Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om et klagenævn for etnisk diskrimination

1999/1 BSF 149Beslutningsforslag som fremsatFolketinget12. april 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 12. april 2000 af

Knud Erik Hansen (SF), Margrete Auken (SF), Anne Baastrup

(SF), Jes Lunde (SF) og Ole Sohn (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

om et klagenævn for etnisk diskrimination

Folketinget pålægger regeringen inden den 1.

november 2000 at fremsætte lovforslag om et klagenævn, der kan

behandle sager vedrørende diskrimination på grund af race,

hudfarve, national eller etnisk oprindelse eller religion. Nævnet skal

kunne behandle klager over diskrimination i alle områder af

samfundslivet.

Bemærkninger til forslaget

Det danske samfund vil i stigende grad blive

præget af mennesker med anden etnisk baggrund end dansk. Mødet

mellem flere kulturer glider ikke altid lige let, og det har gennem historien

vist sig at være nødvendigt at gøre en særlig

indsats for at undgå racediskrimination og deraf følgende

krænkelser af menneskerettighederne.

Flere undersøgelser understreger det faktum, at

mange unge, der er vokset op i Danmark, men som har en anden etnisk baggrund

end dansk, bliver diskrimineret i det danske samfund. De sorteres fra,

når de søger job eller praktikpladser, de kan ikke komme ind

på diskoteker etc. Deres repræsentation i offentlige job og

folkevalgte repræsentationer er yderst beskeden for ikke at sige

fraværende på trods af, at deres sproglige og faglige

kvalifikationer ikke på nogen måde er ringere end deres

lyshårede venners. Denne ulige behandling er med til at konsolidere

deres følelse af ikke at være ligeværdige borgere i det

danske samfund.

Den seneste tids debat om unge højtuddannede

Læs alt

minoritetsdanskere, der flytter fra Danmark, fordi de ikke kan få job

herhjemme, har været med til at understrege, at udviklingen i Danmark

bevæger sig i en gal retning.

Der er lovgivet mod diskrimination i flere love. For dem

alle gælder imidlertid, at de ikke åbner op for en let adgang til

at få behandlet sager, hvor der er diskrimineret.

Danmark indførte i 1939 en racismeparagraf (§ 266

b) i straffeloven, og den fik i 1987 sin nuværende form. Med denne

paragraf skal etniske minoritetsgrupper sikres mod racistiske ytringer.

Bestemmelsen er underlagt offentlig påtale, hvilket betyder, at kun

anklagemyndigheden kan bestemme, om der skal rejses sager ved domstolene. Det

er derfor politiet og ikke den, der har været udsat for diskrimination,

der reelt kan tage initiativ til en straffesag. Det er politiets

afgørelse. Der er kun rejst ganske få sager efter

racismeparagraffen.

I 1971 blev lov om forbud mod forskelsbehandling på

grund af race m.v. vedtaget (lov nr. 289 af 9. juni 1971). Loven er i 1987

ændret ved lov nr. 357 af 3. juni 1987. Denne lov forbyder

forskelsbehandling på grund af en persons race, hudfarve, nationale

eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering i

erhvervsmæssige eller almennyttige virksomheder og på steder,

hvortil der er offentlig adgang. Loven har til hensigt at sikre, at alle

personer uanset etnisk oprindelse m.v. har lige adgang til biografer,

diskoteker, cafeer m.v. og modtager lige behandling med hensyn til

arbejdsanvisning, boliganvisning, anvisning af daginstitutionspladser og

lignende. Overtrædelser skal behandles som politisager og kan derfor

anmeldes, men ikke rejses af den person, der er blevet krænket.

I 1996 er der med lov nr. 459 om forbud mod

forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. indført forbud mod

diskrimination på arbejdsmarkedet. Den, der har været udsat for

diskrimination, kan ifølge loven selv rejse en civil sag ved

domstolene. Det kræver som enhver anden sag, at man har ressourcer til

at rejse en sådan sag, herunder midler til advokathjælp. Der er

efter denne lov kun rejst ganske få sager ved domstolene.

Der er i Danmark en række organer, der

beskæftiger sig med problematikken omkring racisme og diskrimination.

Dels organer nedsat af regering og Folketing, dels organer oprettet af

private. Fælles for disse er, at de ikke har mulighed for at gribe ind

i enkeltsager, og at deres muligheder for at påvirke arbejdsmarkedet,

uddannelsessystemet eller offentlige institutioner direkte dermed er

stærkt begrænsede.

En del diskrimination vil heller ikke have en karakter,

så man vil finde det besværet værd at rejse den som civil

sag ved domstolene. Tilsvarende er det heller ikke alle sager, der er

relevante at anmelde til politiet, og med de mange opgaver og

begrænsede ressourcer, politiet har, er det ikke sandsynligt, at

politiet alene kan løfte opgaven.

De få sager, der har været rejst efter den

gældende lovgivning og med nu fungerende organer, svarer ikke til den

oplevede diskrimination i samfundet. Det understreger behovet for et

klagenævn, der kan gøre det lettere for dem, der er blevet

diskrimineret at få rejst en sag. Et klagenævn vil også i

langt større udstrækning kunne tilpasse sin reaktion til de

meget forskellige situationer med diskrimination. Nogle gange kan den bedste

reaktion være mægling, andre gange information, andre gange, at

der gives støtte til at rejse en sag ved domstolene, andre gange en

forbehandling af en sag med en henstilling til politiet, osv. Denne adgang

til differentierede reaktioner er væsentlig, fordi diskrimination i

høj grad bunder i forskellige kulturelle opfattelser, hvor en af de

vigtige opgaver er at fremme kulturer, hvor man respekterer forskellighed.

Man kunne forbedre mulighederne for at få en bedre

bekæmpelse af etnisk diskrimination ved at ændre spillereglerne

på arbejdsmarkedet. Forslagsstillerne finder imidlertid ikke, at det

vil eliminere behovet for et klagenævn. Forslagsstillerne finder det

væsentligt, at en person, der er udsat for etnisk diskrimination, kan

henvende sig ét sted og dér enten få sin sag behandlet

eller hjælp til at få den rejst i et andet regi.

I dag er sikring mod forskelsbehandling på

arbejdsmarkedet sjældent direkte omfattet af overenskomsterne. Hvis det

er eller bliver tilfældet, vil de, der udsættes for

overtrædelse af disse bestemmelser, kunne gå til deres

fagforening, som så kan medvirke til at rejse en faglig voldgiftssag,

der kan tage stilling til, om der er sket en overtrædelse. I en

sådan situation vil det være lettere for den enkelte at få

rejst sager. Men dette er ikke den typiske situation i dag. De

nugældende overenskomstsregler giver typisk kun ret til samme

løn- og ansættelsesforhold. Hvis f.eks. ansatte fra etniske

mindretal betales mindre eller bydes andre arbejdstidsvilkår, end

overenskomsten foreskriver, kan der rejses en sag mod arbejdsgiveren. Men

overenskomstens bestemmelser giver ikke mulighed for at gribe ind i mange af

dagligdagens situationer med diskrimination som f.eks. ved ansættelser,

afskedigelser, fordeling af arbejde, mobning og chikane.

Når det drejer sig om mobning, chikane og andre

forhold, der vedrører det psykiske arbejdsmiljø, er forholdene

reguleret i arbejdsmiljøloven. Arbejdstilsynet kan således

ifølge arbejdsmiljøloven gribe ind med påbud m.v. over

for psykosociale problemer på arbejdspladsen. Men her foreligger der en

aftale mellem Arbejdsministeriet/Arbejdstilsynet og arbejdsmarkedets parter,

som indebærer, at Arbejdstilsynet er afskåret fra at gribe ind

over for store dele af de psykosociale problemer, herunder sager, hvor de

psykosociale problemer vedrører f.eks. jobusikkerhed,

avancements-/uddannelsesforhold, mobning, chikane eller konflikter mellem

kolleger og rollekonflikter/rolleuklarhed, der kan være begrundet i

forskelle i temperament, uenighed om faggrænser, sym- og antipatier

eller følelsen af at være forbigået.

Hvis denne aftale, der i øvrigt rummer store

problemer for en hensigtsmæssig håndtering af de psykiske

arbejdsmiljøproblemer for alle lønmodtagergrupper uanset etnisk

tilhørsforhold, ændres, således at det bl.a. bliver muligt

for Arbejdstilsynet efter en konkret vurdering at gå ind i de

ovennævnte sager, kunne arbejdsmiljølovens bestemmelser give

betydelig bedre grundlag for at behandle psykiske

arbejdsmiljøproblemer med større eller mindre islæt af

etnisk forskelsbehandling. Men sådan er det ikke i dag.

FN s konvention om bekæmpelse af racediskrimination

fra 1963 og den internationale konvention om bekæmpelse af

racediskrimination fra 1965 opfordrer staterne til at sætte aktivt ind

i bekæmpelse af al form for racediskrimination. Dels gennem

undervisning og lovgivning og dels ved forebyggelse.

I den rapport, som Europarådets »Komité mod

racisme og intolerance« har udgivet om forholdene i Danmark (februar 1999),

opfordres Danmark til at tage initiativer til bekæmpelse af den

spirende xenofobi (fremmedhad), som komiteen ser som en voksende trussel i

Danmark. Europarådet opfordrer i rapporten til, at man i Danmark

udvikler et organ, der særligt tager sig af bekæmpelse af racisme

og intolerance, og som har magt til at undersøge individuelle klager.

Rådet retter opmærksomheden mod den direkte og indirekte

diskrimination med hensyn til arbejde og bolig og gør opmærksom

på problemer med at føre sager om diskrimination for den enkelte

grundet den vanskelige bevisførelse.

Forslagsstillerne ønsker et klagenævn, der

kan behandle alle sager vedrørende diskrimination på grund af

race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse eller religion. Det skal

ikke være nogen hindring, at andre organer også kan behandle en

sag. Sager skal kunne indbringes af såvel personer, der har været

udsat for diskrimination, som af andre borgere og berørte

organisationer, ligesom klagenævnet selv skal kunne tage sager op.

Klagenævnet skal kunne foretage henstillinger til de involverede

parter. Det skal kunne henvise til andre klagemuligheder og til mægling

og skal kunne anbefale politiet at tage sager op. Det skal have midler,

så det kan give støtte til en mæglingsindsats og til

retshjælp, herunder til advokatbistand, hvis det anbefales at indbringe

en sag for domstolen eller anden instans, hvor advokathjælp kan

være nødvendig.

Klagenævnet skal have mulighed for at tage generelle

problemer med diskrimination op og komme med anbefalinger og henstillinger

til relevante parter. Klagenævnet skal f.eks. have kompetence til over

for arbejdsgivere at påtale behovet for, at der via lokalaftaler

og/eller vedtagelse af personalepolitiske retningslinjer i samarbejdsudvalg

formuleres en skriftlig politik for etnisk ligestilling på

virksomhederne.

Klagenævnet skal som en del af sit virke forholde

sig til EU-regulering m.v. på området. Klagenævnet skal

have kompetence til at komme med udtalelser, henstillinger m.v., der

forholder sig til aktuel og kommende EU-regulering samt til samspillet mellem

dansk lovgivning og EU-regulering.

Et sådant klagenævn vil aktivt kunne bidrage

til at mindske diskriminationen, og Danmark vil i højere grad kunne

leve op til konventionerne om bekæmpelse af racediskrimination.

Sveriges Riksdag vedtog i 1999 »lag om åtgärder

mot etnisk diskriminering i arbetslivet« og »lag om Ombudsmannen mot etnisk

diskriminering«, ligesom man oprettede et nævn mod diskrimination. Den

nye ombudsmandsinstitution har til opgave at virke for, at der ikke

forekommer etnisk diskrimination i arbejdslivet eller på andre

områder i samfundet, både ved at behandle konkrete sager om

diskrimination, ved at påvirke den offentlige debat og ved at tage

initiativer til bekæmpelse af etnisk diskrimination. Ombudsmanden har

et særligt ansvar i forhold til arbejdsmarkedet, idet han særligt

skal modvirke, at jobsøgende udsættes for diskrimination

på grund af deres etniske tilhørsforhold, ligesom han i

samarbejde med arbejdsgivere og fagforbund skal fremme et godt forhold mellem

forskellige etniske grupper i arbejdslivet. Ombudsmanden skal føre

tilsyn med, at loven om tiltag mod etnisk diskrimination på

arbejdsmarkedet efterleves. Det er forslagsstillernes opfattelse, at lignende

tiltag vil være gavnlige for at bekæmpe diskrimination og fremme

en reel ligestilling af etniske minoriteter og »gammeldanskere« i det danske

samfund.

SF har tidligere i forbindelse med behandlingen af

forslaget til lov om Nævnet for Etnisk Ligestilling (lovforslag nr. L

191, folketingsåret 1996-97) tilkendegivet, at man gerne havde set, at

der var blevet etableret et forsøg med et klageorgan.

Skriftlig fremsættelse

Knud Erik Hansen

(SF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig

herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om et klagenævn

for etnisk diskrimination.

(Beslutningsforslag nr. B 149).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger,

der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige

behandling.

Lignende dokumenter