Forslag til folketingsbeslutning om uafhængig dansk udenrigspolitik
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 22. februar 2000 af Keld Albrechtsen
(EL) og Søren Søndergaard (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om uafhængig dansk udenrigspolitik
Folketinget opfordrer regeringen til at føre en
udenrigspolitik, som sikrer, at Danmark på linje med Norge kan
optræde i rollen som upartisk mægler i internationale konflikter,
og at Danmark ikke tilknyttes EU s fælles udenrigs- og
sikkerhedspolitik i højere grad end opfyldelsen af Danmarks
forpligtelser efter Amsterdamtraktaten nødvendiggør.
Bemærkninger til forslaget
Dette forslag stilles med baggrund i de
norske erfaringer, som vi har kunnet iagttage over en årrække, og
som blev opsummeret i en artikel i Politiken den 23. januar 2000 baseret
på en samtale med det norske udenrigsministeriums talsmand, Ingvard
Havnen, samt ud fra den danske udenrigs- og sikkerhedspolitik i det seneste
tiår, hvor den danske hovedlinje har været at støtte en
NATO-udvidelse ind i Central- og Østeuropa og medvirke til en
militarisering af EU.
Den norske politik som skitseret i Politiken har
bestået i en intens politisk-diplomatisk aktivitet bag kulisserne for
at medvirke til at frembringe muligheder for en politisk løsning
på konflikter, som er gået i hårdknude, og hvor parterne
mange gange ikke engang er på talefod.
Den mest omtalte indsats, som vi har set den norske
regering udøve til dato, har været i forbindelse med de
hemmelige forhandlinger mellem PLO og Israel i begyndelsen af 1990 erne, som
resulterede i den såkaldte Oslo-aftale. I artiklen nævnes
også andre områder, hvor Norge har været aktiv bag
kulisserne med at fungere som mellemled og formidler mellem konfliktens
Læs alt
parter. Bl.a. Guatemala og nu sidst Sri Lanka.
Forslagsstillerne ser denne fredsstrategi og
forsøgene på konfliktløsning i forlængelse af
tidligere nordiske tendenser til at prioritere de konfliktforebyggende
aktiviteter, nedrustningsforhandlinger på såvel det
konventionelle som det atomare område samt at bruge FN som det forum,
hvor de globale økonomiske, sociale og sikkerhedspolitiske konflikter
skal eller burde løses. Dette koblet tæt sammen med
håndhævelse af meneskerettighederne, respekt for den nationale
suverænitet, prioriteringen af de mellemstatslige samarbejdsformer og
en modarbejdelse af blokpolitikken. Hvad enten denne er af sikkerhedspolitisk
art, som vi så udfolde sig under den kolde krig mellem Øst og
Vest, eller hvor en økonomisk blok af rige vestlige lande står
over for fattige lande i den 3. verden.
Denne politik har vi set tilløb til i perioder i de
nordiske lande. Men de seneste års udvikling i den danske politik i
NATO og EU har bevirket, at Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitiske
strategi underlægges udviklingen i NATO og EU.
Der er langt imellem selvstændige danske initiativer
på det udenrigspolitiske område. Både stemmeafgivningen i
FN og den generelle og konkrete udenrigspolitiske linje afstemmes
efterhånden helt efter, hvad der kan opnås enighed om i EU, eller
hvad der allerede er udviklet af politik på dette område i
Unionen.
Denne generelle udenrigspolitiske tilpasning er koblet
sammen med en mere offensiv dansk militær rolle i NATO. Den danske
regering har støttet NATO-udvidelsen med Polen, Ungarn og Tjekkiet.
Danmark har været aktiv i at få de såkaldte
Partnerskabsaftaler op at stå mellem NATO og en række af
østeuropæiske lande med det formål at forberede endnu en
udvidelse af NATO med nogle af disse lande. Denne udvikling lægger gift
for en generel nedrustning i hele Europa og ses af Rusland som en
militær inddæmning af Rusland. Vi har desuden set dannelsen af
det dansk-tysk-polske korps. Desuden støtter Danmark aktivt op bag de
såkaldte Petersberg-teser, som vil sætte EU i stand til hvis
nødvendigt at gribe ind som fredsskabende militær faktor i
konflikter uden for EU s eget område.
Forslagsstillerne fremsætter dette forslag for at
foreslå den danske regering og Folketinget at slå ind på en
anden vej til skabelse af fred og sikkerhed samt løsning af sociale og
økonomiske problemer og konflikter. NATO og den kommende EU-hær
bliver sat ind, når konflikten er kørt så meget i
hårdknude, at der tilsyneladende kun er militære
»løsninger« tilbage. Men disse militære »løsninger«
karakteriseres ofte ved at skabe endnu flere problemer, end de
»løser«.
Vi har set, hvor mange milliarder der er blevet brugt af
NATO i forbindelse med luftkrigen i rest-Jugoslavien og Kosova, og hvordan
det kniber med at udrede bare en mindre del af dette beløb til en
genopbygning og rekonstruktion af Kosova, samt den alarmerende sociale og
økonomiske situation i rest-Jugoslavien, som forværres uge for
uge.
Vi så det samme mønster i Bosnien. Politiken
skrev den 16. november 1998, at »tal fra NATO, FN og EU viser, at alene
missionerne i Bosnien koster over ni milliarder dollars eller ca. 57
milliarder kroner om året. Langt de fleste penge går til
opretholdelsen af den NATO-ledede SFOR-styrke på ca. 32.000 mand«.
Senere i samme artikel hedder det, at » alene i Østslavonien har FN
s mission, UNTAES, i årene 1995-97 brugt flere penge, godt 1,2
milliarder kroner om året, end FN brugte til hele sit arbejde i
Afrika«.
Derfor vil forslagsstillerne foreslå, at de mange
milliarder kroner, som Danmark bruger, og som vil blive brugt i de kommende
år på en om- og oprustning af NATO og EU, i stedet bruges til
sociale, økonomiske og politiske tiltag, som kan være med til at
forhindre de konflikter, som altid opstår, når økonomier
kollapser, social elendighed råder og der skabes mulighed for etniske
stridigheder og grobund for personer og bevægelser og partier, som
udnytter disse konflikter til at så had og strid mellem
befolkningsgrupper, religioner og lign.
Forslagsstillerne mener, at den rigtige vej hen imod en
mere sikker, stabil og retfærdig verdensorden er gennem en politisk
styrkelse af både FN og OSCE. Den eneste måde at opbygge en
global retfærdig retsorden er via FN. Derfor må den
nuværende danske politik, som støtter en om- og oprustning af
NATO og en militarisering af EU, ændres. Hele den nuværende
politik vil modvirke en sådan global retsorden. Hvis NATO og EU i
årene fremover selv forbeholder sig retten til at afgøre, om,
hvor og hvornår der skal interveneres militært, så har man
åbnet op for, at andre lande kan gøre det samme. Akkurat som vi
allerede har set det i Tjetjenien i disse måneder.
Hvis først USA og NATO, dernæst Rusland,
så EU s militære union og siden Kina hver især forbeholder
sig retten til selv at fastsætte folkeretten, så vil det selvsagt
være umuligt at opretholde en international retsorden. Vi lever i en
illusion, hvis vi her i Vesten forestiller os, at de vestlige stormagter kan
opretholde et monopol på at fortolke folkeretten, mens f.eks. Kina og
Rusland ikke må.
En alternativ dansk udenrigspolitik vil kunne komme i
modstrid med EU s udenrigspolitik, hvor det bl.a. er England og Frankrig, som
lægger hovedlinjen. Vi har i alt for mange tilfælde kunnet se, at
disse lande er så præget af deres tidligere eller nuværende
ønske om at spille stormagt eller pleje snævre økonomiske
eller geopolitiske interesser, at det afgørende præger EU s
udenrigs- og sikkerhedspolitik. Derfor vil det også være et
fejltrin at tilslutte Danmark den militarisering, som er under udvikling i
Unionen.
Som en konsekvens af den danske underlægning af sin
udenrigs- og sikkerhedspolitik tager Danmark ikke selvstændige
initiativer i FN, ja, man tilpasser sin afstemning til, hvad der kan
opnås enighed om i EU. I disse års danske udenrigspolitik vil der
ikke være plads til selvstændige danske udspil, som dengang man i
1980 erne vedtog sanktioner imod Sydafrika, og hvor et folketingsflertal
støttede ANC i Sydafrika og bevilgede penge til denne
organisation.
Tværtimod vil der med dannelsen af EU-hæren og
en fælles udenrigspolitik kunne vedtages militære aktioner,
f.eks. i Afrika. I Information den 23.-24. marts 1996 skrev udenrigsminister
Niels Helveg Petersen i et svar til Gorm Rye Olsen bl.a., at man må »
skabe bedre rammer for ikke alene at yde bistand til andre landes indsatser
på det fredsbevarende område, men også give EU-landene
muligheder for at deltage direkte i løsningen af humanitære
opgaver, krisestyring og fredsbevarende indsats i overensstemmelse med
FN-pagten, det vil sige de såkaldte Petersberg-opgaver«.
Danmark vil heller ikke tage selvstændige
initiativer i forbindelse med Burma, hvor EU hidtil ikke har kunnet blive
enige om ret meget. Danmark er oven i købet med til at støtte
Europa-Kommissionens korstog imod de amerikanske byer og delstater, som har
indført deres egne sanktioner imod Burma og firmaer, som handler med
og investerer i Burma. Danmark er her med til at støtte Kommissionens
pres på den amerikanske regering for, at denne griber ind over for
disse byers og delstaters »private udenrigspolitik«.
I stedet må Danmark aktivt arbejde inden for OSCE
for udviklingen af konfliktforebyggende aktiviteter og midler og ikke
underlægge sig EU-linjen. NATO og EU bekender sig i tale til OSCE og
dets virke, men i praksis prioriteres denne organisations arbejde lavt i
forhold til NATO og EU.
Danmark skal i OSCE gå i spidsen med forslag om
atomvåbenfrie zoner i Vest-, Central- og Østeuropa.
Nedrustningsforhandlinger, såvel på det konventionelle som
atomare område, skal forstærkes.
Der skal i OSCE og i FN-regi sættes ind i tide med
politisk og økonomisk støtte til demokratiske og progressive
kræfter. Dette skal sammen med støtte til en retfærdig
global handelspolitik medvirke til en løsning af de sociale og
økonomiske problemer, som vi ser så mange steder. Derfor nytter
det heller ikke at presse »markedsliberalistiske løsninger« ned over
lande og befolkninger. Man må i stedet respektere behovet for en
solidarisk og lighedsorienteret økonomisk politik.
En sådan aktiv dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik
vil være perspektivrig. Dette vil også gøre det muligt for
Danmark at spille en rolle som mægler og formidler i konflikter. Som
den danske udenrigspolitik er nu, opfattes Danmark som en del af problemet
og ikke som en del af løsningen af de lande og bevægelser, som
kæmper for en mere retfærdig og fredelig verden, og hvor de
såkaldte »løsninger« ikke er dikteret af den vestlige verdens
egne økonomiske eller geopolitiske interesser.
Skriftlig fremsættelse
Keld Albrechtsen
(EL):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig
herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om uafhængig
dansk udenrigspolitik.
(Beslutningsforslag nr. B 104).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger,
der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige
behandling.
Lignende dokumenter
- Folketingets behandling af Amsterdamtraktaten Retsinformation · 22. februar 1999
- Forslag til folketingsbeslutning om øget åbenhed i EU Retsinformation · 8. februar 2001
- Forslag til folketingsbeslutning om ophævelse af Irak-mandatet Retsinformation · 3. februar 1999
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om tiltrædelse af Euro-middelhavs-aftalen om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Den Libanesiske Republik på den anden side Retsinformation · 9. december 2003
- Beretning om Det Udenrigspolitiske Nævns inddragelse i sager vedrørende EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) Retsinformation · 24. april 2001
- Forslag til folketingsbeslutning om dansk veto imod EU's direktiv om aktindsigt Retsinformation · 1. februar 2000