Spring til indhold

Retsinformation

Betænkning over Forslag til lov om Den Internationale Straffedomstol

2000/1 BTL 20Betænkning over lovforslagFolketinget23. marts 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Betænkning afgivet af Udenrigsudvalget

den 19. marts 2001

Betænkning

over

Forslag til lov om Den Internationale

Straffedomstol

[af udenrigsministeren (Niels Helveg Petersen)]

1. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 4. oktober 2000 og var til 1. behandling den

2. november 2000. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til

behandling i Udenrigsudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 5 møder.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget skriftlige

henvendelser fra Amnesty International og Dansk Røde Kors.

Deputationer

Endvidere har Dansk Røde Kors mundtligt over for udvalget redegjort

for organisationens holdning til lovforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 12 spørgsmål til udenrigsministeren og 2

spørgsmål til justitsministeren til skriftlig besvarelse, som

disse har besvaret. Fem af udvalgets spørgsmål og ministrenes

svar herpå er optrykt i bilag 2 og 3 til betænkningen.

2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (S, V, KF, SF, CD, RV og KRF)

indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.

Flertallet har lagt vægt på udenrigsministerens vurdering af,

at statutten for Den Internationale Straffedomstol ikke indeholder

bestemmelser, som indebærer overladelse af beføjelser efter

Læs alt

grundlovens § 20. Endvidere har flertallet noteret sig justitsministerens

oplysninger om, at Retsplejerådets aktuelle overvejelser om

ændringer i retsplejelovens regler inkluderer bestemmelserne om vidne-

udelukkelse og vidnefritagelse ved danske domstole for Røde

Kors-personel og andre ngo'er.

Et mindretal i udvalget (DF) indstiller lovforslaget til

forkastelse ved 3. behandling.

Dansk Folkeparti finder ikke, at regeringens svar på de stillede

spørgsmål i tilstrækkeligt omfang har tilbagevist, at

lovforslaget formelt kan indebære overdragelse af beføjelser i

relation til grundlovens § 20. Dansk Folkeparti har endvidere lagt vægt

på, at lovforslaget indeholder bestemmelser, som er i strid med den

beskyttelse mod retsforfølgelse, som medlemmer af det danske kongehus

nyder i henhold til grundlovens § 13 og kongelovens artikel 25. Endelig

finder Dansk Folkeparti, at lovforslaget indeholder bestemmelser, der de

facto vil ophæve den beskyttelse mod retsforfølgelse, som

medlemmer af Folketinget nyder i henhold til grundlovens § 57.

Mindretallet er enig i, at det skal være muligt at

retsforfølge krigsforbrydere, som krænker grundlæggende

menneskerettigheder og står bag massemord, men det må være

et afgørende princip, at en international straffedomstol holder sig

inden for den danske grundlovs rammer. Før den tvivl, som svarene

på Udenrigsudvalgets spørgsmål har rejst, er ryddet 100

pct. af vejen, vil Dansk Folkeparti ikke kunne støtte forslaget.

Et andet mindretal i udvalget (Kirsten Jacobsen (UP)) indstiller

forslaget til vedtagelse uændret.

Kirsten Jacobsen forudsætter hermed, at regeringens oplysninger om,

at statutten for Den Internationale Straffedomstol ikke indeholder

bestemmelser, som indebærer overladelse af beføjelser efter

grundlovens § 20, er korrekte.

Enhedslisten og Demokratisk Folkeparti var på tidspunktet for

betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i

udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller

politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i

betænkningen.

Helen Beim (S)

Henning Gjellerod (S) Else Marie Mortensen (S)

Hans-Pavia Rosing (S) Jeppe Kofod (S)

Kaj Stillinger (SF) Ebbe Kalnæs (CD)

Inger Marie Bruun-Vierø (RV)

fmd.

Margrete Auken (SF) Jens Hald Madsen (V)

Hans Christian Schmidt (V) Hanne Severinsen (V)

Jann Sjursen (KRF) Per Stig Møller (KF)

Gitte Seeberg (KF) Peter Skaarup (DF) nfmd.

Kirsten Jacobsen (UP)

Enhedslisten og Demokratisk Folkeparti havde ikke

medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning

Socialdemokratiet (S)

64

*

Det Radikale Venstre (RV)

7

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)

43

*

Enhedslisten (EL)

5

Det Konservative Folkeparti (KF)

17

**

Kristeligt Folkeparti (KRF)

4

Socialistisk Folkeparti (SF)

13

Valgt på Færøerne (FÆR)

1

Dansk Folkeparti (DF)

10

Demokratisk Folkeparti (DMF)

1

Centrum-Demokraterne (CD)

8

Uden for partierne (UP)

6

*

Heraf 1 medlem valgt i Grønland

**

Heraf 1 medlem valgt på

Færøerne

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 20

Bilagsnr.

Titel

1

Høringssvar til lovforslaget samt skrivelse fra Amnesty

International

2

Manglende bilag til bilag 1 vedrørende høringssvar

3

Åbning for eventuelle spørgsmål til forslaget

4

Spm. 1 om anmodning om kommentarer til de indkomne høringssvar, til

udenrigsministeren

5

Spm. 2 om folkedrab på den armenske befolkning, til

udenrigsministeren

Spm. 3 om artikel vedrørende folkedrab på den armenske

befolkning, til udenrigsministeren

6

Spm. 4 om redegørelse for forholdet mellem lovforslaget og

grundlovens § 20, til udenrigsministeren

Spm. 5 om appelmuligheder af skyldsspørgsmålet, til

udenrigsministeren

Spm. 6 om strafforfølgelse, til udenrigsministeren

7

Spm. 7 om suverænitetsafgivelse i relation til grundlovens § 20, til

udenrigsministeren

Spm. 8 om immunitet for medlemmer af kongehuset og Folketinget, til

udenrigsministeren

Spm. 9 om retsforfølgelse af personer anmeldt for folkedrab, til

udenrigsministeren

8

Yderligere høringssvar til lovforslaget

9

Høringssvar fra Politiforbundet i Danmark

10

Spm. 10 om Dommerforeningens og Advokatrådets indsigelser mod

lovforslaget, til udenrigsministeren

11

Høringssvar fra præsidenten for Københavns Byret

12

Svar på spm. 1 om anmodning om kommentarer til de indkomne

høringssvar, fra udenrigsministeren

Svar på spm. 2 om folkedrab på den armenske befolkning, fra

udenrigsministeren

Svar på spm. 3 om artikel vedrørende folkedrab på den

armenske befolkning, fra udenrigsministeren

Svar på spm. 4 om redegørelse for forholdet mellem

lovforslaget og grundlovens § 20, fra udenrigsministeren

Svar på spm. 5 om appelmuligheder af skyldsspørgsmålet,

fra udenrigsministeren

Svar på spm. 6 om strafforfølgelse, fra udenrigsministeren

Svar på spm. 7 om suverænitetsafgivelse i relation til

grundlovens § 20, fra udenrigsministeren

Svar på spm. 8 om immunitet for medlemmer af kongehuset og

Folketinget, fra udenrigsministeren

Svar på spm. 9 om retsforfølgelse af personer anmeldt for

folkedrab, fra udenrigsministeren

Svar på spm. 10 om Dommerforeningens og Advokatrådets

indsigelser mod lovforslaget, fra udenrigsministeren

13

Materiale modtaget i forbindelse med anmodning om deputation fra Dansk

Røde Kors

14

Spm. 11 om overladelse af beføjelser efter grundlovens § 20, til

udenrigsministeren

Spm. 12 om præjudicerende virkninger af fortolkningen af grundlovens

§ 20 for kommende ratifikationer af internationale konventioner, til

udenrigsministeren

15

Svar på spm. 11 om overladelse af beføjelser efter

grundlovens § 20, fra udenrigsministeren

Svar på spm. 12 om præjudicerende virkninger af fortolkningen

af grundlovens § 20 for kommende ratifikationer af internationale

konventioner, fra udenrigsministeren

16

Notater fra Dansk Røde Kors om vidnepligt for ICRC-delegater og

international straffekompetence, modtaget i.f.m. deputation.

17

Spm. 13 om vidnepligt for ICRC's delegater, til justitsministeren

Spm. 14 om ændringer af gældende straffelovgivning, til

justitsministeren

18

Svar på spm. 13 om vidnepligt for ICRC's delegater, fra

justitsministeren

Svar på spm. 14 om ændringer af gældende

straffelovgivning, fra justitsministeren

19

Tidsplan og procedure for afgivelse af betænkning

20

Udkast til betænkning

21

2. udkast til betænkning

Bilag 2

Nogle af udvalgets spørgsmål til

udenrigsministeren samt dennes svar herpå

Spørgsmål og svar er optrykt efter ønske fra

udvalget.

Spørgsmål 7:

Ministeren bedes bl.a. med udgangspunkt i vedlagte artikel

»Suverænitet til fornyet debat« i Berlingske Tidende den 2. oktober

2000 redegøre uddybende for forholdet mellem statutten for Den

Internationale Strafferetsdomstol artikel 99 om anklagerens kompetence til at

foretage efterforskning m.v. på dansk territorium og bestemmelserne i

grundlovens § 20, herunder om dette indebærer en dansk

suverænitetsafgivelse.

Berlingske Tidende, mandag den 2. oktober 2000

»Suverænitet til fornyet debat«

Selvbestemmelse: Det er ikke i strid med grundlovens regler om afgivelse af

suverænitet, at ??? får ret til at efterforske på dansk

jord. Det konkluderer regeringen i et længe ventet lovforslag.

Enhedslisten og Dansk Folkeparti er stærkt skeptiske.

Danmark vil kunne tiltræde den nyoprettede Internationale

Straffedomstol, der skal tage sig af folkedrab, krigsforbrydelser og andre

forbrydelser mod menneskeheden, uden at komme på kant med grundlovens

bestemmelser om dansk suverænitet.

Det konkluderer regeringen i et længe ventet lovforslag, der

fremlægges i denne uge, og som skal gøre det muligt for Danmark

endeligt at tiltræde Den Internationale Straffedomstol.

Efter næsten et års forarbejde fastslår

Udenrigsministeriet - der har udarbejdet lovforslaget sammen med

Justitsministeriet og Forsvarsministeriet - at det ikke er nødvendigt

at tage grundlovens særlige paragraf 20 i anvendelse. Ifølge

paragraffen kan Danmark overlade beføjelser til internationale

organisationer, hvis fem sjettedele af Folketinget står bag, eller hvis

et flertal ved en folkeafstemning tillader det.

»Sammenfattende finder regeringen, at dansk gennemførelse af

statutten (for Den Internationale Straffedomstol, red.) ikke

nødvendiggør, at proceduren i grundlovens § 20 anvendes,«

hedder det i regeringens lovforslag.

Men Enhedslisten og Dansk Folkeparti, der på grund af deres

EU-skepsis står vagt om dansk selvbestemmelse, er umiddelbart uenige i

regeringens vurdering.

»Det er ikke for os tilstrækkeligt, at regeringen selv når

frem til, at der ikke er tale om afgivelse af suverænitet.

Grundlovs-redegørelsen i forbindelse med loven om dansk tilslutning

til euroen var jo højst utilfredstillende, og vi har også

problemer med regeringens syn på dansk suverænitet, når det

gælder de kommende traktatforhandlinger i EU. Der er en tendens til, at

juristerne i regeringsapparatet simpelthen ikke har noget

suverænitetsbegreb tilbage. Selv om Enhedslisten selvfølgelig

støtter jagten på krigsforbrydere, skal der ikke fifles med

grundloven,« siger Enhedslistens EU-ordfører Keld Albrechtsen.

Kristian Thulesen Dahl, EU-ordfører i Dansk Folkeparti, er enig.

»Selv om det handler om en god sag, skal grundloven ikke gradbøjes.

For det er jo det, vi er på vagt over for også i forhold til

EU-sager,« siger han. Grundlovs-problemerne i forhold til Danmarks

tilslutning til Den Internationale Straffedomstol handler blandt andet om, at

domstolen vil få bemyndigelse til på egen hånd og i

særlige situationer at foretage efterforskning på dansk jord. Et

andet problem er, at Den Internationale Straffedomstol ikke godkender

Kongehusets immunitet.

Svar:

Den i spørgsmålet omtalte artikel i Berlingske Tidende den 2.

oktober 2000 vedrører spørgsmålet om, hvorvidt Danmarks

tiltrædelse af statutten for Den Internationale Straffedomstol

indebærer overladelse af beføjelser efter grundlovens § 20,

herunder særligt om statuttens regler vedrørende anklagerens

beføjelser indebærer en overladelse af beføjelser i

grundlovens § 20 s forstand.

Indledningsvis bemærkes, at Danmark allerede har været

deltager i eller er omfattet af mindst tre internationale straffedomstole.

Det drejer sig om Nürnberg-domstolen, der blev oprettet ved en

folkeretlig aftale, som Danmark tiltrådte (Lovtidende C 13. nov. 1945),

samt de to internationale straffetribunaler vedrørende henholdsvis det

tidligere Jugoslavien og Rwanda, der begge er oprettet ved bindende

sikkerhedsrådsresolutioner i henhold til FN Pagtens kap. VII.

Artikel 54 i statutten for Den Internationale Straffedomstol

fastslår, at Den Internationale Straffedomstols anklagemyndighed har

adgang til at udføre efterforskning på staternes territorier i

overensstemmelse med statuttens kapitel 9 og i de særlige

tilfælde, hvor forundersøgelseskammeret har givet bemyndigelse

hertil i medfør af statuttens artikel 57, stk. 3 (d).

Statuttens kapitel 9 har overskriften »Internationalt samarbejde og

retslig bistand«. Selve overskriften peger således klart i retning af,

at der er tale om et samarbejde mellem anklagemyndigheden ud fra de normer,

som i forvejen kendes fra det mellemfolkelige retssamarbejde mellem

suveræne stater. I overensstemmelse hermed fastslås det

udtrykkeligt i statuttens artikel 93, stk. 1, og artikel 99, stk. 1, at

staterne ved gennemførelsen af modtagne anmodninger om bistand skal

følge de nationale regler vedrørende efterforskning.

Modvægten hertil er, at staterne ifølge artikel 86 skal

samarbejde fuldt ud med domstolen med hensyn til efterforskning og tiltale af

forbrydelser, der falder ind under domstolens jurisdiktion. I artikel 87

fastslås, at domstolen har beføjelse til at rette anmodninger

til staterne om samarbejde. Medlemsstaterne er endvidere ifølge

artikel 88 forpligtede til at sikre, at der findes procedurer i den nationale

retsorden for alle de former for samarbejde, som er omhandlet i denne del af

statutten.

Hvis gennemførelse af en anmodning strider mod en stats love ud fra

hensyn til fundamentale retsprincipper, der er almindeligt anerkendte, skal

domstolen ændre sin anmodning, medmindre der ved konsultationer kan

findes en løsning. Staterne er endvidere ikke forpligtede til at

medvirke til at give oplysninger, der berører den nationale sikkerhed.

I artikel 87, stk. 7, fastlægges, at domstolen hvis en

deltagerstat ikke opfylder domstolens anmodning, og dette sker i strid med

bestemmelserne i statutten, og hvis den manglende opfyldelse endvidere

fører til, at domstolen ikke kan udøve sine funktioner og

beføjelser i henhold til statutten kan fastslå dette og

henvise sagen til forsamlingen af deltagerstater eller til

Sikkerhedsrådet, hvis sagen er rejst efter henvisning fra

Sikkerhedsrådet. Dette går ikke ud over, hvad der ligger inden

for almindelig folkeretlig bilæggelse af tvister om fortolkning af

folkeretlige spørgsmål.

Grundprincippet i statutten er således, at det er staterne, der

udfører den efterforskning og tager de øvrige retsskridt, som

domstolen ønsker. Det i artikel 54 fastlagte princip om, at

anklagemyndigheden kan handle på medlemsstaternes territorium, er

altså ikke et princip om, at anklagemyndigheden kan handle på

egen hånd i medlemsstaterne. Grundprincippet rejser således ingen

problemer i forhold til grundlovens § 20.

Et særligt spørgsmål gør sig gældende med

hensyn til de særbestemmelser, som findes i statuttens artikel 99, stk.

4. Ifølge denne bestemmelse kan anklagemyndigheden direkte på

medlemsstaternes territorium gennemføre en anmodning fra domstolen til

en medlemsstat om samarbejde. Dette gælder dog kun for anmodninger, som

kan udføres uden tvangsmæssige foranstaltninger. Herunder

hører følgende centrale eksempler:

- Strengt nødvendige, frivillige interviews eller afhøringer

af personer herunder uden opholdsstatens myndigheders

tilstedeværelse

- Undersøgelser (uden ændringer) af offentlige områder

eller steder.

Under forhandlingerne om statutten forudsættes det, at det må

tilkomme anklageren at bedømme, om anmodningen er strengt

nødvendig. Anvendelsen af den undtagelsesvise adgang for anklageren

til at gennemføre en anmodning på stedet forudsætter

endvidere, at staten formelt har modtaget en anmodning om samarbejde. Det

synes endvidere at følge af dette forbehold, at adgangen ikke kan

anvendes, hvor den normale fremgangsmåde ville kunne anvendes med et

tilfredsstillende resultat.

Selv disse begrænsede muligheder indskrænkes yderligere gennem

følgende betingelser som opstilles i artikel 99, stk. 4:

- Adgangen gælder med forbehold af andre artikler i kapitel 9.

Hermed understreges bestemmelsens karakter af en undtagelsesbestemmelse.

- Hvor den formodede forbrydelse anses for begået i den anmodede

stat, kan anmodningen gennemføres af anklagemyndigheden, såfremt

domstolen har taget stilling til, at sagen kan føres jf. statuttens

artikel 18 og 19. Det forudsættes dog, at gennemførelsen sker i

overensstemmelse med »alle tænkelige konsultationer« med

opholdsstaten.

- I alle andre tilfælde kan gennemførelsen af anmodningen kun

udføres efter konsultationer med den pågældende stat og

med forbehold af alle fornuftige betingelser og hensyn, som opholdsstaten har

rejst. I tilfælde af konflikter skal staten konsultere domstolen med

henblik på at løse problemerne.

Også i disse særlige tilfælde gælder der

undtagelser, der giver staten ret til at sikre informationer, der har

betydning for national sikkerhed.

Det må på denne baggrund lægges til grund, at de regler,

der gælder efter statuttens kapitel 9 er af en sådan art, at den

fornødne danske medvirken i overensstemmelse med gældende danske

love altid vil kunne sikres. Det må herved tillægges

afgørende vægt, at der ikke kan anvendes tvangsforanstaltninger

over for borgerne i medfør af denne undtagelse.

Regeringen kan i øvrigt henholde sig til det, der er anført

afsnittet om forholdet til grundloven i de almindelige bemærkninger til

lovforslaget og særligt i pkt. 12.5.2.

Spørgsmål 11:

Ministeren bedes i forlængelse af besvarelsen af

spørgsmål 7 (L 20 bilag 12) præcisere, om den

bemyndigelse, der gives til anklageren i statuttens artikel 57, nr. 3 (d),

til at foretage særlige efterforskningsskridt inden for en

deltagerstats territorium uden at have sikret sig samarbejde med den

pågældende stat i henhold til kapitel 9 (Internationalt

samarbejde og retslig bistand), ud fra en formel juridisk fortolkning

indebærer overladelse af nogen form for beføjelser efter

grundlovens § 20.

Svar:

Regeringen har i de almindelige bemærkninger til lovforslaget,

herunder særligt i pkt. 12.5.2, og i besvarelsen af Udenrigsudvalgets

spørgsmål 7 (L 20 bilag 12) redegjort for statuttens forhold

til grundloven. Det gælder også statuttens artikel 57, stk. 3,

litra d, jf. bemærkningernes pkt. 12.5.1.

I tilslutning hertil kan det oplyses, at udgangspunktet for Den

Internationale Straffedomstols efterforskningsvirksomhed er et samarbejde

mellem anklagemyndigheden og deltagerstaterne på grundlag af de normer,

som i forvejen kendes fra det mellemfolkelige retssamarbejde mellem

suveræne stater. Grundprincippet er således, at det er staterne,

der udfører den efterforskning og tager de retsskridt, som domstolen

ønsker. Kun i helt særlige tilfælde giver statutten

mulighed for, at anklagemyndigheden kan handle på egen hånd

på deltagerstaternes territorium. Statuttens artikel 57, stk. 3, litra

d, er et eksempel på en sådan undtagelse og skal ses i dette lys.

I henhold til statuttens artikel 57, stk. 3, litra d, kan

forundersøgelseskammeret bemyndige anklagemyndigheden til at foretage

særlige efterforskningsskridt på en deltagerstats territorium

uden at have sikret sig samarbejde med den pågældende stat efter

statuttens kapitel 9. Denne undtagelse fra principperne for det almindelige

mellemfolkelige retssamarbejde finder anvendelse, hvis staten er

åbenbart ude af stand til at efterkomme en anmodning om samarbejde,

idet der ikke findes nogen myndighed eller bestanddel af retssystemet, som

har kompetence til at efterkomme samarbejdsanmodningen.

Det blev lagt til grund under forhandlingerne om artikel 57, at

betingelserne for anvendelsen af bestemmelsen kun er opfyldt i

tilfælde, hvor den pågældende stats myndigheder reelt er

ude af stand til at løse opgaven, men ikke i tilfælde, hvor

staten har evnen men ikke viljen til at samarbejde. Der var ikke

tilstrækkeligt støtte blandt de forhandlende stater til en

bestemmelse, der også omfattede manglende vilje til efterforskning

eller retsforfølgning. Dette fremgår da også udtrykkeligt

af bestemmelsens ordlyd, idet der alene henvises til situationer, hvor staten

»er åbenbart ude af stand til at efterkomme en anmodning om

samarbejde«. Dette står i modsætning statuttens grundprincip (om

komplementaritet) som bl.a. har fundet udtryk i artikel 17, stk. 1, hvoraf

det fremgår, at både en stats »uvilje« og »manglende evne« til

effektivt at gennemføre efterforskning eller retsforfølgning

kan begrunde, at Den Internationale Straffedomstol retsforfølger et

givet forhold, uanset at sagen har været genstand for efterforskning.

En stats manglende vilje til at efterkomme en anmodning om

samarbejde vil skulle behandles efter reglerne i statuttens artikel 87, stk.

7. Denne bestemmelse fastslår, at i det omfang en stat undlader at

efterkomme en anmodning om samarbejde fra domstolen i strid med statuttens

bestemmelser herom, og derved forhindrer domstolen i at udføre sine

funktioner, kan domstolen fastslå dette og henvise sagen til

Forsamlingen af deltagerstater - eller Sikkerhedsrådet i sager, hvor

Sikkerhedsrådet har henvist forholdet til domstolen. Som det er

anført i regeringens besvarelse af Udenrigsudvalgets

spørgsmål 7, går dette ikke længere end, hvad der

ligger inden for de almindelige rammer for folkeretlig

tvistbilæggelse.

Anvendelsesområdet for artikel 57, stk. 3, litra d, begrænses

yderligere derved, at et delvist sammenbrud af statens retssystem,

således at kun visse organer er brudt sammen, ikke er

tilstrækkeligt til, at anklageren selvstændigt kan foretage

efterforskning på en stats territorium uden at sikre sig statens

samarbejde, hvis andre dele af retssystemet, der kunne varetage dette

samarbejde, fungerer. Endelig er der fastsat strenge beviskrav for at anvende

bestemmelsen, idet det skal være åbenbart, at retssystemet

er ude af stand til at samarbejde.

Bestemmelsen vil i realiteten kun kunne blive aktuel i situationer med et

så omfattende sammenbrud af en stats retssystem, at statens organer end

ikke er i stand til at forhindre, at anklagemyndigheden rent faktisk kommer

ind på territoriet og udfører særlige

efterforskningsskridt. Der vil i givet fald være tale om international

bistand til etablering af et yderst begrænset minimum af retsorden i

tilfælde, hvor den nationale retsorden er brudt sammen i forbindelse

med krig eller tilsvarende forhold.

Det følger allerede af gældende FN-praksis på basis af

FN-pagten, at Sikkerhedsrådet i sådanne tilfælde ville

kunne tage skridt til sikring af en grundlæggende fred og orden, som

ville kunne være langt mere vidtgående, end hvad der

følger af artikel 57.

På den baggrund i øvrigt af de grunde, der er anført

i bemærkningerne til lovforslaget er det fortsat regeringens

opfattelse, at der ikke er tale om overladelse af beføjelser i

grundlovens § 20 s forstand.

Spørgsmål 12:

Ministeren bedes belyse, hvorvidt statutten for Den Internationale

Straffedomstol indeholder bestemmelser, og i givet fald hvilke, som på

nogen måde kan tænkes at have præjudicerende virkning for

fortolkningen af grundlovens § 20 i forbindelse med ratifikation af

internationale konventioner m.v. i fremtiden.

Svar:

Regeringens vurdering af lovforslagets forhold til grundlovens § 20

fremgår af lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 12, og

er efterfølgende uddybet i besvarelsen af Udenrigsudvalgets

spørgsmål 4, 7 og 10 (L 20 bilag 6, 7 og 8)

Regeringen har foretaget en konkret vurdering af, hvorvidt proceduren i

grundlovens § 20 bør finde anvendelse i forbindelse med dansk

tiltrædelse af statutten for Den Internationale Straffedomstol. De af

statuttens bestemmelser, som i særlig grad har været vurderet i

relation til grundlovens § 20, er artikel 57, stk. 3, litra d, artikel 75 og

artikel 99, stk. 4. Der er efter regeringens opfattelse ikke yderligere

bestemmelser i statutten, der har relevans for eller ville kunne have

præjudicerende virkning for den fremtidige anvendelse af grundlovens §

20.

Bilag 3

Udvalgets spørgsmål til justitsministeren samt

dennes svar herpå

Spørgsmål og svar er optrykt efter ønske fra

udvalget.

Spørgsmål 13:

Ministeren bedes med udgangspunkt i vedlagte notat udarbejdet af Dansk

Røde Kors redegøre for regeringens planer om at foretage

ændringer i retsplejeloven, som sikrer, at ICRC s delegater i

forlængelse af en eventuel vedtagelse af lovforslaget om Den

Internationale Straffedomstol (L 20) ikke pålægges vidnepligt

eller editionspligt ved danske domstole uden samtykke fra ICRC.

København den 22. januar 2001

NOTAT OM VIDNEUDELUKKELSE FOR ICRC DELEGATER

Dansk Røde Kors opfordrer Udenrigsudvalget til at anmode

Justitsministeriet om at fremlægge et lovudkast til sikring af, at ICRC

s delegater ikke pålægges vidnepligt eller editionspligt ved

danske domstole uden samtykke fra ICRC.

Baggrund:

Ved Genève-konventionerne af 1949 og de to Tillægsprotokoller

af 1977 er det pålagt den Internationale Røde Kors Komite (ICRC

) at varetage en række opgaver vedrørende beskyttelsen af ofrene

for væbnede konflikter. Forudsætningen for at den Internationale

Røde Kors Komité kan udføre disse opgaver er, at

Organisationen kan opretholde sin neutralitet, upartiskhed og

uafhængighed. Dette vil ikke være muligt, hvis Organisationens

delegater kan pålægges vidnepligt eller editionspligt ved

nationale eller internationale domstole.

Efter dansk ret er der aktuelt ingen mulighed for at udelukke ICRC s

delegater fra at afgive vidneforklaring ved en domstol herhjemme om forhold,

som vedkommende har oplevet eller fået kendskab til under sit hverv som

delegat for ICRC. Udlevering af sådanne oplysninger oven i

købet under vidneansvar - indebærer imidlertid en oplagt risiko

for kompromittering af ICRC s muligheder for at arbejde i

konfliktområder.

I de tilfælde, hvor det i særdeleshed er institutionens

interesser, der begrunder en afvigelse fra den almindelige vidnepligt, giver

Retsplejeloven i øjeblikket kun mulighed for vidneudelukkelse

for tjenestemænd eller andre, der handler i offentligt eller dermed

ligestillet hverv (rpl. §169; vedlagt). - ICRC s delegater hverken kan eller

skal imidlertid sidestilles med tjenestemænd i Statens tjeneste, lige

så lidt som ICRC i øvrigt kan siges at repræsentere

statslige myndigheder eller statslige interesser.

Ved en afgørelse truffet den 27. juli 1999 fastslog det

Internationale Straffetribunal for Ex-Jugoslavien i overensstemmelse hermed,

at ICRC s delegater ikke imod Organisationens ønske kunne tvinges til

at afgive vidneforklaring eller fremlægge dokumentation om forhold, der

er kommet til deres kundskab under udførelse af arbejde for

Organisationen. Tribunalet tilføjede, at ICRC s ret til at

modsætte sig delegaternes vidneforklaring eller fremlæggelse af

dokumentation nu har hjemmel i folkeretlig sædvane.

Tilsvarende er det endvidere i Procesreglementet for den Internationale

Straffedomstol fastslået, at ICRC s delegater ikke kan

pålægges vidnepligt eller editionspligt uden Organisationens

samtykke, jfr. Regel 73 (vedlagt).

Dansk Røde Kors foreslår på baggrund heraf, at der

indføres en ny bestemmelse i Retsplejeloven umiddelbart efter

§169. En sådan bestemmelse bør fastslå, at

ICRC-delegater ikke kan tvinges til at afgive vidneforklaring eller til at

afgive oplysninger for en dansk domstol om forhold, der er kommet til deres

kundskab under udførelsen af deres hverv for ICRC, uden at der

forudgående er indhentet samtykke hertil fra ICRC.

Bilag

1. Retsplejeloven

§ 169.

Tjenestemænd eller andre, der handler i offentligt

eller dermed ligestillet hverv, må ikke uden samtykke af vedkommende

myndighed afkræves vidneforklaring om forhold, med hensyn til hvilke

der i det offentliges interesse påhviler dem tavshedspligt. For

medlemmer af folketinget kræves samtykke af tingets formand og

vedkommende minister.

Stk. 2. Nægtes samtykke, kan retten, såfremt

forklaringens afgivelse findes at være af afgørende betydning

for sagens udfald, pålægge vedkommende myndighed over for retten

at redegøre for grundende til nægtelsen. Finder retten herefter,

at hensynet til hemmeligholdelsen bør vige for hensynet til sagens

oplysning, kan den bestemme at vidneforklaring skal afgives. Dette

gælder dog ikke, hvis nægtelsen er begrundet med hensynet til

statens sikkerhed eller dens forhold til fremmede magter.

2. Procesreglementet for Den Internationale Straffedomstol.

Rule 73, Privileged communications and information

4. The Court shall regard as privileged, and consequently not subject to

disclosure, including by way of testimony of any present or past official or

employee of the International Committee of the Red Cross (ICRC), any

information, documents or other evidence which it came into the possession of

in the course, or as a consequence, of the performance by ICRC of its

functions under the Statutes of the International Red Cross and Red Crescent

Movement, unless:

(a After consultations undertaken pursuant to sub-rule 6, ICRC does not

object in writing to such disclosure, or otherwise has waived this privilege;

or

(b) Such information, documents or other evidence is contained in public

statements and documents of ICRC.

5. Nothing in sub-rule 4 shall affect the admissibility of the same

evidence obtained from a source other than ICRC and its officials or

employees when such evidence has also been acquired by this source

independently of ICRC and its officials or employees.

6. If the Court determines that ICRC information, documents or other

evidence are of great importance for a particular case, consultations shall

be held between the Court and ICRC in order to seek to resolve the matter by

cooperative means, bearing in mind the circumstances of the case, the

relevance of the evidence sought, whether the evidence could be obtained from

a source other than ICRC, the interests of justice and of victims, and the

performance of the Court s and ICRC s functions.

Svar:

Som det fremgår af regeringens kommenterede høringsoversigt

vedrørende lovforslaget, jf. Udenrigsministeriets besvarelse af

Folketingets Udenrigsudvalgs spørgsmål nr. 1 (L 20 bilag 12),

har Dansk Røde Kors i sit høringssvar anført, at

retsplejelovens § 170 (om vidneudelukkelse for personer, der er undergivet

særlige fortrolighedsforhold) bør ændres således, at

den afspejler Røde Kors-personels mulighed for ikke at afgive

vidneforklaring for Den Internationale Straffedomstol, når denne til

sin tid træder i funktion.

Regeringen har kommenteret det af Dansk Røde Kors anførte

således:

"Statutten pålægger ikke deltagerstaterne at indrette det

nationale retssystems procesregler i overensstemmelse med de procesregler,

der skal gælde for Den Internationale Straffedomstol.

Spørgsmålet om vidnebeskyttelse af Røde Kors-personel og

andre NGO er ved danske domstole er et vigtigt og principielt

spørgsmål, men det har ikke nogen direkte sammenhæng med

lovforslaget om Den Internationale Straffedomstol, der alene indeholder de

lovændringer, der er nødvendige for, at Danmark kan opfylde de

forpligtelser, der følger af domstolens statut.

Retsplejelovens regler om vidneudelukkelse og vidnefritagelse vil blive

overvejet af Retsplejerådet i forbindelse med rådets generelle

gennemgang af den civile retspleje.

Det bemærkes i den forbindelse, at Retsplejerådets

kommissorium alene omfatter en generel reform af den civile retspleje, men at

Retsplejerådet har lagt til grund, at rådet kan behandle emner,

som har tværgående betydning for den civile retspleje og

strafferetsplejen, for så vidt som en samlet regulering er

ønskelig. Dette gælder bl.a. for vidnereglerne."

Justitsministeriet finder det rigtigst at afvente resultatet af

Retsplejerådets overvejelser om vidnereglerne, inden der tages stilling

til eventuelle lovgivningsintiativer om spørgsmålet. Det er

på nuværende tidspunkt ikke muligt at oplyse, hvornår

Retsplejerådets arbejde kan forventes færdigt.

Spørgsmål 14:

Ministeren bedes med udgangspunkt i vedlagte notat udarbejdet af Dansk

Røde Kors redegøre for regeringens planer om at foretage

ændringer i den gældende straffelovgivning, som sikrer, at danske

domstole får fuldstændig straffemyndighed over alle forbrydelser,

der er kriminaliseret i internationale konventioner.

København, den 23. januar 2001

NOTAT OM DANSKE DOMSTOLES INTERNATIONALE STRAFFEKOMPETENCE

Dansk Røde Kors opfordrer Udenrigsudvalget til at anmode

Justitsministeriet om at udfærdige et lovudkast til fuldstændig

sikring af danske domstoles straffekompetence over for personer, der er

tiltalt for at have begået grove internationale forbrydelser.

Baggrund

En række forbrydelser er af det internationale samfund anset for at

være så alvorlige og omfattende, at det ved internationale

konventioner er pålagt de deltagende lande enten at kriminalisere og

retsforfølge disse forbrydelser ved deres egne (nationale)

domstole, eller alternativt at udlevere gerningsmændene til

retsforfølgning i andre lande, uanset hvor handlingen er begået.

En fortegnelse over de for tiden vedtagne konventioner, der indeholder

bestemmelser om internationale forbrydelser, er vedlagt som bilag.

Efter straffelovens §8, nr. 5 har danske domstole myndighed til at straffe

handlinger begået uden for Danmark, uanset gerningsmandens

nationalitet, når handlingen er omfattet af en international

konvention, der forpligter Danmark til at retsforfølge gerningsmanden.

Danske domstole har endvidere straffemyndighed i sager, hvor vi afslår

en begæring om udlevering af gerningsmanden til retsforfølgning

i udlandet, jfr. Straffelovens §8, nr. 6.

Danmark har ratificeret de fleste af de i bilaget indeholdte konventioner,

og danske domstole er således i disse tilfælde forpligtet

til at retsforfølge gerningsmændene. De konventioner, Danmark

har ratificeret, er imidlertid ikke gennemført i dansk ret

på anden måde end at de strafbare handlinger i konventionerne i

givet fald blot henføres under relevante og anvendelige bestemmelser i

den danske borgerlige eller militære straffelov. Gerningsindholdet i

de internationale forbrydelser genfindes med andre ord ikke i dansk

straffelovgivning.

Denne ordning er begrundet i hensynet til klarhed i dansk

straffelovgivning, idet man herved har søgt at undgå et

væld af komplicerede straffebestemmelser, hvis indhold kan være

vanskeligt at udskille fra hverandre. Ordningen medfører

imidlertid, at visse internationale forbrydelser ikke kan henføres,

eller i hvert fald kun meget vanskeligt og kunstigt kan dækkes af den

her i landet gældende straffelovgivning.

Den humanitære folkeret er med andre ord kun ufuldstændigt

implementeret i dansk ret. Nogle få eksempler vil belyse

problemet:

- Tillægsprotokol I af 1977 indeholder i artikel 85, stk. 4

følgende grove overtrædelser:

"(a) besættelsesmagtens overførsel af dele af sin egen

civilbefolkning til det territorium, den besætter... i strid med

artikel 49 i den 4. Konvention;

(b) uberettiget udsættelse af repatriering af krigsfanger eller

civile;

(c) udøvelse af apartheid og andre umenneskelige og

nedværdigende foranstaltninger, som medfører krænkelser af

den personlige værdighed på grundlag af racediskrimination;

(e) fratage en person, der er beskyttet af Konventionerne ... retten til

en rimelig og almindelig rettergang." Ingen af disse handlinger er

umiddelbart omfattet af bestemmelser eller kombinationer heraf i den danske

straffelovgivning, og personer der er ansvarlige for sådanne

handlinger kan derfor som udgangspunkt ikke straffes ved en dansk domstol

(medmindre vi afslår en udleveringsbegæring fra et andet

land).

- Folkedrabskonventionen af 1948 er særskilt

gennemført i dansk ret ved Bkg. nr. 21 af 26. maj 1952, jfr. Lov nr.

132 29. april 1955, der fastsætter straf for folkedrab. Ifølge

Konventionens Artikel VI kan personer, der har begået folkedrab, kun

retsforfølges ved domstole i gerningslandet eller ved en international

straffedomstol.. Danmark har således ikke kompetence til at

retsforfølge en person, der har begået folkedrab i udlandet,

og som ikke kræves udleveret til en international straffedomstol eller

til et andet land med henblik på retsforfølgning dér. Det

antages imidlertid og anerkendes også herhjemme - at der efter

folkeretlig sædvane består en pligt til at kriminalisere og

retsforfølge personer, der har begået folkedrab, uanset hvor

gerningen er begået og hvor gerningsmanden hører hjemme.

Resultatet er således, at personer der har begået disse og

andre internationale forbrydelser ikke i alle tilfælde kan

retsforfølges ved en dansk domstol, selvom de pågældende

personer befinder sig her i landet. Dette er efter dansk Røde Kors

opfattelse beklageligt, ikke mindst fordi behovet for at gennemføre

den humanitære folkeret og bekæmpe grove internationale

forbrydelser øges i disse år. Dansk Røde Kors

foreslår derfor en ændring af den danske straffelovgivning,

således at danske domstole sikres fuldstændig straffemyndighed

over alle forbrydelser, der er kriminaliseret i internationale

konventioner.

Dansk Røde Kors har i sin høringsskrivelse af 19. oktober

2000 til Udenrigsministeriet vedrørende Lovforslag nr. 20 om Den

internationale Straffedomstol allerede fremhævet disse forhold, og

Dansk Røde Kors tillader sig i det hele at henvise til sit

nævnte høringssvar.

Liste over internationale forbrydelser:

*: ratificeret af Danmark

A. Globale konventioner

1. International handel med obskøne publikationer*, jfr.

konventionen af 12. september 1923 om bekæmpelse af cirkulation af og

handel med obskøne publikationer. Optrykt som Bek. nr. 20 af 12.

september 1923 i »Danmarks Traktater«, 1923, s. 248.

2. Slaveri*, jfr. Genève-konventionen af 25. september 1926

med Tillægskonvention af 7. september 1956 om afskaffelse af slaveri,

slavehandel, samt institutioner og praksis i lighed med slaveri.

Slaverikonventionen er optrykt som Bek. nr. 15 af 27. juni 1927 i »Danmarks

Traktater«, 1927, s. 58; Tillægskonventionen er indeholdt i Bek. nr. 67

af 26. november 1958, LTC 1958, s. 493.

3. Falskmøntneri*, jfr. konventionen af 20. april 1929 om

bekæmpelse af falskmøntneri. Bek. nr. 252 af 17. oktober 1931,

LTC 1931, s. 270.

4. Handel med narkotika, jfr. Konventionen af 26. juni 1936 om

bekæmpelse af handel med farlige rusmidler.

5. Folkedrab*, jfr. FN-konventionen af 9. december 1948 om

folkedrab. Bek. nr. 21 af 26. maj 1952, LTC 1952, s. 564.

6. Krigsforbrydelser*, jfr. Genève-konventionerne af 1949 og

Tillægsprotokollerne fra 1977 om beskyttelse af syge og sårede

m.v. under væbnede konflikter. Bek. nr. 6 af 26. juli 1951, LTC 1951,

s. 527, samt Bek. nr. 27 af 11. marts 1983, LTC 1983, s. 1.

7. Hvid slavehandel, jfr. FN-konventionen af 21. marts 1950 om

bekæmpelse af handel med mennesker og udnyttelse af prostitution af

andre.

8. Beskyttelse af kulturel ejendom, jfr. UNESCO-konventionen af 14.

maj 1954 om beskyttelse af kulturel ejendom under væbnede

konflikter.

9. Forbrydelser i fly, jfr. Tokyo-konventionen af 14. september

1963 om forbrydelser og visse andre handlinger begået ombord på

fly.

10. Racediskrimination*, jfr. FN-konventionen af 21. december 1965

om afskaffelse af alle former for racediskrimination. Bek. nr. 55 af 4.

august 1972, LTC 1972, s. 194.

11. Fjernelse af nationale skatte, jfr. konventionen af 14.

november 1970 om midler til at forbyde og forhindre ulovlig import, eksport

og overførsel af ejendomsret over kulturel ejendom.

12. Flykapring*, jfr. Haag-konventionen af 16. december 1970 om

bekæmpelse af ulovlig bemægtigelse af luftfartøjer. Bek.

nr. 104 af 11. december 1972, LTC 1972, s. 471.

13. Forbrydelser mod flysikkerheden*, jfr.

Montréal-konventionen af 23. september 1971 til bekæmpelse af

ulovlige handlinger mod den civile luftfarts sikkerhed. Bek. nr. 103 af 25.

oktober 1973, LTC 1973, s. 743.

14. Anvendelse af biologiske våben*, jfr. FN-konventionen af

10.april 1972 om forbud mod udvikling, fremstilling og oplagring af

bakteriologiske våben og toksinvåben, m.v. Bek. nr. 78 af 6.

september 1976, LTC 1976, s. 405.

15. Miljøforbrydelser*, jfr. MARPOL-konventionen af 2.

november 1973 om forurening fra skibe, som ændret i 1978. Bek. nr. 96

af 8. oktober 1984, LTC 1984, s. 252.

16. Apartheid, jfr. FN-konventionen af 30. november 1973 om

bekæmpelse af og straf for apartheidforbrydelsen.

17. Forbrydelser mod internationalt beskyttede personer*, jfr.

FN-konventionen af 14. december 1973 om forebyggelse af og straf for

forbrydelser mod internationalt beskyttede personer, herunder diplomatiske

repræsentanter. Bek. nr. 92 af 14. oktober 1977, LTC 1977, s. 645.

18. Ulovlig omgang med postforsendelser*, jfr. UPU-konventionen af

26.oktober 1979 om beskyttelse af postforsendelser. Bek. nr. 72 af 27. juli

1981, LTC 1981, s. 414.

19. Gidseltagning*, jfr. FN-konventionen af 17. december 1979 om

gidseltagning. Bek. nr. 100 af 27. november 1987, LTC 1987, s. 344.

20. Ulovlig overførsel eller anvendelse af nukleart

materiale*, jfr. IAEA-konventionen af 3. marts 1980 om fysisk beskyttelse

af nukleare materialer. Bek. nr. 70 af 16. september 1993, LTC 1993, s.

189.

21. Ulovlig forstyrrelse af undersøiske kabler, jfr. Artikel

113 i FN s Havretskonvention af 10. december 1982 (pligt til at kriminalisere

egne statsborgeres eller egne skibes ødelæggelse af

undersøiske kabler på det åbne hav).

22. Tortur*, jfr. FN-konventionen af 10. december 1984 mod tortur

og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller

straf. Bek. nr. 88 af 23. oktober 1987, LTC 1987, s. 265.

23. Forbrydelser mod skibes sikkerhed*, jfr. IMO-konventionen af

10. marts 1988 om bekæmpelse af ulovlige handlinger mod

søfartssikkerheden, m. protokol om sikkerheden på visse

platforme. Bek. nr.12 af 23. april 1998, LTC 1998, s. 155.

24. International handel med narkotika*, jfr. FN-konventionen af

20. december 1988 mod ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer.

Bek. nr. 50 af 17. juni 1993, LTC 1993, s. 103.

25. Brug af lejesoldater, jfr. FN-konventionen af 4. december 1989

mod rekruttering, anvendelse, finansiering og træning af

lejesoldater.

26. Anvendelse af kemiske våben*, jfr. FN-konventionen af 13.

januar 1993 om forbud mod udvikling, fremstilling, oplagring og anvendelse af

kemiske våben, m.v. Bek. nr. 96 af 9. oktober 1997, LTC 1997, s.

560.

27. Beskyttelse af FN-personel*, jfr. FN-Konventionen af 9.

december 1994 om sikkerhed for FN-personel samt personel knyttet til FN. Bek.

nr. 61 af 26. august 1999, LTC 1999, s. 512.

B. Europæiske konventioner:

28. Ulovlig radiospredning*, jfr. Europarådets konvention af

22. januar 1965 om bekæmpelse af radiospredning fra stationer uden for

folkeretligt anerkendt statsområde. Bek. nr. 94 af 3. november 1967,

LTC 1967, s. 571.

29. Terrorisme*, jfr. Europarådets konvention af 27.januar

1977 om bekæmpelse af terrorisme. Bek. 91 af 2. november 1978, LTC

1978, s. 447.

30. Kulturbeskyttelse, jfr. Europarådets konvention af 23.

juni 1985 om forbrydelser mod kulturel ejendom.

31. Tortur*, jfr. Europarådets konvention af 26. november

1987 om bekæmpelse af tortur og umenneskelig eller vanærende

behandling og straf. Bek. nr. 57 af 16. maj 1991, LTC 1991, s. 121.

C. Folkeretlige sædvaner:

32. Aggression, (jfr. bl. a. Resolution nr. 3314 vedtaget af FN s

Generalforsamling af 10. december 1974 om en definition af aggression, UN

Doc. A/9631 (1974)).

33. Sørøveri/Pirateri, (jfr. bl. a. Artikel 100-105 i

FN s Havretskonvention af 10. december 1982).

34. Forbrydelser mod menneskeheden, (jfr. bl. a. Artikel 7 i

Statutten af 17. juli 1998 om oprettelse af den permanente internationale

straffedomstol).

Svar:

I Udenrigsministeriets besvarelse af Folketingets Udenrigsudvalgs

spørgsmål nr. 9 (L 20 bilag 12) er der redegjort for

rækkevidden af reglerne om dansk straffemyndighed

(jurisdiktionskompetence), der er fastsat i straffelovens §§ 6-12.

Som det fremgår af pkt. 6 i de almindelige bemærkninger til

lovforslaget, vurderer regeringen endvidere, at der i dansk ret findes den

fornødne materielle straffehjemmel vedrørende folkedrab,

forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser.

Tillægsprotokol I til Genevekonventionerne blev ratificeret af

Danmark den 2. juni 1982 efter indhentelse af Folketingets samtykke. I

bemærkningerne til beslutningsforslaget om ratifikationen (B 25), jf.

Folketingstidende 1981-82 (2. samling), tillæg A, sp. 2782, er bl.a.

anført:

»Ved ratifikationen påtager Danmark sig en folkeretlig forpligtelse

til at indrette sine nationale retsregler og administrative praksis

således, at de i tillægsprotokollerne opstillede krav opfyldes.

Med en enkelt undtagelse (artikel 75, stk. 4) frembyder protokollernes

bestemmelser ikke problemer i relation til gældende dansk ret.

(...)

Spørgsmålet om en dansk ratifikation har været forelagt

statsministeriet, forsvarsministeriet, industriministeriet, ministeriet for

offentlige arbejder, ministeriet for Grønland, justitsministeriet,

undervisningsministeriet, miljøministeriet, ministeriet for kulturelle

anliggender og Dansk Røde Kors, der alle har udtalt deres tilslutning

til en dansk ratifikation.«

I forbindelse med ratifikationen af tillægsprotokollerne blev der

taget skridt til nedsættelse af et udvalg til opfyldelse af en

række administrative foranstaltninger, der var påkrævet til

opfyldelse af protokollerne. Dette udvalg (»Regeringens Røde

Kors-Udvalg«), hvor Udenrigsministeriet har formandskabet, har deltagelse af

repræsentanter fra Forsvarsministeriet, Justitsministeriet,

Miljøministeriet, Sundhedsministeriet, Undervisningsministeriet og

Dansk Røde Kors.

Regeringens Røde Kors-Udvalg overvejede i 1997 en anbefaling om at

gennemføre en undersøgelse af mulighederne for en mere effektiv

retsforfølgning i Danmark af krænkelser af den humanitære

folkeret. Retspraksis havde imidlertid godtgjort, at der i Danmark var den

fornødne hjemmel til effektiv retsforfølgning af

krigsforbrydere. På denne baggrund var det konklusionen i Regeringens

Røde Kors-Udvalg, at der ikke var behov for at iværksætte

en sådan undersøgelse.

For så vidt angår det af Røde Kors anførte om

strafforfølgning af personer, der har begået folkedrab i

udlandet, kan Justitsministeriet oplyse følgende:

Ved FN's Folkedrabskonvention fra 1948 bekræfter deltagerstaterne,

at folkedrab, uanset om det begås i fredstid eller i krigstid, efter

folkeretten er en forbrydelse, som de forpligter sig til at forhindre og

straffe. Konventionen har næsten universel tilslutning.

Deltagerstaterne i konventionen påtager sig »i overensstemmelse med

deres forfatning at gennemføre den lovgivning, der er nødvendig

for at sætte nærværende konventions bestemmelser i kraft og

især at foreskrive effektive straffe for personer, der er skyldige i

folkedrab«. Dette er for Danmarks vedkommende sket ved lov nr. 132 af 29.

april 1955 om straf for folkedrab.

Denne konvention kan siges at reflektere en folkeretlig sædvane,

hvorefter en stat er forpligtet til at kriminalisere og retsforfølge

personer, der begår folkedrab inden for statens territorium. Det

fremgår således af artikel 6 i folkedrabskonventionen, at

personer, der anklages for folkedrab, skal strafforfølges ved en

kompetent domstol i den stat, på hvis område handlingen er

foretaget, eller ved en international straffedomstol, der måtte have

straffemyndighed i sagen. Konventionens ordning er således ikke den, at

deltagerstaterne skal have universel jurisdiktion i sager vedrørende

folkedrab.

Udenrigsministeriet har til brug for besvarelsen af dette

spørgsmål oplyst, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag

for at antage, at der skulle eksistere en folkeretlig sædvane,

hvorefter stater er forpligtet til at kriminalisere og retsforfølge

personer, der begår folkedrab i andre tilfælde, dvs. uanset hvor

forbrydelsen er begået, og hvor gerningsmanden befinder sig.

Der henvises i øvrigt til Udenrigsministeriets besvarelse af

Folketingets Udenrigsudvalgs spørgsmål nr. 9 (L 20 bilag 12).

Det fremgår heraf, at straffebestemmelserne i lov nr. 132 af 29. april

1955 om straf for folkedrab ikke efter deres gerningsindhold er territorialt

begrænset til dansk område. Dansk ret indeholder således

materielle straffebestemmelser vedrørende folkedrabsforbrydelser,

også når disse er begået i udlandet.

Regeringen lægger stor vægt på, at man fra dansk side

gennemfører folkeretlige konventioner på en sådan

måde, at der ikke kan herske tvivl om Danmarks vilje til at opfylde

internationale forpligtelser. En eventuel justering af reglerne om dansk

straffemyndighed med hensyn til grove internationale forbrydelser er

imidlertid ikke en forudsætning for dansk ratifikation af statutten for

Den Internationale Straffedomstol, men regeringen er løbende

opmærksom på den i spørgsmålet omtalte

problemstilling.

Lignende dokumenter