Tillægsbetænkning over Forslag til lov om ændring af visse miljølove
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Tillægsbetænkning afgivet af
Miljø- og Planlægningsudvalget den 10. maj 2000
Tillægsbetænkning
over
Forslag til lov om
ændring af visse miljølove
(Implementering af Århuskonventionen m.v.)
Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev
henvist til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde.
Nogle af udvalgets
spørgsmål til miljø- og energiministeren og dennes svar
herpå er optrykt som bilag til tillægsbetænkningen.
Herefter indstiller et mindretal
(Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres og
Enhedslistens medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse i den
affattelse, hvori det foreligger efter 2. behandling.
Et andet mindretal (Venstres, Det Konservative
Folkepartis, Dansk Folkepartis og Centrum-Demokraternes medlemmer af
udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse.
Mindretallet mener, at lovforslaget er udtryk for en
unødvendig »overimplementering«. Såvel klageadgang som offentliggørelse
af revurderinger udvides i forhold til kravene i Århuskonventionen.
Selv om stort set alle europæiske lande har
underskrevet konventionen, giver dette ingen sikkerhed for ensartet
implementering i Europa. Miljøstyrelsen angiver selv, at konventionen
juridisk set er vanskeligt tilgængelig og giver anledning til mange
fortolkningsspørgsmål. Lovforslaget bygger således i et
vist omfang på fortolkning af bestemmelser, der ikke i sig selv er
klare og utvetydige. Derved er der en risiko for, at lovforslaget ikke helt
er i overensstemmelse med konventionens målsætning. Mindretallet
Læs alt
mener derfor, at lovforslaget skal afvente resultaterne af EU-samarbejdet og
de kommende partsmøder i konventionens regi.
Mindretallet har noteret sig, at blandt andre Dansk Metal
vurderer, at konventionens betydning for danske forhold er begrænset,
idet de fleste rettigheder i dag er omfattet af gældende miljø-
og planlovgivning m.v. Der er således ikke belæg for at gå
videre, som lovforslaget lægger op til. Reglerne er allerede kendte i
Vesteuropa, hvorfor det i stort omfang alene er i en række central- og
østeuropæiske lande, at man vil kunne opnå en reel
effekt.
En anden konsekvens af lovforslaget er, at
afgørelserne i lokale miljøsager i stigende grad vil blive
flyttet fra lokalsamfundet til Miljøstyrelsen og
Miljøklagenævnet. Med andre ord nedtones de demokratiske
spilleregler, eftersom lovforslaget efter mindretallets opfattelse går
fejl af Århuskonventionens hensigt om at give berørte borgere
øgede rettigheder over for myndighederne og i stedet giver
landsdækkende miljøorganisationer øgede rettigheder over
for virksomhederne. Mindretallet mener på den baggrund ikke, at
miljø- og energiministerens bidrag til betænkningen over
lovforslaget, hvorefter miljøorganisationerne skal meddele
Miljøstyrelsen, om de har konkrete forslag til yderligere
lovændringer, er den rette måde at gribe sagen an på.
Mindretallet vil ligeledes påpege, at virksomhederne
vil komme til at leve med stigende og mere langvarig usikkerhed om,
hvilke vilkår der skal gælde for deres miljøforhold.
I dag har alle berørte borgere ret til aktindsigt i
miljøsager. Ligeledes har alle ret til at klage over
miljøforhold og afgørelser på miljøområdet,
som de er berørt af. I en række relevante situationer er der
pligt for de lokale myndigheder til at gøre borgerne opmærksomme
på, at der foreligger ny information, som de berørte borgere i
givet fald vil kunne klage over.
Der er med lovforslaget lagt op til, at myndighederne i
flere og i forhold til Århuskonventionen unødvendige
situationer aktivt skal invitere til klager. Invitationen til at klage skal
ikke kun ske lokalt, men skal også sendes til landsdækkende
miljøorganisationer.
Mindretallet vil gerne understrege, at personer uden nogen
form for tilknytning til lokalsamfundet således får en helt ny
mulighed for at påvirke forhold uden for deres lokalområde. Dette
er i modstrid med Opgavekommissionens beslutninger i betænkning nr.
1366 af 17. december 1998. Her lagde man i relation til
miljøgodkendelser vægt på, at beslutningerne blev truffet
lokalt, set i forhold til lokale miljømæssige acceptniveauer,
lokal infrastruktur og lokal beskæftigelse m.v.
I stedet for at opfylde Århuskonventionens intention
om at give berørte borgere øget indflydelse flytter
lovforslaget således de endelige afgørelser bort fra
lokalsamfundet og over til Miljøstyrelsen og
Miljøankenævnet.
Mindretallet er af den opfattelse, at lovforslaget ikke
kun har negative konsekvenser for de berørte borgere. For
virksomhederne vil udsigten til et stigende antal såvel begrundede
som ubegrundede klager betyde unødvendig usikkerhed. Det drejer sig
primært om sagsbehandlingstiden, men naturligvis også om sagens
udfald.
Allerede i dag kan sagsbehandlingstiden være
uacceptabelt lang. Selv uden klager kan godkendelsessager strække sig
over år. Og selv en klage over en lille detalje i en
miljøgodkendelse kan medføre, at klageinstanserne tager hele
godkendelsen op til vurdering. Det er hverken rimeligt, gavnligt eller
hensigtsmæssigt for erhvervslivet at skulle acceptere den usikkerhed,
som det tidsmæssige perspektiv indebærer.
Med udsigten til et stigende antal klager stiger
usikkerheden om udfaldet af ansøgninger også. Der vil være
usikkerhed på ansøgningstidspunktet, ved godkendelsen og under
hele den eventuelle klagesagsbehandling.
Et tredje mindretal
(Kristeligt Folkepartis medlem af udvalget) vil ved 3. behandling af
lovforslaget stemme hverken for eller imod lovforslaget.
Mindretallet kan tilslutte sig Århuskonventionen,
men synes, at implementeringen er forhastet og for bureaukratisk. Endvidere
er mindretallet kritisk over for den tildeling af magt, som de
landsdækkende miljøbevægelser får ved mulighed for
indsigelser i lokale miljøsager.
Martin Glerup (S) Carsten Koch (S)
Inger Bierbaum (S) Lis Greibe (S)
Niels Bloch Jespersen (S)
Jørn Jespersen (SF)
fmd.
Ebbe Kalnæs (CD) Vibeke Peschardt (RV)
Søren Kolstrup (EL)
Hans Christian Schmidt (V) Bodil Thrane (V)
Jørgen Winther (V) Jens Vibjerg (V)
Henriette Kjær (KF) nfmd.
Gitte Seeberg (KF) Arne Kirkelund (DF)
Ole M. Nielsen (KRF)
Frihed 2000 havde ikke medlemmer i udvalget.
Bilag
Nogle af udvalgets spørgsmål til miljø-
og energiministeren og dennes svar herpå optrykt efter ønske fra
Venstres, Det Konservative Folkepartis, Dansk Folkepartis og
Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget
Spørgsmål 38:
Ministeren bedes redegøre for formålet med at
implementere Århuskonventionen, før resultatet af
Europa-Kommissionens analyse af konventionen foreligger. Hvordan vil
ministeren sikre, at konventionen implementeres ensartet i EU, når
Danmark ikke afventer resultatet af Europa-Kommissionens analysearbejde, og
hvordan vil ministeren imødegå risikoen for overimplementering
eller fejlimplementering?
Svar:
Formålet med at implementere på
nuværende tidspunkt er at overholde FN´s målsætning for
konventionens ikrafttræden, se herom nærmere min besvarelse af
spørgsmål nr. 3, hvoraf fremgår, at FN har sat som
mål, at konventionen skal træde i kraft med udgangen af år
2000.
Fra min besvarelse af dette spørgsmål kan jeg
endvidere gentage, at der er delt kompetence imellem EU og de enkelte
medlemslande, for så vidt angår konventionens ratificering. Heri
ligger, at både EU og medlemslandene skal ratificere.
Jeg har derfor på et tidligt tidspunkt rettet
henvendelse til Europa-Kommissionen. Kommissionen har givet udtryk for, at
implementeringen i Fællesskabet ikke kommer til at gå hurtigt.
Den vil tidligst kunne ske i foråret 2001. Samtidig har Kommissionen
givet udtryk for, at medlemslandene kan ratificere på egen hånd,
og at Kommissionen faktisk forventer, at landene gør dette i
overensstemmelse med den internationale FN-målsætning om, at
konventionen skal træde i kraft med udgangen af år 2000.
Jeg kan tilføje, at EU s
miljøkommissær Margot Wallström for nylig har oplyst mig
om, at tjenestegrenene er ved at udarbejde et forslag til revision af
direktivet om aktindsigt i miljøoplysninger med henblik på en
forelæggelse for kommissærkollegiet inden sommerferien.
Tilsvarende forventes et forslag vedrørende
konventionens bestemmelser om offentlighedens medvirken i beslutninger klar
til forelæggelse for kommissærkollegiet i sidste halvdel af
indeværende år.
Hertil skal naturligvis lægges den tid, der
medgår til selve vedtagelsesprocessen i EU.
Miljøkommissæren kommer ikke ind på
spørgsmål om evt. implementering på
fællesskabsniveau af konventionens regler om adgang til
prøvelse.
Skal den samlede EU-proces afventes, vil det ikke
være muligt for Danmark at overholde den internationale
målsætning for konventionens ikrafttræden, som Danmark har
tilsluttet sig. Efter min opfattelse skal det tillægges størst
vægt, at Danmark overholder målsætningen.
Jeg har desuden ingen mulighed for at sikre, at
konventionen implementeres ensartet i EU. Det må således
forventes, at der vil blive tale om minimumsdirektiver, hvor medlemslandene
derfor har mulighed for at vedtage regler, der giver offentligheden bedre
muligheder end foreskrevet i direktiver. I øvrigt vil selv helt
ensartede regler ikke sikre, at virkningerne i de enkelte medlemslande bliver
ens. Der kan eksempelvis være forskelle på, hvor mange
miljøorganisationer der rent faktisk findes og hvor aktive
organisationer og omboende i øvrigt er.
Jeg finder derfor, at opgaven for Folketinget først
og fremmest består i at beslutte, hvorledes konventionen bør
gennemføres i Danmark. Som det fremgår af mit svar på
spørgsmål 43, har jeg fundet det hensigtsmæssigt at
foreslå videregående regler i forhold til konventionens krav
på visse punkter.
Men spørgsmålet om EU´s udspil og de andre
landes konkrete implementering er naturligvis interessant, og jeg vil
løbende følge udviklingen i de relevante fora, herunder i
forbindelse med EU-samarbejdet og de kommende partsmøder i
konventionens regi. Skulle det herigennem vise sig, at der er sket, hvad der
i spørgsmålet karakteriseres som »fejlimplementering« i Danmark,
vil jeg naturligvis tage den danske implementering op til fornyet
overvejelse.
Spørgsmål 39:
Vil ministeren redegøre for, hvorfor Danmark ikke
ratificerer ved en folketingsbeslutning nu og venter med en eventuelt senere
tilpasning af lovgivningen til konventionen, indtil resultatet af
Europa-Kommissionens analysearbejde foreligger?
Svar:
Jeg kan her henvise til min besvarelse af
spørgsmål nr. 3, hvoraf bl.a. fremgår, at der vil
opstå store retlige problemer, hvis Danmark ratificerer med
efterfølgende ikrafttræden af konventionen uden at sikre, at
borgerne har de rettigheder, der kræves efter konventionen.
Jeg kan endvidere supplerende henvise til besvarelsen af
spørgsmål nr. 40 nedenfor.
Spørgsmål 40:
Hvorfor følger Danmark ikke samme praksis
vedrørende ratificering af Århuskonventionen som Holland, Norge,
Storbritannien, Italien og Tyskland? I alle disse lande vil der først
ske en ratificering, hvorefter landene vurderer, hvilke ændringer der
skal foretages i gældende lovgivning.
Svar:
Det fremgår af lovforslaget, at det er vurderingen,
at en retstilstand som den, der er krævet efter konventionen,
nødvendiggør lovændringer.
Hvis konventionen ratificeres forud for, at der er
foretaget de justeringer af gældende ret, som vurderes som
nødvendige, eller der på anden måde er foretaget retlige
skridt med henblik på at inkorporere konventionens regler, vil det i
systemer som det danske, hvor ratificerede konventioner ikke automatisk
bliver en del af gældende ret, give de retsanvendende myndigheder store
problemer med at fastslå retstilstanden i konkrete sager.
Derudover vil det i denne situation være meget
vanskeligt for borgerne at kende deres retsstilling.
Denne fremgangsmåde vil også harmonere meget
dårligt med forpligtelserne i konventionens artikel 3, stk. 1,
hvorefter landene »træffer de
nødvendige retlige, administrative og andre foranstaltninger med
henblik på at etablere og opretholde en klar, gennemsigtig og
sammenhængende ramme for opfyldelsen af bestemmelserne i denne
konvention, herunder foranstaltninger der sikrer overensstemmelse mellem
bestemmelser til gennemførelse af reglerne i denne konvention om
adgang til oplysninger, offentlig deltagelse og adgang til klage og
domstolsprøvelse, samt passende
håndhævelsesforanstaltninger.«
Jeg kan derfor ikke anbefale, at vi anvender en
sådan metode i Danmark, der vil give usikkerhed om den gældende
retstilstand og dermed også om Danmarks opfyldelse af sine
internationale forpligtelser efter konventionen.
Miljøstyrelsen har i øvrigt oplyst over for
mig, at styrelsen ikke er bekendt med, at de nævnte lande har besluttet
at gå frem efter den nævnte metode.
Spørgsmål 41:
Hvorfor har man fra dansk side ikke drøftet
konventionens implementering i de andre europæiske lande, Danmark
normalt sammenligner sig med?
Svar:
Som nævnt i min besvarelse af spørgsmål
nr. 24 har der i april 1999 været afholdt et første møde
imellem de lande, der har underskrevet konventionen.
Her fremlagde landene deres konkrete tiltag og
målsætninger vedrørende implementering og ratificering af
konventionen. Endvidere var der anledning til, at landene kunne udveksle
konkrete erfaringer vedrørende deres implementeringsarbejde på
en række udvalgte områder, herunder angive særlige
problemfelter etc.
Danmark fremlagde her en udførlig rapport om danske
tiltag og status på de udvalgte områder. Det var dog kun et
fåtal af de øvrige lande, der på tilsvarende måde
fremlagde oplysninger.
Som det fremgår af min besvarelse af
spørgsmål nr. 24, gav ca. 20 lande, deriblandt Danmark, på
mødet udtryk for, at man ville ratificere konventionen senest med
udgangen af år 2000 med henblik på overholdelse af FN´s
målsætning om konventionens ikrafttræden ved udgangen af
år 2000.
Der vil blive afholdt endnu et møde imellem de
underskrivende lande til sommer i år, og når konventionen er
trådt i kraft, vil der blive afholdt partsmøder, hvor der vil
blive fremlagt konkrete oplysninger om landenes implementering.
Herved sikres efter min mening en passende gensidig
information landene imellem.
Spørgsmål 42:
Ministeren bedes redegøre for nødvendigheden
af så omfattende lovændringer. I 1998, da konventionen blev til,
fik man det indtryk, at konventionens hensigt var at bidrage til, at andre
lande fik samme høje grad af åbenhed i
miljøspørgsmål, som man har i f.eks. Danmark. Det
fremgår af notat af 3. juli 1998 fra Dansk Metal, at »Konventionens betydning for rent danske forhold er
begrænset, idet de fleste rettigheder allerede er dækket af hhv.
den danske miljølovgivning og offentlighedsloven. Derimod er den af
interesse for de fleste central- og østeuropæiske lande, og i
forbindelse med internationale miljøspørgsmål f.eks.
danske borgeres muligheder for information om miljømæssige
forhold i andre lande.«
Svar:
Hvad angår lovforslagets nødvendighed kan jeg
oplyse, at der forud for udarbejdelse af lovforslaget er foretaget en
vurdering af konventionens forpligtelser set i forhold til gældende
miljø- og planlovgivning. Lovforslaget bygger herpå, idet det
dog er fundet rimeligt at give borgerne visse videregående rettigheder,
jf. lovforslagets almindelige bemærkninger, navnlig pkt. 2 og 3, der i
hovedtræk gør rede for konventionen og den danske implementering
samt lovforslagets hovedindhold.
Hvad angår henvisningen til, at man ved
konventionens vedtagelse i 1998 fik det indtryk, at konventionens hensigt var
at bidrage til, at andre lande fik samme høje grad af åbenhed i
miljøspørgsmål som f.eks. i Danmark, kan jeg henvise til,
at det nu såvel som i forbindelse med konferencen i 1998 er min
vurdering, at konventionen i vid udstrækning bygger på regler,
der allerede er kendte i Vesteuropa, og at dens helt store og centrale effekt
vil udspille sig i en række central- og østeuropæiske
lande, der i dag slet ikke har samme baggrund og tradition for åbenhed
og demokrati.
Men at den bygger på regler, der er kendte i
vestlige lande som Danmark, betyder ikke, at der ikke er behov for en
række justeringer, og jeg har da heller aldrig givet udtryk for andet.
Spørgsmål 43:
Ministeren bedes redegøre for, om der er tale om en
minimumsimplementering af Århuskonventionen, og i benægtende fald
begrunde hvert enkelt tilfælde af overimplementering.
Svar:
Der er sket implementeringer ud over konventionens
mindstekrav på følgende områder:
1) Lokale og landsdækkende organisationer, der
varetager rekreative interesser, tillægges en udvidet klageadgang
på alle de berørte lovområder, uden at dette er
nødvendigt efter konventionen.
Begrundelsen herfor fremgår af min besvarelse af
spørgsmål nr. 16, hvortil jeg henviser.
På planlovens område omfatter den
foreslåede udvidede klageadgang derudover også organisationer med
andre væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen end de
rekreative, fordi denne lovs formål omfatter alle de
samfundsmæssige interesser i arealanvendelsen.
2) Særligt om miljøbeskyttelsesloven
a. Ved indførelse af klageadgang vedrørende
afgørelser om, at en nyetablering eller en ændring af en
virksomhed ikke er godkendelsespligtig efter reglerne i
miljøbeskyttelseslovens kap. 5, skelnes der ikke imellem retlige og
skønsmæssige afgørelser, og shredder-anlæg og en
række af husdyrbrugene medtages, selvom de ikke er omfattet af
konventionens bilag I.
Hvad det første angår, sker dette for ikke at
indføre en administrativt vanskelig håndterbar sondring, som
næppe i sidste ende vil gøre den store forskel.
Hvad det andet angår, er dette valgt af
administrative hensyn: Hvis shredder-anlæg og husdyrbrugene ikke
medtages, vil der skulle indføres endnu et listesystem i kap. 5,
hvilket vil være vanskeligt at håndtere både for
myndigheder og borgere, herunder de berørte virksomheder. Derfor er
det valgt at bygge videre på det system, der indførtes med
implementeringen af IPPC-direktivet (de (i)-mærkede kap.
5-virksomheder).
b. Ved den forudgående offentlighed ved revurderingerne medtages
også shredder-anlæggene og en række husdyrbrug, som ikke er
strengt nødvendige ud fra en snæver læsning af
konventionen.
Der bygges også her videre på
(i)-mærkningen af samme årsager som nævnt ovenfor.
c. Miljøorganisationernes udvidede klageret knytter sig til
alle afgørelser efter lovens kapitel 3, 4 og 5. Efter konventionen
kunne man begrænse sig til de afgørelser, der er omfattet af
artikel 6 (bilagsaktiviteter m.v.)
Når konventionens afgrænsning ikke er valgt,
skyldes det i forhold til kapitel 5-afgørelser, at det vil
medføre de administrative vanskeligheder, der er nævnt under
pkt. a, ligesom det i det hele taget ikke forekommer naturligt at have
forskellige klageregler, alt efter hvilken listevirksomhed m.v. det drejer
sig om. Hertil kommer, at en sådan minimumsimplementering vil
indebære en begrænsning i den klageadgang, som
landsdækkende miljøorganisationer har i dag. Endelig er der
søgt skabt parallelitet til den klageadgang, som lokale
miljøorganisationer har i dag, hvilket omfatter afgørelser
efter kapitel 3, 4 og 5.
Udvidelsen af adgangen til at indbringe sager i 3. instans
for Miljøklagenævnet medtager tillige shredder-anlæggene
og en række husdyrbrug, som det ikke er nødvendigt at medtage
efter en snæver læsning af konventionen, og der skelnes heller
ikke her imellem klager over retlige og skønsmæssige
afgørelser.
Der knytter sig samme administrative bevæggrunde
hertil som nævnt ovenfor ad a-c.
3) Særligt om havmiljøloven
a. Udvidelsen af klageretten for de lokale og landsdækkende
miljøorganisationer omfatter alle afgørelser vedrørende
hurtigfærger, hvor den kunne begrænses til alene at omfatte de
afgørelser, hvor der skal gennemføres VVM (vurdering af
virkningerne på miljøet), idet det alene er disse, der er
omfattet af konventionens bilag I.
Baggrunden herfor er, at der er meget få
afgørelser på dette område, og det vil være
bureaukratisk og vanskeligt administrerbart, hvis der skulle gælde
forskellige klageregler for samme type af afgørelser alt efter, om der
skal gennemføres VVM eller ej.
b. Tilsvarende er medtagelsen af klapningsområdet udtryk for en
implementering ud over konventionens mindstekrav, idet klapningssagerne ikke
er omfattet af konventionens bilag I.
Dette sker for at fastholde den sammenhæng, der er i
havmiljøloven i dag, hvilket er en logisk opbygning, idet man herved
har ens klageregler for de miljømæssigt tungeste sager i
loven.
4) Særligt om planloven
Udvidelser af klageadgangen ud over det absolut
nødvendige er sket ved at medtage visse typer af afgørelser,
som ikke er et krav efter konventionen.
Dette er teknisk/administrativt begrundet. Efter forslaget
omfatter klageadgangen sager efter § 58, stk. 1, nr. 1, 3 og 4. Det er
landzonesager (1), klager over VVM-tilladelser (3) og retlige klager i
plansager, herunder klager over proceduren i VVM-sager (4). Sager, der efter
konventionen skal være omfattet af klageadgangen, forekommer inden for
alle tre grupper, tydeligst naturligvis for så vidt angår
VVM-sagerne. Men der vil også være en række mindre sager,
hvor det ikke efter konventionen er nødvendigt at indrømme
klageadgang.
Det vil imidlertid være administrativt meget
besværligt at arbejde med en afgrænsning baseret på
konventionens afgrænsning af, hvilke sager organisationerne skal kunne
klage over. Det vil være bureaukratisk, og det vil næppe
medføre meget færre klagesager, fordi det ikke er sandsynligt,
at organisationerne vil benytte sig af adgangen til at klage i de små
sager.
5)
Naturbeskyttelsesloven/råstofloven/skovloven/vandløbsloven
Konventionen nødvendiggør på disse
lovområder kun en enkelt lovændring, nemlig en udvidelse af
klageretten for landsdækkende og lokale miljøorganisationer i
forhold til afgørelser vedrørende råstofindvinding
på havet, der er omfattet af konventionens artikel 6.
De øvrige forslag om udvidelse af kredsen af
klageberettigede organisationer er udtryk for en implementering ud over
konventionens mindstekrav, der er i overensstemmelse med konventionens sigte.
Det samme gælder forslaget om lovfæstelse af offentlighedens
deltagelse i beslutningsprocessen vedrørende større
naturforvaltningsprojekter.
Spørgsmål 44:
Hvordan vil ministeren sikre, at den øgede
klageadgang ikke fører til, at flere miljøgodkendelsessager
får urimeligt lange sagsforløb?
Svar:
I forhold til miljøgodkendelser lægger
lovforslaget op til et par ændringer, herunder en udvidet kreds af
klageberettigede efter miljøbeskyttelselsesloven og
havmiljøloven.
Som jeg har givet udtryk for i min besvarelse af
spørgsmål 18, er det min vurdering, at der ikke vil komme mange
nye sager som følge af de ændrede klageregler, og jeg peger her
også på reglerne om opsættende virkning, hvoraf
fremgår, at der i forhold til miljøgodkendelserne som
udgangspunkt ikke er opsættende virkning af en klage.
Jeg forventer således ikke nogen væsentlige
ændringer i sagsbehandlingstiderne i miljøgodkendelsessager.
Som tilkendegivet i pkt. 7.3 i de almindelige
bemærkninger kan der dog på sigt blive behov for yderligere
ressourcer til Miljøklagenævnet, alt efter udviklingen i
nævnets klagesagsantal.
Spørgsmål 45:
Ministeren bedes redegøre for, hvorfor lovforslaget
ifølge gennemgangen på side 27 stort set ikke har nogen positive
konsekvenser.
Svar:
Lovforslaget indeholder på side 27 et skema over de
økonomiske og administrative konsekvenser af lovforslaget for stat,
kommuner, amtskommuner, erhvervslivet og borgere samt over de
miljømæssige konsekvenser samt forholdet til EU-retten. Det
fremgår heraf, at der forventes positive effekter på
miljøet.
Der er tale om et standardskema med nogle på
forhånd givne rubrikker.
Hvis skemaet havde åbnet mulighed herfor, kunne det
være tilføjet, at lovforslaget tillige må forventes at
have positive effekter på demokratiet, idet det øger
befolkningens mulighed for at få adgang til oplysninger, til at deltage
i beslutningsprocesserne samt til at klage.
Dette anser jeg for at være af stor betydning.
Lignende dokumenter
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af visse miljølove Retsinformation · 13. maj 2000
- Tillægsbetænkning over Forslag til lov om ændring af lov om planlægning Retsinformation · 4. juni 1999
- Tillægsbetænkning over Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse Retsinformation · 14. juli 1999
- Tillægsbetænkning over Forslag til lov om ændring af lov om forurenet jord Retsinformation · 11. januar 2000
- Tillægsbetænkning over Forslag til lov om ændring af lov om vandforsyning Retsinformation · 22. januar 1999
- 1995 BTL 155 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MILJØBESKYTTELSE (UNDERRETNING OM EKSPORT AF VISSE LISTEVIRKSOMHEDERS BRUGTE PRODUKTIONSANLÆG M.V.) NR L 155 1995-96, 1. SAMLING Retsinformation · 19. juni 1996