Tillægsbetænkning over Forslag til lov om ændring af lov om gennemførelse af deltidsdirektivet
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Tillægsbetænkning afgivet af
Arbejdsmarkedsudvalget den 29. maj 2002
Tillægsbetænkning
over
Forslag til lov om ændring af lov om
gennemførelse af deltidsdirektivet
[af
beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)]
1. Ændringsforslag
Der er stillet 1 ændringsforslag til lovforslaget af
beskæftigelsesministeren.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 20. februar 2002 og var til
1. behandling den 28. februar 2002. Lovforslaget blev efter 1. behandling
henvist til behandling i Arbejdsmarkedsudvalget. Udvalget afgav
betænkning den 8. maj 2002. Den 15. maj 2002 afgav udvalget
tilføjelse til betænkning. Lovforslaget var til 2. behandling
den 16. maj 2002, hvorefter det blev henvist til fornyet behandling i
Arbejdsmarkedsudvalget.
Møder
Udvalget har, efter at lovforslaget blev henvist til
fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i 4 møder.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har, efter at lovforslaget blev henvist til
fornyet udvalgsbehandling, modtaget en henvendelse fra RestaurationsBranchens
Forbund, som beskæftigelsesministeren har kommenteret.
Deputationer
Følgende har mundtligt over for udvalget redegjort
for deres holdning til lovforslaget:
Dansk Sø-Restaurations Forening,
Læs alt
RestaurationsBranchens Forbund,
Roulunds Fabriker/Braking og
Sømændenes Forbund i Danmark.
Samråd
Udvalget har stillet 1 samrådsspørgsmål
til beskæftigelsesministeren til mundtlig besvarelse, som denne har
besvaret i et åbent samråd den 28. maj 2002. Det talepapir, der
var udarbejdet til brug for besvarelsen af dette
samrådsspørgsmål, og det talepapir, der var udarbejdet til
brug for beskæftigelsesministerens besvarelse af
samrådsspørgsmål A den 15. maj 2002, er optrykt som bilag
2 til tillægsbetænkningen.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 31 spørgsmål til
beskæftigelsesministeren til skriftlig besvarelse.
Beskæftigelsesministeren har besvaret 27 af disse, og udvalget har
anmodet om, at de sidste besvares inden lovforslagets 3. behandling. En
række af udvalgets spørgsmål er optrykt som bilag 3 til
tillægsbetænkningen.
3. Indstillinger og politiske bemærkninger
Et flertal i udvalget (V, DF, KF og KRF) indstiller
lovforslaget til vedtagelse med det stillede
ændringsforslag.
Et mindretal i udvalget (S, SF, RV og EL)
indstiller lovforslaget til forkastelse. Mindretallet stemmer hverken
for eller imod det stillede ændringsforslag.
Mindretallet beklager, at beskæftigelsesministeren
ikke har ønsket at imødekomme tilbuddet om en fri og fair
forhandling på arbejdsmarkedet om deltid i fremtidige overenskomster.
Et sådant tilbud lå direkte i forlængelse af mindretallets
ønske om, at der gennem det danske aftalesystem blev åbnet
mulighed for at gøre deltid til en ret for lønmodtagere, der
har sundhedsmæssige, sociale eller andre vægtige
velfærdsgrunde til at få reduceret deres arbejdstid,
såfremt arbejdstidsreduktionen kan gennemføres uden
særlige ulemper for kollegerne.
Mindretallet konstaterer, at regeringen og Dansk
Folkeparti ikke ønsker at respektere eksisterende overenskomster og
tilkendegivelserne fra parterne om, at der i forbindelse med fornyelse af
overenskomsterne er vilje til at sikre deltid på områder, hvor
der i dag ikke eksisterer deltidsbestemmelser. Regeringen og Dansk Folkeparti
har heller ikke ønsket at imødekomme en lang række af de
indvendinger, der er fremkommet fra arbejdspladserne. Her tænkes bl.a.
på lovforslagets indgreb i weekendaftaler, aftaler om holddrift, mobile
arbejdspladser og en række andre særlige tilfælde, hvor
hensynet til faget eller tilrettelæggelsen af arbejdstiden gør,
at deltidsarbejde vil give problemer.
Mindretallet finder, at det bør fremgå, at en
lønmodtager har ret til at være ledsaget af en
tillidsrepræsentant og at overenskomstbestemmelser, der har til
formål at sikre, at tillidsrepræsentanten bliver inddraget i
spørgsmål om deltidsaftaler, skal kunne opretholdes.
Mindretallet finder, at svaret på
spørgsmål 247 om afgørelse af tvistigheder er for uklart.
Mindretallet er af den opfattelse, at uenighed om, hvorvidt
overenskomstbestemmelser om deltid opfylder lovens betingelser, skal
afgøres i det fagretlige system.
Mindretallet henviser i øvrigt til mindretallets
bemærkninger i betænkningen over lovforslaget.
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og
Siumut var på tidspunktet for tillægsbetænkningens
afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed
ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i
tillægsbetænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er
optrykt i tillægsbetænkningen.
4. Ændringsforslag med bemærkninger
Ændringsforslag
Af beskæftigelsesministeren,
tiltrådt af et flertal (V, DF, KF og KRF):
Til § 1
1) I den i nr. 2 foreslåede § 4 a
indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»
Stk. 2. Det står
en lønmodtager frit for, om lønmodtageren under forhandlinger
med arbejdsgiveren om en eventuel deltidsansættelse ønsker at
være ledsaget af en rådgiver.«
Stk. 2-5 bliver herefter stk. 3-6.
[Ledsagelse af rådgiver]
Bemærkninger
Til nr. 1
Det har under debatten om regeringens forslag været
diskuteret meget, om lønmodtageren har mulighed for at inddrage f.eks.
sin tillidsrepræsentant i forhandlinger om eventuel
deltidsansættelse.
Eftersom lovforslaget går ud på, at der skal
indgås en frivillig aftale, og eftersom en aftale forudsætter, at
begge parter indgår i forhandlingen herom, er der for regeringen ingen
tvivl om, at lønmodtageren kan stille som betingelse for at
indgå i sådanne forhandlinger, at lønmodtageren er
ledsaget af en rådgiver.
For at udrydde enhver tvivl foreslås det imidlertid,
at der i § 4 a, stk. 2, indsættes en udtrykkelig bestemmelse om, at
lønmodtageren frit kan vælge, om lønmodtageren
ønsker at være ledsaget af en rådgiver under forhandlinger
med arbejdsgiveren om en eventuel deltidsansættelse.
Ændringsforslaget betyder, at hvis
lønmodtageren ønsker at være ledsaget af en
rådgiver under forhandlingerne, har lønmodtageren ret til dette.
Hvis lønmodtageren ikke ønsker at være ledsaget af en
rådgiver under forhandlingerne, har lønmodtageren også ret
til dette.
Charlotte Antonsen (V)
Anders Møller (V) Irene Simonsen (V)
Jens Vibjerg (V)
fmd.
Kristian Thulesen Dahl (DF)
Bent Bøgsted (DF) Lars Barfoed (KF)
Charlotte Dyremose (KF) Ole M. Nielsen (KRF)
Anne-Marie Meldgaard (S) Bjarne Laustsen (S)
nfmd. Jan Petersen (S) Mette Frederiksen (S)
Ole Vagn Christensen (S) Ole Sohn (SF)
Anders Samuelsen (RV)
Søren Søndergaard (EL)
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og
Siumut havde ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
56
*
Enhedslisten (EL)
4
Socialdemokratiet (S)
52
Kristeligt Folkeparti (KRF)
4
Dansk Folkeparti (DF)
22
Tjóðveldisflokkurin (TF)
1
Det Konservative Folkeparti (KF)
16
Inuit Ataqatigiit (IA)
1
Socialistisk Folkeparti (SF)
12
Siumut (SIU)
1
Det Radikale Venstre (RV)
9
Uden for folketingsgrupperne (UFG)
1
*
Heraf 1 medlem valgt på
Færøerne
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 104 omdelt efter
afgivelse af tilføjelse til betænkning
Bilagsnr.
Titel
187
Tilføjelse til betænkning
188
Talepapir til brug for besvarelsen af samrådsspørgsmål
A, fra beskæftigelsesministeren
189
Udkast til tillægsbetænkning
190
Spm. 221 om kommentar til ændringsforslag, til
beskæftigelsesministeren
Spm. 222 om juridisk vurdering af bemærkninger i betænkningen,
til beskæftigelsesministeren
Spm. 223 om beskyttelse i overenskomstens 37-timers-regel, til
beskæftigelsesministeren
191
Spm. 224 om arbejdstid og aflønning, til
beskæftigelsesministeren
Spm. 225 om fyreseddel eller deltid på grund af ordrenedgang, til
beskæftigelsesministeren
Spm. 226 om accept af deltid, til beskæftigelsesministeren
Spm. 227 om eksempler på ønsker om deltid, som ikke er blevet
opfyldt, til beskæftigelsesministeren
Spm. 228 om indklagelse til en faglig organisation, til
beskæftigelsesministeren
Spm. 229 om elever i praktik, til beskæftigelsesministeren
192
Spm. 230 om teknisk bistand til ændringsforslag, til
beskæftigelsesministeren
193
Spm. 231 om søfarende, langturschauffører og arbejdere
på olieplatforme, til beskæftigelsesministeren
Spm. 232 om ordrenedgang, til beskæftigelsesministeren
Spm. 233 om deltid i forbindelse med ansættelse, til
beskæftigelsesministeren
Spm. 234 om tillidsrepræsentanter med til samtaler, til
beskæftigelsesministeren
Spm. 235 om deltid for erhvervsuddannelseselever, til
beskæftigelsesministeren
Spm. 236 om høringssvar til ILO, til beskæftigelsesministeren
Spm. 237 om EU-retlige problemer, til beskæftigelsesministeren
Spm. 238 om organisationernes påtaleret, til
beskæftigelsesministeren
Spm. 239 om forhandlingsret, til beskæftigelsesministeren
194
Svar på spm. 219 om kommentar til materiale fra SiD,
Københavns Post, fra beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 220 om kommentar til henvendelse fra Semco, fra
beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 225 om fyreseddel eller deltid på grund af
ordrenedgang, fra beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 227 om eksempler på ønsker om deltid, som
ikke er blevet opfyldt, fra beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 229 om elever i praktik, fra
beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 231 om søfarende, langturschauffører og
arbejdere på olieplatforme, fra beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 232 om ordrenedgang, fra beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 235 om deltid for erhvervsuddannelseselever, fra
beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 236 om høringssvar til ILO, fra
beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 238 om organisationernes påtaleret, fra
beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 239 om forhandlingsret, fra
beskæftigelsesministeren
195
Svar på spm. 221 om kommentar til ændringsforslag, fra
beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 222 om juridisk vurdering af bemærkninger i
betænkningen, fra beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 223 om beskyttelse i overenskomstens 37-timers-regel,
fra beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 224 om arbejdstid og aflønning, fra
beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 226 om accept af deltid, fra
beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 228 om indklagelse til en faglig organisation, fra
beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 230 om teknisk bistand til ændringsforslag, fra
beskæftigelsesministeren
196
Ændringsforslag fra beskæftigelsesministeren
197
Svar på spm. 233 om deltid i forbindelse med ansættelse, fra
beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 234 om tillidsrepræsentanter med til samtaler,
fra beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 237 om EU-retlige problemer, fra
beskæftigelsesministeren
198
2. udkast til tillægsbetænkning
199
Henvendelse af 21/5-02 fra RestaurationsBranchens Forbund
200
Spm. 240 om kommentar til henvendelse af 21/5-02 fra
RestaurationsBranchens Forbund, til beskæftigelsesministeren
201
Spm. 241 om styrkelse af arbejdsmarkedet, til
beskæftigelsesministeren
Spm. 242 om genansættelse, til beskæftigelsesministeren
Spm. 243 om hindring af aftale om deltid, til
beskæftigelsesministeren
202
Spm. 244 om ansættelsesformer, til beskæftigelsesministeren
Spm. 245 om regelsæt for uddannelse på deltid, til
beskæftigelsesministeren
203
Samrådsspm. B om implementering af lovforslaget, til
beskæftigelsesministeren
204
Pressemeddelelse vedrørende åbent samråd den 28/5-02
205
Svar på spm. 240 om kommentar til henvendelse af 21/5-02 fra
RestaurationsBranchens Forbund, fra beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 241 om styrkelse af arbejdsmarkedet, fra
beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 242 om genansættelse, fra
beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 243 om hindring af aftale om deltid, fra
beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 244 om ansættelsesformer, fra
beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 245 om regelsæt for uddannelse på deltid,
fra beskæftigelsesministeren
206
Referat af åbent samråd
207
Spm. 246 om ledsagelse af en rådgiver under forhandlinger, til
beskæftigelsesministeren
Spm. 247 om tvistigheder på grund af individuelle aftaler, til
beskæftigelsesministeren
208
Svar på spm. 246 om ledsagelse af en rådgiver under
forhandlinger, fra beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 247 om tvistigheder på grund af individuelle
aftaler, fra beskæftigelsesministeren
209
Spm. 248 om aftaler i elevers 3 måneders prøvetid, til
beskæftigelsesministeren
Spm. 249 om hindringer for at komme på deltid, til
beskæftigelsesministeren
Spm. 250 om usaglig afskedigelse, til beskæftigelsesministeren
210
Spm. 251 om, i hvilket system det skal afklares, hvorvidt en overenskomsts
bestemmelser er i overensstemmelse med deltidsloven, til
beskæftigelsesministeren
Bilag 2
Udvalgets samrådsspørgsmål A og B og
de til brug for beskæftigelsesministerens besvarelse heraf udarbejdede
talepapirer
Beskæftigelsesministerens talepapir er optrykt efter
ønske fra Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale
Venstre og Enhedslisten.
Samrådsspørgsmål A:
Ministeren bedes redegøre for konsekvenserne af de
stillede ændringsforslag.
Talepapir:
Formålet med lovforslaget om retten til at aftale
deltid er, at en lønmodtager og en arbejdsgiver kan aftale, at
lønmodtageren arbejder på deltid, selvom der måtte
være en overenskomstbestemmelse, som enten forhindrer eller
begrænser adgangen til at aftale deltid.
Hvis lønmodtageren ønsker at arbejde
på deltid, og det ønske harmonerer med hensynet til
virksomhedens drift, er det ikke rimeligt, at en bestemmelse i en kollektiv
overenskomst hindrer arbejdsgiveren i at følge lønmodtagerens
ønske. Regeringen ser det som en grundlæggende rettighed, at den
enkelte lønmodtager har mulighed for selv at aftale sig frem til en
arbejdstid, som passer ind i den situation, lønmodtageren aktuelt
befinder sig i.
Som det fremgår af regeringsgrundlaget, er det denne
regerings mål, at der skal være bedre muligheder for at arbejde
på deltid, og at de overenskomstmæssige indskrænkninger,
der i dag er i retten til at gå på deltid, afskaffes. Regeringen
ønsker således en lovfæstet ret til, at arbejdsgiverne og
de ansatte frit kan aftale deltidsansættelse. Det vil forbedre den
enkeltes frihed.
Regeringen har derfor fremsat lovforslaget om deltid for
at sikre, at lønmodtageren har muligheden for at kunne arbejde
på deltid, hvis lønmodtageren ønsker dette og
arbejdsgiveren er enig heri.
I dag er der på en række
overenskomstområder enten slet ikke adgang til eller hindringer eller
begrænsninger i adgangen til, at lønmodtageren og arbejdsgiveren
kan aftale, at lønmodtageren arbejder på deltid.
Langt det største overenskomstområde på
det private arbejdsmarked er DA/LO-området. Og her har kun ca. 35
procent af de ansatte fri adgang til deltid. Over 60 procent af de ansatte
på DA/LO-området har altså ikke fri adgang til at aftale
deltid.
Det gælder blandt andet på det store
industriområde. Det følger af industrioverenskomsten, at hvis
lønmodtageren allerede er ansat på fuld tid, kan
lønmodtageren og arbejdsgiveren ikke uden videre aftale deltid, og
hvis der endelig bliver indgået en aftale om deltid, må den ikke
medføre, at antallet af fuldtidsstillinger reduceres.
Personalechefen på Coloplast udtalte i Kvindernes
Fagblad nr. 2: Jeg citerer: »Vi
ville da være nogle skurke, hvis vi som arbejdsgivere tvang vores
ansatte ned i arbejdstid og dermed bidrog til at forringe deres
økonomi. Vi har en deltidspolitik her på virksomheden, og den
kan kun bruges af funktionærerne. Men da vi i produktionen også
har medarbejdere, der ønsker at arbejde i færre timer det er
typisk lidt ældre medarbejdere hilser vi regeringens forslag
velkomment. Men der kan aldrig blive tale om at tvinge nogen ned på et
lavere timetal.«
Nu har vi jo i andre sammenhænge diskuteret
rigtigheden af dette udsagn. Uanset hvad er Coloplast omfattet af Industriens
overenskomst, der ikke giver fri adgang til at aftale deltid. Derfor kan
udtalelsen tages som et eksempel på industrioverenskomstens manglende
mulighed for frit at aftale deltid.
Industriens overenskomst § 11, stk. 1, har følgende
ordlyd:
»
Virksomheder
og medarbejdere, der måtte være interesseret heri, kan
træffe aftale om deltidsbeskæftigelse under forudsætning
af, at de pågældende ikke i forvejen har beskæftigelse
på fuld tid i den pågældende eller en anden virksomhed,
medmindre særlige hensyn taler for en kortere arbejdstid end den
normale (jf. § 30, stk. 1). «
En lønmodtager, der allerede er ansat på
virksomheden, kan altså ikke uden videre aftale med arbejdsgiveren, at
han eller hun gerne vil på deltid. Der skal være særlige
hensyn, der taler for en kortere arbejdstid.
Og hvad er det så for særlige hensyn?
Industrioverenskomstens § 30 handler kun om lønmodtagere, der enten
varigt eller midlertidigt har nedsat arbejdsevne. Men det kunne jo
være, at lønmodtageren gerne ville på deltid, fordi
lønmodtageren vil være mere sammen med sine børn eller
sin pensionerede ægtefælle. Men det er altså ikke nok, at
lønmodtageren synes, at han eller hun i en periode har behov for
deltid.
Også en anden af industrioverenskomstens
bestemmelser hindrer muligheden for deltid. Det fremgår af Industriens
overenskomst § 11, stk. 3:
»
Virksomheden
må ikke reducere antallet af fuldtidsbeskæftigede medarbejdere i
forbindelse med etablering af deltidsbeskæftigelse, for så vidt
der er tale om medarbejdere med samme kvalifikationer.«
Det betyder reelt, at den lønmodtager, som ikke har
nedsat arbejdsevne, men som har lyst til at arbejde 28 timer om ugen i en
periode, for at være mere hjemme hos teenagesønnen, der er
kommet i dårligt selskab, ikke kan få lov til det. For
arbejdsgiveren har ikke råd til at give lønmodtageren lov, fordi
arbejdsgiveren vil være nødt til samtidig at ansætte en ny
lønmodtager på fuld tid for at leve op til overenskomstens
regler.
Det er regler, som dem i Industriens overenskomst, som jeg
ser som en unødig hindring i adgangen til at aftale deltid.
På de over 200 spørgsmål, der er
stillet, og på de henvendelser forskellige forbund og især
forbundsafdelinger har rettet til Arbejdsmarkedsudvalget og også mig,
kan jeg forstå, at en række organisationer og politikere mener,
at lønmodtagerne ikke er i stand til at tage vare på sig selv.
Tilsyneladende ved lønmodtagerne ikke bedst selv, hvad der er godt for
dem. Og derfor må lønmodtagerne ikke selv bestemme, om de har
lyst til eller behov for at arbejde på deltid.
Hvem er bedst til at vurdere, om lønmodtageren har
lyst til eller behov for at gå på deltid i en periode? Er det
lønmodtageren selv, eller er det fagforeningen? Jeg mener, at det er
lønmodtageren.
Hvem er bedst til at vurdere, om lønmodtageren har
råd til at gå på deltid i en periode? Er det
lønmodtageren selv, eller er det fagforeningen? Jeg mener, at det er
lønmodtageren.
Så skal det da stå lønmodtageren frit
for at rådgive sig med nogen, før han eller hun tager
beslutningen. Om det skal være med sin ægtefælle, banken
eller fagforeningen eller alle tre det må lønmodtageren selv
bestemme, og det skal jeg ikke blande mig i.
Jeg har svært ved at forstå, at nogen kan
mene, at en lønmodtager, som går på arbejde dag efter dag,
som møder til tiden hver dag, som løser sine arbejdsopgaver, og
som betaler sine regninger til tiden, ikke selv skulle være i stand til
at vurdere, om han eller hun vil gå på deltid.
Jeg har stor tiltro til den meget veluddannede
arbejdskraft vi har på det danske arbejdsmarked.
Formålet med lovforslaget er alene at sikre, at
lønmodtageren nu får ret til at aftale deltid med
arbejdsgiveren, selvom bestemmelser i overenskomsten måtte være
til hinder herfor. Det er kort og godt det, lovforslaget handler om.
Alligevel har jeg skullet svare på
spørgsmål efter spørgsmål om forskellige
bestemmelser om tilrettelæggelsen af arbejdstiden i blandt andet
RBF’s overenskomster, i TeleDanmarks overenskomster og i
Frisørfagets overenskomster. Og hver gang har svaret lydt:
Lovforslaget ændrer ikke i disse bestemmelser. Mange af
spørgsmålene er åbenbart så interessante, at jeg har
skullet svare på dem flere gange, og derfor vil jeg godt for en
sikkerheds skyld gentage:
En overenskomstregel om, at den deltidsansatte er sikret en daglig
arbejdstid på minimum 4 timer pr. dag, er ikke i strid med forslaget
til § 4 a, stk. 1.
Lovforslaget er ikke til hinder for en overenskomstbestemmelse om, at
den fastansatte på deltid lige som fuldtidsansatte har krav på at
kende sin arbejdstids begyndelse og afslutning på en vagtplan, der
minimum omfatter 4 uger.
Lovforslaget er ikke til hinder for en overenskomstbestemmelse om, at
den daglige arbejdstid ikke kan deles i flere perioder med hjemsendelse uden
løn.
Lovforslaget er ikke til hinder for en overenskomstbestemmelse om, at
den deltidsansatte ligesom fuldtidsansatte har krav på to fridage pr.
uge samt minimum 5 friweekender pr. kvartal, og at arbejdsgiveren skal betale
lønkompensation, hvis dette ikke overholdes.
Lovforslaget er ikke til hinder for en overenskomstbestemmelse om, at
deltidsansatte skal have overtidstillæg for timer ud over det aftalte
garanterede timetal, der er angivet på ansættelsesbeviset, og
fordelt på en vagtplan.
Lovforslaget er ikke til hinder for en overenskomstbestemmelse om, at
fastansatte på deltid eller fuldtid i tidsbegrænsede stillinger
skal være ansat på en kontrakt med minimum 22 dages arbejde, og
at overenskomstens bestemmelser om fleksibel deltidsansættelse
anvendes, hvis der er tale om færre dage.
Det vil ikke være en direkte eller indirekte hindring eller
begrænsning i retten for en lønmodtager og en arbejdsgiver at
aftale deltid, såfremt en kollektiv aftale indeholder bestemmelser om,
at arbejdstiden skal placeres indenfor tidsrummet kl. 8.00 til 16.00 på
ugens første hverdage. Bestemmelsen om arbejdstidens længde er
noget andet end bestemmelsen om arbejdstidens placering.
Det vil ikke være en direkte eller indirekte hindring eller
begrænsning i retten for en lønmodtager og en arbejdsgiver at
aftale deltid, såfremt en kollektiv aftale indeholder bestemmelser om,
at den daglige arbejdstid mindst skal udgøre 6 timer og højest
8 timer pr. vagt, da bestemmelsen vel ikke samtidig skal forstås
således, at man skal være på arbejde hver dag. Selve
tilrettelæggelsen og fordelingen af de arbejdstimer, der aftales, er
ikke omfattet af lovforslaget.
Det vil ikke være en direkte eller indirekte hindring eller
begrænsning i retten for en lønmodtager og en arbejdsgiver at
aftale deltid, såfremt en kollektiv aftale indeholder bestemmelser om,
at arbejdet tilrettelægges med mindst 3 timer og indtil 8 timer pr.
vagt.
Det vil ikke være en direkte eller indirekte hindring eller
begrænsning i retten for en lønmodtager og en arbejdsgiver at
aftale deltid, såfremt en kollektiv aftale indeholder bestemmelser om,
at en medarbejder maksimalt 52 gange årligt kan pålægges at
arbejde indenfor tidsrummet kl. 16.00 til 18.00, da bestemmelsen er en
maksimumstimeregel, hvor man må gå ud fra, at det er i
overensstemmelse med den kollektive overenskomst at arbejde mindre end et
angivet maksimum.
Det vil ikke være en direkte eller indirekte hindring eller
begrænsning i retten for en lønmodtager og en arbejdsgiver at
aftale deltid, såfremt en kollektiv aftale indeholder bestemmelser om,
at der skal udbetales tillæg for arbejde på bestemte tidspunkter
af døgnet, da dette spørgsmål intet har at gøre
med muligheden for at arbejde mindre end fuld tid.
Det vil ikke være en direkte eller indirekte hindring eller
begrænsning i retten for en lønmodtager og en arbejdsgiver at
aftale deltid, såfremt en kollektiv aftale indeholder bestemmelser om,
at der kan foretages timelønsansættelse som supplement til
fastansat personale, men at timelønsansættelser maksimalt
må udgøre 10 pct. af den samlede arbejdstid i den enkelte butik,
og når det i øvrigt forudsættes, at det faste personale
kan aftale deltid med arbejdsgiveren, da det i spørgsmålet
forudsættes, at der er adgang til deltid for det faste personale.
Det vil ikke være en direkte eller indirekte hindring eller
begrænsning i retten for en lønmodtager og en arbejdsgiver at
aftale deltid, såfremt en kollektiv aftale indeholder bestemmelser om,
at medarbejdere på deltid ved ekstra natkurser, seminarer, konferencer
og lignende er forpligtet til op til 9 timers arbejde inklusiv rejsetid uden
særskilt honorering, selvom pågældendes dagsnorm
overskrides den pågældende dag, da dette spørgsmål
ikke har noget at gøre med, hvor mange timer den enkelte
lønmodtager kan aftale med sin arbejdsgiver om den faste ugentlige
arbejdstid.
Det vil ikke være en direkte eller indirekte hindring eller
begrænsning i retten for en lønmodtager og en arbejdsgiver at
aftale deltid, såfremt en kollektiv aftale indeholder bestemmelser om,
at bestemte personalegrupper automatisk overgår til uden højeste
arbejdstid med en ugentlig arbejdstid på principielt 37 timer,
når den faste løn overstiger 300.000 kr. pr. år, da dette
spørgsmål vedrører fastsættelsen af et
ansættelsesvilkår for ansatte, der har indgået en aftale om
fuld tid. Det har efter min vurdering intet at gøre med de
lønmodtagere, der har indgået, eller vil indgå en aftale
om en lavere arbejdstid.
Ja, der er egentlig ganske meget, som denne lov ikke
ændrer på. Og jeg vil da også gerne understrege, at loven
heller ikke ændrer på, at arbejdsmarkedets parter også
fremover vil kunne indgå aftaler som de nævnte.
Loven ændrer kun på, at en lønmodtager
og en arbejdsgiver fremover vil kunne aftale, at lønmodtageren
arbejder på deltid, selvom lønmodtageren ikke efter
overenskomstens regler må arbejde på deltid.
I dag er der så en række
overenskomstbestemmelser, som forudsætter, at alle lønmodtagerne
arbejder på fuld tid. Det gælder for eksempel holddriftsaftaler
og aftaler om variabel ugentlig arbejdstid, og det gælder for
særlige typer arbejder på boreplatforme, for søfarende
og for langturschauffører.
Også her har det tilsyneladende ikke været
tilstrækkeligt, at jeg skulle svare på spørgsmålet
en enkelt gang.
Med hensyn til holddriftsaftaler vil jeg derfor med
udgangspunkt i industriens holddriftsaftale gerne gentage:
Formålet med lovforslaget er at sikre, at en lønmodtager
og en arbejdsgiver kan aftale, at lønmodtageren arbejder på
deltid, uanset eventuelle modstående bestemmelser herom i
overenskomster. Overenskomstfastsatte timegrænser på op til 15
timer ugentligt kan dog opretholdes.
Industriens holddriftsaftale bygger øjensynligt
på en forudsætning om, at de henholdsvis 37 timer på
første skift og 34 timer på andet og tredje skift udgør
den faste ugentlige arbejdstid.
Hvis holddriftsaftalen skal forstås således,
at der ikke er adgang til at arbejde under henholdsvis 37 og 34 timer, sikrer
lovforslaget en ret til, at lønmodtageren og arbejdsgiveren kan aftale
en lavere arbejdstid dog ikke under 15 timer ugentligt.
I øvrigt kan holddriftsaftalen videreføres.
De tilpasninger som en aftale om deltid måtte kræve i forhold til
bestemmelserne i holddriftsaftalen, kan enten ske via den individuelle aftale
om deltid, eller parterne kan aftale nye bestemmelser, der tager højde
for lovens krav til at kunne aftale deltid.
Så var der spørgsmålet om forskellige
aftaler om variabel arbejdstid. Det gælder lokalaftalen mellem KAD og
Axel Åkerman, mellem KAD og Riegens, lokalaftalen fra Micro Matic, fra
Dantherm HMS og fra Bang og Olufsen. Lad mig gentage fra svarene:
Lovforslaget er ikke til hinder for en aftale om variabel
ugentlig arbejdstid.
Formålet med lovforslaget er at sikre, at en
lønmodtager og en arbejdsgiver kan aftale, at lønmodtageren
arbejder på deltid, uanset eventuelle modstående bestemmelser
herom i overenskomster. Overenskomstfastsatte timegrænser på op
til 15 timer ugentligt kan dog opretholdes.
Aftalerne om variabel arbejdstid bygger øjensynligt
på en forudsætning om, at den ansatte alene kan være
fuldtidsansat.
Hvis aftalerne skal forstås således, at der
ikke er adgang til at arbejde på deltid, sikrer lovforslaget en ret
til, at lønmodtageren og arbejdsgiveren kan aftale en lavere
arbejdstid dog ikke under 15 timer ugentligt.
I øvrigt kan aftalerne videreføres. De
tilpasninger som en aftale om deltid måtte kræve i forhold til
bestemmelserne i aftalerne, kan enten ske via den individuelle aftale om
deltid, eller parterne kan aftale nye bestemmelser, der tager højde
for lovens krav til at kunne aftale deltid.
Det giver sig selv, at lovforslaget har betydning på
visse overenskomstområder og for visse overenskomstbestemmelser. Nemlig
de områder og bestemmelser, hvor der er hindringer eller
begrænsninger for, at lønmodtageren og arbejdsgiveren under
ansættelsen kan aftale, at lønmodtageren arbejder på
deltid.
Det gælder også for søfarende, for
langturschauffører og for arbejdere på boreplatforme, hvilket
jeg jo også er blevet spurgt om. Ja, hvis for eksempel en arbejder
på en boreplatform godt vil på deltid, og arbejdsgiveren
også kan leve med det, så skal de da have lov til at aftale det.
At den aftale så i øvrigt skal leve op til deltidslovens
bestemmelser om, at en deltidsansat ikke må behandles mindre gunstigt
end en fuldtidsansat, giver sig selv. Hvis hele den øgede fritid
skulle afvikles på boreplatformen vil det efter min mening være
et vilkår, der ikke er i overensstemmelse med princippet om
ikke-diskrimination i deltidsloven, men deltidsansættelsen kan jo
også bestå i, at lønmodtageren får mere fritid i
land.
I det lovforslag, som jeg fremsatte i februar, skulle der
være ret til at aftale deltid også i
ansættelsessituationen, uanset overenskomstens bestemmelser herom.
Debatten har vist, at der har været en udbredt frygt
for rækkevidden af konsekvenserne af lovforslaget. Man har frygtet, at
lovforslaget ville medføre, at virksomhedernes generelle
ansættelsespolitik ville blive grundlæggende ændret. Det
ville i givet fald have været en utilsigtet virkning af
lovforslaget.
Jeg kan godt følge argumentet om, at det kan
være så som så med lønmodtagerens frivillige valg af
deltid, hvis arbejdsgiveren kun opslår deltidsstillinger.
Formålet med lovforslaget har hele tiden været at sikre, at den
enkelte lønmodtager får mulighed for at arbejde på deltid
efter aftale med sin arbejdsgiver. Dette formål er fuldt tilgodeset med
det nu fremsatte ændringsforslag.
Det følger af ændringsforslaget, at en
lønmodtager og en arbejdsgiver kun indgå en aftale om deltid
under ansættelsen.
Det er altså sikret, at en arbejdsgiver ikke i strid
med overenskomsten kan opslå stillinger på deltid. Arbejdsgiveren
kan heller ikke lave en aftale om deltid med lønmodtageren til
ansættelsessamtalen. Heller ikke selv om lønmodtageren selv
beder om deltid.
Lovforslaget giver altså kun mulighed for den
enkelte lønmodtager og arbejdsgiver til under ansættelsen at
aftale, at lønmodtageren arbejder på deltid. Det får
lønmodtageren og arbejdsgiveren mulighed for, selvom der er
forskellige hindringer eller begrænsninger i overenskomsten, som fx at
allerede fuldtidsansatte ikke kan blive deltidsansatte, at besættelse
af en deltidsstilling ikke må betyde, at antallet af fuldtidsstillinger
falder, eller at maksimalt 25 procent af de ansatte må arbejde på
deltid.
Muligheden for at fravige overenskomstens bestemmelser
gælder kun i forhold til den konkrete lønmodtager, der
indgår aftalen med arbejdsgiveren. Hvis lønmodtageren selv siger
op, eller lønmodtageren bliver sagt op, kan arbejdsgiveren ikke
tilbyde deltidsstillingen til en anden. Aftalen om deltid kan altså
ikke videreføres i forhold til en ny lønmodtager, og
arbejdsgiveren kan derfor ikke opslå stillingen som en deltidsstilling,
hvis overenskomsten er til hinder herfor.
Muligheden for at tage initiativ til at aftale deltid
under ansættelsen gælder fortsat både for
lønmodtageren og arbejdsgiveren. Og som ordet »aftale« mere end
antyder, skal lønmodtageren og arbejdsgiveren altså fortsat
være enige om, at lønmodtageren arbejder på deltid.
Det betyder også, at der skal være tale om et
reelt valg mellem at sige ja og nej. Derfor skal en arbejdsgiver ikke i
forbindelse med en ordrenedgangssituation spørge sine
lønmodtagere, om de vil gå på deltid, men for eksempel
holde sig til overenskomstens bestemmelser om arbejdsfordelingsordninger
eller lignende.
I det fremsatte lovforslag foreslog jeg, at den ligefremme
bevisbyrde skulle gælde, hvis en lønmodtager blev afskediget.
Det er ikke i sig selv så underligt, for det er jo den bevisbyrde, der
er den gængse i dansk ret også i dansk arbejdsret og i
øvrigt også i den gældende deltidslov.
Men også på dette punkt har der været
meget stor bekymring for, om lønmodtagerne var tilstrækkeligt
beskyttede. Den bekymring er der blevet lyttet til. Derfor fremgår det
nu af ændringsforslaget, at den delte bevisbyrde skal gælde, hvis
lønmodtageren mener at være blevet afskediget efter at have
afslået eller anmodet om at arbejde på deltid.
Formålet med forslaget er at gøre det lettere
for lønmodtageren at løfte sin bevisbyrde. Der sker altså
en forskydning af bevisbyrden til lønmodtagerens fordel på samme
måde som den delte bevisbyrde blev indført i
kønsligestillingssager for et år siden. Lønmodtageren vil
skulle påvise de faktiske omstændigheder, der giver anledning til
at formode, at lønmodtageren er blevet afskediget, fordi
lønmodtageren har afslået eller anmodet om at arbejde på
deltid. Derefter skal arbejdsgiveren bevise, at afskedigelsen ikke skyldtes
lønmodtagerens afslag på eller anmodning om deltid. Det vil
så være domstolene, der bedømmer, hvornår
lønmodtageren har løftet sin del af bevisbyrden, så
bevisbyrden går over på arbejdsgiveren.
Det fremsatte lovforslag var tænkt til at skulle
træde i kraft 31. marts 2002. Det kunne det i sagens natur ikke. Derfor
er det foreslået, at lovforslaget i stedet træder i kraft den 1.
juli 2002. På overenskomstområder, hvor der er hindringer eller
begrænsninger i adgangen til at aftale deltid under ansættelsen,
får loven fortsat først virkning fra det tidspunkt, til hvilket
den pågældende overenskomst kan opsiges til ophør.
Samrådsspørgsmål B:
Hvorledes skal arbejdsmarkedets parter implementere
regeringens lovforslag for at undgå, at loven kommer til at gælde
for deres overenskomstområde?
Talepapir:
Først vil jeg gerne sige, at princippet om en
fravigelse af loven til fordel for tilsvarende regler i en overenskomst,
ville være det samme, når vi taler om deltidsregler, som hvis vi
har fat i en af de andre love, der har subsidiær virkning.
Princippet om subsidiaritet kender vi fra en del af de
ansættelsesretlige love.
Det gælder blandt andet en del af de love, der
gennemfører EU-direktiver. For eksempel fremgår det af
ansættelsesbevisloven, at hvis der i en overenskomst er den samme pligt
som i direktivet til, at arbejdsgiveren skal give lønmodtageren
oplysninger om vilkårene for ansættelsesforholdet, så
finder loven ikke anvendelse.
Princippet kendes ligeledes fra ligebehandlings- og
ligelønslovene. Her finder lovene ikke anvendelse, hvis de til lovene
svarende pligter til ligebehandling og ligeløn følger af en
kollektiv overenskomst.
Også andre love, der ikke er en følge af
EU-direktiver, har bestemmelser om subsidiaritet. Hvis en overenskomst giver
den samme beskyttelse mod forskelsbehandling på grund af race,
hudfarve, religion, politisk anskuelse, seksuel orientering eller national,
social eller etnisk oprindelse, som forskelsbehandlingsloven, er det
overenskomsten, der finder anvendelse og ikke loven.
Også ferieloven indeholder bestemmelser om
subsidiaritet. En række bestemmelser i ferieloven kan fraviges ved
kollektiv overenskomst, hvis aftaleparten på lønmodtagersiden
mindst er en lokal fagforening. På ferielovens område er der ved
kollektiv overenskomst endda mulighed for at aftale andre ferieregler end,
dem der følger af loven.
Når der i lovgivningen gives mulighed for
subsidiaritet, stilles der ikke krav til ordvalget, eller hvordan
arbejdsmarkedets parter vælger at gennemføre nogle bestemte
regler. Men det er klart, at hvis en person ikke kan opnå en ret i
henhold til overenskomsten, som den samme person ville kunne opnå ved
at anvende loven, lever overenskomsten ikke op til loven.
Loven vil da skulle gælde forud for overenskomsten
på de punkter, hvor overenskomsten ikke giver de samme rettigheder. Det
følger af, at den subsidiære lovgivning gælder i det
omfang en tilsvarende ret ikke kan opnås i henhold til
overenskomsten.
Formålet med dette lovforslag er jo beskrevet nogle
gange før, nemlig retten til at aftale deltid mellem
lønmodtageren og arbejdsgiveren.
Det betyder konkret, at fx følgende
overenskomstbestemmelser skal ændres eller ophøre:
1. Alle overenskomstbestemmelser om forbud mod deltid.
2. Alle overenskomstbestemmelser om forbud mod en mindstearbejdstid
mellem 16 og 37 timer.
3. Alle overenskomstbestemmelser om, at antallet af fuldtidsstillinger
ikke må reduceres ved deltid.
4. Alle krav om, at man kun kan arbejde på deltid, hvis man har
en vis alder, eller hvis man har nedsat arbejdsevne.
5. Alle overenskomstbestemmelser om, at der kun må være
deltid i en bestemt andel af fuldtidsstillingerne under
ansættelsen.
6. Bestemmelser om, at tillidsrepræsentanten skal godkende
oprettelse af deltidsstillinger, eller at det skal forhandles med
tillidsrepræsentanten inden der oprettes deltidsstillinger.
I sidste samråd og under 2. behandlingen var jeg
inde på, hvor mange bestemmelser, der kan opretholdes, så det vil
jeg ikke gentage, medmindre nogen ønsker det.
Bilag 3
Nogle af udvalgets spørgsmål til
beskæftigelsesministerens spørgsmål og dennes svar
herpå
Spørgsmålene og beskæftigelsesministerens svar
herpå er optrykt efter ønske fra Socialdemokratiet, Socialistisk
Folkeparti, Det Radikale Venstre og Enhedslisten.
Spørgsmål 22:
Ministeren bedes kommentere henvendelse af 15. marts 2002
fra Vald. Birns Jernstøberi og Danspin A/S Holstebro, jf. L 104
bilag 29.
Svar:
Tillidsmænd fra Vald. Birns Jernstøberi og
Danspin A/S Holstebro har bedt om foretræde for Folketingets
Arbejdsmarkedsudvalg og har i den forbindelse stillet nogle
spørgsmål, som giver mig anledning til følgende
kommentarer:
Lovforslaget betyder alene, at den enkelte
lønmodtager og arbejdsgiver altid har ret til at indgå en aftale
om deltid, jf. også min besvarelse af spørgsmål nr. 7.
Dette gælder uanset, hvor mange der allerede måtte være
ansat på deltid.
Hvis lønmodtageren ikke ønsker at
indgå en sådan aftale, falder situationen udenfor lovens
anvendelsesområde. Det vil sige, at så finder overenskomstens
bestemmelser om deltid anvendelse. Hvis overenskomsten ikke giver adgang til
deltid, vil arbejdsgiveren heller ikke i strid med overenskomsten ensidigt
kunne beslutte, at én eller alle de ansatte sættes ned i tid.
Hvis overenskomsten giver begrænset adgang til deltid, vil
arbejdsgiveren skulle følge overenskomstens regler med hensyn til
deltid og vil ikke i strid med overenskomsten ensidigt kunne beslutte, at
én eller alle de ansatte sættes ned i tid. Hvis overenskomsten
giver fri adgang til deltid, vil arbejdsgiveren ensidigt kunne ændre
arbejdstiden for de ansatte med det efter loven eller overenskomsten
gældende varsel, jf. også min besvarelse af
spørgsmål nr. 9.
Spørgsmål 23:
Ministeren bedes kommentere henvendelse af 15. marts 2002
fra Vald. Birns Jernstøberi, F.E. Støberiet, Kaj Bech A/S og
Måbjerg Værket, jf. L 104 bilag 31.
Svar:
Tillidsmænd fra Vald. Birns Jernstøberi, F.E.
Støberiet, Kaj Bech A/S og Måbjerg Værket, Holstebro har
bedt om foretræde for Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg og har i den
forbindelse stillet nogle spørgsmål om lovforslagets
konsekvenser for tillids- og sikkerhedsrepræsentanter, som giver mig
anledning til følgende kommentarer:
Lovforslaget medfører, at en tillids- eller
sikkerhedsrepræsentant ligesom andre lønmodtagere altid har ret
til at indgå en aftale om deltid. Tillids- eller
sikkerhedsrepræsentanter kan altså gå på deltid, hvis
de bliver enige med arbejdsgiveren om det. Det er den eneste konsekvens, som
lovforslaget har for tillids- eller sikkerhedsrepræsentanter.
Spørgsmål 51:
Det fremgår af bemærkningerne til
lovforslaget, at overenskomstfastsatte lønbestemmelser ikke skal anses
som hindringer for deltidsarbejde, ministeren bedes redegøre for
udstrækningen af dette udsagn.
Svar:
Det kan helt generelt fastslås, at
overenskomstfastsatte lønbestemmelser ikke kan anses for at
udgøre direkte eller indirekte hindringer eller begrænsninger i
adgangen til at aftale deltid.
Overenskomstfastsatte lønbestemmelser skal dog
være i overensstemmelse med deltidsloven i øvrigt. Det vil sige,
at hvis den deltidsansattes løn også forholdsmæssigt er
lavere end den sammenlignelige fuldtidsansattes, kan dette være i strid
med deltidslovens og direktivets ikke-diskriminationsprincip, hvorefter
deltidsansatte ikke må behandles på en mindre gunstig måde
end sammenlignelige fuldtidsansatte, udelukkende fordi de arbejder på
deltid, medmindre forskelsbehandlingen er begrundet i objektive forhold.
Spørgsmål 61:
Kan ministeren af- eller bekræfte, at det vil
være en direkte eller indirekte hindring eller begrænsning i
retten for en lønmodtager og en arbejdsgiver at aftale deltid,
såfremt en kollektiv aftale indeholder bestemmelser om, at der skal
udbetales tillæg for arbejde på bestemte tidspunkter af
døgnet?
Svar:
Det kan ikke bekræftes, at det vil være en
direkte eller indirekte hindring eller begrænsning i retten for en
lønmodtager og en arbejdsgiver at aftale deltid, såfremt en
kollektiv aftale indeholder bestemmelser om, at der skal udbetales
tillæg for arbejde på bestemte tidspunkter af døgnet, da
dette spørgsmål intet har at gøre med muligheden for at
arbejde mindre end fuld tid.
Spørgsmål 68:
Hvilke formkrav forestiller ministeren sig, at der skal
gælde ved aftaler om deltid mellem lønmodtager og arbejdsgiver,
og i hvilket omfang er disse i forvejen reguleret af lovgivning?
Svar:
I princippet gælder der ingen særlige formkrav
til aftaler om deltid mellem arbejdsgiveren og lønmodtageren. Den
aftalte ugentlige arbejdstid skal fremgå af ansættelsesbeviset,
jf. Lov om arbejdsgiverens pligt til at oplyse lønmodtageren om
vilkårene for ansættelsesforholdet, § 2, stk. 2, nr. 9.
Spørgsmål 95:
Kan ministeren bekræfte, at holddriftaftalen i
overenskomsten mellem Dansk Industri og CO Industri ikke er i
overensstemmelse med lovforslaget, da den ikke åbner mulighed for at
afvige fra en fast ugentlig arbejdstid på 37 timer på
første skift og 34 timer på andet og tredje skift?
Svar:
Formålet med lovforslaget er at sikre, at en
lønmodtager og en arbejdsgiver kan aftale, at lønmodtageren
arbejder på deltid, uanset eventuelle modstående bestemmelser
herom i overenskomster. Overenskomstfastsatte timegrænser på op
til 15 timer ugentligt kan dog opretholdes.
Holddriftsaftalen bygger øjensynligt på en
forudsætning om, at de henholdsvis 37 timer og 34 timer udgør
den faste ugentlige arbejdstid.
Hvis holddriftsaftalen skal forstås således,
at der ikke er adgang til at arbejde under henholdsvis 37 og 34 timer, sikrer
lovforslaget en ret til, at lønmodtageren og arbejdsgiveren kan aftale
en lavere arbejdstid dog ikke under 15 timer ugentligt.
I øvrigt kan holddriftsaftalen videreføres.
De tilpasninger som en aftale om deltid måtte kræve i forhold til
bestemmelserne i holddriftsaftalen, kan enten ske via den individuelle aftale
om deltid, eller parterne kan aftale nye bestemmelser, der tager højde
for lovens krav til at kunne aftale deltid.
Spørgsmål 96:
Kan ministeren bekræfte, at industrioverenskomstens
bestemmelser om weekendarbejde ikke er i overensstemmelse med
lovforslaget?
Svar:
Så vidt jeg er bekendt følger det af
industrioverenskomstens bestemmelser om weekend-arbejde, at weekend-arbejdere
er ansat til at arbejde 24 timer pr. weekend.
Lovforslaget sikrer, at en lønmodtager, der
ønsker at arbejde på deltid, har mulighed for dette, hvis
arbejdsgiveren er enig, uanset modstridende bestemmelser herom i
overenskomster. Ugentlige timegrænser på op til 15 timer kan dog
opretholdes.
Aftalen om weekendarbejde bygger øjensynligt
på en forudsætning om, at den faste ugentlige arbejdstid er
på 24 timer.
Hvis industrioverenskomstens bestemmelse skal
forstås således, at alle weekend-arbejdere har den samme
arbejdstid og ikke kan gå under dette timekrav, sikrer lovforslaget en
ret til, at lønmodtageren og arbejdsgiveren kan aftale en lavere
arbejdstid. Alene timegrænser på op til 15 timer ugentligt kan
opretholdes.
I øvrigt kan aftalen videreføres. De
tilpasninger som en aftale om deltid måtte kræve i forhold til
bestemmelserne i aftalen, kan enten ske via den individuelle aftale om
deltid, eller parterne kan aftale nye bestemmelser, der tager højde
for lovens krav til at kunne aftale deltid.
Spørgsmål 116:
Der er i lokalaftale mellem KAD og Axel Åkerman,
jfr. L 104 bilag 92, aftalt variabel ugentlig arbejdstid. Efter
lovforslaget er alle direkte og indirekte hindringer for, at der kan laves
individuelle aftaler mellem den enkelte medarbejder og arbejdsgiveren, er
ugyldige. Ministeren bedes oplyse, om aftalen fortsat vil gælde efter
en vedtagelse af lovforslaget og oplyse, om der er bestemmelser i aftalen,
som vil være ugyldige.
Svar:
Lovforslaget er ikke til hinder for en aftale om variabel
ugentlig arbejdstid.
Formålet med lovforslaget er at sikre, at en
lønmodtager og en arbejdsgiver kan aftale, at lønmodtageren
arbejder på deltid, uanset eventuelle modstående bestemmelser
herom i overenskomster. Overenskomstfastsatte timegrænser på op
til 15 timer ugentligt kan dog opretholdes.
Aftalen bygger øjensynligt på en
forudsætning om, at den ansatte alene kan være fuldtidsansat.
Hvis aftalen skal forstås således, at der ikke
er adgang til at arbejde på deltid, sikrer lovforslaget en ret til, at
lønmodtageren og arbejdsgiveren kan aftale en lavere arbejdstid dog
ikke under 15 timer ugentligt.
I øvrigt kan aftalen videreføres. De
tilpasninger som en aftale om deltid måtte kræve i forhold til
bestemmelserne i aftalen, kan enten ske via den individuelle aftale om
deltid, eller parterne kan aftale nye bestemmelser, der tager højde
for lovens krav til at kunne aftale deltid.
Spørgsmål 123:
I nogle aftaler er det forudsat, at der ikke kan
indgås individuelle aftaler om deltid, hvis der samtidig forekommer
overarbejde på området. Vil en vedtagelse af lovforslaget
gøre sådanne aftaler ugyldige?
Svar:
Lovforslaget sikrer, at en lønmodtager og en
arbejdsgiver har ret til at aftale, at lønmodtageren arbejder på
deltid, og at direkte eller indirekte hindringer eller begrænsninger i
denne ret, fx i medfør af kollektiv overenskomst, sædvane eller
praksis, er ugyldige. På den baggrund ses den ovenfor nævnte
aftale at være ugyldig.
Spørgsmål 124:
Medfører lovforslaget, at aftaler, der giver
bestemte lønmodtagergrupper fortrinsret til deltid, f.eks. som et led
i senioraftaler, er ugyldige?
Svar:
Lovforslaget sikrer, at alle lønmodtagere har ret
til at aftale med deres arbejdsgiver, at de fremover arbejder på
deltid. At specielle lønmodtagergrupper gennem aftaler er sikret en
særlig ret til at gå på deltid ses ikke at være en
hindring eller begrænsning i adgangen til at aftale deltid.
Spørgsmål 138:
Vil Frisørfagets overenskomst være ugyldig,
såfremt lovforslaget vedtages, når den deltidsansatte med 4 ugers
varsel har ret til at vende tilbage til arbejde på fuld tid, jf. § 2,
stk. 6? Der henvises til L 104 bilag 94.
Svar:
Lovforslagets formål er at sikre, at en
lønmodtager og en arbejdsgiver kan aftale, at lønmodtageren
arbejder på deltid. At den deltidsansatte har ret til at vende tilbage
til at arbejde på fuld tid kan ikke anses for at være en hindring
herfor, jf. også besvarelsen af spørgsmål 18, ad 7.
Spørgsmål 140:
Vil Frisørfagets overenskomst være ugyldig,
når det i § 13, stk. 3 sikres, at deltidsansatte, der ikke tilbydes
fuldtidsarbejde, ikke behøver at give noget opsigelsesvarsel? Der
henvises til L 104 bilag 94.
Svar:
Lovforslagets formål er at sikre, at en
lønmodtager og en arbejdsgiver kan aftale, at lønmodtageren
arbejder på deltid. At den deltidsansatte ikke behøver at give
noget opsigelsesvarsel, hvis der ikke kan tilbydes fuldtidsarbejde kan ikke
anses for at være en hindring herfor.
Spørgsmål 158:
Ministeren bedes give en udtømmende beskrivelse af,
på hvilke områder deltidsbegrebet (»arbejde på deltid«) i lovforslagets § 4 a adskiller sig fra deltidsbegrebet i
direktiv 97/81/EF af 15. december 1997 om rammeaftalen vedrørende
deltidsarbejde.
Svar:
Der er ikke forskel på forståelsen af
henholdsvis at arbejde på deltid og være deltidsansat. I
direktivet er en deltidsansat defineret som »en ansat, hvis normale arbejdstid beregnet på en
ugentlig basis eller i gennemsnit over en ansættelsesperiode på
op til et år er lavere end den normale arbejdstid for en sammenlignelig
fuldtidsansat«, og at arbejde
på deltid vil derfor sige, at den normale arbejdstid beregnet på
en ugentlig basis eller i gennemsnit over en ansættelsesperiode
på op til et år er lavere end den normale arbejdstid for en
sammenlignelig fuldtidsansat.
Spørgsmål 180:
Ministeren anfører i svaret på
spørgsmål 12, jf. L 104 bilag 24, at lovforslaget ikke er i
strid med ratificerede ILO-konventioner. Ministeren bedes redegøre for
baggrunden for, at regeringen har undladt at besvare henvendelsen fra ILO
således, at ILO kunne have vurderet lovforslaget inden sommerferien. I
forlængelse heraf bedes ministeren oplyse, om han vil afvente
ILO’s behandling af sagen.
Svar:
LO, FTF og AC rettede den 27. marts 2002 henvendelse til
ILO med henblik på at få ILO’s forhåndstilkendegivelse
af forholdet mellem L 104 og ILO-konventionerne nr. 87 og 98.
Af brev af 5. marts 2002 fremgår det, at ILO har
valgt at betragte sagen som en formel klagesag, der vil blive behandlet efter
de gældende regler i Fagforeningsfrihedskomitéen.
Den 12. marts 2002 gjorde LO ILO opmærksom på,
at man fortsat ønskede en forhåndstilkendegivelse fra ILO.
På sit møde i marts udsatte
Fagforeningsfrihedskomitéen sin behandling af sagen på
modtagelsen af regeringens svar, hvilket er meddelt den 11. april 2002.
På denne baggrund må det konkluderes, at
LO’s ønske om en forhåndstilkendegivelse fra ILO ikke vil
blive imødekommet. Sagen bliver herefter betragtet som en almindelig
klagesag, og ministeriet har meddelt ILO, at sagen fortsat behandles i
Folketinget, og at ministeriet vil vende tilbage med sine
bemærkninger, når lovforslaget er blevet vedtaget.
Spørgsmål 181:
Det fremgår af de almindelige bemærkninger til
lovforslaget, at lovforslaget ikke giver problemer i relation til EU-retten,
hvilket imidlertid blev imødegået af professorerne Ruth Nielsen
og Jens Kristiansen på ekspertmødet den 3. april 2002. På
den baggrund bedes ministeren rette henvendelse til EU-Kommissionen med
henblik på en afklaring af lovforslagets eventuelle problemer i forhold
til EU-retten.
Svar:
De faldne bemærkninger på høringen i
Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg giver mig ikke anledning til at rette en
sådan henvendelse til EU-Kommissionen.
Spørgsmål 199:
Kan forbuddet mod flere jobs i CO-overenskomsten
opretholdes efter vedtagelsen af denne lov?
Svar:
Industriens overenskomst forudsætter bl.a., at der
ikke kan træffes aftale om deltidsbeskæftigelse, hvis
lønmodtageren i forvejen er beskæftiget på fuld tid i en
anden virksomhed. Et sådant forbud mod flere jobs ses ikke at
være i strid med lovforslagets formål, der er at sikre, at
lønmodtageren og arbejdsgiveren har ret til at aftale, at
lønmodtageren arbejder på deltid.
Spørgsmål 222:
Der ønskes en juridisk vurdering af den del af
bemærkningerne i betænkningen over lovforslaget fra V, DF og KF,
hvoraf det fremgår, at arbejdsgiveren ikke kan bruge lovforslaget som
det tredje element til at regulere arbejdstiden ved ordrenedgang.
Svar:
Jeg går ud fra, at henvisningen vedrører det
afsnit i betænkningen, der har følgende ordlyd: »Ved ordrenedgang henvises
arbejdsgiveren til gældende regler for afskedigelse eller
arbejdsfordeling. I det hele taget understreger V, DF og KF, at alle hidtil
gældende regler om beskyttelse mod afskedigelse naturligvis
opretholdes, herunder f.eks. beskyttelsen af tillidsmænd. «
Det er vigtigt, at der er et reelt frit valg mellem at
sige ja eller nej til deltid. Derfor skal en arbejdsgiver ikke spørge
sine medarbejdere, om de vil på deltid i en situation med svigtende
ordretilgang. I stedet kan han bruge overenskomstens bestemmelser om
arbejdsfordeling eller tilsvarende ordninger.
I forbindelse med ordrenedgang på en virksomhed ser
jeg heller ikke nogen grund til, at en arbejdsgiver skulle foretrække
at spørge de ansatte om de vil gå på deltid. Hvis
arbejdsgiveren i den situation har valget mellem at indgå en
arbejdsfordelingsaftale eller at indgå en række individuelle
aftaler om deltid, hvad skulle da være arbejdsgiverens incitament til
at vælge den løsning, der fjerner retten til supplerende
dagpenge fra de berørte medarbejdere, frem for at der blev
indgået aftaler om arbejdsfordeling?
Formålet med arbejdsfordelingsaftaler er at
undgå afskedigelser. Reglerne om supplerende dagpenge er rimeligt
fleksible på dette punkt. Man kan aftale arbejdsfordeling i
midlertidige perioder, og alle medarbejdere i en afdeling, en
produktionsenhed eller på en hel virksomhed, der har ret til dagpenge,
kan oppebære supplerende dagpenge i arbejdsfordelingsperioden. Hvis
perioden strækker sig ud over 13 uger, skal det godkendes af det
regionale arbejdsmarkedsråd. Hvor længe en
arbejdsfordelingsordning længst kan løbe er bl.a. fastsat i de
enkelte overenskomster.
Spørgsmål 224:
I forlængelse af ministerens talepapir til
samrådet i Arbejdsmarkedsudvalget den 15. maj 2002 bedes ministeren
komme med en så udtømmende liste, som det er muligt over, hvilke
overenskomstbestemmelser vedrørende arbejdstid og aflønning i
den forbindelse, som loven ikke sætter ud af kraft.
Svar:
Da jeg ikke er i besiddelse af alle overenskomster og
aftaler, der er indgået, kan jeg ikke give en udtømmende
beskrivelse af de bestemmelser, der ikke berøres af lovforslaget.
Men generelt berøres ingen bestemmelser om
arbejdets tilrettelæggelse og aflønning, men kun bestemmelser om
den ugentlige gennemsnitlige arbejdstid, der hindrer at en arbejdsgiver og en
lønmodtager kan aftale at lønmodtageren arbejder på
deltid.
Som eksempler på bestemmelser, der ikke
berøres, kan jeg nævne nogle af de bestemmelser, jeg har
fået forelagt i forbindelse med spørgsmålene fra
Arbejdsmarkedsudvalget:
Det kan helt generelt fastslås, at overenskomstfastsatte
lønbestemmelser ikke kan anses for at udgøre direkte eller
indirekte hindringer eller begrænsninger i adgangen til at aftale
deltid.
En overenskomstregel om, at den deltidsansatte er sikret en daglig
arbejdstid på minimum 4 timer pr. dag, er ikke i strid med forslaget
til § 4 a, stk. 1.
Lovforslaget er ikke til hinder for en overenskomstbestemmelse om, at
den fastansatte på deltid lige som fuldtidsansatte har krav på at
kende sin arbejdstids begyndelse og afslutning på en vagtplan, der
minimum omfatter 4 uger.
Lovforslaget er ikke til hinder for en overenskomstbestemmelse om, at
den daglige arbejdstid ikke kan deles i flere perioder med hjemsendelse uden
løn.
Lovforslaget er ikke til hinder for en overenskomstbestemmelse om, at
den deltidsansatte ligesom fuldtidsansatte har krav på to fridage pr.
uge samt minimum 5 friweekender pr. kvartal, og at arbejdsgiveren skal betale
lønkompensation, hvis dette ikke overholdes.
Lovforslaget er ikke til hinder for en overenskomstbestemmelse om, at
deltidsansatte skal have overtidstillæg for timer ud over det aftalte
garanterede timetal, der er angivet på ansættelsesbeviset, og
fordelt på en vagtplan.
Lovforslaget er ikke til hinder for en overenskomstbestemmelse om, at
fastansatte på deltid eller fuldtid i tidsbegrænsede stillinger
skal være ansat på en kontrakt med minimum 22 dages arbejde, og
at overenskomstens bestemmelser om fleksibel deltidsansættelse
anvendes, hvis der er tale om færre dage.
Det vil ikke være en direkte eller indirekte hindring eller
begrænsning i retten for en lønmodtager og en arbejdsgiver at
aftale deltid, såfremt en kollektiv aftale indeholder bestemmelser om,
at arbejdstiden skal placeres indenfor tidsrummet kl. 8.00 til 16.00 på
ugens første hverdage. Bestemmelsen om arbejdstidens længde er
noget andet end bestemmelsen om arbejdstidens placering.
Det vil ikke være en direkte eller indirekte hindring eller
begrænsning i retten for en lønmodtager og en arbejdsgiver at
aftale deltid, såfremt en kollektiv aftale indeholder bestemmelser om,
at den daglige arbejdstid mindst skal udgøre 6 timer og højest
8 timer pr. vagt, da bestemmelsen vel ikke samtidig skal forstås
således, at man skal være på arbejde hver dag. Selve
tilrettelæggelsen og fordelingen af de arbejdstimer, der aftales, er
ikke omfattet af lovforslaget.
Det vil ikke være en direkte eller indirekte hindring eller
begrænsning i retten for en lønmodtager og en arbejdsgiver at
aftale deltid, såfremt en kollektiv aftale indeholder bestemmelser om,
at arbejdet tilrettelægges med mindst 3 timer og indtil 8 timer pr.
vagt.
Det vil ikke være en direkte eller indirekte hindring eller
begrænsning i retten for en lønmodtager og en arbejdsgiver at
aftale deltid, såfremt en kollektiv aftale indeholder bestemmelser om,
at en medarbejder maksimalt 52 gange årligt kan pålægges at
arbejde indenfor tidsrummet kl. 16.00 til 18.00, da bestemmelsen er en
maksimumstimeregel, hvor man må gå ud fra, at det er i
overensstemmelse med den kollektive overenskomst at arbejde mindre end et
angivet maksimum.
Det vil ikke være en direkte eller indirekte hindring eller
begrænsning i retten for en lønmodtager og en arbejdsgiver at
aftale deltid, såfremt en kollektiv aftale indeholder bestemmelser om,
at der skal udbetales tillæg for arbejde på bestemte tidspunkter
af døgnet, da dette spørgsmål intet har at gøre
med muligheden for at arbejde mindre end fuld tid.
Det vil ikke være en direkte eller indirekte hindring eller
begrænsning i retten for en lønmodtager og en arbejdsgiver at
aftale deltid, såfremt en kollektiv aftale indeholder bestemmelser om,
at der kan foretages timelønsansættelse som supplement til
fastansat personale, men at timelønsansættelser maksimalt
må udgøre 10 pct. af den samlede arbejdstid i den enkelte butik,
og når det i øvrigt forudsættes, at det faste personale
kan aftale deltid med arbejdsgiveren, da det i spørgsmålet
forudsættes, at der er adgang til deltid for det faste personale.
Det vil ikke være en direkte eller indirekte hindring eller
begrænsning i retten for en lønmodtager og en arbejdsgiver at
aftale deltid, såfremt en kollektiv aftale indeholder bestemmelser om,
at medarbejdere på deltid ved ekstra natkurser, seminarer, konferencer
og lignende er forpligtet til op til 9 timers arbejde inklusiv rejsetid uden
særskilt honorering, selvom pågældendes dagsnorm
overskrides den pågældende dag, da dette spørgsmål
ikke har noget at gøre med, hvor mange timer den enkelte
lønmodtager kan aftale med sin arbejdsgiver om den faste ugentlige
arbejdstid.
Det vil ikke være en direkte eller indirekte hindring eller
begrænsning i retten for en lønmodtager og en arbejdsgiver at
aftale deltid, såfremt en kollektiv aftale indeholder bestemmelser om,
at bestemte personalegrupper automatisk overgår til uden højeste
arbejdstid med en ugentlig arbejdstid på principielt 37 timer,
når den faste løn overstiger 300.000 kr. pr. år, da dette
spørgsmål vedrører fastsættelsen af et
ansættelsesvilkår for ansatte, der har indgået en aftale om
fuld tid. Det har efter min vurdering intet at gøre med de
lønmodtagere, der har indgået, eller vil indgå en aftale
om en lavere arbejdstid.
Spørgsmål 229:
Ministeren bedes kommentere, om loven kan bruges til
indgåelse af aftaler om deltid mellem elever i praktik og
praktikvirksomheden, ud over de i lov om erhvervsuddannelser § 58
nævnte grunde. Kan der således frit aftales deltid for elever i
praktik?
Svar:
Undervisningsministeriet oplyser, at retten til under
ansættelsen at aftale deltid også vil finde anvendelse inden for
erhvervsuddannelserne, jf. § 56 i erhvervsuddannelsesloven, hvorefter de
bestemmelser, der ved kollektive overenskomster eller i lovgivningen er
fastsat om arbejdstagers ansættelses- og arbejdsvilkår også
gælder for elever med uddannelsesaftale, i det omfang det er foreneligt
med uddannelsen.
Deltidspraktik anses iht. erhvervsuddannelseslovens § 58
og den hertil knyttede praksis for at være forenelig med uddannelsen
efter loven. Det er dog forudsat, at skoledelen af uddannelsen
gennemføres på fuld tid.
Hvis en elev har nedsat arbejdstid, kan eleven og
virksomheden indgå aftale om forlængelse af uddannelsestiden med
et bestemt tidsrum. Medfører en sådan aftale, at
uddannelsestiden forlænges med mere end differencen mellem fuld
arbejdstid og den aftalte arbejdstid i praktiktiden, er aftalen kun gyldig,
hvis det faglige udvalg for uddannelsen godkender den. Der henvises til § 58,
stk. 1 og stk. 2, i erhvervsuddannelsesloven.
Spørgsmål 230:
Ministeren bedes yde teknisk bistand til
ændringsforslag, der indebærer, at en lønmodtager, der
under ansættelsen ønsker at få reduceret sin arbejdstid af
helbredsmæssige, sociale eller andre vægtige
velfærdsgrunde, får ret til deltid, medmindre arbejdsgiveren kan
godtgøre, at det vil medføre særlige ulemper for
virksomheden. Såfremt der er uenighed mellem arbejdsgiver og
lønmodtageren, om der er særlige ulemper for virksomheden,
behandles sagen fagretligt, og bevisbyrden skal ligge hos arbejdsgiveren.
Nærmere retningslinjer for udmøntningen af denne ret skal
aftales mellem overenskomstparterne.
Svar:
Ændringsforslaget kan lyde således:
»
§ X. En
lønmodtager, der under ansættelsen ønsker at få
reduceret sin arbejdstid af helbredsmæssige, sociale eller andre
vægtige velfærdsgrunde, har ret hertil, medmindre arbejdsgiveren
kan godtgøre, at det vil medføre særlige ulemper for
virksomheden.
Stk. 2. For lønmodtagere, der er omfattet af en
kollektiv overenskomst afgøres sager efter stk. 1 ad fagretlig
vej.
Stk. 3. Ved kollektiv overenskomst kan det nærmere
fastsættes, hvad der skal forstås ved »velfærdsgrunde« i stk. 1. «
Bemærkning: Formuleringen »-- medmindre arbejdsgiveren kan godtgøre --« er den sædvanlige måde at
angive omvendt bevisbyrde.
Forslaget adskiller sig i øvrigt
grundlæggende fra regeringens forslag. Dels er der tale om en ensidig
ret for lønmodtageren og altså ikke om en adgang til at aftale
deltid, hvis det passer begge parter, dels er det kun de grunde, som en
domstol vil acceptere som velfærdsgrunde, der udløser retten.
Hvis lønmodtageren har andre, private grunde til at ønske
deltid, evt. grunde som han eller hun ikke ønsker at indvi andre i,
kan retten ikke udnytte. Forslaget er øjensynlig bygget over den
såkaldt norske model, som jeg tidligere har tilkendegivet ikke er
acceptabel for regeringen.
Spørgsmål 231:
Ministeren bedes uddybe udsagnet fra 2. behandling om
søfarende, langturschauffører og arbejdere på
olieplatforme:
»
Hvis hele den
øgede frihed skulle afvikles på boreplatformen, vil det efter
min mening være et vilkår, der ikke er i overensstemmelse med
princippet om ikkediskrimination i deltidsloven. Men deltidsansættelsen
kan jo også bestå i, at lønmodtageren får mere
fritid i land.«
Svar:
Deltidsloven og det bagvedliggende EU-direktiv går
kort fortalt ud på, at deltidsansatte ikke må behandles mindre
gunstigt end sammenlignelige fuldtidsansatte. Hvis en arbejdsgiver derfor i
forbindelse med indgåelse af en deltidsaftale krævede, at den
øgede fritid blev tilbragt ombord, ville det efter min opfattelse
stille den deltidsansatte mindre gunstigt end den fuldtidsansatte.
Diskussionen er i øvrigt temmelig abstrakt, fordi lønmodtageren
jo blot kan afslå at indgå en sådan aftale. I øvrigt
henvises til svaret på spørgsmål 221.
Spørgsmål 233:
Ministeren bedes oplyse, hvor lang tid der skal gå
efter en ansættelse, før en arbejdsgiver kan rejse
spørgsmål om deltid. Kan spørgsmål herom f.eks.
rejses
a) på første arbejdsdag
b) i prøvetiden.
I relation hertil bedes ministeren redegøre for,
hvorledes omgåelse af lovbaserede krav kan udgøre »en omgåelse af overenskomsten
«, sådan som ministeren gav
udtryk for under 2. behandling.
Svar:
Jeg kan henvise til besvarelsen af spørgsmål
nr. 228 og derudover tilføje, at hvis en arbejdsgiver dagen efter
ansættelsen tilbyder et deltidsjob, vil der efter al sandsynlighed
være tale om en omgåelse af overenskomsten og dermed et brud
på denne. Det vil der helt åbenbart være tale om, hvis der
er en hemmelig aftale mellem de to om at handle på denne måde,
men selvom det ikke er tilfældet, kan arbejdsgiveren
selvfølgelig ikke handle på denne måde i den hensigt at
omgå overenskomsten.
Dette kan også være tilfældet, hvis der
går længere tid. Men andre forhold vil også spille ind i en
konkret afgørelse af, om der er tale om en omgåelse af
overenskomstens regler om begrænsning eller forbud mod deltid. Hvis
f.eks. en ansættelse er aftalt til at vare 2 måneder, kan
arbejdsgiveren efter min vurdering ikke komme med forslag om deltid uden at
komme i strid med overenskomsten. I den situation må man kunne stille
krav om, at arbejdsgiveren kan vurdere arbejdskraftbehovet og
tilrettelæggelsen af arbejdet i hvert fald de 2 måneder frem.
Omvendt hvis ansættelsen er varig, og arbejdspladsen efter fx 2
måneder ændrer måden at tilrettelægge arbejdet
på. I den situation vil der formentlig ikke være tale om
omgåelse af overenskomstens forbud mod deltid, hvis arbejdsgiveren
spørger en lønmodtager om denne vil arbejde på
deltid.
Spørgsmål 237:
I relation til ministerens svar på
spørgsmål 182 bedes ministeren forholde sig konkret til de
EU-retlige problemer, der blev rejst af 2 juridiske professorer på det
åbne ekspertmøde den 3. april 2002.
Svar:
Så vidt jeg kan se af udskriften fra
høringen, var det alene professor Ruth Nielsen, der bragte egentlige
EU-retlige problemstillinger op.
Professor Ruth Nielsen rejste bl.a.
spørgsmålet om den ligefremme bevisbyrde i det oprindelige
forslag ikke kunne komme i strid med EU-retten på den måde, at
nogle sager om afskedigelse pga. et afslag om at gå på deltid
samtidige kunne handle om indirekte forskelsbehandling pga. køn, hvor
der iflg. EU-retten gælder delt bevisbyrde. Jeg deler ikke disse
bekymringer, allerede fordi en sag, der samtidig handler om
overtrædelse af ligebehandlingsloven, selvfølgelig ville skulle
følge reglerne også i denne lov. Problemet er nu under alle
omstændigheder bortfaldet, fordi jeg af helt andre grunde har
foreslået indførelse af delt bevisbyrde.
Endvidere rejste professor Ruth Nielsen
spørgsmålet om forholdet til reglerne om kollektive
afskedigelser, der som bekendt også bygger på EU-regler. Hertil
er kun at sige, at hvis en arbejdsgiver af den ene eller den anden grund
foretager afskedigelser af et omfang, så de bliver omfattet af disse
regler, skal reglerne selvfølgelig følges, herunder reglerne om
forhandling med lønmodtagernes repræsentanter. Dette har intet
at gøre med lovforslaget, som alene sikrer en lønmodtager og en
arbejdsgiver ret til, hvis de begge ønsker det, at indgå aftale
om ansættelse på deltid.
Spørgsmål 238:
Ministeren bedes i relation til svaret på
spørgsmål 142 redegøre for, om organisationernes
påtaleret kan opretholdes.
Svar:
Den påtaleret, som omtales i spm. 142
vedrører misbrug af en bestemmelse om adgang til at aftale deltid for
personer, der er svagelige eller som ønsker delpension.
Jeg går ud fra, at det misbrug, der tænkes
på i spørgsmålet vedrører pres eller lignende fra
en arbejdsgiver til, at den ansatte går på deltid af andre grunde
end svagelighed og delpensionsønsker, dvs. på baggrund af de
muligheder, loven åbner.
En arbejdsgiver kan ikke med deltidsloven presse en
lønmodtager til deltid. En lønmodtager må sige nej til
deltid, hvis vedkommende ikke ønsker at arbejde på deltid. I den
situation må organisationen bistå lønmodtageren i
tilfælde af afskedigelse eller forflyttelse som følge af afslag
på deltid.
Spørgsmål 240:
Ministeren bedes kommentere henvendelse af 21. maj 2002
fra RestaurationsBranchens Forbund, jf. L 104 bilag 199.
Svar:
Ad A Er elever omfattet af loven?
Undervisningsministeriet har oplyst, at det er korrekt som
antaget af RBF, at en uddannelsesaftale kan hæves af såvel elev
som virksomhed under prøvetiden. Prøvetiden er på 3
måneder, som dog forlænges forholdsmæssigt, hvis der er
aftalt deltidspraktik, jf. lovens § 60, stk. 3. Skoleophold medregnes ikke i
prøvetiden. Det er også korrekt, at der efter
erhvervsuddannelsesloven ikke er krav om begrundelse ved ophævelse i
prøvetiden. Men ophævelsen kan efter omstændighederne
være i strid med anden lovgivning på det ansættelsesretlige
område, fx ligebehandlingslovgivningen.
Uden for prøvetiden kan aftalen ikke opsiges af
aftaleparterne uden ved gensidig overenskomst. Det indebærere efter
Undervisningsministeriets opfattelse, at aftalens parter heller ikke ensidigt
kan kræve, at aftalen ændres til en deltidsaftale inden for den
aftalte uddannelsestid.
Tvistigheder mellem aftaleparterne, f.eks. sager om
misligholdelse eller ophævelse pga. bristede forudsætninger for
aftalen, afgøres af Tvistighedsnævnet, som har afløst de
tidligere lærlingevoldgiftretter.
Forinden en sag behandles i Tvistighedsnævnet, skal
den behandles i det faglige udvalg for uddannelsen, som skal søge at
opnå forlig. I det faglige udvalg er både
arbejdsgiverorganisationen og arbejdstagerorganisationen på
uddannelsesområdet repræsenteret. Behandlingen i det faglige
udvalg og Tvistighedsnævnet svarer til fagretlig behandling.
Med hensyn til RBF’s forslag om at undtage elever fra
deltidsloven, bemærker Undervisningsministeriet, at en sådan
undtagelse ikke vil være uddannelsesmæssigt begrundet, i hvert
fald ikke, hvis den hidtidige praksis, hvorefter skoleundervisningen altid er
på fuld tid, vil kunne opretholdes.
M.h.t. fortolkningen af »særlige forhold« i erhvervsuddannelseslovens § 58 henvises til
bemærkningerne til lovforslaget L 38, FT 1988-89, sp. 1183 ff., hvoraf
det fremgår, at der med forslaget åbnes mulighed for, at elev og
virksomhed kan aftale nedsat arbejdstid mod tilsvarende forlængelse af
uddannelsestiden for elever, som på grund af særlige
omstændigheder ikke vil kunne gennemføre uddannelsen på
normal tid. Som et par eksempler på sådanne omstændigheder
nævnes handicappede og eliteidrætsudøvere. Bestemmelsen
har så vidt vides i Undervisningsministeriet ikke været anvendt i
større omfang og i de tilfælde, som ministeriet er bekendt med,
har den være anvendt for at kunne imødekomme ønsker fra
elevernes side f.eks. i forbindelse med pasning af små børn i
forlængelse af en barselsorlov.
Hvis deltidsloven vedtages, må et imidlertid
antages, at betingelsen i erhvervsuddannelsesloven om, at den nedsatte
arbejdstid skal være begrundet i særlige forhold, skal fortolkes
så den ikke kommer i modstrid med deltidsloven.
Undervisningsministeriet kan endelig bekræfte, at
det pågældende faglige udvalg ikke skal godkende aftalen om
forlængelse af uddannelsestiden, hvis parterne er enige og holder sig
inden for grænserne for forlængelsen iht.
erhvervsuddannelseslovens § 58.
Ad B Ændringsforslaget om at deltidsloven ikke
gælder ved nyansættelser
Der henvises til besvarelserne af spørgsmål
nr. 228 og 233.
Ad C Frivillige aftaler og karantæneregler
RBF har i henvendelsen af 21. maj 2002 knyttet
bemærkninger til mit svar på spørgsmål nr. 154,
omkring reglerne i dagpengelovgivningen om selvforskyldt ledighed.
Jeg skal i den forbindelse understrege, at mit svar alene
er baseret på allerede gældende regler og praksis på
dagpengeområdet. Jeg er således uforstående overfor, at mit
svar skulle indebære en nyskabelse.
I øvrigt er der angiveligt grund til at
understrege, at mit svar angår dagpengereglerne ifølge
arbejdsløshedsforsikringsloven. Svaret vedrører ikke de
ansættelsesretlige regler om saglig afskedigelse m.v., hvilket RBF i
sin henvendelse synes at lægge op til.
Nærværende lovforslag ses ikke at give
grundlag for ændring af reglerne om adgang til dagpenge ved
selvforskyldt ledighed.
Ad D Søfart og deltidsloven
Der henvises til besvarelserne af spørgsmål
nr. 221 og 231.
Spørgsmål 244:
Ministeren bedes besvare de spørgsmål
vedrørende særlige ansættelsesformer, som blev rejst under
lovforslagets 2. behandling af Grete Schødts.
Svar:
De af Grete Schødt under 2. behandlingen
nævnte løntilskudsordninger er alle karakteriseret ved, at
indhold og betingelser for deltagelse i ordningen er reguleret i lov. Det
betyder, at deltagerens rettigheder og pligter nøje er fastlagt og
afgrænset i de relevante love.
L 104 omhandler alene forhold, der er dækket i
overenskomst. Den lovgivning, der dækker de nævnte ordninger,
bliver derfor ikke påvirket af L 104.
Spørgsmål 247:
I fortsættelsen af besvarelsen af
samrådsspørgsmål B den 28. maj 2002 bedes ministeren
redegøre for, hvorledes tvistigheder opstået på baggrund
af en individuel aftale om deltid indgået mellem en arbejdsgiver og en
lønmodtager skal behandles i det fagretlige system, og herunder for,
hvorledes tillidsrepræsentantens rolle efterfølgende vil
være.
Svar:
Som det fremgår af lovforslaget, afgøres en
tvist om, hvorvidt der er tale om en usaglig afskedigelse efter de fagretlige
regler på den pågældende overenskomsts område,
medmindre lønmodtageren ikke er omfattet af en kollektiv overenskomst,
eller den kollektive overenskomst ikke beskytter lønmodtageren mod
usaglig afskedigelse. Dette er tilfældet, uanset om tvisten er
opstået på baggrund af ønsket om at indgå en aftale
om deltid efter loven eller efter overenskomsten.
Hvis tvisten alene vedrører forståelsen af
den individuelle aftale, og der ikke er tale om en afskedigelsessag, kan
tvisten behandles i det fagretlige system, hvis retten til at aftale deltid
mellem lønmodtageren og arbejdsgiveren følger af en kollektiv
overenskomst. Det er i øvrigt det samme, der gælder i dag,
på de dele af det overenskomstdækkede arbejdsmarked, hvor der er
fri adgang til at aftale deltid. Tillidsrepræsentantens rolle vil
derfor være som den altid har været.
Hvis tvisten alene vedrører forståelsen af
den individuelle aftale, og der ikke er tale om en afskedigelsessag,
behandles tvisten i det civilretlige system, hvis retten til at aftale deltid
mellem lønmodtageren og arbejdsgiveren alene følger af loven.
Det ændrer dog ikke ved, at
tillidsrepræsentanten/lønmodtagerorganisationen kan føre
sagen for lønmodtageren i det civilretlige system.
Lignende dokumenter
- Tilføjelse til betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om gennemførelse af deltidsdirektivet Retsinformation · 23. maj 2002
- Tillægsbetænkning over Forslag til lov om orlov til lønmodtagere, der passer nærtstående med handicap eller alvorlig sygdom Retsinformation · 9. september 2002
- Tillægsbetænkning over Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. (Refusion) Retsinformation · 11. juni 2003
- Tillægsbetænkning over Forslag til lov om ændring af lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik (Individuelt kontaktforløb, minimumskrav m.v.) Retsinformation · 10. december 2002
- Tillægsbetænkning over Forslag til lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats Retsinformation · 10. juni 2003
- Tillægsbetænkning over Forslag til lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik, lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, lov om fleksydelse, lov om social service, lov om individuel boligstøtte, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og integrationsloven (Loft over kontanthjælpen, hjælp til unge og forsørgere, flytning af reglerne om aktive tilbud m.v.) Retsinformation · 10. juni 2003