Tillægsbetænkning over Forslag til lov om social service
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Tillægsbetænkning afgivet af Socialudvalget den 9. juni 2005
Tillægsbetænkning
over
Forslag til lov om social service
[af
socialministeren (Eva Kjer Hansen)]
1. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 24. februar 2005 og var til 1.
behandling den 18. marts 2005. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist
til behandling i Socialudvalget. Udvalget afgav betænkning den 2. juni 2005.
Lovforslaget var til 2. behandling den 9. juni 2005, hvorefter det blev
henvist
til fornyet behandling i Socialudvalget.
Møder
Udvalget har, efter at lovforslaget blev henvist til fornyet
udvalgsbehandling, behandlet dette i 1 møde.
Samråd
Udvalget har stillet 1 spørgsmål til socialministeren til
mundtlig besvarelse. Ministeren besvarede spørgsmålet i et åbent samråd den
9.
juni 2005.
Spørgsmål
Udvalget har under den fornyede behandling af lovforslaget
stillet 7 spørgsmål til socialministeren til skriftlig besvarelse. 60 af
udvalgets spørgsmål til socialministeren og dennes svar herpå er optrykt som
bilag 2 til betænkningen.
2. Indstillinger
Et
flertal
i udvalget
Læs alt
(V, DF og KF) indstiller lovforslaget til
vedtagelse
i den affattelse, hvori det foreligger efter 2. behandling
Et
mindretal
i
udvalget (S, RV, SF og EL) indstiller lovforslaget til
forkastelse
ved 3. behandling.
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit, Siumut og Fólkaflokkurin
var på tidspunktet for tillægsbetænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger
eller politiske udtalelser i tillægsbetænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i
tillægsbetænkningen.
Hans Andersen (V)
Anne-Mette Winther Christiansen (V)
Inge-Lene Ebdrup (V)
nfmd.
Inger Støjberg (V)
Pia Kristensen (DF)
fmd.
Birthe Skaarup (DF)
Tina Petersen (DF)
Tom Behnke (KF)
Per Ørum Jørgensen (KF)
Hüseyin Arac (S)
Lise von Seelen (S)
Mette Frederiksen (S)
Sandy Brinck (S)
Lone Dybkjær (RV)
Ole Glahn (RV)
Pernille Vigsø Bagge (SF)
Line Barfod (EL)
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit, Siumut og
Fólkaflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
52
Enhedslisten (EL)
6
Socialdemokratiet (S)
47
Tjóðveldisflokkurin (TF)
1
Dansk Folkeparti (DF)
24
Inuit Ataqatigiit (IA)
1
Det Konservative Folkeparti (KF)
18
Siumut (SIU)
1
Det Radikale Venstre (RV)
17
Fólkaflokkurin (FF)
1
Socialistisk Folkeparti (SF)
11
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 38 omdelt
efter afgivelse af betænkning
Bilagsnr.
Titel
66
Ændringsforslag fra socialministeren
67
Ændringsforslag til 2. behandling
68
1. udkast til tillægsbetænkning
69
1. udkast til tilføjelse til betænkning
Oversigt over spørgsmål vedrørende L 38 omdelt efter
afgivelse af betænkning
350
Spm. om udmøntningen af § 174 om kommunernes finansiering
af de mest specialiserede lands- og landsdelsdækkende tilbud, til
socialministeren,
og ministerens svar herpå
351
Spm., om det kan bekræftes, at Socialministeriet har
udarbejdet forslag til udmøntningen af § 174 om kommunernes finansiering af
de mest specialiserede lands- og landsdelsdækkende tilbud, til
socialministeren,
og ministerens svar herpå
352
Spm., om ministeren vil uddybe besvarelsen af spørgsmål nr.
262, til socialministeren, og ministerens svar herpå
353
Spm., om ministeren vil bekræfte forståelsen af
besvarelsen af spørgsmål nr. 260, til socialministeren, og ministerens svar
herpå
354
Spm. om uddybning af formulering i besvarelsen af
spørgsmål nr. 137, til socialministeren, og ministerens svar herpå
355
Spm. om, hvem der har ansvaret for at sikre den faglige
udvikling af rehabiliteringsindsatsen, til socialministeren, og ministerens
svar herpå
356
Spm., om Århus Amts udtalelse i forbindelse med
besvarelsen af spørgsmål nr. 161 har været forelagt for Århus Amtsråd, til
socialministeren, og ministerens svar herpå
Oversigt over samrådsspørgsmål vedrørende L 38 stillet
efter afgivelse af betænkning
Samråds-spm.nr.
Titel
A
Samrådsspm. om en drøftelse af lovforslagene til
udmøntning af kommunalreformen (L 38 og L 39) på det sociale område, herunder
de af ministeren stillede ændringsforslag, til socialministeren
Bilag 2
Nogen af udvalgets spørgsmål til
socialministeren og dennes svar herpå
Spørgsmålene og socialministerens svar herpå er optrykt efter
ønske fra RV.
Spørgsmål nr. 6:
Ministeren bedes kommentere henvendelsen fra Fyns Amt, Vejle Amt
og Sønderjyllands Amt, jf. L 38 – bilag 2
.
Svar:
Socialudvalgsformændene fra Fyns, Vejle, og Sønderjyllands amter
skriver i deres henvendelse om forslaget til lov om social service, at
kommunernes mulighed for at overtage amtskommunale/regionale tilbud bør
strækkes over et længere forløb med henblik på at sikre, at de nye kommuner
og
regionen laver en samlet løsning, der tilgodeser de særlige sociale behov
også
efter reformen er gennemført. I modsat fald kan man frygte, at tilbudene
ender
som lokaltilbud for kommunens egne borgere.
Socialudvalgsformændene beskriver en række eksempler på
specialiserede sociale institutioner som bør forblive i regionalt regi.
Samtidig peges på en særlig problemstilling vedrørende kommunernes
overtagelse
af institutioner, som har afdelinger (satellitter) i flere kommuner.
Jeg vil indledningsvis slå fast, at det er lovforslagets
udgangspunkt, at hovedparten af de nuværende amtskommunale tilbud drives
videre
af regionerne efter den 1.1.2007. Kommunerne har ifølge lovforslaget en
adgang
til at overtage et regionalt tilbud enten fra 1.1.2007 eller senere. I
forbindelse
med høringsprocessen har jeg noteret mig ønsket fra amtskommunal side om
generelt at begrænse de nye kommuners overtagelse af amtskommunale tilbud,
men
en begrænsning vil underkende grundideen og formålet med kommunalreformen.
Det er i denne sammenhæng afgørende, at kommunerne med kommunalreformen
generelt bliver langt større og dermed mere bæredygtige såvel fagligt som
økonomisk. Den kommunale overtagelse af regionale tilbud skal medvirke til en
udvikling, hvor de sociale opgaver i højere grad løses i nærmiljøet og i tæt
samspil med de almindelige tilbud. Det skal skabe bedre muligheder for lokalt
at tilbyde sammenhængende og fleksible løsninger tilpasset den enkelte
borgers
behov.
Jeg er på den anden side enig i, at det må sikres, at de nye
kommuner og regioner laver en samlet løsning, der tilgodeser de særlige
sociale
behov også efter reformen er gennemført. Det er derfor i lovforslaget nu
fastsat, bl.a. på baggrund af høringssvarene, at et tilbud, der overtages af
en
beliggenhedskommune skal indgå i den årlige rammeaftale og skal stå til
rådighed
for øvrige kommuner i samme omfang som hvis institutionen var forblevet i
regionalt regi. Omfanget skal fastlægges i rammeaftalen. Det betyder bl.a.,
at
beliggenhedskommunerne, der overtager et amtsligt/regionalt tilbud ikke kan
ændre i pladstallet eller i indholdet af tilbudet, medmindre det aftales med
de
øvrige kommuner i rammeaftalen. Dette gælder såvel for tilbud, som besluttes
overført i 2006 og senere.
Det er også vigtigt at være opmærksom på, at lovforslaget
fastsætter, at der allerede i 2006 skal udarbejdes en rammeaftale, som skal
have virkning fra 1. januar 2007, og denne rammeaftale skal omfatte de
tilbud,
der overføres fra amter til kommuner i løbet af 2006.
Der er således i lovforslaget taget højde for, at de mest
specialiserede amtskommunale tilbud ikke ender som lokaltilbud for kommunens
egne borgere. Med kommunalreformen får vi faktisk den modsatte virkning, idet
reformen åbner tilbudene for resten af landet. Der vil blive oprettet en
tilbudsportal
i statsligt regi med en oversigt over samtlige kommunale og regionale tilbud
samt alle godkendte private tilbud på det sociale område, som vil indeholde
en
beskrivelse af de sociale tilbuds profil. Det vil være et vigtigt
arbejdsredskab, når kommunen skal finde et tilbud, der modsvarer borgerens
behov.
Endelig vil jeg nævne, at der i forslaget til lov om social
service også er taget hånd om socialudvalgsformændenes bekymring vedrørende
de
såkaldte satellit-institutioner. Lovforslaget fastsætter nemlig, at en
kommunalbestyrelse i en beliggenhedskommune ikke kan overtage en del af en
institution
(en satellit), hvis de enkelte dele af tilbuddet udgør et sammenhængende
behandlingsforløb, som ikke vil kunne opretholdes ved en kommunal overtagelse
af en del af institutionen. Egely og dens fire åbne afdelinger udgør klart en
sådan sammenhængende helhed og de enkelte afdelinger vil således ikke kunne
overtages isoleret af beliggenhedskommunerne. En kommunal overtagelse vil
skulle omfatte den samlede institution under et.
Spørgsmål nr. 7:
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 10. marts 2005 fra
Vejle Amt – Overmarksgården, Det sociale Døgncenter, jf. L 38 –
bilag 3.
Svar:
Vejle Amts forsorgshjem Overmarksgården peger i brevet til
Socialudvalget på en række punkter, der giver anledning til bekymring i
forbindelse
med kommunalreformen, ligesom der stilles nogle spørgsmål:
1.
Boformerne er afhængig
af et fast budget
2.
Ved overgang til
kommunal drift vil det landsdækkende samarbejde blive nedtonet
3.
Kommunerne har ikke
faglig kompetence til at drive et forsorgshjem
4.
Hvordan vil
folketinget sikre, at forsorgshjemmenes målgruppe ikke bliver ringere stillet
end i dag?
5.
Hvilken sikkerhed er
der for at kommunen nu hvor de får myndighedsansvaret ikke vil placere
husvilde
på forsorgshjemmene?
Ad 1)
Der skal selvfølgelig også efter kommunalreformen hvert år
budgetlægges, så der på de enkelte boformer opnås en økonomisk og rationel
drift. Forudsætningerne for budgetlægningen vil være som i dag, dog med den
fordel, at man inden for regionen – kommuner og region – skal
drøfte de(t)
kommende års behov, samt fastlægge dette i rammeaftalen. Dette kan være med
til
at formindske det skøn, der altid vil være i en budgetlægning.
Ad 2)
Det landsdækkende samarbejde mellem boformer for hjemløse i
amtskommunerne samt Københavns og Frederiksberg kommuner foregår i dag
indenfor
rammerne af »Sammenslutningen af boformer efter servicelovens § 94«
– SBS§94.
Udgangspunktet er, at forsorgshjem m.v. overgår til regional
drift. Der er intet i vejen for, at dette arbejde kan fortsætte, hvad enten
botilbuddene drives af en region eller en kommune.
Ad 3)
Efter de gældende regler kan botilbud for hjemløse
tilvejebringes af en amtskommune alene eller i samarbejde med en eller flere
amtskommuner eller kommuner. Botilbuddene kan endvidere tilvejebringes af en
eller flere kommuner efter aftale med amtskommunen.
Kommunerne har jo en stor driftserfaring og har bestemt også
faglig kompetence til at kunne drive et forsorgshjem. Herudover har ledelsen
på
forsorgshjemmet fortsat den faglige kompetence til den daglige drift.
Ad 4)
Efter regeringens opfattelse er en høj statslig medfinansiering
på hjemløseområdet nødvendig for at kunne leve op til det fælles ansvar for
de
socialt udsatte grupper. Der er derfor ikke i forbindelse med
kommunalreformen
foreslået ændringer hverken i den nuværende finansieringsordning, hvorefter
staten refunder 50% af udgifterne til boformer for hjemløse, eller i de
opgaver
og tilbud, boformerne har i dag.
Boformerne vil fortsat være landsdækkende med mulighed for
gadeplanshenvendelse uden forudgående visitation. Der ændres hverken på
selvmøderprincippet eller lederens beføjelse til at træffe beslutning om
optagelse.
Med kommunalreformen samles myndigheds-, forsynings- og
finansieringsansvaret i forhold til borgeren og finansieringsansvaret for
tilbud og ydelser efter serviceloven i kommunerne.
Hele forsyningsansvaret er således placeret i kommunerne.
På udsatteområdet har regionerne efter aftale med kommunerne i
regionen ansvaret for at etablere pladser i boformer og tilbud, der hidtil
har
været omfattet af amtskommunernes opgavevaretagelse.
Regionernes forsyningspligt fastlægges på baggrund af årlige
redegørelser, hvor kommunerne skal beskrive behovene og kommunernes
forventede
brug af pladser i regionalt drevne tilbud. Redegørelserne fra kommunerne
danner
grundlaget for den årlige rammeaftale. Også oprettelse af evt. nye tilbud
skal
fremgå af rammeaftalen.
Kommunerne kan løse opgaverne på udsatteområdet ved selv at
etablere tilbuddet, ved at træffe aftale med et regionsråd eller andre
kommuner
eller ved at indgå aftale med private institutioner.
Med det nuværende finansieringssystem har kommunerne ikke noget
incitament til at stille andre tilbud til rådighed for personer, der opholder
sig i en boform for hjemløse. Dette ændres der væsentligt på med
kommunalreformen, hvor kommunerne skal betale for deres borgeres ophold på en
boform
for hjemløse.
Med kommunalreformen ændres der ikke på opholds- og
handlekommunereglerne.
Ad 5)
Efter de gældende regler i servicelovens § 66 kan kommunen
henvise en enlig husvild til et botilbud efter servicelovens § 94, idet det
dog
i vejledningen vedrørende den sociale indsats for de mest udsatte voksne er
understreget, at henvisning til et sådant botilbud kun bør anvendes som en
absolut nødløsning for en kortere periode, og at der hurtigst muligt bør
tilbydes anden form for indkvartering.
Kommunerne vil også efter kommunalreformen kunne henvise en
husvild til et botilbud for hjemløse under samme betingelser som nu. Det må
dog
forudsættes, at kommunerne i og med de skal betale for deres borgeres ophold
på
sådanne tilbud vil være mere motiveret for at finde en mere permanent løsning
på borgerens boligsituation.
Spørgsmål nr. 8:
Ministeren bedes oplyse baggrunden for den beløbsmæssige forskel
mellem de 8-9 milliarder kr., der i høringsnotatet angives som det beløb, der
overføres fra amterne til kommunerne på det sociale område i forbindelse med
kommunalreformen og tal fra Finansministeriet (FIU alm. del. § 7 – bilag
5),
der angiver beløbets størrelse til 6,67 milliarder kr.
Ministeren bedes i forlængelse sende udvalget en oversigt over,
hvilke opgaver der er indeholdt i de overførte beløb fra amterne til
henholdsvis stat og kommuner.
Svar:
Den beløbsmæssige forskel mellem de 8-9 mia. kr., der er nævnt i
høringsnotatet og de 6,67 mia. kr., der er nævnt i FIU alm. del. § 7 –
bilag 5
skyldes, at der i beløbet i høringsnotatet er indregnet et skøn over
administrative udgifter (hovedkonto 6) og anlægsudgifter. Disse udgifter
indgår
imidlertid ikke i beløbet fra Finansministeriet, idet opgørelsen og
fordelingen
af de administrative udgifter og anlægsudgifter stadig forhandles med de
kommunale parter. De 6,67 mia. kr. omfatter udelukkende driftsudgifter på det
sociale områdes del af hovedkonto 5.
I forbindelse med kommunalreformen skal der overføres nogle få
opgaver til staten i 2007. Beløbet på 1.570 mio. kr., der fremgår af FIU alm.
del. § 7 – bilag 5, dækker kun over en delvis kompensation for disse
opgaver,
herunder for:
–
Den centrale refusionsordning
:
Der indføres en refusionsordning, der skal sikre kommunerne mod meget store
udgifter i de dyreste enkeltsager. Ordningen omfatter alle tilbud på
socialområdet - fra ikke-specialiseret til de mest specialiserede tilbud.
Refusionsordningen indebærer, at i sager, hvor en person under 67 år har
behov
for hjælp og støtte, som samlet udgør en årlig udgift på 800.000 kr. eller
mere, refunderer staten 25 pct. af den del af kommunens udgifter, som
overstiger 800.000 kr. For den del af udgiften, der overstiger 1,5 mio. kr.
årligt, refunderer staten 50 pct. af udgifterne. Refusionsordningen indføres
gradvist.
Ordningen finansieres
solidarisk af kommunerne ved løbende reguleringer af bloktilskuddet. Det skal
bemærkes, at den endelige fastlæggelse af refusionsordningen sker i
forbindelse
med reformen af tilskud- og udligningssystemet.
–
Kommunalfuldmagtsopgaver:
Af aftalen om en strukturreform fremgår det, at andre mindre opgaver, der i
dag
varetages efter kommunalfuldmagten i amterne, herunder tilskud til selvejende
institutioner mv., som udgangspunkt skal overdrages til kommunerne. I en
overgangsperiode på fire år finansieres opgaverne dog på den måde, at staten
overtager amternes hidtidige tilskud og videregiver dette til de pågældende
institutioner mv. Efter periodens udløb overføres det tilskud, som staten
overtager fra amterne, fuldt ud til det kommunale bloktilskud. I løbet af
perioden søges etableret aftaler om kommunal støtte til videreførelse af
institutionerne
mv.
–
VISO (
Videns- og Specialrådgivningsorganisation):
I forbindelse med oprettelsen og driften af VISO skal der overføres midler
til
staten svarende til de opgaver, som fremover skal løses i VISO, og som i dag
løses i amterne. Udgifterne til VISO er vurderet til i alt 268,4 mio. kr. om
året. Det skal bemærkes, at der i det samlede beløb på 1.570 mio. kr., som
samlet overføres til staten fra hovedkonto 5, kun indgår en del af midlerne
til
VISO. Resten af midlerne kommer fra hovedkonto 6, som ikke indgår i beløbet.
Udover det nævnte beløb vil staten skulle have overført
yderligere midler til at udføre opgaver i relation til sekretariatsbetjening
af
de regionale udviklingsråd, udpegning af pædagogisk psykologisk sagkyndig til
børn og unge-udvalgene, videreførelse af Den Uvildige Konsulentordning på
Handicapområdet (DUKH), overtagelse af pensionsforpligtelsen overfor
tjenestemænd i forbindelse med oprettelsen af VISO samt resten af
finansieringen af VISO. Dette sker i forbindelse med fordelingen af
hovedkonto
6.
Beløbet på 6.671 mio. kr., der ifølge FIU alm. del. § 7 – bilag
5, overføres til kommunerne i 2007, dækker over, at kommunerne i fremtiden
overtager hele finansieringsansvaret på det sociale område. Det betyder, at
kommunerne fremover skal betale de udgifter, som amtskommunerne hidtil har
haft
til:
–
tilbud omfattet af
grundtakstfinansiering, jf. §
131 a
i lov om social service.
–
kommunale tilbud, hvor
amtet har medfinansieret, jf. § 131 d i lov om social service.
–
tilbud, som
amtskommunerne endelig har afholdt udgifterne til, herunder ambulant
behandling
af stofmisbrugere, støtte til køb af biler, hjælpemidler og forbrugsgoder
samt
visse af de amtskommunale tilbud om beskyttet beskæftigelse og aktivitets- og
samværstilbud, jf. § 130 i lov om social service.
–
tilbud, som er 50 pct.
statsligt finansieret og hvor amtet har betalt den anden halvdel, herunder
krisecentre,
forsorgshjem, mv., jf. § 131, stk. 2. i lov om social service.
Spørgsmål nr. 13:
Ministeren bedes oplyse, hvorvidt antallet af brugere i de
enkelte kommuner indgår som et element ved fordelingen af de nuværende amters
udgifter på det særlige sociale område til kommunerne.
Svar:
Ændringer i opgavefordelingen vil blive gennemført ud fra
princippet om, at reformen er udgiftsneutral og pengene følger med opgaven.
Derved sikres, at de myndigheder, der får ansvaret for nye opgaver
kompenseres
herfor af de myndigheder, der afgiver opgaverne jf. de almindelige principper
i
Vejledning om Det Udvidede Totalbalance Princip (DUT).
Regeringen og de kommunale parter har derfor siden september
2004 forhandlet om den samlede overflytning af midler fra amter til kommuner,
stat og regioner. Disse forhandlinger forventes endelig afsluttet i løbet af
juni 2005. Først på det tidspunkt vil der være overblik over, hvor meget
kommunerne
samlet set får overført til bloktilskuddet, som følge af opgaveomlægningerne.
I spørgsmålet spørges der til, hvordan fordelingen af de samlede
midler på de enkelte kommuner vil ske efterfølgende. Der er imidlertid endnu
ikke taget stilling til den fremtidige fordeling af de amtskommunale udgifter
på landets nye kommuner. Dette drøftes i øjeblikket i regi af Indenrigs- og
Sundhedsministeriets finansieringsudvalg. Som led i finansieringsreformen
skal
der gennemføres ændringer i tilskuds- og udligningssystemet, som skal
medvirke
til at udjævne de afledte ændringer i byrdefordelingen af opgaveomlægningerne
mest muligt. Der fremsættes således et forslag til en reform af tilskuds- og
udligningssystemet i folketingssamlingen 05/06.
Den endelige fastlæggelse af, dels hvordan amternes udgifter fordeles
på de nye kommuner og dels hvordan forslaget til en reform af tilskuds- og
udligningssystemet skal udformes, afventer stadig en afklaring i forhold til
de
endelige kommunegrænser og den endelige opgaveomlægning.
Spørgsmål nr. 22:
Det fremgår af bemærkningerne til § 186 i lovforslaget, at det
ved en kommunes overtagelse af regionale tilbud er en forudsætning, at
»kommunalbestyrelsen i beliggenhedskommunen vil kunne drive tilbuddet på
økonomisk og fagligt forsvarlig vis.« Efter hvilke kriterier og af hvem skal
denne
vurdering foretages?
Svar:
Efter lovforslagets § 186 kan kommunalbestyrelsen beslutte, om
kommunen skal benytte sig af adgangen til at overtage et regionalt, socialt
tilbud, som er beliggende i kommunen.
Kommunalbestyrelsens konkrete beslutning om at overtage
regionale, sociale tilbud skal dels ske i overensstemmelse med de vilkår, som
lovforslaget knytter til en overtagelse, og dels skal kommunalbestyrelsens
beslutning indgå i drøftelser med de øvrige kommunalbestyrelser i regionen i
forbindelse
med den årlige rammeaftale og evt. tillige drøftes i kontaktudvalget.
Bestemmelsen i lovforslagets § 186 om kommunernes adgang til at
overtage regionale institutioner har til hensigt at fremme målsætningen om,
at
sociale opgaver i højere grad løses i nærmiljøet og i tæt samspil med de
øvrige
kommunale tilbud. Dette vil styrke mulighederne for lokalt at tilbyde
sammenhængende og fleksible løsninger tilpasset den enkelte borgers behov.
Hvis en kommunalbestyrelse i overensstemmelse med dette formål beslutter
at overtage en regional institution eller et regionalt tilbud, der er
beliggende i kommunen, er det bl.a. et vilkår for overtagelsen, at tilbuddet
fortsat indgår i den årlige rammeaftale og at tilbuddet skal stå til rådighed
for øvrige kommuner i det omfang, det fastlægges i rammeaftalen, jf.
lovforslagets
§ 186, stk. 2, nr. 1.
Med henblik på at styrke kommunalbestyrelsens
beslutningsgrundlag for overtagelse af konkrete tilbud og inddrage de øvrige
kommuner i regionen fremgår det af bemærkninger til lovforslagets § 6 om
rammeaftaler og § 186 om aftaler om overførsel af regionale tilbud, at
overtagelse af tilbud skal drøftes i forbindelse med de årlige rammeaftaler.
I
den sammenhæng vil de øvrige kommunalbestyrelser i regionen og regionsrådet
have mulighed for at drøfte konsekvenserne af overtagelsen, herunder omfanget
af den forsyning, som kommunalbestyrelsen i beliggenhedskommunen skal stille
til rådighed for de øvrige kommuner. I denne forbindelse forudsættes det, at
den kommunalbestyrelse, der ønsker at overtage et regionalt tilbud overfor de
andre kommuner kan redegøre for, at den kan drive tilbuddet på økonomisk og
fagligt forsvarlig vis. Fastlæggelse af, hvad der er økonomisk og fagligt
forsvarligt,
vil variere fra tilbud til tilbud.
Endelig er der med lovforslaget taget højde for, at der kan være
behov for en mere principiel og overordnet drøftelse af en kommunal
overtagelse.
Efter lovforslagets § 187 kan enhver kommunalbestyrelse i
regionen anmode om, at spørgsmålet om en kommunal overtagelse tages op i
kontaktudvalget mellem kommunalbestyrelse og regionsråd.
Forslaget til bestemmelsen i § 187 skal bidrage til at sikre, at
alle aspekter af overtagelsen belyses i drøftelse mellem kommunerne og mellem
kommuner og regionsråd. Et aspekt i disse drøftelser kan bl.a. være, om den
kommunalbestyrelse, der ønsker at overtage et regionalt tilbud, reelt har
mulighed
for at drive tilbuddet på økonomisk og faglig forsvarlig vis.
Spørgsmål nr. 32:
Ministeren bedes oplyse, hvorvidt der findes en klagemulighed
for brugere og/eller pårørende, hvis en kommune beslutter at overtage et
tidligere amtsligt/regionalt socialt tilbud, som kommunen reelt ikke er i
stand
til at drive økonomisk og fagligt forsvarligt?
Svar:
Ifølge lovforslaget er det kommunalbestyrelsen, som beslutter,
om den vil overtage et tidligere amtskommunalt/regionalt tilbud. Overtagelse
af
tilbud skal drøftes i forbindelse med de årlige rammeaftaler, hvor alle
kommuner
og regionen har mulighed for at drøfte overtagelsen. Såfremt der ønskes et
mere
overordnet perspektiv på en kommunal overtagelse kan enhver
kommunalbestyrelse
i regionen anmode om, at overtagelsen drøftes i kontaktudvalget. Hermed
bliver
der mulighed for at belyse alle aspekter af overtagelse, herunder om den
kommunalbestyrelse, der ønsker at overtage et regionalt tilbud reelt har
mulighed for at drive tilbuddet på økonomisk og fagligt forsvarlig vis.
Brugere og/eller
pårørende har ikke mulighed for at klage over selve beslutningen om
overtagelse
af et amtskommunalt/regionalt tilbud. Brugere og/eller pårørende har dog
altid
mulighed for at klage til borgmesteren som øverste ansvarlige for kommunens
administration og økonomi, såfremt kommunen ikke driver et tilbud økonomisk
og
fagligt forsvarligt.
I tilfælde af ulovlig drift af et socialt tilbud kan de
pågældende rette henvendelse til det kommunale tilsyn, som tager stilling
til,
om der er grundlag for at gribe ind over for kommunalbestyrelsen. Herudover
kan
borgeren benytte det almindelige klagesystem, såfremt den ulovlige drift
medfører,
at tilbuddet fagligt ikke længere modsvarer borgerens behov.
Spørgsmål nr. 33:
I en situation hvor en kommune overtager et tidligere
amtsligt/et regionalt socialt tilbud, som benyttes af andre kommuner, og
dermed
indgår i tilbudsviften, hvem bestemmer så, ifølge ministeren, hvor mange
pladser i tilbuddet, der skal stilles til rådighed for andre kommuner i
forbindelse med fremtidige rammeaftaler? Er det regionen? Er det den kommune,
der driver tilbuddet? Er det de øvrige kommuner, der har brug for tilbuddet
til
nogle af deres borgere?
Svar:
Det er den kommunalbestyrelse, som overtager et
amtskommunalt/regionalt tilbud, der er ansvarlig for, at der stilles pladser
til rådighed for andre kommuner, således at kommunen lever op til sin
forpligtelse i henhold til den årlige rammeaftale.
Når en kommunalbestyrelse overtager et amtskommunalt/regionalt
tilbud, er det overtagne tilbud omfattet af de årlige rammeaftaler
og skal stå til rådighed for de øvrige
kommuner i det omfang, det fastlægges i rammeaftalen. Det præciseres således
i
lovbemærkningerne, at det overtagne tilbud fortsat indgår i forsyningen på
samme måde, som hvis det fortsat havde været et regionalt tilbud. Det
betyder,
at rammeaftalen bl.a. skal indeholde:
–
Udviklingsmål for
tilbuddet
–
Takster for
kommunernes køb af pladser
–
Håndtering af akutte
situationer
–
Beredskab for at undgå
ventelister
Rammeaftalen mellem regionen og regionens kommuner bliver til på
grundlag af en redegørelse fra hver enkelt kommune til regionen om kommunens
forventede behov. Regionen udarbejder herefter på grundlag af de kommunale
redegørelser
et samlet udkast til rammeaftale for hele regionen til dækning af kommunernes
behov for regionalt drevne tilbud. I regionens udspil indgår også de
tidligere
amtskommunale/regionale tilbud, som er overtaget af kommunerne, med angivelse
af, hvor mange pladser der skal stilles til rådighed for andre kommuner i
regionen og med beskrivelse af hvilken type af tilbud, disse pladser skal
dække. Denne proces sikrer en høj grad af åbenhed og gennemsigtighed mellem
alle kommunerne og dermed et godt fælles grundlag for at opnå enighed om
rammeaftalen, samtidig med at det understreges, at alle parter har en stærk
interesse i at opnå enighed om en aftale.
De tidligere amtskommunale/regionale tilbud, som overtages af en
kommunalbestyrelse, overtages med alle de rettigheder og pligter, der er
knyttet til tilbuddet, herunder med det personale og de beboere, der er i
tilbuddet – også fra andre kommuner. Som udgangspunkt er den andel af
tilbuddet,
der skal stilles til rådighed for andre kommuner derfor mere eller mindre
givet. Men der kan selvfølgelig – ligesom det er tilfældet i dag –
ske
ændringer heri, idet behovene løbende vil ændre sig, beboere blive flyttet
til
andre og mere hensigtsmæssige tilbud, ligesom kommunen løbende vil udvikle
tilbuddet og tilpasse det til behovene. Ændringer i antal pladser og/eller
indhold skal dog aftales i forbindelse med den årlige rammeaftale, dvs. at
den
kommune, der overtager et amtsligt/regionalt tilbud ikke egenhændigt kan
nedlægge tilbuddet eller reducere antallet af pladser.
Reglerne om rammeaftalen (§ 6) er, på baggrund af
høringssvarene, ændret, således at den årlige aftale kan suppleres løbende,
hvis der er behov. Det er også præciseret, at aftaleåret skal suppleres med
overslag
over de næste tre års behov. Endelig er det fastlagt, at aftaleparterne i
rammeaftalen skal aftale, hvorledes man håndterer akutte situationer, som
ikke
kan håndteres med de nuværende tilbud, hvordan man vil sikre udvikling af
institutionstilbuddene svarende til udvikling af brugernes behov samt sikring
af et beredskab til løsning af evt. ventelisteproblemer.
Den samlede rammeaftale for kommunerne i regionen udgør således
regionsrådets beslutningsgrundlag for, hvor mange pladser der vil være brug
for
i den kommende periode.
Denne foreslåede procedure til fastlæggelse af behovet er en
klar forbedring i forhold til det nuværende system, hvor samarbejdet mellem
amt
og kommuner er betydeligt mindre struktureret og gennemsigtigt.
Spørgsmål nr. 35:
Ministeren bedes oplyse, hvem der har kompetence og ansvar for
at løse det problem, der kan opstå, hvis en kommune overtager et tidligere
amtsligt/et regionalt tilbud, men ikke stiller pladser til rådighed for de
øvrige kommuner som forudsat i rammeaftalen – eksempelvis fordi kommunen
bruger
alle pladser selv?
Svar:
Efter lovforslagets § 186 kan kommunalbestyrelsen beslutte om
kommunen skal benytte sig af adgangen til at overtage et regionalt, socialt
tilbud, som er beliggende i kommunen. Kommunalbestyrelsens konkrete
beslutning
om at overtage regionale, sociale tilbud skal dels ske i overensstemmelse med
de vilkår, som lovforslaget knytter til en overtagelse og dels skal
kommunalbestyrelsens beslutning indgå i drøftelser med de øvrige
kommunalbestyrelser i regionen i forbindelse med indgåelse af rammeaftalen.
Hvis en kommunalbestyrelse beslutter at overtage en regional
institution eller et regionalt tilbud, der er beliggende i kommunen, er det
bl.a. et vilkår for overtagelsen, at tilbuddet fortsat indgår i den årlige
rammeaftale og at tilbuddet skal stå til rådighed for øvrige kommuner i det
omfang, det fastlægges i rammeaftalen, jf. lovforslagets § 186, stk. 2, nr.
1.
Udgangspunktet er således, at tilbuddet indgår i den regionale forsyning på
samme måde, som hvis tilbuddet var forblevet i regionen.
Vilkåret om at tilbuddet fortsat indgår i den årlige rammeaftale
indebærer bl.a., at taksten for kommunernes køb af pladser i tilbuddet indgår
i
rammeaftalen, og at tilbuddet skal være til rådighed i akut opståede
situationer, jf. i øvrigt lovforslagets § 6 om det nærmere indhold af
rammeaftalen.
Rammeaftalen bliver til på grundlag af en redegørelse fra hver
enkelt kommune til regionen om kommunens forventede behov. Regionen
udarbejder
herefter på grundlag af de kommunale redegørelser et samlet udspil for hele
regionen til dækning af kommunernes behov for regionalt drevne tilbud,
herunder
tilbud, der er overtaget fra regionen af en beliggenhedskommune.
Denne proces sikrer en høj grad af åbenhed og gennemsigtighed
mellem alle kommunerne og dermed et godt fælles grundlag for at opnå en
samlet
afdækning af behovene for sociale tilbud og enighed om den tilbudsvifte, som
flere kommuner kan benytte sig af og som modsvarer borgernes behov.
Reglerne om rammeaftalen indebærer, at den årlige aftale kan
suppleres løbende, hvis der er behov. Aftaleåret skal endvidere suppleres med
overslag over de næste tre års behov. Endelig er det fastlagt, at
aftaleparterne i rammeaftalen skal aftale, hvorledes man håndterer akutte
situationer,
som ikke kan håndteres med de nuværende tilbud, hvordan man vil sikre
udvikling
af institutionstilbuddene svarende til udvikling af brugernes behov samt
sikring af et beredskab til løsning af evt. ventelisteproblemer.
Den samlede rammeaftale for kommunerne i regionen udgør således et
beslutningsgrundlag for, dels hvor mange pladser der samlet vil være brug for
i
den kommende periode dels hvordan man skal agere, såfremt der sker uforudsete
ændringer
i behovene.
Er det i rammeaftalen forudsat, at et tilbud, der er overtaget
af beliggenhedskommunen, skal stille pladser til rådighed for øvrige kommuner
i
region, og beliggenhedskommunen til trods herfor bruger alle pladser selv,
lever kommunen ikke op til servicelovens § 186. Kommunen vil derfor kunne
indbringes
for det kommunale tilsyn.
Hvis forudsætningerne for en rammeaftale ændrer sig, idet fx
behovet for en bestemt tilbudstype generelt viser sig at være større, end det
kunne forudses, eller der lokalt sker en anden udvikling end forudset, kan
der
aktuelt eller på sigt opstå et nyt efterspørgselsmønster, som kommunerne og
regionen
skal reagere på.
Det indebærer, at hvis en kommune, der har overtaget et
regionalt tilbud beliggende i kommunen, på grund af udviklingen vil have
behov
for at disponere anderledes i forhold til det pågældende tilbud end forudsat
i
rammeaftalen, så skal kommunen drøfte dette med de øvrige kommuner og
regionen
i regi af rammeaftalen med henblik på en eventuel revision af aftalen. Ved
denne revision af rammeaftalen skal det vurderes og drøftes om der er
alternative løsningsforslag og om hvordan ændringer i rammeaftalen kan ske i
overensstemmelse med de øvrige kommuners og regionens ønsker og behov.
Spørgsmål nr. 36:
Ministeren bedes sende udvalget en udtømmende redegørelse for, på
hvilket grundlag de nye kommunalbestyrelser/sammenlægningsudvalg inden 15.
februar 2006 skal træffe beslutning om, hvilke af de nuværende amtslige
sociale
tilbud og institutioner, man vil overtage pr. 1. januar 2007. Spørgsmålet
skal
ses i lyset af, at de ansvarlige politikere først træder i funktion 1. januar
2006, skal konstituere sig og har en lang række andre opgaver i den første
fase
af valgperioden.
Svar:
Forberedelsesudvalgene og de nye kommunalbestyrelser/sammenlægningsudvalg
skal inden den 15. februar 2006 drøfte om amtskommunale tilbud mere
hensigtsmæssigt kan overgå til en beliggenhedskommune allerede fra 1. januar
2007. Beslutningsgrundlaget vil forinden være udarbejdet af forvaltningen i
kommunen. Såvel forvaltning som hovedparten af politikerne må forudsættes at
kende problemstillingerne i forvejen.
Amtsrådet skal udarbejde udkast til aftale mellem
kommunalbestyrelsen i beliggenhedskommunen og amtsrådet om, hvilke aktiver og
passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, der skal overføres i
forbindelse
med overtagelsen af et tilbud. Såfremt amtskommunen og kommunalbestyrelsen
ikke
senest den 1. april 2006 kan blive enige om fordelingen, træffer delingsrådet
efter bestemmelsen i § 190, stk. 2 beslutning herom.
Tidsfristerne i lovforslagets § 190 er fastsat af hensyn til
sammenhæng med bestemmelserne i forslag til lov om visse proceduremæssige
spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen, og skal også ses som udtryk for
et ønske om tidligst muligt i løbet af 2006 at få skabt klarhed over evt.
ændringer
i de sociale tilbuds og institutioners organisatoriske tilhørsforhold.
Spørgsmål nr. 37:
Ministeren bedes oplyse, hvordan og af hvem en uenighed mellem
en kommune, der har overtaget et tidlige amtsligt/et regionalt socialt
tilbud,
og andre kommuner/regionen om indholdet i en rammeaftale vedrørende det
pågældende tilbud afgøres.
Svar:
Efter § 186 i forslaget til lov om social service (L 38)
overtager en kommunalbestyrelse et amtskommunalt eller regionalt tilbud på
det
vilkår, at tilbuddets indholdsmæssige profil og fordeling af pladser til
kommuner, der i forvejen anvender tilbuddet, videreføres.
For disse tilbud er indholdet i rammeaftalen derfor i vidt
omfang fastlagt på forhånd i kraft af vilkåret for overtagelsen.
Den kommune, der har overtaget et tilbud, skal sørge for fortsat
at kvalitetssikre og tilpasse tilbuddet til den udvikling, der er i behovene
eller i nye indsatsmuligheder.
Ændringer i tilbuddets dimensionering eller ændringer hvor
tilbuddets profil ændres væsentligt eller helt skifter karakter eller som
indebærer, at andre kommuner eller regionen i væsentligt mindre omfang vil
kunne videreføre den aktuelle anvendelse af tilbuddet, indebærer en ændring
af
det vilkår, som tilbuddet blev overtaget på af beliggenhedskommunen.
I denne situation skal beliggenhedskommunen derfor i forbindelse
med indgåelse af rammeaftalen aftale med de øvrige – og for tilbuddet
relevante
– kommuner og regionen, at kommunen kan fravige vilkåret. Hvis en eller
flere
relevante kommuner modsætter sig en ændring af vilkåret, kan
beliggenhedskommunen
kun gennemføre en ændring af tilbuddets profil eller dimensionering, hvis det
er åbenbart uhensigtsmæssigt at opretholde vilkåret i sin nuværende form
eller
der for den eller de kommuner, der modsætter sig en ændring af vilkåret, kan
anvises andre løsninger, som led i rammeaftalen, der på tilsvarende måde
modsvarer borgernes behov.
Spørgsmål nr. 38:
Ministeren bedes oplyse, hvem der har ansvaret for at finde en
plads til en særlig »skæv« bruger, hvis det relevante regionale sociale
tilbud,
der tidligere har skullet tilpasse sig en brugers helt særlige behov, er
overtaget af en kommune, og den nye kommune driftsherre afviser, at brugeren
hører til tilbuddets målgruppe.
Svar:
Socialministeriet har forstået spørgsmålet således, at der
drejer sig om boformer efter lovforslagets § 110, dvs. forsorgshjem,
herberger
mv.
Det er efter lovforslaget altid en kommunes ansvar, at der er
det tilstrækkelige antal pladser også til borgere, der er hjemløse og som
derudover har komplekse problemstilligner.
På forsorgshjem, herberger mv. er der en ret for brugeren til
selv at møde op og anmode om at blive optaget i boformen, jf. forslagets §
110.
Dette ændres der ikke på.
Hvis en kommune overtager driften for en boform efter § 110, kan
kommunen ikke ændre på de regler, der gælder på området, herunder retten til
selv at møde op, m.v.
Spørgsmål nr. 39:
Ministeren bedes kommentere henvendelserne fra henholdsvis
Psykiatri- og Handicapudvalget i Århus Amt og Udvalget for Børn, Kultur og
Uddannelse i Århus Amt, jf. L 38 – bilag 5 og 6.
Svar:
Psykiatri- og Handicapudvalget og Udvalget for Børn, Kultur og
Uddannelse i Århus peger på, at lovforslagets bestemmelser om, at kommunerne
får ret til at overtage et hvilket som helst amtsligt/regionalt socialt
tilbud,
samtidig med at de kommende regioners rolle bliver at fungere som
sikkerhedsnet
for sociale tilbud til de svageste grupper, afføder et spørgsmål om, i
hvilken
takt og i hvilket omfang kommunerne kan og bør overtage de sociale
institutioner i amterne/regionerne.
De to amtslige udvalg finder, at der dermed kan opstå betydelig
usikkerhed for en række handicappede brugere og deres pårørende, og udvalgene
foreslår derfor, at lovforslagets § 186 og § 190 bør ændres, så der i hver
region udarbejdes en samlet social udviklingsplan, der kan danne grundlag for
politiske drøftelser mellem regionsråd og kommuner om en fortsættelse af den
glidende decentralisering.
I den forbindelse har udvalgene peget på, at repræsentanter for
brugerorganisationerne og de lokale handicapråds synspunkter vil kunne
inddrages.
Udvalget for Børn, Kultur og Uddannelse har herudover gjort
opmærksom på, at der på flere af de eksisterende amtslige døgninstitutioner
er
placeret regionale specialer, som risikerer at gå tabt ved en kommunal
overtagelse af institutionerne.
Med kommunalreformen indføres et entydigt myndighedsansvar i
forhold til den indsats, der er nødvendig over for den enkelte borger. Den
procedure, der i lovforslagets § 6 og § 186 og § 190 er fastlagt for at sikre
de
nødvendige tilbud til børn og unge og til mennesker med handicap, er en klar
forbedring i forhold til den gældende lovgivning, hvor forpligtigelsen til at
sikre det tilstrækkelige antal pladser, er delt mellem kommuner og amter.
Den årlige rammeaftale mellem kommunalbestyrelserne og
regionsrådet skal omfatte det samlede antal pladser og tilbud, som
regionsrådet
stiller til rådighed for kommunerne i regionen fordelt på målgrupper.
Herudover
skal aftalen indeholde bestemmelser om udviklingsmål for regionens tilbud,
bestemmelser om håndtering af akutte situationer, brug af lands- og
landsdelsdækkende
tilbud m.v.
Herudover indgår de amtslige/regionale tilbud, der overtages af
en kommune, fortsat i den årlige rammeaftale og skal stå til rådighed for de
øvrige kommuner i det omfang, det fastsættes i rammeaftalen.
Rammeaftalen skal drøftes og justeres efter behov, og den årlige
aftale skal suppleres med et overslag over behovene for regionale tilbud til
brug for det kommunale forsyningsansvar i de følgende tre år.
Den første rammeaftale skal indgås allerede senest i efteråret
2006. I og med at denne rammeaftale både omfatter regionernes tilbud samt de
tilbud, der er overtaget af kommunerne og samtidigt skal angive udviklingen
af
disse tilbud, vil denne rammeaftale stort set svare til den samlede sociale
udviklingsplan for regionerne, som de to udvalg i Århus Amt foreslår.
I forbindelse med kommunernes udarbejdelse af de årlige
redegørelser til regionsrådet om rammeaftalerne vil det i øvrigt være
naturligt, at hver enkelt kommune har inddraget handicaprådet og relevante
brugerorganisationer.
Efter min opfattelse er der derfor ikke behov for bestemmelser,
der yderligere præciserer, at der skal ske en samlet vurdering af behovet og
behovet for udvikling.
Spørgsmål nr. 42:
Kan ministeren bekræfte, at udgifterne til den uvildige
konsulentordning på handicapområdet, jf. § 15 i lovforslaget, hidtil har
været
dækket af staten, men at det i forbindelse med kommunalreformen på det
sociale
område planlægges at finansiere driften via de midler, som de nuværende amter
bruger på det sociale område?
Svar:
Som følge af kommunalreformen videreføres Den Uvildige
Konsulentordning på Handicapområdet jf. § 15 i Lov om social service. Den
Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet er etableret som en selvejende
institution i medfør af lov nr. 489 af 7. juni 2001 om ændring af lov om
social
service (grundtakstfinansiering).
Opgaveomlægningerne i forbindelse med kommunalreformen vil
medføre at en række opgaver indenfor socialområdet blive mindre eller falder
bort, herunder dobbeltvisiteringen i grundtakstsager og
sekretariatsbetjeningen
af klage- og ældreråd, og at der derved frigives midler som bl.a. kan
anvendes
til at finansiere Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet.
Der skal dog gøres opmærksom på, at forhandlingerne om
konsekvenserne for den samlede økonomi af kommunalreformen endnu ikke er
afsluttet.
Spørgsmål nr. 46:
Ministeren bedes oplyse, hvorvidt en kommune skal betale for det
antal pladser i regionale institutioner/tilbud, der er godkendt/bestilt i
forbindelse med den årlige rammeaftale, eller om kommunen skal betale for
dens
faktiske forbrug af pladser.
Svar:
Rammeaftalen mellem regionen og regionens kommuner bliver til på
grundlag af en redegørelse fra hver enkelt kommune til regionen om kommunens
forventede behov. Regionen udarbejder herefter på grundlag af de kommunale
redegørelser
et samlet udspil for hele regionen til dækning af kommunernes behov for
regionalt drevne tilbud. Denne proces sikrer en høj grad af åbenhed og
gennemsigtighed mellem alle kommunerne og dermed et godt fælles grundlag for
at
opnå enighed.
Rammeaftalen giver ikke den enkelte kommune en »trækningsret«,
som man ikke kan overskride. Rammeaftalen fastlægger regionens forpligtelse i
forhold til samtlige kommuner under ét i regionen.
Rammeaftalerne er heller ikke tænkt som et simpelt
bestillingssystem for pladser, hvor den afgivne bestilling ikke kan
fraviges. Rammeaftalerne skal skabes i en dialog mellem kommunerne og
regionen, hvor den enkelte kommune fx også oplyser om, hvilke forbyggende
foranstaltninger man planlægger på hjemløseområdet, hvilke nye boformer, der
planlægges som en aflastning for forsorgshjemmene fx udslusningsboliger,
alternative plejehjem, skæve huse til skæve eksistenser osv., dvs.
informationer, som indgår som baggrund for regionernes udarbejdelse af udkast
til en samlet rammeaftale.
Den samlede rammeaftale for kommunerne i regionen udgør således
regionsrådets beslutningsgrundlag for, hvor mange pladser der samlet vil være
brug for i den kommende periode.
Kommunerne betaler for deres faktiske forbrug af pladser. I
takstfastsættelsen er taget højde for en vis overskudskapacitet til brug for
akutte behov.
Kommunerne hæfter således ikke for de pladser, der er »bestilt«
i den årlige redegørelse til regionen. Begrundelsen herfor er, at en sådan
bestemmelse vil skabe et ufleksibelt system, hvor det kan frygtes, at
kommunerne underanmelder deres behov for pladser af frygt for at komme til at
skulle betale for uforbrugte pladser. Det kan skabe risiko for akut
pladsmangel
og dårligere løsninger for borgerne, såfremt der ikke er bestilt de adækvate
tilbud.
Spørgsmål nr. 55:
Hvordan vil ministeren sikre den enkelte handicappede i den
lille kommune?
Svar:
På det sociale område er det kommunalreformens formål at samle
et entydigt ansvar i forhold til borgerne i kommunen.
Kommunalbestyrelsen har derfor et samlet og sammenhængende myndigheds-,
finansierings-, og forsyningsansvar for sociale tilbud, og dermed ansvaret
for
en løbende udvikling af tilbud til borgerne.
Borgerens indgang til ydelser i det sociale system vil derfor
være hjemkommunen, som skal tage stilling til, hvilken indsats der kan være
relevant
over for den enkelte.
Til støtte for sagsbehandlingen vil kommunen kunne indhente
rådgivning fra relevante kommunale, regionale og private faglige miljøer
inden
for handicapområdet, og både kommunen og borgeren kan i de mest
specialiserede
og komplicerede sager få rådgivning via den nationale videns- og
specialrådgivningsorganisation,
VISO. Kommunen vil herudover i de mest specialiserede og sjældent
forekommende
enkeltsager kunne få bistand fra VISO med henblik på udredning af hvilken
indsats, der kan være relevant for den pågældende borger.
Med reformen vil der ske en overførsel af en række opgaver fra
amterne til kommunerne – og dermed vil der også ske en overførsel af det
personale, der hidtil har udført disse opgaver. Kommunerne får således ad den
vej styrket sine faglige kompetencer.
For de ganske få kommuner, der efter loven om forpligtende
kommunale samarbejder af indenrigs- og sundhedsministeren udpeges til at
indgå
i forpligtende samarbejder, vil det være den kommune/ kommunalbestyrelse, der
er bemyndiget til at varetage opholdskommunens opgaver på de områder, der er
omfattet af det forpligtende samarbejde, der får myndighedsansvaret i forhold
til beslutninger om indsatsen over for den enkelte borger.
De områder, der vil være omfattet af delegation som led i et
forpligtende samarbejde, vil på voksenområdet f.eks. være ledsageordning,
hjælperordning, støtte- og kontaktpersonordninger, midlertidige og varige
botilbud til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne,
hjælpemidler, beskyttet beskæftigelse m.m.
Den kommune/kommunalbestyrelse, der har delegeret sine
beføjelser til en bemyndiget kommune/kommunalbestyrelse har fortsat
finansieringsforpligtelsen for den indsats, der iværksættes over for
borgeren.
Som efter den gældende lovgivning, vil de afgørelser, der
træffes af kommunen/kommunalbestyrelsen i forhold til den enkelte borger,
kunne
indbringes for Det Sociale Nævn. Når en afgørelse i forhold til en borger
træffes af en bemyndiget kommune som led i et forpligtende samarbejde, vil
det
være den bemyndigede kommunes afgørelse, der af borgeren vil skulle
indbringes
for Det Sociale Nævn.
I forhold til kommunens ansvar for at sikre, at der er tilbud
til kommunens borgere, kan kommunen enten bruge egne tilbud eller købe
pladser
i private tilbud, regionale tilbud eller tilbud i andre kommuner.
Der er således en række handlemuligheder og redskaber, der kan
støtte kommunerne i løsningen af de sociale opgaver. Endelig kan nævnes, at
der
indføres en central refusionsordning, som skal sikre kommunerne mod meget
store
udgifter i de dyreste enkeltsager. Det fremgår af lovbemærkningerne, at den
endelige fastlæggelse af refusionsordningen sker i forbindelse med reformen
af
tilskuds- og udligningssystemet.
Spørgsmål nr. 56:
Ministeren bedes oplyse, hvordan ministeren vil sikre
finansieringen af »tomme« institutionspladser til brug i akutte situationer.
Svar:
Kommunalbestyrelsen og regionsrådet skal i den årlige
rammeaftale fastlægge, hvordan man håndterer akutte situationer, herunder
hvordan man finansierer eventuelle akutpladser.
De regionale tilbud
finansieres fremover af kommunerne. Udgangspunktet for den kommunale
finansiering er en takstbetaling for det enkelte regionale tilbud, der
fastsættes på baggrund af den samlede udgift, regionen vil have for typen af
tilbud i forhold til rammeaftalen med kommunerne. Taksten for typen af tilbud
aftales i rammeaftalen.
I lovforslagets bemærkninger til § 173 præciseres det, at
taksten omfatter alle udgifter, der kan henføres til det enkelte tilbud eller
type af tilbud. Taksten skal derfor bl.a. rumme udgifter til
udviklingsomkostninger
(uddannelse af personale, opkvalificering af tilbudet m.v.) ved driften af
det
pågældende tilbud, henførbare administrationsudgifter samt udgifter ved
ubenyttede pladser og eventuelt beredskab som led i at undgå ventelister.
Finansieringen af »tomme« institutionspladser til brug i akutte
situationer vil således skulle finansieres over institutionstaksterne.
Spørgsmål nr. 79:
Ministeren bedes,
i forhold til strukturreformen på socialområdet, redegøre for, hvorledes
kommunernes
myndighedsansvar forholder sig til regionernes leverandøransvar herunder,
hvilke konsekvenser det får for brugerne f.eks. på hjemløseområdet såfremt
(visse) kommunerne ikke efterspørger pladser på de i regionens centralt
beliggende forsorgshjem og regionerne derved ikke opnår tilstrækkelig
finansiering til at opretholde de nødvendige pladser på disse forsorgshjem?
Vil
regionens leverandøransvar da vægtes højere end kommunernes myndighedsansvar
af
hensyn til brugernes behov, og kan regionen så pålægge enkelte kommuner en
finansiel bidragsforpligtigelse?
Svar:
Som nævnt i flere svar om hjemløseområdet har borgeren en ret
til selv at vælge, hvilken boform vedkommende ønsker at blive optaget på, jf.
lovforslagets § 110, stk. 2.
Kommunerne
har på dette område ikke en egentlig ret til at visiterer borgere.
Det vil således ikke være kommunerne, der efterspørger pladser,
men hjemløse borgere.
I det omfang fx et forsorgshjem har tomme pladser, skal udgiften
til disse indregnes i taksten, således at udgiften fordeles på de kommuner,
der
har borgere på forsorgshjemmet.
Hvor mange procent tomme pladser, der kan accepteres i en
periode, skal aftales mellem regionen (driftsherren) og kommunerne samt
fastsættes i rammeaftalerne.
Hvis efterspørgslen fra borgerne forsvinder, dvs. der ikke
længere er behov for boformen, må den lukke. Det er også situationen i dag.
Spørgsmål nr. 90:
Ministeren bedes oplyse, hvorvidt der i forbindelse med de
redaktionelle ændringer, der er foretaget i forbindelse med udformningen af
lovforslaget, er sket ændringer af materiel karakter? Spørgsmålet skal ses i
lyset af den ændring, der er afstedkommet i forlængelse af høringssvaret fra
bl.a. Socialpædagogernes Landsforbund, jf. pkt. 83 i ministerens høringsnotat
til L 38.
Svar:
På det sociale område bliver kommunalreformen gennemført ved
vedtagelse af en ny hovedlov (L 38 – forslag til lov om social service),
som et
alternativ til at gennemføre omfattende ændringer af den gældende lov om
social
service.
Gennemførelsen af en ny hovedlov på socialområdet er begrundet
i, at kommunalreformens samling af ansvaret i et entydigt, enstrenget og mere
overskueligt offentligt system bør afspejle sig i servicelovens strukturelle
opbygning, frem for omfattende ændringer af en lov, der teknisk er bygget op
efter den hidtidige kommunale/amtskommunale struktur.
For yderligere at styrke lovens tilgængelighed og brugervenlige
opbygning er der med L 38 sket en mere hensigtsmæssig samling af samhørende
bestemmelser, ligesom der på baggrund af
Socialministeriet
s
projekt om retssikkerhed og formidling er gennemført en styrket og mere
ensartet sprogbrug i lovforslaget.
Der er ikke med denne styrkelse af lovens sproglige og
strukturelle opbygning ændret materielt eller indholdsmæssigt på lovens
bestemmelser.
For så vidt angår spørgsmålets henvisning til høringssvaret fra
bl.a. Socialpædagogernes Landsforbund, jf. pkt. 83 i høringsnotat til L 38,
fandt høringssvarene, at en ændring i lovforslagets § 82 fra »skal yde« til
»skal
tilbyde« indeholdt en materiel ændring af bestemmelsen.
Det var ikke hensigten med denne sproglige tilretning af
bestemmelsen at foretage nogen materiel ændring. Da høringssvarene afdækkede
en
vis usikkerhed blev den nugældende formulering videreført.
Ved hver af lovforslagets specielle bemærkninger er det anført,
hvorvidt en ændring er redaktionel.
Der er ikke ændret materielt eller indholdsmæssigt i nogen af de
pågældende bestemmelser.
Spørgsmål nr. 96:
Ministere
n bedes oplyse, hvordan
uenigheder mellem kommuner i forbindelse med indgåelse af den årlige
rammeaftale afgøres generelt set.
Svar:
Der forventes ikke at blive uenigheder mellem kommuner i
forbindelse med indgåelse af rammeaftalen.
Rammeaftalen bliver til på grundlag af en redegørelse fra hver
enkelt kommune til regionen om kommunens forventede behov. Regionen
udarbejder
herefter på grundlag af de kommunale redegørelser et samlet udspil for hele
regionen til dækning af kommunernes behov for regionalt drevne tilbud. Denne
proces sikrer en høj grad af åbenhed og gennemsigtighed mellem alle
kommunerne
og dermed et godt fælles grundlag for at opnå enighed, samtidig med at det
understreges, at alle parter har en stærk interesse i at opnå enighed om en
aftale. Regionen er som leverandør interesseret i at sælge sine ydelser, og
kommunerne er interesserede i at købe, da de i modsat fald selv står med
ansvaret for at oprette et tilbud, der modsvarer borgerens behov eller købe
det
hos andre leverandører.
Rammeaftalen giver ikke den enkelte kommune en »trækningsret«,
som man ikke kan overskride. Rammeaftalen fastlægger regionens forpligtelse i
forhold til samtlige kommuner under ét i regionen.
Rammeaftalerne er heller ikke tænkt som et simpelt
bestillingssystem for pladser, hvor den afgivne bestilling ikke kan
fraviges. Rammeaftalerne skal skabes i en dialog mellem kommunerne og
regionen, hvor den enkelte kommune fx også oplyser, om hvilke forbyggende
foranstaltninger man planlægger på hjemløseområdet, hvilke nye boformer, der
planlægges som en aflastning for forsorgshjemmene fx udslusningsboliger,
alternative plejehjem, skæve huse til skæve eksistenser osv.
Den samlede rammeaftale for kommunerne i regionen udgør således
regionsrådets beslutningsgrundlag for, hvor mange pladser der vil være brug
for
i den kommende periode.
Forskelligt serviceniveau i kommunerne er ikke til hinder for,
at der indgås en rammeaftale, idet regionen skal tage stilling til omfang og
sammensætning af regionale tilbud, samt tilpasse det eksisterende regionale
tilbud til kommunernes ønsker, herunder forskellige ønsker til serviceniveau.
Også med hensyn til takster skal der kunne differentieres i
forhold til kommunernes specielle behov. Forskellige behov i kommunerne er
således ikke til hinder for, at der indgås en rammeaftale om takster, idet
regionen skal tilpasse det eksisterende regionale tilbud til kommunernes
behov
og taksterne skal fastsættes i overensstemmelse hermed.
Spørgsmål nr. 97:
Kan ministeren bekræfte, at der ikke vil blive fastsat
retningslinjer for en kommunes salg af pladser i sociale tilbud til andre
kommuner, og at den sælgende kommune som følge heraf selv vil kunne fastsætte
prisen?
Svar:
Den sælgende kommune vil ikke selv frit kunne fastsætte prisen
ved salg af pladser i sociale tilbud til andre kommuner.
Betaling for pladser til andre kommuner er reguleret i
retssikkerhedslovens § 9 c, der omhandler mellemkommunal refusion. Efter
denne
bestemmelse medregnes kun de faktiske udgifter, der umiddelbart kan henføres
til den enkelte person.
Disse regler vil i forbindelse med en samlet revision af
reglerne om mellemkommunal refusion blive ændret, så den mellemkommunale
betaling omfatter de samlede reelle udgifter. Dermed opnås målsætningen om
lige
konkurrencevilkår. Det indebærer, at der fx også skal medregnes udgifter til
overhead, udvikling og tomme pladser, hvad man ikke kan i dag.
De mellemkommunale refusionsregler regulerer også en lang række
andre situationer. Ændringerne rækker derfor videre end kommunalreformen
tilsiger
og fremsættes følgelig som selvstændigt forslag i næste samling.
Spørgsmål nr. 108:
Ministeren bedes oplyse, hvor kort tid efter en kommune må sælge
bygninger til eksempelvis private, der indretter det til ejerboliger, i
tilfælde hvor kommunen har overtaget en institution, der hidtil har været
drevet af amtet.
Svar:
Lovforslaget fastlægger en forpligtelse for den kommune, som
overtager en amtskommunal/regional institution til fortsat at lade tilbuddet
indgå i den årlige rammeaftale og at stille tilbuddet til rådighed for øvrige
kommuner i det omfang, det fastlægges i rammeaftalen, jf. lovforslagets §
186.
Beliggenhedskommunen indtræder i amtskommunens rettigheder og
pligter vedrørende den pågældende institution.
Det betyder bl.a., at beliggenhedskommunen indtræder som ejer af
bygninger og andre aktiver, der knytter sig til institutionen, og som hidtil
har været ejet af amtskommunen, og at beliggenhedskommunen generelt indtræder
i
amtskommunens sted i forhold til bl.a. samarbejder med myndigheder og
private.
Der er imidlertid intet til hinder for, at kommunen efter
overtagelsen sælger bygningerne og i stedet fortsætter driften af tilbuddet i
andre egnede bygninger. Det kan fx være, fordi kommunen vurderer, at de
overtagne bygninger ikke lever op til den standard for tilbud, som man har
eller ønsker i kommunen.
Spørgsmål nr. 109:
Ministeren bedes kommentere henvendelse af 6. april 2005 fra
Lederkollegiet ved Danmarks Forsorgshjem, jf. L 38 – bilag 13.
Svar:
Lederkollegiet ved Danmarks Forsorgshjem har drøftet de seneste
forslag til ændringer i serviceloven og retssikkerhedsloven. Det har givet
anledning til en række spørgsmål, som Lederkollegiet gerne vil have belyst. I
det følgende refereres spørgsmålene, og der gives svar på dem:
–
Når myndighedsansvaret
flyttes fra amter til kommuner, kan det så betyde, at selvmøderprincippet
reelt
kommer under pres?
–
Hvordan kan det sikres,
at beboerne stadig selv kan møde frem uden forudgående visitation, og at der
reelt er et tilbud at møde frem til?
Som nævnt i tidligere svar er Socialministeriet enige
i, at selvmøderprincippet er et meget
vigtigt element i hele konceptet omkring forsorgshjemmene. Det fremgår
således
klart af lovforslagets § 110, stk.2, at selvmøderprincippet
skal
bevares.
Dvs. at den hjemløse også fremover kan henvende sig direkte til et
forsorgshjem
uanset hvor i landet, det ligger.
Selvmøderprincippet skal selvfølgelig respekteres og hverken
region eller kommune kan ændre på dette. Det skal i den forbindelse
understreges, at det er en forudsætning for at få 50 % statsrefusion af en
del
af udgifterne, at lovgivningen er overholdt.
–
De hjemløse, der ofte
har meget svært ved at komme i kontakt med de kommunale forvaltninger, kan
risikere at få endnu sværere ved dette, når myndighedsansvaret overføres til
kommunerne. Hvordan kan det sikres, at det ikke sker?
–
Vi har eksempler på,
at der går op til 2 mdr. før en hjemløs med ophold på en § 94 boform har
mulighed for at få en tid ved en kommunal sagsbehandler. Uden vores hjælp
ville
en kontakt sandsynligvis ikke blive etableret overhovedet.
–
Vi kan samtidig
konstatere, at boformerne, for en række af vores beboeres vedkommende, rent
faktisk
er den part, de kan støtte sig til over for den kommune, der nu får
myndighedsansvaret. Hvordan vil man sikre beboernes retsstilling i den
sammenhæng, når både boform og kommune er samme myndighed?
Ved kommunalreformen vil større og mere bæredygtige kommuner få
det fulde myndigheds-, forsynings- og finansieringsansvar på det sociale
område. Dvs. at kommunerne i modsætning til i dag skal være med til at
finansiere deres borgeres ophold på forsorgshjem. Kommunerne får med
kommunalreformen
et betydeligt incitament til at gøre en indsats for deres borgere på et
forsorgshjem. Den risiko, der tales om i spørgsmålet, vil således ikke blive
større, men derimod mindre.
Socialministeriet går i øvrigt ud fra, at lederne på
forsorgshjemmene fortsat vil leve op til deres ansvar og arbejde for, at
borgere på forsorgshjem kommer videre i deres liv og ikke sander til på
hjemmene.
–
Vi skal ikke lægge
skjul på, at en forstander, under rette ugunstige omstændigheder, kan lægges
under et vist pres fra sin arbejdsgiver i optagelsesspørgsmål. Vi har ikke de
store problemer aktuelt, idet vi ikke har kommuner som driftsherrer. Men
hvordan vil man sikre, at en forstander, hvis driftsherre er kommunen, kan
optage,
måske på trods af kommunens ønsker?
I dag har lederen ret til at træffe afgørelse om optagelse på et
forsorgshjem, jf. servicelovens § 94, stk.2. Denne ret vil der ikke blive
ændret ved, jf. lovforslagets § 110, stk. 3. Lederens ret til at træffe
afgørelse om optagelse vil således også fremover være lovfæstet.
I dag vil lederen normalt kun afvise, hvis der er overbelægning
eller hvis tilbudet ikke passer til pågældende, fx fordi der er behov for en
særlig behandlingsmæssig støtte. Det gælder i alle tilfælde, at
forsorgshjemmet
vil hjælpe med at finde en anden plads. Hvis der er tale om et helt akut
tilfælde vil forsorgshjemmet som hovedregel kunne finde en madras og et sted
at
sove.
Det kan ingen kommune ændre på. Der skal igen gøres opmærksom
på, at det er en forudsætning for at få statsrefusion, at lovgivningen er
overholdt.
–
Hvordan kan det
sikres, at en beboer kan få hjælp til at klage, når der i princippet skal
ydes
hjælp til at klage fra den, der bliver klaget over? Vi er opmærksomme på
bestemmelserne vedrørende oplysningspligt, men finder uagtet, at der kan være
et dilemma.
Efter gældende lovgivning kan beboere på forsorgshjem – som alle
andre borgere – klage over afgørelser, der træffes af en
forvaltningsmyndighed
i en konkret sag og som har retsvirkning for borgeren.
Det kan fx være kommunale afgørelser om hjælp til
huslejeindskud, om udarbejdelse af en handleplan, aktivering, revalidering
m.m., eller afgørelser truffet af en amtskommune, som fx botilbuddets
beslutning om optagelse og om betaling.
Kommunens og Amtskommunens afgørelser kan påklages til det
sociale nævn.
Klager over forhold der knytter sig til dagligdagen på boformen
som fx personalets behandling af beboerne, aktiveringstilbuddene, maden etc.
er
et led i bistandsudøvelsen og kan påklages til amtskommunen.
Med kommunalreformen ændres der ikke på borgernes adgang til at
klage. Klager over afgørelser skal fortsat påklages til det sociale nævn.
Klager over myndighedsudøvelse i forhold til faktisk forvaltningsvirksomhed
skal rettes til regionsrådet, hvis botilbuddet drives i regionsregi, og til
kommunen,
hvis botilbuddet drives af beliggenhedskommunen.
Forsorgshjem og herberger har ansat fagligt uddannet personale,
der tilbyder rådgivning og vejledning, herunder bistand i forbindelse med
udarbejdelse af en handleplan, der kan danne grundlag for det videre forløb.
Personalet bistår også beboerne med kontakt til de sociale myndigheder,
misbrugsbehandlingssystemet,
kriminalforsorgen m.m. ligesom der ydes bistand til at ansøge om ydelser
efter
den sociale lovgivning og bistand til at klage over trufne afgørelser
Der er ikke med kommunalreformen tænkt ændringer i denne
praksis.
Hjemløse er nogle af de svagest stillede borgere i vort samfund.
Det er ofte forbundet med store vanskeligheder for de hjemløse at komme i
dialog med myndighederne og trænge igennem med deres ønsker og behov.
Forsorgshjemmenes
og herbergernes rådgivende og støttende arbejde er derfor vigtig i
bestræbelserne på at sikre, at der kan findes en helhedsorienteret løsning på
de forskellige problemer, de mest udsatte borgere i vort samfund har, og at
de
får de tilbud og den ret, de har krav på efter loven.
–
Som det ligger i
forslagene er boformerne efter § 110 regionale - og landsdækkende. Hvordan
vil
man, hvis en kommune overtager en boform, fra ministerens side sikre, at
dette
fortsætter uændret?
Det er efter lovforslaget altid en kommunes ansvar, at der er
det tilstrækkelige antal pladser til hjemløse.
På forsorgshjem, herberger mv. er der en ret for brugeren til
selv at møde op og anmode om at blive optaget i boformen, jf. forslagets §
110.
Hvis en kommune overtager driften for en boform efter § 110, kan
kommunen ikke ændre på de regler, der gælder på området, herunder retten til
selv at møde op, m.v..
Hvis en kommunalbestyrelse beslutter at
overtage en regional boform, der er beliggende i kommunen, er det bl.a. et
vilkår for overtagelsen, at tilbuddet fortsat indgår i den årlige rammeaftale
og at tilbuddet skal stå til rådighed for øvrige kommuner i det omfang, det
fastlægges i rammeaftalen, jf. lovforslagets § 186, stk. 2, nr. 1.
Det skal bemærkes, at krisecentre,
forsorgshjem mv. i princippet er landsdækkende.
I forbindelse med en overtagelse efter
lovforslagets § 186, stk. 1, overtager kommunalbestyrelsen i
beliggenhedskommunen de aktiver, passiver, rettigheder og pligter samt
ansatte,
der er knyttet til det tilbud, der overtages.
Vilkåret om, at tilbuddet fortsat indgår i
den årlige rammeaftale, indebærer bl.a., at taksten for kommunernes køb af
pladser i tilbuddet indgår i rammeaftalen, og at tilbuddet skal være til
rådighed i akut opståede situationer, jf. i øvrigt lovforslagets § 6 om
indholdet af rammeaftalen mellem kommunalbestyrelser og regionsråd.
Med henblik på at styrke
kommunalbestyrelsens beslutningsgrundlag for overtagelse af konkrete tilbud
og
inddrage de øvrige kommuner i regionen fremgår det af bemærkninger til
lovforslagets § 6 om rammeaftaler og § 186 om aftaler om overførsel af
regionale tilbud, at overtagelse af tilbud skal drøftes i forbindelse med de
årlige rammeaftaler. I den sammenhæng vil de øvrige kommunalbestyrelser i
regionen og regionsrådet have mulighed for at drøfte konsekvenserne af
overtagelsen, herunder omfanget af den forsyning, som kommunalbestyrelsen i
beliggenhedskommunen skal stille til rådighed for de øvrige kommuner.
Endelig er der med lovforslaget
taget højde for, at der kan være behov for en mere principiel og overordnet
drøftelse af en kommunal overtagelse.
Afslutningsvis skal det igen
bemærkes, at det er en forudsætning for at få statsrefusion af udgifterne til
§
110-boformer, at lovgivningen er overholdt.
–
Boformerne har gennem
de seneste år været gennem en rivende faglig udvikling, solidt støttet af
ministeriet, og anerkendt af vores brugere. Hvis en boform bliver drevet af
en
region, der jo ikke har selvstændige indtægter, hvordan vil ministeren så
sikre
en fortsat faglig udvikling på dette felt?
Socialministeriet er enig i, at der er sket et meget væsentligt
kvalitativt løft af hele forsorgshjemsområdet de seneste år. Dette
kvalitetsløft skal selvfølelig fastholdes, også efter kommunalreformen.
Udgifter til udvikling af de enkelte boformer og området i sin
helhed, skal finansieres via de takster, der opkræves hos de kommuner, der
har
borgere på boformerne.
Det skal i øvrigt bemærkes, at regeringen i regeringsgrundlaget »Nye
Mål« har prioriteret indsatsen for de svageste grupper, herunder hjemløse,
meget højt. Regeringen stiler mod, at en væsentlig del af de årlige
satspuljer
på ca. 500 mio. kr. anvendes til disse grupper. Indsatsen vil bl.a. blive
prioriteret på grundlag af den årlige rapport fra Rådet for Socialt
Udsatte.
Vidensfunktionen for Hjemløse i Esbjerg, der en del af Videns –
og Formidlingscenteret for Socialt Udsatte vil naturligvis også efter
kommunalreformen indsamle oplysninger og erfaringer om udviklingen på
hjemløseområdet, så der er en aktuel viden til rådighed.
Afslutningsvis skal det bemærkes, at Socialministeriet har et
godt samarbejde med Lederkollegiet ved Danmarks Forsorgshjem (tidligere
Inspektørkollegiet). I dette samarbejde sker der bl.a. en udveksling og
diskussion
af oplysninger om udviklingen på hele hjemløseområdet. Socialministeriet
forudsætter, at dette samarbejde også vil eksistere efter kommunalreformen.
Spørgsmål nr. 140:
Kan ministeren bekræfte rigtigheden af følgende beskrivelse af
den nye refusionsordning på et konkret område, idet der er benyttet tal for
2003?
»Der er i alt godt 8.000 brugere af botilbud til handicappede
(§§ 92-93 i den nuværende lov om social service). De samlede udgifter er på
godt 4 mia.kr. De dyreste tilbud på over 800.000 kr. og opefter anvendes af
ca.
1.300 handicappede og udgiften hertil er på 1 mia. kr. Det vil sige, at en
fjerdedel af midlerne til botilbud til handicappede anvendes på en ottendedel
af de dyreste tilbud.
Når refusionsordningen er fuldt indfaset, vil kommunerne få refunderet
25 pct. af udgifterne til de tilbud, der ligger over 800.000 kr. og 50 pct.
af
de tilbud, som overstiger 1,5 mio.kr. Langt størstedelen af de dyreste tilbud
ligger i intervallet 800.000-1.000.000 kr., hvor kommunerne for hver kun vil
få
refunderet mellem 25.000 og 50.000 kr.
Herudover benytter 40 pct. af brugerne tilbud på mellem 500.000
kr. og 800.000 kr., som ikke vil blive omfattet af refusionsordningen, og
hvor
den samlede udgift er 1,8 mia. kr., som kommunerne efter kommunalreformen
selv
skal dække økonomisk.«
Svar:
Det formodes, at de oplyste tal stammer fra Amtsrådsforeningens
grundtakstanalyse fra maj 2004. Der skal imidlertid gøres opmærksom på, at
der
i de oplyste tal kun er medtaget de § 92 og § 93 tilbud til handicappede, som
der
er grundtakst på. Udover disse tilbud er der også en række § 92 og § 93
tilbud,
som er finansieret som medfinansiering af kommunale tilbud efter Lov om
social
service § 131 d. Hvis disse regnes med, var der i 2003, ifølge
Amtsrådsforeningens grundtakstanalyse, 10.414 brugere af botilbud til
handicappede
efter § 92 og § 93. Det skal bemærkes, at oplysningerne i grundtakstanalysen
er
indhentet i amterne. Frederiksberg og Københavns Kommune samt Bornholms
Regionskommune er ikke omfattet af undersøgelsen pga. deres særstatus som
værende både kommuner og amter.
På det sociale område indebærer aftalen om kommunalreformen, at
kommunerne får overført amtskommunernes midler, og at der indføres en central
refusionsordning, som skal sikre kommunerne mod meget store udgifter i de
dyreste enkeltsager. Ordningen omfatter alle tilbud på socialområdet –
fra
ikke-specialiseret til de mest specialiserede tilbud. I sager, der består af
flere eller sammensatte tilbud i forhold til en enkelt person, gælder
refusionsordningen i forhold til den samlede sociale udgift i den konkrete
sag.
Ordningen finansieres solidarisk af kommunerne ved løbende
reguleringer af bloktilskuddet.
Refusionsordningen, som den er udformet i lovforslaget, er som
følger:
–
I sager, hvor en
persons behov for hjælp og støtte samlet udgør en årlig udgift på 800.000 kr.
eller mere, refunderer staten 25 pct. af kommunens udgifter over dette beløb.
–
For den del af
udgiften, der overstiger 1,5 mio. kr. årligt, refunderer staten 50 pct. af
udgifterne.
Refusionsordningen indføres desuden gradvist, således at:
–
I 2007 refunderer
staten 25 pct. af udgiften over 400.000 kr., og 50 pct. af udgiften over
800.000. kr.
–
I 2008 refunderer
staten 25 pct. af udgiften over 500.000 kr., og 50 pct. af udgiften over 1
mio.
kr.
–
I 2009 refunderer
staten 25 pct. af udgiften over 600.000 kr., og 50 pct. af udgiften over 1,2
mio. kr.
I 2010 gælder den endelige refusionsordning fuldt ud.
Grænsebeløbene for den årlige udgift er fastsat ud fra, at
refusionsordningen skal afspejle det forhold, at kommunerne vil være mere
økonomisk bæredygtige end under den nuværende grundtakstordning. Grænsen på
800.000 kr. i 2010 svarer cirka til det dobbelte af grundtaksten for
døgnophold
i dag.
Selve fastlæggelsen af grænserne er en vurdering af den mest
hensigtsmæssige balance mellem individuelt ansvar og udgiftslignende
solidaritet. Vurderingen er foretaget på grundlag af, hvor mange meget dyre
sager der er, og erfaringer baseret på grundtakstsystemet tilpasset den
større
økonomiske bæredygtighed i de nye store kommuner. Heri har bl.a. indgået
Amtsrådsforeningens grundtakstanalyse fra maj 2004 og en mindre
stikprøveundersøgelse blandt kommunerne gennemført af Socialministeriet.
I nedenstående tabel er de 10.414 brugere af botilbud til
handicappede § 92 og § 93 fordelt på udgiftsintervaller, og de samlede
udgifter
til brugere i intervallet er opgjort:
Udgiftsintervaller
Brugere
Samlede
udgifter
0 - 400
2.481
24
714.697
kr.
13
400 -
500
2.254
22
941.395
kr.
18
500 -
600
1.755
17
891.635
kr.
17
600 -
700
1.496
14
892.536
kr.
17
700 -
800
695
7
434.309
kr.
8
800 -
900
945
9
671.989
kr.
13
900 - 1000
310
3
230.099
kr.
4
1000 og
over
478
5
534.892
kr.
10
I alt
10.414
100 pct.
5.311.552
kr.
100 pct.
Som det kan ses af tabellen, er der i 2003 1.733 brugere af § 92
og § 93 botilbud til handicappede, hvor årstaksten ligger over 800.000 kr.
Dette
svarer til 17 pct. ud af det samlede antal brugere. Den samlede udgift til de
1.733 brugere er 1.436.980 kr., hvilket udgør 27 pct. af de samlede udgifter
til brugere i § 92 og § 93 tilbud til handicappede. Ca. en fjerdedel af de
samlede udgifter omfatter således ca. en sjettedel af det samlede antal
brugere
af § 92 og § 93 botilbud til handicappede.
Når refusionsordningen er fuldt indfaset i 2010, vil kommunerne
kunne få refunderet op til 50.000 kr. for de 1.255 brugere, der ligger i
udgiftsintervallet 800.000 kr. til 1,0 mio. kr. afhængig af udgiften til den
enkelte bruger.
3.946 brugere, svarende til 38 pct., ligger i udgiftsintervallet
500.000 kr. til 800.000 kr. Disse vil ikke, når refusionsordningen er fuldt
indfaset, være omfattet af refusionsordningen, og kommunerne vil derfor selv
skulle finansiere den samlede udgift til disse brugere på 2.218.480 kr.
Der skal gøres opmærksom på, at den endelige fastlæggelse af
refusionsordningen sker i tilknytning til fastlæggelsen af ændringer i
tilskuds- og udligningssystemet. Dette fremgår af lovbemærkningerne.
Spørgsmål nr. 147:
Kan ministeren – i forlængelse af spørgsmål 144 og 145 –
garantere, at tunge enkeltsager ikke vil kunne aflæses direkte i de kommunale
budgetter eller på skatteprocenten?
Svar:
Kommunalreformen indebærer, at kommunerne bliver langt større og
mere bæredygtige, end de er i dag. For det første vil de mindste kommuner
efter
1. januar 2007 være på mindst 20.000 indbyggere bortset fra de få kommuner,
hvor der er indgået forpligtende samarbejder med en større kommune. Det
gennemsnitlige indbyggertal i kommunerne vil vokse fra 20.000 indbyggere før
kommunalreformen til 55.000 efter.
For det andet vil kommunerne være mere økonomisk bæredygtige,
idet amternes bloktilskud overføres til de nye kommuner. I aftalen om
strukturreformen fremgår det, at ændringer i opgavefordelingen vil blive
gennemført ud fra princippet om, at reformen er udgiftsneutral og pengene
følger med opgaven. Derved sikres, at de myndigheder, der får ansvaret for
nye
opgaver kompenseres herfor af de myndigheder, der afgiver opgaverne jf. de
almindelige
principper i Vejledning om Det Udvidede Totalbalance Princip (DUT).
Kommunerne
vil således under ét blive kompenseret for de udgifter, som amterne hidtil
har
haft som følge af grundtakstfinansieringen, og som kommunerne fremover skal
finansiere fuldt ud.
Samtidig med at kommunerne bliver større og mere økonomisk
robuste gennemføres der, som led i kommunalreformen, en reform af tilskuds-
og
udligningssystemet, som skal medvirke til at udjævne de afledte ændringer i
byrdefordelingen mest muligt. Både størrelsen af de fremtidige kommuner,
typen
af kommuner, der sammenlægges, og den nøjagtige opgavefordeling har
imidlertid
betydning for udligningen. Disse er først endelig på plads i juni 2005. Der
fremsættes således et forslag til en reform af tilskuds- og
udligningssystemet
i folketingssamlingen 05/06.
I udformningen af finansieringssystemet tages der desuden på
socialområdet højde for de særligt udgiftstunge enkeltsager. Der indføres
således en statslig refusionsordning som omfatter alle tilbud på
socialområdet –
fra ikke-specialiseret til de mest specialiserede tilbud. Ordningen
finansieres
solidarisk af kommunerne ved løbende reguleringer af bloktilskuddet.
Refusionsordningen, der indføres gradvist fra 2007, indebærer
fuldt indfaset, at staten i sager, hvor udgifterne til hjælp og støtte for en
person under 67 år samlet udgør en årlig udgift på 800.000 kr. eller mere,
refunderer 25 pct. af kommunens udgifter over dette beløb. For den del af
udgiften, der overstiger 1,5 mio. kr. årligt, refunderer staten 50 pct. af
udgifterne. I begyndelsen vil refusionsordningen indtræde ved 400.000 kr.
Den statslige refusionsordning tilpasses i lyset af tilskuds- og
udligningssystemet.
Ovenstående punkter vil samlet medvirke til, at den enkelte
kommunes budget og skatteprocent vil være langt mindre følsom overfor
udgiftstunge enkeltsager, og jeg anser det for temmelig usandsynligt, at man
vil kunne aflæse tunge enkeltsager i de enkelte kommuners budgetter og på
skatteprocenten
efter kommunalreformen, men nogen garanti kan jeg ikke give.
Spørgsmål nr. 150:
Ministeren bedes oplyse, hvorvidt enhver udgift til den enkelte
person indgår i beregningen af statsrefusionen, jf. lovforslagets § 176.
Svar:
På det sociale område indebærer aftalen om kommunalreformen, at
der indføres en central refusionsordning. Refusionsordningen bygger blandt
andet på principper om, at ordningen skal sikre kommunerne mod meget store
udgifter i de dyreste enkeltsager og at ordningen gælder i forhold til den
samlede sociale udgift i hver enkelt sag, jf. bemærkningerne til § 176.
Refusionsordningen indføres gradvist, således at den endelige
ordning gælder fuldt ud fra 2010. Således vil staten fra 2010, i sager hvor
den
samlede årlige udgift er på 800.000 kr. eller derover, refundere 25 pct. af
den
del af udgifterne, som overstiger 800.000 kr..
For den del af udgiften, der overstiger 1,5 mio. kr., refunderer
staten 50 pct. af udgiften.
Statsrefusionen omfatter ikke, hverken i indfasningen eller i
den endelige ordning, de kommunale udgifter, som også efter de gældende
refusionsregler, skal afholdes endeligt af kommunen. Dette omfatter udgifter
til rådgivning, tilsyn og administration, herunder lægeerklæringer og
advokatbistand.
I beregningen af den kommunale udgift tages udgangspunkt i en
takstbetaling for det enkelte tilbud. I dag gælder det, at taksterne på det
sociale område fastsættes ud fra de faktiske udgifter, som kan henføres til
den
enkelte person, som modtager hjælp.
I udgiftsberegningerne i dag medtages samtlige de udgifter, som
er forbundet med et givent socialt tilbud. Det vil sige såvel direkte
udgifter
til aflønning af personale m.v. som indirekte udgifter til møder,
supervision,
transport, daglig administration knyttet til bruger og personale, daglig
ledelse og udgifter til husleje/bygninger. Dette vil også gælde i den
foreslåede refusionsordning.
Spørgsmål nr. 164:
Ministeren bedes oplyse, hvor mange borgere der forventes at
være omfattet af den ret til gratis, vejledende specialrådgivning, der åbnes
for med formuleringen »de mest specialiserede og komplicerede enkeltsager«,
jf.
§ 13, stk. 1?
Svar:
Socialministeriet har intet skøn over antallet af borgere med de
mest specialiserede og komplicerede enkeltsager.
Dimensioneringen af VISO er fastlagt ud fra indberetninger og
efterfølgende drøftelser med samtlige amter om antallet af årsværk
beskæftiget
med specialrådgivning i amterne. Heri er indgået en vurdering af, hvilke
opgaver man ikke mener, at de nye større kommuner selv kan varetage.
Udgangspunktet er, at borgeren også efter 1. januar 2007 skal
have åben adgang til at få specialrådgivning i specialiserede og komplicerede
enkeltsager i samme omfang som i dag.
Hovedparten af sagerne løses i kommunerne, men kommunernes specialrådgivning
suppleres for så vidt angår de mest specialiserede og komplicerede
enkeltsager
af VISO.
Spørgsmål nr. 170:
Ministeren bedes oplyse, hvor mange borgere der forventes at
være omfattet af den ret til gratis, vejledende specialrådgivning, der åbnes
for med formuleringen »de mest specialiserede og komplicerede enkeltsager«,
jf.
§ 13, stk. 1?
Svar:
Socialministeriet har
intet skøn over antallet af borgere med de mest specialiserede og
komplicerede
enkeltsager.
Dimensioneringen af VISO
er fastlagt ud fra indberetninger og efterfølgende drøftelser med samtlige
amter om antallet af årsværk beskæftiget med specialrådgivning i amterne.
Heri
er indgået en vurdering af, hvilke opgaver man ikke mener, at de nye større
kommuner selv kan varetage.
Udgangspunktet er, at
borgeren også efter 1. januar 2007 skal have åben adgang til at få
specialrådgivning
i specialiserede og komplicerede enkeltsager i samme omfang som i dag.
Hovedparten af sagerne løses i kommunerne,
men kommunernes specialrådgivning suppleres for så vidt angår de mest
specialiserede og komplicerede enkeltsager af VISO.
Spørgsmål nr. 180:
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 19. april 2005 fra
De Samvirkende Invalideorganisationer, jf. L 38 – bilag 21.
Svar:
De Samvirkende Invalideorganisationer - DSI - fremfører i deres
henvendelse vedrørende forslag til lov om social service (L 38) en række
synspunkter om den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation
(VISO),
som jeg i det følgende vil kommentere:
DSI fremfører, at VISO
skal være en selvejende institution med egen bestyrelse, ikke en styrelse
under
Socialministeriet.
En selvejende institution ville efter min mening være
uhensigtsmæssig til at løse VISO’s opgaver. Den tilsvarende opgave med
at yde
og udvikle specialrådgivningen er i dag en offentlig opgave, som ligger hos
de
amtslige myndigheder. Dette ansvar kan man ikke overdrage til en privat
institution.
En selvejende institution ville blandt meget andet indebære, at
bestyrelsesmedlemmerne ville kunne gøres ansvarlige, hvis institutionen
eksempelvis kom i økonomisk uføre eller ikke tilrettelagde arbejdet med at
indgå de mange kontrakter om specialrådgivning på en hensigtsmæssig måde.
VISO vil blive organiseret med en mindre central enhed på ca. 50
årsværk, en vidensdel på ca. 100 årsværk samt et netværk på ca. 250 årsværk,
hvor specialisterne er placeret decentralt, idet de er ansat i kommuner,
regioner eller i private tilbud. Netværket fastholdes således som en del af
det
kommunale/regionale tilbud, dvs. forbliver lokalt i de tilbud, hvor de i
øvrigt
arbejder.
Det er kun den centrale enhed, som vil blive organiseret som en
styrelse.
Styrelsen skal bl.a.:
–
Sikre én indgang til
overblik over VISO’s funktioner, den eksisterende viden - hvem der laver
hvad,
og hvor man skal henvende sig
–
Sikre en koordineret vidensopbygning,
-udvikling og grundlag for bestyrelsens vurdering af dimensioneringen inden
for
den samlede ramme
–
Have overblik over den
kommunale og regionale rådgivningsstruktur
–
Kunne foretage en
faglig vurdering som grundlag for at henvise kommuner, institutioner/botilbud
og borgere til den rigtige viden og rådgivning
–
Sikre overblik over og
samarbejde med netværk i øvrige sektorer, herunder arbejdsmarkedssektoren og
sundhedssektoren.
–
Være sekretariat for den
faglige bestyrelse for VISO
Styrelsen skal tillige indgå kontrakter mellem VISO og de
kommuner, regioner og private tilbud, hvor netværket, dvs. viden og
ekspertise
om de mest specielle og komplicerede enkeltsager, befinder sig, således at
VISO
kan henvise kommuner og borgere hertil.
Netværket vil blive sammensat, så der er en ekspertviden på alle
områder, herunder også forskellige mindre handicapområder.
At VISO bliver oprettet som en styrelse betyder, at
jeg som socialminister har det overordnede ansvar,
og at styrelsens direktør er ansvarlig for styrelsens virksomhed.
For at jeg kan leve op til mit overordnede ansvar er det meget
vigtigt, at der er en faglige bestyrelse, der bl.a. løbende følger
udviklingen
i behovene for specialrådgivning, løbende vurderer dimensioneringen af
indsatsområderne og løbende evaluerer VISO’s virksomhed. Den faglige
bestyrelse
skal derudover drøfte vidensopsamling om den løbende udvikling i behovene for
specialrådgivning og i den indsats, der leveres fra VISO, ligesom det vil
være
en vigtig opgave for bestyrelsen at pege på eventuelle behov for at tilknytte
nye specialer til VISO’s netværk, som kan dække nye opståede behov inden
for
VISO’s samlede økonomiske ramme.
DSI fremfører, at VISO
skal organiseres med en central bestyrelse og en række fagsøjler med hver sin
bestyrelse.
Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO)
organiseres ikke på forhånd med fast afgrænsede faglige råd for de enkelte
områder, idet det vil være en opgave for VISO’s faglige bestyrelse at
drøfte,
hvordan man bedst muligt knytter forbindelse til eksterne eksperter.
Ifølge DSI er VISO’s
målgruppe for bred. DSI mener, at der er brug for et selvstændigt VISO, der
alene har mennesker med handicap som målgruppe, hvor sindslidende er en del
af
handicapgruppen.
Jeg er ikke enig i DSI’s synspunkt. VISO skal dække hele
servicelovens område, så også viden, specialrådgivning og udredning samles og
udvikles i forhold til andre målgruppe, som fx misbrugere og hjemløse.
En atomisering af VISO på enkelte hovedgrupper og eventuelt
yderligere undergrupper vil væsentlig svække målsætningen om, at VISO sikrer
et
samlet, landsdækkende overblik over viden og specialrådgivning og har
mulighed
for at udvikle og udnytte viden og rådgivning på tværs af forskellige
emneområder.
DSI fremfører, at VISO
selv skal visitere borgere, der skal have fri adgang til både
specialrådgivning
og udredning.
Udredning er – modsat specialrådgivning – et egentligt
sagsforberedende skridt. Udredning danner grundlaget for den kommunale
myndigheds beslutning om valg af indsats. Det er derfor vigtigt, at der er
tæt
dialog mellem kommunen, som beslutter, og den der udreder. I modsat fald
risikerer borgeren at gennemgå en udredningsproces, der ikke anvendes til
noget.
Borgere vil kunne henvende sig direkte til VISO om
specialrådgivning, men i langt de fleste tilfælde er det mest hensigtsmæssigt
for borgeren, at henvendelsen går via kommunen for at sikre en dialog mellem
borger, den ansvarlige myndighed (kommunen) og den rådgivende instans (VISO).
Ligesom i dag er det også efter kommunalreformen kommunen, som
har ansvaret for at yde udredning til dens borgere. Dette ansvar tydeliggøres
efter kommunalreformen af, at der fremover kun er én myndighed, nemlig
kommunen, som har det fulde myndigheds- og finansieringsansvar i forhold til
borgerne. Kommunen kan søge hjælp til sin udredning hos andre kommuner, hos
private eller i regionale tilbud samt for så vidt angår de få mest
specialiserede og komplicerede sager, hvor den fornødne ekspertise ikke kan
forventes at være til stede i den enkelte kommune eller i regionens tilbud,
hos
VISO.
Udgangspunktet er at fastholde princippet om kun én myndighed,
og at henvisning til udredning i VISO sker gennem kommunen. Det er kommunen,
som træffer afgørelse om de tilbud, borgeren skal have, og især når der er
tale
om meget komplicerede og specialiserede sager, er det vigtigt, at borger og
kommune så hurtigt som muligt er i dialog om mulighederne for hjælp. På
baggrund
af en udredning af sagen træffer kommunen afgørelse om de ydelser, borgeren
skal have. Såfremt kommunen mener at have brug for det, kan den henvise
borgeren til en vejledende udredning hos VISO, ligesom borgeren selv kan bede
om det. Det er således det mest hensigtsmæssige for borgeren, at henvendelsen
går via kommunen, dels for at sikre en hurtig dialog mellem kommune og borger
dels for at sikre en dialog mellem borger, den ansvarlige myndighed
(kommunen)
og den rådgivende instans (VISO).
Et kommunalt afslag på udredning i VISO vil kunne indbringes for
det sociale nævn.
DSI fremfører, at VISO
skal dimensioneres, så det er realistisk at løfte videns-,
specialrådgivnings-
og udredningsopgaven. Der skal med hensyn til økonomien tages højde for, at
VISO skal dække hele handicapområdet. I dag er ikke alle handicapområder fx
dækket af vidensfunktioner.
Det er jeg helt enig i, og jeg mener, at vi har fundet den
rigtige dimensionering af VISO ud fra en kortlægning af den eksisterende
amtskommunale specialrådgivning og med henblik på en fortsat vidensudvikling,
også i forhold til områder, der i dag ikke er omfattet af en formaliseret
vidensfunktion.
DSI fremhæver, at VISO
skal arbejde tværfagligt og tværsektorielt.
Formålet med VISO
er at sikre en sammenhængende og helhedsorienteret vidensindsamling og
-udvikling, samt at sikre specialrådgivning og vejledning til borgere og
kommuner og skabe et landsdækkende overblik over den samlede
specialrådgivning.
VISO's virksomhed
vil omfatte hele socialområdet og specialundervisningsområdet, og i det
omfang,
det er relevant for VISO's virksomhed, forudsættes det, at VISO samarbejder
med
funktioner og eksperter i andre sektorer, som fx arbejdsmarkedssektoren og
sundhedssektoren.
DSI fremfører, at VISO
skal revideres om to år.
Jeg ser ikke nogen grund til at fastsætte en bestemmelse om
revision, hverken for hele eller dele af den samlede udmøntning af
kommunalreformen.
De enkelte elementer i kommunalreformen skal ses og vurderes i
sammenhæng. Der er derfor behov for en løbende vurdering af udviklingen,
rammerne og samspillet mellem aktørerne på socialområdet.
Ud over at
Socialministeriet
løbende vil følge denne udvikling vil bl.a. de regionale udviklingsråd i en
4-årig
periode have til opgave at vurdere kommunalreformens udvikling på social- og
specialundervisningsområdet.
Endelig vil der specielt for VISO være en faglig bestyrelse, med
repræsentanter fra brugerorganisationerne, der løbende følger udviklingen i
VISO’s
virksomhed og som bl.a. udarbejder en årsberetning for VISO.
Spørgsmål nr. 184:
Ministeren bedes oplyse, hvorvidt bemærkningerne til § 5, stk. 1,
indebærer, at regionsrådet kan yde specialrådgivning efter aftale med
kommunalbestyrelsen, og at en region vil have mulighed for efter aftale at
varetage opgaver inden for tværsektoriel specialrådgivning, som for eksempel
de
hjerneskadeteams og den småbørnsrådgivning, der i dag drives af Fyns Amt? I
bekræftende fald ønskes det oplyst, om det også gælder, hvis
specialrådgivningen
ikke kun udgår fra, og er baseret på, den indholdsmæssige varetagelse i et
enkelt regionalt tilbud, men på tilbud i flere regionale sektorer.
Svar:
Det er et mål med kommunalreformen, at der fremover er én myndighed
på det sociale område og dermed én indgang for borgeren. Derfor er det fulde
myndigheds-, forsynings- og finansieringsansvar placeret hos
kommunalbestyrelsen.
Det betyder også, at kommunerne får det samlede ansvar for at tilbyde såvel
den
almindelige som den mere specialiserede rådgivning til brugerne og pårørende,
som de iflg. den sociale servicelov har krav på. Kommunerne overtager dermed
de
nuværende amtskommunale specialrådgivningsopgaver og forpligtelser, men de
overtager samtidig også som udgangspunkt den viden og ekspertise, der i dag
varetager disse opgaver i amterne.
Borgerne skal således kun henvende sig ét sted, nemlig i
kommunen for at kunne få den specialrådgivning, som de i dag skal henvende
sig
to steder for at kunne få. Kommunerne kan søge støtte til og inddrage særlig
ekspertise til deres rådgivningsopgaver dels i andre kommuner og hos private
dels i de institutioner og tilbud, som regionerne driver. Som supplement
hertil
skal VISO tilbyde kommuner og borgere vejledende specialrådgivning i de mest
specialiserede og komplicerede enkeltsager samt vejledende udredning i de få
mest sjældent forekommende specielle og komplicerede enkeltsager, hvor den
fornødne ekspertise ikke kan forventes at være til stede i den enkelte
kommune
eller i regionens tilbud.
Regionen og kommunerne kan således på det sociale område aftale,
at regionen varetager specialrådgivning, herunder tværsektoriel
specialrådgivning, som for eksempel de hjerneskadeteams og den
småbørnsrådgivning, Fyns Amt driver, såfremt denne rådgivning kan udgå fra og
baseres på den indholdsmæssige opgavevaretagelse i de regionale tilbud. Det
nærmere omfang af og indhold i denne specialrådgivning skal fastlægges i de
årlige rammeaftaler, ligesom taksten herfor.
Spørgsmål nr. 185:
Efter modellen i lovforslaget om indgåelse af rammeaftaler til
blandt andet sikring af det tilstrækkelige antal pladser i de særlige sociale
tilbud, skal amtslige/regionale tilbud, som overtages af en
beliggenhedskommune, indgå i disse årlige rammeaftaler. Vil det ikke
tilsvarende, efter ministerens opfattelse, være mest hensigtsmæssigt og
betryggende, hvis de institutioner for børn og unge, der er anbragt på grund
af
sociale eller adfærdsmæssige problemer, og som beliggenhedskommunerne efter
lovforslaget umiddelbart overtager, også indgår i de årlige rammeaftaler set
i
lyset af, at en del af disse institutioner dækker adskillige kommuner?
Svar:
Rammeaftalerne efter forslaget til lov om social service (L 38)
et samarbejds- og planlægningsredskab for kommunalbestyrelserne i regionen og
regionsrådet. Rammeaftalerne bør derfor omfatte de opgaver, som kommuner og
region
kan samarbejde om.
Efter § 6 i lovforslaget skal kommunalbestyrelserne i regionen
og regionsrådet årligt indgå en rammeaftale. Rammeaftalen omfatter regionens
forsyningsansvar i forhold til kommunerne i regionen, jf. forslagets § 5 om
regionens opgaver. Rammeaftalen er baseret på de redegørelser, som
kommunalbestyrelserne udarbejder om kommunernes behov for og forventede brug
af
tilbud i regionen.
Tilbud om pladser på døgninstitutioner for børn og unge, som på
grund af sociale eller adfærdsmæssige problemer har behov for at blive
anbragt
uden for hjemmet, jf. lovforslagets § 67, overtages efter lovens § 193 af
beliggenhedskommunen med virkning fra 1. januar 2007. Disse tilbud er derfor
ikke omfattet af det regionale forsyningsansvar i forhold til kommunerne og
tilbudene er ligeledes ikke omfattet af rammeaftalerne, som beskriver
udførelsen af det regionale forsyningsansvar.
Efter lovforslagets § 190, stk. 4, kan en
kommunalbestyrelse/sammenlægningsudvalg
imidlertid aftale med forberedelsesudvalget, at regionsrådet driver tilbud
efter forslagets § 67, stk. 1, videre efter 1. januar 2007.
I forhold til andre sociale tilbud bemærkes, at regionen efter
lovforslagets § 5 fortsat har en forsyningspligt for selve opgaven, selvom om
en eller flere beliggenhedskommuner overtager konkrete tilbud, som en del af
kommunens forsyning, herunder forsyning til andre kommuner. Da regionen
dermed
efter loven stadig har en forsyningspligt for opgaven er det vigtig, at
forsyningen fra beliggenhedskommunens tilbud koordineres og fastlægges i
forhold til regionens øvrige forsyning, som led i rammeaftalen.
Endelig skal det nævnes, at alle tilbud efter lovens § 67, stk.
1, er omfattet af den 4-årige overvågning af kommunalreformen. Tilbuddene
indgår dermed i de redegørelser, som kommunerne årligt udarbejder til
udviklingsrådene, jf. lovforslagets § 188.
Spørgsmål nr. 186:
Ministeren bedes, med udgangspunkt i formuleringerne af § 13,
stk. 1 og 2, uddybe forskellen på »de mest specialiserede og komplicerede
enkeltsager«, hvor VISO kan benyttes til specialrådgivning og »de får mest
sjældent forekommende specielle og komplicerede enkeltsager«, hvor VISO kan
benyttes
til udredning, ved hjælp af 5 konkrete eksempler på handicappede, hvor VISO
kan
benyttes til specialrådgivning, men ikke udredning.
Svar:
Med kommunalreformen overgår amternes hidtidige opgaver på
rådgivningsområdet, herunder specialrådgivningsområdet generelt til
kommunerne.
Til at bistå kommunerne – og borgerne – med disse opgaver
etableres en national videns- og specialrådgivningsorganisation, VISO.
VISOs opgaver fremgår af lovforslagets § 13. VISO skal stille
gratis specialrådgivning til rådighed for kommuner og borgere i de mest
specialiserede og komplicerede enkeltsager, og VISO yder over for kommunerne
vejledende udredning i de få mest sjældent forekommende specielle og
komplicerede
enkeltsager, hvor den fornødne ekspertise ikke kan forventes at være til
stede
i den enkelte kommune eller i regionens tilbud.
Som hovedregel er det altså kommunen, der varetager
specialrådgivningsfunktionerne over for den enkelte.
Afgørende for om VISO vil gå ind i et specialrådgivningsforhold
vil være, at der er tale om et meget specialiseret område, der kræver stor
ekspertise. De rådgivningsopgaver, som VISO vil kunne gå ind i, vil f.eks.
omfatte den specialiserede rådgivning i forhold til mennesker med flere
diagnoser,
hvor indsatsen kræver en særlig viden og indsats. Der kan herudover fx være
tale om sager om mennesker med erhvervet hjerneskade, mennesker med
komplicerede synsnedsættelser, særlig rådgivning i forhold til døvblinde m.v.
Udredningsopgaverne som VISO kan påtage sig efter kommunal
visitation vil være de få og mest sjældne opgaver, det vil sige en snævrere
gruppe end rådgivningen. Der vil være tale om sager, hvor den enkelte kommune
–
eller region ikke selv vil kunne forventes at have den fornødne ekspertise
eller kapacitet, typisk fordi der er tale om få og sjældne tilfælde, hvor der
kræves en høj specialisering, f.eks. bestående af flere forskellige faglige
ekspertiser og tilfælde, der ofte vil være særdeles omkostningskrævende. Det
vil således være en forudsætning for, at personer tilhørende ovennævnte
grupper
kan få udredning via VISO, at der er tale om særligt sammensatte og sjældent
forekommende tilfælde. VISO vil således kunne gå ind i udredningen i forhold
til mennesker, der lider af Spielmeyer-Vogts syndrom og tilsvarende andre
sjældent forekommende små handicapgrupper, med komplicerede og sammensatte
forløb, hvor den samlede udredning kræver stor faglig viden og bredde, typisk
både i forhold til den sundhedsmæssige og den sociale udredning og indsats.
Spørgsmål nr. 190:
Ministeren bedes kommentere beregninger fra Det Kommunale Kartel
(jf. vedlagte bilag s. 11-13), der viser, at den foreslåede refusionsordning,
hvor kommunerne vil få refunderet 25 % af udgifterne til tilbud, der ligger
over 800.000 kr., og 50 % vedørende tilbud der ligger over 1,5 mio. kr. når
ordningen træder i kraft, er helt utilstrækkelig og vil medføre store udsving
i
primærkommunernes økonomi, som ikke kan afhjælpes af en kommende reform af
udligningssystemet. Hvordan vil ministeren, i forlængelse heraf, sikre, at
alle
kommuner har tilstrækkelig økonomi til at finansiere de sociale
servicetilbud?
Svar:
Det Kommunale Kartels beregninger på socialområdet i notatet
Økonomiske problemstillinger i
kommunalreformens lovforslag
fra 3. januar 2005 tager udgangspunkt i
Amtsrådsforeningens grundtakstanalyse fra maj 2004. På baggrund af et
eksempel,
hvor de beregner, hvor meget kommunerne vil få refunderet af udgifterne til §
92 og § 93 botilbud til handicappede, konkluderer Det Kommunale Kartel, at
refusionsordningen fuldt indfaset kun vil dække en mindre del af tilbuddene,
og
at der til de tilbud, der dækkes af refusionsordningen, kun gives et
beskedent
beløb. Dette vil medføre, at nogle kommuner med eksempelvis mange
handicappede
fremover vil få store sociale udgifter og måske ikke vil få råd til at
benytte
regionernes institutioner.
Jeg er overordnet ikke enig i, at Det Kommunale Kartel har vist,
at refusionsordningen er helt utilstrækkelig. Der er ikke grundlag for at
påstå, at der er så skæv en fordeling af de sociale udgifter, at dette ikke
på
en rimelig måde kan udlignes af tilskuds- og udligningssystemet i samspil med
refusionssystemet.
Det skal her indledningsvis tages i betragtning, at skæv
fordeling er meget mindre sandsynligt i de større kommuner.
Det fremgår af aftalen om strukturreformen, at ændringer i
opgavefordelingen vil blive gennemført ud fra princippet om, at reformen er
udgiftsneutral og pengene følger med opgaven. Det er således en forudsætning,
at kommunerne under ét kompenseres fuldt ud for den økonomiske virkning af
omlægningerne
i opgaver og finansiering. Det sker ved, at merudgifter som følge af nye
opgaver fører til tilsvarende forøgelser af det kommunale bloktilskud. Herved
sikres finansiering for opgaverne for den kommunale sektor under ét.
I forbindelse med kommunalreformen gennemføres en reform af
tilskuds- og udligningssystemet, som skal være med til at afbøde de
byrdefordelingsmæssige konsekvenser af den nye kommunale struktur og
omlægningen af de kommunale opgaver. Det drøftes således i regi af Indenrigs-
og Sundhedsministeriets finansieringsudvalg, hvordan man sikrer, at der
etableres en balance inden for den kommunale sektor, således at også den
enkelte kommune sikres tilstrækkelig finansiering til at løse sine opgaver.
Denne balance mellem de enkelte kommuner indbyrdes skal bl.a. tilvejebringes
gennem de kommunale udligningsordninger. I forbindelse hermed overvejer
Finansieringsudvalget blandt andet at gennemføre ændringer i fordelingen af
bloktilskuddet og at udbygge opgørelsen af det kommunale udgiftsbehov med
kriterier,
der tager hensyn til de nye opgaver, som kommunerne overtager fra amterne,
for
eksempel på socialområdet.
Der fremsættes et forslag til en reform af tilskuds- og
udligningssystemet i folketingssamlingen 05/06.
Den endelige fastlæggelse af refusionsordningen sker først i
tilknytning til fastlæggelsen af ændringer i tilskuds- og udligningssystemet.
Der kan således stadig ske ændringer i grænsebeløbene for den årlige udgift.
På
nuværende tidspunkt er grænsebeløbene fastsat ud fra, at refusionsordningen
skal afspejle det forhold, at kommunerne vil være mere økonomisk bæredygtige
end under den nuværende grundtakstordning. Grænsen på 800.000 kr. i 2010
svarer
cirka til det dobbelte af grundtaksten for døgnophold i dag.
Selve fastlæggelsen af grænserne er en vurdering af den mest
hensigtsmæssige balance mellem individuelt ansvar og udgiftsudlignende
solidaritet. Men vurderingen er foretaget på grundlag af, hvor mange meget
dyre
sager der er, og erfaringer baseret på grundtakstsystemet tilpasset den
større
økonomiske bæredygtighed i de nye store kommuner. Heri har bl.a. indgået
Amtsrådsforeningens grundtakstanalyse fra maj 2004 og en mindre
stikprøveundersøgelse blandt kommunerne gennemført af Socialministeriet. Det
skal yderligere bemærkes, at refusionsordningen indføres gradvist over en
fireårig
periode.
Der henvises endvidere til svaret på spørgsmål 147.
Spørgsmål nr. 196:
Ministeren bedes kommentere henvendelsen fra Inspektørkollegiet
ved Danmarks Forsorgshjem og SAND – Sammenslutningen Af Nærudvalg i
Danmark,
jf. L 38 – bilag 22.
Svar:
Inspektørkollegiet og SAND har ved fremmøde i Socialudvalget
afleveret to notater, dels et notat fra Inspektørkollegiet og dels et notat
fra
SAND om fremtidsvisioner for SAND.
I det følgende kommenteres de synspunkter mv. der rejses i
notaterne.
Ad Inspektørkollegiets
henvendelse
Inspektørkollegiet er stadig nervøs for om selvmøderprincippet
vil blive udhulet. De skriver fx :»---
Det
betyder, at en borger fra Region Nordjylland fx Frederikshavn Kommune, af
egen
drift kan tage ophold på en boform i Region Midtjylland.
Den kommune, der har
overtaget boformen, skal derefter sikre at der laves en aftale med
Frederikshavn
Kommune om betaling mv.. Men det kan være, at Frederikshavn Kommune har lavet
deres rammeaftale om akutpladser med Ålborg Kommune, der har overtaget
Svendstrupgård: Hvordan skal det håndteres? Skal beboeren tage til
Svendstrupgård.«
Det skal bemærkes, at rammeaftaler ikke indgås mellem de enkelte
kommuner, men mellem kommunerne og regionen.
Uanset hvilke aftaler der måtte blive lavet, vil borgeren stadig
efter lovforslaget (loven) have fuld ret til selv at vælge hvilket
forsorgshjem
han eller hun vil tage ophold på.
Ingen kommune kan ændre denne ret for borgeren til selv at
vælge.
Det skal understreges, at det er en forudsætning for, at
kommunerne kan få statsrefusion af deres udgifter til forsorgshjem mv., at
loven er overholdt.
Inspektørerne fortsætter: »
I
servicelovens § 9 står at tilbud over 100 pladser skal have en regional
udviklingsplan. Vi vil meget opfordre til at det kommer til at gælde alle
tilbuddene efter § 110, det nuværende § 94, uanset om ejeren er region eller
kommune.«
For så vidt angår denne problematik
om udviklingsplaner efter lovforslagets § 9, kan jeg henvise til min
besvarelse
af spørgsmål nr. 192 ad L 38, hvoraf det fremgår, at bestemmelsen om
udviklingsplaner
er møntet på gamle særforsorgsinstitutioner, som i vidt omfang vil have brug
for udvikling og fornyelse.
Endelig
skriver Inspektørkollegiet: »
Vi optræder
i en lang række sammenhænge som beboernes hjælpere og advokater i.f.t.
kommuner, boligforeninger og retssystemet.-----
Vi skal derfor anbefale,
at boformernes suverænitet sikres så meget som muligt af hensyn til beboernes
retssikkerhed og så vi kan sikre sammenhængskraften i hele beboerens proces,
fra hjemløs til hjemmehørende----«
Ved kommunalreformen vil større og mere bæredygtige kommuner få
det fulde myndigheds-, forsynings- og finansieringsansvar på det sociale
område. Dvs. at kommunerne i modsætning til i dag skal være med til at
finansiere deres borgeres ophold på forsorgshjem. Kommunerne får med
kommunalreformen
et betydeligt incitament til at gøre en indsats for deres borgere på et
forsorgshjem. Dvs. at borgernes retssikkerhed i det kommende system ikke vil
blive formindsket, men tværtimod forstærket.
Socialministeriet går i øvrigt ud fra, at lederne på
forsorgshjemmene fortsat vil leve op til deres ansvar og arbejde for, at
borgere på forsorgshjem kommer videre i deres liv og ikke sander til på
hjemmene.
Ad SAND’s henvendelse
SAND har som de hjemløses egen interesseorganisation visioner om
at påpege de udstødende tendenser i samfundet og være aktive medspillere i
udformningen af tiltag, som modvirker årsagerne til hjemløshed.
SAND vil være en synlig naturlig samarbejdspartner i alle
kommuner, i regionerne og for staten.
På det lokale og regionale niveau vil SAND have aktive
beboerråd/brugerråd på hver eneste boform for hjemløse. De amtslige nærudvalg
er ikke indskrevet i lovgivningen. SAND ønsker, at samarbejdet formaliseres,
således at nærudvalgene naturligt inddrages i beslutninger på lokalt og
regionalt
niveau, der vedrører hjemløse.
På nationalt niveau udtrykkes tilfredshed med hensyn til høring
i relevant lovgivningsarbejde og deltagelse råd og nævn.
Endelig har SAND en vision om at udvikle sig fra at være en politisk
organisation til også at være en forening, der tilbyder hjemløse mulighed for
at fordybe sig fagligt, dyrke sport og bruge SAND som et socialt netværk.
Brugerorganiseringen på hjemløseområdet er en skrøbelig
konstruktion. Den er afhængig af, at der er tilstrækkeligt med engagerede
brugerrepræsentanter, som ikke bare er villige til at påtage sig opgaverne,
men
også er i stand til at udføre dem. Der er en stor og hurtig udskiftning på
boformerne. Mange af brugerne er mærkede for livet som hjemløs. Der er stor
risiko for tilbagefald, hvilket gør, at arbejdet kommer til at ligge stille i
en periode. Risikoen for tilbagefald kan også være med til at fastholde en
forestilling hos omgivelserne om, at hjemløse ikke er i stand til at påtage
sig
et ansvar, der rækker langt frem i tiden.
For at komme nogle af de potentielle farer til livs er det
nødvendigt at støtte op om brugerorganiseringen på hjemløseområdet på flere
områder. Derfor foreslås:
–
At samarbejdet med det
lokale og regionale niveau formaliseres, så at det kan fungere uafhængigt af
brugerrepræsentanternes op- og nedture
–
At »Vidensfunktionen
for hjemløse« fortsætter, idet vidensfunktionen stadigvæk piller en stor
rolle
i SAND’s og nærudvalgenes arbejde og
–
At
brugerorganiseringsarbejdet på hjemløseområdet sikres økonomisk.
Bemærkninger
I dag er brugerindflydelsen på forsorgshjem og herberger sikret
ved adgangen til at organisere sig på boformen, hvilket typisk sker ved
oprettelse af
beboer- eller brugerråd.
Denne adgang til organisering på de enkelte boformer videreføres uændret, jf.
§
16 i forslaget til servicelov (L 38), hvorefter
kommunalbestyrelsen sørger for, at brugerne
af tilbud efter serviceloven får mulighed for at få indflydelse på
tilrettelæggelsen og udnyttelsen af tilbuddene. Det vil derfor være op til
nærudvalgene at sikre, at de inddrages i dette arbejde, og at dette
formaliseres.
Vidensfunktionen, der
blev oprettet i 1999, er knyttet til Videns- og Formidlingscentret for
Socialt
Udsatte
s afdeling i Esbjerg. Videns- og udviklingsfunktionen
har til opgave at
–
styrke
brugerinddragelsen på hjemløseområdet (støtte SAND og nærudvalgene, etablere
»tillidsmandskurser«
etc)
–
indsamle tilgængelig
viden og stille sig til rådighed for området mht formidling af ny viden med
det
sigte at bidrage til såvel nyudvikling som synliggørelse af området
–
koordinere aktiviteter
og formidler og fremme dialogen mellem de forskellige aktører på området samt
–
bidrage til
kvalitetsudvikling.
Som SAND anfører, er brugerorganisering på hjemløseområdet en skrøbelig
konstruktion, fordi der er et meget svingende antal aktive samtidig med, at
der
til tider er stor udskiftning blandt de aktive.
Selvom SAND har fået ansat en landssekretær og er støttet
økonomisk fra Socialministeriet, vil brugerorganiseringen styrke og
forankring
også fremover være afhængig af Vidensfunktionens involvering i
brugerorganiseringen.
Bevillingen til Vidensfunktionen udløber med udgangen af 2005.
Jeg vil i forbindelse med de kommende satspuljeforhandlinger søge midler til
forlængelse
af Vidensfunktionens arbejde.
Som nævnt i henvendelsen får SAND økonomisk støtte fra
Socialministeriet.
Drift af brugerorganiseringen på hjemløseområdet
vil også i de kommende år være afhængig af økonomisk støtte, og jeg vil
derfor
også under satspuljeforhandlingerne søge midler til fortsat drift af diverse
brugerorganiseringer.
Spørgsmål nr. 198:
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 18. april 2005 fra
Videnscenter for Døvblevne, Døve og Hørehæmmede, jf. L 38 – bilag 38.
Svar:
Det fremgår af henvendelsen fra Videnscenter for Døvblevne, Døve
og Hørehæmmede, at centret ikke mener, at specialrådgivningen for hørehæmmede
og døvblevne er omfattet af VISO’s specialrådgivningsfunktioner.
Bemærkningerne til lovforslagets § 13 om den nationale videns-
og specialrådgivningsorganisation, VISO, angiver en lang række områder, hvor
VISO vil skulle indgå i specialrådgivningen. Herunder er også nævnt
døveområdet.
Den opremsning, der er foretaget i lovbemærkningerne, er ikke
udtømmende. VISO vil også skulle varetage specialrådgivningsopgaver i de mest
specialiserede og komplicerede enkeltsager vedrørende hørehæmmede og
døvblevne,
ligesom VISO i sin vidensfunktion vil have til opgave at indsamle, udvikle,
systematisere og formidle viden på disse områder, idet Videnscentret for
Døve,
Døvblevne og Hørehæmmede indgår i VISO.
Spørgsmål nr. 199:
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 19. april 2005 fra
Dansk Epilepsiforening.
Svar:
Dansk Epilepsiforening fremkommer i deres henvendelse med nogle
synspunkter om rådgivning på epilepsiområdet ved overgangen til VISO (den
statslige Videns- og Specialrådgivningsorganisation). De mener, at der vil
være
risiko for, at tilbuddet om børneskolen på Epilepsihospitalet i Dianalund vil
sande til, hvis skolen fortsat skal takstfinansieres. Desuden mener de, at
den
sociale rådgivningsfunktion i Dianalund fortsat bør være en integreret del af
det samlede behandlingstilbud på Epilepsihospitalet. Foreningen forventer, at
Videnscenter om Epilepsi fortsætter uændret, hvad angår udsendelse af
nyhedsbreve, kurser, netværksopbygning mm.
Med kommunalreformen ændres der ikke indholdsmæssigt i de
rettigheder, borgeren allerede har i dag. Kommunerne har pligt til at give
borgeren et tilbud, der modsvarer borgerens behov. Hvis kommunen ikke kan
leve
op til at levere det tilbud, borgeren har krav på, kan der rejses en klage-
eller tilsynssag.
Udviklingen efter kommunalreformen vil blive fulgt af et
regionalt udviklingsråd, der skal udarbejde årlige redegørelser dels til
undervisningsministeren, dels til socialministeren. Disse redegørelser skal
indgå i ministeriernes vurderinger af, om kommunerne lever op til deres
myndighedsansvar.
Foreningens bekymring for, om kommunerne vil undgå at betale,
hvis der er en fortsat takstfinansiering for børneskolen, deler jeg ikke i
lyset af, at der bliver tale om større og dermed mere økonomisk bæredygtige
kommuner.
Hvad angår spørgsmålet om rådgivningsfunktionen i Dianalund som
en fortsat integreret del af det samlede behandlingstilbud, vil det være den
fremtidige faglige bestyrelse for VISO, der skal sikre den fornødne viden,
hvilket vil kunne ske gennem løbende inddragelse af faglige miljøer og
brugergrupper. Det er ligeledes op til den kommende ledelse at overveje,
hvordan organisationen bedst kan løse de faglige opgaver, som organisationen
er
tillagt.
Da rådgivningen fortsat vil være fysisk beliggende på
Epilepsihospitalet, vil den stadigvæk kunne fungere som en naturlig del af
det
samlede behandlingstilbud.
Som det fremgår af bemærkningerne, vil Videnscenter for Epilepsi
indgå i VISO, og dermed de funktioner der varetages af videnscentret.
Videnscenter for Epilepsi vil således indgå i den samlede vidensfunktion i
VISO, og vil fortsat skulle varetage formidling af faglig viden på området.
Spørgsmål nr. 200:
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 14. april 2005 fra
Netværk Socialpsykiatri, jf. L 38 – Bilag 26.
Svar:
Socialministeriet har forstået spørgsmålet således, at
Socialudvalget ønsker Socialministeriets kommentarer til de fem spørgsmål,
som
det Fagligt Netværk har stillet til Socialudvalget.
Ad: 1
: »Hvordan tages der
højde for de socialpsykiatriske tilbud efter strukturreformen?«
Socialministeriet kan oplyse, at i det fremsatte forslag til Lov
om Social Service fastholdes niveauet for de socialpsykiatriske tilbud.
Ansvaret for tilbuddene overgår til kommunerne. Det drejer sig om hjælp til
personer med betydelig eller varig nedsat psykisk funktionsevne, der skal
tilbydes personlig og praktisk hjælp samt socialpædagogisk bistand m.v. jf.
§§
83-87, eller behandling efter §§ 101 og 102, eller aktiverende tilbud efter
§§
103 og 104.
Ad 2: »
Hvilke tilbud
organiseres i regionerne, og hvilke organiseres i kommunerne?«
Regionerne overtager som udgangspunkt driften af alle de
nuværende amtslige institutioner i regionen, herunder sikrede afdelinger for
unge kriminelle.. Institutioner for børn og unge med sociale og
adfærdsmæssige
problemer overtages af beliggenhedskommunen, bortset fra institutioner, hvis
målgruppe er børn og unge med psykiatriske lidelser, og hvor behandlingen på
institutionen indeholder en væsentlig psykiatrisk indsats med sammenhæng til
det øvrige psykiatriske system. Disse institutioner placeret i regionerne.
Ifølge lovforslaget får en beliggenhedskommune imidlertid
mulighed for allerede fra 1. januar 2007 at overtage amtskommunale/regionale
tilbud.
Ad 3: »
Hvorledes kan den
fremtidige struktur, herunder samarbejdet mellem forskellige
myndighedsniveauer
og forskellige faglige perspektiver, tænkes udformet, så brugerne/borgerne
har
medindflydelse på de forskellige serviceydelser?«
Fremover bliver der kun ét myndighedsniveau i forhold til
borgeren, nemlig kommunen. Ifølge lovforslaget skal kommunalbestyrelsen sørge
for, at brugerne får mulighed for at få indflydelse på tilrettelæggelsen og
udnyttelsen af tilbuddene. Kommunalbestyrelsen fastsætter skriftlige
retningslinier
for brugerindflydelsen.
Ad 4: »
Hvordan kan
værdigrundlaget være med til at bygge bro mellem socialpsykiatrien og
behandlingspsykiatrien,
så det gavner mennesker med sindslidelser?«
Som led i aftalen om Finansloven for 2001 blev der iværksat et
udvalgsarbejde med henblik på udarbejdelsen af oplæg til et bedre samspil
mellem på psykiatriområdet. Udvalgsarbejdet resulterede bl.a. i »Det fælles
værdigrundlag (Socialministeriet og Indenrigs – og Sundhedsministeriet,
marts
2005)«, som omfatter tre værdier: Respekt, Faglighed og Ansvar.
Værdierne har til formål at skabe bedre sammenhæng i indsatsen
for de sindslidende, som har behov for både behandling og social indsats. De
systemer, der er til for at hjælpe, skal være helhedsorienterede,
koordinerede,
tilstrækkelige, gennemskuelige og respektfulde.
Jeg finder det vigtigt, at der nu er formuleret et fælles
værdigrundlag, som dækker social- og behandlingspsykiatrien. Værdier er med
til
at fremme en bestemt og ønsket adfærd. Ved at have formuleret et fælles
værdigrundlag, er det mit håb, at aktører indenfor områderne vil gøre
værdierne
levende og handle ud fra samme forståelse om respekt, faglighed og ansvar.
Det
gælder de ansatte i de to sektorer, som skal samarbejde på tværs og forstå
hinandens sprog, kulturer og værdier. Det gælder indenfor den enkelte sektor,
hvor faggrupper med forskellige kompetencer og kulturer arbejder tværfagligt.
Det gælder de berørte mennesker med sindslidelser, og de pårørende med deres
oplevelser af, erfaringer med, og forventninger til indsatsen.
Ad 5: »
Hvordan kan
integration på arbejdsmarkedet indgå som væsentlig del i forhold til den nye
struktur, så differentierede udviklingsmuligheder for mennesker med
sindslidelser
betones?«
Med den nye struktur vil alle, der har ledighed som problem,
også de, der har problemer udover ledighed, få hjælp fra de nye jobcentre.
Derved vil den bedste arbejdsmarkedsmæssige ekspertise også blive til
rådighed
i forhold til mennesker med sindslidelser. Samtidig er den tilbudsvifte, som
findes i lov om aktiv beskæftigelsesindsats også til rådighed i forhold til
sindslidende.
For alle målgrupper skal der senest hver tredje måned foretages
en vurdering af den lediges beskæftigelsespotentiale, det gælder også i
perioder, hvor de pågældende f.eks. får tilbud efter lov om social service.
Derved sikres, at der løbende er fokus på beskæftigelsesindsatsen samtidig
med
anden indsats, f.eks. behandlingstilbud.
Spørgsmål nr. 227:
I dag er budgetarbejdet i de fleste kommuner og amter
tilrettelagt således, at de enkelte institutioner kan overføre en vis andel
af
deres årsbudget til næste driftsår. Vil denne mulighed fortsat være til stede
i
de regionale tilbud, når regionerne fratages deres økonomiske selvstændighed?
I
bekræftende fald, skal procentandelen så fastsættes ved lov, når alt hvad
regionerne foretager sig konkret skal hjemles i en lov? Såfremt
procentandelen
skal hjemles i en lov, bedes ministeren yde teknisk bistand til et
ændringsforslag,
der sikrer dette.
Svar:
Spørgsmålet har været forelagt Indenrigs- og
Sundhedsministeriet, og de oplyser følgende:
»Ifølge gældende regler for kommuner og amters budget- og
regnskabssystem har kommunalbestyrelsen mulighed for i årets løb at overføre
uforbrugte bevillinger fra tidligere regnskabsår gennem meddelelse af
tillægsbevillinger til såvel drifts- som anlægsbevillinger samt
rådighedsbeløb.
I årsregnskabet anføres i en oversigt de overførte uforbrugte
driftsbevillinger.
Der er på nuværende tidspunkt ikke taget stilling til, hvordan
regionsrådene skal håndtere overførsel af uforbrugte bevillinger fra
tidligere
regnskabsår. Det forventes, at de nye regionsråd vil få en tilsvarende adgang
til at meddele tillægsbevillinger med henblik på overførsel af uforbrugte
driftsbevillinger
fra tidligere regnskabsår.
De nærmere bestemmelser herom vil blive fastsat i reglerne for
regionernes budget- og regnskabssystem, som fastsættes af indenrigs- og
sundhedsministeren
i medfør af § 25 i Lov om regioner og om nedlæggelse af amtskommuner,
Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab (L 65).«
Spørgsmål nr. 228:
I hvilket omfang agter ministeren at inddrage
Folketinget/Folketingets partier i vurderingen af den redegørelse, som
udviklingsrådene i en overgangsperiode på 4 år skal udfærdige til
socialministeren,
og er ministeren enig i, at det kunne være hensigtsmæssigt med et centralt
udviklingsråd/evalueringsråd (sammensat tværpolitisk og med repræsentation
fra
relevante organisationer), der kunne bistå med overvågningen de første 4 år?
Svar:
Efter min opfattelse er der ikke behov for yderligere
udviklingsråd eller tilsvarende, idet det på centralt niveau må være
ministeren
og Folketinget, der informeres om og vurderer den udvikling, som
udviklingsrådene
beskriver vedrørende implementeringen af lovforslagene om kommunalreformen.
Efter § 188 i forslaget til lov om social service (L 38)
nedsættes der i hver region et udviklingsråd i perioden 2007 til og med 2010.
Udviklingsrådene skal følge og drøfte kommunalreformens implementering på
servicelovens område og specialundervisningsområdet med henblik på årligt at
udarbejde en redegørelse til
Socialministeriet
og Undervisningsministeriet.
Udviklingsrådene er sammensat af repræsentanter for kommunerne i
regionen, regionen og for brugerne i regionen. Statsforvaltningen er
sekretariat for udviklingsrådet.
Udviklingsrådenes redegørelser skal ifølge lovforslaget bygge på
og omfatte egne undersøgelser, oplysninger fra et centralt informations- og
analysesystem samt redegørelser fra kommunerne i regionen og regionen.
Jeg vil på baggrund af de redegørelser, som jeg modtager fra
udviklingsrådene, udarbejde en samlet redegørelse og vurdering af udviklingen
til Folketinget.
Spørgsmål nr. 231:
Ministeren bedes, i forlængelse af punkt 25 i høringsnotatet,
oplyse, hvordan reformen kan være udgiftsneutral de første år, når der oplagt
vil være engangsudgifter, og når regeringens repræsentanter gentagne gange
fra
Folketingets talerstol har givet tilsagn om, at reformen ikke vil medføre
nedsat
kvalitet i ydelserne.
Svar:
Det fremgår af aftalen om strukturreformen, at ændringer i
opgavefordelingen vil blive gennemført ud fra princippet om, at reformen er
udgiftsneutral og pengene følger med opgaven. Det er således en forudsætning,
at kommunerne under ét kompenseres fuldt ud for den økonomiske virkning af
omlægningerne
i opgaver og finansiering. Det sker ved, at merudgifter som følge af nye
opgaver fører til tilsvarende forøgelser af det kommunale bloktilskud, mens
de
øgede skatteindtægter, som følge af, at kommunerne overtager dele af de
amtskommunale skatter, fører til tilsvarende korrektioner af bloktilskuddet.
Herved sikres finansiering for opgaverne for den kommunale sektor under ét.
Der vil være visse engangsudgifter forbundet med
kommunalreformen, herunder engangsudgifter til tilpasning af IT-systemer
mv., omstilling af medarbejdere, vederlæggelse af
sammenlægnings- samt forberedelsesudvalg og flytteudgifter
mv.
Samtidig vil kommunalreformen indebære varige økonomiske gevinster
i form af mindreudgifter som følge af reduktionen i antallet af
kommunalbestyrelsesmedlemmer og borgmestre, ligesom antallet af
regionsrådsmedlemmer og -formænd vil blive lavere end det nuværende antal
amtsrådsmedlemmer og -borgmestre. Hertil kommer de synergigevinster, som er
forbundet med færre kommunale og regionale enheder samt stor- og samdrift af
IT-løsninger mv.
Det er regeringens vurdering, at de økonomiske
gevinster ved kommunalreformen efter en kort årrække vil overstige
engangsudgifterne.
Som følge af manglende tidsmæssigt sammenfald mellem
engangsudgifterne og de varige økonomiske gevinster vil der dog blive
etableret en lånepulje til engangsudgifter i forbindelse med
kommunalreformen,
som kan benyttes efter ansøgning. Endvidere vil der blive
etableret begrænsede
muligheder for ekstraordinært tilskud vedrørende vanskeligt stillede
kommuner,
som indgår i sammenlægning.
Spørgsmål nr. 232:
Ministeren bedes, i forlængelse af punkt 27 i høringsnotatet,
oplyse, hvordan der sikres økonomi til udvikling af de enkelte tilbud på en
måde, således at de privatdrevne tilbud ikke kommer til at virke som ulige
konkurrenter på taksten.
Svar:
Det er kommunalbestyrelsens ansvar at sørge for, at borgeren får
det tilbud efter loven, som borgeren har behov for. Det vil sige, at det er
kommunalbestyrelserne, der har ansvaret for den løbende udvikling af tilbud
til
borgerne.
Rammerne for regionsrådets udviklingsansvar skal fastlægges i de
årlige rammeaftaler. Det skal fremgå af rammeaftalen, i hvilket omfang
regionen
skal sørge for en løbende udvikling af indholdet i de regionalt drevne tilbud
svarende til udviklingen i behovene. Det gælder såvel i forhold til
udviklingen
i behovene hos allerede optagne borgere som i forhold til evt. helt nye typer
af behov, der fordrer udvikling af nye behandlingstilbud. Regionen kan ikke
udvikle tilbud, uden at det fremgår af rammeaftalen.
Af socialministerens svar i punkt 27 i høringsnotatet af 24.
februar 2005 fremgår det, at udgifter til udviklingsopgaver, der direkte
vedrører
regionens tilbud, skal lægges på pladstaksterne, således at regionerne
ligestilles med andre leverandører.
Såfremt kommunerne i rammeaftalen har fremsat ønske om, at
regionen skal udvikle en speciel type tilbud, må det forudsættes, at kommunen
samtidig er indforstået med, at regionens udgifter til udviklingen heraf
lægges
på pladstaksterne.
Det skal endvidere nævnes, at private leverandører af sociale
tilbud allerede i dag indregner udviklingsomkostninger knyttet til tilbuddet
i
deres takster. Regionens tilbud vil således ikke blive udsat for ulige
konkurrence på taksten.
Spørgsmål nr. 239:
Mange amtstilbud har både af faglige og økonomiske hensyn en
fælles overordnet ledelse. I hvilket omfang skønner ministeren, at der bliver
taler om en økonomisk neutral situation, hvis nogle beliggenhedskommuner
vælger
at overtage dele af et tidligere »institutionsfællesskab«, når dette vil
kræve
ansættelse af en ny selvstændig ledelse og etablering af faglig supervision,
der evt. så må købes?
Svar:
Det fremgår af § 186 i Forslag om Lov om social service, at en
kommunalbestyrelse kan overtage regionale tilbud, der er beliggende i
kommunen.
I bemærkningerne præciseres det, at det er en forudsætning, at
kommunalbestyrelsen i beliggenhedskommunen vil kunne drive tilbuddet på
økonomisk
og fagligt forsvarlig vis.
Yderligere præciseres det, at hvis en kommunalbestyrelse
overtager den del af såkaldte satellitinstitutioner, der er beliggende i
kommunen, er det en forudsætning, at den overtagne del af
satellitinstitutionen
kan fungere som et selvstændigt tilbud i beliggenhedskommunen.
Satellitinstitutioner er en organisatorisk og budgetmæssig sammenkædning af
flere regionstilbud placeret i flere kommuner.
Som det fremgår af bemærkningerne er det en forudsætning, at
kommunerne kun overtager en del af et »institutionsfællesskab«, hvis de kan
drive det på økonomisk og fagligt forsvarlig vis, og institutionsdelen kan
fungere som et selvstændigt tilbud.
Det er den kommune, der overtager en del af et
»institutionsfællesskab«, som selv afgør, hvordan den konkret vil organisere
sig med hensyn til den fremtidige ledelse af institutionen.
I aftaleudkastet mellem regionsråd og kommunalbestyrelsen i
beliggenhedskommunen om overtagelse af institutionen vil der indgå en
opgørelse
over, hvilke ansatte der skal overføres. Herunder kunne man også forstille
sig,
at kommunen vil overtage en del af den fælles ledelse.
Derudover vil kommunerne, på samme måde som amterne har gjort
det, kunne oprette fælles ledelse for kommunale »institutionsfællesskaber«,
og
derved indhøste de faglige og økonomiske gevinster, der vil være heraf.
Spørgsmål nr. 250:
Ministeren bedes i forlængelse af punkt 111 i høringsnotatet
oplyse, hvorvidt der vil ske ændringer i forældrebetalingen ved, at
kommunerne
overtager ansvaret for de særlige daginstitutioner.
Svar:
Med kommunalreformen overgår de hidtidige amtslige særlige
dagtilbud til regionerne.
Beliggenhedskommunen for et hidtidigt amtsligt særligt dagtilbud
kan, jf. lovforslagets § 186, overtage tilbudet med de samme indholdsmæssige
forpligtigelser, som amtskommunen hidtil har haft. Dette gælder også for
særlige dagtilbud.
Der sker ikke som led i kommunalreformen ændringer i de gældende
regler om betaling for optagelse i særlige dagtilbud. Efter de gældende
bestemmelser er ophold i et særligt dagtilbud vederlagsfrit i tilfælde, hvor
et
barn med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne er
optaget i tilbuddet alene eller i hovedsagen af behandlingsmæssige grunde.
Spørgsmål nr. 251:
Ministeren bedes, i forlængelse af punkt 113 i høringsnotatet,
oplyse, hvordan vil ministeren sikre, at en ydelse alene tager udgangspunkt i
den enkeltes situation og særlige ønsker, når de fleste ydelser fremover
fortrinsvis er en ren kommunal udgift? Vil ministeren acceptere en vis
ventetid
på den rette ydelse, hvis en kommune ikke har økonomi til at bevillige den
rette ydelse?
Svar:
Punkt 113 i høringsnotatet til forslag til lov om social service
(L38) handler om den situation, at visiterede borgere fra alle regionens
kommuner,
kan være omfattet af forskellige sagsbehandlingsregler (lokale
kvalitetsstandarder)
fastsat af den enkelte borgers hjemkommune.
Jeg har i høringsnotat anført, at når en kommune visiterer en
borger til en social boform, der drives af en region eller af en privat
udbyder, vil der typisk altid være udarbejdet en handleplan efter
lovforslaget §
141 (§ 111 i den gældende lov om social service). I forbindelse med
visitationen vil der altid have været kontakt mellem boformen og kommunen med
henblik på at fastlægge, hvad formålet med opholdet i boformen skal være.
Efter servicelovens almindelige princip har hver enkelt modtager
af tilbud krav på en ydelse, der tager udgangspunkt i den enkeltes situation
og
særlige ønsker. Dette gør sig allerede gældende under den nuværende
lovgivning,
og der sker ingen ændring heri ved gennemførelsen af den nye lov om social
service.
Det forhold, at kommunen fremover har hele finansieringsansvaret
for ydelser efter lov om sociale service, eventuelt suppleret af
refusionsordningen
for de dyreste enkeltsager, vil ikke ændre på borgerens krav på en ydelse,
der
svarer til borgerens behov og særlige situation. Et samlet
finansieringsansvar
vil tværtimod fjerne kassetænkning, således at det fremover er entydigt
hvilken
myndighed, der har finansieringsansvaret i den enkelte borgers sag. Risikoen
for, at diskussion mellem to myndigheder om finansieringen vil betyde lang
sagsbehandlingstid og ventetid for borgeren forsvinder således, hvilket er et
væsentligt fremskridt.
For så vidt angår den generelle økonomi skal det også bemærkes,
at kommunerne under ét er blevet kompenseret for opgave- og
finansieringsomlægningen. Det fremgår således af aftalen om strukturreformen,
at ændringer i opgavefordelingen vil blive gennemført ud fra princippet om,
at
reformen er udgiftsneutral og pengene følger med opgaven. Det er således en
forudsætning, at kommunerne under ét kompenseres fuldt ud for den økonomiske
virkning af omlægningerne i opgaver og finansiering. Det sker ved, at
merudgifter
som følge af nye opgaver fører til tilsvarende forøgelser af det kommunale
bloktilskud. Herved sikres finansiering for opgaverne for den kommunale
sektor
under ét.
Dertil vil den kommende reform af tilskuds- og
udligningssystemet være med til at sikre, at der etableres en balance inden
for
den kommunale sektor, således at også den enkelte kommune sikres
tilstrækkelig
finansiering til at løse sine opgaver.
Spørgsmål nr. 257:
Ministeren bedes kommentere henvendelsen fra Landsforeningen
LEV, jf. L 38 – bilag 28.
Svar:
Landsforeningen LEV håber, at kommunalreformen vil vise sig at
få en positiv effekt.
Da Landsforeningen repræsenterer mennesker, der på grund af
intellektuelle og kommunikative handicap ofte vil have svært ved at varetage
egne interesser, lægger foreningen vægt på regler om bruger- og
pårørenderepræsentation på de enkelte tilbud, herunder også på de tilbud, der
evt. overtages af kommunerne.
Landsforeningen mener, at afvejningen af, om en kommune skal
kunne overtage et konkret tilbud bør bero på en objektiv national model for,
om
kommunen fagligt og økonomisk vil kunne klare opgaven.
Landsforeningen nærer i øvrigt en frygt for, at kommunal
overtagelse af særlige målrettede tilbud på sigt vil betyde mere
standardiserede løsninger, og at det samlede overblik over det specialiserede
sociale område vil gå tabt. Derfor mener foreningen, at regionerne
selvstændig
skal sikres mulighed for at produktudvikle nye initiativer og specialiserede
sociale tilbud.
Med lovforslaget sker der ikke indholdsmæssige ændringer i reglerne
om de enkelte tilbud. Dette gælder også bestemmelserne om mulighederne for
etablering
af bruger- og pårørenderåd, der er uændrede.
Bruger- og pårørendeinddragelsen vil som regel fremgå af
beskrivelsen af det enkelte tilbud. Herudover brugerrepræsentation ofte
fremgå
af en kommunes generelle retningslinier – herunder kvalitetsstandarder
– for
tilbud til mennesker med handicap.
Med kommunalreformen skal der i hver kommune etableres et handicapråd,
der skal rådgive kommunalbestyrelsen i spørgsmål, der berører mennesker med
handicap. Det kommunale handicapråd vil kunne være med til at påvirke, hvilke
generelle retningslinier kommunen fastsætter om tilbudene til mennesker med
handicap.
Som udgangspunkt videreføres hidtidige amtslige tilbud i
regionalt regi, med mindre beliggenhedskommunen ønsker at overtage tilbuddet.
Når en kommunalbestyrelse overtager et amtskommunalt/regionalt tilbud, er det
overtagne tilbud omfattet af de årlige rammeaftaler
og skal stå til rådighed for de øvrige kommuner i det omfang, det
fastlægges i rammeaftalen. Det præciseres således i lovbemærkningerne, at det
overtagne tilbud fortsat indgår i forsyningen på samme måde, som hvis det
fortsat havde været et regionalt tilbud. Det betyder, at rammeaftalen bl.a.
skal indeholde:
–
Udviklingsmål for
tilbuddet
Takster for kommunernes køb af pladser
Håndtering af akutte situationer
Beredskab for at undgå ventelister
Som led i rammeaftalen indgår også en forpligtigelse til
kapacitetstilpasning og udviklings af tilbudene, så de samlede tilbud vil
imødekomme de aktuelle behov.
Der etableres tillige en tilbudsportal i statsligt regi, som
skal indeholde oplysninger om kommunale, regionale og godkendte private
tilbud
på det sociale område. Tilbudsportalen vil indeholde en beskrivelse af de
sociale tilbuds profil – både i dybden og i bredden – således at
portalen kan
blive et arbejdsredskab, når kommunen skal finde et tilbud, der modsvarer
borgernes behov.
Endelig oprettes en national videns- og
specialrådgivningsorganisation (VISO), der tilbyder kommuner og borgere
vejledende specialrådgivning i de mest komplicerede og specialiserede
enkeltsager
og som sikrer et landsdækkende overblik over den samlede specialrådgivning på
det sociale område.
Spørgsmål nr. 259:
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 21. april 2005 fra
De Samvirkende Invalideorganisationer, jf. L 38 – Bilag 31.
Svar:
Socialministeriet
har forstået
spørgsmålet således, at Socialudvalget ønsker
Socialministeriet
s
kommentarer til bemærkninger fremsat overfor socialudvalget af De Samvirkende
Invalideorganisationer. De Samvirkende Invalideorganisationer har udtrykt
deres
bekymring på fem punkter, vedrørende det fremsatte lovforslag på social- og
psykiatriområdet.
Ad: 1
: Der udtrykkes
bekymring for »At brugerens adgang til tilbud, som er skræddersyet den
enkeltes særlige behov ikke er fremtidssikret, fordi kommunerne ensidigt og
vilkårligt kan overtage regionale tilbud. Vilkårlige overtagelser undergraver
regionens mulighed for at være sikkerhedsnet for alle kommuner, og der er
risiko
for, at de specialiserede sociale tilbud forsvinder eller udvandes?«
Udspillet til strukturreform betyder, at ansvaret for den
socialpsykiatriske indsats samles på kommunalt niveau i stedet for som i dag,
at være opdelt mellem amt og kommune. Ansvaret for den behandlende del af
psykiatrien forankres i fem sygehusregionerne. En samling og forankring af
socialpsykiatrien
i kommunerne, og en forankring af sygehusbehandlingen og distriktspsykiatrien
i
regionerne, vil reducere snitfladerne med et led - i forhold til den
nuværende
opbygning. For borgeren betyder dette, at der bliver en grænseflade mindre,
og
dermed en reduceret risiko for uheldige brud i det samlede
rehabiliteringsforløb.
Socialministeriet kan oplyse, at det er en forudsætning, uanset
strukturen, at niveauet for de nuværende socialpsykiatriske tilbud,
fastholdes.
Det fremsatte forslag til Lov om Social Service skal sikre, at der generelt
og
konkret er etableret et godt, struktureret samarbejde, og en klar
ansvarsfordeling
mellem personalet i socialpsykiatrien, den pågældende psykiatriske afdeling
og
i distriktspsykiatrien.
Ansvaret for de socialpsykiatriske tilbud overgår som helhed til
kommunerne. Det drejer sig primært om hjælp til personer med betydelig eller
varig nedsat psykisk funktionsevne, der skal tilbydes personlig og praktisk
hjælp samt socialpædagogisk bistand m.v. jf. §§ 83-87, eller behandling efter
§§ 101 og 102, eller aktiverende tilbud efter §§ 103 og 104.
De hidtidige amtslige tilbud overgår som udgangspunkt til
regionerne. Hvis en kommune vil overtage et tidligere amtsligt tilbud, vil
kommunen skulle stille tilbuddet til rådighed for andre kommuner i hidtidigt
omfang, og tilbuddet skal i øvrigt indgå i rammeaftalen mellem regionsrådet
og
kommunen.
Med hensyn til de mest specialiserede sociale tilbud, vil der ud
over de regionalt/ kommunalt forankrede tilbud, være mulighed for, at
kommunerne kan søge vejledning hos den nationale videns- og
specialrådgivningsorganisation (VISO), som vil kunne formidle adgang til den
mest specialiserede rådgivning på landsplan, til kommunerne/regionerne.
Ad 2:
Der udtrykkes
bekymring for »At det samlede overblik over det specialiserede socialområde
går tabt, og de faglige miljøer, fordi ingen har det samlede ansvar for
området.«
Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO)
skal bidrage til, at ansvaret for den mere specialiserede specialrådgivning i
Danmark samles under samme paraply, således at de samlede rådgivningstilbud
er
til rådighed, uanset hvor borgeren bor - i modsætning til i dag, hvor
specialiserede
funktioner findes i nogle amter - og ikke i andre.
VISO etableres som en netværksorganisation, hvor størstedelen af
de konkrete ydelser er forankret lokalt i tilknytning til institutioner mv.
Hertil kommer, at funktionerne i de hidtidige amtslige videnscentre indgår i
VISO, således at VISO`s rådgivning tager udgangspunkt i den bedste faglige
ekspertise,
på det pågældende område.
Ad 3:
Der udtrykkes
bekymring for »At den faglige kvalitet forringes, og at udviklingen går i
stå,
fordi regionen ikke selvstændigt må igangsætte nye initiativer, som ikke på
forhånd er bestilt af kommunen.«
Det er formålet med den ny kommunale
struktur, at sikre borgerne en mere klar og enkel adgang til det offentlige
system, herunder, at det alene bliver kommunen, der får ansvaret for levering
af socialpsykiatriske tilbud.
Den kommende struktur muliggør
endvidere, at kommunen som ansvarlig myndighed kan anvende andre leverandører
af serviceydelser ud over de eksisterende kommunale/regionale tilbud,
herunder
tilbud som imødekommer ønsker rejst af brugerne og borgerne på baggrund af
deres vurderinger af de pågældende tilbud. Det ser jeg som en naturlig del af
ethvert fagligt miljø. Samtidig skal det understreges, at regionen ved
indgåelse - eller revision af rammeaftaler med kommunen, vil kunne rejse
forslag til udviklingsinitiativer.
Ad 4:
»At de økonomiske
vilkår for reformen medfører, at de regionale sociale tilbud ikke er
konkurrencedygtige og dermed risikere at forsvinde. Der udtrykkes bekymring
for, (på psykiatriområdet), at de økonomiske vilkår betyder flere og længere
indlæggelser, fordi kommunerne ikke har incitament til at forebygge
indlæggelser.«
Som det gælder i dag, er det vigtigt,
at udskrivning og udslusning fra sygehus til et socialt tilbud sker
fleksibelt,
på det rigtige tidspunkt og med den bedst egnede opfølgning.
Den manglende sammenhæng er velkendt,
og den er der fokuseret på og lavet udvalgsarbejder om, i de foregående år.
Redskaberne til at forbedre sammenhængen findes også i form af
samarbejdsaftalesystemer,
udskrivningsaftaler, kontaktpersoner, etc.
Kommunalreformen indskrænker ikke
mulighederne for bedre sammenhæng i det enkelte behandlingsforløb. Derimod
vil
der kun blive en besluttende myndighed på det sociale område, nemlig
kommunen,
hvor der før var to, nemlig både amt og kommune.
Der vil fortsat være både sygehus og
distriktspsykiatri, der skal samarbejde med det kommunale sociale system, men
det bliver obligatorisk for kommuner og regioner at indgå sundhedsaftaler om
indsatsen
for sindslidende, med henblik på at sikre samordning og sammenhæng om
patient-/brugerforløb, som går på tværs at de to myndigheder.
Endvidere kan det nævnes, at der som
led i aftalen om Finansloven for 2001 blev der iværksat et udvalgsarbejde med
henblik på udarbejdelsen af oplæg til et bedre samspil mellem på
psykiatriområdet.
En udløber er dette udvalgsarbejde er udarbejdelsen af et fælles
værdigrundlag,
i samspillet mellem sundheds- og socialsektoren og i forhold til lydhørhed
over
for patienter og pårørende. Det fælles værdigrundlag vil blive lanceret i
løbet
af 2005 og omfatte tre værdier: Respekt, Faglighed og Ansvar.
Værdierne har til formål at skabe
bedre sammenhæng i indsatsen for de sindslidende, som har behov for både
behandling og social indsats. De systemer, der er til for at hjælpe, skal
være
helhedsorienterede, koordinerede, tilstrækkelige, gennemskuelige og
respektfulde.
Jeg finder det vigtigt, at der nu er
formuleret et fælles værdigrundlag, som dækker social- og
behandlingspsykiatrien.
Værdier udvikles i fællesskaber. De er med til at binde fællesskaber sammen
og
med til at fremme en bestemt og ønsket adfærd. Ved at have formuleret et
fælles
værdigrundlag, er det mit håb, at aktører indenfor områderne vil gøre
værdierne
levende og handle ud fra samme forståelse om respekt, faglighed og ansvar.
Det
gælder de ansatte i de to sektorer, som skal samarbejde på tværs og forstå
hinandens sprog, kulturer og værdier. Det gælder indenfor den enkelte sektor,
hvor faggrupper med forskellige kompetencer og kulturer arbejder tværfagligt.
Det gælder de berørte mennesker med sindslidelser, og de pårørende med deres
oplevelser af, erfaringer med, og forventninger til indsatsen.
Ad 5:
Der udtrykkes
bekymring for »Regionernes størrelse udgør et stort potentiale for, at der
–
ligesom på sundhedsområdet – på tværs af kommunerne kan udvikles tilbud,
der er
højt specialiserede, og hvor der kan skabes den nødvendige sammenhæng mellem
de
tilbud, borgeren modtager i hhv. sundhedsvæsenet og på socialområdet.
Lovforslaget hindrer, at potentialet til fulde kan udnyttes.«
Regionsrådet og kommunalbestyrelserne i regionen skal efter
sundhedslovens § 200 indgå aftaler om varetagelsen af opgaver på
sundhedsområdet, de såkaldte sundhedsaftaler. Indenrigs- og
sundhedsministeren
fastsætter nærmere regler om, hvilke indsatsområder sundhedsaftalerne skal
omfatte.
Formålet med sundhedsaftalerne er, at sikre samordning og sammenhæng for de
patient-/brugerforløb, der går på tværs af de to myndighedsniveauer, regioner
og kommuner. Regionsrådet skal indgå sundhedsaftaler med alle regioners
kommunalbestyrelser.
Spørgsmål nr. 270:
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 28. april 2005 fra
Dansk Psykolog Forening, jf. L 38 – bilag 34.
Svar:
Dansk Psykolog Forening (DPF) fremfører i deres henvendelse en
række synspunkter vedrørende lovforslagene, der udmønter kommunalreformen på
det sociale område, som jeg i det følgende vil kommentere:
DPF fremfører, at den
enkelte kommunes mulighed for ensidigt at kunne overtage et specialiseret
tilbud fra regionen begrænses, fx ved at kommunerne i regionen skal være enig
om dette. Endvidere skal en overtagelse indgå i en samlet 4-årig plan for
udviklingen og opgavefordeling af specialiserede tilbud.
I mit svar på spørgsmål 22 ad L 38 har jeg redegjort for den
dialog, der skal være kommuner imellem, og mellem kommuner og region, når en
kommunalbestyrelse ønsker at overtage et regionalt tilbud, der er beliggende
i
kommunen.
Jeg mener, at denne proces, hvor alle aspekter af overtagelsen
belyses i dialog mellem kommunalbestyrelser og mellem kommunalbestyrelser og
regionsråd, vil skabe et kvalificeret beslutningsgrundlag for den
kommunalbestyrelse,
der ønsker at overtage et regionalt tilbud.
Når en beliggenhedskommune på baggrund af et kvalificeret
beslutningsgrundlag ønsker at overtage et regionalt tilbud, finder jeg ikke
grundlag for, at en anden kommune reelt får vetoret i forhold til
beliggenhedskommunes beslutning.
Vedrørende synspunktet om, at overtagne tilbud skal indgå i en
4-årig planlægning, skal jeg fremhæve, at efter § 186, stk. 2, nr. 1, i
forslaget til lov om social service samt bemærkningerne hertil, fremgår at
overtagne tilbud skal indgå i den årlige rammeaftale, jf. lovforslagets § 6
og
fortsat stå til rådighed for øvrige kommuner i det omfang det fastlægges i
rammeaftale.
DPF fremfører, at regionerne
skal have et selvstændigt forsynings- og udviklingsansvar. Regionerne skal
forpligtes til og have mulighed for at skabe overblik over de specialiserede
tilbud og sikre udviklingen inden for området, herunder at kunne oprette
tilbud, hvis der skulle vise sig at være behov for det.
Kommunalreformens formål er at sikre et sammenhængende
myndigheds-, forsynings- og finansieringsansvar i kommunerne, som ikke kan
opnås med et selvstændigt og af kommunerne uafhængigt forsynings- og
udviklingsansvar i regionerne.
Jeg skal henvise til mit svar på spørgsmål 71 ad L 38, hvor jeg
for så vidt angår de regionale tilbud, har redegjort for, at rammerne for
regionsrådets udviklingsansvar skal fastlægges i de årlige rammeaftaler,
baseret på de behov for udvikling, som kommunerne angiver i deres
redegørelser
til regionen.
Ifølge DPF skal regionerne
have et medansvar for sikring af nødvendig og tilstrækkelig specialviden
inden
for udredning, visitering og behandling, så tilbudene til borgerne får
sammenhæng og leveres på tilstrækkeligt højt kvalitativt niveau.
Jeg kan henvise til mine svar på spørgsmål nr. 70, 71 og 72 ad L
38, hvor jeg har redegjort for rammerne for den fortsatte kvalitetsudvikling
af
tilbud på det sociale område.
Endvidere vil det netværk, som den nationale videns- og
specialrådgivningsorganisation (VISO), opbygger af specialister på
socialområdet, også bestå af specialister knyttet til regionale tilbud.
Spørgsmål nr. 279:
Vil ministeren sikre, at kommunerne og regionerne får pligt til
at forhandle med forældre, brugere eller pårørendeforeninger som tilfældet er
i
amternes sociale brugerråd, hvor forældre til børn, unge og voksne med svære
funktionsnedsættelser kan fremsætte kritik af kvalitet og kvantitet hvad
angår
pædagogiske metoder, sammensætningen af brugere, bygningsstandard,
personalenormering
m.v.?
Svar:
Med kommunalreformen videreføres den gældende servicelovs
bestemmelser om bruger- og pårørendeinddragelse indholdsmæssigt, under
hensyntagen
til at amterne nedlægges som selvstændig myndighed.
Det bliver et kommunalt ansvar at sikre bruger- og
pårørendeindflydelse, jf. også lovforslaget § 16 og 17.
Efter lovforslagets § 16 skal kommunerne sørge for, at brugerne
af tilbud efter serviceloven får mulighed for at få indflydelse på
tilrettelæggelsen og udnyttelsen af tilbudene. Kommunalbestyrelsen fastsætter
skriftlige retningslinier for brugerindflydelsen.
Kommunerne kan nedsætte et eller flere råd, der kan rådgive
kommunen vedrørende tilrettelæggelsen af indsatsen efter loven.
Hertil kommer, at hver enkelt kommune får pligt til at etablere
et handicapråd, der kan rådgive kommunalbestyrelsen i alle spørgsmål, der
vedrører mennesker med handicap.
Når det gælder de tilbud, der efter reformen videreføres af
regionerne vil spørgsmålet om tilrettelæggelsen af bruger- og
pårørendeinddragelse skulle indgå i den årlige rammeaftale mellem
regionsrådet
og regionens kommuner.
Det vil således være kommunerne, der enten alene eller gennem
rammeaftalerne skal fastsætte de nærmere retningslinier for bruger- og
pårørendeinddragelsen.
Der er efter min opfattelse ikke behov for i lovgivningen at
fastsætte yderlige bestemmelser om brugerindflydelse.
Spørgsmål nr. 293:
Ministeren bedes oplyse, hvilke konkrete kriterier der vil ligge
til grund for de overvejelser, som ministeriet vil gøre sig, jf. svaret på L
38
– spørgsmål 28, om at alle kommuner skal betale én og samme takst, når
børn og
unge anbringes på døgninstitutioner.
Svar:
Taksterne for de enkelte tilbud skal aftales i rammeaftalen på
grundlag af nye regler, der skal afløse de gældende regler om mellemkommunal
refusion.
De regler, der vil blive fastsat om takstfastsættelsen, vil
sikre, at ens tilbud på den samme institution vil få samme takst uanset
hvilken
kommune, der efterspørger pladserne. Derudover vil der kunne aftales
forskellige takster på samme institution, hvis der leveres ydelser, der er så
forskellige, at det er hensigtsmæssigt med forskellige takster.
Det er ved rammeaftalen, at der skal tages stilling til om der
på en institution leveres så differentierede ydelser, at det er
hensigtsmæssigt
med forskellige takster.
Spørgsmål nr. 296:
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 3. maj 2005 fra LEV,
Københavns Amtskreds, jf. L 38 – bilag 39.
Svar:
LEV, Københavns Amtskreds har i henvendelsen foreslået, at der
lovgives om bruger- og pårørendeindflydelse på servicelovens tilbud til
udviklingshæmmede. Der peges på muligheden af at anvende folkeskolelovens
model
for skolebestyrelser, eller den model der er nævnt i lovforslagets § 17 om
bruger/pårørenderåd ved plejehjem og plejeboliger.
Efter lovforslagets § 16 skal kommunalbestyrelsen sørge for, at
brugerne får mulighed for at få indflydelse på tilrettelæggelsen og
udnyttelsen
af tilbudene. Kommunalbestyrelsen fastsætter skriftlige retningslinier for
brugerindflydelsen.
Efter lovforslagets § 16, stk. 2 kan kommunalbestyrelsen
nedsætte et eller flere råd, der rådgiver kommunen vedrørende
tilrettelæggelse
af indsatsen. Kommunalbestyrelsen fastsætter rammerne for og omfanget af
rådenes opgaver.
Forslagets § 16 er en indholdsmæssig videreførelse af den
gældende servicelovs § 112, som er den bestemmelse, der i dag anvendes til
organisering af bruger- og pårørendeinddragelse på f.eks. tilbud for
udviklingshæmmede.
Det er således kommunernes forpligtigelse at sikre brugerne
indflydelse på tilrettelæggelsen af tilbudene.
Med kommunalreformen overgår de hidtidige amtslige tilbud til
regionerne, og i den rammeaftale, der skal indgås mellem kommunerne og
regionsrådet, skal spørgsmålet om tilbudenes udvikling og tilpasning indgå.
Da det påhviler kommunerne at sikre brugerindflydelsen, vil
spørgsmålet om, hvilke retningslinier der skal gælde for tilrettelæggelse af
brugerindflydelsen, indgå som tema i den årlige rammeaftale.
Jeg er enig med LEV i, at bruger- og pårørendeindflydelsen er et
væsentligt element i driften af tilbud for bl.a. udviklingshæmmede. Da
reglerne
om brugerindflydelse indholdsmæssigt videreføres, er der ikke grund til at
frygte, at bruger- og/eller pårørenderådene ved de eksisterende tilbud vil
blive nedlagt i forbindelse med kommunalreformen. Med forpligtigelsen efter
lovforslagets § 16 har kommunerne mulighed for at etablere den form for
bruger-
og pårørenderåd, der bedst vil passe til det pågældende tilbud.
Spørgsmål nr. 300:
Ministeren bedes uddybe svaret på L 38 – spørgsmål 95, hvor
ministeren svarer, at kommunerne må nedlægge et døgntilbud, såfremt det er
uforholdsmæssigt
dyrt at opretholde, og såfremt der kan findes et adækvat tilbud til de
resterende beboere. Spørgeren ønsker oplyst, hvad der vægter mest – at
der ikke
kan findes de rigtige pladser eller økonomiske hensyn samt en angivelse af
niveauet »uforholdsmæssigt dyrt«.
Svar:
Borgerne skal have de tilbud, som de har behov for og krav på –
og det har kommunerne selvfølgelig også pligt til at give. Usaglige
økonomiske
hensyn må ikke og har aldrig måttet indgå i sociale afgørelser. Såfremt en
borger har brug for et meget specielt tilbud, og det ikke er muligt at købe
et
sådant tilbud hos andre kommuner, private eller regionen, er kommunen
forpligtet
til selv at oprette et sådant tilbud. Tilbudet vil muligvis blive meget dyrt.
Det afgørende er, at tilbuddet kan dække brugerens behov. For disse meget
dyre
enkeltsager oprettes en statslig refusionsordning.
Men ligesom i dag skal kommuner selvfølgelig også fremover
handle økonomisk forsvarligt, så ressourcerne anvendes bedst muligt og
ressourcespild undgås. Det betyder, at kommunerne selvfølgelig skal tilpasse
deres tilbud til efterspørgslen. Et tilbud vil kunne blive uforholdsmæssigt
dyrt at opretholde, hvis det ikke længere efterspørges, fx sådan at en stor
del
af pladserne står ubenyttede. I så fald skal tilbuddet tilpasses
efterspørgslen
eller helt nedlægges. Sker det, skal de beboere, der benytter tilbuddet, have
et andet tilbud, der modsvarer deres behov for støtte efter loven. Dette er
også situationen i dag. Det er ikke muligt at angive et alment niveau for
»uforholdsmæssigt
dyrt«. Dette vil afhænge af en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde.
Spørgsmål nr. 301:
Ministeren bedes i forlængelse af L 38 spørgsmål 171 uddybe,
hvilke sociale problemstillinger borgeren kan henvende sig direkte til VISO
med
og bede om hhv. rådgivning og udredning.
Svar:
Borgere vil kunne henvende sig direkte til VISO om
specialrådgivning i de mest specialiserede og komplicerede problemstillinger.
I
de fleste tilfælde vil det dog være mest hensigtsmæssigt for borgeren, at
henvendelsen går via kommunen for at sikre en dialog mellem borger, kommune
og
VISO.
Udredning kan kun ske med en henvisning gennem kommunen, dvs. at
borgeren ikke kan henvende sig direkte til VISO, når det er et spørgsmål om
udredning.
Udgangspunktet er, at borgerne kun skal henvende sig et sted,
nemlig i kommunen for at få såvel den almindelige som den mere specialiserede
rådgivning. Borgeren kan imidlertid i de mest specialiserede og komplicerede
tilfælde have behov for - eventuelt gennem henvisning fra kommunen – at
få
specialrådgivning fra VISO, typisk fordi den fornødne ekspertise ikke er til
stede i kommunen eller i regionens tilbud.
Det vil ofte dreje sig om problemstillinger for personer med
kombinationer af funktionsnedsættelser, fx et udviklingshæmmet barn med
dobbeltdiagnoser og uden verbalt sprog, hvor der er behov for en
tværsektoriel
indsats, eller det kan dreje sig om problemstillinger i forbindelse med
sjældne
handicap, hvor tilrettelæggelsen af indsatsen kræver en særlig viden og
ekspertise.
Hvad angår børn og unge vil det fx kunne dreje sig om
komplicerede problemstillinger vedrørende seksuelt misbrug, børn og unges
misbrug, kriminalitet og voldsomt udadreagerende adfærd og psykiske
problemstillinger.
I de særligt komplicerede tilfælde vil der ofte være tale om en
kombination af flere af de ovenstående problemer, lige som problemer hos
forældrene kan gøre, at familiens samlede situation bliver meget kompliceret.
I de sammenhænge har VISO mulighed for at trække på ekspertise
fra flere forskellige faglige miljøer, således at borgeren eller de pårørende
kan få en vidensbaseret, koordineret og sammenhængende specialrådgivning.
I øvrigt kan jeg henvise til svar på spørgsmål 3.
Spørgsmål nr. 305:
Ministeren bedes uddybe svaret på L 38 – spørgsmål 37, hvor
ministeren svarer, at beliggenhedskommunen kun kan gennemføre en ændring af
tilbuddets
profil eller dimensionering, hvis der er åbenbart uhensigtsmæssigt at
opretholde vilkåret i sin nuværende for. Spørgeren ønsker oplyst om »åbenbart
uhensigtsmæssigt« betyder økonomiske hensyn eller hvilke andre faktorer, der
kan være tale om?
Svar:
Jeg har i mit svar på spørgsmål 37 ad L 38 beskrevet, at efter §
186 i forslaget til lov om social service (L 38) overtager en
kommunalbestyrelse et amtskommunalt eller regionalt tilbud på det vilkår, at
tilbuddets indholdsmæssige profil og fordeling af pladser til andre kommuner
videreføres.
Hvis en kommune, der har overtaget et regionalt tilbud, ønsker
at foretage en væsentlig ændring af det vilkår, som tilbuddet blev overtaget
på, skal dette ske som led i indgåelse af rammeaftalen eller aftales som
tillæg
til en rammeaftale.
Hvis der ikke kan opnås enighed om den ønskede ændring af
vilkåret, kan kommunen kun gennemføre en ændring af tilbuddets profil eller
dimensionering, hvis det er åbenbart uhensigtsmæssigt at opretholde vilkåret
i
sin nuværende form eller der kan anvises andre løsninger, som led i
rammeaftalen,
der på tilsvarende måde modsvarer borgernes behov.
Det nærmere omfang og indhold af kriteriet »åbenbart
uhensigtsmæssigt« kan ikke på forhånd afgrænses til specifikke situationer,
idet
det afhænger af en konkret vurdering i det enkelte tilfælde.
Der vil dog typisk skulle være tale om, at forudsætningerne for
vilkåret har ændret sig, fx således, at udviklingen i behovene har medført,
at
tilbuddet kun efterspørges i mindre omfang til fordel for andre tilbud.
Dette kan indebære, at tilbuddets belægning ændrer sig markant,
og ligesom i dag skal kommuner også frem over handle økonomisk forsvarligt,
så
ressourcerne anvendes bedst muligt og ressourcespild undgås.
Det betyder, at kommunerne skal tilpasse deres tilbud til
efterspørgslen. Hvis et tilbud ikke længere efterspørges, skal tilbuddet
tilpasses efterspørgslen eller helt nedlægges. Dette er også situationen i
dag.
Spørgsmål nr. 307:
Kan ministeren, i forlængelse af svaret på L 38 – spørgsmål 16,
bekræfte, at de kommende regioner ikke får mulighed for at tildele §
115-midler
til støtte til frivilligt socialt arbejde? I bekræftende fald bedes
ministeren
kommentere det forhold, at små foreninger, der ofte udfører et værdifuldt
socialt
arbejde, risikerer helt at miste muligheden for at søge § 115-midler, fordi
mange kommuner stiller som krav, at en forening skal være forankret i
kommunen
for at være støtteberettiget, og det er der mange af de på listen nævnte
foreninger, der er for små til.
Svar:
Jeg kan bekræfte, at de kommende regioner ikke får mulighed for
at uddele § 115 støtte. § 115 støtten tager sigte på frivillige sociale
aktiviteter. Da kommunalreformen medfører, at ansvaret for den sociale
indsats
samles i kommunerne, er det naturligt, at kommunerne får ansvaret for støtten
til frivillige sociale aktiviteter på hele det sociale område. På den måde
skabes de bedste forudsætninger for sammenhæng mellem den sociale indsats og
støtten til de frivillige sociale aktiviteter. Det samlede beløb, der
fordeles
til § 115 støtte over bloktilskuddet er uændret, idet amternes andel på 7,5
pct. af det samlede bloktilskud til § 115 støtte overføres til kommunerne.
I spørgsmålet anføres, at en række frivillige sociale
foreninger, der hidtil har været støttet af amterne, risikerer at miste
støtten
efter kommunalreformen, fordi foreningerne er for små til at være lokalt
forankrede i kommunerne, og mange kommuner stiller krav om det som betingelse
for støtte.
Til det er at sige, at ingen foreninger (heller ikke de, der er
lokalt forankrede i en kommune) har krav på støtte, fordi de tidligere er
blevet støttet. Det er op til en lokal beslutning i de enkelte
kommunalbestyrelser,
hvilke foreninger og aktiviteter, man vælger at støtte det enkelte år.
Hvis de nævnte foreninger står for en vigtig frivillig social
indsats over for nogle af de målgrupper, amterne i dag har ansvaret for, må
kommunerne også alt andet lige have en interesse i at støtte dem. Behovene
for
den frivillige sociale indsats hos disse grupper er jo formentlig uændrede.
Hvis kravet om lokal forankring i kommunerne er en barriere for
det, kan kommunerne ændre det. Lovgivningen pålægger ikke kommunerne at
stille
dette krav.
Det er også en mulighed, at en gruppe kommuner inden for en
region går sammen om at etablere en fælles pulje, hvortil de indbetaler en
mindre del af § 115 midlerne, som de efterfølgende fordeler til netop denne
type små foreninger, der arbejder i regionen på tværs af kommunegrænser.
Spørgsmål nr. 314:
Set i lyset af at der kan opstå meget store kommunale
enkeltudgifter i forbindelse med borgere, der har brug for en helt særlig
støtte i et socialt tilbud og set i lyset af, at selvom nogle kommuner bliver
store, så vil der fortsat være en række kommuner, som ikke bliver specielt
store, bedes ministeren kommentere et forslag, hvorefter man starter med den
statslige refusionsordning på 25 % fra ca. 400.000 kr. til 600.000 kr. og en
statslig refusionsordning på 50 % for udgifter, der overstiger 600.000 kr.
Svar:
På det sociale område indebærer aftalen om kommunalreformen, at
kommunerne får overført amtskommunernes midler, og at der indføres en central
refusionsordning, som skal sikre kommunerne mod meget store udgifter i de
dyreste enkeltsager. Ordningen omfatter alle tilbud på socialområdet - fra
ikke-specialiseret til de mest specialiserede tilbud. I sager, der består af
flere eller sammensatte tilbud i forhold til en enkelt person, gælder
refusionsordningen i forhold til den samlede sociale udgift i den konkrete
sag.
Ordningen finansieres solidarisk af kommunerne ved løbende
reguleringer af bloktilskuddet.
Refusionsordningen, som den er udformet i lovforslaget, er som
følger:
–
I sager, hvor en
persons behov for hjælp og støtte samlet udgør en årlig udgift på 800.000 kr.
eller
mere, refunderer staten 25 pct. af kommunens udgifter over dette beløb.
–
For den del af
udgiften, der overstiger 1,5 mio. kr. årligt, refunderer staten 50 pct. af
udgifterne.
Refusionsordningen indføres desuden gradvist, således at:
–
I 2007 refunderer
staten 25 pct. af udgiften over 400.000 kr., og 50 pct. af udgiften over
800.000. kr.
–
I 2008 refunderer
staten 25 pct. af udgiften over 500.000 kr., og 50 pct. af udgiften over 1
mio.
kr.
–
I 2009 refunderer
staten 25 pct. af udgiften over 600.000 kr., og 50 pct. af udgiften over 1,2
mio. kr.
I 2010 gælder den endelige refusionsordning fuldt ud.
Den endelige fastlæggelse af refusionsordningen sker først i
tilknytning til fastlæggelsen af ændringer i tilskuds- og udligningssystemet,
hvilket fremgår af lovbemærkningerne. Der fremsættes et forslag til en reform
af tilskuds- og udligningssystemet i folketingssamlingen 05/06.
Der kan således stadig ske ændringer i grænsebeløbene for den
årlige udgift i refusionsordningen. På nuværende tidspunkt er grænsebeløbene
fastsat ud fra, at refusionsordningen skal afspejle det forhold, at
kommunerne
vil være mere økonomisk bæredygtige end under den nuværende
grundtakstordning.
Grænsen på 800.000 kr. i 2010 svarer cirka til det dobbelte af grundtaksten
for
døgnophold i dag. Det skal yderligere bemærkes, at refusionsordningen jo
indføres gradvist over en fireårig periode startende ved 400.000 kr. i 2007.
Selve fastlæggelsen af grænserne er en vurdering af den mest
hensigtsmæssige balance mellem økonomisk ansvar i den enkelte kommune og
udgiftsudlignende solidaritet. Men vurderingen er foretaget på grundlag af,
hvor mange meget dyre sager der er, og erfaringer baseret på
grundtakstsystemet
tilpasset den større økonomiske bæredygtighed i de nye kommuner. Heri har
bl.a.
indgået Amtsrådsforeningens grundtakstanalyse fra maj 2004 og en mindre
stikprøveundersøgelse blandt kommunerne gennemført af Socialministeriet.
Der henvises endvidere til svaret på spørgsmål 147.
Spørgsmål nr. 320:
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 9. maj 2005 fra
Amtsrådsforeningen, jf. L 38 – bilag 42.
Svar:
I forbindelse med Amtsrådsforeningens henvendelse af 9. maj 2005
til Folketingets Socialudvalg om den fremtidige placering af de nuværende
amtslige døgninstitutioner for børn og unge har
Socialministeriet
atter vurderet placeringen af de døgninstitutioner, som amterne foreslår
placeret i de kommende regioner, jf. amternes bemærkninger i bilaget til
Amtsrådsforeningens henvendelse.
Med udgangspunkt i supplerende oplysninger om de konkrete institutioner
og de principper for fordelingen, som fremgår af svaret på spørgsmål 49, har
ministeriet vurderet, at det vil være mest hensigtsmæsssigt at placere
følgende
døgninstitutioner for børn og unge i de kommende regioner, da der er tale om
institutioner med en væsentligt psykiatrisk indsats med behov for sammenhæng
til det øvrige psykiatriske system:
–
Kastaniely og
Møllebakken beliggende i Fyns Amt
–
Hedebocentret
beliggende i Ringkjøbing Amt
–
Himmelbjerggården og
Holmstrupgård beliggende i Århus Amt
–
Specialinstitutionerne
Stjernehusene beliggende i Nordjyllands Amt
For de øvrige institutioner har
Socialministeriet
efter en fornyet gennemgang af de foreliggende oplysninger ikke vurderet, at
der er tale om en psykiatrisk indsats i en grad, der gør, at de pågældende
institutioner bør placeres i de kommende regioner.
Spørgsmål nr. 326:
Ministeren bedes kommentere henvendelsen fra Landsforeningen
SIND, jf. L 38 – Bilag 45.
Svar:
I Landsforeningen SIND’s henvendelse til Socialudvalget
udtrykker SIND før det første sin bekymring for, at kommunalbestyrelserne af
økonomiske årsager, vil være tilbageholdende med at redegøre for den reelle
efterspørgsel af boformer, aktivitets- og samværstilbud og beskyttet
beskæftigelse.
Jeg skal hertil bemærke, at kommunalreformen medfører, at
kommunerne får det samlede myndigheds-, forsynings- og finansieringsansvar
overfor borgerne. Denne samling af ansvaret og kommunernes rådighed over alle
sociale tilbud og foranstaltningsmuligheder giver grundlaget for at kommunen
fastlægger borgerens behov og mulighederne for at imødekomme behovene. Hvis
borgeren
ikke får det tilbud, som borgeren har behov for, har borgeren mulighed for at
klage over kommunens afgørelse. Hvis kommunerne ikke i overensstemmelse med
deres forsyningsansvar leverer de tilbud, som skal opfylde borgernes behov,
kan
dette indbringes for tilsynsrådet.
For kommunerne er der derfor ikke noget incitament til at skjule
behovet i redegørelsen, da kommunen under alle omstændigheder har
forsyningsansvaret og ved at gøre redegørelserne misvisende vil kommunerne på
utilstrækkelig vis udnytte et væsentligt planlægningsinstrument.
For det andet ønsker SIND, at det i lov om social service bliver
præciseret, at der er kommunalbestyrelsernes forpligtigelse at sikre varige
boliger samt aktivitets- og samværstilbud til voksne med (betydelig) nedsat
funktionsevne eller med særlige sociale problemer.
Jeg skal henvise til lovforslagets (L 38) §§ 3 og 4, hvor det er
fastsat, at kommunen har myndigheds- og forsyningsansvaret for alle tilbud
efter lovforslaget, herunder de af SIND nævnte tilbud.
For det tredje ønsker SIND, at det i lov om social service
bliver præciseret, at de bruger- og pårørenderåd, som kommunalbestyrelserne
skal oprette i forhold til »andre tilsvarende boligenheder« omfatter boformer
efter §§ 107-110.
Efter § 16 i forslag til lov om social service sørger
kommunalbestyrelsen for, at brugerne af tilbud efter serviceloven får
mulighed
for at få indflydelse på tilrettelæggelsen og udnyttelsen af tilbuddene.
Kommunalbestyrelserne fastsætter skriftlige retningslinier for
brugerindflydelsen. Kommunalbestyrelserne kan således nedsætte et eller flere
råd, der kan rådgive kommunen om hvordan tilrettelæggelsen af indsatsen bør
ske.
Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med anvendelsen af et
regionalt tilbud sikre – ligesom ved benyttelsen af andre leverandørers
tilbud
- at brugerinddragelse og medindflydelse er en naturlig del af tilbuddet, og
at
brugerne og personalet gøres bekendt hermed.
I dag er brugerindflydelsen på fx forsorgshjem og herberger
sikret ved adgangen til at organisere sig på boformen. Dette foregår typisk
ved
oprettelse af beboer- eller brugerråd. Denne adgang til organisering på de
enkelte boformer videreføres uændret.
På det regionale eller amtslige niveau omfatter organiseringen
af brugerindflydelsen på hjemløseområdet alle boformer for hjemløse i amtet.
Hensigten er at få indflydelse på amtets eller kommunernes politik på
hjemløseområdet. Dette arbejde varetages af Nærudvalgene, der består af
repræsentanter
fra de enkelte boformer i amtet.
Alle nærudvalg dannede i 2001 en landsdækkende
interesseorganisation: Sammenslutningen af Nærudvalg i Danmark (SAND). SAND
har
til formål at arbejde for og modvirke årsagerne til og virkningerne af
hjemløshed, bl.a. ved at skabe kontakt til og samarbejde med relevante
myndigheder
med henblik på at skabe acceptable forhold i tilbuddene til hjemløse, sikre
tilstrækkelige tilbud og fastholde kvaliteten i tilbuddene.
Det er min vurdering, at de udsatte grupper ved forslaget i § 16
i L 38 er sikret mulighed for at få indflydelse på tilrettelæggelsen og
udnyttelsen af tilbuddene, der stilles til rådighed efter serviceloven.
SIND ønsker, at social service også omfatter personer, der som
følge af - eller del af en sindslidelse, har nedsat psykisk funktionsevne
eller
særlige sociale problemer.
Forslag til lov om social service skal tilgodese behov til
personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne – herunder også
sindslidendes behov.
Pers
onlig hjælp, omsorg
og pleje skal tilbydes til personer med varige (og midlertidige) nedsat
fysisk
eller psykisk funktionsevne eller særlige problemer. Det er
Socialministeriets
vurdering, at denne formulering er tilstrækkelig og lovforslaget ændrer ikke
ved den gældende retstilstand.
SIND ønsker, at kommunerne forpligtiges til at sikre psykisk genoptræning.
Forslag til lov om social service viderefører den gældende
bestemmelse i §
73 a
i lov om social service med redaktionelle ændringer. Lovforslaget ændrer ikke
ved den gældende retstilstand. I øvrigt henvises til bemærkningerne til
Indenrigs- og sundhedsministerens forslag til lov om sundhed.
SIND ønsker, at tilsynsrapporter til brug for opfølgning af
tilsynsbesøg sendes til høring i det kommunale handicapråd.
Under henvisning til mit svar ovenfor om bruger- og pårørenderåd
kan kommunalbestyrelserne sende tilsynsrapporterne i høring i relevante
bruger-
og pårørenderåd - hvor disse er etableret, jf lovforslagets § 16.
Kommunalbestyrelserne har pligt til på anmodning fra relevante bruger- og
pårørenderåd
- eller det kommunale ældreråd, at tilbyde det pågældende råd en mundtlig
præsentation og drøftelse af tilsynsrapporterne.
Spørgsmål nr. 329:
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 13. maj 2005 fra Det
Kommunale Kartel, jf. L 38 – bilag 48.
Svar:
Det Kommunale Kartel konkluderer i deres papir
»Ringere forhold for socialt svage kan
undgås«
af 12. maj 2005, som er vedlagt henvendelsen, at fordelingen af
amternes penge til kommunerne som følge af kommunalreformens omlægninger kan
medføre en betydelig skævdeling. Kommuner med mange og tunge brugere vil ikke
få en tilstrækkelig andel af amternes penge, og refusionsordningen er ikke
omfattende nok. Derudover påpeger Det Kommunale Kartel, at kommunerne bliver
sårbare overfor udsving i antallet af brugere, da der vil være et mindre
finansieringsgrundlag i de nye kommuner til at dække udgifterne, som amterne
førhen stod for.
Disse konklusioner bygges på en række regneeksempler, som viser
dels hvordan amternes samlede udgifter på socialområdet i 2003 ville fordele
sig på amterne, hvis man fordelte dem efter indbyggertal, og dels hvordan
udgifterne
i Nordjyllands Amt ville fordele sig på de nye kommuner efter
kommunalreformen.
Til slut foreslår Det Kommunal Kartel tre løsninger på det
konstaterede problem:
–
At grænserne i den
foreslåede refusionsordning ændres til henholdsvis 400.000 og 800.000 kr. og
med en refusionsprocent f.eks. 50 pct.
–
At finansieringen af
de sociale tilbud i stedet skal være en kombination af et grundtilskud fra
alle
kommuner uafhængigt af forbrug og takstbetaling med udgangspunkt i forbrug.
–
At der i lov om social
service kan indføjes, at den kommende udligningsreform tager højde for
kommunernes
behovskriterier på det specialiserede socialområde.
Indledningsvist vil jeg sige, at jeg overordnet ikke er enig i,
at Det Kommunale Kartel har vist, at refusionsordningen er helt
utilstrækkelig.
Der er ikke i deres regneeksempler grundlag for at påstå, at der er så skæv
en
fordeling af de sociale udgifter, at dette ikke på en rimelig måde kan
udlignes
af tilskuds- og udligningssystemet i samspil med refusionssystemet.
Det er en forudsætning for kommunalreformen, at kommunerne under
ét kompenseres fuldt ud for den økonomiske virkning af omlægningerne i
opgaver
og finansiering. Det sker ved, at merudgifter som følge af nye opgaver fører
til tilsvarende forøgelser af det kommunale bloktilskud. Herved sikres
finansiering for opgaverne for den kommunale sektor under ét.
Dernæst vil den reform af tilskuds- og udligningssystemet, som
der skal ske i tilknytning til kommunalreformen, være med til at afbøde de
byrdefordelingsmæssige konsekvenser af den nye kommunale struktur og
omlægningen
af de kommunale opgaver. Det drøftes således i regi af Indenrigs- og
Sundhedsministeriets
finansieringsudvalg, hvordan man sikrer, at der etableres en balance inden
for
den kommunale sektor, således at også den enkelte kommune sikres
tilstrækkelig
finansiering til at løse sine opgaver. Denne balance mellem de enkelte
kommuner
indbyrdes skal bl.a. tilvejebringes gennem de kommunale udligningsordninger.
I
forbindelse hermed overvejer Finansieringsudvalget blandt andet at gennemføre
ændringer i fordelingen af bloktilskuddet og at udbygge opgørelsen af det
kommunale udgiftsbehov med kriterier, der tager hensyn til de nye opgaver,
som
kommunerne overtager fra amterne, fx på socialområdet.
Der fremsættes et forslag til en reform af tilskuds- og
udligningssystemet i folketingssamlingen 05/06.
Den endelige udformning af den foreslåede refusionsordning
bliver først endelig fastlagt i tilknytning til fastlæggelsen af ændringer i
tilskuds- og udligningssystemet, hvilket også fremgår af lovforslagets
bemærkninger. Der kan således stadig ske ændringer i grænsebeløbene for den
årlige udgift. På nuværende tidspunkt er grænsebeløbene fastsat ud fra, at
refusionsordningen skal afspejle det forhold, at kommunerne vil være mere
økonomisk bæredygtige end under den nuværende grundtakstordning. Grænsen på
800.000 kr. i 2010 svarer cirka til det dobbelte af grundtaksten for
døgnophold
i dag.
Selve fastlæggelsen af grænserne er en vurdering af den mest
hensigtsmæssige balance mellem økonomisk ansvar i den enkelte kommune og
udgiftsudlignende solidaritet. Men vurderingen er foretaget på grundlag af,
hvor mange meget dyre sager der er, og erfaringer baseret på
grundtakstsystemet
tilpasset den større økonomiske bæredygtighed i de nye store kommuner. Heri
har
bl.a. indgået Amtsrådsforeningens grundtakstanalyse fra maj 2004 og en mindre
stikprøveundersøgelse blandt kommunerne gennemført af Socialministeriet. Det
skal yderligere bemærkes, at refusionsordningen, som den er beskrevet i
lovforslaget, indføres gradvist over en fireårig periode.
Der henvises endvidere til svaret på spørgsmål 147 og 190.
Spørgsmål nr. 330:
Ministeren bedes kommentere henvendelsen fra Rådet for Socialt
Udsatte,
jf. L 38 – bilag 49.
Svar:
Rådet for Socialt
Udsatte
har i
et brev fra den 13. maj 2005 til Socialudvalget givet udtryk for, at man er
grundlæggende enig i kommunalreformens indhold, dvs. at kommunernes
myndighedsansvar
bliver styrket.
Rådet har dog har også nogle punkter, hvor man mener, der kan
ske forbedringer, således at indsatsen over for de socialt udsatte grupper
styrkes.
I det følgende vil de enkelte punkter blive kommenteret.
1. Krav om udarbejdelse af
en lokal politik på udsatteområdet.
Rådet mener, at kommunernes øgede myndighedsansvar skal følges
af et krav til kommunalbestyrelserne om at udarbejde en lokal udsattepolitik.
Rådet
mener, der er en risiko for at gruppen vil blive nedprioriteret.
Svar
Ved kommunalreformen vil betydeligt større og mere bæredygtige
kommuner få det fulde myndigheds-, forsynings- og finansieringsansvar.
Jeg er således overbevist om, at de større og mere bæredygtige
kommuner vil leve op til deres ansvar.
Det skal i øvrigt understreges, at regeringen vil styrke
indsatsen for de udsatte grupper. Det fremgår således af regeringsgrundlaget,
at regeringen stiler mod, at en væsentlig del af de årlige satspuljer på ca.
500 mio. kr. anvendes til de udsatte grupper. Indsatsen vil bl.a. blive
prioriteret på grundlag af den årlige rapport fra Rådet for Socialt
Udsatte.
Der er således efter min opfattelse ikke grundlag for at tro, at
indsatsen vil blive nedprioriteret.
2. Personligt tilknyttet
sagsbehandler
Rådet ser gerne, at de udsatte får en personlig tilknyttet
sagsbehandler, som kan koordinere den ofte mangesidede indsats.
Svar
Jeg mener, at det ville være et brud med det kommunale
selvstyre, hvis jeg i detaljer dikterede kommunerne, hvordan de skal
organisere
deres forvaltning og indsats.
3. Døgnhuse
Rådet mener, at det er utilfredsstillende, at bestemmelsen om
døgnhuse er taget ud af serviceloven og placeret i sundhedsloven.
Svar
I forbindelse med udformningen af den nye servicelov skulle der
tages stilling til, hvordan den nugældende servicelovs bestemmelse om
døgnhuse
mest hensigtsmæssigt skulle placeres i den nye lovgivning.
Døgnhusebestemmelsen i den nuværende servicelovs § 93, stk. 2,
adskiller sig på flere måder fra de øvrige bestemmelser om botilbud i
serviceloven:
–
Det er i realiteten en
sygehusydelse, men servicelovens bestemmelser om magtanvendelse gælder
–
Der er ikke
betalingspligt for beboerne
–
Det er amtskommunen,
der opretter og visiterer. Kommunen er således slet ikke med inde i billedet.
–
Det er amtskommunen,
der finansierer 100 %
Døgnhuse bliver anvendt til et alternativt ophold i forhold til
et ophold på en psykiatrisk afdeling eller som udslusningsbolig fra en
psykiatrisk afdeling. I realiteten har kommunerne derfor ikke haft noget at
gøre med døgnhuse. Og det var derfor vanskeligt at se, hvilke incitamenter
kommunerne fremover skulle have for at oprette døgnhuse.
Disse særlige forhold medførte, at det ikke vurderedes
hensigtsmæssigt blot at sætte bestemmelsen sammen med andre former for
midlertidigt ophold i den nye servicelov.
Aftaleteksten til det politiske forlig mellem regeringen og
Dansk Folkeparti fastlægger, at ansvaret for og driften af den behandlende
psykiatri ligger i regionerne. Dette førte til beslutning om at lade det være
regionerne,
der får kompetencen til at oprette og drive tilbuddene, og at visitationen
fortsat skal ske via de psykiatriske afdelinger.
I døgnhusene er det dog fortsat servicelovens magtanvendelsesregler,
der skal benyttes.
Den valgte løsning afspejler sig derfor i § 75 stk. 2 i forslaget
til sundhedsloven med de dertil knyttede bemærkninger.
4. Godkendelse og tilsyn
Rådet mener fortsat, at der er behov for en uafhængig instans
gerne under staten til at foretage godkendelser og tilsyn.
Svar
Det vurderes at være en fordel, at en myndighed med lokalt
kendskab godkender og fører tilsyn med de private opholdssteder og
døgntilbud.
Det må samtidig anses for en stor fordel, at myndigheds- og forsyningsansvar
samles hos den myndighed – kommunen – som er tættest på forholdene
og som har
det faglige indblik.
Det forhold, at samme myndighed både godkender private opholdssteder/botilbud
og selv driver døgntilbud, er ikke en ny situation, der indføres med
kommunalreformen. I dag har amterne således denne rolle, da de både godkender
private opholdssteder/botilbud og selv driver døgntilbud.
5. Udviklingsansvaret
Rådet finder, at udviklingen af tilbuddene ikke bør finansieres
via taksterne men via en særlig udviklingspulje.
Svar
Kommunerne får det fulde myndigheds-, forsynings- og
finansieringsansvar på det sociale område. Herunder hører også ansvaret for,
at
der løbende udvikles tilbud, som modsvarer borgernes behov. Regionerne vil
ligesom andre leverandører være interesserede i at kunne tilbyde pladser, som
kvalitativt kan leve op til efterspørgslen.
Regionerne får et ansvar for en løbende faglig udvikling af
indholdet i de regionalt drevne tilbud svarende til udviklingen i behovene.
Det
gælder såvel i forhold til udvikling i behovene hos allerede optagne borgere
som i forhold til evt. helt nye typer af behov, der fordrer udvikling af nye
tilbud.
Udviklingen og udgifterne (taksterne) er et væsentligt element i
hele konceptet vedrørende rammeaftalerne. Det er i forbindelse med
rammeaftalerne, udviklingsbehovet og priserne fastlægges.
Der er således ikke behov for en særlig udviklingspulje.
6. Brugerindflydelse
A) Rådet mener, at det bør fremgå af lovforslagets bemærkninger
til § 188, at de udsatte grupper bør være repræsenteret i udviklingsrådene.
B) Rådet mener i øvrigt, at de udsatte grupper bør sikres en
repræsentation i permanente organer svarende til handicaprådene. Det kan
enten
ske ved at udvide handicaprådene til også at omfatte de socialt udsatte eller
ved at oprette tilsvarende råd for de udsatte grupper.
Svar
Ad A) Sammensætningen af
udviklingsrådene aftales regionalt mellem kommunerne i regionen og regionen.
Ud
over repræsentanter fra kommunerne og regionen, skal der være repræsentanter
for brugerne i regionen.
Da det skal være muligt at tilpasse repræsentationen i forhold
til den brugerorganisering, der er i regionen, er det loven ikke præcist
fastsat hvilke brugerorganisationer, der skal være medlemmer af
udviklingsrådene.
Der er således intet til hinder for, at de udsatte grupper fx de
hjemløses Nærudvalg bliver repræsenteret i udviklingsrådene.
Ad B) Efter § 16 i forslag til servicelov (L 38) sørger
kommunalbestyrelsen for, at brugerne af tilbud efter serviceloven får
mulighed
for at få indflydelse på tilrettelæggelsen og udnyttelsen af tilbuddene.
Kommunalbestyrelserne fastsætter skriftlige retningslinier for
brugerindflydelsen. Kommunalbestyrelserne kan således nedsætte et eller flere
råd, der kan rådgive kommunen om hvordan tilrettelæggelsen af indsatsen bør
ske.
Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med anvendelsen af et
regionalt tilbud sikre – ligesom ved benyttelsen af andre leverandørers
tilbud
- at brugerinddragelse og medindflydelse er en naturlig del af tilbuddet, og
at
brugerne og personalet gøres bekendt hermed.
I dag er brugerindflydelsen på fx forsorgshjem og herberger
sikret ved adgangen til at organisere sig på boformen. Dette foregår typisk
ved
oprettelse af beboer- eller brugerråd. Denne adgang til organisering på de
enkelte boformer videreføres uændret.
På det regionale eller amtslige niveau omfatter organiseringen
af brugerindflydelsen på hjemløseområdet alle boformer for hjemløse i amtet.
Hensigten er at få indflydelse på amtets eller kommunernes politik på
hjemløseområdet. Dette arbejde varetages af Nærudvalgene, der består af
repræsentanter
fra de enkelte boformer i amtet.
Alle nærudvalg dannede i 2001 en landsdækkende
interesseorganisation: Sammenslutningen af Nærudvalg i Danmark (SAND). SAND
har
til formål at arbejde for og modvirke årsagerne til og virkningerne af
hjemløshed, bl.a. ved at skabe kontakt til og samarbejde med relevante
myndigheder
med henblik på at skabe acceptable forhold i tilbuddene til hjemløse, sikre
tilstrækkelige tilbud og fastholde kvaliteten i tilbuddene.
Det er min vurdering, at de udsatte grupper ved forslaget i § 16
i L 38 er sikret mulighed for at få indflydelse på tilrettelæggelsen og
udnyttelsen af tilbuddene, der stilles til rådighed efter serviceloven.
7. Sikring af
vidensopsamling og vidensformidling på udsatteområdet
For Rådet er det vigtigt, at den viden, der findes i
videnscenter for socialt udsatte, bliver bevaret og udbygget.
Svar
Jeg er enig i, at der forsat er brug for ny viden. Videns og
Formidlingscenteret for Socialt
Udsatte
vil
naturligvis også efter kommunalreformen indsamle oplysninger og erfaringer om
udviklingen på udsatteområdet, således at der er aktuel viden til rådighed.
Spørgsmål nr. 336:
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 19. maj 2005 fra
Scleroseforeningen og Dansk Parkinsonforening, jf. L 38 – bilag 55.
Svar:
Scleroseforeningen og Dansk Parkinsonforening skriver i
henvendelsen til Socialudvalget, at foreningernes patientgrupper ikke synes
at
være omfattet af de bestemmelser i forslaget til lov om social service (L
38),
der omhandler den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO).
Foreningerne foreslår, at patientgrupper bliver omfattet af VISO, og at
foreningernes viden, dokumentation og rådgivningserfaring godkendes som en
netværksorganisation
under VISO.
Jeg kan bekræfte, at den sociale indsats over for denne gruppe
af mennesker med ofte meget komplekse sygdomsforløb vil være omfattet af
VISO´s
virksomhed. VISO skal dække hele det sociale område og som anført i
lovforslaget
kan beskrivelsen af VISO derfor ikke være udtømmende i forhold til alle
specialiserede sagstyper.
VISO`S vidensdel skal
bl.a. opbygge viden på de områder, som i dag er udækkede, således at der i
VISO
er sikret mulighed for vidensindsamling, -udvikling og –formidling på
alle de
sociale områder.
Den specialiserede
viden, der opbygges i VISO, skal inddrages i og dermed medvirke til at styrke
specialrådgivningen og udredningen over for borgerne og i forhold til
myndigheder og institutioner/tilbud i de mest komplicerede enkeltsager.
Det er også vigtigt, at
VISO`s viden kan danne grundlag for udvikling af nye behandlingsformer, hvor
der må opstå behov for det, og dermed medvirke til et generelt løft i
indsatsen
overfor borgere med de mest komplicerede problemer og behov.
Det netværk af eksperter, som VISO kan anvende til at løfte sine
opgaver, kan både bestå af eksperter ansat i kommunale tilbud, regionale
tilbud
og eksperter knyttet til private tilbud eller rådgivningsfunktioner, herunder
eksempelvis den af Scleroseforeningen og Dansk Parkinsonforening beskrevne
ekspertise.
Der vil inden lovforslagets ikrafttræden bliver taget nærmere
stilling til, hvilke kontrakter VISO skal indgå.
Spørgsmål nr. 338:
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 23. maj 2005 fra
Barnets Hus, jf. L 38 – bilag 57.
Svar:
Barnets Hus argumenterer i deres henvendelse vedrørende L 38
for, at alle landets observations- og behandlingshjem bliver placeret i
regionerne eller alternativt, at institutionerne selv får mulighed for at
aftale overførsel til en region.
Henvendelsen og argumenterne tager udgangspunkt i, at »de nye
regioner [som udgangspunkt] overtager . driften af alle de nuværende
amtslige
sociale institutioner og tilbud i regionen –
bortset
fra tilbud til børn
og unge med sociale eller adfærdsmæssige problemer.«
Regeringens udgangspunkt er det stik modsatte.
Alle
nuværende amtslige institutioner for børn og unge overtages af kommunerne,
undtagen institutioner for børn og unge med nedsat fysisk og psykisk
funktionsevne og institutioner, hvis målgruppe er børn og unge med
psykiatriske
lidelser, og hvor behandlingen på institutionen indeholder en væsentlig
psykiatrisk indsats, som det fremgår af svaret på spørgsmål 49.
At disse institutioner placeres i regionerne og ikke i
kommunerne skyldes ikke et hensyn til institutionernes specialisering men
hensynet til sammenhængen til det øvrige handicap- og psykiatriområde, som
kommer til at ligge i regionerne. Specialisering er således ikke et
selvstændigt argument for placering i regionerne.
For så vidt angår observations- og behandlingshjemmene har en
stor del af de børn, der er anbragt i disse hjem, behov, som der ikke i
regionerne er ekspertise til, idet regionerne ikke får en særlig ekspertise
af,
at de driver andre handicapinstitutioner. De tværgående problemer, som
spædbørnene har, nødvendiggør ekspertise fra mere end ét hjem. Disse
tværgående
problemer har nu lettere ved at finde en løsning, bl.a. på grund af den
specialrådgivning,
der ydes af VISO.
Jeg er enig i, at observations- og behandlingshjemmene er meget
specialiserede institutioner, som gør et vigtigt stykke arbejde i forhold til
en meget udsat gruppe børn. Derfor har jeg en interesse i, at disse
institutioner bevares, og at deres specialisering opretholdes, og det har
kommunerne i meget høj grad også.
De børn, der har brug for en meget specialiseret indsats, vil
fortsat være der efter kommunalreformen, og kommunernes pligt til at stille
relevante tilbud til rådighed over for disse børn svækkes ikke. Tværtimod vil
anbringelsesreformen, der træder i kraft 1.1. 2006 medføre en mere målrettet
indsats over for disse børn. Kommunerne vil derfor have en klar gensidig
interesse i at bevare de institutioner, der kan levere den indsats.
Alternativet vil være, at kommunerne skal etablere egne og dyrere løsninger.
Jeg mener også, at vi med kommunalreformen leverer redskaber
til, at kommunerne får mulighed for at bevare de specialiserede – også
de meget
specialiserede – institutioner. Selv om institutionerne for børn og unge
med
sociale eller adfærdsmæssige problemer ikke kommer til at indgå i
rammeaftalen,
så etableres der nu for første gang med rammeaftalen et forum og en proces,
hvor kommunerne på tværs skal drøfte »forsyningssituationen«, og det er da
højst sandsynligt, at kommunerne også i dette forum vil komme ind på det
kommunale ansvarsområde.
Tilbudsportalen er et andet redskab, som vil gøre det lettere
for kommunerne på tværs at holde sig orienteret om, hvor de finder netop den
meget specialiserede plads til fx det spædbarn, som har nogle helt særlige
vanskeligheder, som kommunen ikke selv har et egnet tilbud til.
Endelig vil VISO kunne støtte kommunerne i forhold til
problemstillingerne hos børn og unge i alle aldre med helt særlige
problemstillinger og behov for meget specialiserede tilbud.
Man vil uden tvivl kunne finde børn med handicap på
observations- og behandlingshjemmene, lige som man vil kunne finde børn og
unge
med handicap på andre kommunale institutioner. Det vil man fortsat kunne
efter
kommunalreformen, men lige som det er tilfældet i dag, vil disse børn –
hvis de
har brug for en specialiseret indsats i forhold til deres handicap - skulle
»videre« til de institutioner, der har en særlig viden om netop deres
handicap.
Jeg er således ikke bekymret for at lade observations- og
behandlingshjemmene placere i kommunerne, men er overbevist om, at kommunerne
vil være med til at bevare og videreudvikle på de specialiserede
institutioners
særlige kompetencer i samarbejde med de pågældende institutioner selv.
Lignende dokumenter
- Tilføjelse til tillægsbetænkning over Forslag til lov om social service Retsinformation · 11. juli 2005
- Tillægsbetænkning over Forslag til lov om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og andre love og om ophævelse af lov om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg m.v. og lov om gennemførelse af visse tjenestemandsretlige og pensionsmæssige forhold m.v. i forbindelse med gennemførelse af lov nr. 333 af 19. juni 1974 om social bistand (Konsekvensrettelser på det sociale område som følge af kommunalreformen) Retsinformation · 11. juli 2005
- Tillægsbetænkning over Forslag til lov om ændring af lov om social service, lov om almene boliger m.v. og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (Krav til kommunernes sagsbehandling i visse sociale sager m.v.) Retsinformation · 15. februar 2006
- Tilføjelse til tillægsbetænkning over Forslag til lov om ændring af lov om social service (Ansættelse til pasning af nærtstående med handicap m.v.) Retsinformation · 12. august 2002
- Tillægsbetænkning over Forslag til lov om ændring af lov om social service (Revision og udvidelse af ledsageordningen, udvidelse af adgangen for fysisk og psykisk handicappede til selv at vælge hjemmehjælper) Retsinformation · 12. august 2002
- Tillægsbetænkning over Forslag til lov om ændring af lov om social service (Ansættelse til pasning af nærtstående med handicap m.v.) Retsinformation · 12. august 2002