Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om værdipapirhandel m.v. og lov om finansiel virksomhed (Gennemførelse af markedsmisbrugs- og prospektdirektivet)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Betænkning afgivet af Erhvervsudvalget den 1. december 2004
Betænkning
over
Forslag til lov om ændring af lov om
værdipapirhandel m.v. og lov om
finansiel virksomhed
(Gennemførelse af markedsmisbrugs- og prospektdirektivet)
[af
økonomi- og erhvervsministeren (Bendt Bendtsen)]
1. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 6. oktober 2004 og var til 1.
behandling den 26. oktober 2004. Lovforslaget blev efter 1. behandling
henvist
til behandling i Erhvervsudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i
høring, og økonomi- og erhvervsministeren sendte den 19. august 2004 dette
udkast til udvalget, jf. (folketingsåret 2003-04) alm. del − bilag 574.
Den 19. oktober 2004 sendte økonomi- og erhvervsministeren de indkomne
høringssvar
samt et notat herom til udvalget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget en skriftlig
henvendelse fra professor Jesper Lau Hansen, Københavns Universitet, som er
optrykt i bilag 2.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 3 spørgsmål til økonomi- og
erhvervsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret. Et af
Læs alt
udvalgets spørgsmål og økonomi- og erhvervsministerens svar herpå er optrykt
som bilag 2 til betænkningen.
2. Indstillinger og politiske bemærkninger
Et
flertal
i udvalget
(udvalget med undtagelse af SF og EL) indstiller lovforslaget til
vedtagelse uændret.
Et
mindretal
i
udvalget (SF og EL) indstiller lovforslaget til
forkastelse
ved 3. behandling.
Enhedslisten er enig i,
at reglerne imod insiderhandel, kursmanipulation m.m. skal skærpes,
men samtidig åbner loven mulighed for at gøre det nemmere at
spekulere hen over landegrænserne. Når et prospekt –
et reklamemateriale –
for nye aktier er godkendt i et land, skal det også anerkendes i
de EU-øvrige lande.
Hvis loven eksempelvis
havde været gældende i slutningen af 1980’erne, ville dette have
betydet, at de værdiløse aktier i Hafnia, der dengang
blev solgt med henvisning til et prospekt godkendt af det danske
finanstilsyn, ikke alene kunne sælges til danske pensionskasser og
andre,
der led et milliardtab, men også kunne have været solgt i andre
EU-lande,
hvor man ville have haft mere besvær med at gennemskue, at der var tale om
værdiløse aktier.
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut var på
tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i
udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller
politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i
betænkningen.
Else Winther Andersen (V)
Kim Andersen (V)
Svend Erik Hovmand (V)
fmd.
Christian Lund Jepsen (V)
Colette L. Brix (DF)
nfmd.
Poul Fischer (DF)
Carina Christensen (KF)
Lars Barfoed (KF)
Jann Sjursen (KD)
Frode Sørensen (S)
Jan Trøjborg (S)
Jens Peter Vernersen (S)
Ole Vagn Christensen (S)
Peder Sass (S)
Poul Henrik Hedeboe (SF)
Naser Khader (RV)
Pernille Rosenkrantz-Theil (EL)
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut havde
ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
54
*
Enhedslisten (EL)
4
Socialdemokratiet (S)
52
Kristendemokraterne (KD)
4
Dansk Folkeparti (DF)
22
Tjóðveldisflokkurin (TF)
1
Det Konservative Folkeparti (KF)
16
Inuit Ataqatigiit (IA)
1
Socialistisk Folkeparti (SF)
12
Siumut (SIU)
1
Det Radikale Venstre (RV)
9
Uden for folketingsgrupperne (UFG)
3
*
Heraf
1 medlem valgt på Færøerne
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 13
Bilagsnr.
Titel
1
Høringsnotat vedr. forslag til lov om ændring af lov om
værdipapirhandel m.v. og lov om finansiel virksomhed (Gennemførelse af
markedsmisbrugs-
og prospektdirektivet) og kopi af de indkomne høringssvar
2
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af
lovforslaget
3
Endelig tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
4
Henvendelse af 22/11-04 fra professor Jesper Lau Hansen,
Københavns Universitet
Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 13
Spm.nr.
Titel
1
Spm. om kommentarer til høringssvaret fra Statsadvokaten,
til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. om yderligere kommentarer til høringssvar fra Dansk
Aktionærforening, til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar
herpå
3
Spm. om kommentar til henvendelse af 22/11-04 fra professor
Jesper Lau Hansen, Københavns Universitet, til økonomi- og
erhvervsministeren,
og ministerens svar herpå
Bilag 2
Et af udvalgets spørgsmål til økonomi- og
erhvervsministeren og dennes svar herpå
Bilag 4 samt spørgsmål 3 og svaret herpå er optrykt efter ønske
fra udvalget.
Bilag 4:
Københavns universitet
Det juridiske fakultet
Erhvervsudvalget
Folketinget
Christiansborg
1240 København K
Lovforslag L 13 (samling 2004-05)
Ved fremsættelsen af
ovennævnte lovforslag den 6. oktober 2004 var der foretaget visse ændringer i
forhold til det udkast, der af Finanstilsynet var sendt i høring, og som det
derfor ikke har været muligt at kommentere. To af disse ændringer angår den
nye
undtagelse til forbuddet mod insiderhandel, og begge er efter min vurdering
af
en sådan betydning, at Erhvervsudvalget bør give dem særlig opmærksomhed
under
udvalgsbehandlingen. Et tredje forhold angår aktieselskabsloven og er mindre
vigtigt, men fortjener måske alligevel en nærmere overvejelse.
Lovforslagets § 1, nr. 16: Ny § 35, stk. 2, nr. 1
Den første af de to nye
undtagelser til forbuddet mod insiderhandel angår offentlige
overtagelsestilbud.
Jeg kan bifalde, at man undtager disse tilfælde fra forbuddet, men den
nuværende formulering af nr. 1 i stk. 2 er ikke hensigtsmæssig.
Det er tilladeligt og i
praksis meget udbredt, at der i forberedelsen af et offentligt
overtagelsestilbud foretages en såkaldt due diligence, dvs. en undersøgelse
af
målselskabets forhold, hvorved tilbudsgiver kan blive bekendt med
målselskabets
forhold, som i visse tilfælde må kvalificeres som intern viden. Når dette
ikke
hindrer tilbudsgiveren i at fremsætte et overtagelsestilbud og senere på
baggrund
heraf erhverve aktier i målselskabet fra aktionærer, der ikke har samme
interne
viden, som loven forudsætter ved forbuddet mod insiderhandel. Tilbudsgiver
vil
nemlig bruge sin due diligence til at fastsætte sit tilbud sådan, at det
afspejler den information om målselskabet, som tilbudsgiver har opnået,
herunder en eventuel intern viden. I disse tilfælde misbruges en eventuel
intern viden altså ikke. Man kan også mere teknisk begrunde resultatet sådan,
at når tilbudsgiver fastsætter sit tilbud til en pris, der afspejler den
interne viden, så opfyldes kvalifikationen i den nuværende § 34,
stk. 2, ikke. Intern viden defineres jo efter denne bestemmelse som
oplysninger, der »må antages at få betydning for kursdannelsen
. . .
hvis oplysningerne blev offentliggjort.« Hvis tilbuddet allerede afspejler
den
pris, som markedet senere vil nå, når de pågældende oplysninger
offentliggøres,
er definitionen på intern viden ikke opfyldt, og forholdet udgør naturligvis
ikke insiderhandel.
I bemærkningerne til
lovforslaget s. 41 er disse betragtninger tilgodeset. Det anføres: »Indholdet
af den interne viden må antages at blive taget i betragtning af tilbudsgiver
ved fastsættelsen af den pris, som aktionærerne tilbydes.«
Problemet er blot, at disse
betragtninger ikke fremgår af lovforslagets nuværende formulering. Som nr. 1
i
§ 35, stk. 2, er formuleret nu, vil en tilbudsgiver, der har opnået
intern viden om målselskabet, lovligt kunne fremsætte et overtagelsestilbud,
der
ikke
afspejler den interne viden,
f.eks. er lavere end hvad den interne viden måtte give forventning om. Det er
efter min vurdering ikke tilstrækkeligt at have den vigtige passus om, at
tilbuddet bør afspejle den interne viden, placeret alene i bemærkningerne;
den
bør medtages direkte i lovteksten.
Jeg foreslår derfor, at nr. 1
formuleres således:
»1) køb af værdipapirer, der
sker som et nødvendigt led i gennemførelsen af et fremsat offentligt
købstilbud
med det formål at få kontrol over et selskab, der har en eller flere
aktieklasser optaget til notering eller handel på en fondsbørs, en
autoriseret
markedsplads eller et tilsvarende reguleret marked for værdipapirer, såfremt
den interne viden er erhvervet i forbindelse med en undersøgelse af
selskabet,
der er foretaget med henblik på fremsættelsen af købstilbuddet,
og tilbuddet afspejler den interne viden,
«
(tilføjelse kursiveret)
Jeg er opmærksom på, at
begrebet »afspejler« ikke er præcist, men det er efter min vurdering
tilstrækkeligt
dækkende, da der altid vil være et skønsmoment ved fastlæggelsen af
tilbudsprisen på baggrund af den tilgængelige viden.
Lovforslagets § 1, nr. 16: Ny § 35, stk. 2,
nr. 2
Bestemmelsen
implementerer art. 2, stk. 3, i direktiv (2003/6/EF) om markedsmisbrug.
Baggrunden bag bestemmelsen
er den naturlige, at der i disse tilfælde ikke foreligger det misbrug af
intern
viden, som forbuddet mod insiderhandel forudsætter. Et sådant misbrug
foreligger, hvor der indgås en aftale på vilkår, som insideren bør forstå, at
modparten ikke ville acceptere, havde han haft samme (interne) viden som
insideren. I tilfælde omfattet af art. 2, stk. 3, er aftalen imidlertid
indgået
af parterne
uden
intern viden, og de
aftalte vilkår er således ikke opnået under misbrug af intern viden. Men der
forløber en periode før aftalen skal opfyldes, og i denne periode opnår en af
parterne intern viden. Bestemmelsen fastslår da, at det i disse tilfælde af
såkaldt »efterfølgende intern viden« ikke udgør en overtrædelse af forbuddet
mod insiderhandel at opfylde den indgåede aftale. Bestemmelsen i art. 2, stk.
3, fremtræder således som en undtagelse til forbuddet mod insiderhandel i
art.
2, stk. 1.
I lovforslaget er
bestemmelsen tænkt indsat som et nyt § 35, stk. 2, nr. 2.
Bestemmelsen fremtræder korrekt som en undtagelse til forbuddet mod
insiderhandel, der er indeholdt i § 35, stk. 1.
Problemet er, at lovforslaget
på dette punkt dels anvender en formulering, der afviger fra art. 2,
stk. 3 i markedsmisbrugsdirektivet, hvilket kan give tvivl om den
tilsigtede rækkevidde af undtagelsen, dels i bemærkningerne s. 42 anfører
nogle
betragtninger om anvendeligheden af bestemmelsen på aftaler om optioner, som
næppe er hensigtsmæssige.
De pågældende lovbemærkninger
synes at ville skelne mellem optionsaftaler, der omfattes af aftalen, sådan
at
bestemmelsen kun kommer til at omfatte optionsaftaler, hvor det er
optionsgiver,
der efterfølgende har
opnået intern viden.
Som det vil fremgå af det
følgende, er det for det første tvivlsomt, om disse betragtninger i
bemærkningerne
er korrekte, for det andet afviger de fra såvel nordisk ret som fra dansk
administrativ praksis fra Finanstilsynet.
For det første er
betragtningerne om, at kun optionsgiver er omfattet af undtagelsen, næppe
korrekte.
Det er rigtigt, at kun optionsgiver kan siges at være forpligtet af
optionsaftalen, da en sådan aftale kun giver optionshaver en ret, men ingen
pligt, til at indgå på aftalen. Men det er tvivlsomt, om
markedsmisbrugsdirektivets art. 2, stk. 3, skal anvendes så specifikt på
forpligtelser, som de danske bemærkninger lægger til grund, eller om
bestemmelsen mere generelt skal forstås som en selvfølgelig undtagelse til
forbuddet mod insiderhandel for disse tilfælde af efterfølgende intern viden.
Både for optionsgiver som for optionshaver ligger optionsaftalens vilkår jo
fast ved indgåelsen af optionsaftalen, og den senere udnyttelse af optionen
kan
derfor vanskeligt betragtes som et misbrug, blot fordi den ene part har
opnået
intern viden i mellemtiden. Der sker heller ingen skade på markedets
funktion.
Optionsgiver vil på det tidspunkt, hvor optionsaftalen indgås, være klar
over,
at han bærer en risiko for, at markedsudviklingen bliver ugunstig.
Optionshaver
vil jo kun ønske at udnytte optionen, såfremt kursudviklingen er gået i en
for
optionsgiver ugunstig retning. Til inddækning af denne risiko vil
optionsgiver
beregne sig en præmie, den såkaldte optionspræmie. Optionsgiver bliver m.a.o.
ikke skuffet, uanset om optionshaver måtte have fået intern viden på
tidspunktet for optionens udnyttelse, men vil blot betragte forholdet som en
kalkuleret risiko.
Dertil kommer, at en
optionsaftale ofte efterspørges af personer (optionshavere), der enten
forventer at have eller kan få intern viden på udnyttelsestidspunktet.
Frygter
man f.eks. et kursfald på grund af nogle risici, der kan forudses, man hvis
indtræden endnu er uvist, kan man imødegå dette ved at indgå en optionsaftale
med en optionsgiver om at kunne sælge værdipapiret senere til den nuværende
kurs (en put-option), uanset at kursen til den tid måtte være faldet.
Optionsgiver
vil i sådanne tilfælde forstå, at optionshaver har indgået aftalen om en
put-option, fordi optionshaver frygter et kursfald, hvilken mulighed (eller
rettere: risiko) optionsgiver da vil tage sig betalt for ved en passende
optionspræmie. Lægges lovforslagets bemærkninger til grund, kan optionshaver
imidlertid ikke benytte den indgåede put-option, hvis han efterfølgende har
fået intern viden, f.eks. om at den faldende markedskurs vil falde
yderligere,
fordi de forudsete risici for at beskytte en optinsgiver, der kendte til
risikoen og havde taget sig betalt herfor. Det er ikke hensigtsmæssigt. Det
skal om eksemplet afslutningsvis bemærkes, at optionshaverens kendskab til de
risici, der kan opstå, antages her ikke at udgøre intern viden, for hvis det
var intern viden, foreligger der intern viden ved
indgåelsen
af optionsaftalen, hvilket ikke hører under den her
drøftede undtagelse om
efterfølgende
intern viden.
Et andet eksempel angår
medarbejderoptioner. Her er optionshaver normalt den ansatte, og det
forekommer
ofte, at ansatte kan have intern viden på tidspunktet for udnyttelsen af
deres
medarbejderoptioner. Lægges lovbemærkningerne til grund, vil især ledende
medarbejdere ofte ikke kunne udnytte deres medarbejderoptioner, fordi de er
kommet i besiddelse af intern viden om deres arbejdsgiver (selskabet). Også
her
er bemærkningernes antagelse uhensigtsmæssig, fordi medarbejderoptionerne jo
er
givet på vilkår, der lå fast ved deres tildeling, og altså ikke ændres eller
påvirkes af, at medarbejderen efterfølgende har fået intern viden. Der er
endvidere ikke noget hensyn at tage til optionsgiveren (selskabet), der
normalt
har samme interne viden som medarbejderne og derfor ikke føler sig snydt.
For det andet afviger
lovbemærkningernes antagelse om optioner fra retsstillingen i de nordiske
lande
og fra Finanstilsynets egen praksis.
Som det fremgår af de to
eksempler i det foregående betragtes det ikke som misbrug af intern viden at
udnytte en option, som er indgået uden intern viden, blot fordi en af
parterne
efterfølgende har fået intern viden. At en sådan udnyttelse af en option er
lovlig og ikke i strid mod insiderhandelsforbuddet fremgår udtrykkeligt af
den
nuværende svenske og norske lovgivning. For svensk rets vedkommende henvises
til insiderstrafflagen (2000:1086) § 8 nr. 5 (optionshavere) og
nr. 6 (optionsgivere). Det ses, at undtagelsen fra forbuddet mod
insiderhandel gælder både optionshavere og -givere. For norsk ret henvises
til
verdipapirhandellovens § 2-1, stk. 2, der blot taler om udnyttelse
af
optioner og dermed i lighed med svensk ret omfatter både optionshavere og
-givere under undtagelsen fra insiderhandelsforbuddet. Svensk ret ændres ikke
på dette punkt ved implementeringen af markedsmisbrugsdirektivet, hvilket
fremgår af den svenske betænkning SOU 2004:69. Jeg er ikke bekendt med
overvejelserne om implementeringen i norsk ret, men finder det helt
usandsynligt, at norsk ret skulle ændres på dette punkt.
Ikke blot afviger antagelsen
i lovforslagets bemærkninger fra svensk og norsk ret, den afviger også fra
den
afgørelse, som Finanstilsynet har truffet den 19. august 2004 og gjort
tilgængelig på sin hjemmeside. Finanstilsynet når i den afgørelse samme
resultat som i svensk og norsk ret, at en medarbejder kan udnytte optioner,
som
er tildelt i medfør af et medarbejderoptionsprogram, uanset at medarbejderen
efterfølgende måtte have fået intern viden om selskabet (optionsgiveren).
Når der henses til fordelen
for den internationale samhandel ved ensartede regler, ikke mindst i lyset af
den forestående svenske overtagelse af Københavns Fondsbørs A/S, må det
kraftigt frarådes at indføre regler, der i modsætning til såvel svensk og
norsk
ret som dansk administrativ praksis vil kriminalisere udnyttelsen af en
optionsaftale.
I stedet vil jeg anbefale, at
man vælger at implementere markedsmisbrugsdirektivets art. 2, stk. 3,
mere
ordret, og at man i bemærkningerne hertil undlader at tage stilling til,
hvorvidt optioner og lignende skal omfattes. I stedet kan det ved ændringen
bemærkes, at man har valgt en mere tekstnær implementering for i videst
mulige
omfang at tilgodese den fællesskabsretlige fortolkning af denne undtagelse.
Samme metode blev i sin tid brugt, da man i lov 343/1991 implementerede art.
3,
litra a, i direktiv (89/592/EØF) om insiderhandel, hvilket i dag genfindes
som
værdipapirhandelslovens § 36, stk. 1, der omhandler forbuddet mod
videregivelse af intern viden.
I givet falg vil
lovforslagets § 35, stk. 2, nr. 2 få følgende ordlyd:
»2) transaktioner, der
gennemføres for at opfylde en forpligtelse til at erhverve eller afhænde
værdipapirer,
når denne forpligtelse er blevet bindende og er baseret på en aftale, der er
indgået, før der er opnået intern viden.«
Aktieselskabslovens § 53, stk. 2
Lovforslag nr. L 13 indfører
regler om både indberetningspligt (flagningspligt) for insideres
transaktioner,
jf. forslagets § 28a, og om insiderlister, jf. forslagets § 37,
stk. 4.
Efter min vurdering
overflødiggør disse nye regler aktieselskabslovens § 53, stk. 2.
Denne bestemmelse synes at være blevet noget overset, f.eks. angår den
fortsat
kun aktieselskaber noteret på en fondsbørs, men ikke aktieselskaber optaget
til
handel på en autoriseret markedsplads. Da man i sin tid vedtog
værdipapirhandelsloven (lov 1072/1995) slettede man ligeledes asl.
§ 28c,
fordi den nu blev videreført af vhl. § 29. Tilsvarende bør gælde for
asl.
§ 53, stk. 2. Såfremt man fortsat ønsker at underkaste statslige
aktieselskaber en lignende regulering kan bestemmelsen fortsættes i
aktieselskabsloven
alene i relation til disse. Der er herudover ingen grund til at ændre på
stk. 1 og 3 i asl. § 53.
Med venlig hilsen
Jesper Lau Hansen
Spørgsmål 3:
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 22. november 2004
fra professor Jesper Lau Hansen, Københavns Universitet, jf. L 13 −
bilag
4.
Svar:
Professor, dr.jur.
Jesper Lau Hansen
peger i sit brev på tre forhold vedrørende lovforslaget
L 13, som Erhvervsudvalget efter hans mening bør give særlig opmærksomhed
under
udvalgsbehandlingen.
Jesper
Lau Hansen
anfører, at
der er foretaget ændringer i forslaget i forhold til det udkast, der af
Finanstilsynet var sendt i høring, og at det derfor ikke har været muligt at
kommentere på disse ændringer.
Indledningsvis kan jeg oplyse, at
baggrunden for, at der er foretaget ændringer i lovforslaget i forhold til
udkastet, der blev sendt i høring, er, at der er taget hensyn til de
bemærkninger, der er fremkommet i høringssvarene og ved den lovtekniske
gennemgang af lovforslaget.
Det første emne, som
Jesper Lau Hansen
behandler i sit brev til Erhvervsudvalget, er forslaget til den nye
bestemmelse
i lovens § 35, stk. 2, nr. 1.
Med forslaget til § 35, stk. 2, nr. 1, indføres en undtagelse
til forbuddet mod insiderhandel. Bestemmelsen undtager køb af værdipapirer,
der
sker som et nødvendigt led i gennemførelsen af et fremsat offentligt
købstilbud
med det formål at få kontrol over et selskab, der har aktier optaget til
notering eller handel på en fondsbørs, en autoriseret markedsplads eller et
tilsvarende reguleret marked for værdipapirer (»målselskabet«). Undtagelsen
gælder, såfremt den interne viden er erhvervet i forbindelse med en
undersøgelse af selskabet, der er foretaget med henblik på fremsættelse af
købstilbuddet.
Jesper Lau Hansen
giver udtryk
for, at den foreslåede ordlyd medfører, at tilbudsgiver lovligt kan fremsætte
et tilbud, der ikke afspejler den interne viden, for eksempel ved at afgive
et
tilbud, der er lavere end den interne viden tilsiger.
Det er en korrekt forståelse af bestemmelsen, at det ikke
kræves, at det afgivne tilbud og herunder tilbudsprisen skal afspejle den
interne viden, som tilbudsgiver har på tilbudstidspunktet.
Det er i praksis meget udbredt, som
Jesper Lau
Hansen
korrekt skriver, at der ved forberedelsen af et
offentligt overtagelsestilbud foretages en såkaldt »due diligence«, dvs. en
undersøgelse af målselskabets forhold. Tilbudsgiver tager denne viden i
betragtning, når han fastsætter sit tilbud.
I praksis indgår imidlertid andre parametre end den viden, som
indhentes i forbindelse med en såkaldt »due diligence«. Tilbuddet vil ofte
afspejle tilbudsgivers forventning til mulige synergieffekter i forbindelse
med
overtagelse af det selskab, som tilbuddet vedrører. Tilbudsgivers
fastsættelse
af en pris for målselskabet vil derfor ofte være et resultat af både
tilbudsgivers
forhold og målselskabets forhold. Tilbuddet kan endvidere gøres højt eller
lavt
af strategiske grunde, for eksempel fordi der med tilbuddet indledes en
»budkrig«. Dette er de fleste aktionærer klar over.
Den foreslåede bestemmelse skal ses som en undtagelse til
forbuddet mod insiderhandel. Forslaget til undtagelsen stammer fra
markedsmisbrugsdirektivet
og begrundelsen for undtagelsen er, at et målselskab ellers ville kunne
forhindre fremsættelsen af et overtagelsestilbud ved at give tilbudsgiver
intern
viden i forbindelse med en due diligence. Dette formål med undtagelsen vil
ikke
i samme omfang kunne tilgodeses, såfremt der i bestemmelsen indsættes et krav
om, at tilbuddet skal afspejle den interne viden.
Som det fremgår af lovbemærkningerne, er aktionærerne i
målselskabet beskyttede af reglerne i værdipapirhandelslovens §§ 31 og 32,
der
regulerer overtagelsestilbud samt af reglerne i en tilhørende bekendtgørelse.
Det følger af denne bekendtgørelse, at bestyrelsen i
målselskabet er forpligtet til at udarbejde en redegørelse til selskabets
aktionærer om fordele og ulemper ved tilbuddet, herunder set i forhold til
selskabets forventede udvikling. Bestyrelsen har således mulighed for i sin
udtalelse at imødegå et tilbud, der er »for lavt«. Det følger desuden af
bekendtgørelsen, at den tilbudte kurs mindst skal svare til den højeste kurs,
tilbudsgiver har betalt for de allerede erhvervede aktier.
Jesper Lau Hansen
er af den
opfattelse, at den foreslåede formulering ikke er hensigtsmæssig, og foreslår
i
stedet, at det i lovteksten til § 35, stk. 2, nr. 1, fremgår, at undtagelsen
alene gælder, hvis tilbuddet afspejler den interne viden.
En tilføjelse som den af
Jesper Lau Hansen
foreslåede, må på ovennævnte baggrund vurderes at indebære en unødig
indskrænkning af tilbudsgivers mulighed for at fastsætte sit tilbud på en
måde,
som tilbudsgiver synes hensigtsmæssig. En sådan indskrænkning kan ikke
begrundes i hensynet til aktionærerne, da deres interesser varetages af
reglerne om overtagelsestilbud Herudover vil det være yderst vanskeligt i
praksis at administrere en regel som foreslået af Jesper Lau Hansen, idet den
indebærer, at en tilbudsgiver konkret skal vurdere, hvilken værdi den interne
viden måtte have for tilbuddet. Et retsområde som insiderhandel kræver efter
min opfattelse af retssikkerhedsmæssige årsager klare retsregler. En regel
som
den af Jesper Lau Hansen foreslåede vil ikke medvirke til at opfylde dette
krav.
Endelig vil der være en risiko for, at en regel som foreslået af
Jesper Lau Hansen vil virke hæmmende på erhvervslivets mulighed for at
foretage
hensigtsmæssige opkøb af virksomheder.
Jeg finder derfor på denne baggrund ikke anledning til at ændre
på den foreslåede bestemmelses ordlyd.
Det andet emne, som
Jesper Lau Hansen
omtaler i sit brev til Erhvervsudvalget, er forslaget til den nye bestemmelse
i
lovens § 35, stk. 2, nr. 2.
Forslaget til bestemmelsen i §
35, stk. 2, nr. 2, medfører en undtagelse til forbuddet mod insiderhandel i §
35, stk. 1. Undtagelsen gælder i de tilfælde, hvor køb eller salg af et
værdipapir sker for at opfylde en forpligtelse, der er forfalden og baseret
på
en aftale, der er indgået, inden personen fik intern viden.
Jesper Lau Hansen
bemærker indledningsvis, at lovforslaget anvender en
formulering, der afviger fra artikel 2, stk. 3, i markedsmisbrugsdirektivet,
hvilket kan give tvivl om den tilsigtede rækkevidde af undtagelsen.
Jesper Lau Hansen
foreslår på den baggrund, at man vælger at
implementere markedsmisbrugsdirektivets artikel 2, stk. 3, mere ordret.
Jeg kan indledningsvis oplyse, at
årsagen til, at man ved udformningen af lovforslaget har valgt en
formulering,
der afviger fra formuleringen i den danske version af direktivet, er, at den
danske oversættelse af direktivets artikel 2, stk. 3, er upræcis. Af de
øvrige
sprogversioner fremgår det, at
forudsætningen for, at undtagelsen i direktivets artikel 2, stk. 3, kan
anvendes, er, at insideren har en forpligtelse til at købe eller sælge
værdipapirer, og at denne forpligtelse er
forfalden
på tidspunktet, hvor
insideren gennemfører sin handel med værdipapirer.
Betingelsen om, at forpligtelsen
skal være forfalden, er ikke kommet med i den danske oversættelse. Derimod
fremgår det som nævnt af de øvrige sprogversioner af direktivet, at
undtagelsen
kun finder anvendelse, såfremt forpligtelsen er forfalden.
Som
Jesper Lau Hansen
selv skriver, er der gode grunde til at vælge en
gennemførelse af direktivet i dansk lovgivning, der holder sig så tæt som
muligt
på direktivets ordlyd. Med formuleringen af bestemmelsen i § 35, stk. 2, nr.
2,
har man efter min vurdering netop taget hensyn til dette, idet der ikke kun
er
lagt vægt på ordlyden af den danske oversættelse, men også på de øvrige
sprogversioner.
Jeg finder derfor ikke grundlag
for at ændre på ordlyden af bestemmelsen i lovforslaget.
Jesper Lau Hansen
anfører desuden, at udtalelserne i lovbemærkningerne
til bestemmelsen til § 35, stk. 2, nr. 2, hvorefter bestemmelsen kun omfatter
optionsaftaler, hvor det er
optionsgiver
,
der efterfølgende har opnået intern viden, næppe er korrekte.
Jesper Lau Hansen
mener, at det er tvivlsomt, om
markedsmisbrugsdirektivets artikel 2, stk. 3, skal anvendes så specifikt på
forpligtelser, som de danske lovbemærkninger lægger til grund, eller om
bestemmelsen mere generelt skal forstås som en selvfølgelig undtagelse til
forbuddet mod insiderhandel i tilfælde af efterfølgende intern viden.
Jesper Lau Hansen
giver udtryk for, at undtagelsen også bør kunne
anvendes i forhold til en
optionshaver.
Jeg kan oplyse, at Kommisionen
under udarbejdelsen af lovforslaget blev spurgt om, hvordan bestemmelsen i
direktivets artikel 2, stk. 3, skal forstås. Kommissionen oplyste, at
bestemmelsen alene omfatter tilfælde, hvor insideren har en
forpligtelse
, og at bestemmelsen ikke
kan udstrækkes til også at omfatte situationer, hvor insideren kun har en
rettighed.
Som
Jesper Lau Hansen
selv anfører, er det kun optionsgiveren, der er
forpligtet af en optionsaftale. Optionshaveren har derimod kun en ret −
men ikke en pligt – til at kræve aftalen opfyldt.
Det er derfor anført i
bemærkningerne til lovforslaget, at undtagelsen ikke er anvendelig på
optionshavers udøvelse af optioner eller andre rettigheder til at købe eller
sælge værdipapirer. Derimod vil undtagelsen kunne anvendes i forhold til en
optionsgiver, der opfylder sin forpligtelse i henhold til en
optionsaftale.
Udtalelserne i lovbemærkningerne
har støtte både i ordlyden af bestemmelsen i direktivet samt tilkendegivelser
fra Kommissionen, og jeg finder derfor heller ikke på dette punkt grundlag
for
at ændre lovforslaget.
Jeg kan i øvrigt oplyse, at
udtalelserne i lovbemærkningerne vedrørende optionsaftaler bl.a. blev indsat
i
forslaget for at tilgodese nogle af de bemærkninger til lovforslaget, som var
fremkommet under høringen. Jeg kan således henvise til høringssvarene fra
Dansk
Industri og Københavns Fondsbørs A/S.
Jesper Lau Hansen
giver
ligeledes udtryk for, at udtalelserne vedrørende optioner i lovbemærkningerne
afviger fra retsstillingen i de øvrige nordiske lande samt Finanstilsynets
egen
praksis.
Det er korrekt, at man i norsk og svensk ret har undtagelser fra
forbuddet mod insiderhandel, som omfatter både optionshaver og optionsgiver.
Det er også korrekt, at Finanstilsynet, som nævnt af
Jesper Lau
Hansen, ved en afgørelse af 19. august 2004 har udtalt, at
udnyttelse af medarbejderoptioner under visse betingelser ikke omfattes af
forbuddet mod insiderhandel i lovens § 35, stk. 1.
Udnyttelse af optioner omfattes imidlertid – i lighed med andre
former for køb og salg af værdipapirer – alene af forbuddet mod
insiderhandel,
såfremt de almindelige betingelser for anvendelsen af forbuddet mod
insiderhandel i lovens § 35, stk. 1, er opfyldte, hvilket også er
understreget
i bemærkningerne til lovforslaget.
Jeg skal i den forbindelse gøre opmærksom på, at der ikke med
lovforslaget foretages ændringer i formuleringen af lovens forbud mod
insiderhandel
i § 35, stk. 1. Forslaget medfører derfor heller ikke nogen indskrænkning i
ledende medarbejderes eller andre optionsindehaveres mulighed for at udnytte
tildelte optioner i forhold til, hvad der gælder efter de nuværende regler.
Jesper Lau Hansen
s bemærkninger
om, at der med forslaget indføres en kriminalisering af udnyttelsen af en
optionsaftale er derfor efter min opfattelse ukorrekt.
Det vil således også fremover under normale omstændigheder være
muligt for den ledende medarbejder og andre optionsindehavere at udnytte
optioner, uanset om den ledende medarbejder måtte komme i besiddelse af
intern
viden mellem tidspunktet for tildelingen og udnyttelsen af optionen.
Retsstillingen efter den danske lovgivning vil derfor fortsat komme til at
ligge på linje med, hvad der gælder i de andre nordiske lande.
Jeg finder derfor ikke grundlag
for at ændre på lovforslaget på dette punkt.
Endelig nævner
Jesper Lau Hansen
som
det tredje emne
i sit brev til
Erhvervsudvalget, at man bør overveje at ophæve reglen i aktieselskabslovens
§
53, stk. 2.
Aktieselskabslovens § 53, stk. 2, regulerer ledelsesmedlemmers
aktiebesiddelser, mens nærværende lovforslag har fokus på ledelsesmedlemmers
(og nærtståendes) aktietransaktioner.
Jesper Lau Hansen
s
betragtninger omkring aktieselskabsloven er imidlertid relevante, da det
naturligvis
ikke er hensigten at pålægge virksomhederne unødige byrder i form af
dobbeltindberetningspligter.
Jeg vil derfor tage op til overvejelse, om det er muligt og
hensigtsmæssigt at ændre aktieselskabslovens § 53, stk.
2, i forbindelse med næste revision af
aktieselskabsloven, som forventes i foråret 2005.
Lignende dokumenter
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om finansiel virksomhed og forskellige andre love (Direktionens og bestyrelsesmedlemmers egnethed og hæderlighed, gennemførelse af direktiv om ligestilling, m.v.) Retsinformation · 28. maj 2008
- Skriftlig fremsættelse (6. oktober 2004) - L 13 Retsinformation · 6. oktober 2004
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om værdipapirhandel m.v., lov om finansiel virksomhed med flere love (Gennemførselse af direktiv om aftaler om finansiel sikkerhedsstillelse, Haagerkonventionen om lovvalg, administration af SP-ordningen, solvenskrav og kapitalkrav for livsforsikringsselskaber samt tilsyn med betalingsoverførsler) Retsinformation · 25. februar 2004
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om værdipapirhandel m.v., lov om finansiel stabilitet og forskellige andre love (Registrering af kreditvurderingsbureauer, godkendelsesordning for udenlandske clearingcentraler, overførsel af tilsyn fra Finanstilsynet til Konkurrencestyrelsen, sekretariatsbistand for Garantifonden for Indskydere og Investorer m.v.) Retsinformation · 3. december 2009
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v., lov om finansiel virksomhed, lov om værdipapirhandel m.v., lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension og lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond (Hedgeforeninger) Retsinformation · 13. maj 2005
- Ændringsforslag til 3. behandling af Forslag til lov om ændring af lov om værdipapirhandel m.v. og lov om finansiel virksomhed (Gennemførelse af markedsmisbrugs- og prospektdirektivet) Retsinformation · 15. december 2004