Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks støtte til, at Taiwan opnår observatørstatus i Verdenssundhedsforsamlingen i Genève
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 2. december 2003 af
Peter Skaarup (DF), Pia Kjærsgaard (DF),
Anita Knakkergaard (DF), Aase D. Madsen (DF), Eigil
Møller (DF),
Poul Nødgaard (DF) og Birthe Skaarup (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om Danmarks støtte til, at Taiwan opnår observatørstatus i
Verdenssundhedsforsamlingen i Genève
Folketinget opfordrer regeringen til at arbejde for, at
Taiwan indbydes til at være observatør ved Verdenssundhedsforsamlingen i
Genève.
Bemærkninger til forslaget
Beslutningsforslaget er en ændret genfremsættelse af
beslutningsforslag nr. B 90, folketingsåret 2001-02, 2. samling (se
Folketingstidende 2001-02, forhandlingerne side 5264 og tillæg A side 5218 og
5224).
1. Baggrund
Verdenssundhedsorganisationen blev etableret i 1948 med det
formål at skaffe alle folkeslag den bedst mulige sundhedstilstand. Danmark
var
blandt de 61 stater, der grundlagde organisationen, og har siden etableringen
været aktivt medlem af denne. Organisationen omfatter i dag 192 medlemslande,
deriblandt Folkerepublikken Kina og 2 lande med observatørstatus.
I henhold til organisationens statutter, jf. art. 3, skal
enhver stat kunne blive medlem af organisationen. Dette er i god
overensstemmelse med organisationens valgsprog:
»Sundhed
for alle
«
. Medlemskab af FN er således
Læs alt
ikke en betingelse for medlemskab.
Verdenssundhedsorganisationen (på engelsk forkortet som
WHO) er i organisatorisk henseende opdelt i (a) Verdenssundhedsforsamlingen
(på
engelsk forkortet som WHA), der afholdes en gang årligt, (b)
eksekutivkomiteen
og (c) sekretariatet.
Ved oprettelsen af WHO og i de første 24 år derefter var
Taiwan under navnet Republic of China aktivt medlem og deltog som sådant
fuldt
ud i organisationens arbejde. I 1971 blev Taiwan – som følge af
Folkerepublikken Kinas optagelse i FN – pålagt at forlade FN og WHO.
Siden 1997
har Taiwan hvert år ansøgt om observatørstatus i
Verdenssundhedsorganisationen.
Ved den forestående forsamling i maj 2004 vil Taiwan igen anmode om at opnå
observatørstatus.
2. Bestræbelserne for at inddrage Taiwan i
Verdenssundhedsorganisationens arbejde
Fra mange sider ses en voksende støtte til Taiwans
bestræbelser for at indgå i samarbejde med andre lande i WHO’s
sundhedsmæssige
og humanitære arbejde.
Dette har bl.a. givet sig udtryk i amerikansk lovgivning,
hvor præsident Bill Clinton i 1999 underskrev en lov, der var enstemmigt
vedtaget af Senatet og Repræsentanternes Hus, og som støttede Taiwans
deltagelse i WHO’s arbejde.
I 2001 vedtog Senatet og Repræsentanternes Hus en lov, der
pålagde den amerikanske udenrigsminister at fremlægge en plan for amerikansk
støtte til, at Taiwan opnår observatørstatus på Verdenssundhedsforsamlingen i
Genève i maj 2002. Loven blev underskrevet af præsident George W. Bush som
Public Law 107-10.
Derudover har en række nationale og internationale
organisationer udtalt støtte til Taiwans optagelse som observatør ved WHA.
Europa-Parlamentet vedtog i marts 2002 beslutning B5-0132/2002 om
observatørstatus til Taiwan ved den årlige Verdenssundhedsforsamling i
Genève.
3. Hovedbegrundelserne for, at Taiwan bør
kunne opnå observatørstatus i Verdenssundhedsorganisationen
I det følgende sammenfattes de væsentligste argumenter for,
at Taiwan bør kunne opnå observatørstatus i WHO.
Desuden er der taget stilling til de
modargumenter, der oftest anføres.
a.
WHO’s statutter
Efter
Verdenssundhedsorganisationens egne statutter er »Sundhed for alle« det
bærende
princip i organisationens arbejde. Der er hverken i statutterne eller i
forarbejderne hertil, ej heller i senere FN-beslutninger eller praksis nogen
holdepunkter for, at Taiwan ikke skulle kunne optages som fuldgyldigt medlem,
endsige som observatør. Statutterne åbner efter deres ordlyd adgang for et
bredt spekter af enheder, f.eks. ikkemedlemslande, internationale
organisationer, nationale organisationer og ngo’er, til at deltage
aktivt i
WHO’s virksomhed. Den eneste betingelse er, jf. art. 18, at de har
»responsibilities related to those of the Organization«, eller, jf. art. 72,
at
deres »purpose and acticvities lie within the field of competence of the
Organization«.
Det er således
ikke efter statutterne en nødvendig forudsætning for at optage Taiwan som
observatør, at Taiwan er medlem af FN eller anerkendes som selvstændig
nation.
Afgørende er, at Taiwan som ansøger efterlever WHO’s formål og bidrager
til
WHO’s funktioner. Enhver eventuel indvending om, at Taiwan mangler
selvstændig
national suverænitet, vil derfor være en uholdbar og utilstrækkelig
begrundelse
for at afvise Taiwans anmodning om at deltage som observatør.
b.
WHO’s praksis
For at kunne opnå
så stor global udbredelse for sit arbejde som muligt har WHO fortolket
reglerne
om deltagelse i WHO meget smidigt. Således har nationer, som ikke er
medlemmer
af FN, kunnet optages som fuldgyldige medlemmer af WHO. Det gælder f.eks.
Schweiz,
der blev medlem i 1947. Også nationer, hvis suverænitet var genstand for
diskussion, har kunnet optages, således Tyskland og Japan, mens de endnu var
besat efter anden verdenskrig, og mange år før det kom på tale, at disse
lande
kunne optages som medlemmer af FN. Der er for tiden to medlemmer af WHO, der
ikke er optaget i FN, nemlig Cook Islands og Niue. WHO har i disse tilfælde
afgjort, at disse enheder besad tilstrækkelig selvbestemmelse og ansvarlighed
for eget sundhedsvæsen uden hensyn til restriktioner og spørgsmål vedrørende
deres suverænitet. Yderligere er flere andre enheder blevet tillagt
observatørstatus i Verdenssundhedsforsamlingen, WHA. Nogle enheder inviteres
rutinemæssigt år efter år og har derved opnået en status som »kvasipermanente
observatører«. For øjeblikket er der fem sådanne enheder: Vatikanet (Det
hellige Sæde), Palæstina, Malteserordenen, Røde Kors Internationale Komité og
Røde Halvmåne-organisationerne. På denne baggrund er det åbenbart, at også
Taiwan kan optages som observatør. Som en selvstændig sundhedsenhed med sin
egen infrastruktur på sundhedsområdet og med den fornødne organisation og
viden
samt de fornødne medarbejderressourcer i sundhedssektoren kan Taiwan fuldt ud
leve op til WHO’s mål, således som de er fastsat i statutterne.
c.
Praksis i andre
internationale fora.
Der er adskillige
fortilfælde i andre internationale organisationer, der taler til støtte for
Taiwans ønske om observatørstatus:
i)
Fra 1. januar 2002
har Taiwan været medlem af Verdenshandelsorganisationen (WTO) under den
officielle betegnelse »Separate Customs Territory of Taiwan, Penghu, Kinmen
and
Matsu«.
Optagelsen af Taiwan i WTO
skete med stærk støtte fra EU.
ii)
Europa-Kommissionen
har i marts 2003 etableret et europæisk økonomisk handelskontor i Taipeh,
Taiwan. Med denne etablering har Kommissionen for første gang etableret en
permanent repræsentation i Taiwan. Kontoret, der ledes af Brian McDonald,
skal
hovedsagelig beskæftige sig med økonomiske og handelsmæssige forbindelser og
samarbejde samt kulturelle og informationsmæssige aktiviteter. Det skal
styrke
kommunikationen mellem EU og Taiwans officielle myndigheder og andre
interessenter. I overensstemmelse med EU-landenes etkinapolitik vil kontoret
ikke skulle deltage i diplomatiske eller politiske aktiviteter. Beslutningen
om
at oprette kontoret skal ses i forlængelse af EU’s ønske om at behandle
Taiwan
som en selvstændig økonomisk og kommerciel enhed og opmuntre til at forøge
strømmen af varer og investeringer.
iii)
EU har stærke
forbindelser til Taiwan på »ikkepolitiske« områder såsom økonomiske
forbindelser, videnskab og forskning samt uddannelse og kultur. Taiwan er
EU’s
tredjestørste handelspartner i Asien efter Japan og Folkerepublikken Kina med
en årlig handel på mere end 37 mia. euro. Kommissionen holder årlige
rådslagninger med Taiwan skiftevis i Bruxelles og i Taipeh.
iv)
Taiwan er blevet
godkendt som deltager i
Asia Pacific
Economic Cooperation (APEC), som er et regionalt økonomisk samarbejde
omfattende 21 deltagerlande i Asien og Stillehavsområdet.
v)
Taiwan er gennem de
senere år inddraget i regionale fiskerikonventioner, der omfatter
multilateral
deltagelse, med henblik på at bevare tilstrækkelige mængder af de vigtigste
fiskearter i området. Taiwan deltager således i de samarbejder, der går under
betegnelserne MHLC, ICCAT, IATTC og CCSBT. Det har i denne sammenhæng været
afgørende, at Taiwan er behandlet som en selvstændig fiskerienhed.
d.
Fortsat udelukkelse
af Taiwan med dets 23 millioner indbyggere er i strid med almindeligt
anerkendte folkeretlige principper. Udelukkelsen er en marginalisering,
nærmest
en form for apartheid på sundhedsområdet, der ikke kan begrundes eller
retfærdiggøres ud fra anerkendte folkeretlige synspunkter. Gennem
udelukkelsen
afskæres både WHO og Taiwan fra at kunne udføre den virksomhed, som er så
bydende nødvendig, og som er hele grundlaget for WHO, nemlig indsamling og
udveksling af informationer om sundhedsforhold. Det gælder f.eks., når der i
forbindelse med epidemier er allerstørst behov for at samarbejde.
Sundhed er en helt
afgørende del af menneskerettighederne, hvilket er udtrykkeligt fremhævet i
WHO’s statutter. Danmark og næsten alle andre nationer nyder godt og
drager
fordel af samarbejdet gennem WHO, og det er klart, at det er både
uforsvarligt
og decideret uretfærdigt over for Taiwan, der i 3 årtier har måttet kæmpe
alene
mod sygdomme og epidemier uden – som andre nationer og enheder – at
kunne drage
nytte af WHO’s arbejde. Taiwan er i modsætning hertil henvist til at
søge
informationer om internationale sundhedsforhold ad indirekte og uofficielle
kanaler med forringet tryghed og sikkerhed til følge.
Ifølge sine
statutter er WHO forpligtet til at virke for beskyttelse af alle
befolkningers
sundhed. Denne forpligtelse kan WHO ikke leve op til, hvis Taiwan fortsat
udelukkes.
e.
Taiwans generelle
behov for at blive inddraget i WHO’s arbejde
WHO fastslog på
sit 107. møde i januar 2001 følgende:
»Globaliseringen
af infektionssygdomme betyder, at udbrud i et land er en potentiel trussel
for
hele verden. Behovet for internationalt samarbejde om epidemisk varsling og
reaktion er større i dag end nogensinde tidligere som følge af de mere
omfattende befolkningsbevægelser, væksten i international handel og
biologiske
produkter, ændringer i fremstillingsprocesser i fødevareindustrien og sociale
og miljømæssige forandringer.«
Det modvirker
WHO’s bestræbelser, og det er i visse tilfælde en direkte hindring for
at
udføre effektive verdensomspændende indsatser på sundhedsområdet,
hvis Taiwan
tvinges til at udgøre en lakune i det globale sundhedsnetværk. For de
internationale trafikforbindelser i Asien udgør Taiwan et vigtigt og centralt
punkt, der forbinder Nordøst- og Sydøstasien. I 2002 kunne man i Taiwan
notere
en samlet passagertrafik på 7,85 millioner personer på udrejse og 2,19
millioner besøgende på indrejse. Ved årsskiftet 2002-03 levede og arbejdede
mere end 300.000 gæstearbejdere fra
Thailand, Indonesien, Filippinerne, Malaysia og Vietnam i Taiwan. Disse
omstændigheder betyder selvsagt, at Taiwan er placeret som et
trafikknudepunkt
også i sundhedsmæssig henseende, hvor muligheden for udbredelse af eventuelle
epidemier eller andre smitsomme sygdomme i høj grad er til stede.
4. Severe Acute Respiratory Syndrome (SARS)
understreger nødvendigheden af at fremskynde Taiwans observatørstatus
Udbruddet af den frygtede lungesygdom SARS i efteråret 2002
har berørt en række lande flere steder i verden. Efter alle foreliggende
oplysninger kan det antages, at sygdommen havde sit udspring i Kina, hvor
sygdommen opnåede størst udbredelse. Flere andre lande, blandt andet Taiwan,
blev berørt, idet rejsende fra de først berørte områder bragte smitten med
sig.
En ulidelig frygt for, at sygdommen kunne vinde endnu større udbredelse,
opstod
naturligt overalt.
Selv om Taiwan iværksatte en række foranstaltninger for at
hindre smittens udbredelse, og selv om Taiwan nyder anerkendelse for et
særdeles velkvalificeret sundheds- og sygehusvæsen, er det åbenbart, at det
er
uudholdeligt for Taiwan i en sådan situation – ligesom det ville være
det for ethvert
andet land eller landområde – at blive mødt med afvisning og isolering
af den
øvrige verdens sundhedsvæsen. Men den manglende tilknytning til
Verdenssundhedsorganisationen er faktisk en yderst reel og absurd hindring
for,
at Taiwan kan deltage i det internationale samarbejde om bekæmpelse af SARS.
Taiwans sundhedsministerium kunne rapportere de første
mistanker om SARS allerede den 14. marts 2003. Til trods herfor undlod WHO at
inkludere Taiwan i organisationens officielle overvågnings- og responsnetværk
og afstod fra at sende eksperter til Taiwan på samme måde, som det skete til
andre lande, hvor sygdommen er konstateret.
Ingen ved, hvordan den frygtede lungesygdom vil udvikle sig
i fremtiden. Erfaringerne fra sygdomsbekæmpelsen både i Taiwan og i andre
lande
har resulteret i en række medicinske forsknings- og oplysningsindsatser, der
forhåbentlig vil vise sig meget værdifulde, hvis sygdommen igen kommer i
udbrud. Som blot et enkelt eksempel herpå kan nævnes, at Taiwans
sundhedsmyndigheder i tiden 29. oktober – 1. november 2003 gennemførte
en
international lægekonference om akademisk udveksling og drøftelse af artikler
og rapporter om SARS. Men WHO var ikke indbudt til og kunne ikke deltage i
denne konference.
Ingen kan bestride, at det, når en alvorlig epidemisk
sygdom opstår, er af afgørende betydning for sundheden på tværs af
landegrænserne, at alle gode kræfter samles om at bekæmpe sygdommen og
begrænse
dens udbredelse. Det ville være aldeles uacceptabelt, hvis et enkelt land
modsatte sig at deltage i samarbejdet herom eller afviste at udlevere alle
nødvendige informationer til Verdenssundhedsorganisationen og dens
medlemslande. Men lige så uacceptabelt, ja faktisk oprørende, er det, at
Danmark sammen med andre lande gennem flere år har afvist Taiwans
indtrængende
anmodninger om at blive optaget som deltager i det internationale samarbejde
om
sundheden.
5. Danmarks officielle begrundelse for at
afvise Taiwans deltagelse i det internationale sundhedsarbejde
Danmark har tidligere afvist at støtte Taiwans deltagelse i
det internationale sundhedsarbejde
Det er bemærkelsesværdigt i betragtning af,
at Taiwan er en moderne og demokratisk ledet
nation med et tidssvarende sundhedsvæsen, og at Danmark ikke har udtrykt
nogen
betænkeligheder ved at deltage i samarbejdet i WHO med en række lande med
tvivlsomme regimer, f. eks. Nordkorea og andre diktaturstater.
Set i lyset af de foran under punkt 3 nævnte
forhold, bl.a. det samarbejde, der er etableret mellem Europa-Kommissionen og
Taiwan, er det uforståeligt, hvis Danmark fortsat vil afvise Taiwans rimelige
ønske om af deltage også i internationalt sundhedssamarbejde. Taiwan er en
stor
nation, der med 23 millioner indbyggere er større end de fleste af WHO’s
medlemslande. Taiwan har et anerkendt sundhedsvæsen med en høj
sundhedsstandard
og en høj levealder. Dansk Folkeparti mener, at der er mange stærke grunde
–
ikke kun sundhedsmæssige, men også folkeretlige – til at revurdere
Danmarks
holdning.
For overblikkets skyld refereres i det følgende de
hovedsynspunkter, der har været fremme i Folketingets behandling af
spørgsmålet
om Taiwans deltagelse i det internationale sundhedsarbejde.
I 1999 bad Birthe Skaarup (DF) udenrigsministeren oplyse,
om regeringen ville arbejde for, at Taiwan kan blive optaget som medlem af
WHO
og i benægtende fald oplyse om årsagen hertil (Spm. nr. S 823 af 17. december
1999).
I begrundelsen blev der henvist til, at Danmark går i
spidsen, når nye lande anerkendes, eller når nye lande ønsker optagelse i
internationale organisationer. Udenrigsministeren (Niels Helveg Petersen)
afviste med henvisning til den danske etkinapolitik.
Dansk Folkeparti fremsatte i april 2002 beslutningsforslag
nr. B 90, hvor regeringen blev opfordret til at støtte, at Taiwan opnår
observatørstatus i Verdenssundhedsforsamlingen i Genève.
Regeringen afviste forslaget, idet udenrigsministeren (Per
Stig Møller) ved 1. behandling udtalte: »Jeg skal på regeringens vegne
opfordre
Folketinget til at afvise det fremsatte forslag. Tildeling af
observatørstatus
vil ikke stemme overens med Danmarks og EU’s etkinapolitik.
Ligeledes er det tvivlsomt, om Taiwan passer ind i de
retningslinjer og den praksis, der har udviklet sig med hensyn til tildeling
af
observatørstatus i Verdenssundhedsorganisationen, WHO, og
Verdenssundhedsforsamlingen, WHA, fordi kun stater kan ansøge om optagelse i
Verdenssundhedsforsamlingen.
I Taiwans tilfælde gælder det, at et antal af WHO’s
medlemslande, som anerkender Taiwan og ikke Folkerepublikken, på vegne af
Taiwan har søgt om optagelse som observatører i gruppen af territorier. Der
er
her tale om, at områder, der ikke er ansvarlige for deres egen
udenrigspolitik,
kan blive optaget i denne kategori. Hidtil er kun Puerto Rico og
stillehavsøen
Tokelau under New Zealand blevet tildelt denne status som territorium. I
modsætning til disse områder fører Taiwan jo i høj grad – og heldigvis
for det
– sin egen udenrigspolitik. Sagen har jo været søgt rejst i WHA siden
1997. Den
har endnu ikke været til behandling, da der ikke har kunnet samles flertal
herfor. Det ventes, at der igen ved samlingen i år vil blive stillet forslag
om
at behandle taiwansk observatørstatus. Jeg finder det vigtigt at opretholde
EU-enighed i denne sag. EU støtter, at Taiwan inddrages i et internationalt
samarbejde, i det omfang det er muligt i henhold til vores etkinapolitik,
dvs.
inddragelse i samarbejde, som ikke kræver anerkendelse som selvstændig stat
–
for ellers bryder man etkinapolitikken – eller indebærer
anerkendelseslignende
skridt. Og dér kan man jo tage et eksempel, hvor det er lykkedes; det er
WTO-medlemskabet, som er et godt eksempel på dette.
I EU har det hidtil været holdningen, at taiwansk
observatørstatus i WHA ikke stemte overens med EU’s etkinapolitik. Sagen
er i
denne tid igen til drøftelse i EU-kredsen; der er bare ikke udsigt til
enighed
om at ændre EU’s politik i denne sag.
I forbindelse med drøftelsen i EU sidste år op til den
årlige samling i Verdenssundhedsforsamlingen besluttede EU at arbejde for at
styrke samarbejdet mellem Taiwan og WHO om substansen – det, det drejer
sig om.
Der pågår således arbejde for at sikre, at Taiwan på det sundhedsmæssige
område, som beslutningsforslagsstillerne med rette fremhæver som væsentligt,
ikke kommer til at lide under ikke at have observatørstatus i WHO. Dette
arbejde er ikke tilendebragt, men bl.a. fra dansk side søger vi i EU aktivt
at
fremme dette arbejde, så der snarest kan findes en pragmatisk løsning. Dette
ligger helt på linje med de udtalelser, som EU-kommissær Fischler citeres for
i
beslutningsforslaget i forbindelse med behandling af Europa-Parlamentets
resolution, og jeg kan varmt støtte og bekræfte, at regeringen arbejder
aktivt
for, at Taiwan får mulighed for i praksis at nyde godt af WHO’s arbejde.
Og det
er jo det, der er det væsentlige.
Vejen frem må være at finde pragmatiske løsninger, som
muliggør et samarbejde mellem Taiwan og WHO.
Angående etkinapolitikken skal forslagsstillerne også være
opmærksomme på, at Taiwans præsident jo ikke siger det samme som præsident om
forholdet til Kina og etkinapolitikken, som han sagde, før han blev
præsident.
Man ønsker ikke en konflikt på formalia. Det væsentlige er, at vi får hjulpet
Taiwan ind i de fordele, der er ved at have observatørstatus i WHO, og de
fordele arbejder vi altså på at skaffe Taiwan uden at skabe en unødvendig
konflikt.«
På baggrund af udenrigsministerens udtalelse
om, at Taiwan bør hjælpes ind i de fordele,
der er ved at opnå observatørstatus, mener forslagsstillerne, at der bør
kunne
samles et bredt flertal for nærværende beslutningsforslag.
I den forbindelse er det vigtigt at notere sig, at Taiwan
alene har udtrykt ønske om at opnå observatørstatus, ikke om fuldt medlemskab
af WHO, uanset om optagelsen eventuelt alene sker ved anerkendelse af Taiwan
som en selvstændig sundhedsenhed. Vedtagelsen af beslutningsforslaget behøver
derfor ikke at betyde et brud med Danmarks hidtidige politik –
etkinapolitikken
– men vil alene være en markering af Danmarks ønske om, at WHO kan leve
op til
sin rolle som hele verdens sundhedsorganisation og til mottoet
»Sundhed for alle«. Uanset at det kan være
vanskeligt for WHO’s medlemslande at nå at færdigforhandle spørgsmålet
om
Taiwans observatørstatus inden den årlige Verdenssundhedsforsamling (WHA) i
2004, vil vedtagelsen af beslutningsforslaget få betydning, idet opfordringen
til den danske regering selvsagt ikke kun har betydning for forberedelserne
til
den førstkommende konference, men også for de kommende års konferencer.
Det vil ud fra enhver saglig betragtning være nyttigt, at
Danmark går i spidsen for dette arbejde. Det vil også være i god
overensstemmelse med statsministerens nylige tilkendegivelse af, at Danmark
skal føre en aktivistisk udenrigspolitik. Heri må helt naturligt ligge, at
Danmark ikke behøver at afvente, at alle andre lande beslutter sig, før vi
selv
beslutter os.
Dansk Folkeparti opfordrer alle Folketingets partier til at
samles om dette nødvendige og retfærdige beslutningsforslag.
Skriftlig fremsættelse
Peter Skaarup
(DF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at
fremsætte:
Forslag til
folketingsbeslutning om Danmarks støtte til, at Taiwan opnår observatørstatus
i
Verdenssundhedsforsamlingen i Genève.
(Beslutningsforslag nr. B 84).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager
forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Lignende dokumenter
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks støtte til, at Taiwan opnår observatørstatus i Verdenssundhedsforsamlingen i Genève Retsinformation · 27. maj 2004
- Skriftlig fremsættelse (4. april 2002) - B 90 Retsinformation · 9. april 2002
- Beretning over Forslag til folketingsbeslutning om Taiwans genindtræden i World Health Assembly Retsinformation · 24. april 2021
- Forslag til folketingsbeslutning om Taiwans genindtræden i World Health Assembly Retsinformation · 18. november 2020
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om gratis influenzavaccination til ældre Retsinformation · 3. maj 2002
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om autorisationsordning for danske bandagister Retsinformation · 24. marts 2003