Forslag til folketingsbeslutning om genprivatisering af forældreopgaverne
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 1. februar 2000 af
Frank Dahlgaard (UP)
Forslag til folketingsbeslutning
om genprivatisering af forældreopgaverne
Folketinget pålægger regeringen at
fremsætte lovforslag, der sikrer en genprivatisering af
forældreansvaret og sørger for en tilbageførelse af de
grundlæggende forældreopgaver fra pædagoger, lærere
og institutioner til forældre og hjem.
Det skal ske ved inden den 1. januar 2001 at
fremsætte de nødvendige lovforslag samt at foretage de
nødvendige ændringer i bekendtgørelser, cirkulærer
og andre administrative forskrifter efter følgende
retningslinjer:
1. Kommunerne iværksætter en »ansvarlighedskampagne« over
for alle nybagte forældre og sørger herefter for en årlig
påmindelse til hjemmet om forældreansvaret indtil barnets
skolestart.
2. Barselorloven forlænges til 12 måneder.
3. Forældrebetaling i alle daginstitutioner omlægges,
så betalingen gøres afhængig af den tid, barnet opholder
sig i institutionen (taxameterbetaling).
4. På giroindbetalingskortene for den månedlige
forældrebetaling for institutionsplads påføres teksten:
»Husk, at det er dig som far/mor, der har ansvaret for dit barns opdragelse
ikke pædagogerne eller institutionen.« Hvor betalingen sker ved
PBS-overførsel, sendes i stedet et månedligt brev eller e-mail
med ovennævnte budskab.
5. Forældrenes såkaldte revselsesret
genindføres.
Læs alt
6. Folkeskolen iværksætter en løbende
»ansvarlighedskampagne« over for elevernes forældre med udgangspunkt i
»Kolding-modellen«.
7. Adfærdsvanskelige børn fjernes fra folkeskolens
normalklasser af hensyn til trivsel og undervisningsmuligheder i
klasserne.
8. Ressourcestærke forældre, som forsømmer deres
forældreansvar, pålægges at betale de omkostninger, der er
forbundet med særforanstaltninger for deres barn/børn.
9. Alle planer og forsøg med den såkaldte »helhedsskole«
(heldagsskole) stoppes øjeblikkelig.
10. Forældre pålægges sanktioner, såfremt deres
børn begår lovovertrædelser. Det sker efter
»Englands-modellen«.
Bemærkninger til forslaget
Almindelige bemærkninger
Næst efter ufrihed, krig og ulykker er det
værste i denne verden forsømte og uopdragne børn. Dem er
der efterhånden blevet mange af i Danmark. Det er synd for disse
børn, og det er slemt for deres omgivelser.
Den basale forældreopgave er at give egne
børn kærlighed, omsorg og opdragelse.
I erkendelse af, at selv den bedste institution og selv de
bedste pædagoger ikke kan give børn og unge den kærlighed,
omsorg og opdragelse, som deres forældre normalt vil være i stand
til at give dem, må det sikres, at forældre ikke flygter fra
deres ansvar og opgaver som forældre.
Det er en naturlig forældre- og familieopgave at
opdrage egne børn og gøre dem til glade, harmoniske mennesker.
Der er behov for en genopretning en genprivatisering af
forældreansvaret.
Familien er nemlig den bærende byggesten i ethvert
sundt samfund. Hvis familierne opløses eller smuldrer ved f.eks. at
forældrene fralægger sig ansvaret for egne børn - rammer
det ikke bare børnene, men hele samfundet.
De seneste ca. 25 år er der herhjemme sket et skred
i retning af familieopløsning. Et typisk hjem for en dansk
børnefamilie er i dag et hjem, hvor der ikke er nogen hjemme. I hvert
fald ikke i de fleste dagtimer. Det er grotesk. I dag er det typiske, at
begge forældre arbejder ude på arbejdsmarkedet også mens
børnene er små og har særlig behov for forældrenes
nærhed, omsorg og tid.
Det er almindelig erkendt, at de allerførste
leveår er de vigtigste i et menneskes liv. Det er hér grundlaget
for personligheden og følelseslivet lægges. Manglende
kærlighed og forældrekontakt i de første år kan give
et menneske sår på sjælen. Forældres omsorg for deres
børn indebærer derfor ikke blot at sørge for
tilstrækkelig med mad og drikke, tøj og legetøj til
børnene, men også at give dem kærlighed, nærhed og
forældretid.
Det kniber gevaldigt med det sidste i mange danske
børnefamilier. Her er børnenes materielle behov rigeligt
dækket ikke mindst er danske børn typisk overmættet med
legetøj. De er imidlertid hundesultne efter voksenkontakt specielt
forældrekontakt, forældreopmærksomhed og
forældretid.
Det er ikke for stærkt at tale om åndelig
omsorgssvigt af massevis af danske børn.
I dagens Danmark har også mange
ressourcestærke forældre efterhånden overladt
grundlæggende forældreopgaver til pædagogerne og
lærerne. Pædagoger og lærere kan berette om mødre og
fædre, som på det nærmeste har abdiceret som
forældre. Disse forældre har ikke engang dårlig
samvittighed over deres svigt. De anser hverken ansvaret eller opgaverne i
forbindelse med deres børn for at være deres. Det er
pædagogernes, institutionernes og »samfundet«s ansvar. Og går det
skævt, hvad det selvfølgelig ofte gør, så er det
pædagogernes, institutionernes og »samfundet«s skyld. Det er en
forfærdende udvikling, som må stoppes. Der må ske en
genopretning på dette vigtige område.
Bemærkninger til forslagets enkelte punkter
Til punkt 1
Det skal fra samfundets side gøres tindrende klart
over for alle forældre, at de, og de alene, har ansvaret for deres
barns/børns opdragelse. Konkret kan det gøres ved, at hver
kommune over for deres nybagte forældre kører en
»ansvarlighedskampagne«: Senest to måneder efter et barns fødsel
sender kommunalbestyrelsen et brev til de nybagte forældre. Heri
ønskes forældrene til lykke med »guldklumpen«, som kan give dem
så megen glæde. Men det indskærpes også, at det er
dem som far og mor, der bærer det fulde ansvar for deres barns
opdragelse og opførsel og ikke daginstitutionen, dens personale eller
en eventuel dagplejemor. Det påpeges, at forældrenes
nærhed, kærlighed og tid er afgørende vigtig for deres
barns udvikling. Det understreges, at man fra kommunens side forventer, at
når barnet når skolealderen, er det opdraget og »socialiseret« i
en sådan grad, at det kan blive undervist og kan udvise en acceptabel
adfærd. I modsat fald skal forældrene ikke påregne, at
deres barn får plads i en af kommuneskolernes normalklasser. Af hensyn
til de andre børn.
Dette budskab gentager kommunalbestyrelsen hvert år
i et nyt brev med et indhold, som er tilpasset barnets alder. (Vil kommunen
spare udgifter til porto, kan brevet udsendes sammen med den årlige
selvangivelse eller som e-mail). Et sådant brev vil givetvis
føre til vrede reaktioner hos nogle forældre, men det er blot
tegn på, at man har pirket til den dårlige samvittighed. Det
afgørende er effekten af et sådant brev, og den vil med stor
sikkerhed være særdeles positiv, jf. bemærkningerne
nedenfor under pkt. 6.
Til punkt 2
Danmark er et uland, når det gælder
barselorlov. I Danmark har forældrene efter fødslen ret til
orlov fra arbejdet i tilsammen 24 uger (= ca. 6 måneder), mens
forældrene i Norge tilsammen har ret til 12 måneders orlov efter
fødslen. I Sverige har begge forældre, som er
lønmodtagere, ret til at holde orlov, til barnet er 1½ år. Da
det første leveår er vigtigt for ethvert barns udvikling,
bør det gøres lettere for danske
småbørnsforældre at være meget sammen med deres
børn. Et spædbarn hører nemlig ikke hjemme på en
institution. Det hører hjemme i et hjem. Et meget lille barn har ikke
behov for at være sammen med 20 andre småbørn, der skriger
om kap. Det har behov for nærhed til far og mor og højst nogle
stykker til. (Det er ikke børnene, som i dagens Danmark kræver
institutionspladser. Det er deres forældre).
Børnepsykologen Erik Sigsgaard gjorde allerede midt
i 1990 erne opmærksom på, at der er børn i Danmark, der
viser tegn på skoletræthed, før de overhovedet er kommet i
skole. Han påpeger, at Danmark er dét land i hele verden, der
har flest børn i institutioner.
Det er alarmerende, når der i dagens Danmark findes
børn, som har mistet lysten til at gå i skole, før de
overhovedet er begyndt dér. De har i deres korte liv fået mere
end nok af institutionslivet.
Med en forlængelse af barselorloven vil Danmark tage
et stort skridt i en børnevenlig retning.
Til punkt 3
Det er et hårdt og inhumant samfund, hvor det
normale for småbørn er, at de hives ud af deres senge tidligt om
morgenen og bringes til daginstitutioner, hvor de tilbringer de næste
7-10 timer. Ofte spiser børnene både deres morgenmad og deres
frokost i institutionen. Mange af de små tager deres første
skridt i en institution, og mange siger deres første ord samme
sted.
Kommunernes Landsforening (KL) fremlagde i forsommeren
1999 en analyse, som viser, at 60-70 procent af de fuldtidsindskrevne
børn i alderen 0-6 år bliver passet ude (i institutionen) i mere
end 45 timer om ugen. Lektor i udviklingspsykologi Agnete Diderichsen sagde
herom til Jyllands-Posten den 3. juni 1999: »Hvis det er små
børn, der passes ude så længe, kan resultatet blive, at de
får en forringet evne til at indgå nære forhold til venner
og kærester senere i livet. Som en tommelfingerregel bør helt
små børn ikke passes ude i mere end 6 timer dagligt.«
Ledende sundhedsplejerske Sigrid Riise kommenterer
KL-undersøgelsen således: »Det er de helt små børn,
der bliver passet længst. Det er vel fordi, de er mere besværlige
for forældrene. Små børn har brug for tæt kontakt
til voksne, og det får de ikke i institutionerne. Men mange
forældre bilder sig ind, at det er godt for små børn at
komme ud det er jo en passende undskyldning, så forældrene kan
få fred til at arbejde, handle eller spille golf. Politikere og
arbejdsgivere kan lave alverdens favorable ordninger, men i sidste ende er
det forældrenes eget ansvar, hvor lang tid de vil være sammen med
deres børn.« (Jyllands-Posten den 3. juni 1999).
Sådan er Danmark i dag år 2000: Et sygt
samfund, hvor forældre sender deres børn i institutioner,
før de kan tale og gå og hvor landets statsminister stolt
praler af at have oprettet over 100.000 nye institutionspladser.
Specielt i vuggestuerne er sygeligheden blandt
børnene meget stor typisk dobbelt så stor som blandt
børn, der passes hjemme. Børn og pædagoger smitter nemlig
hinanden, og mange børn bringes til institutionen, selv om de ikke er
rigtig raske og kan smitte andre.
Mange af dagens børn er sultne efter voksenkontakt,
og da børnenes erfaring er, at den, der råber højest,
får opmærksomheden, bliver der selvfølgelig råbt
højt meget, meget højt.
Støjniveauet i institutionerne er derfor ulideligt.
Decibelniveauet når ofte op på højder, hvor
Arbejdstilsynet ville gribe ind, hvis der var tale om en industriel
arbejdsplads for voksne. Hvad man ikke vil byde voksne mænd, byder man
imidlertid små børn.
På nogle institutioner er pædagogerne begyndt
at benytte høreværn. Det er grotesk, at udviklingen er kommet
så vidt, og efter forslagsstillerens opfattelse behandles en stor del
af de danske småbørn på en måde, som er i strid med
helt elementære menneskerettigheder.
Et samfund skal bedømmes på, hvordan det
behandler sine svage, og det danske samfund behandler ikke den svage gruppe,
som små børn jo er, særlig godt. For nu at sige det mildt.
Det er ikke institutionernes eller pædagogernes skyld. Det er
forældrenes skyld. Og så er det naturligvis politikernes skyld.
Et flertal i Folketinget har enten direkte ønsket
institutionsudviklingen eller har passivt accepteret den. Begge dele
medfører naturligvis et politisk ansvar.
Amtspsykolog i Københavns Amt, Ove Carlsen, siger
om problemstillingen: »Børn har brug for at være mere sammen med
deres forældre, og derfor bliver enten far eller mor nødt til at
sætte karrieren lidt på vågeblus i den tid, børnene
er små.« »Spørger man børn, hvad der er deres behov, er
meldingen ifølge psykologen entydig: »Generelt mener børn, at
deres forældre skal være mere nærværende.««
(Dagbladet Aktuelt den 24. november 1999).
Formanden for Børnerådet, professor Per
Schultz Jørgensen, der gennem mange år har forsket i
børns vilkår, peger på, at opdragelsen i dag uddelegeres
til så mange instanser, at det indebærer en stor risiko for, at
børn får alt for mange overfladiske voksenkontakter og dermed et
ringere fundament: »Opdragelsen bliver for løs og tynd i hjemmet,
fordi de voksne har travlt med deres eget. Så kommer børnene ud
i institutionerne, som ikke ser opdragelsen som deres opgave og i
øvrigt også har travlt, for der er for mange børn og for
få pædagoger på grøn stue i dag.« (Jyllands-Posten
den 22. februar 1999). Per Schultz Jørgensen siger, at fremtidens
børneopdragelse skal tages langt mere alvorligt end hidtil. Han
påpeger, at »det mest fundamentale i opdragelsen er tid og
fællesskab.«
For at tilskynde forældre til at lade deres
børn benytte daginstitutionerne så lidt som muligt
foreslås det, at forældrebetalingen ændres til en betaling
efter taxameterprincippet. Det betyder, at jo længere tid barnet er i
institutionen, jo mere skal forældrene betale. Man kan eventuelt
vælge at gøre betalingen progressiv, for så vidt
angår brug af institutionen før kl. 8 og efter kl. 15 eller 16,
således at timebetalingen i disse yderperioder f.eks. ligger 50 procent
over timeprisen for resten af dagen.
Formålet med en sådan progressiv
taxameterbetaling er selvsagt at tilskynde forældrene til at bringe
deres børn til institutionerne så sent som muligt om morgenen og
hente dem så tidligt som muligt om eftermiddagen. Af hensyn til
børnene.
Stadig flere forældre kræver en garanti for
pasning af deres børn af det offentlige. Pasningsgaranti er
blevet et nøgleord. Ikke trivselsgaranti eller udviklingsgaranti, men
pasningsgaranti. Disse forældre har en rå og ubarmhjertig
indstilling. De betragter børneinstitutionerne som et opbevaringssted
for deres børn og pædagogerne som en slags
»garderobemedarbejdere«.
Mange forældre gør efterhånden ganske
meget for ikke at være sammen med deres børn. Pædagoger
på en række børneinstitutioner kan således berette
om forældre, som begge har ferie, men som alligevel anbringer deres
lille barn i vuggestuen eller børnehaven hele dagen. Der er endog
småbørnsforældre, som rejser på ferie sammen, men
uden deres barn. Barnet hentes og bringes så til institutionen af en
slægtning eller en bekendt.
Her kan den foreslåede overgang til
taxameterprincippet i forældrebetalingen give et incitament til
forældre om ikke at benytte institutionerne, når de har fri.
Af og til må man spørge sig selv, hvorfor
mange forældre overhovedet ønsker at hente deres børn fra
institutionen sent om eftermiddagen for derefter at bringe barnet tilbage til
institutionen tidligt om morgenen den næste dag. Hvorfor kan barnet
ikke lige så godt blive på institutionen og sove der også?
Hvorfor ikke oprette nogle døgninstitutioner eller i hvert fald
natbørnehaver?
Det uhyggelige svar er, at det har man da også
gjort! I 1993 åbnede den første natbørnehave i Danmark. I
dag har landet fire natbørnehaver: To i Aalborg, en i Ringsted og en i
København. I Slagelse åbner den femte natinstitution i
foråret 2000. På disse institutioner kan forældre med
natarbejde eller skæve arbejdstider anbringe deres børn. Det
løser et pasningsproblem for forældrene.
Spørgsmålet er imidlertid, om det er sundt, godt og rigtigt for
børnene?
Nej, siger børnepsykolog Søren Friis Smith,
som til Kristeligt Dagblad den 23. november 1999 giver udtryk for, at denne
udvikling bør få alle alarmklokker til at ringe. Han
påpeger, at den tidligste barndom er den allermest sårbare
periode af barnets liv. Efter Søren Friis Smiths opfattelse svigter
både samfundet og forældrene børnene, når man
på denne måde bevæger sig fra børneomsorg til omsorg
for arbejdsgivernes interesser.
Læge (og mor) på en børneafdeling Pia
Svendsen udtrykker i et indlæg i Jyllands-Posten den 4. august 1999 sin
dybe bekymring for børnenes fremtid: »Jeg mener, der er grund til
bekymring, når nogle kommuner giver sig i kast med at etablere
døgnvuggestuer og døgnbørnehaver og at Dansk
Arbejdsgiverforening hilser dette meget velkomment øget
fleksibilitet, men for hvem og i hvis interesse, spørger jeg.«
Pia Svendsen slutter sit indlæg således:
»Måske er det største problem de rodløse børn, som
har tilbragt en alt for stor del af deres liv i institution og i fortravlede
familier.«
Med fremvæksten af døgnåbne vuggestuer
og børnehaver bevæger Danmark sig i retning mod et grotesk
kasernesamfund. Udviklingen indebærer en yderligere afvikling af
familien og hjemmet.
Til punkt 4
Som et led i den nødvendige »moralske
oprustningskampagne« over for forældre med børn i vuggestuer,
børnehaver eller fritidshjem gennemføres følgende, som
vil have stor effekt uden at belaste kommunekasserne med én eneste
krone:
På det månedlige giroindbetalingskort fra den
kommunale daginstitution til forældrene anføres følgende
tekst: »Husk, at det er dig som far/mor, der bærer ansvaret for dit
barns opdragelse ikke pædagogerne eller institutionen.«
Dette budskab får forældrene ind ad
brevsprækken hver måned, og det vil nok give anledning til surhed
og irritation nogle steder. Det er imidlertid naivt at forestille sig, at det
er muligt at genprivatisere forældreansvaret og forældreopgaverne
uden konflikter, protester og surmuleri. Det sker imidlertid i en god sags
tjeneste: Hensynet til børnene.
Vælger forældrene at betale via PBS, sendes
budskabet i et særskilt brev, og udgifterne hertil må
forældrene så selv betale.
Samme budskab sendt som e-mail til forældrene er en
nærliggende tillægsmulighed. (Den e-mail kan de få hver
eneste dag!).
Lektor, cand.mag. Lone Nørgaard foreslår i
Jyllands-Postens kronik den 6. januar 2000 »Hvem har ansvaret for
børneopdragelsen?« følgende: »De næste mange, mange
år skal alle borgere i Danmark dagligt via public service i medierne og
obligatorisk familiekundskab i skolerne bevidstgøres om, at det at
have børn er et arbejde, at de er pokkers dyre for
privatøkonomien, og at Camilla og Jens først og fremmest er et
forældreansvar.«
Det falder helt i tråd med tankerne i dette
beslutningsforslag.
Til punkt 5
For et par år siden blev forældrenes
såkaldte revselsesret afskaffet af et flertal i Folketinget. Derved
blev forældres muligheder for at opdrage deres børn
svækket. Det bør der rettes op på.
Det skal understreges, at en genindførelse af
revselsesretten på ingen måde giver forældre lov til at
»tæve« deres børn eller udøve vold mod dem. Noget
sådant er forbudt efter den almindelige straffelov. Revselsesretten
indebærer alene en mulighed for, at en far eller mor eksempelvis kan
give sit barn et dask over hånden eller et fast tag i armen, når
situationen gør det påkrævet. Det har selvfølgelig
intet med vold at gøre.
Til punkt 6
Uden at det nogen sinde er blevet politisk besluttet i
Folketinget, har folkeskolen overtaget en meget betydelig del af
forældreopgaverne. Mange lærere på de mindre klassetrin
føler sig i dag tvangsindlagt som reservemødre og
reservefædre oven i købet med indskrænkede
beføjelser. De skal snøre lille Sørens sko, knappe lille
Mettes frakke og mange andre ting, som børnene tidligere klarede selv,
fordi de havde lært det hjemmefra. Lærerne må også i
dag lægge knæ til de små børn i 1. og 2. klasse, som
ofte er sultne efter fortrolig voksenkontakt. Lærerne må i
stigende omfang lære børnene almindelig god opførsel.
Derved er mange lærere faktisk blevet mere reservemødre eller
pædagoger end lærere (undervisere).
Forældreopgaver, som må løses i skolen,
reducerer selvsagt mulighederne for undervisning og indlæring. Tiden
går med opdragelse i stedet for med undervisning og indlæring.
Skolen skal imidlertid ikke være opdragelsesanstalt eller fritidshjem.
Skolen skal være skole.
Lærer og mor Charlotte Qvist skriver i Berlingske
Tidendes kronik den 12. januar 2000, at »nutidens forældre er bange for
at opdrage og sætte grænser.« Hun fastslår også, at
»børn skal lære at vise respekt, accept og omsorg for andre.«
Selvfølgelige ting kan man måske mene, men desværre er det
langtfra alle, som har denne opfattelse. Derfor har folkeskolen og hele det
danske samfund i dag et stort problem: De forsømte og uopdragne
børn og unge.
En anden lærer, Peter Seeberg, skrev i B.T. den 9.
marts 1999, at han fik »et kulturchok«, da han der normalt underviser de
større børn blev sat til at tage nogle timer på de
små klassetrin. Han betegner dagens 6-10-årige skolebørn
som forkælede, krævende, selvcentrerede og frustrerede. Han skrev
bl.a.: »I deres hungren og leflen efter voksent modspil tager
skolebørnene alle midler i brug. Får de ikke øjeblikkelig
respons fra den voksne, de ønsker i tale, råber de uartikuleret
op eller flår i den voksne til denne reagerer positivt eller negativt
ud fra devisen, at dårlig opmærksomhed er bedre end ingen.«
Peter Seeberg skriver videre: »Det skal være min
påstand, at vi forældre har svigtet. Vi svigter vor opgave som
forbilleder og opdragere af vore børn. For mange har valgt
forældrerollen fra, fordi den er alt for besværlig, og tillige er
den yderst tidskrævende. Umiddelbart er det meget nemmere at give efter
og lade barnet få ret.«
Folkeskolens største problem er i dag
disciplinkrisen. Uro og støj i timerne samt manglende opdragelse og
hensyntagen til fællesskabet hos mange elever forringer mulighederne
for en ordentlig undervisning. Problemet er voksende. Der bliver flere og
flere uopdragne og forsømte børn uslebne diamanter som er
adfærdsvanskelige, egocentriske, asociale, forvirrede, og som ikke kan
undervises. Ofte er børnene forkælede og forsømte
på samme tid. Forkælede med materielle goder, men forsømte
med hensyn til voksen- og forældrekontakt.
Problemet med urolige børn er kortlagt af
Undervisningsministeriet i rapporten »Urolige elever i folkeskolens
almindelige klasser« fra 1997. (Se også bemærkningerne nedenfor
under pkt. 7).
Problemets omfang fremgår også af en
undersøgelse, som Danmarks Lærerforening gennemførte midt
i 90 erne, og som viser, at på dette tidspunkt havde hver tiende
lærer gennem skoleåret været udsat for vold eller for
trusler om vold i forbindelse med lærerjobbet. Der er næppe
færre voldsramte eller voldstruede lærere i dag.
En anden undersøgelse (offentliggjort i
publikationen »Man kan kun gå på to ben«, Danmarks
Lærerforening, 1990) viser, at halvdelen (49 procent) af lærerne
i folkeskolen ville vælge en anden levevej, hvis de kunne begynde
forfra, og næsten lige så mange (45 procent) kunne tænke
sig et andet job uden for folkeskolen. Det er altså ikke sjovt at
være lærer i folkeskolen mere.
Midt i 1990 erne kunne Danmarks Lærerforenings blad
»Folkeskolen« (nr. 43, 1995) bringe eksempler på voldelige overfald
på lærere i folkeskolen. Det alarmerende i denne forbindelse er,
at Arbejdsskadestyrelsen i ét konkret tilfælde betegner vold og
trusler over for en lærer som en forventelig del af jobbet
Dertil er vi altså for længst kommet.
Disse forhold er uacceptable, og det er komplet
uforståeligt, at Danmark Lærerforening har svigtet sine medlemmer
i denne sag. Foreningen burde som en selvfølge for længe siden
have krævet sikkerhed på arbejdspladsen for sine medlemmer.
Uforståeligt er det også, at Danmarks Lærerforening ikke i
forbindelse med overenskomstfornyelser på medlemmernes vegne har rejst
krav om dobbelt løn for dobbelt arbejde. For det er jo dobbelt
arbejde, når man både skal opdrage og undervise både
være reservemor og lærer.
For at dæmme op for forældrenes uansvarlighed
og svigt forsøgte Gug skole ved Aalborg midt i 1990 erne at
indgå en »social kontrakt« med forældrene. Kontrakten gik ud
på, at forældre og skole gjorde det klart over for hinanden,
hvilke forventninger man havde til den anden part. Forældrene skulle
således fremkomme med deres ønsker og forventninger til skolen,
og skolen skulle fremlægge sine ønsker og forventninger til
forældrene. Det var det sidste, som er nyt og relevant.
Lyshøjskolen i den østlige udkant af Kolding har udviklet og
konkretiseret tanken om en »social kontrakt«. I forbindelse med skolestarten
i begyndelsen af august 1999 sendte skolen følgende brev til samtlige
forældre til børn, som skulle starte i skolen:
»Kære forældre. Et godt samarbejde mellem
skole og hjem er en vigtig forudsætning for, at jeres barn får en
god skolegang. En anden vigtig forudsætning er jeres opbakning i
forhold til jeres barn og skolens dagligdag.
I nedenstående seks punkter har vi sammenskrevet
en række forhold, som sætter fokus på
forældreansvaret i forbindelse med børnenes skolegang.
Forældreopbakning til nedenstående punkter vil medvirke til at
skabe gode rammer for indlæringen og gøre dagligdagen lettere
for alle parter.
1.
Skolen forventer, at eleven møder a) til tiden b)
veludhvilet c) undervisningsparat. Det vil sige at barnet har fået
udsovet, har haft en rolig morgen, har fået morgenmad og har medbragt
madpakke eller frugt.
2. Skolen forventer, at eleven er opdraget til at tage hensyn og udvise
ansvarlig social opførsel samt tiltaler både lærere og
elever høfligt og i et pænt sprog.
3. Skolen forventer, at forældrene er villige til at indgå
i et konstruktivt og positivt samarbejde med skolen samt er parat til at
vurdere en sag fra to sider i blandt andet konfliktsituationer.
4. Skolen forventer, at forældrene kigger i skoletasken og
føler medansvar for penalhus, kontaktbog samt tjekker tasken for
sedler og støtter indlæringen med blandt andet
lektiehjælp.
5. Skolen forventer, at skolen respekteres som arbejdsplads for
både elever og lærere, og at skolen har høj prioritet i
barnets tilværelse. Det vil sige: a) at tandlæge- og
lægebesøg placeres uden for skoletiden b) at ferie i
størst muligt omfang holdes i skolens ferie c) at interesser og
arbejde planlægges, så skolen ikke forsømmes d) at enhver
fritagelse fra skolen overvejes grundigt.
6. Skolen forventer, at forældrene føler ansvar for
børnene vedrørende seksualinformationer, rygning, alkohol og
andre rusmidler samt i det hele taget føler ansvar for elevernes
adfærd i puberteten.
Vedtaget på skolebestyrelsesmødet 11. maj
1999.
Med venlig hilsen Jørn Jørgensen,
Skoleinspektør.«
Brevet blev positivt modtaget af stort set alle
forældre og vakte i øvrigt en enorm opsigt i medierne.
Tænk, her var en skole, hvor lærere og skoleleder turde skrive ud
til forældrene og stille krav til dem om at tage deres ansvar og deres
forældreopgaver alvorligt!
De hidtidige erfaringer tyder på, at opfordringen
har hjulpet mærkbart. Altså: Et lille brev med en stor
virkning.
Da det tydeligvis er de færreste skoler, som
tør stille sådanne elementære krav til forældrene,
kan kun et påbud oppefra for alvor sætte skred i tingene. Og det
er der behov for. Nu bør Folketinget gå foran og vise vejen!
Det er tanken, at samtlige godt 1.700 folkeskoler i
Danmark ved hvert skoleårs begyndelse bliver forpligtet til at udsende
et brev til forældrene med et indhold i stil med det hér
gengivne brev (»Kolding-modellen«).
Til punkt 7
Uopdragne og stærkt forstyrrende børn
gør mange steder livet som skolelærer til et helvede. Problemet
beskrives allerede i dagbladet Politikens kronik den 10. august 1995, »En
lærers afskedstale«, hvori den pågældende lærer
beskriver, hvorfor han ikke orker at undervise i folkeskolen mere:
»Det egentlige problem i folkeskolen er manglende
arbejdsro, for mange utilpassede, normløse, selvcentrerede
børn, som vi intet kan stille op over for, og som gør, at en
stadig stigende del af undervisningen bliver overfladisk, skøjtende og
ligegyldig uanset undervisningsformen til stor skade for de søde, rare
positive børn, som jo stadig er i klart overtal. Disse ting har
været meget afgørende for min beslutning. De har ganske enkelt
frataget mig min arbejdsglæde.«
Der kan også henvises til en anden lærer,
Niels Christian Sauer, der skrev om samme emne og med samme holdning i
dagbladet Politikens kronik den 7. juni 1995 under overskriften »Balladen i
skolen«.
Siden midt i 90 erne er der fremkommet konkrete tal for,
hvor mange stærkt forstyrrende elever der findes i dagens folkeskole:
10 procent af folkeskolens elever forstyrrer regelmæssigt
undervisningen for sig selv og klassekammeraterne. I gennemsnit er der 2
forstyrrende elever i hver klasse. 2 procent af folkeskolens elever
forstyrrer hele tiden undervisningen svarende til 10.000 børn eller
en elev i hver anden klasse. Det er især elever i de små klasser,
og det er helt overvejende drenge, som er stærkt urolige
(adfærdsvanskelige).
Disse oplysninger fremgår af »en kvantitativ og
kvalitativ undersøgelse af urolige elever i folkeskolens almindelige
klasser« med titlen »Urolige elever i folkeskolens almindelige klasser«.
Undersøgelsen, som involverede 100.000 elever og deres lærere
hver femte folkeskole og elev blev gennemført på initiativ af
Undervisningsministeriet, efter at et flertal i Folketinget ved en
forespørgselsdebat den 11. januar 1996 havde pålagt ministeren
at kortlægge og undersøge problemerne med
adfærdsvanskelige eller urolige børn i skolen.
Det er med nærværende forslag tanken, at de 2
procent af skolebørnene, som hele tiden forstyrrer undervisningen,
skal fjernes fra deres klasser. De skal ikke i demokratiets og frisindets
misforståede navn have lov til at ødelægge trivsel og
undervisningsmuligheder for deres klassekammerater og deres lærere. Det
er i øvrigt også bedst for de adfærdsvanskelige
børn selv, at de oplever, at en destruktiv og ødelæggende
adfærd får konsekvenser. Det er elementær erkendelse i al
opdragelse, at der fra de voksnes side må sættes grænser
op, som ikke må overskrides. Børn og unge er naturligt nok
grænsesøgende. Er der derfor slet ingen grænser sat op for
deres opførsel, kan det selvsagt blive meget vildt. Det kan mange
fortvivlede skolelærere fortælle en hel del om!
De adfærdsvanskelige børn skal naturligvis
hjælpes. Børnene er typisk blevet svigtet af deres
forældre og skal ikke også svigtes af samfundet. Men de skal
altså heller ikke længere have lov til at sabotere undervisningen
for andre. Hvilke typer af særforanstaltninger og specialundervisning
disse stærkt adfærdsvanskelige børn skal tilbydes, skal
bl.a. drøftes ved den forespørgselsdebat (F 3), som finder sted
i Folketinget i dag den 1. februar 2000.
Til punkt 8
Der kan ligge mange undskyldende forhold til grund for et
uopdragent eller adfærdsvanskeligt barns opførsel, men er begge
barnets forældre ressourcestærke og veluddannede mennesker, er
der ingen undskyldninger for forældrenes svigt. Så bør det
få konsekvenser. Sådanne forældre, som har forsømt
deres ansvar som forældre og opdragere, bør i rimelighedens navn
pålægges at betale de udgifter, der er forbundet med, at
samfundet med særforanstaltninger prøver at hjælpe deres
børn. Andre typisk dårligere stillede mennesker skal ikke
betale for sådanne forældres egoisme og svigt.
Alene en viden om, at en sådan sanktion kan
træde i kraft, vil givetvis få en række forældrepar
til at tage sig mere af deres børn før kommunen gør
det og sender dem regningen.
Til punkt 9
Med finansloven for indeværende år blev der
indgået en aftale mellem et antal partier i Folketinget om at etablere
forsøg i en række kommuner med en såkaldt »helhedsskole«.
Disse planer bør stoppes øjeblikkeligt. Der er nemlig
tydeligvis ikke tale om nogen helhedsskole, men om en heldagsskole, hvis
skjulte formål er at løse et pasningsproblem for
forældrene.
»Der er tale om verdens længste eftersidning«, har
en kendt børneekspert sagt om helhedsskolen. Det er selvsagt uhyrligt,
hvis alle skolebørn nu skal være tvunget til at være i et
skole- og institutionsmiljø hele dagen.
Skolebørn skal ikke fratages muligheden for at
komme hjem til sig selv, hvor de stille og fredeligt kan lege, læse
lektier og børne- eller ungdomsbøger, være sammen med
deres far, mor, bedstemor, tante Olga, naboens kat eller bare kede sig.
Den såkaldte »helhedsskole« er et skridt i en
forkert retning: Mod mere institutionstilværelse for børnene og
de unge. Der er brug for det modsatte: Mere privatliv, hjem og familie og
mindre institutioner og offentlige løsninger.
Til punkt 10
Alvorlige forældresvigt ligger ofte til grund for
børns og unges kriminalitet. Når unge under den kriminelle
lavalder begår lovovertrædelser, kan man i stedet for at straffe
de unge straffe deres forældre. Eller i det mindst pålægge
forældrene visse sanktioner.
Dette er filosofien bag et lovforslag om unge kriminelle,
som var til behandling i det britiske parlament i 1997. Et af elementerne i
dette forslag angår forældres ansvar for deres børns
adfærd, idet der foreslås indført en såkaldt
»parenting order« (= påbud om forældres ansvarsforpligtelser).
Lovforslaget blev udarbejdet på grundlag af det engelske
indenrigsministeriums debatoplæg om håndtering af
ungdomskriminalitet fra september 1997. Debatoplægget har titlen
»Tackling youth crime A Consultation paper«. Det foreslås f.eks. her,
at en domstol i forbindelse med en straffesag mod en ung under 18 år
skal kunne pålægge den unges forældre at deltage i
undervisnings- og vejledningslektioner eller opfylde andre krav, der har til
formål at sikre, at de fremover drager tilstrækkelig omsorg for
deres barn.
Manglende overholdelse af påbudet kan efter
forslaget straffes med en bøde på indtil 1.000 pund (=
11.000-12.000 dkr.).
Det foreslås med nærværende forslag at
følge denne »Englands-model« og indføre sanktioner over for
forældre, hvis børn eller unge overtræder loven. Meningen
er naturligvis at få flere forældre til at vågne op og tage
sig mere af deres egne børn og unge. Ellers falder hammeren.
Økonomiske konsekvenser
Det anførte 10-punkts-program til genprivatisering
af forældreansvaret og forældreopgaverne vil give anledning til
såvel offentlige udgifter som offentlige indtægter og især
besparelser:
På udgiftssiden er det indlysende, at punkt 2
(længere barselorlov) og punkt 7 (særforanstaltninger for
adfærdsvanskelige børn, som fjernes fra skolens normale klasser)
koster en hel del offentlige skattekroner. Det er imidlertid ekstraudgifter,
der givetvis i løbet af nogle år vil blive mere end opvejet af
meget store offentlige besparelser. Således vil punkt 1 , 4 og 6
(ansvarlighedsbrevkampagnerne) og punkt 3 (taxameterbetaling for
institutionspasning af børn) give anledning til offentlige
besparelser, som bliver i milliardklassen. Punkt 9 (stop for helhedsskolen)
vil herudover alene spare de offentlige kasser for 350 mio. kr.
Punkt 8 (ressourcestærke forældres betaling
for egne forsømmelser) vil give indtægter til de offentlige
kasser, men forhåbentlig først og fremmest medvirke til en
adfærdsændring hos forældrene, som vil mindske behovet for
offentlig indsats over for børn og unge.
Punkt 10 (straffesanktioner over for forældre, hvis
børn begår kriminalitet efter »Englands-modellen«), vil netto
næppe påvirke de offentlige budgetter
nævneværdigt.
Den samlede økonomiske virkning af dette
10-punkts-program vil i løbet af få år være en
budgetforbedring på de offentlige budgetter af meget betydelig
størrelse.
Det vigtigste er imidlertid effekten på børn
og unges vilkår og opvækst. Den vil være uvurderlig.
Der er i dag så mange sikre tegn på, at et
stort antal børn mistrives i Danmark, at der bør ske et
kursskifte i familie- og børnepolitikken.
Lignende dokumenter
- Skriftlig fremsættelse (1. februar 2000) - B 84 Retsinformation · 1. februar 2000
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om genprivatisering af forældreopgaverne Retsinformation · 15. maj 2000
- Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod udsendelse af porno på ukodede betalingsfri tv-kanaler Retsinformation · 5. december 2000
- Forslag til folketingsbeslutning om forlængelse af barselorloven Retsinformation · 20. februar 2001
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om forlængelse af barselorloven Retsinformation · 17. maj 2001
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod udsendelse af porno på ukodede betalingsfri tv-kanaler Retsinformation · 9. maj 2001