Spring til indhold

Retsinformation

Betænkning over Forslag til repatrieringslov

1998/1 BTL 190Betænkning over lovforslagFolketinget18. maj 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Betænkning afgivet af Retsudvalget den

11. maj 1999

Betænkning

over

Forslag til

repatrieringslov

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder

og har herunder stillet spørgsmål til indenrigsministeren, som

denne har besvaret skriftligt.

Et af udvalgets spørgsmål til

indenrigsministeren og dennes svar herpå er optrykt som bilag til

betænkningen.

Der er af indenrigsministeren stillet

ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende

bemærkninger.

Endvidere har udvalget modtaget en skriftlig henvendelse

fra Ølgod Daghøjskole og Uddannelsescenter.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets,

Venstres, Det Konservative Folkepartis, Socialistisk Folkepartis,

Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres, Enhedslistens og Kristeligt

Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de

stillede ændringsforslag.

Et mindretal inden for flertallet

(Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) har

overvejet at stille ændringsforslag om, at fortrydelsesordningen

udgår. Set i lyset af erfaringerne fra Norge, der er beskrevet i

ministerens svar på spørgsmål nr. 9, som er optrykt som

bilag til betænkningen, hvoraf det fremgår, at der i Norge er en

fortrydelsesordning på 2 år, og sammenholdt med den

omstændighed, at der f.eks. er repatrieret langt flere bosniere fra

Læs alt

Norge end fra Danmark, har mindretallet afstået fra at stille

ændringsforslaget.

Et mindretal (Dansk Folkepartis og

Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til

forkastelse ved 3. behandling og vil stemme imod de stillede

ændringsforslag.

En del af mindretallet (Dansk Folkepartis medlem af

udvalget) finder ikke, at regeringens forslag om en økonomisk

tilskyndelse til hjemrejse for flygtninge vil løse problemerne med

manglende hjemsendelse af flygtninge med ophold i Danmark.

Efter Dansk Folkepartis opfattelse er der med forslaget

tale om hjemrejsebestikkelse. Danmark vil på den måde i endnu

højere grad, end tilfældet er i dag, blive en magnet for

alverdens flygtninge.

Når en flygtningefamilie tager til deres hjemland,

vil de på grundlag af den forhøjede hjemsendelsespræmie i

mange tilfælde være at betragte som en meget rig familie i

forhold til landets andre indbyggere, og det er vel næppe det, der er

meningen med ordningen.

Desuden er det helt uacceptabelt at forlænge

fortrydelsesperioden for hjemsendelse helt op til 24 måneder.

For Dansk Folkeparti er der kun én vej at slå

ind på, nemlig at standse flygtningestrømmen til Danmark med

konsekvente midler og samtidig at gennemføre en tvungen

hjemsendelsesordning for alle de asylansøgere, der ikke længere

har nogen gyldig grund til at opholde sig i Danmark. Af den årsag

afviser Dansk Folkeparti naturligvis dette forsøg på at udstyre

udlændinge med endnu flere danske bistandsmidler.

En anden del af mindretallet (Fremskridtspartiets medlem

af udvalget) ser det som en vigtig opgave at sikre, at herboende

udlændinge så hurtigt som muligt vender tilbage til eget

hjemland, og at det sker under sikre forhold.

Fremskridtspartiet er derfor også indstillet

på at give de pågældende udlændinge en

økonomisk mulighed for at vende tilbage og starte en ny

tilværelse i hjemlandet.

Fremskridtspartiet er endda villig til at forhøje

de økonomiske beløb, hvis det er det, der skal til, for at

flere udlændinge vender tilbage til deres hjemland.

Når Fremskridtspartiet er så opsat på at

hjælpe med repatriering, skyldes det udelukkende, at Danmark på

den måde vil få mulighed for at hjælpe andre flygtninge,

som i dag ikke får nogen hjælp. Flygtninge skal hjælpes,

så længe det er nødvendigt at hjælpe dem, men

når de ikke længere har brug for hjælp, skal hjælpen

bruges på de flygtninge, som i dag ingen hjælp får.

Fremskridtspartiet stemmer imidlertid imod lovforslaget,

da det er vores opfattelse, at fortrydelsesfristen ikke skal forlænges

til det dobbelte, og i visse tilfælde til det firedobbelte af, hvad den

er i dag. Har de pågældende udlændinge truffet en

beslutning, må de stå ved beslutningen.

Ændringsforslag

Af indenrigsministeren, tiltrådt af et flertal

(udvalget med undtagelse af DF og FP):

Til § 14

1) Ordene »2000-niveau« ændres til: »1999-niveau«, og »2001« ændres til:

»2000«.

Til § 15

2) I stk. 2 indsættes efter »§§ 86 og 87«: »samt § 109, stk. 1,

nr. 7,«.

Bemærkninger

Til nr. 1

Det foreslås, at de beløb, der er nævnt

i § 7, stk. 2, nr. 3-5, fastsættes i 1999-niveau i stedet for i

2000-niveau. Med ændringsforslaget sikres der beløbsmæssig

overensstemmelse mellem forslaget til repatrieringslov og

repatrieringsbestemmelserne i lov nr. 251 af 28. april 1999 om midlertidig

opholdstilladelse til nødstedte fra Kosovoprovinsen i

forbundsrepublikken Jugoslavien (Kosovonødloven). Størrelsen af

hjælp til repatriering efter Kosovonødloven, der i hovedsagen er

identisk med størrelsen af hjælp til repatriering efter forslag

til repatrieringslov, er således fastsat i 1999-niveau, idet loven

trådte i kraft den 29. april 1999.

Til nr. 2

Det foreslås, at bestemmelsen i § 109, stk. 1, nr.

7, i lov om aktiv socialpolitik ophæves som en konsekvens af, at den

vedrører satsregulering af hjælp til repatriering i samme lovs §

86, stk. 2, nr. 2 og 3, der foreslås ophævet.

Lissa Mathiasen (S)

fmd.

Per Kaalund (S) Dorte Bennedsen (S)

Else Marie Mortensen (S) Jan Petersen (S)

Anne Baastrup (SF) nfmd. Sonja Albrink (CD)

Elisabeth Arnold (RV)

Søren Søndergaard (EL)

Birthe Rønn Hornbech (V)

Inge Dahl-Sørensen (V) Karen Rønde (V)

Tom Behnke (FP) Bendt Bendtsen (KF)

Pernille Sams (KF) Peter Skaarup (DF)

Jann Sjursen (KRF)

Bilag

Et af udvalgets spørgsmål til

indenrigsministeren og dennes svar herpå

Spørgsmål 9:

Ministeren bedes foretage en sammenligning mellem den

danske og den norske ordning om repatriering og herunder give sin vurdering

af årsagerne til, at eksempelvis så mange flere bosniere er

repatrieret fra Norge end fra Danmark, samt oversende eventuel dokumentation

for virkningerne af den norske ordning til udvalget.

Svar:

De gældende danske og norske repatrieringsordninger

indeholder en række af de samme grundelementer, men adskiller sig

markant med hensyn til fortrydelsesrettens udstrækning og i mindre

omfang på enkelte andre områder.

Der har i begge lande været henholdsvis en generel

og en særlig repatrieringsordning. Den generelle ordning i Danmark

omfatter både flygtninge og indvandrere, mens den i Norge kun omfatter

flygtninge. Den særlige ordning vedrører i begge lande bosniske

krigsflygtninge. I Norge ophørte denne ordning ved udgangen af 1998,

og denne gruppe af personer er nu omfattet af den generelle ordning. I

Danmark omfatter den særlige ordning alene personer med midlertidig

opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til visse

personer fra det tidligere Jugoslavien m.v. (jugoslaverloven). I Danmark er

hovedparten af de tilbagevendte bosniske flygtninge repatrieret efter den

generelle ordning.

I begge lande dækkes rejse- og transportudgifter,

ligesom der kan ydes støtte til den umiddelbare etablering i

hjemlandet. Hjælpen til etablering er højere efter den danske

ordning end efter den norske. Hjælpen til etablering efter den

generelle danske ordning udgør således DKK 16.251 pr. voksen og

5.417 pr. barn, hvorimod hjælpen til etablering efter den generelle og

særlige norske ordning udgør NOK 10.000. Efter både den

generelle og særlige ordning ydes i Norge NOK 5.000 til transport af

personlige ejendele, og i Danmark støtte til transport af 1

m3 personlige ejendele pr. voksen og ½ m3 pr. barn. I

Danmark ydes der herudover efter den generelle ordning DKK 5.475 til

transport af erhvervsudstyr.

I Norge blev der ud over den ovennævnte hjælp

til etablering og transport desuden ydet et beløb på NOK 5.000

til lokalsamfundet pr. person, der repatrierede i medfør af den

særlige ordning for bosniske krigsflygtninge, samt et beløb

på NOK 5.000 til personer, der har opholdt sig i Bosnien-Hercegovina et

år efter udrejsen fra Norge.

Der er endvidere i begge lande en fortrydelsesret for

flygtninge, der repatrierer. I Danmark er fortrydelsesretten efter den

generelle ordning på 6 måneder, hvis flygtningen har haft ophold

i Danmark i under 6 år, og på 12 måneder, hvis flygtningen

har opholdt sig i Danmark i mindst 6 år. Efter den særlige

ordning for personer med midlertidig opholdstilladelse efter jugoslaverloven

er der 3 måneders fortrydelsesret. I Norge er der en generel

fortrydelsesret på 2 år for flygtninge med permanent

opholdstilladelse og på 1 år for flygtninge uden permanent

opholdstilladelse. Efter den særlige norske ordning for bosniske

krigsflygtninge var der en fortrydelsesret på 2 år.

I Norge administreres repatrieringsordningen af

Utlendingsdirektoratet, som afgør konkrete sager om hjælp til

repatriering. I Danmark er afgørelseskompetencen derimod

decentraliseret, da afgørelser i sager om hjælp til repatriering

træffes af de kommunale socialforvaltninger. Rådgivningen af

udlændinge, der ønsker at repatriere, foretages i Norge af

Utlendingsdirektoratet, hvorimod opgaven i Danmark varetages af Dansk

Flygtningehjælp.

Repatrieringsordningerne i Danmark og Norge kan i

skemaform opstilles således:

Kredsen af berettigede

Støttens omfang

Fortrydelsesret

Afgørelses- kompetence

Rådgivning

Danmark

A. Flygtninge, personer med humanitær

opholdstilladelse, indvandrere m.v.

B. Personer med midlertidig opholdstilladelse efter

jugoslaverloven

A. Rejseudgifter

Betaling af rejsen

Transport af personlige ejendele (1 m3 pr. voksen, ½

m3 pr. barn)

DKK 5.475 til transport af erhvervsudstyr

Etableringshjælp

DKK 16.251 (voksne)

DKK 5.417 (børn)

B. Rejseudgifter

Betaling af rejsen og transport af ejendele samt DKK 5.000 til

transport af erhvervsudstyr

Etableringshjælp

DKK 2.000 (voksne)

DKK 1.000 (børn)

A. 6 måneder, hvis ophold i Danmark under 6

år

12 måneder, hvis ophold i Danmark i mindst 6 år

Indvandrere har ingen særlig fortrydelsesret

B. 3 måneder

A. Kommunernes socialforvaltninger træffer den enkelte

afgørelse om repatrieringshjælp. Klageadgang til det sociale

ankenævn

B. Udlændingestyrelsen træffer afgørelse om hjælp

til repatriering. Klageadgang til Indenrigsministeriet

Dansk Flygtningehjælp forestår rådgivning

af individuelle personer og grupper

Norge

A. Flygtninge

B. Bosniske krigsflygtninge

A. Rejseudgifter

Betaling af rejsen

NOK 5.000 til transport af ejendele

Etableringshjælp

NOK 10.000 pr. person

B. Som A og herudover NOK 5.000 til lokalsamfundet

NOK 5.000 efter 1 år

A. Hvis flygtningen har permanent opholdstilladelse, er der 2

års fortrydelsesret, ellers er der 1 års fortrydelsesret.

B. Bosniske krigsflygtninge har op til 2 års

fortrydelsesret

Utlendingsdirektoratet træffer de enkelte

afgørelser om hjælp til repatriering

A. Utlendingsdirektoratet forestår den individuelle

rådgivning

B. Supplerende rådgivningstilbud hos Norsk

Flyktningråd

Ud over den retlige regulering af den økonomiske

støtte til repatriering, som fremgår af ovenstående skema,

er der i både Norge og Danmark taget en række tiltag til fremme

af den frivillige repatriering. Tiltagene vedrører navnlig information

og rådgivning om repatriering samt konkrete repatrieringsprojekter og

indeholder en række grundlæggende ensartede elementer.

Nedenstående tabel viser antallet af repatrierede

bosniske flygtninge fra henholdsvis Danmark og Norge i årene

1996-98.

1996

1997

1998

I alt

Danmark*

506

321

165

992

Norge**

853

500

317

1670

* Danmark har modtaget ca. 25.000 bosniske flygtninge.

** Norge har modtaget ca. 13.000 bosniske flygtninge.

Som det fremgår af tabellen, har flere bosniere

repatrieret fra Norge end fra Danmark. Det fremgår endvidere, at der

har været en fælles nedadgående tendens for repatriering i

perioden. Hovedparten af repatrieringen til Bosnien-Hercegovina fandt sted i

1996.

Det er vanskeligt at vurdere årsagerne til, at flere

bosniere er repatrieret fra Norge end fra Danmark, da frivillig tilbagevenden

påvirkes af mange forhold, og da retsgrundlaget i de to lande

indeholder en række fælles træk. Der er endvidere

Indenrigsministeriet bekendt ikke foretaget egentlige kvalitative

undersøgelser af repatrieringsordningernes effektivitet i de nordiske

lande.

Der kan imidlertid peges på en række faktorer,

som kan antages at have haft betydning for antallet af repatrierede bosniske

krigsflygtninge fra henholdsvis Norge og Danmark.

En af disse faktorer er sammensætningen af gruppen

af flygtninge fra Bosnien-Hercegovina i de to lande, idet det må

antages at være lettere for en flygtning at vende tilbage, hvis den

pågældende ikke vil tilhøre en minoritet i det

område, vedkommende vender tilbage til. Det kan i den forbindelse

oplyses, at Norge i forhold til de øvrige nordiske lande har modtaget

relativt færre bosniske flygtninge fra områder, hvor den

pågældende etniske gruppe er en minoritet. Danmark har derimod

modtaget et forholdsvis stort antal bosniske flygtninge fra områder i

Bosnien-Hercegovina, hvor den pågældende etniske gruppe er en

minoritet. Dette gælder eksempelvis bosniske muslimer fra Republika

Srpska.

Det kan endvidere ikke udelukkes, at de forskellige

ordninger, der blev gennemført i de enkelte nordiske lande i forhold

til modtagelsen af de bosniske flygtninge, kan have betydning for antallet af

repatrierede personer. Disse ordninger er udførligt behandlet i

Nordisk Ministerråds antologier om bosniske flygtninge i de nordiske

lande og sammenfattet i rapporten »Midlertidig

beskyttelse og tilbakevending« , der

vedlægges. Publikationerne indeholder imidlertid alene en beskrivelse

af ordningerne, men ikke en analyse af konsekvenserne af de forskellige

ordninger i forhold til antallet af repatrierede personer.

Den mest markante forskel mellem de danske og norske

repatrieringsregler er, at fortrydelsesretten er væsentlig

længere i Norge end i Danmark. Som anført i besvarelsen af

spørgsmål nr. 3 (L 190 bilag 6), må fortrydelsesrettens

længde antages at være af stor betydning i forhold til den

enkelte flygtnings beslutning om repatriering og i forhold til muligheden for

at blive reintegreret i hjemlandet. Fortrydelsesrettens længde vil

dermed få betydning for antallet af flygtninge, der vælger at

repatriere. Dette understøttes både af erfaringer i de enkelte

nordiske lande og af interviews med flygtninge. Der kan herved henvises til

»Rapport vedrørende frivillig repatriering

fra de nordiske lande« (s. 42), der blev sendt til

Folketingets Retsudvalg den 16. marts 1999.

Det er derfor efter Indenrigsministeriets opfattelse

sandsynligt, at en væsentlig del af årsagen til, at flere

bosniere er repatrieret fra Norge end fra Danmark, er, at fortrydelsesretten

er længere i Norge.

Lignende dokumenter