Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om etablering af sundhedsrum for stofmisbrugere som et led i den integrerende og skadereducerende indsats på narkotikaområdet

2004/1 BSF 77Beslutningsforslag som fremsatFolketinget10. december 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 10. december 2004 af

Sophie Hæstorp Andersen (S), Lone Møller (S),

Lene Garsdal (SF), Kamal Qureshi (SF),

Villy Søvndal (SF),

Naser Khader (RV) og Line Barfod (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om

etablering af sundhedsrum for stofmisbrugere som et led i den

integrerende og skadereducerende indsats på narkotikaområdet

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af dette

folketingsår at fremsætte lovforslag, der etablerer de retlige rammer for en

videnskabelig forsøgsordning med sundhedsrum, hvor stofmisbrugere uden

sanktioner kan indtage medbragte stoffer under overvågning af og supervision

fra sundhedsfagligt personale med særlig kompetence inden for omsorg,

sundhedsfremme, forebyggelse og skadereduktion.

Forsøget rettes mod de hårdest belastede stofmisbrugere, som

enten er uden for behandlingssystemet eller ikke profiterer i tilstrækkelig

grad af den behandling, de aktuelt er i, og hvis eneste aktuelle reelle

alternativ er at indtage deres stoffer under ekstremt uhygiejniske

omstændigheder

med stor risiko for både liv, helbred og lemmer.

Der skal ske en løbende evaluering af forsøgsordningen med sigte

på, at forsøgsordningen vurderes af Folketinget efter en toårig periode.

Bemærkninger til forslaget

Beslutningsforslaget er en genfremsættelse af beslutningsforslag

nr. B 68, folketingsåret 2002-03, men med opdaterede og udbyggede

bemærkninger.

Der henvises til Folketingstidende 2002-03, tillæg A side 2773 og 2776,

tillæg

B side 1152 og forhandlingerne side 5511 og 10564.

Læs alt

Fra begyndelsen af 1990’erne har der været bred faglig og

politisk enighed om, at der skal satses på en bredspektret behandlingsindsats

på narkotikaområdet. Der er behov for differentierede og individuelle

behandlingstilbud og øvrig indsats.

Med den tidligere regerings narkotikapolitiske redegørelse fra

1994 (R 13, folketingsåret 1993-94) kom behandlingsindsatsen for alvor på

dagsordenen, og en betydelig udbygning af behandlingskapaciteten blev

indledt.

Siden er både forskningsindsatsen og behandlingsindsatsen markant udbygget,

ligesom der er gennemført en behandlingsgaranti, og skadereduktion er

efterhånden grundfæstet som et blandt flere bærende elementer.

Med henblik på bl.a. at sikre en større koordination skete der i

1996 en omlægning af kompetencen, således at amterne fik

visitationskompetencen,

og behandlingsområdet blev markant økonomisk prioriteret. I løbet af ganske

få

år blev ressourceanvendelsen på behandlingsområdet mere end fordoblet.

Amtskommunerne fulgte trop. Den politiske narkofølgegruppe,

Agerschou-udvalget,

kunne med Agerschou II-rapporten i 1998 konkludere, at aldrig havde vi haft

så

mange behandlingspladser, og aldrig havde så mange været i behandling.

Behandlingsgarantien, som har været gældende siden den 1. januar 2003, har

yderligere bidraget til en øget behandlingstilgang.

På trods af denne prioriterede indsats for at forbedre

forholdene for stofmisbrugere og sikre behandlingstilbud har vi fortsat

mellem

250 og 350 narkotikarelaterede dødsfald om året i Danmark. De stofmisbrugere

som dør, bliver ikke mere end ca. 39 år, og en ny undersøgelse fra

Sundhedsstyrelsen

viser, at de

fortsat i høj grad dør af overdoser og de sygdomme, de pådrager sig under

stofkarrieren. Der er således massivt behov for at intensivere den

indsats – den skadereducerende indsats – som er relevant for

stofmisbrugere,

mens

de har et aktivt stofmisbrug.

Forskningsindsatsen er væsentligt

udbygget herhjemme. Dette – og en fortsat udbygning af denne indsats i

form af

både videnproduktion, -indsamling og -formidling samt en massiv udbygning af

en

i dag stort set ikkeeksisterende specialrådgivningsfunktion – er helt

afgørende. Der indkommer også rapporter, evalueringer m.v. fra andre lande,

som

vi skal og må trække på og lære af. Senest har det tyske sundhedsministerium

udsendt en pressemeddelelse af 2. september 2004, hvoraf det fremgår, at

dødeligheden blandt tyske stofmisbrugere fortsat er for nedadgående. Denne

imponerende positive udvikling tilskrives den samlede tyske indsats. Særlig

fremhæves den skadereducerende indsats, herunder de 25 aktuelt fungerende

sundhedsrum i Tyskland. Også Internationalt Røde Kors har meldt sig på banen

med klare anbefalinger om at lade det

dokumenterede, det evidensbaserede, udgøre fundamentet for indsatsen på

narkotikaområdet.

I forordet skriver præsidenten, Juan Manuel Suárez del Toro Rivero, bl.a.:

»

Nowhere is the gap between a

humanitarian response based on compassion and scientific evidence and the

inadequacies of actual practices more evident than in the inhumane treatment

of

injecting drug users«

og »

The message

is clear. It is time to be guided by the light of science, not by darkness of

ignorance and fear«.

Om

sundhedsrum lyder det fra Internationalt

Røde Kors i rapporten: »

there is little

doubt that such direct intervention saves lives«.

En meget stor gruppe stofmisbrugere lever under så kummerlige

vilkår på de åbne stofscener i de større danske byer, at deres risiko for at

dø

af en overdosis eller at blive smittet (og smitte andre) med alvorlige eller

dødelige infektionssygdomme er urimeligt og unødvendigt høj. Konklusionen må

være, at der er en gruppe af stofmisbrugere, som den eksisterende indsats

aktuelt ikke formår at nå, eller som aktuelt ikke i tilstrækkelig grad kan

profitere af indsatsen for at hjælpe dem.

Forslagets indhold og formål

Som en del af den danske indsats for at minimere de skader, der

følger af et langvarigt og kompliceret stofmisbrug, ønsker forslagsstillerne

derfor, at der etableres retlige rammer for en forsøgsordning med

sundhedsrum,

hvor stofmisbrugere uden sanktioner kan indtage medbragte stoffer under

overvågning af og supervision fra sundhedsfagligt personale med særlig

kompetence inden for omsorg, sundhedsfremme, forebyggelse og skadereduktion.

Det primære mål med etablering af sundhedsrum er på kort sigt at

sikre hårdt belastede stofmisbrugeres overlevelse og forebygge smitte med

hiv/aids, smitsom leverbetændelse og andre alvorlige infektionssygdomme samt

amputationer og sygdomme, der påfører stofmisbrugeren irreversible skader

selv

efter, at vedkommende har profiteret optimalt af et behandlingstilbud og

f.eks.

er blevet stoffri – irreversible sygdomme og fysiske skader, der i

unødvendig

grad vil hindre den sociale

(re-)integration. Når reduktion af dødelighed og smitte er en prioritet, må

indsatsen også nødvendigvis omfatte det øjeblik, hvor risikoen for

overdosering

og/eller smitteoverførelse er størst, dvs. samtidig med indtagelsen af stof.

Kun etablering af sundhedsrum kan sikre dette.

Målsætningen er ligeledes, at man i det konkrete møde med de

hårdest belastede stofmisbrugere i et sundhedsrum søger at motivere dem til

at

søge behandling og/eller at hjælpe dem til at formå at profitere af

behandling,

hvad enten der er tale om stoffri behandling eller substitutionsbehandling.

En positiv sidegevinst, som dog ikke er et mål i sig selv, er,

at etablering af sundhedsrum på rette sted tilmed reducerer problemer for den

almindelige befolkning, der bor omkring de åbne stofscener i Danmark.

Problemer

med forsamlinger af stofmisbrugere, der til skue for alle indtager stoffer og

bortkaster brugt injektionsudstyr, kan derved minimeres. Sundhedsrum vil

dermed

bidrage til at skabe en acceptabel situation også for øvrige lokale

befolkningsgrupper.

Det skal understreges, at sundhedsrum ikke er et alternativ til

den øvrige behandlingsindsats, der sigter mod at gøre stofmisbrugere

stoffrie,

men et supplement, fordi et sundhedsrum vil være et sted, hvor stofmisbrugere

vil kunne komme i kontakt med personale, der vil kunne hjælpe vedkommende

videre i behandlingssystemet og/eller det sociale hjælpeapparat.

Udenlandske erfaringer med sundhedsrum

Det er anslået, at der nu er hele 73 sundhedsrum i Europa

. Denne form for indsats

er således i fortsat udvikling. Senest er der f.eks. også åbnet et

sundhedsrum

for crackrygere i Frankfurt (september 2003), som bl.a. har som målsætning at

reducere smitterisikoen ved deling af udstyr gennem uddeling af

gummimundstykker, der forhindrer brandsår på læberne fra de varme glaspiber.

Dertil kommer sundhedsrum i Australien og Canada. I januar 2005 åbner det

første sundhedsrum i Norge (Oslo). Selv om sundhedsrummene fremstår

forskelligt,

er der visse fællestræk: De er offentligt godkendte; adgangen til

sundhedsrummene er reguleret; stofindtagelse overvåges og superviseres; der

er

adgang til sterilt injektionsudstyr; der er særligt uddannet personale til

varetagelse af øjeblikkelig genoplivning ved overdosis; der er adgang til

viden

om forebyggelse, til primær sundhedshjælp og -pleje samt til formidling af og

visitation til behandlingstilbud (substitutionsbehandling og stoffri

behandling), til det sociale hjælpeapparat og til det almindelige

sundhedsvæsen.

Dertil har de alle til fælles, at handel med og overdragelse af narkotika

selvsagt er forbudt. Flere sundhedsrum har ligeledes en række supplerende

tilbud, f.eks. om mad og drikke, bad og mulighed for tøjvask.

Erfaringerne fra de mange sundhedsrum i andre lande tyder på, at

sundhedsrum kan være med til at nedbringe antallet af dødsfald som følge af

overdosis samt reducere skader forbundet med ikke-fatale overdoser. I

Frankfurt

faldt antallet af overdosisdødsfald fra 150 til 30 i løbet af de første 4 år,

hvor der var etableret sundhedsrum. I de schweiziske sundhedsrums første 10

år

skete der ikke et eneste dødsfald. Af en forholdsvis ny evaluering af de 19

sundhedsrum, som fungerede i perioden 1995-2001

, fremgår det, at der

blev indtaget stof i alt 2.100.000 gange, og at der ikke skete ét eneste

dødsfald.

Det er ligeledes dokumenteret, at man har

været i stand til præcist at nå den definerede stærkt udsatte målgruppe,

nemlig

den gruppe af hårdt belastede stofmisbrugere, som andre tiltag ikke har

formået

at nå. Det er således ikke et tilbud, der på nogen måde øger tilgangen af nye

stofmisbrugere eller i det hele taget appellerer til andre end dem, som det

er

tiltænkt. Dertil har sundhedsrummene vist sig at kunne være udgangspunkt for

tilgang til behandlingssystemet m.v. samt reducere risikoadfærd. Der er i

øvrigt intet, der tyder på, at etablering af sundhedsrum fører til øget

følgekriminalitet i lokalområderne.

På baggrund af de udenlandske erfaringer kan det konstateres, at

sundhedsrum i høj grad har vist sig i stand til at realisere målsætningerne

om

at nå en gruppe stofmisbrugere, som indsatsen hidtil ikke har formået at nå

–

den gruppe af særlig hårdt belastede stofmisbrugere, hvor først og fremmest

skadereducerende indsats har umiddelbar mening – herunder at sørge for,

at

deres brug af stof sker under hygiejniske og sikre omstændigheder, at

reducere

risikoadfærden både med hensyn til overdosisdødsfald, diverse stofrelaterede

skader og smitterisiko samt sikre stabilisering eller forbedring af deres

sundhedstilstand og sociale funktionsniveau. Dertil skal nævnes, at

sundhedsrum

samtidig har vist sig egnede til at reducere de gener, som oftest er

forbundet

med åbne stofscener for lokalbefolkningen, idet de bidrager til at reducere

de

åbne stofscener.

Sundhedsrummene fungerer generelt med succes i et samarbejde

mellem lokalsamfundet, de lokale myndigheder og politiet og har medvirket til

at give stofmisbrugerne bedre livsbetingelser, fordi de både kan få udleveret

kanyler og andet udstyr, som de behøver for at kunne injicere deres stoffer,

og

samtidig kan få hjælp og støtte fra sundhedsrummenes personale både i den

konkrete situation og med hensyn til identifikation af behov for øvrig social

eller sundhedsfaglig hjælp.

De internationale konventioner

Det har været diskuteret, hvorvidt det er muligt at oprette

sundhedsrum uden at komme i konflikt med de internationale konventioner om

bekæmpelse af narkotika, som Danmark har tiltrådt. Aktiviteter, der strider

imod konventionernes hensigter og mål, må ikke tolereres i lande, der har

underskrevet

konventionerne. De tre vigtigste konventioner er konventionen af 30. marts

1961

om kontrol med narkotiske midler (enkeltkonventionen), konventionen af 21.

februar 1971 om psykotrope stoffer og FN-konventionen af 20. december 1988

imod

ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer.

Flere lande har ud fra ønsket om at oprette sundhedsrum

undersøgt det juridiske grundlag for sundhedsrum meget omhyggeligt.

Der har imidlertid ikke været juridiske problemer med etablering

af sundhedsrum i de lande, der har ratificeret og tiltrådt de samme

konventioner som Danmark. Konventionerne i sig selv forpligter således ikke

stater til at straffe stofmisbrugere for besiddelse af narkotika til eget

brug.

Gennem årtier har det da også været det primære mål for den danske

narkotikakontrolindsats at ramme bagmændene, dvs. de stofkriminelle

ikkebrugere. Ligeledes har det været vurderingen, at sundhedsrum, der har til

formål at give stofmisbrugere et mere værdigt liv med færre komplikationer

ved

først og fremmest at yde overlevelseshjælp og sikre de bedst mulige

betingelser

og forudsætninger for social reintegration og rehabilitering, ikke strider

imod

de internationale konventioner.

Konventionerne forhindrer således ikke, at man indretter særlige

steder, hvor narkotika kan indtages, så længe dette ikke sker med et

rekreativt

sigte, som det tidligere er set med »shooting galleries« eller »opiumshuler«,

og så længe det ikke drejer sig om narkotika, der hører under psykotrope

stoffer som f.eks. LSD.

Den schweiziske stat fik i 1999 udarbejdet en grundig

undersøgelse af spørgsmålet, foretaget af Swiss Institute of Comparative Law.

Her slås det fast, at de internationale konventioner ikke

omtaler sundhedsrum direkte, og at definitionen af sundhedsrummene har

afgørende betydning for deres status i forhold til de internationale

konventioner:

Hvis sundhedsrum således medvirker til rehabilitering og social reintegration

af stofmisbrugere og reducerer menneskelig lidelse, er der ifølge Swiss

Institute of Comparative Law intet i de internationale konventioner, der

forbyder,

at man etablerer dem.

En betingelse for dette er, at der ikke foregår salg i

sundhedsrum, men alene indtages stoffer, der alligevel ville være blevet

indtaget, og at der er lagt vægt på den forebyggende og skadereducerende

indsats. I flere lande, herunder Norge, hvor det første sundhedsrum åbner i

januar 2005, har man i øvrigt lagt afgørende vægt på, at overlevelseshjælp

til

enhver tid må gives forrang.

Dertil kommer, at praksisudvikling udgør et væsentligt

fortolkningsbidrag i folkeretten. Man må formode, at etablering af mere end

70

fortsat fungerende offentligt godkendte sundhedsrum over en så lang årrække

vil

have nok så afgørende indflydelse på fortolkningen af

konventionsforpligtelserne.

Indretning af sundhedsrum

Indretningen af sundhedsrum vil kunne foregå i amtskommunalt

eller kommunalt regi efter nogle nationale retningslinjer som beskrevet

nedenfor:

–

For det første er det

ikke forslagsstillernes hensigt, at sundhedsrum skal være et åbent tilbud til

alle mennesker, der blot ønsker at eksperimentere med narkotika. De

udenlandske

erfaringer viser da også, at sundhedsrum slet ikke opsøges af sådanne

grupper.

Sundhedsrum er målrettet til særlig hårdt belastede stofmisbrugere, der

f.eks.

har været igennem flere behandlinger uden succes, og hvis aktuelle reelle

alternativ

er at indtage deres stoffer på gaden eller andre steder, hvor det er muligt.

–

For det andet

forudsætter et offentligt sundhedsrum en midlertidig registrering af brugerne

(køn, alder, stofkarriere, medbragt stof, henholdsvis sundhedsmæssig, social

og

behandlingsmæssig status etc.), der skal bruges i videnskabeligt øjemed som

forudsætning for evalueringen af forsøget.

–

For det tredje må

personalet ikke direkte hjælpe med indtagelsen af ulovlige narkotika.

Et forslag kan være at indrette sundhedsrum således, at der

først er et venteværelse, hvor den midlertidige registrering af data i

videnskabeligt øjemed kan finde sted, og hvor der primært er socialpædagogisk

personale. Dertil kommer et rum, hvor de narkotiske stoffer indtages, og hvor

der er sundhedsfagligt personale, der dels kan overvåge indtaget af narkotika

og

i værste fald yde akut overlevelseshjælp, dels kan undervise stofmisbrugeren

i,

hvordan narkotikummet indtages uden skader og overførelse af smitte.

Det kan være en fordel, hvis sundhedsrummet etableres i

tilknytning til et interesseret og relevant værested eller andet

lavtærskeltilbud, hvor stofmisbrugerne også kan blive tilbudt en samtale, en

kop kaffe, et billigt måltid og et bad. Derved kan værestedet eller

lavtærskeltilbuddet danne rammen om det omsorgsorienterede, socialpædagogiske

eller motiverende arbejde og bl.a. oplyse om behandlingsmuligheder samt yde

hjælp til stofmisbrugere, der ønsker rådgivning om bolig, sociale tilbud

eller

andet. Dog skal man være opmærksom på, at sundhedsrum nødvendigvis må have

meget lave tærskler. Jo flere tilbud der er på ét og samme sted, jo større

mulighed vil der som udgangspunkt også være for at hjælpe adækvat. Samtidig

kan

der også være en næsten proportionalt stigende tendens til et stigende antal

regler, man kan »forbryde« sig imod, således at man direkte eller indirekte

udelukkes fra tilbuddene.

Personalet skal i øvrigt være uddannet, så det øjeblikkeligt kan

tage hånd om særlig udsatte stofmisbrugere, f.eks. gravide eller syge

stofmisbrugere, og hjælpe dem ved at henvise og tilbyde følgeskab til den

relevante hjælp.

Evaluering

Forsøget skal evalueres i forhold til

–

tilfredsheden hos

brugerne af sundhedsrummet, de pårørende og borgerne i nærområdet samt evnen

til at,

–

nedbringe antallet af

fatale eller ikkefatale overdoser,

–

stabilisere eller

forbedre sundhedstilstanden og det sociale funktionsniveau og

–

motivere brugerne til

at søge relevante behandlingstilbud eller anden offentlig hjælp, pleje og

støtte.

Afrapportering sker løbende, gerne månedligt, til de ansvarlige

myndigheder i kommunen/amtskommunen.

Sundhedsstyrelsen er ansvarlig for at udarbejde de nærmere

retningslinjer for etablering og evaluering, så der opnås ensartede og

sammenlignelige evalueringer i alle forsøg og sker en opsamling af

resultaterne

med henblik på vurdering af den samlede forsøgsordning i Folketinget. Under

udarbejdelsen af retningslinjerne bør brugerorganisationer og opsøgende

gadeplansmedarbejdere inddrages.

Den samlede forsøgsordning vurderes af Folketinget efter en

toårig periode.

Økonomi

Forslaget sigter alene på at få etableret de retlige rammer for

sundhedsrum, ligesom det er sket f.eks. i det norske Storting og i det

australske parlament. Forslaget medfører derfor ingen økonomiske udgifter for

staten ud over den formentlig begrænsede udgift til Sundhedsstyrelsens

udarbejdelse af de nærmere retningslinjer for etablering, evaluering og

opsamling

af forsøgsresultaterne.

Det bliver op til amtskommunerne/kommunerne selv at beslutte

etablering og finansiering af sundhedsrum efter de af Sundhedsstyrelsen

udstukne retningslinjer. Dette betyder formentlig, at der ikke umiddelbart

etableres sundhedsrum alle relevante steder i Danmark, men enkelte forsøg vil

også kunne bidrage med konkret erfaring og videnskabelig dokumentation til

brug

for den fremtidige tilrettelæggelse af en bredspektret og differentieret

indsats på narkotikaområdet. Der henvises bl.a. til det faktum, at Københavns

Kommune afsatte 2 mio. kr. på budgettet tilbage i 2003 til at gennemføre et

forsøg med sundhedsrum. Behovet for sundhedsrum er der. Viljen til at

etablere

dem er der. Forslaget her skal sikre mulighederne.

Skriftlig fremsættelse

Sophie Hæstorp Andersen

(S):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at

fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning

om etablering af sundhedsrum for stofmisbrugere som et led i den

integrerende og skadereducerende indsats på narkotikaområdet.

(Beslutningsforslag nr. B 77).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager

forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Officielle noter

Nye tal fra Sundhedsstyrelsen, nr. 14, september 2004

»Spreading the light of science. Guidelines on harm reduction related to

injecting drug use« (2003).

EMCDDA

(2004): »European Report on Drug Consumption Rooms

«.

»Evaluation der

Arbeit der Drogenkonsumräume in der Bundesrepublik Deutschland. Endbericht in

Auftrag des Bundesministerium für Gesundheit«, ZEUS (Nomos-Verlag, 2003).

Swiss

Institute of Comparative Law (January 2000): »Use of Narcotic Drugs in Public

Injection Rooms under Public International Law«

Lignende dokumenter