Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks støtte til, at Taiwan opnår observatørstatus i Verdenssundhedsforsamlingen i Genève

2003/1 BSF 84Beslutningsforslag som fremsatFolketinget2. december 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 2. december 2003 af

Peter Skaarup (DF), Pia Kjærsgaard (DF),

Anita Knakkergaard (DF), Aase D. Madsen (DF), Eigil

Møller (DF),

Poul Nødgaard (DF) og Birthe Skaarup (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om Danmarks støtte til, at Taiwan opnår observatørstatus i

Verdenssundhedsforsamlingen i Genève

Folketinget opfordrer regeringen til at arbejde for, at

Taiwan indbydes til at være observatør ved Verdenssundhedsforsamlingen i

Genève.

Bemærkninger til forslaget

Beslutningsforslaget er en ændret genfremsættelse af

beslutningsforslag nr. B 90, folketingsåret 2001-02, 2. samling (se

Folketingstidende 2001-02, forhandlingerne side 5264 og tillæg A side 5218 og

5224).

1. Baggrund

Verdenssundhedsorganisationen blev etableret i 1948 med det

formål at skaffe alle folkeslag den bedst mulige sundhedstilstand. Danmark

var

blandt de 61 stater, der grundlagde organisationen, og har siden etableringen

været aktivt medlem af denne. Organisationen omfatter i dag 192 medlemslande,

deriblandt Folkerepublikken Kina og 2 lande med observatørstatus.

I henhold til organisationens statutter, jf. art. 3, skal

enhver stat kunne blive medlem af organisationen. Dette er i god

overensstemmelse med organisationens valgsprog:

»Sundhed

for alle

«

. Medlemskab af FN er således

Læs alt

ikke en betingelse for medlemskab.

Verdenssundhedsorganisationen (på engelsk forkortet som

WHO) er i organisatorisk henseende opdelt i (a) Verdenssundhedsforsamlingen

(på

engelsk forkortet som WHA), der afholdes en gang årligt, (b)

eksekutivkomiteen

og (c) sekretariatet.

Ved oprettelsen af WHO og i de første 24 år derefter var

Taiwan under navnet Republic of China aktivt medlem og deltog som sådant

fuldt

ud i organisationens arbejde. I 1971 blev Taiwan – som følge af

Folkerepublikken Kinas optagelse i FN – pålagt at forlade FN og WHO.

Siden 1997

har Taiwan hvert år ansøgt om observatørstatus i

Verdenssundhedsorganisationen.

Ved den forestående forsamling i maj 2004 vil Taiwan igen anmode om at opnå

observatørstatus.

2. Bestræbelserne for at inddrage Taiwan i

Verdenssundhedsorganisationens arbejde

Fra mange sider ses en voksende støtte til Taiwans

bestræbelser for at indgå i samarbejde med andre lande i WHO’s

sundhedsmæssige

og humanitære arbejde.

Dette har bl.a. givet sig udtryk i amerikansk lovgivning,

hvor præsident Bill Clinton i 1999 underskrev en lov, der var enstemmigt

vedtaget af Senatet og Repræsentanternes Hus, og som støttede Taiwans

deltagelse i WHO’s arbejde.

I 2001 vedtog Senatet og Repræsentanternes Hus en lov, der

pålagde den amerikanske udenrigsminister at fremlægge en plan for amerikansk

støtte til, at Taiwan opnår observatørstatus på Verdenssundhedsforsamlingen i

Genève i maj 2002. Loven blev underskrevet af præsident George W. Bush som

Public Law 107-10.

Derudover har en række nationale og internationale

organisationer udtalt støtte til Taiwans optagelse som observatør ved WHA.

Europa-Parlamentet vedtog i marts 2002 beslutning B5-0132/2002 om

observatørstatus til Taiwan ved den årlige Verdenssundhedsforsamling i

Genève.

3. Hovedbegrundelserne for, at Taiwan bør

kunne opnå observatørstatus i Verdenssundhedsorganisationen

I det følgende sammenfattes de væsentligste argumenter for,

at Taiwan bør kunne opnå observatørstatus i WHO.

Desuden er der taget stilling til de

modargumenter, der oftest anføres.

a.

WHO’s statutter

Efter

Verdenssundhedsorganisationens egne statutter er »Sundhed for alle« det

bærende

princip i organisationens arbejde. Der er hverken i statutterne eller i

forarbejderne hertil, ej heller i senere FN-beslutninger eller praksis nogen

holdepunkter for, at Taiwan ikke skulle kunne optages som fuldgyldigt medlem,

endsige som observatør. Statutterne åbner efter deres ordlyd adgang for et

bredt spekter af enheder, f.eks. ikkemedlemslande, internationale

organisationer, nationale organisationer og ngo’er, til at deltage

aktivt i

WHO’s virksomhed. Den eneste betingelse er, jf. art. 18, at de har

»responsibilities related to those of the Organization«, eller, jf. art. 72,

at

deres »purpose and acticvities lie within the field of competence of the

Organization«.

Det er således

ikke efter statutterne en nødvendig forudsætning for at optage Taiwan som

observatør, at Taiwan er medlem af FN eller anerkendes som selvstændig

nation.

Afgørende er, at Taiwan som ansøger efterlever WHO’s formål og bidrager

til

WHO’s funktioner. Enhver eventuel indvending om, at Taiwan mangler

selvstændig

national suverænitet, vil derfor være en uholdbar og utilstrækkelig

begrundelse

for at afvise Taiwans anmodning om at deltage som observatør.

b.

WHO’s praksis

For at kunne opnå

så stor global udbredelse for sit arbejde som muligt har WHO fortolket

reglerne

om deltagelse i WHO meget smidigt. Således har nationer, som ikke er

medlemmer

af FN, kunnet optages som fuldgyldige medlemmer af WHO. Det gælder f.eks.

Schweiz,

der blev medlem i 1947. Også nationer, hvis suverænitet var genstand for

diskussion, har kunnet optages, således Tyskland og Japan, mens de endnu var

besat efter anden verdenskrig, og mange år før det kom på tale, at disse

lande

kunne optages som medlemmer af FN. Der er for tiden to medlemmer af WHO, der

ikke er optaget i FN, nemlig Cook Islands og Niue. WHO har i disse tilfælde

afgjort, at disse enheder besad tilstrækkelig selvbestemmelse og ansvarlighed

for eget sundhedsvæsen uden hensyn til restriktioner og spørgsmål vedrørende

deres suverænitet. Yderligere er flere andre enheder blevet tillagt

observatørstatus i Verdenssundhedsforsamlingen, WHA. Nogle enheder inviteres

rutinemæssigt år efter år og har derved opnået en status som »kvasipermanente

observatører«. For øjeblikket er der fem sådanne enheder: Vatikanet (Det

hellige Sæde), Palæstina, Malteserordenen, Røde Kors Internationale Komité og

Røde Halvmåne-organisationerne. På denne baggrund er det åbenbart, at også

Taiwan kan optages som observatør. Som en selvstændig sundhedsenhed med sin

egen infrastruktur på sundhedsområdet og med den fornødne organisation og

viden

samt de fornødne medarbejderressourcer i sundhedssektoren kan Taiwan fuldt ud

leve op til WHO’s mål, således som de er fastsat i statutterne.

c.

Praksis i andre

internationale fora.

Der er adskillige

fortilfælde i andre internationale organisationer, der taler til støtte for

Taiwans ønske om observatørstatus:

i)

Fra 1. januar 2002

har Taiwan været medlem af Verdenshandelsorganisationen (WTO) under den

officielle betegnelse »Separate Customs Territory of Taiwan, Penghu, Kinmen

and

Matsu«.

Optagelsen af Taiwan i WTO

skete med stærk støtte fra EU.

ii)

Europa-Kommissionen

har i marts 2003 etableret et europæisk økonomisk handelskontor i Taipeh,

Taiwan. Med denne etablering har Kommissionen for første gang etableret en

permanent repræsentation i Taiwan. Kontoret, der ledes af Brian McDonald,

skal

hovedsagelig beskæftige sig med økonomiske og handelsmæssige forbindelser og

samarbejde samt kulturelle og informationsmæssige aktiviteter. Det skal

styrke

kommunikationen mellem EU og Taiwans officielle myndigheder og andre

interessenter. I overensstemmelse med EU-landenes etkinapolitik vil kontoret

ikke skulle deltage i diplomatiske eller politiske aktiviteter. Beslutningen

om

at oprette kontoret skal ses i forlængelse af EU’s ønske om at behandle

Taiwan

som en selvstændig økonomisk og kommerciel enhed og opmuntre til at forøge

strømmen af varer og investeringer.

iii)

EU har stærke

forbindelser til Taiwan på »ikkepolitiske« områder såsom økonomiske

forbindelser, videnskab og forskning samt uddannelse og kultur. Taiwan er

EU’s

tredjestørste handelspartner i Asien efter Japan og Folkerepublikken Kina med

en årlig handel på mere end 37 mia. euro. Kommissionen holder årlige

rådslagninger med Taiwan skiftevis i Bruxelles og i Taipeh.

iv)

Taiwan er blevet

godkendt som deltager i

Asia Pacific

Economic Cooperation (APEC), som er et regionalt økonomisk samarbejde

omfattende 21 deltagerlande i Asien og Stillehavsområdet.

v)

Taiwan er gennem de

senere år inddraget i regionale fiskerikonventioner, der omfatter

multilateral

deltagelse, med henblik på at bevare tilstrækkelige mængder af de vigtigste

fiskearter i området. Taiwan deltager således i de samarbejder, der går under

betegnelserne MHLC, ICCAT, IATTC og CCSBT. Det har i denne sammenhæng været

afgørende, at Taiwan er behandlet som en selvstændig fiskerienhed.

d.

Fortsat udelukkelse

af Taiwan med dets 23 millioner indbyggere er i strid med almindeligt

anerkendte folkeretlige principper. Udelukkelsen er en marginalisering,

nærmest

en form for apartheid på sundhedsområdet, der ikke kan begrundes eller

retfærdiggøres ud fra anerkendte folkeretlige synspunkter. Gennem

udelukkelsen

afskæres både WHO og Taiwan fra at kunne udføre den virksomhed, som er så

bydende nødvendig, og som er hele grundlaget for WHO, nemlig indsamling og

udveksling af informationer om sundhedsforhold. Det gælder f.eks., når der i

forbindelse med epidemier er allerstørst behov for at samarbejde.

Sundhed er en helt

afgørende del af menneskerettighederne, hvilket er udtrykkeligt fremhævet i

WHO’s statutter. Danmark og næsten alle andre nationer nyder godt og

drager

fordel af samarbejdet gennem WHO, og det er klart, at det er både

uforsvarligt

og decideret uretfærdigt over for Taiwan, der i 3 årtier har måttet kæmpe

alene

mod sygdomme og epidemier uden – som andre nationer og enheder – at

kunne drage

nytte af WHO’s arbejde. Taiwan er i modsætning hertil henvist til at

søge

informationer om internationale sundhedsforhold ad indirekte og uofficielle

kanaler med forringet tryghed og sikkerhed til følge.

Ifølge sine

statutter er WHO forpligtet til at virke for beskyttelse af alle

befolkningers

sundhed. Denne forpligtelse kan WHO ikke leve op til, hvis Taiwan fortsat

udelukkes.

e.

Taiwans generelle

behov for at blive inddraget i WHO’s arbejde

WHO fastslog på

sit 107. møde i januar 2001 følgende:

»Globaliseringen

af infektionssygdomme betyder, at udbrud i et land er en potentiel trussel

for

hele verden. Behovet for internationalt samarbejde om epidemisk varsling og

reaktion er større i dag end nogensinde tidligere som følge af de mere

omfattende befolkningsbevægelser, væksten i international handel og

biologiske

produkter, ændringer i fremstillingsprocesser i fødevareindustrien og sociale

og miljømæssige forandringer.«

Det modvirker

WHO’s bestræbelser, og det er i visse tilfælde en direkte hindring for

at

udføre effektive verdensomspændende indsatser på sundhedsområdet,

hvis Taiwan

tvinges til at udgøre en lakune i det globale sundhedsnetværk. For de

internationale trafikforbindelser i Asien udgør Taiwan et vigtigt og centralt

punkt, der forbinder Nordøst- og Sydøstasien. I 2002 kunne man i Taiwan

notere

en samlet passagertrafik på 7,85 millioner personer på udrejse og 2,19

millioner besøgende på indrejse. Ved årsskiftet 2002-03 levede og arbejdede

mere end 300.000 gæstearbejdere fra

Thailand, Indonesien, Filippinerne, Malaysia og Vietnam i Taiwan. Disse

omstændigheder betyder selvsagt, at Taiwan er placeret som et

trafikknudepunkt

også i sundhedsmæssig henseende, hvor muligheden for udbredelse af eventuelle

epidemier eller andre smitsomme sygdomme i høj grad er til stede.

4. Severe Acute Respiratory Syndrome (SARS)

understreger nødvendigheden af at fremskynde Taiwans observatørstatus

Udbruddet af den frygtede lungesygdom SARS i efteråret 2002

har berørt en række lande flere steder i verden. Efter alle foreliggende

oplysninger kan det antages, at sygdommen havde sit udspring i Kina, hvor

sygdommen opnåede størst udbredelse. Flere andre lande, blandt andet Taiwan,

blev berørt, idet rejsende fra de først berørte områder bragte smitten med

sig.

En ulidelig frygt for, at sygdommen kunne vinde endnu større udbredelse,

opstod

naturligt overalt.

Selv om Taiwan iværksatte en række foranstaltninger for at

hindre smittens udbredelse, og selv om Taiwan nyder anerkendelse for et

særdeles velkvalificeret sundheds- og sygehusvæsen, er det åbenbart, at det

er

uudholdeligt for Taiwan i en sådan situation – ligesom det ville være

det for ethvert

andet land eller landområde – at blive mødt med afvisning og isolering

af den

øvrige verdens sundhedsvæsen. Men den manglende tilknytning til

Verdenssundhedsorganisationen er faktisk en yderst reel og absurd hindring

for,

at Taiwan kan deltage i det internationale samarbejde om bekæmpelse af SARS.

Taiwans sundhedsministerium kunne rapportere de første

mistanker om SARS allerede den 14. marts 2003. Til trods herfor undlod WHO at

inkludere Taiwan i organisationens officielle overvågnings- og responsnetværk

og afstod fra at sende eksperter til Taiwan på samme måde, som det skete til

andre lande, hvor sygdommen er konstateret.

Ingen ved, hvordan den frygtede lungesygdom vil udvikle sig

i fremtiden. Erfaringerne fra sygdomsbekæmpelsen både i Taiwan og i andre

lande

har resulteret i en række medicinske forsknings- og oplysningsindsatser, der

forhåbentlig vil vise sig meget værdifulde, hvis sygdommen igen kommer i

udbrud. Som blot et enkelt eksempel herpå kan nævnes, at Taiwans

sundhedsmyndigheder i tiden 29. oktober – 1. november 2003 gennemførte

en

international lægekonference om akademisk udveksling og drøftelse af artikler

og rapporter om SARS. Men WHO var ikke indbudt til og kunne ikke deltage i

denne konference.

Ingen kan bestride, at det, når en alvorlig epidemisk

sygdom opstår, er af afgørende betydning for sundheden på tværs af

landegrænserne, at alle gode kræfter samles om at bekæmpe sygdommen og

begrænse

dens udbredelse. Det ville være aldeles uacceptabelt, hvis et enkelt land

modsatte sig at deltage i samarbejdet herom eller afviste at udlevere alle

nødvendige informationer til Verdenssundhedsorganisationen og dens

medlemslande. Men lige så uacceptabelt, ja faktisk oprørende, er det, at

Danmark sammen med andre lande gennem flere år har afvist Taiwans

indtrængende

anmodninger om at blive optaget som deltager i det internationale samarbejde

om

sundheden.

5. Danmarks officielle begrundelse for at

afvise Taiwans deltagelse i det internationale sundhedsarbejde

Danmark har tidligere afvist at støtte Taiwans deltagelse i

det internationale sundhedsarbejde

Det er bemærkelsesværdigt i betragtning af,

at Taiwan er en moderne og demokratisk ledet

nation med et tidssvarende sundhedsvæsen, og at Danmark ikke har udtrykt

nogen

betænkeligheder ved at deltage i samarbejdet i WHO med en række lande med

tvivlsomme regimer, f. eks. Nordkorea og andre diktaturstater.

Set i lyset af de foran under punkt 3 nævnte

forhold, bl.a. det samarbejde, der er etableret mellem Europa-Kommissionen og

Taiwan, er det uforståeligt, hvis Danmark fortsat vil afvise Taiwans rimelige

ønske om af deltage også i internationalt sundhedssamarbejde. Taiwan er en

stor

nation, der med 23 millioner indbyggere er større end de fleste af WHO’s

medlemslande. Taiwan har et anerkendt sundhedsvæsen med en høj

sundhedsstandard

og en høj levealder. Dansk Folkeparti mener, at der er mange stærke grunde

–

ikke kun sundhedsmæssige, men også folkeretlige – til at revurdere

Danmarks

holdning.

For overblikkets skyld refereres i det følgende de

hovedsynspunkter, der har været fremme i Folketingets behandling af

spørgsmålet

om Taiwans deltagelse i det internationale sundhedsarbejde.

I 1999 bad Birthe Skaarup (DF) udenrigsministeren oplyse,

om regeringen ville arbejde for, at Taiwan kan blive optaget som medlem af

WHO

og i benægtende fald oplyse om årsagen hertil (Spm. nr. S 823 af 17. december

1999).

I begrundelsen blev der henvist til, at Danmark går i

spidsen, når nye lande anerkendes, eller når nye lande ønsker optagelse i

internationale organisationer. Udenrigsministeren (Niels Helveg Petersen)

afviste med henvisning til den danske etkinapolitik.

Dansk Folkeparti fremsatte i april 2002 beslutningsforslag

nr. B 90, hvor regeringen blev opfordret til at støtte, at Taiwan opnår

observatørstatus i Verdenssundhedsforsamlingen i Genève.

Regeringen afviste forslaget, idet udenrigsministeren (Per

Stig Møller) ved 1. behandling udtalte: »Jeg skal på regeringens vegne

opfordre

Folketinget til at afvise det fremsatte forslag. Tildeling af

observatørstatus

vil ikke stemme overens med Danmarks og EU’s etkinapolitik.

Ligeledes er det tvivlsomt, om Taiwan passer ind i de

retningslinjer og den praksis, der har udviklet sig med hensyn til tildeling

af

observatørstatus i Verdenssundhedsorganisationen, WHO, og

Verdenssundhedsforsamlingen, WHA, fordi kun stater kan ansøge om optagelse i

Verdenssundhedsforsamlingen.

I Taiwans tilfælde gælder det, at et antal af WHO’s

medlemslande, som anerkender Taiwan og ikke Folkerepublikken, på vegne af

Taiwan har søgt om optagelse som observatører i gruppen af territorier. Der

er

her tale om, at områder, der ikke er ansvarlige for deres egen

udenrigspolitik,

kan blive optaget i denne kategori. Hidtil er kun Puerto Rico og

stillehavsøen

Tokelau under New Zealand blevet tildelt denne status som territorium. I

modsætning til disse områder fører Taiwan jo i høj grad – og heldigvis

for det

– sin egen udenrigspolitik. Sagen har jo været søgt rejst i WHA siden

1997. Den

har endnu ikke været til behandling, da der ikke har kunnet samles flertal

herfor. Det ventes, at der igen ved samlingen i år vil blive stillet forslag

om

at behandle taiwansk observatørstatus. Jeg finder det vigtigt at opretholde

EU-enighed i denne sag. EU støtter, at Taiwan inddrages i et internationalt

samarbejde, i det omfang det er muligt i henhold til vores etkinapolitik,

dvs.

inddragelse i samarbejde, som ikke kræver anerkendelse som selvstændig stat

–

for ellers bryder man etkinapolitikken – eller indebærer

anerkendelseslignende

skridt. Og dér kan man jo tage et eksempel, hvor det er lykkedes; det er

WTO-medlemskabet, som er et godt eksempel på dette.

I EU har det hidtil været holdningen, at taiwansk

observatørstatus i WHA ikke stemte overens med EU’s etkinapolitik. Sagen

er i

denne tid igen til drøftelse i EU-kredsen; der er bare ikke udsigt til

enighed

om at ændre EU’s politik i denne sag.

I forbindelse med drøftelsen i EU sidste år op til den

årlige samling i Verdenssundhedsforsamlingen besluttede EU at arbejde for at

styrke samarbejdet mellem Taiwan og WHO om substansen – det, det drejer

sig om.

Der pågår således arbejde for at sikre, at Taiwan på det sundhedsmæssige

område, som beslutningsforslagsstillerne med rette fremhæver som væsentligt,

ikke kommer til at lide under ikke at have observatørstatus i WHO. Dette

arbejde er ikke tilendebragt, men bl.a. fra dansk side søger vi i EU aktivt

at

fremme dette arbejde, så der snarest kan findes en pragmatisk løsning. Dette

ligger helt på linje med de udtalelser, som EU-kommissær Fischler citeres for

i

beslutningsforslaget i forbindelse med behandling af Europa-Parlamentets

resolution, og jeg kan varmt støtte og bekræfte, at regeringen arbejder

aktivt

for, at Taiwan får mulighed for i praksis at nyde godt af WHO’s arbejde.

Og det

er jo det, der er det væsentlige.

Vejen frem må være at finde pragmatiske løsninger, som

muliggør et samarbejde mellem Taiwan og WHO.

Angående etkinapolitikken skal forslagsstillerne også være

opmærksomme på, at Taiwans præsident jo ikke siger det samme som præsident om

forholdet til Kina og etkinapolitikken, som han sagde, før han blev

præsident.

Man ønsker ikke en konflikt på formalia. Det væsentlige er, at vi får hjulpet

Taiwan ind i de fordele, der er ved at have observatørstatus i WHO, og de

fordele arbejder vi altså på at skaffe Taiwan uden at skabe en unødvendig

konflikt.«

På baggrund af udenrigsministerens udtalelse

om, at Taiwan bør hjælpes ind i de fordele,

der er ved at opnå observatørstatus, mener forslagsstillerne, at der bør

kunne

samles et bredt flertal for nærværende beslutningsforslag.

I den forbindelse er det vigtigt at notere sig, at Taiwan

alene har udtrykt ønske om at opnå observatørstatus, ikke om fuldt medlemskab

af WHO, uanset om optagelsen eventuelt alene sker ved anerkendelse af Taiwan

som en selvstændig sundhedsenhed. Vedtagelsen af beslutningsforslaget behøver

derfor ikke at betyde et brud med Danmarks hidtidige politik –

etkinapolitikken

– men vil alene være en markering af Danmarks ønske om, at WHO kan leve

op til

sin rolle som hele verdens sundhedsorganisation og til mottoet

»Sundhed for alle«. Uanset at det kan være

vanskeligt for WHO’s medlemslande at nå at færdigforhandle spørgsmålet

om

Taiwans observatørstatus inden den årlige Verdenssundhedsforsamling (WHA) i

2004, vil vedtagelsen af beslutningsforslaget få betydning, idet opfordringen

til den danske regering selvsagt ikke kun har betydning for forberedelserne

til

den førstkommende konference, men også for de kommende års konferencer.

Det vil ud fra enhver saglig betragtning være nyttigt, at

Danmark går i spidsen for dette arbejde. Det vil også være i god

overensstemmelse med statsministerens nylige tilkendegivelse af, at Danmark

skal føre en aktivistisk udenrigspolitik. Heri må helt naturligt ligge, at

Danmark ikke behøver at afvente, at alle andre lande beslutter sig, før vi

selv

beslutter os.

Dansk Folkeparti opfordrer alle Folketingets partier til at

samles om dette nødvendige og retfærdige beslutningsforslag.

Skriftlig fremsættelse

Peter Skaarup

(DF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at

fremsætte:

Forslag til

folketingsbeslutning om Danmarks støtte til, at Taiwan opnår observatørstatus

i

Verdenssundhedsforsamlingen i Genève.

(Beslutningsforslag nr. B 84).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager

forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Lignende dokumenter