Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om indgåelse af dobbeltbeskatningsoverenskomst med Polen

2001/2 LSF 96Lovforslag som fremsatSkatteministeriet6. februar 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 6. februar 2002 af

skatteministeren (Svend Erik Hovmand)

Forslag

til

Lov om indgåelse af

dobbeltbeskatningsoverenskomst med Polen

§ 1.

Overenskomst af 6. december 2001 mellem Kongeriget

Danmark og Republikken Polen til undgåelse af dobbeltbeskatning og

forhindring af skatteunddragelse for så vidt angår indkomst- og

formueskatter kan tiltrædes på Danmarks vegne. Overenskomsten er

optaget som bilag til denne lov.

Stk. 2.

Overenskomsten træder i kraft og finder

anvendelse i Danmark efter bestemmelserne i overenskomstens artikel 28.

Stk. 3.

Aftale mellem Den Polske Folkerepubliks Regering og

Kongeriget Danmarks Regering til undgåelse af dobbeltbeskatning for

så vidt angår indkomst- og formueskatter, undertegnet i

København den 6. april 1976, som ændret ved Protokol undertegnet

i Warszawa den 17. maj 1994, ophæves og dens bestemmelser

ophører med at have virkning efter bestemmelserne i artikel 28,

stk. 4, i overenskomst af 6. december 2001.

§ 2.

Personer, som den 6. december 2001 var

hjemmehørende i Polen, og som på dette tidspunkt modtog

pensioner eller andre ydelser, der kan beskattes i Danmark i medfør af

artikel 17 i den i § 1, stk. 1, nævnte overenskomst, fritages

for beskatning i Danmark af de pågældende pensioner m.v., hvis

disse i medfør af artikel 18 eller artikel 21 i den i § 1,

Læs alt

stk. 3, nævnte aftale kun kunne beskattes i Polen.

§ 3.

Loven træder i kraft dagen efter

bekendtgørelsen i Lovtidende.

§ 4.

Loven gælder ikke for Færøerne og

Grønland.

Bilag

O V E R E N S K O M S T

mellem

Kongeriget Danmark og Republikken Polen til undgåelse af

dobbeltbeskatning og forhindring af skatteunddragelse for så vidt

angår indkomst- og formueskatter

Kongeriget Danmark og Republikken Polen,

der ønsker at afslutte en overenskomst til undgåelse af

dobbeltbeskatning og forhindring af skatteunddragelse for så vidt

angår indkomst- og formueskatter,

er blevet enige om følgende:

Artikel 1

Personer omfattet af overenskomsten

Denne overenskomst skal finde anvendelse på personer, der er

hjemmehørende i en af eller begge de kontraherende stater.

Artikel 2

Skatter omfattet af overenskomsten

1. Denne overenskomst skal finde anvendelse på skatter på

indkomst og på formue, der udskrives på vegne af en kontraherende

stat eller af dens politiske underafdelinger eller lokale myndigheder uden

hensyn til, hvordan de opkræves.

2. Som skatter på indkomst og på formue skal anses alle

skatter, der pålægges hele indkomsten eller formuen, eller dele

af indkomst eller formue, herunder skatter af fortjeneste ved

afhændelse af rørlig eller fast ejendom, skatter, der

pålignes den samlede lønsum, der er betalt af foretagender, samt

skatter på formueforøgelse.

3. De gældende skatter, på hvilke overenskomsten skal finde

anvendelse, er:

a) I Polen:

(i) den personlige indkomstskat, og

(ii) selskabsskatten

(herefter omtalt som »polsk skat«).

b) I Danmark:

(i) indkomstskatten til staten;

(ii) den kommunale indkomstskat;

(iii) den amtskommunale indkomstskat;

(iv) ejendomsværdiskatten;

(herefter omtalt som »dansk skat«).

4. Overenskomsten skal også finde anvendelse på skatter af

samme eller væsentlig samme art, der efter datoen for overenskomstens

undertegnelse udskrives som tillæg til, eller i stedet for de

gældende skatter. De kontraherende staters kompetente myndigheder skal

underrette hinanden om væsentlige ændringer, som er foretaget i

deres skattelovgivning.

Artikel 3

Almindelige definitioner

1. Medmindre andet fremgår af sammenhængen, har

følgende udtryk i denne overenskomst den nedenfor angivne

betydning:

a) udtrykkene »en kontraherende stat« og »den anden kontraherende stat«

betyder Danmark eller Polen, alt efter sammenhængen;

b) udtrykket »Polen« betyder Republikken Polen. Når udtrykket

anvendes i geografisk sammenhæng, betyder det hele det område,

hvor polsk skattelovgivning er i kraft.

c) udtrykket »Danmark« betyder Kongeriget Danmark. Når udtrykket

anvendes i geografisk sammenhæng, betyder det hele det område,

hvor dansk skattelovgivning er i kraft.

d) udtrykket »person« omfatter en fysisk person, et selskab og enhver

anden sammenslutning af personer;

e) udtrykket »selskab« betyder enhver juridisk person eller enhver

sammenslutning, der i skattemæssig henseende behandles som en juridisk

person;

f) udtrykket »foretagende« finder anvendelse på driften af enhver

form for erhvervsvirksomhed;

g) udtrykkene »foretagende i en kontraherende stat« og »foretagende i

den anden kontraherende stat« betyder henholdsvis et foretagende, som drives

af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, og et

foretagende, som drives af en person, der er hjemmehørende i den anden

kontraherende stat;

h) udtrykket »international trafik« betyder enhver transport med skib,

fly eller køretøj, der anvendes af et foretagende, som har sin

virkelige ledelses sæde i en kontraherende stat, bortset fra

tilfælde, hvor skibet, flyet eller køretøjet udelukkende

anvendes mellem steder i den anden kontraherende stat;

i) udtrykket »kompetent myndighed« betyder:

(i) i Polen:

Finansministeren eller dennes befuldmægtigede

stedfortræder;

(ii) i Danmark:

Skatteministeren eller dennes befuldmægtigede

stedfortræder;

j) udtrykket »statsborger« betyder:

(i) enhver fysisk person, der har indfødsret i en kontraherende

stat;

(ii) enhver juridisk person, ethvert interessentskab eller enhver

forening, der består i kraft af den gældende lovgivning i en

kontraherende stat;

k) udtrykket »erhvervsvirksomhed« omfatter udøvelse af liberalt

erhverv og anden virksomhed af selvstændig karakter.

2. Ved en kontraherende stats anvendelse af overenskomsten til hver en tid

skal ethvert udtryk, som ikke er defineret deri, medmindre andet

følger af sammenhængen tillægges den betydning, som det

har på dette tidspunkt i denne stats lovgivning vedrørende de

skatter, som overenskomsten finder anvendelse på, idet enhver betydning

i de skattelove, der anvendes i denne stat, skal gå forud for den

betydning, dette udtryk er tillagt andre steder i denne stats lovgivning.

Artikel 4

Skattemæssigt hjemsted

1. I denne overenskomst betyder udtrykket »en person, der er

hjemmehørende i en kontraherende stat«, enhver person som i henhold

til lovgivningen i denne stat er skattepligtig der på grund af

bopæl, hjemsted, ledelsens sæde eller ethvert andet kriterium af

lignende karakter, og omfatter også denne stat og enhver dertil

hørende politisk underafdeling eller lokal myndighed. Dette udtryk

omfatter dog ikke en person, som er skattepligtig i denne stat udelukkende af

indkomst fra kilder i denne stat.

2. Hvis en fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er

hjemmehørende i begge de kontraherende stater, skal hans status

bestemmes efter følgende regler:

a) han skal anses for kun at være hjemmehørende i den

stat, hvor han har en fast bolig til sin rådighed. Hvis han har en fast

bolig til sin rådighed i begge stater, skal han anses for at være

hjemmehørende i den stat, med hvilken han har de stærkeste

personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine

livsinteresser);

b) hvis det ikke kan afgøres, i hvilken stat han har midtpunkt

for sine livsinteresser, eller hvis han ikke har en fast bolig til sin

rådighed i nogen af staterne, skal han anses for kun at være

hjemmehørende i den stat, hvor han sædvanligvis har ophold;

c) hvis han sædvanligvis har ophold i begge stater, eller hvis

han ikke har sådant ophold i nogen af dem, skal han anses for kun at

være hjemmehørende i den stat, hvor han er statsborger;

d) hvis han er statsborger i begge stater, eller hvis han ikke er

statsborger i nogen af dem, skal de kontraherende staters kompetente

myndigheder afgøre spørgsmålet ved gensidig

aftale.

3. Hvis en ikke-fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er

hjemmehørende i begge kontraherende stater, skal den anses for kun at

være hjemmehørende i den stat, hvor dens virkelige ledelse har

sit sæde.

Artikel 5

Fast driftssted

1. I denne overenskomst betyder udtrykket »fast driftssted« et fast

forretningssted, gennem hvilket et foretagendes virksomhed helt eller delvis

udøves.

2. Udtrykket »fast driftssted« omfatter navnlig:

a) et sted, hvorfra et foretagende ledes;

b) en filial;

c) et kontor;

d) en fabrik;

e) et værksted; og

f) en mine, en olie- eller gaskilde, et stenbrud eller ethvert andet

sted, hvor naturforekomster udvindes.

3. En byggeplads eller et anlægs- eller monteringsarbejde

udgør kun et fast driftssted, hvis det varer mere end 12

måneder.

4. En installation, en borerig eller et skib, der anvendes ved

efterforskning af naturforekomster, udgør kun et fast driftssted, hvis

det virksomheden varer ved i mere end 90 dage. Virksomhed, som udøves

af et foretagende, som er forbundet med et andet foretagende, anses for

udøvet af det foretagende med hvilket det er forbundet, hvis den

pågældende virksomhed:

a) i det væsentlige er den samme som den, der udøves af

det sidstnævnte foretagende, og

b) er beskæftiget med det samme projekt eller den samme

operation,

medmindre de pågældende aktiviteter udøves samtidig.

Ved anvendelsen af dette stykke skal foretagender anses for forbundne,

når de samme personer direkte eller indirekte har del i ledelsen af,

kontrollen over eller kapitalen i foretagenderne.

5. Uanset de foregående bestemmelser i denne artikel skal udtrykket

»fast driftssted« ikke anses for at omfatte:

a) anvendelsen af indretninger udelukkende med henblik på

oplagring, udstilling eller udlevering af varer tilhørende

foretagendet;

b) opretholdelsen af et varelager tilhørende foretagendet

udelukkende med henblik på oplagring, udstilling eller udlevering;

c) opretholdelsen af et varelager tilhørende foretagendet

udelukkende med henblik på forarbejdning hos et andet foretagende;

d) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende med henblik

på at foretage indkøb af varer eller indsamle oplysninger for

foretagendet;

e) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende med henblik

på at udøve enhver anden virksomhed af forberedende eller

afhjælpende karakter for foretagendet;

f) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende for at

udøve enhver kombination af de i litra a) - e) nævnte former for

virksomhed, forudsat at det faste forretningssteds samlede virksomhed som

resultat af denne kombination er af forberedende eller afhjælpende

karakter.

6. Hvis en person, som ikke er en sådan uafhængig

repræsentant som omhandlet i stk. 7, handler på et

foretagendes vegne, og denne person i en kontraherende stat har og

sædvanligvis udøver en fuldmagt til at indgå aftaler i

foretagendets navn, skal dette foretagende uanset bestemmelserne i stykke 1

og 2 anses for at have et fast driftssted i denne stat med hensyn til enhver

virksomhed, som denne person påtager sig for foretagendet, medmindre

denne persons virksomhed er begrænset til sådan virksomhed, som

er nævnt i stykke 5, og som, hvis den var udøvet gennem et fast

forretningssted, ikke ville gøre dette faste forretningssted til et

fast driftssted i henhold til bestemmelserne i dette stykke.

7. Et foretagende skal ikke anses for at have et fast driftssted i en

kontraherende stat, blot fordi det driver erhvervsvirksomhed i denne stat

gennem en mægler, kommissionær eller enhver anden uafhængig

repræsentant, forudsat at sådanne personer handler inden for

rammerne af deres sædvanlige erhvervsvirksomhed.

8. Den omstændighed at et selskab, der er hjemmehørende i en

kontraherende stat, kontrollerer eller kontrolleres af et selskab, der er

hjemmehørende i den anden kontraherende stat, eller som driver

erhvervsvirksomhed i denne anden stat (enten gennem et fast driftssted eller

på anden måde), skal ikke i sig selv medføre, at det ene

selskab anses for et fast driftssted for det andet.

Artikel 6

Indkomst af fast ejendom

1. Indkomst som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende

stat, oppebærer af fast ejendom (herunder indkomst af land- eller

skovbrug), som er beliggende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i

denne anden stat.

2. Udtrykket »fast ejendom« skal tillægges den betydning, som det

har i lovgivningen i den kontraherende stat, hvor den pågældende

ejendom er beliggende. Udtrykket skal i alle tilfælde omfatte

tilbehør til fast ejendom, besætning og redskaber, der anvendes

i land- og skovbrug, rettigheder på hvilke bestemmelserne i civilretten

om fast ejendom finder anvendelse, brugsret til fast ejendom og retten til

variable eller faste betalinger som vederlag for udnyttelsen af, eller retten

til at udnytte, mineralforekomster, kilder og andre naturforekomster. Skibe,

både, fly og køretøjer skal ikke anses for fast

ejendom.

3. Bestemmelserne i stykke 1 skal finde anvendelse på indkomst, der

hidrører fra direkte brug, udleje eller benyttelse i enhver anden form

af fast ejendom.

4. Bestemmelserne i stykke 1 og 3 skal også finde anvendelse

på indkomst af fast ejendom, der tilhører et foretagende.

Artikel 7

Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed

1. Fortjeneste, som oppebæres af et foretagende i en kontraherende

stat, kan kun beskattes i denne stat, medmindre foretagendet driver

erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat gennem et der beliggende

fast driftssted. Hvis foretagendet driver førnævnte

erhvervsvirksomhed, kan foretagendets fortjeneste beskattes i den anden stat,

men kun den del deraf, som kan henføres til dette faste

driftssted.

2. Hvis et foretagende i en kontraherende stat driver erhvervsvirksomhed i

den anden kontraherende stat gennem et der beliggende fast driftssted, skal

der, medmindre bestemmelserne i stykke 3 medfører andet, i hver

kontraherende stat til dette faste driftssted henføres den

fortjeneste, som det kunne forventes at opnå, hvis det havde

været et frit og uafhængigt foretagende, der var

beskæftiget med den samme eller lignende virksomhed på de samme

eller lignende vilkår, og som under fuldstændigt frie forhold

gjorde forretninger med det foretagende, hvis faste driftssted det er.

3. Ved ansættelsen af et fast driftssteds fortjeneste skal det

være tilladt at fradrage omkostninger, som er afholdt for det faste

driftssted, herunder generalomkostninger afholdt til ledelse og

administration, hvad enten omkostningerne er afholdt i den stat, hvor det

faste driftssted er beliggende, eller andre steder.

4. Hvis det har været sædvane i en kontraherende stat at

ansætte den fortjeneste, der kan henføres til et fast

driftssted, på grundlag af en fordeling af foretagendets samlede

fortjeneste mellem dets forskellige afdelinger, skal intet i stykke 2

forhindre denne kontraherende stat i at ansætte den skattepligtige

fortjeneste på grundlag af en sådan sædvanemæssig

fordeling. Den valgte fordelingsmetode skal dog være sådan, at

resultatet bliver i overensstemmelse med de principper, der er fastlagt i

denne artikel.

5. Ingen fortjeneste skal kunne henføres til et fast driftssted,

blot fordi dette faste driftssted har foretaget indkøb af varer for

foretagendet.

6. Ved anvendelsen af de foregående stykker skal den fortjeneste,

der henføres til det faste driftssted, ansættes efter samme

metode år for år, medmindre der er god og fyldestgørende

grund til at anvende en anden fremgangsmåde.

7. Hvis fortjeneste omfatter indkomster, som er omhandlet særskilt i

andre artikler i denne overenskomst, skal bestemmelserne i disse andre

artikler ikke berøres af bestemmelserne i denne artikel.

Artikel 8

Fortjeneste ved international trafik

1. Fortjeneste, der oppebæres ved drift af skibe, fly og

køretøjer i international trafik, kan kun beskattes i den

kontraherende stat, hvor foretagendets virkelige ledelse har sit

sæde.

2. Fortjeneste, der oppebæres af et foretagende i en kontraherende

stat fra brug, rådighedsstillelse eller udleje af containere (herunder

anhængere, pramme og lignende udstyr til transport af containere), der

anvendes til transport af varer i international trafik, kan kun beskattes i

denne stat.

3. Bestemmelserne i stykke 1 og 2 skal også finde anvendelse

på fortjeneste ved deltagelse i en pool, et forretningsfællesskab

eller en international driftsorganisation.

4. Med hensyn til fortjeneste, som oppebæres af det danske, norske

og svenske luftfartskonsortium Scandinavian Airlines System (SAS), skal

bestemmelserne i stykke 1, 2 og 3 kun finde anvendelse på den del af

fortjenesten, som svarer til den andel, der ejes i dette konsortium af SAS

Danmark A/S, den danske partner i Scandinavian Airlines System.

Artikel 9

Forbundne foretagender

1. Hvis

a) et foretagende i en kontraherende stat direkte eller indirekte

deltager i ledelsen af, kontrollen med eller kapitalen i et foretagende i den

anden kontraherende stat, eller

b) de samme personer direkte eller indirekte deltager i ledelsen af,

kontrollen med eller kapitalen i såvel et foretagende i en

kontraherende stat som et foretagende i den anden kontraherende

stat,

og der i noget af disse tilfælde mellem de to foretagender er aftalt

eller fastsat vilkår vedrørende deres forretningsmæssige

eller finansielle forbindelser, der afviger fra de vilkår, som ville

være blevet aftalt mellem uafhængige foretagender, kan enhver

fortjeneste, som, hvis disse vilkår ikke havde foreligget, ville

være tilfaldet et af disse foretagender, men som på grund af

disse vilkår ikke er tilfaldet dette, medregnes til dette foretagendes

fortjeneste og beskattes i overensstemmelse hermed.

2. Hvis en kontraherende stat til et foretagendes fortjeneste i denne stat

medregner - og i overensstemmelse hermed beskatter - fortjeneste, som et

foretagende i den anden kontraherende stat er blevet beskattet af i denne

anden stat, og den således medregnede for tjeneste er fortjeneste, som

ville være tilfaldet foretagendet i den førstnævnte stat,

hvis vilkårene, der er af talt mellem de to foretagender, havde

været de samme, som ville have været aftalt mellem

uafhængige foretagender, skal denne anden stat foretage en passende

regulering af det skattebeløb, som er beregnet der af fortjenesten.

Ved fastsættelsen af sådan regulering skal der tages skyldigt

hensyn til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst, og de

kontraherende staters kompetente myndigheder skal om nødvendigt

rådføre sig med hinanden.

Artikel 10

Udbytte

1. Udbytte, som udbetales af et selskab, der er hjemmehørende i en

kontraherende stat, til en person, der er hjemmehørende i den anden

kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

2. Sådant udbytte kan dog også beskattes i den kontraherende

stat, hvor det selskab, der udbetaler udbyttet, er hjemmehørende, og i

henhold til lovgivningen i denne stat, men hvis den retmæssige ejer af

udbyttet er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, må den

således pålignede skat ikke overstige:

a) 0 pct. af bruttobeløbet af udbyttet, hvis den

retmæssige ejer er et selskab (bortset fra et interessentskab), som

direkte ejer mindst 25 pct. af kapitalen i det selskab, som udbetaler

udbyttet, og har ejet denne del af kapitalen i en uafbrudt periode på

mindst et år, og udbyttet fastsættes inden for denne periode;

b) 5 pct. af bruttobeløbet af udbyttet, hvis den

retmæssige ejer er en pensionskasse eller anden lignende institution,

der udbyder pensionsordninger, hvori fysiske personer kan deltage med henblik

på at sikre sig pensionsydelser, når en sådan pensionskasse

eller lignende institution er oprettet, skattemæssigt godkendt og

kontrolleret i overensstemmelse med lovgivningen i denne anden stat;

c) 15 pct. af bruttobeløbet af udbyttet i alle andre

tilfælde.

De kontraherende staters kompetente myndigheder skal ved gensidig aftale

fastsætte de nærmere regler for gennemførelsen af disse

begrænsninger.

Dette stykke skal ikke berøre adgangen til at beskatte selskabet af

den fortjeneste, hvoraf udbyttet er udbetalt.

3. Udtrykket »udbytte« betyder i denne artikel indkomst af aktier,

»jouissance«-aktier eller »jouissance«-rettigheder, mineaktier, stifterandele

eller andre rettigheder, der ikke er gældsfordringer, og som giver ret

til andel i fortjeneste, samt indkomst af andre selskabsrettigheder, der er

undergivet samme skattemæssige behandling som indkomst af aktier i

henhold til lovgivningen i den stat, hvor det selskab, der foretager

udlodningen, er hjemmehørende.

4. Bestemmelserne i stykke 1 og 2 skal ikke finde anvendelse, hvis

udbyttets retmæssige ejer, der er hjemmehørende i en

kontraherende stat, driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat,

hvor det udbyttebetalende selskab er hjemmehørende, gennem et

dér beliggende fast driftssted, og den aktiebesiddelse, som ligger til

grund for udbetalingen af udbyttet, har direkte forbindelse med et

sådant fast driftssted. I så fald skal bestemmelserne i artikel 7

finde anvendelse.

5. Hvis et selskab, som er hjemmehørende i en kontraherende stat,

oppebærer fortjeneste eller indkomst fra den anden kontraherende stat,

må denne anden stat ikke påligne nogen skat på udbytte, som

udbetales af selskabet, medmindre udbyttet udbetales til en person, der er

hjemmehørende i denne anden stat, eller medmindre den aktiebesiddelse,

som ligger til grund for udbetalingen af udbyttet, har direkte forbindelse

med et fast driftssted, der er beliggende i denne anden stat, eller undergive

selskabets ikke-udloddede fortjeneste en skat på selskabets

ikke-udloddede fortjeneste, selv om det udbetalte udbytte eller den

ikke-udloddede fortjeneste helt eller delvis består af fortjeneste

eller indkomst, der hidrører fra denne anden stat.

6. Hvis en kontraherende stat har opkrævet kildeskat med et

højere beløb end den skat, der kan pålignes i henhold til

bestemmelserne i denne overenskomst, skal ansøgning om refusion af det

overskydende beløb indsendes til den kompetente myndighed i denne stat

inden for en periode på tre år efter udløbet af det

kalenderår, i hvilket skatten er blevet opkrævet. Refusionen skal

gives inden for en 6-månedersperiode fra den dato, hvor anmodningen om

refusion blev forelagt den kompetente myndighed. Denne

6-månedersperiode kan forlænges, hvis begge de kontraherende

stater er enige om, at fornøden dokumentation ikke er blevet forelagt

den kompetente myndighed i den førstnævnte stat.

Artikel 11

Renter

1. Renter, der hidrører fra en kontraherende stat og betales til en

person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan

beskattes i denne anden stat.

2. Sådanne renter kan dog også beskattes i den kontraherende

stat, hvorfra den hidrører og i overensstemmelse med lovgivningen i

denne stat, men hvis den retmæssige ejer af renten er

hjemmehørende i den anden kontraherende stat, må den

således pålagte skat ikke overstige 5 pct. af

bruttobeløbet af renterne.

3. Uanset bestemmelserne i stykke 2 kan renter som omhandlet i stykke 1

kun beskattes i den kontraherende stat, hvor modtageren er

hjemmehørende, når modtageren er den retmæssige ejer af

renterne, og når renterne betales

1) på et lån af en hvilken som helst art, når

lånet er ydet, sikret eller garanteret af en finansiel institution, som

ejes eller kontrolleres af en kontraherende stat;

2) i forbindelse med salg på kredit af enhver form for

industrielt, kommercielt eller videnskabeligt udstyr;

3) vedrørende statsobligationer, forskrivninger og andre

lignende forpligtelser, som påhviler regeringen i en kontraherende stat

eller en dertil hørende politisk underafdeling eller lokal

myndighed;

4) til den anden kontraherende stat eller en dertil hørende

politisk underafdeling eller lokal myndighed.

4. Udtrykket »renter« betyder i denne artikel indkomst af

gældsfordringer af enhver art, hvad enten de er sikret ved pant i fast

ejendom eller ikke, og hvad enten de indeholder en ret til en andel i

skyldnerens fortjeneste eller ikke, og især indkomst af

statsgældsbeviser og indkomst af obligationer eller forskrivninger,

herunder agiobeløb og gevinster, der knytter sig til sådanne

gældsbeviser, obligationer eller forskrivninger.

5. Bestemmelserne i stykke 1 og 2 skal ikke finde anvendelse, hvis

renternes retmæssige ejer, der er hjemmehørende i en

kontraherende stat, driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat,

hvorfra renten hidrører, gennem et der beliggende fast driftssted, og

den fordring, som ligger til grund for de betalte renter, har direkte

forbindelse med et sådant fast driftssted. I så fald skal

bestemmelserne i artikel 7 finde anvendelse.

6. Renter skal anses for at hidrøre fra en kontraherende stat,

når de betales af denne stat selv, af en dertil hørende politisk

underafdeling eller lokal myndighed eller af en person, der er

hjemmehørende i denne stat. Hvis den person, der betaler renterne,

hvad enten han er hjemmehørende i en kontraherende stat eller ikke,

har et fast driftssted i en kontraherende stat i forbindelse med hvilket

gældsforholdet, hvoraf renten er betalt, var stiftet, og sådanne

renter påhviler et sådant fast driftssted, skal sådanne

renter anses for at hidrøre fra den stat, hvor det faste driftssted er

beliggende.

7. Hvis en særlig forbindelse mellem den, der betaler, og den

retmæssige ejer, eller mellem disse og en tredje person, har bevirket,

at renterne, set i forhold til den gældsfordring for hvilken de er

betalt, overstiger det beløb, som ville være blevet aftalt

mellem betaleren og den retmæssige ejer, hvis en sådan

forbindelse ikke havde foreligget, skal bestemmelserne i denne artikel kun

finde anvendelse på det sidstnævnte beløb. I så fald

skal det overskydende beløb kunne beskattes i overensstemmelse med

lovgivningen i hver af de kontraherende stater under skyldig hensyntagen til

de øvrige bestemmelser i denne overenskomst.

Artikel 12

Royalties

1. Royalties, der hidrører fra en kontraherende stat og betales til

en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan

beskattes i denne anden stat.

2. Sådanne royalties kan dog også beskattes i den

kontraherende stat, hvorfra de hidrører og i overensstemmelse med

lovgivningen i denne stat, men hvis den retmæssige ejer af

royaltybeløbet er hjemmehørende i den anden kontraherende stat,

må den således pålagte skat ikke overstige 5 pct. af

bruttobeløbet af royaltybeløbet.

3. Udtrykket »royalties« betyder i denne artikel betalinger af enhver art,

der modtages som vederlag for anvendelsen af, eller retten til at anvende,

enhver ophavsret til et litterært, kunstnerisk eller videnskabeligt

arbejde, herunder spillefilm, ethvert patent, varemærke, mønster

eller model, tegning, hemmelig formel eller fremstillingsmetode, eller for

anvendelsen eller retten til at anvende industrielt, kommercielt eller

videnskabeligt udstyr eller for oplysninger om industrielle, kommercielle

eller videnskabelige erfaringer.

4. Bestemmelserne i stykke 1 og 2 skal ikke finde anvendelse, hvis

royaltybeløbets retmæssige ejer, der er hjemmehørende i

en kontraherende stat, driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende

stat, hvorfra royaltybeløbet hidrører, gennem et dér

beliggende fast driftssted, og den rettighed eller det formuegode, som ligger

til grund for de udbetalte royalties, har direkte forbindelse med et

sådant fast driftssted. I så fald skal bestemmelserne i artikel 7

finde anvendelse.

5. Royalties skal anses for at hidrøre fra en kontraherende stat,

når de betales af en person, der er hjemmehørende i denne stat.

Hvis den person, der betaler royaltybeløbet, hvad enten han er

hjemmehørende i en kontraherende stat eller ikke, har et fast

driftssted i en kontraherende stat i forbindelse med hvilket forpligtelsen

til at betale royaltybeløbet var stiftet, og sådanne royalties

påhviler et sådant fast driftssted, skal sådanne royalties

anses for at hidrøre fra den stat, hvor det faste driftssted er

beliggende.

6. Hvis en særlig forbindelse mellem den, der betaler, og den

retmæssige ejer, eller mellem disse og en tredje person, har bevirket,

at royaltybeløbet, set i forhold til den anvendelse, rettighed eller

oplysning for hvilken det er betalt, overstiger det beløb, som ville

være blevet aftalt mellem betaleren og den retmæssige ejer, hvis

en sådan forbindelse ikke havde foreligget, skal bestemmelserne i denne

artikel kun finde anvendelse på det sidstnævnte beløb. I

så fald skal det overskydende beløb kunne beskattes i

overensstemmelse med lovgivningen i hver af de kontraherende stater under

skyldig hensyntagen til de øvrige bestemmelser i denne

overenskomst.

Artikel 13

Kapitalgevinster

1. Fortjeneste, som en person, der er hjemmehørende i en

kontraherende stat, erhverver ved afhændelse af fast ejendom, som

omhandlet i artikel 6, og som er beliggende i den anden kontraherende stat,

kan beskattes i denne anden stat.

2. Fortjeneste ved afhændelse af rørlig ejendom, der

udgør en del af erhvervsformuen i et fast driftssted, som et

foretagende i en kontraherende stat har i den anden kontraherende stat,

herunder fortjeneste ved afhændelse af et sådant fast driftssted

(særskilt eller sammen med hele foretagendet), eller af et sådant

fast sted, kan beskattes i denne anden stat.

3. Fortjeneste ved afhændelse af skibe og fly, der anvendes i

international trafik, eller af rørlig ejendom, som er knyttet til

driften af sådanne skibe eller fly, kan kun beskattes i den stat, hvor

foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.

4. Fortjeneste, der oppebæres af et foretagende i en kontraherende

stat ved afhændelse af containere (herunder anhængere, pramme og

lignende udstyr til transport af containere), der anvendes til transport af

varer i international trafik, kan kun beskattes i denne stat.

5. Fortjeneste ved afhændelse af aktier, rettigheder eller en

interesse i et selskab, i andre juridiske personer eller i et

interessentskab, hvis aktiver hovedsagelig består af fast ejendom,

eller af rettigheder over fast ejendom, beliggende i en stat, eller af aktier

i et selskab, hvis aktiver hovedsagelig består af fast ejendom, eller

af rettigheder over fast ejendom, beliggende i en stat, kan beskattes i den

stat, hvori den faste ejendom er beliggende, hvis sådan fortjeneste

efter lovgivningen i denne stat er undergivet samme skatteregler som

fortjeneste ved afhændelse af fast ejendom.

6. Fortjeneste ved afhændelse af alle andre formuegoder end de, der

er nævnt i stykke 1, 2, 3, 4 og 5, kan kun beskattes i den

kontraherende stat, hvor afhænderen er hjemmehørende.

7. Med hensyn til fortjeneste, som oppebæres af det danske, norske

og svenske luftfartskonsortium Scandinavian Airlines System (SAS), skal

bestemmelserne i stykke 3 kun finde anvendelse på den del af

fortjenesten, som svarer til den andel, der ejes i dette konsortium af SAS

Danmark A/S, den danske partner i Scandinavian Airlines System (SAS).

8. Hvis en person, som er hjemmehørende i en kontraherende stat,

bliver hjemmehørende i den anden kontraherende stat, og den

førstnævnte kontraherende stat beskatter fortjeneste, som kunne

have været oppebåret af den pågældende person ved

afhændelse af formuegoder på det tidspunkt, hvor personen bliver

hjemmehørende i den anden kontraherende stat, skal fortjeneste

oppebåret i tiden forud for det tidspunkt, hvor personen bliver

hjemmehørende i den anden kontraherende stat, ikke beskattes i den

anden stat ved senere afhændelse af et sådant formuegode.

Artikel 14

Personligt arbejde i ansættelsesforhold

1. Medmindre bestemmelserne i artiklerne 15, 17 og 18 medfører

andet, kan gage, løn og andre lignende vederlag, som oppebæres

af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, for

personligt arbejde, kun beskattes i denne stat, medmindre arbejdet er

udført i den anden kontraherende stat. Er arbejdet udført der,

kan det vederlag, som oppebæres herfor, beskattes i denne anden

stat.

2. Uanset bestemmelserne i stykke 1 kan vederlag, som oppebæres af

en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, for

personligt arbejde udført i den anden kontraherende stat, kun

beskattes i den førstnævnte stat, hvis:

a) modtageren opholder sig i den anden stat i en eller flere perioder,

der tilsammen ikke overstiger 183 dage i en 12-måneders periode, der

begynder eller slutter i det pågældende skatteår, og

b) vederlaget betales af eller for en arbejdsgiver, der er

hjemmehørende i den førstnævnte stat, og

c) vederlaget ikke påhviler et fast driftssted, som

arbejdsgiveren har i den anden stat.

3. Uanset de foregående bestemmelser i denne artikel kan vederlag

for personligt arbejde, som udføres om bord på et skib, der

anvendes i international trafik, kun beskattes i den stat, hvor foretagendets

virkelige ledelse har sit sæde.

4. Uanset de foregående bestemmelser i denne artikel kan vederlag

for personligt arbejde, som udføres om bord på et fly, der

anvendes i international trafik, beskattes i den stat, hvor foretagendets

virkelige ledelse har sit sæde.

Artikel 15

Bestyrelseshonorarer

Bestyrelseshonorarer og andre lignende vederlag, som oppebæres af en

person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, i hans egenskab

af medlem af bestyrelse for et selskab, der er hjemmehørende i den

anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

Artikel 16

Kunstnere og sportsfolk

1. Uanset bestemmelserne i artiklerne 7 og 14 kan indkomst, som

oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende

stat, som optrædende kunstner, såsom teater-, film-, radio- eller

fjernsynskunstner, eller musiker eller som sportsudøver, ved hans

personligt udøvede virksomhed som sådan i den anden

kontraherende stat, beskattes i denne anden stat.

2. Hvis indkomst ved personlig virksomhed, som udøves i egenskab af

optrædende kunstner eller sportsudøver, ikke tilfalder

kunstneren eller sportsudøveren selv, men en anden person, kan denne

indkomst, uanset bestemmelserne i artiklerne 7, og 14, beskattes i den

kontraherende stat, hvor kunstnerens eller sportsudøverens virksomhed

udøves.

3. Bestemmelserne i stykke 1 og 2 skal ikke finde anvendelse på

indkomst, der oppebæres ved virksomhed, som udøves i en

kontraherende stat af kunstnere eller sportsudøvere, hvis

besøget i denne stat helt eller i det væsentlige er

støttet af offentlige midler fra den ene eller begge kontraherende

stater eller en dertil hørende politisk underafdeling eller lokal

myndighed. I sådanne tilfælde kan indkomsten kun beskattes i den

kontraherende stat, hvor kunstneren eller sportsudøveren er

hjemmehørende.

Artikel 17

Pensioner, sociale ydelser og lignende betalinger

1. Betalinger, som en fysisk person, der er hjemmehørende i en

kontraherende stat, modtager efter den sociale sikringslovgivning i den anden

kontraherende stat eller efter enhver anden ordning fra midler tilvejebragt

af denne anden stat eller en dertil hørende politisk underafdeling

eller lokal myndighed, kan beskattes i denne anden stat.

2. Medmindre bestemmelserne i denne artikels stykke 1 og artikel 18,

stykke 2, medfører andet, kan pensioner og andre lignende vederlag,

der hidrører fra en kontraherende stat og udbetales til en person, der

er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, hvad enten dette sker

for tidligere tjenesteydelser eller ikke, kun beskattes i denne anden stat,

medmindre:

i) bidrag indbetalt af modtageren til pensionsordningen blev fratrukket

i modtagerens skattepligtige indkomst i den førstnævnte

kontraherende stat efter lovgivningen i denne stat; eller

ii) bidrag indbetalt af en arbejdsgiver ikke var skattepligtig indkomst

for modtageren i den førstnævnte stat efter lovgivningen i denne

stat.

I så fald kan pensionerne beskattes i den førstnævnte

kontraherende stat.

3. Pensioner skal anses for at hidrøre fra en kontraherende stat,

hvis de udbetales af en pensionskasse eller anden tilsvarende institution,

der udbyder pensionsordninger, som fysiske personer kan tilslutte sig med

henblik på at sikre sig pensionsydelser, når en sådan

pensionskasse eller anden tilsvarende institution er oprettet,

skattemæssigt anerkendt og kontrolleret i overensstemmelse med

lovgivningen i denne stat.

4. Ved anvendelsen af denne artikel skal de pensionsordninger, der er

nævnt i stykke 3, omfatte:

a) I Polen: pensioner ydet i medfør af lov af 17.12.1998 (Dz.U.

Nr 162, poz. 1118) om pension og invalidepension fra den sociale

sikringsfond.

b) I Danmark: pensionsordninger, der henhører under afsnit I i

pensionsbeskatningsloven.

Artikel 18

Offentligt hverv

1.

a) Gage, løn og andre lignende vederlag, undtagen pensioner, der

udbetales af en kontraherende stat, eller en dertil hørende politisk

underafdeling eller lokal myndighed til en fysisk person for udførelse

af hverv for denne stat, eller underafdeling eller myndighed, kan kun

beskattes i denne stat.

b) Sådan gage, løn eller lignende vederlag kan dog kun

beskattes i den anden kontraherende stat, hvis hvervet er udført i

denne stat, og den pågældende er en i denne stat

hjemmehørende person, som:

(i) er statsborger i denne stat; eller

(ii) ikke blev hjemmehørende i denne stat alene med det

formål at udføre hvervet.

2.

a) Enhver pension, som udbetales af en kontraherende stat eller en

dertil hørende politisk underafdeling eller lokal myndighed, eller fra

midler tilvejebragt af disse, til en fysisk person for udførelse af

hverv for denne stat, eller underafdeling eller myndighed, kan kun beskattes

i denne stat.

b) En sådan pension kan dog kun beskattes i den anden

kontraherende stat, hvis modtageren er hjemmehørende i og statsborger

i denne stat.

3. Bestemmelserne i artiklerne 14, 15, 16, og 17 skal finde anvendelse

på gage, løn og andre lignende vederlag, og på pensioner,

der udbetales for udførelse af hverv i forbindelse med

erhvervsvirksomhed, der drives af en kontraherende stat, eller en dertil

hørende politisk underafdeling eller lokal myndighed.

Artikel 19

Studerende

Beløb, som en studerende eller lærling, der er, eller som

umiddelbart før han besøger en kontraherende stat, var

hjemmehørende i den anden kontraherende stat, og som opholder sig i

den førstnævnte stat udelukkende i studie- eller

uddannelsesøjemed, modtager med henblik på sit underhold,

studium eller uddannelse, skal ikke beskattes i denne stat, under

forudsætning af at sådanne beløb hidrører fra

kilder uden for denne stat.

Artikel 20

Andre indkomster

1. Indkomster, som oppebæres af en person, der er

hjemmehørende i en kontraherende stat, og som ikke er behandlet i de

forudgående artikler i denne overenskomst, kan, uanset hvorfra de

hidrører, kun beskattes i denne stat.

2. Bestemmelserne i stykke 1 skal ikke finde anvendelse på indkomst,

bortset fra indkomst af fast ejendom som defineret i artikel 6, stykke 2,

hvis den i en kontraherende stat hjemmehørende modtager af sådan

indkomst driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat gennem et

der beliggende fast driftssted, og den rettighed eller det formuegode, som

ligger til grund for den udbetalte indkomst, har direkte forbindelse med et

sådant fast driftssted. I så fald skal bestemmelserne i artikel 7

finde anvendelse.

Artikel 21

Formue

1. Fast ejendom som omhandlet i artikel 6, der ejes af en person, der er

hjemmehørende i en kontraherende stat, og som er beliggende i den

anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

2. Rørlig formue, der udgør en del af erhvervsformuen i et

fast driftssted, som et foretagende har i den anden kontraherende stat, kan

beskattes i denne anden stat.

3. Skibe og fly, som anvendes i international trafik, og rørlig

formue, som er knyttet til driften af sådanne skibe og fly, kan kun

beskattes i den stat, hvor foretagendets virkelige ledelse har sit

sæde.

4. Al anden formue tilhørende en person, der er

hjemmehørende i en kontraherende stat, kan kun beskattes i denne

stat.

Artikel 22

Ophævelse af dobbeltbeskatning

Dobbeltbeskatning skal undgås således:

a) Hvis en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat,

oppebærer indkomst eller ejer formue, som ifølge bestemmelserne

i denne overenskomst kan beskattes i den anden kontraherende stat, skal den

førstnævnte stat - medmindre bestemmelserne i litra c)

medfører andet - indrømme:

(i) fradrag i den pågældende persons skat på

indkomsten med et beløb svarende til den indkomstskat, som er betalt i

denne anden stat;

(ii) fradrag i den pågældende persons skat på formue

med et beløb svarende til den formueskat, som er betalt i denne anden

stat.

b) Fradraget skal dog ikke i noget tilfælde kunne overstige den

del af indkomstskatten eller formueskatten, som beregnet inden fradraget er

givet, der svarer til den indkomst eller formue, som kan beskattes i denne

anden stat.

c) Hvis en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat,

oppebærer indkomst eller ejer formue, som ifølge bestemmelserne

i denne overenskomst kun kan beskattes i den anden kontraherende stat, kan

den førstnævnte kontraherende stat medregne denne indkomst eller

formue i beskatningsgrundlaget, men skal i indkomstskatten eller

formueskatten tillade fradraget den del af indkomstskatten eller

formueskatten, som kan henføres til den indkomst eller formue, der

hidrører fra den anden kontraherende stat.

Artikel 23

Ikke-diskriminering

1. Statsborgere i en kontraherende stat skal ikke i den anden

kontraherende stat kunne undergives nogen beskatning eller dermed forbundne

krav, som er anderledes eller mere byrdefulde end den beskatning og dermed

forbundne krav, som statsborgere i denne anden stat under samme forhold,

særligt med hensyn til hjemsted, er eller måtte blive undergivet.

Uanset bestemmelserne i artikel 1 skal denne bestemmelse også finde

anvendelse på personer, der ikke er hjemmehørende i en af eller

begge de kontraherende stater.

2. Statsløse personer, der er hjemmehørende i en

kontraherende stat, skal ikke i nogen af de kontraherende stater kunne

undergives nogen beskatning eller dermed forbundne krav, som er anderledes

eller mere byrdefulde end den beskatning og dermed forbundne krav, som

statsborgere i den pågældende stat under samme forhold,

særligt med hensyn til hjemsted, er eller måtte blive

undergivet.

3. Beskatningen af et fast driftssted, som et foretagende i en

kontraherende stat har i den anden kontraherende stat, må ikke

være mindre fordelagtig i denne anden stat end beskatningen af

foretagender i denne anden stat ved udøvelse af samme virksomhed.

Denne bestemmelse skal ikke kunne fortolkes som forpligtende en kontraherende

stat til at indrømme personer, der er hjemmehørende i den anden

kontraherende stat, de personlige skattemæssige begunstigelser,

lempelser og nedsættelser, som den som følge af

ægteskabelig stilling eller forsørgerpligt over for familie

indrømmer personer, der er hjemmehørende inden for dens eget

område.

4. Medmindre bestemmelserne i artikel 9, stykke 1, artikel 11, stykke 7,

eller artikel 12, stykke 6, finder anvendelse, skal renter, royalties og

andre udbetalinger, der betales af et foretagende i en kontraherende stat til

en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, ved

ansættelsen af et sådant foretagendes skattepligtige fortjeneste

være fradragsberettigede under samme betingelser, som hvis de var

blevet betalt til en person, der er hjemmehørende i den

førstnævnte stat. Ligeledes skal enhver gældsforpligtelse,

som et foretagende, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, har

til et foretagende, der er hjemmehørende i den anden kontraherende

stat, ved ansættelsen af et sådant foretagendes skattepligtige

formue være fradragsberettiget under de samme betingelser, som hvis den

var blevet indgået med en person, der er hjemmehørende i den

førstnævnte stat.

5. Foretagender i en kontraherende stat, hvis kapital helt eller delvis

ejes eller kontrolleres, direkte eller indirekte, af en eller flere personer,

der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, skal ikke i den

førstnævnte stat kunne undergives nogen beskatning eller dermed

forbundne krav, som er anderledes eller mere byrdefulde end den beskatning og

dermed forbundne krav, som andre tilsvarende foretagender i den

førstnævnte stat er eller måtte blive undergivet.

6. Uanset bestemmelserne i artikel 2 skal bestemmelserne i denne artikel

finde anvendelse på skatter af enhver art og betegnelse.

Artikel 24

Fremgangsmåden ved indgåelse af gensidige

aftaler

1. Hvis en person mener, at foranstaltninger truffet af en af eller begge

de kontraherende stater, for ham medfører eller vil medføre en

beskatning, som ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i denne

overenskomst, kan han, uanset hvilke retsmidler der måtte være

foreskrevet i disse staters interne lovgivning, indbringe sin sag for den

kompetente myndighed i den kontraherende stat, hvor han er

hjemmehørende eller, hvis hans sag er omfattet af artikel 23, stykke

1, for den kompetente myndighed i den kontraherende stat, hvor han er

statsborger. Sagen skal indbringes inden tre år fra den dag, hvor der

er givet ham den første underretning om den foranstaltning, der

medfører en beskatning, som ikke er i overensstemmelse med

bestemmelserne i overenskomsten.

2. Den kompetente myndighed skal, hvis indsigelsen forekommer den at

være berettiget, og hvis den ikke selv kan nå frem til en rimelig

løsning, søge at løse sagen ved gensidig aftale med den

kompetente myndighed i den anden kontraherende stat med henblik på at

undgå beskatning, der ikke er i overensstemmelse med overenskomsten.

Enhver indgået aftale skal gennemføres uden hensyn til, hvilke

tidsfrister der er fastsat i de kontraherende staters interne lovgivning.

3. De kontraherende staters kompetente myndigheder skal søge ved

gensidig aftale at løse vanskeligheder eller

tvivlsspørgsmål, der måtte opstå med hensyn til

fortolkningen eller anvendelsen af overenskomsten. De kan også

forhandle om undgåelse af dobbeltbeskatning i tilfælde, som ikke

er omhandlet i overenskomsten.

4. De kontraherende staters kompetente myndigheder kan træde i

direkte forbindelse med hinanden, herunder gennem en fælles kommission

bestående af dem selv eller deres repræsentanter, med henblik

på indgåelse af en aftale i overensstemmelse med de

foregående stykker.

Artikel 25

Udveksling af oplysninger

1. De kontraherende staters kompetente myndigheder skal udveksle

sådanne oplysninger, som er nødvendige for at gennemføre

bestemmelserne i denne overenskomst eller i de kontraherende staters interne

lovgivning vedrørende skatter af enhver art, der pålægges

af vegne af de kontraherende stater, deres politiske underafdelinger eller

lokale myndigheder, for så vidt som denne beskatning ikke strider mod

overenskomsten. Udvekslingen af oplysninger er ikke begrænset af

artikel 1 og 2. Alle oplysninger, der modtages af en kontraherende stat, skal

behandles som hemmelige på samme måde som oplysninger, der er

opnået i henhold til denne stats interne lovgivning og må kun

meddeles til personer eller myndigheder (herunder domstole og

forvaltningsmyndigheder), der er beskæftiget med ligning,

opkrævning, inddrivelse, retsforfølgning med hensyn til, eller

klageafgørelser i forbindelse med de skatter, der er omhandlet i det

første punktum. Sådanne personer eller myndigheder må kun

benytte oplysningerne til de nævnte formål. De kan meddele

oplysningerne under offentlige retshandlinger eller i

retsafgørelser.

2. Bestemmelserne i stykke 1 skal i intet tilfælde kunne fortolkes

således, at der pålægges en kontraherende stat en pligt

til:

a) at udføre forvaltningsakter, der strider mod denne eller den

anden kontraherende stats lovgivning og forvaltningspraksis;

b) at meddele oplysninger, som ikke kan opnås i henhold til denne

eller den anden kontraherende stats lovgivning eller normale

forvaltningspraksis;

c) at meddele oplysninger, som ville røbe nogen

erhvervsmæssig, forretningsmæssig, industriel, kommerciel eller

faglig hemmelighed eller fremstillingsmetode, eller oplysninger, hvis

offentliggørelse ville stride mod almene interesser (ordre

public).

Artikel 26

Medlemmer af diplomatiske repræsentationer og

konsulære embeder

Intet i denne overenskomst skal berøre de skattemæssige

begunstigelser, som medlemmer af diplomatiske repræsentationer eller

konsulære embeder nyder i henhold til folkerettens almindelige regler

eller særlige aftaler.

Artikel 27

Territorial udvidelse

1. Denne overenskomst kan enten i sin helhed eller med de fornødne

ændringer udvides til Færøerne eller Grønland.

Enhver sådan udvidelse skal have virkning fra sådant tidspunkt og

være undergivet sådanne ændringer og betingelser, herunder

betingelser vedrørende opsigelse, som måtte blive fastsat og

aftalt mellem de kontraherende stater i noter, der skal udveksles ad

diplomatisk vej, eller på enhver anden måde, der er i

overensstemmelse med deres forfatningsmæssige regler.

2. Medmindre de kontraherende stater aftaler andet, skal opsigelsen af

overenskomsten af en af dem i henhold til artikel 29 på den måde,

som er angivet i nævnte artikel, også bringe anvendelsen af

overenskomsten på Færøerne og i Grønland til

ophør.

Artikel 28

Ikrafttræden

1. De kontraherende staters regeringer skal give hinanden underretning om,

at de forfatningsmæssige betingelser for overenskomstens

ikrafttræden er opfyldt.

2. Overenskomsten skal træde i kraft på datoen for den sidste

af de i stykke 1 omhandlede underretninger, og dens bestemmelser skal have

virkning for så vidt angår skatter for det indkomstår, som

følger umiddelbart efter det år, i hvilket overenskomsten

træder i kraft, og følgende indkomstår.

3. For Polens vedkommende skal bestemmelserne i artikel 14, stykke 3, have

virkning for vederlag oppebåret af en person, som er

hjemmehørende i Polen, forud for denne overenskomsts

ikrafttræden.

4. Aftale mellem Den Polske Folkerepubliks Regering og Kongeriget Danmarks

Regering til undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt

angår indkomst- og formueskatter, undertegnet i København den 6.

april 1976, som ændret ved Protokol undertegnet i Warszawa den 17. maj

1994, ophæves og dens bestemmelser ophører med at have virkning

fra den dato, hvor denne Overenskomst finder anvendelse.

Artikel 29

Opsigelse

Denne overenskomst skal forblive i kraft lige indtil den opsiges af en

kontraherende stat. Hver af de kontraherende stater kan opsige overenskomsten

ved ad diplomatisk vej at give skriftlig meddelelse om opsigelsen mindst 6

måneder før udløbet af ethvert kalenderår, der

følger efter et tidsrum på 5 år fra det år

overenskomsten træder i kraft. I så fald skal overenskomsten

ophøre med at have virkning for så vidt angår skatter for

det indkomstår, som følger umiddelbart efter det år, i

hvilket meddelelsen om opsigelsen er givet, og følgende

indkomstår.

TIL BEKRÆFTELSE HERAF har de undertegnede, dertil behørigt

befuldmægtigede af deres respektive regeringer, underskrevet denne

overenskomst.

Udfærdiget i to eksemplarer i Warszawa, den 6. december 2001,

på dansk, polsk og engelsk, alle tekster med samme gyldighed. I

tvivlstilfælde skal den engelske tekst være afgørende.

For Kongeriget Danmark

For Republikken Polen

Laurids Mikaelsen

Marek Belka

Bemærkninger til lovforslaget.

Almindelige bemærkninger.

Formålet med lovforslaget er at bemyndige regeringen

til at tiltræde en ny dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og

Polen og dermed gennemføre dens bestemmelser i Danmark, når

overenskomstens betingelser herfor er opfyldt. Når den nye overenskomst

træder i kraft, ophæves den eksisterende aftale, som er fra 1976.

Genforhandlingen af den gamle aftale har fundet sted efter ønske fra

Polen.

Dobbeltbeskatningsoverenskomsten har som hovedformål

at undgå international dobbeltbeskatning som følge af, at

både Danmark og Polen beskatter en person eller et selskab af den samme

indkomst. Dette sker typisk, når en person eller et selskab, der er

hjemmehørende i den ene stat, modtager indkomst fra den anden

stat.

Både Danmark og Polen beskatter efter

globalindkomstprincippet. En person, som er hjemmehørende i Danmark

(hhv. Polen), er fuldt skattepligtig til Danmark (hhv. Polen), d.v.s.

skattepligtig af samtlige sine indkomster, uanset hvorfra i verden, de

måtte hidrøre.

Samtidig har begge lande regler om begrænset

skattepligt. Hvis eksempelvis en person eller et selskab, som er

hjemmehørende i Polen, modtager indkomster fra kilder i Danmark, vil

Danmark efter reglerne om begrænset skattepligt i kildeskatteloven

eller selskabsskatteloven beskatte denne indkomst. Imidlertid vil modtageren

også være skattepligtig af den pågældende indkomst i

Polen (globalindkomstprincippet), og der vil hermed foreligge et

tilfælde af dobbeltbeskatning. Det samme gælder med modsat

fortegn, hvis indkomsten hidrører fra Polen og modtages i Danmark.

Den foreliggende dobbeltbeskatningsoverenskomst indeholder

regler for, hvornår Danmark hhv. Polen kan beskatte indkomst, som en

person, der er hjemmehørende i den ene stat (bopælsstaten),

modtager fra den anden stat (kildestaten). For kildestatens vedkommende er

der tale om, at denne stat indskrænker eller helt frafalder sin

begrænsede skattepligt på indkomster, der tilflyder en modtager i

den anden stat. For bopælsstaten kan der ligeledes være tale om

begrænsninger i beskatningsretten, ligesom bopælsstaten skal

anvende den metode for lempelse af dobbeltbeskatning, som overenskomsten

foreskriver, jf. nedenfor

Det bemærkes, at overenskomsten ikke i sig selv

medfører, at Danmark beskatter en given indkomst. Hvis Danmark skal

beskatte en indkomst, som flyder til eller fra Polen, skal der være

hjemmel til dette såvel i den interne danske skattelovgivning som i

dobbeltbeskatningsoverenskomsten. Dobbeltbeskatningsoverenskomsten kan

således godt tillægge Danmark beskatningsretten til en bestemt

type indkomst, men Danmark kan kun udnytte denne beskatningsret i det omfang,

at der i den danske skattelovgivning er hjemmel til at opkræve den

pågældende skat.

Udover regler om fordeling af beskatningsretten indeholder

overenskomsten bestemmelser om, hvordan dobbeltbeskatning lempes, den

såkaldte metodebestemmelse (overenskomstens artikel 22).

Metodebestemmelsen er nødvendig, fordi

dobbeltbeskatningsoverenskomsten ikke i sig selv forhindrer

bopælsstaten i at medregne den udenlandske indkomst i sit

beskatningsgrundlag. Dobbeltbeskatningen ophæves først

»efterfølgende«.

Lempelsesmetoden er ordinær credit. For

Danmarks vedkommende indebærer dette, at hvis en person eller et

selskab hjemmehørende i Danmark modtager indkomst fra en kilde i

Polen, og Polen efter overenskomsten har ret til at beskatte denne indkomst,

vil Danmark skulle nedsætte sin skat af indkomsten med den skat, der er

betalt i Polen. Nedsættelsen kan dog ikke overstige den danske skat af

den pågældende indkomst. Samme lempelsesmetode anvendes i de

interne danske lempelsesregler, jf. ligningslovens § 33.

Endvidere indeholder dobbeltbeskatningsoverenskomsten

bestemmelser om administrativ bistand gennem udveksling af oplysninger

(artikel 25). Efter bestemmelserne i denne artikel skal de danske

skattemyndigheder indhente oplysninger hos personer eller selskaber m.v. her

i landet til brug for de polske skattemyndigheder. Indhentning af oplysninger

sker efter reglerne i skattekontrolloven. Tilsvarende skal

skattemyndighederne i Polen indhente oplysninger til de danske myndigheder,

som så kan anvende disse oplysninger ved skatteligningen her i

landet.

Endelig indeholder overenskomsten bestemmelser om

ikke-diskriminering, bestemmelser om løsning af

tvivlsspørgsmål, bestemmelser om diplomater, bestemmelser om

muligheden for at udvide overenskomsten til også at gælde for

Færøerne og/eller Grønland og endelig bestemmelser om

ikrafttrædelse og opsigelse af overenskomsten.

Dobbeltbeskatningsoverenskomsten følger i vidt

omfang den model, som er udarbejdet i OECD-regi (OECD-modellen), og som

også ligger til grund for det danske forhandlingsoplæg.

OECD-modellen er dog på ingen måde bindende for kontraherende

stater. I praksis ses mange afvigelser fra modellen, og en

dobbeltbeskatningsoverenskomst må nødvendigvis være et

kompromis mellem to landes synspunkter.

Lovforslagets økonomiske og erhvervsmæssige

konsekvenser

Formålet med dobbeltbeskatningsoverenskomsten er at

fjerne de hindringer, som dobbeltbeskatning kan medføre for udvikling

af økonomiske relationer mellem Polen og Danmark. Herved opnår

virksomheder og personer i det ene land bedre skattemæssige betingelser

for investering, etablering eller arbejde i det andet land som følge

af, at dobbeltbeskatning undgås og større klarhed om de

skattemæssige dispositioner.

De provenumæssige konsekvenser af overenskomsten

skønnes især at vedrøre ændret beskatning af

udbytter, renter og royalties.

Dobbeltbeskatningsoverenskomsten indebærer en

reduceret beskatning af udbytter, som nedsættes fra 5 pct. til 0 pct.

for udbytte fra et datterselskab til et moderselskab, hvor moderselskabet

ejer mindst 25 pct. af kapitalen i datterselskabet. Udbytter for

pensionskasser nedsættes fra 15 pct. til 5 pct. Ændringerne i

forhold til den eksisterende overenskomst skønnes samlet at

medføre et begrænset provenustab, idet udbetalingerne af

udbytter til Polen anslås at være små.

Lovforslaget medfører ligeledes, at beskatningen af

renter hæves i kildestaten fra 0 pct. til 5 pct. Adgangen til

beskatning i kildestaten af renter skønnes at medføre et

begrænset provenustab, som følge af at Danmark skal yde credit

for visse renter, der beskattes i Polen.

Den reducerede beskatning af royalties fra 10 pct. til 5

pct. indebærer skønsmæssigt et mindre merprovenu, idet den

danske kreditlempelse for polsk skat på royalties reduceres.

Samlet skønnes lovforslaget at medføre et

begrænset provenustab.

Lovforslagets administrative konsekvenser

Lovforslaget skønnes ikke at have væsentlige

administrative konsekvenser for skattemyndighederne eller for borgerne.

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget har ikke EU-retlige aspekter.

Sammenfatning af økonomiske og administrative

konsekvenser.

Positive konsekvenser

Negative konsekvenser

Økonomiske konsekvenser for stat, amter og

kommuner

Lovforslaget skønnes samlet at medføre et

begrænset provenustab.

Administrative konsekvenser for stat, amter og

kommuner

Ingen

Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Begrænsede effekter og klarhed over skattemæssige

konsekvenser af økonomiske dispositioner

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Ingen EU-retlige aspekter.

Bemærkninger til lovforslagets

enkelte bestemmelser

Til § 1.

Efter lovforslagets § 1 bemyndiges regeringen til at

tiltræde dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen.

Overenskomsten er optaget som bilag til lovforslaget, og dens bestemmelser

gennemgås nedenfor. Regeringen vil efter lovens vedtagelse kunne

gennemføre overenskomstens bestemmelser i Danmark, når dens

betingelser herfor er opfyldt.

Disse betingelser er, at de to staters regeringer skal

underrette hinanden, når de forfatningsmæssige betingelser for

overenskomstens ikrafttræden er opfyldt. Dette vil for Danmarks

vedkommende sige, at dette lovforslag er endeligt vedtaget. Overenskomsten

træder i kraft, når begge lande har givet underretning, og den

finder anvendelse fra og med det næstfølgende indkomstår,

jf. overenskomstens artikel 28. Dobbeltbeskatningsoverenskomsten vil herefter

være en del af de to landes skattelovgivning.

De enkelte artikler i den nye dansk-polske

dobbeltbeskatningsoverenskomst har følgende bestemmelser:

Artikel 1. Personer omfattet af overenskomsten.

Overenskomsten omfatter fysiske eller juridiske personer,

der er hjemmehørende (d.v.s. fuldt skattepligtige) i en eller begge

stater. Typisk vil situationen være den, at en person er fuldt

skattepligtig til den ene stat (bopælsstaten) og begrænset

skattepligtig til den anden stat af indkomster fra denne (kildestaten).

Artikel 2. Skatter omfattet af overenskomsten.

Artiklen opregner de skatter, der er omfattet af

overenskomsten. Alle danske indkomstskatter samt ejendomsværdiskatten

er omfattet, uanset om skatterne pålignes af staten, amterne eller

kommunerne. Sociale bidrag (for Danmarks vedkommende arbejdsmarkedsbidraget)

er ikke omfattet af overenskomsten.

Overenskomsten omfatter desuden alle skatter af samme

eller væsentligt samme art, der efter overenskomstens underskrivelse

pålignes som tillæg til eller i stedet for de gældende

skatter.

Artikel 3. Almindelige definitioner.

Artiklen definerer i stk. 1 en række generelle

begreber, der anvendes i overenskomsten, og som overalt i overenskomsten har

den anførte betydning. »Danmark« er defineret som det område,

hvor dansk skattelovgivning er i kraft. Færøerne og

Grønland er dermed udelukket fra definitionen af Danmark, da dansk

skattelovgivning ikke er gældende for disse dele af riget. Den danske

del af Nordsøen er derimod omfattet af definitionen af »Danmark« og

dermed omfattet af overenskomstens anvendelsesområde.

Udtrykket person omfatter en fysisk person og et

selskab samt enhver anden sammenslutning af personer, mens udtrykket

selskab omfatter enhver juridisk person eller enhver sammenslutning af

personer, der i skattemæssig henseende behandles som en juridisk

person. Artiklen definerer endvidere udtrykkene en kontraherende stat, den

anden kontraherende stat, foretagende, foretagende i en kontraherende

stat, foretagende i den anden kontraherende stat, international

trafik, kompetent myndighed, statsborger, og

erhvervsvirksomhed.

Endvidere fastsættes i stk. 2, at medmindre

andet følger af sammenhængen, skal alle udtryk, som ikke er

defineret i overenskomsten, have den betydning, som de har i

skattelovgivningen i den stat, der skal anvende overenskomsten.

Artikel 4. Skattemæssigt hjemsted.

Artiklen fastsætter, hvornår en person i

skattemæssig henseende anses for at være

hjemmehørende i en af de to stater. Udtrykket en person, der

er hjemmehørende i en kontraherende stat, betyder efter

stk. 1 en person, der er (fuldt) skattepligtig til den

pågældende stat på grund af hjemsted, bopæl,

ledelsens sæde eller ethvert andet lignede kriterium. Udtrykket

omfatter også staterne selv, herunder politiske underafdelinger eller

lokale myndigheder.

Imidlertid kan en person være fuldt skattepligtig i

begge stater efter disses interne lovgivning (»dobbeltdomicil«), og

stk. 2 og stk. 3 opstiller en række kriterier for

løsning af dette problem. Det er nødvendigt at fastslå, i

hvilken stat den pågældende person i overenskomstens

forstand i en sådan situation er hjemmehørende, den

såkaldte bopælsstat, idet dette er afgørende for

beskatningsrettens fordeling mellem de to stater (bopælsstaten og

kildestaten). En person kan i overenskomstens forstand aldrig være

hjemmehørende i mere end én stat.

For fysiske personer afgøres

spørgsmålet i henhold til kriterierne i stk. 2, litra a) -

d). Kriterierne anvendes i den rækkefølge, de står

anført i overenskomsten.

For selskaber anvendes bestemmelsen i stk. 3. Et

selskab, som er fuldt skattepligtigt i begge stater, skal anses for at

være hjemmehørende i den stat, hvor den virkelige ledelse har

sit sæde.

Artikel 5. Fast driftssted.

Artikel 5 fastsætter, hvornår

erhvervsvirksomhed, som et foretagende i den ene stat udøver i den

anden stat, er af en sådan beskaffenhed, at den skal anses for at

udgøre et fast driftssted. Er der tale om fast driftssted, vil

kildestaten kunne beskatte den fortjeneste, som foretagendet opnår

gennem det faste driftssted. Ellers er hovedreglen, at fortjeneste

oppebåret af et foretagende ved erhvervsvirksomhed i den anden stat kun

kan beskattes i bopælsstaten, jf. artikel 7.

Udtrykket »fast driftssted« omfatter efter stk. 2

især et sted, hvorfra et foretagende ledes, en filial, et kontor, en

fabrik, et værksted, en mine, en olie- eller gaskilde eller et andet

sted, hvor naturforekomster udvindes.

Bygge-, anlægs- eller monteringsarbejde udgør

efter stk. 3 dog kun et fast driftssted, hvis arbejdet strækker

sig over mere end 12 måneder. Efter interne danske regler udgør

et bygge- og anlægsarbejde et fast driftssted allerede fra

første dag. 12-månedersfristen, som er indeholdt i

OECD-modellen, er et gensidigt afkald på beskatning i kildestaten af

indkomst ved bygge- og anlægsarbejder af en begrænset varighed.

Sådan indkomst kan herefter kun beskattes i bopælsstaten.

Som ovenfor nævnt vil en mine, en olie- eller

gaskilde eller et andet sted, hvor naturforekomster udvindes, altid

udgøre et fast driftssted. Efter artikel 5, stk. 4, gælder

dog, at boreplatforme, anlæg eller skibe, der anvendes ved

efterforskning efter naturforekomster - men ikke ved den efterfølgende

udvinding af sådanne - kun udgør et fast driftssted, hvis

arbejdet strækker sig over mere end 90 dage. Det er ikke muligt for

forbundne foretagender at omgå dette ved at arrangere sig sådan,

at det ene foretagende foretager efterforskning i f. eks. 60 dage, hvorefter

det andet foretagende fortsætter arbejdet de følgende 60 dage. I

sådanne tilfælde lægges perioderne sammen. OECD-modellen

indeholder ikke bestemmelser om en sådan frist efterforskning efter

naturforekomster, og en sådan findes heller ikke i den eksisterende

dansk-polske dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Artikel 5, stk. 5, fastslår, at opretholdelse

af forskellige hjælpefunktioner ikke i sig selv udgør et fast

driftssted, mens stk. 6 og stk. 7 omhandler

spørgsmålet om virksomhed udøvet gennem en agent i

kildestaten. Princippet er, at virksomhed udøvet gennem en

uafhængig repræsentant ikke udgør et fast driftssted, mens

der vil foreligge fast driftssted, hvis repræsentanten har fuldmagt til

at indgå aftaler i foretagendets navn. Der vil dog ikke foreligge fast

driftssted, hvis repræsentantens virksomhed er begrænset til

indkøb af varer for foretagendet.

Salgsvirksomhed udelukkende i form af fjernsalg gennem en

repræsentant, som ikke er ansat som lønmodtager hos

fuldmagtsgiveren, men som har fuldmagt til at forpligte denne,

medfører ikke efter de danske skatteregler, at fuldmagtsgiveren

får fast driftssted i Danmark. En sådan sælger i Danmark

vil efter overenskomsten udgøre et fast driftssted for en polsk

fuldmagtsgiver, men Danmark udnytter efter sin interne lovgivning ikke denne

beskatningsret.

Endelig fastslås i stk. 8, at det forhold, at

et moderselskab i den ene stat har et datterselskab i den anden, ikke i sig

selv skal medføre, at det ene selskab anses for et fast driftssted af

det andet.

Artikel 6. Indkomst af fast ejendom.

Artiklen bestemmer, at indkomst af fast ejendom altid kan

beskattes i den stat, hvor den faste ejendom er beliggende.

Artikel 7. Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed.

Stk. 1 fastslår den hovedregel, at fortjeneste

ved erhvervsvirksomhed kun kan beskattes i bopælsstaten, medmindre

virksomheden udøves gennem et fast driftssted i kildestaten. Er dette

tilfældet, kan kildestaten beskatte den fortjeneste, der kan

henføres til det faste driftssted.

Stk. 2-6 indeholder bestemmelser om opgørelsen

af den skattepligtige indkomst i et fast driftssted. Stk. 7

fastslår, hvis en fortjeneste omfatter indkomster, der er

særskilt omhandlet i andre artikler, skal de pågældende

indkomster behandles efter bestemmelserne i disse artikler.

Artikel 8. Fortjeneste ved international trafik.

Fortjeneste opnået ved drift af skibe eller fly i

international trafik kan efter stk. 1 kun beskattes i den stat, hvor

rederiet eller luftfartsselskabets virkelige ledelse har sit sæde. Det

samme gælder efter stk. 2 fortjeneste ved brug,

rådighedsstillelse eller udleje af containere, der anvendes til

transport af varer i international trafik.

Efter stk. 3 gælder det foregående

også, når rederier eller luftfartsselskaber deltager i en pool,

et forretningsfællesskab eller en international driftsorganisation.

I stk. 4 er der indsat en særlig bestemmelse om

beskatningen af SAS. SAS er et konsortium bestående af et dansk, et

norsk og et svensk luftfartsselskab, som hver især ejer hhv. 2/7, 2/7

og 3/7 af SAS. Efter stk. 4 finder artiklens bestemmelser anvendelse

på den del af SAS s indkomst, der svarer til den danske partners andel

i SAS, nemlig 2/7. Resten beskattes i Norge og Sverige med hhv. 2/7 og 3/7.

Bestemmelsen er formuleret i samarbejde med Norge og Sverige og findes

tilsvarende i de dobbeltbeskatningsoverenskomster, som disse lande

indgår.

Den eksisterende dansk-polske

dobbeltbeskatningsoverenskomst indeholder endvidere bestemmelser om transport

ad indre vandveje og om transport ad jernbane eller landevej. Disse

bestemmelser er udeladt i den nye overenskomst, og indkomst fra sådan

virksomhed vil blive beskattet efter de regler, der gælder for

beskatning af erhvervsindkomst.

Artikel 9. Indbyrdes forbundne foretagender.

Artiklen knæsætter det såkaldte »arm's

length»-princip for transaktioner mellem forbundne foretagender. Herved

forstås, at hvis forbundne foretagender som f.eks. et moderselskab i

den ene stat og et datterselskab i den anden handler med hinanden på

andre vilkår end de, der ville gælde i et frit marked, kan de to

stater foretage en regulering af indkomsten og dermed af

beskatningsgrundlaget, således at indkomsten fastsættes, som den

ville have været, hvis selskaberne havde handlet på almindelige

markedsmæssige vilkår.

Artikel 10. Udbytte.

Udbytter kan efter bestemmelserne i stk. 1 beskattes

i modtagerens bopælsstat. Udbytterne kan efter stk. 2 også

beskattes i kildestaten, men hvis den retmæssige ejer af udbytterne er

hjemmehørende i den anden stat, gælder følgende

begrænsninger på kildestatens beskatningsret:

Kildestaten kan ikke beskatte udbytter betalt af et

datterselskab til et moderselskab, hvis moderselskabet ejer mindst 25 pct. af

kapitalen i datterselskabet i en periode på mindst et år, og

udbyttet udloddes inden for den periode, hvor moderselskabet ejer aktier i

datterselskabet som anført. Dette svarer til bestemmelserne i EU s

moder/datterselskabsdirektiv.

Kildestaten kan højst beskatte udbytter med 5 pct.,

hvis den retmæssige ejer er en pensionskasse eller lignende

institution, som er skattemæssigt godkendt i den anden stat. I alle

andre tilfælde kan kildestaten højst beskatte med 15 pct.

Efter den eksisterende dansk-polske

dobbeltbeskatningsoverenskomst kan kildestaten beskatte udbytter med 5 pct. i

moder/datterselskabsforhold og med 15 pct. i alle andre tilfælde.

Udtrykket »udbytte« er defineret i stk. 3.

Hvis udbytter indgår i indkomsten i et fast

driftssted i kildestaten, og den aktiebesiddelse, der ligger til grund for

udlodningen, har direkte forbindelse med det faste driftssted, skal

sådanne udbytter efter stk. 4 beskattes som indkomst ved

erhvervsmæssig virksomhed efter bestemmelserne i artikel 7.

En stat kan efter bestemmelserne i stk. 5 ikke

beskatte et selskab i den anden stat af udloddet eller ikke-udloddet

fortjeneste under henvisning til, at den underliggende indkomst er indtjent i

den førstnævnte stat. Dog kan en aktionær bosiddende i den

førstnævnte stat naturligvis beskattes af sin del af

udbyttet.

Endelig er der i stk. 6 fastsat nogle tidsfrister for

tilbagesøgning af for meget betalt udbytteskat. Ansøgning skal

indgives inden tre år, og tilbagebetaling skal som hovedregel ske inden

seks måneder derefter.

Artikel 11. Renter.

Renter kan efter stk. 1 og 2 beskattes i kildestaten

med op til 5 pct., hvis den retmæssige ejer af renterne er

hjemmehørende i den anden stat. Renter kan efter den eksisterende

dobbeltbeskatningsoverenskomst kun beskattes i den stat, hvor modtageren er

hjemmehørende. Danmark har som led i en samlet løsning, hvor

kildeskattesatserne for udbytter og royalties nedsættes, accepteret en

kildeskat på 5 pct. for renter. Efter OECD-modellen kan kildestaten

beskatte renter med 10 pct.

Der er dog i den nye overenskomst en række

tilfælde, hvor kildestaten ikke kan beskatte renter, jfr. stk. 3.

Dette gælder, når lån er ydet, sikret garanteret af en

finansiel institution, som ejes eller kontrolleres af en kontraherende stat.

Renter af eksempelvis danske eksportkreditlån eller af lån fra

Investeringsfonden for Østlandene vil således ikke kunne

beskattes i Polen.

Endvidere er renter i forbindelse med salg af industrielt,

kommercielt og videnskabeligt udstyr på kredit fritaget for beskatning

i kildestaten. Det samme gælder renter af statsobligationer o. l. samt

renter af lån ydet direkte af en af de to stater.

Danmark har ikke intern hjemmel til at beskatte renter,

der betales til en udenlandsk bank. Baggrunden herfor er en formodning om, at

en udenlandsk långiver under alle omstændigheder vil beregne sig

en rente på et vist niveau. Pålægger kildestaten en

renteskat, vil långiveren indkalkulere denne i den rente, han vil

forlange af låntageren, og nettoresultatet vil være et

forhøjet renteniveau for kildestatens erhvervsliv.

Begrebet »renter« defineres i stk. 4, mens

stk. 5 gentager princippet fra artikel 10, stk. 4, således at

renter af fordringer, der har direkte forbindelse med et fast driftssted,

beskattes som erhvervsindkomst efter artikel 7. Stk. 6 fastsætter,

hvornår renter skal anses for at hidrøre fra en af de to stater,

mens stk. 7 gentager det »arm's length»-princip, der er omhandlet i

artikel 9.

Artikel 12. Royalties.

Royalties kan efter stk. 1 og 2 beskattes i

kildestaten med op til 5 pct., hvis den retmæssige ejer af

royaltybeløbet er hjemmehørende i den anden stat. Royalties kan

efter den eksisterende dobbeltbeskatningsoverenskomst beskattes i kildestaten

med 10 pct. Efter OECD-modellen kan royalties kun beskattes i

bopælsstaten.

Begrebet »royalties« er defineret i stk. 3.

Såvel efter den gamle som den nye overenskomst omfatter definitionen

bl.a. leasing af udstyr. Stk. 4 indeholder en bestemmelse, som er

parallel med bestemmelserne i artikel 10, stk. 4, og artikel 11,

stk. 5. Stk. 5 fastsætter, hvornår royalties skal anses

for at hidrøre fra en af de to stater, mens stk. 6 gentager det

»arm's length»-princip, der er omhandlet i artikel 9.

Artikel 13. Kapitalgevinster.

Efter stk. 1 og 2 kan fortjeneste ved

afhændelse af fast ejendom eller af rørlig formue, som

udgør en del af erhvervsformuen i et fast driftssted - eller af det

faste driftssted som sådant - beskattes i den stat, hvor ejendommen

eller det faste driftssted er beliggende.

Fortjeneste ved afhændelse af skibe og fly, der

anvendes i international trafik, eller af rørlig formue, som er

knyttet til driften af sådanne skibe eller fly - herunder containere -

kan efter stk. 3 og 4 kun beskattes i den stat, hvor rederiet eller

luftfartsselskabet har sin virkelige ledelses sæde.

Efter stk. 5 kan fortjeneste ved afhændelse af

aktier m.v. i selskaber, hvis aktiver hovedsagelig består af fast

ejendom, beskattes i den stat, hvor den faste ejendom er beliggende. Alle

andre formuegoder end de nævnte kan kun beskattes i den stat, hvor

afhænderen er hjemmehørende.

Bestemmelserne om fortjeneste ved afhændelse af fly

finder for SAS s vedkommende efter stk. 7 kun anvendelse for den del af

SAS s indkomst, der svarer til den danske partners andel i SAS. Bestemmelsen

er en parallel til bestemmelsen i artikel 8, stk. 4.

Stk. 8 indeholder bestemmelser om

aktieavancebeskatning i tilfælde, hvor en person flytter fra Danmark

til Polen eller omvendt. Hvis en person flytter fra Danmark til Polen, skal

der efter dansk lovgivning ske beskatning af urealiserede aktieavancer

på fraflytningstidspunktet, jf. aktieavancebeskatningslovens § 13

a. Efter bestemmelserne i stk. 8 kan Polen ved en senere

afhændelse af aktierne kun beskatte den del af avancen, der

vedrører den periode, hvor den pågældende har været

hjemmehørende i Polen. Bestemmelsen gælder tilsvarende, hvis en

person flytter fra Polen til Danmark.

Artikel 14. Personligt arbejde i tjenesteforhold.

Artiklen omhandler beskatning af lønindkomst.

Udfører en person, der er hjemmehørende i den ene stat,

lønarbejde i den anden stat, kan denne anden stat (kildestaten)

beskatte denne lønindkomst, medmindre lønmodtageren

højst opholder sig i kildestaten i 183 dage i en

12-månedersperiode, der begynder eller slutter i det

pågældende skatteår, og lønnen betales af

eller for en arbejdsgiver hjemmehørende i bopælsstaten,

og lønnen ikke påhviler et fast driftssted, som en

arbejdsgiver i bopælsstaten har i kildestaten, jf. stk. 1 og

stk. 2. Alle tre betingelser skal være opfyldt.

En arbejdstager, som er hjemmehørende i Danmark, og

som af en dansk arbejdsgiver udsendes til arbejde i Polen i op til 183 dage i

en 12-månedersperiode, vil således ikke blive beskattet i Polen

af sin lønindkomst optjent i Polen, når denne er betalt af den

danske arbejdsgiver. Udbetales lønnen af et fast driftssted, som den

danske arbejdsgiver har i Polen, kan lønindkomsten også

beskattes i Polen.

Efter stk. 3 kan lønindkomst ved arbejde om

bord på skibe i international trafik kun beskattes i den stat, hvor

rederiets virkelige ledelse har sit sæde. Denne bestemmelse er kommet

ind i overenskomsten efter polsk ønske. Bestemmelsen har bl.a.

betydning for polske søfolk, der arbejder om bord på skibe

registreret i Dansk Internationalt Skibsregister (DIS). Ansatte om bord

på DIS-skibe aflønnes med en nettohyre, som ikke beskattes. Uden

bestemmelsen i artikel 14, stk. 3, ville anvendelse af

dobbeltbeskatningsoverenskomstens lempelsesmetode føre til, at de

pågældende søfolk ville blive beskattet i Polen af den

danske nettohyre.

Efter stk. 4 kan lønindkomst ved arbejde om

bord på fly i international trafik beskattes i den stat, hvor

luftfartsselskabets virkelige ledelse har sit sæde.

Artikel 15. Bestyrelseshonorarer.

Bestyrelseshonorarer kan beskattes i kildestaten.

Artikel 16. Kunstnere og sportsfolk.

Kunstnere og sportsfolk kan efter stk. 1 beskattes i

den stat, hvor de udøver deres virksomhed. Dette gælder

også, når vederlaget tilfalder en anden end kunstneren eller

sportsudøveren selv, jf. stk. 2. Dette vil typisk være et

selskab.

Disse bestemmelser gælder dog ikke, hvis indkomsten

er erhvervet i forbindelse med et besøg i den anden stat, når

besøget væsentligt er støttet af offentlige midler fra en

af de to stater. I sådanne tilfælde kan indkomsten kun beskattes

i den stat, hvor kunstneren eller sportsudøveren er

hjemmehørende.

Danmark har ikke intern hjemmel til at beskatte polske

kunstnere på optræden i Danmark, med mindre opholdet eller

arbejdet er af en sådan karakter, at der bliver tale om skattepligt

efter de almindelige regler, jf. bemærkningerne til artikel 14.

Artikel 17. Pensioner, sociale ydelser og lignende betalinger.

Sociale ydelser, f.eks. sociale pensioner, kan efter

stk. 1 beskattes i kildestaten. Det samme gælder andre offentlige

ydelser.

Private pensioner og lignende vederlag kan efter

stk. 2 som udgangspunkt kun beskattes i bopælsstaten. Dette

gælder, hvad enten de pågældende pensioner eller vederlag

har forbindelse med tidligere ansættelsesforhold eller ej. Dog

gælder, at sådanne pensioner og vederlag også kan beskattes

i kildestaten, hvis kildestaten i opsparingsfasen har givet fradrag for

indbetalinger til pensionsordningen eller givet bortseelsesret for

arbejdsgivers indbetaling af pensionsbidrag.

Det præciseres i stk. 3 og stk. 4, at de

ovennævnte bestemmelse for Danmarks vedkommende omhandler

pensionsordninger omfattet af pensionsbeskatningslovens afsnit I. For Polens

vedkommende omfatter bestemmelserne de pensioner, som er nævnt i

stk. 4, litra b).

Det er dansk forhandlingspolitik at opnå en så

stor grad af kildestatsbeskatning for pensioner som muligt. Baggrunden for de

sociale pensioners vedkommende er, at disse er fastsat på et

sådant niveau, at de kan rumme en almindelig dansk beskatning

(»bruttoficering«). Beskatter bopælsstaten sociale pensioner med en

meget lav sats, uden at der sker beskatning i kildestaten, vil dette

medføre nettopensionsbeløb langt ud over det tilsigtede.

For de private pensionsordningers vedkommende er

baggrunden, at Danmark gennem hele opsparingsfasen har båret et

skattefradrag for indbetalingerne. Dette bør modsvares af dansk

beskatning ved udbetaling, uanset om pensionsbeløbene udbetales til

pensionister, der er hjemmehørende i Danmark, eller til pensionister,

der er hjemmehørende i udlandet.

Efter den gældende dansk-polske

dobbeltbeskatningsoverenskomst kan pensioner kun beskattes i

bopælsstaten. Da det danske skatteniveau er højere end det

polske, vil anvendelse af den nye dobbeltbeskatningsoverenskomst

indebære, at personer i Polen, som i øjeblikket modtager en

dansk pension, vil blive ringere stillet.

Det er derfor i lovforslagets § 2 fastsat, at

personer, som den 6. december 2001 (datoen for undertegnelsen af den nye

overenskomst) var hjemmehørende i Polen, og som på dette

tidspunkt modtog pensioner m.v. fra Danmark, ikke får ændret

deres vilkår. Hvis en sådan pensionist på den nævnte

dato modtog pensioner m.v., der efter den gamle overenskomst kun kunne

beskattes i Polen, vil Danmark fortsat undlade at beskatte de

pågældende beløb. Personer, som bliver pensionister, eller

som begynder at modtage offentlige ydelser, efter at den nye

dobbeltbeskatningsoverenskomst blev undertegnet, vil blive beskattet af de

pågældende pensioner eller ydelser efter reglerne i denne.

Artikel 18. Offentlige hverv.

Vederlag til offentligt ansatte beskattes efter

stk. 1 som hovedregel kun i den udbetalende stat (kildestaten), men i

den anden stat (bopælsstaten) hvis arbejdet er udført dér

og modtageren enten er statsborger i denne stat eller ikke er blevet

hjemmehørende i bopælsstaten alene for at påtage sig det

pågældende hverv. Bestemmelsen har alene betydning for

ambassadepersonale o.l.

Tjenestemandspensioner kan som hovedregel kun beskattes i

kildestaten, jf. stk. 2. Dog kan de kun beskattes i bopælsstaten,

hvis modtageren er hjemmehørende i og statsborger i denne stat.

Er der tale om vederlag i forbindelse med udøvelse

af erhvervsvirksomhed, anvendes bestemmelserne i artiklerne 14, 15, 16 og 17,

jf. stk. 3.

Artikel 19. Studerende.

Stipendier o.l. til studerende og erhvervspraktikanter

beskattes i kildestaten.

Artikel 20. Andre indkomster.

Indkomster, der ikke er specifikt omhandlet andre steder i

overenskomsten, kan kun beskattes i bopælsstaten, undtagen når

indkomsten oppebæres af et fast driftssted i den anden stat.

Artikel 21. Formue.

Formue bestående af fast ejendom kan efter

stk. 1 beskattes i den stat, hvor den faste ejendom er beliggende. Efter

stk. 2 kan formue i form af løsøre tilknyttet et fast

driftssted beskattes i den stat, hvor det faste driftssted er beliggende.

Formue bestående af skibe og luftfartøjer m.v. kan kun beskattes

i den stat, hvor rederiets eller luftfartsselskabets virkelige ledelse har

sit sæde. Al anden formue kan kun beskattes i den stat, hvor ejeren er

hjemmehørende.

Danmark pålægger ikke en generel formueskat.

Artiklen har for Danmarks vedkommende kun relevans for

ejendomsværdiskatten.

Artikel 22. Ophævelse af dobbeltbeskatning.

Artikel 22 indeholder den såkaldte

metodebestemmelse, d.v.s. den fremgangsmåde der skal anvendes,

når der konstateres tilfælde af dobbeltbeskatning.

Både Danmark og Polen anvender credit-metoden

som lempelsesmetode, jf. litra a) og b). Hvis en person eller et selskab

m.v., som er hjemmehørende i Danmark, modtager en indkomst fra en

polsk kilde, og Polen også kan beskatte denne indkomst, skal Danmark

give nedslag med det mindste af to beløb, nemlig enten den skat, der

er betalt i Polen, eller den del af den danske skat, der falder på den

polske indkomst. Tilsvarende gælder, hvis en person eller et selskab i

Polen modtager indkomst fra Danmark. Samme lempelsesmetode anvendes i de

interne danske regler, jf. ligningslovens § 33.

Hvis en person i den ene stat modtager indkomst, som efter

overenskomsten kun kan beskattes i den anden stat, anvendes

exemption med progressionsforbehold, jf. litra c). Dette betyder for

Danmarks vedkommende, at den danske skat nedsættes med det

beløb, der forholdsmæssigt falder på den udenlandske

indkomst. Lempelsen er således uafhængig af størrelsen af

den polske skat. Imidlertid indgår indkomsten i det danske

beskatningsgrundlag og får således progressionsvirkning for

beskatningen som helhed - heraf udtrykket »progressionsforbehold«. Samme

lempelsesmetode anvendes ved lempelse for udenlandsk lønindkomst efter

ligningslovens § 33A.

Artikel 23. Ikke-diskriminering.

Efter artiklens bestemmelser må de to stater ikke

diskriminere hinandens statsborgere i skattemæssig henseende. Dette

gælder både for fysiske og for juridiske personer. Reglen

gælder også for personer, der ikke er hjemmehørende i en

af de to stater. En stat er dog ikke forpligtet til at give personer, som er

hjemmehørende i den anden stat, de samme personlige

skattemæssige fordele som følge af forsørgerpligt el.

lign., som måtte blive indrømmet til en person, der er

hjemmehørende i den pågældende stat.

Ikke-diskriminationsbestemmelsen gælder ikke alene i

forhold til de skatter, der er omfattet af overenskomsten, men i forhold til

skatter af enhver art og betegnelse.

Artikel 24. Fremgangsmåden ved indgåelse af gensidige

aftaler.

Artiklen foreskriver den fremgangsmåde, der skal

anvendes, hvis en person, som er hjemmehørende i en af de to stater,

mener sig udsat for en beskatning, som er i strid med overenskomsten. Der er

herunder fastsat, at de kompetente myndigheder i de to stater ved gensidig

aftale skal søge at løse de vanskeligheder eller

tvivlsspørgsmål, der måtte opstå med hensyn til

anvendelsen af overenskomsten.

Overenskomsten pålægger imidlertid ikke de to

staters kompetente myndigheder nogen pligt til at blive enige, og den

indeholder intet om voldgiftsprocedurer. I praksis når myndighederne

dog i de fleste tilfælde frem til en løsning, som er acceptabel

for alle parter, men overenskomsten rummer ingen garanti for, at alle

dobbeltbeskatningskonflikter vil kunne løses.

Artikel 25. Udveksling af oplysninger.

Artiklen pålægger de to staters kompetente

myndigheder at udveksle oplysninger, som er nødvendige for, at

overenskomstens bestemmelser kan føres ud i livet. En stat er dog ikke

forpligtet til at meddele oplysninger eller udføre forvaltningsakter,

som strider mod denne stats lovgivning eller forvaltningspraksis, eller som

vil røbe forretningshemmeligheder eller stride mod almene interesser.

Udvekslede oplysninger skal behandles som fortrolige.

Udveksling af oplysninger kan ske på flere

måder. Det kan for det første ske spontant. Hvis den ene af de

to stater kommer i besiddelse af oplysninger, som vil være

nødvendige til brug for skatteansættelsen i den anden stat, kan

den førstnævnte stat af egen drift fremsende oplysningerne til

den anden. Det kan også ske efter anmodning. Hvis den ene stat har brug

for oplysninger, som den anden stat ligger inde med, kan den

førstnævnte stat anmode den anden om de pågældende

oplysninger. Endelig kan der ske en systematisk udveksling af oplysninger. De

to stater kan således aftale, at oplysninger af en given type altid

fremsendes til den anden stat.

Artikel 26. Diplomater m.v.

Overenskomsten berører ikke skattemæssige

begunstigelser for diplomater. Artiklen begrænses i sit indhold af

folkeretten på dette område.

Artikel 27. Territorial udvidelse.

Overenskomsten kan i sin helhed eller med de

fornødne ændringer udvides til også at gælde for

Færøerne og/eller Grønland.

Artikel 28. Ikrafttræden.

De to staters regeringer skal underrette hinanden,

når de forfatningsmæssige betingelser for overenskomstens

ikrafttræden er opfyldt. Dette vil for Danmarks vedkommende sige, at

dette lovforslag er endeligt vedtaget. Overenskomsten træder i kraft,

når begge lande har givet underretning, og den finder anvendelse fra og

med det næstfølgende indkomstår.

Dobbeltbeskatningsoverenskomsten vil herefter være en del af de to

landes skattelovgivning. Den eksisterende dansk-polske

dobbeltbeskatningsoverenskomst ophæves samtidig hermed.

For Polens vedkommende skal bestemmelserne i

overenskomstens artikel 14, stk. 3, om beskatning af søfolk have

virkning med tilbagevirkende kraft. Polen ønsker mulighed for med

denne hjemmel at kunne skattefritage polske søfolk, som under den

eksisterende dobbeltbeskatningsoverenskomst overenskomst arbejder eller har

arbejdet om bord på skibe registreret i Dansk Internationalt

Skibsregister.

Artikel 29. Opsigelse.

Overenskomsten har virkning på ubestemt tid, men den

kan efter fem år opsiges med et varsel på seks måneder til

udgangen af et kalenderår.

Til § 2.

Det foreslås, at personer, som den 6. december 2001

(datoen for undertegnelsen af overenskomsten) var hjemmehørende i

Polen, og som på dette tidspunkt modtog danske pensioner eller andre

ydelser, som efter den hidtidige overenskomst kun kunne beskattes i Polen,

men som efter den nye overenskomst kan beskattes i Danmark, fortsat fritages

for beskatning i Danmark af disse beløb. Sådanne pensioner m.v.

vil herefter fortsat kun blive beskattet i Polen, og den nye

dobbeltbeskatningsoverenskomst vil således ikke medføre

ændringer i beskatningen af disse.

Danske pensionsudbetalinger m.v. til fremtidige modtagere

i Polen vil derimod blive beskattet efter reglerne i den nye

dobbeltbeskatningsoverenskomst, d.v.s. i Danmark.

Til § 3.

Efter lovforslagets § 3 træder loven i kraft

dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Til § 4.

Efter lovforslagets § 4 gælder loven ikke for

Færøerne og Grønland, idet skattespørgsmål

hører under det færøske og det grønlandske

hjemmestyres kompetence. Dobbeltbeskatningsoverenskomsten vil således

ikke gælde for disse dele af rigsfællesskabet.

Lignende dokumenter