Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om autorisationsordning for danske bandagister

2002/1 BSF 55Beslutningsforslag som fremsatFolketinget10. december 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 10. december 2002 af

Lone Møller (S),

Sophie Hæstorp Andersen (S),

René Skau Bjørnsson (S),

Poul Qvist Jørgensen (S) og Grete

;Schødts (S)

Forslag til folketingsbeslutning

om autorisationsordning for danske bandagister

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen

af denne folketingssamling at sikre, at professionstitlen »bandagist« kun kan benyttes

af personer, der har modtaget autorisation som bandagist fra en offentligt

godkendt myndighed.

Bemærkninger til forslaget

Uddannelsen til bandagist er en offentligt

godkendt mellemlang videregående uddannelse af fem et halvt års

varighed. Uddannelsen omfatter værkstedsteknisk grundskole, tre

års medicinsk/teknisk sundhedsuddannelse samt en to-årig

turnustjeneste i et bandageri.

Uddannelsen har i dag ikke en autorisationsordning

på trods af, at den kan sammenlignes med andre sundhedsuddannelser med

autorisationsordning som ergoterapeut, fysioterapeut, sygeplejerske, klinisk

diætist, jordemoder, radiograf og bioanalytiker. Tillige har

erhvervsuddannelser som fodterapeut, klinisk tandtekniker, optiker og

kontaktlinseoptiker opnået autorisationsordning.

Bandagistens arbejdsområder er: patientbehandling

(undersøgelse, vurdering og vejledning), fremstilling af proteser,

fremstilling af bandager til behandling af forskellige lidelser i

bevægeapparatet, fremstilling af kosmetiske proteser samt forskning i

og udvikling af nye typer bandager og proteser.

Samtlige danske bandagister arbejder i dag i privater

Læs alt

praksis, men tilkaldes i stor udstrækning som ekspert på

sygehuse, behandlende institutioner, plejehjem og i patienternes eget hjem.

Bandagisten arbejder ikke som medhjælp for en anden

autoriseret sundhedsperson, men foretager selvstændige vurderinger og

valg på baggrund af anatomisk, patologisk og biomekanisk viden og

kliniske undersøgelsesmetoder. Det kan f.eks. dreje sig om,

hvornår og hvorfor protesen eller bandagen skal udskiftes, og

tilpasninger og andet, som ved forkert fremgangsmåde kan have skadelige

konsekvenser for patienten.

I lighed med andre sammenlignelige faggrupper sker den

første kontakt mellem bandagist og patient via henvisning fra det

offentlige sundhedssystem. Senere i behandlingsforløbet er bandagisten

imidlertid ofte den eneste behandler, patienten har kontakt med. Behandlingen

kan i princippet foregå i flere år, uden at den i sin tid

ordinerende læge er involveret.

Derfor er det nødvendigt, at bandagisten har

kliniske forudsætninger, der gør det muligt selvstændigt

at vurdere, om patientens sygdomsbillede har udviklet sig så meget, at

det er relevant at henvise patienten til andre behandlergrupper i

sundhedsvæsenet.

Det er vigtigt at understrege, at bandagisttitlen ikke er

beskyttet. Det skaber usikkerhed om, hvem man har med at gøre, ikke

mindst for patienterne, de ordinerende læger, andet sundhedspersonale,

hospitaler, institutioner og bevilgende myndigheder.

Der findes på området både bandagister

med en mellemlang videregående medicinsk/teknisk sundhedsuddannelse og

hjælpemiddelforhandlere med forskellig baggrund.

Der er således et samfundsmæssigt behov for at

sikre kvaliteten i de sundhedsfaglige ydelser på dette område ved

at etablere en autorisationsordning for bandagister. En autorisation vil over

for brugerne patienterne, sundhedsvæsenet, amterne og de sociale udvalg

i kommunerne udpege de personer, der opfylder de uddannelsesmæssige

betingelser for at benytte titlen bandagist og for at udøve

sundhedsfaglig virksomhed som sådan.

Da bandagister ikke er autoriserede, og da bandagister

ikke er omfattede af Patientklagenævnets virksomhed, kan patienter ikke

gøre behandlingsansvar gældende ad den vej, ej heller kan

Sundhedsstyrelsen gribe ind over for personer, der udøver virksomhed

til fare for patienterne.

Samlet vurderer forslagsstillerne, at bandagisternes

offentligt regulerede uddannelse, selvstændige faglige virke,

omfattende direkte patientkontakt og patientsikkerheden ved de

gennemførte behandlingsforløb nødvendiggør en

autorisationsordning for bandagister.

Det er ligeledes et faktum, at bandagister under

udøvelse af deres virksomhed kan udgøre en fare for

patienterne, idet de på egen hånd træffer beslutninger, som

er af væsentlig og afgørende betydning for det bedst mulige

behandlingsforløb og -resultat for patienterne.

En autorisationsordning for bandagister vil

betyde:

at patientsikkerheden styrkes,

at brugerne patienterne, sygehusene, amterne og de sociale udvalg i

kommunerne bliver i stand til at udpege de personer, der opfylder de

uddannelsesmæssige betingelser for at benytte titlen bandagist og

udøve sundhedsfaglig virksomhed som sådan,

at bandagister i givet fald vil få en eksplicit fastsat pligt i

lovgivningen til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed i deres virke som

bandagister,

at Sundhedsstyrelsen med en autorisationslov får mulighed for

at gribe ind over for en bandagists faglige virksomhed i tilfælde af,

at den pågældende er misbruger eller psykisk syg eller i

øvrigt er til fare for patienterne på grund af kritisabel faglig

virksomhed, jf. §§ 4 og 5 i lov om Sundhedsvæsenets centralstyrelse

m.v., og

at bandagister vil blive omfattet af Sundhedsvæsenets

Patientklagenævns kompetence, jf. § 15, stk. 1, i lov om

sundhedsvæsenets centralstyrelse.

Folketinget skal på denne baggrund foreslå

regeringen, at der etableres en autorisationsordning for bandagister, hvorved

bandagister får en titelbeskyttelse uden forbeholdt

virksomhedsområde svarende til den ordning, der er etableret for f.eks.

bioanalytikere og radiografer.

Skriftlig fremsættelse

Lone Møller

(S):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig

herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om

autorisationsordning for danske bandagister.

(Beslutningsforslag nr. B 55).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger,

der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige

behandling.

Lignende dokumenter