Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om genprivatisering af forældreopgaverne

1999/1 BSF 84Beslutningsforslag som fremsatFolketinget4. februar 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 1. februar 2000 af

Frank Dahlgaard (UP)

Forslag til folketingsbeslutning

om genprivatisering af forældreopgaverne

Folketinget pålægger regeringen at

fremsætte lovforslag, der sikrer en genprivatisering af

forældreansvaret og sørger for en tilbageførelse af de

grundlæggende forældreopgaver fra pædagoger, lærere

og institutioner til forældre og hjem.

Det skal ske ved inden den 1. januar 2001 at

fremsætte de nødvendige lovforslag samt at foretage de

nødvendige ændringer i bekendtgørelser, cirkulærer

og andre administrative forskrifter efter følgende

retningslinjer:

1. Kommunerne iværksætter en »ansvarlighedskampagne« over

for alle nybagte forældre og sørger herefter for en årlig

påmindelse til hjemmet om forældreansvaret indtil barnets

skolestart.

2. Barselorloven forlænges til 12 måneder.

3. Forældrebetaling i alle daginstitutioner omlægges,

så betalingen gøres afhængig af den tid, barnet opholder

sig i institutionen (taxameterbetaling).

4. På giroindbetalingskortene for den månedlige

forældrebetaling for institutionsplads påføres teksten:

»Husk, at det er dig som far/mor, der har ansvaret for dit barns opdragelse

ikke pædagogerne eller institutionen.« Hvor betalingen sker ved

PBS-overførsel, sendes i stedet et månedligt brev eller e-mail

med ovennævnte budskab.

5. Forældrenes såkaldte revselsesret

genindføres.

Læs alt

6. Folkeskolen iværksætter en løbende

»ansvarlighedskampagne« over for elevernes forældre med udgangspunkt i

»Kolding-modellen«.

7. Adfærdsvanskelige børn fjernes fra folkeskolens

normalklasser af hensyn til trivsel og undervisningsmuligheder i

klasserne.

8. Ressourcestærke forældre, som forsømmer deres

forældreansvar, pålægges at betale de omkostninger, der er

forbundet med særforanstaltninger for deres barn/børn.

9. Alle planer og forsøg med den såkaldte »helhedsskole«

(heldagsskole) stoppes øjeblikkelig.

10. Forældre pålægges sanktioner, såfremt deres

børn begår lovovertrædelser. Det sker efter

»Englands-modellen«.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

Næst efter ufrihed, krig og ulykker er det

værste i denne verden forsømte og uopdragne børn. Dem er

der efterhånden blevet mange af i Danmark. Det er synd for disse

børn, og det er slemt for deres omgivelser.

Den basale forældreopgave er at give egne

børn kærlighed, omsorg og opdragelse.

I erkendelse af, at selv den bedste institution og selv de

bedste pædagoger ikke kan give børn og unge den kærlighed,

omsorg og opdragelse, som deres forældre normalt vil være i stand

til at give dem, må det sikres, at forældre ikke flygter fra

deres ansvar og opgaver som forældre.

Det er en naturlig forældre- og familieopgave at

opdrage egne børn og gøre dem til glade, harmoniske mennesker.

Der er behov for en genopretning en genprivatisering af

forældreansvaret.

Familien er nemlig den bærende byggesten i ethvert

sundt samfund. Hvis familierne opløses eller smuldrer ved f.eks. at

forældrene fralægger sig ansvaret for egne børn - rammer

det ikke bare børnene, men hele samfundet.

De seneste ca. 25 år er der herhjemme sket et skred

i retning af familieopløsning. Et typisk hjem for en dansk

børnefamilie er i dag et hjem, hvor der ikke er nogen hjemme. I hvert

fald ikke i de fleste dagtimer. Det er grotesk. I dag er det typiske, at

begge forældre arbejder ude på arbejdsmarkedet også mens

børnene er små og har særlig behov for forældrenes

nærhed, omsorg og tid.

Det er almindelig erkendt, at de allerførste

leveår er de vigtigste i et menneskes liv. Det er hér grundlaget

for personligheden og følelseslivet lægges. Manglende

kærlighed og forældrekontakt i de første år kan give

et menneske sår på sjælen. Forældres omsorg for deres

børn indebærer derfor ikke blot at sørge for

tilstrækkelig med mad og drikke, tøj og legetøj til

børnene, men også at give dem kærlighed, nærhed og

forældretid.

Det kniber gevaldigt med det sidste i mange danske

børnefamilier. Her er børnenes materielle behov rigeligt

dækket ikke mindst er danske børn typisk overmættet med

legetøj. De er imidlertid hundesultne efter voksenkontakt specielt

forældrekontakt, forældreopmærksomhed og

forældretid.

Det er ikke for stærkt at tale om åndelig

omsorgssvigt af massevis af danske børn.

I dagens Danmark har også mange

ressourcestærke forældre efterhånden overladt

grundlæggende forældreopgaver til pædagogerne og

lærerne. Pædagoger og lærere kan berette om mødre og

fædre, som på det nærmeste har abdiceret som

forældre. Disse forældre har ikke engang dårlig

samvittighed over deres svigt. De anser hverken ansvaret eller opgaverne i

forbindelse med deres børn for at være deres. Det er

pædagogernes, institutionernes og »samfundet«s ansvar. Og går det

skævt, hvad det selvfølgelig ofte gør, så er det

pædagogernes, institutionernes og »samfundet«s skyld. Det er en

forfærdende udvikling, som må stoppes. Der må ske en

genopretning på dette vigtige område.

Bemærkninger til forslagets enkelte punkter

Til punkt 1

Det skal fra samfundets side gøres tindrende klart

over for alle forældre, at de, og de alene, har ansvaret for deres

barns/børns opdragelse. Konkret kan det gøres ved, at hver

kommune over for deres nybagte forældre kører en

»ansvarlighedskampagne«: Senest to måneder efter et barns fødsel

sender kommunalbestyrelsen et brev til de nybagte forældre. Heri

ønskes forældrene til lykke med »guldklumpen«, som kan give dem

så megen glæde. Men det indskærpes også, at det er

dem som far og mor, der bærer det fulde ansvar for deres barns

opdragelse og opførsel og ikke daginstitutionen, dens personale eller

en eventuel dagplejemor. Det påpeges, at forældrenes

nærhed, kærlighed og tid er afgørende vigtig for deres

barns udvikling. Det understreges, at man fra kommunens side forventer, at

når barnet når skolealderen, er det opdraget og »socialiseret« i

en sådan grad, at det kan blive undervist og kan udvise en acceptabel

adfærd. I modsat fald skal forældrene ikke påregne, at

deres barn får plads i en af kommuneskolernes normalklasser. Af hensyn

til de andre børn.

Dette budskab gentager kommunalbestyrelsen hvert år

i et nyt brev med et indhold, som er tilpasset barnets alder. (Vil kommunen

spare udgifter til porto, kan brevet udsendes sammen med den årlige

selvangivelse eller som e-mail). Et sådant brev vil givetvis

føre til vrede reaktioner hos nogle forældre, men det er blot

tegn på, at man har pirket til den dårlige samvittighed. Det

afgørende er effekten af et sådant brev, og den vil med stor

sikkerhed være særdeles positiv, jf. bemærkningerne

nedenfor under pkt. 6.

Til punkt 2

Danmark er et uland, når det gælder

barselorlov. I Danmark har forældrene efter fødslen ret til

orlov fra arbejdet i tilsammen 24 uger (= ca. 6 måneder), mens

forældrene i Norge tilsammen har ret til 12 måneders orlov efter

fødslen. I Sverige har begge forældre, som er

lønmodtagere, ret til at holde orlov, til barnet er 1½ år. Da

det første leveår er vigtigt for ethvert barns udvikling,

bør det gøres lettere for danske

småbørnsforældre at være meget sammen med deres

børn. Et spædbarn hører nemlig ikke hjemme på en

institution. Det hører hjemme i et hjem. Et meget lille barn har ikke

behov for at være sammen med 20 andre småbørn, der skriger

om kap. Det har behov for nærhed til far og mor og højst nogle

stykker til. (Det er ikke børnene, som i dagens Danmark kræver

institutionspladser. Det er deres forældre).

Børnepsykologen Erik Sigsgaard gjorde allerede midt

i 1990 erne opmærksom på, at der er børn i Danmark, der

viser tegn på skoletræthed, før de overhovedet er kommet i

skole. Han påpeger, at Danmark er dét land i hele verden, der

har flest børn i institutioner.

Det er alarmerende, når der i dagens Danmark findes

børn, som har mistet lysten til at gå i skole, før de

overhovedet er begyndt dér. De har i deres korte liv fået mere

end nok af institutionslivet.

Med en forlængelse af barselorloven vil Danmark tage

et stort skridt i en børnevenlig retning.

Til punkt 3

Det er et hårdt og inhumant samfund, hvor det

normale for småbørn er, at de hives ud af deres senge tidligt om

morgenen og bringes til daginstitutioner, hvor de tilbringer de næste

7-10 timer. Ofte spiser børnene både deres morgenmad og deres

frokost i institutionen. Mange af de små tager deres første

skridt i en institution, og mange siger deres første ord samme

sted.

Kommunernes Landsforening (KL) fremlagde i forsommeren

1999 en analyse, som viser, at 60-70 procent af de fuldtidsindskrevne

børn i alderen 0-6 år bliver passet ude (i institutionen) i mere

end 45 timer om ugen. Lektor i udviklingspsykologi Agnete Diderichsen sagde

herom til Jyllands-Posten den 3. juni 1999: »Hvis det er små

børn, der passes ude så længe, kan resultatet blive, at de

får en forringet evne til at indgå nære forhold til venner

og kærester senere i livet. Som en tommelfingerregel bør helt

små børn ikke passes ude i mere end 6 timer dagligt.«

Ledende sundhedsplejerske Sigrid Riise kommenterer

KL-undersøgelsen således: »Det er de helt små børn,

der bliver passet længst. Det er vel fordi, de er mere besværlige

for forældrene. Små børn har brug for tæt kontakt

til voksne, og det får de ikke i institutionerne. Men mange

forældre bilder sig ind, at det er godt for små børn at

komme ud det er jo en passende undskyldning, så forældrene kan

få fred til at arbejde, handle eller spille golf. Politikere og

arbejdsgivere kan lave alverdens favorable ordninger, men i sidste ende er

det forældrenes eget ansvar, hvor lang tid de vil være sammen med

deres børn.« (Jyllands-Posten den 3. juni 1999).

Sådan er Danmark i dag år 2000: Et sygt

samfund, hvor forældre sender deres børn i institutioner,

før de kan tale og gå og hvor landets statsminister stolt

praler af at have oprettet over 100.000 nye institutionspladser.

Specielt i vuggestuerne er sygeligheden blandt

børnene meget stor typisk dobbelt så stor som blandt

børn, der passes hjemme. Børn og pædagoger smitter nemlig

hinanden, og mange børn bringes til institutionen, selv om de ikke er

rigtig raske og kan smitte andre.

Mange af dagens børn er sultne efter voksenkontakt,

og da børnenes erfaring er, at den, der råber højest,

får opmærksomheden, bliver der selvfølgelig råbt

højt meget, meget højt.

Støjniveauet i institutionerne er derfor ulideligt.

Decibelniveauet når ofte op på højder, hvor

Arbejdstilsynet ville gribe ind, hvis der var tale om en industriel

arbejdsplads for voksne. Hvad man ikke vil byde voksne mænd, byder man

imidlertid små børn.

På nogle institutioner er pædagogerne begyndt

at benytte høreværn. Det er grotesk, at udviklingen er kommet

så vidt, og efter forslagsstillerens opfattelse behandles en stor del

af de danske småbørn på en måde, som er i strid med

helt elementære menneskerettigheder.

Et samfund skal bedømmes på, hvordan det

behandler sine svage, og det danske samfund behandler ikke den svage gruppe,

som små børn jo er, særlig godt. For nu at sige det mildt.

Det er ikke institutionernes eller pædagogernes skyld. Det er

forældrenes skyld. Og så er det naturligvis politikernes skyld.

Et flertal i Folketinget har enten direkte ønsket

institutionsudviklingen eller har passivt accepteret den. Begge dele

medfører naturligvis et politisk ansvar.

Amtspsykolog i Københavns Amt, Ove Carlsen, siger

om problemstillingen: »Børn har brug for at være mere sammen med

deres forældre, og derfor bliver enten far eller mor nødt til at

sætte karrieren lidt på vågeblus i den tid, børnene

er små.« »Spørger man børn, hvad der er deres behov, er

meldingen ifølge psykologen entydig: »Generelt mener børn, at

deres forældre skal være mere nærværende.««

(Dagbladet Aktuelt den 24. november 1999).

Formanden for Børnerådet, professor Per

Schultz Jørgensen, der gennem mange år har forsket i

børns vilkår, peger på, at opdragelsen i dag uddelegeres

til så mange instanser, at det indebærer en stor risiko for, at

børn får alt for mange overfladiske voksenkontakter og dermed et

ringere fundament: »Opdragelsen bliver for løs og tynd i hjemmet,

fordi de voksne har travlt med deres eget. Så kommer børnene ud

i institutionerne, som ikke ser opdragelsen som deres opgave og i

øvrigt også har travlt, for der er for mange børn og for

få pædagoger på grøn stue i dag.« (Jyllands-Posten

den 22. februar 1999). Per Schultz Jørgensen siger, at fremtidens

børneopdragelse skal tages langt mere alvorligt end hidtil. Han

påpeger, at »det mest fundamentale i opdragelsen er tid og

fællesskab.«

For at tilskynde forældre til at lade deres

børn benytte daginstitutionerne så lidt som muligt

foreslås det, at forældrebetalingen ændres til en betaling

efter taxameterprincippet. Det betyder, at jo længere tid barnet er i

institutionen, jo mere skal forældrene betale. Man kan eventuelt

vælge at gøre betalingen progressiv, for så vidt

angår brug af institutionen før kl. 8 og efter kl. 15 eller 16,

således at timebetalingen i disse yderperioder f.eks. ligger 50 procent

over timeprisen for resten af dagen.

Formålet med en sådan progressiv

taxameterbetaling er selvsagt at tilskynde forældrene til at bringe

deres børn til institutionerne så sent som muligt om morgenen og

hente dem så tidligt som muligt om eftermiddagen. Af hensyn til

børnene.

Stadig flere forældre kræver en garanti for

pasning af deres børn af det offentlige. Pasningsgaranti er

blevet et nøgleord. Ikke trivselsgaranti eller udviklingsgaranti, men

pasningsgaranti. Disse forældre har en rå og ubarmhjertig

indstilling. De betragter børneinstitutionerne som et opbevaringssted

for deres børn og pædagogerne som en slags

»garderobemedarbejdere«.

Mange forældre gør efterhånden ganske

meget for ikke at være sammen med deres børn. Pædagoger

på en række børneinstitutioner kan således berette

om forældre, som begge har ferie, men som alligevel anbringer deres

lille barn i vuggestuen eller børnehaven hele dagen. Der er endog

småbørnsforældre, som rejser på ferie sammen, men

uden deres barn. Barnet hentes og bringes så til institutionen af en

slægtning eller en bekendt.

Her kan den foreslåede overgang til

taxameterprincippet i forældrebetalingen give et incitament til

forældre om ikke at benytte institutionerne, når de har fri.

Af og til må man spørge sig selv, hvorfor

mange forældre overhovedet ønsker at hente deres børn fra

institutionen sent om eftermiddagen for derefter at bringe barnet tilbage til

institutionen tidligt om morgenen den næste dag. Hvorfor kan barnet

ikke lige så godt blive på institutionen og sove der også?

Hvorfor ikke oprette nogle døgninstitutioner eller i hvert fald

natbørnehaver?

Det uhyggelige svar er, at det har man da også

gjort! I 1993 åbnede den første natbørnehave i Danmark. I

dag har landet fire natbørnehaver: To i Aalborg, en i Ringsted og en i

København. I Slagelse åbner den femte natinstitution i

foråret 2000. På disse institutioner kan forældre med

natarbejde eller skæve arbejdstider anbringe deres børn. Det

løser et pasningsproblem for forældrene.

Spørgsmålet er imidlertid, om det er sundt, godt og rigtigt for

børnene?

Nej, siger børnepsykolog Søren Friis Smith,

som til Kristeligt Dagblad den 23. november 1999 giver udtryk for, at denne

udvikling bør få alle alarmklokker til at ringe. Han

påpeger, at den tidligste barndom er den allermest sårbare

periode af barnets liv. Efter Søren Friis Smiths opfattelse svigter

både samfundet og forældrene børnene, når man

på denne måde bevæger sig fra børneomsorg til omsorg

for arbejdsgivernes interesser.

Læge (og mor) på en børneafdeling Pia

Svendsen udtrykker i et indlæg i Jyllands-Posten den 4. august 1999 sin

dybe bekymring for børnenes fremtid: »Jeg mener, der er grund til

bekymring, når nogle kommuner giver sig i kast med at etablere

døgnvuggestuer og døgnbørnehaver og at Dansk

Arbejdsgiverforening hilser dette meget velkomment øget

fleksibilitet, men for hvem og i hvis interesse, spørger jeg.«

Pia Svendsen slutter sit indlæg således:

»Måske er det største problem de rodløse børn, som

har tilbragt en alt for stor del af deres liv i institution og i fortravlede

familier.«

Med fremvæksten af døgnåbne vuggestuer

og børnehaver bevæger Danmark sig i retning mod et grotesk

kasernesamfund. Udviklingen indebærer en yderligere afvikling af

familien og hjemmet.

Til punkt 4

Som et led i den nødvendige »moralske

oprustningskampagne« over for forældre med børn i vuggestuer,

børnehaver eller fritidshjem gennemføres følgende, som

vil have stor effekt uden at belaste kommunekasserne med én eneste

krone:

På det månedlige giroindbetalingskort fra den

kommunale daginstitution til forældrene anføres følgende

tekst: »Husk, at det er dig som far/mor, der bærer ansvaret for dit

barns opdragelse ikke pædagogerne eller institutionen.«

Dette budskab får forældrene ind ad

brevsprækken hver måned, og det vil nok give anledning til surhed

og irritation nogle steder. Det er imidlertid naivt at forestille sig, at det

er muligt at genprivatisere forældreansvaret og forældreopgaverne

uden konflikter, protester og surmuleri. Det sker imidlertid i en god sags

tjeneste: Hensynet til børnene.

Vælger forældrene at betale via PBS, sendes

budskabet i et særskilt brev, og udgifterne hertil må

forældrene så selv betale.

Samme budskab sendt som e-mail til forældrene er en

nærliggende tillægsmulighed. (Den e-mail kan de få hver

eneste dag!).

Lektor, cand.mag. Lone Nørgaard foreslår i

Jyllands-Postens kronik den 6. januar 2000 »Hvem har ansvaret for

børneopdragelsen?« følgende: »De næste mange, mange

år skal alle borgere i Danmark dagligt via public service i medierne og

obligatorisk familiekundskab i skolerne bevidstgøres om, at det at

have børn er et arbejde, at de er pokkers dyre for

privatøkonomien, og at Camilla og Jens først og fremmest er et

forældreansvar.«

Det falder helt i tråd med tankerne i dette

beslutningsforslag.

Til punkt 5

For et par år siden blev forældrenes

såkaldte revselsesret afskaffet af et flertal i Folketinget. Derved

blev forældres muligheder for at opdrage deres børn

svækket. Det bør der rettes op på.

Det skal understreges, at en genindførelse af

revselsesretten på ingen måde giver forældre lov til at

»tæve« deres børn eller udøve vold mod dem. Noget

sådant er forbudt efter den almindelige straffelov. Revselsesretten

indebærer alene en mulighed for, at en far eller mor eksempelvis kan

give sit barn et dask over hånden eller et fast tag i armen, når

situationen gør det påkrævet. Det har selvfølgelig

intet med vold at gøre.

Til punkt 6

Uden at det nogen sinde er blevet politisk besluttet i

Folketinget, har folkeskolen overtaget en meget betydelig del af

forældreopgaverne. Mange lærere på de mindre klassetrin

føler sig i dag tvangsindlagt som reservemødre og

reservefædre oven i købet med indskrænkede

beføjelser. De skal snøre lille Sørens sko, knappe lille

Mettes frakke og mange andre ting, som børnene tidligere klarede selv,

fordi de havde lært det hjemmefra. Lærerne må også i

dag lægge knæ til de små børn i 1. og 2. klasse, som

ofte er sultne efter fortrolig voksenkontakt. Lærerne må i

stigende omfang lære børnene almindelig god opførsel.

Derved er mange lærere faktisk blevet mere reservemødre eller

pædagoger end lærere (undervisere).

Forældreopgaver, som må løses i skolen,

reducerer selvsagt mulighederne for undervisning og indlæring. Tiden

går med opdragelse i stedet for med undervisning og indlæring.

Skolen skal imidlertid ikke være opdragelsesanstalt eller fritidshjem.

Skolen skal være skole.

Lærer og mor Charlotte Qvist skriver i Berlingske

Tidendes kronik den 12. januar 2000, at »nutidens forældre er bange for

at opdrage og sætte grænser.« Hun fastslår også, at

»børn skal lære at vise respekt, accept og omsorg for andre.«

Selvfølgelige ting kan man måske mene, men desværre er det

langtfra alle, som har denne opfattelse. Derfor har folkeskolen og hele det

danske samfund i dag et stort problem: De forsømte og uopdragne

børn og unge.

En anden lærer, Peter Seeberg, skrev i B.T. den 9.

marts 1999, at han fik »et kulturchok«, da han der normalt underviser de

større børn blev sat til at tage nogle timer på de

små klassetrin. Han betegner dagens 6-10-årige skolebørn

som forkælede, krævende, selvcentrerede og frustrerede. Han skrev

bl.a.: »I deres hungren og leflen efter voksent modspil tager

skolebørnene alle midler i brug. Får de ikke øjeblikkelig

respons fra den voksne, de ønsker i tale, råber de uartikuleret

op eller flår i den voksne til denne reagerer positivt eller negativt

ud fra devisen, at dårlig opmærksomhed er bedre end ingen.«

Peter Seeberg skriver videre: »Det skal være min

påstand, at vi forældre har svigtet. Vi svigter vor opgave som

forbilleder og opdragere af vore børn. For mange har valgt

forældrerollen fra, fordi den er alt for besværlig, og tillige er

den yderst tidskrævende. Umiddelbart er det meget nemmere at give efter

og lade barnet få ret.«

Folkeskolens største problem er i dag

disciplinkrisen. Uro og støj i timerne samt manglende opdragelse og

hensyntagen til fællesskabet hos mange elever forringer mulighederne

for en ordentlig undervisning. Problemet er voksende. Der bliver flere og

flere uopdragne og forsømte børn uslebne diamanter som er

adfærdsvanskelige, egocentriske, asociale, forvirrede, og som ikke kan

undervises. Ofte er børnene forkælede og forsømte

på samme tid. Forkælede med materielle goder, men forsømte

med hensyn til voksen- og forældrekontakt.

Problemet med urolige børn er kortlagt af

Undervisningsministeriet i rapporten »Urolige elever i folkeskolens

almindelige klasser« fra 1997. (Se også bemærkningerne nedenfor

under pkt. 7).

Problemets omfang fremgår også af en

undersøgelse, som Danmarks Lærerforening gennemførte midt

i 90 erne, og som viser, at på dette tidspunkt havde hver tiende

lærer gennem skoleåret været udsat for vold eller for

trusler om vold i forbindelse med lærerjobbet. Der er næppe

færre voldsramte eller voldstruede lærere i dag.

En anden undersøgelse (offentliggjort i

publikationen »Man kan kun gå på to ben«, Danmarks

Lærerforening, 1990) viser, at halvdelen (49 procent) af lærerne

i folkeskolen ville vælge en anden levevej, hvis de kunne begynde

forfra, og næsten lige så mange (45 procent) kunne tænke

sig et andet job uden for folkeskolen. Det er altså ikke sjovt at

være lærer i folkeskolen mere.

Midt i 1990 erne kunne Danmarks Lærerforenings blad

»Folkeskolen« (nr. 43, 1995) bringe eksempler på voldelige overfald

på lærere i folkeskolen. Det alarmerende i denne forbindelse er,

at Arbejdsskadestyrelsen i ét konkret tilfælde betegner vold og

trusler over for en lærer som en forventelig del af jobbet

Dertil er vi altså for længst kommet.

Disse forhold er uacceptable, og det er komplet

uforståeligt, at Danmark Lærerforening har svigtet sine medlemmer

i denne sag. Foreningen burde som en selvfølge for længe siden

have krævet sikkerhed på arbejdspladsen for sine medlemmer.

Uforståeligt er det også, at Danmarks Lærerforening ikke i

forbindelse med overenskomstfornyelser på medlemmernes vegne har rejst

krav om dobbelt løn for dobbelt arbejde. For det er jo dobbelt

arbejde, når man både skal opdrage og undervise både

være reservemor og lærer.

For at dæmme op for forældrenes uansvarlighed

og svigt forsøgte Gug skole ved Aalborg midt i 1990 erne at

indgå en »social kontrakt« med forældrene. Kontrakten gik ud

på, at forældre og skole gjorde det klart over for hinanden,

hvilke forventninger man havde til den anden part. Forældrene skulle

således fremkomme med deres ønsker og forventninger til skolen,

og skolen skulle fremlægge sine ønsker og forventninger til

forældrene. Det var det sidste, som er nyt og relevant.

Lyshøjskolen i den østlige udkant af Kolding har udviklet og

konkretiseret tanken om en »social kontrakt«. I forbindelse med skolestarten

i begyndelsen af august 1999 sendte skolen følgende brev til samtlige

forældre til børn, som skulle starte i skolen:

»Kære forældre. Et godt samarbejde mellem

skole og hjem er en vigtig forudsætning for, at jeres barn får en

god skolegang. En anden vigtig forudsætning er jeres opbakning i

forhold til jeres barn og skolens dagligdag.

I nedenstående seks punkter har vi sammenskrevet

en række forhold, som sætter fokus på

forældreansvaret i forbindelse med børnenes skolegang.

Forældreopbakning til nedenstående punkter vil medvirke til at

skabe gode rammer for indlæringen og gøre dagligdagen lettere

for alle parter.

1.

Skolen forventer, at eleven møder a) til tiden b)

veludhvilet c) undervisningsparat. Det vil sige at barnet har fået

udsovet, har haft en rolig morgen, har fået morgenmad og har medbragt

madpakke eller frugt.

2. Skolen forventer, at eleven er opdraget til at tage hensyn og udvise

ansvarlig social opførsel samt tiltaler både lærere og

elever høfligt og i et pænt sprog.

3. Skolen forventer, at forældrene er villige til at indgå

i et konstruktivt og positivt samarbejde med skolen samt er parat til at

vurdere en sag fra to sider i blandt andet konfliktsituationer.

4. Skolen forventer, at forældrene kigger i skoletasken og

føler medansvar for penalhus, kontaktbog samt tjekker tasken for

sedler og støtter indlæringen med blandt andet

lektiehjælp.

5. Skolen forventer, at skolen respekteres som arbejdsplads for

både elever og lærere, og at skolen har høj prioritet i

barnets tilværelse. Det vil sige: a) at tandlæge- og

lægebesøg placeres uden for skoletiden b) at ferie i

størst muligt omfang holdes i skolens ferie c) at interesser og

arbejde planlægges, så skolen ikke forsømmes d) at enhver

fritagelse fra skolen overvejes grundigt.

6. Skolen forventer, at forældrene føler ansvar for

børnene vedrørende seksualinformationer, rygning, alkohol og

andre rusmidler samt i det hele taget føler ansvar for elevernes

adfærd i puberteten.

Vedtaget på skolebestyrelsesmødet 11. maj

1999.

Med venlig hilsen Jørn Jørgensen,

Skoleinspektør.«

Brevet blev positivt modtaget af stort set alle

forældre og vakte i øvrigt en enorm opsigt i medierne.

Tænk, her var en skole, hvor lærere og skoleleder turde skrive ud

til forældrene og stille krav til dem om at tage deres ansvar og deres

forældreopgaver alvorligt!

De hidtidige erfaringer tyder på, at opfordringen

har hjulpet mærkbart. Altså: Et lille brev med en stor

virkning.

Da det tydeligvis er de færreste skoler, som

tør stille sådanne elementære krav til forældrene,

kan kun et påbud oppefra for alvor sætte skred i tingene. Og det

er der behov for. Nu bør Folketinget gå foran og vise vejen!

Det er tanken, at samtlige godt 1.700 folkeskoler i

Danmark ved hvert skoleårs begyndelse bliver forpligtet til at udsende

et brev til forældrene med et indhold i stil med det hér

gengivne brev (»Kolding-modellen«).

Til punkt 7

Uopdragne og stærkt forstyrrende børn

gør mange steder livet som skolelærer til et helvede. Problemet

beskrives allerede i dagbladet Politikens kronik den 10. august 1995, »En

lærers afskedstale«, hvori den pågældende lærer

beskriver, hvorfor han ikke orker at undervise i folkeskolen mere:

»Det egentlige problem i folkeskolen er manglende

arbejdsro, for mange utilpassede, normløse, selvcentrerede

børn, som vi intet kan stille op over for, og som gør, at en

stadig stigende del af undervisningen bliver overfladisk, skøjtende og

ligegyldig uanset undervisningsformen til stor skade for de søde, rare

positive børn, som jo stadig er i klart overtal. Disse ting har

været meget afgørende for min beslutning. De har ganske enkelt

frataget mig min arbejdsglæde.«

Der kan også henvises til en anden lærer,

Niels Christian Sauer, der skrev om samme emne og med samme holdning i

dagbladet Politikens kronik den 7. juni 1995 under overskriften »Balladen i

skolen«.

Siden midt i 90 erne er der fremkommet konkrete tal for,

hvor mange stærkt forstyrrende elever der findes i dagens folkeskole:

10 procent af folkeskolens elever forstyrrer regelmæssigt

undervisningen for sig selv og klassekammeraterne. I gennemsnit er der 2

forstyrrende elever i hver klasse. 2 procent af folkeskolens elever

forstyrrer hele tiden undervisningen svarende til 10.000 børn eller

en elev i hver anden klasse. Det er især elever i de små klasser,

og det er helt overvejende drenge, som er stærkt urolige

(adfærdsvanskelige).

Disse oplysninger fremgår af »en kvantitativ og

kvalitativ undersøgelse af urolige elever i folkeskolens almindelige

klasser« med titlen »Urolige elever i folkeskolens almindelige klasser«.

Undersøgelsen, som involverede 100.000 elever og deres lærere

hver femte folkeskole og elev blev gennemført på initiativ af

Undervisningsministeriet, efter at et flertal i Folketinget ved en

forespørgselsdebat den 11. januar 1996 havde pålagt ministeren

at kortlægge og undersøge problemerne med

adfærdsvanskelige eller urolige børn i skolen.

Det er med nærværende forslag tanken, at de 2

procent af skolebørnene, som hele tiden forstyrrer undervisningen,

skal fjernes fra deres klasser. De skal ikke i demokratiets og frisindets

misforståede navn have lov til at ødelægge trivsel og

undervisningsmuligheder for deres klassekammerater og deres lærere. Det

er i øvrigt også bedst for de adfærdsvanskelige

børn selv, at de oplever, at en destruktiv og ødelæggende

adfærd får konsekvenser. Det er elementær erkendelse i al

opdragelse, at der fra de voksnes side må sættes grænser

op, som ikke må overskrides. Børn og unge er naturligt nok

grænsesøgende. Er der derfor slet ingen grænser sat op for

deres opførsel, kan det selvsagt blive meget vildt. Det kan mange

fortvivlede skolelærere fortælle en hel del om!

De adfærdsvanskelige børn skal naturligvis

hjælpes. Børnene er typisk blevet svigtet af deres

forældre og skal ikke også svigtes af samfundet. Men de skal

altså heller ikke længere have lov til at sabotere undervisningen

for andre. Hvilke typer af særforanstaltninger og specialundervisning

disse stærkt adfærdsvanskelige børn skal tilbydes, skal

bl.a. drøftes ved den forespørgselsdebat (F 3), som finder sted

i Folketinget i dag den 1. februar 2000.

Til punkt 8

Der kan ligge mange undskyldende forhold til grund for et

uopdragent eller adfærdsvanskeligt barns opførsel, men er begge

barnets forældre ressourcestærke og veluddannede mennesker, er

der ingen undskyldninger for forældrenes svigt. Så bør det

få konsekvenser. Sådanne forældre, som har forsømt

deres ansvar som forældre og opdragere, bør i rimelighedens navn

pålægges at betale de udgifter, der er forbundet med, at

samfundet med særforanstaltninger prøver at hjælpe deres

børn. Andre typisk dårligere stillede mennesker skal ikke

betale for sådanne forældres egoisme og svigt.

Alene en viden om, at en sådan sanktion kan

træde i kraft, vil givetvis få en række forældrepar

til at tage sig mere af deres børn før kommunen gør

det og sender dem regningen.

Til punkt 9

Med finansloven for indeværende år blev der

indgået en aftale mellem et antal partier i Folketinget om at etablere

forsøg i en række kommuner med en såkaldt »helhedsskole«.

Disse planer bør stoppes øjeblikkeligt. Der er nemlig

tydeligvis ikke tale om nogen helhedsskole, men om en heldagsskole, hvis

skjulte formål er at løse et pasningsproblem for

forældrene.

»Der er tale om verdens længste eftersidning«, har

en kendt børneekspert sagt om helhedsskolen. Det er selvsagt uhyrligt,

hvis alle skolebørn nu skal være tvunget til at være i et

skole- og institutionsmiljø hele dagen.

Skolebørn skal ikke fratages muligheden for at

komme hjem til sig selv, hvor de stille og fredeligt kan lege, læse

lektier og børne- eller ungdomsbøger, være sammen med

deres far, mor, bedstemor, tante Olga, naboens kat eller bare kede sig.

Den såkaldte »helhedsskole« er et skridt i en

forkert retning: Mod mere institutionstilværelse for børnene og

de unge. Der er brug for det modsatte: Mere privatliv, hjem og familie og

mindre institutioner og offentlige løsninger.

Til punkt 10

Alvorlige forældresvigt ligger ofte til grund for

børns og unges kriminalitet. Når unge under den kriminelle

lavalder begår lovovertrædelser, kan man i stedet for at straffe

de unge straffe deres forældre. Eller i det mindst pålægge

forældrene visse sanktioner.

Dette er filosofien bag et lovforslag om unge kriminelle,

som var til behandling i det britiske parlament i 1997. Et af elementerne i

dette forslag angår forældres ansvar for deres børns

adfærd, idet der foreslås indført en såkaldt

»parenting order« (= påbud om forældres ansvarsforpligtelser).

Lovforslaget blev udarbejdet på grundlag af det engelske

indenrigsministeriums debatoplæg om håndtering af

ungdomskriminalitet fra september 1997. Debatoplægget har titlen

»Tackling youth crime A Consultation paper«. Det foreslås f.eks. her,

at en domstol i forbindelse med en straffesag mod en ung under 18 år

skal kunne pålægge den unges forældre at deltage i

undervisnings- og vejledningslektioner eller opfylde andre krav, der har til

formål at sikre, at de fremover drager tilstrækkelig omsorg for

deres barn.

Manglende overholdelse af påbudet kan efter

forslaget straffes med en bøde på indtil 1.000 pund (=

11.000-12.000 dkr.).

Det foreslås med nærværende forslag at

følge denne »Englands-model« og indføre sanktioner over for

forældre, hvis børn eller unge overtræder loven. Meningen

er naturligvis at få flere forældre til at vågne op og tage

sig mere af deres egne børn og unge. Ellers falder hammeren.

Økonomiske konsekvenser

Det anførte 10-punkts-program til genprivatisering

af forældreansvaret og forældreopgaverne vil give anledning til

såvel offentlige udgifter som offentlige indtægter og især

besparelser:

På udgiftssiden er det indlysende, at punkt 2

(længere barselorlov) og punkt 7 (særforanstaltninger for

adfærdsvanskelige børn, som fjernes fra skolens normale klasser)

koster en hel del offentlige skattekroner. Det er imidlertid ekstraudgifter,

der givetvis i løbet af nogle år vil blive mere end opvejet af

meget store offentlige besparelser. Således vil punkt 1 , 4 og 6

(ansvarlighedsbrevkampagnerne) og punkt 3 (taxameterbetaling for

institutionspasning af børn) give anledning til offentlige

besparelser, som bliver i milliardklassen. Punkt 9 (stop for helhedsskolen)

vil herudover alene spare de offentlige kasser for 350 mio. kr.

Punkt 8 (ressourcestærke forældres betaling

for egne forsømmelser) vil give indtægter til de offentlige

kasser, men forhåbentlig først og fremmest medvirke til en

adfærdsændring hos forældrene, som vil mindske behovet for

offentlig indsats over for børn og unge.

Punkt 10 (straffesanktioner over for forældre, hvis

børn begår kriminalitet efter »Englands-modellen«), vil netto

næppe påvirke de offentlige budgetter

nævneværdigt.

Den samlede økonomiske virkning af dette

10-punkts-program vil i løbet af få år være en

budgetforbedring på de offentlige budgetter af meget betydelig

størrelse.

Det vigtigste er imidlertid effekten på børn

og unges vilkår og opvækst. Den vil være uvurderlig.

Der er i dag så mange sikre tegn på, at et

stort antal børn mistrives i Danmark, at der bør ske et

kursskifte i familie- og børnepolitikken.

Lignende dokumenter