Spring til indhold

Retsinformation

Tillægsbetænkning over Forslag til lov om social service

2004/2 TBL 38Tillægsbetænkning over lovforslagFolketinget24. august 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Tillægsbetænkning afgivet af Socialudvalget den 9. juni 2005

Tillægsbetænkning

over

Forslag til lov om social service

[af

socialministeren (Eva Kjer Hansen)]

1. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 24. februar 2005 og var til 1.

behandling den 18. marts 2005. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist

til behandling i Socialudvalget. Udvalget afgav betænkning den 2. juni 2005.

Lovforslaget var til 2. behandling den 9. juni 2005, hvorefter det blev

henvist

til fornyet behandling i Socialudvalget.

Møder

Udvalget har, efter at lovforslaget blev henvist til fornyet

udvalgsbehandling, behandlet dette i 1 møde.

Samråd

Udvalget har stillet 1 spørgsmål til socialministeren til

mundtlig besvarelse. Ministeren besvarede spørgsmålet i et åbent samråd den

9.

juni 2005.

Spørgsmål

Udvalget har under den fornyede behandling af lovforslaget

stillet 7 spørgsmål til socialministeren til skriftlig besvarelse. 60 af

udvalgets spørgsmål til socialministeren og dennes svar herpå er optrykt som

bilag 2 til betænkningen.

2. Indstillinger

Et

flertal

i udvalget

Læs alt

(V, DF og KF) indstiller lovforslaget til

vedtagelse

i den affattelse, hvori det foreligger efter 2. behandling

Et

mindretal

i

udvalget (S, RV, SF og EL) indstiller lovforslaget til

forkastelse

ved 3. behandling.

Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit, Siumut og Fólkaflokkurin

var på tidspunktet for tillægsbetænkningens afgivelse ikke repræsenteret med

medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med

indstillinger

eller politiske udtalelser i tillægsbetænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i

tillægsbetænkningen.

Hans Andersen (V)

Anne-Mette Winther Christiansen (V)

Inge-Lene Ebdrup (V)

nfmd.

Inger Støjberg (V)

Pia Kristensen (DF)

fmd.

Birthe Skaarup (DF)

Tina Petersen (DF)

Tom Behnke (KF)

Per Ørum Jørgensen (KF)

Hüseyin Arac (S)

Lise von Seelen (S)

Mette Frederiksen (S)

Sandy Brinck (S)

Lone Dybkjær (RV)

Ole Glahn (RV)

Pernille Vigsø Bagge (SF)

Line Barfod (EL)

Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit, Siumut og

Fólkaflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)

52

Enhedslisten (EL)

6

Socialdemokratiet (S)

47

Tjóðveldisflokkurin (TF)

1

Dansk Folkeparti (DF)

24

Inuit Ataqatigiit (IA)

1

Det Konservative Folkeparti (KF)

18

Siumut (SIU)

1

Det Radikale Venstre (RV)

17

Fólkaflokkurin (FF)

1

Socialistisk Folkeparti (SF)

11

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 38 omdelt

efter afgivelse af betænkning

Bilagsnr.

Titel

66

Ændringsforslag fra socialministeren

67

Ændringsforslag til 2. behandling

68

1. udkast til tillægsbetænkning

69

1. udkast til tilføjelse til betænkning

Oversigt over spørgsmål vedrørende L 38 omdelt efter

afgivelse af betænkning

350

Spm. om udmøntningen af § 174 om kommunernes finansiering

af de mest specialiserede lands- og landsdelsdækkende tilbud, til

socialministeren,

og ministerens svar herpå

351

Spm., om det kan bekræftes, at Socialministeriet har

udarbejdet forslag til udmøntningen af § 174 om kommunernes finansiering af

de mest specialiserede lands- og landsdelsdækkende tilbud, til

socialministeren,

og ministerens svar herpå

352

Spm., om ministeren vil uddybe besvarelsen af spørgsmål nr.

262, til socialministeren, og ministerens svar herpå

353

Spm., om ministeren vil bekræfte forståelsen af

besvarelsen af spørgsmål nr. 260, til socialministeren, og ministerens svar

herpå

354

Spm. om uddybning af formulering i besvarelsen af

spørgsmål nr. 137, til socialministeren, og ministerens svar herpå

355

Spm. om, hvem der har ansvaret for at sikre den faglige

udvikling af rehabiliteringsindsatsen, til socialministeren, og ministerens

svar herpå

356

Spm., om Århus Amts udtalelse i forbindelse med

besvarelsen af spørgsmål nr. 161 har været forelagt for Århus Amtsråd, til

socialministeren, og ministerens svar herpå

Oversigt over samrådsspørgsmål vedrørende L 38 stillet

efter afgivelse af betænkning

Samråds-spm.nr.

Titel

A

Samrådsspm. om en drøftelse af lovforslagene til

udmøntning af kommunalreformen (L 38 og L 39) på det sociale område, herunder

de af ministeren stillede ændringsforslag, til socialministeren

Bilag 2

Nogen af udvalgets spørgsmål til

socialministeren og dennes svar herpå

Spørgsmålene og socialministerens svar herpå er optrykt efter

ønske fra RV.

Spørgsmål nr. 6:

Ministeren bedes kommentere henvendelsen fra Fyns Amt, Vejle Amt

og Sønderjyllands Amt, jf. L 38 – bilag 2

.

Svar:

Socialudvalgsformændene fra Fyns, Vejle, og Sønderjyllands amter

skriver i deres henvendelse om forslaget til lov om social service, at

kommunernes mulighed for at overtage amtskommunale/regionale tilbud bør

strækkes over et længere forløb med henblik på at sikre, at de nye kommuner

og

regionen laver en samlet løsning, der tilgodeser de særlige sociale behov

også

efter reformen er gennemført. I modsat fald kan man frygte, at tilbudene

ender

som lokaltilbud for kommunens egne borgere.

Socialudvalgsformændene beskriver en række eksempler på

specialiserede sociale institutioner som bør forblive i regionalt regi.

Samtidig peges på en særlig problemstilling vedrørende kommunernes

overtagelse

af institutioner, som har afdelinger (satellitter) i flere kommuner.

Jeg vil indledningsvis slå fast, at det er lovforslagets

udgangspunkt, at hovedparten af de nuværende amtskommunale tilbud drives

videre

af regionerne efter den 1.1.2007. Kommunerne har ifølge lovforslaget en

adgang

til at overtage et regionalt tilbud enten fra 1.1.2007 eller senere. I

forbindelse

med høringsprocessen har jeg noteret mig ønsket fra amtskommunal side om

generelt at begrænse de nye kommuners overtagelse af amtskommunale tilbud,

men

en begrænsning vil underkende grundideen og formålet med kommunalreformen.

Det er i denne sammenhæng afgørende, at kommunerne med kommunalreformen

generelt bliver langt større og dermed mere bæredygtige såvel fagligt som

økonomisk. Den kommunale overtagelse af regionale tilbud skal medvirke til en

udvikling, hvor de sociale opgaver i højere grad løses i nærmiljøet og i tæt

samspil med de almindelige tilbud. Det skal skabe bedre muligheder for lokalt

at tilbyde sammenhængende og fleksible løsninger tilpasset den enkelte

borgers

behov.

Jeg er på den anden side enig i, at det må sikres, at de nye

kommuner og regioner laver en samlet løsning, der tilgodeser de særlige

sociale

behov også efter reformen er gennemført. Det er derfor i lovforslaget nu

fastsat, bl.a. på baggrund af høringssvarene, at et tilbud, der overtages af

en

beliggenhedskommune skal indgå i den årlige rammeaftale og skal stå til

rådighed

for øvrige kommuner i samme omfang som hvis institutionen var forblevet i

regionalt regi. Omfanget skal fastlægges i rammeaftalen. Det betyder bl.a.,

at

beliggenhedskommunerne, der overtager et amtsligt/regionalt tilbud ikke kan

ændre i pladstallet eller i indholdet af tilbudet, medmindre det aftales med

de

øvrige kommuner i rammeaftalen. Dette gælder såvel for tilbud, som besluttes

overført i 2006 og senere.

Det er også vigtigt at være opmærksom på, at lovforslaget

fastsætter, at der allerede i 2006 skal udarbejdes en rammeaftale, som skal

have virkning fra 1. januar 2007, og denne rammeaftale skal omfatte de

tilbud,

der overføres fra amter til kommuner i løbet af 2006.

Der er således i lovforslaget taget højde for, at de mest

specialiserede amtskommunale tilbud ikke ender som lokaltilbud for kommunens

egne borgere. Med kommunalreformen får vi faktisk den modsatte virkning, idet

reformen åbner tilbudene for resten af landet. Der vil blive oprettet en

tilbudsportal

i statsligt regi med en oversigt over samtlige kommunale og regionale tilbud

samt alle godkendte private tilbud på det sociale område, som vil indeholde

en

beskrivelse af de sociale tilbuds profil. Det vil være et vigtigt

arbejdsredskab, når kommunen skal finde et tilbud, der modsvarer borgerens

behov.

Endelig vil jeg nævne, at der i forslaget til lov om social

service også er taget hånd om socialudvalgsformændenes bekymring vedrørende

de

såkaldte satellit-institutioner. Lovforslaget fastsætter nemlig, at en

kommunalbestyrelse i en beliggenhedskommune ikke kan overtage en del af en

institution

(en satellit), hvis de enkelte dele af tilbuddet udgør et sammenhængende

behandlingsforløb, som ikke vil kunne opretholdes ved en kommunal overtagelse

af en del af institutionen. Egely og dens fire åbne afdelinger udgør klart en

sådan sammenhængende helhed og de enkelte afdelinger vil således ikke kunne

overtages isoleret af beliggenhedskommunerne. En kommunal overtagelse vil

skulle omfatte den samlede institution under et.

Spørgsmål nr. 7:

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 10. marts 2005 fra

Vejle Amt – Overmarksgården, Det sociale Døgncenter, jf. L 38 –

bilag 3.

Svar:

Vejle Amts forsorgshjem Overmarksgården peger i brevet til

Socialudvalget på en række punkter, der giver anledning til bekymring i

forbindelse

med kommunalreformen, ligesom der stilles nogle spørgsmål:

1.

Boformerne er afhængig

af et fast budget

2.

Ved overgang til

kommunal drift vil det landsdækkende samarbejde blive nedtonet

3.

Kommunerne har ikke

faglig kompetence til at drive et forsorgshjem

4.

Hvordan vil

folketinget sikre, at forsorgshjemmenes målgruppe ikke bliver ringere stillet

end i dag?

5.

Hvilken sikkerhed er

der for at kommunen nu hvor de får myndighedsansvaret ikke vil placere

husvilde

på forsorgshjemmene?

Ad 1)

Der skal selvfølgelig også efter kommunalreformen hvert år

budgetlægges, så der på de enkelte boformer opnås en økonomisk og rationel

drift. Forudsætningerne for budgetlægningen vil være som i dag, dog med den

fordel, at man inden for regionen – kommuner og region – skal

drøfte de(t)

kommende års behov, samt fastlægge dette i rammeaftalen. Dette kan være med

til

at formindske det skøn, der altid vil være i en budgetlægning.

Ad 2)

Det landsdækkende samarbejde mellem boformer for hjemløse i

amtskommunerne samt Københavns og Frederiksberg kommuner foregår i dag

indenfor

rammerne af »Sammenslutningen af boformer efter servicelovens § 94«

– SBS§94.

Udgangspunktet er, at forsorgshjem m.v. overgår til regional

drift. Der er intet i vejen for, at dette arbejde kan fortsætte, hvad enten

botilbuddene drives af en region eller en kommune.

Ad 3)

Efter de gældende regler kan botilbud for hjemløse

tilvejebringes af en amtskommune alene eller i samarbejde med en eller flere

amtskommuner eller kommuner. Botilbuddene kan endvidere tilvejebringes af en

eller flere kommuner efter aftale med amtskommunen.

Kommunerne har jo en stor driftserfaring og har bestemt også

faglig kompetence til at kunne drive et forsorgshjem. Herudover har ledelsen

på

forsorgshjemmet fortsat den faglige kompetence til den daglige drift.

Ad 4)

Efter regeringens opfattelse er en høj statslig medfinansiering

på hjemløseområdet nødvendig for at kunne leve op til det fælles ansvar for

de

socialt udsatte grupper. Der er derfor ikke i forbindelse med

kommunalreformen

foreslået ændringer hverken i den nuværende finansieringsordning, hvorefter

staten refunder 50% af udgifterne til boformer for hjemløse, eller i de

opgaver

og tilbud, boformerne har i dag.

Boformerne vil fortsat være landsdækkende med mulighed for

gadeplanshenvendelse uden forudgående visitation. Der ændres hverken på

selvmøderprincippet eller lederens beføjelse til at træffe beslutning om

optagelse.

Med kommunalreformen samles myndigheds-, forsynings- og

finansieringsansvaret i forhold til borgeren og finansieringsansvaret for

tilbud og ydelser efter serviceloven i kommunerne.

Hele forsyningsansvaret er således placeret i kommunerne.

På udsatteområdet har regionerne efter aftale med kommunerne i

regionen ansvaret for at etablere pladser i boformer og tilbud, der hidtil

har

været omfattet af amtskommunernes opgavevaretagelse.

Regionernes forsyningspligt fastlægges på baggrund af årlige

redegørelser, hvor kommunerne skal beskrive behovene og kommunernes

forventede

brug af pladser i regionalt drevne tilbud. Redegørelserne fra kommunerne

danner

grundlaget for den årlige rammeaftale. Også oprettelse af evt. nye tilbud

skal

fremgå af rammeaftalen.

Kommunerne kan løse opgaverne på udsatteområdet ved selv at

etablere tilbuddet, ved at træffe aftale med et regionsråd eller andre

kommuner

eller ved at indgå aftale med private institutioner.

Med det nuværende finansieringssystem har kommunerne ikke noget

incitament til at stille andre tilbud til rådighed for personer, der opholder

sig i en boform for hjemløse. Dette ændres der væsentligt på med

kommunalreformen, hvor kommunerne skal betale for deres borgeres ophold på en

boform

for hjemløse.

Med kommunalreformen ændres der ikke på opholds- og

handlekommunereglerne.

Ad 5)

Efter de gældende regler i servicelovens § 66 kan kommunen

henvise en enlig husvild til et botilbud efter servicelovens § 94, idet det

dog

i vejledningen vedrørende den sociale indsats for de mest udsatte voksne er

understreget, at henvisning til et sådant botilbud kun bør anvendes som en

absolut nødløsning for en kortere periode, og at der hurtigst muligt bør

tilbydes anden form for indkvartering.

Kommunerne vil også efter kommunalreformen kunne henvise en

husvild til et botilbud for hjemløse under samme betingelser som nu. Det må

dog

forudsættes, at kommunerne i og med de skal betale for deres borgeres ophold

på

sådanne tilbud vil være mere motiveret for at finde en mere permanent løsning

på borgerens boligsituation.

Spørgsmål nr. 8:

Ministeren bedes oplyse baggrunden for den beløbsmæssige forskel

mellem de 8-9 milliarder kr., der i høringsnotatet angives som det beløb, der

overføres fra amterne til kommunerne på det sociale område i forbindelse med

kommunalreformen og tal fra Finansministeriet (FIU alm. del. § 7 – bilag

5),

der angiver beløbets størrelse til 6,67 milliarder kr.

Ministeren bedes i forlængelse sende udvalget en oversigt over,

hvilke opgaver der er indeholdt i de overførte beløb fra amterne til

henholdsvis stat og kommuner.

Svar:

Den beløbsmæssige forskel mellem de 8-9 mia. kr., der er nævnt i

høringsnotatet og de 6,67 mia. kr., der er nævnt i FIU alm. del. § 7 –

bilag 5

skyldes, at der i beløbet i høringsnotatet er indregnet et skøn over

administrative udgifter (hovedkonto 6) og anlægsudgifter. Disse udgifter

indgår

imidlertid ikke i beløbet fra Finansministeriet, idet opgørelsen og

fordelingen

af de administrative udgifter og anlægsudgifter stadig forhandles med de

kommunale parter. De 6,67 mia. kr. omfatter udelukkende driftsudgifter på det

sociale områdes del af hovedkonto 5.

I forbindelse med kommunalreformen skal der overføres nogle få

opgaver til staten i 2007. Beløbet på 1.570 mio. kr., der fremgår af FIU alm.

del. § 7 – bilag 5, dækker kun over en delvis kompensation for disse

opgaver,

herunder for:

–

Den centrale refusionsordning

:

Der indføres en refusionsordning, der skal sikre kommunerne mod meget store

udgifter i de dyreste enkeltsager. Ordningen omfatter alle tilbud på

socialområdet - fra ikke-specialiseret til de mest specialiserede tilbud.

Refusionsordningen indebærer, at i sager, hvor en person under 67 år har

behov

for hjælp og støtte, som samlet udgør en årlig udgift på 800.000 kr. eller

mere, refunderer staten 25 pct. af den del af kommunens udgifter, som

overstiger 800.000 kr. For den del af udgiften, der overstiger 1,5 mio. kr.

årligt, refunderer staten 50 pct. af udgifterne. Refusionsordningen indføres

gradvist.

Ordningen finansieres

solidarisk af kommunerne ved løbende reguleringer af bloktilskuddet. Det skal

bemærkes, at den endelige fastlæggelse af refusionsordningen sker i

forbindelse

med reformen af tilskud- og udligningssystemet.

–

Kommunalfuldmagtsopgaver:

Af aftalen om en strukturreform fremgår det, at andre mindre opgaver, der i

dag

varetages efter kommunalfuldmagten i amterne, herunder tilskud til selvejende

institutioner mv., som udgangspunkt skal overdrages til kommunerne. I en

overgangsperiode på fire år finansieres opgaverne dog på den måde, at staten

overtager amternes hidtidige tilskud og videregiver dette til de pågældende

institutioner mv. Efter periodens udløb overføres det tilskud, som staten

overtager fra amterne, fuldt ud til det kommunale bloktilskud. I løbet af

perioden søges etableret aftaler om kommunal støtte til videreførelse af

institutionerne

mv.

–

VISO (

Videns- og Specialrådgivningsorganisation):

I forbindelse med oprettelsen og driften af VISO skal der overføres midler

til

staten svarende til de opgaver, som fremover skal løses i VISO, og som i dag

løses i amterne. Udgifterne til VISO er vurderet til i alt 268,4 mio. kr. om

året. Det skal bemærkes, at der i det samlede beløb på 1.570 mio. kr., som

samlet overføres til staten fra hovedkonto 5, kun indgår en del af midlerne

til

VISO. Resten af midlerne kommer fra hovedkonto 6, som ikke indgår i beløbet.

Udover det nævnte beløb vil staten skulle have overført

yderligere midler til at udføre opgaver i relation til sekretariatsbetjening

af

de regionale udviklingsråd, udpegning af pædagogisk psykologisk sagkyndig til

børn og unge-udvalgene, videreførelse af Den Uvildige Konsulentordning på

Handicapområdet (DUKH), overtagelse af pensionsforpligtelsen overfor

tjenestemænd i forbindelse med oprettelsen af VISO samt resten af

finansieringen af VISO. Dette sker i forbindelse med fordelingen af

hovedkonto

6.

Beløbet på 6.671 mio. kr., der ifølge FIU alm. del. § 7 – bilag

5, overføres til kommunerne i 2007, dækker over, at kommunerne i fremtiden

overtager hele finansieringsansvaret på det sociale område. Det betyder, at

kommunerne fremover skal betale de udgifter, som amtskommunerne hidtil har

haft

til:

–

tilbud omfattet af

grundtakstfinansiering, jf. §

131 a

i lov om social service.

–

kommunale tilbud, hvor

amtet har medfinansieret, jf. § 131 d i lov om social service.

–

tilbud, som

amtskommunerne endelig har afholdt udgifterne til, herunder ambulant

behandling

af stofmisbrugere, støtte til køb af biler, hjælpemidler og forbrugsgoder

samt

visse af de amtskommunale tilbud om beskyttet beskæftigelse og aktivitets- og

samværstilbud, jf. § 130 i lov om social service.

–

tilbud, som er 50 pct.

statsligt finansieret og hvor amtet har betalt den anden halvdel, herunder

krisecentre,

forsorgshjem, mv., jf. § 131, stk. 2. i lov om social service.

Spørgsmål nr. 13:

Ministeren bedes oplyse, hvorvidt antallet af brugere i de

enkelte kommuner indgår som et element ved fordelingen af de nuværende amters

udgifter på det særlige sociale område til kommunerne.

Svar:

Ændringer i opgavefordelingen vil blive gennemført ud fra

princippet om, at reformen er udgiftsneutral og pengene følger med opgaven.

Derved sikres, at de myndigheder, der får ansvaret for nye opgaver

kompenseres

herfor af de myndigheder, der afgiver opgaverne jf. de almindelige principper

i

Vejledning om Det Udvidede Totalbalance Princip (DUT).

Regeringen og de kommunale parter har derfor siden september

2004 forhandlet om den samlede overflytning af midler fra amter til kommuner,

stat og regioner. Disse forhandlinger forventes endelig afsluttet i løbet af

juni 2005. Først på det tidspunkt vil der være overblik over, hvor meget

kommunerne

samlet set får overført til bloktilskuddet, som følge af opgaveomlægningerne.

I spørgsmålet spørges der til, hvordan fordelingen af de samlede

midler på de enkelte kommuner vil ske efterfølgende. Der er imidlertid endnu

ikke taget stilling til den fremtidige fordeling af de amtskommunale udgifter

på landets nye kommuner. Dette drøftes i øjeblikket i regi af Indenrigs- og

Sundhedsministeriets finansieringsudvalg. Som led i finansieringsreformen

skal

der gennemføres ændringer i tilskuds- og udligningssystemet, som skal

medvirke

til at udjævne de afledte ændringer i byrdefordelingen af opgaveomlægningerne

mest muligt. Der fremsættes således et forslag til en reform af tilskuds- og

udligningssystemet i folketingssamlingen 05/06.

Den endelige fastlæggelse af, dels hvordan amternes udgifter fordeles

på de nye kommuner og dels hvordan forslaget til en reform af tilskuds- og

udligningssystemet skal udformes, afventer stadig en afklaring i forhold til

de

endelige kommunegrænser og den endelige opgaveomlægning.

Spørgsmål nr. 22:

Det fremgår af bemærkningerne til § 186 i lovforslaget, at det

ved en kommunes overtagelse af regionale tilbud er en forudsætning, at

»kommunalbestyrelsen i beliggenhedskommunen vil kunne drive tilbuddet på

økonomisk og fagligt forsvarlig vis.« Efter hvilke kriterier og af hvem skal

denne

vurdering foretages?

Svar:

Efter lovforslagets § 186 kan kommunalbestyrelsen beslutte, om

kommunen skal benytte sig af adgangen til at overtage et regionalt, socialt

tilbud, som er beliggende i kommunen.

Kommunalbestyrelsens konkrete beslutning om at overtage

regionale, sociale tilbud skal dels ske i overensstemmelse med de vilkår, som

lovforslaget knytter til en overtagelse, og dels skal kommunalbestyrelsens

beslutning indgå i drøftelser med de øvrige kommunalbestyrelser i regionen i

forbindelse

med den årlige rammeaftale og evt. tillige drøftes i kontaktudvalget.

Bestemmelsen i lovforslagets § 186 om kommunernes adgang til at

overtage regionale institutioner har til hensigt at fremme målsætningen om,

at

sociale opgaver i højere grad løses i nærmiljøet og i tæt samspil med de

øvrige

kommunale tilbud. Dette vil styrke mulighederne for lokalt at tilbyde

sammenhængende og fleksible løsninger tilpasset den enkelte borgers behov.

Hvis en kommunalbestyrelse i overensstemmelse med dette formål beslutter

at overtage en regional institution eller et regionalt tilbud, der er

beliggende i kommunen, er det bl.a. et vilkår for overtagelsen, at tilbuddet

fortsat indgår i den årlige rammeaftale og at tilbuddet skal stå til rådighed

for øvrige kommuner i det omfang, det fastlægges i rammeaftalen, jf.

lovforslagets

§ 186, stk. 2, nr. 1.

Med henblik på at styrke kommunalbestyrelsens

beslutningsgrundlag for overtagelse af konkrete tilbud og inddrage de øvrige

kommuner i regionen fremgår det af bemærkninger til lovforslagets § 6 om

rammeaftaler og § 186 om aftaler om overførsel af regionale tilbud, at

overtagelse af tilbud skal drøftes i forbindelse med de årlige rammeaftaler.

I

den sammenhæng vil de øvrige kommunalbestyrelser i regionen og regionsrådet

have mulighed for at drøfte konsekvenserne af overtagelsen, herunder omfanget

af den forsyning, som kommunalbestyrelsen i beliggenhedskommunen skal stille

til rådighed for de øvrige kommuner. I denne forbindelse forudsættes det, at

den kommunalbestyrelse, der ønsker at overtage et regionalt tilbud overfor de

andre kommuner kan redegøre for, at den kan drive tilbuddet på økonomisk og

fagligt forsvarlig vis. Fastlæggelse af, hvad der er økonomisk og fagligt

forsvarligt,

vil variere fra tilbud til tilbud.

Endelig er der med lovforslaget taget højde for, at der kan være

behov for en mere principiel og overordnet drøftelse af en kommunal

overtagelse.

Efter lovforslagets § 187 kan enhver kommunalbestyrelse i

regionen anmode om, at spørgsmålet om en kommunal overtagelse tages op i

kontaktudvalget mellem kommunalbestyrelse og regionsråd.

Forslaget til bestemmelsen i § 187 skal bidrage til at sikre, at

alle aspekter af overtagelsen belyses i drøftelse mellem kommunerne og mellem

kommuner og regionsråd. Et aspekt i disse drøftelser kan bl.a. være, om den

kommunalbestyrelse, der ønsker at overtage et regionalt tilbud, reelt har

mulighed

for at drive tilbuddet på økonomisk og faglig forsvarlig vis.

Spørgsmål nr. 32:

Ministeren bedes oplyse, hvorvidt der findes en klagemulighed

for brugere og/eller pårørende, hvis en kommune beslutter at overtage et

tidligere amtsligt/regionalt socialt tilbud, som kommunen reelt ikke er i

stand

til at drive økonomisk og fagligt forsvarligt?

Svar:

Ifølge lovforslaget er det kommunalbestyrelsen, som beslutter,

om den vil overtage et tidligere amtskommunalt/regionalt tilbud. Overtagelse

af

tilbud skal drøftes i forbindelse med de årlige rammeaftaler, hvor alle

kommuner

og regionen har mulighed for at drøfte overtagelsen. Såfremt der ønskes et

mere

overordnet perspektiv på en kommunal overtagelse kan enhver

kommunalbestyrelse

i regionen anmode om, at overtagelsen drøftes i kontaktudvalget. Hermed

bliver

der mulighed for at belyse alle aspekter af overtagelse, herunder om den

kommunalbestyrelse, der ønsker at overtage et regionalt tilbud reelt har

mulighed for at drive tilbuddet på økonomisk og fagligt forsvarlig vis.

Brugere og/eller

pårørende har ikke mulighed for at klage over selve beslutningen om

overtagelse

af et amtskommunalt/regionalt tilbud. Brugere og/eller pårørende har dog

altid

mulighed for at klage til borgmesteren som øverste ansvarlige for kommunens

administration og økonomi, såfremt kommunen ikke driver et tilbud økonomisk

og

fagligt forsvarligt.

I tilfælde af ulovlig drift af et socialt tilbud kan de

pågældende rette henvendelse til det kommunale tilsyn, som tager stilling

til,

om der er grundlag for at gribe ind over for kommunalbestyrelsen. Herudover

kan

borgeren benytte det almindelige klagesystem, såfremt den ulovlige drift

medfører,

at tilbuddet fagligt ikke længere modsvarer borgerens behov.

Spørgsmål nr. 33:

I en situation hvor en kommune overtager et tidligere

amtsligt/et regionalt socialt tilbud, som benyttes af andre kommuner, og

dermed

indgår i tilbudsviften, hvem bestemmer så, ifølge ministeren, hvor mange

pladser i tilbuddet, der skal stilles til rådighed for andre kommuner i

forbindelse med fremtidige rammeaftaler? Er det regionen? Er det den kommune,

der driver tilbuddet? Er det de øvrige kommuner, der har brug for tilbuddet

til

nogle af deres borgere?

Svar:

Det er den kommunalbestyrelse, som overtager et

amtskommunalt/regionalt tilbud, der er ansvarlig for, at der stilles pladser

til rådighed for andre kommuner, således at kommunen lever op til sin

forpligtelse i henhold til den årlige rammeaftale.

Når en kommunalbestyrelse overtager et amtskommunalt/regionalt

tilbud, er det overtagne tilbud omfattet af de årlige rammeaftaler

og skal stå til rådighed for de øvrige

kommuner i det omfang, det fastlægges i rammeaftalen. Det præciseres således

i

lovbemærkningerne, at det overtagne tilbud fortsat indgår i forsyningen på

samme måde, som hvis det fortsat havde været et regionalt tilbud. Det

betyder,

at rammeaftalen bl.a. skal indeholde:

–

Udviklingsmål for

tilbuddet

–

Takster for

kommunernes køb af pladser

–

Håndtering af akutte

situationer

–

Beredskab for at undgå

ventelister

Rammeaftalen mellem regionen og regionens kommuner bliver til på

grundlag af en redegørelse fra hver enkelt kommune til regionen om kommunens

forventede behov. Regionen udarbejder herefter på grundlag af de kommunale

redegørelser

et samlet udkast til rammeaftale for hele regionen til dækning af kommunernes

behov for regionalt drevne tilbud. I regionens udspil indgår også de

tidligere

amtskommunale/regionale tilbud, som er overtaget af kommunerne, med angivelse

af, hvor mange pladser der skal stilles til rådighed for andre kommuner i

regionen og med beskrivelse af hvilken type af tilbud, disse pladser skal

dække. Denne proces sikrer en høj grad af åbenhed og gennemsigtighed mellem

alle kommunerne og dermed et godt fælles grundlag for at opnå enighed om

rammeaftalen, samtidig med at det understreges, at alle parter har en stærk

interesse i at opnå enighed om en aftale.

De tidligere amtskommunale/regionale tilbud, som overtages af en

kommunalbestyrelse, overtages med alle de rettigheder og pligter, der er

knyttet til tilbuddet, herunder med det personale og de beboere, der er i

tilbuddet – også fra andre kommuner. Som udgangspunkt er den andel af

tilbuddet,

der skal stilles til rådighed for andre kommuner derfor mere eller mindre

givet. Men der kan selvfølgelig – ligesom det er tilfældet i dag –

ske

ændringer heri, idet behovene løbende vil ændre sig, beboere blive flyttet

til

andre og mere hensigtsmæssige tilbud, ligesom kommunen løbende vil udvikle

tilbuddet og tilpasse det til behovene. Ændringer i antal pladser og/eller

indhold skal dog aftales i forbindelse med den årlige rammeaftale, dvs. at

den

kommune, der overtager et amtsligt/regionalt tilbud ikke egenhændigt kan

nedlægge tilbuddet eller reducere antallet af pladser.

Reglerne om rammeaftalen (§ 6) er, på baggrund af

høringssvarene, ændret, således at den årlige aftale kan suppleres løbende,

hvis der er behov. Det er også præciseret, at aftaleåret skal suppleres med

overslag

over de næste tre års behov. Endelig er det fastlagt, at aftaleparterne i

rammeaftalen skal aftale, hvorledes man håndterer akutte situationer, som

ikke

kan håndteres med de nuværende tilbud, hvordan man vil sikre udvikling af

institutionstilbuddene svarende til udvikling af brugernes behov samt sikring

af et beredskab til løsning af evt. ventelisteproblemer.

Den samlede rammeaftale for kommunerne i regionen udgør således

regionsrådets beslutningsgrundlag for, hvor mange pladser der vil være brug

for

i den kommende periode.

Denne foreslåede procedure til fastlæggelse af behovet er en

klar forbedring i forhold til det nuværende system, hvor samarbejdet mellem

amt

og kommuner er betydeligt mindre struktureret og gennemsigtigt.

Spørgsmål nr. 35:

Ministeren bedes oplyse, hvem der har kompetence og ansvar for

at løse det problem, der kan opstå, hvis en kommune overtager et tidligere

amtsligt/et regionalt tilbud, men ikke stiller pladser til rådighed for de

øvrige kommuner som forudsat i rammeaftalen – eksempelvis fordi kommunen

bruger

alle pladser selv?

Svar:

Efter lovforslagets § 186 kan kommunalbestyrelsen beslutte om

kommunen skal benytte sig af adgangen til at overtage et regionalt, socialt

tilbud, som er beliggende i kommunen. Kommunalbestyrelsens konkrete

beslutning

om at overtage regionale, sociale tilbud skal dels ske i overensstemmelse med

de vilkår, som lovforslaget knytter til en overtagelse og dels skal

kommunalbestyrelsens beslutning indgå i drøftelser med de øvrige

kommunalbestyrelser i regionen i forbindelse med indgåelse af rammeaftalen.

Hvis en kommunalbestyrelse beslutter at overtage en regional

institution eller et regionalt tilbud, der er beliggende i kommunen, er det

bl.a. et vilkår for overtagelsen, at tilbuddet fortsat indgår i den årlige

rammeaftale og at tilbuddet skal stå til rådighed for øvrige kommuner i det

omfang, det fastlægges i rammeaftalen, jf. lovforslagets § 186, stk. 2, nr.

1.

Udgangspunktet er således, at tilbuddet indgår i den regionale forsyning på

samme måde, som hvis tilbuddet var forblevet i regionen.

Vilkåret om at tilbuddet fortsat indgår i den årlige rammeaftale

indebærer bl.a., at taksten for kommunernes køb af pladser i tilbuddet indgår

i

rammeaftalen, og at tilbuddet skal være til rådighed i akut opståede

situationer, jf. i øvrigt lovforslagets § 6 om det nærmere indhold af

rammeaftalen.

Rammeaftalen bliver til på grundlag af en redegørelse fra hver

enkelt kommune til regionen om kommunens forventede behov. Regionen

udarbejder

herefter på grundlag af de kommunale redegørelser et samlet udspil for hele

regionen til dækning af kommunernes behov for regionalt drevne tilbud,

herunder

tilbud, der er overtaget fra regionen af en beliggenhedskommune.

Denne proces sikrer en høj grad af åbenhed og gennemsigtighed

mellem alle kommunerne og dermed et godt fælles grundlag for at opnå en

samlet

afdækning af behovene for sociale tilbud og enighed om den tilbudsvifte, som

flere kommuner kan benytte sig af og som modsvarer borgernes behov.

Reglerne om rammeaftalen indebærer, at den årlige aftale kan

suppleres løbende, hvis der er behov. Aftaleåret skal endvidere suppleres med

overslag over de næste tre års behov. Endelig er det fastlagt, at

aftaleparterne i rammeaftalen skal aftale, hvorledes man håndterer akutte

situationer,

som ikke kan håndteres med de nuværende tilbud, hvordan man vil sikre

udvikling

af institutionstilbuddene svarende til udvikling af brugernes behov samt

sikring af et beredskab til løsning af evt. ventelisteproblemer.

Den samlede rammeaftale for kommunerne i regionen udgør således et

beslutningsgrundlag for, dels hvor mange pladser der samlet vil være brug for

i

den kommende periode dels hvordan man skal agere, såfremt der sker uforudsete

ændringer

i behovene.

Er det i rammeaftalen forudsat, at et tilbud, der er overtaget

af beliggenhedskommunen, skal stille pladser til rådighed for øvrige kommuner

i

region, og beliggenhedskommunen til trods herfor bruger alle pladser selv,

lever kommunen ikke op til servicelovens § 186. Kommunen vil derfor kunne

indbringes

for det kommunale tilsyn.

Hvis forudsætningerne for en rammeaftale ændrer sig, idet fx

behovet for en bestemt tilbudstype generelt viser sig at være større, end det

kunne forudses, eller der lokalt sker en anden udvikling end forudset, kan

der

aktuelt eller på sigt opstå et nyt efterspørgselsmønster, som kommunerne og

regionen

skal reagere på.

Det indebærer, at hvis en kommune, der har overtaget et

regionalt tilbud beliggende i kommunen, på grund af udviklingen vil have

behov

for at disponere anderledes i forhold til det pågældende tilbud end forudsat

i

rammeaftalen, så skal kommunen drøfte dette med de øvrige kommuner og

regionen

i regi af rammeaftalen med henblik på en eventuel revision af aftalen. Ved

denne revision af rammeaftalen skal det vurderes og drøftes om der er

alternative løsningsforslag og om hvordan ændringer i rammeaftalen kan ske i

overensstemmelse med de øvrige kommuners og regionens ønsker og behov.

Spørgsmål nr. 36:

Ministeren bedes sende udvalget en udtømmende redegørelse for, på

hvilket grundlag de nye kommunalbestyrelser/sammenlægningsudvalg inden 15.

februar 2006 skal træffe beslutning om, hvilke af de nuværende amtslige

sociale

tilbud og institutioner, man vil overtage pr. 1. januar 2007. Spørgsmålet

skal

ses i lyset af, at de ansvarlige politikere først træder i funktion 1. januar

2006, skal konstituere sig og har en lang række andre opgaver i den første

fase

af valgperioden.

Svar:

Forberedelsesudvalgene og de nye kommunalbestyrelser/sammenlægningsudvalg

skal inden den 15. februar 2006 drøfte om amtskommunale tilbud mere

hensigtsmæssigt kan overgå til en beliggenhedskommune allerede fra 1. januar

2007. Beslutningsgrundlaget vil forinden være udarbejdet af forvaltningen i

kommunen. Såvel forvaltning som hovedparten af politikerne må forudsættes at

kende problemstillingerne i forvejen.

Amtsrådet skal udarbejde udkast til aftale mellem

kommunalbestyrelsen i beliggenhedskommunen og amtsrådet om, hvilke aktiver og

passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, der skal overføres i

forbindelse

med overtagelsen af et tilbud. Såfremt amtskommunen og kommunalbestyrelsen

ikke

senest den 1. april 2006 kan blive enige om fordelingen, træffer delingsrådet

efter bestemmelsen i § 190, stk. 2 beslutning herom.

Tidsfristerne i lovforslagets § 190 er fastsat af hensyn til

sammenhæng med bestemmelserne i forslag til lov om visse proceduremæssige

spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen, og skal også ses som udtryk for

et ønske om tidligst muligt i løbet af 2006 at få skabt klarhed over evt.

ændringer

i de sociale tilbuds og institutioners organisatoriske tilhørsforhold.

Spørgsmål nr. 37:

Ministeren bedes oplyse, hvordan og af hvem en uenighed mellem

en kommune, der har overtaget et tidlige amtsligt/et regionalt socialt

tilbud,

og andre kommuner/regionen om indholdet i en rammeaftale vedrørende det

pågældende tilbud afgøres.

Svar:

Efter § 186 i forslaget til lov om social service (L 38)

overtager en kommunalbestyrelse et amtskommunalt eller regionalt tilbud på

det

vilkår, at tilbuddets indholdsmæssige profil og fordeling af pladser til

kommuner, der i forvejen anvender tilbuddet, videreføres.

For disse tilbud er indholdet i rammeaftalen derfor i vidt

omfang fastlagt på forhånd i kraft af vilkåret for overtagelsen.

Den kommune, der har overtaget et tilbud, skal sørge for fortsat

at kvalitetssikre og tilpasse tilbuddet til den udvikling, der er i behovene

eller i nye indsatsmuligheder.

Ændringer i tilbuddets dimensionering eller ændringer hvor

tilbuddets profil ændres væsentligt eller helt skifter karakter eller som

indebærer, at andre kommuner eller regionen i væsentligt mindre omfang vil

kunne videreføre den aktuelle anvendelse af tilbuddet, indebærer en ændring

af

det vilkår, som tilbuddet blev overtaget på af beliggenhedskommunen.

I denne situation skal beliggenhedskommunen derfor i forbindelse

med indgåelse af rammeaftalen aftale med de øvrige – og for tilbuddet

relevante

– kommuner og regionen, at kommunen kan fravige vilkåret. Hvis en eller

flere

relevante kommuner modsætter sig en ændring af vilkåret, kan

beliggenhedskommunen

kun gennemføre en ændring af tilbuddets profil eller dimensionering, hvis det

er åbenbart uhensigtsmæssigt at opretholde vilkåret i sin nuværende form

eller

der for den eller de kommuner, der modsætter sig en ændring af vilkåret, kan

anvises andre løsninger, som led i rammeaftalen, der på tilsvarende måde

modsvarer borgernes behov.

Spørgsmål nr. 38:

Ministeren bedes oplyse, hvem der har ansvaret for at finde en

plads til en særlig »skæv« bruger, hvis det relevante regionale sociale

tilbud,

der tidligere har skullet tilpasse sig en brugers helt særlige behov, er

overtaget af en kommune, og den nye kommune driftsherre afviser, at brugeren

hører til tilbuddets målgruppe.

Svar:

Socialministeriet har forstået spørgsmålet således, at der

drejer sig om boformer efter lovforslagets § 110, dvs. forsorgshjem,

herberger

mv.

Det er efter lovforslaget altid en kommunes ansvar, at der er

det tilstrækkelige antal pladser også til borgere, der er hjemløse og som

derudover har komplekse problemstilligner.

På forsorgshjem, herberger mv. er der en ret for brugeren til

selv at møde op og anmode om at blive optaget i boformen, jf. forslagets §

110.

Dette ændres der ikke på.

Hvis en kommune overtager driften for en boform efter § 110, kan

kommunen ikke ændre på de regler, der gælder på området, herunder retten til

selv at møde op, m.v.

Spørgsmål nr. 39:

Ministeren bedes kommentere henvendelserne fra henholdsvis

Psykiatri- og Handicapudvalget i Århus Amt og Udvalget for Børn, Kultur og

Uddannelse i Århus Amt, jf. L 38 – bilag 5 og 6.

Svar:

Psykiatri- og Handicapudvalget og Udvalget for Børn, Kultur og

Uddannelse i Århus peger på, at lovforslagets bestemmelser om, at kommunerne

får ret til at overtage et hvilket som helst amtsligt/regionalt socialt

tilbud,

samtidig med at de kommende regioners rolle bliver at fungere som

sikkerhedsnet

for sociale tilbud til de svageste grupper, afføder et spørgsmål om, i

hvilken

takt og i hvilket omfang kommunerne kan og bør overtage de sociale

institutioner i amterne/regionerne.

De to amtslige udvalg finder, at der dermed kan opstå betydelig

usikkerhed for en række handicappede brugere og deres pårørende, og udvalgene

foreslår derfor, at lovforslagets § 186 og § 190 bør ændres, så der i hver

region udarbejdes en samlet social udviklingsplan, der kan danne grundlag for

politiske drøftelser mellem regionsråd og kommuner om en fortsættelse af den

glidende decentralisering.

I den forbindelse har udvalgene peget på, at repræsentanter for

brugerorganisationerne og de lokale handicapråds synspunkter vil kunne

inddrages.

Udvalget for Børn, Kultur og Uddannelse har herudover gjort

opmærksom på, at der på flere af de eksisterende amtslige døgninstitutioner

er

placeret regionale specialer, som risikerer at gå tabt ved en kommunal

overtagelse af institutionerne.

Med kommunalreformen indføres et entydigt myndighedsansvar i

forhold til den indsats, der er nødvendig over for den enkelte borger. Den

procedure, der i lovforslagets § 6 og § 186 og § 190 er fastlagt for at sikre

de

nødvendige tilbud til børn og unge og til mennesker med handicap, er en klar

forbedring i forhold til den gældende lovgivning, hvor forpligtigelsen til at

sikre det tilstrækkelige antal pladser, er delt mellem kommuner og amter.

Den årlige rammeaftale mellem kommunalbestyrelserne og

regionsrådet skal omfatte det samlede antal pladser og tilbud, som

regionsrådet

stiller til rådighed for kommunerne i regionen fordelt på målgrupper.

Herudover

skal aftalen indeholde bestemmelser om udviklingsmål for regionens tilbud,

bestemmelser om håndtering af akutte situationer, brug af lands- og

landsdelsdækkende

tilbud m.v.

Herudover indgår de amtslige/regionale tilbud, der overtages af

en kommune, fortsat i den årlige rammeaftale og skal stå til rådighed for de

øvrige kommuner i det omfang, det fastsættes i rammeaftalen.

Rammeaftalen skal drøftes og justeres efter behov, og den årlige

aftale skal suppleres med et overslag over behovene for regionale tilbud til

brug for det kommunale forsyningsansvar i de følgende tre år.

Den første rammeaftale skal indgås allerede senest i efteråret

2006. I og med at denne rammeaftale både omfatter regionernes tilbud samt de

tilbud, der er overtaget af kommunerne og samtidigt skal angive udviklingen

af

disse tilbud, vil denne rammeaftale stort set svare til den samlede sociale

udviklingsplan for regionerne, som de to udvalg i Århus Amt foreslår.

I forbindelse med kommunernes udarbejdelse af de årlige

redegørelser til regionsrådet om rammeaftalerne vil det i øvrigt være

naturligt, at hver enkelt kommune har inddraget handicaprådet og relevante

brugerorganisationer.

Efter min opfattelse er der derfor ikke behov for bestemmelser,

der yderligere præciserer, at der skal ske en samlet vurdering af behovet og

behovet for udvikling.

Spørgsmål nr. 42:

Kan ministeren bekræfte, at udgifterne til den uvildige

konsulentordning på handicapområdet, jf. § 15 i lovforslaget, hidtil har

været

dækket af staten, men at det i forbindelse med kommunalreformen på det

sociale

område planlægges at finansiere driften via de midler, som de nuværende amter

bruger på det sociale område?

Svar:

Som følge af kommunalreformen videreføres Den Uvildige

Konsulentordning på Handicapområdet jf. § 15 i Lov om social service. Den

Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet er etableret som en selvejende

institution i medfør af lov nr. 489 af 7. juni 2001 om ændring af lov om

social

service (grundtakstfinansiering).

Opgaveomlægningerne i forbindelse med kommunalreformen vil

medføre at en række opgaver indenfor socialområdet blive mindre eller falder

bort, herunder dobbeltvisiteringen i grundtakstsager og

sekretariatsbetjeningen

af klage- og ældreråd, og at der derved frigives midler som bl.a. kan

anvendes

til at finansiere Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet.

Der skal dog gøres opmærksom på, at forhandlingerne om

konsekvenserne for den samlede økonomi af kommunalreformen endnu ikke er

afsluttet.

Spørgsmål nr. 46:

Ministeren bedes oplyse, hvorvidt en kommune skal betale for det

antal pladser i regionale institutioner/tilbud, der er godkendt/bestilt i

forbindelse med den årlige rammeaftale, eller om kommunen skal betale for

dens

faktiske forbrug af pladser.

Svar:

Rammeaftalen mellem regionen og regionens kommuner bliver til på

grundlag af en redegørelse fra hver enkelt kommune til regionen om kommunens

forventede behov. Regionen udarbejder herefter på grundlag af de kommunale

redegørelser

et samlet udspil for hele regionen til dækning af kommunernes behov for

regionalt drevne tilbud. Denne proces sikrer en høj grad af åbenhed og

gennemsigtighed mellem alle kommunerne og dermed et godt fælles grundlag for

at

opnå enighed.

Rammeaftalen giver ikke den enkelte kommune en »trækningsret«,

som man ikke kan overskride. Rammeaftalen fastlægger regionens forpligtelse i

forhold til samtlige kommuner under ét i regionen.

Rammeaftalerne er heller ikke tænkt som et simpelt

bestillingssystem for pladser, hvor den afgivne bestilling ikke kan

fraviges. Rammeaftalerne skal skabes i en dialog mellem kommunerne og

regionen, hvor den enkelte kommune fx også oplyser om, hvilke forbyggende

foranstaltninger man planlægger på hjemløseområdet, hvilke nye boformer, der

planlægges som en aflastning for forsorgshjemmene fx udslusningsboliger,

alternative plejehjem, skæve huse til skæve eksistenser osv., dvs.

informationer, som indgår som baggrund for regionernes udarbejdelse af udkast

til en samlet rammeaftale.

Den samlede rammeaftale for kommunerne i regionen udgør således

regionsrådets beslutningsgrundlag for, hvor mange pladser der samlet vil være

brug for i den kommende periode.

Kommunerne betaler for deres faktiske forbrug af pladser. I

takstfastsættelsen er taget højde for en vis overskudskapacitet til brug for

akutte behov.

Kommunerne hæfter således ikke for de pladser, der er »bestilt«

i den årlige redegørelse til regionen. Begrundelsen herfor er, at en sådan

bestemmelse vil skabe et ufleksibelt system, hvor det kan frygtes, at

kommunerne underanmelder deres behov for pladser af frygt for at komme til at

skulle betale for uforbrugte pladser. Det kan skabe risiko for akut

pladsmangel

og dårligere løsninger for borgerne, såfremt der ikke er bestilt de adækvate

tilbud.

Spørgsmål nr. 55:

Hvordan vil ministeren sikre den enkelte handicappede i den

lille kommune?

Svar:

På det sociale område er det kommunalreformens formål at samle

et entydigt ansvar i forhold til borgerne i kommunen.

Kommunalbestyrelsen har derfor et samlet og sammenhængende myndigheds-,

finansierings-, og forsyningsansvar for sociale tilbud, og dermed ansvaret

for

en løbende udvikling af tilbud til borgerne.

Borgerens indgang til ydelser i det sociale system vil derfor

være hjemkommunen, som skal tage stilling til, hvilken indsats der kan være

relevant

over for den enkelte.

Til støtte for sagsbehandlingen vil kommunen kunne indhente

rådgivning fra relevante kommunale, regionale og private faglige miljøer

inden

for handicapområdet, og både kommunen og borgeren kan i de mest

specialiserede

og komplicerede sager få rådgivning via den nationale videns- og

specialrådgivningsorganisation,

VISO. Kommunen vil herudover i de mest specialiserede og sjældent

forekommende

enkeltsager kunne få bistand fra VISO med henblik på udredning af hvilken

indsats, der kan være relevant for den pågældende borger.

Med reformen vil der ske en overførsel af en række opgaver fra

amterne til kommunerne – og dermed vil der også ske en overførsel af det

personale, der hidtil har udført disse opgaver. Kommunerne får således ad den

vej styrket sine faglige kompetencer.

For de ganske få kommuner, der efter loven om forpligtende

kommunale samarbejder af indenrigs- og sundhedsministeren udpeges til at

indgå

i forpligtende samarbejder, vil det være den kommune/ kommunalbestyrelse, der

er bemyndiget til at varetage opholdskommunens opgaver på de områder, der er

omfattet af det forpligtende samarbejde, der får myndighedsansvaret i forhold

til beslutninger om indsatsen over for den enkelte borger.

De områder, der vil være omfattet af delegation som led i et

forpligtende samarbejde, vil på voksenområdet f.eks. være ledsageordning,

hjælperordning, støtte- og kontaktpersonordninger, midlertidige og varige

botilbud til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk

funktionsevne,

hjælpemidler, beskyttet beskæftigelse m.m.

Den kommune/kommunalbestyrelse, der har delegeret sine

beføjelser til en bemyndiget kommune/kommunalbestyrelse har fortsat

finansieringsforpligtelsen for den indsats, der iværksættes over for

borgeren.

Som efter den gældende lovgivning, vil de afgørelser, der

træffes af kommunen/kommunalbestyrelsen i forhold til den enkelte borger,

kunne

indbringes for Det Sociale Nævn. Når en afgørelse i forhold til en borger

træffes af en bemyndiget kommune som led i et forpligtende samarbejde, vil

det

være den bemyndigede kommunes afgørelse, der af borgeren vil skulle

indbringes

for Det Sociale Nævn.

I forhold til kommunens ansvar for at sikre, at der er tilbud

til kommunens borgere, kan kommunen enten bruge egne tilbud eller købe

pladser

i private tilbud, regionale tilbud eller tilbud i andre kommuner.

Der er således en række handlemuligheder og redskaber, der kan

støtte kommunerne i løsningen af de sociale opgaver. Endelig kan nævnes, at

der

indføres en central refusionsordning, som skal sikre kommunerne mod meget

store

udgifter i de dyreste enkeltsager. Det fremgår af lovbemærkningerne, at den

endelige fastlæggelse af refusionsordningen sker i forbindelse med reformen

af

tilskuds- og udligningssystemet.

Spørgsmål nr. 56:

Ministeren bedes oplyse, hvordan ministeren vil sikre

finansieringen af »tomme« institutionspladser til brug i akutte situationer.

Svar:

Kommunalbestyrelsen og regionsrådet skal i den årlige

rammeaftale fastlægge, hvordan man håndterer akutte situationer, herunder

hvordan man finansierer eventuelle akutpladser.

De regionale tilbud

finansieres fremover af kommunerne. Udgangspunktet for den kommunale

finansiering er en takstbetaling for det enkelte regionale tilbud, der

fastsættes på baggrund af den samlede udgift, regionen vil have for typen af

tilbud i forhold til rammeaftalen med kommunerne. Taksten for typen af tilbud

aftales i rammeaftalen.

I lovforslagets bemærkninger til § 173 præciseres det, at

taksten omfatter alle udgifter, der kan henføres til det enkelte tilbud eller

type af tilbud. Taksten skal derfor bl.a. rumme udgifter til

udviklingsomkostninger

(uddannelse af personale, opkvalificering af tilbudet m.v.) ved driften af

det

pågældende tilbud, henførbare administrationsudgifter samt udgifter ved

ubenyttede pladser og eventuelt beredskab som led i at undgå ventelister.

Finansieringen af »tomme« institutionspladser til brug i akutte

situationer vil således skulle finansieres over institutionstaksterne.

Spørgsmål nr. 79:

Ministeren bedes,

i forhold til strukturreformen på socialområdet, redegøre for, hvorledes

kommunernes

myndighedsansvar forholder sig til regionernes leverandøransvar herunder,

hvilke konsekvenser det får for brugerne f.eks. på hjemløseområdet såfremt

(visse) kommunerne ikke efterspørger pladser på de i regionens centralt

beliggende forsorgshjem og regionerne derved ikke opnår tilstrækkelig

finansiering til at opretholde de nødvendige pladser på disse forsorgshjem?

Vil

regionens leverandøransvar da vægtes højere end kommunernes myndighedsansvar

af

hensyn til brugernes behov, og kan regionen så pålægge enkelte kommuner en

finansiel bidragsforpligtigelse?

Svar:

Som nævnt i flere svar om hjemløseområdet har borgeren en ret

til selv at vælge, hvilken boform vedkommende ønsker at blive optaget på, jf.

lovforslagets § 110, stk. 2.

Kommunerne

har på dette område ikke en egentlig ret til at visiterer borgere.

Det vil således ikke være kommunerne, der efterspørger pladser,

men hjemløse borgere.

I det omfang fx et forsorgshjem har tomme pladser, skal udgiften

til disse indregnes i taksten, således at udgiften fordeles på de kommuner,

der

har borgere på forsorgshjemmet.

Hvor mange procent tomme pladser, der kan accepteres i en

periode, skal aftales mellem regionen (driftsherren) og kommunerne samt

fastsættes i rammeaftalerne.

Hvis efterspørgslen fra borgerne forsvinder, dvs. der ikke

længere er behov for boformen, må den lukke. Det er også situationen i dag.

Spørgsmål nr. 90:

Ministeren bedes oplyse, hvorvidt der i forbindelse med de

redaktionelle ændringer, der er foretaget i forbindelse med udformningen af

lovforslaget, er sket ændringer af materiel karakter? Spørgsmålet skal ses i

lyset af den ændring, der er afstedkommet i forlængelse af høringssvaret fra

bl.a. Socialpædagogernes Landsforbund, jf. pkt. 83 i ministerens høringsnotat

til L 38.

Svar:

På det sociale område bliver kommunalreformen gennemført ved

vedtagelse af en ny hovedlov (L 38 – forslag til lov om social service),

som et

alternativ til at gennemføre omfattende ændringer af den gældende lov om

social

service.

Gennemførelsen af en ny hovedlov på socialområdet er begrundet

i, at kommunalreformens samling af ansvaret i et entydigt, enstrenget og mere

overskueligt offentligt system bør afspejle sig i servicelovens strukturelle

opbygning, frem for omfattende ændringer af en lov, der teknisk er bygget op

efter den hidtidige kommunale/amtskommunale struktur.

For yderligere at styrke lovens tilgængelighed og brugervenlige

opbygning er der med L 38 sket en mere hensigtsmæssig samling af samhørende

bestemmelser, ligesom der på baggrund af

Socialministeriet

s

projekt om retssikkerhed og formidling er gennemført en styrket og mere

ensartet sprogbrug i lovforslaget.

Der er ikke med denne styrkelse af lovens sproglige og

strukturelle opbygning ændret materielt eller indholdsmæssigt på lovens

bestemmelser.

For så vidt angår spørgsmålets henvisning til høringssvaret fra

bl.a. Socialpædagogernes Landsforbund, jf. pkt. 83 i høringsnotat til L 38,

fandt høringssvarene, at en ændring i lovforslagets § 82 fra »skal yde« til

»skal

tilbyde« indeholdt en materiel ændring af bestemmelsen.

Det var ikke hensigten med denne sproglige tilretning af

bestemmelsen at foretage nogen materiel ændring. Da høringssvarene afdækkede

en

vis usikkerhed blev den nugældende formulering videreført.

Ved hver af lovforslagets specielle bemærkninger er det anført,

hvorvidt en ændring er redaktionel.

Der er ikke ændret materielt eller indholdsmæssigt i nogen af de

pågældende bestemmelser.

Spørgsmål nr. 96:

Ministere

n bedes oplyse, hvordan

uenigheder mellem kommuner i forbindelse med indgåelse af den årlige

rammeaftale afgøres generelt set.

Svar:

Der forventes ikke at blive uenigheder mellem kommuner i

forbindelse med indgåelse af rammeaftalen.

Rammeaftalen bliver til på grundlag af en redegørelse fra hver

enkelt kommune til regionen om kommunens forventede behov. Regionen

udarbejder

herefter på grundlag af de kommunale redegørelser et samlet udspil for hele

regionen til dækning af kommunernes behov for regionalt drevne tilbud. Denne

proces sikrer en høj grad af åbenhed og gennemsigtighed mellem alle

kommunerne

og dermed et godt fælles grundlag for at opnå enighed, samtidig med at det

understreges, at alle parter har en stærk interesse i at opnå enighed om en

aftale. Regionen er som leverandør interesseret i at sælge sine ydelser, og

kommunerne er interesserede i at købe, da de i modsat fald selv står med

ansvaret for at oprette et tilbud, der modsvarer borgerens behov eller købe

det

hos andre leverandører.

Rammeaftalen giver ikke den enkelte kommune en »trækningsret«,

som man ikke kan overskride. Rammeaftalen fastlægger regionens forpligtelse i

forhold til samtlige kommuner under ét i regionen.

Rammeaftalerne er heller ikke tænkt som et simpelt

bestillingssystem for pladser, hvor den afgivne bestilling ikke kan

fraviges. Rammeaftalerne skal skabes i en dialog mellem kommunerne og

regionen, hvor den enkelte kommune fx også oplyser, om hvilke forbyggende

foranstaltninger man planlægger på hjemløseområdet, hvilke nye boformer, der

planlægges som en aflastning for forsorgshjemmene fx udslusningsboliger,

alternative plejehjem, skæve huse til skæve eksistenser osv.

Den samlede rammeaftale for kommunerne i regionen udgør således

regionsrådets beslutningsgrundlag for, hvor mange pladser der vil være brug

for

i den kommende periode.

Forskelligt serviceniveau i kommunerne er ikke til hinder for,

at der indgås en rammeaftale, idet regionen skal tage stilling til omfang og

sammensætning af regionale tilbud, samt tilpasse det eksisterende regionale

tilbud til kommunernes ønsker, herunder forskellige ønsker til serviceniveau.

Også med hensyn til takster skal der kunne differentieres i

forhold til kommunernes specielle behov. Forskellige behov i kommunerne er

således ikke til hinder for, at der indgås en rammeaftale om takster, idet

regionen skal tilpasse det eksisterende regionale tilbud til kommunernes

behov

og taksterne skal fastsættes i overensstemmelse hermed.

Spørgsmål nr. 97:

Kan ministeren bekræfte, at der ikke vil blive fastsat

retningslinjer for en kommunes salg af pladser i sociale tilbud til andre

kommuner, og at den sælgende kommune som følge heraf selv vil kunne fastsætte

prisen?

Svar:

Den sælgende kommune vil ikke selv frit kunne fastsætte prisen

ved salg af pladser i sociale tilbud til andre kommuner.

Betaling for pladser til andre kommuner er reguleret i

retssikkerhedslovens § 9 c, der omhandler mellemkommunal refusion. Efter

denne

bestemmelse medregnes kun de faktiske udgifter, der umiddelbart kan henføres

til den enkelte person.

Disse regler vil i forbindelse med en samlet revision af

reglerne om mellemkommunal refusion blive ændret, så den mellemkommunale

betaling omfatter de samlede reelle udgifter. Dermed opnås målsætningen om

lige

konkurrencevilkår. Det indebærer, at der fx også skal medregnes udgifter til

overhead, udvikling og tomme pladser, hvad man ikke kan i dag.

De mellemkommunale refusionsregler regulerer også en lang række

andre situationer. Ændringerne rækker derfor videre end kommunalreformen

tilsiger

og fremsættes følgelig som selvstændigt forslag i næste samling.

Spørgsmål nr. 108:

Ministeren bedes oplyse, hvor kort tid efter en kommune må sælge

bygninger til eksempelvis private, der indretter det til ejerboliger, i

tilfælde hvor kommunen har overtaget en institution, der hidtil har været

drevet af amtet.

Svar:

Lovforslaget fastlægger en forpligtelse for den kommune, som

overtager en amtskommunal/regional institution til fortsat at lade tilbuddet

indgå i den årlige rammeaftale og at stille tilbuddet til rådighed for øvrige

kommuner i det omfang, det fastlægges i rammeaftalen, jf. lovforslagets §

186.

Beliggenhedskommunen indtræder i amtskommunens rettigheder og

pligter vedrørende den pågældende institution.

Det betyder bl.a., at beliggenhedskommunen indtræder som ejer af

bygninger og andre aktiver, der knytter sig til institutionen, og som hidtil

har været ejet af amtskommunen, og at beliggenhedskommunen generelt indtræder

i

amtskommunens sted i forhold til bl.a. samarbejder med myndigheder og

private.

Der er imidlertid intet til hinder for, at kommunen efter

overtagelsen sælger bygningerne og i stedet fortsætter driften af tilbuddet i

andre egnede bygninger. Det kan fx være, fordi kommunen vurderer, at de

overtagne bygninger ikke lever op til den standard for tilbud, som man har

eller ønsker i kommunen.

Spørgsmål nr. 109:

Ministeren bedes kommentere henvendelse af 6. april 2005 fra

Lederkollegiet ved Danmarks Forsorgshjem, jf. L 38 – bilag 13.

Svar:

Lederkollegiet ved Danmarks Forsorgshjem har drøftet de seneste

forslag til ændringer i serviceloven og retssikkerhedsloven. Det har givet

anledning til en række spørgsmål, som Lederkollegiet gerne vil have belyst. I

det følgende refereres spørgsmålene, og der gives svar på dem:

–

Når myndighedsansvaret

flyttes fra amter til kommuner, kan det så betyde, at selvmøderprincippet

reelt

kommer under pres?

–

Hvordan kan det sikres,

at beboerne stadig selv kan møde frem uden forudgående visitation, og at der

reelt er et tilbud at møde frem til?

Som nævnt i tidligere svar er Socialministeriet enige

i, at selvmøderprincippet er et meget

vigtigt element i hele konceptet omkring forsorgshjemmene. Det fremgår

således

klart af lovforslagets § 110, stk.2, at selvmøderprincippet

skal

bevares.

Dvs. at den hjemløse også fremover kan henvende sig direkte til et

forsorgshjem

uanset hvor i landet, det ligger.

Selvmøderprincippet skal selvfølgelig respekteres og hverken

region eller kommune kan ændre på dette. Det skal i den forbindelse

understreges, at det er en forudsætning for at få 50 % statsrefusion af en

del

af udgifterne, at lovgivningen er overholdt.

–

De hjemløse, der ofte

har meget svært ved at komme i kontakt med de kommunale forvaltninger, kan

risikere at få endnu sværere ved dette, når myndighedsansvaret overføres til

kommunerne. Hvordan kan det sikres, at det ikke sker?

–

Vi har eksempler på,

at der går op til 2 mdr. før en hjemløs med ophold på en § 94 boform har

mulighed for at få en tid ved en kommunal sagsbehandler. Uden vores hjælp

ville

en kontakt sandsynligvis ikke blive etableret overhovedet.

–

Vi kan samtidig

konstatere, at boformerne, for en række af vores beboeres vedkommende, rent

faktisk

er den part, de kan støtte sig til over for den kommune, der nu får

myndighedsansvaret. Hvordan vil man sikre beboernes retsstilling i den

sammenhæng, når både boform og kommune er samme myndighed?

Ved kommunalreformen vil større og mere bæredygtige kommuner få

det fulde myndigheds-, forsynings- og finansieringsansvar på det sociale

område. Dvs. at kommunerne i modsætning til i dag skal være med til at

finansiere deres borgeres ophold på forsorgshjem. Kommunerne får med

kommunalreformen

et betydeligt incitament til at gøre en indsats for deres borgere på et

forsorgshjem. Den risiko, der tales om i spørgsmålet, vil således ikke blive

større, men derimod mindre.

Socialministeriet går i øvrigt ud fra, at lederne på

forsorgshjemmene fortsat vil leve op til deres ansvar og arbejde for, at

borgere på forsorgshjem kommer videre i deres liv og ikke sander til på

hjemmene.

–

Vi skal ikke lægge

skjul på, at en forstander, under rette ugunstige omstændigheder, kan lægges

under et vist pres fra sin arbejdsgiver i optagelsesspørgsmål. Vi har ikke de

store problemer aktuelt, idet vi ikke har kommuner som driftsherrer. Men

hvordan vil man sikre, at en forstander, hvis driftsherre er kommunen, kan

optage,

måske på trods af kommunens ønsker?

I dag har lederen ret til at træffe afgørelse om optagelse på et

forsorgshjem, jf. servicelovens § 94, stk.2. Denne ret vil der ikke blive

ændret ved, jf. lovforslagets § 110, stk. 3. Lederens ret til at træffe

afgørelse om optagelse vil således også fremover være lovfæstet.

I dag vil lederen normalt kun afvise, hvis der er overbelægning

eller hvis tilbudet ikke passer til pågældende, fx fordi der er behov for en

særlig behandlingsmæssig støtte. Det gælder i alle tilfælde, at

forsorgshjemmet

vil hjælpe med at finde en anden plads. Hvis der er tale om et helt akut

tilfælde vil forsorgshjemmet som hovedregel kunne finde en madras og et sted

at

sove.

Det kan ingen kommune ændre på. Der skal igen gøres opmærksom

på, at det er en forudsætning for at få statsrefusion, at lovgivningen er

overholdt.

–

Hvordan kan det

sikres, at en beboer kan få hjælp til at klage, når der i princippet skal

ydes

hjælp til at klage fra den, der bliver klaget over? Vi er opmærksomme på

bestemmelserne vedrørende oplysningspligt, men finder uagtet, at der kan være

et dilemma.

Efter gældende lovgivning kan beboere på forsorgshjem – som alle

andre borgere – klage over afgørelser, der træffes af en

forvaltningsmyndighed

i en konkret sag og som har retsvirkning for borgeren.

Det kan fx være kommunale afgørelser om hjælp til

huslejeindskud, om udarbejdelse af en handleplan, aktivering, revalidering

m.m., eller afgørelser truffet af en amtskommune, som fx botilbuddets

beslutning om optagelse og om betaling.

Kommunens og Amtskommunens afgørelser kan påklages til det

sociale nævn.

Klager over forhold der knytter sig til dagligdagen på boformen

som fx personalets behandling af beboerne, aktiveringstilbuddene, maden etc.

er

et led i bistandsudøvelsen og kan påklages til amtskommunen.

Med kommunalreformen ændres der ikke på borgernes adgang til at

klage. Klager over afgørelser skal fortsat påklages til det sociale nævn.

Klager over myndighedsudøvelse i forhold til faktisk forvaltningsvirksomhed

skal rettes til regionsrådet, hvis botilbuddet drives i regionsregi, og til

kommunen,

hvis botilbuddet drives af beliggenhedskommunen.

Forsorgshjem og herberger har ansat fagligt uddannet personale,

der tilbyder rådgivning og vejledning, herunder bistand i forbindelse med

udarbejdelse af en handleplan, der kan danne grundlag for det videre forløb.

Personalet bistår også beboerne med kontakt til de sociale myndigheder,

misbrugsbehandlingssystemet,

kriminalforsorgen m.m. ligesom der ydes bistand til at ansøge om ydelser

efter

den sociale lovgivning og bistand til at klage over trufne afgørelser

Der er ikke med kommunalreformen tænkt ændringer i denne

praksis.

Hjemløse er nogle af de svagest stillede borgere i vort samfund.

Det er ofte forbundet med store vanskeligheder for de hjemløse at komme i

dialog med myndighederne og trænge igennem med deres ønsker og behov.

Forsorgshjemmenes

og herbergernes rådgivende og støttende arbejde er derfor vigtig i

bestræbelserne på at sikre, at der kan findes en helhedsorienteret løsning på

de forskellige problemer, de mest udsatte borgere i vort samfund har, og at

de

får de tilbud og den ret, de har krav på efter loven.

–

Som det ligger i

forslagene er boformerne efter § 110 regionale - og landsdækkende. Hvordan

vil

man, hvis en kommune overtager en boform, fra ministerens side sikre, at

dette

fortsætter uændret?

Det er efter lovforslaget altid en kommunes ansvar, at der er

det tilstrækkelige antal pladser til hjemløse.

På forsorgshjem, herberger mv. er der en ret for brugeren til

selv at møde op og anmode om at blive optaget i boformen, jf. forslagets §

110.

Hvis en kommune overtager driften for en boform efter § 110, kan

kommunen ikke ændre på de regler, der gælder på området, herunder retten til

selv at møde op, m.v..

Hvis en kommunalbestyrelse beslutter at

overtage en regional boform, der er beliggende i kommunen, er det bl.a. et

vilkår for overtagelsen, at tilbuddet fortsat indgår i den årlige rammeaftale

og at tilbuddet skal stå til rådighed for øvrige kommuner i det omfang, det

fastlægges i rammeaftalen, jf. lovforslagets § 186, stk. 2, nr. 1.

Det skal bemærkes, at krisecentre,

forsorgshjem mv. i princippet er landsdækkende.

I forbindelse med en overtagelse efter

lovforslagets § 186, stk. 1, overtager kommunalbestyrelsen i

beliggenhedskommunen de aktiver, passiver, rettigheder og pligter samt

ansatte,

der er knyttet til det tilbud, der overtages.

Vilkåret om, at tilbuddet fortsat indgår i

den årlige rammeaftale, indebærer bl.a., at taksten for kommunernes køb af

pladser i tilbuddet indgår i rammeaftalen, og at tilbuddet skal være til

rådighed i akut opståede situationer, jf. i øvrigt lovforslagets § 6 om

indholdet af rammeaftalen mellem kommunalbestyrelser og regionsråd.

Med henblik på at styrke

kommunalbestyrelsens beslutningsgrundlag for overtagelse af konkrete tilbud

og

inddrage de øvrige kommuner i regionen fremgår det af bemærkninger til

lovforslagets § 6 om rammeaftaler og § 186 om aftaler om overførsel af

regionale tilbud, at overtagelse af tilbud skal drøftes i forbindelse med de

årlige rammeaftaler. I den sammenhæng vil de øvrige kommunalbestyrelser i

regionen og regionsrådet have mulighed for at drøfte konsekvenserne af

overtagelsen, herunder omfanget af den forsyning, som kommunalbestyrelsen i

beliggenhedskommunen skal stille til rådighed for de øvrige kommuner.

Endelig er der med lovforslaget

taget højde for, at der kan være behov for en mere principiel og overordnet

drøftelse af en kommunal overtagelse.

Afslutningsvis skal det igen

bemærkes, at det er en forudsætning for at få statsrefusion af udgifterne til

§

110-boformer, at lovgivningen er overholdt.

–

Boformerne har gennem

de seneste år været gennem en rivende faglig udvikling, solidt støttet af

ministeriet, og anerkendt af vores brugere. Hvis en boform bliver drevet af

en

region, der jo ikke har selvstændige indtægter, hvordan vil ministeren så

sikre

en fortsat faglig udvikling på dette felt?

Socialministeriet er enig i, at der er sket et meget væsentligt

kvalitativt løft af hele forsorgshjemsområdet de seneste år. Dette

kvalitetsløft skal selvfølelig fastholdes, også efter kommunalreformen.

Udgifter til udvikling af de enkelte boformer og området i sin

helhed, skal finansieres via de takster, der opkræves hos de kommuner, der

har

borgere på boformerne.

Det skal i øvrigt bemærkes, at regeringen i regeringsgrundlaget »Nye

Mål« har prioriteret indsatsen for de svageste grupper, herunder hjemløse,

meget højt. Regeringen stiler mod, at en væsentlig del af de årlige

satspuljer

på ca. 500 mio. kr. anvendes til disse grupper. Indsatsen vil bl.a. blive

prioriteret på grundlag af den årlige rapport fra Rådet for Socialt

Udsatte.

Vidensfunktionen for Hjemløse i Esbjerg, der en del af Videns –

og Formidlingscenteret for Socialt Udsatte vil naturligvis også efter

kommunalreformen indsamle oplysninger og erfaringer om udviklingen på

hjemløseområdet, så der er en aktuel viden til rådighed.

Afslutningsvis skal det bemærkes, at Socialministeriet har et

godt samarbejde med Lederkollegiet ved Danmarks Forsorgshjem (tidligere

Inspektørkollegiet). I dette samarbejde sker der bl.a. en udveksling og

diskussion

af oplysninger om udviklingen på hele hjemløseområdet. Socialministeriet

forudsætter, at dette samarbejde også vil eksistere efter kommunalreformen.

Spørgsmål nr. 140:

Kan ministeren bekræfte rigtigheden af følgende beskrivelse af

den nye refusionsordning på et konkret område, idet der er benyttet tal for

2003?

»Der er i alt godt 8.000 brugere af botilbud til handicappede

(§§ 92-93 i den nuværende lov om social service). De samlede udgifter er på

godt 4 mia.kr. De dyreste tilbud på over 800.000 kr. og opefter anvendes af

ca.

1.300 handicappede og udgiften hertil er på 1 mia. kr. Det vil sige, at en

fjerdedel af midlerne til botilbud til handicappede anvendes på en ottendedel

af de dyreste tilbud.

Når refusionsordningen er fuldt indfaset, vil kommunerne få refunderet

25 pct. af udgifterne til de tilbud, der ligger over 800.000 kr. og 50 pct.

af

de tilbud, som overstiger 1,5 mio.kr. Langt størstedelen af de dyreste tilbud

ligger i intervallet 800.000-1.000.000 kr., hvor kommunerne for hver kun vil

få

refunderet mellem 25.000 og 50.000 kr.

Herudover benytter 40 pct. af brugerne tilbud på mellem 500.000

kr. og 800.000 kr., som ikke vil blive omfattet af refusionsordningen, og

hvor

den samlede udgift er 1,8 mia. kr., som kommunerne efter kommunalreformen

selv

skal dække økonomisk.«

Svar:

Det formodes, at de oplyste tal stammer fra Amtsrådsforeningens

grundtakstanalyse fra maj 2004. Der skal imidlertid gøres opmærksom på, at

der

i de oplyste tal kun er medtaget de § 92 og § 93 tilbud til handicappede, som

der

er grundtakst på. Udover disse tilbud er der også en række § 92 og § 93

tilbud,

som er finansieret som medfinansiering af kommunale tilbud efter Lov om

social

service § 131 d. Hvis disse regnes med, var der i 2003, ifølge

Amtsrådsforeningens grundtakstanalyse, 10.414 brugere af botilbud til

handicappede

efter § 92 og § 93. Det skal bemærkes, at oplysningerne i grundtakstanalysen

er

indhentet i amterne. Frederiksberg og Københavns Kommune samt Bornholms

Regionskommune er ikke omfattet af undersøgelsen pga. deres særstatus som

værende både kommuner og amter.

På det sociale område indebærer aftalen om kommunalreformen, at

kommunerne får overført amtskommunernes midler, og at der indføres en central

refusionsordning, som skal sikre kommunerne mod meget store udgifter i de

dyreste enkeltsager. Ordningen omfatter alle tilbud på socialområdet –

fra

ikke-specialiseret til de mest specialiserede tilbud. I sager, der består af

flere eller sammensatte tilbud i forhold til en enkelt person, gælder

refusionsordningen i forhold til den samlede sociale udgift i den konkrete

sag.

Ordningen finansieres solidarisk af kommunerne ved løbende

reguleringer af bloktilskuddet.

Refusionsordningen, som den er udformet i lovforslaget, er som

følger:

–

I sager, hvor en

persons behov for hjælp og støtte samlet udgør en årlig udgift på 800.000 kr.

eller mere, refunderer staten 25 pct. af kommunens udgifter over dette beløb.

–

For den del af

udgiften, der overstiger 1,5 mio. kr. årligt, refunderer staten 50 pct. af

udgifterne.

Refusionsordningen indføres desuden gradvist, således at:

–

I 2007 refunderer

staten 25 pct. af udgiften over 400.000 kr., og 50 pct. af udgiften over

800.000. kr.

–

I 2008 refunderer

staten 25 pct. af udgiften over 500.000 kr., og 50 pct. af udgiften over 1

mio.

kr.

–

I 2009 refunderer

staten 25 pct. af udgiften over 600.000 kr., og 50 pct. af udgiften over 1,2

mio. kr.

I 2010 gælder den endelige refusionsordning fuldt ud.

Grænsebeløbene for den årlige udgift er fastsat ud fra, at

refusionsordningen skal afspejle det forhold, at kommunerne vil være mere

økonomisk bæredygtige end under den nuværende grundtakstordning. Grænsen på

800.000 kr. i 2010 svarer cirka til det dobbelte af grundtaksten for

døgnophold

i dag.

Selve fastlæggelsen af grænserne er en vurdering af den mest

hensigtsmæssige balance mellem individuelt ansvar og udgiftslignende

solidaritet. Vurderingen er foretaget på grundlag af, hvor mange meget dyre

sager der er, og erfaringer baseret på grundtakstsystemet tilpasset den

større

økonomiske bæredygtighed i de nye store kommuner. Heri har bl.a. indgået

Amtsrådsforeningens grundtakstanalyse fra maj 2004 og en mindre

stikprøveundersøgelse blandt kommunerne gennemført af Socialministeriet.

I nedenstående tabel er de 10.414 brugere af botilbud til

handicappede § 92 og § 93 fordelt på udgiftsintervaller, og de samlede

udgifter

til brugere i intervallet er opgjort:

Udgiftsintervaller

Brugere

Samlede

udgifter

0 - 400

2.481

24

714.697

kr.

13

400 -

500

2.254

22

941.395

kr.

18

500 -

600

1.755

17

891.635

kr.

17

600 -

700

1.496

14

892.536

kr.

17

700 -

800

695

7

434.309

kr.

8

800 -

900

945

9

671.989

kr.

13

900 - 1000

310

3

230.099

kr.

4

1000 og

over

478

5

534.892

kr.

10

I alt

10.414

100 pct.

5.311.552

kr.

100 pct.

Som det kan ses af tabellen, er der i 2003 1.733 brugere af § 92

og § 93 botilbud til handicappede, hvor årstaksten ligger over 800.000 kr.

Dette

svarer til 17 pct. ud af det samlede antal brugere. Den samlede udgift til de

1.733 brugere er 1.436.980 kr., hvilket udgør 27 pct. af de samlede udgifter

til brugere i § 92 og § 93 tilbud til handicappede. Ca. en fjerdedel af de

samlede udgifter omfatter således ca. en sjettedel af det samlede antal

brugere

af § 92 og § 93 botilbud til handicappede.

Når refusionsordningen er fuldt indfaset i 2010, vil kommunerne

kunne få refunderet op til 50.000 kr. for de 1.255 brugere, der ligger i

udgiftsintervallet 800.000 kr. til 1,0 mio. kr. afhængig af udgiften til den

enkelte bruger.

3.946 brugere, svarende til 38 pct., ligger i udgiftsintervallet

500.000 kr. til 800.000 kr. Disse vil ikke, når refusionsordningen er fuldt

indfaset, være omfattet af refusionsordningen, og kommunerne vil derfor selv

skulle finansiere den samlede udgift til disse brugere på 2.218.480 kr.

Der skal gøres opmærksom på, at den endelige fastlæggelse af

refusionsordningen sker i tilknytning til fastlæggelsen af ændringer i

tilskuds- og udligningssystemet. Dette fremgår af lovbemærkningerne.

Spørgsmål nr. 147:

Kan ministeren – i forlængelse af spørgsmål 144 og 145 –

garantere, at tunge enkeltsager ikke vil kunne aflæses direkte i de kommunale

budgetter eller på skatteprocenten?

Svar:

Kommunalreformen indebærer, at kommunerne bliver langt større og

mere bæredygtige, end de er i dag. For det første vil de mindste kommuner

efter

1. januar 2007 være på mindst 20.000 indbyggere bortset fra de få kommuner,

hvor der er indgået forpligtende samarbejder med en større kommune. Det

gennemsnitlige indbyggertal i kommunerne vil vokse fra 20.000 indbyggere før

kommunalreformen til 55.000 efter.

For det andet vil kommunerne være mere økonomisk bæredygtige,

idet amternes bloktilskud overføres til de nye kommuner. I aftalen om

strukturreformen fremgår det, at ændringer i opgavefordelingen vil blive

gennemført ud fra princippet om, at reformen er udgiftsneutral og pengene

følger med opgaven. Derved sikres, at de myndigheder, der får ansvaret for

nye

opgaver kompenseres herfor af de myndigheder, der afgiver opgaverne jf. de

almindelige

principper i Vejledning om Det Udvidede Totalbalance Princip (DUT).

Kommunerne

vil således under ét blive kompenseret for de udgifter, som amterne hidtil

har

haft som følge af grundtakstfinansieringen, og som kommunerne fremover skal

finansiere fuldt ud.

Samtidig med at kommunerne bliver større og mere økonomisk

robuste gennemføres der, som led i kommunalreformen, en reform af tilskuds-

og

udligningssystemet, som skal medvirke til at udjævne de afledte ændringer i

byrdefordelingen mest muligt. Både størrelsen af de fremtidige kommuner,

typen

af kommuner, der sammenlægges, og den nøjagtige opgavefordeling har

imidlertid

betydning for udligningen. Disse er først endelig på plads i juni 2005. Der

fremsættes således et forslag til en reform af tilskuds- og

udligningssystemet

i folketingssamlingen 05/06.

I udformningen af finansieringssystemet tages der desuden på

socialområdet højde for de særligt udgiftstunge enkeltsager. Der indføres

således en statslig refusionsordning som omfatter alle tilbud på

socialområdet –

fra ikke-specialiseret til de mest specialiserede tilbud. Ordningen

finansieres

solidarisk af kommunerne ved løbende reguleringer af bloktilskuddet.

Refusionsordningen, der indføres gradvist fra 2007, indebærer

fuldt indfaset, at staten i sager, hvor udgifterne til hjælp og støtte for en

person under 67 år samlet udgør en årlig udgift på 800.000 kr. eller mere,

refunderer 25 pct. af kommunens udgifter over dette beløb. For den del af

udgiften, der overstiger 1,5 mio. kr. årligt, refunderer staten 50 pct. af

udgifterne. I begyndelsen vil refusionsordningen indtræde ved 400.000 kr.

Den statslige refusionsordning tilpasses i lyset af tilskuds- og

udligningssystemet.

Ovenstående punkter vil samlet medvirke til, at den enkelte

kommunes budget og skatteprocent vil være langt mindre følsom overfor

udgiftstunge enkeltsager, og jeg anser det for temmelig usandsynligt, at man

vil kunne aflæse tunge enkeltsager i de enkelte kommuners budgetter og på

skatteprocenten

efter kommunalreformen, men nogen garanti kan jeg ikke give.

Spørgsmål nr. 150:

Ministeren bedes oplyse, hvorvidt enhver udgift til den enkelte

person indgår i beregningen af statsrefusionen, jf. lovforslagets § 176.

Svar:

På det sociale område indebærer aftalen om kommunalreformen, at

der indføres en central refusionsordning. Refusionsordningen bygger blandt

andet på principper om, at ordningen skal sikre kommunerne mod meget store

udgifter i de dyreste enkeltsager og at ordningen gælder i forhold til den

samlede sociale udgift i hver enkelt sag, jf. bemærkningerne til § 176.

Refusionsordningen indføres gradvist, således at den endelige

ordning gælder fuldt ud fra 2010. Således vil staten fra 2010, i sager hvor

den

samlede årlige udgift er på 800.000 kr. eller derover, refundere 25 pct. af

den

del af udgifterne, som overstiger 800.000 kr..

For den del af udgiften, der overstiger 1,5 mio. kr., refunderer

staten 50 pct. af udgiften.

Statsrefusionen omfatter ikke, hverken i indfasningen eller i

den endelige ordning, de kommunale udgifter, som også efter de gældende

refusionsregler, skal afholdes endeligt af kommunen. Dette omfatter udgifter

til rådgivning, tilsyn og administration, herunder lægeerklæringer og

advokatbistand.

I beregningen af den kommunale udgift tages udgangspunkt i en

takstbetaling for det enkelte tilbud. I dag gælder det, at taksterne på det

sociale område fastsættes ud fra de faktiske udgifter, som kan henføres til

den

enkelte person, som modtager hjælp.

I udgiftsberegningerne i dag medtages samtlige de udgifter, som

er forbundet med et givent socialt tilbud. Det vil sige såvel direkte

udgifter

til aflønning af personale m.v. som indirekte udgifter til møder,

supervision,

transport, daglig administration knyttet til bruger og personale, daglig

ledelse og udgifter til husleje/bygninger. Dette vil også gælde i den

foreslåede refusionsordning.

Spørgsmål nr. 164:

Ministeren bedes oplyse, hvor mange borgere der forventes at

være omfattet af den ret til gratis, vejledende specialrådgivning, der åbnes

for med formuleringen »de mest specialiserede og komplicerede enkeltsager«,

jf.

§ 13, stk. 1?

Svar:

Socialministeriet har intet skøn over antallet af borgere med de

mest specialiserede og komplicerede enkeltsager.

Dimensioneringen af VISO er fastlagt ud fra indberetninger og

efterfølgende drøftelser med samtlige amter om antallet af årsværk

beskæftiget

med specialrådgivning i amterne. Heri er indgået en vurdering af, hvilke

opgaver man ikke mener, at de nye større kommuner selv kan varetage.

Udgangspunktet er, at borgeren også efter 1. januar 2007 skal

have åben adgang til at få specialrådgivning i specialiserede og komplicerede

enkeltsager i samme omfang som i dag.

Hovedparten af sagerne løses i kommunerne, men kommunernes specialrådgivning

suppleres for så vidt angår de mest specialiserede og komplicerede

enkeltsager

af VISO.

Spørgsmål nr. 170:

Ministeren bedes oplyse, hvor mange borgere der forventes at

være omfattet af den ret til gratis, vejledende specialrådgivning, der åbnes

for med formuleringen »de mest specialiserede og komplicerede enkeltsager«,

jf.

§ 13, stk. 1?

Svar:

Socialministeriet har

intet skøn over antallet af borgere med de mest specialiserede og

komplicerede

enkeltsager.

Dimensioneringen af VISO

er fastlagt ud fra indberetninger og efterfølgende drøftelser med samtlige

amter om antallet af årsværk beskæftiget med specialrådgivning i amterne.

Heri

er indgået en vurdering af, hvilke opgaver man ikke mener, at de nye større

kommuner selv kan varetage.

Udgangspunktet er, at

borgeren også efter 1. januar 2007 skal have åben adgang til at få

specialrådgivning

i specialiserede og komplicerede enkeltsager i samme omfang som i dag.

Hovedparten af sagerne løses i kommunerne,

men kommunernes specialrådgivning suppleres for så vidt angår de mest

specialiserede og komplicerede enkeltsager af VISO.

Spørgsmål nr. 180:

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 19. april 2005 fra

De Samvirkende Invalideorganisationer, jf. L 38 – bilag 21.

Svar:

De Samvirkende Invalideorganisationer - DSI - fremfører i deres

henvendelse vedrørende forslag til lov om social service (L 38) en række

synspunkter om den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation

(VISO),

som jeg i det følgende vil kommentere:

DSI fremfører, at VISO

skal være en selvejende institution med egen bestyrelse, ikke en styrelse

under

Socialministeriet.

En selvejende institution ville efter min mening være

uhensigtsmæssig til at løse VISO’s opgaver. Den tilsvarende opgave med

at yde

og udvikle specialrådgivningen er i dag en offentlig opgave, som ligger hos

de

amtslige myndigheder. Dette ansvar kan man ikke overdrage til en privat

institution.

En selvejende institution ville blandt meget andet indebære, at

bestyrelsesmedlemmerne ville kunne gøres ansvarlige, hvis institutionen

eksempelvis kom i økonomisk uføre eller ikke tilrettelagde arbejdet med at

indgå de mange kontrakter om specialrådgivning på en hensigtsmæssig måde.

VISO vil blive organiseret med en mindre central enhed på ca. 50

årsværk, en vidensdel på ca. 100 årsværk samt et netværk på ca. 250 årsværk,

hvor specialisterne er placeret decentralt, idet de er ansat i kommuner,

regioner eller i private tilbud. Netværket fastholdes således som en del af

det

kommunale/regionale tilbud, dvs. forbliver lokalt i de tilbud, hvor de i

øvrigt

arbejder.

Det er kun den centrale enhed, som vil blive organiseret som en

styrelse.

Styrelsen skal bl.a.:

–

Sikre én indgang til

overblik over VISO’s funktioner, den eksisterende viden - hvem der laver

hvad,

og hvor man skal henvende sig

–

Sikre en koordineret vidensopbygning,

-udvikling og grundlag for bestyrelsens vurdering af dimensioneringen inden

for

den samlede ramme

–

Have overblik over den

kommunale og regionale rådgivningsstruktur

–

Kunne foretage en

faglig vurdering som grundlag for at henvise kommuner, institutioner/botilbud

og borgere til den rigtige viden og rådgivning

–

Sikre overblik over og

samarbejde med netværk i øvrige sektorer, herunder arbejdsmarkedssektoren og

sundhedssektoren.

–

Være sekretariat for den

faglige bestyrelse for VISO

Styrelsen skal tillige indgå kontrakter mellem VISO og de

kommuner, regioner og private tilbud, hvor netværket, dvs. viden og

ekspertise

om de mest specielle og komplicerede enkeltsager, befinder sig, således at

VISO

kan henvise kommuner og borgere hertil.

Netværket vil blive sammensat, så der er en ekspertviden på alle

områder, herunder også forskellige mindre handicapområder.

At VISO bliver oprettet som en styrelse betyder, at

jeg som socialminister har det overordnede ansvar,

og at styrelsens direktør er ansvarlig for styrelsens virksomhed.

For at jeg kan leve op til mit overordnede ansvar er det meget

vigtigt, at der er en faglige bestyrelse, der bl.a. løbende følger

udviklingen

i behovene for specialrådgivning, løbende vurderer dimensioneringen af

indsatsområderne og løbende evaluerer VISO’s virksomhed. Den faglige

bestyrelse

skal derudover drøfte vidensopsamling om den løbende udvikling i behovene for

specialrådgivning og i den indsats, der leveres fra VISO, ligesom det vil

være

en vigtig opgave for bestyrelsen at pege på eventuelle behov for at tilknytte

nye specialer til VISO’s netværk, som kan dække nye opståede behov inden

for

VISO’s samlede økonomiske ramme.

DSI fremfører, at VISO

skal organiseres med en central bestyrelse og en række fagsøjler med hver sin

bestyrelse.

Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO)

organiseres ikke på forhånd med fast afgrænsede faglige råd for de enkelte

områder, idet det vil være en opgave for VISO’s faglige bestyrelse at

drøfte,

hvordan man bedst muligt knytter forbindelse til eksterne eksperter.

Ifølge DSI er VISO’s

målgruppe for bred. DSI mener, at der er brug for et selvstændigt VISO, der

alene har mennesker med handicap som målgruppe, hvor sindslidende er en del

af

handicapgruppen.

Jeg er ikke enig i DSI’s synspunkt. VISO skal dække hele

servicelovens område, så også viden, specialrådgivning og udredning samles og

udvikles i forhold til andre målgruppe, som fx misbrugere og hjemløse.

En atomisering af VISO på enkelte hovedgrupper og eventuelt

yderligere undergrupper vil væsentlig svække målsætningen om, at VISO sikrer

et

samlet, landsdækkende overblik over viden og specialrådgivning og har

mulighed

for at udvikle og udnytte viden og rådgivning på tværs af forskellige

emneområder.

DSI fremfører, at VISO

selv skal visitere borgere, der skal have fri adgang til både

specialrådgivning

og udredning.

Udredning er – modsat specialrådgivning – et egentligt

sagsforberedende skridt. Udredning danner grundlaget for den kommunale

myndigheds beslutning om valg af indsats. Det er derfor vigtigt, at der er

tæt

dialog mellem kommunen, som beslutter, og den der udreder. I modsat fald

risikerer borgeren at gennemgå en udredningsproces, der ikke anvendes til

noget.

Borgere vil kunne henvende sig direkte til VISO om

specialrådgivning, men i langt de fleste tilfælde er det mest hensigtsmæssigt

for borgeren, at henvendelsen går via kommunen for at sikre en dialog mellem

borger, den ansvarlige myndighed (kommunen) og den rådgivende instans (VISO).

Ligesom i dag er det også efter kommunalreformen kommunen, som

har ansvaret for at yde udredning til dens borgere. Dette ansvar tydeliggøres

efter kommunalreformen af, at der fremover kun er én myndighed, nemlig

kommunen, som har det fulde myndigheds- og finansieringsansvar i forhold til

borgerne. Kommunen kan søge hjælp til sin udredning hos andre kommuner, hos

private eller i regionale tilbud samt for så vidt angår de få mest

specialiserede og komplicerede sager, hvor den fornødne ekspertise ikke kan

forventes at være til stede i den enkelte kommune eller i regionens tilbud,

hos

VISO.

Udgangspunktet er at fastholde princippet om kun én myndighed,

og at henvisning til udredning i VISO sker gennem kommunen. Det er kommunen,

som træffer afgørelse om de tilbud, borgeren skal have, og især når der er

tale

om meget komplicerede og specialiserede sager, er det vigtigt, at borger og

kommune så hurtigt som muligt er i dialog om mulighederne for hjælp. På

baggrund

af en udredning af sagen træffer kommunen afgørelse om de ydelser, borgeren

skal have. Såfremt kommunen mener at have brug for det, kan den henvise

borgeren til en vejledende udredning hos VISO, ligesom borgeren selv kan bede

om det. Det er således det mest hensigtsmæssige for borgeren, at henvendelsen

går via kommunen, dels for at sikre en hurtig dialog mellem kommune og borger

dels for at sikre en dialog mellem borger, den ansvarlige myndighed

(kommunen)

og den rådgivende instans (VISO).

Et kommunalt afslag på udredning i VISO vil kunne indbringes for

det sociale nævn.

DSI fremfører, at VISO

skal dimensioneres, så det er realistisk at løfte videns-,

specialrådgivnings-

og udredningsopgaven. Der skal med hensyn til økonomien tages højde for, at

VISO skal dække hele handicapområdet. I dag er ikke alle handicapområder fx

dækket af vidensfunktioner.

Det er jeg helt enig i, og jeg mener, at vi har fundet den

rigtige dimensionering af VISO ud fra en kortlægning af den eksisterende

amtskommunale specialrådgivning og med henblik på en fortsat vidensudvikling,

også i forhold til områder, der i dag ikke er omfattet af en formaliseret

vidensfunktion.

DSI fremhæver, at VISO

skal arbejde tværfagligt og tværsektorielt.

Formålet med VISO

er at sikre en sammenhængende og helhedsorienteret vidensindsamling og

-udvikling, samt at sikre specialrådgivning og vejledning til borgere og

kommuner og skabe et landsdækkende overblik over den samlede

specialrådgivning.

VISO's virksomhed

vil omfatte hele socialområdet og specialundervisningsområdet, og i det

omfang,

det er relevant for VISO's virksomhed, forudsættes det, at VISO samarbejder

med

funktioner og eksperter i andre sektorer, som fx arbejdsmarkedssektoren og

sundhedssektoren.

DSI fremfører, at VISO

skal revideres om to år.

Jeg ser ikke nogen grund til at fastsætte en bestemmelse om

revision, hverken for hele eller dele af den samlede udmøntning af

kommunalreformen.

De enkelte elementer i kommunalreformen skal ses og vurderes i

sammenhæng. Der er derfor behov for en løbende vurdering af udviklingen,

rammerne og samspillet mellem aktørerne på socialområdet.

Ud over at

Socialministeriet

løbende vil følge denne udvikling vil bl.a. de regionale udviklingsråd i en

4-årig

periode have til opgave at vurdere kommunalreformens udvikling på social- og

specialundervisningsområdet.

Endelig vil der specielt for VISO være en faglig bestyrelse, med

repræsentanter fra brugerorganisationerne, der løbende følger udviklingen i

VISO’s

virksomhed og som bl.a. udarbejder en årsberetning for VISO.

Spørgsmål nr. 184:

Ministeren bedes oplyse, hvorvidt bemærkningerne til § 5, stk. 1,

indebærer, at regionsrådet kan yde specialrådgivning efter aftale med

kommunalbestyrelsen, og at en region vil have mulighed for efter aftale at

varetage opgaver inden for tværsektoriel specialrådgivning, som for eksempel

de

hjerneskadeteams og den småbørnsrådgivning, der i dag drives af Fyns Amt? I

bekræftende fald ønskes det oplyst, om det også gælder, hvis

specialrådgivningen

ikke kun udgår fra, og er baseret på, den indholdsmæssige varetagelse i et

enkelt regionalt tilbud, men på tilbud i flere regionale sektorer.

Svar:

Det er et mål med kommunalreformen, at der fremover er én myndighed

på det sociale område og dermed én indgang for borgeren. Derfor er det fulde

myndigheds-, forsynings- og finansieringsansvar placeret hos

kommunalbestyrelsen.

Det betyder også, at kommunerne får det samlede ansvar for at tilbyde såvel

den

almindelige som den mere specialiserede rådgivning til brugerne og pårørende,

som de iflg. den sociale servicelov har krav på. Kommunerne overtager dermed

de

nuværende amtskommunale specialrådgivningsopgaver og forpligtelser, men de

overtager samtidig også som udgangspunkt den viden og ekspertise, der i dag

varetager disse opgaver i amterne.

Borgerne skal således kun henvende sig ét sted, nemlig i

kommunen for at kunne få den specialrådgivning, som de i dag skal henvende

sig

to steder for at kunne få. Kommunerne kan søge støtte til og inddrage særlig

ekspertise til deres rådgivningsopgaver dels i andre kommuner og hos private

dels i de institutioner og tilbud, som regionerne driver. Som supplement

hertil

skal VISO tilbyde kommuner og borgere vejledende specialrådgivning i de mest

specialiserede og komplicerede enkeltsager samt vejledende udredning i de få

mest sjældent forekommende specielle og komplicerede enkeltsager, hvor den

fornødne ekspertise ikke kan forventes at være til stede i den enkelte

kommune

eller i regionens tilbud.

Regionen og kommunerne kan således på det sociale område aftale,

at regionen varetager specialrådgivning, herunder tværsektoriel

specialrådgivning, som for eksempel de hjerneskadeteams og den

småbørnsrådgivning, Fyns Amt driver, såfremt denne rådgivning kan udgå fra og

baseres på den indholdsmæssige opgavevaretagelse i de regionale tilbud. Det

nærmere omfang af og indhold i denne specialrådgivning skal fastlægges i de

årlige rammeaftaler, ligesom taksten herfor.

Spørgsmål nr. 185:

Efter modellen i lovforslaget om indgåelse af rammeaftaler til

blandt andet sikring af det tilstrækkelige antal pladser i de særlige sociale

tilbud, skal amtslige/regionale tilbud, som overtages af en

beliggenhedskommune, indgå i disse årlige rammeaftaler. Vil det ikke

tilsvarende, efter ministerens opfattelse, være mest hensigtsmæssigt og

betryggende, hvis de institutioner for børn og unge, der er anbragt på grund

af

sociale eller adfærdsmæssige problemer, og som beliggenhedskommunerne efter

lovforslaget umiddelbart overtager, også indgår i de årlige rammeaftaler set

i

lyset af, at en del af disse institutioner dækker adskillige kommuner?

Svar:

Rammeaftalerne efter forslaget til lov om social service (L 38)

et samarbejds- og planlægningsredskab for kommunalbestyrelserne i regionen og

regionsrådet. Rammeaftalerne bør derfor omfatte de opgaver, som kommuner og

region

kan samarbejde om.

Efter § 6 i lovforslaget skal kommunalbestyrelserne i regionen

og regionsrådet årligt indgå en rammeaftale. Rammeaftalen omfatter regionens

forsyningsansvar i forhold til kommunerne i regionen, jf. forslagets § 5 om

regionens opgaver. Rammeaftalen er baseret på de redegørelser, som

kommunalbestyrelserne udarbejder om kommunernes behov for og forventede brug

af

tilbud i regionen.

Tilbud om pladser på døgninstitutioner for børn og unge, som på

grund af sociale eller adfærdsmæssige problemer har behov for at blive

anbragt

uden for hjemmet, jf. lovforslagets § 67, overtages efter lovens § 193 af

beliggenhedskommunen med virkning fra 1. januar 2007. Disse tilbud er derfor

ikke omfattet af det regionale forsyningsansvar i forhold til kommunerne og

tilbudene er ligeledes ikke omfattet af rammeaftalerne, som beskriver

udførelsen af det regionale forsyningsansvar.

Efter lovforslagets § 190, stk. 4, kan en

kommunalbestyrelse/sammenlægningsudvalg

imidlertid aftale med forberedelsesudvalget, at regionsrådet driver tilbud

efter forslagets § 67, stk. 1, videre efter 1. januar 2007.

I forhold til andre sociale tilbud bemærkes, at regionen efter

lovforslagets § 5 fortsat har en forsyningspligt for selve opgaven, selvom om

en eller flere beliggenhedskommuner overtager konkrete tilbud, som en del af

kommunens forsyning, herunder forsyning til andre kommuner. Da regionen

dermed

efter loven stadig har en forsyningspligt for opgaven er det vigtig, at

forsyningen fra beliggenhedskommunens tilbud koordineres og fastlægges i

forhold til regionens øvrige forsyning, som led i rammeaftalen.

Endelig skal det nævnes, at alle tilbud efter lovens § 67, stk.

1, er omfattet af den 4-årige overvågning af kommunalreformen. Tilbuddene

indgår dermed i de redegørelser, som kommunerne årligt udarbejder til

udviklingsrådene, jf. lovforslagets § 188.

Spørgsmål nr. 186:

Ministeren bedes, med udgangspunkt i formuleringerne af § 13,

stk. 1 og 2, uddybe forskellen på »de mest specialiserede og komplicerede

enkeltsager«, hvor VISO kan benyttes til specialrådgivning og »de får mest

sjældent forekommende specielle og komplicerede enkeltsager«, hvor VISO kan

benyttes

til udredning, ved hjælp af 5 konkrete eksempler på handicappede, hvor VISO

kan

benyttes til specialrådgivning, men ikke udredning.

Svar:

Med kommunalreformen overgår amternes hidtidige opgaver på

rådgivningsområdet, herunder specialrådgivningsområdet generelt til

kommunerne.

Til at bistå kommunerne – og borgerne – med disse opgaver

etableres en national videns- og specialrådgivningsorganisation, VISO.

VISOs opgaver fremgår af lovforslagets § 13. VISO skal stille

gratis specialrådgivning til rådighed for kommuner og borgere i de mest

specialiserede og komplicerede enkeltsager, og VISO yder over for kommunerne

vejledende udredning i de få mest sjældent forekommende specielle og

komplicerede

enkeltsager, hvor den fornødne ekspertise ikke kan forventes at være til

stede

i den enkelte kommune eller i regionens tilbud.

Som hovedregel er det altså kommunen, der varetager

specialrådgivningsfunktionerne over for den enkelte.

Afgørende for om VISO vil gå ind i et specialrådgivningsforhold

vil være, at der er tale om et meget specialiseret område, der kræver stor

ekspertise. De rådgivningsopgaver, som VISO vil kunne gå ind i, vil f.eks.

omfatte den specialiserede rådgivning i forhold til mennesker med flere

diagnoser,

hvor indsatsen kræver en særlig viden og indsats. Der kan herudover fx være

tale om sager om mennesker med erhvervet hjerneskade, mennesker med

komplicerede synsnedsættelser, særlig rådgivning i forhold til døvblinde m.v.

Udredningsopgaverne som VISO kan påtage sig efter kommunal

visitation vil være de få og mest sjældne opgaver, det vil sige en snævrere

gruppe end rådgivningen. Der vil være tale om sager, hvor den enkelte kommune

–

eller region ikke selv vil kunne forventes at have den fornødne ekspertise

eller kapacitet, typisk fordi der er tale om få og sjældne tilfælde, hvor der

kræves en høj specialisering, f.eks. bestående af flere forskellige faglige

ekspertiser og tilfælde, der ofte vil være særdeles omkostningskrævende. Det

vil således være en forudsætning for, at personer tilhørende ovennævnte

grupper

kan få udredning via VISO, at der er tale om særligt sammensatte og sjældent

forekommende tilfælde. VISO vil således kunne gå ind i udredningen i forhold

til mennesker, der lider af Spielmeyer-Vogts syndrom og tilsvarende andre

sjældent forekommende små handicapgrupper, med komplicerede og sammensatte

forløb, hvor den samlede udredning kræver stor faglig viden og bredde, typisk

både i forhold til den sundhedsmæssige og den sociale udredning og indsats.

Spørgsmål nr. 190:

Ministeren bedes kommentere beregninger fra Det Kommunale Kartel

(jf. vedlagte bilag s. 11-13), der viser, at den foreslåede refusionsordning,

hvor kommunerne vil få refunderet 25 % af udgifterne til tilbud, der ligger

over 800.000 kr., og 50 % vedørende tilbud der ligger over 1,5 mio. kr. når

ordningen træder i kraft, er helt utilstrækkelig og vil medføre store udsving

i

primærkommunernes økonomi, som ikke kan afhjælpes af en kommende reform af

udligningssystemet. Hvordan vil ministeren, i forlængelse heraf, sikre, at

alle

kommuner har tilstrækkelig økonomi til at finansiere de sociale

servicetilbud?

Svar:

Det Kommunale Kartels beregninger på socialområdet i notatet

Økonomiske problemstillinger i

kommunalreformens lovforslag

fra 3. januar 2005 tager udgangspunkt i

Amtsrådsforeningens grundtakstanalyse fra maj 2004. På baggrund af et

eksempel,

hvor de beregner, hvor meget kommunerne vil få refunderet af udgifterne til §

92 og § 93 botilbud til handicappede, konkluderer Det Kommunale Kartel, at

refusionsordningen fuldt indfaset kun vil dække en mindre del af tilbuddene,

og

at der til de tilbud, der dækkes af refusionsordningen, kun gives et

beskedent

beløb. Dette vil medføre, at nogle kommuner med eksempelvis mange

handicappede

fremover vil få store sociale udgifter og måske ikke vil få råd til at

benytte

regionernes institutioner.

Jeg er overordnet ikke enig i, at Det Kommunale Kartel har vist,

at refusionsordningen er helt utilstrækkelig. Der er ikke grundlag for at

påstå, at der er så skæv en fordeling af de sociale udgifter, at dette ikke

på

en rimelig måde kan udlignes af tilskuds- og udligningssystemet i samspil med

refusionssystemet.

Det skal her indledningsvis tages i betragtning, at skæv

fordeling er meget mindre sandsynligt i de større kommuner.

Det fremgår af aftalen om strukturreformen, at ændringer i

opgavefordelingen vil blive gennemført ud fra princippet om, at reformen er

udgiftsneutral og pengene følger med opgaven. Det er således en forudsætning,

at kommunerne under ét kompenseres fuldt ud for den økonomiske virkning af

omlægningerne

i opgaver og finansiering. Det sker ved, at merudgifter som følge af nye

opgaver fører til tilsvarende forøgelser af det kommunale bloktilskud. Herved

sikres finansiering for opgaverne for den kommunale sektor under ét.

I forbindelse med kommunalreformen gennemføres en reform af

tilskuds- og udligningssystemet, som skal være med til at afbøde de

byrdefordelingsmæssige konsekvenser af den nye kommunale struktur og

omlægningen af de kommunale opgaver. Det drøftes således i regi af Indenrigs-

og Sundhedsministeriets finansieringsudvalg, hvordan man sikrer, at der

etableres en balance inden for den kommunale sektor, således at også den

enkelte kommune sikres tilstrækkelig finansiering til at løse sine opgaver.

Denne balance mellem de enkelte kommuner indbyrdes skal bl.a. tilvejebringes

gennem de kommunale udligningsordninger. I forbindelse hermed overvejer

Finansieringsudvalget blandt andet at gennemføre ændringer i fordelingen af

bloktilskuddet og at udbygge opgørelsen af det kommunale udgiftsbehov med

kriterier,

der tager hensyn til de nye opgaver, som kommunerne overtager fra amterne,

for

eksempel på socialområdet.

Der fremsættes et forslag til en reform af tilskuds- og

udligningssystemet i folketingssamlingen 05/06.

Den endelige fastlæggelse af refusionsordningen sker først i

tilknytning til fastlæggelsen af ændringer i tilskuds- og udligningssystemet.

Der kan således stadig ske ændringer i grænsebeløbene for den årlige udgift.

På

nuværende tidspunkt er grænsebeløbene fastsat ud fra, at refusionsordningen

skal afspejle det forhold, at kommunerne vil være mere økonomisk bæredygtige

end under den nuværende grundtakstordning. Grænsen på 800.000 kr. i 2010

svarer

cirka til det dobbelte af grundtaksten for døgnophold i dag.

Selve fastlæggelsen af grænserne er en vurdering af den mest

hensigtsmæssige balance mellem individuelt ansvar og udgiftsudlignende

solidaritet. Men vurderingen er foretaget på grundlag af, hvor mange meget

dyre

sager der er, og erfaringer baseret på grundtakstsystemet tilpasset den

større

økonomiske bæredygtighed i de nye store kommuner. Heri har bl.a. indgået

Amtsrådsforeningens grundtakstanalyse fra maj 2004 og en mindre

stikprøveundersøgelse blandt kommunerne gennemført af Socialministeriet. Det

skal yderligere bemærkes, at refusionsordningen indføres gradvist over en

fireårig

periode.

Der henvises endvidere til svaret på spørgsmål 147.

Spørgsmål nr. 196:

Ministeren bedes kommentere henvendelsen fra Inspektørkollegiet

ved Danmarks Forsorgshjem og SAND – Sammenslutningen Af Nærudvalg i

Danmark,

jf. L 38 – bilag 22.

Svar:

Inspektørkollegiet og SAND har ved fremmøde i Socialudvalget

afleveret to notater, dels et notat fra Inspektørkollegiet og dels et notat

fra

SAND om fremtidsvisioner for SAND.

I det følgende kommenteres de synspunkter mv. der rejses i

notaterne.

Ad Inspektørkollegiets

henvendelse

Inspektørkollegiet er stadig nervøs for om selvmøderprincippet

vil blive udhulet. De skriver fx :»---

Det

betyder, at en borger fra Region Nordjylland fx Frederikshavn Kommune, af

egen

drift kan tage ophold på en boform i Region Midtjylland.

Den kommune, der har

overtaget boformen, skal derefter sikre at der laves en aftale med

Frederikshavn

Kommune om betaling mv.. Men det kan være, at Frederikshavn Kommune har lavet

deres rammeaftale om akutpladser med Ålborg Kommune, der har overtaget

Svendstrupgård: Hvordan skal det håndteres? Skal beboeren tage til

Svendstrupgård.«

Det skal bemærkes, at rammeaftaler ikke indgås mellem de enkelte

kommuner, men mellem kommunerne og regionen.

Uanset hvilke aftaler der måtte blive lavet, vil borgeren stadig

efter lovforslaget (loven) have fuld ret til selv at vælge hvilket

forsorgshjem

han eller hun vil tage ophold på.

Ingen kommune kan ændre denne ret for borgeren til selv at

vælge.

Det skal understreges, at det er en forudsætning for, at

kommunerne kan få statsrefusion af deres udgifter til forsorgshjem mv., at

loven er overholdt.

Inspektørerne fortsætter: »

I

servicelovens § 9 står at tilbud over 100 pladser skal have en regional

udviklingsplan. Vi vil meget opfordre til at det kommer til at gælde alle

tilbuddene efter § 110, det nuværende § 94, uanset om ejeren er region eller

kommune.«

For så vidt angår denne problematik

om udviklingsplaner efter lovforslagets § 9, kan jeg henvise til min

besvarelse

af spørgsmål nr. 192 ad L 38, hvoraf det fremgår, at bestemmelsen om

udviklingsplaner

er møntet på gamle særforsorgsinstitutioner, som i vidt omfang vil have brug

for udvikling og fornyelse.

Endelig

skriver Inspektørkollegiet: »

Vi optræder

i en lang række sammenhænge som beboernes hjælpere og advokater i.f.t.

kommuner, boligforeninger og retssystemet.-----

Vi skal derfor anbefale,

at boformernes suverænitet sikres så meget som muligt af hensyn til beboernes

retssikkerhed og så vi kan sikre sammenhængskraften i hele beboerens proces,

fra hjemløs til hjemmehørende----«

Ved kommunalreformen vil større og mere bæredygtige kommuner få

det fulde myndigheds-, forsynings- og finansieringsansvar på det sociale

område. Dvs. at kommunerne i modsætning til i dag skal være med til at

finansiere deres borgeres ophold på forsorgshjem. Kommunerne får med

kommunalreformen

et betydeligt incitament til at gøre en indsats for deres borgere på et

forsorgshjem. Dvs. at borgernes retssikkerhed i det kommende system ikke vil

blive formindsket, men tværtimod forstærket.

Socialministeriet går i øvrigt ud fra, at lederne på

forsorgshjemmene fortsat vil leve op til deres ansvar og arbejde for, at

borgere på forsorgshjem kommer videre i deres liv og ikke sander til på

hjemmene.

Ad SAND’s henvendelse

SAND har som de hjemløses egen interesseorganisation visioner om

at påpege de udstødende tendenser i samfundet og være aktive medspillere i

udformningen af tiltag, som modvirker årsagerne til hjemløshed.

SAND vil være en synlig naturlig samarbejdspartner i alle

kommuner, i regionerne og for staten.

På det lokale og regionale niveau vil SAND have aktive

beboerråd/brugerråd på hver eneste boform for hjemløse. De amtslige nærudvalg

er ikke indskrevet i lovgivningen. SAND ønsker, at samarbejdet formaliseres,

således at nærudvalgene naturligt inddrages i beslutninger på lokalt og

regionalt

niveau, der vedrører hjemløse.

På nationalt niveau udtrykkes tilfredshed med hensyn til høring

i relevant lovgivningsarbejde og deltagelse råd og nævn.

Endelig har SAND en vision om at udvikle sig fra at være en politisk

organisation til også at være en forening, der tilbyder hjemløse mulighed for

at fordybe sig fagligt, dyrke sport og bruge SAND som et socialt netværk.

Brugerorganiseringen på hjemløseområdet er en skrøbelig

konstruktion. Den er afhængig af, at der er tilstrækkeligt med engagerede

brugerrepræsentanter, som ikke bare er villige til at påtage sig opgaverne,

men

også er i stand til at udføre dem. Der er en stor og hurtig udskiftning på

boformerne. Mange af brugerne er mærkede for livet som hjemløs. Der er stor

risiko for tilbagefald, hvilket gør, at arbejdet kommer til at ligge stille i

en periode. Risikoen for tilbagefald kan også være med til at fastholde en

forestilling hos omgivelserne om, at hjemløse ikke er i stand til at påtage

sig

et ansvar, der rækker langt frem i tiden.

For at komme nogle af de potentielle farer til livs er det

nødvendigt at støtte op om brugerorganiseringen på hjemløseområdet på flere

områder. Derfor foreslås:

–

At samarbejdet med det

lokale og regionale niveau formaliseres, så at det kan fungere uafhængigt af

brugerrepræsentanternes op- og nedture

–

At »Vidensfunktionen

for hjemløse« fortsætter, idet vidensfunktionen stadigvæk piller en stor

rolle

i SAND’s og nærudvalgenes arbejde og

–

At

brugerorganiseringsarbejdet på hjemløseområdet sikres økonomisk.

Bemærkninger

I dag er brugerindflydelsen på forsorgshjem og herberger sikret

ved adgangen til at organisere sig på boformen, hvilket typisk sker ved

oprettelse af

beboer- eller brugerråd.

Denne adgang til organisering på de enkelte boformer videreføres uændret, jf.

§

16 i forslaget til servicelov (L 38), hvorefter

kommunalbestyrelsen sørger for, at brugerne

af tilbud efter serviceloven får mulighed for at få indflydelse på

tilrettelæggelsen og udnyttelsen af tilbuddene. Det vil derfor være op til

nærudvalgene at sikre, at de inddrages i dette arbejde, og at dette

formaliseres.

Vidensfunktionen, der

blev oprettet i 1999, er knyttet til Videns- og Formidlingscentret for

Socialt

Udsatte

s afdeling i Esbjerg. Videns- og udviklingsfunktionen

har til opgave at

–

styrke

brugerinddragelsen på hjemløseområdet (støtte SAND og nærudvalgene, etablere

»tillidsmandskurser«

etc)

–

indsamle tilgængelig

viden og stille sig til rådighed for området mht formidling af ny viden med

det

sigte at bidrage til såvel nyudvikling som synliggørelse af området

–

koordinere aktiviteter

og formidler og fremme dialogen mellem de forskellige aktører på området samt

–

bidrage til

kvalitetsudvikling.

Som SAND anfører, er brugerorganisering på hjemløseområdet en skrøbelig

konstruktion, fordi der er et meget svingende antal aktive samtidig med, at

der

til tider er stor udskiftning blandt de aktive.

Selvom SAND har fået ansat en landssekretær og er støttet

økonomisk fra Socialministeriet, vil brugerorganiseringen styrke og

forankring

også fremover være afhængig af Vidensfunktionens involvering i

brugerorganiseringen.

Bevillingen til Vidensfunktionen udløber med udgangen af 2005.

Jeg vil i forbindelse med de kommende satspuljeforhandlinger søge midler til

forlængelse

af Vidensfunktionens arbejde.

Som nævnt i henvendelsen får SAND økonomisk støtte fra

Socialministeriet.

Drift af brugerorganiseringen på hjemløseområdet

vil også i de kommende år være afhængig af økonomisk støtte, og jeg vil

derfor

også under satspuljeforhandlingerne søge midler til fortsat drift af diverse

brugerorganiseringer.

Spørgsmål nr. 198:

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 18. april 2005 fra

Videnscenter for Døvblevne, Døve og Hørehæmmede, jf. L 38 – bilag 38.

Svar:

Det fremgår af henvendelsen fra Videnscenter for Døvblevne, Døve

og Hørehæmmede, at centret ikke mener, at specialrådgivningen for hørehæmmede

og døvblevne er omfattet af VISO’s specialrådgivningsfunktioner.

Bemærkningerne til lovforslagets § 13 om den nationale videns-

og specialrådgivningsorganisation, VISO, angiver en lang række områder, hvor

VISO vil skulle indgå i specialrådgivningen. Herunder er også nævnt

døveområdet.

Den opremsning, der er foretaget i lovbemærkningerne, er ikke

udtømmende. VISO vil også skulle varetage specialrådgivningsopgaver i de mest

specialiserede og komplicerede enkeltsager vedrørende hørehæmmede og

døvblevne,

ligesom VISO i sin vidensfunktion vil have til opgave at indsamle, udvikle,

systematisere og formidle viden på disse områder, idet Videnscentret for

Døve,

Døvblevne og Hørehæmmede indgår i VISO.

Spørgsmål nr. 199:

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 19. april 2005 fra

Dansk Epilepsiforening.

Svar:

Dansk Epilepsiforening fremkommer i deres henvendelse med nogle

synspunkter om rådgivning på epilepsiområdet ved overgangen til VISO (den

statslige Videns- og Specialrådgivningsorganisation). De mener, at der vil

være

risiko for, at tilbuddet om børneskolen på Epilepsihospitalet i Dianalund vil

sande til, hvis skolen fortsat skal takstfinansieres. Desuden mener de, at

den

sociale rådgivningsfunktion i Dianalund fortsat bør være en integreret del af

det samlede behandlingstilbud på Epilepsihospitalet. Foreningen forventer, at

Videnscenter om Epilepsi fortsætter uændret, hvad angår udsendelse af

nyhedsbreve, kurser, netværksopbygning mm.

Med kommunalreformen ændres der ikke indholdsmæssigt i de

rettigheder, borgeren allerede har i dag. Kommunerne har pligt til at give

borgeren et tilbud, der modsvarer borgerens behov. Hvis kommunen ikke kan

leve

op til at levere det tilbud, borgeren har krav på, kan der rejses en klage-

eller tilsynssag.

Udviklingen efter kommunalreformen vil blive fulgt af et

regionalt udviklingsråd, der skal udarbejde årlige redegørelser dels til

undervisningsministeren, dels til socialministeren. Disse redegørelser skal

indgå i ministeriernes vurderinger af, om kommunerne lever op til deres

myndighedsansvar.

Foreningens bekymring for, om kommunerne vil undgå at betale,

hvis der er en fortsat takstfinansiering for børneskolen, deler jeg ikke i

lyset af, at der bliver tale om større og dermed mere økonomisk bæredygtige

kommuner.

Hvad angår spørgsmålet om rådgivningsfunktionen i Dianalund som

en fortsat integreret del af det samlede behandlingstilbud, vil det være den

fremtidige faglige bestyrelse for VISO, der skal sikre den fornødne viden,

hvilket vil kunne ske gennem løbende inddragelse af faglige miljøer og

brugergrupper. Det er ligeledes op til den kommende ledelse at overveje,

hvordan organisationen bedst kan løse de faglige opgaver, som organisationen

er

tillagt.

Da rådgivningen fortsat vil være fysisk beliggende på

Epilepsihospitalet, vil den stadigvæk kunne fungere som en naturlig del af

det

samlede behandlingstilbud.

Som det fremgår af bemærkningerne, vil Videnscenter for Epilepsi

indgå i VISO, og dermed de funktioner der varetages af videnscentret.

Videnscenter for Epilepsi vil således indgå i den samlede vidensfunktion i

VISO, og vil fortsat skulle varetage formidling af faglig viden på området.

Spørgsmål nr. 200:

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 14. april 2005 fra

Netværk Socialpsykiatri, jf. L 38 – Bilag 26.

Svar:

Socialministeriet har forstået spørgsmålet således, at

Socialudvalget ønsker Socialministeriets kommentarer til de fem spørgsmål,

som

det Fagligt Netværk har stillet til Socialudvalget.

Ad: 1

: »Hvordan tages der

højde for de socialpsykiatriske tilbud efter strukturreformen?«

Socialministeriet kan oplyse, at i det fremsatte forslag til Lov

om Social Service fastholdes niveauet for de socialpsykiatriske tilbud.

Ansvaret for tilbuddene overgår til kommunerne. Det drejer sig om hjælp til

personer med betydelig eller varig nedsat psykisk funktionsevne, der skal

tilbydes personlig og praktisk hjælp samt socialpædagogisk bistand m.v. jf.

§§

83-87, eller behandling efter §§ 101 og 102, eller aktiverende tilbud efter

§§

103 og 104.

Ad 2: »

Hvilke tilbud

organiseres i regionerne, og hvilke organiseres i kommunerne?«

Regionerne overtager som udgangspunkt driften af alle de

nuværende amtslige institutioner i regionen, herunder sikrede afdelinger for

unge kriminelle.. Institutioner for børn og unge med sociale og

adfærdsmæssige

problemer overtages af beliggenhedskommunen, bortset fra institutioner, hvis

målgruppe er børn og unge med psykiatriske lidelser, og hvor behandlingen på

institutionen indeholder en væsentlig psykiatrisk indsats med sammenhæng til

det øvrige psykiatriske system. Disse institutioner placeret i regionerne.

Ifølge lovforslaget får en beliggenhedskommune imidlertid

mulighed for allerede fra 1. januar 2007 at overtage amtskommunale/regionale

tilbud.

Ad 3: »

Hvorledes kan den

fremtidige struktur, herunder samarbejdet mellem forskellige

myndighedsniveauer

og forskellige faglige perspektiver, tænkes udformet, så brugerne/borgerne

har

medindflydelse på de forskellige serviceydelser?«

Fremover bliver der kun ét myndighedsniveau i forhold til

borgeren, nemlig kommunen. Ifølge lovforslaget skal kommunalbestyrelsen sørge

for, at brugerne får mulighed for at få indflydelse på tilrettelæggelsen og

udnyttelsen af tilbuddene. Kommunalbestyrelsen fastsætter skriftlige

retningslinier

for brugerindflydelsen.

Ad 4: »

Hvordan kan

værdigrundlaget være med til at bygge bro mellem socialpsykiatrien og

behandlingspsykiatrien,

så det gavner mennesker med sindslidelser?«

Som led i aftalen om Finansloven for 2001 blev der iværksat et

udvalgsarbejde med henblik på udarbejdelsen af oplæg til et bedre samspil

mellem på psykiatriområdet. Udvalgsarbejdet resulterede bl.a. i »Det fælles

værdigrundlag (Socialministeriet og Indenrigs – og Sundhedsministeriet,

marts

2005)«, som omfatter tre værdier: Respekt, Faglighed og Ansvar.

Værdierne har til formål at skabe bedre sammenhæng i indsatsen

for de sindslidende, som har behov for både behandling og social indsats. De

systemer, der er til for at hjælpe, skal være helhedsorienterede,

koordinerede,

tilstrækkelige, gennemskuelige og respektfulde.

Jeg finder det vigtigt, at der nu er formuleret et fælles

værdigrundlag, som dækker social- og behandlingspsykiatrien. Værdier er med

til

at fremme en bestemt og ønsket adfærd. Ved at have formuleret et fælles

værdigrundlag, er det mit håb, at aktører indenfor områderne vil gøre

værdierne

levende og handle ud fra samme forståelse om respekt, faglighed og ansvar.

Det

gælder de ansatte i de to sektorer, som skal samarbejde på tværs og forstå

hinandens sprog, kulturer og værdier. Det gælder indenfor den enkelte sektor,

hvor faggrupper med forskellige kompetencer og kulturer arbejder tværfagligt.

Det gælder de berørte mennesker med sindslidelser, og de pårørende med deres

oplevelser af, erfaringer med, og forventninger til indsatsen.

Ad 5: »

Hvordan kan

integration på arbejdsmarkedet indgå som væsentlig del i forhold til den nye

struktur, så differentierede udviklingsmuligheder for mennesker med

sindslidelser

betones?«

Med den nye struktur vil alle, der har ledighed som problem,

også de, der har problemer udover ledighed, få hjælp fra de nye jobcentre.

Derved vil den bedste arbejdsmarkedsmæssige ekspertise også blive til

rådighed

i forhold til mennesker med sindslidelser. Samtidig er den tilbudsvifte, som

findes i lov om aktiv beskæftigelsesindsats også til rådighed i forhold til

sindslidende.

For alle målgrupper skal der senest hver tredje måned foretages

en vurdering af den lediges beskæftigelsespotentiale, det gælder også i

perioder, hvor de pågældende f.eks. får tilbud efter lov om social service.

Derved sikres, at der løbende er fokus på beskæftigelsesindsatsen samtidig

med

anden indsats, f.eks. behandlingstilbud.

Spørgsmål nr. 227:

I dag er budgetarbejdet i de fleste kommuner og amter

tilrettelagt således, at de enkelte institutioner kan overføre en vis andel

af

deres årsbudget til næste driftsår. Vil denne mulighed fortsat være til stede

i

de regionale tilbud, når regionerne fratages deres økonomiske selvstændighed?

I

bekræftende fald, skal procentandelen så fastsættes ved lov, når alt hvad

regionerne foretager sig konkret skal hjemles i en lov? Såfremt

procentandelen

skal hjemles i en lov, bedes ministeren yde teknisk bistand til et

ændringsforslag,

der sikrer dette.

Svar:

Spørgsmålet har været forelagt Indenrigs- og

Sundhedsministeriet, og de oplyser følgende:

»Ifølge gældende regler for kommuner og amters budget- og

regnskabssystem har kommunalbestyrelsen mulighed for i årets løb at overføre

uforbrugte bevillinger fra tidligere regnskabsår gennem meddelelse af

tillægsbevillinger til såvel drifts- som anlægsbevillinger samt

rådighedsbeløb.

I årsregnskabet anføres i en oversigt de overførte uforbrugte

driftsbevillinger.

Der er på nuværende tidspunkt ikke taget stilling til, hvordan

regionsrådene skal håndtere overførsel af uforbrugte bevillinger fra

tidligere

regnskabsår. Det forventes, at de nye regionsråd vil få en tilsvarende adgang

til at meddele tillægsbevillinger med henblik på overførsel af uforbrugte

driftsbevillinger

fra tidligere regnskabsår.

De nærmere bestemmelser herom vil blive fastsat i reglerne for

regionernes budget- og regnskabssystem, som fastsættes af indenrigs- og

sundhedsministeren

i medfør af § 25 i Lov om regioner og om nedlæggelse af amtskommuner,

Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab (L 65).«

Spørgsmål nr. 228:

I hvilket omfang agter ministeren at inddrage

Folketinget/Folketingets partier i vurderingen af den redegørelse, som

udviklingsrådene i en overgangsperiode på 4 år skal udfærdige til

socialministeren,

og er ministeren enig i, at det kunne være hensigtsmæssigt med et centralt

udviklingsråd/evalueringsråd (sammensat tværpolitisk og med repræsentation

fra

relevante organisationer), der kunne bistå med overvågningen de første 4 år?

Svar:

Efter min opfattelse er der ikke behov for yderligere

udviklingsråd eller tilsvarende, idet det på centralt niveau må være

ministeren

og Folketinget, der informeres om og vurderer den udvikling, som

udviklingsrådene

beskriver vedrørende implementeringen af lovforslagene om kommunalreformen.

Efter § 188 i forslaget til lov om social service (L 38)

nedsættes der i hver region et udviklingsråd i perioden 2007 til og med 2010.

Udviklingsrådene skal følge og drøfte kommunalreformens implementering på

servicelovens område og specialundervisningsområdet med henblik på årligt at

udarbejde en redegørelse til

Socialministeriet

og Undervisningsministeriet.

Udviklingsrådene er sammensat af repræsentanter for kommunerne i

regionen, regionen og for brugerne i regionen. Statsforvaltningen er

sekretariat for udviklingsrådet.

Udviklingsrådenes redegørelser skal ifølge lovforslaget bygge på

og omfatte egne undersøgelser, oplysninger fra et centralt informations- og

analysesystem samt redegørelser fra kommunerne i regionen og regionen.

Jeg vil på baggrund af de redegørelser, som jeg modtager fra

udviklingsrådene, udarbejde en samlet redegørelse og vurdering af udviklingen

til Folketinget.

Spørgsmål nr. 231:

Ministeren bedes, i forlængelse af punkt 25 i høringsnotatet,

oplyse, hvordan reformen kan være udgiftsneutral de første år, når der oplagt

vil være engangsudgifter, og når regeringens repræsentanter gentagne gange

fra

Folketingets talerstol har givet tilsagn om, at reformen ikke vil medføre

nedsat

kvalitet i ydelserne.

Svar:

Det fremgår af aftalen om strukturreformen, at ændringer i

opgavefordelingen vil blive gennemført ud fra princippet om, at reformen er

udgiftsneutral og pengene følger med opgaven. Det er således en forudsætning,

at kommunerne under ét kompenseres fuldt ud for den økonomiske virkning af

omlægningerne

i opgaver og finansiering. Det sker ved, at merudgifter som følge af nye

opgaver fører til tilsvarende forøgelser af det kommunale bloktilskud, mens

de

øgede skatteindtægter, som følge af, at kommunerne overtager dele af de

amtskommunale skatter, fører til tilsvarende korrektioner af bloktilskuddet.

Herved sikres finansiering for opgaverne for den kommunale sektor under ét.

Der vil være visse engangsudgifter forbundet med

kommunalreformen, herunder engangsudgifter til tilpasning af IT-systemer

mv., omstilling af medarbejdere, vederlæggelse af

sammenlægnings- samt forberedelsesudvalg og flytteudgifter

mv.

Samtidig vil kommunalreformen indebære varige økonomiske gevinster

i form af mindreudgifter som følge af reduktionen i antallet af

kommunalbestyrelsesmedlemmer og borgmestre, ligesom antallet af

regionsrådsmedlemmer og -formænd vil blive lavere end det nuværende antal

amtsrådsmedlemmer og -borgmestre. Hertil kommer de synergigevinster, som er

forbundet med færre kommunale og regionale enheder samt stor- og samdrift af

IT-løsninger mv.

Det er regeringens vurdering, at de økonomiske

gevinster ved kommunalreformen efter en kort årrække vil overstige

engangsudgifterne.

Som følge af manglende tidsmæssigt sammenfald mellem

engangsudgifterne og de varige økonomiske gevinster vil der dog blive

etableret en lånepulje til engangsudgifter i forbindelse med

kommunalreformen,

som kan benyttes efter ansøgning. Endvidere vil der blive

etableret begrænsede

muligheder for ekstraordinært tilskud vedrørende vanskeligt stillede

kommuner,

som indgår i sammenlægning.

Spørgsmål nr. 232:

Ministeren bedes, i forlængelse af punkt 27 i høringsnotatet,

oplyse, hvordan der sikres økonomi til udvikling af de enkelte tilbud på en

måde, således at de privatdrevne tilbud ikke kommer til at virke som ulige

konkurrenter på taksten.

Svar:

Det er kommunalbestyrelsens ansvar at sørge for, at borgeren får

det tilbud efter loven, som borgeren har behov for. Det vil sige, at det er

kommunalbestyrelserne, der har ansvaret for den løbende udvikling af tilbud

til

borgerne.

Rammerne for regionsrådets udviklingsansvar skal fastlægges i de

årlige rammeaftaler. Det skal fremgå af rammeaftalen, i hvilket omfang

regionen

skal sørge for en løbende udvikling af indholdet i de regionalt drevne tilbud

svarende til udviklingen i behovene. Det gælder såvel i forhold til

udviklingen

i behovene hos allerede optagne borgere som i forhold til evt. helt nye typer

af behov, der fordrer udvikling af nye behandlingstilbud. Regionen kan ikke

udvikle tilbud, uden at det fremgår af rammeaftalen.

Af socialministerens svar i punkt 27 i høringsnotatet af 24.

februar 2005 fremgår det, at udgifter til udviklingsopgaver, der direkte

vedrører

regionens tilbud, skal lægges på pladstaksterne, således at regionerne

ligestilles med andre leverandører.

Såfremt kommunerne i rammeaftalen har fremsat ønske om, at

regionen skal udvikle en speciel type tilbud, må det forudsættes, at kommunen

samtidig er indforstået med, at regionens udgifter til udviklingen heraf

lægges

på pladstaksterne.

Det skal endvidere nævnes, at private leverandører af sociale

tilbud allerede i dag indregner udviklingsomkostninger knyttet til tilbuddet

i

deres takster. Regionens tilbud vil således ikke blive udsat for ulige

konkurrence på taksten.

Spørgsmål nr. 239:

Mange amtstilbud har både af faglige og økonomiske hensyn en

fælles overordnet ledelse. I hvilket omfang skønner ministeren, at der bliver

taler om en økonomisk neutral situation, hvis nogle beliggenhedskommuner

vælger

at overtage dele af et tidligere »institutionsfællesskab«, når dette vil

kræve

ansættelse af en ny selvstændig ledelse og etablering af faglig supervision,

der evt. så må købes?

Svar:

Det fremgår af § 186 i Forslag om Lov om social service, at en

kommunalbestyrelse kan overtage regionale tilbud, der er beliggende i

kommunen.

I bemærkningerne præciseres det, at det er en forudsætning, at

kommunalbestyrelsen i beliggenhedskommunen vil kunne drive tilbuddet på

økonomisk

og fagligt forsvarlig vis.

Yderligere præciseres det, at hvis en kommunalbestyrelse

overtager den del af såkaldte satellitinstitutioner, der er beliggende i

kommunen, er det en forudsætning, at den overtagne del af

satellitinstitutionen

kan fungere som et selvstændigt tilbud i beliggenhedskommunen.

Satellitinstitutioner er en organisatorisk og budgetmæssig sammenkædning af

flere regionstilbud placeret i flere kommuner.

Som det fremgår af bemærkningerne er det en forudsætning, at

kommunerne kun overtager en del af et »institutionsfællesskab«, hvis de kan

drive det på økonomisk og fagligt forsvarlig vis, og institutionsdelen kan

fungere som et selvstændigt tilbud.

Det er den kommune, der overtager en del af et

»institutionsfællesskab«, som selv afgør, hvordan den konkret vil organisere

sig med hensyn til den fremtidige ledelse af institutionen.

I aftaleudkastet mellem regionsråd og kommunalbestyrelsen i

beliggenhedskommunen om overtagelse af institutionen vil der indgå en

opgørelse

over, hvilke ansatte der skal overføres. Herunder kunne man også forstille

sig,

at kommunen vil overtage en del af den fælles ledelse.

Derudover vil kommunerne, på samme måde som amterne har gjort

det, kunne oprette fælles ledelse for kommunale »institutionsfællesskaber«,

og

derved indhøste de faglige og økonomiske gevinster, der vil være heraf.

Spørgsmål nr. 250:

Ministeren bedes i forlængelse af punkt 111 i høringsnotatet

oplyse, hvorvidt der vil ske ændringer i forældrebetalingen ved, at

kommunerne

overtager ansvaret for de særlige daginstitutioner.

Svar:

Med kommunalreformen overgår de hidtidige amtslige særlige

dagtilbud til regionerne.

Beliggenhedskommunen for et hidtidigt amtsligt særligt dagtilbud

kan, jf. lovforslagets § 186, overtage tilbudet med de samme indholdsmæssige

forpligtigelser, som amtskommunen hidtil har haft. Dette gælder også for

særlige dagtilbud.

Der sker ikke som led i kommunalreformen ændringer i de gældende

regler om betaling for optagelse i særlige dagtilbud. Efter de gældende

bestemmelser er ophold i et særligt dagtilbud vederlagsfrit i tilfælde, hvor

et

barn med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne er

optaget i tilbuddet alene eller i hovedsagen af behandlingsmæssige grunde.

Spørgsmål nr. 251:

Ministeren bedes, i forlængelse af punkt 113 i høringsnotatet,

oplyse, hvordan vil ministeren sikre, at en ydelse alene tager udgangspunkt i

den enkeltes situation og særlige ønsker, når de fleste ydelser fremover

fortrinsvis er en ren kommunal udgift? Vil ministeren acceptere en vis

ventetid

på den rette ydelse, hvis en kommune ikke har økonomi til at bevillige den

rette ydelse?

Svar:

Punkt 113 i høringsnotatet til forslag til lov om social service

(L38) handler om den situation, at visiterede borgere fra alle regionens

kommuner,

kan være omfattet af forskellige sagsbehandlingsregler (lokale

kvalitetsstandarder)

fastsat af den enkelte borgers hjemkommune.

Jeg har i høringsnotat anført, at når en kommune visiterer en

borger til en social boform, der drives af en region eller af en privat

udbyder, vil der typisk altid være udarbejdet en handleplan efter

lovforslaget §

141 (§ 111 i den gældende lov om social service). I forbindelse med

visitationen vil der altid have været kontakt mellem boformen og kommunen med

henblik på at fastlægge, hvad formålet med opholdet i boformen skal være.

Efter servicelovens almindelige princip har hver enkelt modtager

af tilbud krav på en ydelse, der tager udgangspunkt i den enkeltes situation

og

særlige ønsker. Dette gør sig allerede gældende under den nuværende

lovgivning,

og der sker ingen ændring heri ved gennemførelsen af den nye lov om social

service.

Det forhold, at kommunen fremover har hele finansieringsansvaret

for ydelser efter lov om sociale service, eventuelt suppleret af

refusionsordningen

for de dyreste enkeltsager, vil ikke ændre på borgerens krav på en ydelse,

der

svarer til borgerens behov og særlige situation. Et samlet

finansieringsansvar

vil tværtimod fjerne kassetænkning, således at det fremover er entydigt

hvilken

myndighed, der har finansieringsansvaret i den enkelte borgers sag. Risikoen

for, at diskussion mellem to myndigheder om finansieringen vil betyde lang

sagsbehandlingstid og ventetid for borgeren forsvinder således, hvilket er et

væsentligt fremskridt.

For så vidt angår den generelle økonomi skal det også bemærkes,

at kommunerne under ét er blevet kompenseret for opgave- og

finansieringsomlægningen. Det fremgår således af aftalen om strukturreformen,

at ændringer i opgavefordelingen vil blive gennemført ud fra princippet om,

at

reformen er udgiftsneutral og pengene følger med opgaven. Det er således en

forudsætning, at kommunerne under ét kompenseres fuldt ud for den økonomiske

virkning af omlægningerne i opgaver og finansiering. Det sker ved, at

merudgifter

som følge af nye opgaver fører til tilsvarende forøgelser af det kommunale

bloktilskud. Herved sikres finansiering for opgaverne for den kommunale

sektor

under ét.

Dertil vil den kommende reform af tilskuds- og

udligningssystemet være med til at sikre, at der etableres en balance inden

for

den kommunale sektor, således at også den enkelte kommune sikres

tilstrækkelig

finansiering til at løse sine opgaver.

Spørgsmål nr. 257:

Ministeren bedes kommentere henvendelsen fra Landsforeningen

LEV, jf. L 38 – bilag 28.

Svar:

Landsforeningen LEV håber, at kommunalreformen vil vise sig at

få en positiv effekt.

Da Landsforeningen repræsenterer mennesker, der på grund af

intellektuelle og kommunikative handicap ofte vil have svært ved at varetage

egne interesser, lægger foreningen vægt på regler om bruger- og

pårørenderepræsentation på de enkelte tilbud, herunder også på de tilbud, der

evt. overtages af kommunerne.

Landsforeningen mener, at afvejningen af, om en kommune skal

kunne overtage et konkret tilbud bør bero på en objektiv national model for,

om

kommunen fagligt og økonomisk vil kunne klare opgaven.

Landsforeningen nærer i øvrigt en frygt for, at kommunal

overtagelse af særlige målrettede tilbud på sigt vil betyde mere

standardiserede løsninger, og at det samlede overblik over det specialiserede

sociale område vil gå tabt. Derfor mener foreningen, at regionerne

selvstændig

skal sikres mulighed for at produktudvikle nye initiativer og specialiserede

sociale tilbud.

Med lovforslaget sker der ikke indholdsmæssige ændringer i reglerne

om de enkelte tilbud. Dette gælder også bestemmelserne om mulighederne for

etablering

af bruger- og pårørenderåd, der er uændrede.

Bruger- og pårørendeinddragelsen vil som regel fremgå af

beskrivelsen af det enkelte tilbud. Herudover brugerrepræsentation ofte

fremgå

af en kommunes generelle retningslinier – herunder kvalitetsstandarder

– for

tilbud til mennesker med handicap.

Med kommunalreformen skal der i hver kommune etableres et handicapråd,

der skal rådgive kommunalbestyrelsen i spørgsmål, der berører mennesker med

handicap. Det kommunale handicapråd vil kunne være med til at påvirke, hvilke

generelle retningslinier kommunen fastsætter om tilbudene til mennesker med

handicap.

Som udgangspunkt videreføres hidtidige amtslige tilbud i

regionalt regi, med mindre beliggenhedskommunen ønsker at overtage tilbuddet.

Når en kommunalbestyrelse overtager et amtskommunalt/regionalt tilbud, er det

overtagne tilbud omfattet af de årlige rammeaftaler

og skal stå til rådighed for de øvrige kommuner i det omfang, det

fastlægges i rammeaftalen. Det præciseres således i lovbemærkningerne, at det

overtagne tilbud fortsat indgår i forsyningen på samme måde, som hvis det

fortsat havde været et regionalt tilbud. Det betyder, at rammeaftalen bl.a.

skal indeholde:

–

Udviklingsmål for

tilbuddet

Takster for kommunernes køb af pladser

Håndtering af akutte situationer

Beredskab for at undgå ventelister

Som led i rammeaftalen indgår også en forpligtigelse til

kapacitetstilpasning og udviklings af tilbudene, så de samlede tilbud vil

imødekomme de aktuelle behov.

Der etableres tillige en tilbudsportal i statsligt regi, som

skal indeholde oplysninger om kommunale, regionale og godkendte private

tilbud

på det sociale område. Tilbudsportalen vil indeholde en beskrivelse af de

sociale tilbuds profil – både i dybden og i bredden – således at

portalen kan

blive et arbejdsredskab, når kommunen skal finde et tilbud, der modsvarer

borgernes behov.

Endelig oprettes en national videns- og

specialrådgivningsorganisation (VISO), der tilbyder kommuner og borgere

vejledende specialrådgivning i de mest komplicerede og specialiserede

enkeltsager

og som sikrer et landsdækkende overblik over den samlede specialrådgivning på

det sociale område.

Spørgsmål nr. 259:

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 21. april 2005 fra

De Samvirkende Invalideorganisationer, jf. L 38 – Bilag 31.

Svar:

Socialministeriet

har forstået

spørgsmålet således, at Socialudvalget ønsker

Socialministeriet

s

kommentarer til bemærkninger fremsat overfor socialudvalget af De Samvirkende

Invalideorganisationer. De Samvirkende Invalideorganisationer har udtrykt

deres

bekymring på fem punkter, vedrørende det fremsatte lovforslag på social- og

psykiatriområdet.

Ad: 1

: Der udtrykkes

bekymring for »At brugerens adgang til tilbud, som er skræddersyet den

enkeltes særlige behov ikke er fremtidssikret, fordi kommunerne ensidigt og

vilkårligt kan overtage regionale tilbud. Vilkårlige overtagelser undergraver

regionens mulighed for at være sikkerhedsnet for alle kommuner, og der er

risiko

for, at de specialiserede sociale tilbud forsvinder eller udvandes?«

Udspillet til strukturreform betyder, at ansvaret for den

socialpsykiatriske indsats samles på kommunalt niveau i stedet for som i dag,

at være opdelt mellem amt og kommune. Ansvaret for den behandlende del af

psykiatrien forankres i fem sygehusregionerne. En samling og forankring af

socialpsykiatrien

i kommunerne, og en forankring af sygehusbehandlingen og distriktspsykiatrien

i

regionerne, vil reducere snitfladerne med et led - i forhold til den

nuværende

opbygning. For borgeren betyder dette, at der bliver en grænseflade mindre,

og

dermed en reduceret risiko for uheldige brud i det samlede

rehabiliteringsforløb.

Socialministeriet kan oplyse, at det er en forudsætning, uanset

strukturen, at niveauet for de nuværende socialpsykiatriske tilbud,

fastholdes.

Det fremsatte forslag til Lov om Social Service skal sikre, at der generelt

og

konkret er etableret et godt, struktureret samarbejde, og en klar

ansvarsfordeling

mellem personalet i socialpsykiatrien, den pågældende psykiatriske afdeling

og

i distriktspsykiatrien.

Ansvaret for de socialpsykiatriske tilbud overgår som helhed til

kommunerne. Det drejer sig primært om hjælp til personer med betydelig eller

varig nedsat psykisk funktionsevne, der skal tilbydes personlig og praktisk

hjælp samt socialpædagogisk bistand m.v. jf. §§ 83-87, eller behandling efter

§§ 101 og 102, eller aktiverende tilbud efter §§ 103 og 104.

De hidtidige amtslige tilbud overgår som udgangspunkt til

regionerne. Hvis en kommune vil overtage et tidligere amtsligt tilbud, vil

kommunen skulle stille tilbuddet til rådighed for andre kommuner i hidtidigt

omfang, og tilbuddet skal i øvrigt indgå i rammeaftalen mellem regionsrådet

og

kommunen.

Med hensyn til de mest specialiserede sociale tilbud, vil der ud

over de regionalt/ kommunalt forankrede tilbud, være mulighed for, at

kommunerne kan søge vejledning hos den nationale videns- og

specialrådgivningsorganisation (VISO), som vil kunne formidle adgang til den

mest specialiserede rådgivning på landsplan, til kommunerne/regionerne.

Ad 2:

Der udtrykkes

bekymring for »At det samlede overblik over det specialiserede socialområde

går tabt, og de faglige miljøer, fordi ingen har det samlede ansvar for

området.«

Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO)

skal bidrage til, at ansvaret for den mere specialiserede specialrådgivning i

Danmark samles under samme paraply, således at de samlede rådgivningstilbud

er

til rådighed, uanset hvor borgeren bor - i modsætning til i dag, hvor

specialiserede

funktioner findes i nogle amter - og ikke i andre.

VISO etableres som en netværksorganisation, hvor størstedelen af

de konkrete ydelser er forankret lokalt i tilknytning til institutioner mv.

Hertil kommer, at funktionerne i de hidtidige amtslige videnscentre indgår i

VISO, således at VISO`s rådgivning tager udgangspunkt i den bedste faglige

ekspertise,

på det pågældende område.

Ad 3:

Der udtrykkes

bekymring for »At den faglige kvalitet forringes, og at udviklingen går i

stå,

fordi regionen ikke selvstændigt må igangsætte nye initiativer, som ikke på

forhånd er bestilt af kommunen.«

Det er formålet med den ny kommunale

struktur, at sikre borgerne en mere klar og enkel adgang til det offentlige

system, herunder, at det alene bliver kommunen, der får ansvaret for levering

af socialpsykiatriske tilbud.

Den kommende struktur muliggør

endvidere, at kommunen som ansvarlig myndighed kan anvende andre leverandører

af serviceydelser ud over de eksisterende kommunale/regionale tilbud,

herunder

tilbud som imødekommer ønsker rejst af brugerne og borgerne på baggrund af

deres vurderinger af de pågældende tilbud. Det ser jeg som en naturlig del af

ethvert fagligt miljø. Samtidig skal det understreges, at regionen ved

indgåelse - eller revision af rammeaftaler med kommunen, vil kunne rejse

forslag til udviklingsinitiativer.

Ad 4:

»At de økonomiske

vilkår for reformen medfører, at de regionale sociale tilbud ikke er

konkurrencedygtige og dermed risikere at forsvinde. Der udtrykkes bekymring

for, (på psykiatriområdet), at de økonomiske vilkår betyder flere og længere

indlæggelser, fordi kommunerne ikke har incitament til at forebygge

indlæggelser.«

Som det gælder i dag, er det vigtigt,

at udskrivning og udslusning fra sygehus til et socialt tilbud sker

fleksibelt,

på det rigtige tidspunkt og med den bedst egnede opfølgning.

Den manglende sammenhæng er velkendt,

og den er der fokuseret på og lavet udvalgsarbejder om, i de foregående år.

Redskaberne til at forbedre sammenhængen findes også i form af

samarbejdsaftalesystemer,

udskrivningsaftaler, kontaktpersoner, etc.

Kommunalreformen indskrænker ikke

mulighederne for bedre sammenhæng i det enkelte behandlingsforløb. Derimod

vil

der kun blive en besluttende myndighed på det sociale område, nemlig

kommunen,

hvor der før var to, nemlig både amt og kommune.

Der vil fortsat være både sygehus og

distriktspsykiatri, der skal samarbejde med det kommunale sociale system, men

det bliver obligatorisk for kommuner og regioner at indgå sundhedsaftaler om

indsatsen

for sindslidende, med henblik på at sikre samordning og sammenhæng om

patient-/brugerforløb, som går på tværs at de to myndigheder.

Endvidere kan det nævnes, at der som

led i aftalen om Finansloven for 2001 blev der iværksat et udvalgsarbejde med

henblik på udarbejdelsen af oplæg til et bedre samspil mellem på

psykiatriområdet.

En udløber er dette udvalgsarbejde er udarbejdelsen af et fælles

værdigrundlag,

i samspillet mellem sundheds- og socialsektoren og i forhold til lydhørhed

over

for patienter og pårørende. Det fælles værdigrundlag vil blive lanceret i

løbet

af 2005 og omfatte tre værdier: Respekt, Faglighed og Ansvar.

Værdierne har til formål at skabe

bedre sammenhæng i indsatsen for de sindslidende, som har behov for både

behandling og social indsats. De systemer, der er til for at hjælpe, skal

være

helhedsorienterede, koordinerede, tilstrækkelige, gennemskuelige og

respektfulde.

Jeg finder det vigtigt, at der nu er

formuleret et fælles værdigrundlag, som dækker social- og

behandlingspsykiatrien.

Værdier udvikles i fællesskaber. De er med til at binde fællesskaber sammen

og

med til at fremme en bestemt og ønsket adfærd. Ved at have formuleret et

fælles

værdigrundlag, er det mit håb, at aktører indenfor områderne vil gøre

værdierne

levende og handle ud fra samme forståelse om respekt, faglighed og ansvar.

Det

gælder de ansatte i de to sektorer, som skal samarbejde på tværs og forstå

hinandens sprog, kulturer og værdier. Det gælder indenfor den enkelte sektor,

hvor faggrupper med forskellige kompetencer og kulturer arbejder tværfagligt.

Det gælder de berørte mennesker med sindslidelser, og de pårørende med deres

oplevelser af, erfaringer med, og forventninger til indsatsen.

Ad 5:

Der udtrykkes

bekymring for »Regionernes størrelse udgør et stort potentiale for, at der

–

ligesom på sundhedsområdet – på tværs af kommunerne kan udvikles tilbud,

der er

højt specialiserede, og hvor der kan skabes den nødvendige sammenhæng mellem

de

tilbud, borgeren modtager i hhv. sundhedsvæsenet og på socialområdet.

Lovforslaget hindrer, at potentialet til fulde kan udnyttes.«

Regionsrådet og kommunalbestyrelserne i regionen skal efter

sundhedslovens § 200 indgå aftaler om varetagelsen af opgaver på

sundhedsområdet, de såkaldte sundhedsaftaler. Indenrigs- og

sundhedsministeren

fastsætter nærmere regler om, hvilke indsatsområder sundhedsaftalerne skal

omfatte.

Formålet med sundhedsaftalerne er, at sikre samordning og sammenhæng for de

patient-/brugerforløb, der går på tværs af de to myndighedsniveauer, regioner

og kommuner. Regionsrådet skal indgå sundhedsaftaler med alle regioners

kommunalbestyrelser.

Spørgsmål nr. 270:

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 28. april 2005 fra

Dansk Psykolog Forening, jf. L 38 – bilag 34.

Svar:

Dansk Psykolog Forening (DPF) fremfører i deres henvendelse en

række synspunkter vedrørende lovforslagene, der udmønter kommunalreformen på

det sociale område, som jeg i det følgende vil kommentere:

DPF fremfører, at den

enkelte kommunes mulighed for ensidigt at kunne overtage et specialiseret

tilbud fra regionen begrænses, fx ved at kommunerne i regionen skal være enig

om dette. Endvidere skal en overtagelse indgå i en samlet 4-årig plan for

udviklingen og opgavefordeling af specialiserede tilbud.

I mit svar på spørgsmål 22 ad L 38 har jeg redegjort for den

dialog, der skal være kommuner imellem, og mellem kommuner og region, når en

kommunalbestyrelse ønsker at overtage et regionalt tilbud, der er beliggende

i

kommunen.

Jeg mener, at denne proces, hvor alle aspekter af overtagelsen

belyses i dialog mellem kommunalbestyrelser og mellem kommunalbestyrelser og

regionsråd, vil skabe et kvalificeret beslutningsgrundlag for den

kommunalbestyrelse,

der ønsker at overtage et regionalt tilbud.

Når en beliggenhedskommune på baggrund af et kvalificeret

beslutningsgrundlag ønsker at overtage et regionalt tilbud, finder jeg ikke

grundlag for, at en anden kommune reelt får vetoret i forhold til

beliggenhedskommunes beslutning.

Vedrørende synspunktet om, at overtagne tilbud skal indgå i en

4-årig planlægning, skal jeg fremhæve, at efter § 186, stk. 2, nr. 1, i

forslaget til lov om social service samt bemærkningerne hertil, fremgår at

overtagne tilbud skal indgå i den årlige rammeaftale, jf. lovforslagets § 6

og

fortsat stå til rådighed for øvrige kommuner i det omfang det fastlægges i

rammeaftale.

DPF fremfører, at regionerne

skal have et selvstændigt forsynings- og udviklingsansvar. Regionerne skal

forpligtes til og have mulighed for at skabe overblik over de specialiserede

tilbud og sikre udviklingen inden for området, herunder at kunne oprette

tilbud, hvis der skulle vise sig at være behov for det.

Kommunalreformens formål er at sikre et sammenhængende

myndigheds-, forsynings- og finansieringsansvar i kommunerne, som ikke kan

opnås med et selvstændigt og af kommunerne uafhængigt forsynings- og

udviklingsansvar i regionerne.

Jeg skal henvise til mit svar på spørgsmål 71 ad L 38, hvor jeg

for så vidt angår de regionale tilbud, har redegjort for, at rammerne for

regionsrådets udviklingsansvar skal fastlægges i de årlige rammeaftaler,

baseret på de behov for udvikling, som kommunerne angiver i deres

redegørelser

til regionen.

Ifølge DPF skal regionerne

have et medansvar for sikring af nødvendig og tilstrækkelig specialviden

inden

for udredning, visitering og behandling, så tilbudene til borgerne får

sammenhæng og leveres på tilstrækkeligt højt kvalitativt niveau.

Jeg kan henvise til mine svar på spørgsmål nr. 70, 71 og 72 ad L

38, hvor jeg har redegjort for rammerne for den fortsatte kvalitetsudvikling

af

tilbud på det sociale område.

Endvidere vil det netværk, som den nationale videns- og

specialrådgivningsorganisation (VISO), opbygger af specialister på

socialområdet, også bestå af specialister knyttet til regionale tilbud.

Spørgsmål nr. 279:

Vil ministeren sikre, at kommunerne og regionerne får pligt til

at forhandle med forældre, brugere eller pårørendeforeninger som tilfældet er

i

amternes sociale brugerråd, hvor forældre til børn, unge og voksne med svære

funktionsnedsættelser kan fremsætte kritik af kvalitet og kvantitet hvad

angår

pædagogiske metoder, sammensætningen af brugere, bygningsstandard,

personalenormering

m.v.?

Svar:

Med kommunalreformen videreføres den gældende servicelovs

bestemmelser om bruger- og pårørendeinddragelse indholdsmæssigt, under

hensyntagen

til at amterne nedlægges som selvstændig myndighed.

Det bliver et kommunalt ansvar at sikre bruger- og

pårørendeindflydelse, jf. også lovforslaget § 16 og 17.

Efter lovforslagets § 16 skal kommunerne sørge for, at brugerne

af tilbud efter serviceloven får mulighed for at få indflydelse på

tilrettelæggelsen og udnyttelsen af tilbudene. Kommunalbestyrelsen fastsætter

skriftlige retningslinier for brugerindflydelsen.

Kommunerne kan nedsætte et eller flere råd, der kan rådgive

kommunen vedrørende tilrettelæggelsen af indsatsen efter loven.

Hertil kommer, at hver enkelt kommune får pligt til at etablere

et handicapråd, der kan rådgive kommunalbestyrelsen i alle spørgsmål, der

vedrører mennesker med handicap.

Når det gælder de tilbud, der efter reformen videreføres af

regionerne vil spørgsmålet om tilrettelæggelsen af bruger- og

pårørendeinddragelse skulle indgå i den årlige rammeaftale mellem

regionsrådet

og regionens kommuner.

Det vil således være kommunerne, der enten alene eller gennem

rammeaftalerne skal fastsætte de nærmere retningslinier for bruger- og

pårørendeinddragelsen.

Der er efter min opfattelse ikke behov for i lovgivningen at

fastsætte yderlige bestemmelser om brugerindflydelse.

Spørgsmål nr. 293:

Ministeren bedes oplyse, hvilke konkrete kriterier der vil ligge

til grund for de overvejelser, som ministeriet vil gøre sig, jf. svaret på L

38

– spørgsmål 28, om at alle kommuner skal betale én og samme takst, når

børn og

unge anbringes på døgninstitutioner.

Svar:

Taksterne for de enkelte tilbud skal aftales i rammeaftalen på

grundlag af nye regler, der skal afløse de gældende regler om mellemkommunal

refusion.

De regler, der vil blive fastsat om takstfastsættelsen, vil

sikre, at ens tilbud på den samme institution vil få samme takst uanset

hvilken

kommune, der efterspørger pladserne. Derudover vil der kunne aftales

forskellige takster på samme institution, hvis der leveres ydelser, der er så

forskellige, at det er hensigtsmæssigt med forskellige takster.

Det er ved rammeaftalen, at der skal tages stilling til om der

på en institution leveres så differentierede ydelser, at det er

hensigtsmæssigt

med forskellige takster.

Spørgsmål nr. 296:

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 3. maj 2005 fra LEV,

Københavns Amtskreds, jf. L 38 – bilag 39.

Svar:

LEV, Københavns Amtskreds har i henvendelsen foreslået, at der

lovgives om bruger- og pårørendeindflydelse på servicelovens tilbud til

udviklingshæmmede. Der peges på muligheden af at anvende folkeskolelovens

model

for skolebestyrelser, eller den model der er nævnt i lovforslagets § 17 om

bruger/pårørenderåd ved plejehjem og plejeboliger.

Efter lovforslagets § 16 skal kommunalbestyrelsen sørge for, at

brugerne får mulighed for at få indflydelse på tilrettelæggelsen og

udnyttelsen

af tilbudene. Kommunalbestyrelsen fastsætter skriftlige retningslinier for

brugerindflydelsen.

Efter lovforslagets § 16, stk. 2 kan kommunalbestyrelsen

nedsætte et eller flere råd, der rådgiver kommunen vedrørende

tilrettelæggelse

af indsatsen. Kommunalbestyrelsen fastsætter rammerne for og omfanget af

rådenes opgaver.

Forslagets § 16 er en indholdsmæssig videreførelse af den

gældende servicelovs § 112, som er den bestemmelse, der i dag anvendes til

organisering af bruger- og pårørendeinddragelse på f.eks. tilbud for

udviklingshæmmede.

Det er således kommunernes forpligtigelse at sikre brugerne

indflydelse på tilrettelæggelsen af tilbudene.

Med kommunalreformen overgår de hidtidige amtslige tilbud til

regionerne, og i den rammeaftale, der skal indgås mellem kommunerne og

regionsrådet, skal spørgsmålet om tilbudenes udvikling og tilpasning indgå.

Da det påhviler kommunerne at sikre brugerindflydelsen, vil

spørgsmålet om, hvilke retningslinier der skal gælde for tilrettelæggelse af

brugerindflydelsen, indgå som tema i den årlige rammeaftale.

Jeg er enig med LEV i, at bruger- og pårørendeindflydelsen er et

væsentligt element i driften af tilbud for bl.a. udviklingshæmmede. Da

reglerne

om brugerindflydelse indholdsmæssigt videreføres, er der ikke grund til at

frygte, at bruger- og/eller pårørenderådene ved de eksisterende tilbud vil

blive nedlagt i forbindelse med kommunalreformen. Med forpligtigelsen efter

lovforslagets § 16 har kommunerne mulighed for at etablere den form for

bruger-

og pårørenderåd, der bedst vil passe til det pågældende tilbud.

Spørgsmål nr. 300:

Ministeren bedes uddybe svaret på L 38 – spørgsmål 95, hvor

ministeren svarer, at kommunerne må nedlægge et døgntilbud, såfremt det er

uforholdsmæssigt

dyrt at opretholde, og såfremt der kan findes et adækvat tilbud til de

resterende beboere. Spørgeren ønsker oplyst, hvad der vægter mest – at

der ikke

kan findes de rigtige pladser eller økonomiske hensyn samt en angivelse af

niveauet »uforholdsmæssigt dyrt«.

Svar:

Borgerne skal have de tilbud, som de har behov for og krav på –

og det har kommunerne selvfølgelig også pligt til at give. Usaglige

økonomiske

hensyn må ikke og har aldrig måttet indgå i sociale afgørelser. Såfremt en

borger har brug for et meget specielt tilbud, og det ikke er muligt at købe

et

sådant tilbud hos andre kommuner, private eller regionen, er kommunen

forpligtet

til selv at oprette et sådant tilbud. Tilbudet vil muligvis blive meget dyrt.

Det afgørende er, at tilbuddet kan dække brugerens behov. For disse meget

dyre

enkeltsager oprettes en statslig refusionsordning.

Men ligesom i dag skal kommuner selvfølgelig også fremover

handle økonomisk forsvarligt, så ressourcerne anvendes bedst muligt og

ressourcespild undgås. Det betyder, at kommunerne selvfølgelig skal tilpasse

deres tilbud til efterspørgslen. Et tilbud vil kunne blive uforholdsmæssigt

dyrt at opretholde, hvis det ikke længere efterspørges, fx sådan at en stor

del

af pladserne står ubenyttede. I så fald skal tilbuddet tilpasses

efterspørgslen

eller helt nedlægges. Sker det, skal de beboere, der benytter tilbuddet, have

et andet tilbud, der modsvarer deres behov for støtte efter loven. Dette er

også situationen i dag. Det er ikke muligt at angive et alment niveau for

»uforholdsmæssigt

dyrt«. Dette vil afhænge af en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde.

Spørgsmål nr. 301:

Ministeren bedes i forlængelse af L 38 spørgsmål 171 uddybe,

hvilke sociale problemstillinger borgeren kan henvende sig direkte til VISO

med

og bede om hhv. rådgivning og udredning.

Svar:

Borgere vil kunne henvende sig direkte til VISO om

specialrådgivning i de mest specialiserede og komplicerede problemstillinger.

I

de fleste tilfælde vil det dog være mest hensigtsmæssigt for borgeren, at

henvendelsen går via kommunen for at sikre en dialog mellem borger, kommune

og

VISO.

Udredning kan kun ske med en henvisning gennem kommunen, dvs. at

borgeren ikke kan henvende sig direkte til VISO, når det er et spørgsmål om

udredning.

Udgangspunktet er, at borgerne kun skal henvende sig et sted,

nemlig i kommunen for at få såvel den almindelige som den mere specialiserede

rådgivning. Borgeren kan imidlertid i de mest specialiserede og komplicerede

tilfælde have behov for - eventuelt gennem henvisning fra kommunen – at

få

specialrådgivning fra VISO, typisk fordi den fornødne ekspertise ikke er til

stede i kommunen eller i regionens tilbud.

Det vil ofte dreje sig om problemstillinger for personer med

kombinationer af funktionsnedsættelser, fx et udviklingshæmmet barn med

dobbeltdiagnoser og uden verbalt sprog, hvor der er behov for en

tværsektoriel

indsats, eller det kan dreje sig om problemstillinger i forbindelse med

sjældne

handicap, hvor tilrettelæggelsen af indsatsen kræver en særlig viden og

ekspertise.

Hvad angår børn og unge vil det fx kunne dreje sig om

komplicerede problemstillinger vedrørende seksuelt misbrug, børn og unges

misbrug, kriminalitet og voldsomt udadreagerende adfærd og psykiske

problemstillinger.

I de særligt komplicerede tilfælde vil der ofte være tale om en

kombination af flere af de ovenstående problemer, lige som problemer hos

forældrene kan gøre, at familiens samlede situation bliver meget kompliceret.

I de sammenhænge har VISO mulighed for at trække på ekspertise

fra flere forskellige faglige miljøer, således at borgeren eller de pårørende

kan få en vidensbaseret, koordineret og sammenhængende specialrådgivning.

I øvrigt kan jeg henvise til svar på spørgsmål 3.

Spørgsmål nr. 305:

Ministeren bedes uddybe svaret på L 38 – spørgsmål 37, hvor

ministeren svarer, at beliggenhedskommunen kun kan gennemføre en ændring af

tilbuddets

profil eller dimensionering, hvis der er åbenbart uhensigtsmæssigt at

opretholde vilkåret i sin nuværende for. Spørgeren ønsker oplyst om »åbenbart

uhensigtsmæssigt« betyder økonomiske hensyn eller hvilke andre faktorer, der

kan være tale om?

Svar:

Jeg har i mit svar på spørgsmål 37 ad L 38 beskrevet, at efter §

186 i forslaget til lov om social service (L 38) overtager en

kommunalbestyrelse et amtskommunalt eller regionalt tilbud på det vilkår, at

tilbuddets indholdsmæssige profil og fordeling af pladser til andre kommuner

videreføres.

Hvis en kommune, der har overtaget et regionalt tilbud, ønsker

at foretage en væsentlig ændring af det vilkår, som tilbuddet blev overtaget

på, skal dette ske som led i indgåelse af rammeaftalen eller aftales som

tillæg

til en rammeaftale.

Hvis der ikke kan opnås enighed om den ønskede ændring af

vilkåret, kan kommunen kun gennemføre en ændring af tilbuddets profil eller

dimensionering, hvis det er åbenbart uhensigtsmæssigt at opretholde vilkåret

i

sin nuværende form eller der kan anvises andre løsninger, som led i

rammeaftalen,

der på tilsvarende måde modsvarer borgernes behov.

Det nærmere omfang og indhold af kriteriet »åbenbart

uhensigtsmæssigt« kan ikke på forhånd afgrænses til specifikke situationer,

idet

det afhænger af en konkret vurdering i det enkelte tilfælde.

Der vil dog typisk skulle være tale om, at forudsætningerne for

vilkåret har ændret sig, fx således, at udviklingen i behovene har medført,

at

tilbuddet kun efterspørges i mindre omfang til fordel for andre tilbud.

Dette kan indebære, at tilbuddets belægning ændrer sig markant,

og ligesom i dag skal kommuner også frem over handle økonomisk forsvarligt,

så

ressourcerne anvendes bedst muligt og ressourcespild undgås.

Det betyder, at kommunerne skal tilpasse deres tilbud til

efterspørgslen. Hvis et tilbud ikke længere efterspørges, skal tilbuddet

tilpasses efterspørgslen eller helt nedlægges. Dette er også situationen i

dag.

Spørgsmål nr. 307:

Kan ministeren, i forlængelse af svaret på L 38 – spørgsmål 16,

bekræfte, at de kommende regioner ikke får mulighed for at tildele §

115-midler

til støtte til frivilligt socialt arbejde? I bekræftende fald bedes

ministeren

kommentere det forhold, at små foreninger, der ofte udfører et værdifuldt

socialt

arbejde, risikerer helt at miste muligheden for at søge § 115-midler, fordi

mange kommuner stiller som krav, at en forening skal være forankret i

kommunen

for at være støtteberettiget, og det er der mange af de på listen nævnte

foreninger, der er for små til.

Svar:

Jeg kan bekræfte, at de kommende regioner ikke får mulighed for

at uddele § 115 støtte. § 115 støtten tager sigte på frivillige sociale

aktiviteter. Da kommunalreformen medfører, at ansvaret for den sociale

indsats

samles i kommunerne, er det naturligt, at kommunerne får ansvaret for støtten

til frivillige sociale aktiviteter på hele det sociale område. På den måde

skabes de bedste forudsætninger for sammenhæng mellem den sociale indsats og

støtten til de frivillige sociale aktiviteter. Det samlede beløb, der

fordeles

til § 115 støtte over bloktilskuddet er uændret, idet amternes andel på 7,5

pct. af det samlede bloktilskud til § 115 støtte overføres til kommunerne.

I spørgsmålet anføres, at en række frivillige sociale

foreninger, der hidtil har været støttet af amterne, risikerer at miste

støtten

efter kommunalreformen, fordi foreningerne er for små til at være lokalt

forankrede i kommunerne, og mange kommuner stiller krav om det som betingelse

for støtte.

Til det er at sige, at ingen foreninger (heller ikke de, der er

lokalt forankrede i en kommune) har krav på støtte, fordi de tidligere er

blevet støttet. Det er op til en lokal beslutning i de enkelte

kommunalbestyrelser,

hvilke foreninger og aktiviteter, man vælger at støtte det enkelte år.

Hvis de nævnte foreninger står for en vigtig frivillig social

indsats over for nogle af de målgrupper, amterne i dag har ansvaret for, må

kommunerne også alt andet lige have en interesse i at støtte dem. Behovene

for

den frivillige sociale indsats hos disse grupper er jo formentlig uændrede.

Hvis kravet om lokal forankring i kommunerne er en barriere for

det, kan kommunerne ændre det. Lovgivningen pålægger ikke kommunerne at

stille

dette krav.

Det er også en mulighed, at en gruppe kommuner inden for en

region går sammen om at etablere en fælles pulje, hvortil de indbetaler en

mindre del af § 115 midlerne, som de efterfølgende fordeler til netop denne

type små foreninger, der arbejder i regionen på tværs af kommunegrænser.

Spørgsmål nr. 314:

Set i lyset af at der kan opstå meget store kommunale

enkeltudgifter i forbindelse med borgere, der har brug for en helt særlig

støtte i et socialt tilbud og set i lyset af, at selvom nogle kommuner bliver

store, så vil der fortsat være en række kommuner, som ikke bliver specielt

store, bedes ministeren kommentere et forslag, hvorefter man starter med den

statslige refusionsordning på 25 % fra ca. 400.000 kr. til 600.000 kr. og en

statslig refusionsordning på 50 % for udgifter, der overstiger 600.000 kr.

Svar:

På det sociale område indebærer aftalen om kommunalreformen, at

kommunerne får overført amtskommunernes midler, og at der indføres en central

refusionsordning, som skal sikre kommunerne mod meget store udgifter i de

dyreste enkeltsager. Ordningen omfatter alle tilbud på socialområdet - fra

ikke-specialiseret til de mest specialiserede tilbud. I sager, der består af

flere eller sammensatte tilbud i forhold til en enkelt person, gælder

refusionsordningen i forhold til den samlede sociale udgift i den konkrete

sag.

Ordningen finansieres solidarisk af kommunerne ved løbende

reguleringer af bloktilskuddet.

Refusionsordningen, som den er udformet i lovforslaget, er som

følger:

–

I sager, hvor en

persons behov for hjælp og støtte samlet udgør en årlig udgift på 800.000 kr.

eller

mere, refunderer staten 25 pct. af kommunens udgifter over dette beløb.

–

For den del af

udgiften, der overstiger 1,5 mio. kr. årligt, refunderer staten 50 pct. af

udgifterne.

Refusionsordningen indføres desuden gradvist, således at:

–

I 2007 refunderer

staten 25 pct. af udgiften over 400.000 kr., og 50 pct. af udgiften over

800.000. kr.

–

I 2008 refunderer

staten 25 pct. af udgiften over 500.000 kr., og 50 pct. af udgiften over 1

mio.

kr.

–

I 2009 refunderer

staten 25 pct. af udgiften over 600.000 kr., og 50 pct. af udgiften over 1,2

mio. kr.

I 2010 gælder den endelige refusionsordning fuldt ud.

Den endelige fastlæggelse af refusionsordningen sker først i

tilknytning til fastlæggelsen af ændringer i tilskuds- og udligningssystemet,

hvilket fremgår af lovbemærkningerne. Der fremsættes et forslag til en reform

af tilskuds- og udligningssystemet i folketingssamlingen 05/06.

Der kan således stadig ske ændringer i grænsebeløbene for den

årlige udgift i refusionsordningen. På nuværende tidspunkt er grænsebeløbene

fastsat ud fra, at refusionsordningen skal afspejle det forhold, at

kommunerne

vil være mere økonomisk bæredygtige end under den nuværende

grundtakstordning.

Grænsen på 800.000 kr. i 2010 svarer cirka til det dobbelte af grundtaksten

for

døgnophold i dag. Det skal yderligere bemærkes, at refusionsordningen jo

indføres gradvist over en fireårig periode startende ved 400.000 kr. i 2007.

Selve fastlæggelsen af grænserne er en vurdering af den mest

hensigtsmæssige balance mellem økonomisk ansvar i den enkelte kommune og

udgiftsudlignende solidaritet. Men vurderingen er foretaget på grundlag af,

hvor mange meget dyre sager der er, og erfaringer baseret på

grundtakstsystemet

tilpasset den større økonomiske bæredygtighed i de nye kommuner. Heri har

bl.a.

indgået Amtsrådsforeningens grundtakstanalyse fra maj 2004 og en mindre

stikprøveundersøgelse blandt kommunerne gennemført af Socialministeriet.

Der henvises endvidere til svaret på spørgsmål 147.

Spørgsmål nr. 320:

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 9. maj 2005 fra

Amtsrådsforeningen, jf. L 38 – bilag 42.

Svar:

I forbindelse med Amtsrådsforeningens henvendelse af 9. maj 2005

til Folketingets Socialudvalg om den fremtidige placering af de nuværende

amtslige døgninstitutioner for børn og unge har

Socialministeriet

atter vurderet placeringen af de døgninstitutioner, som amterne foreslår

placeret i de kommende regioner, jf. amternes bemærkninger i bilaget til

Amtsrådsforeningens henvendelse.

Med udgangspunkt i supplerende oplysninger om de konkrete institutioner

og de principper for fordelingen, som fremgår af svaret på spørgsmål 49, har

ministeriet vurderet, at det vil være mest hensigtsmæsssigt at placere

følgende

døgninstitutioner for børn og unge i de kommende regioner, da der er tale om

institutioner med en væsentligt psykiatrisk indsats med behov for sammenhæng

til det øvrige psykiatriske system:

–

Kastaniely og

Møllebakken beliggende i Fyns Amt

–

Hedebocentret

beliggende i Ringkjøbing Amt

–

Himmelbjerggården og

Holmstrupgård beliggende i Århus Amt

–

Specialinstitutionerne

Stjernehusene beliggende i Nordjyllands Amt

For de øvrige institutioner har

Socialministeriet

efter en fornyet gennemgang af de foreliggende oplysninger ikke vurderet, at

der er tale om en psykiatrisk indsats i en grad, der gør, at de pågældende

institutioner bør placeres i de kommende regioner.

Spørgsmål nr. 326:

Ministeren bedes kommentere henvendelsen fra Landsforeningen

SIND, jf. L 38 – Bilag 45.

Svar:

I Landsforeningen SIND’s henvendelse til Socialudvalget

udtrykker SIND før det første sin bekymring for, at kommunalbestyrelserne af

økonomiske årsager, vil være tilbageholdende med at redegøre for den reelle

efterspørgsel af boformer, aktivitets- og samværstilbud og beskyttet

beskæftigelse.

Jeg skal hertil bemærke, at kommunalreformen medfører, at

kommunerne får det samlede myndigheds-, forsynings- og finansieringsansvar

overfor borgerne. Denne samling af ansvaret og kommunernes rådighed over alle

sociale tilbud og foranstaltningsmuligheder giver grundlaget for at kommunen

fastlægger borgerens behov og mulighederne for at imødekomme behovene. Hvis

borgeren

ikke får det tilbud, som borgeren har behov for, har borgeren mulighed for at

klage over kommunens afgørelse. Hvis kommunerne ikke i overensstemmelse med

deres forsyningsansvar leverer de tilbud, som skal opfylde borgernes behov,

kan

dette indbringes for tilsynsrådet.

For kommunerne er der derfor ikke noget incitament til at skjule

behovet i redegørelsen, da kommunen under alle omstændigheder har

forsyningsansvaret og ved at gøre redegørelserne misvisende vil kommunerne på

utilstrækkelig vis udnytte et væsentligt planlægningsinstrument.

For det andet ønsker SIND, at det i lov om social service bliver

præciseret, at der er kommunalbestyrelsernes forpligtigelse at sikre varige

boliger samt aktivitets- og samværstilbud til voksne med (betydelig) nedsat

funktionsevne eller med særlige sociale problemer.

Jeg skal henvise til lovforslagets (L 38) §§ 3 og 4, hvor det er

fastsat, at kommunen har myndigheds- og forsyningsansvaret for alle tilbud

efter lovforslaget, herunder de af SIND nævnte tilbud.

For det tredje ønsker SIND, at det i lov om social service

bliver præciseret, at de bruger- og pårørenderåd, som kommunalbestyrelserne

skal oprette i forhold til »andre tilsvarende boligenheder« omfatter boformer

efter §§ 107-110.

Efter § 16 i forslag til lov om social service sørger

kommunalbestyrelsen for, at brugerne af tilbud efter serviceloven får

mulighed

for at få indflydelse på tilrettelæggelsen og udnyttelsen af tilbuddene.

Kommunalbestyrelserne fastsætter skriftlige retningslinier for

brugerindflydelsen. Kommunalbestyrelserne kan således nedsætte et eller flere

råd, der kan rådgive kommunen om hvordan tilrettelæggelsen af indsatsen bør

ske.

Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med anvendelsen af et

regionalt tilbud sikre – ligesom ved benyttelsen af andre leverandørers

tilbud

- at brugerinddragelse og medindflydelse er en naturlig del af tilbuddet, og

at

brugerne og personalet gøres bekendt hermed.

I dag er brugerindflydelsen på fx forsorgshjem og herberger

sikret ved adgangen til at organisere sig på boformen. Dette foregår typisk

ved

oprettelse af beboer- eller brugerråd. Denne adgang til organisering på de

enkelte boformer videreføres uændret.

På det regionale eller amtslige niveau omfatter organiseringen

af brugerindflydelsen på hjemløseområdet alle boformer for hjemløse i amtet.

Hensigten er at få indflydelse på amtets eller kommunernes politik på

hjemløseområdet. Dette arbejde varetages af Nærudvalgene, der består af

repræsentanter

fra de enkelte boformer i amtet.

Alle nærudvalg dannede i 2001 en landsdækkende

interesseorganisation: Sammenslutningen af Nærudvalg i Danmark (SAND). SAND

har

til formål at arbejde for og modvirke årsagerne til og virkningerne af

hjemløshed, bl.a. ved at skabe kontakt til og samarbejde med relevante

myndigheder

med henblik på at skabe acceptable forhold i tilbuddene til hjemløse, sikre

tilstrækkelige tilbud og fastholde kvaliteten i tilbuddene.

Det er min vurdering, at de udsatte grupper ved forslaget i § 16

i L 38 er sikret mulighed for at få indflydelse på tilrettelæggelsen og

udnyttelsen af tilbuddene, der stilles til rådighed efter serviceloven.

SIND ønsker, at social service også omfatter personer, der som

følge af - eller del af en sindslidelse, har nedsat psykisk funktionsevne

eller

særlige sociale problemer.

Forslag til lov om social service skal tilgodese behov til

personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne – herunder også

sindslidendes behov.

Pers

onlig hjælp, omsorg

og pleje skal tilbydes til personer med varige (og midlertidige) nedsat

fysisk

eller psykisk funktionsevne eller særlige problemer. Det er

Socialministeriets

vurdering, at denne formulering er tilstrækkelig og lovforslaget ændrer ikke

ved den gældende retstilstand.

SIND ønsker, at kommunerne forpligtiges til at sikre psykisk genoptræning.

Forslag til lov om social service viderefører den gældende

bestemmelse i §

73 a

i lov om social service med redaktionelle ændringer. Lovforslaget ændrer ikke

ved den gældende retstilstand. I øvrigt henvises til bemærkningerne til

Indenrigs- og sundhedsministerens forslag til lov om sundhed.

SIND ønsker, at tilsynsrapporter til brug for opfølgning af

tilsynsbesøg sendes til høring i det kommunale handicapråd.

Under henvisning til mit svar ovenfor om bruger- og pårørenderåd

kan kommunalbestyrelserne sende tilsynsrapporterne i høring i relevante

bruger-

og pårørenderåd - hvor disse er etableret, jf lovforslagets § 16.

Kommunalbestyrelserne har pligt til på anmodning fra relevante bruger- og

pårørenderåd

- eller det kommunale ældreråd, at tilbyde det pågældende råd en mundtlig

præsentation og drøftelse af tilsynsrapporterne.

Spørgsmål nr. 329:

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 13. maj 2005 fra Det

Kommunale Kartel, jf. L 38 – bilag 48.

Svar:

Det Kommunale Kartel konkluderer i deres papir

»Ringere forhold for socialt svage kan

undgås«

af 12. maj 2005, som er vedlagt henvendelsen, at fordelingen af

amternes penge til kommunerne som følge af kommunalreformens omlægninger kan

medføre en betydelig skævdeling. Kommuner med mange og tunge brugere vil ikke

få en tilstrækkelig andel af amternes penge, og refusionsordningen er ikke

omfattende nok. Derudover påpeger Det Kommunale Kartel, at kommunerne bliver

sårbare overfor udsving i antallet af brugere, da der vil være et mindre

finansieringsgrundlag i de nye kommuner til at dække udgifterne, som amterne

førhen stod for.

Disse konklusioner bygges på en række regneeksempler, som viser

dels hvordan amternes samlede udgifter på socialområdet i 2003 ville fordele

sig på amterne, hvis man fordelte dem efter indbyggertal, og dels hvordan

udgifterne

i Nordjyllands Amt ville fordele sig på de nye kommuner efter

kommunalreformen.

Til slut foreslår Det Kommunal Kartel tre løsninger på det

konstaterede problem:

–

At grænserne i den

foreslåede refusionsordning ændres til henholdsvis 400.000 og 800.000 kr. og

med en refusionsprocent f.eks. 50 pct.

–

At finansieringen af

de sociale tilbud i stedet skal være en kombination af et grundtilskud fra

alle

kommuner uafhængigt af forbrug og takstbetaling med udgangspunkt i forbrug.

–

At der i lov om social

service kan indføjes, at den kommende udligningsreform tager højde for

kommunernes

behovskriterier på det specialiserede socialområde.

Indledningsvist vil jeg sige, at jeg overordnet ikke er enig i,

at Det Kommunale Kartel har vist, at refusionsordningen er helt

utilstrækkelig.

Der er ikke i deres regneeksempler grundlag for at påstå, at der er så skæv

en

fordeling af de sociale udgifter, at dette ikke på en rimelig måde kan

udlignes

af tilskuds- og udligningssystemet i samspil med refusionssystemet.

Det er en forudsætning for kommunalreformen, at kommunerne under

ét kompenseres fuldt ud for den økonomiske virkning af omlægningerne i

opgaver

og finansiering. Det sker ved, at merudgifter som følge af nye opgaver fører

til tilsvarende forøgelser af det kommunale bloktilskud. Herved sikres

finansiering for opgaverne for den kommunale sektor under ét.

Dernæst vil den reform af tilskuds- og udligningssystemet, som

der skal ske i tilknytning til kommunalreformen, være med til at afbøde de

byrdefordelingsmæssige konsekvenser af den nye kommunale struktur og

omlægningen

af de kommunale opgaver. Det drøftes således i regi af Indenrigs- og

Sundhedsministeriets

finansieringsudvalg, hvordan man sikrer, at der etableres en balance inden

for

den kommunale sektor, således at også den enkelte kommune sikres

tilstrækkelig

finansiering til at løse sine opgaver. Denne balance mellem de enkelte

kommuner

indbyrdes skal bl.a. tilvejebringes gennem de kommunale udligningsordninger.

I

forbindelse hermed overvejer Finansieringsudvalget blandt andet at gennemføre

ændringer i fordelingen af bloktilskuddet og at udbygge opgørelsen af det

kommunale udgiftsbehov med kriterier, der tager hensyn til de nye opgaver,

som

kommunerne overtager fra amterne, fx på socialområdet.

Der fremsættes et forslag til en reform af tilskuds- og

udligningssystemet i folketingssamlingen 05/06.

Den endelige udformning af den foreslåede refusionsordning

bliver først endelig fastlagt i tilknytning til fastlæggelsen af ændringer i

tilskuds- og udligningssystemet, hvilket også fremgår af lovforslagets

bemærkninger. Der kan således stadig ske ændringer i grænsebeløbene for den

årlige udgift. På nuværende tidspunkt er grænsebeløbene fastsat ud fra, at

refusionsordningen skal afspejle det forhold, at kommunerne vil være mere

økonomisk bæredygtige end under den nuværende grundtakstordning. Grænsen på

800.000 kr. i 2010 svarer cirka til det dobbelte af grundtaksten for

døgnophold

i dag.

Selve fastlæggelsen af grænserne er en vurdering af den mest

hensigtsmæssige balance mellem økonomisk ansvar i den enkelte kommune og

udgiftsudlignende solidaritet. Men vurderingen er foretaget på grundlag af,

hvor mange meget dyre sager der er, og erfaringer baseret på

grundtakstsystemet

tilpasset den større økonomiske bæredygtighed i de nye store kommuner. Heri

har

bl.a. indgået Amtsrådsforeningens grundtakstanalyse fra maj 2004 og en mindre

stikprøveundersøgelse blandt kommunerne gennemført af Socialministeriet. Det

skal yderligere bemærkes, at refusionsordningen, som den er beskrevet i

lovforslaget, indføres gradvist over en fireårig periode.

Der henvises endvidere til svaret på spørgsmål 147 og 190.

Spørgsmål nr. 330:

Ministeren bedes kommentere henvendelsen fra Rådet for Socialt

Udsatte,

jf. L 38 – bilag 49.

Svar:

Rådet for Socialt

Udsatte

har i

et brev fra den 13. maj 2005 til Socialudvalget givet udtryk for, at man er

grundlæggende enig i kommunalreformens indhold, dvs. at kommunernes

myndighedsansvar

bliver styrket.

Rådet har dog har også nogle punkter, hvor man mener, der kan

ske forbedringer, således at indsatsen over for de socialt udsatte grupper

styrkes.

I det følgende vil de enkelte punkter blive kommenteret.

1. Krav om udarbejdelse af

en lokal politik på udsatteområdet.

Rådet mener, at kommunernes øgede myndighedsansvar skal følges

af et krav til kommunalbestyrelserne om at udarbejde en lokal udsattepolitik.

Rådet

mener, der er en risiko for at gruppen vil blive nedprioriteret.

Svar

Ved kommunalreformen vil betydeligt større og mere bæredygtige

kommuner få det fulde myndigheds-, forsynings- og finansieringsansvar.

Jeg er således overbevist om, at de større og mere bæredygtige

kommuner vil leve op til deres ansvar.

Det skal i øvrigt understreges, at regeringen vil styrke

indsatsen for de udsatte grupper. Det fremgår således af regeringsgrundlaget,

at regeringen stiler mod, at en væsentlig del af de årlige satspuljer på ca.

500 mio. kr. anvendes til de udsatte grupper. Indsatsen vil bl.a. blive

prioriteret på grundlag af den årlige rapport fra Rådet for Socialt

Udsatte.

Der er således efter min opfattelse ikke grundlag for at tro, at

indsatsen vil blive nedprioriteret.

2. Personligt tilknyttet

sagsbehandler

Rådet ser gerne, at de udsatte får en personlig tilknyttet

sagsbehandler, som kan koordinere den ofte mangesidede indsats.

Svar

Jeg mener, at det ville være et brud med det kommunale

selvstyre, hvis jeg i detaljer dikterede kommunerne, hvordan de skal

organisere

deres forvaltning og indsats.

3. Døgnhuse

Rådet mener, at det er utilfredsstillende, at bestemmelsen om

døgnhuse er taget ud af serviceloven og placeret i sundhedsloven.

Svar

I forbindelse med udformningen af den nye servicelov skulle der

tages stilling til, hvordan den nugældende servicelovs bestemmelse om

døgnhuse

mest hensigtsmæssigt skulle placeres i den nye lovgivning.

Døgnhusebestemmelsen i den nuværende servicelovs § 93, stk. 2,

adskiller sig på flere måder fra de øvrige bestemmelser om botilbud i

serviceloven:

–

Det er i realiteten en

sygehusydelse, men servicelovens bestemmelser om magtanvendelse gælder

–

Der er ikke

betalingspligt for beboerne

–

Det er amtskommunen,

der opretter og visiterer. Kommunen er således slet ikke med inde i billedet.

–

Det er amtskommunen,

der finansierer 100 %

Døgnhuse bliver anvendt til et alternativt ophold i forhold til

et ophold på en psykiatrisk afdeling eller som udslusningsbolig fra en

psykiatrisk afdeling. I realiteten har kommunerne derfor ikke haft noget at

gøre med døgnhuse. Og det var derfor vanskeligt at se, hvilke incitamenter

kommunerne fremover skulle have for at oprette døgnhuse.

Disse særlige forhold medførte, at det ikke vurderedes

hensigtsmæssigt blot at sætte bestemmelsen sammen med andre former for

midlertidigt ophold i den nye servicelov.

Aftaleteksten til det politiske forlig mellem regeringen og

Dansk Folkeparti fastlægger, at ansvaret for og driften af den behandlende

psykiatri ligger i regionerne. Dette førte til beslutning om at lade det være

regionerne,

der får kompetencen til at oprette og drive tilbuddene, og at visitationen

fortsat skal ske via de psykiatriske afdelinger.

I døgnhusene er det dog fortsat servicelovens magtanvendelsesregler,

der skal benyttes.

Den valgte løsning afspejler sig derfor i § 75 stk. 2 i forslaget

til sundhedsloven med de dertil knyttede bemærkninger.

4. Godkendelse og tilsyn

Rådet mener fortsat, at der er behov for en uafhængig instans

gerne under staten til at foretage godkendelser og tilsyn.

Svar

Det vurderes at være en fordel, at en myndighed med lokalt

kendskab godkender og fører tilsyn med de private opholdssteder og

døgntilbud.

Det må samtidig anses for en stor fordel, at myndigheds- og forsyningsansvar

samles hos den myndighed – kommunen – som er tættest på forholdene

og som har

det faglige indblik.

Det forhold, at samme myndighed både godkender private opholdssteder/botilbud

og selv driver døgntilbud, er ikke en ny situation, der indføres med

kommunalreformen. I dag har amterne således denne rolle, da de både godkender

private opholdssteder/botilbud og selv driver døgntilbud.

5. Udviklingsansvaret

Rådet finder, at udviklingen af tilbuddene ikke bør finansieres

via taksterne men via en særlig udviklingspulje.

Svar

Kommunerne får det fulde myndigheds-, forsynings- og

finansieringsansvar på det sociale område. Herunder hører også ansvaret for,

at

der løbende udvikles tilbud, som modsvarer borgernes behov. Regionerne vil

ligesom andre leverandører være interesserede i at kunne tilbyde pladser, som

kvalitativt kan leve op til efterspørgslen.

Regionerne får et ansvar for en løbende faglig udvikling af

indholdet i de regionalt drevne tilbud svarende til udviklingen i behovene.

Det

gælder såvel i forhold til udvikling i behovene hos allerede optagne borgere

som i forhold til evt. helt nye typer af behov, der fordrer udvikling af nye

tilbud.

Udviklingen og udgifterne (taksterne) er et væsentligt element i

hele konceptet vedrørende rammeaftalerne. Det er i forbindelse med

rammeaftalerne, udviklingsbehovet og priserne fastlægges.

Der er således ikke behov for en særlig udviklingspulje.

6. Brugerindflydelse

A) Rådet mener, at det bør fremgå af lovforslagets bemærkninger

til § 188, at de udsatte grupper bør være repræsenteret i udviklingsrådene.

B) Rådet mener i øvrigt, at de udsatte grupper bør sikres en

repræsentation i permanente organer svarende til handicaprådene. Det kan

enten

ske ved at udvide handicaprådene til også at omfatte de socialt udsatte eller

ved at oprette tilsvarende råd for de udsatte grupper.

Svar

Ad A) Sammensætningen af

udviklingsrådene aftales regionalt mellem kommunerne i regionen og regionen.

Ud

over repræsentanter fra kommunerne og regionen, skal der være repræsentanter

for brugerne i regionen.

Da det skal være muligt at tilpasse repræsentationen i forhold

til den brugerorganisering, der er i regionen, er det loven ikke præcist

fastsat hvilke brugerorganisationer, der skal være medlemmer af

udviklingsrådene.

Der er således intet til hinder for, at de udsatte grupper fx de

hjemløses Nærudvalg bliver repræsenteret i udviklingsrådene.

Ad B) Efter § 16 i forslag til servicelov (L 38) sørger

kommunalbestyrelsen for, at brugerne af tilbud efter serviceloven får

mulighed

for at få indflydelse på tilrettelæggelsen og udnyttelsen af tilbuddene.

Kommunalbestyrelserne fastsætter skriftlige retningslinier for

brugerindflydelsen. Kommunalbestyrelserne kan således nedsætte et eller flere

råd, der kan rådgive kommunen om hvordan tilrettelæggelsen af indsatsen bør

ske.

Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med anvendelsen af et

regionalt tilbud sikre – ligesom ved benyttelsen af andre leverandørers

tilbud

- at brugerinddragelse og medindflydelse er en naturlig del af tilbuddet, og

at

brugerne og personalet gøres bekendt hermed.

I dag er brugerindflydelsen på fx forsorgshjem og herberger

sikret ved adgangen til at organisere sig på boformen. Dette foregår typisk

ved

oprettelse af beboer- eller brugerråd. Denne adgang til organisering på de

enkelte boformer videreføres uændret.

På det regionale eller amtslige niveau omfatter organiseringen

af brugerindflydelsen på hjemløseområdet alle boformer for hjemløse i amtet.

Hensigten er at få indflydelse på amtets eller kommunernes politik på

hjemløseområdet. Dette arbejde varetages af Nærudvalgene, der består af

repræsentanter

fra de enkelte boformer i amtet.

Alle nærudvalg dannede i 2001 en landsdækkende

interesseorganisation: Sammenslutningen af Nærudvalg i Danmark (SAND). SAND

har

til formål at arbejde for og modvirke årsagerne til og virkningerne af

hjemløshed, bl.a. ved at skabe kontakt til og samarbejde med relevante

myndigheder

med henblik på at skabe acceptable forhold i tilbuddene til hjemløse, sikre

tilstrækkelige tilbud og fastholde kvaliteten i tilbuddene.

Det er min vurdering, at de udsatte grupper ved forslaget i § 16

i L 38 er sikret mulighed for at få indflydelse på tilrettelæggelsen og

udnyttelsen af tilbuddene, der stilles til rådighed efter serviceloven.

7. Sikring af

vidensopsamling og vidensformidling på udsatteområdet

For Rådet er det vigtigt, at den viden, der findes i

videnscenter for socialt udsatte, bliver bevaret og udbygget.

Svar

Jeg er enig i, at der forsat er brug for ny viden. Videns og

Formidlingscenteret for Socialt

Udsatte

vil

naturligvis også efter kommunalreformen indsamle oplysninger og erfaringer om

udviklingen på udsatteområdet, således at der er aktuel viden til rådighed.

Spørgsmål nr. 336:

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 19. maj 2005 fra

Scleroseforeningen og Dansk Parkinsonforening, jf. L 38 – bilag 55.

Svar:

Scleroseforeningen og Dansk Parkinsonforening skriver i

henvendelsen til Socialudvalget, at foreningernes patientgrupper ikke synes

at

være omfattet af de bestemmelser i forslaget til lov om social service (L

38),

der omhandler den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO).

Foreningerne foreslår, at patientgrupper bliver omfattet af VISO, og at

foreningernes viden, dokumentation og rådgivningserfaring godkendes som en

netværksorganisation

under VISO.

Jeg kan bekræfte, at den sociale indsats over for denne gruppe

af mennesker med ofte meget komplekse sygdomsforløb vil være omfattet af

VISO´s

virksomhed. VISO skal dække hele det sociale område og som anført i

lovforslaget

kan beskrivelsen af VISO derfor ikke være udtømmende i forhold til alle

specialiserede sagstyper.

VISO`S vidensdel skal

bl.a. opbygge viden på de områder, som i dag er udækkede, således at der i

VISO

er sikret mulighed for vidensindsamling, -udvikling og –formidling på

alle de

sociale områder.

Den specialiserede

viden, der opbygges i VISO, skal inddrages i og dermed medvirke til at styrke

specialrådgivningen og udredningen over for borgerne og i forhold til

myndigheder og institutioner/tilbud i de mest komplicerede enkeltsager.

Det er også vigtigt, at

VISO`s viden kan danne grundlag for udvikling af nye behandlingsformer, hvor

der må opstå behov for det, og dermed medvirke til et generelt løft i

indsatsen

overfor borgere med de mest komplicerede problemer og behov.

Det netværk af eksperter, som VISO kan anvende til at løfte sine

opgaver, kan både bestå af eksperter ansat i kommunale tilbud, regionale

tilbud

og eksperter knyttet til private tilbud eller rådgivningsfunktioner, herunder

eksempelvis den af Scleroseforeningen og Dansk Parkinsonforening beskrevne

ekspertise.

Der vil inden lovforslagets ikrafttræden bliver taget nærmere

stilling til, hvilke kontrakter VISO skal indgå.

Spørgsmål nr. 338:

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 23. maj 2005 fra

Barnets Hus, jf. L 38 – bilag 57.

Svar:

Barnets Hus argumenterer i deres henvendelse vedrørende L 38

for, at alle landets observations- og behandlingshjem bliver placeret i

regionerne eller alternativt, at institutionerne selv får mulighed for at

aftale overførsel til en region.

Henvendelsen og argumenterne tager udgangspunkt i, at »de nye

regioner [som udgangspunkt] overtager . driften af alle de nuværende

amtslige

sociale institutioner og tilbud i regionen –

bortset

fra tilbud til børn

og unge med sociale eller adfærdsmæssige problemer.«

Regeringens udgangspunkt er det stik modsatte.

Alle

nuværende amtslige institutioner for børn og unge overtages af kommunerne,

undtagen institutioner for børn og unge med nedsat fysisk og psykisk

funktionsevne og institutioner, hvis målgruppe er børn og unge med

psykiatriske

lidelser, og hvor behandlingen på institutionen indeholder en væsentlig

psykiatrisk indsats, som det fremgår af svaret på spørgsmål 49.

At disse institutioner placeres i regionerne og ikke i

kommunerne skyldes ikke et hensyn til institutionernes specialisering men

hensynet til sammenhængen til det øvrige handicap- og psykiatriområde, som

kommer til at ligge i regionerne. Specialisering er således ikke et

selvstændigt argument for placering i regionerne.

For så vidt angår observations- og behandlingshjemmene har en

stor del af de børn, der er anbragt i disse hjem, behov, som der ikke i

regionerne er ekspertise til, idet regionerne ikke får en særlig ekspertise

af,

at de driver andre handicapinstitutioner. De tværgående problemer, som

spædbørnene har, nødvendiggør ekspertise fra mere end ét hjem. Disse

tværgående

problemer har nu lettere ved at finde en løsning, bl.a. på grund af den

specialrådgivning,

der ydes af VISO.

Jeg er enig i, at observations- og behandlingshjemmene er meget

specialiserede institutioner, som gør et vigtigt stykke arbejde i forhold til

en meget udsat gruppe børn. Derfor har jeg en interesse i, at disse

institutioner bevares, og at deres specialisering opretholdes, og det har

kommunerne i meget høj grad også.

De børn, der har brug for en meget specialiseret indsats, vil

fortsat være der efter kommunalreformen, og kommunernes pligt til at stille

relevante tilbud til rådighed over for disse børn svækkes ikke. Tværtimod vil

anbringelsesreformen, der træder i kraft 1.1. 2006 medføre en mere målrettet

indsats over for disse børn. Kommunerne vil derfor have en klar gensidig

interesse i at bevare de institutioner, der kan levere den indsats.

Alternativet vil være, at kommunerne skal etablere egne og dyrere løsninger.

Jeg mener også, at vi med kommunalreformen leverer redskaber

til, at kommunerne får mulighed for at bevare de specialiserede – også

de meget

specialiserede – institutioner. Selv om institutionerne for børn og unge

med

sociale eller adfærdsmæssige problemer ikke kommer til at indgå i

rammeaftalen,

så etableres der nu for første gang med rammeaftalen et forum og en proces,

hvor kommunerne på tværs skal drøfte »forsyningssituationen«, og det er da

højst sandsynligt, at kommunerne også i dette forum vil komme ind på det

kommunale ansvarsområde.

Tilbudsportalen er et andet redskab, som vil gøre det lettere

for kommunerne på tværs at holde sig orienteret om, hvor de finder netop den

meget specialiserede plads til fx det spædbarn, som har nogle helt særlige

vanskeligheder, som kommunen ikke selv har et egnet tilbud til.

Endelig vil VISO kunne støtte kommunerne i forhold til

problemstillingerne hos børn og unge i alle aldre med helt særlige

problemstillinger og behov for meget specialiserede tilbud.

Man vil uden tvivl kunne finde børn med handicap på

observations- og behandlingshjemmene, lige som man vil kunne finde børn og

unge

med handicap på andre kommunale institutioner. Det vil man fortsat kunne

efter

kommunalreformen, men lige som det er tilfældet i dag, vil disse børn –

hvis de

har brug for en specialiseret indsats i forhold til deres handicap - skulle

»videre« til de institutioner, der har en særlig viden om netop deres

handicap.

Jeg er således ikke bekymret for at lade observations- og

behandlingshjemmene placere i kommunerne, men er overbevist om, at kommunerne

vil være med til at bevare og videreudvikle på de specialiserede

institutioners

særlige kompetencer i samarbejde med de pågældende institutioner selv.

Lignende dokumenter