Spring til indhold

Retsinformation

Betænkning over Forslag til lov om ændring af retsplejeloven

1998/1 BTL 78Betænkning over lovforslagFolketinget11. juni 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Betænkning afgivet af Retsudvalget den

11. maj 1999

Betænkning

over

Forslag til lov om

ændring af retsplejeloven

(Styrkelse af samarbejdet mellem retterne og pressen)

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder

og har herunder stillet spørgsmål til justitsministeren, som

denne har besvaret skriftligt. Nogle af udvalgets spørgsmål og

ministerens svar herpå er optrykt som bilag til betænkningen.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige henvendelser

fra:

Danske Dagblades Forening,

Dansk Journalistforbund og

Jørgen Lyngbye, København K.

Der er af justitsministeren og af nogle mindretal stillet

ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende

bemærkninger.

Herefter indstiller et mindretal

(Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres og

Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse

med de af justitsministeren under nr. 1, 6, 7, 15 og 16 stillede

ændringsforslag.

Et mindretal inden for mindretallet (Socialistisk

Folkepartis medlem af udvalget) er klart tilhænger af størst

mulig offentlighed under retsplejen, idet man dog skal være

opmærksom på, hvilke risici der kan følge heraf. Derfor

støtter SF ændringsforslag nr. 1, hvor det fremhæves, at §

29 a, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse under afspilning eller anden

Læs alt

forevisning af lyd- eller billedoptagelser. Derved understreges de

særlige hensyn til den krænkede i forbindelse med en retssag.

Derimod kan SF ikke støtte de af Enhedslisten stillede

ændringsforslag, selv om SF forstår intentionen hermed. Men en

vedtagelse af disse ændringsforslag ville bryde grundlæggende med

offentlighedsprincipperne i dansk retspleje. SF kan heller ikke støtte

ændringsforslagene fra V og KF, da disse ændringsforslag vil

fjerne et væsentligt princip i lovforslaget med henblik på

øget offentlighed og forbedrede muligheder for pressen.

Et andet mindretal (Venstres, Det Konservative

Folkepartis, Dansk Folkepartis og Centrum-Demokraternes medlemmer af

udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af

justitsministeren under nr. 1, 6, 7, 15 og 16 stillede ændringsforslag

og de af Venstre og Det Konservative Folkeparti under nr. 2-4, 9, 10 og 14

stillede ændringsforslag.

Et flertal inden for dette mindretal (Venstres og Det

Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) ser positivt på en

styrkelse af samarbejdet mellem retterne og pressen. Venstre og Det

Konservative Folkeparti finder det væsentligt, at pressen har mulighed

for at bringe udførlige og korrekte referater af retsmøder til

gavn for offentligheden.

Venstre og Det Konservative Folkeparti er derfor enige i,

at der gives forbedret mulighed for pressens adgang til dokumenter, men skal

pege på, at mere udførlige retsbøger og mere

udførlige begrundelser for domme er ønskeligt. Venstre og Det

Konservative Folkeparti har noteret sig, at justitsministeren har givet

tilsagn om, at spørgsmålet vil blive taget op i en anden

sammenhæng, jf. svar på spørgsmål 7, 13 og 14, der

er optrykt som bilag til betænkningen.

Venstre og Det Konservative Folkeparti finder det

umiddelbart indlysende, at journalister, der kan stenografere, omgående

kan offentliggøre detaljer fra et retsmøde, medens andre

journalister, der ikke kan stenografere, ikke kan få

retsbøgerne, før sagen er endt. Venstre og Det Konservative

Folkeparti er i øvrigt forundret over forskellen på

rettighederne for journalister og andre borgere.

Venstre og Det Konservative Folkeparti har spurgt

justitsministeren, hvorvidt det vil blive overvejet at skærpe reglerne

for parternes og pressens udtalelser om skyldsspørgsmål under

verserende straffesager, hvor der ikke er fældet dom. Venstre og Det

Konservative Folkeparti har noteret, at justitsministeren overvejer, om der

skal udarbejdes mere formaliserede retningslinjer for politiets samarbejde

med pressen. Der henvises til svarene på spørgsmål 10, 11,

15, 17, 18, 19, 21 og 22, der er optrykt som bilag til

betænkningen.

Venstre og Det Konservative Folkeparti har noteret sig

svaret på spørgsmål 20 om en arrestants ret til at

indkalde til pressemøde.

Venstre og Det Konservative Folkeparti vender sig imod, at

pressen opnår en særlig partsstatus med adgang til at udtale sig

og kære afgørelser bl.a. om, at dørene skal lukkes.

Reglen cementerer dels en forskel i rettigheder mellem presse og

offentlighed, som Venstre og Det Konservative Folkeparti er imod, dels finder

Venstre og Det Konservative Folkeparti, at pressens uafhængighed ved

denne regel svækkes.

Offentlighedens interesse for åbenhed varetages mere

naturligt af anklagemyndigheden, der bør protestere imod og dermed

kræve kendelse, hvis en forsvarer begærer dørlukning, uden

at det er åbenbart, at retsplejelovens betingelser herfor er opfyldt.

Venstre og Det Konservative Folkeparti opfordrer derfor justitsministeren til

at drage omsorg for, at anklagemyndigheden også på dette punkt

varetager offentlighedens interesse.

Et tredje mindretal (Enhedslistens medlem af

udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af

justitsministeren under nr. 1, 6, 7, 15 og 16 stillede ændringsforslag

og de af mindretallet under nr. 5, 8 og 11-13 stillede

ændringsforslag.

Et fjerde mindretal (Kristeligt Folkepartis medlem

af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af

justitsministeren under nr. 1, 6, 7, 15 og 16 stillede ændringsforslag

og de af Venstre og Det Konservative Folkeparti under nr. 2-4, 9, 10 og 14

stillede ændringsforslag. Såfremt de af Venstre og Det

Konservative Folkeparti stillede ændringsforslag ikke bliver vedtaget

ved lovforslagets 2. behandling, vil dette mindretal stemme imod lovforslaget

ved 3. behandling, idet Kristeligt Folkeparti ikke ønsker at tildele

pressen særlige rettigheder i form af bl.a. kæreadgang i

forbindelse med dørlukning, referatforbud og navneforbud.

Ændringsforslag

Til § 1

Af justitsministeren, tiltrådt af udvalget:

1) I den under nr. 1 foreslåede § 29 a

indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»

Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende

anvendelse under afspilning eller anden forevisning af lyd- eller

billedoptagelser, som gengiver forhold, der er rejst sigtelse eller tiltale

for under sagen. «

Af et mindretal (V og KF), tiltrådt af et mindretal

(DF, CD og KRF):

2) I det under nr. 1 foreslåede § 29 c, stk.

1, udgår ordene »og

tilstedeværende personer, der er omfattet af § 172, stk. 1, 2 eller

4,«.

3) I det under nr. 1 foreslåede § 30 b, stk. 1,

udgår ordene »og tilstedeværende

personer, der er omfattet af § 172, stk. 1, 2 eller 4,«.

4) I det under nr. 1 foreslåede § 30 b, stk.

2, udgår ordene », herunder fra personer

omfattet af § 172, stk. 1, 2 eller 4,«.

Af et mindretal (EL):

5) Den under nr. 1 foreslåede affattelse af §

31 affattes således:

»

§ 31. Under en straffesag er det

forbudt offentligt at gengive navn, stilling eller bopæl for sigtede

(tiltalte) eller andre under sagen nævnte personer eller på anden

måde at offentliggøre den pågældendes identitet.

Stk. 2. Navneforbud ophæves på sigtedes

(tiltaltes) begæring, når ingen væsentlige hensyn taler

imod det, og på anklagemyndighedens begæring, når

væsentlige offentlige hensyn taler for det. Navneforbudet kan ikke

ophæves, hvis det vil udsætte nogen for unødig

krænkelse.

Stk.

3. Retten kan ved afgørelse om

ophævelse af navneforbud tage hensyn til lovovertrædelsens

grovhed og samfundsmæssige betydning. Det taler for en ophævelse

af navneforbudet, såfremt den sigtede (tiltalte) har indtaget en

stilling, som i forhold til offentligheden er særlig betroet.

Stk. 4. Retten kan under samme hensyn som anført i

stk. 2 og 3 forbyde offentlig gengivelse af en juridisk persons navn,

herunder binavn eller kaldenavn, og adresse.

Stk.

5. Navneforbudet kan udstrækkes til at

gælde også under en eventuel anke af sagen, hvis anken omfatter

bedømmelse af beviserne for tiltaltes skyld.«

Af justitsministeren, tiltrådt af udvalget:

6) I den under nr. 1 foreslåede affattelse af §

31 affattes stk. 1 således:

»

Retten kan i straffesager forbyde, at der sker

offentlig gengivelse af navn, stilling eller bopæl for sigtede

(tiltalte) eller andre under sagen nævnte personer, eller at den

pågældendes identitet på anden måde

offentliggøres (navneforbud),

1) når offentlig gengivelse må antages at bringe nogens

sikkerhed i fare, eller

2) når offentlig gengivelse vil udsætte nogen for

unødvendig krænkelse.«

7) I den under nr. 1 foreslåede affattelse af §

31, stk. 2, ændres »stk. 1« til: »stk. 1, nr. 2,«.

Af et mindretal (EL):

8) I den under nr. 1 foreslåede affattelse af §

31 a affattes stk. 1 således:

»

Afgørelse om navneforbud træffes

ved kendelse, efter at parterne og tilstedeværende personer, der er

omfattet af § 172, stk. 1, 2 eller 4, har haft lejlighed til at udtale sig.

Afgørelsen kan træffes i et retsmøde, der afholdes alene

med henblik på at tage stilling til spørgsmålet om

navneforbud.«

Af et mindretal (V og KF), tiltrådt af et mindretal

(DF, CD og KRF):

9) I den under nr. 1 foreslåede affattelse af §

31 a, stk. 1, udgår ordene »og

tilstedeværende personer, der er omfattet af § 172, stk. 1, 2 eller

4,« .

10) I den under nr. 1 foreslåede affattelse af

§ 31 a, stk. 2, udgår ordene »,

herunder fra personer omfattet af § 172, stk. 1, 2 eller 4,«.

Af et mindretal (EL):

11) I den under nr. 1 foreslåede § 32 a

ændres »forbyde«

til: »tillade«.

12) I den under nr. 1 foreslåede § 32 b

affattes stk. 1 således:

»

Overtrædelse af § 29 d, § 29 e, 2. pkt.,

og § 32, stk. 1, 1. og 2. pkt., og stk. 3, eller af rettens forbud efter § 30

og § 32, stk. 1, 3. pkt., straffes med bøde.«

13) I den under nr. 2 foreslåede affattelse af

§ 41 a, stk. 1, affattes 3. pkt. således:

»

Dokumenterne skal inden

gennemsynet eller kopieringen anonymiseres, således at sigtedes

(tiltaltes), forurettedes eller vidners identitet og personnummer ikke

fremgår heraf. «

Af et mindretal (V og KF), tiltrådt af et mindretal

(DF, CD og KRF):

14) Nr. 7, 8, 10, 12 og 13 udgår.

Af justitsministeren, tiltrådt af

udvalget:

15) Efter nr. 7 indsættes som nyt nummer:

»

01. I § 396, stk. 1, nr. 1,

ændres »stk. 3«

til: »stk. 4«.«

Til § 2

16) Ikrafttrædelsesdatoen »den

1. juli 1999« ændres til: »den 1. oktober 1999«.

Bemærkninger

Til nr. 1

Med ændringsforslaget slås det fast, at

forurettede i sager om de seksuelle overgreb, som er nævnt i stk. 1 i

den foreslåede § 29 a i retsplejeloven, også har krav på

dørlukning, hvis der i retten i de meget sjældne

tilfælde, hvor det er aktuelt afspilles lydbånd eller

film-/videooptagelser eller vises lysbilleder eller f.eks. fotostater, som

gengiver selve det overgreb, som straffesagen vedrører.

Hvis forurettede er mindreårig, vil der normalt

være beskikket en bistandsadvokat, som på den forurettedes vegne

kan anmode om dørlukning. Er der undtagelsesvis ikke beskikket en

bistandsadvokat, vil anmodning om dørlukning kunne fremsættes af

forældremyndighedens indehaver.

Baggrunden for den nævnte undtagelsesregel om »automatisk«

dørlukning er, at der i sager om disse alvorlige seksualforbrydelser

er et særligt behov for på forhånd at sikre den forurettede

mod at få »udstillet« sin person i forbindelse med de intime og stærkt

krænkende situationer, som sagen vedrører, jf. besvarelsen af

spørgsmål nr. 1. Efter Justitsministeriets opfattelse taler

dette hensyn for, at forurettede også bør kunne være

sikker på, at eventuelle lyd- eller billedoptagelser af den

pågældende forbrydelse ikke bliver afspillet eller vist for

åbne døre, hvis forurettede modsætter sig det.

Under hensyn til den nævnte begrundelse for

ændringsforslaget, og da den »automatiske«

dørlukning efter forslaget forudsætter, at den forurettede

fremsætter anmodning herom, vil det efter Justitsministeriets

opfattelse ikke være rigtigt at åbne mulighed for, at retten

efter en konkret vurdering kan beslutte ikke at lukke dørene.

Til nr. 2-4, 9, 10 og 14

Forslagsstillerne vender sig imod, at pressen opnår

en særlig partsstatus med adgang til at udtale sig og kære

afgørelser bl.a. om, at dørene skal lukkes. Reglen cementerer

dels en forskel i rettigheder mellem presse og offentlighed, som

forslagsstillerne er imod, dels finder forslagsstillerne, at pressens

uafhængighed ved denne regel svækkes.

Offentlighedens interesse for åbenhed varetages mere

naturligt af anklagemyndigheden, der bør protestere imod og dermed

kræve kendelse, hvis en forsvarer begærer dørlukning, uden

at det er åbenbart, at retsplejelovens betingelser herfor er opfyldt.

Forslagsstillerne opfordrer derfor justitsministeren til at drage omsorg for,

at anklagemyndigheden også på dette punkt varetager

offentlighedens interesse.

Til nr. 5 og 8

Udgangspunktet for ændringsforslagene er, at enhver

er uskyldig, til det modsatte er bevist. Følgelig skal sigtede

(tiltalte) personer også sikres mod at blive »dømt « i medierne,

før de er blevet det ved domstolene. Der gives dog sigtede (tiltalte)

mulighed for at begære et navneforbud ophævet, når ingen

væsentlige hensyn taler imod det. En tilsvarende mulighed får

anklagemyndigheden, når væsentlige offentlige hensyn taler for

det.

Til nr. 6

I det netop fremsatte forslag til lov om ændring af

retsplejeloven og straffeloven. (Varetægtsfængsling i isolation,

varetægtsfængsling under domsforhandlingen, vidnebeskyttelse,

vidneudelukkelse for præster fra andre trossamfund, afhøringer i

sager ved Højesteret samt klager over anklagemyndighedens

sagsbehandling m.v.) (L 233) er det anført, at der samtidig med

fremsættelse af L 233 vil blive fremsat ændringsforslag til dette

lovforslag (L 78).

Den i lovforslaget foreslåede affattelse af

retsplejelovens § 31, stk. 1, giver alene mulighed for at nedlægge

navneforbud, hvis offentlig gengivelse vil udsætte nogen for

unødvendig krænkelse.

Denne formulering tager ikke tilstrækkeligt

højde for de tilfælde, hvor der bør kunne nedlægges

navneforbud med hensyn til vidner. På samme måde som ved

dørlukning (§ 29, stk. 2, nr. 2) og referatforbud (§ 30, nr. 2)

bør navneforbud også kunne nedlægges, hvis offentlig

gengivelse vil medføre fare for nogens herunder vidners

sikkerhed.

Ændringsforslaget bygger på et forslag i

rapporten om vidnebeskyttelse, som er afgivet af en arbejdsgruppe under

Justitsministeriet i juni 1998.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4 i de almindelige

bemærkninger til L 233.

Til nr. 7

Ændringsforslaget er en konsekvens af den under nr.

6 foreslåede ændrede affattelse af retsplejelovens § 31, stk.

1.

Efter den i lovforslaget foreslåede affattelse af

retsplejelovens § 31, stk. 2, kan retten under samme betingelse som for

(fysiske) personer nedlægge (et begrænset) navneforbud for

juridiske personer (selskaber m.v.).

Med ændringsforslaget præciseres det, at

adgangen til at nedlægge navneforbud, hvis offentlig gengivelse vil

medføre fare for nogens sikkerhed, i sagens natur ikke finder

anvendelse for juridiske personer. Der kan således alene

nedlægges navneforbud for juridiske personer, hvis offentlig gengivelse

vil udsætte den juridiske person for en unødvendig

krænkelse.

Til nr. 11

Lovforslagets § 32 a giver retten mulighed for under

særlige omstændigheder at forbyde tegning under retsmøder

og at offentliggøre sådanne tegninger. Forslagsstillerne finder,

at udgangspunktet bør være, at det ikke er tilladt at tegne

under retsmøder og at offentliggøre tegningerne, men at retten

under særlige omstændigheder skal kunne tillade det.

Til nr. 12

Ændringsforslaget er en konsekvens af

ændringsforslag nr. 11.

Til nr. 13

Efter lovforslagets affattelse af § 41 a, stk. 1, 3. pkt.,

skal forurettede og vidner anonymiseres i anklageskrifter og

retsmødebegæringer, inden journalister får aktindsigt i

disse dokumenter. Efter forslagsstillernes opfattelse bør denne

anonymisering udvides til også at omfatte sigtede (tiltalte), og det

bør præciseres, at personnummeret er en vigtig del af denne

anonymisering.

Til nr. 15

Der er tale om en konsekvensændring, jf. den

ændrede affattelse af retsplejelovens § 393, som følger af

lovforslagets § 1, nr. 7.

Til nr. 16

Det foreslås, at lovens ikrafttræden udskydes

til den 1. oktober 1999, idet der forinden bl.a. skal udarbejdes en

række nye administrative bestemmelser om aktindsigt, retslister

m.v.

Lissa Mathiasen (S)

fmd.

Per Kaalund (S) Dorte Bennedsen (S)

Else Marie Mortensen (S) Jan Petersen (S)

Anne Baastrup (SF) nfmd. Sonja Albrink (CD)

Elisabeth Arnold (RV)

Søren Søndergaard (EL)

Birthe Rønn Hornbech (V)

Inge Dahl-Sørensen (V) Karen Rønde (V)

Tom Behnke (FP) Bendt Bendtsen (KF)

Pernille Sams (KF) Peter Skaarup (DF)

Jann Sjursen (KRF)

Bilag 1

Nogle af udvalgets spørgsmål til

justitsministeren og dennes svar herpå

Spørgsmål nr. 5:

Spørgsmål 5:

Ad den foreslåede affattelse af § 41 a, stk. 4,

1. pkt.

Hvad betyder udtrykket »sagen er endt«? Er det,

når der er afsagt dom i 1. instans, når ankefristen er

udløbet, eller når alle ankemuligheder er udtømt?

Svar:

Udtrykket »når sagen er

endt« bruges også i den gældende

bestemmelse i retsplejelovens § 41, stk. 1, der ikke foreslås

ændret. Efter denne bestemmelse kan personer, der har en retlig

interesse uden at være parter, i straffesager først få

udskrift af retsbøgerne, når sagen er endt.

Udtrykket indebærer, at den pågældende

sag skal være afsluttet. Efter Justitsministeriets opfattelse vil denne

betingelse være opfyldt, når fristen for at anke 1. instansens

afgørelse er udløbet, uden at der er anket, eller hvis sagen

ankes når ankeinstansen har truffet afgørelse.

Spørgsmål 6:

Ad svaret på spørgsmål nr. 4, jf.

bilag 15

Vil risikoen for misbrug ikke være

begrænset i betragtning af de indskrænkninger i brugen af

retsbøger m.m., der fremgår af den foreslåede § 41 a, stk.

6?

Svar:

Den foreslåede § 41 a, stk. 6, indeholder en generel

bestemmelse om, at dokumenter og udskrifter, som medierne får

aktindsigt i, ikke må være tilgængelige for andre end det

pågældende massemedies journalister og redaktionsmedarbejdere og

ikke må bruges til andet end støtte for journalistisk og

redaktionelt arbejde.

Denne bestemmelse svarer til udvalgets forslag i

betænkning nr. 1330/1997.

Justitsministeriet har i besvarelsen af Retsudvalgets

spørgsmål nr. 4 redegjort for baggrunden for, at lovforslaget er

udformet således, at journalister m.v. først kan få

aktindsigt i retsbøgerne, når den pågældende sag er

afsluttet.

Den foreslåede § 41, stk. 6, beskytter generelt mod,

at endnu flere personer får adgang til de udskrifter m.v., som vil

blive udleveret i medfør af de foreslåede regler om mediernes

aktindsigt. Med hensyn til aktindsigt i retsbøger kan det imidlertid

særligt anføres, at enhver udvidelse af den personkreds, der har

adgang til retsbøgerne, mens en straffesag verserer, i sig selv

indebærer en risiko for misbrug og for svækkelse af vidnebeviset.

Udvalget pegede på denne risiko i betænkning nr. 1330/1997, jf.

besvarelsen af spørgsmål nr. 4.

Med den foreslåede udformning af bestemmelsen om

aktindsigt i retsbøger undgås det efter Justitsministeriets

opfattelse at skabe unødig tvivl eller usikkerhed hos vidner m.v., jf.

i øvrigt besvarelsen af spørgsmål nr. 4.

Spørgsmål 7:

Vil ministeren overveje at fastsætte regler om mere

fyldestgørende retsbøger til gavn for

offentlighedsprincippet?

Svar:

Efter retsplejelovens § 34 skal der føres retsbog

over alle retshandlinger.

Retsbogen skal bl.a. indeholde en kort fremstilling af

forhandlingerne, jf. retsplejelovens § 35, stk. 1, og parternes

påstande, begæringer og indsigelser skal opregnes

fuldstændigt, hvis de ikke fremgår af dokumenter, der er

overgivet til retten, jf. § 35, stk. 2.

Forklaringer afgivet af sagens parter, vidner og syns- og

skønsmænd optegnes i retsbogen i det omfang, retten bestemmer.

Retten skal i den forbindelse tage hensyn til ønsker fra parter eller

vidner og til, om optegnelsen kan få betydning under en fornyet

prøvelse af sagen. I øvrigt optegnes hovedindholdet af

forklaringerne, og de vigtigste udtalelser skal så vidt muligt gengives

med den pågældendes egne ord, jf. herved retsplejelovens §§ 186,

209, 305 og 876.

Justitsministeriet har ikke planer om at tage initiativ

til ændringer af de nævnte protokolleringsregler. Reglerne

indgår i det generelle reformarbejde vedrørende den civile

retspleje, som er i gang i Retsplejerådets regi.

Spørgsmål 8:

Finder ministeren det rigtigt, at det skal afhænge

af en fremmødende journalist, om en dørlukning kæres, og

vil ministeren overveje at gøre pressens adgang til at kære

betinget af, at kravet fremsættes af et medies redaktør og ikke

af den fremmødende journalist?

Svar:

Efter lovforslaget får redaktører og

redaktionelle medarbejdere herunder journalister adgang til at kære

afgørelser om dørlukning. Kæreadgangen er betinget af, at

den, som kærer, enten selv har været til stede i det

retsmøde, hvor spørgsmålet om dørlukning blev

behandlet, eller har været repræsenteret ved en anden

redaktør eller redaktionel medarbejder fra samme massemedie

(forslagets § 1, nr. 7 og 10).

Forslaget om kæreadgang for medierne svarer til

udvalgets forslag i betænkning nr. 1330/1997.

Forslaget om, at også en fremmødt journalist

kan kære, bør ses i sammenhæng med den foreslåede

adgang for de tilstedeværende journalister m.v. til at udtale sig i

retten, inden der træffes afgørelse om dørlukning (den

foreslåede § 29 c).

Det må formodes, at fremmødte journalister

vil træffe beslutning om kære efter retningslinjer, som er

fastlagt af de pågældendes redaktioner.

Efter Justitsministeriets opfattelse vil det på den

anførte baggrund kunne forekomme unødigt bureaukratisk at

stille krav om, at kære skal indgives af redaktøren

personligt.

Spørgsmål 9:

Vil ministeren overveje, om større adgang til

åbne døre og færre navneforbud kan forebygge den uheldige

tendens, der er, til, at pressen skaber myter, fordi retsmøder er

lukkede og retsbøger ufyldestgørende?

Svar:

Efter retsplejelovens § 29 (den foreslåede § 28 a)

er retsmøder som hovedregel åbne for offentligheden, og i

straffesager kan de involverede personers navne m.v. som udgangspunkt frit

refereres i medierne.

Der er imidlertid nogle modstående hensyn dels

hensyn til de involverede personer, dels hensyn til sagens oplysning eller

til fremmede magter som kan medføre, at hovedreglen om offentlighed

bør fraviges efter en konkret vurdering i de enkelte

tilfælde.

I betænkning nr. 1330/1997 konkluderede udvalget, at

det er nødvendigt at tilgodese de hensyn, som ligger bag reglerne om

dørlukning. Det gælder selv i sager, hvor offentlighedens

interesse i at få information kan siges at veje særligt tungt,

f.eks. i sager om forbrydelser i offentlig tjeneste eller sager om

forbrydelser mod det offentlige (betænkningen side 112).

Udvalget foreslog således ingen ændringer af

de »materielle«

betingelser for dørlukning, og lovforslaget er udformet i

overensstemmelse hermed.

Med hensyn til navneforbud fandt udvalget, at domstolene

fortsat i hver sag må veje den enkeltes interesse i at få nedlagt

et navneforbud op mod offentlighedens interesse i at få oplyst den

pågældendes identitet (betænkningen side 114). Udvalget

foreslog imidlertid en vis opstramning af reglerne, og lovforslaget er

udformet i overensstemmelse hermed. Efter forslaget angives det således

i loven, hvilke forhold der kan tale imod nedlæggelse af navneforbud,

og det foreslås, at navneforbud kun skal kunne nedlægges,

såfremt det vil udsætte nogen vedkommende selv eller f.eks.

dennes familie for en unødvendig krænkelse, hvis den

pågældendes identitet bliver afsløret (den

foreslåede § 31).

I øvrigt medfører lovforslaget samlet en

væsentlig forbedring af massemediernes muligheder for at bringe korrekt

og dækkende omtale af retssager. Forslaget vil således medvirke

til, at pressen kan undgå at skabe myter.

Spørgsmål 10:

Vil ministeren beskrive reglerne for parters og pressens

ret til at udtale sig om skyldspørgsmålet i straffesager, og vil

ministeren overveje at skærpe reglerne for at undgå, at

straffesager under efterforskningen procederes i pressen af politiet og

forsvarerne?

Svar:

Efter retsplejelovens § 1016 a må ingen, som i

embeds medfør er beskæftiget med en straffesag, udtale sig uden

for retten til offentligheden angående skyldsspørgsmålet,

så længe sagen ikke er pådømt eller bortfaldet.

Denne regel gælder for anklagemyndigheden, politiet,

forsvarere, dommere, nævninger og domsmænd. Der er ikke knyttet

sanktioner til overtrædelse af bestemmelsen, men ansvar kan eventuelt

pålægges efter tjenestemandslovgivningen, hvis den

pågældende er tjenestemand, og eventuelt efter de almindelige

strafferegler for tjenesteforseelser.

Enhver, der forsætligt eller groft uagtsomt

fremsætter udtalelser, som er beregnet på at virke i en videre

kreds, og som er egnet til på uforsvarlig måde at påvirke

dommerne, domsmændene eller nævningerne med hensyn til en sags

afgørelse, straffes efter retsplejelovens § 1017 med bøde eller

hæfte.

Retsplejelovens regler hindrer ikke, at politiet,

anklagemyndigheden og forsvareren kan give pressen en rimelig og korrekt

orientering om en straffesag. Bestemmelsen udelukker således f.eks.

ikke, at der under iagttagelse af de almindelige regler om tavshedspligt

m.v. gives pressen faktuelle oplysninger om en verserende sag.

Det beror på karakteren af den enkelte sag og

offentlighedens interesse heri, hvilke oplysninger politiet eller

anklagemyndigheden kan og bør videregive til pressen, og på

hvilken måde oplysningerne i givet fald bør videregives.

I vurderingen af, hvilke oplysninger der bør gives,

kan bl.a. indgå hensyn til efterforskningen og hensyn til eventuelle

sigtede eller tiltalte, vidner og andre. Må sagen antages at have

betydelig offentlig interesse, kan oplysningerne efter omstændighederne

mest hensigtsmæssigt videregives i en pressemeddelelse eller ved at

holde et pressemøde.

Der må herudover navnlig lægges vægt

på, at oplysninger til pressen ikke videregives på en måde,

som er egnet til at rejse tvivl om, hvorvidt politiet og anklagemyndigheden

udfører deres undersøgelser sagligt og objektivt.

Politi og anklagemyndighed bør naturligvis generelt

være forsigtige med at komme med for håndfaste udtalelser om

konkrete verserende sager.

Politiets og anklagemyndighedens kontakt til og samarbejde

med pressen har givet Justitsministeriet anledning til generelle

overvejelser, bl.a. på baggrund af den stigende offentlige interesse

for politiets arbejde og pressens til tider meget intensive dækning af

konkrete straffesager.

Justitsministeriet indledte bl.a. derfor i efteråret

1998 en møderække med repræsentanter fra Rigsadvokaten,

Statsadvokatforeningen, Politimesterforeningen og Rigspolitichefen med

henblik på at belyse en række spørgsmål om

samarbejdet mellem pressen og politiet.

Den uformelle arbejdsgruppe har indhentet oplysninger fra

en række forskellige politikredse om de hidtidige erfaringer i

samarbejdet med pressen.

Det vil på den baggrund bl.a. blive overvejet, om

der fremover bør udfærdiges mere formaliserede retningslinjer

for politiets samarbejde med pressen.

Spørgsmål 11:

Finder ministeren, at det er korrekt, at Københavns

Politi i f.eks. Plejebosagen udsendte pressemeddelelse før

grundlovsforhøret, og vil ministeren oversende den

pågældende pressemeddelelse og kommentere indhold og form?

Svar:

Københavns Politis pressemeddelelse af 21. oktober

1997 vedlægges [i betænkningen optrykt som underbilag a til bilag

1].

Der henvises i øvrigt til besvarelsen af

spørgsmål nr. 10.

Spørgsmål 12:

Er ministeren enig i, at læsning af retsbøger

i civile sager giver pressen og offentligheden i øvrigt et meget

ufuldstændigt billede af sagen, og hvad vil ministeren gøre for

at forbedre offentlighedens muligheder for at følge med?

Svar:

Med hensyn til spørgsmålet om protokollering

i retsbøgerne henvises til besvarelsen af spørgsmål nr.

7.

Som anført i betænkning nr. 1330/1997 (side

86) er civile retssager i modsætning til straffesager fortrinsvis af

privat eller forretningsmæssig karakter. Ofte vil begge parter

være interesserede i, at sagens nærmere omstændigheder ikke

bliver »spredt« i

offentligheden, i hvert fald ikke før domsforhandlingen finder sted.

Det må således generelt tages i betragtning,

at en væsentlig udvidelse af mediernes adgang til aktindsigt i disse

sager vil kunne medføre, at flere sager i stedet vil blive behandlet

ved voldgift, der foregår for lukkede døre.

Lovforslaget vil imidlertid på flere punkter

forbedre mediernes og derigennem den øvrige offentligheds

muligheder for at følge med også i civile sager, jf. de

foreslåede regler om bedre retslister, om rettens mulighed for med

parternes samtykke at give tilstedeværende journalister lov til at

låne kopier af sagens bilag under domsforhandlingen og om mediernes

adgang til aktindsigt i retsbøger m.v., efter at sagen er afsluttet.

Spørgsmål 13:

Finder ministeren, at det er tilstrækkelig

vejledning for pressen og offentligheden i øvrigt, når

konklusionen i mange straffesager indskrænkes til »efter

bevisførelsen må det anses for godtgjort«?

Svar:

Efter retsplejelovens § 929, stk. 2, der ikke

foreslås ændret, skal det angives i domsbegrundelsen,

nøjagtigt hvilke omstændigheder der anses for beviste og

lægges til grund, hvis tiltalte domfældes i en straffesag.

Desuden skal det i begrundelsen angives, hvilke straffebestemmelser der anses

for overtrådt.

Efter § 929, stk. 3, der heller ikke foreslås

ændret, skal det, hvis tiltalte frifindes, bl.a. angives i

begrundelsen, hvilke strafbetingende omstændigheder der mangler eller

ikke er bevist, eller hvilke strafudelukkende omstændigheder der

antages at foreligge.

Justitsministeriet har ikke planer om at tage initiativ

til at ændre de nævnte krav til begrundelsen i straffedomme.

Alle væsentlige elementer i bevisførelsen vil

fremgå af retsbogen, herunder dombogen, som medierne efter lovforslaget

kan få aktindsigt i, jf. besvarelsen af spørgsmål nr.

7.

Spørgsmål 14:

Er ministeren enig i, at man lammer pressens arbejde,

når retsbøgernes gengivelse af f.eks. forklaringer er meget

sparsomme?

Svar:

Som det fremgår af besvarelsen af

spørgsmål nr. 7, skal hovedindholdet af de forklaringer, der

afgives under en sag, gengives i retsbogen, og retten kan bestemme, at

forklaringerne skal protokolleres i videre omfang, hvis det er særligt

begrundet. De vigtigste udtalelser gengives så vidt muligt med den

pågældendes egne ord.

De nævnte regler om protokollering som ikke

foreslås ændret medfører efter min opfattelse, at det

vil være værdifuldt for medierne, at man som foreslået

får mulighed for, når sagen er endt, at gøre sig bekendt

med indholdet af retsbøgerne, jf. den foreslåede § 41 a.

Der henvises i øvrigt til besvarelsen af

spørgsmål nr. 7.

Spørgsmål 15:

Er ministeren i besiddelse af pressens interne regler om

rets- og kriminalreportage, og vil ministeren i benægtende fald

fremskaffe disse?

Svar:

Der vedlægges kopi af Danske Dagblades Forenings

vejledende regler for god presseskik, jf. afsnit C om retsreportage [i

betænkningen optrykt som underbilag b til bilag 1].

Spørgsmål 16:

Gælder der særlige etiske regler for, i

hvilket omfang parternes advokater i civil- og straffesager over for pressen

kan gengive en sags forløb?

Svar:

Efter retsplejelovens § 31, stk. 2 (den foreslåede §

29 d) er det forbudt at gengive offentligt, hvad der forhandles i

retsmøder, som holdes for lukkede døre, medmindre

dørlukningen alene er besluttet af hensyn til ro og orden i

retslokalet.

I straffesager kan der herudover i visse tilfælde

nedlægges referatforbud, dvs. forbud mod offentlig gengivelse af

forhandlingerne i retsmøder, der ikke holdes for lukkede døre,

jf. retsplejelovens § 31, stk. 3 (den foreslåede § 30).

I straffesager gælder endvidere, at ingen, som i

embeds medfør er beskæftiget med en sag, må udtale sig

uden for retten om skyldsspørgsmålet, så længe sagen

ikke er pådømt eller bortfaldet, jf. retsplejelovens § 1016 a,

der er omtalt i besvarelsen af spørgsmål nr. 10 ovenfor, og som

ikke foreslås ændret. Efter forarbejderne til bestemmelsen

omfatter dette forbud ikke kun beskikkede advokater, men også en

forsvarer, som tiltalte selv har valgt.

Efter retsplejelovens § 126 skal advokater udvise en

adfærd, der stemmer med god advokatskik. Disciplinærsager mod

advokater for handlinger i strid med god advokatskik behandles af

Advokatnævnet, jf. retsplejelovens § 147 b.

Spørgsmål 17:

Gælder der regler som anført i

spørgsmål nr. 16 for politiet?

Svar:

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål nr.

10.

Spørgsmål 18:

Frygter ministeren ikke, at politiets oplysninger til

pressen om verserende straffesager kan få forsvarere til at efterforske

på egen hånd?

Svar:

I besvarelsen af spørgsmål nr. 10 er der

redegjort for de regler, der gælder om bl.a. politiets udtalelser til

pressen om verserende straffesager. Det forhold, at politiet giver

offentligheden faktuelle oplysninger om en sag i overensstemmelse med disse

regler, vil efter Justitsministeriets opfattelse ikke kunne begrunde, at

forsvarere begynder at »efterforske« på egen hånd.

Spørgsmål 19:

Er ministeren enig i, at pressens hovedkilde i

straffesager er personlige kontakter i politiet, og finder ministeren, at

dette er et problem?

Svar:

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål nr.

10.

Spørgsmål 20:

Vil det efter gældende ret og efter lovforslaget

være helt udelukket, at en arrestant kan holde pressemøde?

Svar:

Lovforslaget vedrører ikke arrestanters mulighed

for at modtage besøg af journalister m.v.

Med hensyn til de gældende regler herom som

altså ikke foreslås ændret kan Justitsministeriet oplyse,

at det fremgår af retsplejelovens § 771, stk. 1, at en

varetægtsarrestant kan modtage besøg i det omfang, opretholdelse

af orden og sikkerhed i varetægtsfængslet tillader det. Politiet

kan af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed

modsætte sig, at varetægtsarrestanten modtager besøg,

eller forlange, at besøg finder sted under kontrol.

Denne regel suppleres af administrative bestemmelser,

herunder bekendtgørelse nr. 491 af 12. september 1978 om ophold i

varetægtsfængsel, der i §§ 10, 21 og 23 indeholder bestemmelser

om besøg m.v., og af cirkulære nr. 163 af 13. september 1978 om

offentlighedens adgang til kriminalforsorgens anstalter og arresthuse.

Det fremgår af § 1, stk. 1, nr. 5, i det

nævnte cirkulære, at institutionens leder kan tillade

besøg af repræsentanter for bl.a. dagspressen. Ifølge

cirkulærets § 4 kan institutionens leder tillade interviews med

indsatte, men politiet kan efter § 5 af hensyn til efterforskningen

modsætte sig samtale og interviews med varetægtsarrestanter.

Politiets afslag på besøg eller krav om

kontrol kan kræves indbragt for domstolene, jf. retsplejelovens §

771.

Spørgsmål 21:

Hvordan vil ministeren karakterisere en udtalelse fra

politiet om, at politiet i en verserende straffesag er optimister?

Svar:

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål nr.

10.

Spørgsmål 22:

Kan man forestille sig, at det forbydes politi og advokat

overhovedet at udtale sig under efterforskningen, såfremt

retsmøderne finder sted for lukkede døre?

Svar:

Som det nærmere er omtalt i besvarelsen af

spørgsmål nr. 16, er det forbudt at gengive offentligt, hvad der

forhandles i lukkede retsmøder (medmindre dørlukning alene er

besluttet af hensyn til ro og orden i retslokalet). Endvidere er det forbudt

for enhver, der i embeds medfør er beskæftiget med en

straffesag, at udtale sig uden for retten om skyldsspørgsmålet,

så længe sagen ikke er pådømt eller bortfaldet.

De gældende regler sætter således meget

snævre grænser for, hvad der må siges offentligt om en sag,

når retsmøderne holdes for lukkede døre.

Spørgsmål 23:

Er ministeren enig i, at adgang til at bruge

referatbåndoptager giver større mulighed for en korrekt

retsreportage?

Svar:

Jeg er enig i, at fordelen ved at tillade journalister at

bruge referatbåndoptager vil være, at det øger

mulighederne for en korrekt gengivelse af retsmødet.

I lovforslagets bemærkninger er der redegjort for de

modhensyn, der har medført, at forslaget i betænkning nr.

1330/1997 om at tillade journalisters brug af referatbåndoptagere ikke

er medtaget i lovforslaget.

Dommerforeningen og præsidenterne for Østre

og Vestre Landsret har således over for Justitsministeriet stærkt

frarådet at give journalister tilladelse til at bruge

referatbåndoptager under retsmøder, medmindre retterne får

mulighed for selv at optage retsmøderne på bånd.

Dommerforeningen og retspræsidenterne har bl.a.

peget på, at det vil være uacceptabelt, at en journalist ved

hjælp af en båndoptagelse kan hævde, at noget er blevet

sagt eller er foregået, hvis retten er afskåret fra at kunne

kontrollere det nøjagtigt og fra eventuelt at kunne

imødegå fejlagtige udsagn.

Som nævnt i bemærkningerne til lovforslaget,

vil det i givet fald koste et to-cifret millionbeløb at installere

optageudstyr af den fornødne kvalitet i retssalene.

Som påpeget af Dommerforeningen vil retternes brug

af båndoptagere have videregående betydning for retsledelse,

protokollering, domsskrivning og indretningen af retslokalerne. Bredere

overvejelser om de retsplejemæssige aspekter ved domstolenes brug af ny

teknologi bør efter Justitsministeriets opfattelse indgå i det

generelle arbejde med en reform af den civile retspleje, som nu

gennemføres i Retsplejerådets regi.

Endvidere har Justitsministeriet lagt betydelig vægt

på, at der må antages at være en væsentlig risiko

for, at en almindelig adgang til båndoptagelser vil svække

mulighederne for at få vidner til at afgive forklaringer i retten.

I betænkning nr. 1330/1997 anførte udvalget

bl.a., at den blotte viden hos parter og vidner om, at deres forklaring

bliver optaget på bånd af udenforstående, vil øge

belastningen ved at afgive forklaring og bidrage til at svække tilliden

til vidneforklaringerne. Det er blevet mere udbredt, at vidner i straffesager

udtrykker frygt for at udtale sig for åbne døre, eller mens

tiltalte er til stede, og frygten for, hvad udenforståendes

båndoptagelser senere kan bruges til, vil kunne gøre det

vanskeligere at få vidner til at udtale sig.

Spørgsmål 24:

Er ministeren enig i følgende princip: At jo

lettere adgang der er til lødig information, jo større mulighed

er der for en lødig retsreportage?

Svar:

Man kan næppe være uenig i princippet, men

hensynet til at give medierne så let adgang som muligt til så

mange oplysninger som muligt må generelt vejes op mod nogle modhensyn,

som også er væsentlige, jf. bl.a. besvarelsen af

spørgsmål nr. 23.

Lovforslaget er i det hele udtryk for denne afvejning.

Spørgsmål 25:

Med lovforslaget ophæves den gældende

bestemmelse i retsplejelovens § 41 a om retsstenografer. Dette vil af nogle

borgere kunne opfattes som en svækkelse af deres retssikkerhed. Hvordan

mener ministeren, at man kan sikre borgerne en tilsvarende retssikkerhed uden

brug af autoriserede retsstenografer? Vil det være en mulighed at give

parten i retssagen mulighed for selv at tage en person med til at tage

referat af sagen? Hvordan skulle et ændringsforslag herom i givet fald

udformes?

Svar:

Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens §

41 a er justitsministeren bemyndiget til at autorisere stenografer til

optagelse af stenografisk referat af retsforhandlinger.

Som anført i lovforslagets bemærkninger

foreslås bestemmelsen ophævet, fordi der ikke er aktuelle

uddannelser, som gør det muligt at autorisere yderligere

retsstenografer, hvoraf der nu kun findes to i Danmark.

Efter retsplejelovens regler skal forklaringer, der

afgives under domsforhandlingen, gengives i retsbogen i det omfang, retten

bestemmer, og retten skal herved bl.a. tage hensyn til ønsker fra

parter og vidner.

Som nævnt i lovforslagets bemærkninger er der

ikke efter retsplejeloven noget til hinder for, at en part under et

retsmøde kan medbringe en person, der kan tage stenografisk referat af

forhandlingerne. Den foreslåede ophævelse af bestemmelsen om

retsstenografer vil ikke ændre herved, og der er således ikke

behov for et ændringsforslag som nævnt i

spørgsmålet.

Spørgsmål 26:

Skal svaret på spørgsmål nr. 4, jf.

bilag 15, forstås således, at ministeren finder det rimeligt og

logisk, at journalister og andre, der kan stenografere, frit kan

offentliggøre retsbøger fra retsmøder under

efterforskningen i deres fulde ordlyd, medens andre journalister er ringere

stillet, fordi de ikke kan få udleveret retsbøger, og vil

ministeren yde teknisk bistand til et ændringsforslag, der giver

mulighed for at få retsbøger fra offentlige retsmøder

udleveret?

Svar:

Justitsministeriet har i besvarelsen af

spørgsmål nr. 4 redegjort for de hensyn, der begrunder, at

journalister efter lovforslaget normalt kan få kopi af

retsbøgerne, men først, når den pågældende

sag er afsluttet.

Justitsministeriet har således bl.a. lagt vægt

på, at en udvidelse af den personkreds, der har adgang til

retsbøgerne, mens en sag verserer, i sig selv indebærer en

risiko for misbrug og for svækkelse af vidnebeviset. Det er vigtigt

ikke at undergrave princippet i retsplejelovens § 182 om, at vidner ikke

må høre parternes, andre vidners og syns- og

skønsmænds forklaringer. Retsbøgerne indeholder en

autoritativ gengivelse af de forklaringer m.v., der er afgivet i retten, og

kan derfor ikke sammenlignes med journalisters egne referater af et

retsmøde.

I besvarelsen af spørgsmål nr. 4 er der

også peget på, at en adgang for journalister til løbende

aktindsigt i retsbøgerne i straffesager ville betyde, at journalister

fik en mere vidtgående adgang til aktindsigt end personer, der uden at

være parter er involveret i sagen.

Et ændringsforslag som nævnt i

spørgsmålet vil kunne udformes således:

»

Til § 1.

X) I nr. 2 udgår i den foreslåede § 41 a, stk.

4, 1. pkt., ordene: », og sagen er endt«.«

Som det fremgår, kan jeg ikke støtte et

sådant ændringsforslag.

Spørgsmål 27:

Hvordan skal svaret på spørgsmål nr. 4,

jf. bilag 15, forstås med hensyn til misbrug og svækkelse af

vidneudsagn? Skal det forstås således, at personer, der

overværer åbne retsmøder, ikke misbruger og svækker

vidneudsagn, medens de, der måtte afhente en retsbog, vil svække

og misbruge vidneudsagn?

Svar:

Som anført i besvarelsen af spørgsmål

nr. 26 indeholder retsbøgerne en autoritativ gengivelse af

forhandlingerne i retten. Efter Justitsministeriets opfattelse kan

retsbøger derfor ikke sammenlignes med tilhøreres egne

referater af retsmøder.

Spørgsmål 28:

Når ministeren i øvrigt i en række svar

henviser til konklusionerne i betænkning nr. 1330/1997

vedrørende samarbejde mellem retterne og pressen, hvad er så

begrundelsen for, at adgangen til referatbåndoptager som notatredskab

er udeladt samtidig med, at adgangen til retsbøger er begrænset,

og er ministeren ikke enig i, at pressen bør gives optimale muligheder

for at give et retvisende billede af et retsmødes forløb?

Svar:

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål nr.

23 (om referatbåndoptager) og til besvarelsen af spørgsmål

nr. 4, 26 og 27 (om aktindsigt i retsbøger).

Lovforslaget medfører væsentlige forbedringer

for journalisterne på en række punkter. Som nævnt i

besvarelsen af spørgsmål nr. 24 er lovforslaget samtidig udtryk

for en afvejning af hensynet til massemediernes arbejdsmuligheder over for

nogle modhensyn, som også er væsentlige.

Spørgsmål 29:

Er ministeren enig i, at tiltaltes forklaring for

åbne døre i sædelighedssager kan være lige så

krænkende og behovet for lukkede døre af hensyn til offeret lige

så vægtigt, som når offeret selv afgiver forklaring, og

giver dette ministeren anledning til initiativer?

Svar

:

I straffesager gælder, at dørene efter

begæring lukkes under forurettedes forklaring i sager om

voldtægt, incest m.v., jf. retsplejelovens § 29, stk. 6 (den

foreslåede § 29 a). Endvidere kan retten i andre tilfælde

beslutte, at dørene skal lukkes, hvis der er grund til at antage, at

offentlighedens tilstedeværelse vil tilføje nogen en

unødvendig krænkelse, jf. retsplejelovens § 29, stk. 4 (den

foreslåede § 29, stk. 1, nr. 3).

Der er således også efter lovforslaget

mulighed for, at dørene kan lukkes af hensyn til f.eks. ofre i

sædelighedssager, mens tiltalte afgiver forklaring. Jeg finder det

rigtigt, at dørlukning i disse situationer ikke sker »automatisk«, men som hidtil

efter rettens konkrete vurdering i hvert enkelt tilfælde.

Spørgsmål 30:

Indebærer den foreslåede § 30 a, at f.eks. 21

fremmødte journalister hver for sig kan procedere

spørgsmålet om referatforbud, og er retsformanden forpligtet til

at sikre, at synspunkterne bliver refereret i retsbogen?

Svar:

Justitsministeriet går ud fra, at »§ 30 a« skal være

»§ 30 b«, hvorefter

tilstedeværende journalister får ret til at udtale sig, inden

retten træffer afgørelse om referatforbud.

Som anført i lovforslagets bemærkninger (pkt.

6.2), bestemmer dommeren i medfør af de almindelige regler om

procesledelse, jf. retsplejelovens kapitel 16, hvornår et

spørgsmål er tilstrækkeligt behandlet. Dommeren vil inden

for rammerne af disse regler endvidere kunne bestemme, på hvilken

måde de tilstedeværende medierepræsentanter kan fremkomme

med deres synspunkter, før der træffes afgørelse om

referatforbud.

Er der mange journalister til stede, vil det for at

undgå, at behandlingen af det pågældende

spørgsmål trækker unødigt i langdrag, f.eks. kunne

bestemmes, at medierepræsentanternes synspunkter skal fremføres

af en enkelt journalist med mulighed for, at de øvrige journalister

kan supplere med eventuelle yderligere synspunkter.

Som nævnt i besvarelsen af spørgsmål

nr. 7 skal retsbogen bl.a. indeholde en kort fremstilling af forhandlingerne

i retten, og de påstande, der nedlægges under sagen, skal

gengives fuldstændigt.

Spørgsmål 31:

Finder ministeren det rimeligt, at pressen kan kære

klokkeklare afgørelser om lukkede døre, og vil det ikke belaste

landsretterne unødigt?

Svar:

Justitsministeriet går ud fra, at »klokkeklare afgørelser« skal forstås som åbenbart rigtige

afgørelser.

Efter Justitsministeriets opfattelse er det ikke muligt at

afgrænse en kæreadgang på grundlag af, om en

afgørelse om dørlukning er åbenbart rigtig eller ej.

Den foreslåede kæreadgang vil medføre

nogle sager ved landsretterne, men den øgede belastning skønnes

dog ikke at ville have ressourcemæssige konsekvenser.

Spørgsmål 32:

Hvilken pligt har anklagemyndigheden til under procedure

om spørgsmålet om åbne/lukkede døre at varetage

offentlighedens interesser, hvor hensynet til efterforskningen ikke tilsiger

det modsatte?

Svar:

Anklagemyndigheden har en almindelig pligt til at handle i

overensstemmelse med gældende lovgivning, herunder de regler, der

gælder om betingelserne for dørlukning.

I straffesager, hvor der rejses spørgsmål om

dørlukning, og hvor en beslutning herom ikke kan begrundes i

efterforskningsmæssige hensyn, jf. den foreslåede § 29, stk. 2,

nr. 3, i retsplejeloven, vil anklagemyndigheden efter omstændighederne

skulle vurdere og udtale sig om, hvorvidt der foreligger andre

omstændigheder, som efter loven kan begrunde dørlukning, og om

betingelserne for at fravige offentlighedsprincippet i øvrigt må

antages at være opfyldt, jf. den foreslåede § 29.

Spørgsmål 33:

Deler ministeren det indtryk, at anklageren som oftest,

hvis forsvareren anmoder om dørlukning eller navneforbud, ikke

protesterer med det resultat, at der er sager, der holdes for lukkede

døre, men som egentlig burde holdes for åbne døre?

Spørgsmål 34:

Deler ministeren det indtryk, at dommeren er

tilbøjelig til at lukke dørene, hvis forsvareren begærer

det og anklagemyndigheden ikke protesterer?

Svar

:

Udvalget anfører i betænkning nr. 1330/1997

på grundlag af nogle undersøgelser, at dørlukning kun

sker i en lille procentdel af alle retsmøder, men at dørene

oftere lukkes i sager, der omtales i medierne, end i retssager generelt, jf.

også besvarelsen af spørgsmål nr. 35 nedenfor.

Det gør formentlig indtryk på retten, hvis

både forsvareren og anklageren giver udtryk for, at der efter deres

opfattelse er grundlag for dørlukning, og at de øvrige

betingelser herfor er opfyldt. Justitsministeriet har ikke nærmere

statistiske oplysninger herom.

Som anført i lovforslagets bemærkninger har

de foreslåede regler om mediernes ret til at udtale sig i

spørgsmål om dørlukning til formål at sikre, at der

kommer synspunkter frem, som kan give retten bedre mulighed for at vurdere,

om eller i hvilket omfang offentlighedsprincippet bør fraviges i den

konkrete sag.

Spørgsmål 35:

Har ministeren oplysninger, der kan dokumentere, at der

afholdes flere møder for lukkede døre end tidligere?

Svar:

I betænkning nr. 1330/1997 sammenholder udvalget

resultaterne af to undersøgelser, som henholdsvis Justitsministeriet

og udvalget selv har fået foretaget af, hvor ofte retsmøder

holdes for lukkede døre, jf. betænkningen side 101-106 og

226-235. Justitsministeriets undersøgelse er foretaget i 1990 og

vedrører årene 1984 og 1989, mens udvalgets undersøgelse

vedrører 1994.

Udvalget konkluderer, at billedet af, hvor ofte

retsmøder afholdes for lukkede døre, ikke i 1994 havde

ændret sig i forhold til 1990-undersøgelsen. Udvalget

anfører bl.a., at dørlukning kun sker i en lille procentdel af

alle retsmøder, men at dørene oftere lukkes i sager, der

omtales i massemedierne, end i retssager generelt.

Justitsministeriet er ikke i besiddelse af yderligere

oplysninger om antallet af dørlukninger.

Spørgsmål 36

:

I hvilket omfang har lovforslaget imødekommet

bekymringer og indvendinger fra domstolene og dommerforeningen?

Svar:

Lovforslaget indeholder ikke regler om journalisters

adgang til at bruge referatbåndoptager under retsmøder. Som

anført i lovforslagets bemærkninger, har Dommerforeningen og

præsidenterne for Østre og Vestre Landsret og Københavns

Byret frarådet at gennemføre forslaget herom i betænkning

nr. 1330/1997, medmindre retterne får mulighed for selv at optage

retsmøderne på bånd.

Repræsentanter for domstolene havde også

indvendinger mod udvalgets forslag om at give journalister adgang til at

få kopi af retsbøger, mens den pågældende sag

verserer. Efter lovforslaget kan journalister få aktindsigt i

retsbøger, når sagen er afsluttet.

Herudover anbefalede Præsidenten for Vestre Landsret

i sit høringssvar, at kompetencen til at tillade billedoptagelse i

rettens bygninger ved kollegiale retter og administrationsembeder blev

tillagt vedkommende præsident eller administrerende dommer og ikke den

enkelte dommer, sådan som udvalget havde foreslået.

Spørgsmål 37:

Hvad er begrundelsen for, at kun tilfældige

journalister og ikke andre tilhørere skal have kæreadgang?

Svar

:

Lovforslaget indebærer, at massemedierne får

en kæreadgang, som andre, der er til stede som tilskuere ved et

retsmøde, ikke får.

Også i nogle af høringssvarene og i den

offentlige debat om udvalgets betænkning blev der stillet

spørgsmål ved, om denne »forskelsbehandling« er

rimelig. Der blev desuden peget på risikoen for, at medierne kommer til

at involvere sig som en slags parter i sagerne.

Som anført i lovforslagets bemærkninger, er

Justitsministeriet enig i, at det kan give anledning til væsentlig

tvivl, om der bør indføres kæreadgang alene for

massemedierne. Overvejelser om en bredere kæreadgang rejser

imidlertid en række principielle og praktiske spørgsmål,

der må indgå i det generelle reformarbejde vedrørende

retsplejen, som Retsplejerådet er i gang med. I forbindelse med dette

lovforslag er alternativet således ikke at udvide kæreadgangen

yderligere, men at opretholde de gældende regler indtil videre.

Justitsministeriet har fundet det rigtigst at medtage

forslaget (der i betænkning nr. 1330/1997 er fremsat af et enigt

udvalg), også under hensyn til, at hovedformålet med at

tillægge medierne beføjelse på dette område vil

være at sikre, at det generelle hensyn til offentlighedsprincippet

indgår i domstolenes vurdering af, hvornår det er rimeligt at

begrænse offentlighedens adgang til at følge en sag.

Efter Justitsministeriets opfattelse bør de

foreslåede regler virke en tid, således at der kan

indhøstes erfaringer med deres anvendelse i praksis og deres betydning

for afviklingen af retssager med stor medieinteresse.

Spørgsmål 38:

Betyder den foreslåede § 41 a, at en journalist

før domsforhandlingen kan læse et anklageskrift og

offentliggøre den tiltaltes identitet, hvorefter retten ved

domsforhandlingens begyndelse afsiger kendelse om navneforbud?

Svar

:

Efter den foreslåede § 41 a, stk. 1, 4. pkt.,

bemyndiges justitsministeren til at fastsætte regler om, på

hvilket tidspunkt gennemsyn eller udlevering af anklageskrifter kan ske.

I lovforslagets bemærkninger (pkt. 4.2.1) er der

nærmere redegjort for, hvordan de administrative regler agtes udformet.

Der vil blive fastsat regler, som sikrer, at tiltalte forinden selv er gjort

bekendt med tiltalen, og at han har haft lejlighed til at tage stilling til,

om han ønsker at få beskikket en forsvarer (medmindre

beskikkelse af en forsvarer i det pågældende tilfælde er

obligatorisk). Det vil endvidere blive sikret, at tiltalte har haft lejlighed

til at tale med forsvareren og f.eks. tage stilling til, om der skal

fremsættes begæring om navneforbud.

Det vil således bl.a. blive fastsat, at medierne kan

få mulighed for på dommerkontoret at læse eller få

kopi af anklageskriftet tre dage før domsforhandlingen eller

retsmødet, hvis anklageskriftet er blevet forkyndt for tiltalte mindst

en uge forinden. I tilfælde, hvor anklageskriftet ikke forkyndes, men

alene sendes som almindeligt brev, skal der være gået mindst en

uge fra det tidspunkt, hvor den tiltalte må antages at have fået

anklageskriftet i hænde, dvs. 9 dage efter afsendelsen fra

dommerkontoret. Hvis der længe inden udarbejdelsen af anklageskriftet

er blevet beskikket en forsvarer f.eks. fordi der har været

grundlovsforhør skal medierne dog kunne få aktindsigt tre dage

før domsforhandlingen, hvis blot den tiltalte forinden har fået

anklageskriftet i hænde eller har fået det forkyndt.

De administrative regler vil således blive udformet

med henblik på, at den tiltalte skal have haft mulighed for at bede

retten tage stilling til spørgsmålet om navneforbud, inden

medierne får aktindsigt i anklageskriftet.

Spørgsmål 40:

Kan ministeren tilslutte sig ændringsforslag nr. 2,

5, 6, 7 og 8, således som de fremgår af udkastet til

betænkning, jf. L 78 bilag 23? I benægtende fald, hvorfor

ikke?

Svar:

Jeg kan ikke tilslutte mig de pågældende

ændringsforslag.

Begrundelsen herfor er følgende:

Ad ændringsforslag nr. 2 og 5:

Ændringsforslagene går ud på, at der i

straffesager skal være navneforbud vedrørende alle involverede

personer, medmindre retten konkret ophæver forbudet.

I overensstemmelse med grundlovens bestemmelse om

offentlighed i retsplejen er udgangspunktet efter de gældende regler i

retsplejeloven og efter lovforslaget derimod, at retsmøder holdes for

åbne døre, og at der uden særlige begrænsninger kan

refereres offentligt fra retsmøder, der er holdt for åbne

døre.

Princippet om åbne døre og den heraf

følgende ret til at referere retsmøder offentligt har navnlig

til formål at medvirke til at sikre en retfærdig rettergang.

Dette hensyn kan imidlertid i nogle tilfælde, der er nærmere

angivet i loven, vige for andre væsentlige hensyn.

Efter min opfattelse vil det være forkert at

ændre det nævnte hovedprincip i retsplejeloven. Navneforbud

bør som hidtil være en undtagelse og bør kun

nedlægges efter rettens vurdering i hvert enkelt tilfælde.

De problemer med medieomtales eventuelle »domsvirkning«, som

fremhæves i bemærkningerne til ændringsforslagene,

bør efter min opfattelse ikke føre til ændringer af

grundlæggende regler i retsplejeloven.

Ad ændringsforslag nr. 6 og 7:

Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens §

31, stk. 4, er tegning i retssalen forbudt, medmindre retten giver tilladelse

i det enkelte tilfælde.

Ændringsforslagene går ud på at

opretholde og yderligere stramme denne regel, således at retten kun

under særlige omstændigheder kan give tilladelse til at tegne

under retsmøder og til at offentliggøre tegninger fra

retsmøder.

Efter lovforslaget (den foreslåede § 32 a i

retsplejeloven) er tegning tilladt, men retten kan under særlige

omstændigheder forbyde det. Endvidere kan retten under særlige

omstændigheder forbyde, at tegninger fra et retsmøde

offentliggøres det vil navnlig være aktuelt, hvis der under

retsmødet opstår en situation, som, hvis retten havde kendt den

på forhånd, ville have medført, at det var blevet forbudt

at tegne.

Adgangen til offentligt at gengive tegninger fra

retsmøder vil i øvrigt være begrænset af eventuelle

navne- og referatforbud og af retsplejelovens regler om forbud mod at

offentliggøre lægdommeres og visse forurettedes identitet.

Lovforslagets bestemmelse om tegning er udformet i

overensstemmelse med udvalgets forslag i betænkning nr. 1330/1997 om

samarbejdet mellem retterne og pressen. Som anført i

betænkningen (side 135-136) er det som regel sværere at

identificere en person på grundlag af en tegning end på grundlag

af et fotografi. En tegning vil heller ikke på samme autentiske

måde som et fotografi kunne »udstille « en part eller et vidne i en presset situation.

Ad ændringsforslag nr. 8:

Efter lovforslaget (den foreslåede § 41 a, stk. 1, i

retsplejeloven) kan pressen få aktindsigt i anklageskrifter og

retsmødebegæringer. Før der gives aktindsigt, skal

dokumenterne anonymiseres, sådan at forurettedes og eventuelle vidners

identitet ikke fremgår heraf. Justitsministeren fastsætter

nærmere regler om, på hvilket tidspunkt aktindsigten kan

gennemføres.

Ændringsforslaget indeholder to ændringer i

forhold til lovforslaget:

1) Den foreslåede anonymisering udvides til

også at omfatte sigtedes/tiltaltes identitet.

Spørgsmålet om, hvorvidt pressen kan få

oplyst den sigtedes eller tiltaltes navn, bør efter min opfattelse

alene afgøres efter de almindelige regler om navne- og referatforbud.

Det skyldes, at pressens aktindsigt i anklageskrifter og

retsmødebegæringer vil blive tilrettelagt således, at

dokumenterne i praksis først udleveres, når sigtede/tiltalte har

haft lejlighed til at tage stilling til, om han ønsker at få

beskikket en forsvarer, og når den pågældende har haft

lejlighed til at tale med forsvareren og bl.a. tage stilling til, om der skal

fremsættes begæring om navneforbud. Der henvises herom til

besvarelsen af Retsudvalgets spørgsmål nr. 38 vedrørende

lovforslaget.

2) Det anføres udtrykkeligt, at anonymiseringen

skal ske således, at personnumre ikke fremgår af det

pågældende dokument.

Efter Justitsministeriets opfattelse er der ikke behov for

denne ændring.

Kravet om, at dokumenterne skal »anonymiseres, således at forurettedes og vidners

identitet ikke fremgår heraf« (lovforslagets

formulering) indebærer utvivlsomt, at forurettedes og vidners

personnumre ikke må kunne læses. I øvrigt fremgår

forurettedes og vidners personnumre ikke af anklageskrifter og normalt heller

ikke af retsmødebegæringer.

Sigtedes eller tiltaltes personnummer vil normalt

fremgå af anklageskriftet og af retsmødebegæringer. Et

personnummer er imidlertid en fortrolig oplysning, og lovforslaget indeholder

ikke en særlig hjemmel til, at personnumre kan videregives til private.

Sigtedes/tiltaltes personnummer må således ikke fremgå af

de dokumenter, pressen får aktindsigt i.

Underbilag a til bilag 1

Ad justitsministerens svar på spørgsmål

11

Københavns Politi

PRESSEINFORMATION

Den 21. oktober 1997

Sigtet for 22 tilfælde af aktiv

dødshjælp

Københavns Politi, Afdeling A, anholdt mandag den

20. oktober om formiddagen en 32-årig kvindelig

plejehjemsassistent.

Kvinden sigtes af politiet for i 22 tilfælde at have

ydet aktiv dødshjælp over for beboere på Vesterbro i

København, hvor hun senest har været ansat i perioden fra 1.

juni 1994 til 25. marts 1997, hvor hun blev afskediget.

Ud over sigtelserne for aktiv dødshjælp er

kvinden sigtet for tyverier og underslæb. Underslæbsforholdene

beløber sig til et samlet beløb på 629.000 kr. Tyverier

og underslæb er begået over for såvel nu afdøde som

nulevende beboere på plejehjemmet. Kvinden sigtes desuden for

overtrædelse af lægelovens § 25, stk. 2, (kvaksalveri).

De 22 personer, heraf 15 kvinder og 7 mænd, der er

døde under omstændigheder, som efterforskes af politiet, var i

alderen fra 65 til 97 år. Det første af de dødsfald, der

indgår i sigtelsen, fandt sted i august måned 1994.

Politiet har ud over sigtelserne mod den 32-årige

kvinde rejst sigtelse for overtrædelse af lægelovens § 18 og

straffelovens §§ 157 og 241 mod en læge med patienter på

plejehjemmet.

Den anholdte kvinde fremstilles i grundlovsforhør i

dag kl. 09.30 i Københavns Byrets 1. afdeling.

Københavns Politi er i færd med at underrette

de pårørende, som har relationer til de afdøde som er

omfattet af sagskomplekset.

Der vil ikke blive givet yderligere oplysninger til

pressen, før grundlovsforhøret er afsluttet.

Sagen behandles af Kriminalpolitiet, Afdeling A.

Kurt Jensen

Kriminalinspektør

Underbilag b til bilag 1

Ad justitsministerens svar på spørgsmål

15

Danske Dagblades Forening

Vejledende regler for god presseskik

Grundlæggende synspunkter

Sikringen af ytringsfriheden i Danmark står i

nøje forbindelse med massemediernes frie adgang til at indsamle

informationer og nyheder og til at offentliggøre dem så korrekt

som muligt. Den frie kommentar er en del af ytringsfrihedens udøvelse.

Under varetagelse af disse opgaver bør massemedierne anerkende

hensynet til den enkelte borgers krav på respekt for den personlige

integritet og privatlivets fred og til behovet for beskyttelse mod

ubeføjet krænkelse.

Under brud på god presseskik henhører

også hindring af berettiget offentliggørelse af informationer af

væsentlig betydning for offentligheden samt eftergivenhed over for

udenforståendes krav om indflydelse på massemediernes indhold,

hvis eftergivenheden kan medføre tvivl om massemediernes frie og

uafhængige stilling. Brud på god presseskik foreligger endvidere,

hvis en journalist pålægges opgaver, som er i strid med

nærværende presseetiske regler.

En journalist bør ikke pålægges

opgaver, der strider mod hans samvittighed eller overbevisning.

Reglerne omfatter det redaktionelle stof (tekst og

billeder), som offentliggøres i den trykte periodiske presse, radio og

fjernsyn samt i de øvrige massemedier.

Reglerne omfatter tillige annoncer og reklamer i den

trykte periodiske presse og i de øvrige massemedier, i det omfang der

ikke er fastsat særlige regler herom.

Reglerne omfatter omtalte og afbildede personer, herunder

også afdøde personer, juridiske personer og lignende.

Reglernes indhold

A. Korrekte meddelelser

1. Det er massemediernes opgave at bringe korrekt og

hurtig information. Så langt det er muligt, bør det

kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte.

2. Kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i

særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig

interesse eller skadevoldende hensigt.

3. Oplysninger, som kan være skadelige,

krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal

efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og

fremmest ved forelæggelse for den pågældende.

4. Angreb og svar bør, hvor det er rimeligt,

bringes i sammenhæng og på samme måde.

5. Det skal gøres klart, hvad der er faktiske

oplysninger, og hvad der er kommentarer.

6. Overskrifter og mellemrubrikker skal i form og indhold

have dækning i den pågældende artikel eller udsendelse. Det

samme gælder de såkaldte spisesedler.

7. Berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted

på redaktionens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til

fejl af betydning i de bragte meddelelser indgår.

Berigtigelsen skal foretages i en sådan form, at

læserne, lytterne eller seerne får klar mulighed for at blive

opmærksom på berigtigelsen.

B. Adfærd i strid med god presseskik

1. Meddelelser, der kan krænke privatlivets fred,

skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig

omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige

anseelse.

2. Selvmord eller selvmordsforsøg bør ikke

omtales, medmindre klar almen interesse kræver eller begrunder

offentlig omtale, og i så fald bør omtalen være så

skånsom som muligt.

3. Ofre for forbrydelser eller ulykker skal vises det

størst mulige hensyn. Det samme gælder vidner og

pårørende til de implicerede. Ved indsamling og gengivelse af

billedmateriale skal der vises hensynsfuldhed og takt.

4. Der bør opretholdes en klar skillelinje mellem

annoncering og redaktionel tekst. Tekst og billeder foranlediget af direkte

eller indirekte merkantile interesser bør kun bringes, hvis et klart

journalistisk kriterium taler for offentliggørelse.

5. Andres tillid må ikke misbruges. Der bør

vises særligt hensyn over for personer, som ikke kan ventes at

være klar over virkningerne af deres udtalelser. Andres

følelser, uvidenhed eller svigtende herredømme bør ikke

misbruges.

C. Retsreportage

1. De under A og B anførte almindelige presseetiske

regler gælder også for retsreportagen.

2. Reglerne for retsreportagen gælder også

sagernes forberedelse, herunder straffesagens behandling hos politi og

anklagemyndighed.

3. Retsreportagen bør være objektiv. På

ethvert stadium af sagernes forberedelse og ved behandlingen i retten

bør journalisten tilstræbe en kvalitativ ligelig gengivelse af

parternes i straffesager anklagemyndighedens og forsvarets

synspunkter.

En omtale af en straffesag bør følges op med

et referat af sagens afslutning, hvad enten denne finder sted i form af

tiltalefrafald, frifindelse eller domfældelse.

4. Det bør undgås at nævne personers

slægtsforhold, stilling, race, nationalitet, trosbekendelse eller

organisationsforhold, medmindre dette direkte har med sagen at

gøre.

5. Så længe en straffesag ikke er endeligt

afgjort eller bortfaldet, må der ikke offentliggøres

meddelelser, der kan lægge hindringer i vejen for sagens opklaring,

eller tilkendegivelser om, at en sigtet eller tiltalt er skyldig. Ved omtale

af en straffesag skal det klart fremgå, om sigtede/tiltalte har

erklæret sig skyldig eller ikke-skyldig.

6. Der skal i videst muligt omfang følges en klar

saglig linje ved afgørelsen af, hvilke sager der omtales, og i hvilke

tilfælde navne på de implicerede nævnes. En sigtets eller

tiltalts navn eller anden identificering bør udelades, når ingen

almen interesse taler for at offentliggøre navnet.

7. Der skal iagttages varsomhed med meddelelser om, at

politianmeldelse er indgivet mod en navngivet person. Meddelelse herom

bør som regel ikke bringes, før anmeldelse har medført

indgriben fra politiets eller anklagemyndighedens side.

Dette gælder ikke, hvis det anmeldte forhold i

forvejen er kendt i videre kredse eller har væsentlig almen interesse,

eller det efter de foreliggende omstændigheder må antages, at

anmeldelsen er solidt underbygget.

8. En sigtet, tiltalt eller domfældt person

bør forskånes for at få fremdraget en ham tidligere

overgået straffedom, hvis den er uden betydning for de forhold, han nu

er sigtet, tiltalt eller dømt for. I anden nyhedssammenhæng

bør de mod en person tidligere rejste straffesager som regel ikke

omtales.

Lignende dokumenter