Spring til indhold

Retsinformation

Beretning over Forslag til folketingsbeslutning om ophævelse af justitsministerens beføjelser i konkrete straffesager

2003/1 BRB 46Beretning over beslutningsforslagFolketinget11. maj 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Beretning afgivet af Retsudvalget den 29. april 2004

Beretning

over

Forslag til folketingsbeslutning om ophævelse af

justitsministerens

beføjelser i konkrete straffesager

[af Anne Baastrup (SF),

Elisabeth Arnold (RV) og Line Barfod (EL)]

1. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 13. november 2003 og var

til 1. behandling den 29. januar 2004. Beslutningsforslaget blev efter 1.

behandling henvist til behandling i Retsudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 3 møder.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 3 spørgsmål til justitsministeren til

skriftlig besvarelse, som denne har besvaret. Spørgsmål og svar er optrykt

som

bilag til beretningen.

2. Politiske udtalelser

Udvalget noterer sig, at justitsministeren i svaret på spørgsmål

1 bl.a. har tilkendegivet, at ministeren altid bør være yderst

tilbageholdende

med at gribe ind i anklagemyndighedens beslutninger i enkeltsager. Efter

ministerens opfattelse må det afgørende være, at der er en sådan åbenhed og

gennemsigtighed,

hvis justitsministeren anvender beføjelsen, at der ikke opstår mytedannelse

om

årsagerne til, at en tiltale er blevet rejst eller ikke er blevet rejst. Og

senere i svaret fremgår det, at det efter Justitsministeriets opfattelse med

Læs alt

henblik på at sikre en større åbenhed og gennemsigtighed vil være relevant at

overveje en model med inspiration fra de elementer i den norske og den

hollandske ordning, som vedrører dokumentationskrav og en mere direkte

parlamentarisk kontrol. Det kan således overvejes at fastsætte i

retsplejeloven,

at pålæg fra justitsministeren til de offentlige anklagere vedrørende

konkrete

straffesager skal være skriftlige og indeholde en nærmere begrundelse. Et

sådant

skriftligt pålæg vil indgå i en eventuel straffesags akter. Det kan endvidere

overvejes at fastsætte i loven, at Folketinget altid skal orienteres

skriftligt, hvis justitsministeren giver pålæg i en konkret straffesag,

f.eks.

ved at der sendes en kopi af justitsministerens afgørelse.

Udvalget opfordrer ministeren til i næste folketingssamling

efter høring af berørte organisationer m.v. at fremsætte lovforslag om

ændring

af retsplejeloven efter de retningslinjer, der er skitseret i besvarelsen af

spørgsmål nr. 1.

Et

mindretal i udvalget (V, DF og KF) er enigt med justitsministeren i, at der

med

hensyn til justitsministerens påtalekompetence i sager om forbrydelser

omfattet

af straffelovens kapitel 12 og 13, gør sig sådanne særlige hensyn gældende,

at

dette spørgsmål ikke bør være omfattet af lovfor-slaget. V, DF og KF finder

det

derfor heller ikke hensigtsmæssigt at lade dette spørgsmål være omfattet af

en

høring.

Et mindretal (DF) kan ikke støtte beslutningsforslaget. Dansk

Folkeparti lægger vægt på at fastholde justitsministeren som den øverste

ansvarlige for anklagemyndigheden, og dette indebærer også, at

justitsministeren bør have beføjelser i konkrete straffesager. Enhver

svækkelse

af justitsministerens stilling som den øverste ansvarlige for

anklagemyndigheden vil samtidig betyde en svækkelse af den parlamentariske

kontrol med anklagemyndigheden.

Der har under udvalgsbehandlingen ikke kunnet fremdrages

eksempler på påstanden om en stigende politisering af strafferetsplejen.

Derimod står det efter alt, hvad der er oplyst, fast, at justitsministeren

altid bør være og i det sidste halve århundrede har været overordentlig

tilbageholdende med at gribe ind i anklagemyndighedens behandling af

enkeltsager. En hel eller delvis fjernelse af justitsministerens kompetence i

konkrete straffesager vil være yderst betænkelig og kunne på sigt også svække

ministerens

tilsynsmyndighed.

Dansk Folkeparti ønsker at bevare princippet i retsplejelovens §

98, hvorefter justitsministeren er de offentlige anklagere overordnet og

fører

tilsyn med disse. Det betyder også, at ministeren fortsat skal have

beføjelser

i konkrete straffesager.

Et mindretal i udvalget (S, SF, RV og EL) opfordrer

justitsministeren til at lade spørgsmålet om ministerens påtalekompetence i

sager om forbrydelser omfattet af straffelovens kapitel 12 og 13 være

omfattet

af grundlaget for den høring, som ministeren vil iværksætte, jf. svaret på

spørgsmål 2, med henblik på at få indhentet høringsparternes synspunkter på

denne problemstilling også. Dette gælder uanset, at forslag til revision af

den

eksisterende ordning på dette punkt ikke medtages i det lovudkast, som sendes

i

høring, jf. ministerens tilkendegivelse herom i svaret på spørgsmål 3.

Et

mindretal i udvalget (S) er enigt med justitsministerens principielle

bemærkninger om straffelovens kapitel 12 og 13 og de atypiske hensyn, der her

gør sig gældende. Socialdemokratiet håber, at justitsministeren i høringen og

de efterfølgende overvejelser vil have særlig fokus på den norske model, hvor

de atypiske hensyn er imødekommet, men hvor kompetencen er regeringens

kollektive ansvar og ikke ligger hos justitsministeren alene, samt at der

indgår skriftlighed.

Et mindretal i udvalget (SF, RV og EL) havde ud fra et

principielt synspunkt foretrukket, at såvel justitsministerens kompetence

efter

retsplejeloven til at give de offentlige anklagere pålæg vedrørende

behandlingen af konkrete sager som justitsministerens påtalepåbud efter

straffeloven som udgangspunkt blev ophævet. Justitsministeren vil efter den

af

justitsministeren skitserede ændring fortsat have en – omend mere

afgrænset –

kompetence, som vil kunne udsættes for pres fra politikere og andre for at

blive udnyttet i kontroversielle straffesager med stor offentlig omtale.

Uanset

dette kan SF, RV og EL støtte en ændring som skitseret ovenfor, da det er et

skridt i den rigtige retning.

Der gøres opmærksom på, at et flertal eller mindretal i udvalget

ikke altid vil afspejle et flertal/mindretal i folketingssalen.

P. u. v.

Anne Baastrup

Formand

Bilag 1

Oversigt over bilag

omdelt på B 46 i REU

Bilagsnr.

Titel

1

Materiale, som tidligere har været omdelt i

folketingsåret 2002-03 om sagen

2

Spm. 1 om konkretisering af modeller for en større

åbenhed og gennemsigtighed, til justitsministeren

Spm. 2 om tilrettelæggelse af det videre arbejde med

problemstillingerne, til justitsministeren

3

Tidsplan for udvalgets videre behandling af forslaget

4

Svar på spm. 1 om konkretisering af modeller for en

større åbenhed og gennemsigtighed, fra justitsministeren

Svar på spm. 2 om tilrettelæggelse af det videre arbejde

med problemstillingerne, fra justitsministeren

5

Spm. 3 om uddybning af spørgsmål 1, til justitsministeren

6

Svar på spm. 3 om uddybning af spørgsmål 1, fra

justitsministeren

7

Udkast til beretning

8

2. udkast til beretning

9

3. udkast til beretning

Bilag 2

Udvalgets 3 spørgsmål til justitsministeren og dennes

besvarelse heraf

Spørgsmål og svar er optrykt efter ønske fra udvalget

Spørgsmål 1:

»Ministeren tilkendegav under 1. behandlingen, at ministeren var

åben over for at overveje, hvordan der kan etableres en større åbenhed og

gennemsigtighed end i dag.

Ministeren bedes i

fortsættelse heraf konkretisere, hvilke modeller for en større åbenhed og

gennemsigtighed,

som det kan være relevant at overveje nærmere?«

Svar:

Under 1. behandlingen af beslutningsforslaget redegjorde jeg for

de hensyn, som efter min opfattelse taler for at bevare justitsministerens

beføjelse til at give pålæg til anklagemyndigheden i konkrete straffesager.

Det

er klart, at ministeren altid bør være yderst tilbageholdende med at gribe

ind

i anklagemyndighedens beslutninger i enkeltsager, men det afgørende må efter

min opfattelse være, at der er en sådan åbenhed og gennemsigtighed, hvis

justitsministeren anvender beføjelsen, at der ikke opstår mytedannelse om

årsagerne til, at en tiltale er blevet rejst eller ikke er blevet rejst.

Justitsministeriet har til brug for overvejelserne om, hvordan

der kan skabes større åbenhed og gennemsigtighed, indhentet oplysninger om de

gældende ordninger i Norge og Holland.

I

Norge

er den øverste

leder af anklagemyndigheden ikke justitsministeren, men kongen i statsråd,

dvs.

den samlede regering.

Regeringen har mulighed for at beslutte, om der skal rejses

tiltale i en konkret straffesag. I praksis er regeringen imidlertid –

ligesom

her i landet - meget tilbageholdende med at gribe ind over for rigsadvokatens

beslutninger.

Den norske ordning indebærer, at justitsministeren i givet fald

skal forelægge sagen i statsrådet. Hvis regeringen udøver sin beføjelse til

at

gribe ind over for anklagemyndigheden, vil det fremgå af den såkaldte

regeringsprotokol, som Stortinget kan kræve at få forelagt.

Der henvises i øvrigt til min vedlagte besvarelse af 28. januar

2003 af spørgsmål nr. 23 af 11. oktober 2002 fra Folketingets Retsudvalg

(Alm.

del – bilag 58) om organiseringen af den norske anklagemyndighed.

Det hollandske Justitsministerium har oplyst, at

justitsministeren i

Holland

har

beføjelse til at gribe ind i konkrete straffesager, men i praksis sker det

kun

i helt ekstraordinære tilfælde.

Hvis den hollandske justitsminister vil give pålæg til

anklagemyndigheden i en konkret sag, gælder der nogle formelle krav.

Ministeren

skal således henvende sig til anklagemyndighedens ledelse (som ikke er den

hollandske rigsadvokat, men et særligt kollektivt organ), og ledelsen skal

herefter have mulighed for at give udtryk for sine synspunkter over for

ministeren. Hvis ministeren ikke er enig i anklagemyndighedens synspunkter,

skal ministeren redegøre for sine grunde over for anklagemyndighedens

ledelse.

Et eventuelt pålæg til anklagemyndigheden skal herefter gives skriftligt og

indeholde

en begrundelse.

Hvis pålægget går ud på, at der skal rejses tiltale, skal både

ministerens og anklagemyndighedens holdning fremgå af sagen, medmindre dette

er

i strid med statens interesser. Anklageren vil redegøre for de forskellige

synspunkter under straffesagen.

Hvis pålægget går ud på at undlade strafforfølgning, skal

ministeren straks informere parlamentet herom, medmindre dette strider mod

statens interesser.

Den norske ordning synes navnlig at adskille sig fra den danske

ved, at beslutningen om at give pålæg til anklagemyndigheden i en konkret

straffesag ikke træffes af den minister, som i øvrigt er ansvarlig for

anklagemyndighedens virksomhed, men af den samlede regering. Endvidere

medfører

denne fremgangsmåde et særligt dokumentationskrav og en mere direkte mulighed

for parlamentarisk kontrol (på grund af reglerne vedrørende

regeringsprotokoller). Den hollandske ordning adskiller sig navnlig fra den

danske ved en mere formaliseret beslutningsproces, inden ministeren kan give

pålæg, et mere detaljeret dokumentationskrav og en direkte parlamentarisk

kontrol i de tilfælde, hvor et pålæg går ud på at undlade retsforfølgning.

Med henblik på at sikre en større åbenhed og gennemsigtighed vil

det efter Justitsministeriets opfattelse være relevant at overveje en model

med

inspiration fra de elementer i den norske og den hollandske ordning, som

vedrører dokumentationskrav og en mere direkte parlamentarisk kontrol.

Det kan således overvejes at fastsætte i retsplejeloven, at

pålæg fra justitsministeren til de offentlige anklagere vedrørende konkrete

straffesager skal være skriftlige og indeholde en nærmere begrundelse. Et

sådant skriftligt pålæg vil indgå i en eventuel straffesags akter.

Det kan endvidere overvejes at fastsætte i loven, at Folketinget

altid skal orienteres skriftligt, hvis justitsministeren giver pålæg i en

konkret straffesag, f.eks. ved, at der sendes en kopi af justitsministerens

afgørelse.

Spørgsmål 2:

»Hvordan forestiller ministeren sig, at det videre arbejde med

problemstillingerne kan tilrettelægges?«

Svar:

Hvis der er tilslutning til det i Retsudvalget, vil jeg i næste

folketingssamling efter høring af berørte organisationer mv. fremsætte

lovforslag om ændring af retsplejeloven efter de retningslinjer, der er

skitseret i besvarelsen af spørgsmål nr. 1.

Spørgsmål 3:

»Ad ministerens besvarelse af spørgsmål 1, jf. B 46 – bilag 4,

bedes ministeren uddybe besvarelsen, jf. følgende:

-

Ministeren bedes

klargøre, i hvilket omfang de i svaret beskrevne overvejelser i retning af

større

åbenhed og gennemsigtighed m.v. relaterer sig til henholdsvis

justitsministerens beføjelser i konkrete straffesager (beslutningsforslagets

1.

pind) og justitsministerens kompetence i sager om forbrydelser omfattet af

straffelovens

kapitel 12 og 13 (beslutningsforslagets 2. pind).

-

Hvis svaret alene

relaterer sig til beslutningsforslagets 1. pind, bedes ministeren redegøre

nærmere

for, hvilket overvejelser ministeren har gjort sig med hensyn til sager

omfattet af straffelovens kapitel 12 og 13, herunder i relation til at sikre

større åbenhed og gennemsigtighed m.v. om justitsministerens udnyttelse af

sin

kompetence i sådanne sager.«

Svar:

I besvarelsen af spørgsmål nr. 1 redegjorde jeg for mine

overvejelser vedrørende åbenhed og gennemsigtighed i relation til

justitsministerens beføjelse til at gribe ind i konkrete straffesager. En

større åbenhed og gennemsigtighed for så vidt angår udøvelsen af denne

beføjelse vil bl.a. sikre, at der ikke opstår mytedannelser om årsagerne til,

at en tiltale er blevet rejst eller ikke er blevet rejst.

Som jeg nævnte under førstebehandlingen af beslutningsforslaget,

gør der sig efter min opfattelse nogle andre hensyn gældende med hensyn til

justitsministerens påtalekompetence i sager om forbrydelser omfattet af

straffelovens kapitel 12 og 13.

Straffelovens kapitel 12 og 13 omhandler forbrydelser mod

statens selvstændighed og sikkerhed og mod statsforfatningen og de øverste

statsmyndigheder mv. Påtalekompetencen er i disse sager henlagt til

justitsministeren,

fordi bekæmpelsen af disse forbrydelser involverer nogle særlige hensyn,

herunder hensynet til fremmede magter.

Den formelle påtaleordning på dette specielle område bør efter

min opfattelse afspejle, at der i disse sjældne sager gør sig nogle atypiske

hensyn gældende, som medfører, at ansvaret for beslutningen om at rejse

tiltale

eller ej bør ligge hos en politisk ansvarlig minister.

Beslutningen om, hvorvidt der skal rejses tiltale i disse sager

træffes i praksis efter indstilling fra Rigsadvokaten. Anklagemyndigheden

vurderer således disse sager på lige fod med andre sager, inden de forelægges

for justitsministeren til afgørelse. Jeg finder derfor ikke, at der er behov

for at indføre en egentlig høring af anklagemyndigheden.

Sager om overtrædelse af bestemmelserne i straffelovens kapitel

12 og 13 vil meget ofte indeholde yderst følsomme oplysninger af stærk

fortrolig karakter, herunder om forholdet til fremmede magter, som ikke uden

videre kan videregives. Det vil derfor heller ikke være uproblematisk at

indføre

en generel forpligtelse til at informere om beslutninger vedrørende

tiltalerejsning i disse sager.

Der henvises i den forbindelse også til beskrivelsen af den

hollandske ordning i besvarelsen af spørgsmål nr. 1, hvoraf det fremgår, at

den

hollandske justitsminister alene er forpligtet til at informere parlamentet

om

et pålæg om at undlade strafforfølgning i en konkret straffesag i det omfang,

det ikke strider mod statens interesser.

Det er min opfattelse, at de særlige forhold, der gør sig

gældende med hensyn til disse sager, taler for at bevare den eksisterende

ordning.

Lignende dokumenter