Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om den lokale og regionale kollektive personbefordring uden for hovedstadsområdet og lov om hovedstadsområdets kollektive persontrafik (Individuel handicapkørsel, rejsekort og rejseplan)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Betænkning afgivet af Trafikudvalget den 12. april 2005
Betænkning
over
Forslag til lov om ændring af lov om den
lokale og regionale kollektive personbefordring uden for hovedstadsområdet og
lov om
hovedstadsområdets kollektive persontrafik
(Individuel handicapkørsel, rejsekort og rejseplan)
[af trafik- og energiministeren (Flemming Hansen)]
1. Ændringsforslag
Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget har stillet 6
ændringsforslag til lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 23. februar 2005 og var til 1.
behandling den 2. marts 2005. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist
til
behandling i Trafikudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.
Tidligere behandlinger
Lovforslaget er en genfremsættelse af lovforslag L 105 fra
folketingsåret 2004-05, 1. samling.
Høring
Et udkast til lovforslaget havde inden fremsættelsen været sendt
i høring. Den 26. november 2004 sendte trafikministeren de indkomne
høringssvar
samt et notat herom til udvalget, jf. L 81 – bilag 2.
Skriftlige henvendelser
I forbindelse med udvalgsbehandlingen af L 105 i folketingsåret
2004-05, 1. samling modtog udvalget 2 skriftlige henvendelser fra De
Læs alt
Samvirkende
Invalideorganisationer. De skriftlige henvendelser og trafikministerens
kommentarer hertil er omdelt på L 81 – bilag 3.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 20 spørgsmål til transport- og
energiministeren til skriftlig besvarelse. Ministeren har besvaret 19 af
spørgsmålene, mens 1 spørgsmål forventes besvaret inden 2. behandling.
I forbindelse med
udvalgsbehandlingen af L 105 i folketingsåret 2004-05, 1. samling stillede
Trafikudvalget
40 spørgsmål til skriftlig besvarelse til trafikministeren, som denne
besvarede. Disse spørgsmål og ministerens besvarelser er omdelt på L 81
– bilag
3.
14 af udvalgets spørgsmål stillet til det tidligere fremsatte L
105 i 2004-05, 1. samling og trafikministerens svar herpå er optrykt som
bilag
2 til betænkningen.
3. Indstillinger og politiske bemærkninger
Et
flertal
i udvalget
(V, DF og KF) indstiller lovforslaget til
vedtagelse
uændret.
Et
mindretal
i
udvalget (S) indstiller lovforslaget til
vedtagelse
med de stillede ændringsforslag.
Socialdemokratiets medlemmer af udvalget mener, at der
tilbagestår en række uklarheder, herunder mulighederne for, at en større
kreds
af handicappede får adgang til at benytte handicapkørsel, selv om regeringens
lovforslag forsøger at tydeliggøre, hvilke kørselsydelser trafikselskaberne
skal stille til rådighed for handicappede.
Det er således ikke tilfredsstillende, at man i loven fortsat
anvender en formulering om handicapkørsel som hedder, »så tæt til gadedøren
som
muligt«.
Transport- og energiministeren har tidligere desuden selv peget
på en nedsættelse af aldersgrænsen for individuel handicapkørsel til 15 år.
Der
må være tale om en forglemmelse, når dette ikke er medtaget i lovforslaget.
Socialdemokratiets medlemmer har endvidere noteret sig, at
ministeren er positiv overfor en nyvurdering af klagemulighederne over
visitation til handicapkørsel.
Endelig henstår der fortsat usikkerhed om finansieringen af
individuel handicapkørsel efter gennemførelsen af kommunalreformen.
Uanset ovenstående bemærkninger, indeholder lovforslaget dog
forbedringer i forhold til de nuværende bestemmelser, samt beskrivelser af
den
fremtidige indførelse af rejsekort og rejseplaner, og samlet set kan
Socialdemokratiet støtte lovforslaget. Partiet vil dog fortsat arbejde for at
få gennemført de forbedringer, der ligger i de stillede ændringsforslag.
Et
andet mindretal
i
udvalget (RV og SF) vil ved 3. behandling af lovforslaget stemme hverken for
eller imod lovforslaget. Mindretallet vil stemme for de stillede
ændringsforslag.
Det Radikale Venstres medlem af udvalget beklager, at
regeringen ikke har større vilje til at hjælpe de mange mennesker, der har
brug
for hjælp til transport. Med lovforslaget sættes der alt for lave mindstekrav
til befordring af personer med handicap, og i flere amter ville en
gennemførelse af regeringens niveau efter alt at dømme føre til en
forringelse
af servicen. Det Radikale Venstre vil derfor frem til 2. behandlingen forsøge
at få ministeren til at dokumentere, hvor mange kommuner der kan imødese
ringere service på dette område, hvis regeringens niveau lægges til grund i
de
nye kommuner. Udgangspunktet for Det Radikale Venstre er, at tilgængeligheden
for folk med et handicap skal øges, så de får mulighed for at få et fuldt
liv,
fremfor at gøre dem til klienter. Partiet finder det også helt uforståeligt,
at
f.eks. gangbesværede ældre mennesker kun bliver fulgt til gadedøren, men
åbenbart selv skal kravle op af trapperne til deres lejlighed. Det er ikke
værdigt, og det er på denne baggrund, at Det Radikale Venstre støtter de
stillede ændringsforslag.
Hvad angår rejsekortet, ser Det Radikale Venstre frem til det
løft, som kortet vil give den kollektive trafik, idet partiet konstaterer, at
et virkelig løft i den kollektive trafik også kræver flere offensive
investeringer i infrastrukturen og billigere takster i den kollektive trafik.
Hvad angår udbetalingen af udbytte, forudser partiet, at der på
sigt kan blive tale om ganske betydelige indtægter, og er derfor tilfredse
med
at have fået garanti fra ministeren for, at rejsekortets funktioner ikke kan
udvides ud over det trafikale uden en beslutning fra Folketinget.
Da der er tale om to meget forskellige temaer, hvor Det
Radikale Venstre er imod den første del om handicapkørsel og for den anden
del
om rejsekortet, og da regeringen har valgt at behandle de to temaer i samme
lovforslag, ser Det Radikale Venstre sig nødsaget til at stemme hverken for
eller imod det samlede lovforslag.
Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget tilslutter sig
lovforslagets bestemmelser om rejseplanen og det elektroniske rejsekort, der
vil være en væsentlig serviceforbedring for passagererne i den kollektive
trafik
overalt i landet. Der er dog fortsat uafklarede punkter omkring den
fremtidige
økonomi i projektet.
SF er derimod skeptisk overfor lovforslagets bestemmelser om
handicapkørsel. Efter SF’s opfattelse er der brug for en styrkelse af
ordningen
for individuel handicapkørsel, mens lovforslaget i bedste fald er udtryk for
status quo, og på visse områder endda en forringelse i forhold til den
nuværende
situation. Derfor har SF også stillet en række ændringsforslag til
lovforslaget. Der er brug for en
–
lavere aldersgrænse,
så også gruppen af 15-18-årige er omfattet. Alle med en funktionsnedsættelse,
der forhindrer brug af kollektiv transport, bør være omfattet, og ikke kun
svært bevægelseshæmmede.
–
Ordningen bør desuden
dække transport fra dør til dør, og den bør give ret til landsdækkende
kørsel.
Dertil kommer, at sikringen af et rimeligt takstniveau ikke er god nok. Det
er
bekymrende - ikke mindst under den nuværende regering, hvor det generelle
takstniveau i den kollektive trafik er steget voldsomt. Endelig bør der efter
SF’s opfattelse etableres et uafhængigt klageorgan for den individuelle
handicapkørsel.
–
På baggrund af
lovforslagets sammenblanding af to meget forskellige elementer som rejsekort
og
handicapkørsel har SF foreslået og gerne set en deling af lovforslaget,
så
der i stedet var tale om to lovforslag om henholdsvis om rejsekort
og
om handicapkørsel.
Et
tredje mindretal
i
udvalget (EL) indstiller lovforslaget til
forkastelse
ved 3. behandling. Mindretallet stemmer for de stillede ændringsforslag.
Enhedslistens medlem af udvalget bemærker, at lovforslaget ikke
giver øget tilgængelighed for de handicappede i forhold til den nuværende
status, og det omfatter ikke en bredere gruppe af handicappede, som f.eks.
synshandicappede, der ikke har bevægelseshandicap i øvrigt, eller psykisk
handicappede.
Lovforslaget er stadig upræcist vedrørende betalingen for individuel
handicapkørsel, og dermed har man ikke sikret de handicappede en maksimal
pris.
At man sorterer folk fra, fordi de kan være så handicappede, at de har behov
for at blive hentet i egen bolig eller andet steds er helt uhyrligt.
Lovforslaget er derfor alt for uambitiøst og minimumsrettighederne er for
minimale. De stillede ændringsforslag udgør forbedringer, som Enhedslisten
kan
støtte, men de er dog ikke så omfattende, at det samlede lovforslag hermed
bliver godt nok. Enhedslisten vil desuden grundlæggende støtte et rejsekort,
men er ikke tilhængere af, at der skal kunne hæves udbytte fra ordningen,
endsige at det skal være muligt at kommercialisere kortet. Rejsekortet bør
ikke
kunne give operatørerne mulighed for at lave differentieret betaling, således
at f.eks. myldretidspassagerer betaler mere for at køre en given
distance, og således at operatørerne kan undgå at sætte den kapacitet
ind,
der reelt er behov for, ved at tvinge passagererne til at rejse uden for
myldretiden.
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit, Siumut, og
Fólkaflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke
repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at
komme
med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i
betænkningen.
4. Ændringsforslag med bemærkninger
Ændringsforslag
Af
et
mindre
tal
(SF), tiltrådt af et
mindretal
(S, RV og EL):
Til § 1
1)
Nr.
1
affattes således:
»1.
§ 1,
stk. 3, affattes således:
»Stk. 3.
Hvert amtsråd uden for hovedstadsområdet skal
for personer over
15
år, som på
grund af fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse ikke har mulighed for at
benytte almindelig kollektiv transport, etablere individuel handicapkørsel,
som
rækker ud over transport til behandling, terapi og lignende.««
[Udvidelse af gruppen, der kan få individuel handicapkørsel]
2)
Det under
nr. 2
foreslåede
§ 1, stk. 4,
nr. 1,
affattes således:
»1)
som minimum pr. år
omfatte 104 enkeltture så tæt til gadedøren som muligt, herunder kan personer
med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne efter en individuel
vurdering visiteres til hjælp til at komme fra gadedøren til entrédøren og
omvendt alt efter deres konkrete behov.«
[Hjælp til at komme fra gadedøren til entrédøren og omvendt]
3)
De under
nr. 2
foreslåede
§ 1, stk.
5-7,
affattes således:
»Stk. 5.
Individuel
handicapkørsel skal kunne bestilles i rimelig tid inden kørslen. Der skal
udarbejdes
en kvalitetsstandard, som fastsætter servicemål for bestillingsfrister,
ventetider, omvejskørsel, taksering m.v. Kvalitetsstandarden forelægges et
brugerråd, jf. stk. 7.
Stk. 6.
Taksterne for
individuel handicapkørsel må ikke være væsentlig højere end taksterne for
øvrig
kollektiv persontransport i amtet. Trafikselskaberne skal en gang om året
afgive en redegørelse til et brugerråd herom. Redegørelsen skal indeholde en
sammenligning mellem taksterne i den individuelle kørsel og den øvrige
kollektive persontransport.
Stk. 7. Amtsrådet skal
inddrage handicaporganisationerne i forbindelse med tilrettelæggelsen af
ordningen
for individuel handicapkørsel. Amtsrådet nedsætter til det formål et
brugerråd
bestående af repræsentanter udpeget af De Samvirkende Invalideorganisationer
og repræsentanter for trafikselskaberne, som høres om alle forhold af
relevans
for de individuelle kørselsordninger. Brugerrådet får desuden kompetence til
at vurdere og afgøre klager over visitationen til ordningen.«
[Kvalitetsstandard, takstgennemsigtighed og brugerinddragelse]
Til § 2
4)
Nr.
1
affattes således:
»1.
§ 1,
stk. 3, affattes således:
»Stk. 3.
Hovedstadens
Udviklingsråd skal for personer over
15
år, som på grund af fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse ikke har
mulighed
for at benytte almindelig kollektiv transport, etablere individuel
handicapkørsel, som rækker ud over transport til behandling, terapi og
lignende.««
[Udvidelse af gruppen, der kan få individuel handicapkørsel]
5)
Det under
nr. 2
foreslåede
§ 1, stk. 4,
nr. 1,
affattes således:
»1)
som minimum pr. år
omfatte 104 enkeltture så tæt til gadedøren som muligt, herunder kan personer
med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne efter en individuel
vurdering visiteres til hjælp til at komme fra gadedøren til entrédøren og
omvendt alt efter deres konkrete behov.«
[Hjælp til at komme fra gadedøren til entrédøren og omvendt]
6)
De under
nr. 2
foreslåede
§ 1, stk.
5-7,
affattes således:
»Stk 5.
Individuel
handicapkørsel skal kunne bestilles i rimelig tid inden kørslen. Der skal
udarbejdes
en kvalitetsstandard, som fastsætter servicemål for bestillingsfrister,
ventetider, omvejskørsel, taksering mv. Kvalitetsstandarden forelægges et
brugerråd,
jf. stk. 7.
Stk. 6.
Taksterne for
individuel handicapkørsel må ikke være væsentlig højere end taksterne for
øvrig
kollektiv persontransport i hovedstadsområdet. Trafikselskaberne skal en gang
om året afgive en redegørelse til et brugerråd herom. Redegørelsen skal
indeholde en sammenligning mellem taksterne i den individuelle kørsel og den
øvrige kollektive persontransport.
Stk. 7.
Hovedstadens
Udviklingsråd skal inddrage handicaporganisationerne i forbindelse med
tilrettelæggelsen
af ordningen for individuel handicapkørsel. Hovedstadens Udviklingsråd
nedsætter til det formål et brugerråd bestående af repræsentanter udpeget af
De Samvirkende Invalideorganisationer og repræsentanter for
trafikselskaberne,
som høres om alle forhold af relevans for de individuelle kørselsordninger.
Brugerrådet får desuden kompetence til at vurdere og afgøre klager over
visitationen til ordningen.«
[Kvalitetsstandard, takstgennemsigtighed og brugerinddragelse]
Bemærkninger
Til nr. 1 og 4
Børn og unge fra 15-års-alderen benytter den almindelige
kollektive trafik på egen hånd. Der er ingen grund til at antage, at børn og
unge med handicap ikke skulle have samme transportbehov. Der er tale om en
simpel ligestilling mellem børn og unge med og uden handicap.
Forslagsstillerne
har noteret sig, at De Samvirkende Invalideorganisationer – så længe
formålet
opretholdes – ikke deler Trafikministeriets frygt for, at en
aldersgrænse på
15 år vil forrykke noget i forhold til øvrige ordninger, som har andre
transportformål.
Alle personer med handicap og et transportbehov bør kunne få
dette imødekommet via den individuelle handicapkørsel, hvis den almindelige
kollektive transport ikke er en mulighed. Det bør være således, at hvis der
er
personer med behov for individuel transport, så skal de kunne visiteres
(eventuelt. via kommunal visitering) hertil uanset typen af deres handicap.
Det bør som minimum understreges, at også adgang til transport
til og fra f.eks. erhvervsarbejde bør være omfattet af den individuelle
handicapkørsel. Det vil være vigtigt for at kunne integrere og fastholde
personer med handicap på arbejdsmarkedet.
Til nr. 2 og 5
Det bør være sådan, at alle, der kan visiteres (evt. via
kommunal visitering) til den individuelle handicapkørsel, også sikres reel
mulighed for at kunne bruge ordningen. Da målgruppen netop er personer med
handicap som på grund af fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse ikke har
mulighed
for at benytte almindelig kollektiv transport, virker det meget bagvendt, at
nogle ikke kan være med i ordningen – netop på grund af deres
funktionsnedsættelse.
Der er flere trafikselskaber, som tilbyder dør til dør-transport, og
vognmændene vil gerne udføre den (jf. høringssvaret fra Danske Busvognmænd,
som
indgår i L 105 – bilag 3).
Til nr. 3 og 6
Med hensyn til § 1, stk. 5 er det vigtigt, at myndigheder,
brugerorganisationer og brugere af ordningen får et præcist indtryk af, hvad
serviceniveauet er i den enkelte ordning. Det giver klarhed i kommunikationen
med brugerne, og det giver myndigheder og andre tilsynsvirksomheder mulighed
for at se, om den individuelle handicapkørsel lever op til lovens intention.
Det er desuden afgørende, at kvalitetsstandarden udarbejdes i dialog med
brugernes organisationer (jf. § 1, stk. 7).
For så vidt angår § 1, stk. 6, bemærkes det, at taksterne i den
individuelle kørsel ikke benytter samme takseringsprincipper som den øvrige
kollektive trafik. Derfor er en umiddelbar sammenligning af taksterne svær.
Det foreslås, at amterne henholdsvis HUR »selvangiver« deres takster over for
samarbejdsorganet mellem brugere og amtsrådet henholdsvis HUR (jf. § 1,
stk.7).
Med hensyn til § 1, stk. 7 er det vigtigt at sikre
brugerorganisationerne en rimelig indflydelse på den regionale administration
af ordningen. Det er desuden vigtigt, at der sikres brugerne en klageadgang i
forbindelse med visitationen til den individuelle handicapkørsel.
Kim Andersen (V)
Gitte Lillelund Bech (V)
Jacob Jensen (V)
Flemming Damgaard Larsen (V)
fmd.
Karsten Nonbo (V)
Walter Christophersen (DF)
Jørn Dohrmann (DF)
Henriette Kjær (KF)
nfmd.
Allan Niebuhr (KF)
Jens Christian Lund (S)
Jytte Wittrock (S)
Klaus Hækkerup (S)
Magnus Heunicke (S)
Martin Lidegaard (RV)
Morten Homann (SF)
Rune Lund (EL)
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit, Siumut, og
Fólkaflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
52
Enhedslisten (EL)
6
Socialdemokratiet (S)
47
Tjóðveldisflokkurin (TF)
1
Dansk Folkeparti (DF)
24
Inuit Ataqatigiit (IA)
1
Det Konservative Folkeparti (KF)
18
Siumut (SIU)
1
Det Radikale Venstre (RV)
17
Fólkaflokkurin (FF)
1
Socialistisk Folkeparti (SF)
11
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 81
Bilagsnr.
Titel
1
Forslag til tidsplan for udvalgets behandling af
lovforslaget
2
Høringssvar og høringsnotat, fra trafikministeren
3
Oversigt over tidligere henvendelser, spørgsmål og svar
vedrørende det genfremsatte lovforslag
4
Vedtaget tidsplan for udvalgets behandling af
lovforslaget
5
1. udkast til betænkning
Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 81
Spm.nr.
Titel
1
Spm. om minimumsregler for handicapkørsel vil udgøre
grundlaget for kommunernes service, til transport- og energiministeren, og
ministerens svar herpå
2
Spm. om i hvor mange og hvilke kommuner servicen vil
blive forringet i forhold til i dag, til transport- og energiministeren, og
ministerens svar herpå
3
Spm. om, hvilket serviceniveau der vil ligge til grund
for de økonomiske forhandlinger med fremtidens kommuner m.h.t. transport af
handicappede, til transport- og energiministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm. om, hvilke amter/kommuner, der vil få et lavere
serviceniveau end i dag, til transport- og energiministeren, og ministerens
svar herpå
5
Spm. om udviklingen i udgifterne til handicapkørsel til
undervisning og egenbetalingens andel, til transport- og energiministeren, og
ministerens svar herpå
6
Spm. om bekræftelse af, at staten ikke vil kunne ændre i
bestemmelserne om udbyttebetaling fra rejsekortet uden at pådrage sig et
erstatningsansvar, til transport- og energiministeren, og ministerens svar
herpå
7
Spm. om ministeren vil genoverveje dør til dør
princippet, til transport- og energiministeren, og ministerens svar herpå
8
Spm. om ministeren vil genoverveje at udvide gruppen af
handicappede, der kan få handicapkørsel, til transport- og energiministeren,
og ministerens svar herpå
9
Spm. om ministeren kan bekræfte, at der på sigt kan
opkræves gebyrer på rejsekortordningen, til transport- og energiministeren,
og ministerens svar herpå
10
Spm. om, hvor store udbytter deltagerne i rejsekortet har
mulighed for at trække ud af selskabet, til transport- og energiministeren,
og ministerens svar herpå
11
Spm. om, hvordan rejsekortet bruges i forhold til
trafikselskaber, der ikke deltager i ordningen, til transport- og
energiministeren, og ministerens svar herpå
12
Spm. om ministeren overvejer at gøre deltagelse i
rejsekortet obligatorisk, til transport- og energiministeren og ministerens
svar herpå
13
Spm. om Transport- og Energiministeriet har nogen indflydelse
på Rejsekort-systemets kvalitet i forhold til at det skal være effektivt ved
skift mellem transportmidler, til transport- og energiministeren, og
ministerens
svar herpå
14
Spm. om Transport- og Energiministeriet har indflydelse
på gennemsigtighed i forhold til takstfastsættelse, til transport- og
energiministeren og ministerens svar herpå
15
Spm. om det er rimeligt, at passagerer der rejser på de
tidspunkter af dagen, hvor kapaciteten er fuldt udnyttet, kan komme til at
betale ekstra for rejsen, til transport- og energiministeren, og ministerens
svar herpå
16
Spm. om Rejsekort-systemet skal godkendes af Transport-
og Energiministeriet som myndighed, til transport- og energiministeren, og
ministerens
svar herpå
17
Spm. om ministeren vil foranstalte overvågning af
økonomien i Rejsekortet, til transport- og energiministeren, og ministerens
svar herpå
18
Spm. om serviceniveauet for handicapkørsel i de nye
kommuner, til transport- og energiministeren, og ministerens svar herpå
19
Spm. om udvidelse af Rejsekortet kræver godkendelse af
Folketinget, til transport- og energiministeren, og ministerens svar herpå
20
Spm. om kommunernes serviceniveau m.h.t. individuel
handicapkørsel, til transport- og energiministeren, og ministerens svar herpå
Bilag 2
14 af Trafikudvalgets spørgsmål til
trafikministeren i forbindelse med udvalgsbehandlingen af L 105 i
folketingsåret 2004-05, 1. samling og ministerens svar herpå
Spørgsmål 2, 3, 4, 5 og 35 og svarene herpå er optrykt efter
ønske fra V og KF. Spørgsmål 10 og 25 og svarene herpå er optrykt efter ønske
fra V, S og KF. Spørgsmål 12, 13, 15, 19 og 20 og svarene herpå er optrykt
efter ønske fra S og SF. Spørgsmål 18 og 36 og svarene herpå er optrykt efter
ønske
fra S.
Spørgsmål 2:
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 25. november 2004
fra De Samvirkende Invalideorganisationer (DSI), jf. L 105 - bilag 4.
Svar:
Jeg vil nedenfor kommentere DSI’s forslag til ændrede
formuleringer af de enkelte bestemmelser i L 105 om individuel
handicapkørsel.
DSI foreslår følgende formulering af § 1 stk. 3:
»Hvert amtsråd uden for hovedstadsområdet skal for personer
over 12 år, som pga. fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse ikke har
mulighed for at benytte almindelig kollektiv transport, etablere individuel
handicapkørsel, som rækker ud over transport til behandling, terapi og
lignende.«
Som tidligere nævnt har Trafikministeriet i forbindelse med
udarbejdelsen af lovforslaget overvejet at fastsætte en lavere aldersgrænse,
men jeg ønsker ikke at risikere at stille gruppen ringere, derfor foreslås
aldersgrænsen til 18 år, jf. min besvarelse af spørgsmål 3.
Den handicapkørsel, der omtales i de kollektive trafiklove, er
alene for svært bevægelseshæmmede. Andre grupper af handicappede kan have et
ligeså legitimt behov for særlige transportmuligheder, men ordningen kan ikke
udvides, uden at finansieringen er på plads.
DSI foreslår følgende formulering af § 1 stk. 4:
»Individuel handicapkørsel skal som minimum pr. år omfatte
104 enkelt-ture så tæt på gadedøren som muligt. Personer med betydelig nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne kan, efter en individuel vurdering,
visiteres til hjælp til at komme til/fra gadedøren fra/til entredøren i
forhold
til deres konkrete behov. Ud over de 104 enkeltture skal der være mulighed
for
at tilkøbe yderligere ture.«
Lovforslaget indebærer ikke et krav om transport fra entrédør
til entrédør, men alene transport til så tæt på gadedøren som muligt.
Formålet
med ordningen er en kompensation for, at svært bevægelseshæmmede ikke kan
benytte den almindelige offentlige transport. Der er således tale om en
kørselsordning, hvis formål svarer til principperne bag de kollektive
trafikordninger. Ordningen skal dermed ses i modsætning til egentlige
individuelle ordninger som taxakørsel. Selv om ordningen omtales individuel
handicapkørsel, er den en del af den lokale og regionale kollektive trafik.
Jeg skal endvidere henvise til min besvarelse af spørgsmål 5.
Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at de enkelte
trafikselskaber eller amter kan tilbyde flere end 104 ture eller give
mulighed
for tilkøb af flere ture. De 104 enkeltture er et minimumskrav.
DSI foreslår følgende formulering af § 1 stk. 5:
»Individuel kørsel skal kunne bestilles i rimelig tid inden
kørslen. Der skal udarbejdes en kvalitetsstandard, som fastsætter servicemål
for bestillingsfrister, ventetider, omvejskørsel, taksering mv.
Kvalitetsstandarden forelægges brugerrådet (jf. 1 stk. 7).«
Hverken det oprindelige
lovgrundlag eller nærværende lovforslag fastlægger et præcist serviceniveau
for
handicapkørslen, men fastlægger alene minimumskrav. Det er de enkelte
amtskommuner og trafikselskaber, der i gennemførslen af handicapkørslen skal
fastlægge det præcise serviceniveau på basis af minimumskravene.
Fastlæggelse af det præcise serviceniveau vil således fortsat kunne variere,
idet det er overladt til amterne/trafikselskaberne at fastlægge dette –
således
som det også er tilfældet med serviceniveauet for den øvrige lokale og
regionale kollektive trafik.
Udarbejdelse af en servicedeklaration vil f.eks. kunne ske som
udmøntning af den plan for den individuelle handicapkørsel for svært
bevægelseshæmmede, som amterne efter lovgivningen er forpligtet til at
udarbejde i samarbejde med handicaporganisationerne.
DSI foreslår følgende formulering af § 1 stk. 6:
»Taksterne for individuel handicapkørsel må ikke være
væsentligt højere end taksterne for øvrig kollektiv persontransport i amtet.
Trafikselskaberne skal en gang om året afgive en redegørelse til
»brugerrådet«
herom. Redegørelsen skal indeholde en sammenligning mellem taksterne i den
individuelle
kørsel og den øvrige kollektive persontransport.«
Prissammenligninger mellem handicapkørsel og almindelig
kollektiv trafik er vanskelig, bl.a. fordi zoneprincipperne ikke er de samme.
Trafikministeriet er indstillet på i fornødent omfang at følge op på
bestemmelsen i lovforslagets § 1, nr. 2, jf. den foreslåede formulering af §
1,
stk. 6, ved at indhente oplysninger om takstniveauet.
DSI foreslår følgende formulering af § 1 stk. 7:
»Amtsrådet skal inddrage handicaporganisationerne i
forbindelse med tilrettelæggelsen af ordningen for individuel handicapkørsel.
Amtsrådet nedsætter til det formål et brugerråd bestående af repræsentanter
udpeget af DSI og repræsentanter for trafikselskabet, som høres om alle
forhold
af relevans for de individuelle kørselsordninger. Brugerrådet får desuden
kompetence til at vurdere og afgøre klager over visitationen til ordningen.«
Jeg mener, at den nuværende ordning, hvor administrationen af
handicapkørslen er underlagt det almindelige kommunale tilsyn, fungerer
tilfredsstillende.
Præciseringen af lovgrundlaget vil gøre det lettere at følge op på, om
ordningen administreres i overensstemmelse med lovgrundlaget. Jeg henviser i
øvrigt til min besvarelse af spørgsmål 19.
Spørgsmål 3:
Hvorfor har regeringen ikke indsat en aldersgrænse på 12 eller
15 år i stedet for 18 år for individuel handicapkørsel i lovforslaget?
Svar:
Det fremgår af lovforslaget, at målgruppen foreslås præciseret
til at omfatte gruppen af svært bevægelseshæmmede på 18 år og derover.
Trafikministeriet har i forbindelse med udarbejdelsen af
lovforslaget overvejet at fastsætte en lavere aldersgrænse, men det er fundet
uhensigtsmæssigt at åbne ordningen for denne gruppe, idet det dermed ville
risikeres at gruppen blev stillet ringere i forhold til de mere fleksible
kørselstilbud, som de er berettiget til efter anden lovgivning, primært
serviceloven.
Den hjælp, som bevægelseshæmmede børn og unge er berettiget til
i henhold til serviceloven, er ikke underlagt bestemte restriktioner f.eks.
med
hensyn til turantal. Desuden ydes hjælpen efter serviceloven som en fast
månedlig ydelse udmålt på baggrund af en konkret vurdering af merudgifterne
til
befordring for det kommende år, hvilket giver barnet/den unge mulighed for
selv
at tilrettelægge, hvordan behovet bedst kan dækkes. Den hjælp, som børn og
unge
er berettiget til i forhold til serviceloven, er imidlertid subsidiær i
forhold
til befordringsydelser efter anden lovgivning, herunder også i givet fald
individuel handicapkørsel i medfør af kollektiv trafiklovgivning. Hvis stærkt
bevægelseshæmmede børn og unge blev henvist til at benytte den individuelle
handicapkørsel i henhold til de kollektive trafiklove, ville de ikke samtidig
være berettiget til hjælp til befordring i fritiden efter serviceloven, og de
ville desuden være underlagt restriktioner bl.a. med hensyn til tur-
antal.
Dette er baggrunden for, at aldersgrænsen i lovforslaget er fastsat
til 18 år.
Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget udelukker
aldersgrænsen ikke, at amtskommuner og trafikselskaber kan bestemme, at unge
under
18 år kan deltage i ordningen, men i givet fald vil der være tale om en
supplerende hjælp til kørsel i forhold til anden lovgivning.
Spørgsmål 4:
Ministeren bedes præcisere definitionen på dør-til-dør kørslen i
lovforslaget.
Svar:
Det fremgår af lovforslaget, at individuel handicapkørsel skal
foregå så tæt til gadedøren som muligt. Af bemærkningerne til denne
bestemmelse
fremgår det, at transporten vil ske til og fra en bestemt adresse i
modsætning
til almindelig kollektiv transport, som sker til og fra stoppesteder,
stationer
mv.
Kørslen skal som minimum omfatte hjælp til ind- og udstigning af
køretøjet og hjælp til, at ganghjælpemidlet og eventuel bagage løftes ind og
ud
af køretøjet. Derudover stilles der ikke bestemte krav til den hjælp, som
brugeren modtager i forbindelse med kørslen.
Ordningen har således ikke til formål at sikre, at enhver uanset
førlighed kan benytte ordningen. Bl.a. har det ikke været intentionen, at der
i
forbindelse med den individuelle handicapkørsel skulle tilbydes bistand i
samme
udstrækning som den, der ydes af ambulanceførere, dvs. bistand inde i
boligen,
nedbæring eller liggende befordring.
Jeg må i den forbindelse minde om, at formålet med ordningen er
en kompensation for, at svært bevægelseshæmmede ikke kan benytte den
almindelige
offentlige transport. Der er således tale om en kørselsordning, hvis formål
svarer til principperne bag de kollektive trafikordninger. Ordningen skal
således ses i modsætning til egentlige individuelle ordninger som taxakørsel.
Selv om ordningen omtales individuel handicapkørsel er den
således en del af den kollektive trafik.
Spørgsmål 5:
Vil handicappede, som ikke er svært bevægelseshæmmede, men som
har et handicap, som gør, at de har en alvorlig funktionsnedsættelse, kunne
få
individuel handicapkørsel - og hvis ikke, hvilke transportmuligheder har de
så?
Svar:
Jeg har indhentet følgende svarbidrag fra Socialministeriet, som
jeg skal henholde mig til.
Der er flere muligheder i serviceloven for at få tilskud til
befordring. Efter servicelovens § 103 kan kommunen give tilskud til
individuel
befordring til personer, der på grund af en varigt nedsat fysisk eller
psykisk
funktionsevne ikke kan benytte offentlige transportmidler.
Kommunalbestyrelsen
i hver kommune tilrettelægger selv, efter hvilke retningslinjer og i hvilket
omfang tilskud bør ydes. Tilskuddet udbetales ikke til fri disposition, men
til
dækning af den konkrete befordringsudgift.
Efter servicelovens § 84 kan der ydes tilskud til personer
mellem 18 og 65 år til handicapbetingede merudgifter til dækning af
egenbetalingen til befordring til og fra uddannelse, behandling, arbejde og
fritid, herunder tilskud til merudgifter til befordring i egen bil uanset
bilen
er lånt, lejet eller anskaffet med støtte efter servicelovens § 99. Formålet
med hjælpen er at medvirke til, at en person med varigt nedsat funktionsevne
og
dennes eventuelle familie kan leve som andre ikke-handicappede på samme alder
og i samme livssituation. Hjælpen ydes efter en konkret vurdering i det
enkelte
tilfælde. Tilskuddet er subsidiært i forhold til befordringsydelser efter
andre
bestemmelser.
Efter servicelovens § 28 kan der ydes dækning af merudgifter til
befordring til børn med betydelig og varigt nedsat funktionsevne til
dagtilbud,
uddannelse, behandling og fritid. Når det drejer sig om børn og unge under 18
år, kan der i merudgiftsydelsen indregnes et beløb til befordring. Hjælpen
udmåles som en fast månedlig ydelse på baggrund af en konkret vurdering af
merudgifterne til befordring for det kommende år. Tilskuddet er subsidiært i
forhold til befordringsydelser efter andre bestemmelser.
Ved aftalen om
finansloven for 2005 mellem regeringen, Dansk Folkeparti og
Kristendemokraterne
er det aftalt, at der skal gennemføres en udredning, der vurderer
mulighederne
for at tilbyde blinde og svagtseende kørsel fra bopæl til nærmeste offentlige
transportmiddel. En sådan udredning vil omfatte en beskrivelse af blinde og
svagtseendes særlige befordringsvanskeligheder. Ud over en kort beskrivelse
af
gældende befordringsmuligheder må det forventes, at udredningen vil munde ud
i
en række vurderinger af, i hvilket regi eventuelle nye løsninger kan finde
sted.
Spørgsmål 10:
Vil ministeren redegøre for 12-18-åriges retstilling i forhold
til handicapkørsel?
Svar:
Jeg har indhentet følgende svarbidrag fra Socialministeriet, som
jeg skal henholde mig til:
Efter servicelovens § 28 kan der ydes tilskud til dækning af
merudgifter til befordring af et barn/en ung under 18 år med nedsat
funktionsevne eller en kronisk/langvarig lidelse til dagtilbud, uddannelse,
behandling og fritid.
Befordringsydelser efter servicelovens § 28 er alle subsidiære
til befordringsydelser efter andre bestemmelser i andre sektorer. Dette
følger
af sektoransvarlighedsprincippet, hvorefter opgaverne skal løses i den
sektor,
hvor ydelser til ikke-handicappede hører hjemme.
Der kan gives dækning af merudgifter til befordring til
følgende:
Befordring til dagtilbud
Forældrenes merudgifter til befordring af børn med nedsat
funktionsevne m.v. til almindelige dagtilbud kan afholdes efter § 28, hvis
udgiften ikke dækkes af andre bestemmelser. Udgifter til befordring af børn
til
og fra særlige dagtilbud afholdes af det særlige dagtilbud, hvis udgiften
ikke
dækkes af andre bestemmelser.
Befordring til uddannelse
Der vil kunne ydes hjælp til dækning af de nødvendige
befordringsudgifter, hvis et barn eller en ung i videre omfang end normalt og
som en direkte følge af den nedsatte funktionsevne eller lidelse skal
befordres
til eller fra skole eller andet uddannelsessted.
D
et sker dog kun i det
omfang, udgifterne hertil ikke dækkes efter andre bestemmelser eller ved
andre
ordninger, jf. Undervisningsministeriets regler om befordring af børn og unge
med handicap.
Befordring til behandling
Der kan ydes hjælp til
betaling af befordringsudgifter, som er nødvendige ved ledsagelse af et barn
eller en ung til behandling, som følge af den nedsatte funktionsevne eller
lidelse. Det sker dog kun i det omfang, udgifterne ikke dækkes efter andre
bestemmelser eller ved andre ordninger. Befordringsudgifter til sygehus vil
som
hovedregel kunne dækkes efter Sundhedsministeriets regler.
Der ydes hjælp til
betaling af såvel barnets/den unges som ledsagerens befordring. Normalt vil
det
være tilstrækkeligt, at der kun er en ledsager, fx enten faderen eller
moderen.
Der kan imidlertid være situationer, hvor det er nødvendigt eller
hensigtsmæssigt, at begge forældre ledsager barnet/den unge, fx fordi det er
nødvendigt under selve befordringen, eller fordi begge forældre skal
orienteres
samtidigt ved en undersøgelse/behandling.
Der kan endvidere under
barnets/den unges ophold på hospital e.l. ydes hjælp til betaling af
forældrenes
merudgifter til befordring til besøg hos barnet/den unge, i det omfang
besøgene
er nødvendige af hensyn til barnet/den unge.
Befordring i fritiden
Hvis et barn eller en
ung på grund af nedsat funktionsevne eller kronisk/langvarig lidelse ikke er
i
stand til at benytte offentlige transportmidler, kan der ydes tilskud til
merudgifter til befordring i fritiden. Der er ikke bestemte grænser for, hvor
meget der kan ydes, idet der må tages hensyn til hjemmets afstand til
fritidstilbud, kammeraters hjem, mulighederne for almindelig
fritidsbeskæftigelse,
leg i nærheden osv.
Servicelovens § 28 åbner
således for en del muligheder for et barn/ung under 18 år med nedsat
funktionsevne eller kronisk/langvarig lidelse for at få dækket
befordringsudgifterne. Men kun i det omfang udgiften ikke kan dækkes efter
anden lovgivning og kun i det omfang, at barnet/den unge ikke kan benytte
offentlige transportmidler.
Spørgsmål 12:
Hvad ligger der præcist i bestemmelsen om, at taksterne for
individuel handicapkørsel ikke må være væsentligt højere end taksten for
øvrig
kollektiv persontransport – hvor meget vil »væsentligt højere« sige, og
hvilken
øvrig kollektiv trafik sammenlignes der med?
Svar:
Det er vanskeligt at sammenligne priserne for individuel
handicapkørsel og øvrig kollektiv persontransport, fordi måden at opgøre
egenbetalingen varierer. I nogle amter/trafikselskaber anvendes et
zoneprincip,
som varierer fra det princip, der anvendes for øvrig kollektiv
persontransport,
og andre steder anvendes et taksameterprincip.
Sammenligningen bliver derfor skønsmæssig bl.a. ud fra en
sammenligning af rejser med samme længde. Det er således ikke muligt præcist
at
sige, hvad der forstås med væsentligt højere.
Spørgsmål 13:
Hvorledes vil ministeren i praksis sikre, at taksterne for
individuel handicapkørsel ikke er væsentligt højere end taksten for øvrig
kollektiv persontransport?
Svar:
Jeg agter at følge op på bestemmelsen ved at spørge amterne om
takstniveauet for individuel handicapkørsel. I den forbindelse vil jeg i
fornødent omfang henstille til, at lovgivningen overholdes.
Spørgsmål 15
Hvorledes forestiller ministeren sig, at en svært
bevægelseshæmmet person skal kunne få glæde af ordningen med individuel
handicapkørsel, hvis ikke vedkommende kan transporteres fra hjemmet til det
punkt, der er så tæt på gadedøren som muligt?
Svar:
Visse svært bevægelseshandicappede vil ikke kunne have glæde af
ordningen, hvis de f.eks. har brug for nedbæring eller liggende befordring.
Denne gruppe af svært bevægelseshæmmede vil være berettiget til hjælp efter
serviceloven, jf. besvarelsen af spørgsmål 5.
Spørgsmål 18:
Ministeren bedes redegøre for, hvorledes transport til
beskæftigelse er dækket ind af denne eller anden lovgivning?
Svar:
Jeg har indhentet svarbidrag fra henholdsvis Socialministeriet
og Arbejdsmarkedsstyrelsen, hvortil jeg skal henholde mig.
Socialministeriet har oplyst følgende:
»Efter servicelovens § 84 kan der til personer mellem 18 og 65
år med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne ydes hjælp til
betaling
af de nødvendige merudgifter, der er forbundet med befordring til og fra et
arbejde.
Der vil være tale om merudgifter efter det særlige skattefradrag, som kan
benyttes ved befordring til og fra arbejde, jf. ligningslovens § 9D.
Merudgifter til og fra arbejde vil gælde for de udgifter, der
ligger udover, hvad den pågældende selv ville have afholdt, hvis der ikke
havde
foreligget særlige problemer i forbindelse med pågældendes nedsatte
funktionsevne.«
Arbejdsmarkedsstyrelsen har oplyst følgende.
»Arbejdsmarkedsstyrelsen kan oplyse, at der i lov om aktiv
beskæftigelsesindsats på Beskæftigelsesministeriets område, er mulighed for
få
befordringsgodtgørelse ved tilbud efter kapitel 15.
Der er således mulighed for at få befordringsgodtgørelse for
personer, der er omfattet af
§ 2, nr. 1
(ledige, der modtager dagpenge
eller ydelser efter § 55 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.),
4
(personer med begrænsninger i arbejdsevnen, som er omfattet af kapital 6 i
lov
om aktiv socialpolitik, bortset fra personer, der er omfattet af nr. 5) og
5
(personer, der modtager dagpenge under sygdom efter lov om dagpenge ved
sygdom
eller fødsel, og som jf. kapitel 6 i lov om aktiv socialpolitik, skal have et
tilbud som led i afklaring af den enkeltes arbejdsevne) og som deltager i
tilbud efter kapitel 10-12, når den daglige transport mellem bopæl og stedet,
hvor tilbuddet gennemføres, og retur er mere end
24 kilometer.
Personer, der er omfattet af
§ 2, nr. 2
(personer, der
modtager kontanthjælp eller starthjælp efter lov om aktiv socialpolitik alene
på grund af ledighed) og
3
(personer, der modtager kontanthjælp eller
starthjælp efter lov om aktiv socialpolitik ikke alene på grund af ledighed),
og som deltager i tilbud efter kapitel 10 og 11, kan efter kommunens
vurdering
få udbetalt op til 1.000 kroner om måneden i hel eller delvis godtgørelse til
anslåede udgifter ved at deltage i tilbuddet.«
Spørgsmål 19:
Ministeren bedes redegøre for mulighederne i dag og efter
lovforslagets vedtagelse for at klage over tilbud – eller mangel på
samme – om
individuel handicapkørsel?
Svar:
Amternes/trafikselskabernes administration af den individuelle
handicap-kørsel er underlagt det almindelige kommunale tilsyn. Tilsynet
omfatter spørgsmål om, hvorvidt der er sket en tilsidesættelse af den
lovgivning, der gælder for offentlige myndigheder, herunder offentligretlige
grundsætninger.
Derimod kan tilsynsmyndighederne ikke tage stilling til om sagsbehandlingen
er
rimelig eller hensigtsmæssig, eller til spørgsmål, om skønsudøvelsen, så
længe
skønnet udøves inden for de rammer, der er fastsat i lovgivningen.
Dette tilsyn fungerer efter hensigten, hvilket bl.a. to sager
fra 2002 og 2003 vidner om.
Indenrigsministeriet tilkendegav i de to sager over for
henholdsvis et amt og Hovedstadens Udviklingsråd, at de ikke kunne tillægge
et
særligt udvalg en beslutningskompetence vedrørende klage over afslag i
ordningen. For det første kræves der lovhjemmel for, at kommunale afgørelser
kan påklages til en anden administrativ myndighed. En sådan hjemmel findes
ikke. Indbringelsen af et afslag må derfor betragtes som en anmodning om
genoptagelse
af sagen om afslag på optagelse i handicapkørselsordningen. For det andet kan
afgørelse af, om der på baggrund af en anmodning om genoptagelse er baggrund
for at træffe en anden afgørelse, efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets
opfattelse ikke henlægges til et særligt udvalg.
Ligeledes har Indenrigsministeriet anmodet om, at de to konkrete
sager blev genoptaget, fordi de ikke var afgjort i overensstemmelse med
lovgrundlaget. I begge disse sager er Indenrigsministeriets afgørelse truffet
på baggrund af en udtalelse fra Trafikministeriet.
På baggrund af den ene af de to sager sendte jeg efterfølgende
et brev til samtlige amtsråd, Hovedstadens Udviklingsråd og
Amtsrådsforeningen,
hvori jeg præciserede, at personer, der er blevet svært bevægelseshæmmede i
en
sen alder, også er omfattet af ordningen.
Amternes/trafikselskabernes administration af individuel
handicapkørsel vil efter lovforslaget fortsat være underlagt det almindelige
kommunale tilsyn, men den præciserede lovgivning vil gøre det lettere at
følge
op på, om ordningerne administreres i overensstemmelse med lovgrundlaget.
Spørgsmål 20:
Er ministeren enig i, at der bør være mulighed for at klage over
visiteringen til individuel handicapkørsel, og hvordan vil ministeren sikre
dette?
Svar:
Jeg henviser til min besvarelse af spørgsmål 19. Derudover kan
jeg tilføje, at jeg er positiv over for at vurdere spørgsmålet på ny, når den
præciserede lovgivning har virket i nogen tid.
Spørgsmål 25:
Er definitionen af en svært bevægelseshæmmet i lovforslaget magen
til den, der er anvendt tidligere?
Svar:
Ja. Såvel det nuværende lovgrundlag som lovforslaget omhandler
individuel handicapkørsel for svært bevægelseshæmmede. I det gældende
lovgrundlag, henvises der i de almindelige bemærkninger til bemærkningerne
til forslaget
til folketingsbeslutning af 7. maj 1991, hvoraf det fremgår, at problemet med
hensyn til befordring for en mindre gruppe af bevægelseshæmmede ikke kan
løses,
» selv om de busser, der benyttes til rutekørsel, bliver handicapvenlige. Det
drejer sig således om transportmulighed for mennesker, der ikke kan komme fra
egen bolig til offentligt transportmiddel.«
Det fremgår endvidere af Trafikudvalgets betænkning over
lovforslaget afgivet den af 1. april 1992, at et flertal har udtalt, at ved
svært bevægelseshæmmede »forstås kørestolsbrugere og personer, der bruger
ganghjælpemidler som krykkestokke og gangbukke og lignende«.
Disse bemærkninger er videreført i det nuværende lovforslag, jf.
bemærkningerne til 1, nr. 1.
Den ordning, der er forudsat med loven, er således en
transportordning for personer, der som følge af deres bevægelseshandicap har
behov for hjælpemidler og ikke kan benytte den almindelige offentlige
transport
- selv om transportmidlet måtte være handicapvenligt indrettet.
I bemærkningerne til det nuværende lovforslag er tilføjet, at
tillige svært bevægelseshæmmede, der har behov for, men – f.eks. på
grund af et
syns-handicap – ikke anvender et ganghjælpemiddel, også er omfattet af
ordningen.
Spørgsmål 35:
Hvilke rettigheder giver regeringens finanslovaftale med Dansk
Folkeparti de handicappede udover de rettigheder dette lovforslag giver?
Svar:
Aftaleteksten indeholder følgende om handicappede:
Forbedrede vilkår for reparation og udskiftning af
hjælpemidler i handicapbiler
Parterne er enige om, at reglerne for reparation og udskiftning
af den nødvendige særlige indretning i handicapbiler skal ligestilles med
reglerne for hjælpemidler i hjemmet.
Friere valg ved køb af handicapbiler
Parterne er enige om, at reglerne for handicappedes køb af biler
skal være mere fleksible med henblik på imødekommelse af brugerønsker,
herunder
muligheden for køb af brugte biler.
Bedre transportmuligheder for blinde og svagtseende
Parterne har aftalt at igangsætte et udredningsarbejde, der
vurderer mulighederne for at tilbyde blinde og svagtseende kørsel fra bopæl
til
nærmeste offentlige transportmiddel.
Frit valg af ledsager
Parterne er enige om at forbedre ledsageordningen for
handicappede, så personer, der er berettiget til ledsagelse, får mulighed for
selv at udpege sin ledsager. Lovforslaget forudsættes ikke at indebære
merudgifter.
Pr. 1. januar 2005 er der trådt en ny bekendtgørelse om støtte
til køb af bil efter servicelovens § 99 i kraft, som medfører bl.a. følgende
ændringer:
–
Mulighed for
udskiftning og reparation af den særlige indretning, som er bevilget og
installeret efter bilbekendtgørelsen.
–
Tydeliggørelse og
synliggørelse af betingelserne for tildeling af bil.
–
Mulighed for, at en
bil kan indrettes, så den kan bruges af flere.
–
Mulighed for køb af
bil, der tidligere har været indregistreret som handicapbil, og som samtidig
er
under 2 år regnet fra bilens første registrering.
Pr. 1. januar 2005 er lov om ændring af lov om social service og
ligningsloven (Frit valg af ledsager m.v.) trådt i kraft. Ændringen
indebærer,
at brugeren vil få mulighed for at vælge en ledsager, som han eller hun i
højere grad har interessefællesskab med. Ændringen giver desuden brugeren
mulighed
for at vælge en ledsager, når brugeren ønsker det.
Spørgsmål 36:
Hvilke konsekvenser for den individuelle handicapkørsel mener
ministeren, kommunalreformen vil få?
Svar:
Efter kommunalreformen skal trafikselskaberne varetage opgaven
vedrørende individuel handicapkørsel inden for trafikselskabets område. Selve
finansieringen af individuel handicapkørsel påhviler derimod kommunerne.
Lignende dokumenter
- Tillægsbetænkning over Forslag til lov om ændring af lov om den lokale og regionale kollektive personbefordring uden for hovedstadsområdet og lov om hovedstadsområdets kollektive persontrafik (Individuel handicapkørsel, rejsekort og rejseplan) Retsinformation · 31. maj 2005
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om den lokale og regionale kollektive personbefordring uden for hovedstadsområdet samt lov om hovedstadsområdets kollektive persontrafik (Individuel handicapkørsel, rejsekort og rejseplan) Retsinformation · 13. januar 2005
- Skriftlig fremsættelse (23. februar 2005) - L 81 Retsinformation · 23. februar 2005
- Skriftlig fremsættelse (17. november 2004) - L 105 Retsinformation · 17. november 2004
- Forslag til Lov om ændring af lov om den lokale og regionale kollektive personbefordring uden for hovedstadsområdet og lov om hovedstadsområdets kollektive persontrafik (Individuel handicapkørsel, rejsekort og rejseplan) Retsinformation · 21. juni 2005
- 1991 LSF 36 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM DEN LOKALE OG REGIONALE KOLLEKTIVE PERSONBEFORDRING UDEN FOR HOVEDSTADSOMRÅDET Retsinformation · 29. april 1992