Vejledning om prænatal genetisk information, rådgivning og undersøgelse
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Vejledning om prænatal genetisk information, rådgivning og
undersøgelse
Forord
I 1981 udsendte Sundhedsstyrelsen Meddelelse om
forebyggende undersøgelser for kromosomsygdomme, medfødte stofskiftesygdomme,
neuralrørsdefekter m.v. hos fostre". De grundlæggende principper gælder
fortsat, men en vældig udvikling i viden og muligheder har præget også dette
område i tiden siden da. Meddelsen erstattes derfor med denne Vejledning og
redegørelse om Prænatal genetisk information, rådgivning og
undersøgelse".
Prækonceptionel genetisk rådgivning, dvs. rådgivning om
genetiske forhold før graviditeten er indtrådt, giver kvinden og manden
mulighed for at tage stilling til håndteringen af eventuelle risici uden det
samme tidspres, som efter graviditet er konstateret. Prækonceptionel genetisk
rådgivning bør derfor opprioriteres. Imidlertid henvender langt de fleste
gravide kvinder sig først til læge eller jordemoder, efter graviditeten er
indtrådt. Vejledningen og redegørelsen er til brug for disse situationer.
Redegørelsen giver en bred beskrivelse af prænatal genetisk
rådgivning, af alvorlige genetiske sygdomme, af afgrænsning af risikogrupper,
af metoder til undersøgelse og af den nuværende og anbefalede fremtidige
organisation. Vejledningen giver en kort indføring i området og indeholder de
konkrete anbefalinger til hvilke kvinder, der skal have hvilke tilbud.
Vejledningen henvender sig både til lokale myndigheder og
til de læger, jordemødre og andre fagpersoner, der kommer i kontakt med denne
gruppe kvinder. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at Vejledningen danner grundlag
for amtskommunernes planlægning af sundhedsvæsenets tilbud om information,
rådgivning og undersøgelse til gravide kvinder med øget risiko for at få et
barn med alvorlig genetisk sygdom.
Vejledning og redegørelse er udarbejdet af Sundhedsstyrelsen
efter konsultation med mange eksperter. Et udkast har været til høring i en
Læs alt
bred kreds af involverede og interesserede, og på baggrund af høringssvarene
afholdtes et åbent møde om forventninger og krav til det fremtidige tilbud.
På
baggrund heraf er den endelige vejledning og redegørelse færdiggjort.
I den periode, redegørelsen har været under udarbejdelse,
har den teknologiske udvikling vist nye muligheder for prænatal diagnostik af
genetisk sygdom, og flere markante nye kan ventes. Metoderne er bl.a. pga. de
tilknyttede etiske aspekter genstand for stor opmærksomhed. Vejledningen vil
skulle revideres i takt med, at nye relevante teknologier bliver
tilgængelige.
Sundhedsstyrelsen, 1994
Palle
Juul-Jensen
/
Lone de Neergaard
Vejledning
Indholdsfortegnelse
1.
Formål og principper
2.
Genetiske sygdomme og misdannelser
3.
Prænatal genetisk information og
rådgivning
4.
Prænatale genetiske undersøgelser
5.
Henvisning til prænatal genetisk
rådgivning og undersøgelse
6.
Organisation
7.
Kvalitetsudvikling
1. Formål og principper
Formålet med prænatal genetisk information, rådgivning og
undersøgelse er:
at sikre at gravide
kvinder med øget risiko for at få et barn, der har eller vil udvikle en
alvorlig genetisk sygdom eller handicap, får tilbudt ydelser, der kan give
kvinden/parret et kvalificeret handlegrundlag i den konkrete situation.
Den genetiske rådgivning og de prænatale undersøgelser bør udføres med
respekt
for kvindens selvbestemmelse, integritet og for fosteret. Ydelserne skal være
af høj kvalitet, og tilbuddene skal gives under hensyntagen til effektiv
udnyttelse af ressourcerne.
I tilrettelæggelsen og i praksis skal der tages hensyn til,
at der kan være forskellige mål for de involverede parter. Da genetisk sygdom
kun sjældent kan behandles effektivt, er konsekvensen ofte, at kvinden vælger
at få afbrudt svangerskabet, såfremt alvorlig sygdom påvises hos det ufødte
barn. I de situationer, hvor svangerskabet vælges gennemført, er målet f.eks.
at bidrage til bedre psykisk forberedelse og/eller en mere målrettet
svangreprofylakse og fødselsforløb under hensyntagen til fosterets sygdom.
Målet kan endvidere være at iværksætte sociale hjælpeforanstaltninger
tidligst
muligt.
Vejledningen er baseret på følgende principper og
forudsætninger:
Graviditetet er en
normal foreteelse for langt flertallet af kvinder.
Rådgivning og
undersøgelse for genetisk sygdom er et tilbud til den gravide kvinde.
Information og
rådgivning er centrale elementer og skal altid forudgå undersøgelse.
Der undersøges kun
for genetiske defekter, der forventes at give alvorlig sygdom eller handicap
hos barnet.
Valg af hvilke
kvinder, der skal have tilbud, og hvilke der ikke skal, er baseret på en
afvejning af risikoen for at få et barn med alvorlig genetisk sygdom i
forhold
til den risiko, der er ved at fremkalde abort ved de prænatale undersøgelser.
Valg af metode
baseres på en afvejning af risiko for komplikationer, sikkerheden i
diagnostik
samt ubehag og tidspunkt for prøvetagning.
Tilrettelæggelsen af
rådgivning og undersøgelse sker ud fra sædvanlige principper om krav til
kvalitet og øvrige principper for specialeplanlægning.
Vejledningen tager udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens
Meddelelse af 21. april 1981 om forebyggende undersøgelser for
kromosomsygdomme
m.v., bekendtgørelse nr. 477 af 7. november 1985 om svangerskabshygiejne og
fødselshjælp, samt lov nr. 350 af 13. juni 1973 om svangerskabsafbrydelse.
Ifølge loven om svangerskabsafbrydelse er det enhver kvindes ret uden nærmere
begrundelse at få svangerskabet afbrudt, såfremt indgrebet kan foretages
inden
udgangen af 12. svangerskabsuge. Svangerskabsafbrydelse efter dette tidspunkt
kan ske, hvor der er alvorlig fare for kvindens helbred, i andre situationer
når
et amtskommunalt samråd har givet tilladelse.
2. Genetiske sygdomme og misdannelser
Prænatalt undersøges for de alvorlige genetiske sygdomme og
misdannelser, der med rimelig sikkerhed kan diagnosticeres så tidligt i
graviditeten, at det kan få forebyggende eller behandlingsmæssige
konsekvenser
eller mulighed for svangerskabsafbrydelse foreligger.
Sygdommene kan inddeles i:
kromosomsygdomme,
dvs. sygdomme, der skyldes ændring i kromosomernes antal eller deres
struktur,
monogene sygdomme,
dvs. sygdomme, der skyldes ændring i kun èt gen,
polygene og
multifaktorielt betingede sygdomme, dvs. sygdomme, der skyldes en kombination
af ændringer i flere gener evt. i samspil med bestemte miljøfaktorer.
Kromosomsygdomme
optræder med en hyppighed på 0,6% svarende til 1 pr. 170 levendefødte børn.
Defekter på kromosomerne er synlige ved mikroskopi og erkendes ved
kromosomanalyse. Sygdommene kan karakteriseres efter defekter i de autosomale
kromosomer og defekter i kønskromosomerne.
Autosomale kromosomsygdomme
medfører generelt psykisk
udviklingshæmning og svære misdannelser. Trisomi 21, der giver anledning til
Down's syndrom, er den hyppigst autosomale anomali, idet den forekommer med
en
hyppighed på 1 pr. 800-1.000 levendefødte. Risikoen for at få et barn med
autosomal
kromosomsygdom og specielt trisomi 21 stiger med kvindens alder. Dette er
baggrunden for, at gravide kvinder over 35 år tilbydes prænatal genetisk
undersøgelse.
Defekter i kønskromosomerne
manifesterer sig i varierende omfang.
De giver sig udtryk i forsinket eller udeblevet kønsudvikling og
forplantningsevne, eventuelt kombineret med psykisk udviklingshæmning og
misdannelser. Diagnosen stilles ofte først i puberteten. Klinefelter syndrom
(47,XXY)
og Turner syndrom (45,X) og triple-X og XYY, der forekommer med en samlet
hyppighed på ca. 2 pr. 1.000 fødte, er manifestationer af
kønskromosomdefekter.
Monogene sygdomme
optræder med en samlet hyppighed på ca. 1 pr. 100 levendefødte. Sygdommene er
mangeartede, og hver enkelt optræder med relativt lav frekvens i
befolkningen.
Langt de fleste kan hverken behandles effektivt før eller efter fødslen. De
vil
ofte medføre svære fysiske eller psykiske handicap og eventuelt tidlig død.
Enkelte kan forhindres i at progrediere. Omkring 500 af sygdommene kan
diagnosticeres
prænatalt, men øget viden om menneskets arvemasse medfører en forsat stigning
i
antallet.
Gendefekterne diagnosticeres eller sandsynliggøres ved
metabolisk analyse herunder DNA-analyse. Undersøgelse for gendefekt udføres
kun
på speciel indikation. Sygdommenes nedarvningsmønster kan opdeles i dominant
arvelige, recessivt arvelige eller kønsbundet arvelige sygdomme.
Dominant nedarvet
sygdom medfører, at en person, der arver
sygdomsgenet fra blot én af forældrene, får sygdommen. Det er karakteristisk,
at såvel forældre som børn får sygdommen. Dominant nedarvet sygdom optræder
hos
6 pr. 1.000 fødte. Familiær hyperkoleste- rolæmi, polycystisk nyresygdom,
Huntingtons chorea, og neurofibromatose, er eksempler på hyppigt forekommende
dominant nedarvede sygdomme. Sygdommene viser sig ofte først i voksenalderen,
efter de sygdomsramte har fået børn, hvilket stiller specielle krav til den
genetiske rådgivning.
Ved autosomal recessiv nedarvet
sygdom har barnet modtaget et
sygdomsgen fra begge forældre. Sygdommene optræder med en samlet hyppighed på
3
pr. 1.000 fødte. Cystisk fibrose, alfa-1-anti-trypsin-mangel og fenylketonuri
er blandt de hyppigst forekommende autosomalt recessive sygdomme.
X-bundet recessiv nedarvet
sygdom optræder helt overvejende hos
drenge/mænd. Pigerne bliver bærere af genet men kan vise lettere symptomer på
sygdom. Hæmofili A og B , der forkommer hos 1 pr. 10.000 drenge, samt
Duchennes
muskeldystrofi, der ses hos 1 pr. 3.500 drenge, er eksempler herpå.
De
polygene og
multifaktorielt betingede sygdomme og misdannelser
dækker over et bredt
spektrum. Kendskabet til det genetiske grundlag for disse sygdomme er endnu
sparsomt, og kun en lille del kan diagnosticeres prænatalt. Omkring 3% af
børn
fødes med misdannelser, heraf 20-60% med et genetisk element. Prænatal
genetisk
diagnostik er mulig, såfremt misdannelsen kan erkendes ved ultralyd eller
giver
anledning til et øget niveau af alfaføtoprotein i fostervandet (A-AFP). Dette
sker kun, hvis misdannelsen mangler huddække. Forhøjet alfa-føtoproteinmængde
i
moderens blod (S-AFP) giver mistanke om, at fosteret har en misdannelse af
denne karakter.
Neuralrørsdefekter
er den største gruppe misdannelser, hvor
prænatal diagnostik er mulig. Defekterne mangler huddække hos 95%.
Misdannelserne optræder hos ca. 1 pr. 1.000 fødte, og omfatter anencephalus,
encephalocele samt spina bifida med eller uden rygmarvsbrok.
Af
andre sjældnere misdannelser
, der kan
erkendes prænatalt, kan nævnes omphalocele (bugvægsdefekter), specielle
nyremisdannelser og ekstremitetsdefekter.
Det er endvidere relevant at nævne
mitochondrie-sygdomme
, der er sygdomme betinget af ændringer i
mitokondrie-DNA. Diagnostik af mitokondondrisygdom er i hastig udvikling og
udføres i stigende omfang hos voksne, mens betydningen for prænatal
diagnostisk
er begrænset.
3. Prænatal genetisk information og rådgivning
Genetisk information og rådgivning er grundlaget for, at
kvinden/ parret kan træffe afgørelse på et kvalificeret grundlag.
Informationen
skal sikre kvinden/parret kendskab til sundhedsvæsenets tilbud. Tilbud om
genetisk rådgivning og undersøgelse bør altid ledsages af information om
formålet hermed, om andre undersøgelsers muligheder og karakter, tekniske
gennemførsel og deres risici. Det skal altid klargøres, at der aldrig
undersøges
for samtlige sygdomme på én gang, og at prænatal genetisk undersøgelse ikke
er
nogen garanti for, at fosteret ikke lider af sygdom eller misdannelser.
Der bør generelt i almen praksis lægges øget vægt på at
opspore dispositioner hos fremtidige forældre, dvs.
prækonceptionelt
, således at information og eventuel opfølgende
genetisk rådgivning kan gives forud for et svangerskab. På den måde kan
beslutning om undersøgelse og konsekvenser heraf træffes uden tidspres.
Genetisk information er en naturlig og integreret del af de
tidlige forebyggende helbredsundersøgelser i svangreprofylaksen. Den
varetages
i første fase af de praktiserende læger, og følges op af jordemødre samt
læger
på fødestederne.
Kvinder med en særlig risiko og kvinder, som har fået et svar,
der giver mistanke om sygdom hos fosteret i forbindelse med en
moderkagebiopsi
eller fostervandsundersøgelse, har brug for genetisk rådgivning. Den
prænatale
genetiske rådgivning ydes på særlige centre og gives således:
som grundlag for
stillingtagen til undersøgelse,
efter undersøgelser
er gennemført, og en genetisk abnormalitet hos fosteret er påvist.
Formålet med rådgivningen er at afklare den genetiske risiko
og dennes karakter, og at give kvinden/parret så stor indsigt og viden om
sygdommens årsager og dens følger, at de på et kvalificeret grundlag kan
træffe
deres valg angående undersøgelse og/eller om gennemførsel af graviditet.
Rådgivningen omfatter følgende aspekter:
at stille en
nøjagtig klinisk genetisk diagnose,
at beregne en
gentagelsesrisiko,
at informere
kvinden/parret om sygdommens årsag og forløb herunder om sandsynligheden for
at
udvikle den, og for at videregive den til sine børn; om mulighederne for og
karakteren af en eventuel behandling; om de medicinske, psykologiske,
økonomiske
og sociale byrder, den kan medføre; om de konkrete psykosociale
støtteforanstaltninger, som samfundet kan tilbyde; og om de konkrete
muligheder
for at henvende sig til patientforeninger.
Informationen bør være så neutral og fuldstændig som
overhovedet mulig som forudsætning for en reel valgmulighed. En absolut
neutral
genetisk rådgivning er næppe mulig. Rådgiveren kan fremhæve de mere positive
eller de mere negative aspekter ved en given sygdom gennem sine oplysninger.
Information og rådgivning bør afpasses kvindens/parrets
situation og gives i respekt for kvindens selvbestemmelse. Der må ikke
påtvinges kvinden/parret en beslutning, men de forskellige valgmuligheder bør
åbent fremlægges.
Det vil ofte være relevant at lade den genetiske rådgivning
foregå i et team, hvori fagpersoner med forskellig ekspertise er
repræsenteret.
Rådgivningen kan med fordel omfatte det erfaringsgrundlag, som voksne
personer
med tilsvarende sygdom eller handicap har erhvervet sig.
4. Prænatale genetiske undersøgelser
Sundhedsstyrelsens Vejledning omfatter følgende
undersøgelsesmetoder:
moderkagebiopsi,
fostervandsundersøgelse,
ultralydsundersøgelse,
undersøgelse for
alfaføtoprotein i kvindens blod.
Undersøgelserne bruges til påvisning af en given genetisk
egenskab hos fosteret og til at fastlægge kvindens risiko for at få et barn
med
genetisk sygdom. Valget af, hvilken undersøgelsesmetode, der skal være første
tilbud, afhænger af en række forhold udover undersøgelsens anvendelsesområde.
Det er en afvejning af risici ved undersøgelsen, undersøgelsens diagnostiske
sikkerhed, prøvetidspunkt, ubehag for kvinden og ventetid på svar. Af tabel 1
på side 19 fremgår det, hvilket indikationsområde de enkelte undersøgelser
har,
hvornår i svangerskabet den udføres, samt ventetiden på til svar.
Pålideligheden af undersøgelserne er generelt stor, men der
er altid en risiko for, at undersøgelsen viser, at kvinden bærer et barn med
alvorlig genetisk sygdom, som ikke er sygt (falsk positivt svar), eller at
genetisk sygdom hos fosteret ikke diagnosticeres (falsk negativt svar).
De prænatale genetiske undersøgelser bør forudgås af en
ultralydscanning m.h.p. fastlæggelse af gestationsalder (niveau 1-scanning)
for
at sikre så hensigtsmæssig anvendelse af undersøgelserne som muligt.
Fostervandsundersøgelse og moderkagebiopsi
Fostervandsundersøgelsen og moderkagebiopsien er invasive
undersøgelser, der tilvejebringer materiale, som efterfølgende analyseres med
henblik på at af- eller bekræfte, om fosteret har en genetisk defekt.
På såvel fostervand
som moderkagevæv gennemføres der rutinemæssigt kromosomanalyse for at
diagnosticere kromosomfejl.
Fostervand
analyseres endvidere rutinemæssigt for mængden af alfaføtoprotein med henblik
på at afdække neuralrørsdefekter eller andre ikke-huddækkende misdannelser,
der
er multifaktoriel og/eller polygent betingede, mens denne analyse ikke er
mulig
på moderkagevæv.
Biokemisk analyse
med henblik på at diagnosticere monogen sygdom kan foretages på såvel
fostervand som moderkagevæv, men udføres kun når der foreligger konkret
mistanke.
Fostervandsundersøgelsen udføres typisk efter 15.
svangerskabsuge, på enkelte fødesteder tidligere i svangerskabet.
Moderkagebiopsien udføres i 10. -11 svangerskabsuge. Svaret efter en
moderkagebiopsi foreligger typisk så kort efter, at en eventuel
svangerskabsafbrydelse
kan gennemføres inden udgangen af 12. svangerskabsuge.
Omkring 0,3% af de gravide kvinde, der får en
fostervandsundersøgelses retestes, mens knapt 2% retestes efter en
moderkagebiopsi, der er foretaget transabdominalt. En højere andel af
kvinderne
(2-4%) skal retestes, såfremt moderkagebiopsien er udtaget transcervikalt.
Risikoen for spontan abort som følge af selve indgrebet er
ca. 1% for begge undersøgelser under forudsætning af, at moderkagebiopsien
udføres transabdominelt og at nedenstående krav til ekspertise opfyldes:
fastholdelse af
ekspertise i fostervandsundersøgelse kræver, at den udførende læge
gennemfører
omkring 200 undersøgelser om året ud fra en basisoplæring på 100
undersøgelser.
fastholdelse af
ekspertise i moderkageundersøgelse kræver, at den udførende læge gennemfører
omkring 400 undersøgelser om året ud fra en basisoplæring på minimum 250
undersøgelser.
Ultralydscanning for misdannelser (niveau
2-scanning)
Undersøgelsen er relevant hos de kvinder, hvor der er særlig
mistanke om misdannelser hos fosteret. Undersøgelsen foretages i 17. - 18.
svangerskabsuge.
Den diagnostiske sikkerhed ved ultralyd og dens muligheder
m.h.p. misdannelsesdiagnostik er afhængig af undersøgerens kompetence og
erfaring samt af apparaturets tekniske muligheder. Der er derfor ikke klare
grænser for, hvornår og hvor sikkert en misdannelse hos fosteret kan
diagnosticeres.
Avanceret ultralydscanning (niveau 3-scanning) forudsætter
samarbejde med neonatologer o.a. fagpersoner. Undersøgelser udføres kun på
speciel indikation.
Bestemmelse af alfaføtoprotein i moderens blod
Blodprøven tages bedst i 16.-18. svangerskabsuge. For at
opnå en bedre erkendelse af misdannelser bør ultralydscanning kombineres med
analyse af alfaføtoprotein (S-AFP). I
flere af de situationer, hvor det ikke med ultralyd er muligt at
diagnosticere
misdannelser som f.eks. åbne neuralrørsdefekter eller bugvægsdefekter, vil en
for høj værdi af alfaføtoprotein i kvindens blod give mistanke herom. S-AFP
er
kun en vejledende test, der ikke kan stå alene.
Med det formål at belyse kvindens risiko for at få et barn
med kromosomsygdom nærmere kan tripletest tilbydes: Alfaføtoproteinniveauet i
kvindens blod analyseres fælles med østriol (uE3) samt humant chorion
gonadotropin (hCG) og relateres efterfølgende til kvindens alder. Afhængig af
kvindens risiko besluttes det, om hun bør tilbydes yderligere undersøgelser.
Tripletest bør kun tilbydes på bestemte indikationer.
Erfaringerne med undersøgelsen anvendt på ovennævnte indikation kan medføre,
at
undersøgelsen med tiden tilbydes bredere.
5. Henvisning til prænatal genetisk rådgivning og
undersøgelse
Kun gravide kvinder, der har en øget risiko på 1% eller
derover for at få et barn med en alvorlig genetisk sygdom eller handicap,
tilbydes prænatal genetisk information, rådgivning og/eller undersøgelse.
Denne
grænse er resultatet af en afvejning i forhold til den risiko for abort på
ca.
1%, der er forbundet med de invasive prænatale genetiske undersøgelser.
Gravide kvinder med øget risiko kan deles i tre målgrupper
med et i princippet forskelligt behov for rådgivning og undersøgelse:
alvorlig genetisk
sygdom i kvindens eller mandens familie, eller tidligere fødsel af sygt eller
handicappet barn,
mistanke om udsættelse
for ikke-infektiøse faktorer i miljøet, der kan medføre genetisk skade,
kvindens alder er 35
år eller derover.
Der er ikke nogen sikre videnskabelige holdepunkter for de
ikke-infektiøse miljøfaktores virkninger på et fosters genetiske egenskaber.
Er
der imidlertid mistanke om, at den ene af eller begge forældrene har været
udsat for reproduktionsskadende stoffer m.v., bør der være mulighed for at
henvise parret til rådgivning på et genetisk center og eventuelt en
arbejdsmedicinsk klinik. Arbejdstilsynet har i Arbejdsmiljø og sunde børn -
baggrund og dokumentation for Arbejdstilsynets indsats 1993-94" samlet
viden og erfaringer på området.
Den primære vurdering af, om gravide kvinder har en øget
risiko, foretages af den praktiserende læge snarest muligt efter, at
svangerskabet er påvist. Derefter har jordemødre og læger i forbindelse med
svangre-undersøgelserne en forpligtelse til at være opmærksomme på, om den
gravide kvinde skal tilbydes prænatal rådgivning og undersøgelse.
Indikation
Indikation for prænatal genetisk information, og tilbud om
prænatal genetisk rådgivning og undersøgelse foreligger:
hvor den
gravide
kvinde
:
er fyldt 35 år ved
graviditetens indtræden,
har haft tre eller
flere spontane aborter, eller
hvor den
ene af
forældrene
tidligere:
har fået et barn med
kromomsomsygdom eller selv har fået konstateret en kromosomafvigelse,
har fået et barn med
en alvorlig monogen sygdom, selv har fået konstateret en sådan sygdom, eller
er
blevet påvist at være bærer af genet herfor,
har fået et barn med
en polygen eller multifaktorielt betinget sygdom eller misdannelse eller selv
har fået konstateret en sådan lidelse,
har fået et barn,
der var udviklingshæmmet, misdannet, på anden måde alvorligt sygt eller
dødfødt, og hvor der ikke foreligger afklaring af årsagen hertil, eller
hvor den
ene af
forældrene
:
har været eksponeret
for stoffer eller stråling eller andre ikke-infektiøse eksogener, der kan
mistænkes for at fremkalde mutationer eller misdannelser hos fosteret, eller,
hvor
forældrenes
søskende eller søskendebørn
har fået konstateret:
en
kromosomafvigelse,
en alvorlig monogen
sygdom, eller
en polygen eller
multifaktorielt betinget sygdom eller misdannelse.
Henvisning
Alle gravide kvinder, der tilhører en af ovennævnte grupper,
henvises til fødested så tidligt som muligt efter svangerskabet er
konstateret
m.h.p. at få fastlagt fosterets alder ved en ultralydscanning.
Endvidere henvises:
gravide kvinder med
indikationen 35 år eller derover" direkte til yderligere information og
evt. undersøgelse på obstetrisk afdeling på basisniveau. Afdelingerne skal
sikre, at kvinden videre visiteres til landsdelsafdeling, såfremt hun ønsker
e
n moderkagebiopsi.
gravide kvinder, der
tilhører en af de øvrige risikogrupper, direkte til genetisk rådgivning på et
genetisk center, såfremt kvinden ikke tidligere har modtaget tilstrækkelig
rådgivning i forbindelse med en tidligere fødsel eller prækonceptionelt.
Rådgivningscentrene skal ved indikation for genetisk undersøgelse sikre den
videre visitation til obstetrisk specialafdeling på amtsniveau og
landsdelsniveau.
For at sikre så tidlig stillingtagen som overhovedet muligt
bør de praktiserende læger indenfor nærmere aftalte rammer, kunne henvise
direkte til et genetisk rådgivningscenter.
Valg af undersøgelse
Fostervandsundersøgelse,
moderkagebiopsi og tripletest
tilbydes:
til kvinder på 35 år
eller derover, hvorefter kvinden træffer sit eget valg.
Viser resultatet af tripletest, at kvindens risiko for at få
et barn med kromosomsygdom er på niveau med en 35 årig, dvs. ca. 1% eller
derover, tilbydes hun en fostervandsundersøgelse.
Fostervandsundersøgelse
og moderkagebiopsi
tilbydes, hvor:
den ene af
forældrene tidligere har fået et barn med alvorlig kromosomsygdom, eller hvor
kromosomafvigelse er konstateret hos den ene af forældrene,
den ene af
forældrene tidligere har fået et barn med alvorlig monogen sygdom, eller hvor
sådan sygdom eller bærerstatus herfor er konstateret hos den ene af
forældrene,
forældrenes søskende
eller søskendebørn har fået konstateret alvorlig monogen sygdom.
Tripletest
tilbydes, hvor:
forældrenes søskende
eller søskendebørn har fået konstateret en kromosomafvigelse.
Ultralydscanning for
misdannelser
(niveau 2-scanning) kombineret med S-AFP tilbydes, hvor:
kvinden tidligere
har haft tre eller flere spontane aborter,
den ene af
forældrene tidligere har fået et barn med alvorlig polygen eller
multifaktoriel
betinget misdannelse, eller hvor dette er konstateret hos den ene af
forældrene
eller hos deres søskende eller søskendebørn,
den ene af
forælderne tidligere har fået et barn, der var udviklingshæmmet, misdannet,
på
anden måde sygt eller dødfødt, og der ikke foreligger afklaring af årsagen
hertil,
den ene af
forældrene har været eksponeret for stoffer eller stråling eller andre
ikke-infektiøse eksogener, der kan mistænkes for at fremkalde genetisk skade
hos fosteret.
Kvinder, som i dag henvises alene på indikationen
ængstelse", har normalt ikke nogen øget risiko. Disse kvinder bør
derfor
kun i særlige tilfælde, efter nøje rådgivning og overvejelse tilbydes
undersøgelse. Ved særligt behov kan kvinden tilbydes tripletest m.h.p. en
nærmere afklaring af hendes risiko. Overstiger denne 1% bør hun henvises til
en
fostervandsundersøgelse.
Tabel 1:
Fakta om de prænatale genetiske undersøgelser.
Fostervands-
undersøgelse
Moderkagebiopsi
Misdannelse-
scanning
(niveau 2) komb.
med S-AFP
Tripletest
Udredning for:
Kromosomsygdom
Monogen sygdom
Polygen sygdom
Kromosomsygdom
Monogen sygdom
Misdannelser,
overvejende
polygent betingede
Kromosomsygdom
Undersøgelsestidspunkt:
15.-16. uge
10.-11. uge
16.-18. uge
16.-18. uge
Undersøgelsessted:
Obstetrisk specialafdelinger på basisniveau
Obstetrisk specialafdeling på landsdelsniveau
Obstetrisk specialafdeling på basisniveau
Obstetrisk specialafdeling på basisniveau
Ventetid på svar:
Kromosomanalyse:
2-3 uger
Meta-
bolisk analyse:
1-14 døgn
A-AFP: 2 døgn
Kromosomanalyse
foreløbigt svar:
1 døgn
Kromosomanalyse
endeligt svar:
10 døgn
Metabolisk analyse:
1-14 døgn
Ultralydsundersøgelse:
svar umiddelbart
S-AFP:
1-2 døgn
2 døgn
Oversigten bagerst i vejledningen indeholder en samlet
beskrivelse af risikogrupper, henvisning og primære tilbud om prænatal
genetisk
undersøgelser.
Formidling af resultater
Viser undersøgelse, at fosteret ikke har en genetisk defekt,
informeres kvinden skriftligt med kopi til den henvisende instans. Er der
tegn
på sygdom hos fosteret, indkaldes kvinden/parret til samtale på den udførende
afdeling, hvor kvinden informeres om fundet. Er der behov for egentlig
genetisk
rådgivning, etableres der kontakt til det genetiske center.
Den som mundtligt formidler et svar skal altid sikre, at
kvinden har forstået betydningen heraf, og at kvinden føler sig velinformeret
om handlemuligheder og konsekvenser heraf, samt at en evt. opfølgning er
planlagt.
6. Organisation
Tilrettelæggelsen af prænatal genetisk information,
rådgivning og undersøgelse følger de sædvanlige principper for
opgavefordeling
og specialeplanlægning. Almen praksis og de amtslige fødeafdelinger er det
naturlige udgangspunkt. For de mere komplicerede funktioner er et større
patientunderlag imidlertid en forudsætning for, at ekspertise og kvalitet kan
fastholdes, og at uddannelse, udvikling og forskning kan varetages. De samles
derfor på færre steder.
Hovedpunkterne i opgavefordelingen er:
læger i almen
praksis varetager den første identifikation af kvinder med risiko, giver den
primære information og sikrer den korrekte visitation.
på basisniveau
følger jordemødre i jordemodercentrene og læger på fødestederne op på
informationen givet i almen praksis.
Fødestederne varetager ultralydscanning med henblik på
fastsættelse af gestationsalder (niveau 1-scanning).
Supplerende information om de genetiske undersøgelser,
fostervandsprøve, undersøgelse for misdannelser med ultralyd (niveau
2-scanning), S-AFP-undersøgelse samt tripletest gives et sted i amtet på en
obstetrisk specialafdeling, der arbejder tæt sammen med et regionalt genetisk
center, en fosterpatologisk funktion og en obstetrisk landsdelsafdeling.
På
landsdelsniveau
varetager de 6
genetiske centre og eventuelle regionale sattelitfunktioner den genetiske
rådgivning:
Afdeling for Klinisk Genetik, Rigshospitalet.
Afdeling for Medicinsk Genetik, Københavns Universitet.
John F. Kennedy Instituttet, Glostrup.
Klinisk Kemisk afdeling, Sektion for Klinisk Genetik, Odense
Universitetshospital.
Klinisk-genetisk afdeling, Vejle amt, Børkop.
Klinisk genetisk afdeling, Århus Universitetshospital.
De obstetriske landsdelsafdelinger udfører moderkagebiopsien udover de øvrige
genetiske undersøgelser.
Rigshospitalet og Århus
Universitetshospital foretager
den mest avancerede ultralydscanning (niveau
3-scanning) i team med bl.a. neonatologer, børnekirurger, børnekardiologer og
børnehjertekirurger.
Følgende
kromosomlaboratorier
varetager kromosomanalyserne:
Afdeling for
Klinisk Genetik, Rigshospitalet.
John F. Kennedy Instituttet,Glostrup.
Klinisk Genetisk afdeling,Århus Universitetshospital.
Klinisk-genetisk afdeling, Vejle amt, Børkop.
De nuværende
metaboliske
laboratorier
udfører de enzymatiske analyser og DNA-analyserne. Det drejer
sig om følgende:
Afdeling for
Klinisk Genetik, Rigshospitalet.
Afdelingen for Medicinsk Genetik, Københavns Universitet.
John F. Kennedy Instituttet, Glostrup.
Klinisk Genetisk afdeling,Århus Universitetshospital.
7. Kvalitetsudvikling
Fortsat uddannelse af personale på alle niveauer samt
tidssvarende information af de gravide kvinder/parret og personalet er en
væsentlig forudsætning for at sikre kvaliteten. Tilsvarende gælder
anskaffelse
og vedligeholdelse af tidssvarende apparatur.
Kendskab til sikkerheden af de prænatale genetiske
undersøgelser er fundamentet m.h.p. at belyse kvaliteten af det faglige
arbejde. Alle institutter og afdelinger, som giver prænatal genetisk
information, rådgivning og foretager undersøgelser, bør derfor medvirke til
etablering af og senere indrapportering til en landsdækkende klinisk
database.
Dette vil skabe grundlag for en vurdering af, hvorvidt de
forventede og ønskede mål rent faktisk nås, og for at en fortsat udvikling
finder sted. Resultater bør sammenholdes ikke blot på nationalt, men også på
internationalt niveau.
Oversigt over risikogrupper, visitation og genetiske
undersøgelser.
Henvisning fra
praktiserende læge eller fødested sker:
På indikation
gives tilbud om følgende prænatale genetiske undersøgelser:
Direkte til
undersøgelse på obstetrisk afdeling:
hvor den gravide
kvinde er fyldt 35 år ved graviditetens indtræden
Fostervandsundersøgelse, moderkagebiopsi, tripletest
Til genetisk
rådgivning på genetisk center:
hvor den
gravide kvinde
- har haft 3 eller
flere aborter
Ultralydscanning for misdannelser kombineret med S-AFP
hvor den
ene af forældrene
tidligere har fået
et barn med alvorlig kromosomsygdom, eller hvor kromosomafvigelse er
konstateret hos den ene af forældrene,
Fostervandsundersøgelse, moderkagebiopsi
hvor den ene af
forældrene tidligere har fået et barn med alvorlig monogen sygdom, eller hvor
sådan sygdom eller bærerstatus herfor er konstateret hos den ene af
forældrene,
Fostervandsundersøgelse, moderkagebiopsi
hvor den ene af
forældrene tidligere har fået et barn med alvorlig polygen eller
multifaktoriel betinget misdannelse, eller hvor dette er konstateret hos den
ene af forældrene,
Ultralydscanning for misdannelser kombineret med S-AFP
hvor den ene af
forældrene tidligere har fået et barn, der var udviklingshæmmet, misdannet,
på anden måde sygt eller et dødfødt barn, og der ikke foreligger afklaring af
årsagen hertil,
Ultralydscanning for misdannelser kombineret med S-AFP
hvor den ene af
forældrene har været eksponeret for stoffer, stråling eller anden
ikke-infektiøse eksogener, der mistænkes for at fremkalde genetisk skade hos
fosteret.
Ultralydscanning for misdannelser kombineret med S-AFP
hvor
forældrenes søskende
eller
søskendebørn har fået konstateret en kromosomafvigelse,
Tripletest
hvor forældrenes
søskende eller søskendebørn har fået konstateret alvorlig monogen sygdom,
Fostervandsundersøgelse, moderkagebiopsi
hvor forældrenes
søskende eller søskendebørn har fået konstateret alvorlig polygen eller
multifaktoriel betinget misdannelse.
Ultralydscanning for misdannelser kombineret med S-AFP
Redegørelse
Indholdsfortegnelse
Kapitel 1.Baggrund
Kapitel 2.Sammenfatning
- Principper
- Genetisk
information og rådgivning
- Afgrænsning af
grupper, som får tilbud
- Valg af metode
- Organisation
- Ressourcemæssige
konsekvenser
- Resume af
ændringer og konsekvenser
Kapitel 3.Formål
Kapitel 4.Prænatal genetisk information
og rådgivning
- Prænatal genetisk
information
- Prænatal genetisk
rådgivning
- Anbefalinger
Kapitel 5.Genetiske sygdomme og
misdannelser
- Kromosomsygdomme
- Monogene sygdomme
- Polygene og
multifaktorielt betingede sygdomme og misdannelser
-
Mitokondrie-sygdom
- Perspektiver
Kapitel 6.Screening og afgrænsning af
risikogrupper
- Generelt om
screening
- Metodemæssige og
etiske problemer
- Specielt om
prænatal genetisk screening
- Afgrænsning af risikogrupper
- Anbefalinger
Kapitel 7.Prænatale genetiske
undersøgelser
- Udviklingen
hidtil
- Undersøgelsernes
anvendelsesområde
-
Fostervandsundersøgelse og moderkagebiopsi
-
Ultralydsundersøgelse
- Undersøgelse for
alfaføtoprotein
- Udviklingen
fremover
- Anbefalinger
Kapitel 8.Internationale erfaringer
Kapitel 9.Regelgrundlag
Kapitel 10.Nuværende organisation
- Genetiske
analysecentre
Kapitel 11.Fremtidige tilbud -
organisatoriske overvejelser og anbefalinger
- Overvejelser
- Anbefalinger
Kapitel 12.Ressourcemæssige konsekvenser
Ordliste
Anvendt litteratur
Adresseliste over de genetiske centre
Kapitel 1.
Baggrund
Sundhedsstyrelsens Meddelelse om forebyggende undersøgelser
for kromosomsygdomme, medfødte stofskiftesygdomme, neuralrørsdefekter m.v.
hos
fostre" er fra 1981. De grundlæggende principper gælder fortsat, men den
teknologiske udvikling har medført brug af nye metoder og øget mulighederne
for
diagnosticering af sygdom og misdannelser i fostertilværelsen. Meddelelsen er
derfor forældet.
På baggrund af konsultationer med eksperter, forslag til
målsætning fra en mindre række organisationer og gennemgang af litteratur
udarbejdede Sundhedsstyrelsen i 1993 "Prænatal genetisk rådgivning og
undersøgelse - redegørelse" samt forslag til en ny vejledning på
området.
Redegørelse og vejledning udsendtes til høring i en bred kreds. I maj 1994
afholdtes et åbent temamøde med knap 200 deltagere fra sundheds- og
socialvæsenet samt brugere- og patientforeninger. På baggrund af
høringssvarene
og debatten på temamødet samt andre tilkendegivelser i foråret 1994 har
Styrelsen revideret redegørelsen og vejledningen. Begge dele fremsendes
herefter til Sundhedsministeriet.
Vejledningen og redegørelsen danner grundlaget for
sundhedsvæsenets tilbud om prænatal genetisk rådgivning og undersøgelse.
Tilbuddene omfatter de grupper af gravide kvinder, der vurderes til at have
en
øget risiko for at få et barn, der har eller vil udvikle alvorlig genetisk
sygdom
eller handicap.
Vejledningen og redegørelsen henvender sig ud over til de
lokale myndigheder primært til de læger, jordemødre og andre fagpersoner, der
kommer i kontakt med disse kvinder.
Redegørelsen
, der
ligger til grund for Vejledningen, indeholder en nærmere gennemgang af:
principper og
metode,
prænatal genetisk
information og rådgivning,
de prænatale
genetiske undersøgelser,
generelle aspekter
vedrørende de genetiske sygdomme,
organisatoriske og
økonomiske aspekter.
Kapitel 2.
Sammenfatning
Ved prænatal genetisk information, rådgivning og
undersøgelse forstås udredning af risiko for og diagnostik af alvorlig
genetisk
sygdom og misdannelser hos fosteret, samt information og rådgivning herom til
de gravide kvinder/kommende forældre.
Formålet
med
prænatal genetisk information, rådgivning og undersøgelse er:
at sikre at gravide
kvinder med øget risiko for at få et barn, der har eller vil udvikle alvorlig
genetisk sygdom eller handicap, får tilbudt ydelser, som kan give
kvinden/parret et kvalificeret handlegrundlag i den konkrete situation.
Den genetiske rådgivning og de prænatale undersøgelse bør
udføres med respekt for kvindens selvbestemmelse og integritet og for
fosteret.
Ydelserne skal være af høj kvalitet, og tilbuddene skal gives under
hensyntagen
til effektiv udnyttelse af ressoucerne.
Information og
rådgivning
er helt væsentlige elementer i det samlede tilbud. Bedst ville
det være at informere og rådgive parret om de genetiske forhold, før kvinden
blev gravid (prækonceptionelt). På den måde kunne beslutning om graviditet,
undersøgelse og konsekvenser heraf træffes uden tidspres, og uden at abort
bliver den alt overskyggende mulighed for at undgå, at et barn fødes med
alvorlig sygdom eller handicap. Denne
prækonceptionelle
rådgivning
bør derfor styrkes gennem information til de praktiserende
læger, indgåelse af aftaler og overenskomster og udvidelse af de genetiske
centres kapacitet.
Det største antal kvinder henvender sig imidlertid først til
sundhedsvæsenet efter, at graviditeten er indtrådt, hvorfor stillingtagen til
genetisk rådgivning og undersøgelse på dette tidspunkt er nødvendig. For at
sikre så tidlig stillingtagen som overhovedet muligt bør de praktiserende
læger
indenfor nærmere aftalte rammer, kunne henvise direkte til et genetisk
rådgivningscenter.
Principper
Formål og indhold er baseret på følgende principper:
Graviditet er en
normal foreteelse for langt de fleste kvinder. Omkring 12% af de gravide
kvinder kan ved graviditetens indtræden identificeres til at have en øget
risiko for at føde et barn med alvorlig genetisk sygdom eller handicap.
Prænatal genetisk rådgivning og undersøgelse kan give disse kvinder og deres
partner et bedre grundlag for beslutning om, hvorledes de vil håndtere denne
risiko.
Information,
rådgivning og undersøgelse er et tilbud. Det er kvindens/ parrets eget valg,
om
de vil tage mod tilbuddet, samt hvilke konsekvenser resultatet skal have.
Valget er imidlertid kun reelt, hvis det træffes på grundlag af kvalificeret
information og rådgivning, der gives med respekt for kvindens/parrets
autonomi.
Valg af grænsen
mellem hvilke kvinder, der skal have et tilbud, og hvilke, der ikke skal, er
baseret på en afvejning af risikoen for at få et barn med alvorlig genetisk
sygdom og handicap i forhold til risikoen for at fremkalde abort ved de
tilgængelige diagnostiske undersøgelsesmetoder.
Valg af metode
baseres på en afvejning af risiko for komplikationer, sikkerheden i
diagnostik
samt ubehag ved undersøgelsen og tidspunktet for prøvetagning.
Undersøgelserne
er forskellige med hensyn til anvendelsesområde, udførelse, risiko for
komplikationer, prøvetidspunkt og tidspunkt for og sikkerhed i resultatsvar.
Tilrettelæggelsen af
rådgivning og undersøgelse sker ud fra sædvanlige principper om krav til
kvalitet og øvrige principper om specialeplanlægning, hvori bl.a. indgår en
vurdering af behov og krav til ekspertise, opgavens komplicerethed og
ressourcebehov.
Der tages udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens generelle
holdning til screening. Konsekvenserne for begreberne sund/syg og den
enkeltes
følelse af ansvar for egen sundhed ved indførelsen af flere
screeningsprogrammer kendes generelt ikke. Det samme gælder de psykologiske
konsekvenser af falsk positive og falsk negative prøvesvar, sen
diagnosticering
m.v.. Indtil videre anbefaler Sundhedsstyrelsen derfor tilbageholdenhed med
indførelsen af screeningsprogrammer, og at hver af sådanne overvejes nøje
forud
for iværksættelse. Med hensyn til anlægsbærerscreening kræver dette en
særskilt
overordnet stillingtagen.
Der tages endvidere udgangspunkt i Meddelelsen om
forebyggende undersøgelser for kromosomsygdomme, medfødte stofskifte
sygdomme,
neuralrørsdefekter m.v. hos fostre fra 1981; bekendtgørelse nr. 477 af 7.
november 1985 af lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp;
Sundhedsstyrelsens retningslinier for svangerskabshygiejne og fødselshjælp,
1985; og lov nr. 350 af 13. juni 1973 om svangerskabsafbrydelse.
Genetisk information og rådgivning
Ved genetisk information og rådgivning sikres grundlaget for
kvinden/ parrets stillingtagen til undersøgelse og til handling ved påvist
sygdom hos fostret eller påvist øget risiko herfor.
Tilbud om prænatal genetisk information og rådgivning gives
til gravide kvinder/par, som ikke før har modtaget tilstrækkeligt genetisk
information og rådgivning. Forudgående information og rådgivning kan være
givet
i forbindelse med tidligere fødsel af barn med sygdom eller misdannelser.
Informationen og rådgivningens indhold og karakter bør
afpasses kvindens/parrets situation, og den bør gives i respekt for kvindens
selvbestemmelse. Enhver person og familie er unik, og følelser og reaktioner
over for risici varierer. Beslutningen vil afhænge af de enkeltes samlede
livssituation, deres kulturelle- og uddannelsesmæssige baggrund, religion
samt
sociale og følelsesmæssige forhold.
Informationen og rådgivningen bør tage udgangspunkt i
kvindens svangerskab, familiære og sociale situation i øvrigt. Den bør gives
så
neutralt og fuldstændigt som overhovedet mulig som forudsætning for en reel
valgmulighed. En absolut neutral genetisk rådgivning er næppe mulig.
Rådgiveren
kan fremhæve de mere positive eller de mere negative aspekter ved en given
sygdom gennem sine oplysninger. Der må ikke påtvinges kvinden/parret en
beslutning, men de forskellige valgmuligheder bør åbent fremlægges, så
kvinden/parret kan træffe et valg.
Informationen omfatter tilbuddet om rådgivning samt
udførelse, fordele og ulemper, ved de enkelte undersøgelser. Den varetages af
praktiserende læger samt læger og jordemødre på fødestederne.
Det skal altid klargøres, at der aldrig undersøges for
samtlige sygdomme på én gang, og at prænatal genetisk undersøgelse ikke er
nogen garanti for, at fosteret ikke lider af sygdom.
Kvinder med en særlig høj risiko eller hos hvem, der er
behov for nærmere udredning, har brug for
genetisk
rådgivning.
Genetisk rådgivning bør også tilbydes de kvinder, der har
gennemgået en prænatal genetisk undersøgelse, som har vist, at det ventede
barn
har en genetisk defekt.
Rådgivningen, der udføres på specielle genetiske centre,
omfatter følgende aspekter:
at stille en
nøjagtig klinisk genetisk diagnose og beregne gentagelsesrisikoen,
at informere kvinden
og familien om sygdommens årsag, forløb og konsekvenser,
behandlingsmuligheder
og mulige sociale støtteforanstaltninger.
Afgrænsning af grupper, som får tilbud
Der tages udgangspunkt i, at for de fleste kvinder er
graviditet en normal foreteelse. Prænatal genetisk rådgivning og undersøgelse
tilbydes derfor ikke alle gravide kvinder. Kun gravide kvinder, som vurderes
til at have en øget risiko for at få et barn med alvorlig genetisk betinget
sygdom eller handicap, tilbydes prænatal genetisk rådgivning og/eller
undersøgelse.
Der informeres, rådgives og undersøges for alvorlige
genetiske sygdomme og misdannelser, der kan diagnosticeres så tidligt i
graviditeten, at det kan få forebyggende eller behandlingsmæssige
konsekvenser,
eller at mulighed for svangerskabsafbrydelse foreligger. Det drejer sig
primært
om:
kromosomsygdom,
monogen sygdom,
polygen/multifaktoriel
betinget sygdom eller misdannelse.
Definitionen af den øgede risiko, der medfører tilbud om
genetisk rådgivning og undersøgelse i graviditeten, er baseret på en
afvejning
af risikoen for at få et sygt eller handicappet barn overfor risikoen for at
fremkalde abort ved at gennemføre en diagnostisk undersøgelse. Den sidste
risiko bør ikke overstige den første.
Risikoen for at få en abort som følge af
fostervandsundersøgelse og moderkagebiopsi er ca. 1%. De grupper af gravide
kvinder, som anbefales omfattet af sundhedsvæsenets tilbud er afgrænset
således, at de har en risiko på omkring 1% eller derover for at få et barn
med
alvorlig genetisk sygdom eller handicap.
Tilbud om prænatal genetisk information, rådgivning og
undersøgelse er afgrænset til de forhold:
hvor den
gravide kvinde
:
-
er fyldt 35 år ved
graviditetens indtræden,
-
tidligere har haft
tre eller flere spontane aborter, eller
hvor den
ene af forældrene
tidligere har fået:
-
et barn med
kromomsomsygdom eller selv har fået konstateret en kromosomafvigelse, eller
-
et barn med en
alvorlig monogen sygdom, selv har fået konstateret en sådan sygdom, eller er
blevet påvist at være bærer af genet herfor, eller
-
et barn med en
polygen/multifaktoriel betinget sygdom eller misdannelse eller selv har fået
konstateret en sådan lidelse, eller
-
et barn, der er
udviklingshæmmet, misdannet, på anden måde alvorligt sygt eller et dødfødt
barn, og hvor der ikke foreligger afklaring af årsagen hertil, eller
hvor den
ene af forældrene
har været eksponeret
for stoffer eller stråling eller andre ikke-infektiøse eksogener, der kan
mistænkes for at fremkalde mutationer eller misdannelser hos fosteret, eller
hvor
forældrenes søskende eller søskendebørn
har
fået konstateret:
-
en kromosomafvigelse,
-
en alvorlig monogen
sygdom,
-
en
polygen/multifaktoriel betinget sygdom eller misdannelse.
Der er ikke sikre videnskabelige holdepunkter for de
ikke-infektiøse miljøfaktores virkninger på et fosters genetiske egenskaber.
Det er endvidere ikke i dag muligt at undersøge for sådanne faktores
påvirkninger på genniveau. Er der imidlertid rejst en mistanke om, at den ene
af eller begge forældrene har været udsat for reproduktionsskadende stoffer
m.v., bør der være mulighed for at henvise parret til nærmere rådgivning på
et
genetisk center og eventuelt en efterfølgende ultralydscanning.
Arbejdstilsynet
har i Arbejdsmiljø og sunde børn - baggrund og dokumentation for
Arbejdstilsynets indsats 1993-94" samlet viden og erfaringer på området.
Undersøgelser viser, at kvinder, som henvises alene på
indikationen ængstelse", ikke har en øget risiko. Disse kvinder bør
derfor kun i særlige tilfælde, efter nøje rådgivning og overvejelse tilbydes
undersøgelse.
Den primære vurdering af, om gravide kvinder har en øget
risiko, foretages af den praktiserende læge snarest muligt efter, at
svangerskabet er påvist. Derefter har jordemødre og læger en forpligtelse til
i
forbindelse med svangreundersøgelse at være opmærksomme på, om kvinden skal
tilbydes prænatal rådgivning og undersøgelse.
Kvinder, som ved en fødsel får konstateret alvorlig sygdom
hos barnet, bør henvises til genetisk center m.h.p. rådgivning hurtigst
muligt
og før, en eventuel ny graviditet indtræder.
Valg af metode
Samtlige gravide kvinder, der er omfattet af tilbuddet om
prænatal genetisk rådgivning og undersøgelse, bør tidligst muligt, efter at
graviditeten er konstateret, tilbydes en ultralydscannning m.h.p. bestemmelse
af fosterets alder (gestationsalderen) for herved at sikre så optimal
anvendelse af undersøgelsesmetoderne som muligt.
Anbefalingerne omfatter derudover følgende prænatale
genetiske undersøgelsesmetoder:
fostervandsundersøgelse,
moderkagebiopsi,
ultralydscanning for
misdannelser,
undersøgelse af den
gravide kvindes blod m.h.p. bestemmelse af bl.a. alfaføtoprotein.
Nogle af undersøgelserne kan bruges til påvisning af en
given egenskab, mens andre kan bruges til at belyse kvindens risiko nærmere.
Valget af undersøgelsesmetode afhænger af, hvilken sygdom
der undersøges for, men herudover også af risici, undersøgelsens diagnostiske
sikkerhed, prøvetidspunkt, ubehaget for kvinden ved undersøgelsen og
ventetiden
på svar.
Ingen af de eksisterende metoder er 100% sikre og uden
problemer. Der er altid en risiko for, at undersøgelsen viser, at kvinden
bærer
et barn med alvorlig genetisk sygdom, som ikke er sygt (falsk positiv), eller
at genetisk sygdom hos fosteret ikke opdages (falsk negativ).
Fostervandsundersøgelse og moderkagebiopsi
Fostervandsundersøgelse har i mange år været den eneste
prænatale undersøgelse, der kunne give svar på, om fosteret havde en genetisk
sygdom. De seneste år har moderkagebiopsien vundet indpas i større omfang.
Moderkageundersøgelsen udføres tidligere i svangerskabet end
fostervandsundersøgelsen, og den er forbundet med en kortere svarperiode, der
betyder, at svangerskabsafbrydelse ofte vil kunne gennemføres inden udgangen
af
12. svangerskabsuge.
Moderkagebiopsien har et mere snævert anvendelsesområde end
fostervandsundersøgelsen. Dens udførelse stiller endvidere større krav til
personalets
ekspertise for at undgå at provokere en abort.
Fostervandsundersøgelsen og moderkagebiopsien bør tilbydes
m.h.p. kvindens eget valg i de situationer, hvor:
den gravide kvinde
er fyldt 35 år ved graviditetens indtræden,
den ene af
forældrene tidligere har fået et barn med alvorlig kromosomsygdom, eller hvor
kromosomafvigelse er konstateret hos den ene af forældrene, eller hvor
den ene af
forældrene har fået et barn med alvorlig monogen sygdom, eller hvor sådan
sygdom eller bærerstatus herfor er konstateret hos den ene af forældrene,
eller
hvor
forældrenes søskende
eller søskendebørn har fået konstateret alvorlig monogen sygdom.
Ultralydsundersøgelse for misdannelser
Ultralydscanning bør tilbydes, som første undersøgelse til
kvinder, hvor der er særlig mistanke om misdannelser hos fosteret. Det drejer
sig om de tilfælde:
hvor kvinden
tidligere har haft tre eller flere spontane aborter,
hvor den ene af
forældrene tidligere har fået et barn med alvorlig polygen eller
multifaktoriel
betinget misdannelse, eller hvor dette er konstateret hos den ene af
forældrene
eller hos deres søskende eller søskendebørn,
hvor den ene af
forældrene tidligere har fået et barn, der var udviklingshæmmet, misdannet,
på
anden måde sygt eller et dødfødt barn, og der ikke foreligger afklaring af
årsagen hertil,
hvor den ene af
forældrene har været eksponeret for stoffer, stråling eller andre
ikke-infektiøse eksogener, der mistænkes for at fremkalde genetisk skade hos
fosteret.
Bestemmelse af alfaføtoprotein i kvindens blod
For at opnå en bedre erkendelse af misdannelser bør
gennemscanning for fostermisdannelser kombineres med analyse af
alfaføtoprotein
i kvindens blod, (= serum-AFP undersøgelse). I de situationer, hvor det ikke
med ultralyd er muligt at diagnosticere større misdannelser som f.eks. åbne
neuralrørsdefekter eller bugvægsdefekter, kan et abnormt analysesvar (høj
værdi
af alfaføtoprotein) give mistanke herom.
Det er nu muligt på baggrund af en blodprøve at beregne den
gravide kvindes risiko for at få et barn med kromosomsygdom nærmere. I
Danmark
sker dette gennem en analyse af kvindens blod for AFP og for proteinstoffet
humant chorion gonadotropin (hCG). Disse svar relateres herefter til kvindens
alder, og der foretages på basis af AFP, hCG og alder en risikoberegning for
svære misdannelser og kromosomsygdomme.
Metoden er imidlertid forbundet med usikkerheder, som kan
reduceres noget ved at udvide analysen til også at omfatte hormonet østriol
(uE3). Denne trefasede (AFP, hCG og uE3) blodprøveundersøgelse benævnes
tripletest.
Tripletest bør tilbydes:
kvinder, der er
fyldt 35 år ved graviditetens indtræden.
Kvinder på 35 år eller derover bør således fremover tilbydes
fostervandsundersøgelse, moderkagebiopsi og tripletest m.h.p. kvindens eget
valg. Tager kvinden imod tilbuddet om tripletest, og findes hendes risiko for
at få et barn med kromosomsygdom til at være på niveau med en 35-åriges (dvs.
omkring 1%) eller højere, tilbydes hun en fostervandsundersøgelse.
Tripletest bør endvidere tilbydes, hvor:
forældrenes søskende
eller søskendebørn har fået konstateret en kromosomafvigelse.
Tripletest bør for øjeblikket kun tilbydes på ovennævnte
indikationer, og i de situationer, hvor kvinden p.g.a. ængstelse tilbydes
undersøgelse. Erfaringer og udvikling kan medføre, at undersøgelsen med tiden
kan tilbydes bredere.
Organisation
Omfanget af kvinder, der tager imod tilbud om prænatal
rådgivning og undersøgelse, er i dag ikke klarlagt. Det vurderes med
udgangspunkt i det nuværende antal fødsler på knapt 70.000 til at være
omkring
9.000 gravide kvinder årligt. Almen praksis og de amtslige fødeafdelinger er
derfor det naturlige udgangspunkt. For de mere komplicerede funktioner er et
større patientunderlag imidlertid en forudsætning for, at ekspertise og
kvalitet kan fastholdes, og at uddannelse, udvikling og forskning kan
varetages. De samles derfor på færre steder.
Hovedpunkterne i opgavefordelingen er:
læger i
almen praksis
varetager den første
identifikation af kvinder med risiko og sikrer den primære information og
efterfølgende korrekte visitation,
på
basisniveau
varetager fødestederne
ultralydscanning med henblik på fastsættelse af fosterets alder (niveau
1-scanning).
Supplerende information samt de genetiske undersøgelser fostervandsprøve,
undersøgelse for misdannelser med ultralyd (niveau 2-scanning), S-AFP samt
tripletest bør samles på en obstetrisk specialafdeling i amtet. Afdelingen
arbejder tæt sammen med et regionalt genetisk center, en fosterpatologisk
funktion og en obstetrisk landsdelsafdeling.
Fastholdelse af ekspertise i fostervandsundersøgelse kræver, at den udførende
speciallæge gennemfører omkring 200 undersøgelser om året ud fra en
basisoplæring på 100 undersøgelser.
på
landsdelsniveau
varetager 6 genetiske
centre og eventuelle regionale sattelitfunktioner den genetiske rådgivning.
De obstetriske landsdelsafdelinger varetager moderkagebiopsien udover de
øvrige
genetiske undersøgelser.
Fastholdelse af ekspertise i moderkageundersøgelse kræver, at den udførende
speciallæge gennemfører 400-500 undersøgelser om året ud fra en basisoplæring
på 250-400 undersøgelser.
Rigshospitalet og Århus
Universitetshospital
foretager den mest avancerede ultralydscanning (niveau
3-scanning) i team med bl.a. neonatologer, børnekirurger, børnekardiologer og
børnehjertekirurger.
Fortsat uddannelse af personale på alle niveauer samt tidssvarende
information
af de gravide kvinder/parret og personalet er en væsentlig forudsætning for
at
sikre kvaliteten. Det er endvidere af stor betydning at få defineret og
fastsat
krav til opnåelse og fastholdelse af ekspertise i scanning på alle tre
niveauer
snarest muligt.
Evaluering og kvalitetsudvikling
Kvalitetsudviklingsprogrammer generelt og kliniske databaser
specielt bør etableres for at sikre en fortløbende ensartet og systematisk
opsamling af data med henblik på at belyse aktiviteten og vurdere
resultaterne.
Dette skaber grundlag for en vurdering af, hvorvidt de forventede og ønskede
mål rent faktisk nåes, og om en fortsat udvikling finder sted. Resultater bør
sammenholdes ikke blot på nationalt, men også på internationalt niveau.
Evaluering af effekten og kvaliteten af den prænatale
genetiske indsats kræver bl.a. fosterpatologisk undersøgelse af de sene
aborter
med henblik på at klarlægge omfanget af falsk positive og falsk negative
analyseresultater. Etablering af en klinisk database forudsætter derfor et
øget
samarbejde mellem bl.a. fødeafdelinger på alle niveauer, de genetiske centre
og
de fosterpatologiske funktioner m.h.p. indsamling af relevante nøgledata.
Ressourcemæssige konsekvenser
Anbefalingerne indeholder i forhold til praksis i dag ingen
væsentlige ændringer i afgrænsningen af, hvem tilbuddet om prænatal genetisk
undersøgelse gives. Der er tilsvarende i forhold til nuværende praksis ingen
væsentlige ændringer i de metoder, som anvendes.
Den mest markante ændring er tilbuddet om ultralydscanning
m.h.p. bestemmelse af fostrets alder til alle kvinder, der tilbydes prænatal
genetisk undersøgelse. I forvejen ultralydscannes ca. 75% af de ca. 9.000
kvinder.
Der lægges megen vægt på forbedring af både omfang og
kvalitet af information til alle og især til kvinder med en øget risiko.
Tilsvarende anbefales en forbedring af den genetisk rådgivning til kvinder,
hvor der er mistanke om en mere specifik risikofaktor end alder. Styrkelse af
den genetiske rådgivning er en naturlig følge af udviklingen inden for
genteknologien, som både medfører flere tekniske muligheder og større behov
for
information og rådgivning.
Sammen med det almindelige krav om kvalitetsudvikling
herunder databaser medfører anbefalingerne ressourcetilførelse på kort og
længere sigt til:
oprustning af
rådgivningskapaciteten på de genetiske centre, svarende til ca. 40%,
oplysning og
efteruddannelse af alment praktiserende læger, speciallæger og jordemødre på
alle niveauer,
målrettet og egnet
informationsmateriale til de gravide kvinder,
et systematisk
tilbud om ultralydcanning, der kræver apparatur og efteruddannelse af
personale,
oprustning af den
fosterpatologisk funktion,
udvikling,
etablering og drift af database for klinisk kvalitet.
Resume af ændringer og konsekvenser
De væsentligste nye elementer i anbefalingerne om prænatal
genetisk information, rådgivning og undersøgelse i forhold til Meddelelsen
fra
1981, og de væsentligste affødte konsekvenser, kan opridses således:
Formålet er ændret.
Den baseres primært på den gravide kvindes ret til selvbestemmelse og til at
træffe valg på et kvalificeret informeret grundlag. Essensen og
grundprincipperne er i øvrigt videreført.
Fokusering på den genetiske
rådgivning vil forudsætte en udbygning af de genetiske centres kapacitet.
Tilsvarende vil øget vægt på information hos praktiserende læge, jordemødre
og
obstetrisk afdeling forudsætte både efteruddannelse og mere tid hertil.
Indikationerne for
tilbud om information/rådgivning og undersøgelse er indskrænket med hensyn
til
faderens alder og udvidet med eksponering for arbejdsmiljøgifte o.l.
Stigningen
i antallet af henvisninger til genetisk rådgivning p.g.a. denne indikation må
forventes at blive beskeden, da det uændret er den praktiserende læges opgave
at anlægge den første risikovurdering.
Metodetilbuddet ved
fosterdiagnostik er udvidet til udover fostervandsundersøgelser at omfatte
også
ultralydundersøgelser, moderkagebiopsi og undersøgelse af den gravides blod
for
alfaføtoprotein.
Anbefalingen
medfører en forholdsvis mindre udvidelse i antallet af kvinder som
ultralydscannes m.h.p. fastsættelse af fosterets alder.
Det samlede antal
fostervandprøver og moderkagebiopsier vil være stort set uændret. Der
forventes
en mindre vækst i antallet af moderkagebiopsier og et mindre fald i
fostervandsprøverne p.g.a. tilbud om tripletest. Krav til organisationen og
den
faglige kunnen m.h.t. udførsel af undersøgelsesmetoderne, vil betyde en
mindre
centralisering af teknologierne.
Klare indikationer
for ultralydsundersøgelsen, som første valg ved mistanke om
fostermisdannelser
vil betyde en stigning i antallet af undersøgelser. Anvendelsen vil stige i
takt med, at læger på landsdelsafdelingerne og efterhånden nogle
amtsafdelinger
får det nødvendige apparatur, og personalet opnår den fornødne ekspertise.
Krav
til den faglige ekspertise skal være med til at sikre kvaliteten.
Antallet af
blodundersøgelser for alfaføtoprotein med tilhørende analyse vil stige
beskedent. Det er vanskeligt at forudsige, i hvilket omfang gravide kvinder
med
alder som indikation vil fravælge de invasive undersøgelser til fordel for
tripletesten. Fortsat forskning på området bør tilstræbes.
Den organisatoriske
opbygning med almen praksis, jordemødre og fødesteder som første led, en
amtslig obstetrisk specialafdeling som andet led i samarbejde med det
regionale
genetiske center og den obstriske specialafdeling på landsdelsniveau som
tredie
led, afviger ikke fra den kendte. Anbefalingen forudsætter dog en samling af
fostervandsundersøgelser og misdannelsesscanning til en specialafdeling i
amtet
og udførelsen af moderkagebiopsier til landsdelsniveau, samt at den mest
avancerede ultralydscanning (niveau 3-scanning) kun udføres på Rigshospitalet
og Århus Universitetshospital.
Som led i
kvalitetsudvikling og forskning lægges der vægt på en fortløbende
registrering
af undersøgelserne i form af kliniske databaser. Det kræver samarbejde mellem
fødeafdelinger på alle niveauer, de genetiske centre og fosterpatologiske
funktioner m.h.p. indsamling af relevante nøgledata.
Forslaget medfører,
at der skal afsættes flere ressourcer, til varetagelse af
rådgivningsfunktioner, ultralydscanninger, oprustning af den
fosterpatologiske
service samt udvikling og drift af database for klinisk kvalitet.
Kapitel 3.
Formål
I Sundhedsstyrelsens meddelelse fra 1981 er målsætningen for
genetisk fosterdiagnostik beskrevet som... at forebygge en række alvorlige,
medfødte sygdomme og misdannelser".
Sundhedsstyrelsen anmodede i foråret 1993 en række
organisationer om at formulere forslag til målsætning for sundhedsvæsenets
indsats på området:
Forældre og Fødsel.
De Samvirkende
Invalideorganisationer.
Det Etiske Råd.
Den Alm. Danske
Jordemoderforening.
Dansk Selskab for
Obstetrisk og Gynækologi.
Dansk Selskab for
Medicinsk Genetik.
Dansk Pædiatrisk
Selskab.
Dansk Selskab for
Almen Medicin.
Besvarelserne viste, at målsætningen fra 1981 ikke er i
overensstemmelse med den holdning, der lægges til grund for praksis i dag,
eller den som kommer til udtryk i andre dele af samfundet.
Besvarelserne tydede på en fælles opfattelse af mål og
principper. Det blev endvidere klart, at begrebet forebyggelse ikke bør
anvendes i situationer, hvor svangerskabsafbrydelse er det altoverskyggende
alternativ til at få et barn med alvorlig genetisk sygdom.
Formålet med sundhedsvæsenets samlede tilbud om prænatal
genetisk information, rådgivning og undersøgelse er herefter:
-
at sikre at gravide
kvinder med forøget risiko for at få et barn, der har eller vil udvikle en
alvorlig genetisk sygdom eller handicap, får tilbudt ydelser, som kan give
kvinden/parret et kvalificeret handlegrundlag i den konkrete situation.
Den genetiske rådgivning og de prænatale undersøgelser bør udføres med
respekt
for kvindens selvbestemmelse og integritet og for fosterets liv. Ydelserne
skal
være af høj kvalitet, og tilbuddene skal gives under hensyntagen til effektiv
udnyttelse af ressoucerne.
Tilbuddet omfatter prænatal genetisk information, rådgivning
og undersøgelse:
formålet med
informationen
er at sikre
kvinden/parret kendskab til tilbuddet vedr. prænatal genetisk rådgivning og
undersøgelse, samt viden om fordele og ulemper ved de relevante
undersøgelsesmuligheder, således at kvinden/parret kan tage stilling på et
kvalificeret grundlag.
formålet med den
genetiske rådgivning
er at afklare den
genetiske risiko og karakter og at forsyne kvinden/parret med så stor indsigt
og viden om sygdommens årsager, at de kan drage konsekvensen heraf med hensyn
til, hvilke valg de ønsker at træffe i forbindelse med planlægning og
gennemførelse
af graviditet.
formålet med
undersøgelserne
er yderligere at
afdække den genetiske risiko og at diagnosticere defekter i fosterets
arvemasse, der kan give anledning til alvorlig genetisk sygdom eller
handicap.
Genetiske sygdomme og handicap kan ikke helbredes, og det er
kun sjældent, at der kan iværksættes en effektiv behandling. Konsekvensen af,
at sygdom påvises, er derfor ofte, at kvinden/parret vælger at få
svangerskabet
afbrudt. Ønskes svangerskabet gennemført, kan den viden, der opnås med den
prænatale genetiske rådgivning og undersøgelse, betyde en mere målrettet
svangreprofylakse og tilrettelæggelse af et fødsels- og barselsforløb under
hensyntagen til barnets sygdom. Endvidere kan de sociale
hjælpeforanstaltninger
afklares tidligst muligt.
Informationen og rådgivningen skal samlet sikre, at
kvinden/parret træffer sit valg på et velinformeret grundlag, at den mest
hensigtsmæssige undersøgelse tilbydes, og at svaret til kvinden/parret
forvaltes på en værdig måde. Der skal informeres og rådgives om:
-
sundhedsvæsenets
tilbud,
-
risiko for sygdom og
årsager hertil, sygdomsforløb og konsekvenser samt behandlings- og
støttemuligheder,
-
andre valgmuligheder.
Undersøgelserne anvendes med henblik på at:
-
bestemme den gravide
kvindes risiko,
-
klarlægge om fosteret
lider af sygdom eller misdannelser forårsaget af kromosomfejl, gendefekt,
eller
som er betinget af samspillet mellem genetiske og miljømæssige faktorer.
I tilrettelæggelsen af området og i praksis skal der tages
hensyn til, at der kan være forskellige mål for:
kvinden/parret,
f.eks.:
-
at give en øget
information og bidrage til større tryghed,
-
at give et bedre
grundlag for planlægning og gennemførsel af svangerskabet,
-
at hjælpe par med en
høj risiko for at få et barn med en alvorlig genetisk sygdom til at få et
normalt barn/undgå at få et barn med den pågældende sygdom.
det ufødte og fødte
barn, f.eks.:
-
at undgå forværring
af tilstanden ved at tilrettelægge en svangre-omsorg og en fødselshjælp, der
tager hensyn til den påviste sygdom hos fosteret,
-
i størst muligt
omfang sygdommens konsekvenser ved behandling tidligst muligt efter fødslen.
samfundet, f.eks.:
-
at anvende samfundets
ressourcer således, at de giver mest mulig nytte for flest mulige mennesker,
-
at medvirke til at
opretholde og gerne styrke samfundets respekt for det enkelte menneskets liv.
Kapitel 4.
Prænatal genetisk information og rådgivning
Genetisk rådgivning
omfatter rådgivning og undersøgelse af enkelt personer og familier m.h.p.
afklaring af risiko for og påvisning af genetisk sygdomme eller handicap.
Rådgivningsarbejdet er en del af den kliniske genetik, der i øvrigt omfatter
forebyggelse, diagnose, prognose, behandling og registrering af genetisk
betingede sygdomme.
Henvisning af kvinden/parret til genetisk rådgivning og
eller prænatal genetisk undersøgelse forudsætter
information
, der typisk gives af den praktiserende læge.
I meddelelsen fra 1981 henledte Sundhedsstyrelsen
opmærksomheden på det ønskelige i, at der allerede inden graviditeten
indtræder tilbydes genetisk rådgivning til alle voksne, hvor der er begrundet
mistanke om forøget risiko for, at de kan få et barn med genetisk betinget
sygdom". Denne
prækonceptionelle
information og rådgivning
gives til kvinder/par, som ønsker/planlægger at
få et barn.
De prækonceptionelle aktiviteter omfatter en udredning af
kvinden/ parrets risiko for at få et barn med alvorlig genetisk sygdom eller
handicap. Der informeres generelt om forskellige handlemuligheder for parret
m.h.p. at få børn uden den pågældende sygdom f.eks. adoption, donor æg,
kunstig
insemination m.v.. Med denne viden har kvinden/parret et bedre grundlag for
at
træffe beslutning om graviditet, undersøgelse og konsekvenser heraf.
Beslutningerne kan på dette tidspunkt træffes uden tidspres og uden, at abort
bliver den altoverskyggende mulighed for at undgå fødsel af et barn med
alvorlig sygdom eller handicap.
Der bør i almen praksis lægges øget vægt på at opspore
dispositioner hos fremtidige forældre, som led i en samlet oprustning af den
prækonceptionelle rådgivning.
I mange tilfælde opstår spørgsmålet om eventuel genetisk
sygdom imidlertid først efter, at graviditeten er indtrådt. I disse tilfælde
er
der behov for
prænatal genetisk
information og rådgivning. Redegørelsen handler i øvrigt kun om denne del
af det samlede genetiske rådgivningsarbejde.
Kompetent og sufficient information og rådgivning om
metoder, risiko og begrænsninger er en forudsætning for, at en gravid kvinde
og
hendes familie kan beslutte om de ønsker prænatal undersøgelse, og hvilke
konsekvenser de vil drage af et eventuelt undersøgelsessvar.
Informationen og rådgivningens indhold og karakter bør
afpasses kvindens/parrets sociale situation, og den bør gives i respekt for
kvindens selvbestemmelse. Enhver person og familie er unik, og følelser og
reaktioner over for risici varierer. Beslutninger vil afhænge af de enkeltes
samlede livssituation, deres kulturelle- og uddannelsesmæssige baggrund,
religion
samt sociale og følelsesmæssige forhold.
Informationen bør være så neutral og fuldstændig som
overhovedet mulig som forudsætning for en reel valgmulighed. En absolut
neutral
genetisk rådgivning er næppe mulig. Rådgiveren kan fremhæve de mere positive
eller de mere negative aspekter ved en given sygdom gennem sine oplysninger.
Der må ikke påtvinges kvinden/parret en beslutning, men de forskellige
valgmuligheder bør åbent fremlægges, så kvinden/parret kan træffe sit eget
valg.
Prænatal genetisk information
Målet er at sikre kvinden/parret kendskab til tilbuddet om
prænatal genetisk rådgivning og undersøgelse, samt viden om de fordele og
ulemper, der er forbundet med de relevante undersøgelsesmuligheder, således
at
kvinden/parret kan tage stilling på et kvalificeret grundlag.
Det skal altid klargøres, at der aldrig undersøges for
samtlige sygdomme på en gang, og at prænatal genetisk undersøgelse ikke er
nogen garanti for, at fosteret ikke lider af sygdom.
Information om muligheden for prænatal genetisk rådgivning
og undersøgelse skal være en naturlig og integreret del af de tidlige
forebyggende helbredsundersøgelser i svangreomsorgen. Informationen varetages
i
første fase af de praktiserende læger, og den følges op af læger og
jordemødre
på gynækologiske/obstetriske afdelinger og på genetiske centre.
I Sundhedsstyrelsens retningslinier om svangerskabshygiejne
og fødselshjælp fra 1985 pålægges den praktiserende læge ved første
svangre-undersøgelse at afklare, om kvinden har en øget risiko for at få et
barn med genetisk sygdom. Endvidere påhviler det jordemødre og læger på
fødestedet at være opmærksom på forhold hos kvinden som betinger, at hun skal
tilbydes prænatal genetisk rådgivning eller undersøgelse.
Rådgivning og undersøgelse bør således altid foregå med
information af formålet hermed, undersøgelsernes muligheder og karakter,
tekniske gennemførsel og de risici, der er forbundet hermed.
Tager kvinden imod et tilbud om genetisk rådgivning,
henvises hun direkte til et af rådgivningscentrene. Er der umiddelbart
indikation for prænatal genetisk undersøgelse, henvises hun til undersøgelse
på
en gynækologisk/obstetrisk afdeling på basisniveau. På baggrund af en
supplerende og dyberegående information på afdelingen tilbydes kvinden de
alternative undersøgelsesmuligheder.
Prænatal genetisk rådgivning
Kvinder med en særlig risiko vil alle umiddelbart have brug
for genetisk rådgivning. Endvidere vil kvinder, som i forbindelse med
prænatal
genetisk undersøgelse har fået påvist at bære et sygt barn have brug for
egentlig genetisk rådgivning.
Rådgivning om prænatale genetiske forhold i et aktuelt
svangerskab gives således:
som grundlag for
stillingtagen til prænatal genetisk undersøgelse,
efter prænatal
genetisk undersøgelse er gennemført og har givet et positivt svar, der viser
tegn på genetisk sygdom.
De to grupper har forskellig motivation og beredskab og deri
begrundede behov for rådgivning. Generelt gælder, at genetisk rådgivning bør
gennemføres så tidligt som muligt i graviditeten.
Målet med den prænatale genetiske rådgivning er at afklare
den genetiske risiko og karakter, samt at forsyne kvinden/parret med så stor
indsigt og viden om sygdommens årsager, at de kan drage konsekvensen heraf
med
hensyn til, hvilke valg de ønsker at træffe om gennemførelse af graviditet.
Et sekundært mål er at få de rådssøgende og andre
familiemedlemmer til at forstå sygdommens natur og opståen, for hvilken intet
familiemedlem kan gøres ansvarlig, og dermed søge at fratage dem en eventuel
skyldfølelse.
Prænatal genetisk rådgivning omfatter følgende aspekter:
at stille en
nøjagtig klinisk genetisk diagnose,
at beregne en
gentagelsesrisiko,
at informere kvinden
og familien om sygdommens årsag og forløb herunder om:
-
sandsynligheden for
at udvikle den,
-
sandsynligheden for
at videregive den til sine børn,
-
mulighederne og
karakteren af en eventuel behandling,
-
de medicinske,
psykologiske, økonomiske og sociale byrder, den kan medføre,
-
de konkrete
psykosociale støtteforanstaltninger, som samfundet kan tilbyde,
-
konkrete muligheder
for at henvende sig til patientforeninger.
Rådgivningsarbejdet
Det genetiske rådgivningsarbejde er ofte omfattende og
tidsrøvende. I mere enkle sager, hvor den klinisk genetiske diagnose er
afklaret, og hvor sygdommen i praksis kun berører en enkelt søskendeflok, kan
en samtale med de rådssøgende være tilstrækkelig, men som regel indledes
rådgivningen med en forberedende samtale. Ved denne afdækkes patientens eller
familiens problemer omkring sygdommen.
Sammen med de rådssøgende lægges strategien for de
supplerende undersøgelser, og der aftales ny samtale, når alle undersøgelser
er
foretaget, vurderet og genetisk analyseret.
Under samtalen forsøger rådgiveren at danne sig et indtryk
af de rådssøgendes samlede problemkompleks, deres personlige ressourcer,
deres
uddannelsesniveau og de intra- og interfamiliære forhold for bedst muligt at
kunne kommunikere, informere, vejlede og støtte.
Efter den første samtale, der typisk varer mellem 1 og 2
timer, følger en periode med supplerende undersøgelser og analyser. Herefter
indkaldes de rådssøgende til samtale nr. 2, under hvilken der informeres om
samtlige undersøgelsesresultater, disses betydning for sygdomsdiagnosen, dens
årsag og forløb, om muligheden for behandling, social og pædagogisk støtte,
eventuelt med henvisning til specialkyndige på disse områder. Desuden
informeres familien om mulighederne for at undgå fremtidige tilfælde af
sygdommen i familien.
Det vil ofte være relevant, at den genetiske rådgivning
foregår i et team, hvori personer med forskellig ekspertise er repræsenteret.
Udover genetisk ekspertise kan det f.eks. dreje sig om personer med dybere
indsigt i psykologiske og sociale aspekter, eller med arbejdsmedicinsk
ekspertise.
Rådgivningen kan også omfatte det erfaringsgrundlag, som
voksne personer med tilsvarende sygdom eller handicap har erhvervet sig,
og/eller der kan skabes kontakt til relevante
patientforeninger/organisationer.
I andre situationer vil det være relevant at inddrage obstetrisk,
neonatologisk, pædiatrisk ekspertise m.v..
Anbefalinger
Det er Sundhedsstyrelsen holdning, at prænatal genetisk
information og rådgivning bør styrkes på alle niveauer. Stigning i antallet
af
prænatalt diagnosticerbare sygdomme, nye behandlingsmuligheder og forskellige
delvis overlappende undersøgelsesmetoder understøtter dette. Rådgivningen bør
foregå som et samarbejde mellem relevante specialer. Eventuelt medinddrages
det
erfaringsgrundlag, som voksne personer med tilsvarende handicap har erhvervet
sig.
Sundhedsstyrelsen anbefaler:
at mulighederne for
prækonceptionel genetisk rådgivning styrkes gennem information til de berørte
parter, dvs. primært de kvinder/ par, som ønsker et barn, de praktiserende
læger og de genetiske centre. Dette forudsætter indgåelse af aftaler og
overenskomster for almen praksis og udvidelse af de genetiske centres
kapacitet.
Når svangerskab er indtrådt, anbefales det:
at kvinder, som ikke
tidligere har modtaget tilstrækkelig information og rådgivning, informeres
tidligst muligt efter graviditeten er konstateret, således at den genetiske
rådgivning og de prænatale genetiske undersøgelser kan gennemføres så hurtigt
som hensigtmæssigt muligt.
at kvinder, som er
bekendt med alvorlig genetisk sygdom i hendes eller mandens familie, som
tidligere har haft flere spontane aborter eller tidligere har født et sygt
eller handicappet barn af ukendt årsag, tilbydes prænatal genetisk rådgivning
på genetisk center, tidligst muligt efter graviditeten er konstateret.
at kvinder, som ikke
har alvorlig genetisk sygdom i familien, men som risikoidentificeres ud fra
et
alderskriterie, dvs. er > 35 år, informeres af den praktiserende læge om
sundhedsvæsenets tilbud, og på baggrund af ønske herom henvises til
obstetrisk
specialafdeling med henblik på yderligere information og tilbud om prænatal
genetisk undersøgelse. Viser en undersøgelse, at fosteret har genetisk
sygdom,
tilbydes kvinden rådgivning på et genetisk center.
at kvinder, som ikke
opfylder et af de øvrige kriterier, men i forbindelse med det aktuelle
svangerskab konkret mistænkes for at have været udsat for påvirkninger, der
kan
medføre genetisk skade hos fosteret, tilbydes genetisk rådgivning på genetisk
center med henblik på at afklare, om der er indikation for prænatal
undersøgelse.
Vedrørende formidling af analyseresultat anbefales:
at ved et negativt
svar, dvs. hvor undersøgelsen viser, at fosteret ikke har en genetisk defekt,
informeres kvinden skriftligt med kopi til den henvisende instans.
at ved tegn på
sygdom hos fosteret, indkaldes kvinden/parret til samtale på den obstetriske
specialafdeling, der har forestået undersøgelsen. Såfremt der er behov for
yderligere information eller egentlig genetisk rådgivning, etableres der
kontakt til det genetiske center.
at den som mundtligt
formidler et svar altid sikrer, at kvinden har forstået betydningen heraf, og
at kvinden føler sig velinformeret om handlemuligheder og konsekvenser heraf
samt at en evt. opfølgning er planlagt.
Kapitel 5.
Genetiske sygdomme og misdannelser
Siden udarbejdelsen af Sundhedsstyrelsens retningslinier fra
1981 er der sket en betydelig udvidelse af mulighederne for at påvise
variationer i menneskets arvemasse både hvad angår kromosomafvigelser og
gendefekter. Der kan med stor præcision undersøges for mange flere arvelige
sygdomme og anlæg end for 10 år siden, og mulighederne er under fortsat og
hastig udvikling, overvejende på grund af den igangværende kortlægning af
menneskets arvemasse.
I relation til prænatal diagnostik knytter interessen sig i
særlig grad til de alvorlige sygdomme og misdannelser, der med rimelig
sikkerhed kan diagnosticeres så tidligt i graviditeten, at det kan få
forebyggende eller behandlingsmæssige konsekvenser, eller give mulighed for
en
svangerskabsafbrydelse.
Sygdommene kan groft inddeles i:
kromosomsygdomme
, dvs. sygdomme, der skyldes ændring i
kromosomernes antal og/eller struktur,
monogene sygdomme
, dvs. sygdomme, der skyldes ændring i kun èt gen
(locus),
polygene og multifaktorielt
betingede
sygdomme
, dvs. sygdomme, der skyldes en kombination af ændringer i flere
gener evt. i samspil med bestemte miljøfaktorer.
I relation til den genetiske rådgivning er det endvidere
relevant at nævne:
mitochondrie-sygdomme
, dvs. sygdomme, der skyldes ændring i
mitokondrie-DNA. Diagnostik af mitokondondri-sygdom er i hastig udvikling og
udføres i stigende omfang hos voksne, mens betydningen for prænatal
diagnostik
er begrænset.
Samtlige undersøgelser for kromosomsygdomme, der gennemføres
før 25. svangerskabsuge indberettes fra kromosomlaboratorierne til Dansk
Cytogenetisk Centralregister v. Psykiatrisk Hospital i Århus. Der opnås
derved
et næsten fuldstændigt billede af omfanget af fostervandsundersøgelser og
moderkagebiopsier.
Der findes ikke tilsvarende et landsdækkende billede af
fosteranalyser udført på mistanke om monogen sygdom. En rundspørge foretaget
af
Sundhedsstyrelsen sommeren 1993 viste, at der udføres omkring 85 på denne
indikation om året.
Tabel 5.1.
Prænatale genetiske undersøgelser fordelt efter indikation 1990.
Indikation
Antal
Kromosomsygdom
6.336
Monogen sygdom
85*
Polygen og multifaktoriel sygdom (åbne defekter)
254
Ængstelse
836
Total
7.539
Kilde: Dansk Cytogenetisk Centralregister.
* Sundhedsstyrelsens rundspørge 1993.
Kromosomsygdomme
Kromosomsygdomme optræder med en hyppighed på 0,6% svarende
til 1 pr. 170 levendefødte børn. Hyppigt forekommende kromosomsygdomme er:
Down's syndrom, der
forekommer med en hyppighed på ca. 1/800-1.000 levendefødte, dvs. i
størrelsesorden 50-60 årligt i Danmark.
Klinefelters
syndrom, Turners syndrom, Triple-X og XYY, der forekommer tilsammen hos ca.
2/1.000 fødte, dvs. i størrelsesorden 110-120 årligt i Danmark.
Fragilt X-syndrom
med en hyppighed på ca. 1 pr. 1.500 fødte dreng og ca. 1 pr. 2.500 fødte
pige.
Kromosomer og kromosomdefekter er synlige ved mikroskopi og kortlægges
ved kromosomanalyse.
Kromosomer er bærere af menneskets arveanlæg, og de findes i
alle kerneholdige celler. Et menneske har normalt 46 kromosomer, der fordeler
sig som 22 par autosomer og 1 par kønskromosomer. De to kønskromosomer
benævnes
henholdsvis X og Y.
Kromosomer optræder parvis i legemscellerne men enkeltvis i
de modne kønsceller. Ved sammensmeltning af en mandlig og en kvindelig
kønscelle får individet fastlagt sine kromomsomer, enten 46, XY (mand) eller
46, XX (kvinde). Undervejs i processen kan der imidlertid opstå fejl ved både
kønskromosomerne og autosomerne. Fejlen kan give anledning til egentlig
sygdom
eller forblive tavs, dvs. uden at have sygdomsfremkaldende virkning. Man
taler
da om en balanceret kromosomabnormitet.
Ved de ialt 6.336 kromsomanalyser, der udførtes i 1991, blev
der fundet 93 sygdomsfremkaldende afvigelser. 73 af kvinderne valgte at
afbryde
svangerskabet. Der blev endvidere påvist 52 balancerede kromosomforandringer,
hvoraf ingen gav anledning til svangerskabsafbrydelse.
Sygdomme, der er betinget af en eller flere
defekter i de autosomale kromosomer
,
medfører psykisk udviklingshæmning og svære misdannelser.
Et ekstra kromosom nr. 21 (trisomi 21), der giver anledning
til Down's syndrom, er den hyppigst forekommende autosomale anomali. Meget
sjældnere - ca. 1 pr. 6.000 fødte optræder et ekstra kromosom nr. 18 (trisomi
18) og et ekstra kromosom nr. 13 (trisomi 13). Sidstnævnte er forbundet med
så
svære misdannelser hos barnet, at det normalt dør i løbet af de første uger.
For visse af de autosomale anomalier, herunder trisomi 21,
varierer risikoen med moderens alder, og kun en mindre del
(translokationerne)
af de hyppigst forekommende kromosomafvigelser som f.eks. trisomi 21
nedarves.
Down's syndrom
findes prænatalt hos ca. 1/3, mens resten diagnosticeres ved
fødselstidspunktet
eller kort herefter. Siden 1985 har antallet af børn født med Down's syndrom
været stigende. Det skyldes primært det stigende fødselstal og tendensen til,
at flere og flere kvinder udskyder at få børn til de er i 30'erne. Derudover
er
diagnostikken formentlig blevet bedre. Det største antal børn med Down's
syndrom fødes i dag af kvinder under 35 år, hvilket skyldes, at langt de
fleste
fødsler forekommer i disse aldersgrupper.
Defekter i
kønskromosomerne
manifesterer sig i varierende omfang ved forsinket eller
udeblevet kønsudvikling og forplantningsevne, eventuelt kombineret med
psykisk
udviklingshæmning og misdannelser. Diagnosen stilles ofte først i puberteten.
Eksempler er Klinefelter syndrom (47,XXY) og Turner syndrom (45,X).
Monogene sygdomme
Monogent arvelige sygdomme optræder med en samlet hyppighed
på ca. 1 pr. 100 levendefødte. Sygdommene er mangeartede, og hver enkelt
optræder med relativt lav frekvens i befolkningen. Nedenstående er eksempler
på
sygdomme, der er genstand for prænatal diagnostik:
Polycystisk
nyresygdom med en hyppighed på 1 pr. 1.000 til 1 pr. 500 fødte.
Duchennes
muskeldystrofi med en hyppighed på 1 pr. 3.500 fødte drenge.
Cystisk fibrose med
en hyppighed på 1 pr. 4.700 fødte.
Monogene sygdomme er forårsaget af sygdomsfremkaldende
mutation i et enkelt gen. Gener, som består af DNA-molekyler, findes opkoblet
i
kromosomerne, som hvert indeholder tusinde forskellige gener. Ialt skønnes
det,
at mennesket har 50.-100.000 gener, der hver for sig er ansvarlige for
kodningen af sit specifikke proteinstof. Hvert gen rummer således
opskriften" på dannelsen af et bestemt protein (æggehvidestof), og
sygdom
opstår, når et gen koder forkert. Det får som resultat, at proteinet enten
ikke
syntetiseres eller får en så abnorm opbygning, at dets utilstrækkelige
funktion
medfører sygdom.
Gener er ikke synlige ved mikroskopi. I stedet
diagnosticeres eller sandsynliggøres nogle monogent sygdomme med DNA-analyse
eller ved andre biokemiske analyser. DNA-diagnostik kompliceres ofte af, at
flere forskellige ændringer i èt og samme gen kan forårsage samme sygdom.
Undersøgelse for monogen sygdom udføres kun på speciel
indikation. Analyserne udføres på de metaboliske laboratorier på
Rigshospitalet,
Kennedy Instituttet og Institut for Human Genetik på Århus Universitet. Nogle
analyser er centraliseret til et laboratorium, mens enkelte kun foretages i
udlandet.
Der kendes i dag flere tusinde af disse sygdomme. Omkring
500 kan diagnosticeres prænatalt. Den øgede viden om menneskets arvemasse
fører
til, at stadig flere sygdomsgener lokaliseres og derved, at stadig flere
sygdomme kan diagnosticeres prænatalt.
Langt de fleste sygdomme kan ikke behandles effektivt
hverken før eller efter fødslen. De vil ofte medføre svære fysiske eller
psykiske handicap og eventuelt tidlig død. Enkelte kan forhindres i at
progrediere.
Sygdommenes nedarvningsmønster er i reglen enkelt og
forudsigeligt, hvor det drejer sig om dominant arvelige, recessivt arvelige
eller kønsbundet arvelige sygdomme.
Ved
dominant nedarvet
sygdom
er én af forældrene syge, og denne giver sygdomsgenet videre til
gennemsnitlig halvdelen af børnene. De dominant nedarvede sygdomme er de
hyppigst forekommende monogene sygdomme. De optræder hos 6 pr. 1.000 fødte.
Familiær hyperkolesterolæmi, polycystisk nyresygdom, Huntingtons chorea,
neurofibromatose, dystrofia myotonica er eksempler herpå.
Spørgsmålet om genetisk rådgivning og prænatal diagnostik er
særlig vanskelig i relation til denne gruppe sygdomme. Sygdommene viser sig
ofte først i voksenalderen, efter at de sygedomsramte har fået børn. Det vil
sige, at man ved anlægsbærerdiagnostik vil kunne stille diagnosen på klinisk
raske personer, som herigennem får information om, at de og eventuelt
allerede
fødte børn senere i livet vil udvikle alvorlig sygdom. Eksempler er
dystrophia
myotonica og Hungtingtons chorea.
Huntingtons
chorea
optræder med en hyppighed på 1 pr. 20.000 fødte. Der knytter sig
specielle rådgivningsmæssige problemstillinger til denne sygdom, der er
forårsaget af en fejl i genet for et hjerneprotein. Sygdommen er en alvorlig
fremadskridende dødelig lidelse, som rammer nervesystemet. Den kliniske
diagnose stilles som reglen først i 35-45 års alderen, og døden indtræffer
efter 10-15 år. Sygdommen kan have været snigende i mange år. Den sene
debuttalder gør, at de fleste når at få børn, inden sygdommen viser sig. Der
findes i dag ingen mulighed for at helbrede sygdommen.
Autosomalt recessivt
nedarvet sygdom
betyder, at barnet skal have sygdomsgenet fra begge
forældre for at få sygdommen. Begge forældre i disse familier er raske bærere
af sygdomsgenet. For hvert barn af to anlægsbærere er der 25% risiko for, at
det får sygdommen.
De autosomalt recessivt nedarvede sygdomme optræder med en
samlet hyppighed på 3 pr. 1.000 fødte. Cystisk fibrose,
alfa-1-anti-trypsinmangel og fenylketonuri er eksempler herpå.
Cystisk fibrose
(CF)
optræder med en hyppighed på 1. pr. 4.700 fødte. Omkring 330 mennesker
i Danmark har sygdommen, og ca. 3% af befolkningen er raske anlægsbærere.
Sygdomsgenets nøjagtige struktur blev kendt i 1989, og der er påvist flere
mutationer, som kan føre til sygdommen cystisk fibrose, hvoraf den hyppigste
(delta F508), udgør ca. 88% af mutationerne i Danmark.
De fleste mennesker får stillet diagnosen i løbet af
det første leveår og næsten alle inden de er 11/2 til 2 år. Tidligere
medførte
fødslen af et barn med cystisk fibrose i vid udstrækning, at forældrene
afstod
fra at få børn eller valgte abort i tilfælde af en ny graviditet. Den
ufuldstændige viden betød, at også ikke-CF-ramte fostre i et vist omfang blev
aborteret. Prænatal diagnostik har således medført en stigning i antallet af
raske børn født i familier med CF-børn og et fald i antallet af aborter i
disse
familier.
Præcis genetisk viden om sygdommen cystisk fibrose
medførte, at Rigshospitalet i 1990-92 gennemførte den første
anlægsbærerscreening i Danmark. Blandt knapt 7.000 undersøgte gravide
kvinder,
blev der fundet 142 anlægsbærere. Prænatal undersøgelse blev gennemført i de
tre tilfælde, hvor det blev påvist, at partnerne også var anlægsbærere. Et af
de tre fostre viste sig at have cystisk fibrose, og parret valgte abort.
X-bundet recessivt
nedarvet
sygdom betyder, at sygdomsgenet er knyttet til X-kromosomet, og at
sygdommen helt overvejende optræder hos drenge/mænd. Nogle piger/kvinder, som
bærer sygdomsgenet, kan imidlertid vise lettere symptomer på sygdommen. Denne
arvegang får som konsekvens, at gennemsnitlig halvdelen af sønnerne af en
mor,
som er bærer af det syge gen får sygdommen, og halvdelen af pigerne bliver
bærere. I en familie, hvor sygdomsgenet optræder hos faderen, som derfor
bliver
syg, bliver samtlige døtre anlægsbærere, mens sønnerne ikke arver genet. Som
eksemper kan nævnes hæmofili, der forekommer hos 1 pr. 10.000 fødte drenge og
Duchennes muskeldystrofi. Præcis diagnose og viden om den sygdom, fosteret
kan
have arvet, er forudsætninger for genetisk rådgivning om monogene sygdomme
kan
gennemføres. På denne baggrund gives tilbud om prænatal diagnostik samt
eventuel undersøgelse for anlægsbærere blandt det syge barns søskende og i
forældrenes familie. Det ideelle vil være, at risikoen for at få et barn med
en
sådan sygdom er kendt forud for første graviditet. I praksis ved forældrene
dog
meget sjældent, at de er anlægsbærere, før det første syge barn er blevet
født.
En undtagelse herfra er de tilfælde, hvor der foretaget anlægsbærerdiagnostik
på grund af sygt barn i familien i øvrigt, eller som led i en eventuel
anlægsbærerscreening.
Spørgsmålet om anlægsbærescreening ligger udenfor rammerne
af denne redegørelse. Der er behov for en bredere debat om de
sundhedsmæssige,
etiske og samfundsøkonomiske konsekvenser forbundet hermed forud for en
endelig
stillingstagen.
Polygene og multifaktorielt betingede sygdomme og
misdannelser
Sygdomme og misdannelser, der fremkommer som resultat af
samspillet mellem genetiske forhold og miljøfaktorer, dækker over mange
forskellige lidelser. Kendskabet til det genetiske grundlag for disse
sygdomme
er endnu sparsomt, og kun en lille del kan i dag diagnosticeres prænatalt.
Prænatal diagnostik er mulig, hvis den genetiske defekt
medfører misdannelser, der kan erkendes ved ultralyd. Mistanke om sygdom fås
ved at undersøge kvindens blod for alfaføtoprotein, mens en analyse af
alfaføtoprotein
i fostervandet af- eller bekræfter sygdom. Øget udskillelse af
alfaføtoprotein
sker kun, hvis misdannelsen mangler huddække. Mens kromosomsygdommene og de
monogene sygdomme diagnosticeres ved en bevidst søgen som led i prænatal
genetisk diagnostik, opdages de polygene og multifaktorielt betingede
misdannelser ofte tilfældigt i forbindelse med en ultralydsundersøgelse, der
foretages af anden årsag.
Omkring 3% af alle børn fødes med misdannelser af varierende
sværhedsgrad, heraf vurderes ca. 20-60% at være polygent og/eller
multifaktorielt betinget. Langt de fleste lidelser optræder uden kendte
risikofaktorer. Ved prænatal undersøgelse hos udvalgte risikogrupper
diagnosticeres derfor kun en lille andel af det samlede antal misdannelser.
Det
drejer sig overvejende om neuralrørsdefekter.
Neuralrørsdefekter
optræder hos omkring 1 pr. 1.000 fødte, og omfatter misdannelser som
manglende
udvikling af hjernen og/eller hjerneskallen (anencephalus), hjernebrok
(encephalocele), samt mangelfuld lukning af rygmarvskanalen (spina bifida)
med
eller uden rygmarvsbrok. Misdannelserne mangler huddække ved 95% af
neuralrørsdefekterne.
Af andre misdannelser, der kan erkendes ved prænatal
genetisk undersøgelse kan bugvægsdefekter, nyremisdannelser,
hjertemisdannelser
og ekstremitetsdefekter bl.a. nævnes.
Mitokondrie-sygdom
Sygdomme, der skyldes ændring i mitokondrie-DNA, er sjældne
og så godt som aldrig indikation for prænatal diagnostik. Det skyldes bl.a.
at
den diagnostisk sikkerhed i mange situationer vil være lav. Udviklingen
indenfor præimplantationsdiagnostik (se kapitel 7) vil formodentlig betyde en
bedre diagnostisk sikkerhed.
Perspektiver
Den eksplosive udvikling inden for DNA-diagnostik vil
formodentlig fortsætte. I løbet af få år vil det sandsynligvis være muligt at
diagnosticere langt de fleste monogene sygdomme samt en lang række kliniske
syndromer, og man vil i stigende omfang få kendskab til den genetiske
komponent
ved de polygene og multifaktorielt betingede sygdomme. Efterhånden som vor
viden om de enkelte sygdomsgeners opbygning tiltager, vil det blive muligt
direkte at afsløre de sygdomsfremkaldende mutationer, hvilket er sket for
Huntingtons Chorea, cystisk fibrose m.fl.
Samtidig med de bedre diagnostiske muligheder, øges vor
viden om de enkelte sygdomsgeners funktion. Dette vil sekundært medføre et
større kendskab til sygdommenes biokemiske baggrund. Denne viden vil sætte os
i
stand til i langt højere grad at forebygge og behandle de arvelige sygdomme.
På
mange måder bliver hovedproblemet, at der kan gå lang tid, fra de
diagnostiske
muligheder foreligger, til der findes muligheder for egentlig forebyggelse af
sygdommens udvikling og effektiv behandling.
Kapitel 6.
Screening og afgrænsning af risikogrupper
Generelt om screening
Ved screening forstås en systematisk undersøgelse af
befolkningen eller grupper af befolkningen med det formål at kortlægge
forekomsten af en bestemt egenskab. Denne egenskab kan være en arvelig
egenskab, en indikator for sygdom, et sygdomsforstadium eller en sygdom.
Formålet med at gennemføre et screeningsprogram kan være:
at behandle
biologiske forandringer, som med en vis sandsynlighed udvikler sig til
sygdom,
at identificere
personer med forøget risiko for at udvikle sygdom,
at bedre prognosen
for sygdommen ved hjælp af en tidlig behandlingsindsats.
Metodemæssige og etiske problemer
Ved screening anvendes optimalt en enkel og en entydig
undersøgelse, som giver et klart billede af, hvem der er syg eller har en
øget
risiko for sygdom, og hvem der ikke er. Svaret på undersøgelsen bør være
sikkert. Ved enhver screening er der imidlertid en større eller mindre risiko
for, at de undersøgte placeres i en forkert gruppe:
-
hvis den undersøgte
fejlagtigt erklæres rask/uden for speciel risiko, er testresultatet falsk
negativt,
-
hvis den undersøgte
fejlagtigt erklæres syg/med øget risiko, er testresultatet falsk positivt.
De syge, der er korrekt klassificeret som syge, har åbenlys
gavn afscreeningen, hvis en tidlig diagnose forbedrer sygdommens prognose. De
raske, der korrekt er klassificeret som raske, må ligeledes antages at have
gavn af screeningen i form af en øget tryghed.
De to grupper, der fejlklassificeres, har derimod ingen gavn
af screeningen. Et falsk negativt svar vil typisk medføre en falsk tryghed,
der
kan betyde, at personen undlader at søge læge, når symptomer på sygdom
opstår.
I tilfælde af et falsk positivt svar påføres den undersøgte
en unødig ængstelse og uro og muligvis
overbehandling, som afhængig af problemstillingen kan få en væsentlig
betydning
for personens liv. En tests egnethed til screening bør derfor fastsættes
efter
en nøje afvejning af konsekvenserne ved at fejlklassificere syge og ved at
fejlklassificere raske.
Enhver helbredsrelateret undersøgelse er endvidere forbundet
med en risiko for uhensigtsmæssig sygeliggørelse af den undersøgte. Det vil
sige, at personen på grund af undersøgelsen opfatter sig eller føler sig
opfattet som unormal eller direkte syg. Denne potentielle skadevirkning af
screeningsundersøgelser kan mindskes ved at sikre tilstrækkelig information,
rådgivning og opfølgning af resultater.
Såfremt andre reagerer over for den undersøgte ved
afstandtagen, eller ved at reducere dennes handlemuligheder på grund af
påvisning af nogle specielle egenskaber, taler man om stempling og
stigmatisering.
Ud fra en samfundsmæssig betragtning kan screening være et
redskab til at give den, der viser sig at være syg eller have øget risiko for
at blive det, en handlemulighed, og til at spare ressourcer i forhold til at
undgå eller afbøde et sygdomsforløb.
Betydningen og konsekvenserne for den enkelte ved at opnå
viden om risiko for sygdom, afhænger af handlemulighederne: Påvises sygdom
eller en øget risiko herfor, og er muligheden for helbredelse eller
forebyggelse god, vil problemsstillingen for den enkelte ofte være
ukompliceret, og screeningen opleves positivt. Er der derimod uklarhed om
behandlingens eller forebyggelsens effekt, eller kan screeningen blot påvise
en
øget risiko for en uundgåelig sygdom senere i livet, kan værdien af
screeningen
for den enkelte være tvivlsom.
Endnu et aspekt er, at der ved screening kan fremkomme
bifund i form af påvisning af andre forandringer eller abnormiteter end dem,
der er målet for den pågældende undersøgelse.
Krav til screeningsprogrammer
Om sundhedsvæsenet skal tilbyde et bestemt
screeningsprogram, bør besluttes på baggrund af en bred vurdering af
sundhedsfaglige, organisatoriske, samfundsøkonomiske og etiske aspekter. Det
bør endvidere tilrettelægges på en sådan måde, at der kun undersøges for de
forhold, screeningen tager sigte på. Endelig bør man fastlægge, hvorledes
programmets effekt skal vurderes, og når screeningsprogrammet er sat iværk,
skal grundlaget for dets fortsatte eksistens regelmæssigt vurderes.
WHO opstillede i slutningen af 1960'erne følgende krav til
screeningsprogrammer:
1.
Sygdommen skal
udgøre et vigtigt sundhedsproblem.
2.
Der skal være en
acceptabel behandling for patienter med erkendt sygdom.
3.
Diagnose- og
behandlingsfaciliteterne skal være tilgængelige.
4.
Sygdommen skal kunne
påvises i et latent eller tidligt symptomgivende stadium.
5.
Der skal være en
egnet test eller undersøgelsesmetode.
6.
Testen/undersøgelsesmetoden
skal være acceptabel for befolkningen.
7.
Sygdommens forløb i
ubehandlede tilfælde - herunder udviklingen fra latent til manifest fase -
skal
være tilstrækkelig belyst.
8.
Behandlingsindikatorerne
skal være klart defineret.
9.
Omkostningerne ved
sygdomsopsporing (herunder ved diagnostik og behandling af patienter) skal
stå
i rimeligt forhold til sundhedsvæsenets samlede udgifter.
10.
Screeningsindsatsen
skal være en fortløbende proces og ikke en engangsforeteelse.
Sundhedsstyrelsen pegede i 1991 på følgende supplerende
punkter:
11.
Inden der træffes
beslutning om en screeningsaktivitet, skal testsystemets validitet, den
tekniske effektivitet og den prædiktive værdi af testresultaterne vurderes.
12.
Der skal foreligge
vurdering af etiske og psykologiske konsekvenser for de undersøgte såsom
stigmatisering, konsekvenser af falsk positive og falsk negative
testresultater.
13.
Der skal foretages
økonomisk vurdering af typen: cost-benefit, cost-effectiveness og/eller
cost-utility analyse. Endvidere bør der gennemføres en kasseøkonomisk
vurdering
og marginal økonomisk vurdering, og omkostningseffektivitet bør belyses.
14.
Der skal foreligge
detaljeret beskrivelse af programmets organisering, styringsgruppe,
registreringssystem, visitationsplanlægning, information af målgruppe,
personaleuddannelse og formidling af testresultat.
Specielt om prænatal genetisk screening
Prænatal genetisk screening omfatter udvalgte grupper af
gravide kvinder. Formålet hermed er at kortlægge forekomsten af en genetisk
egenskab hos fosteret, der kan danne grundlag for alvorlig sygdom eller
handicap.
Problemstillingerne, som er opført i WHO`s 10-punktsliste,
er endnu mere komplekse for prænatal genetisk screening end ved andre
screeningsprogrammer. Det skyldes f.eks.:
at programmet
berører mindst to parter direkte: den gravide kvinde og det ufødte barn,
at påvisning af
genetiske forandringer hos et foster kan betyde, at andre familiemedlemmer
får
afdækket ikke hidtil kendte genetiske defekter, der senere i livet kan give
sig
udslag i sygdom,
at de sygdomme, der
screenes for, generelt ikke kan forebygges, helbredes eller behandles
effektivt,
at der er en risiko
for, at selve undersøgelsen afbryder svangerskabet,
at falsk positive
prøvesvar kan medføre, at et rask foster aborteres.
Metodemæssige og etiske problemer
Meddelelsen fra 1981 omtaler kun fostervandsundersøgelse som
screeningsmetode. I dag tilbydes denne undersøgelse og moderkageundersøgelse
på
lige fod på en lang række sygehuse.
Enkelte sygehuse(kommuner) supplerer med et
screeningstilbud, der henvender sig til alle de gravide kvinder. Formålet
hermed er:
at identificere
gravide kvinder med en øget risiko, som grundlag for tilbud om nærmere
undersøgelse. Det drejer sig primært om screening for Down's syndrom og
neuralrørsdefekter. Alfaføtoproteinmåling i den gravide kvindes blod med
supplerende analyser anvendes som metode.
at påvise fostermisdannelser.
Hertil benyttes ultralyd som metode. Undersøgelser kan i sig selv give
grundlag
for handling, men kan også medføre, at kvinden tilbydes supplerende
undersøgelser.
Undersøgelsesmetoderne beskrives nærmere i kapitel 7.
Generelt gælder, at undersøgelsernes diagnostiske sikkerhed
er meget høj. Det er imidlertid også nødvendigt, da konsekvensen af et falsk
positivt svar ofte vil være, at et rask foster aborteres, mens et falsk
negativt svar betyder, at fosteret alligevel har den sygdom, man undersøgte
for.
Fostervandsundersøgelsen for kromosomsygdom har den højeste
diagnostiske sikkerhed, og er forbundet med færrest falsk positive og
negative
prøvessvar. Resultatet af en moderkagebiopsi er knapt så entydigt, idet
cellerne i det udtagne moderkagevæv har vist sig oftere at have
kromosomafvigelser end fosterets egne celler. Ca. 1-2% af moderkagebiopsierne
giver tvetydige resultater, der fordrer supplerende diagnostik eventuelt på
basis af en fostervandsundersøgelse. Man mangler endvidere et nøjagtigt
kendskab til omfanget af falsk positive prøvessvar. Det skyldes bl.a.
manglende
mulighed for patologisk undersøgelse af de fostre, som aborteres.
Prænatal genetisk screening medfører ængstelse og uro hos en
del af de undersøgte gravide, indtil svaret forligger. Fordelen ved
moderkagebiopsien fremfor fostervandsundersøgelsen er, at undersøgelsen kan
udføres tidligere i graviditeten, og at der er kortere ventetid til svaret
foreligger. Det har speciel stor betydning for de gravide kvinder, som har et
høj
risiko for at få et svar, der viser, at fosteret har en alvorlig genetisk
sygdom. Når fostervandsundersøgelsen fravælges er det på bekostning af dennes
højere diagnostiske sikkerhed.
En af fordelene ved ultralydsundersøgelse for
fostermisdannelser er, at svaret foreligger umiddelbart, men undersøgelsen
foretages først i 17.-19. svangerskabsuge. Det samme er tilfældet for
alfaføtoproteinundersøgelsen, hvor svaret også foreligger hurtigt.
Fostervandsundersøgelsen er forbundet med en risiko på
omkring 1% for abort, moderkagebiopsien typisk lidt højere, hvilket bør
inddrages i overvejelserne om hvem, der bør tilbydes prænatal genetisk
undersøgelse. Med de hidtidige indikationer for prænatal undersøgelse svarer
antallet af utilsigtede aborter nogenlunde til det antal fostre, som
aborteres
efter påvist sygdom.
Ultralyds- og alfaføtoproteinundersøgelsen øger ikke
risikoen for en spontan abort. Det vil imidlertid være nødvendigt hos et
mindre
antal kvinder at supplere med en fostervandsundersøgelse for herigennem at få
et så sikkert svar som muligt.
Mulighed for at fravælge et rask barn på baggrund af
oplysninger om normalegenskaber er en speciel etisk problemstilling, der
knytter sig til moderkagebiopsien. Som en del af den rutinemæssige
kromosomanalyse kortlægges fosterets køn. Idet kvinden har ret til at få alle
de oplysninger, undersøgelsen giver, og idet svaret som reglen foreligger
inden
udgangen af 12. svangerskabsuge, har kvinden mulighed for at få svangerskabet
afbrudt alene på det grundlag, at fosteret ikke har det rette" køn.
Som beskrevet i afsnit 5 har der på forsøgsbasis været
screenet for anlægsbærerstatus vedrørende cystisk fibrose, som et generelt
screeningstilbud til alle gravide kvinder tilknyttet bl.a. Rigshospitalet.
Anlægsbærerscreening kan benyttes til at undersøge for et
specifik sygdomsgen hos raske gravide kvinder, med henblik på at klarlægge om
fosteret har risiko for recessiv monogen sygdom. Påvises denne bærerstatus
hos
kvinden, tilbydes også partneren undersøgelse, idet nedarvning af et
sygdomsgen
fra både moderen og faderen vil kunne medføre manifest sygdom hos fosteret.
Er
der på baggrund af anlægsbærerscreeningen konkret mistanke om sygdom hos
fosteret, tilbydes genetisk rådgivning og prænatal undersøgelse.
Afgrænsning af risikogrupper
Kun en mindre del af gravide kvinder har en forøget risiko
for at få et barn med alvorlig genetisk sygdom eller handicap. Vejledningens
princip er kun at tilbyde undersøgelse til gravide kvinder med en forøget
risiko for at få et barn med alvorlig genetisk sygdom eller handicap.
Grupperne kan groft opdeles i to:
-
risikogrupper med en
høj øget risiko, dvs. 5-10% eller mere,
-
risikogrupper med en
let øget risiko, dvs. 1-2%.
Følgende kvinder blev ifølge meddelelsen fra 21. april 1981
tilbudt:
fostervandsundersøgelse:
-
hvis kvinden er fyldt
35 år ved graviditetens indtræden,
-
hvis barnets far er
fyldt 50 år,
-
hvis kvinden
tidligere har født et barn med kromosomsygdom.
genetisk rådgivning:
-
hvis der er
konstateret en kromosomafvigelse hos kvinden selv eller hos barnets far eller
hos forældrenes søskendebørn,
-
hvis der hos den ene
af forældrene tidligere har været tre eller flere aborter,
-
hvis der hos den ene
af forældrene ved tidligere fødsel af åndssvagt og/eller misdannet eller på
anden måde sygt barn eller ved dødfødt barn ikke foreligger afklaring af
årsagen hertil,
-
hvis kvinden
tidligere har født et barn med en medfødt, arvelig stofskiftesygdom, eller
med
en neuralrørsdefekt, andre multifaktorielle sygdomme eller multiple
misdannelser, eller hvis ovennævnte sygdomme er konstateret hos en af
forældrene eller hos forældrenes søskende eller søskendebørn.
Sundhedsstyrelsens definition af den øgede risiko, der med
den nye Vejledning skal føre til henvisning til genetisk rådgivning og
undersøgelse i graviditeten, er baseret på en afvejning af risikoen for at få
et barn med en genetisk betinget sygdom eller handicap overfor risikoen for
at
fremkalde abort ved at gennemføre undersøgelsen. Den sidste risiko bør ikke
overstige den første. Risikoen for at miste barnet pga. en
fostervandsundersøgelse og en moderkagebiopsi er ca. 1%.
Data fra det Cytogenetiske Centralregister er sammenholdt
med risikogrupperne i meddelelsen fra 1981. Resultatet af denne analyse, har
dannet basis for afgrænsningen af de grupper af kvinder, der fremover
omfattes
af sundhedsvæsenets tilbud om prænatal genetisk screening.
Tabel 6.1 viser antallet af undersøgelser fordelt på
indikationer i årene 1990-92. I alle tre år er omkring 20% af undersøgelserne
udført hos kvinder, der ikke er omfattet af Sundhedsstyrelsens meddelelse fra
1981.
Tabel 6.1.
Prænatale undersøgelser samt provokerede aborter efter indikation for
undersøgelse, jvf. Sundhedsstyrelsens meddelelse fra 1981 og cytogenetisk
centralregister.
Risikogrupper jvf.
Sundhedsstyrelsens meddelelse
Antal undersøgelser
Provokerede aborter pr. 100 undersøgelser
1990
1991
1992
1990
1991
1992
Hvis kvinden er fyldt 35 år ved graviditetens indtræden
Hvis barnets far er fyldt 50 år
4.214
4.434
4.802
1,5
2,2
2,1
Hvis kvinden tidligere har født et barn med
kromosomsygdom
141
136
147
2,1
2,2
2,0
Hvis der er konstateret en kromosomafvigelse hos kvinden
selv eller hos barnets far
40
32
47
5,0
3,1
6,4
Hvis der hos den ene af forældrene tidligere har været
tre eller flere aborter
51
40
38
0,0
0,0
0,0
Hvis der hos den ene af forældrene ved tidligere fødsel
af åndssvagt og/eller misdannet eller på anden måde sygt barn eller ved et
barn ikke foreligger afklaring af årsagen hertil
225
227
218
2,2
0,4
0,9
Hvis kvinden tidligere har født et barn med en medfødt,
arvelig stofskiftesygdom
86
90
121
5,8
2,2
4,1
Hvis kvinden tidligere har født et barn med en
neuralrørsdefekt, andre multifaktorielle sygdomme eller multiple
misdannelser, såsom sygdom er konstateret hos en af forældrene eller hos
forældrenes søskende eller søskendebørn
254
284
283
2,0
2,8
2,8
Ikke omfattet af
Sundhedsstyrelsens meddelelse:
Mental retardering i familien. Nære slægtninge har født
et barn, som er mentalt retarderet af ikke-kendte årsager
183
234
205
1,1
0,9
0,5
Eksposition af forældre med mutagener eller eksposition
af teralogener under svangerskabet
125
126
145
1,6
1,6
1,4
Ængstelse
836
903
1.023
0,4
0,6
0,1
Andet
131
119
52
3,8
4,2
1,9
Ialt/gennemsnit
7.539
8.075
8.616
1,5
1,5
2,1
1) Underrapportering
Hyppigheden af provokerede aborter (= provokerede aborter
pr. 100 undersøgelse) udtrykker i denne sammenhæng sandsynligheden for
alvorlig
genetisk sygdom hos fostre. Det er rimeligt, idet provokeret abort næsten kun
vælges, hvis der er tale om alvorlig sygdom.
Det skal bemærkes, at kvinder over 35 år, som samtidig
tilhører en af de øvrige grupper registreres under hvis kvinden er fyldt 35
år..." Det medfører en kunstig forhøjet sandsynlighed. Det skal
endvidere
bemærkes, at kvinder, der er henvist pga. tre eller flere spontane aborter,
og
hos hvem sygdom påvises hos fosteret, placeres i en af de øvrige
risikogrupper.
Risikoen for at få et barn med en kromosomafvigelse, hvis en
af forældrenes søskende eller søskendebørn har fået konstateret en sådan, er
for
langt flertallet af kvinderne mindre end 1%. Indikationen er imidlertid
fortsat
relevant, da risikoen for en mindre del af kvinderne - hvor der er tale om en
strukturel kromosomændring - overstiger 10%. Formålet med tilbuddet om
genetisk
rådgivning eventuelt suppleret med en undersøgelse af kvindens blod for bl.a.
alfaføtoprotein bliver derfor at få afgrænset de kvinder, der bør tilbydes en
fostervandsundersøgelse eller en moderkagebiopsi.
Tilbud om prænatal genetisk undersøgelse til kvinder, hvor
manden er over 50 år, falder bort, idet der ikke er nogen dokumenteret øget
risiko. Der har hidtil været gennemført omkring 30 undersøgelser årligt på
denne indikation.
I forhold til risikogrupperne fra 1981 suppleres listen med
kvinder, som selv har eller hvis partner har været eksponeret for stoffer,
der
kan fremkalde genetiske defekter. I de fleste situationer vil det være muligt
for den praktiserende læge at afvise yderligere udredning, idet eksposition
vides at være uskadeligt for fosteret i den konkrete situation, eller det kan
afklares på baggrund af telefonisk kontakt med et rådgivningscenter. Såfremt
mistanken ikke er frafaldet, henvises kvinden til et genetisk
rådgivningscenter. Arbejdstilsynet har i Arbejdsmiljø og sunde børn -
baggrund
og dokumentation for Arbejdstilsynets indsats 1993-94" samlet viden og
erfaringer på området.
Sundhedsstyrelsens forslag til risikogrupper og
undersøgelsesmetode medfører, at risikoen for abort som følge af
fostervandsundersøgelse og moderkagebiopsi, ikke overstiger den andel af
alvorligt syge fostre, som kan påvises hermed.
Omkring 12% af gravide kvinder vil tilhøre en eller flere af
ovennævnte risikogrupper. Som det fremgår af tabel 6.1 henvises et stort
antal
kvinder i dag pga. ængstelse og uro. Man ved fra videnskabelige
undersøgelser,
at denne gruppe af gravide kvinder ikke har en risiko, der overstiger den
normale population af kvinder. Disse kvinder er derfor ikke omfattet af
vejledningen. Sundhedsstyrelsen foreslår imidlertid, at gravide kvinder som
trods grundig information, fortsat udviser stor ængstelse, kan tilbydes en
tripletest, hvor risikoen fastsættes nærmere. Findes risikoen at være 1%
eller
derover, bør hun tilbydes nærmere udredning.
Anbefalinger
Sundhedsstyrelsen finder, at prænatal genetisk screening
ikke bør omfatte samtlige gravide kvinder, men alene tilbydes kvinder, som ud
fra en nærmere defineret risikovurdering har en øget risiko for at få et barn
med en alvorlig genetisk betinget sygdom eller handicap. Det drejer sig om:
hvor den
gravide
kvinde
:
er fyldt 35 år ved
graviditetens indtræden, eller
tidligere har haft
tre eller flere spontane aborter
hvor den ene af forældrene:
tidligere har fået
et barn med kromomsomsygdom eller selv har fået konstateret en
kromosomafvigelse,
tidligere har fået
et barn med en alvorlig monogen sygdom, selv har fået konstateret en sådan
sygdom, eller er blevet påvist at være bærer af genet herfor,
tidligere har fået
et barn med en polygen eller multifaktoriel sygdom eller misdannelse eller
selv
har fået konstateret en sådan lidelse,
tidligere har fået
et udviklingshæmmet, misdannet, på anden måde alvorligt sygt barn eller et
dødfødt barn, og der ikke foreligger afklaring af årsagen hertil,
har været eksponeret
for stoffer eller stråling eller andre ikke-infektiøse eksogener, der kan
mistænkes for at fremkalde mutationer eller misdannelser hos fosteret, eller,
hvor
forældrenes
søskende eller søskendebørn
:
har fået konstateret
en kromosomafvigelse,
har fået konstateret
en alvorlig monogen sygdom,
har fået konstateret
en polygen eller multifaktoriel betinget sygdom eller misdannelse.
Alene kvinder med øget risiko betinget af den gravide
kvindes alder, bør umiddelbart tilbydes prænatal genetisk undersøgelse. For
alle øvrige kvinder gælder, at undersøgelse skal være forudgået af genetisk
rådgivning, såfremt en sådan ikke er givet tidligere.
Kvinder som henvises på grund af ængstelse" bør kun i
særlige tilfælde, efter nøje rådgivning og overvejelse tilbydes undersøgelse.
Kapitel 7.
Prænatale genetiske undersøgelser
Flere teknologier er til rådighed i dag, når genetiske
forhold hos et foster skal afklares. I det følgende beskrives de
undersøgelsesmetoder, der omfattes af Vejledningen. Den historiske udvikling
skitseres og undersøgelsernes anvendelsesområde, udførsel og diagnostiske
sikkerhed beskrives. Der gives et bud på den teknologiske udvikling, som
forventes i de følgende 5-10 år.
Udviklingen hidtil
Det var først i midten af dette århundrede, at man fik
indsigt i de bagvedliggende genetiske årsager til ophobning af sygdomme og
udviklingsanomalier i specielle familier. Et af de store gennembrud kom i
1950'erne, hvor antallet af kromosomer hos mennesket blev endeligt fastslået.
Denne erkendelse fulgtes af opdagelser om kromosomfejl som årsag til sygdom
samt
udvikling af diagnostiske analyser. Den genetiske baggrund for Down's syndrom
blev erkendt i 1959.
Efter man i
midten af
1960'erne
havde udviklet rutinemetoder for kromosomanalyse, begyndte man at
dyrke og studere celler fra fostervand, hvorved det også blev muligt at
analysere fosterets kromosomer.
I
1964/65
kom
ultralydsapparaturet
i anvendelse som en
diagnostik teknologi med billeddannelse af fosteret. Muligheden for at
udhente
materiale fra det levende foster fik først praktisk betydning, da
ultralydsapparatet kunne tages i anvendelse som hjælpemiddel.
Siden da har ultralyd fået stor betydning. Ultralyd fungerer
som hjælpemiddel til udtagning af materiale fra fosteret, moderkagen og
fostervandet. Den har samtidig en selvstændig anvendelse ved bestemmelse af
f.eks. fosterets alder og vækst, afklaring af flerfoldsgraviditet m.v. og til
diagnosticering af genetiske sygdomme og misdannelser. Teknologien er under
konstant udvikling, og det må forventes, at anvendelsesområdet øges.
Den første
fostervandsundersøgelse
i Danmark blev udført i
1970. De
første år blev undersøgelsen kun anvendt som hjælp til familier med høj
risiko
for at få et alvorligt sygt barn. Teknologien og dens anvendelsesområde
bredte
sig imidlertid hurtigt, og undersøgelsen er i dag også et tilbud til familier
med en let forøget risiko.
Siden midten af
1970'erne
har det været rutine at tage fostervand fra til mængdebestemmelse
af
alfaføtoprotein
med henblik på
diagnosticering af visse fostermisdannelser. Siden 1980 har undersøgelse af
alfaføtoprotein i moderens blod været et tilbud til ca. 20% af de gravide
kvinder, som led i et generelt screeningstilbud.
I
1981
blev
DNA-analyse
første gang taget i
anvendelse til prænatal diagnostik her i landet. Denne genteknologi har givet
betydelig viden om menneskets arvemasse: det enkelte arveanlæg og deres
beliggenhed i kromosomerne. DNA-analyse har betydet, at alvorlige arvelige
sygdomme som cystisk fibrose, Duchennes muskeldystrofi, Hæmofili
(blødersygdom)
o.a. nu kan diagnosticeres med sikkerhed.
Tabel 7.1.
Antal levendefødte og andel fostervandsundersøgelser og moderkagebiopsier pr.
1.000 levendefødte i Danmark, 1970-90.
År
Levendefødte
Fostervandsprøver
Moderkagebiopsier
Prænatale
genetiske us. i alt
Pr. 1.000
levendefødt e*
1970
70.802
8
8
0.1
1971
75.359
34
34
0.5
1972
75.505
68
68
0.9
1973
71.895
141
141
2.0
1974
71.327
347
347
4.9
1975
72.071
614
614
8.5
1976
65.267
782
782
12.0
1977
61.878
1.281
1.281
20.7
1978
62.036
2.160
2.160
34.8
1979
59.464
2.914
2.914
49.0
1980
57.293
3.747
3.747
65.4
1981
53.089
4.342
4.342
81.8
1982
52.658
4.956
4.956
94.1
1983
50.821
5.845
9
5.854
115.2
1984
51.800
5.596
147
5.743
110.9
1985
53.749
5.627
231
5.858
109.0
1986
55.312
6.047
654
6.701
121.1
1987
56.221
5.814
1.039
6.853
121.9
1988
58.844
6.145
1.266
7.411
125.9
1989
61.351
5.789
1.453
7.242
118.0
1990
63.433
5.631
1.908
7.539
118.8
*
Antal undersøgelser
inkluderer tal fra Grønland og Færøerne jvf. tabel 2, mens fødselstallet ikke
inkluderer tal fra Grønland og Færøerne.
Fostervandsundersøgelse var i mange år været den eneste
mulighed, når det skulle afklares om fosteret havde en speciel genetisk
sygdom,
og antallet af undersøgelser steg jvf. tabel 7.1 frem til 1983, hvor
moderkagebiopsien blev introduceret.
Moderkagebiopsien har siden i et stadigt stigende omfang
erstattet fostervandsundersøgelsen, og udgør nu henimod halvdelen af de
invasive prænatale genetiske undersøgelser (tabel 7.2).
Tabel 7.2.
Fostervandsundersøgelser og moderkagebiopsier 1990 og 91 opgjort efter
aldersindikation.
Fostervandsundersøgelser
-
Moderkagebiopsier
1990
1991
1990
1991
Antal
5.631
5.552
1.908
2.523
% af det samlede fødselstal
9
9
3
4
Antal udført fordi kvinden >35 år
3.115
2.871
1.069
1.533
Antal udført fordi manden >50 år
25
20
5
10
% udført på aldersindikation
56
52
56
61
Tilsvarende fostervandsundersøgelsen blev moderkagebiopsien
i begyndelsen tilbudt kvinder med høj risiko for at få et barn med en
genetisk
betinget sygdom. Nu udføres den også i stor omfang hos kvinder, der har en
risiko på omkring 1%.
Undersøgelsernes anvendelsesområde
Følgende undersøgelser beskrives:
fostervandsundersøgelse
(amniocentese),
moderkagebiopsi
(Chorion Villus Sampling = CVS),
ultralydsundersøgelse,
undersøgelse af
moderens blod med henblik på bestemmelse af alfaføtoprotein, samt supplerende
analyser.
Teknologierne er forskellige med hensyn til
anvendelsesområde, udførelse, risiko for komplikationer, tidspunkt for
udførelse samt tidspunkt for og sikkerhed i resultat. Undersøgelserne
varierer
endvidere m.h.t. deres primære formål. Mens fostervand-, moderkage- og
ultralydsundersøgelsen kan anvendes til
diagnostik
af sygdom, bruges alfaføtoprotein i moderens blod som supplerende analyse til
at belyse kvindens risiko for at få et barn med genetisk sygdom.
Indikationsområdet for de enkelte undersøgelser er i vist
nedenstående tabel.
Tabel 7.3.
Indikationsområde og optimale tidspunkt for undersøgelse.
Moderkagebiopsi
Fostervandsundersøgelse
Ultralydscanning
for misdannelser
AFP -analyse m.m.
Kromosomsygdom
X
X
X
X
Monogen sygdom
X
X
Polygen og multi-faktoriel sygdom
X
X
X
Undersøgelsestidspunkt
10.-11. uge
15.-16. uge*
17.-18. uge
16.-18. uge
*
Fostervandsundersøgelse
rykker mod et tidligere tidspunkt i graviditeten.
Valg af risikogrænse er, som beskrevet i kapitel 6, baseret
på en afvejning af risikoen for at få et barn med alvorlig genetisk sygdom i
forhold til risikoen for at fremkalde abort ved de tilgængelige
undersøgelsesmetoder. Valget af hvilken undersøgelsesmetode, der først skal
tilbydes de enkelte risikogrupper, må derfor afhænge af anvendelsesområdet,
risikoen for abort ved undersøgelse og den diagnostiske sikkerhed. Derudover
bør der tages hensyn til komplikationer hos kvinden samt ubehag ved
undersøgelse og ventetid på svaret.
Fostervandsundersøgelse og moderkagebiopsi
Ved fostervandsundersøgelsen og moderkagebiopsien
tilvejebringes fostervand henholdsvis væv fra moderkagen. Materialet
analyseres
efterfølgende m.h.p. at af- eller bekræfte, om fosteret har den eller de
genetiske defekter, der undersøges for. Det drejer sig om følgende
diagnostiske
analyser:
kromosomanalyse,
metabolisk analyse
herunder DNA-analyse,
bestemmelse af
alfaføtoprotein (kun i fostervandet).
Analyserne er grundlaget for undersøgelsernes anvendelsesområde.
Som det fremgår af tabel 7.4 underkastes fostervandsundersøgelsen og
moderkageundersøgelsen ikke de samme analyser rutinemæssigt.
Tabel 7.4.
Diagnostiske analyser på fostervand og moderkagevæv.
Fostervand/-celler
Moderkagevæv
Kromosomanalyse
altid
altid
AFP-analyse
altid
ikke muligt
Biokemisk analyse
på indikation
på indikation
Udførelse
Fostervandsundersøgelse
udføres generelt i 15.-16. svangerskabsuge, men kan på nogle sygehuse udføres
tidligere. Den foregår ambulant. Indgrebet er relativt simpelt, idet der
under
vejledning af ultralyd udhentes 15-20 ml. fostervand ved hjælp af en kanyle
gennem bugvæggen (transabdominalt).
Alfaføtoproteinmængden bestemmes, og de føtale celler fra
fostervandet undersøges rutinemæssigt for kromosomanomalier. Cellerne
centrifugeres og dyrkes i 1-3 uger, hvorefter cellekulturen tilsættes et
stof,
som standser celledelingen. Herefter identificeres og tælles kromosomerne.
Den
gravide kvinde må normalt vente 2-3 uger på svar fra en
fostervandsundersøgelse.
De biokemiske analyser udføres på dyrkede celler.
Analysetiden er fra 1.-14. døgn.
Moderkagebiopsien
udføres i 10.-11. svangerskabsuge og bør ikke udføres før 10.
svangerskabsuge,
da internationale undersøgelser har rejst mistanke om at undersøgelsen
påfører
fosteret ekstremitetsmisdannelser, såfremt den udføres tidligere.
Prøven kan udtages transabdominalt eller transcervikalt
(gennem livmoderhalsen). Da vævscellerne befinder sig i en delingsfase, kan
de
analyseres for kromosomdefekter umiddelbart uden eller efter kortvarig
dyrkning. Det betyder, at et foreløbigt svar på en kromosomanalyse kan gives
efter 1 døgn, og et endeligt efter 10 døgn.
Biokemisk analyse udføres også direkte på cellerne. Efter
enzymatisk analyse foreligger svaret i løbet af 1.-2. døgn, med DNA-analyse
fra
1-14 døgn afhængigt af den sygdom, der undersøges for.
Moderkagebiopsien har den fordel, at den kan udføres tidligt
i svangerskabet og er forbundet med en kort svarperiode. Det medfører et
mindre
psykisk pres for kvinden end ved fostervandsundersøgelsen, og en nemmere
adgang
til en provokeret abort. Såfremt svangerskabsafbrydelse foretages, er
risikoen
for komplikationer endvidere mindre, da aborten typisk finder sted før
udgangen
af 12. svangerskabsuge.
Sikkerhed og komplikationer
Fostervandsundersøgelsen
er en velafprøvet metode, som har været genstand for talrige kliniske
kontrollerede undersøgelser. Det betyder, at man har et klart billede af dens
sikkerhed og komplikationer med den nuværende tilrettelæggelse af området.
Den diagnostiske sikkerhed ved kromosomanalyse udført på en
fostervandsprøve er mere end 99,9%. Såvel andelen af falsk positive svar som
falsk negative svar opgøres til ca. 0,001%. Patologisk undersøgelse af
fosteret
er ikke rutine i dag, og der mangler derfor et vigtigt element i
kvalitetsopfølgningen, idet andelen af falsk positive ikke kan fastsættes.
Omkring 0,3% af de gravide kvinder skal retestes med endnu en
fostervandsundersøgelse.
Øget risiko for spontan abort er den væsentligste
komplikation. Risikoen er omkring 1% ved fostervandsundersøgelsen.
En
moderkageprøve
vil ofte være et mere egnet materiale for biokemisk analyse end fostervand.
Med
hensyn til kromosomanalyse har flere tidligere internationale undersøgelser
vist, at moderkageundersøgelsen sammenlignet med fostervandsundersøgelsen er
forbundet med en lavere diagnostisk sikkerhed og en højere risiko for spontan
abort. En større dansk videnskabelig undersøgelse fra 1994 har imidlertid
vist,
at den diagnostiske sikkerhed kan bringes næsten på niveau med
fostervandsundersøgelsen,
og at risikoen for abort ikke overstiger den ved fostervandsundersøgelsen.
Dette er imidlertid betinget af, at moderkagevævet udhentes gennem bugvæggen,
og at undersøgelsen udføres af læger med stor erfaring.
Andelen af falsk positive prøve vurderes på denne baggrund
til 1,4% ved den transabdominale adgang og 1,5% ved den transcervikale.
Andelen
af falsk negative opgøres til 0,2% ved moderkageundersøgelser generelt.
Abortrisikoen ved den transabdominale teknik er 1-2%, mens
den er 1-4% ved den transcervikale. 1,9% af kvinderne, der har fået udtaget
prøven transabdominalt, skal retestes p.g.a. et usikkert analyse svar, mens
2-4% skal retestes ved brug af den transcervikale adgang.
På længere sigt må man formode, at omfanget af
moderkagebiopsier, igen vil falde, idet en tidlig fostervandsundersøgelse
forventes at blive et reelt alternativ indenfor de kommende 5 år.
Ultralydsundersøgelse
Kendskab til
fosterets
alder
(gestationsalder) er forudsætning for en sikker og rationel
anvendelse af de øvrige undersøgelsemetoder. Det bedst mulige kendskab opnås
i
dag v.h.a. en ultralydscanning.
Fastlæggelse af
fosterets alder ved brug af ultralyd (
scanning
for gestationsalder, niveau 1-scanning
) kan gøres med en usikkerhed på 3-10
dage afhængig af, hvornår den udføres og hvilken del af fosteret, der
anvendes
som måleparameter.
Ultralyd benyttes som hjælpemiddel til udhentning af
materiale og til diagnosticering af
misdannelser
som f.eks.: neuralrørsdefekter, bugvægsdefekter, hjertemisdannelser,
hydrocephali,
microcephali, mellemgulvsbrok, nyremisdannelser og ekstremitetsmisdannelser.
Ultralyd kan endvidere bruges som led i diagnosticering af
kromosom- og gensygdomme
som f.eks. Down's syndrom og osteogenesis
imperfecta.
Scanning for misdannelser udføres som en selvstændig
undersøgelse og kan kombineres med blandt andet alfaføtoproteinbestemmelse i
moderens blod.
Den diagnostiske
sikkerhed ved ultralyd og dets muligheder m.h.p. misdannelsesdiagnostik (
almindelig misdannelsesscanning, niveau
2-scanning
) er afhængig af undersøgerens kompetence og erfaring samt af
apparaturets tekniske muligheder. Der er derfor ikke klare grænser for,
hvornår
og hvor sikkert en anomali hos fosteret kan diagnosticeres.
Almindelig misdannelsescanning finder bedst sted i 17.-18.
svangerskabsuge. På dette tidspunkt vil man kunne påvise svære misdannelser
som
manglende udvikling af kranie og hjerne, mens rygmarvs- og bugvægsbrok vil
kunne påvises hos 2/3.
Forfinet diagnostik
(
avanceret ultralydscanning, niveau
3-scanning
) af f.eks. mindre misdannelser i hjertet kræver et højt
kvalifikationsniveau hos den undersøgende læge, tværfagligt samarbejde og et
avanceret ultralydsapparat.
Ultralydsundersøgelse er en let tilgængelig metode. Svaret
foreligger ofte umiddelbart og i det omfang undersøgelsen benyttes i prænatal
genetisk udredning og diagnostik er der ingen kendte risici.
Rutinemæssigt tilbud om ultralydundersøgelse til alle
gravide kvinder dvs. også kvinder uden øget risiko, vil blive vurderet i
forbindelse med revision af retningslinierne for svangerskabshygiejne og
fødselshjælp.
Undersøgelse for alfaføtoprotein
Alfaføtoprotein (AFP) er et glycoprotein, som især dannes i
fosterets blommesæk og lever. AFP udskilles med fosterets urin til
fostervandet. En del af stoffet diffunderer herfra over i moderens blod, hvor
det med et bredt normalområde findes i stigende koncentration igennem
svangerskabet.
Blodprøven kan bruges som led undersøgelse for:
fostermisdannelser
og
kromosomsygdom.
Nogle misdannelser medfører en
forhøjelse
af AFP-koncentrationen i kvindes blod (S-AFP). Det
drejer sig primært om de polygene og multifaktorielt betingede misdannelser
som
anecephfali (manglende hjerneudvikling) og spina bifida (rygmarvsbrok) samt
bugvægsdefekter og visse nyremisdannelser. Manglende huddække af
misdannelserne
er en forudsætning for, at AFP kan anvendes som markør. Høj S-AFP-værdi
skyldes
oftest forkert beregning af gestationsalderen eller flerfoldssvangerskab.
Lav
S-AFP ses
hyppigere hos gravide, hvor fosteret har en kromosomabnormitet, specielt
trisomi 21 (Down's syndrom) eller trisomi 18 (Edward's syndrom).
Udførelse
Blodprøven tages bedst i 16.-18. graviditetsuge. Analyse af
AFP i kvindens blod kræver et stort basismateriale således, at normalområdet
for AFP hos den undersøgte population af gravide kvinder kan fastsættes.
S-AFP
med supplerende analyser er kun vejledende, og en abnorm værdi kræver derfor
altid supplerende undersøgelse (gentagelse af analysen, ultralydscanning og
eventuelt en fostervandsundersøgelse).
Ved en
høj S-AFP
værdi
er det relevant at gennemføre en ultralydscanning, og hvis denne er
negativ, kan kvinden tilbydes en fostervandsundersøgelse m.h.p. at måle AFP i
fostervandet.
En
lav S-AFP værdi
kan ikke stå alene som indikator for kromosomsygdom. AFP kombineres derfor i
Danmark med analyse af humant chorion gonadropin (hCG) i kvindens blod (=
double test). Resultatet af disse analyser sammenholdes herefter med kvindens
alder, hvorved man kan få en mere eksakt beregning af kvindes risiko for at
få
et barn med kromosomsygdom. I flere andre lande bl.a. England og USA er
undersøgelsen udvidet med en analyse af østriol uE3, der øger testens
sikkerhed
med 5-10%. Denne tredelte analyse benævnes for tripletest (AFP, uE3, hCG).
Sikkerhed og komplikation
I det følgende beskrives testsikkerheden ved
S-AFP-undersøgelserne og de supplerende analyser. Det forudsættes, at
analyserne gennemføres på en normalpopulation af 1.000 gravide kvinder.
Tallene
er baseret på den viden, der er indhentet ved screeningsaktiviteten i Danmark
gennem de sidste 12 år.
S-AFP:
Undersøgelse for misdannelser:
Hos 37 ud af 1.000
kvinder vil undersøgelsen vise forhøjet S-AFP. Falsk negativt svar ses hos
ca.
5%.
De 37 kvinder tilbydes en misdannelsesscanning eller en
fostervandsundersøgelse, hvor man hos 2 kvinder vil finde misdannelser hos
fostret.
S-AFP/hCG
(double test): Undersøgelse for kromosomsygdom:
40 ud af 1.000
kvinder vil få påvist en risiko for kromosomsygdom, der er på niveau med en
35-årig kvindes eller derover. Falsk negativt svar ses hos ca. 1% helt
afhængig
af alderen.
30 kvinder vil efterfølgende gennemgå en fostervandsprøve, hvor 1 foster med
kromosomsygdom vil blive påvist.
Detektionsraten for Down's syndrom og testsikkerheden
afhænger af kvindens alder. Detektionsraten varierer fra 35 hos en 15-årig
til
98 hos en 45-årig. Falsk positiv raten varierer tilsvarende fra 2 til 80-90.
De psykologiske aspekter ved generel screening med
alfaføtoprotein har dannet baggrund for flere studier. Der er generelt påvist
en øget ængstelse hos de kvinder, som måtte gennemgå et udvidet
undersøgelsesprogram. Det tyder dog ikke på, at ængstelsen vedvarer efter
mistanke er blevet afkræftet.
En dansk undersøgelse viste, at de kvinder, som valgte at
sige nej til sceeningstilbud, havde haft en signifikant længere
skoleuddannelse
og hyppigere havde haft en svangerskabsafbrydelse. Knap 6% af de kvinder, som
sagde nej, angav at have været udsat for et pres m.h.p. at tage imod testen.
Udviklingen fremover
Der har i løbet af de sidste 20 år været en hastig udvikling
i kundskaber og teknikker på det prænatale genetiske område. Denne udvikling
forventes at forsætte indenfor de kommende 10 år.
I kapitel 5 blev kortlægningen af menneskets gener ved hjælp
af DNA-analyse omtalt. Når først sygdomsgenerne er identificeret, skærpes
interessen for at forhindre sygdom i at bryde ud og mulighederne for at
behandle såvel det ufødte som fødte barn. Dette må forventes at medføre en
betydelig nytænkning og en fortsat teknologisk udvikling.
Der er dog allerede teknikker, som forventes at forbedre de
nuværende undersøgelser, eller som kan medføre en udvidelse af tilbuddene.
Genetisk diagnostik tidligt i svangerskabet
Udvikling af nye metoder, som er uden komplikationer, og som
kan anvendes så tidligt i graviditeten, at abort i givet fald kan gennemføres
før udgangen af 12. uge, er i gang. Egentlig anvendelse af sådanne nye
metoder
kan først forventes om nogle år.
Internationale og danske undersøgelse tyder på, at
fostervandsundersøgelse indenfor de nærmeste år generelt kan udføres
tidligere
(fra 11 fulde svangerskabsuger) med en rimelig diagnostik sikkerhed. Det
forudsætter forbedrede celledyrkningsteknikker, samt forbedringer af
ultralydsdiagnostikken. Man mangler i dag viden om, hvor meget fostervand,
det
er muligt at tage ud uden at forvolde skade på fosteret.
Hos alle gravide kvinder passerer små mængder fosterceller
gennem moderkagen over i kvindens blod på et tidligt tidspunkt i
graviditeten.
Efter nye teknikker har gjort det muligt at opformere" DNA fra een
enkelt
celle til en ønsket mængde væv, betyder det, at gendiagnostik af fosterceller
kan udføres på celler fra moderens blod. Man arbejder med at forbedre
teknikken, således at den kan blive et reelt alternativ.
Genetisk diagnostik på sædceller og det befrugtede
æg
I udlandet er der de seneste år udviklet en teknik, som
muliggør diagnostik af gendefekter og kromosomdefekter på befrugtede æg. Det
er
den såkaldte præimplantionsteknik.
Teknologien forventes især at få betydning for familier,
hvori der forekommer svær arvelig sygdom, idet kun de æg, som ikke har den
eller de defekter, man undersøger for, opsættes i livmoderen med henblik på
at
udvikle sig til et menneske. Man undgår således genetisk undersøgelse under
svangerskabet, og kvinden undgår svangerskabsafbrydelse. Teknikken kræver
imidlertid en omfattende afprøvning, før den kan anses for rimelig sikker.
Teknologien er ikke indført i Danmark. Ibrugtagning af
præimplantationsdiagnostik er anmeldelsespligtig til Sundhedsstyrelsen.
Anbefalinger
Sundhedsstyrelsen anbefaler:
at ultralydscanning men henblik på bestemmelse af gestationsalderen
(niveau 1-scanning) tilbydes samtlige gravide kvinder, der er omfattet af
tilbud om genetisk rådgivning eller undersøgelse, tidligst muligt efter,
graviditeten er konstateret.
Sundhedsstyrelsen anbefaler endvidere:
fostervandsundersøgelse og moderkagebiopsi
er alternative tilbud i
de situationer, hvor:
-
den gravide kvinde er
fyldt 35 år ved graviditetens indtræden,
-
den ene af forældrene
tidligere har fået et barn med alvorlig kromosomsygdom, eller hvor
kromosomafvigelse er konstateret hos den ene af forældrene,
-
den ene af forældrene
tidligere har fået et barn med alvorlig monogen sygdom, eller hvor sådan
sygdom
eller bærerstatus herfor er konstateret hos den ene af forældrene,
-
forældrenes søskende
eller søskendebørn har fået konstateret alvorlig monogen sygdom.
at moderkagebiopsi
bør ikke udføres før udgangen af 10.
svangerskabsuge.
at ultralydscanning for misdannelser
(niveau 2-scanning) tilbydes i
de situationer, hvor der er særlig mistanke om misdannelser hos fosteret,
hvor:
-
kvinden tidligere har
haft tre eller flere spontane aborter.
-
den ene af forældrene
tidligere har fået et barn med alvorlig polygen eller multifaktoriel betinget
sygdom eller misdannelse, eller hvor dette er konstateret hos den ene af
forældrene eller hos deres søskende eller søskendebørn.
-
tidligere har fået et
barn, der var et udviklingshæmmet, misdannet, på anden måde sygt eller et
dødfødt, og der ikke foreligger afklaring af årsagen hertil.
-
den ene af forældrene
har været eksponeret for stoffer eller stråling eller andre ikke-infektiøse
eksogener, der kan mistænkes for at fremkalde genetisk skade hos fosteret.
at ultralydscanningen
kombineres med S-AFP, for hermed at opnå en
bedre erkendelse af de polygene og multifaktorielt betingede misdannelser.
at tripletest
(S-AFP/hCG/uE3)
tilbydes med det formål at fastsætte risikoen for kromosomsygdom hos fosteret
nærmere, i de situationer, hvor:
-
den gravide kvinde er
fyldt 35 år ved graviditetens indtræden,
-
forældrenes søskende
eller søskendebørn har fået konstateret en kromosomafvigelse.
Findes kvindens risiko at overstige risikoen for en 35-årig,
gives der tilbud om en fostervandsundersøgelse.
Tripletest bør kun tilbydes på ovennævnte indikationer, samt
i de situationer, hvor kvinden p.g.a. ængstelse tilbydes udredning.
Erfaringerne med undersøgelsen samt yderligere forskning og udvikling kan
medføre, at undersøgelsen med tiden tilbydes bredere.
Sundhedsstyrelsen anbefaler endvidere:
at nye teknologier
kun tages i anvendelse, såfremt dette findes hensigtsmæssigt ud fra en bred
teknologivurdering.
Kapitel 8.
Internationale erfaringer
I de fleste Vesteuropæiske lande har det prænatale genetiske
område udviklet sig med stor hast siden starten af 1970'erne.
De Nordiske lande
Danmark adskiller sig ved at have landsdækkende
retningslinier for hvilke grupper af gravide, der skal tilbydes prænatal
genetisk rådgivning og undersøgelse. Markant er det endvidere, at Danmark er
det land i Norden, som har den højeste hyppighed af fostervandsundersøgelser
og
moderkagebiopsier.
Tabel 8.1.
Antallet af invasive prænatal genetiske undersøgelser
(fostervandsundersøgelser
og moderkagebiopsier) i de nordiske lande, samt antallet af analyser pr.
1.000
fødte, 1988-90.
Antal undersøgelser
Undersøgelser/1.000 fødte
1988
1989
1990
Danmark
7.411
7.242
7.539
119
Finland
4.320*
4.515
4.781
72
Island
412
483
456
96
Norge
903
1.047
1.219
20
Sverige
5.734
5.898
5.877
47
* Inklusiv ca. 1.000 analyser pr. år i private laboratorier.
Aldersindikationen varierer landene imellem. I de nordiske
lande er aldersgrænserne og udnyttelsesgraden som vist i tabel 8.2.
Tabel 8.2.
Aldersindikationer og udnyttelsesgrad for kvinder henvist p.g.a. alder til
prænatal genetisk undersøgelse i de nordiske lande, 1988-90.
Aldersindikation
Udnyttelsesgrad
Danmark
35 år
70%
Finland
37 år
85%
Island
35 år
77%
Norge
37 år
37%
Sverige
35 år/40 år
30-40%/85%
Den følgende tabel viser, at antallet af
svangerskabsafbrydelser som følge af, at en arvelig sygdom eller misdannelse
er
diagnosticeret, er lavest i Norge og højest i Finland.
Tabel 8.3.
Antal provokerede aborter efter påvist arvelig defekt hos fosteret i de
nordiske lande, 1989-1990.
Totalt
Pr. 1.000 undersøgelser
Danmark
100
15
Finland
126
33
Island
10
16
Norge
46
38
Sverige
111
19
Total
393
20
Omfanget af rutinemæssige ultralydscanninger i Danmark er
lavt sammenlignet med de øvrige nordiske lande, hvor gravide kvinder
rutinemæssigt tilbydes en ultralydscanning.
Fra Norge foreligger der meddelelser om, at et tilbud om
ultralydsundersøgelser tidligt i graviditeten nedsætter det samlede antal
undersøgelser i graviditeten, idet de basisoplysninger der derved opnås,
overflødiggør anden undersøgelse. De centrale sundhedsmyndigheder i Norge
valgte på denne baggrund at anbefale rutinemæssig scanning tidligt i
graviditeten med henblik på fastsættelse af terminen.
Andre lande
Set i et bredere internationalt perspektiv markerer Danmark
sig ved på et tidligt tidspunkt at have et relativt stort antal invasive
prænatale genetiske undersøgelser. Danmark har derimod et relativt lille
forbrug af ultralydsundersøgelser.
I 1988 havde lande som Frankrig, Vesttyskland og Belgien
landsdækkende generelle screeningsprogrammer med ultralyd, mens der var
regionale programmer i f.eks. England og Italien. England var det eneste
land,
som havde et landsomfattende sceeningsprogram med alfaføtoprotein.
Tabel 8.4 giver en oversigt af, ved hvilken aldersgrænse hos
den gravide kvinde fostervandsundersøgelse tilbydes rutinemæssigt i udvalgte
lande.
Tabel 8.4.
Nedre aldersgrænse hos den gravide kvinde, hvor fostervandsundersøgelse
rekommanderes*
Land
Aldersgrænse
Politik
Australien
35-37 år
Regional
Kina
ingen
-
Danmark
35
National
England
35-38
Lokal
Finland
36-40
Lokal
Ungarn
35-38
Lokal
Israel
35
National
Italien
35-38
Lokal
Japan
Ingen
-
Mexico
35
-
Holland
36
National
New Zealand
-
-
Norge
38
National
Syd Afrika
35-40
Lokal
Syd Amerika
35
National
Spanien
35
-
Sverige
35-37
Lokal
USA
35
Lokal
* International Clearinghouse for Births Defects Monitoring
Systems, 1994.
Kapitel 9.
Regelgrundlag
Frem til 1978 var der ikke centralt udformede retningslinier
for det prænatale genetiske område. Tilbuddet om fostervandsundersøgelse var
i
perioden 1970-1978 derfor kun gældende for gravide med bopæl visse steder i
landet.
På baggrund af betænkning nr. 803 om prænatal genetisk
diagnostik, der var resultatet af et udvalgsarbejde under
Indenrigsministeriet
i perioden 1975-77, vedtog Folketinget i 1978 at støtte forslaget om
fostervandsprøver som et landsdækkende tilbud.
Sundhedsstyrelsens første retningslinier kom i 1978 med
Meddelelse om forebyggende undersøgelser
for kromosomsygdomme, metaboliske sygdomme m.v. hos fostre
".
Cirkulæret blev revideret i 1981.
Bekendtgørelse nr. 477 af 7. november 1985 af lov om
svangerskabshygiejne og fødselshjælp danner grundlag for Sundhedsstyrelsens
Retningslinier for svangerskabshygiejne og
fødselshjælp
", 1985. Ifølge disse er prænatal genetisk rådgivning,
information og undersøgelse en integreret del af svangreprofylaksen.
Retningslinierne påpeger, at afklaring af kvindens risiko for at føde et barn
med en arvelig sygdom er en del af den risikovurdering, der bør foretages
tidligst muligt af den praktiserende læge, og bør gentages ved første
lægeundersøgelse på fødested.
Legaliseringen af provokerede aborter i 1973 har været en
væsentlig forudsætning for udviklingen inden for den medicinske genetik og
det
prænatale genetiske område i øvrigt.
Lov nr. 350 af 13.
juni 1973 om svangerskabsafbrydelse
giver enhver kvinde, som har bopæl her
i landet, ret til at få svangerskabet afbrudt, såfremt indgrebet kan
foretages
inden udgangen af 12. svangerskabsuge. Der stilles ingen krav til kvindens
begrundelse.
Overskrides tidsfristen, kan kvinden i de tilfælde, hvor der
er alvorlig fare for hendes liv eller helbred få svangerskabet afbrudt på en
lægelig vurdering. I en række andre situationer kan et lokalt tværfaglig
sammensat samråd give tilladelse til svangerskabsafbrydelse. Af speciel
interesse er abortlovens:
§ 3 stk. 3;
tilladelse kan gives,.." såfremt der er fare for, at barnet på grund af
arvelige anlæg eller beskadigelse eller sygdom i fostertilstanden vil få
alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse",
§ 3 stk. 6;
tilladelse kan gives,.." såfremt svangerskabet, fødslen eller omsorgen
for
barnet må antages at ville medføre en alvorlig belastning af kvinden, som
ikke
kan afværges på anden måde, således at der af hensyn til kvinden, til
opretholdelsen af hjemmet eller omsorgen for familiens øvrige børn må anses
for
påkrævet, at svangerskabet afbrydes. Ved afgørelsen tages der hensyn til
kvindens alder, arbejdsbyrde og personlige forhold i øvrigt samt til
familiens
boligmæssige, økonomiske og helbredsmæssige forhold".
Der angives det forbehold, at svangerskabsafbrydelsen kun
kan tillades, såfremt de forhold, der begrunder ansøgningen, har en sådan
vægt,
at det findes berettiget at udsætte kvinden for den forøgede helbredsmæssige
risiko, som indgrebet vil indebære.
Aborter som foretages efter 12. svangerskabsuge skal være i
overensstemmelse med de i § 3 nævnte kriterier. Der er ikke hjemmel for, at
fosterets køn som eneste kriterium er tilstrækkeligt, med mindre kønnet har
relevans for sygdomsrisiko.
Det er alene kvinden, som søger om svangerskabsafbrydelse.
Loven kræver ikke, at barnets fader er enig i afgørelsen, og der er heller
ikke
krav om, at han skal høres eller varsles forud for en eventuel
samrådsbeslutning.
I 1990 blev der udført i alt 20.589 svangerskabsafbrydelser,
20.111 før 12. svangerskabsuge, og 449 på et senere tidspunkt. Heraf blev 82
udført efter § 3 stk. 3 og 137 efter § 3 stk. 6. Aborter foretaget efter
denne
indikation udgør således under 1/2% af det samlede antal
svangerskabsafbrydelser.
Loven angiver ingen øvre grænse for, hvornår
svangerskabsafbrydelse tillades. Udgangen af 28 svangerskabsuge er jvf.
Cirkulære om ligsyn og udstedelse af dødsattester m.v." fra 1990,
grænsesætning for, hvornår et udkomme af et svangerskab registreres som en
abort eller et dødt barn.
Kapitel 10.
Nuværende organisation
Den nuværende organisering af den prænatale genetiske område
er baseret på Sundhedsstyrelsens Meddelelse til læger, jordemødre og
sygehuse
om forebyggende undersøgelser for kromosomsygdomme, medfødte
stofskiftesygdomme, neuralrørsdefekter m.v. hos fostre" af 21. april
1981.
Tilbud om undersøgelse og/eller rådgivning varetages af den
gravide kvindes egen læge og/eller af en læge eller jordemoder på fødestedet
i
forbindelse med første svangreundersøgelse på sygehus.
Genetisk rådgivning og undersøgelse er en sygehusopgave, og
den praktiserende læge har ikke hidtil kunnet henvise direkte til et
genetiske
rådgivningscenter, men skal henvise via speciallæge/afdeling.
Rådgivningscentre, undersøgelser og udtagningssteder
Supplerende information om genetiske forhold og alternative
undersøgelsesmuligheder varetages i dag i et varierende omfang på de
obstetriske sygehusafdelinger, der fungerer som udtagningsted for fostervand
og
moderkagevæv. Den egentlige genetiske rådgivning varetages på følgende
rådgivningscentre:
Sektion for Klinisk
Genetik,Rigshospitalet.
Afdeling for
Medicinsk Genetik,Københavns Universitet.
John F. Kennedy
Instituttet,Glostrup.
Klinisk Kemisk
afdeling, Sektion for Klinisk Genetik,Odense Universitetshospital.
Klinisk-genetisk
afdeling, Børkop,Vejle amt.
Afdeling for Klinisk
GenetikÅrhus Universitetshospital.
Der er ikke i dag nogen formel efteruddannelse af
fagpersoner, som varetager rådgivningsfunktionen. Der er et generelt behov
for
styrkelse af information og rådgivning f.eks. gennem etablering af
tværfaglige
kurser og fastsættelse af uddannelseskrav.
Af nedenstående tabel fremgår det, hvor mange
fostervandsundersøgelser og moderkagebiopsier, der blev udført i perioden
1990-92, samt hvilke sygehuse der fungerede som udtagningssted.
Tabel 10.1.
Fostervandsundersøgelser (FVU) og moderkagebiopsier (CVS) fordelt efter
udtagningssted 1990-92.
1990
1991
1992
Sygehus
FVU
CVS
FVU
CVS
FVU
CVS
Rigshospitalet
956
2.009
1.961
1.487
2.052
1.709
Hvidovre hospital
157
.
.
.
.
.
KAS, Gentoft
.
141
190
.
203
.
KAS, Glostrup
117
191
179
134
176
168
KAS, Herlev
.
197
216
.
202
.
Odense Universitetshospital
64
408
356
90
382
148
Sønderborg sygehus
128
280
313
170
301
166
Esbjerg centralsygehus
.
272
285
.
296
.
Horsens sygehus
.
140
133
.
133
.
Kolding sygehus
21
314
352
11
361
34
Herning centralsygehus
.
259
293
.
278
.
Silkeborg centralsygehus
.
0
0
.
44
.
Århus kommunehospital
605
67
81
547
87
525
Randers centralsygehus
67
133
91
121
106
82
Viborg sygehus
35
278
277
55
323
60
Aalborg centralsygehus
268
336
254
248
255
278
Hjørring sygehus
.
0
72
78
101
82
Torshavn sygehus
.
24
29
.
21
.
Andre og uoplyst
10
44
4
15
0
.
I alt
1.908
5.631
5.552
2.523
5.759
2.857
Kilde: Cytogenetisk Centralregsiter
I forbindelse med udarbejdningen af denne redegørelse blev
der indhentet ekspertudsagn om de krav, man må bør stille til
udtagningsstederne og til de personer, som udtager prøverne, for at kunne
sikre, at komplikationsraten og herunder risikoen for abort ved
undersøgelserne, er på niveau med resultaterne i de videnskabelige
undersøgelser. Man vurderede samlet, at en læge skal foretage:
mindst 100
fostervandsundersøgelser før et tilstrækkeligt kvalifikationsniveau er nået
og
udføre ca. 200 undersøgelser om året for at opretholde erfaringen.
fra 250 til 400
moderkagebiopsier, før et tilstrækkeligt kvalifikationsniveau er nået og
udføre
400-500 undersøgelser om året for at opretholde erfaringen.
Som det fremgår af tabel 10.1 vil disse krav kun kunne
opfyldes af enkelte afdelinger. Der er derfor behov for en større
centralisering af de invasive indgreb - og specielt af
moderkageundersøgelsen.
Det blev endvidere vurderet, at udtagningstedet - udover at
skulle have den fornødne rutine i at udføre fostervandsundersøgelse og/eller
moderkagebiopsi, burde have et ultralydsudstyr med stor opløsningsevne
tilrådighed, samt en assisterende fagperson med erfaring i at sortere det
udtagne væv.
Organisationen af de obstetriske ultralydsundersøgelser i
Danmark blev kortlagt i 1990, hvor det blev belyst, at der finder
undersøgelser
sted på ialt 61 afdelinger. Afdelingerne fordelte sig på 25
gynækologiske/obstetriske afdelinger, 11 kirurgiske, 22 radiologiske, 2
kliniske-fysiologiske og 1 ultralydslaboratorium. Endvidere foregår i et
ukendt
omfang obstetrisk scanning i praksissektoren.
Ultralydsundersøgelsen udføres på flere niveauer og af en
lang række fagpersoner. Det drejer sig primært om læger, sygeplejersker,
jordemødre og radiografer.
Man har ikke viden om, hvilke afdelinger og fagpersoner, der
udfører ultralydsundersøgelse som en integreret del af prænatal genetik.
Undersøgelsen viste imidlertid, at ud af de ialt 16 afdelinger, som havde et
lokalt gældende generelt screeningsprogram med ultralydscanning, var scanning
for misdannelser indbefattet på de 6 af afdelingerne. Tilbud om screening for
fostermisdannelser omfattede 17% af de gravide kvinder i 1990.
23% af de gravide kvinder fik i 1990 udført en
ultralydsundersøgelse m.h.p. fastsættelse af gestationsalderen i 15.-20.
svangerskabsuge.
Det fremgik endvidere af undersøgelsen, at ca. 70% af
landets fødesteder har den fornødne kapacitet til at ultralydscanne for
gestationsalder, og 14% angiver at have kapacitet og kvalificeret personale
til
at udføre en almindelig misdannelsescanning af samtlige gravide kvinder
tilknyttet det pågældende fødested. Kun afdelinger på Rigshospitalet og Århus
Kommunehospital har den fornødne ekspertise til at varetage den avancerede
ultralydsdiagnostik.
Undersøgelser har vist, at området hidtil har udviklet sig
uden officielle krav til bl.a. apparatur, uddannelse af personale og
klassifikation af afdelinger, der foretager obstetriske ultralydscanninger.
Der
er et behov for at fastlægge uddannelsesmæssige krav, som grundlag for at
udføre ultralydsundersøgelserne på de forskellige niveauer, og at fastlægge
det
nødvendige antal undersøgelser for at vedligeholde rutine. Der er endvidere
behov for en definition af tekniske krav til apparaturet samt en systematisk
opfølgning af resultater.
Alfaføtoprotein
undersøgelse i moderens blod
og
tripletest
er ikke omfattet af Sundhedsstyrelsens meddelelse fra 1981. S-AFP har
imidlertid været tilbudt som en generel screening på flere obstetriske
afdelinger siden 1980.
I 1980 begyndte et multicenterundersøgelse, der omfattede
Hvidovre Hospital, Kolding Sygehus og sygehusene i Sønderjyllands amt.
Tilbuddet har omfattet ca. 20% af de gravide kvinder. Siden januar 1991 er
gravide kvinder på Hvidovre hospital, Rigshospitalet og sygehusene i
Sønderjyllands
amt blevet tilbudt en blodprøveundersøgelse, der udover at screene for
misdannelser også omfattede screening for Down's syndrom. Afdelingerne fik i
en
årrække dækket udgifterne via et forskningsprojekt, der blev administreret
fra
Statens Seruminstitut. Den finansielle baggrund er nu faldet bort, og flere
af
afdelingerne er ophørt med screeningen.
Ud af de 8 afdelinger, som i 1990 tilbød screening gav de 4
afdelinger også rutinemæssigt tilbud om misdannelsescanning. Det vurderes i
undersøgelsen fra 1990, at der er tilstrækkelig kapacitet tilstede på
ultralydsområdet til at kunne gennemscanne for misdannelser i de tilfælde,
hvor
resultatet af blodprøven giver en abnorm værdi. Der er imidlertid brug for en
organisering, der kan sikre en kvalificeret varetagelse af den fornødne
rådgivning og ultralydsundersøgelserne og for det videre forløb, såfremt
testen
giver en abnorm værdi.
Genetiske analysecentre
Materialet fra fostervandsundersøgelsen og moderkagebiopsien
sendes rutinemæssigt til det regionale kromosomlaboratorium med henblik på
kromosomanalyse. Det drejer sig om følgende laboratorier:
Sektion for Klinisk
Genetik, Rigshospitalet.
John F. Kennedy
Instituttet, Glostrup.
Klinisk-genetisk
afdeling, Vejle amt, Børkop.
Klinisk Genetisk
afdeling,Århus Universitetshospital.
Tabel 10.3 viser omfanget af og den antalsmæssige udvikling
i kromosomanalyser efter analysecenter. Den fremtidige opgavefordeling
afhænger
af Sundhedsstyrelsens fastlæggelse af lands- og landsdelsfunktioner på
området.
Tabel 10.3.
Fostervandsundersøgelser (FVU) og moderkageundersøgelser (CVS) fordelt efter
kromosomlaboratorium, 1970-92.
År
John F. Kennedy
Instituttet
Rigshospitalet
Institut for
HumanGenetik
Brejning
I alt
FV
CVS
FV
CVS
FV
CVS
FV
CVS
FV
CVS
1970
1
1
6
8
1971
7
9
18
34
1972
12
30
26
68
1973
42
57
42
141
1974
109
183
55
347
1975
124
343
147
614
1976
181
407
194
782
1977
221
688
372
1.281
1978
438
1.038
684
2.160
1979
725
1.424
765
2.914
1980
840
2.067
840
3.747
1981
1.068
2.267
1.007
4.342
1982
1.072
2.788
1.096
4.956
1983
1.161
4
3.264
1.420
5
5.845
9
1984
890
21
3.252
20
1.454
106
5.596
147
1985
982
33
3.167
73
1.478
125
5.627
231
1986
936
142
3.128
364
1.615
147
368
1
6.047
654
1987
748
208
2.865
593
1.759
226
442
12
5.814
1.039
1988
797
300
3.216
690
1.661
263
471
13
6.145
1.266
1989
865
354
2.862
729
1.603
355
459
15
5.789
1.453
1990
872
337
2.678
1.099
1.622
451
459
21
5.631
1.908
1991
824
245
2.707
1.653
1.539
614
482
11
5.552
2.523
1992
858
313
2.768
1.879
1.632
631
501
34
5.759
2.857
Uop-
lyst
7
1
8
I alt
13.773
1.957
41.216
7.100
21.036
2.923
3.182
107
79.207
10.087
Kilde: Cytogenetisk Centralregister
Biokemisk analyse og herunder DNA-analyse ved mistanke om
for monogent arvelig sygdom udføres på nedenstående metaboliske laboratorier
efter nærmere fastlagte visitationsregler.
Sektion for Klinisk
Genetik, Rigshospitalet.
John F. Kennedy
Instituttet, Glostrup.
Klinisk-genetisk
afdeling, Vejle amt, Børkop.
Klinisk Genetisk
afdeling,Århus Universitetshospital.
Kapitel 11.
Fremtidige tilbud - organisatoriske overvejelser og anbefalinger
Ved fastlæggelse af organisationen for det prænatale
genetiske område bør formålet være, at de gravide kvinder sikres lige adgang
til kvalificerede ydelser som muligt, under hensyn til en effektiv udnyttelse
af de tilrådighed værende ressourcer.
Overvejelser
En analyse af den nuværende tilrettelæggelse og praksis på
området har vist, at der er et generelt behov for:
at højne
kvalitetsniveauet i relation til information og genetisk rådgivning,
større
centralisering af funktionerne, specielt de invasive prænatale genetiske
undersøgelser,
udvikling og mere
hensigtsmæssig anvendelse af ultralyd til diagnostik,
monitorering af
ydelsernes kvalitet,
Visitation og niveaudeling
Langt størstedelen af tilbuddene kan og bør være til stede i
kvindens bopælsamt. Dette er væsentligt for, at tilbuddene kan udnyttes af de
gravide kvinder og deres familie. Almen praksis og de amtslige, de lokale
fødeafdelinger er derfor det naturlige udgangspunkt for tilrettelæggelsen af
det prænatale genetiske område.
På enkelte områder er det dog nødvendigt af hensyn til
erfaringsopsamling og til uddannelse at samle tilbuddene på færre centre
eller
sygehuse. Kun herigennem kan sikres, at ydelsen bliver af tilstrækkelig høj
faglig kvalitet, at ressoucerne udnyttes effektivt, samt at uddannelse,
udvikling og forskning kan sikres.
Mens ultralydscanning m.h.p. fastlæggelse af svangerskabets
længde hensigtsmæssigt kan finde sted på alle fødestederne, bør de genetiske
undersøgelser samles på een obstetrisk specialafdeling i amtet. Kun herved
kan
det sikres, at kvinden/parret får et kvalificeret grundlag at træffe sine
valg
på.
Den genetiske rådgivning og de avancerede undersøgelser, som
kræver stor ekspertise bør som egentlige landsdelsfunktioner ud fra
kvalitets-
og ressourcehensyn samles på endnu færre steder. Aftaler sygehuskommunerne
imellem skal sikre, at tilbuddene er til rådighed for befolkningen i de
sygehuskommuner, som ikke selv råder over funktionerne.
Personale - uddannelse og erfaring
Området adskiller sig ikke fra andre i forhold til lægers og
jordemødres pligt til at følge med i udviklingen, herunder deltage i
relevante
kurser m.v. For en mindre kreds vil uddannelse i prænatal genetisk
information,
rådgivning og ultralydsundersøgelse være aktuel. For flere faggrupper er der
behov for overordnede langsigtede initiativer vedr. tilbud og struktur i
efteruddannelse.
På grund af de øgede krav til den prænatale genetiske
rådgivning, pålægges der specielt rådgivningscentrene en øget byrde. Det kan
i
et vist omfang blive relevant at styrke disse centre med hensyn til bemanding
og efteruddannelse.
Varetagelsen af ultralydscanning på kvalificeret vis vil
afhænge af hvilket funktionsniveau der er tale om;
-
niveau 1, der bl.a.
omfatter undersøgelse m.h.p. fastlæggelse af gestationsalderen,
-
niveau 2, der bl.a.
omfatter almindelig undersøgelse for misdannelser,
-
niveau 3, hvor de
mest avancerede undersøgelser foregår, og som i mange tilfælde vil kræve
samarbejde med neonatologer, hjertespecialister, børnekirurger o.a relevante
faggrupper.
Teknologi
Det må sikres, at de afdelinger som foretager de genetiske
undersøgelser og analyser, råder over tidssvarende apparatur med den fornødne
ydeevne.
Vedrørende ultralydsundersøgelser vil kravene til
apparaturets ydeevne afhænge af, hvilke funktioner der skal udføres.
Opfølgning og kvalitetsudvikling
Et væsentligt aspekt ved organisationen af de prænatale
genetiske tilbud er - som for sundhedsvæsenet i øvrigt - en sikring af, at de
forventede mål rent faktisk opnås, samt en tilskyndelse til, at en fortsat
udvikling finder sted.
Det Cytogenetiske Centralregister omfatter oplysninger om
svangerskabafbrydelser, der er blevet gennemført på mistanke om
kromosomsygdom
hos barnet. Der mangler imidlertid landsdækkende data om undersøgelser udført
på mistanke om monogen sygdom, omfanget af aborter som konsekvens af selve
undersøgelsen, og data der belyser i hvilket omfang, de aborterede fostre
havde
den eller de sygdomme, man undersøgte for.
Hidtidige oplysninger om falsk negative og falsk positive
svar ved fostervandsundersøgelse og moderkageundersøgelser er indhentet som
led
i videnskabelige undersøgelser, som typisk har fundet sted på højt
specialiserede afdelinger. Man mangler kendskab til den diagnostiske
sikkerhed,
som den udføres i dag på forskellige sygehuseafdelinger i Danmark. Dette
manglede kendskab er delvis betinget af, at der flere steder ikke foretages
en
opfølgende patologisk undersøgelser af det aborterede foster.
Der bør etableres systematiske programmer for
kvalitetsudvikling. Det forudsætter, at der indbygges en valid landsdækkende
monitorering af de forskellige ydelser således, at et fyldigt epidemiologisk
og
planlægningsorienteret datamateriale kan danne grundlag for egentlig
kvalitetsvurdering og senere fornyet tilrettelæggelse.
Kun tværfaglige og tværsektorielle programmer vil kunne
bibringe det nødvendige datagrundlag. Kvalitetsudvikling forudsætter derfor
et
øget samarbejde mellem fødeafdelinger på alle niveauer, de genetiske centre,
fosterpatologiske funktioner og om muligt almen praksis m.h.p. indsamling af
relevante nøgledata.
Formidling
Tidssvarende information til de gravide kvinder/parret og
personalet er en væsentlig forudsætning for at sikre kvaliteten.
Der vil være behov for at følge den nye Vejledning op med en
bred information til de involverede faggrupper generelt og de praktiserende
læger specifikt. Den nye Vejledning bør endvidere følges op med en ensartet
skriftlig information til kvinderne, suppleret med specifik skriftlig
formidling til udvalgte grupper.
Anbefalinger
Prænatal genetisk information, rådgivning og undersøgelse
bør fortsat være en sygehusopgave. Praktiserende læger bør imidlertid efter
aftale kunne henvise direkte til genetisk rådgivning og undersøgelse på et af
centrene.
Det anbefales, at prænatal genetisk information, rådgivning
og undersøgelse varetages i almen praksis, på amtsniveau og på
landsdelsniveau
efter nedenstående retningslinier:
Almen praksis
Læger i almen praksis varetager den primære identifikation
af kvinder med øget risiko og sikrer den primære information og efterfølgende
korrekte visitation.
Basisniveau
Det påhviler jordemødre og læger på fødestederne og i
jordemodercentrene som led i den almindelige svangreprofylakse at
identificere
og efterfølgende at foretage den nødvendige visitation.
Fødestederne på basisniveau varetager ultralydscanning med
henblik på fastsættelse af fosterets alder (niveau 1-scanning).
Krav til udførsel af
niveau 1-scanninger bør specificeres og fastsættes.
Een obstetrisk
specialafdeling
i hvert amt varetager den supplerende information om de
genetiske undersøgelser, samt fostervandsprøver, almindelig
ultralydsundersøgelse for misdannelser (niveau 2-scanning) og
alfaføtoproteinundersøgelserne herunder tripletest. Afdelingen bør arbejde
tæt
sammen med det regionale genetiske rådgivningscenter og fosterpatologiske
funktion samt den obstetriske landsdelsafdeling.
Udførsel af
fostervandsundersøgelse forudsætter, at afdelingen har et højopløseligt
ultralydsapparat tilrådighed og et personale, der har rutine i at udføre
undersøgelsen:
-
den udførende læge
bør gennemføre omkring 200 undersøgelser om året efter en basisoplæring på
100
undersøgelser,
-
det assisterende
personale bør have erfaring i at sortere det udtagne væv.
Krav til udførsel af
niveau 2-scanninger bør specificeres og fastsættes.
Landsdelsniveau
De nuværende
rådgivningscentre
varetager den genetiske rådgivning. Det drejer sig om:
Afdeling for Klinisk
Genetik.Rigshospitalet.
Afdelingen for
Medicinsk Genetik.Københavns Universitet.
John F. Kennedy
Instituttet,Glostrup.
Klinisk Kemisk afd.,
Sektion for Klinisk Genetik.Odense Universitetshospital.
Klinisk-genetisk
afdeling,Vejle amt, Børkop.
Klinisk Genetisk
afdeling, Århus Universitetshospital.
Fordelingen af funktioner mellem centrene fastlægges i
forbindelse med revision af Sundhedsstyrelsens Vejledning om land- og
landsdelsfunktioner.
De obstetriske
landsdelsafdelinger
varetager moderkageundersøgelserne ud over de øvrige
genetiske undersøgelser.
Udførsel af
moderkageundersøgelse kræver, at afdelingen har et højopløseligt
ultralydsapparat tilrådighed og et personale, der har rutine i at udføre
undersøgelsen:
-
den udførende læge
bør gennemføre omkring 400 undersøgelser om året efter en basisoplæring på
mindst 250 undersøgelser,
-
det assisterende
personale bør have erfaring i at sortere det udtagne væv.
De obstetriske
afdelinger på Rigshospitalet og Århus Universitetshospital
foretager som de
eneste i Danmark den mest avancerede ultralydscanning i teamfunktion med
bl.a.
neonatologer, børnekirurger, børnekardiologer og børnehjertekirurger.
Krav til udførsel af
niveau 3-scanninger bør specificeres og fastsættes.
I forbindelse med Sundhedsstyrelsens revision af Vejledning
om land- og landsdelsfunktioner tages der stilling til, hvorledes opgaverne i
relation til fosterpatologien bør varetages.
De nuværende kromosomlaboratorier varetager kromosomanalyserne.
Det drejer sig om:
Rigshospitalet,
Afdeling for Klinisk Genetik.
John F. Kennedy
Instituttet, Glostrup.
Århus
Universitetshospital, Klinisk Genetik afdeling.
Vejle amt, Børkop,
Klinisk-genetisk afdeling.
De nuværende
metaboliske
laboratorier
udfører de enzymatiske analyser og DNA-analyserne. Det drejer
sig om følgende:
Afdeling for Klinisk
Genetik.Rigshospitalet.
Afdelingen for Medicinsk Genetik.Københavns Universitet.
John F. Kennedy
Instituttet,Glostrup.
Klinisk genetisk
afdeling,Århus Universitetshospital.
Fordelingen af funktioner mellem centrene fastlægges i
forbindelse med revision af Sundhedsstyrelsens Vejledning om lands- og
landsdelsfunktioner.
Bestemmelse og analyse af alfaføtoprotein i kvindens blod og
i fostervandet bør kun finde sted på et analysested på grund af stor intra-
og
intereassay variation.
Generelle anbefalinger
3 niveauer.
Personalet har den
tilstrækkelige ekspertise til at varetage informationen, rådgivningen og til
at
udføre og bistå ved de prænatale genetiske undersøgelser.
Der etableres
tværfaglige kurser og uddannelseskrav fastsættes.
Der sikres
tidssvarende information til de gravide kvinder/parret og personalet.
Vejledningen følges
op med en skriftlig information til kvinderne.
Afdelingerne, som
foretager de genetiske undersøgelser og analyser, råder over tidssvarende
apparatur med den fornødne ydeevne.
Programmer for
kvalitetsudvikling beskrives og iværksættes.
En eller flere
kliniske databaser etableres for at sikre en fortløbende ensartet og
systematisk opsamling af data med henblik på vurdering af resultater opnået
ved
de prænatale genetiske undersøgelser. Databaserne skal sikre evaluering og
opfølgning af de prænatale genetiske undersøgelser. Resultaterne bør
sammenholdes ikke blot på nationalt, men også på internationalt niveau.
Kapitel 12.
Ressourcemæssige konsekvenser
Belysning af de ressourcemæssige konsekvenser af
Vejledningen tager udgangspunkt i de ændringer, som Vejledningen medfører.
Redegørelsen indeholder ikke en samlet vurdering af ressourceforbruget ved
fosterdiagnostik.
Konsekvensen af fosterdiagnostik er bl.a. en begrænsning i
hyppigheden af børn født med alvorlig genetisk sygdom. Samfundsøkonomiske
analyser peger på, at fosterdiagnostik på grund af dette forhold kan betale
sig, hvis man i analysen udelukkende inddrager de målelige omkostninger og
gevinster for samfundet. Nettogevinsten er i det væsenligste forårsaget af,
at
omkostninger til sygdomsbehandling og sociale foranstaltninger reduceres.
Prænatal undersøgelse er imidlertid forbundet med en lang
række uundgåelige umålelige omkostninger for kvinden og samfundet, der ikke
hidtil er blevet vægtet i de økonomiske analyser, og som næppe kan måles i
penge. Her tænkes bl.a. på konsekvenserne af falsk negative og falsk positive
prøvesvar, abort som direkte konsekvens af undersøgelsen, ventetid og
problemer
forbundet med at træffe de konkrete valg.
Der fokuseres i det følgende på de ændringer, som
Vejledningen medfører i forhold til den nuværende tilrettelæggelse under
forudsætning
af, at antallet af gravide kvinder forbliver uændret. På grund af mangel på
konkret viden om den nuværende praksis og vanskeligheder ved at forudsige,
hvilke ændringer der vil ske på bl.a. fødselsområdet, er det ikke muligt at
give et præcist. Der tages udgangspunkt i, at:
omkring 9.500
kvinder tilhører en eller flere risikogrupper.
der udføres årligt
ca. 7.000 invasive undersøgelser (fostervandsundersøgelser og
moderkagebiopsier) hos kvinder med øget risiko, og at det samlede omfang af
prænatale undersøgelser hos disse kvinder (incl. scanning for misdannelser og
undersøgelse af moderens blod for alfaføtoprotein) er omkring 8.000.
1.500 kvinder uden
for risikogruppe i dag får udført invasiv undersøgelse, 15.000 undersøges for
alfaføtoproteinniveauet i blodet og ca. 11.000 bliver scannet for
fostermisdannelse. Der er et vist sammenfald mellem de to sidste grupper.
Udfra en ressourcebetragtning forventes følgende ændringer
at have betydning:
øget vægt på
genetisk information og rådgivning,
justering af
risikogrupper,
ændring i tilbuddene
om prænatal genetisk undersøgelse herunder udvidelse af kapaciteten m.h.t
ultralydsundersøgelse,
øget centralisering,
øget vægt på
kvalitetsudvikling - herunder oprustning af den fosterpatologiske funktion.
Øget vægt på genetisk information og rådgivning,
Vejledningen lægger generelt megen vægt på information og
rådgivning. Det medfører, at gravide kvinder i øget omfang vil få information
og rådgivning om genetiske forhold forud for stillingtagen til undersøgelse
og
konsekvensen af et abnormt svar.
Hvad angår genetisk rådgivning er der imidlertid kun tale om
en mindre oprustning i forhold til Meddelelsen fra 1981. De tidligere
retningslinier er imidlertid ikke efterlevet på dette punkt bl.a. på grund af
mangel på ressourcer på rådgivningscentrene.
Skønsmæssigt vil ca. 8.000 ud af de ialt 9.500 kvinder, der
tilhører en eller flere risikogrupper, tage imod tilbud om prænatal genetisk
rådgivning og/eller undersøgelse. Dette er uændret fra i dag.
Ca. 5.000 af kvinderne vil på grund af alder blive henvist
direkte til supplerende information og undersøgelse på obstetrisk
specialafdeling, men tilbydes genetisk rådgivning, såfremt resulatet viser,
at
fosteret har en genetisk defekt. I forhold til den nuværende tilrettelæggelse
betyder det, at der skal afsættes flere ressourcer til information varetaget
af
sygehuset, samt flere ressourcer til genetisk rådgivning målrettet de ca. 80
kvinder, der årligt får påvist en genetisk defekt hos fostret.
De øvrige 3.000 kvinder vil ifølge Vejledningen skulle
henvises direkte til genetisk rådgivning, såfremt de ikke tidligere har
modtaget en sådan. En mindre del af denne rådgivning er hidtil varetaget af
sygehusene, men skal nu gøres mere omfattende og overgå til de genetiske
rådgivningscentre.
De genetiske rådgivningscentre skønner, at de har brug for
en øgning af personaleressourcer ca. svarende til 40% af de nuværende,
forskelligt fra center til center.
Der vil være behov for øget information og efteruddannelse
af lægegruppen, jordemødre og andre relevante faggrupper. Endelig vil der
blive
tale om en mindre udgift med henblik på skriftlig informationsmateriale til
de
gravide kvinder.
Sammenfattende vil implementering af Vejledningen
nødvendiggøre ressourcer til:
oprustning af
personale på specielt de genetiske rådgivningscentre,
oplysning og
efteruddannelse af alment praktiserende læger, speciallæger, jordemødre og
eventuelt andre faggrupper på alle niveauer,
målrettet og egnet
informationsmateriale til de gravide kvinder.
Justering af risikogrupper
Der er kun sket en mindre justering af risikogrupperne.
Tilbud om
undersøgelse på grund af faderens alder falder bort.
Ændringen vil være uden væsentlig økonomisk betydning, idet der
hidtil kun er blevet udført ca. 30 undersøgelser på denne indikation.
Tilbud om
information/rådgivning og eventuel undersøgelse til kvinder, der har været
eksponeret for arbejdsmiljøgifte m.v. formaliseres.
Omkring 140 kvinder fik i 1992 foretaget prænatal diagnostik
på denne indikation. Antallet vil formentlig fordobles.
Den tidligere Meddelelse omtaler ikke ængstelige"
gravide kvinder og deres behov for nærmere afklaring. Da denne gruppe af
gravide kvinder ikke har en øget risiko, er de heller ikke direkte omfattet
af
Vejledningen. I 1992 fik imidlertid ca. 1.000 kvinder foretaget prænatal
genetisk diagnostik på denne indikation, hvorfor Vejledningen indeholder
forslag om tilbud til disse kvinder.
Det relative antal
af ængstelige" kvinder vil formodentligt ikke ændre sig, men omfanget
af
kvinder, som henvises til genetisk undersøgelse vil formentlig kunne
reduceres
til ca. halvdelen, som følge af en bedre information. Antallet af
fostervandsundersøgelser og moderkagebiopsier hos denne gruppe vil formentlig
kunne reduceres til en 1/10 (dvs. til ca. 100 pr. år), da kvinderne primært
tilbydes en tripletest.
Totalt set forventes det, at omfanget af gravide kvinder,
der henvises til prænatal undersøgelse, vil falde marginalt. Justering af
grupperne vil ikke selvstændigt medfører ændret behov for information og
rådgivning.
Ændring i tilbuddene om prænatal genetisk
undersøgelse
Ultralydscanning
Ifølge forslaget bør samtlige gravide kvinder, der befinder
sig i en risikogruppe tilbydes en ultralydscanning m.h.p. fastsættelse af
gestationsalder (niveau 1-scanning). Under de nuværende forhold får i
størrelsesordenen 75% af disse kvinder dette tilbud. Vejledningen vil betyde,
at tilbuddet om niveau 1-scanning skal omfatte yderligere 2.000-2.500
kvinder.
Gennemscanning for misdannelser (niveau 2-scanning) skal
ifølge Vejledningen være første valg til enkelte af risikogrupperne. Antallet
af kvinder vurderes til ca. 500 pr. år.
På baggrund af data fra en tidligere omkostningsanalyse af
ultralydsundersøgelse anslås de gennemsnitlige omkostninger til niveau
1-scanning til 350-400 kr. og niveau 2-scanning til 450-500 kr.
Ved udregning af ressourceforbruget ved de to typer
ultralydscanninger, er der taget højde for, at de ikke udføres af samme
fagpersonale. Niveau 2-scanning kræver speciallæge, mens niveau 1-scanning
kan
udføres både af reservelæge, jordemoder, radiografer o.a. Der er yderligere
taget højde for, at niveau 2-scanning normalt udføres på et mere avanceret
ultralydapparatur, hvilket betyder, at afskrivningsomkostningerne her er
højere. Som et sidste element tager beregningerne hensyn til, at en niveau
2-scanning er mere tidskrævende.
Systematisk tilbud om ultralydscanning vil således medføre
øgede driftsomkostninger. Der vil på specialeafdelinger i amtet, som fremover
skal udføre niveau 2-scanning, være behov for at etablere funktionen med
deraf
følgende behov for kyndigt personale og egnet apperatur.
Der er påkrævet at opruste og systematisere fagpersonernes
ekspertice i ultralyd. Der er derfor et generelt behov for at etablere
informations- og uddannelsesprogrammer i ultralydsdiagnostik.
Fostervandsundersøgelser
og moderkagebiopsi
Fostervandsundersøgelse og moderkagebiopsi bør fremover
tilbydes, hvor invasiv undersøgelse er påkrævet, og hvor indikationen samt
graviditetens længde muliggør dette. Der forventes kun en relativ marginal
stigning i omfanget af moderkageundersøgelse i forhold til
fostervandsundersøgelsen.
Gennemsnitsprisen er omkring 4.000 kr. pr. undersøgelse,
hvor fostervandsundersøgelsen er den mindst ressourcekrævende.
Moderkagebiopsien medfører indtil videre flere ressourcer til bl.a.
retestning.
Det forventes, at Vejledningen vil medføre en samlet
reduktion i antallet af invasive undersøgelser på 1.000-2.000 på årsbasis.
Faldet vil være forårsaget af, at flere kvinder får tilbud om genetisk
rådgivning, at kvinder over 35 år også får tilbud om tripletest, et mindre
antal kvinder med øget risiko primært får tilbud om
ultralydscanning/alfaføtoproteinundersøgelse i stedet for invasiv
undersøgelse,
og endelig vil faldet skyldes, at færre ængstelige kvinder" henvises
til
undersøgelse.
Alfaføtoproteinundersøgelse
i moderens blod med supplerende analyser
I forhold til gældende praksis vil Vejledningen medføre, at
undersøgelsen gives som et tilbud til risikogravide, og ikke som et
rutinetilbud
til alle gravide kvinder. Et generelt screeningstilbud til en mindre
geografisk
afgrænset gruppe af gravide kvinder, vil muligvis fortsat være relevant som
led
i et formaliseret forsøgsprojekt.
En mindre del af gravide kvinder over 35 år (500-1.000
kvinder) forventes at ville foretrække tripletest som første valg i stedet
for
fostervandsundersøgelse og moderkagebiopsi.
Der er behov for at etablere en organisation, som sikrer
kvalificeret information og opfølgning af kvinderne på en lang række af
specialafdelingerne.
Sammenfatningende vil implementeringen af Vejledningen
medføre øgede ressourcer t1il:
etablering og drift
af ultralydsdiagnostik,
uddannelse af
fagpersoner til at varetage ultralydsundersøgelserne.
Forandringerne i omfanget af fostervandsundersøgelser og
moderkagebiopsier samt alfaføtoproteinundersøgelser vil formodentlig i
relation
til Vejledningens målgrupper samlet være omkostningsneutrale. Udgifterne til
prænatal undersøgelse af den normale population af gravide kvinder forventes
at
falde.
Centralisering
Det er ikke muligt indenfor rammerne af denne redegørelse at
beskrive de ressourcemæssige konsekvenser for sygehuskommunerne af en øget
centralisering af fostervandsundersøgelse på amtsniveau og moderkagebiopsi på
landsdelsniveau. Erfaringer indenfor andre områder peger på, at kvaliteten af
ydelserne stiger. Man må endvidere forvente en rationaliseringsgevinst.
Øget vægt på kvalitetsudvikling
Etablering af kvalitetsudviklingsprogrammer vil i stort
omfang kunne ske indenfor de eksiserende ressourcerammer. Udvikling og
etablering af kliniske databaser forventes at bygge videre på de
informationssystemer, der allerede eksisterer på dette område. Omkostninger
til
programudviklingen vil derfor være mindre end de 100.000 kr., der er anslået
i
Sundhedsstyrelsens rapport om Principper for databaser for klinisk
kvalitet". Det vil efterfølgende være driftsomkostninger, der
umiddelbart
vurderes til at udgøre 25-40 kr. registreret case.
Af hensyn til at undersøge og udvikle kvaliteten er det
nødvendigt, at specialafdelingerne og de genetiske centre etablerer et
samarbejde med en føtopatologisk funktion, som kan undersøge de aborterede
fostre, og de ved screeningen ikke-diagnosticerede misdannelser. Det
vurderes,
at den føtopatologiske funktion skal fordobles i forhold til i dag.
Konklusion
Vejledningen nødvendiggør en ressourcetilførsel såvel på
kort som på lang sigt. Dette skyldes primært forslaget til forbedring i
informationsniveauet hos målgruppen og tilbuddene om ultralydsundersøgelse.
Der
kræves specielt ressourcer til:
oprustning af
kapaciteten på de genetiske centre,
oplysning og
efteruddannelse af alment praktiserende læger, speciallæger og jordemødre på
alle niveauer,
målrettet og egnet
informationsmateriale til de gravide kvinder,
systematisk tilbud
om ultralydcanning, der kræver apparatur og efteruddannelse af personale,
oprustning af den
fosterpatologisk funktion,
udvikling,
etablering og drift af database for klinisk kvalitet.
Der forventes et mindre fald i udgifterne forbundet med
prænatal undersøgelse hos den normale population af gravide kvinder.
Ordliste
a-føtoprotein
Et fosterprotein, der produceres i fosterets lever og
udskilles i fostervandet. Kan måles i abnorme mængder i fostervandet og
moderens blod ved visse misdannelser.
Amniocentese
Se: Fostervandsundersøgelse.
Anlægsbærer
Person, der har en gen- eller kromosomforandring, uden at
være syg. Se også: Balanceret kromosomafvigelse, Dominant arvelig sygdom og
Recessivt arvelig sygdom.
Arveanlæg
Se: Gen.
Arvemasse
Den samlede mængde genetisk materiale (DNA). Ved en
persons arvemasse forstår man personens DNA med dets specifikke kemiske
opbygning, sådan som det forefindes i personens kromosomer, i princippet i
hver enkelt kerneholdig legemscelle.
Autosomal
Knyttet til autosomerne, dvs. de kromosomer, som ikke er
kønskromosomer.
Balanceret
kromosomafvigelse
Kromosomafvigelse, hvor cellerne fungerer normalt og har
den normale mængde arvemasse, men hvor arvematerialet er unormalt fordelt
mellem kromosomerne. Kan medføre at evt. afkom får for lidt eller for meget
arvemateriale og dermed kromosomsygdom (ubalanceret kromosomafvigelse).
Blødersygdom
(hæmofili)
Arvelig sygdom, der skyldes fejl i genet for et af de
proteiner, som normalt får blodet til at størkne. Sygdommen arves X-bundet
recessivt.
Celle
Den grundlæggende enhed i levende organismer. Cellen
indeholder arvestoffet.
Chorion Villus
Biopsi
Se: Moderkagebiopsi.
Cystisk Fibrose
Arvelig sygdom som bl.a. er kendetegnet ved, at der ophobes
sejt slim i lungerne med hyppige lungebetændelser og nedsat livslængde til
følge. Sygdommen nedarves autosomalt recessivt.
Diagnostik
Påvisning af en sygdomstilstand eller en genetisk
afvigelse.
DNA
Forkortelse for Deoxyribonucleic acid, på dansk kaldet
deoxyribonukleinsyre. Det kemiske stof som arveanlæg består af.
DNA-analyse
Metode for at karakterisere arvestoffet. Metoden består i
at arvestoffet (DNA) først bliver isoleret fra celler eller væv i individet,
og derefter deles op i helt karakteristiske fragmenter ved hjælp af specielle
gensøgere og adskildt på en måde, som gør, at der opstår et mønster i form af
bånd, som er helt karakteristisk for arvestoffet i en given organisme.
Metoden kan bruges til at kortlægge slægtskaber mellem
ulige organisationer, til diagnostik af fødte og ufødte individer, at at
fastlægge faderskab og indenfor retsmedicinen.
DNA-analyse i relation til prænatal diagnostik udføres
kun på speciel indikation og da kun for en sygdom af gangen.
Dominant nedarvet
sygdom
Arvelig sygdom der giver sig til kende selvom personen
også har et normalt arveanlæg for den pågældende egenskab.
Down's syndrom
Mongolisme" en tilstand som skyldes
kromosomafvigelse. 95% af personerne med Down's syndrom har trisomi-21, som
indebærer at alle celler har tre udgaver af kromosom nr. 21.
Duchennes
muskeldystrofi
Arvelig sygdom der skyldes fejl i genet for et vigtigt
muskelprotein. Sygdommen begynder i barndommen og fører til invaliditet og
død i tidlig voksenalder. Den arves X-bundet recessivt.
Enzym
Se: Protein.
Fostervandsprøve
Undersøgelse af celler i fostervandet. Prøven tages i
14.-16. svangerskabsuge. Fostervandet indeholder bl.a. levende celler fra
fosteret og kan anvendes til fosterdiagnostik.
Gen
Den del af arvestoffet (DNA-molekylerne), som bestemmer
sammensætningen af kroppens proteiner og derigennem dens biologiske
egenskaber.
Huntingtons Chorea
Alvorlig dominant nedarvet sygdom, der skyldes fejl i
genet for et endnu ukendt hjerneprotein. Sygdommen begynder sædvanligvis i
35-45 års alderen og resulterer i død efter 10-15 år.
Kromosomer
Trådformede bestanddele i cellekernen. Indeholder
arveanlæggene. Kan ses i mikroskop når cellen deler sig. Mennesket har 46
kromosomer. De 44 er parvist ens hos begge køn og kaldes autosomer. De sidste
2 kaldes kønskrosomer. Kvinders kønskromosomer er ens og kaldes X-kromosomer,
mens mænd har et X-kromosom og et Y-kromosom.
Kromosomanalyse
Kortlægning af kromosomerne: Udføres m.h.p. at påvise
evt. talmæssige og strukturelle kromosomfejl. Kromosomerne tælles, og
herefter analyseres de parvis for at undersøge, om deres struktur er normal.
Moderkagebiopsi
Udtagning af væv og analyse af celler fra moderkagen.
Protein
Et æggehvidestof. Et organisk molekyle som er opbygget af
aminosyrer. Rækkefølgen af aminosyrer i et protein er bestemt af arveanlægget
for det pågældende protein. Proteiner har livsvigtige funktioner i og uden
for legemets celler, f.eks. som enzymer, hormoner, modtagermolekyler
(receptorer) og støttevævsproteiner.
Præ-implantationsdiagnostik
Testning af et befrugtet æg for at undersøge om der er af
arvelig sygdom, før ægget sættes op i livmoderen.
Recessivt arvelig
sygdom
Arvelig sygdom der ikke giver sig til kende, såfremt
sygdomsgenet forekommer sammen med det tilsvarende normale arveanlæg.
Sygdomsgen
Et arveanlæg som er ændret, således at det kan medføre
sygdom.
Transabdominalt
Gennem bugvæggen.
Transcertifikalt
Gennem livmoderhalsen.
X-bundet
Knyttet til X-kromosomet (det kvindelige kønskromoson).
En X-bundet sygdom skyldes et sygdomsgen på X-kromosomet.
Anvendt litteratur
Blatt, R.J.R.
Prenatal tests. What they are, their benefits and risks, and how to decide
whether to have them or not.
New York, Vintage Books, 1988.
Brandt, N.J.,
Schwartz, M., Skovby, F.
Anlægsbærerscreening for cystisk fibrose.
Ugeskr Læger 1994;156:3751-58.
Brøndum-Nielsen,
K. og Nørgaard-Pedersen, B.
Prænatal diagnostik i Norden.
Nordisk Medicin 1993;108(6-7):189-192.
Bucher, H.C.,
Schmidt, J.G.
Does routine ultrasound scanning improve outcome in pregnancy? Metaanalysis
of various outcome measures.
British Medical Journal 1993;307:13-17.
Bøgh, C.
(red.)
Børn med medfødte handicap. En hvidbog.
København, Egmontfonden, 1986.
Clausen, H.
Cystic Fibrosis Carrier Screening in Denmark. Evaluating Cystic Fibrosis
Carrier Screening Development in Northern Europe: Denmark, the Federal
Republic
of Germany, the Netherlands and the United Kingdom.
An interdisciplinary collaborative study,
1993.
Cochrane
Database
Chorion villus sampling compared with amniocentesis.
Oxford Perinatal Epidemiological
University, Oxford, 1993.
Cooper, D.N.
and Schmidtke, J.
Diagnosis of genetic disease using recombinant DNA.
Human Genetics 1986;73:111.
Cooper, D.N.
and Schmidtke, J.
Diagnosis of genetic disease using recombinant DNA. Supplement.
Human Genetics 1987;77:66-75.
D'Alton, M.E.
and Decherney, A.H.
Prenatal Diagnosis.
The New England Journal of Medicine
1993;328:114-120.
Det Etiske
Råd (udg.)
Genetisk screening. En redegørelse.
København, 1993.
Det Etiske
Råd (udg.)
Livets begyndelse. Opponentindlæg ved Det Etiske Råds høring i Århus.
København, 1989.
Det Etiske
Råd (udg.)
Prænatal diagnostik. Prænatal screening. Genetisk rådgivning. Et
debatoplæg. København,
Det Etiske
Råd (udg.)
Prænatal diagnostik. Prænatal screening. Genetisk rådgivning.
København, 1989.
Editorials
Screening for cystic fibrosis.
The Lancet 1992;340:209-212.
Editorials
Chorion villus sampling: valuable addition or dangerous alternative?
The Lancet 1991;337:1513-15.
Ewigman, B.G.
a.o.
Effect of pranatal ultrasound screening on perinatal outcome.
The New England Journal of Medicine 1993;325(12):821-27.
Firth, H.V.
Analysis of limb reduction defects in babies exposed to chorionic villus
sampling.
The Lancet 1994;343:1069-71.
Foldspang,
A., Juul, S., Olsen, J. og Sabroe, S.
Epidemiologi, sygdom og befolkning.
København, Munksgaards Forlag, 1988.
Friedrich,
U., Jensen, P.K.A., Petersen, G.B.,
Rasmussen, K. og Therkelsen, Å. Juhl.
Prænatal genetisk diagnostik, opgørelse af 12 års resultater.
Ugeskr Læger 1984;146:1844-48.
Goldstein, H.
Studies of various aspects of Down syndrome in Denmark, and their use as an
epidemiological basis for a cost benefit analysis of genetic amniocentesis.
Danish Medical Bulletin
1992;39(6):489-508.
Goodburn,
S.F. et al.
Second-trimester maternal serumscreening using alpha-fetoprotein, human
chorionic gonadotrophin, and unconjugated oestriol: experience of a regional
programme.
Prenatal Diagnosis 1994;14:1-12.
Green, J.M.
Calming or Harming? A critical review of psychological effects of fetal
diagnosis on pregnant women.
London, The Galton Institute, 1990.
Haase, J.,
Green, A., Hauge, M., Holm, N.V. and Mathiasen, H.
A cohort study of neural tube defects (NTD) in Denmark covering the first
seven years of life.
Child's Nervous System 1987;3:117-20.
Haddow, J.E.
a.o.
Reducing the need for amniocentesis in women 35 years of age or older with
serum markers for screening.
The New England Journal of Medicine
1994;330(16):1114-18.
Helsedirektoratet
(udg.).
Helsedirektoratets veiledningsserie. Bruk av ultralyd i svangerskapet.
Helsedirektoratets retningslinier 1-91.
Holtzman,
N.A.
The diffusion of new genetic tests for predicting disease.
The FASEB Journal 1992;6:2806-12.
Ibsen, L.
Obstetrisk ultralyddiagnostik.
Månedsskrift for Praktisk Lægegerning
1984:729-37.
Indenrigsministeriet
(udg.).
Betænkning om prænatal genetisk diagnostik.
Afgivet af et udvalg nedsat af Indenrigsministeriet.
København, 1977. (Betænkning nr. 803).
International
Clearinghouse For Birth Defects Monitoring Systems (Udg.).
Prenatal Diagnosis of Congenital Malformations. The Impact on Birth Defect
Monitoring and Birth
Defect Epidemiology, 1994.
Jensen,
P.K.A., Hertz, J.M., Hahnemann, N.,
Smidt-Jensen, S. og Therkelsen, Å. Juhl.:
Prænatal cytogenetisk diagnostik i første trimester.
Ugeskr Læger 1987;149(11):718-21.
Jønsson, M.
Holm og Ulrich, M.
Fostervandsprøver. Oplysning - oplevelse - perspektiv.
København, Gyldendal, 1984.
Jørgensen, F.
Stener
Alfaføtoprotein screening i graviditeten.
Månedsskrift for Praktisk Lægegerning
1989;67(12):1009-14.
Jørgensen, F.
Stener
Organisation af obstetrisk ultralyd i Danmark 1990.
Ugeskr Læger 1992;154(42):2898-05.
Jørgensen, F.
Stener
Ultralydundersøgelse af gravide kvinder i Danmark 1989-90.
Ugeskr Læger 1993;155(21
særtryk):1627-32.
Jørgensen, F.
Stener m.fl.
Tidlig amniocentese.
Ugeskr Læger 1993;155(10 særtryk):1-4.
Jørgensen, F.
Stener
Declining an alphafetoprotein test in pregnancy.
Accepteret til publikation i Acta
Obstetricia et Gynecologica Scandinavica, 1994.
Jørgensen, T.
Billeddiagnostiske undersøgelser 1985 og 1986. Statistik på grundlag af en
spørgeskemaundersøgelse udført for Sundhedsstyrelsens billeddiagnostiske
udvalg.
København, Sundhedsstyrelsen og Dansk
Sygehus Institut, 1988.
Kamper-Jørgensen,
F. og Almind, G.
Forebyggende sundhedsarbejde, baggrund. Analyse og teori. Arbejdsmetoder.
København, Munksgaard, 1992.
Larsen, J.F.,
Bock, J.E., Fischer-Rasmussen, W., Ottesen, B.,
Pedersen, L.M., Philip, J., Secher, N.J., Westergaard, J.G.
Obstetrik.
Munksgaards Forlag, 1993.
Lilford, R.J.
The rise and fall of chorionic villus sampling.
British Medical Journal 1991;303:936-37.
Loft, A. og
Tabor, A.
Disordance Between Prenatal Cytogenetic Diagnosis and Aoutcome of
Pregnancy.
Prenatel Diagnosis 1984;4:51-9.
Mikkelsen, M.
Prænatal diagnostik i Danmark. Udvikling, nuværende stade og
fremtidsudsigter.
Nordisk Medicin 1990;105(1):5-7,18.
Mikkelsen,
M., Fischer, G., Hansen, J., Pilgaard, B. and Nielsen, J.
The impact of legal termination og pregnancy and og prenatal diagnosis on
the birth prevalance of Down's syndrome in Denmark.
Annals og Human Genetics 1983;47:123-31.
Mikkelsen,
M., Philip, J., Therkelsen, Å., Juhl og Petersen, Bruun G.
Prænatale undersøgelser i Danmark 1988.
København, 1989.
Mooney, G.
Rapport i projektet om anvendelse af økonomisk analyse i sundhedsmæssig
prioritering.
København, Egmontfonden, 1990.
Morris, N.,
Williamson, R.
Non-invasive first trimester antenatal diagnosis.
British Journal of Obstetrics and
Gynaecology 1992;99:446-48.
Multicentre randomised clinical trial of chorion
villus sampling and amniocentesis.
First report from the Canadian Collaborative CVS-Amniocentesis Clinical Trial
Group.
The Lancet 1989;I(8628):1-6.
Newnham, J.P.
a.o.
Effects of frequent ultrasound during pregnancy: A randomised controlled
trial.
The Lancet 1993; 342:887-91.
Nielsen,
K.G., Pilgaard, B. og Mikkelsen, M.
Prævalensen og overlevelsen af nyfødte med Down's syndrom i Danmark
1980-1985.
Ugeskr Læger 1987;149(32):2170-73.
Nørby, S.
Autosomal dominant polycystisk nyresygdom. Tidlig diagnostik ved
DNA-markøranalyse.
Ugeskr Læger 1987;149(40):2715-18.
Original
articles
Medical Research Council European Trial of chorion villus sampling.
The Lancet 1991;337:1491-98.
Pedersen, B.
Nørgaard et al.
Serum-alfa-føtoprotein screening for medfødte misdannelser i 16.-18.
graviditetsuge.
Ugeskr Læger 1984;146(43):3253-59.
Pedersen, B.
Nørgaard et al.
Maternal serum markers in screening for Down syndrome.
Clinical Genetics 1990;37: 35-43.
Petersen,
M.B. og Mikkelsen, M.
Ængstelse som indikation for prænatal diagnostik - årsager og
graviditetsresultat.
Ugeskr Læger 1986;148(21):1305-08.
Philip, J.
Metoder til udtagning af biologisk materiale til fosterundersøgelser for
medfødt sygdom.
Ugeskr Læger 1993;155(19):1479-80.
Reid, M.
EEC/COMAC HSR. Study in the diffusion of health care technologies in
practice: Prenatal Screening and Diagnostic Tests.
Kings Fund, London 1991.
Rhoads, G.G.
a.o.
The safety and efficacy of chorionic villus sampling for early prenatal
diagnosis og cytogenetic abnormalities.
The New England Journal of Medicine 1989;
320(10):609-17.
The Royal
College of Obstetricians and Gynaecologists (Udg.)
Report of the RCOG Working Party on Biochemical Markers and the Detection
of Down's Syndrome. 1993.
Saugmann-Jensen,
P.
Kunstig befrugtning i år 2000 - nogle teoretiske udviklingsmuligheder.
Journal for Sundhedsvæsenet
1994(1):15-17.
Schwartz, M.
Cystisk fibrose og DNA-diagnostik.
Ugeskr Læger 1989;1989;151(12)117-18.
Schwartz, M.,
Nørby, S. og Brandt, N.J.
DNA-markører, genetisk rådgivning og prænatal diagnostik af arvelige
sygdomme.
Ugeskr Læger 1985;147(30):2382-85.
Smidt-Jensen,
S.L.
Fosterdiagnostik med chorion villus biopsi.
Månedsskrift for Praktisk Lægegerning
1987;65(9): 643-48.
Smidt-Jensen,
S.L., Hahnemann, N.
Transabdominal fine needle biopsy from chorionic villi in the first
trimester.
Prenatal Diagnosis 1984;4:163-69.
Smidt-Jensen,
S.L., Permin, M., Philip, J. et al.
Randomiseret sammenligning af transabdominal, transcervikal chorion villus
biopsi og amniocentese.
Ugeskr Læger 1993;155(19): 1446-56.
Smidt-Jensen,
S.L., Permin, M., Philip, J. a.o.
Randomised comparison of amniocentesis and tranabdominal and transcervical
chorionic villus sampling.
The Lancet 1992;340(8830): 1237-44.
Socialstyrelsen
(utg.)
Fosterdiagnostik. Fakta och problembeskrivning.
Stockholm, 1988. (Socialstyrelsen
redovisar 1988:12).
Spencer,
J.W., Cox, D.N.
A comparison of chorionic villi sampling and amniocentesis: Acceptability
of procedure and maternal attachment to pregnancy.
Obstetrics and Gynecology
1988;72(5):714-18.
Statens
Seruminstitut (udg.)
Notat til Sundhedsministeriet om prænatal diagnostik. 1992.
Statens
Seruminstitut (udg.)
Analyse af de økonomiske konsekvenser af S-AFP-screening og
ultralydscreening af gravide kvinder 1988.
Status og
perspektiver i obstetrik og gynækologi 1984.
Udarbejdet af 6 arbejdsudvalg nedsat af Dansk Selskab for Obstetrik og
Gynækologi 1983.
København, Lægeforeningens Forlag, 1985.
Sundhedsstyrelsen
(udg.)
Fostervandsundersøgelser og moderkagebiopsier 1990.
Vitalstatistik 1:32:1992.
Sundhedsstyrelsen
(udg.)
Meddelelse til læger, jordemødre og sygehuse om forebyggende undersøgelser
for kromosomsygdomme, medfødte stofskiftesygdomme, neuralrørsdefekter m.v.
hos
fostre, af 21. april 1981.
Sundhedsstyrelsen
(udg.)
Medicinsk fødsels- og misdannelsesregister.
København, 1990.
Sundhedsstyrelsen
(udg.)
Notat om nedsættelse af arbejdsgrupper vedrørende prænatal diagnostik
København, 1987.
Sundhedsstyrelsen
(udg.)
Screening - Hvorfor - Hvornår - Hvordan.
Forebyggelse og hygiejne 1990.
Sundhedsstyrelsen
(udg.)
Statistik om prævention og aborter 1990.
Vitalstatistik 1:29:1992.
Søndergaard,
F.
Transcervikalt udført chorion villus biopsi med henblik på prænatal
diagnostik i første trimester. En opgørelse af 4 års virksomhed.
Ugeskr Læger 1989;151(45): 2977-82.
Søndergaard.
F., Secher, N.J., Kristensen, M., Lykkelund, C.,
Tønnesen, T., Güttler, F. og Mikkelsen, M.
Prænatal diagnostik af kromosomale og arvelige metaboliske sygdomme i
første trimester.
Ugeskr Læger 1984;146(25):1841-43.
Tabor, A.
Alfaføtoprotein screening for medfødte misdannelser og Down's syndrom.
Ugeskr Læger 1989;151(18):528-30.
Tabor, A.
Genetic amniocentesis. Indication and risks.
Doktorafhandling, Københavns Univeristet, 1988.
Lægeforeningens Forlag, 1988.
Tabor, A.,
Larsen, S. Olesen, Nielsen, J., Nielsen, J., Philip, J.,
Pilgaard, B., Videbech, P. and Nørgaard-Pedersen, B.
Screening for Down's syndrome using an iso-risk curve based on maternal age
and serum alpha fetoprotein level.
British Journal of Obstetrics and
Gynaecology 1987;94:636-42.
Teknologinævnet
(udg.)
Kortlægning af menneskets gener.
København, 1989.
x, den 1. januar 1994
x
Lignende dokumenter
- Momsfritagelse - Levering af gentests og screeninger Retsinformation · 30. maj 2024
- Sag om, hvorvidt Sagsøgte 2 er erstatningsberettiget efter lov om patientforsikring Domsdatabasen · 22. februar 2006
- Bindende svar – 1. Er spørger fritaget for moms vedrørende behandlinger, som består i, at der sker kunstig befrugtning af æg, der udtages fra kvindens… Landsskatteretten · 7. januar 2014
- Bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor i jordemoderkundskab Retsinformation · 16. juni 2023
- 47.2020 (Denne sag drejer sig om godtgørelse efter ligebehandlingsloven.) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 22. december 2021
- 54.2020 (Denne sag drejer sig om godtgørelse efter ligebehandlingsloven.) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 16. november 2021