Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om, at regeringen aktivt skal arbejde for en fuld og hurtig liberalisering af EU's sukkermarked

2002/1 BSF 119Beslutningsforslag som fremsatFolketinget20. marts 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 20. marts 2003 af Jørn Jespersen (SF),

Aage Frandsen (SF) og Kristen Touborg (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

om, at regeringen aktivt skal arbejde for en fuld og hurtig

liberalisering af EU’s sukkermarked

Idet Folketinget konstaterer, at EU’s protektionistiske

sukkerordning er til stor skade for en række ulande, betales dyrt af

EU’s

forbrugere, fører til et voldsomt forvridningstab i forhold til et frit

marked

og i det hele taget på ingen måde kan forsvares, opfordrer Folketinget i

anledning

af, at Europa-Kommissionen i løbet af 2003 kommer med et forslag til en

reform

af sukkerordningen regeringen til aktivt at arbejde for

en fuld liberalisering

af EU’s sukkerproduktion og -forsyning,

at denne

liberalisering gennemføres i løbet af højst 5 år og på en måde, så bevægelsen

hen imod et liberaliseret marked er mindst lige så stor i de første år som i

de

sidste,

at der omgående åbnes

op for fuld adgang til EU’s sukkermarked for de mindst udviklede lande,

hvilket blandt andet

indebærer, at regeringen

inden den 1. juli 2003

offentligt fremlægger en strategi for, hvordan liberaliseringen kan ske, og

sørger for at fremlægge denne strategi over for de øvrige EU-lande og

Europa-Kommissionen samt

Læs alt

arbejder for, at

liberaliseringen bliver gennemført dels gennem en aktiv indsats på

ministerrådsmøder m.v., dels ved i den offentlige debat aktivt og klart at

tage

afstand fra udspil fra Europa-Kommissionen, der er mindre vidtgående.

Bemærkninger til forslaget

Om EU’s sukkerordning

OECD har opgjort omkostningerne ved EU’s sukkerordning til

17,8 mia. kr. i 2001. Men det tal tager udgangspunkt i, hvad

sukkerroedyrkerne

får

»

ved stalddøren

«

(

»

at

farm gate level

«

). De faktisk

omkostninger er langt højere.

Hvis man ganger forskellen mellem interventionsprisen for

hvidt sukker og den aktuelle verdenspris med sukkerforbruget i EU, får man en

merudgift for EU’s forbrugere på hele 42 mia. kr. om året. Hertil kommer

godt 5

mia. kr., som er nettoudgiften på EU’s budget (bruttoudgiften er ca. 9

mia.

kr., men heraf betales knap 4 mia. kr. som en produktionsafgift). Disse mange

penge er særdeles dårligt givet ud.

Sukkerordningen består i, at EU fastsætter dels en

interventionspris, dels kvoter for sukkerproduktionen. Sukker inden for

kvoterne er garanteret interventionsprisen med fradrag af en afgift, som er

lille for de såkaldte A-kvoter og større for B-kvoterne.

Ordningen skaber et sukkeroverskud i EU, som med enorme

tilskud dumpes på det ret begrænsede verdensmarked for sukker. Hele dette

sukker-

»

marked

«

kan kun

»

fungere

«

i kraft af høje toldmure.

Ulande skades

Hvis ordningen blev afskaffet, skønnes det, at EU ville

importere netto 7 mio. tons sukker i stedet for at eksportere netto 5 mio.

tons

sukker.

Forskellen på 12 mio. tons sukker svarer til ca. 10 pct. af

den globale produktion og ville udløse en stigning i verdensmarkedsprisen på

30-38 pct.

Det ville have afgørende betydning for mange fattige

mennesker, der prøver på at leve af at dyrke sukkerrør. Et konkret eksempel

er

Swaziland, hvor sukker er den vigtigste afgrøde.

EU tillader import af en smule sukker fra Swaziland. Til

gengæld dumper EU store mængder sukker i Sydafrika, som ellers er Swazilands

store eksportmarked for sukkervarer. EU dumper også konfekturevarer, som får

store dumpingtilskud i kraft af sukkerordningen. På den måde snupper EU

arbejdspladser fra Sydafrika. Det har også ramt Swazilands store

sukkervareindustri (chokolade, slik etc.), som nu er i krise på grund af

EU’s

absurde sukkerordning. Det har kostet over 36.000 job.

Der vil også være rige lande som Australien, der får glæde

af en liberalisering. Men det er kun fornuftigt, at sukker produceres, der

hvor

det er billigst.

Ineffektiv produktion

I EU laves sukker af sukkerroer. Det er kun økonomisk

rationelt i et smalt klimatisk bælte omfattende Frankrig, Sydtyskland og lidt

mere. Kommer man nordligere, er der for lidt sol; kommer man sydligere, er

der

for lidt vand.

Generelt er det billigere at bruge sukkerrør. Men disse kan

kun dyrkes i varmere lande. For eksempel i Swaziland. De lave lønninger i den

tredje verden gør sukkerrør endnu billigere og det er til fordel både for

dem

og for os, hvis vi flytter produktionen af sukker hen, hvor omkostningerne er

lavest.

Men disse almindelige frihandelsargumenter er langt fra

hele historien. Det virker nærmest som om, sukkerordningerne bevidst er

skruet

sammen med henblik på at minimere effektiviteten:

De enkelte EU-lande

er tildelt hver deres kvoter, så man er sikker på, at en stor del af

produktionen foregår under klimatiske forhold, der er helt uegnede til at

dyrke

sukker.

En meget stor del af

overprisen ender hos sukkerfabrikkerne, der i mange måske alle lande har

monopol på sukkerraffineringen. Monopolet er effektivt, fordi omkostningerne

ved at transportere sukkerroer er prohibitive: Sukkerbonden kan altså

sjældent

vælge mellem to eller flere fabrikanter.

Denne dominerende

position bruger sukkerfabrikanterne til at lave leveringskontrakter med

roebønderne, der for eksempel fastsætter, at hvis bønderne ikke opfylder

bestemte mindstekrav til leverancernes størrelse, bortfalder kontrakten som

altså er bondens eneste mulighed for at afsætte roerne. Om der er tale om

misbrug af dominerende stilling, jf. konkurrenceloven, er uklart, men tanken

er

nærliggende.

Der er en stor

variation fra år til år i sukkerroeudbyttet pr. hektar. For at være sikre på

at

opfylde leverancekravene vælger sukkerroebønderne derfor at producere ekstra

roer ud over deres A- og B-kvoter. Disse såkaldte C-roer forarbejdes til

sukker, som alt sammen dumpes på verdensmarkedet.

Hvor forsvinder pengene hen?

EU’s interventionspris pr. ton hvidt sukker er på ca. 4.700

kr. Heraf går små 40 pct., ca. 1.800 kr., til en forarbejdningsmargin, som

tilfalder sukkerfabrikkerne. Dog fragår ovennævnte produktionsafgift. Denne

forarbejdningsmargin

er i sig selv større end den aktuelle verdensmarkedspris for sukker. Eftersom

sukkerfabrikkerne sælger C-sukker til verdensmarkedsprisen, er det klart, at

marginen klart overstiger de marginale produktionsomkostninger præcis som

det

kan forventes, når en virksomhed har monopol.

Det betyder omvendt, at dumpingtilskuddet der officielt

og ufortjent neutralt betegnes

»

eksportrestitutionen

«

som ydes til ca. halvdelen af B-sukkeret,

i dag overstiger den pris, roebonden får for en tilsvarende mængde

sukkerroer.

Dumpingtilskuddet er i dag på knap 3.100 kr. pr. ton hvidt sukker, mens

bonden

får godt 2.700 kr. for en tilsvarende mængde roer.

Det ville altså bedre kunne betale sig for EU at opkøbe disse roer og

destruere dem samt nedsætte A-kvoten tilsvarende

. Også selv om EU hermed

mister en sukkerafgift på små 100 kr./t. Her forudsættes realistisk, at

destruktion kan ske for under 400 kr. pr. ton faktisk vil man kunne tjene

penge på at

»

destruere

«

dem i biogasanlæg.

Det kan kun være af hensyn til sukkerfabrikkerne, at man

betaler dyrt for at få roerne oparbejdet og dyrere for at få dem dumpet. Til

gengæld får verdens fattige sukkerbønder det at føle. For dem vil det normalt

være afgørende for børnenes skolegang eller ej; den livsvigtige medicin eller

ej; en fuld mave eller ej.

Det ville naturligvis være endnu bedre at opkøbe roerne og

anvende dem alternativt, for eksempel til foder. Det ville give et

dækningsbidrag, der foreløbig skønnes til ca. ¼ af de 2.700 kr.

Bedst ville naturligvis være at lade være med at dyrke roer

og bruge jorden til noget økonomisk rationelt. Det kan beregnes, at den

gevinst, sukkerbonden opnår (uden at man indregner kapitalisering af

sukkerjorden), svarer til ca. 11 pct. af EU’s interventionspris og

dermed er

langt, langt mindre end forskellen på interventionsprisen og

verdensmarkedsprisen. Det kan også ses af, at den såkaldte kvoterente den

gevinst, sukkerbønderne opnår i kraft af sukkerordningerne i alt beløb sig

til omkring 255 mio. kr. i Danmark for 1997. Til sammenligning udbetalte den

danske stat (med refusion fra EU) samme år 423 mio. kr. i dumpingtilskud.

Dette

tal var dog usædvanlig lavt netop i 1997 for 2003 skønnes en udgift på 618

mio. kr. I alle årene har forbrugerne tilmed betalt et langt større beløb i

overpris.

Det er svært at finde andre betegnelser for dette end

vanvid. Hvis man liberaliserede sukkermarkedet, kunne man for beskedne 255

mio.

kr. holde sukkerbønderne skadesløse det svarer til en afgift på ca. 1 kr.

pr.

kg. sukker; hvilket skal sammenholdes med den flere gange større merpris, som

forbrugerne betaler i dag.

Analysen viser, at i Danmark har højst én aktør glæde af

sukkerordningerne: Danisco.

Særordninger for de fattigste lande

I beslutningsforslaget foreslås en fuld liberalisering af

EU’s sukkermarked. I dag er der visse udviklingslande, der har toldfri

importkvoter til EU, og EU har vedtaget, at de 48 fattigste ulande (LDC) skal

have næsten fri adgang til EU’s markeder. For så vidt angår sukker,

lod

politikerne sig presse af sukkerproducenterne i EU til en særlig lang

overgangsordning, så der først er fri adgang i 2009.

Den lange overgangsperiode er kritisabel. Hvad værre er, så

er hele tankegangen forfejlet, især når det gælder sukker. Det rigtige er en

helt fri markedsadgang til de rige landes markeder for alle. Et land som

Brasilien er ikke et LDC-land, fordi der er en relativt stor middelklasse i

byerne; men der er masser af fattige bønder, som producerer sukker.

Der er uden tvivl nogle, som af et ærligt hjerte mener, at

det rigtige er at favorisere LDC-landene, når det gælder sukker. Men det

holder

ikke for en nærmere analyse. Og det er svært at frigøre sig fra en mistanke

om,

at når EU har valgt den linje, er det fordi, LDC-landene i dag kun er i stand

til at eksportere sukker svarende til godt 1 pct. af EU’s produktion og

derfor

ikke er en trussel mod sukkerordningerne (selv om enhver trussel af den art

burde være hjertelig velkommen). Det er nemlig i høj grad lande, der er så

lidt

udviklede, at de ikke kan ret meget på verdensmarkedet (endnu). Mistanken

bestyrkes af, at der i aftalen er indbygget klausuler om, at hvis LDC-landene

nu begynder at producere mere sukker, så er der alligevel et loft for, hvor

meget de må sælge til EU. Det med udvikling gennem fri handel skal åbenbart

helst ske med måde.

EU har længe givet en anden gruppe af ulande de såkaldte

ACP-lande samt Indien adgang til at sælge en vis mængde sukker til

EU’s

interventionspris. For at undgå på denne måde at genere sukkerordningerne har

man til gengæld systematisk lavet ekstra dumping af en tilsvarende mængde af

sukker. Denne dumping er betalt af skatteyderne over EU’s budget og

koster de

nævnte ca. 5 mia. kr. Dumpingen skader som nævnt mange ulande. For at føje

spot

til skade er det meste af importen råsukker, mens eksporten er raffineret

sukker. På den måde snupper man nogle sukkerindustrielle job fra den tredje

verden til gavn for sukkerfabrikanterne i EU.

Samtidig er det ganske sandsynligt, at disse klientgjorte

lande ville have større gavn af et liberaliseret marked for sukker. Det ville

betyde, at de kunne komme af med alt deres sukker til en højere pris. Det

gælder for landene under ét der vil være både vindere og tabere.

Det er derimod sikkert, at hvis EU brugte de 5 mia. kr.,

der i dag reelt går til at finansiere importkvoterne (i form af

dumpingtilskud

til en tilsvarende mængde eksporteret sukker), til øget udviklingsbistand til

de lande, der taber på et liberalt sukkermarked, ville det være muligt at

mere

end kompensere deres tab. Det gælder i forstærket grad, fordi det i mange

tilfælde er lande, der har brug for udvikling, for eksempel af deres

infrastruktur, før de kan udvikle sig gennem handel.

At de 5 mia. kr. kan kompensere, skyldes grundlæggende, at

der i dag reelt er tale om ulandsbistand, som er bundet til sukkerproduktion,

selv om pengene som hovedregel ville have større værdi for modtagerlandet,

hvis

de blev givet på anden vis eventuelt som helt afbundet bistand. Det gælder

i

forstærket grad, fordi formentlig kun ca. 2/3 af disse penge i dag ender i

ulandene. Resten tilfalder sukkerfabrikkerne i EU.

Man skal enten være ideologisk forbenet planøkonom eller

særdeles gode venner med sukkerfabrikkerne for at ville bevare disse

ordninger.

Socialistisk Folkeparti stiller forslag om en

afviklingsperiode på højst 5 år. Egentlig ville det rigtige have været at

kræve

afvikling straks. Overgangsordningen for de mindst udviklede lande bør i

hvert

fald fjernes straks.

Beslutningsforslagets krav til regeringen

Beslutningsforslaget fastlægger ikke alene Danmarks

holdning i de kommende forhandlinger om EU’s sukkerordninger. Det

stiller også

krav om, at regeringen ledet af Danmarks angiveligt liberale parti

aktivt

arbejder for at få afskaffet

ordningerne.

Det er nemlig helt nødvendigt at bryde med det

traditionelle billede: EU’s fødevareministre vedtager en fælles

holdning; så

lyder der hyl og skrig fra landbruget. Måske blander OECD sig med

kvalificeret

kritik af, at den vedtagne holdning er alt for protektionistisk måske

kommer

WTO med et klogere udspil. Igen hyl og skrig fra de

landbrugsprotektionistiske

lande med Frankrig i spidsen.

Og larmende tavshed fra de lande, der angiveligt er

liberalister. En adfærd, der er let at forklare, hvis en regering, når det

kommer til stykket, er lige så protektionistisk som de andre. Og meget svær

at

forklare ellers.

Beslutningsforlaget stiller krav til regeringen om en aktiv

indsats på alle fronter:

Det indebærer, at der fremlægges et konkret forslag hertil

inden den 1. juli 2003. At regeringen sørger for, at forslaget tilgår de

øvrige

aktører og debatteres i offentligheden. At regeringen aktivt fremfører

synspunktet i alle relevante fora i EU. Og at regeringen protesterer

harmdirrende mod mindre vidtgående forslag fra for eksempel Kommissionen.

Det er et helt rigtigt område at profilere sig på. Ægte

liberale sjæle har her en sag, hvor det liberale synspunkt uden nogen

diskussion sejrer intellektuelt over det planøkonomiske. Og samtidig vil det

være umuligt at beskylde Danmark for at køre et hyklerisk friløb en

beskyldning,

man med en vis ret kunne have fremført, hvis Danmark i stedet for startede et

liberalistisk felttog med at angribe en ordning, hvor danske virksomheder

ikke

fik del i rovet.

Skriftlig fremsættelse

Jørn Jespersen

(SF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at

fremsætte:

Forslag til

folketingsbeslutning om, at regeringen aktivt skal arbejde for en fuld og

hurtig liberalisering af EU’s sukkermarked.

(Beslutningsforslag nr. B 119).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager

forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Lignende dokumenter