Forslag til Lov om indgåelse af dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Venezuela
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 27. oktober 1999 af skatteministeren (Ole
Stavad)
Forslag
til
Lov om indgåelse af
dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem
Danmark og Venezuela
§ 1.
Overenskomst af 3. december 1998 mellem Kongeriget
Danmarks Regering og Republikken Venezuelas Regering til undgåelse af
dobbeltbeskatning og forhindring af skatteunddragelse for så vidt
angår indkomstskatter kan tiltrædes på Danmarks vegne.
Overenskomsten med tilhørende Protokol er optaget som bilag til denne
lov.
Stk. 2.
Overenskomsten træder i kraft og finder
anvendelse i Danmark efter bestemmelserne i overenskomstens artikel 31.
§ 2.
Loven træder i kraft dagen efter
bekendtgørelsen i Lovtidende.
§ 3.
Loven gælder ikke for Færøerne og
Grønland.
Bilag
Overenskomst
mellem
Kongeriget Danmarks Regering
og Republikken Venezuelas Regering
til undgåelse af dobbeltbeskatning
og forhindring af skatteunddragelse
Læs alt
for så vidt angår indkomstskatter
Regeringen i Kongeriget Danmark og Regeringen i
Republikken Venezuela, der ønsker at afslutte en overenskomst til
undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af skatteunddragelse, for
så vidt angår indkomstskatter, er blevet enige om
følgende:
Artikel 1
De af overenskomsten omfattede personer
Denne overenskomst skal finde anvendelse på
personer, der er hjemmehørende i en af eller begge de kontraherende
stater.
Artikel 2
De af overenskomsten omfattede skatter
1. Denne overenskomst skal finde anvendelse på
skatter på indkomst, der pålignes på vegne af en
kontraherende stat eller af dens politiske underafdelinger eller lokale
myndigheder uden hensyn til, hvorledes de opkræves.
2. Som skatter på indkomst skal anses alle skatter,
der pålignes hele indkomsten, eller dele af indkomst, herunder skatter
af fortjeneste ved afhændelse af rørlig eller fast ejendom, samt
skatter på formueforøgelse.
3. De gældende skatter, på hvilke
overenskomsten skal finde anvendelse, er især:
a) I Danmark:
(i) indkomstskatten til staten;
(ii) den kommunale indkomstskat;
(iii) den amtskommunale indkomstskat;
(iv) skatter i henhold til kulbrinteskatteloven;
(herefter omtalt som »dansk skat«);
b) I Venezuela:
indkomstskatterne
(herefter omtalt som »venezuelansk skat«).
4. Overenskomsten skal også finde anvendelse
på skatter af samme eller væsentlig samme art, der efter datoen
for overenskomstens undertegnelse pålignes som tillæg til, eller
i stedet for de gældende skatter. De kompetente myndigheder i de
kontraherende stater skal underrette hinanden om væsentlige
ændringer, som er foretaget i deres respektive skattelove.
Artikel 3
Almindelige definitioner
1. Medmindre andet fremgår af sammenhængen,
har følgende udtryk i denne overenskomst den nedenfor angivne
betydning:
a) udtrykkene »en kontraherende stat« og »den anden kontraherende stat«
betyder Danmark eller Venezuela, alt efter sammenhængen;
b) udtrykket »Danmark« betyder Kongeriget Danmark, herunder ethvert
område uden for Danmarks territorialfarvand, som i overensstemmelse med
folkeretten og ifølge dansk lovgivning er eller senere måtte
blive betegnet som et område, inden for hvilket Danmark kan
udøve suverænitetsrettigheder med hensyn til efterforskning og
udnyttelse af naturforekomster på havbunden eller i dens undergrund og
de overliggende vande og med hensyn til anden virksomhed med henblik på
efterforskning og økonomisk udnyttelse af området; udtrykket
omfatter ikke Færøerne og Grønland;
c) udtrykket »Venezuela« betyder Republikken Venezuela;
d) udtrykket »person« omfatter en fysisk person, et selskab og enhver
anden sammenslutning af personer;
e) udtrykket »selskab« betyder enhver juridisk person eller enhver
sammenslutning, der i skattemæssig henseende behandles som en juridisk
person;
f) udtrykkene »foretagende i en kontraherende stat« og »foretagende i
den anden kontraherende stat« betyder henholdsvis et foretagende, som drives
af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, og et
foretagende, som drives af en person, der er hjemmehørende i den anden
kontraherende stat;
g) udtrykket »international trafik« betyder enhver transport med skib
eller luftfartøj, der anvendes af et foretagende i en kontraherende
stat, bortset fra tilfælde, hvor skibet eller luftfartøjet
udelukkende anvendes mellem pladser i den anden kontraherende stat;
h) udtrykket »kompetent myndighed« betyder:
(i) I Danmark:
Skatteministeren eller hans befuldmægtigede
stedfortræder;
(ii) I Venezuela:
Det integrerede nationale skatteadministrationsvæsen (Servicio
Nacional Integrado de Administracion Tributaria - SENIAT), dens
befuldmægtigede repræsentant eller den myndighed, der er udpeget
af Finansministeren som en kompetent myndighed med henblik på
overenskomsten;
(i) udtrykket »statsborger« betyder:
(i) enhver fysisk person, der har indfødsret i en kontraherende
stat;
(ii) enhver juridisk person, ethvert interessentskab eller enhver
forening, der består i kraft af den gældende lovgivning i en
kontraherende stat.
2. Ved en kontraherende stats anvendelse af overenskomsten
til hver en tid skal ethvert udtryk, som ikke er defineret deri, medmindre
andet følger af sammenhængen, tillægges den betydning, som
det har på dette tidspunkt i denne stats lovgivning med henblik
på de skatter, på hvilke overenskomsten finder anvendelse, idet
enhver betydning i de skattelove, der anvendes i denne stat, skal gå
forud for den betydning, dette udtryk er tillagt i andre love, der anvendes i
denne stat.
Artikel 4
Skattemæssigt hjemsted
1. I denne overenskomst betyder udtrykket »en person, der
er hjemmehørende i en kontraherende stat«, enhver person som i henhold
til lovgivningen i denne stat er skattepligtig der på grund af
hjemsted, bopæl, ledelsens sæde eller ethvert andet kriterium af
lignende karakter, og omfatter også regeringen i denne stat og enhver
dertil hørende politisk underafdeling eller lokal myndighed. Dette
udtryk omfatter imidlertid ikke en person, som er skattepligtig i denne stat
udelukkende af indkomst fra kilder i denne stat. For Venezuelas vedkommende
omfatter udtrykket imidlertid enhver person eller ethvert selskab, der er
hjemmehørende der og undergivet det venezuelanske territoriale
skattesystem.
2. I tilfælde, hvor en fysisk person efter
bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge de kontraherende
stater, skal hans status bestemmes efter følgende regler:
a) han skal anses for kun at være hjemmehørende i den
stat, hvor han har en fast bolig til sin rådighed; hvis han har en fast
bolig til sin rådighed i begge stater, skal han anses for at være
hjemmehørende i den stat, med hvilken han har de stærkeste
personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine
livsinteresser);
b) hvis det ikke kan afgøres, i hvilken stat han har midtpunkt
for sine livsinteresser, eller hvis han ikke har en fast bolig til sin
rådighed i nogen af staterne, skal han anses for kun at være
hjemmehørende i den stat, hvor han sædvanligvis har ophold;
c) hvis han sædvanligvis har ophold i begge stater, eller hvis
han ikke har sådant ophold i nogen af dem, skal han anses for kun at
være hjemmehørende i den stat, hvor han er statsborger;
d) hvis han er statsborger i begge stater, eller hvis han ikke er
statsborger i nogen af dem, skal de kompetente myndigheder i de kontraherende
stater afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale.
3. I tilfælde, hvor en ikke-fysisk person efter
bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge kontraherende
stater, skal den anses for kun at være hjemmehørende i den stat,
hvor dens virkelige ledelse har sit sæde.
Artikel 5
Fast driftssted
1. I denne overenskomst betyder udtrykket »fast
driftssted« et fast forretningssted, gennem hvilket et foretagendes
virksomhed helt eller delvis udøves.
2. Udtrykket »fast driftssted« omfatter navnlig:
a) et sted, hvorfra et foretagende ledes;
b) en filial;
c) et kontor;
d) en fabrik;
e) et værksted;
f) en forretning eller andet salgssted, og
g) en mine, en olie- eller gaskilde, et stenbrud eller ethvert andet
sted, hvor naturforekomster udvindes.
3. En byggeplads eller et anlægs- eller
monteringsarbejde udgør kun et fast driftssted, hvis det varer mere
end 6 måneder.
4. Uanset de foregående bestemmelser i denne artikel
skal udtrykket »fast driftssted« anses for ikke at omfatte:
a) anvendelsen af indretninger udelukkende med henblik på
oplagring, udstilling eller udlevering af varer tilhørende
foretagendet;
b) opretholdelsen af et varelager tilhørende foretagendet
udelukkende med henblik på oplagring, udstilling eller udlevering;
c) opretholdelsen af et varelager tilhørende foretagendet
udelukkende med henblik på forarbejdning hos et andet foretagende;
d) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende med henblik
på at foretage indkøb af varer eller indsamle oplysninger for
foretagendet;
e) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende med henblik
på at udøve enhver anden virksomhed af forberedende eller
hjælpende karakter for foretagendet;
f) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende for at
udøve enhver kombination af de i litra a) - e) nævnte
aktiviteter, forudsat at det faste forretningssteds samlede virksomhed, der
er et resultat af denne kombination, er af forberedende eller hjælpende
karakter.
5. Uanset bestemmelserne i stykke 1 og 2, i tilfælde
hvor en person - der ikke er en sådan uafhængig
repræsentant, som omhandlet i stykke 7 - handler på et
foretagendes vegne, og som har og sædvanligvis udøver i en
kontraherende stat en fuldmagt til at indgå aftaler i foretagendets
navn, skal dette foretagende anses for at have et fast driftssted i denne
stat med hensyn til enhver virksomhed, som denne person påtager sig for
foretagendet, medmindre denne persons virksomhed er begrænset til
sådan virksomhed, som nævnt i stykke 4, og som, hvis den var
udøvet gennem et fast forretningssted, ikke ville gøre dette
faste forretningssted til et fast driftssted i henhold til bestemmelserne i
dette stykke.
6. Uanset bestemmelserne i de foregående stykker i
denne artikel skal et forsikringsforetagende i en kontraherende stat,
undtagen for så vidt angår genforsikring, anses for at have et
fast driftssted i den anden kontraherende stat, hvis det opkræver
præmier på den anden stats område eller forsikrer risici
der gennem en person, der ikke er en sådan uafhængig
repræsentant, som omhandlet i stykke 7.
7. Et foretagende skal ikke anses for at have et fast
driftssted i en kontraherende stat, blot fordi det driver erhvervsvirksomhed
i denne stat gennem en mægler, kommissionær eller enhver anden
uafhængig repræsentant, forudsat at sådanne personer
handler inden for rammerne af deres sædvanlige erhvervsvirksomhed.
8. Den omstændighed, at et selskab, der er
hjemmehørende i en kontraherende stat, behersker eller beherskes af et
selskab, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, eller
som driver erhvervsvirksomhed i denne anden stat (enten gennem et fast
driftssted eller på anden måde), skal ikke i sig selv
medføre, at det ene selskab udgør et fast driftssted for det
andet.
Artikel 6
Indkomst af fast ejendom
1. Indkomst, som oppebæres af en person, der er
hjemmehørende i en kontraherende stat, af fast ejendom (herunder
indkomst af land- eller skovbrug), der er beliggende i den anden
kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.
2. Udtrykket »fast ejendom« skal tillægges den
betydning, som det har i lovgivningen i den kontraherende stat, hvor den
pågældende ejendom er beliggende. Udtrykket skal i alle
tilfælde omfatte tilbehør til fast ejendom, besætning og
redskaber, der anvendes i land- og skovbrug, rettigheder på hvilke
bestemmelserne i civilretten om fast ejendom finder anvendelse, brugsret til
fast ejendom og retten til variable eller faste betalinger som vederlag for
udnyttelsen af, eller retten til at udnytte, mineralforekomster, kilder og
andre naturforekomster; skibe og luftfartøjer skal ikke anses for fast
ejendom.
3. Bestemmelserne i stykke 1 skal finde anvendelse
på indkomst, der hidrører fra direkte brug, udleje eller
benyttelse i enhver anden form af fast ejendom.
4. I tilfælde, hvor ejerskab af aktier eller andre
selskabsrettigheder i et selskab direkte eller indirekte berettiger ejeren af
sådanne aktier eller selskabsrettigheder til at benytte fast ejendom,
der tilhører selskabet, kan indkomsten fra direkte brug, udlejning,
eller benyttelse i enhver anden form af sådan nydelsesret beskattes i
den kontraherende stat, hvor den faste ejendom er beliggende.
5. Bestemmelserne i stykke 1 og 3 skal også finde
anvendelse på indkomst af fast ejendom, der tilhører et
foretagende, og på indkomst af fast ejendom, der anvendes ved
udøvelsen af frit erhverv.
Artikel 7
Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed
1. Fortjeneste, som oppebæres af et foretagende i en
kontraherende stat, kan kun beskattes i denne stat, medmindre foretagendet
driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat gennem et der
beliggende fast driftssted. Hvis foretagendet driver førnævnte
erhvervsvirksomhed, kan foretagendets fortjeneste beskattes i den anden stat,
men kun den del deraf, som kan henføres til
a) dette faste driftssted; eller
b) salg i den anden stat af varer af samme eller lignende art som de,
der sælges gennem dette faste driftssted; eller
c) anden erhvervsvirksomhed, der udøves i den anden stat af
samme eller lignende art som den, der udøves gennem dette faste
driftssted.
Bestemmelserne i litra b) og c) skal ikke finde
anvendelse, hvis foretagendet godtgør, at sådant salg eller
sådan virksomhed ikke med rimelighed kunne have været
udøvet af dette faste driftssted.
2. Såfremt bestemmelserne i stykke 3 ikke
medfører andet, skal der i tilfælde, hvor et foretagende i en
kontraherende stat driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat
gennem et der beliggende fast driftssted, i hver kontraherende stat til dette
faste driftssted henføres den fortjeneste, som det kunne forventes at
opnå, hvis det havde været et frit og uafhængigt
foretagende, der var beskæftiget med den samme eller lignende
virksomhed på de samme eller lignende vilkår, og som under
fuldstændig frie forhold gjorde forretninger med det foretagende, hvis
faste driftssted det er.
3. Ved ansættelsen af et fast driftssteds
fortjeneste skal det være tilladt at fradrage omkostninger, som er
afholdt for det faste driftssted, herunder generalomkostninger afholdt til
ledelse og administration, enten i den stat, hvor det faste driftssted er
beliggende eller andetsteds, og som tillades fradraget i henhold til
bestemmelserne i den interne lovgivning i den kontraherende stat, hvor det
faste driftssted er beliggende. Det skal imidlertid ikke være tilladt
at fradrage eventuelle beløb, der (i anden henseende end som
godtgørelse for faktiske udgifter) betales af det faste driftssted til
foretagendets hovedkontor eller ethvert af dets andre kontorer som royalties,
honorarer eller andre lignende betalinger for benyttelsen af patenter eller
andre rettigheder, eller som provision for udførelse af særlige
hverv eller for administration, eller, undtagen hvor der er tale om en bank,
som rente af lån til det faste driftssted. Ligeså skal der ikke
ved ansættelsen af et fast driftssteds fortjeneste medregnes
beløb, der (i anden henseende end som godtgørelse for faktiske
udgifter) af det faste driftssted debiteres foretagendets hovedkontor eller
ethvert af dets andre kontorer, som royalties, honorarer eller andre lignende
betalinger for benyttelsen af patenter eller andre rettigheder, eller som
provision for udførelse af særlige hverv eller for
administration, eller, undtagen hvor der er tale om en bank, som rente af
lån til foretagendets hovedkontor eller ethvert af dets andre
kontorer.
4. Hvis det har været sædvane i en
kontraherende stat at ansætte den fortjeneste, der kan henføres
til et fast driftssted, på grundlag af en fordeling af foretagendets
samlede fortjeneste mellem dets forskellige afdelinger, skal intet i stykke 2
udelukke denne kontraherende stat fra at ansætte den skattepligtige
fortjeneste på grundlag af en sådan sædvanemæssig
fordeling; den valgte fordelingsmetode skal imidlertid være
sådan, at resultatet bliver i overensstemmelse med de principper, der
er fastlagt i denne artikel.
5. Ingen fortjeneste skal kunne henføres til et
fast driftssted, blot fordi dette faste driftssted har foretaget
indkøb af varer for foretagendet.
6. Ved anvendelsen af de foregående stykker skal den
fortjeneste, der henføres til det faste driftssted, ansættes
efter samme metode år for år, medmindre der er god og
fyldestgørende grund til at anvende en anden fremgangsmåde.
7. I tilfælde, hvor fortjeneste omfatter indkomster,
som er omhandlet særskilt i andre artikler i denne overenskomst, skal
bestemmelserne i disse andre artikler ikke berøres af bestemmelserne i
denne artikel.
Artikel 8
Skibs- og lufttransport
1. Fortjeneste, der oppebæres af et foretagende i en
kontraherende stat fra driften af skibe og luftfartøjer i
international trafik, kan kun beskattes i denne stat.
2. Ved anvendelsen af denne artikel omfatter fortjeneste
fra driften af skibe og luftfartøjer i international trafik:
a) indkomst fra udleje på bareboat basis af skibe eller
luftfartøjer; og
b) fortjeneste fra brug, rådighedsstillelse, eller udleje af
containere (herunder anhængere, pramme og lignende udstyr til transport
af containere), der anvendes til transport af varer,
hvor henholdsvis sådan udleje eller sådant brug,
rådighedsstillelse eller udleje er knyttet til driften af skibe eller
luftfartøjer i international trafik.
3. Bestemmelserne i stykke 1 skal også finde
anvendelse på fortjeneste ved deltagelse i en pool, et
forretningsfællesskab eller en international driftsorganisation.
4. Med hensyn til fortjeneste, som oppebæres af det
danske, norske og svenske luftfartskonsortium Scandinavian Airlines System
(SAS), skal bestemmelserne i stykke 1 og 3 kun finde anvendelse på den
del af fortjenesten, som svarer til den andel, der ejes i dette konsortium af
SAS Danmark A/S, den danske partner i Scandinavian Airlines System (SAS).
5. I tilfælde, hvor fortjeneste i henhold til
bestemmelserne i denne artikel kun kan beskattes i en kontraherende stat, og
i henhold til den gældende lovgivning i denne stat anses for at
være indkomst fra udenlandske kilder og af den grund er skattefri i
denne stat eller beskattes med en sats, som er væsentlig lavere end den
sats, som finder anvendelse på fortjeneste af indenlandsk virksomhed,
kan den anden kontraherende stat beskatte sådan fortjeneste, som om
overenskomsten ikke havde fået virkning.
Artikel 9
Forbundne foretagender
1. I tilfælde, hvor
a) et foretagende i en kontraherende stat direkte eller indirekte
deltager i ledelsen af, kontrollen med eller kapitalen i et foretagende i den
anden kontraherende stat, eller
b) de samme personer direkte eller indirekte deltager i ledelsen af,
kontrollen med eller kapitalen i såvel et foretagende i en
kontraherende stat som et foretagende i den anden kontraherende
stat,
og der i noget af disse tilfælde mellem de to foretagender er aftalt
eller fastsat vilkår vedrørende deres kommercielle eller
finansielle forbindelser, der afviger fra de vilkår, som ville
være blevet aftalt mellem uafhængige foretagender, kan enhver
fortjeneste, som, hvis disse vilkår ikke havde foreligget, ville
være tilfaldet et af disse foretagender, men som på grund af
disse vilkår ikke er tilfaldet dette, medregnes til dette foretagendes
fortjeneste og beskattes i overensstemmelse hermed.
2. I tilfælde, hvor en kontraherende stat til et
foretagendes fortjeneste i denne stat medregner - og i overensstemmelse
hermed beskatter - fortjeneste, som et foretagende i den anden kontraherende
stat er blevet beskattet af i denne anden stat, og den således
medregnede fortjeneste er fortjeneste, som ville være tilfaldet
foretagendet i den førstnævnte stat, hvis vilkårene, der
er aftalt mellem de to foretagender, havde været de samme, som ville
have været aftalt mellem uafhængige foretagender, skal denne
anden stat foretage en passende regulering af det skattebeløb, som er
beregnet der af fortjenesten, hvis denne anden stat anser reguleringen for
berettiget. Ved fastsættelsen af sådan regulering skal der tages
skyldigt hensyn til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst, og de
kompetente myndigheder i de kontraherende stater skal om nødvendigt
rådføre sig med hinanden.
Artikel 10
Udbytte
1. Udbytte, som udbetales af et selskab, der er
hjemmehørende i en kontraherende stat, til en person, der er
hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne
anden stat.
2. Sådant udbytte kan imidlertid også
beskattes i den kontraherende stat, hvor det selskab, der udbetaler udbyttet,
er hjemmehørende, og i overensstemmelse med lovgivningen i denne stat,
men hvis den retmæssige ejer af udbyttet er hjemmehørende i den
anden kontraherende stat, må den således pålignede skat
ikke overstige:
a) 5 pct. af udbyttets bruttobeløb, hvis den retmæssige
ejer er et selskab (bortset fra et interessentskab), der ejer og har ejet
direkte mindst 25 pct. af kapitalen i det selskab, som udbetaler udbyttet, i
en 12-måneders periode forud for den dato udbyttet er fastsat;
b) 15 pct. af bruttobeløbet af udbyttet i alle andre
tilfælde.
De kompetente myndigheder i de kontraherende stater skal
ved gensidig aftale fastsætte de nærmere regler for
gennemførelsen af disse begrænsninger.
Dette stykke skal ikke berøre adgangen til at
beskatte selskabet af den fortjeneste, hvoraf udbyttet er udbetalt.
3. Udtrykket »udbytte« betyder i denne artikel indkomst af
aktier eller andre rettigheder, der ikke er gældsfordringer, og som
giver ret til andel i fortjeneste, samt indkomst af andre
selskabsrettigheder, der er undergivet samme skattemæssige behandling
som indkomst af aktier i henhold til lovgivningen i den stat, hvor det
selskab, der foretager udlodningen, er hjemmehørende.
4. Bestemmelserne i stykke 1 og 2 skal ikke finde
anvendelse, hvis udbyttets retmæssige ejer, der er hjemmehørende
i en kontraherende stat, i den anden kontraherende stat, hvor det
udbyttebetalende selskab er hjemmehørende, driver erhvervsvirksomhed
gennem et der beliggende fast driftssted, eller udøver frit erhverv i
denne anden stat fra et der beliggende fast sted, og den aktiebesiddelse, som
ligger til grund for udbetalingen af udbyttet, har direkte forbindelse med et
sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal
bestemmelserne i henholdsvis artikel 7 eller artikel 14 finde anvendelse.
5. I tilfælde, hvor et selskab, der er
hjemmehørende i en kontraherende stat, oppebærer fortjeneste
eller indkomst fra den anden kontraherende stat, må denne anden stat
ikke påligne nogen skat på udbytte, som udbetales af selskabet,
medmindre udbyttet udbetales til en person, der er hjemmehørende i
denne anden stat, eller medmindre den aktiebesiddelse, som ligger til grund
for udbetalingen af udbyttet, har direkte forbindelse med et fast driftssted
eller et fast sted, der er beliggende i denne anden stat, eller undergive
selskabets ikke-udloddede fortjeneste en skat på selskabets
ikke-udloddede fortjeneste, selv om det udbetalte udbytte eller den
ikke-udloddede fortjeneste helt eller delvis består af fortjeneste
eller indkomst, der hidrører fra denne anden stat.
6. I tilfælde, hvor en kontraherende stat har
opkrævet kildeskat med et højere beløb end den skat, der
kan pålignes i henhold til bestemmelserne i denne overenskomst, skal
ansøgning om refusion af det overskydende beløb indgives til
den kompetente myndighed i denne stat inden for en periode på tre
år efter udløbet af det kalenderår, i hvilket skatten er
blevet opkrævet, medmindre den interne lovgivning i denne stat
foreskriver et længere tidsrum. Refusionen skal gives inden for en
6-måneders periode fra den dato, på hvilken ansøgningen
blev indsendt til den kompetente myndighed. 6-måneders perioden kan
forlænges, hvis begge de kontraherende stater er enige om, at
fornøden dokumentation ikke er blevet forelagt den kompetente
myndighed i den førstnævnte stat.
7. De foregående bestemmelser i denne artikel skal
ikke finde anvendelse, hvis det var hovedformålet eller et af
hovedformålene hos enhver person, der medvirkede ved stiftelsen eller
overdragelsen af de aktier eller andre rettigheder, som ligger til grund for
udbetalingen af udbyttet, at drage fordel af denne artikel ved hjælp af
denne stiftelse eller overdragelse.
I tilfælde hvor en person, der er
hjemmehørende i en kontraherende stat, nægtes skattelempelse i
den anden kontraherende stat som følge af bestemmelserne i den
første sætning i dette stykke, skal den kompetente myndighed i
denne anden stat underrette den kompetente myndighed i den
førstnævnte stat.
Artikel 11
Renter
1. Renter, der hidrører fra en kontraherende stat
og betales til en person, der er hjemmehørende i den anden
kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.
2. Sådanne renter kan imidlertid også
beskattes i den anden kontraherende stat, hvorfra de hidrører og i
overensstemmelse med lovgivningen i denne stat, men hvis modtageren er den
retmæssige ejer af renterne, må den således pålignede
skat ikke overstige 5 pct. af rentens bruttobeløb. De kompetente
myndigheder i de kontraherende stater skal ved gensidig aftale
fastsætte de nærmere regler for gennemførelsen af denne
begrænsning.
3. Uanset bestemmelserne i stykke 2 kan den i stykke 1
nævnte rente kun beskattes i den kontraherende stat, hvor
rentemodtageren er hjemmehørende, hvis en af følgende
betingelser er opfyldt:
a) modtageren deraf er regeringen i en kontraherende stat,
centralbanken i en kontraherende stat eller dertil hørende politisk
underafdeling eller lokal myndighed; eller
b) renten er betalt af enhver af de i litra a) nævnte personer;
eller
c) renten er betalt med hensyn til et lån, der er ydet eller
garanteret af en finansiel institution af offentligretlig karakter med det
formål at fremme eksport og udvikling.
4. Udtrykket »rente« betyder i denne artikel indkomst af
gældsfordringer af enhver art, hvad enten de er sikret ved pant i fast
ejendom eller ikke, og hvad enten de indeholder en ret til en andel i
skyldnerens fortjeneste eller ikke, og især, indkomst af
statsgældsbeviser og indkomst af obligationer eller forskrivninger,
herunder agiobeløb og gevinster, der knytter sig til sådanne
gældsbeviser, obligationer eller forskrivninger. Straftillæg ved
for sen betaling skal ikke betragtes som rente ved anvendelsen af denne
artikel.
5. Bestemmelserne i stykke 1 og 2 skal ikke finde
anvendelse, hvis rentens retmæssige ejer, der er hjemmehørende i
en kontraherende stat, driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende
stat, hvorfra renten hidrører, gennem et der beliggende fast
driftssted, eller udøver frit erhverv i denne anden stat fra et der
beliggende fast sted, og den fordring, som ligger til grund for den betalte
rente, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast
sted. I så fald skal bestemmelserne i henholdsvis artikel 7 eller
artikel 14 finde anvendelse.
6. Rente skal anses for at hidrøre fra en
kontraherende stat, når betaleren er staten selv, en politisk
underafdeling, en lokal myndighed eller en person, der er
hjemmehørende i denne stat. I tilfælde, hvor imidlertid den
person, der betaler renten, hvad enten han er hjemmehørende i en
kontraherende stat eller ej, i en kontraherende stat har et fast driftssted
eller et fast sted i forbindelse med hvilket gældsforholdet, hvoraf
renten betales, er stiftet, og sådan rente påhviler sådant
fast driftssted eller fast sted, skal sådan rente anses for at
hidrøre fra den stat, hvor det faste driftssted eller faste sted er
beliggende
7. I tilfælde, hvor en særlig forbindelse
mellem den, der betaler, og den retmæssige ejer, eller mellem disse og
en tredje person, har bevirket, at renten, set i forhold til den
gældsfordring for hvilken den er betalt, overstiger det beløb,
som ville være blevet aftalt mellem betaleren og den retmæssige
ejer, hvis en sådan forbindelse ikke havde foreligget, skal
bestemmelserne i denne artikel kun finde anvendelse på det
sidstnævnte beløb. I så fald skal det overskydende
beløb kunne beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver af de
kontraherende stater under skyldig hensyntagen til de øvrige
bestemmelser i denne overenskomst.
8. De foregående stykker i denne artikel skal ikke
finde anvendelse, hvis det var hovedformålet eller et af
hovedformålene hos enhver person, der medvirkede ved stiftelsen eller
overdragelsen af den gældsfordring, som ligger til grund for betalingen
af renten, at drage fordel af denne artikel ved hjælp af denne
stiftelse eller overdragelse.
I tilfælde hvor en person, der er
hjemmehørende i en kontraherende stat, nægtes skattelempelse i
den anden kontraherende stat som følge af bestemmelserne i den
førstnævnte sætning i dette stykke, skal den kompetente
myndighed i denne anden stat underrette den kompetente myndighed i den
førstnævnte stat.
Artikel 12
Royalties og honorarer for teknisk bistand
1. Royalties og honorarer for teknisk bistand, der
hidrører fra en kontraherende stat og betales til en person, der er
hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne
anden stat.
2. Sådanne royalties og honorarer for teknisk
bistand kan imidlertid også beskattes i den kontraherende stat, hvorfra
de hidrører og i overensstemmelse med lovgivningen i denne stat, men
hvis den retmæssige ejer er hjemmehørende i den anden
kontraherende stat, må den således pålignede skat ikke
overstige:
a) i tilfælde af royalties, 10 pct. af bruttobeløbet af
royalties;
b) i tilfælde af honorarer for teknisk bistand, 5 pct. af
bruttobeløbet af honorarerne for teknisk bistand.
3. Udtrykket »honorarer for teknisk bistand« betyder i
denne artikel betalinger af enhver art til enhver person som vederlag for
alle tekniske, administrative eller rådgivende ydelser, hvis
sådanne ydelser stiller teknisk kundskab, erfaring, færdigheder,
know-how, eller fremstillingsmetoder til rådighed.
4. Udtrykket »royalties« betyder i denne artikel
betalinger af enhver art, der modtages som vederlag for anvendelsen af, eller
retten til at anvende, enhver ophavsret til litterært, kunstnerisk
eller videnskabeligt arbejde, herunder film til forevisning, ethvert patent,
varemærke, mønster eller model, tegning, hemmelig formel eller
fremstillingsmetode, eller for oplysninger om industriel, kommerciel eller
videnskabelig erfaring.
5. Bestemmelserne i stykke 1 skal ikke finde anvendelse,
hvis den retmæssige ejer af royaltybeløbet eller honoraret for
teknisk bistand, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, i den
anden kontraherende stat, hvorfra royaltybeløbet eller honoraret for
teknisk bistand hidrører, driver erhvervsvirksomhed gennem et der
beliggende fast driftssted, eller udøver frit erhverv i denne anden
stat fra et der beliggende fast sted, og den rettighed, det formuegode eller
den kontrakt, som ligger til grund for de udbetalte royalties eller honorar
for teknisk bistand, har direkte forbindelse med et sådant fast
driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne i henholdsvis
artikel 7 eller artikel 14 finde anvendelse.
6. I tilfælde, hvor en særlig forbindelse
mellem den, der betaler, og den retmæssige ejer, eller mellem disse og
en tredje person, har bevirket, at royaltybeløbet eller honoraret for
teknisk bistand, set i forhold til den anvendelse, rettighed, oplysning eller
tjenesteydelse for hvilken det er betalt, overstiger det beløb, som
ville være blevet aftalt mellem betaleren og den retmæssige ejer,
hvis en sådan forbindelse ikke havde foreligget, skal bestemmelserne i
denne artikel kun finde anvendelse på det sidstnævnte
beløb. I så fald skal det overskydende beløb kunne
beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver af de kontraherende
stater under skyldig hensyntagen til de øvrige bestemmelser i denne
overenskomst.
7. De foregående bestemmelser i denne artikel skal
ikke finde anvendelse, hvis det var hovedformålet eller et af
hovedformålene hos enhver person, der medvirkede til stiftelsen eller
overdragelsen af de rettigheder, som ligger til grund for udbetalingen af
royaltybeløbet, at drage fordel af denne artikel ved hjælp af
denne stiftelse eller overdragelse.
I tilfælde hvor en person, der er
hjemmehørende i en kontraherende stat, nægtes skattelempelse i
den anden kontraherende stat som følge af bestemmelserne i
første sætning i dette stykke, skal den kompetente myndighed i
denne anden stat underrette den kompetente myndighed i den
førstnævnte stat.
Artikel 13
Kapitalgevinster
1. Fortjeneste, som oppebæres af en person, der er
hjemmehørende i en kontraherende stat, ved afhændelse af fast
ejendom, som omhandlet i artikel 6, og som er beliggende i den anden
kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.
2. Fortjeneste ved afhændelse af rørlig
ejendom, der udgør en del af erhvervsformuen i et fast driftssted, som
et foretagende i en kontraherende stat har i den anden kontraherende stat,
eller af rørlig ejendom, der hører til et fast sted, som en
person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, i den anden
kontraherende stat har til rådighed til udøvelse af frit
erhverv, herunder også fortjeneste ved afhændelse af et
sådant fast driftssted (særskilt eller sammen med hele
foretagendet), eller af et sådant fast sted, kan beskattes i denne
anden stat.
3. Fortjeneste, der oppebæres af et foretagende i en
kontraherende stat, ved afhændelse af skibe eller luftfartøjer,
der anvendes i international trafik, eller af rørlig ejendom, som er
knyttet til driften af sådanne skibe og luftfartøjer, kan kun
beskattes i denne stat.
4. Fortjeneste ved afhændelse af aktier eller andre
rettigheder i et selskab, hvis aktiver hovedsagelig, direkte eller indirekte,
består af fast ejendom, der er beliggende i en kontraherende stat,
eller rettigheder, som er knyttet til sådan fast ejendom, kan beskattes
i denne stat.
5. Fortjeneste ved afhændelse af alle andre
formuegoder end de, der er nævnt i de foregående stykker, kan kun
beskattes i den kontraherende stat, hvor afhænderen er
hjemmehørende.
6. Med hensyn til fortjeneste, som oppebæres af det
danske, norske og svenske luftfartskonsortium Scandinavian Airlines System
(SAS), skal bestemmelserne i stykke 3 kun finde anvendelse på den del
af fortjenesten, som svarer til den andel, der ejes i dette konsortium af SAS
Danmark A/S, den danske partner i Scandinavian Airlines System (SAS).
Artikel 14
Frit erhverv
1. Indkomst, der oppebæres af en person, der er
hjemmehørende i en kontraherende stat, ved frit erhverv eller ved
anden virksomhed af selvstændig karakter, kan kun beskattes i denne
stat. Sådan indkomst kan imidlertid også beskattes i den anden
kontraherende stat, hvis:
a) personen har et fast sted, som til stadighed står til
rådighed for ham i denne anden stat med henblik på
udøvelse af hans virksomhed, men kun den del deraf, som kan
henføres til dette faste sted; eller
b) personen opholder sig i denne anden stat i en eller flere perioder,
der tilsammen overstiger 183 dage inden for enhver 12-måneders periode,
men kun den del deraf, som kan henføres til den virksomhed, der er
udøvet i denne stat.
2. Udtrykket »frit erhverv« omfatter især
selvstændig videnskabelig, litterær, kunstnerisk, uddannelses-
eller undervisningsmæssig virksomhed samt selvstændig virksomhed
som læge, advokat, ingeniør, arkitekt, tandlæge og
revisor.
Artikel 15
Personligt arbejde i tjenesteforhold
1. Såfremt bestemmelserne i artiklerne 16, 18 og 19
ikke medfører andet, kan gage, løn og andet lignende vederlag,
som oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en
kontraherende stat, for personligt arbejde i tjenesteforhold, kun beskattes i
denne stat, medmindre arbejdet er udført i den anden kontraherende
stat. Hvis arbejdet er udført der, kan det vederlag, som
oppebæres herfor, beskattes i denne anden stat.
2. Uanset bestemmelserne i stykke 1 kan vederlag, som
oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende
stat, for personligt arbejde udført i den anden kontraherende stat,
kun beskattes i den førstnævnte stat, hvis:
a) modtageren opholder sig i den anden stat i en eller flere perioder,
der tilsammen ikke overstiger 183 dage i enhver 12-måneders periode,
der begynder eller ender i det pågældende skatteår, og
b) vederlaget betales af eller for en arbejdsgiver, der er
hjemmehørende i den førstnævnte stat, og
c) vederlaget ikke påhviler et fast driftssted eller et fast
sted, som arbejdsgiveren har i den anden stat.
3. Uanset de foregående bestemmelser i denne artikel
kan vederlag for personligt arbejde, som udføres om bord på et
skib eller luftfartøj, der anvendes i international trafik af et
foretagende i en kontraherende stat, kun beskattes i denne stat.
4. I tilfælde, hvor en person, der er
hjemmehørende i Danmark, oppebærer vederlag for personligt
arbejde, som udføres om bord på et luftfartøj, der
anvendes i international trafik af Scandinavian Airlines System (SAS), kan
sådant vederlag kun beskattes i Danmark.
Artikel 16
Bestyrelseshonorarer
Bestyrelseshonorarer og andre lignende betalinger, som
oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende
stat, i hans egenskab af medlem af bestyrelsen for et selskab, der er
hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne
anden stat.
Artikel 17
Kunstnere og sportsmænd
1. Uanset bestemmelserne i artiklerne 14 og 15 kan
indkomst, som oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en
kontraherende stat, som optrædende kunstner, såsom teater-,
film-, radio- eller fjernsynskunstner, eller musiker eller som sportsmand,
ved hans personligt udøvede virksomhed som sådan i den anden
kontraherende stat, beskattes i denne anden stat.
2. I tilfælde, hvor indkomst ved personlig
virksomhed, som udøves af en optrædende kunstner eller
sportsmand i denne egenskab, ikke tilfalder kunstneren eller sportsmanden
selv, men en anden person, kan denne indkomst, uanset bestemmelserne i
artiklerne 7, 14 og 15, beskattes i den kontraherende stat, hvor kunstnerens
eller sportsmandens virksomhed udøves.
3. Bestemmelserne i stykke 1 og 2 skal ikke finde
anvendelse på indkomst, der oppebæres ved virksomhed, som
udøves i en kontraherende stat af kunstnere eller sportsmænd,
hvis besøget i denne stat i væsentlig grad er støttet af
offentlige midler fra den anden kontraherende stat eller en dertil
hørende politisk underafdeling eller lokal myndighed. I sådant
tilfælde kan indkomsten kun beskattes i den kontraherende stat, hvor
kunstneren eller sportsmanden er hjemmehørende.
Artikel 18
Pensioner og lignende betalinger
1. Såfremt bestemmelserne i artikel 19, stykke 2,
ikke medfører andet, kan pensioner og andre lignende vederlag, der
udbetales til en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat,
for tidligere tjenesteydelser beskattes i denne stat.
2. Sådanne pensioner og andre lignende vederlag kan
imidlertid også beskattes i den anden kontraherende stat, hvis
betalingen erlægges af en person, der er hjemmehørende i den
anden stat eller af et der beliggende fast driftssted.
Artikel 19
Offentligt hverv
1. a) Gage, løn, og andet lignende vederlag, undtagen
pensioner, der udbetales af en kontraherende stat, eller en dertil
hørende politisk underafdeling eller lokal myndighed til en fysisk
person for udførelse af hverv for denne stat eller underafdeling eller
myndighed, kan kun beskattes i denne stat.
b) Sådan gage, løn og andet lignende vederlag kan
imidlertid kun beskattes i den anden kontraherende stat, hvis hvervet er
udført i denne stat, og den pågældende er en i denne stat
hjemmehørende person, som:
(i) er statsborger i denne stat; eller
(ii) ikke blev hjemmehørende i denne stat alene med det
formål at udføre hvervet.
2. a) Enhver pension, som udbetales af en kontraherende stat eller
en dertil hørende politisk underafdeling eller lokal myndighed, eller
fra midler tilvejebragt af disse, til en fysisk person for udførelse
af hverv for denne stat eller underafdeling eller myndighed, kan kun
beskattes i denne stat.
b) En sådan pension kan imidlertid kun beskattes i den anden
kontraherende stat, hvis modtageren er hjemmehørende i og statsborger
i denne stat.
3. Bestemmelserne i artiklerne 15, 16, 17 og 18 skal finde
anvendelse på gage, løn og andet lignende vederlag og pensioner,
der udbetales for udførelse af hverv i forbindelse med
erhvervsvirksomhed, der drives af en kontraherende stat, eller en dertil
hørende politisk underafdeling eller lokal myndighed.
Artikel 20
Studerende og lærlinge
1. Beløb, som en studerende eller lærling,
der er, eller som umiddelbart før han besøger en kontraherende
stat, var hjemmehørende i den anden kontraherende stat, og som
udelukkende opholder sig i den førstnævnte stat i studie- eller
uddannelsesøjemed, modtager med henblik på sit underhold,
uddannelse eller oplæring, skal ikke beskattes i denne stat, under
forudsætning af at sådanne beløb hidrører fra
kilder uden for denne stat.
2. Uanset bestemmelserne i stykke 1 skal vederlag, som en
studerende eller lærling, der er, eller som tidligere var
hjemmehørende i en kontraherende stat, og som udelukkende opholder sig
i den anden kontraherende stat i studie- eller uddannelsesøjemed,
oppebærer for tjenesteydelser udført i denne anden stat, ikke
beskattes i denne anden stat, under forudsætning af at sådanne
tjenesteydelser står i forbindelse med hans studium eller uddannelse,
og at vederlaget for sådanne tjenesteydelser er et nødvendigt
supplement til de midler, han har til rådighed til sit underhold.
Artikel 21
Undervisning og forskning
1. En fysisk person, som er eller var hjemmehørende
i en kontraherende stat ved starten af sit besøg i den anden
kontraherende stat, og som, efter invitation fra regeringen i denne anden
stat eller fra et universitet eller anden læreanstalt, der er
beliggende i denne anden stat og godkendt af den behørige
uddannelsesmyndighed i denne anden stat, besøger denne anden stat med
det hovedformål at undervise eller forske på sådant
universitet eller anden læreanstalt, skal være fritaget for skat
i denne anden stat af indkomst fra personlig tjeneste med undervisning eller
forskning på sådant universitet eller anden læreanstalt i
et tidsrum, der ikke overstiger 2 år fra datoen for hans ankomst til
denne anden kontraherende stat.
2. Den efter stykke 1 indrømmede fritagelse skal
ikke finde anvendelse på indkomst fra forskning, hvis sådan
forskning ikke er udført i almenvellets interesse men hovedsagelig til
privat fordel for en eller flere bestemte personer.
Artikel 22
Virksomhed i forbindelse med forundersøgelser,
efterforskning eller udvinding af kulbrinter
1. Uanset bestemmelserne i artiklerne 5 og 14 skal en
person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, og som
udøver virksomhed i forbindelse med forundersøgelser,
efterforskning eller udvinding af kulbrinter beliggende i den anden
kontraherende stat, med hensyn til sådanne aktiviteter anses for at
udøve virksomhed i denne anden stat gennem et fast driftssted eller at
udøve frit erhverv fra et der beliggende fast sted.
2. Bestemmelserne i stykke 1 skal ikke finde anvendelse i
tilfælde, hvor virksomheden udøves i en periode eller perioder,
der tilsammen ikke overstiger 30 dage inden for enhver 12-måneders
periode. Ved anvendelsen af dette stykke skal imidlertid virksomhed
udøvet af et foretagende, der er forbundet med et andet foretagende,
som omhandlet i artikel 9, anses som udøvet at det foretagende, med
hvilket det er forbundet, hvis den pågældende virksomhed er
væsentlig den samme som den, der udøves af det sidstnævnte
foretagende.
3. Uanset bestemmelserne i stykke 1 og 2 skal
boreplatform-virksomhed udøvet ud for kysten kun udgøre et fast
driftssted, hvis virksomheden udøves i en periode eller perioder, der
tilsammen overstiger 6 måneder inden for enhver 12-måneders
periode. Ved anvendelsen af dette stykke skal imidlertid virksomhed
udøvet af et foretagende, der er forbundet med et andet foretagende,
som omhandlet i artikel 9, anses som udøvet at det foretagende, med
hvilket det er forbundet, hvis den pågældende virksomhed er
væsentlig den samme som den, der udøves af det sidstnævnte
foretagende.
Artikel 23
Andre indkomster
Uanset bestemmelserne i enhver anden artikel i denne
overenskomst kan indkomster, der oppebæres af en person, der er
hjemmehørende i en kontraherende stat, uanset hvorfra de
hidrører, og som ikke udtrykkelig er behandlet i de forudgående
artikler i denne overenskomst, beskattes af hver af de kontraherende stater i
overensstemmelse med bestemmelserne i deres interne lovgivning.
Artikel 24
Ophævelse af dobbeltbeskatning
Dobbeltbeskatning skal undgås således:
1. Såfremt lovgivningen i Danmark ikke
medfører andet, skal dobbeltbeskatning for Danmarks vedkommende
undgås som følger:
a) Medmindre bestemmelserne i litra c) medfører andet, skal
Danmark i tilfælde, hvor en person, der er hjemmehørende i
Danmark, oppebærer indkomst, som ifølge bestemmelserne i denne
overenskomst kan beskattes i Venezuela, indrømme fradrag i den
pågældende persons skat på indkomsten med et beløb
svarende til den indkomstskat, som er betalt i Venezuela;
b) fradraget skal imidlertid ikke i noget tilfælde kunne
overstige den del af indkomstskatten, som beregnet inden fradraget er givet,
der kan henføres til den indkomst, som kan beskattes i Venezuela;
c) i tilfælde, hvor en person, der er hjemmehørende i
Danmark, oppebærer indkomst, som ifølge bestemmelserne i denne
overenskomst kun kan beskattes i Venezuela, kan Danmark medregne denne
indkomst i beskatningsgrundlaget, men skal i indkomstskatten tillade
fradraget den del af indkomstskatten, som kan henføres til den
indkomst, der hidrører fra Venezuela.
2. Såfremt lovgivningen i Venezuela ikke
medfører andet, skal dobbeltbeskatning for Venezuelas vedkommende
undgås som følger:
a) I tilfælde, hvor en person, der er hjemmehørende i
Venezuela, modtager indkomst, som ifølge bestemmelserne i denne
overenskomst kan beskattes i Danmark, skal denne indkomst være fritaget
for skat i Venezuela;
b) hvis en person, der er hjemmehørende i Venezuela,
ifølge lovgivningen i Venezuela er skattepligtig i Venezuela af sin
globalindkomst, skal bestemmelserne i litra a) i dette stykke ikke finde
anvendelse, og dobbeltbeskatning skal undgås i overensstemmelse med
litra c), d) og e) i dette stykke;
c) i tilfælde, hvor en person, der er hjemmehørende i
Venezuela, oppebærer indkomst, som ifølge bestemmelserne i denne
overenskomst kan beskattes i Danmark, skal Venezuela indrømme fradrag
i den pågældende persons venezuelanske skat af indkomsten med et
beløb svarende til den indkomstskat, som er betalt i Danmark;
d) det fradrag, der indrømmes i henhold til litra c) i dette
stykke, skal ikke kunne overstige den del af den venezuelanske indkomstskat,
som beregnet inden fradraget er givet, der kan henføres til den
indkomst, som kan beskattes i Danmark;
e) i tilfælde, hvor indkomst, der oppebæres af en person,
der er hjemmehørende i Venezuela, ifølge bestemmelserne i denne
overenskomst er fritaget for skat i Venezuela, kan Venezuela ikke desto
mindre, ved beregningen af skatten på den pågældendes
resterende indkomst, tage den fritagne indkomst med i beregningen.
Artikel 25
Ikke-diskriminering
1. Statsborgere i en kontraherende stat skal ikke i den
anden kontraherende stat kunne undergives nogen beskatning eller dermed
forbundne krav, som er anderledes eller mere byrdefulde end den beskatning og
dermed forbundne krav, som statsborgere i denne anden stat under samme
forhold, særligt med hensyn til hjemsted, er eller måtte blive
undergivet.
2. Beskatningen af et fast driftssted, som et foretagende
i en kontraherende stat har i den anden kontraherende stat, må ikke
være mindre fordelagtig i denne anden stat end beskatningen af
foretagender i denne anden stat ved udøvelse af samme virksomhed.
Denne bestemmelse skal ikke kunne fortolkes som forpligtende en kontraherende
stat til at indrømme personer, der er hjemmehørende i den anden
kontraherende stat, de personlige skattemæssige begunstigelser,
lempelser og nedsættelser, som den som følge af
ægteskabelig stilling eller forsørgerpligt over for familie
indrømmer personer, der er hjemmehørende inden for dens eget
område.
3. Undtagen hvor bestemmelserne i artikel 9, stykke 1,
artikel 11, stykke 7, eller artikel 12, stykke 6, finder anvendelse, skal
renter, royalties og andre udbetalinger, der betales af et foretagende i en
kontraherende stat til en person, der er hjemmehørende i den anden
kontraherende stat, ved ansættelsen af et sådant foretagendes
skattepligtige fortjeneste være fradragsberettigede under samme
betingelser, som hvis de var blevet betalt til en person, der er
hjemmehørende i den førstnævnte stat.
4. Foretagender i en kontraherende stat, hvis kapital helt
eller delvis ejes eller kontrolleres, direkte eller indirekte, af en eller
flere personer, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat,
skal ikke i den førstnævnte stat kunne undergives nogen
beskatning eller dermed forbundne krav, som er anderledes eller mere
byrdefulde end den beskatning og dermed forbundne krav, som andre tilsvarende
foretagender i den førstnævnte stat er eller måtte blive
undergivet.
5. Bestemmelserne i denne artikel skal finde anvendelse
på skatter, der er omfattet af denne overenskomst.
Artikel 26
Fremgangsmåden ved indgåelse af gensidige
aftaler
1. I tilfælde, hvor en person mener, at
foranstaltninger truffet af en af eller begge de kontraherende stater, for
ham medfører eller vil medføre en beskatning, som ikke er i
overensstemmelse med bestemmelserne i denne overenskomst, kan han, uanset
hvilke retsmidler der måtte være foreskrevet i disse staters
interne lovgivning, indbringe sin sag for den kompetente myndighed i den
kontraherende stat, hvor han er hjemmehørende eller, hvis hans sag er
omfattet af artikel 25, stykke 1, for den kompetente myndighed i den
kontraherende stat, hvor han er statsborger. Sagen skal indbringes inden tre
år fra den dag, hvor der er givet ham den første underretning om
den foranstaltning, der medfører en beskatning, som ikke er i
overensstemmelse med bestemmelserne i overenskomsten.
2. Den kompetente myndighed skal, hvis indsigelsen
forekommer den at være berettiget, og hvis den ikke selv kan nå
frem til en rimelig løsning, søge at løse sagen ved
gensidig aftale med den kompetente myndighed i den anden kontraherende stat
med henblik på at undgå en beskatning, der ikke er i
overensstemmelse med overenskomsten. Enhver indgået aftale skal
gennemføres uden hensyn til hvilke tidsfrister, der er fastsat i de
kontraherende staters interne lovgivning, så længe anmodningen er
indgivet, før forældelsesfristen i den anden kontraherende stat
er udløbet.
3. De kompetente myndigheder i de kontraherende stater
skal søge ved gensidig aftale at løse vanskeligheder eller
tvivlsspørgsmål, der måtte opstå med hensyn til
fortolkningen eller anvendelsen af overenskomsten. De kan også
forhandle om undgåelse af dobbeltbeskatning i tilfælde, som ikke
er omhandlet i overenskomsten.
4. De kompetente myndigheder i de kontraherende stater kan
træde i direkte forbindelse med hinanden, heriblandt gennem en
fælles kommission bestående af dem selv eller deres
repræsentanter, med henblik på indgåelse af en aftale i
overensstemmelse med de foregående stykker.
Artikel 27
Udveksling af oplysninger
1. De kompetente myndigheder i de kontraherende stater
skal udveksle sådanne oplysninger, som er nødvendige for at
gennemføre bestemmelserne i denne overenskomst eller i de
kontraherende staters interne lovgivning vedrørende skatter, der
omfattes af overenskomsten, for så vidt som denne beskatning ikke
strider mod overenskomsten, især med henblik på forhindring af
svig eller skatteunddragelse. Udvekslingen af oplysninger er ikke
begrænset af artikel 1. Alle oplysninger, der modtages af en
kontraherende stat, skal behandles som hemmelige på samme måde
som oplysninger, der er opnået i henhold til denne stats interne
lovgivning og må kun meddeles til personer eller myndigheder (herunder
domstole og forvaltningsmyndigheder), der er beskæftiget med ligning,
opkrævning, inddrivelse, retsforfølgning med hensyn til, eller
klageafgørelser i forbindelse med de skatter, der er omfattet af
overenskomsten. Sådanne personer eller myndigheder må kun benytte
oplysningerne til de nævnte formål. De kan meddele oplysningerne
under offentlige retshandlinger eller i retsafgørelser. De kompetente
myndigheder kan, i samråd, udvikle passende betingelser, metoder eller
fremgangsmåder vedrørende de anliggender, om hvilke sådan
udveksling af oplysninger skal foretages, herunder, hvor forholdene tilsiger
det, udveksling af oplysninger vedrørende skatteunddragelse.
2. Bestemmelserne i stykke 1 skal i intet tilfælde
kunne fortolkes således, at der pålægges en kontraherende
stat en pligt til:
a) at udføre forvaltningsakter, der strider mod denne eller den
anden kontraherende stats lovgivning og forvaltningspraksis;
b) at meddele oplysninger, som ikke kan opnås i henhold til denne
eller den anden kontraherende stats lovgivning eller normale
forvaltningspraksis;
c) at meddele oplysninger, som ville røbe nogen
erhvervsmæssig, forretningsmæssig, industriel, kommerciel eller
faglig hemmelighed eller fremstillingsmetode, eller oplysninger, hvis
offentliggørelse ville stride mod almene interesser (ordre
public).
Artikel 28
Bistand med inddrivelse
1. De kontraherende stater påtager sig at yde
hinanden bistand med inddrivelse af skyldige skatter i det omfang, at dette
beløb er blevet endeligt fastsat i overensstemmelse med lovgivningen i
den kontraherende stat, som fremsender anmodningen om bistand.
2. I tilfælde, hvor en anmodning fra en
kontraherende stat om inddrivelse af skatter er blevet accepteret af den
anden kontraherende stat, skal sådanne skatter inddrives af denne anden
stat i overensstemmelse med de lovregler, der finder anvendelse ved
inddrivelse af dens egne skatter, og som om de skatter, der skal inddrives,
var dens egne skatter. Godkendelsen af anmodningen om bistand med inddrivelse
skal udstedes af den kompetente myndighed i den stat, der har modtaget
anmodningen, inden 90 dage efter den officielle dato for modtagelsen af
anmodningen. Udebliver en sådan godkendelse skal dette betragtes som et
afslag på anmodningen, medmindre den stat, der har modtaget
anmodningen, udsteder en godkendelse bagefter, men ikke senere end 120 dage
efter den officielle dato for modtagelsen af anmodningen.
3. Enhver anmodning fra en kontraherende stat om
inddrivelse skal være ledsaget af et sådant bevis, som er
nødvendigt i henhold til lovgivningen i denne stat for at
godtgøre, at de skyldige skatter er blevet endeligt fastsat.
4. I tilfælde, hvor en kontraherende stats
skattekrav ikke er blevet endeligt fastsat på grund af, at det er
genstand for anke eller andre retshandlinger, kan denne stat med henblik
på at sikre sine indtægter anmode den anden kontraherende stat om
at træffe sådanne foreløbige foranstaltninger til
beskyttelse på dens vegne, som er foreskrevet i denne anden stats
lovgivning. Hvis en sådan anmodning godkendes, skal denne anden stat
træffe sådanne foreløbige foranstaltninger, som om de
skatter, der skyldes i den førstnævnte stat, var dens egne
skatter.
5. Den stat, der modtager anmodningen, skal ikke
være forpligtet til at godkende anmodningen, hvis den stat, der
fremsætter anmodningen, ikke har udtømt alle til rådighed
stående midler inden for dens eget område, undtagen i
tilfælde hvor det at gøre brug af sådanne midler ville
give anledning til uforholdsmæssige vanskeligheder.
6. Den kontraherende stat, i hvilken skatten er inddrevet
i overensstemmelse med bestemmelserne i denne artikel, skal uopholdeligt
overføre det således inddrevne beløb til den anden
kontraherende stat, på hvis vegne skatten er inddrevet, fratrukket,
hvor forholdene tilsiger det, det ekstraordinære
omkostningsbeløb, som nævnt i stykke 7, litra b).
7. Medmindre de kontraherende stater bliver enige om
andet, er det aftalt at:
a) sædvanlige omkostninger som en kontraherende stat har afholdt
ved at yde bistand med indddrivelse skal påhvile den nævnte stat,
og
b) ekstraordinære omkostninger, som en kontraherende stat har
afholdt ved at yde bistand med inddrivelse, skal påhvile og betales af
den anden kontraherende stat, uanset størrelsen af det beløb,
der er ind-drevet på dens vegne af denne anden stat.
Så snart en kontraherende stat kan forudse, at
ekstraordinære omkostninger måske vil påløbe, skal
denne stat underrette den anden kontraherende stat herom og anføre det
anslåede beløb på sådanne omkostninger.
8. I denne artikel betyder udtrykket »skatter« de skatter,
på hvilke denne overenskomst finder anvendelse, samt renter og
bøder i forbindelse med sådanne skatter.
Artikel 29
Medlemmer af diplomatiske repræsentationer og
konsulære embeder
Intet i denne overenskomst skal berøre de
skattemæssige begunstigelser, som medlemmer af diplomatiske
repræsentationer eller konsulære embeder nyder i henhold til
folkerettens almindelige regler eller særlige aftaler.
Artikel 30
Territorial udvidelse
1. Denne overenskomst kan enten i sin helhed eller med de
fornødne ændringer udvides til enhver del af de kontraherende
staters område, som udtrykkeligt er holdt uden for denne overenskomsts
anvendelse, eller til enhver stat eller ethvert område, for hvis
internationale forbindelser Danmark eller Venezuela er ansvarlig, og som
påligner skatter af væsentlig samme art som de skatter, på
hvilke overenskomsten finder anvendelse. Enhver sådan udvidelse skal
have virkning fra det tidspunkt og være undergivet sådanne
ændringer og betingelser, herunder betingelser vedrørende
opsigelse, som måtte blive fastsat og aftalt mellem de kontraherende
stater i noter, der skal udveksles ad diplomatisk vej, eller på enhver
anden måde, der er i overensstemmelse med deres
forfatningsmæssige regler.
2. Medmindre de kontraherende stater bliver enige om
andet, skal opsigelsen af overenskomsten af en af dem i henhold til artikel
32, på den måde som er angivet i nævnte artikel, også
bringe anvendelsen af overenskomsten til ophør på enhver del af
de kontraherende staters område, eller på enhver stat eller
ethvert område, til hvilken den er blevet udvidet i henhold til denne
artikel.
Artikel 31
Ikrafttræden
1. Regeringerne i de kontraherende stater skal give
hinanden skriftlig underretning om, at de forfatningsmæssige
betingelser for overenskomstens ikrafttræden er blevet opfyldt.
2. Overenskomsten skal træde i kraft på datoen
for den sidste af de i stykke 1 omhandlede underretninger, og dens
bestemmelser skal have virkning for så vidt angår skatter for det
indkomstår, som følger umiddelbart efter det år, i hvilket
overenskomsten træder i kraft, og følgende indkomstår.
Artikel 32
Opsigelse
Denne overenskomst skal forblive i kraft, indtil den
opsiges af en kontraherende stat. Hver af de kontraherende stater kan opsige
overenskomsten ved ad diplomatisk vej at give meddelelse om opsigelsen mindst
6 måneder før udløbet af ethvert kalenderår, efter
at der er forløbet et tidsrum på 5 år fra det år, i
hvilket overenskomsten træder i kraft. I så fald skal
overenskomsten ophøre med at have virkning for så vidt
angår skatter for det indkomstår, som følger umiddelbart
efter det år, i hvilket meddelelsen om opsigelsen er givet, og
følgende indkomstår.
TIL BEKRÆFTELSE HERAF har de undertegnede, dertil
behørigt befuldmægtigede af deres respektive regeringer,
underskrevet denne overenskomst.
Udfærdiget i to eksemplarer i Caracas, den 3.
december 1998, på dansk, spansk og engelsk, således at alle tre
tekster har samme gyldighed. I tilfælde af uoverensstemmelse i
fortolkning skal den engelske tekst være afgørende.
For Kongeriget Danmarks Regering
Søren Voss
For Republikken Venezuelas Regering
Miguel Angel Burelli Rivas
PROTOKOL
Ved undertegnelsen i dag af Overenskomst mellem Kongeriget
Danmark og Republikken Venezuela til undgåelse af dobbeltbeskatning og
forhindring af skatteunddragelse for så vidt angår
indkomstskatter (herefter omtalt som »overenskomsten«) er undertegnede blevet
enige om følgende bestemmelser, der skal udgøre en integrerende
del af overenskomsten:
1. For så vidt angår artikel 4
Der er enighed om, at hvis Venezuela ændrer sit
nuværende territoriale skattesystem til et globalbeskatningssystem,
skal den sidste sætning i artikel 4, stykke 1, ophøre med at
have virkning.
2. For så vidt angår artikel 10
Der er enighed om, at artikel 10, stykke 2, litra a), skal
finde anvendelse på udbytte, der udbetales af selskab, der er
hjemmehørende i Venezuela, til Industrialiseringsfonden for
Udviklingslandene.
3. For så vidt angår artikel 12
Der er enighed om, at ved anvendelsen af artikel 12,
stykke 2, litra b) skal venezuelansk skat beregnes i overensstemmelse med
venezuelansk lovgivning. Venezuelansk skat skal imidlertid i intet
tilfælde beregnes på et grundlag, der er højere end 30
pct. af, hvad der anses for skattepligtig indkomst.
4. For så vidt angår artikel 24
Der er enighed om, at ved anvendelsen af artikel 24,
stykke 1, litra a) og b) skal den indkomstskat, der er betalt i Venezuela,
beregnes uden hensyn til »skatten på erhvervsvirksomhedsaktiver«, som,
ifølge gældende venezuelansk lovgivning på tidspunktet for
undertegnelse af denne overenskomst, tidligere er blevet betalt og nu bliver
fradraget i venezuelansk indkomstskat.
5. For så vidt angår artikel 25
Der er enighed om for Venezuelas vedkommende, at artikel
25, stykke 3, kun skal finde anvendelse, hvis Venezuela ændrer sit
nuværende territoriale skattesystem til et globalbeskatningssystem. I
mellemtiden, kan renter, royalties og andre udbetalinger, med henblik
på ansættelsen af et foretagendes skattepligtige fortjeneste,
fratrækkes på samme vilkår og betingelser, som hvis de var
blevet betalt af et hjemmehørende foretagende.
TIL BEKRÆFTELSE HERAF har de undertegnede, dertil
behørigt befuldmægtigede af deres respektive regeringer,
underskrevet denne protokol.
Udfærdiget i to eksemplarer i Caracas, den 3.
december 1998, på dansk, spansk og engelsk, således at alle tre
tekster har samme gyldighed. I tilfælde af uoverensstemmelse i
fortolkning skal den engelske tekst være afgørende.
For Kongeriget Danmarks Regering
Søren Voss
For Republikken Venezuelas Regering
Miguel Angel Burelli Rivas
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Lovforslaget går ud på at bemyndige regeringen
til at tiltræde en dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og
Venezuela og dermed gennemføre dens bestemmelser i Danmark, så
overenskomsten er en del af dansk skattelovgivning når dens betingelser
herfor er opfyldt.
Overenskomsten har til formål at undgå
international dobbeltbeskatning som følge af, at de to stater
beskatter den samme person eller det samme selskab af den samme indkomst.
Dette sker typisk, når en person eller et selskab, der er
hjemmehørende i den ene stat, modtager indkomst fra den anden
stat.
Overenskomsten indeholder derfor bestemmelser, som
regulerer, hvilken stat der kan beskatte forskellige typer indkomst, som en
person, der er hjemmehørende i den ene stat (bopælsstaten),
modtager fra den anden stat (kildestaten).
I overenskomsten er der indsat regler, der regulerer
beskatningen af indkomst fra virksomhed i forbindelse med efterforskning og
udvinding af kulbrinter og mineraler. Disse regler er i vidt omfang udformet
i overensstemmelse med danske ønsker.
Ligeledes er der efter dansk ønske indsat
bestemmelser om, at aftalestaterne kan yde hinanden bistand ved inddrivelse
af skyldige skatter.
Desuden indeholder overenskomsten i artikel 24
bestemmelser om, hvorledes bopælsstaten skal lempe
dobbeltbeskatning, når overenskomsten tillægger kildestaten
beskatningsretten til en given type indkomst. Denne såkaldte
»metodebestemmelse« er nødvendig som følge af, at
dobbeltbeskatningsoverenskomsten ikke afskærer bopælsstaten fra
at medregne den udenlandske indkomst i sit beskatningsgrundlag.
Dobbeltbeskatningen ophæves først efterfølgende.
Princippet i metodebestemmelsen er for Danmarks
vedkommende credit. Dette til sige, at i de tilfælde, hvor
Danmark som bopælsstat skal lempe i dansk skat for skat betalt i
Venezuela, sker lempelsen ved, at Danmark nedsætter sin skat af den
indkomst, der hidrører fra Venezuela, med den skat der er betalt i
Venezuela. Nedsættelsen kan dog ikke overstige den danske skat af den
pågældende indkomst.
Lempelsen sker således efter helt det samme princip
som findes i de interne danske regler om creditlempelse, jf. ligningslovens
§ 33.
Lempelsesmetoden er for Venezuelas vedkommende som
hovedregel exemption som følge af territorialprincippets
anvendelse.
Overenskomsten følger i vid udstrækning det
danske forhandlingsoplæg, der baserer sig på den af OECD
udarbejdede modeloverenskomst for dobbeltbeskatningsoverenskomster
(OECD-modellen); dog indgår der i overenskomsten også visse
elementer fra den model, der er udarbejdet i FN-regi som en model for aftaler
mellem industrialiserede lande og udviklingslande (FN-modellen). Under
gennemgangen af overenskomsten nedenfor vil der blive redegjort for de
væsentligste afvigelser fra OECD-modellen.
Administrative konsekvenser
Lovforslaget skønnes ikke at have
nævneværdige administrative konsekvenser.
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.
Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige
konsekvenser
Økonomiske og erhvervsøkonomiske konsekvenser
Formålet med en dobbeltbeskatningsoverenskomst
mellem to lande er at fjerne de hindringer, som dobbeltbeskatningen kan
medføre for udviklingen af økonomiske relationer mellem de to
lande. Virksomheder og personer i det ene land får herved bedre
skattemæssige betingelser for investering, etablering eller arbejde i
det andet land både som følge af, at dobbeltbeskatning
undgås og som følge af større klarhed om de
skattemæssige dispositioner.
I henhold til intern lovgivning opkræver Venezuela
fragtskatter på såvel den ind- som udgående last.
Skattepligtig indkomst, der er under 2 mill. Bs (bolivar) beskattes med 20
pct. eller alternativt 1 pct. af de totale fragtindtægter; indkomst
over 2 mill. Bs beskattes med 30 pct. eller alternativt 1,5 pct. af de totale
fragtindtægter. En række EU-lande samt USA og Canada har
indgået særskilte aftaler om fritagelse for betaling af
fragtskatter.
Når denne overenskomst træder i kraft, vil
fragtskatten for danske rederiers vedkommende ligeledes bortfalde, hvilket
vil medføre en forbedring af danske rederiers konkurrencesituation med
hensyn til trafik på Venezuela. Bortfaldet af den venezuelanske
fragtskat vil indebære en provenumæssig fordel for Danmark, der
fremover ikke skal give lempelse efter ligningslovens § 33. Der er ikke
holdepunkter for et beløbsmæssigt skøn herover, men
beløbet skønnes at være yderst beskedent .
De samlede provenumæssige konsekvenser af
overenskomsten skønnes at være ubetydelige. Det kan
nævnes, at Nationalbanken i årene fra 1996 - oktober 1998 ikke
har registreret betalinger af udbytter, renter og royalties mellem Danmark og
Venezuela, som enkeltvis overstiger 2 mill.kr.
Samlet vurderes overenskomsten at være til fordel
for dansk erhvervsliv, idet der med overenskomsten er skabt klarhed over
skattemæssige konsekvenser af økonomiske dispositioner.
Sammenfatning af økonomiske og
administrative konsekvenser.
Positive konsekvenser
Negative konsekvenser
Økonomiske konsekvenser for stat, amter og
kommuner
Lovforslaget skønnes kun at have yderst beskedne
provenumæssige konsekvenser.
Lovforslaget skønnes kun at have yderst beskedne
provenumæssige konsekvenser.
Administrative konsekvenser for stat, amter og
kommuner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet
Klarhed om skattemæssige konsekvenser af
økonomiske dispositioner
Ingen
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til § 1.
Den foreslåede § 1, stykke 1, foreskriver, at
dobbeltbeskatningsoverenskomsten skal gælde som lov her i landet.
Overenskomsten med tilhørende protokol er derfor optaget som bilag til
loven.
a. Dette medfører at beskatningen efter den
almindelige skattelovgivning kun kan gennemføres i det omfang, den er
i overensstemmelse med dobbeltbeskatningsoverenskomsten.
b. Overenskomsten indeholder i artikel 25 forbud mod
diskrimination på skatteområdet baseret på skatteyderens
statsborgerskab. Dette gælder for såvel fysiske som juridiske
personer. Der kan således ikke gennemføres dansk
skattelovgivning der diskriminerer venezuelanske statsborgere eller
foretagender her i landet eller venezuelanske foretagenders faste
driftssteder her i landet.
Bestemmelsen forpligter dog ikke den ene stat til at
indrømme personer, der bor i den anden stat, de personlige
begunstigelser, lempelser eller nedsættelser, som den som følge
af ægteskabelig stilling eller forsørgerpligt over for familie
indrømmer personer, der er hjemmehørende inden for dens eget
område.
c. § 1, stykke 1, medfører desuden at de
danske og venezuelanske myndigheder er berettigede til at yde og modtage
administrativ bistand efter bestemmelserne i overenskomstens artikel 27.
Dette omfatter administrativ bistand i form af udveksling af sådanne
oplysninger der er nødvendige for at gennemføre bestemmelserne
i overenskomsten eller i de to staters interne lovgivning vedrørende
skatter, der omfattes af overenskomsten.
Ingen af de to stater kan pålægges
forpligtelser der strider mod deres lovgivning og forvaltningspraksis. De er
heller ikke forpligtet til at udlevere oplysninger som ville røbe
forretningshemmeligheder m.v.
d. § 1, stykke 1, medfører endvidere, at de
respektive myndigheder kan yde hinanden bistand ved inddrivelse af skatter,
der skyldes i den anden stat, efter bestemmelserne i artikel 28. Som
hovedregel skal det skattebeløb, der skyldes, være endeligt
fastslået, men bestemmelserne åbner også mulighed for, at
en stat kan anmode den anden stat om at træffe foreløbige
foranstaltninger til sikring af et skattekrav, hvor beløbet ikke er
endeligt fastslået, f.eks. på grund af en verserende retssag.
Efter § 1, stykke 2, træder overenskomsten
i kraft og får virkning i overensstemmelse med bestemmelsen i artikel
31.
I henhold til denne artikels stykke 1, skal de to
staters regeringer skriftligt underrette hinanden, når de
forfatningsmæssige betingelser for overenskomstens ikrafttræden
er opfyldt. For Danmarks vedkommende vil dette sige, når det
foreliggende lovforslag er endelig vedtaget.
I henhold til artiklens stykke 2 træder
overenskomsten i kraft den dag, udvekslingen af den sidste af de i
stk. 1 omhandlede to underretninger finder sted.
For begge staters vedkommende vil overenskomsten derefter
få virkning for så vidt angår de skatter der er omfattet af
overenskomsten, fra det indkomstår, der følger umiddelbart efter
det år, i hvilket overenskomsten træder i kraft, og
følgende indkomstår.
Dobbeltbeskatningsoverenskomsten vil herefter indgå
som en del af de to landes skattelovgivning.
Indholdet af dobbeltbeskatningsoverenskomstens enkelte artikler
Artikel 1. De af overenskomsten omfattede personer
Overenskomsten skal gælde for fysiske og juridiske
personer, der er hjemmehørende, dvs. fuldt skattepligtige, i en af
eller begge stater. Typisk vil situationen være den, at en person er
fuldt skattepligtig i den ene stat (bopælsstaten) og samtidig
begrænset skattepligtig til den anden stat af indkomst fra denne
(kildestaten). Overenskomsten vil derimod ikke gælde for personer, der
kun er begrænset skattepligtige i begge stater.
Artikel 2. De af overenskomsten omfattede skatter
Artiklen opregner de indkomstskatter, der er omfattet af
overenskomsten. Alle danske indkomstskatter er omfattet uanset om de
pålignes af staten, amterne eller kommunerne.
For Venezuelas vedkommende gør der sig det
gældende, at der undertiden også pålignes en særskilt
skat på 1 pct. af nettoværdien af erhvervsvirksomhedsaktiver (the
business assets tax (BAT)). Den træder i stedet for indkomstskat i de
år, hvor der ikke er noget overskud at beskatte. Når virksomheden
senere beskattes af overskud, godskrives den tidligere betalte BAT, der kan
fremføres i tre år. Som følge af denne skats
særegne karakter, er den ikke opregnet i de indkomstskatter, der
omfattes af overenskomsten.
I stykke 4 er bestemt, at overenskomsten også vil
omfatte alle skatter af samme art eller væsentlig samme art, som efter
overenskomstens undertegnelse pålignes som tillæg til eller i
stedet for de gældende skatter.
Artikel 3. Almindelige definitioner
Artiklen definerer i stykke 1 en række generelle
udtryk, der anvendes i overenskomsten, og som overalt i overenskomsten skal
forstås i den anførte betydning. I artiklen defineres bl.a.,
hvad der skal forstås ved Danmark og Venezuela, dvs. hvilke geografiske
områder overenskomsten er gældende for. Udtrykket Danmark
omfatter i denne forbindelse også de havområder, hvor Danmark i
overensstemmelse med international ret kan udnytte naturforekomster.
Færøerne og Grønland er ikke omfattet af
definitionen.
Udtrykket person omfatter fysiske personer og selskaber
samt enhver anden sammenslutning af personer, medens udtrykket selskab
omfatter juridiske personer samt enhver anden sammenslutning, der i
skattemæssig henseende behandles som en juridisk person.
Artiklen definerer endvidere udtrykkene kontraherende
stat, foretagende i en kontraherende stat, international trafik, kompetent
myndighed og statsborger.
Begrebet statsborger har ikke blot den traditionelle
betydning vedrørende fysiske personer. Efter litra i)(ii) omfatter
udtrykket statsborger også juridiske personer, der består i kraft
af lovgivningen i de to stater. Man vil således i overenskomstens
forstand betragte et dansk selskab som en dansk statsborger.
I stykke 2 bestemmes, at medmindre andet følger af
sammenhængen skal alle udtryk, som ikke er defineret i overenskomsten,
have den betydning som de har i skattelovgivningen i den stat der skal
anvende overenskomsten.
Artikel 4. Skattemæssigt hjemsted.
Artiklen fastsætter hvornår en person i
skattemæssig henseende anses for at være hjemmehørende i
en af de kontraherende stater. Efter stykke 1 betyder udtrykket »en person
der er hjemmehørende i en kontraherende stat«, en person, der er fuldt
skattepligtig til den pågældende stat på grund af
bopæl, hjemsted, ledelsens sæde el. lign. af indkomster, hvad
enten de hidrører fra bopælslandet eller fra udlandet
(globalbeskatningsprincippet). I sidste punktum er anført, at for
Venezuelas vedkommende omfatter udtrykket en hjemmehørende person
eller et selskab, der kun beskattes af indkomster, der hidrører fra
kilder i Venezuela (territorialprincippet). Udtrykket omfatter tillige
regeringen i de pågældende stater, deres politiske
underafdelinger og lokale myndigheder.
I protokollen til overenskomsten er der indsat en
bestemmelse, hvori det fastsættes, at sidste punktum i stykke 1, skal
ophøre med at have virkning, hvis Venezuela ændrer sit
nuværende territoriale skattesystem til globalbeskatningssystemet.
En person kan imidlertid udmærket være fuldt
skattepligtig til begge stater i medfør af de respektive landes
interne lovgivning. Hvis en person derfor anses for at være
hjemmehørende i begge stater, er det nødvendigt at
afgøre, i hvilken stat personen er hjemmehørende i
overenskomstens forstand. Dette hænger sammen med, at beskatningsretten
til de forskellige typer indkomst, der er nævnt i overenskomsten,
tillægges henholdsvis bopælsstaten eller kildestaten.
Beskatningsretten kan også være delt mellem bopæls- og
kildestat. Også i de tilfælde er det af afgørende
betydning at vide, hvilken status hver af staterne har. En person kan i
overenskomstens forstand aldrig være hjemmehørende i mere end
én stat.
For fysiske personer afgøres
spørgsmålet i henhold til kriterierne i stykke 2, litra a) til
d), der anvendes i den rækkefølge, de står anført i
overenskomsten. Synspunktet er, at skatteyderen er hjemmehørende der,
hvor tilknytningskriterierne er de stærkeste.
For selskaber m.v. anvendes bestemmelserne i stykke 3, der
fastsætter, at en ikke-fysisk person, som er fuldt skattepligtig i
begge stater, anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor
dens virkelige ledelse har sit sæde.
Artikel 5. Fast driftssted
Artiklen fastsætter, hvornår
erhvervsvirksomhed, som et foretagende i den ene stat udøver i den
anden stat, er af en sådan beskaffenhed, at denne virksomhed skal anses
for at udgøre et fast driftssted. Foreligger der således et fast
driftssted, vil kildestaten kunne beskatte den fortjeneste, som det faste
driftssted opnår. Ellers er hovedreglen den, at fortjeneste, som et
foretagende har haft i den anden stat, kun kan beskattes i
bopælsstaten, jf. artikel 7.
Begrebet »fast driftssted« omfatter efter stykke 2
sædvanligvis især et sted, hvorfra et foretagende ledes, en
filial, et kontor, en fabrik, et værksted, en mine, en olie- eller
gaskilde eller et andet sted, hvor naturforekomster udvindes. Efter
ønske fra Venezuela er bestemmelsen udvidet til også at omfatte
en forretning eller andet salgssted. Efter dansk opfattelse gør denne
udvidelse ikke den store forskel, idet permanent detailhandelsvirksomhed
under alle omstændigheder formentlig vil blive anset for at
udgøre et fast driftssted.
I stykke 3 er det bestemt, at en byggeplads eller et
anlægs- eller monteringsarbejde kun skal udgøre et fast
driftssted, hvis arbejdet varer mere end 6 måneder. Dette svarer til
FN-modellens tidsgrænse. Der er således tale om en afvigelse fra
OECD-modellen, der har en tidsgrænse på 12 måneder. Danmark
har i en række overenskomster med visse andre lande accepteret en
tilsvarende begrænsning.
I stykke 4 opregnes en række aktiviteter, der ikke
udgør et fast driftssted.
I stykke 5 bestemmes at en ikke-uafhængig
repræsentant i kildestaten udgør et fast driftssted, hvis han
har og sædvanligvis udøver en fuldmagt til at indgå
aftaler på vegne af et foretagende i den anden stat, medmindre hans
aktiviteter er begrænset til de aktiviteter, der er nævnt i
stykke 4.
I stykke 6 er der på Venezuelas foranledning
medtaget en bestemmelse fra FN-modellen, der vedrører
forsikringsvirksomhed. Ifølge bestemmelsen foreligger der fast
driftssted, hvis en ikke-uafhængig repræsentant på vegne af
et forsikringsselskab opkræver præmier på den anden stats
område eller forsikrer ricisi i den pågældende stat.
Genforsikring er ikke omfattet af bestemmelsen.
I stykke 7 bestemmes, at der ikke opstår et fast
driftssted i en kontraherende stat, hvis et foretagende driver virksomhed der
gennem en uafhængig repræsentant.
Endelig er det i stykke 8 bestemt, at det forhold, at et
moderselskab i en af staterne har et datterselskab i den anden stat, ikke i
sig selv skal medføre, at det ene selskab udgør et fast
driftssted for det andet.
Artikel 6. Indkomst af fast ejendom
Artiklen bestemmer, at når en person, der er
hjemmehørende i den ene stat, ejer fast ejendom i den anden stat, kan
indkomst fra ejendommen altid beskattes i den stat, hvor den faste ejendom er
beliggende. Artiklen indeholder en bestemmelse, der definerer, hvad der skal
forstås ved fast ejendom. Definitionen omfatter også rettigheder
til efterforskning eller udnyttelse af mineral- og andre
naturforekomster.
I overensstemmelse med det danske forhandlingsoplæg
er artiklen suppleret med en bestemmelse om, at hvis en aktiebesiddelse
direkte eller indirekte giver aktieejeren brugsret over fast ejendom
tilhørende det pågældende selskab, f.eks. et time-share
arrangement, kan også den indkomst, der hidrører fra sådan
brugsret, beskattes i den stat, hvor ejendommen er beliggende. En sådan
indkomst vil i Danmark blive betragtet som maskeret udbytte.
Artikel 7. Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed
Stykke 1 fastslår som hovedregel, at fortjeneste ved
erhvervsvirksomhed kun kan beskattes i bopælsstaten, medmindre
virksomheden udøves gennem et fast driftssted i kildestaten. Hvis
dette er tilfældet, kan kildestaten beskatte, men kun den del af
foretagendets fortjeneste der kan henføres til det faste driftssted.
Stykket er efter venezuelansk ønske udvidet med FN-modellens
såkaldte »force of attraction«-bestemmelse om, at såfremt et
foretagende har et fast driftssted i den anden stat, kan denne stat beskatte
foretagendets fortjeneste ved salg af varer af samme eller lignende art som
de, der sælges gennem det faste driftssted, eller foretagendets
fortjeneste ved udøvelse af virksomhed af samme eller lignende art som
den, der udøves gennem dette faste driftssted. Bestemmelserne har til
formål at forhindre, at et foretagende omgår reglerne om fast
driftssted - og dermed beskatning i kildestaten - ved at udøve en del
af virksomheden direkte fra hovedsædet i bopælsstaten.
På dansk foranledning er den nævnte
bestemmelse blevet modificeret med en tilføjelse om, at den ikke skal
finde anvendelse, hvis foretagendet godtgør, at sådant salg
eller sådan virksomhed ikke med rimelighed kunne have været
udøvet af det faste driftssted.
Stykkerne 2 - 6, hvor stykke 3 er taget fra FN-modellen,
indeholder bestemmelser om opgørelsen af den skattepligtige indkomst
for det faste driftssted.
Medmindre der er tale om faktisk afholdte udgifter, er det
i stykke 3 specifikt fastslået, at det ikke er tilladt et fast
driftssted i den skattepligtige indkomst at fradrage beløb, der
betales til hovedkontoret eller andre af dets kontorer som royalties,
honorarer og lign. for benyttelsen af patenter og andre rettigheder, som
provision for udførelse af hverv eller administration, eller renter af
lån, undtagen hvor der er tale om en bank. Omvendt skal sådanne
betalinger heller ikke medregnes til det faste driftssteds fortjeneste.
Stykke 7 fastslår, at hvis en fortjeneste omfatter
indkomster, som er omhandlet særskilt i andre artikler, skal de
pågældende indkomster behandles efter bestemmelserne i disse
artikler.
Artikel 8. Skibs- og lufttransport
Artiklen bestemmer i stykke 1, at fortjeneste opnået
ved drift af skibe og fly i international trafik kun kan beskattes i
den stat, hvor rederiet eller flyselskabet er hjemmehørende. Det samme
gælder virksomhedernes udleje af skibe og fly på bareboat-basis
samt containerudleje m.v., der er knyttet til driften af skibe og fly i
international trafik.
Efter stykke 3 finder bestemmelserne også anvendelse
ved deltagelse i konsortier m.v.
I stykke 4 er der indsat en særbestemmelse
vedrørende den danske andel i SAS, nemlig SAS Danmark A/S. Det
bestemmes heri, at overenskomsten kun finder anvendelse på den del, der
svarer til SAS Danmark A/S s ejerandel i SAS.
I stykke 5 er der efter dansk ønske indsat en
bestemmelse om lempelsesbegrænsning (»limitation of benefits«), der
tager højde for problemer med dobbeltdomicilering, så
længe Venezuela beskatter efter territorialprincippet. Bestemmelsen
tager sigte på at undgå, at et dansk registreret foretagende
opnår skattefritagelse i både Danmark og Venezuela ved at
lægge ledelsens sæde i Venezuela med henblik på at blive
betragtet som værende hjemmehørende og dermed skattepligtig i
Venezuela, hvor man vil betragte et sådant foretagendes indkomst som
værende indkomst fra udenlandske kilder med hel eller delvis
venezuelansk skattefrihed til følge. Efter bestemmelsen kan Danmark i
en sådan situation beskatte, som om overenskomsten ikke eksisterede.
Artikel 9. Forbundne foretagender
Det bestemmes i stykke 1, at såfremt forbundne
foretagender handler indbyrdes til andre priser eller på andre
vilkår end de vilkår, der gælder mellem uafhængige
parter, kan hver stat justere indkomstansættelsen for foretagendet i
den pågældende stat efter det såkaldte
»armslængde«-princip. Ved dette forstås at indkomsten
fastsættes, som den ville have været, hvis der var handlet
på almindelige markedsvilkår.
I henhold til stykke 2 skal den anden stat foretage en
korresponderende justering af den skat, der er pålignet der af den
omhandlede fortjeneste, under forudsætning af at denne stat er enig i,
at der ikke er handlet på markedsmæssige vilkår.
Artikel 10. Udbytte
Beskatningsretten til udbytte er efter overenskomsten
fordelt mellem bopælsstat og kildestat.
Efter stykke 1 kan udbytte som udgangspunkt beskattes i
den stat, hvor modtageren er hjemmehørende, dvs.
bopælsstaten.
Udbytte kan efter stykke 2 imidlertid også beskattes
i den stat hvor det udbyttebetalende selskab er hjemmehørende, dvs.
kildestaten. Kildestaten beskatter udbytte på bruttobasis.
Efter litra a) kan kildestaten beskatte udbytte med 5 pct.
hvis den retmæssige ejer er et moderselskab, der er
hjemmehørende i den anden stat. Et moderselskab er i denne
overenskomst defineret som et selskab, der ejer og har ejet mindst 25 pct. af
aktierne i det udbyttebetalende selskab i en 12-måneders periode forud
for den dato udbyttet er fastsat. I protokollens punkt 2 er det fastsat, at
denne bestemmelse også skal finde anvendelse på udbytter, der
betales til Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene.
I alle andre tilfælde kan kildestaten beskatte
udbytte med 15 pct.
Satserne er i overensstemmelse med OECD-modellen.
Stykke 3 definerer, hvad der skal forstås ved
udbytte. Det fremgår heraf, at udbytte ud over den gængse
forståelse af begrebet også omfatter indkomst »af andre
selskabsrettigheder, der er undergivet samme skattemæssige behandling
som indkomst af aktier i henhold til lovgivningen i den stat, hvor det
selskab der foretager udlodningen, er hjemmehørende.«
Dette betyder, at når Danmark er kildestat, er det
dansk lovgivning der styrer, hvad der skal anses for udbytte. Når visse
aktieavancer undergives »samme skattemæssige behandling som indkomst af
aktier«, behandles de også som udbytte i relation til denne
bestemmelse.
Såfremt udbytter indgår i indkomsten i et fast
driftssted eller i et fast sted i kildestaten, og aktiebesiddelsen som ligger
til grund for udlodningerne har direkte forbindelse med det faste driftssted
eller faste sted, skal sådanne udbytter i henhold til stykke 4
beskattes som fortjeneste ved erhvervsvirksomhed eller frit erhverv og
følgelig behandles efter bestemmelserne i artikel 7 eller artikel
14.
Stykke 5 indeholder et forbud mod at den ene stat
beskatter udbytter, der udloddes af et selskab i den anden stat med
henvisning til, at hovedparten af fortjenesten eller indkomsten er
opstået i den førstnævnte stat. Dette gælder
også ikke-udloddet fortjeneste. Dog kan udbytter udloddet til en
aktionær, der er hjemmehørende i den førstnævnte
stat, eller udbytter der tilfalder et fast driftssted eller fast sted i denne
stat naturligvis beskattes i denne stat.
Hvis en stat i henhold til dens interne lovgivning
indeholder kildeskat med en højere procent end overenskomsten giver
adgang til, medfører dette, at udbyttemodtageren får en ret
på tilbagebetaling af den for meget betalte skat. Erfaringen viser, at
tilbagebetalingen undertiden kan trække i langdrag, og for at komme
denne situation i forkøbet er der efter dansk ønske i stykke 6
indsat en bestemmelse, der fastsætter tidsgrænser for henholdsvis
indgivelse af refusionsansøgning og selve tilbagebetalingen.
Tidsgrænsen på 3 år for indgivelse af
refusionsansøgning kan forlænges. Dette kan blive
nødvendigt for Venezuelas vedkommende, fordi deres interne lovgivning
foreskriver en tidsgrænse på 4 år. Bestemmelsen kan blive
aktuel for danske aktieejere, når og hvis Venezuela indfører
skat på udbytte.
I stykke 7 er der ligeledes på dansk foranledning,
ligesom i artiklerne 11 og 12, indsat en antimisbrugsbestemmelse, der giver
staternes skattemyndigheder mulighed for at kunne tilsidesætte de
øvrige bestemmelser i artiklen, hvis det skulle vise sig at
hovedformålet med selskabet - eller et af hovedformålene - har
haft til hensigt at gøre utilsigtet brug af overenskomsten. Hvis en
stat gør brug af antimisbrugsbestemmelsen, skal den underrette den
anden stat herom.
Artikel 11. Renter
Beskatningsretten til renter er fordelt mellem
bopælsstat og kildestat.
Efter stykke 1 kan renter som udgangspunkt beskattes i den
stat, hvor modtageren er hjemmehørende, dvs. bopælsstaten.
Renter kan efter stykke 2 imidlertid også beskattes
i den stat, hvor de opstår, dvs. i kildestaten, men hvis modtageren er
den retmæssige ejer, må skatten ikke overstige 5 pct. af
bruttobeløbet.
Disse bestemmelser svarer til OECD-modellen, hvor
kildestaten dog kan beskatte med 10 pct., men fra dansk side ser vi gerne, at
de fraviges til fordel for ren bopælsstatsbeskatning. Dette
hænger til dels sammen med, at der kun i meget beskedent omfang
eksisterer begrænset skattepligt for renter i Danmark, hvilket
sætter os ude af stand til at beskatte i egenskab af kildestat.
Baggrunden for den manglende danske skattepligt på
dette område er den, at kildestatens skat typisk væltes over
på låntagerne som øgede omkostninger. En dansk kildeskat
på renter ville således kunne medføre meromkostninger for
danske erhvervsvirksomheder, der optager lån i udlandet.
Bestemmelsen i stykke 3 begrænser dog kildestatens
ret til at beskatte renter. Kildestaten vil således ikke kunne beskatte
renter, der tilfalder den anden stats regering eller nationalbank. Det samme
gælder renter, der skal betales af staternes regeringer eller
nationalbanker, eller for renter af lån der er ydet eller garanteret af
finansielle institutioner af offentligretlig karakter med det formål at
fremme eksport og udvikling. Denne sidste bestemmelse tilgodeser
således danske investeringer, der finansieres gennem f. eks.
Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene.
Stykke 4 definerer, hvad der skal forstås ved
renter.
Såfremt renter indgår i indkomsten i et fast
driftssted eller i et fast sted i kildestaten, og den gældsfordring,
som ligger til grund for renteindtægten, har direkte forbindelse med
det faste driftssted eller faste sted, skal sådanne renter i henhold
til stykke 5 beskattes som fortjeneste ved erhvervsvirksomhed eller frit
erhverv og følgelig behandles efter bestemmelserne i artikel 7 eller
artikel 14.
Stykke 6 definerer, hvilken stat der skal anses for at
være kildestat.
Stykke 7 bestemmer, at hvis der er en særlig
forbindelse mellem debitor og kreditor eller mellem dem begge og en
tredjemand, og der i den forbindelse er aftalt for høj rente på
gældsfordringen, skal bestemmelserne i denne artikel kun anvendes
på det reelle rentebeløb. Det overskydende beløb skal
herefter beskattes i overensstemmelse med, hvilken indkomsttype der faktisk
er tale om.
Ligesom i artiklerne 10 og 12 er der også i denne
artikel, jf. stykke 8, indsat en antimisbrugsbestemmelse, der giver staternes
skattemyndigheder mulighed for at kunne tilsidesætte de øvrige
bestemmelser i artiklen, hvis det skulle vise sig, at hovedformålet med
gældsfordringen - eller et af hovedformålene - har haft til
hensigt at gøre utilsigtet brug af overenskomsten. Hvis en stat
gør brug af antimisbrugsbestemmelsen, skal den underrette den anden
stat herom.
Artikel 12. Royalties og honorarer for teknisk bistand
Beskatningsretten til royalties og honorarer for teknisk
bistand er fordelt mellem bopælsstat og kildestat.
Begge former for betalinger kan som udgangspunkt beskattes
i den stat, hvor modtageren er hjemmehørende, dvs.
bopælsstaten.
Betalingerne kan efter stykke 2 imidlertid også
beskattes i den stat, hvor de opstår, dvs. i kildestaten, men hvis den
retmæssige ejer er hjemmehørende i den anden stat, kan skatten
ikke overstige 10 pct. for royalties og 5 pct. for honorarer for teknisk
bistand.
Bestemmelsen om kildestatsbeskatning af honorarer for
teknisk bistand findes ikke i OECD-modellen, men er indsat i visse danske
overenskomster med udviklingslande, f.eks. Indien.
Beskatningsgrundlaget for teknisk bistand i Venezuela er
30 pct. af honoraret, og den reelle skat vil således udgøre 5
pct. af disse 30 pct, eller 1,5 pct. af det faktisk betalte honorar. Der er i
protokollen under punkt 3 indsat en bestemmelse om, at denne grænse
ikke kan overskrides ved en fremtidig ændring af venezuelansk lov.
Stykke 3 definerer, hvad der skal forstås ved
honorarer for teknisk bistand.
Stykke 4 definerer, hvad der skal forstås ved
royalties. Definitionen er affattet således, at leasing-betalinger ikke
vil kunne beskattes som royalties.
Såfremt royalties eller honorarer for teknisk
bistand indgår i indkomsten i et fast driftssted eller fast sted i
kildestaten, og den rettighed, det formuegode eller den kontrakt som ligger
til grund for indtægterne, har direkte forbindelse med det faste
driftssted eller faste sted, skal sådanne indtægter i henhold til
stykke 5 beskattes som fortjeneste ved erhvervsvirksomhed eller frit erhverv
og følgelig beskattes efter bestemmelserne i artikel 7 eller artikel
14.
Stykke 6 bestemmer, at hvis der er en særlig
forbindelse mellem debitor og kreditor, eller mellem dem begge og en
tredjemand, og der i den forbindelse er aftalt et for højt
royaltybeløb eller honorar i betragtning af den anvendelse, rettighed,
oplysning eller tjenesteydelse, for hvilken det er betalt, skal
bestemmelserne i denne artikel kun anvendes på det reelle
royaltybeløb eller honorar. Det overskydende beløb skal
herefter beskattes i overensstemmelse med hvilken indkomsttype, der faktisk
er tale om.
Som i artiklerne 10 og 11 er der også i denne
artikel, jf. stykke 7, indsat en antimisbrugsbestemmelse, der giver staternes
skattemyndigheder mulighed for at kunne tilsidesætte de øvrige
bestemmelser i artiklen, hvis det skulle vise sig, at hovedformålet med
stiftelsen eller overdragelsen af de rettigheder, der ligger til grund for
betalingen - eller et af hovedformålene - har haft til hensigt at
gøre utilsigtet brug af overenskomsten. Hvis en stat gør brug
af antimisbrugsbestemmelsen, skal den underrette den anden stat herom.
Artikel 13. Kapitalgevinster
Artiklen omhandler fortjeneste ved salg af alle former for
aktiver.
Efter stykke 1 tillægges beskatningsretten til
fortjeneste ved salg af fast ejendom kildestaten, dvs. den stat hvor
ejendommen er beliggende.
Ifølge stykke 4 gælder dette også
fortjeneste ved salg af aktier eller andre rettigheder i et selskab, hvis
aktiver hovedsagelig, direkte eller indirekte, består af fast ejendom
eller rettigheder i fast ejendom.
Denne bestemmelse stammer fra FN-modellen og ses hyppigere
og hyppigere i dobbeltbeskatningsoverenskomster både med
udviklingslande og industrialiserede lande. Uden en sådan bestemmelse,
er det muligt at omgå kildestatens beskatningsret til fortjeneste ved
afhændelse af fast ejendom ved at lade et selskab eje den faste ejendom
og i stedet afhænde aktierne, som efter reglen i stykke 5 kun kan
beskattes i sælgerens bopælsstat. Selskabets ejendom handles
derimod ikke. Den stat, hvor den faste ejendom er beliggende, kan herefter se
sit skatteprovenu fra ejendomsavancer forsvinde til udlandet.
Danmark kan ikke udnytte denne beskatningsret, da der ikke
er begrænset skattepligt for så vidt angår
aktieavancer.
Bestemmelsen i stykke 2 tillægger beskatningsretten
til fortjeneste ved afhændelse af rørlig ejendom, som
udgør en del af erhvervsformuen i et fast driftssted eller fast sted,
eller af rørlig ejendom, der hører til et fast driftssted eller
fast sted, og fortjeneste ved afhændelse af selve det faste driftssted
eller faste sted, den stat, hvor formuegenstandene eller de faste steder er
beliggende, dvs. kildestaten.
Efter stykke 3 tilkommer beskatningsretten til fortjeneste
ved salg af skibe eller luftfartøjer m.v. der anvendes i international
trafik, den stat hvor foretagendet er hjemmehørende.
Ifølge stykke 5 tillægges bopælsstaten
beskatningsretten til al anden slags fortjeneste.
Stykke 6 indeholder en særbestemmelse, der sikrer at
Danmark beskatter de kapitalgevinster, der opnås ved salg af
luftfartøjer, svarende til den andel SAS Danmark A/S har i SAS.
Artikel 14. Frit erhverv
Efter stykke 1 tillægges bopælsstaten som
hovedregel beskatningsretten til indkomst fra frit (liberalt) erhverv af
selvstændig karakter som f.eks. virksomhed som læge, advokat,
ingeniør, arkitekt, tandlæge eller revisor.
Sådan indkomst kan imidlertid også beskattes i
den anden stat (kildestaten), hvis en person fra den ene stat til stadighed
har et fast sted til rådighed i den anden stat til udøvelse af
sin virksomhed.
Det samme gælder, hvis den pågældende
opholder sig i den anden stat i en periode eller i perioder, der tilsammen
overstiger 183 dage inden for enhver 12-måneders periode. Denne
bestemmelse (litra b) stammer fra FN-modellen.
I begge tilfælde gælder, at kildestaten kun
kan beskatte en så stor del af indkomsten, der kan henføres til
henholdsvis det faste sted og den udøvede virksomhed.
Begrebet »fast sted« er ikke defineret i selve
overenskomsten i modsætning til begrebet »fast driftssted«. Normalt vil
der til et fast sted blive krævet, at der er en lokalitet, hvor kunder
kan henvende sig, f.eks. en klinik, tegnestue eller lignende. Frit erhverv
kan imidlertid i en række tilfælde udøves, uden at der er
en sådan lokalitet. Her er det fundet rimeligt at anse udøvere
af frit erhverv, der tilbringer mere end 183 dage i en hvilken som helst
12-måneders periode i den anden stat, for at have en så nær
tilknytning til denne stat, at beskatning af den der optjente indkomst kan
finde sted der.
Artikel 15. Personligt arbejde i tjenesteforhold
Artiklen omhandler beskatning af lønindkomst, der
som hovedregel kun kan beskattes i bopælsstaten, medmindre arbejdet er
udført i den anden stat. I så fald kan kildestaten beskatte
indkomsten.
Efter stykke 2 gælder det sidste dog ikke, dels hvis
en medarbejder er udsendt af en arbejdsgiver i den ene stat til midlertidigt
arbejde i den anden stat i under tilsammen 183 dage inden for enhver 12
måneders periode, der begynder eller slutter i det
pågældende skatteår, dels hvis arbejdsgiveren er
hjemmehørende i den førstnævnte stat, og endelig må
lønnen ikke skulle udredes af et fast driftssted eller fast sted, som
arbejdsgiveren har i den anden stat.
I henhold til stykke 3 kan ansattes løn ved arbejde
ombord på et skib eller luftfartøj, der anvendes i international
trafik, kun beskattes i den stat, hvori foretagendet er hjemmehørende.
Venezuela kan således ikke beskatte eventuelle venezuelanske
søfolk på danske DIS-skibe.
Stykke 4 indeholder en særbestemmelse om, at ansatte
i SAS, der er hjemmehørende i Danmark, kun kan beskattes her.
Artikel 16. Bestyrelseshonorarer
I tilfælde hvor en person, der er
hjemmehørende i den ene stat, modtager honorar som medlem af
bestyrelsen i et selskab i den anden stat, kan kildestaten beskatte
sådant honorar.
Artikel 17. Kunstnere og sportsfolk
I tilfælde hvor en optrædende kunstner,
musiker eller sportsmand fra den ene stat modtager vederlag for personligt
udøvet virksomhed i den anden stat, kan kildestaten beskatte
sådant vederlag.
Kildestaten tillægges ligeledes beskatningsretten,
hvis vederlaget tilfalder en anden end kunstneren, musikeren eller
sportsmanden selv - denne anden vil ofte være et selskab, der beherskes
af den pågældende person.
Danmark har kun ringe mulighed for at udnytte denne
beskatningsret, idet dette kræver, at den udenlandske kunstner, musiker
eller sportsmand har et så langvarigt engagement med en dansk
arbejdsgiver, at der opstår et egentligt lønmodtagerforhold.
Stykke 3 bestemmer, at en stat ikke kan beskatte, hvis den
pågældendes besøg i denne stat i væsentligt omfang
er støttet af offentlige midler fra den anden stat.
Denne bestemmelse optræder hverken i OECD- eller
FN-modellen, men er en meget praktisk regel der sikrer, at beskatningsretten
ikke tilfalder den stat, hvor der afholdes et officielt kulturarrangement,
som i det væsentligste er finansieret af den anden stat.
Artikel 18. Pensioner og lignende betalinger
Ifølge bestemmelserne i denne artikel kan pensioner
og lignende betalinger, der står i forbindelse med tidligere
tjenesteforhold, beskattes i såvel bopælsstaten som
kildestaten. Det gælder for eks. ATP.
Teksten er taget fra FN-modellen, der i modsætning
til OECD-modellen ikke afskærer kildestaten fra også at beskatte
sådanne pensioner.
Uden denne udformning af bestemmelserne var der risiko for
at danske pensioner, der udbetales til personer i Venezuela, helt kunne
undgå at blive beskattet. Venezuela beskatter i forvejen ikke
pensioner, men selv om dette var tilfældet, ville Venezuela i kraft i
territorialprincippet ikke beskatte pensioner fra udlandet.
Bestemmelsen harmonerer i vid udstrækning med det
danske ønske om at få adgang til at kildebeskatte pensioner.
Beskatningen af pensioner uden forbindelse med tidligere
arbejdsforhold og beskatningen af sociale sikringsydelser omtales under
artikel 23 om »anden indkomst«.
Artikel 19. Offentlige hverv
Vederlag m.v., der udbetales af en stat, amter og kommuner
til offentligt ansatte for arbejde udført for denne stat m.v.,
beskattes som hovedregel i kildestaten.
Hvis derimod vederlag udbetales for arbejde udført
i den anden stat, og modtageren er både statsborger og
hjemmehørende i den anden stat, og ikke er blevet hjemmehørende
i denne stat alene for at udføre det pågældende arbejde,
kan bopælsstaten dog beskatte vederlaget.
Bestemmelsen følger OECD-modellen og har
sædvanligvis betydning for beskatningen af lokalansat
ambassadepersonel.
Offentlige pensioner (f.eks. tjenestemandspensioner), der
betales som følge af et tidligere bestående tjenesteforhold, kan
efter stykke 2 kun beskattes i kildestaten. Ligesom i stykke 1 gælder
der imidlertid også her en undtagelse, idet den anden stat kan beskatte
sådanne pensioner, hvis modtageren er statsborger og er
hjemmehørende i denne anden stat (bopælsstaten).
Bestemmelserne i stykkerne 1 og 2 gælder ikke for
vederlag og pensioner, der udbetales af en stat m.v. for udførelse af
arbejde i forbindelse med erhvervsvirksomhed, som denne stat driver. I
så fald skal bestemmelserne i artiklerne 15, 16 og 18 finde
anvendelse.
Hvis en stat således optræder som
erhvervsdrivende, er dens ansatte undergivet de samme regler om
beskatningsret til løn, bestyrelseshonorarer og pensioner, som
gælder for ikke-offentligt ansatte.
Artikel 20. Studerende og lærlinge
Første del af bestemmelsen svarer til
OECD-modellen.
Efter denne beskattes studerende og lærlinge ikke i
den stat, hvor de midlertidigt opholder sig for at studere, af de midler, de
modtager fra udlandet til deres underhold og uddannelse.
Den stat, hvori studierne m.v. foregår, kan
altså ikke beskatte beløb som f.eks. den studerendes
forældre, udenlandske legater, eller udenlandske offentlige myndigheder
betaler til den pågældende person til dækning af underhold
eller uddannelse.
I stykke 2 er der en særbestemmelse, der ikke findes
i modeloverenskomsterne, men som går igen i flere
dobbeltbeskatningsoverenskomster.
Bestemmelsen fastsætter, at bopælsstaten
tillige skal afstå fra at beskatte vederlag, som den
pågældende person modtager for studierelevant arbejde, hvis de
derved optjente penge er et nødvendigt supplement til de
midler, han i øvrigt har til rådighed til sit underhold.
Viser det sig derfor, at den pågældende har
betydelige midler fra udlandet til rådighed til sit underhold, vil
dette kunne påvirke hans muligheder for at blive fritaget for
beskatning af det omhandlede vederlag.
Artikel 21. Undervisning og forskning
Denne artikel, der gælder for
gæstelærere og -forskere, findes ikke i modeloverenskomsterne,
men en lignende artikel går igen i flere af vore
dobbeltbeskatningsoverenskomster.
Ifølge stykke 1 skal den stat, hvor disse personer
opholder sig med det hovedformål at undervise eller forske på
godkendte universiteter eller højere læreanstalter, afstå
fra at beskatte den indkomst, de optjener herved i en periode på 2
år fra ankomsten til denne stat.
Bestemmelsen har til formål at lette udvekslingen af
lærere og forskere mellem universiteter og højere
læreanstalter.
I tilfælde hvor forskning ikke udføres i
almenvellets interesse men til privat fordel for en eller flere bestemte
personer, gælder skattefritagelsen ikke.
Artikel 22. Virksomhed i forbindelse med forundersøgelser,
efterforskning og udvinding af kulbrinter
Denne artikel findes ikke i modeloverenskomsterne, men er
indsat efter dansk ønske og dækker aktiviteter, der skal anses
for at være udøvet fra et fast driftssted eller fast sted.
I OECD-modellen anses kun selve udvindingen af
naturforekomster for at udgøre et fast driftssted. Det er imidlertid
ønskeligt at præcisere, hvorledes forundersøgelses- og
efterforskningsvirksomhed, der ofte involverer betydelige beløb, er
reguleret i overenskomsten.
Efter stykke 1 skal således enhver form for
virksomhed omkring forundersøgelser, efterforskning eller udvinding af
kulbrinteforekomster i den anden stat altid anses for at foregå gennem
et fast driftssted eller fast sted.
I henhold til stykke 2 gælder dette dog ikke for
virksomhed, der udøves i mindre end 30 dage inden for en
12-måneders periode. Denne bestemmelse er fordelagtig i administrativ
henseende. Der er i stykket yderligere indsat en bestemmelse, der tilsigter
at hindre at 30-dages reglen bliver omgået.
Hvis aktiviteterne udelukkende består i
boreplatform-virksomhed, bliver der dog først fast driftssted,
når virksomheden strækker sig over 6 måneder inden for en
12-måneders periode, jf. stykke 3.
Bestemmelsen afspejler, at Danmark ønsker at
sidestille denne type aktiviteter med bygge- og anlægsarbejder.
Artikel 23. Andre indkomster
Der er tale om en opsamlingsbestemmelse der
fastsætter, hvorledes indkomsttyper, der ikke udtrykkelig er
nævnt i de forudgående artikler, skal behandles.
Bestemmelsens rækkevidde kan derfor kun
fastlægges ved en nøjere gennemlæsning af de
forudgående artikler.
Bestemmelsen, der svarer til FN-modellens stykke 3,
tillader begge lande at kildebeskatte indkomst, når der er hjemmel
hertil i landenes interne lovgivning.
Det betyder for Danmarks vedkommende, at vi efter denne
bestemmelse kan beskatte private pensioner og folkepensioner, samt alle andre
offentlige sociale sikringsydelser.
Der da ikke er nogen overenskomst mellem Danmark og
Venezuela, ændrer denne overenskomst således ikke
beskatningsforholdene for personer bosiddende i Venezuela, der allerede
modtager pension m.v. fra Danmark, idet vi allerede i dag beskatter
sådanne udbetalinger.
For fuldstændighedens skyld skal nævnes, at
sumudbetaling af kapitalpensioner falder uden for
dobbeltbeskatningsoverenskomstens anvendelsesområde. Dette hænger
sammen med, at den afgift der pålægges ved udbetalingen, ikke
indgår som en skat, der dækkes af overenskomsten, jf. artikel
2.
Artikel 24. Ophævelse af dobbeltbeskatning
Artiklen fastlægger efter hvilken metode, der skal
lempes, når der foreligger et tilfælde af dobbeltbeskatning.
Det påhviler bopælsstaten at lempe i alle de
tilfælde, hvor kildestaten efter overenskomsten har en
beskatningsret.
Danmarks lempelsesmetode er credit, svarende til
den lempelsesmetode, der er indeholdt i ligningslovens § 33, jf.
stykke 1, litra a og b.
Efter creditmetoden sker lempelsen ved, at venezuelansk
skat betalt af en indkomst, som Venezuela har beskatningsretten til,
fratrækkes i den danske skatteyders danske skat af den samme indkomst.
Der kan dog ikke lempes med mere end den danske skat af den udenlandske
indkomst.
For så vidt angår den venezuelanske skat
på nettoværdien af erhvervsvirksomhedsaktiver (the business
assets tax), er det i protokollen under punkt 4 fastsat, at den danske
lempelse skal beregnes uden hensyn til denne skat. Påligningen af den
pågældende skat kan ses som en periodeforskydning i
skattebetalingen i Venezuela, jf. ovenfor under artikel 2, og modregning af
krediteret business assets tax i den skat, som Danmark skal lempe for, ville
i givet fald medføre dobbeltbeskatning.
Metodebestemmelsen i artiklen indeholder foruden den
ordinære creditbestemmelse, også en bestemmelse om eksemption,
jf. stykke 1, litra c.
Ved eksemption lempes skatten i bopælsstaten med den
del af denne stats skat, der forholdsmæssigt falder på den
udenlandske indkomst. Lempelsen er således uafhængig af
størrelsen af den udenlandske skat.
Eksemptionslempelse gives i de tilfælde hvor en
indkomst kun kan beskattes i den stat hvorfra den stammer (kildestaten).
Dette er tilfældet, når der med visse
undtagelser er tale om lønninger indtjent ved arbejde på skibe
og fly i international trafik og lønninger fra offentlige myndigheder
for udførelse af hverv for disse, samt for pensioner, der udbetales af
disse offentlige myndigheder efter ophøret af tjenesteforholdet, jf.
artikel 15 og 19.
Der er tale om den såkaldte »eksemption med
progressionsforbehold efter ny metode«. Heri ligger, at selv om
bopælsstaten ikke kan beskatte sådanne lønninger eller
pensioner, indgår de i indkomstgrundlaget. Ved den skatteberegning, der
herefter skal foretages, får disse indkomster derfor
progressionsvirkning for beskatningen som helhed.
Dette lempelsesprincip svarer til lempelsen for udenlandsk
indkomst i henhold til ligningslovens § 33A.
Der er ingen matching credit-bestemmelse.
For Venezuelas vedkommende lempes der efter
eksemptionsmetoden. Dette er en konsekvens af, at Venezuela beskatter efter
territorialprincippet, dvs. at kun indkomster med kilde i Venezuela er
undergivet beskatning i Venezuela.
Der er i metodebestemmelsen indsat regler om
creditlempelse for det tilfælde, at Venezuela skulle overgå til
beskatning efter globalindkomstprincippet.
Artikel 25. Ikke-diskriminering
Artiklen følger OECD-modellen, bortset fra at
statsløse personer ikke kan påberåbe sig bestemmelserne i
overenskomsten.
Efter artiklens bestemmelser må de to stater ikke
diskriminere hinandens statsborgere i skattemæssig henseende. Dette
gælder både for personer og selskaber. Forbudet gælder
såvel beskatning som de vilkår, der er knyttet hertil, f.eks.
regnskabskrav, frister m.v.
Stk. 3 i artiklen gælder på tidspunktet
for overenskomstens undertegnelse kun Danmark, men i protokollen er der
indsat en bestemmelse om, at den også skal finde anvendelse, hvis
Venezuela overgår til globalbeskatningsprincippet. I mellemtiden skal
det ved fastsættelsen af et foretagendes fortjeneste være tilladt
at fratrække renter, royalties og andre betalinger på samme
vilkår og betingelser, som hvis de havde været afholdt af et
foretagende, der er hjemmehørende i Venezuela.
Artikel 26. Fremgangsmåden ved indgåelse af gensidige
aftaler
Artiklen foreskriver den fremgangsmåde, der skal
anvendes, hvis en person, der er hjemmehørende i en af de
kontraherende stater, mener sig udsat for en beskatning, som er i strid med
overenskomsten.
Indsigelse over beskatningen skal fremsættes over
for myndighederne i bopælsstaten, som først selv skal
søge at løse problemet. Hvis dette ikke er muligt, skal
problemet søges løst ved gensidig aftale med den anden
stat.
I stykke 3 er det bestemt, at de kompetente
myndigheder ved gensidig aftale skal søge at løse
vanskeligheder og tvivlsspørgsmål vedrørende fortolkning
eller anvendelse af overenskomsten. De kan også forhandle om
undgåelse af dobbeltbeskatning, som ikke er omhandlet i
overenskomsten.
Overenskomsten pålægger imidlertid ikke de to
staters kompetente myndigheder nogen pligt til at blive enige. I praksis
når man dog i de fleste tilfælde frem til en løsning, som
er acceptabel for alle parter, men overenskomsten rummer ingen garanti for,
at alle dobbeltbeskatningskonflikter vil kunne løses.
Artikel 27. Udveksling af oplysninger
Overenskomsten pålægger de to staters
kompetente myndigheder at udveksle sådanne oplysninger, som er
nødvendige for, at overenskomstens bestemmelser kan føres ud i
livet. En kontraherende stat er dog ikke forpligtet til at meddele
oplysninger eller udføre forvaltningsakter, som strider mod denne
stats lovgivning eller forvaltningspraksis, eller som vil røbe
forretningshemmeligheder eller stride mod almene interesser. Udvekslede
oplysninger skal dog behandles som fortrolige.
Artikel 28. Bistand ved inddrivelse
Modeloverenskomsterne indeholder ingen regel om gensidig
bistand med inddrivelse af skattekrav.
Fra dansk side ser man meget gerne, at der medtages en
sådan bestemmelse i vores overenskomster.
Efter artiklen yder de to stater hinanden bistand med
inddrivelse af skattekrav, der er endeligt fastsat i den stat, der anmoder om
inddrivelsesbistand. Bistanden kan også omfatte midlertidige
foranstaltninger til sikring af ikke-endeligt afgjorte skattekrav, f.eks.
krav der er genstand for retssagsbehandling.
Overenskomsten tvinger dog ikke staterne til at yde
sådan bistand, men når den anmodede stat accepterer en anmodning
herom fra den anden stat, skal inddrivelsen foretages på samme
måde, som hvis der var tale om inddrivelse af egne skatter.
De skatter, der kan inddrives efter denne artikel, er de
skatter, der er omfattet af overenskomsten, incl. hermed forbundne renter og
straftillæg.
Artikel 29. Medlemmer af diplomatiske og konsulære
repræsentationer
Intet i denne overenskomst berører de
skattemæssige begunstigelser, som medlemmer af diplomatiske eller
konsulære repræsentationer måtte nyde i kraft af
folkerettens almindelige regler eller i henhold til særlige
aftaler.
Artikel 30. Territorial udvidelse
Artiklen giver Danmark hjemmel til en geografisk udvidelse
af overenskomstens anvendelsesområde.
I praksis betyder det, at overenskomsten kan udvides til
at gælde for Færøerne og Grønland, der udtrykkelig
er holdt uden for definitionen af Danmark i artikel 3.
En sådan udvidelse forudsætter, at den
ønskes af Færøernes eller Grønlands hjemmestyrer.
En eventuel udvidelse vil ikke blive forelagt Folketinget, da
skattekompetencen hører under hjemmestyrerne.
Artikel 31. Ikrafttræden
Overenskomsten træder i kraft ved modtagelsen af
underretning om, at de forfatningsmæssige betingelser herfor er opfyldt
i begge stater.
Overenskomsten får virkning fra det
indkomstår, der følger umiddelbart efter det år, hvor
overenskomsten træder i kraft.
Artikel 32. Opsigelse
Overenskomsten kan opsiges med 6 måneders varsel
før udløbet af ethvert kalenderår, dog tidligst 5
år efter dens ikrafttræden.
Til § 2.
Efter § 2 træder denne lov i kraft dagen efter
bekendtgørelsen i Lovtidende.
Til § 3.
Efter § 3 gælder loven ikke for
Færøerne og Grønland.
Skatter er et område, der er undergivet
hjemmestyrernes kompetence. Overenskomsten vil således ikke gælde
for disse dele af rigsfællesskabet. Imidlertid kan
Færøerne og/eller Grønland efter bestemmelserne i
overenskomstens artikel 30 blive omfattet af overenskomsten, enten i sin
helhed eller med de fornødne ændringer, hvis de måtte
ønske dette, og der kan opnås enighed herom med Venezuela.
Lignende dokumenter
- G.A.3.6.2.2.2 Bilaterale aftaler Den juridiske vejledning · 1. juli 2026
- Lov om indgåelse af dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Venezuela Retsinformation · 21. december 1999
- Sagen om, hvorvidt Danmark har beskatningsretten i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Italien Domsdatabasen
- Forslag til Lov om indgåelse af protokol om ændring af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen Retsinformation · 28. april 2010
- Lov om opsigelse af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Singapore Retsinformation · 2. juni 2000
- Forslag til Lov om indgåelse af protokol til ændring af den dansk- pakistanske dobbeltbeskatningsoverenskomst Retsinformation · 14. november 2002