Beretning over Forslag til folketingsbeslutning om ophævelse af justitsministerens beføjelser i konkrete straffesager
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Beretning afgivet af Retsudvalget den 29. april 2004
Beretning
over
Forslag til folketingsbeslutning om ophævelse af
justitsministerens
beføjelser i konkrete straffesager
[af Anne Baastrup (SF),
Elisabeth Arnold (RV) og Line Barfod (EL)]
1. Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 13. november 2003 og var
til 1. behandling den 29. januar 2004. Beslutningsforslaget blev efter 1.
behandling henvist til behandling i Retsudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 3 møder.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 3 spørgsmål til justitsministeren til
skriftlig besvarelse, som denne har besvaret. Spørgsmål og svar er optrykt
som
bilag til beretningen.
2. Politiske udtalelser
Udvalget noterer sig, at justitsministeren i svaret på spørgsmål
1 bl.a. har tilkendegivet, at ministeren altid bør være yderst
tilbageholdende
med at gribe ind i anklagemyndighedens beslutninger i enkeltsager. Efter
ministerens opfattelse må det afgørende være, at der er en sådan åbenhed og
gennemsigtighed,
hvis justitsministeren anvender beføjelsen, at der ikke opstår mytedannelse
om
årsagerne til, at en tiltale er blevet rejst eller ikke er blevet rejst. Og
senere i svaret fremgår det, at det efter Justitsministeriets opfattelse med
Læs alt
henblik på at sikre en større åbenhed og gennemsigtighed vil være relevant at
overveje en model med inspiration fra de elementer i den norske og den
hollandske ordning, som vedrører dokumentationskrav og en mere direkte
parlamentarisk kontrol. Det kan således overvejes at fastsætte i
retsplejeloven,
at pålæg fra justitsministeren til de offentlige anklagere vedrørende
konkrete
straffesager skal være skriftlige og indeholde en nærmere begrundelse. Et
sådant
skriftligt pålæg vil indgå i en eventuel straffesags akter. Det kan endvidere
overvejes at fastsætte i loven, at Folketinget altid skal orienteres
skriftligt, hvis justitsministeren giver pålæg i en konkret straffesag,
f.eks.
ved at der sendes en kopi af justitsministerens afgørelse.
Udvalget opfordrer ministeren til i næste folketingssamling
efter høring af berørte organisationer m.v. at fremsætte lovforslag om
ændring
af retsplejeloven efter de retningslinjer, der er skitseret i besvarelsen af
spørgsmål nr. 1.
Et
mindretal i udvalget (V, DF og KF) er enigt med justitsministeren i, at der
med
hensyn til justitsministerens påtalekompetence i sager om forbrydelser
omfattet
af straffelovens kapitel 12 og 13, gør sig sådanne særlige hensyn gældende,
at
dette spørgsmål ikke bør være omfattet af lovfor-slaget. V, DF og KF finder
det
derfor heller ikke hensigtsmæssigt at lade dette spørgsmål være omfattet af
en
høring.
Et mindretal (DF) kan ikke støtte beslutningsforslaget. Dansk
Folkeparti lægger vægt på at fastholde justitsministeren som den øverste
ansvarlige for anklagemyndigheden, og dette indebærer også, at
justitsministeren bør have beføjelser i konkrete straffesager. Enhver
svækkelse
af justitsministerens stilling som den øverste ansvarlige for
anklagemyndigheden vil samtidig betyde en svækkelse af den parlamentariske
kontrol med anklagemyndigheden.
Der har under udvalgsbehandlingen ikke kunnet fremdrages
eksempler på påstanden om en stigende politisering af strafferetsplejen.
Derimod står det efter alt, hvad der er oplyst, fast, at justitsministeren
altid bør være og i det sidste halve århundrede har været overordentlig
tilbageholdende med at gribe ind i anklagemyndighedens behandling af
enkeltsager. En hel eller delvis fjernelse af justitsministerens kompetence i
konkrete straffesager vil være yderst betænkelig og kunne på sigt også svække
ministerens
tilsynsmyndighed.
Dansk Folkeparti ønsker at bevare princippet i retsplejelovens §
98, hvorefter justitsministeren er de offentlige anklagere overordnet og
fører
tilsyn med disse. Det betyder også, at ministeren fortsat skal have
beføjelser
i konkrete straffesager.
Et mindretal i udvalget (S, SF, RV og EL) opfordrer
justitsministeren til at lade spørgsmålet om ministerens påtalekompetence i
sager om forbrydelser omfattet af straffelovens kapitel 12 og 13 være
omfattet
af grundlaget for den høring, som ministeren vil iværksætte, jf. svaret på
spørgsmål 2, med henblik på at få indhentet høringsparternes synspunkter på
denne problemstilling også. Dette gælder uanset, at forslag til revision af
den
eksisterende ordning på dette punkt ikke medtages i det lovudkast, som sendes
i
høring, jf. ministerens tilkendegivelse herom i svaret på spørgsmål 3.
Et
mindretal i udvalget (S) er enigt med justitsministerens principielle
bemærkninger om straffelovens kapitel 12 og 13 og de atypiske hensyn, der her
gør sig gældende. Socialdemokratiet håber, at justitsministeren i høringen og
de efterfølgende overvejelser vil have særlig fokus på den norske model, hvor
de atypiske hensyn er imødekommet, men hvor kompetencen er regeringens
kollektive ansvar og ikke ligger hos justitsministeren alene, samt at der
indgår skriftlighed.
Et mindretal i udvalget (SF, RV og EL) havde ud fra et
principielt synspunkt foretrukket, at såvel justitsministerens kompetence
efter
retsplejeloven til at give de offentlige anklagere pålæg vedrørende
behandlingen af konkrete sager som justitsministerens påtalepåbud efter
straffeloven som udgangspunkt blev ophævet. Justitsministeren vil efter den
af
justitsministeren skitserede ændring fortsat have en – omend mere
afgrænset –
kompetence, som vil kunne udsættes for pres fra politikere og andre for at
blive udnyttet i kontroversielle straffesager med stor offentlig omtale.
Uanset
dette kan SF, RV og EL støtte en ændring som skitseret ovenfor, da det er et
skridt i den rigtige retning.
Der gøres opmærksom på, at et flertal eller mindretal i udvalget
ikke altid vil afspejle et flertal/mindretal i folketingssalen.
P. u. v.
Anne Baastrup
Formand
Bilag 1
Oversigt over bilag
omdelt på B 46 i REU
Bilagsnr.
Titel
1
Materiale, som tidligere har været omdelt i
folketingsåret 2002-03 om sagen
2
Spm. 1 om konkretisering af modeller for en større
åbenhed og gennemsigtighed, til justitsministeren
Spm. 2 om tilrettelæggelse af det videre arbejde med
problemstillingerne, til justitsministeren
3
Tidsplan for udvalgets videre behandling af forslaget
4
Svar på spm. 1 om konkretisering af modeller for en
større åbenhed og gennemsigtighed, fra justitsministeren
Svar på spm. 2 om tilrettelæggelse af det videre arbejde
med problemstillingerne, fra justitsministeren
5
Spm. 3 om uddybning af spørgsmål 1, til justitsministeren
6
Svar på spm. 3 om uddybning af spørgsmål 1, fra
justitsministeren
7
Udkast til beretning
8
2. udkast til beretning
9
3. udkast til beretning
Bilag 2
Udvalgets 3 spørgsmål til justitsministeren og dennes
besvarelse heraf
Spørgsmål og svar er optrykt efter ønske fra udvalget
Spørgsmål 1:
»Ministeren tilkendegav under 1. behandlingen, at ministeren var
åben over for at overveje, hvordan der kan etableres en større åbenhed og
gennemsigtighed end i dag.
Ministeren bedes i
fortsættelse heraf konkretisere, hvilke modeller for en større åbenhed og
gennemsigtighed,
som det kan være relevant at overveje nærmere?«
Svar:
Under 1. behandlingen af beslutningsforslaget redegjorde jeg for
de hensyn, som efter min opfattelse taler for at bevare justitsministerens
beføjelse til at give pålæg til anklagemyndigheden i konkrete straffesager.
Det
er klart, at ministeren altid bør være yderst tilbageholdende med at gribe
ind
i anklagemyndighedens beslutninger i enkeltsager, men det afgørende må efter
min opfattelse være, at der er en sådan åbenhed og gennemsigtighed, hvis
justitsministeren anvender beføjelsen, at der ikke opstår mytedannelse om
årsagerne til, at en tiltale er blevet rejst eller ikke er blevet rejst.
Justitsministeriet har til brug for overvejelserne om, hvordan
der kan skabes større åbenhed og gennemsigtighed, indhentet oplysninger om de
gældende ordninger i Norge og Holland.
I
Norge
er den øverste
leder af anklagemyndigheden ikke justitsministeren, men kongen i statsråd,
dvs.
den samlede regering.
Regeringen har mulighed for at beslutte, om der skal rejses
tiltale i en konkret straffesag. I praksis er regeringen imidlertid –
ligesom
her i landet - meget tilbageholdende med at gribe ind over for rigsadvokatens
beslutninger.
Den norske ordning indebærer, at justitsministeren i givet fald
skal forelægge sagen i statsrådet. Hvis regeringen udøver sin beføjelse til
at
gribe ind over for anklagemyndigheden, vil det fremgå af den såkaldte
regeringsprotokol, som Stortinget kan kræve at få forelagt.
Der henvises i øvrigt til min vedlagte besvarelse af 28. januar
2003 af spørgsmål nr. 23 af 11. oktober 2002 fra Folketingets Retsudvalg
(Alm.
del – bilag 58) om organiseringen af den norske anklagemyndighed.
Det hollandske Justitsministerium har oplyst, at
justitsministeren i
Holland
har
beføjelse til at gribe ind i konkrete straffesager, men i praksis sker det
kun
i helt ekstraordinære tilfælde.
Hvis den hollandske justitsminister vil give pålæg til
anklagemyndigheden i en konkret sag, gælder der nogle formelle krav.
Ministeren
skal således henvende sig til anklagemyndighedens ledelse (som ikke er den
hollandske rigsadvokat, men et særligt kollektivt organ), og ledelsen skal
herefter have mulighed for at give udtryk for sine synspunkter over for
ministeren. Hvis ministeren ikke er enig i anklagemyndighedens synspunkter,
skal ministeren redegøre for sine grunde over for anklagemyndighedens
ledelse.
Et eventuelt pålæg til anklagemyndigheden skal herefter gives skriftligt og
indeholde
en begrundelse.
Hvis pålægget går ud på, at der skal rejses tiltale, skal både
ministerens og anklagemyndighedens holdning fremgå af sagen, medmindre dette
er
i strid med statens interesser. Anklageren vil redegøre for de forskellige
synspunkter under straffesagen.
Hvis pålægget går ud på at undlade strafforfølgning, skal
ministeren straks informere parlamentet herom, medmindre dette strider mod
statens interesser.
Den norske ordning synes navnlig at adskille sig fra den danske
ved, at beslutningen om at give pålæg til anklagemyndigheden i en konkret
straffesag ikke træffes af den minister, som i øvrigt er ansvarlig for
anklagemyndighedens virksomhed, men af den samlede regering. Endvidere
medfører
denne fremgangsmåde et særligt dokumentationskrav og en mere direkte mulighed
for parlamentarisk kontrol (på grund af reglerne vedrørende
regeringsprotokoller). Den hollandske ordning adskiller sig navnlig fra den
danske ved en mere formaliseret beslutningsproces, inden ministeren kan give
pålæg, et mere detaljeret dokumentationskrav og en direkte parlamentarisk
kontrol i de tilfælde, hvor et pålæg går ud på at undlade retsforfølgning.
Med henblik på at sikre en større åbenhed og gennemsigtighed vil
det efter Justitsministeriets opfattelse være relevant at overveje en model
med
inspiration fra de elementer i den norske og den hollandske ordning, som
vedrører dokumentationskrav og en mere direkte parlamentarisk kontrol.
Det kan således overvejes at fastsætte i retsplejeloven, at
pålæg fra justitsministeren til de offentlige anklagere vedrørende konkrete
straffesager skal være skriftlige og indeholde en nærmere begrundelse. Et
sådant skriftligt pålæg vil indgå i en eventuel straffesags akter.
Det kan endvidere overvejes at fastsætte i loven, at Folketinget
altid skal orienteres skriftligt, hvis justitsministeren giver pålæg i en
konkret straffesag, f.eks. ved, at der sendes en kopi af justitsministerens
afgørelse.
Spørgsmål 2:
»Hvordan forestiller ministeren sig, at det videre arbejde med
problemstillingerne kan tilrettelægges?«
Svar:
Hvis der er tilslutning til det i Retsudvalget, vil jeg i næste
folketingssamling efter høring af berørte organisationer mv. fremsætte
lovforslag om ændring af retsplejeloven efter de retningslinjer, der er
skitseret i besvarelsen af spørgsmål nr. 1.
Spørgsmål 3:
»Ad ministerens besvarelse af spørgsmål 1, jf. B 46 – bilag 4,
bedes ministeren uddybe besvarelsen, jf. følgende:
-
Ministeren bedes
klargøre, i hvilket omfang de i svaret beskrevne overvejelser i retning af
større
åbenhed og gennemsigtighed m.v. relaterer sig til henholdsvis
justitsministerens beføjelser i konkrete straffesager (beslutningsforslagets
1.
pind) og justitsministerens kompetence i sager om forbrydelser omfattet af
straffelovens
kapitel 12 og 13 (beslutningsforslagets 2. pind).
-
Hvis svaret alene
relaterer sig til beslutningsforslagets 1. pind, bedes ministeren redegøre
nærmere
for, hvilket overvejelser ministeren har gjort sig med hensyn til sager
omfattet af straffelovens kapitel 12 og 13, herunder i relation til at sikre
større åbenhed og gennemsigtighed m.v. om justitsministerens udnyttelse af
sin
kompetence i sådanne sager.«
Svar:
I besvarelsen af spørgsmål nr. 1 redegjorde jeg for mine
overvejelser vedrørende åbenhed og gennemsigtighed i relation til
justitsministerens beføjelse til at gribe ind i konkrete straffesager. En
større åbenhed og gennemsigtighed for så vidt angår udøvelsen af denne
beføjelse vil bl.a. sikre, at der ikke opstår mytedannelser om årsagerne til,
at en tiltale er blevet rejst eller ikke er blevet rejst.
Som jeg nævnte under førstebehandlingen af beslutningsforslaget,
gør der sig efter min opfattelse nogle andre hensyn gældende med hensyn til
justitsministerens påtalekompetence i sager om forbrydelser omfattet af
straffelovens kapitel 12 og 13.
Straffelovens kapitel 12 og 13 omhandler forbrydelser mod
statens selvstændighed og sikkerhed og mod statsforfatningen og de øverste
statsmyndigheder mv. Påtalekompetencen er i disse sager henlagt til
justitsministeren,
fordi bekæmpelsen af disse forbrydelser involverer nogle særlige hensyn,
herunder hensynet til fremmede magter.
Den formelle påtaleordning på dette specielle område bør efter
min opfattelse afspejle, at der i disse sjældne sager gør sig nogle atypiske
hensyn gældende, som medfører, at ansvaret for beslutningen om at rejse
tiltale
eller ej bør ligge hos en politisk ansvarlig minister.
Beslutningen om, hvorvidt der skal rejses tiltale i disse sager
træffes i praksis efter indstilling fra Rigsadvokaten. Anklagemyndigheden
vurderer således disse sager på lige fod med andre sager, inden de forelægges
for justitsministeren til afgørelse. Jeg finder derfor ikke, at der er behov
for at indføre en egentlig høring af anklagemyndigheden.
Sager om overtrædelse af bestemmelserne i straffelovens kapitel
12 og 13 vil meget ofte indeholde yderst følsomme oplysninger af stærk
fortrolig karakter, herunder om forholdet til fremmede magter, som ikke uden
videre kan videregives. Det vil derfor heller ikke være uproblematisk at
indføre
en generel forpligtelse til at informere om beslutninger vedrørende
tiltalerejsning i disse sager.
Der henvises i den forbindelse også til beskrivelsen af den
hollandske ordning i besvarelsen af spørgsmål nr. 1, hvoraf det fremgår, at
den
hollandske justitsminister alene er forpligtet til at informere parlamentet
om
et pålæg om at undlade strafforfølgning i en konkret straffesag i det omfang,
det ikke strider mod statens interesser.
Det er min opfattelse, at de særlige forhold, der gør sig
gældende med hensyn til disse sager, taler for at bevare den eksisterende
ordning.
Lignende dokumenter
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om forbedring af voldtægtsofres retsstilling før og under retssagen Retsinformation · 17. maj 2004
- Tilføjelse til betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om forbedring af voldtægtsofres retsstilling før og under retssagen Retsinformation · 21. juni 2004
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om inkorporering af FN-menneskerettighedskonventioner i dansk ret Retsinformation · 4. maj 2004
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om ligestilling med hensyn til fremmedadoption af danske og udenlandske børn Retsinformation · 24. maj 2004
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om inkorporering af FN's børnekonvention i dansk ret Retsinformation · 4. maj 2004
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om ophævelse af forældelsesfristen i sager om seksuelt misbrug eller udnyttelse af børn Retsinformation · 2. juni 2004