Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om værdipapirhandel m.v., lov om banker og sparekasser m.v., realkreditloven, lov om fondsmæglerselskaber, lov om investeringsforeninger og specialforeninger, lov om forsikringsvirksomhed, lov om forsikringsmæglervirksomhed samt lov om sparevirksomheder og udstedere af forudbetalte betalingskort
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Betænkning afgivet af Erhvervsudvalget
den 7. december 2000
Betænkning
over
Forslag til lov om ændring af lov om
værdipapirhandel m.v., lov om banker og sparekasser m.v.,
realkreditloven, lov om fondsmæglerselskaber, lov om
investeringsforeninger og specialforeninger, lov om forsikringsvirksomhed,
lov om forsikringsmæglervirksomhed samt lov om sparevirksomheder og
udstedere af forudbetalte betalingskort
(Adgang til en fondsbørs og en
værdipapircentral, misbrug af intern viden og kursmanipulation m.v.,
ledelsens adgang til at sidde i koncernvirksomheder og bidrag til
Finanstilsynet)
[af
økonomiministeren (Marianne Jelved)]
1. Ændringsforslag
Der er af økonomiministeren stillet et
ændringsforslag til lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 1. november 2000 og var til
1. behandling den 10. november 2000. Lovforslaget blev efter 1. behandling
henvist til behandling i Erhvervsudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i tre
møder.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 6 spørgsmål til
økonomiministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.
Udvalgets spørgsmål og økonomiministerens svar
Læs alt
herpå er optrykt som bilag til betænkningen.
3. Indstillinger og politiske bemærkninger
Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af
SF, EL og FRI) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det stillede
ændringsforslag.
Et mindretal i udvalget (SF, EL og FRI ) indstiller
lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Enhedslisten
støtter, at der mere effektivt skal kunne gribes ind over for
insiderhandel. Når Enhedslisten stemmer imod lovforslaget, skyldes det
for det første, at lovforslaget fremmer dannelsen af finansielle
supermarkeder, som Enhedslisten er imod, og for det andet, at der
vedrørende sikkerhedsstillelse i betalingssystemer sikres en
fortrinsstilling for f.eks. pengeinstitutter på bekostning af andre
kreditorer.
En oversigt over Folketingets sammensætning er
optrykt i betænkningen.
4. Ændringsforslag med bemærkninger
Ændringsforslag
Af økonomiministeren, tiltrådt af et flertal
(udvalget med undtagelse af SF, EL og FRI):
Til § 1
1) Efter nr. 18 indsættes som nyt nummer:
»
01. I § 93, stk. 1, 1. pkt.,
ændres »§ 20, stk. 5« til: »§ 20, stk. 6«.«
[Teknisk rettelse]
Bemærkninger
Til nr. 1
Ændringsforslaget er en konsekvens af, at lovens §
20, stk. 5, bliver til § 20, stk. 6.
Frode Sørensen (S)
nfmd.
Ole Vagn Christensen (S) Claus Larsen-Jensen (S)
René Skau Björnsson (S)
Bjarne Laustsen (S) Ole Sohn (SF)
Sonja Albrink (CD) Morten Helveg Petersen (RV)
Frank Aaen (EL) Svend Erik Hovmand (V)
Pia Larsen (V) Kim Andersen (V)
Peter Brixtofte (V) fmd. Pernille Sams (KF)
Kirsten Jacobsen (FRI) Egil Møller (DF)
Ole M. Nielsen (KRF)
Folketingets sammensætning
Socialdemokratiet (S)
64
*
Det Radikale Venstre (RV)
7
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
43
*
Enhedslisten (EL)
5
Det Konservative Folkeparti (KF)
16
**
Kristeligt Folkeparti (KRF)
4
Socialistisk Folkeparti (SF)
13
Frihed 2000 (FRI)
4
Dansk Folkeparti (DF)
10
Valgt på Færøerne (FÆR)
1
Centrum-Demokraterne (CD)
8
Uden for Partierne (UP)
4
*
Heraf 1 medlem valgt i Grønland
**
Heraf 1 medlem valgt på
Færøerne
Bilag 1
Bilagsoversigt
Bilagsnr.
Titel
1
Høringssvar, høringsnotat og udkast til lov om ændring
af lov om værdipapirhandel m.v., fra økonomiministeren
2
Spm. 1 om redegørelse for, hvem den foreslåede udvidelse
rammer, til økonomiministeren
Spm. 2 om Justitsministeriets holdning til konkurslovgivningen, til
økonomiministeren
3
Udkast til betænkning
4
Svar på spm. 1 om redegørelse for, hvem den foreslåede
udvidelse rammer, fra økonomiministeren
Svar på spm. 2 om Justitsministeriets holdning til
konkurslovgivningen, fra økonomiministeren
5
Spm. 3, om særregel om sikkerhedsstillelse og identifikation af det
pantsatte ikke er et privilegium, til økonomiministeren
Spm. 4, om privatkunders indskud dækkes af Fonden for Indskydere og
Investorer uanset størrelse, til økonomiministeren
Spm. 5, om pengeinstitutters m.v. kreditorer bl.a. kan være
erhvervskunder, virksomheder, som institutterne har outsourcet opgaver til og
vareleverandører, til økonomiministeren
Spm. 6, om den resterende del af boet bliver mindre, når der er
givet pant i en virksomheds aktiver, til økonomiministeren
6
Ændringsforslag til lovforslag nr. L 75, fra
økonomiministeren
7
2. udkast til betænkning.
8
Svar på spm. 3, om særregel om sikkerhedsstillelse og
identifikation af det pantsatte ikke er et privilegium, fra
økonomiministeren
Svar på spm. 4, om privatkunders indskud dækkes af Fonden for
Indskydere og Investorer uanset størrelse, fra
økonomiministeren
Svar på spm. 5, om pengeinstitutters m.v. kreditorer bl.a. kan
være erhvervskunder, virksomheder, som institutterne har outsourcet
opgaver til og vareleverandører, fra økonomiministeren
Svar på spm. 6, om den resterende del af boet bliver mindre,
når der er givet pant i en virksomheds aktiver, fra
økonomiministeren
Bilag 2
Udvalgets spørgsmål og
økonomiministerens svar herpå
Udvalgets spørgsmål og
økonomiministerens svar herpå er optrykt efter ønske fra
V, KF, DF og EL.
Spørgsmål nr. 1
Den foreslåede udvidelse af sikkerhedsretten
medfører en fortrinsstilling for visse kreditorer på andre
kreditorers bekostning. Ministeren bedes redegøre for, hvem den
foreslåede udvidelse rammer.
Svar
Lad mig indledningsvis slå fast, at der ikke er tale
om en fortrinsstilling eller særlige privilegier for visse kreditorer.
Udvidelsen af § 55 vil hverken give betalingssystemer og deltagerne i disse
automatisk pant eller pant i andre situationer, end de har mulighed for ved
anvendelse af traditionel pantsætning.
Deltagerne i betalingssystemer er typisk pengeinstitutter
og eventuelt andre, der har væsentlig betydning for
betalingsformidlingen.
I betalingssystemerne effektueres de betalinger, som
bankerne foretager til og fra hinanden. Disse betalinger vedrører dels
bankernes egne mellemværender dels betalinger til og fra bankernes
kunder. Betalingerne er således mange, og det drejer sig sammenlagt om
store beløb.
Der stilles større og større krav til
betalingssystemerne om, at sådanne betalinger gennemføres
så hurtigt, effektivt og sikkert som muligt. I nogle systemer sker
gennemførelsen af betalingerne enkeltvis - i andre systemer samles
mange betalinger sammen og gennemføres ved, at den enkelte deltager
betaler eller modtager ét beløb, der udgør summen af
alle de beløb, den pågældende deltager skal betale og
modtage. Ofte sker afviklingen i systemerne flere gange i døgnet og
nogle gange om natten.
Det er vigtigt både for deltagerne og for disses
kunder, at betalingerne er fremme hos modtageren til tiden. Den enkelte
deltager i et betalingssystem skal have en konto, hvorfra systemet kan
trække penge til dækning af det eller de beløb, deltageren
skal betale, eller indsætte det beløb, som en deltager skal
modtage. Hvis der ikke er penge på kontoen, når en deltager skal
betale, kan systemet eller dettes afviklingsbank - og det vil i de
eksisterende danske systemer være Nationalbanken - give deltageren en
kredit og lægge pengene ud, så afviklingen kan
gennemføres.
Kreditten bliver normalt dækket ind enten ved dagens
slutning eller ved næste dags begyndelse, hvis kreditten er ydet i
forbindelse med afvikling om natten. Dette sidste er for eksempel
tilfældet i den danske Sumclearing, hvor pengeinstitutkundernes
betalinger af eksempelvis husleje, boliglån m.v. og alle
dankortransaktioner gennemføres.
Der er således tale om kreditter af varierende
størrelse og af meget kort varighed.
Sådanne kreditter bliver imidlertid kun ydet, hvis
systemet - i praksis Nationalbanken - har sikkerhed for kreditten, normalt i
form af pant i letomsættelige værdipapirer. Denne type
værdipapirer indgår også i beregningen af
pengeinstitutternes likviditet og er også den type papirer, der
anvendes til køb og salg i forbindelse med pengeinstitutternes
fremskaffelse af likviditet til den daglige drift.
Da de beløb, der skal stilles sikkerhed for, som
sagt kan være af meget varierende størrelse, og kreditbehovet
som regel kun består i meget korte perioder - og nogle dage slet ikke -
vil en deltager i systemet ved anvendelse af traditionel pantsætning
blive tvunget til at binde aktiver - og aktiver som det er vigtigt for
deltageren at have rådighed over i forbindelse med den daglige drift -
for uforholdsmæssigt store beløb. Man kan sige, at den
traditionelle form for etablering af pant ikke tager højde for den
udvikling, der har været i gennemførelsen af betalinger i
betalingssystemerne. Systemerne skal leve op til omverdenens krav om
hurtighed, sikkerhed og effektivitet i betalingsformidlingen, men har ikke
indtil nu haft et smidigt instrument til rådighed for
gennemførelsen af den sikkerhedsstillelse, der kræves for, at
kredit kan ydes i forbindelse med betalingsafviklingen.
At sikkerhedsretten ikke kan anvendes i dag betyder, at
hvis en deltager i for eksempel Sumclearingen ikke har et
tilstrækkeligt beløb til rådighed på sin
afviklingskonto, vil alle dennes betalinger blive taget ud af afviklingen.
Den pågældendes betalinger bliver først gennemført,
når deltageren på ny har sat penge nok ind på sin
afviklingskonto. Ud over at den pågældende deltagers egne
betalinger vil blive forsinket, kan en række andre deltagere og disses
kunder, som skulle have modtaget penge fra den pågældende, blive
berørt.
Med indførelsen af sikkerhedsretten får
betalingssystemet og dets deltagere mulighed for at aftale på
forhånd, at bestemte værdipapirer, som tilhører en
deltager, kan anvendes som sikkerhed for en afviklingskredit, hvis deltageren
ikke har penge nok til gennemførelse af afviklingen. Der kan kun
stilles sikkerhed i form af papirer, der er registreret i en
værdipapircentral - i Danmark typisk Værdipapircentralen A/S.
Værdipapircentralen vil få besked om aftalen og vil registrere,
at denne eksisterer.
Hvis der i forbindelse med en konkret afvikling i
betalingssystemet bliver brug for at yde kredit, kan systemet give meddelelse
til Værdipapircentralen om, at systemet har ydet kredit og med hvilket
beløb, hvorefter Værdipapircentralen registrerer panteret i det
anviste depot. Først ved denne registrering opstår pantet, som
altså kunne have været givet ved traditionel pantsætning,
hvor der forud gives pant i et depot for en gæld, hvis størrelse
ikke er kendt. Giver systemet ikke besked om, at panteretten ønskes
udnyttet inden for meget korte frister, der er fastsat ved
bekendtgørelse, bortfalder panteretten og vil først kunne
udnyttes på ny næste gang, der opstår behov for at yde
kredit i forbindelse med en afvikling i systemet.
Den foreslåede ændring vil således alene
give betalingssystemerne og disses deltagere en mulighed for at etablere
panteretten på en måde, der imødekommer de særlige
behov, der opstår som følge af kreditternes varierende
størrelse, korte varighed, kravene til deltagernes likviditet og
behovet for løbende at kunne råde over de aktiver, der ikke er
nødvendige til sikring af afviklingskreditterne. Man kan sige, at
udviklingen på dette område er løbet fra de traditionelle
former for pantsætning. Sikkerhedsretten har da også kunnet
anvendes i forbindelse med afviklingen af værdipapirer siden
børsreformens gennemførelse i 1996.
Man kan også diskutere, om nogen bliver ramt af den
foreslåede udvidelse af § 55, stk. 1. Pengeinstitutternes andre
kreditorer er mest institutternes kunder, men der er ingen stor tradition
for, at kunder får pant i pengeinstitutternes aktiver. Ønsker
kunderne dette, vil de almindelige former for pantsætning formentlig
fuldt ud tilfredsstille behovet. Til gengæld har også kunderne en
stor interesse i, at betalingssystemerne kan fungere sikkert og effektivt, og
for at den finansielle stabilitet bevares. Hvis et pengeinstitut går
konkurs vil privatkundernes indskud blive dækket af
indskydergarantifonden.
Spørgsmål nr. 2
Det fremgår af ministeriets høringsnotat, at
Justitsministeriet har haft lovforslaget i høring. Da der imidlertid
ikke foreligger et skriftligt høringssvar fra ministeriet og da
ministeriets holdning i øvrigt ikke er angivet i notatet bedes
ministeren oplyse, hvordan Justitsministeriet forholder sig til den i
spørgsmål 1 nævnte fravigelse af de traditionelle
principper i konkurslovgivningen m.v.
Svar
Følgende udtalelse er indhentet fra
Justitsministeriet:
»
Det har gennem de senere
år været en generel tendens i konkurslovgivningen, at der er
blevet lagt stor vægt på hensynet til lige behandling af
kreditorerne i tilfælde af en skyldners konkurs. Det er baggrunden for,
at de fleste såkaldte konkursprivilegier - dvs. regler om, at visse
krav skal fyldestgøres forud for andre krav - efterhånden er
blevet ophævet.
Det er derimod ikke i strid med princippet om lige
behandling af kreditorerne, at boet som udgangspunkt skal respektere
panterettigheder i bestemte aktiver, når rettigheden er gyldigt stiftet
inden konkursen.
I øvrigt går det foreliggende lovforslag
efter det for Justitsministeriet oplyste ikke ud på at udvide adgangen
til stifte panterettigheder i forbindelse med deltagelse i clearingsystemer
mv., men at lette en løbende tilpasning af panterettighedernes omfang
til de faktisk ydede lån.«
Spørgsmål nr. 3
Ministeren anfører i sin besvarelse af
spørgsmål 1, jf. bilag 4, at lovforslaget ikke giver
fortrinsstilling eller særlige privilegier for visse kreditorer. Skal
dette forstås således, at ministeren ikke finder, at en
lempeligere særregel om sikkerhedsstillelse og identifikation af det
pantsatte ikke er et privilegium?
Svar
Jeg har ved besvarelsen af spørgsmål 1
redegjort for, hvordan og i hvilke situationer, der ydes kredit i forbindelse
med afviklingen i betalingssystemerne i Nationalbanken. Sådan kredit
ydes ikke, medmindre der er fuld sikkerhed for kreditten. Som det også
blev anført, vil anvendelse af de traditionelle former for etablering
af pant medføre store ulemper for deltagerne i systemerne, medens
manglende pantsætning kan føre til uhensigtsmæssige
forstyrrelser i betalingsformidlingen og i værste fald føre til
finansiel ustabilitet.
Det er almindelig anerkendt, at kreditorer kan sikre deres
tilgodehavende ved pant også med virkning i forhold til
pantsætters eventuelle konkursbo. Betingelsen herfor har været,
at der ved pantets etablering blev foretaget bestemte sikringsakter, der dels
har til formål at identificere pantet, dels at dokumentere debitors
hensigt om at pantsætte og endelig at tidsfæste
pantsætningen. For at bevare sin gyldighed i forhold til debitors
konkursbo skal sikringsakten også foretages umiddelbart i forbindelse
med selve pantsætningen.
De eksisterende former for sikringsakter må formodes
at være valgt, fordi de opfylder de nævnte formål og
samtidig er egnede til sikring af det, man kan kalde traditionelt pant. Pant
stilles traditionelt til sikkerhed for et lån af en bestemt
størrelse, der nedbringes efter en på forhånd
indgået aftale eller til sikkerhed for en kredit med en aftalt
løbetid og et aftalt maksimum. Der vil blive stillet pant af en
størrelse, der dækker lånets hovedstol eller
restgæld, eller kredittens maksimum. Der vil ikke være det store
behov for at regulere størrelsen af pantet i løbetiden.
Pantsætter kan fortsat råde over det pantsatte, blot denne
råden sker med respekt af panteretten. Pantsætningen vil
således sædvanligvis dække et bestemt beløb i en
periode af en vis længde, der i de fleste tilfælde er aftalt
på forhånd.
De kreditter, som betalingssystemerne skal sikre ved pant,
er af meget kort varighed - ofte under en halv time - og af meget varierende
størrelse, og pantet etableres kun, hvis der i forbindelse med
afviklingen den enkelte dag gives meddelelse til VP om, at panteretten
ønskes etableret.
Som jeg redegjorde for i mit svar på
spørgsmål 1, er deltagere i betalingssystemer underlagt
særlige regler, der kan medføre store ulemper. F. eks. er
reglerne om likviditet en af årsagerne til, at en pantsætning af
værdipapirer er besværligt i det store omfang, det er
nødvendigt for at sikre afviklingen. Disse ulemper kan i værste
fald hindre udvekslingen af penge/likviditet i hele det finansielle system.
Anvendelse af de traditionelle former for sikringsakter
vil således gøre pantsætning i et uhensigtsmæssigt
omfang nødvendigt, hvis man skal undgå forstyrrelser i
betalingsafviklingen. De eksisterende former for sikringsakter
imødekommer ikke systemernes behov for hurtigt og smidigt at stille
netop den mængde sikkerhed, som den enkelte afvikling af betalinger
giver behov for. Dette kan betyde, at betalingssystemerne kan få
vanskeligheder med at leve op til de samfundsmæssige ønsker om
en hurtig, sikker og effektiv betalingsformidling, hvis der i en periode ikke
er den samme likviditet i markedet som i dag.
Alle kreditorer kan få pant. Med de krav, der
stilles til betalingssystemernes virksomhed, kan man sige, at systemerne i
dag er ringere stillet end øvrige kreditorer, fordi de traditionelle
former for sikringsakter ikke tager hensyn til de særlige forhold, der
gør sig gældende i systemerne. Dette blev allerede erkendt for
værdipapirafviklingen i forbindelse med den sidste børsreform,
og værdipapirrafviklingssystemer har da også kunnet benytte sig
af sikkerhedsretten siden 1996.
Den foreslåede udvidelse af § 55 til også at
omfatte betalingssystemer har således ikke til hensigt at give
betalingssystemerne og disses deltagere en særlig fortrinsstilling, men
tværtimod at give dem en mulighed for at etablere pant på en
måde, der gør det muligt for systemerne og disses deltagere at
leve op til de standarder, der gælder for denne type virksomhed og
samtidig tilgodese den samfundsmæssige interesse, der er i, at
betalingsformidlingen kan gennemføres hurtigt, sikkert og effektivt.
Eftersom ingen kreditorer er afskåret fra at kræve pant ved
f.eks. en långivning, er der ikke tale om en fortrinsstilling.
Spørgsmål nr. 4
Skal sidste afsnit i ministerens svar på
spørgsmål 1, jf. bilag 4, forstås således, at
privatkunders indskud dækkes af Fonden for indskydere og investorer
uanset størrelse?
Svar
Fonden for indskydere og investorer dækker indskud
på almindelige indlånskonti på op til 300.000 kr. Herudover
dækkes indestående på for eksempel pensionskonti og en
række andre konti fuldt ud. Mit svar på spørgsmål 1
kan naturligvis ikke tages til indtægt for en dækning herudover.
De fleste privatkunder med frie midler for over 300.000 kr. vil endvidere
typisk placere disse i værdipapirer.
De kunder, der har kontante midler stående for mere
end 300.000 kr., har muligheden for at kræve pant til sikkerhed for
beløbets tilbagebetaling af deres pengeinstitut. Sådan et pant
vil skulle etableres ved anvendelse af de eksisterende sikringsakter. Det er
svært at forestille sig en privatkunde, som hellere ville anvende en
form for sikringsakt, der indebærer, at kunden dagligt skal
kontrollere, hvor stort indeståendet er, og derefter give VP meddelelse
om, at panteretten ønskes etableret. De traditionelle former for
sikringsakter forekommer mere egnede.
Spørgsmål nr. 5
Kan ministeren bekræfte, at pengeinstitutternes m.v.
kreditorer bl.a. kan være erhvervskunder, virksomheder, som
institutterne har outsourcet opgaver til og vareleverandører?
Svar
Ja.
Spørgsmål nr. 6
Vil ministeren medgive, at når der er givet pant i
en virksomheds aktiver, bliver den resterende del af boet og dermed det
beløb, der er til fordeling mellem de simple kreditorer, tilsvarende
mindre?
Svar
Svaret på dette spørgsmål er
naturligvis bekræftende, og formålet med udvidelsen af § 55 er da
også at skabe bedre rammer for ydelse af sikkerhed i forbindelse med
kreditter givet som et led i pengeafviklingen.
Dette kan i en given situation føre til, at en
større del af for eksempel et pengeinstituts aktiver er pantsat, end
det ville have været tilfældet, hvis sikkerhedsretten ikke kunne
anvendes af betalingssystemet. Til gengæld vil en større del, og
forhåbentlig alle de betalinger, der vedrører den insolvente
deltager, og som var anmeldt til gennemførelse i systemet, være
gennemført. Når et beløb ikke er til rådighed som
forventet på grund af det pågældende pengeinstituts
insolvens, medfører sikkerhedsretten, at den umiddelbare forstyrrelse
hos de øvrige deltagere og disses kunder mindskes eller helt
undgås.
Lignende dokumenter
- Skriftlig fremsættelse (1. november 2000) - L 75 Retsinformation · 1. november 2000
- Forslag til Lov om ændring af lov om værdipapirhandel m.v. Retsinformation · 15. december 2000
- Forslag til Lov om ændring af lov om banker og sparekasser m.v., lov om forsikringsvirksomhed, realkreditloven, lov om tilsyn med firmapensionskasser, lov om et skibsfinansieringsinstitut, lov om værdipapirhandel m.v., lov om fondsmæglerselskaber og lov om investerin Retsinformation · 25. november 1998
- 1996 LSF 219 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM FORSIKRINGSVIRKSOMHED, LOV OM BANKER OG SPAREKASSER M.V., REALKREDITLOVEN, LOV OM VÆRDIPAPIRHANDEL M.V., LOV OM FONDSMÆGLERSELSKABER, LOV OM TILSYN MED FIRMAPENSIONSKASSER, LOV OM LØNMODTAGERNES DYRTIDSFOND OG LOV OM ARBEJDSMARKEDETS TILLÆGSPENSION(LEDELSESREGLER, PLACERINGSREGLER M.V.) Retsinformation · 16. juni 1997
- Betænkning over Forslag til lov om finansiel virksomhed Retsinformation · 12. juli 2001
- Forslag til Lov om finansiel virksomhed Retsinformation · 22. maj 2001