Spring til indhold

Retsinformation

Tillægsbetænkning over Forslag til lov om ændring af visse miljølove

1999/1 TBL 170Tillægsbetænkning over lovforslagFolketinget8. juni 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Tillægsbetænkning afgivet af

Miljø- og Planlægningsudvalget den 10. maj 2000

Tillægsbetænkning

over

Forslag til lov om

ændring af visse miljølove

(Implementering af Århuskonventionen m.v.)

Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev

henvist til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde.

Nogle af udvalgets

spørgsmål til miljø- og energiministeren og dennes svar

herpå er optrykt som bilag til tillægsbetænkningen.

Herefter indstiller et mindretal

(Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres og

Enhedslistens medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse i den

affattelse, hvori det foreligger efter 2. behandling.

Et andet mindretal (Venstres, Det Konservative

Folkepartis, Dansk Folkepartis og Centrum-Demokraternes medlemmer af

udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse.

Mindretallet mener, at lovforslaget er udtryk for en

unødvendig »overimplementering«. Såvel klageadgang som offentliggørelse

af revurderinger udvides i forhold til kravene i Århuskonventionen.

Selv om stort set alle europæiske lande har

underskrevet konventionen, giver dette ingen sikkerhed for ensartet

implementering i Europa. Miljøstyrelsen angiver selv, at konventionen

juridisk set er vanskeligt tilgængelig og giver anledning til mange

fortolkningsspørgsmål. Lovforslaget bygger således i et

vist omfang på fortolkning af bestemmelser, der ikke i sig selv er

klare og utvetydige. Derved er der en risiko for, at lovforslaget ikke helt

er i overensstemmelse med konventionens målsætning. Mindretallet

Læs alt

mener derfor, at lovforslaget skal afvente resultaterne af EU-samarbejdet og

de kommende partsmøder i konventionens regi.

Mindretallet har noteret sig, at blandt andre Dansk Metal

vurderer, at konventionens betydning for danske forhold er begrænset,

idet de fleste rettigheder i dag er omfattet af gældende miljø-

og planlovgivning m.v. Der er således ikke belæg for at gå

videre, som lovforslaget lægger op til. Reglerne er allerede kendte i

Vesteuropa, hvorfor det i stort omfang alene er i en række central- og

østeuropæiske lande, at man vil kunne opnå en reel

effekt.

En anden konsekvens af lovforslaget er, at

afgørelserne i lokale miljøsager i stigende grad vil blive

flyttet fra lokalsamfundet til Miljøstyrelsen og

Miljøklagenævnet. Med andre ord nedtones de demokratiske

spilleregler, eftersom lovforslaget efter mindretallets opfattelse går

fejl af Århuskonventionens hensigt om at give berørte borgere

øgede rettigheder over for myndighederne og i stedet giver

landsdækkende miljøorganisationer øgede rettigheder over

for virksomhederne. Mindretallet mener på den baggrund ikke, at

miljø- og energiministerens bidrag til betænkningen over

lovforslaget, hvorefter miljøorganisationerne skal meddele

Miljøstyrelsen, om de har konkrete forslag til yderligere

lovændringer, er den rette måde at gribe sagen an på.

Mindretallet vil ligeledes påpege, at virksomhederne

vil komme til at leve med stigende og mere langvarig usikkerhed om,

hvilke vilkår der skal gælde for deres miljøforhold.

I dag har alle berørte borgere ret til aktindsigt i

miljøsager. Ligeledes har alle ret til at klage over

miljøforhold og afgørelser på miljøområdet,

som de er berørt af. I en række relevante situationer er der

pligt for de lokale myndigheder til at gøre borgerne opmærksomme

på, at der foreligger ny information, som de berørte borgere i

givet fald vil kunne klage over.

Der er med lovforslaget lagt op til, at myndighederne i

flere og i forhold til Århuskonventionen unødvendige

situationer aktivt skal invitere til klager. Invitationen til at klage skal

ikke kun ske lokalt, men skal også sendes til landsdækkende

miljøorganisationer.

Mindretallet vil gerne understrege, at personer uden nogen

form for tilknytning til lokalsamfundet således får en helt ny

mulighed for at påvirke forhold uden for deres lokalområde. Dette

er i modstrid med Opgavekommissionens beslutninger i betænkning nr.

1366 af 17. december 1998. Her lagde man i relation til

miljøgodkendelser vægt på, at beslutningerne blev truffet

lokalt, set i forhold til lokale miljømæssige acceptniveauer,

lokal infrastruktur og lokal beskæftigelse m.v.

I stedet for at opfylde Århuskonventionens intention

om at give berørte borgere øget indflydelse flytter

lovforslaget således de endelige afgørelser bort fra

lokalsamfundet og over til Miljøstyrelsen og

Miljøankenævnet.

Mindretallet er af den opfattelse, at lovforslaget ikke

kun har negative konsekvenser for de berørte borgere. For

virksomhederne vil udsigten til et stigende antal såvel begrundede

som ubegrundede klager betyde unødvendig usikkerhed. Det drejer sig

primært om sagsbehandlingstiden, men naturligvis også om sagens

udfald.

Allerede i dag kan sagsbehandlingstiden være

uacceptabelt lang. Selv uden klager kan godkendelsessager strække sig

over år. Og selv en klage over en lille detalje i en

miljøgodkendelse kan medføre, at klageinstanserne tager hele

godkendelsen op til vurdering. Det er hverken rimeligt, gavnligt eller

hensigtsmæssigt for erhvervslivet at skulle acceptere den usikkerhed,

som det tidsmæssige perspektiv indebærer.

Med udsigten til et stigende antal klager stiger

usikkerheden om udfaldet af ansøgninger også. Der vil være

usikkerhed på ansøgningstidspunktet, ved godkendelsen og under

hele den eventuelle klagesagsbehandling.

Et tredje mindretal

(Kristeligt Folkepartis medlem af udvalget) vil ved 3. behandling af

lovforslaget stemme hverken for eller imod lovforslaget.

Mindretallet kan tilslutte sig Århuskonventionen,

men synes, at implementeringen er forhastet og for bureaukratisk. Endvidere

er mindretallet kritisk over for den tildeling af magt, som de

landsdækkende miljøbevægelser får ved mulighed for

indsigelser i lokale miljøsager.

Martin Glerup (S) Carsten Koch (S)

Inger Bierbaum (S) Lis Greibe (S)

Niels Bloch Jespersen (S)

Jørn Jespersen (SF)

fmd.

Ebbe Kalnæs (CD) Vibeke Peschardt (RV)

Søren Kolstrup (EL)

Hans Christian Schmidt (V) Bodil Thrane (V)

Jørgen Winther (V) Jens Vibjerg (V)

Henriette Kjær (KF) nfmd.

Gitte Seeberg (KF) Arne Kirkelund (DF)

Ole M. Nielsen (KRF)

Frihed 2000 havde ikke medlemmer i udvalget.

Bilag

Nogle af udvalgets spørgsmål til miljø-

og energiministeren og dennes svar herpå optrykt efter ønske fra

Venstres, Det Konservative Folkepartis, Dansk Folkepartis og

Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget

Spørgsmål 38:

Ministeren bedes redegøre for formålet med at

implementere Århuskonventionen, før resultatet af

Europa-Kommissionens analyse af konventionen foreligger. Hvordan vil

ministeren sikre, at konventionen implementeres ensartet i EU, når

Danmark ikke afventer resultatet af Europa-Kommissionens analysearbejde, og

hvordan vil ministeren imødegå risikoen for overimplementering

eller fejlimplementering?

Svar:

Formålet med at implementere på

nuværende tidspunkt er at overholde FN´s målsætning for

konventionens ikrafttræden, se herom nærmere min besvarelse af

spørgsmål nr. 3, hvoraf fremgår, at FN har sat som

mål, at konventionen skal træde i kraft med udgangen af år

2000.

Fra min besvarelse af dette spørgsmål kan jeg

endvidere gentage, at der er delt kompetence imellem EU og de enkelte

medlemslande, for så vidt angår konventionens ratificering. Heri

ligger, at både EU og medlemslandene skal ratificere.

Jeg har derfor på et tidligt tidspunkt rettet

henvendelse til Europa-Kommissionen. Kommissionen har givet udtryk for, at

implementeringen i Fællesskabet ikke kommer til at gå hurtigt.

Den vil tidligst kunne ske i foråret 2001. Samtidig har Kommissionen

givet udtryk for, at medlemslandene kan ratificere på egen hånd,

og at Kommissionen faktisk forventer, at landene gør dette i

overensstemmelse med den internationale FN-målsætning om, at

konventionen skal træde i kraft med udgangen af år 2000.

Jeg kan tilføje, at EU s

miljøkommissær Margot Wallström for nylig har oplyst mig

om, at tjenestegrenene er ved at udarbejde et forslag til revision af

direktivet om aktindsigt i miljøoplysninger med henblik på en

forelæggelse for kommissærkollegiet inden sommerferien.

Tilsvarende forventes et forslag vedrørende

konventionens bestemmelser om offentlighedens medvirken i beslutninger klar

til forelæggelse for kommissærkollegiet i sidste halvdel af

indeværende år.

Hertil skal naturligvis lægges den tid, der

medgår til selve vedtagelsesprocessen i EU.

Miljøkommissæren kommer ikke ind på

spørgsmål om evt. implementering på

fællesskabsniveau af konventionens regler om adgang til

prøvelse.

Skal den samlede EU-proces afventes, vil det ikke

være muligt for Danmark at overholde den internationale

målsætning for konventionens ikrafttræden, som Danmark har

tilsluttet sig. Efter min opfattelse skal det tillægges størst

vægt, at Danmark overholder målsætningen.

Jeg har desuden ingen mulighed for at sikre, at

konventionen implementeres ensartet i EU. Det må således

forventes, at der vil blive tale om minimumsdirektiver, hvor medlemslandene

derfor har mulighed for at vedtage regler, der giver offentligheden bedre

muligheder end foreskrevet i direktiver. I øvrigt vil selv helt

ensartede regler ikke sikre, at virkningerne i de enkelte medlemslande bliver

ens. Der kan eksempelvis være forskelle på, hvor mange

miljøorganisationer der rent faktisk findes og hvor aktive

organisationer og omboende i øvrigt er.

Jeg finder derfor, at opgaven for Folketinget først

og fremmest består i at beslutte, hvorledes konventionen bør

gennemføres i Danmark. Som det fremgår af mit svar på

spørgsmål 43, har jeg fundet det hensigtsmæssigt at

foreslå videregående regler i forhold til konventionens krav

på visse punkter.

Men spørgsmålet om EU´s udspil og de andre

landes konkrete implementering er naturligvis interessant, og jeg vil

løbende følge udviklingen i de relevante fora, herunder i

forbindelse med EU-samarbejdet og de kommende partsmøder i

konventionens regi. Skulle det herigennem vise sig, at der er sket, hvad der

i spørgsmålet karakteriseres som »fejlimplementering« i Danmark,

vil jeg naturligvis tage den danske implementering op til fornyet

overvejelse.

Spørgsmål 39:

Vil ministeren redegøre for, hvorfor Danmark ikke

ratificerer ved en folketingsbeslutning nu og venter med en eventuelt senere

tilpasning af lovgivningen til konventionen, indtil resultatet af

Europa-Kommissionens analysearbejde foreligger?

Svar:

Jeg kan her henvise til min besvarelse af

spørgsmål nr. 3, hvoraf bl.a. fremgår, at der vil

opstå store retlige problemer, hvis Danmark ratificerer med

efterfølgende ikrafttræden af konventionen uden at sikre, at

borgerne har de rettigheder, der kræves efter konventionen.

Jeg kan endvidere supplerende henvise til besvarelsen af

spørgsmål nr. 40 nedenfor.

Spørgsmål 40:

Hvorfor følger Danmark ikke samme praksis

vedrørende ratificering af Århuskonventionen som Holland, Norge,

Storbritannien, Italien og Tyskland? I alle disse lande vil der først

ske en ratificering, hvorefter landene vurderer, hvilke ændringer der

skal foretages i gældende lovgivning.

Svar:

Det fremgår af lovforslaget, at det er vurderingen,

at en retstilstand som den, der er krævet efter konventionen,

nødvendiggør lovændringer.

Hvis konventionen ratificeres forud for, at der er

foretaget de justeringer af gældende ret, som vurderes som

nødvendige, eller der på anden måde er foretaget retlige

skridt med henblik på at inkorporere konventionens regler, vil det i

systemer som det danske, hvor ratificerede konventioner ikke automatisk

bliver en del af gældende ret, give de retsanvendende myndigheder store

problemer med at fastslå retstilstanden i konkrete sager.

Derudover vil det i denne situation være meget

vanskeligt for borgerne at kende deres retsstilling.

Denne fremgangsmåde vil også harmonere meget

dårligt med forpligtelserne i konventionens artikel 3, stk. 1,

hvorefter landene »træffer de

nødvendige retlige, administrative og andre foranstaltninger med

henblik på at etablere og opretholde en klar, gennemsigtig og

sammenhængende ramme for opfyldelsen af bestemmelserne i denne

konvention, herunder foranstaltninger der sikrer overensstemmelse mellem

bestemmelser til gennemførelse af reglerne i denne konvention om

adgang til oplysninger, offentlig deltagelse og adgang til klage og

domstolsprøvelse, samt passende

håndhævelsesforanstaltninger.«

Jeg kan derfor ikke anbefale, at vi anvender en

sådan metode i Danmark, der vil give usikkerhed om den gældende

retstilstand og dermed også om Danmarks opfyldelse af sine

internationale forpligtelser efter konventionen.

Miljøstyrelsen har i øvrigt oplyst over for

mig, at styrelsen ikke er bekendt med, at de nævnte lande har besluttet

at gå frem efter den nævnte metode.

Spørgsmål 41:

Hvorfor har man fra dansk side ikke drøftet

konventionens implementering i de andre europæiske lande, Danmark

normalt sammenligner sig med?

Svar:

Som nævnt i min besvarelse af spørgsmål

nr. 24 har der i april 1999 været afholdt et første møde

imellem de lande, der har underskrevet konventionen.

Her fremlagde landene deres konkrete tiltag og

målsætninger vedrørende implementering og ratificering af

konventionen. Endvidere var der anledning til, at landene kunne udveksle

konkrete erfaringer vedrørende deres implementeringsarbejde på

en række udvalgte områder, herunder angive særlige

problemfelter etc.

Danmark fremlagde her en udførlig rapport om danske

tiltag og status på de udvalgte områder. Det var dog kun et

fåtal af de øvrige lande, der på tilsvarende måde

fremlagde oplysninger.

Som det fremgår af min besvarelse af

spørgsmål nr. 24, gav ca. 20 lande, deriblandt Danmark, på

mødet udtryk for, at man ville ratificere konventionen senest med

udgangen af år 2000 med henblik på overholdelse af FN´s

målsætning om konventionens ikrafttræden ved udgangen af

år 2000.

Der vil blive afholdt endnu et møde imellem de

underskrivende lande til sommer i år, og når konventionen er

trådt i kraft, vil der blive afholdt partsmøder, hvor der vil

blive fremlagt konkrete oplysninger om landenes implementering.

Herved sikres efter min mening en passende gensidig

information landene imellem.

Spørgsmål 42:

Ministeren bedes redegøre for nødvendigheden

af så omfattende lovændringer. I 1998, da konventionen blev til,

fik man det indtryk, at konventionens hensigt var at bidrage til, at andre

lande fik samme høje grad af åbenhed i

miljøspørgsmål, som man har i f.eks. Danmark. Det

fremgår af notat af 3. juli 1998 fra Dansk Metal, at »Konventionens betydning for rent danske forhold er

begrænset, idet de fleste rettigheder allerede er dækket af hhv.

den danske miljølovgivning og offentlighedsloven. Derimod er den af

interesse for de fleste central- og østeuropæiske lande, og i

forbindelse med internationale miljøspørgsmål f.eks.

danske borgeres muligheder for information om miljømæssige

forhold i andre lande.«

Svar:

Hvad angår lovforslagets nødvendighed kan jeg

oplyse, at der forud for udarbejdelse af lovforslaget er foretaget en

vurdering af konventionens forpligtelser set i forhold til gældende

miljø- og planlovgivning. Lovforslaget bygger herpå, idet det

dog er fundet rimeligt at give borgerne visse videregående rettigheder,

jf. lovforslagets almindelige bemærkninger, navnlig pkt. 2 og 3, der i

hovedtræk gør rede for konventionen og den danske implementering

samt lovforslagets hovedindhold.

Hvad angår henvisningen til, at man ved

konventionens vedtagelse i 1998 fik det indtryk, at konventionens hensigt var

at bidrage til, at andre lande fik samme høje grad af åbenhed i

miljøspørgsmål som f.eks. i Danmark, kan jeg henvise til,

at det nu såvel som i forbindelse med konferencen i 1998 er min

vurdering, at konventionen i vid udstrækning bygger på regler,

der allerede er kendte i Vesteuropa, og at dens helt store og centrale effekt

vil udspille sig i en række central- og østeuropæiske

lande, der i dag slet ikke har samme baggrund og tradition for åbenhed

og demokrati.

Men at den bygger på regler, der er kendte i

vestlige lande som Danmark, betyder ikke, at der ikke er behov for en

række justeringer, og jeg har da heller aldrig givet udtryk for andet.

Spørgsmål 43:

Ministeren bedes redegøre for, om der er tale om en

minimumsimplementering af Århuskonventionen, og i benægtende fald

begrunde hvert enkelt tilfælde af overimplementering.

Svar:

Der er sket implementeringer ud over konventionens

mindstekrav på følgende områder:

1) Lokale og landsdækkende organisationer, der

varetager rekreative interesser, tillægges en udvidet klageadgang

på alle de berørte lovområder, uden at dette er

nødvendigt efter konventionen.

Begrundelsen herfor fremgår af min besvarelse af

spørgsmål nr. 16, hvortil jeg henviser.

På planlovens område omfatter den

foreslåede udvidede klageadgang derudover også organisationer med

andre væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen end de

rekreative, fordi denne lovs formål omfatter alle de

samfundsmæssige interesser i arealanvendelsen.

2) Særligt om miljøbeskyttelsesloven

a. Ved indførelse af klageadgang vedrørende

afgørelser om, at en nyetablering eller en ændring af en

virksomhed ikke er godkendelsespligtig efter reglerne i

miljøbeskyttelseslovens kap. 5, skelnes der ikke imellem retlige og

skønsmæssige afgørelser, og shredder-anlæg og en

række af husdyrbrugene medtages, selvom de ikke er omfattet af

konventionens bilag I.

Hvad det første angår, sker dette for ikke at

indføre en administrativt vanskelig håndterbar sondring, som

næppe i sidste ende vil gøre den store forskel.

Hvad det andet angår, er dette valgt af

administrative hensyn: Hvis shredder-anlæg og husdyrbrugene ikke

medtages, vil der skulle indføres endnu et listesystem i kap. 5,

hvilket vil være vanskeligt at håndtere både for

myndigheder og borgere, herunder de berørte virksomheder. Derfor er

det valgt at bygge videre på det system, der indførtes med

implementeringen af IPPC-direktivet (de (i)-mærkede kap.

5-virksomheder).

b. Ved den forudgående offentlighed ved revurderingerne medtages

også shredder-anlæggene og en række husdyrbrug, som ikke er

strengt nødvendige ud fra en snæver læsning af

konventionen.

Der bygges også her videre på

(i)-mærkningen af samme årsager som nævnt ovenfor.

c. Miljøorganisationernes udvidede klageret knytter sig til

alle afgørelser efter lovens kapitel 3, 4 og 5. Efter konventionen

kunne man begrænse sig til de afgørelser, der er omfattet af

artikel 6 (bilagsaktiviteter m.v.)

Når konventionens afgrænsning ikke er valgt,

skyldes det i forhold til kapitel 5-afgørelser, at det vil

medføre de administrative vanskeligheder, der er nævnt under

pkt. a, ligesom det i det hele taget ikke forekommer naturligt at have

forskellige klageregler, alt efter hvilken listevirksomhed m.v. det drejer

sig om. Hertil kommer, at en sådan minimumsimplementering vil

indebære en begrænsning i den klageadgang, som

landsdækkende miljøorganisationer har i dag. Endelig er der

søgt skabt parallelitet til den klageadgang, som lokale

miljøorganisationer har i dag, hvilket omfatter afgørelser

efter kapitel 3, 4 og 5.

Udvidelsen af adgangen til at indbringe sager i 3. instans

for Miljøklagenævnet medtager tillige shredder-anlæggene

og en række husdyrbrug, som det ikke er nødvendigt at medtage

efter en snæver læsning af konventionen, og der skelnes heller

ikke her imellem klager over retlige og skønsmæssige

afgørelser.

Der knytter sig samme administrative bevæggrunde

hertil som nævnt ovenfor ad a-c.

3) Særligt om havmiljøloven

a. Udvidelsen af klageretten for de lokale og landsdækkende

miljøorganisationer omfatter alle afgørelser vedrørende

hurtigfærger, hvor den kunne begrænses til alene at omfatte de

afgørelser, hvor der skal gennemføres VVM (vurdering af

virkningerne på miljøet), idet det alene er disse, der er

omfattet af konventionens bilag I.

Baggrunden herfor er, at der er meget få

afgørelser på dette område, og det vil være

bureaukratisk og vanskeligt administrerbart, hvis der skulle gælde

forskellige klageregler for samme type af afgørelser alt efter, om der

skal gennemføres VVM eller ej.

b. Tilsvarende er medtagelsen af klapningsområdet udtryk for en

implementering ud over konventionens mindstekrav, idet klapningssagerne ikke

er omfattet af konventionens bilag I.

Dette sker for at fastholde den sammenhæng, der er i

havmiljøloven i dag, hvilket er en logisk opbygning, idet man herved

har ens klageregler for de miljømæssigt tungeste sager i

loven.

4) Særligt om planloven

Udvidelser af klageadgangen ud over det absolut

nødvendige er sket ved at medtage visse typer af afgørelser,

som ikke er et krav efter konventionen.

Dette er teknisk/administrativt begrundet. Efter forslaget

omfatter klageadgangen sager efter § 58, stk. 1, nr. 1, 3 og 4. Det er

landzonesager (1), klager over VVM-tilladelser (3) og retlige klager i

plansager, herunder klager over proceduren i VVM-sager (4). Sager, der efter

konventionen skal være omfattet af klageadgangen, forekommer inden for

alle tre grupper, tydeligst naturligvis for så vidt angår

VVM-sagerne. Men der vil også være en række mindre sager,

hvor det ikke efter konventionen er nødvendigt at indrømme

klageadgang.

Det vil imidlertid være administrativt meget

besværligt at arbejde med en afgrænsning baseret på

konventionens afgrænsning af, hvilke sager organisationerne skal kunne

klage over. Det vil være bureaukratisk, og det vil næppe

medføre meget færre klagesager, fordi det ikke er sandsynligt,

at organisationerne vil benytte sig af adgangen til at klage i de små

sager.

5)

Naturbeskyttelsesloven/råstofloven/skovloven/vandløbsloven

Konventionen nødvendiggør på disse

lovområder kun en enkelt lovændring, nemlig en udvidelse af

klageretten for landsdækkende og lokale miljøorganisationer i

forhold til afgørelser vedrørende råstofindvinding

på havet, der er omfattet af konventionens artikel 6.

De øvrige forslag om udvidelse af kredsen af

klageberettigede organisationer er udtryk for en implementering ud over

konventionens mindstekrav, der er i overensstemmelse med konventionens sigte.

Det samme gælder forslaget om lovfæstelse af offentlighedens

deltagelse i beslutningsprocessen vedrørende større

naturforvaltningsprojekter.

Spørgsmål 44:

Hvordan vil ministeren sikre, at den øgede

klageadgang ikke fører til, at flere miljøgodkendelsessager

får urimeligt lange sagsforløb?

Svar:

I forhold til miljøgodkendelser lægger

lovforslaget op til et par ændringer, herunder en udvidet kreds af

klageberettigede efter miljøbeskyttelselsesloven og

havmiljøloven.

Som jeg har givet udtryk for i min besvarelse af

spørgsmål 18, er det min vurdering, at der ikke vil komme mange

nye sager som følge af de ændrede klageregler, og jeg peger her

også på reglerne om opsættende virkning, hvoraf

fremgår, at der i forhold til miljøgodkendelserne som

udgangspunkt ikke er opsættende virkning af en klage.

Jeg forventer således ikke nogen væsentlige

ændringer i sagsbehandlingstiderne i miljøgodkendelsessager.

Som tilkendegivet i pkt. 7.3 i de almindelige

bemærkninger kan der dog på sigt blive behov for yderligere

ressourcer til Miljøklagenævnet, alt efter udviklingen i

nævnets klagesagsantal.

Spørgsmål 45:

Ministeren bedes redegøre for, hvorfor lovforslaget

ifølge gennemgangen på side 27 stort set ikke har nogen positive

konsekvenser.

Svar:

Lovforslaget indeholder på side 27 et skema over de

økonomiske og administrative konsekvenser af lovforslaget for stat,

kommuner, amtskommuner, erhvervslivet og borgere samt over de

miljømæssige konsekvenser samt forholdet til EU-retten. Det

fremgår heraf, at der forventes positive effekter på

miljøet.

Der er tale om et standardskema med nogle på

forhånd givne rubrikker.

Hvis skemaet havde åbnet mulighed herfor, kunne det

være tilføjet, at lovforslaget tillige må forventes at

have positive effekter på demokratiet, idet det øger

befolkningens mulighed for at få adgang til oplysninger, til at deltage

i beslutningsprocesserne samt til at klage.

Dette anser jeg for at være af stor betydning.

Lignende dokumenter