Forslag til folketingsbeslutning om et klagenævn for etnisk diskrimination
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 12. april 2000 af
Knud Erik Hansen (SF), Margrete Auken (SF), Anne Baastrup
(SF), Jes Lunde (SF) og Ole Sohn (SF)
Forslag til folketingsbeslutning
om et klagenævn for etnisk diskrimination
Folketinget pålægger regeringen inden den 1.
november 2000 at fremsætte lovforslag om et klagenævn, der kan
behandle sager vedrørende diskrimination på grund af race,
hudfarve, national eller etnisk oprindelse eller religion. Nævnet skal
kunne behandle klager over diskrimination i alle områder af
samfundslivet.
Bemærkninger til forslaget
Det danske samfund vil i stigende grad blive
præget af mennesker med anden etnisk baggrund end dansk. Mødet
mellem flere kulturer glider ikke altid lige let, og det har gennem historien
vist sig at være nødvendigt at gøre en særlig
indsats for at undgå racediskrimination og deraf følgende
krænkelser af menneskerettighederne.
Flere undersøgelser understreger det faktum, at
mange unge, der er vokset op i Danmark, men som har en anden etnisk baggrund
end dansk, bliver diskrimineret i det danske samfund. De sorteres fra,
når de søger job eller praktikpladser, de kan ikke komme ind
på diskoteker etc. Deres repræsentation i offentlige job og
folkevalgte repræsentationer er yderst beskeden for ikke at sige
fraværende på trods af, at deres sproglige og faglige
kvalifikationer ikke på nogen måde er ringere end deres
lyshårede venners. Denne ulige behandling er med til at konsolidere
deres følelse af ikke at være ligeværdige borgere i det
danske samfund.
Den seneste tids debat om unge højtuddannede
Læs alt
minoritetsdanskere, der flytter fra Danmark, fordi de ikke kan få job
herhjemme, har været med til at understrege, at udviklingen i Danmark
bevæger sig i en gal retning.
Der er lovgivet mod diskrimination i flere love. For dem
alle gælder imidlertid, at de ikke åbner op for en let adgang til
at få behandlet sager, hvor der er diskrimineret.
Danmark indførte i 1939 en racismeparagraf (§ 266
b) i straffeloven, og den fik i 1987 sin nuværende form. Med denne
paragraf skal etniske minoritetsgrupper sikres mod racistiske ytringer.
Bestemmelsen er underlagt offentlig påtale, hvilket betyder, at kun
anklagemyndigheden kan bestemme, om der skal rejses sager ved domstolene. Det
er derfor politiet og ikke den, der har været udsat for diskrimination,
der reelt kan tage initiativ til en straffesag. Det er politiets
afgørelse. Der er kun rejst ganske få sager efter
racismeparagraffen.
I 1971 blev lov om forbud mod forskelsbehandling på
grund af race m.v. vedtaget (lov nr. 289 af 9. juni 1971). Loven er i 1987
ændret ved lov nr. 357 af 3. juni 1987. Denne lov forbyder
forskelsbehandling på grund af en persons race, hudfarve, nationale
eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering i
erhvervsmæssige eller almennyttige virksomheder og på steder,
hvortil der er offentlig adgang. Loven har til hensigt at sikre, at alle
personer uanset etnisk oprindelse m.v. har lige adgang til biografer,
diskoteker, cafeer m.v. og modtager lige behandling med hensyn til
arbejdsanvisning, boliganvisning, anvisning af daginstitutionspladser og
lignende. Overtrædelser skal behandles som politisager og kan derfor
anmeldes, men ikke rejses af den person, der er blevet krænket.
I 1996 er der med lov nr. 459 om forbud mod
forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. indført forbud mod
diskrimination på arbejdsmarkedet. Den, der har været udsat for
diskrimination, kan ifølge loven selv rejse en civil sag ved
domstolene. Det kræver som enhver anden sag, at man har ressourcer til
at rejse en sådan sag, herunder midler til advokathjælp. Der er
efter denne lov kun rejst ganske få sager ved domstolene.
Der er i Danmark en række organer, der
beskæftiger sig med problematikken omkring racisme og diskrimination.
Dels organer nedsat af regering og Folketing, dels organer oprettet af
private. Fælles for disse er, at de ikke har mulighed for at gribe ind
i enkeltsager, og at deres muligheder for at påvirke arbejdsmarkedet,
uddannelsessystemet eller offentlige institutioner direkte dermed er
stærkt begrænsede.
En del diskrimination vil heller ikke have en karakter,
så man vil finde det besværet værd at rejse den som civil
sag ved domstolene. Tilsvarende er det heller ikke alle sager, der er
relevante at anmelde til politiet, og med de mange opgaver og
begrænsede ressourcer, politiet har, er det ikke sandsynligt, at
politiet alene kan løfte opgaven.
De få sager, der har været rejst efter den
gældende lovgivning og med nu fungerende organer, svarer ikke til den
oplevede diskrimination i samfundet. Det understreger behovet for et
klagenævn, der kan gøre det lettere for dem, der er blevet
diskrimineret at få rejst en sag. Et klagenævn vil også i
langt større udstrækning kunne tilpasse sin reaktion til de
meget forskellige situationer med diskrimination. Nogle gange kan den bedste
reaktion være mægling, andre gange information, andre gange, at
der gives støtte til at rejse en sag ved domstolene, andre gange en
forbehandling af en sag med en henstilling til politiet, osv. Denne adgang
til differentierede reaktioner er væsentlig, fordi diskrimination i
høj grad bunder i forskellige kulturelle opfattelser, hvor en af de
vigtige opgaver er at fremme kulturer, hvor man respekterer forskellighed.
Man kunne forbedre mulighederne for at få en bedre
bekæmpelse af etnisk diskrimination ved at ændre spillereglerne
på arbejdsmarkedet. Forslagsstillerne finder imidlertid ikke, at det
vil eliminere behovet for et klagenævn. Forslagsstillerne finder det
væsentligt, at en person, der er udsat for etnisk diskrimination, kan
henvende sig ét sted og dér enten få sin sag behandlet
eller hjælp til at få den rejst i et andet regi.
I dag er sikring mod forskelsbehandling på
arbejdsmarkedet sjældent direkte omfattet af overenskomsterne. Hvis det
er eller bliver tilfældet, vil de, der udsættes for
overtrædelse af disse bestemmelser, kunne gå til deres
fagforening, som så kan medvirke til at rejse en faglig voldgiftssag,
der kan tage stilling til, om der er sket en overtrædelse. I en
sådan situation vil det være lettere for den enkelte at få
rejst sager. Men dette er ikke den typiske situation i dag. De
nugældende overenskomstsregler giver typisk kun ret til samme
løn- og ansættelsesforhold. Hvis f.eks. ansatte fra etniske
mindretal betales mindre eller bydes andre arbejdstidsvilkår, end
overenskomsten foreskriver, kan der rejses en sag mod arbejdsgiveren. Men
overenskomstens bestemmelser giver ikke mulighed for at gribe ind i mange af
dagligdagens situationer med diskrimination som f.eks. ved ansættelser,
afskedigelser, fordeling af arbejde, mobning og chikane.
Når det drejer sig om mobning, chikane og andre
forhold, der vedrører det psykiske arbejdsmiljø, er forholdene
reguleret i arbejdsmiljøloven. Arbejdstilsynet kan således
ifølge arbejdsmiljøloven gribe ind med påbud m.v. over
for psykosociale problemer på arbejdspladsen. Men her foreligger der en
aftale mellem Arbejdsministeriet/Arbejdstilsynet og arbejdsmarkedets parter,
som indebærer, at Arbejdstilsynet er afskåret fra at gribe ind
over for store dele af de psykosociale problemer, herunder sager, hvor de
psykosociale problemer vedrører f.eks. jobusikkerhed,
avancements-/uddannelsesforhold, mobning, chikane eller konflikter mellem
kolleger og rollekonflikter/rolleuklarhed, der kan være begrundet i
forskelle i temperament, uenighed om faggrænser, sym- og antipatier
eller følelsen af at være forbigået.
Hvis denne aftale, der i øvrigt rummer store
problemer for en hensigtsmæssig håndtering af de psykiske
arbejdsmiljøproblemer for alle lønmodtagergrupper uanset etnisk
tilhørsforhold, ændres, således at det bl.a. bliver muligt
for Arbejdstilsynet efter en konkret vurdering at gå ind i de
ovennævnte sager, kunne arbejdsmiljølovens bestemmelser give
betydelig bedre grundlag for at behandle psykiske
arbejdsmiljøproblemer med større eller mindre islæt af
etnisk forskelsbehandling. Men sådan er det ikke i dag.
FN s konvention om bekæmpelse af racediskrimination
fra 1963 og den internationale konvention om bekæmpelse af
racediskrimination fra 1965 opfordrer staterne til at sætte aktivt ind
i bekæmpelse af al form for racediskrimination. Dels gennem
undervisning og lovgivning og dels ved forebyggelse.
I den rapport, som Europarådets »Komité mod
racisme og intolerance« har udgivet om forholdene i Danmark (februar 1999),
opfordres Danmark til at tage initiativer til bekæmpelse af den
spirende xenofobi (fremmedhad), som komiteen ser som en voksende trussel i
Danmark. Europarådet opfordrer i rapporten til, at man i Danmark
udvikler et organ, der særligt tager sig af bekæmpelse af racisme
og intolerance, og som har magt til at undersøge individuelle klager.
Rådet retter opmærksomheden mod den direkte og indirekte
diskrimination med hensyn til arbejde og bolig og gør opmærksom
på problemer med at føre sager om diskrimination for den enkelte
grundet den vanskelige bevisførelse.
Forslagsstillerne ønsker et klagenævn, der
kan behandle alle sager vedrørende diskrimination på grund af
race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse eller religion. Det skal
ikke være nogen hindring, at andre organer også kan behandle en
sag. Sager skal kunne indbringes af såvel personer, der har været
udsat for diskrimination, som af andre borgere og berørte
organisationer, ligesom klagenævnet selv skal kunne tage sager op.
Klagenævnet skal kunne foretage henstillinger til de involverede
parter. Det skal kunne henvise til andre klagemuligheder og til mægling
og skal kunne anbefale politiet at tage sager op. Det skal have midler,
så det kan give støtte til en mæglingsindsats og til
retshjælp, herunder til advokatbistand, hvis det anbefales at indbringe
en sag for domstolen eller anden instans, hvor advokathjælp kan
være nødvendig.
Klagenævnet skal have mulighed for at tage generelle
problemer med diskrimination op og komme med anbefalinger og henstillinger
til relevante parter. Klagenævnet skal f.eks. have kompetence til over
for arbejdsgivere at påtale behovet for, at der via lokalaftaler
og/eller vedtagelse af personalepolitiske retningslinjer i samarbejdsudvalg
formuleres en skriftlig politik for etnisk ligestilling på
virksomhederne.
Klagenævnet skal som en del af sit virke forholde
sig til EU-regulering m.v. på området. Klagenævnet skal
have kompetence til at komme med udtalelser, henstillinger m.v., der
forholder sig til aktuel og kommende EU-regulering samt til samspillet mellem
dansk lovgivning og EU-regulering.
Et sådant klagenævn vil aktivt kunne bidrage
til at mindske diskriminationen, og Danmark vil i højere grad kunne
leve op til konventionerne om bekæmpelse af racediskrimination.
Sveriges Riksdag vedtog i 1999 »lag om åtgärder
mot etnisk diskriminering i arbetslivet« og »lag om Ombudsmannen mot etnisk
diskriminering«, ligesom man oprettede et nævn mod diskrimination. Den
nye ombudsmandsinstitution har til opgave at virke for, at der ikke
forekommer etnisk diskrimination i arbejdslivet eller på andre
områder i samfundet, både ved at behandle konkrete sager om
diskrimination, ved at påvirke den offentlige debat og ved at tage
initiativer til bekæmpelse af etnisk diskrimination. Ombudsmanden har
et særligt ansvar i forhold til arbejdsmarkedet, idet han særligt
skal modvirke, at jobsøgende udsættes for diskrimination
på grund af deres etniske tilhørsforhold, ligesom han i
samarbejde med arbejdsgivere og fagforbund skal fremme et godt forhold mellem
forskellige etniske grupper i arbejdslivet. Ombudsmanden skal føre
tilsyn med, at loven om tiltag mod etnisk diskrimination på
arbejdsmarkedet efterleves. Det er forslagsstillernes opfattelse, at lignende
tiltag vil være gavnlige for at bekæmpe diskrimination og fremme
en reel ligestilling af etniske minoriteter og »gammeldanskere« i det danske
samfund.
SF har tidligere i forbindelse med behandlingen af
forslaget til lov om Nævnet for Etnisk Ligestilling (lovforslag nr. L
191, folketingsåret 1996-97) tilkendegivet, at man gerne havde set, at
der var blevet etableret et forsøg med et klageorgan.
Skriftlig fremsættelse
Knud Erik Hansen
(SF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig
herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om et klagenævn
for etnisk diskrimination.
(Beslutningsforslag nr. B 149).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger,
der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige
behandling.
Lignende dokumenter
- Forslag til folketingsbeslutning om fremsættelse af lovforslag til sikring af etnisk ligestilling på det danske arbejdsmarked Retsinformation · 25. januar 2000
- Forslag til folketingsbeslutning om sikring af etnisk ligestilling på det danske arbejdsmarked Retsinformation · 25. marts 1999
- Sag om opsigelse af lejemål jf. almenlejelovens § 85, stk. 1, og hvorvidt der er foregået ulovlig forskelsbehandling på baggrund af etnisk oprindelse. Domsdatabasen · 20. november 2020
- Skatterådet har svaret: NEJ Landsskatteretten · 16. april 2015
- Betænkning over Forslag til lov om Ligebehandlingsnævnet Retsinformation · 18. april 2008
- Forslag til folketingsbeslutning om en styrket indsats over for forbrydelser motiveret af offerets seksualitet, etnicitet m.v. (hadforbrydelser) Retsinformation · 8. april 2011