Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om en revaluering af kronen

1999/1 BSF 120Beslutningsforslag som fremsatFolketinget16. marts 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 16. marts 2000 af Frank Dahlgaard

(UP)

Forslag til folketingsbeslutning

om en revaluering af kronen

Folketinget opfordrer regeringen til at opskrive den

danske krone med 3 procent over for EU´s fællesvaluta, euroen, for at

modvirke, at den faldende eurokurs trækker den danske krone yderligere

nedad med stigende inflation og udlandsgæld i Danmark til

følge.

Bemærkninger til forslaget

Den danske kronekurs er ifølge

Nationalbankens opgørelse faldet med over 6 procent siden begyndelsen

af 1999. Det skyldes den valgte valutapolitik, som indebærer, at kronen

i kraft af det såkaldte ERM2-valutasamarbejde automatisk følger

euroens kurs, dog med mulighed for udsving på 2,25 procent i forhold

til den aftalte centralkurs på 7,46038 kroner pr. euro.

Euroen er siden sin introduktion den 1. januar 1999 faldet

kraftigt i værdi ikke blot i forhold til amerikanske dollars, men

også i forhold til engelske pund, japanske yen, svenske kroner, norske

kroner, islandske kroner, canadiske dollars, australske dollars,

newzealandske dollars, hongkong-dollars, singapore-dollars, taiwan-dollars,

kinesiske yuan, nord- og sydkoreanske won, litauiske litas, lettiske lat,

indiske rupier, pakistanske rupier, mexicanske pesos, cubanske pesos,

argentinske pesos, saudiarabiske riyal, kuwaitiske dinarer, sydafrikanske

rand, ægyptiske pund og mange, mange andre valutaer.

Den faldende eurokurs er bl.a. beskrevet i den

dansksprogede udgave af Den Europæiske Centralbanks

månedsoversigt for januar 2000, side 29-30.

I forhold til et vejet gennemsnit af andre valutaer har

euroen mistet omkring 15 procent af sin internationale værdi i de

Læs alt

første 14 måneder af sin levetid.

I kraft af den danske fastkurspolitik over for euroen er

den danske krone blevet trukket med nedad. Kun halvdelen af den danske

udenrigshandel foregår nemlig med de 11 eurolande. Det er således

kun i forhold til disse 11 lande, at vores kronekurs har været

nogenlunde uforandret. Den anden halvdel af vor udenrigshandel

vedrører Storbritannien, Sverige, Norge, USA, Japan og de mange andre

lande uden for euro-området, hvis valutaer som anført ovenfor er

steget mærkbart i kurs i forhold til kronen (og euroen) siden den 1.

januar 1999.

Derved er den effektive danske kronekurs faldet fra indeks

102,60 primo januar 1999 til indeks 96,04 den 8. marts 2000 (indeks 1980 =

100). Det svarer til et kursfald på 6,4 procent.

Den danske krone er med andre ord som følge af sin

tilknytning til euroen blevet udsat for en utilsigtet og glidende

nedskrivning (devaluering) på 6,4 procent, jf. figuren nedenfor, som

viser udviklingen i Nationalbankens effektive kronekursindeks siden

begyndelsen af 1999 (Kilde: Publikationen Renter og kurser fra Danmarks

Nationalbanks statistiske afdeling, nr. 23 6. marts 2000).

Den faldende kronekurs betyder, at importvarer i

Danmark bliver dyrere. Det medfører en importeret inflation, som har

ført til kraftigere prisstigninger i Danmark. Dét

påvirker reallønnen i negativ retning, ligesom det

erfaringsmæssigt fører til en højere rente. Hertil

kommer, at den lavere kronekurs indebærer en opskrivning af den danske

udlandsgæld.

Som følge af kronens tilknytning til euroen er

Danmark med andre ord blevet påført de klassiske

devalueringsproblemer: Mere inflation, højere rente og større

valutagæld. Det er sket, fordi antagelsen om en stabil eurokurs har

vist sig at være forkert.

Såfremt vi på forhånd havde vidst, at

euroen ville falde så markant og vedvarende på de internationale

valutamarkeder, som den har gjort, havde Danmark næppe valgt den

»fastkurspolitik«, som vi rent faktisk gjorde, da vi for snart to

år siden indgik ERM2-aftalen med Den Europæiske Centralbank.

Så havde vi formentlig valgt at lade kronens kurs

»flyde«, sådan som f.eks. Sverige, Norge og Storbritannien gør

det for deres valutaers vedkommende.

Danmark behøver imidlertid ikke at ændre sin

valutapolitik for at afbøde de uheldige devalueringsfølger af

kronens tilknytning til euroen. Vi kan nemlig alternativt ændre

på kronens centralkurs over for euroen: Vi kan revaluere (opskrive)

kronen i forhold til euroen. Det gøres konkret ved at anmelde en ny og

højere centralkurs på kronen i forhold til euroen svarende til

en lavere centralkurs på euroen i forhold til kronen.

En revaluering af kronen i forhold til euroen på 3

procent betyder således, at den hidtidige centralkurs på 7,46038

kroner pr. euro ændres 3 procent til 7,23657 kroner pr. euro.

Udsvingsgrænserne på 2,25 procent omkring centralkursen

ændres tilsvarende. En revaluering af kronen på 3 procent over

for euroen betyder således, at kronens hidtidige grænser for

udsving i forhold til euroen, nemlig svingninger mellem 7,29 kr. og 7,63 kr.

pr. euro, ændres, så kronen fremover kan svinge mellem 7,07 kr.

og 7,40 kr. pr. euro.

Selv om en revaluering af kronen ikke er foretaget siden

1943, er den både realistisk og relevant i Danmarks nuværende

situation. Dansk økonomi er nemlig i en bedre tilstand end nogensinde

før i historisk tid. Vi står med den laveste

arbejdsløshed i 25 år og har samtidig overskud på

både betalingsbalancen og på de offentlige finanser.

Hovedproblemet er i dag de tiltagende tendenser til prisstigninger,

inflation. Dermed er alle betingelser for en revaluering til stede i dag:

Danmark har en stærk økonomi med overskud

på betalingsbalancen.

Danmark har en grundlæggende stærk

konkurrenceevne.

Danmark har en høj beskæftigelse, lav

arbejdsløshed og mangel på arbejdskraft i en række

brancher.

Kronens kurs er utilsigtet faldet med 6-7 procent gennem

de sidste 15 måneder.

De to sidste punkter betyder et tiltagende og faretruende

inflationspres i dansk økonomi. Hovedformålet med

kroneopskrivningen er netop at dæmpe inflationen. Med en revaluering

modvirkes noget af den de facto-nedskrivning af kronen, som har fundet sted

gennem de sidste 15 måneder. En revaluering af kronen på 3

procent vil således føre kronekursen tilbage, hvor den var i

efteråret 1999, jf. figuren over den effektive kronekurs. Mere

dramatisk er indgrebet trods alt ikke.

En revaluering kan være et hensigtsmæssigt

middel at benytte i den økonomiske politik, og det blev f.eks.

benyttet af Finland, der i marts 1989 opskrev sin finmark med 3-4 procent.

Hensigten var netop at dæmpe et truende inflationspres.

Den foreslåede revaluering betyder, at varer fra de

11 eurolande bliver billigere i Danmark, hvilket afdæmper inflationen

herhjemme. Importvarer fra landene uden for euroen, som jo er steget

mærkbart i pris (f.eks. olie og benzin), vil få skåret

toppen af de sidste 15 måneders prisforhøjelser.

Til gengæld sker der en mindre umiddelbar

forværring af dansk konkurrenceevne, men det kan vi tåle. Uanset

hvad Dansk Industri forsøger at bilde offentligheden ind, er dansk

erhvervslivs konkurrenceevne nemlig grundlæggende stærk. Ellers

havde vi jo ikke høj beskæftigelse og et meget stort overskud

på betalingsbalancens vare- og tjenestebalance: Omkring 35 milliarder

kr. i den seneste 12-måneders periode.

Den fastkurspolitik, Danmark slog ind på med det

politiske og økonomiske kursskifte i september 1982, var en politik,

som satte en stopper for flere devalueringer (nedskrivninger) af kronen. Det

var imidlertid ikke en politik, som afviste muligheden af det modsatte af

devalueringer, nemlig revalueringer.

I den aktuelle situation er kronen utilsigtet og glidende

blevet nedskrevet med godt 6 procent de seneste 15 måneder. En

revaluering er i denne situation et tiltag, der vil modvirke devalueringen,

og er derfor i god overensstemmelse med den vedtagne fastkurspolitik.

En revaluering af kronen er præcis lige så

gavnlig, som en devaluering er skadelig.

Revalueringen vil dæmpe inflationen, styrke

reallønnen, sænke renten og formindske udlandsgælden.

En revaluering er herudover et signal til omverdenen om,

at dansk økonomi er stærk, og at enhver tanke om devalueringer

af kronen er udelukket i al overskuelig fremtid. Revalueringen vil

føre til rentefald, præcis som frygt for devalueringer

fører til rentestigninger. En revaluering i den nuværende

situation vil sandsynligvis bringe den danske rente ned på tysk niveau,

dvs. et rentefald for realkreditobligationer på 0,3 procentpoint.

Skriftlig fremsættelse

Frank Dahlgaard (UP):

Jeg tillader mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om en revaluering af

kronen.

(Beslutningsforslag nr. B 120).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger,

der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige

behandling.

Lignende dokumenter