Forslag til Lov om beskatning af søfolk
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 23. februar 2005
af skatteministeren (Kristian Jensen)
Forslag
til
Lov
om beskatning af søfolk
Lovens anvendelsesområde
§ 1.
Lønindkomst, som erhverves ved arbejde ombord på skibe m.v., beskattes efter
skattelovgivningens almindelige regler med de undtagelser, der følger af
denne
lov.
Stk. 2.
Loven
finder tilsvarende anvendelse på beskatning af lønindkomst ved arbejde ombord
på skib, der midlertidigt er ude af drift på grund af reparationsarbejde,
midlertidig oplægning o.l. Det er en betingelse, at den, som erhverver
lønindkomsten, umiddelbart forud for reparationsarbejdet eller den
midlertidige
oplægning o.l. var omfattet af denne lov, og at ansættelsesforholdet ikke
alene
er indgået med henblik på at udføre arbejde ombord på skib, som er ude af
drift.
Stk. 3.
Personer,
som erhverver indkomst ved arbejde ombord på skib, som de ejer, eller i
hvilket
de som partredere eller interessenter ejer en andel, er omfattet af denne
lov.
Det er en betingelse for anvendelsen af §§ 5-6 og § 8, at ejerens,
Læs alt
partrederens eller interessentens aflønning svarer til den, der ydes til
ansatte med samme anciennitet m.v.
Stk. 4.
Stk. 3
finder tilsvarende anvendelse for personer, som udøver bestemmende
indflydelse
over det rederi, som ejer det skib, hvor den pågældende udfører arbejde, og
dermed nærtstående personer. Ved bestemmende indflydelse forstås ejerskab
eller
rådighed over stemmerettigheder som nævnt i ligningslovens § 2,
stk. 2. Ved nærtstående personer forstås personer som nævnt i
ligningslovens § 16 H, stk. 2, 3.-4. pkt.
§ 2.
I
denne lov forstås ved:
1.
Dansk skib
: Et skib, som er registreret med hjemsted her i landet
med en bruttotonnage på 20 tons eller derover, og som udelukkende anvendes
til
erhvervsmæssig befordring af passagerer eller gods eller som bugser- og
bjærgningsfartøj. Et skib, som er registreret med hjemsted på Færøerne, i
Grønland eller i udlandet med en bruttotonnage på 20 tons eller derover, og
som
uden besætning overtages til befragtning af et dansk rederi, sidestilles med
dansk skib. Et skib, som er registreret med hjemsted her i landet, og som
uden
besætning overtages til befragtning af et færøsk, grønlandsk eller udenlandsk
rederi, anses ikke for et dansk skib.
2.
Udenlandsk skib:
Et skib med en med en bruttotonnage på 20 tons
eller derover, som udelukkende anvendes til erhvervsmæssig befordring af
passagerer eller gods eller som bugser- og bjærgningsfartøj, og som ikke
anses
for et dansk skib.
3.
Begrænset fart
:
a)
Fart eller bugser- og
bjærgningsvirksomhed med skibe, der væsentligst sejler på danske indsøer,
indre
vandveje og fjorde.
b)
Anvendelse af skibe i
stationær virksomhed, herunder havnefart o.l.
c)
Fart eller bugser- og
bjærgningsvirksomhed med skibe uden egne fremdrivningsmidler.
d)
Rutetrafik, hvor
sejldistancen fra havn til havn er mindre end 50 sømil.
e)
Anden fart eller
bugser- og bjærgningsvirksomhed, når forholdene er sådan, at den pågældende
person har mulighed for regelmæssigt at overnatte på sin sædvanlige bopæl.
Sømandsfradrag
§ 3.
Personer, som uden for begrænset fart erhverver lønindkomst ved arbejde
ombord
på danske eller udenlandske skibe, kan ved opgørelsen af den skattepligtige
indkomst fradrage et beløb på 56.900 kr. Tilsvarende gælder ved arbejde
ombord
på stenfiskerfartøjer, herunder sandsugere, som har egne fremdrivningsmidler
og
eget lastrum til transport af materialer indvundet fra havbunden, og som har
en
bruttotonnage på 20 tons eller derover. Har den pågældende kun lønindtægt som
nævnt i 1. pkt. i en del af året, eller er der tale om ansættelse på deltid,
nedsættes fradraget forholdsmæssigt. Det er en betingelse for fradrag, at
forhyringsvilkårene for den pågældende svarer til, hvad der sædvanligvis
gælder
for søfolk.
Stk. 2.
Stk. 1
finder tilsvarende anvendelse ved erhvervelse af lønindkomst ved arbejde
udført
ombord på skibe og installationer, der anvendes i tilknytning til
efterforskning og udvinding af kulbrinter uden for dansk søterritorium og
dansk
kontinentalsokkelområde, samt ved arbejde ombord på skole- og øvelsesskibe,
jf.
lov om søfartsuddannelse.
§ 4.
Når
der foretages fradrag efter § 3, kan der ikke samtidig foretages fradrag
efter ligningslovens § 9, stk. 1, ligningslovens §§ 9 B-9 D og
ligningslovens § 13 samt efter pensionsbeskatningslovens § 49,
stk. 1.
Stk. 2.
Personer,
som kan foretage fradrag efter § 3, er ikke omfattet af ligningslovens
§ 9 A, stk. 1-9.
Beskatning ved arbejde ombord på dansk skib registeret
i Dansk Internationalt Skibsregister
§ 5.
Har
en person, der er skattepligtig efter kildeskattelovens § 1, erhvervet
lønindkomst ved arbejde ombord på et dansk skib, som er registreret i Dansk
Internationalt Skibsregister, og som anvendes til formål, som vil kunne
omfattes af tonnageskatteloven, nedsættes den samlede indkomstskat med det
beløb, der forholdsmæssigt falder på denne indkomst. 1. pkt. finder
tilsvarende
anvendelse på dødsboer omfattet af dødsboskattelovens § 1, stk. 2.
Gratialer og fratrædelsesgodtgørelser m.v., jf. ligningslovens § 7 U, er
omfattet af 1. pkt., når den pågældende ydelse har direkte tilknytning til
arbejde udført ombord på skib som nævnt i 1. pkt.
Stk. 2.
Personer,
som er skattepligtige efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra j,
svarer ikke skat af lønindkomst erhvervet ved arbejde ombord på et dansk
skib,
som er registreret i Dansk Internationalt Skibsregister, og som anvendes til
formål, som vil kunne omfattes af tonnageskatteloven. Stk. 1, 3. pkt.,
finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 3.
Skattefritagelse efter stk. 1 og stk. 2 er betinget af, at løn og
godtgørelser m.v. er fastsat under hensyn til skattefritagelsen.
Stk. 4.
Personer,
som kan anvende stk. 1, er ikke omfattet af ligningslovens § 9 A,
stk. 1-9.
§ 6.
Ved
arbejde ombord på skib, som anvendes som bugser- og bjærgningsfartøj inden
for
EU/EØS, finder § 5 udelukkende anvendelse i tilfælde, hvor skibet
udfører
virksomhed med karakter af søtransport i mindst 50 pct. af den tid, skibet i
løbet af et indkomstår er i drift. Det er en betingelse, at fartøjet har
hjemsted i en EU- eller EØS-medlemsstat.
Stk. 2.
Ved
anvendelsen af stk. 1 fordeles ventetid forholdsmæssigt mellem den tid,
der er medgået til bugser- og bjærgningsaktiviteter til søs, og den tid, der
er
anvendt til andre aktiviteter.
§ 7.
Ved
arbejde ombord på skib, som sejler i regelmæssig passagersejlads mellem havne
i
EU-medlemsstater, finder § 5, stk. 2, alene anvendelse på personer,
som er statsborgere eller hjemmehørende i en EU- eller en EØS-medlemsstat.
Beskatning ved arbejde ombord på andre skibe
§ 8.
§ 5 finder uanset tonnageskattelovens bestemmelser tilsvarende
anvendelse
ved arbejde uden for EU/EØS ombord på stenfiskerfartøjer, herunder
sandsugere,
som nævnt i § 10, stk. 1.
§ 9.
For
personer, som er skattepligtige efter kildeskattelovens § 2,
stk. 1,
litra j, og som erhverver lønindkomst som nævnt i kildeskattelovens
§ 43,
stk. 1, ved arbejde udført ombord på dansk skib uden for begrænset fart
uden at være omfattet af § 5, stk. 2, beregnes skatten som 30 pct.
af
bruttoindkomsten. Tilsvarende gælder for personer, som er skattepligtige
efter
kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra j, og som uden at være
omfattet
af § 8 erhverver lønindkomst ved arbejde ombord på stenfiskerfartøjer,
herunder sandsugere, som nævnt i § 10, stk. 1.
Stk. 2.
En
skattepligtig efter stk. 1 kan dog vælge at blive beskattet, som om den
pågældende var omfattet af kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra a.
Valget skal træffes senest den 1. maj efter det pågældende indkomstår. Valget
kan omgøres inden udløbet af den frist, der er nævnt i skattestyrelseslovens
§ 3, stk. 1.
Stk. 3.
Den skat,
der efter stk. 1 og 2 beregnes for personer, der er hjemmehørende på
Færøerne eller i Grønland, tilfalder henholdsvis Færøernes og Grønlands
landskasse. Når der vælges beskatning efter stk. 2, opgøres det beløb,
der
tilfalder henholdsvis Færøernes og Grønlands landskasse, som den del af den
pågældendes samlede danske skat, som forholdsmæssigt falder på indkomst, som
kan beskattes efter stk. 1.
Andre bestemmelser
§ 10.
Danske rederier, som udøver virksomhed med stenfiskerfartøjer, herunder
sandsugere, som er registreret med hjemsted her i landet med en bruttotonnage
på 20 tons eller derover, eller som er registreret med hjemsted i en anden
EU/EØS-medlemsstat med tilsvarende bruttotonnage og uden besætning er
overtaget
til drift af et dansk rederi, kan efter ansøgning få refusion, jf.
stk. 2-3,
for personer, som
udfører arbejde ombord, og som ikke er omfattet af § 8. Det samme gælder
for rederier, som er skattepligtige efter selskabsskattelovens § 2,
stk. 1, litra a, eller efter kildeskattelovens § 2, stk. 1,
litra d, når disse er hjemmehørende i en EU-medlemsstat.
Stk. 2.
Det er en
betingelse for refusion, at det enkelte fartøj har egne fremdrivningsmidler
og
eget lastrum til transport af materialer indvundet fra havbunden, samt at
fartøjet udfører søtransportaktiviteter i mindst 50 pct. af den tid, det er i
drift.
Stk. 3.
Refusion
ydes måned for måned til rederiet med et beløb, der for hver enkelt
lønmodtager
beregnes som 40 pct. af den del af grundlaget for lønmodtagerbidraget opgjort
efter § 8 i lov om en arbejdsmarkedsfond, der kan henføres til arbejde
udført ombord på fartøj, som opfylder betingelserne i stk. 1-2.
Stk. 4.
Stk. 3
finder tilsvarende anvendelse for personer som nævnt i § 1, stk. 3.
Refusionen ydes som 40 pct. af det gennemsnitlige grundlag for refusion efter
stk. 3 for lønmodtagere, som udfører arbejde ombord på det pågældende
fartøj.
Stk. 5.
Rederier,
som ønsker refusion efter stk. 1-4, skal føre særskilt regnskab for
søtransportens omfang.
§ 11.
Udbetales skattefri nettoløn efter §§ 5-8, og grundlaget herfor viser
sig
ikke at være til stede, hæfter alene arbejdsgiveren for den A-skat og de
bidrag
efter lov om en arbejdsmarkedsfond og lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension,
som skulle have været indbetalt. A-skatten og bidrag som nævnt i 1. pkt.
beregnes på grundlag af den bruttoløn, som ligger til grund for fastsættelsen
af den skattefri nettoløn, jf. § 5, stk. 3. De skyldige A-skatter
og
bidrag betragtes som forfaldne på de tidspunkter, hvor de ville være
forfaldet,
hvis §§ 5-8 ikke havde været anvendt.
§ 12.
Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om lovens gennemførelse og
administration.
§ 13.
Skatteministeren kan bemyndige de statslige eller kommunale skattemyndigheder
til at træffe afgørelser efter denne lov. Ministeren kan fastsætte regler om
adgang til at klage over afgørelserne, herunder om at afgørelserne ikke kan
indbringes for højere administrativ myndighed.
Overgangsbestemmelser
§ 14.
Sejldistancen efter § 2, nr. 3, litra d, fastsættes til 25 sømil ved
arbejde i trafik på ruter, hvor der den 12. januar 2005 var givet
dispensation
efter bestemmelserne i § 5, stk. 4, i lov om særlige fradrag til
sømænd, jf. lovbekendtgørelse nr. 723 af 6. august 2001, som ændret ved
§ 11 i lov nr. 394 af 28. maj 2003.
Stk. 2.
Stk. 1
finder ikke anvendelse, hvis besejlingen af en rute er ophørt efter den 12.
januar 2005.
§ 15.
Hvis der senest den 12. januar 2005
er
givet dispensation efter § 5, stk. 3, i lov om særlige fradrag til
sømænd, jf. lovbekendtgørelse nr. 723 af 6. august 2001 som ændret ved lov
nr.
394 af 28. maj 2003, til et skib, og betingelserne i § 3, stk. 1,
for
at foretage fradrag ikke er opfyldt, kan de statslige told- og
skattemyndigheder efter ansøgning tillade at søfolk, som udfører arbejde
ombord
på det pågældende skib, kan foretage fradrag efter § 3, stk. 1.
Tilladelse gives, når skibet fortsat anvendes til det formål, der lå til
grund
for dispensationen, og den bortfalder, når dette ikke længere er tilfældet.
Er
tilladelsen bortfaldet, kan der ikke gives ny tilladelse.
§ 16.
Personer, som den 12. januar 2005 ikke var afskåret fra at anvende
ligningslovens § 9 A, stk. 1-9, jf. ligningslovens § 9 A,
stk. 11, og som kan foretage fradrag efter § 3, kan vælge fortsat
at
være omfattet af ligningslovens § 9 A, stk. 1-9. Er der foretaget
fradrag efter § 3, finder 1. pkt. ikke længere anvendelse. Når 1. pkt.
vælges anvendt, kan der ikke foretages fradrag efter § 3.
Ikrafttrædelsesbestemmelser og ændring af anden
lovgivning
§ 17.
Tidspunktet for lovens eller dele af lovens ikrafttræden fastsættes af
skatteministeren.
§ 18.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
§ 19.
I
lov om en arbejdsmarkedsfond, jf. lovbekendtgørelse nr. 694 af 20. august
2002,
som senest ændret ved § 1 i lov nr. 468 af 9. juni 2004, foretages
følgende ændring:
1.
§ 8, stk. 3,
affattes således:
»
Stk. 3
. Vederlag, der
er omfattet af § 5 og § 8 i lov om beskatning af søfolk medregnes
ikke til bidragsgrundlaget.«
§ 20.
I
lov om beskatning ved dødsfald (dødsboskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr.
827 af 22. september 2003, som senest ændret ved § 4 i lov nr. 458 af 9.
juni 2004, foretages følgende ændringer:
1.
§ 55, stk. 2, 1. pkt.,
affattes
således:
»
Stk. 2.
Der kan
ikke kræves afsluttende skatteansættelse efter § 13 af indkomst som
omhandlet i kildeskattelovens § 2, stk. 5, § 48 B, § 65,
§ 65 A og § 65 C, kulbrinteskattelovens § 21, stk. 2,
samt
§ 9, stk. 1, i lov om beskatning af søfolk.«
2.
§ 56, stk. 2, 1. pkt.,
affattes
således:
»
Stk. 2
. Indkomst som
omhandlet i kildeskattelovens § 2, stk. 5, § 48 B, § 65,
§ 65 A og § 65 C, kulbrinteskattelovens § 21, stk. 2,
samt
§ 9, stk. 1, i lov om beskatning af søfolk, indgår ikke ved
opgørelsen af bobeskatningsindkomsten.«
§ 21.
I
lov om opkrævning af indkomstskat samt kommunal og amtskommunal
ejendomsværdiskat for personer m.v. (kildeskat), jf. lovbekendtgørelse nr.
678
af 12. august 2002, som senest ændret ved § 4 i lov nr. 468 af 9. juni
2004, foretages følgende ændringer:
1.
I
§ 2, stk. 7,
ændres »§ 48 C,
stk. 1« to steder til: »§ 9, stk. 1, i lov om beskatning af
søfolk«.
2.
I
§ 5 B, stk. 3,
ændres »§ 48 C,
stk. 1« til: »§ 9, stk. 1, i lov om beskatning af søfolk«.
3.
§ 48 C
ophæves.
4.
§ 48 D
ophæves.
§ 22.
I
lov om kommunal indkomstskat, jf. lovbekendtgørelse nr. 199 af 24. marts
2003,
foretages følgende ændring:
1.
I
§ 9, stk. 1, 3. pkt.,
ændres
»reglerne i lovens § 48 C« til: »§ 9, stk. 1, i lov om
beskatning af søfolk«.
§ 23.
I
lov om påligningen af indkomst til staten (ligningsloven), jf.
lovbekendtgørelse nr. 995 af 7. oktober 2004, foretages følgende ændringer:
1.
§ 9 A, stk. 11, 1. pkt.,
affattes
således:
»
Stk. 11
. Personer, der
modtager ydelser efter § 7, nr. 15, eller § 31, stk. 4, er
ikke
omfattet af stk. 1-9.«.
2.
I
§ 33, stk. 6,
ændres »§ 33 C«
til: »§ 5 eller § 8 i lov om beskatning af søfolk«.
3.
I
§ 33 A, stk. 1, 3. pkt.,
ændres »jf.
§ 33 C« til: »jf. lov om beskatning af søfolk«.
4.
§ 33 C
ophæves.
§ 24.
I
lov om indkomstskat for personer m.v. (personskatteloven), jf.
lovbekendtgørelse nr. 772 af 29. august 2003, som senest ændret ved § 3
i
lov nr. 302 af 30. april 2004, foretages følgende ændringer:
1.
I
§ 10, stk. 5, 3. pkt.,
ændres
»reglerne i kildeskattelovens § 48 C« til: »§ 9, stk. 1, i lov
om beskatning af søfolk«.
2.
§ 13, stk. 5, 4. pkt.,
affattes
således:
»Bestemmelsen finder dog ikke anvendelse, hvor skatten er nedsat i
henhold til bestemmelsen i ligningslovens § 33 A eller efter § 5
eller § 8 i lov om beskatning af søfolk.«
§ 25.
I
skattekontrolloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 869 af 12. august 2004,
foretages
følgende ændringer:
1.
I
§ 2, stk. 1, nr. 2,
ændres
»kildeskattelovens § 48 C« til: »§ 9, stk. 1, i lov om
beskatning af søfolk«.
2.
I
§ 7, stk. 2, nr. 6,
ændres »et dansk
skib i udenrigsfart henholdsvis nærfart, jf. § 2 i lov om særlige
fradrag
til sømænd mv.« til: »et dansk skib i, henholdsvis udenfor, begrænset fart,
jf.
§ 2 i lov om beskatning af søfolk«.
§ 26.
I
lov om skattemyndighedernes organisation og opgaver m.v.
(skattestyrelsesloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 868 af 12. august 2004,
foretages følgende ændring:
1.
I
§ 21, stk. 1, 3. pkt.,
ændres »sømænd
m.v., der sejler i udenrigsfart« til: »sømænd, der sejler uden for begrænset
fart«.
§ 27.
Lov om særlige fradrag til sømænd m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 723 af 6.
august 2001, som ændret ved § 11 i lov nr. 394 af 28. maj 2003, ophæves.
§ 28.
I
lov nr. 460 af 31. maj 2000 (Udvidelse af DIS-ordningen samt beskatning af
søfolk og luftfartspersonale i international trafik m.v.), som ændret ved
§ 3 i lov nr. 270 af 8. maj 2002, foretages følgende ændring:
1.
§§ 2-7
ophæves.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Lovforslagets formål.
Dette lovforslag er en genfremsættelse af lovforslag nr. L
162, som blev fremsat den 12. januar 2005, og som bortfaldt ved udskrivelsen
af
valg til Folketinget.
Lovforslaget har et dobbelt formål. For det første er der
behov for at tilpasse reglerne om beskatning af søfolk til de nye
retningslinier for statsstøtte til søtransportsektoren, som EU-Kommissionen
udsendte i januar 2004 (EFT C 13 af 17.1.2004, s. 3), og som medlemsstaterne
efter retningslinierne skal indarbejde i national lovgivning inden udgangen
af
juni 2005. Lovforslaget skal i denne forbindelse ses i sammenhæng med det
forslag om ændring af tonnageskatteloven, som regeringen samtidig har
fremsat.
Samtidig ønsker regeringen som led i bestræbelserne på at
forenkle skattesystemet at foreslå væsentlige forenklinger af reglerne for
beskatning af søfolk.
I øjeblikket skal reglerne om beskatning af søfolk søges i
et samspil mellem regler i kildeskatteloven, regler i ligningsloven og
endelig
lov om særlige fradrag til sømænd. Dertil kommer, at en del af regelsættet
består af bemyndigelser til skatteministeren til at meddele dispensationer.
Regeringen ønsker at forenkle og objektivere dette
regelsæt. Derfor foreslår regeringen at afskaffe det eksisterende
dispensationssystem og i stedet alene basere reglerne om beskatning af søfolk
på objektive kriterier. Desuden foreslås det at forenkle de ganske
komplicerede
regler for særlige fradrag til søfolk.
2. De gældende regler for beskatning af søfolk.
Som udgangspunkt beskattes søfolk af deres lønindkomst på
linie med andre lønmodtagere, men samtidig findes der to særlige regelsæt for
denne gruppe. Det ene er reglerne om skattefritagelse for søfolk, der
arbejder
ombord på skibe registreret i
Dansk
Internationalt Skibsregister
(»DIS-ordningen«). Det andet er reglerne i
lov om særlige fradrag til sømænd
(sømandsfradragsloven).
a. DIS-ordningen.
Dansk Internationalt Skibsregister (DIS) blev oprettet i
1988. Baggrunden var et ønske om, at dette register skulle kunne yde samme
konkurrencemæssige vilkår som andre internationale skibsregistre for
effektivt
at kunne modvirke udflagning af danske skibe.
Det blev dengang konstateret, at mandskab ombord på skibe i
andre internationale skibsregistre ikke betaler skat til flagstaten, og man
fandt det på denne baggrund nødvendigt på tilsvarende måde at lempe de danske
skatteregler, således at DIS også på dette område kunne yde samme
konkurrencemæssige vilkår som andre internationale skibsregistre.
Søfolk ombord på danske skibe registreret i DIS blev på
denne baggrund fritaget for dansk beskatning. Dette gælder, hvad enten de
pågældende søfolk er hjemmehørende i Danmark eller i udlandet. Er den
pågældende hjemmehørende i Danmark, nedsættes vedkommendes skat med det
beløb,
der forholdsmæssigt falder på den indkomst, der er erhvervet ved arbejde om
bord på DIS-skib (ligningslovens
§
33
C). Er den pågældende hjemmehørende i udlandet, frafaldes beskatningen
(kildeskattelovens
§
48
D).
Det er en forudsætning for gennemførelsen af
skattefritagelsen, at lønnen for søfolk ombord på DIS-skibe fastsættes på
internationalt konkurrencedygtige vilkår, d.v.s. som en nettohyre, der tager
hensyn til skattefritagelsen.
DIS-skattereglerne kan ikke anvendes ved arbejde ombord på
færger i dansk indenrigstrafik. DIS-skattereglerne kan heller ikke anvendes,
hvis skibet ikke er et dansk skib i skattelovgivningens forstand, uanset om
skibet rent faktisk er registreret i DIS. (Registreringen af et skib i DIS
sker
i Søfartsstyrelsens regi. DIS-registrering er en forudsætning for
DIS-skattefritagelse
af de søfarende, men fritagelsen gives kun, når skattelovgivningens
betingelser
samtidig er opfyldt.)
Begrebet »dansk skib« i skattelovgivningens forstand er
defineret i § 2 i lov om særlige fradrag til sømænd. Efter denne
bestemmelse forstås der ved dansk skib bl.a. et skib med hjemsted her i
landet,
som har en bruttotonnage på mindst 100 tons, og som udelukkende anvendes til
erhvervsmæssig befordring af personer eller gods eller som bjærgningsfartøj.
Sømandsfradragsloven indeholder endvidere forskellige
dispensationsbestemmelser, således at der kan gives sømandsfradrag, selv om
tonnagemålet på de 100 tons ikke er opfyldt, og selv om den erhvervsmæssige
anvendelse er en anden end den ovenfor nævnte.
Efter en praksis, som daterer sig tilbage til indførelsen
af DIS-ordningen, har dispensation efter sømandsfradragsloven ikke alene
medført, at søfolkene ombord på det pågældende skib kan få sømandsfradrag,
men
også at de kan beskattes efter DIS-reglerne, hvis skibet er registreret i
DIS.
Denne praksis har givet anledning til kritik, idet det har været fremført, at
den kunne medføre konkurrenceforvridning i forhold til de landbaserede
erhverv.
Der blev derfor i 2001 foretaget en ændring af praksis, således at der ikke
længere gives dispensation til de såkaldte entreprenørskibe, der anvendes ved
bygning af f. eks. havneanlæg og moler. Herved undgik man konkurrencemæssige
problemer i forhold til de landbaserede entreprenørvirksomheder.
Denne praksisændring har dog ikke løst alle problemer, der
er knyttet til dispensationssystemet. Dispensation for tonnagemålet –
d.v.s.
tilladelse for skibe på under 100 tons til at gøre brug af DIS-skattereglerne
–
gives nemlig kun i de tilfælde, hvor rederiet har skibe såvel over som under
grænsen på 100 tons. Begrundelsen er, at søfolk frit skal kunne overflyttes
mellem samtlige rederiets skibe uanset størrelse. Derfor må de af rederiets
skibe, som er under 100 tons, også kunne inddrages.
Sat lidt på spidsen indebærer disse bestemmelser, at et
rederi med et skib på 100 tons og et skib på 98 tons kan få begge skibe ind
under DIS-skatteordningen, mens et andet rederi med to skibe på hver 99 tons
ikke kan få nogen af dem ind. Dette er ikke tilfredsstillende.
Det konkurrencemæssige aspekt i disse regler er blevet
vurderet af Konkurrencestyrelsen. Dette skete på foranledning af et mindre
rederi, som ikke havde skibe over 100 tons, og som i modsætning til sine
konkurrenter derfor ikke kunne få dispensation efter sømandsfradragsloven.
Konkurrencestyrelsen udtalte, at de gældende dispensationsregler medfører
eller
vil kunne medføre forskelsbehandling af indbyrdes konkurrerende
erhvervsvirksomheder. Konkurrencestyrelsen opfordrede Skatteministeriet til
at
tage reglerne op til revision med henblik på at sikre, at konkurrencemæssig
forskelsbehandling
undgås.
b. Sømandsfradragsloven.
Sømandsfradragsloven blev indført sammen med DIS-ordningen.
Formålet var dengang i alt væsentligt at videreføre praksis fra den gamle
sømandsskatteordning, som var blevet indført i slutningen af 1950’erne,
og som
nu blev afløst af DIS-ordningen og sømandsfradragsloven.
Sømandsfradragsloven opererer med tre fartområder, nemlig
udenrigsfart, nærfart og begrænset fart. Ved udenrigsfart forstås fart uden
for
et område, der i Nordsøen afgrænses af 3 grader østlig længde og 61 grader
nordlig bredde og i Østersøen af 58 grader nordlig bredde. Ved nærfart
forstås
fart inden for dette område bortset fra begrænset fart. Området for begrænset
fart er ikke på samme måde defineret med angivelse af længde- og
breddegrader,
men området omfatter i alt væsentligt Danmarks umiddelbare nærhed.
Sondringen mellem udenrigsfart, nærfart og begrænset fart
har i dag alene betydning for sømandsfradragets størrelse, jf. nedenfor.
Tidligere havde sondringen tillige betydning for anvendelsen af
DIS-skattereglerne, idet passagerskibe før august 2000 kun kunne gøre brug af
disse regler, når de sejlede i udenrigsfart. Før 1996 var der lignende
begrænsninger for så vidt angår fragtskibe.
Desuden indeholder sømandsfradragsloven bl.a. som ovenfor
nævnt definitionerne af danske og udenlandske skibe samt de
dispensationsregler, der ligeledes er redegjort for. Endelig indeholder
sømandsfradragsloven bestemmelser om sømandsfradragets størrelse.
Der kan kun gives sømandsfradrag ved arbejde ombord på skibe
i udenrigsfart og nærfart. Udføres arbejdet ombord på dansk eller udenlandsk
skib i udenrigsfart, udgør fradraget 23.000 kr. årligt + en vis procentdel af
lønnen. Arbejdes der ombord på et dansk (men ikke et udenlandsk) skib i
nærfart, udgør fradraget 8.000 kr. årligt + en procentdel af lønnen.
Procentfradraget beregnes i begge tilfælde som 15 pct. af den del af
lønindkomsten, der ikke overstiger 130.000 kr., og med 8 pct. af resten op
til
en lønindkomst på højst 310.000 kr. Har den pågældende kun lønindkomst en del
af året, nedsættes fradragene forholdsmæssigt.
Det maksimale sømandsfradrag er herefter 56.900 kr. ved
arbejde ombord på dansk eller udenlandsk skib i udenrigsfart, mens det ved
arbejde ombord på dansk skib i nærfart er 41.900 kr.
Hvis sømandsfradraget vælges, kan den pågældende ikke
samtidig foretage fradrag efter ligningslovens § 9, stk. 1,
(lønmodtagerudgifter over 5.000 kr. i 2005-niveau), ligningslovens
§§ 9B-9D (befordringsfradrag), ligningslovens § 13 (kontingenter
til
faglige sammenslutninger) eller efter pensionsbeskatningslovens § 49,
stk. 1, (arbejdsløshedsforsikring). Er man berettiget til
sømandsfradrag,
kan man endvidere ikke modtage skattefri rejsegodtgørelse efter
ligningslovens
§ 9 A.
3. EU’s retningslinier for statsstøtte til
søtransportsektoren.
EU-Kommissionen udsendte i januar 2004 reviderede
retningslinier for statsstøtte til søtransportsektoren (EFT C 13 af
17.1.2004,
s. 3). Danmark har sammen med andre medlemsstater tilkendegivet at ville
indrette deres nationale regler efter de nye retningslinier inden udgangen af
juni 2005. De nye retningslinier afløser et sæt retningslinier fra 1997.
Retningslinierne er ikke i juridisk forstand bindende for
medlemsstaterne på samme måde som forordninger og direktiver. Med
meddelelsens
egne ord tager den sigte på at fastlægge de parametre, inden for hvilke
statsstøtte til søtransportsektoren vil blive godkendt af Kommissionen efter
de
fællesskabsretlige regler og procedurer for statsstøtte i henhold til
traktatens artikel 87, stk. 3, litra c) og/eller artikel 86,
stk. 2.
Retningslinierne har således formelt set mest karakter af en tilkendegivelse
fra Kommissionen til medlemsstaterne om, hvordan man vil håndtere ansøgninger
om godkendelse af statsstøtteforanstaltninger på søtransportområdet.
Realiteten er imidlertid, at Kommissionen til enhver tid af
egen drift kan tage eksisterende statsstøtteordninger op til genovervejelse
–
også selvom de allerede er godkendt. Hvis en medlemsstat ikke foretager de
tilpasninger, som de nye retningslinier måtte give anledning til, kan
Kommissionen pålægge den pågældende medlemsstat at gøre det. I sidste ende
har
Kommissionen muligheden for at indbringe sagen for Domstolen. Da ulovlig
statsstøtte skal tilbagebetales af modtageren, kan noget sådant få meget
alvorlige
konsekvenser for de personer eller virksomheder, der måtte blive mødt med et
sådant krav. Den pågældende medlemsstat vil ikke i en sådan situation kunne
gå
ind og kompensere modtagerne af ulovlig statsstøtte, idet en sådan
kompensation
i sig selv ville være ulovlig statsstøtte.
Regeringen er ganske enig med Kommissionen i ønsket om, at
der tilvejebringes størst mulig gennemsigtighed og »fair play«
medlemsstaterne
imellem på dette vigtige område. I de nye statsstøtteretningslinier opfordrer
Kommissionen medlemsstaterne til at tilkendegive, at man vil søge de
nødvendige
tilpasninger gennemført senest ved udgangen af juni 2005. Danmark har sammen
med andre medlemsstater efterkommet denne opfordring.
Det forhold, at en statsstøtteordning skønnes at holde sig
inden for rammerne af Kommissionens retningslinier, fritager ikke den
pågældende medlemsstat for at notificere ordningen og indhente Kommissionens
godkendelse efter de almindelige regler for godkendelse af
statsstøtteordninger. De ændringer, som er omhandlet i dette lovforslag, vil
således skulle godkendes af Kommissionen, før de kan træde i kraft.
Det anføres indledningsvis i EU-retningslinierne for
statsstøtte til søtransportsektoren, at retningslinierne omfatter, hvad der
betegnes som tjenesteydelser inden for søtransport, som disse er defineret i
forordning (EØF) nr. 4055/86 og forordning (EØF) nr. 3577/92, d.v.s.
»søtransport af gods og passagerer«. Retningslinierne gælder inden for visse
grænser også for bugsering og for opmudrings- og sandsugningsaktiviteter.
For så vidt angår bugsering gælder der efter de nye
retningslinier den særlige regel, at sådanne aktiviteter kun kan omfattes af
statsstøtteforanstaltninger, hvis over 50 pct. af de bugseringsaktiviteter,
som
et bugserfartøj udfører i løbet af et år, udgøres af »søtransport«. Ventetid
kan fordeles forholdsmæssigt mellem søtransport og andre aktiviteter. Det
nævnes i retningslinierne, at bugseringsaktiviteter i havne m.v. ikke er
søtransport i retningsliniernes forstand.
Om opmudring og sandsugning siges det i retningslinierne,
at sådanne aktiviteter principielt ikke er berettiget til søtransportstøtte.
Dog kan sådanne aktiviteter bringes ind under statsstøtteordninger, hvis
mindst
50 pct. af fartøjets aktiviteter udgøres af søtransport.
Det skal også nævnes, at de nye statsstøtteretningslinier
indeholder en begrænsning for så vidt angår færgeruter mellem destinationer
inden for EU, idet der efter retningslinierne kun kan gives skattefritagelser
for personer, der er statsborgere i en EU/EØS-medlemsstat.
Der redegøres under bemærkningerne til lovforslagets
enkelte bestemmelser for, hvordan disse begrænsninger foreslås indarbejdet i
den danske ordning.
Anvendelsesområdet for statsstøtteforanstaltninger på dette
område er således den erhvervsmæssige transport af gods og passagerer til
søs,
samt inden for visse begrænsninger bugsering og opmudring/sandsugning. Andre
former for virksomhed kan ikke omfattes af statsstøtteforanstaltningerne,
uanset om de foregår på eller fra et skib. Retningslinierne vedrører al
støtte
til søtransport, der ydes af medlemsstaterne eller ved hjælp af offentlige
midler, herunder økonomiske fordele af enhver art, som finansieres af
offentlige myndigheder.
Den statsstøtte, som medlemsstaterne inden for denne ramme
kan give, er for de arbejdsrelaterede omkostningers vedkommende maksimeret
til
en fritagelse af søfolkene for beskatning og socialsikringsbidrag.
Medlemsstaterne kan vælge at skattefritage søfolk, som det sker i
DIS-ordningen. De kan også vælge at give et tilskud til rederierne i form af
hel eller delvis godtgørelse af søfolkenes skatter. Uanset den tekniske
udformning af støtteordningerne må støtten ikke overstige det samlede beløb
for
skatter og socialsikringsbidrag, der opkræves fra skibsfartsaktiviteter og
fra
søfolk.
Der er intet til hinder for, at en medlemsstat gennemfører
statsstøtteforanstaltninger, som er mindre vidtgående, end retningslinierne
åbner mulighed for. Statsstøtteforanstaltninger skal som før nævnt under alle
omstændigheder notificeres og godkendes af Kommissionen, før de kan sættes i
værk, men der er ingen EU-retlig forpligtelse for medlemsstaterne til at
udfylde rammen fuldt ud. Hvis en medlemsstat derimod måtte ønske at give
statsstøtte ud over de rammer, der her er fastlagt, vil Kommissionen næppe
kunne give sin godkendelse, og en sådan foranstaltning vil dermed ikke kunne
sættes i værk.
4. Lovforslagets indhold.
Som ovenfor nævnt er formålet med dette lovforslag dels at
tilpasse reglerne om beskatning af søfolk til de nye EU-retningsliner for
statsstøtte til søtransportsektoren, dels at foretage en forenkling af
regelsættet.
De gældende regler findes spredt i kildeskatteloven,
ligningsloven og lov om særlige fradrag til sømænd. De ændringer, som
regeringen her foreslår, er af en sådan karakter, at det ville være
vanskeligt
at gennemføre ændringerne i form af ændringer af de tre nævnte love. Især
ville
der ikke være meget tilbage af den eksisterende sømandsfradragslov efter
sådanne ændringer.
Regeringen foreslår derfor, at sømandsfradragsloven helt
ophæves og erstattes med en ny lov om beskatning af søfolk. Samtidig foreslås
det, at de eksisterende regler i kildeskatteloven og ligningsloven om
beskatning af søfolk indarbejdes i den nye lov om beskatning af søfolk i den
udformning, som de nu skal have. Hermed samles de særlige skatteregler, der
gælder for denne gruppe, på ét sted.
De væsentligste ændringer i forhold til de gældende regler
er følgende:
–
Anvendelsesområdet
for DIS-ordningen bliver det samme som for tonnageskatteordningen.
DIS-ordningen (beskatning af søfolk ombord på danske skibe) og
tonnageskatteordningen (beskatning af danske rederier) er begge i EU-retlig
forstand statsstøtteordninger, og de hviler på samme EU-retlige grundlag.
Derfor bør de også have samme anvendelsesområde, medmindre andet følger af
EU-reglerne.
–
Det nuværende
dispensationssystem i sømandsfradragsloven og efter praksis dermed også i
DIS-ordningen afskaffes. Såvel DIS-reglerne som sømandsfradragsreglerne vil
herefter alene hvile på objektive kriterier. Herved sikres det, at de
nuværende
uheldige konkurrencemæssige virkninger af de gældende regler fjernes. Det
sikres også, at DIS-skattefritagelserne holdes inden for det
anvendelsesområde,
der er fastlagt i EU-retningslinierne for statsstøtte til
søtransportsektoren,
nemlig erhvervsmæssig befordring af passagerer eller gods samt bugser- og
bjærgningsvirksomhed.
–
Sømandsfradraget,
som i sin nuværende form er ganske kompliceret, erstattes med et fast
fradrag.
–
Den nuværende
opdeling af fartområderne i udenrigsfart, nærfart og begrænset fart
forenkles,
således at der fremover kun skelnes mellem begrænset fart og anden fart.
–
Det gøres muligt
for ejere af sandsugerfartøjer at modtage statsstøtte til arbejdsrelaterede
omkostninger inden for de begrænsninger, det efter
statsstøtteretningslinierne
bliver tilladt. Dette vil efter lovforslaget ske, ved at sådanne rederier
efter
nærmere regler kan få refusion for personer, som udfører arbejde ombord på
sådanne fartøjer.
Økonomiske konsekvenser for stat, amter og kommuner
Forslaget om at erstatte sømandsfradraget med et fradrag
beregnet på grundlag af et maksimalt årligt fradrag på 56.900 kr. ved arbejde
ombord på skibe ved fart uden for begrænset fart bevirker, at personer, der i
dag arbejder ombord på et skib i nærfart, fremover får samme
indkomstuafhængige
fradrag som personer, der arbejder i udenrigsfart. Herudover bevirker det, at
alle berettigede søfolk gives det hidtidige maksimale indkomstafhængige
fradrag. Dette er i dag kun muligt med en årsløn over 310.000 kr. Personer,
der
arbejder i nærfart, eller som tjener under 310.000 kr. i årsløn, får derved
et
højere dagligt fradrag, hvis de er berettiget til sømandsfradraget.
Derudover vil forslaget om nedsættelse af tonnagegrænsen
til 20 tons betyde, at personer, der i dag er hyret på skibe på 20-100 tons,
og
ellers opfylder kriterierne, kan få det faste sømandsfradrag. Til gengæld
betyder ophævelsen af adgangen til dispensationer, at kun personer på skibe,
som opfylder kriterierne og sejler uden for begrænset fart, kan vælge
sømandsfradraget.
Der er i dag ca. 1.000 personer, som får sømandsfradrag ved
arbejde udført ombord på skibe, som
ikke
er registreret i Dansk Internationalt Skibsregister, herunder ca. 800 i
nærfart. På den baggrund anslås provenutabet vedrørende den del af
lovforslaget,
der erstatter det nuværende sømandsfradrag med et fast fradrag, næppe at
overstige 5 mio. kr. årligt. Herudover skønnes nedsættelsen af tonnagegrænsen
at bevirke et beskedent provenutab.
Bortfaldet af dispensationsadgangen og derved overgangen
til alene objektive kriterier for den lempeligere sømandsbeskatning samt
sikring af DIS-beskatningsprincippernes forenelighed med EU-rettens
statsstøttebestemmelser – svarende til anvendelsesområdet for
tonnageskatten –
skønnes at bevirke et mindre merprovenu i størrelsesordenen som det
ovennævnte
provenutab. Merprovenuet hidrører fra den indskrænkning, der sker i adgangen
til DIS-ordningen som følge af EU-reguleringen, når der er taget hensyn til,
at
der for sandsugerrederier i et vist omfang bliver adgang til en
refusionsordning.
Alt i alt skønnes lovforslaget ikke at have nævneværdige
provenukonsekvenser.
For finansåret 2005 skønnes lovforslaget at have yderst
begrænsede konsekvenser.
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Lovændringen skønnes ikke at have nævneværdige økonomiske
konsekvenser for erhvervslivet.
Administrative konsekvenser for erhvervslivet.
Lovforslaget vil indebære en administrativ lettelse for
erhvervslivet, idet det nuværende dispensationssystem afskaffes og erstattes
af
objektive regler. Lovforslaget har været sendt til Erhvervs- og
Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i Erhvervsregulering med henblik på
vurdering af, om forslaget skal forelægges Økonomi- og Erhvervsministeriets
virksomhedspaneler. Styrelsen vurderer ikke, at forslaget indeholder
administrative konsekvenser for erhvervslivet i et omfang, der berettiger, at
det bliver forelagt et virksomhedspanel. Forslaget bør derfor ikke forelægges
et af Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspaneler.
Administrative konsekvenser for stat, amter og
kommuner
Det skønnes, at gennemførelse af lovforslaget vil medføre
engangsudgifter til systemtilretning på ca. 8,3 mio. kr. Lovforslaget skønnes
ikke at medføre nævneværdige ressourcetræk til ligning og kontrol.
Miljømæssige konsekvenser
Forslaget skønnes ikke at have miljømæssige konsekvenser.
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget har bl.a. til formål at tilpasse de danske
regler for beskatning af søfolk til de nye EU-retningslinier for statsstøtte
til søtransportsektoren. Den nye lov skal godkendes af Kommissionen efter
statsstøttereglerne, før den kan træde i kraft. Lovforslaget blev umiddelbart
efter fremsættelsen forud for folketingsvalget notificeret i sin helhed.
Høring
Lovforslaget har været sendt i høring hos følgende
organisationer m.v.: Advokatrådet, Amtsrådsforeningen, Arbejderbevægelsens
Erhvervsråd, Danmarks Rederiforening, Bilfærgernes Rederiforening,
Rederiforeningen for Mindre Skibe, Rederiforeningen af 1895, Foreningen af
Statsautoriserede Revisorer, Foreningen Danske Revisorer, Foreningen
Registrerede Revisorer, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune,
Frederiksberg Kommune, Landsorganisationen i Danmark, Søfartens Ledere/Dansk
Navigatørforening, Maskinmestrenes Forening, Skattechefforeningen,
Skatterevisorforeningen, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, Søfartsstyrelsen og
Told- og Skattestyrelsen.
Modtagne bemærkninger af ikke lovteknisk karakter
til lovforslaget
Organisation/myndighed
Bemærkninger i høringssvar
Kommentar til bemærkninger
Advokatrådet
Advokatrådet foreslår det præciseret, om der i
definitionen af begrænset fart, jf. § 2, stk. 2, litra e, menes
overnatning i land (modsat overnatning ombord), eller om der menes
overnatning på sædvanlig bopæl.
Det er nu anført i bestemmelsen, at der menes
overnatning på sædvanlig bopæl. Det præciseres i bemærkningerne, at
skattemyndighederne ved bedømmelsen af, om dette er muligt, vil kunne lægge
samme kriterier til grund, som man anvender ved bedømmelsen af, om en
lønmodtager opfylder betingelserne for at kunne modtage skattefri
rejsegodtgørelse. Skattemyndighederne vil også kunne lægge vægt på, om
overnatning ombord er nødvendig af hensyn til skibets normale drift.
Advokatrådet finder det hensigtsmæssigt, at det bliver
præciseret, hvad der forstås ved, at forhyringsvilkårene skal svare til det,
der sædvanligvis gælder for søfolk, jf. § 3.
Det er i bemærkningerne præciseret, at
skattemyndighederne bl.a. kan lægge vægt på, om sømanden er ansat på vilkår,
der svarer til overenskomstmæssige vilkår på søfartsområdet.
Videre påpeger Advokatrådet det problem, at kravet om 50
pct. søtransport for et bugserfartøj kan vise sig ikke at være opfyldt. Hvis
DIS-reglerne er (uretmæssigt) anvendt, er det så arbejdsgiveren eller
arbejdstageren, som skal betale skatten?
Det er nu i lovforslagets § 11 fastsat, at
arbejdsgiveren hæfter for skatten og arbejdsmarkedsbidraget og bidrag efter
ATP-loven.
Endelig foreslår Advokatrådet, at det undersøges,
hvordan man i andre EU-lande, herunder Holland, agter at praktisere
EU-reglerne for statsstøtte til stenfiskerfartøjer og sandsugere.
Der henvises til kommentarerne nedenfor til høringssvar
fra Rohde Nielsen A/S.
Danmarks Rederiforening (Bilfærgernes Rederiforening og
Rederiforeningen for Mindre Skibe har tilsluttet sig høringssvaret)
Danmarks Rederiforening mener, at deltagere i
kommanditselskaber skal kunne anvende reglerne på samme måde som partredere
og interessenter.
Begrebet »interessent« omfatter også deltagere i
kommanditselskaber. Dette er for god ordens skyld nu anført i bemærkningerne.
Rederiforeningen mener dernæst, at betingelsen om fuld
skattepligt til Danmark for at opnå sømandsfradrag bør udgå, idet det ikke
harmonerer med den mulighed, der efter forslaget bliver, for at udenlandske
søfolk kan beskattes efter de almindelige regler for begrænset
skattepligtige, jf. lovforslagets § 9, stk. 1.
Betingelsen om fuld skattepligt til Danmark er udgået af
lovforslaget. Fradraget kan hermed også gives til begrænset skattepligtige
søfolk, som vælger beskatning efter de almindelige regler for begrænset
skattepligtige efter lovforslagets § 9, stk. 2. Hermed vil
fradraget også kunne anvendes af udenlandske søfolk, der ønsker at gøre brug
af de såkaldte grænsegængerregler, jf. kildeskattelovens afsnit I A.
Rederiforeningen påpeger en usikkerhed omkring den
foreslåede ordning, hvorefter sømandsfradraget gives med 156 kr. pr. dag,
idet en bogstavelig læsning af bestemmelsen kan føre til, at fradraget
halveres i forhold til det nuværende, hvis en sømand har lige lange
arbejdsperioder og lige lange hjemmeperioder.
Denne problemstilling er i forskellig udformning kommet
til udtryk i adskillige høringssvar. Lovforslaget er ændret, således at der
gives et fradrag på 56.900 kr. pr. år. Er ansættelsesperioden mindre end et
år, nedsættes fradraget forholdsmæssigt.
Rederiforeningen noterer sig, at
fratrædelsesgodtgørelser efter forslaget ikke vil være omfattet af
DIS-ordningen. Rederiforeningen ønsker bekræftet, at godtgørelser, som indtil
foråret 2004 også efter Skatteministeriets opfattelse var skattefri, fortsat
vil være det. Rederiforeningen ønsker også bekræftet, at jubilæumsgratialer
er omfattet af DIS-ordningen.
Det er præciseret i lovforslagets § 5, at gratialer
og fratrædelsesgodtgørelser m.v., jf. ligningslovens § 7 U, er omfattet
af DIS-skatteordningen, hvis de pågældende ydelser har direkte tilknytning
til arbejde udført ombord på skibe under DIS-ordningen. Andre godtgørelser
beskattes efter de almindelige regler.
Rederiforeningen anfører om bugsering, at mobilisering
til søs mellem opgaver – svarende til lastskibes sejlads i ballast
– er
omfattet af begrebet søtransport.
Skatteministeriet tolker begrebet på samme måde.
Om stenfiskerfartøjer m.v. ønsker Rederiforeningen det
afklaret, hvordan de nye EU-regler vil blive praktiseret i andre lande.
Der henvises til kommentarerne nedenfor til høringssvar
fra Rohde Nielsen A/S.
Endelig anfører Rederiforeningen, at hvis § 26 [nu
§ 28] i lovudkastet ikke udgår, og den tidligere vedtagne afskaffelse af
den begrænsede skattepligt for bl.a. udenlandske søfolk ikke gennemføres [jf.
lov nr. 460 af 31. maj 2000 – L 287], vil den del af den foreslåede
ændring
af tonnageskatteloven, som handler om operatørselskaber, blive en tom skal.
Bemærkningen synes at bygge på en opfattelse af, at det
gør en forskel, om den tekniske og bemandingsmæssige drift af et skib
foretages fra et dansk eller et udenlandsk operatørselskab. Hvis et dansk
rederi har et skib under fremmed flag og med en udenlandsk besætning, gør det
ikke nødvendigvis nogen forskel for så vidt angår beskatningen af
besætningen, om operatørselskabet er dansk eller udenlandsk. En udenlandsk
besætning ombord på et danskejet fremmedflaget skib, hvis drift forestås af
et udenlandsk operatørselskab, kan godt være skattepligtig til Danmark.
Dansk Industri
Ingen bemærkninger.
Dansk Sø Restaurations Forening
Dansk Sø Restaurations Forening konstaterer, at det
eksisterende sømandsfradrag ikke har været reguleret, siden det i sin tid
blev indført. Foreningen ønsker fradraget opreguleret til 2004-niveau og
fremover reguleret i takt med lønudviklingen.
Formålet med lovforslaget er bl.a. at forenkle reglerne
for sømandsfradrag. En følge af forenklingerne er, at en række søfolk nu får
et større sømandsfradrag end tidligere, idet søfolk i nærfart nu får
sømandsfradrag med samme sats som søfolk i udenrigsfart. Regeringen har ikke
planer om en generel forhøjelse af sømandsfradraget.
Foreningen er af den opfattelse, at
fratrædelsesgodtgørelser bør være omfattet af DIS-skatteordningen.
Der henvises til kommentarerne til høringssvar fra
Danmarks Rederiforening.
Foreningen er enig i, at DIS-lønnen betinges af
skattefritagelsen, men der bør indsættes en bestemmelse om, at
skattefritagelsen og dermed nettolønningerne følger den generelle udvikling i
personskatten i det øvrige samfund.
Regeringen ønsker tydeligt at fastslå det princip, at
skattefritagelsen er betinget af, at løn m.v. er fastsat under hensyn til
skattefritagelsen. Selve den konkrete lønfastsættelse må herefter ske ved
forhandling mellem arbejdsmarkedets parter. Regeringen hverken kan eller vil
blande sig i indgåelsen af overenskomster på arbejdsmarkedet.
Foreningen Danske Revisorer
Ingen bemærkninger.
Frederiksberg Kommune
Ingen bemærkninger.
Frem
Charter A/S
Frem Charter opfordrer til, at lovforslaget ændres,
således at skibe, der driver virksomhed med befordring af chartergæster i
konkurrence med udenlandske skibe, lægges ind under tonnageskatteordningen og
dermed også ind under DIS-ordningen. Alternativt foreslås det, at man
opretholder DIS-ordningen for sådanne skibe, som hidtil har været under
DIS-ordningen, og hvor dette ikke har beroet på en særlig dispensation. Det
anføres i høringssvaret, at skibet »Frem« er et sejlskib, som anvendes til
chartergæster. Markedet henvender sig til firmaer, private og det offentlige,
der chartrer hele skibet med henblik på krydstogter, firmaudflugter,
repræsentation, salgsudstillinger, kurser, kapsejladser m.v.
Den foreslåede udformning af DIS-skattereglerne har til
formål at lægge de danske regler om statsstøtte til søtransportsektoren så
tæt som muligt op ad EU’s retningslinier på området. EU-retningslinierne
giver mulighed for statsstøtte i form af ordninger som tonnageskatteordningen
og DIS-ordningen, når skibene anvendes til erhvervsmæssig befordring af
passagerer eller gods. Bugserskibe og sandsugere kan omfattes, når særlige
betingelser er opfyldt. Anvendelsesområdet for statsstøtten omfatter ikke
firmaudflugter, repræsentation, salgsudstillinger, kurser og kapsejladser.
Regeringen kan derfor ikke støtte forslaget om, at tonnageskatteordningen og
dermed også DIS-ordningen udvides til også at omfatte sådan virksomhed, eller
andre forslag med samme virkning. Det foreslåede anvendelsesområde for
DIS-ordningen er begrundet i EU-reglerne.
LO
LO mener, at det ved nærlæsning af lovforslaget ikke kan
udelukkes, at søfarende på dansk ejede skibe under udenlandsk flag vil kunne
anvende DIS-reglerne, når disse skibe er i tonnageskatteordningen.
Dette er ikke korrekt. Det er fortsat en betingelse, at
skibet er registreret i Dansk Internationalt Skibsregister, jf. lovforslagets
§ 5, stk. 1.
Det nævnes videre, at der for tiden er 350 danskejede
skibe under udenlandsk flag, hvor besætningerne er skattepligtige til
Danmark. Provenuet er dog iflg. LO yderst begrænset, hvilket tyder på, at der
er behov for at sætte fokus på, at udenlandske søfolk på danske skibe skal
beskattes med 30 pct. Så længe dette ikke er tilfældet, er der tale om en
skandaløs form for statsstøtte.
Det er vanskeligt at læse denne del af LO’s høringssvar
på anden måde end som en antydning af, at danske rederier omgår reglerne for
beskatning af søfolk. Hvis LO har beviser for noget sådant, bør man overveje
at rette henvendelse til skattemyndighederne.
LO peger dernæst på bestemmelsen i lovforslagets
§ 5, stk. 3, om at anvendelse af DIS-reglerne er betinget af, at
lønnen er fastsat under hensyn til skattefritagelsen. LO er enig heri, men
nævner samtidig, at nedsættelsen af indkomstskatterne ikke er slået igennem
på DIS-lønningerne i form af en stigning i udbetalt løn. Dette er i
øjeblikket hovedtemaet i den aktuelle overenskomstkonflikt mellem Søfartens
Ledere og Danmarks Rederiforening. Der mangler i dag et fælles retsgrundlag
for en effektiv løsning af dette problem, og det må sikres i loven, at
skatteændringer kan finde sted i begge retninger, således at den udbetalte
løn afspejler den reelle skat. I modsat fald finder LO det hensigtsmæssigt at
støtte en bruttolønsordning som i Sverige, hvor søfolk beskattes normalt,
mens rederierne helt eller delvis får refunderet den skat, som bliver
opkrævet hos søfolkene.
Som anført ovenfor i kommentarerne til høringssvaret fra
Dansk Sø Restaurations Forening hverken kan eller vil regeringen blande sig i
indgåelsen af overenskomster på arbejdsmarkedet. Den nuværende model med en
DIS-ordning på nettolønsbasis har fungeret tilfredsstillende i 15 år, og
regeringen ser ingen grund til at ændre denne ordning.
Dernæst mener LO, at de regler, som efter
EU-retningslinierne kommer til at gælde for passagerskibe mellem
destinationer inden for EU, kommer til at omfatte alle skibe, således at det
kun vil være EU-borgere, der kan omfattes af DIS-ordningen.
EU-statsstøtteretningslinierne nævner specifikt, at alle
søfolk, som er skattepligtige til en medlemsstat, kan omfattes af en ordning
som DIS-ordningen, uanset statsborgerskabsforhold. Kun i færgetrafikken
mellem destinationer i EU kan kun EU- og EØS-statsborgere omfattes.
Regeringen ser ingen grund til at begrænse DIS-ordningen til kun at omfatte
EU-statsborgere.
Dertil kommer, at § 10 i Lov om Dansk
Internationalt Skibsregister, hvorefter danske organisationer kun kan
forhandle overenskomster for danske søfolk, har konsekvenser, der medfører,
at rederierne opnår besparelser ud over det, der er tilladt efter
EU-reglerne. Derfor bør skattefritagelse efter kildeskattelovens § 48 D
ophøre. Det oplyses, at der på SID’s foranledning verserer en sag ved
EF-Domstolen herom.
Spørgsmålet om danske organisationers forhandlingsret
falder uden for lovforslagets rammer og giver ikke anledning til kommentarer.
LO omtaler tre forskellige omberegningsmodeller fra
nettoløn til bruttoløn. Når nærfart og udenrigsfart slås sammen, skal der
foretages beregning af en ny model. Herunder skal der tages hensyn til
fratrædelsesgodtgørelser m.v.
De beregningsmodeller, der omtales, er ikke en del af
skattelovgivningen.
Endelig foreslår LO, at DIS-ordningen udvides til også
at omfatte færger i indenrigstrafik i Danmark. Baggrunden er, at næsten alle
færger nu skal i udbud efter EU-reglerne. Et tysk rederi kunne f. eks.
udkonkurrere et dansk rederi på Spodsbjerg-Tårs ved at benytte den tyske
støtteordning.
Et udenlandsk rederi kan ikke gå ind på en dansk
indenrigsrute og undgå dansk beskatning af besætningen. I LO’s eksempel
ville
den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst bevirke, at samtlige søfolk
–
såvel tyske som danske – ville være skattepligtige til Danmark af deres
hyre
ved sejlads på Spodsbjerg-Tårs. Regeringen ser ikke noget behov for at udvide
DIS-ordningen til også at omfatte indenrigsfærgerne.
Foreningen af Registrerede Revisorer
Ingen bemærkninger.
Rohde Nielsen A/S
Rohde Nielsen finder ikke, at lovudkastet i den form,
det blev sendt på høring, giver danske sandsugerrederier samme vilkår som de,
der kommer til at gælde i andre lande, særligt i Holland. I Holland og
vistnok også i Belgien vil man gennemføre en lovgivning og en praksis,
hvorefter sandsugerfartøjer kan medtage hele skibets drift som en
søtransportaktivitet, når søtransporten omfatter mindst 50 pct. af den tid,
skibet har været i drift. Den danske ordning som foreslået i lovudkastet er
mere restriktiv. Desuden er kompensationsbeløbet i Danmark kun 35 pct., mens
det i Holland er 40 pct. Sammenlignes med Holland, skulle
kompensationsbeløbet snarere være 50 pct.
Skatteministeriet har for nylig haft lejlighed til at
drøfte implementeringen af de nye EU-retningslinier for statsstøtte til
søtransportsektoren med de hollandske og de britiske myndigheder, og det
vurderes på denne baggrund, at den foreslåede ordning for sandsugerfartøjer
er for restriktiv i det lovudkast, der blev sendt i høring. Regeringen ønsker
som tidligere nævnt at udfylde rammerne for statsstøtte bedst muligt, og
lovforslaget er blevet ændret med henblik herpå, jf. lovforslagets § 10.
Hvad angår satsen for refusion, skal det bemærkes, at refusionen efter
EU-reglerne ikke må overstige søfolkenes skatter og socialsikringsbidrag. En
refusion på 40 pct. af arbejdsmarkedsbidragsgrundlaget ligger inden for den
usikkerhedsmargin, der må regnes med. Refusionssatsen er i forslaget ændret
fra 35 pct. til 40 pct.
Sammenslutningen af Mindre Erhvervsfartøjer
Sammenslutningen af Mindre Erhvervsfartøjer opfordrer
til, at branchens skibe kan anvende DIS-ordningen. Det anføres i
høringssvaret, at sammenslutningen repræsenterer en branche, der
hovedsageligt tilbyder oplevelser, fritidsaktiviteter, rekreative muligheder
og turismeprodukter.
Som nævnt i kommentarerne til høringssvaret fra Frem
Charter A/S er statsstøtteordningernes anvendelsesområde erhvervsmæssig
befordring af passagerer eller gods. Oplevelser og fritidsaktiviteter falder
ikke ind under dette anvendelsesområde.
Skatterevisorforeningen
Ingen bemærkninger.
Søfartens Ledere (Dansk Navigatørforening)
Søfartens Ledere anfører indledningsvis, at danske
søfolk, som arbejder ombord på udenlandske skibe, bør inddrages i en
skatteordning for søfolk på en anden måde, end det her er foreslået.
Søfartens Ledere nævner den mulighed, at man kunne lempe kravene til
udlandsopholdets længde i ligningslovens § 33 A, således at søfolk ikke
skal opholde sig i seks måneder uden for riget for at kunne blive omfattet af
bestemmelsen. Man kunne også se på reglerne om sømandsfradrag.
Danske søfolk ombord på udenlandske skibe har fortsat
adgang til sømandsfradrag, ligesom de fortsat har mulighed for at anvende
lempelsesbestemmelsen i ligningslovens § 33 A. Regeringen vil være meget
betænkelig ved at lave en særligt lempelig udgave af § 33 A for søfolk,
idet ansatte i landbaserede erhverv med fuld ret ville kunne forvente samme
behandling.
Angående skibe ude af drift anfører Søfartens Ledere, at
den nuværende regel om at søfarende, der fører tilsyn under nybygning af
skibe, kan omfattes af DIS-reglerne, hvis de søfarende følger med ud efter
skibets levering fra værft, bør videreføres.
Den praksis, der eksisterer på dette område, vil blive
opretholdt, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 5.
Søfartens Ledere mener dernæst, at sømandsfradraget skal
kunne oppebæres i alle tilfælde, hvor skibet er på over 20 tons, og hvor
søfolk erhvervsmæssigt er ansat til at sejle skibet. En sømand på et
lejrskoleskib er lige så meget sømand som en på et handelsskib, som det
anføres.
Spørgsmålet om anvendelsesområdet for sømandsfradraget
har været genovervejet, og som det fremgår af lovforslagets § 3 foreslås
det nu, at sømandsfradraget gives ved arbejde ombord på danske og udenlandske
skibe som defineret i § 2, d.v.s. skibe på mindst 20 tons, samt på
Stenfiskerfartøjer (sandsugere) med samme tonnagemål. Lovforslagets § 15
indeholder en overgangsregel, hvorefter eksisterende »dispensationsskibe« kan
fortsætte, så længe betingelserne er opfyldt.
Søfartens Ledere gør opmærksom på, at overgangsreglen i
lovforslagets § 13 [nu § 14] medfører, at Bornholmstrafikken kan
beholde en gældende dispensation for sejldistance, mens et evt. kommende
konkurrerende rederi på ruten ikke vil kunne.
Dette er ikke hensigten, og for at undgå misforståelser
er det i bemærkningerne præciseret, at overgangsbestemmelsen omfatter
samtlige de rederier, der sejler på en given rute.
Søfartens Ledere rejser samme spørgsmål som Danmarks
Rederiforening om forståelsen af det foreslåede dagsfradrag på 156 kr.
Desuden mener Søfartens Ledere, at fradraget bør reguleres. Anvendelse af
sømandsfradraget bør ikke udelukke anvendelse af andre fradragsmuligheder.
Søfartens
Ledere opfordrer til, at man ser samlet på sømandsfradragets størrelse,
regulering og sammenhæng med øvrige lønmodtagerfradrag.
Der henvises til kommentarerne til høringssvar fra
Danmarks Rederiforening og fra Dansk Sø Restaurations Forening.
Søfartens Ledere rejser videre spørgsmålet om
fratrædelsesgodtgørelser, jubilæumsgratialer m.v.
Der henvises til kommentaren til høringssvar fra
Danmarks Rederiforening.
På spørgsmålet om beregningen af nettohyren rejser
Søfartens Ledere samme spørgsmål som LO, nemlig om behovet for en lovmæssig
regulering.
Der henvises til kommentaren til høringssvar fra LO.
For bugserfartøjernes vedkommende påpeger Søfartens
Ledere samme forhold som Advokatrådet, nemlig at det er uklart, hvordan man
skal forholde sig, hvis kravet om 50 pct. søtransport ikke er opfyldt.
Der henvises til kommentaren til høringssvar fra
Advokatrådet.
Om stenfiskerfartøjer og sandsugere anfører Søfartens
Ledere, at man helst så dem i DIS-ordningen, men kan dette ikke lade sig
gøre, må man hindre udflagning på en anden måde, f. eks. ved at gøre
sømandsfradraget større.
Der henvises til kommentaren til høringssvar fra Rohde
Nielsen A/S.
Endelig er Søfartens Ledere ikke enig i lovforslagets
klagebestemmelser, idet det kan afskære muligheden for at indbringe sager for
Landsskatteretten.
Klagebestemmelsen er en standardformulering, som
anvendes i en række skattelove. I øvrigt vil bestemmelsen som led i
strukturreformen skulle ændres.
Foreningen af Statsautoriserede Revisorer
Ud over spørgsmålet om fratrædelsesgodtgørelser m.v. har
Foreningen af Statsautoriserede Revisorer ingen bemærkninger.
Om fratrædelsesgodtgørelserne henvises til kommentarer
til høringssvar fra Danmarks Rederiforening.
Svendborg Kommune
Svendborg Kommune rejser samme spørgsmål som
Advokatrådet om, hvorvidt der med »overnatte i land« menes overnatning på
sædvanlig bopæl.
Der henvises til kommentarer til høringssvar fra
Advokatrådet.
Svendborg Kommune rejser videre spørgsmål om
fratrædelsesgodtgørelser og jubilæumsgratialer.
Der henvises til kommentarer til høringssvar fra
Danmarks Rederiforening.
Sammenfatning af lovforslagets konsekvenser
Positive konsekvenser
Negative konsekvenser
Økonomiske konsekvenser for stat, amter og kommuner
Lovforslaget skønnes ikke at have nævneværdige
provenumæssige konsekvenser.
Administrative konsekvenser for stat, amter og kommuner
Engangsudgifter til systemtilretning på ca. 8,3 mio. kr.
Ikke nævneværdige ressurcetræk til ligning og kontrol.
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen nævneværdige konsekvenser.
Ingen nævneværdige konsekvenser.
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Administrativ lettelse, da den eksisterende
dispensationsordning erstattes med objektive regler.
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Reglerne om sømandsfradrag bliver enklere og mere
overskuelige for borgerne.
Forholdet til EU-retten
Loven skal efter EU’s statsstøtteregler godkendes af
Kommissionen, inden den kan sættes i værk.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Det fastsættes indledningsvis i stk. 1, at
lønindkomst, som erhverves ved arbejde ombord på skibe m.v., beskattes efter
skattelovgivningens almindelige regler med de undtagelser, der følger af
denne
lov. Herved gøres det klart, at søfolk som udgangspunkt skattemæssigt er
ligestillet med alle andre personer, og at dette kun fraviges i det omfang,
at
det følger af denne lov.
Efter stk. 2 finder loven tilsvarende anvendelse ved
arbejde ombord på skib, der er midlertidigt ude af drift på grund af
reparationsarbejde, midlertidig oplægning og lignende. Det gøres til en
betingelse, at den pågældende umiddelbart forud for reparationsarbejdet eller
den midlertidige oplægning var omfattet af denne lov, og at
ansættelsesforholdet ikke alene er indgået med henblik på at udføre arbejde
ombord på skib, som er ude af drift.
Formålet med denne betingelse er at sikre, at det kun er
egentlige søfolk, som omfattes af loven. Skibsværftsarbejdere, reparatører og
andre ikke-søfolk, som udfører arbejde ombord på et skib, der midlertidigt er
ude af drift, er ikke omfattet af loven.
Stk. 3 fastsætter, at personer, som arbejder om bord
på deres eget skib, samt partredere eller interessenter, som ejer en andel af
det skib, hvor de arbejder, også er omfattet af loven. Dette er til dels en
videreførelse af de eksisterende regler, hvor det dog er fastsat, at den
pågældende højst må eje en andel på 10 pct. af skibet (sømandsfradragslovens
§ 1, stk. 2 og stk. 3). Denne regel skønnes ikke længere at
være
tidssvarende, idet der ikke gælder en tilsvarende begrænsning for personer,
som
indirekte ejer en andel af et skib gennem et selskab. Der er således ikke i
øjeblikket noget til hinder for, at en person, som ejer et skib gennem et 100
pct. ejet ApS, kan ansætte sig selv som sømand under DIS-ordningen. Det kan
tilføjes, at begrebet »interessent« også omfatter deltagere i
kommanditselskaber.
Det foreslås derfor, at ejere, partredere og interessenter
kan omfattes af loven uanset deres ejerandel. Til gengæld gøres det til en
betingelse for ejerens, partrederens eller interessentens anvendelse af
DIS-skattereglerne, at den pågældendes aflønning svarer til den, der ydes til
ansatte med samme anciennitet m.v.
Det foreslås i stk. 4, at samme betingelse kommer til
at gælde for personer, som udøver bestemmende indflydelse over det rederi,
som
ejer det skib, hvor den pågældende udfører arbejde. Betingelsen kommer efter
forslaget også til at gælde for »nærtstående personer«, eksempelvis den
pågældendes børn. Ved bestemmende indflydelse forstås ejerskab eller rådighed
over stemmerettigheder som nævnt i ligningslovens § 2, stk. 2,
d.v.s.
direkte eller indirekte rådighed over mere end 50 pct. af aktiekapitalen
eller
rådighed over mere end 50 pct. af stemmerne i det rederi, som ejer skibet.
Ved
»nærtstående personer« forstås den personkreds, der er nævnt i ligningslovens
§ 16 H, stk. 2, 3.-4. pkt., d.v.s. den skattepligtiges ægtefælle,
forældre og bedsteforældre samt børn og børnebørn og disses ægtefæller.
Stedbarns- og adoptivforhold sidestilles med ægte slægtskabsforhold.
Formålet med reglerne i stk. 3 og stk. 4 er at
undgå, at en reder ved at ansætte sig selv eller sine nærmeste til arbejde
ombord på sit skib kan udbetale en skattefri DIS-hyre til sig selv eller sine
nærmeste, som overstiger det, som den pågældende ville udbetale til en anden.
Vælger en sådan reder at udbetale en hyre, som overstiger niveauet for andre
ombord med samme anciennitet m.v., skal det overskydende beløb beskattes
efter
de almindelige regler.
Til § 2
Bestemmelsen definerer, hvad der forstås ved et dansk skib,
et udenlandsk skib og begrænset fart.
Ved et
dansk skib
forstås et skib, som er registeret med hjemsted her i landet med en
bruttotonnage på 20 tons eller derover, og som udelukkende anvendes til
erhvervsmæssig befordring af passagerer eller gods eller som bugser- og
bjærgningsfartøj. Et skib, som er registreret i udlandet, på Færøerne eller i
Grønland, og som uden besætning overtages til befragtning af et dansk rederi
(bareboat-charter), betragtes som et dansk skib. Derimod betragtes et skib,
som
er registreret her i landet, og som bareboat-chartres til et færøsk,
grønlandsk
eller udenlandsk rederi, ikke som et dansk skib efter denne lov. Ved et
udenlandsk skib
forstås et skib med
samme tonnagemål og samme anvendelse, når skibet ikke er et dansk skib.
I forhold til de gældende regler (sømandsfradragslovens
§ 2, nr. 1 og nr. 4) sker der efter forslaget den ændring i definitionen
af et dansk og et udenlandsk skib, at tonnagegrænsen nedsættes fra de
nuværende
100 tons til 20 tons. Desuden er udtrykket »personer eller gods« erstattet
med
»passagerer eller gods«, som er det udtryk, der anvendes i tonnageskatteloven
og i EU-reglerne. Endelig sker der den sproglige præcisering, at
bjærgningsfartøjer nu betegnes som bugser- og bjærgningsfartøjer. Det er ikke
hensigten at ændre anvendelsesområdet for denne type fartøjer ud over hvad
der
følger af ændringen af tonnagegrænsen.
Den nye grænse på de 20 tons er valgt, fordi dette efter
lov om Dansk Internationalt Skibsregister (DIS-loven) er grænsen for, hvornår
et skib kan registreres i DIS. (DIS-loven administreres af Søfartsstyrelsen
og
omhandler alene registrering af skibe. DIS-loven er således ikke en
skattelov.
Det er en forudsætning for »DIS-beskatning« af en sømand, at skibet er
registreret i DIS, men derudover skal skattelovgivningens krav også være
opfyldt.)
20 tons er også grænsen for, hvornår et skib kan omfattes
af tonnageskatteordningen. Som tidligere omtalt ønsker regeringen så vidt
muligt at give de to statsstøtteordninger – DIS-ordningen og
tonnageskatteordningen – fælles anvendelsesområde.
Nedsættelsen af tonnagegrænsen til 20 tons gør de gældende
dispensationsbestemmelser for tonnagemål overflødige. Som tidligere omtalt er
det under visse betingelser muligt at dispensere for den grænse på 100 tons,
der i øjeblikket er gældende (sømandsskattelovens § 5, stk. 2).
Dette
har nogle uheldige konkurrencemæssige konsekvenser.
Dispensationsbestemmelserne
foreslås derfor afskaffet, hvilket samtidig vil medføre en forenkling af
regelsættet.
Videre defineres det i § 2, hvad der forstås ved
begrænset fart. Efter de gældende regler
(sømandsfradragslovens § 2, nr. 2 og 3) skelnes der mellem udenrigsfart,
nærfart og begrænset fart. Sondringen mellem udenrigsfart og nærfart har i
dag
alene betydning for spørgsmålet om sømandsfradragets størrelse. Det foreslås
at
forenkle reglerne, så der fremover kun skelnes mellem begrænset fart og anden
fart, således at sømandsfradraget i alle tilfælde gives med samme sats ved
fart
uden for det begrænsede fartområde, jf. bemærkningerne til lovforslagets
§ 3 og § 4 nedenfor.
Området for begrænset fart er ikke på samme måde som
udenrigsfart og nærfart i de gældende regler defineret ved angivelse af
længdegrader og breddegrader. Der er ikke tilstræbt nogen ændring i forhold
til
det gældende om, hvornår der er tale om begrænset fart, dog med den
undtagelse
at den gældende dispensationsbestemmelse også her foreslås afskaffet.
Området for begrænset fart foreslås herefter defineret som
–
fart eller bugser-
og bjærgningsvirksomhed med skibe, der væsentligst sejler på danske indsøer,
indre vandveje og fjorde,
–
anvendelse af skibe
i stationær virksomhed, herunder havnefart o. l.,
–
fart eller bugser-
og bjærgningsvirksomhed med skibe uden egne fremdrivningsmidler,
–
rutetrafik, hvor
sejldistancen fra havn til havn er mindre end 50 sømil,
–
anden fart eller
bugser- og bjærgningsvirksomhed, når forholdene er sådan, at den pågældende
person har mulighed for regelmæssigt at overnatte på sin sædvanlige bopæl.
Ved bedømmelsen af, om en sømand har mulighed for
regelmæssigt at overnatte på sin sædvanlige bopæl, vil skattemyndighederne
bl.a. kunne lægge samme kriterier til grund, som man anvender ved bedømmelsen
af, om en lønmodtager opfylder betingelserne for at kunne modtage skattefri
rejsegodtgørelse. Skattemyndighederne vil også kunne lægge vægt på, om
overnatning ombord er nødvendig af hensyn til skibets almindelige drift.
For rutetrafikken gælder der i øjeblikket en
dispensationsregel (sømandsfradragslovens § 5, stk. 4), hvorefter
sejldistancen på 50 sømil kan nedsættes til 25 sømil. Forudsætningen er, at
et
overvejende antal af rederiets øvrige skibe sejler i nærfart eller
udenrigsfart, og de pågældende søfolk kontraktligt er bundet til at lade sig
overflytte til tjeneste ombord på skibe i nærfart eller udenrigsfart.
Regeringen ønsker at fjerne alle dispensationsbestemmelser
fra reglerne om beskatning af søfolk og udelukkende lade reglerne være
baseret
på objektive kriterier. Hvorvidt en sømand skal have adgang til et bestemt
fradrag skal afhænge af den pågældendes egne forhold og ikke af, hvordan
rederiets flåde er sammensat. Regeringen ønsker derfor at fjerne denne
dispensationsadgang i lighed med de øvrige.
Imidlertid ønsker regeringen ikke at ændre vilkårene for
søfolk og rederier, som allerede er omfattet af den nævnte
dispensationsbestemmelse. Der foreslås derfor en overgangsregel herom, jf.
bemærkningerne til lovforslagets §§ 14-16.
Til §§ 3-4
§ 3 og § 4 omhandler det særlige sømandsfradrag.
Som der er redegjort for under de almindelige bemærkninger, gives
sømandsfradraget i øjeblikket ved arbejde ombord på danske og udenlandske
skibe
i udenrigsfart og desuden på danske skibe i nærfart (sømandsfradragslovens
§ 3). I udenrigsfart udgør fradraget 23.000 kr. årligt, mens det i
nærfart
er på 8.000 kr. Dertil kommer i begge tilfælde et procentfradrag, som udgør
15
pct. af lønindkomsten op til 130.000 kr. og 8 pct. af det overskydende beløb,
dog højst af en lønindkomst på op til 310.000 kr. Det maksimale
sømandsfradrag
er herefter 56.900 kr. ved arbejde ombord på dansk eller udenlandsk skib i
udenrigsfart, mens det ved arbejde ombord på dansk skib i nærfart er 41.900
kr.
Regeringen ønsker at forenkle dette fradragssystem. Som
ovenfor omtalt foreslår regeringen, at den nuværende sondring mellem
udenrigsfart, nærfart og begrænset fart afskaffes, og at der fremover således
alene skal sondres mellem begrænset fart og anden fart. Sømandsfradraget skal
herefter gives med samme sats ved fart uden for det begrænsede fartområde.
Regeringen foreslår, at det eksisterende sømandsfradrag
erstattes med et fradrag, der beregnes på grundlag af et maksimalt årligt
fradrag på 56.900 kr., hvilket vil være en forenkling i forhold til de
gældende
regler. Dette svarer til det højst opnåelige fradrag under de nuværende
regler.
Er ansættelsesperioden kortere end et år, beregnes fradraget forholdsmæssigt.
Dette svarer til de gældende regler. Fradraget skal endvidere beregnes
forholdsmæssigt i tilfælde af deltidsansættelse, hvis noget sådant skulle
forekomme. Den forholdsmæssige beregning sker i øjeblikket på den måde, at
fradraget beregnes som en procentvis del af lønnen. Deltidsansættelse og
deraf
følgende lavere løn giver hermed også et lavere fradrag.
Den allerede eksisterende praksis, hvorefter den pågældende
i et vist omfang midlertidigt kan opholde sig i land uden at miste
sømandsfradraget, vil ikke blive berørt af, at fradraget fremover vil blive
beregnet på en enklere måde end hidtil.
Sømandsfradraget gives ved arbejde ombord på såvel danske
som udenlandske skibe som defineret i § 2. Desuden gives fradraget ved
arbejde ombord på stenfiskerfartøjer (herunder sandsugere), som har egne
fremdrivningsmidler og eget lastrum til transport af materialer indvundet fra
havbunden, og som har en bruttotonnage på 20 tons eller derover, d.v.s den
gruppe fartøjer, der kan anvende refusionsordningen i lovforslagets
§ 10.
Betegnelsen »stenfiskerfartøjer« er anvendt i lovforslaget, da denne
betegnelse
anvendes i lov om Dansk Internationalt Skibsregister (DIS-loven). Betegnelsen
omfatter i DIS-lovens forstand også de fartøjer, der sædvanligvis betegnes
som
sandsugere.
Det er under alle omstændigheder en betingelse, at
forhyringsvilkårene for de pågældende personer svarer til dem, der
sædvanligvis
gælder for søfolk. Ved bedømmelsen af, om denne betingelse er opfyldt, kan
skattemyndighederne lægge vægt på, om sømanden er ansat på vilkår, der svarer
til almindelige overenskomstmæssige vilkår på søfartsområdet.
De eksisterende regler om, at sømandsfradraget også gives
ved erhvervelse af lønindkomst ved arbejde udført ombord på skibe og
installationer, der anvendes i tilknytning til efterforskning og udvinding af
kulbrinter uden for dansk søterritorium og dansk kontinentalsokkelområde,
samt
ved arbejde ombord på skoleskibe, foreslås videreført.
Som der er redegjort for tidligere, findes der i den
eksisterende sømandsfradragslov nogle dispensationsbestemmelser, som gør det
muligt at give sømandsfradrag ved anden erhvervsmæssig anvendelse af et skib
end befordring af passagerer eller gods. Regeringen ønsker at afskaffe alle
dispensationsbestemmelser i forbindelse med beskatning af søfolk og i stedet
basere reglerne på objektive kriterier, men regeringen finder samtidig behov
for, at der etableres en overgangsordning i de tilfælde, hvor en sådan
dispensation allerede er givet, og hvor grundlaget for den givne dispensation
fortsat er til stede. Der foreslås derfor en overgangsordning i sådanne
tilfælde, jf. bemærkningerne til lovforslagets §§ 14-16.
Endelig foreslås det at videreføre de eksisterende regler
om, at personer, der vælger sømandsfradraget, ikke samtidig kan foretage
fradrag efter ligningslovens § 9, stk. 1, (lønmodtagerudgifter over
p.t. 4.900 kr.), ligningslovens §§ 9B-9D (befordringsfradrag),
ligningslovens § 13 (kontingenter til faglige sammenslutninger) eller
efter pensionsbeskatningslovens § 49, stk. 1,
(arbejdsløshedsforsikring). De eksisterende regler, hvorefter personer, som
kan
vælge at foretage sømandsfradraget, ikke kan modtage skattefri
rejsegodtgørelse
efter ligningslovens § 9 A, foreslås også videreført.
Det kan dog ikke udelukkes, at der kan være personer, som i
dag modtager skattefri rejsegodtgørelse efter ligningslovens § 9 A, og
som
fremover vil kunne vælge sømandsfradraget, hvilket som nævnt vil afskære dem
fra adgang til skattefri rejsegodtgørelse. Der foreslås derfor en
overgangsregel for sådanne personer, jf. bemærkningerne til lovforslagets
§§ 14-16.
Til § 5
Lovforslagets § 5 fastsætter rammerne for beskatning
af søfolk, der arbejder ombord på skibe, der er registreret i Dansk
Internationalt Skibsregister (DIS). Hovedreglen er efter forslaget, at
DIS-ordningen kan anvendes ved arbejde ombord på dansk skib, som anvendes til
formål, som vil kunne omfattes af tonnageskatteloven.
Det er uden betydning, om skibet rent faktisk er inddraget
under tonnageskatteordningen. Det er ligeledes uden betydning, hvordan skibet
er registreret i DIS. Et skib kan eksempelvis godt være registreret som et
lastskib i DIS, uden at betingelserne for DIS-skattefritagelse dermed er
opfyldt. Dette vil være tilfældet, hvis skibet anvendes på en sådan måde, at
det ikke vil kunne omfattes af tonnageskatteloven. Det er kort sagt skibets
anvendelse
, som er afgørende for
anvendelsen af DIS-skattereglerne.
Den form for virksomhed, der kan omfattes af
tonnageskatteordningen, er erhvervsmæssig transport af passagerer eller gods
mellem forskellige destinationer, jf. tonnageskattelovens § 6.
Der er i tonnageskattelovens § 8 opregnet forskellige
former for virksomhed, som falder uden for tonnageskatteordningens
anvendelsesområde, uanset om den pågældende form for virksomhed udøves fra
skib, som i anden sammenhæng ville kunne omfattes af tonnagebeskatningen.
Sådan
virksomhed falder hermed også uden for DIS-ordningens anvendelsesområde.
De former for virksomhed, der ikke kan omfattes af
tonnagebeskatningen og efter lovforslaget hermed heller ikke af
DIS-ordningen,
er følgende:
1. Forundersøgelser, efterforskning eller udvinding
af kulbrinter og andre naturforekomster.
Virksomhed i forbindelse med kulbrinteudvinding kan ikke
omfattes af tonnagebeskatningen. Dog vil egentlig transportvirksomhed kunne
omfattes, f. eks. forsyningssejlads og transport af olieprodukter m.v.
2. Fiskeri og forarbejdningsvirksomhed.
Fiskerisektoren er ikke omfattet af tonnageskatteordningen.
Det samme gælder forarbejdningsvirksomhed til søs, uanset om dette har
forbindelse med fiskerisektoren eller ej. Det kan tilføjes, at fiskefartøjer
efter lov om Dansk Internationalt Skibsregister ikke kan registreres i DIS.
3. Bygning og reparation af havne, broer,
olieinstallationer, vindmølleparkere eller andre havanlæg, nedlægning af
rørledninger på havbunden, opmudring, stenfiskeri, sandsugning eller lignende
virksomhed.
Entreprenørmæssig virksomhed m.v., der foregår fra skib, er
udelukket fra tonnageskatteordningen. (Om sandsugere se bemærkningerne til
lovforslagets § 10.)
4. Dykkervirksomhed.
Dykkerskibe kan ikke omfattes af tonnageskatteordningen.
5. Bugsering, lodsning m.v., når skibene anvendes i
og omkring havne.
Lokal bugsering og lodsning i havne og fjorde m.v. er ikke
omfattet. Anden bugsering er omfattet. (Se nedenfor om de særlige
begrænsninger, der med de nye EU-retningslinier er gældende for
bugserfartøjer.)
6. Passagersejlads i eller over havneløb m.v.
»Havnebusser« og lignende virksomhed kan ikke omfattes af
tonnageskatteordningen.
7. Uddannelsesaktiviteter, sociale og pædagogiske
aktiviteter m.v.
Tonnageskatteloven omhandler erhvervsmæssig befordring af
passagerer eller gods. Uddannelsesaktiviteter, sociale og pædagogiske
aktiviteter m.v. kan således ikke omfattes.
8. Museumsaktiviteter og skibsbevaring.
Sådanne aktiviteter falder ligeledes uden for
tonnageskattelovens anvendelsesområde.
9. Sports-, udflugts og fritidsformål.
Sejlads, som ikke kan begrundes med et egentligt
trafikbehov, uanset om sejladsen foregår efter faste sejlplaner, kan ikke
omfattes af tonnageskatteordningen. Bestemmelsen omfatter også sejlads med
repræsentative formål m.v.
10. Anvendelse af permanent opankrede skibe, uanset
formål.
Generelt falder permanent opankrede skibe uden for
tonnageskattelovens anvendelsesområde, da der i sagens natur ikke kan være
tale
om transportvirksomhed.
Søfolk, som arbejder ombord på et skib, som anvendes til et
af disse formål, eller som anvendes til andre formål, som ikke vedrører
erhvervsmæssig befordring af passagerer eller gods mellem forskellige
destinationer, vil efter lovforslaget således ikke være fritaget for
beskatning
af deres lønindkomst for sådant arbejde efter DIS-reglerne.
Samtidig med, at de to statsstøtteordninger for
søtransportsektoren – DIS-ordningen og tonnageskatteordningen – får
samme
anvendelsesområde, foreslås det, at de eksisterende dispensationsbestemmelser
i
sømandsfradragsloven for anden erhvervsmæssig anvendelse end befordring af
personer eller gods afskaffes. DIS-ordningen skal fungere inden for rammerne
af
EU-retningslinierne for statsstøtte til søtransportsektoren, som netop
omhandler erhvervsmæssig befordring af passagerer eller gods. Det giver ingen
mening at opretholde dispensationsbestemmelser for anden anvendelse end den,
der er tilladt efter EU-retten.
Bestemmelsen i lovforslagets § 5, stk. 1, om
skattefritagelse for fuldt skattepligtige søfolk, der arbejder ombord på
DIS-skibe, er en gengivelse af den tilsvarende bestemmelse, der i øjeblikket
findes i ligningslovens § 33 C, bortset fra henvisningen til anvendelse
efter tonnageskatteloven. Ligeledes er i sagens natur udeladt den nugældende
bestemmelse i ligningslovens § 33 C om, at et dansk skib defineres efter
bestemmelserne i sømandsfradragsloven.
Lempelsen for DIS-beskatning vil rent beregningsteknisk
komme til at foregå på samme måde, som det hidtil har været tilfældet.
Det kan yderligere tilføjes, at den allerede eksisterende
praksis, hvorefter en DIS-sømand i et vist omfang midlertidigt kan opholde
sig
i land, vil blive opretholdt. Det samme gælder den praksis, der allerede
eksisterer for så vidt angår bl.a. rejsende montørers mulighed for at kunne
anvende DIS-skattereglerne under sejlads med et DIS-skib. Princippet er her,
at
DIS-skattereglerne kan anvendes, hvis den rejsende montør el. lign. udfører
arbejde, som almindeligvis vil kunne udføres af en skibsbesætning – f.
eks. et
monterings- eller reparationsarbejde ombord. Er der derimod tale om
arbejdsopgaver, som ligger udenfor, hvad en skibsbesætning almindeligvis vil
udføre, kan DIS-skattereglerne ikke anvendes.
Det foreslås videre i lovforslagets § 5, stk. 1,
at gratialer og fratrædelsesgodtgørelser m.v. kun kan omfattes af
DIS-skattefritagelsen, når den pågældende ydelse har en direkte tilknytning
til
arbejdet som DIS-sømand. Hvis eksempelvis en fratrædelsesgodtgørelse er
baseret
på et arbejdsforhold, som omfatter såvel arbejde ombord på DIS-skib som andet
arbejde, er det kun den del, der direkte har tilknytning til arbejdet ombord
på
DIS-skib, der kan fritages for beskatning. Det er i så fald en betingelse, at
den godtgørelse, der har direkte tilknytning til arbejdet ombord på DIS-skib,
er fastsat ud fra den forudsætning, at den er skattefri, jf. bemærkningerne
til
§ 5, stk. 3, nedenfor. Det samme gør sig gældende ved udbetaling af
erstatningshyre m.v.
Baggrunden for den foreslåede bestemmelse er en
landsretsdom afsagt i april 2004, hvor en skatteyder fik medhold i, at
fratrædelsesgodtgørelse i forbindelse med usaglig afskedigelse kunne omfattes
af DIS-skattereglerne. Landsretten nåede frem til, at
fratrædelsesgodtgørelsen
i relation til muligheden for skattelempelse må karakteriseres som hidrørende
fra et ansættelsesforhold i udlandet, således at der skal ske lempelse efter
ligningslovens § 33 C (DIS-skattereglerne). Dommen er offentliggjort i
Tidsskrift for Skatter og Afgifter – TfS 2004, 357.
Dommen kan give anledning til anvendelse af
fratrædelsesgodtgørelser på en måde, som ikke var tilsigtet i DIS-ordningen,
og
regeringen finder derfor anledning til at foreslå det fastsat i loven, at
DIS-skattereglerne kun finder anvendelse på fratrædelsesgodtgørelser m.v.,
når
de ovenfor nævnte betingelser er opfyldt.
Bestemmelsen i lovforslagets § 5, stk. 2, om
skattefritagelse for begrænset skattepligtige er med de nødvendige
tilpasninger
en videreførelse af bestemmelser, der i øjeblikket findes i kildeskattelovens
§ 48 C og § 48 D.
Bestemmelsen i lovforslagets § 5, stk. 3, har
hele tiden været en underliggende forudsætning for anvendelse af
DIS-skattereglerne, nemlig at de pågældende søfolk bliver aflønnet med en
nettohyre, som er beregnet ud fra en forudsætning om, at den er skattefri.
Dette har ikke hidtil fremgået direkte af lovteksten, og det foreslås nu, at
en
sådan bestemmelse indsættes. Det følger af bestemmelsen, at indkomsten skal
beskattes efter de almindelige regler, hvis betingelsen om nettoaflønning
ikke
er opfyldt. Arbejdsgiveren skal om nødvendigt over for skattemyndighederne
kunne godtgøre, hvordan den skattefri nettohyre er beregnet.
Lovforslagets § 5, stk. 4, viderefører de
eksisterende regler, hvorefter personer, som kan omfattes af DIS-ordningen,
ikke kan modtage skattefri rejsegodtgørelse efter ligningslovens § 9 A.
Til § 6
Som omtalt under gennemgangen af EU’s nye retningslinier
for statsstøtte til søtransportsektoren under de almindelige bemærkninger er
der nogle særlige begrænsninger for bugserfartøjer og sandsugere.
For
bugserfartøjer
gælder der nu den særlige regel, at sådanne fartøjer kun kan omfattes af
statsstøtteforanstaltninger, hvis over 50 pct. af de bugseringsaktiviteter,
som
et fartøj udfører i løbet af et indkomstår, er »søtransport«. Der fremgår
videre af EU-retningslinierne, at ventetid kan fordeles forholdsmæssigt
mellem
søtransport og andre aktiviteter. Det er i øvrigt en betingelse, at fartøjet
har hjemsted i en af medlemsstaterne.
Formålet med de fælles EU-regler for statsstøtte til
søtransportsektoren er at sikre den lige konkurrence mellem medlemsstaternes
virksomheder på det fælles marked. Der er behov for på det fælles marked at
sikre »fair play« og at undgå, at medlemsstaterne kaster sig ud i et
støttekapløb mod hinanden. Derfor er der fastsat en fælles ramme for
statsstøtteforanstaltninger og et fælles loft for støttens størrelse.
Spørgsmålet er imidlertid, i hvilket omfang samme hensyn
gør sig gældende, når en virksomhed i EU opererer uden for EU’s eget
område.
Hvis et EU-rederi eksempelvis udøver virksomhed med bugserskibe i Fjernøsten,
er det vanskeligt at finde en EU-konkurrencemæssig begrundelse for, at det
til
enhver tid skulle være nødvendigt at beskatte besætningen ombord efter de
regler, der gælder i rederiets hjemland. Dette er ikke mindst tilfældet, når
EU-rederiet i eksemplet konkurrerer med fjernøstlige rederier, hvis besætning
ikke undergives beskatning på et europæisk niveau, og hvor rederierne ikke er
belastet med lønomkostninger af samme størrelsesorden som de europæiske
rederier.
EU-retningslinierne for statsstøtte til søtransportsektoren
bør derfor tolkes sådan, at de begrænsninger, der lægges på bugserfartøjer og
sandsugere, må være gældende, så længe de pågældende fartøjer udøver
virksomhed
på EU’s (og EØS’s) eget område. Lod man restriktionerne gælde
globalt, ville
man give EU-rederier en betydelig konkurrencemæssig ulempe i forhold til
ikke-EU-rederier, hvilket højst sandsynligt ville medføre udflagning af skibe
fra EU.
Lovforslagets § 6 er derfor udformet sådan, at kravet
om, at et bugserfartøj skal anvendes til søtransport i mindst 50 pct. af den
tid, fartøjet er i drift i løbet af et år, gælder ved aktiviteter inden for
EU/EØS, men ikke uden for dette område.
Som nævnt fremgår det af EU-retningslinierne, at ventetid
kan fordeles forholdsmæssigt mellem søtransporttid og anden tid, jf.
lovforslagets § 6, stk. 2.
For
sandsugeres
vedkommende er situationen i øjeblikket den, at sådanne fartøjer ikke kan
registreres i Dansk Internationalt Skibsregister, og at ansatte ombord på
sandsugere således ikke kan gøre brug af DIS-skattereglerne. Dette gælder i
praksis dog kun delvis, idet sandsugere kun holdes ude af DIS, så længe de
arbejder på grundlag af en indvindingstilladelse efter råstofloven. Er der
ikke
udstedt indvindingstilladelse, eller er tilladelsen deponeret, registreres
sandsugere efter praksis i DIS som lastskibe med deraf følgende
DIS-skattefritagelse for de personer, der arbejder ombord.
Denne praksis vil med de nye statsstøtteretningslinier ikke
kunne opretholdes. Det siges således direkte i retningslinierne, at
sandsugning
m.v. principielt ikke er berettiget til søtransportstøtte. Dog kan sådanne
aktiviteter bringes ind under statsstøtteordninger, hvis mindst 50 pct. af
fartøjets aktiviteter udgøres af søtransport. Det påhviler efter
statsstøtteretningslinierne i sådanne tilfælde rederierne at føre adskilte
regnskaber
for søtransportaktiviteterne.
For at en sandsuger efter statsstøttereglerne skal kunne
bringes ind under DIS-ordningen, skal den således udføre søtransportopgaver i
mindst halvdelen af den tid, den er i drift. Dette er efter det foreliggende
en
forudsætning, som ikke altid er opfyldt. Herefter vil en person ombord på en
sandsuger kunne være skattepligtig efter de almindelige regler i nogle
perioder
og efter DIS-reglerne i andre, alt efter om 50-pct.kravet er opfyldt.
En sådan ordning vil være vanskelig at administrere, hvis
det skal ske inden for en skattefritagelsesordning som DIS-ordningen.
Regeringen har derfor valgt at foreslå en anden løsning for sandsugere,
nemlig
en refusionsordning, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 10.
Til § 7
De nye EU-statsstøtteretningslinier indeholder som noget
nyt en særlig regel for så vidt angår færgeruter mellem destinationer inden
for
EU, idet retningslinierne kun åbner mulighed for skattefritagelse for
personer,
som er statsborgere i en EU/EØS-medlemsstat.
Denne nye regel kan retningsliniernes ordlyd til trods ikke
forstås sådan, at den tager sigte på tredjelandsstatsborgere, som har fast
bopæl og er skattemæssigt hjemmehørende i en EU-medlemsstat. Skattereglerne i
Danmark og formentlig i alle andre EU-medlemsstater er ikke baseret på
statsborgerskabsforhold, men på et bopælskriterium. Eksempelvis vil en
canadisk
statsborger, som permanent har slået sig ned i Danmark, i skattemæssig
henseende på enhver måde skulle behandles på samme måde som en dansk
statsborger
eller en statsborger fra et andet EU-land i Danmark.
Den nye regel kan således udelukkende tage sigte på
personer, som er begrænset skattepligtige til en EU-medlemsstat – d.v.s.
personer, som er hjemmehørende uden for EU/EØS, og som er skattepligtige til
en
EU-medlemsstat af lønindkomst for arbejde udført i denne stat.
Ønsker et dansk rederi at ansætte en sømand på en færgerute
mellem Danmark og et andet EU-land, vil rederiet herefter under DIS-ordningen
kunne ansætte en person, som er hjemmehørende i en EU/EØS-medlemsstat, uanset
den pågældendes statsborgerskabsforhold. Ansætter man en person, som ikke er
hjemmehørende i EU/EØS, vil kun EU/EØS-statsborgere kunne omfattes af
DIS-skattereglerne.
Til § 8
Som der er redegjort for under bemærkningerne til § 6,
er der en række hensyn, som gør sig gældende i relation til konkurrencen
blandt
EU’s virksomheder på det fælles marked. Samme hensyn eksisterer ikke i
relation
til konkurrencen uden for EU og ville tværtimod være til konkurrencemæssig
ulempe for EU-virksomheder i konkurrencen med tredjelandsvirksomheder.
De betragtninger, der i bemærkningerne til lovforslagets
§ 6 er anført om bugserfartøjers virksomhed uden for EU’s eget
territorium, er tilsvarende relevante for sandsugere. Det foreslås derfor, at
DIS-skattereglerne finder tilsvarende anvendelse ved arbejde ombord på
stenfiskerfartøjer, herunder sandsugere, uden for EU/EØS.
Til § 9
Bestemmelsen er en videreførelse af de bestemmelser om 30
pct. bruttobeskatning af begrænset skattepligtige søfolk, der i øjeblikket
findes i kildeskattelovens § 48 C. Dog er de gældende bestemmelser om
arbejde i oversøiske farvande på særlige forhyringsvilkår, de såkaldte Hong
Kong-vilkår, ikke medtaget, idet disse bestemmelser er forældede og kan udgå.
Som noget nyt i forhold til de gældende bestemmelser
foreslås det, at begrænset skattepligtige søfolk i stedet for
bruttobeskatning
på 30 pct. kan vælge beskatning efter de almindelige regler for begrænset
skattepligtige lønmodtagere, jf. kildeskattelovens 2, stk. 1, litra a.
Den
begrænset skattepligtige sømand vil hermed få adgang til sømandsfradraget på
lige fod med fuldt skattepligtige, idet der ikke i de foreslåede regler om
sømandsfradrag skelnes mellem fuldt skattepligtige og begrænset
skattepligtige
søfolk. Begrænset skattepligtige søfolk, der vælger beskatning efter de
såkaldte grænsegængerregler i kildeskattelovens §§ 5A-5D, kan hermed
også
gøre brug af sømandsfradraget. Efter de gældende regler gives
sømandsfradraget
kun til fuldt skattepligtige søfolk, idet begrænset skattepligtige søfolk
efter
de gældende regler altid bliver bruttobeskattet med 30 pct., medmindre de
helt
fritages for beskatning efter DIS-skattereglerne.
Efter forslaget får begrænset skattepligtige søfolk nu
samme valgmulighed som andre begrænset skattepligtige, som er undergivet
bruttobeskatning, nemlig arbejdsudlejede personer (kildeskattelovens
§ 2,
stk. 1, litra c, jf. § 2, stk. 3) og begrænset skattepligtige
personer, som arbejder i forbindelse med kulbrintevirksomhed for en
udenlandsk
arbejdsgiver uden hjemting her i landet (kulbrinteskattelovens § 21,
stk. 2). Disse lønmodtagergrupper fik ved lov nr. 221 af 31. marts 2004
(L
119 – »EU-pakken«) denne valgmulighed.
Den skat, der beregnes for personer, som er hjemmehørende
på Færøerne eller i Grønland, vil som hidtil tilfalde henholdsvis Færøernes
og
Grønlands landskasse. Hvis den pågældende person har valgt beskatning efter
de
almindelige regler, sådan som det nu foreslås muligt, vil den skat, der
tilfalder den færøske eller grønlandske landskasse, være den del af personens
samlede danske skat, som forholdsmæssigt falder på indkomst, som kunne have
været bruttobeskattet med 30 pct.
Til § 10
Statsstøtte til arbejdsrelaterede omkostninger i
søtransportsektoren kan gives på to måder. Enten kan de pågældende søfolk få
udbetalt en skattefri nettohyre, eller også kan rederierne helt eller delvis
få
refunderet den skat og de sociale bidrag, som opkræves hos søfolkene.
Medlemsstaterne kan frit vælge, hvilken metode man vil anvende, og det er
også
muligt at kombinere de to metoder.
Der er under bemærkningerne til lovforslagets § 6
ovenfor redegjort for, at det vil være vanskeligt at indrette den
eksisterende
skattefritagelsesordning – DIS-ordningen – på en sådan måde, at den
vil kunne
rumme de muligheder, der efter EU-retningslinierne er for at give statsstøtte
til sandsugere. Sådan støtte kan kun gives i det omfang, at det enkelte
fartøj
anvendes til søtransportaktiviteter i mindst 50 pct. af den tid, det er i
drift.
Regeringen ønsker at udfylde EU’s retningslinier for
statsstøtte til søtransportsektoren bedst muligt, og det foreslås derfor, at
det gøres muligt at give sandsugerrederier en refusion for personer, der
arbejder ombord på sådanne fartøjer, jf. nedenfor.
Det vil være en betingelse for refusion, at det enkelte
fartøj har egne fremdrivningsmidler, at det har lastrum til transport af
materialer indfundet fra havbunden, og at fartøjet som nævnt udfører
søtransportaktiviteter i mindst halvdelen af den tid, det er i drift.
Refusionen ydes måned for måned, når det enkelte fartøj i
den pågældende måned opfylder betingelserne for refusion. Refusionen ydes til
rederiet efter ansøgning med et beløb, som for hvert enkelt lønmodtager
beregnes som 40 pct. af den del af grundlaget for arbejdsmarkedsbidraget
(opgjort efter arbejdsmarkedsfondslovens § 8), der kan henføres til
arbejde udført ombord på fartøj, der opfylder betingelserne for refusion. En
refusion på 40 pct. af arbejdsmarkedsbidragsgrundlaget svarer nogenlunde til
den gennemsnitlige lønomkostningsbesparelse i DIS-skatteordningen gennem de
senere år. For selvstændigt erhvervsdrivende, som udfører arbejde ombord på
egen sandsuger, er grundlaget for refusionen det gennemsnitlige grundlag for
refusion for de personer, som udfører arbejde ombord som lønmodtagere.
Ved at vælge arbejdsmarkedsbidragsgrundlaget sikrer man
sig, at refusionen knytter sig til løn for arbejde udført ombord på de
pågældende sandsugerfartøjer. Hvis man valgte at refundere indeholdte
A-skatter
direkte, kunne man komme i den situation, at en lønmodtager f. eks. på grund
af
underskud i egen virksomhed kun ville skulle betale en beskeden eller måske
slet ingen skat. Rederiet ville dermed ikke være berettiget til refusion af
skat for den pågældende, men kun af AM-bidrag, uanset at lønomkostningerne
har
været de samme som for andre personer ombord.
Som nævnt under bemærkningerne til lovforslagets § 6
påhviler det efter de nye EU-retningslinier for statsstøtte til
søtransportsektoren i sådanne tilfælde rederierne at føre adskilte regnskaber
for søtransportaktiviteterne, hvis der søges refusion. Der er derfor indsat
en
bestemmelse i § 10, stk. 5, herom.
Til § 11
De nye EU-retningslinier for statsstøtte til
søtransportsektoren indfører forskellige begrænsninger, som ikke tidligere
har
eksisteret, i medlemsstaternes mulighed for at kunne give statsstøtte. Herved
sættes der i højere grad end hidtil fokus på, hvordan myndighederne skal
forholde sig, hvis grundlaget for den ydede statsstøtte viser sig ikke at
være
til stede. Et eksempel på noget sådant kunne være, at det viser sig, at
kravet
om, at et bugser- og bjærgningsfartøj udfører søtransportopgaver i mindst
halvdelen af den tid, hvor det er i drift, ikke er opfyldt.
I så fald er grundlaget for statsstøtte (i form af
skattefritagelse efter DIS-reglerne) ikke til stede, og det ville i en sådan
situation ikke være i overensstemmelse med EU-retningslinierne at lade de
pågældende besætningsmedlemmer være omfattet af DIS-skattefritagelsen i det
pågældende år.
Imidlertid bør det ikke være det enkelte besætningsmedlems
problem, hvis 50 pct.-betingelsen ikke er opfyldt. Ansatte
besætningsmedlemmer
har ingen indflydelse på, om skibet i en given periode udfører den ene eller
den anden opgave. Det har alene arbejdsgiveren, og det er derfor
arbejdsgiveren, der må bære konsekvenserne af, at der er udbetalt skattefri
DIS-hyre i en situation, hvor grundlaget herfor viser sig ikke at være til
stede.
Det foreslås derfor, at arbejdsgiveren – og arbejdsgiveren
alene – i en sådan situation hæfter for de A-skatter og de bidrag efter
arbejdsmarkedsfondsloven og ATP-loven, der skulle have været betalt for de
personer, der udfører arbejde ombord. Den skattefri nettoløn skal efter
lovforslagets § 5, stk. 3, fastsættes under hensyn til
skattefritagelsen, og det beløb, som A-skatten og AM-bidraget i en sådan
situation skal beregnes af, er den skattepligtige bruttoløn, som er lagt til
grund ved fastsættelsen af den skattefri nettoløn. Arbejdsgiveren må i en
sådan
situation over for skattemyndighederne kunne godtgøre, hvordan den skattefri
nettohyre
er beregnet, jf. i øvrigt bemærkningerne til § 5, stk. 3.
Det foreslås videre, at de skyldige A-skatter og bidrag
skal betragtes som forfaldne på de tidspunkter, hvor de ville være forfaldet,
hvis ikke DIS-skattereglerne havde været anvendt. Dette indebærer, at det
skyldige A-skattebeløb og bidragsbeløb vil blive forrentet på samme måde, som
det sker i andre tilfælde.
Såvel arbejdsgiveren som det enkelte besætningsmedlem
bliver hermed stillet på samme måde, som hvis det pågældende havde været
anset
på almindelige skattevilkår året igennem.
Til § 12
Bestemmelsen bemyndiger skatteministeren til at fastsætte
nærmere regler om lovens gennemførelse og administration. Bestemmelsen er en
videreførelse af den eksisterende bemyndigelse (sømandsfradragslovens
§ 6).
Denne bestemmelse kan bl.a. danne grundlag for at fastsætte
nærmere administrative retningslinier for den refusionsordning, der er
foreslået i § 10.
Til § 13
Bestemmelsen giver skatteministeren mulighed for at
bemyndige de statslige eller kommunale skattemyndigheder til at træffe
afgørelser efter loven. Ministeren kan også fastsætte regler om klageadgang.
Også denne bestemmelse er en videreførelse af gældende bestemmelser
(sømandsfradragslovens § 6 A).
Til §§ 14-16
Det foreslås, at der indsættes nogle
overgangsbestemmelser
, som tager hensyn til de tilfælde, hvor
reglerne ændres af andre årsager end de nye EU-retningslinier.
Den første overgangsbestemmelse (§ 14) vedrører
rutetrafik, hvor der efter den gældende sømandsfradragslov er givet
dispensation
fra sejldistancen på 50 sømil, således at der kan gives sømandsfradrag,
selvom
sejldistancen fra havn til havn er mindre end de 50 sømil. Dette er på visse
betingelser muligt, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 2.
Regeringen ønsker ikke at ændre vilkårene for søfolk og
rederier, som allerede er omfattet af denne dispensationsbestemmelse. Det
foreslås derfor, at sejldistancen fortsat beregnes til de nuværende minimum
25
sømil i tilfælde, hvor en sejlrute på tidspunktet for lovforslagets
fremsættelse er omfattet af dispensationsbestemmelsen. Besætningsmedlemmer
ombord vil således fortsat have adgang til sømandsfradrag, selvom
sejldistancen
fra havn til havn er under 50 sømil. De betingelser, der gælder for
dispensationen, skal fortsat være opfyldt.
Overgangsbestemmelsen omfatter ikke alene eksisterende
rederier, der besejler en bestemt rute. Den omfatter tillige andre rederier,
der senere måtte besejle den samme rute. Ophører besejlingen helt, bortfalder
overgangsreglen, jf. lovforslagets § 14, stk. 2. Ved en evt. senere
genoprettelse af ruten finder overgangsreglen ikke anvendelse.
Den anden overgangsbestemmelse (§ 15) vedrører de
situationer, hvor der efter den gældende sømandsfradragslov er givet
dispensation til anden erhvervsmæssig anvendelse af et skib end befordring af
passagerer eller gods, d.v.s at søfolk med arbejde ombord kan få
sømandsfradrag, selvom skibet anvendes erhvervsmæssigt til andre formål end
befordring af passagerer eller gods.
Det foreslås, at told- og skattemyndighederne efter ansøgning
kan tillade, at sådanne dispensationer videreføres, således at ombordværende
søfolk fortsat har adgang til sømandsfradraget. Det vil være en betingelse
for
tilladelse, at det grundlag, som dispensationen blev givet på, fortsat er til
stede. Er dette ikke tilfældet, eller bortfalder grundlaget senere ved
skibets
overgang til anden anvendelse, bortfalder tilladelsen. Er tilladelsen en gang
bortfaldet, kan der ikke gives ny tilladelse.
Endelig foreslås det som en overgangsbestemmelse
(§ 16), at personer, som på tidspunktet for lovforslagets fremsættelse
ikke efter ligningslovens § 9 A, stk. 11, var afskåret fra at
anvende
ligningslovens § 9 A, stk. 1-9 (reglerne om skattefri
rejsegodtgørelse), og som nu vil kunne anvende sømandsfradraget, fortsat ikke
er afskåret fra at anvende reglerne om skattefri rejsegodtgørelse i stedet
for
sømandsfradraget. Dette kunne være aktuelt for en ansat ombord på et skib
under
100 tons, som ikke har fået dispensation efter sømandsfradragsloven, og hvor
sømandsfradrag derfor ikke efter de gældende regler kan gives. Med forslaget
nedsættes tonnagegrænsen fra 100 tons til 20 tons. Da det ikke kan udelukkes,
at anvendelse af ligningslovens § 9 A, stk.1-9, i konkrete tilfælde kan
være mere økonomisk fordelagtigt for den enkelte, sikrer bestemmelsen
valgfrihed for de nævnte personer.
Det foreslås, at bestemmelsen ikke længere kan anvendes,
d.v.s. valgfriheden ophører, hvis der foretages fradrag efter § 3.
Til § 17
Det foreslås, at loven eller dele af loven træder i kraft
efter skatteministerens bestemmelse. Begrundelsen er, at ændringerne af
DIS-ordningen skal kunne sættes i kraft pr. 1. juli 2005, mens den nye
sømandsfradragsordning først skal kunne sættes i kraft fra det følgende
indkomstår.
Der er for ændringerne af DIS-ordningen tale om en ændring
af en statsstøtteordning, og sådanne ændringer skal efter EU-retten godkendes
af Kommissionen, før de kan sættes i kraft. Lovforslaget er i sin helhed
blevet
notificeret med henblik på godkendelse. Det er regeringens hensigt, at den
del af
lovændringen, der vedrører statsstøtteordningen, sættes i kraft med virkning
fra 1. juli 2005, således som det er forudset i de nye EU-retningslinier,
forudsat at lovændringen til den tid er godkendt. Er lovændringen på dette
tidspunkt ikke godkendt, må ikrafttrædelsestidspunktet udskydes.
Det ville imidlertid være administrativt bekosteligt at
give ændringerne af sømandsfradragsordningen virkning fra et tidspunkt midt i
året. Det er derfor hensigten, at den eksisterende lov om særlige fradrag til
sømænd fortsat skal være gældende frem til udgangen af det indkomstår, hvor
ændringerne af DIS-ordningen er trådt i kraft.
Sømandsfradraget vil herefter i denne overgangsperiode
blive beregnet på det hidtidige grundlag. Således vil den eksisterende
sondring
mellem udenrigsfart, nærfart og begrænset fart blive opretholdt indkomståret
ud, ligesom de eksisterende definitioner af dansk og udenlandsk skib vil
blive
opretholdt ved beregningen af sømandsfradraget. Endvidere vil fradraget blive
beregnet med de nugældende satser. I det omfang, at skibe er omfattet af
eksisterende dispensationsordninger, vil disse også blive opretholdt
indkomståret ud for så vidt angår adgang til sømandsfradraget.
Rent lovteknisk vil hele loven bortset fra §§ 3-4 (det
nye sømandsfradrag), §§ 14-16 (overgangsregler mellem gammel og ny
sømandsfradragsordning) og § 27 (ophævelse af gammel sømandsfradragslov)
skulle sættes i kraft pr. 1. juli 2005 eller fra det senere tidspunkt, hvor
Kommissionens godkendelse måtte foreligge.
Til § 18
Loven skal ikke gælde på Færøerne og i Grønland, idet
skatteområdet er et hjemmestyreanliggende for disse dele af riget.
Til §§ 19-27
Efter lovforslagets § 27 ophæves lov om særlige
fradrag til sømænd. De øvrige ændringer af anden lovgivning er
konsekvensrettelser.
Til § 28
Formålet med lov nr. 460 af 31. maj 2000 (L 287, 1999-2000)
var bl.a. at sikre, at de danske beskatningsprincipper på transportområdet er
indrettet på en sådan måde, at den tvivl, der dengang var opstået om
DIS-skattereglernes forenelighed med EU-rettens statsstøttebestemmelser,
kunne
fjernes, uden at disse reglers generelle målsætning led skade.
Baggrunden for lovforslag L 287 var, at EU-Kommissionen i
februar 1999 rejste tvivl om DIS-ordningens forenelighed med
statsstøttereglerne, idet Kommissionen havde konstateret, at DIS-ordningens
skattefritagelsesbestemmelser også var gældende for søfolk, der ikke er
hjemmehørende i EU. Fra dansk side ønskede man ikke, at der skulle herske
nogen
tvivl om DIS-ordningens forenelighed med EU-retten.
Der forelå dengang en uformel tilkendegivelse fra
Kommissionens tjenestegrene om, at en skattefritagelse baseret på de
generelle
skattepligtsregler for ikke-hjemmehørende personer ikke ville være i strid
med
EU-retningslinierne, som de dengang var gældende (retningslinier fra 1997,
som
nu er blevet af løst af de nye retningslinier fra i år), og den daværende
regering foreslog derfor at afskaffe den begrænsede skattepligt til Danmark
for
personer, som udfører arbejde uden for dansk territorium, d.v.s. det
geografiske
område, hvor dansk skattelovgivning er gældende. Dette blev vedtaget af et
meget stort flertal i Folketinget.
Imidlertid var det en del af lov nr. 460, at ændringerne af
skattepligtsreglerne først skulle sættes i kraft, når der også forelå en
formel
tilkendegivelse fra Kommissionen om, at det EU-retlige problem hermed var
løst.
En sådan tilkendegivelse kom i en anden form end forventet, idet Kommissionen
efter at have undersøgt DIS-ordningen i sin foreliggende form godkendte
ordningen som en statsstøtteordning. Der var herefter ikke noget behov for at
sætte de dele af lov nr. 460, som handler om skattepligtsreglerne, i kraft,
og
dette er heller ikke sket. §§ 2-7 i lov nr. 460 af 31. maj 2000 er
hermed
overflødige og foreslås derfor ophævet.
Det kan tilføjes, at § 1 i lov nr. 460 omhandlede en
udvidelse af DIS-ordningen til færgeruterne mellem Danmark og udlandet. Denne
del af loven blev sat i kraft i august 2000.
Meddelelse C(2004) 43 fra Kommissionen —
EU-retningslinjer for statsstøtte til søtransportsektoren
(2004/C
13/03)
1. INDLEDNING
Hvidbogen »Den europæiske transportpolitik frem til
2010 – De svære valg« fremhæver betydningen af tjenesteydelser inden for
søtransport for Fællesskabets økonomi. 90 % af al handel mellem Fællesskabet
og
resten af verden transporteres ad søvejen. Nærskibsfarten skriver sig for 69
%
af den godsmængde, der befordres mellem medlemsstaterne (denne procentdel er
41
%, når indenrigsfarten inkluderes). EU's søtransport og de dertil knyttede
aktiviteter er og bliver blandt de største i verden.
Medlemsstaternes rederier administrerer endnu i dag
omkring en tredjedel af verdensflåden. Cyperns og Maltas
1)
tiltrædelse i
2004 vil yderligere øge EU's andel af skibsfarten, da disse to landes
skibsregistre for øjeblikket skriver sig for ca. 10 % af verdenstonnagen.
Siden 1970'erne har den europæiske flåde været udsat
for konkurrence fra skibe, der er registreret i tredjelande, som ikke lægger
så
stor vægt på at overholde de sociale og sikkerhedsmæssige regler, der gælder
på
internationalt plan.
Den manglende konkurrenceevne hos skibe, der fører
fællesskabsflag blev erkendt ved udgangen af 1980'erne, og da der ikke
fandtes
harmoniserede europæiske foranstaltninger, vedtog flere medlemsstater
forskellige ordninger til støtte for søtransporten. De vedtagne strategier og
de tildelte budgetter til støtteforanstaltninger er meget forskellige fra
medlemsstat til medlemsstat og afspejler de pågældende staters indstilling
til
statsstøtte eller den betydning, som de tillægger den maritime sektor.
For at tilskynde til genregistrering af skibe har nogle
medlemsstater desuden lempet besætningsreglerne, bl.a. gennem oprettelse af
sekundære registre.
Sekundære registre omfatter for det første
»offshore-registre«, der tilhører territorier, som har større eller mindre
autonomi i forhold den pågældende medlemsstat, og for det andet
»internationale
registre«, som er direkte knyttet til den stat, der har oprettet dem.
Trods den indsats, der er gjort, vedbliver en stor del
af fællesskabsflåden at være registreret under tredjelandsflag. Dette
skyldes,
at registre i tredjelande, der anvender foranstaltninger, der indgår i en
åben
registreringspolitik — hvoraf nogle benævnes »bekvemmelighedsflag«
— til
stadighed har stået og fortsat står stærkere i konkurrencen med
EU-medlemsstaternes registre.
Støtte til skibsfarten siden 1989
På baggrund af forskellene mellem de støttesystemer,
som medlemsstaterne havde vedtaget til imødegåelse af den stigende
konkurrence
fra skibe, der ikke fører fællesskabsflag, fastlagde Kommissionen i 1989 sine
første retningslinjer på området for at sikre en vis konvergens mellem
medlemsstaternes tiltag. Denne metode viste sig dog at være ineffektiv, og
nedgangen i Fællesskabets flåder fortsatte. Retningslinjerne blev derfor
revideret, hvilket førte til meddelelsen om de nye retningslinjer for
statsstøtte til søtransportsektoren i 1997.
2)
Den vigtigste udvikling inden for de seneste år
vedrørende støtteforanstaltninger fra medlemsstaterne til søtransport er den
i
Europa så udbredte brug af systemer med standardsatser for tonnagebeskatning
(»tonnageafgift«). Tonnageafgift trådte på et meget tidligt tidspunkt i kraft
i
Grækenland og blev gradvis udvidet til Nederlandene (1996), Norge (1996),
Tyskland (1999), Det Forenede Kongerige (2000), Danmark, Spanien og Finland
(2002) og Irland (2002). Belgien og Frankrig besluttede også at indføre
systemet i 2002, mens den italienske regering overvejer muligheden.
Resultater af foranstaltninger, der er foreslået af
medlemsstaterne og godkendt af Kommissionen, i forhold til målsætningerne i
de
reviderede retningslinjer fra 1997
a)
Udvikling
i flåden af skibe, der fører fællesskabsflag (flådens konkurrenceevne)
Ifølge
medlemsstaternes svar på Kommissionens spørgeskema medio 2002 og ud fra de
seneste statistiske oplysninger
3)
har
medlemsstater, som indførte støtteforanstaltninger, især i form af
skattelempelser, opnået genregistrering under nationalt flag af et betydelig
tonnagevolumen i alle registre tilsammen. I procent øgedes flåden, der er
optaget i medlemsstaternes registre således: antallet af skibe med 0,4 % i
gennemsnit på årsbasis, tonnage med 1,5 % og containerskibe med 12,4 %. Selv
om
antallet af enheder, der blev optaget i de første registre, praktisk taget
overalt faldt i løbet af perioden 1989-2001, kan tallene ses som en vending i
den tendens til udflagning, som var blevet konstateret indtil 1997.
I
løbet af den samme periode faldt medlemsstaternes registres andel i den
samlede
tonnage i verden dog en lille smule. Skibsfarten verden over øgedes, men
væksten i den flåde, der drives fra Fællesskabet, men er registreret under
tredjelandes flag, var hurtigere end, hvad der var tilfældet for den flåde,
der
blev registeret under medlemsstaternes flag.
b)
Beskæftigelsestendenser
Ifølge de seneste
skøn faldt antallet af søfolk om bord på skibe, der fører fællesskabsflag,
fra
188 000 i 1996 til ca. 180 000 i 2001.
4)
Det samlede antal
statsborgere i Fællesskabet, der er ansat om bord på skibe, som fører
EU-flag,
beløber sig for tiden til ca. 120 000, hvilket er 40 % mindre end i 1985,
mens
antallet statsborgere fra tredjelande, der er ansat om bord på
fællesskabsskibe
er steget fra 29 000 i 1983 til omkring 60 000 i dag. Når nedgangen i det
samlede antal af søfolk skal vurderes, må der tages hensyn til følgende
faktorer:
–
for det første har
produktiviteten pr. skib været stigende. Derfor er det blevet muligt at
transportere den samme, eller en større mængde end tidligere med en mindre
besætning
–
for det andet er
flåden, der fører fællesskabsflag, blevet fornyet i løbet af perioden
1997-2001. Gennemsnitsalderen for skibe faldt fra 22,9 år til 17,2 år. 35 %
af
den flåde, der var i drift den 1. januar 2001, var blevet bygget i perioden
1996-2000. På nye skibe med mere avanceret teknologi er der behov for bedre
uddannede, men mindre besætninger.
Der
er dog ikke desto mindre klare forskelle mellem medlemsstaterne, hvad angår
beskæftigesestallene for EU-søfolk. Men intet i disse tal viser, at der
skulle
være indtrådt en vending i den hidtidige tendens til, at flåden, der fører
EU-flag er mere og mere afhængig af søfolk fra tredjelande. Dette blev
allerede
understreget i Kommissionens meddelelse fra 2001 om uddannelse og tilgang af
søfarende.
5)
c)
Bidrag
til den økonomiske aktivitet i sin helhed
De maritime erhverv
er uløseligt knyttet til søtransport. Denne tilknytning er et stærkt
argument,
der taler for positive foranstaltninger, der har til formål at opretholde en
flåde, der hviler på Fællesskabets skibsfart. Fordi søtransport generelt
indgår
som et led i transportkæden og specielt i kæden af de maritime erhverv, har
foranstaltninger, der sigter på at opretholde EU-flådens konkurrenceevne også
følger for investeringer på land inden for søfartsrelaterede erhverv
6)
og
for søfartens bidrag til økonomien i Fællesskabet som helhed og for
beskæftigelsen i almindelighed.
Betydningen
af skibsfarten og hele det dertil knyttede maritime varierer i høj grad fra
land til land. Men omfanget af det europæiske maritime kompleks og dettes
direkte økonomiske indvirkning kan klart illustreres ved følgende tal: 1,550
millioner direkte ansatte, en omsætning på 160 mia. EUR i 1997 (ca. 2 % af
BNP
i Fællesskabet).
7)
Data for Danmark (3 % af BNP kan
tilskrives det maritime kompleks), Grækenland (2,3 %) og Nederlandene (2 %)
er
gode eksempler herpå.
I
denne sammenhæng er det derfor ikke uden betydning at notere sig, at den del
af
flåden, der drives af europæiske operatører etableret i Fællesskabet, er
forblevet på et niveau omkring 34 % af verdenstonnagen, som på sin side er
øget
med 10 % i den samme periode. I betragtning af den mobilitet, der hersker
inden
for de maritime erhverv, og de faciliteter, der tilbydes fra tredjelandes
side,
kan det konkluderes, at støtteforanstaltninger til fordel for søtransport kan
bidrage til at undgå en udbredt flytning af de tilknyttede erhverv.
Kort
sagt kan det bekræftes, at hvor der er vedtaget foranstaltninger i
overensstemmelse
med retningslinjerne fra 1997, er den strukturelle tilbagegang for
fællesskabsregistrene og fællesskabsflåden blevet standset, og de mål, som
Kommissionen satte, er blevet nået, i det mindste delvis.
Andelen
af åbne registre udtrykt i verdenstonnage fortsatte dog med at stige i den
pågældende periode, nemlig fra 43 % i 1996 til 54 % i 2001, og intet peger
på,
at der vil indtræde en signifikant vending i tendensen til, at flåden har
gjort
og vedbliver med at gøre brug af søfolk fra tredjelande. Den kampagne, der er
indledt i de senere år, skal videreføres, men med et mere præcist sigte.
Foranstaltninger med henblik på at fremme brugen af fællesskabssøfolk skal
især
gøres til genstand for mere aktiv overvågning.
Resultaterne
af de foranstaltninger, som medlemsstaterne har truffet, og som Kommissionen
har godkendt, bør undersøges systematisk.
Som
følge heraf, og selv om driftsstøtte i princippet skal være ekstraordinær,
midlertidig og degressiv, skønner Kommissionen, at det fortsat er berettiget
at
yde statsstøtte til den europæiske søtransportsektor, og at den
fremgangsmåde,
der lå til grund for retningslinjerne fra 1997, var rigtig. Denne meddelelse
er
derfor baseret på den samme tilgrundliggende fremgangsmåde.
2. ANVENDELSESOMRÅDET OG OVERORDNEDE MÅLSÆTNINGER FOR
DE REVIDEREDE RETNINGSLINJER FOR STATSSTØTTE
Denne meddelelse — der erstatter retningslinjerne fra
1997 — tager sigte på at fastlægge de parametre, inden for hvilke
statsstøtte
til søtransportsektoren vil blive godkendt af Kommissionen efter de
fællesskabsretlige regler og procedurer for statsstøtte i henhold til
traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), og/eller artikel 86,
stk. 2.
Støtteordninger bør ikke være til skade for andre
medlemsstaters økonomier, og det skal kunne påvises, at der ikke er fare for,
at de fordrejer konkurrencen mellem medlemsstaterne i et omfang, som er
uforeneligt med den fælles interesse. Statsstøtte skal altid være begrænset
til, hvad der er nødvendigt for at opfylde dens formål, og den skal ydes på
en
gennemskuelig måde. Den kumulative effekt af al støtte, der ydes af
offentlige
myndigheder (på nationalt, regionalt og lokalt plan), skal altid tages i
betragtning.
Nærværende retningslinjer gælder for tjenesteydelser
inden for søtransport, som disse er defineret i forordning (EØF) nr. 4055/86
8)
og
forordning (EØF) nr. 3577/92,
9)
dvs. »søtransport
af gods og passagerer«. De gælder også i bestemte tilfælde for bugsering og
opmudrings-/sandsugningsaktiviteter.
2.1. Anvendelsesområdet for de reviderede
retningslinjer for statsstøtte
Retningslinjerne vedrører al støtte til søtransport,
der ydes af medlemsstaterne eller ved hjælp af offentlige midler; herunder
økonomiske fordele af enhver art, som finansieres af de offentlige
myndigheder
(uanset om det er på nationalt, regionalt, amts- eller provinsplan eller på
lokalt plan). I denne sammenhæng kan »offentlige myndigheder« også være
offentlige virksomheder og statskontrollerede banker. Ordninger, hvor staten
garanterer lån eller anden finansiering, der ydes af kommercielle banker, kan
også falde ind under definitionen af støtte. Retningslinjerne skelner ikke
mellem forskellige typer af støttemodtagere efter deres juridiske form (om de
er selskaber, partnerskaber eller privatpersoner) eller mellem offentlige og
private ejerforhold, og henvisninger til virksomheder skal anses for at
omfatte
alle andre juridiske personer.
Disse retningslinjer omfatter ikke støtte til
skibsbygning (i betydningen i Rådets forordning (EF) nr. 1540/98
10)
eller nogen efterfølgende lovgivning).
Investeringer i infrastruktur anses normalt ikke for at udgøre statsstøtte
efter traktatens artikel 87, stk. 1, hvis staten giver alle de berørte
operatører fri og lige adgang til infrastrukturen. Kommissionen kan
imidlertid
undersøge sådanne investeringer, såfremt de direkte eller indirekte kunne
være
til fordel for bestemte rederier. Endelig har Kommissionen fastsat princippet
om, at der ikke er tale om statsstøtte, når offentlige myndigheder foretager
indskud i en virksomhed på vilkår, som ville være acceptable for en privat
investor under almindelige markedsøkonomiske forhold.
2.2. Overordnede målsætninger for de reviderede
retningslinjer for statsstøtte
Kommissionen har understreget, at statsstøtten skal
være mere gennemskuelig, så ikke blot de nationale myndigheder i bredeste
forstand, men også virksomheder og privatpersoner kender deres rettigheder og
forpligtelser. Disse retningslinjer skal bidrage hertil og præcisere, hvilke
statsstøtteordninger der kan indføres for at støtte Fællesskabets
søfartsinteresser med det formål at:
–
gøre en sikker,
effektiv og miljøvenlig søtransport bedre,
–
fremme indflagning
eller genflagning i medlemsstaternes registre,
–
medvirke til at
underbygge det maritime kompleks i medlemsstaterne og fastholde flådens
generelle konkurrenceevne på verdensmarkederne,
–
bevare og forbedre
den maritime knowhow og beskytte og fremme beskæftigelsen blandt europæiske
søfolk og
–
medvirke til at
fremme nye tjenester inden for nærskibsfart i overensstemmelse med hvidbogen
om
Fællesskabets transportpolitik.
Der kan normalt ydes statsstøtte til skibe, der er
optaget i medlemsstaternes registre. I ekstraordinære tilfælde kan der ydes
statsstøtte til skibe, der er optaget i registrene under punkt 3 i bilaget,
forudsat at:
–
de er i
overensstemmelse med de internationale standarder og de EF-retlige regler,
herunder om sikkerhed, miljøvenlighed og arbejdsforhold om bord,
–
de drives fra
Fællesskabet og
–
rederen er etableret
i Fællesskabet, og den pågældende medlemsstat godtgør, at registeret bidrager
direkte til de ovenfor nævnte formål.
Endvidere kan flagneutrale støtteforanstaltninger
godkendes i visse ekstraordinære tilfælde, hvor der klart kan påvises fordel
for Fællesskabet.
3. FISKALE OG SOCIALE FORANSTALTNINGER TIL FORBEDRING
AF KONKURRENCEEVNEN
3.1. Skattemæssig behandling af rederier
Mange tredjelande har oprettet omfattende
skibsregistre, som i nogle tilfælde understøttes af en effektiv international
serviceinfrastruktur, der tiltrækker rederierne med et skattemæssigt klima,
som
er betydeligt mildere end i medlemsstaterne. Den lave beskatning har betydet,
at rederierne ikke alene har et incitament til udflagning, men også til at
overveje overflytning af hele virksomheden. Det bør fremhæves, at der ikke i
øjeblikket findes effektive internationale regler, som kan bremse denne
skattemæssige konkurrence, og kun få administrative, retlige og tekniske
hindringer for at overflytte et fartøj fra en medlemsstats register. I denne
forbindelse ser den bedste vej frem ud til at bestå i at skabe betingelser,
som
tillader en mere rimelig konkurrence med bekvemmelighedsflagene.
Men spørgsmålet om skattemæssig konkurrence mellem
medlemsstaterne bør tages op. På nuværende tidspunkt er der ingen beviser
for,
at ordningerne fordrejer konkurrencen inden for samhandelen mellem
medlemsstaterne på en måde, der strider mod den fælles interesse. Rent
faktisk
ser der ud til at være stigende sammenfald mellem medlemsstaternes
initiativer
med hensyn til støtte til skibsfarten. Udflagning medlemsstaterne imellem er
sjældent forekommende. Skattemæssig konkurrence er primært et problem mellem
medlemsstaterne og tredjelande, idet rederiernes omkostningsbesparelser
gennem
tredjelandsregistre er betydelige sammenholdt med deres muligheder inden for
Fællesskabet.
Derfor har mange medlemsstater truffet særlige
foranstaltninger for at forbedre det skattemæssige klima for skibsejerne,
herunder f.eks. hurtigere afskrivning på skibsinvesteringer og ret til
skattefrit at tilbageholde overskud fra salg af fartøjer i en årrække,
forudsat
at disse overskud geninvesteres i fartøjer.
Disse særlige skattelempelser for skibsfarten anses for
statsstøtte. Samtidig udgør den ordning, hvorefter den sædvanlige
selskabsbeskatning erstattes med en tonnageafgift, også statsstøtte. En
tonnageafgift indebærer, at rederen betaler en afgift, som er direkte knyttet
til den udnyttede tonnage. Tonnageafgiften opkræves uafhængigt af
virksomhedens
faktiske overskud eller underskud.
Det er blevet påvist, at sådanne foranstaltninger
sikrer arbejdspladser af høj kvalitet i den maritime sektor på land, som
f.eks.
skibsfartsadministration, og også inden for tilknyttede sektorer (forsikring,
mæglervirksomhed og finansiering). I kraft af deres betydning for EU's
økonomi
og som støtte for de tidligere anførte målsætninger, kan disse former for
skattemæssige incitamenter generelt accepteres. Bevarelsen af
kvalitetsarbejdspladser og stimulering af en konkurrencedygtig søfartssektor
i
en medlemsstat gennem skattebegunstigelser vil sammen med andre initiativer
vedrørende uddannelse og forbedring af sikkerheden fremme den europæiske
skibsfarts udvikling på verdensmarkedet.
Kommissionen er opmærksom på, at redernes indtægter i
dag ofte opnås gennem drift af skibe under forskellige flag, f.eks. ved
benyttelse af chartrede fartøjer under ikke-nationale flag eller ved brug af
partnerskibe inden for konsortier. Det erkendes ligeledes, at tilskyndelsen
til
en overflytning af administration og tilknyttede aktiviteter ville fortsætte,
hvis rederen opnåede en betydelig økonomisk fordel ved at opretholde
forskellige forretningssteder og adskilt bogføring for indtjeningen fra
EU-flagede fartøjer og andre indtægter. Det ville f.eks. være tilfældet, hvis
indtjeningen fra ikke-EU-flagede fartøjer i en medlemsstat var underkastet
fuld
selskabsskat eller underlagt en lav oversøisk skat, hvis det kunne påvises,
at
der var tale om oversøisk administration.
Formålet med statsstøtte som led i den fælles til
søtransportpolitik er at øge Fællesskabets flådes konkurrenceevne på
verdensskibsfartsmarkedet. Skattelempelser bør derfor som regel være knyttet
til et EU-flag. De kan imidlertid også rent undtagelsesvis godkendes, når de
vedrører hele flåden, der drives af et rederi, som er hjemmehørende og
selskabsskattepligtigt i en medlemsstats område, forudsat at det kan påvises,
at den strategiske og kommercielle administration af alle de berørte fartøjer
faktisk udføres fra den pågældende stats område, og at aktiviteterne bidrager
væsentligt til den økonomiske aktivitet og beskæftigelsen i Fællesskabet. Den
pågældende medlemsstat skal fremlægge dokumentation for denne økonomiske
tilknytning i form af oplysninger om fartøjer, som ejes og drives under
fællesskabsregistre, om EU-statsborgere beskæftiget på fartøjerne og i
aktiviteter på land samt om investeringer i faste aktiver. Det må
understreges,
at støtten skal være nødvendig for at fremme hjemføring til Fællesskabet af
den
strategiske og kommercielle administration af samtlige berørte fartøjer, samt
at støttemodtagerne skal være selskabsskattepligtige inden for Fællesskabet.
Kommissionen vil desuden anmode om al tilgængelig dokumentation for, at alle
fartøjer, som drives af virksomheder, der nyder godt af sådanne
foranstaltninger, overholder de relevante internationale standarder og
EU-standarder for sikkerhed, herunder dem, der vedrører arbejdsforholdene om
bord.
Som anført i det foregående afsnit må det ikke glemmes,
at skattelettelser principielt skal være knyttet til en medlemsstats flag.
Før
der undtagelsesvis ydes støtte (eller før den godkendes) til flåder, hvis
fartøjer fører andre flag, bør medlemsstaten sikre sig, at modtagerrederierne
forpligter sig til at forøge, eller i det mindste bevare den tonnage, der
føres
(førtes) under en af medlemsstaternes flag på det tidspunkt, hvor nærværende
meddelelse får virkning. Hvis en virksomhed har bestemmende indflydelse over
rederivirksomheder i den betydning, der anvendes i Rådets syvende direktiv
83/349/EØF
11)
(artikel 1), gælder de
ovennævnte tonnagebestemmelser for moderselskabet og datterselskaber taget
under ét på et konsolideret grundlag. Opfylder en virksomhed (eller en
gruppe)
ikke dette krav, bør den pågældende medlemsstat ikke indrømme yderligere
skattelettelser for andre fartøjer, registreret uden for Fællesskabet, der
drives af denne virksomhed, medmindre den andel af den samlede tonnage, der
er
for skibe, der fører fællesskabsflag, og for hvilken der kan indrømmes
skattelettelser i denne medlemsstat, ikke er faldet i gennemsnit i løbet af
det
foregående skatteår. Medlemsstaten skal meddele anvendelsen af den ovennævnte
undtagelse til Kommissionen. Det krav til EU-tonnageandel, der er fastlagt i
dette afsnit, gælder ikke for virksomheder, der driver mindst 60 % af deres
tonnage under et fælleskabsflag.
I alle tilfælde, hvor beskatningsordninger er blevet
godkendt på det ovenfor beskrevne undtagelsesvise grundlag, skal de
begunstigede, for at de pågældende medlemsstater hvert tredje år kan
udarbejde
den rapport, der kræves i kapitel 12 (»Afsluttende bemærkninger«), godtgøre
over for medlemsstaterne, at alle betingelser for undtagelse fra
flagtilknytningen er blevet opfyldt i det pågældende tidsrum. Det skal
desuden
godtgøres, at kravet til tonnageandel i det foregående afsnit er blevet
opfyldt
for den omfattede flådes vedkommende, og at hvert enkelt fartøj i denne flåde
overholder de relevante internationale standarder og EU-standarder, herunder
standarderne for sikkerhed, miljøvenlighed og arbejdsforhold om bord. Hvis de
begunstigede ikke kan godtgøre dette, kan de ikke fortsat være omfattet af
beskatningsordningen.
Det er også vigtigt at præcisere, at rederier med
hjemsted i Fællesskabet ganske vist er den naturlige målgruppe for denne
beskatningsordning, men skibsadministrationsselskaber med hjemsted i EU kan
også være berettigede i medfør af de samme bestemmelser.
Skibsadministrationsselskaber er retlige enheder, der yder forskellige former
for tjenester til rederier, såsom teknisk tilsyn, ansættelse og uddannelse af
besætningsmedlemmer, besætningsadministration og drift af fartøjer. I nogle
tilfælde står skibsadministratorerne for både skibenes tekniske ledelse og
administrationen af deres besætninger. I så fald optræder de som klassiske
»rederier«, for så vidt angår de berørte transporttransaktioner. I lighed med
hvad der gælder for skibsfartserhvervene, er der også inden for denne sektor
en
stærk og stigende konkurrence på internationalt plan. Derfor forekommer det
formålstjenligt at udvide muligheden for at indrømme skattelempelser til
denne
kategori af skibsadministrationsselskaber.
Skibsadministrationsselskaber er kun berettiget til
støtte for de skibe, for hvilke de har fået overladt både administrationen af
besætningen og den tekniske ledelse. For at være berettiget til
skattelettelser
skal skibsadministratorerne fra ejeren have overtaget det fulde ansvar for
skibets drift samt alle forpligtelser og ansvar ifølge ISM-koden.
12)
Hvis de leverer andre specialiserede
tjenesteydelser, herunder også med relation til drift af fartøjer, skal det
sikres, at der føres adskilte regnskaber for disse aktiviteter, da de ikke
berettiger til skattelettelser. De ovenfor beskrevne krav vedrørende andel af
skibe, der sejler under medlemsstaters flag, gælder også for
skibsadministrationsselskaber.
13)
Disse retningslinjer gælder kun for søtransport.
Kommissionen kan acceptere, at bugsering på havet af skibe, olieplatforme
osv.
falder ind under denne definition.
Kommissionen er dog blevet klar over, at
medlemsstaterne i visse tilfælde lader slæbebåde, der er konstrueret til
arbejdet på havet, være omfattet af støtte, også selv om de ikke eller
sjældent
er aktive på havet. Derfor er det hensigtsmæssigt, at der i disse
retningslinjer redegøres for den holdning, som Kommissionen har indtaget og
vil
indtage til dette punkt.
»Bugsering« omfattes kun af retningslinjerne, hvis over
50 % af de bugseringsaktiviteter, der faktisk udføres af en slæbebåd i et
givet
år, udgøres af »søtransport«. Ventetid kan forholdsmæssigt lægges til den del
af slæbebådens samlede aktivitet, der består af »søtransport«. Det skal
understreges, at bugseringsaktiviteter, der udføres bl.a. i havne, eller som
består i at bistå fartøjer med egen fremdrift med at lægge til i en havn,
ikke
anses for »søtransport« i henhold til denne meddelelse. Undtagelse fra
flagtilknytningen er ikke mulig i forbindelse med bugsering.
Tilsvarende i forbindelse med opmudring/sandsugning har
de erfaringer, der er indhøstet i løbet af de seneste år, vist, at der er
behov
for visse præciseringer.
»Opmudring/sandsugning« er principielt ikke berettiget
til søtransportstøtte. Beskatningsordningerne for virksomheder (f.eks.
tonnageafgift) kan kun anvendes for opmudrings-/sandsugningsfartøjer, hvis
aktiviteter udgør »søtransport« — dvs. transport på havet af opgravede
materialer — for over 50 % af deres årlige driftstids vedkommende og kun
for
sådanne transportaktiviteter. Kun opmudrings-/sandsugningsfartøjer, der er
registreret i en medlemsstat, kan komme i betragtning (undtagelse fra
flagtilknytningen er ikke mulig). I sådanne tilfælde kræves der adskilte
regnskaber for søtransportaktiviteterne.
14)
Endelig har den metode, hvorefter de anmeldte
tonnageafgiftssystemer bedømmes, hidtil bestået af følgende led: Redernes
formodede fortjeneste beregnes ved at anvende en antaget profitsats på deres
tonnage. På det beløb, der herved fremkommer, benyttes den nationale
selskabsskat. Det beløb, som bliver resultatet, er den »tonnageafgift«, som
skal betales.
De antagne profitsatser, medlemsstaterne opgiver, har
hidtil været homogene. Da satserne for selskabsskat imidlertid kan variere
betydeligt i Fællesskabet, kan den tonnageafgift, der skal betales for den
samme tonnage, være temmelig uensartet i de forskellige medlemsstater. For at
fastholde den nuværende balance vil Kommissionen kun godkende ordninger, der
beskatter den samme tonnage i rimelig overensstemmelse med de ordninger, som
allerede er blevet godkendt.
I samtlige tilfælde skal støttens gunstige virkning
fremme skibsfartens udvikling og beskæftigelsen inden for sektoren i
Fællesskabets interesse. De ovennævnte skattemæssige fordele skal derfor
begrænses til skibsfartsaktiviteter. Deraf følger, at når et rederi har andre
kommercielle aktiviteter end skibsfart, skal regnskaberne, være
gennemskuelige
for at forhindre en spillover-effekt til aktiviteter, der ikke vedrører
skibsfart. Denne fremgangsmåde vil kunne medvirke til at gøre
fællesskabsskibsfarten konkurrencedygtig med et skatteniveau, der svarer til
niveauerne andre steder i verden, samtidig med at den fastholder en
medlemsstats sædvanlige skattesatser for andre aktiviteter og aflønning af
aktionærer og direktion.
3.2. Arbejdsrelaterede omkostninger
Som nævnt er søtransport en sektor, hvor der hersker en
skrap international konkurrence. Støtteforanstaltninger for den maritime
sektor
bør derfor primært søge at reducere skattemæssige og andre omkostninger og
byrder, som belaster fællesskabsredere og fællesskabssøfolk, og bringe dem
ned
på niveauer, der svarer til normerne på verdensplan. Foranstaltningerne bør
direkte stimulere udvikling af sektoren og beskæftigelsen, snarere end være
en
kilde til generel finansiel støtte.
I overensstemmelse med disse målsætninger bør følgende
foranstaltninger for personaleomkostninger tillades for Fællesskabets
skibsfart:
–
nedsatte satser for
socialsikringsbidrag for EU-søfolk, der beskæftiges om bord på skibe, som er
registreret i en medlemsstat,
–
nedsatte
indkomstskattesatser for EU-søfolk om bord på skibe, som er registreret i en
medlemsstat.
I dette punkt forstås ved EU-søfolk:
–
statsborgere i
Fællesskabet/EØS med hensyn til søfolk om bord på fartøjer (herunder
ro-ro-færger
15)
), som sejler i regelmæssig
passagersejlads mellem havne i Fællesskabet,
–
i alle andre
tilfælde, alle søfolk, som er underkastet beskatning og/eller
socialsikringsbidrag i en medlemsstat.
Efter retningslinjerne fra 1997 var sådanne
nedsættelser tilladt for alle søfolk, der arbejdede om bord på fartøjer
registreret i en medlemsstat, og som var underkastet beskatning eller
socialsikringsbidrag i en medlemsstat. Siden er det dog blevet klart, at
presset fra den internationale konkurrence på EU-rederier er meget hårdt i
forbindelse med international godstransport, mens det er mindre i forbindelse
med regelmæssig passagertransport inden for Fællesskabet. At øge den
europæiske
skibsfarts konkurrenceevne er derfor et primært mål for støtten i det første
tilfælde. At hindre medlemsstaterne i at indrømme skattelettelser til alle
søfolk ville i dette tilfælde få meget negative virkninger på de europæiske
rederiers konkurrenceevne, og disse ville være tilbøjelige til at gribe til
udflagning. Samtidigt er det konstateret, at beskæftigelsen af europæiske
borgere udgør såvel i procent som i antal en signifikant andel inden for
regelmæssig
passagertransport inden for Fællesskabet. Beskyttelse af beskæftigelsen inden
for Fællesskabet er derfor et primært mål for støtten i dette tilfælde. Af
nationale skattemæssige hensyn foretrækker nogle medlemsstater ikke at
anvende
nedsatte satser som ovenfor nævnt, men godtgør i stedet — helt eller
delvist —
rederne omkostningerne ved disse afgifter. Denne fremgangsmåde kan generelt
anses for at svare til ovennævnte system med nedsatte satser, forudsat at der
er en tydelig forbindelse til afgifterne, at der ikke er noget
overkompensationselement, og at systemet er gennemskueligt og umuligt at
misbruge.
For søtransportdelen af bugsering og
opmudrings-/sandsugningsaktiviteter (søtransport af opgravede materialer) kan
støtte til beskæftigelse af fællesskabssøfolk kun gives analogt med
bestemmelserne i dette punkt, men kun hvis støtten angår fællesskabssøfolk,
som
arbejder om bord på søgående, selvbevægelige slæbebåde og
opmudrings-/sandsugningsfartøjer, der er registreret i en medlemsstat og
udfører søfartsaktiviteter i mindst 50 % af deres driftstid.
16)
Endelig bør det påpeges, at beskæftigelsesstøtte
omfattes af gruppefritagelsen i Kommissionens forordning (EF) nr. 2204/2002
af
12. december 2002 om anvendelse af EF-traktatens artikel 87 og 88 på
statsstøtte til beskæftigelse,
17)
som også gælder
for søtransportsektoren.
4. UDSKIFTNING AF BESÆTNINGEN
Støtte til besætningsudskiftning har tendens til at
nedbringe omkostningerne ved at beskæftige fællesskabssøfolk, især på
fartøjer,
som opererer i fjerne områder. Støtte, som er undergivet et loft (som fastsat
i
kapitel 11) kan derfor ydes i form af betaling eller godtgørelse af
omkostningerne ved repatriering af fællesskabssøfolk om bord på skibe, der er
registreret i medlemsstaternes registre.
5. INVESTERINGSSTØTTE
Støtte til flådefornyelse er ikke almindeligt
forekommende inden for andre transportformer (såsom vejtransport og
luftfart).
Da støtten virker konkurrencefordrejende, har Kommissionen været
tilbageholdende med at godkende sådanne ordninger, undtagen i tilfælde, hvor
de
indgår i en omstruktureringsproces, som fører til en reduktion i den samlede
flådes kapacitet.
Investeringer skal være i overensstemmelse med
forordning (EF) nr. 1540/98 eller anden EU-lovgivning, som måtte erstatte
den.
I forbindelse med nærværende retningslinjer kan anden
investeringsstøtte dog, i overensstemmelse med målsætningerne for EU's
politik
for sikkerhed til søs, under visse særlige omstændigheder tillades for at
forbedre udstyr på fartøjer, der er registreret i medlemsstaternes registre,
eller for at fremme en sikker og ren skibsfart. Der kan derfor tillades
støtte,
der giver incitamenter til at opgradere EU-flagede skibe til standarder, som
er
højere end de obligatoriske sikkerheds- og miljøstandarder i internationale
konventioner, og om at foregribe godkendte højere standarder for derved at
øge
sikkerheds- og miljøkontrolforanstaltningerne. Sådan støtte skal være i
overensstemmelse med de gældende fællesskabsbestemmelser for skibsbygning.
Da skibsfart ifølge sagens natur er et meget mobilt
erhverv, kan regionalstøtte til skibsfartsvirksomheder i mindre begunstigede
regioner, som ofte ydes i form af investeringsstøtte til virksomheder, der
investerer i regionerne, kun godkendes, når det klart fremgår, at regionen
vil
nyde godt af fordelene over en rimelig tidsperiode. Det vil for eksempel være
tilfældet, hvis investeringen vedrører opførelse af lagre til et bestemt
formål
eller erhvervelse af omladningsudstyr. Investeringsstøtte til rederier i
mindre
begunstigede regioner kan desuden kun tillades, når den er i overensstemmelse
med reglerne om regionalstøtte (se kapitel 6).
6. REGIONALSTØTTE PÅ GRUNDLAG AF ARTIKEL 87,
STK. 3, LITRA a) OG c)
I forbindelse med regionalstøtteordninger vil
Kommissionen anvende de generelle regler, der er fastsat i dens meddelelse om
regionalstøtte på nationalt plan eller fremtidige ændringer heraf.
7. UDDANNELSE
Det bør allerførst påpeges, at uddannelsesstøtte
omfattes af gruppefritagelsen i Kommissionens forordning (EF) nr. 68/2001 af
12. januar 2001 om anvendelse af EF-traktatens artikel 87 og 88 på
uddannelsesstøtte,
18)
som også gælder
for søtransport.
Endvidere betragtes mange uddannelsesordninger for
søfolk, som modtager støtte fra det offentlige, ikke som statsstøtte, fordi
de
har generel karakter (hvad enten de er erhvervsrelaterede eller akademiske).
De
er derfor ikke anmeldelsespligtige og skal ikke undersøges af Kommissionen.
Hvis en ordning kan anses for at indeholde statsstøtte,
skal den anmeldes. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis en særlig ordning
specielt drejer sig om uddannelse om bord, og uddannelsesinstitutionen,
kadetten, sømanden eller skibsrederen modtager økonomisk statsstøtte.
Kommissionen stiller sig positivt til støtte, der uden forskelsbehandling
gives
til uddannelse om bord på skibe, som er registreret i en medlemsstat.
Uddannelse om bord på andre fartøjer kan undtagelsesvis få støtte, når dette
kan begrundes ud fra objektive kriterier som manglende lærepladser på
fartøjerne i medlemsstatens skibsregister.
I det omfang, den finansielle støtte ydes til
uddannelse om bord, må praktikanten i princippet ikke være et aktivt medlem
af
besætningen, men skal være et ekstra medlem. Denne bestemmelse skal sikre, at
nettolønssubsidier ikke kan betales for søfolk, der udfører sædvanlige
besætningsaktiviteter.
Der kræves ligeledes en yderligere omfattende
forsknings- og udviklingsindsats, som fokuserer på kvalitet, produktivitet,
sikkerhed og miljøbeskyttelse, med henblik på at bevare og udvikle
Fællesskabets ekspertise på søfartsområdet og fællesskabsskibsfartens
konkurrencefordel. Statsstøtte inden for de i traktaten fastsatte lofter kan
godkendes til sådanne projekter.
Støtte, hvis formål er at forbedre og vedligeholde
Fælleskabets officerers kvalifikationer, kan tildeles i hele deres karriere.
Støtten kan bestå i et bidrag til uddannelsesomkostningerne og/eller en
lønkompensation til officeren i uddannelsesperioden. Ordningen skal
imidlertid
være udformet sådan, at uddannelsesstøtten hverken direkte eller indirekte
kan
omdannes til tilskud til officerernes løn.
Støtte til faglig omskoling af havfiskere, der ønsker
at arbejde som sømænd, kan også tillades.
8. OMSTRUKTURERINGSSTØTTE
Skønt Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte
til omstrukturering og redning af kriseramte virksomheder
19)
kun gælder for transportområdet i det omfang,
der tages hensyn til sektorens særlige karakter, vil Kommissionen anvende
disse
rammebestemmelser eller alle andre fællesskabsinstrumenter, der erstatter
dem,
i forbindelse med vurdering af omstruktureringsstøtte inden for den maritime
sektor.
9. FORSYNINGSPLIGT OG FORSYNINGSPLIGTKONTRAKTER
Inden for cabotagesejlads kan der pålægges
forsyningspligt eller indgås forsyningspligtkontrakter, for at få udført de
tjenester, som nævnes i artikel 4 i forordning (EØF) nr. 3577/92. Sådanne
tjenesteydelser (forsyningspligt og forsyningspligtkontrakter) og den
kompensation, der ydes herfor, skal opfylde betingelserne i den pågældende
bestemmelse og i traktatens regler og procedurer for statsstøtte i henhold
til
Domstolens fortolkning.
Kommissionen accepterer, at hvis en international
transportforbindelse er påkrævet til at opfylde absolut nødvendige behov for
offentlig transport, kan der pålægges forsyningspligt eller indgås en
forsyningspligtkontrakt, forudsat at al kompensation er underlagt de
ovennævnte
regler og procedurer i traktaten.
Kontraktperioden for forsyningspligtydelser skal være
rimelig og ikke for lang (normalt omkring seks år), da kontrakter for
betydeligt længere perioder indebærer en risiko for at skabe et (privat)
monopol.
10. STØTTE TIL NÆRSKIBSFART
Der findes ingen juridisk definition på »nærskibsfart«.
Men Kommissionens meddelelse om udviklingen af short sea shipping i Europa
20)
af 29. juni 1999 indeholder en
arbejdsdefinition, hvorefter nærskibsfart (= short sea shipping) betyder
»transport af gods og passagerer ad søvejen mellem havne i det geografiske
område Europa eller mellem disse havne og havne beliggende i ikke-europæiske
lande med kyststrækninger langs indelukkede have ved Europas grænser«.
21)
I denne meddelelse fremhævede Kommissionen
denne transportforms rolle med henblik på at fremme bæredygtig og sikker
mobilitet, styrke samhørigheden inden for Fællesskabet og øge
transporteffektiviteten som et led i en intermodal fremgangsmåde.
Kommissionen
erkender også, at nærskibsfart bør fremmes på alle niveauer, det være sig på
EU-plan, på nationalt eller regionalt plan.
Da støtten til denne form for nærskibsfart går ud på at
forbedre den intermodale transportkæde og fjerne trængsel fra vejene i
medlemsstaterne, bør definitionen i meddelelsen fra 1999 i nærværende
meddelelse begrænses til transport mellem havne beliggende inden for
medlemsstaternes område.
Kommissionen erkender, at oprettelse af
nærskibsfartsforbindelser kan være forbundet med store økonomiske
vanskeligheder, som medlemsstaterne kan nære ønske om at mildne for at fremme
sådanne forbindelser.
Når dette er tilfældet, kan Kommissionen godkende denne
form for støtte, forudsat den er bestemt til rederier i betydningen i artikel
1
i forordning (EØF) nr. 4055/86, for så vidt angår skibe, der sejler under en
medlemsstats flag. Støtten skal anmeldes og opfylde følgende betingelser:
–
Støttens varighed må
ikke være over tre år, og den skal have til formål at finansiere sejlads, som
forbinder havne på medlemsstaternes område.
–
Sejladsen skal
muliggøre, at transport (fortrinsvis godstransport), som foretages ad
landevejen, helt eller delvis kan ske ad søvejen, uden omlægning af
søtransport
i strid med den fælles interesse.
–
Støttens formål skal
være iværksættelse af et detaljeret projekt, hvis miljøpåvirkning er kendt,
og
som gælder en ny rute eller opgradering af tjenesteydelserne på en
eksisterende
rute og om nødvendigt omfatter flere redere, idet den samme rute dog ikke kan
være genstand for mere end ét finansieringsprojekt, og dette ikke kan fornys,
forlænges eller gentages.
–
Støttens formål skal
være at dække den pågældende sejlads' driftsomkostninger
22)
med indtil 30 % eller at finansiere indkøb af
omladningsudstyr til den påtænkte rute med indtil 10 % af disse
investeringer.
–
Støtten til
projektets iværksættelse skal gives på grundlag af gennemskuelige kriterier
uden forskelsbehandling over for skibsredere, der etableret i EU. Normalt
skal
støtten tage sigte på et projekt, som medlemsstatens myndigheder har udvalgt
ved hjælp af et offentligt udbud i overensstemmelse med de gældende
fællesskabsretlige regler.
–
Den sejlads,
projektet drejer sig om, skal være økonomisk rentabel efter den berettigede
støtteperiode.
–
Støtten kan ikke
sammenlægges med kompensation for sejladspligt (forsyningspligt eller
forsyningspligtkontrakt).
11. LOFT
Som ovenfor anført støtter nogle medlemsstater deres
maritime sektor gennem skattelempelser, medens andre foretrækker at yde
direkte
tilskud, f.eks. i form af godtgørelse af søfolks indkomstskat. Som følge af
den
manglende harmonisering mellem medlemsstaternes skattesystemer bør de to
alternativer fortsat være til rådighed. De to fremgangsmåder kan naturligvis
kombineres i visse tilfælde. Der er dog i så fald en risiko for, at støtten
akkumuleres og når op på et niveau, som er uforholdsmæssigt højt i forhold
til
formålene i Fællesskabets fælles interesse, og kan føre til et støttekapløb
mellem medlemsstaterne.
Fritagelse af søfolkene for beskatning og
socialsikringsbidrag og nedsættelse af selskabsskatten på
skibsfartsaktiviteter
som beskrevet i punkt 3.1 (næstsidste afsnit) udgør det maksimalt tilladte
støtteniveau. Andre støtteordninger vil på grund af faren for
konkurrencefordrejning sandsynligvis ikke give større fordele. Skønt hver
enkelt støtteordning, der anmeldes, vil blive undersøgt ud fra dens egne
meritter, er det derudover Kommissionens opfattelse, at det samlede
støttebeløb, som ydes efter kapitel 3-6, ikke må overstige det samlede beløb
for skatter og socialsikringsbidrag, der opkræves fra skibsfartsaktiviteter
og
fra søfolk.
12. AFSLUTTENDE BEMÆRKNINGER
Kommissionen vil fortsat overvåge søfartens
markedsbetingelser regelmæssigt og nøje. Skulle de ændre sig, og skulle
behovet
for statsstøtte derfor blive mindre eller bortfalde, vil Kommissionen i tide
træffe de nødvendige foranstaltninger.
Alle nye foranstaltningsforslag, som anmeldes til
Kommissionen, skal omfatte en tidsplan, som viser de kvantificerede
forventede
virkninger for hver af de enkelte målsætninger i punkt 2.2 i de næste seks
år.
Sådanne forslag skal navnlig angive det forventede makroøkonomiske udbytte af
det tilsvarende maritime kompleks foruden et overslag over antallet af
bevarede
eller oprettede arbejdspladser.
For alle støtteordninger (eksisterende eller nye), som
omfattes af denne meddelelse, skal medlemsstaterne give Kommissionen en
vurdering af virkningerne i det sjette år af deres anvendelsesperiode.
Når en støtte er blevet godkendt og tildelt modtageren
efter undtagelsen fra flagtilknytningen i punkt 3.1, skal den pågældende
medlemsstat aflægge rapport til Kommissionen hvert tredje år fra det
tidspunkt,
hvor støtten blev indrømmet. I rapporten skal medlemsstaterne kvantificere
virkningerne og sammenligne resultaterne med de forventede virkninger.
Kravene
til rapportaflæggelse i overensstemmelse med denne meddelelse træder i kraft
på
tidspunktet for meddelelsens offentliggørelse.
Hvis det viser sig at være nødvendigt, f.eks. efter en
berettiget klage, skal den pågældende medlemsstat desuden godtgøre over for
Kommissionen, at støtten til den pågældende modtager efter en vedtaget
støtteordning, er strengt begrænset til sit formål og har givet de forventede
virkninger.
13. PASSENDE FORANSTALTNINGER
Nærværende retningslinjer finder anvendelse fra dagen
for deres offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende. I henhold til
traktatens artikel 88, stk. 1, foreslår Kommissionen medlemsstaterne at
ændre deres eksisterende ordninger for statsstøtte, der er omfattet af disse
retningslinjer, således at de inden den 30. juni 2005 er i overensstemmelse
med
disse retningslinjer. Medlemsstaterne opfordres til skriftligt at bekræfte,
om
de accepterer disse forslag til passende foranstaltninger inden den 30. juni
2004.
Hvis en medlemsstat ikke inden den nævnte dato
skriftligt har bekræftet sin accept, vil Kommissionen gøre brug af artikel
19,
stk. 2, i forordning (EF) nr. 659/1999 og om nødvendigt indlede den
procedure, der henvises til i den nævnte bestemmelse.
Disse ændrede retningslinjer vil blive taget op inden
syv år efter anvendelsesdatoen.
_______________
BILAG
DEFINITION AF MEDLEMSSTATERNES REGISTRE
Ved »medlemsstaternes registre« forstås registre, der
er underlagt den lovgivning i en medlemsstat, som finder anvendelse på de af
dens områder, som udgør en del af Det Europæiske Fællesskab.
1.
Alle
medlemsstaternes første registre anses for medlemsstaternes registre.
2.
Desuden
anses følgende registre, som er beliggende i medlemsstaterne, og som er
underlagt deres lovgivning, for medlemsstaternes registre:
–
De Kanariske Øers
Register.
3.
Andre
registre anses ikke for medlemsstaternes registre, selv om de i praksis udgør
et første alternativ for rederier i den pågældende medlemsstat. Det skyldes,
at
registrene er beliggende i og underlagt lovgivningen i områder, hvor
traktaten
ikke fuldt ud finder anvendelse, eller i betydeligt omfang ikke finder
anvendelse. Nedenstående registre udgør således ikke medlemsstaternes
registre:
–
Kerguelen-registeret
(EF-traktaten finder ikke anvendelse på dette område)
–
De Nederlandske
Antillers register (dette område er associeret med Fællesskabet og kun del IV
i
EF-traktaten finder anvendelse på området, som har sit eget skattesystem)
–
registrene i:
–
Øen Man (kun visse
dele af traktaten finder anvendelse på øen — se traktatens artikel 299,
stk. 6, litra c). Parlamentet på Øen Man har eneret til at lovgive om
skatteanliggender)
–
Bermuda og Cayman (de
er en del af de områder, som er associeret med Fællesskabet og kun del IV i
traktaten finder anvendelse på Bermuda og Cayman. De er selvstyrende i
skatteanliggender).
4.
Med
hensyn til Gibraltar gælder traktaten fuldt ud, og Gibraltar-registeret
betragtes i forbindelse med nærværende retningslinjer, som en medlemsstats
register.
_______________
1)
De udgør henholdsvis verdens sjettestørste og femtestørste registre udtrykt i
tonnage (skibe på over 300 GT). Kilde: ISL 2001.
2)
EF-retningslinjer for statsstøtte til søtransportsektoren (97/C 205/05) (EFT
C
205 af 5.7.1997, s. 5).
3)
ISL, Shipping Statistics 2001.
4)
Samlet antal af fællesskabs- og ikke-fællesskabssøfolk.
5)
Meddelelse fra Kommissionen om uddannelse og tilgang af søfarende af 6. april
2001, KOM(2001) 188 endelig.
6)
Disse aktiviteter omfatter havnetjenester, logistik, byggeri, reparation,
vedligeholdelse, inspektion og klassificering af skibe, skibsadministration,
mæglervirksomhed,
bankaktiviteter og internationale finansieringstjenester, forsikring,
rådgivning og erhvervsmæssige tjenesteydelser.
7)
Undersøgelse foretaget af Europa-Kommissionen, GD for Erhvervspolitik
(offentliggjort på Europa-internetstedet).
8)
Rådets forordning (EØF) nr. 4055/86 af 22. december 1986 om anvendelse af
princippet om fri udveksling af tjenesteydelser inden for søtransport mellem
medlemsstaterne indbyrdes og mellem medlemsstaterne og tredjelande (EFT L 378
af 31.12.1986, s. 1).
9)
Rådets forordning (EØF) nr. 3577/92 af 7. december 1992 om anvendelse af
princippet om fri udveksling af tjenesteydelser inden for søtransport i
medlemsstaterne (cabotagesejlads) (EFT L 364 af 12.12.1992, s. 7).
10)
EFT L 202 af 18.7.1998, s. 1.
11)
EFT L 193 af 18.7.1983, s. 1.
12)
»ISM-koden«: den internationale kode for sikker skibsdrift og forebyggelse af
forurening, vedtaget af Den Internationale Søfartsorganisation (IMO) ved
resolution
A741 (18).
13)
Kommissionen vil undersøge virkningerne af disse bestemmelser på
skibsadministration efter tre års anvendelse af denne meddelelse.
14)
De fartøjer, der benyttes af disse virksomheder, opgraver også materialer,
som
de bagefter transporterer. Opgravning eller opmudring som sådan berettiger
ikke
til statsstøtte til søtransport.
15)
Artikel 2 i Rådets direktiv 1999/35/EF af 29. april 1999 om en ordning med
obligatoriske syn med henblik på sikker drift af ro-ro-færger og
højhastighedspassagerfartøjer (EFT L 138 af 1.6.1999, s. 1).
16)
Opmudrings- og sandsugningsaktiviteter, der fortrinsvis udføres i bl.a.
havne,
berettiger således ikke til beskæftigelsesstøtte til fællesskabssøfolk.
17)
EFT L 337 af 13.12.2002, s. 3.
18)
EFT L 10 af 13.10.2001, s. 20.
19)
EFT C 288 af 9.10.1999, s. 2.
20)
Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og
Sociale Udvalg og Regionsudvalget — »Udviklingen af short sea shipping i
Europa: Et dynamisk alternativ i en bæredygtig transportkæde — Anden
toårige
situationsrapport« — Dok. KOM(1999) 317 endelig udg. af 29. juni 1999.
21)
Ovennævnte meddelelse, s. 2.
22)
I tilfælde af fællesskabsfinansiering eller kvalificering under forskellige
støtteordninger gælder 30%-loftet for den (det) kumulerede samlede
støtte/tilskud. Det bør bemærkes, at støtteprocenten er den samme som den,
der
er fastsat for trafikoverflytningsprojekter under Fællesskabets Marco
Polo-initiativ, jf. artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1382/2003 (EFT L
196 af 2.8.2003, s. 1).
Lignende dokumenter
- C.A.3.4.6.2 Sømandsbeskatningslovens anvendelsesområde Den juridiske vejledning · 1. juli 2026
- Danske søfolk - Kursus - Dansk Internationalt Skibsregister (DIS) Retsinformation · 15. november 2023
- Forskellige støtte- og servicefunktioner omfattet af tonnageskatte- og DIS-ordningen Retsinformation · 29. marts 2022
- Bekendtgørelse af lov om beskatning af søfolk (sømandsbeskatningsloven) Retsinformation · 27. september 2023
- Bekendtgørelse om beskatning af søfolk Retsinformation · 23. juni 2022
- Sager om, hvorvidt skibe, der er indregistreret uden for Danmark, skal sidestilles med skibe med hjemsted i Danmark og har det betydning om skibene er solgt til befragtning med eller uden besætning Domsdatabasen · 3. september 2025