Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om uafhængig dansk udenrigspolitik

1999/1 BSF 104Beslutningsforslag som fremsatFolketinget22. februar 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 22. februar 2000 af Keld Albrechtsen

(EL) og Søren Søndergaard (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om uafhængig dansk udenrigspolitik

Folketinget opfordrer regeringen til at føre en

udenrigspolitik, som sikrer, at Danmark på linje med Norge kan

optræde i rollen som upartisk mægler i internationale konflikter,

og at Danmark ikke tilknyttes EU s fælles udenrigs- og

sikkerhedspolitik i højere grad end opfyldelsen af Danmarks

forpligtelser efter Amsterdamtraktaten nødvendiggør.

Bemærkninger til forslaget

Dette forslag stilles med baggrund i de

norske erfaringer, som vi har kunnet iagttage over en årrække, og

som blev opsummeret i en artikel i Politiken den 23. januar 2000 baseret

på en samtale med det norske udenrigsministeriums talsmand, Ingvard

Havnen, samt ud fra den danske udenrigs- og sikkerhedspolitik i det seneste

tiår, hvor den danske hovedlinje har været at støtte en

NATO-udvidelse ind i Central- og Østeuropa og medvirke til en

militarisering af EU.

Den norske politik som skitseret i Politiken har

bestået i en intens politisk-diplomatisk aktivitet bag kulisserne for

at medvirke til at frembringe muligheder for en politisk løsning

på konflikter, som er gået i hårdknude, og hvor parterne

mange gange ikke engang er på talefod.

Den mest omtalte indsats, som vi har set den norske

regering udøve til dato, har været i forbindelse med de

hemmelige forhandlinger mellem PLO og Israel i begyndelsen af 1990 erne, som

resulterede i den såkaldte Oslo-aftale. I artiklen nævnes

også andre områder, hvor Norge har været aktiv bag

kulisserne med at fungere som mellemled og formidler mellem konfliktens

Læs alt

parter. Bl.a. Guatemala og nu sidst Sri Lanka.

Forslagsstillerne ser denne fredsstrategi og

forsøgene på konfliktløsning i forlængelse af

tidligere nordiske tendenser til at prioritere de konfliktforebyggende

aktiviteter, nedrustningsforhandlinger på såvel det

konventionelle som det atomare område samt at bruge FN som det forum,

hvor de globale økonomiske, sociale og sikkerhedspolitiske konflikter

skal eller burde løses. Dette koblet tæt sammen med

håndhævelse af meneskerettighederne, respekt for den nationale

suverænitet, prioriteringen af de mellemstatslige samarbejdsformer og

en modarbejdelse af blokpolitikken. Hvad enten denne er af sikkerhedspolitisk

art, som vi så udfolde sig under den kolde krig mellem Øst og

Vest, eller hvor en økonomisk blok af rige vestlige lande står

over for fattige lande i den 3. verden.

Denne politik har vi set tilløb til i perioder i de

nordiske lande. Men de seneste års udvikling i den danske politik i

NATO og EU har bevirket, at Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitiske

strategi underlægges udviklingen i NATO og EU.

Der er langt imellem selvstændige danske initiativer

på det udenrigspolitiske område. Både stemmeafgivningen i

FN og den generelle og konkrete udenrigspolitiske linje afstemmes

efterhånden helt efter, hvad der kan opnås enighed om i EU, eller

hvad der allerede er udviklet af politik på dette område i

Unionen.

Denne generelle udenrigspolitiske tilpasning er koblet

sammen med en mere offensiv dansk militær rolle i NATO. Den danske

regering har støttet NATO-udvidelsen med Polen, Ungarn og Tjekkiet.

Danmark har været aktiv i at få de såkaldte

Partnerskabsaftaler op at stå mellem NATO og en række af

østeuropæiske lande med det formål at forberede endnu en

udvidelse af NATO med nogle af disse lande. Denne udvikling lægger gift

for en generel nedrustning i hele Europa og ses af Rusland som en

militær inddæmning af Rusland. Vi har desuden set dannelsen af

det dansk-tysk-polske korps. Desuden støtter Danmark aktivt op bag de

såkaldte Petersberg-teser, som vil sætte EU i stand til hvis

nødvendigt at gribe ind som fredsskabende militær faktor i

konflikter uden for EU s eget område.

Forslagsstillerne fremsætter dette forslag for at

foreslå den danske regering og Folketinget at slå ind på en

anden vej til skabelse af fred og sikkerhed samt løsning af sociale og

økonomiske problemer og konflikter. NATO og den kommende EU-hær

bliver sat ind, når konflikten er kørt så meget i

hårdknude, at der tilsyneladende kun er militære

»løsninger« tilbage. Men disse militære »løsninger«

karakteriseres ofte ved at skabe endnu flere problemer, end de

»løser«.

Vi har set, hvor mange milliarder der er blevet brugt af

NATO i forbindelse med luftkrigen i rest-Jugoslavien og Kosova, og hvordan

det kniber med at udrede bare en mindre del af dette beløb til en

genopbygning og rekonstruktion af Kosova, samt den alarmerende sociale og

økonomiske situation i rest-Jugoslavien, som forværres uge for

uge.

Vi så det samme mønster i Bosnien. Politiken

skrev den 16. november 1998, at »tal fra NATO, FN og EU viser, at alene

missionerne i Bosnien koster over ni milliarder dollars eller ca. 57

milliarder kroner om året. Langt de fleste penge går til

opretholdelsen af den NATO-ledede SFOR-styrke på ca. 32.000 mand«.

Senere i samme artikel hedder det, at » alene i Østslavonien har FN

s mission, UNTAES, i årene 1995-97 brugt flere penge, godt 1,2

milliarder kroner om året, end FN brugte til hele sit arbejde i

Afrika«.

Derfor vil forslagsstillerne foreslå, at de mange

milliarder kroner, som Danmark bruger, og som vil blive brugt i de kommende

år på en om- og oprustning af NATO og EU, i stedet bruges til

sociale, økonomiske og politiske tiltag, som kan være med til at

forhindre de konflikter, som altid opstår, når økonomier

kollapser, social elendighed råder og der skabes mulighed for etniske

stridigheder og grobund for personer og bevægelser og partier, som

udnytter disse konflikter til at så had og strid mellem

befolkningsgrupper, religioner og lign.

Forslagsstillerne mener, at den rigtige vej hen imod en

mere sikker, stabil og retfærdig verdensorden er gennem en politisk

styrkelse af både FN og OSCE. Den eneste måde at opbygge en

global retfærdig retsorden er via FN. Derfor må den

nuværende danske politik, som støtter en om- og oprustning af

NATO og en militarisering af EU, ændres. Hele den nuværende

politik vil modvirke en sådan global retsorden. Hvis NATO og EU i

årene fremover selv forbeholder sig retten til at afgøre, om,

hvor og hvornår der skal interveneres militært, så har man

åbnet op for, at andre lande kan gøre det samme. Akkurat som vi

allerede har set det i Tjetjenien i disse måneder.

Hvis først USA og NATO, dernæst Rusland,

så EU s militære union og siden Kina hver især forbeholder

sig retten til selv at fastsætte folkeretten, så vil det selvsagt

være umuligt at opretholde en international retsorden. Vi lever i en

illusion, hvis vi her i Vesten forestiller os, at de vestlige stormagter kan

opretholde et monopol på at fortolke folkeretten, mens f.eks. Kina og

Rusland ikke må.

En alternativ dansk udenrigspolitik vil kunne komme i

modstrid med EU s udenrigspolitik, hvor det bl.a. er England og Frankrig, som

lægger hovedlinjen. Vi har i alt for mange tilfælde kunnet se, at

disse lande er så præget af deres tidligere eller nuværende

ønske om at spille stormagt eller pleje snævre økonomiske

eller geopolitiske interesser, at det afgørende præger EU s

udenrigs- og sikkerhedspolitik. Derfor vil det også være et

fejltrin at tilslutte Danmark den militarisering, som er under udvikling i

Unionen.

Som en konsekvens af den danske underlægning af sin

udenrigs- og sikkerhedspolitik tager Danmark ikke selvstændige

initiativer i FN, ja, man tilpasser sin afstemning til, hvad der kan

opnås enighed om i EU. I disse års danske udenrigspolitik vil der

ikke være plads til selvstændige danske udspil, som dengang man i

1980 erne vedtog sanktioner imod Sydafrika, og hvor et folketingsflertal

støttede ANC i Sydafrika og bevilgede penge til denne

organisation.

Tværtimod vil der med dannelsen af EU-hæren og

en fælles udenrigspolitik kunne vedtages militære aktioner,

f.eks. i Afrika. I Information den 23.-24. marts 1996 skrev udenrigsminister

Niels Helveg Petersen i et svar til Gorm Rye Olsen bl.a., at man må »

skabe bedre rammer for ikke alene at yde bistand til andre landes indsatser

på det fredsbevarende område, men også give EU-landene

muligheder for at deltage direkte i løsningen af humanitære

opgaver, krisestyring og fredsbevarende indsats i overensstemmelse med

FN-pagten, det vil sige de såkaldte Petersberg-opgaver«.

Danmark vil heller ikke tage selvstændige

initiativer i forbindelse med Burma, hvor EU hidtil ikke har kunnet blive

enige om ret meget. Danmark er oven i købet med til at støtte

Europa-Kommissionens korstog imod de amerikanske byer og delstater, som har

indført deres egne sanktioner imod Burma og firmaer, som handler med

og investerer i Burma. Danmark er her med til at støtte Kommissionens

pres på den amerikanske regering for, at denne griber ind over for

disse byers og delstaters »private udenrigspolitik«.

I stedet må Danmark aktivt arbejde inden for OSCE

for udviklingen af konfliktforebyggende aktiviteter og midler og ikke

underlægge sig EU-linjen. NATO og EU bekender sig i tale til OSCE og

dets virke, men i praksis prioriteres denne organisations arbejde lavt i

forhold til NATO og EU.

Danmark skal i OSCE gå i spidsen med forslag om

atomvåbenfrie zoner i Vest-, Central- og Østeuropa.

Nedrustningsforhandlinger, såvel på det konventionelle som

atomare område, skal forstærkes.

Der skal i OSCE og i FN-regi sættes ind i tide med

politisk og økonomisk støtte til demokratiske og progressive

kræfter. Dette skal sammen med støtte til en retfærdig

global handelspolitik medvirke til en løsning af de sociale og

økonomiske problemer, som vi ser så mange steder. Derfor nytter

det heller ikke at presse »markedsliberalistiske løsninger« ned over

lande og befolkninger. Man må i stedet respektere behovet for en

solidarisk og lighedsorienteret økonomisk politik.

En sådan aktiv dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik

vil være perspektivrig. Dette vil også gøre det muligt for

Danmark at spille en rolle som mægler og formidler i konflikter. Som

den danske udenrigspolitik er nu, opfattes Danmark som en del af problemet

og ikke som en del af løsningen af de lande og bevægelser, som

kæmper for en mere retfærdig og fredelig verden, og hvor de

såkaldte »løsninger« ikke er dikteret af den vestlige verdens

egne økonomiske eller geopolitiske interesser.

Skriftlig fremsættelse

Keld Albrechtsen

(EL):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig

herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om uafhængig

dansk udenrigspolitik.

(Beslutningsforslag nr. B 104).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger,

der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige

behandling.

Lignende dokumenter