Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af radio- og fjernsynsloven (Politiske reklamer og forlængelse af programtilladelser)

2004/1 LSF 38Lovforslag som fremsatKulturministeriet21. oktober 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 20. oktober 2004 af

kulturministeren (Brian Mikkelsen)

Forslag

til

Lov

om ændring af radio- og fjernsynsloven

(Politiske

reklamer og forlængelse af programtilladelser)

§ 1

I lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, jf.

lovbekendtgørelse nr. 506 af 10. juni 2004, foretages følgende ændringer:

1.

§ 76, stk. 3,

ophæves og i stedet

indsættes:

»

Stk. 3.

I fjernsyn

må der ikke udsendes reklamer for arbejdsgiverorganisationer, fagforeninger,

religiøse bevægelser, politiske partier, politiske bevægelser samt valgte

medlemmer eller opstillede kandidater til politiske forsamlinger.

Stk. 4.

I fjernsyn

må der ikke udsendes reklamer for politiske budskaber i perioden fra

tidspunktet

for udskrivelse af valg til politiske forsamlinger eller folkeafstemninger og

indtil afholdelsen af valget eller afstemningen. Er dato for valget eller

afstemningen bekendtgjort tidligere end 3 måneder før afholdelsen, indtræder

den reklamefri periode først 3 måneder før afholdelsen af valget eller

afstemningen.«

Læs alt

2.

I

§ 98

indsættes efter stk. 2 som nyt

stykke:

»

Stk. 3.

Kulturministeren kan uanset bestemmelsen i § 60 fastsætte regler om

forlængelse af programtilladelser, der er udstedt i henhold til lovens

kapitel

9 før den 1. januar 2003.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. januar 2005.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Lov om radio- og fjernsynsvirksomhed blev senest

gennemgående revideret ved lov nr. 1052 af 17. december 2002

(Folketingstidende

2002-2003, Forhandlingerne sp. 1329, 2676, 2944; Tillæg A sp. 857, 939;

Tillæg

B sp. 263; Tillæg C sp. 174). Loven er senest ændret ved lov nr. 439 af 10.

juni 2003 (Folketingstidende 2002-2003, Forhandlingerne sp. 8042, 9354,

10211;

Tillæg A sp. 6495; Tillæg B sp. 1136, 1295; Tillæg C sp. 568).

Loven foreligger i sin nuværende skikkelse som

lovbekendtgørelse nr. 506 af 10. juni 2004.

Herudover er adgangen til udsendelse af politiske reklamer

reguleret i bekendtgørelse nr. 194 af 20. marts 2003 om reklame og

sponsorering

i radio og fjernsyn. Spørgsmålet om tilladelse til udøvelse af lokal

programvirksomheds

varighed er reguleret i bekendtgørelse nr. 45 af 29. januar 2004 om

midlertidige tilladelser til udøvelse af lokal programvirksomhed samt i

bekendtgørelse nr. 104 af 18. februar 2004 om lokal radio- og

fjernsynsvirksomhed.

2. Politiske reklamer

2.1 Baggrund og afgrænsning

I henhold til § 76, stk. 3, i den gældende radio-

og fjernsynslov må der ikke i fjernsyn udsendes reklamer for

arbejdsgiverorganisationer eller fagforeninger eller for religiøse bevægelser

eller politiske partier.

I foråret 2003 besluttede regeringen, at forbuddet mod

udsendelse af reklamer for politiske partier var for snævert, og at man

ønskede

at vende tilbage til den tidligere retstilstand, hvorefter der i fjernsyn

ikke

må udsendes reklamer for økonomiske interessegrupper samt religiøse

bevægelser

og politiske anskuelser.

På denne baggrund indeholder lov nr. 439 af 10. juni 2003

bl.a. en ændring af lovens § 76, stk. 3. I henhold til den vedtagne

ændring må der ikke i fjernsyn udsendes reklamer for økonomiske

interessegrupper samt for religiøse og politiske anskuelser. Lov nr. 439 af

10.

juni 2003 indeholder en bemyndigelse til kulturministeren til at sætte loven

i

kraft. Denne bemyndigelse er ikke udnyttet for så vidt angår § 76,

stk. 3, om politiske reklamer.

Baggrunden for, at ændringen vedrørende udsendelse af

reklamer ikke blev sat i kraft, skyldes, at det under Folketingets behandling

af det pågældende lovforslag blev drøftet, om den nævnte ændring af radio- og

fjernsynslovens bestemmelse om forbud mod udsendelse af reklamer for

politiske

anskuelser var forenelig med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions

artikel 10 om ytringsfrihed, således som denne er fortolket af

Menneskerettighedsdomstolen i en dom afsagt den 28. juni 2001 i sagen VgT

Verein gegen Tierfabriken mod Schweiz. Drøftelserne i Folketinget drejede sig

alene om spørgsmålet om politiske partier/politiske anskuelser.

Som en følge af debatten om regulering af adgangen til at

udsende reklamer med et politisk indhold og på baggrund af en konsultation af

Justitsministeriet om reguleringen af disse reklamer, besluttede

kulturministeren,

at han ikke ville sætte den bredere bestemmelse i kraft, førend

Kulturministeriet i samarbejde med Justitsministeriet havde haft lejlighed

til

en nærmere gennemgang af de juridiske spørgsmål, som spørgsmålet om adgangen

til at regulere udsendelse af reklamer for politiske partier/anskuelser m.v.

rejser i relation til de internationale forpligtelser, som Danmark har

påtaget

sig.

De øvrige dele af bestemmelsen blev således ikke debatteret

– hverken forud for eller efter vedtagelsen af lovændringen. Da

diskussionen

således alene har angået spørgsmålet om politiske reklamer, og da der ikke

har

været rejst politisk spørgsmål om videreførelse af forbuddet mod udsendelse i

fjernsyn af reklamer for arbejdsgiverorganisationer, fagforeninger samt

religiøse bevægelser, foreslås det i nærværende lovforslag, at denne

formulering videreføres, hvorimod der foreslås ændringer med hensyn til

adgangen til i fjernsyn at udsende politiske reklamer.

2.2 Gældende ret

Lov nr. 1052 af 17. december 2002 om radio- og

fjernsynsvirksomhed indeholder i § 76, stk. 3, følgende

bestemmelse:

»§ 76.

Stk. 3.

I

fjernsyn må der ikke udsendes reklamer for arbejdsgiverorganisationer eller

fagforeninger eller for religiøse bevægelser eller politiske partier.«

Bestemmelsen fik sin nuværende

formulering i forbindelse med gennemførelsen af den mediepolitiske aftale

2002-2006. I bemærkningerne til bestemmelsen er det anført, at der med

bestemmelsen

er tale om en videreførelse af et gældende forbud mod at udsende reklamer for

arbejdsgiverorganisationer eller fagforeninger samt religiøse bevægelser

eller

politiske partier i fjernsyn.

Den tidligere lov, jf. lovbekendtgørelse nr. 701 af 15.

juli 2001, indeholdt følgende bestemmelse:

»§ 65.

.

2)

Der må endvidere

ikke reklameres for økonomiske interessegrupper samt religiøse og politiske

anskuelser.

«

Denne formulering har været

benyttet siden reklamering i fjernsyn blev tilladt i forbindelse med lov nr.

335 af 4. juni 1986. Bemærkningerne til den oprindelige bestemmelse er ganske

summariske og indeholder for så vidt angår politiske anskuelser ingen

kommentarer om, hvad der skal forstås herved, eller hvorledes den retlige

afgrænsning skal foretages. Der gives i bemærkningerne heller ikke nogen

nærmere information om, hvilke overvejelser og hensyn der har ligget til

grund

for valget af udtrykket »politiske anskuelser«.

Bemærkningerne indeholder alene en passus om, at de regler,

som kulturministeren skal fastsætte om reklamer i TV 2, skal være i

overensstemmelse med EuropaRådets rekommandation om principper for reklame i

tv

og under hensyntagen til dels de etiske regler, der i øvrigt følges ved

reklamering

i Danmark, dels de regler, som findes i de lande, som Danmark normalt

sammenlignes med, og hvor der udsendes reklamer i tv.

Ved lov nr. 261 af 28. april 1989 blev der i radio- og

fjernsynsloven indsat et nyt kapitel, hvori reklamering i radio og fjernsyn

blev reguleret generelt i modsætning til tidligere, hvor der var særregler

for

lokalradio, lokal-tv og TV 2. Formålet med at samle reglerne i et fælles

kapitel var, at det herved klarere ville komme til at fremgå, hvilke regler

der

gjaldt om udsendelse af reklamer, og i hvilke tilfælde der var forskel på

reglerne afhængig af hvilket medie, der var tale om.

Indtil vedtagelsen af lov nr. 261 i 1989 var det tilladt at

udsende reklamer for bl.a. politiske anskuelser i såvel lokalradio som i

lokal-tv. Ved vedtagelsen af lov nr. 261 blev der etableret en sondring

mellem

radio og fjernsyn således, at det fra da af fortsat var tilladt at udsende

disse reklamer i radio, medens dette herefter ikke var tilladt i fjernsyn.

Bemærkningerne til denne lov indeholder ikke noget bidrag

til forståelsen og afgrænsningen af politiske anskuelser.

Denne retstilstand og formulering af reglen har været

gældende frem til vedtagelsen af lov nr. 1052 af 17. december 2002, hvor

formuleringen ændredes således, at der nu bl.a. er anført politiske partier.

Heller ikke bemærkningerne til denne bestemmelse indeholder

fortolkningsbidrag

til, hvad der skal forstås ved henholdsvis politiske partier og politiske

anskuelser, eller hvorfor formuleringen blev ændret.

Bestemmelsen har indtil debatten i foråret 2003 ikke været

genstand for hverken nogen nærmere retlige eller politiske overvejelser eller

givet anledning til konkrete sager.

2.3 Den Europæiske Menneskerettighedskonventions

artikel 10

Artikel 10 i Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention har følgende indhold:

»

Art. 10.

Enhver

har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at

modtage

eller meddele oplysninger eller tanker, uden indblanding fra offentlig

myndighed og uden hensyn til landegrænser. Denne artikel forhindrer ikke

stater

i at kræve, at radio-, fjernsyns- eller filmforetagender kun må drives i

henhold til bevilling.

Stk. 2.

Da

udøvelsen af disse frihedsrettigheder medfører pligter og ansvar, kan den

underkastes sådanne formaliteter, betingelser, restriktioner eller

straffebestemmelser,

som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af

hensyn

til den nationale sikkerhed, territorial integritet eller offentlig tryghed,

for at forebygge uorden eller forbrydelse, for at beskytte sundheden og

sædeligheden, for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder,

for

at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger, eller for at sikre

domsmagtens

autoritet og upartiskhed.«

Artikel 10, stk. 1,

indebærer, at enhver har ret til frit at modtage og meddele oplysninger,

information

og idéer. Beskyttelsen omfatter alle, både fysiske og juridiske personer. En

bestemmelse om forbud mod reklamer for politiske partier eller budskaber er

rettet mod fjernsynsforetagenderne. Det indebærer en begrænsning med hensyn

til,

hvilken slags reklame der lovligt kan sendes i reklameblokkene i fjernsyn, og

dermed også en begrænsning i fjernsynsforetagendernes mulighed for at

formidle

information og idéer på denne måde i dette medie. Det indebærer endvidere en

begrænsning i privates adgang til at booke reklamer i reklameblokkene, og

dermed er der tillige tale om en begrænsning i privates adgang til at meddele

information og idéer på en bestemt måde i et bestemt medie.

En begrænsning i adgangen til at udsende reklamer for

politiske partier eller budskaber er på denne baggrund en indgriben i

ytringsfriheden.

Under opfyldelse af de betingelser, som udtømmende er

opregnet i artikel 10, stk. 2, kan en indgriben i ytringsfriheden

imidlertid – på baggrund af en konkret fortolkning – være

tilladelig i henhold

til konventionen. I artikel 10, stk. 2, nævnes indledningsvis, at da

udøvelse af ytringsfrihed medfører pligter og ansvar, kan der under visse

betingelser sættes begrænsninger for ytringsfriheden.

Artikel 10, stk. 2, bestemmer derfor, at begrænsningen

skal være foreskrevet ved lov og være nødvendig i et demokratisk samfund. I

bestemmelsen gøres der herefter udtømmende op med, hvilke hensyn der kan være

tale om ved bedømmelse af, om betingelsen om at være nødvendig i et

demokratisk

samfund er opfyldt. Hensynene er national sikkerhed, territorial integritet

eller offentlig tryghed, for at forebygge uorden eller forbrydelse, for at

beskytte sundheden eller sædeligheden, for at beskytte andres gode navn og

rygte eller rettigheder, for at forhindre udspredelse af fortrolige

oplysninger, eller for at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed.

Ved bedømmelsen af, om begrænsningen er foreskrevet ved

lov, indgår tillige, at der skal være tale om et legitimt formål –

f.eks. at

beskytte andres ytringsfrihed – med at indføre begrænsningen. Ved

bedømmelsen

af, om begrænsningen er nødvendig i et demokratisk samfund, indgår

overvejelser

om, hvorvidt begrænsningen er proportional i forhold til det formål, som

ønskes

tilgodeset, og om begrundelsen for begrænsningen er relevant og

tilstrækkelig.

»Nødvendig« har også et selvstændigt indhold. For at en

begrænsning skal være nødvendig og dermed tilladelig i henhold til

konventionen, kræves på den ene side ikke, at det er absolut nødvendigt for

samfundet, at den pågældende begrænsning gennemføres, men det er på den anden

side heller ikke tilstrækkeligt, at begrænsningen er ønskelig, fornuftig

eller

nyttig m.v. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol lægger vægt på, at der

er

tale om »a pressing social need«, hvilket nærmest vil sige, at der skal være

tale om et presserende samfundsbehov.

Artikel 10, stk. 2, overlader efter sin ordlyd en vis

skønsmargin til medlemsstaterne ved bedømmelsen af disse forskellige begreber

og betingelser. Denne skønsmargin for medlemsstaterne kan dog være større

eller

mindre afhængig af indgrebets art og det samfundsområde, begrænsningen gælder

for.

2.3.1 Praksis fra Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol

I en dom af 28. juni 2001 tog Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol stilling til en sag om politiske reklamer –

VgT

Verein gegen Tierfabriken mod Schweiz.

En dyrebeskyttelsesforening ønskede en 55 sekunder lang

tv-reklame for et budskab om, at man bør spise mindre kød af hensyn til eget

helbred, dyrene og miljøet, bragt i tv. Foreningen fik tv-reklamen afvist

under

henvisning til, at det var ulovligt at reklamere for politiske anskuelser.

Foreningen indbragte afslaget for Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol med påstand om, at afslaget var i strid med Den

Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 om ytringsfrihed.

Til støtte for begrænsningen i ytringsfriheden og dermed

også forbuddet mod udsendelse af politiske reklamer i (radio og) fjernsyn

gjorde Schweiz gældende, at det skulle være med til at sikre den demokratiske

proces, idet de finansielt stærke politiske kræfter derved ikke har lejlighed

til – gennem tv-reklamer – at udkonkurrere de svagere. Formålet med

reguleringen var således at beskytte andres rettigheder. Domstolen var enig

i,

at dette hensyn er ét af de hensyn, som er opregnet i artikel 10,

stk. 2,

om ytringsfrihed.

Domstolen gik herefter over til at prøve, om indgrebet var

nødvendigt i et demokratisk samfund. Domstolen bemærkede hertil, at

ytringsfriheden er en af de grundlæggende rettigheder i et demokratisk

samfund,

og at indgreb/begrænsninger heri må fremføres overbevisende, og at dette især

er gældende, når der er tale om politiske ytringer frem for mere almindeligt

kommercielle. Domstolen bemærkede, at når der var tale om almindelige

kommercielle ytringer (reklamer), var der en adgang for medlemsstaterne til

at

bestemme, om indgrebet er en følge af »a pressing social need«.

Domstolen fandt imidlertid ikke, at den pågældende reklame

burde kategoriseres som kommerciel, men fandt i stedet, at der snarere var

tale

om et (politisk) indlæg i en løbende generel samfundsdebat. I en sådan

situation fandt Domstolen, at der gælder snævrere grænser for den margin, som

medlemsstaterne har til at bedømme, om der foreligger »a pressing social

need«.

Domstolen undersøgte derfor nøje spørgsmålet om, hvorvidt der forelå

proportionalitet

mellem formålet og de midler, som var valgt af Schweiz.

Domstolen bemærkede indledningsvis, at hensynet til

tv-foretagenders uafhængighed var et legalt hensyn, og at staten var garanten

for at sikre pluralisme. Domstolen fandt dog, at idet forbuddet alene gjaldt

radio og fjernsyn og således ikke alle medier, gav det formodning for, at der

ikke er et presserende behov for forbuddet.

Der blev endvidere lagt vægt på, at dyreværnsforeningen

ikke var finansiel stærk, og at tv-stationernes uafhængighed således ikke var

i

fare. Efter Domstolens opfattelse ønskede foreningen at tage del i den

generelle offentlige debat.

Domstolen bemærkede, at den ikke kan udelukke, at forbud

mod politiske reklamer i visse situationer kan være forenelige med artikel

10.

Imidlertid fandt Domstolen ikke, at Schweiz på en »relevant and sufficient

manner« har demonstreret, hvorfor de generelle legale grunde, som kan tale

for

et forbud mod politiske reklamer, også kunne danne konkret baggrund for at

begrænse

dyreværnsforeningens reklame. Domstolen fandt derfor, at der var sket en

krænkelse

af artikel 10.

Det kræver således en konkret begrundelse at bringe et

forbud mod politiske reklamer i anvendelse. Reklamer for et politisk budskab,

som nyder høj grad af beskyttelse under artikel 10, kan ikke nægtes adgang

til

reklametid på nationalt tv, medmindre der kan gives en konkret og legitim

begrundelse for, at det er nødvendigt i et demokratisk samfund at meddele

afslag på en anmodning om reklametid. Dommen angiver følgende elementer, der

efter omstændighederne vil kunne begrunde et afslag:

1)

hensynet til at

sikre pluralisme i mediebilledet,

2)

annoncørens

finansielle styrke,

3)

annoncørens hensigt

med reklamen,

4)

andre muligheder

for at udbrede kendskabet på landsplan, samt

5)

indholdet af

reklamen.

2.4 Kulturministeriets overvejelser

Med vedtagelsen af ændringsforslaget til lov nr. 439 af 10.

juni 2003 om ændring af radio- og fjernsynsloven som følge af omdannelse af

TV

2/DANMARK, hvorved Folketinget vedtog en bredt formuleret forbudsbestemmelse

mod politiske reklamer, tilkendegav et flertal i Folketinget, at det gerne

så,

at forbuddet i radio- og fjernsynsloven rækker videre end til politiske

partier. Bestemmelsen er af de grunde, der er anført foran i de almindelige

bemærkninger punkt 2.1, ikke sat i kraft og bortfalder i givet fald som en

følge af nærværende lovforslags vedtagelse og ikrafttræden.

Af de grunde, der er anført i punkt 2.1, angår

Kulturministeriets overvejelser alene muligheden for at regulere adgangen til

at udsende politiske reklamer på en måde, som bedst muligt tilgodeser

Folketingets ønske, og samtidig er forenelig med Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention.

Selvom det af Domstolens afgørelse i Tierfabriken-sagen,

jf. foran under punkt 2.3.1, fremgår, at de enkelte stater har mulighed for

at

begrænse adgangen til udsendelse af politiske reklamer, indeholder Domstolens

afgørelse ikke megen konkret vejledning om, hvori mulighederne består.

Rækkevidden af dommen kan derfor ikke nærmere præciseres. Det ligger dog

fast,

at Domstolen har anerkendt, at et (snævert) forbud mod politiske reklamer i

visse situationer kan være foreneligt med artikel 10 om ytringsfrihed, og det

kan derfor overvejes at indarbejde en mindre udvidelse af det gældende

forbud.

Da der imidlertid er betydelige vanskeligheder med at

præcisere grænserne for den tilladelige indgriben i ytringsfriheden, finder

Kulturministeriet, at udvidelsen skal være båret af et eller flere af de

hensyn, som direkte er nævnt i konventionen.

Det foreslås herefter, at reguleringen af adgangen til i

fjernsyn at udsende politiske reklamer sker ved en to-leddet bestemmelse, som

1) indeholder et permanent forbud mod i fjernsyn at udsende reklamer for

politiske

partier, politiske bevægelser samt valgte medlemmer eller opstillede

kandidater

til politiske forsamlinger, og som 2) indeholder et temporært forbud mod

udsendelse

af reklamer for politiske budskaber i en periode op til valg til politiske

forsamlinger, såsom Folketinget, kommunalbestyrelser og Europa-Parlamentet

samt

forud for afholdelse af folkeafstemninger.

Første led af en sådan bestemmelse vil udover de politiske

partier f.eks. omfatte Folkebevægelsen mod EU, Junibevægelsen, løsgængere

samt

lokallister/borgerlister til kommunalvalg. Ved bedømmelsen af rækkevidden af

forbuddet vedrørende politiske bevægelser i første led af bestemmelsen, må

der

i øvrigt bl.a. lægges vægt på, om der er tale om fysiske eller juridiske

personer, som er forankret i en parlamentarisk forsamling, dvs. stiller op i

politiske

forsamlinger ud over Folketinget. Vedrørende politiske kandidater og

løsgængere

må der lægges vægt på, om vedkommende stiller op til valg til en politisk

forsamling,

eller om der på anden måde kan fastslås et politisk tilhørsforhold.

Med henblik på at imødegå omgåelser af forbuddet er

situationer, hvor en politisk kandidat medvirker i en reklame, også selv om

der

ikke samtidig vises partilogo eller andre partipolitiske kendetegn, efter

omstændighederne

også omfattet af den skitserede bestemmelse.

Med hensyn til andet led af bestemmelsen vil konsekvensen

være, at det i en periode op til valg til politiske forsamlinger samt ved

afholdelse af folkeafstemninger ikke vil være tilladt at udsende reklamer for

politiske budskaber. Det foreslås, at spærretiden tager sin begyndelse fra

det

tidspunkt, hvor valget bliver udskrevet, eller datoen for en afstemning

bekendtgjort, og indtil valget henholdsvis afstemningen er afsluttet. For de

valg og afstemninger, hvor datoen kendes lang tid forud, såsom valg til

Europa-Parlamentet,

foreslås det, at spærretiden indtræder 3 måneder før valget.

Der skal anlægges en bred fortolkning af begrebet

»politiske budskaber«. Politiske budskaber omfatter herefter alle meddelelser

uanset form, som har til formål at fremme tilslutningen til og påvirke

opinionen i forskellige politiske spørgsmål både på det lokale, det nationale

og det internationale niveau. Politiske budskaber omfatter derfor ikke blot

partipolitiske spørgsmål, men også ytringer der har til formål at påvirke

opinionen

generelt i en politisk retning.

Forbuddet omfatter således enhver reklame for politiske

budskaber fra fysiske og juridiske personer, som arbejder for at fremme

tilslutning til forskellige samfundsspørgsmål og vil f.eks. betyde, at

organisationer, foreninger eller lignende ikke i den reklamefri periode kan

indrykke reklamer i fjernsyn, hvori der gives udtryk for organisationens

eller

foreningens syn på dansk politik.

Bestemmelsen omfatter også situationer, hvor politiske

partier og organisationer ønsker at markedsføre bestemte produkter eller

tjenester, såsom tøj, tasker, paraplyer og lignende med politiske slogans

eller

symboler. Andre eksempler på omfattede reklamer er reklamer for en

oplysningstelefon eller web-sider om et bestemt tema, idet sådan

markedsføring

vil kunne opfattes som skjult reklame for et politisk budskab.

Bestemmelsen er imidlertid ikke til hinder for reklamer i

fjernsyn for bøger, aviser, tidsskrifter og lignende, så længe reklamen ikke

benytter et politisk budskab i markedsføringen. Bestemmelsen er således ikke

til hinder for reklamer for et historisk værk om et politisk parti eller

lignende.

Reklamer indrykket af velgørenhedsorganisationer og

indsamlinger til humanitære formål anses som udgangspunkt ikke som reklamer

for

politiske budskaber, og forbuddet må i disse situationer fortolkes mindre

strengt, selvom der kan være uenighed om formålet. Det afgørende må være i

hvilken grad, reklamen indeholder et klart politisk budskab.

En bestemmelse med det foreslåede indhold har først og

fremmest til formål at beskytte den demokratiske proces, idet finansielt

stærke

kræfter med politiske budskaber herved ikke har lejlighed til via tv-reklamer

at udkonkurrere de svagere. Bestemmelsen har endvidere til formål at beskytte

tv-foretagendernes uafhængighed, idet foretagenderne ikke udsættes for pres

af

den ene eller den anden karakter fra finansielt stærke grupper i samfundet.

Endelig er der hensynet til, at vælgerne ikke i fjernsyn udsættes for

ensidige

og direkte forsøg på at påvirke deres politiske stillingtagen.

Kravet i artikel 10, stk. 2, i Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention om, at der skal være proportionalitet mellem

formålet med indgrebet i ytringsfriheden og det middel, som benyttes dertil,

er

imødekommet ved, at forbuddet mod reklamer for politiske budskaber er

begrænset

til en periode op til valg til politiske forsamlinger eller ved afholdelse af

en folkeafstemning.

Det forhold, at forbuddet og begrænsningen alene gælder for

udsendelse af reklamer på tv-stationerne, kan begrundes i, at dette medie har

en langt større og bredere gennemslagskraft end øvrige medier, hvor man

eksempelvis enten kan bladre videre i avisen eller lukke internetvinduet.

En to-leddet bestemmelse med det nævnte indhold og

anvendelsesområde kan affattes præcist, og forbuddet vurderes at ligge inden

for rammerne af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, idet forbuddet

er

afgrænset, og idet bestemmelsen er begrundet med hensyn, som også er

beskyttelsesværdige i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

og Domstolens praksis.

En regel med det skitserede indhold vil endvidere relativt

ubesværet kunne administreres af tv-stationerne.

3. Forlængelse af programtilladelser

3.1 Baggrunden for lovforslaget

Det fremgår af radio- og fjernsynslovens § 60, stk. 1,

at programtilladelse udstedes for en bestemt periode, der maksimalt kan vare

5

år for radio og 7 år for fjernsyn. Tilladelser til networking vedrørende

fjernsynsprogramvirksomhed udstedes dog for en periode af 7 år. Det fremgår

videre af lovens § 60, stk. 1, at fornyelse af tilladelsen kan ske

ved periodens udløb. Eventuel fornyelse finder normalt sted på baggrund af en

ansøgningsrunde

med henblik på også at give nye stationer mulighed for at opnå en

programtilladelse, jf. blandt andet de lokale nævns forpligtelse til i

henhold

til lovens § 59, stk. 1, at søge at sikre det enkelte lokale område

en samlet programvirksomhed af alsidig karakter.

I henhold til § 98, stk. 1, kan

programtilladelser i henhold til lovens kapitel 9 om lokal radio- og

fjernsynsvirksomhed,

der er udstedt efter 1. januar 2003, uanset bestemmelsen i § 60 ikke

række

ud over den 2. marts 2004. Kulturministeren kan med hjemmel i § 98,

stk. 2, fastsætte nærmere regler om fravigelse af stk. 1.

Baggrunden for den gældende § 98 var ønsket om, at en

eventuel ny lokalradio- og lokal-tv-ordning kunne træde i kraft så hurtigt

som

muligt, og der var derfor behov for en bestemmelse, der sikrede, at det var

muligt at udstede programtilladelser af kortere varighed end anført i lovens

§ 60. Da det ikke kunne udelukkes, at arbejdet med udarbejdelsen af

nyordningen eller den politiske stillingtagen hertil kunne blive forsinket,

var

der givet kulturministeren adgang til at kunne fastsætte regler om fravigelse

af § 98, stk. 1, jf. lovens § 98, stk. 2, der giver

kulturministeren hjemmel til at fravige § 98, stk.1. Kulturministeren

kan

i den forbindelse forlænge de tilladelser, der er udstedt i medfør af

§ 98, stk. 1. Endvidere kan ministeren fastsætte regler om

varigheden

af tilladelser, som udstedes efter den i stk. 1 nævnte frist, såfremt

der

ikke er gennemført en nyordning af lokalradio- og lokal-tv-området på dette

tidspunkt – eksempelvis ved at forlænge den i stk. 1 nævnte frist.

På denne baggrund udstedte kulturministeren den 29. januar

2004 bekendtgørelse nr. 45 om midlertidige tilladelser til udøvelse af lokal

programvirksomhed. Bekendtgørelsen giver hjemmel til, at de lokale nævn kan

forlænge de tilladelser, der er udstedt

efter

den 1. januar 2003, og som udløber den 2. marts 2004, til 2. marts 2005, og

at

tilladelser, der udstedes efter den 2. marts 2004, ikke kan række ud over den

2. marts 2005. Hermed fik de lokale nævn mulighed for at forlænge

tilladelser,

der er udstedt efter den 1. januar 2003, uden opslag og ansøgning.

3.2 Kulturministeriets overvejelser

I lyset af, at der over de kommende år forventes gennemført

en ny lokalradio- og tv-ordning, jf. tillægsaftalen af 17. juni 2004 om en ny

lokal-tv-ordning, en ny tilskudsordning og en ændret nævnsstruktur og de

igangværende forhandlinger om en tillægsaftale om lokalradioområdet, vil det

efter Kulturministeriets opfattelse ikke være hensigtsmæssigt, at der skal

gennemføres en ansøgningsprocedure, når de programtilladelser, der er udstedt

før

1. januar 2003, udløber, og der, jf.

lovens § 98, stk. 1 og 2, samt bekendtgørelse nr. 45 af 29. januar

2004, alene kan blive tale om en ny, kortere tilladelsesperiode.

Det foreslås derfor, at de lokale nævn får mulighed for ved

udløb at forlænge de programtilladelser, der er udstedt før 1. januar 2003,

uden gennemførelse af en ny ansøgningsrunde. Der skabes hermed parallelitet

mellem de tilladelser, der er udstedt før den 1. januar 2003, og de

tilladelser, der er udstedt efter den 1. januar 2003, idet disse tilladelser

vil få en fælles udløbsfrist. De lokale nævn vil fortsat have mulighed for,

såfremt dette måtte findes hensigtsmæssigt, at gennemføre en ansøgningsrunde

i

stedet for at forlænge de eksisterende tilladelser. En ny tilladelse kan dog

kun blive af kortere varighed, jf. lovens § 98, stk. 1 og 2, samt

bekendtgørelse

nr. 45 af 29. januar 2004. Det skal bemærkes, at en forlængelse af en

tilladelse – ligesom ved udstedelse af en ny tilladelse – skal ske

på baggrund

af den gældende lovgivning, herunder for så vidt angår placering af sendetid.

Det skal ligeledes bemærkes, at forlængelse af tilladelser som udgangspunkt

skal ske på de vilkår, der er fastsat i den eksisterende tilladelse.

4. Lovforslagets økonomiske og administrative

konsekvenser for det offentlige

Lovforslaget medfører marginale eller ingen negative eller

positive økonomiske eller personaleadministrative konsekvenser for stat,

amtskommuner eller kommuner.

Lovforslaget medfører marginale eller ingen administrative

konsekvenser for stat, amtskommuner eller kommuner.

5. De økonomiske og administrative konsekvenser for

erhvervslivet m.v.

Lovforslaget medfører marginale eller ingen økonomiske og

administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

6. De miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget indeholder ikke miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Lovforslaget har forud for fremsættelsen været sendt til

høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

DR, TV 2/DANMARK A/S, TV 3, TV 2/Bornholm, TV 2/Lorry, TV

2/Øst, TV 2/FYN, TV SYD, TV Midt-Vest, TV 2/ØSTJYLLAND, TV 2/NORD, TvDanmark

Kanal 60 A/S, IT- og Telestyrelsen, TDC, Telia/STOFA A/S, Finansministeriet,

Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Justitsministeriet, Miljøministeriet,

Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, Socialministeriet,

Statsministeriet, Udenrigsministeriet, Undervisningsministeriet, Økonomi- og

Erhvervsministeriet, Ministeriet for familie- og forbrugeranliggender,

Rigsrevisionen,

Forbrugerombudsmanden, Forbrugerstyrelsen, Forbrugerrådet, ITEK,

IT-Brancheforeningen, Samarbejdsforum for Danske Lytter- og

Seerorganisationer,

Dansk Journalistforbund, Forenede Danske Antenneanlæg, Danske Dagblades

Forening, Danske Reklamebureauers Brancheforening, Dansk Annoncørforening,

Producenterne, KODA, Gramex, Copy-Dan, Amtsrådsforeningen i Danmark, Danmarks

Lokal-TV Forening, Danske Uddannelsesmedier, De lokale radio- og

fjernsynsnævn,

Demokratiske Lokalstationer, Den Kristne Producentkomité for Lokalradio og

TV,

FAEM-Sekretariatet, Foreningen af Kommercielle Lokalradio og tv-stationer,

Foreningen Dansk Lokal-tv, Frederiksberg Kommune, IASTAR Danmark, Kommunernes

Landsforening, Københavns Kommune, Sammenslutningen af Lokale Radio- og

TV-stationer

i Danmark, Værkstedssammenslutningen, Det Centrale Handicapråd, De

Samvirkende

Invalideorganisationer, Danske Døves Landsforbund, Dansk Blindesamfund,

Landsforeningen for Bedre Hørelse, Det Danske Filminstitut, Foreningen af

Danske Spillefilmproducenter, Boligselskabernes Landsforening, Dansk

Arbejdsgiverforening, Landsorganisationen i Danmark LO, Dansk Industri, Dansk

Handel og Service, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Hovedstadens

Udviklingsråd

HUR, Konkurrencerådet, Radio- og tv-nævnet, Danmarks Erhvervsradio og -TV

A/S/Radio 24-7, Klassisk FM ApS/Gold FM ApS, Mesopotamia Broadcast

Radio/Mesopotamia International og METV, Nordisk Radioreklame/The Voice,

Nordisk Radioreklame/The Voice Pop FM, Radio 2, SBS Broadcast

Danmark/TvDanmark, Voice of Scandinavia/Gold FM, CIAC Holding/dk4, Dan

Toto/Racing

Live, ViaSat A/S, Canal Digital Danmark A/S, BFE, Bryggeriforeningen,

Lægemiddelstyrelsen, Sky Radio, Danmarks Afholdsforening, Foreningen TVT,

Dansk

Metal, Dansk Reklame Film A/S, Stig Hartvig Nielsen, HK-Stat, STOP –

Scandinavian TV Organisations Against Piracy Nordic,

Lægemiddelindustriforeningen, Bispebjerg Lokal-tv og Jonas Christoffersen fra

Københavns Universitet.

9. Sammenfattende skema

Positive

konsekvenser

Negative

konsekvenser

Økonomiske

konsekvenser for stat, amter og kommuner

Ingen

Ingen

Administrative

konsekvenser for stat, amter og kommuner

Ingen

Ingen

Økonomiske

og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige

konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative

konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet

til EU-retten

Lovforslaget

indeholder ikke EU-retlige aspekter

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 (politiske reklamer)

Ad stk. 3 (forbudte reklamer)

Med den foreslåede affattelse af § 76, stk. 3,

videreføres det gældende permanente forbud om, at der i fjernsyn ikke må

udsendes reklamer for arbejdsgiverorganisationer, fagforeninger og religiøse

bevægelser.

For politiske reklamers vedkommende foreslås en ændret

afgrænsning af forbudsbestemmelsens rækkevidde, idet det nuværende forbud mod

i

fjernsyn at udsende reklamer for politiske partier videreføres og suppleres

af

et forbud mod i fjernsyn at udsende reklamer for politiske bevægelser samt

valgte medlemmer eller opstillede kandidater til politiske forsamlinger.

Om baggrund, formål og rækkevidde af bestemmelsen henvises

i det hele til indholdet af punkt 2.4 i de almindelige bemærkninger.

Ad stk. 4 (temporært forbudte reklamer)

Den foreslåede bestemmelse er ny og betyder, at der

indføres et midlertidigt forbud mod i fjernsyn at udsende reklamer for

politiske budskaber i perioden fra tidspunktet for udskrivelsen af valg til

en

politisk forsamling eller ved afholdelse af folkeafstemninger, og indtil

valghandlingen eller folkeafstemningen er afsluttet.

I de situationer, hvor datoen for valg til en politisk

forsamling eller afholdelsen af en folkeafstemning er bekendtgjort tidligere

end tre måneder før valg eller afstemning, såsom valg til Europa-Parlamentet,

foreslås det, at forbuddet indtræder tre måneder før datoen for valget eller

afstemningen.

Ved bedømmelsen af, om der er tale om et politisk budskab,

skal der anlægges en bred fortolkning. Politiske budskaber omfatter herefter

alle meddelelser uanset form, som har til formål at fremme tilslutningen til

og

påvirke opinionen i forskellige politiske spørgsmål både på det lokale, det

nationale og det internationale niveau. Politiske budskaber omfatter derfor

ikke blot partipolitiske spørgsmål, men også ytringer, der har til formål at

påvirke opinionen generelt i en politisk retning.

Forbuddet omfatter således enhver reklame for politiske

budskaber fra fysiske eller juridiske personer, som arbejder for at fremme

tilslutning til forskellige samfundsspørgsmål, og vil f.eks. betyde, at

organisationer, foreninger eller lignende ikke i den reklamefri periode kan

indrykke reklamer i fjernsyn, hvori der gives udtryk for organisationens

eller

foreningens syn på dansk politik.

Om baggrund, formål og rækkevidde henvises endvidere i det

hele til indholdet af punkt 2.4 i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 2 (forlængelse af programtilladelser)

Konsekvensen af den foreslåede ordning vil være, at en

række programtilladelser samlet vil få en varighed, som rækker ud over de i

lovens § 60 nævnte tilladelsesperioder på henholdsvis 5 år for radio og

7

år for fjernsyn. Det skal dog bemærkes, at den forlængelse eller den

varighed,

en tilladelse, der forlænges eller udstedes efter den 2. marts 2005, kan

opnå,

vil være væsentligt kortere end den varighed, der er omtalt i lovens

§ 60.

Det er tanken efter vedtagelsen af lovforslaget at udsende

en revideret bekendtgørelse om midlertidige tilladelser til udøvelse af

programvirksomhed. Det konkrete tidspunkt, der vil blive fastsat i

bekendtgørelsen for udløbet af programtilladelser, vil afhænge af de

igangværende

forhandlinger om en ny lokalradioordning, herunder drøftelserne om

gennemførelse

af en replanlægning af frekvensanvendelsen på FM-båndet. Efter

omstændighederne

kan der blive tale om forlængelse af alle tilladelser eller af særlige

kategorier af tilladelser, eksempelvis såfremt det besluttes, at en nyordning

på lokalradioområdet skal træde i kraft på et andet tidspunkt end nyordningen

på lokal-tv-området.

Om forslagets baggrund, formål og rækkevidde henvises til

de almindelige bemærkningers punkt 3.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2005.

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 76.

Der må ikke udsendes reklamer for tobaksprodukter eller for varer, der

fortrinsvis benyttes i forbindelse med tobaksrygning, jf. lov om forbud mod

tobaksreklame m.v.

Stk. 2.

Der må

udsendes reklamer for lægemidler og sundhedsydelser efter reglerne i lov om

lægemidler og lov om reklamering for sundhedsydelser.

1.

§ 76, stk. 3,

ophæves og i stedet

indsættes:

Stk. 3.

I

fjernsyn må der ikke udsendes reklamer for arbejdsgiverorganisationer eller

fagforeninger eller for religiøse bevægelser eller politiske partier.

»

Stk. 3.

I

fjernsyn må der ikke udsendes reklamer for eller fra

arbejdsgiverorganisationer,

fagforeninger, religiøse bevægelser, politiske partier, politiske bevægelser

samt valgte medlemmer eller opstillede kandidater til politiske forsamlinger.

Stk. 4.

I

fjernsyn må der ikke udsendes reklamer for politiske budskaber i perioden fra

tidspunktet for udskrivelse af valg til politiske forsamlinger eller

folkeafstemninger

og indtil afholdelsen af valget eller afstemningen. Er dato for valget eller

afstemningen bekendtgjort tidligere end 3 måneder før afholdelsen, indtræder

den reklamefri periode først 3 måneder før afholdelsen af valget eller

afstemningen.«

§ 98.

Programtilladelser i henhold til lovens kapitel 9, som er udstedt efter 1.

januar 2003, kan uanset bestemmelsen i § 60 ikke række ud over den 2.

marts 2004.

2.

I

§ 98

indsættes efter stk. 2 som nyt

stykke:

Stk. 2.

Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om fravigelse af stk. 1.

»

Stk. 3.

Kulturministeren kan uanset bestemmelsen i § 60 fastsætte regler om

forlængelse af programtilladelser, der er udstedt i henhold til lovens

kapitel

9 før den 1. januar 2003.«

Lignende dokumenter