Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af straffeloven (Skærpelse af straffen for voldtægt)

2001/2 LSF 15Lovforslag som fremsatFolketinget6. december 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 6. december 2001 af

Sandy Brinck (S), Frank Jensen (S),

Lissa Mathiasen (S),

Elisabeth Arnold (RV) og Niels Helveg

;Petersen (RV)

Forslag

til

Lov om ændring af straffeloven

(Skærpelse af straffen for voldtægt)

§ 1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 808 af 14. september

2001, foretages følgende ændring:

1.

§ 216 affattes således:

»§ 216.

Den, der tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel

om vold, straffes for voldtægt med fængsel indtil 10 år.

Med vold sidestilles hensættelse i en tilstand, i hvilken den

pågældende er ude af stand til at modsætte sig

handlingen.«

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i

Lovtidende.

§ 3

Loven gælder ikke for Grønland eller Færøerne.

Loven kan dog ved kongelig anordning sættes i kraft for

Færøerne med de afvigelser, som de særlige

færøske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Læs alt

Indholdsfortegnelse

1.

Indledning

2

2.

Tidligere og nugældende regler

2

3.

Retspraksis

4

4.

Forslagsstillernes overvejelser

5

5.

Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser

mv.

6

6.

Hørte myndigheder mv.

7

1. Indledning

Formålet med lovforslaget er at skærpe

straffen for voldtægt.

Med lovforslaget opgives den hidtidige sondring mellem

voldtægt med en strafferamme på fængsel indtil 6 år

og voldtægt af særlig farlig karakter med en strafferamme

på fængsel indtil 10 år. I stedet indføres en

fællesbestemmelse, der omfatter alle former for voldtægt, med en

fælles strafferamme på 10 års fængsel. Strafferammen

sættes dermed op fra de nuværende 6 år til 10 års

fængsel for sager, der hidtil har været omfattet af straffelovens

§ 216, stk. 1.

Voldtægt er en særlig form for alvorlig

personfarlig kriminalitet, som ud over den anvendte vold eller trussel om

vold også indebærer en grov integritetsmæssig

krænkelse af offeret. Det nuværende strafniveau i

voldtægtssager afspejler efter forslagsstillernes opfattelse ikke i

tilstrækkelig grad krænkelsen af offerets integritet og seksuelle

selvbestemmelsesret. Der er derfor behov for en generel skærpelse af

straffen for voldtægt.

Forslaget tilsigter en generel forhøjelse af

straffen for voldtægt med i størrelsesordenen 1 år i

forhold til det nuværende niveau. Det forhøjede strafniveau skal

efter forslaget anvendes både for fuldbyrdede

overfaldsvoldtægter, kontaktvoldtægter og parvoldtægter

samt forsøg herpå. Fastsættelsen af straffen i det enkelte

tilfælde vil naturligvis fortsat bero på domstolenes konkrete

vurdering af samtlige sagens omstændigheder, og det angivne

skærpede strafniveau vil således kunne fraviges af domstolene i

op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger

skærpende eller formildende omstændigheder.

Lovforslaget er en uændret genfremsættelse af

lovforslag nr. L 27, folketingsåret 2001-02, 1. samling (se

Folketingstidende 2001-02, 1. samling, forhandlingerne side 263 og

tillæg A side 369 og 440).

2. Tidligere og nugældende regler

I straffeloven fra 1930 havde straffelovens § 216

følgende ordlyd:

»§ 216. Den, som tiltvinger sig samleje med en kvinde

ved vold, frihedsberøvelse eller fremkaldelse af frygt for hendes

eller hendes nærmestes liv, helbred eller velfærd, straffes for

voldtægt med fængsel fra 1 til 16 år, under særdeles

skærpende omstændigheder på livstid. Har kvinden forud

stået i mere varigt kønsligt forhold til gerningsmanden, er

straffen fængsel indtil 8 år.«

Voldtægtsbestemmelsen indeholdt således

dengang et strafminimum på 1 år, og overtrædelse af

bestemmelsen kunne under særdeles skærpende omstændigheder

medføre fængsel på livstid.

Ved lov nr. 248 af 9. juni 1967 fik bestemmelsen

følgende ordlyd:

»§ 216. Den, der tiltvinger sig samleje med en kvinde

ved vold eller ved fremkaldelse af frygt for hendes eller hendes

nærmestes liv, helbred eller velfærd, straffes for voldtægt

med fængsel indtil 10 år.

Stk. 2. Med vold sidestilles hensættelse af

kvinden i en tilstand, i hvilken hun er ude af stand til at modsætte

sig handlingen.«

Der henvises herom til Folketingstidende 1966-67,

tillæg A sp. 2449-2526, tillæg B sp. 1413-1418 og forhandlingerne

sp. 2025-2037, 3371-3409, 4881-4904 og 5254-5255.

Lovændringen betød blandt andet, at det

hidtidige strafminimum i straffelovens § 216 blev ophævet, samt at

strafmaksimum blev nedsat til 10 års fængsel.

Ændringen af voldtægtsbestemmelsen byggede

på en utrykt udtalelse fra Straffelovrådet. Udtalelsen blev

gengivet i lovforslagets bemærkninger, jf. Folketingstidende 1966-67,

tillæg A sp. 2463-2467. Et hovedspørgsmål for

Straffelovrådet havde været, om den dagældende

lovbestemmelse i straffelovens § 216 burde opdeles i to

voldtægtsregler, herunder en regel med en lavere strafferamme

omfattende, hvad der blev betegnet som »forberedt voldtægt«. Udtrykket

»forberedt voldtægt« dækkede over de voldtægtssager, »hvor

der navnlig på grund af et forudgående selskabeligt samvær,

eventuelt i forbindelse med en vis letsindighed fra kvindens side«, efter

dagældende praksis forelå formildende omstændigheder.

Rådet nåede imidlertid frem til, at samtlige

voldtægtsforbrydelser skulle undergives en fælles strafferamme.

Begrundelsen herfor var, at det efter rådets opfattelse ikke var muligt

at trække enkelte klare momenter frem, der alene skulle kunne begrunde,

at forholdet blev henført til en mildere bestemmelse. En særlig

voldtægtsbestemmelse ville derfor blive formuleret så vagt, at

den ikke ville yde anklagemyndighed eller domstole nogen

nævneværdig vejledning ved sagernes bedømmelse.

Rådet indstillede samtidig, at det hidtidige strafminimum blev

afskaffet i overensstemmelse med rådets principielle opfattelse af, at

strafferammer bør undlade at foreskrive noget minimum. Endelig

foreslog Straffelovrådet, at strafmaksimum blev nedsat til 10 år,

da der i praksis sjældent blev idømt højere straffe efter

bestemmelsen end fængsel i 4 år.

Ved lov nr. 256 af 27. maj 1981 blev bestemmelsen på

ny ændret til den ordlyd, bestemmelsen har i dag, jf. bilag 3 til

lovforslaget. Der henvises herom til Folketingstidende 1980-81, tillæg

A sp. 3993-4006, tillæg B sp. 851-860, 887-892 og 893-896 og

forhandlingerne sp. 6306-6308, 7414-7461, 10964-11007, 11468-11494 og

11756-11780.

Ved denne lovændring blev anvendelsesområdet

for straffelovens § 216 præciseret i forhold til bestemmelsen i

straffelovens § 217 om opnåelse af samleje ved anden ulovlig

tvang, således at straffelovens § 216 nu omfatter alle

tilfælde, hvor samleje er tiltvunget ved vold eller trussel om vold.

Der gennemførtes samtidig en ændring af strafferammen i

straffelovens § 216, således at strafferammen for voldtægt

blev opdelt i en normal strafferamme på fængsel indtil 6 år

og en skærpet straffebestemmelse med en strafferamme på

fængsel indtil 10 år for tilfælde, hvor voldtægten

har haft en særlig farlig karakter eller der i øvrigt foreligger

særlig skærpende omstændigheder. Endelig blev ordene

»samleje med en kvinde« ændret til ordet »samleje«, således at

bestemmelsen også kan anvendes på forhold begået over for

mænd.

Ændringerne i bestemmelsens strafferamme havde to

formål: Dels indebar den ændrede udformning af strafferammerne en

tilpasning til det gældende strafudmålingsniveau, dels indebar

lovændringen, at kun sager om voldtægt omfattet af straffelovens

§ 216, stk. 2, fremover skulle behandles som nævningesager.

Efter den dagældende regel i retsplejelovens § 687 skulle der ske

nævningebehandling af straffesager om forbrydelser, hvor der i

strafferammen var et strafmaksimum på fængsel i 8 år eller

derover, medmindre betingelserne for at fremme en sag som

tilståelsessag efter retsplejelovens § 925 var opfyldt.

Lovændringen byggede på Straffelovrådets

betænkning nr. 914/1980 om voldtægt, brand og røveri. Til

belysning af praksis havde Straffelovrådet gennemgået et

betydeligt antal voldtægtssager og heraf udledt, at det store flertal

af straffe efter straffelovens §§ 216-217 lå på et niveau af

maksimalt 2-3 års fængsel (jf. betænkningen s. 32-36), og

rådet fandt det på den baggrund ubetænkeligt at ændre

det generelle strafmaksimum for voldtægt, således at der

fastsattes en normalramme på fængsel i højst 6 år,

suppleret med en skærpet strafferamme på fængsel i

højst 10 år for særlig grove tilfælde af

voldtægt, jf. betænkningen s. 49.

Det var således ikke hensigten med

lovændringen at ændre på den dagældende

udmålingspraksis, jf. Folketingstidende 1980-81, tillæg A sp.

4003.

Straffelovrådet forudsatte, at

anvendelsesområdet for straffelovens § 216, stk. 2, skulle

være tilfælde, hvor voldtægten efter den hidtidige praksis

var bedømt som særlig grov, og som havde medført en

straf, der lå over et niveau af omkring 3-4 års fængsel,

jf. betænkningen s. 49-50. Det drejede sig især om sager, hvor

der var udøvet vold af særlig farlig karakter. Den

omstændighed, at der var tale om flere forhold til samtidig

påkendelse, eller at gerningsmanden tidligere havde gjort sig skyldig i

en tilsvarende forbrydelse, ville ikke uden videre bringe forholdet ind under

den skærpede bestemmelse. Det samme gjaldt andre almindelige

skærpelsesmomenter som f.eks., at der var tale om overfald på en

ubekendt, eller at voldtægten var begået af flere.

I praksis har straffelovens § 216, stk. 2,

været anvendt i tilfælde, hvor gerningsmanden har truet med kniv

eller anvendt særlig farlige greb om halsen, eller hvor gerningsmanden

i øvrigt har anvendt særlig grov vold under voldtægten

eller forsøget herpå.

Straffelovrådet har i betænkning nr. 1099/1987

om strafferammer og prøveløsladelse i forbindelse med en

generel gennemgang af strafferammerne i straffeloven på ny overvejet

strafferammerne i straffelovens § 216, jf. betænkningen s. 172.

Rådet fandt ikke grundlag for at foreslå en nedsættelse af

normalstraffen på 6 års fængsel. Rådet fandt det

samtidig overvejende betænkeligt at foreslå en nedsættelse

af den skærpede ramme fra 10 til f.eks. 8 års fængsel, idet

en sådan nedsættelse formentlig ville øge domstolenes

tilbøjelighed til at foretrække tidsubestemt forvaring efter

straffelovens § 70 frem for tidsbestemt fængsel i visse ganske

vist sjældne tilfælde, hvor der afsiges dom for flere

voldtægtsforhold eller for voldtægt i gentagelsestilfælde.

Betænkningens forslag om ændring af strafferammer har i

øvrigt ikke ført til lovgivningsinitiativer.

Straffelovens § 216 suppleres af reglerne i

straffelovens § 224 og § 225, hvorefter bestemmelsen i § 216

finder tilsvarende anvendelse med hensyn til anden kønslig

omgængelse end samleje og med hensyn til kønslig

omgængelse med en person af samme køn.

3. Retspraksis

For at belyse udviklingen i strafniveauet i

voldtægtssager bad daværende justitsminister Frank Jensen den 9.

juni 2000 Rigsadvokaten om en redegørelse. Den 15. januar 2001

afleverede Rigsadvokaten sin redegørelse til justitsministeren.

Redegørelsen, der er optaget som bilag 1 til lovforslaget, viser, at

strafniveauet i voldtægtssager generelt faldt i 1970 erne og frem til

midten af 1980 erne. Redegørelsen viser samtidig, at der ikke er

grundlag for at antage, at der skulle have været et yderligere fald i

strafniveauet gennem 1990 erne. Rigsadvokatens redegørelse pegede

imidlertid på nogle tilfælde, hvor der kunne være grund til

at se nærmere på, om strafudmålingen ligger på et

tilstrækkeligt niveau. Det drejede sig navnlig om sager om

overfaldsvoldtægt og herunder særlig forsøg på

overfaldsvoldtægt. Endvidere drejede det sig om sager, hvor

voldtægten er begået af flere i forening.

I Rigsadvokatens redegørelse er det antaget, at

strafniveauet for forsøg på overfaldsvoldtægt uden

skærpende omstændigheder i dag er 6-9 måneders

fængsel og for fuldbyrdet overfaldsvoldtægt fængsel i 1

år og 6 måneder. Ved overfaldsvoldtægt forstås

voldtægt mod en person, som gerningsmanden slet ikke kender eller kun

har et yderst perifert kendskab til, og hvor der ikke forud for

voldtægten har været samvær af nogen karakter.

En anden type voldtægtssager er

kontaktvoldtægt, hvor parterne umiddelbart forinden voldtægten

har været sammen på en måde, som kunne være optakten

til en seksuel kontakt. Kontaktvoldtægt omfatter endvidere

voldtægter, hvor parterne kender hinanden i forvejen, f.eks. naboer og

kolleger, uanset om selve voldtægten har karakter af et overfald.

Strafniveauet for denne type sager skønnedes i Rigsadvokatens

redegørelse for forsøg at svare nogenlunde til niveauet for

forsøg på overfaldsvoldtægt, mens straffen for fuldbyrdet

kontaktvoldtægt ligger i niveauet mellem 6 måneder og 1½

års fængsel, men således at straffen er fængsel i

6-10 måneder, hvis der ikke er anvendt vold af betydning, eller hvis

der ikke i øvrigt foreligger skærpende omstændigheder.

Den tredje gruppe voldtægtssager, som nævnes i

Rigsadvokatens redegørelse, er parvoldtægter, hvorved

forstås voldtægt mod en nuværende seksuel partner og

voldtægt mod en tidligere seksuel partner, såfremt forholdet er

ophørt inden for et kortere tidsrum forud for voldtægten.

Normalstraffen for fuldbyrdet parvoldtægt antages at ligge i niveauet

6-8 måneders fængsel.

I tilknytning til Rigsadvokatens redegørelse blev

det mellem Rigsadvokaten og Justitsministeriet aftalt at

iværksætte en ordning, hvorefter Rigsadvokaten i et år

får forelagt alle fældende domme i voldtægtssager, blandt

andet med henblik på at vurdere, om der er behov for at anke domme for

at få straffene skærpet.

Den 20. august 2001 afleverede Rigsadvokaten en

midtvejsredegørelse om strafniveauet i voldtægtssager.

Midtvejsredegørelsen, der er optaget som bilag 2 til lovforslaget,

bekræfter strafniveauet for de forskellige former for

voldtægtssager, således som dette er beskrevet i Rigsadvokatens

redegørelse af 15. januar 2001. Rigsadvokaten har i tilknytning hertil

vurderet, at der næppe er grundlag for at antage, at domstolene

på det gældende lovgrundlag vil foretage mere markante, generelle

forhøjelser af strafniveauet i de forskellige typer

voldtægtssager. En generel ændring af strafniveauet i

voldtægtssager ville i øvrigt, ifølge rigsadvokatens

vurdering, som følge af de mange forskellige konkrete

omstændigheder i de enkelte sager forudsætte, at

Højesteret fik forelagt et noget større antal sager, og

Rigsadvokaten pegede på, at en sådan proces som altså

ikke kan forventes at føre til markante forhøjelser af

strafniveauet må antages at være langvarig.

4. Forslagsstillernes overvejelser

Voldtægt er en særlig form for alvorlig

personfarlig kriminalitet, som ud over den anvendte vold eller trussel om

vold også indebærer en grov integritetsmæssig

krænkelse af offeret. Det nuværende strafniveau i

voldtægtssager afspejler efter forslagsstillernes opfattelse ikke i

tilstrækkelig grad krænkelsen af offerets integritet og seksuelle

selvbestemmelsesret. Der er derfor behov for en generel skærpelse af

straffen for voldtægt.

Ud over at højere straffe bedre vil afspejle

samfundets afstandstagen fra disse handlinger, vil en længere straf til

voldtægtsforbryderen også kunne få betydning for

behandlingen i fængslerne. I 1997 blev der i forbindelse med

vedtagelsen af lov nr. 274 af 15. april 1997 om ændring af straffeloven

m.v. (Forstærket indsats mod seksualforbrydere m.v.) iværksat en

treårig forsøgsordning med behandling af seksualforbrydere.

Ordningen har i praksis været en betydelig succes, for så vidt

som en meget stor del af de dømte har været indstillet på

at indgå i behandlingen. Som følge heraf blev ordningen gjort

permanent i efteråret 2000. Behandlingsordningen forudsætter

imidlertid et behandlingsforløb af en vis varighed. Det har

været anført, at det i voldtægtssager kan være

svært med det nuværende strafniveau i alle sager at nå at

få en meningsfuld behandling i gang, endsige afslutte

behandlingsforløbet. En forhøjelse af straffen for

voldtægt, således som lovforslaget lægger op til, kan

medvirke til at sikre, at flere behandlingsbeløb kan

gennemføres tilfredsstillende.

Folketinget kan tage initiativ til en skærpelse af

straffen for bestemte forbrydelser på forskellige måder.

Justitsministeriet har tidligere haft lejlighed til at redegøre

nærmere herfor. Der henvises herved til Justitsministeriets svar af 1.

april 1997 på spørgsmål nr. 7 af 4. februar 1997 fra

Folketingets Retsudvalg vedrørende den såkaldte voldspakke (L

145 bilag 8), Justitsministeriets svar af 10. januar 2000 på

spørgsmål nr. 81 af 12. november 1999 fra Folketingets

Retsudvalg (Alm.del bilag 227) og senest daværende justitsminister

Frank Jensens redegørelse i et samråd i Retsudvalget den 15.

januar 2001.

En mulighed er at hæve strafferammerne for den

pågældende lovovertrædelse.

En anden mulighed for at skærpe straffen er ved en

ændring af lovteksten at præcisere de kriterier, der skal

anvendes ved strafudmålingen, herunder hvad der skal betragtes som

skærpende omstændigheder, og i bemærkningerne til

lovforslaget at angive retningslinjerne for den ændring af

strafudmålingen, der tilsigtes.

En tredje mulighed for at skærpe

strafudmålingen er at indføre minimumsstraffe for bestemte

lovovertrædelser ved i bestemmelsen at angive, at straffen for en

bestemt overtrædelse er fængsel i et bestemt tidsrum, der er

længere end det faste minimum for fængsel i 7 dage, jf.

straffelovens § 33. Udviklingen har hidtil gået i retning af

afskaffelse af sådanne minimumsstraffe, og spørgsmålet har

flere gange været overvejet, senest af Straffelovrådet i

betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og

prøveløsladelser. I betænkningen konkluderede

Straffelovrådet (alle 7 medlemmer), at de forhøjede minima i

alle de bestemmelser, hvor de stadig fandtes, kunne ophæves.

Straffelovrådet udtalte endvidere, at det efter rådets opfattelse

næppe kommer på tale at indføre nye, forhøjede

minima for fængselsstraffe. Der henvises i det hele til

betænkningen s. 71-75.

En fjerde mulighed for at skærpe straffen på

et område er en drøftelse i Folketinget, der kan føre

til, at anklagemyndigheden søger egnede sager indbragt for

Højesteret med henblik på, at Højesteret kan tage

stilling til, om der blandt andet i lyset af samfundets syn på de

pågældende overtrædelsers grovhed er grundlag for at

foretage en vis tilpasning af strafudmålingen. En drøftelse i

Folketinget er imidlertid ikke bindende for domstolene, og et ønske

fra Folketinget om at skærpe straffen på et område

bør derfor i almindelighed give sig udtryk i ændret

lovgivning.

Forslagsstillerne har overvejet, hvorledes den

ønskede skærpelse af straffen for voldtægt bedst

gennemføres.

Det forhold, at Straffelovrådet for tiden er ved at

foretage en generel gennemgang af strafferammerne i straffeloven, taler imod

at gennemføre en skærpelse af straffen ved blot at

forhøje de eksisterende strafferammer i straffelovens § 216.

Efter forslagsstillernes opfattelse ville en forhøjelse af de

nuværende strafmaksima i straffelovens § 216 på 6 og 10

års fængsel til henholdsvis 8 og 12 års fængsel

gøre det nødvendigt at overveje ændringer af de

øvrige bestemmelser om seksualforbrydelser i straffelovens kapitel 24

og eventuelt også andre bestemmelser i straffeloven og dermed i vidt

omfang foregribe Straffelovrådets arbejde.

Det er endvidere efter Rigsadvokatens redegørelser

for praksis klart, at der ikke i selv de groveste voldtægtssager er

behov for et strafmaksimum, der er højere end det nugældende

på 10 års fængsel. Det vil efter forslagsstillernes

opfattelse ikke være rigtigt at foreslå strafmaksima, der ligger

helt uforholdsmæssigt højt i forhold til det tilsigtede

strafniveau.

Forslagsstillerne finder endvidere, at der ud fra

principielle betragtninger ikke bør indføres et strafminimum i

voldtægtsbestemmelsen. Et strafminimum kunne i yderste konsekvens

medføre, at domstolene i videre omfang idømmer betingede domme

eller henfører strafbare forhold under mildere

straffebestemmelser.

Forslagsstillerne finder, at den bedste måde at

nå den ønskede generelle strafskærpelse i sager om

voldtægt er at omskrive bestemmelsen til en fællesbestemmelse med

én strafferamme svarende til den gældende maksimumsstraf

på fængsel i 10 år. Herved opstår der ikke

spørgsmål om balancen i forhold til strafferammerne i de

øvrige bestemmelser om seksualforbrydelser i straffelovens kapitel 24,

samtidig med at der sker en forhøjelse af strafferammen for de

almindelige tilfælde af voldtægt. En væsentlig del af

begrundelsen for opdelingen af den nuværende bestemmelse, således

at den har to strafferammer, var, at det herved kun blev de groveste

voldtægtssager, der skulle behandles som nævningesager. Denne

begrundelse gør sig ikke længere gældende, idet der efter

de nugældende regler som hovedregel kun skal ske

nævningebehandling i sager, hvor der bliver spørgsmål om

fængselsstraf i 4 år eller derover.

Med den foreslåede nye bestemmelse med en

fælles strafferamme på fængsel indtil 10 år

forudsættes det, at der i retspraksis sker en generel forhøjelse

af strafudmålingsniveauet i voldtægtssager i

størrelsesordenen 1 år, således at eksempelvis straffen

for en fuldbyrdet overfaldsvoldtægt i normaltilfældene

forhøjes med 1 års fængsel til fængsel i 2 år

og 6 måneder.

I dag anvendes der kun i et yderst begrænset omfang

betingede straffe ved voldtægt. Med den foreslåede

forhøjelse af straffen for voldtægt er der ikke tilsigtet nogen

ændring i dette. Det er således ikke hensigten, at den

foreslåede forhøjelse skal give sig udslag i en øget

anvendelse af betingede domme efter straffelovens § 56,

kombinationsdomme efter straffelovens § 58 eller betingede domme med

vilkår om samfundstjeneste.

Det er endvidere forslagsstillernes opfattelse, at der i

den nuværende praksis ikke er tillagt det forhold, at voldtægten

er begået af flere gerningsmænd i forening, tilstrækkelig

vægt i skærpende retning. Gruppevoldtægter må antages

at indebære et særlig voldsomt og traumatiserende overgreb, og

det forudsættes derfor, at dette forhold tillægges en

særlig vægt i skærpende retning. Der bør

således i sager om voldtægt med flere gerningsmænd ske en

betydelig strafskærpelse i forhold til niveauet i voldtægtssager

med kun én gerningsmand. Det bør også tillægges

øget vægt i skærpende retning, hvis der er tale om

voldtægt begået mod et barn.

Det er i øvrigt forslagsstillernes hensigt, at

Rigsadvokaten fortsætter den nugældende ordning, hvorefter

Rigsadvokaten i en periode får underretning om alle domme

vedrørende voldtægt med henblik på at følge

udviklingen i retspraksis efter lovens ikrafttræden.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til

lovforslagets § 1.

Det er ikke hensigten med lovforslaget at ændre

på anvendelsesområdet for straffelovens § 216 i forhold til

de øvrige seksualforbrydelser.

5. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser

mv.

Som følge af den foreslåede

strafskærpelse med gennemsnitligt 1 år i forhold til det

nuværende strafniveau bliver der behov for flere pladser i

kriminalforsorgens institutioner.

Baseret på det nuværende

kriminalitetsmønster vil det dreje sig om anslået 35-40 ekstra

pladser i kriminalforsorgens institutioner. Under forudsætning af en

uændret fordeling af afsoningen mellem lukkede fængsler og

åbne institutioner m.v. vil der skulle etableres 20-25 ekstra pladser i

lukkede fængsler.

For så vidt angår behovet for pladser i

åbne fængsler og arresthuse kan dette opfyldes inden for

kriminalforsorgens eksisterende bevillingsmæssige rammer. Derimod er

det ikke muligt at tilvejebringe de nødvendige 20-25 ekstra pladser i

lukkede fængsler inden for den eksisterende kapacitet.

Nybyggeri med henblik på at etablere 20-25 lukkede

pladser vil koste ca. 60 mio. kr. og vil først kunne være klar

til brug i løbet af nogle år. I første omgang

foreslås det derfor at oprette midlertidige lukkede pladser i

eksisterende bygninger, bl.a. i Statsfængslet i Nyborg. Etableringen

heraf vil medføre en engangsudgift på 7 mio. kr., som afholdes i

2002.

Den midlertidige løsning vil på længere

sigt skulle afløses af permanente lukkede pladser, og herefter vil de

midlertidige pladser kunne bruges som »bufferkapacitet« i perioder med

spidsbelastning.

Spørgsmålet om etablering af permanente

lukkede pladser til de dømte voldtægtsforbrydere må ses i

sammenhæng med det generelle behov for lukkede afsoningspladser. Derfor

vil spørgsmålet indgå i drøftelserne i forbindelse

med udløbet af kriminalforsorgens flerårsaftale for 1999-2003.

Udgiften til drift af de lukkede fængselspladser

forventes at udgøre 8 mio. kr. i 2003, heraf en lønsum på

6 mio. kr., og 12,2 mio. kr. i 2004 og de følgende år, heraf en

lønsum på 9 mio. kr. Driftsudgifterne i 2003 og de

følgende år indarbejdes i finanslovforslaget for 2003.

Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for

staten.

Lovforslaget har ikke økonomiske eller

administrative konsekvenser for kommuner, amtskommuner eller erhvervslivet.

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og indeholder

ikke EU-retlige aspekter.

Positive konsekvenser/mindre udgifter

Negative konsekvenser/Merudgifter

Økonomiske konsekvenser for staten

Ingen

Driftsudgifter på 8 mio. kr. i 2003 og 12,2 mio. kr. i

2004 og frem.

Anlægsudgifter på 7 mio. kr. til etablering af midlertidige

lukkede pladser i 2002.

Økonomiske konsekvenser for kommuner og

amtskommuner

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Ingen EU-retlige aspekter

6. Hørte myndigheder mv.

Lovforslaget er som tidligere nævnt en uændret

genfremsættelse af lovforslag nr. L 27 fra 1. samling. L 27 var sendt

til høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret,

præsidenterne for Københavns Byret og for retterne i Odense,

Århus, Aalborg og Roskilde, Domstolsstyrelsen, Den Danske

Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten,

Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Foreningen af

Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i

Danmark, Advokatrådet, Landsforeningen af beskikkede advokater, Det

Danske Center for Menneskerettigheder, Nævnet for Etnisk Ligestilling,

Dansk Kvindesamfund, Kvinderådet, Joan-Søstrene og Nationalt

Modtagecenter for Voldtægtsofre.

Høringssvar samt høringsoversigt blev omdelt

i Retsudvalget i forbindelse med behandlingen af L 27 i 1. samling, se L 27

bilag 1 og 3, folketingsåret 2001-02, 1. samling.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte

bestemmelser

I bilag 3 til lovforslaget er den foreslåede

bestemmelse sammenholdt med den nugældende bestemmelse.

Til § 1

Med den ændrede affattelse af bestemmelsen opgives

den hidtidige sondring mellem voldtægt med en strafferamme på

fængsel indtil 6 år og voldtægt af særlig farlig

karakter med en strafferamme på fængsel indtil 10 år. I

stedet indføres en fællesbestemmelse, der omfatter alle former

for voldtægt, med en fælles strafferamme på 10 års

fængsel. Strafferammen sættes dermed op fra de nuværende 6

år til 10 år for sager, der hidtil har været omfattet af

straffelovens § 216, stk. 1.

Formålet med den foreslåede ændring af

bestemmelsen i straffelovens § 216 er at skærpe straffen for

voldtægt generelt. Det forudsættes således, at straffen

skal forøges med gennemgående 1 år i forhold til den

straf, der udmåles i dag af domstolene. Det gælder både for

fuldbyrdede overfaldsvoldtægter, kontaktvoldtægter og

parvoldtægter samt forsøg herpå. Det gælder

også forhold, der henføres under straffelovens § 216, jf.

§ 224 eller § 225.

Det forudsættes f.eks., at sager om fuldbyrdet

overfaldsvoldtægt uden skærpende omstændigheder, der i dag

af domstolene straffes med 1½ års fængsel, efter

lovændringen skal straffes med omkring 2½ års fængsel.

Normalstraffen for forsøg på

overfaldsvoldtægt uden skærpende omstændigheder antages i

dag at være fængsel i 6-9 måneder. Der er således i

dag en betydelig forskel i straffen for forsøg på

overfaldsvoldtægt og straffen for fuldbyrdet overfaldsvoldtægt.

Med lovforslaget er det hensigten, at også straffen for forsøg

på overfaldsvoldtægt uden skærpende omstændigheder

forøges med 1 år i forhold til det gældende strafniveau.

Udmålingen af straffen forudsættes dog i højere grad at

blive nuanceret efter forholdets grovhed, således at straffen for de

grovere tilfælde af forsøg på overfaldsvoldtægt

kommer til at ligge tæt på niveauet for fuldbyrdede

overfaldsvoldtægter. Der tænkes her særligt på den

type sager, hvor der anvendes ikke ubetydelig vold, og hvor forsøget

kun mislykkes på grund af offerets modstand.

De ovenfor angivne strafniveauer har karakter af

udgangspunkter for strafudmålingen, som kan fraviges af domstolene i

op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger

skærpende eller formildende omstændigheder.

For alle typer voldtægter gælder det, at der

kan være omstændigheder, der gør, at forholdet skal

bedømmes strengere end normalniveauet. Skærpende momenter kan

f.eks. være de forhold, der i dag fører til, at der

dømmes for overtrædelse af straffelovens § 216,

stk. 2, dvs. sager, hvor der er anvendt særlig farlig vold,

mishandling og lignende. Som nævnt i de almindelige bemærkninger

er det i forbindelse med den foreslåede nye bestemmelse forudsat, at

det forhold, at voldtægten er begået af flere gerningsmænd

i forening eller mod et barn, tillægges betydelig vægt i

skærpende retning.

Herudover findes der en række konkrete momenter, som

i dag af domstolene tillægges skærpende eller formildende

betydning. Der er ikke i øvrigt ved lovforslaget tilsigtet nogen

ændring i denne praksis.

Der henvises i øvrigt til punkt 4 i de almindelige

bemærkninger.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft dagen

efter bekendtgørelsen i Lovtidende. De skærpede straffe har

virkning for lovovertrædelser, der er begået efter lovens

ikrafttræden, jf. straffelovens § 3, stk. 1.

Til § 3

Bestemmelsen indebærer, at loven ikke gælder

for Færøerne og Grønland. Loven kan dog sættes i

kraft for Færøerne ved kongelig anordning. For Grønland

gælder der en særlig kriminallov, og der er derfor ikke

foreslået en hjemmel til at sætte loven i kraft for

Grønland.

Skriftlig fremsættelse

Sandy Brinck

(S):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig

herved at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af straffeloven.

(Skærpelse af straffen for voldtægt).

(Lovforslag nr. L 15).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger,

der ledsager lovforslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige

behandling.

Bilag 1

Rigsadvokaten

Justitsministeriet

15.01.2001

Journal nr.

G 3034

Ved skrivelse af 9. juni 2000 anmodede Justitsministeriet

mig om en udtalelse om udviklingen i strafniveauet i

voldtægtssager.

I den anledning sendes vedlagt min undersøgelse af

15. januar 2001 af udviklingen i strafniveauet af voldtægtssager.

Som det fremgår af undersøgelsens afsnit 5.1,

giver undersøgelsen ikke grundlag for at antage, at strafniveauet for

sammenlignelige voldtægtssager har ændret sig fra midten eller

slutningen af 1980 erne og frem til i dag.

I undersøgelsens afsnit 4.2 og 5.2 beskrives og

vurderes det nugældende strafniveau i voldtægtssager, idet

voldtægterne opdeles i tre kategorier, overfaldsvoldtægt,

kontaktvoldtægt og parvoldtægt, ligesom der sondres mellem

forsøg på voldtægt og fuldbyrdet voldtægt.

Strafniveauet for kontaktvoldtægter og

parvoldtægter har ikke givet mig anledning til særlige

bemærkninger. Jeg har heller ikke på det foreliggende grundlag

bemærkninger til straffen for fuldbyrdede overfaldsvoldtægter,

men det kan være ønskeligt at få større klarhed med

hensyn til det nugældende strafniveau for dette område.

Endvidere er det min opfattelse, at det kan overvejes, om

straffen i alle sager om forsøg på overfaldsvoldtægt

ligger på et rimeligt niveau.

Hertil kommer, at det kan være af interesse at

følge sager, hvor voldtægten er begået af flere i

forening, med henblik på at vurdere om dette forhold tillægges

passende betydning i skærpende retning ved strafudmålingen.

Jeg finder på den baggrund, at der kan være

grundlag for at iværksætte en ordning, hvor Rigsadvokaten i det

kommende års tid får forelagt fældende byretsdomme i

voldtægtssager med henblik på at vurdere, om anklagemyndigheden i

videre omfang bør anke domme i voldtægtssager, således at

landsretterne i flere sager får lejlighed til at tage stilling til

strafniveauet.

Henning Fode

RIGSADVOKATEN

15. januar 2001

G 3034

Undersøgelse af udviklingen i strafniveauet i

voldtægtssager

1. Indledning

Ved skrivelse af 9. juni 2000 anmodede Justitsministeriet

Rigsadvokaten om en udtalelse om udviklingen i strafniveauet i

voldtægtssager.

Justitsministeriets skrivelse lyder således:

»Strafniveauet i voldtægtssager har i den seneste

tid givet anledning til betydelig offentlig debat på baggrund af den

konkrete sag, der blev afgjort ved Århus rets dom af 26. maj 2000 med

delvis betingede fængselsstraffe for flere unges voldtægt af en

14-årig pige.

Der har i den forbindelse blandt andet været henvist

til en beskrivelse af udviklingen i strafniveauet i voldtægtssager, som

landsdommer Poul Lodberg har foretaget på baggrund af sin gennemgang af

landsretsdomme i 1996 i forbindelse med udarbejdelsen af en domsoversigt over

»Strafudmåling vedrørende seksuelle krænkelser (1996)«.

Landsdommer Poul Lodbergs beskrivelse af udviklingen i strafniveauet i

voldtægtssager er blandt andet refereret i Rigspolitichefens

undersøgelse af »Voldtægters omfang og karakter i Danmark«

(1998).

Justitsministeriet kan endvidere henvise til vedlagte

kortfattede beskrivelse af udviklingen vedrørende anmeldelser, straffe

og straflængder i voldtægtssager, som er udarbejdet af

Justitsministeriets forsknings- og dokumentationskonsulent.

Som det fremgår, synes der over en

årrække at være sket et generelt fald i strafniveaet i

voldtægtssager.

På den baggrund skal Justitsministeriet anmode

Rigsadvokaten om en udtalelse om udviklingen i strafniveauet i

voldtægtssager herunder om udviklingen eventuelt må antages at

skyldes en generel ændret strafudmåling i sammenlignelige sager

eller afspejler en ændret anmeldelses- eller tiltalepraksis i

voldtægtssager.«

Rigsadvokaten har på denne baggrund foretaget en

undersøgelse af udviklingen i strafniveauet i voldtægtssager og

af det nugældende strafudmålingsniveau. Undersøgelsen af

udviklingen i strafniveauet er foretaget i samarbejde med forsknings- og

dokumentationskonsulent Britta Kyvsgaard, Justitsministeriet. Denne

redegørelse indeholder en nærmere beskrivelse af

undersøgelsen og de konklusioner, som Rigsadvokaten finder kan drages

på baggrund af undersøgelsen samt øvrige

tilgængelige oplysninger.

Redegørelsen har følgende indhold:

2.

Straffelovens bestemmelser om voldtægt og opnåelse af samleje

ved anden ulovlig tvang samt straffelovens almindelige regler om

strafudmåling

2.1.

De nugældende bestemmelser i straffelovens § 216 og § 217

2.2.

Forarbejderne til de nugældende bestemmelser

2.3.

Straffelovens almindelige regler om strafudmåling

2.4.

Tidligere gældende bestemmelser om voldtægt

2.5.

Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og

prøveløsladelse

3.

Tidligere undersøgelser af strafniveauet i voldtægtssager

3.1.

Landsdommer Poul Lodbergs undersøgelser i Dommerforeningens

Domsoversigter

3.2.

Professor Flemming Balvigs undersøgelse af

voldtægtsudviklingen i Danmark

3.3.

Justitsministeriets undersøgelse

3.4.

Knud Waaben i Strafferettens specielle del

4.

Rigsadvokatens redegørelse

4.1.

Udviklingen i strafudmålingsniveauet i voldtægtssager

4.2.

Straffen for voldtægt i nyere retspraksis

4.3.

Højesterets udmålingspraksis i voldtægtssager

5.

Vurdering og konklusion

5.1.

Udviklingen i strafniveauet i voldtægtssager

5.2.

Det nugældende strafniveau og vurderingen heraf

Bilag 1

Udviklingen i strafudmålingsniveauet i voldtægtssager

Af Britta Kyvsgaard, Justitsministeriet

Bilag 2

Beskrivelse af udvalgte domme fra undersøgelsen

Bilag 3

Oversigt landsretspraksis 1993 2000

Bilag 4

Oversigt over Højesterets praksis vedrørende

strafudmålingen i voldtægtssager

2. Straffelovens bestemmelser om voldtægt og opnåelse af

samleje ved anden ulovlig tvang samt straffelovens almindelige regler om

strafudmåling

2.1. De nugældende bestemmelser i straffelovens § 216 og

§ 217

Straffelovens § 216 om voldtægt og § 217

om opnåelse af samleje ved anden ulovlig tvang end vold eller trussel

om vold har følgende ordlyd:

»§ 216.

Den, der tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel

om vold, straffes for voldtægt med fængsel indtil 6 år. Med

vold sidestilles hensættelse i en tilstand, i hvilken den

pågældende er ude af stand til at modsætte sig

handlingen.

Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i 10 år, hvis

voldtægten har haft en særlig farlig karakter eller de i

øvrigt foreligger særligt skærpende

omstændigheder.

§ 217.

Den, som skaffer sig samleje ved anden ulovlig tvang,

jf. § 260, end vold eller trussel om vold, straffes med fængsel

indtil 4 år.«

Bestemmelserne fik deres nugældende formulering ved lov nr. 256 af

27. maj 1981.

2.2. Forarbejderne til de nugældende bestemmelser

§ 216 og § 217 fik deres nugældende

formulering ved lov nr. 256 af 27. maj 1981, der byggede på

Straffelovrådets betænkning om voldtægt, røveri og

brandstiftelse (betænkning nr. 914/1980).

Lovændringen indebar en ny affattelse af

straffelovens § 216 om voldtægt og § 217 om opnåelse af

samleje ved ulovlig tvang end vold eller trussel om vold. Endvidere blev

strafferammen for voldtægt efter § 216 opdelt i en normalramme (6

år) og en skærpet sideramme (10 år). Hensigten med

lovændringen var at opnå en klarere afgrænsning mellem

§ 216 og § 217. Lovændringen medførte endvidere, at de

fleste voldtægtssager blev undtaget fra nævningebehandling.

I betænkningens kapitel II, afsnit 4,

redegøres der for strafudmålingspraksis i sager om

voldtægt efter § 216 og opnåelse af samleje ved anden

ulovlig tvang end vold eller trussel om vold efter § 217. Til brug for

belysningen af strafudmålingen anvendte udvalget tal fra

kriminalstatistikken for årene 1974, 1975, 1976, 1977 og 1978. Tallene

er opstillet i en tabel, hvor der er foretaget en inddeling efter

sanktionsarter og strafintervaller. For hver af disse gives tallene for de

enkelte år 1974-78 og en sammentælling af disse tal med

tilføjelse af procentvise angivelser af de vigtigste sanktionsgruppers

andel i samtlige afgørelser. Det samlede antal afgørelser var

401. I tabellen er der endvidere medtaget en sammenregning for årene

1970-73, hvor det samlede antal afgørelser var 161.

Af tabellen fremgår det blandt andet, at der i

perioden 1970-73 i 44,7 procent af sagerne blev idømt fængsel i

mere end 1 år. I perioden fra 1974-78 var denne andel faldet til 28,2

procent.

I betænkningen side 33-34 anførte

Straffelovrådet følgende om udviklingen i

strafudmålingen:

»En sammenligning mellem de to perioder i tabellens sidste

kolonner tyder på, at der fra 1970-73 til 1974-78 er indtrådt

en vis formildelse af strafniveauet. Andelen af straffe på over 1

år og af særforanstaltninger er faldet. Især er det

nærliggende at slutte, at en del sager er flyttet fra strafniveauet

over 1, højst 2 år til strafniveauet maksimalt 1 år

(Rigsadvokatens understregning).

Tabellen understreger under alle omstændigheder, at

straffe på mere end et par års fængsel spiller en

forholdsvis ringe rolle i retspraksis. Kun 19 straffe har været

på mere end 3 års fængsel og ingen på mere end 6

års fængsel.

Med henblik på overvejelser vedrørende

strafferammens maksimum har straffelovrådet undersøgt

anvendelsen af fængselsstraffe på mindst 3 år efter

§ 216. Det benyttede materiale består af samtlige

nævningedomme afsagt ved Østre Landsret i årene 1976-79,

suppleret med nogle sager, der er indsamlet gennem tre statsadvokaturer, og

med trykte domme. Straffelovrådets formål med denne gennemgang

har alene været at opnå et nogenlunde dækkende billede af

de voldtægtsforhold, der har ført til strafudmålinger over

det normale niveau.

Kun i 15 sager er der idømt fængselsstraf

på mindst 3 år, i næsten alle tilfælde på 3-4

år. Af dommene på 4 år angår de fleste

tilfælde, hvor der i straffen er indbefattet reststraf i henhold til

tidligere prøveløsladelse fra fængsel, eller hvor der

samtidig er dømt for røveri. Kun i to af de 15 tilfælde

er der idømt højere straf end 4 års fængsel, i

begge tilfælde 6 år.«

I bemærkningerne til lovforslaget (Folketingstidende 1980-81,

Tillæg A, spalte 4003) anførte Justitsministeriet, at der med

forslaget ikke tilsigtedes nogen ændring af det gældende

udmålingsniveau.

Af Retsudvalgets betænkning (Folketingstidende

1980-81, Tillæg B, spalte 852) fremgår det, at et mindretal (det

konservative folkepartis medlemmer af udvalget) i udvalget var imod

opdelingen af strafferammerne i § 216. Mindretallet ønskede at

fastholde den udelte strafferamme og ville dermed understrege, at der af

præventive grunde snarere burde ske en ændring af

strafudmålingen i opadgående end i nedadgående retning.

2.3. Straffelovens almindelige regler om strafudmåling

Bestemmelsen i straffelovens § 216 om voldtægt

har, som det fremgår ovenfor, en normalstrafferamme i stk. 1

på fængsel indtil 6 år, samt en sidestrafferamme i

stk. 2, hvorefter straffen kan stige til fængsel i 10 år,

hvis voldtægten har haft en særlig farlig karakter eller der i

øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder.

Stk. 2 kan f.eks. anvendes, hvis gerningsmanden anvender kniv som

trussel eller ved særlige farlige greb om halsen eller i øvrigt

anvender særlig grov vold under voldtægten eller forsøget

herpå, jf. f.eks. dommene i U 1985.94×H og U 1988.895H, der er omtalt i

bilag 3 nedenfor.

Strafferammen i straffelovens § 217 om opnåelse

af samleje ved anden ulovlig tvang end vold eller trussel om vold er

fængsel indtil 4 år.

Ved straffastsættelsen inden for disse strafferammer

gælder den almindelige vejledende bestemmelse i straffelovens

§ 80, der har følgende ordlyd:

»§ 80.

Ved straffens udmåling skal der tages hensyn til

lovovertrædelsens grovhed og til oplysninger om gerningsmandens person,

herunder om hans almindelige personlige og sociale forhold, hans forhold

før og efter gerningen samt hans bevæggrunde til denne.

Stk. 2.

At gerningen er udført af flere i forening, vil

i reglen være at anse som en skærpende omstændighed.«

§ 80 fik sin nuværende affattelse ved lov nr. 319 af 13. juni

1973. Ved denne lov skete der navnlig en omformulering af bestemmelsen i

stk. 1, 2. led, om gerningsmandens forhold, blandt andet således

at en henvisning til »gerningsmandens foregående vandel« udgik af loven

for at modvirke tendenser til unødig eller urimelig

strafskærpelse som følge af gentagen kriminalitet.

I Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om

strafferammer og prøveløsladelse er der side 67-68 blandt andet

anført følgende om bestemmelsen:

»Af § 80, stk. 1, kan for det første udledes det ret

selvfølgelige, at en vurdering af lovovertrædelsens grovhed -

d.v.s. et proportionalitetsprincip - er den grundlæggende retningslinie

ved straffens fastsættelse. I konkrete sager kan der imidlertid ikke af

§ 80 udledes nogen nærmere vejledning om, hvorledes

lovovertrædelsens grovhed skal bestemme valget af strafstørrelse

inden for strafferammen. Herom kan formentlig kun siges, at hvis der inden

for samme gerningstype forekommer eller kan tænkes handlinger af

forskellig grovhed, skal den grovere handling som udgangspunkt medføre

strengere straf end den mindre grove. Men det bliver domstolenes sag at

afgøre, hvilket punkt på strafskalaen der skal udgøre

udmålingens normalniveau, og hvilke afvigelser med hensyn til grovheden

der skal føre til udmålingsmæssige variationer i op- eller

nedadgående retning.

Dernæst ses det af § 80, at retten skal tage

hensyn til oplysninger om gerningsmanden, herunder om hans personlige og

sociale forhold. Historisk set har det været et vigtigt formål

med § 80 at få fremhævet, at der skal tages hensyn til

gerningsmandens individuelle forhold. Man må formentlig læse

§ 80 således, at disse individuelle forhold kan have lige så

stor vægt som forbrydelsens grovhed, efter omstændighederne

større vægt. Men § 80 giver ikke nogen anvisning på,

hvorledes den nærmere afvejning skal foregå, hvis en

bedømmelse af forbrydelsens grovhed og af gerningsmandens personlige

og sociale forhold trækker i forskellige retninger. Denne afvejning af

kolliderende udmålingshensyn må foretages af retten, som bl.a.

kan lægge vægt på, om generalpræventive hensyn

tåler en af individuelle forhold indiceret mildhed i

strafudmålingen.«

Straffelovrådet understreger således, at det henhører

under domstolene at fastlægge det normale udmålingsniveau for de

enkelte lovovertrædelser. Endvidere skal domstolene ved

strafudmålingen udover grovheden i den konkrete sag tage hensyn til

gerningsmandens individuelle forhold. Disse forhold kan efter

omstændighederne tillægges lige så stor eller større

vægt end forbrydelsens grovhed.

I straffelovens § 84 og § 85 findes en

række almindelige strafnedsættelses- og strafbortfaldsgrunde. De

fleste vil formentlig sjældent finde anvendelse i voldtægtssager.

Dog kan bestemmelsen i § 84, stk. 1, nr. 2, tænkes anvendt.

Efter denne bestemmelse kan straffen nedsættes, når

gerningsmanden, da han foretog den strafbare handling, ikke var fyldt 18

år, og anvendelsen af lovens fulde straf på grund af hans ungdom

må anses for unødvendig eller skadelig.

Såfremt nogen ved en eller flere handlinger har

begået flere lovovertrædelser herunder flere voldtægter

kan straffen i medfør af straffelovens § 88, stk. 1, under

særdeles skærpende omstændigheder overstige den

højeste for nogen af lovovertrædelserne foreskrevne straf med

indtil det halve.

2.4. Tidligere gældende bestemmelser om voldtægt

Bestemmelsen i § 216 havde indtil den 1. juli 1967

følgende ordlyd:

»Den, som tiltvinger sig samleje med en kvinde ved vold,

frihedsberøvelse eller fremkaldelse af frygt for hendes eller hendes

nærmeste liv, helbred eller velfærd, straffes for voldtægt

med fængsel fra 1 til 16 år, under særdeles skærpende

omstændigheder på livstid. Har kvinden forud stået i mere

varigt kønsligt forhold til gerningsmanden, er straffen fængsel

indtil 8 år.«

Voldtægtsbestemmelsen indeholdt således frem til den 1. juli

1967 et strafminimum på 1 år, og overtrædelse kunne under

særdeles skærpende omstændigheder medføre

fængsel på livstid.

Ved lov nr. 248 af 9. juni 1967 fik bestemmelsen

følgende ordlyd:

»§ 216.

Den, der tiltvinger sig samleje med en kvinde ved vold

eller ved fremkaldelse af frygt for hendes eller hendes nærmestes liv,

helbred eller velfærd, straffes for voldtægt med fængsel

indtil 10 år.

Stk. 2.

Med vold sidestilles hensættelse af kvinden i en

tilstand, i hvilken hun er ude af stand til at modsætte sig

handlingen.«

Lovændringen skete i overensstemmelse med en indstilling fra

Straffelovrådet, der er gengivet i bemærkningerne til

lovforslaget. Straffelovrådet anførte blandt andet

følgende i indstillingen (Folketingstidende, Tillæg A, 1966-67,

spalte 2466-67):

»Rådet indstiller, at den nuværende strafferamme, der omfatter

fængsel fra 1 år til 16 år, under særdeles

skærpende omstændigheder fængsel på livstid,

ændres til fængsel indtil 10 år. Det er rådets

principielle opfattelse, at det bør foretrækkes i strafferammer

at undlade at foreskrive noget minimum (bortset fra det minimum, der

gælder for vedkommende strafart). Det må påregnes, at

sådanne minima vil kunne afskære domstolene fra i det enkelte

tilfælde at fastsætte den straf, der findes rimelig efter

lovovertrædelsens beskaffenhed og lovovertræderens forhold.

Med hensyn til voldtægt kan det ikke ventes, at

adgangen til at idømme straffe under 1 år vil få

større praktisk betydning

(Rigsadvokatens understregning). De

foreliggende oplysninger om retspraksis kan på den anden side tages til

indtægt for det synspunkt, at en fjernelse af det nugældende

minimum på 1 års fængsel vil være velbegrundet. Man

skal herom gøre følgende bemærkninger.

Der forekommer i retspraksis tilfælde, hvor de

udmålte straffe for fuldbyrdet voldtægt ligger under det niveau

af 3-4 års fængsel, der kan anses som det normale for denne

forbrydelse. Når straffe på niveauet 1-2 år forekommer, er

det udtryk for, at formildende omstændigheder kan gøre sig

gældende

(Rigsadvokatens understregning), og rådet finder det

rimeligt, at man ved at fjerne det nuværende minimum åbner

mulighed for en større hensyntagen til momenter, der om end kun i

sjældnere tilfælde taler stærkt for en lempelig

udmåling.

Man skal endvidere pege på, at der forekommer sager

om fuldbyrdet samleje, hvor man enten ved tiltalebegrænsning eller ved

nævningernes afgørelse har henført forholdet under

§ 232 (blufærdighedskrænkelse) og § 260 (ulovlig tvang)

og ikke under § 216. Det er rådets indtryk, at denne retlige

bedømmelse forekommer blandt andet i nogle tilfælde, hvor det

ville have været mest korrekt at anvende § 216, men hvor

undskyldende omstændigheder har gjort sig gældende. Den straf,

som idømmes efter §§ 232 og 260, ligger jævnlig under 1

års fængsel. Sager som de her omtalte indicerer derfor, at der

blandt voldtægtsforbrydelserne forekommer forhold, for hvilke

domstolene bør kunne idømme mindre end 1 års

fængsel, og det er rimeligt at antage, at man ved at fjerne 1 års

minimum i § 216 vil bidrage til at fremme en juridisk mere korrekt

bedømmelse af tilfælde, hvor domfældelse efter de

nævnte paragraffer er den korrekte løsning, fordi der savnes

tilstrækkeligt bevis vedrørende de objektive og subjektive

forhold, som hører til domfældelse for voldtægt.

Rådet foreslår som nævnt maksimum

i strafferammen nedsat til fængsel i 10 år. I praksis

idømmes sjældent højere straffe end fængsel i 4

år. Et maksimum på 10 år vil efter rådets opfattelse

være tilstrækkeligt, også med henblik på de groveste

voldtægtssager. Ved valget af dette maksimum har rådet i

øvrigt lagt vægt på overensstemmelse med den ovenfor

nævnte bestemmelse i den svenske brottsbalk.«

Som det fremgår heraf, var ophævelsen af det hidtidige

strafminimum ikke begrundet i et ønske om generelt at mildne

bedømmelsen af voldtægtssager. Dette fremgår også af

folketingsudvalgets betænkning (Folketingstidende 1966-67, Tillæg

B, spalte 1414), hvori det oplyses, at justitsministeren over for udvalget

havde givet udtryk for, at det ikke ved den foreslåede ændring

var hensigten i almindelighed at vurdere denne lovovertrædelse mildere,

men at man i overensstemmelse med, hvad der i en årrække havde

været praksis ved revisionen af straffebestemmelser, foreslog

straffeminimumsbestemmelsen ophævet af hensyn til det ønskelige

i i alle tilfælde at kunne udmåle den konkret

hensigtsmæssige straf.

2.5. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om

strafferammer og prøveløsladelse

I betænkning nr. 1099 fra 1987 om strafferammer og

prøveløsladelse foretog Straffelovrådet en almindelig

gennemgang af strafferammerne i straffeloven. I forbindelse hermed blev det

blandt andet diskuteret, hvilke formål og vurderinger der

påvirker fastsættelsen af maksima i strafferammerne og den

konkrete udmåling af straf.

I betænkningens kapitel 8.2. behandles

Voldtægt og anden tvang. Efter en omtale af lovændringerne i 1967

og 1981, som er beskrevet ovenfor, anfører Straffelovrådet side

171-172 følgende:

»8.2.2.

Strafferammerne i §§ 216 og 217 har således

været genstand for revision for få år siden, og for

så vidt angår voldtægt har man dengang lagt vægt

på at fastsætte et så lavt normalmaksimum, som det

skønnedes forsvarligt.

Om udmålingen af ubetinget fængselsstraf for voldtægt

m.v. henvises til den følgende oversigt. Ifølge en

tabelforklaring i Kriminalstatistik 1981-84 omfatter gruppen »Voldtægt

m.v.« domfældelser efter §§ 216, 217 og 221 samt § 224, jfr.

en af paragrafferne 216, 217 eller 221. For så vidt angår

årene 1979 og 1980 indeholdt Kriminalstatistik foruden § 216 en

særskilt gruppe betegnet »Samleje m.v. med ulovlig tvang« (§ 217

og § 224, jfr. § 217). Denne gruppe er i nedenstående

oversigt sammenregnet med voldtægt.

Tabel 21. Ubetinget fængsel for voldtægt m.v.

1979-1984.

1979

1980

1981

1982

1983

1984

Højst 6 måneder

13

20

18

12

16

7

Over 6 måneder højst 1 år

31

28

24

24

20

20

Over 1 år højst 2 år

18

17

31

15

34

23

Over 2 år højst 3 år

10

9

16

6

13

9

Over 3 år højst 5 år

3

6

6

6

1

5

Over 5 år

-

3

3

-

-

2

I alt

75

83

98

63

84

66

Det fremgår heraf, at det kun er et lille antal

fængselsstraffe for voldtægt, der overstiger 3 år. Tallet

lå i de seks år 1979-84 mellem 1 og 9, og heraf var der i tre af

årene 2-3 straffe, der oversteg 5 års fængsel. Der henvises

i øvrigt til oplysningerne i Bet. nr. 914/1980 s. 23 ff.

Straffelovrådet finder ikke grundlag for at

foreslå en nedsættelse af normalstrafferammen på 6

års fængsel, og det vil formentlig være overvejende

betænkeligt at foreslå en nedsættelse af den skærpede

ramme fra 10 til f.eks. 8 års fængsel. Herved bemærkes, at

den sidstnævnte nedsættelse formentlig kunne øge

domstolenes tilbøjelighed til at foretrække tidsubestemt

forvaring efter § 70 frem for tidsbestemt fængsel i visse, ganske

vist sjældne tilfælde, hvor der afsiges dom for flere

voldtægtsforhold eller for voldtægt i gentagelsestilfælde.«

Straffelovrådet fandt således ikke anledning til at

foreslå ændringer i voldtægtsbestemmelsens strafferamme, og

betænkningen gav ikke anledning til ændring af straffelovens

§ 216 og § 217.

3. Tidligere undersøgelser af strafniveauet i

voldtægtssager

Som det fremgår af Justitsministeriets skrivelse af

9. juni 2000, nævnt i pkt. 1, er der tidligere også uden

forbindelse med lovændringer foretaget undersøgelser af

strafniveauet i voldtægtssager.

3.1. Landsdommer Poul Lodbergs undersøgelser i Dommerforeningens

Domsoversigter

I nyere tid er strafniveauet i voldtægtssager blandt

andet undersøgt af landsdommer Poul Lodberg i Dommerforeningens

Oversigter i henholdsvis 1992 og 1996.

Oversigten fra 1992

omfatter en meget stor del af

de domme vedrørende seksuelle krænkelser, der blev afsagt af de

to landsretter i perioden 1990-1992, og Lodberg anfører, at oversigten

på denne baggrund giver et ganske dækkende billede af

landsretternes strafudmåling inden for sædelighedskapitlet. I

oversigten fra 1992 er der ikke draget nogen samlet konklusion om

strafniveauet for voldtægtssager eller seksuelle krænkelser i

øvrigt. Dommene er alene kategoriseret og refereret, og oversigten

omfatter blandt ca. 35 domme om voldtægt.

Oversigten fra 1996

omfatter blandt andet 11

voldtægtsdomme. I oversigtens indledning anføres

følgende:

»Denne oversigt er en opfølgning af en tilsvarende oversigt, jeg

udarbejdede i 1992 vedr. landsretsdomme for perioden 1990-1992. Baggrunden er

dels et erklæret behov blandt aktørerne i straffesager for

generelt at være vel orienteret om strafudmålingspositioner inden

for sædelighedsforbrydelserne, dels ønsket om at få

afprøvet, om de positioner, der kunne udledes af oversigten fra 1992,

stadig er brugelige. Om det sidste kan jeg sige, at min tidligere oversigt

bestemt har relevans, men det er p.d.a.s. ret tydeligt, at de domme, jeg nu

har haft lejlighed til at gennemgå, peger på en tendens i

retning af mildere strafudmålinger (Rigsadvokatens understregning).

Når jeg ikke tør udtrykke det mere stærkt, hænger

det selvsagt sammen med, at antallet af sager i den gamle oversigt var ganske

stort, 95 afgørelser, medens den nu foreliggende er mere

begrænset, og ikke nødvendigvis fuldt dækkende.«

Landsdommer Lodberg har endvidere ifølge en artikel i Politiken den

18. juni 2000 udtalt, at den gennemsnitlige straf for voldtægt inden

for de seneste år er halveret fra omkring to år til omkring et

år. Ifølge artiklen er der ingen forklaring på

udviklingen, men det anføres, at det er et faktum, at niveauet er

faldet.

3.2. Professor Flemming Balvigs undersøgelse af

voldtægtsudviklingen i Danmark

Rigspolitichefen har undersøgt

voldtægtsanmeldelser i årene 1990, 1991 og 1992.

Undersøgelsen omfatter de nævnte års anmeldelser om

overtrædelse af straffelovens § 216 og § 217 og forsøg

herpå. Formålet med undersøgelsen var bl.a. at belyse

forskellige aspekter i forhold til voldtægt (forbrydelsen, ofret,

gerningsmanden). Professor, dr. jur. Flemming Balvig, Det Juridiske Fakultet,

Københavns Universitet, blev i inddraget i arbejdet bl.a. for at

sammenligne resultaterne af Rigspolitiets undersøgelse med en

tilsvarende undersøgelse fra København omhandlende perioden

1972-76. Undersøgelsen er udgivet af Rigspolitichefen i 1998 under

titlen »Voldtægters omfang og karakter i Danmark«.

Publikationen indeholder således ud over

undersøgelsen af anmeldelser i 1990, 1991 og 1992 Balvigs

undersøgelse af voldtægtsudviklingen i Danmark.

I indledningen til denne del af undersøgelsen

anfører Balvig, side 40-41, følgende om udviklingen i

strafniveauet m.v.:

»De store historiske udviklingstendenser i strafanvendelsen ved overgangen

fra fattigdomssamfund til velfærdsstat udviser en kraftig tendens til

nedpønalisering af tyveri og en vis tendens til opkriminalisering af

fysiske overgreb (vold). Det særlige ved voldtægt synes at

være, at kriminaliseringen allerede var relativ streng i

fattigdomssamfundet, men også, at der i de senere år i tiden

efter 2. verdenskrig snarere har været tale om en vis

nedpønalisering end det modsatte.

Indtil et godt stykke op i 1960erne var den almindelige

strafferamme for voldtægt i Danmark 16 års fængsel. I juni

1967 blev den nedsat til 10 år, og samtidig ophævedes

minimumstraffen (på 1 år). I løbet af 1970erne skete

der en sænkning af det faktiske strafniveau. Strafniveauet blev en

del lavere end forudsat af straffelovrådet ved lovændringen i

1967. I maj 1981 blev den almindelige strafferamme igen nedsat, nu til 6

år. Der var dog ikke tilsigtet nogen reel ændring af straffenes

art eller længde, men først og fremmest at korrigere en uheldig

brug af straffelovens § 217 (om ulovlig tvang). Man opretholdt en

skærpet strafferamme på 10 års fængsel for

særlig farlig voldtægt m.v.

Den konkrete strafudmåling ved voldtægt siden

den seneste lovændring i 1981 er ikke analyseret. Umiddelbart kunne

det se ud til, at der er sket en vis - fortsat - nedpønalisering.

Denne synes at bestå i såvel mindre risiko for gerningsmanden for

at blive pågrebet som i kortere straffe, hvis han pågribes og

dømmes. Det kan bl.a. læses ud af, at i 1980 endte 1 ud af hver

14 voldtægtsanmeldelser med, at en gerningsperson blev idømt en

frihedsstraf på 18 måneder eller derover. I 1994 var det kun 1 ud

af hver 50 anmeldelser, der fik denne konsekvens. Tendensen kan dog

også, i princippet - helt eller delvis - tænkes forårsaget

af, at de anmeldte voldtægter kan være blevet af mindre

alvorlighedsgrad (Rigsadvokatens understregninger).

Medens voldsforbrydelserne og straffene herfor meget ofte

har været i fokus for den offentlige og politiske debat inden for de

seneste 10 år, har der været bemærkelsesværdigt

stille omkring voldtægtsforbrydelsen. Således ændredes

voldsparagrafferne i 1989, og der blev lagt op til en større

»differentiering« af straffene for vold inden for normalområdet. Fire

år senere, i 1993, blev der vedtaget en voldspakke med bl.a. det sigte,

at straffene for voldsrecidivister skulle øges med 50 %. Og fire

år senere igen, i 1997, har regeringen fremsat en ny voldspakke, der

ved siden af en række sociale tiltag foreslår at skærpe

straffen betydeligt for de groveste voldstilfælde efter straffelovens

§ 245 og § 246. Man har ikke i nogen af disse tre »voldspakker«

fokuseret på voldtægt.

Den forskellige fokusering på vold og voldtægt

de senere år er bemærkelsesværdig. Det er imidlertid en

forkert tydning af tendenserne at tage den mindskede strenghed i det

strafferetlige system på voldtægtsområdet som udtryk for,

at holdningerne og normerne i befolkningen også skulle være

blevet mindre strenge på dette område. Tværtimod findes der

indikationer på, at det forholder sig omvendt, altså at afskyen

og den almindelige afstandstagen over for voldtægtshandlingen og

voldtægtsmanden er blevet øget.«

Om udviklingen med hensyn til karakteren af de anmeldte voldtægter

anfører Balvig side 50-51 følgende:

»I modsætning til den officielle kriminalstatistik muliggør

materialet, at vi også kan se på udviklingen i voldtægter

som en funktion af karakteren af forudgående bekendtskab mellem offer

og gerningsperson. Det fremgår, at den procentvise stigning har

været klart stærkere for voldtægt i nære relationer

end for overfalds-voldtægt o.l. De politianmeldte

partnervoldtægter er mere end 3-doblet, medens andre

voldtægtsformer »kun« er steget med omkring en fjerdedel

(Rigsadvokatens understregning). Også her synes vi altså at

få en bekræftelse på, at det først og fremmest er

anmeldelsestilbøjeligheden, der er steget. Alternativet, at der de

senere år skulle være sket en (særlig stærk) reel

stigning i partnervoldtægter sammenlignet med

overfalds-voldtægter, virker lidet plausibel, idet den almene tendens

omkring vold mod kvinder begået af nuværende eller tidligere

partnere er stagnation eller måske endog fald.«

Om udviklingen i domfældelsesprocenten fordelt på de

forskellige voldtægtsformer (overfalds-, kontakt- og

partnervoldtægt) anføres side 53 følgende:

»Domfældelsesprocenten er omtrent den samme, 47 %, i 1990-92 som den

var i 1972-76 . . .

Imidlertid dækker disse totale tendenser over nogle

meget interessante og væsentlige forskydninger inden for og mellem de

forskellige voldtægtsformer. I 1972-76 var det kun hver sjette sigtelse

for partnervoldtægt, der endte med domfældelse (17 %), og det var

netop dette forhold, der blev gjort til genstand for den kraftigste kritik

fra ikke mindst kvindebevægelsen og de kvindekriminologiske

voldtægtsforskere.

1990-92 er situationen ændret radikalt. Her er 2 ud

af 3 sigtelser for partnervoldtægt endt op med en domfældelse (69

%). Den relativt høje domfældelseshyppighed ved

partnervoldtægter gør sig også gældende ved

forsøg (83 %); en voldtægtstype der overhovedet ikke forekom som

registeret politianmeldelse i Københavns politikreds i perioden fra

1972-76.

Den øgede domfældelseshyppighed ved

partnervoldtægter (samt fuldbyrdede kontaktvoldtægter) kan i

øvrigt tænkes at være en del af forklaringen på

øget anmeldelsestilbøjelighed i denne type sager. Når

ofre for tidligere ægtefællers eller bekendtes voldtægt

erfarer, at de faktisk bliver taget alvorligt af retssystemet, og at det i

retlig forstand kan nytte - en viden som bl.a. kan tænkes formidlet af

medarbejdere på krisecentrene og kvinderådgivningerne - er det

vel sandsynligt, at motivationen for at anmelde øges.«

Balvig har endvidere side 64-65 i en note til det ovenfor citerede afsnit

kommenteret landsdommer Lodbergs gennemgang af domme afsagt i 1996. Balvig

anfører blandt andet følgende:

»Ifølge et uddybende/supplerende avisreferat (Jyllandsposten, 10.

maj 1997) har Lodberg sammenlignet med en tilsvarende gennemgang fra

begyndelsen af 1990erne og fundet, at fængselsstraffen for

voldtægt er blevet reduceret med en tredjedel. Straffen for

voldtægt i 1996 var typisk 1 års fængsel mod halvandet

år i begyndelsen af 1990erne og to år i midten af 1980erne. Poul

Lodberg udelukker ifølge avisreferatet, at det er formildende

omstændigheder ved dommene i 1996, der begrunder det kraftige fald i

strafudmålingen, og mener, at der er tale om en lempet praksis fra

domstolenes side. En gennemgang af de rene voldssager i 1995 viser

ifølge Lodberg, at der her til gengæld er sket en vis

skærpelse i forhold til begyndelsen af 1990erne. Man bør dog

være opmærksom på, at disse undersøgelser alene

vedrører domme afsagt af landsretterne. Det drejer sig om forholdsvis

få sager, f.eks. kun 11 sager vedr. § 216 i 1996, samt at domme

afsagt af landsretterne ikke nødvendigvis er repræsentative for

alle domme. Når det drejer sig om rene udregninger af gennemsnit for

straffenes længde, udgør de årlige

domfældelsesstatistikker fra Danmarks Statistik et mere sikkert

grundlag, fordi disse statistikker inkluderer samtlige domme.«

3.3. Justitsministeriets undersøgelse

Justitsministeriets forsknings- og

dokumentationskonsulent, Britta Kyvsgaard, har i maj 2000 foretaget en

undersøgelse af udviklingen i dels antal anmeldte voldtægter og

dels i straffenes art og længde. Beskrivelsen er foretaget ud fra

tallene i kriminalstatistikken. Da det ikke er muligt at udskille

statistikoplysninger alene for voldtægt (straffelovens § 216),

omfatter det, som i beskrivelsen omtales som voldtægt, også

opnåelse af samleje ved anden ulovlig tvang (§ 217), tilsnigelse

til samleje (§ 221) samt anden kønslig omgængelse

(§ 224, jf. § 216, § 217 eller § 221). I beskrivelsen

anføres blandt andet følgende om længden af den

idømte straf:

»I 1980´erne var den gennemsnitlige straflængde for

voldtægt de fleste år på 17-18 mdr., mens den i 1990´erne

svinger omkring 15 mdr. Den gennemsnitlige straflængde for hele

tiåret 1980-89 er 18,3 mdr. og for tiåret 1990-99 15,8 mdr. At

der er sket et fald i denne gennemsnitlige straflængde, er altså

tydeligt nok, men denne er dog ikke så voldsom, som landsdommer Poul

Lodberg har hævdet på baggrund af en undersøgelse af

landsretsdomme fra 1990 og 1996. Lodberg fandt, ud fra dette mere

begrænsede datagrundlag, en reduktion på en tredjedel i

straflængderne.«

Om mulige forklaringer på dette fald anfører

Britta Kyvsgaard følgende:

»Faldet i den gennemsnitlige straflængde behøver ikke at

afspejle en ændret domspraksis, men kan også skyldes en

ændring i karakteren af de sager, der afgøres. I det afsnit af

Rigspolitichefens rapport om »Voldtægters omfang og karakter i

Danmark« fra 1998, som Flemming Balvig har skrevet, konkluderes det, at

anmeldelsestilbøjeligheden for voldtægt er vokset de seneste

årtier, hvilket har medført, at der nu anmeldes relativt flere

»mindre alvorlige« voldtægter. Dvs. voldtægter, der ikke er

overfaldsvoldtægter, men overgreb begået af en partner. Endvidere

finder Balvig, at der i de seneste årtier er sket en kraftig

vækst i domfældelsesfrekvensen for partnervoldtægter. Begge

dele må skabe en forventning om, at strafniveauet for voldtægter

generelt vil mindskes.«

3.4. Knud Waaben i Strafferettens specielle del

I Strafferettens specielle del, 5. udgave, 1999,

anfører Knud Waaben side 51, at normalstraffen for voldtægt er

1½-2 års fængsel, men at der forekommer både længere

og navnlig kortere straffe. Det fremgår ikke, på hvilket grundlag

Waaben bygger sin vurdering af strafniveauet.

4. Rigsadvokatens redegørelse

4.1. Udviklingen i strafudmålingsniveauet i voldtægtssager

Rigsadvokatens undersøgelse af udviklingen i

strafniveauet er som nævnt ovenfor under pkt. 1 foretaget sammen med

Justitsministeriets forsknings- og dokumentationskonsulent, Britta

Kyvsgaard.

Undersøgelsen findes i sin helhed i bilag 1 til

denne redegørelse.

Som det fremgår heraf, har det af tidsmæssige

årsager været nødvendigt at begrænse

undersøgelsen til at omfatte en række udvalgte år (1984,

1988, 1992, 1996 og 1998). Valget af undersøgelsesår er i et

vist omfang baseret på de oplysninger om gennemsnitlige

straflængder, der fremgår af kriminalstatistikken. 1984 er

således det af de udvalgte år, hvor den gennemsnitlige

straflængde ifølge kriminalstatistikken var længst (21

mdr.), mens 1992 og 1998 er de år, der har den korteste gennemsnitlige

straflængde (14 og 13 mdr.).

Undersøgelsesmaterialet er tilvejebragt ved, at

politikredsene har indsendt domsudskrifter, retsbogsudskrifter og andre

oplysninger om de nærmere omstændigheder ved gerningen (herunder

motivet, karakteren af volden eller truslerne herom, offeret og

gerningsmandens eventuelle forudgående kendskab til hinanden m.v.) for

de pågældende sager. Undersøgelsen omfatter i alt 251

domme.

Britta Kyvsgaards undersøgelse består af to

dele.

I den første del af undersøgelsen belyses en

række forskellige forhold vedrørende de undersøgte sager,

herunder bl.a. de gennemsnitlige straflængder for de enkelte

undersøgte år, antallet af sager, der vedrører

forsøg og fuldbyrdet voldtægt, antallet af domme, der omfatter

fællesstraffe eller flere forhold, antallet af ankede sager, antallet

af sager, der vedrører tidligere straffede, voldtægtens karakter

af overfalds-, kontakt- og parvoldtægt og de gennemsnitlige

straflængder, de anvendte magtmidler m.v.

I den anden del af undersøgelsen er der foretaget

en statistisk analyse af samtlige domme til ubetinget frihedsstraf for

overtrædelse af straffelovens § 216.

Som det fremgår af sammenfatningen i bilag 1, har

undersøgelsen vist, at strafudmålingen i voldtægtssager

afhænger af en lang række forhold ved de enkelte sager. De

forhold, der afspejler voldtægtens grovhed, bidrager især til at

forklare forskelle i strafudmålingen. Det drejer sig først og

fremmest om den anvendte straffelovsbestemmelse (§ 216, stk. 1

eller stk. 2), og om voldtægten er fuldbyrdet eller ej. Endvidere

har det også betydning for strafudmålingen, om der er tale om

overfaldsvoldtægt, kontaktvoldtægt eller parvoldtægt.

Herudover har det stor betydning for

strafudmålingen, om den pågældende samtidig dømmes

for flere voldtægter og/eller for anden kriminalitet, og om den

pågældende er tidligere straffet for ligeartet kriminalitet og

eventuelt tillige som følge heraf idømmes en

fællesstraf.

Undersøgelsen har ligeledes vist, at nogle af de

ovenfor nævnte forhold varierer årene imellem. Der var

således i 1992 og 1998 særligt få, der tidligere var

dømt for seksualforbrydelser, og særligt mange

parvoldtægter. Begge forhold taler for, at man alt andet lige

må forvente en lavere strafudmåling i disse år end i andre

år.

Endvidere peger undersøgelsens statistiske analyser

på, at strafudmålingsniveauet i 1984 alt andet lige var

markant højere end i de øvrige år. Der er derimod ikke

klare forskelle i strafudmålingsniveauet mellem de øvrige

år. Det højere strafudmålingsniveau i 1984 skyldes

ifølge undersøgelsen, at der i dette år blev udmålt

længere straffe i sager om voldtægt efter § 216,

stk. 2, samt i sager, hvor tiltalte tidligere var dømt for

seksualkriminalitet. Der ville således ikke være en klar forskel

i strafudmålingsniveauet i de undersøgte år, såfremt

disse domme ikke indgik i undersøgelsen.

4.2. Straffen for voldtægt i nyere retspraksis

I det følgende gennemgås nyere retspraksis

med henblik på at belyse det aktuelle strafniveau i sager om

voldtægt.

Ved beskrivelsen af strafniveauet er der taget

udgangspunkt i dommene i bilag 2 til denne redegørelse, der indeholder

en beskrivelse af størstedelen af de domme fra 1998, der er

indgået i undersøgelsen. Endvidere er inddraget de trykte

landsretsdomme fra perioden 1993 2000, der er nærmere beskrevet i

bilag 3.

Ved belysningen af det aktuelle strafniveau tages der

udgangspunkt i den opdeling af voldtægt i overfaldsvoldtægt,

kontaktvoldtægt og parvoldtægt, der også anvendes i

undersøgelsen i bilag 1, jf. bilaget side 8.

Ved overfaldsvoldtægt forstås således

voldtægt mod en person, som gerningsmanden slet ikke kender eller kun

har et yderst perifert kendskab til, og hvor der ikke forud for

voldtægten har været samvær af den karakter, der er

beskrevet nedenfor under kontaktvoldtægt.

Ved kontaktvoldtægt forstås det, der på

engelsk kaldes »date-rape«, altså situationer, hvor parterne

umiddelbart inden voldtægten har været sammen på en

måde, som kunne være optakt til en seksuel kontakt.

Kontaktvoldtægt omfatter endvidere voldtægter, hvor parterne

kender hinanden i forvejen, f.eks. naboer og kolleger, uanset om selve

voldtægten har karakter af et overfald.

Ved parvoldtægt forstås voldtægt mod en

nuværende seksuel partner og voldtægt mod en tidligere seksuel

partner, såfremt forholdet er ophørt inden for et kortere

tidsrum forud for voldtægten

Denne opdeling er valgt, fordi den må antages at

være almindelig anerkendt som en væsentlig faktor for

strafudmålingen, jf. sammenfatningen i bilag 1, og fordi den er

velegnet til en beskrivelse af strafudmålingsniveauet. Sondringen er

også anvendt i undersøgelsen foretaget af Flemming Balvig, jf.

pkt. 3.2. ovenfor.

Dog bemærkes, at det i nogle sager kan være

vanskeligt at vurdere, hvilken af de tre former for voldtægt der er

tale om, idet der er en glidende overgang mellem de forskellige kategorier.

Det kan således i nogle tilfælde diskuteres, om der foreligger

den eller den anden form for voldtægt.

I det følgende sondres endvidere mellem domme, der

omfatter fuldbyrdet voldtægt, og domme, hvor der alene dømmes

for forsøg, idet også denne faktor har væsentlig betydning

for strafudmålingen.

Der er tale om et forholdsvis spinkelt materiale, og det

kan ikke udelukkes, at nogle af dommene er udtryk for en strafudmåling,

der ikke umiddelbart harmonerer med det generelle niveau. Vurderingerne

nedenfor må derfor læses med dette forbehold.

Straffene for forsøg på

overfaldsvoldtægt varierede i dommene fra 1998 (gruppe 1 i bilag

2), der omfatter 11 domme, fra hæfte i 4 måneder til

fængsel i 2 år.

I 7 af disse 11 domme lå straffene mellem 6

måneders fængsel og 9 måneders fængsel. Kun i

én sag (dom 7,1998) er der udmålt en lavere straf (hæfte i

4 måneder), hvilket skyldes den tiltaltes unge alder (17 år), og

at der var tale om et mindre alvorligt forhold.

Tre domme gav fængsel i henholdsvis 1 år, 1

år og 6 måneder og 2 år. Dommen, der gav fængsel i 1

år og 6 måneder (dom 6, 1998), omfattede tillige ulovlig

frihedsberøvelse af pigen under og efter

voldtægtsforsøget, men straffen må antages først og

fremmest at være fastsat under hensyntagen til

voldtægtsforholdets grove karakter. I den dom, der medførte

fængsel i 2 år (dom 3, 1998), blev forholdet henført under

straffelovens § 216, stk. 2, og den pågældende var

tidligere straffet for et lignende forhold.

I bilag 3 findes kun en dom, der med sikkerhed

vedrører et enkelt forsøg på overfaldsvoldtægt,

nemlig dom 8, 1996, hvor straffen blev fastsat til fængsel i 4

måneder, og som vedrører et noget atypisk tilfælde.

Som det fremgår, varierer straffene således

fra 4 måneder og til fængsel i 2 år, men »normalstraffen«

for forsøg på overfaldsvoldtægt må antages at

være 6 til 9 måneders fængsel.

Fuldbyrdet overfaldsvoldtægt

forelå i

det udvalgte undersøgelsesmateriale kun i tre sager. Straffene blev i

disse sager udmålt til fængsel i 3 år, 2 år og 2

år og 6 måneder.

I sagen, der medførte fængsel i 3 år

(dom 12, 1998), blev forholdet henført under straffelovens § 216,

stk. 2. Sagen omfattede endvidere røveri over for

voldtægtsofferet. I dom 13, 1998, hvor straffen blev fastsat til

fængsel i 2 år, blev voldtægten begået af to

gerningsmænd i forening, hvilket efter straffelovens § 80,

stk. 2, i reglen anses som en skærpende omstændighed. I

denne sag blev de pågældende også dømt for ulovlig

frihedsberøvelse. I den sidste sag (dom 14, 1998) forelå der

udover en fuldbyrdet voldtægt forsøg på voldtægt

over for en anden kvinde kort efter, hvilket må have haft

væsentlig betydning for straffen på fængsel i 2 år og

6 måneder.

I bilag 3 findes en dom (dom 13, 2000) vedrørende

fuldbyrdet overfaldsvoldtægt, hvor straffen blev fastsat til

fængsel i 2 år. Voldtægten var begået under

indtrængen i ofrets bolig ved indbrud, og den voldtagne var en kvinde

på 83 år.

Ingen af de nævnte domme er fuldt ud egnet som

grundlag for vurderingen af strafniveauet i denne type sager, fordi der i

alle sagerne forelå skærpende omstændigheder, der må

have haft betydning for strafudmålingen.

Det er derfor på grundlag af det foreliggende

materiale vanskeligt at vurdere »normalstraffen« for fuldbyrdet

overfaldsvoldtægt. Et forsigtigt skøn fører dog frem til,

at udgangspunktet for straffastsættelsen formentlig ligger i niveauet

omkring 1 år og 6 måneder.

Med hensyn til forsøg på

kontaktvoldtægt foreligger der i det udvalgte

undersøgelsesmateriale (bilag 2, gruppe 3) 3 domme fra 1998. To af

sagerne medførte fængsel i 10 måneder, og en sag

medførte fængsel i 1 år.

I sagen, der medførte fængsel i 1 år

(dom 16, 1998) lagde retten vægt på styrken af tiltaltes

forsæt og på, at tiltalte tidligere var straffet for

voldsforbrydelser. I dom 15, 1998, hvor straffen blev fastsat til

fængsel i 10 måneder, var forholdet begået over for en

14-årig pige, hvilket må have haft betydning for

strafudmålingen. Den anden sag (dom 17, 1998), der medførte

fængsel i 10 måneder, må imidlertid anses for at være

illustrativ for »normalstraffen«, idet overtrædelsen af

våbenloven og butikstyveriet, der indgik i denne dom, ikke kan antages

at have haft væsentlig betydning for strafudmålingen.

I bilag 3 findes en dom, der medførte fængsel

i 9 måneder (dom 2, 1994). Bilag 3 indeholder også en helt ny dom

(dom 14, 2000), der medførte fængsel i 1 år, men denne dom

omfattede også en længere frihedsberøvelse af kvinden samt

enkelte andre forhold og var i øvrigt atypisk, idet tiltalte og

kvinden efterfølgende gik i skoven sammen.

Der er altså ikke i det foreliggende materiale mange

domme, der er egnede til at belyse strafudmålingsniveauet i sager om

forsøg på kontaktvoldtægt. Strafniveauet i denne typer

sager må dog skønnes at svare nogenlunde til niveauet ved

forsøg på overfaldsvoldtægt.

Fuldbyrdede kontaktvoldtægter

er i det

udvalgte undersøgelsesmateriale i bilag 2, gruppe 4, belyst ved 12

domme fra 1998. Straffene varierer fra 10 måneders fængsel til

fængsel i 3 år.

I de to sager, der medførte fængsel i 10

måneder (dom 24, 1998 og dom 26, 1998), blev voldtægten

begået uden anden tvang end fastholden af kvinden. I den ene sag, var

der i øvrigt dissens for at fastsætte straffen til fængsel

i 1 år. To sager medførte i lignende tilfælde

fængsel i 1 år (dom 21, 1998 og dom 23, 1998), men i disse sager

indgik også anden kriminalitet, der må antages at have haft

indflydelse på straffen.

I 4 sager er der idømt straffe på henholdsvis

1 år og 3 måneder (dom 19, 1998 en lidt atypisk sag, hvor

forholdet blev henført under § 216, stk. 2, men hvor der

på den anden side blev lagt vægt på, at kvinden kort

forinden voldtægten, mens tiltalte var tilstede, havde haft frivilligt

samleje med tiltaltes ven), 1 år og 6 måneder (dom 20, 1998

hvor retten lagde vægt på, at der var tale om en voldtægt

over for en i fysisk og psykisk henseende særdeles svag kvinde), 1

år og 8 måneder (dom 22, 1998 fællesstraf omfattende en

reststraf på 144 dage) og fængsel i 1 år og 9

måneder, hvor sagen omfattede to tilfælde af voldtægt (dom

28, 1999).

I tre sager blev straffen fængsel i 2 år. I to

af disse sager (dom 18, 1998 og dom 25, 1998) var der tale om

fællesstraffe og anden kriminalitet, og disse sager er derfor ikke

fuldt ud egnede til at belyse strafniveauet i »normaltilfælde«. I den

tredje sag (dom 27, 1998) begik tiltalte voldtægt over for to

kvinder.

I en sag blev straffen udmålt til fængsel i 3

år (dom 29, 1999). Her var der ligeledes tale om to forhold

henholdsvis fuldbyrdet voldtægt og forsøg.

I bilag 3 findes 7 domme, der er egnet til at beskrive

strafudmålingen i disse sager. 2 sager medførte fængsel i

6 måneder, og 3 sager gav fængsel i henholdsvis 7 måneder,

8 måneder, 10 måneder, mens 2 domme gav fængsel i 1

år. Heri indgår 3 domme fra 1999 og 2000, der medførte

fængsel i 8 måneder, 6 måneder og 1 år (dom 10, 12 og

15).

I denne kategori kan også nævnes sagen fra

Århus, der i hvert fald til dels var en kontaktvoldtægt, og som

er omtalt nærmere nedenfor under afsnit 4.3., hvor straffene blev

fastsat til henholdsvis fængsel i 9 måneder og fængsel i 1

år, dog således at kun 6 måneder af straffen skal

fuldbyrdes. Straffen blev bl.a. fastsat under hensyn til de domfældtes

unge alder.

De fleste straffe ligger således i niveauet mellem 6

måneder og 1 ½ år, og er der ikke anvendt vold af betydning,

eller foreligger der ikke andre skærpende omstændigheder, ligger

straffen i niveauet 6 10 måneder.

Der er i det udvalgte undersøgelsesmateriale kun en

dom om forsøg på parvoldtægt (dom 30 i bilag 2).

Straffen blev udmålt til fængsel i 6 måneder betinget med

vilkår om samfundstjeneste.

Der er 7 domme i bilag 2 vedrørende fuldbyrdet

parvoldtægt. Straffene blev i to sager udmålt til

fængsel i 6 måneder, i to sager til fængsel i 8

måneder (i en af sagerne dog delvist betinget), i en sag til

fængsel i 1 år, i en sag til fængsel i 1 år og 2

måneder og i den sidste sag til fængsel i 1 år og 3

måneder. I sagen, der gav fængsel i 1 år og 3

måneder, var der tale om en forholdsvis grov voldtægt (dom 34,

1998), og i sagen, hvor straffen blev fængsel i 1 år og 2

måneder, var der tale om en fællesstraf, der omfattede en

reststraf på 123 dage (dom 35, 1998). I sagen, der gav fængsel i

1 år, blev pågældende tillige dømt for to

tilfælde af vold over for samleveren (dom 31, 1998).

Endvidere kan nævnes dom 3, 1994 i bilag 3, hvor

straffen blev fastsat til fængsel i 1 år for to voldtægter

begået umiddelbart efter hinanden, og hvor der også var tale om

ikke ubetydelig vold.

Endelig kan det nævnes, at Højesteret i to

sager i 1990 erne har taget stilling til strafniveauet i denne type sager. I

begge sager blev straffen udmålt til fængsel i 6 måneder,

jf. U 95.895H og U 90.372H i bilag 4.

»Normalstraffen« for fuldbyrdet parvoldtægt må

på dette grundlag antages at ligge i niveauet 6 8 måneders

fængsel.

4.3. Højesterets udmålingspraksis i

voldtægtssager

Udover de undersøgelser, der er beskrevet ovenfor,

er der i bilag 4 foretaget en gennemgang og beskrivelse af Højesterets

domme i voldtægtssager, der skønnes egnet til at belyse

strafniveauet fra 1970 og frem til midten af 1990 erne. Der findes ikke

Højesteretspraksis efter 1996 med tidsbestemte straffe i sager, hvor

hovedforholdet er voldtægt.

Sager om voldtægt behandles i almindelighed i 1.

instans ved byretterne. De kan derfor frit ankes til landsretten, hvorimod

det kræver Procesbevillingsnævnets tilladelse at anke

landsrettens dom til Højesteret. Kun hvis sagen er af en så

alvorlig karakter, at der bliver spørgsmål om straf af

fængsel i 4 år eller derover, eller hvis der bliver

spørgsmål om dom til anbringelse i institution i medfør

af straffelovens § 68 eller dom til forvaring, jf. straffelovens

§ 70, behandles sagen i 1. instans ved landsretten som

nævningesag. Der er i så fald fri ankeadgang til

Højesteret for så vidt angår strafudmålingen og

visse andre spørgsmål.

Denne afgrænsning af domstolenes saglige kompetence

medfører, at Højesteret sjældent får lejlighed til

at tage stilling til strafudmålingen i voldtægtssager, medmindre

sagen er af særdeles alvorlig karakter.

Højesteret har således i de seneste tyve

år i alt væsentlighed alene taget stilling til

strafudmålingen i meget grove voldtægtssager, hvor gerningsmanden

tillige ofte tidligere har været straffet for lignende kriminalitet.

Straffene er udmålt i niveauet fra fængsel i 3 år og 6

måneder til fængsel i 9 år.

Højesteret har dog som nævnt ovenfor under

pkt. 4.2. i to sager (U 1995.299H og U 1990.372H) haft lejlighed til at tage

stilling til strafudmålingen i sager om parvoldtægt.

Højesteret udmålte straffen til 6 måneders fængsel,

og fandt ikke grundlag for at gøre straffen helt eller delvis

betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.

I U 1991.918/2H tog Højesteret stilling til en sag

om flere tilfælde af kontaktvoldtægt og forsøg

herpå begået af fire unge (i alderen 16 20 år) overfor en

16-årig pige, der blev slæbt ind på et værelse, hvor

hun blev fastholdt. Forholdene blev begået over 1 1 ½ time. To af de

tiltalte blev også dømt for vold efter straffelovens § 244

ved at klippe en del af pigens hovedhår af. En anden blev tillige

dømt for overtrædelse af § 252 ved at have skudt efter

pigen med en luftpistol. Højesteret udmålte ubetingede straffe

på henholdsvis fængsel i 6 måneder, fængsel i 4

måneder, fængsel i 9 måneder og fængsel i 1 år.

By- og landsretten havde udmålt betingede domme blandt andet under

hensyn til de tiltaltes unge alder.

Denne sag nævnes særligt, fordi den på

mange punkter er sammenlignelig med den voldtægtssag fra

Århus, som er omtalt i Justitsministeriets skrivelse af 9. juni

2000, jf. pkt. 1 ovenfor.

I sagen fra Århus blev der afsagt dom af Vestre

Landsret den 17. november 2000. Ved dommen blev 6 unge mænd, der var i

alderen 15 18 år på gerningstidspunktet, dømt for

voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, og forsøg

herpå. Forholdene var begået over for en 14-årig pige, der

sammen med en ven og nogle af de domfældte gik ind i en skurvogn. Efter

at pigen ufrivilligt havde haft seksuelt forhold til vennen, der blev

frifundet på grund af manglende bevis for forsæt, begik de seks

domfældte voldtægt eller forsøg herpå over for

pigen. Det blev i landsretten lagt til grund, at pigen blev tvunget til de

seksuelle forhold ved de trusler om vold, der lå i situationen.

Forholdene havde en varighed på ca. 3 timer.

Straffene blev for 5 af de domfældte udmålt

til fængsel i 9 måneder og for en af de domfældte til

fængsel i 1 år (fællesstraf). Efter de domfældtes

alder og oplysningerne om deres personlige forhold blev straffene gjort

delvis betingede, således at 6 måneder skal fuldbyrdes, mens de

resterende dele af straffene blev gjort betingede på nærmere

fastsatte vilkår.

Landsretten anførte i præmisserne, at

strafudmålingen var udtryk for, at landsretten ikke havde

imødekommet anklagemyndighedens påstand om generelt at

forhøje strafniveauet i sager af denne karakter. Straffene blev

således alene udmålt under hensyntagen til den konkrete sags

omstændigheder i overensstemmelse med det strafniveau, der hidtil har

været gældende i sager om voldtægt.

I byrettens dom var straffen for 5 af de tiltalte fastsat

til fængsel i 6 måneder, hvoraf de 3 måneder blev gjort

betinget på nærmere fastsatte vilkår. En af de tiltalte

blev i byretten idømt fængsel i 9 måneder, hvoraf de 6

måneder blev gjort betinget på nærmere fastsatte

vilkår. Den ubetingede del af straffen for alle de tiltalte blev anset

for udstået med varetægtsfængslingen, der havde haft en

varighed af ca. 3 måneder.

Højesteret har ikke i de seneste år haft

lejlighed til at tage stilling til strafudmålingen i sager om

overfaldsvoldtægter, hvor der ikke foreligger særlige

skærpende omstændigheder. I de domme, hvor der har foreligget

særlige skærpende omstændigheder, som eksempelvis i U

1995.299H og U 1994.648H, blev straffen fastsat til fængsel i 5

år.

Dommene vedrørende overfaldsvoldtægt uden

særlige skærpende omstændigheder er således af

ældre dato. Som eksempler på sådanne sager kan nævnes

U 1981.802/2 H og U 1977.49/2H, hvor straffen blev udmålt til

fængsel i 2 år og 6 måneder.

Højesteret har endvidere i ældre domme

vurderet strafudmålingen i sager om forsøg på

overfaldsvoldtægt. Som eksempler herpå kan nævnes U

1975.173H, hvor straffen blev udmålt til fængsel i 3 år, og

U 1970.731H, hvor straffen blev udmålt til fængsel i 2

år.

Det er således vanskeligt at vurdere, hvilket

strafniveau Højesteret finder bør anvendes i dag ved

overfaldsvoldtægter, hvor der ikke foreligger særlige

skærpende omstændigheder, men efter den nævnte ældre

praksis lå strafniveauet for overfaldsvoldtægter i disse

tilfælde på 2-3 års fængsel. Det synes ikke at have

haft væsentlig betydning i hvert fald på daværende

tidspunkt at der alene var tale om forsøg.

5. Vurdering og konklusion

5.1. Udviklingen i strafniveauet i voldtægtssager

Som anført under punkt 2.4. antog

Straffelovrådet i den indstilling, der er gengivet i forarbejderne til

lov nr. 248 af 9. juni 1967, at et niveau af 3 4 års fængsel

på dette tidspunkt var den normale straf for fuldbyrdet voldtægt,

og at straffe på 1 2 år kunne forekomme, såfremt der

forelå formildende omstændigheder. Det fremgår endvidere af

bemærkningerne til lovforslaget, at den foreslåede

lovændring ikke var begrundet i et ønske om at mildne

bedømmelsen af voldtægtssager.

I Straffelovrådets betænkning nr. 914/1980 om

voldtægt, røveri og brandstiftelse, der lå til grund for

lov nr. 256 af 27. maj 1981, er der som anført under punkt 2.2.

redegjort for strafudmålingspraksis i sager om voldtægt.

Straffelovrådet foretog en sammenligning mellem strafniveauet i

perioderne 1970-73 og 1974-78. Straffelovrådet fandt, at en

sammenligning mellem de to perioder tydede på, at der fra perioden

1970-73 til perioden 1974-78 indtrådte en vis formildelse af

strafniveauet. Andelen af straffe på over 1 år var faldet, og

Straffelovrådet fandt det nærliggende at slutte, at en del sager

var flyttet fra strafniveauet over 1, højst 2 år til

strafniveauet maksimalt 1 år. Endvidere understregede

Straffelovrådet, at under alle omstændigheder spillede straffe

på mere end et par års fængsel en forholdsvis ringe rolle i

retspraksis. Det fremgår endvidere af bemærkningerne til

lovforslaget til lov nr. 256 af 27. maj 1981, at der med lovændringen

ikke tilsigtedes nogen ændring af det gældende

udmålingsniveau.

Det må således antages, at den normale straf

for fuldbyrdet overfaldsvoldtægt i midten af 1960´erne var 3-4

års fængsel. Strafniveauet faldt herefter i løbet af

1970´erne, og fra midten eller slutningen af 1970´erne spillede straffe

på mere end et par års fængsel en forholdsvis ringe rolle i

praksis.

Som det fremgår af undersøgelsen i bilag 1 af

udviklingen i strafudmålingsniveauet, har analysen af sager fra

årene 1984, 1988, 1992, 1996 og 1998 ikke givet noget klart grundlag

for at antage, at der i den undersøgte periode er sket en

ændring i udmålingspraksis i voldtægtsager. Dog peger de

statistiske analyser på, at strafniveauet alt andet lige var

højere i 1984 end i de øvrige år. Det højere

strafudmålingsniveau i 1984 skyldes ifølge undersøgelsen,

at der ved voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 2, samt

ved voldtægt begået af personer, der tidligere var straffet for

seksualforbrydelser, blev idømt længere straffe i 1984 end i de

øvrige år. Der er ikke grundlag for at antage, at der er sket en

ændring i strafniveauet i de øvrige

undersøgelsesår.

Det kan således konkluderes, at strafniveauet i

voldtægtssager generelt faldt forholdsvis markant i 1970´erne og frem

til midten af 1980´erne. Undersøgelsen giver derimod ikke grundlag for

at antage, at strafniveauet for sammenlignelige voldtægtssager har

ændret sig fra midten eller slutningen af 1980´erne og frem til i

dag.

5.2. Det nugældende strafniveau og vurderingen heraf

Som det fremgår ovenfor under pkt. 4.2., må

»normalstraffen« for forsøg på overfaldsvoldtægt antages

at være 6-9 måneders fængsel, dog med mulighed for

både mildere og strengere straffe. For fuldbyrdet

overfaldsvoldtægt uden skærpende omstændigheder antages det

ovenfor ved et forsigtigt skøn, at udgangspunktet for

straffastsættelsen formentlig ligger i niveauet omkring fængsel i

1 år og 6 måneder.

Med hensyn til forsøg på

kontaktvoldtægt skønnes det, at strafniveauet svarer nogenlunde

til niveauet ved forsøg på overfaldsvoldtægt, mens

straffen for fuldbyrdet kontaktvoldtægt ligger i niveauet mellem 6

måneder og 1 ½ år, men sådan at straffen er 6 10

måneder, hvis der ikke er anvendt vold af betydning, eller hvis der

ikke i øvrigt foreligger skærpende omstændigheder.

For så vidt angår parvoldtægter, der var

fuldbyrdede, antages det under punkt 4.2., at »normalstraffen« ligger i

niveauet 6-8 måneders fængsel.

For så vidt angår strafniveauet for

kontaktvoldtægter og parvoldtægter giver det billede, der har

vist sig med hensyn til straffenes størrelse, mig ikke anledning til

at overveje behovet for skærpelse af straffen. Jeg har herved lagt

vægt på, at der næsten uden undtagelse er idømt

ubetingede straffe, og at straffene ikke kan anses for at være

kortvarige.

Straffene for de fuldbyrdede overfaldsvoldtægter,

der er beskrevet ovenfor under punkt 4.2., og hvor der forelå

skærpende omstændigheder, var på fængsel i 2 3

år. Udmålingen i disse sager giver mig ikke anledning til

bemærkninger. Jeg har endvidere ikke noget grundlag for at antage, at

straffene i sager, hvor der ikke foreligger skærpende

omstændigheder, vil blive fastsat med udgangspunkt i et niveau på

under 1 år og 6 måneder, som efter min opfattelse må anses

for at være et passende strafniveau for sager af denne karakter.

Såfremt denne antagelse om straffen i sager om

fuldbyrdet overfaldsvoldtægt er korrekt, er der imidlertid en betydelig

forskel på straffen for fuldbyrdet overfaldsvoldtægt og

forsøg på overfaldsvoldtægt.

Det er imidlertid ikke alene på

voldtægtsområdet, der er en til tider betydelig forskel

på strafudmålingen afhængig af, om der er tale om et

fuldbyrdet forhold eller forsøg.

I Strafferettens almindelige del, Ansvarslæren, 4.

udgave, 1997, anfører Waaben således, at det er muligt, at man

af praksis kan udlede en almindelig tendens til en mildere bedømmelse

af forsøg. En forskel i udmålingen kendes ved drab og visse

andre grove forbrydelser, hvor en ikke realiseret integritetskrænkelse

kendetegner forholdet som mindre groft.

Det giver således ikke i sig selv anledning til

bemærkninger, at også straffen for forsøg på

overfaldsvoldtægt er lavere end straffen for det fuldbyrdede

forhold.

En række af dommene vedrørende forsøg

på overfaldsvoldtægt i det undersøgte materiale har

imidlertid givet mig anledning til at overveje, om straffen i alle sager af

denne karakter ligger på et rimeligt niveau.

Der henvises herved til dom 2, 1998 og dom 4, 1998 i bilag

2, hvor der blev udmålt straffe på fængsel i 8

måneder for henholdsvis et voldtægtsforsøg på en

S-togsstation og en parkeringsplads under anvendelse af ikke ubetydelig vold,

og hvor forsøgene mislykkedes på grund af kvindens modstand og

kvindens høje skrig.

Endvidere kan nævnes dom 5, 1998 i bilag 2, hvor

voldtægtsforsøget blev begået af en 21-årig mand,

der standsede en ham ubekendt 16-årig udviklingshæmmet pige, som

cyklede hjem fra skole, og som under anvendelse af betydelig magt

forsøgte at få samleje med pigen. Forsøget mislykkedes

på grund af pigens kraftige modstand i form af slag og spark.

Gerningsmanden blev idømt fængsel i 9 måneder.

Endelig kan henvises til dom 8, 1998 i bilag 2, hvor

voldtægtsforsøget blev begået over for en 70-årig

kvinde i dennes lejlighed, hvortil gerningsmanden skaffede sig adgang, og

hvor der anvendtes forholdsvis grov vold over for kvinden. Straffen blev

fastsat til fængsel i 8 måneder.

En af de nævnte domme er en landsretsdom (dom 2,

1998), mens de øvrige domme er byretsdomme.

Det er på baggrund af de nævnte sager min

opfattelse, at der særligt på dette område kan være

behov for at overveje, om domme af denne art i videre omfang skal

søges anket af anklagemyndigheden med påstand om

skærpelse.

Hertil kommer, at det kan være ønskeligt at

få større klarhed med hensyn til vurderingen af det

nugældende strafniveau for fuldbyrdet overfaldsvoldtægt,

når der ikke foreligger skærpende omstændigheder.

I øvrigt bemærkes, at det efter sagen fra

Århus, der er omtalt ovenfor under pkt. 1 og 4.3., har været

diskuteret, om straffene i sager, hvor der er flere gerningsmænd til

voldtægten, er passende. Som det fremgår af tabel 6 i bilag 1, er

der kun få sager i det undersøgte materiale, hvor

voldtægten er begået af flere i forening. Imidlertid verserer der

for tiden flere voldtægtssager, hvor der efter de foreliggende

oplysninger har været flere gerningsmænd.

Det kan på den baggrund være af interesse at

følge sådanne sager med henblik på at vurdere, om det

forhold, at gerningen er udført af flere i forening, tillægges

passende betydning i skærpende retning ved strafudmålingen.

Som det fremgår af tabel 5 i undersøgelsen i

bilag 1, er cirka halvdelen af de domme, der er omfattet af

undersøgelsen, blevet anket, og straffen er især i sager fra

1996 og 1998 i et ikke ubetydeligt omfang blevet skærpet.

Jeg finder på denne baggrund, at der kan være

grundlag for at iværksætte en ordning, hvor Rigsadvokaten i det

kommende års tid får forelagt fældende byretsdomme i

voldtægtssager med henblik at vurdere, om anklagemyndigheden i videre

omfang bør anke domme i voldtægtssager, således at

landsretterne i flere sager får lejlighed til at tage stilling til

strafniveauet.

Ordningen bør i givet fald efter min opfattelse

omfatte alle domme i voldtægtssager, uanset om der er tale om par-,

kontakt- eller overfaldsvoldtægt, og uanset om forholdet er fuldbyrdet

eller ej. Det vil gøre det muligt at foretage en vurdering af, om

straffene i de konkrete sager i alle tilfælde er i overensstemmelse med

det niveau, der er beskrevet ovenfor, og eventuelt give anledning til, at

anke egnede sager til landsretten med henblik på skærpelse.

Ordningen bør endvidere omfatte en underretning af Rigsadvokaten om

alle landsretsdomme. Herved vil det også blive muligt for

rigsadvokaturen på et bredere grundlag efter udgangen af denne periode

at danne sig et helt aktuelt billede af strafniveauet.

Bilag 1

Underbilag 1

Udviklingen i

strafudmålingsniveauet i voldtægtssager

Af Britta Kyvsgaard, Justitsministeriet

Der er gennemført en undersøgelse med henblik på at

belyse, hvorvidt voldtægt straffes mildere i dag end tidligere.

Danmarks Statistik udarbejder årligt en

kriminalstatistik, der bl.a. indeholder oplysninger om straffens art og

længde for voldtægt. Det er imidlertid ikke muligt

fyldestgørende at vurdere strafniveauet for voldtægt på

baggrund af disse oplysninger. Det skyldes flere forhold. Kategorien

»Voldtægt mv.«, som Danmarks Statistik anvender, omfatter ikke kun

voldtægt (§ 216), men også samleje ved anden ulovlig tvang

(§ 217), tilsnigelse til samleje (§ 221) samt anden kønslig

omgængelse end samleje (§ 224, jf. § 216, § 217 og

§ 221). En forskydning mellem antallet af sager inden for disse

kategorier vil kunne påvirke de gennemsnitlige straflængder, der

omtales i Danmarks Statistiks kriminalstatistik. Det samme vil være

tilfældet, såfremt der sker en forskydning mellem

voldtægtssager, der vedrører § 216, stk. 1, med

strafferamme på 6 år, og § 216, stk. 2, med en

strafferamme på 10 år. Endvidere vil der være en del af de

domme, der er omfattet af kriminalstatistikken, som ikke er endelige domme.

Mange af voldtægtsdommene ankes, og såfremt ankesagen

først afgøres året efter dommen i 1. instans, vil den

endelige dom ikke været omfattet af kriminalstatistikken. Endelig kan

nævnes, at kombinationsdomme også indgår i Danmarks

Statistiks beregning af gennemsnitlige straflængder.

Ved siden af disse forhold kan der være en lang

række andre forhold, der påvirker det generelle strafniveau i de

forholdsvis få voldtægtssager. Eksempelvis vil man alt andet

lige kunne forvente, at straffene for voldtægt gennemgående vil

være strengere, såfremt der bliver flere tidligere

voldtægtsdømte blandt de tiltalte, såfremt de enkelte

domme omfatter flere forbrydelser, eller såfremt flere af

voldtægterne er fuldbyrdede og ikke alene forsøg.

I nærværende undersøgelse er der

søgt taget højde for de forhold, der kan påvirke

straffene for voldtægt, med henblik på at få et bedre

grundlag for at vurdere, hvorvidt der er sket en ændring i

strafudmålingsniveauet for voldtægt.

Det bemærkes, at når der i det følgende

foretages sammenligninger af de gennemsnitlige straflængder for

voldtægt på forskellige områder, fx fuldbyrdet

voldtægt sammenlignet med forsøg på voldtægt, skal

disse forskelle i straflængder betragtes som vejledende. Der er

således ikke taget højde for, om voldtægterne adskiller

sig på andre områder end netop det, der indgår i den givne

sammenligning. Det er alene de senere statistiske analyser, der

muliggør en samlet vurdering af strafudmålingen, således

at der tages hensyn til alle de forhold, der påvirker denne.

Undersøgelsens materiale

Det er valgt at basere undersøgelsen på

endelige domme for overtrædelse af straffelovens § 216 og

§ 217, der er afsagt i enten 1. eller 2. instans i årene 1984,

1988, 1992, 1996 og 1998. Det indebærer, at undersøgelsen

omfatter sager, hvor den endelige dom er afsagt i et af de nævnte

år, men at den også omfatter sager, hvor 2. instans dommen er

afsagt i et andet år, men hvor 1. instans dommen vedrører et af

de nævnte år. Denne fremgangsmåde er valgt for at få

så stort et undersøgelsesmateriale som muligt.

Af tidsmæssige grunde har undersøgelsen

måtte begrænses til at omfatte domme for et mindre antal år

i 1980 erne og 90 erne. Valg af konkrete undersøgelsesår er i

nogen grad baseret på de oplysninger om gennemsnitlige

straflængder, der fremgår af kriminalstatistikken. 1984 er

således det år, som har den længste gennemsnitlige

straflængde (21 mdr.), mens 1992 og 1998 er de år, der har de

korteste (henholdsvis 14 og 13 mdr.).

For de enkelte domme er der indhentet domsudskrifter,

udskrifter af retsbøger samt enkelte yderligere oplysninger, der er

egnet til at belyse sagens karakter. Undersøgelsens materiale

består herefter af i alt 251 domme. For 5 af dommene foreligger dog

alene oplysninger fra kriminalregistret, idet sagens akter ikke har kunnet

findes.

Straffens art og længde

Undersøgelsen omfatter flere domme fra 1984 og 1988

end fra undersøgelsesårene i 1990 erne, jf. tabel 1. Det skyldes

bl.a., at anmeldelsestallene varierer. I undersøgelsen indgår

endvidere alene tidsbestemte domme til frihedsstraf. Ved siden af disse er

der afsagt i alt 6 forvaringsdomme (2 i 1988 og 4 i 1992) samt 35

foranstaltningsdomme (7 i 1984, 8 i 1988, 6 i 1992, 4 i 1996 og 10 i

1998).

Tabel 1. Voldtægtsdomme fordelt efter afgørelsesår

og straffens art og længde.

1984

1988

1992

1996

1998

I alt

Antal domme

65

64

49

30

43

251

Ubetinget frihedsstraf

98%

(64)

91%

(58)

90%

(44)

93%

(28)

96%

(41)

94%

(235)

Delvis betinget frihedsstraf

0%

(0)

6%

(4)

2%

(1)

0%

(0)

2%

(1)

2%

(6)

Betinget frihedsstraf

2%

(1)

3%

(2)

8%

(4)

7%

(2)

2%

(1)

4%

(10)

I alt

100%

(65)

100%

(64)

100%

(49)

100%

(30)

100%

(43)

100%

(251)

Længden af ubetinget straf:

6 mdr. og derunder

14%

(9)

7%

(4)

16%

(7)

11%

(3)

12%

(5)

12%

(28)

> 6 mdr. 10 mdr.

11%

(7)

17%

(10)

27%

(12)

14%

(4)

24%

(10)

18%

(43)

> 10 mdr. 1år

19%

(12)

16%

(9)

21%

(9)

21%

(6)

17%

(7)

18%

(43)

> 1 år 1 år og 6 mdr.

16%

(10)

26%

(15)

18%

(8)

14%

(4)

15%

(6)

18%

(43)

> 1 år 6 mdr. 2 år

16%

(10)

16%

(9)

11%

(5)

18%

(5)

20%

(8)

16%

(37)

> 2 år 3 år

13%

(8)

9%

(5)

5%

(2)

14%

(4)

12%

(5)

10%

(24)

> 3 år

13%

(8)

10%

(6)

2%

(1)

7%

(2)

0%

(0)

7%

(17)

I alt

101%

(64)

101%

(58)

100%

(44)

99%

(28)

100%

(41)

99%

(235)

Gennemsnitlig længde af ubetinget frihedsstraf

21 mdr.

19 mdr.

18 mdr.

18 mdr.

16 mdr.

18 mdr.

I alle de undersøgte år er mindst 90% af

voldtægtssagerne afgjort med en ubetinget dom. I alt er der afsagt 10

betingede domme, nemlig 1 i 1984, 2 i 1988, 4 i 1992, 2 i 1996 og 1 i 1998.

Alle betingede domme er med straffastsættelse, med straflængder

varierende fra 4 mdr. til 1 år. Tre af de betingede domme er med

vilkår om samfundstjeneste. I 9 af de 10 domme er der nævnt

særligt formildende omstændigheder, fx at voldsudøvelsen

har været begrænset, forholdet mellem offer og gerningsmand

(voldtægt i parforhold) og gerningsmandens mentale udvikling, hans

forhold i øvrigt og/eller hans unge alder (2 af gerningsmændene

er under 18 år: en 16-årig i 1992 og en 17-årig i 1984).

Kun én af dommene har været anket.

Ved siden af de rent betingede domme omfatter materialet 6

kombinationsdomme. Den ubetingede del af dommen varierer fra 1 til 3 mdr.,

mens den samlede idømte frihedsstraf varierer fra 7 mdr. til 1

år og 3 mdr. I 5 af disse domme er der nævnt særligt

formildende omstændigheder, svarende til ovennævnte (en

kombinationsdom fra 1988 vedrører en 15-årig gerningsmand).

Den gennemsnitlige længde af den idømte

ubetingede straf (ekskl. kombinationsdommene) varierer fra 16 til 21 mdr.,

lavest i 1998 og højest i 1984. Som det ses af tabel 1, beror denne

forskel bl.a. på, at der i 1984 og 1988 var forholdsvis mange domme

på mere end 3 år. De meget langvarige straffe påvirker

således den gennemsnitlige straflængde en del. Såfremt der

bortses fra straffe på over 3 år, er der således ringe

forskel mellem den gennemsnitlige straflængde de enkelte år, idet

den med undtagelse af 1992, hvor den er på 13 mdr. alle

øvrige år er på 16 mdr. Der er i alt afsagt 17 domme med

en straflængde på over 3 år. Den længste straf er

på 7 år og vedrører en særlig grov

voldtægtssag fra 1984, begået af en person, der tidligere er

dømt for voldtægt, andre seksualforbrydelser og andre former for

kriminalitet. Dommen inkluderede endvidere en reststraf på 366

dage.

Fuldbyrdet voldtægt eller forsøg på

voldtægt

Med undtagelse af 1996, hvor der er særligt mange

fuldbyrdede voldtægter, ligger andelen af fuldbyrdede voldtægter

på et nogenlunde konstant niveau i undersøgelsesårene

(omkring 60% af sagerne). Straffene for de fuldbyrdede voldtægter er i

gennemsnit 9 mdr. længere end straffene for forsøg på

voldtægt.1)

Tabel 2. Voldtægtsdomme fordelt efter afgørelsesår

og om de er fuldbyrdede eller ej.

1984

1988

1992

1996

1998

I alt

Fuldbyrdet voldtægt

58%

59%

61%

80%

63%

62%

Forsøg på voldtægt

39%

38%

39%

20%

37%

36%

Medvirken til voldtægt

3%

3%

0%

0%

0%

2%

I alt

100%

100%

100%

100%

100%

100%

I alt (N)

65

64

49

30

43

251

Voldtægtens grovhed

For så vidt angår voldtægtens grovhed,

vurderet ud fra den paragraf, der er dømt efter, er der heller ikke

stor variation mellem årene, da mere end 90% af sagerne i alle

årene vedrører § 216, stk. 1. Dog ses af tabel 3, at

alle dommene i 1992 angik § 216, stk. 1. Kun 3 af de 251 domme

vedrører § 217.

Tabel 3. Voldtægtsdomme fordelt efter afgørelsesår

og straffelovsbestemmelser.

1984

1988

1992

1996

1998

I alt

§ 216 stk. 1

92%

93%

100%

93%

93%

95%

§ 216 stk. 2

6%

5%

0%

3%

7%

4%

§ 217

2%

2%

0%

3%

0%

1%

I alt

100%

100%

100%

100%

100%

100%

I alt (N)

65

64

49

30

43

251

Der er overordentlig stor forskel i straflængderne

mellem de enkelte paragraffer og stykker. Mens den gennemsnitlige

straflængde for domme for § 217 er på 8 mdr., er den

på 17 mdr. for § 216, stk. 1, og på 39 mdr. for

§ 216, stk. 2.

Fællesstraffe

I 23 af de 251 indgår en reststraf, eller der er

tale om en fællesstraf. Det ses af tabel 4, at andelen af domme, som er

fællesstraffe eller inkluderer reststraffe, med undtagelse af 1992 er

nogenlunde stabil over årene. Fællesstraffene er betydeligt

længere end de øvrige domme, gennemsnitligt 14 mdr.

længere.

Tabel 4. Voldtægtsdomme fordelt efter afgørelsesår

og om dommen er en fællesstraf eller ej.

1984

1988

1992

1996

1998

I alt

Fællesstraf/reststraf indgår

9%

12%

4%

10%

9%

9%

Ikke fællesstraf/reststraf

91%

88%

96%

90%

91%

91%

I alt

100%

100%

100%

100%

100%

100%

I alt (N)

65

64

49

30

43

251

Andel ankede domme

En væsentlig del af voldtægtsdommene er blevet

anket til en højere instans, jfr. tabel 5. Andelen af domme, der er

anket, varierer noget de første år, men er mere stabil de

senere. I alle årene er det omkring to tredjedele af de ankede domme,

der ikke fører til ændring af den dom, der var afsagt i 1.

instans. Der er en svag tendens til, at forholdsvis mange af de ankede domme

skærpes i 1996 og 1998.

Domme, der er afgjort i 2. instans, er i gennemsnit lidt

kortere (2 mdr.) end domme, der alene er behandlet i 1. instans, også

selv om der gennemsnitligt set er sket en skærpelse af straffene i 2.

instans. Det indikerer, at det først og fremmest er forholdsvis mange

af de milde domme, der ankes.

Tabel 5. Voldtægtsdomme fordelt efter afgørelsesår,

antal instanser og ankesagens udfald.

1984

1988

1992

1996

1998

I alt

Kun 1. instans

37%

61%

47%

50%

42%

47%

Straffen mildere i 2. instans

6%

3%

8%

3%

2%

5%

Straffen skærpet i 2. instans

14%

11%

10%

17%

19%

14%

Samme straf i 2. instans

43%

25%

35%

30%

37%

34%

I alt

100%

100%

100%

100%

100%

100%

I alt (N)

65

64

49

30

43

251

Voldtægt begået af flere i forening

14 af i alt 237 voldtægter er begået af flere

i forening. Når antallet her er 237, beror det på, at dette

spørgsmål ikke har kunnet belyses for de 5 domme, hvor der ikke

foreligger domsudskrifter m.v., og at domme, der vedrører forskellige

gerningsmænd, men samme sag og samme offer, her alene tælles

én gang.

Tabel 6. Antal voldtægter fordelt efter afgørelsesår

og om voldtægten er begået af flere i forening.

1984

1988

1992

1996

1998

I alt

Én gerningsmand

93%

93%

96%

93%

95%

94%

Flere gerningsmænd

7%

7%

4%

7%

5%

6%

I alt

100%

100%

100%

100%

100%

100%

I alt (N)

59

58

46

28

41

237

At voldtægten er begået af flere i forening,

bliver betragtet som en skærpende omstændighed. Det tyder

undersøgelsens data også på, idet den gennemsnitlige

straflængde for de voldtægter, der er begået af flere i

forening, er 4 måneder længere end tilfældet er, når

voldtægten er begået af kun én person. Som det ses af

tabel 6, er det omkring hver tyvende voldtægt, der involverer flere

gerningsmænd.

Dømt for flere forhold

Såfremt dommen inkluderer flere kriminelle forhold,

vil det naturligvis også påvirke straffen. Det ses af tabel 7, at

omkring hver 7. dom omfatter flere voldtægter. I knap halvdelen af

disse sager er gerningsmanden dømt for en voldtægt mod

forskellige ofre, mens det i de øvrige sager drejer sig om flere

voldtægter mod samme offer. At sagen omfatter flere voldtægter,

påvirker straflængden væsentligt. Undersøgelsen

viser, at straffene i sager med flere voldtægter i gennemsnit er 10

mdr. længere end i de øvrige sager.

I en tredjedel af sagerne er gerningsmanden også

dømt for anden kønslig omgængelse end samleje. Disse

forhold vedrører typisk voldtægtsofferet, idet gerningsmanden

ud over voldtægten også på anden måde har forbrudt

sig mod offeret. Straffene i disse sager er i gennemsnit 5 mdr. længere

end i andre voldtægtssager. Tilsvarende forskel i straflængderne

er der mellem domme, der inkluderer andre former for kriminalitet, og dem,

der ikke gør det.2) Disse

øvrige former for kriminalitet angår kun i visse tilfælde

samme offer som voldtægtsforbrydelsen.

Tabel 7. Voldtægtsdomme fordelt efter afgørelsesår

og omfang og art af øvrige forhold.

1984

1988

1992

1996

1998

I alt

Dømt for flere voldtægtsforhold i samme sag

15%

19%

4%

13%

14%

14%

Samtidig dømt for anden kønslig omgængelse

32%

38%

27%

43%

33%

34%

Dømt for anden form for

kriminalitet

45%

31%

31%

33%

49%

38%

Overhovedet dømt for andet end ét

voldtægtsforhold

65%

61%

51%

57%

72%

61%

I alt (N)

65

64

49

30

43

251

Vurderet samlet er næsten to tredjedele af de

dømte dømt for mere og andet end et voldtægtsforhold. Det

er vanskeligt at pege på en klar udviklingstendens i andelen af sager

med flere forhold, men det bemærkes dog, at der i 1998 er forholdsvis

mange sager, der inkluderer flere forhold, mens det i 1992 drejer sig om

forholdsvis få.

Gerningens varighed

I undersøgelsen er det registreret, hvorvidt

voldtægtssituationen har strakt sig over længere tid. At en

voldtægt har strakt sig over længere tid, er indikation på,

at voldtægten er fuldbyrdet, og/eller at gerningsmanden samtidig har

begået flere voldtægter eller tillige anden kønslig

omgængelse end samleje mod offeret, jf. ovenstående. Det kan dog

også være tegn på, at der er begået andre former for

forbrydelser mod offeret. Gerningens varighed er således ikke i sig

selv et forhold, der har betydning for strafudmålingen, men kan alene

betragtes som indikation på, at det drejer sig om en mere alvorlig

voldtægt eller om en sag, der omfatter flere forbrydelser.

Tabel 8. Antal voldtægtsdomme fordelt efter

afgørelsesår og om voldtægten har strakt sig over tid

eller ej.

1984

1988

1992

1996

1998

I alt

Strakt sig over længere tid

27%

27%

27%

23%

37%

28%

Ikke strakt sig over længere tid

73%

73%

73%

77%

63%

72%

I alt

100%

100%

100%

100%

100%

100%

I alt (N)

63

62

48

30

43

246

Der er ikke i alle sager oplyst, hvor lang tid

voldtægten har strakt sig over, men i sager, der har en varighed ud

over, hvad der må antages at være det almindelige, foreligger der

typisk en tidsangivelse. Her er registreret varigheder fra minimum 45 min.

til maksimum 2½ døgn.

Undersøgelsen viser, at de ubetingede

frihedsstraffe i gennemsnit er 6 mdr. længere i de sager, der har

strakt sig over tid, i forhold til de øvrige sager. Mellem knap en

fjerdedel og godt en tredjedel af sagerne har strakt sig over tid,

færrest i 1996 og flest i 1998, jf. tabel 8.

Tidligere kriminalitet

Såfremt personen tidligere er dømt for

kriminalitet, kan det influere på straffens art og længde.

Især vægter tidligere ligeartede forbrydelser meget ved

strafudmålingen. Det tyder undersøgelsen da også på.

Såfremt personen tidligere er dømt for voldtægt og/eller

anden seksualkriminalitet, er straffen således i gennemsnit 10 mdr.

længere end i øvrige domme, mens domme, hvor tiltalte tidligere

er straffet for anden kriminalitet end seksualkriminalitet, i gennemsnit kun

er 5 mdr. længere end de øvrige domme.

Tabel 9. Voldtægtsdomme fordelt efter afgørelsesår

og omfang og art af tidligere kriminalitet.

1984

1988

1992

1996

1998

I alt

Tidligere dømt for voldtægt

13%

16%

2%

13%

7%

11%

Tidligere dømt for anden seksualkriminalitet end

voldtægt

8%

8%

0%

0%

0%

4%

Tidligere dømt for seksualkriminalitet overhovedet

16%

19%

2%

13%

7%

12%

Tidligere dømt for anden kriminalitet end seksualkriminalitet

33%

42%

27%

33%

37%

35%

Tidligere straffet overhovedet

38%

48%

27%

40%

37%

39%

I alt (N)

63

62

48

30

43

246

Som det ses af tabel 9, er der ganske store forskelle

årene imellem med hensyn til, hvor stor en andel af

voldtægtsforbryderne der tidligere er dømt for

seksualkriminalitet. Denne forskel er statistisk signifikant. Især i

1992 og 1998 er det meget få domme, der vedrører tidligere

seksualforbrydere. Tabellen viser i øvrigt, at der i 1988 var

forholdsvis mange af de tiltalte, der tidligere var straffet for anden

kriminalitet end seksualkriminalitet, mens der i 1992 var forholdsvis

få.

Voldtægtens karakter

Det er undersøgt, om voldtægtens karakter som

enten overfaldsvoldtægt, kontaktvoldtægt eller parvoldtægt

influerer på strafudmålingen.

I undersøgelsen er parvoldtægt

defineret som voldtægt mod en nuværende seksuel partner og

voldtægt mod en tidligere seksuel partner, såfremt forholdet er

ophørt inden for et kortere tidsrum forud for voldtægten.

Under betegnelsen kontaktvoldtægt er i

undersøgelsen registreret dels sager, der svarer til det, der på

engelsk kaldes »date-rape«, altså situationer hvor parterne umiddelbart

inden voldtægten har været sammen på en måde, som

kunne være optakt til en seksuel kontakt. Kontaktvoldtægt

omfatter endvidere voldtægter, hvor parterne kender hinanden i

forvejen, fx naboer og kolleger, uanset at voldtægten er af

overfaldskarakter.

Under den sidste kategori overfaldsvoldtægt

er i undersøgelsen registreret voldtægt mod en person, som

gerningsmanden slet ikke kender eller kun har et yderst perifert kendskab

til, og hvor der ikke forud for voldtægten har været et

samvær af den karakter, der er beskrevet for kontaktvoldtægt.

Tabel 10. Voldtægtsdomme fordelt efter voldtægtens karakter

og straffens art og længde.

Overfaldsvoldtægt

Kontaktvoldtægt

Parvoldtægt

I alt

Ubetinget frihedsstraf

96%

(96)

95%

(101)

83%

(33)

93%

(230)

Delvis betinget frihedsstraf

2%

(2)

1%

(1)

8%

(3)

2%

(6)

Betinget frihedsstraf

2%

(2)

4%

(4)

10%

(4)

4%

(10)

I alt

100%

(100)

100%

(106)

101%

(40)

99%

(246)

Længden af ubetinget straf:

6 mdr. og derunder

9%

(9)

12%

(12)

18%

(6)

12%

(27)

> 6 mdr. 10 mdr.

15%

(14)

21%

(21)

24%

(8)

19%

(43)

> 10 mdr. 1år

15%

(14)

20%

(20)

27%

(9)

19%

(43)

> 1 år 1 år og 6 mdr.

18%

(17)

20%

(20)

15%

(5)

18%

(42)

> 1 år 6 mdr. 2år

22%

(21)

13%

(13)

9%

(3)

16%

(37)

> 2 år 3 år

10%

(10)

12%

(12)

6%

(2)

10%

(24)

> 3 år

12%

(11)

3%

(3)

0%

(0)

6%

(14)

I alt

101%

(96)

101%

(101)

99%

(33)

100%

(230)

Gennemsnitlig længde af ubetinget frihedsstraf

21 mdr.

16 mdr.

13 mdr.

18 mdr.

Som det fremgår af tabel 10, har voldtægtens

karakter en klar sammenhæng med såvel straffens art som

længde. Mens kun 4% af dommene for overfaldsvoldtægt er betingede

eller delvis betingede, drejer det sig om 18% af dommene for

parvoldtægt. Desuden er to tredjedele af de ubetingede domme for

parvoldtægt på højst 1 år mod knap 40% af dommene

for overfaldsvoldtægt. Mellem disse yderpunkter falder

kontaktvoldtægt.

Det fremgår videre af tabel 10, at den

gennemsnitlige straflængde for overfaldsvoldtægt er på 21

mdr., mens den er på 16 mdr. for kontaktvoldtægt og 13 mdr. for

parvoldtægt.

I tabel 11 er der redegjort separat for straffens art og

længde for overfaldsvoldtægter. Kun i to af årene, i 1984

og 1988, er der givet enkelte helt eller delvis betingede domme. Den

gennemsnitlige straflængde varierer noget årene imellem. Maksimum

er på 26 mdr. (i 1984) og minimum på 15 mdr. (i 1992 og 1998).

Det bemærkes, at der her og i de følgende to tabeller ikke er

taget hensyn til øvrige forhold, der influerer på

strafudmålingen.

Tabel 11. Domme for overfaldsvoldtægt fordelt efter

afgørelsesår og straffens art og længde. Absolutte

tal.

1984

1988

1992

1996

1998

I alt

Ubetinget frihedsstraf

28

26

11

14

17

96

Delvis betinget frihedsstraf

2

2

Betinget frihedsstraf

1

1

2

I alt

29

29

11

14

17

100

Længden af ubetinget straf:

6 mdr. og derunder

1

2

1

2

3

10

> 6 mdr. 10 mdr.

3

3

1

1

6

14

> 10 mdr. 1år

5

4

3

1

1

14

> 1 år 1 år og 6 mdr.

3

7

4

2

1

17

> 1 år 6 mdr. 2 år

7

4

2

5

3

21

> 2 år 3 år

3

2

2

3

10

> 3 år

6

4

1

11

I alt

28

26

11

14

17

96

Gennemsnitlig længde af ubetinget frihedsstraf

26 mdr.

21 mdr.

15 mdr.

20 mdr.

15 mdr.

21 mdr.

Tabel 12 indeholder information om straffens art og

længde for alene kontaktvoldtægter. Enkelte betingede domme eller

delvis betingede domme er givet i årene 1988, 1992 og 1996. Variationen

årene imellem i den gennemsnitlige straflængde er her mindre end

for overfaldsvoldtægter, idet minimum er på 13 mdr. (i 1992) og

maksimum er på 18 mdr. (i 1984 og 1998).

Tabel 12. Domme for kontaktvoldtægt fordelt efter

afgørelsesår og straffens art og længde. Absolutte

tal.

1984

1988

1992

1996

1998

I alt

Ubetinget frihedsstraf

29

24

21

11

16

101

Delvis betinget frihedsstraf

1

1

Betinget frihedsstraf

1

2

1

4

I alt

29

26

23

12

16

106

Længden af ubetinget straf:

6 mdr. og derunder

5

2

4

1

12

> 6 mdr. 10 mdr.

4

5

7

2

3

21

> 10 mdr. 1år

6

2

4

4

4

20

> 1 år 1 år og 6 mdr.

5

8

3

2

2

20

> 1 år 6 mdr. 2 år

3

4

1

5

13

> 2 år 3 år

4

3

2

1

2

12

> 3 år

2

1

3

I alt

29

24

21

11

16

101

Gennemsnitlig længde af ubetinget frihedsstraf

18 mdr.

17 mdr.

13 mdr.

16 mdr.

18 mdr.

16 mdr.

Der er med undtagelse af 1984 i alle årene givet

helt eller delvis betingede domme for parvoldtægt, jf. tabel 13. Med

hensyn til gennemsnitlige straflængder ses et minimum på 12 mdr.

(i 1992 og 1998) og et maksimum på 17 mdr. (i 1996).

Tabel 13. Domme for parvoldtægt fordelt efter

afgørelsesår og straffens art og længde. Absolutte

tal.

1984

1988

1992

1996

1998

I alt

Ubetinget frihedsstraf

5

6

11

3

8

33

Delvis betinget frihedsstraf

1

1

1

3

Betinget frihedsstraf

2

1

1

4

I alt

5

7

14

4

10

40

Længden af ubetinget straf:

6 mdr. og derunder

2

2

2

6

> 6 mdr. 10 mdr.

2

4

1

1

8

> 10 mdr. 1år

1

3

2

1

2

9

> 1 år 1 år og 6 mdr.

1

1

3

5

> 1 år 6 mdr. 2 år

1

2

3

> 2 år 3 år

1

1

2

> 3 år

I alt

5

6

11

3

8

33

Gennemsnitlig længde af ubetinget frihedsstraf

14 mdr.

13 mdr.

12 mdr.

17 mdr.

12 mdr.

13 mdr.

Af tabel 14 ses fordelingen af voldtægter efter

deres karakter de forskellige år. Der er på dette område

nogle klare forskelle årene imellem, især med hensyn til

parvoldtægter. Andelen af voldtægter, der er parvoldtægter,

er således ganske ringe i 1984 og ganske stor i 1992 og 1998.

Forskellen er statistisk signifikant.

Tabel 14. Voldtægtsdomme fordelt efter afgørelsesår

og voldtægtens karakter.

1984

1988

1992

1996

1998

I alt

Overfaldsvoldtægt

46%

47%

23%

47%

40%

41%

Kontaktvoldtægt

46%

42%

48%

40%

37%

43%

Parvoldtægt

8%

11%

29%

13%

23%

16%

I alt

100%

100%

100%

100%

100%

100%

I alt (N)

63

62

48

30

43

246

Skærpende og formildende omstændigheder

I en del af dommene er der i præmisserne angivet

formildende og/eller skærpende omstændigheder. Det vil

naturligvis være oplagt at inddrage denne information i en vurdering af

udviklingen i sanktionerne. Det er, jf. tabel 15, imidlertid kun i halvdelen

af dommene, der er redegjort for, hvilke omstændigheder der har

influeret på strafudmålingen, hvorfor denne oplysning næppe

giver særlig megen vejledning. Det er også på anden vis

vanskeligt at pege på klare tendenser med hensyn til andel domme med

henholdsvis formildende og skærpende omstændigheder, eftersom der

i en del af dommene peges på såvel formildende som

skærpende omstændigheder. En del af de forhold, der nævnes

i præmisserne, er i øvrigt omfattet af ovenstående samt af

det, der omtales i det følgende.

Tabel 15. Voldtægtsdomme fordelt efter afgørelsesår

og angivelse af skærpende/ formildende omstændigheder.

1984

1988

1992

1996

1998

I alt

Intet nævnt i præmisserne

49%

49%

52%

50%

56%

51%

Kun formildende omstændigheder

13%

19%

27%

13%

5%

16%

Kun skærpende omstændigheder

24%

27%

15%

27%

11%

21%

Både/og

14%

5%

6%

10%

28%

12%

I alt

100%

100%

100%

100%

100%

100%

I alt (N)

63

62

48

30

43

246

Anvendte magtmidler

De magtmidler, gerningsmanden har anvendt under

voldtægten for at gennemføre sit forehavende, er også

registeret i undersøgelsen. Dette fremgår af tabel 16. I knap en

femtedel af sagerne har gerningsmanden taget kvælertag på

offeret, og i en lige så stor andel har han anvendt eller truet med at

anvende våben. I 15% af sagerne er offeret sparket eller slået,

mens der i knap hver tiende sag er anvendt verbale trusler. I de resterende

40% af sagerne fremgår det ikke, at gerningsmanden skulle have anvendt

egentlige magtmidler ud over en fastholdelse af offeret.

Tabel 16. Voldtægtsdomme fordelt efter afgørelsesår

og anvendte magtmidler.

1984

1988

1992

1996

1998

I alt

Kvælertag

18%

24%

12%

20%

12%

18%

Anvendt eller truet med våben

22%

15%

15%

20%

21%

18%

Sparket eller slået offeret

17%

6%

17%

20%

16%

15%

Verbale trusler om vold

14%

8%

10%

7%

5%

9%

Fastholdt offeret

29%

47%

46%

33%

46%

40%

I alt

100%

100%

100%

100%

100%

100%

I alt (N)

63

62

48

30

43

246

Der er ikke klare forskelle i de anvendte magtmidler

mellem de forskellige år. Dog bemærkes, at der i 1984 og i 1996

var forholdsvis få sager, hvor der ikke blev anvendt magtmidler ud over

fastholdelse af offeret. Med hensyn til straflængderne ses, at straffen

i gennemsnit er 4 mdr. længere i de sager, hvor der er anvendt

magtmidler ud over fastholdelse og verbale trusler, sammenlignet med

øvrige sager.

Oplysninger om gerningsmand og offer

Tabel 17 omfatter forskellige oplysninger om gerningsmand

og offer. Som det ses, er det få af voldtægtsforbryderne, der var

under 18 år på gerningstidspunkt. I alt er det 13 af de 251

domme, der omfatter gerningsmænd under 18 år. 3 af de 13 unge

gerningsmænd har fået betingede eller delvis betingede domme,

mens de øvrige 10 har fået ubetingede frihedsstraffe. For

sidstnævnte domskategori ses en ganske ringe forskel i

strafudmålingen mellem domme, der vedrører de unge, og domme,

der vedrører de ældre gerningsmænd, idet dommene for

sidstnævnte i gennemsnit kun er godt en måned længere end

dommene for førstnævnte.

Tabel 17. Voldtægtsdomme fordelt efter forskellige karakteristika

ved gerningsmanden og offer samt efter afgørelsesår.

1984

1988

1992

1996

1998

I alt

Gerningsmand under 18 år

5%

(3)

5%

(3)

2%

(1)

7%

(2)

9%

(4)

5%

(13)

Offer meget ung eller gammel

13%

(8)

10%

(6)

12%

(6)

7%

(2)

12%

(5)

11%

(27)

Gerningsmanden alkoholpåvirket

81%

(51)

82%

(51)

71%

(34)

80%

(24)

79%

(34)

79%

(194)

Offeret alkoholpåvirket

41%

(26)

48%

(30)

50%

(24)

33%

(10)

61%

(26)

47%

(116)

Såfremt offeret er meget ungt eller har en meget

høj alder, vil det ofte være anført som en

skærpende omstændighed, og offerets alder vil være

fremhævet i dommen. I andre tilfælde omtales offerets alder

typisk ikke. Det afspejler sig også i strafniveauet, idet dommene i

gennemsnit er 6 mdr. længere, når offeret er meget ungt eller

meget gammelt. Som det ses af tabel 17, omfatter godt en tiendedel af sagerne

meget unge/gamle ofre. Heller ikke på dette område ses klare

udviklingslinier.

I undersøgelsen er det registeret, om gerningsmand

eller offer har været påvirket af alkohol. Herved forstås,

at der forud for voldtægten overhovedet er indtaget alkohol. En

overordentlig stor del af gerningsmændene har været

alkoholpåvirkede under voldtægten. Tabel 17 viser, at i

næsten alle årene har 4 ud af 5 gerningsmænd været

påvirkede af alkohol. I øvrigt ses ingen sammenhæng

mellem, om gerningsmændene var påvirkede eller ej, og

strafudmålingen.

I en del af sagerne har også offeret være

påvirket af alkohol. Andelen, der har været påvirket,

svinger noget år for år, fra minimum en tredjedel til knap to

tredjedele. Undersøgelsen peger på, at der er en

sammenhæng mellem straflængderne, og om offeret er påvirket

af alkohol eller ej, idet de ubetingede straffe i gennemsnit er 3 mdr.

kortere, når offeret er påvirket. Denne sammenhæng kan dog

meget vel være falsk, idet den kan bero på, at ofre for

kontaktvoldtægter meget hyppigere end ofre for

overfaldsvoldtægter er påvirkede af alkohol.

De statistiske analyser

3)

Ovenstående har peget på mange

sammenhænge mellem forhold ved voldtægten og

strafudmålingen i voldtægtssager. Samtidig har analysen vist, at

der på enkelte områder er klare forskelle mellem

voldtægtsdommene de enkelte år, mens der på en række

andre områder ikke er tydelige forskelle. Det kan på denne

baggrund være vanskeligt at vurdere, hvorvidt der reelt er sket en

ændring i strafudmålingen for voldtægt.

Ved hjælp af statistiske metoder er det imidlertid

muligt at vurdere, hvilke af de nævnte forhold der reelt bidrager til

at forklare strafudmålingen, herunder også en vurdering af, om

selve årstallet for dommen bidrager til at forklare

strafudmålingen. Selv om der umiddelbart kan peges på en

sammenhæng mellem forskellige forhold og strafudmålingsniveauet,

så kan disse sammenhænge således godt vise sig at

være falske, idet de reelt afspejler en bagvedliggende

sammenhæng, jf. ovenstående eksempel med offerets

påvirkning af alkohol. Tilsvarende er det muligt, at det, der

umiddelbart ikke synes at hænge sammen med straffens længde,

reelt gør det, men at denne sammenhæng skjules af andre forhold.

Fx kan man tænke sig, at når der ikke for de ubetingede

frihedsstraffe ses nogen sammenhæng mellem straffens længde og

gerningsmandens alder, så kan det måske bero på, at unge

gerningsmænd gennemgående begår grovere voldtægter

end ældre gerningsmænd.

De statistiske analyser er baseret på samtlige domme

til ubetinget frihedsstraf for overtrædelse af straffelovens

§ 216. Ekskluderet af analysen er altså kombinationsdomme og

betingede domme samt de ganske få sager vedrørende straffelovens

§ 217.

I de statistiske analyser, der er gennemført,

indgår følgende variable:

Årstal for dom

Voldtægtens grovhed (§ 216, stk. 1 eller

stk. 2)

Fuldbyrdet eller forsøg på voldtægt

Varighed af voldtægt (strakt sig over tid eller ej)

Begået af flere i forening (ja/nej)

Dømt for flere voldtægter (ja/nej)

Dømt for tilsvarende seksualforbrydelser (ja/nej)

Dømt for andre former for kriminalitet (ja/nej)

Fællesstraf (ja/nej)

Sagsbehandlingstid i 1. instans (1-2 mdr., 3-5 mdr., over 5 mdr.)

Sagens art (tilståelsessag eller ej)

Tidligere dømt for seksualkriminalitet (ja/nej)

Tidligere dømt for anden kriminalitet end seksualkriminalitet

(ja/nej)

Voldtægtens karakter (overfalds-, kontakt- eller

parvoldtægt)

Anvendt magtmiddel (mere og andet end fastholdelse/verbale trusler:

ja/nej)

Offeret skadet fysisk (ja/nej)

Særlige psykiske følger omtalt (ja/nej)

Gerningsmandens alder (under 18 år eller ej)

Offerets alder (særlig ung/gammel: ja/nej)

En variansanalyse, hvor længden af den ubetingede straf relateres

til ovennævnte variabler, viser, at følgende forhold bidrager

til forklaringen af straffens længde (her nævnt i prioriteret

rækkefølge, således at det forhold, der bidrager mest,

nævnes først). I parentes er nævnt det antal

måneder, som variansanalysen beregner andre forhold holdt konstant

som forskellen i strafudmålingen mellem de sammenlignede forhold. Det

bemærkes, at der er store statistiske sikkerhedsintervaller for de

beregnede forskelle, omkring +/- 50% eller mere:

Voldtægtens grovhed (§ 216, stk. 1, i forhold til

§ 216, stk. 2: - 16 mdr.)

Fuldbyrdet eller forsøg på voldtægt (forsøg

i forhold til fuldbyrdet: - 9 mdr.)

Tidligere dømt for seksualkriminalitet (tidligere dømt

for seksualforbrydelser: + 8 mdr.)

Voldtægtens karakter (overfaldsvoldtægt i forhold til

kontaktvoldtægt: + 5 mdr.; kontaktvoldtægt i forhold til

parvoldtægt: + 3 mdr.)

Fællesstraf (fællesstraf: + 7 mdr.)

Dømt for flere voldtægter (flere voldtægter i

samme sag: + 6 mdr.)

Årstal for dom (se nedenfor)

Varighed af voldtægt (varighed af gerningen: + 3 mdr.)

Dømt for anden kriminalitet (ud over anden kønslig

omgængelse end voldtægt) (dømt for anden kriminalitet: + 3

mdr.)

At de nævnte forhold bidrager til at forklare strafudmålingen,

betyder for det første, at de uanset alle andre forhold, der

også påvirker dommen bidrager med at forklare

strafudmålingen med det nævnte antal dage. Der er således

ved beregningen taget hensyn til samtlige øvrige af de forhold, der er

omfattet af analysen. Når et forhold accepteres som bidragende til

strafudmålingen, betyder det desuden, at sandsynligheden er på

mindst 95% for, at den fundne sammenhæng er reel og ikke et udslag af

en tilfældighed. I de fleste tilfælde er sandsynligheden

betydeligt større, idet den for de første seks af de

ovennævnte forhold er på mindst 99,9%. Ved siden af de

ovennævnte forhold, er gerningsmandens alder og offerets alder på

grænsen til at være signifikante, dvs. på grænsen til

at blive accepteret som reelt bidragende til forklaring af

strafudmålingen. Sandsynligheden herfor er på mere end 90%.

Den statistiske analyse viser yderligere, at de

ovennævnte variable tilsammen forklarer 60% af variationen i

voldtægtsstraffenes længde. Sammenlignet med det, man finder i

mange andre undersøgelser, er dette at betragte som en ganske

høj procentandel.

Som det ses, er årstallet for dommen et af de

forhold, der har en betydning for strafudmålingen. Der er dog ikke tale

om en klar eller ligefrem sammenhæng mellem de forskellige

undersøgelsesår og strafudmålingen. Det viser sig, at det

er 1984, der adskiller sig fra de øvrige år ved

gennemgående at have en strengere strafpraksis end de øvrige

år. Analysen peger på, at straffen for voldtægt var omkring

5 mdr. længere i 1984 sammenlignet med de øvrige år (med

et statistisk sikkerhedsinterval fra 2 til 8 mdr.). Der er derimod ikke nogen

klar forskel mellem 1988 og undersøgelsesårene i 1990 erne,

ligesom der heller ikke er klar indbyrdes forskel mellem de tre

undersøgelsesår i 1990 erne.

Det er videre undersøgt, om der er særlige

forhold, der kan være med til at forklare, hvorfor strafniveauet

gennemgående var højere i 1984 end i de øvrige år.

Det viser sig at være tilfældet, idet analyser af samvariation

mellem forholdene peger på, at man i 1984 i sammenligning med de

øvrige år især gav strengere straffe til personer, der

tidligere var dømt for seksualforbrydelser, samt i sager, der

vedrører særlig grov voldtægt, § 216, stk. 2.

Det er, jfr. ovenstående tabel 3 og tabel 9, forholdsvis få, der

er dømt for § 216, stk. 2, ligesom det er få af de

dømte, der tidligere er straffet for seksualforbrydelser. Når

disse to kategorier udelades af variansanalysen, viser det sig, at

årstallet for dommen ikke længere bidrager til at forklare

strafudmålingen. Forskellen mellem strafudmålingen i 1984 og i

1998 bliver i så tilfælde på 70 dage. Denne forskel er ikke

statistisk signifikant. Analysen viser videre, at såvel gerningsmandens

som offerets alder bidrager til at forklare variationen i

strafudmålingen i de sager, analysen omfatter.

Der er også gennemført en multipel logistisk

regressionsanalyse, hvor det er undersøgt, om der er forskelle mellem

årene med hensyn til brug af korte versus lange frihedsstraffe. Korte

frihedsstraffe er defineret som straffe op til og med 1 år, mens lange

frihedsstraffe er dem over 1 år. Denne analyse er baseret på de

samme variable som variansanalysen. Analysen viser, at der er ikke forskel

årene imellem med hensyn til brug af korte og lange frihedsstraffe. Det

betyder, at sandsynligheden for at få en kort straf og for at få

en lang straf i sammenlignelige sager er lige stor i de undersøgte

år. Den påviste variation i strafudmålingen årene

imellem vedrører altså alene en variation inden for

området af henholdsvis straffe op til 1 år og straffe over 1

år.

Sammenfatning

Undersøgelsen herunder de statistiske analyser, har

vist, at strafudmålingen i voldtægtsdomme afhænger af en

lang række karakteristika ved de enkelte voldtægtssager:

Forhold, der på forskellig måde afspejler

voldtægtens grovhed, bidrager især til at forklare forskelle i

strafudmålingen. Det drejer sig først og fremmest om den

anvendte straffelovsbestemmelse (§ 216, stk. 1 eller stk. 2),

og om voldtægten er fuldbyrdet eller ej. Voldtægtens karakter som

enten overfaldsvoldtægt, kontaktvoldtægt eller parvoldtægt

og gerningens varighed, der både kan afspejle forbrydelsens grovhed, og

om flere forbrydelser har fundet sted, bidrager også til at forklare

strafudmålingen.

Sagens omfang har også en klar indflydelse på straffen.

Såfremt personen samtidig dømmes for flere voldtægter

eller for anden kriminalitet end tilsvarende seksualforbrydelser, eller

såfremt straffen er en fællesstraf, influerer det markant

på længden af den idømte straf.

Også den tidligere kriminelle karriere influerer på

strafudmålingen, idet personer, der tidligere er dømt for

seksualforbrydelser, får hårdere straffe end personer, der ikke

er det.

Endelig influerer både gerningsmandens og offerets alder

på strafudmålingen. Dette ses tydeligst for den del af analysen,

der ikke omfatter de grove voldtægtssager (§ 216, stk. 2)

samt sager med tidligere seksualforbrydere.

Undersøgelsen har ligeledes vist, at nogle af de forhold, der har

betydning for strafudmålingen, varierer årene imellem. Der er

således statistisk signifikante forskelle i andelen af

voldtægtsforbrydere, der tidligere er dømt for

seksualforbrydelser, ligesom der er statistisk signifikante forskelle i

fordelingen af voldtægterne efter deres karakter som henholdsvis

overfaldsvoldtægt, kontaktvoldtægt og parvoldtægt. Begge

forhold taler for, at man alt andet lige vil have en lavere

strafudmåling i 1992 og i 1998, hvor der er særligt få, der

tidligere er dømt for seksualforbrydelser, og særligt mange

parvoldtægter.

De statistiske analyser peger på, at årstallet

for dommen også influerer på strafudmålingen, således

at strafudmålingsniveauet var markant højere i 1984 end i de

øvrige år. Der er derimod ikke klare forskelle i

strafudmålingsniveauet mellem de øvrige år. Forskellen i

strafudmålingsniveauet i 1984 sammenholdt med de øvrige år

er beregnet til 5 mdr. (med et statistisk sikkerhedsinterval fra 2 til 8

mdr.). De videre analyser viser, at det højere

strafudmålingsniveau i 1984 skyldes, at voldtægt efter

§ 216, stk. 2, og at tidligere seksualforbrydere da fik

længere straffe, end tilfældet var de øvrige år. Det

betyder, at når der bortses fra domme vedrørende § 216,

stk. 2, og domme vedrørende tidligere seksualforbrydere, er der

ingen klar forskel i strafudmålingsniveauet mellem de undersøgte

år.

Der har endvidere ikke kunnet påvises forskelle

årene imellem med hensyn til brug af korte og af lange straffe (straffe

på op til og med 1 år sammenholdt med straffe over 1

år).

1) Gennemsnitlige straflængder er

her og i det følgende beregnet på baggrund af alene de

ubetingede frihedsstraffe.

2) Anden form for kriminalitet inkluderer

straffelovsovertrædelser samt overtrædelser af våbenloven,

lov om euforiserende stoffer og færdselslovens § 53 og § 56.

3) Lektor, cand.stat. Svend Kreiner har

bistået ved udarbejdelsen af de statistiske analyser.

Bilag 1

Underbilag 2

RIGSADVOKATEN

G 3034

Beskrivelse af udvalgte domme fra

undersøgelsen

I undersøgelsen indgår 43 domme, hvor der er

afsagt dom i 1. eller 2. instans i 1998, jf. tabel 1 i bilag 1.

Nedenfor beskrives størstedelen af disse sager med

henblik på at belyse det aktuelle strafniveau i sager om

voldtægt. Syv af de 43 domme er dog ikke medtaget, idet der i disse

sager udover voldtægt indgår anden kriminalitet, der må

antages at have haft en sådan betydning for den idømte straf, at

dommene ikke er egnet til at belyse straffen for voldtægt.

Dommene fordeler sig på overfaldsvoldtægt,

kontaktvoldtægt og parvoldtægt som det fremgår af tabel 11,

12 og 13 i bilag 1. Denne opdeling af sagerne efter deres karakter er

ligeledes fulgt i beskrivelsen nedenfor, idet sagerne dog også er

opdelt efter, om der er tale om fuldbyrdet voldtægt eller

forsøg.

Beskrivelsen af dommene nedenfor er således opdelt i

følgende grupper:

Gruppe 1: Forsøg - overfaldsvoldtægt

Gruppe 2: Fuldbyrdet - overfaldsvoldtægt

Gruppe 3: Forsøg - kontaktvoldtægt

Gruppe 4: Fuldbyrdet - kontaktvoldtægt

Gruppe 5: Forsøg - parvoldtægt

Gruppe 6: Fuldbyrdet - parvoldtægt

Beskrivelserne er foretaget på en sådan måde, at de

oplysninger, der må antages at have haft væsentlig betydning for

straffastsættelsen, fremgår. Tiltaltes alder er nævnt i

alle tilfælde, hvorimod forurettedes alder kun er nævnt,

såfremt forurettede er særlig ung eller ældre, idet dette

forhold kan have betydning for straffastsættelsen. Såfremt der

har været uenighed mellem by- og landsret om straffastsættelsen,

fremgår det af beskrivelsen.

Gruppe 1: Forsøg - overfaldsvoldtægt

Vestre Landsrets ankedom af 19. februar 1998 (dom 1, 1998)

Fængsel i 6 måneder

Forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216,

stk. 1, forsøg på anden kønslig omgængelse end

samleje efter straffelovens § 224, jf. § 216, stk. 1, samt

tilsnigelse til anden kønslig omgængelse efter straffelovens

§ 218, stk. 2, jf. § 224, begået af en 21-årig

mand, der skaffede sig adgang til en studiekammerats lejlighed, hvor dennes

kæreste lå og sov. Mens kvinden sov, havde han anden

kønslig omgængelse med hende, og da hun vågnede og gjorde

modstand, forsøgte han at skaffe sig samleje med hende ved at presse

hendes ben fra hinanden, hvilket mislykkedes på grund af kvindens

modstand. Herefter satte han sig på hendes bryst og forsøgte at

presse sit kønslem ind i munden på hende, hvilket også

mislykkedes på grund af hendes modstand. Ved udmålingen af

straffen lagde retten på den ene side vægt på, at der til

dels var tale om forsøg, på tiltaltes alder og på den

omstændighed, at forholdet var begået i forlængelse af en

fest, hvor både forurettede og tiltalte havde deltaget, på den

anden side til varigheden af overgrebet, og på, at dette var

begået i forurettedes bolig, hvor tiltalte havde skaffet sig adgang.

Østre Landsrets ankedom af 12. marts 1998 (dom 2, 1998)

Fængsel i 8 måneder

Forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216,

stk. 1, begået af en 25-årig mand ved på en

S-togstation at have forsøgt at skaffe sig samleje med en kvinde, idet

han greb fat i kvindens hår, mens han udtalte: »Jeg skal bare voldtage

dig«, hvorefter han bankede hendes hoved to gange ind i en rude.

Voldtægtsforsøget mislykkedes på grund af kvindens

modstand.

Vestre Landsrets ankedom af 27. maj 1998 (dom 3, 1998)

Fængsel i 2 år

Forsøg på voldtægt af særlig farlig karakter

efter straffelovens § 216, stk. 2, begået af en 28-årig

mand, der under bilkørsel med forsæt påkørte en

kvindelig cyklist, hvorefter han med trussel med kniv og med knivstik,

knytnæveslag og kvælergreb, tvang kvinden ind i bilen,

hvorpå han kørte bort i den hensigt at voldtage kvinden, hvilket

imidlertid mislykkedes, da kvinden under kørslen kastede sig ud af

bilen. Tiltalte var tidligere ved en dom af 22. august 1988 straffet med

fængsel i 5 år for en lignende voldtægt. Byretten havde

henført forholdet under straffelovens § 216, stk. 1, og

udmålt straffen til fængsel i 1 år og 6 måneder, men

landsretten fandt forholdet omfattet af straffelovens § 216,

stk. 2, og forhøjede straffen til fængsel i 2 år

under henvisning til karakteren af voldtægten samt tiltaltes forstraf.

Vejle rets dom af 4. juni 1998 (dom 4, 1998)

Fængsel i 8 måneder

Forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216,

stk. 1, begået af 25-årig mand på en parkeringsplads,

idet han forsøgte at tiltvinge sig samleje med en kvinde, som han greb

bagfra og væltede om på asfalten, hvorefter han kastede sig ned

over hende og greb fat i hendes frakke, samtidig med han stak en hånd

op under hendes kjole og befølte hende i skridtet, ligesom han

forsøgte at rive hendes strømpebukser i stykker. Han opgav sit

forehavende på grund af kvindens høje skrig.

Tiltalte blev endvidere dømt for

blufærdighedskrænkelse ved at have stukket sin hånd op

under nederdelen på en anden kvinde og befølt hende på

låret.

Terndrup rets dom af 9. juni 1998 (dom 5, 1998)

Fængsel i 9 måneder

Forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216,

stk. 1, begået af 21-årig mand, der standsede en ham

ubekendt 16-årig udviklingshæmmet pige, som cyklede hjem fra

skole. De talte sammen, og pigen afviste herunder at være kæreste

med tiltalte. Herefter greb tiltalte fat i pigens hofter, løftede

hende op, og pressede med magt hendes ben fra hinanden, hvorpå han

lagde hende i græsset. Her rev tiltalte pigens kjole op og rykkede

hendes trusser itu, hvorpå han under pigens kraftige modstand fremtog

sit erigerede lem og med magt forsøgte at presse hendes ben fra

hinanden for at føre sit lem op i forurettedes skede. Forsøget

mislykkedes på grund af pigens kraftige modstand i form af slag og

spark.

Hvidovre rets dom af 26. oktober 1998 (dom 6, 1998)

Fængsel i 1 år og 6 måneder

Forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216,

stk. 1, begået af 48-årig mand over for en 17-årig

pige samt ulovlig frihedsberøvelse efter straffelovens § 261,

stk. 1, idet tiltalte lokkede pigen op i en lejlighed og ved anvendelse

af vold væltede hende om på gulvet, og truede hende med en

luftpistol, bandt hendes hænder sammen på ryggen og bandt et

klæde for hendes øjne, hvorefter han tog hendes bukser af, rev

hendes trusser i stykker, befølte hende i skridtet og forsøgte

at tiltvinge sig samleje, hvilket dog mislykkedes på grund af hendes

vedvarende modstand. Tiltalte efterlod pigen bagbundet, mens han selv forlod

lejligheden og aflåste denne.

Horsens rets dom af 13. november 1998 (dom 7, 1998)

Hæfte i 4 måneder

Forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216,

stk. 1, begået af en 17-årig mand, som på offentlig

vej blottede sit lem over for en ham ubekendt kvinde og udtalte, at »han

ville vise hende, hvad den skulle bruges til«, hvorpå han tog fat i

hendes overarme og skuldre og forsøgte at tvinge hende ned på

ryggen, hvilket mislykkedes, da kvinden fik vredet sig løs. Tiltalte

blev endvidere dømt for et enkelt tilfælde af

blufærdighedskrænkelse efter straffelovens § 232, idet han

var gået ind i en have, hvor han blottede sig over for en kvinde, som

han ikke kendte.

Haderslev rets dom af 18. november 1998 (dom 8, 1998)

Fængsel i 8 måneder

Forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216,

stk. 1, og forsøg på anden kønslig omgængelse

end samleje efter straffelovens § 224, jf. § 216, stk. 1,

begået af en 27-årig mand mod en 70-årig kvinde. Tiltalte

skaffede sig adgang til kvindens lejlighed, hvor han tog fat i kvindens arme

og kastede hende ned i en stol, anbragte sit knæ på hendes bryst

og udtalte, at hun skulle sutte på hans erigerede kønslem. Da

kvinden nægtede, tog tiltalte fat om hendes hals med begge hænder

og klemte, samtidig med at han gav udtryk for, at han ville kvæle

hende, hvis hun ikke lystrede. Tiltalte slap kvinden, da hun ikke kunne

få luft, men forhindrede hende i at ringe til politiet. Han udtalte, at

kvinden ville snyde ham, og han fulgte efter hende ud i køkkenet, hvor

han, da hun forsøgte at komme ud af lejligheden, væltede hende

omkuld, lagde sig ovenpå hende, trak op i hendes nederdel og befamlede

hende. Tiltalte rejste sig, da kvinden igen sagde, at hun ikke kunne få

luft, hvorefter det lykkedes hende at komme ud af lejligheden.

Haderslev rets dom af 30. november 1998 (dom 9, 1998)

Fængsel i 1 år

Forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216,

stk. 1, og anden kønslig omgængelse efter straffelovens

§ 224, jf. § 216, stk. 1, begået af en 29-årig

mand over for en 28-årig kvinde. Tiltalte havde presset kvinden til at

danse med sig på et diskotek, og umiddelbart efter dansen forlod

kvinden stedet for at slippe væk fra tiltalte. Da hun var på vej

hjem, passede tiltalte hende op og fulgtes med hende, selv om hun bad ham om

at gå, og i en grøftekant greb han hende og væltede hende

om på jorden, hvor han trak hendes trusser ned og lagde sig over hende,

ligesom han forsøgte at tvinge hende til at tage hans lem i munden og

indførte fingrene i hendes endetarm. Voldtægten mislykkedes, da

kvinden slog tiltalte i skridtet.

Østre Landsrets ankedom af 2. december 1998 (dom 10, 1998)

Fængsel i 8 måneder

Forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216,

stk. 1, begået af en 16-årig mand, der om natten på en

vej passede en kvinde op, greb hende bagfra om halsen og væltede hende

omkuld og udtalte, at han havde en kniv og pressede noget mod hendes hals.

Herefter befølte han kvinden på maven inden for bukserne.

Voldtægten mislykkedes, da to mænd kom kvinden til

undsætning. De to mænd foretog en privat anholdelse af tiltalte,

hvorunder tiltalte stak den ene af mændene med en skarp genstand i

brystet, så manden blev tilføjet et snitsår. Tiltalte blev

for dette forhold dømt efter straffelovens § 245, stk. 1,

legemsangreb af særlig farlig karakter.

Vestre Landsrets ankedom af 11. marts 1999 (dom 11, 1999)

Fængsel i 6 måneder

Forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216,

stk. 1, begået af 27-årig mand, som trængte ind

på et kollegieværelse, hvor han forsøgte at skaffe sig

samleje med en kvinde, idet han med vold forsøgte at tvinge hende til

at ligge ned, hvorunder han tog hende i armene og forsøgte at kysse

hende, ligesom han under håndgemænget kradsede kvinden på

brystet.

Gruppe 2: Fuldbyrdet overfaldsvoldtægt

Frederikshavns rets dom af 6. april 1998 (dom 12, 1998)

Fængsel i 3 år

Voldtægt af særlig farlig karakter efter straffelovens

§ 216, stk. 2, anden kønslig omgængelse end samleje

efter straffelovens § 224, jf. § 216, stk. 2, samt

røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, begået af

20-årig mand. Tiltalte mødte kvinden på gaden og tiltvang

sig flere gange samleje og tvang kvinden til at sutte på tiltaltes lem,

idet tiltalte fremtog en springkniv og truede med at skære halsen over

på kvinden, ligesom han pressede kniven mod kvindens ryg og tildelte

hende et knytnæveslag i ansigtet. Herefter truede tiltalte kvinden til

at udlevere 275 kr.

Vestre Landsret dom af 15. september 1998 (dom 13, 1998)

Fængsel i 2 år

Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, begået

af to mænd på henholdsvis 23 og 29 år, som under

foregivende af at ville køre en pige hjem, som de traf uden for et

værtshus, og som var meget beruset og utilpas, kørte hende i en

bil til en strand, hvor de begge voldtog hende og herunder skiftedes til at

fastholde hende, ligesom hun blev grebet om halsen og slået adskillige

gange med knytnæve i ansigtet. Byretten udmålte straffene til

henholdsvis 1 år og 6 måneder og 1 år og 3 måneder.

Landsretten fandt under hensyn til forholdets grovhed, herunder

særligt, at forurettede, der tydeligt var omtåget og ude af stand

til at gøre modstand, blev holdt fast af den ene tiltalte, mens den

anden tiltalte havde samleje med forurettede, den udøvede vold og de

krænkede udtalelser, som blev fremsat over for forurettede, at

straffene for begge de tiltalte skulle forhøjes til fængsel i 2

år.

Københavns Byrets dom af 9. december 1998 (dom 14, 1998)

Fængsel i 2 år og 6 måneder

Voldtægt og anden kønslig omgængelse end samleje samt

forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216,

stk. 1, og § 224, jf. § 216, stk. 1, begået af

32-årig mand mod to kvinder, som tiltalte mødte på gaden.

Den ene kvinde greb tiltalte om halsen og væltede hende, hvorefter han

trak af sted med hende, samtidig med at han med fingrene berørte

hendes kønsdel. Herefter lagde han kvinden på maven over

kølerhjelmen på en bil, trak bukserne af hende og slikkede hende

i skridtet. Han vendte hende om på ryggen, og tvang hende til at

onanere hans lem, hvorefter han gennemførte samleje under trusler om

at slå kvinden ihjel.

Kort efter forsøgte tiltalte at tiltvinge sig

samleje med en anden kvinde, idet han lagde en arm om kvindens hals og trak

hende ned af et par trappetrin, hvorefter tiltalte lagde kvinden ned og holdt

hende for munden. Tiltalte trak kvinden med ned af en nedkørselsrampe

til en parkeringskælder, hvor han flere gange sagde til kvinden, at hun

skulle tage bukserne af. Voldtægtens mislykkedes, da politiet kom til

stede.

Gruppe 3: Forsøg - kontaktvoldtægt

Frederikssunds rets dom af 9. september 1998 (dom 15, 1998)

Fængsel i 10 måneder

Forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216,

stk. 1, jf. § 222, stk. 1, jf. til dels § 224 om anden

kønslig omgængelse samt blufærdighedskrænkelse

begået af en 31-årig mand over for en 14-årig pige, der

opholdt sig i mandens hjem for at passe børn. Tiltalte tog pigen

på brysterne og kyssede hende, hvorefter han forsøgte at

opnå samleje med hende, hvilket mislykkedes. Herefter satte han sig

på hendes bryst og tvang hende til at tage sit lem i munden, indtil han

fik udløsning.

Ringsted rets dom af 18. september 1998 (dom 16, 1998)

Fængsel i 1 år

Forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216,

stk. 1, begået af en 29-årig mand over for samleversken til

en ven af tiltalte. Tiltalte havde kendt kvinden i flere år. På

gerningsdagen var tiltalte og kvinden taget sammen hen til tiltaltes

campingvogn for at drikke øl. Her forsøgte tiltalte at

tiltvinge sig samleje ved at holde kvinden fast og forsøge at aftage

hendes bukser og trusser, hvilket imidlertid mislykkedes på grund af

kvindens modstand. Herunder fik tiltalte udløsning over kvindens

bukser. Tiltalte var ved en dom af 20. oktober 1994 straffet for blandt andet

vold efter straffelovens § 244 og ved en dom af 17. marts 1998 for

røveri. Retten lagde til grund, at tiltalte og kvinden var bekendte,

men at der før voldtægtsforsøget intet seksuelt havde

været mellem dem, og at kvinden ikke havde opfordret til noget

seksuelt. Ved straffens fastsættelse lagde retten vægt på

styrken af tiltaltes forsæt, og at tiltalte tidligere var straffet for

voldsforbrydelser.

Østre Landsrets ankedom af 14. juni 1999 (dom 17, 1999)

Fængsel i 10 måneder

Forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216,

stk. 1, begået af en 32-årig mand over for en vens

samleverske, idet tiltalte beordrede forurettede til at sutte på

tiltaltes lem, hvorefter tiltalte da forurettede nægtede

væltede hende om på gulvet, trak hendes og sine egne bukser og

underbukser ned og holdt hende fast, hvorefter tiltalte forgæves

forsøgte at tiltvinge sig samleje med kvinden. Tiltalte blev endvidere

dømt for på sin bopæl at være i besiddelse af et

oversavet jagtgevær samt for et butikstyveri.

Gruppe 4: Fuldbyrdet - kontaktvoldtægt

Østre Landsrets ankedom af 29. januar 1998 (dom 18, 1998)

Fængsel i 2 år (fællesstraf)

Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, og

frihedsberøvelse efter straffelovens § 261, stk. 1,

begået af 25-årig mand, der efter at have givet en pige et lift i

sin bil frihedsberøvede pigen og tiltvang sig samleje ved at fastholde

hende. Tiltalte blev endvidere straffet for overtrædelse af

straffelovens § 164 og § 174 ved som sigtet for et strafbart

forhold at have opgivet en anden persons identitet med forsæt til, at

denne blev sigtet for det strafbare forhold, ligesom han i forbindelse hermed

foreviste et sygesikringsbevis tilhørende en anden. Tiltalte var

senest straffet ved Østre Landsrets ankedom af 20. marts 1996 med

fængsel i 6 måneder for vold efter straffelovens § 244.

Tiltalte var prøveløsladt den 30. juni 1996 med prøvetid

til den 30. juni 1998 og en reststraf på 64 dage, og

fællesstraffen inkluderede denne reststraf.

Østre Landsrets ankedom af 3. februar 1998 (dom 19, 1998)

Fængsel i 1 år og 3 måneder

Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 2, og anden

kønslig omgængelse end samleje efter straffelovens § 224,

jf. § 216, stk. 2, begået af en 25-årig mand ved at

have tiltvunget sig samleje med en kvinde, som han truede med en kniv, idet

han holdt kniven tæt mod kvinden. Tiltalte indførte endvidere

sit lem i kvindens endetarm. Kvinden havde mødt tiltaltes ven på

et værtshus, og gik med hjem på vennens værelse, hvor

tiltalte var til stede. Kvinden havde frivilligt samleje med vennen,

hvorefter tiltalte begik voldtægten. Byretten havde udmålt

straffen til fængsel i 2 år. Landsretten nedsatte straffen til

fængsel i 1 år og 3 måneder, idet landsretten på den

ene side lagde vægt på knivens tilstedeværelse og truslen

med kniven og på den anden side lagde vægt på, at kvinden

kort forinden voldtægten, mens tiltalte var tilstede, havde haft

frivilligt samleje med vennen, som hun kort forinden havde mødt

på et værtshus.

Vestre Landsrets ankedom af 18. februar 1998 (dom 20, 1998)

Fængsel i 1 år og 6 måneder

Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, begået

af en 39-årig mand mod en 18-årig pige ved at have tiltvunget sig

samleje med pigen, idet tiltalte, efter at have afklædt sig selv og den

sovende pige, lagde sig oven på hende med henblik på at

gennemføre samleje. Pigen vågnede og forsøgte at skubbe

tiltalte væk, men tiltalte forhindrede dette og fastholdt pigens arm,

hvorefter han førte sit lem op i hendes kønsdel og foretog

samlejebevægelser. Tiltalte kendte pigen, og på gerningsdagen

mødte han pigen på et cafeteria, hvor de sammen med andre drak

øl og dansede. De fulgtes ad fra cafeteriaet, og på et tidspunkt

blev pigen så træt, at tiltalte måtte bære hende.

Pigen faldt i søvn og vågnede først, da tiltalte lå

ovenpå hende.

Byretten udmålte straffen til fængsel i 1

år (dissens for fængsel i 10 måneder). Landsrettens flertal

- 4 voterende) lagde ved strafudmålingen vægt på, at

voldtægten var udøvet over for en i fysisk og psykisk henseende

særdeles svag kvinde samt på aldersforskellen mellem tiltalte og

kvinden.

Vestre Landsrets ankedom af 4. marts 1998 (dom 21, 1998)

Fængsel i 1 år

Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, begået

af 43-årig mand over for en kvinde, som han havde aftalt at

mødes med i forbindelse med en ringriderfest, hvorfra de gik sammen

hjem til tiltaltes bopæl. Her tiltvang tiltalte sig samleje med kvinden

ved at fastholde hende, rykke hende i håret samt klemme hende

hårdt på brysterne. Tiltalte endvidere dømt for vold efter

straffelovens § 244 begået over for en krogæst samt for

overtrædelse af straffelovens § 123 ved kort tid efter at have

forsøgt at true forurettede til at undlade at afgive forklaring til

politiet.

Hobro rets dom af 15. april 1998 (dom 22, 1998)

Fængsel i 1 år og 8 måneder

(fællesstraf)

Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, i to

tilfælde samt et tilfælde af forsøg på

voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, jf. § 21,

begået af en 37-årig mand mod en kvinde, som var nabo til

tiltalte, og som tiltalte ind imellem talte og drak øl med. På

gerningsdagen havde tiltalte og kvinden drukket øl sammen i kvindens

lejlighed. På et tidspunkt forsøgte tiltalte at tiltvinge sig

samleje, idet han væltede kvinden omkuld på gulvet og trak hendes

bukser og trusser af. Voldtægtsforsøget mislykkedes, idet en

anden person kom tilstede. Den pågældende gik, og kvinden

forsøgte at forlade lejligheden. I opgangen trak tiltalte kvinden

tilbage til lejligheden, tildelte hende flere slag i ansigtet, fastholdt

hende og gennemførte - under trussel om yderligere vold - samleje.

Kort efter tiltvang tiltalte sig atter samleje ved at true kvinden med en

knytnæve. Tiltalte var tidligere straffet flere gange for vold, senest

ved en dom af 30. december 1996 med fængsel i 4 måneder. Tiltalte

var løsladt fra afsoningen af denne straf og en tidligere dom med en

reststraf af fængsel i 144 dage, og dommen omfattede reststraffen.

Østre Landsrets ankedom af 28. april 1998 (dom 23, 1998)

Fængsel i 1 år

Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, samt anden

kønslig omgængelse efter straffelovens § 224, jf.

§ 216, begået af en 26-årig mand mod samleversken til en ven

af tiltalte. Tiltalte havde været på besøg hos vennen, og

såvel tiltalte som vennen var blevet berusede. Samleversken fulgte

tiltalte hjem, idet han virkede ude af stand til at tage vare på sig

selv. Herunder skubbede tiltalte samleversken omkuld, fastholdt hende og

holdt hende for munden, hvorefter han trak hendes bukser og trusser ned.

Under trusler om at slå kvinden ihjel tiltvang tiltalte sig samleje,

ligesom han stak fingre op i hendes skede. Tiltalte blev endvidere

dømt for et tilfælde af spirituskørsel (1. gang).

Tiltalte var tidligere ved en dom af 28. september 1994 straffet med 20 dages

betinget hæfte for vold efter straffelovens § 244.

Vestre Landsrets ankedom af 12. maj 1998 (dom 24, 1998)

Fængsel i 10 måneder

Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, begået

af en 24-årig mand over for en kvinde, som tiltalte havde mødt

på et værtshus, hvor de dansede sammen. De forlod

værtshuset sammen, og på et tidspunkt tiltvang tiltalte sig

samleje ved at holde kvinden fast. Tiltalte blev endvidere efter

straffelovens § 276 dømt for tyveri af genstande til en

værdi af 1.150 kr. Dissens i landsretten (en dommer) for at

fastsætte straffen til fængsel i 1 år.

Østre Landsrets ankedom af 23. juni 1998 (dom 25, 1998)

Fængsel i 2 år (fællesstraf)

Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, og anden

kønslig omgængelse efter straffelovens § 224, jf.

§ 216, stk. 1, begået af en 17-årig dreng mod en

15-årig pige. Tiltalte og pigen befandt sig sammen med flere andre i en

lejlighed, hvor de festede. På et tidspunkt var tiltalte og pigen

alene, og tiltalte tiltvang sig samleje med pigen, idet han flere gange slog

pigen, holdt en brødkniv mod hendes hals og tog kvælertag

på hende. Tiltalte tvang endvidere pigen til at sutte på

tiltaltes lem, ligesom han forsøgte at indføre sit lem i pigens

endetarm. Forholdet varede flere timer. Tiltalte blev endvidere dømt

for overtrædelse af straffelovens § 123 ved at have truet pigen

til at undlade at anmelde forholdet til politiet.

Tiltalte blev tillige dømt for et røveri

efter straffelovens § 288, stk. 1, idet han sammen med en

medgerningsmand under anvendelse af trusler på offentlig vej tvang en

person til at aflevere sin trøje m.v.

Tiltalte var ved en dom af 14. august 1997 idømt en

betinget dom på fængsel i 6 måneder for røveri efter

straffelovens § 288, stk. 1, og fællesstraffen omfattede

denne dom. Byretten havde udmålt straffen til fængsel i 1

år og 8 måneder.

Østre Landsrets ankedom af 25. september 1998 (dom 26,

1998)

Fængsel i 10 måneder

Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, begået

af 30-årig mand mod 19-årig kvinde ved i en lejlighed at have

tiltvunget sig samleje med kvinden, idet tiltalte slæbte kvinden hen

på en seng, hvor han fastholdt hende og holdt hende for næse og

mund, samtidig med at han på en truende måde sagde: »Hold

kæft« eller lignende. Herefter rev tiltalte delvis kvindens tøj

af, herunder nederdel og trusser, hvorefter han pressede sig ned mellem

kvindens ben og gennemførte samleje, ligesom han befølte hende

på brysterne.

Kvinden mødte en ven og tiltalte på et

værtshus. Kvinden og vennen gik sammen hjem til vennens lejlighed. Kort

efter indfandt tiltalte sig i lejligheden. Vennen faldt i søvn, og

kvinden og tiltalte forsøgte forgæves at vække vennen.

Pludselig greb tiltalte fat i kvinden og begik voldtægt som beskrevet

ovenfor.

Østre Landsrets ankedom af 18. november 1998 (dom 27,

1998)

Fængsel i 2 år

Voldtægt i to tilfælde efter straffelovens § 216,

stk. 1, samt i et af tilfældene tillige anden kønslig

omgængelse end voldtægt, jf. straffelovens § 224, jf.

§ 216, begået af 35-årig mand over for to kvinder, som var

gået med tiltalte hjem efter værtshusbesøg eller lignende.

I det første tilfælde tildelte tiltalte kvinden et slag og hev

hende i håret, hvorefter han tiltvang sig samleje. I det andet

tilfælde holdt tiltalte kvinden for munden og truede hende med en

knyttet næve, hvorefter tiltalte tvang kvinden til at slikke hans lem,

ligesom han tiltvang sig samleje.

Vestre Landsrets ankedom af 14. januar 1999 (dom 28, 1999)

Fængsel i 1 år og 9 måneder

Voldtægt i to tilfælde efter straffelovens § 216,

stk. 1, begået af en 20-årig mand. I det første

tilfælde blev voldtægten begået over for en 17-årig

pige, som tiltalte tidligere havde været kæreste med. Tiltalte og

pigen havde ikke i forbindelse hermed haft seksuelt samkvem. På

gerningsdagen gik tiltalte og pigen en tur, og i en kælder tiltvang

tiltalte sig samleje med pigen ved at fastholde hende. I det andet

tilfælde blev voldtægten begået over for moderen til en af

tiltaltes skolekammerater under en fest, hvor moderen og tiltalte blandt

andet havde danset sammen. Tiltalte tiltvang sig samleje ved at fastholde

forurettede. Tiltalte blev endvidere dømt for vold efter straffelovens

§ 244 i tre tilfælde.

Østre Landsrets ankedom af 17. februar 1999 (dom 29, 1999)

Fængsel i 3 år

Voldtægt og forsøg på voldtægt efter

straffelovens § 216, stk. 1, samt vold efter straffelovens

§ 244, ulovlig frihedsberøvelse efter straffelovens § 261,

stk. 1, samt trusler mod vidner efter straffelovens § 123,

begået af en 40-årig mand med ca. fem måneders mellemrum.

Voldtægtsforsøget blev begået over for en kvinde, som

tiltalte møde på et værtshus. De fulgtes hjem til kvindens

bopæl, hvor de havde samleje. Tiltalte forlod kvindens hjem, men vendte

nogle timer senere tilbage, og låste sig ind i lejligheden. Kvinden

forsøgte at få tiltalte til at forlade lejligheden, men tiltalte

forsøgte at tiltvinge sig samleje ved at fastholde kvinden på en

seng og lægge sig afklædt over hende.

Voldtægtsforsøget mislykkedes, idet en anden kom til stede.

Ca. 5 måneder senere begik tiltalte fuldbyrdet

voldtægt over for en kvinde, som han havde mødt på et

værtshus. Kvinden havde forladt værtshuset efter at have afvist

tiltaltes tilnærmelser. Tiltalte opsøgte senere kvinden på

dennes bopæl, hvor han skubbede hende ind i entreen og

efterfølgende i soveværelset. I soveværelset væltede

tiltalte kvinden om på en seng, slog hende flere gange i ansigtet og

gennemførte samleje. Efterfølgende slog tiltalte atter kvinden

i ansigtet, hvorefter han truede med at slå hende ihjel, hvis hun

anmeldte det passerede til politiet. Tiltalte spærrede endvidere

kvinden inde i soveværelset, idet han aflåste værelset,

inden han forlod stedet.

Gruppe 5: Forsøg - parvoldtægt

Århus rets dom af 11. september 1998 (dom 30, 1998)

Fængsel i 6 måneder betinget med vilkår om

samfundstjeneste

Forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216,

stk. 1, begået af 40-årig mand over for sin samleverske,

idet tiltalte forsøgte at skaffe sig samleje med samleversken ved at

fastholde hende og herefter bagbinde hende, ligesom han stak en sok eller

lignende i samleverskens mund. Voldtægtsforsøget mislykkedes,

idet tiltalte ikke kunne få erektion.

Gruppe 6: Fuldbyrdet - parvoldtægt

Østre Landsrets ankedom af 26. marts 1998 (dom 31, 1998)

Fængsel i 1 år

Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, samt to

tilfælde af vold efter straffelovens § 244 begået af

38-årig mand over for hans samleverske, idet tiltalte fastholdte

samleversken og førte et massageapparat op i hendes kønsdel,

hvorefter han tvang hende til at tåle, at han indførte sit lem i

hendes endetarm, i hendes kønsdel og i hendes mund. Tiltalte tildelte

endvidere ved to lejligheder samleversken henholdsvis knytnæveslag i

ansigtet og en skalle. Tiltalte var den 21. juni 1995 idømt 30 dages

fængsel for vold efter straffelovens § 244.

Odense rets dom af 4. maj 1998 (dom 32, 1998)

Fængsel i 8 måneder, heraf 5 måneder

betinget

Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, begået

af en 27-årig mand over for hans tidligere samlever, som havde tilbudt

ham, der var uden bolig, at han kunne overnatte i hendes lejlighed. Herunder

flåede han på en voldsom måde hendes tøj af, mens

hun råbte om hjælp, ligesom han med begge hænder tog om

hendes hals og bandt hendes hænder på ryggen, hvorefter han

gennemførte samleje, mens hun lå på maven. På grund

af den lange tid mellem handlingen, der var begået i juni 1995, og

dommen fandtes det undtagelsesvis og uanset forholdets grovhed forsvarligt at

bestemme, at fuldbyrdelsen af 5 måneder af straffen på

fængsel i 8 måneder blev gjort betinget.

Københavns byrets dom af 3. juni 1998 (dom 33, 1998)

Fængsel i 8 måneder

Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, begået

af en 31-årig mand over for hans tidligere samlever, idet tiltalte

indfandt sig på kvindens bopæl, hvor han væltede hende om

på en seng i soveværelset. Han fastholdt hende ved at

trække hende i håret, ligesom han tildelte hende flere lussinger

og befølte hende i skridtet, hvorefter han gennemførte samleje

med hende.

Nyborg rets dom af 6. august 1998 (dom 34, 1998)

Fængsel i 1 år og 3 måneder

Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, og anden

kønslig omgængelse efter straffelovens § 224, jf.

§ 216, stk. 1, begået af en 39-årig mand over for hans

tidligere ægtefælle, som besøgte ham i hans lejlighed.

Herunder bandt han hendes hænder sammen og truede med at slå

hende ihjel, ligesom han holdt en køkkenkniv mod hendes hals,

hvorefter han flere gange førte en agurk og en gulerod ind i hendes

skede og endetarm, formåede hende til at slikke på hans lem og

ved hans endetarm og gennemførte samleje med hende. Forholdet havde en

varighed af 1 time og 45 minutter.

Østre Landsrets ankedom af 10. august 1998 (dom 35, 1998)

Fængsel i 1 år og 2 måneder

(fællesstraf)

Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, begået

af en 47-årig mand ved at have tiltvunget sig samleje med en kvinde ved

at skubbe hende omkuld på gulvet og herefter at have banket hendes

hoved flere gange ned i gulvet, hvorefter tiltalte lagde kvinden på en

sofa, hvor han gennemtvang samlejet. Tiltalte og kvinden havde i perioden

umiddelbart inden haft seksuelt forhold flere gange. De havde i øvrigt

kendt hinanden gennem en lang årrække og havde en søn

sammen. Tiltalte blev endvidere dømt for et butikstyveri samt flere

tilfælde af spirituskørsel. Tiltalte var efter en dom af 15.

februar 1996 prøveløsladt med en reststraf på 123 dage,

og fællesstraffen omfattede denne reststraf.

Østre Landsrets ankedom af 26. oktober 1998 (dom 36, 1998)

Fængsel i 6 måneder

Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, vold efter

straffelovens § 244, trusler efter straffelovens § 266 og ulovlig

frihedsberøvelse efter straffelovens § 261, stk. 1,

begået af en 33-årig mand over for hans tidligere samlever, idet

tiltalte opsøgte hende ud for hendes bopæl. Her begik han vold

ved at gribe fat i hendes hals og vælte hende omkuld og truede med at

slå hende ihjel. Efter et fælles besøg hos nogle venner af

kvinden, hvor tiltalte blev søgt talt til ro, gik de sammen til hendes

lejlighed, hvor han igen truede med at slå hende ihjel og sagde, at han

ville i seng med hende, hvorefter kvinden klædte sig af og under hans

trusler om vold lod ham gennemføre samleje. For at forhindre

politianmeldelse, spærrede tiltalte herefter kvinden inde i hendes

lejlighed ved at lægge sig foran lejlighedens dør i knap 4

timer, indtil kvinden undslap ud af et vindue.

Vestre Landsrets ankedom af 11. november 1998 (dom 37, 1998)

Fængsel i 6 måneder

Voldtægt og anden kønslig omgængelse efter

straffelovens § 216, stk. 1, jf. til dels § 224, begået

af en 30-årig mand over for hans samlever, der var ved at flytte fra

deres fælles bopæl. Tiltalte kom beruset hjem og tvang samleveren

til samleje, analt samleje og oralsex, idet han truede hende og greb hende om

halsen. Morgenen efter, da hun var i brusebad, tvang han hende til at blive i

badet, mens han onanerede foran hende, og blev herfor dømt for

blufærdighedskrænkelse efter straffelovens § 232 og ulovlig

tvang efter § 260, stk. 1, nr. 1.

Bilag 1

Underbilag 3

RIGSADVOKATEN

G 3034

Oversigt

landsretspraksis 1993 - 2000

Som supplement til gennemgangen i bilag 2 af sager fra

undersøgelsen findes i dette bilag en oversigt over et udvalg af nyere

landsretspraksis vedrørende strafudmålingen i

voldtægtssager. Oversigten omfatter domme fra Systematisk oversigt over

domme i kriminelle sager 1993-1995, 1996-1998 og 1999 og fra Tidsskrift i

Kriminalret årgang 2000. Dommene er ligesom dommene i bilag 2

forsøgt rubriceret som enten overfaldsvoldtægt,

kontaktvoldtægt eller parvoldtægt, ligesom det er angivet, om der

er tale om forsøg eller fuldbyrdet voldtægt. Hver dom er givet

et nummer, der efterfølges af årstallet for dommen.

VLD af 16. november 1993 (dom 1, 1993)

(fængsel i 3 år og 6 måneder, voldtægtens

art uoplyst, forsøg)

En 24-årig mand blev for bl.a. 4 voldtægtsforsøg

straffet med fængsel i 3 år og 6 måneder.

VLD af 22. marts 1994 (dom 2, 1994)

(fængsel i 9 måneder, kontaktvoldtægt,

forsøg)

En 27-årig tiltalt, der tidligere var straffet for vold med

fængsel i 30 dage, blev fundet skyldig i forsøg på

voldtægt ved om natten ved et jernbaneterræn at have

forsøgt at tiltvinge sig samleje med en kvinde, som han fulgte hjem i

bil, idet tiltalte greb fat i hende, løftede hende op, væltede

hende omkuld på jorden og lagde sig oven på hende og holdt hende

fast. Hun kom på ny op at stå, hvorefter han holdt hende fast,

trak hendes kjole op og hendes strømpebukser ned, hvorefter han opgav

sit forehavende, da der kom andre tilstede. Tiltalte blev straffet med

fængsel i 9 måneder.

ØLD af 14. september 1994 (dom 3, 1994)

(fængsel i 1 år, parvoldtægt,

fuldbyrdet)

En 37-årig tiltalt, der i 1988 var straffet for vold med en betinget

dom uden straffastsættelse og i 1993 var anset med 60 dages

fængsel betinget og en tillægsbøde for bedrageri

(fællesstraf), blev fundet skyldig i voldtægt over for sin

tidligere samleverske, idet han en nat kl. ca. 02 ringede på

døren på hendes bopæl og skubbede sig ind, da hun

åbnede, hvorefter han efter at have drukket kaffe udtalte: »Så er

det op, og det er nu«, skubbede hende op ad trappen og ned i sengen og under

overvindelse af hendes modstand trak hendes trusser af og gennemførte

samleje, hvorunder han pressede en pude ned over hendes ansigt, greb hende

hårdt om halsen og flere gange truede med at ville slå hende

ihjel. Efter at hun derpå var gået nedenunder, hentede han hende

ovenpå på ny, idet han truede med at trække hende op ad

trappen i håret, skubbede hende ned i sengen og gennemførte

samleje trods hendes protester. Tiltalte blev i byretten idømt

fængsel i 8 måneder, og landsretten forhøjede straffen til

fængsel i 1 år.

ØLD af 1. februar 1995 (dom 4, 1995)

(fængsel i 6 måneder, kontaktvoldtægt, fuldbyrdet,

§ 225)

En tiltalt, der i 1989 var idømt en betinget hæftestraf for

overtrædelse af straffelovens § 266, og på

gerningstidspunktet var 26 år, overtalte i et bofællesskab en da

21-årig mand til at tage tøjet af og lægge sig

nøgen på en seng under foregivende af, at han skulle bestå

en prøve for at blive optaget i venskabskredsen med tiltalte og en

tilstedeværende tredjemand. Under verbal trussel om at skære

forurettedes penis af tvang tiltalte herefter forurettede til at tåle,

at tiltalte befølte og suttede på forurettedes lem samt til at

lade tiltalte føre sit lem ind i forurettedes endetarm. Tiltalte var

svagtseende og forurettede blind. Tiltalte blev for voldtægt efter

straffelovens § 216, jf. § 225, idømt fængsel i 6

måneder.

ØLD af 27. marts 1995 (dom 5, 1995)

(fængsel i 10 måneder, kontaktvoldtægt,

fuldbyrdet)

En 37-årig tiltalt havde i sin lejlighed tiltvunget sig samleje med

en spirituspåvirket kvinde, som han tilfældigt mødte

på gaden, og som efterkom hans invitation om at gå med op og

få en øl. Straks efter at være kommet op i lejligheden

gjorde han tilnærmelser, som hun afviste ved at skubbe ham væk.

Tiltalte gav hende et kraftigt skub, så hun røg fra døren

til soveværelset og hen på sengekanten. Han lagde sig straks over

hende, trak hendes tøj af og gennemførte samleje. Tiltalte blev

af byretten straffet med fængsel i 8 måneder, og landsretten

forhøjede straffen til 10 måneder.

ØLD af 19. april 1995 (dom 6, 1995)

(fængsel i 7 måneder, kontaktvoldtægt,

fuldbyrdet)

En 25-årig tiltalt sparkede døren op til den lejlighed, som

han indtil to måneder tidligere havde beboet med sin

ægtefælle, som havde bedt ham flytte med henblik på

skilsmisse. I entreen søgte han forgæves at overtale hende til

at genoptage forholdet og til samleje. Pludselig tog tiltalte kvælertag

på hende, truede med at skære hende i småstykker og med at

smide hende ud over altanen samt trak hende ind i sengen i

soveværelset, hvor han med en knytnæve truede hende til at tage

tøjet af, vendte hende om på maven og gennemførte samleje

til sædafgang. Tiltalte blev straffet med fængsel i 7

måneder.

VLD af 23. november 1995 (dom 7, 1995)

(fængsel i 1 år, kontaktvoldtægt,

fuldbyrdet)

En 28-årig tiltalt blev fundet skyldig i voldtægt ved i januar

1995 i en kvindes lejlighed at have tiltvunget sig samleje med kvinden, idet

han, da kvinden åbnede døren, tildelte hende en lussing og gav

hende enkelte yderligere slag, ligesom han truede hende med vold og herved

tiltvang sig samleje med hende. Kvinden og tiltalte havde i 1992 boet sammen

i 13 dage. Kvinden forklarede, at hun flyttede fra tiltalte, hovedsagelig

fordi han var voldelig på det seksuelle område. Tiltalte blev

endvidere fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 123 ved

umiddelbart efter forholdet at have truet kvinden med vold, hvis hun anmeldte

det. Tiltalte blev straffet med fængsel i 1 år.

ØLD af 5. januar 1996 (dom 8, 1996)

(fængsel i 4 måneder, overfaldsvoldtægt,

forsøg)

En 20-årig ustraffet tiltalt med særdeles gode personlige

forhold blev fundet skyldig i forsøg på voldtægt ved en

nat i spirituspåvirket tilstand på en sti at have grebet en for

ham ukendt kvinde bagfra om munden med den ene hånd, mens han lagde den

anden hånd på kvindens bryst og forsøgte at føre

hende væk fra stien. Kvinden gjorde straks modstand, hvilket fik

tiltalte til at falde på knæ foran kvinden og begynde at

græde. Kvinden, der lidt efter lidt følte, at hun havde

fået overtaget, indledte herefter en samtale med tiltalte, der til

sidst bad hende ringe til sig næste dag, for at de kunne tale om det

skete, og tiltalte gav i forbindelse hermed kvinden sit navn og

telefonnummer, hvorpå de skiltes. Tiltalte blev straffet med

fængsel i 4 måneder under hensyn til hans tidlige afståen

fra forehavendet og hans unge alder og særdeles gode personlige

forhold. Under hensyntagen til, at han på offentlig vej var fulgt efter

den for ham ukendte kvinde, der ikke på nogen måde havde givet

ham anledning til at kontakte hende, var der ikke grundlag for en betinget

dom, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.

ØLD af 1. marts 1999 (dom 9, 1999)

(fængsel i 1 år og 9 måneder, fællesstraf,

kontaktvoldtægt, fuldbyrdet)

Tiltalte, der var født i 1978, blev fundet skyldig i

voldtægt, idet han en aften i 1998, da han fulgtes med en pige, som han

havde truffet hos hendes kæreste, pludselig greb pigen om halsen,

skubbede hende omkuld og tiltvang sig samleje. Tiltalte blev herudover fundet

skyldig i vold ved at have givet en anden pige et skub. Tiltalte, der i 1997

var straffet for voldtægt m.v. med fængsel i 10 måneder og

var prøveløsladt med en reststraf på 98 dage, blev

idømt en fællesstraf på fængsel i 1 år og 9

måneder.

VLD af 12. april 1999 (dom 10, 1999)

(fængsel i 8 måneder, kontaktvoldtægt,

fuldbyrdet)

En 26-årig tiltalt blev fundet skyldig i overtrædelse af

straffelovens § 224, stk. 1, jf. § 216, stk. 1, ved en

nat på en parkeringsplads i sin personbil at have tiltvunget sig

samleje eller anden kønslig omgængelse end samleje med en

16-årig pige, idet han holdt hende fast og trods hendes modstand to

gange indførte sit lem i hendes skede eller endetarm. Det blev under

sagen lagt til grund, at pigen og tiltalte begge havde deltaget i en

sammenkomst hos en fælles bekendt, og at tiltalte tilbød at

køre pigen hjem. Tiltalte kørte i stedet ind på en

parkeringsplads, og efter et stykke tid tog han fat i pigens arme og holdt

dem fast. Herefter tvang han hendes ben op og trak bukserne og trusserne af

hende, hvorefter han førte sit lem ind i hendes skede eller endetarm.

De tog herefter begge bukser på, men efter kort tid gentog det samme

sig. Tiltalte blev straffet med fængsel i 8 måneder.

VLD af 28. oktober 1999 (dom 11, 1999)

(fængsel i 2 år og 6 måneder, fællesstraf,

formentlig overfaldsvoldtægt, forsøg)

En 26-årig tiltalt blev fundet skyldig i forsøg på

voldtægt og forsøg på anden kønslig

omgængelse end samleje over for to kvinder, som tiltalte havde truet

med en kniv i et fælleskøkken på et sygeplejekollegium.

Tiltalte var tidligere straffet for voldtægt, og han var

prøveløsladt i 1998 med en reststraf på 328 dage.

Tiltalte blev straffet med en fællesstraf på fængsel i 2

år og 6 måneder.

VLD af 6. december 1999 (dom 12, 1999)

(fængsel i 6 måneder, formentlig kontaktvoldtægt,

fuldbyrdet)

En 17-årig tiltalt blev fundet skyldig i voldtægt, idet han

ved et sommerhus førte en pige om bag huset og pressede hende ned at

ligge, hvorefter tiltalte trak hendes bukser og underbukser ned om anklerne

og gennemførte samleje med pigen trods hendes modstand. Straffen blev

fastsat til fængsel i 6 måneder under henvisning til tiltaltes

alder. Der var ikke grundlag for at gøre straffen betinget, heller

ikke med vilkår om samfundstjeneste.

ØLD af 9. februar 2000 (dom 13, 2000)

(fængsel i 2 år, overfaldsvoldtægt,

fuldbyrdet)

En tiltalt, der var født i 1957, blev fundet skyldig i

voldtægt ved en nat at have tiltvunget sig samleje med en 83-årig

kvinde, der lå i sin seng, idet tiltalte holdt kvinden fast og truede

hende til at blive liggende. Tiltalte havde endvidere stjålet spiritus

ved indbrud i kvindens ejendom. Tiltalte blev straffet med fængsel i 2

år

VLD af 5. april 2000 (dom 14, 2000)

(fængsel i 1 år, formentlig kontaktvoldtægt,

forsøg)

En tiltalt, der var født i 1960, blev fundet skyldig i

forsøg på voldtægt, vold efter straffelovens § 244

samt ulovlig frihedsberøvelse efter straffelovens § 261,

stk. 1, ved i perioden fra den 10. august 1998 ca. kl. 19 til den 12.

august 1998 at have berøvet en kvinde friheden ved at holde hende

indespærret i hendes lejlighed, hvor han tildelte hende flere

knytnæveslag i ansigtet og på kroppen og flere spark på

kroppen, samtidig med at han truede hende med yderligere vold. Han

forsøgte endvidere at tiltvinge sig samleje med kvinden ved at

fastholde hende. Det fremgår af sagen, at tiltalte og kvinden, efter at

frihedsberøvelsen var ophørt, gik i skoven sammen. Tiltalte

blev endvidere fundet skyldig i et villaindbrud, hvor der blev stjålet

600 kr., samt for overtrædelse af straffelovens § 119,

stk. 1, ved at have truet en politiassistent. Tiltalte blev i byretten

straffet med fængsel i 10 måneder, og landsretten

forhøjede straffen til fængsel i 1 år.

VLD af 8. maj 2000 (dom 15, 2000)

(fængsel i 1 år, kontaktvoldtægt,

fuldbyrdet)

To tiltalte blev fundet skyldig i voldtægt ved i den ene tiltaltes

lejlighed, hvor en kvinde frivilligt havde indfundet sig, på skift at

have tiltvunget sig samleje med kvinden ved at fastholde hende. Byretten

havde udmålt straffene til fængsel i 1 år og 3

måneder. Landsretten fastsatte straffene til 1 års

fængsel.

Bilag 1

Underbilag 4

RIGSADVOKATEN

Oversigt

over Højesterets praksis vedrørende strafudmålingen i

voldtægtssager

Nedenfor følger en oversigt over Højesterets

praksis vedrørende strafudmålingen i voldtægtssager.

Oversigten er ikke fuldstændig, men det er ved udvælgelsen af

dommene tilstræbt at give et dækkende billede af praksis.

U 1996.1326H

(fængsel i 3 år og 6 måneder, kontakt- og

parvoldtægt, fuldbyrdet og forsøg)

Den nu 32-årige T var fundet skyldig i voldtægt og

voldtægtsforsøg over for sin mor, voldtægtsforsøg

over for sin søster og tre voldtægtsforsøg over for sin

tidligere samlever, alt begået i perioden fra omkring 1. februar 1990

til 16. oktober 1994. De fem første forhold var først blevet

anmeldt, efter at det sidste var begået. T var tidligere straffet

adskillige gange, herunder i 1986 for voldtægtsforsøg og i 1987

og 1988 for røveri. Retslægerådet havde udtalt, at det

ikke kunne afvises, at forvaring var påkrævet. Højesteret

fandt i modsætning til landsretten, at betingelserne i straffelovens

§70 for idømmelse af forvaring ikke var til stede, og T straffedes med

fængsel i 3 år 6 måneder.

U 1995.895H

(fængsel i 6 måneder, parvoldtægt,

fuldbyrdet)

Den 58-årige T var fundet skyldig i overtrædelse af

straffelovens § 216, stk. 1, ved i februar 1994 at have tiltvunget

sig samleje med en 50-årig kvinde, som han var kommet sammen med indtil

et par måneder forinden. Straffen for dette forhold og et voldsforhold

(§ 244 et knytnæveslag) over for samme kvinde begået nogle

år tidligere var af byret og landsret fastsat til fængsel i 6

måneder, og der var ikke grundlag for at ændre denne

strafudmåling. Højesteret udtalte, at anvendelse af betinget

straf, eventuelt med vilkår om samfundstjeneste, i forbindelse med

voldtægt forudsætter, at særlige forhold gør sig

gældende, og hverken T's alder og personlige forhold eller andre

omstændigheder kunne begrunde, at der i det foreliggende tilfælde

fastsattes en betinget straf, herunder heller ikke med vilkår om

samfundstjeneste.

U 1995.299H

(fængsel i 5 år, voldtægtens karakter uoplyst,

fuldbyrdet)

28-årig T, der ikke var straffet af betydning for sagen, blev for et

tilfælde af voldtægt og anden kønslig omgængelse end

samleje begået over for pige på 18 år, to tilfælde af

forsøg på voldtægt samt anden kønslig

omgængelse end samleje begået over for piger på 17 år

og 22 år og et tilfælde af ulovlig tvang og

blufærdighedskrænkelse begået over for pige på 18

år idømt fængsel i 5 år.

U 1994.648H

(fængsel i 5 år, fællesstraf, voldtægtens

karakter uoplyst, fuldbyrdet)

Den 30-årige T, der tidligere var straffet bl.a. for vold og var

prøveløsladt med en reststraf på 33 dage, var ved

nævningeting fundet skyldig i voldtægt og ulovlig tvang m.m. over

for en 34-årig kvinde den 24. juli 1992 samt i bl.a. legemsangreb under

særdeles skærpende omstændigheder med mishandling efter

straffelovens § 246, jf. § 245, stk. 1, over for samme kvinde

den 4. august 1992. T havde ved den sidstnævnte lejlighed tvunget

kvinden til at klæde sig af og havde derefter med en luft- og

fjederpistol skudt på hende med plastickugler, tvunget hende til at

føre isterninger op i skeden og i endetarmen, skudt en metalskrue op i

hendes endetarm og tvunget hende til at skyde sig selv med pistolen i munden

og til at bide sig i den ene brystvorte med en skævbider. Uanset

karakteren af denne mishandling og de omstændigheder, hvorunder den

fandt sted, fandt Højesteret, at der ikke forelå sådanne

særdeles skærpende omstændigheder, at den burde

henføres under straffelovens § 246 (dissens). Den af landsretten

udmålte fællesstraf af fængsel i 5 år fandtes

imidlertid passende bestemt.

U 1993.386H

(fængsel i 6 år, kontaktvoldtægt og incest,

fuldbyrdet)

Den nu 47-årige T var fundet skyldig i vold, voldtægt efter

straffelovens § 216, stk. 2, og incest, idet han mange gange ved

vold eller trussel om »tæsk« tiltvang sig samleje eller anden

kønslig omgængelse med sin da 15-årige, nu afdøde,

steddatter og anden kønslig omgængelse med sine da

13-årige døtre, en gang forsøgt samleje med sin da

15-årige datter og i vold over for en 12-årig og en 14-årig

søn. Højesteret nedsatte T's straf fra fængsel i 8

år til fængsel i 6 år.

U 1992.849H

(fængsel i 9 år, formentlig overfaldsvoldtægt,

fuldbyrdet)

Den nu 38-årige T, der tidligere var straffet bl.a. for

voldtægt, havde nu begået 4 tilfælde af voldtægt,

herunder med halsgreb og trussel på livet. Forholdene var omfattet af

§ 216, stk. 2. Retslægerådet havde udtalt, at det var

muligt, at anvendelse af forvaring var påkrævet. Dette

ansås efter den forskyldte strafs længde ikke

påkrævet, og den idømte straf på fængsel i 9

år ansås passende. Straffen omfattede en reststraf efter

prøveløsladelse på 453 dage.

U 1991.918/2H

(fængsel i henholdsvis 1 år, 9 måneder, 6

måneder og 4 måneder, kontaktvoldtægt,

fuldbyrdet)

16-årig T1, 20-årig T2, 17-årig T3 og 18-årig T4

fundet skyldige i i ikke under en time at have begået medvirken til

voldtægt, forsøg på voldtægt, voldtægt,

voldtægt og forsøg på voldtægt overfor 16-årig

pige. Forholdene var af en sådan grovhed, at der uanset ung alder ikke

var grundlag for at gøre straffene betingede. Straffene fastsat til

henholdsvis fængsel i 6 måneder, fængsel i 4 måneder,

fængsel i 9 måneder og fængsel i 1 år. (Dissens for

betinget dom til T1 og fængsel i 1 år til T3).

U 1990.372H

(fængsel i 6 måneder, parvoldtægt,

fuldbyrdet)

Tiltalte var i et par måneder kommet sammen med en

jævnaldrende kvinde, som ønskede at bryde forholdet. Under

kvindens ophold i tiltaltes lejlighed, hvor hun fastholdt sin afvisning af en

fortsat forbindelse, tiltvang tiltalte sig samleje med kvinden.

Højesteret udtalte, at voldtægt som hovedregel bør

medføre ubetinget fængselsstraf, der ikke kan erstattes med

samfundstjeneste, og at der ikke i det foreliggende tilfælde var

særlige forhold, som kunne begrunde en fravigelse fra hovedreglen.

Højesteret fandt efter omstændighederne ikke

tilstrækkeligt grundlag for at forhøje den fastsatte straf efter

straffelovens § 216, stk. 1, § 224 m.v. på ubetinget

fængsel i 6 måneder.

U 1989.840H

(fængsel i 5 år, voldtægtens karakter uoplyst,

fuldbyrdet)

28-årig T, der i 1982 og 1986 var idømt fængsel i 2

år 6 måneder for voldtægt, og som den 21. december 1987

blev prøveløsladt med en reststraf på 312 dage, var nu

fundet skyldig i voldtægt, begået den 7. juni 1988.

Anklagemyndigheden påstod i medfør af straffelovens § 70

forvaring. Højesteret fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at

fastslå, at betingelserne i straffelovens § 70 for

idømmelse af forvaring var til stede. Højesteret

stadfæstede herefter landsrettens dom, hvorved T var idømt

fængsel i 5 år.

U 1988.895H

(fængsel i 5 år, fællesstraf,

kontaktvoldtægt, fuldbyrdet)

T, der var straffet tidligere for seksualforbrydelser over for

børn, havde nu voldtaget en kvinde, i hvis lejlighed han var

gæst, og havde herunder mishandlet hende på en særlig grov

måde, ligesom han frihedsberøvede hende bundet i ca. 10 timer. T

straffedes efter blandt andet straffelovens § 216, stk. 2, med

fængsel i 5 år, hvori indgik en betinget straf på

fængsel i 4 måneder.

U 1985.94H

(fængsel i 7 år, fællesstraf,

overfaldsvoldtægt, fuldbyrdet)

T var i 1981 for voldtægt m.v. straffet med fængsel i 3

år. Nogle måneder efter, at T var prøveløsladt med

en reststraf på ca. 1 års fængsel, brød han ind i

sin nabos sommerhus og voldtog en herboende kvinde under særdeles grove

omstændigheder. T's forhold henførtes under straffelovens

§ 216, stk. 2, og § 224, jfr. § 216, stk. 2, og han

ansås med en fællesstraf på fængsel i 7 år.

U 1984.977H

(fængsel i 10 måneder, kontaktvoldtægt,

fuldbyrdet)

T, der på et værtshus havde mødt et døvstumt par

og inviteret dem hjem, hvor han med en kniv tilføjede den mandlige

part et snitsår i armen og derefter skaffede sig samleje med kvinden. T

blev straffet efter straffelovens §§ 216 og 244, stk. 4, jfr.

stk. 2, med en ubetinget straf af fængsel i 10 måneder

(dissens af 2 dommere for fængsel i 1 år). Udtalt, at ubetinget

straf normalt må anses påkrævet ved lovovertrædelser

af den omhandlede karakter.

U 1981.802/2H

(fængsel i 2 år og 6 måneder,

overfaldsvoldtægt, fuldbyrdet)

T, der som taxachauffør havde kørt en 42-årig kvinde

til hendes bopæl, fandtes skyldig i voldtægt ved ca. 1 time

senere at være vendt tilbage til kvindens bopæl, skaffet sig

adgang til denne og ved trussel om at slå kvinden ihjel have

opnået samleje med hende. T straffedes med fængsel i 2 år 6

måneder. (Dissens af to dommere for fængsel i 3 år).

U 1981.654H

(fængsel i 3 år, voldtægtens karakter uoplyst,

forsøg)

Den 30-årige T, som tidligere var straffet to gange for

blufærdighedskrænkelse samt i 1976 for voldtægt med

fængsel i 2 år, gjorde sig i 1980 skyldig i overfald efter strfl.

§ 244, stk. 4, jfr. stk. 3, trusler efter strfl. § 266 og

forsøg på voldtægt. Herfor blev han straffet med

fængsel i 3 år.

U 1981.23H

(fængsel i 6 år, fællesstraf, voldtægtens

karakter uoplyst, fuldbyrdet)

Den 30-årige T, som tidligere 2 gange var straffet for

voldtægt med henholdsvis ungdomsfængsel og fængsel i 3

år, gjorde sig ca. 1 måned efter prøveløsladelse

fra sidstnævnte straf (reststraf 366 dage) på ny skyldig i

voldtægt over for en 32-årig kvinde. Han blev herfor straffet med

en fællesstraf af fængsel i 6 år. (Dissens af to dommere

for fængsel i 5 år).

U 1980.992H

(fængsel i 3 år og 6 måneder,

overfaldsvoldtægt, fuldbyrdet)

Den da 18-årige T skaffede sig sammen med en kammerat C indbrudsvis

adgang til en lejlighed og voldtog dens indehaver R samt medvirkede til, at C

forsøgte at voldtage R og havde anden kønslig omgængelse

end samleje med hende. T havde endvidere overtrådt strfl. § 293,

stk. 1, og § 264, stk. 1, nr. 1, og han var

prøveløsladt med en reststraf på 113 dage. T blev under

hensyn til på den ene side forholdenes grovhed og på den anden

side hans unge alder anset med en fællesstraf af fængsel i 3

år 6 måneder.

U 1980.558H

(fængsel i 2 år og 6 måneder, fællesstraf,

overfaldsvoldtægt, fuldbyrdet)

Den nu 18-årige T, der i 1978 var anset med en betinget straf af

fængsel i 8 måneder efter straffelovens §§ 217 og 232, blev

nu for voldtægt over for en ham ubekendt 26-årig kvinde anset med

en fællesstraf af fængsel i 2 år 6 måneder.

U 1980.346H

(fængsel i 6 år, formentlig overfaldsvoldtægt,

fuldbyrdet)

T havde som 16-18-årig gjort sig skyldig i 5 tilfælde af

voldtægt og røveri i forbindelse hermed og et tilfælde af

overtrædelse af strfl. § 224, jfr. § 216. Straffen blev under

hensyn til på den ene side T's unge alder og umodenhed og at han

frivilligt havde tilstået nogle af forholdene, på den anden side

de strafbare forholds antal og usædvanlige grovhed fastsat til

fængsel i 6 år.

U 1978.940H

(fængsel i 3 år, voldtægtens karakter uoplyst,

forsøg)

Den 33-årige T, der i 1962 for to tilfælde af forsøg

på voldtægt var dømt til inddragelse under

åndssvageforsorg, blev for fuldbyrdet voldtægt idømt

fængsel i 3 år. Nævningerne havde besvaret et

tillægsspørgsmål om anvendelse af strfl. § 85

bekræftende.

U 1977.49/2H

(fængsel i 2 år og 6 måneder,

overfaldsvoldtægt, fuldbyrdet)

Den 25-årige T havde tiltvunget sig samleje med en knap

18-årig pige efter at have opbrudt døren til hendes lejlighed. T

ansås med fængsel i 2 år 6 måneder.

U 1975.173H

(fængsel i 3 år, overfaldsvoldtægt,

forsøg)

Den 21-årige T, der havde forsøgt voldtægt overfor en

84-årig kvinde, til hvis soveværelse han havde skaffet sig

adgang, ansås med fængsel i 3 år.

U 1971.757/2H

(fængsel i henholdsvis 5 og 4 år,

overfaldsvoldtægt, fuldbyrdet)

Den 21-årige T1 og 25-årige T2 havde overfaldet en mand og

frataget ham hans knallert og samme aften i en lejlighed i forening

overfaldet en anden mand med knytnæveslag og for T1's vedkommende

tillige med slag med en motorcykelkæde, hvorefter T1 med T2's medvirken

øvede voldtægt mod en tilstedeværende kvinde, ligesom de

begge tvang hende til at sutte på deres kønslem. De ansås

med fængsel i henholdsvis 5 og 4 år.

U 1971.12H

(fængsel i 3 år og 6 måneder,

overfaldsvoldtægt, fuldbyrdet)

Den 22-årige T, der i 1968 var anset med fængsel i 1 år

6 måneder for forsøg på voldtægt, blev for

voldtægt overfor en 16-årig pige, som han tvang fra gaden ind i

et skur, straffet med fængsel i 3 år og 6 måneder.

U 1970.731H

(fængsel i 2 år, overfaldsvoldtægt,

forsøg)

Den nu 21-årige T, der i 1967 var anset med fængsel i 4

måneder for overtrædelse af strfl. § 232 og § 244,

stk. 4, og derefter med ungdomsfængsel for overtrædelse af

strfl. § 216, jfr. § 21, blev for forsøg på

voldtægt over for en kvindelig taxachauffør, som han havde

hyret, straffet med fængsel i 2 år.

U 1970.490H

(fængsel i 3 år, voldtægtens karakter uoplyst,

fuldbyrdet)

Den 23-årige T blev for voldtægt, begået i hans

personvogn, anset med fængsel i 3 år.

U 1970.476H

(fængsel i 3 år og 6 måneder, voldtægtens

karakter uoplyst, fuldbyrdet)

Den 31-årige T havde i førerhuset på sin lastvogn

begået blufærdighedskrænkelse over for en 14-årig

pige og ca. 14 dage senere i sin personvogn i en plantage begået

voldtægt over for en 19-årig pige. Han straffedes med

fængsel i 3 år 6 måneder.

U 1970.92H

(fængsel i 2 år og 6 måneder,

kontaktvoldtægt, fuldbyrdet)

Den 25-årige T, der tidligere havde vedtaget dagbøder for

overtrædelse af strfl. § 232, blev for voldtægt over for en

27-årig kvindelig bekendt i dennes lejlighed anset med fængsel i

2 år og 6 måneder.

Bilag 2

Rigsadvokaten

Justitsministeriet

Dato 20.08.2001

Journal nr.

G 3034

Den 15. januar 2001 afgav jeg til Justitsministeriet en

redegørelse om udviklingen i strafniveauet i voldtægtssager.

I tilknytning til afgivelsen af denne redegørelse

blev det aftalt mellem Justitsministeriet og Rigsadvokaten at

iværksætte en ordning, hvorefter Rigsadvokaten i et år fik

forelagt alle fældende domme i voldtægtssager bl.a. med henblik

på at vurdere om anklagemyndigheden i videre omfang burde anke domme i

voldtægtssager.

En sådan indberetningsordning har nu været i

kraft i godt et halvt år. Der er indtil den 15. august 2001 indberettet

i alt 40 sager. Af de 40 sager er 34 indbragt for landsretterne. 24 sager er

endelig afgjort.

Jeg vedlægger en redegørelse om strafniveauet

i voldtægtssager på grundlag de 24 endeligt afgjorte sager.

Det fremgår af redegørelsen, at de

foreliggende afsluttede sager ikke bidrager væsentligt til yderligere

at belyse de antagelser om strafniveauet, som fremgår af min

redegørelse fra januar 2001. På den anden side giver de

beskrevne domme mig ikke anledning til at ændre mine tidligere

formodninger om straffene i voldtægtssager.

Det fremgår ligeledes af redegørelsen, at jeg

ikke har fundet grundlag for at søge Procesbevillingsnævnet om

tilladelse til at indbringe nogle af landsretternes ankedomme for

Højesteret, selv om der efter min opfattelse med udgangspunkt i min

beskrivelse af det nugældende strafniveau i enkelte af disse sager

kunne argumenteres for en højere straf. Baggrunden herfor er, at der i

disse enkelte sager i alle tilfælde har foreligget særlige

forhold, der har medført, at Højesteret næppe ville

få mulighed for at udtale sig mere generelt om strafniveauet for

voldtægt. Endvidere er det min opfattelse, at anklagemyndigheden i

disse sager med udgangspunkt i min beskrivelse og vurdering af det

gældende strafniveau for voldtægt og de straffe, som

udmåles på beslægtede områder ikke ville have

grundlag for at påstå forhøjelser af straffene på

mere end nogle få måneder.

Jeg finder i øvrigt anledning til at bemærke,

at der efter min opfattelse næppe heller er grundlag for at antage, at

domstolene på det gældende lovgrundlag i givet fald vil foretage

mere markante, generelle forhøjelser af strafniveauet i de forskellige

typer af voldtægtssager. En væsentlig skærpelse af

straffene på et bestemt område via domstolenes praksis må

således formentlig forudsætte, at der kan henvises til

særlige omstændigheder vedrørende denne type kriminalitet,

der kan begrunde en sådan strafforhøjelse, f.eks. en

mærkbar stigning i kriminaliteten på området, eller at

kriminalitetens karakter har ændret sig. En generel ændring af

strafniveauet i voldtægtssager ville i øvrigt som følge

af de mange forskellige konkrete omstændigheder i de enkelte sager

forudsætte, at Højesteret fik forelagt flere sager, og en

sådan proces må antages at være langvarig.

Henning Fode

RIGSADVOKATEN

20. august 2001

Redegørelse om strafniveauet i voldtægtssager

på grundlag af indberetninger til Rigsadvokaten indtil 15. august

2001

1. Den tidligere undersøgelse af udviklingen i strafniveauet i

voldtægtssager

1. 1. Indledning

I juni 2000 anmodede Justitsministeriet Rigsadvokaten om en udtalelse om

udviklingen i strafniveauet i voldtægtssager herunder om udviklingen

eventuelt må antages at skyldes en generel ændret

strafudmåling i sammenlignelige sager eller afspejler en ændret

anmeldelses- eller tiltalepraksis i voldtægtssager.

Baggrunden for anmodningen var bl.a., at det af en

beskrivelse af udviklingen i strafniveauet i voldtægtssager, udarbejdet

af landsdommer Poul Lodberg, og en beskrivelse af udviklingen

vedrørende anmeldelser, straffe og straflængder i

voldtægtssager, udarbejdet af Justitsministeriets forsknings- og

dokumentationskonsulent, fremgik, at der over en årrække syntes

at være sket et generelt fald i strafniveauet i voldtægtssager.

Justitsministeriets anmodning førte til, at

rigsadvokaturen foretog en undersøgelse af udviklingen i strafniveauet

i voldtægtssager og af det nugældende strafniveau.

En redegørelse for undersøgelsen blev

afgivet til Justitsministeriet den 15. januar 2001.

1.2. Udviklingen i strafniveauet i voldtægtssager

Undersøgelsen af udviklingen i strafniveauet blev

foretaget i samarbejde med forsknings- og dokumentationskonsulent Britta

Kyvsgaard, Justitsministeriet.

Britta Kyvsgaards undersøgelse skete på

grundlag af en gennemgang og analyse af endelige domme for overtrædelse

af straffelovens § 216 og § 217 afsagt i enten 1. instans eller 2.

instans i årene 1984, 1988, 1992, 1996 og 1998.

Undersøgelsens statistiske analyser pegede

på, at strafudmålingsniveauet i 1984 alt andet lige var

markant højere end i de øvrige år. Der er derimod ikke

klare forskelle i strafudmålingsniveauet mellem de øvrige

år. Det højere strafudmålingsniveau i 1984 skyldes

ifølge undersøgelsen, at der i dette år blev udmålt

længere straffe i sager om voldtægt efter § 216,

stk. 2, samt i sager, hvor tiltalte tidligere var dømt for

seksualkriminalitet. Der ville således ikke være en klar forskel

i strafudmålingsniveauet i de undersøgte år, såfremt

disse domme ikke indgik i undersøgelsen.

På den baggrund samt efter en gennemgang af konkrete

sager, der indgik i undersøgelsen, nyere trykte domme og andre

juridiske kilder konkluderede rigsadvokaturen, at strafniveauet i

voldtægtssager generelt faldt forholdsvis markant i 1970´erne og frem

til midten af 1980´erne. Undersøgelsen gav derimod ikke grundlag for

at antage, at strafniveauet for sammenlignelige voldtægtssager har

ændret sig fra midten eller slutningen af 1980´erne og frem til i

dag.

Birtta Kyvsgaards undersøgelse viste også, at

strafudmålingen i voldtægtssager afhænger af en lang

række forhold ved de enkelte sager. De forhold, der afspejler

voldtægtens grovhed, bidrager især til at forklare forskelle i

strafudmålingen. Det drejer sig først og fremmest om den

anvendte straffelovsbestemmelse (§ 216, stk. 1 eller stk. 2),

og om voldtægten er fuldbyrdet eller ej.

Endvidere har det betydning for strafudmålingen, om

der er tale om overfaldsvoldtægt, kontaktvoldtægt eller

parvoldtægt. Denne inddeling af voldtægtssager er nærmere

beskrevet nedenfor i afsnit 3.3.

Herudover viste undersøgelsen, at det har stor

betydning for strafudmålingen, om den pågældende samtidig

dømmes for flere voldtægter og/eller anden kriminalitet, og om

den pågældende tidligere er straffet for ligeartet kriminalitet

og eventuelt tillige som følge heraf idømmes en

fællesstraf.

1.3. Det aktuelle strafniveau

Det aktuelle strafniveau blev vurderet på grundlag

af en gennemgang af nyere domme, der indgik i den ovennævnte

undersøgelse, og trykt domspraksis. Der henvises herom til afsnit

4.2., afsnit 4.3. og afsnit 5.2. i redegørelsen fra januar 2001.

Ved belysningen af det aktuelle strafniveau blev der taget

udgangspunkt i en opdeling af voldtægt i overfaldsvoldtægt,

kontaktvoldtægt og parvoldtægt samt i forsøg og

fuldbyrdede forhold, jf. også afsnit 3.3. nedenfor.

Om disse forskellige former for voldtægt

fremgår af redegørelsens afsnit 4.2. og 5.2.

følgende:

Overfaldsvoldtægt

For forsøg på overfaldsvoldtægt

varierede straffene fra 4 måneder og til fængsel i 2 år.

Det blev i redegørelsen antaget, at »normalstraffen« måtte

antages at være 6 til 9 måneders fængsel, dog med mulighed

for både mildere og strengere straffe.

Det var på grundlag af det foreliggende materiale

vanskeligt at vurdere »normalstraffen« for fuldbyrdet

overfaldsvoldtægt. Et forsigtigt skøn førte dog frem

til, at udgangspunktet for straffastsættelsen, hvis der ikke foreligger

skærpende omstændigheder, formentlig ligger i niveauet omkring

fængsel i 1 år og 6 måneder. Hvis der forelå

skærpende omstændigheder, var straffene udmålt til

fængsel i 2 3 år.

Kontaktvoldtægt

Med hensyn til forsøg på

kontaktvoldtægt skønnes det i redegørelsen, at

strafniveauet nogenlunde svarer til niveauet for forsøg på

overfaldsvoldtægt, dvs. 6 9 måneders fængsel, dog med

mulighed for både mildere og strengere straffe.

For så vidt angår straffen for fuldbyrdet

kontaktvoldtægt fremgår det af redegørelsen, at de

fleste straffe ligger i niveauet mellem 6 måneder og 1 ½ år, og

er der ikke anvendt vold af betydning, eller foreligger der ikke andre

skærpende omstændigheder, ligger straffen i niveauet 6 10

måneder.

Parvoldtægt

Vedrørende forsøg på

parvoldtægt forelå i den tidligere undersøgelse kun en

dom, hvor straffen blev udmålt til fængsel i 6 måneder

betinget med vilkår om samfundstjeneste.

For så vidt angår fuldbyrdede

parvoldtægter blev det antaget, at »normalstraffen« ligger i

niveauet 6 8 måneders fængsel, men der var i det

undersøgte materiale også flere eksempler på højere

straffe i sager, hvor der forelå skærpende

omstændigheder.

Konklusion og vurdering

Den tidligere redegørelse indeholdt i afsnit 5.2.

følgende konklusion og vurdering:

»For så vidt angår strafniveauet for

kontaktvoldtægter og parvoldtægter giver det

billede, der har vist sig med hensyn til straffenes størrelse, mig

ikke anledning til at overveje behovet for skærpelse af straffen. Jeg

har herved lagt vægt på, at der næsten uden undtagelse er

idømt ubetingede straffe, og at straffene ikke kan anses for at

være kortvarige.

Straffene for de fuldbyrdede

overfaldsvoldtægter, der er beskrevet under afsnit 4.2., og hvor

der forelå skærpende omstændigheder, var på

fængsel i 2 3 år. Udmålingen i disse sager giver mig ikke

anledning til bemærkninger. Jeg har endvidere ikke noget grundlag for

at antage, at straffene i sager, hvor der ikke foreligger skærpende

omstændigheder, vil blive fastsat med udgangspunkt i et niveau på

under 1 år og 6 måneder, som efter min opfattelse må anses

for at være et passende strafniveau for sager af denne karakter.

Såfremt denne antagelse om straffen i sager om

fuldbyrdet overfaldsvoldtægt er korrekt, er der imidlertid en

betydelige forskel på straffen for fuldbyrdet overfaldsvoldtægt

og forsøg på overfaldsvoldtægt.

Det er imidlertid ikke alene på

voldtægtsområdet, der er en til tider betydelig forskel

på strafudmålingen afhængig af, om der er tale om et

fuldbyrdet forhold eller forsøg.

..

Det giver således ikke i sig selv anledning til

bemærkninger, at også straffen for forsøg på

overfaldsvoldtægt er lavere end straffen for det fuldbyrdede

forhold.

En række af dommene vedrørende

forsøg på overfaldsvoldtægt i det undersøgte

materiale har imidlertid givet mig anledning til at overveje, om straffen i

alle sager af denne karakter ligger på et rimeligt niveau.

Der henvises herved til dom 2, 1998, og dom 4, 1998, i

bilag 2, hvor der blev udmålt straffe på fængsel i 8

måneder for henholdsvis et voldtægtsforsøg på en

S-togstation og en parkeringsplads under anvendelse af ikke ubetydelig vold,

og hvor forsøgene mislykkedes på grund af kvindens modstand og

kvindens høje skrig.

Endvidere kan nævnes dom 5, 1998, i bilag 2, hvor

voldtægtsforsøget blev begået af en 21-årig mand,

der standsede en ham ubekendt 16-årig udviklingshæmmet pige, som

cyklede hjem fra skole, og som under anvendelse af betydelig magt

forsøgte at få samleje med pigen. Forsøget mislykkedes

på grund af pigens stærke modstand i form af slag og spark.

Gerningsmanden blev idømt fængsel i 9 måneder.

Endelig kan henvises til dom 8, 1998, i bilag 2, hvor

voldtægtsforsøget blev begået over for en 70-årig

kvinde i dennes lejlighed, hvortil gerningsmanden skaffede sig adgang, og

hvor der anvendtes forholdsvis grov vold over for kvinden. Straffen blev

fastsat til fængsel i 8 måneder.

En af de nævnte domme er en landsretsdom (dom 2,

1998), mens de øvrige domme er byretsdomme.

Det er på baggrund af de nævnte sager min

opfattelse, at der særligt på dette område kan være

behov for at overveje, om domme af denne art i videre omfang skal

søges anket af anklagemyndigheden med påstand om

skærpelse.

Hertil kommer, at det kan være ønskeligt at

få større klarhed med hensyn til vurderingen af det

nugældende strafniveau for fuldbyrdet overfaldsvoldtægt,

når der ikke foreligger skærpende omstændigheder.

I øvrigt bemærkes, at det .. har været

diskuteret, om straffene i sager, hvor der er flere gerningsmænd til

voldtægten, er passende. Som det fremgår ., er der kun

få sager i det undersøgte materiale, hvor voldtægten er

begået af flere i forening. Imidlertid verserer der for tiden flere

voldtægtssager, hvor der efter de foreliggende oplysninger har

været flere gerningsmænd.

Det kan på den baggrund være af interesse at

følge sådanne sager med henblik på at vurdere, om det

forhold, at gerningen er udført af flere i forening, tillægges

passende betydning i skærpende retning ved strafudmålingen.«

På den baggrund fandt jeg, at der kunne være grundlag for at

iværksætte en ordning, hvor Rigsadvokaten i et års tid

får forelagt alle fældende byretsdomme i voldtægtssager med

henblik på at vurdere, om anklagemyndigheden i videre omfang bør

anke domme i voldtægtssager, således at landsretterne i flere

sager får lejlighed til at tage stilling til strafniveauet.

Ordningen skulle i givet fald omfatte alle domme i

voldtægtssager, uanset om der er tale om par-, kontakt- eller

overfaldsvoldtægt, og uanset om forholdet er fuldbyrdet eller ej. Det

vil gøre det muligt at foretage en vurdering af, om straffene i de

konkrete sager i alle tilfælde er i overensstemmelse med det niveau,

der er beskrevet i redegørelsen og eventuelt anke egnede sager til

landsretten med henblik på skærpelse. Ordningen skulle endvidere

omfatte en underretning af Rigsadvokaten om alle landsretsdomme. Herved vil

det også blive muligt på et bredere grundlag efter udgangen af

perioden at danne sig et helt aktuelt billede af strafniveauet.

2. Indberetningsordningen

Der blev herefter indgået aftale mellem

Justitsministeriet og Rigsadvokaten om at iværksætte en

indberetningsordning som beskrevet i redegørelsen.

Ordningen blev sat i værk ved Rigsadvokaten

Informerer nr. 3/2001, der vedlægges som bilag 1.

Som det fremgår heraf, skal alle byretsdomme,

hvor der er domfældt for overtrædelse af straffelovens

§ 216, herunder også jf. §§ 224 eller 225, forelægges

for Rigsadvokaten. Det samme gælder domme, hvor der er domfældt

for overtrædelse af straffelovens § 217, herunder også jf.

§§ 224 og 225.

Forelæggelsen skal ske via vedkommende regionale

statsadvokat med en begrundet indstilling om, hvorvidt der er grundlag for at

anke strafudmålingen. Statsadvokaten skal videresende sagen til

Rigsadvokaten med sin indstilling om ankespørgsmålet i så

god tid, at rigsadvokaturen har mulighed for at vurdere sagen, og

således at en eventuel ankestævning kan udfærdiges og

forkyndes inden ankefristens udløb.

Rigsadvokaten skal endvidere underrettes om alle

landsretsdomme, hvor der er domfældt for overtrædelse af

straffelovens § 216, herunder også jf. §§ 224 eller 225. Det

samme gælder domme, hvor der er domfældt for overtrædelse

af straffelovens § 217, herunder også jf. §§ 224 eller 225.

Underretning skal ske senest 5 hverdage efter domsafsigelsen, hvilket givet

rigsadvokaturen mulighed for at vurdere, om landsrettens dom skal

søges anket til Højesteret.

Retningslinierne om forelæggelse for Rigsadvokaten

af byretsdomme i voldtægtssager og underretning af Rigsadvokaten om

landsretsdomme i voldtægtssager gælder for alle domme, der

afsiges i perioden fra den 22. februar 2001 og til den 1. februar

2002.

3. Status for indberetningsordningen

3.1. Antallet af sager

Der er i medfør af ordningen indtil den 15. august

2001 blevet forelagt eller indberettet i alt 40 sager.

Af disse 40 sager er 34 indbragt for landsretterne,

og anklagemyndigheden har i alle tilfælde påstået

skærpelse. Af de 34 sager, der er indbragt for landsretterne, er 18

afsluttet med en ankedom , hvorimod 16 sager endnu ikke er afgjort i

landsretten.

Der foreligger indtil nu 24 sager, som er endelig

afgjort. Heraf er 18 sager som nævnt ovenfor afsluttet med en

ankedom fra landsretten, 5 sager er endelig afsluttet med en byretsdom og 1

sag er endelig afsluttet med en nævningedom. Disse 24 sager er

beskrevet nærmere i bilag 2 til denne redegørelse.

3.2. De afsluttede ankesager

Som nævnt er 18 sager afsluttet med en landsretsdom,

og anklagemyndigheden har i alle tilfælde for landsretten

påstået skærpelse af straffen.

I 9 sager har landsretten stadfæstet byrettens

fastsættelse af straffen.

I en sag har landsretten både stadfæstet og

formildet (dom 15 i bilag 2), og i 3 sager har landsretten formildet straffen

(dom 8, dom 18 og dom 20 i bilag 2). I dom 18 skyldtes den mildere straf i

landsretten dog, at landsretten frifandt de tiltalte for voldtægt og

henførte forholdet under straffelovens § 218.

Straffene i de øvrige 3 sager, hvor landsretten har

nedsat straffen, er således:

Dom 15

byret 1 år, landsret 8 måneder, dvs. nedsat med 4

måneder

Dom 8

T1 og T2, byret 2 år, landsret 1 år og 9 måneder, dvs.

nedsat med 3 måneder

T3, byret 1 år og 6 måneder, landsret 1 år og 3

måneder, dvs. nedsat med 3 måneder

Dom 20

byret 1 år og 3 måneder, landsret 1 år, dvs. nedsat med

3 måneder

Skærpelse af straffen i landsretten er sket i 5

sager. I en af disse sager (dom 22 i bilag 2) skyldtes den forhøjede

straf dog, at tiltalte i landsretten i modsætning til i byretten

blev fundet skyldig i voldtægt. De 4 øvrige sager, hvor

landsretten har udmålt en højere straf end byretten, er

følgende:

Dom 4

byret 1 år og 6 måneder, landsret 2 år, dvs.

forhøjet med 6 måneder

Dom 2

byret 1 år og 6 måneder, landsret 1 år og 9

måneder, dvs. forhøjet med 3 måneder

Dom 16

byret 9 måneder, landsret 1 år, dvs. forhøjet med 3

måneder

Dom 21

byret 10 måneder, landsret 1 år, dvs. forhøjet med 2

måneder

Som det fremgår, har landsretten således i de

fleste sager ikke fundet grundlag for at fastsætte en højere

straf end byretten.

3.3. Straffene i de afsluttede sager

Nedenfor gennemgås straffene i de 24 afsluttede

sager.

Gennemgangen sker på grundlag af en opdeling af

sagerne i overfaldsvoldtægt, kontaktvoldtægt og parvoldtægt

samt i forsøg på voldtægt og fuldbyrdet voldtægt,

der svarer til opdelingen i redegørelsen fra januar 2001, jf.

redegørelsens afsnit 4.2.

Ved overfaldsvoldtægt forstås

voldtægt mod en person, som gerningsmanden slet ikke kender eller kun

har et yderst perifert kendskab til, og hvor der ikke forud for

voldtægten har været samvær af den karakter, der er

beskrevet nedenfor under kontaktvoldtægt.

Ved kontaktvoldtægt forstås det, der

på engelsk kaldes »date-rape«, altså situationer, hvor parterne

umiddelbart inden voldtægten har været sammen på en

måde, som kunne være optakt til en seksuel kontakt.

Kontaktvoldtægt omfatter endvidere voldtægter, hvor parterne

kender hinanden i forvejen, f.eks. naboer og kolleger, uanset om selve

voldtægten har karakter af et overfald.

Ved parvoldtægt forstås voldtægt

mod en nuværende seksuel partner og voldtægt mod en tidligere

seksuel partner, såfremt forholdet er ophørt inden for et

kortere tidsrum forud for voldtægten.

Der er en glidende overgang mellem de forskellige grupper,

og det kan i nogle tilfælde diskuteres, om der foreligger den ene eller

den anden form for voldtægt.

Overfaldsvoldtægt

Der er indkommet 6 afsluttede sager om forsøg

på overfaldsvoldtægt. En sag medførte en

foranstaltningsdom (dom 1 i bilag 2), og kan derfor ikke anvendes til at

belyse strafniveauet for voldtægt.

I de 5 øvrige sager varierer straffene mellem

fængsel i 1 år (heraf 6 måneder betinget) og fængsel

i 2 år.

I en sag (dom 6), der medførte fængsel i 1

år, heraf 6 måneder betinget, indgik også et

røveriforhold. Der var i øvrigt tale om 15-årig

gerningsmand, som alene blev dømt for medvirken.

I 3 af de øvrige sager blev straffen fastsat som

fællesstraffe. I dom 2, hvor straffen blev fastsat til fængsel i

1 år og 9 måneder, indgik en reststraf på 123 dage fra en

dom for vold og voldtægt, og der blev tillige lagt vægt på

forholdets alvorlige karakter og tiltaltes hurtige recidiv. I dom 3, der

fastsatte straffen til fængsel i 1 år og 6 måneder, indgik

en tidligere betinget dom på 20 dages hæfte for

blufærdighedskrænkelse og en byretsdom på fængsel i

50 dage for tyveri i fællesstraffen. Dom 5, der medførte

fængsel i 1 år og 6 måneder, omfattede også en

reststraf på 82 dage, og tiltalte var tidligere dømt for

vold.

I den sidste sag (dom 4) var straffen fængsel i 2

år. Der var tale om voldtægt af en 12-årig pige, og

tiltalte var tidligere straffet to gange for voldtægt.

Som det fremgår, har anden og tidligere kriminalitet

således haft betydning for straffastsættelsen i alle de nu

foreliggende sager, og dommene har derfor begrænset værdi med

hensyn til belysning af »normalstraffen«. Der er endvidere ikke blandt disse

domme sager, der er sammenlignelige med de domme, der indgik i den tidligere

redegørelse, hvor jeg fandt at domme, der medførte straffe af 8

og 9 måneders fængsel kunne give anledning til at overveje, om

straffen lå på et rimeligt niveau.

Der er indkommet 4 domme om fuldbyrdet

overfaldsvoldtægt.

To af disse domme (dom 7, der medførte

fængsel i 6 år, og dom 10, der medførte fængsel i 3

år til begge gerningsmænd) omfatter også røverier,

der må have haft meget stor betydning for straffastsættelsen.

Disse domme er derfor ikke velegnede til en vurdering af strafniveauet for

voldtægt.

I dom 9, der medførte fængsel i 2 år,

var voldtægten begået under anvendelse af kvælertag og

trussel med en hobbykniv, der blev holdt mod forurettedes hals og underliv.

Tiltalte var tidligere dømt for voldtægt og for forsøg

på manddrab og vold. Der forelå således flere

omstændigheder, der gav grundlag for en skærpet straf.

I redegørelsen fra januar 2001 antog jeg, at

straffen for fuldbyrdede overfaldsvoldtægter, hvor der forelå

skærpende omstændigheder, var på 2 3 år. Den

nævnte sag giver ikke grundlag for at ændre denne vurdering.

I den sidste af sagerne om fuldbyrdet

overfaldsvoldtægt (dom 8) blev straffene i landsretten for to af

gerningsmændene fastsat som fællesstraffe (begge reststraffe var

fængsel i 41 dage) til fængsel i 1 år og 9 måneder.

For den tredje gerningsmand blev straffen fængsel i 1 år og 3

måneder.

Særlig straffen på 1 år og 3

måneder synes at ligge under det niveau på 1 ½ år som

udgangspunkt for straffastsættelsen, som jeg i den tidligere

redegørelse antog var gældende i sager af denne art. Den

forurettede i sagen var prostitueret og havde forud aftalt med en af de

tiltalte at afvikle et utugtsforhold. Det er derfor vanskeligt at vurdere, om

retten i denne sag ved straffastsættelsen har taget udgangspunkt i

strafniveauet for sager om overfaldsvoldtægt eller

kontaktvoldtægt.

Kontaktvoldtægt

Der er indkommet en afsluttet sag (dom 11) om

forsøg på kontaktvoldtægt. I denne sag omfattede

straffen tillige vold efter straffelovens § 244, og tiltalte var

tidligere straffet for vold. Den idømte straf på fængsel i

1 år må på denne baggrund anses at være i

overensstemmelse med min antagelse i den tidligere redegørelse,

hvorefter »normalstraffen« må formodes at være fængsel i 6

9 måneder dog med mulighed for både mildere og strengere

straffe.

Fuldbyrdet kontaktvoldtægt

foreligger i 9 af

de afsluttede sager.

I en af sagerne (dom 19) blev der idømt en

foranstaltningsdom, og i en anden sag (dom 18) frifandt landsretten for

tiltalen for voldtægt og henførte forholdene under straffelovens

§ 218. Disse domme kan derfor ikke anvendes til at belyse strafniveauet

for voldtægt efter §§ 216-217.

I to af dommene (dom 12 og dom 14) var der tale om

voldtægt m.v. overfor henholdsvis en 12-årig og en 10-årig

pige, hvilket må antages at have haft væsentlig betydning for

straffastsættelsen i skærpende retning. Imidlertid var forholdene

i begge sager begået i 1990, dvs. for mere end 10 år siden,

hvilket gør sagerne atypiske. Disse to domme er derfor heller ikke

velegnede som grundlag for en vurdering af strafniveauet for

voldtægt.

I de 5 øvrige sager varierer straffene fra

fængsel i 8 måneder til fængsel i 1 år.

I min redegørelse fra januar 2001 antog jeg, at

strafniveauet for fuldbyrdet kontaktvoldtægt lå i niveauet mellem

6 måneder og 1½ år, men sådan at straffen er 6 10

måneder, hvis der ikke er anvendt vold af betydning, eller hvis der

ikke i øvrigt foreligger skærpende omstændigheder, og

straffene i de 5 sager synes således umiddelbart at ligge i dette

niveau.

I to af dommene, hvor straffen blev udmålt til

fængsel i henholdsvis 8 måneder (dom 13) og fængsel i 10

måneder (dom 17), blev der ikke i forbindelse med voldtægten

anvendt vold af betydning, ligesom der ikke i øvrigt forelå

skærpende omstændigheder.

I dom 15 blev der heller ikke anvendt vold af betydning,

men der forelå skærpende omstændigheder, idet forholdene

blev begået over for en 14-årig pige, og i et af forholdene der

omfattede anden kønslig omgængelse en samleje handlede de to

domfældte i forening. Straffen for den ene tiltalte blev både i

byret og landsret udmålt som en fællesstraf på

fængsel i 1 år og 4 måneder, hvorimod straffen for den

anden tiltalte i landsretten blev nedsat fra fængsel i 1 år til

fængsel i 8 måneder. Det kan derfor anføres, at straffen

for denne tiltalte ligger i underkanten af det ovenfor beskrevne niveau. Som

begrundelse for nedsættelsen af straffen til 8 måneder for den

ene tiltalte henviste landsretten imidlertid navnlig til den kontakt, der

havde været mellem den tiltalte og forurettede.

I dom 16 og dom 20 blev straffen udmålt til

fængsel i 1 år, og der forelå i begge sager skærpende

omstændigheder. I dom 16 trak tiltalte et pudebetræk over

forurettedes hoved og fastholdt hende i et halsgreb, og i dom 20 slog

tiltalte flere gange forurettedes ansigt ned i gulvet med brud på

håndledet og tandskade til følge.

Parvoldvægt

Der er ikke indkommet sager om forsøg på

parvoldtægt.

Der er indberettet 4 sager om fuldbyrdet

parvoldtægt. Om disse sager antog jeg i min tidligere

redegørelse, at »normalstraffen« lå i niveauet 6 8

måneders fængsel, men der var i det undersøgte materiale

også flere eksempler på højere straffe i sager, hvor der

forelå skærpende omstændigheder.

I de nu foreliggende domme varierer straffene fra

fængsel i 6 måneder betinget til fængsel i 2 år.

I dom 24, hvor straffen blev fastsat til fængsel i 2

år, var forholdet begået bl.a. under trussel med en hobbykniv mod

forurettedes hals. Sagen omfattede også trusler mod forurettede under

den efterfølgende varetægtsfængsling. Tiltalte var

tidligere straffet for vold og trusler, og ved straffastsættelsen

indgik tillige en reststraf på fængsel i 136 dage. Der var

således adskillige grunde til, at straffen blev fastsat over det

normale niveau.

I dom 22, der medførte fængsel i 1 år,

blev tiltalte udover for voldtægt dømt for omfattende vold og

trusler begået over for samleveren igennem en 5-årig periode

forud for voldtægten. Sagen er på grund af de voldsforhold, der

indgår i dommen, ikke velegnet til at belyse straffen for

voldtægt.

I en anden sag, hvor straffen blev fængsel i 1

år (dom 21), blev voldtægten begået i forbindelse med en

frihedsberøvelse, som må antages at have haft væsentlig

betydning for strafudmålingen.

I dommen, der medførte en betinget straf på

fængsel i 6 måneder (dom 23), forelå der ikke

skærpende omstændigheder i form af vold eller andre forhold ved

voldtægten. Som begrundelse for at gøre straffen betinget

henviste retten i præmisserne til tiltaltes gode personlige forhold.

Der blev ved straffastsættelsen desuden lagt vægt på, at

den forurettede frivilligt om natten havde indfundet sig hos tiltalte og lagt

sig til at sove i deres tidligere fælles seng. Denne dom harmonerer

således med hensyn til straffens længde med min tidligere

antagelse, og der forelå sådanne særlige forhold, der kunne

begrunde, at straffen blev betinget.

3.4. Sager med flere gerningsmænd

Blandt de 24 afsluttede sager findes 5 sager, hvor

der har været flere gerningsmænd til voldtægten. I en sag

(dom 18 i bilag 2) frifandt landsretten for voldtægt og henførte

forholdene under straffelovens § 218. Denne dom er derfor ikke egnet til

at belyse strafniveauet for voldtægt efter §§ 216 - 217.

En af de 4 andre sager omfattede fire

gerningsmænd, hvoraf de tre dog var under den kriminelle lavalder

og derfor ikke tiltalt (dom 6 i bilag 2). Den 15-årige tiltalte blev

idømt fængsel i 1 år, heraf ½ år betinget. Dommen

omfattede også et røveri. Dommen er omtalt ovenfor i afsnit 3.3

under forsøg på overfaldsvoldtægt.

En anden sag omfattede tre gerningsmænd (dom

8). To gerningsmænd blev idømt en fællestraf på

fængsel i 1 år og 9 måneder, og den tredje

gerningsmænd fik fængsel i 1 år og 3 måneder.

Byretten havde udmålt højere straffe. Denne dom er omtalt i

afsnit 3.3. ovenfor under fuldbyrdede overfaldsvoldtægter.

De sidste to sager omfattede to gerningsmænd.

I dom 10 fik begge tiltalte i en upåanket byretsdom fængsel i 3

år. Der var begået røveri i forbindelse med

voldtægten, og dommen omfattede flere andre røveriforhold. I dom

15 blev straffen i landsretten for den ene gerningsmand, der var 17 år,

nedsat til fængsel i 8 måneder, mens straffen for den anden

gerningsmand, der var 18 år, blev fastsat til fængsel i 1

år og 4 måneder. I denne straf indgik en tidligere betinget straf

på fængsel i 4 måneder. Dom 10 er nævnt i afsnit 3.3.

ovenfor under fuldbyrdet overfaldsvoldtægt, og dom 15 er nævnt

under fuldbyrdet kontaktvoldtægt.

4. Vurdering og konklusion

Som det fremgår under afsnit 3 ovenfor, indgår

der kun 24 sager i denne redegørelse. Der er således tale om et

forholdsvis spinkelt materiale.

I langt de fleste sager indgår det ved

straffastsættelsen, at gerningsmanden tidligere er straffet for

ligeartet kriminalitet, og der er i mange sager udmålt

fællesstraffe med hensyn til enten reststraffe efter

prøveløsladelse eller tidligere betingede domme. Herudover er

gerningsmandens alder og øvrige personlige forhold i flere sager

indgået ved domstolenes fastsættelse af straffen.

En del af sagerne omfatter udover voldtægt

også andre strafbare forhold, som har haft betydning for

straffastsættelsen. Herudover er de begåede voldtægter af

meget forskellig karakter og grovhed.

Derfor bidrager de nu foreliggende afsluttede sager ikke

væsentligt til yderligere at belyse de antagelser om strafniveauet, som

fremgår af min redegørelse fra januar 2001. På den anden

side giver de beskrevne domme mig ikke anledning til at ændre mine

tidligere formodninger om straffene i voldtægtssager.

Af de 24 afsluttede sager er 19 afgjort af landsretterne

(18 ankesager og en nævningesag). Jeg har ikke fundet grundlag for at

søge Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at indbringe nogle

af landsrettens ankedomme for Højesteret, selv om der efter min

opfattelse med udgangspunkt i min beskrivelse af det nugældende

strafniveau i enkelte af disse sager kunne argumenteres for en højere

straf. Baggrunden herfor er, at der i disse enkelte sager i alle

tilfælde har foreligget særlige forhold, der har medført,

at Højesteret næppe ville få mulighed for at udtale sig

mere generelt om strafniveauet for voldtægt. Endvidere er det min

opfattelse, at anklagemyndigheden i disse sager med udgangspunkt i min

beskrivelse og vurdering af det gældende strafniveau for voldtægt

og de straffe, som udmåles på beslægtede områder

ikke ville have grundlag for at påstå forhøjelser af

straffene på mere end nogle få måneder.

Bilag 2

Underbilag 1

Rigsadvokaten

Samtlige politimestre, statsadvokater

og Politidirektøren i København

Dato 15.01.2001

Journal nr.

25/2001

Rigsadvokaten

Informerer Nr. 3/2001

Strafudmålingsniveauet i sager om voldtægt

samt

forelæggelse af voldtægtssager for Rigsadvokaten

(G 3034)

1. Undersøgelse af udviklingen i strafniveauet i

voldtægtssager

Efter anmodning fra Justitsministeriet har jeg

gennemført en undersøgelse af udviklingen i

strafudmålingsniveauet i voldtægtssager. Min undersøgelse

er afgivet til ministeriet den 15. januar 2001. En kopi af

undersøgelsen vedlægges.

Som det fremgår af undersøgelsens afsnit

5.1., giver undersøgelsen ikke grundlag for at antage, at

strafniveauet for sammenlignelige voldtægtssager har ændret sig

fra midten eller slutningen af 1980 erne og frem til i dag.

I undersøgelsens afsnit 4.2. og 5.2. beskrives og

vurderes det nugældende strafniveau i voldtægtssager, idet

voldtægterne opdeles i tre kategorier, overfaldsvoldtægt,

kontaktvoldtægt og parvoldtægt, ligesom der sondres mellem

forsøg på voldtægt og fuldbyrdet voldtægt.

Strafniveauet for kontaktvoldtægter og

parvoldtægter har ikke givet mig anledning til særlige

bemærkninger. Jeg har heller ikke på det foreliggende grundlag

bemærkninger til straffen for fuldbyrdede overfaldsvoldtægter,

men det kan være ønskeligt at få større klarhed med

hensyn til det nugældende strafniveau på dette område.

Endvidere er det min opfattelse, at det kan overvejes, om

straffen i alle sager om forsøg på overfaldsvoldtægt

ligger på et rimeligt niveau.

Hertil kommer, at det kan være af interesse at

følge sager, hvor voldtægten er begået af flere i

forening, med henblik på at vurdere, om dette forhold tillægges

passende betydning i skærpende retning ved strafudmålingen.

Jeg har på denne baggrund aftalt med

Justitsministeriet, at Rigsadvokaten i det kommende års tid får

forelagt fældende byretsdomme i voldtægtssager med henblik at

vurdere, om anklagemyndigheden i videre omfang bør anke domme i

voldtægtssager, således at landsretterne i flere sager får

lejlighed til at tage stilling til strafniveauet.

På denne baggrund fastsættes følgende

retningslinier om forelæggelse af domme i sager om voldtægt for

rigsadvokaturen:

2. Forelæggelse af domme i sager om voldtægt for

rigsadvokaturen

2.1. Byretsdomme

Alle byretsdomme, hvor der er domfældt for

overtrædelse af straffelovens § 216, herunder også jf.

§§ 224 eller 225, skal forelægges for Rigsadvokaten. Det samme

gælder domme, hvor der er domfældt for overtrædelse af

straffelovens §§ 217, herunder også jf. §§ 224 eller 225.

Forelæggelsen skal ske via vedkommende regionale

statsadvokat med en begrundet indstilling om, hvorvidt dommen bør

ankes, herunder i alle tilfælde om der er grundlag for at anke

strafudmålingen. Statsadvokaten skal videresende sagen til

Rigsadvokaten med sin indstilling om ankespørgsmålet.

Indstillingen skal vedlægges sagens akter samt en

udskrift af dommen og af retsbogen. Såfremt udskrifter ikke foreligger

umiddelbart efter afsigelsen af dommen, kan sagen videresendes uden disse

dokumenter, der i så fald eftersendes.

Forelæggelse for statsadvokaten skal ske snarest

muligt og senest 3 hverdage efter domsafsigelsen.

Statsadvokatens forelæggelse for Rigsadvokaten skal

ligeledes ske snarest muligt og i så god tid, at rigsadvokaturen har

mulighed for at vurdere sagen, og således at en eventuel

ankestævning kan udfærdiges og forkyndes inden ankefristens

udløb.

Det kan af tidsmæssige grunde være

nødvendigt at forelæggelse sker telefonisk og/eller ved

fremsendelse af de relevante dokumenter via telefax.

2.2. Landsretsdomme

Rigsadvokaten skal underrettes om alle landsretsdomme,

hvor der er domfældt for overtrædelse af straffelovens

§ 216, herunder også jf. §§ 224 eller 225. Det samme

gælder domme, hvor der er domfældt for overtrædelse af

straffelovens §§ 217, herunder også jf. §§ 224 eller 225.

Underretningen sker ved, at statsadvokaten indsender

sagens akter samt udskrift af landsrettens dom og udskrift af retsbogen,

såfremt en sådan foreligger.

Underretningen skal ske snarest muligt og senest 5

hverdage efter domsafsigelsen. Såfremt udskrift af landsrettens dom

ikke foreligger på dette tidspunkt, kan sagen videresendes uden dommen,

der i så fald eftersendes.

2.3. Ordningens tidsmæssige udstrækning

Retningslinierne ovenfor om forelæggelse af

byretsdomme i voldtægtssager for Rigsadvokaten og om underretning af

Rigsadvokaten om landsretsdomme i voldtægtssager gælder for alle

domme dvs. både byrets- og landsretsdomme der afsiges i perioden

fra den 22. januar 2001 og til den 1. februar 2002.

For domme, der er anket til landsretten i den nævnte

periode, skal underretning af Rigsadvokaten dog ske, selv om landsretsdommen

afsiges efter den 1. februar 2002.

Henning Fode

Bilag 2

Underbilag 2

Rigsadvokaten

G 3034

Beskrivelse af de afsluttede sager pr. 15. august

2001

I undersøgelsen er indtil den 15. august 2001

indgået 24 sager, der er afsluttede. Af disse er 5 sager afsluttet med

en byretsdom, 1 med en nævningedom og 18 med en ankedom fra

landsretten.

Nedenfor beskrives de enkelte sager.

Beskrivelsen af dommene er opdelt i følgende

grupper:

Gruppe 1: Forsøg overfaldsvoldtægt

Gruppe 2: Fuldbyrdet overfaldsvoldtægt

Gruppe 3: Forsøg kontaktvoldtægt

Gruppe 4: Fuldbyrdet kontaktvoldtægt

Gruppe 5: Forsøg parvoldtægt

Gruppe 6: Fuldbyrdet parvoldtægt

Beskrivelserne er foretaget på en sådan måde, at de

oplysninger, der må antages at have haft væsentlig betydning for

straffastsættelsen fremgår. Tiltaltes alder er nævnt i alle

tilfælde, hvorimod forurettedes alder kun er nævnt, såfremt

forurettede er særlig ung eller ældre, idet dette forhold kan

have betydning for straffastsættelsen. Såfremt der har

været uenighed mellem by- og landsret om straffastsættelsen,

fremgår det af beskrivelsen.

Gruppe 1: Forsøg overfaldsvoldtægt

Maribo rets dom af 29. januar 2001 (dom 1, j.nr. 47/01-10)

Foranstaltningsdom

Forsøg på voldtægt og anden kønslig

omgængelse end samleje efter straffelovens § 216, stk. 2, jf.

§ 21, og § 224, jf. § 216, stk. 2, jf. til dels

§ 21, begået af en 42-årig mand, som på offentlig vej

forsøgte at skaffe sig samleje med en ham ubekendt kvinde, idet han

pressede en saks mod hendes hals, bandt hendes hænder på ryggen

og tildelte hende slag i ansigtet. Voldtægtsforsøget

mislykkedes, idet han ikke kunne få rejsning. Tiltalte forsøgte

tillige under anvendelse af den beskrevne vold at opnå analt samleje

med kvinden, ligesom han forsøgte at få hende til at sutte

på hans kønslem. Endvidere onanerede han til sædafgang ud

over kvinden. Dømt til anbringelse i lukket (sikret) institution for

personer med vidtgående psykiske handicap.

Østre Landsrets ankedom af 31. januar 2001 (dom 2, j.nr.

47/01-13)

Fængsel i 1 år og 9 måneder (fællesstraf)

(skærpelse)

Forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216,

stk. 1, jf. § 21, begået af en 27-årig mand, der ved

nattetide skaffede sig adgang til en bygning, der tilhørte en

kunstforening. I bygningen overnattede en kvinde, som tiltalte i dagene

forinden havde mødt i kunstforeningen. Tiltalte forsøgte at

tiltvinge sig samleje med kvinden, idet han trykkede hende ned i en sofa,

hvor han lagde sig over hende og med en hånd holdt over hendes

næse og mund. Efter at kvinden havde frigjort sig, blev hun

væltet om på gulvet, hvor tiltalte greb hende om halsen med en

hånd og trykkede til og trak hendes bukser af, hvorefter han begyndte

at tage sit eget tøj af. Tiltalte opgav sit forehavende, idet andre

personer indfandt sig i rummet. Tiltalte var tidligere i 1998 straffet for

vold og voldtægt med fængsel i 1 år. Han var

prøveløsladt med en reststraf på 123 dage. Byretten havde

udmålt en fællesstraf på fængsel i 1 år og 6

måneder. Landsretten lagde ved fastsættelsen af

fællesstraffen på 1 år og 9 måneder vægt

på forholdets alvorlige karakter og på tiltaltes hurtige recidiv

fra ligeartet kriminalitet.

Vestre Landsrets ankedom af 27. februar 2001 (dom 3, j.nr.

47/01-16)

Fængsel i 1 år og 6 måneder (fællesstraf)

(stadfæstelse)

Forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216,

stk. 1, jf. § 21, begået af en 30-årig mand over for en

kvinde, som han tidligere havde overnattet hos for nogen tid siden. Tiltalte

kravlede ved nattetide ind af vinduet til forurettedes soveværelse. Han

tog sine bukser af og væltede forurettede om på gulvet. Han trak

hendes trusser af, stak en finger i hendes endetarm og skede, ligesom han

holdt hende for munden, da hun begyndte at skrige. Tiltalte lagde sig oven

på forurettede i den hensigt at have samleje med hende, hvilket

imidlertid mislykkes, idet forurettede gjorde modstand. I umiddelbar

fortsættelse heraf forsøgte tiltalte forgæves yderligere

to gange at opnå samleje med forurettede. Tiltalte var tidligere i 1999

straffet med hæfte i 20 dage betinget for

blufærdighedskrænkelse efter straffelovens § 232.

Fællesstraffen på 1 år og 6 måneder omfattede denne

dom samt en byretsdom på fængsel i 50 dage for tyveri mv., som

ligeledes var omfattet af ankesagen.

Vestre Landsrets ankedom af 28. februar 2001 (dom 4, j.nr.

47/01-12)

Fængsel i 2 år (skærpelse)

Forsøg på voldtægt af barn under 15 år efter

straffelovens § 216, stk. 1, og § 222, stk. 1, jf.

§ 21, begået af en 34-årig mand, der om natten trængte

ind hos en bekendt, som han tidligere på dagen havde været

på besøg hos. Han gik ind i et værelse, hvor en

12-årig pige lå og sov. Tiltalte tog sit tøj af og

befølte hende på benene og armene. Han tog kvælertag om

hendes hals, samtidig med at han rev hendes pyjamas og trusser af, ligesom

han forsøgte at lægge sig oven på hende i den hensigt at

opnå samleje. Forsøget mislykkedes på grund af pigens

modstand og råb. Tiltalte var tidligere straffet to gange for

voldtægt, senest med fængsel i 10 måneder ved en dom fra

februar 2000. Byretten havde fastsat straffen til 1 år og 6

måneder. Landsretten lagde ved fastsættelsen af straffen på

fængsel i 2 år vægt på tiltaltes forstraffe og

hurtige recidiv, forurettedes alder, samt det forhold, at tiltalte var

trængt ind i hjemmet om natten.

Østre Landsrets ankedom af 22. marts 2001 (dom 5, j.nr.

47/01-11)

Fængsel i 1 år og 6 måneder (fællesstraf)

(stadfæstelse)

Forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216,

stk. 1, jf. § 21, begået af en 20-årig mand ved en

udvendig trappe i et boligkompleks. Tiltalte trak eller puffede en ham

ubekendt kvinde ned af trappen, hvor hun faldt om, ligesom han slog hende i

ansigtet, hvorefter han trak hendes bukser ned og forsøgte at

opnå samleje. Det fremgår ikke nærmere af dommen, hvorfor

forsøget mislykkedes. Tiltalte var tidligere dømt for vold, og

han var senest straffet med en fællesstraf på 8 måneder for

overtrædelse af straffelovens § 119. Han var

prøveløsladt med en reststraf på 82 dage, og denne

reststraf indgik i straffen på 1 år og 6 måneder.

Københavns Byrets dom af 10. april 2001 (dom 6, j.nr.

47/01-26)

Fængsel i 1 år, heraf 6 måneder betinget

Medvirken til forsøg på voldtægt og anden

kønslig omgængelse end samleje efter straffelovens § 216,

stk. 1, og § 224, jf. § 216, stk. 1, jf. § 21, jf.

§ 23, samt røveri efter straffelovens § 288, stk. 1,

begået af en 15-årig dreng. Drengen gik i en gågade sammen

med tre venner, der alle var under 15 år. Herunder passede de to

søstre op. To af vennerne tvang ved fastholdelse den ene søster

med ind på et offentligt toilet, hvor de forsøgte at tiltvinge

sig samleje og oralsex. Tiltalte spærrede sammen med den tredje ven

den anden søster vejen. Tiltalte var også på et tidspunkt

inde på toilettet, ligesom han tildækkede et

overvågningskamera, der var opsat i toiletbygningens forrum. Tiltalte

havde endvidere ved en anden lejlighed med de samme venner indfundet sig i en

forretning, hvor vennerne pressede indehaveren op i et hjørne,

hvorefter de stjal 1.500 kr., samtidig med at tiltalte truede indehaveren

verbalt. Straffen blev fastsat til fængsel i 1 år, heraf 6

måneder betinget.

Gruppe 2: Fuldbyrdet overfaldsvoldtægt

Østre Landsrets nævningedom af 23. januar 2001 (dom 7,

j.nr. 47/01-6)

Fængsel i 6 år

Voldtægt og anden kønslig omgængelse end samleje efter

straffelovens § 216, stk. 1, og § 224, jf. § 216,

stk. 1, samt røveri efter straffelovens § 288, stk. 1,

nr. 1, og ulovlig frihedsberøvelse efter straffelovens § 261,

stk. 1, begået af en 29-årig mand, der indfandt sig i et

pengeinstitut med en attrappistol og en bombeattrap med fjernbetjening. Han

gik ind på den kvindelige hovedkasserers kontor og pegede på

hende med attrappistolen og fik udleveret ca. 300.000 kr. Herefter tiltvang

han sig ved hjælp af trusler med pistolen og bomben anden

kønslig omgang end samleje, idet han forsøgte at indføre

sig lem i kvindens endetarm. Efterfølgende begik han fuldbyrdet

voldtægt, ligesom han tiltvang sig anden kønslig

omgængelse ved at indføre sit lem i kvindens mund og foretage

samlejebevægelser til sædafgang. Straffen blev fastsat til

fængsel i 6 år.

Østre Landsrets ankedom af 6. april 2000 (dom 8, j.nr.

47/01-3)

Fængsel i 1 år og 9 måneder (fællesstraf)

(formildelse) og fængsel i 1 år og 3 måneder (formildelse)

Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, og anden

kønslig omgængelse end samleje efter straffelovens § 224,

jf. § 216, stk. 1, begået af tre mænd på

henholdsvis 21 år (T1), 20 år (T2) og 21 år (T3). De tre

tiltalte samlede i en bil med T1 som fører og T2 og T3 skjult i

bilens varekasse en prostitueret kvinde op. Forurettede troede, at hun

skulle afvikle et utugtsforhold med T1. Forurettede begyndte at klæde

sig af, hvorefter T2 og 3 sprang frem fra deres skjulested i varekassen. T3

tog halsgreb på forurettede og pressede hende ned mod bilens bund. T1

truede forurettede med en knytnæve og tilkendegav, at hun ville

få »denne og flere til«, såfremt hun skreg. Herefter havde de tre

tiltalte over mere end en time på skift samleje med forurettede,

vaginalt og oralt. T1 var tidligere straffet senest for vold efter

straffelovens § 245, jf. § 247, stk. 1, og var løsladt

på prøve med en reststraf på 41 dage. T2 var tidligere

straffet senest for vold efter straffelovens § 244, jf. § 247, og

var ligeledes prøveløsladt med en reststraf på 41 dage.

Byretten havde udmålt fællesstraffene for T1 og T2 til

fængsel i 2 år, og straffen for T3 til fængsel i 1 år

og 6 måneder. Landsretten nedsatte straffene til henholdsvis

fængsel i 1 år og 9 måneder (T1 og T 2) og 1 år og 3

måneder (T3).

Østre Landsrets ankedom af 15. maj 2001 (dom 9, j.nr.

47/01-7)

Fængsel i 2 år (stadfæstelse)

Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, begået

af en 38-årig mand over for en kvinde, som tiltalte traf på en

restaurant. Tiltalte inviterede forurettede, samt to mænd, forurettede

var sammen med, hen på et pizzeria, hvor tiltalte arbejdede. Efter at

have opholdt sig her nogen tid, brød de alle fire op. Uden for

pizzeriaet opdagede tiltalte, at forurettede havde medbragt en sodavand fra

pizzeriaet. Han blev vred herover og skubbede forurettede omkuld, hvorved hun

faldt og slog sit baghoved. Da hun herefter rejste sig, skubbede og hev de i

hinanden. De to andre mænd forlod stedet omkring dette tidspunkt.

Forurettede tilkendegav, at hun ville hjem og begyndte at gå. Herefter

trak eller hev tiltalte forurettede ind i pizzeriaet og hen på en sofa,

som hun faldt ned på. Tiltalte tog med een hånd gennem

længere tid kvælergreb på forurettede. Endvidere tog

tiltalte en hobbykniv og holdt den tæt mod forurettedes hals og

underliv. Tiltalte sagde herefter til forurettede, at hun skulle tage sine

bukser af, hvilket forurettede efterkom. Tiltalte tiltvang sig samleje, som

han dog afbrød, hvorefter han onanerede til sædafgang. Tiltalte

var tidligere i 1989 dømt for voldtægt, og i 1994 var han

idømt fængsel i 3 år og 9 måneder for forsøg

på manddrab og vold mod sin daværende hustru. Både byret og

landsret udmålte straffen til fængsel i 2 år.

Store Heddinge rets dom af 22. juni 2001 (dom 10, j.nr. 47/01-39)

Fængsel i 3 år

Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 2, anden

kønslig omgængelse end samleje efter straffelovens § 224,

jf. § 216, stk. 1, jf. stk. 2, samt røveri efter

straffelovens § 288, stk. 2, begået af en 31-årig mand

og en 27-årig mand, der indfandt sig i en massageklinik, hvor de ved

vold og under trussel om anvendelse af vold aftvang to kvindelige

medarbejdere diverse genstande. Endvidere tiltvang den ene tiltalte sig

samleje med en af kvinderne, og den anden tvang kvinden til at sutte på

tiltaltes kønslem. De pågældende havde herudover

begået flere røverier af lignende karakter, dog uden at have

begået voldtægt i forbindelse hermed, og straffen på

fængsel i 3 år omfattede også disse forhold.

Gruppe 3: Forsøg kontaktvoldtægt

Østre Landsrets ankedom af 22. januar 2001 (dom 11, j.nr.

47/01-2)

Fængsel i 1 år (stadfæstelse)

Forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216,

stk. 1, jf. § 21, samt vold efter straffelovens § 244, jf.

§ 247, begået af en 27-årig mand, der var til en privat

fest, over for en pige, som han kendte fra et ungdomshus. På et

tidspunkt gik forurettede ud på toilettet, hvor tiltalte herefter

indfandt sig. Tiltalte låste døren og tog fat i forurettede

bagfra, og befølte hende på brysterne og i skridtet. Han

skubbede hende op mod væggen og lagde hende ned på gulvet, hvor

han fastholdt hende, mens han trak hendes bukser og trusser ned i den hensigt

at opnå samleje, hvilket mislykkedes på grund af forurettedes

modstand. Umiddelbart efter voldtægtsforsøget slog tiltalte en

mandlig festdeltager i ansigtet flere gange med knytnæve, ligesom han

tildelte den pågældende flere skaller. Tiltalte var ved en dom

fra 1995 tidligere dømt for vold. Straffen blev fastsat til

fængsel i 1 år.

Gruppe 4: Fuldbyrdet kontaktvoldtægt

Rønne rets dom af 13. september 2000 (dom 12, j.nr.

47/01-159)

Fængsel i 1 år

Voldtægt af barn under 15 år efter straffelovens § 216,

stk. 1, og § 222, stk. 1, begået i 1990 af en

35-årig mand over for en 12-årig pige. Tiltalte overnattede hos

en bekendt. Han sov i børneværelset, og tiltvang sig herefter

samleje med den bekendtes 12-årige datter ved at presse forurettedes

ben ud til siden, hvorefter han lagde sig oven på forurettede og

gennemførte samleje ved udnyttelse af sin større fysiske

styrke. Sagen blev anket til frifindelse af tiltalte og til skærpelse

af anklagemyndigheden, men ankesagen bortfaldt. Straffen blev fastsat til

fængsel i 1 år.

Vestre Landsrets ankedom af 22. januar 2001 (dom 13, j.nr.

47/01-1)

Fængsel i 8 måneder (stadfæstelse)

Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, begået

af en 25-årig mand, der sammen med en kammerat havde været

på besøg hos en kvinde, som tiltalte havde mødt nogle

dage forinden. Der havde ikke være optakt til noget seksuelt mellem

tiltalte og kvinden, der begge havde fået en del alkohol at drikke i

løbet af besøget. Tiltalte forlod kvindens bopæl sammen

med kammeraten, men tiltalte vendte tilbage og gik ind i lejligheden, hvor

kvinden lå og sov. Hun vågnede og løb ud i entreen, men

tiltalte greb fat i hende, skubbede hende ind i soveværelset og

væltede hende om på sengen. Han gav hende en lussing, fastholdt

hende og gennemførte samleje til sædafgang. Straffen blev

både i byret og landsret fastsat til fængsel i 8

måneder.

Østre Landsrets ankedom af 13. februar 2001 (dom 14, j.nr.

47/01-14)

Fængsel i 1 år og 3 måneder

(stadfæstelse)

Voldtægt og anden kønslig omgængelse end samleje samt

forsøg herpå efter straffelovens § 216, stk. 1, jf.

§ 222, stk. 2, og § 224, jf. § 222, stk. 2, jf.

§ 21, begået i 1990 af en 47-årig mand over for en på

gerningstidspunktet 10-årig pige. Tiltalte var tidligere kommet i

forurettedes hjem og havde passet hende. På gerningsdagen mødte

tiltalte tilfældigt forurettede på gaden, hvorefter hun gik med

op i hans lejlighed. Her befølte tiltalte forurettedes kønsdel

og forsøgte at indføre sit kønslem i forurettedes anus,

hvilket mislykkedes, hvorpå han tiltvang sig samleje til

sædafgang.

Vestre Landsrets ankedom af 18. april 2001 (dom 15, j.nr.

47/01-9)

Fængsel i 8 måneder (formildelse) og fængsel i 1

år og 4 måneder (fællesstraf)

(stadfæstelse)

Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, og anden

kønslig omgængelse end samleje efter straffelovens § 224,

jf. § 222, stk. 1 og 2, begået over for en 14-årig pige

af en 17-årig mand (T1) og en 18-årig mand (T2). De tiltalte og

forurettede kendte hinanden, idet de blandt andet drak øl og

røg hash sammen. På et tidspunkt holdt de tiltalte ved et

legehus forurettede tilbage, og tvang hende til oralsex til sædafgang,

idet de blandt andet sagde, at hun ikke ville få lov at gå hjem.

På et andet tidspunkt tvang T2 forurettede til anden kønslig

omgængelse under lignende omstændigheder, og T 2 tiltvang sig

endvidere samleje med forurettede. T1 tiltvang sig ligeledes på et

andet tidspunkt samleje med forurettede. T1 var tidligere straffet med

fængsel i 1 år og 4 måneder for blandt andet

overtrædelse af straffelovens § 222, stk. 1. Byretten

udmålte straffen for T1 til fængsel i 1 år, men landsretten

nedsatte den til fængsel i 8 måneder. Som begrundelse for

nedsættelsen henviste landsretten navnlig til den kontakt, der havde

været mellem tiltalte og forurettede. T2 var tidligere straffet flere

gange senest efter straffelovens § 222, jf. § 224, med

fængsel i 8 måneder, heraf 4 måneder betinget. Straffen for

T2 blev både i byret og landsret udmålt til fængsel i 1

år og 4 måneder som en fællesstraf med hensyn til den

betingede del af denne tidligere dom.

Østre Landsrets ankedom af 26. april 2001 (dom 16, j.nr.

47/01-21)

Fængsel i 1 år (skærpelse)

Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, begået

af en 26-årig mand, der i sin bil havde samlet en prostitueret op for

at afvikle et utugtsforhold. De kørte til en øde

parkeringsplads. Her trak manden et pudebetræk over kvindens hoved og

fastholdt hende i et halsgreb, hvorefter han tiltvang sig samleje. Byretten

havde fastsat straffen til fængsel i 9 måneder, men landsretten

skærpede straffen til fængsel i 1 år under hensyn til

forholdets grovhed.

Østre Landsrets ankedom af 2. maj 2001 (dom 17, j.nr.

47/01-4)

Fængsel i 10 måneder (stadfæstelse)

Tiltvingelse af samleje og anden kønslig omgængelse end

samleje ved anden ulovlig tvang end vold eller trussel om vold efter

straffelovens § 217, jf. § 224, og § 217, begået af en

37-årig mand overfor en pige, som han havde været til fest hos.

Efter festen gik de på diskotek. Tiltalte havde inde i diskoteket flere

gange forgæves forsøgt at få kontakt med forurettede.

Forurettede var blevet irriteret over dette. Hun tog derfor fat i tiltaltes

hånd og førte ham udenfor for at forklare ham, at han skulle

holde op. Da de var kommet udenfor forsøgte tiltalte at kysse

forurettede, og han holdt hende herefter fast med den ene hånd, trak

hendes bukser og trusser ned med den anden hånd og førte flere

fingre op i hendes kønsdel, hvorefter han under fortsat overvindelse

af hendes modstand havde samleje med hende. Straffen blev fastsat til

fængsel i 10 måneder.

Vestre Landsrets ankedom af 7. maj 2001 (dom 18, j.nr. 47/01-8)

Fængsel i 8 måneder (fællesstraf) (formildelse),

fængsel i 4 måneder (formildelse) og fængsel i 10

måneder (formildelse)

Forsøg på opnåelse af samleje og fuldbyrdet anden

kønslig omgængelse end samleje ved udnyttelse af en persons

mentale retardering samt blufærdighedskrænkelse efter

straffelovens § 218, stk. 1, jf. § 21, og § 224, jf.

§ 218, stk. 1, samt § 232 begået af en 16-årig

dreng (T1), en 20-årig mand (T2) og en 34-årig mand (T3) over for

en 21-årig retarderet kvinde. T3 mødte kvinden, og kort efter

kom de to andre tiltalte til stedet. Kvinden og de tre tiltalte gik hen til

et kælderrum, og T3 og kvinden gik ind i rummet. Her forsøgte T3

at føre sit lem ind i pigens skedeindgang. De to andre tiltalte blev

herefter lukket ind i kælderrummet. T1 formåede kvinden til at

sutte på og manipulere tiltaltes lem til sædafgang. T2 onanerede

herefter til sædafgang i nærheden af pigen. De tre tiltalte

ansås for at have handlet i forening for så vidt angår de

overgreb, der skete, efter at de tiltalte var samlet i kælderrummet. T1

var tidligere straffet med en betinget dom på fængsel i 8

måneder for blandt andet røveri. Den betingede straf indgik i

dommen. Byretten havde dømt de pågældende for

voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, og udmålt

straffene til fængsel i 1 år og 6 måneder (T1), 1 år

og 3 måneder (T2) og 1 år og 9 måneder (T3), mens

landsretten anså forholdene for omfattet af § 218 og fastsatte

straffene til fængsel i 8 måneder (T1), fængsel i 4

måneder (T2) og fængsel i 10 måneder (T3).

Som det fremgår, henførte landsretten

forholdene under § 218, og landsrettens strafudmåling belyser

således ikke strafniveauet for voldtægt efter

§§ 216-217.

Odense rets dom af 18. juni 2001 (dom 19, j.nr. 47/01-35)

Foranstaltningsdom

Voldtægt og forsøg på voldtægt efter

straffelovens § 216, stk. 1, begået af en 40-årig mand,

der var paranoid skizofren og derfor ansås for omfattet af

straffelovens § 16. Tiltalte foreslog som betaling for nogle cigaretter,

at forurettede skulle gå i seng med ham. Da forurettede afslog, tog

tiltalte kvælertag på forurettede i den hensigt at tiltvinge sig

samleje, hvilket imidlertid mislykkedes på grund af kvindens modstand.

I et andet tilfælde tiltvang tiltalte sig fuldbyrdet samleje med en

bevægelseshæmmet kvinde, som han havde drukket øl med, og

som forud havde afvist at gå i seng med ham. Tiltalte idømt

ambulant psykiatrisk behandling med mulighed for indlæggelse.

Vestre Landsrets ankedom af 1. august 2001 (dom 20, j.nr.

47/01-25)

Fængsel i 1 år (formildelse)

Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, og

hærværk efter § 291, stk. 2, begået af en

25-årig mand, der mødte en kvinde på en bodega. De drak og

dansede sammen, og på et tidspunkt gik de hjem til forurettede, der

have tilbudt tiltalte at overnatte i forurettedes hjem. Umiddelbart efter

ankomsten til hjemmet væltede tiltalte forurettede omkuld på

gulvet, vred hendes ene arm om på ryggen, alt imens tiltalte flere

gange slog kvindens ansigt ned i gulvet med brud på venstre

håndled og forstuvning af albue samt tandskade til følge.

Herefter beordrede tiltalte forurettede op på en seng, og tiltalte

tiltvang sig samleje, herunder analt samleje. Umiddelbart efter

ødelagde tiltalte møbler og porcelæn i lejligheden.

Tiltalte var tidligere straffet for brandstiftelse efter straffelovens

§ 280 og trusler efter straffelovens § 266 samt senest med

fængsel i 3 måneder for trusler mod vidner efter straffelovens

§ 123. Tiltalte var prøveløsladt med en reststraf på

334 dage. Byretten havde udmålt straffen til fængsel i 1 år

og 3 måneder, mens landsretten fastsatte straffen til fængsel i 1

år. Både by- og landsret bestemte, at reststraffen på de

334 dage ikke skulle udløses.

Gruppe 5: Forsøg parvoldtægt

Der er ikke indkommet sager af denne kategori i

undersøgelsen.

Gruppe 6: Fuldbyrdet parvoldtægt

Østre Landsrets ankedom af 7. maj 2001 (dom 21, j.nr.

47/01-18)

Fængsel i 1 år (skærpelse)

Voldtægt og ulovlig frihedsberøvelse efter straffelovens

§ 216, stk. 1, og § 261, stk. 1, begået af en

36-årig mand, der i maj 2000 blev gift med en 19-årig kvinde

på islamisk vis i en moske, men uden at de fik papir på

ægteskabet. De flyttede sammen, men i oktober 2000 tog kvinden ophold

på et kvindehjem på grund af tiltaltes voldelige adfærd. De

fortsatte i et vist omfang med at se hinanden frem til december 2000, hvor

tiltalte opsøgte forurettede på en restaurant, uden at dette var

aftalt forudgående. Tiltalte tvang forurettede med i tiltaltes bil og

kørte til en parkeringsplads, hvor han låste dørene,

holdt hendes arme fast over hendes hoved og gennemførte samleje til

sædafgang. Herefter blev kvinden ved slag tvunget op i tiltaltes

lejlighed, hvor hun blev truet med en kniv og en cigaret. Det samlede

forløb varede ca. 6 timer. Byretten havde udmålt straffen til

fængsel i 10 måneder. Landsretten skærpede straffen til

fængsel i 1 år.

Østre Landsrets ankedom af 8. maj 2001 (dom 22, j.nr.

47/01-31)

Fængsel i 1 år (skærpelse)

Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, og vold efter

straffelovens § 245, stk. 1, til dels forsøg herpå

efter straffelovens § 21, samt trusler efter straffelovens § 266

begået af en 31-årig mand over for sin hustru. Han tiltvang sig i

et tilfælde samleje med forurettede. Volden var begået over en

5-årig periode, hvor tiltalte tildelte forurettede slag med

hænderne, ligesom han ved enkelte lejligheder smed forskellige

genstande efter hende. I et tilfælde slog han hende i baghovedet med en

revolver, ligesom han i et tilfælde truede hende på livet ved at

sætte revolveren til hendes tinding, samtidig med at han udtalte, at

han ville slå hende og familien ihjel. Byretten havde udmålt

straffen til fængsel i 8 måneder, men frifandt tiltalte for

voldtægt. Landsretten der dømte tiltalte for voldtægt

fastsatte straffen til fængsel i 1 år.

Vestre Landsrets ankedom af 7. juni 2001 (dom 23, j.nr. 47/01-24)

Fængsel i 6 måneder, betinget

(stadfæstelse)

Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, begået

af en 23-årig mand over for sin samlever. Tiltalte tiltvang sig samleje

med samleveren, idet han på trods af hendes protester tvang hendes ben

fra hinanden og holdt hende fast, hvorefter han gennemførte samleje.

Parret havde skændtes op til gerningstidspunktet, og dagen før

havde tiltalte »slået op« med forurettede. Han fortrød straks

dette, men nu fastholdt forurettede, at forholdet skulle afbrydes, og hun tog

ophold hos en bekendt. Tiltalte bad forurettede om at komme hjem og sove,

hvilket hun indvilligede i på betingelse af, at der ikke skulle

være noget seksuelt mellem dem. Forurettede kom hjem, og da de lagde

sig til at sove, tiltvang tiltalte sig på trods af aftalen samleje.

Landsretten lagde ved fastsættelsen af straffen på fængsel

i 6 måneder betinget blandt andet vægt på, at forurettede

kl. 1 om natten frivilligt indfandt sig hos tiltalte og lagde sig til at sove

i forurettedes og tiltaltes tidligere fælles seng.

Vestre Landsrets ankedom af 26. juni 2001 (dom 24, j.nr.

47/01-36)

Fængsel i 2 år (fællesstraf)

(stadfæstelse)

Voldtægt samt anden kønslig omgængelse end samleje

efter straffelovens § 216, stk. 1, og § 224, jf. § 216,

stk. 1, samt trusler efter § 123 og § 266 begået af en

38-årig mand over for sin samlever. Tiltalte greb forurettede

hårdt om halsen bagfra og tildelte hende en lussing på kinden,

således at hun faldt om på gulvet, hvor tiltalte sparkede hende i

maven. Tiltalte holdt herefter en hobbykniv mod forurettedes hals og fremkom

med trusler. Efterfølgende beordrede tiltalte forurettede til at tage

sig tøj af, hvorefter han oversprøjtede hende med koldt vand og

tvang hende til at sutte på sit lem til sædafgang. Han nikkede

hende endvidere en skalle og tildelte hende 2-3 lussinger, hvorefter han

tiltvang sig samleje. Under den efterfølgende fængsling truede

tiltalte forurettede. Tiltalte var tidligere straffet flere gange for vold og

trusler mv. senest i marts 2000. Tiltalte var prøveløsladt med

en reststraf på 136 dage, som indgik i straffen på fængsel

i 2 år.

Bilag 3

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Lovforslaget

Gældende formulering

§ 1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 808 af 14. september

2001, foretages følgende ændring:

1.

§ 216 affattes således:

»§ 216.

Den, der tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel

om vold, straffes for voldtægt med fængsel indtil 10 år.

Med vold sidestilles hensættelse i en tilstand, i hvilken den

pågældende er ude af stand til at modsætte sig

handlingen.«

§ 216.

Den, der tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel

om vold, straffes for voldtægt med fængsel indtil 6 år. Med

vold sidestilles hensættelse i en tilstand, i hvilken den

pågældende er ude af stand til at modsætte sig

handlingen.

Stk. 2.

Straffen kan stige til fængsel i 10 år,

hvis voldtægten har haft en særlig farlig karakter eller der i

øvrigt foreligger særligt skærpende

omstændigheder.

Lignende dokumenter