Spring til indhold

Retsinformation

Tillægsbetænkning over Forslag til lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven

2002/1 TBL 218Tillægsbetænkning over lovforslagFolketinget3. juli 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Tillægsbetænkning afgivet af Retsudvalget den 3. juni 2003

Tillægsbetænkning

over

Forslag til lov om

ændring af straffeloven og retsplejeloven

(Bekæmpelse af rockerkriminalitet og anden organiseret

kriminalitet)

[af justitsministeren (Lene Espersen)]

1. Ændringsforslag

Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres og Kristeligt

Folkepartis medlemmer af udvalget har stillet 2 ændringsforslag til

lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 23. april 2003 og var til 1.

behandling den 5. maj 2003. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til

behandling i Retsudvalget. Udvalget afgav betænkning den 22. maj 2003.

Lovforslaget var til 2. behandling den 27. maj 2003, hvorefter det blev

henvist

til fornyet behandling i Retsudvalget.

Møder

Udvalget har, efter at lovforslaget blev henvist til fornyet

udvalgsbehandling, behandlet dette i 1 udvalgsmøde. Herudover har udvalget

den

28. maj 2003 afholdt et møde med Den Danske Dommerforening.

Spørgsmål

Udvalget har efter betænkningsafgivelse over lovforslaget

stillet 14 spørgsmål til justitsministeren til skriftlig besvarelse. 3 af

udvalgets spørgsmål og justitsministerens besvarelse heraf er optrykt som

bilag

til betænkningen.

Læs alt

Samråd

Udvalget har stillet 1 spørgsmål til justitsministeren til mundtlig

besvarelse, som denne har besvaret i et åbent samråd med udvalget den 3. juni

2003. Justitsministeren har tilsendt udvalget sit talepapir til brug for

samrådet.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et

flertal

i udvalget

(S, V, DF og KF) indstiller lovforslaget til

vedtagelse

i den affattelse, hvori det foreligger efter 2.

behandling. Flertallet stemmer imod de stillede ændringsforslag.

Et flertal (S, V og KF) bemærker, at udvalgets drøftelser efter

2. behandling bl.a. har drejet sig om de principielle aspekter ved, at

forsvareren og dommeren i straffesagen efter lovforslaget ikke vil kunne få

kendskab til materiale, som er tilvejebragt til brug for den konkrete sag,

men

er blevet undtaget fra aktindsigt uden tidsbegrænsning.

Med lovforslaget åbnes der bl.a. mulighed for, at materiale, der

indgår i sagen, kan undtages fra forsvarerens adgang til aktindsigt uden

tidsbegrænsning og dermed – i modsætning til i dag – også under og

efter

domsforhandlingen. Dette er en væsentlig nyskabelse, som er begrundet i, at

de

hensyn, som har gjort det påkrævet at begrænse aktindsigten under

efterforskningen, i praksis ofte vil gøre sig gældende med samme styrke også

efter domsforhandlingens begyndelse.

Samtidig er der ved udformningen af ordningen lagt vægt på at

undgå, at den dommer, som skal træffe afgørelse om skyldsspørgsmålet i

straffesagen, kan komme til at træffe denne afgørelse med kendskab til

materiale, som er ukendt for den tiltalte og dennes forsvarer. En sådan

situation ville kunne opstå, hvis ordningen var udformet sådan, at en dommer,

der undervejs har givet anklagemyndigheden medhold i en begæring om

tidsubegrænset at undtage materiale fra forsvarerens adgang til aktindsigt,

også kan tage stilling til skyldsspørgsmålet m.v. under domsforhandlingen.

Flertallet

er enig med justitsministeren i, at en ordning af denne karakter ville give

anledning til principielle betænkeligheder.

Det er på denne baggrund, at lovforslaget bl.a. indeholder en

»dobbeltdommerordning

«

, som går ud på, at beslutningen om at undtage materiale fra

aktindsigt skal træffes af en anden dommer end den, som senere skal tage

stilling til skyldsspørgsmålet m.v. under domsforhandlingen.

Som det også er fremgået af justitsministerens besvarelser af

udvalgets spørgsmål, indeholder lovforslaget en række elementer, som sikrer,

at

den nævnte ordning er retssikkerhedsmæssigt forsvarlig: Som noget nyt bliver

domstolskontrollen med politiets beslutninger om konkret at undtage materiale

fra aktindsigt gjort obligatorisk og forudgående. Retten kan kun træffe

afgørelse om konkret at undtage materiale fra adgangen til aktindsigt, hvis

det

efter rettens vurdering er forsvarligt. Hvis retten under efterforskningen

har

givet politiet medhold i en begæring om tidsubegrænset undtagelse fra

aktindsigt, skal retten tage denne afgørelse op til fornyet vurdering, før

domsforhandlingen indledes, det vil sige, når sagen er færdigefterforsket.

Hvis

de hensyn, som gør det påkrævet at undtage materialet fra aktindsigt, kan

varetages ved, at forsvareren og sigtede/tiltalte alene afskæres fra

aktindsigt

i et nærmere fastsat tidsrum, vil begrænsningen i adgangen til aktindsigt

ikke

kunne gøres tidsubegrænset. Hvis det i den konkrete situation er

tilstrækkeligt

for at varetage de pågældende hensyn, at der meddeles tavshedspålæg til

forsvareren, skal denne mulighed bruges frem for helt at undtage materialet

fra

adgangen til aktindsigt. Den særligt beskikkede advokat, som skal varetage

den

tiltaltes interesser i forbindelse med rettens behandling af

aktindsigtsspørgsmålet – herunder ved at henlede rettens opmærksomhed på

omstændigheder, der eventuelt kan begrunde, at en undtagelse af materialet

fra

aktindsigt vil medføre væsentlige betænkeligheder for varetagelsen af

forsvaret

i straffesagen – vil få udleveret genparter af alt materiale, som

politiet har

tilvejebragt til brug for den pågældende straffesag.

Flertallet vil på denne baggrund på ny fremhæve, at de

foreslåede regler om adgangen til at begrænse forsvarerens adgang til

aktindsigt har til formål at sikre politiets muligheder for at modtage

informationer, der er afgørende for en effektiv bekæmpelse af

rockerkriminaliteten m.v. Efter flertallets opfattelse går de foreslåede

lovændringer ikke længere, end formålet tilsiger, og flertallet lægger i den

forbindelse vægt på, at de foreslåede begrænsninger er udformet på en måde,

som

tilgodeser hensynet til varetagelsen af den sigtedes eller tiltaltes forsvar.

I lyset af den kritik, der har været fremme, lægger flertallet

også vægt på, at Folketinget vil få lejlighed til at vurdere erfaringerne med

anvendelsen af de nye aktindsigtsregler på grundlag af den redegørelse, som

justitsministeren vil fremsætte for Folketinget i folketingsåret 2005-06.

Et

mindretal

i

udvalget (SF, RV, EL og KRF) indstiller lovforslaget til

forkastelse

. Mindretallet stemmer for de stillede ændringsforslag.

Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut var på

tidspunktet for tillægsbetænkningens afgivelse ikke repræsenteret med

medlemmer

i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller

politiske udtalelser i tillægsbetænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i

tillægsbetænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Af

et

mindretal

(SF, RV og KRF), tiltrådt af et

mindretal

(EL):

Til § 2

1)

I

nr. 14

indsættes efter det foreslåede § 754 b, stk. 2, 2. pkt., som

nyt punktum:

»Det er en betingelse for at anvende civile personer, jf. 2. pkt.,

at anvendelsen klart må antages at være et efterforskningsskridt, som er af

afgørende betydning for efterforskningen af lovovertrædelser af systematisk

eller organiseret karakter.«

[Begrænsning af anvendelsen af civile agenter til de tilfælde,

hvor der er tale om organiseret kriminalitet]

2)

I

nr. 14

indsættes efter det foreslåede § 754 b, stk. 2, 2. pkt., som

nyt punktum:

»Bistanden efter 2. pkt.

må ikke udføres af personer, der på grund af afhængighedsforhold til politiet

eller andre omstændigheder må befrygtes ikke at ville udføre bistanden på

betryggende måde.

«

[Indskrænkning af personkredsen, som kan være civile agenter]

Bemærkninger

Til nr. 1

I lovforslagets § 2, nr. 14, (retsplejelovens § 754 b, stk. 2,

2. pkt.) foreslås en undtagelse til den gældende bestemmelse i § 754 b, stk.

2,

hvorefter agentvirksomhed alene må udføres af polititjenestemænd. Efter den

foreslåede bestemmelse kan civile personer efter aftale med politiet yde

bistand til at udføre eller fortsætte den lovovertrædelse, der efterforskes,

når den bistand, der ydes, er yderst beskeden i forhold til lovovertrædelsen.

Det foreslås, at det som en yderligere betingelse for at anvende

civile agenter fastsættes, at brugen af civile agenter klart må antages at

være

et efterforskningsskridt, som er af afgørende betydning for efterforskningen

af

lovovertrædelser af systematisk eller organiseret karakter. Formålet hermed

er

at begrænse anvendelse af civile agenter til de tilfælde, hvor der er tale om

organiseret kriminalitet.

I vurdering af, om der er tale om organiseret kriminalitet, jf.

formuleringen systematisk og organiseret kriminalitet, kan indgå de i EU-regi

udformede nærmere retningslinjer for medlemslandenes indsamling og analyse af

relevante data til brug for medlemskabernes årlige situationsrapporter. Disse

retningslinjer indeholder bl.a. en definition af organiseret kriminalitet til

brug ved analysen af de indsamlede data. Definitionen består af en liste med

betingelser, som skal være opfyldt i de konkrete straffesager, for at den

pågældende forbrydelse anses for begået som led i organiseret kriminalitet.

Listen er således et redskab for politimyndighederne i de enkelte lande ved

afgørelsen af, hvilke former for kriminalitet der skal omtales i

situationsrapporten om organiseret kriminalitet i det pågældende land.

Til nr. 2

Bestemmelsen angiver de omstændigheder vedrørende en person, der

medfører, at den pågældende ikke må anvendes som civil agent. Det foreslås,

at

det forbydes politiet at anvende nogen som agent, hvis den pågældende på

grund

af afhængighedsforhold til politiet eller andre omstændigheder må befrygtes

ikke at ville udføre opgaven på betryggende måde.

Inge Dahl-Sørensen (V)

Birthe Rønn Hornbech (V)

nfmd.

Karsten Nonbo (V)

Freddy Dam (V)

Per Dalgaard (DF)

Peter Skaarup (DF)

Helge Adam Møller (KF)

Lars Barfoed (KF)

Jann Sjursen (KRF)

Frode Sørensen (S)

Lissa Mathiasen (S)

Morten Bødskov (S)

Per Kaalund (S)

Sandy Brinck (S)

Anne Baastrup (SF)

fmd.

Elisabeth Arnold (RV)

Line Barfod (EL)

Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut havde

ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)

56

*

Enhedslisten (EL)

4

Socialdemokratiet (S)

52

Kristeligt Folkeparti (KRF)

4

Dansk Folkeparti (DF)

22

Tjóðveldisflokkurin (TF)

1

Det Konservative Folkeparti (KF)

16

Inuit Ataqatigiit (IA)

1

Socialistisk Folkeparti (SF)

12

Siumut (SIU)

1

Det Radikale Venstre (RV)

9

Uden for folketingsgrupperne (UFG)

1

*

Heraf

1 medlem valgt på Færøerne

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 218 omdelt efter

afgivelse af betænkning

Bilagsnr.

Titel

60

Spm. 39 om kommentar til udkast til ændringsforslag vedr.

yderligere begrænsning i anvendelsen af civile agenter, til justitsministeren

61

Breve til hhv. Den Danske Dommerforening og tidligere

højesteretspræsident Niels Pontoppidan vedrørende invitation til møde i

udvalget

62

Betænkning afgivet 22/5-03

63

Svar på spm. 39 om kommentar til udkast til

ændringsforslag vedr. yderligere begrænsning i anvendelsen af civile agenter,

fra justitsministeren

64

Meddelelse om møde med Den Danske Dommerforening onsdag

28/5-03

65

1. udkast til tillægsbetænkning

66

Spm. 40 om kommentar til artikel i Politiken 7/5-03 af

Eva Smith, til justitsministeren

67

Spm. 41, om ministeren støtter, at civile agenter ikke må

være personer, der er afhængige af politiet, til justitsministeren

Spm. 42 om sammenhængen mellem civile agenter, meddelere

og anonyme vidner, til justitsministeren

Spm. 43, om forsvareren skal kunne få oplyst, om en

oplysning fra en anonym kilde stammer fra politiet eller fra en kriminel

meddeler, til justitsministeren

68

Spm. 44 om kommentar til artikel fra Jyllands-Posten

28/5-03: »Svensk advarsel mod civile agenter«, til justitsministeren

69

Spm. 45 om, hvordan ministeren vil sikre lovændringerne,

til justitsministeren

Spm. 46, om Rigsadvokaten kan indhente oplysninger om

civile agenter, til justitsministeren

70

Spm. 47 om sænkning af mistankekrav, til

justitsministeren

Spm. 48 om, hvordan den dommer, der har afgjort, at

materiale skal holdes hemmeligt, senere skal kunne opdage, at afgørelsen bør

ændres, til justitsministeren

Spm. 49 om forholdet mellem en dommers tavshedspligt og

pligten til at forhindre, at uskyldige bliver dømt, til justitsministeren

71

Samrådsspm. C om uddybning af svarene på spm. 39-49, til

justitsministeren

72

Spm. 50 om ministerkommentar til artikler i it-avisen

ComOn 28/5-03, til justitsministeren

73

Pressemeddelelse om åbent samråd 3/6-03

74

Svar på spm. 40 om kommentar til artikel i Politiken

7/5-03 af Eva Smith, fra justitsministeren

75

Svar på spm. 43, om forsvareren skal kunne få oplyst, om

en oplysning fra en anonym kilde stammer fra politiet eller fra en kriminel

meddeler, fra justitsministeren

76

Svar på spm. 44 om kommentar til artikel fra

Jyllands-Posten 28/5-03: »Svensk advarsel mod civile agenter«, fra

justitsministeren

77

Svar på spm. 45 om, hvordan ministeren vil sikre

lovændringerne, fra justitsministeren

78

Svar på spm. 46, om Rigsadvokaten kan indhente

oplysninger om civile agenter, fra justitsministeren

79

Svar på spm. 47 om sænkning af mistankekrav, fra

justitsministeren

80

Svar på spm. 48 om, hvordan den dommer, der har afgjort,

at materiale skal holdes hemmeligt, senere skal kunne opdage, at afgørelsen

bør ændres, fra justitsministeren

Svar på spm. 49 om forholdet mellem en dommers

tavshedspligt og pligten til at forhindre, at uskyldige bliver dømt, fra

justitsministeren

81

Svar på spm. 50 om ministerkommentar til artikler i

it-avisen ComOn 28/5-03, fra justitsministeren

82

Svar på spm. 41, om ministeren støtter, at civile agenter

ikke må være personer, der er afhængige af politiet, fra justitsministeren

Svar på spm. 42 om sammenhængen mellem civile agenter,

meddelere og anonyme vidner, fra justitsministeren

83

2. udkast til tillægsbetænkning

84

Spm. 51 om oversendelse af talepapir fra samrådet 3/6-03,

til justitsministeren

Spm. 52 om præcisering af reglerne om

tilfældighedsvidner, til justitsministeren

85

Svar på spm. 51 om oversendelse af talepapir fra samrådet

3/6-03, fra justitsministeren

Svar på spm. 52 om præcisering af reglerne om

tilfældighedsvidner, fra justitsministeren

Bilag 2

3 af udvalgets spørgsmål til justitsministeren og

dennes besvarelse heraf

Spørgsmål og svar er optrykt efter ønske fra udvalget.

Spørgsmål 48:

Ministeren bedes redegøre nærmere for, hvordan den dommer der

har afgjort at materiale skal holdes hemmeligt for forsvareren, senere skal

kunne opdage, at den afgørelse bør ændres fordi der under selve sagen kommer

nye oplysninger frem, f.eks. at den mistænkte eller andre involverede kommer

med

helt nye oplysninger eller helt andre forklaringer end de har afgivet til

politiet; er det f.eks. meningen, at den dommer, der har truffet afgørelse om

hemmeliggørelse skal følge den efterfølgende sag, således at hun straks kan

gribe ind, eller skal hun løbende have tilsendt retsbogen, eller

efterfølgende

have tilsendt retsbogen.

Svar:

Som det fremgår af de almindelige bemærkninger til lovforslaget,

har Justitsministeriet ud fra retssikkerhedsmæssige hensyn fundet, at det bør

være retten, der har kompetencen til at træffe afgørelse om, hvorvidt der

forligger hensyn, der efter den foreslåede bestemmelse i § 745 b kan begrunde

en undtagelse af materiale fra forsvarerens adgang til aktindsigt, og om

disse

hensyn er af så afgørende betydning, at det er påkrævet at afskære

forsvarerens

adgang til materialet.

Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 745 b, stk. 4, at

rettens afgørelse om en fravigelse af § 745 om forsvarerens adgang til

aktindsigt kan være tidsbegrænset, således at fravigelsen alene skal gælde i

et

nærmere fastsat tidsrum. Afgørelsen kan herefter forlænges ved en senere

kendelse. Herudover fremgår det, at retten kan afgøre, at fravigelsen skal

gælde indtil videre – altså i et ikke nærmere fastsat tidsrum. De

hensyn, der

har begrundet fravigelsen, kan imidlertid ændre sig under efterforskningens

forløb, ligesom betydningen for varetagelsen af sigtedes eller tiltaltes

forsvar af, at forsvareren ikke kender materialet, kan ændre sig. Det er

derfor

væsentligt, at der sker en fornyet prøvelse af spørgsmålet på et tidspunkt,

hvor efterforskningen er afsluttet, og det er fastlagt, hvilke beviser der

skal

føres under domsforhandlingen. Det foreslås derfor i § 745 b, stk. 4, at

retten, hvis der er truffet afgørelse om, at fravigelsen skal gælde indtil

videre, skal vurdere fravigelsen på ny, før domsforhandlingen indledes. Med

den

fornyede prøvelse sikres det, at forsvareren ikke afskæres fra aktindsigt,

uden

at dette fortsat er påkrævet. Den fornyede prøvelse skal tillige sikre, at

det

fortsat ikke medfører væsentlige betænkeligheder for varetagelsen af

forsvaret

at undtage det pågældende materiale fra forsvarerens adgang til aktindsigt.

Den dommer, der har truffet afgørelsen om at undtage materiale

fra aktindsigt, skal ikke have tilsendt retsbøger og andet materiale løbende.

Hvis der skulle fremkomme nye oplysninger under domsforhandlingen, der har

betydning for den afgørelse om konkret undtagelse af materiale fra

forsvarerens

adgang til aktindsigt, der er truffet (og eventuelt forlænget) forud for

domsforhandlingen,

er anklagemyndigheden forpligtet til at anmode om en fornyet prøvelse efter

den

foreslåede § 745 b. Det vil i givet fald ikke være den dommer, der leder

domsforhandlingen, der skal træffe afgørelse om, hvorvidt der fortsat kan

undtages materiale fra forsvarerens aktindsigt, men derimod den dommer, der

tidligere har truffet afgørelse om spørgsmålet.

Endvidere er politiet forpligtet til af egen drift at udlevere

oplysningerne til forsvareren, hvis politiet finder, at hensynet, der

begrundede undtagelsen fra forsvarerens adgang til aktindsigt, ikke længere

er

til stede.

Der kan i det hele henvises til pkt. 3.3.2.3. i de almindelige

bemærkninger til lovforslaget.

Spørgsmål 49:

Ministeren bedes redegøre nærmere for forholdet mellem en

dommers tavshedspligt i forhold til afgørelser hun måtte have truffet om

hemmeligholdelse af materiale og/eller anonyme vidner og så pligten efter

både

straffelovens § 143 og almindelige ulovbestemte retsprincipper om at

forhindre,

at uskyldige bliver dømt; vil dommeren der bliver opmærksom på, at

hemmeligholdte oplysninger, herunder også om vidners identitet, skulle gå til

den dommer, der dømmer i selve sagen og gøre hende opmærksom på, at der er et

problem eller hvordan skal det foregå.

Svar:

Justitsministeriet har forestået spørgsmålet således, at der

tænkes på den situation, at en dommer, der har truffet afgørelse om konkret

at

undtage materiale fra forsvarerens aktindsigt efter den foreslåede § 745 b,

efterfølgende bliver bekendt med forhold, der peger på, at det pågældende

materiale alligevel ikke bør være undtaget fra aktindsigt.

I en sådan tænkt situation vil dommeren ikke være bundet af

tavshedspligt i forhold til anklagemyndigheden. Den naturlige fremgangsmåde

vil

således være, at dommeren retter henvendelse til anklagemyndigheden om de

pågældende oplysninger.

Spørgsmål 40:

Ministeren kommentarer udbedes til vedlagte artikel fra

Politiken den 7. maj 2003: »Der var engang en retsstat«.

KRONIKEN I POLITIKEN

Onsdag 7. maj 2003

Der var engang en retsstat

Af Eva Smith

Er befolkningen indstillet på at slække på retssikkerheden i

kampen mod rockerkriminalitet? Juraprofessor Eva Smith har set nærmere på

regeringens omstridte lovforslag.

Forleden blev forslaget om den såkaldte rockerlov fremsat i

Folketinget. Regeringen og landets justitsminister er herved slået ind på en

helt ny kurs. Mens det tidligere var god tone, at større lovforslag på

strafferetsplejens område blev udarbejdet i udvalg bestående af

repræsentanter

fra politi, anklagemyndighed, dommere, forsvarere og universitetsjurister,

har

den nuværende justitsminister fundet nye veje. Det fremsatte lovforslag er

ifølge sin indledning udarbejdet af en arbejdsgruppe bestående af

repræsentanter fra politiet og anklagemyndigheden. Som en anden nyskabelse er

denne gruppe anonym. Vi véd således ikke, hvilke repræsentanter fra politi og

anklagemyndighed der har siddet i denne hemmelige gruppe. Men gruppen har

unægtelig muntret sig. Her havde man lejlighed til at stille alle de forslag,

som i årenes løb er blevet stemt ned af repræsentanter for domstole,

universiteter og forsvarere.

Lovforslaget har fået overskriften: »Bekæmpelse af

rockerkriminalitet og anden organiseret kriminalitet«. Det lyder jo som

noget,

vi alle kan støtte. Det viser sig imidlertid, at lovforslaget langtfra alene

er

møntet på rockerkriminalitet og anden organiseret kriminalitet. Det har et

langt bredere og mere generelt anvendelsesområde.

Jeg har siddet i mange arbejdsgrupper sammen med politi og

anklagemyndighed, og uanset forskellige udgangspunkter har jeg altid syntes,

det var rimelig nemt at nå til enighed, fordi der har været en grundlæggende

forståelse for hinandens synspunkter. For få måneder siden ville jeg derfor

ikke have troet, at anklagemyndigheden, selv når de sad alene med politiet,

kunne have fremsat det forslag, som nu fremlægges af regeringen. Jeg havde

faktisk heller ikke ventet, at regeringen ville fremsætte det, efter at have

læst høringssvarene. Jeg mindes ikke tidligere at have set den samlede

dommerstand og advokatstand advare så indtrængende mod gennemførelsen af et

lovforslag. Retssikkerheden sættes over styr, lyder det advarende. Lad

lovforslaget blive gennemgået af et af de sædvanlige udvalg med

repræsentation

fra dommere og forsvarere. Regeringen har imidlertid fremsat arbejdsgruppens

forslag uden hensyn hertil.

Man foreslår bl.a., at for så vidt angår fortrolige oplysninger

fra udenlandsk politi, skal dommeren tage stilling til, om disse oplysninger

skal gives videre til forsvareren. Dommeren bliver imidlertid ikke bekendt

med hele

materialet, men får blot politiets argumentation for, at oplysningerne ikke

skal videre til forsvaret. Der er med andre ord tale om, at dommerne på

nærmest

kafkask grundlag skal vurdere et materiale, de ikke kender. Argumentationen

for

forslaget er, at ellers vil de udenlandske politimyndigheder måske ikke

udlevere det fortrolige materiale.

Jeg har meget svært ved at tro på, at udenlandske

politimyndigheder har så lidt tillid til dommerstanden i et demokratisk land,

at de vil nægte at udlevere materiale, en dommer får kendskab til.

Dertil kommer, at forslaget indebærer, at forsvarerens

aktindsigt i politiets materiale skal beskæres.

Der var ellers tale om en landvinding, da man i 1978, efter

mange års forarbejde, besluttede at ligestille forsvarer og anklagemyndighed.

I

årene efter 1978 er denne ligestilling yderligere blevet konsolideret og

udbygget. En tilsvarende ligestilling har forsvaret ikke i alle de lande,

politiet samarbejder med. Derfor foreslår man nu, med direkte henvisning til

de

oplysninger man får fra fremmede stater, at forsvarers aktindsigt skal

begrænses. Mange års reformer er hermed fjernet med et pennestrøg. Det er

ikke

nemt at se, hvilken rolle Justitsministeriet har spillet i arbejdsgruppens

arbejde, men som forslaget lægges frem, lader det til, at Justitsministeriet

alligevel har fundet, at dette var for meget. Ministeriet foreslår derfor, at

en advokat (ikke den sigtedes forsvarer, men en anden forsvarer) skal have

mulighed for at kommentere anklagemyndighedens begrundelser for at ønske

forsvarets aktindsigt beskåret.

Det er i mine øjne et ringe forslag. Konstruktionen med en anden

forsvarer kendes allerede fra indgreb i meddelelseshemmeligheden, således

f.eks. telefonaflytning. Telefonaflytninger må nødvendigvis være hemmelige i

forhold til den mistænkte, der derfor ikke kan udpege sin egen forsvarer.

Dertil kommer, at ikke alene sigtede, men også de personer, sigtede taler

med,

aflyttes. Den af retten udpegede forsvarer skal i princippet tale alle de

aflyttedes sag.

Da denne bestemmelse blev indført, sås det som en landvinding.

Det har imidlertid vist sig, at i over 97 procent af sagerne følger domstolen

anklagemyndigheden. Dette skyldes formentlig, at det er meget vanskeligt for

forsvarerne, der jo fører en ganske abstrakt sag, at komme med argumenter,

som

kan assistere dommeren i beslutningen om ikke at tillade indgrebet. En

forsvarer i de her nævnte sager vil være i præcis samme situation. Han kan

ikke

på samme måde som den forsvarer, der er inde i sagen, vurdere, hvorvidt en

hemmeligholdelse

af bestemte fakta vil være en svækkelse af forsvarerens arbejde. Endvidere

forekommer logikken at halte. Af hensyn til fremmede magter må forsvarerne

ikke

blive bekendt med materialet, men en anden forsvarer kan dog godt få visse

oplysninger. Er der tale om en særlig mistillid til de forsvarere, som

normalt

beskikkes i straffesager?

Et andet forhold er, at forsvarerne, ikke alene i forbindelse

med efterforskningen, men heller ikke når sagen kommer til doms, bliver

bekendt

med disse oplysninger. Begrundelsen herfor er, at efter retsplejelovens

paragraf 848 skal de forhold, der har været forholdt den tiltalte, senest ved

domsforhandlingen bekendtgøres for ham. Og, hedder det i materialet fra

arbejdsgruppen, man kan ikke lade forsvareren få oplysningerne, fordi man på

grund af paragraf 848 i så fald er nødt til at lade dem gå videre til

sigtede.

Det er en ejendommelig argumentation; paragraf 848 er jo ikke en

bestemmelse, der er givet af Gud Herren, og som derfor ikke kan ændres. Der

vil

ikke være noget i vejen for at beslutte, at der er et sæt oplysninger, som

den

tiltalte ikke kan få, men som hans advokat kan få. Dette svarer til den

retstilstand, der allerede nu er gældende for anonyme vidner, hvor vidnets

identitet bliver forsvareren bekendt, men denne ikke har tilladelse til at

give

oplysningerne videre til sin klient.

Det er mig uforståeligt, at dommeren og tiltaltes egen forsvarer

ikke kan få alle oplysninger. Dansk politi må kunne forklare udenlandske

myndigheder, at man har fuld tillid til såvel dommere som forsvarere. Men

selv

hvis forslaget ændres, så dommere og forsvarere får adgang til materiale, som

man ønsker at hemmeligholde for tiltalte, vil heller ikke dette forslag være

ganske uproblematisk. Man har som nævnt allerede gennemført en sådan ordning,

for så vidt angår anonyme vidner. Det er en ubehagelig glidebane, hvis man i

stigende grad vil give oplysninger til forsvareren, som han ikke har mulighed

for at dele med sin klient. Det forekommer at være et helt basalt krav i en

retsstat, at den dømte kender hele det grundlag, han er dømt på.

Endvidere er der forslag til nye regler om agenter. En agent er

en person, der opfordrer en anden til kriminalitet, f.eks. ved at spørge, om

man kan købe narkotika, for derved at afsløre denne andens kriminalitet.

Politiets opgave er at forhindre og opklare forbrydelser, hvorfor man kun bør

indlade sig på en sådan handlemåde, hvis det er absolut nødvendigt, ligesom

man

må tage alle forholdsregler for at undgå at fremprovokere en lovovertrædelse,

der ellers ikke var blevet begået. Derfor bestemmer loven i dag, at en sådan

fremgangsmåde kun må anvendes, hvis andre efterforskningsskridt ikke vil være

egnede, og hvis der er en særlig bestyrket mistanke om, at lovovertrædelsen

er

ved at blive begået. Endvidere må agentvirksomheden ikke bevirke en forøgelse

af lovovertrædelsens omfang. For at sikre at disse regler overholdes, må

agentvirksomheden efter de nuværende regler kun udføres af politimænd. Dette

blev besluttet af Folketinget i 1986. Det var dengang Folketingets

opfattelse,

at det ikke var muligt at afgrænse en kreds af private personer, som på

betryggende måde kunne anvendes som agenter. En sådan afgrænsning er heller

ikke indeholdt i lovforslaget.

Derimod foreslås, at den civile persons medvirken skal være

yderst beskeden

i forhold til

lovovertrædelsen. Dette sidste er ikke en tilfældig formulering. Efter

lovforslaget skal det forstås sådan, at meddelerens bistand kan være mere

omfattende ved efterforskning af alvorlige lovovertrædelser. Der vil være

domstolskontrol

på vurderingen af, hvad der er yderst beskedent. Politiets argumentation for,

at civile agenter er nødvendige, forekommer ikke overbevisende. Det skal jo

ses

i forhold til, hvilket også erkendes af arbejdsgruppen, at den civile person

udsættes for en ikke ubetydelig personlig fare, samt at det i visse tilfælde

kan være vanskeligt at føre kontrol med de pågældende. Forslaget betyder, at

i

disse tilfælde overlades det til den civile person at sikre, at hans

medvirken

ikke bevirker en forøgelse af lovovertrædelsen.

Indførelse af civile agenter er imidlertid ikke nok. Man ønsker

også at røre ved mistankekravet, samt hvornår agenter kan anvendes. For så

vidt

muligt at undgå at fremprovokere en lovovertrædelse, der ellers ikke var

blevet

begået, kræver de nuværende regler som nævnt, at der foreligger en særlig

bestyrket mistanke. Arbejdsgruppen foreslår imidlertid, at det må være

tilstrækkeligt med det almindelige mistankekrav, begrundet mistanke, og

argumentationen er, at det særlige mistankekrav »på uhensigtsmæssig måde

hindrer brugen af dette efterforskningsskridt i en række tilfælde«. Jeg

skulle

hilse og sige, at det faktisk også er meningen.

Endvidere har der hidtil været et krav i retsplejeloven om, at

agenter kun kunne anvendes, hvis det var absolut nødvendigt for

efterforskningen. Dette krav har dog skullet forstås sådan, at også hvis

andre

efterforskningsmidler ville være stærkt ressourcekrævende eller meget

vanskelige at anvende, kunne man anvende agenter. Dette er imidlertid for

stramt for arbejdsgruppen, man ønsker det derfor dæmpet til, at dette

efterforskningsskridt blot skal være af afgørende betydning for

efterforskningen. Dermed kommer indgrebet til at svare til betingelserne for

telefonaflytning. Jeg overlader det til læseren af denne Kronik at vurdere,

om

telefonaflytning er et indgreb, der er af samme alvor som agentvirksomhed.

Endelig er der hensynet til den civile agents personlige sikkerhed. Det må

antages at være forbundet med betydelig risiko at infiltrere rockermiljøet og

videregive oplysninger til politiet. Politiet peger selv på, at lovforslaget

kan føre til flere likvideringer. Man vil formentlig kun kunne rekruttere

unge,

naive personer fra yderkanten af miljøet. Er det virkelig acceptabelt at

udsætte dem for en sådan risiko? Står de mulige resultater i forhold til det,

der ofres?

Det er næppe tilfældigt, at dette lovforslag fremlægges som et

forslag til bekæmpelse af rockerkriminalitet. »Nye problemer kræver nye

løsninger«, siger politikere. Men det er, som om man glemmer, at dette drejer

sig om indgreb, ikke over for rockere, men over for

mistænkte

personer, herunder mistænkte rockere.

Men – vil justitsministeren sige – disse tiltag skal jo kun

anvendes over for den mest alvorlige kriminalitet. Man må imidlertid ikke

glemme, at samfundets interesse i at opklare alvorlig kriminalitet modsvares

af

en tilsvarende interesse for den mistænkte i ikke at blive uskyldigt dømt for

alvorlig kriminalitet. Det er en langt alvorligere sag at stå over for flere

års fængsel for handel med narkotika sammenlignet med en bøde for et

cykeltyveri.

På strafferetsplejens område har udgangspunktet hidtil været, at

den mistænkte/tiltalte skal have de bedste muligheder for forsvar – så

vidt

muligt uden at forringe politiets efterforskningsmuligheder. Blev denne

konflikt sat på spidsen, har det hidtil været holdningen, at hensynet til den

–

måske

– skyldige måtte have

førsteprioritet. Det er vigtigt at opklare forbrydelser – men hidtil har

vi

ment, at det var endnu vigtigere at hindre, at uskyldige bliver dømt.

Filosofien har været, at man skulle opbygge et system, hvor

enhver borger kan stole trygt på, at såfremt han udsættes for en mistanke,

vil

han have alle muligheder for at rense sig, herunder – som noget helt

basalt –

kendskab til myndighedernes materiale mod ham. En retsstat er karakteriseret

ved, at de opstillede regler forekommer rimelige og retfærdige – også

hvis de

bliver brugt mod én selv og ens nærmeste.

Jeg er klar over, at der er et generelt ønske i den danske

befolkning om forøget indsats over for rockere – men jeg tror ikke på,

at

befolkningen er villig til at ofre væsentlige retssikkerhedsgarantier –

der er

en beskyttelse for dig og mig mod urigtige domfældelser – for at opnå en

tvivlsom gevinst. Der er efter min bedste overbevisning ikke tale om

småjusteringer, men om et skred i helt fundamentale retsprincipper.

De her behandlede forslag er blot toppen af isbjerget.

Lovforslaget indeholder adskillige andre regler, der forekommer betænkelige.

Det straffeprocessuelle system er opbygget sådan, at dommeren sidder i midten

–

og på hver side af ham fremfører forsvar og anklager hver sine argumenter,

hvorefter dommeren afsiger sin afbalancerede dom. Med dette lovforslag har

regeringen valgt kun at lade sig rådgive af den ene side –

anklagemyndigheden.

Derved er balancen skæv, som også fremhævet af en samlet dommer- og

advokatstand. Jeg vil derfor indtrængende anmode Folketinget om at følge

dommernes og advokaternes forslag om en ny arbejdsgruppe med henblik på at få

balance i lovforslaget. Det har taget flere generationer at opbygge den

retssikkerhed, vi har i dag i Danmark. Lad den ikke smuldre med et

pennestrøg.

Svar:

1. I den pågældende artikel kritiserer professor, dr. jur., Eva

Smith, lovforslagets to hovedelementer; de foreslåede begrænsninger i

forsvarerens adgang til aktindsigt og de foreslåede ændringer i

retsplejelovens

regler om agentvirksomhed.

2. For så vidt angår de foreslåede ændringer i retsplejelovens

regler om forsvarerens adgang til aktindsigt anfører professor Eva Smith, at

det fremgår af lovforslaget, at når en dommer skal tage stilling til, om

fortrolige oplysninger fra udenlandsk politi skal gives videre til

forsvareren,

skal dommeren træffe sin afgørelse uden at være bekendt med hele materialet.

Der er med andre ord tale om, at dommeren på nærmest kafkask grundlag skal

vurdere et materiale, de ikke kender.

Hertil skal Justitsministeriet bemærke følgende:

Lovforslaget indeholder forslag til nye regler om forsvarerens

adgang til aktindsigt. Efter de foreslåede bestemmelser er det fortsat

udgangspunktet, at alt materiale, der er tilvejebragt til brug for den

konkrete

sag skal er omfattet af forsvarerens adgang til aktindsigt. Dette gælder også

som udgangspunkt for fortrolige oplysninger, som politiet måtte have

tilvejebragt fra udenlandske politi til brug for den konkrete sag. Efter den

foreslåede bestemmelse i § 745 b kan retten imidlertid konkret beslutte, at

oplysninger, der indgår i sagen, ikke skal udleveres til forsvareren, hvis

der

er tale om afgørende hensyn til f.eks. fremmede magter. I modsætning til,

hvad

professor Eva Smith synes at antage, har retten i forbindelse med en

afgørelse

efter § 745 b fuld adgang til alt materiale i sagen, herunder det materiale

som

politiet ønsker konkret undtaget fra forsvarerens adgang til aktindsigt.

Professor Eva Smith kritiserer endvidere, at det efter

lovforslaget er en særligt beskikket advokat, der skal varetage den sigtedes

eller tiltaltes interesser i forbindelse med en afgørelse om konkret

undtagelse

af materiale fra forsvarerens adgang til aktindsigt efter den foreslåede

bestemmelse i § 745 b. En særligt beskikket advokat kan ikke på samme måde

som

den forsvarer, der er inde i sagen, vurdere, hvorvidt en hemmeligholdelse af

bestemte oplysninger vil være en svækkelse af forsvarerens arbejde.

Justitsministeriet skal i den anledning bemærke følgende:

Det fremgår direkte af den foreslåede bestemmelse i § 745 b,

stk. 5, at den særligt beskikkede advokat har fuld adgang til materialet i

sagen, herunder det materiale som politiet ønsker konkret undtaget fra

aktindsigt. Advokaten får således udleveret genparter af det materiale, som

politiet har tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen eller tiltalen

angår. Justitsministeriet finder på den baggrund, at den særlige advokat på

betryggende måde vil være i stand til at varetage den sigtedes eller

tiltaltes

interesser under rettens behandling af spørgsmålet om konkret at undtage

materiale fra forsvarerens adgang til aktindsigt, herunder særligt ved at

henlede rettens opmærksomhed på omstændigheder, der kan begrunde, at en

undtagelse af materiale fra aktindsigt vil medføre væsentlige betænkeligheder

for varetagelsen af sigtedes eller tiltaltes forsvar, jf. den foreslåede

bestemmelse i § 745 b, stk. 2.

Professor Eva Smith anfører endvidere, at det ikke forekommer

velbegrundet, hvorfor der er et behov for konkret at kunne undtage

oplysninger

fra forsvarerens adgang til aktindsigt også efter domsforhandlingens start.

Eva

Smith anfører i den forbindelse, at lovbemærkningernes henvisning til

bestemmelsen i § 848 ikke er overbevisende, idet man kunne have ændret § 848,

således at et tavshedspålæg til forsvareren fik en sådan udtrækning, at

tiltalte ikke ville få krav på at få kendskab til alle sagens oplysninger ved

domsforhandlingens start.

Justitsministeriet skal hertil bemærke:

Bestemmelsen i retsplejelovens § 848 omhandler vidnebeskyttelse

i forbindelse med domsforhandlingen, og bestemmelsen har således ingen

sammenhæng med de foreslåede ændringer af forsvarerens adgang til aktindsigt.

Derimod fremgår det af forarbejderne til bestemmelsen i § 745, stk. 4, om

begrænsning i forsvarerens adgang til aktindsigt, jf. betænkning nr.

622/1971,

s. 43, at adgangen til at begrænse forsvarerens beføjelser efter § 745, stk.

4,

bortfalder senest ved domsforhandlingens begyndelse (dog kan et tavshedspålæg

udstrækkes, indtil tiltalte har afgivet forklaring under domsforhandlingen,

jf.

lov nr. 366 af 18. maj 1994). Om begrundelsen for den foreslåede udvidelse af

adgangen til konkret at undtage materiale fra forsvarerens adgang til

aktindsigt, herunder med hensyn til den tidsmæssige udstrækning, henvises til

besvarelsen af spørgsmål nr. 10.

Endelig anfører professor Eva Smith om de foreslåede

begrænsninger i forsvarerens adgang til aktindsigt, at det forekommer at være

et helt basalt krav i en retsstat, at den dømte kender hele det grundlag, han

er dømt på.

Justitsministeriet er naturligvis enig med professor Eva Smith

i, at det er et helt basalt krav i en retsstat, at den dømte kender hele det

materiale, den pågældende er dømt på. Det er derfor også afgørende for de

foreslåede begrænsninger i aktindsigten, at det materiale, der konkret

undtages

fra aktindsigten, ikke indgår i anklagemyndighedens sag i forbindelse med

domsforhandlingen. Der vil således aldrig kunne blive tale om, at man dømmes

på

grundlag af »hemmelige beviser«.

Det kan endvidere tilføjes, at som anført ovenfor er det en

betingelse for konkret at kunne undtage materiale fra aktindsigt, at

undtagelsen af materialet ikke medfører væsentlige betænkeligheder for

varetagelsen af sigtedes eller tiltaltes forsvar. Der vil derfor heller ikke

kunne være tale om, at det materiale, som konkret er undtaget fra

forsvarerens

adgang til aktindsigt og dermed ikke indgår i sagen, ville have betydning for

skyldsspørgsmålet i sagen.

3. For så vidt angår forslaget til § 754 b, stk. 2, 2. pkt.,

hvorefter en civil person i begrænset omfang skal kunne medvirke til en

politiagentaktion, anfører professor Eva Smith, at det overlades til den

civile

person at sikre, at hans medvirken ikke bevirker en forøgelse af

lovovertrædelsen.

Hertil skal Justitsministeriet bemærke, at lovforslaget

indebærer, at civile personer efter aftale med politiet kan yde bistand til

at

udføre eller fortsætte den lovovertrædelse, der efterforskes, når den

bistand,

der ydes, er yderst beskeden i forhold til lovovertrædelsen. Bestemmelsen

tager

alene sigte på tilfælde, hvor der er behov for at introducere en politiagent

i

det kriminelle miljø, som politiets efterforskning er rettet mod, og de

medvirkenshandlinger, som den civile person kan foretage, vil således omfatte

tillidsskabende handlinger, der sigter på at fremme politiagentens muligheder

for at komme til at virke.

Som beskrevet i besvarelsen af spørgsmål nr. 6, er det

kendetegnende for de handlinger, som civile personer kan foretage efter

forslaget til § 754 b, stk. 2, 2. pkt., at der er tale om enkle, klart

afgrænsede handlinger, som politiet kan give præcise instruktioner om. Hertil

kommer, at den civile persons bistand skal godkendes af retten. Rettens

godkendelse

er som udgangspunkt forudgående, men hvis øjemedet med aktionen ville

forspildes, dersom retskendelse skulle afventes, kan politiet træffe

beslutning

om at gennemføre agentvirksomheden. I så fald skal politiet snarest muligt og

senest inden 24 timer fra iværksættelsen af agentaktionen forelægge sagen for

retten.

Justitsministeriet er på denne baggrund ikke enig i, at det er

overladt til den civile person at sikre, at hans medvirken ikke bevirker en

forøgelse af lovovertrædelsens omfang eller grovhed.

Endvidere kritiserer professor Eva Smith de foreslåede lempelser

af mistankekravet (kravet om, at der foreligger en begrundet mistanke om, at

lovovertrædelsen er ved at blive begået eller forsøgt) og indikationskravet

(kravet om, at efterforskningsskridtet må antages at være af afgørende

betydning for efterforskningen).

Hertil skal Justitsministeriet bemærke, at som anført i

bemærkningerne pkt. 2.2.3. er de foreslåede lempelser begrundet i, at de

gældende betingelser for at anvende agenter er så strenge, at betingelserne

først vil være opfyldt på et meget sent tidspunkt i efterforskningen –

senere

end det tidspunkt, hvor det praktiske behov for at anvende politiagenter

opstår. Det må antages, at dette er medvirkende til, at retsplejelovens

regler

om agentvirksomhed anvendes forholdsvis sjældent i dag. Med forslaget

tilsigtes

det således at give politiet mulighed for at anvende agenter i videre omfang

end hidtil, eftersom agentvirksomhed navnlig i relation til

rockerkriminalitet

og anden organiseret kriminalitet kan være et meget vigtigt

efterforskningsredskab.

Endelig anfører professor Eva Smith, at politiet »formentlig kun

vil rekruttere unge, naive personer fra yderkanten af miljøet« som civile

agenter.

Hertil skal Justitsministeriet bemærke, at de personer, som vil

kunne bistå politiet i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 754 b, stk.

2,

2. pkt., som udgangspunkt vil være personer, som politiet allerede

samarbejder

med som led i opklaringen af alvorlig kriminalitet, f.eks. meddelere.

Som beskrevet i den kommenterede høringsoversigt vil der, hvis

lovforslaget vedtages, blive taget initiativ til udarbejdelse af

retningslinier

for politiets samarbejde med civile agenter, således at der sikres den

fornødne

ledelsesmæssige kontrol med de enkelte polititjenestemænds samarbejde med

civile personer. Det vil blandt andet blive fastsat, at politiet forinden

iværksættelse af en agentaktion med en civil person skal vejlede den

pågældende

grundigt og dermed sikre sig, at den pågældende kender konsekvenserne af at

medvirke, herunder at han kan forvente at skulle give møde i retten, hvis

efterforskningen fører til tiltale.

Lignende dokumenter