Betænkning over Forslag til lov om Den Internationale Straffedomstol
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Betænkning afgivet af Udenrigsudvalget
den 19. marts 2001
Betænkning
over
Forslag til lov om Den Internationale
Straffedomstol
[af udenrigsministeren (Niels Helveg Petersen)]
1. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 4. oktober 2000 og var til 1. behandling den
2. november 2000. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til
behandling i Udenrigsudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 5 møder.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget skriftlige
henvendelser fra Amnesty International og Dansk Røde Kors.
Deputationer
Endvidere har Dansk Røde Kors mundtligt over for udvalget redegjort
for organisationens holdning til lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 12 spørgsmål til udenrigsministeren og 2
spørgsmål til justitsministeren til skriftlig besvarelse, som
disse har besvaret. Fem af udvalgets spørgsmål og ministrenes
svar herpå er optrykt i bilag 2 og 3 til betænkningen.
2. Indstillinger og politiske bemærkninger
Et flertal i udvalget (S, V, KF, SF, CD, RV og KRF)
indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.
Flertallet har lagt vægt på udenrigsministerens vurdering af,
at statutten for Den Internationale Straffedomstol ikke indeholder
bestemmelser, som indebærer overladelse af beføjelser efter
Læs alt
grundlovens § 20. Endvidere har flertallet noteret sig justitsministerens
oplysninger om, at Retsplejerådets aktuelle overvejelser om
ændringer i retsplejelovens regler inkluderer bestemmelserne om vidne-
udelukkelse og vidnefritagelse ved danske domstole for Røde
Kors-personel og andre ngo'er.
Et mindretal i udvalget (DF) indstiller lovforslaget til
forkastelse ved 3. behandling.
Dansk Folkeparti finder ikke, at regeringens svar på de stillede
spørgsmål i tilstrækkeligt omfang har tilbagevist, at
lovforslaget formelt kan indebære overdragelse af beføjelser i
relation til grundlovens § 20. Dansk Folkeparti har endvidere lagt vægt
på, at lovforslaget indeholder bestemmelser, som er i strid med den
beskyttelse mod retsforfølgelse, som medlemmer af det danske kongehus
nyder i henhold til grundlovens § 13 og kongelovens artikel 25. Endelig
finder Dansk Folkeparti, at lovforslaget indeholder bestemmelser, der de
facto vil ophæve den beskyttelse mod retsforfølgelse, som
medlemmer af Folketinget nyder i henhold til grundlovens § 57.
Mindretallet er enig i, at det skal være muligt at
retsforfølge krigsforbrydere, som krænker grundlæggende
menneskerettigheder og står bag massemord, men det må være
et afgørende princip, at en international straffedomstol holder sig
inden for den danske grundlovs rammer. Før den tvivl, som svarene
på Udenrigsudvalgets spørgsmål har rejst, er ryddet 100
pct. af vejen, vil Dansk Folkeparti ikke kunne støtte forslaget.
Et andet mindretal i udvalget (Kirsten Jacobsen (UP)) indstiller
forslaget til vedtagelse uændret.
Kirsten Jacobsen forudsætter hermed, at regeringens oplysninger om,
at statutten for Den Internationale Straffedomstol ikke indeholder
bestemmelser, som indebærer overladelse af beføjelser efter
grundlovens § 20, er korrekte.
Enhedslisten og Demokratisk Folkeparti var på tidspunktet for
betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i
udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller
politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i
betænkningen.
Helen Beim (S)
Henning Gjellerod (S) Else Marie Mortensen (S)
Hans-Pavia Rosing (S) Jeppe Kofod (S)
Kaj Stillinger (SF) Ebbe Kalnæs (CD)
Inger Marie Bruun-Vierø (RV)
fmd.
Margrete Auken (SF) Jens Hald Madsen (V)
Hans Christian Schmidt (V) Hanne Severinsen (V)
Jann Sjursen (KRF) Per Stig Møller (KF)
Gitte Seeberg (KF) Peter Skaarup (DF) nfmd.
Kirsten Jacobsen (UP)
Enhedslisten og Demokratisk Folkeparti havde ikke
medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
Socialdemokratiet (S)
64
*
Det Radikale Venstre (RV)
7
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
43
*
Enhedslisten (EL)
5
Det Konservative Folkeparti (KF)
17
**
Kristeligt Folkeparti (KRF)
4
Socialistisk Folkeparti (SF)
13
Valgt på Færøerne (FÆR)
1
Dansk Folkeparti (DF)
10
Demokratisk Folkeparti (DMF)
1
Centrum-Demokraterne (CD)
8
Uden for partierne (UP)
6
*
Heraf 1 medlem valgt i Grønland
**
Heraf 1 medlem valgt på
Færøerne
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 20
Bilagsnr.
Titel
1
Høringssvar til lovforslaget samt skrivelse fra Amnesty
International
2
Manglende bilag til bilag 1 vedrørende høringssvar
3
Åbning for eventuelle spørgsmål til forslaget
4
Spm. 1 om anmodning om kommentarer til de indkomne høringssvar, til
udenrigsministeren
5
Spm. 2 om folkedrab på den armenske befolkning, til
udenrigsministeren
Spm. 3 om artikel vedrørende folkedrab på den armenske
befolkning, til udenrigsministeren
6
Spm. 4 om redegørelse for forholdet mellem lovforslaget og
grundlovens § 20, til udenrigsministeren
Spm. 5 om appelmuligheder af skyldsspørgsmålet, til
udenrigsministeren
Spm. 6 om strafforfølgelse, til udenrigsministeren
7
Spm. 7 om suverænitetsafgivelse i relation til grundlovens § 20, til
udenrigsministeren
Spm. 8 om immunitet for medlemmer af kongehuset og Folketinget, til
udenrigsministeren
Spm. 9 om retsforfølgelse af personer anmeldt for folkedrab, til
udenrigsministeren
8
Yderligere høringssvar til lovforslaget
9
Høringssvar fra Politiforbundet i Danmark
10
Spm. 10 om Dommerforeningens og Advokatrådets indsigelser mod
lovforslaget, til udenrigsministeren
11
Høringssvar fra præsidenten for Københavns Byret
12
Svar på spm. 1 om anmodning om kommentarer til de indkomne
høringssvar, fra udenrigsministeren
Svar på spm. 2 om folkedrab på den armenske befolkning, fra
udenrigsministeren
Svar på spm. 3 om artikel vedrørende folkedrab på den
armenske befolkning, fra udenrigsministeren
Svar på spm. 4 om redegørelse for forholdet mellem
lovforslaget og grundlovens § 20, fra udenrigsministeren
Svar på spm. 5 om appelmuligheder af skyldsspørgsmålet,
fra udenrigsministeren
Svar på spm. 6 om strafforfølgelse, fra udenrigsministeren
Svar på spm. 7 om suverænitetsafgivelse i relation til
grundlovens § 20, fra udenrigsministeren
Svar på spm. 8 om immunitet for medlemmer af kongehuset og
Folketinget, fra udenrigsministeren
Svar på spm. 9 om retsforfølgelse af personer anmeldt for
folkedrab, fra udenrigsministeren
Svar på spm. 10 om Dommerforeningens og Advokatrådets
indsigelser mod lovforslaget, fra udenrigsministeren
13
Materiale modtaget i forbindelse med anmodning om deputation fra Dansk
Røde Kors
14
Spm. 11 om overladelse af beføjelser efter grundlovens § 20, til
udenrigsministeren
Spm. 12 om præjudicerende virkninger af fortolkningen af grundlovens
§ 20 for kommende ratifikationer af internationale konventioner, til
udenrigsministeren
15
Svar på spm. 11 om overladelse af beføjelser efter
grundlovens § 20, fra udenrigsministeren
Svar på spm. 12 om præjudicerende virkninger af fortolkningen
af grundlovens § 20 for kommende ratifikationer af internationale
konventioner, fra udenrigsministeren
16
Notater fra Dansk Røde Kors om vidnepligt for ICRC-delegater og
international straffekompetence, modtaget i.f.m. deputation.
17
Spm. 13 om vidnepligt for ICRC's delegater, til justitsministeren
Spm. 14 om ændringer af gældende straffelovgivning, til
justitsministeren
18
Svar på spm. 13 om vidnepligt for ICRC's delegater, fra
justitsministeren
Svar på spm. 14 om ændringer af gældende
straffelovgivning, fra justitsministeren
19
Tidsplan og procedure for afgivelse af betænkning
20
Udkast til betænkning
21
2. udkast til betænkning
Bilag 2
Nogle af udvalgets spørgsmål til
udenrigsministeren samt dennes svar herpå
Spørgsmål og svar er optrykt efter ønske fra
udvalget.
Spørgsmål 7:
Ministeren bedes bl.a. med udgangspunkt i vedlagte artikel
»Suverænitet til fornyet debat« i Berlingske Tidende den 2. oktober
2000 redegøre uddybende for forholdet mellem statutten for Den
Internationale Strafferetsdomstol artikel 99 om anklagerens kompetence til at
foretage efterforskning m.v. på dansk territorium og bestemmelserne i
grundlovens § 20, herunder om dette indebærer en dansk
suverænitetsafgivelse.
Berlingske Tidende, mandag den 2. oktober 2000
»Suverænitet til fornyet debat«
Selvbestemmelse: Det er ikke i strid med grundlovens regler om afgivelse af
suverænitet, at ??? får ret til at efterforske på dansk
jord. Det konkluderer regeringen i et længe ventet lovforslag.
Enhedslisten og Dansk Folkeparti er stærkt skeptiske.
Danmark vil kunne tiltræde den nyoprettede Internationale
Straffedomstol, der skal tage sig af folkedrab, krigsforbrydelser og andre
forbrydelser mod menneskeheden, uden at komme på kant med grundlovens
bestemmelser om dansk suverænitet.
Det konkluderer regeringen i et længe ventet lovforslag, der
fremlægges i denne uge, og som skal gøre det muligt for Danmark
endeligt at tiltræde Den Internationale Straffedomstol.
Efter næsten et års forarbejde fastslår
Udenrigsministeriet - der har udarbejdet lovforslaget sammen med
Justitsministeriet og Forsvarsministeriet - at det ikke er nødvendigt
at tage grundlovens særlige paragraf 20 i anvendelse. Ifølge
paragraffen kan Danmark overlade beføjelser til internationale
organisationer, hvis fem sjettedele af Folketinget står bag, eller hvis
et flertal ved en folkeafstemning tillader det.
»Sammenfattende finder regeringen, at dansk gennemførelse af
statutten (for Den Internationale Straffedomstol, red.) ikke
nødvendiggør, at proceduren i grundlovens § 20 anvendes,«
hedder det i regeringens lovforslag.
Men Enhedslisten og Dansk Folkeparti, der på grund af deres
EU-skepsis står vagt om dansk selvbestemmelse, er umiddelbart uenige i
regeringens vurdering.
»Det er ikke for os tilstrækkeligt, at regeringen selv når
frem til, at der ikke er tale om afgivelse af suverænitet.
Grundlovs-redegørelsen i forbindelse med loven om dansk tilslutning
til euroen var jo højst utilfredstillende, og vi har også
problemer med regeringens syn på dansk suverænitet, når det
gælder de kommende traktatforhandlinger i EU. Der er en tendens til, at
juristerne i regeringsapparatet simpelthen ikke har noget
suverænitetsbegreb tilbage. Selv om Enhedslisten selvfølgelig
støtter jagten på krigsforbrydere, skal der ikke fifles med
grundloven,« siger Enhedslistens EU-ordfører Keld Albrechtsen.
Kristian Thulesen Dahl, EU-ordfører i Dansk Folkeparti, er enig.
»Selv om det handler om en god sag, skal grundloven ikke gradbøjes.
For det er jo det, vi er på vagt over for også i forhold til
EU-sager,« siger han. Grundlovs-problemerne i forhold til Danmarks
tilslutning til Den Internationale Straffedomstol handler blandt andet om, at
domstolen vil få bemyndigelse til på egen hånd og i
særlige situationer at foretage efterforskning på dansk jord. Et
andet problem er, at Den Internationale Straffedomstol ikke godkender
Kongehusets immunitet.
Svar:
Den i spørgsmålet omtalte artikel i Berlingske Tidende den 2.
oktober 2000 vedrører spørgsmålet om, hvorvidt Danmarks
tiltrædelse af statutten for Den Internationale Straffedomstol
indebærer overladelse af beføjelser efter grundlovens § 20,
herunder særligt om statuttens regler vedrørende anklagerens
beføjelser indebærer en overladelse af beføjelser i
grundlovens § 20 s forstand.
Indledningsvis bemærkes, at Danmark allerede har været
deltager i eller er omfattet af mindst tre internationale straffedomstole.
Det drejer sig om Nürnberg-domstolen, der blev oprettet ved en
folkeretlig aftale, som Danmark tiltrådte (Lovtidende C 13. nov. 1945),
samt de to internationale straffetribunaler vedrørende henholdsvis det
tidligere Jugoslavien og Rwanda, der begge er oprettet ved bindende
sikkerhedsrådsresolutioner i henhold til FN Pagtens kap. VII.
Artikel 54 i statutten for Den Internationale Straffedomstol
fastslår, at Den Internationale Straffedomstols anklagemyndighed har
adgang til at udføre efterforskning på staternes territorier i
overensstemmelse med statuttens kapitel 9 og i de særlige
tilfælde, hvor forundersøgelseskammeret har givet bemyndigelse
hertil i medfør af statuttens artikel 57, stk. 3 (d).
Statuttens kapitel 9 har overskriften »Internationalt samarbejde og
retslig bistand«. Selve overskriften peger således klart i retning af,
at der er tale om et samarbejde mellem anklagemyndigheden ud fra de normer,
som i forvejen kendes fra det mellemfolkelige retssamarbejde mellem
suveræne stater. I overensstemmelse hermed fastslås det
udtrykkeligt i statuttens artikel 93, stk. 1, og artikel 99, stk. 1, at
staterne ved gennemførelsen af modtagne anmodninger om bistand skal
følge de nationale regler vedrørende efterforskning.
Modvægten hertil er, at staterne ifølge artikel 86 skal
samarbejde fuldt ud med domstolen med hensyn til efterforskning og tiltale af
forbrydelser, der falder ind under domstolens jurisdiktion. I artikel 87
fastslås, at domstolen har beføjelse til at rette anmodninger
til staterne om samarbejde. Medlemsstaterne er endvidere ifølge
artikel 88 forpligtede til at sikre, at der findes procedurer i den nationale
retsorden for alle de former for samarbejde, som er omhandlet i denne del af
statutten.
Hvis gennemførelse af en anmodning strider mod en stats love ud fra
hensyn til fundamentale retsprincipper, der er almindeligt anerkendte, skal
domstolen ændre sin anmodning, medmindre der ved konsultationer kan
findes en løsning. Staterne er endvidere ikke forpligtede til at
medvirke til at give oplysninger, der berører den nationale sikkerhed.
I artikel 87, stk. 7, fastlægges, at domstolen hvis en
deltagerstat ikke opfylder domstolens anmodning, og dette sker i strid med
bestemmelserne i statutten, og hvis den manglende opfyldelse endvidere
fører til, at domstolen ikke kan udøve sine funktioner og
beføjelser i henhold til statutten kan fastslå dette og
henvise sagen til forsamlingen af deltagerstater eller til
Sikkerhedsrådet, hvis sagen er rejst efter henvisning fra
Sikkerhedsrådet. Dette går ikke ud over, hvad der ligger inden
for almindelig folkeretlig bilæggelse af tvister om fortolkning af
folkeretlige spørgsmål.
Grundprincippet i statutten er således, at det er staterne, der
udfører den efterforskning og tager de øvrige retsskridt, som
domstolen ønsker. Det i artikel 54 fastlagte princip om, at
anklagemyndigheden kan handle på medlemsstaternes territorium, er
altså ikke et princip om, at anklagemyndigheden kan handle på
egen hånd i medlemsstaterne. Grundprincippet rejser således ingen
problemer i forhold til grundlovens § 20.
Et særligt spørgsmål gør sig gældende med
hensyn til de særbestemmelser, som findes i statuttens artikel 99, stk.
4. Ifølge denne bestemmelse kan anklagemyndigheden direkte på
medlemsstaternes territorium gennemføre en anmodning fra domstolen til
en medlemsstat om samarbejde. Dette gælder dog kun for anmodninger, som
kan udføres uden tvangsmæssige foranstaltninger. Herunder
hører følgende centrale eksempler:
- Strengt nødvendige, frivillige interviews eller afhøringer
af personer herunder uden opholdsstatens myndigheders
tilstedeværelse
- Undersøgelser (uden ændringer) af offentlige områder
eller steder.
Under forhandlingerne om statutten forudsættes det, at det må
tilkomme anklageren at bedømme, om anmodningen er strengt
nødvendig. Anvendelsen af den undtagelsesvise adgang for anklageren
til at gennemføre en anmodning på stedet forudsætter
endvidere, at staten formelt har modtaget en anmodning om samarbejde. Det
synes endvidere at følge af dette forbehold, at adgangen ikke kan
anvendes, hvor den normale fremgangsmåde ville kunne anvendes med et
tilfredsstillende resultat.
Selv disse begrænsede muligheder indskrænkes yderligere gennem
følgende betingelser som opstilles i artikel 99, stk. 4:
- Adgangen gælder med forbehold af andre artikler i kapitel 9.
Hermed understreges bestemmelsens karakter af en undtagelsesbestemmelse.
- Hvor den formodede forbrydelse anses for begået i den anmodede
stat, kan anmodningen gennemføres af anklagemyndigheden, såfremt
domstolen har taget stilling til, at sagen kan føres jf. statuttens
artikel 18 og 19. Det forudsættes dog, at gennemførelsen sker i
overensstemmelse med »alle tænkelige konsultationer« med
opholdsstaten.
- I alle andre tilfælde kan gennemførelsen af anmodningen kun
udføres efter konsultationer med den pågældende stat og
med forbehold af alle fornuftige betingelser og hensyn, som opholdsstaten har
rejst. I tilfælde af konflikter skal staten konsultere domstolen med
henblik på at løse problemerne.
Også i disse særlige tilfælde gælder der
undtagelser, der giver staten ret til at sikre informationer, der har
betydning for national sikkerhed.
Det må på denne baggrund lægges til grund, at de regler,
der gælder efter statuttens kapitel 9 er af en sådan art, at den
fornødne danske medvirken i overensstemmelse med gældende danske
love altid vil kunne sikres. Det må herved tillægges
afgørende vægt, at der ikke kan anvendes tvangsforanstaltninger
over for borgerne i medfør af denne undtagelse.
Regeringen kan i øvrigt henholde sig til det, der er anført
afsnittet om forholdet til grundloven i de almindelige bemærkninger til
lovforslaget og særligt i pkt. 12.5.2.
Spørgsmål 11:
Ministeren bedes i forlængelse af besvarelsen af
spørgsmål 7 (L 20 bilag 12) præcisere, om den
bemyndigelse, der gives til anklageren i statuttens artikel 57, nr. 3 (d),
til at foretage særlige efterforskningsskridt inden for en
deltagerstats territorium uden at have sikret sig samarbejde med den
pågældende stat i henhold til kapitel 9 (Internationalt
samarbejde og retslig bistand), ud fra en formel juridisk fortolkning
indebærer overladelse af nogen form for beføjelser efter
grundlovens § 20.
Svar:
Regeringen har i de almindelige bemærkninger til lovforslaget,
herunder særligt i pkt. 12.5.2, og i besvarelsen af Udenrigsudvalgets
spørgsmål 7 (L 20 bilag 12) redegjort for statuttens forhold
til grundloven. Det gælder også statuttens artikel 57, stk. 3,
litra d, jf. bemærkningernes pkt. 12.5.1.
I tilslutning hertil kan det oplyses, at udgangspunktet for Den
Internationale Straffedomstols efterforskningsvirksomhed er et samarbejde
mellem anklagemyndigheden og deltagerstaterne på grundlag af de normer,
som i forvejen kendes fra det mellemfolkelige retssamarbejde mellem
suveræne stater. Grundprincippet er således, at det er staterne,
der udfører den efterforskning og tager de retsskridt, som domstolen
ønsker. Kun i helt særlige tilfælde giver statutten
mulighed for, at anklagemyndigheden kan handle på egen hånd
på deltagerstaternes territorium. Statuttens artikel 57, stk. 3, litra
d, er et eksempel på en sådan undtagelse og skal ses i dette lys.
I henhold til statuttens artikel 57, stk. 3, litra d, kan
forundersøgelseskammeret bemyndige anklagemyndigheden til at foretage
særlige efterforskningsskridt på en deltagerstats territorium
uden at have sikret sig samarbejde med den pågældende stat efter
statuttens kapitel 9. Denne undtagelse fra principperne for det almindelige
mellemfolkelige retssamarbejde finder anvendelse, hvis staten er
åbenbart ude af stand til at efterkomme en anmodning om samarbejde,
idet der ikke findes nogen myndighed eller bestanddel af retssystemet, som
har kompetence til at efterkomme samarbejdsanmodningen.
Det blev lagt til grund under forhandlingerne om artikel 57, at
betingelserne for anvendelsen af bestemmelsen kun er opfyldt i
tilfælde, hvor den pågældende stats myndigheder reelt er
ude af stand til at løse opgaven, men ikke i tilfælde, hvor
staten har evnen men ikke viljen til at samarbejde. Der var ikke
tilstrækkeligt støtte blandt de forhandlende stater til en
bestemmelse, der også omfattede manglende vilje til efterforskning
eller retsforfølgning. Dette fremgår da også udtrykkeligt
af bestemmelsens ordlyd, idet der alene henvises til situationer, hvor staten
»er åbenbart ude af stand til at efterkomme en anmodning om
samarbejde«. Dette står i modsætning statuttens grundprincip (om
komplementaritet) som bl.a. har fundet udtryk i artikel 17, stk. 1, hvoraf
det fremgår, at både en stats »uvilje« og »manglende evne« til
effektivt at gennemføre efterforskning eller retsforfølgning
kan begrunde, at Den Internationale Straffedomstol retsforfølger et
givet forhold, uanset at sagen har været genstand for efterforskning.
En stats manglende vilje til at efterkomme en anmodning om
samarbejde vil skulle behandles efter reglerne i statuttens artikel 87, stk.
7. Denne bestemmelse fastslår, at i det omfang en stat undlader at
efterkomme en anmodning om samarbejde fra domstolen i strid med statuttens
bestemmelser herom, og derved forhindrer domstolen i at udføre sine
funktioner, kan domstolen fastslå dette og henvise sagen til
Forsamlingen af deltagerstater - eller Sikkerhedsrådet i sager, hvor
Sikkerhedsrådet har henvist forholdet til domstolen. Som det er
anført i regeringens besvarelse af Udenrigsudvalgets
spørgsmål 7, går dette ikke længere end, hvad der
ligger inden for de almindelige rammer for folkeretlig
tvistbilæggelse.
Anvendelsesområdet for artikel 57, stk. 3, litra d, begrænses
yderligere derved, at et delvist sammenbrud af statens retssystem,
således at kun visse organer er brudt sammen, ikke er
tilstrækkeligt til, at anklageren selvstændigt kan foretage
efterforskning på en stats territorium uden at sikre sig statens
samarbejde, hvis andre dele af retssystemet, der kunne varetage dette
samarbejde, fungerer. Endelig er der fastsat strenge beviskrav for at anvende
bestemmelsen, idet det skal være åbenbart, at retssystemet
er ude af stand til at samarbejde.
Bestemmelsen vil i realiteten kun kunne blive aktuel i situationer med et
så omfattende sammenbrud af en stats retssystem, at statens organer end
ikke er i stand til at forhindre, at anklagemyndigheden rent faktisk kommer
ind på territoriet og udfører særlige
efterforskningsskridt. Der vil i givet fald være tale om international
bistand til etablering af et yderst begrænset minimum af retsorden i
tilfælde, hvor den nationale retsorden er brudt sammen i forbindelse
med krig eller tilsvarende forhold.
Det følger allerede af gældende FN-praksis på basis af
FN-pagten, at Sikkerhedsrådet i sådanne tilfælde ville
kunne tage skridt til sikring af en grundlæggende fred og orden, som
ville kunne være langt mere vidtgående, end hvad der
følger af artikel 57.
På den baggrund i øvrigt af de grunde, der er anført
i bemærkningerne til lovforslaget er det fortsat regeringens
opfattelse, at der ikke er tale om overladelse af beføjelser i
grundlovens § 20 s forstand.
Spørgsmål 12:
Ministeren bedes belyse, hvorvidt statutten for Den Internationale
Straffedomstol indeholder bestemmelser, og i givet fald hvilke, som på
nogen måde kan tænkes at have præjudicerende virkning for
fortolkningen af grundlovens § 20 i forbindelse med ratifikation af
internationale konventioner m.v. i fremtiden.
Svar:
Regeringens vurdering af lovforslagets forhold til grundlovens § 20
fremgår af lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 12, og
er efterfølgende uddybet i besvarelsen af Udenrigsudvalgets
spørgsmål 4, 7 og 10 (L 20 bilag 6, 7 og 8)
Regeringen har foretaget en konkret vurdering af, hvorvidt proceduren i
grundlovens § 20 bør finde anvendelse i forbindelse med dansk
tiltrædelse af statutten for Den Internationale Straffedomstol. De af
statuttens bestemmelser, som i særlig grad har været vurderet i
relation til grundlovens § 20, er artikel 57, stk. 3, litra d, artikel 75 og
artikel 99, stk. 4. Der er efter regeringens opfattelse ikke yderligere
bestemmelser i statutten, der har relevans for eller ville kunne have
præjudicerende virkning for den fremtidige anvendelse af grundlovens §
20.
Bilag 3
Udvalgets spørgsmål til justitsministeren samt
dennes svar herpå
Spørgsmål og svar er optrykt efter ønske fra
udvalget.
Spørgsmål 13:
Ministeren bedes med udgangspunkt i vedlagte notat udarbejdet af Dansk
Røde Kors redegøre for regeringens planer om at foretage
ændringer i retsplejeloven, som sikrer, at ICRC s delegater i
forlængelse af en eventuel vedtagelse af lovforslaget om Den
Internationale Straffedomstol (L 20) ikke pålægges vidnepligt
eller editionspligt ved danske domstole uden samtykke fra ICRC.
København den 22. januar 2001
NOTAT OM VIDNEUDELUKKELSE FOR ICRC DELEGATER
Dansk Røde Kors opfordrer Udenrigsudvalget til at anmode
Justitsministeriet om at fremlægge et lovudkast til sikring af, at ICRC
s delegater ikke pålægges vidnepligt eller editionspligt ved
danske domstole uden samtykke fra ICRC.
Baggrund:
Ved Genève-konventionerne af 1949 og de to Tillægsprotokoller
af 1977 er det pålagt den Internationale Røde Kors Komite (ICRC
) at varetage en række opgaver vedrørende beskyttelsen af ofrene
for væbnede konflikter. Forudsætningen for at den Internationale
Røde Kors Komité kan udføre disse opgaver er, at
Organisationen kan opretholde sin neutralitet, upartiskhed og
uafhængighed. Dette vil ikke være muligt, hvis Organisationens
delegater kan pålægges vidnepligt eller editionspligt ved
nationale eller internationale domstole.
Efter dansk ret er der aktuelt ingen mulighed for at udelukke ICRC s
delegater fra at afgive vidneforklaring ved en domstol herhjemme om forhold,
som vedkommende har oplevet eller fået kendskab til under sit hverv som
delegat for ICRC. Udlevering af sådanne oplysninger oven i
købet under vidneansvar - indebærer imidlertid en oplagt risiko
for kompromittering af ICRC s muligheder for at arbejde i
konfliktområder.
I de tilfælde, hvor det i særdeleshed er institutionens
interesser, der begrunder en afvigelse fra den almindelige vidnepligt, giver
Retsplejeloven i øjeblikket kun mulighed for vidneudelukkelse
for tjenestemænd eller andre, der handler i offentligt eller dermed
ligestillet hverv (rpl. §169; vedlagt). - ICRC s delegater hverken kan eller
skal imidlertid sidestilles med tjenestemænd i Statens tjeneste, lige
så lidt som ICRC i øvrigt kan siges at repræsentere
statslige myndigheder eller statslige interesser.
Ved en afgørelse truffet den 27. juli 1999 fastslog det
Internationale Straffetribunal for Ex-Jugoslavien i overensstemmelse hermed,
at ICRC s delegater ikke imod Organisationens ønske kunne tvinges til
at afgive vidneforklaring eller fremlægge dokumentation om forhold, der
er kommet til deres kundskab under udførelse af arbejde for
Organisationen. Tribunalet tilføjede, at ICRC s ret til at
modsætte sig delegaternes vidneforklaring eller fremlæggelse af
dokumentation nu har hjemmel i folkeretlig sædvane.
Tilsvarende er det endvidere i Procesreglementet for den Internationale
Straffedomstol fastslået, at ICRC s delegater ikke kan
pålægges vidnepligt eller editionspligt uden Organisationens
samtykke, jfr. Regel 73 (vedlagt).
Dansk Røde Kors foreslår på baggrund heraf, at der
indføres en ny bestemmelse i Retsplejeloven umiddelbart efter
§169. En sådan bestemmelse bør fastslå, at
ICRC-delegater ikke kan tvinges til at afgive vidneforklaring eller til at
afgive oplysninger for en dansk domstol om forhold, der er kommet til deres
kundskab under udførelsen af deres hverv for ICRC, uden at der
forudgående er indhentet samtykke hertil fra ICRC.
Bilag
1. Retsplejeloven
§ 169.
Tjenestemænd eller andre, der handler i offentligt
eller dermed ligestillet hverv, må ikke uden samtykke af vedkommende
myndighed afkræves vidneforklaring om forhold, med hensyn til hvilke
der i det offentliges interesse påhviler dem tavshedspligt. For
medlemmer af folketinget kræves samtykke af tingets formand og
vedkommende minister.
Stk. 2. Nægtes samtykke, kan retten, såfremt
forklaringens afgivelse findes at være af afgørende betydning
for sagens udfald, pålægge vedkommende myndighed over for retten
at redegøre for grundende til nægtelsen. Finder retten herefter,
at hensynet til hemmeligholdelsen bør vige for hensynet til sagens
oplysning, kan den bestemme at vidneforklaring skal afgives. Dette
gælder dog ikke, hvis nægtelsen er begrundet med hensynet til
statens sikkerhed eller dens forhold til fremmede magter.
2. Procesreglementet for Den Internationale Straffedomstol.
Rule 73, Privileged communications and information
4. The Court shall regard as privileged, and consequently not subject to
disclosure, including by way of testimony of any present or past official or
employee of the International Committee of the Red Cross (ICRC), any
information, documents or other evidence which it came into the possession of
in the course, or as a consequence, of the performance by ICRC of its
functions under the Statutes of the International Red Cross and Red Crescent
Movement, unless:
(a After consultations undertaken pursuant to sub-rule 6, ICRC does not
object in writing to such disclosure, or otherwise has waived this privilege;
or
(b) Such information, documents or other evidence is contained in public
statements and documents of ICRC.
5. Nothing in sub-rule 4 shall affect the admissibility of the same
evidence obtained from a source other than ICRC and its officials or
employees when such evidence has also been acquired by this source
independently of ICRC and its officials or employees.
6. If the Court determines that ICRC information, documents or other
evidence are of great importance for a particular case, consultations shall
be held between the Court and ICRC in order to seek to resolve the matter by
cooperative means, bearing in mind the circumstances of the case, the
relevance of the evidence sought, whether the evidence could be obtained from
a source other than ICRC, the interests of justice and of victims, and the
performance of the Court s and ICRC s functions.
Svar:
Som det fremgår af regeringens kommenterede høringsoversigt
vedrørende lovforslaget, jf. Udenrigsministeriets besvarelse af
Folketingets Udenrigsudvalgs spørgsmål nr. 1 (L 20 bilag 12),
har Dansk Røde Kors i sit høringssvar anført, at
retsplejelovens § 170 (om vidneudelukkelse for personer, der er undergivet
særlige fortrolighedsforhold) bør ændres således, at
den afspejler Røde Kors-personels mulighed for ikke at afgive
vidneforklaring for Den Internationale Straffedomstol, når denne til
sin tid træder i funktion.
Regeringen har kommenteret det af Dansk Røde Kors anførte
således:
"Statutten pålægger ikke deltagerstaterne at indrette det
nationale retssystems procesregler i overensstemmelse med de procesregler,
der skal gælde for Den Internationale Straffedomstol.
Spørgsmålet om vidnebeskyttelse af Røde Kors-personel og
andre NGO er ved danske domstole er et vigtigt og principielt
spørgsmål, men det har ikke nogen direkte sammenhæng med
lovforslaget om Den Internationale Straffedomstol, der alene indeholder de
lovændringer, der er nødvendige for, at Danmark kan opfylde de
forpligtelser, der følger af domstolens statut.
Retsplejelovens regler om vidneudelukkelse og vidnefritagelse vil blive
overvejet af Retsplejerådet i forbindelse med rådets generelle
gennemgang af den civile retspleje.
Det bemærkes i den forbindelse, at Retsplejerådets
kommissorium alene omfatter en generel reform af den civile retspleje, men at
Retsplejerådet har lagt til grund, at rådet kan behandle emner,
som har tværgående betydning for den civile retspleje og
strafferetsplejen, for så vidt som en samlet regulering er
ønskelig. Dette gælder bl.a. for vidnereglerne."
Justitsministeriet finder det rigtigst at afvente resultatet af
Retsplejerådets overvejelser om vidnereglerne, inden der tages stilling
til eventuelle lovgivningsintiativer om spørgsmålet. Det er
på nuværende tidspunkt ikke muligt at oplyse, hvornår
Retsplejerådets arbejde kan forventes færdigt.
Spørgsmål 14:
Ministeren bedes med udgangspunkt i vedlagte notat udarbejdet af Dansk
Røde Kors redegøre for regeringens planer om at foretage
ændringer i den gældende straffelovgivning, som sikrer, at danske
domstole får fuldstændig straffemyndighed over alle forbrydelser,
der er kriminaliseret i internationale konventioner.
København, den 23. januar 2001
NOTAT OM DANSKE DOMSTOLES INTERNATIONALE STRAFFEKOMPETENCE
Dansk Røde Kors opfordrer Udenrigsudvalget til at anmode
Justitsministeriet om at udfærdige et lovudkast til fuldstændig
sikring af danske domstoles straffekompetence over for personer, der er
tiltalt for at have begået grove internationale forbrydelser.
Baggrund
En række forbrydelser er af det internationale samfund anset for at
være så alvorlige og omfattende, at det ved internationale
konventioner er pålagt de deltagende lande enten at kriminalisere og
retsforfølge disse forbrydelser ved deres egne (nationale)
domstole, eller alternativt at udlevere gerningsmændene til
retsforfølgning i andre lande, uanset hvor handlingen er begået.
En fortegnelse over de for tiden vedtagne konventioner, der indeholder
bestemmelser om internationale forbrydelser, er vedlagt som bilag.
Efter straffelovens §8, nr. 5 har danske domstole myndighed til at straffe
handlinger begået uden for Danmark, uanset gerningsmandens
nationalitet, når handlingen er omfattet af en international
konvention, der forpligter Danmark til at retsforfølge gerningsmanden.
Danske domstole har endvidere straffemyndighed i sager, hvor vi afslår
en begæring om udlevering af gerningsmanden til retsforfølgning
i udlandet, jfr. Straffelovens §8, nr. 6.
Danmark har ratificeret de fleste af de i bilaget indeholdte konventioner,
og danske domstole er således i disse tilfælde forpligtet
til at retsforfølge gerningsmændene. De konventioner, Danmark
har ratificeret, er imidlertid ikke gennemført i dansk ret
på anden måde end at de strafbare handlinger i konventionerne i
givet fald blot henføres under relevante og anvendelige bestemmelser i
den danske borgerlige eller militære straffelov. Gerningsindholdet i
de internationale forbrydelser genfindes med andre ord ikke i dansk
straffelovgivning.
Denne ordning er begrundet i hensynet til klarhed i dansk
straffelovgivning, idet man herved har søgt at undgå et
væld af komplicerede straffebestemmelser, hvis indhold kan være
vanskeligt at udskille fra hverandre. Ordningen medfører
imidlertid, at visse internationale forbrydelser ikke kan henføres,
eller i hvert fald kun meget vanskeligt og kunstigt kan dækkes af den
her i landet gældende straffelovgivning.
Den humanitære folkeret er med andre ord kun ufuldstændigt
implementeret i dansk ret. Nogle få eksempler vil belyse
problemet:
- Tillægsprotokol I af 1977 indeholder i artikel 85, stk. 4
følgende grove overtrædelser:
"(a) besættelsesmagtens overførsel af dele af sin egen
civilbefolkning til det territorium, den besætter... i strid med
artikel 49 i den 4. Konvention;
(b) uberettiget udsættelse af repatriering af krigsfanger eller
civile;
(c) udøvelse af apartheid og andre umenneskelige og
nedværdigende foranstaltninger, som medfører krænkelser af
den personlige værdighed på grundlag af racediskrimination;
(e) fratage en person, der er beskyttet af Konventionerne ... retten til
en rimelig og almindelig rettergang." Ingen af disse handlinger er
umiddelbart omfattet af bestemmelser eller kombinationer heraf i den danske
straffelovgivning, og personer der er ansvarlige for sådanne
handlinger kan derfor som udgangspunkt ikke straffes ved en dansk domstol
(medmindre vi afslår en udleveringsbegæring fra et andet
land).
- Folkedrabskonventionen af 1948 er særskilt
gennemført i dansk ret ved Bkg. nr. 21 af 26. maj 1952, jfr. Lov nr.
132 29. april 1955, der fastsætter straf for folkedrab. Ifølge
Konventionens Artikel VI kan personer, der har begået folkedrab, kun
retsforfølges ved domstole i gerningslandet eller ved en international
straffedomstol.. Danmark har således ikke kompetence til at
retsforfølge en person, der har begået folkedrab i udlandet,
og som ikke kræves udleveret til en international straffedomstol eller
til et andet land med henblik på retsforfølgning dér. Det
antages imidlertid og anerkendes også herhjemme - at der efter
folkeretlig sædvane består en pligt til at kriminalisere og
retsforfølge personer, der har begået folkedrab, uanset hvor
gerningen er begået og hvor gerningsmanden hører hjemme.
Resultatet er således, at personer der har begået disse og
andre internationale forbrydelser ikke i alle tilfælde kan
retsforfølges ved en dansk domstol, selvom de pågældende
personer befinder sig her i landet. Dette er efter dansk Røde Kors
opfattelse beklageligt, ikke mindst fordi behovet for at gennemføre
den humanitære folkeret og bekæmpe grove internationale
forbrydelser øges i disse år. Dansk Røde Kors
foreslår derfor en ændring af den danske straffelovgivning,
således at danske domstole sikres fuldstændig straffemyndighed
over alle forbrydelser, der er kriminaliseret i internationale
konventioner.
Dansk Røde Kors har i sin høringsskrivelse af 19. oktober
2000 til Udenrigsministeriet vedrørende Lovforslag nr. 20 om Den
internationale Straffedomstol allerede fremhævet disse forhold, og
Dansk Røde Kors tillader sig i det hele at henvise til sit
nævnte høringssvar.
Liste over internationale forbrydelser:
*: ratificeret af Danmark
A. Globale konventioner
1. International handel med obskøne publikationer*, jfr.
konventionen af 12. september 1923 om bekæmpelse af cirkulation af og
handel med obskøne publikationer. Optrykt som Bek. nr. 20 af 12.
september 1923 i »Danmarks Traktater«, 1923, s. 248.
2. Slaveri*, jfr. Genève-konventionen af 25. september 1926
med Tillægskonvention af 7. september 1956 om afskaffelse af slaveri,
slavehandel, samt institutioner og praksis i lighed med slaveri.
Slaverikonventionen er optrykt som Bek. nr. 15 af 27. juni 1927 i »Danmarks
Traktater«, 1927, s. 58; Tillægskonventionen er indeholdt i Bek. nr. 67
af 26. november 1958, LTC 1958, s. 493.
3. Falskmøntneri*, jfr. konventionen af 20. april 1929 om
bekæmpelse af falskmøntneri. Bek. nr. 252 af 17. oktober 1931,
LTC 1931, s. 270.
4. Handel med narkotika, jfr. Konventionen af 26. juni 1936 om
bekæmpelse af handel med farlige rusmidler.
5. Folkedrab*, jfr. FN-konventionen af 9. december 1948 om
folkedrab. Bek. nr. 21 af 26. maj 1952, LTC 1952, s. 564.
6. Krigsforbrydelser*, jfr. Genève-konventionerne af 1949 og
Tillægsprotokollerne fra 1977 om beskyttelse af syge og sårede
m.v. under væbnede konflikter. Bek. nr. 6 af 26. juli 1951, LTC 1951,
s. 527, samt Bek. nr. 27 af 11. marts 1983, LTC 1983, s. 1.
7. Hvid slavehandel, jfr. FN-konventionen af 21. marts 1950 om
bekæmpelse af handel med mennesker og udnyttelse af prostitution af
andre.
8. Beskyttelse af kulturel ejendom, jfr. UNESCO-konventionen af 14.
maj 1954 om beskyttelse af kulturel ejendom under væbnede
konflikter.
9. Forbrydelser i fly, jfr. Tokyo-konventionen af 14. september
1963 om forbrydelser og visse andre handlinger begået ombord på
fly.
10. Racediskrimination*, jfr. FN-konventionen af 21. december 1965
om afskaffelse af alle former for racediskrimination. Bek. nr. 55 af 4.
august 1972, LTC 1972, s. 194.
11. Fjernelse af nationale skatte, jfr. konventionen af 14.
november 1970 om midler til at forbyde og forhindre ulovlig import, eksport
og overførsel af ejendomsret over kulturel ejendom.
12. Flykapring*, jfr. Haag-konventionen af 16. december 1970 om
bekæmpelse af ulovlig bemægtigelse af luftfartøjer. Bek.
nr. 104 af 11. december 1972, LTC 1972, s. 471.
13. Forbrydelser mod flysikkerheden*, jfr.
Montréal-konventionen af 23. september 1971 til bekæmpelse af
ulovlige handlinger mod den civile luftfarts sikkerhed. Bek. nr. 103 af 25.
oktober 1973, LTC 1973, s. 743.
14. Anvendelse af biologiske våben*, jfr. FN-konventionen af
10.april 1972 om forbud mod udvikling, fremstilling og oplagring af
bakteriologiske våben og toksinvåben, m.v. Bek. nr. 78 af 6.
september 1976, LTC 1976, s. 405.
15. Miljøforbrydelser*, jfr. MARPOL-konventionen af 2.
november 1973 om forurening fra skibe, som ændret i 1978. Bek. nr. 96
af 8. oktober 1984, LTC 1984, s. 252.
16. Apartheid, jfr. FN-konventionen af 30. november 1973 om
bekæmpelse af og straf for apartheidforbrydelsen.
17. Forbrydelser mod internationalt beskyttede personer*, jfr.
FN-konventionen af 14. december 1973 om forebyggelse af og straf for
forbrydelser mod internationalt beskyttede personer, herunder diplomatiske
repræsentanter. Bek. nr. 92 af 14. oktober 1977, LTC 1977, s. 645.
18. Ulovlig omgang med postforsendelser*, jfr. UPU-konventionen af
26.oktober 1979 om beskyttelse af postforsendelser. Bek. nr. 72 af 27. juli
1981, LTC 1981, s. 414.
19. Gidseltagning*, jfr. FN-konventionen af 17. december 1979 om
gidseltagning. Bek. nr. 100 af 27. november 1987, LTC 1987, s. 344.
20. Ulovlig overførsel eller anvendelse af nukleart
materiale*, jfr. IAEA-konventionen af 3. marts 1980 om fysisk beskyttelse
af nukleare materialer. Bek. nr. 70 af 16. september 1993, LTC 1993, s.
189.
21. Ulovlig forstyrrelse af undersøiske kabler, jfr. Artikel
113 i FN s Havretskonvention af 10. december 1982 (pligt til at kriminalisere
egne statsborgeres eller egne skibes ødelæggelse af
undersøiske kabler på det åbne hav).
22. Tortur*, jfr. FN-konventionen af 10. december 1984 mod tortur
og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller
straf. Bek. nr. 88 af 23. oktober 1987, LTC 1987, s. 265.
23. Forbrydelser mod skibes sikkerhed*, jfr. IMO-konventionen af
10. marts 1988 om bekæmpelse af ulovlige handlinger mod
søfartssikkerheden, m. protokol om sikkerheden på visse
platforme. Bek. nr.12 af 23. april 1998, LTC 1998, s. 155.
24. International handel med narkotika*, jfr. FN-konventionen af
20. december 1988 mod ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer.
Bek. nr. 50 af 17. juni 1993, LTC 1993, s. 103.
25. Brug af lejesoldater, jfr. FN-konventionen af 4. december 1989
mod rekruttering, anvendelse, finansiering og træning af
lejesoldater.
26. Anvendelse af kemiske våben*, jfr. FN-konventionen af 13.
januar 1993 om forbud mod udvikling, fremstilling, oplagring og anvendelse af
kemiske våben, m.v. Bek. nr. 96 af 9. oktober 1997, LTC 1997, s.
560.
27. Beskyttelse af FN-personel*, jfr. FN-Konventionen af 9.
december 1994 om sikkerhed for FN-personel samt personel knyttet til FN. Bek.
nr. 61 af 26. august 1999, LTC 1999, s. 512.
B. Europæiske konventioner:
28. Ulovlig radiospredning*, jfr. Europarådets konvention af
22. januar 1965 om bekæmpelse af radiospredning fra stationer uden for
folkeretligt anerkendt statsområde. Bek. nr. 94 af 3. november 1967,
LTC 1967, s. 571.
29. Terrorisme*, jfr. Europarådets konvention af 27.januar
1977 om bekæmpelse af terrorisme. Bek. 91 af 2. november 1978, LTC
1978, s. 447.
30. Kulturbeskyttelse, jfr. Europarådets konvention af 23.
juni 1985 om forbrydelser mod kulturel ejendom.
31. Tortur*, jfr. Europarådets konvention af 26. november
1987 om bekæmpelse af tortur og umenneskelig eller vanærende
behandling og straf. Bek. nr. 57 af 16. maj 1991, LTC 1991, s. 121.
C. Folkeretlige sædvaner:
32. Aggression, (jfr. bl. a. Resolution nr. 3314 vedtaget af FN s
Generalforsamling af 10. december 1974 om en definition af aggression, UN
Doc. A/9631 (1974)).
33. Sørøveri/Pirateri, (jfr. bl. a. Artikel 100-105 i
FN s Havretskonvention af 10. december 1982).
34. Forbrydelser mod menneskeheden, (jfr. bl. a. Artikel 7 i
Statutten af 17. juli 1998 om oprettelse af den permanente internationale
straffedomstol).
Svar:
I Udenrigsministeriets besvarelse af Folketingets Udenrigsudvalgs
spørgsmål nr. 9 (L 20 bilag 12) er der redegjort for
rækkevidden af reglerne om dansk straffemyndighed
(jurisdiktionskompetence), der er fastsat i straffelovens §§ 6-12.
Som det fremgår af pkt. 6 i de almindelige bemærkninger til
lovforslaget, vurderer regeringen endvidere, at der i dansk ret findes den
fornødne materielle straffehjemmel vedrørende folkedrab,
forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser.
Tillægsprotokol I til Genevekonventionerne blev ratificeret af
Danmark den 2. juni 1982 efter indhentelse af Folketingets samtykke. I
bemærkningerne til beslutningsforslaget om ratifikationen (B 25), jf.
Folketingstidende 1981-82 (2. samling), tillæg A, sp. 2782, er bl.a.
anført:
»Ved ratifikationen påtager Danmark sig en folkeretlig forpligtelse
til at indrette sine nationale retsregler og administrative praksis
således, at de i tillægsprotokollerne opstillede krav opfyldes.
Med en enkelt undtagelse (artikel 75, stk. 4) frembyder protokollernes
bestemmelser ikke problemer i relation til gældende dansk ret.
(...)
Spørgsmålet om en dansk ratifikation har været forelagt
statsministeriet, forsvarsministeriet, industriministeriet, ministeriet for
offentlige arbejder, ministeriet for Grønland, justitsministeriet,
undervisningsministeriet, miljøministeriet, ministeriet for kulturelle
anliggender og Dansk Røde Kors, der alle har udtalt deres tilslutning
til en dansk ratifikation.«
I forbindelse med ratifikationen af tillægsprotokollerne blev der
taget skridt til nedsættelse af et udvalg til opfyldelse af en
række administrative foranstaltninger, der var påkrævet til
opfyldelse af protokollerne. Dette udvalg (»Regeringens Røde
Kors-Udvalg«), hvor Udenrigsministeriet har formandskabet, har deltagelse af
repræsentanter fra Forsvarsministeriet, Justitsministeriet,
Miljøministeriet, Sundhedsministeriet, Undervisningsministeriet og
Dansk Røde Kors.
Regeringens Røde Kors-Udvalg overvejede i 1997 en anbefaling om at
gennemføre en undersøgelse af mulighederne for en mere effektiv
retsforfølgning i Danmark af krænkelser af den humanitære
folkeret. Retspraksis havde imidlertid godtgjort, at der i Danmark var den
fornødne hjemmel til effektiv retsforfølgning af
krigsforbrydere. På denne baggrund var det konklusionen i Regeringens
Røde Kors-Udvalg, at der ikke var behov for at iværksætte
en sådan undersøgelse.
For så vidt angår det af Røde Kors anførte om
strafforfølgning af personer, der har begået folkedrab i
udlandet, kan Justitsministeriet oplyse følgende:
Ved FN's Folkedrabskonvention fra 1948 bekræfter deltagerstaterne,
at folkedrab, uanset om det begås i fredstid eller i krigstid, efter
folkeretten er en forbrydelse, som de forpligter sig til at forhindre og
straffe. Konventionen har næsten universel tilslutning.
Deltagerstaterne i konventionen påtager sig »i overensstemmelse med
deres forfatning at gennemføre den lovgivning, der er nødvendig
for at sætte nærværende konventions bestemmelser i kraft og
især at foreskrive effektive straffe for personer, der er skyldige i
folkedrab«. Dette er for Danmarks vedkommende sket ved lov nr. 132 af 29.
april 1955 om straf for folkedrab.
Denne konvention kan siges at reflektere en folkeretlig sædvane,
hvorefter en stat er forpligtet til at kriminalisere og retsforfølge
personer, der begår folkedrab inden for statens territorium. Det
fremgår således af artikel 6 i folkedrabskonventionen, at
personer, der anklages for folkedrab, skal strafforfølges ved en
kompetent domstol i den stat, på hvis område handlingen er
foretaget, eller ved en international straffedomstol, der måtte have
straffemyndighed i sagen. Konventionens ordning er således ikke den, at
deltagerstaterne skal have universel jurisdiktion i sager vedrørende
folkedrab.
Udenrigsministeriet har til brug for besvarelsen af dette
spørgsmål oplyst, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag
for at antage, at der skulle eksistere en folkeretlig sædvane,
hvorefter stater er forpligtet til at kriminalisere og retsforfølge
personer, der begår folkedrab i andre tilfælde, dvs. uanset hvor
forbrydelsen er begået, og hvor gerningsmanden befinder sig.
Der henvises i øvrigt til Udenrigsministeriets besvarelse af
Folketingets Udenrigsudvalgs spørgsmål nr. 9 (L 20 bilag 12).
Det fremgår heraf, at straffebestemmelserne i lov nr. 132 af 29. april
1955 om straf for folkedrab ikke efter deres gerningsindhold er territorialt
begrænset til dansk område. Dansk ret indeholder således
materielle straffebestemmelser vedrørende folkedrabsforbrydelser,
også når disse er begået i udlandet.
Regeringen lægger stor vægt på, at man fra dansk side
gennemfører folkeretlige konventioner på en sådan
måde, at der ikke kan herske tvivl om Danmarks vilje til at opfylde
internationale forpligtelser. En eventuel justering af reglerne om dansk
straffemyndighed med hensyn til grove internationale forbrydelser er
imidlertid ikke en forudsætning for dansk ratifikation af statutten for
Den Internationale Straffedomstol, men regeringen er løbende
opmærksom på den i spørgsmålet omtalte
problemstilling.
Lignende dokumenter
- Betænkning over Forslag til lov om Institut for Menneskerettigheder – Danmarks Nationale Menneskerettighedsinstitution Retsinformation · 22. maj 2012
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om, at Danmark skal fordømme israelske krigsforbrydelser i Gaza, øge dansk bistand til Palæstina og arbejde for en politisk løsning på konflikten (borgerforslag) Retsinformation · 16. december 2023
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks støtte til, at Taiwan opnår observatørstatus i Verdenssundhedsforsamlingen i Genève Retsinformation · 27. maj 2004
- Betænkning over Forslag til lov om etablering af Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder Retsinformation · 14. august 2002
- Betænkning over I. Forslag til militær straffelov I. Forslag til militær straffelov Retsinformation · 11. maj 2005
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om Institut for Menneskerettigheder – Danmarks Nationale Menneskerettighedsinstitution og lov om Dansk Institut for Internationale Studier (Udvidelse af Institut for Menneskerettigheders bestyrelse med 1 medlem udpeget af Grønlands Råd for Menneskerettigheder og ændring af kompetence til at udpege medlemmer til Dansk Institut for Internationale Studiers bestyrelse) Retsinformation · 9. maj 2013