Betænkning over Forslag til lov om ændring af retsplejeloven
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Betænkning afgivet af Retsudvalget den
11. maj 1999
Betænkning
over
Forslag til lov om
ændring af retsplejeloven
(Styrkelse af samarbejdet mellem retterne og pressen)
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder
og har herunder stillet spørgsmål til justitsministeren, som
denne har besvaret skriftligt. Nogle af udvalgets spørgsmål og
ministerens svar herpå er optrykt som bilag til betænkningen.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige henvendelser
fra:
Danske Dagblades Forening,
Dansk Journalistforbund og
Jørgen Lyngbye, København K.
Der er af justitsministeren og af nogle mindretal stillet
ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende
bemærkninger.
Herefter indstiller et mindretal
(Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres og
Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse
med de af justitsministeren under nr. 1, 6, 7, 15 og 16 stillede
ændringsforslag.
Et mindretal inden for mindretallet (Socialistisk
Folkepartis medlem af udvalget) er klart tilhænger af størst
mulig offentlighed under retsplejen, idet man dog skal være
opmærksom på, hvilke risici der kan følge heraf. Derfor
støtter SF ændringsforslag nr. 1, hvor det fremhæves, at §
29 a, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse under afspilning eller anden
Læs alt
forevisning af lyd- eller billedoptagelser. Derved understreges de
særlige hensyn til den krænkede i forbindelse med en retssag.
Derimod kan SF ikke støtte de af Enhedslisten stillede
ændringsforslag, selv om SF forstår intentionen hermed. Men en
vedtagelse af disse ændringsforslag ville bryde grundlæggende med
offentlighedsprincipperne i dansk retspleje. SF kan heller ikke støtte
ændringsforslagene fra V og KF, da disse ændringsforslag vil
fjerne et væsentligt princip i lovforslaget med henblik på
øget offentlighed og forbedrede muligheder for pressen.
Et andet mindretal (Venstres, Det Konservative
Folkepartis, Dansk Folkepartis og Centrum-Demokraternes medlemmer af
udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af
justitsministeren under nr. 1, 6, 7, 15 og 16 stillede ændringsforslag
og de af Venstre og Det Konservative Folkeparti under nr. 2-4, 9, 10 og 14
stillede ændringsforslag.
Et flertal inden for dette mindretal (Venstres og Det
Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) ser positivt på en
styrkelse af samarbejdet mellem retterne og pressen. Venstre og Det
Konservative Folkeparti finder det væsentligt, at pressen har mulighed
for at bringe udførlige og korrekte referater af retsmøder til
gavn for offentligheden.
Venstre og Det Konservative Folkeparti er derfor enige i,
at der gives forbedret mulighed for pressens adgang til dokumenter, men skal
pege på, at mere udførlige retsbøger og mere
udførlige begrundelser for domme er ønskeligt. Venstre og Det
Konservative Folkeparti har noteret sig, at justitsministeren har givet
tilsagn om, at spørgsmålet vil blive taget op i en anden
sammenhæng, jf. svar på spørgsmål 7, 13 og 14, der
er optrykt som bilag til betænkningen.
Venstre og Det Konservative Folkeparti finder det
umiddelbart indlysende, at journalister, der kan stenografere, omgående
kan offentliggøre detaljer fra et retsmøde, medens andre
journalister, der ikke kan stenografere, ikke kan få
retsbøgerne, før sagen er endt. Venstre og Det Konservative
Folkeparti er i øvrigt forundret over forskellen på
rettighederne for journalister og andre borgere.
Venstre og Det Konservative Folkeparti har spurgt
justitsministeren, hvorvidt det vil blive overvejet at skærpe reglerne
for parternes og pressens udtalelser om skyldsspørgsmål under
verserende straffesager, hvor der ikke er fældet dom. Venstre og Det
Konservative Folkeparti har noteret, at justitsministeren overvejer, om der
skal udarbejdes mere formaliserede retningslinjer for politiets samarbejde
med pressen. Der henvises til svarene på spørgsmål 10, 11,
15, 17, 18, 19, 21 og 22, der er optrykt som bilag til
betænkningen.
Venstre og Det Konservative Folkeparti har noteret sig
svaret på spørgsmål 20 om en arrestants ret til at
indkalde til pressemøde.
Venstre og Det Konservative Folkeparti vender sig imod, at
pressen opnår en særlig partsstatus med adgang til at udtale sig
og kære afgørelser bl.a. om, at dørene skal lukkes.
Reglen cementerer dels en forskel i rettigheder mellem presse og
offentlighed, som Venstre og Det Konservative Folkeparti er imod, dels finder
Venstre og Det Konservative Folkeparti, at pressens uafhængighed ved
denne regel svækkes.
Offentlighedens interesse for åbenhed varetages mere
naturligt af anklagemyndigheden, der bør protestere imod og dermed
kræve kendelse, hvis en forsvarer begærer dørlukning, uden
at det er åbenbart, at retsplejelovens betingelser herfor er opfyldt.
Venstre og Det Konservative Folkeparti opfordrer derfor justitsministeren til
at drage omsorg for, at anklagemyndigheden også på dette punkt
varetager offentlighedens interesse.
Et tredje mindretal (Enhedslistens medlem af
udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af
justitsministeren under nr. 1, 6, 7, 15 og 16 stillede ændringsforslag
og de af mindretallet under nr. 5, 8 og 11-13 stillede
ændringsforslag.
Et fjerde mindretal (Kristeligt Folkepartis medlem
af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af
justitsministeren under nr. 1, 6, 7, 15 og 16 stillede ændringsforslag
og de af Venstre og Det Konservative Folkeparti under nr. 2-4, 9, 10 og 14
stillede ændringsforslag. Såfremt de af Venstre og Det
Konservative Folkeparti stillede ændringsforslag ikke bliver vedtaget
ved lovforslagets 2. behandling, vil dette mindretal stemme imod lovforslaget
ved 3. behandling, idet Kristeligt Folkeparti ikke ønsker at tildele
pressen særlige rettigheder i form af bl.a. kæreadgang i
forbindelse med dørlukning, referatforbud og navneforbud.
Ændringsforslag
Til § 1
Af justitsministeren, tiltrådt af udvalget:
1) I den under nr. 1 foreslåede § 29 a
indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»
Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende
anvendelse under afspilning eller anden forevisning af lyd- eller
billedoptagelser, som gengiver forhold, der er rejst sigtelse eller tiltale
for under sagen. «
Af et mindretal (V og KF), tiltrådt af et mindretal
(DF, CD og KRF):
2) I det under nr. 1 foreslåede § 29 c, stk.
1, udgår ordene »og
tilstedeværende personer, der er omfattet af § 172, stk. 1, 2 eller
4,«.
3) I det under nr. 1 foreslåede § 30 b, stk. 1,
udgår ordene »og tilstedeværende
personer, der er omfattet af § 172, stk. 1, 2 eller 4,«.
4) I det under nr. 1 foreslåede § 30 b, stk.
2, udgår ordene », herunder fra personer
omfattet af § 172, stk. 1, 2 eller 4,«.
Af et mindretal (EL):
5) Den under nr. 1 foreslåede affattelse af §
31 affattes således:
»
§ 31. Under en straffesag er det
forbudt offentligt at gengive navn, stilling eller bopæl for sigtede
(tiltalte) eller andre under sagen nævnte personer eller på anden
måde at offentliggøre den pågældendes identitet.
Stk. 2. Navneforbud ophæves på sigtedes
(tiltaltes) begæring, når ingen væsentlige hensyn taler
imod det, og på anklagemyndighedens begæring, når
væsentlige offentlige hensyn taler for det. Navneforbudet kan ikke
ophæves, hvis det vil udsætte nogen for unødig
krænkelse.
Stk.
3. Retten kan ved afgørelse om
ophævelse af navneforbud tage hensyn til lovovertrædelsens
grovhed og samfundsmæssige betydning. Det taler for en ophævelse
af navneforbudet, såfremt den sigtede (tiltalte) har indtaget en
stilling, som i forhold til offentligheden er særlig betroet.
Stk. 4. Retten kan under samme hensyn som anført i
stk. 2 og 3 forbyde offentlig gengivelse af en juridisk persons navn,
herunder binavn eller kaldenavn, og adresse.
Stk.
5. Navneforbudet kan udstrækkes til at
gælde også under en eventuel anke af sagen, hvis anken omfatter
bedømmelse af beviserne for tiltaltes skyld.«
Af justitsministeren, tiltrådt af udvalget:
6) I den under nr. 1 foreslåede affattelse af §
31 affattes stk. 1 således:
»
Retten kan i straffesager forbyde, at der sker
offentlig gengivelse af navn, stilling eller bopæl for sigtede
(tiltalte) eller andre under sagen nævnte personer, eller at den
pågældendes identitet på anden måde
offentliggøres (navneforbud),
1) når offentlig gengivelse må antages at bringe nogens
sikkerhed i fare, eller
2) når offentlig gengivelse vil udsætte nogen for
unødvendig krænkelse.«
7) I den under nr. 1 foreslåede affattelse af §
31, stk. 2, ændres »stk. 1« til: »stk. 1, nr. 2,«.
Af et mindretal (EL):
8) I den under nr. 1 foreslåede affattelse af §
31 a affattes stk. 1 således:
»
Afgørelse om navneforbud træffes
ved kendelse, efter at parterne og tilstedeværende personer, der er
omfattet af § 172, stk. 1, 2 eller 4, har haft lejlighed til at udtale sig.
Afgørelsen kan træffes i et retsmøde, der afholdes alene
med henblik på at tage stilling til spørgsmålet om
navneforbud.«
Af et mindretal (V og KF), tiltrådt af et mindretal
(DF, CD og KRF):
9) I den under nr. 1 foreslåede affattelse af §
31 a, stk. 1, udgår ordene »og
tilstedeværende personer, der er omfattet af § 172, stk. 1, 2 eller
4,« .
10) I den under nr. 1 foreslåede affattelse af
§ 31 a, stk. 2, udgår ordene »,
herunder fra personer omfattet af § 172, stk. 1, 2 eller 4,«.
Af et mindretal (EL):
11) I den under nr. 1 foreslåede § 32 a
ændres »forbyde«
til: »tillade«.
12) I den under nr. 1 foreslåede § 32 b
affattes stk. 1 således:
»
Overtrædelse af § 29 d, § 29 e, 2. pkt.,
og § 32, stk. 1, 1. og 2. pkt., og stk. 3, eller af rettens forbud efter § 30
og § 32, stk. 1, 3. pkt., straffes med bøde.«
13) I den under nr. 2 foreslåede affattelse af
§ 41 a, stk. 1, affattes 3. pkt. således:
»
Dokumenterne skal inden
gennemsynet eller kopieringen anonymiseres, således at sigtedes
(tiltaltes), forurettedes eller vidners identitet og personnummer ikke
fremgår heraf. «
Af et mindretal (V og KF), tiltrådt af et mindretal
(DF, CD og KRF):
14) Nr. 7, 8, 10, 12 og 13 udgår.
Af justitsministeren, tiltrådt af
udvalget:
15) Efter nr. 7 indsættes som nyt nummer:
»
01. I § 396, stk. 1, nr. 1,
ændres »stk. 3«
til: »stk. 4«.«
Til § 2
16) Ikrafttrædelsesdatoen »den
1. juli 1999« ændres til: »den 1. oktober 1999«.
Bemærkninger
Til nr. 1
Med ændringsforslaget slås det fast, at
forurettede i sager om de seksuelle overgreb, som er nævnt i stk. 1 i
den foreslåede § 29 a i retsplejeloven, også har krav på
dørlukning, hvis der i retten i de meget sjældne
tilfælde, hvor det er aktuelt afspilles lydbånd eller
film-/videooptagelser eller vises lysbilleder eller f.eks. fotostater, som
gengiver selve det overgreb, som straffesagen vedrører.
Hvis forurettede er mindreårig, vil der normalt
være beskikket en bistandsadvokat, som på den forurettedes vegne
kan anmode om dørlukning. Er der undtagelsesvis ikke beskikket en
bistandsadvokat, vil anmodning om dørlukning kunne fremsættes af
forældremyndighedens indehaver.
Baggrunden for den nævnte undtagelsesregel om »automatisk«
dørlukning er, at der i sager om disse alvorlige seksualforbrydelser
er et særligt behov for på forhånd at sikre den forurettede
mod at få »udstillet« sin person i forbindelse med de intime og stærkt
krænkende situationer, som sagen vedrører, jf. besvarelsen af
spørgsmål nr. 1. Efter Justitsministeriets opfattelse taler
dette hensyn for, at forurettede også bør kunne være
sikker på, at eventuelle lyd- eller billedoptagelser af den
pågældende forbrydelse ikke bliver afspillet eller vist for
åbne døre, hvis forurettede modsætter sig det.
Under hensyn til den nævnte begrundelse for
ændringsforslaget, og da den »automatiske«
dørlukning efter forslaget forudsætter, at den forurettede
fremsætter anmodning herom, vil det efter Justitsministeriets
opfattelse ikke være rigtigt at åbne mulighed for, at retten
efter en konkret vurdering kan beslutte ikke at lukke dørene.
Til nr. 2-4, 9, 10 og 14
Forslagsstillerne vender sig imod, at pressen opnår
en særlig partsstatus med adgang til at udtale sig og kære
afgørelser bl.a. om, at dørene skal lukkes. Reglen cementerer
dels en forskel i rettigheder mellem presse og offentlighed, som
forslagsstillerne er imod, dels finder forslagsstillerne, at pressens
uafhængighed ved denne regel svækkes.
Offentlighedens interesse for åbenhed varetages mere
naturligt af anklagemyndigheden, der bør protestere imod og dermed
kræve kendelse, hvis en forsvarer begærer dørlukning, uden
at det er åbenbart, at retsplejelovens betingelser herfor er opfyldt.
Forslagsstillerne opfordrer derfor justitsministeren til at drage omsorg for,
at anklagemyndigheden også på dette punkt varetager
offentlighedens interesse.
Til nr. 5 og 8
Udgangspunktet for ændringsforslagene er, at enhver
er uskyldig, til det modsatte er bevist. Følgelig skal sigtede
(tiltalte) personer også sikres mod at blive »dømt « i medierne,
før de er blevet det ved domstolene. Der gives dog sigtede (tiltalte)
mulighed for at begære et navneforbud ophævet, når ingen
væsentlige hensyn taler imod det. En tilsvarende mulighed får
anklagemyndigheden, når væsentlige offentlige hensyn taler for
det.
Til nr. 6
I det netop fremsatte forslag til lov om ændring af
retsplejeloven og straffeloven. (Varetægtsfængsling i isolation,
varetægtsfængsling under domsforhandlingen, vidnebeskyttelse,
vidneudelukkelse for præster fra andre trossamfund, afhøringer i
sager ved Højesteret samt klager over anklagemyndighedens
sagsbehandling m.v.) (L 233) er det anført, at der samtidig med
fremsættelse af L 233 vil blive fremsat ændringsforslag til dette
lovforslag (L 78).
Den i lovforslaget foreslåede affattelse af
retsplejelovens § 31, stk. 1, giver alene mulighed for at nedlægge
navneforbud, hvis offentlig gengivelse vil udsætte nogen for
unødvendig krænkelse.
Denne formulering tager ikke tilstrækkeligt
højde for de tilfælde, hvor der bør kunne nedlægges
navneforbud med hensyn til vidner. På samme måde som ved
dørlukning (§ 29, stk. 2, nr. 2) og referatforbud (§ 30, nr. 2)
bør navneforbud også kunne nedlægges, hvis offentlig
gengivelse vil medføre fare for nogens herunder vidners
sikkerhed.
Ændringsforslaget bygger på et forslag i
rapporten om vidnebeskyttelse, som er afgivet af en arbejdsgruppe under
Justitsministeriet i juni 1998.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4 i de almindelige
bemærkninger til L 233.
Til nr. 7
Ændringsforslaget er en konsekvens af den under nr.
6 foreslåede ændrede affattelse af retsplejelovens § 31, stk.
1.
Efter den i lovforslaget foreslåede affattelse af
retsplejelovens § 31, stk. 2, kan retten under samme betingelse som for
(fysiske) personer nedlægge (et begrænset) navneforbud for
juridiske personer (selskaber m.v.).
Med ændringsforslaget præciseres det, at
adgangen til at nedlægge navneforbud, hvis offentlig gengivelse vil
medføre fare for nogens sikkerhed, i sagens natur ikke finder
anvendelse for juridiske personer. Der kan således alene
nedlægges navneforbud for juridiske personer, hvis offentlig gengivelse
vil udsætte den juridiske person for en unødvendig
krænkelse.
Til nr. 11
Lovforslagets § 32 a giver retten mulighed for under
særlige omstændigheder at forbyde tegning under retsmøder
og at offentliggøre sådanne tegninger. Forslagsstillerne finder,
at udgangspunktet bør være, at det ikke er tilladt at tegne
under retsmøder og at offentliggøre tegningerne, men at retten
under særlige omstændigheder skal kunne tillade det.
Til nr. 12
Ændringsforslaget er en konsekvens af
ændringsforslag nr. 11.
Til nr. 13
Efter lovforslagets affattelse af § 41 a, stk. 1, 3. pkt.,
skal forurettede og vidner anonymiseres i anklageskrifter og
retsmødebegæringer, inden journalister får aktindsigt i
disse dokumenter. Efter forslagsstillernes opfattelse bør denne
anonymisering udvides til også at omfatte sigtede (tiltalte), og det
bør præciseres, at personnummeret er en vigtig del af denne
anonymisering.
Til nr. 15
Der er tale om en konsekvensændring, jf. den
ændrede affattelse af retsplejelovens § 393, som følger af
lovforslagets § 1, nr. 7.
Til nr. 16
Det foreslås, at lovens ikrafttræden udskydes
til den 1. oktober 1999, idet der forinden bl.a. skal udarbejdes en
række nye administrative bestemmelser om aktindsigt, retslister
m.v.
Lissa Mathiasen (S)
fmd.
Per Kaalund (S) Dorte Bennedsen (S)
Else Marie Mortensen (S) Jan Petersen (S)
Anne Baastrup (SF) nfmd. Sonja Albrink (CD)
Elisabeth Arnold (RV)
Søren Søndergaard (EL)
Birthe Rønn Hornbech (V)
Inge Dahl-Sørensen (V) Karen Rønde (V)
Tom Behnke (FP) Bendt Bendtsen (KF)
Pernille Sams (KF) Peter Skaarup (DF)
Jann Sjursen (KRF)
Bilag 1
Nogle af udvalgets spørgsmål til
justitsministeren og dennes svar herpå
Spørgsmål nr. 5:
Spørgsmål 5:
Ad den foreslåede affattelse af § 41 a, stk. 4,
1. pkt.
Hvad betyder udtrykket »sagen er endt«? Er det,
når der er afsagt dom i 1. instans, når ankefristen er
udløbet, eller når alle ankemuligheder er udtømt?
Svar:
Udtrykket »når sagen er
endt« bruges også i den gældende
bestemmelse i retsplejelovens § 41, stk. 1, der ikke foreslås
ændret. Efter denne bestemmelse kan personer, der har en retlig
interesse uden at være parter, i straffesager først få
udskrift af retsbøgerne, når sagen er endt.
Udtrykket indebærer, at den pågældende
sag skal være afsluttet. Efter Justitsministeriets opfattelse vil denne
betingelse være opfyldt, når fristen for at anke 1. instansens
afgørelse er udløbet, uden at der er anket, eller hvis sagen
ankes når ankeinstansen har truffet afgørelse.
Spørgsmål 6:
Ad svaret på spørgsmål nr. 4, jf.
bilag 15
Vil risikoen for misbrug ikke være
begrænset i betragtning af de indskrænkninger i brugen af
retsbøger m.m., der fremgår af den foreslåede § 41 a, stk.
6?
Svar:
Den foreslåede § 41 a, stk. 6, indeholder en generel
bestemmelse om, at dokumenter og udskrifter, som medierne får
aktindsigt i, ikke må være tilgængelige for andre end det
pågældende massemedies journalister og redaktionsmedarbejdere og
ikke må bruges til andet end støtte for journalistisk og
redaktionelt arbejde.
Denne bestemmelse svarer til udvalgets forslag i
betænkning nr. 1330/1997.
Justitsministeriet har i besvarelsen af Retsudvalgets
spørgsmål nr. 4 redegjort for baggrunden for, at lovforslaget er
udformet således, at journalister m.v. først kan få
aktindsigt i retsbøgerne, når den pågældende sag er
afsluttet.
Den foreslåede § 41, stk. 6, beskytter generelt mod,
at endnu flere personer får adgang til de udskrifter m.v., som vil
blive udleveret i medfør af de foreslåede regler om mediernes
aktindsigt. Med hensyn til aktindsigt i retsbøger kan det imidlertid
særligt anføres, at enhver udvidelse af den personkreds, der har
adgang til retsbøgerne, mens en straffesag verserer, i sig selv
indebærer en risiko for misbrug og for svækkelse af vidnebeviset.
Udvalget pegede på denne risiko i betænkning nr. 1330/1997, jf.
besvarelsen af spørgsmål nr. 4.
Med den foreslåede udformning af bestemmelsen om
aktindsigt i retsbøger undgås det efter Justitsministeriets
opfattelse at skabe unødig tvivl eller usikkerhed hos vidner m.v., jf.
i øvrigt besvarelsen af spørgsmål nr. 4.
Spørgsmål 7:
Vil ministeren overveje at fastsætte regler om mere
fyldestgørende retsbøger til gavn for
offentlighedsprincippet?
Svar:
Efter retsplejelovens § 34 skal der føres retsbog
over alle retshandlinger.
Retsbogen skal bl.a. indeholde en kort fremstilling af
forhandlingerne, jf. retsplejelovens § 35, stk. 1, og parternes
påstande, begæringer og indsigelser skal opregnes
fuldstændigt, hvis de ikke fremgår af dokumenter, der er
overgivet til retten, jf. § 35, stk. 2.
Forklaringer afgivet af sagens parter, vidner og syns- og
skønsmænd optegnes i retsbogen i det omfang, retten bestemmer.
Retten skal i den forbindelse tage hensyn til ønsker fra parter eller
vidner og til, om optegnelsen kan få betydning under en fornyet
prøvelse af sagen. I øvrigt optegnes hovedindholdet af
forklaringerne, og de vigtigste udtalelser skal så vidt muligt gengives
med den pågældendes egne ord, jf. herved retsplejelovens §§ 186,
209, 305 og 876.
Justitsministeriet har ikke planer om at tage initiativ
til ændringer af de nævnte protokolleringsregler. Reglerne
indgår i det generelle reformarbejde vedrørende den civile
retspleje, som er i gang i Retsplejerådets regi.
Spørgsmål 8:
Finder ministeren det rigtigt, at det skal afhænge
af en fremmødende journalist, om en dørlukning kæres, og
vil ministeren overveje at gøre pressens adgang til at kære
betinget af, at kravet fremsættes af et medies redaktør og ikke
af den fremmødende journalist?
Svar:
Efter lovforslaget får redaktører og
redaktionelle medarbejdere herunder journalister adgang til at kære
afgørelser om dørlukning. Kæreadgangen er betinget af, at
den, som kærer, enten selv har været til stede i det
retsmøde, hvor spørgsmålet om dørlukning blev
behandlet, eller har været repræsenteret ved en anden
redaktør eller redaktionel medarbejder fra samme massemedie
(forslagets § 1, nr. 7 og 10).
Forslaget om kæreadgang for medierne svarer til
udvalgets forslag i betænkning nr. 1330/1997.
Forslaget om, at også en fremmødt journalist
kan kære, bør ses i sammenhæng med den foreslåede
adgang for de tilstedeværende journalister m.v. til at udtale sig i
retten, inden der træffes afgørelse om dørlukning (den
foreslåede § 29 c).
Det må formodes, at fremmødte journalister
vil træffe beslutning om kære efter retningslinjer, som er
fastlagt af de pågældendes redaktioner.
Efter Justitsministeriets opfattelse vil det på den
anførte baggrund kunne forekomme unødigt bureaukratisk at
stille krav om, at kære skal indgives af redaktøren
personligt.
Spørgsmål 9:
Vil ministeren overveje, om større adgang til
åbne døre og færre navneforbud kan forebygge den uheldige
tendens, der er, til, at pressen skaber myter, fordi retsmøder er
lukkede og retsbøger ufyldestgørende?
Svar:
Efter retsplejelovens § 29 (den foreslåede § 28 a)
er retsmøder som hovedregel åbne for offentligheden, og i
straffesager kan de involverede personers navne m.v. som udgangspunkt frit
refereres i medierne.
Der er imidlertid nogle modstående hensyn dels
hensyn til de involverede personer, dels hensyn til sagens oplysning eller
til fremmede magter som kan medføre, at hovedreglen om offentlighed
bør fraviges efter en konkret vurdering i de enkelte
tilfælde.
I betænkning nr. 1330/1997 konkluderede udvalget, at
det er nødvendigt at tilgodese de hensyn, som ligger bag reglerne om
dørlukning. Det gælder selv i sager, hvor offentlighedens
interesse i at få information kan siges at veje særligt tungt,
f.eks. i sager om forbrydelser i offentlig tjeneste eller sager om
forbrydelser mod det offentlige (betænkningen side 112).
Udvalget foreslog således ingen ændringer af
de »materielle«
betingelser for dørlukning, og lovforslaget er udformet i
overensstemmelse hermed.
Med hensyn til navneforbud fandt udvalget, at domstolene
fortsat i hver sag må veje den enkeltes interesse i at få nedlagt
et navneforbud op mod offentlighedens interesse i at få oplyst den
pågældendes identitet (betænkningen side 114). Udvalget
foreslog imidlertid en vis opstramning af reglerne, og lovforslaget er
udformet i overensstemmelse hermed. Efter forslaget angives det således
i loven, hvilke forhold der kan tale imod nedlæggelse af navneforbud,
og det foreslås, at navneforbud kun skal kunne nedlægges,
såfremt det vil udsætte nogen vedkommende selv eller f.eks.
dennes familie for en unødvendig krænkelse, hvis den
pågældendes identitet bliver afsløret (den
foreslåede § 31).
I øvrigt medfører lovforslaget samlet en
væsentlig forbedring af massemediernes muligheder for at bringe korrekt
og dækkende omtale af retssager. Forslaget vil således medvirke
til, at pressen kan undgå at skabe myter.
Spørgsmål 10:
Vil ministeren beskrive reglerne for parters og pressens
ret til at udtale sig om skyldspørgsmålet i straffesager, og vil
ministeren overveje at skærpe reglerne for at undgå, at
straffesager under efterforskningen procederes i pressen af politiet og
forsvarerne?
Svar:
Efter retsplejelovens § 1016 a må ingen, som i
embeds medfør er beskæftiget med en straffesag, udtale sig uden
for retten til offentligheden angående skyldsspørgsmålet,
så længe sagen ikke er pådømt eller bortfaldet.
Denne regel gælder for anklagemyndigheden, politiet,
forsvarere, dommere, nævninger og domsmænd. Der er ikke knyttet
sanktioner til overtrædelse af bestemmelsen, men ansvar kan eventuelt
pålægges efter tjenestemandslovgivningen, hvis den
pågældende er tjenestemand, og eventuelt efter de almindelige
strafferegler for tjenesteforseelser.
Enhver, der forsætligt eller groft uagtsomt
fremsætter udtalelser, som er beregnet på at virke i en videre
kreds, og som er egnet til på uforsvarlig måde at påvirke
dommerne, domsmændene eller nævningerne med hensyn til en sags
afgørelse, straffes efter retsplejelovens § 1017 med bøde eller
hæfte.
Retsplejelovens regler hindrer ikke, at politiet,
anklagemyndigheden og forsvareren kan give pressen en rimelig og korrekt
orientering om en straffesag. Bestemmelsen udelukker således f.eks.
ikke, at der under iagttagelse af de almindelige regler om tavshedspligt
m.v. gives pressen faktuelle oplysninger om en verserende sag.
Det beror på karakteren af den enkelte sag og
offentlighedens interesse heri, hvilke oplysninger politiet eller
anklagemyndigheden kan og bør videregive til pressen, og på
hvilken måde oplysningerne i givet fald bør videregives.
I vurderingen af, hvilke oplysninger der bør gives,
kan bl.a. indgå hensyn til efterforskningen og hensyn til eventuelle
sigtede eller tiltalte, vidner og andre. Må sagen antages at have
betydelig offentlig interesse, kan oplysningerne efter omstændighederne
mest hensigtsmæssigt videregives i en pressemeddelelse eller ved at
holde et pressemøde.
Der må herudover navnlig lægges vægt
på, at oplysninger til pressen ikke videregives på en måde,
som er egnet til at rejse tvivl om, hvorvidt politiet og anklagemyndigheden
udfører deres undersøgelser sagligt og objektivt.
Politi og anklagemyndighed bør naturligvis generelt
være forsigtige med at komme med for håndfaste udtalelser om
konkrete verserende sager.
Politiets og anklagemyndighedens kontakt til og samarbejde
med pressen har givet Justitsministeriet anledning til generelle
overvejelser, bl.a. på baggrund af den stigende offentlige interesse
for politiets arbejde og pressens til tider meget intensive dækning af
konkrete straffesager.
Justitsministeriet indledte bl.a. derfor i efteråret
1998 en møderække med repræsentanter fra Rigsadvokaten,
Statsadvokatforeningen, Politimesterforeningen og Rigspolitichefen med
henblik på at belyse en række spørgsmål om
samarbejdet mellem pressen og politiet.
Den uformelle arbejdsgruppe har indhentet oplysninger fra
en række forskellige politikredse om de hidtidige erfaringer i
samarbejdet med pressen.
Det vil på den baggrund bl.a. blive overvejet, om
der fremover bør udfærdiges mere formaliserede retningslinjer
for politiets samarbejde med pressen.
Spørgsmål 11:
Finder ministeren, at det er korrekt, at Københavns
Politi i f.eks. Plejebosagen udsendte pressemeddelelse før
grundlovsforhøret, og vil ministeren oversende den
pågældende pressemeddelelse og kommentere indhold og form?
Svar:
Københavns Politis pressemeddelelse af 21. oktober
1997 vedlægges [i betænkningen optrykt som underbilag a til bilag
1].
Der henvises i øvrigt til besvarelsen af
spørgsmål nr. 10.
Spørgsmål 12:
Er ministeren enig i, at læsning af retsbøger
i civile sager giver pressen og offentligheden i øvrigt et meget
ufuldstændigt billede af sagen, og hvad vil ministeren gøre for
at forbedre offentlighedens muligheder for at følge med?
Svar:
Med hensyn til spørgsmålet om protokollering
i retsbøgerne henvises til besvarelsen af spørgsmål nr.
7.
Som anført i betænkning nr. 1330/1997 (side
86) er civile retssager i modsætning til straffesager fortrinsvis af
privat eller forretningsmæssig karakter. Ofte vil begge parter
være interesserede i, at sagens nærmere omstændigheder ikke
bliver »spredt« i
offentligheden, i hvert fald ikke før domsforhandlingen finder sted.
Det må således generelt tages i betragtning,
at en væsentlig udvidelse af mediernes adgang til aktindsigt i disse
sager vil kunne medføre, at flere sager i stedet vil blive behandlet
ved voldgift, der foregår for lukkede døre.
Lovforslaget vil imidlertid på flere punkter
forbedre mediernes og derigennem den øvrige offentligheds
muligheder for at følge med også i civile sager, jf. de
foreslåede regler om bedre retslister, om rettens mulighed for med
parternes samtykke at give tilstedeværende journalister lov til at
låne kopier af sagens bilag under domsforhandlingen og om mediernes
adgang til aktindsigt i retsbøger m.v., efter at sagen er afsluttet.
Spørgsmål 13:
Finder ministeren, at det er tilstrækkelig
vejledning for pressen og offentligheden i øvrigt, når
konklusionen i mange straffesager indskrænkes til »efter
bevisførelsen må det anses for godtgjort«?
Svar:
Efter retsplejelovens § 929, stk. 2, der ikke
foreslås ændret, skal det angives i domsbegrundelsen,
nøjagtigt hvilke omstændigheder der anses for beviste og
lægges til grund, hvis tiltalte domfældes i en straffesag.
Desuden skal det i begrundelsen angives, hvilke straffebestemmelser der anses
for overtrådt.
Efter § 929, stk. 3, der heller ikke foreslås
ændret, skal det, hvis tiltalte frifindes, bl.a. angives i
begrundelsen, hvilke strafbetingende omstændigheder der mangler eller
ikke er bevist, eller hvilke strafudelukkende omstændigheder der
antages at foreligge.
Justitsministeriet har ikke planer om at tage initiativ
til at ændre de nævnte krav til begrundelsen i straffedomme.
Alle væsentlige elementer i bevisførelsen vil
fremgå af retsbogen, herunder dombogen, som medierne efter lovforslaget
kan få aktindsigt i, jf. besvarelsen af spørgsmål nr.
7.
Spørgsmål 14:
Er ministeren enig i, at man lammer pressens arbejde,
når retsbøgernes gengivelse af f.eks. forklaringer er meget
sparsomme?
Svar:
Som det fremgår af besvarelsen af
spørgsmål nr. 7, skal hovedindholdet af de forklaringer, der
afgives under en sag, gengives i retsbogen, og retten kan bestemme, at
forklaringerne skal protokolleres i videre omfang, hvis det er særligt
begrundet. De vigtigste udtalelser gengives så vidt muligt med den
pågældendes egne ord.
De nævnte regler om protokollering som ikke
foreslås ændret medfører efter min opfattelse, at det
vil være værdifuldt for medierne, at man som foreslået
får mulighed for, når sagen er endt, at gøre sig bekendt
med indholdet af retsbøgerne, jf. den foreslåede § 41 a.
Der henvises i øvrigt til besvarelsen af
spørgsmål nr. 7.
Spørgsmål 15:
Er ministeren i besiddelse af pressens interne regler om
rets- og kriminalreportage, og vil ministeren i benægtende fald
fremskaffe disse?
Svar:
Der vedlægges kopi af Danske Dagblades Forenings
vejledende regler for god presseskik, jf. afsnit C om retsreportage [i
betænkningen optrykt som underbilag b til bilag 1].
Spørgsmål 16:
Gælder der særlige etiske regler for, i
hvilket omfang parternes advokater i civil- og straffesager over for pressen
kan gengive en sags forløb?
Svar:
Efter retsplejelovens § 31, stk. 2 (den foreslåede §
29 d) er det forbudt at gengive offentligt, hvad der forhandles i
retsmøder, som holdes for lukkede døre, medmindre
dørlukningen alene er besluttet af hensyn til ro og orden i
retslokalet.
I straffesager kan der herudover i visse tilfælde
nedlægges referatforbud, dvs. forbud mod offentlig gengivelse af
forhandlingerne i retsmøder, der ikke holdes for lukkede døre,
jf. retsplejelovens § 31, stk. 3 (den foreslåede § 30).
I straffesager gælder endvidere, at ingen, som i
embeds medfør er beskæftiget med en sag, må udtale sig
uden for retten om skyldsspørgsmålet, så længe sagen
ikke er pådømt eller bortfaldet, jf. retsplejelovens § 1016 a,
der er omtalt i besvarelsen af spørgsmål nr. 10 ovenfor, og som
ikke foreslås ændret. Efter forarbejderne til bestemmelsen
omfatter dette forbud ikke kun beskikkede advokater, men også en
forsvarer, som tiltalte selv har valgt.
Efter retsplejelovens § 126 skal advokater udvise en
adfærd, der stemmer med god advokatskik. Disciplinærsager mod
advokater for handlinger i strid med god advokatskik behandles af
Advokatnævnet, jf. retsplejelovens § 147 b.
Spørgsmål 17:
Gælder der regler som anført i
spørgsmål nr. 16 for politiet?
Svar:
Der henvises til besvarelsen af spørgsmål nr.
10.
Spørgsmål 18:
Frygter ministeren ikke, at politiets oplysninger til
pressen om verserende straffesager kan få forsvarere til at efterforske
på egen hånd?
Svar:
I besvarelsen af spørgsmål nr. 10 er der
redegjort for de regler, der gælder om bl.a. politiets udtalelser til
pressen om verserende straffesager. Det forhold, at politiet giver
offentligheden faktuelle oplysninger om en sag i overensstemmelse med disse
regler, vil efter Justitsministeriets opfattelse ikke kunne begrunde, at
forsvarere begynder at »efterforske« på egen hånd.
Spørgsmål 19:
Er ministeren enig i, at pressens hovedkilde i
straffesager er personlige kontakter i politiet, og finder ministeren, at
dette er et problem?
Svar:
Der henvises til besvarelsen af spørgsmål nr.
10.
Spørgsmål 20:
Vil det efter gældende ret og efter lovforslaget
være helt udelukket, at en arrestant kan holde pressemøde?
Svar:
Lovforslaget vedrører ikke arrestanters mulighed
for at modtage besøg af journalister m.v.
Med hensyn til de gældende regler herom som
altså ikke foreslås ændret kan Justitsministeriet oplyse,
at det fremgår af retsplejelovens § 771, stk. 1, at en
varetægtsarrestant kan modtage besøg i det omfang, opretholdelse
af orden og sikkerhed i varetægtsfængslet tillader det. Politiet
kan af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed
modsætte sig, at varetægtsarrestanten modtager besøg,
eller forlange, at besøg finder sted under kontrol.
Denne regel suppleres af administrative bestemmelser,
herunder bekendtgørelse nr. 491 af 12. september 1978 om ophold i
varetægtsfængsel, der i §§ 10, 21 og 23 indeholder bestemmelser
om besøg m.v., og af cirkulære nr. 163 af 13. september 1978 om
offentlighedens adgang til kriminalforsorgens anstalter og arresthuse.
Det fremgår af § 1, stk. 1, nr. 5, i det
nævnte cirkulære, at institutionens leder kan tillade
besøg af repræsentanter for bl.a. dagspressen. Ifølge
cirkulærets § 4 kan institutionens leder tillade interviews med
indsatte, men politiet kan efter § 5 af hensyn til efterforskningen
modsætte sig samtale og interviews med varetægtsarrestanter.
Politiets afslag på besøg eller krav om
kontrol kan kræves indbragt for domstolene, jf. retsplejelovens §
771.
Spørgsmål 21:
Hvordan vil ministeren karakterisere en udtalelse fra
politiet om, at politiet i en verserende straffesag er optimister?
Svar:
Der henvises til besvarelsen af spørgsmål nr.
10.
Spørgsmål 22:
Kan man forestille sig, at det forbydes politi og advokat
overhovedet at udtale sig under efterforskningen, såfremt
retsmøderne finder sted for lukkede døre?
Svar:
Som det nærmere er omtalt i besvarelsen af
spørgsmål nr. 16, er det forbudt at gengive offentligt, hvad der
forhandles i lukkede retsmøder (medmindre dørlukning alene er
besluttet af hensyn til ro og orden i retslokalet). Endvidere er det forbudt
for enhver, der i embeds medfør er beskæftiget med en
straffesag, at udtale sig uden for retten om skyldsspørgsmålet,
så længe sagen ikke er pådømt eller bortfaldet.
De gældende regler sætter således meget
snævre grænser for, hvad der må siges offentligt om en sag,
når retsmøderne holdes for lukkede døre.
Spørgsmål 23:
Er ministeren enig i, at adgang til at bruge
referatbåndoptager giver større mulighed for en korrekt
retsreportage?
Svar:
Jeg er enig i, at fordelen ved at tillade journalister at
bruge referatbåndoptager vil være, at det øger
mulighederne for en korrekt gengivelse af retsmødet.
I lovforslagets bemærkninger er der redegjort for de
modhensyn, der har medført, at forslaget i betænkning nr.
1330/1997 om at tillade journalisters brug af referatbåndoptagere ikke
er medtaget i lovforslaget.
Dommerforeningen og præsidenterne for Østre
og Vestre Landsret har således over for Justitsministeriet stærkt
frarådet at give journalister tilladelse til at bruge
referatbåndoptager under retsmøder, medmindre retterne får
mulighed for selv at optage retsmøderne på bånd.
Dommerforeningen og retspræsidenterne har bl.a.
peget på, at det vil være uacceptabelt, at en journalist ved
hjælp af en båndoptagelse kan hævde, at noget er blevet
sagt eller er foregået, hvis retten er afskåret fra at kunne
kontrollere det nøjagtigt og fra eventuelt at kunne
imødegå fejlagtige udsagn.
Som nævnt i bemærkningerne til lovforslaget,
vil det i givet fald koste et to-cifret millionbeløb at installere
optageudstyr af den fornødne kvalitet i retssalene.
Som påpeget af Dommerforeningen vil retternes brug
af båndoptagere have videregående betydning for retsledelse,
protokollering, domsskrivning og indretningen af retslokalerne. Bredere
overvejelser om de retsplejemæssige aspekter ved domstolenes brug af ny
teknologi bør efter Justitsministeriets opfattelse indgå i det
generelle arbejde med en reform af den civile retspleje, som nu
gennemføres i Retsplejerådets regi.
Endvidere har Justitsministeriet lagt betydelig vægt
på, at der må antages at være en væsentlig risiko
for, at en almindelig adgang til båndoptagelser vil svække
mulighederne for at få vidner til at afgive forklaringer i retten.
I betænkning nr. 1330/1997 anførte udvalget
bl.a., at den blotte viden hos parter og vidner om, at deres forklaring
bliver optaget på bånd af udenforstående, vil øge
belastningen ved at afgive forklaring og bidrage til at svække tilliden
til vidneforklaringerne. Det er blevet mere udbredt, at vidner i straffesager
udtrykker frygt for at udtale sig for åbne døre, eller mens
tiltalte er til stede, og frygten for, hvad udenforståendes
båndoptagelser senere kan bruges til, vil kunne gøre det
vanskeligere at få vidner til at udtale sig.
Spørgsmål 24:
Er ministeren enig i følgende princip: At jo
lettere adgang der er til lødig information, jo større mulighed
er der for en lødig retsreportage?
Svar:
Man kan næppe være uenig i princippet, men
hensynet til at give medierne så let adgang som muligt til så
mange oplysninger som muligt må generelt vejes op mod nogle modhensyn,
som også er væsentlige, jf. bl.a. besvarelsen af
spørgsmål nr. 23.
Lovforslaget er i det hele udtryk for denne afvejning.
Spørgsmål 25:
Med lovforslaget ophæves den gældende
bestemmelse i retsplejelovens § 41 a om retsstenografer. Dette vil af nogle
borgere kunne opfattes som en svækkelse af deres retssikkerhed. Hvordan
mener ministeren, at man kan sikre borgerne en tilsvarende retssikkerhed uden
brug af autoriserede retsstenografer? Vil det være en mulighed at give
parten i retssagen mulighed for selv at tage en person med til at tage
referat af sagen? Hvordan skulle et ændringsforslag herom i givet fald
udformes?
Svar:
Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens §
41 a er justitsministeren bemyndiget til at autorisere stenografer til
optagelse af stenografisk referat af retsforhandlinger.
Som anført i lovforslagets bemærkninger
foreslås bestemmelsen ophævet, fordi der ikke er aktuelle
uddannelser, som gør det muligt at autorisere yderligere
retsstenografer, hvoraf der nu kun findes to i Danmark.
Efter retsplejelovens regler skal forklaringer, der
afgives under domsforhandlingen, gengives i retsbogen i det omfang, retten
bestemmer, og retten skal herved bl.a. tage hensyn til ønsker fra
parter og vidner.
Som nævnt i lovforslagets bemærkninger er der
ikke efter retsplejeloven noget til hinder for, at en part under et
retsmøde kan medbringe en person, der kan tage stenografisk referat af
forhandlingerne. Den foreslåede ophævelse af bestemmelsen om
retsstenografer vil ikke ændre herved, og der er således ikke
behov for et ændringsforslag som nævnt i
spørgsmålet.
Spørgsmål 26:
Skal svaret på spørgsmål nr. 4, jf.
bilag 15, forstås således, at ministeren finder det rimeligt og
logisk, at journalister og andre, der kan stenografere, frit kan
offentliggøre retsbøger fra retsmøder under
efterforskningen i deres fulde ordlyd, medens andre journalister er ringere
stillet, fordi de ikke kan få udleveret retsbøger, og vil
ministeren yde teknisk bistand til et ændringsforslag, der giver
mulighed for at få retsbøger fra offentlige retsmøder
udleveret?
Svar:
Justitsministeriet har i besvarelsen af
spørgsmål nr. 4 redegjort for de hensyn, der begrunder, at
journalister efter lovforslaget normalt kan få kopi af
retsbøgerne, men først, når den pågældende
sag er afsluttet.
Justitsministeriet har således bl.a. lagt vægt
på, at en udvidelse af den personkreds, der har adgang til
retsbøgerne, mens en sag verserer, i sig selv indebærer en
risiko for misbrug og for svækkelse af vidnebeviset. Det er vigtigt
ikke at undergrave princippet i retsplejelovens § 182 om, at vidner ikke
må høre parternes, andre vidners og syns- og
skønsmænds forklaringer. Retsbøgerne indeholder en
autoritativ gengivelse af de forklaringer m.v., der er afgivet i retten, og
kan derfor ikke sammenlignes med journalisters egne referater af et
retsmøde.
I besvarelsen af spørgsmål nr. 4 er der
også peget på, at en adgang for journalister til løbende
aktindsigt i retsbøgerne i straffesager ville betyde, at journalister
fik en mere vidtgående adgang til aktindsigt end personer, der uden at
være parter er involveret i sagen.
Et ændringsforslag som nævnt i
spørgsmålet vil kunne udformes således:
»
Til § 1.
X) I nr. 2 udgår i den foreslåede § 41 a, stk.
4, 1. pkt., ordene: », og sagen er endt«.«
Som det fremgår, kan jeg ikke støtte et
sådant ændringsforslag.
Spørgsmål 27:
Hvordan skal svaret på spørgsmål nr. 4,
jf. bilag 15, forstås med hensyn til misbrug og svækkelse af
vidneudsagn? Skal det forstås således, at personer, der
overværer åbne retsmøder, ikke misbruger og svækker
vidneudsagn, medens de, der måtte afhente en retsbog, vil svække
og misbruge vidneudsagn?
Svar:
Som anført i besvarelsen af spørgsmål
nr. 26 indeholder retsbøgerne en autoritativ gengivelse af
forhandlingerne i retten. Efter Justitsministeriets opfattelse kan
retsbøger derfor ikke sammenlignes med tilhøreres egne
referater af retsmøder.
Spørgsmål 28:
Når ministeren i øvrigt i en række svar
henviser til konklusionerne i betænkning nr. 1330/1997
vedrørende samarbejde mellem retterne og pressen, hvad er så
begrundelsen for, at adgangen til referatbåndoptager som notatredskab
er udeladt samtidig med, at adgangen til retsbøger er begrænset,
og er ministeren ikke enig i, at pressen bør gives optimale muligheder
for at give et retvisende billede af et retsmødes forløb?
Svar:
Der henvises til besvarelsen af spørgsmål nr.
23 (om referatbåndoptager) og til besvarelsen af spørgsmål
nr. 4, 26 og 27 (om aktindsigt i retsbøger).
Lovforslaget medfører væsentlige forbedringer
for journalisterne på en række punkter. Som nævnt i
besvarelsen af spørgsmål nr. 24 er lovforslaget samtidig udtryk
for en afvejning af hensynet til massemediernes arbejdsmuligheder over for
nogle modhensyn, som også er væsentlige.
Spørgsmål 29:
Er ministeren enig i, at tiltaltes forklaring for
åbne døre i sædelighedssager kan være lige så
krænkende og behovet for lukkede døre af hensyn til offeret lige
så vægtigt, som når offeret selv afgiver forklaring, og
giver dette ministeren anledning til initiativer?
Svar
:
I straffesager gælder, at dørene efter
begæring lukkes under forurettedes forklaring i sager om
voldtægt, incest m.v., jf. retsplejelovens § 29, stk. 6 (den
foreslåede § 29 a). Endvidere kan retten i andre tilfælde
beslutte, at dørene skal lukkes, hvis der er grund til at antage, at
offentlighedens tilstedeværelse vil tilføje nogen en
unødvendig krænkelse, jf. retsplejelovens § 29, stk. 4 (den
foreslåede § 29, stk. 1, nr. 3).
Der er således også efter lovforslaget
mulighed for, at dørene kan lukkes af hensyn til f.eks. ofre i
sædelighedssager, mens tiltalte afgiver forklaring. Jeg finder det
rigtigt, at dørlukning i disse situationer ikke sker »automatisk«, men som hidtil
efter rettens konkrete vurdering i hvert enkelt tilfælde.
Spørgsmål 30:
Indebærer den foreslåede § 30 a, at f.eks. 21
fremmødte journalister hver for sig kan procedere
spørgsmålet om referatforbud, og er retsformanden forpligtet til
at sikre, at synspunkterne bliver refereret i retsbogen?
Svar:
Justitsministeriet går ud fra, at »§ 30 a« skal være
»§ 30 b«, hvorefter
tilstedeværende journalister får ret til at udtale sig, inden
retten træffer afgørelse om referatforbud.
Som anført i lovforslagets bemærkninger (pkt.
6.2), bestemmer dommeren i medfør af de almindelige regler om
procesledelse, jf. retsplejelovens kapitel 16, hvornår et
spørgsmål er tilstrækkeligt behandlet. Dommeren vil inden
for rammerne af disse regler endvidere kunne bestemme, på hvilken
måde de tilstedeværende medierepræsentanter kan fremkomme
med deres synspunkter, før der træffes afgørelse om
referatforbud.
Er der mange journalister til stede, vil det for at
undgå, at behandlingen af det pågældende
spørgsmål trækker unødigt i langdrag, f.eks. kunne
bestemmes, at medierepræsentanternes synspunkter skal fremføres
af en enkelt journalist med mulighed for, at de øvrige journalister
kan supplere med eventuelle yderligere synspunkter.
Som nævnt i besvarelsen af spørgsmål
nr. 7 skal retsbogen bl.a. indeholde en kort fremstilling af forhandlingerne
i retten, og de påstande, der nedlægges under sagen, skal
gengives fuldstændigt.
Spørgsmål 31:
Finder ministeren det rimeligt, at pressen kan kære
klokkeklare afgørelser om lukkede døre, og vil det ikke belaste
landsretterne unødigt?
Svar:
Justitsministeriet går ud fra, at »klokkeklare afgørelser« skal forstås som åbenbart rigtige
afgørelser.
Efter Justitsministeriets opfattelse er det ikke muligt at
afgrænse en kæreadgang på grundlag af, om en
afgørelse om dørlukning er åbenbart rigtig eller ej.
Den foreslåede kæreadgang vil medføre
nogle sager ved landsretterne, men den øgede belastning skønnes
dog ikke at ville have ressourcemæssige konsekvenser.
Spørgsmål 32:
Hvilken pligt har anklagemyndigheden til under procedure
om spørgsmålet om åbne/lukkede døre at varetage
offentlighedens interesser, hvor hensynet til efterforskningen ikke tilsiger
det modsatte?
Svar:
Anklagemyndigheden har en almindelig pligt til at handle i
overensstemmelse med gældende lovgivning, herunder de regler, der
gælder om betingelserne for dørlukning.
I straffesager, hvor der rejses spørgsmål om
dørlukning, og hvor en beslutning herom ikke kan begrundes i
efterforskningsmæssige hensyn, jf. den foreslåede § 29, stk. 2,
nr. 3, i retsplejeloven, vil anklagemyndigheden efter omstændighederne
skulle vurdere og udtale sig om, hvorvidt der foreligger andre
omstændigheder, som efter loven kan begrunde dørlukning, og om
betingelserne for at fravige offentlighedsprincippet i øvrigt må
antages at være opfyldt, jf. den foreslåede § 29.
Spørgsmål 33:
Deler ministeren det indtryk, at anklageren som oftest,
hvis forsvareren anmoder om dørlukning eller navneforbud, ikke
protesterer med det resultat, at der er sager, der holdes for lukkede
døre, men som egentlig burde holdes for åbne døre?
Spørgsmål 34:
Deler ministeren det indtryk, at dommeren er
tilbøjelig til at lukke dørene, hvis forsvareren begærer
det og anklagemyndigheden ikke protesterer?
Svar
:
Udvalget anfører i betænkning nr. 1330/1997
på grundlag af nogle undersøgelser, at dørlukning kun
sker i en lille procentdel af alle retsmøder, men at dørene
oftere lukkes i sager, der omtales i medierne, end i retssager generelt, jf.
også besvarelsen af spørgsmål nr. 35 nedenfor.
Det gør formentlig indtryk på retten, hvis
både forsvareren og anklageren giver udtryk for, at der efter deres
opfattelse er grundlag for dørlukning, og at de øvrige
betingelser herfor er opfyldt. Justitsministeriet har ikke nærmere
statistiske oplysninger herom.
Som anført i lovforslagets bemærkninger har
de foreslåede regler om mediernes ret til at udtale sig i
spørgsmål om dørlukning til formål at sikre, at der
kommer synspunkter frem, som kan give retten bedre mulighed for at vurdere,
om eller i hvilket omfang offentlighedsprincippet bør fraviges i den
konkrete sag.
Spørgsmål 35:
Har ministeren oplysninger, der kan dokumentere, at der
afholdes flere møder for lukkede døre end tidligere?
Svar:
I betænkning nr. 1330/1997 sammenholder udvalget
resultaterne af to undersøgelser, som henholdsvis Justitsministeriet
og udvalget selv har fået foretaget af, hvor ofte retsmøder
holdes for lukkede døre, jf. betænkningen side 101-106 og
226-235. Justitsministeriets undersøgelse er foretaget i 1990 og
vedrører årene 1984 og 1989, mens udvalgets undersøgelse
vedrører 1994.
Udvalget konkluderer, at billedet af, hvor ofte
retsmøder afholdes for lukkede døre, ikke i 1994 havde
ændret sig i forhold til 1990-undersøgelsen. Udvalget
anfører bl.a., at dørlukning kun sker i en lille procentdel af
alle retsmøder, men at dørene oftere lukkes i sager, der
omtales i massemedierne, end i retssager generelt.
Justitsministeriet er ikke i besiddelse af yderligere
oplysninger om antallet af dørlukninger.
Spørgsmål 36
:
I hvilket omfang har lovforslaget imødekommet
bekymringer og indvendinger fra domstolene og dommerforeningen?
Svar:
Lovforslaget indeholder ikke regler om journalisters
adgang til at bruge referatbåndoptager under retsmøder. Som
anført i lovforslagets bemærkninger, har Dommerforeningen og
præsidenterne for Østre og Vestre Landsret og Københavns
Byret frarådet at gennemføre forslaget herom i betænkning
nr. 1330/1997, medmindre retterne får mulighed for selv at optage
retsmøderne på bånd.
Repræsentanter for domstolene havde også
indvendinger mod udvalgets forslag om at give journalister adgang til at
få kopi af retsbøger, mens den pågældende sag
verserer. Efter lovforslaget kan journalister få aktindsigt i
retsbøger, når sagen er afsluttet.
Herudover anbefalede Præsidenten for Vestre Landsret
i sit høringssvar, at kompetencen til at tillade billedoptagelse i
rettens bygninger ved kollegiale retter og administrationsembeder blev
tillagt vedkommende præsident eller administrerende dommer og ikke den
enkelte dommer, sådan som udvalget havde foreslået.
Spørgsmål 37:
Hvad er begrundelsen for, at kun tilfældige
journalister og ikke andre tilhørere skal have kæreadgang?
Svar
:
Lovforslaget indebærer, at massemedierne får
en kæreadgang, som andre, der er til stede som tilskuere ved et
retsmøde, ikke får.
Også i nogle af høringssvarene og i den
offentlige debat om udvalgets betænkning blev der stillet
spørgsmål ved, om denne »forskelsbehandling« er
rimelig. Der blev desuden peget på risikoen for, at medierne kommer til
at involvere sig som en slags parter i sagerne.
Som anført i lovforslagets bemærkninger, er
Justitsministeriet enig i, at det kan give anledning til væsentlig
tvivl, om der bør indføres kæreadgang alene for
massemedierne. Overvejelser om en bredere kæreadgang rejser
imidlertid en række principielle og praktiske spørgsmål,
der må indgå i det generelle reformarbejde vedrørende
retsplejen, som Retsplejerådet er i gang med. I forbindelse med dette
lovforslag er alternativet således ikke at udvide kæreadgangen
yderligere, men at opretholde de gældende regler indtil videre.
Justitsministeriet har fundet det rigtigst at medtage
forslaget (der i betænkning nr. 1330/1997 er fremsat af et enigt
udvalg), også under hensyn til, at hovedformålet med at
tillægge medierne beføjelse på dette område vil
være at sikre, at det generelle hensyn til offentlighedsprincippet
indgår i domstolenes vurdering af, hvornår det er rimeligt at
begrænse offentlighedens adgang til at følge en sag.
Efter Justitsministeriets opfattelse bør de
foreslåede regler virke en tid, således at der kan
indhøstes erfaringer med deres anvendelse i praksis og deres betydning
for afviklingen af retssager med stor medieinteresse.
Spørgsmål 38:
Betyder den foreslåede § 41 a, at en journalist
før domsforhandlingen kan læse et anklageskrift og
offentliggøre den tiltaltes identitet, hvorefter retten ved
domsforhandlingens begyndelse afsiger kendelse om navneforbud?
Svar
:
Efter den foreslåede § 41 a, stk. 1, 4. pkt.,
bemyndiges justitsministeren til at fastsætte regler om, på
hvilket tidspunkt gennemsyn eller udlevering af anklageskrifter kan ske.
I lovforslagets bemærkninger (pkt. 4.2.1) er der
nærmere redegjort for, hvordan de administrative regler agtes udformet.
Der vil blive fastsat regler, som sikrer, at tiltalte forinden selv er gjort
bekendt med tiltalen, og at han har haft lejlighed til at tage stilling til,
om han ønsker at få beskikket en forsvarer (medmindre
beskikkelse af en forsvarer i det pågældende tilfælde er
obligatorisk). Det vil endvidere blive sikret, at tiltalte har haft lejlighed
til at tale med forsvareren og f.eks. tage stilling til, om der skal
fremsættes begæring om navneforbud.
Det vil således bl.a. blive fastsat, at medierne kan
få mulighed for på dommerkontoret at læse eller få
kopi af anklageskriftet tre dage før domsforhandlingen eller
retsmødet, hvis anklageskriftet er blevet forkyndt for tiltalte mindst
en uge forinden. I tilfælde, hvor anklageskriftet ikke forkyndes, men
alene sendes som almindeligt brev, skal der være gået mindst en
uge fra det tidspunkt, hvor den tiltalte må antages at have fået
anklageskriftet i hænde, dvs. 9 dage efter afsendelsen fra
dommerkontoret. Hvis der længe inden udarbejdelsen af anklageskriftet
er blevet beskikket en forsvarer f.eks. fordi der har været
grundlovsforhør skal medierne dog kunne få aktindsigt tre dage
før domsforhandlingen, hvis blot den tiltalte forinden har fået
anklageskriftet i hænde eller har fået det forkyndt.
De administrative regler vil således blive udformet
med henblik på, at den tiltalte skal have haft mulighed for at bede
retten tage stilling til spørgsmålet om navneforbud, inden
medierne får aktindsigt i anklageskriftet.
Spørgsmål 40:
Kan ministeren tilslutte sig ændringsforslag nr. 2,
5, 6, 7 og 8, således som de fremgår af udkastet til
betænkning, jf. L 78 bilag 23? I benægtende fald, hvorfor
ikke?
Svar:
Jeg kan ikke tilslutte mig de pågældende
ændringsforslag.
Begrundelsen herfor er følgende:
Ad ændringsforslag nr. 2 og 5:
Ændringsforslagene går ud på, at der i
straffesager skal være navneforbud vedrørende alle involverede
personer, medmindre retten konkret ophæver forbudet.
I overensstemmelse med grundlovens bestemmelse om
offentlighed i retsplejen er udgangspunktet efter de gældende regler i
retsplejeloven og efter lovforslaget derimod, at retsmøder holdes for
åbne døre, og at der uden særlige begrænsninger kan
refereres offentligt fra retsmøder, der er holdt for åbne
døre.
Princippet om åbne døre og den heraf
følgende ret til at referere retsmøder offentligt har navnlig
til formål at medvirke til at sikre en retfærdig rettergang.
Dette hensyn kan imidlertid i nogle tilfælde, der er nærmere
angivet i loven, vige for andre væsentlige hensyn.
Efter min opfattelse vil det være forkert at
ændre det nævnte hovedprincip i retsplejeloven. Navneforbud
bør som hidtil være en undtagelse og bør kun
nedlægges efter rettens vurdering i hvert enkelt tilfælde.
De problemer med medieomtales eventuelle »domsvirkning«, som
fremhæves i bemærkningerne til ændringsforslagene,
bør efter min opfattelse ikke føre til ændringer af
grundlæggende regler i retsplejeloven.
Ad ændringsforslag nr. 6 og 7:
Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens §
31, stk. 4, er tegning i retssalen forbudt, medmindre retten giver tilladelse
i det enkelte tilfælde.
Ændringsforslagene går ud på at
opretholde og yderligere stramme denne regel, således at retten kun
under særlige omstændigheder kan give tilladelse til at tegne
under retsmøder og til at offentliggøre tegninger fra
retsmøder.
Efter lovforslaget (den foreslåede § 32 a i
retsplejeloven) er tegning tilladt, men retten kan under særlige
omstændigheder forbyde det. Endvidere kan retten under særlige
omstændigheder forbyde, at tegninger fra et retsmøde
offentliggøres det vil navnlig være aktuelt, hvis der under
retsmødet opstår en situation, som, hvis retten havde kendt den
på forhånd, ville have medført, at det var blevet forbudt
at tegne.
Adgangen til offentligt at gengive tegninger fra
retsmøder vil i øvrigt være begrænset af eventuelle
navne- og referatforbud og af retsplejelovens regler om forbud mod at
offentliggøre lægdommeres og visse forurettedes identitet.
Lovforslagets bestemmelse om tegning er udformet i
overensstemmelse med udvalgets forslag i betænkning nr. 1330/1997 om
samarbejdet mellem retterne og pressen. Som anført i
betænkningen (side 135-136) er det som regel sværere at
identificere en person på grundlag af en tegning end på grundlag
af et fotografi. En tegning vil heller ikke på samme autentiske
måde som et fotografi kunne »udstille « en part eller et vidne i en presset situation.
Ad ændringsforslag nr. 8:
Efter lovforslaget (den foreslåede § 41 a, stk. 1, i
retsplejeloven) kan pressen få aktindsigt i anklageskrifter og
retsmødebegæringer. Før der gives aktindsigt, skal
dokumenterne anonymiseres, sådan at forurettedes og eventuelle vidners
identitet ikke fremgår heraf. Justitsministeren fastsætter
nærmere regler om, på hvilket tidspunkt aktindsigten kan
gennemføres.
Ændringsforslaget indeholder to ændringer i
forhold til lovforslaget:
1) Den foreslåede anonymisering udvides til
også at omfatte sigtedes/tiltaltes identitet.
Spørgsmålet om, hvorvidt pressen kan få
oplyst den sigtedes eller tiltaltes navn, bør efter min opfattelse
alene afgøres efter de almindelige regler om navne- og referatforbud.
Det skyldes, at pressens aktindsigt i anklageskrifter og
retsmødebegæringer vil blive tilrettelagt således, at
dokumenterne i praksis først udleveres, når sigtede/tiltalte har
haft lejlighed til at tage stilling til, om han ønsker at få
beskikket en forsvarer, og når den pågældende har haft
lejlighed til at tale med forsvareren og bl.a. tage stilling til, om der skal
fremsættes begæring om navneforbud. Der henvises herom til
besvarelsen af Retsudvalgets spørgsmål nr. 38 vedrørende
lovforslaget.
2) Det anføres udtrykkeligt, at anonymiseringen
skal ske således, at personnumre ikke fremgår af det
pågældende dokument.
Efter Justitsministeriets opfattelse er der ikke behov for
denne ændring.
Kravet om, at dokumenterne skal »anonymiseres, således at forurettedes og vidners
identitet ikke fremgår heraf« (lovforslagets
formulering) indebærer utvivlsomt, at forurettedes og vidners
personnumre ikke må kunne læses. I øvrigt fremgår
forurettedes og vidners personnumre ikke af anklageskrifter og normalt heller
ikke af retsmødebegæringer.
Sigtedes eller tiltaltes personnummer vil normalt
fremgå af anklageskriftet og af retsmødebegæringer. Et
personnummer er imidlertid en fortrolig oplysning, og lovforslaget indeholder
ikke en særlig hjemmel til, at personnumre kan videregives til private.
Sigtedes/tiltaltes personnummer må således ikke fremgå af
de dokumenter, pressen får aktindsigt i.
Underbilag a til bilag 1
Ad justitsministerens svar på spørgsmål
11
Københavns Politi
PRESSEINFORMATION
Den 21. oktober 1997
Sigtet for 22 tilfælde af aktiv
dødshjælp
Københavns Politi, Afdeling A, anholdt mandag den
20. oktober om formiddagen en 32-årig kvindelig
plejehjemsassistent.
Kvinden sigtes af politiet for i 22 tilfælde at have
ydet aktiv dødshjælp over for beboere på Vesterbro i
København, hvor hun senest har været ansat i perioden fra 1.
juni 1994 til 25. marts 1997, hvor hun blev afskediget.
Ud over sigtelserne for aktiv dødshjælp er
kvinden sigtet for tyverier og underslæb. Underslæbsforholdene
beløber sig til et samlet beløb på 629.000 kr. Tyverier
og underslæb er begået over for såvel nu afdøde som
nulevende beboere på plejehjemmet. Kvinden sigtes desuden for
overtrædelse af lægelovens § 25, stk. 2, (kvaksalveri).
De 22 personer, heraf 15 kvinder og 7 mænd, der er
døde under omstændigheder, som efterforskes af politiet, var i
alderen fra 65 til 97 år. Det første af de dødsfald, der
indgår i sigtelsen, fandt sted i august måned 1994.
Politiet har ud over sigtelserne mod den 32-årige
kvinde rejst sigtelse for overtrædelse af lægelovens § 18 og
straffelovens §§ 157 og 241 mod en læge med patienter på
plejehjemmet.
Den anholdte kvinde fremstilles i grundlovsforhør i
dag kl. 09.30 i Københavns Byrets 1. afdeling.
Københavns Politi er i færd med at underrette
de pårørende, som har relationer til de afdøde som er
omfattet af sagskomplekset.
Der vil ikke blive givet yderligere oplysninger til
pressen, før grundlovsforhøret er afsluttet.
Sagen behandles af Kriminalpolitiet, Afdeling A.
Kurt Jensen
Kriminalinspektør
Underbilag b til bilag 1
Ad justitsministerens svar på spørgsmål
15
Danske Dagblades Forening
Vejledende regler for god presseskik
Grundlæggende synspunkter
Sikringen af ytringsfriheden i Danmark står i
nøje forbindelse med massemediernes frie adgang til at indsamle
informationer og nyheder og til at offentliggøre dem så korrekt
som muligt. Den frie kommentar er en del af ytringsfrihedens udøvelse.
Under varetagelse af disse opgaver bør massemedierne anerkende
hensynet til den enkelte borgers krav på respekt for den personlige
integritet og privatlivets fred og til behovet for beskyttelse mod
ubeføjet krænkelse.
Under brud på god presseskik henhører
også hindring af berettiget offentliggørelse af informationer af
væsentlig betydning for offentligheden samt eftergivenhed over for
udenforståendes krav om indflydelse på massemediernes indhold,
hvis eftergivenheden kan medføre tvivl om massemediernes frie og
uafhængige stilling. Brud på god presseskik foreligger endvidere,
hvis en journalist pålægges opgaver, som er i strid med
nærværende presseetiske regler.
En journalist bør ikke pålægges
opgaver, der strider mod hans samvittighed eller overbevisning.
Reglerne omfatter det redaktionelle stof (tekst og
billeder), som offentliggøres i den trykte periodiske presse, radio og
fjernsyn samt i de øvrige massemedier.
Reglerne omfatter tillige annoncer og reklamer i den
trykte periodiske presse og i de øvrige massemedier, i det omfang der
ikke er fastsat særlige regler herom.
Reglerne omfatter omtalte og afbildede personer, herunder
også afdøde personer, juridiske personer og lignende.
Reglernes indhold
A. Korrekte meddelelser
1. Det er massemediernes opgave at bringe korrekt og
hurtig information. Så langt det er muligt, bør det
kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte.
2. Kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i
særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig
interesse eller skadevoldende hensigt.
3. Oplysninger, som kan være skadelige,
krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal
efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og
fremmest ved forelæggelse for den pågældende.
4. Angreb og svar bør, hvor det er rimeligt,
bringes i sammenhæng og på samme måde.
5. Det skal gøres klart, hvad der er faktiske
oplysninger, og hvad der er kommentarer.
6. Overskrifter og mellemrubrikker skal i form og indhold
have dækning i den pågældende artikel eller udsendelse. Det
samme gælder de såkaldte spisesedler.
7. Berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted
på redaktionens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til
fejl af betydning i de bragte meddelelser indgår.
Berigtigelsen skal foretages i en sådan form, at
læserne, lytterne eller seerne får klar mulighed for at blive
opmærksom på berigtigelsen.
B. Adfærd i strid med god presseskik
1. Meddelelser, der kan krænke privatlivets fred,
skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig
omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige
anseelse.
2. Selvmord eller selvmordsforsøg bør ikke
omtales, medmindre klar almen interesse kræver eller begrunder
offentlig omtale, og i så fald bør omtalen være så
skånsom som muligt.
3. Ofre for forbrydelser eller ulykker skal vises det
størst mulige hensyn. Det samme gælder vidner og
pårørende til de implicerede. Ved indsamling og gengivelse af
billedmateriale skal der vises hensynsfuldhed og takt.
4. Der bør opretholdes en klar skillelinje mellem
annoncering og redaktionel tekst. Tekst og billeder foranlediget af direkte
eller indirekte merkantile interesser bør kun bringes, hvis et klart
journalistisk kriterium taler for offentliggørelse.
5. Andres tillid må ikke misbruges. Der bør
vises særligt hensyn over for personer, som ikke kan ventes at
være klar over virkningerne af deres udtalelser. Andres
følelser, uvidenhed eller svigtende herredømme bør ikke
misbruges.
C. Retsreportage
1. De under A og B anførte almindelige presseetiske
regler gælder også for retsreportagen.
2. Reglerne for retsreportagen gælder også
sagernes forberedelse, herunder straffesagens behandling hos politi og
anklagemyndighed.
3. Retsreportagen bør være objektiv. På
ethvert stadium af sagernes forberedelse og ved behandlingen i retten
bør journalisten tilstræbe en kvalitativ ligelig gengivelse af
parternes i straffesager anklagemyndighedens og forsvarets
synspunkter.
En omtale af en straffesag bør følges op med
et referat af sagens afslutning, hvad enten denne finder sted i form af
tiltalefrafald, frifindelse eller domfældelse.
4. Det bør undgås at nævne personers
slægtsforhold, stilling, race, nationalitet, trosbekendelse eller
organisationsforhold, medmindre dette direkte har med sagen at
gøre.
5. Så længe en straffesag ikke er endeligt
afgjort eller bortfaldet, må der ikke offentliggøres
meddelelser, der kan lægge hindringer i vejen for sagens opklaring,
eller tilkendegivelser om, at en sigtet eller tiltalt er skyldig. Ved omtale
af en straffesag skal det klart fremgå, om sigtede/tiltalte har
erklæret sig skyldig eller ikke-skyldig.
6. Der skal i videst muligt omfang følges en klar
saglig linje ved afgørelsen af, hvilke sager der omtales, og i hvilke
tilfælde navne på de implicerede nævnes. En sigtets eller
tiltalts navn eller anden identificering bør udelades, når ingen
almen interesse taler for at offentliggøre navnet.
7. Der skal iagttages varsomhed med meddelelser om, at
politianmeldelse er indgivet mod en navngivet person. Meddelelse herom
bør som regel ikke bringes, før anmeldelse har medført
indgriben fra politiets eller anklagemyndighedens side.
Dette gælder ikke, hvis det anmeldte forhold i
forvejen er kendt i videre kredse eller har væsentlig almen interesse,
eller det efter de foreliggende omstændigheder må antages, at
anmeldelsen er solidt underbygget.
8. En sigtet, tiltalt eller domfældt person
bør forskånes for at få fremdraget en ham tidligere
overgået straffedom, hvis den er uden betydning for de forhold, han nu
er sigtet, tiltalt eller dømt for. I anden nyhedssammenhæng
bør de mod en person tidligere rejste straffesager som regel ikke
omtales.
Lignende dokumenter
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Offentlighed i retsplejen) Retsinformation · 25. februar 2004
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af straffeloven Retsinformation · 27. februar 1999
- 1990 BTL 132 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL MEDIEANSVARSLOV NR L 132 1990-91, 2. SAMLING Retsinformation · 23. maj 1991
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af retsplejeloven (Udvidelse af adgangen til i retskendelser om telefonaflytning m.v. at anføre den person, som aflytningen angår) Retsinformation · 10. juni 2009
- 1989 BTL 235 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN (DOMMERUNDERSØGELSER) NR L 235 1989-90, 1. SAMLING Retsinformation · 6. september 1990
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov for Færøerne om rettens pleje, lov for Færøerne om retsafgifter, lov om rettens pleje i Grønland, lov om statens tjenestemænd i Grønland, lov om landvæsensretter og lov om nordisk vidnepligt m.v. Retsinformation · 1. juni 1999