Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af lov om private bidrag til politiske partier og offentliggørelse af politiske partiers regnskaber

2000/1 LSF 171Lovforslag som fremsatFolketinget21. februar 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 21. februar 2001 af Jan Petersen

(S), Anders Fogh Rasmussen (V), Bendt Bendtsen (KF), Jes Lunde (SF), Kristian

Thulesen Dahl (DF), Peter Duetoft (CD), Elisabeth Arnold (RV), Jette Gottlieb

(EL) og Jann Sjursen (KRF)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om private bidrag

til politiske partier og offentliggørelse af politiske partiers

regnskaber

(Straf for urigtige oplysninger i partiregnskaber)

§ 1

I lov nr. 404 af 13. juni 1990 om private bidrag til politiske partier og

offentliggørelse af politiske partiers regnskaber, som ændret

ved lov nr. 394 af 14. juni 1995, foretages følgende

ændringer:

1.

§ 6, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2.

Der kan pålægges foreninger (juridiske

personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«

2.

Efter § 6 indsættes:

»§ 6 a.

Den, der afgiver urigtige eller

mangelfulde oplysninger efter § 3, straffes med bøde eller

fængsel indtil 4 måneder.

Stk. 2. På samme måde straffes den, der

afgiver urigtige erklæring efter § 4, stk. 2.

Stk. 3. Der kan pålægges partiorganisationer

(juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5.

Læs alt

kapitel.«

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2001.

Stk. 2. Loven har virkning for regnskaber, som indsendes

til Folketinget efter lovens ikrafttræden.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Efter anmodning fra Udvalget for Folketingets

Forretningsorden er dette lovforslag udarbejdet af Justitsministeriet, og

forslaget fremsættes efter aftale med regeringen af formændene

for folketingsgrupperne. Lovforslaget fremsættes til fri debat, idet

Udvalget for Forretningsordenen har fundet det rimeligst at udskyde en

detaljeret realitetsbehandling til efter fremsættelsen. Der er

således ikke i forbindelse med fremsættelsen taget politisk

stilling til lovforslaget eller dets enkelte dele.

Lovforslaget har navnlig til formål at sikre

åbenhed om private bidrag til de politiske partier. Det foreslås

således, at der indføres strafansvar for urigtige eller

mangelfulde oplysninger herom i de partiregnskaber, der skal

offentliggøres af Folketinget. Samtidig foreslås det, at det

også i øvrigt gøres strafbart at afgive urigtige eller

mangelfulde oplysninger i partiregnskaber.

2. Gældende ret

2.1. Partiregnskabsloven

Den gældende lov om private bidrag til politiske

partier og offentliggørelse af partiregnskaber (partiregnskabsloven)

trådte i kraft den 1. januar 1991, jf. lov nr. 404 af 13. juni 1990.

Bestemmelserne om offentliggørelse af regnskaber findes i §§ 3-5.

Efter § 3 skal partier, der har været opstillet til det senest afholdte

valg til Folketinget eller Europa-Parlamentet, aflægge regnskab over

partiets landsorganisations indtægter og udgifter. Regnskabet skal

indeholde oplysninger om følgende indtægtstyper: offentlig

partistøtte, kontingentindtægter, yderligere private tilskud fra

private personer, renteindtægter samt tilskud fra internationale

organisationer, kollektive private sammenslutninger, faglige organisationer,

erhvervsorganisationer, erhvervsvirksomheder, fonde og foreninger. Regnskabet

skal underskrives af partiets ledelse og indeholde en erklæring om, at

partiet ikke har haft andre indtægter end anført i regnskabet,

jf. § 4, stk. 2. Regnskabet skal senest 12 måneder efter

regnskabsårets afslutning indsendes til Folketinget, der

fremlægger det til gennemsyn for offentligheden, jf. § 5.

Ved lov nr. 394 af 14. juni 1995 blev der indsat en ny

bestemmelse i § 3, stk. 2. Efter denne bestemmelse skal partiregnskabet, hvis

partiet i regnskabsåret fra samme private tilskudsyder har modtaget et

eller flere tilskud, der tilsammen overstiger 20.000 kr., indeholde oplysning

om tilskudsyderens navn og adresse. Regnskabet skal endvidere indeholde

oplysning om den samlede størrelse af eventuelle anonyme tilskud og om

størrelsen af hvert enkelt anonymt tilskud på mere end 20.000

kr.

Efter § 3, stk. 3 der også blev indsat ved

1995-lovændringen skal regnskabet endvidere indeholde oplysning om

balance og egenkapital.

Partiregnskabsloven indeholder ikke bestemmelser om straf

for overtrædelse af bestemmelserne om pligt til at oplyse om private

bidrag til politiske partier. Der er heller ikke i øvrigt bestemmelser

om strafansvar for at afgive urigtige eller mangelfulde oplysninger i

partiregnskaber.

Af bemærkningerne til partiregnskabslovens § 5

fremgår det, at regnskabet ikke skal gennemgås, kontrolleres

eller godkendes af Folketinget, men alene gøres tilgængeligt for

offentligheden, jf. Folketingstidende 1989-90, tillæg A, sp. 4836. I

forarbejderne til § 3, stk. 2, anføres det, at bestemmelsen ikke

indebærer ændringer i Folketingets opgaver i forbindelse med

aflevering og offentliggørelse af partiregnskaber efter § 5, jf.

Folketingstidende 1994-95, tillæg B, s. 896-897. Endvidere

fremhæves det i forarbejderne, at partiregnskabsloven ikke indeholder

straffebestemmelser og således hviler på en forudsætning

om, at de politiske partier loyalt medvirker til at leve op til lovens

intentioner, jf. anf. st. s. 903-904.

2.2. Partistøtteloven

Efter § 7 a, stk. 1, i lov om økonomisk

støtte til partiske partier m.v. (partistøtteloven), jf.

lovbekendtgørelse nr. 704 af 21. august 1995, skal politiske partier,

der er omfattet af partiregnskabslovens § 3, hvert år inden den 1.

marts til indenrigsministeren indsende en kopi af det seneste regnskab, som

partiet efter den nævnte lov er forpligtet til at aflægge. Det

gælder dog ikke for partier, som ikke er berettiget til

økonomisk støtte efter partistøtteloven, eller som ikke

ansøger om sådan støtte, jf. § 7 a, stk. 2. Efter § 7 a,

stk. 3, påser indenrigsministeren, at det indsendte regnskab indeholder

de oplysninger, der kræves efter partiregnskabslovens § 3. Er det ikke

tilfældet, udsættes udbetalingen af tilskud fra staten.

Bestemmelsen i partistøttelovens § 7 a blev

indført ved lov nr. 383 af 14. juni 1995. Af forarbejderne til

bestemmelsen fremgår det, at Indenrigsministeriet alene skal

påse, at det indsendte regnskab indeholder de oplysninger, som

kræves efter partiregnskabslovens § 3. Indenrigsministeriet skal

således ikke foretage en efterprøvelse af regnskabets rigtighed,

jf. Folketingstidende 1994-95, tillæg A, s. 3599-3600.

2.3. Straffeloven

2.3.1.

Efter straffelovens § 162 straffes den, som for

eller til offentlig myndighed afgiver urigtig erklæring om forhold,

angående hvilke den pågældende har pligt til at afgive

forklaring, med bøde eller hæfte eller med fængsel indtil

4 måneder. Efter straffelovens § 163 straffes den, som i øvrigt

til brug i retsforhold, der vedkommer det offentlige, skriftligt eller ved

andet læsbart medie afgiver urigtig erklæring eller bevidner

noget, som den pågældende ikke har viden om, med bøde,

hæfte eller fængsel indtil 4 måneder.

Justitsministeriet har oplyst, at henset til karakteren af

Folketingets opgaver i forbindelse med aflevering og offentliggørelse

af partiregnskaber er det efter ministeriets opfattelse er tvivlsomt, om

erklæringen (dvs. oplysningerne i partiregnskabet) kan anses for

afgivet »for eller til« en offentlig myndighed i den forstand, hvori dette

udtryk er anvendt i straffelovens § 162. Det forekommer endvidere efter det

af Justitsministeriet oplyste tvivlsomt, om partiregnskabet kan siges at

være afgivet til brug i »retsforhold, der vedkommer det offentlige«,

jf. straffelovens § 163, når afleveringen af regnskaber til Folketinget

alene har til formål at sætte Folketinget i stand til at

fremlægge det til gennemsyn for offentligheden.

Hertil kommer, at forarbejderne til partiregnskabsloven

(jf. ovenfor pkt. 2.1.) efter det af Justitsministeriet oplyste tyder

på, at partiregnskabsloven bygger på en forudsætning om, at

der ikke kan straffes for overtrædelse af loven i videre omfang, end

det fremgår af straffebestemmelsen i denne lov, jf. § 6, jf. § 2, stk.

4, om uberettiget videregivelse af oplysninger om, hvilke medlemmer af

arbejdsgiverforeninger og fagforeninger m.v. der er fritaget for betaling af

bidrag eller har anmodet herom.

På den baggrund har Justitsministeriet oplyst, at

det efter ministeriets opfattelse må antages, at urigtig angivelse af

private bidrag til politiske partier m.v. efter partiregnskabsloven ikke kan

straffes efter straffelovens § 162 eller § 163.

2.3.2.

Justitsministeriet har oplyst, at

indsendelse af et regnskab, der ikke opfylder partiregnskabslovens § 3, stk.

2, til Indenrigsministeriet med henblik på udbetaling af

partistøtte, jf. partistøttelovens § 7 a, efter

Justitsministeriets opfattelse ikke er omfattet af straffelovens § 162. Det

skyldes, at § 162 ikke finder anvendelse i tilfælde, hvor det efter

loven påhviler en person at afgive en erklæring i forbindelse med

en ikke-pligtmæssig indgivelse af en ansøgning.

Aflevering af et regnskab i forbindelse med offentlig

støtte må anses for afgivet til brug for retsforhold, der

vedkommer det offentlige, jf. straffelovens § 163. Dette taler efter det af

Justitsministeriet oplyste umiddelbart for, at afgivelse af et partiregnskab

med urigtige oplysninger vil være omfattet af den nævnte

straffelovsbestemmelse.

Heroverfor kan anføres, at Indenrigsministeriet

alene skal påse, at det indsendte regnskab indeholder de oplysninger,

der kræves efter partiregnskabslovens § 3. Indenrigsministeriet skal

ikke foretage en efterprøvelse af regnskabets rigtighed. I

øvrigt indgår regnskabets oplysninger ikke i det materielle

grundlag for Indenrigsministeriets afgørelse om udbetaling af

partistøtte, idet partistøtten ikke afhænger af

regnskabsoplysningerne, men af det antal stemmer, som partiet opnåede

ved det senest valg.

Det kan endvidere anføres, at en forudsætning

i partiregnskabsloven om, at overtrædelse af § 3, stk. 2, i forhold til

Folketinget ikke skal kunne straffes, også må føre til, at

der ikke kan straffes for overtrædelse af § 3, stk. 2, når

regnskabet indsendes til Indenrigsministeriet med henblik på udbetaling

af partistøtte. Den tætte sammenhæng mellem de to love

taler således for, at aflevering af partiregnskabet til

Indenrigsministeriet til brug for udbetaling af partistøtte ikke i

strafferetlig henseende behandles anderledes end afleveringen af

partiregnskabet til Folketinget med henblik på fremlæggelse for

offentligheden.

Justitsministeriet har oplyst, at ministeriet

sammenfattende finder, at straffelovens § 163 næppe med den sikkerhed,

der kræves for at pålægge strafansvar, kan anses for at

omfatte tilfælde, hvor der med henblik på udbetaling af

partistøtte er indsendt et regnskab til Indenrigsministeriet, som ikke

opfylder § 3, stk. 2, i partiregnskabsloven.

3. Overvejelser om ændringer i partiregnskabsloven

3.1.

Navnlig af principielle grunde bør det

overvejes gennem en ændring af partiregnskabsloven at give mulighed for

at straffe urigtige eller mangelfulde oplysninger om private bidrag til

politiske partier efter partiregnskabslovens § 3, stk. 2.

3.2.

Som det fremgår af pkt. 2.1. og 2.3.1.,

bygger partiregnskabsloven oprindelig på en forudsætning om, at

de politiske partier loyalt medvirker til at leve op til lovens intentioner,

og at overtrædelse af § 3, stk. 2, i forhold til Folketinget ikke kan

straffes. Da bestemmelserne således i sin tid ikke blev udformet med

henblik på, at de skulle være strafsanktioneret, kan der

være anledning til at overveje, om bestemmelsernes formuleringer er

egnede til at medføre strafansvar, jf. herved princippet i

straffelovens § 1.

I forbindelse med Folketingets behandling af

lovændringen i 1995 blev der navnlig rejst spørgsmål om,

hvad der skal forstås ved et »tilskud« fra en privat

tilskudsgiver. I besvarelsen af et spørgsmål herom fra Udvalget

for Forretningsordenen (jf. Folketingstidende 1994-95, tillæg B, s.

903-904) anføres det, at det er vanskeligt på en

udtømmende måde præcist at angive, hvilke former for

privat partistøtte, som ydes på anden måde end ved

pengebeløb, der er omfattet af lovens tilskudsbegreb. Det understreges

dog samtidig, at det ikke er usædvanligt, at lovgivningen anvender

udtryk, hvis anvendelsesområde ikke kan fastlægges præcist

i abstrakte vendinger, men som må forstås i lyset af, hvad

sædvanlig sprogbrug, formålet med reguleringen, praksis på

området, anvendelsen af tilsvarende udtryk på beslægtede

områder m.v. tilsiger.

I besvarelsen af spørgsmålet opstillede

Justitsministeriet imidlertid nogle vejledende kriterier med henblik på

afgrænsning af tilskudsbegrebet:

»3. I vurderingen af, om en støtte i form af andet

end pengebeløb har karakter af tilskud i lovens forstand, må

bl.a. indgå, om der er tale om en ydelse, der sædvanligvis

opgøres i penges værdi.

Er der f.eks. tale om en ydelse, som den, der leverer

ydelsen, normalt tager betaling for som led i en erhvervsmæssig

virksomhed, eller må ydelsen på anden måde siges at

substituere et pengebeløb, taler det for at betragte ydelsen som

tilskud i lovens forstand. Er der tale om tilskud i lovens forstand, må

støtten efter Justitsministeriets opfattelse i almindelighed medtages

i regnskabet med den værdi, støtten har for partiet, dvs. med et

beløb svarende til, hvad partiet på sædvanlige

vilkår ellers skulle have betalt for ydelsen.

Er der på den anden side tale om en personlig

arbejdsindsats ydet af medlemmer og bekendte, som udføres frivilligt

og ulønnet, f.eks. ophængning af plakater i forbindelse med

valgkamp, foreligger der ikke en støtte, der er tilskud i lovens

forstand. Det samme må formentlig gælde ved privates gratis

udlån af lokaler og genstande, i det omfang de pågældende

private ikke driver erhvervsmæssig virksomhed af den

pågældende art.

Også andre hensyn vil kunne tillægges

betydning, herunder praktiske hensyn.

F.eks. vil et krav om, at annonceudgifter, rabatter og

lignende, der afholdes eller ydes af private, skal medtages i regnskabet,

være forbundet med en række praktiske problemer, idet man

næppe kan forlange, at et politisk parti f.eks. under en valgkamp skal

have nøje kendskab til enhver annonce, som måtte blive indrykket

i dags- eller ugepressen, og som udtrykker støtte til partiet.«

Tilsvarende uddybede Justitsministeriet i svar til

Udvalget for Forretningsordenen (jf. Folketingstidende 1994-95, tillæg

B, s. 901 og 902), hvad der skal forstås ved »anonyme« tilskud.

I besvarelserne anføres, at anonymitet alene foreligger i de

tilfælde, hvor tilskud ydes uden angivelse af tilskudsyderens navn, og

hvor det parti, der modtager tilskuddet, heller ikke på anden

måde er bekendt med tilskudsgiverens identitet. Et parti er

således ikke berettiget til at imødekomme et ønske om

anonymitet fra en skatteyder, der i regnskabsåret har ydet et eller

flere tilskud, der tilsammen overstiger 20.000 kr., hvis den

pågældendes identitet er oplyst over for partiet, eller hvor

partiet på anden måde er bekendt hermed.

Justitsministeriet har oplyst, at efter ministeriets

opfattelse er tilskuds- og anonymitetsbegreberne tilstrækkelig

præcise til, at urigtige eller mangelfulde oplysninger kan

medføre strafansvar ved afgivelse af urigtige eller manglefulde

oplysninger herom.

Det bemærkes i denne forbindelse, at der helt

undtagelsesvis vil kunne blive tale om strafnedsættelse eller

strafbortfald, hvis gerningsmanden har handlet i undskyldelig

misforståelse af reglerne. jf. straffelovens § 84, stk. 1, nr. 3,

og stk. 2.

3.3.

I forbindelse med en kriminalisering af

urigtige eller mangelfulde oplysninger i partiregnskaber om private bidrag

foreslås en tilsvarende kriminalisering af andre urigtige eller

mangelfulde oplysninger i partiregnskaber. Hensynet til tilliden til

partiregnskabers pålidelighed taler således for, at der

også indføres strafansvar for urigtige eller mangelfulde

oplysninger med hensyn til de øvrige pligtmæssige poster i

partiregnskaber, jf. partiregnskabslovens § 3, stk. 1 (oplysninger om

offentlig partistøtte, kontingentindtægter, yderligere private

tilskud fra private personer, renteindtægter samt tilskud fra

internationale organisationer, kollektive private sammenslutninger, faglige

organisationer, erhvervsorganisationer, erhvervsvirksomheder, fonde og

foreninger) og stk. 3 (balance og egenkapital).

3.4.

På den baggrund forslås det, at

der i partiregnskabsloven som en ny § 6 a (stk. 1) indsættes en

bestemmelse, hvorefter den, der afgiver urigtige eller mangelfulde

oplysninger efter § 3, straffes med bøde eller fængsel i 4

måneder. Den foreslåede strafferamme svarer til den strafferamme,

der pr. 1. juli 2001 gælder efter straffelovens § 162 og

§ 163 om urigtig erklæring til offentlig myndighed, sml. ovenfor

pkt. 2.3.1.

3.5.

Efter partiregnskabslovens § 4, stk. 2,

skal regnskabet underskrives af partiets ledelse og indeholde en

erklæring om, at partiet ikke har haft andre indtægter end

anført i regnskabet. Det kan anføres, at der ikke er behov for

selvstændigt at pålægge strafansvar for overtrædelse

af denne bestemmelse, hvis ledelsen afgiver en urigtig erklæring. En

urigtig erklæring efter § 4, stk. 2, forudsætter

således, at der afgives urigtige eller mangelfulde oplysninger efter

§ 3, og sidstnævnte forhold vil kunne straffes efter den

foreslåede nye bestemmelse i § 6 a, stk. 1, jf. ovenfor pkt. 3.4.

For imidlertid at udelukke enhver tvivl om rækkevidden af den

tilsigtede kriminalisering forslås som en ny § 6 a, stk. 2, i

partiregnskabsloven indsat en bestemmelse, der udtrykkeligt giver hjemmel til

også at straffe den, der afgiver urigtig erklæring efter

§ 4, stk. 2. I det omfang et forhold både udgør en

overtrædelse af § 3 og § 4, stk. 2, kan der straffes i

sammenstød (dvs. begge bestemmelser citeres i dommen).

3.6.

Det bør endvidere overvejes, om partiet

(landsorganisationen) som juridisk person skal kunne straffes for

overtrædelse af den foreslåede nye straffebestemmelse, eventuelt

således at strafansvar for enkeltpersoner udelukkes.

Baggrunden for strafansvar for juridiske personer er, at

ansvaret er egnet til at styrke den præventive virkning af

særlovgivningens regler, at det kan medføre en

hensigtsmæssig placering af ansvaret, og at det giver mulighed for en

bødeudmåling, der står i passende forhold til den

juridiske persons størrelse og økonomi og til den eventuelt

indvundne eller tilsigtede fortjeneste, jf. Folketingstidende 1995-96,

tillæg A, s. 4051.

Disse hensyn kan tale for også på dette

område at indføre strafansvar for juridiske personer

(partiorganisationer). Det kan i den forbindelse nævnes, at en eventuel

fortjeneste f.eks. kan bestå i, at partiet opnår et tilskud, som

ikke ville være opnået, hvis ikke det (ulovligt) var blevet

»skjult« som et anonymt tilskud.

Den almindelige ordning i lovgivningen er, at et

strafansvar for juridiske personer gælder ved siden af det individuelle

strafansvar for enkeltpersoner. Justitsministeriet har oplyst, at ministeriet

ikke er bekendt med tilfælde, hvor en handling alene er kriminaliseret

for juridiske personer, men ikke for fysiske personer.

Dette indebærer ikke, at både den juridiske

person og den eller de eventuelt ansvarlige enkeltpersoner i alle

tilfælde tiltales og dømmes for lovovertrædelserne.

I Rigsadvokatens meddelelse nr. 5/1999 af 6.

oktober 1999 er der fastsat nærmere retningslinjer til

anklagemyndigheden om valg af ansvarssubjekt i tilfælde, hvor

anklagemyndigheden finder at kunne gennemføre en straffesag mod en

juridisk person og en eller flere enkeltpersoner i anledning af samme

forhold.

I overensstemmelse med forarbejderne til straffelovens

bestemmelser om strafansvar for juridiske personer er det fastsat, at der som

udgangspunkt rejses tiltale mod den juridiske person som sådan. Har

ledelsen eller en overordnet ansat, herunder en direktør,

handlet forsætligt eller udvist grov uagtsomhed, rejses tiltalen

foruden mod den juridiske person også mod den eller de personligt

ansvarlige. Der rejses i almindelighed ikke tiltale mod underordnede

ansatte, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.

Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der er tale om en grov

overtrædelse, som den underordnede ansatte har begået

forsætligt og eventuelt også på eget initiativ. Der rejses

i denne situation også tiltale mod den juridiske person. Hvis det

strafbare forhold er af en sådan karakter, at der er grundlag for at

nedlægge påstand om frihedsstraf, må dette

nødvendigvis ske over for en fysisk person.

Justitsministeriet har oplyst, at disse retningslinjer

efter ministeriets opfattelse også vil være anvendelige på

overtrædelser af forbudet mod urigtige eller mangelfulde oplysninger i

partiregnskaber, og der ses ikke at være behov for eller anledning til

særligt på dette område helt at udelukke strafansvar for

enkeltpersoner.

Der foreslås derfor som § 6 a, stk. 3, indsat

en bestemmelse, der også giver mulighed for at pålægge

strafansvar for juridiske personer. Herved opnås det, at partiet

(landsorganisationen) som juridisk person kan straffes for overtrædelse

af § 3 og § 4, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til

lovforslagets § 1, nr. 2.

4. Forslagets økonomiske og administrative konsekvenser m.v.

Lovforslagets skønnes ikke at have

økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige af

betydning.

Lovforslaget har ikke økonomiske eller

administrative konsekvenser for erhvervslivet. Lovforslaget har ingen

miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige

aspekter.

Positive konsekvenser/mindre udgifter

Negative konsekvenser/merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen af betydning

Ingen

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen af betydning

Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forhold til EU-retten

Ingen EU-retlige aspekter

5. Hørte myndigheder

Inden lovforslagets fremsættelse har

Justitsministeriet efter forretningsordensudvalgets anmodning hørt

følgende myndigheder: Præsidenterne for Østre Landsret,

Vestre Landsret og Københavns Byret samt for retterne i Aalborg,

Århus, Odense og Roskilde, Domstolsstyrelsen, Den Danske

Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten,

Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Foreningen af

Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i

Danmark, Advokatrådet, Det Danske Center for Menneskerettigheder og

Nævnet for Etnisk Ligestilling.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte

bestemmelser

I bilaget til lovforslaget er de foreslåede regler

sammenholdt med de nugældende regler.

Til § 1

Til nr. 1 (§ 6, stk. 2)

Den gældende bestemmelse i partiregnskabslovens

§ 6, stk. 2, indebærer, at der kan pålægges foreninger

(dvs. arbejdsgiverforeninger, fagforeninger og andre faglige

sammenslutninger, jf. § 1, stk. 1) strafansvar for uberettiget

videregivelse af oplysninger om, hvem der er fritaget for betaling af bidrag

til politiske partier eller har anmodet herom.

Ved lov nr. 474 af 12. juni 1996 om ændring af

straffeloven blev der fastsat regler om strafansvar for selskaber m.v.

(juridiske personer) i straffeloven, således at bestemmelser i andre

love kan udformes som en henvisning til reglerne i straffeloven. Det var i

bemærkningerne til lovforslaget forudsat, at allerede gældende

bestemmelser om strafansvar for juridiske personer blev ændret i

overensstemmelse hermed ved førstkommende lejlighed.

Det foreslås derfor, at bestemmelse i

partiregnskabslovens § 6, stk. 2, ændres til en henvisning til

reglerne i straffelovens 5. kapitel om strafansvar for juridiske

personer.

Formuleringen »foreninger (juridiske personer)« er

foretrukket frem for den sædvanlige formulering i bestemmelser om

strafansvar for juridiske personer: »selskaber m.v. (juridiske personer)«.

Sidstnævnte formulering findes ikke særlig vejledende i netop

denne sammenhæng, hvor ansvarssubjektet er en arbejdsgiverforening, en

fagforening eller anden faglig sammenslutning og ikke en virksomhed. Der er

med den ændrede formulering ikke tilsigtet nogen begrænsning i

arten af juridiske personer, der kan ifalde ansvar, jf. herved straffelovens

§ 26.

Til nr. 2 (§ 6 a)

Efter partiregnskabslovens § 3, stk. 1, skal partier,

der har været opstillet til det senest afholdte valg til Folketinget

eller Europa-Parlamentet, aflægge regnskab over partiets

landsorganisations indtægter og udgifter. Regnskabet skal indeholde

oplysninger om følgende indtægtstyper: offentlig

partistøtte, kontingentindtægter, yderligere private tilskud fra

private personer, renteindtægter samt tilskud fra internationale

organisationer, kollektive private sammenslutninger, faglige organisationer,

erhvervsorganisationer, erhvervsvirksomheder, fonde og foreninger.

Har et parti i regnskabsåret fra samme tilskudsyder

modtaget et eller flere tilskud, der tilsammen overstiger 20.000 kr., skal

tilskudsyderens navn og adresse fremgå af regnskabet. Regnskabet skal

endvidere indeholde oplysning om den samlede størrelse af eventuelt

anonyme tilskud og oplysning om størrelsen af hvert enkelt anonymt

tilskud på mere end 20.000 kr., jf. § 3, stk. 2.

Endelig skal regnskabet endvidere indeholde oplysning om

balance og egenkapital, jf. § 3, stk. 3.

Ved lovforslagets § 1, nr. 2, foreslås der som

en ny § 6 a (stk. 1) indsat en bestemmelse, hvorefter den, der afgiver

urigtige eller mangelfulde oplysninger efter § 3, straffes med

bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Bestemmelsen

indebærer, at der skabes hjemmel til at straffe urigtig angivelse af

private bidrag til politiske partier. Den foreslåede bestemmelse er en

særlovsbestemmelse. Bestemmelsen omfatter derfor i modsætning til

straffelovens § 162 og § 163 ikke alene forsætlige forhold,

men også uagtsomme forhold, jf. straffelovens § 19. Der findes

ikke grundlag for at fravige dette almindelige princip i

særlovgivningen.

Endvidere forslås i § 6 a, stk. 2, indsat en

bestemmelse, hvorefter den, der afgiver urigtig erklæring efter

§ 4, stk. 2, straffes på samme måde som den, der afgiver

urigtige eller mangelfulde oplysninger efter § 6 a, stk. 1. Bestemmelsen

indebærer, at den, der afgiver urigtig erklæring om, at partiet

ikke har haft andre indtægter end anført i regnskabet, kan

straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Bestemmelsen omfatter i lighed med den foreslåede nykriminalisering i §

6 a, stk. 1, både forsætlige og uagtsomme forhold, jf.

straffelovens § 19.

Herudover foreslås i § 6 a, stk. 3, en

bestemmelse, hvorefter der kan pålægges partiorganisationer

(juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Bestemmelsen medfører bl.a., at også partiet

(landsorganisationen) som juridisk person kan straffes for overtrædelse

af § 3. Om der skal ske strafforfølgning alene i forhold til

partiet eller også i forhold til en eller flere fysiske personer, beror

på en konkret vurdering efter de almindelige regler om valg af

ansvarssubjekt, jf. pkt. 3.6. i de almindelige bemærkninger.

Formuleringen »partiorganisationer (juridiske personer)«

er foretrukket frem for den sædvanlige formulering i bestemmelser om

strafansvar for juridiske personer: »selskaber m.v. (juridiske personer)«.

Sidstnævnte formulering ville ikke være særlig vejledende i

netop denne sammenhæng, hvor ansvarssubjekter er et politisk parti og

ikke en virksomhed, og den ville eventuelt give anledning til

misforståelser, f.eks. at strafansvaret ville påhvile en privat

virksomhed, der formår et politisk parti til (ulovligt) at anonymisere

et bidrag fra virksomheden. Der er med den ændrede formulering ikke

tilsigtet nogen begrænsning i arten af juridiske personer, der kan

ifalde ansvar, jf. herved straffelovens § 26. Selv om alle politiske

partier i dag har karakter af foreninger, vil også partier organiseret

som et selskab eller en fond kunne straffes.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1.

juli 2001, og at den foreslåede nye straffebestemmelse finder

anvendelse på urigtige oplysninger og erklæringer i

partiregnskaber, som indsendes til Folketinget efter lovens

ikrafttræden.

Til § 3

Bestemmelsen indebærer, at ændringsloven

ligesom hovedloven ikke gælder for Færøerne og

Grønland.

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 1

I lov nr. 404 af 13. juni 1990 om private bidrag til politiske partier og

offentliggørelse af politiske partiers regnskaber, som ændret

ved lov nr. 394 af 14. juni 1995, foretages følgende

ændring:

§ 6.

For overtrædelse af § 2, stk.

4, straffes med bøde.

§ 6, stk. 2,

affattes således:

Stk. 2. For overtrædelse af § 2, stk. 4, kan

foreningen som sådan pålægges bødeansvar.

Stk. 3. ---

»Stk. 2.

Der kan pålægges foreninger (juridiske

personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«

2.

Efter § 6 indsættes:

»§ 6 a.

Den, der afgiver urigtige eller mangelfulde

oplysninger efter § 3, straffes med bøde, hæfte eller

fængsel indtil 4 måneder.

Stk. 2. På samme måde straffes den, der

afgiver urigtig erklæring efter § 4, stk. 2.

Stk. 3.

Der kan pålægges

partiorganisationer (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i

straffelovens 5. kapitel.«

Lignende dokumenter