Spring til indhold

Retsinformation

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om omsætning af fast ejendom, lov om statsautoriserede revisorer, lov om registrerede revisorer, lov om translatører og tolke samt lov om dispachører

1998/1 BTL 50Betænkning over lovforslagFolketinget23. marts 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Betænkning afgivet af Erhvervsudvalget

den 18. marts 1999

Betænkning

over

Forslag til lov om ændring af lov om

omsætning af fast ejendom, lov om statsautoriserede revisorer, lov om

registrerede revisorer, lov om translatører og tolke samt lov om

dispachører

(Gennemførelse af Boligrapporten)

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder

og har herunder stillet spørgsmål til erhvervsministeren, som

denne har besvaret skriftligt.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller

mundtlige henvendelser fra:

Dansk Ejendomsmæglerforening,

Domicil,

Finansrådet,

Forbrugerrådet,

Realkreditrådet og

Søndagsavisen.

Der er af erhvervsministeren og et mindretal stillet

ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende

bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets,

Venstres, Det Konservative Folkepartis, Dansk Folkepartis,

Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres og Fremskridtspartiets medlemmer

af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med det af

erhvervsministeren stillede ændringsforslag.

Et mindretal (Socialistisk Folkepartis og

Enhedslistens medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til

Læs alt

vedtagelse med det af erhvervsministeren og de af mindretallet

stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal (Kristeligt Folkepartis medlem af udvalget)

indstiller lovforslaget til vedtagelse med det af erhvervsministeren

og de af et mindretal under nr. 1-6 stillede ændringsforslag.

Ændringsforslag

Til § 1

Af et mindretal (SF), tiltrådt af et mindretal (EL

og KRF):

1) Det under nr. 4 foreslåede § 10,

stk. 1, affattes således:

»

Aftale om formidlingsopdrag

skal være skriftlig. Aftalen skal bl.a. indeholde vilkår om

opdragets varighed og vederlæggelse. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen

fastsætter nærmere regler om aftalens indhold. Erhvervs- og

Selskabsstyrelsen kan herved fravige § 11, stk. 3, for så vidt

angår betaling til tredjemand for afgivelse af erklæring om

forhold, som indgår i beslutningsgrundlaget for en handel.«

2)

Nr. 7 affattes således:

»

7. § 11, stk.

1, ophæves, og i stedet indsættes:

»

Formidleren

kan i aftalen kun betinge sig vederlag, hvis

1) der indgås en købsaftale inden formidlingsaftalens

ophør eller

2) der efter formidlingsaftalens ophør indgås en

købsaftale på grundlag af formidlerens indsats og uden en anden

formidlers medvirken, dog kun såfremt det må antages, at

indgåelsen af købsaftalen er blevet udskudt for at holde

formidleren ude.

Stk. 2. Går formidlerens opdrag ud på salg,

bortfalder vederlagskravet, hvis handelen ikke bliver gennemført

på grund af den anviste købers forhold. Går opdraget ud

på køb, bortfalder vederlagskravet, hvis handelen ikke bliver

gennemført på grund af den anviste sælgers forhold.«

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.«

3)

Den under nr. 8 foreslåede § 11

a affattes således:

»

§ 11 a.

Af opgørelsen af det endelige vederlag skal tydeligt fremgå,

hvilke ydelser forbrugeren har modtaget samt vederlaget for den enkelte

ydelse.

Stk. 2.

Ejendomsformidleren kan ikke kræve

vederlag ved fremvisning af ejendommen i forbindelse med berigtigelse eller

ændring af en indgået finansieringsaftale, jf. § 18, stk. 2.

«

4)

Det under nr. 9 foreslåede § 17,

stk. 3, 2. pkt., affattes således:

»

Erhvervs- og

Selskabsstyrelsen skal herunder fastsætte indholdet af en

standardkøbsaftale, som formidlere skal anvende. Eventuelle

fravigelser af standardkøbsaftalen skal fremgå ved tydelig

påtegning af denne.«

5)

I nr. 10 indsættes efter den

foreslåede affattelse af § 18, stk. 1, som nyt stykke:

»

Stk. 2.

Standardkøbsaftalen skal opdeles i to selvstændige aftaler,

der vedrører dels et selvstændigt handelsdokument, som alene

indeholder ejendommens kontantpris, og dels et selvstændigt

finansieringsdokument med oplysning om indestående lån, der kan

overtages, og med forslag til mindst to alternative finansieringsmuligheder.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fastsætter nærmere regler

herom.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

6)

Efter nr. 10 indsættes som nyt nummer:

»

01. I § 18, stk.

2, der bliver stk. 3, ændres »en købsaftale« til »finansieringsdokumentet«.«

Af et mindretal (SF) tiltrådt af et mindretal

(EL):

7) Efter nr. 11 indsættes som nyt nummer:

»

02. Efter § 28

indsættes som ny paragraf med tilhørende overskrift:

»

Etiske

regler og branchekodeks

»

§ 28 a.

Har en eller flere brancheorganisationer, som repræsenterer det

overvejende flertal af ejendomsformidlere, fastsat regler til sikring af lige

og rimelige vilkår mellem ejendomsformidlere til gavn for forbrugerne,

kan Erhvervs- og Selskabsstyrelsen beslutte, at bestemmelserne skal

være bindende for alle formidlere. Fastsætter branchen ikke efter

opfordring fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen sådanne regler i

samarbejde med forbrugerorganisationerne, kan styrelsen selv fastsætte

disse.««

Af erhvervsministeren, tiltrådt af udvalget:

Til § 6

8) I paragraffen ændres »1. januar 2000«

til: »1. juli 2000« .

Bemærkninger

Til nr. 1-7

Ændringsforslagene tager udgangspunkt i

Forbrugerrådets forslag til yderligere forbedringer af forbrugernes

retsstilling ved ejendomshandler. Forslagsstilleren beklager i den

forbindelse, at erhvervsministeren ikke har taget disse forslag i

betragtning.

Til nr. 1, 2 og 3

Bemærkningerne skal ses i sammenhæng med

lovforslagets § 1, nr. 1-3. I den nuværende lovgivnings § 10 og § 11,

stk. 1 og 2, gælder det princip, at sælger kun skal betale

mæglersalær og udgifter til annoncering, hvis huset bliver solgt.

Dette princip betegnes »no cure no

pay«. Forslagsstillerne finder, at

gældende ret bør opretholdes af følgende grunde:

I sin tid blev det indført, fordi sælgerne

blev afkrævet betaling for avisannoncer, selv om deres hus ikke blev

solgt. Ejendomsmægleren fik returkommission på annoncer og

sikrede sig derved en vis indtjening, selv om det ikke lykkedes at få

solgt boligen. Situationen var ekstra graverende, idet visse

ejendomsmæglere lokkede med urealistisk høje salgspriser, blot

for at kunne indgå en for dem fordelagtig formidlingaftale.

En genindførelse af »efter regning«-princippet betyder, at sælger skal betale for alle

tjenester i form af salgsvurdering, salgsopstilling, fremvisning og udgifter

til registertræk, som ejendomsmæglerne leverer, uanset om huset

bliver solgt eller ej. Da omsætning af fast ejendom bør

indebære den maksimale forbrugerbeskytttelse, er det ikke

hensigtsmæssigt, at lovgivningen alene hviler på

konjunktursvingninger på ejendomsmarkedet. Den nuværende

situation på boligmarkedet kan meget hurtigt vende, og mange private

forbrugere vil da være hjulpet af »no cure-no pay«-princippet.

Allerede i dag kan ejendomsmæglerne kontrollere

deres risici dels ved at foretage en mere realis- tisk salgsvurdering og dels

ved ikke at indgå en given formidlingsaftale. Desuden bør der

gøres opmærksom på, at »efter regning«-princippet kan

føre til større uigennemsigtighed, jf. problematikken fra

banker, hvor kombinationen af renter og gebyrer har gjort det sværere

for forbrugerne at gennemskue, hvad det egentlig koster at have f.eks. en

kassekredit. Det kan have negative konsekvenser for konkurrencen.

Den 1. april 1993 svarede daværende

industriminister, Jan Trøjborg, Folketingets Erhvervsudvalg, at »no cure-no pay« dels gjorde det lettere for forbrugerne at overskue

prisen for ejendomsformidling, dels ville stimulere omkostningsminimeringen

hos ejendomsformidleren. Værdien af denne argumentation har ikke

ændret sig siden 1993.

Det foreslåede § 11 a, stk. 2, indeholder en regel

om, at formidler ikke må opkræve gebyrer for fremvisning af

ejendommen. Dette må hverken ske hos køber eller sælger,

uanset om den forudsatte finansiering opretholdes eller ændres.

Formålet hermed er bl.a. at sikre køber et nogenlunde frit valg

af finansiering og at sikre, at der ikke opstilles økonomiske

hindringer for udøvelsen af dette valg. Det fastslås derfor, at

det er en del af formidlerens salgsopdrag at fremvise ejendommen til

potentielle købere og disses rådgivere vederlagsfrit. Dette

gælder, uanset om fremvisning sker før eller efter, at en

købsaftale er indgået.

I det nugældende § 18, stk. 2, er princippet om

købers frie valg i finansieringen lovfæstet: »køber er i forhold til

sælger og formidler berettiget til at finansiere købet på

anden måde, såfremt dette kan ske uden tab eller væsentlig

ulempe for sælger.«

I denne sammenhæng er problemet, at

ejendomsformidlerens fremvisningsgebyr netop påfører

sælger en meromkostning (provenuetab), hvorfor det

standardmæssigt kræves, at køber refunderer selve gebyret

(+ moms). Så længe ejendomsformidlerne selvstændigt

udøver gebyropkrævning og fastsætter størrelsen

heraf, afgør de således også suverænt, om valget af

anden finansiering kan ske uden tab for sælger. Da sælger

betinger sig videresendelse af regningen til køber, er slutresultatet,

at købers valg af anden finansiering næppe er helt » frit«, da det nu bliver dyrere at leve med den af

sælger/ejendomsformidler foreslåede finansiering.

En sådan praksis er i strid med intentionerne i lov

om omsætning af fast ejendom, som de udtrykkes i Børge

Dahl-betænkningen, med den konsekvens, at køberens frie

finansieringsvalg ikke opnås.

Af reglen i § 17, stk. 1, nr. 6, følger, at

formidleren skal yde sælgeren fornøden bistand i forbindelse med

handelens efterfølgende berigtigelse. Hvis handelen skal berigtiges

ved optagelse af lån i et af køber valgt realkreditinstitut,

skal formidleren altså bistå hermed vederlagsfrit, herunder

fremvise ejendommen for dette realkreditinstitut.

Til nr. 4

Ved ændringsforslaget sikres det, at der kun

udformes én standardkøbsaftale. Det vil skabe gennemsigtighed

for sælger og køber og lette rådgivernes arbejde, at der

kun kommer til at gælde én standard på området, og

at denne standard skal anvendes i alle tilfælde.

Der vil fortsat være aftalefrihed, idet

standardkøbsaftalen kan fraviges, såfremt fravigelserne

fremgår ved tydelig påtegning på

standardkøbsaftalen.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fastsætter den

nærmere udformning af standardkøbsaftalen i samarbejde med det

rådgivende udvalg vedrørende ejendomsomsætning.

Såfremt det findes hensigtsmæssigt, kan der udarbejdes en

standardkøbsaftale for hver af de forskellige typer ejendomme, f.eks.

parcelhuse, ejerlejligheder og sommerhuse.

Det forudsættes, at standardkøbsaftalens

opdeling i to adskilte dokumenter medfører en klar risikofordeling

baseret på princippet om, at køber bærer den finansielle

risiko for indgåelse af handelsaftalen, således at

standardkøbsaftalen ikke indeholder reguleringsklausuler.

Standardkøbsaftalen forudsættes i et separat dokument at

indeholde vilkår om finansiering, der som udgangspunkt udelukkende er

et spørgsmål mellem køberen og køberens

finansieringskilder. Dette emne er nærmere reguleret i et

selvstændigt finansieringsdokument, jf. § 1, nr. 10, samt

bemærkninger hertil.

Standardkøbsaftalen skal være på plads

ved lovens ikrafttræden år 2000.

Til nr. 5

Det foreslåede nye stk. 2 i § 18, hvorefter

standardkøbsaftalens oplysninger om selve handelen og forslaget til

finansiering skal splittes op i to selvstændige aftaledokumenter, har

til formål at henlede køberens opmærksomhed på det

forhold, at der i en ejendomshandel er tale om to forskellige beslutninger:

en, der vedrører køb, og en, der vedrører finansiering

af det købte.

Bestemmelserne indeholder et krav om, at oplysninger m.v.

om, hvordan ejendommen kan finansieres på en anden måde end den

eksisterende, skal fremgå af et selvstændigt dokument, der er

fysisk adskilt fra salgsopstillingen og handelsdokumentet. Der skal fortsat

gives oplysninger om indestående lån i ejendommen, der kan

overtages, herunder om der er særlige overtagelsesbetingelser.

Det er netop på grund af beslutningens

vidtrækkende betydning for den enkelte, at der på dette

særlige område er grund til at gå videre i retning af at

beskytte køber. Et frit finansieringsvalg er mere aktuelt i dag end

tidligere, hvor der gjorde sig den opfattelse gældende, at finansiering

var et vedhæng til ejendommen. I dag har køber flere forskellige

belåningsmuligheder, og der findes ikke nogen

standardfinansieringsløsning. Der er derfor et særligt behov for

rammer, der skærper købers opmærksomhed på

finansieringsbeslutningens vigtighed.

Som noget særligt for Danmark gælder det, at

sælger i mange tilfælde indhenter tilbud om finansiering, selv om

det er køber, der skal leve med finansieringen, og sammenvævning

i købsaftalen af ejendommens pris og ejendommens finansiering

understøtter den nuværende praksis, hvor

sælger/sælgers ejendomsformidler tilrettelægger

finansieringen. Denne sammenkædning betyder, at køber bør

tilskyndes til selvstændigt at overveje finansieringsvalget.

Ved at adskille køb og finansiering i to

selvstændige aftaledokumenter synliggøres det over for

køber, at han står over for to beslutninger, og at han ikke

nødvendigvis bør underskrive en finansieringsaftale samtidig

med købsaftalen, men i stedet indrømme sig selv en

tænkepause til at søge rådgivning og eventuelt et

alternativt finansieringstilbud.

Hvis der kunne kræves et finansieringsforslag

opstillet, må det formodes, at ejendomsformidleren vil opstille det

forslag, der medfører den laveste månedlige nettoydelse det

første år. Hidtil har dette ført til finansieringsforslag

baseret på kontantlån (p.t. 5 pct.- eller 6 pct.-obligationer),

hvilket er betænkeligt på grund af kontantlånets

skattemæssige status samt reducerede fremtidige

konverteringsmuligheder.

Afhængigt af mindsterenten kan man frygte, at

mæglerne vil lade sig friste til at opstille forslag, som ensidigt vil

være i sælgers interesse, og som klart må frarådes

køber. Som modvægt mod sælgers finansieringsforslag er der

behov for opstilling af alternative forslag, der tilgodeser købers

interesse. Derfor foreslås det, at der ud over de eksisterende

lån i ejendommen opstilles to eller flere finansieringsforslag.

Til nr. 6

Inden for de liberale erhverv er der tradition for, at

brancheorganisationerne fastsætter regler, som er bindende for

medlemmerne. En del af disse er af foreningsmæssig karakter, men der

fastsættes sædvanligvis også regler, som regulerer adgangen

til at rette henvendelse til forbrugerne (etiske regler) og regler om

medlemmernes indbyrdes forhold (branchekodeks).

I det omfang sådanne regler under

forudsætning af lige og fair konkurrence sikrer forbrugerne

kvalitetsydelser fra ejendomsmæglere, tilgodeses et væsentligt

sigte.

Det overordnede hensyn, som Erhvervs- og Selskabsstyrelsen

skal påse ved bedømmelse af branchens regler, er, at forbrugerne

sikres. De etiske regler og branchekodeksen skal tilpasses formidlernes

rolle, som siden 1. januar 1997 blev udvidet med mulighed for

skødeskrivning.

Det forventes, at sådanne etiske regler og en

branchekodeks også omfatter forbud mod konkurrencebegrænsende

vilkår på ejendomsmarkedet, salgsvurdering og standardiseret

annoncemateriale.

Det er en væsentlig forudsætning, at et

overvejende flertal af ejendomsformidlerne indfører de

nødvendige regler i samarbejde med forbrugersiden

(Forbrugerrådet). Et overvejende flertal af ejendomsformidlerne vil

være repræsenteret ved Dansk Ejendomsmæglerforening. Dansk

Ejendomsmæglerforening og Forbrugerrådet har siden august 1998

været i dialog med henblik på at udarbejde et sæt etiske

retningslinjer, som forventes at være færdigforhandlet i

begyndelsen af 1999.

Skulle dette mod forventning ikke ske, eller findes

branchens regler ikke at være tilstrækkelige, hvad angår

hensynet til forbrugerne, indeholder forslaget en adgang for Erhvervs- og

Selskabsstyrelsen til i samarbejde med forbrugersiden (Forbrugerrådet)

at fastsætte disse bestemmelser. Der er ikke foreslået fastsat

hjemmel til at kunne straffe for overtrædelse af forskrifterne. Handler

en formidler i strid med sådanne bestemmelser, vil der efter

omstændighederne være tale om overtrædelse af det generelle

krav om god skik (ejendomsmæglerskik, markedsføringsskik,

rådgivningsskik, advokatskik, m.v.).

Til nr. 8

Som det allerede fremgår af bemærkningerne til

lovforslagets § 6, skal branchen have den fornødne tid til at indrette

sig på de ændrede forhold, som er reguleret i § 1. Forslaget

forudsætter på to punkter, at der er tid til det forberedende

arbejde inden ikrafttrædelsen. Dels skal Det Rådgivende Udvalg

vedrørende Ejendomsomsætning inddrages i udformningen af de

administrative forskrifter, dels har Dansk Ejendomsmæglerforening

oplyst, at arbejdet med at foretage ændringer i blanketter og orientere

medlemmerne om de nye regler ventes at tage et halvt år, efter at de

administrative forskrifter foreligger. Da det forberedende arbejde ikke kan

igangsættes før lovforslagets endelige vedtagelse,

foreslås det at udsætte ikrafttrædelsen et halvt år

til den 1. juli 2000.

René Skau Johansen (S)

Bjarne Laustsen (S) Ole Vagn Christensen (S)

Claus Larsen-Jensen (S)

Frode Sørensen (S) nfmd.

Christine Antorini (SF) Sonja Albrink (CD)

Morten Helveg Petersen (RV) Frank Aaen (EL)

Svend Erik Hovmand (V) Pia Larsen (V)

Kim Andersen (V)

Mariann Fischer Boel (V) fmd.

Pernille Sams (KF) Christian Jensen (FP)

Egil Møller (DF) Ole M. Nielsen (KRF)

Lignende dokumenter