Spring til indhold

Retsinformation

Betænkning over Forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet, våbenloven, udleveringsloven samt lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af FN-konventionen til bekæmpelse af finansiering af terrorisme, gennemførelse af FN's Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001) samt øvrige initiativer til bekæmpelse af terrorisme m.v.)

2001/2 BTL 35Betænkning over lovforslagFolketinget19. juni 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Betænkning afgivet af Retsudvalget den

21. maj 2002

Betænkning

over

Forslag til lov om ændring af

straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence- og forbrugerforhold

på telemarkedet, våbenloven, udleveringsloven samt lov om

udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige

(Gennemførelse af FN-konventionen til

bekæmpelse af finansiering af terrorisme, gennemførelse af

FN’s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001) samt øvrige

initiativer til bekæmpelse af terrorisme m.v.)

[af justitsministeren (Lene Espersen)]

1. Ændringsforslag

Der er stillet 14 ændringsforslag til lovforslaget.

Justitsministeren har stillet ændringsforslag nr. 9, 10, 13 og 14.

Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget har stillet ændringsforslag nr.

7, 8 og 12, og Enhedslistens medlem af udvalget har stillet

ændringsforslag nr. 1-6 og 11.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 13. december 2001 og var til

1. behandling den 31. januar 2002. Lovforslaget blev efter 1. behandling

henvist til behandling i Retsudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 8 møder.

Teknisk gennemgang

Den 24. januar 2002 fik udvalget ved justitsministeren og

dennes embedsmænd en teknisk gennemgang af lovforslaget, som blev

suppleret med yderligere tekniske gennemgange af udvalgte dele af

lovforslaget den 4. april og 8. maj 2002

Læs alt

Offentlig høring m.v.

Den 30. januar 2002 afholdt udvalget en offentlig heldags

høring om lovforslaget og den 11. april 2002 et ekspertmøde om

de edb-tekniske elementer i lovforslaget.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen

været sendt i høring, og den daværende justitsminister

sendte den 30. oktober 2001 dette udkast til udvalget, jf. 2001-02, 1.

samling, alm. del bilag 119. Den 14. december 2001 sendte justitsministeren

de indkomne høringssvar og den 11. januar 2002 et høringsnotat

til udvalget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget

skriftlige henvendelser fra:

Amnesty International,

Digital Rights,

Professor, dr.jur. Ole Espersen, Det Retsvidenskabelige

Institut B, Københavns Universitet,

Forbrugerrådet,

Flemming Lyngbeck Hansen, Gentofte,

IT-Brancheforeningen,

PROSA og

Jørn Vestergaard, København K

Justitsministeren har over for udvalget kommenteret de

skriftlige henvendelser til udvalget.

Deputationer

Endvidere har IT-Brancheforeningen og PROSA mundtligt over

for udvalget redegjort for deres holdning til lovforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 153 spørgsmål til

justitsministeren og 4 spørgsmål til udenrigsministeren til

skriftlig besvarelse, som disse har besvaret.

Nogle af udvalgets spørgsmål og

justitsministerens svar herpå er optrykt som bilag 2 til

betænkningen.

Bilag

Præamblen til Rådets rammeafgørelse af

6. december 2001 om bekæmpelse af terrorisme er optrykt som bilag 3 til

betænkningen. Henvendelsen af 8. april 2002 fra professor, dr.jur. Ole

Espersen er optrykt som bilag 4 til betænkningen.

3. Præciseringer vedrørende de strafferetlige initiativer

mod terrorisme

Socialdemokratiets, Venstres, Det Konservative

Folkepartis, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres og Enhedslistens

medlemmer af udvalget vil særligt vedrørende de strafferetlige

initiativer mod terrorisme anføre følgende:

En ganske væsentlig del af diskussionerne

vedrørende dette lovforslag har omhandlet den foreslåede

terrorismebestemmelse i straffelovens § 114. S, V, KF, SF, RV og EL erkender

de vanskeligheder, en sådan paragraf medfører, idet bestemmelsen

skal beskrive dilemmaet mellem at beskytte de grundlæggende

frihedsrettigheder i et demokratisk og åbent samfund samtidig med, at

bestemmelsen ikke må kunne misbruges til at underminere selv samme

rettigheder og samfundsform. Et dilemma, som FN’s Verdenserklæring

om menneskerettigheder fra 1948 ligeledes indeholder i erklæringens

sidste artikel (artikel 30): »Intet i denne erklæring må

fortolkes som givende nogen stat, gruppe eller enkeltperson hjemmel til at

indlade sig på nogen virksomhed eller foretage nogen handling, der

tilsigter at nedbryde nogen af de heri opregnede rettigheder og

friheder.«

S, V, KF, SF, RV og EL ønsker at fremhæve, at

begrebet terrorisme er defineret i forhold til den legitime stat, der bygger

på de universelle værdier: menneskets værdighed, frihed,

lighed og solidaritet, respekt for menneskerettighederne og de

grundlæggende frihedsrettigheder. Den legitime stat bygger på

princippet om demokrati og retsstatsprincippet. Terrorisme udgør en

trussel for demokratiet, den frie udøvelse af menneskerettighederne og

den økonomiske og sociale udvikling.

S, V, KF, SF, RV og EL lægger vægt på,

at den foreslåede bestemmelse i § 114 skal fortolkes i lyset af den

erklæring, som EU-landene nåede til politisk enighed om samtidig

med EU-rammeafgørelsen om bekæmpelse af terrorisme. Efter denne

erklæring omfatter rammeafgørelsen »handlinger, som alle Den

Europæiske Unions medlemsstater anser for alvorlige overtrædelser

af deres straffelove, begået af personer, hvis mål er en trussel

mod deres demokratiske samfund, der respekterer retsstatsprincippet, og mod

den civilisation, disse samfund bygger på. Rammeafgørelsen skal

forstås på denne måde og kan ikke bruges som et argument

for nu at betragte adfærd, som blev udført af mennesker, der

handlede for at bevare eller genskabe disse demokratiske værdier,

hvilket navnlig var tilfældet i visse medlemsstater under Anden

Verdenskrig, som »terroristhandlinger«. Den kan heller ikke bruges til at

anklage personer, der udøver deres legitime ret til at udtrykke deres

meninger, for terrorisme, selv om de under udøvelsen af en sådan

ret begår lovovertrædelser.«

S, V, KF, SF, RV og EL ønsker ligeledes at

fremhæve den begrænsning i anvendelsesområdet for § 114,

som kommer til udtryk i præamblen til EU-rammeafgørelsen. Af

præamblen fremgår det bl.a., at »denne rammeafgørelse

respekterer grundlæggende rettigheder, således som de garanteres

ved den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og

grundlæggende frihedsrettigheder, og således som de følger

af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, som

generelle principper for fællesskabsretten. Den Europæiske Union

overholder de principper, der anerkendes i artikel 6, stk. 2, i traktaten om

den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

særlig kapitel VI. Intet i denne rammeafgørelse kan fortolkes

på en måde, som indskrænker eller er til hinder for de

grundlæggende frihedsrettigheder som f.eks. strejkeret, forsamlings-,

forenings- eller ytringsfrihed, herunder retten til sammen med andre at

oprette fagforeninger og til at blive medlem af fagforeninger for at forsvare

sine interesser og den hertil knyttede ret til at demonstrere.«

Der henvises til præamblen til

rammeafgørelsen, der er optrykt som bilag 3 til

betænkningen.

S, V, KF, SF, RV og EL ønsker på den baggrund

at understrege, at bestemmelsen i § 114 skal læses med de

begrænsninger, der følger heraf. Når det konkret skal

vurderes, om en begået handling er omfattet af den foreslåede

bestemmelse i § 114, må der derfor foretages en samlet vurdering af

alle sagens elementer. I lyset af den nævnte rådserklæring

og præamblen til rammeafgørelsen skal et element i denne samlede

vurdering være, om en handling er rettet mod besættelsesmagter

m.v. Det kan i den forbindelse indgå, hvorledes det internationale

samfund stiller sig i forhold til det pågældende land, f.eks. via

FN-resolutioner.

Der henvises til svarene på spørgsmål

nr. 99, 101 og 150, der er optrykt som bilag 2 til betænkningen.

S, V, KF, SF, RV og EL ønsker endvidere at

fremhæve justitsministerens tilkendegivelse om, at eventuelle

lovovertrædelser, der måtte blive begået som led i en

faglig konflikt her i landet eller i forbindelse med lovlige demonstrationer

vanskeligt vil falde ind under den foreslåede bestemmelse i § 114. Det

er dog samtidig klart, at handlinger, der er omfattet af den foreslåede

bestemmelse i § 114, ikke bliver straffrie, alene fordi de måtte blive

begået i tilknytning til en faglig konflikt.

Der henvises til svarene på spørgsmål

nr. 23 og 113, der er optrykt som bilag 2 til betænkningen.

Lovforslaget udvider det strafbare område for

medvirken, hvilket under Folketingets behandling af lovforslaget har

ført til en række spørgsmål om begrebet

»forsæt« og dets grader. Lovforslagets bestemmelser om blandt andet

terrorisme og finansiering af terrorisme omfatter alle forsætlige

forhold. Det er således en betingelse for strafansvar efter §§ 114-114

b, at den pågældende har handlet forsætligt. I relation til

f.eks. en bidragsyder vil det normalt sige, at bidragsyderen i det konkrete

tilfælde skal have været bekendt med eller have indset det som

overvejende sandsynligt, at der var tale om en terrororganisation. S, V, KF,

SF, RV og EL lægger i den forbindelse vægt på

justitsministerens oplysninger om, at spørgsmålet om anvendelse

af forsætsformen »dolus eventualis« i forbindelse med de

foreslåede bestemmelser normalt vil være af meget teoretisk

karakter.

Der henvises til svarene på spørgsmål

nr. 117 og 118, der er optrykt som bilag 2 til betænkningen.

En væsentlig del af den offentlige debat om

bekæmpelse af terrorisme har kredset om de særlige lister over

terrorister, terrororganisationer m.v. i henholdsvis FN- og EU-regi. S, V,

KF, SF, RV og EL ønsker derfor at understrege, at listernes eneste

umiddelbare retlige virkning er pligten til at indefryse disse personers og

organisationers finansielle midler. Opstår der under en dansk

straffesag spørgsmål om straf for overtrædelse af en af de

foreslåede bestemmelser i straffelovens §§ 114-114 b, vil de danske

domstole skulle foretage en selvstændig vurdering på grundlag af

bevismaterialet i den konkrete sag. Det forhold, at en organisation optages

på EU’s lister over terrororganisationer, er derfor ikke i sig

selv ensbetydende med, at det under en eventuel straffesag her i landet vil

kunne anses for bevist, at der er tale om en terrororganisation.

Der henvises til svarene på spørgsmål

nr. 91 og 131, der er optrykt som bilag 2 til betænkningen.

4. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget ( S, V, KF, RV og KRF)

indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af justitsministeren

under nr. 9, 10, 13 og 14 stillede ændringsforslag.

Socialdemokratiets, Venstres, Det Konservative Folkepartis

og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget er enige med justitsministeren

i, at de foreslåede strafferetlige initiativer er nødvendige i

kampen mod terrorisme. En del af ændringerne er til opfyldelse af

Danmarks internationale forpligtelser. Disse ændringer gør det

bl.a. muligt for Danmark at ratificere FN’s

terrorfinansieringskonvention, ligesom Danmark kan ophæve sit

parlamentariske forbehold over for EU’s rammeafgørelse om

bekæmpelse af terrorisme. Med lovforslaget styrkes således det

strafferetlige værn mod terrorisme, og politiets

efterforskningsmuligheder forbedres.

Vedrørende de strafferetlige aspekter af

lovforslaget henviser S, V, KF og RV til det ovenfor under pkt. 3

anførte, idet partierne desuden finder det vigtigt at understrege, at

selve vurderingen af, hvorvidt der bør rejses tiltale, foretages af

justitsministeren som øverste anklagemyndighed og under parlamentarisk

ansvar. Denne vurdering er principielt juridisk, men S, V, KF og RV erkender,

at denne vurdering indeholder elementer af politisk karakter, navnlig i den

forstand, at en handling, der eventuelt vil være omfattet af den

foreslåede bestemmelse i § 114, kan være udført på

en politisk baggrund, herunder ud fra bestemte politiske motiver, jf. herved

den begrænsning i bestemmelsens anvendelsesområde, som

følger af den omtalte rådserklæring og præamblen til

rammeafgørelsen. S, V, KF og RV finder det også på den

baggrund korrekt, at påtalekompetencen bæres af et politisk

ansvar, men ønsker dog samtidig at understrege, at vurderingen af, om

en handling falder ind under bestemmelsen i § 114, i sidste ende foretages af

domstolene.

Der henvises til svarene på spørgsmål

nr. 119 og 120, der er optrykt som bilag 2 til betænkningen.

Angående logning af trafikdata vedrørende

telekommunikation er S, V, KF og RV enig med justitsministeren i, at der er

behov for at sikre, at oplysninger om teletrafik er tilgængelige med

henblik på politiets gennemførelse af indgreb i

meddelelseshemmeligheden. S, V, KF og RV finder herved, at lovforslaget og de

tilkendegivelser, der er kommet fra justitsministeren i forbindelse med

ministerens besvarelse af udvalgets spørgsmål, sikrer en rimelig

balance mellem på den ene side hensynet til politiets

efterforskningsmuligheder i sager om alvorlig kriminalitet og på den

anden side hensynet til privatlivets fred.

S, V, KF og RV har noteret sig justitsministerens

oplysninger om, at det ikke under udvalgets behandling af lovforslaget har

været muligt at give mere detaljerede oplysninger om indholdet af den

påtænkte regulering, idet de nærmere regler om

logningspligten vil være af ganske detaljeret karakter, og idet de

tidsmæssige rammer ikke har muliggjort, at der har kunnet skabes

klarhed over alle de tekniske aspekter af lovforslaget, herunder gennem

inddragelse af tele- og internetbranchen.

Justitsministeren har oplyst, at det er hensigten at

fastsætte de nærmere regler om logningspligtens indhold og omfang

efter dialog med tele- og internetudbyderne. S, V, KF og RV er enig med

ministeren i, at dette er afgørende ikke mindst for at sikre en

hensigtsmæssig teknologisk udformning af reglerne.

S, V, KF og RV lægger vægt på

oplysningerne om, at der med den foreslåede logningspligt alene vil

blive tale om at registrere og opbevare trafikdata og således ikke

oplysninger om indholdet af kommunikationen.

Der henvises til svaret på spørgsmål

nr. 104, der er optrykt i bilag 2 til betænkningen.

Begrebet udbydere at telenet og teletjenester er bredt

formuleret, og S, V, KF og RV lægger i den forbindelse vægt

på ministerens oplysninger om, at eksempelvis en arbejdsgiver ikke vil

skulle foretage logning af de ansattes teletrafik, når de anvender en

af arbejdsgiverens computere på arbejdspladsen, og at en skole eller et

universitet ikke skal logge elevernes eller studenternes brug af

uddannelsesinstitutionens computere til internettrafik og anden elektronisk

kommunikation.

Der henvises til svaret på spørgsmål

nr. 123, der er optrykt som bilag 2 til betænkningen.

Endvidere lægger S, V, KF og RV vægt på

justitsministerens oplysninger om, at der i forbindelse med den nærmere

regelfastsættelse vil skulle foretages en hensigtsmæssig

afgrænsning af den omfattede personkreds gennem eksempelvis en

»bagatelgrænse«, hvorefter mindre udbydere (f.eks. mindre andelsboligforeninger,

foreninger og lignende) ikke generelt skal logge trafikdata i 1 år, og

gennem en teknologispecifik afgrænsning i det omfang, det vil

være nødvendigt at undtage særlige typer af tjenester fra

logningspligten.

S, V, KF og RV har noteret sig justitsministerens

oplysninger om, at logningen af trafikdata vil kunne ske på den

måde, der passer den enkelte udbyder bedst, når blot udbyderen er

i stand til at opfylde forpligtelsen til at bistå politiet ved

gennemførelsen af indgreb i meddelelseshemmeligheden.

For så vidt angår de sikkerhedsmæssige

aspekter af dataopbevaringen, har S, V, KF og RV noteret sig

justitsministerens oplysninger om, at trafikdata vedrørende internet og elektronisk post ikke er

omfattet af persondatalovens bestemmelser om følsomme oplysninger, at

Datatilsynet således ikke har inspektionskompetence, og at lovforslaget

ikke lægger op til ændringer i tilsynets opgaver i forbindelse

med internetudbyderes og teleselskabers logning af oplysninger om internet-

og teletrafik.

S, V, KF og RV lægger samtidig vægt på

ministerens oplysninger om, at det

følger af den almindelige bestemmelse i persondatalovens § 58

hvorefter Datatilsynet af egen drift eller efter klage fra en registreret

påser, at behandling af personoplysninger finder sted i

overensstemmelse med loven at Datatilsynet efter lovens nærmere

regler vil føre tilsyn med den logning m.v., der følger af den

foreslåede bestemmelse i retsplejeloven. Datatilsynet vil herunder

kunne kræve enhver oplysning, der er af betydning for dets virksomhed,

jf. persondatalovens § 62, stk. 1.

Der henvises til svaret på spørgsmål

nr. 148, der er optrykt i bilag 2 til betænkningen.

S, V, KF og RV er enig med ministeren i, at Datatilsynets

beføjelse til uden retskendelse at foretage husinspektioner m.v., der

efter det oplyste i øvrigt kun gælder i forhold til private

dataansvarlige, herunder udbydere af telenet, i det omfang, den

pågældende behandling er omfattet af bestemmelserne i loven om

bl.a. behandling af særligt følsomme oplysninger, ikke

bør udstrækkes til også at gælde i forbindelse med

behandling af oplysninger om teletrafik.

Endelig har S, V, KF og RV noteret sig, at

justitsministeren er indstillet på forud for udstedelsen af en

bekendtgørelse om det nærmere omfang af logningspligten at

orientere Folketingets Retsudvalg med henblik på, at udvalget kan

få mulighed for at drøfte et udkast til

bekendtgørelse.

Et mindretal i udvalget (DF) indstiller

lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 7-10 og 12-14 stillede

ændringsforslag.

Dansk Folkeparti finder det påkrævet, at der i

den vestlige, demokratiske verden sættes stærkt ind for at

beskytte befolkningerne og demokratiet mod terrororganisationer, der vil

omstyrte retssamfundet og folkestyret.

Den antiterrorlovgivning, der nu gennemføres i

Danmark og tilsvarende lovgivning i andre vestlige lande indeholder en

række værktøjer, der kan benyttes i bekæmpelsen af

terrorisme. Dansk Folkeparti kan tilslutte sig hovedelementerne i

lovforslaget.

Dansk Folkeparti har lyttet til den kritik, der er rejst

af sagkyndige.

På flere punkter er kritikken ganske

vidtgående. Dansk Folkeparti deler den generelle opfattelse, at

så vidtrækkende lovændringer som dem, der er tale om i

dette lovforslag, under normale forhold kun bør gennemføres

efter et omfattende udredningsarbejde, der belyser alle aspekter af

lovændringerne og ikke udelader betænkelighederne.

Justitsministerens udtalelser under lovforslagets behandling indeholder

imidlertid meget klare tilsagn om, at der ved administrationen af

lovændringerne ikke vil blive slækket afgørende på

de nødvendige retssikkerhedshensyn. Dansk Folkeparti lægger

meget vægt på disse tilkendegivelser.

Den kritik, der er fremført fra flere eksterne

eksperter, fører til, at Dansk Folkeparti stiller tre

ændringsforslag, dels vedrørende udlevering af danske

statsborgere til strafforfølgning i udlandet, dels vedrørende

hemmelig ransagning. I øvrigt indstilles lovforslaget til

vedtagelse.

Et andet mindretal i udvalget (SF) indstiller

lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, men vil stemme for

ændringsforslag nr. 1-6, 9, 10, 13 og 14.

Et tredje mindretal i udvalget (EL) indstiller

lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, men vil stemme for

ændringsforslag nr. 1-6 og 11.

Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af

udvalget er trods deres indstilling om lovforslagets forkastelse ved 3.

behandling imidlertid tilfreds med de forsøg, man fra

udvalgsflertallets side har gjort for at skærpe fortolkningen af

lovforslaget, og støtter derfor konkret de enkelte

præciseringer, jf. ovenfor under pkt. 3.

For SF og EL er terrorisme afskyvækkende i enhver

form. Angreb på civile skal bekæmpes. Spørgsmålet er

imidlertid, hvordan man forebygger, d.v.s. forhindrer rekruttering af

terrorister i stedet for kun at beskæftige sig med, hvordan man

straffer dem, når de har begået den forfærdelige

handling.

I den forbindelse bør man være

opmærksom på, at mange af de terrorhandlinger, der

udføres, ikke sjældent fører til, at terroristen selv

dræbes. Dette forhold sætter de foreslåede øgede

strafferammer i relief. En person, der er villig til at begå selvmord,

lader sig næppe true af en trussel om fængselsstraf på

livstid.

Tilvejebringelsen af lovforslaget var præget af

dramatik og megen hastværk. Men det var også en dramatisk

baggrund, hvorpå man i såvel FN som EU traf beslutningen om, at

landene skulle gennemføre ændringer i de enkelte landes

straffelovgivning. FN er endnu ikke blevet enig om en definition på

terror. EU valgte at fastlægge en definition, der er blevet kraftigt

kritiseret både i Danmark og i andre EU-lande.

Det hastværk, hvormed den daværende danske

regering valgte at lave det danske lovudkast, betød, at der var mange

mangler. Disse mangler blev ikke i tilstrækkeligt omfang fanget op af

de høringssvar, som førte til de ændringer, der blev

indsat i den nuværende regerings lovforslag. De to regeringer har

endvidere ikke i tilstrækkelig grad forsøgt at udnytte den

betydelige frihed, EU-rammeafgørelsen giver med hensyn til national

udmøntning.

Samtidig virker det uheldigt, at der som et led i

gennemførelsen af den såkaldte »antiterrorpakke«

indføres en lang række andre lovændringer, blandt andet

regler som giver politiet ekstra beføjelser, der intet har at

gøre med de forpligtelser, som følger af den

rammeafgørelse, EU har vedtaget. SF og EL vil ikke afvise, at der kan

være behov for at lave et serviceeftersyn af politiets

efterforskningsmuligheder, men så skal det være på baggrund

af grundige overvejelser og ikke under dække af, at det er

nødvendigt af hensyn til bekæmpelse af terrorisme.

Folketingets Retsudvalg har i sin behandling af

lovforslaget afholdt en offentlig høring og en lang række

interne høringer og stillet et utal af spørgsmål for

på den måde at forsøge at få skabt så megen

klarhed som muligt over lovforslagets konsekvenser. På den baggrund er

det utilfredsstillende, at gennemførelsen af lovforslaget skal ske med

en sådan hast, at justitsministeren i flere svar må

tilføje, at tiden forhindrer en grundig besvarelse.

EU-rammeafgørelsen skal senest gennemføres i medlemslandenes

lovgivning ved udgangen af 2002. Der er således ingen ydre begrundelse

for at gennemføre lovforslaget i dette folketingsår.

SF og EL finder dog på trods af udvalgsflertallets

ovenstående præciseringer, at definitionen af, hvad terrorisme

er, fortsat er alt for uklar. De foreslåede bestemmelser er

særdeles upræcise og vidtgående og kan underlægges en

lang række fortolkninger. Det skaber en situation, hvor den almindelige

borger ikke præcist ved, hvad der er kriminelt. Det er meget

uheldigt.

Nu er der næppe mange borgere i Danmark, der vil

komme i konflikt med de alvorlige straffebestemmelser. Det, der derimod vil

interessere den almindelige borger, er fortolkningen heraf, når man

deltager i en indsamling.

Meget arbejde for demokrati rundt omkring i verden er

afhængigt af indsamlede penge fra den rige verden. Et eksempel

på, at indsamlede penge og støtteerklæringer m.v. har

ændret et samfunds struktur, er ANC’s kamp mod apartheidstyret i

Sydafrika. På grund af, at støtten til ANC efterhånden

blev verdensomspændende med deraf følgende FN-initiativer, ville

de sidste indsamlede penge næppe blive fortolket som indsamling af

midler til en terrorbevægelse. Men i den første spæde

start var der f.eks. mange borgerlige partier i Danmark, der kaldte ANC en

terrorbevægelse. Det sætter definitionen i relief. Og det

sætter fokus på en strafferamme på 10 år for at

indsamle midler til bevægelser, der f.eks. med forsæt til at

destabilisere et lands grundlæggende samfundsmæssige strukturer

forstyrrer trafiksikkerheden på en måde, der forårsager

betydelige økonomiske tab, jf. den foreslåede § 114 a

sammenholdt med § 114, stk. 1, nr. 4.

SF og EL har i den forbindelse noteret sig, at

justitsministeren i sager om indsamling ikke mener, at en bidragsyder kan

blive straffet, men SF og EL skal dog pege på, at den organisation, der

står for indsamlingen, jo kan risikere at blive omfattet af

straffebestemmelsen.

Og selv om terrorisme afgrænses til at være i

forhold til en stat, der bygger på de universielle værdier, jf.

indledningen til udvalgsflertallets betænkningsbidrag, så vil der

altid være en vis tidsperiode, hvor det internationale samfund endnu

ikke har accepteret, at en anerkendt stat bygger på udemokratiske

principper. ANC’s kamp i Sydafrika er et eksempel.

SF og EL havde derfor gerne set, at man kunne få en

eller anden form for forhåndsgodkendelse af indsamlinger til fordel for

bevægelser, således at organiseringen af indsamlinger til

humanitære formål ikke skal kunne udsættes for den risiko,

at man efterfølgende kan se frem til en alvorlig straf, hvis der er

begået fejl i de forudgående undersøgelser, før

indsamlingen besluttes.

Professor, dr.jur. Ole Espersen har endvidere

påpeget et problem i spørgsmålet om at rejse sager efter

terrorismebestemmelserne. Ole Espersen påpeger i sin henvendelse, der

er optrykt som bilag 4 til betænkningen, at det er en politisk

beslutning, hvorvidt der skal rejses sag, idet det er justitsministeren, der

har retten til at rejse sag. Man kan derfor ikke se bort fra, at et politisk

pres fra et flertal i Folketinget eller fra et centralt støtteparti

for regeringen kan føre til, at sager bliver rejst. SF og EL er i den

forbindelse naturligvis opmærksomme på, at de danske domstole har

en kvalitet og en uafhængighed, som kun fører til

domfældelse, hvis der er hold i anklagen. Men den blotte risiko for at

få rejst en sag er efter SF’s og EL’s opfattelse som regel

så ødelæggende for en humanitær organisation, at den

vil være tilbageholdende med at støtte sager og

bevægelser, som der ikke er konsensus om i det danske samfund.

Desuden finder SF og EL, at spørgsmålet om

datalogning langt fra er afklaret nok til, at der kan gives bemyndigelse til

ministeren. Dels er der de principielle retssikkerhedsmæssige

betænkeligheder ved at indføre øget overvågning,

dels vil de store ekstraudgifter, der kan blive påført

internetudbydere som f.eks. andelsboligforeninger og andre, kunne

medføre en urimelig konkurrenceforvridning til fordel for de store

udbydere.

Enhedslistens medlem af udvalget er enig i, at der er

behov for en særlig bestemmelse i straffeloven vedrørende

terrorisme. EL vil derfor uden for betænkningen stille et

ændringsforslag om en anden definition i straffelovens § 114, hvor der

tages udgangspunkt i, at terror handler om at skræmme befolkningen, og

at de handlinger, der skal være omfattet, er angreb på civile.

For at benytte en definition, der kendes i forvejen, vil EL foreslå, at

terror defineres som krigsforbrydelser foretaget i fredstid. EL vil kunne

støtte lovforslaget, såfremt dette ændringsforslag og

EL’s ændringsforslag om at udtage alle de dele af lovforslaget,

der ikke hænger direkte sammen med terrorbekæmpelse, bliver

vedtaget.

Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget havde gerne

set, at der havde været mere tid til at få udformet en

terrorismebestemmelse, der er mere klar og præcis end den af regeringen

foreslåede, da SF finder, der er behov for en særlig bestemmelse

i straffeloven, der kriminaliserer terrorisme i udlandet. SF vil dog ikke

kunne støtte Enhedslistens bebudede ændringsforslag på

grund af den korte tid, der har været til at få dette

ændringsforslag behandlet.

Enhedslistens medlem af udvalget finder det endvidere

uheldigt, at der i lovforslaget er medtaget en grundlæggende

ændring af udleveringsloven, således at danske statsborgere

fremover kan udleveres til andre EU-lande til strafforfølgning ikke

kun på mistanke om terrorisme, men også for en lang række

andre forbrydelser.

Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og

Siumut var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke

repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til

at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i

betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er

optrykt i betænkningen.

5. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Af et mindretal (EL), tiltrådt af et mindretal

(SF):

Til titlen

1) I titlen udgår »retsplejeloven,« og », udleveringsloven«.

[Konsekvensændring]

Til § 1

2) Før nr. 1 indsættes som nyt nummer:

»

01. § 25 affattes

således:

»§ 25.

En juridisk person kan straffes med bøde. For

overtrædelse af anden lovgivning straffes juridiske personer, når

det er bestemt ved eller i medfør af lov.««

[Strafansvar for juridiske personer]

3) Nr. 2 udgår.

[Penge skal ikke kunne konfiskeres]

4) Efter nr. 5 indsættes som nyt nummer:

»02.

§ 136, stk. 2, ophæves.«

[Afkriminalisering af at bifalde en terrorhandling]

5) Nr. 9 affattes således:

»9.

§ 306 ophæves.«

[Strafansvar for juridiske personer]

Til § 2

6) Paragraffen udgår.

[Ændringerne i retsplejeloven udgår]

Af et mindretal (DF):

7) Nr. 5 udgår.

[Fastholdelse af nuværende retstilstand

vedrørende hemmelig ransagning]

8) I det under nr. 6 foreslåede § 799, stk.

3, 1. pkt., indsættes efter »gentagne ransagninger« ordene:

», såfremt efterforskningen angår en lovovertrædelse

omfattet af straffelovens § 114«.

[Gentagne ransagninger begrænses til straffelovens §

114]

Af justitsministeren, tiltrådt af et flertal

(udvalget med undtagelse af EL):

Til § 3

9) Nr. 1 affattes således:

»1.

§ 15, stk. 4, ophæves.

Stk. 5 bliver herefter stk. 4.«

[Konsekvensændring]

10) Efter nr. 1 indsættes som nyt nummer:

»

01. I § 22, stk. 2, nr. 1, og

§ 101, stk. 1, litra b, ændres »§ 15, stk. 2 og 4« til: »§ 15,

stk. 2«.«

[Konsekvensændring]

Til § 5

Af et mindretal (EL):

11) Paragraffen udgår.

[Ændringerne af udleveringsloven

udgår]

Af et mindretal (DF):

12) Den under nr. 1 foreslåede affattelse af §

2 affattes således:

»§ 2.

Udlevering af en dansk statsborger til

strafforfølgning i en anden stat kan kun ske, hvis en handling, der

svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der søges

udlevering, efter dansk ret vil være en overtrædelse af

straffelovens § 114.«

[Kun udlevering for overtrædelse af § 114]

Af justitsministeren, tiltrådt af et flertal

(udvalget med undtagelse af EL):

Til § 7

13) I stk. 1 indsættes efter »stk. 2«: »og 3«.

[Konsekvensændring]

14) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke:

»Stk. 2.

§ 3, nr. 1 og 01, træder dog først i kraft

den 1. juli 2002.«

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.

[Konsekvensændring]

Bemærkninger

Til nr. 1

Ændringsforslaget er en konsekvens af

ændringsforslag nr. 6 og 11, hvorved ændringerne af

retsplejeloven og udleveringsloven foreslås taget ud af

lovforslaget.

Til nr. 2 og 5

Ændringsforslagene indebærer, at reglerne om

strafansvar for juridiske personer samles i straffelovens almindelige del.

Oprindeligt vedrørte § 306 kun meget få forbrydelser. Derfor

kunne den placeres i den specielle del. Nu foreslås det, at juridiske

personer skal kunne straffes for alle overtrædelser af straffeloven, og

derfor hører bestemmelsen hjemme i almindelig del. Her findes alle de

bestemmelser, der gælder alle overtrædelser af straffeloven. § 25

skal alligevel ændres, da den ellers er vildledende. En parallel til

den foreslåede formulering af § 25 findes i § 19.

Til nr. 3

Lovforslagets tilføjelse til § 77 a betyder, at

penge, som man besidder fuldt lovligt, kan konfiskeres, hvis der er mistanke

om, at man vil bruge dem til noget kriminelt. Det foreslås, at denne

tilføjelse til § 77 a udgår.

Til nr. 4

§ 136, stk. 2, er den bestemmelse, der gør det

kriminelt at bifalde en terrorhandling, der er begået. Konsekvensen af

at ophæve denne bestemmelse vil derfor være, at en sådan

ytring ikke kriminaliseres.

Til nr. 6

Ændringsforslaget indebærer, at de

foreslåede ændringer af retsplejeloven tages ud af lovforslaget.

Hvis ændringsforslaget vedtages, vil Enhedslisten til lovforslagets 3.

behandling stille ændringsforslag om konsekvensændringer i

lovforslagets § 7 og § 8.

Til nr. 7 og 8

Med ændringsforslagene vil der fortsat være

adgang til at foretage ransagning i samme omfang, som det er tilfældet

i dag, i forbindelse med efterforskning af kriminalitet.

Ændringsforslagene fører til, at der derudover skabes lovhjemmel

til at foretage hemmelige, gentagne ransagninger i forbindelse med

efterforskning af en forbrydelse, der er omfattet af straffelovens § 114.

Ved ændringsforslagene opnås således

overensstemmelse mellem det i lovforslagets overskrift anførte (»

.øvrige initiativer til bekæmpelse af terrorisme«) og indholdet

af de foreslåede bestemmelser om hemmelig ransagning.

Ændringsforslagene vil, hvis de vedtages, betyde, at der ved

efterforskning af andre forbrydelser end terrorforbrydelser fortsat

gælder den samme domstolskontrol med ransagningsskridt.

Det er Dansk Folkepartis opfattelse, at regeringens

forslag i for vidt omfang unddrager domstolskontrollen med det

væsentlige efterforskningsskridt, som ransagning er. Uanset behovet for

effektivitet i efterforskningsarbejdet må det pointeres, at der ikke

under udvalgsarbejdet er tilvejebragt nogen dokumentation for, at

domstolskontrol med ransagning nogensinde har forhindret eller forsinket

politiets efterforskningsarbejde. Tværtimod er det almindeligt

anerkendt, at domstolene i sager om efterforskning med dygtighed har

været i stand til at finde balancen mellem hensynet til retssikkerheden

og hensynet til effektivitet i efterforskningsarbejdet.

Dansk Folkeparti finder det derfor ønskeligt, at

domstolene fortsat udøver effektiv kontrol med de vigtigste

efterforskningsskridt, og har derfor stillet ændringsforslagene, der

alene åbner for udvidet adgang til hemmelig ransagning ved

terrorismeforbrydelser.

Til nr. 9 og 10

Ændringen af § 3 (ændringen af

stykkebetegnelsen i nr. 1) er en konsekvens af lov nr. 258 af 8. maj 2002 om

ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence- og

forbrugerforhold på telemarkedet og lov om international fuldbyrdelse

af straf m.v. (Gennemførelse af EU-retshjælpskonventionen, den

2. tillægsprotokol til Europarådets retshjælpskonvention og

EU-rammeafgørelse om fælles efterforskningshold). Ved denne lov

indsættes i § 15 i lov om konkurrence- og forbrugerforhold på

telemarkedet et nyt stk. 3 og et stk. 5. Det er derfor nødvendigt at

ændre stykkebetegnelsen i nærværende lovforslag samtidig

hermed.

Ændringen af § 3 (indsættelsen af et nyt

nummer) er en konsekvens af lovforslagets § 3, nr. 1, hvorved § 15, stk. 4

(tidligere stk. 3, jf. ovenfor), i lov om konkurrence- og forbrugerforhold

på telemarkedet foreslås ophævet. I overensstemmelse hermed

foreslås lovens henvisninger til bestemmelsen ophævet.

Til nr. 11

Ændringsforslaget indebærer, at de

foreslåede ændringer af udleveringsloven tages ud af

lovforsllaget. Hvis ændringsforslaget vedtages, vil Enhedslisten til

lovforslagets 3. behandling stille ændringsforslag om

konsekvensændringer i lovforslagets § 7.

Til nr. 12

Ændringsforslaget betyder, at udlevering af danske

statsborgere til strafforfølgning i udlandet alene kan finde sted,

hvis den strafbare handling, for hvilken der søges udlevering, er

omfattet af terrorisme-paragraffen i straffelovens § 114.

Ved ændringsforslaget opnås således

overensstemmelse mellem det i lovforslagets overskrift anførte (»

.øvrige initiativer til bekæmpelse af terrorisme«) og indholdet

af de foreslåede bestemmelser om udlevering.

Til nr. 13 og 14

De i bemærkningerne til ændringsforslag nr. 9

og 10 nævnte ændringer af § 15 i lov om konkurrence- og

forbrugerforhold på telemarkedet, der gennemføres ved lov nr.

258 af 8. maj 2002, træder i kraft den 1. juli 2002.

Det er derfor nødvendigt at ændre

ikrafttrædelsesdatoen for den i nærværende lovforslag

foreslåede ophævelse af § 15, stk. 4 (tidligere stk. 3) og den

forelåede ændring af § 22, stk. 2, nr. 1, og § 101, stk. 1, litra

b, til den 1. juli 2002, det vil sige samtidig med ikrafttrædelsen af

lov nr. 258 af 8. maj 2002.

Inge Dahl-Sørensen (V)

Birthe Rønn Hornbech (V)

nfmd.

Karsten Nonbo (V) Jørgen Winther (V)

Peter Skaarup (DF) Per Dalgaard (DF)

Helge Adam Møller (KF) Lars Barfoed (KF)

Jann Sjursen (KRF) Erling Christensen (S)

Lissa Mathiasen (S) Morten Bødskov (S)

Per Kaalund (S) Sandy Brinck (S)

Anne Baastrup (SF) fmd. Elisabeth Arnold (RV)

Line Barfod (EL)

Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og

Siumut havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)

56

*

Enhedslisten (EL)

4

Socialdemokratiet (S)

52

Kristeligt Folkeparti (KRF)

4

Dansk Folkeparti (DF)

22

Tjóðveldisflokkurin (TF)

1

Det Konservative Folkeparti (KF)

16

Inuit Ataqatigiit (IA)

1

Socialistisk Folkeparti (SF)

12

Siumut (SIU)

1

Det Radikale Venstre (RV)

9

Uden for folketingsgrupperne (UFG)

1

*

Heraf 1 medlem valgt på

Færøerne

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 35

Bilagsnr.

Titel

1

Henvendelse af 5/12-01 fra Flemming Lyngbeck Hansen, Gentofte

2

Spm. 1 om kommentar til henvendelse af 5/12-01 fra Flemming Lyngbeck

Hansen, Gentofte, til justitsministeren

3

Høringssvar, fra justitsministeren

4

Spm. 2 om kriterierne for deltagelse i danske terrororganisationer i

modsætning til internationale terrororganisationer, til

justitsministeren

5

Tilmelding til teknisk gennemgang den 24/1-02

6

Kommenteret høringsoversigt, fra justitsministeren

7

Programudkast, tilmelding og udpegning af ordførere til

høringen den 30. januar 2002

8

Spm. 3 om kommentar til brev fra ngo’er, til justitsministeren

9

Spm. 4 om fornyet høringsrunde af høringsparterne, til

justitsministeren

Spm. 5 om fornyet høringsrunde, til justitsministeren

10

Retskonsulentens notat vedrørende regeringens »anti-terrorpakke«

(bekæmpelse af terrorisme)

11

Offentliggørelse af retskonsulentens notat, jf. L 35 - bilag 10

12

Svar på spm. 1 om kommentar til henvendelse af 5/12-01 fra Flemming

Lyngbeck Hansen, Gentofte, fra justitsministeren

13

Program og deltagerliste m.m. til høringen den 30/1-02 i

Landstingssalen

14

Notat af professor Gorm Toftegaard Nielsen fra høringen den 30/1-02

15

Forslag til Rådets rammeafgørelse om bekæmpelse af

terrorisme

16

Det norske lovforslag vedrørende bekæmpelse af terrorisme

17

Spm. 6 om retsstilling for person, der sender penge til familie, der

sender dem videre til en terrororganisation, til justitsministeren

Spm. 7 om sikkerhedskrav ved opbevaring af digital signatur, til

justitsministeren

18

Spm. 8 om logning af oplysninger om afsendelse af e-mail, til

justitsministeren

19

Henvendelse af 29/1-02 fra Amnesty International

20

Spm. 9 om kommentar til henvendelse af 29/1-02 fra Amnesty International,

til justitsministeren

21

Forslag til foreløbig plan for udvalgets arbejde med lovforslaget

22

Spm. 10 om forskellen på terrorlister i Rådets

afgørelse og Rådets fælles holdning, til

udenrigsministeren, kopi til justitsministeren

Spm. 11 om, hvorfor Hizbollah og PFLP ikke er med på EU’s

terrorlister, til udenrigsministeren, kopi til justitsministeren

Spm. 12 om opdeling, til udenrigsministeren, kopi til justitsministeren

Spm. 13 om ændringer i EU’s lister siden 27/12-01, til

udenrigsministeren, kopi til justitsministeren

23

Kopi af dokumenter fra Rådet til orientering

24

Medlem Søren Søndergaards debatindlæg i Politiken den

30/10-01 »Tingstedet: fire terrorister dømt til døden«

25

Svar på spm. 2 om kriterierne for deltagelse i danske

terrororganisationer i modsætning til internationale

terrororganisationer, fra justitsministeren

26

Svar på spm. 4 om fornyet høringsrunde af

høringsparterne, fra justitsministeren

Svar på spm. 5 om fornyet høringsrunde, fra justitsministeren

27

Spm. 14, om ansøgerlande til EU er omfattet af udleveringen, til

justitsministeren

28

Artikel fra Lov & Ret 1/2002 fra lektor, lic.jur. Jørn

Vestergaard »Anti-terrorpakken - den strafferetlige del«

29

Henvendelse af 6/2-02 fra Forbrugerrådet

30

Spm. 15 om kommentar til henvendelse af 6/2-02 fra Forbrugerrådet,

til justitsministeren

31

Henvendelse af 1/2-02 fra PROSA

32

Spm. 16 om kommentar til henvendelse af 1/2-02 fra PROSA, til

justitsministeren

33

Spm. 17 om sikkerhed for danske statsborgere ved udlevering, til

justitsministeren

Spm. 18 om Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3,

til justitsministeren

Spm. 19 om straffeprocessuelle regler i forbindelse med udlevering, til

justitsministeren

Spm. 20 om at afvente europæisk rammeafgørelse om

arrestordre, til justitsministeren

Spm. 21 om at nægte udlevering, hvis strafansvar er forældet,

til justitsministeren

34

Svar på spm. 3 om kommentar til brev fra ngo’er, fra

justitsministeren

35

Spm. 22 om begrænsninger i ytringsfriheden, til justitsministeren

Spm. 23, om demonstrationer ved topmøder er omfattet af

terrorismedefinition, til justitsministeren

Spm. 24 om fortolkningsbidrag til begrebet terrorisme, til

justitsministeren

Spm. 25 om, hvilke internationale organisationer der er beskyttet af

terrorismebestemmelsen, til justitsministeren

Spm. 26, om præsident Bushs støtte til oppositionen i Irak er

omfattet af terrorismebestemmelsen, til justitsministeren

Spm. 27, om stater er omfattet af terrorismebestemmelsen, til

justitsministeren

Spm. 28 om påtalereglen i § 118 a, til justitsministeren

Spm. 29 om vejledning for domstolene, til justitsministeren

Spm. 30, om »modstandsret« er fortolkningsbidrag til

terrorismebestemmelsen, til justitsministeren

Spm. 31, om medvirkensbestemmelser går videre end FN-reglerne, til

justitsministeren

Spm. 32, om medvirkensregler rejser betænkeligheder, til

justitsministeren

Spm. 33 om andre udvidende medvirkensregler, til justitsministeren

Spm. 34 om eksempler på § 114 b, til justitsministeren

Spm. 35, om pengeinstitut kan være omfattet af medvirken, til

justitsministeren

Spm. 36 om, hvordan penge kan frygtes brugt ved strafbar handling, til

justitsministeren

Spm. 37, om konfiskationsbestemmelse rejser bevisproblemer, til

justitsministeren

Spm. 38 om begrænsning af konfiskationsbestemmelse, til

justitsministeren

36

Udskrift af høringen den 30/1-02

37

Henvendelse af 11/2-02 fra Digital Rights

38

Spm. 39 om kommentar til henvendelse af 11/2-02 fra Digital Rights, til

justitsministeren

39

Spm. 40 om statistik for domstolenes imødekommelse af politiets

anmodning om ransagningskendelse, til justitsministeren

Spm. 41, om bestemmelse om hemmelig ransagning er overflødig, til

justitsministeren

Spm. 42 om ændringsforslag om begrænsning i pligt til at

opbevare oplysninger, til justitsministeren

Spm. 43, om politiet er forberedt til opbevaring af personoplysninger, til

justitsministeren

Spm. 44 om begrebet televirksomhed, til justitsministeren

Spm. 45, om regler om teleoplysninger bedst gennemføres i

retsplejeloven, til justitsministeren

40

Høringsnotat, fra justitsministeren

41

Materiale modtaget fra PROSA ved foretrædet den 19/2-02

42

Spm. 46 om kommentar til materiale modtaget fra PROSA ved foretrædet

den 19/2-02, til justitsministeren

43

Spm. 47 om »alvorlig skade« i terrordefinitionen i den foreslåede §

114, til justitsministeren

Spm. 48 om, hvilke internationale organisationer der er omfattet af

bestemmelsen i § 114, til justitsministeren

Spm. 49 om blokade af et topmøde, til justitsministeren

Spm. 50, om § 114 kun omfatter internationale organisationer, til

justitsministeren

Spm. 51 om, hvilke udenlandske myndigheder der er omfattet af § 114, til

justitsministeren

Spm. 52 om definition af »demokratiske« lande, til justitsministeren

Spm. 53 om handlinger, der er omfattet af § 114, til justitsministeren

Spm. 54 om, hvad en struktur er, til justitsministeren

Spm. 55, om terrordefinitionen vil kunne fortolkes af en dansk domstol,

til justitsministeren

Spm. 56 om, hvilke typer terrorhandlinger der er omfattet af bestemmelsen

i § 114, til justitsministeren

Spm. 57 om angrebet den 11. september 2001, til justitsministeren

Spm. 58 om kommentar til notatet fra professor Gorm Toftegaard Nielsen,

til justitsministeren

Spm. 59, om Danmark er forpligtet til at indføre §§ 114 a og 114 b

på den foreslåede måde, til justitsministeren

Spm. 60, om Sverige og Norge har indført/foreslået

tilsvarende regler, til justitsministeren

Spm. 61 om terrororganisationer, til justitsministeren

Spm. 62 om organisationer omfattet af § 114, til justitsministeren

Spm. 63 om dataovervågningen, til justitsministeren

Spm. 64 om yderligere ressourcer til Datatilsynet, til justitsministeren

Spm. 65 om Datatilsynet, til justitsministeren

Spm. 66 om registrering af al internettrafik, til justitsministeren

Spm. 67 om udlevering af danske statsborgere, til justitsministeren

Spm. 68 om ændringsforslag om udlevering af danske statsborgere, til

justitsministeren

Spm. 69 om kriterierne for udlevering af danske statsborgere, til

justitsministeren

Spm. 70 om ændringsforslag om kriterier for udlevering, til

justitsministeren

Spm. 71 om overvågnings- og logningskrav, til justitsministeren

Spm. 72 om uautoriseret aflytning af elektronisk kommunikation, til

justitsministeren

Spm. 73 om, hvilken institution der sikrer den afbalancerede sikkerhed,

til justitsministeren

Spm. 74 om, hvilke personer, grupper og sammenslutninger der er omfattet

af bestemmelsen i § 114 a, til justitsministeren

Spm. 75 om terrorhandlinger, til justitsministeren

Spm. 76 om aflytningskendelse, til justitsministeren

Spm. 77 om en erklæring fra en offentlig dansk myndighed, til

justitsministeren

Spm. 78 om indsamling til nødhjælp til et projekt, der

organiseres af en gruppe, der omfattes af bestemmelsen, til justitsministeren

Spm. 79 om, hvilke projekter der vil blive omfattet af bestemmelsen, til

justitsministeren

Spm. 80 om efterforskning af en mistanke om terrorvirksomhed, til

justitsministeren

Spm. 81 om efterforskning og evt. indhentning af retskendelse, til

justitsministeren

Spm. 82 om en liste over organisationer, der opfattes som

terrororganisationer, til justitsministeren

Spm. 83 om en liste over terrormistænkte, til justitsministeren

Spm. 84 om overvågning af al dansk internetaktivitet, til

justitsministeren

Spm. 85, om Datatilsynet vil få tilført ekstra ressourcer,

til justitsministeren

Spm. 86 om dataaflæsning med »snifferprogram«, til justitsministeren

Spm. 87, om politiet kan gennemføre edition uden retskendelse over

for journalister, advokater og andre, til justitsministeren

Spm. 88 om forholdet mellem de danske lovforslag og EU-forordning af

27/12-2001, til justitsministeren

Spm. 89 om støtte til organisationer på EU’s liste over

terrororganisationer/-personer, til justitsministeren

Spm. 90 om en liste over organisationer/personer, som Danmark mener er

terrorrister, til justitsministeren

Spm. 91 om, hvorledes en revision af EU’s liste over

terrororganisationer/-personer vil foregå, til justitsministeren

Spm. 92 om forholdet mellem de danske lovforslag og EU’s

rammeafgørelse, til justitsministeren

Spm. 93 om terrordefinition, til justitsministeren

44

Europarådets rekommandation 1550 (2002)

45

Spm. 94 om kommentar til Europarådets rekommandation 1550, til

justitsministeren

46

Spm. 95 om kriterier for optagelse på og sletning af liste over

terrororganisationer, til justitsministeren

Spm. 96 om konfiskation og indefrysning af midler, til justitsministeren

47

Retskonsulentens notater om medvirkensbestemmelser

48

Spm. 97 om Tvindledelsens e-mails, til justitsministeren

49

Spm. 98 om organisationer omfattet af § 114, til justitsministeren

50

Svar på spm. 6 om retsstilling for person, der sender penge til

familie, der sender dem videre til en terrororganisation, fra

justitsministeren

51

Svar på spm. 14, om ansøgerlande til EU er omfattet af

udleveringen, fra justitsministeren

52

Svar på spm. 20 om at afvente europæisk rammeafgørelse

om arrestordre, fra justitsministeren

Svar på spm. 21 om at nægte udlevering, hvis strafansvar er

forældet, fra justitsministeren

53

Svar på spm. 41, om bestemmelse om hemmelig ransagning er

overflødig, fra justitsministeren

54

Resumé og redigeret udskrift af høringen den 30. januar 2002

55

Spm. 99 om beskrivelse af modstandsretten, til justitsministeren

Spm. 100 om afgørelse af en handling i forhold til en stat, til

justitsministeren

56

Spm. 101, om der i loven er taget højde for »modstandsretten«, til

justitsministeren

Spm. 102, om organisationer vil være omfattet af bestemmelserne i §

114, til justitsministeren

Spm. 103, om danske ngo’er vil være omfattet af § 114, til

justitsministeren

57

Svar på spm. 40 om statistik for domstolenes imødekommelse af

politiets anmodning om ransagningskendelse, fra justitsministeren

58

Svar på spm. 67 om udlevering af danske statsborgere, fra

justitsministeren

Svar på spm. 68 om ændringsforslag om udlevering af danske

statsborgere, fra justitsministeren

59

Spm. 104 om emnerubrikken i en e-mail, til justitsministeren

60

Spm. 105 om ministerens kommentar til artikel i den norske avis

Aftenposten: »Uakseptabelt forslag til ny terrorlov«, til justitsministeren

61

Spm. 106 om teknisk bistand til ændringsforslag vedrørende

udlevering, til justitsministeren

Spm. 107, om østersøkommissæren bliver hørt,

før en udlevering kan finde sted, til justitsministeren

Spm. 108, om et dolus eventualis-forsæt ikke kan anvendes i forhold

til § 114 a, til justitsministeren

Spm. 109 om straffelovens § 136, til justitsministeren

Spm. 110 om straffelovens § 136 i relation til ytringsfrihed, til

justitsministeren

Spm. 111 om udlevering, uden at danske myndigheder kan straffe, til

justitsministeren

62

Svar på spm. 9 om kommentar til henvendelse af 29/1-02 fra Amnesty

International, fra justitsministeren

Svar på spm. 17 om sikkerhed for danske statsborgere ved udlevering,

fra justitsministeren

Svar på spm. 18 om Den Europæiske

Menneskerettighedskonventions artikel 3, fra justitsministeren

Svar på spm. 19 om straffeprocessuelle regler i forbindelse med

udlevering, fra justitsministeren

Svar på spm. 22 om begrænsninger i ytringsfriheden, fra

justitsministeren

Svar på spm. 23, om demonstrationer ved topmøder er omfattet

af terrorismedefinition, fra justitsministeren

Svar på spm. 24 om fortolkningsbidrag til begrebet terrorisme, fra

justitsministeren

Svar på spm. 25 om, hvilke internationale organisationer der er

beskyttet af terrorismebestemmelsen, fra justitsministeren

Svar på spm. 28 om påtalereglen i § 118 a, fra

justitsministeren

Svar på spm. 29 om vejledning for domstolene, fra justitsministeren

Svar på spm. 31, om medvirkensbestemmelser går videre end

FN-reglerne, fra justitsministeren

Svar på spm. 32 om medvirkensregler rejser betænkeligheder,

fra justitsministeren

Svar på spm. 33 om andre udvidende medvirkensregler, fra

justitsministeren

Svar på spm. 34 om eksempler på § 114 b, fra justitsministeren

Svar på spm. 35, om pengeinstitut kan være omfattet af

medvirken, fra justitsministeren

63

Svar på spm. 7 om sikkerhedskrav ved opbevaring af digital signatur,

fra justitsministeren

Svar på spm. 8 om logning af oplysninger om afsendelse af e-mail,

fra justitsministeren

Svar på spm. 42 om ændringsforslag om begrænsning i

pligt til at opbevare oplysninger, fra justitsministeren

Svar på spm. 43, om politiet er forberedt til opbevaring af

personoplysninger, fra justitsministeren

Svar på spm. 45, om regler om teleoplysninger bedst

gennemføres i retsplejeloven, fra justitsministeren

Svar på spm. 84 om overvågning af al dansk internetaktivitet,

fra justitsministeren

64

Svar på spm. 36 om, hvordan penge kan frygtes brugt ved strafbar

handling, fra justitsministeren

Svar på spm. 37, om konfiskationsbestemmelse rejser bevisproblemer,

fra justitsministeren

Svar på spm. 38 om begrænsning af konfiskationsbestemmelse,

fra justitsministeren

65

Svar på spm. 69 om kriterierne for udlevering af danske

statsborgere, fra justitsministeren

Svar på spm. 70 om ændringsforslag om kriterier for

udlevering, fra justitsministeren

66

Svar på spm. 86 om dataaflæsning med »snifferprogram«, fra

justitsministeren

Svar på spm. 87, om politiet kan gennemføre edition uden

retskendelse over for journalister, advokater og andre, fra justitsministeren

67

Svar på spm. 47 om »alvorlig skade« i terrordefinitionen i den

foreslåede § 114, fra justitsministeren

Svar på spm. 48 om, hvilke internationale organisationer der er

omfattet af bestemmelsen i § 114, fra justitsministeren

Svar på spm. 49 om blokade af et topmøde, fra

justitsministeren

Svar på spm. 50, om § 114 kun omfatter internationale

organisationer, fra justitsministeren

Svar på spm. 51 om, hvilke udenlandske myndigheder der er omfattet

af § 114, fra justitsministeren

Svar på spm. 52 om definition af »demokratiske« lande, fra

justitsministeren

Svar på spm. 53 om handlinger, der er omfattet af § 114, fra

justitsministeren

Svar på spm. 54 om, hvad en struktur er, fra justitsministeren

Svar på spm. 55, om terrordefinitionen vil kunne fortolkes af en

dansk domstol, fra justitsministeren

Svar på spm. 57 om angrebet den 11. september 2001, fra

justitsministeren

Svar på spm. 59, om Danmark er forpligtet til at indføre §§

114 a og 114 b på den foreslåede måde, fra

justitsministeren

Svar på spm. 61 om terrororganisationer, fra justitsministeren

Svar på spm. 62 om organisationer omfattet af § 114, fra

justitsministeren

Svar på spm. 74 om, hvilke personer, grupper og sammenslutninger der

er omfattet af bestemmelsen i § 114 a, fra justitsministeren

Svar på spm. 75 om terrorhandlinger, fra justitsministeren

Svar på spm. 76 om aflytningskendelse, fra justitsministeren

Svar på spm. 77 om en erklæring fra en offentlig dansk

myndighed, fra justitsministeren

Svar på spm. 78 om indsamling til nødhjælp til et

projekt, der organiseres af en gruppe, der omfattes af bestemmelsen, fra

justitsministeren

Svar på spm. 79 om, hvilke projekter der vil blive omfattet af

bestemmelsen, fra justitsministeren

68

Kopi af alm. del bilag 398, notat om bestemmelserne om domstolskontrol

og afslagsgrunde i forslaget til rammeafgørelse om den

europæiske arrestordre og overgivelsesprocedurerne mellem Den

Europæiske Unions medlemsstater

69

Svar på spm. 80 om efterforskning af en mistanke om

terrorvirksomhed, fra justitsministeren

Svar på spm. 81 om efterforskning og evt. indhentning af

retskendelse, fra justitsministeren

70

Svar på spm. 94 om kommentar til Europarådets rekommandation

1550, fra justitsministeren

Svar på spm. 96 om konfiskation og indefrysning af midler, fra

justitsministeren

Svar på spm. 98 om organisationer omfattet af § 114, fra

justitsministeren

71

Svar på spm. 15 om kommentar til henvendelse af 6/2-02 fra

Forbrugerrådet, fra justitsministeren

Svar på spm. 16 om kommentar til henvendelse af 1/2-02 fra PROSA,

fra justitsministeren

Svar på spm. 44 om begrebet televirksomhed, fra justitsministeren

Svar på spm. 63 om dataovervågningen, fra justitsministeren

Svar på spm. 64 om yderligere ressourcer til Datatilsynet, fra

justitsministeren

Svar på spm. 85, om Datatilsynet vil få tilført ekstra

ressourcer, fra justitsministeren

Svar på spm. 97 om Tvindledelsens e-mails, fra justitsministeren

72

Svar på spm. 106 om teknisk bistand til ændringsforslag

vedrørende udlevering, fra justitsministeren

Svar på spm. 107, om østersøkommissæren bliver

hørt før en udlevering kan finde sted, fra justitsministeren

Svar på spm. 111 om udlevering, uden at danske myndigheder kan

straffe, fra justitsministeren

73

Svar på spm. 10 om forskellen på terrorlister i Rådets

afgørelse og Rådets fælles holdning, fra

udenrigsministeren

Svar på spm. 11 om, hvorfor Hizbollah og PFLP ikke er med på

EU’s terrorlister, fra udenrigsministeren

Svar på spm. 12 om opdeling, fra udenrigsministeren

Svar på spm. 13 om ændringer i EU’s lister siden

27/12-01, fra udenrigsministeren

74

Svar på spm. 60, om Sverige og Norge har

indført/foreslået tilsvarende regler, fra justitsministeren

Svar på spm. 105 om ministerens kommentar til artikel i den norske

avis Aftenposten: »Uakseptabelt forslag til ny terrorlov«, fra

justitsministeren

75

Svar på spm. 82 om en liste over organisationer, der opfattes som

terrororganisationer, fra justitsministeren

Svar på spm. 83 om en liste over terrormistænkte, fra

justitsministeren

Svar på spm. 88 om forholdet mellem de danske lovforslag og

EU-forordning af 27/12-2001, fra justitsministeren

Svar på spm. 89 om støtte til organisationer på

EU’s liste over terrororganisationer/-personer, fra justitsministeren

Svar på spm. 90 om en liste over organisationer/personer, som

Danmark mener er terrorrister, fra justitsministeren

Svar på spm. 92 om forholdet mellem de danske lovforslag og

EU’s rammeafgørelse, fra justitsministeren

Svar på spm. 93 om terrordefinition, fra justitsministeren

76

Ændringsforslag, fra justitsministeren

77

Svar på spm. 72 om uautoriseret aflytning af elektronisk

kommunikation, fra justitsministeren

Svar på spm. 73 om, hvilken institution der sikrer den afbalancerede

sikkerhed, fra justitsministeren

78

Svar på spm. 102, om organisationer vil være omfattet af

bestemmelserne i § 114, fra justitsministeren

Svar på spm. 103, om danske ngo’er vil være omfattet af §

114, fra justitsministeren

Svar på spm. 108, om et dolus eventualis-forsæt ikke kan

anvendes i forhold til § 114 a, fra justitsministeren

79

Svar på spm. 26, om præsident Bushs støtte til

oppositionen i Irak er omfattet af terrorismebestemmelsen, fra

justitsministeren

Svar på spm. 27, om stater er omfattet af terrorismebestemmelsen,

fra justitsministeren

Svar på spm. 56 om, hvilke typer terrorhandlinger der er omfattet af

bestemmelsen i § 114, fra justitsministeren

Svar på spm. 100 om afgørelse af en handling i forhold til en

stat, fra justitsministeren

Svar på spm. 109 om straffelovens § 136, fra justitsministeren

80

Svar på spm. 91 om, hvorledes en revision af EU’s liste over

terrororganisationer/-personer vil foregå, fra justitsministeren

Svar på spm. 95 om kriterier for optagelse på og sletning af

liste over terrororganisationer, fra justitsministeren

81

Spm. 112 om domstolsprøvelse af udlevering, til justitsministeren

82

Spm. 113, om antiterrorpakkens instrumenter vil kunne anvendes i faglige

konflikter, til justitsministeren

Spm. 114 om indsamlinger til humanitære formål, til

justitsministeren

Spm. 115 om reglerne for indsamling af penge til humanitære

formål, til justitsministeren

83

Svar på spm. 39 om kommentar til henvendelse af 11/2-02 fra Digital

Rights, fra justitsministeren

Svar på spm. 46 om kommentar til materiale modtaget fra PROSA ved

foretrædet den 19/2-02, fra justitsministeren

Svar på spm. 65 om Datatilsynet, fra justitsministeren

Svar på spm. 66 om registrering af al internettrafik, fra

justitsministeren

Svar på spm. 71 om overvågnings- og logningskrav, fra

justitsministeren

Svar på spm. 104 om emnerubrikken i en e-mail, fra justitsministeren

84

Svar på spm. 30, om »modstandsret« er fortolkningsbidrag til

terrorismebestemmelsen, fra justitsministeren

Svar på spm. 99 om beskrivelse af modstandsretten, fra

justitsministeren

Svar på spm. 101, om der i loven er taget højde for

»modstandsretten«, fra justitsministeren

Svar på spm. 110 om straffelovens § 136 i relation til

ytringsfrihed, fra justitsministeren

85

Svar på spm. 58 om kommentar til notatet fra professor Gorm

Toftegaard Nielsen, fra justitsministeren

86

Spm. 116 om internetudbyderes opbevaring af indholdet af e-mail, til

justitsministeren

87

Meddelelse om supplerende teknisk gennemgang den 4/4-02

88

Resolutionstekst vedrørende terrorisme fra den 107.

inter-parlamentariske konference i Marrakech, Marokko, den 17-23/3-02

89

Spm. 117 om notat om dolus eventualis’ anvendelse i strafferetlig

praksis og i forbindelse med lovforslaget, til justitsministeren

Spm. 118 om beskrivelse af det arbejde, Statsadvokaten for Særlig

Økonomisk Kriminalitet vil udføre for at identificere en

terrororganisation, til justitsministeren

Spm. 119, om det er udelukket, at der indgår en politisk vurdering i

terrorbegrebet, til justitsministeren

90

Oversigt over spørgsmål og svar på lovforslaget fordelt

efter emner

91

Ekspertmøde den 11/4-02 om de edb-tekniske problemstillinger i

lovforslaget

92

Svar på spm. 116 om internetudbyderes opbevaring af indholdet af

e-mail, fra justitsministeren

93

Henvendelse af 8/4-02 fra professor, dr.jur. Ole Espersen, Det

Retsvidenskabelige Institut B, Københavns Universitet

94

Spm. 120 om kommentar til henvendelse af 8/4-02 fra professor, dr. jur.

Ole Espersen, Det Retsvidenskabelige Institut B, Københavns

Universitet, til justitsministeren

95

Spm. 121 om folks ret til oprør mod besættelsesmagter eller

andre illegitime styrer, til justitsministeren

96

Spm. 122, om det er op til domstolene at bedømme, hvorvidt en

organisation er en terrororganisation, til justitsministeren

97

Kopi af Europaudvalgets I-Note 107, retsakter i EU vedrørende

bekæmpelse af terror (lister)

98

Svar på spm. 112 om domstolsprøvelse af udlevering, fra

justitsministeren

99

Spm. 123 om § 786, stk. 4, 1. pkt, til justitsministeren

Spm. 124, om udbydere kan afgrænses til professionelle virksomheder,

hvis hovedbeskæftigelse er teletjeneste, til justitsministeren

Spm. 125 om pris for etablering af en logningsservice, til

justitsministeren

Spm. 126 om, hvor lille en udbyder kan være, til justitsministeren

100

Spm. 127 om pligt til at foretage logning, til justitsministeren

Spm. 128 om, hvilke teleudbydere der vil blive pålagt

registreringspligt, og hvem der vil blive pålagt at yde politiet

bistand, til justitsministeren

Spm. 129, om trafikdata skal være samlet et sted, til

justitsministeren

101

Spm. 130 om behandling af EU’s liste over terrorister og

terrororganisationer i Retsudvalget og Europaudvalget, til justitsministeren

Spm. 131, om optagelse på en liste er nok til, at politiet i Danmark

kan iværksætte en efterforskning, til justitsministeren

Spm. 132, om afskaffelse af § 136, stk. 2, i straffeloven giver problemer

i forhold til FN og EU, til justitsministeren

Spm. 133 om anvendelse af straffelovens § 136, stk. 2, i forhold til L

35’s ikrafttræden, til justitsministeren

102

Retskonsulentens notat om visse retlige spørgsmål i professor

Ole Espersens henvendelse om terrorismedefinitionen og

tiltalebeføjelser

103

Kopi af Europaudvalgets alm. del bilag 614, svar på spm. 23 om

terrorist, terroristorganisationer, fra udenrigsministeren

104

Kopi af Europaudvalgets alm. del bilag 619, svar på spm. 25 om

liste, terrorisme, fra udenrigsministeren

105

Svar på spm. 113, om antiterrorpakkens instrumenter vil kunne

anvendes i faglige konflikter, fra justitsministeren

Svar på spm. 114 om indsamlinger til humanitære formål,

fra justitsministeren

Svar på spm. 115 om reglerne for indsamling af penge til

humanitære formål, fra justitsministeren

106

Svar på spm. 117 om notat om dolus eventualis’ anvendelse i

strafferetlig praksis og i forbindelse med lovforslaget, fra

justitsministeren

107

Spm. 134 om teknisk bistand til et ændringsforslag, der fastholder

de nuværende udleveringsregler, til justitsministeren

Spm. 135 om teknisk bistand til ændringsforslag, der betyder, at

udlevering kun kan finde sted for overtrædelse af

terrorismeparagraffen, til justitsministeren

Spm. 136 om udlevering kun ved særlig grove forbrydelser, til

justitsministeren

Spm. 137 om teknisk bistand til et ændringsforslag, der fastholder

de nuværende regler for ransagning, til justitsministeren

Spm. 138 om teknisk bistand til et ændringsforslag, der kun giver

mulighed for ransagning ved overtrædelse af terrorismeparagraffen, til

justitsministeren

108

Spm. 139 om eksekveringen af en dødsdom over en person, som er

blevet udleveret fra Danmark, til justitsministeren

109

Opdateret spørgsmålsoversigt fordelt efter emner

110

Spm. 140 om den norske rigsadvokats høringssvar, til

justitsministeren

111

Svar på spm. 121 om folks ret til oprør mod

besættelsesmagter eller andre illegitime styrer, fra justitsministeren

Svar på spm. 122, om det er op til domstolene at bedømme,

hvorvidt en organisation er en terrororganisation, fra justitsministeren

Svar på spm. 130 om behandling af EU’s liste over terrorister

og terrororganisationer i Retsudvalget og Europaudvalget, fra

justitsministeren

Svar på spm. 131, om optagelse på en liste er nok til, at

politiet i Danmark kan iværksætte en efterforskning, fra

justitsministeren

112

Svar på spm. 118 om beskrivelse af det arbejde, Statsadvokaten for

Særlig Økonomisk Kriminalitet vil udføre for at

identificere en terrororganisation, fra justitsministeren

Svar på spm. 119, om det er udelukket, at der indgår en

politisk vurdering i terrorbegrebet, fra justitsministeren

113

Spm. 141 om EU’s liste over terrororganisationer i forhold til Den

Europæiske Menneskerettighedskonvention, til justitsministeren

Spm. 142, om man selv skal anlægge sag ved domstolene, hvis man er

blevet sat på EU’s terrorliste, til justitsministeren

Spm. 143, om en domstol kan få adgang til fortrolige dokumenter fra

Clearing House, til justitsministeren

Spm. 144, om man vil få beskikket en forsvarer, såfremt man

kommer på EU’s terrorliste, til justitsministeren

114

Spm. 145 om medvirken, til justitsministeren

Spm. 146 om beslaglæggelse, til justitsministeren

115

Svar på spm. 120 om kommentar til henvendelse af 8/4-02 fra

professor, dr.jur. Ole Espersen, Det Retsvidenskabelige Institut B,

Københavns Universitet, fra justitsministeren

116

Svar på spm. 139 om eksekveringen af en dødsdom over en

person, som er blevet udleveret fra Danmark, fra justitsministeren

117

Svar på spm. 132, om afskaffelse af § 136, stk. 2, i straffeloven

giver problemer i forhold til FN og EU, fra justitsministeren

Svar på spm. 133 om anvendelse af straffelovens § 136, stk. 2, i

forhold til L 35’s ikrafttræden, fra justitsministeren

118

Svar på spm. 134 om teknisk bistand til et ændringsforslag,

der fastholder de nuværende udleveringsregler, fra justitsministeren

Svar på spm. 135 om teknisk bistand til ændringsforslag, der

betyder, at udlevering kun kan finde sted for overtrædelse af

terrorismeparagraffen, fra justitsministeren

Svar på spm. 136 om udlevering kun ved særlig grove

forbrydelser, fra justitsministeren

119

Opdateret oversigt over spørgsmål og svar vedrørende

lovforslaget fordelt efter emner

120

Henvendelse af 7/5-02 fra IT-Brancheforeningen

121

Spm. 147 om kommentar til henvendelse af 7/5-02 fra IT-Brancheforeningen,

til justitsministeren

122

Kopi af Europaudvalgets alm. del bilag 676, revision af EU’s

terrorlister

123

Svar på spm. 123 om § 786, stk. 4, 1. pkt, fra justitsministeren

Svar på spm. 124, om udbydere kan afgrænses til professionelle

virksomheder, hvis hovedbeskæftigelse er teletjeneste, fra

justitsministeren

Svar på spm. 125 om pris for etablering af en logningsservice, fra

justitsministeren

Svar på spm. 126 om, hvor lille en udbyder kan være, fra

justitsministeren

Svar på spm. 127 om pligt til at foretage logning, fra

justitsministeren

Svar på spm. 128 om, hvilke teleudbydere der vil blive pålagt

registreringspligt, og hvem der vil blive pålagt at yde politiet

bistand, fra justitsministeren

Svar på spm. 129, om trafikdata skal være samlet et sted, fra

justitsministeren

124

Svar på spm. 137 om teknisk bistand til et ændringsforslag,

der fastholder de nuværende regler for ransagning, fra

justitsministeren

Svar på spm. 138 om teknisk bistand til et ændringsforslag,

der kun giver mulighed for ransagning ved overtrædelse af

terrorismeparagraffen, fra justitsministeren

125

Supplerende svar på spm. 130 om behandling af EU’s liste over

terrorister og terrororganisationer i Retsudvalget og Europaudvalget, fra

udenrigsministeren

126

Spm. 148, om sikkerhedskriterier vedrørende logning kan indskrives

i loven, til justitsministeren

Spm. 149, om begrebet informationssamfundstjenester kan bidrage til

afgrænsning af bestemmelser vedr. logning m.m., til justitsministeren

Spm. 150 om betydningen af, at en handling er foretaget mod en

besættelsesmagt, til justitsministeren

127

Svar på spm. 147 om kommentar til henvendelse af 7/5-02 fra

IT-Brancheforeningen, fra justitsministeren

128

Svar på spm. 140 om den norske rigsadvokats høringssvar, fra

justitsministeren

129

Spm. 151 om, hvilken resstilling professionelle it-folk har, til

justitsministeren

Spm. 152 om krav til virksomheder, der lukker, fusionerer eller flytter

til udlandet, til justitsministeren

Spm. 153 om tekniske aspekter af lovforslaget, til justitsministeren

130

Spm. 154 om, hvem der skal deltage i de kommende drøftelser med

tele- og internetbranchen, til justitsministeren

131

Svar på spm. 141 om EU’s liste over terrororganisationer i

forhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, fra

justitsministeren

Svar på spm. 142, om man selv skal anlægge sag ved domstolene,

hvis man er blevet sat på EU’s terrorliste, fra justitsministeren

Svar på spm. 143, om en domstol kan få adgang til fortrolige

dokumenter fra Clearing House, fra justitsministeren

Svar på spm. 144, om man vil få beskikket en forsvarer,

såfremt man kommer på EU’s terrorliste, fra

justitsministeren

Svar på spm. 145 om medvirken, fra justitsministeren

Svar på spm. 146 om beslaglæggelse, fra justitsministeren

Svar på spm. 150 om betydningen af, at en handling er foretaget mod

en besættelsesmagt, fra justitsministeren

132

Svar på spm. 148, om sikkerhedskriterier vedrørende logning

kan indskrives i loven, fra justitsministeren

Svar på spm. 149, om begrebet informationssamfundstjenester kan

bidrage til afgrænsning af bestemmelser vedr. logning m.m., fra

justitsministeren

Svar på spm. 151 om, hvilken retsstilling professionelle it-folk

har, fra justitsministeren

Svar på spm. 152 om krav til virksomheder, der lukker, fusionerer

eller flytter til udlandet, fra justitsministeren

Svar på spm. 153 om tekniske aspekter af lovforslaget, fra

justitsministeren

Svar på spm. 154 om, hvem der skal deltage i de kommende

drøftelser med tele- og internetbranchen, fra justitsministeren

133

Ændringsforslag, fra justitsministeren

134

1. udkast til betænkning

135

Spm. 155, om definitionen på krigsforbrydelser kan anvendes i § 114,

til justitsministeren

Spm. 156 om teknisk bistand til ændringsforslag om, at aktivister

ikke er omfattet af § 114, til justitsministeren

136

Opdateret oversigt over spørgsmål og svar vedrørende

lovforslaget

137

2. udkast til betænkning

138

Spm. 157 om Straffelovrådets udtalelse vedr. strafansvar for

juridiske personer, til justitsministeren

139

Svar på spm. 155, om definitionen på krigsforbrydelser kan

anvendes i § 114, fra justitsministeren

Svar på spm. 156 om teknisk bistand til ændringsforslag om, at

aktivister ikke er omfattet af § 114, fra justitsministeren

140

Svar på spm. 157 om Straffelovrådets udtalelse vedr.

strafansvar for juridiske personer, fra justitsministeren

Bilag 2

Nogle af udvalgets spørgsmål til

justitsministeren og dennes svar herpå

Spørgsmål 23, 91, 99, 101, 113, 117, 118, 131

og 150 og justitsministerens svar herpå er optrykt efter ønske

fra S, V, KF, SF, RV og EL

Spørgsmål 63, 65, 104, 119, 120, 123, 126,

127, 128, 129, 147 og 148 og justitsministerens svar herpå er optrykt

efter ønske fra S, V, KF og RV

Spørgsmål nr. 23:

Vil demonstrationer ved topmøder være

omfattet af den foreslåede terrorismebestemmelse i § 114?

Svar:

På rådsmødet den 6.-7. december 2001

nåede EU-landene til politisk enighed om en erklæring, der

begrænser anvendelsesområdet for rammeafgørelsen om

bekæmpelse af terrorisme (terrorismedefinitionen). Heraf følger

bl.a., at rammeafgørelsen ikke kan bruges til at anklage personer, der

udøver deres legitime ret til at udtrykke deres meninger, for

terrorisme. Det gælder også, selv om de pågældende

personer under udøvelsen af en sådan ret begår

lovovertrædelser. Som det fremgår af pkt. 2.3.3.1. i de

almindelige bemærkninger, må den foreslåede bestemmelse i §

114 fortolkes i lyset af denne rådserklæring.

Ligeledes fremgår det af præamblen til

rammeafgørelsen, at intet i rammeafgørelsen kan fortolkes

på en måde, som indskrænker eller er til hinder for de

grundlæggende frihedsrettigheder som f.eks. strejkeret, forsamlings-,

forenings- eller ytringsfrihed.

Spørgsmål nr. 63:

Vil ministeren få udarbejdet et teknisk notat

vedrørende dataovervågningen, jf. de foreslåede

ændring af retsplejelovens § 786, hvori det bliver oplyst

a) hvilke oplysninger der bliver registreret i dag, og hvilke

oplysninger det foreslås skal være omfattet af den fremtidige

registreringspligt,

b) hvem der bliver omfattet af registreringspligten, om det kun er

teleselskaber, som TDC, Sonofon m.v., eller om det også bliver alle

arbejdsgivere, boligselskaber m.v., der udbyder internetadgang?

Svar:

Justitsministeriet forudsætter, at begrebet

»dataovervågning« i spørgsmålet anvendes i betydningen

»logning«.

Efter de gældende bestemmelser i telelovgivningen og

retsplejeloven har udbydere af telenet og teletjenester ikke pligt til at

foretage registrering og opbevaring (logning) af trafikdata vedrørende

kommunikation i form af elektronisk post.

Som det fremgår af pkt. 3.1.1.2. i de almindelige

bemærkninger til lovforslaget, indeholder den gældende

telelovgivning alene regler om pligtmæssig sletning af trafikdata.

Inden for disse rammer er det op til hver enkelt teleudbyder at

afgøre, hvilke oplysninger der logges.

Justitsministeriet er i den forbindelse ikke i besiddelse

af nærmere information om, hvilke oplysninger det enkelte teleselskab

mv. opbevarer i medfør af den gældende telelovgivning.

Med hensyn de oplysninger, der foreslås omfattet af

reguleringen, henvises til pkt. 3.1.2.3., 3.1.3.1. og 3.1.3.2. i de

almindelige bemærkninger til lovforslaget. Som der nærmere er

redegjort for på dette sted, vil den endelige fastlæggelse af,

hvilke oplysninger der bliver tale om, ske i forbindelse med den

nærmere regelfastsættelse i henhold til den foreslåede

bestemmelse i § 786, stk. 4, 2. pkt.

Afgrænsningen af den persongruppe, der bliver

omfattet af den foreslåede regulering, må i første omgang

foretages i forhold til begrebet »udbydere af telenet og teletjenester«, jf.

den foreslåede bestemmelse i § 786, stk. 4, 1. pkt.

Efter Justitsministeriets opfattelse vil eksempelvis en

arbejdsgiver ikke være udbyder af en teletjeneste i forhold til den

ansatte, der anvender en af arbejdsgiverens computere på

arbejdspladsen. Som et yderligere eksempel kan nævnes, at en skole

eller et universitet efter Justitsministeriets opfattelse ikke vil være

at anse som teleudbyder i forhold til studenterne, når de anvender

uddannelsesinstitutionens computere til internettrafik og anden elektronisk

kommunikation.

Der stilles ikke krav om udbud af offentlige

telenet og teletjenester. Det indebærer, at også udbydere, der

kun henvender sig til en på forhånd afgrænset kundekreds

vil være omfattet. Således vil eksempelvis et boligselskab

være at anse som udbyder af en teletjeneste, såfremt man mod

betaling tilbyder f.eks. adgang til Internet eller telefon til beboerne.

Dette vil som udgangspunkt gælde uanset, hvor mange brugere

boligselskabet udbyder teletjenesten til.

Efter Justitsministeriets opfattelse vil det imidlertid

ikke være hensigtsmæssigt, at enhver udbyder af telenet og

teletjenester omfattes af den foreslåede regulering.

I forbindelse med den nærmere

regelfastsættelse efter den foreslåede bestemmelse i § 786, stk.

4, 2. pkt., vil der derfor skulle foretages en hensigtsmæssig

afgrænsning af den omfattede personkreds gennem eksempelvis en

»bagatelgrænse«, hvorefter mindre udbydere ikke generelt skal logge

trafikdata i 1 år.

Justitsministeriet har endvidere til brug for besvarelsen

af spørgsmålet anmodet Ministeriet for Videnskab, Teknologi og

Udvikling om en udtalelse om teknologispecifik afgrænsning af

logningsforpligtelsen.

Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling har

oplyst følgende:

»I forbindelse med regelfastsættelsen vil der

ligeledes være behov for nærmere at undersøge i hvilket

omfang det er nødvendigt at undtage særlige typer af tjenester

fra logningspligten. Det skyldes, at det som følge af tjenesternes

tekniske konstruktion eller lignende ikke vil være

hensigtsmæssigt eller tjene til opfyldelse af lovforslagets

formål om styrkelse af politiets efterforskningsmuligheder at

kræve logning af trafikdata.

Blandt de tjenester, der kan indgå i disse

overvejelser, er ældre tjenester så som teksttelefontjenesten til

handicappede, hvor den tekniske indretning ikke muliggør en egentlig

logning.

Tjenester med lokale og isolerede infrastrukturnet

så som FWA-net eller WLAN-net, der kræver, at der etableres en

tilslutning til andre telenet, før der kan tilbydes egentlige

teletjenester til slutbrugerne, kan også tænkes undtaget fra

logningspligten. Tilsvarende gælder for lukkede landmobile radionet,

der benyttes af eksempelvis politiet, beredskabstjenester, vognmænd og

taxifirmaer, og datanet der udelukkende benyttes til opsamling og

videresendelse af data fra person til maskine eller fra maskine til maskine.

Det sker eksempelvis ved overvågning og styring af processer i

produktionsanlæg.

Flere udenlandske teleselskaber har fiberforbindelser

gående igennem Danmark uden at drive televirksomhed i Danmark. Disse er

uden tilslutningsmuligheder for trafikopsamling eller fordeling i Danmark og

bør ikke nødvendigvis omfattes af pligten til at logge

trafikdata.

Ved luftbåren radio- og TV-broadcast, der, selvom

disse systemer er envejssystemer, er omfattet af definitionen af

telekommunikation, vil det formentlig heller ikke være

hensigtsmæssigt at kræve nogen form for logning.

Eksemplificeringen er ikke udtømmende. Udviklingen

i kommunikationssektoren kan medføre et behov for løbende at

kunne undtage tjenester fra registreringspligten. Det giver den

foreslåede § 786, stk. 4, 2. pkt. mulighed for.«

Spørgsmål nr. 65:

Vil ministeren indføre mulighed for, at

Datatilsynet kan føre tilsyn med de omfattende registreringer af

borgernes internettrafik f.eks. ved at tilføje i

personoplysningslovens § 62, stk. 3, at Datatilsynet også har ret til

inspektion vedrørende behandlinger, der følger af bestemmelsen

i retsplejelovens § 786, stk. 4?

Svar:

Det følger af den almindelige bestemmelse i

persondatalovens § 58 hvorefter Datatilsynet af egen drift eller efter

klage fra en registreret påser, at behandling af personoplysninger

finder sted i overensstemmelse med loven at Datatilsynet efter lovens

nærmere regler vil føre tilsyn med den logning m.v., der

følger af den foreslåede bestemmelse i retsplejeloven.

Datatilsynet vil herunder kunne kræve enhver oplysning, der er af

betydning for dets virksomhed, jf. persondatalovens § 62, stk. 1.

Særligt med hensyn til Datatilsynets

beføjelse efter lovens § 62, stk. 2, til uden retskendelse at foretage

husinspektioner m.v., bemærkes, at lovens ordning i forhold til private

dataansvarlige, herunder udbydere af telenet, efter bestemmelsens stk. 3 er,

at beføjelsen kun gælder i det omfang, den

pågældende behandling er omfattet af bestemmelsen i lovens § 50.

Bestemmelsen i § 50 omfatter bl.a. behandling af de særligt

følsomme oplysninger, der er opregnet i lovens § 7, stk. 1, og § 8,

stk. 4.

Om baggrunden for denne ordning anføres i

betænkning 1345/1997 om behandling af personoplysninger bl.a.

følgende (side 367):

»Udvalget finder det ikke rimeligt, at en dataansvarlig

kan undgå inspektioner ved at forlægge den fysiske behandling af

oplysninger til privat bolig, hvorfor inspektionsbeføjelsen ikke

foreslås indskrænket til kun at gælde forretningslokaler

m.v.

Dog finder udvalget, at inspektionsbeføjelserne

bør indskrænkes til at gælde i relation til behandlinger,

som på grund af deres omfang eller formål kan indebære en

særlig risiko for at krænke de registreredes rettigheder eller

frihedsrettigheder, f.eks. behandlinger, der har til formål at udelukke

den registrerede fra at udøve en ret, modtage en ydelse eller

opnå en kontrakt, eller som indebærer anvendelse af ny teknologi.

Inspektionsbeføjelsen bør med andre ord gælde for

behandlinger, som ud fra de samme betragtninger er undergivet et krav om

forudgående tilladelse, jf. lovudkastets § 50.«

Efter Justitsministeriets opfattelse gør disse

hensyn sig ikke gældende for de behandlinger, som følger af den

foreslåede bestemmelse i retsplejeloven.

Herefter og ud fra almindelige synspunkter med hensyn

til omfanget af lovgivningens kontrolbestemmelser finder Justitsministeriet

ikke grundlag for at foreslå en ordning som den, der er skitseret i

udvalgets spørgsmål.

Spørgsmål nr. 91:

Hvorledes vil en revision af EU’s liste over

terrororganisationer/-personer foregå? Vil Folketingets

Europaudvalg/Retsudvalg/Udenrigsudvalg blive hørt og få det

nødvendige materiale vedrørende de organisationer/personer, der

foreslås tilføjet/slettet listen?

Svar:

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen indhentet

en udtalelse fra Udenrigsministeriet, der har oplyst følgende:

»I henhold til fælles holdning (2001/931/FUSP) art.

1, stk. 6, gælder, at »Navne på personer og enheder, der er

opført på listen i bilaget, underkastes med regelmæssige

mellemrum og mindst én gang hvert halve år en fornyet gennemgang

for at sikre, at det stadig er berettiget at bevare deres navne på

listen.«

Af art. 1, stk. 4, i den fælles holdning om

anvendelse af specifikke foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme

af 27. december 2001 (2001/931/FUSP) fremgår, at listerne »udarbejdes

på grundlag af præcise oplysninger eller forhold, der viser, at

der er truffet afgørelse af en kompetent myndighed over for de

omhandlede personer, grupper og enheder, hvad enten der er indledt en

undersøgelse eller en retsforfølgelse for en terrorhandling

eller forsøg på at begå, deltage i eller lette

gennemførelsen af en sådan handling, baseret på

seriøse og troværdige beviser eller indicier, eller der er

afsagt dom for sådanne handlinger. Personer, grupper og enheder, der er

identificeret af FN’s Sikkerhedsråd som værende forbundet

med terrorisme, og som det har beordret sanktioner imod, kan opføres

på listen.

I dette stykke forstås ved »kompetent myndighed« en

judiciel myndighed, eller hvor judicielle myndigheder ikke har kompetence

på det område, som dette stykke dækker, en tilsvarende

kompetent myndighed på dette område.«

EU har nedsat en ad hoc arbejdsgruppe (et såkaldt

Clearing House), der har til opgave at foretage en vurdering af, hvorvidt

disse kriterier er opfyldt for så vidt angår terrorister og

terrororganisationer, der fra medlemslandene eller fra tredjelandes side

foreslås optaget på EU’s lister. På grundlag af denne

vurdering udarbejder ad hoc arbejdsgruppen forslag til revision af EU’s

lister, der forelægges Rådet til vedtagelse.

Den daværende udenrigsminister forelagde de her

omtalte retsakter for Folketingets Europaudvalg den 16. november og den 7.

december 2001. Udenrigsministeren forelagde forslag til vedtagelse af

restriktive foranstaltninger mod Osama bin Laden, Al-Qaida og Taliban med

henblik på gennemførelse af FN’s Sikkerhedsråds

resolution 1390 (2002) for Folketingets Europaudvalg den 8. marts 2002.

Folketinget vil i øvrigt løbende blive orienteret i

overensstemmelse med de procedurer, der gælder for orientering af

Folketingets Europaudvalg.«

Spørgsmål nr. 99:

Ministeren bedes tilsende udvalget en beskrivelse af »modstandsretten«, som omtalt

af professor Henning Koch under høringen om lovforslaget den 30.

januar 2002, som forfatningsretligt princip.

Svar:

Det fremgår af side 87 f. i udskriften af

høringen om lovforslaget afholdt den 30. januar 2002 (L 35 bilag

36), at professor, dr.jur. Henning Koch bl.a. anførte

følgende:

»Det, der er interessant, det er, at eksistensen af

modstandsretten ikke bare er knyttet til retshistorien, men er et begreb, der

er genopstået. Som følge af diskussionen om den kvalitative

værdistat taler man nu i den europæiske forfatningsteori og

forfatningsret om modstandsretten. Modstandsretten er altså vendt

tilbage nogen gange som et uskrevet forfatningsretligt princip, andre gange

er det udtrykkeligt formuleret i forfatningen, for eksempel den tyske

grundlov har en udtrykkelig bestemmelse, som handler om modstandsretten. Og

hvad er modstandsretten? Modstandsretten er retten til såvel over for

staten og dens embedsværk som over for medborgere, der begår

henholdsvis statskup eller revolte, selv at anvende vold for at opretholde

den bestående værditilstand, altså den jeg har refereret

til flere gange, hvis og når ikke andre afværgeforanstaltninger

er mulige og tilstrækkelige.

Og det vil sige, at denne forfatningsretlige opfattelse

omkring eksistensen af et modstandsretligt begreb får naturligvis den

refleksvirkning på den fælleseuropæiske

terrorismeopfattelse, at ikke al politisk vold er illegitim«.

Begrebet modstandsret er beskrevet enkelte steder i den

forfatningsretlige litteratur. Henrik Zahle, Dansk Forfatningsret 3 (2. udg.,

1997), side 263, anfører f.eks. følgende:

»Selv om der ikke i det gældende retssystem er

udtrykt nogen anerkendelse af en modstandsret, er den dog ofte

personificeret som »tyranmord« et element i europæisk retstradition.

Statens myndigheder skal virke for befolkningens vel; gør de det

modsatte, må befolkningen kunne gå til modstand. I ældre

(stænderstaters) forfatninger var modstandsretten retligt anerkendt

USA’s uafhængighedserklæring af 4.7.1776

påberåbte sig folkets ret til at ændre eller knuse et

styre, der modarbejdede menneskenes ret til liv, frihed og lykke. Og på

Danmarks mere fredelige vej til en forfatning påpegede de liberale

(Orla Lehmann) over for kongen, at kongens rådgivere ikke havde folkets

tillid, og at nye rådgivere var nødvendige: »Vi anraabe Deres

Majestæt om ikke at drive Nationen til Fortvivlelsens Selvhjælp«,

Casino-mødet 20.3.1848. Hvad denne »selvhjælp« kunne have

medført, kom ikke for dagen, da kongen som bekendt allerede

næste dag kunne meddele, at det hidtidige ministerium var afskediget

Under besættelsen 1940-45 foretog

modstandsbevægelsen strafbare handlinger, hvis legitimitet og

straffrihed efter 1945 er drøftet ud fra nødværge- og

krigshandlingssynspunkter, men som også kan ses i lyset af

modstandsretten.«

Alf Ross anfører i Dansk Statsforfatningsret 1 (3.

udg. ved Ole Espersen, 1980), side 79 ff., bl.a. følgende:

»De bånd der ifølge den i middelalderen

herskende egentlige folkesuverænitetslære bandt kongen var

herefter først og fremmest den guddommelige lov, dels således

som den er åbenbaret i de hellige skrifter, dels således som den

kan anskues alene ved fornuftens lys indplantet af gud i menneskets natur,

lex naturalis. Det var denne naturret der gav selve herskabskontrakten

gyldighed og derigennem var kilde til al gyldig forbundethed overhovedet. Den

var hævet over alt vilkår, stod over kejser og pave, og ingen

lov, ingen regeringsakt, ingen folketingsbeslutning eller sædvane kunne

besidde nogen som helst gyldighed dersom den stod i strid med disse evige

principper.

Men dernæst var kongen også bundet af den

positive ret, de nedarvede love og retsprincipper som han havde

stadfæstet i herskabskontrakten (kongeløfterne,

håndfæstningerne). Retten stod over fyrsten, var

forudsætningen for hans virke og ikke omvendt.

Hvis nu kongen brød disse bånd blev han tyran

og befolkningen var ikke længere bundet af nogen troskabspligt imod

ham. Den havde ret til at gøre modstand mod hans befalinger og om

fornødent afsætte ham. Denne begrænsede

lydighedspligt og tilsvarende modstandsret er den praktiske

kerne i middelalderens demokratiske statslære.«

Den danske grundlov indeholder ikke bestemmelser om en

sådan »modstandsret«, og betragtningerne herom i den forfatningsretlige

litteratur er som det fremgår af det ovenfor anførte af

meget teoretisk karakter.

Bl.a. på denne baggrund er det Justitsministeriets

opfattelse, at begrebet modstandsret ikke i sig selv er egnet til at give

nærmere fortolkningsbidrag til brug for afgrænsningen af

anvendelsesområdet for den foreslåede bestemmelse i straffelovens

§ 114.

Spørgsmål nr. 101:

Hvorledes skal ordet »uretmæssigt« og dets negation

»retmæssigt« forstås i § 114? Betyder dette, at der i loven er

taget højde for »modstandsretten« f.eks. i forhold til

besættelser eller illegitime regimer?

Svar:

Efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens §

114 straffes bl.a. den, som med forsæt til uretmæssigt at tvinge

danske eller udenlandske offentlige myndigheder eller en international

organisation til at foretage eller undlade at foretage en handling

begår én eller flere af de i bestemmelsen opregnede handlinger,

når handlingen i kraft af dens karakter eller den sammenhæng,

hvori den begås, kan tilføje et land eller en international

organisation alvorlig skade.

Formuleringen bygger på EU-rammeafgørelsen om

bekæmpelse af terrorisme, hvor ordet »uretmæssigt« blev indsat

bl.a. efter dansk ønske.

At der således skal være tale om

»uretmæssig« tvang, skal ses i sammenhæng med den

råds-erklæring, som EU-landene nåede til politisk enighed

om i forbindelse med udarbejdelsen af rammeafgørelsen. Ifølge

denne erklæring skal handlinger begået af personer, der handlede

for at bevare eller genskabe de demokratiske værdier, som

medlemsstaternes demokratiske samfund bygger på, ikke kunne straffes

som terrorhandlinger, ligesom rammeafgørelsen ikke kan bruges til at

anklage personer, der udøver deres legitime ret til at udtrykke deres

meninger, for terrorisme, selv om de under udøvelsen af en sådan

ret begår lovovertrædelser.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.3.1. i de

almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Spørgsmål nr. 104:

Anser ministeren emnerubrikken i en e-mail som en

trafikoplysning eller som en indholdsmæssig oplysning, der derfor ikke

må registreres?

Svar:

Emnerubrikken i et elektronisk brev må anses for at

være en indholdsmæssig oplysning.

Som regel vil emnerubrikken således udgøre en

overskrift til selve tekstdelen i brevet. I visse tilfælde f.eks. ved

korte beskeder kan emnefeltet udgøre det eneste reelle indhold i

brevet.

Spørgsmål nr. 113:

Hvorledes sikres det, at de nye bestemmelser i

antiterrorpakken ikke vil kunne benyttes af myndighederne i forbindelse med

faglige konflikter, jf. de diskussioner, der er fremme i pressen om

opbakningen til de tilsvarende lovforslag i Sverige.

Svar:

Efter den foreslåede bestemmelse i § 114 straffes

for terrorisme den, der med forsæt til at skræmme en befolkning

i alvorlig grad, eller uretmæssigt at tvinge danske eller udenlandske

myndigheder eller en international organisation til at foretage eller undlade

at foretage en handling, eller at destabilisere eller ødelægge

et lands eller en international organisations grundlæggende politiske,

forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige

strukturer begår en af de opregnede handlinger, når handlingen

i kraft af dens karakter eller den sammenhæng, hvori den begås,

kan tilføje et land eller en international organisation alvorlig

skade.

De forbrydelser, som er opregnet i den foreslåede

terrorismebestemmelse i § 114, stk. 1 - som f.eks. drab, grov vold,

forstyrrelse af trafiksikkerheden og groft hærværk - omfatter

alene handlinger, der allerede i dag er strafbare.

Det fremgår af den erklæring, som EU-landene

nåede til politisk enighed om på rådsmødet den 6. og

7. december 2001, at rammeafgørelsen dækker handlinger, som

begås af personer, hvis mål er en trussel mod medlemsstaternes

demokratiske samfund, der respekterer retsstatsprincippet, og mod den

civilisation, disse samfund bygger på. Rammeafgørelsen skal

forstås på denne måde og kan ikke bruges til at anklage

personer, der udøver deres legitime ret til at udtrykke deres

meninger, for terrorisme. Det gælder også, selv om de

pågældende personer under udøvelsen af en sådan ret

begår lovovertrædelser.

Disse synspunkter kommer også til udtryk i

præamblen til rammeafgørelsen, hvoraf det fremgår, at

intet i rammeafgørelsen kan fortolkes på en måde, som

indskrænker eller er til hinder for de grundlæggende

frihedsrettigheder som f.eks. strejkeret, forsamlings-, forenings- eller

ytringsfrihed.

På den anførte baggrund er det efter

Justitsministeriets opfattelse vanskeligt at forestille sig, at eventuelle

lovovertrædelser, der måtte blive begået som led i en

faglig konflikt her i landet, vil falde ind under den foreslåede

bestemmelse i § 114.

Samtidig er det naturligvis klart, at handlinger, der er

omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 114 så lidt som

andre strafbare handlinger ikke bliver straffrie, alene fordi de

måtte blive begået i tilknytning til en faglig konflikt.

Der henvises i øvrigt til besvarelsen af

spørgsmål nr. 23 og til pkt. 2.3.3.1. i de almindelige

bemærkninger til lovforslaget.

Spørgsmål nr. 117:

Ministeren bedes udarbejde et notat om dolus

eventualis’ anvendelse i strafferetlig praksis og om, hvordan ministeren

forestiller sig dette begreb anvendt i de situationer, som lovforslaget

omhandler.

Svar:

1. Forsæt antages i dansk strafferet at kunne

foreligge i tre forskellige former: direkte forsæt,

sandsynlighedsforsæt og dolus eventualis.

I sager om eksempelvis manddrab foreligger der direkte

forsæt, hvis gerningsmanden ved sin handling har haft til hensigt at

dræbe. Hvor der foreligger hensigt eller direkte forsæt, er det

ligegyldigt, om gerningsmanden anser det for overvejende sandsynligt, at det

vil lykkes ham at opnå følgen. Hvis gerningsmanden skyder for at

dræbe, foreligger der således direkte forsæt, selv om

gerningsmandens erfaring siger ham, at chancen for, at det lykkes at ramme,

er lille.

Sandsynlighedsforsæt foreligger i eksemplet med

manddrab hvis gerningsmanden uden at tilstræbe dødens

indtræden indser dens indtræden som overvejende sandsynlig,

f.eks. ved et knivstik anser det som overvejende sandsynligt, at den ramte

vil blive dræbt.

Anvendelsen af den tredje forsætsform, dolus

eventualis, er blandt andet beskrevet i Den kommenterede straffelov,

Almindelig del, 7. udgave, 2001, hvor der på side 173-175 er

anført følgende:

»Dolus eventualis antages at kunne foreligge i to former:

det hypotetiske eventualitetsforsæt og i form af positiv indvilligelse.

Problemet er i begge tilfælde at finde det moment, der kan kvalificere

som forsætlig den handling, der objektivt opfylder lovens

gerningsbeskrivelse, men hvor gerningsmanden alene har anset opfyldelsen som

en mindre sandsynlig følge og altså isoleret set alene har

handlet bevidst uagtsomt. Ifølge det hypotetiske

eventualitetsforsæt lægges vægt på, om

gerningsmanden må antages at ville have handlet på samme

måde, hvis han havde vidst, at følgen ville indtræde.

. . . .

Problemet med at acceptere denne forsætsform er

imidlertid, at den bygger på en antagelse om, hvad gerningsmanden ville

have gjort, hvis han havde haft en anden viden, end han rent faktisk havde.

Forsætsspørgsmålet afgøres normalt i hvert fald

teoretisk ud fra, hvilke forestillinger tiltalte rent faktisk har gjort

sig. Det hypotetiske eventualitetsforsæt bryder med dette princip og er

endvidere betænkeligt, fordi det afgørende

spørgsmål er så hypotetisk, at det kan være

svært at anse et svar for beviseligt. Disse svagheder har man

prøvet at afhjælpe ved at opstille det positive

indvilligelsesforsæt. Det afgørende er herefter, om

gerningsmanden, der har indset muligheden af, at en vis følge vil

indtræde, har accepteret muligheden for, at følgen vil

indtræde. Den bilist, der kører med en meget stor fart, er

muligvis klar over risikoen for, at han kan komme til at dræbe en

anden. Hvis han rent faktisk påkører og dræber en anden,

men har fortrængt risikoen sagt til sig selv, at det ikke vil ske

har han alene handlet uagtsomt i forhold til drabet. Hvis han derimod har

indvilliget i risikoen for et trafikdrab sagt til sig selv, at det er der

ikke noget at gøre ved har han ifølge teorien dræbt med

forsæt i form af dolus eventualis. I praksis vil man næppe

nå dette resultat. Selv med en mere konkret fare, f.eks. forsøg

på at trænge modparten ud i rabatten, er det meget tvivlsomt, om

domstolene vil anvende dolus eventualis i relation til et eventuelt

færdselsdrab. I praksis anlægges nok en helhedsvurdering.

. . . .

I praksis påberåbes dolus eventualis

sjældent. I TFK 2000.310 Ø var en sælger tiltalt for

selskabstømning. Retten konstaterede, at der ikke havde foreligget

direkte eller sandsynlighedsforsæt, og nævnte ikke muligheden for

eventualitetsforsæt. I U 1992.445 anfører Højesteret i

sine præmisser indledningsvis: »Der bør generelt udvises

varsomhed med hensyn til anvendelse af forsætsformen dolus eventualis

«. Der var i sagen rejst tiltale ved nævningeting for forsøg

på manddrab. I sin retsbelæring definerede retsformanden dolus

eventualis med ordene: » det vil sige, at gerningsmanden har anset det for

muligt, at følgen ville indtræde og accepteret dette for det

tilfælde, at følgen virkelig indtræder, eller sagt

på en anden måde, denne mulige følge foretrækkes,

når alt kommer til alt, af gerningsmanden frem for at give

afkald/afholde sig fra handlingen«. Om denne definition udtaler

Højesteret, at man ikke finder, at »retsformandens udtalelser om denne

forsætsforms indhold kan anses for urigtige eller ufuldstændige«.

Endelig anfører Højesteret, at det ikke kunne være en

fejl at anvende dolus eventualis i en situation som den foreliggende.

Begge former for dolus eventualis må antagelig

betragtes som en del af dansk ret.«

Højesteret har endvidere i U 1998.277 H taget

stilling til anvendelsen af forsætsformen dolus eventualis. Sagen

drejede sig om tre personer, der blandt andet var tiltalt for

overtrædelse af straffelovens § 237, jf. § 21, ved den 7. maj 1996

efter forudgående aftale og i forening at have forsøgt at

dræbe A og B, idet T1 og T2, mens T3 i bil holdt klar ved et vejkryds,

fra en stjålen bil kastede to håndgranater mod A og B, hvorved A

blandt andet fik bortsprængt en del af benet, hvorefter de, med T3 som

chauffør, flygtede fra stedet i bilen.

Den pågældende højesteretsdom

vedrørte retsformandens retsbelæring i forbindelse med

landsrettens behandling af sagen, hvor T1, T2 og T3 blev idømt

henholdsvis 11, 10 og 4 års fængsel. T3 ankede dommen til

Højesteret og påstod dommen ophævet under henvisning til,

at retsformandens retsbelæring sammenholdt med en supplerende

vejledning af nævningerne vedrørende forsætsformen dolus

eventualis havde været urigtig og ufyldestgørende, hvorved

nævningernes domfældelse af T3 var blevet fejlagtig.

I retsbelæringen anførtes blandt andet

følgende:

»Lige som ved sandsynlighedsforsættet kræves

det ved denne forsætsform (den positive indvilligelsesteori), at den

tiltalte har indset, at det, han var i færd med at hjælpe

hovedgerningsmændene med, kunne være et drabsforsøg.

Ved den positive indvilligelsesteori kræves det

derimod ikke, at han skal have indset sandsynligheden for, at der er tale om

et drabsforsøg, for mere end 50 %. Til gengæld kræves det,

at man kan lægge til grund, at den tiltalte foretrækker at

udøve den pågældende handling frem for at lade være.

Det er også blevet udtrykt således, at den tiltalte tager det,

der gør handlingen strafbar, med i købet.

Den her beskrevne forsætsform afgrænses

altså opad til sandsynlighedsforsættet. Nedad afgrænses den

til noget, vi kalder bevidst uagtsomhed, og som ikke uden særlig

hjemmel er strafbart. Afgrænsning til bevidst uagtsomhed er vanskelig.

Tænker man sig en spritbilist, der mister herredømmet over sin

bil og rammer og dræber en cyklist, vil bilisten ikke blive tiltalt

eller dømt for forsætligt manddrab, men kun for uagtsomt

manddrab. Dette selv om han også har indset, at han ved at køre,

selv om han er fuld, udsætter andres liv og helbred for fare.

Men der er en forskel, som jeg vil udtrykke

således:

I tilfældet med bevidst uagtsomhed handles der i

tillid til, at risikoen ikke realiseres, eller gerningsmanden viser risikoens

virkeliggørelse fra sig. Kunne han inden han påbegyndte sin

spritkørsel have set ind i fremtiden og set, at han ved at køre

spritkørsel ville dræbe en cyklist, ville han have afstået

fra det og ladet bilen stå. Ved dolus eventualis har han derimod ikke

blot indset muligheden for, at handlingen indebærer noget strafbart,

men også med den mulighed for øje udført den

pågældende handling.

Spørgsmålet om T3 kan dømmes for

forsætlig medvirken til drabsforsøget efter dolus

eventualisbetragtningen afhænger altså af, om nævningerne

lægger til grund, at han har indset, at muligheden for, at der er tale

om et drabsforsøg, er til stede, og at han har indvilget i at

udføre sin bistand til hovedgerningsmændene med den mulighed for

øje, altså selv om det skulle vise sig, at det er

drabsforsøg, hovedgerningsmændene er i gang med. Og at han ikke

ville have undladt at yde denne bistand, selv om han havde vidst, at der var

tale om et drabsforsøg.«

Højesteret fandt, at retsformanden ikke havde

begået fejl ved i sin retsbelæring at have givet udtryk for, at

anvendelse af forsætsformen dolus eventualis i form af positiv

indvilligelse kunne komme på tale i en situation som den foreliggende.

Med udgangspunkt i, at Højesteret i dommen af 9. marts 1992 (U

1992.455H) udtalte, at forsætsformen dolus eventualis bør

anvendes med varsomhed, fandt Højesteret, at der i

retsbelæringen kunne være gjort nogle bemærkninger om denne

varsomhed i relation til den konkrete sag. Da retsbelæringen indeholdt

en grundig gennemgang af dolus eventualis, og da den ikke kunne

karakteriseres som urigtig, tog Højesteret ikke forsvarerens

påstand om dommens ophævelse og hjemvisning af sagen til

følge.

2. Som det fremgår, anses forsætsformen dolus

eventualis for en del af dansk strafferet.

Lovforslagets bestemmelser om blandt andet terrorisme og

finansiering af terrorisme omfatter forsætlige forhold. I

overensstemmelse med det, der er anført ovenfor, omfatter dette

forsætskrav alle forsætsgrader, således at det ikke ville

være udelukket at anvende forsætsformen dolus eventualis i

forhold til de foreslåede bestemmelser.

En anvendelse af dolus eventualis ville imidlertid

kræve, at anklagemyndigheden i en sag om f.eks. overtrædelse af §

114 a om finansiering af terrorisme ville være i stand til i en

situation, hvor der hverken forelå direkte forsæt eller

sandsynlighedsforsæt at løfte bevisbyrden for, at

gerningsmanden havde indset muligheden for, at den organisation, der blev

ydet økonomisk støtte til, var en terrororganisation, og at

gerningsmanden enten havde indvilget i denne mulighed eller

ville have ydet sin støtte, selv om vedkommende havde vidst, at der

var tale om en terrororganisation.

På den baggrund samt i lyset af udtalelsen i

Højesterets dom i U 1992.455 H om, at der ved anvendelsen af

forsætsformen dolus eventualis generelt bør udvises varsomhed

må det efter Justitsministeriets opfattelse antages, at

spørgsmålet om anvendelse af forsætsformen dolus

eventualis i forhold til de foreslåede bestemmelser i L 35 normalt vil

være af meget teoretisk karakter.

Spørgsmål nr. 118:

Ministeren bedes beskrive de værktøjer,

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet vil have til

sin rådighed, og de vurderinger, man der vil foretage, i forbindelse

med forespørgsler, om en organisation el. lign., som der tænkes

overført penge til, er en terrororganisation.

Svar:

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen indhentet

bidrag fra Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet, der

oplyser følgende:

»Lovforslaget L 28 vedrørende lov om forebyggende

foranstaltninger mod hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme blev

fremsat den 13/12 2001. Der foreslås her som § 10 a indsat en

bestemmelse om, at såfremt der er mistanke om, at en transaktion har

eller har haft tilknytning til finansiering af terrorisme, skal virksomheden

undersøge transaktionen nærmere. Såfremt mistanken ikke

kan afkræftes, skal Statsadvokaten for særlig økonomisk

kriminalitet underrettes. Der må kun gennemføres transaktioner

fra den aktuelle konto eller person efter aftale med Statsadvokaten for

særlig økonomisk kriminalitet.

Hvis Statsadvokaten for særlig økonomisk

kriminalitet modtager en sådan underretning, vil der blive taget

stilling til, om det beløb, der eventuelt påtænkes

overført, skal beslaglægges. Reglerne om beslaglæggelse og

konfiskation foreslås ændret med L 35, således at der, hvis

forslaget vedtages, vil kunne beslaglægges penge, der må

befrygtes at ville blive brugt ved en strafbar handling, herunder en

terrorhandling eller finansiering af terrorister.

Hvis der underrettes om en påtænkt

overførsel af penge til en person, virksomhed eller organisation, der

er kendt eller mistænkt for at udføre eller medvirke til

terrorhandlinger, vil pengene blive beslaglagt.

Til brug for denne vurdering kan Statsadvokaten for

særlig økonomisk kriminalitet selv have tilstrækkelige

oplysninger til at tage stilling. Sådanne oplysninger kan stamme fra

EU’s forordninger, f.eks. Rådets forordning nr. 2580/2001 af 27/12

2001 om specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder

med henblik på at bekæmpe terrorisme. De pågældende,

der ønskes overført penge til, kan endvidere være kendte

i statsadvokaturens registre, herunder kriminalregistret eller

statsadvokaturens efterforskningsregistre (Hvidvaskregistret og

Informationscentralen), ligesom statsadvokaturen bl.a. i forbindelse med

retshjælp til USA efter terroraktionerne den 11/9 2001 har modtaget

oplysninger vedrørende terrormistænkte personer, virksomheder og

organisationer. Er statsadvokaturen ikke selv i besiddelse af

tilstrækkelige oplysninger, vil der blive forespurgt hos Politiets

Efterretningstjeneste, med hvem Statsadvokaten for særlig

økonomisk kriminalitet som følge af terroraktionerne i USA den

11/9 2001 har indledt et forstærket samarbejde.«

Spørgsmål nr. 119:

Ad svaret på spørgsmål 100, jf.

bilag 79

Vil ministeren udelukke, at der indgår en

politisk vurdering i afvejningen af, om en handling er terror eller legitim

modstand?

Svar:

Når det i den enkelte sag skal vurderes, om en

handling er omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 114, vil det

være nødvendigt at foretage en samlet vurdering af alle sagens

elementer.

Ved denne vurdering kan der blive tale om at inddrage

omstændigheder af politisk karakter navnlig i den forstand, at en

handling, der eventuelt vil være omfattet af den foreslåede

bestemmelse, kan være udført på en politisk baggrund,

herunder ud fra bestemte politiske motiver.

I den forbindelse kan der bl.a. henvises til den

erklæring, som EU-landene udarbejdede i tilknytning til EU’s

rammeafgørelse om bekæmpelse af terrorisme, og som har betydning

for fortolkningen af den foreslåede bestemmelse i § 114. Det

følger således af denne erklæring, at

rammeafgørelsen dækker handlinger, som alle medlemsstater anser

for alvorlige overtrædelser af deres straffelove, begået af

personer, hvis mål er en trussel mod medlemsstaternes demokratiske

samfund, der respekterer retsstatsprincippet, og mod den civilisation, disse

samfund bygger på.

En sådan vurdering af, om en handling er

begået af personer, hvis mål måtte være at true

demokratiske værdier, vil naturligvis være en vurdering, der

indeholder klare elementer af politisk karakter.

Samtidig må det imidlertid fastslås, at

afgørelsen af, om en handling falder ind under den foreslåede

bestemmelse i § 114, principielt set er en retlig vurdering. Det vil sige en

vurdering, som er bundet af retlige regler, og som i sidste ende foretages af

domstolene.

Spørgsmål nr. 120:

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 8. april 2002

fra Det Retsvidenskabelige Institut B, jf. L 35 bilag 93.

Svar:

1. Det Retsvidenskabelige Institut B ved professor, dr.

jur. Ole Espersen har i en henvendelse af 8. april 2002 til Folketingets

Retsudvalg bl.a. anført, at den foreslåede bestemmelse i § 114

er for vag og elastisk. Endvidere kritiseres det, at påtale skal ske

efter justitsministerens beslutning, idet dette ifølge professor Ole

Espersen risikerer at medføre »en brug, der meget nemt vil kunne blive

afhængig af regeringens og folketingsflertallets farve«. Endvidere

kritiserer professor Ole Espersen, at den begrænsning i bestemmelsens

anvendelsesområde, som ligger i EU-landenes råds-erklæring,

ikke er skrevet ind i selve bestemmelsen. Dette er efter hans opfattelse ikke

acceptabelt under hensyn til de alvorlige forhold, som bestemmelsen

regulerer.

2. Justitsministeriet skal i den forbindelse om

affattelsen af den foreslåede bestemmelse i § 114 bemærke

følgende:

Den foreslåede terrorismebestemmelse i § 114, stk.

1, indeholder bl.a. en opregning af en række forbrydelser (drab,

flykapring mv.), der allerede er strafbare i dag, og som må betragtes

som veldefinerede delikter. § 114, stk. 1, indeholder således ingen

nykriminalisering og har i princippet karakter af en

strafskærpelsesregel.

Hertil kommer, at bestemmelsen indeholder en række

betingelser, der skal være til stede, for at bestemmelsens

såkaldte objektive gerningsindhold er opfyldt. Således skal

handlingen foretages med forsæt til enten at skræmme en

befolkning i alvorlig grad, eller uretmæssigt at tvinge danske

eller udenlandske offentlige myndigheder eller en international organisation

til at foretage eller at undlade at foretage en handling, eller at

destabilisere eller ødelægge et lands eller en international

organisations grundlæggende politiske, forfatningsretmæssige,

økonomiske eller samfundsmæssige strukturer. Ligeledes skal

handlingen være egnet til at forvolde et land eller en international

organisation alvorlig skade.

På den anførte baggrund finder

Justitsministeriet ikke, at bestemmelsen kan karakteriseres som vag og

elastisk.

På samme måde som med andre bestemmelser i

lovgivningen kan det naturligvis ikke udelukkes, at der for de

retshåndhævende myndigheder i praksis kan opstå

spørgsmål om, hvorledes de foreslåede bestemmelser skal

fortolkes. De foreslåede bestemmelser adskiller sig på dette

punkt ikke principielt fra andre bestemmelser i straffelovgivningen

herunder straffebestemmelser, der som de foreslåede har til

formål at gennemføre internationale forpligtelser.

Der kan i øvrigt henvises til besvarelsen af bl.a.

spørgsmål nr. 9 og 24.

3. Om forholdet mellem lovteksten og de tilhørende

bemærkninger bemærkes, at den foreslåede bestemmelse i §

114 som nævnt i lovforslagets bemærkninger, s. 36-37,

begrænses af den erklæring, som EU-landene nåede til

politisk enighed om på rådsmødet den 6.-7. december 2001.

Efter denne erklæring dækker EU-rammeafgørelsen om

bekæmpelse af terrorisme handlinger, som alle medlemsstater anser for

alvorlige overtrædelser af deres straffelove, begået af personer,

hvis mål er en trussel mod medlemsstaternes demokratiske samfund, der

respekterer retsstatsprincippet, og mod den civilisation, disse samfund

bygger på. Rammeafgørelsen skal forstås på denne

måde og kan ikke bruges som argument for nu at betragte adfærd,

som blev udført af mennesker, der handlede for at bevare eller

genskabe disse demokratiske værdier, hvilket navnlig var

tilfældet i visse medlemsstater under 2. Verdenskrig, som

terroristhandlinger. Rammeafgørelsen kan heller ikke bruges til at

anklage personer, der udøver deres legitime ret til at udtrykke deres

meninger, for terrorisme, selv om de under udøvelsen af en sådan

ret begår lovovertrædelser.

Det fremgår af Justitsministeriets vejledning om

lovkvalitet, pkt. 2.3.5., at det principielle udgangspunkt for lovgivning er,

at selve lovteksten så vidt muligt bør udformes på en

sådan måde, at alle retsspørgsmål løses her,

således at bemærkningerne alene har karakter af uddybning og

præcisering af anvendte udtryk mv. Endvidere fremgår det, at

dette udgangspunkt imidlertid, ud fra en realistisk betragtning, ikke kan

gælde undtagelsesfrit. I visse tilfælde er det ikke praktisk

muligt eller hensigtsmæssigt at udforme en lovbestemmelse, der på

én gang er præcis og samtidig dækkende i alle

henseender.

Efter Justitsministeriets opfattelse er de

begrænsninger, som fremgår af rådserklæringen, af en

karakter, som vanskeligt kan skrives ind i en straffebestemmelse.

Justitsministeriet har i stedet mere udførligt

beskrevet rådserklæringen i bemærkningerne til

lovforslaget, ligesom det i en række besvarelser til Folketingets

Retsudvalg er fremhævet, at rådserklæringen sætter

begrænsninger i den foreslåede bestemmelses

anvendelsesområde. Disse lovforarbejder vil have væsentlig

fortolkningsmæssig betydning for lovens anvendelse i praksis både

for anklagemyndigheden og for domstolene.

Der henvises i øvrigt bl.a. til besvarelserne af

spørgsmål nr. 9, 23, 24, 27, 51 og 101.

4. Om påtalereglen i § 118 a bemærkes

følgende:

Den foreslåede bestemmelse i § 114 er indsat i

straffelovens kapitel 13. Det følger af bestemmelsen i § 118 a, at

påtale for overtrædelse af § 114 og §§ 114 a-114 e kun kan

ske efter justitsministerens beslutning.

Efter bestemmelserne i straffelovens § 110 f og § 118 a er

påtale for overtrædelse af bestemmelserne i straffelovens kapitel

12 og 13 med enkelte undtagelser betinget af justitsministerens

beslutning. Historisk set er påtalereglen begrundet i de særlige

navnlig også internationale hensyn, der ofte vil være

bestemmende for, om påtale skal finde sted. Således er det i

Betænkning afgivet af kommissionen nedsat til at foretage et gennemsyn

af den almindelige borgerlige straffelov fra 1912, side 223,

anført:

»§ 114 [svarer til den gældende § 110 f] stiller som

betingelse for påtale af de i dette kapitel omhandlede forbrydelser, at

dette påbydes af justitsministeren. Da særlige navnlig også

internationale hensyn ofte vil være bestemmende for, om påtale

skal finde sted, er det fundet naturligt, at spørgsmålet om

påtale i disse tilfælde afgøres af den øverste

påtalemyndighed...«

Endvidere skal påtalereglen sikre, at bestemmelserne

i kapitel 12 og 13 ikke får et videre anvendelsesområde end

tilsigtet, jf. herved Betænkning afgivet af udvalget til overvejelse af

forslag til ændringer i borgerlig straffelov, navnlig kapitel 12 og 13

fra 1949, side 41.

Efter Justitsministeriets opfattelse gør de

nævnte hensyn sig også gældende med hensyn til de

foreslåede bestemmelser i §§ 114-114 e.

Hertil kommer, at afgørelsen af, om en handling

falder ind under den foreslåede bestemmelse i § 114, principielt set er

en retlig vurdering - også selv om der naturligvis kan være tale

om en vurdering, der indeholder klare elementer af politisk karakter, jf.

herved besvarelsen af spørgsmål nr. 119. Der vil således

være tale om en vurdering, som er bundet af retlige regler, og som i

sidste ende foretages af domstolene.

På den anførte baggrund finder

Justitsministeriet fortsat, at påtalereglen i forhold til de

foreslåede bestemmelser bør ligge hos justitsministeren.

Justitsministeriet er således ikke enig med professor Ole Espersen i,

at en anvendelse af de foreslåede bestemmelser i praksis »meget nemt

vil kunne blive afhængig af regeringens og folketingsflertallets

farve«.

Der henvises i øvrigt til besvarelserne af

spørgsmål nr. 24, 28 og 80.

Spørgsmål nr. 123:

Er det korrekt forstået, at de i det

foreslåede § 786, stk. 4, 1. pkt., nævnte udbydere ikke skal

være arbejdsgivere, andelsboligforeninger, foreninger og lignende?

Svar:

1. Det fremgår af pkt. 3.1.3.3. i de almindelige

bemærkninger til lovforslaget, at de nærmere regler om

logningspligten vil være af en sådan karakter og

detaljeringsgrad, at det ikke vil være hensigtsmæssigt at

fastsætte dem ved lov. Samtidig har de tidsmæssige rammer ikke

muliggjort, at der har kunnet skabes klarhed over alle de tekniske aspekter

af forslaget, herunder gennem inddragelse af tele- og internetbranchen.

Indledningsvis bemærkes således, at det ikke

på nuværende tidspunkt er muligt mere detaljeret at oplyse om

indholdet af den påtænkte regulering det vil sige den

regulering, der skal ske i den bekendtgørelse, som skal udstedes i

medfør af den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 786,

stk. 4, 2. pkt.

Justitsministeriet er på den baggrund indstillet

på forud for udstedelsen af en bekendtgørelse om det

nærmere omfang af logningspligten at orientere Folketingets Retsudvalg

med henblik på, at udvalget kan få mulighed for at drøfte

et udkast til bekendtgørelse.

2. Mere generelt kan det oplyses, at en arbejdsgiver som

anført i Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr.

63, jf. L 35 bilag 71 efter Justitsministeriets opfattelse ikke vil

være udbyder af en teletjeneste i forhold til den ansatte, der anvender

en af arbejdsgiverens computere på arbejdspladsen. Det samme må

gælde, hvis den ansatte fra sin bopæl eksempelvis gennem en

såkaldt hjemmearbejdsplads har adgang til virksomhedens

computernetværk og herigennem kan tilslutte sig Internettet.

Det må herved forudsættes, at den ansatte ikke

skal yde betaling til arbejdsgiveren for internetadgangen. I modsat fald kan

arbejdsgiverens formidling af internetadgang ikke siges at have

sammenhæng med varetagelsen af den ansattes arbejdsopgaver, og

arbejdsgiveren vil da kunne sidestilles med andre internetudbydere. Stiller

arbejdsgiveren eksempelvis en computer og et internetabonnement hos en

teleudbyder til den ansattes rådighed, således at tilslutningen

til Internettet ikke sker via arbejdsgiverens computernetværk, vil

pligten til at logge internettrafikken påhvile den

pågældende udbyder, hvis denne i øvrigt er omfattet af

logningspligten.

3. Endvidere fremgår det af den nævnte

besvarelse, at en skole eller et universitet efter Justitsministeriets

opfattelse ikke vil skulle anses som teleudbyder i forhold til elever og

studenter, som anvender uddannelsesinstitutionens computere til

internettrafik og anden elektronisk kommunikation. Her vil tilsvarende

gælde, at der ikke skal foretages logning af den internettrafik, som de

studerende vederlagsfrit foretager via en ekstern tilslutning til

uddannelsesinstitutionens computernetværk.

4. Om andelsboligforeninger, foreninger og lignende skal

foretage logning, vil afhænge af, om foreningen reelt svarer til en

teleudbyder i forhold til brugerne. Dette må som udgangspunkt antages

at være tilfældet, idet der som det fremgår af den

ovenfor nævnte besvarelse af spørgsmål nr. 63 ikke

stilles krav om udbud af offentlige telenet og teletjenester. Det

indebærer, at også udbydere, der kun henvender sig til en

på forhånd afgrænset kundekreds, vil være

omfattet.

Således vil eksempelvis et boligselskab være

at anse som udbyder af en teletjeneste, hvis selskabet mod betaling tilbyder

f.eks. adgang til Internet eller telefon til beboerne. Dette vil som

udgangspunkt gælde uanset, hvor mange brugere boligselskabet udbyder

teletjenesten til.

5. Efter Justitsministeriets opfattelse vil det imidlertid

ikke være hensigtsmæssigt, hvis enhver udbyder af telenet og

teletjenester bliver omfattet af den foreslåede regulering.

I forbindelse med den nærmere

regelfastsættelse efter den foreslåede bestemmelse i § 786, stk.

4, 2. pkt., vil der derfor skulle foretages en hensigtsmæssig

afgrænsning af den omfattede personkreds gennem eksempelvis en

»bagatelgrænse«, hvorefter mindre udbydere ikke generelt skal logge

trafikdata i 1 år.

En sådan »bagatelgrænse« vil ikke være

udtryk for, at de oplysninger, som den pågældende boligforening

ellers ville skulle logge, på forhånd kan siges ikke at ville

være af efterforskningsmæssig interesse i en given sag.

Undtagelsen vil være begrundet i, at en logningspligt for mindre

udbydere må forventes at være forbundet med navnlig

administrative omkostninger, der ikke vil modsvares af det

efterforskningsmæssige behov for logoplysninger fra mindre

udbydere.

Spørgsmål nr. 126:

Hvis ministeren fastsætter en grænse for, hvor

lille en udbyder kan være, bør man så ikke præcisere

det i selve lovteksten?

Svar:

Som det fremgår af Justitsministeriets besvarelse af

spørgsmål nr. 63, jf. L 35 bilag 71, vil det efter

Justitsministeriets opfattelse ikke være hensigtsmæssigt, at

enhver udbyder af telenet og teletjenester omfattes af den foreslåede

logningspligt. I forbindelse med den nærmere regelfastsættelse

efter den foreslåede bestemmelse i § 786, stk. 4, 2. pkt., vil der

derfor skulle foretages en hensigtsmæssig afgrænsning af den

omfattede personkreds gennem eksempelvis en »bagatelgrænse«, hvorefter

mindre udbydere ikke generelt skal logge trafikdata i 1 år.

Ved vurderingen af spørgsmålet om

fastsættelse af en bagatelgrænse skal der ske en afvejning af

på den ene side hensynet til det efterforskningsmæssige behov for

logoplysninger fra mindre udbydere og på den anden side hensynet til

disse udbyderes økonomiske og administrative omkostninger ved en

logningspligt.

Denne vurdering vil efter Justitsministeriets opfattelse

mest hensigtsmæssigt kunne foretages i forbindelse med

fastsættelse af de nærmere regler om logningspligten, jf. herved

den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 786, stk. 4, 2. pkt.

Dette hænger sammen med, at der først i

forbindelse med den nærmere tekniske udmøntning vil kunne tages

stilling til, hvilke bestemte trafikdata der skal omfattes af

logningspligten, og at der således først herefter kan foretages

en vurdering af omkostningerne for den enkelte udbyder.

Som det fremgår af pkt. 3.1.3.3. i de almindelige

bemærkninger til lovforslaget, vil de nærmere regler om

logningsforpligtelsen være af en sådan karakter og

detaljeringsgrad, at det ikke vil være hensigtsmæssigt at

fastsætte dem ved lov. Dette gælder også med hensyn til

overvejelserne om udformning af en bagatelgrænse.

Endvidere vil det være ganske omstændeligt at

skulle fremsætte lovforslag, når der måtte vise sig behov

for justering af disse regler, der i væsentligt omfang vil være

af teknisk karakter. Her vil det være mere smidigt, at justeringerne

kan foretages ved ændring af en bekendtgørelse.

Samtidig har de tidsmæssige rammer for udarbejdelsen

af lovforslaget ikke muliggjort, at der har kunnet skabes klarhed over alle

de tekniske aspekter af forslaget, herunder gennem inddragelse af tele- og

internetbranchen. Behovet for regulering vil skulle vurderes i lyset af de

praktiske og tekniske muligheder, der ikke har kunnet afklares endeligt inden

for den korte tidsfrist.

Justitsministeriet forudsætter som anført i

bemærkningerne til lovforslaget, at tele- og internetbranchen inddrages

i forbindelse med regelfastsættelsen i forbindelse med udnyttelse af

bemyndigelsen.

Endvidere vil Justitsministeriet som anført i

besvarelsen af spørgsmål nr. 123 være indstillet

på forud for udstedelsen af en bekendtgørelse, der indeholder en

nærmere regulering af logningspligtens udstrækning mv., at

orientere Folketingets Retsudvalg med henblik på, at udvalget kan

få mulighed for at drøfte et udkast til

bekendtgørelse.

Spørgsmål nr. 127:

I forlængelse af svaret på

spørgsmål 63, jf. bilag 71, bedes ministeren oplyse, om det er

korrekt forstået, at følgende ikke vil blive omfattet af pligten

til at foretage logning:

a) virksomheder, der udbyder teletjenester (internetadgang) til

ansatte, hvad enten dette sker på arbejdspladsen eller på en

computer i den ansattes hjem,

b) skoler, universiteter og andre uddannelsesinstitutioner, der udbyder

teletjenester (internetadgang) til elever/studerende, hvad enten dette sker

på arbejdspladsen eller på en computer i elevens/den studerendes

hjem,

c) udbydere af telenet og teletjenester under et vist antal (en

bagatelgrænse), f.eks. en andelsboligforening med 20 lejligheder,

d) forskellige tjenester, der af tekniske grunde ikke kan foretage

logning, f.eks. teksttelefonen, og forskellige tjenester, der er lukkede,

f.eks. beredskabsnet, overvågning af produktionsanlæg,

luftbåren radio- og tv-broadcast?

Ministeren bedes endvidere oplyse, om den forventede

bagatelgrænse vil ligge omkring 100 eller 1.000 eller 10.000 eller

100.000 tilsluttede brugere.

Svar:

For så vidt angår spørgsmålet om

logningspligt for arbejdsgivere, uddannelsesinstitutioner og foreninger

henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 123.

Som det fremgår af besvarelsen af

spørgsmål nr. 63, jf. L 35 bilag 71, vil der også i

forbindelse med den tekniske udmøntning af logningskravet være

behov for nærmere at overveje spørgsmålet om en

teknologispecifik afgrænsning af logningsforpligtelsen. I udtalelsen

fra Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, der er gengivet i

besvarelsen af spørgsmål nr. 63, er der angivet en række

eksempler på teletjenester, der eventuelt vil blive fritaget for

logningspligten i forbindelse med den nærmere regelfastsættelse.

Formålet med en sådan nærmere

overvejelse vil være at undersøge, hvor det som følge af

tjenestens tekniske konstruktion ikke vil være hensigtsmæssigt

eller tjene til opfyldelse af lovforslagets formål om styrkelse af

politiets efterforskningsmuligheder at kræve logning af trafikdata.

I de tilfælde, hvor logning ikke er teknisk mulig,

vil der ikke blive opstillet krav herom.

For så vidt angår fastsættelsen af en

»bagatelgrænse« er det ikke på nuværende tidspunkt muligt

nærmere at angive, hvor undergrænsen for antallet af tilsluttede

brugere bør gå. Afgørelsen af dette

spørgsmål vil, som det i øvrigt fremgår af

besvarelsen af spørgsmål nr. 126, afhænge af den

nærmere tekniske udmøntning af logningsforpligtelsen.

Justitsministeriet forudsætter som anført i bemærkningerne

til lovforslaget, at tele- og internetbranchen inddrages i forbindelse med

regelfastsættelsen i forbindelse med udnyttelse af bemyndigelsen.

Efter Justitsministeriets foreløbige vurdering

må det imidlertid antages, at bagatelgrænsen vil komme til at

ligge nærmere omkring 100 tilsluttede brugere end omkring de 1.000,

10.000 eller 100.000, der er anført i spørgsmålet. Om

bagatelgrænsen inden for disse rammer skal fastsættes ved f.eks.

30, 50 eller 100 tilsluttede brugere, vil bl.a. afhænge af de kommende

drøftelser med tele- og internetbranchen.

Spørgsmål nr. 128:

Ministeren bedes oplyse, om der vil være forskel

på, hvilke teleudbydere der efter den foreslåede § 786, stk. 4,

vil blive pålagt registreringspligt, og hvilke teleudbydere, der efter

den foreslåede § 786, stk. 5, vil blive pålagt at yde praktisk

bistand til politiet i forbindelse med indgreb i meddelelseshemmeligheden,

herunder om det kun vil være virksomheder, der har teletjeneste som

hovederhverv eller i hvert fald en væsentlig del af deres

omsætning, som vil blive pålagt at skulle have

døgnberedskab til at hjælpe politiet efter § 786, stk. 5.

Svar:

1. Pligten til at bistå politiet ved

gennemførelse af indgreb i meddelelseshemmeligheden herunder ved at

etablere aflytning af telefonsamtaler mv., ved at give de i § 780, stk. 1,

nr. 3 og 4, nævnte oplysninger samt ved at tilbageholde og udlevere

forsendelser påhviler efter den gældende bestemmelse i

retsplejelovens § 786, stk. 1, postvirksomheder og udbydere af offentlige

telenet og teletjenester.

Efter den foreslåede ændring af § 786, stk. 1,

vil pligten til at yde bistand i forbindelse med indgreb i

meddelelseshemmeligheden blive udvidet til at gælde for alle udbydere

af telenet og teletjenester, herunder eksempelvis udbydere, der henvender sig

til et på forhånd afgrænset kundesegment. Dette

hænger sammen med, at også udbydere af ikke-offentlige telenet og

teletjenester vil blive omfattet af logningspligten. Der er derfor behov for

at opstille en pligt for også disse udbydere til at give politiet

oplysninger mv. i forbindelse med indgreb i meddelelseshemmeligheden.

2. Der vil ikke nødvendigvis være sammenfald

mellem den gruppe af udbydere, der har pligt til at foretage logning efter §

786, stk. 4, og de udbydere, der omfattes af de nærmere regler om

praktisk bistand til politiet i forbindelse med indgreb i

meddelelseshemmeligheden. Dette hænger sammen med, at pligten til at

bistå politiet i forbindelse med indgreb i meddelelseshemmeligheden

fortsat vil gælde også i forhold til anden bistand end udlevering

af logoplysninger og dermed også for udbydere, der ikke vil

være forpligtede til at foretage logning.

De nærmere regler om samarbejde mellem politiet og

udbyderne efter § 786, stk. 5, skal således ses i sammenhæng med

den almindelige pligt for udbyderne til at bistå politiet efter § 786,

stk. 1.

Eksempelvis vil det kunne være nødvendigt at

fastsætte regler for eventuelt praktisk samarbejde mellem politiet og

de udbydere, der måtte falder under en »bagatelgrænse« i forhold

til logningsforpligtelsen, jf. herved besvarelsen af spørgsmål

nr. 127 med omtale af den såkaldte bagatelgrænse. Selv om disse

udbydere ikke løbende vil skulle foretage logning af trafikdata efter

§ 786, stk. 4, kan der således på andre områder være

behov for, at de som teleudbydere kan bistå politiet. Det kan f.eks.

være i forbindelse med en konkret anmodning om fremadrettet

aflytning.

3. Der vil ikke nødvendigvis skulle stilles de

samme krav til alle udbydere i forbindelse med den nærmere

fastsættelse af regler om udbydernes praktiske bistand til politiet i

forbindelse med indgreb i meddelelseshemmeligheden.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 786,

stk. 5, vil der eksempelvis kunne fastsættes regler, der sikrer

politiet mulighed for at kunne komme i kontakt med teleselskaberne hele

døgnet. Der vil også kunne opstilles regler om

sikkerhedsgodkendelse af personale.

Som det også fremgår af pkt. 3.2.1. i de

almindelige bemærkninger til lovforslaget, kan sådanne regler dog

ikke være mere vidtgående, end formålet tilsiger. Ved

fastsættelse af regler om udvidet adgang til at rette henvendelse til

selskaberne vil der således skulle foretages en afvejning mellem

på den ene side det efterforskningsmæssige behov for at kunne

rette henvendelse uden for almindelig arbejdstid og på den anden side

de økonomiske konsekvenser for selskaberne af en sådan ordning.

Der vil ikke altid være behov for at kræve, at der er personale

til stede hele døgnet i teleselskabet. Alt efter behov vil der kunne

være tale om en vagtordning, hvor politiet har adgang til at rette

henvendelse til bestemte medarbejdere i det pågældende

teleselskab, der kan sørge for det videre fornødne i forhold

til gennemførelsen af indgreb i meddelelseshemmeligheden.

I forbindelse med den nærmere tekniske

udmøntning af logningspligten kan det således vise sig, at

omfanget af politiets behov for døgnet rundt at kunne komme i kontakt

med mindre udbydere, eksempelvis boligforeninger, ikke vil stå i

rimeligt forhold til de økonomiske og administrative konsekvenser for

udbyderen ved en sådan ordning.

Man kunne i stedet forestille sig, at det her vil

være tilstrækkeligt, at det blot sikres, at der hos de mindre

udbydere er udpeget en bestemt person, som politiet kan kontakte, eksempelvis

den netværksansvarlige, og at der ikke opstilles krav om bestemte

træffetider mv.

Spørgsmål nr. 129:

Vil teleudbyderne kunne nøjes med at have de

nødvendige oplysninger (f.eks. a) registrering af IP-nr., der har

været på nettet, b) registrering af, hvilken pc det

pågældende IP-nr. har været tilknyttet på det

pågældende tidspunkt, c) registrering af, hvilken bruger der har

brugt den pågældende pc på det pågældende

tidspunkt) registreret forskellige steder, eller skal oplysninger om

trafikdata for den enkelte bruger være samlet ét sted,

således at teleudbyderne vil være nødt til at anskaffe

særlige programmer til dette?

Svar:

Justitsministeriet forventer ikke, at det vil være

nødvendigt at stille nærmere krav til udbydernes løbende

opbevaring af trafikdata. Der må herved lægges vægt

på, at politiet kun i et meget begrænset omfang navnlig i de

konkrete tilfælde, hvor der i medfør af retsplejelovens regler

kan blive tale om indgreb i meddelelseshemmeligheden mv. vil have behov for

at få adgang til loggede oplysninger. På den anden side må

det imidlertid kræves, at de udbydere, der skal foretage logning,

også er i stand til i disse konkrete tilfælde at levere

logoplysningerne inden for et tidsrum, der er rimeligt i forhold til det

efterforskningsmæssige behov. Samtidig må udbyderen være i

stand til at levere oplysningerne i et læsbart format.

Politiet skal således ikke være henvist til at

modtage oplysningerne i en sådan opdelt form fra flere datakilder, at

oplysningerne ikke umiddelbart kan bruges til formålet. Også

retssikkerhedsmæssige hensyn til de personer, om hvilke trafikdataene

kan indeholde oplysninger, taler for, at teleudbyderne skal levere dataene

på en måde, der ikke skaber tvivl om det reelle indhold af de

loggede oplysninger.

Selve logningen bør således kunne ske

på den måde, der passer den enkelte udbyder bedst, når blot

udbyderen er i stand til at opfylde forpligtelsen til at bistå politiet

ved gennemførelsen af indgreb i meddelelseshemmeligheden.

Spørgsmål nr. 131:

I forlængelse af svar på

spørgsmål nr. 83, jf. bilag 75, bedes ministeren oplyse,

hvorvidt alene det faktum, at en organisation/person står på

EU’s, USA’s eller andres lister, vil være nok til, at

politiet i Danmark kan iværksætte en efterforskning?

Svar:

1. EU har i forbindelse med Rådets forordning (EF)

nr. 2580/2001 af 27. december 2001 om specifikke restriktive foranstaltninger

mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe

terrorisme og Rådets fælles holdning af 27. december 2001 om

anvendelse af specifikke foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme

(2001/931/FUSP) opstillet lister over personer, grupper og enheder, der er

involveret i terrorhandlinger.

Det fremgår af den fælles holdnings artikel 1,

stk. 3, (som der også henvises til i forordningen), hvad der skal

forstås ved en terrorhandling og en terroristgruppe. Disse definitioner

er identiske med definitionen i EU-rammeafgørelsen om bekæmpelse

af terrorisme.

Retsvirkningen af, at en organisation optages på

terrorlisterne, vil bl.a. være, at medlemsstaterne har pligt til at

indefryse midler tilhørende organisationen.

2. L 35 indeholder bl.a. bestemmelser om terrorisme og

finansiering af terrorisme. Disse bestemmelser kriminaliserer

terrorhandlinger samt direkte eller indirekte finansiering af

terrorhandlinger.

Den foreslåede terrorbestemmelse i straffelovens §

114 er formuleret så tæt op ad EU’s rammeafgørelse om

bekæmpelse af terrorisme som muligt for at sikre en fuldstændig

gennemførelse af rammeafgørelsen.

Der er som nævnt sammenfald i definitionerne af

begreberne terrorhandlinger og terroristgruppe i henholdsvis forordningen,

den fælles holdning, rammeafgørelsen og L 35. Selv om den

umiddelbare konsekvens af, at en organisation optages på EU-listerne i

dag er begrænset til de retsvirkninger, der følger af den

fælles holdning og forordningen, så vil dette sammenfald efter

vedtagelsen af L 35, som gennemfører rammeafgørelsen, bevirke,

at dansk politi må vurdere, om der inden for rammerne af retsplejeloven

er anledning til at indlede efterforskning her i landet af forhold, der

knytter sig til den pågældende organisation. Efter

retsplejelovens § 742, stk. 2, iværksætter politiet således

efter anmeldelse eller af egen drift efterforskning, når der er rimelig

formodning om, at et strafbart forhold, som forfølges af det

offentlige, er begået.

3. Det forhold, at en udenlandsk politimyndighed

måtte sætte en organisation på en national terrorliste,

indebærer ikke automatisk, at dansk politi vil iværksætte

efterforskning i forhold til f.eks. danske medlemmer af organisationen.

Dette kan imidlertid sammenholdt med politiets

eksisterende viden om organisationen være tilstrækkeligt til,

at politiet af egen drift iværksætter en efterforskning af, om et

strafbart forhold er begået.

4. I tilfælde, hvor der i overensstemmelse med det

anførte foretages en politimæssig efterforskning her i landet,

vil det herefter være op til anklagemyndigheden at vurdere, om der

bør rejses tiltale i sagen. En beslutning om at rejse tiltale efter de

foreslåede bestemmelser i §§ 114-114 b vil skulle træffes af

justitsministeren, jf. straffelovens § 118 a.

Spørgsmål nr. 147:

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 7. maj 2002

fra IT-Brancheforeningen, jf. L 35 bilag 120.

Svar:

1. Henvendelsen fra IT-Brancheforeningen vedrører

spørgsmålet om, hvilke nærmere oplysninger der vil blive

omfattet af den foreslåede logningspligt i retsplejelovens § 786, stk.

4.

Det fremgår af pkt. 3.1.3.3. i de almindelige

bemærkninger til lovforslaget, at de nærmere regler om

logningspligten vil være af en sådan karakter og

detaljeringsgrad, at det ikke vil være hensigtsmæssigt at

fastsætte dem ved lov. Samtidig har de tidsmæssige rammer ikke

muliggjort, at der har kunnet skabes klarhed over alle de tekniske aspekter

af forslaget, herunder gennem inddragelse af tele- og internetbranchen.

Indledningsvis bemærkes således, at det ikke

på nuværende tidspunkt er muligt mere detaljeret at oplyse om

indholdet af den påtænkte regulering det vil sige den

regulering, der skal ske i den bekendtgørelse, som skal udstedes i

medfør af den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 786,

stk. 4, 2. pkt.

Justitsministeriet er på den baggrund som

anført i Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr.

123, jf. L 35 bilag 123 indstillet på forud for udstedelsen af en

bekendtgørelse om det nærmere omfang af logningspligten at

orientere Folketingets Retsudvalg med henblik på, at udvalget kan

få mulighed for at drøfte et udkast til

bekendtgørelse.

2. Mere generelt kan det oplyses, at IT-Brancheforeningens

forslag om, at den foreslåede logningspligt bør begrænses

til at omfatte oplysninger, der i forvejen registreres med henblik på

debitering, efter Justitsministeriets opfattelse ikke ville dække det

efterforskningsmæssige behov for trafikdata.

Som det fremgår af pkt. 3.1.1.2. i de almindelige

bemærkninger til lovforslaget, gælder der efter § 30 i

bekendtgørelsen om udbud af telenet og teletjenester som udgangspunkt

et krav om sletning eller anonymisering af trafikdata efter samtalens

afslutning. Fra udgangspunktet gøres der visse undtagelser. Det er

således tilladt at behandle og opbevare trafikdata med henblik på

debitering af slutbrugere og afregning for samtrafik.

En sådan behandling og opbevaring er tilladt indtil

udløbet af den lovhjemlede forældelsesfrist for de omhandlede

gældsforpligtelser og afregninger det vil sige i indtil 5

år.

IT-Brancheforeningens forslag ville indebære, at det

kun var de oplysninger, der i dag registreres og opbevares, der fremover

pligtmæssigt skulle logges.

Imod en sådan ordning taler, at det er forskelligt

fra udbyder til udbyder, hvilke oplysninger der logges. Det hænger

sammen med, at det i dag er op til den enkelte teleudbyder inden for rammerne

af udbudsbekendtgørelsens § 30 at afgøre, om og i hvilket

omfang trafikdata opbevares.

Endvidere kan der være et

efterforskningsmæssigt behov for logoplysninger, der i dag ikke kan

registreres og opbevares efter den gældende telelovgivning, fordi de

ikke skal anvendes med henblik på debitering. F.eks. kan det

nævnes, at der i forbindelse med såkaldte flat rate-produkter,

hvor kunden betaler et fast beløb for teletjenesten uanset forbrug,

ikke vil være behov og dermed ifølge IT-Brancheforeningens

forslag heller ikke mulighed for at logge trafikdata.

Justitsministeriet kan derfor ikke støtte den af

IT-Brancheforeningen foreslåede definition af trafikdata.

3. Om de oplysninger, der i forvejen registreres og

opbevares, anfører IT-Brancheforeningen, at der bliver tale om at

udstrække opbevaringsperioden.

Dette er Justitsministeriet ikke enig i. Den

pligtmæssige opbevaringsperiode vil være begrænset til 1

år, mens oplysninger, der logges med henblik på debitering, kan

gemmes i indtil 5 år. Så vidt Justitsministeriet er orienteret,

gemmes oplysningerne i dag faktisk ofte i 5 år med henblik på

sikre dokumentation i forbindelse med behandling af mulige regningsklager

mv.

4. IT-Brancheforeningen anfører, at afsender- og

modtageroplysninger i elektronisk post findes i den del af det elektroniske

brev, der også indeholder brevets overskrift/emnefelt. Foreningen

mener, at der på denne baggrund bliver tale om at logge indholdet af

kommunikationen.

Hertil bemærkes, at det af f.eks. pkt. 1.2. i de

almindelige bemærkninger til lovforslaget fremgår, at der alene

vil blive tale om registrering og opbevaring af trafikdata og ikke af selve

indholdet af kommunikationen.

Som det fremgår af Justitsministeriets besvarelse af

spørgsmål nr. 104, jf. L 35 bilag 83, må emnerubrikken i

et elektronisk brev anses for at være en indholdsmæssig

oplysning. Der vil således ikke blive stillet krav om logning af

indholdet af emnerubrikken.

5. IT-Brancheforeningen udtrykker bekymring for, at der

vil blive stillet krav om logning af oplysninger om, hvilken sendemast en

tændt mobiltelefon benytter, selv om telefonen ikke anvendes til

kommunikation.

Efter den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens §

786, stk. 4, skal udbyderne logge oplysninger om teletrafik. Logning af

oplysninger om, hvilken sendemast en tændt mobiltelefon har forbindelse

til, når den ikke anvendes til kommunikation, er efter

Justitsministeriets opfattelse ikke en oplysning om teletrafik i denne

bestemmelses forstand. Justitsministeriet agter således ikke i

forbindelse med den nærmere tekniske udmøntning af

logningsforpligtelsen at stille krav om logning af disse data.

6. IT-Brancheforeningen anbefaler en definition af

trafikdata, der svarer til den, som findes i forslag til EU-direktiv om

behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den

elektroniske kommunikationssektor (KOM(2000) 385), jf. Rådets

fælles holdning af 21. januar 2002. Denne definition af trafikdata

omfatter data som behandles med henblik på overføring af

kommunikation i et elektronisk kommunikationsnet eller debitering heraf.

Direktivforslaget er omtalt under pkt. 3.1.1.2. i de almindelige

bemærkninger til lovforslaget.

Efter Justitsministeriets opfattelse er definitionen i

direktivforslaget så bred, at den ikke reelt ville bidrage til at

afgrænse begrebet »oplysninger om teletrafik«, der er anvendt i

lovforslaget.

Efter Justitsministeriets opfattelse omfatter

EU-definitionen eksempelvis oplysninger om, hvilke sendemaster en

mobiltelefon har forbindelse til, selv om den ikke anvendes til

kommunikation. Som det fremgår af pkt. 5 ovenfor, vil disse oplysninger

ikke være omfattet af logningspligten.

Justitsministeriet er ikke enig med IT-Brancheforeningen

i, at EU-definitionen må antages at ville udgøre et fælles

grundlag for det internationale politisamarbejde på området i de

kommende år. Direktivforslaget vedrører harmonisering af

reglerne på det telepolitiske område og har et

forbrugerbeskyttende sigte. For så vidt angår

kriminalitetsbekæmpelse lægges der i direktivudkastets artikel 15

op til en videreførelse af de gældende EU-regler på

området, hvorefter medlemsstaterne selv kan beslutte at fravige

direktivets regler, når det sker af hensyn til bl.a. forebyggelse,

efterforskning, afsløring og retsforfølgning i

straffesager.

Spørgsmål nr. 148:

Kan sikkerhedskriterier vedrørende

logningsbestemmelserne m.m. indskrives i selve loven? I givet fald hvordan?

Er der bestemmelser i persondataloven, herunder om Datatilsynets kompetence,

som kan være til vejledning for fastsættelse af

sikkerhedskriterier?

Svar:

De oplysninger om teletrafik, der som følge af den

foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 786, stk. 4, skal

registreres og opbevares, må efter omstændighederne betragtes som

personoplysninger omfattet af persondataloven.

Når udbydere af telenet og teletjenester foretager

logning mv. efter den foreslåede bestemmelse i retsplejeloven, skal

denne logning mv. således ske i overensstemmelse med persondatalovens

regler, for så vidt der ikke er fastsat særlige regler i anden

lovgivning, herunder telelovgivningen. Det følger af persondatalovens

§ 41, stk. 3, at den dataansvarlige skal træffe de fornødne

tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger mod, at oplysninger

hændeligt eller ulovligt tilintetgøres, fortabes eller

forringes, samt mod, at de kommer til uvedkommendes kendskab, misbruges eller

i øvrigt behandles i strid med loven. Tilsvarende gælder for

databehandlere.

Efter persondatalovens § 58, stk. 1, påser

Datatilsynet af egen drift eller efter klage fra en registreret, at

behandlingen finder sted i overensstemmelse med loven og regler udstedt i

medfør af loven.

Datatilsynet kan endvidere i medfør af

persondatalovens § 59, stk. 3, påbyde en privat dataansvarlig at

træffe bestemte tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger

mod, at der behandles oplysninger, som ikke må behandles, at

oplysninger hændeligt eller ulovligt tilintetgøres, fortabes

eller forringes, samt mod, at de kommer til uvedkommendes kendskab, misbruges

eller i øvrigt behandles i strid med loven.

Undladelse af at efterkomme et eventuelt påbud

meddelt i medfør af persondatalovens § 59, stk. 3, er

strafsanktioneret, jf. persondatalovens § 70, stk. 1, nr. 6.

Telelovgivningen indeholder ligeledes bestemmelser om, at

teleudbydere skal træffe visse sikkerhedsforanstaltninger.

Da der i såvel persondataloven som i

telelovgivningen er fastsat regler, der regulerer spørgsmålet

om, hvilke sikkerhedsforanstaltninger udbydere af telenet og teletjenester

skal træffe i forbindelse med den logning mv., som følger af den

foreslåede bestemmelse i retsplejeloven, finder Justitsministeriet ikke

grundlag for at fastsætte yderligere sikkerhedskriterier i loven.

Spørgsmål nr. 150:

Ad svaret på spørgsmål 121, jf.

bilag 111

Finder ministeren ikke under henvisning til

præamblen til Rådets rammeafgørelse, jf. bilag 15, at

det skal have betydning, om en handling har været rettet mod en

besættelsesmagt mv.?

Svar:

Som det fremgår af besvarelsen af

spørgsmål nr. 121, er det nødvendigt for at

afgøre, om en handling er omfattet af den foreslåede bestemmelse

i § 114, at foretage en samlet vurdering af alle sagens elementer. I denne

vurdering vil det bl.a. i lyset af den nævnte

rådserklæring skulle indgå, om en handling i givet fald

har været rettet mod en besættelsesmagt m.v.

Bilag 3

Præamblen til Rådets rammeafgørelse af

6. december 2001 om bekæmpelse af terrorisme

Optrykt efter ønske fra S, V, KF, SF, RV og EL

Referat af samlingen den 6/12-01 i Rådet for Den

Europæiske Union om forslag til rammeafgørelse om

bekæmpelse af terrorisme

REFERAT

af samlingen den: 6. december 2001

i: Rådet

Tidl. dok. nr.: 14845/01 DROIPEN 103 CATS 49 + ADD 1

Komm. forsl. nr.: KOM(2001) 521 endelig

Vedr.: Forslag til Rådets rammeafgørelse om bekæmpelse

af terrorisme

Rådet konstaterede, at der var foreløbig

enighed om teksten i bilaget med forbehold af et parlamentarisk

undersøgelsesforbehold fra den svenske, danske og irske delegation og

en fornyet høring af Europa-Parlamentet.

Forslag til

RÅDETS RAMMEAFGØRELSE

om bekæmpelse af terrorisme

DEN EUROPÆISKE UNION HAR

under henvisning til traktaten om Den Europæiske

Union, særlig artikel 29, artikel 31, litra e), og artikel 34, stk. 2,

litra b),

under henvisning til forslag fra Kommissionen 1

under henvisning til udtalelse fra

Europa-Parlamentet 2 og

ud fra følgende betragtninger:

(0) Den Europæiske Union bygger på de universelle

værdier: menneskets værdighed, frihed, lighed og solidaritet,

respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende

frihedsrettigheder; den bygger på princippet om demokrati og

retsstatsprincippet, der alle er principper, som medlemsstaterne har til

fælles.

Terrorisme er en af de groveste overtrædelser [...] af disse

principper. I Gomera-erklæringen, der blev vedtaget på et

uformelt rådsmøde den 14. oktober 1995, fastslås det, at

terrorisme udgør en trussel for demokratiet, den frie udøvelse

af menneskerettighederne og den økonomiske og sociale

udvikling.

__________________

1

EFT C

2

EFT C

(2) Alle eller nogle af medlemsstaterne har ratificeret en række

konventioner om terrorisme. I Europarådets konvention af 27. januar

1977 om bekæmpelse af terrorisme1 fastslås det, at

terrorhandlinger ikke anses for politiske forbrydelser eller for

forbrydelser, der har forbindelse med politiske forbrydelser, eller for

forbrydelser, der udspringer af politiske motiver. FN har vedtaget

konventionen af 15. december 1997 til bekæmpelse af terrorbombninger og

konventionen af 9. december 1999 til bekæmpelse af finansiering af

terrorisme. Der forhandles for øjeblikket i FN-regi om et udkast til

en global konvention om bekæmpelse af terrorisme.

(3)2 På EU-plan har Rådet vedtaget Rådets

og Kommissionens handlingsplan for, hvorledes Amsterdam-traktatens

bestemmelser om indførelse af et område med frihed, sikkerhed og

retfærdighed bedst kan gennemføres3 den 3. december

1998, Rådets konklusioner af 20. september 2001 samt Det

Europæiske Råds handlingsplan af 21. september 2001

vedrørende terrorisme. Terrorisme blev nævnt i konklusionerne

fra Det Europæiske Råds møder i Tammerfors den 15.-16.

oktober 19994 og i Santa María da Feira den 19. -20. juni

20005. Terrorisme nævnes desuden i Kommissionens meddelelse

til Rådet og Europa-Parlamentet med den halvårlige

ajourføring af resultattavlen vedrørende fremskridt hen imod

oprettelsen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed i

EU (anden halvdel af 2000)6 . Europa-Parlamentet vedtog desuden en

henstilling den 5. september 2001 om bekæmpelse af terrorisme. Den 30.

juli 1996 gjorde de førende industrialiserede lande (G7) og Rusland

sig på et møde i Paris til talsmænd for 25

foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme.

_________________________________

1 ETS nr. 90.

2

Den juridiske tjeneste har oplyst, at præamblen

kræver en »redaktionel bearbejdning«.

3

EFT C 19 af 23. januar 1999, s. 1.

4

http://ue.eu.int/en/Info/eurocouncil/index.htm.

5

http://ue.eu.int/en/Info/eurocouncil/index.htm.

6

KOM(2000) 782 endelig.

(4) Den Europæiske Union har truffet adskillige specifikke

foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme og organiseret

kriminalitet som f.eks.: Rådets afgørelse af 3. december 1998,

hvorved det pålægges Europol at beskæftige sig med

strafbare handlinger, som er blevet begået, eller som det må

antages vil blive begået i forbindelse med terroristiske aktiviteter,

der er rettet mod personers liv og legeme, mod den personlige frihed eller

mod ejendom1 ; den fælles aktion 96/610/RIA af 15. oktober

1996, vedtaget af Rådet på grundlag af artikel K.3 i traktaten om

Den Europæiske Union, om oprettelse og førelse af et register

over sagkundskab med hensyn til bekæmpelse af terrorisme for at lette

samarbejdet om bekæmpelse af terrorisme mellem Den Europæiske

Unions medlemsstater2 ; den fælles aktion 98/428/RIA af 29.

juni 1998, vedtaget af Rådet på grundlag af artikel K.3 i

traktaten om Den Europæiske Union, om oprettelse af et europæisk

retligt netværk3 med ansvar for spørgsmål

vedrørende terrorhandlinger (særlig artikel 2); den fælles

aktion 98/733/RIA af 21. december 1998, vedtaget af Rådet på

grundlag af artikel K.3 i traktaten om Den Europæiske Union, om at

gøre det strafbart at deltage i en kriminel organisation i Den

Europæiske Unions medlemsstater4 samt Rådets

henstilling af 9. december 1999 vedrørende samarbejde om

bekæmpelse af finansieringen af terroristgrupper5.

(5) Definitionerne af terrorhandlinger bør tilnærmes

hinanden i alle medlemsstaterne, herunder definitionerne af strafbare

handlinger med relation til terroristgrupper. For fysiske og juridiske

personer, der har begået eller er ansvarlige for sådanne

handlinger, bør der desuden fastsættes straffe og sanktioner,

som afspejler den grove karakter af disse handlinger.

(6) Det bør betragtes som en skærpende omstændighed,

at den strafbare handling er af særlig grusom karakter, at den er

begået mod flere personer eller mod personer, der er særlig udsat

for at blive ofre for terrorhandlinger.

________________________________________

1 EFT C 26 af 30.1.1999, s. 22.

2

EFT L 273 af 25.10.1996.

3

EFT L 191 af 7.7.1998, s. 4.

4

EFT L 351 af 29.12.1998, s. 1.

5

EFT C 373 af 23.12.1999, s. 1.

(7) Der skal fastsættes bestemmelser om straffemyndighed for at

sikre, at en terrorhandling kan retsforfølges effektivt.

(8) Ofre for terrorhandlinger er sårbare, og det er derfor

nødvendigt at træffe særlige forholdsregler for deres

vedkommende.

(9) Målene for den foreslåede aktion kan ikke i

tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne alene og kan derfor

på grund af behovet for gensidighed bedre gennemføres på

EU-plan; EU kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med

subsidiaritetsprincippet. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet

går denne rammeafgørelse ikke ud over, hvad der er

nødvendigt for at nå disse mål.

(10) Denne rammeafgørelse respekterer de grundlæggende

rettigheder, således som de garanteres ved den europæiske

konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende

frihedsrettigheder, og således som de følger af medlemsstaternes

fælles forfatningsmæssige traditioner, som generelle principper

for fællesskabsretten. EU overholder de principper, der anerkendes i

artikel 6, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union, og som

afspejles i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende

rettigheder, særlig kapitel VI. Intet i denne rammeafgørelse kan

fortolkes på en måde, som indskrænker eller er til hinder

for de grundlæggende frihedsrettigheder som f.eks. strejkeret,

forsamlings-, forenings- eller ytringsfrihed og herunder retten til sammen

med andre at oprette fagforeninger og blive medlem af fagforeninger for at

forsvare sine interesser og den hertil knyttede ret til at demonstrere.

(11)Denne rammeafgørelse fastsætter ikke regler for

væbnede styrkers aktiviteter under væbnede konflikter som

defineret i humanitær folkeret, og som er omfattet af denne ret, og

aktiviteter udført af en medlemsstats væbnede styrker som led i

deres officielle funktioner, for så vidt disse aktiviteter er omfattet

af andre internationale retsregler

VEDTAGET FØLGENDE RAMMEAFGØRELSE:

Bilag 4

Henvendelse af 8. april 2002 fra professor, dr.jur. Ole

Espersen

Optrykt efter ønske fra SF og EL

Københavns Universitet, Det Juridiske Fakultet

Det Retsvidenskabelige Institut B

Studiegården

Studiestræde 6

1455 København K

35 32 32 22/35 32 26 26

Fax: 35 32 32 01

Professor, dr. jur. Ole Espersen

Direkte tlf.: 35 32 31 26, e-mail: Ole.Espersen@jur.ku.dk

8. april 2002

Folketingets Retsudvalg

Folketinget

Christiansborg

1240 København K

Om terrorismedefinitionen og

tiltalebeføjelser.

Regeringens forslag til indføjelse af specielle

terrorisme-paragraffer i straffeloven har medført kritik fra en

række af de myndigheder, der har haft lejlighed til at udtale sig over

lovforslaget. Man har således kritiseret terrorismebegrebets vaghed og

de betydelige afgrænsningsproblemer, der vil opstå. Kritikken

fremføres f.eks. af rigsadvokaten, rigspolitichefen,

politidirektøren i København, Advokatrådet,

Landsforeningen af beskikkede advokater og Det Danske Center for

Menneskerettigheder. En række af de nævnte fremhæver, at

definitionen jo vil omfatte angreb på ethvert lands økonomiske

eller sociale strukturer uanset det pågældende lands styreform,

og som eksempler påpeges, at ANCs kamp mod apartheidstyret i Sydafrika

måtte betegnes som terrorisme efter det foreliggende lovforslag.

Justitsministeriet har afslået at foretage ændringer med to

begrundelser.

Den ene begrundelse er at tiltale i anledning af

overtrædelse af bestemmelserne er betinget af Justitsministerens

beslutning, som træffes under sædvanligt »parlamentarisk ansvar«

og man skriver videre, at »med denne påtaleregel vil det kunne sikres,

at der ikke rejses tiltale i sager, hvor der foreligger materiel atypicitet

eller sager omfattet af en EU-rådserklæring « der omtales

nedenfor.

Man erkender altså for så vidt, at der er tale

om en noget vag og elastisk bestemmelse det der i folkemunde undertiden

kaldes en gummiparagraf. Men man finder dette forsvarligt, fordi beslutningen

om at bruge eller ikke bruge bestemmelsen (hvor overtrædelse jo kan

koste livsvarigt fængsel) træffes af et politisk organ, nemlig

Justitsministeren.

Altså: til gengæld for en meget politisk

betonet bestemmelse, der er ret så vag og ubestemt, lover man at den

alene vil blive brugt efter en politisk beslutning.

Dette forekommer ikke at være særlig

betryggende. Husk hvordan de politiske holdninger var splittet til ANC-styret

i Sydafrika. Nogle partier støttede varmt apartheid og anså ANC

for terrorister mens andre støttede ANC, som kæmpede for

demokrati og afskaffelse af racediskrimination. Det er næsten at

overspille tilliden til det parlamentariske/juridiske regime i vort land at

anse dette for at være en ideel løsning oven i købet en

der skal sikre den korrekte brug af straffelovens mest alvorlige paragraffer.

En brug, der meget nemt vil kunne blive afhængig af regeringens og

folketingsflertallets farve.

Jeg tror i øvrigt at dette strider mod ministeriets

egen vejledning i lovens udarbejdelse, hvor det bl.a. hedder: »En

bestemmelse, der definerer en forbrydelse, skal således være

tilstrækkelig klar og præcis. Borgerne skal med en rimelig grad

af sikkerhed kunne forudse, hvilke handlinger og undladelser der vil kunne

medføre strafansvar«. Denne vejledning er udtrykkeligt af ministeriet

motiveret med, at loven ellers ville kunne komme i strid med Den

europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 7. Kunne vi mon i

påkommende tilfælde forsvare os mod manglende præcision med

at det jo til gengæld er ministeren der beslutter om tiltale skal

rejses?

Og hvad vil det i øvrigt sige at ministerens

afgørelse træffes under parlamentarisk ansvar? Reelt betyder

det, at afgørelsen træffes eller kan træffes af et flertal

i Folketinget. Folketingsmedlemmer har realpolitisk med rette den

opfattelse at det en minister kan gøre, kan de også forlange at

han gør eller lader være med at gøre. Det kan

føre til pression mod Justitsministeren noget der jo unægtelig

ikke er ukendt. Det forekommer mig at Folketingets flertal burde dyrke denne

problemstilling noget mere også og især i betragtning af, at en

reel parlamentarisk kontrol på dette område sagernes karakter

taget i betragtning ofte vil være en ren illusion.

Den anden form for begrundelse, som Justitsministeren

giver, bør også nærmere vurderes. Man ønsker ikke

nærmere at præcisere selve terrorismeparagraffen, men henviser

til at EU-landene har vedtaget »en fælles erklæring, der

begrænser anvendelsesområdet for bestemmelsen. Efter denne

erklæring kan adfærd, som bliver udført at mennesker, der

handlede for at bevare eller genskabe de demokratiske værdier ikke

betegnes som terrorisme. Ligeledes kan heller ikke personer, der

udøver deres legitime ret til at udtrykke deres meninger anklages for

terrorisme, selv om de under udøvelsen af en sådan ret

begår lovovertrædelser«. Her har man måske løsningen

på den uro, som mange har følt i anledningen af problemet med

hensyn til paragraffernes brug mod frihedskæmpere. Men den er

altså ikke medtaget i lovteksten. Det er måske heller ikke nogen

nem opgave. Men, når man tænker på alvoren bag lovteksten,

bør man ikke »lovgive i bemærkningerne«. Alle er enige om at

dette er en uskik, især når det drejer sig om alvorligere

forhold. At gøre det i den foreliggende relation er efter min mening

ikke acceptabelt.

Lad mig generelt sige at Polen og Danmark er de eneste

lande blandt de 11 lande, der er medlemmer af

Østersørådet, hvor Justitsministeren selv er den

højeste anklagemyndighed eller har instruktionsbeføjelser i

stort og småt overfor anklagemyndigheden (Tysklands situation er noget

uklar hvilket har medført store politiske vanskeligheder). Det har,

for så vidt angår Danmark, næppe i forfærdelig mange

tilfælde forvoldt de store problemer. Retten bruges med

tilbageholdenhed. Men netop i en politisk ophidset periode, hvor regering og

folketing er udsat for pres både indefra og udefra i anledning af

terrorhandlinger her eller i udlandet er noget sådant ikke betryggende.

Det forekommer mig at vi burde lære af erfaringer fra de fleste andre

lande om, hvordan man sikrer anklagemyndigheden uafhængighed og hvilke

fordele, dette har medført.

Ole Espersen

Lignende dokumenter