Spring til indhold

Retsinformation

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om den lokale og regionale kollektive personbefordring uden for hovedstadsområdet og lov om hovedstadsområdets kollektive persontrafik (Individuel handicapkørsel, rejsekort og rejseplan)

2004/2 BTL 81Betænkning over lovforslagFolketinget14. april 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Betænkning afgivet af Trafikudvalget den 12. april 2005

Betænkning

over

Forslag til lov om ændring af lov om den

lokale og regionale kollektive personbefordring uden for hovedstadsområdet og

lov om

hovedstadsområdets kollektive persontrafik

(Individuel handicapkørsel, rejsekort og rejseplan)

[af trafik- og energiministeren (Flemming Hansen)]

1. Ændringsforslag

Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget har stillet 6

ændringsforslag til lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 23. februar 2005 og var til 1.

behandling den 2. marts 2005. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist

til

behandling i Trafikudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.

Tidligere behandlinger

Lovforslaget er en genfremsættelse af lovforslag L 105 fra

folketingsåret 2004-05, 1. samling.

Høring

Et udkast til lovforslaget havde inden fremsættelsen været sendt

i høring. Den 26. november 2004 sendte trafikministeren de indkomne

høringssvar

samt et notat herom til udvalget, jf. L 81 – bilag 2.

Skriftlige henvendelser

I forbindelse med udvalgsbehandlingen af L 105 i folketingsåret

2004-05, 1. samling modtog udvalget 2 skriftlige henvendelser fra De

Læs alt

Samvirkende

Invalideorganisationer. De skriftlige henvendelser og trafikministerens

kommentarer hertil er omdelt på L 81 – bilag 3.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 20 spørgsmål til transport- og

energiministeren til skriftlig besvarelse. Ministeren har besvaret 19 af

spørgsmålene, mens 1 spørgsmål forventes besvaret inden 2. behandling.

I forbindelse med

udvalgsbehandlingen af L 105 i folketingsåret 2004-05, 1. samling stillede

Trafikudvalget

40 spørgsmål til skriftlig besvarelse til trafikministeren, som denne

besvarede. Disse spørgsmål og ministerens besvarelser er omdelt på L 81

– bilag

3.

14 af udvalgets spørgsmål stillet til det tidligere fremsatte L

105 i 2004-05, 1. samling og trafikministerens svar herpå er optrykt som

bilag

2 til betænkningen.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et

flertal

i udvalget

(V, DF og KF) indstiller lovforslaget til

vedtagelse

uændret.

Et

mindretal

i

udvalget (S) indstiller lovforslaget til

vedtagelse

med de stillede ændringsforslag.

Socialdemokratiets medlemmer af udvalget mener, at der

tilbagestår en række uklarheder, herunder mulighederne for, at en større

kreds

af handicappede får adgang til at benytte handicapkørsel, selv om regeringens

lovforslag forsøger at tydeliggøre, hvilke kørselsydelser trafikselskaberne

skal stille til rådighed for handicappede.

Det er således ikke tilfredsstillende, at man i loven fortsat

anvender en formulering om handicapkørsel som hedder, »så tæt til gadedøren

som

muligt«.

Transport- og energiministeren har tidligere desuden selv peget

på en nedsættelse af aldersgrænsen for individuel handicapkørsel til 15 år.

Der

må være tale om en forglemmelse, når dette ikke er medtaget i lovforslaget.

Socialdemokratiets medlemmer har endvidere noteret sig, at

ministeren er positiv overfor en nyvurdering af klagemulighederne over

visitation til handicapkørsel.

Endelig henstår der fortsat usikkerhed om finansieringen af

individuel handicapkørsel efter gennemførelsen af kommunalreformen.

Uanset ovenstående bemærkninger, indeholder lovforslaget dog

forbedringer i forhold til de nuværende bestemmelser, samt beskrivelser af

den

fremtidige indførelse af rejsekort og rejseplaner, og samlet set kan

Socialdemokratiet støtte lovforslaget. Partiet vil dog fortsat arbejde for at

få gennemført de forbedringer, der ligger i de stillede ændringsforslag.

Et

andet mindretal

i

udvalget (RV og SF) vil ved 3. behandling af lovforslaget stemme hverken for

eller imod lovforslaget. Mindretallet vil stemme for de stillede

ændringsforslag.

Det Radikale Venstres medlem af udvalget beklager, at

regeringen ikke har større vilje til at hjælpe de mange mennesker, der har

brug

for hjælp til transport. Med lovforslaget sættes der alt for lave mindstekrav

til befordring af personer med handicap, og i flere amter ville en

gennemførelse af regeringens niveau efter alt at dømme føre til en

forringelse

af servicen. Det Radikale Venstre vil derfor frem til 2. behandlingen forsøge

at få ministeren til at dokumentere, hvor mange kommuner der kan imødese

ringere service på dette område, hvis regeringens niveau lægges til grund i

de

nye kommuner. Udgangspunktet for Det Radikale Venstre er, at tilgængeligheden

for folk med et handicap skal øges, så de får mulighed for at få et fuldt

liv,

fremfor at gøre dem til klienter. Partiet finder det også helt uforståeligt,

at

f.eks. gangbesværede ældre mennesker kun bliver fulgt til gadedøren, men

åbenbart selv skal kravle op af trapperne til deres lejlighed. Det er ikke

værdigt, og det er på denne baggrund, at Det Radikale Venstre støtter de

stillede ændringsforslag.

Hvad angår rejsekortet, ser Det Radikale Venstre frem til det

løft, som kortet vil give den kollektive trafik, idet partiet konstaterer, at

et virkelig løft i den kollektive trafik også kræver flere offensive

investeringer i infrastrukturen og billigere takster i den kollektive trafik.

Hvad angår udbetalingen af udbytte, forudser partiet, at der på

sigt kan blive tale om ganske betydelige indtægter, og er derfor tilfredse

med

at have fået garanti fra ministeren for, at rejsekortets funktioner ikke kan

udvides ud over det trafikale uden en beslutning fra Folketinget.

Da der er tale om to meget forskellige temaer, hvor Det

Radikale Venstre er imod den første del om handicapkørsel og for den anden

del

om rejsekortet, og da regeringen har valgt at behandle de to temaer i samme

lovforslag, ser Det Radikale Venstre sig nødsaget til at stemme hverken for

eller imod det samlede lovforslag.

Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget tilslutter sig

lovforslagets bestemmelser om rejseplanen og det elektroniske rejsekort, der

vil være en væsentlig serviceforbedring for passagererne i den kollektive

trafik

overalt i landet. Der er dog fortsat uafklarede punkter omkring den

fremtidige

økonomi i projektet.

SF er derimod skeptisk overfor lovforslagets bestemmelser om

handicapkørsel. Efter SF’s opfattelse er der brug for en styrkelse af

ordningen

for individuel handicapkørsel, mens lovforslaget i bedste fald er udtryk for

status quo, og på visse områder endda en forringelse i forhold til den

nuværende

situation. Derfor har SF også stillet en række ændringsforslag til

lovforslaget. Der er brug for en

–

lavere aldersgrænse,

så også gruppen af 15-18-årige er omfattet. Alle med en funktionsnedsættelse,

der forhindrer brug af kollektiv transport, bør være omfattet, og ikke kun

svært bevægelseshæmmede.

–

Ordningen bør desuden

dække transport fra dør til dør, og den bør give ret til landsdækkende

kørsel.

Dertil kommer, at sikringen af et rimeligt takstniveau ikke er god nok. Det

er

bekymrende - ikke mindst under den nuværende regering, hvor det generelle

takstniveau i den kollektive trafik er steget voldsomt. Endelig bør der efter

SF’s opfattelse etableres et uafhængigt klageorgan for den individuelle

handicapkørsel.

–

På baggrund af

lovforslagets sammenblanding af to meget forskellige elementer som rejsekort

og

handicapkørsel har SF foreslået og gerne set en deling af lovforslaget,

så

der i stedet var tale om to lovforslag om henholdsvis om rejsekort

og

om handicapkørsel.

Et

tredje mindretal

i

udvalget (EL) indstiller lovforslaget til

forkastelse

ved 3. behandling. Mindretallet stemmer for de stillede ændringsforslag.

Enhedslistens medlem af udvalget bemærker, at lovforslaget ikke

giver øget tilgængelighed for de handicappede i forhold til den nuværende

status, og det omfatter ikke en bredere gruppe af handicappede, som f.eks.

synshandicappede, der ikke har bevægelseshandicap i øvrigt, eller psykisk

handicappede.

Lovforslaget er stadig upræcist vedrørende betalingen for individuel

handicapkørsel, og dermed har man ikke sikret de handicappede en maksimal

pris.

At man sorterer folk fra, fordi de kan være så handicappede, at de har behov

for at blive hentet i egen bolig eller andet steds er helt uhyrligt.

Lovforslaget er derfor alt for uambitiøst og minimumsrettighederne er for

minimale. De stillede ændringsforslag udgør forbedringer, som Enhedslisten

kan

støtte, men de er dog ikke så omfattende, at det samlede lovforslag hermed

bliver godt nok. Enhedslisten vil desuden grundlæggende støtte et rejsekort,

men er ikke tilhængere af, at der skal kunne hæves udbytte fra ordningen,

endsige at det skal være muligt at kommercialisere kortet. Rejsekortet bør

ikke

kunne give operatørerne mulighed for at lave differentieret betaling, således

at f.eks. myldretidspassagerer betaler mere for at køre en given

distance, og således at operatørerne kan undgå at sætte den kapacitet

ind,

der reelt er behov for, ved at tvinge passagererne til at rejse uden for

myldretiden.

Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit, Siumut, og

Fólkaflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke

repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at

komme

med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i

betænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Af

et

mindre

tal

(SF), tiltrådt af et

mindretal

(S, RV og EL):

Til § 1

1)

Nr.

1

affattes således:

»1.

§ 1,

stk. 3, affattes således:

»Stk. 3.

Hvert amtsråd uden for hovedstadsområdet skal

for personer over

15

år, som på

grund af fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse ikke har mulighed for at

benytte almindelig kollektiv transport, etablere individuel handicapkørsel,

som

rækker ud over transport til behandling, terapi og lignende.««

[Udvidelse af gruppen, der kan få individuel handicapkørsel]

2)

Det under

nr. 2

foreslåede

§ 1, stk. 4,

nr. 1,

affattes således:

»1)

som minimum pr. år

omfatte 104 enkeltture så tæt til gadedøren som muligt, herunder kan personer

med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne efter en individuel

vurdering visiteres til hjælp til at komme fra gadedøren til entrédøren og

omvendt alt efter deres konkrete behov.«

[Hjælp til at komme fra gadedøren til entrédøren og omvendt]

3)

De under

nr. 2

foreslåede

§ 1, stk.

5-7,

affattes således:

»Stk. 5.

Individuel

handicapkørsel skal kunne bestilles i rimelig tid inden kørslen. Der skal

udarbejdes

en kvalitetsstandard, som fastsætter servicemål for bestillingsfrister,

ventetider, omvejskørsel, taksering m.v. Kvalitetsstandarden forelægges et

brugerråd, jf. stk. 7.

Stk. 6.

Taksterne for

individuel handicapkørsel må ikke være væsentlig højere end taksterne for

øvrig

kollektiv persontransport i amtet. Trafikselskaberne skal en gang om året

afgive en redegørelse til et brugerråd herom. Redegørelsen skal indeholde en

sammenligning mellem taksterne i den individuelle kørsel og den øvrige

kollektive persontransport.

Stk. 7. Amtsrådet skal

inddrage handicaporganisationerne i forbindelse med tilrettelæggelsen af

ordningen

for individuel handicapkørsel. Amtsrådet nedsætter til det formål et

brugerråd

bestående af repræsentanter udpeget af De Samvirkende Invalideorganisationer

og repræsentanter for trafikselskaberne, som høres om alle forhold af

relevans

for de individuelle kørselsordninger. Brugerrådet får desuden kompetence til

at vurdere og afgøre klager over visitationen til ordningen.«

[Kvalitetsstandard, takstgennemsigtighed og brugerinddragelse]

Til § 2

4)

Nr.

1

affattes således:

»1.

§ 1,

stk. 3, affattes således:

»Stk. 3.

Hovedstadens

Udviklingsråd skal for personer over

15

år, som på grund af fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse ikke har

mulighed

for at benytte almindelig kollektiv transport, etablere individuel

handicapkørsel, som rækker ud over transport til behandling, terapi og

lignende.««

[Udvidelse af gruppen, der kan få individuel handicapkørsel]

5)

Det under

nr. 2

foreslåede

§ 1, stk. 4,

nr. 1,

affattes således:

»1)

som minimum pr. år

omfatte 104 enkeltture så tæt til gadedøren som muligt, herunder kan personer

med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne efter en individuel

vurdering visiteres til hjælp til at komme fra gadedøren til entrédøren og

omvendt alt efter deres konkrete behov.«

[Hjælp til at komme fra gadedøren til entrédøren og omvendt]

6)

De under

nr. 2

foreslåede

§ 1, stk.

5-7,

affattes således:

»Stk 5.

Individuel

handicapkørsel skal kunne bestilles i rimelig tid inden kørslen. Der skal

udarbejdes

en kvalitetsstandard, som fastsætter servicemål for bestillingsfrister,

ventetider, omvejskørsel, taksering mv. Kvalitetsstandarden forelægges et

brugerråd,

jf. stk. 7.

Stk. 6.

Taksterne for

individuel handicapkørsel må ikke være væsentlig højere end taksterne for

øvrig

kollektiv persontransport i hovedstadsområdet. Trafikselskaberne skal en gang

om året afgive en redegørelse til et brugerråd herom. Redegørelsen skal

indeholde en sammenligning mellem taksterne i den individuelle kørsel og den

øvrige kollektive persontransport.

Stk. 7.

Hovedstadens

Udviklingsråd skal inddrage handicaporganisationerne i forbindelse med

tilrettelæggelsen

af ordningen for individuel handicapkørsel. Hovedstadens Udviklingsråd

nedsætter til det formål et brugerråd bestående af repræsentanter udpeget af

De Samvirkende Invalideorganisationer og repræsentanter for

trafikselskaberne,

som høres om alle forhold af relevans for de individuelle kørselsordninger.

Brugerrådet får desuden kompetence til at vurdere og afgøre klager over

visitationen til ordningen.«

[Kvalitetsstandard, takstgennemsigtighed og brugerinddragelse]

Bemærkninger

Til nr. 1 og 4

Børn og unge fra 15-års-alderen benytter den almindelige

kollektive trafik på egen hånd. Der er ingen grund til at antage, at børn og

unge med handicap ikke skulle have samme transportbehov. Der er tale om en

simpel ligestilling mellem børn og unge med og uden handicap.

Forslagsstillerne

har noteret sig, at De Samvirkende Invalideorganisationer – så længe

formålet

opretholdes – ikke deler Trafikministeriets frygt for, at en

aldersgrænse på

15 år vil forrykke noget i forhold til øvrige ordninger, som har andre

transportformål.

Alle personer med handicap og et transportbehov bør kunne få

dette imødekommet via den individuelle handicapkørsel, hvis den almindelige

kollektive transport ikke er en mulighed. Det bør være således, at hvis der

er

personer med behov for individuel transport, så skal de kunne visiteres

(eventuelt. via kommunal visitering) hertil uanset typen af deres handicap.

Det bør som minimum understreges, at også adgang til transport

til og fra f.eks. erhvervsarbejde bør være omfattet af den individuelle

handicapkørsel. Det vil være vigtigt for at kunne integrere og fastholde

personer med handicap på arbejdsmarkedet.

Til nr. 2 og 5

Det bør være sådan, at alle, der kan visiteres (evt. via

kommunal visitering) til den individuelle handicapkørsel, også sikres reel

mulighed for at kunne bruge ordningen. Da målgruppen netop er personer med

handicap som på grund af fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse ikke har

mulighed

for at benytte almindelig kollektiv transport, virker det meget bagvendt, at

nogle ikke kan være med i ordningen – netop på grund af deres

funktionsnedsættelse.

Der er flere trafikselskaber, som tilbyder dør til dør-transport, og

vognmændene vil gerne udføre den (jf. høringssvaret fra Danske Busvognmænd,

som

indgår i L 105 – bilag 3).

Til nr. 3 og 6

Med hensyn til § 1, stk. 5 er det vigtigt, at myndigheder,

brugerorganisationer og brugere af ordningen får et præcist indtryk af, hvad

serviceniveauet er i den enkelte ordning. Det giver klarhed i kommunikationen

med brugerne, og det giver myndigheder og andre tilsynsvirksomheder mulighed

for at se, om den individuelle handicapkørsel lever op til lovens intention.

Det er desuden afgørende, at kvalitetsstandarden udarbejdes i dialog med

brugernes organisationer (jf. § 1, stk. 7).

For så vidt angår § 1, stk. 6, bemærkes det, at taksterne i den

individuelle kørsel ikke benytter samme takseringsprincipper som den øvrige

kollektive trafik. Derfor er en umiddelbar sammenligning af taksterne svær.

Det foreslås, at amterne henholdsvis HUR »selvangiver« deres takster over for

samarbejdsorganet mellem brugere og amtsrådet henholdsvis HUR (jf. § 1,

stk.7).

Med hensyn til § 1, stk. 7 er det vigtigt at sikre

brugerorganisationerne en rimelig indflydelse på den regionale administration

af ordningen. Det er desuden vigtigt, at der sikres brugerne en klageadgang i

forbindelse med visitationen til den individuelle handicapkørsel.

Kim Andersen (V)

Gitte Lillelund Bech (V)

Jacob Jensen (V)

Flemming Damgaard Larsen (V)

fmd.

Karsten Nonbo (V)

Walter Christophersen (DF)

Jørn Dohrmann (DF)

Henriette Kjær (KF)

nfmd.

Allan Niebuhr (KF)

Jens Christian Lund (S)

Jytte Wittrock (S)

Klaus Hækkerup (S)

Magnus Heunicke (S)

Martin Lidegaard (RV)

Morten Homann (SF)

Rune Lund (EL)

Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit, Siumut, og

Fólkaflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)

52

Enhedslisten (EL)

6

Socialdemokratiet (S)

47

Tjóðveldisflokkurin (TF)

1

Dansk Folkeparti (DF)

24

Inuit Ataqatigiit (IA)

1

Det Konservative Folkeparti (KF)

18

Siumut (SIU)

1

Det Radikale Venstre (RV)

17

Fólkaflokkurin (FF)

1

Socialistisk Folkeparti (SF)

11

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 81

Bilagsnr.

Titel

1

Forslag til tidsplan for udvalgets behandling af

lovforslaget

2

Høringssvar og høringsnotat, fra trafikministeren

3

Oversigt over tidligere henvendelser, spørgsmål og svar

vedrørende det genfremsatte lovforslag

4

Vedtaget tidsplan for udvalgets behandling af

lovforslaget

5

1. udkast til betænkning

Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 81

Spm.nr.

Titel

1

Spm. om minimumsregler for handicapkørsel vil udgøre

grundlaget for kommunernes service, til transport- og energiministeren, og

ministerens svar herpå

2

Spm. om i hvor mange og hvilke kommuner servicen vil

blive forringet i forhold til i dag, til transport- og energiministeren, og

ministerens svar herpå

3

Spm. om, hvilket serviceniveau der vil ligge til grund

for de økonomiske forhandlinger med fremtidens kommuner m.h.t. transport af

handicappede, til transport- og energiministeren, og ministerens svar herpå

4

Spm. om, hvilke amter/kommuner, der vil få et lavere

serviceniveau end i dag, til transport- og energiministeren, og ministerens

svar herpå

5

Spm. om udviklingen i udgifterne til handicapkørsel til

undervisning og egenbetalingens andel, til transport- og energiministeren, og

ministerens svar herpå

6

Spm. om bekræftelse af, at staten ikke vil kunne ændre i

bestemmelserne om udbyttebetaling fra rejsekortet uden at pådrage sig et

erstatningsansvar, til transport- og energiministeren, og ministerens svar

herpå

7

Spm. om ministeren vil genoverveje dør til dør

princippet, til transport- og energiministeren, og ministerens svar herpå

8

Spm. om ministeren vil genoverveje at udvide gruppen af

handicappede, der kan få handicapkørsel, til transport- og energiministeren,

og ministerens svar herpå

9

Spm. om ministeren kan bekræfte, at der på sigt kan

opkræves gebyrer på rejsekortordningen, til transport- og energiministeren,

og ministerens svar herpå

10

Spm. om, hvor store udbytter deltagerne i rejsekortet har

mulighed for at trække ud af selskabet, til transport- og energiministeren,

og ministerens svar herpå

11

Spm. om, hvordan rejsekortet bruges i forhold til

trafikselskaber, der ikke deltager i ordningen, til transport- og

energiministeren, og ministerens svar herpå

12

Spm. om ministeren overvejer at gøre deltagelse i

rejsekortet obligatorisk, til transport- og energiministeren og ministerens

svar herpå

13

Spm. om Transport- og Energiministeriet har nogen indflydelse

på Rejsekort-systemets kvalitet i forhold til at det skal være effektivt ved

skift mellem transportmidler, til transport- og energiministeren, og

ministerens

svar herpå

14

Spm. om Transport- og Energiministeriet har indflydelse

på gennemsigtighed i forhold til takstfastsættelse, til transport- og

energiministeren og ministerens svar herpå

15

Spm. om det er rimeligt, at passagerer der rejser på de

tidspunkter af dagen, hvor kapaciteten er fuldt udnyttet, kan komme til at

betale ekstra for rejsen, til transport- og energiministeren, og ministerens

svar herpå

16

Spm. om Rejsekort-systemet skal godkendes af Transport-

og Energiministeriet som myndighed, til transport- og energiministeren, og

ministerens

svar herpå

17

Spm. om ministeren vil foranstalte overvågning af

økonomien i Rejsekortet, til transport- og energiministeren, og ministerens

svar herpå

18

Spm. om serviceniveauet for handicapkørsel i de nye

kommuner, til transport- og energiministeren, og ministerens svar herpå

19

Spm. om udvidelse af Rejsekortet kræver godkendelse af

Folketinget, til transport- og energiministeren, og ministerens svar herpå

20

Spm. om kommunernes serviceniveau m.h.t. individuel

handicapkørsel, til transport- og energiministeren, og ministerens svar herpå

Bilag 2

14 af Trafikudvalgets spørgsmål til

trafikministeren i forbindelse med udvalgsbehandlingen af L 105 i

folketingsåret 2004-05, 1. samling og ministerens svar herpå

Spørgsmål 2, 3, 4, 5 og 35 og svarene herpå er optrykt efter

ønske fra V og KF. Spørgsmål 10 og 25 og svarene herpå er optrykt efter ønske

fra V, S og KF. Spørgsmål 12, 13, 15, 19 og 20 og svarene herpå er optrykt

efter ønske fra S og SF. Spørgsmål 18 og 36 og svarene herpå er optrykt efter

ønske

fra S.

Spørgsmål 2:

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 25. november 2004

fra De Samvirkende Invalideorganisationer (DSI), jf. L 105 - bilag 4.

Svar:

Jeg vil nedenfor kommentere DSI’s forslag til ændrede

formuleringer af de enkelte bestemmelser i L 105 om individuel

handicapkørsel.

DSI foreslår følgende formulering af § 1 stk. 3:

»Hvert amtsråd uden for hovedstadsområdet skal for personer

over 12 år, som pga. fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse ikke har

mulighed for at benytte almindelig kollektiv transport, etablere individuel

handicapkørsel, som rækker ud over transport til behandling, terapi og

lignende.«

Som tidligere nævnt har Trafikministeriet i forbindelse med

udarbejdelsen af lovforslaget overvejet at fastsætte en lavere aldersgrænse,

men jeg ønsker ikke at risikere at stille gruppen ringere, derfor foreslås

aldersgrænsen til 18 år, jf. min besvarelse af spørgsmål 3.

Den handicapkørsel, der omtales i de kollektive trafiklove, er

alene for svært bevægelseshæmmede. Andre grupper af handicappede kan have et

ligeså legitimt behov for særlige transportmuligheder, men ordningen kan ikke

udvides, uden at finansieringen er på plads.

DSI foreslår følgende formulering af § 1 stk. 4:

»Individuel handicapkørsel skal som minimum pr. år omfatte

104 enkelt-ture så tæt på gadedøren som muligt. Personer med betydelig nedsat

fysisk eller psykisk funktionsevne kan, efter en individuel vurdering,

visiteres til hjælp til at komme til/fra gadedøren fra/til entredøren i

forhold

til deres konkrete behov. Ud over de 104 enkeltture skal der være mulighed

for

at tilkøbe yderligere ture.«

Lovforslaget indebærer ikke et krav om transport fra entrédør

til entrédør, men alene transport til så tæt på gadedøren som muligt.

Formålet

med ordningen er en kompensation for, at svært bevægelseshæmmede ikke kan

benytte den almindelige offentlige transport. Der er således tale om en

kørselsordning, hvis formål svarer til principperne bag de kollektive

trafikordninger. Ordningen skal dermed ses i modsætning til egentlige

individuelle ordninger som taxakørsel. Selv om ordningen omtales individuel

handicapkørsel, er den en del af den lokale og regionale kollektive trafik.

Jeg skal endvidere henvise til min besvarelse af spørgsmål 5.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at de enkelte

trafikselskaber eller amter kan tilbyde flere end 104 ture eller give

mulighed

for tilkøb af flere ture. De 104 enkeltture er et minimumskrav.

DSI foreslår følgende formulering af § 1 stk. 5:

»Individuel kørsel skal kunne bestilles i rimelig tid inden

kørslen. Der skal udarbejdes en kvalitetsstandard, som fastsætter servicemål

for bestillingsfrister, ventetider, omvejskørsel, taksering mv.

Kvalitetsstandarden forelægges brugerrådet (jf. 1 stk. 7).«

Hverken det oprindelige

lovgrundlag eller nærværende lovforslag fastlægger et præcist serviceniveau

for

handicapkørslen, men fastlægger alene minimumskrav. Det er de enkelte

amtskommuner og trafikselskaber, der i gennemførslen af handicapkørslen skal

fastlægge det præcise serviceniveau på basis af minimumskravene.

Fastlæggelse af det præcise serviceniveau vil således fortsat kunne variere,

idet det er overladt til amterne/trafikselskaberne at fastlægge dette –

således

som det også er tilfældet med serviceniveauet for den øvrige lokale og

regionale kollektive trafik.

Udarbejdelse af en servicedeklaration vil f.eks. kunne ske som

udmøntning af den plan for den individuelle handicapkørsel for svært

bevægelseshæmmede, som amterne efter lovgivningen er forpligtet til at

udarbejde i samarbejde med handicaporganisationerne.

DSI foreslår følgende formulering af § 1 stk. 6:

»Taksterne for individuel handicapkørsel må ikke være

væsentligt højere end taksterne for øvrig kollektiv persontransport i amtet.

Trafikselskaberne skal en gang om året afgive en redegørelse til

»brugerrådet«

herom. Redegørelsen skal indeholde en sammenligning mellem taksterne i den

individuelle

kørsel og den øvrige kollektive persontransport.«

Prissammenligninger mellem handicapkørsel og almindelig

kollektiv trafik er vanskelig, bl.a. fordi zoneprincipperne ikke er de samme.

Trafikministeriet er indstillet på i fornødent omfang at følge op på

bestemmelsen i lovforslagets § 1, nr. 2, jf. den foreslåede formulering af §

1,

stk. 6, ved at indhente oplysninger om takstniveauet.

DSI foreslår følgende formulering af § 1 stk. 7:

»Amtsrådet skal inddrage handicaporganisationerne i

forbindelse med tilrettelæggelsen af ordningen for individuel handicapkørsel.

Amtsrådet nedsætter til det formål et brugerråd bestående af repræsentanter

udpeget af DSI og repræsentanter for trafikselskabet, som høres om alle

forhold

af relevans for de individuelle kørselsordninger. Brugerrådet får desuden

kompetence til at vurdere og afgøre klager over visitationen til ordningen.«

Jeg mener, at den nuværende ordning, hvor administrationen af

handicapkørslen er underlagt det almindelige kommunale tilsyn, fungerer

tilfredsstillende.

Præciseringen af lovgrundlaget vil gøre det lettere at følge op på, om

ordningen administreres i overensstemmelse med lovgrundlaget. Jeg henviser i

øvrigt til min besvarelse af spørgsmål 19.

Spørgsmål 3:

Hvorfor har regeringen ikke indsat en aldersgrænse på 12 eller

15 år i stedet for 18 år for individuel handicapkørsel i lovforslaget?

Svar:

Det fremgår af lovforslaget, at målgruppen foreslås præciseret

til at omfatte gruppen af svært bevægelseshæmmede på 18 år og derover.

Trafikministeriet har i forbindelse med udarbejdelsen af

lovforslaget overvejet at fastsætte en lavere aldersgrænse, men det er fundet

uhensigtsmæssigt at åbne ordningen for denne gruppe, idet det dermed ville

risikeres at gruppen blev stillet ringere i forhold til de mere fleksible

kørselstilbud, som de er berettiget til efter anden lovgivning, primært

serviceloven.

Den hjælp, som bevægelseshæmmede børn og unge er berettiget til

i henhold til serviceloven, er ikke underlagt bestemte restriktioner f.eks.

med

hensyn til turantal. Desuden ydes hjælpen efter serviceloven som en fast

månedlig ydelse udmålt på baggrund af en konkret vurdering af merudgifterne

til

befordring for det kommende år, hvilket giver barnet/den unge mulighed for

selv

at tilrettelægge, hvordan behovet bedst kan dækkes. Den hjælp, som børn og

unge

er berettiget til i forhold til serviceloven, er imidlertid subsidiær i

forhold

til befordringsydelser efter anden lovgivning, herunder også i givet fald

individuel handicapkørsel i medfør af kollektiv trafiklovgivning. Hvis stærkt

bevægelseshæmmede børn og unge blev henvist til at benytte den individuelle

handicapkørsel i henhold til de kollektive trafiklove, ville de ikke samtidig

være berettiget til hjælp til befordring i fritiden efter serviceloven, og de

ville desuden være underlagt restriktioner bl.a. med hensyn til tur-

antal.

Dette er baggrunden for, at aldersgrænsen i lovforslaget er fastsat

til 18 år.

Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget udelukker

aldersgrænsen ikke, at amtskommuner og trafikselskaber kan bestemme, at unge

under

18 år kan deltage i ordningen, men i givet fald vil der være tale om en

supplerende hjælp til kørsel i forhold til anden lovgivning.

Spørgsmål 4:

Ministeren bedes præcisere definitionen på dør-til-dør kørslen i

lovforslaget.

Svar:

Det fremgår af lovforslaget, at individuel handicapkørsel skal

foregå så tæt til gadedøren som muligt. Af bemærkningerne til denne

bestemmelse

fremgår det, at transporten vil ske til og fra en bestemt adresse i

modsætning

til almindelig kollektiv transport, som sker til og fra stoppesteder,

stationer

mv.

Kørslen skal som minimum omfatte hjælp til ind- og udstigning af

køretøjet og hjælp til, at ganghjælpemidlet og eventuel bagage løftes ind og

ud

af køretøjet. Derudover stilles der ikke bestemte krav til den hjælp, som

brugeren modtager i forbindelse med kørslen.

Ordningen har således ikke til formål at sikre, at enhver uanset

førlighed kan benytte ordningen. Bl.a. har det ikke været intentionen, at der

i

forbindelse med den individuelle handicapkørsel skulle tilbydes bistand i

samme

udstrækning som den, der ydes af ambulanceførere, dvs. bistand inde i

boligen,

nedbæring eller liggende befordring.

Jeg må i den forbindelse minde om, at formålet med ordningen er

en kompensation for, at svært bevægelseshæmmede ikke kan benytte den

almindelige

offentlige transport. Der er således tale om en kørselsordning, hvis formål

svarer til principperne bag de kollektive trafikordninger. Ordningen skal

således ses i modsætning til egentlige individuelle ordninger som taxakørsel.

Selv om ordningen omtales individuel handicapkørsel er den

således en del af den kollektive trafik.

Spørgsmål 5:

Vil handicappede, som ikke er svært bevægelseshæmmede, men som

har et handicap, som gør, at de har en alvorlig funktionsnedsættelse, kunne

få

individuel handicapkørsel - og hvis ikke, hvilke transportmuligheder har de

så?

Svar:

Jeg har indhentet følgende svarbidrag fra Socialministeriet, som

jeg skal henholde mig til.

Der er flere muligheder i serviceloven for at få tilskud til

befordring. Efter servicelovens § 103 kan kommunen give tilskud til

individuel

befordring til personer, der på grund af en varigt nedsat fysisk eller

psykisk

funktionsevne ikke kan benytte offentlige transportmidler.

Kommunalbestyrelsen

i hver kommune tilrettelægger selv, efter hvilke retningslinjer og i hvilket

omfang tilskud bør ydes. Tilskuddet udbetales ikke til fri disposition, men

til

dækning af den konkrete befordringsudgift.

Efter servicelovens § 84 kan der ydes tilskud til personer

mellem 18 og 65 år til handicapbetingede merudgifter til dækning af

egenbetalingen til befordring til og fra uddannelse, behandling, arbejde og

fritid, herunder tilskud til merudgifter til befordring i egen bil uanset

bilen

er lånt, lejet eller anskaffet med støtte efter servicelovens § 99. Formålet

med hjælpen er at medvirke til, at en person med varigt nedsat funktionsevne

og

dennes eventuelle familie kan leve som andre ikke-handicappede på samme alder

og i samme livssituation. Hjælpen ydes efter en konkret vurdering i det

enkelte

tilfælde. Tilskuddet er subsidiært i forhold til befordringsydelser efter

andre

bestemmelser.

Efter servicelovens § 28 kan der ydes dækning af merudgifter til

befordring til børn med betydelig og varigt nedsat funktionsevne til

dagtilbud,

uddannelse, behandling og fritid. Når det drejer sig om børn og unge under 18

år, kan der i merudgiftsydelsen indregnes et beløb til befordring. Hjælpen

udmåles som en fast månedlig ydelse på baggrund af en konkret vurdering af

merudgifterne til befordring for det kommende år. Tilskuddet er subsidiært i

forhold til befordringsydelser efter andre bestemmelser.

Ved aftalen om

finansloven for 2005 mellem regeringen, Dansk Folkeparti og

Kristendemokraterne

er det aftalt, at der skal gennemføres en udredning, der vurderer

mulighederne

for at tilbyde blinde og svagtseende kørsel fra bopæl til nærmeste offentlige

transportmiddel. En sådan udredning vil omfatte en beskrivelse af blinde og

svagtseendes særlige befordringsvanskeligheder. Ud over en kort beskrivelse

af

gældende befordringsmuligheder må det forventes, at udredningen vil munde ud

i

en række vurderinger af, i hvilket regi eventuelle nye løsninger kan finde

sted.

Spørgsmål 10:

Vil ministeren redegøre for 12-18-åriges retstilling i forhold

til handicapkørsel?

Svar:

Jeg har indhentet følgende svarbidrag fra Socialministeriet, som

jeg skal henholde mig til:

Efter servicelovens § 28 kan der ydes tilskud til dækning af

merudgifter til befordring af et barn/en ung under 18 år med nedsat

funktionsevne eller en kronisk/langvarig lidelse til dagtilbud, uddannelse,

behandling og fritid.

Befordringsydelser efter servicelovens § 28 er alle subsidiære

til befordringsydelser efter andre bestemmelser i andre sektorer. Dette

følger

af sektoransvarlighedsprincippet, hvorefter opgaverne skal løses i den

sektor,

hvor ydelser til ikke-handicappede hører hjemme.

Der kan gives dækning af merudgifter til befordring til

følgende:

Befordring til dagtilbud

Forældrenes merudgifter til befordring af børn med nedsat

funktionsevne m.v. til almindelige dagtilbud kan afholdes efter § 28, hvis

udgiften ikke dækkes af andre bestemmelser. Udgifter til befordring af børn

til

og fra særlige dagtilbud afholdes af det særlige dagtilbud, hvis udgiften

ikke

dækkes af andre bestemmelser.

Befordring til uddannelse

Der vil kunne ydes hjælp til dækning af de nødvendige

befordringsudgifter, hvis et barn eller en ung i videre omfang end normalt og

som en direkte følge af den nedsatte funktionsevne eller lidelse skal

befordres

til eller fra skole eller andet uddannelsessted.

D

et sker dog kun i det

omfang, udgifterne hertil ikke dækkes efter andre bestemmelser eller ved

andre

ordninger, jf. Undervisningsministeriets regler om befordring af børn og unge

med handicap.

Befordring til behandling

Der kan ydes hjælp til

betaling af befordringsudgifter, som er nødvendige ved ledsagelse af et barn

eller en ung til behandling, som følge af den nedsatte funktionsevne eller

lidelse. Det sker dog kun i det omfang, udgifterne ikke dækkes efter andre

bestemmelser eller ved andre ordninger. Befordringsudgifter til sygehus vil

som

hovedregel kunne dækkes efter Sundhedsministeriets regler.

Der ydes hjælp til

betaling af såvel barnets/den unges som ledsagerens befordring. Normalt vil

det

være tilstrækkeligt, at der kun er en ledsager, fx enten faderen eller

moderen.

Der kan imidlertid være situationer, hvor det er nødvendigt eller

hensigtsmæssigt, at begge forældre ledsager barnet/den unge, fx fordi det er

nødvendigt under selve befordringen, eller fordi begge forældre skal

orienteres

samtidigt ved en undersøgelse/behandling.

Der kan endvidere under

barnets/den unges ophold på hospital e.l. ydes hjælp til betaling af

forældrenes

merudgifter til befordring til besøg hos barnet/den unge, i det omfang

besøgene

er nødvendige af hensyn til barnet/den unge.

Befordring i fritiden

Hvis et barn eller en

ung på grund af nedsat funktionsevne eller kronisk/langvarig lidelse ikke er

i

stand til at benytte offentlige transportmidler, kan der ydes tilskud til

merudgifter til befordring i fritiden. Der er ikke bestemte grænser for, hvor

meget der kan ydes, idet der må tages hensyn til hjemmets afstand til

fritidstilbud, kammeraters hjem, mulighederne for almindelig

fritidsbeskæftigelse,

leg i nærheden osv.

Servicelovens § 28 åbner

således for en del muligheder for et barn/ung under 18 år med nedsat

funktionsevne eller kronisk/langvarig lidelse for at få dækket

befordringsudgifterne. Men kun i det omfang udgiften ikke kan dækkes efter

anden lovgivning og kun i det omfang, at barnet/den unge ikke kan benytte

offentlige transportmidler.

Spørgsmål 12:

Hvad ligger der præcist i bestemmelsen om, at taksterne for

individuel handicapkørsel ikke må være væsentligt højere end taksten for

øvrig

kollektiv persontransport – hvor meget vil »væsentligt højere« sige, og

hvilken

øvrig kollektiv trafik sammenlignes der med?

Svar:

Det er vanskeligt at sammenligne priserne for individuel

handicapkørsel og øvrig kollektiv persontransport, fordi måden at opgøre

egenbetalingen varierer. I nogle amter/trafikselskaber anvendes et

zoneprincip,

som varierer fra det princip, der anvendes for øvrig kollektiv

persontransport,

og andre steder anvendes et taksameterprincip.

Sammenligningen bliver derfor skønsmæssig bl.a. ud fra en

sammenligning af rejser med samme længde. Det er således ikke muligt præcist

at

sige, hvad der forstås med væsentligt højere.

Spørgsmål 13:

Hvorledes vil ministeren i praksis sikre, at taksterne for

individuel handicapkørsel ikke er væsentligt højere end taksten for øvrig

kollektiv persontransport?

Svar:

Jeg agter at følge op på bestemmelsen ved at spørge amterne om

takstniveauet for individuel handicapkørsel. I den forbindelse vil jeg i

fornødent omfang henstille til, at lovgivningen overholdes.

Spørgsmål 15

Hvorledes forestiller ministeren sig, at en svært

bevægelseshæmmet person skal kunne få glæde af ordningen med individuel

handicapkørsel, hvis ikke vedkommende kan transporteres fra hjemmet til det

punkt, der er så tæt på gadedøren som muligt?

Svar:

Visse svært bevægelseshandicappede vil ikke kunne have glæde af

ordningen, hvis de f.eks. har brug for nedbæring eller liggende befordring.

Denne gruppe af svært bevægelseshæmmede vil være berettiget til hjælp efter

serviceloven, jf. besvarelsen af spørgsmål 5.

Spørgsmål 18:

Ministeren bedes redegøre for, hvorledes transport til

beskæftigelse er dækket ind af denne eller anden lovgivning?

Svar:

Jeg har indhentet svarbidrag fra henholdsvis Socialministeriet

og Arbejdsmarkedsstyrelsen, hvortil jeg skal henholde mig.

Socialministeriet har oplyst følgende:

»Efter servicelovens § 84 kan der til personer mellem 18 og 65

år med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne ydes hjælp til

betaling

af de nødvendige merudgifter, der er forbundet med befordring til og fra et

arbejde.

Der vil være tale om merudgifter efter det særlige skattefradrag, som kan

benyttes ved befordring til og fra arbejde, jf. ligningslovens § 9D.

Merudgifter til og fra arbejde vil gælde for de udgifter, der

ligger udover, hvad den pågældende selv ville have afholdt, hvis der ikke

havde

foreligget særlige problemer i forbindelse med pågældendes nedsatte

funktionsevne.«

Arbejdsmarkedsstyrelsen har oplyst følgende.

»Arbejdsmarkedsstyrelsen kan oplyse, at der i lov om aktiv

beskæftigelsesindsats på Beskæftigelsesministeriets område, er mulighed for

få

befordringsgodtgørelse ved tilbud efter kapitel 15.

Der er således mulighed for at få befordringsgodtgørelse for

personer, der er omfattet af

§ 2, nr. 1

(ledige, der modtager dagpenge

eller ydelser efter § 55 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.),

4

(personer med begrænsninger i arbejdsevnen, som er omfattet af kapital 6 i

lov

om aktiv socialpolitik, bortset fra personer, der er omfattet af nr. 5) og

5

(personer, der modtager dagpenge under sygdom efter lov om dagpenge ved

sygdom

eller fødsel, og som jf. kapitel 6 i lov om aktiv socialpolitik, skal have et

tilbud som led i afklaring af den enkeltes arbejdsevne) og som deltager i

tilbud efter kapitel 10-12, når den daglige transport mellem bopæl og stedet,

hvor tilbuddet gennemføres, og retur er mere end

24 kilometer.

Personer, der er omfattet af

§ 2, nr. 2

(personer, der

modtager kontanthjælp eller starthjælp efter lov om aktiv socialpolitik alene

på grund af ledighed) og

3

(personer, der modtager kontanthjælp eller

starthjælp efter lov om aktiv socialpolitik ikke alene på grund af ledighed),

og som deltager i tilbud efter kapitel 10 og 11, kan efter kommunens

vurdering

få udbetalt op til 1.000 kroner om måneden i hel eller delvis godtgørelse til

anslåede udgifter ved at deltage i tilbuddet.«

Spørgsmål 19:

Ministeren bedes redegøre for mulighederne i dag og efter

lovforslagets vedtagelse for at klage over tilbud – eller mangel på

samme – om

individuel handicapkørsel?

Svar:

Amternes/trafikselskabernes administration af den individuelle

handicap-kørsel er underlagt det almindelige kommunale tilsyn. Tilsynet

omfatter spørgsmål om, hvorvidt der er sket en tilsidesættelse af den

lovgivning, der gælder for offentlige myndigheder, herunder offentligretlige

grundsætninger.

Derimod kan tilsynsmyndighederne ikke tage stilling til om sagsbehandlingen

er

rimelig eller hensigtsmæssig, eller til spørgsmål, om skønsudøvelsen, så

længe

skønnet udøves inden for de rammer, der er fastsat i lovgivningen.

Dette tilsyn fungerer efter hensigten, hvilket bl.a. to sager

fra 2002 og 2003 vidner om.

Indenrigsministeriet tilkendegav i de to sager over for

henholdsvis et amt og Hovedstadens Udviklingsråd, at de ikke kunne tillægge

et

særligt udvalg en beslutningskompetence vedrørende klage over afslag i

ordningen. For det første kræves der lovhjemmel for, at kommunale afgørelser

kan påklages til en anden administrativ myndighed. En sådan hjemmel findes

ikke. Indbringelsen af et afslag må derfor betragtes som en anmodning om

genoptagelse

af sagen om afslag på optagelse i handicapkørselsordningen. For det andet kan

afgørelse af, om der på baggrund af en anmodning om genoptagelse er baggrund

for at træffe en anden afgørelse, efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets

opfattelse ikke henlægges til et særligt udvalg.

Ligeledes har Indenrigsministeriet anmodet om, at de to konkrete

sager blev genoptaget, fordi de ikke var afgjort i overensstemmelse med

lovgrundlaget. I begge disse sager er Indenrigsministeriets afgørelse truffet

på baggrund af en udtalelse fra Trafikministeriet.

På baggrund af den ene af de to sager sendte jeg efterfølgende

et brev til samtlige amtsråd, Hovedstadens Udviklingsråd og

Amtsrådsforeningen,

hvori jeg præciserede, at personer, der er blevet svært bevægelseshæmmede i

en

sen alder, også er omfattet af ordningen.

Amternes/trafikselskabernes administration af individuel

handicapkørsel vil efter lovforslaget fortsat være underlagt det almindelige

kommunale tilsyn, men den præciserede lovgivning vil gøre det lettere at

følge

op på, om ordningerne administreres i overensstemmelse med lovgrundlaget.

Spørgsmål 20:

Er ministeren enig i, at der bør være mulighed for at klage over

visiteringen til individuel handicapkørsel, og hvordan vil ministeren sikre

dette?

Svar:

Jeg henviser til min besvarelse af spørgsmål 19. Derudover kan

jeg tilføje, at jeg er positiv over for at vurdere spørgsmålet på ny, når den

præciserede lovgivning har virket i nogen tid.

Spørgsmål 25:

Er definitionen af en svært bevægelseshæmmet i lovforslaget magen

til den, der er anvendt tidligere?

Svar:

Ja. Såvel det nuværende lovgrundlag som lovforslaget omhandler

individuel handicapkørsel for svært bevægelseshæmmede. I det gældende

lovgrundlag, henvises der i de almindelige bemærkninger til bemærkningerne

til forslaget

til folketingsbeslutning af 7. maj 1991, hvoraf det fremgår, at problemet med

hensyn til befordring for en mindre gruppe af bevægelseshæmmede ikke kan

løses,

» selv om de busser, der benyttes til rutekørsel, bliver handicapvenlige. Det

drejer sig således om transportmulighed for mennesker, der ikke kan komme fra

egen bolig til offentligt transportmiddel.«

Det fremgår endvidere af Trafikudvalgets betænkning over

lovforslaget afgivet den af 1. april 1992, at et flertal har udtalt, at ved

svært bevægelseshæmmede »forstås kørestolsbrugere og personer, der bruger

ganghjælpemidler som krykkestokke og gangbukke og lignende«.

Disse bemærkninger er videreført i det nuværende lovforslag, jf.

bemærkningerne til 1, nr. 1.

Den ordning, der er forudsat med loven, er således en

transportordning for personer, der som følge af deres bevægelseshandicap har

behov for hjælpemidler og ikke kan benytte den almindelige offentlige

transport

- selv om transportmidlet måtte være handicapvenligt indrettet.

I bemærkningerne til det nuværende lovforslag er tilføjet, at

tillige svært bevægelseshæmmede, der har behov for, men – f.eks. på

grund af et

syns-handicap – ikke anvender et ganghjælpemiddel, også er omfattet af

ordningen.

Spørgsmål 35:

Hvilke rettigheder giver regeringens finanslovaftale med Dansk

Folkeparti de handicappede udover de rettigheder dette lovforslag giver?

Svar:

Aftaleteksten indeholder følgende om handicappede:

Forbedrede vilkår for reparation og udskiftning af

hjælpemidler i handicapbiler

Parterne er enige om, at reglerne for reparation og udskiftning

af den nødvendige særlige indretning i handicapbiler skal ligestilles med

reglerne for hjælpemidler i hjemmet.

Friere valg ved køb af handicapbiler

Parterne er enige om, at reglerne for handicappedes køb af biler

skal være mere fleksible med henblik på imødekommelse af brugerønsker,

herunder

muligheden for køb af brugte biler.

Bedre transportmuligheder for blinde og svagtseende

Parterne har aftalt at igangsætte et udredningsarbejde, der

vurderer mulighederne for at tilbyde blinde og svagtseende kørsel fra bopæl

til

nærmeste offentlige transportmiddel.

Frit valg af ledsager

Parterne er enige om at forbedre ledsageordningen for

handicappede, så personer, der er berettiget til ledsagelse, får mulighed for

selv at udpege sin ledsager. Lovforslaget forudsættes ikke at indebære

merudgifter.

Pr. 1. januar 2005 er der trådt en ny bekendtgørelse om støtte

til køb af bil efter servicelovens § 99 i kraft, som medfører bl.a. følgende

ændringer:

–

Mulighed for

udskiftning og reparation af den særlige indretning, som er bevilget og

installeret efter bilbekendtgørelsen.

–

Tydeliggørelse og

synliggørelse af betingelserne for tildeling af bil.

–

Mulighed for, at en

bil kan indrettes, så den kan bruges af flere.

–

Mulighed for køb af

bil, der tidligere har været indregistreret som handicapbil, og som samtidig

er

under 2 år regnet fra bilens første registrering.

Pr. 1. januar 2005 er lov om ændring af lov om social service og

ligningsloven (Frit valg af ledsager m.v.) trådt i kraft. Ændringen

indebærer,

at brugeren vil få mulighed for at vælge en ledsager, som han eller hun i

højere grad har interessefællesskab med. Ændringen giver desuden brugeren

mulighed

for at vælge en ledsager, når brugeren ønsker det.

Spørgsmål 36:

Hvilke konsekvenser for den individuelle handicapkørsel mener

ministeren, kommunalreformen vil få?

Svar:

Efter kommunalreformen skal trafikselskaberne varetage opgaven

vedrørende individuel handicapkørsel inden for trafikselskabets område. Selve

finansieringen af individuel handicapkørsel påhviler derimod kommunerne.

Lignende dokumenter