Spring til indhold

Retsinformation

Vejledning om prænatal genetisk information, rådgivning og undersøgelse

Gældende VEJ nr 60310 af 01/01/1994VejledningIndenrigs- og Sundhedsministeriet1. februar 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Vejledning om prænatal genetisk information, rådgivning og

undersøgelse

Forord

I 1981 udsendte Sundhedsstyrelsen Meddelelse om

forebyggende undersøgelser for kromosomsygdomme, medfødte stofskiftesygdomme,

neuralrørsdefekter m.v. hos fostre". De grundlæggende principper gælder

fortsat, men en vældig udvikling i viden og muligheder har præget også dette

område i tiden siden da. Meddelsen erstattes derfor med denne Vejledning og

redegørelse om Prænatal genetisk information, rådgivning og

undersøgelse".

Prækonceptionel genetisk rådgivning, dvs. rådgivning om

genetiske forhold før graviditeten er indtrådt, giver kvinden og manden

mulighed for at tage stilling til håndteringen af eventuelle risici uden det

samme tidspres, som efter graviditet er konstateret. Prækonceptionel genetisk

rådgivning bør derfor opprioriteres. Imidlertid henvender langt de fleste

gravide kvinder sig først til læge eller jordemoder, efter graviditeten er

indtrådt. Vejledningen og redegørelsen er til brug for disse situationer.

Redegørelsen giver en bred beskrivelse af prænatal genetisk

rådgivning, af alvorlige genetiske sygdomme, af afgrænsning af risikogrupper,

af metoder til undersøgelse og af den nuværende og anbefalede fremtidige

organisation. Vejledningen giver en kort indføring i området og indeholder de

konkrete anbefalinger til hvilke kvinder, der skal have hvilke tilbud.

Vejledningen henvender sig både til lokale myndigheder og

til de læger, jordemødre og andre fagpersoner, der kommer i kontakt med denne

gruppe kvinder. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at Vejledningen danner grundlag

for amtskommunernes planlægning af sundhedsvæsenets tilbud om information,

rådgivning og undersøgelse til gravide kvinder med øget risiko for at få et

barn med alvorlig genetisk sygdom.

Vejledning og redegørelse er udarbejdet af Sundhedsstyrelsen

efter konsultation med mange eksperter. Et udkast har været til høring i en

Læs alt

bred kreds af involverede og interesserede, og på baggrund af høringssvarene

afholdtes et åbent møde om forventninger og krav til det fremtidige tilbud.

På

baggrund heraf er den endelige vejledning og redegørelse færdiggjort.

I den periode, redegørelsen har været under udarbejdelse,

har den teknologiske udvikling vist nye muligheder for prænatal diagnostik af

genetisk sygdom, og flere markante nye kan ventes. Metoderne er bl.a. pga. de

tilknyttede etiske aspekter genstand for stor opmærksomhed. Vejledningen vil

skulle revideres i takt med, at nye relevante teknologier bliver

tilgængelige.

Sundhedsstyrelsen, 1994

Palle

Juul-Jensen

/

Lone de Neergaard

Vejledning

Indholdsfortegnelse

1.

Formål og principper

2.

Genetiske sygdomme og misdannelser

3.

Prænatal genetisk information og

rådgivning

4.

Prænatale genetiske undersøgelser

5.

Henvisning til prænatal genetisk

rådgivning og undersøgelse

6.

Organisation

7.

Kvalitetsudvikling

1. Formål og principper

Formålet med prænatal genetisk information, rådgivning og

undersøgelse er:

at sikre at gravide

kvinder med øget risiko for at få et barn, der har eller vil udvikle en

alvorlig genetisk sygdom eller handicap, får tilbudt ydelser, der kan give

kvinden/parret et kvalificeret handlegrundlag i den konkrete situation.

Den genetiske rådgivning og de prænatale undersøgelser bør udføres med

respekt

for kvindens selvbestemmelse, integritet og for fosteret. Ydelserne skal være

af høj kvalitet, og tilbuddene skal gives under hensyntagen til effektiv

udnyttelse af ressourcerne.

I tilrettelæggelsen og i praksis skal der tages hensyn til,

at der kan være forskellige mål for de involverede parter. Da genetisk sygdom

kun sjældent kan behandles effektivt, er konsekvensen ofte, at kvinden vælger

at få afbrudt svangerskabet, såfremt alvorlig sygdom påvises hos det ufødte

barn. I de situationer, hvor svangerskabet vælges gennemført, er målet f.eks.

at bidrage til bedre psykisk forberedelse og/eller en mere målrettet

svangreprofylakse og fødselsforløb under hensyntagen til fosterets sygdom.

Målet kan endvidere være at iværksætte sociale hjælpeforanstaltninger

tidligst

muligt.

Vejledningen er baseret på følgende principper og

forudsætninger:

Graviditetet er en

normal foreteelse for langt flertallet af kvinder.

Rådgivning og

undersøgelse for genetisk sygdom er et tilbud til den gravide kvinde.

Information og

rådgivning er centrale elementer og skal altid forudgå undersøgelse.

Der undersøges kun

for genetiske defekter, der forventes at give alvorlig sygdom eller handicap

hos barnet.

Valg af hvilke

kvinder, der skal have tilbud, og hvilke der ikke skal, er baseret på en

afvejning af risikoen for at få et barn med alvorlig genetisk sygdom i

forhold

til den risiko, der er ved at fremkalde abort ved de prænatale undersøgelser.

Valg af metode

baseres på en afvejning af risiko for komplikationer, sikkerheden i

diagnostik

samt ubehag og tidspunkt for prøvetagning.

Tilrettelæggelsen af

rådgivning og undersøgelse sker ud fra sædvanlige principper om krav til

kvalitet og øvrige principper for specialeplanlægning.

Vejledningen tager udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens

Meddelelse af 21. april 1981 om forebyggende undersøgelser for

kromosomsygdomme

m.v., bekendtgørelse nr. 477 af 7. november 1985 om svangerskabshygiejne og

fødselshjælp, samt lov nr. 350 af 13. juni 1973 om svangerskabsafbrydelse.

Ifølge loven om svangerskabsafbrydelse er det enhver kvindes ret uden nærmere

begrundelse at få svangerskabet afbrudt, såfremt indgrebet kan foretages

inden

udgangen af 12. svangerskabsuge. Svangerskabsafbrydelse efter dette tidspunkt

kan ske, hvor der er alvorlig fare for kvindens helbred, i andre situationer

når

et amtskommunalt samråd har givet tilladelse.

2. Genetiske sygdomme og misdannelser

Prænatalt undersøges for de alvorlige genetiske sygdomme og

misdannelser, der med rimelig sikkerhed kan diagnosticeres så tidligt i

graviditeten, at det kan få forebyggende eller behandlingsmæssige

konsekvenser

eller mulighed for svangerskabsafbrydelse foreligger.

Sygdommene kan inddeles i:

kromosomsygdomme,

dvs. sygdomme, der skyldes ændring i kromosomernes antal eller deres

struktur,

monogene sygdomme,

dvs. sygdomme, der skyldes ændring i kun èt gen,

polygene og

multifaktorielt betingede sygdomme, dvs. sygdomme, der skyldes en kombination

af ændringer i flere gener evt. i samspil med bestemte miljøfaktorer.

Kromosomsygdomme

optræder med en hyppighed på 0,6% svarende til 1 pr. 170 levendefødte børn.

Defekter på kromosomerne er synlige ved mikroskopi og erkendes ved

kromosomanalyse. Sygdommene kan karakteriseres efter defekter i de autosomale

kromosomer og defekter i kønskromosomerne.

Autosomale kromosomsygdomme

medfører generelt psykisk

udviklingshæmning og svære misdannelser. Trisomi 21, der giver anledning til

Down's syndrom, er den hyppigst autosomale anomali, idet den forekommer med

en

hyppighed på 1 pr. 800-1.000 levendefødte. Risikoen for at få et barn med

autosomal

kromosomsygdom og specielt trisomi 21 stiger med kvindens alder. Dette er

baggrunden for, at gravide kvinder over 35 år tilbydes prænatal genetisk

undersøgelse.

Defekter i kønskromosomerne

manifesterer sig i varierende omfang.

De giver sig udtryk i forsinket eller udeblevet kønsudvikling og

forplantningsevne, eventuelt kombineret med psykisk udviklingshæmning og

misdannelser. Diagnosen stilles ofte først i puberteten. Klinefelter syndrom

(47,XXY)

og Turner syndrom (45,X) og triple-X og XYY, der forekommer med en samlet

hyppighed på ca. 2 pr. 1.000 fødte, er manifestationer af

kønskromosomdefekter.

Monogene sygdomme

optræder med en samlet hyppighed på ca. 1 pr. 100 levendefødte. Sygdommene er

mangeartede, og hver enkelt optræder med relativt lav frekvens i

befolkningen.

Langt de fleste kan hverken behandles effektivt før eller efter fødslen. De

vil

ofte medføre svære fysiske eller psykiske handicap og eventuelt tidlig død.

Enkelte kan forhindres i at progrediere. Omkring 500 af sygdommene kan

diagnosticeres

prænatalt, men øget viden om menneskets arvemasse medfører en forsat stigning

i

antallet.

Gendefekterne diagnosticeres eller sandsynliggøres ved

metabolisk analyse herunder DNA-analyse. Undersøgelse for gendefekt udføres

kun

på speciel indikation. Sygdommenes nedarvningsmønster kan opdeles i dominant

arvelige, recessivt arvelige eller kønsbundet arvelige sygdomme.

Dominant nedarvet

sygdom medfører, at en person, der arver

sygdomsgenet fra blot én af forældrene, får sygdommen. Det er karakteristisk,

at såvel forældre som børn får sygdommen. Dominant nedarvet sygdom optræder

hos

6 pr. 1.000 fødte. Familiær hyperkoleste- rolæmi, polycystisk nyresygdom,

Huntingtons chorea, og neurofibromatose, er eksempler på hyppigt forekommende

dominant nedarvede sygdomme. Sygdommene viser sig ofte først i voksenalderen,

efter de sygdomsramte har fået børn, hvilket stiller specielle krav til den

genetiske rådgivning.

Ved autosomal recessiv nedarvet

sygdom har barnet modtaget et

sygdomsgen fra begge forældre. Sygdommene optræder med en samlet hyppighed på

3

pr. 1.000 fødte. Cystisk fibrose, alfa-1-anti-trypsin-mangel og fenylketonuri

er blandt de hyppigst forekommende autosomalt recessive sygdomme.

X-bundet recessiv nedarvet

sygdom optræder helt overvejende hos

drenge/mænd. Pigerne bliver bærere af genet men kan vise lettere symptomer på

sygdom. Hæmofili A og B , der forkommer hos 1 pr. 10.000 drenge, samt

Duchennes

muskeldystrofi, der ses hos 1 pr. 3.500 drenge, er eksempler herpå.

De

polygene og

multifaktorielt betingede sygdomme og misdannelser

dækker over et bredt

spektrum. Kendskabet til det genetiske grundlag for disse sygdomme er endnu

sparsomt, og kun en lille del kan diagnosticeres prænatalt. Omkring 3% af

børn

fødes med misdannelser, heraf 20-60% med et genetisk element. Prænatal

genetisk

diagnostik er mulig, såfremt misdannelsen kan erkendes ved ultralyd eller

giver

anledning til et øget niveau af alfaføtoprotein i fostervandet (A-AFP). Dette

sker kun, hvis misdannelsen mangler huddække. Forhøjet alfa-føtoproteinmængde

i

moderens blod (S-AFP) giver mistanke om, at fosteret har en misdannelse af

denne karakter.

Neuralrørsdefekter

er den største gruppe misdannelser, hvor

prænatal diagnostik er mulig. Defekterne mangler huddække hos 95%.

Misdannelserne optræder hos ca. 1 pr. 1.000 fødte, og omfatter anencephalus,

encephalocele samt spina bifida med eller uden rygmarvsbrok.

Af

andre sjældnere misdannelser

, der kan

erkendes prænatalt, kan nævnes omphalocele (bugvægsdefekter), specielle

nyremisdannelser og ekstremitetsdefekter.

Det er endvidere relevant at nævne

mitochondrie-sygdomme

, der er sygdomme betinget af ændringer i

mitokondrie-DNA. Diagnostik af mitokondondrisygdom er i hastig udvikling og

udføres i stigende omfang hos voksne, mens betydningen for prænatal

diagnostisk

er begrænset.

3. Prænatal genetisk information og rådgivning

Genetisk information og rådgivning er grundlaget for, at

kvinden/ parret kan træffe afgørelse på et kvalificeret grundlag.

Informationen

skal sikre kvinden/parret kendskab til sundhedsvæsenets tilbud. Tilbud om

genetisk rådgivning og undersøgelse bør altid ledsages af information om

formålet hermed, om andre undersøgelsers muligheder og karakter, tekniske

gennemførsel og deres risici. Det skal altid klargøres, at der aldrig

undersøges

for samtlige sygdomme på én gang, og at prænatal genetisk undersøgelse ikke

er

nogen garanti for, at fosteret ikke lider af sygdom eller misdannelser.

Der bør generelt i almen praksis lægges øget vægt på at

opspore dispositioner hos fremtidige forældre, dvs.

prækonceptionelt

, således at information og eventuel opfølgende

genetisk rådgivning kan gives forud for et svangerskab. På den måde kan

beslutning om undersøgelse og konsekvenser heraf træffes uden tidspres.

Genetisk information er en naturlig og integreret del af de

tidlige forebyggende helbredsundersøgelser i svangreprofylaksen. Den

varetages

i første fase af de praktiserende læger, og følges op af jordemødre samt

læger

på fødestederne.

Kvinder med en særlig risiko og kvinder, som har fået et svar,

der giver mistanke om sygdom hos fosteret i forbindelse med en

moderkagebiopsi

eller fostervandsundersøgelse, har brug for genetisk rådgivning. Den

prænatale

genetiske rådgivning ydes på særlige centre og gives således:

som grundlag for

stillingtagen til undersøgelse,

efter undersøgelser

er gennemført, og en genetisk abnormalitet hos fosteret er påvist.

Formålet med rådgivningen er at afklare den genetiske risiko

og dennes karakter, og at give kvinden/parret så stor indsigt og viden om

sygdommens årsager og dens følger, at de på et kvalificeret grundlag kan

træffe

deres valg angående undersøgelse og/eller om gennemførsel af graviditet.

Rådgivningen omfatter følgende aspekter:

at stille en

nøjagtig klinisk genetisk diagnose,

at beregne en

gentagelsesrisiko,

at informere

kvinden/parret om sygdommens årsag og forløb herunder om sandsynligheden for

at

udvikle den, og for at videregive den til sine børn; om mulighederne for og

karakteren af en eventuel behandling; om de medicinske, psykologiske,

økonomiske

og sociale byrder, den kan medføre; om de konkrete psykosociale

støtteforanstaltninger, som samfundet kan tilbyde; og om de konkrete

muligheder

for at henvende sig til patientforeninger.

Informationen bør være så neutral og fuldstændig som

overhovedet mulig som forudsætning for en reel valgmulighed. En absolut

neutral

genetisk rådgivning er næppe mulig. Rådgiveren kan fremhæve de mere positive

eller de mere negative aspekter ved en given sygdom gennem sine oplysninger.

Information og rådgivning bør afpasses kvindens/parrets

situation og gives i respekt for kvindens selvbestemmelse. Der må ikke

påtvinges kvinden/parret en beslutning, men de forskellige valgmuligheder bør

åbent fremlægges.

Det vil ofte være relevant at lade den genetiske rådgivning

foregå i et team, hvori fagpersoner med forskellig ekspertise er

repræsenteret.

Rådgivningen kan med fordel omfatte det erfaringsgrundlag, som voksne

personer

med tilsvarende sygdom eller handicap har erhvervet sig.

4. Prænatale genetiske undersøgelser

Sundhedsstyrelsens Vejledning omfatter følgende

undersøgelsesmetoder:

moderkagebiopsi,

fostervandsundersøgelse,

ultralydsundersøgelse,

undersøgelse for

alfaføtoprotein i kvindens blod.

Undersøgelserne bruges til påvisning af en given genetisk

egenskab hos fosteret og til at fastlægge kvindens risiko for at få et barn

med

genetisk sygdom. Valget af, hvilken undersøgelsesmetode, der skal være første

tilbud, afhænger af en række forhold udover undersøgelsens anvendelsesområde.

Det er en afvejning af risici ved undersøgelsen, undersøgelsens diagnostiske

sikkerhed, prøvetidspunkt, ubehag for kvinden og ventetid på svar. Af tabel 1

på side 19 fremgår det, hvilket indikationsområde de enkelte undersøgelser

har,

hvornår i svangerskabet den udføres, samt ventetiden på til svar.

Pålideligheden af undersøgelserne er generelt stor, men der

er altid en risiko for, at undersøgelsen viser, at kvinden bærer et barn med

alvorlig genetisk sygdom, som ikke er sygt (falsk positivt svar), eller at

genetisk sygdom hos fosteret ikke diagnosticeres (falsk negativt svar).

De prænatale genetiske undersøgelser bør forudgås af en

ultralydscanning m.h.p. fastlæggelse af gestationsalder (niveau 1-scanning)

for

at sikre så hensigtsmæssig anvendelse af undersøgelserne som muligt.

Fostervandsundersøgelse og moderkagebiopsi

Fostervandsundersøgelsen og moderkagebiopsien er invasive

undersøgelser, der tilvejebringer materiale, som efterfølgende analyseres med

henblik på at af- eller bekræfte, om fosteret har en genetisk defekt.

På såvel fostervand

som moderkagevæv gennemføres der rutinemæssigt kromosomanalyse for at

diagnosticere kromosomfejl.

Fostervand

analyseres endvidere rutinemæssigt for mængden af alfaføtoprotein med henblik

på at afdække neuralrørsdefekter eller andre ikke-huddækkende misdannelser,

der

er multifaktoriel og/eller polygent betingede, mens denne analyse ikke er

mulig

på moderkagevæv.

Biokemisk analyse

med henblik på at diagnosticere monogen sygdom kan foretages på såvel

fostervand som moderkagevæv, men udføres kun når der foreligger konkret

mistanke.

Fostervandsundersøgelsen udføres typisk efter 15.

svangerskabsuge, på enkelte fødesteder tidligere i svangerskabet.

Moderkagebiopsien udføres i 10. -11 svangerskabsuge. Svaret efter en

moderkagebiopsi foreligger typisk så kort efter, at en eventuel

svangerskabsafbrydelse

kan gennemføres inden udgangen af 12. svangerskabsuge.

Omkring 0,3% af de gravide kvinde, der får en

fostervandsundersøgelses retestes, mens knapt 2% retestes efter en

moderkagebiopsi, der er foretaget transabdominalt. En højere andel af

kvinderne

(2-4%) skal retestes, såfremt moderkagebiopsien er udtaget transcervikalt.

Risikoen for spontan abort som følge af selve indgrebet er

ca. 1% for begge undersøgelser under forudsætning af, at moderkagebiopsien

udføres transabdominelt og at nedenstående krav til ekspertise opfyldes:

fastholdelse af

ekspertise i fostervandsundersøgelse kræver, at den udførende læge

gennemfører

omkring 200 undersøgelser om året ud fra en basisoplæring på 100

undersøgelser.

fastholdelse af

ekspertise i moderkageundersøgelse kræver, at den udførende læge gennemfører

omkring 400 undersøgelser om året ud fra en basisoplæring på minimum 250

undersøgelser.

Ultralydscanning for misdannelser (niveau

2-scanning)

Undersøgelsen er relevant hos de kvinder, hvor der er særlig

mistanke om misdannelser hos fosteret. Undersøgelsen foretages i 17. - 18.

svangerskabsuge.

Den diagnostiske sikkerhed ved ultralyd og dens muligheder

m.h.p. misdannelsesdiagnostik er afhængig af undersøgerens kompetence og

erfaring samt af apparaturets tekniske muligheder. Der er derfor ikke klare

grænser for, hvornår og hvor sikkert en misdannelse hos fosteret kan

diagnosticeres.

Avanceret ultralydscanning (niveau 3-scanning) forudsætter

samarbejde med neonatologer o.a. fagpersoner. Undersøgelser udføres kun på

speciel indikation.

Bestemmelse af alfaføtoprotein i moderens blod

Blodprøven tages bedst i 16.-18. svangerskabsuge. For at

opnå en bedre erkendelse af misdannelser bør ultralydscanning kombineres med

analyse af alfaføtoprotein (S-AFP). I

flere af de situationer, hvor det ikke med ultralyd er muligt at

diagnosticere

misdannelser som f.eks. åbne neuralrørsdefekter eller bugvægsdefekter, vil en

for høj værdi af alfaføtoprotein i kvindens blod give mistanke herom. S-AFP

er

kun en vejledende test, der ikke kan stå alene.

Med det formål at belyse kvindens risiko for at få et barn

med kromosomsygdom nærmere kan tripletest tilbydes: Alfaføtoproteinniveauet i

kvindens blod analyseres fælles med østriol (uE3) samt humant chorion

gonadotropin (hCG) og relateres efterfølgende til kvindens alder. Afhængig af

kvindens risiko besluttes det, om hun bør tilbydes yderligere undersøgelser.

Tripletest bør kun tilbydes på bestemte indikationer.

Erfaringerne med undersøgelsen anvendt på ovennævnte indikation kan medføre,

at

undersøgelsen med tiden tilbydes bredere.

5. Henvisning til prænatal genetisk rådgivning og

undersøgelse

Kun gravide kvinder, der har en øget risiko på 1% eller

derover for at få et barn med en alvorlig genetisk sygdom eller handicap,

tilbydes prænatal genetisk information, rådgivning og/eller undersøgelse.

Denne

grænse er resultatet af en afvejning i forhold til den risiko for abort på

ca.

1%, der er forbundet med de invasive prænatale genetiske undersøgelser.

Gravide kvinder med øget risiko kan deles i tre målgrupper

med et i princippet forskelligt behov for rådgivning og undersøgelse:

alvorlig genetisk

sygdom i kvindens eller mandens familie, eller tidligere fødsel af sygt eller

handicappet barn,

mistanke om udsættelse

for ikke-infektiøse faktorer i miljøet, der kan medføre genetisk skade,

kvindens alder er 35

år eller derover.

Der er ikke nogen sikre videnskabelige holdepunkter for de

ikke-infektiøse miljøfaktores virkninger på et fosters genetiske egenskaber.

Er

der imidlertid mistanke om, at den ene af eller begge forældrene har været

udsat for reproduktionsskadende stoffer m.v., bør der være mulighed for at

henvise parret til rådgivning på et genetisk center og eventuelt en

arbejdsmedicinsk klinik. Arbejdstilsynet har i Arbejdsmiljø og sunde børn -

baggrund og dokumentation for Arbejdstilsynets indsats 1993-94" samlet

viden og erfaringer på området.

Den primære vurdering af, om gravide kvinder har en øget

risiko, foretages af den praktiserende læge snarest muligt efter, at

svangerskabet er påvist. Derefter har jordemødre og læger i forbindelse med

svangre-undersøgelserne en forpligtelse til at være opmærksomme på, om den

gravide kvinde skal tilbydes prænatal rådgivning og undersøgelse.

Indikation

Indikation for prænatal genetisk information, og tilbud om

prænatal genetisk rådgivning og undersøgelse foreligger:

hvor den

gravide

kvinde

:

er fyldt 35 år ved

graviditetens indtræden,

har haft tre eller

flere spontane aborter, eller

hvor den

ene af

forældrene

tidligere:

har fået et barn med

kromomsomsygdom eller selv har fået konstateret en kromosomafvigelse,

har fået et barn med

en alvorlig monogen sygdom, selv har fået konstateret en sådan sygdom, eller

er

blevet påvist at være bærer af genet herfor,

har fået et barn med

en polygen eller multifaktorielt betinget sygdom eller misdannelse eller selv

har fået konstateret en sådan lidelse,

har fået et barn,

der var udviklingshæmmet, misdannet, på anden måde alvorligt sygt eller

dødfødt, og hvor der ikke foreligger afklaring af årsagen hertil, eller

hvor den

ene af

forældrene

:

har været eksponeret

for stoffer eller stråling eller andre ikke-infektiøse eksogener, der kan

mistænkes for at fremkalde mutationer eller misdannelser hos fosteret, eller,

hvor

forældrenes

søskende eller søskendebørn

har fået konstateret:

en

kromosomafvigelse,

en alvorlig monogen

sygdom, eller

en polygen eller

multifaktorielt betinget sygdom eller misdannelse.

Henvisning

Alle gravide kvinder, der tilhører en af ovennævnte grupper,

henvises til fødested så tidligt som muligt efter svangerskabet er

konstateret

m.h.p. at få fastlagt fosterets alder ved en ultralydscanning.

Endvidere henvises:

gravide kvinder med

indikationen 35 år eller derover" direkte til yderligere information og

evt. undersøgelse på obstetrisk afdeling på basisniveau. Afdelingerne skal

sikre, at kvinden videre visiteres til landsdelsafdeling, såfremt hun ønsker

e

n moderkagebiopsi.

gravide kvinder, der

tilhører en af de øvrige risikogrupper, direkte til genetisk rådgivning på et

genetisk center, såfremt kvinden ikke tidligere har modtaget tilstrækkelig

rådgivning i forbindelse med en tidligere fødsel eller prækonceptionelt.

Rådgivningscentrene skal ved indikation for genetisk undersøgelse sikre den

videre visitation til obstetrisk specialafdeling på amtsniveau og

landsdelsniveau.

For at sikre så tidlig stillingtagen som overhovedet muligt

bør de praktiserende læger indenfor nærmere aftalte rammer, kunne henvise

direkte til et genetisk rådgivningscenter.

Valg af undersøgelse

Fostervandsundersøgelse,

moderkagebiopsi og tripletest

tilbydes:

til kvinder på 35 år

eller derover, hvorefter kvinden træffer sit eget valg.

Viser resultatet af tripletest, at kvindens risiko for at få

et barn med kromosomsygdom er på niveau med en 35 årig, dvs. ca. 1% eller

derover, tilbydes hun en fostervandsundersøgelse.

Fostervandsundersøgelse

og moderkagebiopsi

tilbydes, hvor:

den ene af

forældrene tidligere har fået et barn med alvorlig kromosomsygdom, eller hvor

kromosomafvigelse er konstateret hos den ene af forældrene,

den ene af

forældrene tidligere har fået et barn med alvorlig monogen sygdom, eller hvor

sådan sygdom eller bærerstatus herfor er konstateret hos den ene af

forældrene,

forældrenes søskende

eller søskendebørn har fået konstateret alvorlig monogen sygdom.

Tripletest

tilbydes, hvor:

forældrenes søskende

eller søskendebørn har fået konstateret en kromosomafvigelse.

Ultralydscanning for

misdannelser

(niveau 2-scanning) kombineret med S-AFP tilbydes, hvor:

kvinden tidligere

har haft tre eller flere spontane aborter,

den ene af

forældrene tidligere har fået et barn med alvorlig polygen eller

multifaktoriel

betinget misdannelse, eller hvor dette er konstateret hos den ene af

forældrene

eller hos deres søskende eller søskendebørn,

den ene af

forælderne tidligere har fået et barn, der var udviklingshæmmet, misdannet,

på

anden måde sygt eller dødfødt, og der ikke foreligger afklaring af årsagen

hertil,

den ene af

forældrene har været eksponeret for stoffer eller stråling eller andre

ikke-infektiøse eksogener, der kan mistænkes for at fremkalde genetisk skade

hos fosteret.

Kvinder, som i dag henvises alene på indikationen

ængstelse", har normalt ikke nogen øget risiko. Disse kvinder bør

derfor

kun i særlige tilfælde, efter nøje rådgivning og overvejelse tilbydes

undersøgelse. Ved særligt behov kan kvinden tilbydes tripletest m.h.p. en

nærmere afklaring af hendes risiko. Overstiger denne 1% bør hun henvises til

en

fostervandsundersøgelse.

Tabel 1:

Fakta om de prænatale genetiske undersøgelser.

Fostervands-

undersøgelse

Moderkagebiopsi

Misdannelse-

scanning

(niveau 2) komb.

med S-AFP

Tripletest

Udredning for:

Kromosomsygdom

Monogen sygdom

Polygen sygdom

Kromosomsygdom

Monogen sygdom

Misdannelser,

overvejende

polygent betingede

Kromosomsygdom

Undersøgelsestidspunkt:

15.-16. uge

10.-11. uge

16.-18. uge

16.-18. uge

Undersøgelsessted:

Obstetrisk specialafdelinger på basisniveau

Obstetrisk specialafdeling på landsdelsniveau

Obstetrisk specialafdeling på basisniveau

Obstetrisk specialafdeling på basisniveau

Ventetid på svar:

Kromosomanalyse:

2-3 uger

Meta-

bolisk analyse:

1-14 døgn

A-AFP: 2 døgn

Kromosomanalyse

foreløbigt svar:

1 døgn

Kromosomanalyse

endeligt svar:

10 døgn

Metabolisk analyse:

1-14 døgn

Ultralydsundersøgelse:

svar umiddelbart

S-AFP:

1-2 døgn

2 døgn

Oversigten bagerst i vejledningen indeholder en samlet

beskrivelse af risikogrupper, henvisning og primære tilbud om prænatal

genetisk

undersøgelser.

Formidling af resultater

Viser undersøgelse, at fosteret ikke har en genetisk defekt,

informeres kvinden skriftligt med kopi til den henvisende instans. Er der

tegn

på sygdom hos fosteret, indkaldes kvinden/parret til samtale på den udførende

afdeling, hvor kvinden informeres om fundet. Er der behov for egentlig

genetisk

rådgivning, etableres der kontakt til det genetiske center.

Den som mundtligt formidler et svar skal altid sikre, at

kvinden har forstået betydningen heraf, og at kvinden føler sig velinformeret

om handlemuligheder og konsekvenser heraf, samt at en evt. opfølgning er

planlagt.

6. Organisation

Tilrettelæggelsen af prænatal genetisk information,

rådgivning og undersøgelse følger de sædvanlige principper for

opgavefordeling

og specialeplanlægning. Almen praksis og de amtslige fødeafdelinger er det

naturlige udgangspunkt. For de mere komplicerede funktioner er et større

patientunderlag imidlertid en forudsætning for, at ekspertise og kvalitet kan

fastholdes, og at uddannelse, udvikling og forskning kan varetages. De samles

derfor på færre steder.

Hovedpunkterne i opgavefordelingen er:

læger i almen

praksis varetager den første identifikation af kvinder med risiko, giver den

primære information og sikrer den korrekte visitation.

på basisniveau

følger jordemødre i jordemodercentrene og læger på fødestederne op på

informationen givet i almen praksis.

Fødestederne varetager ultralydscanning med henblik på

fastsættelse af gestationsalder (niveau 1-scanning).

Supplerende information om de genetiske undersøgelser,

fostervandsprøve, undersøgelse for misdannelser med ultralyd (niveau

2-scanning), S-AFP-undersøgelse samt tripletest gives et sted i amtet på en

obstetrisk specialafdeling, der arbejder tæt sammen med et regionalt genetisk

center, en fosterpatologisk funktion og en obstetrisk landsdelsafdeling.

På

landsdelsniveau

varetager de 6

genetiske centre og eventuelle regionale sattelitfunktioner den genetiske

rådgivning:

Afdeling for Klinisk Genetik, Rigshospitalet.

Afdeling for Medicinsk Genetik, Københavns Universitet.

John F. Kennedy Instituttet, Glostrup.

Klinisk Kemisk afdeling, Sektion for Klinisk Genetik, Odense

Universitetshospital.

Klinisk-genetisk afdeling, Vejle amt, Børkop.

Klinisk genetisk afdeling, Århus Universitetshospital.

De obstetriske landsdelsafdelinger udfører moderkagebiopsien udover de øvrige

genetiske undersøgelser.

Rigshospitalet og Århus

Universitetshospital foretager

den mest avancerede ultralydscanning (niveau

3-scanning) i team med bl.a. neonatologer, børnekirurger, børnekardiologer og

børnehjertekirurger.

Følgende

kromosomlaboratorier

varetager kromosomanalyserne:

Afdeling for

Klinisk Genetik, Rigshospitalet.

John F. Kennedy Instituttet,Glostrup.

Klinisk Genetisk afdeling,Århus Universitetshospital.

Klinisk-genetisk afdeling, Vejle amt, Børkop.

De nuværende

metaboliske

laboratorier

udfører de enzymatiske analyser og DNA-analyserne. Det drejer

sig om følgende:

Afdeling for

Klinisk Genetik, Rigshospitalet.

Afdelingen for Medicinsk Genetik, Københavns Universitet.

John F. Kennedy Instituttet, Glostrup.

Klinisk Genetisk afdeling,Århus Universitetshospital.

7. Kvalitetsudvikling

Fortsat uddannelse af personale på alle niveauer samt

tidssvarende information af de gravide kvinder/parret og personalet er en

væsentlig forudsætning for at sikre kvaliteten. Tilsvarende gælder

anskaffelse

og vedligeholdelse af tidssvarende apparatur.

Kendskab til sikkerheden af de prænatale genetiske

undersøgelser er fundamentet m.h.p. at belyse kvaliteten af det faglige

arbejde. Alle institutter og afdelinger, som giver prænatal genetisk

information, rådgivning og foretager undersøgelser, bør derfor medvirke til

etablering af og senere indrapportering til en landsdækkende klinisk

database.

Dette vil skabe grundlag for en vurdering af, hvorvidt de

forventede og ønskede mål rent faktisk nås, og for at en fortsat udvikling

finder sted. Resultater bør sammenholdes ikke blot på nationalt, men også på

internationalt niveau.

Oversigt over risikogrupper, visitation og genetiske

undersøgelser.

Henvisning fra

praktiserende læge eller fødested sker:

På indikation

gives tilbud om følgende prænatale genetiske undersøgelser:

Direkte til

undersøgelse på obstetrisk afdeling:

hvor den gravide

kvinde er fyldt 35 år ved graviditetens indtræden

Fostervandsundersøgelse, moderkagebiopsi, tripletest

Til genetisk

rådgivning på genetisk center:

hvor den

gravide kvinde

- har haft 3 eller

flere aborter

Ultralydscanning for misdannelser kombineret med S-AFP

hvor den

ene af forældrene

tidligere har fået

et barn med alvorlig kromosomsygdom, eller hvor kromosomafvigelse er

konstateret hos den ene af forældrene,

Fostervandsundersøgelse, moderkagebiopsi

hvor den ene af

forældrene tidligere har fået et barn med alvorlig monogen sygdom, eller hvor

sådan sygdom eller bærerstatus herfor er konstateret hos den ene af

forældrene,

Fostervandsundersøgelse, moderkagebiopsi

hvor den ene af

forældrene tidligere har fået et barn med alvorlig polygen eller

multifaktoriel betinget misdannelse, eller hvor dette er konstateret hos den

ene af forældrene,

Ultralydscanning for misdannelser kombineret med S-AFP

hvor den ene af

forældrene tidligere har fået et barn, der var udviklingshæmmet, misdannet,

på anden måde sygt eller et dødfødt barn, og der ikke foreligger afklaring af

årsagen hertil,

Ultralydscanning for misdannelser kombineret med S-AFP

hvor den ene af

forældrene har været eksponeret for stoffer, stråling eller anden

ikke-infektiøse eksogener, der mistænkes for at fremkalde genetisk skade hos

fosteret.

Ultralydscanning for misdannelser kombineret med S-AFP

hvor

forældrenes søskende

eller

søskendebørn har fået konstateret en kromosomafvigelse,

Tripletest

hvor forældrenes

søskende eller søskendebørn har fået konstateret alvorlig monogen sygdom,

Fostervandsundersøgelse, moderkagebiopsi

hvor forældrenes

søskende eller søskendebørn har fået konstateret alvorlig polygen eller

multifaktoriel betinget misdannelse.

Ultralydscanning for misdannelser kombineret med S-AFP

Redegørelse

Indholdsfortegnelse

Kapitel 1.Baggrund

Kapitel 2.Sammenfatning

- Principper

- Genetisk

information og rådgivning

- Afgrænsning af

grupper, som får tilbud

- Valg af metode

- Organisation

- Ressourcemæssige

konsekvenser

- Resume af

ændringer og konsekvenser

Kapitel 3.Formål

Kapitel 4.Prænatal genetisk information

og rådgivning

- Prænatal genetisk

information

- Prænatal genetisk

rådgivning

- Anbefalinger

Kapitel 5.Genetiske sygdomme og

misdannelser

- Kromosomsygdomme

- Monogene sygdomme

- Polygene og

multifaktorielt betingede sygdomme og misdannelser

-

Mitokondrie-sygdom

- Perspektiver

Kapitel 6.Screening og afgrænsning af

risikogrupper

- Generelt om

screening

- Metodemæssige og

etiske problemer

- Specielt om

prænatal genetisk screening

- Afgrænsning af risikogrupper

- Anbefalinger

Kapitel 7.Prænatale genetiske

undersøgelser

- Udviklingen

hidtil

- Undersøgelsernes

anvendelsesområde

-

Fostervandsundersøgelse og moderkagebiopsi

-

Ultralydsundersøgelse

- Undersøgelse for

alfaføtoprotein

- Udviklingen

fremover

- Anbefalinger

Kapitel 8.Internationale erfaringer

Kapitel 9.Regelgrundlag

Kapitel 10.Nuværende organisation

- Genetiske

analysecentre

Kapitel 11.Fremtidige tilbud -

organisatoriske overvejelser og anbefalinger

- Overvejelser

- Anbefalinger

Kapitel 12.Ressourcemæssige konsekvenser

Ordliste

Anvendt litteratur

Adresseliste over de genetiske centre

Kapitel 1.

Baggrund

Sundhedsstyrelsens Meddelelse om forebyggende undersøgelser

for kromosomsygdomme, medfødte stofskiftesygdomme, neuralrørsdefekter m.v.

hos

fostre" er fra 1981. De grundlæggende principper gælder fortsat, men den

teknologiske udvikling har medført brug af nye metoder og øget mulighederne

for

diagnosticering af sygdom og misdannelser i fostertilværelsen. Meddelelsen er

derfor forældet.

På baggrund af konsultationer med eksperter, forslag til

målsætning fra en mindre række organisationer og gennemgang af litteratur

udarbejdede Sundhedsstyrelsen i 1993 "Prænatal genetisk rådgivning og

undersøgelse - redegørelse" samt forslag til en ny vejledning på

området.

Redegørelse og vejledning udsendtes til høring i en bred kreds. I maj 1994

afholdtes et åbent temamøde med knap 200 deltagere fra sundheds- og

socialvæsenet samt brugere- og patientforeninger. På baggrund af

høringssvarene

og debatten på temamødet samt andre tilkendegivelser i foråret 1994 har

Styrelsen revideret redegørelsen og vejledningen. Begge dele fremsendes

herefter til Sundhedsministeriet.

Vejledningen og redegørelsen danner grundlaget for

sundhedsvæsenets tilbud om prænatal genetisk rådgivning og undersøgelse.

Tilbuddene omfatter de grupper af gravide kvinder, der vurderes til at have

en

øget risiko for at få et barn, der har eller vil udvikle alvorlig genetisk

sygdom

eller handicap.

Vejledningen og redegørelsen henvender sig ud over til de

lokale myndigheder primært til de læger, jordemødre og andre fagpersoner, der

kommer i kontakt med disse kvinder.

Redegørelsen

, der

ligger til grund for Vejledningen, indeholder en nærmere gennemgang af:

principper og

metode,

prænatal genetisk

information og rådgivning,

de prænatale

genetiske undersøgelser,

generelle aspekter

vedrørende de genetiske sygdomme,

organisatoriske og

økonomiske aspekter.

Kapitel 2.

Sammenfatning

Ved prænatal genetisk information, rådgivning og

undersøgelse forstås udredning af risiko for og diagnostik af alvorlig

genetisk

sygdom og misdannelser hos fosteret, samt information og rådgivning herom til

de gravide kvinder/kommende forældre.

Formålet

med

prænatal genetisk information, rådgivning og undersøgelse er:

at sikre at gravide

kvinder med øget risiko for at få et barn, der har eller vil udvikle alvorlig

genetisk sygdom eller handicap, får tilbudt ydelser, som kan give

kvinden/parret et kvalificeret handlegrundlag i den konkrete situation.

Den genetiske rådgivning og de prænatale undersøgelse bør

udføres med respekt for kvindens selvbestemmelse og integritet og for

fosteret.

Ydelserne skal være af høj kvalitet, og tilbuddene skal gives under

hensyntagen

til effektiv udnyttelse af ressoucerne.

Information og

rådgivning

er helt væsentlige elementer i det samlede tilbud. Bedst ville

det være at informere og rådgive parret om de genetiske forhold, før kvinden

blev gravid (prækonceptionelt). På den måde kunne beslutning om graviditet,

undersøgelse og konsekvenser heraf træffes uden tidspres, og uden at abort

bliver den alt overskyggende mulighed for at undgå, at et barn fødes med

alvorlig sygdom eller handicap. Denne

prækonceptionelle

rådgivning

bør derfor styrkes gennem information til de praktiserende

læger, indgåelse af aftaler og overenskomster og udvidelse af de genetiske

centres kapacitet.

Det største antal kvinder henvender sig imidlertid først til

sundhedsvæsenet efter, at graviditeten er indtrådt, hvorfor stillingtagen til

genetisk rådgivning og undersøgelse på dette tidspunkt er nødvendig. For at

sikre så tidlig stillingtagen som overhovedet muligt bør de praktiserende

læger

indenfor nærmere aftalte rammer, kunne henvise direkte til et genetisk

rådgivningscenter.

Principper

Formål og indhold er baseret på følgende principper:

Graviditet er en

normal foreteelse for langt de fleste kvinder. Omkring 12% af de gravide

kvinder kan ved graviditetens indtræden identificeres til at have en øget

risiko for at føde et barn med alvorlig genetisk sygdom eller handicap.

Prænatal genetisk rådgivning og undersøgelse kan give disse kvinder og deres

partner et bedre grundlag for beslutning om, hvorledes de vil håndtere denne

risiko.

Information,

rådgivning og undersøgelse er et tilbud. Det er kvindens/ parrets eget valg,

om

de vil tage mod tilbuddet, samt hvilke konsekvenser resultatet skal have.

Valget er imidlertid kun reelt, hvis det træffes på grundlag af kvalificeret

information og rådgivning, der gives med respekt for kvindens/parrets

autonomi.

Valg af grænsen

mellem hvilke kvinder, der skal have et tilbud, og hvilke, der ikke skal, er

baseret på en afvejning af risikoen for at få et barn med alvorlig genetisk

sygdom og handicap i forhold til risikoen for at fremkalde abort ved de

tilgængelige diagnostiske undersøgelsesmetoder.

Valg af metode

baseres på en afvejning af risiko for komplikationer, sikkerheden i

diagnostik

samt ubehag ved undersøgelsen og tidspunktet for prøvetagning.

Undersøgelserne

er forskellige med hensyn til anvendelsesområde, udførelse, risiko for

komplikationer, prøvetidspunkt og tidspunkt for og sikkerhed i resultatsvar.

Tilrettelæggelsen af

rådgivning og undersøgelse sker ud fra sædvanlige principper om krav til

kvalitet og øvrige principper om specialeplanlægning, hvori bl.a. indgår en

vurdering af behov og krav til ekspertise, opgavens komplicerethed og

ressourcebehov.

Der tages udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens generelle

holdning til screening. Konsekvenserne for begreberne sund/syg og den

enkeltes

følelse af ansvar for egen sundhed ved indførelsen af flere

screeningsprogrammer kendes generelt ikke. Det samme gælder de psykologiske

konsekvenser af falsk positive og falsk negative prøvesvar, sen

diagnosticering

m.v.. Indtil videre anbefaler Sundhedsstyrelsen derfor tilbageholdenhed med

indførelsen af screeningsprogrammer, og at hver af sådanne overvejes nøje

forud

for iværksættelse. Med hensyn til anlægsbærerscreening kræver dette en

særskilt

overordnet stillingtagen.

Der tages endvidere udgangspunkt i Meddelelsen om

forebyggende undersøgelser for kromosomsygdomme, medfødte stofskifte

sygdomme,

neuralrørsdefekter m.v. hos fostre fra 1981; bekendtgørelse nr. 477 af 7.

november 1985 af lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp;

Sundhedsstyrelsens retningslinier for svangerskabshygiejne og fødselshjælp,

1985; og lov nr. 350 af 13. juni 1973 om svangerskabsafbrydelse.

Genetisk information og rådgivning

Ved genetisk information og rådgivning sikres grundlaget for

kvinden/ parrets stillingtagen til undersøgelse og til handling ved påvist

sygdom hos fostret eller påvist øget risiko herfor.

Tilbud om prænatal genetisk information og rådgivning gives

til gravide kvinder/par, som ikke før har modtaget tilstrækkeligt genetisk

information og rådgivning. Forudgående information og rådgivning kan være

givet

i forbindelse med tidligere fødsel af barn med sygdom eller misdannelser.

Informationen og rådgivningens indhold og karakter bør

afpasses kvindens/parrets situation, og den bør gives i respekt for kvindens

selvbestemmelse. Enhver person og familie er unik, og følelser og reaktioner

over for risici varierer. Beslutningen vil afhænge af de enkeltes samlede

livssituation, deres kulturelle- og uddannelsesmæssige baggrund, religion

samt

sociale og følelsesmæssige forhold.

Informationen og rådgivningen bør tage udgangspunkt i

kvindens svangerskab, familiære og sociale situation i øvrigt. Den bør gives

så

neutralt og fuldstændigt som overhovedet mulig som forudsætning for en reel

valgmulighed. En absolut neutral genetisk rådgivning er næppe mulig.

Rådgiveren

kan fremhæve de mere positive eller de mere negative aspekter ved en given

sygdom gennem sine oplysninger. Der må ikke påtvinges kvinden/parret en

beslutning, men de forskellige valgmuligheder bør åbent fremlægges, så

kvinden/parret kan træffe et valg.

Informationen omfatter tilbuddet om rådgivning samt

udførelse, fordele og ulemper, ved de enkelte undersøgelser. Den varetages af

praktiserende læger samt læger og jordemødre på fødestederne.

Det skal altid klargøres, at der aldrig undersøges for

samtlige sygdomme på én gang, og at prænatal genetisk undersøgelse ikke er

nogen garanti for, at fosteret ikke lider af sygdom.

Kvinder med en særlig høj risiko eller hos hvem, der er

behov for nærmere udredning, har brug for

genetisk

rådgivning.

Genetisk rådgivning bør også tilbydes de kvinder, der har

gennemgået en prænatal genetisk undersøgelse, som har vist, at det ventede

barn

har en genetisk defekt.

Rådgivningen, der udføres på specielle genetiske centre,

omfatter følgende aspekter:

at stille en

nøjagtig klinisk genetisk diagnose og beregne gentagelsesrisikoen,

at informere kvinden

og familien om sygdommens årsag, forløb og konsekvenser,

behandlingsmuligheder

og mulige sociale støtteforanstaltninger.

Afgrænsning af grupper, som får tilbud

Der tages udgangspunkt i, at for de fleste kvinder er

graviditet en normal foreteelse. Prænatal genetisk rådgivning og undersøgelse

tilbydes derfor ikke alle gravide kvinder. Kun gravide kvinder, som vurderes

til at have en øget risiko for at få et barn med alvorlig genetisk betinget

sygdom eller handicap, tilbydes prænatal genetisk rådgivning og/eller

undersøgelse.

Der informeres, rådgives og undersøges for alvorlige

genetiske sygdomme og misdannelser, der kan diagnosticeres så tidligt i

graviditeten, at det kan få forebyggende eller behandlingsmæssige

konsekvenser,

eller at mulighed for svangerskabsafbrydelse foreligger. Det drejer sig

primært

om:

kromosomsygdom,

monogen sygdom,

polygen/multifaktoriel

betinget sygdom eller misdannelse.

Definitionen af den øgede risiko, der medfører tilbud om

genetisk rådgivning og undersøgelse i graviditeten, er baseret på en

afvejning

af risikoen for at få et sygt eller handicappet barn overfor risikoen for at

fremkalde abort ved at gennemføre en diagnostisk undersøgelse. Den sidste

risiko bør ikke overstige den første.

Risikoen for at få en abort som følge af

fostervandsundersøgelse og moderkagebiopsi er ca. 1%. De grupper af gravide

kvinder, som anbefales omfattet af sundhedsvæsenets tilbud er afgrænset

således, at de har en risiko på omkring 1% eller derover for at få et barn

med

alvorlig genetisk sygdom eller handicap.

Tilbud om prænatal genetisk information, rådgivning og

undersøgelse er afgrænset til de forhold:

hvor den

gravide kvinde

:

-

er fyldt 35 år ved

graviditetens indtræden,

-

tidligere har haft

tre eller flere spontane aborter, eller

hvor den

ene af forældrene

tidligere har fået:

-

et barn med

kromomsomsygdom eller selv har fået konstateret en kromosomafvigelse, eller

-

et barn med en

alvorlig monogen sygdom, selv har fået konstateret en sådan sygdom, eller er

blevet påvist at være bærer af genet herfor, eller

-

et barn med en

polygen/multifaktoriel betinget sygdom eller misdannelse eller selv har fået

konstateret en sådan lidelse, eller

-

et barn, der er

udviklingshæmmet, misdannet, på anden måde alvorligt sygt eller et dødfødt

barn, og hvor der ikke foreligger afklaring af årsagen hertil, eller

hvor den

ene af forældrene

har været eksponeret

for stoffer eller stråling eller andre ikke-infektiøse eksogener, der kan

mistænkes for at fremkalde mutationer eller misdannelser hos fosteret, eller

hvor

forældrenes søskende eller søskendebørn

har

fået konstateret:

-

en kromosomafvigelse,

-

en alvorlig monogen

sygdom,

-

en

polygen/multifaktoriel betinget sygdom eller misdannelse.

Der er ikke sikre videnskabelige holdepunkter for de

ikke-infektiøse miljøfaktores virkninger på et fosters genetiske egenskaber.

Det er endvidere ikke i dag muligt at undersøge for sådanne faktores

påvirkninger på genniveau. Er der imidlertid rejst en mistanke om, at den ene

af eller begge forældrene har været udsat for reproduktionsskadende stoffer

m.v., bør der være mulighed for at henvise parret til nærmere rådgivning på

et

genetisk center og eventuelt en efterfølgende ultralydscanning.

Arbejdstilsynet

har i Arbejdsmiljø og sunde børn - baggrund og dokumentation for

Arbejdstilsynets indsats 1993-94" samlet viden og erfaringer på området.

Undersøgelser viser, at kvinder, som henvises alene på

indikationen ængstelse", ikke har en øget risiko. Disse kvinder bør

derfor kun i særlige tilfælde, efter nøje rådgivning og overvejelse tilbydes

undersøgelse.

Den primære vurdering af, om gravide kvinder har en øget

risiko, foretages af den praktiserende læge snarest muligt efter, at

svangerskabet er påvist. Derefter har jordemødre og læger en forpligtelse til

i

forbindelse med svangreundersøgelse at være opmærksomme på, om kvinden skal

tilbydes prænatal rådgivning og undersøgelse.

Kvinder, som ved en fødsel får konstateret alvorlig sygdom

hos barnet, bør henvises til genetisk center m.h.p. rådgivning hurtigst

muligt

og før, en eventuel ny graviditet indtræder.

Valg af metode

Samtlige gravide kvinder, der er omfattet af tilbuddet om

prænatal genetisk rådgivning og undersøgelse, bør tidligst muligt, efter at

graviditeten er konstateret, tilbydes en ultralydscannning m.h.p. bestemmelse

af fosterets alder (gestationsalderen) for herved at sikre så optimal

anvendelse af undersøgelsesmetoderne som muligt.

Anbefalingerne omfatter derudover følgende prænatale

genetiske undersøgelsesmetoder:

fostervandsundersøgelse,

moderkagebiopsi,

ultralydscanning for

misdannelser,

undersøgelse af den

gravide kvindes blod m.h.p. bestemmelse af bl.a. alfaføtoprotein.

Nogle af undersøgelserne kan bruges til påvisning af en

given egenskab, mens andre kan bruges til at belyse kvindens risiko nærmere.

Valget af undersøgelsesmetode afhænger af, hvilken sygdom

der undersøges for, men herudover også af risici, undersøgelsens diagnostiske

sikkerhed, prøvetidspunkt, ubehaget for kvinden ved undersøgelsen og

ventetiden

på svar.

Ingen af de eksisterende metoder er 100% sikre og uden

problemer. Der er altid en risiko for, at undersøgelsen viser, at kvinden

bærer

et barn med alvorlig genetisk sygdom, som ikke er sygt (falsk positiv), eller

at genetisk sygdom hos fosteret ikke opdages (falsk negativ).

Fostervandsundersøgelse og moderkagebiopsi

Fostervandsundersøgelse har i mange år været den eneste

prænatale undersøgelse, der kunne give svar på, om fosteret havde en genetisk

sygdom. De seneste år har moderkagebiopsien vundet indpas i større omfang.

Moderkageundersøgelsen udføres tidligere i svangerskabet end

fostervandsundersøgelsen, og den er forbundet med en kortere svarperiode, der

betyder, at svangerskabsafbrydelse ofte vil kunne gennemføres inden udgangen

af

12. svangerskabsuge.

Moderkagebiopsien har et mere snævert anvendelsesområde end

fostervandsundersøgelsen. Dens udførelse stiller endvidere større krav til

personalets

ekspertise for at undgå at provokere en abort.

Fostervandsundersøgelsen og moderkagebiopsien bør tilbydes

m.h.p. kvindens eget valg i de situationer, hvor:

den gravide kvinde

er fyldt 35 år ved graviditetens indtræden,

den ene af

forældrene tidligere har fået et barn med alvorlig kromosomsygdom, eller hvor

kromosomafvigelse er konstateret hos den ene af forældrene, eller hvor

den ene af

forældrene har fået et barn med alvorlig monogen sygdom, eller hvor sådan

sygdom eller bærerstatus herfor er konstateret hos den ene af forældrene,

eller

hvor

forældrenes søskende

eller søskendebørn har fået konstateret alvorlig monogen sygdom.

Ultralydsundersøgelse for misdannelser

Ultralydscanning bør tilbydes, som første undersøgelse til

kvinder, hvor der er særlig mistanke om misdannelser hos fosteret. Det drejer

sig om de tilfælde:

hvor kvinden

tidligere har haft tre eller flere spontane aborter,

hvor den ene af

forældrene tidligere har fået et barn med alvorlig polygen eller

multifaktoriel

betinget misdannelse, eller hvor dette er konstateret hos den ene af

forældrene

eller hos deres søskende eller søskendebørn,

hvor den ene af

forældrene tidligere har fået et barn, der var udviklingshæmmet, misdannet,

på

anden måde sygt eller et dødfødt barn, og der ikke foreligger afklaring af

årsagen hertil,

hvor den ene af

forældrene har været eksponeret for stoffer, stråling eller andre

ikke-infektiøse eksogener, der mistænkes for at fremkalde genetisk skade hos

fosteret.

Bestemmelse af alfaføtoprotein i kvindens blod

For at opnå en bedre erkendelse af misdannelser bør

gennemscanning for fostermisdannelser kombineres med analyse af

alfaføtoprotein

i kvindens blod, (= serum-AFP undersøgelse). I de situationer, hvor det ikke

med ultralyd er muligt at diagnosticere større misdannelser som f.eks. åbne

neuralrørsdefekter eller bugvægsdefekter, kan et abnormt analysesvar (høj

værdi

af alfaføtoprotein) give mistanke herom.

Det er nu muligt på baggrund af en blodprøve at beregne den

gravide kvindes risiko for at få et barn med kromosomsygdom nærmere. I

Danmark

sker dette gennem en analyse af kvindens blod for AFP og for proteinstoffet

humant chorion gonadotropin (hCG). Disse svar relateres herefter til kvindens

alder, og der foretages på basis af AFP, hCG og alder en risikoberegning for

svære misdannelser og kromosomsygdomme.

Metoden er imidlertid forbundet med usikkerheder, som kan

reduceres noget ved at udvide analysen til også at omfatte hormonet østriol

(uE3). Denne trefasede (AFP, hCG og uE3) blodprøveundersøgelse benævnes

tripletest.

Tripletest bør tilbydes:

kvinder, der er

fyldt 35 år ved graviditetens indtræden.

Kvinder på 35 år eller derover bør således fremover tilbydes

fostervandsundersøgelse, moderkagebiopsi og tripletest m.h.p. kvindens eget

valg. Tager kvinden imod tilbuddet om tripletest, og findes hendes risiko for

at få et barn med kromosomsygdom til at være på niveau med en 35-åriges (dvs.

omkring 1%) eller højere, tilbydes hun en fostervandsundersøgelse.

Tripletest bør endvidere tilbydes, hvor:

forældrenes søskende

eller søskendebørn har fået konstateret en kromosomafvigelse.

Tripletest bør for øjeblikket kun tilbydes på ovennævnte

indikationer, og i de situationer, hvor kvinden p.g.a. ængstelse tilbydes

undersøgelse. Erfaringer og udvikling kan medføre, at undersøgelsen med tiden

kan tilbydes bredere.

Organisation

Omfanget af kvinder, der tager imod tilbud om prænatal

rådgivning og undersøgelse, er i dag ikke klarlagt. Det vurderes med

udgangspunkt i det nuværende antal fødsler på knapt 70.000 til at være

omkring

9.000 gravide kvinder årligt. Almen praksis og de amtslige fødeafdelinger er

derfor det naturlige udgangspunkt. For de mere komplicerede funktioner er et

større patientunderlag imidlertid en forudsætning for, at ekspertise og

kvalitet kan fastholdes, og at uddannelse, udvikling og forskning kan

varetages. De samles derfor på færre steder.

Hovedpunkterne i opgavefordelingen er:

læger i

almen praksis

varetager den første

identifikation af kvinder med risiko og sikrer den primære information og

efterfølgende korrekte visitation,

på

basisniveau

varetager fødestederne

ultralydscanning med henblik på fastsættelse af fosterets alder (niveau

1-scanning).

Supplerende information samt de genetiske undersøgelser fostervandsprøve,

undersøgelse for misdannelser med ultralyd (niveau 2-scanning), S-AFP samt

tripletest bør samles på en obstetrisk specialafdeling i amtet. Afdelingen

arbejder tæt sammen med et regionalt genetisk center, en fosterpatologisk

funktion og en obstetrisk landsdelsafdeling.

Fastholdelse af ekspertise i fostervandsundersøgelse kræver, at den udførende

speciallæge gennemfører omkring 200 undersøgelser om året ud fra en

basisoplæring på 100 undersøgelser.

på

landsdelsniveau

varetager 6 genetiske

centre og eventuelle regionale sattelitfunktioner den genetiske rådgivning.

De obstetriske landsdelsafdelinger varetager moderkagebiopsien udover de

øvrige

genetiske undersøgelser.

Fastholdelse af ekspertise i moderkageundersøgelse kræver, at den udførende

speciallæge gennemfører 400-500 undersøgelser om året ud fra en basisoplæring

på 250-400 undersøgelser.

Rigshospitalet og Århus

Universitetshospital

foretager den mest avancerede ultralydscanning (niveau

3-scanning) i team med bl.a. neonatologer, børnekirurger, børnekardiologer og

børnehjertekirurger.

Fortsat uddannelse af personale på alle niveauer samt tidssvarende

information

af de gravide kvinder/parret og personalet er en væsentlig forudsætning for

at

sikre kvaliteten. Det er endvidere af stor betydning at få defineret og

fastsat

krav til opnåelse og fastholdelse af ekspertise i scanning på alle tre

niveauer

snarest muligt.

Evaluering og kvalitetsudvikling

Kvalitetsudviklingsprogrammer generelt og kliniske databaser

specielt bør etableres for at sikre en fortløbende ensartet og systematisk

opsamling af data med henblik på at belyse aktiviteten og vurdere

resultaterne.

Dette skaber grundlag for en vurdering af, hvorvidt de forventede og ønskede

mål rent faktisk nåes, og om en fortsat udvikling finder sted. Resultater bør

sammenholdes ikke blot på nationalt, men også på internationalt niveau.

Evaluering af effekten og kvaliteten af den prænatale

genetiske indsats kræver bl.a. fosterpatologisk undersøgelse af de sene

aborter

med henblik på at klarlægge omfanget af falsk positive og falsk negative

analyseresultater. Etablering af en klinisk database forudsætter derfor et

øget

samarbejde mellem bl.a. fødeafdelinger på alle niveauer, de genetiske centre

og

de fosterpatologiske funktioner m.h.p. indsamling af relevante nøgledata.

Ressourcemæssige konsekvenser

Anbefalingerne indeholder i forhold til praksis i dag ingen

væsentlige ændringer i afgrænsningen af, hvem tilbuddet om prænatal genetisk

undersøgelse gives. Der er tilsvarende i forhold til nuværende praksis ingen

væsentlige ændringer i de metoder, som anvendes.

Den mest markante ændring er tilbuddet om ultralydscanning

m.h.p. bestemmelse af fostrets alder til alle kvinder, der tilbydes prænatal

genetisk undersøgelse. I forvejen ultralydscannes ca. 75% af de ca. 9.000

kvinder.

Der lægges megen vægt på forbedring af både omfang og

kvalitet af information til alle og især til kvinder med en øget risiko.

Tilsvarende anbefales en forbedring af den genetisk rådgivning til kvinder,

hvor der er mistanke om en mere specifik risikofaktor end alder. Styrkelse af

den genetiske rådgivning er en naturlig følge af udviklingen inden for

genteknologien, som både medfører flere tekniske muligheder og større behov

for

information og rådgivning.

Sammen med det almindelige krav om kvalitetsudvikling

herunder databaser medfører anbefalingerne ressourcetilførelse på kort og

længere sigt til:

oprustning af

rådgivningskapaciteten på de genetiske centre, svarende til ca. 40%,

oplysning og

efteruddannelse af alment praktiserende læger, speciallæger og jordemødre på

alle niveauer,

målrettet og egnet

informationsmateriale til de gravide kvinder,

et systematisk

tilbud om ultralydcanning, der kræver apparatur og efteruddannelse af

personale,

oprustning af den

fosterpatologisk funktion,

udvikling,

etablering og drift af database for klinisk kvalitet.

Resume af ændringer og konsekvenser

De væsentligste nye elementer i anbefalingerne om prænatal

genetisk information, rådgivning og undersøgelse i forhold til Meddelelsen

fra

1981, og de væsentligste affødte konsekvenser, kan opridses således:

Formålet er ændret.

Den baseres primært på den gravide kvindes ret til selvbestemmelse og til at

træffe valg på et kvalificeret informeret grundlag. Essensen og

grundprincipperne er i øvrigt videreført.

Fokusering på den genetiske

rådgivning vil forudsætte en udbygning af de genetiske centres kapacitet.

Tilsvarende vil øget vægt på information hos praktiserende læge, jordemødre

og

obstetrisk afdeling forudsætte både efteruddannelse og mere tid hertil.

Indikationerne for

tilbud om information/rådgivning og undersøgelse er indskrænket med hensyn

til

faderens alder og udvidet med eksponering for arbejdsmiljøgifte o.l.

Stigningen

i antallet af henvisninger til genetisk rådgivning p.g.a. denne indikation må

forventes at blive beskeden, da det uændret er den praktiserende læges opgave

at anlægge den første risikovurdering.

Metodetilbuddet ved

fosterdiagnostik er udvidet til udover fostervandsundersøgelser at omfatte

også

ultralydundersøgelser, moderkagebiopsi og undersøgelse af den gravides blod

for

alfaføtoprotein.

Anbefalingen

medfører en forholdsvis mindre udvidelse i antallet af kvinder som

ultralydscannes m.h.p. fastsættelse af fosterets alder.

Det samlede antal

fostervandprøver og moderkagebiopsier vil være stort set uændret. Der

forventes

en mindre vækst i antallet af moderkagebiopsier og et mindre fald i

fostervandsprøverne p.g.a. tilbud om tripletest. Krav til organisationen og

den

faglige kunnen m.h.t. udførsel af undersøgelsesmetoderne, vil betyde en

mindre

centralisering af teknologierne.

Klare indikationer

for ultralydsundersøgelsen, som første valg ved mistanke om

fostermisdannelser

vil betyde en stigning i antallet af undersøgelser. Anvendelsen vil stige i

takt med, at læger på landsdelsafdelingerne og efterhånden nogle

amtsafdelinger

får det nødvendige apparatur, og personalet opnår den fornødne ekspertise.

Krav

til den faglige ekspertise skal være med til at sikre kvaliteten.

Antallet af

blodundersøgelser for alfaføtoprotein med tilhørende analyse vil stige

beskedent. Det er vanskeligt at forudsige, i hvilket omfang gravide kvinder

med

alder som indikation vil fravælge de invasive undersøgelser til fordel for

tripletesten. Fortsat forskning på området bør tilstræbes.

Den organisatoriske

opbygning med almen praksis, jordemødre og fødesteder som første led, en

amtslig obstetrisk specialafdeling som andet led i samarbejde med det

regionale

genetiske center og den obstriske specialafdeling på landsdelsniveau som

tredie

led, afviger ikke fra den kendte. Anbefalingen forudsætter dog en samling af

fostervandsundersøgelser og misdannelsesscanning til en specialafdeling i

amtet

og udførelsen af moderkagebiopsier til landsdelsniveau, samt at den mest

avancerede ultralydscanning (niveau 3-scanning) kun udføres på Rigshospitalet

og Århus Universitetshospital.

Som led i

kvalitetsudvikling og forskning lægges der vægt på en fortløbende

registrering

af undersøgelserne i form af kliniske databaser. Det kræver samarbejde mellem

fødeafdelinger på alle niveauer, de genetiske centre og fosterpatologiske

funktioner m.h.p. indsamling af relevante nøgledata.

Forslaget medfører,

at der skal afsættes flere ressourcer, til varetagelse af

rådgivningsfunktioner, ultralydscanninger, oprustning af den

fosterpatologiske

service samt udvikling og drift af database for klinisk kvalitet.

Kapitel 3.

Formål

I Sundhedsstyrelsens meddelelse fra 1981 er målsætningen for

genetisk fosterdiagnostik beskrevet som... at forebygge en række alvorlige,

medfødte sygdomme og misdannelser".

Sundhedsstyrelsen anmodede i foråret 1993 en række

organisationer om at formulere forslag til målsætning for sundhedsvæsenets

indsats på området:

Forældre og Fødsel.

De Samvirkende

Invalideorganisationer.

Det Etiske Råd.

Den Alm. Danske

Jordemoderforening.

Dansk Selskab for

Obstetrisk og Gynækologi.

Dansk Selskab for

Medicinsk Genetik.

Dansk Pædiatrisk

Selskab.

Dansk Selskab for

Almen Medicin.

Besvarelserne viste, at målsætningen fra 1981 ikke er i

overensstemmelse med den holdning, der lægges til grund for praksis i dag,

eller den som kommer til udtryk i andre dele af samfundet.

Besvarelserne tydede på en fælles opfattelse af mål og

principper. Det blev endvidere klart, at begrebet forebyggelse ikke bør

anvendes i situationer, hvor svangerskabsafbrydelse er det altoverskyggende

alternativ til at få et barn med alvorlig genetisk sygdom.

Formålet med sundhedsvæsenets samlede tilbud om prænatal

genetisk information, rådgivning og undersøgelse er herefter:

-

at sikre at gravide

kvinder med forøget risiko for at få et barn, der har eller vil udvikle en

alvorlig genetisk sygdom eller handicap, får tilbudt ydelser, som kan give

kvinden/parret et kvalificeret handlegrundlag i den konkrete situation.

Den genetiske rådgivning og de prænatale undersøgelser bør udføres med

respekt

for kvindens selvbestemmelse og integritet og for fosterets liv. Ydelserne

skal

være af høj kvalitet, og tilbuddene skal gives under hensyntagen til effektiv

udnyttelse af ressoucerne.

Tilbuddet omfatter prænatal genetisk information, rådgivning

og undersøgelse:

formålet med

informationen

er at sikre

kvinden/parret kendskab til tilbuddet vedr. prænatal genetisk rådgivning og

undersøgelse, samt viden om fordele og ulemper ved de relevante

undersøgelsesmuligheder, således at kvinden/parret kan tage stilling på et

kvalificeret grundlag.

formålet med den

genetiske rådgivning

er at afklare den

genetiske risiko og karakter og at forsyne kvinden/parret med så stor indsigt

og viden om sygdommens årsager, at de kan drage konsekvensen heraf med hensyn

til, hvilke valg de ønsker at træffe i forbindelse med planlægning og

gennemførelse

af graviditet.

formålet med

undersøgelserne

er yderligere at

afdække den genetiske risiko og at diagnosticere defekter i fosterets

arvemasse, der kan give anledning til alvorlig genetisk sygdom eller

handicap.

Genetiske sygdomme og handicap kan ikke helbredes, og det er

kun sjældent, at der kan iværksættes en effektiv behandling. Konsekvensen af,

at sygdom påvises, er derfor ofte, at kvinden/parret vælger at få

svangerskabet

afbrudt. Ønskes svangerskabet gennemført, kan den viden, der opnås med den

prænatale genetiske rådgivning og undersøgelse, betyde en mere målrettet

svangreprofylakse og tilrettelæggelse af et fødsels- og barselsforløb under

hensyntagen til barnets sygdom. Endvidere kan de sociale

hjælpeforanstaltninger

afklares tidligst muligt.

Informationen og rådgivningen skal samlet sikre, at

kvinden/parret træffer sit valg på et velinformeret grundlag, at den mest

hensigtsmæssige undersøgelse tilbydes, og at svaret til kvinden/parret

forvaltes på en værdig måde. Der skal informeres og rådgives om:

-

sundhedsvæsenets

tilbud,

-

risiko for sygdom og

årsager hertil, sygdomsforløb og konsekvenser samt behandlings- og

støttemuligheder,

-

andre valgmuligheder.

Undersøgelserne anvendes med henblik på at:

-

bestemme den gravide

kvindes risiko,

-

klarlægge om fosteret

lider af sygdom eller misdannelser forårsaget af kromosomfejl, gendefekt,

eller

som er betinget af samspillet mellem genetiske og miljømæssige faktorer.

I tilrettelæggelsen af området og i praksis skal der tages

hensyn til, at der kan være forskellige mål for:

kvinden/parret,

f.eks.:

-

at give en øget

information og bidrage til større tryghed,

-

at give et bedre

grundlag for planlægning og gennemførsel af svangerskabet,

-

at hjælpe par med en

høj risiko for at få et barn med en alvorlig genetisk sygdom til at få et

normalt barn/undgå at få et barn med den pågældende sygdom.

det ufødte og fødte

barn, f.eks.:

-

at undgå forværring

af tilstanden ved at tilrettelægge en svangre-omsorg og en fødselshjælp, der

tager hensyn til den påviste sygdom hos fosteret,

-

i størst muligt

omfang sygdommens konsekvenser ved behandling tidligst muligt efter fødslen.

samfundet, f.eks.:

-

at anvende samfundets

ressourcer således, at de giver mest mulig nytte for flest mulige mennesker,

-

at medvirke til at

opretholde og gerne styrke samfundets respekt for det enkelte menneskets liv.

Kapitel 4.

Prænatal genetisk information og rådgivning

Genetisk rådgivning

omfatter rådgivning og undersøgelse af enkelt personer og familier m.h.p.

afklaring af risiko for og påvisning af genetisk sygdomme eller handicap.

Rådgivningsarbejdet er en del af den kliniske genetik, der i øvrigt omfatter

forebyggelse, diagnose, prognose, behandling og registrering af genetisk

betingede sygdomme.

Henvisning af kvinden/parret til genetisk rådgivning og

eller prænatal genetisk undersøgelse forudsætter

information

, der typisk gives af den praktiserende læge.

I meddelelsen fra 1981 henledte Sundhedsstyrelsen

opmærksomheden på det ønskelige i, at der allerede inden graviditeten

indtræder tilbydes genetisk rådgivning til alle voksne, hvor der er begrundet

mistanke om forøget risiko for, at de kan få et barn med genetisk betinget

sygdom". Denne

prækonceptionelle

information og rådgivning

gives til kvinder/par, som ønsker/planlægger at

få et barn.

De prækonceptionelle aktiviteter omfatter en udredning af

kvinden/ parrets risiko for at få et barn med alvorlig genetisk sygdom eller

handicap. Der informeres generelt om forskellige handlemuligheder for parret

m.h.p. at få børn uden den pågældende sygdom f.eks. adoption, donor æg,

kunstig

insemination m.v.. Med denne viden har kvinden/parret et bedre grundlag for

at

træffe beslutning om graviditet, undersøgelse og konsekvenser heraf.

Beslutningerne kan på dette tidspunkt træffes uden tidspres og uden, at abort

bliver den altoverskyggende mulighed for at undgå fødsel af et barn med

alvorlig sygdom eller handicap.

Der bør i almen praksis lægges øget vægt på at opspore

dispositioner hos fremtidige forældre, som led i en samlet oprustning af den

prækonceptionelle rådgivning.

I mange tilfælde opstår spørgsmålet om eventuel genetisk

sygdom imidlertid først efter, at graviditeten er indtrådt. I disse tilfælde

er

der behov for

prænatal genetisk

information og rådgivning. Redegørelsen handler i øvrigt kun om denne del

af det samlede genetiske rådgivningsarbejde.

Kompetent og sufficient information og rådgivning om

metoder, risiko og begrænsninger er en forudsætning for, at en gravid kvinde

og

hendes familie kan beslutte om de ønsker prænatal undersøgelse, og hvilke

konsekvenser de vil drage af et eventuelt undersøgelsessvar.

Informationen og rådgivningens indhold og karakter bør

afpasses kvindens/parrets sociale situation, og den bør gives i respekt for

kvindens selvbestemmelse. Enhver person og familie er unik, og følelser og

reaktioner over for risici varierer. Beslutninger vil afhænge af de enkeltes

samlede livssituation, deres kulturelle- og uddannelsesmæssige baggrund,

religion

samt sociale og følelsesmæssige forhold.

Informationen bør være så neutral og fuldstændig som

overhovedet mulig som forudsætning for en reel valgmulighed. En absolut

neutral

genetisk rådgivning er næppe mulig. Rådgiveren kan fremhæve de mere positive

eller de mere negative aspekter ved en given sygdom gennem sine oplysninger.

Der må ikke påtvinges kvinden/parret en beslutning, men de forskellige

valgmuligheder bør åbent fremlægges, så kvinden/parret kan træffe sit eget

valg.

Prænatal genetisk information

Målet er at sikre kvinden/parret kendskab til tilbuddet om

prænatal genetisk rådgivning og undersøgelse, samt viden om de fordele og

ulemper, der er forbundet med de relevante undersøgelsesmuligheder, således

at

kvinden/parret kan tage stilling på et kvalificeret grundlag.

Det skal altid klargøres, at der aldrig undersøges for

samtlige sygdomme på en gang, og at prænatal genetisk undersøgelse ikke er

nogen garanti for, at fosteret ikke lider af sygdom.

Information om muligheden for prænatal genetisk rådgivning

og undersøgelse skal være en naturlig og integreret del af de tidlige

forebyggende helbredsundersøgelser i svangreomsorgen. Informationen varetages

i

første fase af de praktiserende læger, og den følges op af læger og

jordemødre

på gynækologiske/obstetriske afdelinger og på genetiske centre.

I Sundhedsstyrelsens retningslinier om svangerskabshygiejne

og fødselshjælp fra 1985 pålægges den praktiserende læge ved første

svangre-undersøgelse at afklare, om kvinden har en øget risiko for at få et

barn med genetisk sygdom. Endvidere påhviler det jordemødre og læger på

fødestedet at være opmærksom på forhold hos kvinden som betinger, at hun skal

tilbydes prænatal genetisk rådgivning eller undersøgelse.

Rådgivning og undersøgelse bør således altid foregå med

information af formålet hermed, undersøgelsernes muligheder og karakter,

tekniske gennemførsel og de risici, der er forbundet hermed.

Tager kvinden imod et tilbud om genetisk rådgivning,

henvises hun direkte til et af rådgivningscentrene. Er der umiddelbart

indikation for prænatal genetisk undersøgelse, henvises hun til undersøgelse

på

en gynækologisk/obstetrisk afdeling på basisniveau. På baggrund af en

supplerende og dyberegående information på afdelingen tilbydes kvinden de

alternative undersøgelsesmuligheder.

Prænatal genetisk rådgivning

Kvinder med en særlig risiko vil alle umiddelbart have brug

for genetisk rådgivning. Endvidere vil kvinder, som i forbindelse med

prænatal

genetisk undersøgelse har fået påvist at bære et sygt barn have brug for

egentlig genetisk rådgivning.

Rådgivning om prænatale genetiske forhold i et aktuelt

svangerskab gives således:

som grundlag for

stillingtagen til prænatal genetisk undersøgelse,

efter prænatal

genetisk undersøgelse er gennemført og har givet et positivt svar, der viser

tegn på genetisk sygdom.

De to grupper har forskellig motivation og beredskab og deri

begrundede behov for rådgivning. Generelt gælder, at genetisk rådgivning bør

gennemføres så tidligt som muligt i graviditeten.

Målet med den prænatale genetiske rådgivning er at afklare

den genetiske risiko og karakter, samt at forsyne kvinden/parret med så stor

indsigt og viden om sygdommens årsager, at de kan drage konsekvensen heraf

med

hensyn til, hvilke valg de ønsker at træffe om gennemførelse af graviditet.

Et sekundært mål er at få de rådssøgende og andre

familiemedlemmer til at forstå sygdommens natur og opståen, for hvilken intet

familiemedlem kan gøres ansvarlig, og dermed søge at fratage dem en eventuel

skyldfølelse.

Prænatal genetisk rådgivning omfatter følgende aspekter:

at stille en

nøjagtig klinisk genetisk diagnose,

at beregne en

gentagelsesrisiko,

at informere kvinden

og familien om sygdommens årsag og forløb herunder om:

-

sandsynligheden for

at udvikle den,

-

sandsynligheden for

at videregive den til sine børn,

-

mulighederne og

karakteren af en eventuel behandling,

-

de medicinske,

psykologiske, økonomiske og sociale byrder, den kan medføre,

-

de konkrete

psykosociale støtteforanstaltninger, som samfundet kan tilbyde,

-

konkrete muligheder

for at henvende sig til patientforeninger.

Rådgivningsarbejdet

Det genetiske rådgivningsarbejde er ofte omfattende og

tidsrøvende. I mere enkle sager, hvor den klinisk genetiske diagnose er

afklaret, og hvor sygdommen i praksis kun berører en enkelt søskendeflok, kan

en samtale med de rådssøgende være tilstrækkelig, men som regel indledes

rådgivningen med en forberedende samtale. Ved denne afdækkes patientens eller

familiens problemer omkring sygdommen.

Sammen med de rådssøgende lægges strategien for de

supplerende undersøgelser, og der aftales ny samtale, når alle undersøgelser

er

foretaget, vurderet og genetisk analyseret.

Under samtalen forsøger rådgiveren at danne sig et indtryk

af de rådssøgendes samlede problemkompleks, deres personlige ressourcer,

deres

uddannelsesniveau og de intra- og interfamiliære forhold for bedst muligt at

kunne kommunikere, informere, vejlede og støtte.

Efter den første samtale, der typisk varer mellem 1 og 2

timer, følger en periode med supplerende undersøgelser og analyser. Herefter

indkaldes de rådssøgende til samtale nr. 2, under hvilken der informeres om

samtlige undersøgelsesresultater, disses betydning for sygdomsdiagnosen, dens

årsag og forløb, om muligheden for behandling, social og pædagogisk støtte,

eventuelt med henvisning til specialkyndige på disse områder. Desuden

informeres familien om mulighederne for at undgå fremtidige tilfælde af

sygdommen i familien.

Det vil ofte være relevant, at den genetiske rådgivning

foregår i et team, hvori personer med forskellig ekspertise er repræsenteret.

Udover genetisk ekspertise kan det f.eks. dreje sig om personer med dybere

indsigt i psykologiske og sociale aspekter, eller med arbejdsmedicinsk

ekspertise.

Rådgivningen kan også omfatte det erfaringsgrundlag, som

voksne personer med tilsvarende sygdom eller handicap har erhvervet sig,

og/eller der kan skabes kontakt til relevante

patientforeninger/organisationer.

I andre situationer vil det være relevant at inddrage obstetrisk,

neonatologisk, pædiatrisk ekspertise m.v..

Anbefalinger

Det er Sundhedsstyrelsen holdning, at prænatal genetisk

information og rådgivning bør styrkes på alle niveauer. Stigning i antallet

af

prænatalt diagnosticerbare sygdomme, nye behandlingsmuligheder og forskellige

delvis overlappende undersøgelsesmetoder understøtter dette. Rådgivningen bør

foregå som et samarbejde mellem relevante specialer. Eventuelt medinddrages

det

erfaringsgrundlag, som voksne personer med tilsvarende handicap har erhvervet

sig.

Sundhedsstyrelsen anbefaler:

at mulighederne for

prækonceptionel genetisk rådgivning styrkes gennem information til de berørte

parter, dvs. primært de kvinder/ par, som ønsker et barn, de praktiserende

læger og de genetiske centre. Dette forudsætter indgåelse af aftaler og

overenskomster for almen praksis og udvidelse af de genetiske centres

kapacitet.

Når svangerskab er indtrådt, anbefales det:

at kvinder, som ikke

tidligere har modtaget tilstrækkelig information og rådgivning, informeres

tidligst muligt efter graviditeten er konstateret, således at den genetiske

rådgivning og de prænatale genetiske undersøgelser kan gennemføres så hurtigt

som hensigtmæssigt muligt.

at kvinder, som er

bekendt med alvorlig genetisk sygdom i hendes eller mandens familie, som

tidligere har haft flere spontane aborter eller tidligere har født et sygt

eller handicappet barn af ukendt årsag, tilbydes prænatal genetisk rådgivning

på genetisk center, tidligst muligt efter graviditeten er konstateret.

at kvinder, som ikke

har alvorlig genetisk sygdom i familien, men som risikoidentificeres ud fra

et

alderskriterie, dvs. er > 35 år, informeres af den praktiserende læge om

sundhedsvæsenets tilbud, og på baggrund af ønske herom henvises til

obstetrisk

specialafdeling med henblik på yderligere information og tilbud om prænatal

genetisk undersøgelse. Viser en undersøgelse, at fosteret har genetisk

sygdom,

tilbydes kvinden rådgivning på et genetisk center.

at kvinder, som ikke

opfylder et af de øvrige kriterier, men i forbindelse med det aktuelle

svangerskab konkret mistænkes for at have været udsat for påvirkninger, der

kan

medføre genetisk skade hos fosteret, tilbydes genetisk rådgivning på genetisk

center med henblik på at afklare, om der er indikation for prænatal

undersøgelse.

Vedrørende formidling af analyseresultat anbefales:

at ved et negativt

svar, dvs. hvor undersøgelsen viser, at fosteret ikke har en genetisk defekt,

informeres kvinden skriftligt med kopi til den henvisende instans.

at ved tegn på

sygdom hos fosteret, indkaldes kvinden/parret til samtale på den obstetriske

specialafdeling, der har forestået undersøgelsen. Såfremt der er behov for

yderligere information eller egentlig genetisk rådgivning, etableres der

kontakt til det genetiske center.

at den som mundtligt

formidler et svar altid sikrer, at kvinden har forstået betydningen heraf, og

at kvinden føler sig velinformeret om handlemuligheder og konsekvenser heraf

samt at en evt. opfølgning er planlagt.

Kapitel 5.

Genetiske sygdomme og misdannelser

Siden udarbejdelsen af Sundhedsstyrelsens retningslinier fra

1981 er der sket en betydelig udvidelse af mulighederne for at påvise

variationer i menneskets arvemasse både hvad angår kromosomafvigelser og

gendefekter. Der kan med stor præcision undersøges for mange flere arvelige

sygdomme og anlæg end for 10 år siden, og mulighederne er under fortsat og

hastig udvikling, overvejende på grund af den igangværende kortlægning af

menneskets arvemasse.

I relation til prænatal diagnostik knytter interessen sig i

særlig grad til de alvorlige sygdomme og misdannelser, der med rimelig

sikkerhed kan diagnosticeres så tidligt i graviditeten, at det kan få

forebyggende eller behandlingsmæssige konsekvenser, eller give mulighed for

en

svangerskabsafbrydelse.

Sygdommene kan groft inddeles i:

kromosomsygdomme

, dvs. sygdomme, der skyldes ændring i

kromosomernes antal og/eller struktur,

monogene sygdomme

, dvs. sygdomme, der skyldes ændring i kun èt gen

(locus),

polygene og multifaktorielt

betingede

sygdomme

, dvs. sygdomme, der skyldes en kombination af ændringer i flere

gener evt. i samspil med bestemte miljøfaktorer.

I relation til den genetiske rådgivning er det endvidere

relevant at nævne:

mitochondrie-sygdomme

, dvs. sygdomme, der skyldes ændring i

mitokondrie-DNA. Diagnostik af mitokondondri-sygdom er i hastig udvikling og

udføres i stigende omfang hos voksne, mens betydningen for prænatal

diagnostik

er begrænset.

Samtlige undersøgelser for kromosomsygdomme, der gennemføres

før 25. svangerskabsuge indberettes fra kromosomlaboratorierne til Dansk

Cytogenetisk Centralregister v. Psykiatrisk Hospital i Århus. Der opnås

derved

et næsten fuldstændigt billede af omfanget af fostervandsundersøgelser og

moderkagebiopsier.

Der findes ikke tilsvarende et landsdækkende billede af

fosteranalyser udført på mistanke om monogen sygdom. En rundspørge foretaget

af

Sundhedsstyrelsen sommeren 1993 viste, at der udføres omkring 85 på denne

indikation om året.

Tabel 5.1.

Prænatale genetiske undersøgelser fordelt efter indikation 1990.

Indikation

Antal

Kromosomsygdom

6.336

Monogen sygdom

85*

Polygen og multifaktoriel sygdom (åbne defekter)

254

Ængstelse

836

Total

7.539

Kilde: Dansk Cytogenetisk Centralregister.

* Sundhedsstyrelsens rundspørge 1993.

Kromosomsygdomme

Kromosomsygdomme optræder med en hyppighed på 0,6% svarende

til 1 pr. 170 levendefødte børn. Hyppigt forekommende kromosomsygdomme er:

Down's syndrom, der

forekommer med en hyppighed på ca. 1/800-1.000 levendefødte, dvs. i

størrelsesorden 50-60 årligt i Danmark.

Klinefelters

syndrom, Turners syndrom, Triple-X og XYY, der forekommer tilsammen hos ca.

2/1.000 fødte, dvs. i størrelsesorden 110-120 årligt i Danmark.

Fragilt X-syndrom

med en hyppighed på ca. 1 pr. 1.500 fødte dreng og ca. 1 pr. 2.500 fødte

pige.

Kromosomer og kromosomdefekter er synlige ved mikroskopi og kortlægges

ved kromosomanalyse.

Kromosomer er bærere af menneskets arveanlæg, og de findes i

alle kerneholdige celler. Et menneske har normalt 46 kromosomer, der fordeler

sig som 22 par autosomer og 1 par kønskromosomer. De to kønskromosomer

benævnes

henholdsvis X og Y.

Kromosomer optræder parvis i legemscellerne men enkeltvis i

de modne kønsceller. Ved sammensmeltning af en mandlig og en kvindelig

kønscelle får individet fastlagt sine kromomsomer, enten 46, XY (mand) eller

46, XX (kvinde). Undervejs i processen kan der imidlertid opstå fejl ved både

kønskromosomerne og autosomerne. Fejlen kan give anledning til egentlig

sygdom

eller forblive tavs, dvs. uden at have sygdomsfremkaldende virkning. Man

taler

da om en balanceret kromosomabnormitet.

Ved de ialt 6.336 kromsomanalyser, der udførtes i 1991, blev

der fundet 93 sygdomsfremkaldende afvigelser. 73 af kvinderne valgte at

afbryde

svangerskabet. Der blev endvidere påvist 52 balancerede kromosomforandringer,

hvoraf ingen gav anledning til svangerskabsafbrydelse.

Sygdomme, der er betinget af en eller flere

defekter i de autosomale kromosomer

,

medfører psykisk udviklingshæmning og svære misdannelser.

Et ekstra kromosom nr. 21 (trisomi 21), der giver anledning

til Down's syndrom, er den hyppigst forekommende autosomale anomali. Meget

sjældnere - ca. 1 pr. 6.000 fødte optræder et ekstra kromosom nr. 18 (trisomi

18) og et ekstra kromosom nr. 13 (trisomi 13). Sidstnævnte er forbundet med

så

svære misdannelser hos barnet, at det normalt dør i løbet af de første uger.

For visse af de autosomale anomalier, herunder trisomi 21,

varierer risikoen med moderens alder, og kun en mindre del

(translokationerne)

af de hyppigst forekommende kromosomafvigelser som f.eks. trisomi 21

nedarves.

Down's syndrom

findes prænatalt hos ca. 1/3, mens resten diagnosticeres ved

fødselstidspunktet

eller kort herefter. Siden 1985 har antallet af børn født med Down's syndrom

været stigende. Det skyldes primært det stigende fødselstal og tendensen til,

at flere og flere kvinder udskyder at få børn til de er i 30'erne. Derudover

er

diagnostikken formentlig blevet bedre. Det største antal børn med Down's

syndrom fødes i dag af kvinder under 35 år, hvilket skyldes, at langt de

fleste

fødsler forekommer i disse aldersgrupper.

Defekter i

kønskromosomerne

manifesterer sig i varierende omfang ved forsinket eller

udeblevet kønsudvikling og forplantningsevne, eventuelt kombineret med

psykisk

udviklingshæmning og misdannelser. Diagnosen stilles ofte først i puberteten.

Eksempler er Klinefelter syndrom (47,XXY) og Turner syndrom (45,X).

Monogene sygdomme

Monogent arvelige sygdomme optræder med en samlet hyppighed

på ca. 1 pr. 100 levendefødte. Sygdommene er mangeartede, og hver enkelt

optræder med relativt lav frekvens i befolkningen. Nedenstående er eksempler

på

sygdomme, der er genstand for prænatal diagnostik:

Polycystisk

nyresygdom med en hyppighed på 1 pr. 1.000 til 1 pr. 500 fødte.

Duchennes

muskeldystrofi med en hyppighed på 1 pr. 3.500 fødte drenge.

Cystisk fibrose med

en hyppighed på 1 pr. 4.700 fødte.

Monogene sygdomme er forårsaget af sygdomsfremkaldende

mutation i et enkelt gen. Gener, som består af DNA-molekyler, findes opkoblet

i

kromosomerne, som hvert indeholder tusinde forskellige gener. Ialt skønnes

det,

at mennesket har 50.-100.000 gener, der hver for sig er ansvarlige for

kodningen af sit specifikke proteinstof. Hvert gen rummer således

opskriften" på dannelsen af et bestemt protein (æggehvidestof), og

sygdom

opstår, når et gen koder forkert. Det får som resultat, at proteinet enten

ikke

syntetiseres eller får en så abnorm opbygning, at dets utilstrækkelige

funktion

medfører sygdom.

Gener er ikke synlige ved mikroskopi. I stedet

diagnosticeres eller sandsynliggøres nogle monogent sygdomme med DNA-analyse

eller ved andre biokemiske analyser. DNA-diagnostik kompliceres ofte af, at

flere forskellige ændringer i èt og samme gen kan forårsage samme sygdom.

Undersøgelse for monogen sygdom udføres kun på speciel

indikation. Analyserne udføres på de metaboliske laboratorier på

Rigshospitalet,

Kennedy Instituttet og Institut for Human Genetik på Århus Universitet. Nogle

analyser er centraliseret til et laboratorium, mens enkelte kun foretages i

udlandet.

Der kendes i dag flere tusinde af disse sygdomme. Omkring

500 kan diagnosticeres prænatalt. Den øgede viden om menneskets arvemasse

fører

til, at stadig flere sygdomsgener lokaliseres og derved, at stadig flere

sygdomme kan diagnosticeres prænatalt.

Langt de fleste sygdomme kan ikke behandles effektivt

hverken før eller efter fødslen. De vil ofte medføre svære fysiske eller

psykiske handicap og eventuelt tidlig død. Enkelte kan forhindres i at

progrediere.

Sygdommenes nedarvningsmønster er i reglen enkelt og

forudsigeligt, hvor det drejer sig om dominant arvelige, recessivt arvelige

eller kønsbundet arvelige sygdomme.

Ved

dominant nedarvet

sygdom

er én af forældrene syge, og denne giver sygdomsgenet videre til

gennemsnitlig halvdelen af børnene. De dominant nedarvede sygdomme er de

hyppigst forekommende monogene sygdomme. De optræder hos 6 pr. 1.000 fødte.

Familiær hyperkolesterolæmi, polycystisk nyresygdom, Huntingtons chorea,

neurofibromatose, dystrofia myotonica er eksempler herpå.

Spørgsmålet om genetisk rådgivning og prænatal diagnostik er

særlig vanskelig i relation til denne gruppe sygdomme. Sygdommene viser sig

ofte først i voksenalderen, efter at de sygedomsramte har fået børn. Det vil

sige, at man ved anlægsbærerdiagnostik vil kunne stille diagnosen på klinisk

raske personer, som herigennem får information om, at de og eventuelt

allerede

fødte børn senere i livet vil udvikle alvorlig sygdom. Eksempler er

dystrophia

myotonica og Hungtingtons chorea.

Huntingtons

chorea

optræder med en hyppighed på 1 pr. 20.000 fødte. Der knytter sig

specielle rådgivningsmæssige problemstillinger til denne sygdom, der er

forårsaget af en fejl i genet for et hjerneprotein. Sygdommen er en alvorlig

fremadskridende dødelig lidelse, som rammer nervesystemet. Den kliniske

diagnose stilles som reglen først i 35-45 års alderen, og døden indtræffer

efter 10-15 år. Sygdommen kan have været snigende i mange år. Den sene

debuttalder gør, at de fleste når at få børn, inden sygdommen viser sig. Der

findes i dag ingen mulighed for at helbrede sygdommen.

Autosomalt recessivt

nedarvet sygdom

betyder, at barnet skal have sygdomsgenet fra begge

forældre for at få sygdommen. Begge forældre i disse familier er raske bærere

af sygdomsgenet. For hvert barn af to anlægsbærere er der 25% risiko for, at

det får sygdommen.

De autosomalt recessivt nedarvede sygdomme optræder med en

samlet hyppighed på 3 pr. 1.000 fødte. Cystisk fibrose,

alfa-1-anti-trypsinmangel og fenylketonuri er eksempler herpå.

Cystisk fibrose

(CF)

optræder med en hyppighed på 1. pr. 4.700 fødte. Omkring 330 mennesker

i Danmark har sygdommen, og ca. 3% af befolkningen er raske anlægsbærere.

Sygdomsgenets nøjagtige struktur blev kendt i 1989, og der er påvist flere

mutationer, som kan føre til sygdommen cystisk fibrose, hvoraf den hyppigste

(delta F508), udgør ca. 88% af mutationerne i Danmark.

De fleste mennesker får stillet diagnosen i løbet af

det første leveår og næsten alle inden de er 11/2 til 2 år. Tidligere

medførte

fødslen af et barn med cystisk fibrose i vid udstrækning, at forældrene

afstod

fra at få børn eller valgte abort i tilfælde af en ny graviditet. Den

ufuldstændige viden betød, at også ikke-CF-ramte fostre i et vist omfang blev

aborteret. Prænatal diagnostik har således medført en stigning i antallet af

raske børn født i familier med CF-børn og et fald i antallet af aborter i

disse

familier.

Præcis genetisk viden om sygdommen cystisk fibrose

medførte, at Rigshospitalet i 1990-92 gennemførte den første

anlægsbærerscreening i Danmark. Blandt knapt 7.000 undersøgte gravide

kvinder,

blev der fundet 142 anlægsbærere. Prænatal undersøgelse blev gennemført i de

tre tilfælde, hvor det blev påvist, at partnerne også var anlægsbærere. Et af

de tre fostre viste sig at have cystisk fibrose, og parret valgte abort.

X-bundet recessivt

nedarvet

sygdom betyder, at sygdomsgenet er knyttet til X-kromosomet, og at

sygdommen helt overvejende optræder hos drenge/mænd. Nogle piger/kvinder, som

bærer sygdomsgenet, kan imidlertid vise lettere symptomer på sygdommen. Denne

arvegang får som konsekvens, at gennemsnitlig halvdelen af sønnerne af en

mor,

som er bærer af det syge gen får sygdommen, og halvdelen af pigerne bliver

bærere. I en familie, hvor sygdomsgenet optræder hos faderen, som derfor

bliver

syg, bliver samtlige døtre anlægsbærere, mens sønnerne ikke arver genet. Som

eksemper kan nævnes hæmofili, der forekommer hos 1 pr. 10.000 fødte drenge og

Duchennes muskeldystrofi. Præcis diagnose og viden om den sygdom, fosteret

kan

have arvet, er forudsætninger for genetisk rådgivning om monogene sygdomme

kan

gennemføres. På denne baggrund gives tilbud om prænatal diagnostik samt

eventuel undersøgelse for anlægsbærere blandt det syge barns søskende og i

forældrenes familie. Det ideelle vil være, at risikoen for at få et barn med

en

sådan sygdom er kendt forud for første graviditet. I praksis ved forældrene

dog

meget sjældent, at de er anlægsbærere, før det første syge barn er blevet

født.

En undtagelse herfra er de tilfælde, hvor der foretaget anlægsbærerdiagnostik

på grund af sygt barn i familien i øvrigt, eller som led i en eventuel

anlægsbærerscreening.

Spørgsmålet om anlægsbærescreening ligger udenfor rammerne

af denne redegørelse. Der er behov for en bredere debat om de

sundhedsmæssige,

etiske og samfundsøkonomiske konsekvenser forbundet hermed forud for en

endelig

stillingstagen.

Polygene og multifaktorielt betingede sygdomme og

misdannelser

Sygdomme og misdannelser, der fremkommer som resultat af

samspillet mellem genetiske forhold og miljøfaktorer, dækker over mange

forskellige lidelser. Kendskabet til det genetiske grundlag for disse

sygdomme

er endnu sparsomt, og kun en lille del kan i dag diagnosticeres prænatalt.

Prænatal diagnostik er mulig, hvis den genetiske defekt

medfører misdannelser, der kan erkendes ved ultralyd. Mistanke om sygdom fås

ved at undersøge kvindens blod for alfaføtoprotein, mens en analyse af

alfaføtoprotein

i fostervandet af- eller bekræfter sygdom. Øget udskillelse af

alfaføtoprotein

sker kun, hvis misdannelsen mangler huddække. Mens kromosomsygdommene og de

monogene sygdomme diagnosticeres ved en bevidst søgen som led i prænatal

genetisk diagnostik, opdages de polygene og multifaktorielt betingede

misdannelser ofte tilfældigt i forbindelse med en ultralydsundersøgelse, der

foretages af anden årsag.

Omkring 3% af alle børn fødes med misdannelser af varierende

sværhedsgrad, heraf vurderes ca. 20-60% at være polygent og/eller

multifaktorielt betinget. Langt de fleste lidelser optræder uden kendte

risikofaktorer. Ved prænatal undersøgelse hos udvalgte risikogrupper

diagnosticeres derfor kun en lille andel af det samlede antal misdannelser.

Det

drejer sig overvejende om neuralrørsdefekter.

Neuralrørsdefekter

optræder hos omkring 1 pr. 1.000 fødte, og omfatter misdannelser som

manglende

udvikling af hjernen og/eller hjerneskallen (anencephalus), hjernebrok

(encephalocele), samt mangelfuld lukning af rygmarvskanalen (spina bifida)

med

eller uden rygmarvsbrok. Misdannelserne mangler huddække ved 95% af

neuralrørsdefekterne.

Af andre misdannelser, der kan erkendes ved prænatal

genetisk undersøgelse kan bugvægsdefekter, nyremisdannelser,

hjertemisdannelser

og ekstremitetsdefekter bl.a. nævnes.

Mitokondrie-sygdom

Sygdomme, der skyldes ændring i mitokondrie-DNA, er sjældne

og så godt som aldrig indikation for prænatal diagnostik. Det skyldes bl.a.

at

den diagnostisk sikkerhed i mange situationer vil være lav. Udviklingen

indenfor præimplantationsdiagnostik (se kapitel 7) vil formodentlig betyde en

bedre diagnostisk sikkerhed.

Perspektiver

Den eksplosive udvikling inden for DNA-diagnostik vil

formodentlig fortsætte. I løbet af få år vil det sandsynligvis være muligt at

diagnosticere langt de fleste monogene sygdomme samt en lang række kliniske

syndromer, og man vil i stigende omfang få kendskab til den genetiske

komponent

ved de polygene og multifaktorielt betingede sygdomme. Efterhånden som vor

viden om de enkelte sygdomsgeners opbygning tiltager, vil det blive muligt

direkte at afsløre de sygdomsfremkaldende mutationer, hvilket er sket for

Huntingtons Chorea, cystisk fibrose m.fl.

Samtidig med de bedre diagnostiske muligheder, øges vor

viden om de enkelte sygdomsgeners funktion. Dette vil sekundært medføre et

større kendskab til sygdommenes biokemiske baggrund. Denne viden vil sætte os

i

stand til i langt højere grad at forebygge og behandle de arvelige sygdomme.

På

mange måder bliver hovedproblemet, at der kan gå lang tid, fra de

diagnostiske

muligheder foreligger, til der findes muligheder for egentlig forebyggelse af

sygdommens udvikling og effektiv behandling.

Kapitel 6.

Screening og afgrænsning af risikogrupper

Generelt om screening

Ved screening forstås en systematisk undersøgelse af

befolkningen eller grupper af befolkningen med det formål at kortlægge

forekomsten af en bestemt egenskab. Denne egenskab kan være en arvelig

egenskab, en indikator for sygdom, et sygdomsforstadium eller en sygdom.

Formålet med at gennemføre et screeningsprogram kan være:

at behandle

biologiske forandringer, som med en vis sandsynlighed udvikler sig til

sygdom,

at identificere

personer med forøget risiko for at udvikle sygdom,

at bedre prognosen

for sygdommen ved hjælp af en tidlig behandlingsindsats.

Metodemæssige og etiske problemer

Ved screening anvendes optimalt en enkel og en entydig

undersøgelse, som giver et klart billede af, hvem der er syg eller har en

øget

risiko for sygdom, og hvem der ikke er. Svaret på undersøgelsen bør være

sikkert. Ved enhver screening er der imidlertid en større eller mindre risiko

for, at de undersøgte placeres i en forkert gruppe:

-

hvis den undersøgte

fejlagtigt erklæres rask/uden for speciel risiko, er testresultatet falsk

negativt,

-

hvis den undersøgte

fejlagtigt erklæres syg/med øget risiko, er testresultatet falsk positivt.

De syge, der er korrekt klassificeret som syge, har åbenlys

gavn afscreeningen, hvis en tidlig diagnose forbedrer sygdommens prognose. De

raske, der korrekt er klassificeret som raske, må ligeledes antages at have

gavn af screeningen i form af en øget tryghed.

De to grupper, der fejlklassificeres, har derimod ingen gavn

af screeningen. Et falsk negativt svar vil typisk medføre en falsk tryghed,

der

kan betyde, at personen undlader at søge læge, når symptomer på sygdom

opstår.

I tilfælde af et falsk positivt svar påføres den undersøgte

en unødig ængstelse og uro og muligvis

overbehandling, som afhængig af problemstillingen kan få en væsentlig

betydning

for personens liv. En tests egnethed til screening bør derfor fastsættes

efter

en nøje afvejning af konsekvenserne ved at fejlklassificere syge og ved at

fejlklassificere raske.

Enhver helbredsrelateret undersøgelse er endvidere forbundet

med en risiko for uhensigtsmæssig sygeliggørelse af den undersøgte. Det vil

sige, at personen på grund af undersøgelsen opfatter sig eller føler sig

opfattet som unormal eller direkte syg. Denne potentielle skadevirkning af

screeningsundersøgelser kan mindskes ved at sikre tilstrækkelig information,

rådgivning og opfølgning af resultater.

Såfremt andre reagerer over for den undersøgte ved

afstandtagen, eller ved at reducere dennes handlemuligheder på grund af

påvisning af nogle specielle egenskaber, taler man om stempling og

stigmatisering.

Ud fra en samfundsmæssig betragtning kan screening være et

redskab til at give den, der viser sig at være syg eller have øget risiko for

at blive det, en handlemulighed, og til at spare ressourcer i forhold til at

undgå eller afbøde et sygdomsforløb.

Betydningen og konsekvenserne for den enkelte ved at opnå

viden om risiko for sygdom, afhænger af handlemulighederne: Påvises sygdom

eller en øget risiko herfor, og er muligheden for helbredelse eller

forebyggelse god, vil problemsstillingen for den enkelte ofte være

ukompliceret, og screeningen opleves positivt. Er der derimod uklarhed om

behandlingens eller forebyggelsens effekt, eller kan screeningen blot påvise

en

øget risiko for en uundgåelig sygdom senere i livet, kan værdien af

screeningen

for den enkelte være tvivlsom.

Endnu et aspekt er, at der ved screening kan fremkomme

bifund i form af påvisning af andre forandringer eller abnormiteter end dem,

der er målet for den pågældende undersøgelse.

Krav til screeningsprogrammer

Om sundhedsvæsenet skal tilbyde et bestemt

screeningsprogram, bør besluttes på baggrund af en bred vurdering af

sundhedsfaglige, organisatoriske, samfundsøkonomiske og etiske aspekter. Det

bør endvidere tilrettelægges på en sådan måde, at der kun undersøges for de

forhold, screeningen tager sigte på. Endelig bør man fastlægge, hvorledes

programmets effekt skal vurderes, og når screeningsprogrammet er sat iværk,

skal grundlaget for dets fortsatte eksistens regelmæssigt vurderes.

WHO opstillede i slutningen af 1960'erne følgende krav til

screeningsprogrammer:

1.

Sygdommen skal

udgøre et vigtigt sundhedsproblem.

2.

Der skal være en

acceptabel behandling for patienter med erkendt sygdom.

3.

Diagnose- og

behandlingsfaciliteterne skal være tilgængelige.

4.

Sygdommen skal kunne

påvises i et latent eller tidligt symptomgivende stadium.

5.

Der skal være en

egnet test eller undersøgelsesmetode.

6.

Testen/undersøgelsesmetoden

skal være acceptabel for befolkningen.

7.

Sygdommens forløb i

ubehandlede tilfælde - herunder udviklingen fra latent til manifest fase -

skal

være tilstrækkelig belyst.

8.

Behandlingsindikatorerne

skal være klart defineret.

9.

Omkostningerne ved

sygdomsopsporing (herunder ved diagnostik og behandling af patienter) skal

stå

i rimeligt forhold til sundhedsvæsenets samlede udgifter.

10.

Screeningsindsatsen

skal være en fortløbende proces og ikke en engangsforeteelse.

Sundhedsstyrelsen pegede i 1991 på følgende supplerende

punkter:

11.

Inden der træffes

beslutning om en screeningsaktivitet, skal testsystemets validitet, den

tekniske effektivitet og den prædiktive værdi af testresultaterne vurderes.

12.

Der skal foreligge

vurdering af etiske og psykologiske konsekvenser for de undersøgte såsom

stigmatisering, konsekvenser af falsk positive og falsk negative

testresultater.

13.

Der skal foretages

økonomisk vurdering af typen: cost-benefit, cost-effectiveness og/eller

cost-utility analyse. Endvidere bør der gennemføres en kasseøkonomisk

vurdering

og marginal økonomisk vurdering, og omkostningseffektivitet bør belyses.

14.

Der skal foreligge

detaljeret beskrivelse af programmets organisering, styringsgruppe,

registreringssystem, visitationsplanlægning, information af målgruppe,

personaleuddannelse og formidling af testresultat.

Specielt om prænatal genetisk screening

Prænatal genetisk screening omfatter udvalgte grupper af

gravide kvinder. Formålet hermed er at kortlægge forekomsten af en genetisk

egenskab hos fosteret, der kan danne grundlag for alvorlig sygdom eller

handicap.

Problemstillingerne, som er opført i WHO`s 10-punktsliste,

er endnu mere komplekse for prænatal genetisk screening end ved andre

screeningsprogrammer. Det skyldes f.eks.:

at programmet

berører mindst to parter direkte: den gravide kvinde og det ufødte barn,

at påvisning af

genetiske forandringer hos et foster kan betyde, at andre familiemedlemmer

får

afdækket ikke hidtil kendte genetiske defekter, der senere i livet kan give

sig

udslag i sygdom,

at de sygdomme, der

screenes for, generelt ikke kan forebygges, helbredes eller behandles

effektivt,

at der er en risiko

for, at selve undersøgelsen afbryder svangerskabet,

at falsk positive

prøvesvar kan medføre, at et rask foster aborteres.

Metodemæssige og etiske problemer

Meddelelsen fra 1981 omtaler kun fostervandsundersøgelse som

screeningsmetode. I dag tilbydes denne undersøgelse og moderkageundersøgelse

på

lige fod på en lang række sygehuse.

Enkelte sygehuse(kommuner) supplerer med et

screeningstilbud, der henvender sig til alle de gravide kvinder. Formålet

hermed er:

at identificere

gravide kvinder med en øget risiko, som grundlag for tilbud om nærmere

undersøgelse. Det drejer sig primært om screening for Down's syndrom og

neuralrørsdefekter. Alfaføtoproteinmåling i den gravide kvindes blod med

supplerende analyser anvendes som metode.

at påvise fostermisdannelser.

Hertil benyttes ultralyd som metode. Undersøgelser kan i sig selv give

grundlag

for handling, men kan også medføre, at kvinden tilbydes supplerende

undersøgelser.

Undersøgelsesmetoderne beskrives nærmere i kapitel 7.

Generelt gælder, at undersøgelsernes diagnostiske sikkerhed

er meget høj. Det er imidlertid også nødvendigt, da konsekvensen af et falsk

positivt svar ofte vil være, at et rask foster aborteres, mens et falsk

negativt svar betyder, at fosteret alligevel har den sygdom, man undersøgte

for.

Fostervandsundersøgelsen for kromosomsygdom har den højeste

diagnostiske sikkerhed, og er forbundet med færrest falsk positive og

negative

prøvessvar. Resultatet af en moderkagebiopsi er knapt så entydigt, idet

cellerne i det udtagne moderkagevæv har vist sig oftere at have

kromosomafvigelser end fosterets egne celler. Ca. 1-2% af moderkagebiopsierne

giver tvetydige resultater, der fordrer supplerende diagnostik eventuelt på

basis af en fostervandsundersøgelse. Man mangler endvidere et nøjagtigt

kendskab til omfanget af falsk positive prøvessvar. Det skyldes bl.a.

manglende

mulighed for patologisk undersøgelse af de fostre, som aborteres.

Prænatal genetisk screening medfører ængstelse og uro hos en

del af de undersøgte gravide, indtil svaret forligger. Fordelen ved

moderkagebiopsien fremfor fostervandsundersøgelsen er, at undersøgelsen kan

udføres tidligere i graviditeten, og at der er kortere ventetid til svaret

foreligger. Det har speciel stor betydning for de gravide kvinder, som har et

høj

risiko for at få et svar, der viser, at fosteret har en alvorlig genetisk

sygdom. Når fostervandsundersøgelsen fravælges er det på bekostning af dennes

højere diagnostiske sikkerhed.

En af fordelene ved ultralydsundersøgelse for

fostermisdannelser er, at svaret foreligger umiddelbart, men undersøgelsen

foretages først i 17.-19. svangerskabsuge. Det samme er tilfældet for

alfaføtoproteinundersøgelsen, hvor svaret også foreligger hurtigt.

Fostervandsundersøgelsen er forbundet med en risiko på

omkring 1% for abort, moderkagebiopsien typisk lidt højere, hvilket bør

inddrages i overvejelserne om hvem, der bør tilbydes prænatal genetisk

undersøgelse. Med de hidtidige indikationer for prænatal undersøgelse svarer

antallet af utilsigtede aborter nogenlunde til det antal fostre, som

aborteres

efter påvist sygdom.

Ultralyds- og alfaføtoproteinundersøgelsen øger ikke

risikoen for en spontan abort. Det vil imidlertid være nødvendigt hos et

mindre

antal kvinder at supplere med en fostervandsundersøgelse for herigennem at få

et så sikkert svar som muligt.

Mulighed for at fravælge et rask barn på baggrund af

oplysninger om normalegenskaber er en speciel etisk problemstilling, der

knytter sig til moderkagebiopsien. Som en del af den rutinemæssige

kromosomanalyse kortlægges fosterets køn. Idet kvinden har ret til at få alle

de oplysninger, undersøgelsen giver, og idet svaret som reglen foreligger

inden

udgangen af 12. svangerskabsuge, har kvinden mulighed for at få svangerskabet

afbrudt alene på det grundlag, at fosteret ikke har det rette" køn.

Som beskrevet i afsnit 5 har der på forsøgsbasis været

screenet for anlægsbærerstatus vedrørende cystisk fibrose, som et generelt

screeningstilbud til alle gravide kvinder tilknyttet bl.a. Rigshospitalet.

Anlægsbærerscreening kan benyttes til at undersøge for et

specifik sygdomsgen hos raske gravide kvinder, med henblik på at klarlægge om

fosteret har risiko for recessiv monogen sygdom. Påvises denne bærerstatus

hos

kvinden, tilbydes også partneren undersøgelse, idet nedarvning af et

sygdomsgen

fra både moderen og faderen vil kunne medføre manifest sygdom hos fosteret.

Er

der på baggrund af anlægsbærerscreeningen konkret mistanke om sygdom hos

fosteret, tilbydes genetisk rådgivning og prænatal undersøgelse.

Afgrænsning af risikogrupper

Kun en mindre del af gravide kvinder har en forøget risiko

for at få et barn med alvorlig genetisk sygdom eller handicap. Vejledningens

princip er kun at tilbyde undersøgelse til gravide kvinder med en forøget

risiko for at få et barn med alvorlig genetisk sygdom eller handicap.

Grupperne kan groft opdeles i to:

-

risikogrupper med en

høj øget risiko, dvs. 5-10% eller mere,

-

risikogrupper med en

let øget risiko, dvs. 1-2%.

Følgende kvinder blev ifølge meddelelsen fra 21. april 1981

tilbudt:

fostervandsundersøgelse:

-

hvis kvinden er fyldt

35 år ved graviditetens indtræden,

-

hvis barnets far er

fyldt 50 år,

-

hvis kvinden

tidligere har født et barn med kromosomsygdom.

genetisk rådgivning:

-

hvis der er

konstateret en kromosomafvigelse hos kvinden selv eller hos barnets far eller

hos forældrenes søskendebørn,

-

hvis der hos den ene

af forældrene tidligere har været tre eller flere aborter,

-

hvis der hos den ene

af forældrene ved tidligere fødsel af åndssvagt og/eller misdannet eller på

anden måde sygt barn eller ved dødfødt barn ikke foreligger afklaring af

årsagen hertil,

-

hvis kvinden

tidligere har født et barn med en medfødt, arvelig stofskiftesygdom, eller

med

en neuralrørsdefekt, andre multifaktorielle sygdomme eller multiple

misdannelser, eller hvis ovennævnte sygdomme er konstateret hos en af

forældrene eller hos forældrenes søskende eller søskendebørn.

Sundhedsstyrelsens definition af den øgede risiko, der med

den nye Vejledning skal føre til henvisning til genetisk rådgivning og

undersøgelse i graviditeten, er baseret på en afvejning af risikoen for at få

et barn med en genetisk betinget sygdom eller handicap overfor risikoen for

at

fremkalde abort ved at gennemføre undersøgelsen. Den sidste risiko bør ikke

overstige den første. Risikoen for at miste barnet pga. en

fostervandsundersøgelse og en moderkagebiopsi er ca. 1%.

Data fra det Cytogenetiske Centralregister er sammenholdt

med risikogrupperne i meddelelsen fra 1981. Resultatet af denne analyse, har

dannet basis for afgrænsningen af de grupper af kvinder, der fremover

omfattes

af sundhedsvæsenets tilbud om prænatal genetisk screening.

Tabel 6.1 viser antallet af undersøgelser fordelt på

indikationer i årene 1990-92. I alle tre år er omkring 20% af undersøgelserne

udført hos kvinder, der ikke er omfattet af Sundhedsstyrelsens meddelelse fra

1981.

Tabel 6.1.

Prænatale undersøgelser samt provokerede aborter efter indikation for

undersøgelse, jvf. Sundhedsstyrelsens meddelelse fra 1981 og cytogenetisk

centralregister.

Risikogrupper jvf.

Sundhedsstyrelsens meddelelse

Antal undersøgelser

Provokerede aborter pr. 100 undersøgelser

1990

1991

1992

1990

1991

1992

Hvis kvinden er fyldt 35 år ved graviditetens indtræden

Hvis barnets far er fyldt 50 år

4.214

4.434

4.802

1,5

2,2

2,1

Hvis kvinden tidligere har født et barn med

kromosomsygdom

141

136

147

2,1

2,2

2,0

Hvis der er konstateret en kromosomafvigelse hos kvinden

selv eller hos barnets far

40

32

47

5,0

3,1

6,4

Hvis der hos den ene af forældrene tidligere har været

tre eller flere aborter

51

40

38

0,0

0,0

0,0

Hvis der hos den ene af forældrene ved tidligere fødsel

af åndssvagt og/eller misdannet eller på anden måde sygt barn eller ved et

barn ikke foreligger afklaring af årsagen hertil

225

227

218

2,2

0,4

0,9

Hvis kvinden tidligere har født et barn med en medfødt,

arvelig stofskiftesygdom

86

90

121

5,8

2,2

4,1

Hvis kvinden tidligere har født et barn med en

neuralrørsdefekt, andre multifaktorielle sygdomme eller multiple

misdannelser, såsom sygdom er konstateret hos en af forældrene eller hos

forældrenes søskende eller søskendebørn

254

284

283

2,0

2,8

2,8

Ikke omfattet af

Sundhedsstyrelsens meddelelse:

Mental retardering i familien. Nære slægtninge har født

et barn, som er mentalt retarderet af ikke-kendte årsager

183

234

205

1,1

0,9

0,5

Eksposition af forældre med mutagener eller eksposition

af teralogener under svangerskabet

125

126

145

1,6

1,6

1,4

Ængstelse

836

903

1.023

0,4

0,6

0,1

Andet

131

119

52

3,8

4,2

1,9

Ialt/gennemsnit

7.539

8.075

8.616

1,5

1,5

2,1

1) Underrapportering

Hyppigheden af provokerede aborter (= provokerede aborter

pr. 100 undersøgelse) udtrykker i denne sammenhæng sandsynligheden for

alvorlig

genetisk sygdom hos fostre. Det er rimeligt, idet provokeret abort næsten kun

vælges, hvis der er tale om alvorlig sygdom.

Det skal bemærkes, at kvinder over 35 år, som samtidig

tilhører en af de øvrige grupper registreres under hvis kvinden er fyldt 35

år..." Det medfører en kunstig forhøjet sandsynlighed. Det skal

endvidere

bemærkes, at kvinder, der er henvist pga. tre eller flere spontane aborter,

og

hos hvem sygdom påvises hos fosteret, placeres i en af de øvrige

risikogrupper.

Risikoen for at få et barn med en kromosomafvigelse, hvis en

af forældrenes søskende eller søskendebørn har fået konstateret en sådan, er

for

langt flertallet af kvinderne mindre end 1%. Indikationen er imidlertid

fortsat

relevant, da risikoen for en mindre del af kvinderne - hvor der er tale om en

strukturel kromosomændring - overstiger 10%. Formålet med tilbuddet om

genetisk

rådgivning eventuelt suppleret med en undersøgelse af kvindens blod for bl.a.

alfaføtoprotein bliver derfor at få afgrænset de kvinder, der bør tilbydes en

fostervandsundersøgelse eller en moderkagebiopsi.

Tilbud om prænatal genetisk undersøgelse til kvinder, hvor

manden er over 50 år, falder bort, idet der ikke er nogen dokumenteret øget

risiko. Der har hidtil været gennemført omkring 30 undersøgelser årligt på

denne indikation.

I forhold til risikogrupperne fra 1981 suppleres listen med

kvinder, som selv har eller hvis partner har været eksponeret for stoffer,

der

kan fremkalde genetiske defekter. I de fleste situationer vil det være muligt

for den praktiserende læge at afvise yderligere udredning, idet eksposition

vides at være uskadeligt for fosteret i den konkrete situation, eller det kan

afklares på baggrund af telefonisk kontakt med et rådgivningscenter. Såfremt

mistanken ikke er frafaldet, henvises kvinden til et genetisk

rådgivningscenter. Arbejdstilsynet har i Arbejdsmiljø og sunde børn -

baggrund

og dokumentation for Arbejdstilsynets indsats 1993-94" samlet viden og

erfaringer på området.

Sundhedsstyrelsens forslag til risikogrupper og

undersøgelsesmetode medfører, at risikoen for abort som følge af

fostervandsundersøgelse og moderkagebiopsi, ikke overstiger den andel af

alvorligt syge fostre, som kan påvises hermed.

Omkring 12% af gravide kvinder vil tilhøre en eller flere af

ovennævnte risikogrupper. Som det fremgår af tabel 6.1 henvises et stort

antal

kvinder i dag pga. ængstelse og uro. Man ved fra videnskabelige

undersøgelser,

at denne gruppe af gravide kvinder ikke har en risiko, der overstiger den

normale population af kvinder. Disse kvinder er derfor ikke omfattet af

vejledningen. Sundhedsstyrelsen foreslår imidlertid, at gravide kvinder som

trods grundig information, fortsat udviser stor ængstelse, kan tilbydes en

tripletest, hvor risikoen fastsættes nærmere. Findes risikoen at være 1%

eller

derover, bør hun tilbydes nærmere udredning.

Anbefalinger

Sundhedsstyrelsen finder, at prænatal genetisk screening

ikke bør omfatte samtlige gravide kvinder, men alene tilbydes kvinder, som ud

fra en nærmere defineret risikovurdering har en øget risiko for at få et barn

med en alvorlig genetisk betinget sygdom eller handicap. Det drejer sig om:

hvor den

gravide

kvinde

:

er fyldt 35 år ved

graviditetens indtræden, eller

tidligere har haft

tre eller flere spontane aborter

hvor den ene af forældrene:

tidligere har fået

et barn med kromomsomsygdom eller selv har fået konstateret en

kromosomafvigelse,

tidligere har fået

et barn med en alvorlig monogen sygdom, selv har fået konstateret en sådan

sygdom, eller er blevet påvist at være bærer af genet herfor,

tidligere har fået

et barn med en polygen eller multifaktoriel sygdom eller misdannelse eller

selv

har fået konstateret en sådan lidelse,

tidligere har fået

et udviklingshæmmet, misdannet, på anden måde alvorligt sygt barn eller et

dødfødt barn, og der ikke foreligger afklaring af årsagen hertil,

har været eksponeret

for stoffer eller stråling eller andre ikke-infektiøse eksogener, der kan

mistænkes for at fremkalde mutationer eller misdannelser hos fosteret, eller,

hvor

forældrenes

søskende eller søskendebørn

:

har fået konstateret

en kromosomafvigelse,

har fået konstateret

en alvorlig monogen sygdom,

har fået konstateret

en polygen eller multifaktoriel betinget sygdom eller misdannelse.

Alene kvinder med øget risiko betinget af den gravide

kvindes alder, bør umiddelbart tilbydes prænatal genetisk undersøgelse. For

alle øvrige kvinder gælder, at undersøgelse skal være forudgået af genetisk

rådgivning, såfremt en sådan ikke er givet tidligere.

Kvinder som henvises på grund af ængstelse" bør kun i

særlige tilfælde, efter nøje rådgivning og overvejelse tilbydes undersøgelse.

Kapitel 7.

Prænatale genetiske undersøgelser

Flere teknologier er til rådighed i dag, når genetiske

forhold hos et foster skal afklares. I det følgende beskrives de

undersøgelsesmetoder, der omfattes af Vejledningen. Den historiske udvikling

skitseres og undersøgelsernes anvendelsesområde, udførsel og diagnostiske

sikkerhed beskrives. Der gives et bud på den teknologiske udvikling, som

forventes i de følgende 5-10 år.

Udviklingen hidtil

Det var først i midten af dette århundrede, at man fik

indsigt i de bagvedliggende genetiske årsager til ophobning af sygdomme og

udviklingsanomalier i specielle familier. Et af de store gennembrud kom i

1950'erne, hvor antallet af kromosomer hos mennesket blev endeligt fastslået.

Denne erkendelse fulgtes af opdagelser om kromosomfejl som årsag til sygdom

samt

udvikling af diagnostiske analyser. Den genetiske baggrund for Down's syndrom

blev erkendt i 1959.

Efter man i

midten af

1960'erne

havde udviklet rutinemetoder for kromosomanalyse, begyndte man at

dyrke og studere celler fra fostervand, hvorved det også blev muligt at

analysere fosterets kromosomer.

I

1964/65

kom

ultralydsapparaturet

i anvendelse som en

diagnostik teknologi med billeddannelse af fosteret. Muligheden for at

udhente

materiale fra det levende foster fik først praktisk betydning, da

ultralydsapparatet kunne tages i anvendelse som hjælpemiddel.

Siden da har ultralyd fået stor betydning. Ultralyd fungerer

som hjælpemiddel til udtagning af materiale fra fosteret, moderkagen og

fostervandet. Den har samtidig en selvstændig anvendelse ved bestemmelse af

f.eks. fosterets alder og vækst, afklaring af flerfoldsgraviditet m.v. og til

diagnosticering af genetiske sygdomme og misdannelser. Teknologien er under

konstant udvikling, og det må forventes, at anvendelsesområdet øges.

Den første

fostervandsundersøgelse

i Danmark blev udført i

1970. De

første år blev undersøgelsen kun anvendt som hjælp til familier med høj

risiko

for at få et alvorligt sygt barn. Teknologien og dens anvendelsesområde

bredte

sig imidlertid hurtigt, og undersøgelsen er i dag også et tilbud til familier

med en let forøget risiko.

Siden midten af

1970'erne

har det været rutine at tage fostervand fra til mængdebestemmelse

af

alfaføtoprotein

med henblik på

diagnosticering af visse fostermisdannelser. Siden 1980 har undersøgelse af

alfaføtoprotein i moderens blod været et tilbud til ca. 20% af de gravide

kvinder, som led i et generelt screeningstilbud.

I

1981

blev

DNA-analyse

første gang taget i

anvendelse til prænatal diagnostik her i landet. Denne genteknologi har givet

betydelig viden om menneskets arvemasse: det enkelte arveanlæg og deres

beliggenhed i kromosomerne. DNA-analyse har betydet, at alvorlige arvelige

sygdomme som cystisk fibrose, Duchennes muskeldystrofi, Hæmofili

(blødersygdom)

o.a. nu kan diagnosticeres med sikkerhed.

Tabel 7.1.

Antal levendefødte og andel fostervandsundersøgelser og moderkagebiopsier pr.

1.000 levendefødte i Danmark, 1970-90.

År

Levendefødte

Fostervandsprøver

Moderkagebiopsier

Prænatale

genetiske us. i alt

Pr. 1.000

levendefødt e*

1970

70.802

8

8

0.1

1971

75.359

34

34

0.5

1972

75.505

68

68

0.9

1973

71.895

141

141

2.0

1974

71.327

347

347

4.9

1975

72.071

614

614

8.5

1976

65.267

782

782

12.0

1977

61.878

1.281

1.281

20.7

1978

62.036

2.160

2.160

34.8

1979

59.464

2.914

2.914

49.0

1980

57.293

3.747

3.747

65.4

1981

53.089

4.342

4.342

81.8

1982

52.658

4.956

4.956

94.1

1983

50.821

5.845

9

5.854

115.2

1984

51.800

5.596

147

5.743

110.9

1985

53.749

5.627

231

5.858

109.0

1986

55.312

6.047

654

6.701

121.1

1987

56.221

5.814

1.039

6.853

121.9

1988

58.844

6.145

1.266

7.411

125.9

1989

61.351

5.789

1.453

7.242

118.0

1990

63.433

5.631

1.908

7.539

118.8

*

Antal undersøgelser

inkluderer tal fra Grønland og Færøerne jvf. tabel 2, mens fødselstallet ikke

inkluderer tal fra Grønland og Færøerne.

Fostervandsundersøgelse var i mange år været den eneste

mulighed, når det skulle afklares om fosteret havde en speciel genetisk

sygdom,

og antallet af undersøgelser steg jvf. tabel 7.1 frem til 1983, hvor

moderkagebiopsien blev introduceret.

Moderkagebiopsien har siden i et stadigt stigende omfang

erstattet fostervandsundersøgelsen, og udgør nu henimod halvdelen af de

invasive prænatale genetiske undersøgelser (tabel 7.2).

Tabel 7.2.

Fostervandsundersøgelser og moderkagebiopsier 1990 og 91 opgjort efter

aldersindikation.

Fostervandsundersøgelser

-

Moderkagebiopsier

1990

1991

1990

1991

Antal

5.631

5.552

1.908

2.523

% af det samlede fødselstal

9

9

3

4

Antal udført fordi kvinden >35 år

3.115

2.871

1.069

1.533

Antal udført fordi manden >50 år

25

20

5

10

% udført på aldersindikation

56

52

56

61

Tilsvarende fostervandsundersøgelsen blev moderkagebiopsien

i begyndelsen tilbudt kvinder med høj risiko for at få et barn med en

genetisk

betinget sygdom. Nu udføres den også i stor omfang hos kvinder, der har en

risiko på omkring 1%.

Undersøgelsernes anvendelsesområde

Følgende undersøgelser beskrives:

fostervandsundersøgelse

(amniocentese),

moderkagebiopsi

(Chorion Villus Sampling = CVS),

ultralydsundersøgelse,

undersøgelse af

moderens blod med henblik på bestemmelse af alfaføtoprotein, samt supplerende

analyser.

Teknologierne er forskellige med hensyn til

anvendelsesområde, udførelse, risiko for komplikationer, tidspunkt for

udførelse samt tidspunkt for og sikkerhed i resultat. Undersøgelserne

varierer

endvidere m.h.t. deres primære formål. Mens fostervand-, moderkage- og

ultralydsundersøgelsen kan anvendes til

diagnostik

af sygdom, bruges alfaføtoprotein i moderens blod som supplerende analyse til

at belyse kvindens risiko for at få et barn med genetisk sygdom.

Indikationsområdet for de enkelte undersøgelser er i vist

nedenstående tabel.

Tabel 7.3.

Indikationsområde og optimale tidspunkt for undersøgelse.

Moderkagebiopsi

Fostervandsundersøgelse

Ultralydscanning

for misdannelser

AFP -analyse m.m.

Kromosomsygdom

X

X

X

X

Monogen sygdom

X

X

Polygen og multi-faktoriel sygdom

X

X

X

Undersøgelsestidspunkt

10.-11. uge

15.-16. uge*

17.-18. uge

16.-18. uge

*

Fostervandsundersøgelse

rykker mod et tidligere tidspunkt i graviditeten.

Valg af risikogrænse er, som beskrevet i kapitel 6, baseret

på en afvejning af risikoen for at få et barn med alvorlig genetisk sygdom i

forhold til risikoen for at fremkalde abort ved de tilgængelige

undersøgelsesmetoder. Valget af hvilken undersøgelsesmetode, der først skal

tilbydes de enkelte risikogrupper, må derfor afhænge af anvendelsesområdet,

risikoen for abort ved undersøgelse og den diagnostiske sikkerhed. Derudover

bør der tages hensyn til komplikationer hos kvinden samt ubehag ved

undersøgelse og ventetid på svaret.

Fostervandsundersøgelse og moderkagebiopsi

Ved fostervandsundersøgelsen og moderkagebiopsien

tilvejebringes fostervand henholdsvis væv fra moderkagen. Materialet

analyseres

efterfølgende m.h.p. at af- eller bekræfte, om fosteret har den eller de

genetiske defekter, der undersøges for. Det drejer sig om følgende

diagnostiske

analyser:

kromosomanalyse,

metabolisk analyse

herunder DNA-analyse,

bestemmelse af

alfaføtoprotein (kun i fostervandet).

Analyserne er grundlaget for undersøgelsernes anvendelsesområde.

Som det fremgår af tabel 7.4 underkastes fostervandsundersøgelsen og

moderkageundersøgelsen ikke de samme analyser rutinemæssigt.

Tabel 7.4.

Diagnostiske analyser på fostervand og moderkagevæv.

Fostervand/-celler

Moderkagevæv

Kromosomanalyse

altid

altid

AFP-analyse

altid

ikke muligt

Biokemisk analyse

på indikation

på indikation

Udførelse

Fostervandsundersøgelse

udføres generelt i 15.-16. svangerskabsuge, men kan på nogle sygehuse udføres

tidligere. Den foregår ambulant. Indgrebet er relativt simpelt, idet der

under

vejledning af ultralyd udhentes 15-20 ml. fostervand ved hjælp af en kanyle

gennem bugvæggen (transabdominalt).

Alfaføtoproteinmængden bestemmes, og de føtale celler fra

fostervandet undersøges rutinemæssigt for kromosomanomalier. Cellerne

centrifugeres og dyrkes i 1-3 uger, hvorefter cellekulturen tilsættes et

stof,

som standser celledelingen. Herefter identificeres og tælles kromosomerne.

Den

gravide kvinde må normalt vente 2-3 uger på svar fra en

fostervandsundersøgelse.

De biokemiske analyser udføres på dyrkede celler.

Analysetiden er fra 1.-14. døgn.

Moderkagebiopsien

udføres i 10.-11. svangerskabsuge og bør ikke udføres før 10.

svangerskabsuge,

da internationale undersøgelser har rejst mistanke om at undersøgelsen

påfører

fosteret ekstremitetsmisdannelser, såfremt den udføres tidligere.

Prøven kan udtages transabdominalt eller transcervikalt

(gennem livmoderhalsen). Da vævscellerne befinder sig i en delingsfase, kan

de

analyseres for kromosomdefekter umiddelbart uden eller efter kortvarig

dyrkning. Det betyder, at et foreløbigt svar på en kromosomanalyse kan gives

efter 1 døgn, og et endeligt efter 10 døgn.

Biokemisk analyse udføres også direkte på cellerne. Efter

enzymatisk analyse foreligger svaret i løbet af 1.-2. døgn, med DNA-analyse

fra

1-14 døgn afhængigt af den sygdom, der undersøges for.

Moderkagebiopsien har den fordel, at den kan udføres tidligt

i svangerskabet og er forbundet med en kort svarperiode. Det medfører et

mindre

psykisk pres for kvinden end ved fostervandsundersøgelsen, og en nemmere

adgang

til en provokeret abort. Såfremt svangerskabsafbrydelse foretages, er

risikoen

for komplikationer endvidere mindre, da aborten typisk finder sted før

udgangen

af 12. svangerskabsuge.

Sikkerhed og komplikationer

Fostervandsundersøgelsen

er en velafprøvet metode, som har været genstand for talrige kliniske

kontrollerede undersøgelser. Det betyder, at man har et klart billede af dens

sikkerhed og komplikationer med den nuværende tilrettelæggelse af området.

Den diagnostiske sikkerhed ved kromosomanalyse udført på en

fostervandsprøve er mere end 99,9%. Såvel andelen af falsk positive svar som

falsk negative svar opgøres til ca. 0,001%. Patologisk undersøgelse af

fosteret

er ikke rutine i dag, og der mangler derfor et vigtigt element i

kvalitetsopfølgningen, idet andelen af falsk positive ikke kan fastsættes.

Omkring 0,3% af de gravide kvinder skal retestes med endnu en

fostervandsundersøgelse.

Øget risiko for spontan abort er den væsentligste

komplikation. Risikoen er omkring 1% ved fostervandsundersøgelsen.

En

moderkageprøve

vil ofte være et mere egnet materiale for biokemisk analyse end fostervand.

Med

hensyn til kromosomanalyse har flere tidligere internationale undersøgelser

vist, at moderkageundersøgelsen sammenlignet med fostervandsundersøgelsen er

forbundet med en lavere diagnostisk sikkerhed og en højere risiko for spontan

abort. En større dansk videnskabelig undersøgelse fra 1994 har imidlertid

vist,

at den diagnostiske sikkerhed kan bringes næsten på niveau med

fostervandsundersøgelsen,

og at risikoen for abort ikke overstiger den ved fostervandsundersøgelsen.

Dette er imidlertid betinget af, at moderkagevævet udhentes gennem bugvæggen,

og at undersøgelsen udføres af læger med stor erfaring.

Andelen af falsk positive prøve vurderes på denne baggrund

til 1,4% ved den transabdominale adgang og 1,5% ved den transcervikale.

Andelen

af falsk negative opgøres til 0,2% ved moderkageundersøgelser generelt.

Abortrisikoen ved den transabdominale teknik er 1-2%, mens

den er 1-4% ved den transcervikale. 1,9% af kvinderne, der har fået udtaget

prøven transabdominalt, skal retestes p.g.a. et usikkert analyse svar, mens

2-4% skal retestes ved brug af den transcervikale adgang.

På længere sigt må man formode, at omfanget af

moderkagebiopsier, igen vil falde, idet en tidlig fostervandsundersøgelse

forventes at blive et reelt alternativ indenfor de kommende 5 år.

Ultralydsundersøgelse

Kendskab til

fosterets

alder

(gestationsalder) er forudsætning for en sikker og rationel

anvendelse af de øvrige undersøgelsemetoder. Det bedst mulige kendskab opnås

i

dag v.h.a. en ultralydscanning.

Fastlæggelse af

fosterets alder ved brug af ultralyd (

scanning

for gestationsalder, niveau 1-scanning

) kan gøres med en usikkerhed på 3-10

dage afhængig af, hvornår den udføres og hvilken del af fosteret, der

anvendes

som måleparameter.

Ultralyd benyttes som hjælpemiddel til udhentning af

materiale og til diagnosticering af

misdannelser

som f.eks.: neuralrørsdefekter, bugvægsdefekter, hjertemisdannelser,

hydrocephali,

microcephali, mellemgulvsbrok, nyremisdannelser og ekstremitetsmisdannelser.

Ultralyd kan endvidere bruges som led i diagnosticering af

kromosom- og gensygdomme

som f.eks. Down's syndrom og osteogenesis

imperfecta.

Scanning for misdannelser udføres som en selvstændig

undersøgelse og kan kombineres med blandt andet alfaføtoproteinbestemmelse i

moderens blod.

Den diagnostiske

sikkerhed ved ultralyd og dets muligheder m.h.p. misdannelsesdiagnostik (

almindelig misdannelsesscanning, niveau

2-scanning

) er afhængig af undersøgerens kompetence og erfaring samt af

apparaturets tekniske muligheder. Der er derfor ikke klare grænser for,

hvornår

og hvor sikkert en anomali hos fosteret kan diagnosticeres.

Almindelig misdannelsescanning finder bedst sted i 17.-18.

svangerskabsuge. På dette tidspunkt vil man kunne påvise svære misdannelser

som

manglende udvikling af kranie og hjerne, mens rygmarvs- og bugvægsbrok vil

kunne påvises hos 2/3.

Forfinet diagnostik

(

avanceret ultralydscanning, niveau

3-scanning

) af f.eks. mindre misdannelser i hjertet kræver et højt

kvalifikationsniveau hos den undersøgende læge, tværfagligt samarbejde og et

avanceret ultralydsapparat.

Ultralydsundersøgelse er en let tilgængelig metode. Svaret

foreligger ofte umiddelbart og i det omfang undersøgelsen benyttes i prænatal

genetisk udredning og diagnostik er der ingen kendte risici.

Rutinemæssigt tilbud om ultralydundersøgelse til alle

gravide kvinder dvs. også kvinder uden øget risiko, vil blive vurderet i

forbindelse med revision af retningslinierne for svangerskabshygiejne og

fødselshjælp.

Undersøgelse for alfaføtoprotein

Alfaføtoprotein (AFP) er et glycoprotein, som især dannes i

fosterets blommesæk og lever. AFP udskilles med fosterets urin til

fostervandet. En del af stoffet diffunderer herfra over i moderens blod, hvor

det med et bredt normalområde findes i stigende koncentration igennem

svangerskabet.

Blodprøven kan bruges som led undersøgelse for:

fostermisdannelser

og

kromosomsygdom.

Nogle misdannelser medfører en

forhøjelse

af AFP-koncentrationen i kvindes blod (S-AFP). Det

drejer sig primært om de polygene og multifaktorielt betingede misdannelser

som

anecephfali (manglende hjerneudvikling) og spina bifida (rygmarvsbrok) samt

bugvægsdefekter og visse nyremisdannelser. Manglende huddække af

misdannelserne

er en forudsætning for, at AFP kan anvendes som markør. Høj S-AFP-værdi

skyldes

oftest forkert beregning af gestationsalderen eller flerfoldssvangerskab.

Lav

S-AFP ses

hyppigere hos gravide, hvor fosteret har en kromosomabnormitet, specielt

trisomi 21 (Down's syndrom) eller trisomi 18 (Edward's syndrom).

Udførelse

Blodprøven tages bedst i 16.-18. graviditetsuge. Analyse af

AFP i kvindens blod kræver et stort basismateriale således, at normalområdet

for AFP hos den undersøgte population af gravide kvinder kan fastsættes.

S-AFP

med supplerende analyser er kun vejledende, og en abnorm værdi kræver derfor

altid supplerende undersøgelse (gentagelse af analysen, ultralydscanning og

eventuelt en fostervandsundersøgelse).

Ved en

høj S-AFP

værdi

er det relevant at gennemføre en ultralydscanning, og hvis denne er

negativ, kan kvinden tilbydes en fostervandsundersøgelse m.h.p. at måle AFP i

fostervandet.

En

lav S-AFP værdi

kan ikke stå alene som indikator for kromosomsygdom. AFP kombineres derfor i

Danmark med analyse af humant chorion gonadropin (hCG) i kvindens blod (=

double test). Resultatet af disse analyser sammenholdes herefter med kvindens

alder, hvorved man kan få en mere eksakt beregning af kvindes risiko for at

få

et barn med kromosomsygdom. I flere andre lande bl.a. England og USA er

undersøgelsen udvidet med en analyse af østriol uE3, der øger testens

sikkerhed

med 5-10%. Denne tredelte analyse benævnes for tripletest (AFP, uE3, hCG).

Sikkerhed og komplikation

I det følgende beskrives testsikkerheden ved

S-AFP-undersøgelserne og de supplerende analyser. Det forudsættes, at

analyserne gennemføres på en normalpopulation af 1.000 gravide kvinder.

Tallene

er baseret på den viden, der er indhentet ved screeningsaktiviteten i Danmark

gennem de sidste 12 år.

S-AFP:

Undersøgelse for misdannelser:

Hos 37 ud af 1.000

kvinder vil undersøgelsen vise forhøjet S-AFP. Falsk negativt svar ses hos

ca.

5%.

De 37 kvinder tilbydes en misdannelsesscanning eller en

fostervandsundersøgelse, hvor man hos 2 kvinder vil finde misdannelser hos

fostret.

S-AFP/hCG

(double test): Undersøgelse for kromosomsygdom:

40 ud af 1.000

kvinder vil få påvist en risiko for kromosomsygdom, der er på niveau med en

35-årig kvindes eller derover. Falsk negativt svar ses hos ca. 1% helt

afhængig

af alderen.

30 kvinder vil efterfølgende gennemgå en fostervandsprøve, hvor 1 foster med

kromosomsygdom vil blive påvist.

Detektionsraten for Down's syndrom og testsikkerheden

afhænger af kvindens alder. Detektionsraten varierer fra 35 hos en 15-årig

til

98 hos en 45-årig. Falsk positiv raten varierer tilsvarende fra 2 til 80-90.

De psykologiske aspekter ved generel screening med

alfaføtoprotein har dannet baggrund for flere studier. Der er generelt påvist

en øget ængstelse hos de kvinder, som måtte gennemgå et udvidet

undersøgelsesprogram. Det tyder dog ikke på, at ængstelsen vedvarer efter

mistanke er blevet afkræftet.

En dansk undersøgelse viste, at de kvinder, som valgte at

sige nej til sceeningstilbud, havde haft en signifikant længere

skoleuddannelse

og hyppigere havde haft en svangerskabsafbrydelse. Knap 6% af de kvinder, som

sagde nej, angav at have været udsat for et pres m.h.p. at tage imod testen.

Udviklingen fremover

Der har i løbet af de sidste 20 år været en hastig udvikling

i kundskaber og teknikker på det prænatale genetiske område. Denne udvikling

forventes at forsætte indenfor de kommende 10 år.

I kapitel 5 blev kortlægningen af menneskets gener ved hjælp

af DNA-analyse omtalt. Når først sygdomsgenerne er identificeret, skærpes

interessen for at forhindre sygdom i at bryde ud og mulighederne for at

behandle såvel det ufødte som fødte barn. Dette må forventes at medføre en

betydelig nytænkning og en fortsat teknologisk udvikling.

Der er dog allerede teknikker, som forventes at forbedre de

nuværende undersøgelser, eller som kan medføre en udvidelse af tilbuddene.

Genetisk diagnostik tidligt i svangerskabet

Udvikling af nye metoder, som er uden komplikationer, og som

kan anvendes så tidligt i graviditeten, at abort i givet fald kan gennemføres

før udgangen af 12. uge, er i gang. Egentlig anvendelse af sådanne nye

metoder

kan først forventes om nogle år.

Internationale og danske undersøgelse tyder på, at

fostervandsundersøgelse indenfor de nærmeste år generelt kan udføres

tidligere

(fra 11 fulde svangerskabsuger) med en rimelig diagnostik sikkerhed. Det

forudsætter forbedrede celledyrkningsteknikker, samt forbedringer af

ultralydsdiagnostikken. Man mangler i dag viden om, hvor meget fostervand,

det

er muligt at tage ud uden at forvolde skade på fosteret.

Hos alle gravide kvinder passerer små mængder fosterceller

gennem moderkagen over i kvindens blod på et tidligt tidspunkt i

graviditeten.

Efter nye teknikker har gjort det muligt at opformere" DNA fra een

enkelt

celle til en ønsket mængde væv, betyder det, at gendiagnostik af fosterceller

kan udføres på celler fra moderens blod. Man arbejder med at forbedre

teknikken, således at den kan blive et reelt alternativ.

Genetisk diagnostik på sædceller og det befrugtede

æg

I udlandet er der de seneste år udviklet en teknik, som

muliggør diagnostik af gendefekter og kromosomdefekter på befrugtede æg. Det

er

den såkaldte præimplantionsteknik.

Teknologien forventes især at få betydning for familier,

hvori der forekommer svær arvelig sygdom, idet kun de æg, som ikke har den

eller de defekter, man undersøger for, opsættes i livmoderen med henblik på

at

udvikle sig til et menneske. Man undgår således genetisk undersøgelse under

svangerskabet, og kvinden undgår svangerskabsafbrydelse. Teknikken kræver

imidlertid en omfattende afprøvning, før den kan anses for rimelig sikker.

Teknologien er ikke indført i Danmark. Ibrugtagning af

præimplantationsdiagnostik er anmeldelsespligtig til Sundhedsstyrelsen.

Anbefalinger

Sundhedsstyrelsen anbefaler:

at ultralydscanning men henblik på bestemmelse af gestationsalderen

(niveau 1-scanning) tilbydes samtlige gravide kvinder, der er omfattet af

tilbud om genetisk rådgivning eller undersøgelse, tidligst muligt efter,

graviditeten er konstateret.

Sundhedsstyrelsen anbefaler endvidere:

fostervandsundersøgelse og moderkagebiopsi

er alternative tilbud i

de situationer, hvor:

-

den gravide kvinde er

fyldt 35 år ved graviditetens indtræden,

-

den ene af forældrene

tidligere har fået et barn med alvorlig kromosomsygdom, eller hvor

kromosomafvigelse er konstateret hos den ene af forældrene,

-

den ene af forældrene

tidligere har fået et barn med alvorlig monogen sygdom, eller hvor sådan

sygdom

eller bærerstatus herfor er konstateret hos den ene af forældrene,

-

forældrenes søskende

eller søskendebørn har fået konstateret alvorlig monogen sygdom.

at moderkagebiopsi

bør ikke udføres før udgangen af 10.

svangerskabsuge.

at ultralydscanning for misdannelser

(niveau 2-scanning) tilbydes i

de situationer, hvor der er særlig mistanke om misdannelser hos fosteret,

hvor:

-

kvinden tidligere har

haft tre eller flere spontane aborter.

-

den ene af forældrene

tidligere har fået et barn med alvorlig polygen eller multifaktoriel betinget

sygdom eller misdannelse, eller hvor dette er konstateret hos den ene af

forældrene eller hos deres søskende eller søskendebørn.

-

tidligere har fået et

barn, der var et udviklingshæmmet, misdannet, på anden måde sygt eller et

dødfødt, og der ikke foreligger afklaring af årsagen hertil.

-

den ene af forældrene

har været eksponeret for stoffer eller stråling eller andre ikke-infektiøse

eksogener, der kan mistænkes for at fremkalde genetisk skade hos fosteret.

at ultralydscanningen

kombineres med S-AFP, for hermed at opnå en

bedre erkendelse af de polygene og multifaktorielt betingede misdannelser.

at tripletest

(S-AFP/hCG/uE3)

tilbydes med det formål at fastsætte risikoen for kromosomsygdom hos fosteret

nærmere, i de situationer, hvor:

-

den gravide kvinde er

fyldt 35 år ved graviditetens indtræden,

-

forældrenes søskende

eller søskendebørn har fået konstateret en kromosomafvigelse.

Findes kvindens risiko at overstige risikoen for en 35-årig,

gives der tilbud om en fostervandsundersøgelse.

Tripletest bør kun tilbydes på ovennævnte indikationer, samt

i de situationer, hvor kvinden p.g.a. ængstelse tilbydes udredning.

Erfaringerne med undersøgelsen samt yderligere forskning og udvikling kan

medføre, at undersøgelsen med tiden tilbydes bredere.

Sundhedsstyrelsen anbefaler endvidere:

at nye teknologier

kun tages i anvendelse, såfremt dette findes hensigtsmæssigt ud fra en bred

teknologivurdering.

Kapitel 8.

Internationale erfaringer

I de fleste Vesteuropæiske lande har det prænatale genetiske

område udviklet sig med stor hast siden starten af 1970'erne.

De Nordiske lande

Danmark adskiller sig ved at have landsdækkende

retningslinier for hvilke grupper af gravide, der skal tilbydes prænatal

genetisk rådgivning og undersøgelse. Markant er det endvidere, at Danmark er

det land i Norden, som har den højeste hyppighed af fostervandsundersøgelser

og

moderkagebiopsier.

Tabel 8.1.

Antallet af invasive prænatal genetiske undersøgelser

(fostervandsundersøgelser

og moderkagebiopsier) i de nordiske lande, samt antallet af analyser pr.

1.000

fødte, 1988-90.

Antal undersøgelser

Undersøgelser/1.000 fødte

1988

1989

1990

Danmark

7.411

7.242

7.539

119

Finland

4.320*

4.515

4.781

72

Island

412

483

456

96

Norge

903

1.047

1.219

20

Sverige

5.734

5.898

5.877

47

* Inklusiv ca. 1.000 analyser pr. år i private laboratorier.

Aldersindikationen varierer landene imellem. I de nordiske

lande er aldersgrænserne og udnyttelsesgraden som vist i tabel 8.2.

Tabel 8.2.

Aldersindikationer og udnyttelsesgrad for kvinder henvist p.g.a. alder til

prænatal genetisk undersøgelse i de nordiske lande, 1988-90.

Aldersindikation

Udnyttelsesgrad

Danmark

35 år

70%

Finland

37 år

85%

Island

35 år

77%

Norge

37 år

37%

Sverige

35 år/40 år

30-40%/85%

Den følgende tabel viser, at antallet af

svangerskabsafbrydelser som følge af, at en arvelig sygdom eller misdannelse

er

diagnosticeret, er lavest i Norge og højest i Finland.

Tabel 8.3.

Antal provokerede aborter efter påvist arvelig defekt hos fosteret i de

nordiske lande, 1989-1990.

Totalt

Pr. 1.000 undersøgelser

Danmark

100

15

Finland

126

33

Island

10

16

Norge

46

38

Sverige

111

19

Total

393

20

Omfanget af rutinemæssige ultralydscanninger i Danmark er

lavt sammenlignet med de øvrige nordiske lande, hvor gravide kvinder

rutinemæssigt tilbydes en ultralydscanning.

Fra Norge foreligger der meddelelser om, at et tilbud om

ultralydsundersøgelser tidligt i graviditeten nedsætter det samlede antal

undersøgelser i graviditeten, idet de basisoplysninger der derved opnås,

overflødiggør anden undersøgelse. De centrale sundhedsmyndigheder i Norge

valgte på denne baggrund at anbefale rutinemæssig scanning tidligt i

graviditeten med henblik på fastsættelse af terminen.

Andre lande

Set i et bredere internationalt perspektiv markerer Danmark

sig ved på et tidligt tidspunkt at have et relativt stort antal invasive

prænatale genetiske undersøgelser. Danmark har derimod et relativt lille

forbrug af ultralydsundersøgelser.

I 1988 havde lande som Frankrig, Vesttyskland og Belgien

landsdækkende generelle screeningsprogrammer med ultralyd, mens der var

regionale programmer i f.eks. England og Italien. England var det eneste

land,

som havde et landsomfattende sceeningsprogram med alfaføtoprotein.

Tabel 8.4 giver en oversigt af, ved hvilken aldersgrænse hos

den gravide kvinde fostervandsundersøgelse tilbydes rutinemæssigt i udvalgte

lande.

Tabel 8.4.

Nedre aldersgrænse hos den gravide kvinde, hvor fostervandsundersøgelse

rekommanderes*

Land

Aldersgrænse

Politik

Australien

35-37 år

Regional

Kina

ingen

-

Danmark

35

National

England

35-38

Lokal

Finland

36-40

Lokal

Ungarn

35-38

Lokal

Israel

35

National

Italien

35-38

Lokal

Japan

Ingen

-

Mexico

35

-

Holland

36

National

New Zealand

-

-

Norge

38

National

Syd Afrika

35-40

Lokal

Syd Amerika

35

National

Spanien

35

-

Sverige

35-37

Lokal

USA

35

Lokal

* International Clearinghouse for Births Defects Monitoring

Systems, 1994.

Kapitel 9.

Regelgrundlag

Frem til 1978 var der ikke centralt udformede retningslinier

for det prænatale genetiske område. Tilbuddet om fostervandsundersøgelse var

i

perioden 1970-1978 derfor kun gældende for gravide med bopæl visse steder i

landet.

På baggrund af betænkning nr. 803 om prænatal genetisk

diagnostik, der var resultatet af et udvalgsarbejde under

Indenrigsministeriet

i perioden 1975-77, vedtog Folketinget i 1978 at støtte forslaget om

fostervandsprøver som et landsdækkende tilbud.

Sundhedsstyrelsens første retningslinier kom i 1978 med

Meddelelse om forebyggende undersøgelser

for kromosomsygdomme, metaboliske sygdomme m.v. hos fostre

".

Cirkulæret blev revideret i 1981.

Bekendtgørelse nr. 477 af 7. november 1985 af lov om

svangerskabshygiejne og fødselshjælp danner grundlag for Sundhedsstyrelsens

Retningslinier for svangerskabshygiejne og

fødselshjælp

", 1985. Ifølge disse er prænatal genetisk rådgivning,

information og undersøgelse en integreret del af svangreprofylaksen.

Retningslinierne påpeger, at afklaring af kvindens risiko for at føde et barn

med en arvelig sygdom er en del af den risikovurdering, der bør foretages

tidligst muligt af den praktiserende læge, og bør gentages ved første

lægeundersøgelse på fødested.

Legaliseringen af provokerede aborter i 1973 har været en

væsentlig forudsætning for udviklingen inden for den medicinske genetik og

det

prænatale genetiske område i øvrigt.

Lov nr. 350 af 13.

juni 1973 om svangerskabsafbrydelse

giver enhver kvinde, som har bopæl her

i landet, ret til at få svangerskabet afbrudt, såfremt indgrebet kan

foretages

inden udgangen af 12. svangerskabsuge. Der stilles ingen krav til kvindens

begrundelse.

Overskrides tidsfristen, kan kvinden i de tilfælde, hvor der

er alvorlig fare for hendes liv eller helbred få svangerskabet afbrudt på en

lægelig vurdering. I en række andre situationer kan et lokalt tværfaglig

sammensat samråd give tilladelse til svangerskabsafbrydelse. Af speciel

interesse er abortlovens:

§ 3 stk. 3;

tilladelse kan gives,.." såfremt der er fare for, at barnet på grund af

arvelige anlæg eller beskadigelse eller sygdom i fostertilstanden vil få

alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse",

§ 3 stk. 6;

tilladelse kan gives,.." såfremt svangerskabet, fødslen eller omsorgen

for

barnet må antages at ville medføre en alvorlig belastning af kvinden, som

ikke

kan afværges på anden måde, således at der af hensyn til kvinden, til

opretholdelsen af hjemmet eller omsorgen for familiens øvrige børn må anses

for

påkrævet, at svangerskabet afbrydes. Ved afgørelsen tages der hensyn til

kvindens alder, arbejdsbyrde og personlige forhold i øvrigt samt til

familiens

boligmæssige, økonomiske og helbredsmæssige forhold".

Der angives det forbehold, at svangerskabsafbrydelsen kun

kan tillades, såfremt de forhold, der begrunder ansøgningen, har en sådan

vægt,

at det findes berettiget at udsætte kvinden for den forøgede helbredsmæssige

risiko, som indgrebet vil indebære.

Aborter som foretages efter 12. svangerskabsuge skal være i

overensstemmelse med de i § 3 nævnte kriterier. Der er ikke hjemmel for, at

fosterets køn som eneste kriterium er tilstrækkeligt, med mindre kønnet har

relevans for sygdomsrisiko.

Det er alene kvinden, som søger om svangerskabsafbrydelse.

Loven kræver ikke, at barnets fader er enig i afgørelsen, og der er heller

ikke

krav om, at han skal høres eller varsles forud for en eventuel

samrådsbeslutning.

I 1990 blev der udført i alt 20.589 svangerskabsafbrydelser,

20.111 før 12. svangerskabsuge, og 449 på et senere tidspunkt. Heraf blev 82

udført efter § 3 stk. 3 og 137 efter § 3 stk. 6. Aborter foretaget efter

denne

indikation udgør således under 1/2% af det samlede antal

svangerskabsafbrydelser.

Loven angiver ingen øvre grænse for, hvornår

svangerskabsafbrydelse tillades. Udgangen af 28 svangerskabsuge er jvf.

Cirkulære om ligsyn og udstedelse af dødsattester m.v." fra 1990,

grænsesætning for, hvornår et udkomme af et svangerskab registreres som en

abort eller et dødt barn.

Kapitel 10.

Nuværende organisation

Den nuværende organisering af den prænatale genetiske område

er baseret på Sundhedsstyrelsens Meddelelse til læger, jordemødre og

sygehuse

om forebyggende undersøgelser for kromosomsygdomme, medfødte

stofskiftesygdomme, neuralrørsdefekter m.v. hos fostre" af 21. april

1981.

Tilbud om undersøgelse og/eller rådgivning varetages af den

gravide kvindes egen læge og/eller af en læge eller jordemoder på fødestedet

i

forbindelse med første svangreundersøgelse på sygehus.

Genetisk rådgivning og undersøgelse er en sygehusopgave, og

den praktiserende læge har ikke hidtil kunnet henvise direkte til et

genetiske

rådgivningscenter, men skal henvise via speciallæge/afdeling.

Rådgivningscentre, undersøgelser og udtagningssteder

Supplerende information om genetiske forhold og alternative

undersøgelsesmuligheder varetages i dag i et varierende omfang på de

obstetriske sygehusafdelinger, der fungerer som udtagningsted for fostervand

og

moderkagevæv. Den egentlige genetiske rådgivning varetages på følgende

rådgivningscentre:

Sektion for Klinisk

Genetik,Rigshospitalet.

Afdeling for

Medicinsk Genetik,Københavns Universitet.

John F. Kennedy

Instituttet,Glostrup.

Klinisk Kemisk

afdeling, Sektion for Klinisk Genetik,Odense Universitetshospital.

Klinisk-genetisk

afdeling, Børkop,Vejle amt.

Afdeling for Klinisk

GenetikÅrhus Universitetshospital.

Der er ikke i dag nogen formel efteruddannelse af

fagpersoner, som varetager rådgivningsfunktionen. Der er et generelt behov

for

styrkelse af information og rådgivning f.eks. gennem etablering af

tværfaglige

kurser og fastsættelse af uddannelseskrav.

Af nedenstående tabel fremgår det, hvor mange

fostervandsundersøgelser og moderkagebiopsier, der blev udført i perioden

1990-92, samt hvilke sygehuse der fungerede som udtagningssted.

Tabel 10.1.

Fostervandsundersøgelser (FVU) og moderkagebiopsier (CVS) fordelt efter

udtagningssted 1990-92.

1990

1991

1992

Sygehus

FVU

CVS

FVU

CVS

FVU

CVS

Rigshospitalet

956

2.009

1.961

1.487

2.052

1.709

Hvidovre hospital

157

.

.

.

.

.

KAS, Gentoft

.

141

190

.

203

.

KAS, Glostrup

117

191

179

134

176

168

KAS, Herlev

.

197

216

.

202

.

Odense Universitetshospital

64

408

356

90

382

148

Sønderborg sygehus

128

280

313

170

301

166

Esbjerg centralsygehus

.

272

285

.

296

.

Horsens sygehus

.

140

133

.

133

.

Kolding sygehus

21

314

352

11

361

34

Herning centralsygehus

.

259

293

.

278

.

Silkeborg centralsygehus

.

0

0

.

44

.

Århus kommunehospital

605

67

81

547

87

525

Randers centralsygehus

67

133

91

121

106

82

Viborg sygehus

35

278

277

55

323

60

Aalborg centralsygehus

268

336

254

248

255

278

Hjørring sygehus

.

0

72

78

101

82

Torshavn sygehus

.

24

29

.

21

.

Andre og uoplyst

10

44

4

15

0

.

I alt

1.908

5.631

5.552

2.523

5.759

2.857

Kilde: Cytogenetisk Centralregsiter

I forbindelse med udarbejdningen af denne redegørelse blev

der indhentet ekspertudsagn om de krav, man må bør stille til

udtagningsstederne og til de personer, som udtager prøverne, for at kunne

sikre, at komplikationsraten og herunder risikoen for abort ved

undersøgelserne, er på niveau med resultaterne i de videnskabelige

undersøgelser. Man vurderede samlet, at en læge skal foretage:

mindst 100

fostervandsundersøgelser før et tilstrækkeligt kvalifikationsniveau er nået

og

udføre ca. 200 undersøgelser om året for at opretholde erfaringen.

fra 250 til 400

moderkagebiopsier, før et tilstrækkeligt kvalifikationsniveau er nået og

udføre

400-500 undersøgelser om året for at opretholde erfaringen.

Som det fremgår af tabel 10.1 vil disse krav kun kunne

opfyldes af enkelte afdelinger. Der er derfor behov for en større

centralisering af de invasive indgreb - og specielt af

moderkageundersøgelsen.

Det blev endvidere vurderet, at udtagningstedet - udover at

skulle have den fornødne rutine i at udføre fostervandsundersøgelse og/eller

moderkagebiopsi, burde have et ultralydsudstyr med stor opløsningsevne

tilrådighed, samt en assisterende fagperson med erfaring i at sortere det

udtagne væv.

Organisationen af de obstetriske ultralydsundersøgelser i

Danmark blev kortlagt i 1990, hvor det blev belyst, at der finder

undersøgelser

sted på ialt 61 afdelinger. Afdelingerne fordelte sig på 25

gynækologiske/obstetriske afdelinger, 11 kirurgiske, 22 radiologiske, 2

kliniske-fysiologiske og 1 ultralydslaboratorium. Endvidere foregår i et

ukendt

omfang obstetrisk scanning i praksissektoren.

Ultralydsundersøgelsen udføres på flere niveauer og af en

lang række fagpersoner. Det drejer sig primært om læger, sygeplejersker,

jordemødre og radiografer.

Man har ikke viden om, hvilke afdelinger og fagpersoner, der

udfører ultralydsundersøgelse som en integreret del af prænatal genetik.

Undersøgelsen viste imidlertid, at ud af de ialt 16 afdelinger, som havde et

lokalt gældende generelt screeningsprogram med ultralydscanning, var scanning

for misdannelser indbefattet på de 6 af afdelingerne. Tilbud om screening for

fostermisdannelser omfattede 17% af de gravide kvinder i 1990.

23% af de gravide kvinder fik i 1990 udført en

ultralydsundersøgelse m.h.p. fastsættelse af gestationsalderen i 15.-20.

svangerskabsuge.

Det fremgik endvidere af undersøgelsen, at ca. 70% af

landets fødesteder har den fornødne kapacitet til at ultralydscanne for

gestationsalder, og 14% angiver at have kapacitet og kvalificeret personale

til

at udføre en almindelig misdannelsescanning af samtlige gravide kvinder

tilknyttet det pågældende fødested. Kun afdelinger på Rigshospitalet og Århus

Kommunehospital har den fornødne ekspertise til at varetage den avancerede

ultralydsdiagnostik.

Undersøgelser har vist, at området hidtil har udviklet sig

uden officielle krav til bl.a. apparatur, uddannelse af personale og

klassifikation af afdelinger, der foretager obstetriske ultralydscanninger.

Der

er et behov for at fastlægge uddannelsesmæssige krav, som grundlag for at

udføre ultralydsundersøgelserne på de forskellige niveauer, og at fastlægge

det

nødvendige antal undersøgelser for at vedligeholde rutine. Der er endvidere

behov for en definition af tekniske krav til apparaturet samt en systematisk

opfølgning af resultater.

Alfaføtoprotein

undersøgelse i moderens blod

og

tripletest

er ikke omfattet af Sundhedsstyrelsens meddelelse fra 1981. S-AFP har

imidlertid været tilbudt som en generel screening på flere obstetriske

afdelinger siden 1980.

I 1980 begyndte et multicenterundersøgelse, der omfattede

Hvidovre Hospital, Kolding Sygehus og sygehusene i Sønderjyllands amt.

Tilbuddet har omfattet ca. 20% af de gravide kvinder. Siden januar 1991 er

gravide kvinder på Hvidovre hospital, Rigshospitalet og sygehusene i

Sønderjyllands

amt blevet tilbudt en blodprøveundersøgelse, der udover at screene for

misdannelser også omfattede screening for Down's syndrom. Afdelingerne fik i

en

årrække dækket udgifterne via et forskningsprojekt, der blev administreret

fra

Statens Seruminstitut. Den finansielle baggrund er nu faldet bort, og flere

af

afdelingerne er ophørt med screeningen.

Ud af de 8 afdelinger, som i 1990 tilbød screening gav de 4

afdelinger også rutinemæssigt tilbud om misdannelsescanning. Det vurderes i

undersøgelsen fra 1990, at der er tilstrækkelig kapacitet tilstede på

ultralydsområdet til at kunne gennemscanne for misdannelser i de tilfælde,

hvor

resultatet af blodprøven giver en abnorm værdi. Der er imidlertid brug for en

organisering, der kan sikre en kvalificeret varetagelse af den fornødne

rådgivning og ultralydsundersøgelserne og for det videre forløb, såfremt

testen

giver en abnorm værdi.

Genetiske analysecentre

Materialet fra fostervandsundersøgelsen og moderkagebiopsien

sendes rutinemæssigt til det regionale kromosomlaboratorium med henblik på

kromosomanalyse. Det drejer sig om følgende laboratorier:

Sektion for Klinisk

Genetik, Rigshospitalet.

John F. Kennedy

Instituttet, Glostrup.

Klinisk-genetisk

afdeling, Vejle amt, Børkop.

Klinisk Genetisk

afdeling,Århus Universitetshospital.

Tabel 10.3 viser omfanget af og den antalsmæssige udvikling

i kromosomanalyser efter analysecenter. Den fremtidige opgavefordeling

afhænger

af Sundhedsstyrelsens fastlæggelse af lands- og landsdelsfunktioner på

området.

Tabel 10.3.

Fostervandsundersøgelser (FVU) og moderkageundersøgelser (CVS) fordelt efter

kromosomlaboratorium, 1970-92.

År

John F. Kennedy

Instituttet

Rigshospitalet

Institut for

HumanGenetik

Brejning

I alt

FV

CVS

FV

CVS

FV

CVS

FV

CVS

FV

CVS

1970

1

1

6

8

1971

7

9

18

34

1972

12

30

26

68

1973

42

57

42

141

1974

109

183

55

347

1975

124

343

147

614

1976

181

407

194

782

1977

221

688

372

1.281

1978

438

1.038

684

2.160

1979

725

1.424

765

2.914

1980

840

2.067

840

3.747

1981

1.068

2.267

1.007

4.342

1982

1.072

2.788

1.096

4.956

1983

1.161

4

3.264

1.420

5

5.845

9

1984

890

21

3.252

20

1.454

106

5.596

147

1985

982

33

3.167

73

1.478

125

5.627

231

1986

936

142

3.128

364

1.615

147

368

1

6.047

654

1987

748

208

2.865

593

1.759

226

442

12

5.814

1.039

1988

797

300

3.216

690

1.661

263

471

13

6.145

1.266

1989

865

354

2.862

729

1.603

355

459

15

5.789

1.453

1990

872

337

2.678

1.099

1.622

451

459

21

5.631

1.908

1991

824

245

2.707

1.653

1.539

614

482

11

5.552

2.523

1992

858

313

2.768

1.879

1.632

631

501

34

5.759

2.857

Uop-

lyst

7

1

8

I alt

13.773

1.957

41.216

7.100

21.036

2.923

3.182

107

79.207

10.087

Kilde: Cytogenetisk Centralregister

Biokemisk analyse og herunder DNA-analyse ved mistanke om

for monogent arvelig sygdom udføres på nedenstående metaboliske laboratorier

efter nærmere fastlagte visitationsregler.

Sektion for Klinisk

Genetik, Rigshospitalet.

John F. Kennedy

Instituttet, Glostrup.

Klinisk-genetisk

afdeling, Vejle amt, Børkop.

Klinisk Genetisk

afdeling,Århus Universitetshospital.

Kapitel 11.

Fremtidige tilbud - organisatoriske overvejelser og anbefalinger

Ved fastlæggelse af organisationen for det prænatale

genetiske område bør formålet være, at de gravide kvinder sikres lige adgang

til kvalificerede ydelser som muligt, under hensyn til en effektiv udnyttelse

af de tilrådighed værende ressourcer.

Overvejelser

En analyse af den nuværende tilrettelæggelse og praksis på

området har vist, at der er et generelt behov for:

at højne

kvalitetsniveauet i relation til information og genetisk rådgivning,

større

centralisering af funktionerne, specielt de invasive prænatale genetiske

undersøgelser,

udvikling og mere

hensigtsmæssig anvendelse af ultralyd til diagnostik,

monitorering af

ydelsernes kvalitet,

Visitation og niveaudeling

Langt størstedelen af tilbuddene kan og bør være til stede i

kvindens bopælsamt. Dette er væsentligt for, at tilbuddene kan udnyttes af de

gravide kvinder og deres familie. Almen praksis og de amtslige, de lokale

fødeafdelinger er derfor det naturlige udgangspunkt for tilrettelæggelsen af

det prænatale genetiske område.

På enkelte områder er det dog nødvendigt af hensyn til

erfaringsopsamling og til uddannelse at samle tilbuddene på færre centre

eller

sygehuse. Kun herigennem kan sikres, at ydelsen bliver af tilstrækkelig høj

faglig kvalitet, at ressoucerne udnyttes effektivt, samt at uddannelse,

udvikling og forskning kan sikres.

Mens ultralydscanning m.h.p. fastlæggelse af svangerskabets

længde hensigtsmæssigt kan finde sted på alle fødestederne, bør de genetiske

undersøgelser samles på een obstetrisk specialafdeling i amtet. Kun herved

kan

det sikres, at kvinden/parret får et kvalificeret grundlag at træffe sine

valg

på.

Den genetiske rådgivning og de avancerede undersøgelser, som

kræver stor ekspertise bør som egentlige landsdelsfunktioner ud fra

kvalitets-

og ressourcehensyn samles på endnu færre steder. Aftaler sygehuskommunerne

imellem skal sikre, at tilbuddene er til rådighed for befolkningen i de

sygehuskommuner, som ikke selv råder over funktionerne.

Personale - uddannelse og erfaring

Området adskiller sig ikke fra andre i forhold til lægers og

jordemødres pligt til at følge med i udviklingen, herunder deltage i

relevante

kurser m.v. For en mindre kreds vil uddannelse i prænatal genetisk

information,

rådgivning og ultralydsundersøgelse være aktuel. For flere faggrupper er der

behov for overordnede langsigtede initiativer vedr. tilbud og struktur i

efteruddannelse.

På grund af de øgede krav til den prænatale genetiske

rådgivning, pålægges der specielt rådgivningscentrene en øget byrde. Det kan

i

et vist omfang blive relevant at styrke disse centre med hensyn til bemanding

og efteruddannelse.

Varetagelsen af ultralydscanning på kvalificeret vis vil

afhænge af hvilket funktionsniveau der er tale om;

-

niveau 1, der bl.a.

omfatter undersøgelse m.h.p. fastlæggelse af gestationsalderen,

-

niveau 2, der bl.a.

omfatter almindelig undersøgelse for misdannelser,

-

niveau 3, hvor de

mest avancerede undersøgelser foregår, og som i mange tilfælde vil kræve

samarbejde med neonatologer, hjertespecialister, børnekirurger o.a relevante

faggrupper.

Teknologi

Det må sikres, at de afdelinger som foretager de genetiske

undersøgelser og analyser, råder over tidssvarende apparatur med den fornødne

ydeevne.

Vedrørende ultralydsundersøgelser vil kravene til

apparaturets ydeevne afhænge af, hvilke funktioner der skal udføres.

Opfølgning og kvalitetsudvikling

Et væsentligt aspekt ved organisationen af de prænatale

genetiske tilbud er - som for sundhedsvæsenet i øvrigt - en sikring af, at de

forventede mål rent faktisk opnås, samt en tilskyndelse til, at en fortsat

udvikling finder sted.

Det Cytogenetiske Centralregister omfatter oplysninger om

svangerskabafbrydelser, der er blevet gennemført på mistanke om

kromosomsygdom

hos barnet. Der mangler imidlertid landsdækkende data om undersøgelser udført

på mistanke om monogen sygdom, omfanget af aborter som konsekvens af selve

undersøgelsen, og data der belyser i hvilket omfang, de aborterede fostre

havde

den eller de sygdomme, man undersøgte for.

Hidtidige oplysninger om falsk negative og falsk positive

svar ved fostervandsundersøgelse og moderkageundersøgelser er indhentet som

led

i videnskabelige undersøgelser, som typisk har fundet sted på højt

specialiserede afdelinger. Man mangler kendskab til den diagnostiske

sikkerhed,

som den udføres i dag på forskellige sygehuseafdelinger i Danmark. Dette

manglede kendskab er delvis betinget af, at der flere steder ikke foretages

en

opfølgende patologisk undersøgelser af det aborterede foster.

Der bør etableres systematiske programmer for

kvalitetsudvikling. Det forudsætter, at der indbygges en valid landsdækkende

monitorering af de forskellige ydelser således, at et fyldigt epidemiologisk

og

planlægningsorienteret datamateriale kan danne grundlag for egentlig

kvalitetsvurdering og senere fornyet tilrettelæggelse.

Kun tværfaglige og tværsektorielle programmer vil kunne

bibringe det nødvendige datagrundlag. Kvalitetsudvikling forudsætter derfor

et

øget samarbejde mellem fødeafdelinger på alle niveauer, de genetiske centre,

fosterpatologiske funktioner og om muligt almen praksis m.h.p. indsamling af

relevante nøgledata.

Formidling

Tidssvarende information til de gravide kvinder/parret og

personalet er en væsentlig forudsætning for at sikre kvaliteten.

Der vil være behov for at følge den nye Vejledning op med en

bred information til de involverede faggrupper generelt og de praktiserende

læger specifikt. Den nye Vejledning bør endvidere følges op med en ensartet

skriftlig information til kvinderne, suppleret med specifik skriftlig

formidling til udvalgte grupper.

Anbefalinger

Prænatal genetisk information, rådgivning og undersøgelse

bør fortsat være en sygehusopgave. Praktiserende læger bør imidlertid efter

aftale kunne henvise direkte til genetisk rådgivning og undersøgelse på et af

centrene.

Det anbefales, at prænatal genetisk information, rådgivning

og undersøgelse varetages i almen praksis, på amtsniveau og på

landsdelsniveau

efter nedenstående retningslinier:

Almen praksis

Læger i almen praksis varetager den primære identifikation

af kvinder med øget risiko og sikrer den primære information og efterfølgende

korrekte visitation.

Basisniveau

Det påhviler jordemødre og læger på fødestederne og i

jordemodercentrene som led i den almindelige svangreprofylakse at

identificere

og efterfølgende at foretage den nødvendige visitation.

Fødestederne på basisniveau varetager ultralydscanning med

henblik på fastsættelse af fosterets alder (niveau 1-scanning).

Krav til udførsel af

niveau 1-scanninger bør specificeres og fastsættes.

Een obstetrisk

specialafdeling

i hvert amt varetager den supplerende information om de

genetiske undersøgelser, samt fostervandsprøver, almindelig

ultralydsundersøgelse for misdannelser (niveau 2-scanning) og

alfaføtoproteinundersøgelserne herunder tripletest. Afdelingen bør arbejde

tæt

sammen med det regionale genetiske rådgivningscenter og fosterpatologiske

funktion samt den obstetriske landsdelsafdeling.

Udførsel af

fostervandsundersøgelse forudsætter, at afdelingen har et højopløseligt

ultralydsapparat tilrådighed og et personale, der har rutine i at udføre

undersøgelsen:

-

den udførende læge

bør gennemføre omkring 200 undersøgelser om året efter en basisoplæring på

100

undersøgelser,

-

det assisterende

personale bør have erfaring i at sortere det udtagne væv.

Krav til udførsel af

niveau 2-scanninger bør specificeres og fastsættes.

Landsdelsniveau

De nuværende

rådgivningscentre

varetager den genetiske rådgivning. Det drejer sig om:

Afdeling for Klinisk

Genetik.Rigshospitalet.

Afdelingen for

Medicinsk Genetik.Københavns Universitet.

John F. Kennedy

Instituttet,Glostrup.

Klinisk Kemisk afd.,

Sektion for Klinisk Genetik.Odense Universitetshospital.

Klinisk-genetisk

afdeling,Vejle amt, Børkop.

Klinisk Genetisk

afdeling, Århus Universitetshospital.

Fordelingen af funktioner mellem centrene fastlægges i

forbindelse med revision af Sundhedsstyrelsens Vejledning om land- og

landsdelsfunktioner.

De obstetriske

landsdelsafdelinger

varetager moderkageundersøgelserne ud over de øvrige

genetiske undersøgelser.

Udførsel af

moderkageundersøgelse kræver, at afdelingen har et højopløseligt

ultralydsapparat tilrådighed og et personale, der har rutine i at udføre

undersøgelsen:

-

den udførende læge

bør gennemføre omkring 400 undersøgelser om året efter en basisoplæring på

mindst 250 undersøgelser,

-

det assisterende

personale bør have erfaring i at sortere det udtagne væv.

De obstetriske

afdelinger på Rigshospitalet og Århus Universitetshospital

foretager som de

eneste i Danmark den mest avancerede ultralydscanning i teamfunktion med

bl.a.

neonatologer, børnekirurger, børnekardiologer og børnehjertekirurger.

Krav til udførsel af

niveau 3-scanninger bør specificeres og fastsættes.

I forbindelse med Sundhedsstyrelsens revision af Vejledning

om land- og landsdelsfunktioner tages der stilling til, hvorledes opgaverne i

relation til fosterpatologien bør varetages.

De nuværende kromosomlaboratorier varetager kromosomanalyserne.

Det drejer sig om:

Rigshospitalet,

Afdeling for Klinisk Genetik.

John F. Kennedy

Instituttet, Glostrup.

Århus

Universitetshospital, Klinisk Genetik afdeling.

Vejle amt, Børkop,

Klinisk-genetisk afdeling.

De nuværende

metaboliske

laboratorier

udfører de enzymatiske analyser og DNA-analyserne. Det drejer

sig om følgende:

Afdeling for Klinisk

Genetik.Rigshospitalet.

Afdelingen for Medicinsk Genetik.Københavns Universitet.

John F. Kennedy

Instituttet,Glostrup.

Klinisk genetisk

afdeling,Århus Universitetshospital.

Fordelingen af funktioner mellem centrene fastlægges i

forbindelse med revision af Sundhedsstyrelsens Vejledning om lands- og

landsdelsfunktioner.

Bestemmelse og analyse af alfaføtoprotein i kvindens blod og

i fostervandet bør kun finde sted på et analysested på grund af stor intra-

og

intereassay variation.

Generelle anbefalinger

3 niveauer.

Personalet har den

tilstrækkelige ekspertise til at varetage informationen, rådgivningen og til

at

udføre og bistå ved de prænatale genetiske undersøgelser.

Der etableres

tværfaglige kurser og uddannelseskrav fastsættes.

Der sikres

tidssvarende information til de gravide kvinder/parret og personalet.

Vejledningen følges

op med en skriftlig information til kvinderne.

Afdelingerne, som

foretager de genetiske undersøgelser og analyser, råder over tidssvarende

apparatur med den fornødne ydeevne.

Programmer for

kvalitetsudvikling beskrives og iværksættes.

En eller flere

kliniske databaser etableres for at sikre en fortløbende ensartet og

systematisk opsamling af data med henblik på vurdering af resultater opnået

ved

de prænatale genetiske undersøgelser. Databaserne skal sikre evaluering og

opfølgning af de prænatale genetiske undersøgelser. Resultaterne bør

sammenholdes ikke blot på nationalt, men også på internationalt niveau.

Kapitel 12.

Ressourcemæssige konsekvenser

Belysning af de ressourcemæssige konsekvenser af

Vejledningen tager udgangspunkt i de ændringer, som Vejledningen medfører.

Redegørelsen indeholder ikke en samlet vurdering af ressourceforbruget ved

fosterdiagnostik.

Konsekvensen af fosterdiagnostik er bl.a. en begrænsning i

hyppigheden af børn født med alvorlig genetisk sygdom. Samfundsøkonomiske

analyser peger på, at fosterdiagnostik på grund af dette forhold kan betale

sig, hvis man i analysen udelukkende inddrager de målelige omkostninger og

gevinster for samfundet. Nettogevinsten er i det væsenligste forårsaget af,

at

omkostninger til sygdomsbehandling og sociale foranstaltninger reduceres.

Prænatal undersøgelse er imidlertid forbundet med en lang

række uundgåelige umålelige omkostninger for kvinden og samfundet, der ikke

hidtil er blevet vægtet i de økonomiske analyser, og som næppe kan måles i

penge. Her tænkes bl.a. på konsekvenserne af falsk negative og falsk positive

prøvesvar, abort som direkte konsekvens af undersøgelsen, ventetid og

problemer

forbundet med at træffe de konkrete valg.

Der fokuseres i det følgende på de ændringer, som

Vejledningen medfører i forhold til den nuværende tilrettelæggelse under

forudsætning

af, at antallet af gravide kvinder forbliver uændret. På grund af mangel på

konkret viden om den nuværende praksis og vanskeligheder ved at forudsige,

hvilke ændringer der vil ske på bl.a. fødselsområdet, er det ikke muligt at

give et præcist. Der tages udgangspunkt i, at:

omkring 9.500

kvinder tilhører en eller flere risikogrupper.

der udføres årligt

ca. 7.000 invasive undersøgelser (fostervandsundersøgelser og

moderkagebiopsier) hos kvinder med øget risiko, og at det samlede omfang af

prænatale undersøgelser hos disse kvinder (incl. scanning for misdannelser og

undersøgelse af moderens blod for alfaføtoprotein) er omkring 8.000.

1.500 kvinder uden

for risikogruppe i dag får udført invasiv undersøgelse, 15.000 undersøges for

alfaføtoproteinniveauet i blodet og ca. 11.000 bliver scannet for

fostermisdannelse. Der er et vist sammenfald mellem de to sidste grupper.

Udfra en ressourcebetragtning forventes følgende ændringer

at have betydning:

øget vægt på

genetisk information og rådgivning,

justering af

risikogrupper,

ændring i tilbuddene

om prænatal genetisk undersøgelse herunder udvidelse af kapaciteten m.h.t

ultralydsundersøgelse,

øget centralisering,

øget vægt på

kvalitetsudvikling - herunder oprustning af den fosterpatologiske funktion.

Øget vægt på genetisk information og rådgivning,

Vejledningen lægger generelt megen vægt på information og

rådgivning. Det medfører, at gravide kvinder i øget omfang vil få information

og rådgivning om genetiske forhold forud for stillingtagen til undersøgelse

og

konsekvensen af et abnormt svar.

Hvad angår genetisk rådgivning er der imidlertid kun tale om

en mindre oprustning i forhold til Meddelelsen fra 1981. De tidligere

retningslinier er imidlertid ikke efterlevet på dette punkt bl.a. på grund af

mangel på ressourcer på rådgivningscentrene.

Skønsmæssigt vil ca. 8.000 ud af de ialt 9.500 kvinder, der

tilhører en eller flere risikogrupper, tage imod tilbud om prænatal genetisk

rådgivning og/eller undersøgelse. Dette er uændret fra i dag.

Ca. 5.000 af kvinderne vil på grund af alder blive henvist

direkte til supplerende information og undersøgelse på obstetrisk

specialafdeling, men tilbydes genetisk rådgivning, såfremt resulatet viser,

at

fosteret har en genetisk defekt. I forhold til den nuværende tilrettelæggelse

betyder det, at der skal afsættes flere ressourcer til information varetaget

af

sygehuset, samt flere ressourcer til genetisk rådgivning målrettet de ca. 80

kvinder, der årligt får påvist en genetisk defekt hos fostret.

De øvrige 3.000 kvinder vil ifølge Vejledningen skulle

henvises direkte til genetisk rådgivning, såfremt de ikke tidligere har

modtaget en sådan. En mindre del af denne rådgivning er hidtil varetaget af

sygehusene, men skal nu gøres mere omfattende og overgå til de genetiske

rådgivningscentre.

De genetiske rådgivningscentre skønner, at de har brug for

en øgning af personaleressourcer ca. svarende til 40% af de nuværende,

forskelligt fra center til center.

Der vil være behov for øget information og efteruddannelse

af lægegruppen, jordemødre og andre relevante faggrupper. Endelig vil der

blive

tale om en mindre udgift med henblik på skriftlig informationsmateriale til

de

gravide kvinder.

Sammenfattende vil implementering af Vejledningen

nødvendiggøre ressourcer til:

oprustning af

personale på specielt de genetiske rådgivningscentre,

oplysning og

efteruddannelse af alment praktiserende læger, speciallæger, jordemødre og

eventuelt andre faggrupper på alle niveauer,

målrettet og egnet

informationsmateriale til de gravide kvinder.

Justering af risikogrupper

Der er kun sket en mindre justering af risikogrupperne.

Tilbud om

undersøgelse på grund af faderens alder falder bort.

Ændringen vil være uden væsentlig økonomisk betydning, idet der

hidtil kun er blevet udført ca. 30 undersøgelser på denne indikation.

Tilbud om

information/rådgivning og eventuel undersøgelse til kvinder, der har været

eksponeret for arbejdsmiljøgifte m.v. formaliseres.

Omkring 140 kvinder fik i 1992 foretaget prænatal diagnostik

på denne indikation. Antallet vil formentlig fordobles.

Den tidligere Meddelelse omtaler ikke ængstelige"

gravide kvinder og deres behov for nærmere afklaring. Da denne gruppe af

gravide kvinder ikke har en øget risiko, er de heller ikke direkte omfattet

af

Vejledningen. I 1992 fik imidlertid ca. 1.000 kvinder foretaget prænatal

genetisk diagnostik på denne indikation, hvorfor Vejledningen indeholder

forslag om tilbud til disse kvinder.

Det relative antal

af ængstelige" kvinder vil formodentligt ikke ændre sig, men omfanget

af

kvinder, som henvises til genetisk undersøgelse vil formentlig kunne

reduceres

til ca. halvdelen, som følge af en bedre information. Antallet af

fostervandsundersøgelser og moderkagebiopsier hos denne gruppe vil formentlig

kunne reduceres til en 1/10 (dvs. til ca. 100 pr. år), da kvinderne primært

tilbydes en tripletest.

Totalt set forventes det, at omfanget af gravide kvinder,

der henvises til prænatal undersøgelse, vil falde marginalt. Justering af

grupperne vil ikke selvstændigt medfører ændret behov for information og

rådgivning.

Ændring i tilbuddene om prænatal genetisk

undersøgelse

Ultralydscanning

Ifølge forslaget bør samtlige gravide kvinder, der befinder

sig i en risikogruppe tilbydes en ultralydscanning m.h.p. fastsættelse af

gestationsalder (niveau 1-scanning). Under de nuværende forhold får i

størrelsesordenen 75% af disse kvinder dette tilbud. Vejledningen vil betyde,

at tilbuddet om niveau 1-scanning skal omfatte yderligere 2.000-2.500

kvinder.

Gennemscanning for misdannelser (niveau 2-scanning) skal

ifølge Vejledningen være første valg til enkelte af risikogrupperne. Antallet

af kvinder vurderes til ca. 500 pr. år.

På baggrund af data fra en tidligere omkostningsanalyse af

ultralydsundersøgelse anslås de gennemsnitlige omkostninger til niveau

1-scanning til 350-400 kr. og niveau 2-scanning til 450-500 kr.

Ved udregning af ressourceforbruget ved de to typer

ultralydscanninger, er der taget højde for, at de ikke udføres af samme

fagpersonale. Niveau 2-scanning kræver speciallæge, mens niveau 1-scanning

kan

udføres både af reservelæge, jordemoder, radiografer o.a. Der er yderligere

taget højde for, at niveau 2-scanning normalt udføres på et mere avanceret

ultralydapparatur, hvilket betyder, at afskrivningsomkostningerne her er

højere. Som et sidste element tager beregningerne hensyn til, at en niveau

2-scanning er mere tidskrævende.

Systematisk tilbud om ultralydscanning vil således medføre

øgede driftsomkostninger. Der vil på specialeafdelinger i amtet, som fremover

skal udføre niveau 2-scanning, være behov for at etablere funktionen med

deraf

følgende behov for kyndigt personale og egnet apperatur.

Der er påkrævet at opruste og systematisere fagpersonernes

ekspertice i ultralyd. Der er derfor et generelt behov for at etablere

informations- og uddannelsesprogrammer i ultralydsdiagnostik.

Fostervandsundersøgelser

og moderkagebiopsi

Fostervandsundersøgelse og moderkagebiopsi bør fremover

tilbydes, hvor invasiv undersøgelse er påkrævet, og hvor indikationen samt

graviditetens længde muliggør dette. Der forventes kun en relativ marginal

stigning i omfanget af moderkageundersøgelse i forhold til

fostervandsundersøgelsen.

Gennemsnitsprisen er omkring 4.000 kr. pr. undersøgelse,

hvor fostervandsundersøgelsen er den mindst ressourcekrævende.

Moderkagebiopsien medfører indtil videre flere ressourcer til bl.a.

retestning.

Det forventes, at Vejledningen vil medføre en samlet

reduktion i antallet af invasive undersøgelser på 1.000-2.000 på årsbasis.

Faldet vil være forårsaget af, at flere kvinder får tilbud om genetisk

rådgivning, at kvinder over 35 år også får tilbud om tripletest, et mindre

antal kvinder med øget risiko primært får tilbud om

ultralydscanning/alfaføtoproteinundersøgelse i stedet for invasiv

undersøgelse,

og endelig vil faldet skyldes, at færre ængstelige kvinder" henvises

til

undersøgelse.

Alfaføtoproteinundersøgelse

i moderens blod med supplerende analyser

I forhold til gældende praksis vil Vejledningen medføre, at

undersøgelsen gives som et tilbud til risikogravide, og ikke som et

rutinetilbud

til alle gravide kvinder. Et generelt screeningstilbud til en mindre

geografisk

afgrænset gruppe af gravide kvinder, vil muligvis fortsat være relevant som

led

i et formaliseret forsøgsprojekt.

En mindre del af gravide kvinder over 35 år (500-1.000

kvinder) forventes at ville foretrække tripletest som første valg i stedet

for

fostervandsundersøgelse og moderkagebiopsi.

Der er behov for at etablere en organisation, som sikrer

kvalificeret information og opfølgning af kvinderne på en lang række af

specialafdelingerne.

Sammenfatningende vil implementeringen af Vejledningen

medføre øgede ressourcer t1il:

etablering og drift

af ultralydsdiagnostik,

uddannelse af

fagpersoner til at varetage ultralydsundersøgelserne.

Forandringerne i omfanget af fostervandsundersøgelser og

moderkagebiopsier samt alfaføtoproteinundersøgelser vil formodentlig i

relation

til Vejledningens målgrupper samlet være omkostningsneutrale. Udgifterne til

prænatal undersøgelse af den normale population af gravide kvinder forventes

at

falde.

Centralisering

Det er ikke muligt indenfor rammerne af denne redegørelse at

beskrive de ressourcemæssige konsekvenser for sygehuskommunerne af en øget

centralisering af fostervandsundersøgelse på amtsniveau og moderkagebiopsi på

landsdelsniveau. Erfaringer indenfor andre områder peger på, at kvaliteten af

ydelserne stiger. Man må endvidere forvente en rationaliseringsgevinst.

Øget vægt på kvalitetsudvikling

Etablering af kvalitetsudviklingsprogrammer vil i stort

omfang kunne ske indenfor de eksiserende ressourcerammer. Udvikling og

etablering af kliniske databaser forventes at bygge videre på de

informationssystemer, der allerede eksisterer på dette område. Omkostninger

til

programudviklingen vil derfor være mindre end de 100.000 kr., der er anslået

i

Sundhedsstyrelsens rapport om Principper for databaser for klinisk

kvalitet". Det vil efterfølgende være driftsomkostninger, der

umiddelbart

vurderes til at udgøre 25-40 kr. registreret case.

Af hensyn til at undersøge og udvikle kvaliteten er det

nødvendigt, at specialafdelingerne og de genetiske centre etablerer et

samarbejde med en føtopatologisk funktion, som kan undersøge de aborterede

fostre, og de ved screeningen ikke-diagnosticerede misdannelser. Det

vurderes,

at den føtopatologiske funktion skal fordobles i forhold til i dag.

Konklusion

Vejledningen nødvendiggør en ressourcetilførsel såvel på

kort som på lang sigt. Dette skyldes primært forslaget til forbedring i

informationsniveauet hos målgruppen og tilbuddene om ultralydsundersøgelse.

Der

kræves specielt ressourcer til:

oprustning af

kapaciteten på de genetiske centre,

oplysning og

efteruddannelse af alment praktiserende læger, speciallæger og jordemødre på

alle niveauer,

målrettet og egnet

informationsmateriale til de gravide kvinder,

systematisk tilbud

om ultralydcanning, der kræver apparatur og efteruddannelse af personale,

oprustning af den

fosterpatologisk funktion,

udvikling,

etablering og drift af database for klinisk kvalitet.

Der forventes et mindre fald i udgifterne forbundet med

prænatal undersøgelse hos den normale population af gravide kvinder.

Ordliste

a-føtoprotein

Et fosterprotein, der produceres i fosterets lever og

udskilles i fostervandet. Kan måles i abnorme mængder i fostervandet og

moderens blod ved visse misdannelser.

Amniocentese

Se: Fostervandsundersøgelse.

Anlægsbærer

Person, der har en gen- eller kromosomforandring, uden at

være syg. Se også: Balanceret kromosomafvigelse, Dominant arvelig sygdom og

Recessivt arvelig sygdom.

Arveanlæg

Se: Gen.

Arvemasse

Den samlede mængde genetisk materiale (DNA). Ved en

persons arvemasse forstår man personens DNA med dets specifikke kemiske

opbygning, sådan som det forefindes i personens kromosomer, i princippet i

hver enkelt kerneholdig legemscelle.

Autosomal

Knyttet til autosomerne, dvs. de kromosomer, som ikke er

kønskromosomer.

Balanceret

kromosomafvigelse

Kromosomafvigelse, hvor cellerne fungerer normalt og har

den normale mængde arvemasse, men hvor arvematerialet er unormalt fordelt

mellem kromosomerne. Kan medføre at evt. afkom får for lidt eller for meget

arvemateriale og dermed kromosomsygdom (ubalanceret kromosomafvigelse).

Blødersygdom

(hæmofili)

Arvelig sygdom, der skyldes fejl i genet for et af de

proteiner, som normalt får blodet til at størkne. Sygdommen arves X-bundet

recessivt.

Celle

Den grundlæggende enhed i levende organismer. Cellen

indeholder arvestoffet.

Chorion Villus

Biopsi

Se: Moderkagebiopsi.

Cystisk Fibrose

Arvelig sygdom som bl.a. er kendetegnet ved, at der ophobes

sejt slim i lungerne med hyppige lungebetændelser og nedsat livslængde til

følge. Sygdommen nedarves autosomalt recessivt.

Diagnostik

Påvisning af en sygdomstilstand eller en genetisk

afvigelse.

DNA

Forkortelse for Deoxyribonucleic acid, på dansk kaldet

deoxyribonukleinsyre. Det kemiske stof som arveanlæg består af.

DNA-analyse

Metode for at karakterisere arvestoffet. Metoden består i

at arvestoffet (DNA) først bliver isoleret fra celler eller væv i individet,

og derefter deles op i helt karakteristiske fragmenter ved hjælp af specielle

gensøgere og adskildt på en måde, som gør, at der opstår et mønster i form af

bånd, som er helt karakteristisk for arvestoffet i en given organisme.

Metoden kan bruges til at kortlægge slægtskaber mellem

ulige organisationer, til diagnostik af fødte og ufødte individer, at at

fastlægge faderskab og indenfor retsmedicinen.

DNA-analyse i relation til prænatal diagnostik udføres

kun på speciel indikation og da kun for en sygdom af gangen.

Dominant nedarvet

sygdom

Arvelig sygdom der giver sig til kende selvom personen

også har et normalt arveanlæg for den pågældende egenskab.

Down's syndrom

Mongolisme" en tilstand som skyldes

kromosomafvigelse. 95% af personerne med Down's syndrom har trisomi-21, som

indebærer at alle celler har tre udgaver af kromosom nr. 21.

Duchennes

muskeldystrofi

Arvelig sygdom der skyldes fejl i genet for et vigtigt

muskelprotein. Sygdommen begynder i barndommen og fører til invaliditet og

død i tidlig voksenalder. Den arves X-bundet recessivt.

Enzym

Se: Protein.

Fostervandsprøve

Undersøgelse af celler i fostervandet. Prøven tages i

14.-16. svangerskabsuge. Fostervandet indeholder bl.a. levende celler fra

fosteret og kan anvendes til fosterdiagnostik.

Gen

Den del af arvestoffet (DNA-molekylerne), som bestemmer

sammensætningen af kroppens proteiner og derigennem dens biologiske

egenskaber.

Huntingtons Chorea

Alvorlig dominant nedarvet sygdom, der skyldes fejl i

genet for et endnu ukendt hjerneprotein. Sygdommen begynder sædvanligvis i

35-45 års alderen og resulterer i død efter 10-15 år.

Kromosomer

Trådformede bestanddele i cellekernen. Indeholder

arveanlæggene. Kan ses i mikroskop når cellen deler sig. Mennesket har 46

kromosomer. De 44 er parvist ens hos begge køn og kaldes autosomer. De sidste

2 kaldes kønskrosomer. Kvinders kønskromosomer er ens og kaldes X-kromosomer,

mens mænd har et X-kromosom og et Y-kromosom.

Kromosomanalyse

Kortlægning af kromosomerne: Udføres m.h.p. at påvise

evt. talmæssige og strukturelle kromosomfejl. Kromosomerne tælles, og

herefter analyseres de parvis for at undersøge, om deres struktur er normal.

Moderkagebiopsi

Udtagning af væv og analyse af celler fra moderkagen.

Protein

Et æggehvidestof. Et organisk molekyle som er opbygget af

aminosyrer. Rækkefølgen af aminosyrer i et protein er bestemt af arveanlægget

for det pågældende protein. Proteiner har livsvigtige funktioner i og uden

for legemets celler, f.eks. som enzymer, hormoner, modtagermolekyler

(receptorer) og støttevævsproteiner.

Præ-implantationsdiagnostik

Testning af et befrugtet æg for at undersøge om der er af

arvelig sygdom, før ægget sættes op i livmoderen.

Recessivt arvelig

sygdom

Arvelig sygdom der ikke giver sig til kende, såfremt

sygdomsgenet forekommer sammen med det tilsvarende normale arveanlæg.

Sygdomsgen

Et arveanlæg som er ændret, således at det kan medføre

sygdom.

Transabdominalt

Gennem bugvæggen.

Transcertifikalt

Gennem livmoderhalsen.

X-bundet

Knyttet til X-kromosomet (det kvindelige kønskromoson).

En X-bundet sygdom skyldes et sygdomsgen på X-kromosomet.

Anvendt litteratur

Blatt, R.J.R.

Prenatal tests. What they are, their benefits and risks, and how to decide

whether to have them or not.

New York, Vintage Books, 1988.

Brandt, N.J.,

Schwartz, M., Skovby, F.

Anlægsbærerscreening for cystisk fibrose.

Ugeskr Læger 1994;156:3751-58.

Brøndum-Nielsen,

K. og Nørgaard-Pedersen, B.

Prænatal diagnostik i Norden.

Nordisk Medicin 1993;108(6-7):189-192.

Bucher, H.C.,

Schmidt, J.G.

Does routine ultrasound scanning improve outcome in pregnancy? Metaanalysis

of various outcome measures.

British Medical Journal 1993;307:13-17.

Bøgh, C.

(red.)

Børn med medfødte handicap. En hvidbog.

København, Egmontfonden, 1986.

Clausen, H.

Cystic Fibrosis Carrier Screening in Denmark. Evaluating Cystic Fibrosis

Carrier Screening Development in Northern Europe: Denmark, the Federal

Republic

of Germany, the Netherlands and the United Kingdom.

An interdisciplinary collaborative study,

1993.

Cochrane

Database

Chorion villus sampling compared with amniocentesis.

Oxford Perinatal Epidemiological

University, Oxford, 1993.

Cooper, D.N.

and Schmidtke, J.

Diagnosis of genetic disease using recombinant DNA.

Human Genetics 1986;73:111.

Cooper, D.N.

and Schmidtke, J.

Diagnosis of genetic disease using recombinant DNA. Supplement.

Human Genetics 1987;77:66-75.

D'Alton, M.E.

and Decherney, A.H.

Prenatal Diagnosis.

The New England Journal of Medicine

1993;328:114-120.

Det Etiske

Råd (udg.)

Genetisk screening. En redegørelse.

København, 1993.

Det Etiske

Råd (udg.)

Livets begyndelse. Opponentindlæg ved Det Etiske Råds høring i Århus.

København, 1989.

Det Etiske

Råd (udg.)

Prænatal diagnostik. Prænatal screening. Genetisk rådgivning. Et

debatoplæg. København,

Det Etiske

Råd (udg.)

Prænatal diagnostik. Prænatal screening. Genetisk rådgivning.

København, 1989.

Editorials

Screening for cystic fibrosis.

The Lancet 1992;340:209-212.

Editorials

Chorion villus sampling: valuable addition or dangerous alternative?

The Lancet 1991;337:1513-15.

Ewigman, B.G.

a.o.

Effect of pranatal ultrasound screening on perinatal outcome.

The New England Journal of Medicine 1993;325(12):821-27.

Firth, H.V.

Analysis of limb reduction defects in babies exposed to chorionic villus

sampling.

The Lancet 1994;343:1069-71.

Foldspang,

A., Juul, S., Olsen, J. og Sabroe, S.

Epidemiologi, sygdom og befolkning.

København, Munksgaards Forlag, 1988.

Friedrich,

U., Jensen, P.K.A., Petersen, G.B.,

Rasmussen, K. og Therkelsen, Å. Juhl.

Prænatal genetisk diagnostik, opgørelse af 12 års resultater.

Ugeskr Læger 1984;146:1844-48.

Goldstein, H.

Studies of various aspects of Down syndrome in Denmark, and their use as an

epidemiological basis for a cost benefit analysis of genetic amniocentesis.

Danish Medical Bulletin

1992;39(6):489-508.

Goodburn,

S.F. et al.

Second-trimester maternal serumscreening using alpha-fetoprotein, human

chorionic gonadotrophin, and unconjugated oestriol: experience of a regional

programme.

Prenatal Diagnosis 1994;14:1-12.

Green, J.M.

Calming or Harming? A critical review of psychological effects of fetal

diagnosis on pregnant women.

London, The Galton Institute, 1990.

Haase, J.,

Green, A., Hauge, M., Holm, N.V. and Mathiasen, H.

A cohort study of neural tube defects (NTD) in Denmark covering the first

seven years of life.

Child's Nervous System 1987;3:117-20.

Haddow, J.E.

a.o.

Reducing the need for amniocentesis in women 35 years of age or older with

serum markers for screening.

The New England Journal of Medicine

1994;330(16):1114-18.

Helsedirektoratet

(udg.).

Helsedirektoratets veiledningsserie. Bruk av ultralyd i svangerskapet.

Helsedirektoratets retningslinier 1-91.

Holtzman,

N.A.

The diffusion of new genetic tests for predicting disease.

The FASEB Journal 1992;6:2806-12.

Ibsen, L.

Obstetrisk ultralyddiagnostik.

Månedsskrift for Praktisk Lægegerning

1984:729-37.

Indenrigsministeriet

(udg.).

Betænkning om prænatal genetisk diagnostik.

Afgivet af et udvalg nedsat af Indenrigsministeriet.

København, 1977. (Betænkning nr. 803).

International

Clearinghouse For Birth Defects Monitoring Systems (Udg.).

Prenatal Diagnosis of Congenital Malformations. The Impact on Birth Defect

Monitoring and Birth

Defect Epidemiology, 1994.

Jensen,

P.K.A., Hertz, J.M., Hahnemann, N.,

Smidt-Jensen, S. og Therkelsen, Å. Juhl.:

Prænatal cytogenetisk diagnostik i første trimester.

Ugeskr Læger 1987;149(11):718-21.

Jønsson, M.

Holm og Ulrich, M.

Fostervandsprøver. Oplysning - oplevelse - perspektiv.

København, Gyldendal, 1984.

Jørgensen, F.

Stener

Alfaføtoprotein screening i graviditeten.

Månedsskrift for Praktisk Lægegerning

1989;67(12):1009-14.

Jørgensen, F.

Stener

Organisation af obstetrisk ultralyd i Danmark 1990.

Ugeskr Læger 1992;154(42):2898-05.

Jørgensen, F.

Stener

Ultralydundersøgelse af gravide kvinder i Danmark 1989-90.

Ugeskr Læger 1993;155(21

særtryk):1627-32.

Jørgensen, F.

Stener m.fl.

Tidlig amniocentese.

Ugeskr Læger 1993;155(10 særtryk):1-4.

Jørgensen, F.

Stener

Declining an alphafetoprotein test in pregnancy.

Accepteret til publikation i Acta

Obstetricia et Gynecologica Scandinavica, 1994.

Jørgensen, T.

Billeddiagnostiske undersøgelser 1985 og 1986. Statistik på grundlag af en

spørgeskemaundersøgelse udført for Sundhedsstyrelsens billeddiagnostiske

udvalg.

København, Sundhedsstyrelsen og Dansk

Sygehus Institut, 1988.

Kamper-Jørgensen,

F. og Almind, G.

Forebyggende sundhedsarbejde, baggrund. Analyse og teori. Arbejdsmetoder.

København, Munksgaard, 1992.

Larsen, J.F.,

Bock, J.E., Fischer-Rasmussen, W., Ottesen, B.,

Pedersen, L.M., Philip, J., Secher, N.J., Westergaard, J.G.

Obstetrik.

Munksgaards Forlag, 1993.

Lilford, R.J.

The rise and fall of chorionic villus sampling.

British Medical Journal 1991;303:936-37.

Loft, A. og

Tabor, A.

Disordance Between Prenatal Cytogenetic Diagnosis and Aoutcome of

Pregnancy.

Prenatel Diagnosis 1984;4:51-9.

Mikkelsen, M.

Prænatal diagnostik i Danmark. Udvikling, nuværende stade og

fremtidsudsigter.

Nordisk Medicin 1990;105(1):5-7,18.

Mikkelsen,

M., Fischer, G., Hansen, J., Pilgaard, B. and Nielsen, J.

The impact of legal termination og pregnancy and og prenatal diagnosis on

the birth prevalance of Down's syndrome in Denmark.

Annals og Human Genetics 1983;47:123-31.

Mikkelsen,

M., Philip, J., Therkelsen, Å., Juhl og Petersen, Bruun G.

Prænatale undersøgelser i Danmark 1988.

København, 1989.

Mooney, G.

Rapport i projektet om anvendelse af økonomisk analyse i sundhedsmæssig

prioritering.

København, Egmontfonden, 1990.

Morris, N.,

Williamson, R.

Non-invasive first trimester antenatal diagnosis.

British Journal of Obstetrics and

Gynaecology 1992;99:446-48.

Multicentre randomised clinical trial of chorion

villus sampling and amniocentesis.

First report from the Canadian Collaborative CVS-Amniocentesis Clinical Trial

Group.

The Lancet 1989;I(8628):1-6.

Newnham, J.P.

a.o.

Effects of frequent ultrasound during pregnancy: A randomised controlled

trial.

The Lancet 1993; 342:887-91.

Nielsen,

K.G., Pilgaard, B. og Mikkelsen, M.

Prævalensen og overlevelsen af nyfødte med Down's syndrom i Danmark

1980-1985.

Ugeskr Læger 1987;149(32):2170-73.

Nørby, S.

Autosomal dominant polycystisk nyresygdom. Tidlig diagnostik ved

DNA-markøranalyse.

Ugeskr Læger 1987;149(40):2715-18.

Original

articles

Medical Research Council European Trial of chorion villus sampling.

The Lancet 1991;337:1491-98.

Pedersen, B.

Nørgaard et al.

Serum-alfa-føtoprotein screening for medfødte misdannelser i 16.-18.

graviditetsuge.

Ugeskr Læger 1984;146(43):3253-59.

Pedersen, B.

Nørgaard et al.

Maternal serum markers in screening for Down syndrome.

Clinical Genetics 1990;37: 35-43.

Petersen,

M.B. og Mikkelsen, M.

Ængstelse som indikation for prænatal diagnostik - årsager og

graviditetsresultat.

Ugeskr Læger 1986;148(21):1305-08.

Philip, J.

Metoder til udtagning af biologisk materiale til fosterundersøgelser for

medfødt sygdom.

Ugeskr Læger 1993;155(19):1479-80.

Reid, M.

EEC/COMAC HSR. Study in the diffusion of health care technologies in

practice: Prenatal Screening and Diagnostic Tests.

Kings Fund, London 1991.

Rhoads, G.G.

a.o.

The safety and efficacy of chorionic villus sampling for early prenatal

diagnosis og cytogenetic abnormalities.

The New England Journal of Medicine 1989;

320(10):609-17.

The Royal

College of Obstetricians and Gynaecologists (Udg.)

Report of the RCOG Working Party on Biochemical Markers and the Detection

of Down's Syndrome. 1993.

Saugmann-Jensen,

P.

Kunstig befrugtning i år 2000 - nogle teoretiske udviklingsmuligheder.

Journal for Sundhedsvæsenet

1994(1):15-17.

Schwartz, M.

Cystisk fibrose og DNA-diagnostik.

Ugeskr Læger 1989;1989;151(12)117-18.

Schwartz, M.,

Nørby, S. og Brandt, N.J.

DNA-markører, genetisk rådgivning og prænatal diagnostik af arvelige

sygdomme.

Ugeskr Læger 1985;147(30):2382-85.

Smidt-Jensen,

S.L.

Fosterdiagnostik med chorion villus biopsi.

Månedsskrift for Praktisk Lægegerning

1987;65(9): 643-48.

Smidt-Jensen,

S.L., Hahnemann, N.

Transabdominal fine needle biopsy from chorionic villi in the first

trimester.

Prenatal Diagnosis 1984;4:163-69.

Smidt-Jensen,

S.L., Permin, M., Philip, J. et al.

Randomiseret sammenligning af transabdominal, transcervikal chorion villus

biopsi og amniocentese.

Ugeskr Læger 1993;155(19): 1446-56.

Smidt-Jensen,

S.L., Permin, M., Philip, J. a.o.

Randomised comparison of amniocentesis and tranabdominal and transcervical

chorionic villus sampling.

The Lancet 1992;340(8830): 1237-44.

Socialstyrelsen

(utg.)

Fosterdiagnostik. Fakta och problembeskrivning.

Stockholm, 1988. (Socialstyrelsen

redovisar 1988:12).

Spencer,

J.W., Cox, D.N.

A comparison of chorionic villi sampling and amniocentesis: Acceptability

of procedure and maternal attachment to pregnancy.

Obstetrics and Gynecology

1988;72(5):714-18.

Statens

Seruminstitut (udg.)

Notat til Sundhedsministeriet om prænatal diagnostik. 1992.

Statens

Seruminstitut (udg.)

Analyse af de økonomiske konsekvenser af S-AFP-screening og

ultralydscreening af gravide kvinder 1988.

Status og

perspektiver i obstetrik og gynækologi 1984.

Udarbejdet af 6 arbejdsudvalg nedsat af Dansk Selskab for Obstetrik og

Gynækologi 1983.

København, Lægeforeningens Forlag, 1985.

Sundhedsstyrelsen

(udg.)

Fostervandsundersøgelser og moderkagebiopsier 1990.

Vitalstatistik 1:32:1992.

Sundhedsstyrelsen

(udg.)

Meddelelse til læger, jordemødre og sygehuse om forebyggende undersøgelser

for kromosomsygdomme, medfødte stofskiftesygdomme, neuralrørsdefekter m.v.

hos

fostre, af 21. april 1981.

Sundhedsstyrelsen

(udg.)

Medicinsk fødsels- og misdannelsesregister.

København, 1990.

Sundhedsstyrelsen

(udg.)

Notat om nedsættelse af arbejdsgrupper vedrørende prænatal diagnostik

København, 1987.

Sundhedsstyrelsen

(udg.)

Screening - Hvorfor - Hvornår - Hvordan.

Forebyggelse og hygiejne 1990.

Sundhedsstyrelsen

(udg.)

Statistik om prævention og aborter 1990.

Vitalstatistik 1:29:1992.

Søndergaard,

F.

Transcervikalt udført chorion villus biopsi med henblik på prænatal

diagnostik i første trimester. En opgørelse af 4 års virksomhed.

Ugeskr Læger 1989;151(45): 2977-82.

Søndergaard.

F., Secher, N.J., Kristensen, M., Lykkelund, C.,

Tønnesen, T., Güttler, F. og Mikkelsen, M.

Prænatal diagnostik af kromosomale og arvelige metaboliske sygdomme i

første trimester.

Ugeskr Læger 1984;146(25):1841-43.

Tabor, A.

Alfaføtoprotein screening for medfødte misdannelser og Down's syndrom.

Ugeskr Læger 1989;151(18):528-30.

Tabor, A.

Genetic amniocentesis. Indication and risks.

Doktorafhandling, Københavns Univeristet, 1988.

Lægeforeningens Forlag, 1988.

Tabor, A.,

Larsen, S. Olesen, Nielsen, J., Nielsen, J., Philip, J.,

Pilgaard, B., Videbech, P. and Nørgaard-Pedersen, B.

Screening for Down's syndrome using an iso-risk curve based on maternal age

and serum alpha fetoprotein level.

British Journal of Obstetrics and

Gynaecology 1987;94:636-42.

Teknologinævnet

(udg.)

Kortlægning af menneskets gener.

København, 1989.

x, den 1. januar 1994

x

Lignende dokumenter