Tillægsbetænkning over Forslag til lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Tillægsbetænkning afgivet af Retsudvalget den 3. juni 2003
Tillægsbetænkning
over
Forslag til lov om
ændring af straffeloven og retsplejeloven
(Bekæmpelse af rockerkriminalitet og anden organiseret
kriminalitet)
[af justitsministeren (Lene Espersen)]
1. Ændringsforslag
Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres og Kristeligt
Folkepartis medlemmer af udvalget har stillet 2 ændringsforslag til
lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 23. april 2003 og var til 1.
behandling den 5. maj 2003. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til
behandling i Retsudvalget. Udvalget afgav betænkning den 22. maj 2003.
Lovforslaget var til 2. behandling den 27. maj 2003, hvorefter det blev
henvist
til fornyet behandling i Retsudvalget.
Møder
Udvalget har, efter at lovforslaget blev henvist til fornyet
udvalgsbehandling, behandlet dette i 1 udvalgsmøde. Herudover har udvalget
den
28. maj 2003 afholdt et møde med Den Danske Dommerforening.
Spørgsmål
Udvalget har efter betænkningsafgivelse over lovforslaget
stillet 14 spørgsmål til justitsministeren til skriftlig besvarelse. 3 af
udvalgets spørgsmål og justitsministerens besvarelse heraf er optrykt som
bilag
til betænkningen.
Læs alt
Samråd
Udvalget har stillet 1 spørgsmål til justitsministeren til mundtlig
besvarelse, som denne har besvaret i et åbent samråd med udvalget den 3. juni
2003. Justitsministeren har tilsendt udvalget sit talepapir til brug for
samrådet.
3. Indstillinger og politiske bemærkninger
Et
flertal
i udvalget
(S, V, DF og KF) indstiller lovforslaget til
vedtagelse
i den affattelse, hvori det foreligger efter 2.
behandling. Flertallet stemmer imod de stillede ændringsforslag.
Et flertal (S, V og KF) bemærker, at udvalgets drøftelser efter
2. behandling bl.a. har drejet sig om de principielle aspekter ved, at
forsvareren og dommeren i straffesagen efter lovforslaget ikke vil kunne få
kendskab til materiale, som er tilvejebragt til brug for den konkrete sag,
men
er blevet undtaget fra aktindsigt uden tidsbegrænsning.
Med lovforslaget åbnes der bl.a. mulighed for, at materiale, der
indgår i sagen, kan undtages fra forsvarerens adgang til aktindsigt uden
tidsbegrænsning og dermed – i modsætning til i dag – også under og
efter
domsforhandlingen. Dette er en væsentlig nyskabelse, som er begrundet i, at
de
hensyn, som har gjort det påkrævet at begrænse aktindsigten under
efterforskningen, i praksis ofte vil gøre sig gældende med samme styrke også
efter domsforhandlingens begyndelse.
Samtidig er der ved udformningen af ordningen lagt vægt på at
undgå, at den dommer, som skal træffe afgørelse om skyldsspørgsmålet i
straffesagen, kan komme til at træffe denne afgørelse med kendskab til
materiale, som er ukendt for den tiltalte og dennes forsvarer. En sådan
situation ville kunne opstå, hvis ordningen var udformet sådan, at en dommer,
der undervejs har givet anklagemyndigheden medhold i en begæring om
tidsubegrænset at undtage materiale fra forsvarerens adgang til aktindsigt,
også kan tage stilling til skyldsspørgsmålet m.v. under domsforhandlingen.
Flertallet
er enig med justitsministeren i, at en ordning af denne karakter ville give
anledning til principielle betænkeligheder.
Det er på denne baggrund, at lovforslaget bl.a. indeholder en
»dobbeltdommerordning
«
, som går ud på, at beslutningen om at undtage materiale fra
aktindsigt skal træffes af en anden dommer end den, som senere skal tage
stilling til skyldsspørgsmålet m.v. under domsforhandlingen.
Som det også er fremgået af justitsministerens besvarelser af
udvalgets spørgsmål, indeholder lovforslaget en række elementer, som sikrer,
at
den nævnte ordning er retssikkerhedsmæssigt forsvarlig: Som noget nyt bliver
domstolskontrollen med politiets beslutninger om konkret at undtage materiale
fra aktindsigt gjort obligatorisk og forudgående. Retten kan kun træffe
afgørelse om konkret at undtage materiale fra adgangen til aktindsigt, hvis
det
efter rettens vurdering er forsvarligt. Hvis retten under efterforskningen
har
givet politiet medhold i en begæring om tidsubegrænset undtagelse fra
aktindsigt, skal retten tage denne afgørelse op til fornyet vurdering, før
domsforhandlingen indledes, det vil sige, når sagen er færdigefterforsket.
Hvis
de hensyn, som gør det påkrævet at undtage materialet fra aktindsigt, kan
varetages ved, at forsvareren og sigtede/tiltalte alene afskæres fra
aktindsigt
i et nærmere fastsat tidsrum, vil begrænsningen i adgangen til aktindsigt
ikke
kunne gøres tidsubegrænset. Hvis det i den konkrete situation er
tilstrækkeligt
for at varetage de pågældende hensyn, at der meddeles tavshedspålæg til
forsvareren, skal denne mulighed bruges frem for helt at undtage materialet
fra
adgangen til aktindsigt. Den særligt beskikkede advokat, som skal varetage
den
tiltaltes interesser i forbindelse med rettens behandling af
aktindsigtsspørgsmålet – herunder ved at henlede rettens opmærksomhed på
omstændigheder, der eventuelt kan begrunde, at en undtagelse af materialet
fra
aktindsigt vil medføre væsentlige betænkeligheder for varetagelsen af
forsvaret
i straffesagen – vil få udleveret genparter af alt materiale, som
politiet har
tilvejebragt til brug for den pågældende straffesag.
Flertallet vil på denne baggrund på ny fremhæve, at de
foreslåede regler om adgangen til at begrænse forsvarerens adgang til
aktindsigt har til formål at sikre politiets muligheder for at modtage
informationer, der er afgørende for en effektiv bekæmpelse af
rockerkriminaliteten m.v. Efter flertallets opfattelse går de foreslåede
lovændringer ikke længere, end formålet tilsiger, og flertallet lægger i den
forbindelse vægt på, at de foreslåede begrænsninger er udformet på en måde,
som
tilgodeser hensynet til varetagelsen af den sigtedes eller tiltaltes forsvar.
I lyset af den kritik, der har været fremme, lægger flertallet
også vægt på, at Folketinget vil få lejlighed til at vurdere erfaringerne med
anvendelsen af de nye aktindsigtsregler på grundlag af den redegørelse, som
justitsministeren vil fremsætte for Folketinget i folketingsåret 2005-06.
Et
mindretal
i
udvalget (SF, RV, EL og KRF) indstiller lovforslaget til
forkastelse
. Mindretallet stemmer for de stillede ændringsforslag.
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut var på
tidspunktet for tillægsbetænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer
i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller
politiske udtalelser i tillægsbetænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i
tillægsbetænkningen.
4. Ændringsforslag med bemærkninger
Ændringsforslag
Af
et
mindretal
(SF, RV og KRF), tiltrådt af et
mindretal
(EL):
Til § 2
1)
I
nr. 14
indsættes efter det foreslåede § 754 b, stk. 2, 2. pkt., som
nyt punktum:
»Det er en betingelse for at anvende civile personer, jf. 2. pkt.,
at anvendelsen klart må antages at være et efterforskningsskridt, som er af
afgørende betydning for efterforskningen af lovovertrædelser af systematisk
eller organiseret karakter.«
[Begrænsning af anvendelsen af civile agenter til de tilfælde,
hvor der er tale om organiseret kriminalitet]
2)
I
nr. 14
indsættes efter det foreslåede § 754 b, stk. 2, 2. pkt., som
nyt punktum:
»Bistanden efter 2. pkt.
må ikke udføres af personer, der på grund af afhængighedsforhold til politiet
eller andre omstændigheder må befrygtes ikke at ville udføre bistanden på
betryggende måde.
«
[Indskrænkning af personkredsen, som kan være civile agenter]
Bemærkninger
Til nr. 1
I lovforslagets § 2, nr. 14, (retsplejelovens § 754 b, stk. 2,
2. pkt.) foreslås en undtagelse til den gældende bestemmelse i § 754 b, stk.
2,
hvorefter agentvirksomhed alene må udføres af polititjenestemænd. Efter den
foreslåede bestemmelse kan civile personer efter aftale med politiet yde
bistand til at udføre eller fortsætte den lovovertrædelse, der efterforskes,
når den bistand, der ydes, er yderst beskeden i forhold til lovovertrædelsen.
Det foreslås, at det som en yderligere betingelse for at anvende
civile agenter fastsættes, at brugen af civile agenter klart må antages at
være
et efterforskningsskridt, som er af afgørende betydning for efterforskningen
af
lovovertrædelser af systematisk eller organiseret karakter. Formålet hermed
er
at begrænse anvendelse af civile agenter til de tilfælde, hvor der er tale om
organiseret kriminalitet.
I vurdering af, om der er tale om organiseret kriminalitet, jf.
formuleringen systematisk og organiseret kriminalitet, kan indgå de i EU-regi
udformede nærmere retningslinjer for medlemslandenes indsamling og analyse af
relevante data til brug for medlemskabernes årlige situationsrapporter. Disse
retningslinjer indeholder bl.a. en definition af organiseret kriminalitet til
brug ved analysen af de indsamlede data. Definitionen består af en liste med
betingelser, som skal være opfyldt i de konkrete straffesager, for at den
pågældende forbrydelse anses for begået som led i organiseret kriminalitet.
Listen er således et redskab for politimyndighederne i de enkelte lande ved
afgørelsen af, hvilke former for kriminalitet der skal omtales i
situationsrapporten om organiseret kriminalitet i det pågældende land.
Til nr. 2
Bestemmelsen angiver de omstændigheder vedrørende en person, der
medfører, at den pågældende ikke må anvendes som civil agent. Det foreslås,
at
det forbydes politiet at anvende nogen som agent, hvis den pågældende på
grund
af afhængighedsforhold til politiet eller andre omstændigheder må befrygtes
ikke at ville udføre opgaven på betryggende måde.
Inge Dahl-Sørensen (V)
Birthe Rønn Hornbech (V)
nfmd.
Karsten Nonbo (V)
Freddy Dam (V)
Per Dalgaard (DF)
Peter Skaarup (DF)
Helge Adam Møller (KF)
Lars Barfoed (KF)
Jann Sjursen (KRF)
Frode Sørensen (S)
Lissa Mathiasen (S)
Morten Bødskov (S)
Per Kaalund (S)
Sandy Brinck (S)
Anne Baastrup (SF)
fmd.
Elisabeth Arnold (RV)
Line Barfod (EL)
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut havde
ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
56
*
Enhedslisten (EL)
4
Socialdemokratiet (S)
52
Kristeligt Folkeparti (KRF)
4
Dansk Folkeparti (DF)
22
Tjóðveldisflokkurin (TF)
1
Det Konservative Folkeparti (KF)
16
Inuit Ataqatigiit (IA)
1
Socialistisk Folkeparti (SF)
12
Siumut (SIU)
1
Det Radikale Venstre (RV)
9
Uden for folketingsgrupperne (UFG)
1
*
Heraf
1 medlem valgt på Færøerne
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 218 omdelt efter
afgivelse af betænkning
Bilagsnr.
Titel
60
Spm. 39 om kommentar til udkast til ændringsforslag vedr.
yderligere begrænsning i anvendelsen af civile agenter, til justitsministeren
61
Breve til hhv. Den Danske Dommerforening og tidligere
højesteretspræsident Niels Pontoppidan vedrørende invitation til møde i
udvalget
62
Betænkning afgivet 22/5-03
63
Svar på spm. 39 om kommentar til udkast til
ændringsforslag vedr. yderligere begrænsning i anvendelsen af civile agenter,
fra justitsministeren
64
Meddelelse om møde med Den Danske Dommerforening onsdag
28/5-03
65
1. udkast til tillægsbetænkning
66
Spm. 40 om kommentar til artikel i Politiken 7/5-03 af
Eva Smith, til justitsministeren
67
Spm. 41, om ministeren støtter, at civile agenter ikke må
være personer, der er afhængige af politiet, til justitsministeren
Spm. 42 om sammenhængen mellem civile agenter, meddelere
og anonyme vidner, til justitsministeren
Spm. 43, om forsvareren skal kunne få oplyst, om en
oplysning fra en anonym kilde stammer fra politiet eller fra en kriminel
meddeler, til justitsministeren
68
Spm. 44 om kommentar til artikel fra Jyllands-Posten
28/5-03: »Svensk advarsel mod civile agenter«, til justitsministeren
69
Spm. 45 om, hvordan ministeren vil sikre lovændringerne,
til justitsministeren
Spm. 46, om Rigsadvokaten kan indhente oplysninger om
civile agenter, til justitsministeren
70
Spm. 47 om sænkning af mistankekrav, til
justitsministeren
Spm. 48 om, hvordan den dommer, der har afgjort, at
materiale skal holdes hemmeligt, senere skal kunne opdage, at afgørelsen bør
ændres, til justitsministeren
Spm. 49 om forholdet mellem en dommers tavshedspligt og
pligten til at forhindre, at uskyldige bliver dømt, til justitsministeren
71
Samrådsspm. C om uddybning af svarene på spm. 39-49, til
justitsministeren
72
Spm. 50 om ministerkommentar til artikler i it-avisen
ComOn 28/5-03, til justitsministeren
73
Pressemeddelelse om åbent samråd 3/6-03
74
Svar på spm. 40 om kommentar til artikel i Politiken
7/5-03 af Eva Smith, fra justitsministeren
75
Svar på spm. 43, om forsvareren skal kunne få oplyst, om
en oplysning fra en anonym kilde stammer fra politiet eller fra en kriminel
meddeler, fra justitsministeren
76
Svar på spm. 44 om kommentar til artikel fra
Jyllands-Posten 28/5-03: »Svensk advarsel mod civile agenter«, fra
justitsministeren
77
Svar på spm. 45 om, hvordan ministeren vil sikre
lovændringerne, fra justitsministeren
78
Svar på spm. 46, om Rigsadvokaten kan indhente
oplysninger om civile agenter, fra justitsministeren
79
Svar på spm. 47 om sænkning af mistankekrav, fra
justitsministeren
80
Svar på spm. 48 om, hvordan den dommer, der har afgjort,
at materiale skal holdes hemmeligt, senere skal kunne opdage, at afgørelsen
bør ændres, fra justitsministeren
Svar på spm. 49 om forholdet mellem en dommers
tavshedspligt og pligten til at forhindre, at uskyldige bliver dømt, fra
justitsministeren
81
Svar på spm. 50 om ministerkommentar til artikler i
it-avisen ComOn 28/5-03, fra justitsministeren
82
Svar på spm. 41, om ministeren støtter, at civile agenter
ikke må være personer, der er afhængige af politiet, fra justitsministeren
Svar på spm. 42 om sammenhængen mellem civile agenter,
meddelere og anonyme vidner, fra justitsministeren
83
2. udkast til tillægsbetænkning
84
Spm. 51 om oversendelse af talepapir fra samrådet 3/6-03,
til justitsministeren
Spm. 52 om præcisering af reglerne om
tilfældighedsvidner, til justitsministeren
85
Svar på spm. 51 om oversendelse af talepapir fra samrådet
3/6-03, fra justitsministeren
Svar på spm. 52 om præcisering af reglerne om
tilfældighedsvidner, fra justitsministeren
Bilag 2
3 af udvalgets spørgsmål til justitsministeren og
dennes besvarelse heraf
Spørgsmål og svar er optrykt efter ønske fra udvalget.
Spørgsmål 48:
Ministeren bedes redegøre nærmere for, hvordan den dommer der
har afgjort at materiale skal holdes hemmeligt for forsvareren, senere skal
kunne opdage, at den afgørelse bør ændres fordi der under selve sagen kommer
nye oplysninger frem, f.eks. at den mistænkte eller andre involverede kommer
med
helt nye oplysninger eller helt andre forklaringer end de har afgivet til
politiet; er det f.eks. meningen, at den dommer, der har truffet afgørelse om
hemmeliggørelse skal følge den efterfølgende sag, således at hun straks kan
gribe ind, eller skal hun løbende have tilsendt retsbogen, eller
efterfølgende
have tilsendt retsbogen.
Svar:
Som det fremgår af de almindelige bemærkninger til lovforslaget,
har Justitsministeriet ud fra retssikkerhedsmæssige hensyn fundet, at det bør
være retten, der har kompetencen til at træffe afgørelse om, hvorvidt der
forligger hensyn, der efter den foreslåede bestemmelse i § 745 b kan begrunde
en undtagelse af materiale fra forsvarerens adgang til aktindsigt, og om
disse
hensyn er af så afgørende betydning, at det er påkrævet at afskære
forsvarerens
adgang til materialet.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 745 b, stk. 4, at
rettens afgørelse om en fravigelse af § 745 om forsvarerens adgang til
aktindsigt kan være tidsbegrænset, således at fravigelsen alene skal gælde i
et
nærmere fastsat tidsrum. Afgørelsen kan herefter forlænges ved en senere
kendelse. Herudover fremgår det, at retten kan afgøre, at fravigelsen skal
gælde indtil videre – altså i et ikke nærmere fastsat tidsrum. De
hensyn, der
har begrundet fravigelsen, kan imidlertid ændre sig under efterforskningens
forløb, ligesom betydningen for varetagelsen af sigtedes eller tiltaltes
forsvar af, at forsvareren ikke kender materialet, kan ændre sig. Det er
derfor
væsentligt, at der sker en fornyet prøvelse af spørgsmålet på et tidspunkt,
hvor efterforskningen er afsluttet, og det er fastlagt, hvilke beviser der
skal
føres under domsforhandlingen. Det foreslås derfor i § 745 b, stk. 4, at
retten, hvis der er truffet afgørelse om, at fravigelsen skal gælde indtil
videre, skal vurdere fravigelsen på ny, før domsforhandlingen indledes. Med
den
fornyede prøvelse sikres det, at forsvareren ikke afskæres fra aktindsigt,
uden
at dette fortsat er påkrævet. Den fornyede prøvelse skal tillige sikre, at
det
fortsat ikke medfører væsentlige betænkeligheder for varetagelsen af
forsvaret
at undtage det pågældende materiale fra forsvarerens adgang til aktindsigt.
Den dommer, der har truffet afgørelsen om at undtage materiale
fra aktindsigt, skal ikke have tilsendt retsbøger og andet materiale løbende.
Hvis der skulle fremkomme nye oplysninger under domsforhandlingen, der har
betydning for den afgørelse om konkret undtagelse af materiale fra
forsvarerens
adgang til aktindsigt, der er truffet (og eventuelt forlænget) forud for
domsforhandlingen,
er anklagemyndigheden forpligtet til at anmode om en fornyet prøvelse efter
den
foreslåede § 745 b. Det vil i givet fald ikke være den dommer, der leder
domsforhandlingen, der skal træffe afgørelse om, hvorvidt der fortsat kan
undtages materiale fra forsvarerens aktindsigt, men derimod den dommer, der
tidligere har truffet afgørelse om spørgsmålet.
Endvidere er politiet forpligtet til af egen drift at udlevere
oplysningerne til forsvareren, hvis politiet finder, at hensynet, der
begrundede undtagelsen fra forsvarerens adgang til aktindsigt, ikke længere
er
til stede.
Der kan i det hele henvises til pkt. 3.3.2.3. i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Spørgsmål 49:
Ministeren bedes redegøre nærmere for forholdet mellem en
dommers tavshedspligt i forhold til afgørelser hun måtte have truffet om
hemmeligholdelse af materiale og/eller anonyme vidner og så pligten efter
både
straffelovens § 143 og almindelige ulovbestemte retsprincipper om at
forhindre,
at uskyldige bliver dømt; vil dommeren der bliver opmærksom på, at
hemmeligholdte oplysninger, herunder også om vidners identitet, skulle gå til
den dommer, der dømmer i selve sagen og gøre hende opmærksom på, at der er et
problem eller hvordan skal det foregå.
Svar:
Justitsministeriet har forestået spørgsmålet således, at der
tænkes på den situation, at en dommer, der har truffet afgørelse om konkret
at
undtage materiale fra forsvarerens aktindsigt efter den foreslåede § 745 b,
efterfølgende bliver bekendt med forhold, der peger på, at det pågældende
materiale alligevel ikke bør være undtaget fra aktindsigt.
I en sådan tænkt situation vil dommeren ikke være bundet af
tavshedspligt i forhold til anklagemyndigheden. Den naturlige fremgangsmåde
vil
således være, at dommeren retter henvendelse til anklagemyndigheden om de
pågældende oplysninger.
Spørgsmål 40:
Ministeren kommentarer udbedes til vedlagte artikel fra
Politiken den 7. maj 2003: »Der var engang en retsstat«.
KRONIKEN I POLITIKEN
Onsdag 7. maj 2003
Der var engang en retsstat
Af Eva Smith
Er befolkningen indstillet på at slække på retssikkerheden i
kampen mod rockerkriminalitet? Juraprofessor Eva Smith har set nærmere på
regeringens omstridte lovforslag.
Forleden blev forslaget om den såkaldte rockerlov fremsat i
Folketinget. Regeringen og landets justitsminister er herved slået ind på en
helt ny kurs. Mens det tidligere var god tone, at større lovforslag på
strafferetsplejens område blev udarbejdet i udvalg bestående af
repræsentanter
fra politi, anklagemyndighed, dommere, forsvarere og universitetsjurister,
har
den nuværende justitsminister fundet nye veje. Det fremsatte lovforslag er
ifølge sin indledning udarbejdet af en arbejdsgruppe bestående af
repræsentanter fra politiet og anklagemyndigheden. Som en anden nyskabelse er
denne gruppe anonym. Vi véd således ikke, hvilke repræsentanter fra politi og
anklagemyndighed der har siddet i denne hemmelige gruppe. Men gruppen har
unægtelig muntret sig. Her havde man lejlighed til at stille alle de forslag,
som i årenes løb er blevet stemt ned af repræsentanter for domstole,
universiteter og forsvarere.
Lovforslaget har fået overskriften: »Bekæmpelse af
rockerkriminalitet og anden organiseret kriminalitet«. Det lyder jo som
noget,
vi alle kan støtte. Det viser sig imidlertid, at lovforslaget langtfra alene
er
møntet på rockerkriminalitet og anden organiseret kriminalitet. Det har et
langt bredere og mere generelt anvendelsesområde.
Jeg har siddet i mange arbejdsgrupper sammen med politi og
anklagemyndighed, og uanset forskellige udgangspunkter har jeg altid syntes,
det var rimelig nemt at nå til enighed, fordi der har været en grundlæggende
forståelse for hinandens synspunkter. For få måneder siden ville jeg derfor
ikke have troet, at anklagemyndigheden, selv når de sad alene med politiet,
kunne have fremsat det forslag, som nu fremlægges af regeringen. Jeg havde
faktisk heller ikke ventet, at regeringen ville fremsætte det, efter at have
læst høringssvarene. Jeg mindes ikke tidligere at have set den samlede
dommerstand og advokatstand advare så indtrængende mod gennemførelsen af et
lovforslag. Retssikkerheden sættes over styr, lyder det advarende. Lad
lovforslaget blive gennemgået af et af de sædvanlige udvalg med
repræsentation
fra dommere og forsvarere. Regeringen har imidlertid fremsat arbejdsgruppens
forslag uden hensyn hertil.
Man foreslår bl.a., at for så vidt angår fortrolige oplysninger
fra udenlandsk politi, skal dommeren tage stilling til, om disse oplysninger
skal gives videre til forsvareren. Dommeren bliver imidlertid ikke bekendt
med hele
materialet, men får blot politiets argumentation for, at oplysningerne ikke
skal videre til forsvaret. Der er med andre ord tale om, at dommerne på
nærmest
kafkask grundlag skal vurdere et materiale, de ikke kender. Argumentationen
for
forslaget er, at ellers vil de udenlandske politimyndigheder måske ikke
udlevere det fortrolige materiale.
Jeg har meget svært ved at tro på, at udenlandske
politimyndigheder har så lidt tillid til dommerstanden i et demokratisk land,
at de vil nægte at udlevere materiale, en dommer får kendskab til.
Dertil kommer, at forslaget indebærer, at forsvarerens
aktindsigt i politiets materiale skal beskæres.
Der var ellers tale om en landvinding, da man i 1978, efter
mange års forarbejde, besluttede at ligestille forsvarer og anklagemyndighed.
I
årene efter 1978 er denne ligestilling yderligere blevet konsolideret og
udbygget. En tilsvarende ligestilling har forsvaret ikke i alle de lande,
politiet samarbejder med. Derfor foreslår man nu, med direkte henvisning til
de
oplysninger man får fra fremmede stater, at forsvarers aktindsigt skal
begrænses. Mange års reformer er hermed fjernet med et pennestrøg. Det er
ikke
nemt at se, hvilken rolle Justitsministeriet har spillet i arbejdsgruppens
arbejde, men som forslaget lægges frem, lader det til, at Justitsministeriet
alligevel har fundet, at dette var for meget. Ministeriet foreslår derfor, at
en advokat (ikke den sigtedes forsvarer, men en anden forsvarer) skal have
mulighed for at kommentere anklagemyndighedens begrundelser for at ønske
forsvarets aktindsigt beskåret.
Det er i mine øjne et ringe forslag. Konstruktionen med en anden
forsvarer kendes allerede fra indgreb i meddelelseshemmeligheden, således
f.eks. telefonaflytning. Telefonaflytninger må nødvendigvis være hemmelige i
forhold til den mistænkte, der derfor ikke kan udpege sin egen forsvarer.
Dertil kommer, at ikke alene sigtede, men også de personer, sigtede taler
med,
aflyttes. Den af retten udpegede forsvarer skal i princippet tale alle de
aflyttedes sag.
Da denne bestemmelse blev indført, sås det som en landvinding.
Det har imidlertid vist sig, at i over 97 procent af sagerne følger domstolen
anklagemyndigheden. Dette skyldes formentlig, at det er meget vanskeligt for
forsvarerne, der jo fører en ganske abstrakt sag, at komme med argumenter,
som
kan assistere dommeren i beslutningen om ikke at tillade indgrebet. En
forsvarer i de her nævnte sager vil være i præcis samme situation. Han kan
ikke
på samme måde som den forsvarer, der er inde i sagen, vurdere, hvorvidt en
hemmeligholdelse
af bestemte fakta vil være en svækkelse af forsvarerens arbejde. Endvidere
forekommer logikken at halte. Af hensyn til fremmede magter må forsvarerne
ikke
blive bekendt med materialet, men en anden forsvarer kan dog godt få visse
oplysninger. Er der tale om en særlig mistillid til de forsvarere, som
normalt
beskikkes i straffesager?
Et andet forhold er, at forsvarerne, ikke alene i forbindelse
med efterforskningen, men heller ikke når sagen kommer til doms, bliver
bekendt
med disse oplysninger. Begrundelsen herfor er, at efter retsplejelovens
paragraf 848 skal de forhold, der har været forholdt den tiltalte, senest ved
domsforhandlingen bekendtgøres for ham. Og, hedder det i materialet fra
arbejdsgruppen, man kan ikke lade forsvareren få oplysningerne, fordi man på
grund af paragraf 848 i så fald er nødt til at lade dem gå videre til
sigtede.
Det er en ejendommelig argumentation; paragraf 848 er jo ikke en
bestemmelse, der er givet af Gud Herren, og som derfor ikke kan ændres. Der
vil
ikke være noget i vejen for at beslutte, at der er et sæt oplysninger, som
den
tiltalte ikke kan få, men som hans advokat kan få. Dette svarer til den
retstilstand, der allerede nu er gældende for anonyme vidner, hvor vidnets
identitet bliver forsvareren bekendt, men denne ikke har tilladelse til at
give
oplysningerne videre til sin klient.
Det er mig uforståeligt, at dommeren og tiltaltes egen forsvarer
ikke kan få alle oplysninger. Dansk politi må kunne forklare udenlandske
myndigheder, at man har fuld tillid til såvel dommere som forsvarere. Men
selv
hvis forslaget ændres, så dommere og forsvarere får adgang til materiale, som
man ønsker at hemmeligholde for tiltalte, vil heller ikke dette forslag være
ganske uproblematisk. Man har som nævnt allerede gennemført en sådan ordning,
for så vidt angår anonyme vidner. Det er en ubehagelig glidebane, hvis man i
stigende grad vil give oplysninger til forsvareren, som han ikke har mulighed
for at dele med sin klient. Det forekommer at være et helt basalt krav i en
retsstat, at den dømte kender hele det grundlag, han er dømt på.
Endvidere er der forslag til nye regler om agenter. En agent er
en person, der opfordrer en anden til kriminalitet, f.eks. ved at spørge, om
man kan købe narkotika, for derved at afsløre denne andens kriminalitet.
Politiets opgave er at forhindre og opklare forbrydelser, hvorfor man kun bør
indlade sig på en sådan handlemåde, hvis det er absolut nødvendigt, ligesom
man
må tage alle forholdsregler for at undgå at fremprovokere en lovovertrædelse,
der ellers ikke var blevet begået. Derfor bestemmer loven i dag, at en sådan
fremgangsmåde kun må anvendes, hvis andre efterforskningsskridt ikke vil være
egnede, og hvis der er en særlig bestyrket mistanke om, at lovovertrædelsen
er
ved at blive begået. Endvidere må agentvirksomheden ikke bevirke en forøgelse
af lovovertrædelsens omfang. For at sikre at disse regler overholdes, må
agentvirksomheden efter de nuværende regler kun udføres af politimænd. Dette
blev besluttet af Folketinget i 1986. Det var dengang Folketingets
opfattelse,
at det ikke var muligt at afgrænse en kreds af private personer, som på
betryggende måde kunne anvendes som agenter. En sådan afgrænsning er heller
ikke indeholdt i lovforslaget.
Derimod foreslås, at den civile persons medvirken skal være
yderst beskeden
i forhold til
lovovertrædelsen. Dette sidste er ikke en tilfældig formulering. Efter
lovforslaget skal det forstås sådan, at meddelerens bistand kan være mere
omfattende ved efterforskning af alvorlige lovovertrædelser. Der vil være
domstolskontrol
på vurderingen af, hvad der er yderst beskedent. Politiets argumentation for,
at civile agenter er nødvendige, forekommer ikke overbevisende. Det skal jo
ses
i forhold til, hvilket også erkendes af arbejdsgruppen, at den civile person
udsættes for en ikke ubetydelig personlig fare, samt at det i visse tilfælde
kan være vanskeligt at føre kontrol med de pågældende. Forslaget betyder, at
i
disse tilfælde overlades det til den civile person at sikre, at hans
medvirken
ikke bevirker en forøgelse af lovovertrædelsen.
Indførelse af civile agenter er imidlertid ikke nok. Man ønsker
også at røre ved mistankekravet, samt hvornår agenter kan anvendes. For så
vidt
muligt at undgå at fremprovokere en lovovertrædelse, der ellers ikke var
blevet
begået, kræver de nuværende regler som nævnt, at der foreligger en særlig
bestyrket mistanke. Arbejdsgruppen foreslår imidlertid, at det må være
tilstrækkeligt med det almindelige mistankekrav, begrundet mistanke, og
argumentationen er, at det særlige mistankekrav »på uhensigtsmæssig måde
hindrer brugen af dette efterforskningsskridt i en række tilfælde«. Jeg
skulle
hilse og sige, at det faktisk også er meningen.
Endvidere har der hidtil været et krav i retsplejeloven om, at
agenter kun kunne anvendes, hvis det var absolut nødvendigt for
efterforskningen. Dette krav har dog skullet forstås sådan, at også hvis
andre
efterforskningsmidler ville være stærkt ressourcekrævende eller meget
vanskelige at anvende, kunne man anvende agenter. Dette er imidlertid for
stramt for arbejdsgruppen, man ønsker det derfor dæmpet til, at dette
efterforskningsskridt blot skal være af afgørende betydning for
efterforskningen. Dermed kommer indgrebet til at svare til betingelserne for
telefonaflytning. Jeg overlader det til læseren af denne Kronik at vurdere,
om
telefonaflytning er et indgreb, der er af samme alvor som agentvirksomhed.
Endelig er der hensynet til den civile agents personlige sikkerhed. Det må
antages at være forbundet med betydelig risiko at infiltrere rockermiljøet og
videregive oplysninger til politiet. Politiet peger selv på, at lovforslaget
kan føre til flere likvideringer. Man vil formentlig kun kunne rekruttere
unge,
naive personer fra yderkanten af miljøet. Er det virkelig acceptabelt at
udsætte dem for en sådan risiko? Står de mulige resultater i forhold til det,
der ofres?
Det er næppe tilfældigt, at dette lovforslag fremlægges som et
forslag til bekæmpelse af rockerkriminalitet. »Nye problemer kræver nye
løsninger«, siger politikere. Men det er, som om man glemmer, at dette drejer
sig om indgreb, ikke over for rockere, men over for
mistænkte
personer, herunder mistænkte rockere.
Men – vil justitsministeren sige – disse tiltag skal jo kun
anvendes over for den mest alvorlige kriminalitet. Man må imidlertid ikke
glemme, at samfundets interesse i at opklare alvorlig kriminalitet modsvares
af
en tilsvarende interesse for den mistænkte i ikke at blive uskyldigt dømt for
alvorlig kriminalitet. Det er en langt alvorligere sag at stå over for flere
års fængsel for handel med narkotika sammenlignet med en bøde for et
cykeltyveri.
På strafferetsplejens område har udgangspunktet hidtil været, at
den mistænkte/tiltalte skal have de bedste muligheder for forsvar – så
vidt
muligt uden at forringe politiets efterforskningsmuligheder. Blev denne
konflikt sat på spidsen, har det hidtil været holdningen, at hensynet til den
–
måske
– skyldige måtte have
førsteprioritet. Det er vigtigt at opklare forbrydelser – men hidtil har
vi
ment, at det var endnu vigtigere at hindre, at uskyldige bliver dømt.
Filosofien har været, at man skulle opbygge et system, hvor
enhver borger kan stole trygt på, at såfremt han udsættes for en mistanke,
vil
han have alle muligheder for at rense sig, herunder – som noget helt
basalt –
kendskab til myndighedernes materiale mod ham. En retsstat er karakteriseret
ved, at de opstillede regler forekommer rimelige og retfærdige – også
hvis de
bliver brugt mod én selv og ens nærmeste.
Jeg er klar over, at der er et generelt ønske i den danske
befolkning om forøget indsats over for rockere – men jeg tror ikke på,
at
befolkningen er villig til at ofre væsentlige retssikkerhedsgarantier –
der er
en beskyttelse for dig og mig mod urigtige domfældelser – for at opnå en
tvivlsom gevinst. Der er efter min bedste overbevisning ikke tale om
småjusteringer, men om et skred i helt fundamentale retsprincipper.
De her behandlede forslag er blot toppen af isbjerget.
Lovforslaget indeholder adskillige andre regler, der forekommer betænkelige.
Det straffeprocessuelle system er opbygget sådan, at dommeren sidder i midten
–
og på hver side af ham fremfører forsvar og anklager hver sine argumenter,
hvorefter dommeren afsiger sin afbalancerede dom. Med dette lovforslag har
regeringen valgt kun at lade sig rådgive af den ene side –
anklagemyndigheden.
Derved er balancen skæv, som også fremhævet af en samlet dommer- og
advokatstand. Jeg vil derfor indtrængende anmode Folketinget om at følge
dommernes og advokaternes forslag om en ny arbejdsgruppe med henblik på at få
balance i lovforslaget. Det har taget flere generationer at opbygge den
retssikkerhed, vi har i dag i Danmark. Lad den ikke smuldre med et
pennestrøg.
Svar:
1. I den pågældende artikel kritiserer professor, dr. jur., Eva
Smith, lovforslagets to hovedelementer; de foreslåede begrænsninger i
forsvarerens adgang til aktindsigt og de foreslåede ændringer i
retsplejelovens
regler om agentvirksomhed.
2. For så vidt angår de foreslåede ændringer i retsplejelovens
regler om forsvarerens adgang til aktindsigt anfører professor Eva Smith, at
det fremgår af lovforslaget, at når en dommer skal tage stilling til, om
fortrolige oplysninger fra udenlandsk politi skal gives videre til
forsvareren,
skal dommeren træffe sin afgørelse uden at være bekendt med hele materialet.
Der er med andre ord tale om, at dommeren på nærmest kafkask grundlag skal
vurdere et materiale, de ikke kender.
Hertil skal Justitsministeriet bemærke følgende:
Lovforslaget indeholder forslag til nye regler om forsvarerens
adgang til aktindsigt. Efter de foreslåede bestemmelser er det fortsat
udgangspunktet, at alt materiale, der er tilvejebragt til brug for den
konkrete
sag skal er omfattet af forsvarerens adgang til aktindsigt. Dette gælder også
som udgangspunkt for fortrolige oplysninger, som politiet måtte have
tilvejebragt fra udenlandske politi til brug for den konkrete sag. Efter den
foreslåede bestemmelse i § 745 b kan retten imidlertid konkret beslutte, at
oplysninger, der indgår i sagen, ikke skal udleveres til forsvareren, hvis
der
er tale om afgørende hensyn til f.eks. fremmede magter. I modsætning til,
hvad
professor Eva Smith synes at antage, har retten i forbindelse med en
afgørelse
efter § 745 b fuld adgang til alt materiale i sagen, herunder det materiale
som
politiet ønsker konkret undtaget fra forsvarerens adgang til aktindsigt.
Professor Eva Smith kritiserer endvidere, at det efter
lovforslaget er en særligt beskikket advokat, der skal varetage den sigtedes
eller tiltaltes interesser i forbindelse med en afgørelse om konkret
undtagelse
af materiale fra forsvarerens adgang til aktindsigt efter den foreslåede
bestemmelse i § 745 b. En særligt beskikket advokat kan ikke på samme måde
som
den forsvarer, der er inde i sagen, vurdere, hvorvidt en hemmeligholdelse af
bestemte oplysninger vil være en svækkelse af forsvarerens arbejde.
Justitsministeriet skal i den anledning bemærke følgende:
Det fremgår direkte af den foreslåede bestemmelse i § 745 b,
stk. 5, at den særligt beskikkede advokat har fuld adgang til materialet i
sagen, herunder det materiale som politiet ønsker konkret undtaget fra
aktindsigt. Advokaten får således udleveret genparter af det materiale, som
politiet har tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen eller tiltalen
angår. Justitsministeriet finder på den baggrund, at den særlige advokat på
betryggende måde vil være i stand til at varetage den sigtedes eller
tiltaltes
interesser under rettens behandling af spørgsmålet om konkret at undtage
materiale fra forsvarerens adgang til aktindsigt, herunder særligt ved at
henlede rettens opmærksomhed på omstændigheder, der kan begrunde, at en
undtagelse af materiale fra aktindsigt vil medføre væsentlige betænkeligheder
for varetagelsen af sigtedes eller tiltaltes forsvar, jf. den foreslåede
bestemmelse i § 745 b, stk. 2.
Professor Eva Smith anfører endvidere, at det ikke forekommer
velbegrundet, hvorfor der er et behov for konkret at kunne undtage
oplysninger
fra forsvarerens adgang til aktindsigt også efter domsforhandlingens start.
Eva
Smith anfører i den forbindelse, at lovbemærkningernes henvisning til
bestemmelsen i § 848 ikke er overbevisende, idet man kunne have ændret § 848,
således at et tavshedspålæg til forsvareren fik en sådan udtrækning, at
tiltalte ikke ville få krav på at få kendskab til alle sagens oplysninger ved
domsforhandlingens start.
Justitsministeriet skal hertil bemærke:
Bestemmelsen i retsplejelovens § 848 omhandler vidnebeskyttelse
i forbindelse med domsforhandlingen, og bestemmelsen har således ingen
sammenhæng med de foreslåede ændringer af forsvarerens adgang til aktindsigt.
Derimod fremgår det af forarbejderne til bestemmelsen i § 745, stk. 4, om
begrænsning i forsvarerens adgang til aktindsigt, jf. betænkning nr.
622/1971,
s. 43, at adgangen til at begrænse forsvarerens beføjelser efter § 745, stk.
4,
bortfalder senest ved domsforhandlingens begyndelse (dog kan et tavshedspålæg
udstrækkes, indtil tiltalte har afgivet forklaring under domsforhandlingen,
jf.
lov nr. 366 af 18. maj 1994). Om begrundelsen for den foreslåede udvidelse af
adgangen til konkret at undtage materiale fra forsvarerens adgang til
aktindsigt, herunder med hensyn til den tidsmæssige udstrækning, henvises til
besvarelsen af spørgsmål nr. 10.
Endelig anfører professor Eva Smith om de foreslåede
begrænsninger i forsvarerens adgang til aktindsigt, at det forekommer at være
et helt basalt krav i en retsstat, at den dømte kender hele det grundlag, han
er dømt på.
Justitsministeriet er naturligvis enig med professor Eva Smith
i, at det er et helt basalt krav i en retsstat, at den dømte kender hele det
materiale, den pågældende er dømt på. Det er derfor også afgørende for de
foreslåede begrænsninger i aktindsigten, at det materiale, der konkret
undtages
fra aktindsigten, ikke indgår i anklagemyndighedens sag i forbindelse med
domsforhandlingen. Der vil således aldrig kunne blive tale om, at man dømmes
på
grundlag af »hemmelige beviser«.
Det kan endvidere tilføjes, at som anført ovenfor er det en
betingelse for konkret at kunne undtage materiale fra aktindsigt, at
undtagelsen af materialet ikke medfører væsentlige betænkeligheder for
varetagelsen af sigtedes eller tiltaltes forsvar. Der vil derfor heller ikke
kunne være tale om, at det materiale, som konkret er undtaget fra
forsvarerens
adgang til aktindsigt og dermed ikke indgår i sagen, ville have betydning for
skyldsspørgsmålet i sagen.
3. For så vidt angår forslaget til § 754 b, stk. 2, 2. pkt.,
hvorefter en civil person i begrænset omfang skal kunne medvirke til en
politiagentaktion, anfører professor Eva Smith, at det overlades til den
civile
person at sikre, at hans medvirken ikke bevirker en forøgelse af
lovovertrædelsen.
Hertil skal Justitsministeriet bemærke, at lovforslaget
indebærer, at civile personer efter aftale med politiet kan yde bistand til
at
udføre eller fortsætte den lovovertrædelse, der efterforskes, når den
bistand,
der ydes, er yderst beskeden i forhold til lovovertrædelsen. Bestemmelsen
tager
alene sigte på tilfælde, hvor der er behov for at introducere en politiagent
i
det kriminelle miljø, som politiets efterforskning er rettet mod, og de
medvirkenshandlinger, som den civile person kan foretage, vil således omfatte
tillidsskabende handlinger, der sigter på at fremme politiagentens muligheder
for at komme til at virke.
Som beskrevet i besvarelsen af spørgsmål nr. 6, er det
kendetegnende for de handlinger, som civile personer kan foretage efter
forslaget til § 754 b, stk. 2, 2. pkt., at der er tale om enkle, klart
afgrænsede handlinger, som politiet kan give præcise instruktioner om. Hertil
kommer, at den civile persons bistand skal godkendes af retten. Rettens
godkendelse
er som udgangspunkt forudgående, men hvis øjemedet med aktionen ville
forspildes, dersom retskendelse skulle afventes, kan politiet træffe
beslutning
om at gennemføre agentvirksomheden. I så fald skal politiet snarest muligt og
senest inden 24 timer fra iværksættelsen af agentaktionen forelægge sagen for
retten.
Justitsministeriet er på denne baggrund ikke enig i, at det er
overladt til den civile person at sikre, at hans medvirken ikke bevirker en
forøgelse af lovovertrædelsens omfang eller grovhed.
Endvidere kritiserer professor Eva Smith de foreslåede lempelser
af mistankekravet (kravet om, at der foreligger en begrundet mistanke om, at
lovovertrædelsen er ved at blive begået eller forsøgt) og indikationskravet
(kravet om, at efterforskningsskridtet må antages at være af afgørende
betydning for efterforskningen).
Hertil skal Justitsministeriet bemærke, at som anført i
bemærkningerne pkt. 2.2.3. er de foreslåede lempelser begrundet i, at de
gældende betingelser for at anvende agenter er så strenge, at betingelserne
først vil være opfyldt på et meget sent tidspunkt i efterforskningen –
senere
end det tidspunkt, hvor det praktiske behov for at anvende politiagenter
opstår. Det må antages, at dette er medvirkende til, at retsplejelovens
regler
om agentvirksomhed anvendes forholdsvis sjældent i dag. Med forslaget
tilsigtes
det således at give politiet mulighed for at anvende agenter i videre omfang
end hidtil, eftersom agentvirksomhed navnlig i relation til
rockerkriminalitet
og anden organiseret kriminalitet kan være et meget vigtigt
efterforskningsredskab.
Endelig anfører professor Eva Smith, at politiet »formentlig kun
vil rekruttere unge, naive personer fra yderkanten af miljøet« som civile
agenter.
Hertil skal Justitsministeriet bemærke, at de personer, som vil
kunne bistå politiet i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 754 b, stk.
2,
2. pkt., som udgangspunkt vil være personer, som politiet allerede
samarbejder
med som led i opklaringen af alvorlig kriminalitet, f.eks. meddelere.
Som beskrevet i den kommenterede høringsoversigt vil der, hvis
lovforslaget vedtages, blive taget initiativ til udarbejdelse af
retningslinier
for politiets samarbejde med civile agenter, således at der sikres den
fornødne
ledelsesmæssige kontrol med de enkelte polititjenestemænds samarbejde med
civile personer. Det vil blandt andet blive fastsat, at politiet forinden
iværksættelse af en agentaktion med en civil person skal vejlede den
pågældende
grundigt og dermed sikre sig, at den pågældende kender konsekvenserne af at
medvirke, herunder at han kan forvente at skulle give møde i retten, hvis
efterforskningen fører til tiltale.
Lignende dokumenter
- Tillægsbetænkning over Forslag til lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Gruppesøgsmål m.v.) Retsinformation · 14. februar 2007
- Tillægsbetænkning over Forslag til lov om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (Fuldbyrdelse af straf på bopælen under intensiv overvågning og kontrol samt begrænset fællesskab for »negativt stærke« indsatte m.v.) Retsinformation · 17. maj 2005
- Tillægsbetænkning over Forslag til lov om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere og lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige Retsinformation · 12. juni 2003
- Tillægsbetænkning over Forslag til lov om ændring af straffeloven, lov om politiets virksomhed, retsplejeloven og udlændingeloven (Forbud mod deltagelse i nattelivet, udvidet adgang til beslaglæggelse af værdigenstande og udvisning af udlændinge dømt for vanvidskørsel m.v.) Retsinformation · 2. juni 2021
- Tillægsbetænkning over Forslag til lov om ændring af straffeloven og militær straffelov (Strafskærpelse for tortur) Retsinformation · 31. maj 2008
- Tillægsbetænkning over Forslag til lov om ændring af retsplejeloven og lov om retsafgifter (Forenklet inkassoproces) Retsinformation · 2. juni 2004