Forslag til Lov om ændring af straffeloven (Skærpelse af straffen for voldtægt)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 6. december 2001 af
Sandy Brinck (S), Frank Jensen (S),
Lissa Mathiasen (S),
Elisabeth Arnold (RV) og Niels Helveg
;Petersen (RV)
Forslag
til
Lov om ændring af straffeloven
(Skærpelse af straffen for voldtægt)
§ 1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 808 af 14. september
2001, foretages følgende ændring:
1.
§ 216 affattes således:
»§ 216.
Den, der tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel
om vold, straffes for voldtægt med fængsel indtil 10 år.
Med vold sidestilles hensættelse i en tilstand, i hvilken den
pågældende er ude af stand til at modsætte sig
handlingen.«
§ 2
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende.
§ 3
Loven gælder ikke for Grønland eller Færøerne.
Loven kan dog ved kongelig anordning sættes i kraft for
Færøerne med de afvigelser, som de særlige
færøske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Læs alt
Indholdsfortegnelse
1.
Indledning
2
2.
Tidligere og nugældende regler
2
3.
Retspraksis
4
4.
Forslagsstillernes overvejelser
5
5.
Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser
mv.
6
6.
Hørte myndigheder mv.
7
1. Indledning
Formålet med lovforslaget er at skærpe
straffen for voldtægt.
Med lovforslaget opgives den hidtidige sondring mellem
voldtægt med en strafferamme på fængsel indtil 6 år
og voldtægt af særlig farlig karakter med en strafferamme
på fængsel indtil 10 år. I stedet indføres en
fællesbestemmelse, der omfatter alle former for voldtægt, med en
fælles strafferamme på 10 års fængsel. Strafferammen
sættes dermed op fra de nuværende 6 år til 10 års
fængsel for sager, der hidtil har været omfattet af straffelovens
§ 216, stk. 1.
Voldtægt er en særlig form for alvorlig
personfarlig kriminalitet, som ud over den anvendte vold eller trussel om
vold også indebærer en grov integritetsmæssig
krænkelse af offeret. Det nuværende strafniveau i
voldtægtssager afspejler efter forslagsstillernes opfattelse ikke i
tilstrækkelig grad krænkelsen af offerets integritet og seksuelle
selvbestemmelsesret. Der er derfor behov for en generel skærpelse af
straffen for voldtægt.
Forslaget tilsigter en generel forhøjelse af
straffen for voldtægt med i størrelsesordenen 1 år i
forhold til det nuværende niveau. Det forhøjede strafniveau skal
efter forslaget anvendes både for fuldbyrdede
overfaldsvoldtægter, kontaktvoldtægter og parvoldtægter
samt forsøg herpå. Fastsættelsen af straffen i det enkelte
tilfælde vil naturligvis fortsat bero på domstolenes konkrete
vurdering af samtlige sagens omstændigheder, og det angivne
skærpede strafniveau vil således kunne fraviges af domstolene i
op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger
skærpende eller formildende omstændigheder.
Lovforslaget er en uændret genfremsættelse af
lovforslag nr. L 27, folketingsåret 2001-02, 1. samling (se
Folketingstidende 2001-02, 1. samling, forhandlingerne side 263 og
tillæg A side 369 og 440).
2. Tidligere og nugældende regler
I straffeloven fra 1930 havde straffelovens § 216
følgende ordlyd:
»§ 216. Den, som tiltvinger sig samleje med en kvinde
ved vold, frihedsberøvelse eller fremkaldelse af frygt for hendes
eller hendes nærmestes liv, helbred eller velfærd, straffes for
voldtægt med fængsel fra 1 til 16 år, under særdeles
skærpende omstændigheder på livstid. Har kvinden forud
stået i mere varigt kønsligt forhold til gerningsmanden, er
straffen fængsel indtil 8 år.«
Voldtægtsbestemmelsen indeholdt således
dengang et strafminimum på 1 år, og overtrædelse af
bestemmelsen kunne under særdeles skærpende omstændigheder
medføre fængsel på livstid.
Ved lov nr. 248 af 9. juni 1967 fik bestemmelsen
følgende ordlyd:
»§ 216. Den, der tiltvinger sig samleje med en kvinde
ved vold eller ved fremkaldelse af frygt for hendes eller hendes
nærmestes liv, helbred eller velfærd, straffes for voldtægt
med fængsel indtil 10 år.
Stk. 2. Med vold sidestilles hensættelse af
kvinden i en tilstand, i hvilken hun er ude af stand til at modsætte
sig handlingen.«
Der henvises herom til Folketingstidende 1966-67,
tillæg A sp. 2449-2526, tillæg B sp. 1413-1418 og forhandlingerne
sp. 2025-2037, 3371-3409, 4881-4904 og 5254-5255.
Lovændringen betød blandt andet, at det
hidtidige strafminimum i straffelovens § 216 blev ophævet, samt at
strafmaksimum blev nedsat til 10 års fængsel.
Ændringen af voldtægtsbestemmelsen byggede
på en utrykt udtalelse fra Straffelovrådet. Udtalelsen blev
gengivet i lovforslagets bemærkninger, jf. Folketingstidende 1966-67,
tillæg A sp. 2463-2467. Et hovedspørgsmål for
Straffelovrådet havde været, om den dagældende
lovbestemmelse i straffelovens § 216 burde opdeles i to
voldtægtsregler, herunder en regel med en lavere strafferamme
omfattende, hvad der blev betegnet som »forberedt voldtægt«. Udtrykket
»forberedt voldtægt« dækkede over de voldtægtssager, »hvor
der navnlig på grund af et forudgående selskabeligt samvær,
eventuelt i forbindelse med en vis letsindighed fra kvindens side«, efter
dagældende praksis forelå formildende omstændigheder.
Rådet nåede imidlertid frem til, at samtlige
voldtægtsforbrydelser skulle undergives en fælles strafferamme.
Begrundelsen herfor var, at det efter rådets opfattelse ikke var muligt
at trække enkelte klare momenter frem, der alene skulle kunne begrunde,
at forholdet blev henført til en mildere bestemmelse. En særlig
voldtægtsbestemmelse ville derfor blive formuleret så vagt, at
den ikke ville yde anklagemyndighed eller domstole nogen
nævneværdig vejledning ved sagernes bedømmelse.
Rådet indstillede samtidig, at det hidtidige strafminimum blev
afskaffet i overensstemmelse med rådets principielle opfattelse af, at
strafferammer bør undlade at foreskrive noget minimum. Endelig
foreslog Straffelovrådet, at strafmaksimum blev nedsat til 10 år,
da der i praksis sjældent blev idømt højere straffe efter
bestemmelsen end fængsel i 4 år.
Ved lov nr. 256 af 27. maj 1981 blev bestemmelsen på
ny ændret til den ordlyd, bestemmelsen har i dag, jf. bilag 3 til
lovforslaget. Der henvises herom til Folketingstidende 1980-81, tillæg
A sp. 3993-4006, tillæg B sp. 851-860, 887-892 og 893-896 og
forhandlingerne sp. 6306-6308, 7414-7461, 10964-11007, 11468-11494 og
11756-11780.
Ved denne lovændring blev anvendelsesområdet
for straffelovens § 216 præciseret i forhold til bestemmelsen i
straffelovens § 217 om opnåelse af samleje ved anden ulovlig
tvang, således at straffelovens § 216 nu omfatter alle
tilfælde, hvor samleje er tiltvunget ved vold eller trussel om vold.
Der gennemførtes samtidig en ændring af strafferammen i
straffelovens § 216, således at strafferammen for voldtægt
blev opdelt i en normal strafferamme på fængsel indtil 6 år
og en skærpet straffebestemmelse med en strafferamme på
fængsel indtil 10 år for tilfælde, hvor voldtægten
har haft en særlig farlig karakter eller der i øvrigt foreligger
særlig skærpende omstændigheder. Endelig blev ordene
»samleje med en kvinde« ændret til ordet »samleje«, således at
bestemmelsen også kan anvendes på forhold begået over for
mænd.
Ændringerne i bestemmelsens strafferamme havde to
formål: Dels indebar den ændrede udformning af strafferammerne en
tilpasning til det gældende strafudmålingsniveau, dels indebar
lovændringen, at kun sager om voldtægt omfattet af straffelovens
§ 216, stk. 2, fremover skulle behandles som nævningesager.
Efter den dagældende regel i retsplejelovens § 687 skulle der ske
nævningebehandling af straffesager om forbrydelser, hvor der i
strafferammen var et strafmaksimum på fængsel i 8 år eller
derover, medmindre betingelserne for at fremme en sag som
tilståelsessag efter retsplejelovens § 925 var opfyldt.
Lovændringen byggede på Straffelovrådets
betænkning nr. 914/1980 om voldtægt, brand og røveri. Til
belysning af praksis havde Straffelovrådet gennemgået et
betydeligt antal voldtægtssager og heraf udledt, at det store flertal
af straffe efter straffelovens §§ 216-217 lå på et niveau af
maksimalt 2-3 års fængsel (jf. betænkningen s. 32-36), og
rådet fandt det på den baggrund ubetænkeligt at ændre
det generelle strafmaksimum for voldtægt, således at der
fastsattes en normalramme på fængsel i højst 6 år,
suppleret med en skærpet strafferamme på fængsel i
højst 10 år for særlig grove tilfælde af
voldtægt, jf. betænkningen s. 49.
Det var således ikke hensigten med
lovændringen at ændre på den dagældende
udmålingspraksis, jf. Folketingstidende 1980-81, tillæg A sp.
4003.
Straffelovrådet forudsatte, at
anvendelsesområdet for straffelovens § 216, stk. 2, skulle
være tilfælde, hvor voldtægten efter den hidtidige praksis
var bedømt som særlig grov, og som havde medført en
straf, der lå over et niveau af omkring 3-4 års fængsel,
jf. betænkningen s. 49-50. Det drejede sig især om sager, hvor
der var udøvet vold af særlig farlig karakter. Den
omstændighed, at der var tale om flere forhold til samtidig
påkendelse, eller at gerningsmanden tidligere havde gjort sig skyldig i
en tilsvarende forbrydelse, ville ikke uden videre bringe forholdet ind under
den skærpede bestemmelse. Det samme gjaldt andre almindelige
skærpelsesmomenter som f.eks., at der var tale om overfald på en
ubekendt, eller at voldtægten var begået af flere.
I praksis har straffelovens § 216, stk. 2,
været anvendt i tilfælde, hvor gerningsmanden har truet med kniv
eller anvendt særlig farlige greb om halsen, eller hvor gerningsmanden
i øvrigt har anvendt særlig grov vold under voldtægten
eller forsøget herpå.
Straffelovrådet har i betænkning nr. 1099/1987
om strafferammer og prøveløsladelse i forbindelse med en
generel gennemgang af strafferammerne i straffeloven på ny overvejet
strafferammerne i straffelovens § 216, jf. betænkningen s. 172.
Rådet fandt ikke grundlag for at foreslå en nedsættelse af
normalstraffen på 6 års fængsel. Rådet fandt det
samtidig overvejende betænkeligt at foreslå en nedsættelse
af den skærpede ramme fra 10 til f.eks. 8 års fængsel, idet
en sådan nedsættelse formentlig ville øge domstolenes
tilbøjelighed til at foretrække tidsubestemt forvaring efter
straffelovens § 70 frem for tidsbestemt fængsel i visse ganske
vist sjældne tilfælde, hvor der afsiges dom for flere
voldtægtsforhold eller for voldtægt i gentagelsestilfælde.
Betænkningens forslag om ændring af strafferammer har i
øvrigt ikke ført til lovgivningsinitiativer.
Straffelovens § 216 suppleres af reglerne i
straffelovens § 224 og § 225, hvorefter bestemmelsen i § 216
finder tilsvarende anvendelse med hensyn til anden kønslig
omgængelse end samleje og med hensyn til kønslig
omgængelse med en person af samme køn.
3. Retspraksis
For at belyse udviklingen i strafniveauet i
voldtægtssager bad daværende justitsminister Frank Jensen den 9.
juni 2000 Rigsadvokaten om en redegørelse. Den 15. januar 2001
afleverede Rigsadvokaten sin redegørelse til justitsministeren.
Redegørelsen, der er optaget som bilag 1 til lovforslaget, viser, at
strafniveauet i voldtægtssager generelt faldt i 1970 erne og frem til
midten af 1980 erne. Redegørelsen viser samtidig, at der ikke er
grundlag for at antage, at der skulle have været et yderligere fald i
strafniveauet gennem 1990 erne. Rigsadvokatens redegørelse pegede
imidlertid på nogle tilfælde, hvor der kunne være grund til
at se nærmere på, om strafudmålingen ligger på et
tilstrækkeligt niveau. Det drejede sig navnlig om sager om
overfaldsvoldtægt og herunder særlig forsøg på
overfaldsvoldtægt. Endvidere drejede det sig om sager, hvor
voldtægten er begået af flere i forening.
I Rigsadvokatens redegørelse er det antaget, at
strafniveauet for forsøg på overfaldsvoldtægt uden
skærpende omstændigheder i dag er 6-9 måneders
fængsel og for fuldbyrdet overfaldsvoldtægt fængsel i 1
år og 6 måneder. Ved overfaldsvoldtægt forstås
voldtægt mod en person, som gerningsmanden slet ikke kender eller kun
har et yderst perifert kendskab til, og hvor der ikke forud for
voldtægten har været samvær af nogen karakter.
En anden type voldtægtssager er
kontaktvoldtægt, hvor parterne umiddelbart forinden voldtægten
har været sammen på en måde, som kunne være optakten
til en seksuel kontakt. Kontaktvoldtægt omfatter endvidere
voldtægter, hvor parterne kender hinanden i forvejen, f.eks. naboer og
kolleger, uanset om selve voldtægten har karakter af et overfald.
Strafniveauet for denne type sager skønnedes i Rigsadvokatens
redegørelse for forsøg at svare nogenlunde til niveauet for
forsøg på overfaldsvoldtægt, mens straffen for fuldbyrdet
kontaktvoldtægt ligger i niveauet mellem 6 måneder og 1½
års fængsel, men således at straffen er fængsel i
6-10 måneder, hvis der ikke er anvendt vold af betydning, eller hvis
der ikke i øvrigt foreligger skærpende omstændigheder.
Den tredje gruppe voldtægtssager, som nævnes i
Rigsadvokatens redegørelse, er parvoldtægter, hvorved
forstås voldtægt mod en nuværende seksuel partner og
voldtægt mod en tidligere seksuel partner, såfremt forholdet er
ophørt inden for et kortere tidsrum forud for voldtægten.
Normalstraffen for fuldbyrdet parvoldtægt antages at ligge i niveauet
6-8 måneders fængsel.
I tilknytning til Rigsadvokatens redegørelse blev
det mellem Rigsadvokaten og Justitsministeriet aftalt at
iværksætte en ordning, hvorefter Rigsadvokaten i et år
får forelagt alle fældende domme i voldtægtssager, blandt
andet med henblik på at vurdere, om der er behov for at anke domme for
at få straffene skærpet.
Den 20. august 2001 afleverede Rigsadvokaten en
midtvejsredegørelse om strafniveauet i voldtægtssager.
Midtvejsredegørelsen, der er optaget som bilag 2 til lovforslaget,
bekræfter strafniveauet for de forskellige former for
voldtægtssager, således som dette er beskrevet i Rigsadvokatens
redegørelse af 15. januar 2001. Rigsadvokaten har i tilknytning hertil
vurderet, at der næppe er grundlag for at antage, at domstolene
på det gældende lovgrundlag vil foretage mere markante, generelle
forhøjelser af strafniveauet i de forskellige typer
voldtægtssager. En generel ændring af strafniveauet i
voldtægtssager ville i øvrigt, ifølge rigsadvokatens
vurdering, som følge af de mange forskellige konkrete
omstændigheder i de enkelte sager forudsætte, at
Højesteret fik forelagt et noget større antal sager, og
Rigsadvokaten pegede på, at en sådan proces som altså
ikke kan forventes at føre til markante forhøjelser af
strafniveauet må antages at være langvarig.
4. Forslagsstillernes overvejelser
Voldtægt er en særlig form for alvorlig
personfarlig kriminalitet, som ud over den anvendte vold eller trussel om
vold også indebærer en grov integritetsmæssig
krænkelse af offeret. Det nuværende strafniveau i
voldtægtssager afspejler efter forslagsstillernes opfattelse ikke i
tilstrækkelig grad krænkelsen af offerets integritet og seksuelle
selvbestemmelsesret. Der er derfor behov for en generel skærpelse af
straffen for voldtægt.
Ud over at højere straffe bedre vil afspejle
samfundets afstandstagen fra disse handlinger, vil en længere straf til
voldtægtsforbryderen også kunne få betydning for
behandlingen i fængslerne. I 1997 blev der i forbindelse med
vedtagelsen af lov nr. 274 af 15. april 1997 om ændring af straffeloven
m.v. (Forstærket indsats mod seksualforbrydere m.v.) iværksat en
treårig forsøgsordning med behandling af seksualforbrydere.
Ordningen har i praksis været en betydelig succes, for så vidt
som en meget stor del af de dømte har været indstillet på
at indgå i behandlingen. Som følge heraf blev ordningen gjort
permanent i efteråret 2000. Behandlingsordningen forudsætter
imidlertid et behandlingsforløb af en vis varighed. Det har
været anført, at det i voldtægtssager kan være
svært med det nuværende strafniveau i alle sager at nå at
få en meningsfuld behandling i gang, endsige afslutte
behandlingsforløbet. En forhøjelse af straffen for
voldtægt, således som lovforslaget lægger op til, kan
medvirke til at sikre, at flere behandlingsbeløb kan
gennemføres tilfredsstillende.
Folketinget kan tage initiativ til en skærpelse af
straffen for bestemte forbrydelser på forskellige måder.
Justitsministeriet har tidligere haft lejlighed til at redegøre
nærmere herfor. Der henvises herved til Justitsministeriets svar af 1.
april 1997 på spørgsmål nr. 7 af 4. februar 1997 fra
Folketingets Retsudvalg vedrørende den såkaldte voldspakke (L
145 bilag 8), Justitsministeriets svar af 10. januar 2000 på
spørgsmål nr. 81 af 12. november 1999 fra Folketingets
Retsudvalg (Alm.del bilag 227) og senest daværende justitsminister
Frank Jensens redegørelse i et samråd i Retsudvalget den 15.
januar 2001.
En mulighed er at hæve strafferammerne for den
pågældende lovovertrædelse.
En anden mulighed for at skærpe straffen er ved en
ændring af lovteksten at præcisere de kriterier, der skal
anvendes ved strafudmålingen, herunder hvad der skal betragtes som
skærpende omstændigheder, og i bemærkningerne til
lovforslaget at angive retningslinjerne for den ændring af
strafudmålingen, der tilsigtes.
En tredje mulighed for at skærpe
strafudmålingen er at indføre minimumsstraffe for bestemte
lovovertrædelser ved i bestemmelsen at angive, at straffen for en
bestemt overtrædelse er fængsel i et bestemt tidsrum, der er
længere end det faste minimum for fængsel i 7 dage, jf.
straffelovens § 33. Udviklingen har hidtil gået i retning af
afskaffelse af sådanne minimumsstraffe, og spørgsmålet har
flere gange været overvejet, senest af Straffelovrådet i
betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og
prøveløsladelser. I betænkningen konkluderede
Straffelovrådet (alle 7 medlemmer), at de forhøjede minima i
alle de bestemmelser, hvor de stadig fandtes, kunne ophæves.
Straffelovrådet udtalte endvidere, at det efter rådets opfattelse
næppe kommer på tale at indføre nye, forhøjede
minima for fængselsstraffe. Der henvises i det hele til
betænkningen s. 71-75.
En fjerde mulighed for at skærpe straffen på
et område er en drøftelse i Folketinget, der kan føre
til, at anklagemyndigheden søger egnede sager indbragt for
Højesteret med henblik på, at Højesteret kan tage
stilling til, om der blandt andet i lyset af samfundets syn på de
pågældende overtrædelsers grovhed er grundlag for at
foretage en vis tilpasning af strafudmålingen. En drøftelse i
Folketinget er imidlertid ikke bindende for domstolene, og et ønske
fra Folketinget om at skærpe straffen på et område
bør derfor i almindelighed give sig udtryk i ændret
lovgivning.
Forslagsstillerne har overvejet, hvorledes den
ønskede skærpelse af straffen for voldtægt bedst
gennemføres.
Det forhold, at Straffelovrådet for tiden er ved at
foretage en generel gennemgang af strafferammerne i straffeloven, taler imod
at gennemføre en skærpelse af straffen ved blot at
forhøje de eksisterende strafferammer i straffelovens § 216.
Efter forslagsstillernes opfattelse ville en forhøjelse af de
nuværende strafmaksima i straffelovens § 216 på 6 og 10
års fængsel til henholdsvis 8 og 12 års fængsel
gøre det nødvendigt at overveje ændringer af de
øvrige bestemmelser om seksualforbrydelser i straffelovens kapitel 24
og eventuelt også andre bestemmelser i straffeloven og dermed i vidt
omfang foregribe Straffelovrådets arbejde.
Det er endvidere efter Rigsadvokatens redegørelser
for praksis klart, at der ikke i selv de groveste voldtægtssager er
behov for et strafmaksimum, der er højere end det nugældende
på 10 års fængsel. Det vil efter forslagsstillernes
opfattelse ikke være rigtigt at foreslå strafmaksima, der ligger
helt uforholdsmæssigt højt i forhold til det tilsigtede
strafniveau.
Forslagsstillerne finder endvidere, at der ud fra
principielle betragtninger ikke bør indføres et strafminimum i
voldtægtsbestemmelsen. Et strafminimum kunne i yderste konsekvens
medføre, at domstolene i videre omfang idømmer betingede domme
eller henfører strafbare forhold under mildere
straffebestemmelser.
Forslagsstillerne finder, at den bedste måde at
nå den ønskede generelle strafskærpelse i sager om
voldtægt er at omskrive bestemmelsen til en fællesbestemmelse med
én strafferamme svarende til den gældende maksimumsstraf
på fængsel i 10 år. Herved opstår der ikke
spørgsmål om balancen i forhold til strafferammerne i de
øvrige bestemmelser om seksualforbrydelser i straffelovens kapitel 24,
samtidig med at der sker en forhøjelse af strafferammen for de
almindelige tilfælde af voldtægt. En væsentlig del af
begrundelsen for opdelingen af den nuværende bestemmelse, således
at den har to strafferammer, var, at det herved kun blev de groveste
voldtægtssager, der skulle behandles som nævningesager. Denne
begrundelse gør sig ikke længere gældende, idet der efter
de nugældende regler som hovedregel kun skal ske
nævningebehandling i sager, hvor der bliver spørgsmål om
fængselsstraf i 4 år eller derover.
Med den foreslåede nye bestemmelse med en
fælles strafferamme på fængsel indtil 10 år
forudsættes det, at der i retspraksis sker en generel forhøjelse
af strafudmålingsniveauet i voldtægtssager i
størrelsesordenen 1 år, således at eksempelvis straffen
for en fuldbyrdet overfaldsvoldtægt i normaltilfældene
forhøjes med 1 års fængsel til fængsel i 2 år
og 6 måneder.
I dag anvendes der kun i et yderst begrænset omfang
betingede straffe ved voldtægt. Med den foreslåede
forhøjelse af straffen for voldtægt er der ikke tilsigtet nogen
ændring i dette. Det er således ikke hensigten, at den
foreslåede forhøjelse skal give sig udslag i en øget
anvendelse af betingede domme efter straffelovens § 56,
kombinationsdomme efter straffelovens § 58 eller betingede domme med
vilkår om samfundstjeneste.
Det er endvidere forslagsstillernes opfattelse, at der i
den nuværende praksis ikke er tillagt det forhold, at voldtægten
er begået af flere gerningsmænd i forening, tilstrækkelig
vægt i skærpende retning. Gruppevoldtægter må antages
at indebære et særlig voldsomt og traumatiserende overgreb, og
det forudsættes derfor, at dette forhold tillægges en
særlig vægt i skærpende retning. Der bør
således i sager om voldtægt med flere gerningsmænd ske en
betydelig strafskærpelse i forhold til niveauet i voldtægtssager
med kun én gerningsmand. Det bør også tillægges
øget vægt i skærpende retning, hvis der er tale om
voldtægt begået mod et barn.
Det er i øvrigt forslagsstillernes hensigt, at
Rigsadvokaten fortsætter den nugældende ordning, hvorefter
Rigsadvokaten i en periode får underretning om alle domme
vedrørende voldtægt med henblik på at følge
udviklingen i retspraksis efter lovens ikrafttræden.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til
lovforslagets § 1.
Det er ikke hensigten med lovforslaget at ændre
på anvendelsesområdet for straffelovens § 216 i forhold til
de øvrige seksualforbrydelser.
5. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser
mv.
Som følge af den foreslåede
strafskærpelse med gennemsnitligt 1 år i forhold til det
nuværende strafniveau bliver der behov for flere pladser i
kriminalforsorgens institutioner.
Baseret på det nuværende
kriminalitetsmønster vil det dreje sig om anslået 35-40 ekstra
pladser i kriminalforsorgens institutioner. Under forudsætning af en
uændret fordeling af afsoningen mellem lukkede fængsler og
åbne institutioner m.v. vil der skulle etableres 20-25 ekstra pladser i
lukkede fængsler.
For så vidt angår behovet for pladser i
åbne fængsler og arresthuse kan dette opfyldes inden for
kriminalforsorgens eksisterende bevillingsmæssige rammer. Derimod er
det ikke muligt at tilvejebringe de nødvendige 20-25 ekstra pladser i
lukkede fængsler inden for den eksisterende kapacitet.
Nybyggeri med henblik på at etablere 20-25 lukkede
pladser vil koste ca. 60 mio. kr. og vil først kunne være klar
til brug i løbet af nogle år. I første omgang
foreslås det derfor at oprette midlertidige lukkede pladser i
eksisterende bygninger, bl.a. i Statsfængslet i Nyborg. Etableringen
heraf vil medføre en engangsudgift på 7 mio. kr., som afholdes i
2002.
Den midlertidige løsning vil på længere
sigt skulle afløses af permanente lukkede pladser, og herefter vil de
midlertidige pladser kunne bruges som »bufferkapacitet« i perioder med
spidsbelastning.
Spørgsmålet om etablering af permanente
lukkede pladser til de dømte voldtægtsforbrydere må ses i
sammenhæng med det generelle behov for lukkede afsoningspladser. Derfor
vil spørgsmålet indgå i drøftelserne i forbindelse
med udløbet af kriminalforsorgens flerårsaftale for 1999-2003.
Udgiften til drift af de lukkede fængselspladser
forventes at udgøre 8 mio. kr. i 2003, heraf en lønsum på
6 mio. kr., og 12,2 mio. kr. i 2004 og de følgende år, heraf en
lønsum på 9 mio. kr. Driftsudgifterne i 2003 og de
følgende år indarbejdes i finanslovforslaget for 2003.
Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for
staten.
Lovforslaget har ikke økonomiske eller
administrative konsekvenser for kommuner, amtskommuner eller erhvervslivet.
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og indeholder
ikke EU-retlige aspekter.
Positive konsekvenser/mindre udgifter
Negative konsekvenser/Merudgifter
Økonomiske konsekvenser for staten
Ingen
Driftsudgifter på 8 mio. kr. i 2003 og 12,2 mio. kr. i
2004 og frem.
Anlægsudgifter på 7 mio. kr. til etablering af midlertidige
lukkede pladser i 2002.
Økonomiske konsekvenser for kommuner og
amtskommuner
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Ingen EU-retlige aspekter
6. Hørte myndigheder mv.
Lovforslaget er som tidligere nævnt en uændret
genfremsættelse af lovforslag nr. L 27 fra 1. samling. L 27 var sendt
til høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:
Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret,
præsidenterne for Københavns Byret og for retterne i Odense,
Århus, Aalborg og Roskilde, Domstolsstyrelsen, Den Danske
Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten,
Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Foreningen af
Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i
Danmark, Advokatrådet, Landsforeningen af beskikkede advokater, Det
Danske Center for Menneskerettigheder, Nævnet for Etnisk Ligestilling,
Dansk Kvindesamfund, Kvinderådet, Joan-Søstrene og Nationalt
Modtagecenter for Voldtægtsofre.
Høringssvar samt høringsoversigt blev omdelt
i Retsudvalget i forbindelse med behandlingen af L 27 i 1. samling, se L 27
bilag 1 og 3, folketingsåret 2001-02, 1. samling.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte
bestemmelser
I bilag 3 til lovforslaget er den foreslåede
bestemmelse sammenholdt med den nugældende bestemmelse.
Til § 1
Med den ændrede affattelse af bestemmelsen opgives
den hidtidige sondring mellem voldtægt med en strafferamme på
fængsel indtil 6 år og voldtægt af særlig farlig
karakter med en strafferamme på fængsel indtil 10 år. I
stedet indføres en fællesbestemmelse, der omfatter alle former
for voldtægt, med en fælles strafferamme på 10 års
fængsel. Strafferammen sættes dermed op fra de nuværende 6
år til 10 år for sager, der hidtil har været omfattet af
straffelovens § 216, stk. 1.
Formålet med den foreslåede ændring af
bestemmelsen i straffelovens § 216 er at skærpe straffen for
voldtægt generelt. Det forudsættes således, at straffen
skal forøges med gennemgående 1 år i forhold til den
straf, der udmåles i dag af domstolene. Det gælder både for
fuldbyrdede overfaldsvoldtægter, kontaktvoldtægter og
parvoldtægter samt forsøg herpå. Det gælder
også forhold, der henføres under straffelovens § 216, jf.
§ 224 eller § 225.
Det forudsættes f.eks., at sager om fuldbyrdet
overfaldsvoldtægt uden skærpende omstændigheder, der i dag
af domstolene straffes med 1½ års fængsel, efter
lovændringen skal straffes med omkring 2½ års fængsel.
Normalstraffen for forsøg på
overfaldsvoldtægt uden skærpende omstændigheder antages i
dag at være fængsel i 6-9 måneder. Der er således i
dag en betydelig forskel i straffen for forsøg på
overfaldsvoldtægt og straffen for fuldbyrdet overfaldsvoldtægt.
Med lovforslaget er det hensigten, at også straffen for forsøg
på overfaldsvoldtægt uden skærpende omstændigheder
forøges med 1 år i forhold til det gældende strafniveau.
Udmålingen af straffen forudsættes dog i højere grad at
blive nuanceret efter forholdets grovhed, således at straffen for de
grovere tilfælde af forsøg på overfaldsvoldtægt
kommer til at ligge tæt på niveauet for fuldbyrdede
overfaldsvoldtægter. Der tænkes her særligt på den
type sager, hvor der anvendes ikke ubetydelig vold, og hvor forsøget
kun mislykkes på grund af offerets modstand.
De ovenfor angivne strafniveauer har karakter af
udgangspunkter for strafudmålingen, som kan fraviges af domstolene i
op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger
skærpende eller formildende omstændigheder.
For alle typer voldtægter gælder det, at der
kan være omstændigheder, der gør, at forholdet skal
bedømmes strengere end normalniveauet. Skærpende momenter kan
f.eks. være de forhold, der i dag fører til, at der
dømmes for overtrædelse af straffelovens § 216,
stk. 2, dvs. sager, hvor der er anvendt særlig farlig vold,
mishandling og lignende. Som nævnt i de almindelige bemærkninger
er det i forbindelse med den foreslåede nye bestemmelse forudsat, at
det forhold, at voldtægten er begået af flere gerningsmænd
i forening eller mod et barn, tillægges betydelig vægt i
skærpende retning.
Herudover findes der en række konkrete momenter, som
i dag af domstolene tillægges skærpende eller formildende
betydning. Der er ikke i øvrigt ved lovforslaget tilsigtet nogen
ændring i denne praksis.
Der henvises i øvrigt til punkt 4 i de almindelige
bemærkninger.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft dagen
efter bekendtgørelsen i Lovtidende. De skærpede straffe har
virkning for lovovertrædelser, der er begået efter lovens
ikrafttræden, jf. straffelovens § 3, stk. 1.
Til § 3
Bestemmelsen indebærer, at loven ikke gælder
for Færøerne og Grønland. Loven kan dog sættes i
kraft for Færøerne ved kongelig anordning. For Grønland
gælder der en særlig kriminallov, og der er derfor ikke
foreslået en hjemmel til at sætte loven i kraft for
Grønland.
Skriftlig fremsættelse
Sandy Brinck
(S):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig
herved at fremsætte:
Forslag til lov om ændring af straffeloven.
(Skærpelse af straffen for voldtægt).
(Lovforslag nr. L 15).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger,
der ledsager lovforslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige
behandling.
Bilag 1
Rigsadvokaten
Justitsministeriet
15.01.2001
Journal nr.
G 3034
Ved skrivelse af 9. juni 2000 anmodede Justitsministeriet
mig om en udtalelse om udviklingen i strafniveauet i
voldtægtssager.
I den anledning sendes vedlagt min undersøgelse af
15. januar 2001 af udviklingen i strafniveauet af voldtægtssager.
Som det fremgår af undersøgelsens afsnit 5.1,
giver undersøgelsen ikke grundlag for at antage, at strafniveauet for
sammenlignelige voldtægtssager har ændret sig fra midten eller
slutningen af 1980 erne og frem til i dag.
I undersøgelsens afsnit 4.2 og 5.2 beskrives og
vurderes det nugældende strafniveau i voldtægtssager, idet
voldtægterne opdeles i tre kategorier, overfaldsvoldtægt,
kontaktvoldtægt og parvoldtægt, ligesom der sondres mellem
forsøg på voldtægt og fuldbyrdet voldtægt.
Strafniveauet for kontaktvoldtægter og
parvoldtægter har ikke givet mig anledning til særlige
bemærkninger. Jeg har heller ikke på det foreliggende grundlag
bemærkninger til straffen for fuldbyrdede overfaldsvoldtægter,
men det kan være ønskeligt at få større klarhed med
hensyn til det nugældende strafniveau for dette område.
Endvidere er det min opfattelse, at det kan overvejes, om
straffen i alle sager om forsøg på overfaldsvoldtægt
ligger på et rimeligt niveau.
Hertil kommer, at det kan være af interesse at
følge sager, hvor voldtægten er begået af flere i
forening, med henblik på at vurdere om dette forhold tillægges
passende betydning i skærpende retning ved strafudmålingen.
Jeg finder på den baggrund, at der kan være
grundlag for at iværksætte en ordning, hvor Rigsadvokaten i det
kommende års tid får forelagt fældende byretsdomme i
voldtægtssager med henblik på at vurdere, om anklagemyndigheden i
videre omfang bør anke domme i voldtægtssager, således at
landsretterne i flere sager får lejlighed til at tage stilling til
strafniveauet.
Henning Fode
RIGSADVOKATEN
15. januar 2001
G 3034
Undersøgelse af udviklingen i strafniveauet i
voldtægtssager
1. Indledning
Ved skrivelse af 9. juni 2000 anmodede Justitsministeriet
Rigsadvokaten om en udtalelse om udviklingen i strafniveauet i
voldtægtssager.
Justitsministeriets skrivelse lyder således:
»Strafniveauet i voldtægtssager har i den seneste
tid givet anledning til betydelig offentlig debat på baggrund af den
konkrete sag, der blev afgjort ved Århus rets dom af 26. maj 2000 med
delvis betingede fængselsstraffe for flere unges voldtægt af en
14-årig pige.
Der har i den forbindelse blandt andet været henvist
til en beskrivelse af udviklingen i strafniveauet i voldtægtssager, som
landsdommer Poul Lodberg har foretaget på baggrund af sin gennemgang af
landsretsdomme i 1996 i forbindelse med udarbejdelsen af en domsoversigt over
»Strafudmåling vedrørende seksuelle krænkelser (1996)«.
Landsdommer Poul Lodbergs beskrivelse af udviklingen i strafniveauet i
voldtægtssager er blandt andet refereret i Rigspolitichefens
undersøgelse af »Voldtægters omfang og karakter i Danmark«
(1998).
Justitsministeriet kan endvidere henvise til vedlagte
kortfattede beskrivelse af udviklingen vedrørende anmeldelser, straffe
og straflængder i voldtægtssager, som er udarbejdet af
Justitsministeriets forsknings- og dokumentationskonsulent.
Som det fremgår, synes der over en
årrække at være sket et generelt fald i strafniveaet i
voldtægtssager.
På den baggrund skal Justitsministeriet anmode
Rigsadvokaten om en udtalelse om udviklingen i strafniveauet i
voldtægtssager herunder om udviklingen eventuelt må antages at
skyldes en generel ændret strafudmåling i sammenlignelige sager
eller afspejler en ændret anmeldelses- eller tiltalepraksis i
voldtægtssager.«
Rigsadvokaten har på denne baggrund foretaget en
undersøgelse af udviklingen i strafniveauet i voldtægtssager og
af det nugældende strafudmålingsniveau. Undersøgelsen af
udviklingen i strafniveauet er foretaget i samarbejde med forsknings- og
dokumentationskonsulent Britta Kyvsgaard, Justitsministeriet. Denne
redegørelse indeholder en nærmere beskrivelse af
undersøgelsen og de konklusioner, som Rigsadvokaten finder kan drages
på baggrund af undersøgelsen samt øvrige
tilgængelige oplysninger.
Redegørelsen har følgende indhold:
2.
Straffelovens bestemmelser om voldtægt og opnåelse af samleje
ved anden ulovlig tvang samt straffelovens almindelige regler om
strafudmåling
2.1.
De nugældende bestemmelser i straffelovens § 216 og § 217
2.2.
Forarbejderne til de nugældende bestemmelser
2.3.
Straffelovens almindelige regler om strafudmåling
2.4.
Tidligere gældende bestemmelser om voldtægt
2.5.
Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og
prøveløsladelse
3.
Tidligere undersøgelser af strafniveauet i voldtægtssager
3.1.
Landsdommer Poul Lodbergs undersøgelser i Dommerforeningens
Domsoversigter
3.2.
Professor Flemming Balvigs undersøgelse af
voldtægtsudviklingen i Danmark
3.3.
Justitsministeriets undersøgelse
3.4.
Knud Waaben i Strafferettens specielle del
4.
Rigsadvokatens redegørelse
4.1.
Udviklingen i strafudmålingsniveauet i voldtægtssager
4.2.
Straffen for voldtægt i nyere retspraksis
4.3.
Højesterets udmålingspraksis i voldtægtssager
5.
Vurdering og konklusion
5.1.
Udviklingen i strafniveauet i voldtægtssager
5.2.
Det nugældende strafniveau og vurderingen heraf
Bilag 1
Udviklingen i strafudmålingsniveauet i voldtægtssager
Af Britta Kyvsgaard, Justitsministeriet
Bilag 2
Beskrivelse af udvalgte domme fra undersøgelsen
Bilag 3
Oversigt landsretspraksis 1993 2000
Bilag 4
Oversigt over Højesterets praksis vedrørende
strafudmålingen i voldtægtssager
2. Straffelovens bestemmelser om voldtægt og opnåelse af
samleje ved anden ulovlig tvang samt straffelovens almindelige regler om
strafudmåling
2.1. De nugældende bestemmelser i straffelovens § 216 og
§ 217
Straffelovens § 216 om voldtægt og § 217
om opnåelse af samleje ved anden ulovlig tvang end vold eller trussel
om vold har følgende ordlyd:
»§ 216.
Den, der tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel
om vold, straffes for voldtægt med fængsel indtil 6 år. Med
vold sidestilles hensættelse i en tilstand, i hvilken den
pågældende er ude af stand til at modsætte sig
handlingen.
Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i 10 år, hvis
voldtægten har haft en særlig farlig karakter eller de i
øvrigt foreligger særligt skærpende
omstændigheder.
§ 217.
Den, som skaffer sig samleje ved anden ulovlig tvang,
jf. § 260, end vold eller trussel om vold, straffes med fængsel
indtil 4 år.«
Bestemmelserne fik deres nugældende formulering ved lov nr. 256 af
27. maj 1981.
2.2. Forarbejderne til de nugældende bestemmelser
§ 216 og § 217 fik deres nugældende
formulering ved lov nr. 256 af 27. maj 1981, der byggede på
Straffelovrådets betænkning om voldtægt, røveri og
brandstiftelse (betænkning nr. 914/1980).
Lovændringen indebar en ny affattelse af
straffelovens § 216 om voldtægt og § 217 om opnåelse af
samleje ved ulovlig tvang end vold eller trussel om vold. Endvidere blev
strafferammen for voldtægt efter § 216 opdelt i en normalramme (6
år) og en skærpet sideramme (10 år). Hensigten med
lovændringen var at opnå en klarere afgrænsning mellem
§ 216 og § 217. Lovændringen medførte endvidere, at de
fleste voldtægtssager blev undtaget fra nævningebehandling.
I betænkningens kapitel II, afsnit 4,
redegøres der for strafudmålingspraksis i sager om
voldtægt efter § 216 og opnåelse af samleje ved anden
ulovlig tvang end vold eller trussel om vold efter § 217. Til brug for
belysningen af strafudmålingen anvendte udvalget tal fra
kriminalstatistikken for årene 1974, 1975, 1976, 1977 og 1978. Tallene
er opstillet i en tabel, hvor der er foretaget en inddeling efter
sanktionsarter og strafintervaller. For hver af disse gives tallene for de
enkelte år 1974-78 og en sammentælling af disse tal med
tilføjelse af procentvise angivelser af de vigtigste sanktionsgruppers
andel i samtlige afgørelser. Det samlede antal afgørelser var
401. I tabellen er der endvidere medtaget en sammenregning for årene
1970-73, hvor det samlede antal afgørelser var 161.
Af tabellen fremgår det blandt andet, at der i
perioden 1970-73 i 44,7 procent af sagerne blev idømt fængsel i
mere end 1 år. I perioden fra 1974-78 var denne andel faldet til 28,2
procent.
I betænkningen side 33-34 anførte
Straffelovrådet følgende om udviklingen i
strafudmålingen:
»En sammenligning mellem de to perioder i tabellens sidste
kolonner tyder på, at der fra 1970-73 til 1974-78 er indtrådt
en vis formildelse af strafniveauet. Andelen af straffe på over 1
år og af særforanstaltninger er faldet. Især er det
nærliggende at slutte, at en del sager er flyttet fra strafniveauet
over 1, højst 2 år til strafniveauet maksimalt 1 år
(Rigsadvokatens understregning).
Tabellen understreger under alle omstændigheder, at
straffe på mere end et par års fængsel spiller en
forholdsvis ringe rolle i retspraksis. Kun 19 straffe har været
på mere end 3 års fængsel og ingen på mere end 6
års fængsel.
Med henblik på overvejelser vedrørende
strafferammens maksimum har straffelovrådet undersøgt
anvendelsen af fængselsstraffe på mindst 3 år efter
§ 216. Det benyttede materiale består af samtlige
nævningedomme afsagt ved Østre Landsret i årene 1976-79,
suppleret med nogle sager, der er indsamlet gennem tre statsadvokaturer, og
med trykte domme. Straffelovrådets formål med denne gennemgang
har alene været at opnå et nogenlunde dækkende billede af
de voldtægtsforhold, der har ført til strafudmålinger over
det normale niveau.
Kun i 15 sager er der idømt fængselsstraf
på mindst 3 år, i næsten alle tilfælde på 3-4
år. Af dommene på 4 år angår de fleste
tilfælde, hvor der i straffen er indbefattet reststraf i henhold til
tidligere prøveløsladelse fra fængsel, eller hvor der
samtidig er dømt for røveri. Kun i to af de 15 tilfælde
er der idømt højere straf end 4 års fængsel, i
begge tilfælde 6 år.«
I bemærkningerne til lovforslaget (Folketingstidende 1980-81,
Tillæg A, spalte 4003) anførte Justitsministeriet, at der med
forslaget ikke tilsigtedes nogen ændring af det gældende
udmålingsniveau.
Af Retsudvalgets betænkning (Folketingstidende
1980-81, Tillæg B, spalte 852) fremgår det, at et mindretal (det
konservative folkepartis medlemmer af udvalget) i udvalget var imod
opdelingen af strafferammerne i § 216. Mindretallet ønskede at
fastholde den udelte strafferamme og ville dermed understrege, at der af
præventive grunde snarere burde ske en ændring af
strafudmålingen i opadgående end i nedadgående retning.
2.3. Straffelovens almindelige regler om strafudmåling
Bestemmelsen i straffelovens § 216 om voldtægt
har, som det fremgår ovenfor, en normalstrafferamme i stk. 1
på fængsel indtil 6 år, samt en sidestrafferamme i
stk. 2, hvorefter straffen kan stige til fængsel i 10 år,
hvis voldtægten har haft en særlig farlig karakter eller der i
øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder.
Stk. 2 kan f.eks. anvendes, hvis gerningsmanden anvender kniv som
trussel eller ved særlige farlige greb om halsen eller i øvrigt
anvender særlig grov vold under voldtægten eller forsøget
herpå, jf. f.eks. dommene i U 1985.94×H og U 1988.895H, der er omtalt i
bilag 3 nedenfor.
Strafferammen i straffelovens § 217 om opnåelse
af samleje ved anden ulovlig tvang end vold eller trussel om vold er
fængsel indtil 4 år.
Ved straffastsættelsen inden for disse strafferammer
gælder den almindelige vejledende bestemmelse i straffelovens
§ 80, der har følgende ordlyd:
»§ 80.
Ved straffens udmåling skal der tages hensyn til
lovovertrædelsens grovhed og til oplysninger om gerningsmandens person,
herunder om hans almindelige personlige og sociale forhold, hans forhold
før og efter gerningen samt hans bevæggrunde til denne.
Stk. 2.
At gerningen er udført af flere i forening, vil
i reglen være at anse som en skærpende omstændighed.«
§ 80 fik sin nuværende affattelse ved lov nr. 319 af 13. juni
1973. Ved denne lov skete der navnlig en omformulering af bestemmelsen i
stk. 1, 2. led, om gerningsmandens forhold, blandt andet således
at en henvisning til »gerningsmandens foregående vandel« udgik af loven
for at modvirke tendenser til unødig eller urimelig
strafskærpelse som følge af gentagen kriminalitet.
I Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om
strafferammer og prøveløsladelse er der side 67-68 blandt andet
anført følgende om bestemmelsen:
»Af § 80, stk. 1, kan for det første udledes det ret
selvfølgelige, at en vurdering af lovovertrædelsens grovhed -
d.v.s. et proportionalitetsprincip - er den grundlæggende retningslinie
ved straffens fastsættelse. I konkrete sager kan der imidlertid ikke af
§ 80 udledes nogen nærmere vejledning om, hvorledes
lovovertrædelsens grovhed skal bestemme valget af strafstørrelse
inden for strafferammen. Herom kan formentlig kun siges, at hvis der inden
for samme gerningstype forekommer eller kan tænkes handlinger af
forskellig grovhed, skal den grovere handling som udgangspunkt medføre
strengere straf end den mindre grove. Men det bliver domstolenes sag at
afgøre, hvilket punkt på strafskalaen der skal udgøre
udmålingens normalniveau, og hvilke afvigelser med hensyn til grovheden
der skal føre til udmålingsmæssige variationer i op- eller
nedadgående retning.
Dernæst ses det af § 80, at retten skal tage
hensyn til oplysninger om gerningsmanden, herunder om hans personlige og
sociale forhold. Historisk set har det været et vigtigt formål
med § 80 at få fremhævet, at der skal tages hensyn til
gerningsmandens individuelle forhold. Man må formentlig læse
§ 80 således, at disse individuelle forhold kan have lige så
stor vægt som forbrydelsens grovhed, efter omstændighederne
større vægt. Men § 80 giver ikke nogen anvisning på,
hvorledes den nærmere afvejning skal foregå, hvis en
bedømmelse af forbrydelsens grovhed og af gerningsmandens personlige
og sociale forhold trækker i forskellige retninger. Denne afvejning af
kolliderende udmålingshensyn må foretages af retten, som bl.a.
kan lægge vægt på, om generalpræventive hensyn
tåler en af individuelle forhold indiceret mildhed i
strafudmålingen.«
Straffelovrådet understreger således, at det henhører
under domstolene at fastlægge det normale udmålingsniveau for de
enkelte lovovertrædelser. Endvidere skal domstolene ved
strafudmålingen udover grovheden i den konkrete sag tage hensyn til
gerningsmandens individuelle forhold. Disse forhold kan efter
omstændighederne tillægges lige så stor eller større
vægt end forbrydelsens grovhed.
I straffelovens § 84 og § 85 findes en
række almindelige strafnedsættelses- og strafbortfaldsgrunde. De
fleste vil formentlig sjældent finde anvendelse i voldtægtssager.
Dog kan bestemmelsen i § 84, stk. 1, nr. 2, tænkes anvendt.
Efter denne bestemmelse kan straffen nedsættes, når
gerningsmanden, da han foretog den strafbare handling, ikke var fyldt 18
år, og anvendelsen af lovens fulde straf på grund af hans ungdom
må anses for unødvendig eller skadelig.
Såfremt nogen ved en eller flere handlinger har
begået flere lovovertrædelser herunder flere voldtægter
kan straffen i medfør af straffelovens § 88, stk. 1, under
særdeles skærpende omstændigheder overstige den
højeste for nogen af lovovertrædelserne foreskrevne straf med
indtil det halve.
2.4. Tidligere gældende bestemmelser om voldtægt
Bestemmelsen i § 216 havde indtil den 1. juli 1967
følgende ordlyd:
»Den, som tiltvinger sig samleje med en kvinde ved vold,
frihedsberøvelse eller fremkaldelse af frygt for hendes eller hendes
nærmeste liv, helbred eller velfærd, straffes for voldtægt
med fængsel fra 1 til 16 år, under særdeles skærpende
omstændigheder på livstid. Har kvinden forud stået i mere
varigt kønsligt forhold til gerningsmanden, er straffen fængsel
indtil 8 år.«
Voldtægtsbestemmelsen indeholdt således frem til den 1. juli
1967 et strafminimum på 1 år, og overtrædelse kunne under
særdeles skærpende omstændigheder medføre
fængsel på livstid.
Ved lov nr. 248 af 9. juni 1967 fik bestemmelsen
følgende ordlyd:
»§ 216.
Den, der tiltvinger sig samleje med en kvinde ved vold
eller ved fremkaldelse af frygt for hendes eller hendes nærmestes liv,
helbred eller velfærd, straffes for voldtægt med fængsel
indtil 10 år.
Stk. 2.
Med vold sidestilles hensættelse af kvinden i en
tilstand, i hvilken hun er ude af stand til at modsætte sig
handlingen.«
Lovændringen skete i overensstemmelse med en indstilling fra
Straffelovrådet, der er gengivet i bemærkningerne til
lovforslaget. Straffelovrådet anførte blandt andet
følgende i indstillingen (Folketingstidende, Tillæg A, 1966-67,
spalte 2466-67):
»Rådet indstiller, at den nuværende strafferamme, der omfatter
fængsel fra 1 år til 16 år, under særdeles
skærpende omstændigheder fængsel på livstid,
ændres til fængsel indtil 10 år. Det er rådets
principielle opfattelse, at det bør foretrækkes i strafferammer
at undlade at foreskrive noget minimum (bortset fra det minimum, der
gælder for vedkommende strafart). Det må påregnes, at
sådanne minima vil kunne afskære domstolene fra i det enkelte
tilfælde at fastsætte den straf, der findes rimelig efter
lovovertrædelsens beskaffenhed og lovovertræderens forhold.
Med hensyn til voldtægt kan det ikke ventes, at
adgangen til at idømme straffe under 1 år vil få
større praktisk betydning
(Rigsadvokatens understregning). De
foreliggende oplysninger om retspraksis kan på den anden side tages til
indtægt for det synspunkt, at en fjernelse af det nugældende
minimum på 1 års fængsel vil være velbegrundet. Man
skal herom gøre følgende bemærkninger.
Der forekommer i retspraksis tilfælde, hvor de
udmålte straffe for fuldbyrdet voldtægt ligger under det niveau
af 3-4 års fængsel, der kan anses som det normale for denne
forbrydelse. Når straffe på niveauet 1-2 år forekommer, er
det udtryk for, at formildende omstændigheder kan gøre sig
gældende
(Rigsadvokatens understregning), og rådet finder det
rimeligt, at man ved at fjerne det nuværende minimum åbner
mulighed for en større hensyntagen til momenter, der om end kun i
sjældnere tilfælde taler stærkt for en lempelig
udmåling.
Man skal endvidere pege på, at der forekommer sager
om fuldbyrdet samleje, hvor man enten ved tiltalebegrænsning eller ved
nævningernes afgørelse har henført forholdet under
§ 232 (blufærdighedskrænkelse) og § 260 (ulovlig tvang)
og ikke under § 216. Det er rådets indtryk, at denne retlige
bedømmelse forekommer blandt andet i nogle tilfælde, hvor det
ville have været mest korrekt at anvende § 216, men hvor
undskyldende omstændigheder har gjort sig gældende. Den straf,
som idømmes efter §§ 232 og 260, ligger jævnlig under 1
års fængsel. Sager som de her omtalte indicerer derfor, at der
blandt voldtægtsforbrydelserne forekommer forhold, for hvilke
domstolene bør kunne idømme mindre end 1 års
fængsel, og det er rimeligt at antage, at man ved at fjerne 1 års
minimum i § 216 vil bidrage til at fremme en juridisk mere korrekt
bedømmelse af tilfælde, hvor domfældelse efter de
nævnte paragraffer er den korrekte løsning, fordi der savnes
tilstrækkeligt bevis vedrørende de objektive og subjektive
forhold, som hører til domfældelse for voldtægt.
Rådet foreslår som nævnt maksimum
i strafferammen nedsat til fængsel i 10 år. I praksis
idømmes sjældent højere straffe end fængsel i 4
år. Et maksimum på 10 år vil efter rådets opfattelse
være tilstrækkeligt, også med henblik på de groveste
voldtægtssager. Ved valget af dette maksimum har rådet i
øvrigt lagt vægt på overensstemmelse med den ovenfor
nævnte bestemmelse i den svenske brottsbalk.«
Som det fremgår heraf, var ophævelsen af det hidtidige
strafminimum ikke begrundet i et ønske om generelt at mildne
bedømmelsen af voldtægtssager. Dette fremgår også af
folketingsudvalgets betænkning (Folketingstidende 1966-67, Tillæg
B, spalte 1414), hvori det oplyses, at justitsministeren over for udvalget
havde givet udtryk for, at det ikke ved den foreslåede ændring
var hensigten i almindelighed at vurdere denne lovovertrædelse mildere,
men at man i overensstemmelse med, hvad der i en årrække havde
været praksis ved revisionen af straffebestemmelser, foreslog
straffeminimumsbestemmelsen ophævet af hensyn til det ønskelige
i i alle tilfælde at kunne udmåle den konkret
hensigtsmæssige straf.
2.5. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om
strafferammer og prøveløsladelse
I betænkning nr. 1099 fra 1987 om strafferammer og
prøveløsladelse foretog Straffelovrådet en almindelig
gennemgang af strafferammerne i straffeloven. I forbindelse hermed blev det
blandt andet diskuteret, hvilke formål og vurderinger der
påvirker fastsættelsen af maksima i strafferammerne og den
konkrete udmåling af straf.
I betænkningens kapitel 8.2. behandles
Voldtægt og anden tvang. Efter en omtale af lovændringerne i 1967
og 1981, som er beskrevet ovenfor, anfører Straffelovrådet side
171-172 følgende:
»8.2.2.
Strafferammerne i §§ 216 og 217 har således
været genstand for revision for få år siden, og for
så vidt angår voldtægt har man dengang lagt vægt
på at fastsætte et så lavt normalmaksimum, som det
skønnedes forsvarligt.
Om udmålingen af ubetinget fængselsstraf for voldtægt
m.v. henvises til den følgende oversigt. Ifølge en
tabelforklaring i Kriminalstatistik 1981-84 omfatter gruppen »Voldtægt
m.v.« domfældelser efter §§ 216, 217 og 221 samt § 224, jfr.
en af paragrafferne 216, 217 eller 221. For så vidt angår
årene 1979 og 1980 indeholdt Kriminalstatistik foruden § 216 en
særskilt gruppe betegnet »Samleje m.v. med ulovlig tvang« (§ 217
og § 224, jfr. § 217). Denne gruppe er i nedenstående
oversigt sammenregnet med voldtægt.
Tabel 21. Ubetinget fængsel for voldtægt m.v.
1979-1984.
1979
1980
1981
1982
1983
1984
Højst 6 måneder
13
20
18
12
16
7
Over 6 måneder højst 1 år
31
28
24
24
20
20
Over 1 år højst 2 år
18
17
31
15
34
23
Over 2 år højst 3 år
10
9
16
6
13
9
Over 3 år højst 5 år
3
6
6
6
1
5
Over 5 år
-
3
3
-
-
2
I alt
75
83
98
63
84
66
Det fremgår heraf, at det kun er et lille antal
fængselsstraffe for voldtægt, der overstiger 3 år. Tallet
lå i de seks år 1979-84 mellem 1 og 9, og heraf var der i tre af
årene 2-3 straffe, der oversteg 5 års fængsel. Der henvises
i øvrigt til oplysningerne i Bet. nr. 914/1980 s. 23 ff.
Straffelovrådet finder ikke grundlag for at
foreslå en nedsættelse af normalstrafferammen på 6
års fængsel, og det vil formentlig være overvejende
betænkeligt at foreslå en nedsættelse af den skærpede
ramme fra 10 til f.eks. 8 års fængsel. Herved bemærkes, at
den sidstnævnte nedsættelse formentlig kunne øge
domstolenes tilbøjelighed til at foretrække tidsubestemt
forvaring efter § 70 frem for tidsbestemt fængsel i visse, ganske
vist sjældne tilfælde, hvor der afsiges dom for flere
voldtægtsforhold eller for voldtægt i gentagelsestilfælde.«
Straffelovrådet fandt således ikke anledning til at
foreslå ændringer i voldtægtsbestemmelsens strafferamme, og
betænkningen gav ikke anledning til ændring af straffelovens
§ 216 og § 217.
3. Tidligere undersøgelser af strafniveauet i
voldtægtssager
Som det fremgår af Justitsministeriets skrivelse af
9. juni 2000, nævnt i pkt. 1, er der tidligere også uden
forbindelse med lovændringer foretaget undersøgelser af
strafniveauet i voldtægtssager.
3.1. Landsdommer Poul Lodbergs undersøgelser i Dommerforeningens
Domsoversigter
I nyere tid er strafniveauet i voldtægtssager blandt
andet undersøgt af landsdommer Poul Lodberg i Dommerforeningens
Oversigter i henholdsvis 1992 og 1996.
Oversigten fra 1992
omfatter en meget stor del af
de domme vedrørende seksuelle krænkelser, der blev afsagt af de
to landsretter i perioden 1990-1992, og Lodberg anfører, at oversigten
på denne baggrund giver et ganske dækkende billede af
landsretternes strafudmåling inden for sædelighedskapitlet. I
oversigten fra 1992 er der ikke draget nogen samlet konklusion om
strafniveauet for voldtægtssager eller seksuelle krænkelser i
øvrigt. Dommene er alene kategoriseret og refereret, og oversigten
omfatter blandt ca. 35 domme om voldtægt.
Oversigten fra 1996
omfatter blandt andet 11
voldtægtsdomme. I oversigtens indledning anføres
følgende:
»Denne oversigt er en opfølgning af en tilsvarende oversigt, jeg
udarbejdede i 1992 vedr. landsretsdomme for perioden 1990-1992. Baggrunden er
dels et erklæret behov blandt aktørerne i straffesager for
generelt at være vel orienteret om strafudmålingspositioner inden
for sædelighedsforbrydelserne, dels ønsket om at få
afprøvet, om de positioner, der kunne udledes af oversigten fra 1992,
stadig er brugelige. Om det sidste kan jeg sige, at min tidligere oversigt
bestemt har relevans, men det er p.d.a.s. ret tydeligt, at de domme, jeg nu
har haft lejlighed til at gennemgå, peger på en tendens i
retning af mildere strafudmålinger (Rigsadvokatens understregning).
Når jeg ikke tør udtrykke det mere stærkt, hænger
det selvsagt sammen med, at antallet af sager i den gamle oversigt var ganske
stort, 95 afgørelser, medens den nu foreliggende er mere
begrænset, og ikke nødvendigvis fuldt dækkende.«
Landsdommer Lodberg har endvidere ifølge en artikel i Politiken den
18. juni 2000 udtalt, at den gennemsnitlige straf for voldtægt inden
for de seneste år er halveret fra omkring to år til omkring et
år. Ifølge artiklen er der ingen forklaring på
udviklingen, men det anføres, at det er et faktum, at niveauet er
faldet.
3.2. Professor Flemming Balvigs undersøgelse af
voldtægtsudviklingen i Danmark
Rigspolitichefen har undersøgt
voldtægtsanmeldelser i årene 1990, 1991 og 1992.
Undersøgelsen omfatter de nævnte års anmeldelser om
overtrædelse af straffelovens § 216 og § 217 og forsøg
herpå. Formålet med undersøgelsen var bl.a. at belyse
forskellige aspekter i forhold til voldtægt (forbrydelsen, ofret,
gerningsmanden). Professor, dr. jur. Flemming Balvig, Det Juridiske Fakultet,
Københavns Universitet, blev i inddraget i arbejdet bl.a. for at
sammenligne resultaterne af Rigspolitiets undersøgelse med en
tilsvarende undersøgelse fra København omhandlende perioden
1972-76. Undersøgelsen er udgivet af Rigspolitichefen i 1998 under
titlen »Voldtægters omfang og karakter i Danmark«.
Publikationen indeholder således ud over
undersøgelsen af anmeldelser i 1990, 1991 og 1992 Balvigs
undersøgelse af voldtægtsudviklingen i Danmark.
I indledningen til denne del af undersøgelsen
anfører Balvig, side 40-41, følgende om udviklingen i
strafniveauet m.v.:
»De store historiske udviklingstendenser i strafanvendelsen ved overgangen
fra fattigdomssamfund til velfærdsstat udviser en kraftig tendens til
nedpønalisering af tyveri og en vis tendens til opkriminalisering af
fysiske overgreb (vold). Det særlige ved voldtægt synes at
være, at kriminaliseringen allerede var relativ streng i
fattigdomssamfundet, men også, at der i de senere år i tiden
efter 2. verdenskrig snarere har været tale om en vis
nedpønalisering end det modsatte.
Indtil et godt stykke op i 1960erne var den almindelige
strafferamme for voldtægt i Danmark 16 års fængsel. I juni
1967 blev den nedsat til 10 år, og samtidig ophævedes
minimumstraffen (på 1 år). I løbet af 1970erne skete
der en sænkning af det faktiske strafniveau. Strafniveauet blev en
del lavere end forudsat af straffelovrådet ved lovændringen i
1967. I maj 1981 blev den almindelige strafferamme igen nedsat, nu til 6
år. Der var dog ikke tilsigtet nogen reel ændring af straffenes
art eller længde, men først og fremmest at korrigere en uheldig
brug af straffelovens § 217 (om ulovlig tvang). Man opretholdt en
skærpet strafferamme på 10 års fængsel for
særlig farlig voldtægt m.v.
Den konkrete strafudmåling ved voldtægt siden
den seneste lovændring i 1981 er ikke analyseret. Umiddelbart kunne
det se ud til, at der er sket en vis - fortsat - nedpønalisering.
Denne synes at bestå i såvel mindre risiko for gerningsmanden for
at blive pågrebet som i kortere straffe, hvis han pågribes og
dømmes. Det kan bl.a. læses ud af, at i 1980 endte 1 ud af hver
14 voldtægtsanmeldelser med, at en gerningsperson blev idømt en
frihedsstraf på 18 måneder eller derover. I 1994 var det kun 1 ud
af hver 50 anmeldelser, der fik denne konsekvens. Tendensen kan dog
også, i princippet - helt eller delvis - tænkes forårsaget
af, at de anmeldte voldtægter kan være blevet af mindre
alvorlighedsgrad (Rigsadvokatens understregninger).
Medens voldsforbrydelserne og straffene herfor meget ofte
har været i fokus for den offentlige og politiske debat inden for de
seneste 10 år, har der været bemærkelsesværdigt
stille omkring voldtægtsforbrydelsen. Således ændredes
voldsparagrafferne i 1989, og der blev lagt op til en større
»differentiering« af straffene for vold inden for normalområdet. Fire
år senere, i 1993, blev der vedtaget en voldspakke med bl.a. det sigte,
at straffene for voldsrecidivister skulle øges med 50 %. Og fire
år senere igen, i 1997, har regeringen fremsat en ny voldspakke, der
ved siden af en række sociale tiltag foreslår at skærpe
straffen betydeligt for de groveste voldstilfælde efter straffelovens
§ 245 og § 246. Man har ikke i nogen af disse tre »voldspakker«
fokuseret på voldtægt.
Den forskellige fokusering på vold og voldtægt
de senere år er bemærkelsesværdig. Det er imidlertid en
forkert tydning af tendenserne at tage den mindskede strenghed i det
strafferetlige system på voldtægtsområdet som udtryk for,
at holdningerne og normerne i befolkningen også skulle være
blevet mindre strenge på dette område. Tværtimod findes der
indikationer på, at det forholder sig omvendt, altså at afskyen
og den almindelige afstandstagen over for voldtægtshandlingen og
voldtægtsmanden er blevet øget.«
Om udviklingen med hensyn til karakteren af de anmeldte voldtægter
anfører Balvig side 50-51 følgende:
»I modsætning til den officielle kriminalstatistik muliggør
materialet, at vi også kan se på udviklingen i voldtægter
som en funktion af karakteren af forudgående bekendtskab mellem offer
og gerningsperson. Det fremgår, at den procentvise stigning har
været klart stærkere for voldtægt i nære relationer
end for overfalds-voldtægt o.l. De politianmeldte
partnervoldtægter er mere end 3-doblet, medens andre
voldtægtsformer »kun« er steget med omkring en fjerdedel
(Rigsadvokatens understregning). Også her synes vi altså at
få en bekræftelse på, at det først og fremmest er
anmeldelsestilbøjeligheden, der er steget. Alternativet, at der de
senere år skulle være sket en (særlig stærk) reel
stigning i partnervoldtægter sammenlignet med
overfalds-voldtægter, virker lidet plausibel, idet den almene tendens
omkring vold mod kvinder begået af nuværende eller tidligere
partnere er stagnation eller måske endog fald.«
Om udviklingen i domfældelsesprocenten fordelt på de
forskellige voldtægtsformer (overfalds-, kontakt- og
partnervoldtægt) anføres side 53 følgende:
»Domfældelsesprocenten er omtrent den samme, 47 %, i 1990-92 som den
var i 1972-76 . . .
Imidlertid dækker disse totale tendenser over nogle
meget interessante og væsentlige forskydninger inden for og mellem de
forskellige voldtægtsformer. I 1972-76 var det kun hver sjette sigtelse
for partnervoldtægt, der endte med domfældelse (17 %), og det var
netop dette forhold, der blev gjort til genstand for den kraftigste kritik
fra ikke mindst kvindebevægelsen og de kvindekriminologiske
voldtægtsforskere.
1990-92 er situationen ændret radikalt. Her er 2 ud
af 3 sigtelser for partnervoldtægt endt op med en domfældelse (69
%). Den relativt høje domfældelseshyppighed ved
partnervoldtægter gør sig også gældende ved
forsøg (83 %); en voldtægtstype der overhovedet ikke forekom som
registeret politianmeldelse i Københavns politikreds i perioden fra
1972-76.
Den øgede domfældelseshyppighed ved
partnervoldtægter (samt fuldbyrdede kontaktvoldtægter) kan i
øvrigt tænkes at være en del af forklaringen på
øget anmeldelsestilbøjelighed i denne type sager. Når
ofre for tidligere ægtefællers eller bekendtes voldtægt
erfarer, at de faktisk bliver taget alvorligt af retssystemet, og at det i
retlig forstand kan nytte - en viden som bl.a. kan tænkes formidlet af
medarbejdere på krisecentrene og kvinderådgivningerne - er det
vel sandsynligt, at motivationen for at anmelde øges.«
Balvig har endvidere side 64-65 i en note til det ovenfor citerede afsnit
kommenteret landsdommer Lodbergs gennemgang af domme afsagt i 1996. Balvig
anfører blandt andet følgende:
»Ifølge et uddybende/supplerende avisreferat (Jyllandsposten, 10.
maj 1997) har Lodberg sammenlignet med en tilsvarende gennemgang fra
begyndelsen af 1990erne og fundet, at fængselsstraffen for
voldtægt er blevet reduceret med en tredjedel. Straffen for
voldtægt i 1996 var typisk 1 års fængsel mod halvandet
år i begyndelsen af 1990erne og to år i midten af 1980erne. Poul
Lodberg udelukker ifølge avisreferatet, at det er formildende
omstændigheder ved dommene i 1996, der begrunder det kraftige fald i
strafudmålingen, og mener, at der er tale om en lempet praksis fra
domstolenes side. En gennemgang af de rene voldssager i 1995 viser
ifølge Lodberg, at der her til gengæld er sket en vis
skærpelse i forhold til begyndelsen af 1990erne. Man bør dog
være opmærksom på, at disse undersøgelser alene
vedrører domme afsagt af landsretterne. Det drejer sig om forholdsvis
få sager, f.eks. kun 11 sager vedr. § 216 i 1996, samt at domme
afsagt af landsretterne ikke nødvendigvis er repræsentative for
alle domme. Når det drejer sig om rene udregninger af gennemsnit for
straffenes længde, udgør de årlige
domfældelsesstatistikker fra Danmarks Statistik et mere sikkert
grundlag, fordi disse statistikker inkluderer samtlige domme.«
3.3. Justitsministeriets undersøgelse
Justitsministeriets forsknings- og
dokumentationskonsulent, Britta Kyvsgaard, har i maj 2000 foretaget en
undersøgelse af udviklingen i dels antal anmeldte voldtægter og
dels i straffenes art og længde. Beskrivelsen er foretaget ud fra
tallene i kriminalstatistikken. Da det ikke er muligt at udskille
statistikoplysninger alene for voldtægt (straffelovens § 216),
omfatter det, som i beskrivelsen omtales som voldtægt, også
opnåelse af samleje ved anden ulovlig tvang (§ 217), tilsnigelse
til samleje (§ 221) samt anden kønslig omgængelse
(§ 224, jf. § 216, § 217 eller § 221). I beskrivelsen
anføres blandt andet følgende om længden af den
idømte straf:
»I 1980´erne var den gennemsnitlige straflængde for
voldtægt de fleste år på 17-18 mdr., mens den i 1990´erne
svinger omkring 15 mdr. Den gennemsnitlige straflængde for hele
tiåret 1980-89 er 18,3 mdr. og for tiåret 1990-99 15,8 mdr. At
der er sket et fald i denne gennemsnitlige straflængde, er altså
tydeligt nok, men denne er dog ikke så voldsom, som landsdommer Poul
Lodberg har hævdet på baggrund af en undersøgelse af
landsretsdomme fra 1990 og 1996. Lodberg fandt, ud fra dette mere
begrænsede datagrundlag, en reduktion på en tredjedel i
straflængderne.«
Om mulige forklaringer på dette fald anfører
Britta Kyvsgaard følgende:
»Faldet i den gennemsnitlige straflængde behøver ikke at
afspejle en ændret domspraksis, men kan også skyldes en
ændring i karakteren af de sager, der afgøres. I det afsnit af
Rigspolitichefens rapport om »Voldtægters omfang og karakter i
Danmark« fra 1998, som Flemming Balvig har skrevet, konkluderes det, at
anmeldelsestilbøjeligheden for voldtægt er vokset de seneste
årtier, hvilket har medført, at der nu anmeldes relativt flere
»mindre alvorlige« voldtægter. Dvs. voldtægter, der ikke er
overfaldsvoldtægter, men overgreb begået af en partner. Endvidere
finder Balvig, at der i de seneste årtier er sket en kraftig
vækst i domfældelsesfrekvensen for partnervoldtægter. Begge
dele må skabe en forventning om, at strafniveauet for voldtægter
generelt vil mindskes.«
3.4. Knud Waaben i Strafferettens specielle del
I Strafferettens specielle del, 5. udgave, 1999,
anfører Knud Waaben side 51, at normalstraffen for voldtægt er
1½-2 års fængsel, men at der forekommer både længere
og navnlig kortere straffe. Det fremgår ikke, på hvilket grundlag
Waaben bygger sin vurdering af strafniveauet.
4. Rigsadvokatens redegørelse
4.1. Udviklingen i strafudmålingsniveauet i voldtægtssager
Rigsadvokatens undersøgelse af udviklingen i
strafniveauet er som nævnt ovenfor under pkt. 1 foretaget sammen med
Justitsministeriets forsknings- og dokumentationskonsulent, Britta
Kyvsgaard.
Undersøgelsen findes i sin helhed i bilag 1 til
denne redegørelse.
Som det fremgår heraf, har det af tidsmæssige
årsager været nødvendigt at begrænse
undersøgelsen til at omfatte en række udvalgte år (1984,
1988, 1992, 1996 og 1998). Valget af undersøgelsesår er i et
vist omfang baseret på de oplysninger om gennemsnitlige
straflængder, der fremgår af kriminalstatistikken. 1984 er
således det af de udvalgte år, hvor den gennemsnitlige
straflængde ifølge kriminalstatistikken var længst (21
mdr.), mens 1992 og 1998 er de år, der har den korteste gennemsnitlige
straflængde (14 og 13 mdr.).
Undersøgelsesmaterialet er tilvejebragt ved, at
politikredsene har indsendt domsudskrifter, retsbogsudskrifter og andre
oplysninger om de nærmere omstændigheder ved gerningen (herunder
motivet, karakteren af volden eller truslerne herom, offeret og
gerningsmandens eventuelle forudgående kendskab til hinanden m.v.) for
de pågældende sager. Undersøgelsen omfatter i alt 251
domme.
Britta Kyvsgaards undersøgelse består af to
dele.
I den første del af undersøgelsen belyses en
række forskellige forhold vedrørende de undersøgte sager,
herunder bl.a. de gennemsnitlige straflængder for de enkelte
undersøgte år, antallet af sager, der vedrører
forsøg og fuldbyrdet voldtægt, antallet af domme, der omfatter
fællesstraffe eller flere forhold, antallet af ankede sager, antallet
af sager, der vedrører tidligere straffede, voldtægtens karakter
af overfalds-, kontakt- og parvoldtægt og de gennemsnitlige
straflængder, de anvendte magtmidler m.v.
I den anden del af undersøgelsen er der foretaget
en statistisk analyse af samtlige domme til ubetinget frihedsstraf for
overtrædelse af straffelovens § 216.
Som det fremgår af sammenfatningen i bilag 1, har
undersøgelsen vist, at strafudmålingen i voldtægtssager
afhænger af en lang række forhold ved de enkelte sager. De
forhold, der afspejler voldtægtens grovhed, bidrager især til at
forklare forskelle i strafudmålingen. Det drejer sig først og
fremmest om den anvendte straffelovsbestemmelse (§ 216, stk. 1
eller stk. 2), og om voldtægten er fuldbyrdet eller ej. Endvidere
har det også betydning for strafudmålingen, om der er tale om
overfaldsvoldtægt, kontaktvoldtægt eller parvoldtægt.
Herudover har det stor betydning for
strafudmålingen, om den pågældende samtidig dømmes
for flere voldtægter og/eller for anden kriminalitet, og om den
pågældende er tidligere straffet for ligeartet kriminalitet og
eventuelt tillige som følge heraf idømmes en
fællesstraf.
Undersøgelsen har ligeledes vist, at nogle af de
ovenfor nævnte forhold varierer årene imellem. Der var
således i 1992 og 1998 særligt få, der tidligere var
dømt for seksualforbrydelser, og særligt mange
parvoldtægter. Begge forhold taler for, at man alt andet lige
må forvente en lavere strafudmåling i disse år end i andre
år.
Endvidere peger undersøgelsens statistiske analyser
på, at strafudmålingsniveauet i 1984 alt andet lige var
markant højere end i de øvrige år. Der er derimod ikke
klare forskelle i strafudmålingsniveauet mellem de øvrige
år. Det højere strafudmålingsniveau i 1984 skyldes
ifølge undersøgelsen, at der i dette år blev udmålt
længere straffe i sager om voldtægt efter § 216,
stk. 2, samt i sager, hvor tiltalte tidligere var dømt for
seksualkriminalitet. Der ville således ikke være en klar forskel
i strafudmålingsniveauet i de undersøgte år, såfremt
disse domme ikke indgik i undersøgelsen.
4.2. Straffen for voldtægt i nyere retspraksis
I det følgende gennemgås nyere retspraksis
med henblik på at belyse det aktuelle strafniveau i sager om
voldtægt.
Ved beskrivelsen af strafniveauet er der taget
udgangspunkt i dommene i bilag 2 til denne redegørelse, der indeholder
en beskrivelse af størstedelen af de domme fra 1998, der er
indgået i undersøgelsen. Endvidere er inddraget de trykte
landsretsdomme fra perioden 1993 2000, der er nærmere beskrevet i
bilag 3.
Ved belysningen af det aktuelle strafniveau tages der
udgangspunkt i den opdeling af voldtægt i overfaldsvoldtægt,
kontaktvoldtægt og parvoldtægt, der også anvendes i
undersøgelsen i bilag 1, jf. bilaget side 8.
Ved overfaldsvoldtægt forstås således
voldtægt mod en person, som gerningsmanden slet ikke kender eller kun
har et yderst perifert kendskab til, og hvor der ikke forud for
voldtægten har været samvær af den karakter, der er
beskrevet nedenfor under kontaktvoldtægt.
Ved kontaktvoldtægt forstås det, der på
engelsk kaldes »date-rape«, altså situationer, hvor parterne
umiddelbart inden voldtægten har været sammen på en
måde, som kunne være optakt til en seksuel kontakt.
Kontaktvoldtægt omfatter endvidere voldtægter, hvor parterne
kender hinanden i forvejen, f.eks. naboer og kolleger, uanset om selve
voldtægten har karakter af et overfald.
Ved parvoldtægt forstås voldtægt mod en
nuværende seksuel partner og voldtægt mod en tidligere seksuel
partner, såfremt forholdet er ophørt inden for et kortere
tidsrum forud for voldtægten
Denne opdeling er valgt, fordi den må antages at
være almindelig anerkendt som en væsentlig faktor for
strafudmålingen, jf. sammenfatningen i bilag 1, og fordi den er
velegnet til en beskrivelse af strafudmålingsniveauet. Sondringen er
også anvendt i undersøgelsen foretaget af Flemming Balvig, jf.
pkt. 3.2. ovenfor.
Dog bemærkes, at det i nogle sager kan være
vanskeligt at vurdere, hvilken af de tre former for voldtægt der er
tale om, idet der er en glidende overgang mellem de forskellige kategorier.
Det kan således i nogle tilfælde diskuteres, om der foreligger
den eller den anden form for voldtægt.
I det følgende sondres endvidere mellem domme, der
omfatter fuldbyrdet voldtægt, og domme, hvor der alene dømmes
for forsøg, idet også denne faktor har væsentlig betydning
for strafudmålingen.
Der er tale om et forholdsvis spinkelt materiale, og det
kan ikke udelukkes, at nogle af dommene er udtryk for en strafudmåling,
der ikke umiddelbart harmonerer med det generelle niveau. Vurderingerne
nedenfor må derfor læses med dette forbehold.
Straffene for forsøg på
overfaldsvoldtægt varierede i dommene fra 1998 (gruppe 1 i bilag
2), der omfatter 11 domme, fra hæfte i 4 måneder til
fængsel i 2 år.
I 7 af disse 11 domme lå straffene mellem 6
måneders fængsel og 9 måneders fængsel. Kun i
én sag (dom 7,1998) er der udmålt en lavere straf (hæfte i
4 måneder), hvilket skyldes den tiltaltes unge alder (17 år), og
at der var tale om et mindre alvorligt forhold.
Tre domme gav fængsel i henholdsvis 1 år, 1
år og 6 måneder og 2 år. Dommen, der gav fængsel i 1
år og 6 måneder (dom 6, 1998), omfattede tillige ulovlig
frihedsberøvelse af pigen under og efter
voldtægtsforsøget, men straffen må antages først og
fremmest at være fastsat under hensyntagen til
voldtægtsforholdets grove karakter. I den dom, der medførte
fængsel i 2 år (dom 3, 1998), blev forholdet henført under
straffelovens § 216, stk. 2, og den pågældende var
tidligere straffet for et lignende forhold.
I bilag 3 findes kun en dom, der med sikkerhed
vedrører et enkelt forsøg på overfaldsvoldtægt,
nemlig dom 8, 1996, hvor straffen blev fastsat til fængsel i 4
måneder, og som vedrører et noget atypisk tilfælde.
Som det fremgår, varierer straffene således
fra 4 måneder og til fængsel i 2 år, men »normalstraffen«
for forsøg på overfaldsvoldtægt må antages at
være 6 til 9 måneders fængsel.
Fuldbyrdet overfaldsvoldtægt
forelå i
det udvalgte undersøgelsesmateriale kun i tre sager. Straffene blev i
disse sager udmålt til fængsel i 3 år, 2 år og 2
år og 6 måneder.
I sagen, der medførte fængsel i 3 år
(dom 12, 1998), blev forholdet henført under straffelovens § 216,
stk. 2. Sagen omfattede endvidere røveri over for
voldtægtsofferet. I dom 13, 1998, hvor straffen blev fastsat til
fængsel i 2 år, blev voldtægten begået af to
gerningsmænd i forening, hvilket efter straffelovens § 80,
stk. 2, i reglen anses som en skærpende omstændighed. I
denne sag blev de pågældende også dømt for ulovlig
frihedsberøvelse. I den sidste sag (dom 14, 1998) forelå der
udover en fuldbyrdet voldtægt forsøg på voldtægt
over for en anden kvinde kort efter, hvilket må have haft
væsentlig betydning for straffen på fængsel i 2 år og
6 måneder.
I bilag 3 findes en dom (dom 13, 2000) vedrørende
fuldbyrdet overfaldsvoldtægt, hvor straffen blev fastsat til
fængsel i 2 år. Voldtægten var begået under
indtrængen i ofrets bolig ved indbrud, og den voldtagne var en kvinde
på 83 år.
Ingen af de nævnte domme er fuldt ud egnet som
grundlag for vurderingen af strafniveauet i denne type sager, fordi der i
alle sagerne forelå skærpende omstændigheder, der må
have haft betydning for strafudmålingen.
Det er derfor på grundlag af det foreliggende
materiale vanskeligt at vurdere »normalstraffen« for fuldbyrdet
overfaldsvoldtægt. Et forsigtigt skøn fører dog frem til,
at udgangspunktet for straffastsættelsen formentlig ligger i niveauet
omkring 1 år og 6 måneder.
Med hensyn til forsøg på
kontaktvoldtægt foreligger der i det udvalgte
undersøgelsesmateriale (bilag 2, gruppe 3) 3 domme fra 1998. To af
sagerne medførte fængsel i 10 måneder, og en sag
medførte fængsel i 1 år.
I sagen, der medførte fængsel i 1 år
(dom 16, 1998) lagde retten vægt på styrken af tiltaltes
forsæt og på, at tiltalte tidligere var straffet for
voldsforbrydelser. I dom 15, 1998, hvor straffen blev fastsat til
fængsel i 10 måneder, var forholdet begået over for en
14-årig pige, hvilket må have haft betydning for
strafudmålingen. Den anden sag (dom 17, 1998), der medførte
fængsel i 10 måneder, må imidlertid anses for at være
illustrativ for »normalstraffen«, idet overtrædelsen af
våbenloven og butikstyveriet, der indgik i denne dom, ikke kan antages
at have haft væsentlig betydning for strafudmålingen.
I bilag 3 findes en dom, der medførte fængsel
i 9 måneder (dom 2, 1994). Bilag 3 indeholder også en helt ny dom
(dom 14, 2000), der medførte fængsel i 1 år, men denne dom
omfattede også en længere frihedsberøvelse af kvinden samt
enkelte andre forhold og var i øvrigt atypisk, idet tiltalte og
kvinden efterfølgende gik i skoven sammen.
Der er altså ikke i det foreliggende materiale mange
domme, der er egnede til at belyse strafudmålingsniveauet i sager om
forsøg på kontaktvoldtægt. Strafniveauet i denne typer
sager må dog skønnes at svare nogenlunde til niveauet ved
forsøg på overfaldsvoldtægt.
Fuldbyrdede kontaktvoldtægter
er i det
udvalgte undersøgelsesmateriale i bilag 2, gruppe 4, belyst ved 12
domme fra 1998. Straffene varierer fra 10 måneders fængsel til
fængsel i 3 år.
I de to sager, der medførte fængsel i 10
måneder (dom 24, 1998 og dom 26, 1998), blev voldtægten
begået uden anden tvang end fastholden af kvinden. I den ene sag, var
der i øvrigt dissens for at fastsætte straffen til fængsel
i 1 år. To sager medførte i lignende tilfælde
fængsel i 1 år (dom 21, 1998 og dom 23, 1998), men i disse sager
indgik også anden kriminalitet, der må antages at have haft
indflydelse på straffen.
I 4 sager er der idømt straffe på henholdsvis
1 år og 3 måneder (dom 19, 1998 en lidt atypisk sag, hvor
forholdet blev henført under § 216, stk. 2, men hvor der
på den anden side blev lagt vægt på, at kvinden kort
forinden voldtægten, mens tiltalte var tilstede, havde haft frivilligt
samleje med tiltaltes ven), 1 år og 6 måneder (dom 20, 1998
hvor retten lagde vægt på, at der var tale om en voldtægt
over for en i fysisk og psykisk henseende særdeles svag kvinde), 1
år og 8 måneder (dom 22, 1998 fællesstraf omfattende en
reststraf på 144 dage) og fængsel i 1 år og 9
måneder, hvor sagen omfattede to tilfælde af voldtægt (dom
28, 1999).
I tre sager blev straffen fængsel i 2 år. I to
af disse sager (dom 18, 1998 og dom 25, 1998) var der tale om
fællesstraffe og anden kriminalitet, og disse sager er derfor ikke
fuldt ud egnede til at belyse strafniveauet i »normaltilfælde«. I den
tredje sag (dom 27, 1998) begik tiltalte voldtægt over for to
kvinder.
I en sag blev straffen udmålt til fængsel i 3
år (dom 29, 1999). Her var der ligeledes tale om to forhold
henholdsvis fuldbyrdet voldtægt og forsøg.
I bilag 3 findes 7 domme, der er egnet til at beskrive
strafudmålingen i disse sager. 2 sager medførte fængsel i
6 måneder, og 3 sager gav fængsel i henholdsvis 7 måneder,
8 måneder, 10 måneder, mens 2 domme gav fængsel i 1
år. Heri indgår 3 domme fra 1999 og 2000, der medførte
fængsel i 8 måneder, 6 måneder og 1 år (dom 10, 12 og
15).
I denne kategori kan også nævnes sagen fra
Århus, der i hvert fald til dels var en kontaktvoldtægt, og som
er omtalt nærmere nedenfor under afsnit 4.3., hvor straffene blev
fastsat til henholdsvis fængsel i 9 måneder og fængsel i 1
år, dog således at kun 6 måneder af straffen skal
fuldbyrdes. Straffen blev bl.a. fastsat under hensyn til de domfældtes
unge alder.
De fleste straffe ligger således i niveauet mellem 6
måneder og 1 ½ år, og er der ikke anvendt vold af betydning,
eller foreligger der ikke andre skærpende omstændigheder, ligger
straffen i niveauet 6 10 måneder.
Der er i det udvalgte undersøgelsesmateriale kun en
dom om forsøg på parvoldtægt (dom 30 i bilag 2).
Straffen blev udmålt til fængsel i 6 måneder betinget med
vilkår om samfundstjeneste.
Der er 7 domme i bilag 2 vedrørende fuldbyrdet
parvoldtægt. Straffene blev i to sager udmålt til
fængsel i 6 måneder, i to sager til fængsel i 8
måneder (i en af sagerne dog delvist betinget), i en sag til
fængsel i 1 år, i en sag til fængsel i 1 år og 2
måneder og i den sidste sag til fængsel i 1 år og 3
måneder. I sagen, der gav fængsel i 1 år og 3
måneder, var der tale om en forholdsvis grov voldtægt (dom 34,
1998), og i sagen, hvor straffen blev fængsel i 1 år og 2
måneder, var der tale om en fællesstraf, der omfattede en
reststraf på 123 dage (dom 35, 1998). I sagen, der gav fængsel i
1 år, blev pågældende tillige dømt for to
tilfælde af vold over for samleveren (dom 31, 1998).
Endvidere kan nævnes dom 3, 1994 i bilag 3, hvor
straffen blev fastsat til fængsel i 1 år for to voldtægter
begået umiddelbart efter hinanden, og hvor der også var tale om
ikke ubetydelig vold.
Endelig kan det nævnes, at Højesteret i to
sager i 1990 erne har taget stilling til strafniveauet i denne type sager. I
begge sager blev straffen udmålt til fængsel i 6 måneder,
jf. U 95.895H og U 90.372H i bilag 4.
»Normalstraffen« for fuldbyrdet parvoldtægt må
på dette grundlag antages at ligge i niveauet 6 8 måneders
fængsel.
4.3. Højesterets udmålingspraksis i
voldtægtssager
Udover de undersøgelser, der er beskrevet ovenfor,
er der i bilag 4 foretaget en gennemgang og beskrivelse af Højesterets
domme i voldtægtssager, der skønnes egnet til at belyse
strafniveauet fra 1970 og frem til midten af 1990 erne. Der findes ikke
Højesteretspraksis efter 1996 med tidsbestemte straffe i sager, hvor
hovedforholdet er voldtægt.
Sager om voldtægt behandles i almindelighed i 1.
instans ved byretterne. De kan derfor frit ankes til landsretten, hvorimod
det kræver Procesbevillingsnævnets tilladelse at anke
landsrettens dom til Højesteret. Kun hvis sagen er af en så
alvorlig karakter, at der bliver spørgsmål om straf af
fængsel i 4 år eller derover, eller hvis der bliver
spørgsmål om dom til anbringelse i institution i medfør
af straffelovens § 68 eller dom til forvaring, jf. straffelovens
§ 70, behandles sagen i 1. instans ved landsretten som
nævningesag. Der er i så fald fri ankeadgang til
Højesteret for så vidt angår strafudmålingen og
visse andre spørgsmål.
Denne afgrænsning af domstolenes saglige kompetence
medfører, at Højesteret sjældent får lejlighed til
at tage stilling til strafudmålingen i voldtægtssager, medmindre
sagen er af særdeles alvorlig karakter.
Højesteret har således i de seneste tyve
år i alt væsentlighed alene taget stilling til
strafudmålingen i meget grove voldtægtssager, hvor gerningsmanden
tillige ofte tidligere har været straffet for lignende kriminalitet.
Straffene er udmålt i niveauet fra fængsel i 3 år og 6
måneder til fængsel i 9 år.
Højesteret har dog som nævnt ovenfor under
pkt. 4.2. i to sager (U 1995.299H og U 1990.372H) haft lejlighed til at tage
stilling til strafudmålingen i sager om parvoldtægt.
Højesteret udmålte straffen til 6 måneders fængsel,
og fandt ikke grundlag for at gøre straffen helt eller delvis
betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.
I U 1991.918/2H tog Højesteret stilling til en sag
om flere tilfælde af kontaktvoldtægt og forsøg
herpå begået af fire unge (i alderen 16 20 år) overfor en
16-årig pige, der blev slæbt ind på et værelse, hvor
hun blev fastholdt. Forholdene blev begået over 1 1 ½ time. To af de
tiltalte blev også dømt for vold efter straffelovens § 244
ved at klippe en del af pigens hovedhår af. En anden blev tillige
dømt for overtrædelse af § 252 ved at have skudt efter
pigen med en luftpistol. Højesteret udmålte ubetingede straffe
på henholdsvis fængsel i 6 måneder, fængsel i 4
måneder, fængsel i 9 måneder og fængsel i 1 år.
By- og landsretten havde udmålt betingede domme blandt andet under
hensyn til de tiltaltes unge alder.
Denne sag nævnes særligt, fordi den på
mange punkter er sammenlignelig med den voldtægtssag fra
Århus, som er omtalt i Justitsministeriets skrivelse af 9. juni
2000, jf. pkt. 1 ovenfor.
I sagen fra Århus blev der afsagt dom af Vestre
Landsret den 17. november 2000. Ved dommen blev 6 unge mænd, der var i
alderen 15 18 år på gerningstidspunktet, dømt for
voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, og forsøg
herpå. Forholdene var begået over for en 14-årig pige, der
sammen med en ven og nogle af de domfældte gik ind i en skurvogn. Efter
at pigen ufrivilligt havde haft seksuelt forhold til vennen, der blev
frifundet på grund af manglende bevis for forsæt, begik de seks
domfældte voldtægt eller forsøg herpå over for
pigen. Det blev i landsretten lagt til grund, at pigen blev tvunget til de
seksuelle forhold ved de trusler om vold, der lå i situationen.
Forholdene havde en varighed på ca. 3 timer.
Straffene blev for 5 af de domfældte udmålt
til fængsel i 9 måneder og for en af de domfældte til
fængsel i 1 år (fællesstraf). Efter de domfældtes
alder og oplysningerne om deres personlige forhold blev straffene gjort
delvis betingede, således at 6 måneder skal fuldbyrdes, mens de
resterende dele af straffene blev gjort betingede på nærmere
fastsatte vilkår.
Landsretten anførte i præmisserne, at
strafudmålingen var udtryk for, at landsretten ikke havde
imødekommet anklagemyndighedens påstand om generelt at
forhøje strafniveauet i sager af denne karakter. Straffene blev
således alene udmålt under hensyntagen til den konkrete sags
omstændigheder i overensstemmelse med det strafniveau, der hidtil har
været gældende i sager om voldtægt.
I byrettens dom var straffen for 5 af de tiltalte fastsat
til fængsel i 6 måneder, hvoraf de 3 måneder blev gjort
betinget på nærmere fastsatte vilkår. En af de tiltalte
blev i byretten idømt fængsel i 9 måneder, hvoraf de 6
måneder blev gjort betinget på nærmere fastsatte
vilkår. Den ubetingede del af straffen for alle de tiltalte blev anset
for udstået med varetægtsfængslingen, der havde haft en
varighed af ca. 3 måneder.
Højesteret har ikke i de seneste år haft
lejlighed til at tage stilling til strafudmålingen i sager om
overfaldsvoldtægter, hvor der ikke foreligger særlige
skærpende omstændigheder. I de domme, hvor der har foreligget
særlige skærpende omstændigheder, som eksempelvis i U
1995.299H og U 1994.648H, blev straffen fastsat til fængsel i 5
år.
Dommene vedrørende overfaldsvoldtægt uden
særlige skærpende omstændigheder er således af
ældre dato. Som eksempler på sådanne sager kan nævnes
U 1981.802/2 H og U 1977.49/2H, hvor straffen blev udmålt til
fængsel i 2 år og 6 måneder.
Højesteret har endvidere i ældre domme
vurderet strafudmålingen i sager om forsøg på
overfaldsvoldtægt. Som eksempler herpå kan nævnes U
1975.173H, hvor straffen blev udmålt til fængsel i 3 år, og
U 1970.731H, hvor straffen blev udmålt til fængsel i 2
år.
Det er således vanskeligt at vurdere, hvilket
strafniveau Højesteret finder bør anvendes i dag ved
overfaldsvoldtægter, hvor der ikke foreligger særlige
skærpende omstændigheder, men efter den nævnte ældre
praksis lå strafniveauet for overfaldsvoldtægter i disse
tilfælde på 2-3 års fængsel. Det synes ikke at have
haft væsentlig betydning i hvert fald på daværende
tidspunkt at der alene var tale om forsøg.
5. Vurdering og konklusion
5.1. Udviklingen i strafniveauet i voldtægtssager
Som anført under punkt 2.4. antog
Straffelovrådet i den indstilling, der er gengivet i forarbejderne til
lov nr. 248 af 9. juni 1967, at et niveau af 3 4 års fængsel
på dette tidspunkt var den normale straf for fuldbyrdet voldtægt,
og at straffe på 1 2 år kunne forekomme, såfremt der
forelå formildende omstændigheder. Det fremgår endvidere af
bemærkningerne til lovforslaget, at den foreslåede
lovændring ikke var begrundet i et ønske om at mildne
bedømmelsen af voldtægtssager.
I Straffelovrådets betænkning nr. 914/1980 om
voldtægt, røveri og brandstiftelse, der lå til grund for
lov nr. 256 af 27. maj 1981, er der som anført under punkt 2.2.
redegjort for strafudmålingspraksis i sager om voldtægt.
Straffelovrådet foretog en sammenligning mellem strafniveauet i
perioderne 1970-73 og 1974-78. Straffelovrådet fandt, at en
sammenligning mellem de to perioder tydede på, at der fra perioden
1970-73 til perioden 1974-78 indtrådte en vis formildelse af
strafniveauet. Andelen af straffe på over 1 år var faldet, og
Straffelovrådet fandt det nærliggende at slutte, at en del sager
var flyttet fra strafniveauet over 1, højst 2 år til
strafniveauet maksimalt 1 år. Endvidere understregede
Straffelovrådet, at under alle omstændigheder spillede straffe
på mere end et par års fængsel en forholdsvis ringe rolle i
retspraksis. Det fremgår endvidere af bemærkningerne til
lovforslaget til lov nr. 256 af 27. maj 1981, at der med lovændringen
ikke tilsigtedes nogen ændring af det gældende
udmålingsniveau.
Det må således antages, at den normale straf
for fuldbyrdet overfaldsvoldtægt i midten af 1960´erne var 3-4
års fængsel. Strafniveauet faldt herefter i løbet af
1970´erne, og fra midten eller slutningen af 1970´erne spillede straffe
på mere end et par års fængsel en forholdsvis ringe rolle i
praksis.
Som det fremgår af undersøgelsen i bilag 1 af
udviklingen i strafudmålingsniveauet, har analysen af sager fra
årene 1984, 1988, 1992, 1996 og 1998 ikke givet noget klart grundlag
for at antage, at der i den undersøgte periode er sket en
ændring i udmålingspraksis i voldtægtsager. Dog peger de
statistiske analyser på, at strafniveauet alt andet lige var
højere i 1984 end i de øvrige år. Det højere
strafudmålingsniveau i 1984 skyldes ifølge undersøgelsen,
at der ved voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 2, samt
ved voldtægt begået af personer, der tidligere var straffet for
seksualforbrydelser, blev idømt længere straffe i 1984 end i de
øvrige år. Der er ikke grundlag for at antage, at der er sket en
ændring i strafniveauet i de øvrige
undersøgelsesår.
Det kan således konkluderes, at strafniveauet i
voldtægtssager generelt faldt forholdsvis markant i 1970´erne og frem
til midten af 1980´erne. Undersøgelsen giver derimod ikke grundlag for
at antage, at strafniveauet for sammenlignelige voldtægtssager har
ændret sig fra midten eller slutningen af 1980´erne og frem til i
dag.
5.2. Det nugældende strafniveau og vurderingen heraf
Som det fremgår ovenfor under pkt. 4.2., må
»normalstraffen« for forsøg på overfaldsvoldtægt antages
at være 6-9 måneders fængsel, dog med mulighed for
både mildere og strengere straffe. For fuldbyrdet
overfaldsvoldtægt uden skærpende omstændigheder antages det
ovenfor ved et forsigtigt skøn, at udgangspunktet for
straffastsættelsen formentlig ligger i niveauet omkring fængsel i
1 år og 6 måneder.
Med hensyn til forsøg på
kontaktvoldtægt skønnes det, at strafniveauet svarer nogenlunde
til niveauet ved forsøg på overfaldsvoldtægt, mens
straffen for fuldbyrdet kontaktvoldtægt ligger i niveauet mellem 6
måneder og 1 ½ år, men sådan at straffen er 6 10
måneder, hvis der ikke er anvendt vold af betydning, eller hvis der
ikke i øvrigt foreligger skærpende omstændigheder.
For så vidt angår parvoldtægter, der var
fuldbyrdede, antages det under punkt 4.2., at »normalstraffen« ligger i
niveauet 6-8 måneders fængsel.
For så vidt angår strafniveauet for
kontaktvoldtægter og parvoldtægter giver det billede, der har
vist sig med hensyn til straffenes størrelse, mig ikke anledning til
at overveje behovet for skærpelse af straffen. Jeg har herved lagt
vægt på, at der næsten uden undtagelse er idømt
ubetingede straffe, og at straffene ikke kan anses for at være
kortvarige.
Straffene for de fuldbyrdede overfaldsvoldtægter,
der er beskrevet ovenfor under punkt 4.2., og hvor der forelå
skærpende omstændigheder, var på fængsel i 2 3
år. Udmålingen i disse sager giver mig ikke anledning til
bemærkninger. Jeg har endvidere ikke noget grundlag for at antage, at
straffene i sager, hvor der ikke foreligger skærpende
omstændigheder, vil blive fastsat med udgangspunkt i et niveau på
under 1 år og 6 måneder, som efter min opfattelse må anses
for at være et passende strafniveau for sager af denne karakter.
Såfremt denne antagelse om straffen i sager om
fuldbyrdet overfaldsvoldtægt er korrekt, er der imidlertid en betydelig
forskel på straffen for fuldbyrdet overfaldsvoldtægt og
forsøg på overfaldsvoldtægt.
Det er imidlertid ikke alene på
voldtægtsområdet, der er en til tider betydelig forskel
på strafudmålingen afhængig af, om der er tale om et
fuldbyrdet forhold eller forsøg.
I Strafferettens almindelige del, Ansvarslæren, 4.
udgave, 1997, anfører Waaben således, at det er muligt, at man
af praksis kan udlede en almindelig tendens til en mildere bedømmelse
af forsøg. En forskel i udmålingen kendes ved drab og visse
andre grove forbrydelser, hvor en ikke realiseret integritetskrænkelse
kendetegner forholdet som mindre groft.
Det giver således ikke i sig selv anledning til
bemærkninger, at også straffen for forsøg på
overfaldsvoldtægt er lavere end straffen for det fuldbyrdede
forhold.
En række af dommene vedrørende forsøg
på overfaldsvoldtægt i det undersøgte materiale har
imidlertid givet mig anledning til at overveje, om straffen i alle sager af
denne karakter ligger på et rimeligt niveau.
Der henvises herved til dom 2, 1998 og dom 4, 1998 i bilag
2, hvor der blev udmålt straffe på fængsel i 8
måneder for henholdsvis et voldtægtsforsøg på en
S-togsstation og en parkeringsplads under anvendelse af ikke ubetydelig vold,
og hvor forsøgene mislykkedes på grund af kvindens modstand og
kvindens høje skrig.
Endvidere kan nævnes dom 5, 1998 i bilag 2, hvor
voldtægtsforsøget blev begået af en 21-årig mand,
der standsede en ham ubekendt 16-årig udviklingshæmmet pige, som
cyklede hjem fra skole, og som under anvendelse af betydelig magt
forsøgte at få samleje med pigen. Forsøget mislykkedes
på grund af pigens kraftige modstand i form af slag og spark.
Gerningsmanden blev idømt fængsel i 9 måneder.
Endelig kan henvises til dom 8, 1998 i bilag 2, hvor
voldtægtsforsøget blev begået over for en 70-årig
kvinde i dennes lejlighed, hvortil gerningsmanden skaffede sig adgang, og
hvor der anvendtes forholdsvis grov vold over for kvinden. Straffen blev
fastsat til fængsel i 8 måneder.
En af de nævnte domme er en landsretsdom (dom 2,
1998), mens de øvrige domme er byretsdomme.
Det er på baggrund af de nævnte sager min
opfattelse, at der særligt på dette område kan være
behov for at overveje, om domme af denne art i videre omfang skal
søges anket af anklagemyndigheden med påstand om
skærpelse.
Hertil kommer, at det kan være ønskeligt at
få større klarhed med hensyn til vurderingen af det
nugældende strafniveau for fuldbyrdet overfaldsvoldtægt,
når der ikke foreligger skærpende omstændigheder.
I øvrigt bemærkes, at det efter sagen fra
Århus, der er omtalt ovenfor under pkt. 1 og 4.3., har været
diskuteret, om straffene i sager, hvor der er flere gerningsmænd til
voldtægten, er passende. Som det fremgår af tabel 6 i bilag 1, er
der kun få sager i det undersøgte materiale, hvor
voldtægten er begået af flere i forening. Imidlertid verserer der
for tiden flere voldtægtssager, hvor der efter de foreliggende
oplysninger har været flere gerningsmænd.
Det kan på den baggrund være af interesse at
følge sådanne sager med henblik på at vurdere, om det
forhold, at gerningen er udført af flere i forening, tillægges
passende betydning i skærpende retning ved strafudmålingen.
Som det fremgår af tabel 5 i undersøgelsen i
bilag 1, er cirka halvdelen af de domme, der er omfattet af
undersøgelsen, blevet anket, og straffen er især i sager fra
1996 og 1998 i et ikke ubetydeligt omfang blevet skærpet.
Jeg finder på denne baggrund, at der kan være
grundlag for at iværksætte en ordning, hvor Rigsadvokaten i det
kommende års tid får forelagt fældende byretsdomme i
voldtægtssager med henblik at vurdere, om anklagemyndigheden i videre
omfang bør anke domme i voldtægtssager, således at
landsretterne i flere sager får lejlighed til at tage stilling til
strafniveauet.
Ordningen bør i givet fald efter min opfattelse
omfatte alle domme i voldtægtssager, uanset om der er tale om par-,
kontakt- eller overfaldsvoldtægt, og uanset om forholdet er fuldbyrdet
eller ej. Det vil gøre det muligt at foretage en vurdering af, om
straffene i de konkrete sager i alle tilfælde er i overensstemmelse med
det niveau, der er beskrevet ovenfor, og eventuelt give anledning til, at
anke egnede sager til landsretten med henblik på skærpelse.
Ordningen bør endvidere omfatte en underretning af Rigsadvokaten om
alle landsretsdomme. Herved vil det også blive muligt for
rigsadvokaturen på et bredere grundlag efter udgangen af denne periode
at danne sig et helt aktuelt billede af strafniveauet.
Bilag 1
Underbilag 1
Udviklingen i
strafudmålingsniveauet i voldtægtssager
Af Britta Kyvsgaard, Justitsministeriet
Der er gennemført en undersøgelse med henblik på at
belyse, hvorvidt voldtægt straffes mildere i dag end tidligere.
Danmarks Statistik udarbejder årligt en
kriminalstatistik, der bl.a. indeholder oplysninger om straffens art og
længde for voldtægt. Det er imidlertid ikke muligt
fyldestgørende at vurdere strafniveauet for voldtægt på
baggrund af disse oplysninger. Det skyldes flere forhold. Kategorien
»Voldtægt mv.«, som Danmarks Statistik anvender, omfatter ikke kun
voldtægt (§ 216), men også samleje ved anden ulovlig tvang
(§ 217), tilsnigelse til samleje (§ 221) samt anden kønslig
omgængelse end samleje (§ 224, jf. § 216, § 217 og
§ 221). En forskydning mellem antallet af sager inden for disse
kategorier vil kunne påvirke de gennemsnitlige straflængder, der
omtales i Danmarks Statistiks kriminalstatistik. Det samme vil være
tilfældet, såfremt der sker en forskydning mellem
voldtægtssager, der vedrører § 216, stk. 1, med
strafferamme på 6 år, og § 216, stk. 2, med en
strafferamme på 10 år. Endvidere vil der være en del af de
domme, der er omfattet af kriminalstatistikken, som ikke er endelige domme.
Mange af voldtægtsdommene ankes, og såfremt ankesagen
først afgøres året efter dommen i 1. instans, vil den
endelige dom ikke været omfattet af kriminalstatistikken. Endelig kan
nævnes, at kombinationsdomme også indgår i Danmarks
Statistiks beregning af gennemsnitlige straflængder.
Ved siden af disse forhold kan der være en lang
række andre forhold, der påvirker det generelle strafniveau i de
forholdsvis få voldtægtssager. Eksempelvis vil man alt andet
lige kunne forvente, at straffene for voldtægt gennemgående vil
være strengere, såfremt der bliver flere tidligere
voldtægtsdømte blandt de tiltalte, såfremt de enkelte
domme omfatter flere forbrydelser, eller såfremt flere af
voldtægterne er fuldbyrdede og ikke alene forsøg.
I nærværende undersøgelse er der
søgt taget højde for de forhold, der kan påvirke
straffene for voldtægt, med henblik på at få et bedre
grundlag for at vurdere, hvorvidt der er sket en ændring i
strafudmålingsniveauet for voldtægt.
Det bemærkes, at når der i det følgende
foretages sammenligninger af de gennemsnitlige straflængder for
voldtægt på forskellige områder, fx fuldbyrdet
voldtægt sammenlignet med forsøg på voldtægt, skal
disse forskelle i straflængder betragtes som vejledende. Der er
således ikke taget højde for, om voldtægterne adskiller
sig på andre områder end netop det, der indgår i den givne
sammenligning. Det er alene de senere statistiske analyser, der
muliggør en samlet vurdering af strafudmålingen, således
at der tages hensyn til alle de forhold, der påvirker denne.
Undersøgelsens materiale
Det er valgt at basere undersøgelsen på
endelige domme for overtrædelse af straffelovens § 216 og
§ 217, der er afsagt i enten 1. eller 2. instans i årene 1984,
1988, 1992, 1996 og 1998. Det indebærer, at undersøgelsen
omfatter sager, hvor den endelige dom er afsagt i et af de nævnte
år, men at den også omfatter sager, hvor 2. instans dommen er
afsagt i et andet år, men hvor 1. instans dommen vedrører et af
de nævnte år. Denne fremgangsmåde er valgt for at få
så stort et undersøgelsesmateriale som muligt.
Af tidsmæssige grunde har undersøgelsen
måtte begrænses til at omfatte domme for et mindre antal år
i 1980 erne og 90 erne. Valg af konkrete undersøgelsesår er i
nogen grad baseret på de oplysninger om gennemsnitlige
straflængder, der fremgår af kriminalstatistikken. 1984 er
således det år, som har den længste gennemsnitlige
straflængde (21 mdr.), mens 1992 og 1998 er de år, der har de
korteste (henholdsvis 14 og 13 mdr.).
For de enkelte domme er der indhentet domsudskrifter,
udskrifter af retsbøger samt enkelte yderligere oplysninger, der er
egnet til at belyse sagens karakter. Undersøgelsens materiale
består herefter af i alt 251 domme. For 5 af dommene foreligger dog
alene oplysninger fra kriminalregistret, idet sagens akter ikke har kunnet
findes.
Straffens art og længde
Undersøgelsen omfatter flere domme fra 1984 og 1988
end fra undersøgelsesårene i 1990 erne, jf. tabel 1. Det skyldes
bl.a., at anmeldelsestallene varierer. I undersøgelsen indgår
endvidere alene tidsbestemte domme til frihedsstraf. Ved siden af disse er
der afsagt i alt 6 forvaringsdomme (2 i 1988 og 4 i 1992) samt 35
foranstaltningsdomme (7 i 1984, 8 i 1988, 6 i 1992, 4 i 1996 og 10 i
1998).
Tabel 1. Voldtægtsdomme fordelt efter afgørelsesår
og straffens art og længde.
1984
1988
1992
1996
1998
I alt
Antal domme
65
64
49
30
43
251
Ubetinget frihedsstraf
98%
(64)
91%
(58)
90%
(44)
93%
(28)
96%
(41)
94%
(235)
Delvis betinget frihedsstraf
0%
(0)
6%
(4)
2%
(1)
0%
(0)
2%
(1)
2%
(6)
Betinget frihedsstraf
2%
(1)
3%
(2)
8%
(4)
7%
(2)
2%
(1)
4%
(10)
I alt
100%
(65)
100%
(64)
100%
(49)
100%
(30)
100%
(43)
100%
(251)
Længden af ubetinget straf:
6 mdr. og derunder
14%
(9)
7%
(4)
16%
(7)
11%
(3)
12%
(5)
12%
(28)
> 6 mdr. 10 mdr.
11%
(7)
17%
(10)
27%
(12)
14%
(4)
24%
(10)
18%
(43)
> 10 mdr. 1år
19%
(12)
16%
(9)
21%
(9)
21%
(6)
17%
(7)
18%
(43)
> 1 år 1 år og 6 mdr.
16%
(10)
26%
(15)
18%
(8)
14%
(4)
15%
(6)
18%
(43)
> 1 år 6 mdr. 2 år
16%
(10)
16%
(9)
11%
(5)
18%
(5)
20%
(8)
16%
(37)
> 2 år 3 år
13%
(8)
9%
(5)
5%
(2)
14%
(4)
12%
(5)
10%
(24)
> 3 år
13%
(8)
10%
(6)
2%
(1)
7%
(2)
0%
(0)
7%
(17)
I alt
101%
(64)
101%
(58)
100%
(44)
99%
(28)
100%
(41)
99%
(235)
Gennemsnitlig længde af ubetinget frihedsstraf
21 mdr.
19 mdr.
18 mdr.
18 mdr.
16 mdr.
18 mdr.
I alle de undersøgte år er mindst 90% af
voldtægtssagerne afgjort med en ubetinget dom. I alt er der afsagt 10
betingede domme, nemlig 1 i 1984, 2 i 1988, 4 i 1992, 2 i 1996 og 1 i 1998.
Alle betingede domme er med straffastsættelse, med straflængder
varierende fra 4 mdr. til 1 år. Tre af de betingede domme er med
vilkår om samfundstjeneste. I 9 af de 10 domme er der nævnt
særligt formildende omstændigheder, fx at voldsudøvelsen
har været begrænset, forholdet mellem offer og gerningsmand
(voldtægt i parforhold) og gerningsmandens mentale udvikling, hans
forhold i øvrigt og/eller hans unge alder (2 af gerningsmændene
er under 18 år: en 16-årig i 1992 og en 17-årig i 1984).
Kun én af dommene har været anket.
Ved siden af de rent betingede domme omfatter materialet 6
kombinationsdomme. Den ubetingede del af dommen varierer fra 1 til 3 mdr.,
mens den samlede idømte frihedsstraf varierer fra 7 mdr. til 1
år og 3 mdr. I 5 af disse domme er der nævnt særligt
formildende omstændigheder, svarende til ovennævnte (en
kombinationsdom fra 1988 vedrører en 15-årig gerningsmand).
Den gennemsnitlige længde af den idømte
ubetingede straf (ekskl. kombinationsdommene) varierer fra 16 til 21 mdr.,
lavest i 1998 og højest i 1984. Som det ses af tabel 1, beror denne
forskel bl.a. på, at der i 1984 og 1988 var forholdsvis mange domme
på mere end 3 år. De meget langvarige straffe påvirker
således den gennemsnitlige straflængde en del. Såfremt der
bortses fra straffe på over 3 år, er der således ringe
forskel mellem den gennemsnitlige straflængde de enkelte år, idet
den med undtagelse af 1992, hvor den er på 13 mdr. alle
øvrige år er på 16 mdr. Der er i alt afsagt 17 domme med
en straflængde på over 3 år. Den længste straf er
på 7 år og vedrører en særlig grov
voldtægtssag fra 1984, begået af en person, der tidligere er
dømt for voldtægt, andre seksualforbrydelser og andre former for
kriminalitet. Dommen inkluderede endvidere en reststraf på 366
dage.
Fuldbyrdet voldtægt eller forsøg på
voldtægt
Med undtagelse af 1996, hvor der er særligt mange
fuldbyrdede voldtægter, ligger andelen af fuldbyrdede voldtægter
på et nogenlunde konstant niveau i undersøgelsesårene
(omkring 60% af sagerne). Straffene for de fuldbyrdede voldtægter er i
gennemsnit 9 mdr. længere end straffene for forsøg på
voldtægt.1)
Tabel 2. Voldtægtsdomme fordelt efter afgørelsesår
og om de er fuldbyrdede eller ej.
1984
1988
1992
1996
1998
I alt
Fuldbyrdet voldtægt
58%
59%
61%
80%
63%
62%
Forsøg på voldtægt
39%
38%
39%
20%
37%
36%
Medvirken til voldtægt
3%
3%
0%
0%
0%
2%
I alt
100%
100%
100%
100%
100%
100%
I alt (N)
65
64
49
30
43
251
Voldtægtens grovhed
For så vidt angår voldtægtens grovhed,
vurderet ud fra den paragraf, der er dømt efter, er der heller ikke
stor variation mellem årene, da mere end 90% af sagerne i alle
årene vedrører § 216, stk. 1. Dog ses af tabel 3, at
alle dommene i 1992 angik § 216, stk. 1. Kun 3 af de 251 domme
vedrører § 217.
Tabel 3. Voldtægtsdomme fordelt efter afgørelsesår
og straffelovsbestemmelser.
1984
1988
1992
1996
1998
I alt
§ 216 stk. 1
92%
93%
100%
93%
93%
95%
§ 216 stk. 2
6%
5%
0%
3%
7%
4%
§ 217
2%
2%
0%
3%
0%
1%
I alt
100%
100%
100%
100%
100%
100%
I alt (N)
65
64
49
30
43
251
Der er overordentlig stor forskel i straflængderne
mellem de enkelte paragraffer og stykker. Mens den gennemsnitlige
straflængde for domme for § 217 er på 8 mdr., er den
på 17 mdr. for § 216, stk. 1, og på 39 mdr. for
§ 216, stk. 2.
Fællesstraffe
I 23 af de 251 indgår en reststraf, eller der er
tale om en fællesstraf. Det ses af tabel 4, at andelen af domme, som er
fællesstraffe eller inkluderer reststraffe, med undtagelse af 1992 er
nogenlunde stabil over årene. Fællesstraffene er betydeligt
længere end de øvrige domme, gennemsnitligt 14 mdr.
længere.
Tabel 4. Voldtægtsdomme fordelt efter afgørelsesår
og om dommen er en fællesstraf eller ej.
1984
1988
1992
1996
1998
I alt
Fællesstraf/reststraf indgår
9%
12%
4%
10%
9%
9%
Ikke fællesstraf/reststraf
91%
88%
96%
90%
91%
91%
I alt
100%
100%
100%
100%
100%
100%
I alt (N)
65
64
49
30
43
251
Andel ankede domme
En væsentlig del af voldtægtsdommene er blevet
anket til en højere instans, jfr. tabel 5. Andelen af domme, der er
anket, varierer noget de første år, men er mere stabil de
senere. I alle årene er det omkring to tredjedele af de ankede domme,
der ikke fører til ændring af den dom, der var afsagt i 1.
instans. Der er en svag tendens til, at forholdsvis mange af de ankede domme
skærpes i 1996 og 1998.
Domme, der er afgjort i 2. instans, er i gennemsnit lidt
kortere (2 mdr.) end domme, der alene er behandlet i 1. instans, også
selv om der gennemsnitligt set er sket en skærpelse af straffene i 2.
instans. Det indikerer, at det først og fremmest er forholdsvis mange
af de milde domme, der ankes.
Tabel 5. Voldtægtsdomme fordelt efter afgørelsesår,
antal instanser og ankesagens udfald.
1984
1988
1992
1996
1998
I alt
Kun 1. instans
37%
61%
47%
50%
42%
47%
Straffen mildere i 2. instans
6%
3%
8%
3%
2%
5%
Straffen skærpet i 2. instans
14%
11%
10%
17%
19%
14%
Samme straf i 2. instans
43%
25%
35%
30%
37%
34%
I alt
100%
100%
100%
100%
100%
100%
I alt (N)
65
64
49
30
43
251
Voldtægt begået af flere i forening
14 af i alt 237 voldtægter er begået af flere
i forening. Når antallet her er 237, beror det på, at dette
spørgsmål ikke har kunnet belyses for de 5 domme, hvor der ikke
foreligger domsudskrifter m.v., og at domme, der vedrører forskellige
gerningsmænd, men samme sag og samme offer, her alene tælles
én gang.
Tabel 6. Antal voldtægter fordelt efter afgørelsesår
og om voldtægten er begået af flere i forening.
1984
1988
1992
1996
1998
I alt
Én gerningsmand
93%
93%
96%
93%
95%
94%
Flere gerningsmænd
7%
7%
4%
7%
5%
6%
I alt
100%
100%
100%
100%
100%
100%
I alt (N)
59
58
46
28
41
237
At voldtægten er begået af flere i forening,
bliver betragtet som en skærpende omstændighed. Det tyder
undersøgelsens data også på, idet den gennemsnitlige
straflængde for de voldtægter, der er begået af flere i
forening, er 4 måneder længere end tilfældet er, når
voldtægten er begået af kun én person. Som det ses af
tabel 6, er det omkring hver tyvende voldtægt, der involverer flere
gerningsmænd.
Dømt for flere forhold
Såfremt dommen inkluderer flere kriminelle forhold,
vil det naturligvis også påvirke straffen. Det ses af tabel 7, at
omkring hver 7. dom omfatter flere voldtægter. I knap halvdelen af
disse sager er gerningsmanden dømt for en voldtægt mod
forskellige ofre, mens det i de øvrige sager drejer sig om flere
voldtægter mod samme offer. At sagen omfatter flere voldtægter,
påvirker straflængden væsentligt. Undersøgelsen
viser, at straffene i sager med flere voldtægter i gennemsnit er 10
mdr. længere end i de øvrige sager.
I en tredjedel af sagerne er gerningsmanden også
dømt for anden kønslig omgængelse end samleje. Disse
forhold vedrører typisk voldtægtsofferet, idet gerningsmanden
ud over voldtægten også på anden måde har forbrudt
sig mod offeret. Straffene i disse sager er i gennemsnit 5 mdr. længere
end i andre voldtægtssager. Tilsvarende forskel i straflængderne
er der mellem domme, der inkluderer andre former for kriminalitet, og dem,
der ikke gør det.2) Disse
øvrige former for kriminalitet angår kun i visse tilfælde
samme offer som voldtægtsforbrydelsen.
Tabel 7. Voldtægtsdomme fordelt efter afgørelsesår
og omfang og art af øvrige forhold.
1984
1988
1992
1996
1998
I alt
Dømt for flere voldtægtsforhold i samme sag
15%
19%
4%
13%
14%
14%
Samtidig dømt for anden kønslig omgængelse
32%
38%
27%
43%
33%
34%
Dømt for anden form for
kriminalitet
45%
31%
31%
33%
49%
38%
Overhovedet dømt for andet end ét
voldtægtsforhold
65%
61%
51%
57%
72%
61%
I alt (N)
65
64
49
30
43
251
Vurderet samlet er næsten to tredjedele af de
dømte dømt for mere og andet end et voldtægtsforhold. Det
er vanskeligt at pege på en klar udviklingstendens i andelen af sager
med flere forhold, men det bemærkes dog, at der i 1998 er forholdsvis
mange sager, der inkluderer flere forhold, mens det i 1992 drejer sig om
forholdsvis få.
Gerningens varighed
I undersøgelsen er det registreret, hvorvidt
voldtægtssituationen har strakt sig over længere tid. At en
voldtægt har strakt sig over længere tid, er indikation på,
at voldtægten er fuldbyrdet, og/eller at gerningsmanden samtidig har
begået flere voldtægter eller tillige anden kønslig
omgængelse end samleje mod offeret, jf. ovenstående. Det kan dog
også være tegn på, at der er begået andre former for
forbrydelser mod offeret. Gerningens varighed er således ikke i sig
selv et forhold, der har betydning for strafudmålingen, men kan alene
betragtes som indikation på, at det drejer sig om en mere alvorlig
voldtægt eller om en sag, der omfatter flere forbrydelser.
Tabel 8. Antal voldtægtsdomme fordelt efter
afgørelsesår og om voldtægten har strakt sig over tid
eller ej.
1984
1988
1992
1996
1998
I alt
Strakt sig over længere tid
27%
27%
27%
23%
37%
28%
Ikke strakt sig over længere tid
73%
73%
73%
77%
63%
72%
I alt
100%
100%
100%
100%
100%
100%
I alt (N)
63
62
48
30
43
246
Der er ikke i alle sager oplyst, hvor lang tid
voldtægten har strakt sig over, men i sager, der har en varighed ud
over, hvad der må antages at være det almindelige, foreligger der
typisk en tidsangivelse. Her er registreret varigheder fra minimum 45 min.
til maksimum 2½ døgn.
Undersøgelsen viser, at de ubetingede
frihedsstraffe i gennemsnit er 6 mdr. længere i de sager, der har
strakt sig over tid, i forhold til de øvrige sager. Mellem knap en
fjerdedel og godt en tredjedel af sagerne har strakt sig over tid,
færrest i 1996 og flest i 1998, jf. tabel 8.
Tidligere kriminalitet
Såfremt personen tidligere er dømt for
kriminalitet, kan det influere på straffens art og længde.
Især vægter tidligere ligeartede forbrydelser meget ved
strafudmålingen. Det tyder undersøgelsen da også på.
Såfremt personen tidligere er dømt for voldtægt og/eller
anden seksualkriminalitet, er straffen således i gennemsnit 10 mdr.
længere end i øvrige domme, mens domme, hvor tiltalte tidligere
er straffet for anden kriminalitet end seksualkriminalitet, i gennemsnit kun
er 5 mdr. længere end de øvrige domme.
Tabel 9. Voldtægtsdomme fordelt efter afgørelsesår
og omfang og art af tidligere kriminalitet.
1984
1988
1992
1996
1998
I alt
Tidligere dømt for voldtægt
13%
16%
2%
13%
7%
11%
Tidligere dømt for anden seksualkriminalitet end
voldtægt
8%
8%
0%
0%
0%
4%
Tidligere dømt for seksualkriminalitet overhovedet
16%
19%
2%
13%
7%
12%
Tidligere dømt for anden kriminalitet end seksualkriminalitet
33%
42%
27%
33%
37%
35%
Tidligere straffet overhovedet
38%
48%
27%
40%
37%
39%
I alt (N)
63
62
48
30
43
246
Som det ses af tabel 9, er der ganske store forskelle
årene imellem med hensyn til, hvor stor en andel af
voldtægtsforbryderne der tidligere er dømt for
seksualkriminalitet. Denne forskel er statistisk signifikant. Især i
1992 og 1998 er det meget få domme, der vedrører tidligere
seksualforbrydere. Tabellen viser i øvrigt, at der i 1988 var
forholdsvis mange af de tiltalte, der tidligere var straffet for anden
kriminalitet end seksualkriminalitet, mens der i 1992 var forholdsvis
få.
Voldtægtens karakter
Det er undersøgt, om voldtægtens karakter som
enten overfaldsvoldtægt, kontaktvoldtægt eller parvoldtægt
influerer på strafudmålingen.
I undersøgelsen er parvoldtægt
defineret som voldtægt mod en nuværende seksuel partner og
voldtægt mod en tidligere seksuel partner, såfremt forholdet er
ophørt inden for et kortere tidsrum forud for voldtægten.
Under betegnelsen kontaktvoldtægt er i
undersøgelsen registreret dels sager, der svarer til det, der på
engelsk kaldes »date-rape«, altså situationer hvor parterne umiddelbart
inden voldtægten har været sammen på en måde, som
kunne være optakt til en seksuel kontakt. Kontaktvoldtægt
omfatter endvidere voldtægter, hvor parterne kender hinanden i
forvejen, fx naboer og kolleger, uanset at voldtægten er af
overfaldskarakter.
Under den sidste kategori overfaldsvoldtægt
er i undersøgelsen registreret voldtægt mod en person, som
gerningsmanden slet ikke kender eller kun har et yderst perifert kendskab
til, og hvor der ikke forud for voldtægten har været et
samvær af den karakter, der er beskrevet for kontaktvoldtægt.
Tabel 10. Voldtægtsdomme fordelt efter voldtægtens karakter
og straffens art og længde.
Overfaldsvoldtægt
Kontaktvoldtægt
Parvoldtægt
I alt
Ubetinget frihedsstraf
96%
(96)
95%
(101)
83%
(33)
93%
(230)
Delvis betinget frihedsstraf
2%
(2)
1%
(1)
8%
(3)
2%
(6)
Betinget frihedsstraf
2%
(2)
4%
(4)
10%
(4)
4%
(10)
I alt
100%
(100)
100%
(106)
101%
(40)
99%
(246)
Længden af ubetinget straf:
6 mdr. og derunder
9%
(9)
12%
(12)
18%
(6)
12%
(27)
> 6 mdr. 10 mdr.
15%
(14)
21%
(21)
24%
(8)
19%
(43)
> 10 mdr. 1år
15%
(14)
20%
(20)
27%
(9)
19%
(43)
> 1 år 1 år og 6 mdr.
18%
(17)
20%
(20)
15%
(5)
18%
(42)
> 1 år 6 mdr. 2år
22%
(21)
13%
(13)
9%
(3)
16%
(37)
> 2 år 3 år
10%
(10)
12%
(12)
6%
(2)
10%
(24)
> 3 år
12%
(11)
3%
(3)
0%
(0)
6%
(14)
I alt
101%
(96)
101%
(101)
99%
(33)
100%
(230)
Gennemsnitlig længde af ubetinget frihedsstraf
21 mdr.
16 mdr.
13 mdr.
18 mdr.
Som det fremgår af tabel 10, har voldtægtens
karakter en klar sammenhæng med såvel straffens art som
længde. Mens kun 4% af dommene for overfaldsvoldtægt er betingede
eller delvis betingede, drejer det sig om 18% af dommene for
parvoldtægt. Desuden er to tredjedele af de ubetingede domme for
parvoldtægt på højst 1 år mod knap 40% af dommene
for overfaldsvoldtægt. Mellem disse yderpunkter falder
kontaktvoldtægt.
Det fremgår videre af tabel 10, at den
gennemsnitlige straflængde for overfaldsvoldtægt er på 21
mdr., mens den er på 16 mdr. for kontaktvoldtægt og 13 mdr. for
parvoldtægt.
I tabel 11 er der redegjort separat for straffens art og
længde for overfaldsvoldtægter. Kun i to af årene, i 1984
og 1988, er der givet enkelte helt eller delvis betingede domme. Den
gennemsnitlige straflængde varierer noget årene imellem. Maksimum
er på 26 mdr. (i 1984) og minimum på 15 mdr. (i 1992 og 1998).
Det bemærkes, at der her og i de følgende to tabeller ikke er
taget hensyn til øvrige forhold, der influerer på
strafudmålingen.
Tabel 11. Domme for overfaldsvoldtægt fordelt efter
afgørelsesår og straffens art og længde. Absolutte
tal.
1984
1988
1992
1996
1998
I alt
Ubetinget frihedsstraf
28
26
11
14
17
96
Delvis betinget frihedsstraf
2
2
Betinget frihedsstraf
1
1
2
I alt
29
29
11
14
17
100
Længden af ubetinget straf:
6 mdr. og derunder
1
2
1
2
3
10
> 6 mdr. 10 mdr.
3
3
1
1
6
14
> 10 mdr. 1år
5
4
3
1
1
14
> 1 år 1 år og 6 mdr.
3
7
4
2
1
17
> 1 år 6 mdr. 2 år
7
4
2
5
3
21
> 2 år 3 år
3
2
2
3
10
> 3 år
6
4
1
11
I alt
28
26
11
14
17
96
Gennemsnitlig længde af ubetinget frihedsstraf
26 mdr.
21 mdr.
15 mdr.
20 mdr.
15 mdr.
21 mdr.
Tabel 12 indeholder information om straffens art og
længde for alene kontaktvoldtægter. Enkelte betingede domme eller
delvis betingede domme er givet i årene 1988, 1992 og 1996. Variationen
årene imellem i den gennemsnitlige straflængde er her mindre end
for overfaldsvoldtægter, idet minimum er på 13 mdr. (i 1992) og
maksimum er på 18 mdr. (i 1984 og 1998).
Tabel 12. Domme for kontaktvoldtægt fordelt efter
afgørelsesår og straffens art og længde. Absolutte
tal.
1984
1988
1992
1996
1998
I alt
Ubetinget frihedsstraf
29
24
21
11
16
101
Delvis betinget frihedsstraf
1
1
Betinget frihedsstraf
1
2
1
4
I alt
29
26
23
12
16
106
Længden af ubetinget straf:
6 mdr. og derunder
5
2
4
1
12
> 6 mdr. 10 mdr.
4
5
7
2
3
21
> 10 mdr. 1år
6
2
4
4
4
20
> 1 år 1 år og 6 mdr.
5
8
3
2
2
20
> 1 år 6 mdr. 2 år
3
4
1
5
13
> 2 år 3 år
4
3
2
1
2
12
> 3 år
2
1
3
I alt
29
24
21
11
16
101
Gennemsnitlig længde af ubetinget frihedsstraf
18 mdr.
17 mdr.
13 mdr.
16 mdr.
18 mdr.
16 mdr.
Der er med undtagelse af 1984 i alle årene givet
helt eller delvis betingede domme for parvoldtægt, jf. tabel 13. Med
hensyn til gennemsnitlige straflængder ses et minimum på 12 mdr.
(i 1992 og 1998) og et maksimum på 17 mdr. (i 1996).
Tabel 13. Domme for parvoldtægt fordelt efter
afgørelsesår og straffens art og længde. Absolutte
tal.
1984
1988
1992
1996
1998
I alt
Ubetinget frihedsstraf
5
6
11
3
8
33
Delvis betinget frihedsstraf
1
1
1
3
Betinget frihedsstraf
2
1
1
4
I alt
5
7
14
4
10
40
Længden af ubetinget straf:
6 mdr. og derunder
2
2
2
6
> 6 mdr. 10 mdr.
2
4
1
1
8
> 10 mdr. 1år
1
3
2
1
2
9
> 1 år 1 år og 6 mdr.
1
1
3
5
> 1 år 6 mdr. 2 år
1
2
3
> 2 år 3 år
1
1
2
> 3 år
I alt
5
6
11
3
8
33
Gennemsnitlig længde af ubetinget frihedsstraf
14 mdr.
13 mdr.
12 mdr.
17 mdr.
12 mdr.
13 mdr.
Af tabel 14 ses fordelingen af voldtægter efter
deres karakter de forskellige år. Der er på dette område
nogle klare forskelle årene imellem, især med hensyn til
parvoldtægter. Andelen af voldtægter, der er parvoldtægter,
er således ganske ringe i 1984 og ganske stor i 1992 og 1998.
Forskellen er statistisk signifikant.
Tabel 14. Voldtægtsdomme fordelt efter afgørelsesår
og voldtægtens karakter.
1984
1988
1992
1996
1998
I alt
Overfaldsvoldtægt
46%
47%
23%
47%
40%
41%
Kontaktvoldtægt
46%
42%
48%
40%
37%
43%
Parvoldtægt
8%
11%
29%
13%
23%
16%
I alt
100%
100%
100%
100%
100%
100%
I alt (N)
63
62
48
30
43
246
Skærpende og formildende omstændigheder
I en del af dommene er der i præmisserne angivet
formildende og/eller skærpende omstændigheder. Det vil
naturligvis være oplagt at inddrage denne information i en vurdering af
udviklingen i sanktionerne. Det er, jf. tabel 15, imidlertid kun i halvdelen
af dommene, der er redegjort for, hvilke omstændigheder der har
influeret på strafudmålingen, hvorfor denne oplysning næppe
giver særlig megen vejledning. Det er også på anden vis
vanskeligt at pege på klare tendenser med hensyn til andel domme med
henholdsvis formildende og skærpende omstændigheder, eftersom der
i en del af dommene peges på såvel formildende som
skærpende omstændigheder. En del af de forhold, der nævnes
i præmisserne, er i øvrigt omfattet af ovenstående samt af
det, der omtales i det følgende.
Tabel 15. Voldtægtsdomme fordelt efter afgørelsesår
og angivelse af skærpende/ formildende omstændigheder.
1984
1988
1992
1996
1998
I alt
Intet nævnt i præmisserne
49%
49%
52%
50%
56%
51%
Kun formildende omstændigheder
13%
19%
27%
13%
5%
16%
Kun skærpende omstændigheder
24%
27%
15%
27%
11%
21%
Både/og
14%
5%
6%
10%
28%
12%
I alt
100%
100%
100%
100%
100%
100%
I alt (N)
63
62
48
30
43
246
Anvendte magtmidler
De magtmidler, gerningsmanden har anvendt under
voldtægten for at gennemføre sit forehavende, er også
registeret i undersøgelsen. Dette fremgår af tabel 16. I knap en
femtedel af sagerne har gerningsmanden taget kvælertag på
offeret, og i en lige så stor andel har han anvendt eller truet med at
anvende våben. I 15% af sagerne er offeret sparket eller slået,
mens der i knap hver tiende sag er anvendt verbale trusler. I de resterende
40% af sagerne fremgår det ikke, at gerningsmanden skulle have anvendt
egentlige magtmidler ud over en fastholdelse af offeret.
Tabel 16. Voldtægtsdomme fordelt efter afgørelsesår
og anvendte magtmidler.
1984
1988
1992
1996
1998
I alt
Kvælertag
18%
24%
12%
20%
12%
18%
Anvendt eller truet med våben
22%
15%
15%
20%
21%
18%
Sparket eller slået offeret
17%
6%
17%
20%
16%
15%
Verbale trusler om vold
14%
8%
10%
7%
5%
9%
Fastholdt offeret
29%
47%
46%
33%
46%
40%
I alt
100%
100%
100%
100%
100%
100%
I alt (N)
63
62
48
30
43
246
Der er ikke klare forskelle i de anvendte magtmidler
mellem de forskellige år. Dog bemærkes, at der i 1984 og i 1996
var forholdsvis få sager, hvor der ikke blev anvendt magtmidler ud over
fastholdelse af offeret. Med hensyn til straflængderne ses, at straffen
i gennemsnit er 4 mdr. længere i de sager, hvor der er anvendt
magtmidler ud over fastholdelse og verbale trusler, sammenlignet med
øvrige sager.
Oplysninger om gerningsmand og offer
Tabel 17 omfatter forskellige oplysninger om gerningsmand
og offer. Som det ses, er det få af voldtægtsforbryderne, der var
under 18 år på gerningstidspunkt. I alt er det 13 af de 251
domme, der omfatter gerningsmænd under 18 år. 3 af de 13 unge
gerningsmænd har fået betingede eller delvis betingede domme,
mens de øvrige 10 har fået ubetingede frihedsstraffe. For
sidstnævnte domskategori ses en ganske ringe forskel i
strafudmålingen mellem domme, der vedrører de unge, og domme,
der vedrører de ældre gerningsmænd, idet dommene for
sidstnævnte i gennemsnit kun er godt en måned længere end
dommene for førstnævnte.
Tabel 17. Voldtægtsdomme fordelt efter forskellige karakteristika
ved gerningsmanden og offer samt efter afgørelsesår.
1984
1988
1992
1996
1998
I alt
Gerningsmand under 18 år
5%
(3)
5%
(3)
2%
(1)
7%
(2)
9%
(4)
5%
(13)
Offer meget ung eller gammel
13%
(8)
10%
(6)
12%
(6)
7%
(2)
12%
(5)
11%
(27)
Gerningsmanden alkoholpåvirket
81%
(51)
82%
(51)
71%
(34)
80%
(24)
79%
(34)
79%
(194)
Offeret alkoholpåvirket
41%
(26)
48%
(30)
50%
(24)
33%
(10)
61%
(26)
47%
(116)
Såfremt offeret er meget ungt eller har en meget
høj alder, vil det ofte være anført som en
skærpende omstændighed, og offerets alder vil være
fremhævet i dommen. I andre tilfælde omtales offerets alder
typisk ikke. Det afspejler sig også i strafniveauet, idet dommene i
gennemsnit er 6 mdr. længere, når offeret er meget ungt eller
meget gammelt. Som det ses af tabel 17, omfatter godt en tiendedel af sagerne
meget unge/gamle ofre. Heller ikke på dette område ses klare
udviklingslinier.
I undersøgelsen er det registeret, om gerningsmand
eller offer har været påvirket af alkohol. Herved forstås,
at der forud for voldtægten overhovedet er indtaget alkohol. En
overordentlig stor del af gerningsmændene har været
alkoholpåvirkede under voldtægten. Tabel 17 viser, at i
næsten alle årene har 4 ud af 5 gerningsmænd været
påvirkede af alkohol. I øvrigt ses ingen sammenhæng
mellem, om gerningsmændene var påvirkede eller ej, og
strafudmålingen.
I en del af sagerne har også offeret være
påvirket af alkohol. Andelen, der har været påvirket,
svinger noget år for år, fra minimum en tredjedel til knap to
tredjedele. Undersøgelsen peger på, at der er en
sammenhæng mellem straflængderne, og om offeret er påvirket
af alkohol eller ej, idet de ubetingede straffe i gennemsnit er 3 mdr.
kortere, når offeret er påvirket. Denne sammenhæng kan dog
meget vel være falsk, idet den kan bero på, at ofre for
kontaktvoldtægter meget hyppigere end ofre for
overfaldsvoldtægter er påvirkede af alkohol.
De statistiske analyser
3)
Ovenstående har peget på mange
sammenhænge mellem forhold ved voldtægten og
strafudmålingen i voldtægtssager. Samtidig har analysen vist, at
der på enkelte områder er klare forskelle mellem
voldtægtsdommene de enkelte år, mens der på en række
andre områder ikke er tydelige forskelle. Det kan på denne
baggrund være vanskeligt at vurdere, hvorvidt der reelt er sket en
ændring i strafudmålingen for voldtægt.
Ved hjælp af statistiske metoder er det imidlertid
muligt at vurdere, hvilke af de nævnte forhold der reelt bidrager til
at forklare strafudmålingen, herunder også en vurdering af, om
selve årstallet for dommen bidrager til at forklare
strafudmålingen. Selv om der umiddelbart kan peges på en
sammenhæng mellem forskellige forhold og strafudmålingsniveauet,
så kan disse sammenhænge således godt vise sig at
være falske, idet de reelt afspejler en bagvedliggende
sammenhæng, jf. ovenstående eksempel med offerets
påvirkning af alkohol. Tilsvarende er det muligt, at det, der
umiddelbart ikke synes at hænge sammen med straffens længde,
reelt gør det, men at denne sammenhæng skjules af andre forhold.
Fx kan man tænke sig, at når der ikke for de ubetingede
frihedsstraffe ses nogen sammenhæng mellem straffens længde og
gerningsmandens alder, så kan det måske bero på, at unge
gerningsmænd gennemgående begår grovere voldtægter
end ældre gerningsmænd.
De statistiske analyser er baseret på samtlige domme
til ubetinget frihedsstraf for overtrædelse af straffelovens
§ 216. Ekskluderet af analysen er altså kombinationsdomme og
betingede domme samt de ganske få sager vedrørende straffelovens
§ 217.
I de statistiske analyser, der er gennemført,
indgår følgende variable:
Årstal for dom
Voldtægtens grovhed (§ 216, stk. 1 eller
stk. 2)
Fuldbyrdet eller forsøg på voldtægt
Varighed af voldtægt (strakt sig over tid eller ej)
Begået af flere i forening (ja/nej)
Dømt for flere voldtægter (ja/nej)
Dømt for tilsvarende seksualforbrydelser (ja/nej)
Dømt for andre former for kriminalitet (ja/nej)
Fællesstraf (ja/nej)
Sagsbehandlingstid i 1. instans (1-2 mdr., 3-5 mdr., over 5 mdr.)
Sagens art (tilståelsessag eller ej)
Tidligere dømt for seksualkriminalitet (ja/nej)
Tidligere dømt for anden kriminalitet end seksualkriminalitet
(ja/nej)
Voldtægtens karakter (overfalds-, kontakt- eller
parvoldtægt)
Anvendt magtmiddel (mere og andet end fastholdelse/verbale trusler:
ja/nej)
Offeret skadet fysisk (ja/nej)
Særlige psykiske følger omtalt (ja/nej)
Gerningsmandens alder (under 18 år eller ej)
Offerets alder (særlig ung/gammel: ja/nej)
En variansanalyse, hvor længden af den ubetingede straf relateres
til ovennævnte variabler, viser, at følgende forhold bidrager
til forklaringen af straffens længde (her nævnt i prioriteret
rækkefølge, således at det forhold, der bidrager mest,
nævnes først). I parentes er nævnt det antal
måneder, som variansanalysen beregner andre forhold holdt konstant
som forskellen i strafudmålingen mellem de sammenlignede forhold. Det
bemærkes, at der er store statistiske sikkerhedsintervaller for de
beregnede forskelle, omkring +/- 50% eller mere:
Voldtægtens grovhed (§ 216, stk. 1, i forhold til
§ 216, stk. 2: - 16 mdr.)
Fuldbyrdet eller forsøg på voldtægt (forsøg
i forhold til fuldbyrdet: - 9 mdr.)
Tidligere dømt for seksualkriminalitet (tidligere dømt
for seksualforbrydelser: + 8 mdr.)
Voldtægtens karakter (overfaldsvoldtægt i forhold til
kontaktvoldtægt: + 5 mdr.; kontaktvoldtægt i forhold til
parvoldtægt: + 3 mdr.)
Fællesstraf (fællesstraf: + 7 mdr.)
Dømt for flere voldtægter (flere voldtægter i
samme sag: + 6 mdr.)
Årstal for dom (se nedenfor)
Varighed af voldtægt (varighed af gerningen: + 3 mdr.)
Dømt for anden kriminalitet (ud over anden kønslig
omgængelse end voldtægt) (dømt for anden kriminalitet: + 3
mdr.)
At de nævnte forhold bidrager til at forklare strafudmålingen,
betyder for det første, at de uanset alle andre forhold, der
også påvirker dommen bidrager med at forklare
strafudmålingen med det nævnte antal dage. Der er således
ved beregningen taget hensyn til samtlige øvrige af de forhold, der er
omfattet af analysen. Når et forhold accepteres som bidragende til
strafudmålingen, betyder det desuden, at sandsynligheden er på
mindst 95% for, at den fundne sammenhæng er reel og ikke et udslag af
en tilfældighed. I de fleste tilfælde er sandsynligheden
betydeligt større, idet den for de første seks af de
ovennævnte forhold er på mindst 99,9%. Ved siden af de
ovennævnte forhold, er gerningsmandens alder og offerets alder på
grænsen til at være signifikante, dvs. på grænsen til
at blive accepteret som reelt bidragende til forklaring af
strafudmålingen. Sandsynligheden herfor er på mere end 90%.
Den statistiske analyse viser yderligere, at de
ovennævnte variable tilsammen forklarer 60% af variationen i
voldtægtsstraffenes længde. Sammenlignet med det, man finder i
mange andre undersøgelser, er dette at betragte som en ganske
høj procentandel.
Som det ses, er årstallet for dommen et af de
forhold, der har en betydning for strafudmålingen. Der er dog ikke tale
om en klar eller ligefrem sammenhæng mellem de forskellige
undersøgelsesår og strafudmålingen. Det viser sig, at det
er 1984, der adskiller sig fra de øvrige år ved
gennemgående at have en strengere strafpraksis end de øvrige
år. Analysen peger på, at straffen for voldtægt var omkring
5 mdr. længere i 1984 sammenlignet med de øvrige år (med
et statistisk sikkerhedsinterval fra 2 til 8 mdr.). Der er derimod ikke nogen
klar forskel mellem 1988 og undersøgelsesårene i 1990 erne,
ligesom der heller ikke er klar indbyrdes forskel mellem de tre
undersøgelsesår i 1990 erne.
Det er videre undersøgt, om der er særlige
forhold, der kan være med til at forklare, hvorfor strafniveauet
gennemgående var højere i 1984 end i de øvrige år.
Det viser sig at være tilfældet, idet analyser af samvariation
mellem forholdene peger på, at man i 1984 i sammenligning med de
øvrige år især gav strengere straffe til personer, der
tidligere var dømt for seksualforbrydelser, samt i sager, der
vedrører særlig grov voldtægt, § 216, stk. 2.
Det er, jfr. ovenstående tabel 3 og tabel 9, forholdsvis få, der
er dømt for § 216, stk. 2, ligesom det er få af de
dømte, der tidligere er straffet for seksualforbrydelser. Når
disse to kategorier udelades af variansanalysen, viser det sig, at
årstallet for dommen ikke længere bidrager til at forklare
strafudmålingen. Forskellen mellem strafudmålingen i 1984 og i
1998 bliver i så tilfælde på 70 dage. Denne forskel er ikke
statistisk signifikant. Analysen viser videre, at såvel gerningsmandens
som offerets alder bidrager til at forklare variationen i
strafudmålingen i de sager, analysen omfatter.
Der er også gennemført en multipel logistisk
regressionsanalyse, hvor det er undersøgt, om der er forskelle mellem
årene med hensyn til brug af korte versus lange frihedsstraffe. Korte
frihedsstraffe er defineret som straffe op til og med 1 år, mens lange
frihedsstraffe er dem over 1 år. Denne analyse er baseret på de
samme variable som variansanalysen. Analysen viser, at der er ikke forskel
årene imellem med hensyn til brug af korte og lange frihedsstraffe. Det
betyder, at sandsynligheden for at få en kort straf og for at få
en lang straf i sammenlignelige sager er lige stor i de undersøgte
år. Den påviste variation i strafudmålingen årene
imellem vedrører altså alene en variation inden for
området af henholdsvis straffe op til 1 år og straffe over 1
år.
Sammenfatning
Undersøgelsen herunder de statistiske analyser, har
vist, at strafudmålingen i voldtægtsdomme afhænger af en
lang række karakteristika ved de enkelte voldtægtssager:
Forhold, der på forskellig måde afspejler
voldtægtens grovhed, bidrager især til at forklare forskelle i
strafudmålingen. Det drejer sig først og fremmest om den
anvendte straffelovsbestemmelse (§ 216, stk. 1 eller stk. 2),
og om voldtægten er fuldbyrdet eller ej. Voldtægtens karakter som
enten overfaldsvoldtægt, kontaktvoldtægt eller parvoldtægt
og gerningens varighed, der både kan afspejle forbrydelsens grovhed, og
om flere forbrydelser har fundet sted, bidrager også til at forklare
strafudmålingen.
Sagens omfang har også en klar indflydelse på straffen.
Såfremt personen samtidig dømmes for flere voldtægter
eller for anden kriminalitet end tilsvarende seksualforbrydelser, eller
såfremt straffen er en fællesstraf, influerer det markant
på længden af den idømte straf.
Også den tidligere kriminelle karriere influerer på
strafudmålingen, idet personer, der tidligere er dømt for
seksualforbrydelser, får hårdere straffe end personer, der ikke
er det.
Endelig influerer både gerningsmandens og offerets alder
på strafudmålingen. Dette ses tydeligst for den del af analysen,
der ikke omfatter de grove voldtægtssager (§ 216, stk. 2)
samt sager med tidligere seksualforbrydere.
Undersøgelsen har ligeledes vist, at nogle af de forhold, der har
betydning for strafudmålingen, varierer årene imellem. Der er
således statistisk signifikante forskelle i andelen af
voldtægtsforbrydere, der tidligere er dømt for
seksualforbrydelser, ligesom der er statistisk signifikante forskelle i
fordelingen af voldtægterne efter deres karakter som henholdsvis
overfaldsvoldtægt, kontaktvoldtægt og parvoldtægt. Begge
forhold taler for, at man alt andet lige vil have en lavere
strafudmåling i 1992 og i 1998, hvor der er særligt få, der
tidligere er dømt for seksualforbrydelser, og særligt mange
parvoldtægter.
De statistiske analyser peger på, at årstallet
for dommen også influerer på strafudmålingen, således
at strafudmålingsniveauet var markant højere i 1984 end i de
øvrige år. Der er derimod ikke klare forskelle i
strafudmålingsniveauet mellem de øvrige år. Forskellen i
strafudmålingsniveauet i 1984 sammenholdt med de øvrige år
er beregnet til 5 mdr. (med et statistisk sikkerhedsinterval fra 2 til 8
mdr.). De videre analyser viser, at det højere
strafudmålingsniveau i 1984 skyldes, at voldtægt efter
§ 216, stk. 2, og at tidligere seksualforbrydere da fik
længere straffe, end tilfældet var de øvrige år. Det
betyder, at når der bortses fra domme vedrørende § 216,
stk. 2, og domme vedrørende tidligere seksualforbrydere, er der
ingen klar forskel i strafudmålingsniveauet mellem de undersøgte
år.
Der har endvidere ikke kunnet påvises forskelle
årene imellem med hensyn til brug af korte og af lange straffe (straffe
på op til og med 1 år sammenholdt med straffe over 1
år).
1) Gennemsnitlige straflængder er
her og i det følgende beregnet på baggrund af alene de
ubetingede frihedsstraffe.
2) Anden form for kriminalitet inkluderer
straffelovsovertrædelser samt overtrædelser af våbenloven,
lov om euforiserende stoffer og færdselslovens § 53 og § 56.
3) Lektor, cand.stat. Svend Kreiner har
bistået ved udarbejdelsen af de statistiske analyser.
Bilag 1
Underbilag 2
RIGSADVOKATEN
G 3034
Beskrivelse af udvalgte domme fra
undersøgelsen
I undersøgelsen indgår 43 domme, hvor der er
afsagt dom i 1. eller 2. instans i 1998, jf. tabel 1 i bilag 1.
Nedenfor beskrives størstedelen af disse sager med
henblik på at belyse det aktuelle strafniveau i sager om
voldtægt. Syv af de 43 domme er dog ikke medtaget, idet der i disse
sager udover voldtægt indgår anden kriminalitet, der må
antages at have haft en sådan betydning for den idømte straf, at
dommene ikke er egnet til at belyse straffen for voldtægt.
Dommene fordeler sig på overfaldsvoldtægt,
kontaktvoldtægt og parvoldtægt som det fremgår af tabel 11,
12 og 13 i bilag 1. Denne opdeling af sagerne efter deres karakter er
ligeledes fulgt i beskrivelsen nedenfor, idet sagerne dog også er
opdelt efter, om der er tale om fuldbyrdet voldtægt eller
forsøg.
Beskrivelsen af dommene nedenfor er således opdelt i
følgende grupper:
Gruppe 1: Forsøg - overfaldsvoldtægt
Gruppe 2: Fuldbyrdet - overfaldsvoldtægt
Gruppe 3: Forsøg - kontaktvoldtægt
Gruppe 4: Fuldbyrdet - kontaktvoldtægt
Gruppe 5: Forsøg - parvoldtægt
Gruppe 6: Fuldbyrdet - parvoldtægt
Beskrivelserne er foretaget på en sådan måde, at de
oplysninger, der må antages at have haft væsentlig betydning for
straffastsættelsen, fremgår. Tiltaltes alder er nævnt i
alle tilfælde, hvorimod forurettedes alder kun er nævnt,
såfremt forurettede er særlig ung eller ældre, idet dette
forhold kan have betydning for straffastsættelsen. Såfremt der
har været uenighed mellem by- og landsret om straffastsættelsen,
fremgår det af beskrivelsen.
Gruppe 1: Forsøg - overfaldsvoldtægt
Vestre Landsrets ankedom af 19. februar 1998 (dom 1, 1998)
Fængsel i 6 måneder
Forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216,
stk. 1, forsøg på anden kønslig omgængelse end
samleje efter straffelovens § 224, jf. § 216, stk. 1, samt
tilsnigelse til anden kønslig omgængelse efter straffelovens
§ 218, stk. 2, jf. § 224, begået af en 21-årig
mand, der skaffede sig adgang til en studiekammerats lejlighed, hvor dennes
kæreste lå og sov. Mens kvinden sov, havde han anden
kønslig omgængelse med hende, og da hun vågnede og gjorde
modstand, forsøgte han at skaffe sig samleje med hende ved at presse
hendes ben fra hinanden, hvilket mislykkedes på grund af kvindens
modstand. Herefter satte han sig på hendes bryst og forsøgte at
presse sit kønslem ind i munden på hende, hvilket også
mislykkedes på grund af hendes modstand. Ved udmålingen af
straffen lagde retten på den ene side vægt på, at der til
dels var tale om forsøg, på tiltaltes alder og på den
omstændighed, at forholdet var begået i forlængelse af en
fest, hvor både forurettede og tiltalte havde deltaget, på den
anden side til varigheden af overgrebet, og på, at dette var
begået i forurettedes bolig, hvor tiltalte havde skaffet sig adgang.
Østre Landsrets ankedom af 12. marts 1998 (dom 2, 1998)
Fængsel i 8 måneder
Forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216,
stk. 1, begået af en 25-årig mand ved på en
S-togstation at have forsøgt at skaffe sig samleje med en kvinde, idet
han greb fat i kvindens hår, mens han udtalte: »Jeg skal bare voldtage
dig«, hvorefter han bankede hendes hoved to gange ind i en rude.
Voldtægtsforsøget mislykkedes på grund af kvindens
modstand.
Vestre Landsrets ankedom af 27. maj 1998 (dom 3, 1998)
Fængsel i 2 år
Forsøg på voldtægt af særlig farlig karakter
efter straffelovens § 216, stk. 2, begået af en 28-årig
mand, der under bilkørsel med forsæt påkørte en
kvindelig cyklist, hvorefter han med trussel med kniv og med knivstik,
knytnæveslag og kvælergreb, tvang kvinden ind i bilen,
hvorpå han kørte bort i den hensigt at voldtage kvinden, hvilket
imidlertid mislykkedes, da kvinden under kørslen kastede sig ud af
bilen. Tiltalte var tidligere ved en dom af 22. august 1988 straffet med
fængsel i 5 år for en lignende voldtægt. Byretten havde
henført forholdet under straffelovens § 216, stk. 1, og
udmålt straffen til fængsel i 1 år og 6 måneder, men
landsretten fandt forholdet omfattet af straffelovens § 216,
stk. 2, og forhøjede straffen til fængsel i 2 år
under henvisning til karakteren af voldtægten samt tiltaltes forstraf.
Vejle rets dom af 4. juni 1998 (dom 4, 1998)
Fængsel i 8 måneder
Forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216,
stk. 1, begået af 25-årig mand på en parkeringsplads,
idet han forsøgte at tiltvinge sig samleje med en kvinde, som han greb
bagfra og væltede om på asfalten, hvorefter han kastede sig ned
over hende og greb fat i hendes frakke, samtidig med han stak en hånd
op under hendes kjole og befølte hende i skridtet, ligesom han
forsøgte at rive hendes strømpebukser i stykker. Han opgav sit
forehavende på grund af kvindens høje skrig.
Tiltalte blev endvidere dømt for
blufærdighedskrænkelse ved at have stukket sin hånd op
under nederdelen på en anden kvinde og befølt hende på
låret.
Terndrup rets dom af 9. juni 1998 (dom 5, 1998)
Fængsel i 9 måneder
Forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216,
stk. 1, begået af 21-årig mand, der standsede en ham
ubekendt 16-årig udviklingshæmmet pige, som cyklede hjem fra
skole. De talte sammen, og pigen afviste herunder at være kæreste
med tiltalte. Herefter greb tiltalte fat i pigens hofter, løftede
hende op, og pressede med magt hendes ben fra hinanden, hvorpå han
lagde hende i græsset. Her rev tiltalte pigens kjole op og rykkede
hendes trusser itu, hvorpå han under pigens kraftige modstand fremtog
sit erigerede lem og med magt forsøgte at presse hendes ben fra
hinanden for at føre sit lem op i forurettedes skede. Forsøget
mislykkedes på grund af pigens kraftige modstand i form af slag og
spark.
Hvidovre rets dom af 26. oktober 1998 (dom 6, 1998)
Fængsel i 1 år og 6 måneder
Forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216,
stk. 1, begået af 48-årig mand over for en 17-årig
pige samt ulovlig frihedsberøvelse efter straffelovens § 261,
stk. 1, idet tiltalte lokkede pigen op i en lejlighed og ved anvendelse
af vold væltede hende om på gulvet, og truede hende med en
luftpistol, bandt hendes hænder sammen på ryggen og bandt et
klæde for hendes øjne, hvorefter han tog hendes bukser af, rev
hendes trusser i stykker, befølte hende i skridtet og forsøgte
at tiltvinge sig samleje, hvilket dog mislykkedes på grund af hendes
vedvarende modstand. Tiltalte efterlod pigen bagbundet, mens han selv forlod
lejligheden og aflåste denne.
Horsens rets dom af 13. november 1998 (dom 7, 1998)
Hæfte i 4 måneder
Forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216,
stk. 1, begået af en 17-årig mand, som på offentlig
vej blottede sit lem over for en ham ubekendt kvinde og udtalte, at »han
ville vise hende, hvad den skulle bruges til«, hvorpå han tog fat i
hendes overarme og skuldre og forsøgte at tvinge hende ned på
ryggen, hvilket mislykkedes, da kvinden fik vredet sig løs. Tiltalte
blev endvidere dømt for et enkelt tilfælde af
blufærdighedskrænkelse efter straffelovens § 232, idet han
var gået ind i en have, hvor han blottede sig over for en kvinde, som
han ikke kendte.
Haderslev rets dom af 18. november 1998 (dom 8, 1998)
Fængsel i 8 måneder
Forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216,
stk. 1, og forsøg på anden kønslig omgængelse
end samleje efter straffelovens § 224, jf. § 216, stk. 1,
begået af en 27-årig mand mod en 70-årig kvinde. Tiltalte
skaffede sig adgang til kvindens lejlighed, hvor han tog fat i kvindens arme
og kastede hende ned i en stol, anbragte sit knæ på hendes bryst
og udtalte, at hun skulle sutte på hans erigerede kønslem. Da
kvinden nægtede, tog tiltalte fat om hendes hals med begge hænder
og klemte, samtidig med at han gav udtryk for, at han ville kvæle
hende, hvis hun ikke lystrede. Tiltalte slap kvinden, da hun ikke kunne
få luft, men forhindrede hende i at ringe til politiet. Han udtalte, at
kvinden ville snyde ham, og han fulgte efter hende ud i køkkenet, hvor
han, da hun forsøgte at komme ud af lejligheden, væltede hende
omkuld, lagde sig ovenpå hende, trak op i hendes nederdel og befamlede
hende. Tiltalte rejste sig, da kvinden igen sagde, at hun ikke kunne få
luft, hvorefter det lykkedes hende at komme ud af lejligheden.
Haderslev rets dom af 30. november 1998 (dom 9, 1998)
Fængsel i 1 år
Forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216,
stk. 1, og anden kønslig omgængelse efter straffelovens
§ 224, jf. § 216, stk. 1, begået af en 29-årig
mand over for en 28-årig kvinde. Tiltalte havde presset kvinden til at
danse med sig på et diskotek, og umiddelbart efter dansen forlod
kvinden stedet for at slippe væk fra tiltalte. Da hun var på vej
hjem, passede tiltalte hende op og fulgtes med hende, selv om hun bad ham om
at gå, og i en grøftekant greb han hende og væltede hende
om på jorden, hvor han trak hendes trusser ned og lagde sig over hende,
ligesom han forsøgte at tvinge hende til at tage hans lem i munden og
indførte fingrene i hendes endetarm. Voldtægten mislykkedes, da
kvinden slog tiltalte i skridtet.
Østre Landsrets ankedom af 2. december 1998 (dom 10, 1998)
Fængsel i 8 måneder
Forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216,
stk. 1, begået af en 16-årig mand, der om natten på en
vej passede en kvinde op, greb hende bagfra om halsen og væltede hende
omkuld og udtalte, at han havde en kniv og pressede noget mod hendes hals.
Herefter befølte han kvinden på maven inden for bukserne.
Voldtægten mislykkedes, da to mænd kom kvinden til
undsætning. De to mænd foretog en privat anholdelse af tiltalte,
hvorunder tiltalte stak den ene af mændene med en skarp genstand i
brystet, så manden blev tilføjet et snitsår. Tiltalte blev
for dette forhold dømt efter straffelovens § 245, stk. 1,
legemsangreb af særlig farlig karakter.
Vestre Landsrets ankedom af 11. marts 1999 (dom 11, 1999)
Fængsel i 6 måneder
Forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216,
stk. 1, begået af 27-årig mand, som trængte ind
på et kollegieværelse, hvor han forsøgte at skaffe sig
samleje med en kvinde, idet han med vold forsøgte at tvinge hende til
at ligge ned, hvorunder han tog hende i armene og forsøgte at kysse
hende, ligesom han under håndgemænget kradsede kvinden på
brystet.
Gruppe 2: Fuldbyrdet overfaldsvoldtægt
Frederikshavns rets dom af 6. april 1998 (dom 12, 1998)
Fængsel i 3 år
Voldtægt af særlig farlig karakter efter straffelovens
§ 216, stk. 2, anden kønslig omgængelse end samleje
efter straffelovens § 224, jf. § 216, stk. 2, samt
røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, begået af
20-årig mand. Tiltalte mødte kvinden på gaden og tiltvang
sig flere gange samleje og tvang kvinden til at sutte på tiltaltes lem,
idet tiltalte fremtog en springkniv og truede med at skære halsen over
på kvinden, ligesom han pressede kniven mod kvindens ryg og tildelte
hende et knytnæveslag i ansigtet. Herefter truede tiltalte kvinden til
at udlevere 275 kr.
Vestre Landsret dom af 15. september 1998 (dom 13, 1998)
Fængsel i 2 år
Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, begået
af to mænd på henholdsvis 23 og 29 år, som under
foregivende af at ville køre en pige hjem, som de traf uden for et
værtshus, og som var meget beruset og utilpas, kørte hende i en
bil til en strand, hvor de begge voldtog hende og herunder skiftedes til at
fastholde hende, ligesom hun blev grebet om halsen og slået adskillige
gange med knytnæve i ansigtet. Byretten udmålte straffene til
henholdsvis 1 år og 6 måneder og 1 år og 3 måneder.
Landsretten fandt under hensyn til forholdets grovhed, herunder
særligt, at forurettede, der tydeligt var omtåget og ude af stand
til at gøre modstand, blev holdt fast af den ene tiltalte, mens den
anden tiltalte havde samleje med forurettede, den udøvede vold og de
krænkede udtalelser, som blev fremsat over for forurettede, at
straffene for begge de tiltalte skulle forhøjes til fængsel i 2
år.
Københavns Byrets dom af 9. december 1998 (dom 14, 1998)
Fængsel i 2 år og 6 måneder
Voldtægt og anden kønslig omgængelse end samleje samt
forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216,
stk. 1, og § 224, jf. § 216, stk. 1, begået af
32-årig mand mod to kvinder, som tiltalte mødte på gaden.
Den ene kvinde greb tiltalte om halsen og væltede hende, hvorefter han
trak af sted med hende, samtidig med at han med fingrene berørte
hendes kønsdel. Herefter lagde han kvinden på maven over
kølerhjelmen på en bil, trak bukserne af hende og slikkede hende
i skridtet. Han vendte hende om på ryggen, og tvang hende til at
onanere hans lem, hvorefter han gennemførte samleje under trusler om
at slå kvinden ihjel.
Kort efter forsøgte tiltalte at tiltvinge sig
samleje med en anden kvinde, idet han lagde en arm om kvindens hals og trak
hende ned af et par trappetrin, hvorefter tiltalte lagde kvinden ned og holdt
hende for munden. Tiltalte trak kvinden med ned af en nedkørselsrampe
til en parkeringskælder, hvor han flere gange sagde til kvinden, at hun
skulle tage bukserne af. Voldtægtens mislykkedes, da politiet kom til
stede.
Gruppe 3: Forsøg - kontaktvoldtægt
Frederikssunds rets dom af 9. september 1998 (dom 15, 1998)
Fængsel i 10 måneder
Forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216,
stk. 1, jf. § 222, stk. 1, jf. til dels § 224 om anden
kønslig omgængelse samt blufærdighedskrænkelse
begået af en 31-årig mand over for en 14-årig pige, der
opholdt sig i mandens hjem for at passe børn. Tiltalte tog pigen
på brysterne og kyssede hende, hvorefter han forsøgte at
opnå samleje med hende, hvilket mislykkedes. Herefter satte han sig
på hendes bryst og tvang hende til at tage sit lem i munden, indtil han
fik udløsning.
Ringsted rets dom af 18. september 1998 (dom 16, 1998)
Fængsel i 1 år
Forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216,
stk. 1, begået af en 29-årig mand over for samleversken til
en ven af tiltalte. Tiltalte havde kendt kvinden i flere år. På
gerningsdagen var tiltalte og kvinden taget sammen hen til tiltaltes
campingvogn for at drikke øl. Her forsøgte tiltalte at
tiltvinge sig samleje ved at holde kvinden fast og forsøge at aftage
hendes bukser og trusser, hvilket imidlertid mislykkedes på grund af
kvindens modstand. Herunder fik tiltalte udløsning over kvindens
bukser. Tiltalte var ved en dom af 20. oktober 1994 straffet for blandt andet
vold efter straffelovens § 244 og ved en dom af 17. marts 1998 for
røveri. Retten lagde til grund, at tiltalte og kvinden var bekendte,
men at der før voldtægtsforsøget intet seksuelt havde
været mellem dem, og at kvinden ikke havde opfordret til noget
seksuelt. Ved straffens fastsættelse lagde retten vægt på
styrken af tiltaltes forsæt, og at tiltalte tidligere var straffet for
voldsforbrydelser.
Østre Landsrets ankedom af 14. juni 1999 (dom 17, 1999)
Fængsel i 10 måneder
Forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216,
stk. 1, begået af en 32-årig mand over for en vens
samleverske, idet tiltalte beordrede forurettede til at sutte på
tiltaltes lem, hvorefter tiltalte da forurettede nægtede
væltede hende om på gulvet, trak hendes og sine egne bukser og
underbukser ned og holdt hende fast, hvorefter tiltalte forgæves
forsøgte at tiltvinge sig samleje med kvinden. Tiltalte blev endvidere
dømt for på sin bopæl at være i besiddelse af et
oversavet jagtgevær samt for et butikstyveri.
Gruppe 4: Fuldbyrdet - kontaktvoldtægt
Østre Landsrets ankedom af 29. januar 1998 (dom 18, 1998)
Fængsel i 2 år (fællesstraf)
Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, og
frihedsberøvelse efter straffelovens § 261, stk. 1,
begået af 25-årig mand, der efter at have givet en pige et lift i
sin bil frihedsberøvede pigen og tiltvang sig samleje ved at fastholde
hende. Tiltalte blev endvidere straffet for overtrædelse af
straffelovens § 164 og § 174 ved som sigtet for et strafbart
forhold at have opgivet en anden persons identitet med forsæt til, at
denne blev sigtet for det strafbare forhold, ligesom han i forbindelse hermed
foreviste et sygesikringsbevis tilhørende en anden. Tiltalte var
senest straffet ved Østre Landsrets ankedom af 20. marts 1996 med
fængsel i 6 måneder for vold efter straffelovens § 244.
Tiltalte var prøveløsladt den 30. juni 1996 med prøvetid
til den 30. juni 1998 og en reststraf på 64 dage, og
fællesstraffen inkluderede denne reststraf.
Østre Landsrets ankedom af 3. februar 1998 (dom 19, 1998)
Fængsel i 1 år og 3 måneder
Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 2, og anden
kønslig omgængelse end samleje efter straffelovens § 224,
jf. § 216, stk. 2, begået af en 25-årig mand ved at
have tiltvunget sig samleje med en kvinde, som han truede med en kniv, idet
han holdt kniven tæt mod kvinden. Tiltalte indførte endvidere
sit lem i kvindens endetarm. Kvinden havde mødt tiltaltes ven på
et værtshus, og gik med hjem på vennens værelse, hvor
tiltalte var til stede. Kvinden havde frivilligt samleje med vennen,
hvorefter tiltalte begik voldtægten. Byretten havde udmålt
straffen til fængsel i 2 år. Landsretten nedsatte straffen til
fængsel i 1 år og 3 måneder, idet landsretten på den
ene side lagde vægt på knivens tilstedeværelse og truslen
med kniven og på den anden side lagde vægt på, at kvinden
kort forinden voldtægten, mens tiltalte var tilstede, havde haft
frivilligt samleje med vennen, som hun kort forinden havde mødt
på et værtshus.
Vestre Landsrets ankedom af 18. februar 1998 (dom 20, 1998)
Fængsel i 1 år og 6 måneder
Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, begået
af en 39-årig mand mod en 18-årig pige ved at have tiltvunget sig
samleje med pigen, idet tiltalte, efter at have afklædt sig selv og den
sovende pige, lagde sig oven på hende med henblik på at
gennemføre samleje. Pigen vågnede og forsøgte at skubbe
tiltalte væk, men tiltalte forhindrede dette og fastholdt pigens arm,
hvorefter han førte sit lem op i hendes kønsdel og foretog
samlejebevægelser. Tiltalte kendte pigen, og på gerningsdagen
mødte han pigen på et cafeteria, hvor de sammen med andre drak
øl og dansede. De fulgtes ad fra cafeteriaet, og på et tidspunkt
blev pigen så træt, at tiltalte måtte bære hende.
Pigen faldt i søvn og vågnede først, da tiltalte lå
ovenpå hende.
Byretten udmålte straffen til fængsel i 1
år (dissens for fængsel i 10 måneder). Landsrettens flertal
- 4 voterende) lagde ved strafudmålingen vægt på, at
voldtægten var udøvet over for en i fysisk og psykisk henseende
særdeles svag kvinde samt på aldersforskellen mellem tiltalte og
kvinden.
Vestre Landsrets ankedom af 4. marts 1998 (dom 21, 1998)
Fængsel i 1 år
Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, begået
af 43-årig mand over for en kvinde, som han havde aftalt at
mødes med i forbindelse med en ringriderfest, hvorfra de gik sammen
hjem til tiltaltes bopæl. Her tiltvang tiltalte sig samleje med kvinden
ved at fastholde hende, rykke hende i håret samt klemme hende
hårdt på brysterne. Tiltalte endvidere dømt for vold efter
straffelovens § 244 begået over for en krogæst samt for
overtrædelse af straffelovens § 123 ved kort tid efter at have
forsøgt at true forurettede til at undlade at afgive forklaring til
politiet.
Hobro rets dom af 15. april 1998 (dom 22, 1998)
Fængsel i 1 år og 8 måneder
(fællesstraf)
Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, i to
tilfælde samt et tilfælde af forsøg på
voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, jf. § 21,
begået af en 37-årig mand mod en kvinde, som var nabo til
tiltalte, og som tiltalte ind imellem talte og drak øl med. På
gerningsdagen havde tiltalte og kvinden drukket øl sammen i kvindens
lejlighed. På et tidspunkt forsøgte tiltalte at tiltvinge sig
samleje, idet han væltede kvinden omkuld på gulvet og trak hendes
bukser og trusser af. Voldtægtsforsøget mislykkedes, idet en
anden person kom tilstede. Den pågældende gik, og kvinden
forsøgte at forlade lejligheden. I opgangen trak tiltalte kvinden
tilbage til lejligheden, tildelte hende flere slag i ansigtet, fastholdt
hende og gennemførte - under trussel om yderligere vold - samleje.
Kort efter tiltvang tiltalte sig atter samleje ved at true kvinden med en
knytnæve. Tiltalte var tidligere straffet flere gange for vold, senest
ved en dom af 30. december 1996 med fængsel i 4 måneder. Tiltalte
var løsladt fra afsoningen af denne straf og en tidligere dom med en
reststraf af fængsel i 144 dage, og dommen omfattede reststraffen.
Østre Landsrets ankedom af 28. april 1998 (dom 23, 1998)
Fængsel i 1 år
Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, samt anden
kønslig omgængelse efter straffelovens § 224, jf.
§ 216, begået af en 26-årig mand mod samleversken til en ven
af tiltalte. Tiltalte havde været på besøg hos vennen, og
såvel tiltalte som vennen var blevet berusede. Samleversken fulgte
tiltalte hjem, idet han virkede ude af stand til at tage vare på sig
selv. Herunder skubbede tiltalte samleversken omkuld, fastholdt hende og
holdt hende for munden, hvorefter han trak hendes bukser og trusser ned.
Under trusler om at slå kvinden ihjel tiltvang tiltalte sig samleje,
ligesom han stak fingre op i hendes skede. Tiltalte blev endvidere
dømt for et tilfælde af spirituskørsel (1. gang).
Tiltalte var tidligere ved en dom af 28. september 1994 straffet med 20 dages
betinget hæfte for vold efter straffelovens § 244.
Vestre Landsrets ankedom af 12. maj 1998 (dom 24, 1998)
Fængsel i 10 måneder
Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, begået
af en 24-årig mand over for en kvinde, som tiltalte havde mødt
på et værtshus, hvor de dansede sammen. De forlod
værtshuset sammen, og på et tidspunkt tiltvang tiltalte sig
samleje ved at holde kvinden fast. Tiltalte blev endvidere efter
straffelovens § 276 dømt for tyveri af genstande til en
værdi af 1.150 kr. Dissens i landsretten (en dommer) for at
fastsætte straffen til fængsel i 1 år.
Østre Landsrets ankedom af 23. juni 1998 (dom 25, 1998)
Fængsel i 2 år (fællesstraf)
Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, og anden
kønslig omgængelse efter straffelovens § 224, jf.
§ 216, stk. 1, begået af en 17-årig dreng mod en
15-årig pige. Tiltalte og pigen befandt sig sammen med flere andre i en
lejlighed, hvor de festede. På et tidspunkt var tiltalte og pigen
alene, og tiltalte tiltvang sig samleje med pigen, idet han flere gange slog
pigen, holdt en brødkniv mod hendes hals og tog kvælertag
på hende. Tiltalte tvang endvidere pigen til at sutte på
tiltaltes lem, ligesom han forsøgte at indføre sit lem i pigens
endetarm. Forholdet varede flere timer. Tiltalte blev endvidere dømt
for overtrædelse af straffelovens § 123 ved at have truet pigen
til at undlade at anmelde forholdet til politiet.
Tiltalte blev tillige dømt for et røveri
efter straffelovens § 288, stk. 1, idet han sammen med en
medgerningsmand under anvendelse af trusler på offentlig vej tvang en
person til at aflevere sin trøje m.v.
Tiltalte var ved en dom af 14. august 1997 idømt en
betinget dom på fængsel i 6 måneder for røveri efter
straffelovens § 288, stk. 1, og fællesstraffen omfattede
denne dom. Byretten havde udmålt straffen til fængsel i 1
år og 8 måneder.
Østre Landsrets ankedom af 25. september 1998 (dom 26,
1998)
Fængsel i 10 måneder
Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, begået
af 30-årig mand mod 19-årig kvinde ved i en lejlighed at have
tiltvunget sig samleje med kvinden, idet tiltalte slæbte kvinden hen
på en seng, hvor han fastholdt hende og holdt hende for næse og
mund, samtidig med at han på en truende måde sagde: »Hold
kæft« eller lignende. Herefter rev tiltalte delvis kvindens tøj
af, herunder nederdel og trusser, hvorefter han pressede sig ned mellem
kvindens ben og gennemførte samleje, ligesom han befølte hende
på brysterne.
Kvinden mødte en ven og tiltalte på et
værtshus. Kvinden og vennen gik sammen hjem til vennens lejlighed. Kort
efter indfandt tiltalte sig i lejligheden. Vennen faldt i søvn, og
kvinden og tiltalte forsøgte forgæves at vække vennen.
Pludselig greb tiltalte fat i kvinden og begik voldtægt som beskrevet
ovenfor.
Østre Landsrets ankedom af 18. november 1998 (dom 27,
1998)
Fængsel i 2 år
Voldtægt i to tilfælde efter straffelovens § 216,
stk. 1, samt i et af tilfældene tillige anden kønslig
omgængelse end voldtægt, jf. straffelovens § 224, jf.
§ 216, begået af 35-årig mand over for to kvinder, som var
gået med tiltalte hjem efter værtshusbesøg eller lignende.
I det første tilfælde tildelte tiltalte kvinden et slag og hev
hende i håret, hvorefter han tiltvang sig samleje. I det andet
tilfælde holdt tiltalte kvinden for munden og truede hende med en
knyttet næve, hvorefter tiltalte tvang kvinden til at slikke hans lem,
ligesom han tiltvang sig samleje.
Vestre Landsrets ankedom af 14. januar 1999 (dom 28, 1999)
Fængsel i 1 år og 9 måneder
Voldtægt i to tilfælde efter straffelovens § 216,
stk. 1, begået af en 20-årig mand. I det første
tilfælde blev voldtægten begået over for en 17-årig
pige, som tiltalte tidligere havde været kæreste med. Tiltalte og
pigen havde ikke i forbindelse hermed haft seksuelt samkvem. På
gerningsdagen gik tiltalte og pigen en tur, og i en kælder tiltvang
tiltalte sig samleje med pigen ved at fastholde hende. I det andet
tilfælde blev voldtægten begået over for moderen til en af
tiltaltes skolekammerater under en fest, hvor moderen og tiltalte blandt
andet havde danset sammen. Tiltalte tiltvang sig samleje ved at fastholde
forurettede. Tiltalte blev endvidere dømt for vold efter straffelovens
§ 244 i tre tilfælde.
Østre Landsrets ankedom af 17. februar 1999 (dom 29, 1999)
Fængsel i 3 år
Voldtægt og forsøg på voldtægt efter
straffelovens § 216, stk. 1, samt vold efter straffelovens
§ 244, ulovlig frihedsberøvelse efter straffelovens § 261,
stk. 1, samt trusler mod vidner efter straffelovens § 123,
begået af en 40-årig mand med ca. fem måneders mellemrum.
Voldtægtsforsøget blev begået over for en kvinde, som
tiltalte møde på et værtshus. De fulgtes hjem til kvindens
bopæl, hvor de havde samleje. Tiltalte forlod kvindens hjem, men vendte
nogle timer senere tilbage, og låste sig ind i lejligheden. Kvinden
forsøgte at få tiltalte til at forlade lejligheden, men tiltalte
forsøgte at tiltvinge sig samleje ved at fastholde kvinden på en
seng og lægge sig afklædt over hende.
Voldtægtsforsøget mislykkedes, idet en anden kom til stede.
Ca. 5 måneder senere begik tiltalte fuldbyrdet
voldtægt over for en kvinde, som han havde mødt på et
værtshus. Kvinden havde forladt værtshuset efter at have afvist
tiltaltes tilnærmelser. Tiltalte opsøgte senere kvinden på
dennes bopæl, hvor han skubbede hende ind i entreen og
efterfølgende i soveværelset. I soveværelset væltede
tiltalte kvinden om på en seng, slog hende flere gange i ansigtet og
gennemførte samleje. Efterfølgende slog tiltalte atter kvinden
i ansigtet, hvorefter han truede med at slå hende ihjel, hvis hun
anmeldte det passerede til politiet. Tiltalte spærrede endvidere
kvinden inde i soveværelset, idet han aflåste værelset,
inden han forlod stedet.
Gruppe 5: Forsøg - parvoldtægt
Århus rets dom af 11. september 1998 (dom 30, 1998)
Fængsel i 6 måneder betinget med vilkår om
samfundstjeneste
Forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216,
stk. 1, begået af 40-årig mand over for sin samleverske,
idet tiltalte forsøgte at skaffe sig samleje med samleversken ved at
fastholde hende og herefter bagbinde hende, ligesom han stak en sok eller
lignende i samleverskens mund. Voldtægtsforsøget mislykkedes,
idet tiltalte ikke kunne få erektion.
Gruppe 6: Fuldbyrdet - parvoldtægt
Østre Landsrets ankedom af 26. marts 1998 (dom 31, 1998)
Fængsel i 1 år
Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, samt to
tilfælde af vold efter straffelovens § 244 begået af
38-årig mand over for hans samleverske, idet tiltalte fastholdte
samleversken og førte et massageapparat op i hendes kønsdel,
hvorefter han tvang hende til at tåle, at han indførte sit lem i
hendes endetarm, i hendes kønsdel og i hendes mund. Tiltalte tildelte
endvidere ved to lejligheder samleversken henholdsvis knytnæveslag i
ansigtet og en skalle. Tiltalte var den 21. juni 1995 idømt 30 dages
fængsel for vold efter straffelovens § 244.
Odense rets dom af 4. maj 1998 (dom 32, 1998)
Fængsel i 8 måneder, heraf 5 måneder
betinget
Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, begået
af en 27-årig mand over for hans tidligere samlever, som havde tilbudt
ham, der var uden bolig, at han kunne overnatte i hendes lejlighed. Herunder
flåede han på en voldsom måde hendes tøj af, mens
hun råbte om hjælp, ligesom han med begge hænder tog om
hendes hals og bandt hendes hænder på ryggen, hvorefter han
gennemførte samleje, mens hun lå på maven. På grund
af den lange tid mellem handlingen, der var begået i juni 1995, og
dommen fandtes det undtagelsesvis og uanset forholdets grovhed forsvarligt at
bestemme, at fuldbyrdelsen af 5 måneder af straffen på
fængsel i 8 måneder blev gjort betinget.
Københavns byrets dom af 3. juni 1998 (dom 33, 1998)
Fængsel i 8 måneder
Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, begået
af en 31-årig mand over for hans tidligere samlever, idet tiltalte
indfandt sig på kvindens bopæl, hvor han væltede hende om
på en seng i soveværelset. Han fastholdt hende ved at
trække hende i håret, ligesom han tildelte hende flere lussinger
og befølte hende i skridtet, hvorefter han gennemførte samleje
med hende.
Nyborg rets dom af 6. august 1998 (dom 34, 1998)
Fængsel i 1 år og 3 måneder
Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, og anden
kønslig omgængelse efter straffelovens § 224, jf.
§ 216, stk. 1, begået af en 39-årig mand over for hans
tidligere ægtefælle, som besøgte ham i hans lejlighed.
Herunder bandt han hendes hænder sammen og truede med at slå
hende ihjel, ligesom han holdt en køkkenkniv mod hendes hals,
hvorefter han flere gange førte en agurk og en gulerod ind i hendes
skede og endetarm, formåede hende til at slikke på hans lem og
ved hans endetarm og gennemførte samleje med hende. Forholdet havde en
varighed af 1 time og 45 minutter.
Østre Landsrets ankedom af 10. august 1998 (dom 35, 1998)
Fængsel i 1 år og 2 måneder
(fællesstraf)
Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, begået
af en 47-årig mand ved at have tiltvunget sig samleje med en kvinde ved
at skubbe hende omkuld på gulvet og herefter at have banket hendes
hoved flere gange ned i gulvet, hvorefter tiltalte lagde kvinden på en
sofa, hvor han gennemtvang samlejet. Tiltalte og kvinden havde i perioden
umiddelbart inden haft seksuelt forhold flere gange. De havde i øvrigt
kendt hinanden gennem en lang årrække og havde en søn
sammen. Tiltalte blev endvidere dømt for et butikstyveri samt flere
tilfælde af spirituskørsel. Tiltalte var efter en dom af 15.
februar 1996 prøveløsladt med en reststraf på 123 dage,
og fællesstraffen omfattede denne reststraf.
Østre Landsrets ankedom af 26. oktober 1998 (dom 36, 1998)
Fængsel i 6 måneder
Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, vold efter
straffelovens § 244, trusler efter straffelovens § 266 og ulovlig
frihedsberøvelse efter straffelovens § 261, stk. 1,
begået af en 33-årig mand over for hans tidligere samlever, idet
tiltalte opsøgte hende ud for hendes bopæl. Her begik han vold
ved at gribe fat i hendes hals og vælte hende omkuld og truede med at
slå hende ihjel. Efter et fælles besøg hos nogle venner af
kvinden, hvor tiltalte blev søgt talt til ro, gik de sammen til hendes
lejlighed, hvor han igen truede med at slå hende ihjel og sagde, at han
ville i seng med hende, hvorefter kvinden klædte sig af og under hans
trusler om vold lod ham gennemføre samleje. For at forhindre
politianmeldelse, spærrede tiltalte herefter kvinden inde i hendes
lejlighed ved at lægge sig foran lejlighedens dør i knap 4
timer, indtil kvinden undslap ud af et vindue.
Vestre Landsrets ankedom af 11. november 1998 (dom 37, 1998)
Fængsel i 6 måneder
Voldtægt og anden kønslig omgængelse efter
straffelovens § 216, stk. 1, jf. til dels § 224, begået
af en 30-årig mand over for hans samlever, der var ved at flytte fra
deres fælles bopæl. Tiltalte kom beruset hjem og tvang samleveren
til samleje, analt samleje og oralsex, idet han truede hende og greb hende om
halsen. Morgenen efter, da hun var i brusebad, tvang han hende til at blive i
badet, mens han onanerede foran hende, og blev herfor dømt for
blufærdighedskrænkelse efter straffelovens § 232 og ulovlig
tvang efter § 260, stk. 1, nr. 1.
Bilag 1
Underbilag 3
RIGSADVOKATEN
G 3034
Oversigt
landsretspraksis 1993 - 2000
Som supplement til gennemgangen i bilag 2 af sager fra
undersøgelsen findes i dette bilag en oversigt over et udvalg af nyere
landsretspraksis vedrørende strafudmålingen i
voldtægtssager. Oversigten omfatter domme fra Systematisk oversigt over
domme i kriminelle sager 1993-1995, 1996-1998 og 1999 og fra Tidsskrift i
Kriminalret årgang 2000. Dommene er ligesom dommene i bilag 2
forsøgt rubriceret som enten overfaldsvoldtægt,
kontaktvoldtægt eller parvoldtægt, ligesom det er angivet, om der
er tale om forsøg eller fuldbyrdet voldtægt. Hver dom er givet
et nummer, der efterfølges af årstallet for dommen.
VLD af 16. november 1993 (dom 1, 1993)
(fængsel i 3 år og 6 måneder, voldtægtens
art uoplyst, forsøg)
En 24-årig mand blev for bl.a. 4 voldtægtsforsøg
straffet med fængsel i 3 år og 6 måneder.
VLD af 22. marts 1994 (dom 2, 1994)
(fængsel i 9 måneder, kontaktvoldtægt,
forsøg)
En 27-årig tiltalt, der tidligere var straffet for vold med
fængsel i 30 dage, blev fundet skyldig i forsøg på
voldtægt ved om natten ved et jernbaneterræn at have
forsøgt at tiltvinge sig samleje med en kvinde, som han fulgte hjem i
bil, idet tiltalte greb fat i hende, løftede hende op, væltede
hende omkuld på jorden og lagde sig oven på hende og holdt hende
fast. Hun kom på ny op at stå, hvorefter han holdt hende fast,
trak hendes kjole op og hendes strømpebukser ned, hvorefter han opgav
sit forehavende, da der kom andre tilstede. Tiltalte blev straffet med
fængsel i 9 måneder.
ØLD af 14. september 1994 (dom 3, 1994)
(fængsel i 1 år, parvoldtægt,
fuldbyrdet)
En 37-årig tiltalt, der i 1988 var straffet for vold med en betinget
dom uden straffastsættelse og i 1993 var anset med 60 dages
fængsel betinget og en tillægsbøde for bedrageri
(fællesstraf), blev fundet skyldig i voldtægt over for sin
tidligere samleverske, idet han en nat kl. ca. 02 ringede på
døren på hendes bopæl og skubbede sig ind, da hun
åbnede, hvorefter han efter at have drukket kaffe udtalte: »Så er
det op, og det er nu«, skubbede hende op ad trappen og ned i sengen og under
overvindelse af hendes modstand trak hendes trusser af og gennemførte
samleje, hvorunder han pressede en pude ned over hendes ansigt, greb hende
hårdt om halsen og flere gange truede med at ville slå hende
ihjel. Efter at hun derpå var gået nedenunder, hentede han hende
ovenpå på ny, idet han truede med at trække hende op ad
trappen i håret, skubbede hende ned i sengen og gennemførte
samleje trods hendes protester. Tiltalte blev i byretten idømt
fængsel i 8 måneder, og landsretten forhøjede straffen til
fængsel i 1 år.
ØLD af 1. februar 1995 (dom 4, 1995)
(fængsel i 6 måneder, kontaktvoldtægt, fuldbyrdet,
§ 225)
En tiltalt, der i 1989 var idømt en betinget hæftestraf for
overtrædelse af straffelovens § 266, og på
gerningstidspunktet var 26 år, overtalte i et bofællesskab en da
21-årig mand til at tage tøjet af og lægge sig
nøgen på en seng under foregivende af, at han skulle bestå
en prøve for at blive optaget i venskabskredsen med tiltalte og en
tilstedeværende tredjemand. Under verbal trussel om at skære
forurettedes penis af tvang tiltalte herefter forurettede til at tåle,
at tiltalte befølte og suttede på forurettedes lem samt til at
lade tiltalte føre sit lem ind i forurettedes endetarm. Tiltalte var
svagtseende og forurettede blind. Tiltalte blev for voldtægt efter
straffelovens § 216, jf. § 225, idømt fængsel i 6
måneder.
ØLD af 27. marts 1995 (dom 5, 1995)
(fængsel i 10 måneder, kontaktvoldtægt,
fuldbyrdet)
En 37-årig tiltalt havde i sin lejlighed tiltvunget sig samleje med
en spirituspåvirket kvinde, som han tilfældigt mødte
på gaden, og som efterkom hans invitation om at gå med op og
få en øl. Straks efter at være kommet op i lejligheden
gjorde han tilnærmelser, som hun afviste ved at skubbe ham væk.
Tiltalte gav hende et kraftigt skub, så hun røg fra døren
til soveværelset og hen på sengekanten. Han lagde sig straks over
hende, trak hendes tøj af og gennemførte samleje. Tiltalte blev
af byretten straffet med fængsel i 8 måneder, og landsretten
forhøjede straffen til 10 måneder.
ØLD af 19. april 1995 (dom 6, 1995)
(fængsel i 7 måneder, kontaktvoldtægt,
fuldbyrdet)
En 25-årig tiltalt sparkede døren op til den lejlighed, som
han indtil to måneder tidligere havde beboet med sin
ægtefælle, som havde bedt ham flytte med henblik på
skilsmisse. I entreen søgte han forgæves at overtale hende til
at genoptage forholdet og til samleje. Pludselig tog tiltalte kvælertag
på hende, truede med at skære hende i småstykker og med at
smide hende ud over altanen samt trak hende ind i sengen i
soveværelset, hvor han med en knytnæve truede hende til at tage
tøjet af, vendte hende om på maven og gennemførte samleje
til sædafgang. Tiltalte blev straffet med fængsel i 7
måneder.
VLD af 23. november 1995 (dom 7, 1995)
(fængsel i 1 år, kontaktvoldtægt,
fuldbyrdet)
En 28-årig tiltalt blev fundet skyldig i voldtægt ved i januar
1995 i en kvindes lejlighed at have tiltvunget sig samleje med kvinden, idet
han, da kvinden åbnede døren, tildelte hende en lussing og gav
hende enkelte yderligere slag, ligesom han truede hende med vold og herved
tiltvang sig samleje med hende. Kvinden og tiltalte havde i 1992 boet sammen
i 13 dage. Kvinden forklarede, at hun flyttede fra tiltalte, hovedsagelig
fordi han var voldelig på det seksuelle område. Tiltalte blev
endvidere fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 123 ved
umiddelbart efter forholdet at have truet kvinden med vold, hvis hun anmeldte
det. Tiltalte blev straffet med fængsel i 1 år.
ØLD af 5. januar 1996 (dom 8, 1996)
(fængsel i 4 måneder, overfaldsvoldtægt,
forsøg)
En 20-årig ustraffet tiltalt med særdeles gode personlige
forhold blev fundet skyldig i forsøg på voldtægt ved en
nat i spirituspåvirket tilstand på en sti at have grebet en for
ham ukendt kvinde bagfra om munden med den ene hånd, mens han lagde den
anden hånd på kvindens bryst og forsøgte at føre
hende væk fra stien. Kvinden gjorde straks modstand, hvilket fik
tiltalte til at falde på knæ foran kvinden og begynde at
græde. Kvinden, der lidt efter lidt følte, at hun havde
fået overtaget, indledte herefter en samtale med tiltalte, der til
sidst bad hende ringe til sig næste dag, for at de kunne tale om det
skete, og tiltalte gav i forbindelse hermed kvinden sit navn og
telefonnummer, hvorpå de skiltes. Tiltalte blev straffet med
fængsel i 4 måneder under hensyn til hans tidlige afståen
fra forehavendet og hans unge alder og særdeles gode personlige
forhold. Under hensyntagen til, at han på offentlig vej var fulgt efter
den for ham ukendte kvinde, der ikke på nogen måde havde givet
ham anledning til at kontakte hende, var der ikke grundlag for en betinget
dom, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.
ØLD af 1. marts 1999 (dom 9, 1999)
(fængsel i 1 år og 9 måneder, fællesstraf,
kontaktvoldtægt, fuldbyrdet)
Tiltalte, der var født i 1978, blev fundet skyldig i
voldtægt, idet han en aften i 1998, da han fulgtes med en pige, som han
havde truffet hos hendes kæreste, pludselig greb pigen om halsen,
skubbede hende omkuld og tiltvang sig samleje. Tiltalte blev herudover fundet
skyldig i vold ved at have givet en anden pige et skub. Tiltalte, der i 1997
var straffet for voldtægt m.v. med fængsel i 10 måneder og
var prøveløsladt med en reststraf på 98 dage, blev
idømt en fællesstraf på fængsel i 1 år og 9
måneder.
VLD af 12. april 1999 (dom 10, 1999)
(fængsel i 8 måneder, kontaktvoldtægt,
fuldbyrdet)
En 26-årig tiltalt blev fundet skyldig i overtrædelse af
straffelovens § 224, stk. 1, jf. § 216, stk. 1, ved en
nat på en parkeringsplads i sin personbil at have tiltvunget sig
samleje eller anden kønslig omgængelse end samleje med en
16-årig pige, idet han holdt hende fast og trods hendes modstand to
gange indførte sit lem i hendes skede eller endetarm. Det blev under
sagen lagt til grund, at pigen og tiltalte begge havde deltaget i en
sammenkomst hos en fælles bekendt, og at tiltalte tilbød at
køre pigen hjem. Tiltalte kørte i stedet ind på en
parkeringsplads, og efter et stykke tid tog han fat i pigens arme og holdt
dem fast. Herefter tvang han hendes ben op og trak bukserne og trusserne af
hende, hvorefter han førte sit lem ind i hendes skede eller endetarm.
De tog herefter begge bukser på, men efter kort tid gentog det samme
sig. Tiltalte blev straffet med fængsel i 8 måneder.
VLD af 28. oktober 1999 (dom 11, 1999)
(fængsel i 2 år og 6 måneder, fællesstraf,
formentlig overfaldsvoldtægt, forsøg)
En 26-årig tiltalt blev fundet skyldig i forsøg på
voldtægt og forsøg på anden kønslig
omgængelse end samleje over for to kvinder, som tiltalte havde truet
med en kniv i et fælleskøkken på et sygeplejekollegium.
Tiltalte var tidligere straffet for voldtægt, og han var
prøveløsladt i 1998 med en reststraf på 328 dage.
Tiltalte blev straffet med en fællesstraf på fængsel i 2
år og 6 måneder.
VLD af 6. december 1999 (dom 12, 1999)
(fængsel i 6 måneder, formentlig kontaktvoldtægt,
fuldbyrdet)
En 17-årig tiltalt blev fundet skyldig i voldtægt, idet han
ved et sommerhus førte en pige om bag huset og pressede hende ned at
ligge, hvorefter tiltalte trak hendes bukser og underbukser ned om anklerne
og gennemførte samleje med pigen trods hendes modstand. Straffen blev
fastsat til fængsel i 6 måneder under henvisning til tiltaltes
alder. Der var ikke grundlag for at gøre straffen betinget, heller
ikke med vilkår om samfundstjeneste.
ØLD af 9. februar 2000 (dom 13, 2000)
(fængsel i 2 år, overfaldsvoldtægt,
fuldbyrdet)
En tiltalt, der var født i 1957, blev fundet skyldig i
voldtægt ved en nat at have tiltvunget sig samleje med en 83-årig
kvinde, der lå i sin seng, idet tiltalte holdt kvinden fast og truede
hende til at blive liggende. Tiltalte havde endvidere stjålet spiritus
ved indbrud i kvindens ejendom. Tiltalte blev straffet med fængsel i 2
år
VLD af 5. april 2000 (dom 14, 2000)
(fængsel i 1 år, formentlig kontaktvoldtægt,
forsøg)
En tiltalt, der var født i 1960, blev fundet skyldig i
forsøg på voldtægt, vold efter straffelovens § 244
samt ulovlig frihedsberøvelse efter straffelovens § 261,
stk. 1, ved i perioden fra den 10. august 1998 ca. kl. 19 til den 12.
august 1998 at have berøvet en kvinde friheden ved at holde hende
indespærret i hendes lejlighed, hvor han tildelte hende flere
knytnæveslag i ansigtet og på kroppen og flere spark på
kroppen, samtidig med at han truede hende med yderligere vold. Han
forsøgte endvidere at tiltvinge sig samleje med kvinden ved at
fastholde hende. Det fremgår af sagen, at tiltalte og kvinden, efter at
frihedsberøvelsen var ophørt, gik i skoven sammen. Tiltalte
blev endvidere fundet skyldig i et villaindbrud, hvor der blev stjålet
600 kr., samt for overtrædelse af straffelovens § 119,
stk. 1, ved at have truet en politiassistent. Tiltalte blev i byretten
straffet med fængsel i 10 måneder, og landsretten
forhøjede straffen til fængsel i 1 år.
VLD af 8. maj 2000 (dom 15, 2000)
(fængsel i 1 år, kontaktvoldtægt,
fuldbyrdet)
To tiltalte blev fundet skyldig i voldtægt ved i den ene tiltaltes
lejlighed, hvor en kvinde frivilligt havde indfundet sig, på skift at
have tiltvunget sig samleje med kvinden ved at fastholde hende. Byretten
havde udmålt straffene til fængsel i 1 år og 3
måneder. Landsretten fastsatte straffene til 1 års
fængsel.
Bilag 1
Underbilag 4
RIGSADVOKATEN
Oversigt
over Højesterets praksis vedrørende strafudmålingen i
voldtægtssager
Nedenfor følger en oversigt over Højesterets
praksis vedrørende strafudmålingen i voldtægtssager.
Oversigten er ikke fuldstændig, men det er ved udvælgelsen af
dommene tilstræbt at give et dækkende billede af praksis.
U 1996.1326H
(fængsel i 3 år og 6 måneder, kontakt- og
parvoldtægt, fuldbyrdet og forsøg)
Den nu 32-årige T var fundet skyldig i voldtægt og
voldtægtsforsøg over for sin mor, voldtægtsforsøg
over for sin søster og tre voldtægtsforsøg over for sin
tidligere samlever, alt begået i perioden fra omkring 1. februar 1990
til 16. oktober 1994. De fem første forhold var først blevet
anmeldt, efter at det sidste var begået. T var tidligere straffet
adskillige gange, herunder i 1986 for voldtægtsforsøg og i 1987
og 1988 for røveri. Retslægerådet havde udtalt, at det
ikke kunne afvises, at forvaring var påkrævet. Højesteret
fandt i modsætning til landsretten, at betingelserne i straffelovens
§70 for idømmelse af forvaring ikke var til stede, og T straffedes med
fængsel i 3 år 6 måneder.
U 1995.895H
(fængsel i 6 måneder, parvoldtægt,
fuldbyrdet)
Den 58-årige T var fundet skyldig i overtrædelse af
straffelovens § 216, stk. 1, ved i februar 1994 at have tiltvunget
sig samleje med en 50-årig kvinde, som han var kommet sammen med indtil
et par måneder forinden. Straffen for dette forhold og et voldsforhold
(§ 244 et knytnæveslag) over for samme kvinde begået nogle
år tidligere var af byret og landsret fastsat til fængsel i 6
måneder, og der var ikke grundlag for at ændre denne
strafudmåling. Højesteret udtalte, at anvendelse af betinget
straf, eventuelt med vilkår om samfundstjeneste, i forbindelse med
voldtægt forudsætter, at særlige forhold gør sig
gældende, og hverken T's alder og personlige forhold eller andre
omstændigheder kunne begrunde, at der i det foreliggende tilfælde
fastsattes en betinget straf, herunder heller ikke med vilkår om
samfundstjeneste.
U 1995.299H
(fængsel i 5 år, voldtægtens karakter uoplyst,
fuldbyrdet)
28-årig T, der ikke var straffet af betydning for sagen, blev for et
tilfælde af voldtægt og anden kønslig omgængelse end
samleje begået over for pige på 18 år, to tilfælde af
forsøg på voldtægt samt anden kønslig
omgængelse end samleje begået over for piger på 17 år
og 22 år og et tilfælde af ulovlig tvang og
blufærdighedskrænkelse begået over for pige på 18
år idømt fængsel i 5 år.
U 1994.648H
(fængsel i 5 år, fællesstraf, voldtægtens
karakter uoplyst, fuldbyrdet)
Den 30-årige T, der tidligere var straffet bl.a. for vold og var
prøveløsladt med en reststraf på 33 dage, var ved
nævningeting fundet skyldig i voldtægt og ulovlig tvang m.m. over
for en 34-årig kvinde den 24. juli 1992 samt i bl.a. legemsangreb under
særdeles skærpende omstændigheder med mishandling efter
straffelovens § 246, jf. § 245, stk. 1, over for samme kvinde
den 4. august 1992. T havde ved den sidstnævnte lejlighed tvunget
kvinden til at klæde sig af og havde derefter med en luft- og
fjederpistol skudt på hende med plastickugler, tvunget hende til at
føre isterninger op i skeden og i endetarmen, skudt en metalskrue op i
hendes endetarm og tvunget hende til at skyde sig selv med pistolen i munden
og til at bide sig i den ene brystvorte med en skævbider. Uanset
karakteren af denne mishandling og de omstændigheder, hvorunder den
fandt sted, fandt Højesteret, at der ikke forelå sådanne
særdeles skærpende omstændigheder, at den burde
henføres under straffelovens § 246 (dissens). Den af landsretten
udmålte fællesstraf af fængsel i 5 år fandtes
imidlertid passende bestemt.
U 1993.386H
(fængsel i 6 år, kontaktvoldtægt og incest,
fuldbyrdet)
Den nu 47-årige T var fundet skyldig i vold, voldtægt efter
straffelovens § 216, stk. 2, og incest, idet han mange gange ved
vold eller trussel om »tæsk« tiltvang sig samleje eller anden
kønslig omgængelse med sin da 15-årige, nu afdøde,
steddatter og anden kønslig omgængelse med sine da
13-årige døtre, en gang forsøgt samleje med sin da
15-årige datter og i vold over for en 12-årig og en 14-årig
søn. Højesteret nedsatte T's straf fra fængsel i 8
år til fængsel i 6 år.
U 1992.849H
(fængsel i 9 år, formentlig overfaldsvoldtægt,
fuldbyrdet)
Den nu 38-årige T, der tidligere var straffet bl.a. for
voldtægt, havde nu begået 4 tilfælde af voldtægt,
herunder med halsgreb og trussel på livet. Forholdene var omfattet af
§ 216, stk. 2. Retslægerådet havde udtalt, at det var
muligt, at anvendelse af forvaring var påkrævet. Dette
ansås efter den forskyldte strafs længde ikke
påkrævet, og den idømte straf på fængsel i 9
år ansås passende. Straffen omfattede en reststraf efter
prøveløsladelse på 453 dage.
U 1991.918/2H
(fængsel i henholdsvis 1 år, 9 måneder, 6
måneder og 4 måneder, kontaktvoldtægt,
fuldbyrdet)
16-årig T1, 20-årig T2, 17-årig T3 og 18-årig T4
fundet skyldige i i ikke under en time at have begået medvirken til
voldtægt, forsøg på voldtægt, voldtægt,
voldtægt og forsøg på voldtægt overfor 16-årig
pige. Forholdene var af en sådan grovhed, at der uanset ung alder ikke
var grundlag for at gøre straffene betingede. Straffene fastsat til
henholdsvis fængsel i 6 måneder, fængsel i 4 måneder,
fængsel i 9 måneder og fængsel i 1 år. (Dissens for
betinget dom til T1 og fængsel i 1 år til T3).
U 1990.372H
(fængsel i 6 måneder, parvoldtægt,
fuldbyrdet)
Tiltalte var i et par måneder kommet sammen med en
jævnaldrende kvinde, som ønskede at bryde forholdet. Under
kvindens ophold i tiltaltes lejlighed, hvor hun fastholdt sin afvisning af en
fortsat forbindelse, tiltvang tiltalte sig samleje med kvinden.
Højesteret udtalte, at voldtægt som hovedregel bør
medføre ubetinget fængselsstraf, der ikke kan erstattes med
samfundstjeneste, og at der ikke i det foreliggende tilfælde var
særlige forhold, som kunne begrunde en fravigelse fra hovedreglen.
Højesteret fandt efter omstændighederne ikke
tilstrækkeligt grundlag for at forhøje den fastsatte straf efter
straffelovens § 216, stk. 1, § 224 m.v. på ubetinget
fængsel i 6 måneder.
U 1989.840H
(fængsel i 5 år, voldtægtens karakter uoplyst,
fuldbyrdet)
28-årig T, der i 1982 og 1986 var idømt fængsel i 2
år 6 måneder for voldtægt, og som den 21. december 1987
blev prøveløsladt med en reststraf på 312 dage, var nu
fundet skyldig i voldtægt, begået den 7. juni 1988.
Anklagemyndigheden påstod i medfør af straffelovens § 70
forvaring. Højesteret fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at
fastslå, at betingelserne i straffelovens § 70 for
idømmelse af forvaring var til stede. Højesteret
stadfæstede herefter landsrettens dom, hvorved T var idømt
fængsel i 5 år.
U 1988.895H
(fængsel i 5 år, fællesstraf,
kontaktvoldtægt, fuldbyrdet)
T, der var straffet tidligere for seksualforbrydelser over for
børn, havde nu voldtaget en kvinde, i hvis lejlighed han var
gæst, og havde herunder mishandlet hende på en særlig grov
måde, ligesom han frihedsberøvede hende bundet i ca. 10 timer. T
straffedes efter blandt andet straffelovens § 216, stk. 2, med
fængsel i 5 år, hvori indgik en betinget straf på
fængsel i 4 måneder.
U 1985.94H
(fængsel i 7 år, fællesstraf,
overfaldsvoldtægt, fuldbyrdet)
T var i 1981 for voldtægt m.v. straffet med fængsel i 3
år. Nogle måneder efter, at T var prøveløsladt med
en reststraf på ca. 1 års fængsel, brød han ind i
sin nabos sommerhus og voldtog en herboende kvinde under særdeles grove
omstændigheder. T's forhold henførtes under straffelovens
§ 216, stk. 2, og § 224, jfr. § 216, stk. 2, og han
ansås med en fællesstraf på fængsel i 7 år.
U 1984.977H
(fængsel i 10 måneder, kontaktvoldtægt,
fuldbyrdet)
T, der på et værtshus havde mødt et døvstumt par
og inviteret dem hjem, hvor han med en kniv tilføjede den mandlige
part et snitsår i armen og derefter skaffede sig samleje med kvinden. T
blev straffet efter straffelovens §§ 216 og 244, stk. 4, jfr.
stk. 2, med en ubetinget straf af fængsel i 10 måneder
(dissens af 2 dommere for fængsel i 1 år). Udtalt, at ubetinget
straf normalt må anses påkrævet ved lovovertrædelser
af den omhandlede karakter.
U 1981.802/2H
(fængsel i 2 år og 6 måneder,
overfaldsvoldtægt, fuldbyrdet)
T, der som taxachauffør havde kørt en 42-årig kvinde
til hendes bopæl, fandtes skyldig i voldtægt ved ca. 1 time
senere at være vendt tilbage til kvindens bopæl, skaffet sig
adgang til denne og ved trussel om at slå kvinden ihjel have
opnået samleje med hende. T straffedes med fængsel i 2 år 6
måneder. (Dissens af to dommere for fængsel i 3 år).
U 1981.654H
(fængsel i 3 år, voldtægtens karakter uoplyst,
forsøg)
Den 30-årige T, som tidligere var straffet to gange for
blufærdighedskrænkelse samt i 1976 for voldtægt med
fængsel i 2 år, gjorde sig i 1980 skyldig i overfald efter strfl.
§ 244, stk. 4, jfr. stk. 3, trusler efter strfl. § 266 og
forsøg på voldtægt. Herfor blev han straffet med
fængsel i 3 år.
U 1981.23H
(fængsel i 6 år, fællesstraf, voldtægtens
karakter uoplyst, fuldbyrdet)
Den 30-årige T, som tidligere 2 gange var straffet for
voldtægt med henholdsvis ungdomsfængsel og fængsel i 3
år, gjorde sig ca. 1 måned efter prøveløsladelse
fra sidstnævnte straf (reststraf 366 dage) på ny skyldig i
voldtægt over for en 32-årig kvinde. Han blev herfor straffet med
en fællesstraf af fængsel i 6 år. (Dissens af to dommere
for fængsel i 5 år).
U 1980.992H
(fængsel i 3 år og 6 måneder,
overfaldsvoldtægt, fuldbyrdet)
Den da 18-årige T skaffede sig sammen med en kammerat C indbrudsvis
adgang til en lejlighed og voldtog dens indehaver R samt medvirkede til, at C
forsøgte at voldtage R og havde anden kønslig omgængelse
end samleje med hende. T havde endvidere overtrådt strfl. § 293,
stk. 1, og § 264, stk. 1, nr. 1, og han var
prøveløsladt med en reststraf på 113 dage. T blev under
hensyn til på den ene side forholdenes grovhed og på den anden
side hans unge alder anset med en fællesstraf af fængsel i 3
år 6 måneder.
U 1980.558H
(fængsel i 2 år og 6 måneder, fællesstraf,
overfaldsvoldtægt, fuldbyrdet)
Den nu 18-årige T, der i 1978 var anset med en betinget straf af
fængsel i 8 måneder efter straffelovens §§ 217 og 232, blev
nu for voldtægt over for en ham ubekendt 26-årig kvinde anset med
en fællesstraf af fængsel i 2 år 6 måneder.
U 1980.346H
(fængsel i 6 år, formentlig overfaldsvoldtægt,
fuldbyrdet)
T havde som 16-18-årig gjort sig skyldig i 5 tilfælde af
voldtægt og røveri i forbindelse hermed og et tilfælde af
overtrædelse af strfl. § 224, jfr. § 216. Straffen blev under
hensyn til på den ene side T's unge alder og umodenhed og at han
frivilligt havde tilstået nogle af forholdene, på den anden side
de strafbare forholds antal og usædvanlige grovhed fastsat til
fængsel i 6 år.
U 1978.940H
(fængsel i 3 år, voldtægtens karakter uoplyst,
forsøg)
Den 33-årige T, der i 1962 for to tilfælde af forsøg
på voldtægt var dømt til inddragelse under
åndssvageforsorg, blev for fuldbyrdet voldtægt idømt
fængsel i 3 år. Nævningerne havde besvaret et
tillægsspørgsmål om anvendelse af strfl. § 85
bekræftende.
U 1977.49/2H
(fængsel i 2 år og 6 måneder,
overfaldsvoldtægt, fuldbyrdet)
Den 25-årige T havde tiltvunget sig samleje med en knap
18-årig pige efter at have opbrudt døren til hendes lejlighed. T
ansås med fængsel i 2 år 6 måneder.
U 1975.173H
(fængsel i 3 år, overfaldsvoldtægt,
forsøg)
Den 21-årige T, der havde forsøgt voldtægt overfor en
84-årig kvinde, til hvis soveværelse han havde skaffet sig
adgang, ansås med fængsel i 3 år.
U 1971.757/2H
(fængsel i henholdsvis 5 og 4 år,
overfaldsvoldtægt, fuldbyrdet)
Den 21-årige T1 og 25-årige T2 havde overfaldet en mand og
frataget ham hans knallert og samme aften i en lejlighed i forening
overfaldet en anden mand med knytnæveslag og for T1's vedkommende
tillige med slag med en motorcykelkæde, hvorefter T1 med T2's medvirken
øvede voldtægt mod en tilstedeværende kvinde, ligesom de
begge tvang hende til at sutte på deres kønslem. De ansås
med fængsel i henholdsvis 5 og 4 år.
U 1971.12H
(fængsel i 3 år og 6 måneder,
overfaldsvoldtægt, fuldbyrdet)
Den 22-årige T, der i 1968 var anset med fængsel i 1 år
6 måneder for forsøg på voldtægt, blev for
voldtægt overfor en 16-årig pige, som han tvang fra gaden ind i
et skur, straffet med fængsel i 3 år og 6 måneder.
U 1970.731H
(fængsel i 2 år, overfaldsvoldtægt,
forsøg)
Den nu 21-årige T, der i 1967 var anset med fængsel i 4
måneder for overtrædelse af strfl. § 232 og § 244,
stk. 4, og derefter med ungdomsfængsel for overtrædelse af
strfl. § 216, jfr. § 21, blev for forsøg på
voldtægt over for en kvindelig taxachauffør, som han havde
hyret, straffet med fængsel i 2 år.
U 1970.490H
(fængsel i 3 år, voldtægtens karakter uoplyst,
fuldbyrdet)
Den 23-årige T blev for voldtægt, begået i hans
personvogn, anset med fængsel i 3 år.
U 1970.476H
(fængsel i 3 år og 6 måneder, voldtægtens
karakter uoplyst, fuldbyrdet)
Den 31-årige T havde i førerhuset på sin lastvogn
begået blufærdighedskrænkelse over for en 14-årig
pige og ca. 14 dage senere i sin personvogn i en plantage begået
voldtægt over for en 19-årig pige. Han straffedes med
fængsel i 3 år 6 måneder.
U 1970.92H
(fængsel i 2 år og 6 måneder,
kontaktvoldtægt, fuldbyrdet)
Den 25-årige T, der tidligere havde vedtaget dagbøder for
overtrædelse af strfl. § 232, blev for voldtægt over for en
27-årig kvindelig bekendt i dennes lejlighed anset med fængsel i
2 år og 6 måneder.
Bilag 2
Rigsadvokaten
Justitsministeriet
Dato 20.08.2001
Journal nr.
G 3034
Den 15. januar 2001 afgav jeg til Justitsministeriet en
redegørelse om udviklingen i strafniveauet i voldtægtssager.
I tilknytning til afgivelsen af denne redegørelse
blev det aftalt mellem Justitsministeriet og Rigsadvokaten at
iværksætte en ordning, hvorefter Rigsadvokaten i et år fik
forelagt alle fældende domme i voldtægtssager bl.a. med henblik
på at vurdere om anklagemyndigheden i videre omfang burde anke domme i
voldtægtssager.
En sådan indberetningsordning har nu været i
kraft i godt et halvt år. Der er indtil den 15. august 2001 indberettet
i alt 40 sager. Af de 40 sager er 34 indbragt for landsretterne. 24 sager er
endelig afgjort.
Jeg vedlægger en redegørelse om strafniveauet
i voldtægtssager på grundlag de 24 endeligt afgjorte sager.
Det fremgår af redegørelsen, at de
foreliggende afsluttede sager ikke bidrager væsentligt til yderligere
at belyse de antagelser om strafniveauet, som fremgår af min
redegørelse fra januar 2001. På den anden side giver de
beskrevne domme mig ikke anledning til at ændre mine tidligere
formodninger om straffene i voldtægtssager.
Det fremgår ligeledes af redegørelsen, at jeg
ikke har fundet grundlag for at søge Procesbevillingsnævnet om
tilladelse til at indbringe nogle af landsretternes ankedomme for
Højesteret, selv om der efter min opfattelse med udgangspunkt i min
beskrivelse af det nugældende strafniveau i enkelte af disse sager
kunne argumenteres for en højere straf. Baggrunden herfor er, at der i
disse enkelte sager i alle tilfælde har foreligget særlige
forhold, der har medført, at Højesteret næppe ville
få mulighed for at udtale sig mere generelt om strafniveauet for
voldtægt. Endvidere er det min opfattelse, at anklagemyndigheden i
disse sager med udgangspunkt i min beskrivelse og vurdering af det
gældende strafniveau for voldtægt og de straffe, som
udmåles på beslægtede områder ikke ville have
grundlag for at påstå forhøjelser af straffene på
mere end nogle få måneder.
Jeg finder i øvrigt anledning til at bemærke,
at der efter min opfattelse næppe heller er grundlag for at antage, at
domstolene på det gældende lovgrundlag i givet fald vil foretage
mere markante, generelle forhøjelser af strafniveauet i de forskellige
typer af voldtægtssager. En væsentlig skærpelse af
straffene på et bestemt område via domstolenes praksis må
således formentlig forudsætte, at der kan henvises til
særlige omstændigheder vedrørende denne type kriminalitet,
der kan begrunde en sådan strafforhøjelse, f.eks. en
mærkbar stigning i kriminaliteten på området, eller at
kriminalitetens karakter har ændret sig. En generel ændring af
strafniveauet i voldtægtssager ville i øvrigt som følge
af de mange forskellige konkrete omstændigheder i de enkelte sager
forudsætte, at Højesteret fik forelagt flere sager, og en
sådan proces må antages at være langvarig.
Henning Fode
RIGSADVOKATEN
20. august 2001
Redegørelse om strafniveauet i voldtægtssager
på grundlag af indberetninger til Rigsadvokaten indtil 15. august
2001
1. Den tidligere undersøgelse af udviklingen i strafniveauet i
voldtægtssager
1. 1. Indledning
I juni 2000 anmodede Justitsministeriet Rigsadvokaten om en udtalelse om
udviklingen i strafniveauet i voldtægtssager herunder om udviklingen
eventuelt må antages at skyldes en generel ændret
strafudmåling i sammenlignelige sager eller afspejler en ændret
anmeldelses- eller tiltalepraksis i voldtægtssager.
Baggrunden for anmodningen var bl.a., at det af en
beskrivelse af udviklingen i strafniveauet i voldtægtssager, udarbejdet
af landsdommer Poul Lodberg, og en beskrivelse af udviklingen
vedrørende anmeldelser, straffe og straflængder i
voldtægtssager, udarbejdet af Justitsministeriets forsknings- og
dokumentationskonsulent, fremgik, at der over en årrække syntes
at være sket et generelt fald i strafniveauet i voldtægtssager.
Justitsministeriets anmodning førte til, at
rigsadvokaturen foretog en undersøgelse af udviklingen i strafniveauet
i voldtægtssager og af det nugældende strafniveau.
En redegørelse for undersøgelsen blev
afgivet til Justitsministeriet den 15. januar 2001.
1.2. Udviklingen i strafniveauet i voldtægtssager
Undersøgelsen af udviklingen i strafniveauet blev
foretaget i samarbejde med forsknings- og dokumentationskonsulent Britta
Kyvsgaard, Justitsministeriet.
Britta Kyvsgaards undersøgelse skete på
grundlag af en gennemgang og analyse af endelige domme for overtrædelse
af straffelovens § 216 og § 217 afsagt i enten 1. instans eller 2.
instans i årene 1984, 1988, 1992, 1996 og 1998.
Undersøgelsens statistiske analyser pegede
på, at strafudmålingsniveauet i 1984 alt andet lige var
markant højere end i de øvrige år. Der er derimod ikke
klare forskelle i strafudmålingsniveauet mellem de øvrige
år. Det højere strafudmålingsniveau i 1984 skyldes
ifølge undersøgelsen, at der i dette år blev udmålt
længere straffe i sager om voldtægt efter § 216,
stk. 2, samt i sager, hvor tiltalte tidligere var dømt for
seksualkriminalitet. Der ville således ikke være en klar forskel
i strafudmålingsniveauet i de undersøgte år, såfremt
disse domme ikke indgik i undersøgelsen.
På den baggrund samt efter en gennemgang af konkrete
sager, der indgik i undersøgelsen, nyere trykte domme og andre
juridiske kilder konkluderede rigsadvokaturen, at strafniveauet i
voldtægtssager generelt faldt forholdsvis markant i 1970´erne og frem
til midten af 1980´erne. Undersøgelsen gav derimod ikke grundlag for
at antage, at strafniveauet for sammenlignelige voldtægtssager har
ændret sig fra midten eller slutningen af 1980´erne og frem til i
dag.
Birtta Kyvsgaards undersøgelse viste også, at
strafudmålingen i voldtægtssager afhænger af en lang
række forhold ved de enkelte sager. De forhold, der afspejler
voldtægtens grovhed, bidrager især til at forklare forskelle i
strafudmålingen. Det drejer sig først og fremmest om den
anvendte straffelovsbestemmelse (§ 216, stk. 1 eller stk. 2),
og om voldtægten er fuldbyrdet eller ej.
Endvidere har det betydning for strafudmålingen, om
der er tale om overfaldsvoldtægt, kontaktvoldtægt eller
parvoldtægt. Denne inddeling af voldtægtssager er nærmere
beskrevet nedenfor i afsnit 3.3.
Herudover viste undersøgelsen, at det har stor
betydning for strafudmålingen, om den pågældende samtidig
dømmes for flere voldtægter og/eller anden kriminalitet, og om
den pågældende tidligere er straffet for ligeartet kriminalitet
og eventuelt tillige som følge heraf idømmes en
fællesstraf.
1.3. Det aktuelle strafniveau
Det aktuelle strafniveau blev vurderet på grundlag
af en gennemgang af nyere domme, der indgik i den ovennævnte
undersøgelse, og trykt domspraksis. Der henvises herom til afsnit
4.2., afsnit 4.3. og afsnit 5.2. i redegørelsen fra januar 2001.
Ved belysningen af det aktuelle strafniveau blev der taget
udgangspunkt i en opdeling af voldtægt i overfaldsvoldtægt,
kontaktvoldtægt og parvoldtægt samt i forsøg og
fuldbyrdede forhold, jf. også afsnit 3.3. nedenfor.
Om disse forskellige former for voldtægt
fremgår af redegørelsens afsnit 4.2. og 5.2.
følgende:
Overfaldsvoldtægt
For forsøg på overfaldsvoldtægt
varierede straffene fra 4 måneder og til fængsel i 2 år.
Det blev i redegørelsen antaget, at »normalstraffen« måtte
antages at være 6 til 9 måneders fængsel, dog med mulighed
for både mildere og strengere straffe.
Det var på grundlag af det foreliggende materiale
vanskeligt at vurdere »normalstraffen« for fuldbyrdet
overfaldsvoldtægt. Et forsigtigt skøn førte dog frem
til, at udgangspunktet for straffastsættelsen, hvis der ikke foreligger
skærpende omstændigheder, formentlig ligger i niveauet omkring
fængsel i 1 år og 6 måneder. Hvis der forelå
skærpende omstændigheder, var straffene udmålt til
fængsel i 2 3 år.
Kontaktvoldtægt
Med hensyn til forsøg på
kontaktvoldtægt skønnes det i redegørelsen, at
strafniveauet nogenlunde svarer til niveauet for forsøg på
overfaldsvoldtægt, dvs. 6 9 måneders fængsel, dog med
mulighed for både mildere og strengere straffe.
For så vidt angår straffen for fuldbyrdet
kontaktvoldtægt fremgår det af redegørelsen, at de
fleste straffe ligger i niveauet mellem 6 måneder og 1 ½ år, og
er der ikke anvendt vold af betydning, eller foreligger der ikke andre
skærpende omstændigheder, ligger straffen i niveauet 6 10
måneder.
Parvoldtægt
Vedrørende forsøg på
parvoldtægt forelå i den tidligere undersøgelse kun en
dom, hvor straffen blev udmålt til fængsel i 6 måneder
betinget med vilkår om samfundstjeneste.
For så vidt angår fuldbyrdede
parvoldtægter blev det antaget, at »normalstraffen« ligger i
niveauet 6 8 måneders fængsel, men der var i det
undersøgte materiale også flere eksempler på højere
straffe i sager, hvor der forelå skærpende
omstændigheder.
Konklusion og vurdering
Den tidligere redegørelse indeholdt i afsnit 5.2.
følgende konklusion og vurdering:
»For så vidt angår strafniveauet for
kontaktvoldtægter og parvoldtægter giver det
billede, der har vist sig med hensyn til straffenes størrelse, mig
ikke anledning til at overveje behovet for skærpelse af straffen. Jeg
har herved lagt vægt på, at der næsten uden undtagelse er
idømt ubetingede straffe, og at straffene ikke kan anses for at
være kortvarige.
Straffene for de fuldbyrdede
overfaldsvoldtægter, der er beskrevet under afsnit 4.2., og hvor
der forelå skærpende omstændigheder, var på
fængsel i 2 3 år. Udmålingen i disse sager giver mig ikke
anledning til bemærkninger. Jeg har endvidere ikke noget grundlag for
at antage, at straffene i sager, hvor der ikke foreligger skærpende
omstændigheder, vil blive fastsat med udgangspunkt i et niveau på
under 1 år og 6 måneder, som efter min opfattelse må anses
for at være et passende strafniveau for sager af denne karakter.
Såfremt denne antagelse om straffen i sager om
fuldbyrdet overfaldsvoldtægt er korrekt, er der imidlertid en
betydelige forskel på straffen for fuldbyrdet overfaldsvoldtægt
og forsøg på overfaldsvoldtægt.
Det er imidlertid ikke alene på
voldtægtsområdet, der er en til tider betydelig forskel
på strafudmålingen afhængig af, om der er tale om et
fuldbyrdet forhold eller forsøg.
..
Det giver således ikke i sig selv anledning til
bemærkninger, at også straffen for forsøg på
overfaldsvoldtægt er lavere end straffen for det fuldbyrdede
forhold.
En række af dommene vedrørende
forsøg på overfaldsvoldtægt i det undersøgte
materiale har imidlertid givet mig anledning til at overveje, om straffen i
alle sager af denne karakter ligger på et rimeligt niveau.
Der henvises herved til dom 2, 1998, og dom 4, 1998, i
bilag 2, hvor der blev udmålt straffe på fængsel i 8
måneder for henholdsvis et voldtægtsforsøg på en
S-togstation og en parkeringsplads under anvendelse af ikke ubetydelig vold,
og hvor forsøgene mislykkedes på grund af kvindens modstand og
kvindens høje skrig.
Endvidere kan nævnes dom 5, 1998, i bilag 2, hvor
voldtægtsforsøget blev begået af en 21-årig mand,
der standsede en ham ubekendt 16-årig udviklingshæmmet pige, som
cyklede hjem fra skole, og som under anvendelse af betydelig magt
forsøgte at få samleje med pigen. Forsøget mislykkedes
på grund af pigens stærke modstand i form af slag og spark.
Gerningsmanden blev idømt fængsel i 9 måneder.
Endelig kan henvises til dom 8, 1998, i bilag 2, hvor
voldtægtsforsøget blev begået over for en 70-årig
kvinde i dennes lejlighed, hvortil gerningsmanden skaffede sig adgang, og
hvor der anvendtes forholdsvis grov vold over for kvinden. Straffen blev
fastsat til fængsel i 8 måneder.
En af de nævnte domme er en landsretsdom (dom 2,
1998), mens de øvrige domme er byretsdomme.
Det er på baggrund af de nævnte sager min
opfattelse, at der særligt på dette område kan være
behov for at overveje, om domme af denne art i videre omfang skal
søges anket af anklagemyndigheden med påstand om
skærpelse.
Hertil kommer, at det kan være ønskeligt at
få større klarhed med hensyn til vurderingen af det
nugældende strafniveau for fuldbyrdet overfaldsvoldtægt,
når der ikke foreligger skærpende omstændigheder.
I øvrigt bemærkes, at det .. har været
diskuteret, om straffene i sager, hvor der er flere gerningsmænd til
voldtægten, er passende. Som det fremgår ., er der kun
få sager i det undersøgte materiale, hvor voldtægten er
begået af flere i forening. Imidlertid verserer der for tiden flere
voldtægtssager, hvor der efter de foreliggende oplysninger har
været flere gerningsmænd.
Det kan på den baggrund være af interesse at
følge sådanne sager med henblik på at vurdere, om det
forhold, at gerningen er udført af flere i forening, tillægges
passende betydning i skærpende retning ved strafudmålingen.«
På den baggrund fandt jeg, at der kunne være grundlag for at
iværksætte en ordning, hvor Rigsadvokaten i et års tid
får forelagt alle fældende byretsdomme i voldtægtssager med
henblik på at vurdere, om anklagemyndigheden i videre omfang bør
anke domme i voldtægtssager, således at landsretterne i flere
sager får lejlighed til at tage stilling til strafniveauet.
Ordningen skulle i givet fald omfatte alle domme i
voldtægtssager, uanset om der er tale om par-, kontakt- eller
overfaldsvoldtægt, og uanset om forholdet er fuldbyrdet eller ej. Det
vil gøre det muligt at foretage en vurdering af, om straffene i de
konkrete sager i alle tilfælde er i overensstemmelse med det niveau,
der er beskrevet i redegørelsen og eventuelt anke egnede sager til
landsretten med henblik på skærpelse. Ordningen skulle endvidere
omfatte en underretning af Rigsadvokaten om alle landsretsdomme. Herved vil
det også blive muligt på et bredere grundlag efter udgangen af
perioden at danne sig et helt aktuelt billede af strafniveauet.
2. Indberetningsordningen
Der blev herefter indgået aftale mellem
Justitsministeriet og Rigsadvokaten om at iværksætte en
indberetningsordning som beskrevet i redegørelsen.
Ordningen blev sat i værk ved Rigsadvokaten
Informerer nr. 3/2001, der vedlægges som bilag 1.
Som det fremgår heraf, skal alle byretsdomme,
hvor der er domfældt for overtrædelse af straffelovens
§ 216, herunder også jf. §§ 224 eller 225, forelægges
for Rigsadvokaten. Det samme gælder domme, hvor der er domfældt
for overtrædelse af straffelovens § 217, herunder også jf.
§§ 224 og 225.
Forelæggelsen skal ske via vedkommende regionale
statsadvokat med en begrundet indstilling om, hvorvidt der er grundlag for at
anke strafudmålingen. Statsadvokaten skal videresende sagen til
Rigsadvokaten med sin indstilling om ankespørgsmålet i så
god tid, at rigsadvokaturen har mulighed for at vurdere sagen, og
således at en eventuel ankestævning kan udfærdiges og
forkyndes inden ankefristens udløb.
Rigsadvokaten skal endvidere underrettes om alle
landsretsdomme, hvor der er domfældt for overtrædelse af
straffelovens § 216, herunder også jf. §§ 224 eller 225. Det
samme gælder domme, hvor der er domfældt for overtrædelse
af straffelovens § 217, herunder også jf. §§ 224 eller 225.
Underretning skal ske senest 5 hverdage efter domsafsigelsen, hvilket givet
rigsadvokaturen mulighed for at vurdere, om landsrettens dom skal
søges anket til Højesteret.
Retningslinierne om forelæggelse for Rigsadvokaten
af byretsdomme i voldtægtssager og underretning af Rigsadvokaten om
landsretsdomme i voldtægtssager gælder for alle domme, der
afsiges i perioden fra den 22. februar 2001 og til den 1. februar
2002.
3. Status for indberetningsordningen
3.1. Antallet af sager
Der er i medfør af ordningen indtil den 15. august
2001 blevet forelagt eller indberettet i alt 40 sager.
Af disse 40 sager er 34 indbragt for landsretterne,
og anklagemyndigheden har i alle tilfælde påstået
skærpelse. Af de 34 sager, der er indbragt for landsretterne, er 18
afsluttet med en ankedom , hvorimod 16 sager endnu ikke er afgjort i
landsretten.
Der foreligger indtil nu 24 sager, som er endelig
afgjort. Heraf er 18 sager som nævnt ovenfor afsluttet med en
ankedom fra landsretten, 5 sager er endelig afsluttet med en byretsdom og 1
sag er endelig afsluttet med en nævningedom. Disse 24 sager er
beskrevet nærmere i bilag 2 til denne redegørelse.
3.2. De afsluttede ankesager
Som nævnt er 18 sager afsluttet med en landsretsdom,
og anklagemyndigheden har i alle tilfælde for landsretten
påstået skærpelse af straffen.
I 9 sager har landsretten stadfæstet byrettens
fastsættelse af straffen.
I en sag har landsretten både stadfæstet og
formildet (dom 15 i bilag 2), og i 3 sager har landsretten formildet straffen
(dom 8, dom 18 og dom 20 i bilag 2). I dom 18 skyldtes den mildere straf i
landsretten dog, at landsretten frifandt de tiltalte for voldtægt og
henførte forholdet under straffelovens § 218.
Straffene i de øvrige 3 sager, hvor landsretten har
nedsat straffen, er således:
Dom 15
byret 1 år, landsret 8 måneder, dvs. nedsat med 4
måneder
Dom 8
T1 og T2, byret 2 år, landsret 1 år og 9 måneder, dvs.
nedsat med 3 måneder
T3, byret 1 år og 6 måneder, landsret 1 år og 3
måneder, dvs. nedsat med 3 måneder
Dom 20
byret 1 år og 3 måneder, landsret 1 år, dvs. nedsat med
3 måneder
Skærpelse af straffen i landsretten er sket i 5
sager. I en af disse sager (dom 22 i bilag 2) skyldtes den forhøjede
straf dog, at tiltalte i landsretten i modsætning til i byretten
blev fundet skyldig i voldtægt. De 4 øvrige sager, hvor
landsretten har udmålt en højere straf end byretten, er
følgende:
Dom 4
byret 1 år og 6 måneder, landsret 2 år, dvs.
forhøjet med 6 måneder
Dom 2
byret 1 år og 6 måneder, landsret 1 år og 9
måneder, dvs. forhøjet med 3 måneder
Dom 16
byret 9 måneder, landsret 1 år, dvs. forhøjet med 3
måneder
Dom 21
byret 10 måneder, landsret 1 år, dvs. forhøjet med 2
måneder
Som det fremgår, har landsretten således i de
fleste sager ikke fundet grundlag for at fastsætte en højere
straf end byretten.
3.3. Straffene i de afsluttede sager
Nedenfor gennemgås straffene i de 24 afsluttede
sager.
Gennemgangen sker på grundlag af en opdeling af
sagerne i overfaldsvoldtægt, kontaktvoldtægt og parvoldtægt
samt i forsøg på voldtægt og fuldbyrdet voldtægt,
der svarer til opdelingen i redegørelsen fra januar 2001, jf.
redegørelsens afsnit 4.2.
Ved overfaldsvoldtægt forstås
voldtægt mod en person, som gerningsmanden slet ikke kender eller kun
har et yderst perifert kendskab til, og hvor der ikke forud for
voldtægten har været samvær af den karakter, der er
beskrevet nedenfor under kontaktvoldtægt.
Ved kontaktvoldtægt forstås det, der
på engelsk kaldes »date-rape«, altså situationer, hvor parterne
umiddelbart inden voldtægten har været sammen på en
måde, som kunne være optakt til en seksuel kontakt.
Kontaktvoldtægt omfatter endvidere voldtægter, hvor parterne
kender hinanden i forvejen, f.eks. naboer og kolleger, uanset om selve
voldtægten har karakter af et overfald.
Ved parvoldtægt forstås voldtægt
mod en nuværende seksuel partner og voldtægt mod en tidligere
seksuel partner, såfremt forholdet er ophørt inden for et
kortere tidsrum forud for voldtægten.
Der er en glidende overgang mellem de forskellige grupper,
og det kan i nogle tilfælde diskuteres, om der foreligger den ene eller
den anden form for voldtægt.
Overfaldsvoldtægt
Der er indkommet 6 afsluttede sager om forsøg
på overfaldsvoldtægt. En sag medførte en
foranstaltningsdom (dom 1 i bilag 2), og kan derfor ikke anvendes til at
belyse strafniveauet for voldtægt.
I de 5 øvrige sager varierer straffene mellem
fængsel i 1 år (heraf 6 måneder betinget) og fængsel
i 2 år.
I en sag (dom 6), der medførte fængsel i 1
år, heraf 6 måneder betinget, indgik også et
røveriforhold. Der var i øvrigt tale om 15-årig
gerningsmand, som alene blev dømt for medvirken.
I 3 af de øvrige sager blev straffen fastsat som
fællesstraffe. I dom 2, hvor straffen blev fastsat til fængsel i
1 år og 9 måneder, indgik en reststraf på 123 dage fra en
dom for vold og voldtægt, og der blev tillige lagt vægt på
forholdets alvorlige karakter og tiltaltes hurtige recidiv. I dom 3, der
fastsatte straffen til fængsel i 1 år og 6 måneder, indgik
en tidligere betinget dom på 20 dages hæfte for
blufærdighedskrænkelse og en byretsdom på fængsel i
50 dage for tyveri i fællesstraffen. Dom 5, der medførte
fængsel i 1 år og 6 måneder, omfattede også en
reststraf på 82 dage, og tiltalte var tidligere dømt for
vold.
I den sidste sag (dom 4) var straffen fængsel i 2
år. Der var tale om voldtægt af en 12-årig pige, og
tiltalte var tidligere straffet to gange for voldtægt.
Som det fremgår, har anden og tidligere kriminalitet
således haft betydning for straffastsættelsen i alle de nu
foreliggende sager, og dommene har derfor begrænset værdi med
hensyn til belysning af »normalstraffen«. Der er endvidere ikke blandt disse
domme sager, der er sammenlignelige med de domme, der indgik i den tidligere
redegørelse, hvor jeg fandt at domme, der medførte straffe af 8
og 9 måneders fængsel kunne give anledning til at overveje, om
straffen lå på et rimeligt niveau.
Der er indkommet 4 domme om fuldbyrdet
overfaldsvoldtægt.
To af disse domme (dom 7, der medførte
fængsel i 6 år, og dom 10, der medførte fængsel i 3
år til begge gerningsmænd) omfatter også røverier,
der må have haft meget stor betydning for straffastsættelsen.
Disse domme er derfor ikke velegnede til en vurdering af strafniveauet for
voldtægt.
I dom 9, der medførte fængsel i 2 år,
var voldtægten begået under anvendelse af kvælertag og
trussel med en hobbykniv, der blev holdt mod forurettedes hals og underliv.
Tiltalte var tidligere dømt for voldtægt og for forsøg
på manddrab og vold. Der forelå således flere
omstændigheder, der gav grundlag for en skærpet straf.
I redegørelsen fra januar 2001 antog jeg, at
straffen for fuldbyrdede overfaldsvoldtægter, hvor der forelå
skærpende omstændigheder, var på 2 3 år. Den
nævnte sag giver ikke grundlag for at ændre denne vurdering.
I den sidste af sagerne om fuldbyrdet
overfaldsvoldtægt (dom 8) blev straffene i landsretten for to af
gerningsmændene fastsat som fællesstraffe (begge reststraffe var
fængsel i 41 dage) til fængsel i 1 år og 9 måneder.
For den tredje gerningsmand blev straffen fængsel i 1 år og 3
måneder.
Særlig straffen på 1 år og 3
måneder synes at ligge under det niveau på 1 ½ år som
udgangspunkt for straffastsættelsen, som jeg i den tidligere
redegørelse antog var gældende i sager af denne art. Den
forurettede i sagen var prostitueret og havde forud aftalt med en af de
tiltalte at afvikle et utugtsforhold. Det er derfor vanskeligt at vurdere, om
retten i denne sag ved straffastsættelsen har taget udgangspunkt i
strafniveauet for sager om overfaldsvoldtægt eller
kontaktvoldtægt.
Kontaktvoldtægt
Der er indkommet en afsluttet sag (dom 11) om
forsøg på kontaktvoldtægt. I denne sag omfattede
straffen tillige vold efter straffelovens § 244, og tiltalte var
tidligere straffet for vold. Den idømte straf på fængsel i
1 år må på denne baggrund anses at være i
overensstemmelse med min antagelse i den tidligere redegørelse,
hvorefter »normalstraffen« må formodes at være fængsel i 6
9 måneder dog med mulighed for både mildere og strengere
straffe.
Fuldbyrdet kontaktvoldtægt
foreligger i 9 af
de afsluttede sager.
I en af sagerne (dom 19) blev der idømt en
foranstaltningsdom, og i en anden sag (dom 18) frifandt landsretten for
tiltalen for voldtægt og henførte forholdene under straffelovens
§ 218. Disse domme kan derfor ikke anvendes til at belyse strafniveauet
for voldtægt efter §§ 216-217.
I to af dommene (dom 12 og dom 14) var der tale om
voldtægt m.v. overfor henholdsvis en 12-årig og en 10-årig
pige, hvilket må antages at have haft væsentlig betydning for
straffastsættelsen i skærpende retning. Imidlertid var forholdene
i begge sager begået i 1990, dvs. for mere end 10 år siden,
hvilket gør sagerne atypiske. Disse to domme er derfor heller ikke
velegnede som grundlag for en vurdering af strafniveauet for
voldtægt.
I de 5 øvrige sager varierer straffene fra
fængsel i 8 måneder til fængsel i 1 år.
I min redegørelse fra januar 2001 antog jeg, at
strafniveauet for fuldbyrdet kontaktvoldtægt lå i niveauet mellem
6 måneder og 1½ år, men sådan at straffen er 6 10
måneder, hvis der ikke er anvendt vold af betydning, eller hvis der
ikke i øvrigt foreligger skærpende omstændigheder, og
straffene i de 5 sager synes således umiddelbart at ligge i dette
niveau.
I to af dommene, hvor straffen blev udmålt til
fængsel i henholdsvis 8 måneder (dom 13) og fængsel i 10
måneder (dom 17), blev der ikke i forbindelse med voldtægten
anvendt vold af betydning, ligesom der ikke i øvrigt forelå
skærpende omstændigheder.
I dom 15 blev der heller ikke anvendt vold af betydning,
men der forelå skærpende omstændigheder, idet forholdene
blev begået over for en 14-årig pige, og i et af forholdene der
omfattede anden kønslig omgængelse en samleje handlede de to
domfældte i forening. Straffen for den ene tiltalte blev både i
byret og landsret udmålt som en fællesstraf på
fængsel i 1 år og 4 måneder, hvorimod straffen for den
anden tiltalte i landsretten blev nedsat fra fængsel i 1 år til
fængsel i 8 måneder. Det kan derfor anføres, at straffen
for denne tiltalte ligger i underkanten af det ovenfor beskrevne niveau. Som
begrundelse for nedsættelsen af straffen til 8 måneder for den
ene tiltalte henviste landsretten imidlertid navnlig til den kontakt, der
havde været mellem den tiltalte og forurettede.
I dom 16 og dom 20 blev straffen udmålt til
fængsel i 1 år, og der forelå i begge sager skærpende
omstændigheder. I dom 16 trak tiltalte et pudebetræk over
forurettedes hoved og fastholdt hende i et halsgreb, og i dom 20 slog
tiltalte flere gange forurettedes ansigt ned i gulvet med brud på
håndledet og tandskade til følge.
Parvoldvægt
Der er ikke indkommet sager om forsøg på
parvoldtægt.
Der er indberettet 4 sager om fuldbyrdet
parvoldtægt. Om disse sager antog jeg i min tidligere
redegørelse, at »normalstraffen« lå i niveauet 6 8
måneders fængsel, men der var i det undersøgte materiale
også flere eksempler på højere straffe i sager, hvor der
forelå skærpende omstændigheder.
I de nu foreliggende domme varierer straffene fra
fængsel i 6 måneder betinget til fængsel i 2 år.
I dom 24, hvor straffen blev fastsat til fængsel i 2
år, var forholdet begået bl.a. under trussel med en hobbykniv mod
forurettedes hals. Sagen omfattede også trusler mod forurettede under
den efterfølgende varetægtsfængsling. Tiltalte var
tidligere straffet for vold og trusler, og ved straffastsættelsen
indgik tillige en reststraf på fængsel i 136 dage. Der var
således adskillige grunde til, at straffen blev fastsat over det
normale niveau.
I dom 22, der medførte fængsel i 1 år,
blev tiltalte udover for voldtægt dømt for omfattende vold og
trusler begået over for samleveren igennem en 5-årig periode
forud for voldtægten. Sagen er på grund af de voldsforhold, der
indgår i dommen, ikke velegnet til at belyse straffen for
voldtægt.
I en anden sag, hvor straffen blev fængsel i 1
år (dom 21), blev voldtægten begået i forbindelse med en
frihedsberøvelse, som må antages at have haft væsentlig
betydning for strafudmålingen.
I dommen, der medførte en betinget straf på
fængsel i 6 måneder (dom 23), forelå der ikke
skærpende omstændigheder i form af vold eller andre forhold ved
voldtægten. Som begrundelse for at gøre straffen betinget
henviste retten i præmisserne til tiltaltes gode personlige forhold.
Der blev ved straffastsættelsen desuden lagt vægt på, at
den forurettede frivilligt om natten havde indfundet sig hos tiltalte og lagt
sig til at sove i deres tidligere fælles seng. Denne dom harmonerer
således med hensyn til straffens længde med min tidligere
antagelse, og der forelå sådanne særlige forhold, der kunne
begrunde, at straffen blev betinget.
3.4. Sager med flere gerningsmænd
Blandt de 24 afsluttede sager findes 5 sager, hvor
der har været flere gerningsmænd til voldtægten. I en sag
(dom 18 i bilag 2) frifandt landsretten for voldtægt og henførte
forholdene under straffelovens § 218. Denne dom er derfor ikke egnet til
at belyse strafniveauet for voldtægt efter §§ 216 - 217.
En af de 4 andre sager omfattede fire
gerningsmænd, hvoraf de tre dog var under den kriminelle lavalder
og derfor ikke tiltalt (dom 6 i bilag 2). Den 15-årige tiltalte blev
idømt fængsel i 1 år, heraf ½ år betinget. Dommen
omfattede også et røveri. Dommen er omtalt ovenfor i afsnit 3.3
under forsøg på overfaldsvoldtægt.
En anden sag omfattede tre gerningsmænd (dom
8). To gerningsmænd blev idømt en fællestraf på
fængsel i 1 år og 9 måneder, og den tredje
gerningsmænd fik fængsel i 1 år og 3 måneder.
Byretten havde udmålt højere straffe. Denne dom er omtalt i
afsnit 3.3. ovenfor under fuldbyrdede overfaldsvoldtægter.
De sidste to sager omfattede to gerningsmænd.
I dom 10 fik begge tiltalte i en upåanket byretsdom fængsel i 3
år. Der var begået røveri i forbindelse med
voldtægten, og dommen omfattede flere andre røveriforhold. I dom
15 blev straffen i landsretten for den ene gerningsmand, der var 17 år,
nedsat til fængsel i 8 måneder, mens straffen for den anden
gerningsmand, der var 18 år, blev fastsat til fængsel i 1
år og 4 måneder. I denne straf indgik en tidligere betinget straf
på fængsel i 4 måneder. Dom 10 er nævnt i afsnit 3.3.
ovenfor under fuldbyrdet overfaldsvoldtægt, og dom 15 er nævnt
under fuldbyrdet kontaktvoldtægt.
4. Vurdering og konklusion
Som det fremgår under afsnit 3 ovenfor, indgår
der kun 24 sager i denne redegørelse. Der er således tale om et
forholdsvis spinkelt materiale.
I langt de fleste sager indgår det ved
straffastsættelsen, at gerningsmanden tidligere er straffet for
ligeartet kriminalitet, og der er i mange sager udmålt
fællesstraffe med hensyn til enten reststraffe efter
prøveløsladelse eller tidligere betingede domme. Herudover er
gerningsmandens alder og øvrige personlige forhold i flere sager
indgået ved domstolenes fastsættelse af straffen.
En del af sagerne omfatter udover voldtægt
også andre strafbare forhold, som har haft betydning for
straffastsættelsen. Herudover er de begåede voldtægter af
meget forskellig karakter og grovhed.
Derfor bidrager de nu foreliggende afsluttede sager ikke
væsentligt til yderligere at belyse de antagelser om strafniveauet, som
fremgår af min redegørelse fra januar 2001. På den anden
side giver de beskrevne domme mig ikke anledning til at ændre mine
tidligere formodninger om straffene i voldtægtssager.
Af de 24 afsluttede sager er 19 afgjort af landsretterne
(18 ankesager og en nævningesag). Jeg har ikke fundet grundlag for at
søge Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at indbringe nogle
af landsrettens ankedomme for Højesteret, selv om der efter min
opfattelse med udgangspunkt i min beskrivelse af det nugældende
strafniveau i enkelte af disse sager kunne argumenteres for en højere
straf. Baggrunden herfor er, at der i disse enkelte sager i alle
tilfælde har foreligget særlige forhold, der har medført,
at Højesteret næppe ville få mulighed for at udtale sig
mere generelt om strafniveauet for voldtægt. Endvidere er det min
opfattelse, at anklagemyndigheden i disse sager med udgangspunkt i min
beskrivelse og vurdering af det gældende strafniveau for voldtægt
og de straffe, som udmåles på beslægtede områder
ikke ville have grundlag for at påstå forhøjelser af
straffene på mere end nogle få måneder.
Bilag 2
Underbilag 1
Rigsadvokaten
Samtlige politimestre, statsadvokater
og Politidirektøren i København
Dato 15.01.2001
Journal nr.
25/2001
Rigsadvokaten
Informerer Nr. 3/2001
Strafudmålingsniveauet i sager om voldtægt
samt
forelæggelse af voldtægtssager for Rigsadvokaten
(G 3034)
1. Undersøgelse af udviklingen i strafniveauet i
voldtægtssager
Efter anmodning fra Justitsministeriet har jeg
gennemført en undersøgelse af udviklingen i
strafudmålingsniveauet i voldtægtssager. Min undersøgelse
er afgivet til ministeriet den 15. januar 2001. En kopi af
undersøgelsen vedlægges.
Som det fremgår af undersøgelsens afsnit
5.1., giver undersøgelsen ikke grundlag for at antage, at
strafniveauet for sammenlignelige voldtægtssager har ændret sig
fra midten eller slutningen af 1980 erne og frem til i dag.
I undersøgelsens afsnit 4.2. og 5.2. beskrives og
vurderes det nugældende strafniveau i voldtægtssager, idet
voldtægterne opdeles i tre kategorier, overfaldsvoldtægt,
kontaktvoldtægt og parvoldtægt, ligesom der sondres mellem
forsøg på voldtægt og fuldbyrdet voldtægt.
Strafniveauet for kontaktvoldtægter og
parvoldtægter har ikke givet mig anledning til særlige
bemærkninger. Jeg har heller ikke på det foreliggende grundlag
bemærkninger til straffen for fuldbyrdede overfaldsvoldtægter,
men det kan være ønskeligt at få større klarhed med
hensyn til det nugældende strafniveau på dette område.
Endvidere er det min opfattelse, at det kan overvejes, om
straffen i alle sager om forsøg på overfaldsvoldtægt
ligger på et rimeligt niveau.
Hertil kommer, at det kan være af interesse at
følge sager, hvor voldtægten er begået af flere i
forening, med henblik på at vurdere, om dette forhold tillægges
passende betydning i skærpende retning ved strafudmålingen.
Jeg har på denne baggrund aftalt med
Justitsministeriet, at Rigsadvokaten i det kommende års tid får
forelagt fældende byretsdomme i voldtægtssager med henblik at
vurdere, om anklagemyndigheden i videre omfang bør anke domme i
voldtægtssager, således at landsretterne i flere sager får
lejlighed til at tage stilling til strafniveauet.
På denne baggrund fastsættes følgende
retningslinier om forelæggelse af domme i sager om voldtægt for
rigsadvokaturen:
2. Forelæggelse af domme i sager om voldtægt for
rigsadvokaturen
2.1. Byretsdomme
Alle byretsdomme, hvor der er domfældt for
overtrædelse af straffelovens § 216, herunder også jf.
§§ 224 eller 225, skal forelægges for Rigsadvokaten. Det samme
gælder domme, hvor der er domfældt for overtrædelse af
straffelovens §§ 217, herunder også jf. §§ 224 eller 225.
Forelæggelsen skal ske via vedkommende regionale
statsadvokat med en begrundet indstilling om, hvorvidt dommen bør
ankes, herunder i alle tilfælde om der er grundlag for at anke
strafudmålingen. Statsadvokaten skal videresende sagen til
Rigsadvokaten med sin indstilling om ankespørgsmålet.
Indstillingen skal vedlægges sagens akter samt en
udskrift af dommen og af retsbogen. Såfremt udskrifter ikke foreligger
umiddelbart efter afsigelsen af dommen, kan sagen videresendes uden disse
dokumenter, der i så fald eftersendes.
Forelæggelse for statsadvokaten skal ske snarest
muligt og senest 3 hverdage efter domsafsigelsen.
Statsadvokatens forelæggelse for Rigsadvokaten skal
ligeledes ske snarest muligt og i så god tid, at rigsadvokaturen har
mulighed for at vurdere sagen, og således at en eventuel
ankestævning kan udfærdiges og forkyndes inden ankefristens
udløb.
Det kan af tidsmæssige grunde være
nødvendigt at forelæggelse sker telefonisk og/eller ved
fremsendelse af de relevante dokumenter via telefax.
2.2. Landsretsdomme
Rigsadvokaten skal underrettes om alle landsretsdomme,
hvor der er domfældt for overtrædelse af straffelovens
§ 216, herunder også jf. §§ 224 eller 225. Det samme
gælder domme, hvor der er domfældt for overtrædelse af
straffelovens §§ 217, herunder også jf. §§ 224 eller 225.
Underretningen sker ved, at statsadvokaten indsender
sagens akter samt udskrift af landsrettens dom og udskrift af retsbogen,
såfremt en sådan foreligger.
Underretningen skal ske snarest muligt og senest 5
hverdage efter domsafsigelsen. Såfremt udskrift af landsrettens dom
ikke foreligger på dette tidspunkt, kan sagen videresendes uden dommen,
der i så fald eftersendes.
2.3. Ordningens tidsmæssige udstrækning
Retningslinierne ovenfor om forelæggelse af
byretsdomme i voldtægtssager for Rigsadvokaten og om underretning af
Rigsadvokaten om landsretsdomme i voldtægtssager gælder for alle
domme dvs. både byrets- og landsretsdomme der afsiges i perioden
fra den 22. januar 2001 og til den 1. februar 2002.
For domme, der er anket til landsretten i den nævnte
periode, skal underretning af Rigsadvokaten dog ske, selv om landsretsdommen
afsiges efter den 1. februar 2002.
Henning Fode
Bilag 2
Underbilag 2
Rigsadvokaten
G 3034
Beskrivelse af de afsluttede sager pr. 15. august
2001
I undersøgelsen er indtil den 15. august 2001
indgået 24 sager, der er afsluttede. Af disse er 5 sager afsluttet med
en byretsdom, 1 med en nævningedom og 18 med en ankedom fra
landsretten.
Nedenfor beskrives de enkelte sager.
Beskrivelsen af dommene er opdelt i følgende
grupper:
Gruppe 1: Forsøg overfaldsvoldtægt
Gruppe 2: Fuldbyrdet overfaldsvoldtægt
Gruppe 3: Forsøg kontaktvoldtægt
Gruppe 4: Fuldbyrdet kontaktvoldtægt
Gruppe 5: Forsøg parvoldtægt
Gruppe 6: Fuldbyrdet parvoldtægt
Beskrivelserne er foretaget på en sådan måde, at de
oplysninger, der må antages at have haft væsentlig betydning for
straffastsættelsen fremgår. Tiltaltes alder er nævnt i alle
tilfælde, hvorimod forurettedes alder kun er nævnt, såfremt
forurettede er særlig ung eller ældre, idet dette forhold kan
have betydning for straffastsættelsen. Såfremt der har
været uenighed mellem by- og landsret om straffastsættelsen,
fremgår det af beskrivelsen.
Gruppe 1: Forsøg overfaldsvoldtægt
Maribo rets dom af 29. januar 2001 (dom 1, j.nr. 47/01-10)
Foranstaltningsdom
Forsøg på voldtægt og anden kønslig
omgængelse end samleje efter straffelovens § 216, stk. 2, jf.
§ 21, og § 224, jf. § 216, stk. 2, jf. til dels
§ 21, begået af en 42-årig mand, som på offentlig vej
forsøgte at skaffe sig samleje med en ham ubekendt kvinde, idet han
pressede en saks mod hendes hals, bandt hendes hænder på ryggen
og tildelte hende slag i ansigtet. Voldtægtsforsøget
mislykkedes, idet han ikke kunne få rejsning. Tiltalte forsøgte
tillige under anvendelse af den beskrevne vold at opnå analt samleje
med kvinden, ligesom han forsøgte at få hende til at sutte
på hans kønslem. Endvidere onanerede han til sædafgang ud
over kvinden. Dømt til anbringelse i lukket (sikret) institution for
personer med vidtgående psykiske handicap.
Østre Landsrets ankedom af 31. januar 2001 (dom 2, j.nr.
47/01-13)
Fængsel i 1 år og 9 måneder (fællesstraf)
(skærpelse)
Forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216,
stk. 1, jf. § 21, begået af en 27-årig mand, der ved
nattetide skaffede sig adgang til en bygning, der tilhørte en
kunstforening. I bygningen overnattede en kvinde, som tiltalte i dagene
forinden havde mødt i kunstforeningen. Tiltalte forsøgte at
tiltvinge sig samleje med kvinden, idet han trykkede hende ned i en sofa,
hvor han lagde sig over hende og med en hånd holdt over hendes
næse og mund. Efter at kvinden havde frigjort sig, blev hun
væltet om på gulvet, hvor tiltalte greb hende om halsen med en
hånd og trykkede til og trak hendes bukser af, hvorefter han begyndte
at tage sit eget tøj af. Tiltalte opgav sit forehavende, idet andre
personer indfandt sig i rummet. Tiltalte var tidligere i 1998 straffet for
vold og voldtægt med fængsel i 1 år. Han var
prøveløsladt med en reststraf på 123 dage. Byretten havde
udmålt en fællesstraf på fængsel i 1 år og 6
måneder. Landsretten lagde ved fastsættelsen af
fællesstraffen på 1 år og 9 måneder vægt
på forholdets alvorlige karakter og på tiltaltes hurtige recidiv
fra ligeartet kriminalitet.
Vestre Landsrets ankedom af 27. februar 2001 (dom 3, j.nr.
47/01-16)
Fængsel i 1 år og 6 måneder (fællesstraf)
(stadfæstelse)
Forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216,
stk. 1, jf. § 21, begået af en 30-årig mand over for en
kvinde, som han tidligere havde overnattet hos for nogen tid siden. Tiltalte
kravlede ved nattetide ind af vinduet til forurettedes soveværelse. Han
tog sine bukser af og væltede forurettede om på gulvet. Han trak
hendes trusser af, stak en finger i hendes endetarm og skede, ligesom han
holdt hende for munden, da hun begyndte at skrige. Tiltalte lagde sig oven
på forurettede i den hensigt at have samleje med hende, hvilket
imidlertid mislykkes, idet forurettede gjorde modstand. I umiddelbar
fortsættelse heraf forsøgte tiltalte forgæves yderligere
to gange at opnå samleje med forurettede. Tiltalte var tidligere i 1999
straffet med hæfte i 20 dage betinget for
blufærdighedskrænkelse efter straffelovens § 232.
Fællesstraffen på 1 år og 6 måneder omfattede denne
dom samt en byretsdom på fængsel i 50 dage for tyveri mv., som
ligeledes var omfattet af ankesagen.
Vestre Landsrets ankedom af 28. februar 2001 (dom 4, j.nr.
47/01-12)
Fængsel i 2 år (skærpelse)
Forsøg på voldtægt af barn under 15 år efter
straffelovens § 216, stk. 1, og § 222, stk. 1, jf.
§ 21, begået af en 34-årig mand, der om natten trængte
ind hos en bekendt, som han tidligere på dagen havde været
på besøg hos. Han gik ind i et værelse, hvor en
12-årig pige lå og sov. Tiltalte tog sit tøj af og
befølte hende på benene og armene. Han tog kvælertag om
hendes hals, samtidig med at han rev hendes pyjamas og trusser af, ligesom
han forsøgte at lægge sig oven på hende i den hensigt at
opnå samleje. Forsøget mislykkedes på grund af pigens
modstand og råb. Tiltalte var tidligere straffet to gange for
voldtægt, senest med fængsel i 10 måneder ved en dom fra
februar 2000. Byretten havde fastsat straffen til 1 år og 6
måneder. Landsretten lagde ved fastsættelsen af straffen på
fængsel i 2 år vægt på tiltaltes forstraffe og
hurtige recidiv, forurettedes alder, samt det forhold, at tiltalte var
trængt ind i hjemmet om natten.
Østre Landsrets ankedom af 22. marts 2001 (dom 5, j.nr.
47/01-11)
Fængsel i 1 år og 6 måneder (fællesstraf)
(stadfæstelse)
Forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216,
stk. 1, jf. § 21, begået af en 20-årig mand ved en
udvendig trappe i et boligkompleks. Tiltalte trak eller puffede en ham
ubekendt kvinde ned af trappen, hvor hun faldt om, ligesom han slog hende i
ansigtet, hvorefter han trak hendes bukser ned og forsøgte at
opnå samleje. Det fremgår ikke nærmere af dommen, hvorfor
forsøget mislykkedes. Tiltalte var tidligere dømt for vold, og
han var senest straffet med en fællesstraf på 8 måneder for
overtrædelse af straffelovens § 119. Han var
prøveløsladt med en reststraf på 82 dage, og denne
reststraf indgik i straffen på 1 år og 6 måneder.
Københavns Byrets dom af 10. april 2001 (dom 6, j.nr.
47/01-26)
Fængsel i 1 år, heraf 6 måneder betinget
Medvirken til forsøg på voldtægt og anden
kønslig omgængelse end samleje efter straffelovens § 216,
stk. 1, og § 224, jf. § 216, stk. 1, jf. § 21, jf.
§ 23, samt røveri efter straffelovens § 288, stk. 1,
begået af en 15-årig dreng. Drengen gik i en gågade sammen
med tre venner, der alle var under 15 år. Herunder passede de to
søstre op. To af vennerne tvang ved fastholdelse den ene søster
med ind på et offentligt toilet, hvor de forsøgte at tiltvinge
sig samleje og oralsex. Tiltalte spærrede sammen med den tredje ven
den anden søster vejen. Tiltalte var også på et tidspunkt
inde på toilettet, ligesom han tildækkede et
overvågningskamera, der var opsat i toiletbygningens forrum. Tiltalte
havde endvidere ved en anden lejlighed med de samme venner indfundet sig i en
forretning, hvor vennerne pressede indehaveren op i et hjørne,
hvorefter de stjal 1.500 kr., samtidig med at tiltalte truede indehaveren
verbalt. Straffen blev fastsat til fængsel i 1 år, heraf 6
måneder betinget.
Gruppe 2: Fuldbyrdet overfaldsvoldtægt
Østre Landsrets nævningedom af 23. januar 2001 (dom 7,
j.nr. 47/01-6)
Fængsel i 6 år
Voldtægt og anden kønslig omgængelse end samleje efter
straffelovens § 216, stk. 1, og § 224, jf. § 216,
stk. 1, samt røveri efter straffelovens § 288, stk. 1,
nr. 1, og ulovlig frihedsberøvelse efter straffelovens § 261,
stk. 1, begået af en 29-årig mand, der indfandt sig i et
pengeinstitut med en attrappistol og en bombeattrap med fjernbetjening. Han
gik ind på den kvindelige hovedkasserers kontor og pegede på
hende med attrappistolen og fik udleveret ca. 300.000 kr. Herefter tiltvang
han sig ved hjælp af trusler med pistolen og bomben anden
kønslig omgang end samleje, idet han forsøgte at indføre
sig lem i kvindens endetarm. Efterfølgende begik han fuldbyrdet
voldtægt, ligesom han tiltvang sig anden kønslig
omgængelse ved at indføre sit lem i kvindens mund og foretage
samlejebevægelser til sædafgang. Straffen blev fastsat til
fængsel i 6 år.
Østre Landsrets ankedom af 6. april 2000 (dom 8, j.nr.
47/01-3)
Fængsel i 1 år og 9 måneder (fællesstraf)
(formildelse) og fængsel i 1 år og 3 måneder (formildelse)
Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, og anden
kønslig omgængelse end samleje efter straffelovens § 224,
jf. § 216, stk. 1, begået af tre mænd på
henholdsvis 21 år (T1), 20 år (T2) og 21 år (T3). De tre
tiltalte samlede i en bil med T1 som fører og T2 og T3 skjult i
bilens varekasse en prostitueret kvinde op. Forurettede troede, at hun
skulle afvikle et utugtsforhold med T1. Forurettede begyndte at klæde
sig af, hvorefter T2 og 3 sprang frem fra deres skjulested i varekassen. T3
tog halsgreb på forurettede og pressede hende ned mod bilens bund. T1
truede forurettede med en knytnæve og tilkendegav, at hun ville
få »denne og flere til«, såfremt hun skreg. Herefter havde de tre
tiltalte over mere end en time på skift samleje med forurettede,
vaginalt og oralt. T1 var tidligere straffet senest for vold efter
straffelovens § 245, jf. § 247, stk. 1, og var løsladt
på prøve med en reststraf på 41 dage. T2 var tidligere
straffet senest for vold efter straffelovens § 244, jf. § 247, og
var ligeledes prøveløsladt med en reststraf på 41 dage.
Byretten havde udmålt fællesstraffene for T1 og T2 til
fængsel i 2 år, og straffen for T3 til fængsel i 1 år
og 6 måneder. Landsretten nedsatte straffene til henholdsvis
fængsel i 1 år og 9 måneder (T1 og T 2) og 1 år og 3
måneder (T3).
Østre Landsrets ankedom af 15. maj 2001 (dom 9, j.nr.
47/01-7)
Fængsel i 2 år (stadfæstelse)
Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, begået
af en 38-årig mand over for en kvinde, som tiltalte traf på en
restaurant. Tiltalte inviterede forurettede, samt to mænd, forurettede
var sammen med, hen på et pizzeria, hvor tiltalte arbejdede. Efter at
have opholdt sig her nogen tid, brød de alle fire op. Uden for
pizzeriaet opdagede tiltalte, at forurettede havde medbragt en sodavand fra
pizzeriaet. Han blev vred herover og skubbede forurettede omkuld, hvorved hun
faldt og slog sit baghoved. Da hun herefter rejste sig, skubbede og hev de i
hinanden. De to andre mænd forlod stedet omkring dette tidspunkt.
Forurettede tilkendegav, at hun ville hjem og begyndte at gå. Herefter
trak eller hev tiltalte forurettede ind i pizzeriaet og hen på en sofa,
som hun faldt ned på. Tiltalte tog med een hånd gennem
længere tid kvælergreb på forurettede. Endvidere tog
tiltalte en hobbykniv og holdt den tæt mod forurettedes hals og
underliv. Tiltalte sagde herefter til forurettede, at hun skulle tage sine
bukser af, hvilket forurettede efterkom. Tiltalte tiltvang sig samleje, som
han dog afbrød, hvorefter han onanerede til sædafgang. Tiltalte
var tidligere i 1989 dømt for voldtægt, og i 1994 var han
idømt fængsel i 3 år og 9 måneder for forsøg
på manddrab og vold mod sin daværende hustru. Både byret og
landsret udmålte straffen til fængsel i 2 år.
Store Heddinge rets dom af 22. juni 2001 (dom 10, j.nr. 47/01-39)
Fængsel i 3 år
Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 2, anden
kønslig omgængelse end samleje efter straffelovens § 224,
jf. § 216, stk. 1, jf. stk. 2, samt røveri efter
straffelovens § 288, stk. 2, begået af en 31-årig mand
og en 27-årig mand, der indfandt sig i en massageklinik, hvor de ved
vold og under trussel om anvendelse af vold aftvang to kvindelige
medarbejdere diverse genstande. Endvidere tiltvang den ene tiltalte sig
samleje med en af kvinderne, og den anden tvang kvinden til at sutte på
tiltaltes kønslem. De pågældende havde herudover
begået flere røverier af lignende karakter, dog uden at have
begået voldtægt i forbindelse hermed, og straffen på
fængsel i 3 år omfattede også disse forhold.
Gruppe 3: Forsøg kontaktvoldtægt
Østre Landsrets ankedom af 22. januar 2001 (dom 11, j.nr.
47/01-2)
Fængsel i 1 år (stadfæstelse)
Forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216,
stk. 1, jf. § 21, samt vold efter straffelovens § 244, jf.
§ 247, begået af en 27-årig mand, der var til en privat
fest, over for en pige, som han kendte fra et ungdomshus. På et
tidspunkt gik forurettede ud på toilettet, hvor tiltalte herefter
indfandt sig. Tiltalte låste døren og tog fat i forurettede
bagfra, og befølte hende på brysterne og i skridtet. Han
skubbede hende op mod væggen og lagde hende ned på gulvet, hvor
han fastholdt hende, mens han trak hendes bukser og trusser ned i den hensigt
at opnå samleje, hvilket mislykkedes på grund af forurettedes
modstand. Umiddelbart efter voldtægtsforsøget slog tiltalte en
mandlig festdeltager i ansigtet flere gange med knytnæve, ligesom han
tildelte den pågældende flere skaller. Tiltalte var ved en dom
fra 1995 tidligere dømt for vold. Straffen blev fastsat til
fængsel i 1 år.
Gruppe 4: Fuldbyrdet kontaktvoldtægt
Rønne rets dom af 13. september 2000 (dom 12, j.nr.
47/01-159)
Fængsel i 1 år
Voldtægt af barn under 15 år efter straffelovens § 216,
stk. 1, og § 222, stk. 1, begået i 1990 af en
35-årig mand over for en 12-årig pige. Tiltalte overnattede hos
en bekendt. Han sov i børneværelset, og tiltvang sig herefter
samleje med den bekendtes 12-årige datter ved at presse forurettedes
ben ud til siden, hvorefter han lagde sig oven på forurettede og
gennemførte samleje ved udnyttelse af sin større fysiske
styrke. Sagen blev anket til frifindelse af tiltalte og til skærpelse
af anklagemyndigheden, men ankesagen bortfaldt. Straffen blev fastsat til
fængsel i 1 år.
Vestre Landsrets ankedom af 22. januar 2001 (dom 13, j.nr.
47/01-1)
Fængsel i 8 måneder (stadfæstelse)
Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, begået
af en 25-årig mand, der sammen med en kammerat havde været
på besøg hos en kvinde, som tiltalte havde mødt nogle
dage forinden. Der havde ikke være optakt til noget seksuelt mellem
tiltalte og kvinden, der begge havde fået en del alkohol at drikke i
løbet af besøget. Tiltalte forlod kvindens bopæl sammen
med kammeraten, men tiltalte vendte tilbage og gik ind i lejligheden, hvor
kvinden lå og sov. Hun vågnede og løb ud i entreen, men
tiltalte greb fat i hende, skubbede hende ind i soveværelset og
væltede hende om på sengen. Han gav hende en lussing, fastholdt
hende og gennemførte samleje til sædafgang. Straffen blev
både i byret og landsret fastsat til fængsel i 8
måneder.
Østre Landsrets ankedom af 13. februar 2001 (dom 14, j.nr.
47/01-14)
Fængsel i 1 år og 3 måneder
(stadfæstelse)
Voldtægt og anden kønslig omgængelse end samleje samt
forsøg herpå efter straffelovens § 216, stk. 1, jf.
§ 222, stk. 2, og § 224, jf. § 222, stk. 2, jf.
§ 21, begået i 1990 af en 47-årig mand over for en på
gerningstidspunktet 10-årig pige. Tiltalte var tidligere kommet i
forurettedes hjem og havde passet hende. På gerningsdagen mødte
tiltalte tilfældigt forurettede på gaden, hvorefter hun gik med
op i hans lejlighed. Her befølte tiltalte forurettedes kønsdel
og forsøgte at indføre sit kønslem i forurettedes anus,
hvilket mislykkedes, hvorpå han tiltvang sig samleje til
sædafgang.
Vestre Landsrets ankedom af 18. april 2001 (dom 15, j.nr.
47/01-9)
Fængsel i 8 måneder (formildelse) og fængsel i 1
år og 4 måneder (fællesstraf)
(stadfæstelse)
Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, og anden
kønslig omgængelse end samleje efter straffelovens § 224,
jf. § 222, stk. 1 og 2, begået over for en 14-årig pige
af en 17-årig mand (T1) og en 18-årig mand (T2). De tiltalte og
forurettede kendte hinanden, idet de blandt andet drak øl og
røg hash sammen. På et tidspunkt holdt de tiltalte ved et
legehus forurettede tilbage, og tvang hende til oralsex til sædafgang,
idet de blandt andet sagde, at hun ikke ville få lov at gå hjem.
På et andet tidspunkt tvang T2 forurettede til anden kønslig
omgængelse under lignende omstændigheder, og T 2 tiltvang sig
endvidere samleje med forurettede. T1 tiltvang sig ligeledes på et
andet tidspunkt samleje med forurettede. T1 var tidligere straffet med
fængsel i 1 år og 4 måneder for blandt andet
overtrædelse af straffelovens § 222, stk. 1. Byretten
udmålte straffen for T1 til fængsel i 1 år, men landsretten
nedsatte den til fængsel i 8 måneder. Som begrundelse for
nedsættelsen henviste landsretten navnlig til den kontakt, der havde
været mellem tiltalte og forurettede. T2 var tidligere straffet flere
gange senest efter straffelovens § 222, jf. § 224, med
fængsel i 8 måneder, heraf 4 måneder betinget. Straffen for
T2 blev både i byret og landsret udmålt til fængsel i 1
år og 4 måneder som en fællesstraf med hensyn til den
betingede del af denne tidligere dom.
Østre Landsrets ankedom af 26. april 2001 (dom 16, j.nr.
47/01-21)
Fængsel i 1 år (skærpelse)
Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, begået
af en 26-årig mand, der i sin bil havde samlet en prostitueret op for
at afvikle et utugtsforhold. De kørte til en øde
parkeringsplads. Her trak manden et pudebetræk over kvindens hoved og
fastholdt hende i et halsgreb, hvorefter han tiltvang sig samleje. Byretten
havde fastsat straffen til fængsel i 9 måneder, men landsretten
skærpede straffen til fængsel i 1 år under hensyn til
forholdets grovhed.
Østre Landsrets ankedom af 2. maj 2001 (dom 17, j.nr.
47/01-4)
Fængsel i 10 måneder (stadfæstelse)
Tiltvingelse af samleje og anden kønslig omgængelse end
samleje ved anden ulovlig tvang end vold eller trussel om vold efter
straffelovens § 217, jf. § 224, og § 217, begået af en
37-årig mand overfor en pige, som han havde været til fest hos.
Efter festen gik de på diskotek. Tiltalte havde inde i diskoteket flere
gange forgæves forsøgt at få kontakt med forurettede.
Forurettede var blevet irriteret over dette. Hun tog derfor fat i tiltaltes
hånd og førte ham udenfor for at forklare ham, at han skulle
holde op. Da de var kommet udenfor forsøgte tiltalte at kysse
forurettede, og han holdt hende herefter fast med den ene hånd, trak
hendes bukser og trusser ned med den anden hånd og førte flere
fingre op i hendes kønsdel, hvorefter han under fortsat overvindelse
af hendes modstand havde samleje med hende. Straffen blev fastsat til
fængsel i 10 måneder.
Vestre Landsrets ankedom af 7. maj 2001 (dom 18, j.nr. 47/01-8)
Fængsel i 8 måneder (fællesstraf) (formildelse),
fængsel i 4 måneder (formildelse) og fængsel i 10
måneder (formildelse)
Forsøg på opnåelse af samleje og fuldbyrdet anden
kønslig omgængelse end samleje ved udnyttelse af en persons
mentale retardering samt blufærdighedskrænkelse efter
straffelovens § 218, stk. 1, jf. § 21, og § 224, jf.
§ 218, stk. 1, samt § 232 begået af en 16-årig
dreng (T1), en 20-årig mand (T2) og en 34-årig mand (T3) over for
en 21-årig retarderet kvinde. T3 mødte kvinden, og kort efter
kom de to andre tiltalte til stedet. Kvinden og de tre tiltalte gik hen til
et kælderrum, og T3 og kvinden gik ind i rummet. Her forsøgte T3
at føre sit lem ind i pigens skedeindgang. De to andre tiltalte blev
herefter lukket ind i kælderrummet. T1 formåede kvinden til at
sutte på og manipulere tiltaltes lem til sædafgang. T2 onanerede
herefter til sædafgang i nærheden af pigen. De tre tiltalte
ansås for at have handlet i forening for så vidt angår de
overgreb, der skete, efter at de tiltalte var samlet i kælderrummet. T1
var tidligere straffet med en betinget dom på fængsel i 8
måneder for blandt andet røveri. Den betingede straf indgik i
dommen. Byretten havde dømt de pågældende for
voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, og udmålt
straffene til fængsel i 1 år og 6 måneder (T1), 1 år
og 3 måneder (T2) og 1 år og 9 måneder (T3), mens
landsretten anså forholdene for omfattet af § 218 og fastsatte
straffene til fængsel i 8 måneder (T1), fængsel i 4
måneder (T2) og fængsel i 10 måneder (T3).
Som det fremgår, henførte landsretten
forholdene under § 218, og landsrettens strafudmåling belyser
således ikke strafniveauet for voldtægt efter
§§ 216-217.
Odense rets dom af 18. juni 2001 (dom 19, j.nr. 47/01-35)
Foranstaltningsdom
Voldtægt og forsøg på voldtægt efter
straffelovens § 216, stk. 1, begået af en 40-årig mand,
der var paranoid skizofren og derfor ansås for omfattet af
straffelovens § 16. Tiltalte foreslog som betaling for nogle cigaretter,
at forurettede skulle gå i seng med ham. Da forurettede afslog, tog
tiltalte kvælertag på forurettede i den hensigt at tiltvinge sig
samleje, hvilket imidlertid mislykkedes på grund af kvindens modstand.
I et andet tilfælde tiltvang tiltalte sig fuldbyrdet samleje med en
bevægelseshæmmet kvinde, som han havde drukket øl med, og
som forud havde afvist at gå i seng med ham. Tiltalte idømt
ambulant psykiatrisk behandling med mulighed for indlæggelse.
Vestre Landsrets ankedom af 1. august 2001 (dom 20, j.nr.
47/01-25)
Fængsel i 1 år (formildelse)
Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, og
hærværk efter § 291, stk. 2, begået af en
25-årig mand, der mødte en kvinde på en bodega. De drak og
dansede sammen, og på et tidspunkt gik de hjem til forurettede, der
have tilbudt tiltalte at overnatte i forurettedes hjem. Umiddelbart efter
ankomsten til hjemmet væltede tiltalte forurettede omkuld på
gulvet, vred hendes ene arm om på ryggen, alt imens tiltalte flere
gange slog kvindens ansigt ned i gulvet med brud på venstre
håndled og forstuvning af albue samt tandskade til følge.
Herefter beordrede tiltalte forurettede op på en seng, og tiltalte
tiltvang sig samleje, herunder analt samleje. Umiddelbart efter
ødelagde tiltalte møbler og porcelæn i lejligheden.
Tiltalte var tidligere straffet for brandstiftelse efter straffelovens
§ 280 og trusler efter straffelovens § 266 samt senest med
fængsel i 3 måneder for trusler mod vidner efter straffelovens
§ 123. Tiltalte var prøveløsladt med en reststraf på
334 dage. Byretten havde udmålt straffen til fængsel i 1 år
og 3 måneder, mens landsretten fastsatte straffen til fængsel i 1
år. Både by- og landsret bestemte, at reststraffen på de
334 dage ikke skulle udløses.
Gruppe 5: Forsøg parvoldtægt
Der er ikke indkommet sager af denne kategori i
undersøgelsen.
Gruppe 6: Fuldbyrdet parvoldtægt
Østre Landsrets ankedom af 7. maj 2001 (dom 21, j.nr.
47/01-18)
Fængsel i 1 år (skærpelse)
Voldtægt og ulovlig frihedsberøvelse efter straffelovens
§ 216, stk. 1, og § 261, stk. 1, begået af en
36-årig mand, der i maj 2000 blev gift med en 19-årig kvinde
på islamisk vis i en moske, men uden at de fik papir på
ægteskabet. De flyttede sammen, men i oktober 2000 tog kvinden ophold
på et kvindehjem på grund af tiltaltes voldelige adfærd. De
fortsatte i et vist omfang med at se hinanden frem til december 2000, hvor
tiltalte opsøgte forurettede på en restaurant, uden at dette var
aftalt forudgående. Tiltalte tvang forurettede med i tiltaltes bil og
kørte til en parkeringsplads, hvor han låste dørene,
holdt hendes arme fast over hendes hoved og gennemførte samleje til
sædafgang. Herefter blev kvinden ved slag tvunget op i tiltaltes
lejlighed, hvor hun blev truet med en kniv og en cigaret. Det samlede
forløb varede ca. 6 timer. Byretten havde udmålt straffen til
fængsel i 10 måneder. Landsretten skærpede straffen til
fængsel i 1 år.
Østre Landsrets ankedom af 8. maj 2001 (dom 22, j.nr.
47/01-31)
Fængsel i 1 år (skærpelse)
Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, og vold efter
straffelovens § 245, stk. 1, til dels forsøg herpå
efter straffelovens § 21, samt trusler efter straffelovens § 266
begået af en 31-årig mand over for sin hustru. Han tiltvang sig i
et tilfælde samleje med forurettede. Volden var begået over en
5-årig periode, hvor tiltalte tildelte forurettede slag med
hænderne, ligesom han ved enkelte lejligheder smed forskellige
genstande efter hende. I et tilfælde slog han hende i baghovedet med en
revolver, ligesom han i et tilfælde truede hende på livet ved at
sætte revolveren til hendes tinding, samtidig med at han udtalte, at
han ville slå hende og familien ihjel. Byretten havde udmålt
straffen til fængsel i 8 måneder, men frifandt tiltalte for
voldtægt. Landsretten der dømte tiltalte for voldtægt
fastsatte straffen til fængsel i 1 år.
Vestre Landsrets ankedom af 7. juni 2001 (dom 23, j.nr. 47/01-24)
Fængsel i 6 måneder, betinget
(stadfæstelse)
Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, begået
af en 23-årig mand over for sin samlever. Tiltalte tiltvang sig samleje
med samleveren, idet han på trods af hendes protester tvang hendes ben
fra hinanden og holdt hende fast, hvorefter han gennemførte samleje.
Parret havde skændtes op til gerningstidspunktet, og dagen før
havde tiltalte »slået op« med forurettede. Han fortrød straks
dette, men nu fastholdt forurettede, at forholdet skulle afbrydes, og hun tog
ophold hos en bekendt. Tiltalte bad forurettede om at komme hjem og sove,
hvilket hun indvilligede i på betingelse af, at der ikke skulle
være noget seksuelt mellem dem. Forurettede kom hjem, og da de lagde
sig til at sove, tiltvang tiltalte sig på trods af aftalen samleje.
Landsretten lagde ved fastsættelsen af straffen på fængsel
i 6 måneder betinget blandt andet vægt på, at forurettede
kl. 1 om natten frivilligt indfandt sig hos tiltalte og lagde sig til at sove
i forurettedes og tiltaltes tidligere fælles seng.
Vestre Landsrets ankedom af 26. juni 2001 (dom 24, j.nr.
47/01-36)
Fængsel i 2 år (fællesstraf)
(stadfæstelse)
Voldtægt samt anden kønslig omgængelse end samleje
efter straffelovens § 216, stk. 1, og § 224, jf. § 216,
stk. 1, samt trusler efter § 123 og § 266 begået af en
38-årig mand over for sin samlever. Tiltalte greb forurettede
hårdt om halsen bagfra og tildelte hende en lussing på kinden,
således at hun faldt om på gulvet, hvor tiltalte sparkede hende i
maven. Tiltalte holdt herefter en hobbykniv mod forurettedes hals og fremkom
med trusler. Efterfølgende beordrede tiltalte forurettede til at tage
sig tøj af, hvorefter han oversprøjtede hende med koldt vand og
tvang hende til at sutte på sit lem til sædafgang. Han nikkede
hende endvidere en skalle og tildelte hende 2-3 lussinger, hvorefter han
tiltvang sig samleje. Under den efterfølgende fængsling truede
tiltalte forurettede. Tiltalte var tidligere straffet flere gange for vold og
trusler mv. senest i marts 2000. Tiltalte var prøveløsladt med
en reststraf på 136 dage, som indgik i straffen på fængsel
i 2 år.
Bilag 3
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Lovforslaget
Gældende formulering
§ 1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 808 af 14. september
2001, foretages følgende ændring:
1.
§ 216 affattes således:
»§ 216.
Den, der tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel
om vold, straffes for voldtægt med fængsel indtil 10 år.
Med vold sidestilles hensættelse i en tilstand, i hvilken den
pågældende er ude af stand til at modsætte sig
handlingen.«
§ 216.
Den, der tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel
om vold, straffes for voldtægt med fængsel indtil 6 år. Med
vold sidestilles hensættelse i en tilstand, i hvilken den
pågældende er ude af stand til at modsætte sig
handlingen.
Stk. 2.
Straffen kan stige til fængsel i 10 år,
hvis voldtægten har haft en særlig farlig karakter eller der i
øvrigt foreligger særligt skærpende
omstændigheder.
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af straffeloven Retsinformation · 3. oktober 2001
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og færdselsloven (Skærpelse af straffen for voldtægt, vold, uagtsomt manddrab, uagtsom betydelig legemsbeskadigelse, forsætlig fareforvoldelse, biltyveri, grov forstyrrelse af ro og orden, menneskesmugling og menneskehandel m.v.) Retsinformation · 13. juni 2002
- Forslag til Lov om ændring af straffeloven (Samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse) Retsinformation · 12. november 2020
- Forslag til Lov om ændring af straffeloven (Skærpelse af straffen for voldtægt, for samleje med et barn under 15 år ved udnyttelse af fysisk eller psykisk overlegenhed og for falsk anklage) Retsinformation · 17. december 2015
- Forslag til Lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og færdselsloven Retsinformation · 26. februar 2002
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning og lov om restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling m.v. (Seksualforbrydelser) Retsinformation · 25. maj 2013