vende sig imod invasionen. Og da det 3 år senere lykkedes

POLISARIO (Folkefronten til befrielse af Saguia el Hamra og Rio de Oro) at

bekæmpe den mauretanske besættelsesstyrke, protesterede FN over, at Marokko

overtog de mauritianske stillinger. Den fortsatte befrielseskamp fik i 1980

Marokko til at bygge vor tids største fæstningsværk: en

2.200 km

lang mur omkranset af

verdens største minefelt.

Først i 1991 stoppede krigen ved FN’s mellemkomst. Den

væsentligste del af denne FN-våbenhvile var opsætningen af

FN-overvågningsstyrken

MINURSO, som Danmark har støttet og deltaget i fra starten, og som nu har

fået

dansk ledelse. Overvågningsstyrkens opgave var bl.a. at gennemføre en

folkeafstemning om selvbestemmelse, der senest skulle være gennemført i 1992.

Siden da har FN brugt 600 mio. dollar til vælgerregistrering, men det har

været

spildt arbejde, da Marokko hver gang har afvist hele grundlaget.

I den situation blev den tidligere amerikanske udenrigsminister

James Baker udpeget til mægler af Kofi Annan. I januar 2003 fremlagde James

Baker den såkaldte Baker-plan, der forudsætter, at Vestsahara ved en

folkeafstemning om autonomi gives autonomi inden for Marokko over en periode

på

mindst 4 år. Det vil være Marokko, der får suveræniteten over landet, mens de

lokale og indenrigspolitiske spørgsmål overlades til Vestsaharas befolkning.

Efter denne periode gennemføres i 2007-2008 en folkeafstemning om

selvbestemmelse. Den danske regerings holdning til løsningen af konflikten

bygger på Baker-planen.

Et hovedelement i planen er, at de marokkanske bosættere, som

vil udgøre et flertal, gives stemmeret i en folkeafstemning om områdets

status.

Ikke desto mindre accepterede POLISARIO planen ud fra ønsket om fred, og at

det

flertal af saharianere, der befinder sig i flygtningelejrene, får mulighed

for

at vende hjem. Marokko derimod har afvist planen; givetvis ud fra en frygt

for,

at deres bosættere vil stemme for selvstændighed eller selvstyre, da de

hellere

vil være borgere i et demokratisk Vestsahara end være undergivet et Marokko,

som konstant forbryder sig imod menneskerettigheder m.v.

Og nu som før lider det saharianske folk. Dels som flygtninge i

lejre på et af klodens mest barske steder. Dels som undertrykte under den

marokkanske besættelse. Fredelige demonstrationer er blevet besvaret med

voldelig undertrykkelse og massearrestationer. Og som vi har set siden maj

måned i år, er udenlandske reportere og parlamentariske delegationer fra

bl.a. Spanien

blevet nægtet adgang til det besatte land. Den aktuelle situation har da også

fået FN’s hovedtalsmand Stephane Dujarric til den 21. september 2005 at

udtrykke sin bekymring. Som følge deraf vil FN nu have undersøgt krænkelserne

nærmere.

POLISARIO’s frigivelse af de sidste krigsfanger, som er blevet

hilst velkommen af FN, USA og EU, er ikke blevet mødt med tilsvarende

velvilje

fra Marokkos side, hverken hvad angår krigsfanger eller redegørelse om de

tusinder forsvundne saharianere.

Ingen stiller således spørgsmålstegn ved saharianernes ret til

selvbestemmelse. Ingen har kunnet sætte en finger på den kamp for frihed, som

de har ført med våben siden starten af 1900-tallet. En kamp der aldrig har

været ført mod civile mål. Og siden 1991 har POLISARIO i tillid til FN og den

internationale retsorden valgt en fredelig vej til løsning.

Der er således efter vores opfattelse rigelige grunde til, at

Marokko burde lægges under pres og gerne i form af en egentlig

handelsembargo.

Vores ærinde med dette beslutningsforslag er dog mere beskedent, nemlig at

sikre, at Marokko overholder sine forpligtelser som besættelsesmagt, og at

Danmark og EU ikke bidrager til krænkelser af FN’s charter. I den

forbindelse

henvises til brev af 29. januar 2002 fra FN’s undergeneralsekretær for

retlige

anliggender, Hans Corell, til præsidenten for FN’s Sikkerhedsråd, der

omhandler

situationen i Vestsahara og udnyttelsen af områdets naturressourcer. Som det

fremgår heraf, følger det af reglerne i FN-charteret, herunder artikel 73, og

talrige resolutioner fra FN’s Generalforsamling, herunder resolutionerne

48/46

af 10. december 1992 og 49/40 af 9. december 1993, at enhver besættelsesmagt,

som berøver de oprindelige folk i et ikke selvstyrende område deres ret til

egne råstoffer, bryder sine forpligtelser i henhold til FN-charteret. Det

følger heraf, at kontrakter med besættelsesmagten om udnyttelse af råstoffer

i

besatte områder er retsstridige og ulovlige.

En fiskeriaftale mellem EU og Marokko, der omfatter det besatte

Vestsaharas fiskevande, er således i strid med international lov. Det er da

også derfor, at USA’s handelsaftale med Marokko undtager økonomiske

aktiviteter, der har med Vestsahara at gøre. EU’s fiskeriaftale vil, som

den nu

foreligger, være en utilstedelig opmuntring for Marokko, der ikke på noget

tidspunkt har vist vilje til fred; og samtidig et signal til legitime

befrielsesbevægelser om, at fredelige midler og accept af FN’s planer

kun fører

til uopmærksomhed og forværring af lidelserne.

Skriftlig fremsættelse

Rune Lund

(EL):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at

fremsætte:

Forslag til

folketingsbeslutning om, at Danmark ikke kan tilslutte sig EU-fiskeriaftale

med

Marokko, såfremt den omfatter Vestsaharas territorialfarvand.

(Beslutningsforslag nr. B 25).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager

forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Lignende dokumenter