Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om indgåelse af dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Venezuela

1999/1 LSF 72Lovforslag som fremsatSkatteministeriet27. oktober 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 27. oktober 1999 af skatteministeren (Ole

Stavad)

Forslag

til

Lov om indgåelse af

dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem

Danmark og Venezuela

§ 1.

Overenskomst af 3. december 1998 mellem Kongeriget

Danmarks Regering og Republikken Venezuelas Regering til undgåelse af

dobbeltbeskatning og forhindring af skatteunddragelse for så vidt

angår indkomstskatter kan tiltrædes på Danmarks vegne.

Overenskomsten med tilhørende Protokol er optaget som bilag til denne

lov.

Stk. 2.

Overenskomsten træder i kraft og finder

anvendelse i Danmark efter bestemmelserne i overenskomstens artikel 31.

§ 2.

Loven træder i kraft dagen efter

bekendtgørelsen i Lovtidende.

§ 3.

Loven gælder ikke for Færøerne og

Grønland.

Bilag

Overenskomst

mellem

Kongeriget Danmarks Regering

og Republikken Venezuelas Regering

til undgåelse af dobbeltbeskatning

og forhindring af skatteunddragelse

Læs alt

for så vidt angår indkomstskatter

Regeringen i Kongeriget Danmark og Regeringen i

Republikken Venezuela, der ønsker at afslutte en overenskomst til

undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af skatteunddragelse, for

så vidt angår indkomstskatter, er blevet enige om

følgende:

Artikel 1

De af overenskomsten omfattede personer

Denne overenskomst skal finde anvendelse på

personer, der er hjemmehørende i en af eller begge de kontraherende

stater.

Artikel 2

De af overenskomsten omfattede skatter

1. Denne overenskomst skal finde anvendelse på

skatter på indkomst, der pålignes på vegne af en

kontraherende stat eller af dens politiske underafdelinger eller lokale

myndigheder uden hensyn til, hvorledes de opkræves.

2. Som skatter på indkomst skal anses alle skatter,

der pålignes hele indkomsten, eller dele af indkomst, herunder skatter

af fortjeneste ved afhændelse af rørlig eller fast ejendom, samt

skatter på formueforøgelse.

3. De gældende skatter, på hvilke

overenskomsten skal finde anvendelse, er især:

a) I Danmark:

(i) indkomstskatten til staten;

(ii) den kommunale indkomstskat;

(iii) den amtskommunale indkomstskat;

(iv) skatter i henhold til kulbrinteskatteloven;

(herefter omtalt som »dansk skat«);

b) I Venezuela:

indkomstskatterne

(herefter omtalt som »venezuelansk skat«).

4. Overenskomsten skal også finde anvendelse

på skatter af samme eller væsentlig samme art, der efter datoen

for overenskomstens undertegnelse pålignes som tillæg til, eller

i stedet for de gældende skatter. De kompetente myndigheder i de

kontraherende stater skal underrette hinanden om væsentlige

ændringer, som er foretaget i deres respektive skattelove.

Artikel 3

Almindelige definitioner

1. Medmindre andet fremgår af sammenhængen,

har følgende udtryk i denne overenskomst den nedenfor angivne

betydning:

a) udtrykkene »en kontraherende stat« og »den anden kontraherende stat«

betyder Danmark eller Venezuela, alt efter sammenhængen;

b) udtrykket »Danmark« betyder Kongeriget Danmark, herunder ethvert

område uden for Danmarks territorialfarvand, som i overensstemmelse med

folkeretten og ifølge dansk lovgivning er eller senere måtte

blive betegnet som et område, inden for hvilket Danmark kan

udøve suverænitetsrettigheder med hensyn til efterforskning og

udnyttelse af naturforekomster på havbunden eller i dens undergrund og

de overliggende vande og med hensyn til anden virksomhed med henblik på

efterforskning og økonomisk udnyttelse af området; udtrykket

omfatter ikke Færøerne og Grønland;

c) udtrykket »Venezuela« betyder Republikken Venezuela;

d) udtrykket »person« omfatter en fysisk person, et selskab og enhver

anden sammenslutning af personer;

e) udtrykket »selskab« betyder enhver juridisk person eller enhver

sammenslutning, der i skattemæssig henseende behandles som en juridisk

person;

f) udtrykkene »foretagende i en kontraherende stat« og »foretagende i

den anden kontraherende stat« betyder henholdsvis et foretagende, som drives

af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, og et

foretagende, som drives af en person, der er hjemmehørende i den anden

kontraherende stat;

g) udtrykket »international trafik« betyder enhver transport med skib

eller luftfartøj, der anvendes af et foretagende i en kontraherende

stat, bortset fra tilfælde, hvor skibet eller luftfartøjet

udelukkende anvendes mellem pladser i den anden kontraherende stat;

h) udtrykket »kompetent myndighed« betyder:

(i) I Danmark:

Skatteministeren eller hans befuldmægtigede

stedfortræder;

(ii) I Venezuela:

Det integrerede nationale skatteadministrationsvæsen (Servicio

Nacional Integrado de Administracion Tributaria - SENIAT), dens

befuldmægtigede repræsentant eller den myndighed, der er udpeget

af Finansministeren som en kompetent myndighed med henblik på

overenskomsten;

(i) udtrykket »statsborger« betyder:

(i) enhver fysisk person, der har indfødsret i en kontraherende

stat;

(ii) enhver juridisk person, ethvert interessentskab eller enhver

forening, der består i kraft af den gældende lovgivning i en

kontraherende stat.

2. Ved en kontraherende stats anvendelse af overenskomsten

til hver en tid skal ethvert udtryk, som ikke er defineret deri, medmindre

andet følger af sammenhængen, tillægges den betydning, som

det har på dette tidspunkt i denne stats lovgivning med henblik

på de skatter, på hvilke overenskomsten finder anvendelse, idet

enhver betydning i de skattelove, der anvendes i denne stat, skal gå

forud for den betydning, dette udtryk er tillagt i andre love, der anvendes i

denne stat.

Artikel 4

Skattemæssigt hjemsted

1. I denne overenskomst betyder udtrykket »en person, der

er hjemmehørende i en kontraherende stat«, enhver person som i henhold

til lovgivningen i denne stat er skattepligtig der på grund af

hjemsted, bopæl, ledelsens sæde eller ethvert andet kriterium af

lignende karakter, og omfatter også regeringen i denne stat og enhver

dertil hørende politisk underafdeling eller lokal myndighed. Dette

udtryk omfatter imidlertid ikke en person, som er skattepligtig i denne stat

udelukkende af indkomst fra kilder i denne stat. For Venezuelas vedkommende

omfatter udtrykket imidlertid enhver person eller ethvert selskab, der er

hjemmehørende der og undergivet det venezuelanske territoriale

skattesystem.

2. I tilfælde, hvor en fysisk person efter

bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge de kontraherende

stater, skal hans status bestemmes efter følgende regler:

a) han skal anses for kun at være hjemmehørende i den

stat, hvor han har en fast bolig til sin rådighed; hvis han har en fast

bolig til sin rådighed i begge stater, skal han anses for at være

hjemmehørende i den stat, med hvilken han har de stærkeste

personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine

livsinteresser);

b) hvis det ikke kan afgøres, i hvilken stat han har midtpunkt

for sine livsinteresser, eller hvis han ikke har en fast bolig til sin

rådighed i nogen af staterne, skal han anses for kun at være

hjemmehørende i den stat, hvor han sædvanligvis har ophold;

c) hvis han sædvanligvis har ophold i begge stater, eller hvis

han ikke har sådant ophold i nogen af dem, skal han anses for kun at

være hjemmehørende i den stat, hvor han er statsborger;

d) hvis han er statsborger i begge stater, eller hvis han ikke er

statsborger i nogen af dem, skal de kompetente myndigheder i de kontraherende

stater afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale.

3. I tilfælde, hvor en ikke-fysisk person efter

bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge kontraherende

stater, skal den anses for kun at være hjemmehørende i den stat,

hvor dens virkelige ledelse har sit sæde.

Artikel 5

Fast driftssted

1. I denne overenskomst betyder udtrykket »fast

driftssted« et fast forretningssted, gennem hvilket et foretagendes

virksomhed helt eller delvis udøves.

2. Udtrykket »fast driftssted« omfatter navnlig:

a) et sted, hvorfra et foretagende ledes;

b) en filial;

c) et kontor;

d) en fabrik;

e) et værksted;

f) en forretning eller andet salgssted, og

g) en mine, en olie- eller gaskilde, et stenbrud eller ethvert andet

sted, hvor naturforekomster udvindes.

3. En byggeplads eller et anlægs- eller

monteringsarbejde udgør kun et fast driftssted, hvis det varer mere

end 6 måneder.

4. Uanset de foregående bestemmelser i denne artikel

skal udtrykket »fast driftssted« anses for ikke at omfatte:

a) anvendelsen af indretninger udelukkende med henblik på

oplagring, udstilling eller udlevering af varer tilhørende

foretagendet;

b) opretholdelsen af et varelager tilhørende foretagendet

udelukkende med henblik på oplagring, udstilling eller udlevering;

c) opretholdelsen af et varelager tilhørende foretagendet

udelukkende med henblik på forarbejdning hos et andet foretagende;

d) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende med henblik

på at foretage indkøb af varer eller indsamle oplysninger for

foretagendet;

e) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende med henblik

på at udøve enhver anden virksomhed af forberedende eller

hjælpende karakter for foretagendet;

f) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende for at

udøve enhver kombination af de i litra a) - e) nævnte

aktiviteter, forudsat at det faste forretningssteds samlede virksomhed, der

er et resultat af denne kombination, er af forberedende eller hjælpende

karakter.

5. Uanset bestemmelserne i stykke 1 og 2, i tilfælde

hvor en person - der ikke er en sådan uafhængig

repræsentant, som omhandlet i stykke 7 - handler på et

foretagendes vegne, og som har og sædvanligvis udøver i en

kontraherende stat en fuldmagt til at indgå aftaler i foretagendets

navn, skal dette foretagende anses for at have et fast driftssted i denne

stat med hensyn til enhver virksomhed, som denne person påtager sig for

foretagendet, medmindre denne persons virksomhed er begrænset til

sådan virksomhed, som nævnt i stykke 4, og som, hvis den var

udøvet gennem et fast forretningssted, ikke ville gøre dette

faste forretningssted til et fast driftssted i henhold til bestemmelserne i

dette stykke.

6. Uanset bestemmelserne i de foregående stykker i

denne artikel skal et forsikringsforetagende i en kontraherende stat,

undtagen for så vidt angår genforsikring, anses for at have et

fast driftssted i den anden kontraherende stat, hvis det opkræver

præmier på den anden stats område eller forsikrer risici

der gennem en person, der ikke er en sådan uafhængig

repræsentant, som omhandlet i stykke 7.

7. Et foretagende skal ikke anses for at have et fast

driftssted i en kontraherende stat, blot fordi det driver erhvervsvirksomhed

i denne stat gennem en mægler, kommissionær eller enhver anden

uafhængig repræsentant, forudsat at sådanne personer

handler inden for rammerne af deres sædvanlige erhvervsvirksomhed.

8. Den omstændighed, at et selskab, der er

hjemmehørende i en kontraherende stat, behersker eller beherskes af et

selskab, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, eller

som driver erhvervsvirksomhed i denne anden stat (enten gennem et fast

driftssted eller på anden måde), skal ikke i sig selv

medføre, at det ene selskab udgør et fast driftssted for det

andet.

Artikel 6

Indkomst af fast ejendom

1. Indkomst, som oppebæres af en person, der er

hjemmehørende i en kontraherende stat, af fast ejendom (herunder

indkomst af land- eller skovbrug), der er beliggende i den anden

kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

2. Udtrykket »fast ejendom« skal tillægges den

betydning, som det har i lovgivningen i den kontraherende stat, hvor den

pågældende ejendom er beliggende. Udtrykket skal i alle

tilfælde omfatte tilbehør til fast ejendom, besætning og

redskaber, der anvendes i land- og skovbrug, rettigheder på hvilke

bestemmelserne i civilretten om fast ejendom finder anvendelse, brugsret til

fast ejendom og retten til variable eller faste betalinger som vederlag for

udnyttelsen af, eller retten til at udnytte, mineralforekomster, kilder og

andre naturforekomster; skibe og luftfartøjer skal ikke anses for fast

ejendom.

3. Bestemmelserne i stykke 1 skal finde anvendelse

på indkomst, der hidrører fra direkte brug, udleje eller

benyttelse i enhver anden form af fast ejendom.

4. I tilfælde, hvor ejerskab af aktier eller andre

selskabsrettigheder i et selskab direkte eller indirekte berettiger ejeren af

sådanne aktier eller selskabsrettigheder til at benytte fast ejendom,

der tilhører selskabet, kan indkomsten fra direkte brug, udlejning,

eller benyttelse i enhver anden form af sådan nydelsesret beskattes i

den kontraherende stat, hvor den faste ejendom er beliggende.

5. Bestemmelserne i stykke 1 og 3 skal også finde

anvendelse på indkomst af fast ejendom, der tilhører et

foretagende, og på indkomst af fast ejendom, der anvendes ved

udøvelsen af frit erhverv.

Artikel 7

Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed

1. Fortjeneste, som oppebæres af et foretagende i en

kontraherende stat, kan kun beskattes i denne stat, medmindre foretagendet

driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat gennem et der

beliggende fast driftssted. Hvis foretagendet driver førnævnte

erhvervsvirksomhed, kan foretagendets fortjeneste beskattes i den anden stat,

men kun den del deraf, som kan henføres til

a) dette faste driftssted; eller

b) salg i den anden stat af varer af samme eller lignende art som de,

der sælges gennem dette faste driftssted; eller

c) anden erhvervsvirksomhed, der udøves i den anden stat af

samme eller lignende art som den, der udøves gennem dette faste

driftssted.

Bestemmelserne i litra b) og c) skal ikke finde

anvendelse, hvis foretagendet godtgør, at sådant salg eller

sådan virksomhed ikke med rimelighed kunne have været

udøvet af dette faste driftssted.

2. Såfremt bestemmelserne i stykke 3 ikke

medfører andet, skal der i tilfælde, hvor et foretagende i en

kontraherende stat driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat

gennem et der beliggende fast driftssted, i hver kontraherende stat til dette

faste driftssted henføres den fortjeneste, som det kunne forventes at

opnå, hvis det havde været et frit og uafhængigt

foretagende, der var beskæftiget med den samme eller lignende

virksomhed på de samme eller lignende vilkår, og som under

fuldstændig frie forhold gjorde forretninger med det foretagende, hvis

faste driftssted det er.

3. Ved ansættelsen af et fast driftssteds

fortjeneste skal det være tilladt at fradrage omkostninger, som er

afholdt for det faste driftssted, herunder generalomkostninger afholdt til

ledelse og administration, enten i den stat, hvor det faste driftssted er

beliggende eller andetsteds, og som tillades fradraget i henhold til

bestemmelserne i den interne lovgivning i den kontraherende stat, hvor det

faste driftssted er beliggende. Det skal imidlertid ikke være tilladt

at fradrage eventuelle beløb, der (i anden henseende end som

godtgørelse for faktiske udgifter) betales af det faste driftssted til

foretagendets hovedkontor eller ethvert af dets andre kontorer som royalties,

honorarer eller andre lignende betalinger for benyttelsen af patenter eller

andre rettigheder, eller som provision for udførelse af særlige

hverv eller for administration, eller, undtagen hvor der er tale om en bank,

som rente af lån til det faste driftssted. Ligeså skal der ikke

ved ansættelsen af et fast driftssteds fortjeneste medregnes

beløb, der (i anden henseende end som godtgørelse for faktiske

udgifter) af det faste driftssted debiteres foretagendets hovedkontor eller

ethvert af dets andre kontorer, som royalties, honorarer eller andre lignende

betalinger for benyttelsen af patenter eller andre rettigheder, eller som

provision for udførelse af særlige hverv eller for

administration, eller, undtagen hvor der er tale om en bank, som rente af

lån til foretagendets hovedkontor eller ethvert af dets andre

kontorer.

4. Hvis det har været sædvane i en

kontraherende stat at ansætte den fortjeneste, der kan henføres

til et fast driftssted, på grundlag af en fordeling af foretagendets

samlede fortjeneste mellem dets forskellige afdelinger, skal intet i stykke 2

udelukke denne kontraherende stat fra at ansætte den skattepligtige

fortjeneste på grundlag af en sådan sædvanemæssig

fordeling; den valgte fordelingsmetode skal imidlertid være

sådan, at resultatet bliver i overensstemmelse med de principper, der

er fastlagt i denne artikel.

5. Ingen fortjeneste skal kunne henføres til et

fast driftssted, blot fordi dette faste driftssted har foretaget

indkøb af varer for foretagendet.

6. Ved anvendelsen af de foregående stykker skal den

fortjeneste, der henføres til det faste driftssted, ansættes

efter samme metode år for år, medmindre der er god og

fyldestgørende grund til at anvende en anden fremgangsmåde.

7. I tilfælde, hvor fortjeneste omfatter indkomster,

som er omhandlet særskilt i andre artikler i denne overenskomst, skal

bestemmelserne i disse andre artikler ikke berøres af bestemmelserne i

denne artikel.

Artikel 8

Skibs- og lufttransport

1. Fortjeneste, der oppebæres af et foretagende i en

kontraherende stat fra driften af skibe og luftfartøjer i

international trafik, kan kun beskattes i denne stat.

2. Ved anvendelsen af denne artikel omfatter fortjeneste

fra driften af skibe og luftfartøjer i international trafik:

a) indkomst fra udleje på bareboat basis af skibe eller

luftfartøjer; og

b) fortjeneste fra brug, rådighedsstillelse, eller udleje af

containere (herunder anhængere, pramme og lignende udstyr til transport

af containere), der anvendes til transport af varer,

hvor henholdsvis sådan udleje eller sådant brug,

rådighedsstillelse eller udleje er knyttet til driften af skibe eller

luftfartøjer i international trafik.

3. Bestemmelserne i stykke 1 skal også finde

anvendelse på fortjeneste ved deltagelse i en pool, et

forretningsfællesskab eller en international driftsorganisation.

4. Med hensyn til fortjeneste, som oppebæres af det

danske, norske og svenske luftfartskonsortium Scandinavian Airlines System

(SAS), skal bestemmelserne i stykke 1 og 3 kun finde anvendelse på den

del af fortjenesten, som svarer til den andel, der ejes i dette konsortium af

SAS Danmark A/S, den danske partner i Scandinavian Airlines System (SAS).

5. I tilfælde, hvor fortjeneste i henhold til

bestemmelserne i denne artikel kun kan beskattes i en kontraherende stat, og

i henhold til den gældende lovgivning i denne stat anses for at

være indkomst fra udenlandske kilder og af den grund er skattefri i

denne stat eller beskattes med en sats, som er væsentlig lavere end den

sats, som finder anvendelse på fortjeneste af indenlandsk virksomhed,

kan den anden kontraherende stat beskatte sådan fortjeneste, som om

overenskomsten ikke havde fået virkning.

Artikel 9

Forbundne foretagender

1. I tilfælde, hvor

a) et foretagende i en kontraherende stat direkte eller indirekte

deltager i ledelsen af, kontrollen med eller kapitalen i et foretagende i den

anden kontraherende stat, eller

b) de samme personer direkte eller indirekte deltager i ledelsen af,

kontrollen med eller kapitalen i såvel et foretagende i en

kontraherende stat som et foretagende i den anden kontraherende

stat,

og der i noget af disse tilfælde mellem de to foretagender er aftalt

eller fastsat vilkår vedrørende deres kommercielle eller

finansielle forbindelser, der afviger fra de vilkår, som ville

være blevet aftalt mellem uafhængige foretagender, kan enhver

fortjeneste, som, hvis disse vilkår ikke havde foreligget, ville

være tilfaldet et af disse foretagender, men som på grund af

disse vilkår ikke er tilfaldet dette, medregnes til dette foretagendes

fortjeneste og beskattes i overensstemmelse hermed.

2. I tilfælde, hvor en kontraherende stat til et

foretagendes fortjeneste i denne stat medregner - og i overensstemmelse

hermed beskatter - fortjeneste, som et foretagende i den anden kontraherende

stat er blevet beskattet af i denne anden stat, og den således

medregnede fortjeneste er fortjeneste, som ville være tilfaldet

foretagendet i den førstnævnte stat, hvis vilkårene, der

er aftalt mellem de to foretagender, havde været de samme, som ville

have været aftalt mellem uafhængige foretagender, skal denne

anden stat foretage en passende regulering af det skattebeløb, som er

beregnet der af fortjenesten, hvis denne anden stat anser reguleringen for

berettiget. Ved fastsættelsen af sådan regulering skal der tages

skyldigt hensyn til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst, og de

kompetente myndigheder i de kontraherende stater skal om nødvendigt

rådføre sig med hinanden.

Artikel 10

Udbytte

1. Udbytte, som udbetales af et selskab, der er

hjemmehørende i en kontraherende stat, til en person, der er

hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne

anden stat.

2. Sådant udbytte kan imidlertid også

beskattes i den kontraherende stat, hvor det selskab, der udbetaler udbyttet,

er hjemmehørende, og i overensstemmelse med lovgivningen i denne stat,

men hvis den retmæssige ejer af udbyttet er hjemmehørende i den

anden kontraherende stat, må den således pålignede skat

ikke overstige:

a) 5 pct. af udbyttets bruttobeløb, hvis den retmæssige

ejer er et selskab (bortset fra et interessentskab), der ejer og har ejet

direkte mindst 25 pct. af kapitalen i det selskab, som udbetaler udbyttet, i

en 12-måneders periode forud for den dato udbyttet er fastsat;

b) 15 pct. af bruttobeløbet af udbyttet i alle andre

tilfælde.

De kompetente myndigheder i de kontraherende stater skal

ved gensidig aftale fastsætte de nærmere regler for

gennemførelsen af disse begrænsninger.

Dette stykke skal ikke berøre adgangen til at

beskatte selskabet af den fortjeneste, hvoraf udbyttet er udbetalt.

3. Udtrykket »udbytte« betyder i denne artikel indkomst af

aktier eller andre rettigheder, der ikke er gældsfordringer, og som

giver ret til andel i fortjeneste, samt indkomst af andre

selskabsrettigheder, der er undergivet samme skattemæssige behandling

som indkomst af aktier i henhold til lovgivningen i den stat, hvor det

selskab, der foretager udlodningen, er hjemmehørende.

4. Bestemmelserne i stykke 1 og 2 skal ikke finde

anvendelse, hvis udbyttets retmæssige ejer, der er hjemmehørende

i en kontraherende stat, i den anden kontraherende stat, hvor det

udbyttebetalende selskab er hjemmehørende, driver erhvervsvirksomhed

gennem et der beliggende fast driftssted, eller udøver frit erhverv i

denne anden stat fra et der beliggende fast sted, og den aktiebesiddelse, som

ligger til grund for udbetalingen af udbyttet, har direkte forbindelse med et

sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal

bestemmelserne i henholdsvis artikel 7 eller artikel 14 finde anvendelse.

5. I tilfælde, hvor et selskab, der er

hjemmehørende i en kontraherende stat, oppebærer fortjeneste

eller indkomst fra den anden kontraherende stat, må denne anden stat

ikke påligne nogen skat på udbytte, som udbetales af selskabet,

medmindre udbyttet udbetales til en person, der er hjemmehørende i

denne anden stat, eller medmindre den aktiebesiddelse, som ligger til grund

for udbetalingen af udbyttet, har direkte forbindelse med et fast driftssted

eller et fast sted, der er beliggende i denne anden stat, eller undergive

selskabets ikke-udloddede fortjeneste en skat på selskabets

ikke-udloddede fortjeneste, selv om det udbetalte udbytte eller den

ikke-udloddede fortjeneste helt eller delvis består af fortjeneste

eller indkomst, der hidrører fra denne anden stat.

6. I tilfælde, hvor en kontraherende stat har

opkrævet kildeskat med et højere beløb end den skat, der

kan pålignes i henhold til bestemmelserne i denne overenskomst, skal

ansøgning om refusion af det overskydende beløb indgives til

den kompetente myndighed i denne stat inden for en periode på tre

år efter udløbet af det kalenderår, i hvilket skatten er

blevet opkrævet, medmindre den interne lovgivning i denne stat

foreskriver et længere tidsrum. Refusionen skal gives inden for en

6-måneders periode fra den dato, på hvilken ansøgningen

blev indsendt til den kompetente myndighed. 6-måneders perioden kan

forlænges, hvis begge de kontraherende stater er enige om, at

fornøden dokumentation ikke er blevet forelagt den kompetente

myndighed i den førstnævnte stat.

7. De foregående bestemmelser i denne artikel skal

ikke finde anvendelse, hvis det var hovedformålet eller et af

hovedformålene hos enhver person, der medvirkede ved stiftelsen eller

overdragelsen af de aktier eller andre rettigheder, som ligger til grund for

udbetalingen af udbyttet, at drage fordel af denne artikel ved hjælp af

denne stiftelse eller overdragelse.

I tilfælde hvor en person, der er

hjemmehørende i en kontraherende stat, nægtes skattelempelse i

den anden kontraherende stat som følge af bestemmelserne i den

første sætning i dette stykke, skal den kompetente myndighed i

denne anden stat underrette den kompetente myndighed i den

førstnævnte stat.

Artikel 11

Renter

1. Renter, der hidrører fra en kontraherende stat

og betales til en person, der er hjemmehørende i den anden

kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

2. Sådanne renter kan imidlertid også

beskattes i den anden kontraherende stat, hvorfra de hidrører og i

overensstemmelse med lovgivningen i denne stat, men hvis modtageren er den

retmæssige ejer af renterne, må den således pålignede

skat ikke overstige 5 pct. af rentens bruttobeløb. De kompetente

myndigheder i de kontraherende stater skal ved gensidig aftale

fastsætte de nærmere regler for gennemførelsen af denne

begrænsning.

3. Uanset bestemmelserne i stykke 2 kan den i stykke 1

nævnte rente kun beskattes i den kontraherende stat, hvor

rentemodtageren er hjemmehørende, hvis en af følgende

betingelser er opfyldt:

a) modtageren deraf er regeringen i en kontraherende stat,

centralbanken i en kontraherende stat eller dertil hørende politisk

underafdeling eller lokal myndighed; eller

b) renten er betalt af enhver af de i litra a) nævnte personer;

eller

c) renten er betalt med hensyn til et lån, der er ydet eller

garanteret af en finansiel institution af offentligretlig karakter med det

formål at fremme eksport og udvikling.

4. Udtrykket »rente« betyder i denne artikel indkomst af

gældsfordringer af enhver art, hvad enten de er sikret ved pant i fast

ejendom eller ikke, og hvad enten de indeholder en ret til en andel i

skyldnerens fortjeneste eller ikke, og især, indkomst af

statsgældsbeviser og indkomst af obligationer eller forskrivninger,

herunder agiobeløb og gevinster, der knytter sig til sådanne

gældsbeviser, obligationer eller forskrivninger. Straftillæg ved

for sen betaling skal ikke betragtes som rente ved anvendelsen af denne

artikel.

5. Bestemmelserne i stykke 1 og 2 skal ikke finde

anvendelse, hvis rentens retmæssige ejer, der er hjemmehørende i

en kontraherende stat, driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende

stat, hvorfra renten hidrører, gennem et der beliggende fast

driftssted, eller udøver frit erhverv i denne anden stat fra et der

beliggende fast sted, og den fordring, som ligger til grund for den betalte

rente, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast

sted. I så fald skal bestemmelserne i henholdsvis artikel 7 eller

artikel 14 finde anvendelse.

6. Rente skal anses for at hidrøre fra en

kontraherende stat, når betaleren er staten selv, en politisk

underafdeling, en lokal myndighed eller en person, der er

hjemmehørende i denne stat. I tilfælde, hvor imidlertid den

person, der betaler renten, hvad enten han er hjemmehørende i en

kontraherende stat eller ej, i en kontraherende stat har et fast driftssted

eller et fast sted i forbindelse med hvilket gældsforholdet, hvoraf

renten betales, er stiftet, og sådan rente påhviler sådant

fast driftssted eller fast sted, skal sådan rente anses for at

hidrøre fra den stat, hvor det faste driftssted eller faste sted er

beliggende

7. I tilfælde, hvor en særlig forbindelse

mellem den, der betaler, og den retmæssige ejer, eller mellem disse og

en tredje person, har bevirket, at renten, set i forhold til den

gældsfordring for hvilken den er betalt, overstiger det beløb,

som ville være blevet aftalt mellem betaleren og den retmæssige

ejer, hvis en sådan forbindelse ikke havde foreligget, skal

bestemmelserne i denne artikel kun finde anvendelse på det

sidstnævnte beløb. I så fald skal det overskydende

beløb kunne beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver af de

kontraherende stater under skyldig hensyntagen til de øvrige

bestemmelser i denne overenskomst.

8. De foregående stykker i denne artikel skal ikke

finde anvendelse, hvis det var hovedformålet eller et af

hovedformålene hos enhver person, der medvirkede ved stiftelsen eller

overdragelsen af den gældsfordring, som ligger til grund for betalingen

af renten, at drage fordel af denne artikel ved hjælp af denne

stiftelse eller overdragelse.

I tilfælde hvor en person, der er

hjemmehørende i en kontraherende stat, nægtes skattelempelse i

den anden kontraherende stat som følge af bestemmelserne i den

førstnævnte sætning i dette stykke, skal den kompetente

myndighed i denne anden stat underrette den kompetente myndighed i den

førstnævnte stat.

Artikel 12

Royalties og honorarer for teknisk bistand

1. Royalties og honorarer for teknisk bistand, der

hidrører fra en kontraherende stat og betales til en person, der er

hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne

anden stat.

2. Sådanne royalties og honorarer for teknisk

bistand kan imidlertid også beskattes i den kontraherende stat, hvorfra

de hidrører og i overensstemmelse med lovgivningen i denne stat, men

hvis den retmæssige ejer er hjemmehørende i den anden

kontraherende stat, må den således pålignede skat ikke

overstige:

a) i tilfælde af royalties, 10 pct. af bruttobeløbet af

royalties;

b) i tilfælde af honorarer for teknisk bistand, 5 pct. af

bruttobeløbet af honorarerne for teknisk bistand.

3. Udtrykket »honorarer for teknisk bistand« betyder i

denne artikel betalinger af enhver art til enhver person som vederlag for

alle tekniske, administrative eller rådgivende ydelser, hvis

sådanne ydelser stiller teknisk kundskab, erfaring, færdigheder,

know-how, eller fremstillingsmetoder til rådighed.

4. Udtrykket »royalties« betyder i denne artikel

betalinger af enhver art, der modtages som vederlag for anvendelsen af, eller

retten til at anvende, enhver ophavsret til litterært, kunstnerisk

eller videnskabeligt arbejde, herunder film til forevisning, ethvert patent,

varemærke, mønster eller model, tegning, hemmelig formel eller

fremstillingsmetode, eller for oplysninger om industriel, kommerciel eller

videnskabelig erfaring.

5. Bestemmelserne i stykke 1 skal ikke finde anvendelse,

hvis den retmæssige ejer af royaltybeløbet eller honoraret for

teknisk bistand, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, i den

anden kontraherende stat, hvorfra royaltybeløbet eller honoraret for

teknisk bistand hidrører, driver erhvervsvirksomhed gennem et der

beliggende fast driftssted, eller udøver frit erhverv i denne anden

stat fra et der beliggende fast sted, og den rettighed, det formuegode eller

den kontrakt, som ligger til grund for de udbetalte royalties eller honorar

for teknisk bistand, har direkte forbindelse med et sådant fast

driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne i henholdsvis

artikel 7 eller artikel 14 finde anvendelse.

6. I tilfælde, hvor en særlig forbindelse

mellem den, der betaler, og den retmæssige ejer, eller mellem disse og

en tredje person, har bevirket, at royaltybeløbet eller honoraret for

teknisk bistand, set i forhold til den anvendelse, rettighed, oplysning eller

tjenesteydelse for hvilken det er betalt, overstiger det beløb, som

ville være blevet aftalt mellem betaleren og den retmæssige ejer,

hvis en sådan forbindelse ikke havde foreligget, skal bestemmelserne i

denne artikel kun finde anvendelse på det sidstnævnte

beløb. I så fald skal det overskydende beløb kunne

beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver af de kontraherende

stater under skyldig hensyntagen til de øvrige bestemmelser i denne

overenskomst.

7. De foregående bestemmelser i denne artikel skal

ikke finde anvendelse, hvis det var hovedformålet eller et af

hovedformålene hos enhver person, der medvirkede til stiftelsen eller

overdragelsen af de rettigheder, som ligger til grund for udbetalingen af

royaltybeløbet, at drage fordel af denne artikel ved hjælp af

denne stiftelse eller overdragelse.

I tilfælde hvor en person, der er

hjemmehørende i en kontraherende stat, nægtes skattelempelse i

den anden kontraherende stat som følge af bestemmelserne i

første sætning i dette stykke, skal den kompetente myndighed i

denne anden stat underrette den kompetente myndighed i den

førstnævnte stat.

Artikel 13

Kapitalgevinster

1. Fortjeneste, som oppebæres af en person, der er

hjemmehørende i en kontraherende stat, ved afhændelse af fast

ejendom, som omhandlet i artikel 6, og som er beliggende i den anden

kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

2. Fortjeneste ved afhændelse af rørlig

ejendom, der udgør en del af erhvervsformuen i et fast driftssted, som

et foretagende i en kontraherende stat har i den anden kontraherende stat,

eller af rørlig ejendom, der hører til et fast sted, som en

person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, i den anden

kontraherende stat har til rådighed til udøvelse af frit

erhverv, herunder også fortjeneste ved afhændelse af et

sådant fast driftssted (særskilt eller sammen med hele

foretagendet), eller af et sådant fast sted, kan beskattes i denne

anden stat.

3. Fortjeneste, der oppebæres af et foretagende i en

kontraherende stat, ved afhændelse af skibe eller luftfartøjer,

der anvendes i international trafik, eller af rørlig ejendom, som er

knyttet til driften af sådanne skibe og luftfartøjer, kan kun

beskattes i denne stat.

4. Fortjeneste ved afhændelse af aktier eller andre

rettigheder i et selskab, hvis aktiver hovedsagelig, direkte eller indirekte,

består af fast ejendom, der er beliggende i en kontraherende stat,

eller rettigheder, som er knyttet til sådan fast ejendom, kan beskattes

i denne stat.

5. Fortjeneste ved afhændelse af alle andre

formuegoder end de, der er nævnt i de foregående stykker, kan kun

beskattes i den kontraherende stat, hvor afhænderen er

hjemmehørende.

6. Med hensyn til fortjeneste, som oppebæres af det

danske, norske og svenske luftfartskonsortium Scandinavian Airlines System

(SAS), skal bestemmelserne i stykke 3 kun finde anvendelse på den del

af fortjenesten, som svarer til den andel, der ejes i dette konsortium af SAS

Danmark A/S, den danske partner i Scandinavian Airlines System (SAS).

Artikel 14

Frit erhverv

1. Indkomst, der oppebæres af en person, der er

hjemmehørende i en kontraherende stat, ved frit erhverv eller ved

anden virksomhed af selvstændig karakter, kan kun beskattes i denne

stat. Sådan indkomst kan imidlertid også beskattes i den anden

kontraherende stat, hvis:

a) personen har et fast sted, som til stadighed står til

rådighed for ham i denne anden stat med henblik på

udøvelse af hans virksomhed, men kun den del deraf, som kan

henføres til dette faste sted; eller

b) personen opholder sig i denne anden stat i en eller flere perioder,

der tilsammen overstiger 183 dage inden for enhver 12-måneders periode,

men kun den del deraf, som kan henføres til den virksomhed, der er

udøvet i denne stat.

2. Udtrykket »frit erhverv« omfatter især

selvstændig videnskabelig, litterær, kunstnerisk, uddannelses-

eller undervisningsmæssig virksomhed samt selvstændig virksomhed

som læge, advokat, ingeniør, arkitekt, tandlæge og

revisor.

Artikel 15

Personligt arbejde i tjenesteforhold

1. Såfremt bestemmelserne i artiklerne 16, 18 og 19

ikke medfører andet, kan gage, løn og andet lignende vederlag,

som oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en

kontraherende stat, for personligt arbejde i tjenesteforhold, kun beskattes i

denne stat, medmindre arbejdet er udført i den anden kontraherende

stat. Hvis arbejdet er udført der, kan det vederlag, som

oppebæres herfor, beskattes i denne anden stat.

2. Uanset bestemmelserne i stykke 1 kan vederlag, som

oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende

stat, for personligt arbejde udført i den anden kontraherende stat,

kun beskattes i den førstnævnte stat, hvis:

a) modtageren opholder sig i den anden stat i en eller flere perioder,

der tilsammen ikke overstiger 183 dage i enhver 12-måneders periode,

der begynder eller ender i det pågældende skatteår, og

b) vederlaget betales af eller for en arbejdsgiver, der er

hjemmehørende i den førstnævnte stat, og

c) vederlaget ikke påhviler et fast driftssted eller et fast

sted, som arbejdsgiveren har i den anden stat.

3. Uanset de foregående bestemmelser i denne artikel

kan vederlag for personligt arbejde, som udføres om bord på et

skib eller luftfartøj, der anvendes i international trafik af et

foretagende i en kontraherende stat, kun beskattes i denne stat.

4. I tilfælde, hvor en person, der er

hjemmehørende i Danmark, oppebærer vederlag for personligt

arbejde, som udføres om bord på et luftfartøj, der

anvendes i international trafik af Scandinavian Airlines System (SAS), kan

sådant vederlag kun beskattes i Danmark.

Artikel 16

Bestyrelseshonorarer

Bestyrelseshonorarer og andre lignende betalinger, som

oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende

stat, i hans egenskab af medlem af bestyrelsen for et selskab, der er

hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne

anden stat.

Artikel 17

Kunstnere og sportsmænd

1. Uanset bestemmelserne i artiklerne 14 og 15 kan

indkomst, som oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en

kontraherende stat, som optrædende kunstner, såsom teater-,

film-, radio- eller fjernsynskunstner, eller musiker eller som sportsmand,

ved hans personligt udøvede virksomhed som sådan i den anden

kontraherende stat, beskattes i denne anden stat.

2. I tilfælde, hvor indkomst ved personlig

virksomhed, som udøves af en optrædende kunstner eller

sportsmand i denne egenskab, ikke tilfalder kunstneren eller sportsmanden

selv, men en anden person, kan denne indkomst, uanset bestemmelserne i

artiklerne 7, 14 og 15, beskattes i den kontraherende stat, hvor kunstnerens

eller sportsmandens virksomhed udøves.

3. Bestemmelserne i stykke 1 og 2 skal ikke finde

anvendelse på indkomst, der oppebæres ved virksomhed, som

udøves i en kontraherende stat af kunstnere eller sportsmænd,

hvis besøget i denne stat i væsentlig grad er støttet af

offentlige midler fra den anden kontraherende stat eller en dertil

hørende politisk underafdeling eller lokal myndighed. I sådant

tilfælde kan indkomsten kun beskattes i den kontraherende stat, hvor

kunstneren eller sportsmanden er hjemmehørende.

Artikel 18

Pensioner og lignende betalinger

1. Såfremt bestemmelserne i artikel 19, stykke 2,

ikke medfører andet, kan pensioner og andre lignende vederlag, der

udbetales til en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat,

for tidligere tjenesteydelser beskattes i denne stat.

2. Sådanne pensioner og andre lignende vederlag kan

imidlertid også beskattes i den anden kontraherende stat, hvis

betalingen erlægges af en person, der er hjemmehørende i den

anden stat eller af et der beliggende fast driftssted.

Artikel 19

Offentligt hverv

1. a) Gage, løn, og andet lignende vederlag, undtagen

pensioner, der udbetales af en kontraherende stat, eller en dertil

hørende politisk underafdeling eller lokal myndighed til en fysisk

person for udførelse af hverv for denne stat eller underafdeling eller

myndighed, kan kun beskattes i denne stat.

b) Sådan gage, løn og andet lignende vederlag kan

imidlertid kun beskattes i den anden kontraherende stat, hvis hvervet er

udført i denne stat, og den pågældende er en i denne stat

hjemmehørende person, som:

(i) er statsborger i denne stat; eller

(ii) ikke blev hjemmehørende i denne stat alene med det

formål at udføre hvervet.

2. a) Enhver pension, som udbetales af en kontraherende stat eller

en dertil hørende politisk underafdeling eller lokal myndighed, eller

fra midler tilvejebragt af disse, til en fysisk person for udførelse

af hverv for denne stat eller underafdeling eller myndighed, kan kun

beskattes i denne stat.

b) En sådan pension kan imidlertid kun beskattes i den anden

kontraherende stat, hvis modtageren er hjemmehørende i og statsborger

i denne stat.

3. Bestemmelserne i artiklerne 15, 16, 17 og 18 skal finde

anvendelse på gage, løn og andet lignende vederlag og pensioner,

der udbetales for udførelse af hverv i forbindelse med

erhvervsvirksomhed, der drives af en kontraherende stat, eller en dertil

hørende politisk underafdeling eller lokal myndighed.

Artikel 20

Studerende og lærlinge

1. Beløb, som en studerende eller lærling,

der er, eller som umiddelbart før han besøger en kontraherende

stat, var hjemmehørende i den anden kontraherende stat, og som

udelukkende opholder sig i den førstnævnte stat i studie- eller

uddannelsesøjemed, modtager med henblik på sit underhold,

uddannelse eller oplæring, skal ikke beskattes i denne stat, under

forudsætning af at sådanne beløb hidrører fra

kilder uden for denne stat.

2. Uanset bestemmelserne i stykke 1 skal vederlag, som en

studerende eller lærling, der er, eller som tidligere var

hjemmehørende i en kontraherende stat, og som udelukkende opholder sig

i den anden kontraherende stat i studie- eller uddannelsesøjemed,

oppebærer for tjenesteydelser udført i denne anden stat, ikke

beskattes i denne anden stat, under forudsætning af at sådanne

tjenesteydelser står i forbindelse med hans studium eller uddannelse,

og at vederlaget for sådanne tjenesteydelser er et nødvendigt

supplement til de midler, han har til rådighed til sit underhold.

Artikel 21

Undervisning og forskning

1. En fysisk person, som er eller var hjemmehørende

i en kontraherende stat ved starten af sit besøg i den anden

kontraherende stat, og som, efter invitation fra regeringen i denne anden

stat eller fra et universitet eller anden læreanstalt, der er

beliggende i denne anden stat og godkendt af den behørige

uddannelsesmyndighed i denne anden stat, besøger denne anden stat med

det hovedformål at undervise eller forske på sådant

universitet eller anden læreanstalt, skal være fritaget for skat

i denne anden stat af indkomst fra personlig tjeneste med undervisning eller

forskning på sådant universitet eller anden læreanstalt i

et tidsrum, der ikke overstiger 2 år fra datoen for hans ankomst til

denne anden kontraherende stat.

2. Den efter stykke 1 indrømmede fritagelse skal

ikke finde anvendelse på indkomst fra forskning, hvis sådan

forskning ikke er udført i almenvellets interesse men hovedsagelig til

privat fordel for en eller flere bestemte personer.

Artikel 22

Virksomhed i forbindelse med forundersøgelser,

efterforskning eller udvinding af kulbrinter

1. Uanset bestemmelserne i artiklerne 5 og 14 skal en

person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, og som

udøver virksomhed i forbindelse med forundersøgelser,

efterforskning eller udvinding af kulbrinter beliggende i den anden

kontraherende stat, med hensyn til sådanne aktiviteter anses for at

udøve virksomhed i denne anden stat gennem et fast driftssted eller at

udøve frit erhverv fra et der beliggende fast sted.

2. Bestemmelserne i stykke 1 skal ikke finde anvendelse i

tilfælde, hvor virksomheden udøves i en periode eller perioder,

der tilsammen ikke overstiger 30 dage inden for enhver 12-måneders

periode. Ved anvendelsen af dette stykke skal imidlertid virksomhed

udøvet af et foretagende, der er forbundet med et andet foretagende,

som omhandlet i artikel 9, anses som udøvet at det foretagende, med

hvilket det er forbundet, hvis den pågældende virksomhed er

væsentlig den samme som den, der udøves af det sidstnævnte

foretagende.

3. Uanset bestemmelserne i stykke 1 og 2 skal

boreplatform-virksomhed udøvet ud for kysten kun udgøre et fast

driftssted, hvis virksomheden udøves i en periode eller perioder, der

tilsammen overstiger 6 måneder inden for enhver 12-måneders

periode. Ved anvendelsen af dette stykke skal imidlertid virksomhed

udøvet af et foretagende, der er forbundet med et andet foretagende,

som omhandlet i artikel 9, anses som udøvet at det foretagende, med

hvilket det er forbundet, hvis den pågældende virksomhed er

væsentlig den samme som den, der udøves af det sidstnævnte

foretagende.

Artikel 23

Andre indkomster

Uanset bestemmelserne i enhver anden artikel i denne

overenskomst kan indkomster, der oppebæres af en person, der er

hjemmehørende i en kontraherende stat, uanset hvorfra de

hidrører, og som ikke udtrykkelig er behandlet i de forudgående

artikler i denne overenskomst, beskattes af hver af de kontraherende stater i

overensstemmelse med bestemmelserne i deres interne lovgivning.

Artikel 24

Ophævelse af dobbeltbeskatning

Dobbeltbeskatning skal undgås således:

1. Såfremt lovgivningen i Danmark ikke

medfører andet, skal dobbeltbeskatning for Danmarks vedkommende

undgås som følger:

a) Medmindre bestemmelserne i litra c) medfører andet, skal

Danmark i tilfælde, hvor en person, der er hjemmehørende i

Danmark, oppebærer indkomst, som ifølge bestemmelserne i denne

overenskomst kan beskattes i Venezuela, indrømme fradrag i den

pågældende persons skat på indkomsten med et beløb

svarende til den indkomstskat, som er betalt i Venezuela;

b) fradraget skal imidlertid ikke i noget tilfælde kunne

overstige den del af indkomstskatten, som beregnet inden fradraget er givet,

der kan henføres til den indkomst, som kan beskattes i Venezuela;

c) i tilfælde, hvor en person, der er hjemmehørende i

Danmark, oppebærer indkomst, som ifølge bestemmelserne i denne

overenskomst kun kan beskattes i Venezuela, kan Danmark medregne denne

indkomst i beskatningsgrundlaget, men skal i indkomstskatten tillade

fradraget den del af indkomstskatten, som kan henføres til den

indkomst, der hidrører fra Venezuela.

2. Såfremt lovgivningen i Venezuela ikke

medfører andet, skal dobbeltbeskatning for Venezuelas vedkommende

undgås som følger:

a) I tilfælde, hvor en person, der er hjemmehørende i

Venezuela, modtager indkomst, som ifølge bestemmelserne i denne

overenskomst kan beskattes i Danmark, skal denne indkomst være fritaget

for skat i Venezuela;

b) hvis en person, der er hjemmehørende i Venezuela,

ifølge lovgivningen i Venezuela er skattepligtig i Venezuela af sin

globalindkomst, skal bestemmelserne i litra a) i dette stykke ikke finde

anvendelse, og dobbeltbeskatning skal undgås i overensstemmelse med

litra c), d) og e) i dette stykke;

c) i tilfælde, hvor en person, der er hjemmehørende i

Venezuela, oppebærer indkomst, som ifølge bestemmelserne i denne

overenskomst kan beskattes i Danmark, skal Venezuela indrømme fradrag

i den pågældende persons venezuelanske skat af indkomsten med et

beløb svarende til den indkomstskat, som er betalt i Danmark;

d) det fradrag, der indrømmes i henhold til litra c) i dette

stykke, skal ikke kunne overstige den del af den venezuelanske indkomstskat,

som beregnet inden fradraget er givet, der kan henføres til den

indkomst, som kan beskattes i Danmark;

e) i tilfælde, hvor indkomst, der oppebæres af en person,

der er hjemmehørende i Venezuela, ifølge bestemmelserne i denne

overenskomst er fritaget for skat i Venezuela, kan Venezuela ikke desto

mindre, ved beregningen af skatten på den pågældendes

resterende indkomst, tage den fritagne indkomst med i beregningen.

Artikel 25

Ikke-diskriminering

1. Statsborgere i en kontraherende stat skal ikke i den

anden kontraherende stat kunne undergives nogen beskatning eller dermed

forbundne krav, som er anderledes eller mere byrdefulde end den beskatning og

dermed forbundne krav, som statsborgere i denne anden stat under samme

forhold, særligt med hensyn til hjemsted, er eller måtte blive

undergivet.

2. Beskatningen af et fast driftssted, som et foretagende

i en kontraherende stat har i den anden kontraherende stat, må ikke

være mindre fordelagtig i denne anden stat end beskatningen af

foretagender i denne anden stat ved udøvelse af samme virksomhed.

Denne bestemmelse skal ikke kunne fortolkes som forpligtende en kontraherende

stat til at indrømme personer, der er hjemmehørende i den anden

kontraherende stat, de personlige skattemæssige begunstigelser,

lempelser og nedsættelser, som den som følge af

ægteskabelig stilling eller forsørgerpligt over for familie

indrømmer personer, der er hjemmehørende inden for dens eget

område.

3. Undtagen hvor bestemmelserne i artikel 9, stykke 1,

artikel 11, stykke 7, eller artikel 12, stykke 6, finder anvendelse, skal

renter, royalties og andre udbetalinger, der betales af et foretagende i en

kontraherende stat til en person, der er hjemmehørende i den anden

kontraherende stat, ved ansættelsen af et sådant foretagendes

skattepligtige fortjeneste være fradragsberettigede under samme

betingelser, som hvis de var blevet betalt til en person, der er

hjemmehørende i den førstnævnte stat.

4. Foretagender i en kontraherende stat, hvis kapital helt

eller delvis ejes eller kontrolleres, direkte eller indirekte, af en eller

flere personer, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat,

skal ikke i den førstnævnte stat kunne undergives nogen

beskatning eller dermed forbundne krav, som er anderledes eller mere

byrdefulde end den beskatning og dermed forbundne krav, som andre tilsvarende

foretagender i den førstnævnte stat er eller måtte blive

undergivet.

5. Bestemmelserne i denne artikel skal finde anvendelse

på skatter, der er omfattet af denne overenskomst.

Artikel 26

Fremgangsmåden ved indgåelse af gensidige

aftaler

1. I tilfælde, hvor en person mener, at

foranstaltninger truffet af en af eller begge de kontraherende stater, for

ham medfører eller vil medføre en beskatning, som ikke er i

overensstemmelse med bestemmelserne i denne overenskomst, kan han, uanset

hvilke retsmidler der måtte være foreskrevet i disse staters

interne lovgivning, indbringe sin sag for den kompetente myndighed i den

kontraherende stat, hvor han er hjemmehørende eller, hvis hans sag er

omfattet af artikel 25, stykke 1, for den kompetente myndighed i den

kontraherende stat, hvor han er statsborger. Sagen skal indbringes inden tre

år fra den dag, hvor der er givet ham den første underretning om

den foranstaltning, der medfører en beskatning, som ikke er i

overensstemmelse med bestemmelserne i overenskomsten.

2. Den kompetente myndighed skal, hvis indsigelsen

forekommer den at være berettiget, og hvis den ikke selv kan nå

frem til en rimelig løsning, søge at løse sagen ved

gensidig aftale med den kompetente myndighed i den anden kontraherende stat

med henblik på at undgå en beskatning, der ikke er i

overensstemmelse med overenskomsten. Enhver indgået aftale skal

gennemføres uden hensyn til hvilke tidsfrister, der er fastsat i de

kontraherende staters interne lovgivning, så længe anmodningen er

indgivet, før forældelsesfristen i den anden kontraherende stat

er udløbet.

3. De kompetente myndigheder i de kontraherende stater

skal søge ved gensidig aftale at løse vanskeligheder eller

tvivlsspørgsmål, der måtte opstå med hensyn til

fortolkningen eller anvendelsen af overenskomsten. De kan også

forhandle om undgåelse af dobbeltbeskatning i tilfælde, som ikke

er omhandlet i overenskomsten.

4. De kompetente myndigheder i de kontraherende stater kan

træde i direkte forbindelse med hinanden, heriblandt gennem en

fælles kommission bestående af dem selv eller deres

repræsentanter, med henblik på indgåelse af en aftale i

overensstemmelse med de foregående stykker.

Artikel 27

Udveksling af oplysninger

1. De kompetente myndigheder i de kontraherende stater

skal udveksle sådanne oplysninger, som er nødvendige for at

gennemføre bestemmelserne i denne overenskomst eller i de

kontraherende staters interne lovgivning vedrørende skatter, der

omfattes af overenskomsten, for så vidt som denne beskatning ikke

strider mod overenskomsten, især med henblik på forhindring af

svig eller skatteunddragelse. Udvekslingen af oplysninger er ikke

begrænset af artikel 1. Alle oplysninger, der modtages af en

kontraherende stat, skal behandles som hemmelige på samme måde

som oplysninger, der er opnået i henhold til denne stats interne

lovgivning og må kun meddeles til personer eller myndigheder (herunder

domstole og forvaltningsmyndigheder), der er beskæftiget med ligning,

opkrævning, inddrivelse, retsforfølgning med hensyn til, eller

klageafgørelser i forbindelse med de skatter, der er omfattet af

overenskomsten. Sådanne personer eller myndigheder må kun benytte

oplysningerne til de nævnte formål. De kan meddele oplysningerne

under offentlige retshandlinger eller i retsafgørelser. De kompetente

myndigheder kan, i samråd, udvikle passende betingelser, metoder eller

fremgangsmåder vedrørende de anliggender, om hvilke sådan

udveksling af oplysninger skal foretages, herunder, hvor forholdene tilsiger

det, udveksling af oplysninger vedrørende skatteunddragelse.

2. Bestemmelserne i stykke 1 skal i intet tilfælde

kunne fortolkes således, at der pålægges en kontraherende

stat en pligt til:

a) at udføre forvaltningsakter, der strider mod denne eller den

anden kontraherende stats lovgivning og forvaltningspraksis;

b) at meddele oplysninger, som ikke kan opnås i henhold til denne

eller den anden kontraherende stats lovgivning eller normale

forvaltningspraksis;

c) at meddele oplysninger, som ville røbe nogen

erhvervsmæssig, forretningsmæssig, industriel, kommerciel eller

faglig hemmelighed eller fremstillingsmetode, eller oplysninger, hvis

offentliggørelse ville stride mod almene interesser (ordre

public).

Artikel 28

Bistand med inddrivelse

1. De kontraherende stater påtager sig at yde

hinanden bistand med inddrivelse af skyldige skatter i det omfang, at dette

beløb er blevet endeligt fastsat i overensstemmelse med lovgivningen i

den kontraherende stat, som fremsender anmodningen om bistand.

2. I tilfælde, hvor en anmodning fra en

kontraherende stat om inddrivelse af skatter er blevet accepteret af den

anden kontraherende stat, skal sådanne skatter inddrives af denne anden

stat i overensstemmelse med de lovregler, der finder anvendelse ved

inddrivelse af dens egne skatter, og som om de skatter, der skal inddrives,

var dens egne skatter. Godkendelsen af anmodningen om bistand med inddrivelse

skal udstedes af den kompetente myndighed i den stat, der har modtaget

anmodningen, inden 90 dage efter den officielle dato for modtagelsen af

anmodningen. Udebliver en sådan godkendelse skal dette betragtes som et

afslag på anmodningen, medmindre den stat, der har modtaget

anmodningen, udsteder en godkendelse bagefter, men ikke senere end 120 dage

efter den officielle dato for modtagelsen af anmodningen.

3. Enhver anmodning fra en kontraherende stat om

inddrivelse skal være ledsaget af et sådant bevis, som er

nødvendigt i henhold til lovgivningen i denne stat for at

godtgøre, at de skyldige skatter er blevet endeligt fastsat.

4. I tilfælde, hvor en kontraherende stats

skattekrav ikke er blevet endeligt fastsat på grund af, at det er

genstand for anke eller andre retshandlinger, kan denne stat med henblik

på at sikre sine indtægter anmode den anden kontraherende stat om

at træffe sådanne foreløbige foranstaltninger til

beskyttelse på dens vegne, som er foreskrevet i denne anden stats

lovgivning. Hvis en sådan anmodning godkendes, skal denne anden stat

træffe sådanne foreløbige foranstaltninger, som om de

skatter, der skyldes i den førstnævnte stat, var dens egne

skatter.

5. Den stat, der modtager anmodningen, skal ikke

være forpligtet til at godkende anmodningen, hvis den stat, der

fremsætter anmodningen, ikke har udtømt alle til rådighed

stående midler inden for dens eget område, undtagen i

tilfælde hvor det at gøre brug af sådanne midler ville

give anledning til uforholdsmæssige vanskeligheder.

6. Den kontraherende stat, i hvilken skatten er inddrevet

i overensstemmelse med bestemmelserne i denne artikel, skal uopholdeligt

overføre det således inddrevne beløb til den anden

kontraherende stat, på hvis vegne skatten er inddrevet, fratrukket,

hvor forholdene tilsiger det, det ekstraordinære

omkostningsbeløb, som nævnt i stykke 7, litra b).

7. Medmindre de kontraherende stater bliver enige om

andet, er det aftalt at:

a) sædvanlige omkostninger som en kontraherende stat har afholdt

ved at yde bistand med indddrivelse skal påhvile den nævnte stat,

og

b) ekstraordinære omkostninger, som en kontraherende stat har

afholdt ved at yde bistand med inddrivelse, skal påhvile og betales af

den anden kontraherende stat, uanset størrelsen af det beløb,

der er ind-drevet på dens vegne af denne anden stat.

Så snart en kontraherende stat kan forudse, at

ekstraordinære omkostninger måske vil påløbe, skal

denne stat underrette den anden kontraherende stat herom og anføre det

anslåede beløb på sådanne omkostninger.

8. I denne artikel betyder udtrykket »skatter« de skatter,

på hvilke denne overenskomst finder anvendelse, samt renter og

bøder i forbindelse med sådanne skatter.

Artikel 29

Medlemmer af diplomatiske repræsentationer og

konsulære embeder

Intet i denne overenskomst skal berøre de

skattemæssige begunstigelser, som medlemmer af diplomatiske

repræsentationer eller konsulære embeder nyder i henhold til

folkerettens almindelige regler eller særlige aftaler.

Artikel 30

Territorial udvidelse

1. Denne overenskomst kan enten i sin helhed eller med de

fornødne ændringer udvides til enhver del af de kontraherende

staters område, som udtrykkeligt er holdt uden for denne overenskomsts

anvendelse, eller til enhver stat eller ethvert område, for hvis

internationale forbindelser Danmark eller Venezuela er ansvarlig, og som

påligner skatter af væsentlig samme art som de skatter, på

hvilke overenskomsten finder anvendelse. Enhver sådan udvidelse skal

have virkning fra det tidspunkt og være undergivet sådanne

ændringer og betingelser, herunder betingelser vedrørende

opsigelse, som måtte blive fastsat og aftalt mellem de kontraherende

stater i noter, der skal udveksles ad diplomatisk vej, eller på enhver

anden måde, der er i overensstemmelse med deres

forfatningsmæssige regler.

2. Medmindre de kontraherende stater bliver enige om

andet, skal opsigelsen af overenskomsten af en af dem i henhold til artikel

32, på den måde som er angivet i nævnte artikel, også

bringe anvendelsen af overenskomsten til ophør på enhver del af

de kontraherende staters område, eller på enhver stat eller

ethvert område, til hvilken den er blevet udvidet i henhold til denne

artikel.

Artikel 31

Ikrafttræden

1. Regeringerne i de kontraherende stater skal give

hinanden skriftlig underretning om, at de forfatningsmæssige

betingelser for overenskomstens ikrafttræden er blevet opfyldt.

2. Overenskomsten skal træde i kraft på datoen

for den sidste af de i stykke 1 omhandlede underretninger, og dens

bestemmelser skal have virkning for så vidt angår skatter for det

indkomstår, som følger umiddelbart efter det år, i hvilket

overenskomsten træder i kraft, og følgende indkomstår.

Artikel 32

Opsigelse

Denne overenskomst skal forblive i kraft, indtil den

opsiges af en kontraherende stat. Hver af de kontraherende stater kan opsige

overenskomsten ved ad diplomatisk vej at give meddelelse om opsigelsen mindst

6 måneder før udløbet af ethvert kalenderår, efter

at der er forløbet et tidsrum på 5 år fra det år, i

hvilket overenskomsten træder i kraft. I så fald skal

overenskomsten ophøre med at have virkning for så vidt

angår skatter for det indkomstår, som følger umiddelbart

efter det år, i hvilket meddelelsen om opsigelsen er givet, og

følgende indkomstår.

TIL BEKRÆFTELSE HERAF har de undertegnede, dertil

behørigt befuldmægtigede af deres respektive regeringer,

underskrevet denne overenskomst.

Udfærdiget i to eksemplarer i Caracas, den 3.

december 1998, på dansk, spansk og engelsk, således at alle tre

tekster har samme gyldighed. I tilfælde af uoverensstemmelse i

fortolkning skal den engelske tekst være afgørende.

For Kongeriget Danmarks Regering

Søren Voss

For Republikken Venezuelas Regering

Miguel Angel Burelli Rivas

PROTOKOL

Ved undertegnelsen i dag af Overenskomst mellem Kongeriget

Danmark og Republikken Venezuela til undgåelse af dobbeltbeskatning og

forhindring af skatteunddragelse for så vidt angår

indkomstskatter (herefter omtalt som »overenskomsten«) er undertegnede blevet

enige om følgende bestemmelser, der skal udgøre en integrerende

del af overenskomsten:

1. For så vidt angår artikel 4

Der er enighed om, at hvis Venezuela ændrer sit

nuværende territoriale skattesystem til et globalbeskatningssystem,

skal den sidste sætning i artikel 4, stykke 1, ophøre med at

have virkning.

2. For så vidt angår artikel 10

Der er enighed om, at artikel 10, stykke 2, litra a), skal

finde anvendelse på udbytte, der udbetales af selskab, der er

hjemmehørende i Venezuela, til Industrialiseringsfonden for

Udviklingslandene.

3. For så vidt angår artikel 12

Der er enighed om, at ved anvendelsen af artikel 12,

stykke 2, litra b) skal venezuelansk skat beregnes i overensstemmelse med

venezuelansk lovgivning. Venezuelansk skat skal imidlertid i intet

tilfælde beregnes på et grundlag, der er højere end 30

pct. af, hvad der anses for skattepligtig indkomst.

4. For så vidt angår artikel 24

Der er enighed om, at ved anvendelsen af artikel 24,

stykke 1, litra a) og b) skal den indkomstskat, der er betalt i Venezuela,

beregnes uden hensyn til »skatten på erhvervsvirksomhedsaktiver«, som,

ifølge gældende venezuelansk lovgivning på tidspunktet for

undertegnelse af denne overenskomst, tidligere er blevet betalt og nu bliver

fradraget i venezuelansk indkomstskat.

5. For så vidt angår artikel 25

Der er enighed om for Venezuelas vedkommende, at artikel

25, stykke 3, kun skal finde anvendelse, hvis Venezuela ændrer sit

nuværende territoriale skattesystem til et globalbeskatningssystem. I

mellemtiden, kan renter, royalties og andre udbetalinger, med henblik

på ansættelsen af et foretagendes skattepligtige fortjeneste,

fratrækkes på samme vilkår og betingelser, som hvis de var

blevet betalt af et hjemmehørende foretagende.

TIL BEKRÆFTELSE HERAF har de undertegnede, dertil

behørigt befuldmægtigede af deres respektive regeringer,

underskrevet denne protokol.

Udfærdiget i to eksemplarer i Caracas, den 3.

december 1998, på dansk, spansk og engelsk, således at alle tre

tekster har samme gyldighed. I tilfælde af uoverensstemmelse i

fortolkning skal den engelske tekst være afgørende.

For Kongeriget Danmarks Regering

Søren Voss

For Republikken Venezuelas Regering

Miguel Angel Burelli Rivas

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Lovforslaget går ud på at bemyndige regeringen

til at tiltræde en dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og

Venezuela og dermed gennemføre dens bestemmelser i Danmark, så

overenskomsten er en del af dansk skattelovgivning når dens betingelser

herfor er opfyldt.

Overenskomsten har til formål at undgå

international dobbeltbeskatning som følge af, at de to stater

beskatter den samme person eller det samme selskab af den samme indkomst.

Dette sker typisk, når en person eller et selskab, der er

hjemmehørende i den ene stat, modtager indkomst fra den anden

stat.

Overenskomsten indeholder derfor bestemmelser, som

regulerer, hvilken stat der kan beskatte forskellige typer indkomst, som en

person, der er hjemmehørende i den ene stat (bopælsstaten),

modtager fra den anden stat (kildestaten).

I overenskomsten er der indsat regler, der regulerer

beskatningen af indkomst fra virksomhed i forbindelse med efterforskning og

udvinding af kulbrinter og mineraler. Disse regler er i vidt omfang udformet

i overensstemmelse med danske ønsker.

Ligeledes er der efter dansk ønske indsat

bestemmelser om, at aftalestaterne kan yde hinanden bistand ved inddrivelse

af skyldige skatter.

Desuden indeholder overenskomsten i artikel 24

bestemmelser om, hvorledes bopælsstaten skal lempe

dobbeltbeskatning, når overenskomsten tillægger kildestaten

beskatningsretten til en given type indkomst. Denne såkaldte

»metodebestemmelse« er nødvendig som følge af, at

dobbeltbeskatningsoverenskomsten ikke afskærer bopælsstaten fra

at medregne den udenlandske indkomst i sit beskatningsgrundlag.

Dobbeltbeskatningen ophæves først efterfølgende.

Princippet i metodebestemmelsen er for Danmarks

vedkommende credit. Dette til sige, at i de tilfælde, hvor

Danmark som bopælsstat skal lempe i dansk skat for skat betalt i

Venezuela, sker lempelsen ved, at Danmark nedsætter sin skat af den

indkomst, der hidrører fra Venezuela, med den skat der er betalt i

Venezuela. Nedsættelsen kan dog ikke overstige den danske skat af den

pågældende indkomst.

Lempelsen sker således efter helt det samme princip

som findes i de interne danske regler om creditlempelse, jf. ligningslovens

§ 33.

Lempelsesmetoden er for Venezuelas vedkommende som

hovedregel exemption som følge af territorialprincippets

anvendelse.

Overenskomsten følger i vid udstrækning det

danske forhandlingsoplæg, der baserer sig på den af OECD

udarbejdede modeloverenskomst for dobbeltbeskatningsoverenskomster

(OECD-modellen); dog indgår der i overenskomsten også visse

elementer fra den model, der er udarbejdet i FN-regi som en model for aftaler

mellem industrialiserede lande og udviklingslande (FN-modellen). Under

gennemgangen af overenskomsten nedenfor vil der blive redegjort for de

væsentligste afvigelser fra OECD-modellen.

Administrative konsekvenser

Lovforslaget skønnes ikke at have

nævneværdige administrative konsekvenser.

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.

Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige

konsekvenser

Økonomiske og erhvervsøkonomiske konsekvenser

Formålet med en dobbeltbeskatningsoverenskomst

mellem to lande er at fjerne de hindringer, som dobbeltbeskatningen kan

medføre for udviklingen af økonomiske relationer mellem de to

lande. Virksomheder og personer i det ene land får herved bedre

skattemæssige betingelser for investering, etablering eller arbejde i

det andet land både som følge af, at dobbeltbeskatning

undgås og som følge af større klarhed om de

skattemæssige dispositioner.

I henhold til intern lovgivning opkræver Venezuela

fragtskatter på såvel den ind- som udgående last.

Skattepligtig indkomst, der er under 2 mill. Bs (bolivar) beskattes med 20

pct. eller alternativt 1 pct. af de totale fragtindtægter; indkomst

over 2 mill. Bs beskattes med 30 pct. eller alternativt 1,5 pct. af de totale

fragtindtægter. En række EU-lande samt USA og Canada har

indgået særskilte aftaler om fritagelse for betaling af

fragtskatter.

Når denne overenskomst træder i kraft, vil

fragtskatten for danske rederiers vedkommende ligeledes bortfalde, hvilket

vil medføre en forbedring af danske rederiers konkurrencesituation med

hensyn til trafik på Venezuela. Bortfaldet af den venezuelanske

fragtskat vil indebære en provenumæssig fordel for Danmark, der

fremover ikke skal give lempelse efter ligningslovens § 33. Der er ikke

holdepunkter for et beløbsmæssigt skøn herover, men

beløbet skønnes at være yderst beskedent .

De samlede provenumæssige konsekvenser af

overenskomsten skønnes at være ubetydelige. Det kan

nævnes, at Nationalbanken i årene fra 1996 - oktober 1998 ikke

har registreret betalinger af udbytter, renter og royalties mellem Danmark og

Venezuela, som enkeltvis overstiger 2 mill.kr.

Samlet vurderes overenskomsten at være til fordel

for dansk erhvervsliv, idet der med overenskomsten er skabt klarhed over

skattemæssige konsekvenser af økonomiske dispositioner.

Sammenfatning af økonomiske og

administrative konsekvenser.

Positive konsekvenser

Negative konsekvenser

Økonomiske konsekvenser for stat, amter og

kommuner

Lovforslaget skønnes kun at have yderst beskedne

provenumæssige konsekvenser.

Lovforslaget skønnes kun at have yderst beskedne

provenumæssige konsekvenser.

Administrative konsekvenser for stat, amter og

kommuner

Ingen

Ingen

Økonomiske konsekvenser for

erhvervslivet

Klarhed om skattemæssige konsekvenser af

økonomiske dispositioner

Ingen

Administrative konsekvenser for

erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter

Bemærkninger til lovforslagets

enkelte bestemmelser

Til § 1.

Den foreslåede § 1, stykke 1, foreskriver, at

dobbeltbeskatningsoverenskomsten skal gælde som lov her i landet.

Overenskomsten med tilhørende protokol er derfor optaget som bilag til

loven.

a. Dette medfører at beskatningen efter den

almindelige skattelovgivning kun kan gennemføres i det omfang, den er

i overensstemmelse med dobbeltbeskatningsoverenskomsten.

b. Overenskomsten indeholder i artikel 25 forbud mod

diskrimination på skatteområdet baseret på skatteyderens

statsborgerskab. Dette gælder for såvel fysiske som juridiske

personer. Der kan således ikke gennemføres dansk

skattelovgivning der diskriminerer venezuelanske statsborgere eller

foretagender her i landet eller venezuelanske foretagenders faste

driftssteder her i landet.

Bestemmelsen forpligter dog ikke den ene stat til at

indrømme personer, der bor i den anden stat, de personlige

begunstigelser, lempelser eller nedsættelser, som den som følge

af ægteskabelig stilling eller forsørgerpligt over for familie

indrømmer personer, der er hjemmehørende inden for dens eget

område.

c. § 1, stykke 1, medfører desuden at de

danske og venezuelanske myndigheder er berettigede til at yde og modtage

administrativ bistand efter bestemmelserne i overenskomstens artikel 27.

Dette omfatter administrativ bistand i form af udveksling af sådanne

oplysninger der er nødvendige for at gennemføre bestemmelserne

i overenskomsten eller i de to staters interne lovgivning vedrørende

skatter, der omfattes af overenskomsten.

Ingen af de to stater kan pålægges

forpligtelser der strider mod deres lovgivning og forvaltningspraksis. De er

heller ikke forpligtet til at udlevere oplysninger som ville røbe

forretningshemmeligheder m.v.

d. § 1, stykke 1, medfører endvidere, at de

respektive myndigheder kan yde hinanden bistand ved inddrivelse af skatter,

der skyldes i den anden stat, efter bestemmelserne i artikel 28. Som

hovedregel skal det skattebeløb, der skyldes, være endeligt

fastslået, men bestemmelserne åbner også mulighed for, at

en stat kan anmode den anden stat om at træffe foreløbige

foranstaltninger til sikring af et skattekrav, hvor beløbet ikke er

endeligt fastslået, f.eks. på grund af en verserende retssag.

Efter § 1, stykke 2, træder overenskomsten

i kraft og får virkning i overensstemmelse med bestemmelsen i artikel

31.

I henhold til denne artikels stykke 1, skal de to

staters regeringer skriftligt underrette hinanden, når de

forfatningsmæssige betingelser for overenskomstens ikrafttræden

er opfyldt. For Danmarks vedkommende vil dette sige, når det

foreliggende lovforslag er endelig vedtaget.

I henhold til artiklens stykke 2 træder

overenskomsten i kraft den dag, udvekslingen af den sidste af de i

stk. 1 omhandlede to underretninger finder sted.

For begge staters vedkommende vil overenskomsten derefter

få virkning for så vidt angår de skatter der er omfattet af

overenskomsten, fra det indkomstår, der følger umiddelbart efter

det år, i hvilket overenskomsten træder i kraft, og

følgende indkomstår.

Dobbeltbeskatningsoverenskomsten vil herefter indgå

som en del af de to landes skattelovgivning.

Indholdet af dobbeltbeskatningsoverenskomstens enkelte artikler

Artikel 1. De af overenskomsten omfattede personer

Overenskomsten skal gælde for fysiske og juridiske

personer, der er hjemmehørende, dvs. fuldt skattepligtige, i en af

eller begge stater. Typisk vil situationen være den, at en person er

fuldt skattepligtig i den ene stat (bopælsstaten) og samtidig

begrænset skattepligtig til den anden stat af indkomst fra denne

(kildestaten). Overenskomsten vil derimod ikke gælde for personer, der

kun er begrænset skattepligtige i begge stater.

Artikel 2. De af overenskomsten omfattede skatter

Artiklen opregner de indkomstskatter, der er omfattet af

overenskomsten. Alle danske indkomstskatter er omfattet uanset om de

pålignes af staten, amterne eller kommunerne.

For Venezuelas vedkommende gør der sig det

gældende, at der undertiden også pålignes en særskilt

skat på 1 pct. af nettoværdien af erhvervsvirksomhedsaktiver (the

business assets tax (BAT)). Den træder i stedet for indkomstskat i de

år, hvor der ikke er noget overskud at beskatte. Når virksomheden

senere beskattes af overskud, godskrives den tidligere betalte BAT, der kan

fremføres i tre år. Som følge af denne skats

særegne karakter, er den ikke opregnet i de indkomstskatter, der

omfattes af overenskomsten.

I stykke 4 er bestemt, at overenskomsten også vil

omfatte alle skatter af samme art eller væsentlig samme art, som efter

overenskomstens undertegnelse pålignes som tillæg til eller i

stedet for de gældende skatter.

Artikel 3. Almindelige definitioner

Artiklen definerer i stykke 1 en række generelle

udtryk, der anvendes i overenskomsten, og som overalt i overenskomsten skal

forstås i den anførte betydning. I artiklen defineres bl.a.,

hvad der skal forstås ved Danmark og Venezuela, dvs. hvilke geografiske

områder overenskomsten er gældende for. Udtrykket Danmark

omfatter i denne forbindelse også de havområder, hvor Danmark i

overensstemmelse med international ret kan udnytte naturforekomster.

Færøerne og Grønland er ikke omfattet af

definitionen.

Udtrykket person omfatter fysiske personer og selskaber

samt enhver anden sammenslutning af personer, medens udtrykket selskab

omfatter juridiske personer samt enhver anden sammenslutning, der i

skattemæssig henseende behandles som en juridisk person.

Artiklen definerer endvidere udtrykkene kontraherende

stat, foretagende i en kontraherende stat, international trafik, kompetent

myndighed og statsborger.

Begrebet statsborger har ikke blot den traditionelle

betydning vedrørende fysiske personer. Efter litra i)(ii) omfatter

udtrykket statsborger også juridiske personer, der består i kraft

af lovgivningen i de to stater. Man vil således i overenskomstens

forstand betragte et dansk selskab som en dansk statsborger.

I stykke 2 bestemmes, at medmindre andet følger af

sammenhængen skal alle udtryk, som ikke er defineret i overenskomsten,

have den betydning som de har i skattelovgivningen i den stat der skal

anvende overenskomsten.

Artikel 4. Skattemæssigt hjemsted.

Artiklen fastsætter hvornår en person i

skattemæssig henseende anses for at være hjemmehørende i

en af de kontraherende stater. Efter stykke 1 betyder udtrykket »en person

der er hjemmehørende i en kontraherende stat«, en person, der er fuldt

skattepligtig til den pågældende stat på grund af

bopæl, hjemsted, ledelsens sæde el. lign. af indkomster, hvad

enten de hidrører fra bopælslandet eller fra udlandet

(globalbeskatningsprincippet). I sidste punktum er anført, at for

Venezuelas vedkommende omfatter udtrykket en hjemmehørende person

eller et selskab, der kun beskattes af indkomster, der hidrører fra

kilder i Venezuela (territorialprincippet). Udtrykket omfatter tillige

regeringen i de pågældende stater, deres politiske

underafdelinger og lokale myndigheder.

I protokollen til overenskomsten er der indsat en

bestemmelse, hvori det fastsættes, at sidste punktum i stykke 1, skal

ophøre med at have virkning, hvis Venezuela ændrer sit

nuværende territoriale skattesystem til globalbeskatningssystemet.

En person kan imidlertid udmærket være fuldt

skattepligtig til begge stater i medfør af de respektive landes

interne lovgivning. Hvis en person derfor anses for at være

hjemmehørende i begge stater, er det nødvendigt at

afgøre, i hvilken stat personen er hjemmehørende i

overenskomstens forstand. Dette hænger sammen med, at beskatningsretten

til de forskellige typer indkomst, der er nævnt i overenskomsten,

tillægges henholdsvis bopælsstaten eller kildestaten.

Beskatningsretten kan også være delt mellem bopæls- og

kildestat. Også i de tilfælde er det af afgørende

betydning at vide, hvilken status hver af staterne har. En person kan i

overenskomstens forstand aldrig være hjemmehørende i mere end

én stat.

For fysiske personer afgøres

spørgsmålet i henhold til kriterierne i stykke 2, litra a) til

d), der anvendes i den rækkefølge, de står anført i

overenskomsten. Synspunktet er, at skatteyderen er hjemmehørende der,

hvor tilknytningskriterierne er de stærkeste.

For selskaber m.v. anvendes bestemmelserne i stykke 3, der

fastsætter, at en ikke-fysisk person, som er fuldt skattepligtig i

begge stater, anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor

dens virkelige ledelse har sit sæde.

Artikel 5. Fast driftssted

Artiklen fastsætter, hvornår

erhvervsvirksomhed, som et foretagende i den ene stat udøver i den

anden stat, er af en sådan beskaffenhed, at denne virksomhed skal anses

for at udgøre et fast driftssted. Foreligger der således et fast

driftssted, vil kildestaten kunne beskatte den fortjeneste, som det faste

driftssted opnår. Ellers er hovedreglen den, at fortjeneste, som et

foretagende har haft i den anden stat, kun kan beskattes i

bopælsstaten, jf. artikel 7.

Begrebet »fast driftssted« omfatter efter stykke 2

sædvanligvis især et sted, hvorfra et foretagende ledes, en

filial, et kontor, en fabrik, et værksted, en mine, en olie- eller

gaskilde eller et andet sted, hvor naturforekomster udvindes. Efter

ønske fra Venezuela er bestemmelsen udvidet til også at omfatte

en forretning eller andet salgssted. Efter dansk opfattelse gør denne

udvidelse ikke den store forskel, idet permanent detailhandelsvirksomhed

under alle omstændigheder formentlig vil blive anset for at

udgøre et fast driftssted.

I stykke 3 er det bestemt, at en byggeplads eller et

anlægs- eller monteringsarbejde kun skal udgøre et fast

driftssted, hvis arbejdet varer mere end 6 måneder. Dette svarer til

FN-modellens tidsgrænse. Der er således tale om en afvigelse fra

OECD-modellen, der har en tidsgrænse på 12 måneder. Danmark

har i en række overenskomster med visse andre lande accepteret en

tilsvarende begrænsning.

I stykke 4 opregnes en række aktiviteter, der ikke

udgør et fast driftssted.

I stykke 5 bestemmes at en ikke-uafhængig

repræsentant i kildestaten udgør et fast driftssted, hvis han

har og sædvanligvis udøver en fuldmagt til at indgå

aftaler på vegne af et foretagende i den anden stat, medmindre hans

aktiviteter er begrænset til de aktiviteter, der er nævnt i

stykke 4.

I stykke 6 er der på Venezuelas foranledning

medtaget en bestemmelse fra FN-modellen, der vedrører

forsikringsvirksomhed. Ifølge bestemmelsen foreligger der fast

driftssted, hvis en ikke-uafhængig repræsentant på vegne af

et forsikringsselskab opkræver præmier på den anden stats

område eller forsikrer ricisi i den pågældende stat.

Genforsikring er ikke omfattet af bestemmelsen.

I stykke 7 bestemmes, at der ikke opstår et fast

driftssted i en kontraherende stat, hvis et foretagende driver virksomhed der

gennem en uafhængig repræsentant.

Endelig er det i stykke 8 bestemt, at det forhold, at et

moderselskab i en af staterne har et datterselskab i den anden stat, ikke i

sig selv skal medføre, at det ene selskab udgør et fast

driftssted for det andet.

Artikel 6. Indkomst af fast ejendom

Artiklen bestemmer, at når en person, der er

hjemmehørende i den ene stat, ejer fast ejendom i den anden stat, kan

indkomst fra ejendommen altid beskattes i den stat, hvor den faste ejendom er

beliggende. Artiklen indeholder en bestemmelse, der definerer, hvad der skal

forstås ved fast ejendom. Definitionen omfatter også rettigheder

til efterforskning eller udnyttelse af mineral- og andre

naturforekomster.

I overensstemmelse med det danske forhandlingsoplæg

er artiklen suppleret med en bestemmelse om, at hvis en aktiebesiddelse

direkte eller indirekte giver aktieejeren brugsret over fast ejendom

tilhørende det pågældende selskab, f.eks. et time-share

arrangement, kan også den indkomst, der hidrører fra sådan

brugsret, beskattes i den stat, hvor ejendommen er beliggende. En sådan

indkomst vil i Danmark blive betragtet som maskeret udbytte.

Artikel 7. Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed

Stykke 1 fastslår som hovedregel, at fortjeneste ved

erhvervsvirksomhed kun kan beskattes i bopælsstaten, medmindre

virksomheden udøves gennem et fast driftssted i kildestaten. Hvis

dette er tilfældet, kan kildestaten beskatte, men kun den del af

foretagendets fortjeneste der kan henføres til det faste driftssted.

Stykket er efter venezuelansk ønske udvidet med FN-modellens

såkaldte »force of attraction«-bestemmelse om, at såfremt et

foretagende har et fast driftssted i den anden stat, kan denne stat beskatte

foretagendets fortjeneste ved salg af varer af samme eller lignende art som

de, der sælges gennem det faste driftssted, eller foretagendets

fortjeneste ved udøvelse af virksomhed af samme eller lignende art som

den, der udøves gennem dette faste driftssted. Bestemmelserne har til

formål at forhindre, at et foretagende omgår reglerne om fast

driftssted - og dermed beskatning i kildestaten - ved at udøve en del

af virksomheden direkte fra hovedsædet i bopælsstaten.

På dansk foranledning er den nævnte

bestemmelse blevet modificeret med en tilføjelse om, at den ikke skal

finde anvendelse, hvis foretagendet godtgør, at sådant salg

eller sådan virksomhed ikke med rimelighed kunne have været

udøvet af det faste driftssted.

Stykkerne 2 - 6, hvor stykke 3 er taget fra FN-modellen,

indeholder bestemmelser om opgørelsen af den skattepligtige indkomst

for det faste driftssted.

Medmindre der er tale om faktisk afholdte udgifter, er det

i stykke 3 specifikt fastslået, at det ikke er tilladt et fast

driftssted i den skattepligtige indkomst at fradrage beløb, der

betales til hovedkontoret eller andre af dets kontorer som royalties,

honorarer og lign. for benyttelsen af patenter og andre rettigheder, som

provision for udførelse af hverv eller administration, eller renter af

lån, undtagen hvor der er tale om en bank. Omvendt skal sådanne

betalinger heller ikke medregnes til det faste driftssteds fortjeneste.

Stykke 7 fastslår, at hvis en fortjeneste omfatter

indkomster, som er omhandlet særskilt i andre artikler, skal de

pågældende indkomster behandles efter bestemmelserne i disse

artikler.

Artikel 8. Skibs- og lufttransport

Artiklen bestemmer i stykke 1, at fortjeneste opnået

ved drift af skibe og fly i international trafik kun kan beskattes i

den stat, hvor rederiet eller flyselskabet er hjemmehørende. Det samme

gælder virksomhedernes udleje af skibe og fly på bareboat-basis

samt containerudleje m.v., der er knyttet til driften af skibe og fly i

international trafik.

Efter stykke 3 finder bestemmelserne også anvendelse

ved deltagelse i konsortier m.v.

I stykke 4 er der indsat en særbestemmelse

vedrørende den danske andel i SAS, nemlig SAS Danmark A/S. Det

bestemmes heri, at overenskomsten kun finder anvendelse på den del, der

svarer til SAS Danmark A/S s ejerandel i SAS.

I stykke 5 er der efter dansk ønske indsat en

bestemmelse om lempelsesbegrænsning (»limitation of benefits«), der

tager højde for problemer med dobbeltdomicilering, så

længe Venezuela beskatter efter territorialprincippet. Bestemmelsen

tager sigte på at undgå, at et dansk registreret foretagende

opnår skattefritagelse i både Danmark og Venezuela ved at

lægge ledelsens sæde i Venezuela med henblik på at blive

betragtet som værende hjemmehørende og dermed skattepligtig i

Venezuela, hvor man vil betragte et sådant foretagendes indkomst som

værende indkomst fra udenlandske kilder med hel eller delvis

venezuelansk skattefrihed til følge. Efter bestemmelsen kan Danmark i

en sådan situation beskatte, som om overenskomsten ikke eksisterede.

Artikel 9. Forbundne foretagender

Det bestemmes i stykke 1, at såfremt forbundne

foretagender handler indbyrdes til andre priser eller på andre

vilkår end de vilkår, der gælder mellem uafhængige

parter, kan hver stat justere indkomstansættelsen for foretagendet i

den pågældende stat efter det såkaldte

»armslængde«-princip. Ved dette forstås at indkomsten

fastsættes, som den ville have været, hvis der var handlet

på almindelige markedsvilkår.

I henhold til stykke 2 skal den anden stat foretage en

korresponderende justering af den skat, der er pålignet der af den

omhandlede fortjeneste, under forudsætning af at denne stat er enig i,

at der ikke er handlet på markedsmæssige vilkår.

Artikel 10. Udbytte

Beskatningsretten til udbytte er efter overenskomsten

fordelt mellem bopælsstat og kildestat.

Efter stykke 1 kan udbytte som udgangspunkt beskattes i

den stat, hvor modtageren er hjemmehørende, dvs.

bopælsstaten.

Udbytte kan efter stykke 2 imidlertid også beskattes

i den stat hvor det udbyttebetalende selskab er hjemmehørende, dvs.

kildestaten. Kildestaten beskatter udbytte på bruttobasis.

Efter litra a) kan kildestaten beskatte udbytte med 5 pct.

hvis den retmæssige ejer er et moderselskab, der er

hjemmehørende i den anden stat. Et moderselskab er i denne

overenskomst defineret som et selskab, der ejer og har ejet mindst 25 pct. af

aktierne i det udbyttebetalende selskab i en 12-måneders periode forud

for den dato udbyttet er fastsat. I protokollens punkt 2 er det fastsat, at

denne bestemmelse også skal finde anvendelse på udbytter, der

betales til Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene.

I alle andre tilfælde kan kildestaten beskatte

udbytte med 15 pct.

Satserne er i overensstemmelse med OECD-modellen.

Stykke 3 definerer, hvad der skal forstås ved

udbytte. Det fremgår heraf, at udbytte ud over den gængse

forståelse af begrebet også omfatter indkomst »af andre

selskabsrettigheder, der er undergivet samme skattemæssige behandling

som indkomst af aktier i henhold til lovgivningen i den stat, hvor det

selskab der foretager udlodningen, er hjemmehørende.«

Dette betyder, at når Danmark er kildestat, er det

dansk lovgivning der styrer, hvad der skal anses for udbytte. Når visse

aktieavancer undergives »samme skattemæssige behandling som indkomst af

aktier«, behandles de også som udbytte i relation til denne

bestemmelse.

Såfremt udbytter indgår i indkomsten i et fast

driftssted eller i et fast sted i kildestaten, og aktiebesiddelsen som ligger

til grund for udlodningerne har direkte forbindelse med det faste driftssted

eller faste sted, skal sådanne udbytter i henhold til stykke 4

beskattes som fortjeneste ved erhvervsvirksomhed eller frit erhverv og

følgelig behandles efter bestemmelserne i artikel 7 eller artikel

14.

Stykke 5 indeholder et forbud mod at den ene stat

beskatter udbytter, der udloddes af et selskab i den anden stat med

henvisning til, at hovedparten af fortjenesten eller indkomsten er

opstået i den førstnævnte stat. Dette gælder

også ikke-udloddet fortjeneste. Dog kan udbytter udloddet til en

aktionær, der er hjemmehørende i den førstnævnte

stat, eller udbytter der tilfalder et fast driftssted eller fast sted i denne

stat naturligvis beskattes i denne stat.

Hvis en stat i henhold til dens interne lovgivning

indeholder kildeskat med en højere procent end overenskomsten giver

adgang til, medfører dette, at udbyttemodtageren får en ret

på tilbagebetaling af den for meget betalte skat. Erfaringen viser, at

tilbagebetalingen undertiden kan trække i langdrag, og for at komme

denne situation i forkøbet er der efter dansk ønske i stykke 6

indsat en bestemmelse, der fastsætter tidsgrænser for henholdsvis

indgivelse af refusionsansøgning og selve tilbagebetalingen.

Tidsgrænsen på 3 år for indgivelse af

refusionsansøgning kan forlænges. Dette kan blive

nødvendigt for Venezuelas vedkommende, fordi deres interne lovgivning

foreskriver en tidsgrænse på 4 år. Bestemmelsen kan blive

aktuel for danske aktieejere, når og hvis Venezuela indfører

skat på udbytte.

I stykke 7 er der ligeledes på dansk foranledning,

ligesom i artiklerne 11 og 12, indsat en antimisbrugsbestemmelse, der giver

staternes skattemyndigheder mulighed for at kunne tilsidesætte de

øvrige bestemmelser i artiklen, hvis det skulle vise sig at

hovedformålet med selskabet - eller et af hovedformålene - har

haft til hensigt at gøre utilsigtet brug af overenskomsten. Hvis en

stat gør brug af antimisbrugsbestemmelsen, skal den underrette den

anden stat herom.

Artikel 11. Renter

Beskatningsretten til renter er fordelt mellem

bopælsstat og kildestat.

Efter stykke 1 kan renter som udgangspunkt beskattes i den

stat, hvor modtageren er hjemmehørende, dvs. bopælsstaten.

Renter kan efter stykke 2 imidlertid også beskattes

i den stat, hvor de opstår, dvs. i kildestaten, men hvis modtageren er

den retmæssige ejer, må skatten ikke overstige 5 pct. af

bruttobeløbet.

Disse bestemmelser svarer til OECD-modellen, hvor

kildestaten dog kan beskatte med 10 pct., men fra dansk side ser vi gerne, at

de fraviges til fordel for ren bopælsstatsbeskatning. Dette

hænger til dels sammen med, at der kun i meget beskedent omfang

eksisterer begrænset skattepligt for renter i Danmark, hvilket

sætter os ude af stand til at beskatte i egenskab af kildestat.

Baggrunden for den manglende danske skattepligt på

dette område er den, at kildestatens skat typisk væltes over

på låntagerne som øgede omkostninger. En dansk kildeskat

på renter ville således kunne medføre meromkostninger for

danske erhvervsvirksomheder, der optager lån i udlandet.

Bestemmelsen i stykke 3 begrænser dog kildestatens

ret til at beskatte renter. Kildestaten vil således ikke kunne beskatte

renter, der tilfalder den anden stats regering eller nationalbank. Det samme

gælder renter, der skal betales af staternes regeringer eller

nationalbanker, eller for renter af lån der er ydet eller garanteret af

finansielle institutioner af offentligretlig karakter med det formål at

fremme eksport og udvikling. Denne sidste bestemmelse tilgodeser

således danske investeringer, der finansieres gennem f. eks.

Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene.

Stykke 4 definerer, hvad der skal forstås ved

renter.

Såfremt renter indgår i indkomsten i et fast

driftssted eller i et fast sted i kildestaten, og den gældsfordring,

som ligger til grund for renteindtægten, har direkte forbindelse med

det faste driftssted eller faste sted, skal sådanne renter i henhold

til stykke 5 beskattes som fortjeneste ved erhvervsvirksomhed eller frit

erhverv og følgelig behandles efter bestemmelserne i artikel 7 eller

artikel 14.

Stykke 6 definerer, hvilken stat der skal anses for at

være kildestat.

Stykke 7 bestemmer, at hvis der er en særlig

forbindelse mellem debitor og kreditor eller mellem dem begge og en

tredjemand, og der i den forbindelse er aftalt for høj rente på

gældsfordringen, skal bestemmelserne i denne artikel kun anvendes

på det reelle rentebeløb. Det overskydende beløb skal

herefter beskattes i overensstemmelse med, hvilken indkomsttype der faktisk

er tale om.

Ligesom i artiklerne 10 og 12 er der også i denne

artikel, jf. stykke 8, indsat en antimisbrugsbestemmelse, der giver staternes

skattemyndigheder mulighed for at kunne tilsidesætte de øvrige

bestemmelser i artiklen, hvis det skulle vise sig, at hovedformålet med

gældsfordringen - eller et af hovedformålene - har haft til

hensigt at gøre utilsigtet brug af overenskomsten. Hvis en stat

gør brug af antimisbrugsbestemmelsen, skal den underrette den anden

stat herom.

Artikel 12. Royalties og honorarer for teknisk bistand

Beskatningsretten til royalties og honorarer for teknisk

bistand er fordelt mellem bopælsstat og kildestat.

Begge former for betalinger kan som udgangspunkt beskattes

i den stat, hvor modtageren er hjemmehørende, dvs.

bopælsstaten.

Betalingerne kan efter stykke 2 imidlertid også

beskattes i den stat, hvor de opstår, dvs. i kildestaten, men hvis den

retmæssige ejer er hjemmehørende i den anden stat, kan skatten

ikke overstige 10 pct. for royalties og 5 pct. for honorarer for teknisk

bistand.

Bestemmelsen om kildestatsbeskatning af honorarer for

teknisk bistand findes ikke i OECD-modellen, men er indsat i visse danske

overenskomster med udviklingslande, f.eks. Indien.

Beskatningsgrundlaget for teknisk bistand i Venezuela er

30 pct. af honoraret, og den reelle skat vil således udgøre 5

pct. af disse 30 pct, eller 1,5 pct. af det faktisk betalte honorar. Der er i

protokollen under punkt 3 indsat en bestemmelse om, at denne grænse

ikke kan overskrides ved en fremtidig ændring af venezuelansk lov.

Stykke 3 definerer, hvad der skal forstås ved

honorarer for teknisk bistand.

Stykke 4 definerer, hvad der skal forstås ved

royalties. Definitionen er affattet således, at leasing-betalinger ikke

vil kunne beskattes som royalties.

Såfremt royalties eller honorarer for teknisk

bistand indgår i indkomsten i et fast driftssted eller fast sted i

kildestaten, og den rettighed, det formuegode eller den kontrakt som ligger

til grund for indtægterne, har direkte forbindelse med det faste

driftssted eller faste sted, skal sådanne indtægter i henhold til

stykke 5 beskattes som fortjeneste ved erhvervsvirksomhed eller frit erhverv

og følgelig beskattes efter bestemmelserne i artikel 7 eller artikel

14.

Stykke 6 bestemmer, at hvis der er en særlig

forbindelse mellem debitor og kreditor, eller mellem dem begge og en

tredjemand, og der i den forbindelse er aftalt et for højt

royaltybeløb eller honorar i betragtning af den anvendelse, rettighed,

oplysning eller tjenesteydelse, for hvilken det er betalt, skal

bestemmelserne i denne artikel kun anvendes på det reelle

royaltybeløb eller honorar. Det overskydende beløb skal

herefter beskattes i overensstemmelse med hvilken indkomsttype, der faktisk

er tale om.

Som i artiklerne 10 og 11 er der også i denne

artikel, jf. stykke 7, indsat en antimisbrugsbestemmelse, der giver staternes

skattemyndigheder mulighed for at kunne tilsidesætte de øvrige

bestemmelser i artiklen, hvis det skulle vise sig, at hovedformålet med

stiftelsen eller overdragelsen af de rettigheder, der ligger til grund for

betalingen - eller et af hovedformålene - har haft til hensigt at

gøre utilsigtet brug af overenskomsten. Hvis en stat gør brug

af antimisbrugsbestemmelsen, skal den underrette den anden stat herom.

Artikel 13. Kapitalgevinster

Artiklen omhandler fortjeneste ved salg af alle former for

aktiver.

Efter stykke 1 tillægges beskatningsretten til

fortjeneste ved salg af fast ejendom kildestaten, dvs. den stat hvor

ejendommen er beliggende.

Ifølge stykke 4 gælder dette også

fortjeneste ved salg af aktier eller andre rettigheder i et selskab, hvis

aktiver hovedsagelig, direkte eller indirekte, består af fast ejendom

eller rettigheder i fast ejendom.

Denne bestemmelse stammer fra FN-modellen og ses hyppigere

og hyppigere i dobbeltbeskatningsoverenskomster både med

udviklingslande og industrialiserede lande. Uden en sådan bestemmelse,

er det muligt at omgå kildestatens beskatningsret til fortjeneste ved

afhændelse af fast ejendom ved at lade et selskab eje den faste ejendom

og i stedet afhænde aktierne, som efter reglen i stykke 5 kun kan

beskattes i sælgerens bopælsstat. Selskabets ejendom handles

derimod ikke. Den stat, hvor den faste ejendom er beliggende, kan herefter se

sit skatteprovenu fra ejendomsavancer forsvinde til udlandet.

Danmark kan ikke udnytte denne beskatningsret, da der ikke

er begrænset skattepligt for så vidt angår

aktieavancer.

Bestemmelsen i stykke 2 tillægger beskatningsretten

til fortjeneste ved afhændelse af rørlig ejendom, som

udgør en del af erhvervsformuen i et fast driftssted eller fast sted,

eller af rørlig ejendom, der hører til et fast driftssted eller

fast sted, og fortjeneste ved afhændelse af selve det faste driftssted

eller faste sted, den stat, hvor formuegenstandene eller de faste steder er

beliggende, dvs. kildestaten.

Efter stykke 3 tilkommer beskatningsretten til fortjeneste

ved salg af skibe eller luftfartøjer m.v. der anvendes i international

trafik, den stat hvor foretagendet er hjemmehørende.

Ifølge stykke 5 tillægges bopælsstaten

beskatningsretten til al anden slags fortjeneste.

Stykke 6 indeholder en særbestemmelse, der sikrer at

Danmark beskatter de kapitalgevinster, der opnås ved salg af

luftfartøjer, svarende til den andel SAS Danmark A/S har i SAS.

Artikel 14. Frit erhverv

Efter stykke 1 tillægges bopælsstaten som

hovedregel beskatningsretten til indkomst fra frit (liberalt) erhverv af

selvstændig karakter som f.eks. virksomhed som læge, advokat,

ingeniør, arkitekt, tandlæge eller revisor.

Sådan indkomst kan imidlertid også beskattes i

den anden stat (kildestaten), hvis en person fra den ene stat til stadighed

har et fast sted til rådighed i den anden stat til udøvelse af

sin virksomhed.

Det samme gælder, hvis den pågældende

opholder sig i den anden stat i en periode eller i perioder, der tilsammen

overstiger 183 dage inden for enhver 12-måneders periode. Denne

bestemmelse (litra b) stammer fra FN-modellen.

I begge tilfælde gælder, at kildestaten kun

kan beskatte en så stor del af indkomsten, der kan henføres til

henholdsvis det faste sted og den udøvede virksomhed.

Begrebet »fast sted« er ikke defineret i selve

overenskomsten i modsætning til begrebet »fast driftssted«. Normalt vil

der til et fast sted blive krævet, at der er en lokalitet, hvor kunder

kan henvende sig, f.eks. en klinik, tegnestue eller lignende. Frit erhverv

kan imidlertid i en række tilfælde udøves, uden at der er

en sådan lokalitet. Her er det fundet rimeligt at anse udøvere

af frit erhverv, der tilbringer mere end 183 dage i en hvilken som helst

12-måneders periode i den anden stat, for at have en så nær

tilknytning til denne stat, at beskatning af den der optjente indkomst kan

finde sted der.

Artikel 15. Personligt arbejde i tjenesteforhold

Artiklen omhandler beskatning af lønindkomst, der

som hovedregel kun kan beskattes i bopælsstaten, medmindre arbejdet er

udført i den anden stat. I så fald kan kildestaten beskatte

indkomsten.

Efter stykke 2 gælder det sidste dog ikke, dels hvis

en medarbejder er udsendt af en arbejdsgiver i den ene stat til midlertidigt

arbejde i den anden stat i under tilsammen 183 dage inden for enhver 12

måneders periode, der begynder eller slutter i det

pågældende skatteår, dels hvis arbejdsgiveren er

hjemmehørende i den førstnævnte stat, og endelig må

lønnen ikke skulle udredes af et fast driftssted eller fast sted, som

arbejdsgiveren har i den anden stat.

I henhold til stykke 3 kan ansattes løn ved arbejde

ombord på et skib eller luftfartøj, der anvendes i international

trafik, kun beskattes i den stat, hvori foretagendet er hjemmehørende.

Venezuela kan således ikke beskatte eventuelle venezuelanske

søfolk på danske DIS-skibe.

Stykke 4 indeholder en særbestemmelse om, at ansatte

i SAS, der er hjemmehørende i Danmark, kun kan beskattes her.

Artikel 16. Bestyrelseshonorarer

I tilfælde hvor en person, der er

hjemmehørende i den ene stat, modtager honorar som medlem af

bestyrelsen i et selskab i den anden stat, kan kildestaten beskatte

sådant honorar.

Artikel 17. Kunstnere og sportsfolk

I tilfælde hvor en optrædende kunstner,

musiker eller sportsmand fra den ene stat modtager vederlag for personligt

udøvet virksomhed i den anden stat, kan kildestaten beskatte

sådant vederlag.

Kildestaten tillægges ligeledes beskatningsretten,

hvis vederlaget tilfalder en anden end kunstneren, musikeren eller

sportsmanden selv - denne anden vil ofte være et selskab, der beherskes

af den pågældende person.

Danmark har kun ringe mulighed for at udnytte denne

beskatningsret, idet dette kræver, at den udenlandske kunstner, musiker

eller sportsmand har et så langvarigt engagement med en dansk

arbejdsgiver, at der opstår et egentligt lønmodtagerforhold.

Stykke 3 bestemmer, at en stat ikke kan beskatte, hvis den

pågældendes besøg i denne stat i væsentligt omfang

er støttet af offentlige midler fra den anden stat.

Denne bestemmelse optræder hverken i OECD- eller

FN-modellen, men er en meget praktisk regel der sikrer, at beskatningsretten

ikke tilfalder den stat, hvor der afholdes et officielt kulturarrangement,

som i det væsentligste er finansieret af den anden stat.

Artikel 18. Pensioner og lignende betalinger

Ifølge bestemmelserne i denne artikel kan pensioner

og lignende betalinger, der står i forbindelse med tidligere

tjenesteforhold, beskattes i såvel bopælsstaten som

kildestaten. Det gælder for eks. ATP.

Teksten er taget fra FN-modellen, der i modsætning

til OECD-modellen ikke afskærer kildestaten fra også at beskatte

sådanne pensioner.

Uden denne udformning af bestemmelserne var der risiko for

at danske pensioner, der udbetales til personer i Venezuela, helt kunne

undgå at blive beskattet. Venezuela beskatter i forvejen ikke

pensioner, men selv om dette var tilfældet, ville Venezuela i kraft i

territorialprincippet ikke beskatte pensioner fra udlandet.

Bestemmelsen harmonerer i vid udstrækning med det

danske ønske om at få adgang til at kildebeskatte pensioner.

Beskatningen af pensioner uden forbindelse med tidligere

arbejdsforhold og beskatningen af sociale sikringsydelser omtales under

artikel 23 om »anden indkomst«.

Artikel 19. Offentlige hverv

Vederlag m.v., der udbetales af en stat, amter og kommuner

til offentligt ansatte for arbejde udført for denne stat m.v.,

beskattes som hovedregel i kildestaten.

Hvis derimod vederlag udbetales for arbejde udført

i den anden stat, og modtageren er både statsborger og

hjemmehørende i den anden stat, og ikke er blevet hjemmehørende

i denne stat alene for at udføre det pågældende arbejde,

kan bopælsstaten dog beskatte vederlaget.

Bestemmelsen følger OECD-modellen og har

sædvanligvis betydning for beskatningen af lokalansat

ambassadepersonel.

Offentlige pensioner (f.eks. tjenestemandspensioner), der

betales som følge af et tidligere bestående tjenesteforhold, kan

efter stykke 2 kun beskattes i kildestaten. Ligesom i stykke 1 gælder

der imidlertid også her en undtagelse, idet den anden stat kan beskatte

sådanne pensioner, hvis modtageren er statsborger og er

hjemmehørende i denne anden stat (bopælsstaten).

Bestemmelserne i stykkerne 1 og 2 gælder ikke for

vederlag og pensioner, der udbetales af en stat m.v. for udførelse af

arbejde i forbindelse med erhvervsvirksomhed, som denne stat driver. I

så fald skal bestemmelserne i artiklerne 15, 16 og 18 finde

anvendelse.

Hvis en stat således optræder som

erhvervsdrivende, er dens ansatte undergivet de samme regler om

beskatningsret til løn, bestyrelseshonorarer og pensioner, som

gælder for ikke-offentligt ansatte.

Artikel 20. Studerende og lærlinge

Første del af bestemmelsen svarer til

OECD-modellen.

Efter denne beskattes studerende og lærlinge ikke i

den stat, hvor de midlertidigt opholder sig for at studere, af de midler, de

modtager fra udlandet til deres underhold og uddannelse.

Den stat, hvori studierne m.v. foregår, kan

altså ikke beskatte beløb som f.eks. den studerendes

forældre, udenlandske legater, eller udenlandske offentlige myndigheder

betaler til den pågældende person til dækning af underhold

eller uddannelse.

I stykke 2 er der en særbestemmelse, der ikke findes

i modeloverenskomsterne, men som går igen i flere

dobbeltbeskatningsoverenskomster.

Bestemmelsen fastsætter, at bopælsstaten

tillige skal afstå fra at beskatte vederlag, som den

pågældende person modtager for studierelevant arbejde, hvis de

derved optjente penge er et nødvendigt supplement til de

midler, han i øvrigt har til rådighed til sit underhold.

Viser det sig derfor, at den pågældende har

betydelige midler fra udlandet til rådighed til sit underhold, vil

dette kunne påvirke hans muligheder for at blive fritaget for

beskatning af det omhandlede vederlag.

Artikel 21. Undervisning og forskning

Denne artikel, der gælder for

gæstelærere og -forskere, findes ikke i modeloverenskomsterne,

men en lignende artikel går igen i flere af vore

dobbeltbeskatningsoverenskomster.

Ifølge stykke 1 skal den stat, hvor disse personer

opholder sig med det hovedformål at undervise eller forske på

godkendte universiteter eller højere læreanstalter, afstå

fra at beskatte den indkomst, de optjener herved i en periode på 2

år fra ankomsten til denne stat.

Bestemmelsen har til formål at lette udvekslingen af

lærere og forskere mellem universiteter og højere

læreanstalter.

I tilfælde hvor forskning ikke udføres i

almenvellets interesse men til privat fordel for en eller flere bestemte

personer, gælder skattefritagelsen ikke.

Artikel 22. Virksomhed i forbindelse med forundersøgelser,

efterforskning og udvinding af kulbrinter

Denne artikel findes ikke i modeloverenskomsterne, men er

indsat efter dansk ønske og dækker aktiviteter, der skal anses

for at være udøvet fra et fast driftssted eller fast sted.

I OECD-modellen anses kun selve udvindingen af

naturforekomster for at udgøre et fast driftssted. Det er imidlertid

ønskeligt at præcisere, hvorledes forundersøgelses- og

efterforskningsvirksomhed, der ofte involverer betydelige beløb, er

reguleret i overenskomsten.

Efter stykke 1 skal således enhver form for

virksomhed omkring forundersøgelser, efterforskning eller udvinding af

kulbrinteforekomster i den anden stat altid anses for at foregå gennem

et fast driftssted eller fast sted.

I henhold til stykke 2 gælder dette dog ikke for

virksomhed, der udøves i mindre end 30 dage inden for en

12-måneders periode. Denne bestemmelse er fordelagtig i administrativ

henseende. Der er i stykket yderligere indsat en bestemmelse, der tilsigter

at hindre at 30-dages reglen bliver omgået.

Hvis aktiviteterne udelukkende består i

boreplatform-virksomhed, bliver der dog først fast driftssted,

når virksomheden strækker sig over 6 måneder inden for en

12-måneders periode, jf. stykke 3.

Bestemmelsen afspejler, at Danmark ønsker at

sidestille denne type aktiviteter med bygge- og anlægsarbejder.

Artikel 23. Andre indkomster

Der er tale om en opsamlingsbestemmelse der

fastsætter, hvorledes indkomsttyper, der ikke udtrykkelig er

nævnt i de forudgående artikler, skal behandles.

Bestemmelsens rækkevidde kan derfor kun

fastlægges ved en nøjere gennemlæsning af de

forudgående artikler.

Bestemmelsen, der svarer til FN-modellens stykke 3,

tillader begge lande at kildebeskatte indkomst, når der er hjemmel

hertil i landenes interne lovgivning.

Det betyder for Danmarks vedkommende, at vi efter denne

bestemmelse kan beskatte private pensioner og folkepensioner, samt alle andre

offentlige sociale sikringsydelser.

Der da ikke er nogen overenskomst mellem Danmark og

Venezuela, ændrer denne overenskomst således ikke

beskatningsforholdene for personer bosiddende i Venezuela, der allerede

modtager pension m.v. fra Danmark, idet vi allerede i dag beskatter

sådanne udbetalinger.

For fuldstændighedens skyld skal nævnes, at

sumudbetaling af kapitalpensioner falder uden for

dobbeltbeskatningsoverenskomstens anvendelsesområde. Dette hænger

sammen med, at den afgift der pålægges ved udbetalingen, ikke

indgår som en skat, der dækkes af overenskomsten, jf. artikel

2.

Artikel 24. Ophævelse af dobbeltbeskatning

Artiklen fastlægger efter hvilken metode, der skal

lempes, når der foreligger et tilfælde af dobbeltbeskatning.

Det påhviler bopælsstaten at lempe i alle de

tilfælde, hvor kildestaten efter overenskomsten har en

beskatningsret.

Danmarks lempelsesmetode er credit, svarende til

den lempelsesmetode, der er indeholdt i ligningslovens § 33, jf.

stykke 1, litra a og b.

Efter creditmetoden sker lempelsen ved, at venezuelansk

skat betalt af en indkomst, som Venezuela har beskatningsretten til,

fratrækkes i den danske skatteyders danske skat af den samme indkomst.

Der kan dog ikke lempes med mere end den danske skat af den udenlandske

indkomst.

For så vidt angår den venezuelanske skat

på nettoværdien af erhvervsvirksomhedsaktiver (the business

assets tax), er det i protokollen under punkt 4 fastsat, at den danske

lempelse skal beregnes uden hensyn til denne skat. Påligningen af den

pågældende skat kan ses som en periodeforskydning i

skattebetalingen i Venezuela, jf. ovenfor under artikel 2, og modregning af

krediteret business assets tax i den skat, som Danmark skal lempe for, ville

i givet fald medføre dobbeltbeskatning.

Metodebestemmelsen i artiklen indeholder foruden den

ordinære creditbestemmelse, også en bestemmelse om eksemption,

jf. stykke 1, litra c.

Ved eksemption lempes skatten i bopælsstaten med den

del af denne stats skat, der forholdsmæssigt falder på den

udenlandske indkomst. Lempelsen er således uafhængig af

størrelsen af den udenlandske skat.

Eksemptionslempelse gives i de tilfælde hvor en

indkomst kun kan beskattes i den stat hvorfra den stammer (kildestaten).

Dette er tilfældet, når der med visse

undtagelser er tale om lønninger indtjent ved arbejde på skibe

og fly i international trafik og lønninger fra offentlige myndigheder

for udførelse af hverv for disse, samt for pensioner, der udbetales af

disse offentlige myndigheder efter ophøret af tjenesteforholdet, jf.

artikel 15 og 19.

Der er tale om den såkaldte »eksemption med

progressionsforbehold efter ny metode«. Heri ligger, at selv om

bopælsstaten ikke kan beskatte sådanne lønninger eller

pensioner, indgår de i indkomstgrundlaget. Ved den skatteberegning, der

herefter skal foretages, får disse indkomster derfor

progressionsvirkning for beskatningen som helhed.

Dette lempelsesprincip svarer til lempelsen for udenlandsk

indkomst i henhold til ligningslovens § 33A.

Der er ingen matching credit-bestemmelse.

For Venezuelas vedkommende lempes der efter

eksemptionsmetoden. Dette er en konsekvens af, at Venezuela beskatter efter

territorialprincippet, dvs. at kun indkomster med kilde i Venezuela er

undergivet beskatning i Venezuela.

Der er i metodebestemmelsen indsat regler om

creditlempelse for det tilfælde, at Venezuela skulle overgå til

beskatning efter globalindkomstprincippet.

Artikel 25. Ikke-diskriminering

Artiklen følger OECD-modellen, bortset fra at

statsløse personer ikke kan påberåbe sig bestemmelserne i

overenskomsten.

Efter artiklens bestemmelser må de to stater ikke

diskriminere hinandens statsborgere i skattemæssig henseende. Dette

gælder både for personer og selskaber. Forbudet gælder

såvel beskatning som de vilkår, der er knyttet hertil, f.eks.

regnskabskrav, frister m.v.

Stk. 3 i artiklen gælder på tidspunktet

for overenskomstens undertegnelse kun Danmark, men i protokollen er der

indsat en bestemmelse om, at den også skal finde anvendelse, hvis

Venezuela overgår til globalbeskatningsprincippet. I mellemtiden skal

det ved fastsættelsen af et foretagendes fortjeneste være tilladt

at fratrække renter, royalties og andre betalinger på samme

vilkår og betingelser, som hvis de havde været afholdt af et

foretagende, der er hjemmehørende i Venezuela.

Artikel 26. Fremgangsmåden ved indgåelse af gensidige

aftaler

Artiklen foreskriver den fremgangsmåde, der skal

anvendes, hvis en person, der er hjemmehørende i en af de

kontraherende stater, mener sig udsat for en beskatning, som er i strid med

overenskomsten.

Indsigelse over beskatningen skal fremsættes over

for myndighederne i bopælsstaten, som først selv skal

søge at løse problemet. Hvis dette ikke er muligt, skal

problemet søges løst ved gensidig aftale med den anden

stat.

I stykke 3 er det bestemt, at de kompetente

myndigheder ved gensidig aftale skal søge at løse

vanskeligheder og tvivlsspørgsmål vedrørende fortolkning

eller anvendelse af overenskomsten. De kan også forhandle om

undgåelse af dobbeltbeskatning, som ikke er omhandlet i

overenskomsten.

Overenskomsten pålægger imidlertid ikke de to

staters kompetente myndigheder nogen pligt til at blive enige. I praksis

når man dog i de fleste tilfælde frem til en løsning, som

er acceptabel for alle parter, men overenskomsten rummer ingen garanti for,

at alle dobbeltbeskatningskonflikter vil kunne løses.

Artikel 27. Udveksling af oplysninger

Overenskomsten pålægger de to staters

kompetente myndigheder at udveksle sådanne oplysninger, som er

nødvendige for, at overenskomstens bestemmelser kan føres ud i

livet. En kontraherende stat er dog ikke forpligtet til at meddele

oplysninger eller udføre forvaltningsakter, som strider mod denne

stats lovgivning eller forvaltningspraksis, eller som vil røbe

forretningshemmeligheder eller stride mod almene interesser. Udvekslede

oplysninger skal dog behandles som fortrolige.

Artikel 28. Bistand ved inddrivelse

Modeloverenskomsterne indeholder ingen regel om gensidig

bistand med inddrivelse af skattekrav.

Fra dansk side ser man meget gerne, at der medtages en

sådan bestemmelse i vores overenskomster.

Efter artiklen yder de to stater hinanden bistand med

inddrivelse af skattekrav, der er endeligt fastsat i den stat, der anmoder om

inddrivelsesbistand. Bistanden kan også omfatte midlertidige

foranstaltninger til sikring af ikke-endeligt afgjorte skattekrav, f.eks.

krav der er genstand for retssagsbehandling.

Overenskomsten tvinger dog ikke staterne til at yde

sådan bistand, men når den anmodede stat accepterer en anmodning

herom fra den anden stat, skal inddrivelsen foretages på samme

måde, som hvis der var tale om inddrivelse af egne skatter.

De skatter, der kan inddrives efter denne artikel, er de

skatter, der er omfattet af overenskomsten, incl. hermed forbundne renter og

straftillæg.

Artikel 29. Medlemmer af diplomatiske og konsulære

repræsentationer

Intet i denne overenskomst berører de

skattemæssige begunstigelser, som medlemmer af diplomatiske eller

konsulære repræsentationer måtte nyde i kraft af

folkerettens almindelige regler eller i henhold til særlige

aftaler.

Artikel 30. Territorial udvidelse

Artiklen giver Danmark hjemmel til en geografisk udvidelse

af overenskomstens anvendelsesområde.

I praksis betyder det, at overenskomsten kan udvides til

at gælde for Færøerne og Grønland, der udtrykkelig

er holdt uden for definitionen af Danmark i artikel 3.

En sådan udvidelse forudsætter, at den

ønskes af Færøernes eller Grønlands hjemmestyrer.

En eventuel udvidelse vil ikke blive forelagt Folketinget, da

skattekompetencen hører under hjemmestyrerne.

Artikel 31. Ikrafttræden

Overenskomsten træder i kraft ved modtagelsen af

underretning om, at de forfatningsmæssige betingelser herfor er opfyldt

i begge stater.

Overenskomsten får virkning fra det

indkomstår, der følger umiddelbart efter det år, hvor

overenskomsten træder i kraft.

Artikel 32. Opsigelse

Overenskomsten kan opsiges med 6 måneders varsel

før udløbet af ethvert kalenderår, dog tidligst 5

år efter dens ikrafttræden.

Til § 2.

Efter § 2 træder denne lov i kraft dagen efter

bekendtgørelsen i Lovtidende.

Til § 3.

Efter § 3 gælder loven ikke for

Færøerne og Grønland.

Skatter er et område, der er undergivet

hjemmestyrernes kompetence. Overenskomsten vil således ikke gælde

for disse dele af rigsfællesskabet. Imidlertid kan

Færøerne og/eller Grønland efter bestemmelserne i

overenskomstens artikel 30 blive omfattet af overenskomsten, enten i sin

helhed eller med de fornødne ændringer, hvis de måtte

ønske dette, og der kan opnås enighed herom med Venezuela.

Lignende dokumenter