Spring til indhold

Retsinformation

Tvangsmedicinering med angivelse af subsidiært præparat

KEN nr 12409 af 31/12/2000Endelig adm. afgørelseIndenrigs- og Sundhedsministeriet18. september 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Tvangsmedicinering med angivelse af

subsidiært præparat

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt efter en samlet

vurdering, at patienten var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt

ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en

betydelig afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive

væsentligt forringet. Nævnet lagde vægt på, at

patienten ved indlæggelsen var i en sindssygelig tilstand blandt andet

præget af forfølgelsesforestillinger og muligvis

hørehallucinationer, overensstemmende med diagnosen sindssygdom med

forfølgelsesforestillinger (paranoid psykose). Han virkede

angstpræget og forpint af sin tilstand.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt endvidere, at

tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltninger.

Nævnet lagde vægt på, at patienten gennem 2 uger var

forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om

tvangsmedicinering blev truffet. Nævnet lagde endvidere vægt

på, at han ikke tidligere havde været søgt behandlet med

antipsykotisk virkende medicin, og at der var grund til at formode, at dette

kunne medføre en bedring af tilstanden. Endelig lagde nævnet

vægt på, at det ville være utilstrækkeligt at

behandle den beskrevne psykotiske tilstand uden anvendelse af antipsykotisk

virkende medicin.

Betingelserne for tvangsbehandling var således opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt endvidere, at

behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede

lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige

bivirkninger. Nævnet lagde vægt på, at Cisordinol er et

almindeligt anvendt og vel afprøvet antipsykotisk lægemiddel, og

at den besluttede begyndelsesdosering må anses for sædvanlig. Med

Læs alt

hensyn til risiko for bivirkninger adskiller Cisordinol sig ikke

væsentligt fra brugbare alternativer.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kunne på denne

baggrund tiltræde den afgørelse, der var truffet af Det lokale

Psykiatriske Patientklagenævn.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kunne dog ikke

tiltræde, at Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn fandt, at

der subsidiært kunne skiftes til andet præparat, hvis uacceptable

bivirkninger opstod.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at der alene kan ske

godkendelse af en beslutning om tvangsbehandling med angivelse af alternativt

præparat, hvis dette præparat er specificeret

(præparatvalg, dosis).

I øvrigt kunne Sundhedsvæsenets Patientklagenævn

oplyse, at patienten ved skift af præparat ved tvangsmedicinering skal

informeres om muligheden for at klage med eventuel opsættende

virkning.

Lignende dokumenter