Spring til indhold

Retsinformation

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om værdipapirhandel m.v., lov om banker og sparekasser m.v., realkreditloven, lov om fondsmæglerselskaber, lov om investeringsforeninger og specialforeninger, lov om forsikringsvirksomhed, lov om forsikringsmæglervirksomhed samt lov om sparevirksomheder og udstedere af forudbetalte betalingskort

2000/1 BTL 75Betænkning over lovforslagFolketinget5. januar 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Betænkning afgivet af Erhvervsudvalget

den 7. december 2000

Betænkning

over

Forslag til lov om ændring af lov om

værdipapirhandel m.v., lov om banker og sparekasser m.v.,

realkreditloven, lov om fondsmæglerselskaber, lov om

investeringsforeninger og specialforeninger, lov om forsikringsvirksomhed,

lov om forsikringsmæglervirksomhed samt lov om sparevirksomheder og

udstedere af forudbetalte betalingskort

(Adgang til en fondsbørs og en

værdipapircentral, misbrug af intern viden og kursmanipulation m.v.,

ledelsens adgang til at sidde i koncernvirksomheder og bidrag til

Finanstilsynet)

[af

økonomiministeren (Marianne Jelved)]

1. Ændringsforslag

Der er af økonomiministeren stillet et

ændringsforslag til lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 1. november 2000 og var til

1. behandling den 10. november 2000. Lovforslaget blev efter 1. behandling

henvist til behandling i Erhvervsudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i tre

møder.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 6 spørgsmål til

økonomiministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

Udvalgets spørgsmål og økonomiministerens svar

Læs alt

herpå er optrykt som bilag til betænkningen.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af

SF, EL og FRI) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det stillede

ændringsforslag.

Et mindretal i udvalget (SF, EL og FRI ) indstiller

lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Enhedslisten

støtter, at der mere effektivt skal kunne gribes ind over for

insiderhandel. Når Enhedslisten stemmer imod lovforslaget, skyldes det

for det første, at lovforslaget fremmer dannelsen af finansielle

supermarkeder, som Enhedslisten er imod, og for det andet, at der

vedrørende sikkerhedsstillelse i betalingssystemer sikres en

fortrinsstilling for f.eks. pengeinstitutter på bekostning af andre

kreditorer.

En oversigt over Folketingets sammensætning er

optrykt i betænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Af økonomiministeren, tiltrådt af et flertal

(udvalget med undtagelse af SF, EL og FRI):

Til § 1

1) Efter nr. 18 indsættes som nyt nummer:

»

01. I § 93, stk. 1, 1. pkt.,

ændres »§ 20, stk. 5« til: »§ 20, stk. 6«.«

[Teknisk rettelse]

Bemærkninger

Til nr. 1

Ændringsforslaget er en konsekvens af, at lovens §

20, stk. 5, bliver til § 20, stk. 6.

Frode Sørensen (S)

nfmd.

Ole Vagn Christensen (S) Claus Larsen-Jensen (S)

René Skau Björnsson (S)

Bjarne Laustsen (S) Ole Sohn (SF)

Sonja Albrink (CD) Morten Helveg Petersen (RV)

Frank Aaen (EL) Svend Erik Hovmand (V)

Pia Larsen (V) Kim Andersen (V)

Peter Brixtofte (V) fmd. Pernille Sams (KF)

Kirsten Jacobsen (FRI) Egil Møller (DF)

Ole M. Nielsen (KRF)

Folketingets sammensætning

Socialdemokratiet (S)

64

*

Det Radikale Venstre (RV)

7

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)

43

*

Enhedslisten (EL)

5

Det Konservative Folkeparti (KF)

16

**

Kristeligt Folkeparti (KRF)

4

Socialistisk Folkeparti (SF)

13

Frihed 2000 (FRI)

4

Dansk Folkeparti (DF)

10

Valgt på Færøerne (FÆR)

1

Centrum-Demokraterne (CD)

8

Uden for Partierne (UP)

4

*

Heraf 1 medlem valgt i Grønland

**

Heraf 1 medlem valgt på

Færøerne

Bilag 1

Bilagsoversigt

Bilagsnr.

Titel

1

Høringssvar, høringsnotat og udkast til lov om ændring

af lov om værdipapirhandel m.v., fra økonomiministeren

2

Spm. 1 om redegørelse for, hvem den foreslåede udvidelse

rammer, til økonomiministeren

Spm. 2 om Justitsministeriets holdning til konkurslovgivningen, til

økonomiministeren

3

Udkast til betænkning

4

Svar på spm. 1 om redegørelse for, hvem den foreslåede

udvidelse rammer, fra økonomiministeren

Svar på spm. 2 om Justitsministeriets holdning til

konkurslovgivningen, fra økonomiministeren

5

Spm. 3, om særregel om sikkerhedsstillelse og identifikation af det

pantsatte ikke er et privilegium, til økonomiministeren

Spm. 4, om privatkunders indskud dækkes af Fonden for Indskydere og

Investorer uanset størrelse, til økonomiministeren

Spm. 5, om pengeinstitutters m.v. kreditorer bl.a. kan være

erhvervskunder, virksomheder, som institutterne har outsourcet opgaver til og

vareleverandører, til økonomiministeren

Spm. 6, om den resterende del af boet bliver mindre, når der er

givet pant i en virksomheds aktiver, til økonomiministeren

6

Ændringsforslag til lovforslag nr. L 75, fra

økonomiministeren

7

2. udkast til betænkning.

8

Svar på spm. 3, om særregel om sikkerhedsstillelse og

identifikation af det pantsatte ikke er et privilegium, fra

økonomiministeren

Svar på spm. 4, om privatkunders indskud dækkes af Fonden for

Indskydere og Investorer uanset størrelse, fra

økonomiministeren

Svar på spm. 5, om pengeinstitutters m.v. kreditorer bl.a. kan

være erhvervskunder, virksomheder, som institutterne har outsourcet

opgaver til og vareleverandører, fra økonomiministeren

Svar på spm. 6, om den resterende del af boet bliver mindre,

når der er givet pant i en virksomheds aktiver, fra

økonomiministeren

Bilag 2

Udvalgets spørgsmål og

økonomiministerens svar herpå

Udvalgets spørgsmål og

økonomiministerens svar herpå er optrykt efter ønske fra

V, KF, DF og EL.

Spørgsmål nr. 1

Den foreslåede udvidelse af sikkerhedsretten

medfører en fortrinsstilling for visse kreditorer på andre

kreditorers bekostning. Ministeren bedes redegøre for, hvem den

foreslåede udvidelse rammer.

Svar

Lad mig indledningsvis slå fast, at der ikke er tale

om en fortrinsstilling eller særlige privilegier for visse kreditorer.

Udvidelsen af § 55 vil hverken give betalingssystemer og deltagerne i disse

automatisk pant eller pant i andre situationer, end de har mulighed for ved

anvendelse af traditionel pantsætning.

Deltagerne i betalingssystemer er typisk pengeinstitutter

og eventuelt andre, der har væsentlig betydning for

betalingsformidlingen.

I betalingssystemerne effektueres de betalinger, som

bankerne foretager til og fra hinanden. Disse betalinger vedrører dels

bankernes egne mellemværender dels betalinger til og fra bankernes

kunder. Betalingerne er således mange, og det drejer sig sammenlagt om

store beløb.

Der stilles større og større krav til

betalingssystemerne om, at sådanne betalinger gennemføres

så hurtigt, effektivt og sikkert som muligt. I nogle systemer sker

gennemførelsen af betalingerne enkeltvis - i andre systemer samles

mange betalinger sammen og gennemføres ved, at den enkelte deltager

betaler eller modtager ét beløb, der udgør summen af

alle de beløb, den pågældende deltager skal betale og

modtage. Ofte sker afviklingen i systemerne flere gange i døgnet og

nogle gange om natten.

Det er vigtigt både for deltagerne og for disses

kunder, at betalingerne er fremme hos modtageren til tiden. Den enkelte

deltager i et betalingssystem skal have en konto, hvorfra systemet kan

trække penge til dækning af det eller de beløb, deltageren

skal betale, eller indsætte det beløb, som en deltager skal

modtage. Hvis der ikke er penge på kontoen, når en deltager skal

betale, kan systemet eller dettes afviklingsbank - og det vil i de

eksisterende danske systemer være Nationalbanken - give deltageren en

kredit og lægge pengene ud, så afviklingen kan

gennemføres.

Kreditten bliver normalt dækket ind enten ved dagens

slutning eller ved næste dags begyndelse, hvis kreditten er ydet i

forbindelse med afvikling om natten. Dette sidste er for eksempel

tilfældet i den danske Sumclearing, hvor pengeinstitutkundernes

betalinger af eksempelvis husleje, boliglån m.v. og alle

dankortransaktioner gennemføres.

Der er således tale om kreditter af varierende

størrelse og af meget kort varighed.

Sådanne kreditter bliver imidlertid kun ydet, hvis

systemet - i praksis Nationalbanken - har sikkerhed for kreditten, normalt i

form af pant i letomsættelige værdipapirer. Denne type

værdipapirer indgår også i beregningen af

pengeinstitutternes likviditet og er også den type papirer, der

anvendes til køb og salg i forbindelse med pengeinstitutternes

fremskaffelse af likviditet til den daglige drift.

Da de beløb, der skal stilles sikkerhed for, som

sagt kan være af meget varierende størrelse, og kreditbehovet

som regel kun består i meget korte perioder - og nogle dage slet ikke -

vil en deltager i systemet ved anvendelse af traditionel pantsætning

blive tvunget til at binde aktiver - og aktiver som det er vigtigt for

deltageren at have rådighed over i forbindelse med den daglige drift -

for uforholdsmæssigt store beløb. Man kan sige, at den

traditionelle form for etablering af pant ikke tager højde for den

udvikling, der har været i gennemførelsen af betalinger i

betalingssystemerne. Systemerne skal leve op til omverdenens krav om

hurtighed, sikkerhed og effektivitet i betalingsformidlingen, men har ikke

indtil nu haft et smidigt instrument til rådighed for

gennemførelsen af den sikkerhedsstillelse, der kræves for, at

kredit kan ydes i forbindelse med betalingsafviklingen.

At sikkerhedsretten ikke kan anvendes i dag betyder, at

hvis en deltager i for eksempel Sumclearingen ikke har et

tilstrækkeligt beløb til rådighed på sin

afviklingskonto, vil alle dennes betalinger blive taget ud af afviklingen.

Den pågældendes betalinger bliver først gennemført,

når deltageren på ny har sat penge nok ind på sin

afviklingskonto. Ud over at den pågældende deltagers egne

betalinger vil blive forsinket, kan en række andre deltagere og disses

kunder, som skulle have modtaget penge fra den pågældende, blive

berørt.

Med indførelsen af sikkerhedsretten får

betalingssystemet og dets deltagere mulighed for at aftale på

forhånd, at bestemte værdipapirer, som tilhører en

deltager, kan anvendes som sikkerhed for en afviklingskredit, hvis deltageren

ikke har penge nok til gennemførelse af afviklingen. Der kan kun

stilles sikkerhed i form af papirer, der er registreret i en

værdipapircentral - i Danmark typisk Værdipapircentralen A/S.

Værdipapircentralen vil få besked om aftalen og vil registrere,

at denne eksisterer.

Hvis der i forbindelse med en konkret afvikling i

betalingssystemet bliver brug for at yde kredit, kan systemet give meddelelse

til Værdipapircentralen om, at systemet har ydet kredit og med hvilket

beløb, hvorefter Værdipapircentralen registrerer panteret i det

anviste depot. Først ved denne registrering opstår pantet, som

altså kunne have været givet ved traditionel pantsætning,

hvor der forud gives pant i et depot for en gæld, hvis størrelse

ikke er kendt. Giver systemet ikke besked om, at panteretten ønskes

udnyttet inden for meget korte frister, der er fastsat ved

bekendtgørelse, bortfalder panteretten og vil først kunne

udnyttes på ny næste gang, der opstår behov for at yde

kredit i forbindelse med en afvikling i systemet.

Den foreslåede ændring vil således alene

give betalingssystemerne og disses deltagere en mulighed for at etablere

panteretten på en måde, der imødekommer de særlige

behov, der opstår som følge af kreditternes varierende

størrelse, korte varighed, kravene til deltagernes likviditet og

behovet for løbende at kunne råde over de aktiver, der ikke er

nødvendige til sikring af afviklingskreditterne. Man kan sige, at

udviklingen på dette område er løbet fra de traditionelle

former for pantsætning. Sikkerhedsretten har da også kunnet

anvendes i forbindelse med afviklingen af værdipapirer siden

børsreformens gennemførelse i 1996.

Man kan også diskutere, om nogen bliver ramt af den

foreslåede udvidelse af § 55, stk. 1. Pengeinstitutternes andre

kreditorer er mest institutternes kunder, men der er ingen stor tradition

for, at kunder får pant i pengeinstitutternes aktiver. Ønsker

kunderne dette, vil de almindelige former for pantsætning formentlig

fuldt ud tilfredsstille behovet. Til gengæld har også kunderne en

stor interesse i, at betalingssystemerne kan fungere sikkert og effektivt, og

for at den finansielle stabilitet bevares. Hvis et pengeinstitut går

konkurs vil privatkundernes indskud blive dækket af

indskydergarantifonden.

Spørgsmål nr. 2

Det fremgår af ministeriets høringsnotat, at

Justitsministeriet har haft lovforslaget i høring. Da der imidlertid

ikke foreligger et skriftligt høringssvar fra ministeriet og da

ministeriets holdning i øvrigt ikke er angivet i notatet bedes

ministeren oplyse, hvordan Justitsministeriet forholder sig til den i

spørgsmål 1 nævnte fravigelse af de traditionelle

principper i konkurslovgivningen m.v.

Svar

Følgende udtalelse er indhentet fra

Justitsministeriet:

»

Det har gennem de senere

år været en generel tendens i konkurslovgivningen, at der er

blevet lagt stor vægt på hensynet til lige behandling af

kreditorerne i tilfælde af en skyldners konkurs. Det er baggrunden for,

at de fleste såkaldte konkursprivilegier - dvs. regler om, at visse

krav skal fyldestgøres forud for andre krav - efterhånden er

blevet ophævet.

Det er derimod ikke i strid med princippet om lige

behandling af kreditorerne, at boet som udgangspunkt skal respektere

panterettigheder i bestemte aktiver, når rettigheden er gyldigt stiftet

inden konkursen.

I øvrigt går det foreliggende lovforslag

efter det for Justitsministeriet oplyste ikke ud på at udvide adgangen

til stifte panterettigheder i forbindelse med deltagelse i clearingsystemer

mv., men at lette en løbende tilpasning af panterettighedernes omfang

til de faktisk ydede lån.«

Spørgsmål nr. 3

Ministeren anfører i sin besvarelse af

spørgsmål 1, jf. bilag 4, at lovforslaget ikke giver

fortrinsstilling eller særlige privilegier for visse kreditorer. Skal

dette forstås således, at ministeren ikke finder, at en

lempeligere særregel om sikkerhedsstillelse og identifikation af det

pantsatte ikke er et privilegium?

Svar

Jeg har ved besvarelsen af spørgsmål 1

redegjort for, hvordan og i hvilke situationer, der ydes kredit i forbindelse

med afviklingen i betalingssystemerne i Nationalbanken. Sådan kredit

ydes ikke, medmindre der er fuld sikkerhed for kreditten. Som det også

blev anført, vil anvendelse af de traditionelle former for etablering

af pant medføre store ulemper for deltagerne i systemerne, medens

manglende pantsætning kan føre til uhensigtsmæssige

forstyrrelser i betalingsformidlingen og i værste fald føre til

finansiel ustabilitet.

Det er almindelig anerkendt, at kreditorer kan sikre deres

tilgodehavende ved pant også med virkning i forhold til

pantsætters eventuelle konkursbo. Betingelsen herfor har været,

at der ved pantets etablering blev foretaget bestemte sikringsakter, der dels

har til formål at identificere pantet, dels at dokumentere debitors

hensigt om at pantsætte og endelig at tidsfæste

pantsætningen. For at bevare sin gyldighed i forhold til debitors

konkursbo skal sikringsakten også foretages umiddelbart i forbindelse

med selve pantsætningen.

De eksisterende former for sikringsakter må formodes

at være valgt, fordi de opfylder de nævnte formål og

samtidig er egnede til sikring af det, man kan kalde traditionelt pant. Pant

stilles traditionelt til sikkerhed for et lån af en bestemt

størrelse, der nedbringes efter en på forhånd

indgået aftale eller til sikkerhed for en kredit med en aftalt

løbetid og et aftalt maksimum. Der vil blive stillet pant af en

størrelse, der dækker lånets hovedstol eller

restgæld, eller kredittens maksimum. Der vil ikke være det store

behov for at regulere størrelsen af pantet i løbetiden.

Pantsætter kan fortsat råde over det pantsatte, blot denne

råden sker med respekt af panteretten. Pantsætningen vil

således sædvanligvis dække et bestemt beløb i en

periode af en vis længde, der i de fleste tilfælde er aftalt

på forhånd.

De kreditter, som betalingssystemerne skal sikre ved pant,

er af meget kort varighed - ofte under en halv time - og af meget varierende

størrelse, og pantet etableres kun, hvis der i forbindelse med

afviklingen den enkelte dag gives meddelelse til VP om, at panteretten

ønskes etableret.

Som jeg redegjorde for i mit svar på

spørgsmål 1, er deltagere i betalingssystemer underlagt

særlige regler, der kan medføre store ulemper. F. eks. er

reglerne om likviditet en af årsagerne til, at en pantsætning af

værdipapirer er besværligt i det store omfang, det er

nødvendigt for at sikre afviklingen. Disse ulemper kan i værste

fald hindre udvekslingen af penge/likviditet i hele det finansielle system.

Anvendelse af de traditionelle former for sikringsakter

vil således gøre pantsætning i et uhensigtsmæssigt

omfang nødvendigt, hvis man skal undgå forstyrrelser i

betalingsafviklingen. De eksisterende former for sikringsakter

imødekommer ikke systemernes behov for hurtigt og smidigt at stille

netop den mængde sikkerhed, som den enkelte afvikling af betalinger

giver behov for. Dette kan betyde, at betalingssystemerne kan få

vanskeligheder med at leve op til de samfundsmæssige ønsker om

en hurtig, sikker og effektiv betalingsformidling, hvis der i en periode ikke

er den samme likviditet i markedet som i dag.

Alle kreditorer kan få pant. Med de krav, der

stilles til betalingssystemernes virksomhed, kan man sige, at systemerne i

dag er ringere stillet end øvrige kreditorer, fordi de traditionelle

former for sikringsakter ikke tager hensyn til de særlige forhold, der

gør sig gældende i systemerne. Dette blev allerede erkendt for

værdipapirafviklingen i forbindelse med den sidste børsreform,

og værdipapirrafviklingssystemer har da også kunnet benytte sig

af sikkerhedsretten siden 1996.

Den foreslåede udvidelse af § 55 til også at

omfatte betalingssystemer har således ikke til hensigt at give

betalingssystemerne og disses deltagere en særlig fortrinsstilling, men

tværtimod at give dem en mulighed for at etablere pant på en

måde, der gør det muligt for systemerne og disses deltagere at

leve op til de standarder, der gælder for denne type virksomhed og

samtidig tilgodese den samfundsmæssige interesse, der er i, at

betalingsformidlingen kan gennemføres hurtigt, sikkert og effektivt.

Eftersom ingen kreditorer er afskåret fra at kræve pant ved

f.eks. en långivning, er der ikke tale om en fortrinsstilling.

Spørgsmål nr. 4

Skal sidste afsnit i ministerens svar på

spørgsmål 1, jf. bilag 4, forstås således, at

privatkunders indskud dækkes af Fonden for indskydere og investorer

uanset størrelse?

Svar

Fonden for indskydere og investorer dækker indskud

på almindelige indlånskonti på op til 300.000 kr. Herudover

dækkes indestående på for eksempel pensionskonti og en

række andre konti fuldt ud. Mit svar på spørgsmål 1

kan naturligvis ikke tages til indtægt for en dækning herudover.

De fleste privatkunder med frie midler for over 300.000 kr. vil endvidere

typisk placere disse i værdipapirer.

De kunder, der har kontante midler stående for mere

end 300.000 kr., har muligheden for at kræve pant til sikkerhed for

beløbets tilbagebetaling af deres pengeinstitut. Sådan et pant

vil skulle etableres ved anvendelse af de eksisterende sikringsakter. Det er

svært at forestille sig en privatkunde, som hellere ville anvende en

form for sikringsakt, der indebærer, at kunden dagligt skal

kontrollere, hvor stort indeståendet er, og derefter give VP meddelelse

om, at panteretten ønskes etableret. De traditionelle former for

sikringsakter forekommer mere egnede.

Spørgsmål nr. 5

Kan ministeren bekræfte, at pengeinstitutternes m.v.

kreditorer bl.a. kan være erhvervskunder, virksomheder, som

institutterne har outsourcet opgaver til og vareleverandører?

Svar

Ja.

Spørgsmål nr. 6

Vil ministeren medgive, at når der er givet pant i

en virksomheds aktiver, bliver den resterende del af boet og dermed det

beløb, der er til fordeling mellem de simple kreditorer, tilsvarende

mindre?

Svar

Svaret på dette spørgsmål er

naturligvis bekræftende, og formålet med udvidelsen af § 55 er da

også at skabe bedre rammer for ydelse af sikkerhed i forbindelse med

kreditter givet som et led i pengeafviklingen.

Dette kan i en given situation føre til, at en

større del af for eksempel et pengeinstituts aktiver er pantsat, end

det ville have været tilfældet, hvis sikkerhedsretten ikke kunne

anvendes af betalingssystemet. Til gengæld vil en større del, og

forhåbentlig alle de betalinger, der vedrører den insolvente

deltager, og som var anmeldt til gennemførelse i systemet, være

gennemført. Når et beløb ikke er til rådighed som

forventet på grund af det pågældende pengeinstituts

insolvens, medfører sikkerhedsretten, at den umiddelbare forstyrrelse

hos de øvrige deltagere og disses kunder mindskes eller helt

undgås.

Lignende dokumenter