Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af lov om luftfart (Montrealkonventionen m.v.)

2002/1 LSV 5Lovforslag som vedtagetFolketinget10. december 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den

10. december 2002

Forslag

til

Lov om ændring af lov om luftfart

(Montrealkonventionen m.v.)

§ 1

I lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 543 af 13. juni 2001,

foretages følgende ændringer:

1.

I § 5 indsættes efter »§§ 90«: », 90 a,

90 b«.

2.

§ 71 affattes således:

»§ 71.

Trafikministeren kan fastsætte regler om betaling

for benyttelsen af en offentlig flyveplads, jf. dog 3. pkt. Betaling for

benyttelse af statsejede flyvepladser bortset fra dem, der drives af

Københavns Lufthavne A/S, skal godkendes af Folketingets Finansudvalg.

Grønlands landsstyre kan fastsætte regler om betaling for

benyttelsen af en offentlig flyveplads i Grønland.

Stk. 2.

Trafikministeren kan endvidere fastsætte regler

om betaling for benyttelsen af anlæg og drift af andre

hjælpemidler i luftfartens tjeneste. Der kan kræves betaling i

forbindelse med overflyvning af dansk territorium, det åbne hav og

fremmed stats territorium, når der er truffet aftale herom med

vedkommende fremmede stat. Betalingen påhviler brugeren af såvel

danske som udenlandske luftfartøjer ved flyvning i det område,

hvor hjælpemidler kan benyttes. Hvis brugerens identitet ikke oplyses,

Læs alt

påhviler betalingen ejeren af luftfartøjet, medmindre ejeren

godtgør, hvem der var bruger.

Stk. 3.

Hvis betalingen efter stk. 1 og 2 ikke

erlægges rettidigt, tillægges der renter i overensstemmelse med

renteloven. Endvidere kan trafikministeren fastsætte regler om betaling

for erindringsskrivelser vedrørende disse betalinger.

Stk. 4.

Trafikministeren kan fastsætte regler om

opkrævning og inddrivelse af betalingen, herunder at danske

myndigheder, i det omfang det følger af Multilateral Agreement

Relating to Route Charges, yder bistand til inddrivelse af Eurocontrols

udestående tilgodehavender.

Stk. 5.

Hvis betalingen efter stk. 1 og 2 ikke

erlægges rettidigt, kan beløbene med påløbne renter

inddrives ved udpantning.«

3.

Kapitel 9 (§§ 90-126 a) ophæves, og i stedet

indsættes:

»Kapitel 9

Befordring med luftfartøj

Anvendelsesområde

§ 90.

Bestemmelserne i dette kapitel gælder, jf. dog

stk. 2 og 3, §§ 90 a og 90 b, for befordring af passagerer, rejsegods

eller gods med luftfartøj mod betaling eller, såfremt

befordringen udføres af et luftfartsselskab, også for

sådan befordring uden betaling, og som

1) foretages indenrigs i Danmark,

2) er omfattet af Montrealkonventionen af 28. maj 1999 om

indførelse af visse ensartede regler for international luftbefordring,

jf. dog stk. 3, eller

3) foretages til eller fra Danmark med luftfartøj fra lande, der

ikke har tiltrådt Warszawa-konventionen af 12. oktober 1929 om

international luftbefordring med senere ændringer.

Stk. 2.

Bestemmelserne i dette kapitel gælder ikke, i

det omfang befordringen med luftfartøj omfattes af Rådets

forordning (EF) nr. 2027/97 af 9. oktober 1997 om luftfartsselskabers

erstatningsansvar i tilfælde af ulykker, som ændret ved

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 889/2002 af 13. maj

2002.

Stk. 3.

Bestemmelserne i dette kapitel gælder ikke for

befordring med luftfartøj, som udføres i henhold til

reservation foretaget i overensstemmelse med artikel 57 i

Montrealkonventionen af 28. maj 1999 om indførelse af visse ensartede

regler for international luftbefordring.

§ 90 a.

For befordring til og fra Danmark med

luftfartøj fra lande, der ikke har tilsluttet sig Montrealkonventionen

som nævnt i § 90, stk. 1, nr. 2, men som har tilsluttet sig

Warszawakonventionen som nævnt i § 90, stk. 1, nr. 3,

gælder bestemmelserne i bilaget til loven.

Stk. 2.

For befordring til og fra Danmark med

luftfartøj fra lande, der har tilsluttet sig Warszawakonventionen og

Montrealprotokol nr. 4 af 25. september 1975 om ændring af

Warszawakonventionen, gælder dog, for så vidt angår

befordring af gods, bestemmelserne herom i dette kapitel.

§ 90 b.

For så vidt angår befordring med

luftfartøj indenrigs i Danmark eller med et luftfartøj fra et

luftfartsselskab, der er hjemmehørende i Grønland eller

på Færøerne, og som ikke er i besiddelse af en licens

udstedt i henhold til bestemmelserne i Rådets forordning (EØF)

nr. 2407/92 af 23. juli 1992 om udstedelse af licenser til luftfartsselskaber

og ikke omfattes af Rådets forordning (EF) nr. 2027/97 af 9. oktober

1997 om luftfartsselskabers erstatningsansvar i tilfælde af ulykker,

som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.

889/2002 af 13. maj 2002, gælder, at befordreren skal overholde artikel

3 a, 5 og 6 om supplerende betaling for særligt udstyr,

forskudsudbetaling og information til passagererne om befordrerens ansvar for

passagerer og rejsegods.

§ 91.

Ved befordring af post er befordreren ikke ansvarlig

over for afsenderen eller modtageren, men udelukkende over for

postvæsenet og i overensstemmelse med de særlige regler, som

gælder mellem befordreren og postvæsenet.

Stk. 2.

Bortset fra bestemmelsen i stk. 1 gælder

dette kapitel ikke for befordring af post.

Stk. 3.

Bestemmelserne om befordringsdokumenter i

§§ 92-97 gælder ikke for befordring, som udføres under

usædvanlige forhold og falder uden for normal udøvelse af

luftfartsvirksomhed.

Befordringsdokumenter

§ 92.

Ved befordring af passagerer skal der udstedes et

befordringsdokument, jf. dog stk. 2, og befordringsdokumentet skal

indeholde angivelse af

1) afgangssted og bestemmelsessted og

2) mindst et aftalt mellemlandingssted, hvis afgangsstedet og

bestemmelsesstedet ligger i samme stat og et eller flere mellemlandingssteder

i en anden stat er aftalt.

Stk. 2.

De i stk. 1 nævnte oplysninger kan

registreres på anden måde, såfremt befordreren tilbyder og

efter anmodning udleverer skriftligt materiale om de således

registrerede oplysninger til passageren.

Stk. 3.

Selv om bestemmelserne i stk. 1 og 2 ikke er

overholdt, er befordringsaftalen dog gyldig, og bestemmelserne i dette

kapitel gælder for befordringen.

§ 93.

Befordreren skal udstede rejsegodsbevis til

passageren for hvert stykke indskrevet rejsegods.

§ 94.

Ved befordring af gods skal der udfærdiges

luftfragtbrev.

Stk. 2.

Udfærdigelse af luftfragtbrev er ikke

nødvendig, hvis oplysningerne om befordringen registreres på

anden måde og befordreren efter afsenderens anmodning udleverer en

godskvittering til afsenderen, der indeholder

tilstrækkelige oplysninger til identifikation af godset, og som

giver afsenderen mulighed for at blive gjort bekendt med de

registrerede oplysninger.

§ 95.

Luftfragtbrevet skal udfærdiges af afsenderen i

tre originaleksemplarer. Det første eksemplar skal påtegnes »Til

befordreren« og underskrives af afsenderen. Det andet eksemplar skal

påtegnes »Til modtageren« og underskrives af afsenderen og befordreren.

Det tredje eksemplar underskrives af befordreren og tilbageleveres til

afsenderen efter godsets modtagelse.

Stk. 2.

Har befordreren udfærdiget luftfragtbrevet efter

afsenderens anmodning, anses befordreren, hvis ikke andet bevises, for at

handle på afsenderens vegne.

Stk. 3.

Befordrerens og afsenderens underskrift kan være

påtrykt eller påstemplet.

§ 96.

Omfatter befordringen flere stykker gods, skal

afsenderen efter befordrerens anmodning udfærdige særskilte

luftfragtbreve.

Stk. 2.

Benyttes et andet

registreringssystem, jf. § 94, stk. 2, skal befordreren

efter anmodning fra afsenderen udlevere særskilte godskvitteringer.

Stk. 3.

Hvis det er nødvendigt for at opfylde

toldformaliteter eller politiets eller lignende offentlige myndigheders krav,

kan befordreren forlange, at afsender udsteder et dokument, som angiver

godsets art.

§ 97.

Luftfragtbrevet og godskvitteringen skal indeholde

angivelse af

1) afgangssted og bestemmelsessted,

2) mindst et aftalt mellemlandingssted, hvis afgangsstedet og

bestemmelsesstedet ligger i samme stat og et eller flere mellemlandingssteder

i en anden stat er aftalt, og

3) forsendelsens vægt.

§ 98.

Selv om bestemmelserne i §§ 94-97 ikke er

overholdt, er befordringsaftalen dog gyldig, og bestemmelserne i dette

kapitel gælder for befordringen.

§ 99.

Afsenderen er ansvarlig for rigtigheden af de oplysninger,

som afsenderen eller nogen, som har handlet på afsenderens vegne, har

givet i luftfragtbrevet eller for registrering eller indføjelse i

godskvitteringen. Er oplysningerne om godset urigtige eller

ufuldstændige, er afsenderen ansvarlig for skade, som derved er

påført befordreren eller nogen, over for hvem befordreren er

ansvarlig. Afsenderen er også ansvarlig, selv om den, som har handlet

på afsenderens vegne, tillige er agent for befordreren.

Stk. 2.

Er afsenderen ikke ansvarlig i henhold til stk. 1

for urigtige eller ufuldstændige oplysninger, som er registreret eller

indføjet i godskvitteringen, er befordreren ansvarlig for skade, som

derved er påført afsenderen eller nogen, over for hvem

afsenderen er ansvarlig. Det samme gælder, hvis nogen anden på

befordrerens vegne har registreret oplysningerne eller indføjet dem i

godskvitteringen.

§ 100.

Hvis ikke andet bevises, gælder luftfragtbrevet

eller godskvitteringen som bevis for befordringsaftalens indgåelse, for

godsets modtagelse og for de vilkår for befordringen, som er angivet i

luftfragtbrevet eller godskvitteringen.

Stk. 2.

Luftfragtbrevets eller godskvitteringens angivelser af

godsets vægt, dimensioner, emballering og stykantal anses som rigtige,

hvis ikke andet bevises. Andre oplysninger i luftfragtbrevet om godsets

mængde, rumindhold eller tilstand gælder derimod ikke som bevis

mod befordreren, medmindre denne i afsenderens nærværelse har

undersøgt rigtigheden af disse oplysninger og har bekræftet

dette ved påtegning på luftfragtbrevet eller godskvitteringen

eller oplysningerne angår godsets synlige tilstand.

Ret til at råde over godset og udlevering af

godset

§ 101.

Afsenderen kan tage godset tilbage på afgangs-

eller bestemmelsesflyvepladsen eller standse det i tilfælde af landing

undervejs, hvis afsenderen opfylder sine forpligtelser efter

befordringsaftalen og betaler de ekstra omkostninger, der er forbundet

hermed. Afsenderen kan dog kun udøve denne ret, hvis det ikke

medfører skade for befordreren eller andre afsendere.

Stk. 2.

På samme betingelser kan afsenderen give ordre

til, at godset undervejs eller på bestemmelsesstedet skal udleveres til

en anden end den, der er angivet som modtager, eller kræve godset

tilbagesendt til afgangsflyvepladsen.

Stk. 3.

Kan afsenderens ordre ikke udføres, skal

befordreren straks underrette afsenderen herom.

Stk. 4.

Udfører befordreren afsenderens ordre, uden at

afsenderens eksemplar af luftfragtbrevet eller godskvitteringen forevises, er

befordreren ansvarlig for skade, som derved er påført rette

indehaver af luftfragtbrevet eller godskvitteringen, dog med regres til

afsenderen.

Stk. 5.

Afsenderens ret til godset ophører, når

modtageren får ret til at råde over godset efter bestemmelserne i

§ 102. Nægter modtageren at tage imod godset, eller kan modtageren

ikke træffes, genindtræder afsenderen i sin ret til at råde

over godset.

§ 102.

Når godset er ankommet til bestemmelsesstedet,

kan modtageren, medmindre afsenderen har udøvet sin ret i henhold til

§ 101, kræve godset udleveret af befordreren til sig mod betaling

af de skyldige beløb og mod opfyldelse af

befordringsvilkårene.

Stk. 2.

Så snart godset er kommet frem, skal befordreren

underrette modtageren derom, hvis ikke andet er aftalt.

§ 103.

Er godset ikke ankommet senest 7 dage efter, at det

skulle være kommet frem, kan modtageren gøre sine rettigheder

efter befordringsaftalen gældende mod befordreren. Det samme

gælder, hvis befordreren meddeler, at godset er gået tabt.

§ 104.

Enhver aftale, som afviger fra bestemmelserne i

§§ 101-103, er ugyldig, medmindre den er anført i luftfragtbrevet

eller godskvitteringen.

§ 105.

Afsenderen skal give befordreren de oplysninger og de

dokumenter, som er nødvendige til opfyldelse af toldformaliteterne og

politiets og andre offentlige myndigheders krav, forinden godset kan

udleveres til modtageren. Afsenderen skal erstatte befordreren den skade, som

måtte følge af, at disse oplysninger eller dokumenter mangler,

er urigtige eller utilstrækkelige, medmindre skaden skyldes fejl eller

forsømmelse hos befordreren eller nogen, som har handlet på

befordrerens vegne.

Stk. 2.

Befordreren har ikke pligt til at undersøge, om

de oplysninger og dokumenter, der er nævnt i stk. 1, er rigtige

eller tilstrækkelige.

Befordrerens ansvar

§ 106.

Bliver en passager dræbt eller lider denne skade

på legeme eller helbred som følge af en ulykke, der er

indtruffet om bord i et luftfartøj eller i forbindelse med indstigning

eller udstigning, er befordreren ansvarlig herfor. Befordrerens ansvar

omfatter også tab af forsørger ved dødsfald.

§ 107.

Befordreren er ansvarlig for skade ved, at indskrevet

rejsegods går tabt eller beskadiges som følge af en begivenhed,

der er indtruffet

1) om bord i et luftfartøj eller

2) inden for den tid, hvor det indskrevne rejsegods er i befordrerens

varetægt.

Stk. 2.

Befordreren er dog ikke ansvarlig, i det omfang

skaden skyldes fejl eller mangler ved det indskrevne rejsegods eller dets

beskaffenhed.

Stk. 3.

Befordreren er ansvarlig for passagerernes

håndbagage, herunder deres personlige ejendele, der går tabt

eller beskadiges som følge af en begivenhed, der er indtruffet om bord

i et luftfartøj, såfremt skaden skyldes fejl fra befordrerens,

dennes ansattes eller agenters side.

Stk. 4.

Er det indskrevne rejsegods ikke ankommet senest 21

dage efter, at det skulle være kommet frem, kan passageren gøre

sine rettigheder efter befordringsaftalen gældende mod befordreren. Det

samme gælder, hvis befordreren meddeler, at det indskrevne rejsegods er

gået tabt.

§ 108.

Befordreren er ansvarlig for skade ved, at gods

går tabt eller beskadiges som følge af en begivenhed, der er

indtruffet inden for det tidsrum, hvori godset er i befordrerens

varetægt.

Stk. 2.

Befordreren er dog ikke ansvarlig, i det omfang skaden

skyldes

1) godsets egen beskaffenhed eller fejl i dette,

2) mangelfuld emballering af godset udført af andre end

befordreren, dennes ansatte eller nogen, som har handlet på dennes

vegne,

3) krigshandling eller væbnet konflikt eller

4) udøvelse af offentlig myndighed i forbindelse med godsets

indførsel, udførsel eller transitering.

Stk. 3.

Omfatter befordringsaftalen også befordring til

lands eller til vands uden for flyveplads ved indladning, udlevering eller

omladning, formodes enhver godset tilføjet skade at være

indtruffet inden for det i stk. 1 angivne tidsrum, medmindre andet

bevises.

Stk. 4.

Udskifter befordreren uden afsenderens samtykke helt

eller delvis den del af transporten, der efter befordringsaftalen skulle ske

som luftbefordring, med en anden transportform, anses også denne del af

transporten for at være luftbefordring, således at befordreren

ikke herved opnår en bedre retsstilling.

§ 109.

Befordreren er ansvarlig for skade som følge af

forsinkelse ved befordring af passagerer, rejsegods og gods, hvis befordreren

ikke beviser, at befordreren, dennes ansatte eller nogen, som har handlet

på dennes vegne, har taget alle forholdsregler, som med

rimelighed kan forlanges for at undgå skaden, eller at

dette ikke har været muligt for dem.

§ 110.

Erstatningen, herunder erstatningen efter § 111,

stk. 1, skal nedsættes eller bortfalde, hvis befordreren kan bevise, at

skadelidte eller nogen, fra hvem skadelidte afleder sine rettigheder,

forsætligt eller uagtsomt har medvirket til skaden. Bliver en passager

dræbt, og kræver en anden end passageren i den anledning

erstatning, skal erstatningen ligeledes nedsættes eller bortfalde, hvis

befordreren kan bevise, at passageren har medvirket til skaden.

Stk. 2.

Nedsættelse eller bortfald af erstatningen i

henhold til stk. 1 skal ske alene under hensyn til graden af

medvirken.

§ 111.

Ved befordring af passagerer kan befordrerens ansvar,

hvis en passager bliver dræbt eller lider skade på legeme eller

helbred, ikke afskæres eller begrænses, hvis erstatningen ikke

overstiger 100.000 særlige trækningsrettigheder (SDR, jf.

stk. 8) for hver passager, jf. dog § 110.

Stk. 2.

Befordreren er ikke ansvarlig for den skade efter

stk. 1, der overstiger 100.000 SDR for hver passager, hvis befordreren

kan bevise, at

1) skaden ikke skyldes forsætlig eller uagtsom handling eller

undladelse fra befordrerens eller dennes ansattes eller dennes agenters side

eller

2) skaden alene skyldes forsætlig eller uagtsom handling eller

undladelse fra tredjemands side.

Stk. 3.

Ved befordring af passagerer er befordrerens ansvar

for skade som følge af forsinkelse begrænset til 4.150 SDR for

hver passager.

Stk. 4.

Ved befordring af rejsegods er befordrerens ansvar for

skade som følge af, at rejsegods går tabt, beskadiges eller

forsinkes, begrænset til 1.000 SDR for hver passager. Har passageren

ved aflevering af det indskrevne rejsegods til befordreren afgivet en

særlig erklæring med angivelse af den interesse, som er forbundet

med rejsegodsets udlevering på bestemmelsesstedet, og betalt det

fragttillæg, som måtte være fastsat, gælder det i

erklæringen angivne beløb som grænse for befordrerens

ansvar. Dette gælder dog ikke, hvis befordreren beviser, at

beløbet overstiger passagerens særlige interesse som nævnt

i 2. pkt.

Stk. 5.

Ved befordring af gods er befordrerens ansvar for

skade som følge af, at gods går tabt, beskadiges eller

forsinkes, begrænset til 17 SDR pr. kg. Har afsenderen ved godsets

aflevering til befordreren afgivet en særlig erklæring med

angivelse af den interesse, som er forbundet med godsets udlevering på

bestemmelsesstedet, og betalt det fragttillæg, som måtte

være fastsat, gælder det i erklæringen angivne beløb

som grænse for befordrerens ansvar. Dette gælder dog ikke, hvis

befordreren beviser, at beløbet overstiger afsenderens særlige

interesse som nævnt i 2. pkt. Hvis en del af godset går tabt,

beskadiges eller forsinkes, opgøres kun den samlede vægt af de

berørte stykker gods, når grænsen for befordrerens ansvar

skal fastsættes. Hvis skaden forringer værdien af andre stykker

gods, som omfattes af samme luftfragtbrev, godskvittering eller de på

anden måde registrerede oplysninger, jf. § 94, stk. 2,

skal også vægten af disse stykker gods medregnes.

Stk. 6.

De i stk. 3 og 4 fastsatte ansvarsgrænser

finder ikke anvendelse, såfremt det bevises, at befordreren selv eller

dennes ansatte eller agenter under udførelsen af deres tjeneste eller

hverv har forårsaget skaden forsætligt eller ved en

hensynsløs handling vidende om, at en skade kunne opstå.

Stk. 7.

De ansvarsgrænser, som er fastsat i

stk. 1-5, er ikke til hinder for, at retten kan tilkende

sagsøgeren sagsomkostninger og tillægge renter. Dette

gælder dog ikke, hvis befordreren inden 6 måneder fra den

begivenhed, som var årsag til skaden, eller inden retssag blev anlagt,

skriftligt har tilbudt sagsøgeren mindst lige så meget i

erstatning som den tilkendte erstatning.

Stk. 8.

Omregning af SDR til national valuta foretages efter

den kurs, som Den Internationale Valutafond anvender i sin virksomhed og ved

sine transaktioner den dag, da der afsiges dom.

§ 111 a.

Hvis en flyulykke medfører, at en passager

bliver dræbt eller lider skade på legeme eller helbred, skal

befordreren, hvis det kræves efter befordrerens nationale lovgivning,

jf. dog § 90 b, omgående og senest 15 dage efter, at den

erstatningsberettigede person er identificeret, udbetale sådanne

forskudsbeløb, som måtte være nødvendige til

dækning af øjeblikkelige økonomiske behov, og som

står i forhold til omfanget af den lidte skade.

Stk. 2.

En forskudsudbetaling ved dødsfald efter

stk. 1 kan ikke være mindre end 16.000 SDR.

Stk. 3.

Forskudsudbetalingen indebærer ikke en

anerkendelse af erstatningsansvaret, og beløbet kan fraregnes et

eventuelt senere opgjort erstatningsbeløb. Forskudsudbetalingen kan

kun kræves tilbagebetalt, hvis det senere bevises, at den person, som

modtog forskudsudbetalingen, med forsæt eller ved uagtsomhed

forårsagede eller bidrog til skaden, eller at personen ikke var den

erstatningsberettigede person.

§ 112.

Forbehold, som tilsigter at fritage befordreren for

ansvar eller at fastsætte en lavere ansvarsgrænse end bestemt i

§ 111, er ugyldige.

§ 113.

Befordreren kan indgå en aftale om, at der for

befordringen skal gælde højere ansvarsgrænser end dem, der

er fastlagt i § 111, eller om, at der ikke skal gælde nogen

ansvarsgrænser overhovedet.

§ 114.

Sagsøges befordrerens ansatte eller nogen, som

har handlet på befordrerens vegne, for skade, de har forårsaget

under udførelsen af deres tjeneste eller hverv, må summen af de

erstatningsbeløb, som pålægges dem og befordreren, ikke

overstige de ansvarsgrænser, der er fastsat for befordreren.

§ 115.

Modtages det indskrevne rejsegods eller gods uden

forbehold fra modtagerens side, formodes godset at være udleveret i god

stand og i overensstemmelse med befordringsdokumentet eller de på anden

måde registrerede oplysninger, hvis ikke andet bevises.

Stk. 2.

Er det indskrevne rejsegods eller gods

beskadiget eller delvis gået tabt, skal meddelelse gives til

befordreren umiddelbart efter, at skaden er opdaget, og senest inden 7 dage

for det indskrevne rejsegods og 14 dage for gods, regnet fra modtagelsen. Ved

forsinkelse skal meddelelse afgives inden 21 dage fra den dag, da det

indskrevne rejsegods eller godset blev stillet til rådighed for

modtageren.

Stk. 3.

Meddelelse skal ske ved påtegning på

befordringsdokumentet eller andet skriftligt materiale, som afsendes inden

fristens udløb. Påtegningen kan være fremstillet på

elektronisk måde.

§ 116.

Gives meddelelse om skaden ikke inden for de frister,

der er fastsat i § 115, er ethvert krav mod befordreren bortfaldet,

medmindre denne har handlet svigagtigt.

§ 117.

Erstatningssagen skal anlægges ved retten

på det sted, hvor befordreren bor eller har sit hovedkontor eller har

den forretningsafdeling, hvorigennem befordringsaftalen er blevet afsluttet,

eller på bestemmelsesstedet.

Stk. 2.

Ved skade som følge af død eller

personskade på passagerer kan sagen tillige anlægges ved retten i

det land, hvor passageren på ulykkestidspunktet havde bopæl eller

permanent ophold, og hvorfra

1) befordreren udfører lufttransport af passagerer enten med

egne luftfartøjer eller med et andet luftfartsselskabs

luftfartøjer på grundlag af en forretningsaftale, og

2) hvor befordreren driver sin virksomhed i forbindelse med

lufttransport af passagerer fra lokaler, der er lejet eller ejes af

befordreren selv eller et andet luftfartsselskab, som befordreren har

indgået en forretningsaftale med.

Stk. 3.

Anvendelse af reglerne i stk. 1 og 2

forudsætter, at den stat, hvori der anlægges sag, har

tiltrådt Montrealkonventionen.

§ 118.

Adgangen til erstatning efter bestemmelserne i dette

kapitel bortfalder, hvis sag ikke er anlagt inden 2 år regnet fra

luftfartøjets ankomst til bestemmelsesstedet eller fra den dag, da

luftfartøjet skulle være ankommet, eller da befordringen blev

afbrudt.

§ 119.

Skal en befordring, som efter befordringsaftalen er at

anse som en befordring, udføres af flere efter hinanden

følgende befordrere, er enhver af dem, når passagererne,

rejsegodset eller godset modtages, ansvarlig for den del af befordringen, som

det påhviler denne befordrer at udføre.

Stk. 2.

Ved befordring af rejsegods eller gods kan

afsenderen dog tillige holde sig til den første befordrer og den,

som er berettiget til dets udlevering, til den sidste, selv om skaden eller

forsinkelsen er indtruffet, mens godset var i en anden befordrers

varetægt. Er herefter to befordrere ansvarlige, hæfter de

solidarisk.

Befordring, der udføres af en anden befordrer end

den, der har indgået befordringsaftalen

§ 119 a.

Bestemmelserne i §§ 119 b-119 f gælder,

hvor befordringen helt eller delvis udføres af en anden befordrer end

den, der har indgået befordringsaftalen, medmindre det bevises, at

dette er sket uden sidstnævntes samtykke.

Stk. 2.

Bestemmelserne i §§ 119 c, 119 e og 119 f

gælder kun den del af befordringen, der udføres af en anden

befordrer end den, der har indgået befordringsaftalen.

§ 119 b.

Ved anvendelse af reglerne i dette kapitel anses

såvel den, der har indgået befordringsaftalen, som den, der helt

eller delvis udfører befordringen, som befordrere. Den, der har

indgået befordringsaftalen, anses som befordrer for hele befordringen.

Den, der har udført befordringen, anses som befordrer, for så

vidt angår den pågældende del af befordringen.

§ 119 c.

Ved bedømmelsen af en befordrers ansvar skal

handlinger og undladelser af den anden befordrer, den anden befordrers

ansatte eller nogen, som har handlet på den anden befordrers vegne,

under udførelsen af deres tjeneste eller hverv anses at have samme

virkning som førstnævnte befordrers egne handlinger og

undladelser. Den, der udfører befordringen, kan dog ikke herved

pådrages ansvar ud over de i § 111 fastsatte grænser.

Stk. 2.

Har den befordrer, der har indgået

befordringsaftalen, påtaget sig forpligtelser, som går videre end

denne befordrers forpligtelser efter dette kapitel, eller har afsendere efter

§ 111, stk. 4, 2. pkt., særligt angivet interessen i godsets

udlevering, er dette uden virkning i forhold til den, der udfører

befordringen, medmindre denne har givet sin godkendelse.

§ 119 d.

Meddelelser, som efter bestemmelserne i dette kapitel

gives til den ene befordrer, har virkning også i forhold til den anden

befordrer. Ordrer fra afsenderen efter § 101 har dog kun virkning, hvis

de gives til den befordrer, der har indgået befordringsaftalen.

§ 119 e.

Summen af de erstatningsbeløb, som

pålægges to eller flere befordrere, deres ansatte eller nogen,

som har handlet på befordrernes vegne, må ikke overstige det

højeste erstatningsbeløb, der kan pålægges en af

befordrerne. Hver enkelt er kun ansvarlig indtil den ansvarsgrænse, der

gælder for denne befordrer.

§ 119 f.

Erstatningssøgsmål kan, uanset om de

rettes mod en eller flere befordrere, anlægges enten ved en ret, som

efter § 117 er kompetent med hensyn til søgsmål mod den,

der har indgået befordringsaftalen, eller ved retten på det sted,

hvor den, der udfører befordringen, bor eller har sit hovedkontor.

Stk. 2.

Sagsøges en af befordrerne, og vil denne

befordrer, hvis denne taber sagen, rejse krav mod den anden befordrer, kan

førstnævnte befordrer tilstævne sidstnævnte

befordrer uden hensyn til de almindelige regler om værneting for at

gøre kravet gældende over for denne under sagen. Bestemmelserne

i retsplejelovens kapitel 23 finder tilsvarende anvendelse.

Sammensat befordring

§ 120.

Udføres befordringen delvis med

luftfartøj og delvis med andet befordringsmiddel, gælder

bestemmelserne i dette kapitel kun befordringen med luftfartøj,

jf. dog § 108, stk. 4.

Stk. 2.

Vilkårene for de andre befordringsmåder

kan optages i dokumentet vedrørende befordringen med

luftfartøj, såfremt bestemmelserne i dette kapitel gælder

for den del af befordringen, der udføres med luftfartøj.

Andre bestemmelser

§ 121.

Bestemmelser i befordringsaftalen og særaftaler,

som er indgået, før skaden opstod, med det formål at bryde

reglerne i Montrealkonventionen af 28. maj 1999 om indførelse af visse

ensartede regler for international luftbefordring enten ved at

fastsætte, hvilken lov der skal være gældende, eller ved at

ændre bestemmelserne om værneting, er ugyldige.

Stk. 2.

Hvis befordringen er omfattet af dette kapitel, kan

erstatningssag kun anlægges ved dansk domstol eller en domstol i en

stat, som har tiltrådt Montrealkonventionen af 28. maj 1999 om

indførelse af visse ensartede regler for international

luftbefordring.

Stk. 3.

Intet i dette kapitel er til hinder for, at den, der

er ansvarlig for skade efter bestemmelserne heri, kan fremsætte

regreskrav mod nogen anden.

Stk. 4.

Voldgiftsaftaler forud for skadens indtræden er

kun gyldige med hensyn til befordring af gods, hvis voldgiftsaftalen er

skriftlig, og hvis voldgiften efter den erstatningskrævendes valg

foretages på et af de steder, som er lovligt værneting efter

dette kapitel, og kun hvis voldgiftsretten skal følge bestemmelserne i

dette kapitel.

§ 122.

Befordreren skal kunne dokumentere at være

forsikret for et beløb, som er tilstrækkeligt til at dække

befordrerens erstatningsansvar i henhold til dette kapitel.

§ 123.

Intet i dette kapitel forhindrer befordreren i at

nægte at indgå en befordringsaftale, i at give afkald på

rettigheder fastlagt i dette kapitel eller i at fastsætte sådanne

betingelser, som ikke strider mod bestemmelserne i dette kapitel.«

4.

§ 148 affattes således:

»§ 148. Trafikministeren

kan fastsætte regler om betaling for offentlige forretninger, der

foretages i henhold til denne lov eller fællesskabsretlige regler

på luftfartsområdet.

Stk. 2.

Hvis den i stk. 1 nævnte betaling ikke

erlægges rettidigt, tillægges renter i overensstemmelse med

renteloven. Endvidere kan trafikministeren fastsætte regler om betaling

for erindringsskrivelser vedrørende de nævnte betalinger.

Stk. 3.

Beløbene med påløbne renter kan

inddrives ved udpantning.«

5.

Efter § 158 indsættes som bilag til loven:

»Bilag

Befordring med luftfartøj

Anvendelsesområde

§ 90.

Bestemmelserne i dette bilag gælder for befordring

til og fra Danmark med luftfartøj fra lande, der ikke har tilsluttet

sig Montrealkonventionen af 28. maj 1999 om indførelse af visse

ensartede regler for international luftbefordring, men som har tilsluttet sig

Warszawakonventionen af 12. oktober 1929 om international luftbefordring med

senere ændringer, jf. dog § 90 a, stk. 2, i kapitel 9.

Stk. 2

. Medmindre andet er anført, refererer

henvisningerne i dette bilag til bilagets bestemmelser.

§ 90 a.

Bestemmelserne gælder befordring med

luftfartøj af passagerer, rejsegods eller gods, når befordringen

udføres mod betaling. Udføres befordringen af et

lufttrafikforetagende, kommer loven ligeledes til anvendelse, selv om

befordringen er vederlagsfri.

§ 91.

Bestemmelserne finder ikke anvendelse på

postbefordring.

Stk. 2.

Bestemmelserne om befordringsdokumenter i

§§ 92-98 finder ikke anvendelse på befordring, der udføres

under usædvanlige forhold og falder uden for normal udøvelse af

luftfartsvirksomhed.

Befordringsdokumenter

§ 92.

Ved befordring af passagerer skal der udstedes billet,

der skal indeholde angivelse af

1) afgangssted og bestemmelsessted,

2) mindst et aftalt mellemlandingssted, såfremt afgangsstedet og

bestemmelsesstedet ligger i samme stat og et eller flere mellemlandingssteder

i en anden stat er aftalt,

3) at befordringen kan være underkastet Warszawakonventionen

eller en lov af tilsvarende indhold, og at denne konvention eller loven i

reglen begrænser befordrerens ansvar for personskade og for tab af

eller skade på rejsegods.

Stk. 2.

Såfremt ikke andet godtgøres,

gælder billetten som bevis for befordringsaftalens indgåelse og

for vilkårene for befordringen.

Stk. 3.

Er billet ikke udstedt, eller har den ikke det

foreskrevne indhold, eller er den gået tabt, er befordringsaftalen dog

gyldig. Er passageren med befordrerens samtykke kommet om bord i

luftfartøjet, uden at billet er udstedt, eller indeholder billetten

ikke den i stk. 1, nr. 3, nævnte oplysning, kan befordreren ikke

påberåbe sig bestemmelsen om ansvarsbegrænsning i

§ 111.

§ 93.

Ved befordring af indskrevet rejsegods skal

rejsegodsbevis udstedes. Såfremt rejsegodsbeviset ikke er hæftet

sammen med eller indføjet i en passagerbillet, der opfylder de i

§ 92, stk. 1, fastsatte krav, skal det indeholde angivelse

af

1) afgangssted og bestemmelsessted,

2) mindst et aftalt mellemlandingssted, såfremt afgangsstedet og

bestemmelsesstedet ligger i samme stat og et eller flere mellemlandingssteder

i en anden stat er aftalt,

3) at befordringen kan være underkastet Warszawakonventionen

eller en lov af tilsvarende indhold, og at denne konvention eller loven i

reglen begrænser befordrerens ansvar for tab af eller skade på

rejsegods.

Stk. 2.

Såfremt ikke andet godtgøres,

gælder rejsegodsbeviset som bevis for, at rejsegodset er indskrevet, og

for vilkårene for befordringen.

Stk. 3.

Er rejsegodsbevis ikke udstedt, eller har det ikke det

foreskrevne indhold, eller er det gået tabt, er befordringsaftalen dog

gyldig. Har befordreren modtaget rejsegodset, uden at rejsegodsbevis er

udstedt, eller indeholder beviset ikke den i stk. 1, nr. 3, nævnte

oplysning, og det heller ikke er vedhæftet eller indføjet i en

passagerbillet, der indeholder den i § 92, stk. 1, nr. 3,

nævnte oplysning, kan befordreren ikke påberåbe sig

bestemmelsen om ansvarsbegrænsning i § 111, stk. 2.

§ 94.

Ved godsbefordring kan befordreren kræve, at

afsenderen udfærdiger og afgiver til befordreren et dokument betegnet

som luftfragtbrev, og afsenderen kan kræve, at befordreren modtager

dette dokument.

Stk. 2.

Er luftfragtbrev ikke udfærdiget, eller har det

ikke det foreskrevne indhold, eller er det gået tabt, er

befordringsaftalen dog gyldig.

§ 95.

Luftfragtbrevet udfærdiges af afsenderen i tre

eksemplarer og afleveres til befordreren sammen med godset. Det første

eksemplar skal påtegnes »Til befordreren« og underskrives af

afsenderen. Det andet eksemplar skal påtegnes »Til modtageren« og

underskrives både af afsenderen og befordreren. Dette eksemplar skal

følge med godset. Det tredje eksemplar underskrives af befordreren og

tilbageleveres afsenderen efter godsets modtagelse.

Stk. 2.

Befordrerens underskrift skal påføres

luftfragtbrevet, forinden godset tages om bord i luftfartøjet.

Befordrerens underskrift kan erstattes af stempel. Afsenderens underskrift

kan være trykt eller erstattet af stempel.

Stk. 3.

Har befordreren udfærdiget luftfragtbrevet efter

afsenderens anmodning, anses han, hvis ikke andet bevises, for at handle

på afsenderens vegne.

§ 96.

Omfatter befordringen flere stykker gods, skal

afsenderen på befordrerens begæring udfærdige

særskilte luftfragtbreve.

§ 97.

Luftfragtbrevet skal indeholde angivelse af

1) afgangssted og bestemmelsessted,

2) mindst et aftalt mellemlandingssted, såfremt afgangsstedet og

bestemmelsesstedet ligger i samme stat og et eller flere mellemlandingssteder

i en anden stat er aftalt,

3) at befordringen kan være underkastet Warszawakonventionen

eller en lov af tilsvarende indhold, og at denne konvention eller loven i

reglen begrænser befordrerens ansvar for tab af eller skade på

gods.

§ 98.

Tages gods med befordrerens samtykke om bord i

luftfartøjet, uden at luftfragtbrev er udfærdiget, eller

indeholder luftfragtbrevet ikke den oplysning, som er foreskrevet i

§ 97, nr. 3, kan befordreren ikke påberåbe sig bestemmelsen

om ansvarsbegrænsning i § 111, stk. 2.

§ 99.

Afsenderen er ansvarlig for skade, som befordreren eller

nogen, over for hvem denne er ansvarlig, lider som følge af, at

afsenderens oplysning i luftfragtbrevet angående godset ikke har det

foreskrevne indhold eller i øvrigt er urigtig eller

ufuldstændig.

§ 100.

Såfremt ikke andet godtgøres, gælder

luftfragtbrevet som bevis for befordringsaftalens indgåelse, for

godsets modtagelse og for vilkårene for befordringen.

Stk. 2.

Luftfragtbrevets angivelser af godsets vægt,

dimensioner, indpakning og styktal anses som rigtige, hvis ikke andet

bevises. Andre oplysninger i luftfragtbrevet om godsets mængde,

rumindhold eller tilstand gælder derimod ikke som bevis mod

befordreren, medmindre denne i afsenderens nærværelse har

undersøgt rigtigheden af disse og har bekræftet dette ved

påtegning på luftfragtbrevet eller angivelsen angår godsets

synlige tilstand.

Ret til at råde over godset og udlevering af

godset

§ 101.

Mod opfyldelse af sine forpligtelser efter

befordringsaftalen kan afsenderen, såfremt det kan ske uden skade for

befordreren eller andre afsendere, råde over godset ved at tage det

tilbage på afgangs- eller bestemmelsesflyvepladsen, standse det i

tilfælde af landing undervejs, lade det udlevere på

bestemmelsesstedet eller undervejs til en anden end den i luftfragtbrevet

angivne modtager eller kræve det tilbagesendt til afgangsflyvepladsen.

Afsenderen skal dog erstatte de dermed forbundne omkostninger. Kan

afsenderens ordre ikke udføres, skal befordreren straks underrette

afsenderen herom.

Stk. 2.

Udfører befordreren afsenderens ordrer, uden at

det til denne tilbageleverede eksemplar af luftfragtbrevet forevises, er

befordreren ansvarlig for skade, som derved måtte påføres

rette indehaver af luftfragtbrevet, dog med regres til afsenderen.

Stk. 3.

Afsenderens ret ophører samtidig med, at

modtagerens ret indtræder efter § 102. Nægter modtageren at

tage imod fragtbrevet eller godset, eller kan den pågældende ikke

træffes, genindtræder afsenderen i sin ret til at råde over

godset.

§ 102.

Når godset er ankommet til bestemmelsesstedet,

kan modtageren, bortset fra de i § 101 nævnte tilfælde,

kræve, at befordreren udleverer luftfragtbrevet og godset til

modtageren mod betaling af de skyldige beløb og mod opfyldelse af de

befordringsvilkår, der er angivet i luftfragtbrevet.

Stk. 2.

Befordreren skal, så snart godset er kommet

frem, underrette modtageren derom, hvis ikke andet er aftalt.

§ 103.

Indrømmer befordreren, at godset er gået

tabt, eller er det ikke ankommet senest 7 dage efter, at det skulle

være kommet frem, kan modtageren gøre de af fragtaftalen

flydende rettigheder gældende mod befordreren.

§ 104.

Enhver aftale, der indeholder afvigelser fra

bestemmelserne i §§ 101-103, er ugyldig, medmindre den er anført

i luftfragtbrevet.

§ 105.

Afsenderen er forpligtet til at give de oplysninger og

til at vedlægge luftfragtbrevet de dokumenter, som er nødvendige

til opfyldelse af told-, accise- eller politiforskrifter, forinden godset kan

udleveres til modtageren. Afsenderen er ansvarlig over for befordreren for

skade, som måtte følge af, at disse oplysninger eller dokumenter

mangler, er ufuldstændige eller ikke er forskriftsmæssige,

medmindre befordreren eller dennes folk har gjort sig skyldige i fejl eller

forsømmelse.

Stk. 2.

Befordreren er ikke pligtig at undersøge, om

disse oplysninger og dokumenter er rigtige eller fuldstændige.

Befordrerens ansvar

§ 106.

Bliver en passager dræbt eller lider den

pågældende skade på legeme eller helbred som følge

af en begivenhed, der er indtruffet om bord i et luftfartøj eller

under indstigning eller udstigning, er befordreren ansvarlig derfor.

§ 107.

Bliver indskrevet rejsegods eller gods beskadiget eller

går det tabt som følge af en begivenhed, der er indtruffet inden

for den tid, hvor det er i befordrerens varetægt enten på

flyveplads eller om bord i luftfartøj eller på et hvilket som

helst andet sted, når landing sker uden for flyveplads, er befordreren

ansvarlig derfor.

Stk. 2.

Omfatter befordringsaftalen også befordring til

lands eller til vands uden for flyveplads ved indladning, udlevering eller

omladning, formodes enhver rejsegodset eller godset tilføjet skade at

være indtruffet inden for den i stk. 1 angivne tid, hvis ikke

andet bevises.

§ 108.

For skade, som følger af forsinkelse ved

luftbefordring af passagerer, indskrevet rejsegods eller gods, er befordreren

ansvarlig.

§ 109.

Befordreren er fri for ansvar, såfremt den

pågældende beviser, at den pågældende selv og dennes

folk har taget alle nødvendige forholdsregler for at undgå

skaden, eller at dette ikke har været muligt for dem.

§ 110.

Beviser befordreren, at den skadelidte ved egen skyld

har medvirket til skaden, kan erstatningen nedsættes eller helt

bortfalde.

§ 111.

Ved befordring af passagerer er befordrerens ansvar for

hver enkelt begrænset til 16.600 særlige

trækningsrettigheder (SDR), jf. stk. 5. Aftale kan dog

træffes om en højere ansvarsgrænse. Trafikministeren kan

bekendtgøre generelle aftaler om højere

ansvarsgrænser.

Stk. 2.

Ved befordring af indskrevet rejsegods eller gods er

befordrerens ansvar begrænset til 17 SDR pr. kg. Har passageren eller

afsenderen ved godsets aflevering til befordreren særligt angivet den

interesse, der er forbundet med godsets udlevering på

bestemmelsesstedet, og betalt det fragttillæg, som måtte

være fastsat, gælder det angivne beløb som grænse

for befordrerens ansvar, medmindre passageren eller afsenderen beviser, at

det overstiger passagerens eller afsenderens virkelige interesse. I

tilfælde af tab, beskadigelse eller forsinkelse af en del af det

indskrevne rejsegods eller gods eller af noget, som måtte være

indeholdt deri, omfatter den vægt, der vil være at tage i

betragtning ved fastsættelsen af det beløb, hvortil befordrerens

ansvar er begrænset, kun den samlede vægt af de

pågældende stykker gods. Såfremt tabet, beskadigelsen eller

forsinkelsen forringer værdien af andre stykker gods, som omfattes af

samme rejsegodsbevis eller luftfragtbrev, skal også den samlede

vægt af dette gods medregnes ved fastsættelsen af

ansvarsgrænsen.

Stk. 3.

For genstande, som passagererne beholder i deres egen

varetægt, er befordrerens ansvar begrænset til 332 SDR for hver

passager.

Stk. 4.

De i nærværende paragraf foreskrevne

ansvarsgrænser skal ikke være til hinder for, at retten kan

tilkende sagsøgeren erstatning for sagsomkostninger. Dette

gælder dog ikke, såfremt den tilkendte erstatning, bortset fra

sagsomkostninger, ikke overstiger det beløb, som befordreren

skriftligt måtte have tilbudt sagsøgeren inden 6 måneder

efter den begivenhed, som var årsag til skaden, eller forinden retssag

blev anlagt, såfremt dette skete senere.

Stk. 5.

Ved SDR menes de særlige

trækningsrettigheder, som anvendes af Den internationale Valutafond.

Ved erstatningssøgsmål skal omregning af SDR til danske kroner

foretages efter kursen på den dag, hvor der afsiges dom.

§ 112.

Forbehold, der tilsigter at fritage befordreren for

ansvar eller at fastsætte en lavere ansvarsgrænse end bestemt i

§ 111, er ugyldige.

Stk. 2.

Ved godsbefordring gælder det i stk. 1

anførte dog ikke forbehold for tab eller beskadigelse, der

hidrører fra godsets egen beskaffenhed eller fejl ved godset.

§ 113.

De i § 111 fastsatte ansvarsgrænser skal ikke

finde anvendelse, såfremt det bevises, at befordreren selv eller dennes

folk under udførelsen af deres tjeneste har forårsaget skaden,

enten med forsæt eller groft uagtsomt, vidende om, at skade

sandsynligvis ville blive forårsaget.

§ 114.

Sagsøges befordrerens folk for skade, de har

forårsaget under udførelsen af deres tjeneste ved en mindre grad

af uagtsomhed end den i § 113 anførte, må summen af de

erstatningsbeløb, som pålægges dem og befordreren, ikke

overstige den for befordreren fastsatte ansvarsgrænse.

§ 115.

Modtages indskrevet rejsegods eller gods uden forbehold

fra modtagerens side, formodes godset at være udleveret i god stand og

i overensstemmelse med befordringsdokumentet, hvis ikke andet bevises.

Stk. 2.

Er godset beskadiget eller delvis gået tabt,

skal meddelelse derom gives til befordreren umiddelbart efter, at skaden er

opdaget, og senest inden 7 dage for rejsegods og 14 dage for gods regnet fra

modtagelsen. Ved forsinkelse skal meddelelse derom afgives inden 21 dage fra

den dag at regne, da godset blev stillet til rådighed for

modtageren.

Stk. 3.

Meddelelsen skal ske ved påtegning på

befordringsdokumentet eller ved en skrivelse, der afsendes inden fristens

udløb.

§ 116.

Gives meddelelse om skaden ikke inden de i § 115

fastsatte frister, er ethvert krav mod befordreren bortfaldet, medmindre

befordreren har handlet svigagtigt.

§ 117.

Erstatningssøgsmålet skal anlægges

ved retten enten på det sted, hvor befordreren bor eller har sit

hovedkontor eller har den forretningsafdeling, hvorigennem befordringsaftalen

er blevet afsluttet, eller på bestemmelsesstedet.

Stk. 2.

I tilfælde af, at befordringen omfattes af

Warszawakonventionen, kan erstatningssøgsmål kun anlægges

ved dansk domstol eller en domstol i en stat, som har tiltrådt

nævnte konvention.

§ 118.

Adgangen til erstatning efter bestemmelserne i dette

bilag bortfalder, såfremt sag ikke er rejst inden 2 år regnet fra

luftfartøjets ankomst til bestemmelsesstedet eller fra den dag, da

luftfartøjet skulle være ankommet, eller da befordringen blev

afbrudt.

§ 119.

Skal en befordring, der efter befordringsaftalen er at

anse som en befordring, udøves af flere efter hinanden følgende

befordrere, er enhver af dem, når den pågældende modtager

passagererne, det indskrevne rejsegods eller godset, ansvarlig for den del af

befordringen, som det påhviler den pågældende at

udføre.

Stk. 2.

Ved befordring af indskrevet rejsegods eller gods kan

afsenderen tillige holde sig til den første befordrer og den, som er

berettiget til dets udlevering, til den sidste, selv om skaden eller

forsinkelsen er indtruffet, medens godset var i en anden befordrers

varetægt. Er herefter to befordrere ansvarlige, hæfter de

solidarisk.

Befordring, der udføres af en anden befordrer end

den, der har indgået befordringsaftalen

§ 119 a.

Bestemmelserne i §§ 119 b-119 f gælder,

hvor befordringen helt eller delvis udføres af en anden befordrer end

den, der har indgået befordringsaftalen, medmindre det bevises, at

dette er sket uden sidstnævntes samtykke.

Stk. 2.

Bestemmelserne i §§ 119 c, 119 e og 119 f

gælder kun den del af befordringen, der udføres af en anden

befordrer end den, der har indgået befordringsaftalen.

§ 119 b.

Ved anvendelse af reglerne i dette bilag anses

såvel den, der har indgået befordringsaftalen, som den, der

udfører befordringen, som befordrere, den førstnævnte,

for så vidt angår hele befordringen, og den sidstnævnte,

for så vidt angår den del af befordringen, den

pågældende udfører.

§ 119 c.

Ved bedømmelsen af en befordrers ansvar skal

handlinger og undladelser af den anden befordrer eller af dennes folk under

udøvelsen af deres tjeneste anses at have samme virkning som

førstnævnte befordrers egne handlinger og undladelser. Den, der

udfører befordringen, kan dog ikke herved pådrages ansvar ud

over de i § 111 fastsatte grænser.

Stk. 2.

Har den befordrer, der har indgået

befordringsaftalen, påtaget sig forpligtelser, der går videre end

den pågældendes forpligtelser efter dette bilag, eller har

passagerer eller afsendere efter § 111, stk. 2, 2. pkt.,

særligt angivet interessen i godsets udlevering, er dette uden virkning

i forhold til den, der udfører befordringen, medmindre denne har givet

sin godkendelse.

§ 119 d.

Meddelelser, som efter bestemmelserne i dette bilag

gives til den ene befordrer, har virkning også i forhold til den anden

befordrer. Ordrer fra afsenderen efter § 101 har dog kun virkning, hvis

de gives til den befordrer, der har indgået befordringsaftalen.

§ 119 e.

Summen af de erstatningsbeløb, som

pålægges de to befordrere og deres folk, må ikke overstige

det højeste erstatningsbeløb, som kan pålægges en

af befordrerne. Hver enkelt er kun ansvarlig indtil den ansvarsgrænse,

der gælder for den pågældende.

§ 119 f.

Erstatningssøgsmål kan, uanset om de

rettes mod en af befordrerne eller mod dem begge, anlægges enten ved en

ret, der efter § 117, stk. 1, er kompetent med hensyn til

søgsmål mod den, der har indgået befordringsaftalen, eller

ved retten på det sted, hvor den, der udfører befordringen, bor

eller har sit hovedkontor. Bestemmelsen i § 117, stk. 2, finder

tilsvarende anvendelse.

Stk. 2.

Sagsøges en af befordrerne, og vil denne,

dersom den pågældende taber sagen, rejse krav mod den anden

befordrer, kan førstnævnte befordrer tilstævne den anden

befordrer uden hensyn til de almindelige regler om værneting for at

gøre kravet gældende over for den anden befordrer under sagen.

Bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 34 finder tilsvarende

anvendelse.

Sammensat befordring

§ 120.

Udføres befordringen delvis med

luftfartøj og delvis med andet befordringsmiddel, gælder lovens

bestemmelser kun luftbefordringen.

Stk. 2.

Vilkårene for de andre befordringsmåder

kan optages i luftbefordringsdokumentet.

Andre bestemmelser

§ 121.

Ugyldige er forbehold i befordringsaftalen og aftaler

forud for skaden, hvorved parterne fraviger bestemmelserne om den lov, der

skal anvendes, eller om værnetinget.

Stk. 2.

Voldgiftsaftaler forud for skaden er kun gyldige med

hensyn til godsbefordring og kun, for så vidt voldgiften skal foretages

på et af de steder, der er lovligt værneting efter § 117, og

sagen, for så vidt den omfattes af Warszawa-konventionens bestemmelser,

skal afgøres i overensstemmelse med disse. Omfattes befordringen af

bestemmelserne i Guadalajarakonventionen af 18. september 1961 om

international luftbefordring, der udføres af en anden befordrer end

den, der har indgået befordringsaftalen, kræves endvidere, at

sagen skal afgøres i overensstemmelse med disse bestemmelser. For

så vidt angår befordring, der udføres af en anden

befordrer end den, der har indgået befordringsaftalen, skal voldgiften

foretages på et af de steder, der er lovligt værneting efter

§ 119 f.

§ 122.

Ved luftbefordringsdokumenter, som er udfærdiget

uden for riget eller angår international luftbefordring, er det, for

så vidt angår de i § 92, stk. 1, nr. 3, § 93,

stk. 1, nr. 3, og § 97, nr. 3, foreskrevne meddelelser,

tilstrækkeligt, at det af befordringsdokumentet fremgår, at

befordringen kan være underkastet Warszawakonventionens bestemmelser,

og at disse bestemmelser i reglen begrænser befordrerens ansvar for den

i den pågældende bestemmelse omhandlede befordring.

§ 123.

Ved Warszawakonventionen forstås i denne lov den

i Warszawa den 12. oktober 1929 afsluttede overenskomst om international

luftbefordring, således som denne er ændret ved den i Haag den

28. september 1955 undertegnede protokol.

§ 124.

Bestemmelserne i dette bilag finder ikke anvendelse

på international luftbefordring, som udføres i henhold til

reservation foretaget i overensstemmelse med tillægsprotokol til

artikel 2 i Warszawakonventionen af 12. oktober 1929 eller med artikel XXVI i

Haagprotokollen af 28. september 1955.

§ 125.

Så længe Warszawakonventionen af 12.

oktober 1929 er gældende i forholdet mellem Danmark og andre stater,

som har tilsluttet sig denne overenskomst, men som ikke har ratificeret eller

tiltrådt Haagprotokollen af 28. september 1955, skal dog de i lov nr.

123 af 7. maj 1937 om befordring med luftfartøj indeholdte

bestemmelser fortsat have gyldighed for befordringsaftaler, som afsluttes

efter nærværende lovs ikrafttræden, og som falder ind under

Warszawakonventionen af 12. oktober 1929. Bestemmelserne i § 114 finder

tilsvarende anvendelse i de nævnte tilfælde. Det samme

gælder bestemmelserne i §§ 119 a-119 f og § 121, stk. 2,

2. og 3. pkt. Endvidere finder bestemmelserne i § 112, stk. 2,

anvendelse, for så vidt angår befordring, der udføres af

en anden befordrer end den, der har indgået befordringsaftalen.

Når der i §§ 114 og 119 a-119 f henvises til bestemmelser i dette

bilag, anvendes i stedet de tilsvarende bestemmelser i lov nr. 123 af 7. maj

1937.

Stk. 2.

For de befordringsaftaler, der omhandles i

stk. 1, 1. pkt., gælder følgende ansvarsbegrænsninger

i stedet for dem, der er angivet i § 22 i lov nr. 123 af 7. maj

1937:

1) Ved skade på passagerer: 8.300 SDR,

2) ved skade på indskrevet rejsegods eller gods: 17 SDR,

3) ved skade på rejsegods, der ikke er overgivet i befordrerens

varetægt: 332 SDR.

Stk. 3.

Ved SDR forstås den i § 111, stk. 5,

omhandlede regningsenhed.

§ 126.

Bestemmelserne i §§ 119 a-119 f, § 121,

stk. 2, 2. og 3. pkt., og § 126, stk. 1, gælder kun, i

det omfang de er forenelige med traktatmæssige forpligtelser over for

stater, der ikke har ratificeret eller tiltrådt Guadalajarakonventionen

af 18. september 1961 om international luftbefordring, der udføres af

en anden befordrer end den, der har indgået befordringsaftalen.«

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i

Lovtidende, idet dog trafikministeren fastsætter tidspunktet for

ikrafttrædelsen af § 1, nr. 1, 3 og 5.

§ 3

Stk. 1.

For Grønland gælder loven kun med de af

den særlige grønlandske lovgivning flydende lempelser.

Stk. 2.

Loven gælder ikke for Færøerne. Ved

kongelig anordning kan det dog bestemmes, at loven tillige skal gælde

for Færøerne i det omfang og med de ændringer, som

indstilles af Færøernes Lagting.

Lignende dokumenter