Forslag til folketingsbeslutning om, at regeringen aktivt skal arbejde for en fuld og hurtig liberalisering af EU's sukkermarked
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 20. marts 2003 af Jørn Jespersen (SF),
Aage Frandsen (SF) og Kristen Touborg (SF)
Forslag til folketingsbeslutning
om, at regeringen aktivt skal arbejde for en fuld og hurtig
liberalisering af EU’s sukkermarked
Idet Folketinget konstaterer, at EU’s protektionistiske
sukkerordning er til stor skade for en række ulande, betales dyrt af
EU’s
forbrugere, fører til et voldsomt forvridningstab i forhold til et frit
marked
og i det hele taget på ingen måde kan forsvares, opfordrer Folketinget i
anledning
af, at Europa-Kommissionen i løbet af 2003 kommer med et forslag til en
reform
af sukkerordningen regeringen til aktivt at arbejde for
en fuld liberalisering
af EU’s sukkerproduktion og -forsyning,
at denne
liberalisering gennemføres i løbet af højst 5 år og på en måde, så bevægelsen
hen imod et liberaliseret marked er mindst lige så stor i de første år som i
de
sidste,
at der omgående åbnes
op for fuld adgang til EU’s sukkermarked for de mindst udviklede lande,
hvilket blandt andet
indebærer, at regeringen
inden den 1. juli 2003
offentligt fremlægger en strategi for, hvordan liberaliseringen kan ske, og
sørger for at fremlægge denne strategi over for de øvrige EU-lande og
Europa-Kommissionen samt
Læs alt
arbejder for, at
liberaliseringen bliver gennemført dels gennem en aktiv indsats på
ministerrådsmøder m.v., dels ved i den offentlige debat aktivt og klart at
tage
afstand fra udspil fra Europa-Kommissionen, der er mindre vidtgående.
Bemærkninger til forslaget
Om EU’s sukkerordning
OECD har opgjort omkostningerne ved EU’s sukkerordning til
17,8 mia. kr. i 2001. Men det tal tager udgangspunkt i, hvad
sukkerroedyrkerne
får
»
ved stalddøren
«
(
»
at
farm gate level
«
). De faktisk
omkostninger er langt højere.
Hvis man ganger forskellen mellem interventionsprisen for
hvidt sukker og den aktuelle verdenspris med sukkerforbruget i EU, får man en
merudgift for EU’s forbrugere på hele 42 mia. kr. om året. Hertil kommer
godt 5
mia. kr., som er nettoudgiften på EU’s budget (bruttoudgiften er ca. 9
mia.
kr., men heraf betales knap 4 mia. kr. som en produktionsafgift). Disse mange
penge er særdeles dårligt givet ud.
Sukkerordningen består i, at EU fastsætter dels en
interventionspris, dels kvoter for sukkerproduktionen. Sukker inden for
kvoterne er garanteret interventionsprisen med fradrag af en afgift, som er
lille for de såkaldte A-kvoter og større for B-kvoterne.
Ordningen skaber et sukkeroverskud i EU, som med enorme
tilskud dumpes på det ret begrænsede verdensmarked for sukker. Hele dette
sukker-
»
marked
«
kan kun
»
fungere
«
i kraft af høje toldmure.
Ulande skades
Hvis ordningen blev afskaffet, skønnes det, at EU ville
importere netto 7 mio. tons sukker i stedet for at eksportere netto 5 mio.
tons
sukker.
Forskellen på 12 mio. tons sukker svarer til ca. 10 pct. af
den globale produktion og ville udløse en stigning i verdensmarkedsprisen på
30-38 pct.
Det ville have afgørende betydning for mange fattige
mennesker, der prøver på at leve af at dyrke sukkerrør. Et konkret eksempel
er
Swaziland, hvor sukker er den vigtigste afgrøde.
EU tillader import af en smule sukker fra Swaziland. Til
gengæld dumper EU store mængder sukker i Sydafrika, som ellers er Swazilands
store eksportmarked for sukkervarer. EU dumper også konfekturevarer, som får
store dumpingtilskud i kraft af sukkerordningen. På den måde snupper EU
arbejdspladser fra Sydafrika. Det har også ramt Swazilands store
sukkervareindustri (chokolade, slik etc.), som nu er i krise på grund af
EU’s
absurde sukkerordning. Det har kostet over 36.000 job.
Der vil også være rige lande som Australien, der får glæde
af en liberalisering. Men det er kun fornuftigt, at sukker produceres, der
hvor
det er billigst.
Ineffektiv produktion
I EU laves sukker af sukkerroer. Det er kun økonomisk
rationelt i et smalt klimatisk bælte omfattende Frankrig, Sydtyskland og lidt
mere. Kommer man nordligere, er der for lidt sol; kommer man sydligere, er
der
for lidt vand.
Generelt er det billigere at bruge sukkerrør. Men disse kan
kun dyrkes i varmere lande. For eksempel i Swaziland. De lave lønninger i den
tredje verden gør sukkerrør endnu billigere og det er til fordel både for
dem
og for os, hvis vi flytter produktionen af sukker hen, hvor omkostningerne er
lavest.
Men disse almindelige frihandelsargumenter er langt fra
hele historien. Det virker nærmest som om, sukkerordningerne bevidst er
skruet
sammen med henblik på at minimere effektiviteten:
De enkelte EU-lande
er tildelt hver deres kvoter, så man er sikker på, at en stor del af
produktionen foregår under klimatiske forhold, der er helt uegnede til at
dyrke
sukker.
En meget stor del af
overprisen ender hos sukkerfabrikkerne, der i mange måske alle lande har
monopol på sukkerraffineringen. Monopolet er effektivt, fordi omkostningerne
ved at transportere sukkerroer er prohibitive: Sukkerbonden kan altså
sjældent
vælge mellem to eller flere fabrikanter.
Denne dominerende
position bruger sukkerfabrikanterne til at lave leveringskontrakter med
roebønderne, der for eksempel fastsætter, at hvis bønderne ikke opfylder
bestemte mindstekrav til leverancernes størrelse, bortfalder kontrakten som
altså er bondens eneste mulighed for at afsætte roerne. Om der er tale om
misbrug af dominerende stilling, jf. konkurrenceloven, er uklart, men tanken
er
nærliggende.
Der er en stor
variation fra år til år i sukkerroeudbyttet pr. hektar. For at være sikre på
at
opfylde leverancekravene vælger sukkerroebønderne derfor at producere ekstra
roer ud over deres A- og B-kvoter. Disse såkaldte C-roer forarbejdes til
sukker, som alt sammen dumpes på verdensmarkedet.
Hvor forsvinder pengene hen?
EU’s interventionspris pr. ton hvidt sukker er på ca. 4.700
kr. Heraf går små 40 pct., ca. 1.800 kr., til en forarbejdningsmargin, som
tilfalder sukkerfabrikkerne. Dog fragår ovennævnte produktionsafgift. Denne
forarbejdningsmargin
er i sig selv større end den aktuelle verdensmarkedspris for sukker. Eftersom
sukkerfabrikkerne sælger C-sukker til verdensmarkedsprisen, er det klart, at
marginen klart overstiger de marginale produktionsomkostninger præcis som
det
kan forventes, når en virksomhed har monopol.
Det betyder omvendt, at dumpingtilskuddet der officielt
og ufortjent neutralt betegnes
»
eksportrestitutionen
«
som ydes til ca. halvdelen af B-sukkeret,
i dag overstiger den pris, roebonden får for en tilsvarende mængde
sukkerroer.
Dumpingtilskuddet er i dag på knap 3.100 kr. pr. ton hvidt sukker, mens
bonden
får godt 2.700 kr. for en tilsvarende mængde roer.
Det ville altså bedre kunne betale sig for EU at opkøbe disse roer og
destruere dem samt nedsætte A-kvoten tilsvarende
. Også selv om EU hermed
mister en sukkerafgift på små 100 kr./t. Her forudsættes realistisk, at
destruktion kan ske for under 400 kr. pr. ton faktisk vil man kunne tjene
penge på at
»
destruere
«
dem i biogasanlæg.
Det kan kun være af hensyn til sukkerfabrikkerne, at man
betaler dyrt for at få roerne oparbejdet og dyrere for at få dem dumpet. Til
gengæld får verdens fattige sukkerbønder det at føle. For dem vil det normalt
være afgørende for børnenes skolegang eller ej; den livsvigtige medicin eller
ej; en fuld mave eller ej.
Det ville naturligvis være endnu bedre at opkøbe roerne og
anvende dem alternativt, for eksempel til foder. Det ville give et
dækningsbidrag, der foreløbig skønnes til ca. ¼ af de 2.700 kr.
Bedst ville naturligvis være at lade være med at dyrke roer
og bruge jorden til noget økonomisk rationelt. Det kan beregnes, at den
gevinst, sukkerbonden opnår (uden at man indregner kapitalisering af
sukkerjorden), svarer til ca. 11 pct. af EU’s interventionspris og
dermed er
langt, langt mindre end forskellen på interventionsprisen og
verdensmarkedsprisen. Det kan også ses af, at den såkaldte kvoterente den
gevinst, sukkerbønderne opnår i kraft af sukkerordningerne i alt beløb sig
til omkring 255 mio. kr. i Danmark for 1997. Til sammenligning udbetalte den
danske stat (med refusion fra EU) samme år 423 mio. kr. i dumpingtilskud.
Dette
tal var dog usædvanlig lavt netop i 1997 for 2003 skønnes en udgift på 618
mio. kr. I alle årene har forbrugerne tilmed betalt et langt større beløb i
overpris.
Det er svært at finde andre betegnelser for dette end
vanvid. Hvis man liberaliserede sukkermarkedet, kunne man for beskedne 255
mio.
kr. holde sukkerbønderne skadesløse det svarer til en afgift på ca. 1 kr.
pr.
kg. sukker; hvilket skal sammenholdes med den flere gange større merpris, som
forbrugerne betaler i dag.
Analysen viser, at i Danmark har højst én aktør glæde af
sukkerordningerne: Danisco.
Særordninger for de fattigste lande
I beslutningsforslaget foreslås en fuld liberalisering af
EU’s sukkermarked. I dag er der visse udviklingslande, der har toldfri
importkvoter til EU, og EU har vedtaget, at de 48 fattigste ulande (LDC) skal
have næsten fri adgang til EU’s markeder. For så vidt angår sukker,
lod
politikerne sig presse af sukkerproducenterne i EU til en særlig lang
overgangsordning, så der først er fri adgang i 2009.
Den lange overgangsperiode er kritisabel. Hvad værre er, så
er hele tankegangen forfejlet, især når det gælder sukker. Det rigtige er en
helt fri markedsadgang til de rige landes markeder for alle. Et land som
Brasilien er ikke et LDC-land, fordi der er en relativt stor middelklasse i
byerne; men der er masser af fattige bønder, som producerer sukker.
Der er uden tvivl nogle, som af et ærligt hjerte mener, at
det rigtige er at favorisere LDC-landene, når det gælder sukker. Men det
holder
ikke for en nærmere analyse. Og det er svært at frigøre sig fra en mistanke
om,
at når EU har valgt den linje, er det fordi, LDC-landene i dag kun er i stand
til at eksportere sukker svarende til godt 1 pct. af EU’s produktion og
derfor
ikke er en trussel mod sukkerordningerne (selv om enhver trussel af den art
burde være hjertelig velkommen). Det er nemlig i høj grad lande, der er så
lidt
udviklede, at de ikke kan ret meget på verdensmarkedet (endnu). Mistanken
bestyrkes af, at der i aftalen er indbygget klausuler om, at hvis LDC-landene
nu begynder at producere mere sukker, så er der alligevel et loft for, hvor
meget de må sælge til EU. Det med udvikling gennem fri handel skal åbenbart
helst ske med måde.
EU har længe givet en anden gruppe af ulande de såkaldte
ACP-lande samt Indien adgang til at sælge en vis mængde sukker til
EU’s
interventionspris. For at undgå på denne måde at genere sukkerordningerne har
man til gengæld systematisk lavet ekstra dumping af en tilsvarende mængde af
sukker. Denne dumping er betalt af skatteyderne over EU’s budget og
koster de
nævnte ca. 5 mia. kr. Dumpingen skader som nævnt mange ulande. For at føje
spot
til skade er det meste af importen råsukker, mens eksporten er raffineret
sukker. På den måde snupper man nogle sukkerindustrielle job fra den tredje
verden til gavn for sukkerfabrikanterne i EU.
Samtidig er det ganske sandsynligt, at disse klientgjorte
lande ville have større gavn af et liberaliseret marked for sukker. Det ville
betyde, at de kunne komme af med alt deres sukker til en højere pris. Det
gælder for landene under ét der vil være både vindere og tabere.
Det er derimod sikkert, at hvis EU brugte de 5 mia. kr.,
der i dag reelt går til at finansiere importkvoterne (i form af
dumpingtilskud
til en tilsvarende mængde eksporteret sukker), til øget udviklingsbistand til
de lande, der taber på et liberalt sukkermarked, ville det være muligt at
mere
end kompensere deres tab. Det gælder i forstærket grad, fordi det i mange
tilfælde er lande, der har brug for udvikling, for eksempel af deres
infrastruktur, før de kan udvikle sig gennem handel.
At de 5 mia. kr. kan kompensere, skyldes grundlæggende, at
der i dag reelt er tale om ulandsbistand, som er bundet til sukkerproduktion,
selv om pengene som hovedregel ville have større værdi for modtagerlandet,
hvis
de blev givet på anden vis eventuelt som helt afbundet bistand. Det gælder
i
forstærket grad, fordi formentlig kun ca. 2/3 af disse penge i dag ender i
ulandene. Resten tilfalder sukkerfabrikkerne i EU.
Man skal enten være ideologisk forbenet planøkonom eller
særdeles gode venner med sukkerfabrikkerne for at ville bevare disse
ordninger.
Socialistisk Folkeparti stiller forslag om en
afviklingsperiode på højst 5 år. Egentlig ville det rigtige have været at
kræve
afvikling straks. Overgangsordningen for de mindst udviklede lande bør i
hvert
fald fjernes straks.
Beslutningsforslagets krav til regeringen
Beslutningsforslaget fastlægger ikke alene Danmarks
holdning i de kommende forhandlinger om EU’s sukkerordninger. Det
stiller også
krav om, at regeringen ledet af Danmarks angiveligt liberale parti
aktivt
arbejder for at få afskaffet
ordningerne.
Det er nemlig helt nødvendigt at bryde med det
traditionelle billede: EU’s fødevareministre vedtager en fælles
holdning; så
lyder der hyl og skrig fra landbruget. Måske blander OECD sig med
kvalificeret
kritik af, at den vedtagne holdning er alt for protektionistisk måske
kommer
WTO med et klogere udspil. Igen hyl og skrig fra de
landbrugsprotektionistiske
lande med Frankrig i spidsen.
Og larmende tavshed fra de lande, der angiveligt er
liberalister. En adfærd, der er let at forklare, hvis en regering, når det
kommer til stykket, er lige så protektionistisk som de andre. Og meget svær
at
forklare ellers.
Beslutningsforlaget stiller krav til regeringen om en aktiv
indsats på alle fronter:
Det indebærer, at der fremlægges et konkret forslag hertil
inden den 1. juli 2003. At regeringen sørger for, at forslaget tilgår de
øvrige
aktører og debatteres i offentligheden. At regeringen aktivt fremfører
synspunktet i alle relevante fora i EU. Og at regeringen protesterer
harmdirrende mod mindre vidtgående forslag fra for eksempel Kommissionen.
Det er et helt rigtigt område at profilere sig på. Ægte
liberale sjæle har her en sag, hvor det liberale synspunkt uden nogen
diskussion sejrer intellektuelt over det planøkonomiske. Og samtidig vil det
være umuligt at beskylde Danmark for at køre et hyklerisk friløb en
beskyldning,
man med en vis ret kunne have fremført, hvis Danmark i stedet for startede et
liberalistisk felttog med at angribe en ordning, hvor danske virksomheder
ikke
fik del i rovet.
Skriftlig fremsættelse
Jørn Jespersen
(SF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at
fremsætte:
Forslag til
folketingsbeslutning om, at regeringen aktivt skal arbejde for en fuld og
hurtig liberalisering af EU’s sukkermarked.
(Beslutningsforslag nr. B 119).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager
forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Lignende dokumenter
- Beretning over Forslag til folketingsbeslutning om, at regeringen aktivt skal arbejde for en fuld og hurtig liberalisering af EU's sukkermarked Retsinformation · 4. august 2003
- Forslag til folketingsbeslutning om en prioriteret regionalpolitisk beskæftigelsesindsats Retsinformation · 5. maj 2004
- Forslag til folketingsbeslutning om tilbagetrækning af EU's krav til WTO-medlemslande under GATS-forhandlingerne om liberalisering af vandforsyningssektoren Retsinformation · 27. oktober 2004
- EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EF) nr. 266/2006 af 15. februar 2006 om fastlæggelse af ledsageforanstaltninger for sukkerprotokollande, der påvirkes af reformen af EU’s sukkerordning EU-lovgivning · 15. februar 2006
- Byrettens dom i sagen mod tiltalte blev stadfæstet Domsdatabasen · 1. april 2015
- Aftale om dyrkning og levering af sukkerroer anmeldelsespligt (* 1) Retsinformation · 24. september 1997