Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om »kørekort« til fødevareforretninger

2002/1 BSF 77Beslutningsforslag som fremsatFolketinget28. januar 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 24. januar 2003 af

Christian H. Hansen (DF), Bent Bøgsted (DF),

Kristian Thulesen Dahl (DF),

Jørn Dohrmann (DF), Pia Kjærsgaard (DF),

Pia Kristensen (DF) og Peter Skaarup (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om »kørekort« til fødevareforretninger

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen

af indeværende folketingssamling at fremsætte lovforslag og/eller

udstede de nødvendige administrative forskrifter for erhvervelse af

»kørekort« til etablering af fødevareforretning og daglig drift

heraf samt for inddragelse af »kørekortet«, såfremt der

konstateres væsentlige fejl og mangler i forretningen.

Bemærkninger til forslaget

Beslutningsforslaget er en delvis

genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 52, folketingsåret

1999-2000 (se Folketingstidende 1999-2000, forhandlingerne side 3607 og 8204,

tillæg A side 2884 og 2886 og tillæg B side 594). Temaet for

beslutningsforslaget er det samme, men bemærkningerne er ændret,

ligesom datoen for, hvornår regeringen skal fremsætte forslag i

medfør af beslutningsforslaget, er ændret. Forslagets titel er

endvidere forenklet.

Beslutningsforslaget blev fremsat første gang i

folketingsåret 1998-99, anden gang i 1999-2000 og fremsættes nu

for tredje gang, og årsagen er, at der fortsat er væsentlige og

uløste problemer inden for hele forretningsområdet.

Formålet med beslutningsforslaget

Formålet med forslaget er, at det

pålægges forretningsindehaveren (virksomhedsejeren) at erhverve

og opretholde en tilladelse, i forslaget betegnet som

Læs alt

» kørekort«, for at kunne etablere og drive

fødevareforretning. Med fødevareforretning menes enhver

virksomhed, i hvilken der produceres eller forarbejdes fødevarer,

eller fra hvilken der sælges eller distribueres fødevarer, dvs.

madvarer, drikkevarer, nydelsesmidler og andre varer, der er bestemt til

eller må antages at skulle fortæres af mennesker. Begrebet

»virksomhed« skal forstås bredt, så det omfatter

alle virksomheder, der er omfattet af fødevarelovens bestemmelser,

herunder f.eks. også forretninger, der handler med almindelige

kioskvarer.

Betegnelsen

»kørekort« er fastholdt i beslutningsforslaget,

idet forslaget i den offentlige debat er kendt under denne betegnelse. Med

»kørekort« menes i virkeligheden en tilladelse enten i form

af et bevis eller et næringsbrev udstedt af en offentlig myndighed.

Det centrale ved

»kørekortet« er, at indehaveren

i forbindelse med erhvervelsen af »kørekortet« demonstrerer at have et solidt

kendskab til de regler, der gælder for fødevareforretninger.

Hermed bliver »kørekortet« tillige kundens sikkerhed for, at hygiejne,

varens mærkning og overholdelse af alle offentligretlige forskrifter,

f.eks. afregning af moms, er i orden.

I dag forudsætter drift af

fødevareforretning, hvad enten der er tale om en kiosk, en

grønthandel, et bageri, et pizzaria, en restaurant eller lignende, et

solidt kendskab til hygiejne, dansk mærkning af varer, mærkning

om indhold og oprindelse, holdbarhedsdato, opbevaring ved korrekt temperatur,

import af fødevarer, regnskab, daglig kasseafstemning, moms, told,

afregning af feriepenge, arbejdstidsregler, indretning af arbejdspladsen med

hvilerum, frokoststue, toiletforhold m.m.

Erhvervelse af

»kørekortet« forudsætter, at indehaveren af

en virksomhed godtgør at have et tilstrækkeligt kendskab til

sådanne regler, og dermed virker »kørekortet« over for

forbrugerne som dokumentation for, at dette kendskab faktisk er til stede.

»Kørekortet« bør være opslået i

virksomheden som sikkerhed for forbrugerne.

Det skal påhvile indehaveren at sikre, at de ansatte

i forretningen har den fornødne faglige viden om korrekt

håndtering af fødevarer, og indehaveren skal afholde eventuelle

omkostninger til uddannelse og efteruddannelse af medarbejderne.

»

Kørekortet« skal kunne inddrages, såfremt der

konstateres væsentlige fejl og mangler i forretningen eller ved

gentagne, bevidste overtrædelser af loven. Har man mistet sit

»kørekort«, skal man ikke kunne erhverve et nyt

»kørekort« før udståelse af en karenstid

på 5 år. I andre overtrædelsestilfælde skal der kunne

pålægges indehaveren af forretningen betydelige og mærkbare

bøder.

Et

»kørekort« virker derfor ad to veje: 1) som et

kvalitetsbevis og dermed som en vis sikkerhed for, at tingene er i orden i

forretningen, 2) som noget, man kan miste, så man dermed ikke

længere kan eje eller drive virksomhed inden for branchen de kommende 5

år.

Problemets omfang

Problemerne de senere år har i særlig grad

været koncentreret omkring kiosk- og restaurationsbranchen, men det

skal understreges, at snyderiet og omgåelserne ikke kun foregår i

kiosker i København, men er et generelt og voksende problem over hele

landet. At problemerne i kioskbranchen præger den offentlige debat og

bemærkningerne i dette forslag, er et udtryk for, at problemet i

branchen virkelig er stort, og at der er behov for en grundig oprydning i

miljøet.

Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at

der ikke er selvjustits i kioskbranchen. Tværtimod ser det ud, som om

særdeles mange i branchen står sammen mod Told og Skat og dermed

mod det danske samfund og folk.

Der er i pressen peget på forbindelser mellem

kioskbranchen og organiserede hårde kriminelle i rockermiljøet,

og man må opfordre til, at politiets og anklagemyndighedens arbejde

fører til pågribelse og retsforfølgning af de

bagmænd, der formodes at organisere lovovertrædelserne. Det er

helt uacceptabelt, at der bag uskyldigt udseende dåsecolaer og andre

kioskvarer kan stå hårdkogte kriminelle og organiseret

kriminalitet.

Hver gang Told og Skat foretager kontrolaktioner

razziaer hos kiosker, grønthandlere, pizzariaer m.fl.,

afdækkes i langt de fleste tilfælde omfattende fejl og alvorlige

mangler. Der er ofte tale om, at der til salg i forretningen er ulovligt

importerede varer, f.eks. sodavand og chokolade, manglende information og

mærkning på dansk om indhold og oprindelse, holdbarhedsdato m.v.

eller forkert opbevaring af varer, der enten skal opbevares tørt eller

ved en bestemt temperatur m.v. Derudover er der problemer med manglende

daglig kasseafstemning, mangelfulde regnskaber og sort arbejdskraft og

ansatte, som ud over løn modtager kontanthjælp eller

dagpenge.

Omsætningen af læskedrikke viser lidt om

omfanget af snyderiet i branchen. Ifølge Danske Læskedrik

Fabrikanter, marts 2002, kan den illegale import af sodavand anslås til

at udgøre mellem 20-25 mio. liter om året. Mindst 750 butikker i

hele landet, hvoraf ca. 500 ligger i København, har ulovligt

importerede ikkealkoholholdige drikkevarer. På Nørrebro i

København er salget af Coca Cola til butikshandelen faldet med 21

procent fra 1999 til 2000. Den illegale import har et så stort omfang,

at Danske Læskedrik Fabrikanter har påpeget, at emballagen nu

udgør et affaldsproblem.

I juni 2001 gennemførtes en razzia af Told og Skat

med assistance af 55 politifolk mod 63 kiosker på Nørrebro i

København, hvor der i to ud af tre kiosker blev fundet store

mængder af varer, som der ikke var betalt afgifter for. Den 22. juli

2001 kunne dagbladet B.T. berette, at i 10 ud af 10 kiosker, der

måneden før var taget for at sælge ulovlige varer, var den

gal igen. I et enkelt tilfælde konstateredes der varer, der med stor

sandsynlighed stammede fra røverier, tyverier eller indbrud.

Det viser med al tydelighed, at sanktionerne ingen

virkning har.

Eksemplet er desværre ikke enestående, og

dagspressen har ofte lignende historier.

Problemerne i restaurationsbranchen har nogenlunde samme

karakter. Der er mange steder problemer med hygiejne og med korrekt afregning

af løn, A-skat og moms, hvorimod salg af varer, der hidrører

fra ulovlig import, ikke er set i tilsvarende omfang som i kioskbranchen.

Der er i pressen peget på at der stadigvæk er

problemer med hygiejne i fødevarebranchen, og myndighederne bør

derfor efter forslagsstillernes opfattelse udarbejde en status over

problemernes omfang.

Nuværende sanktioner

Gives der endelig en bøde, så er denne

så lav, at de fleste forretningsindehavere blot anser bøden som

en almindelig omkostning ved erhvervet. Efter besøg af Told og Skat,

hvor ulovlige varelagre er beslaglagt, og der er givet bøde og andet,

starter den ulovlige drift ofte, i samme øjeblik Told og Skat forlader

forretningen eller kort tid derefter.

De nuværende sanktioner er helt

utilstrækkelige og har kun en kortsigtet virkning.

De fleste forretninger retter hurtigt op på fejl og

mangler, men genoptager derefter desværre ofte mønsteret igen

med konsekvent regelbrydning.

Nultolerance

Hvis myndighederne effektivt vil rydde op i

miljøet, er man nødt til at sætte sig igennem med en

nultolerancepolitik, dvs. en konsekvent retshåndhævelse i form af

en kontrolmæssig indsats, der gennemføres konsekvent og

vedvarende.

Det betyder, at findes så meget som én enkelt

ulovlig vare i forretningen, f.eks. en vare, som der ikke er svaret afgift

af, så skal forretningen pålægges en mærkbar

kontrolafgift øjeblikkeligt.

Offentlige myndigheder bestående af Told og Skat,

politiet, Arbejdsdirektoratet og fødevareregionerne skal sammen

stå for kontrolarbejdet.

Kontrollen skal være meget aktiv og meget synlig, og

der skal konstant aflægges kontrolbesøg hos målgruppen. Et

kontrolbesøg skal kunne finde sted, selv om det kun er få timer

siden, at sidste kontrolbesøg fandt sted. De kriminelle i

miljøet skal stresses konstant.

Såfremt beslutningsforslaget ikke kan samle flertal

i den fremsatte form, vil forslagsstillerne arbejde for, at der

nedsættes en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra

myndighederne, Horesta, Forbrugerrådet og detailhandelen, der skal

undersøge, hvordan de forskellige ressortområder kan arbejde

sammen om opgaven med at etablere ordnede forhold i branchen.

Det er forslagsstillernes opfattelse, at en vedtagelse af

nærværende beslutningsforslag og en kontant opfølgning fra

myndighedernes side vil være et vigtigt skridt til at få ordnede

forhold i en branche, hvori der alvorligt trænger til at blive ryddet

op.

Skriftlig fremsættelse

Christian H. Hansen

(DF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig

herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om »kørekort« til fødevareforretninger

(Beslutningsforslag nr. B 77).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger,

der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige

behandling.

Lignende dokumenter