Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af dyreværnsloven (Klippekortordning for dyretransporter, strafskærpelse og egenkontrol i besætninger)

2006/1 LSF 215Lovforslag som fremsatJustitsministeriet25. april 2007

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 25. april 2007 af

justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov

om ændring af dyreværnsloven

(Klippekortordning for dyretransporter, strafskærpelse og egenkontrol

i besætninger)

§ 1

I dyreværnsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 344 af 13.

maj 2005, som ændret ved § 22 i lov nr. 538 af 8. juni 2006, foretages

følgende ændringer:

1.

Efter

§ 4 a

indsættes:

»

§ 4 b.

Justitsministeren

kan fastsætte regler om gennemførelse af egenkontrol med dyrevelfærd i

landbrugsbesætninger.«

2.

§ 28, stk. 7,

ophæves og i stedet

indsættes:

»

Stk. 7.

Ved udmåling

af straf efter denne lov eller efter regler fastsat i medfør af stk. 5

og

Læs alt

6 anses det som en skærpende omstændighed, hvis overtrædelsen er begået i

forbindelse med udøvelse af erhverv, herunder transport af dyr.

Stk. 8.

Er der ved

en overtrædelse opnået en økonomisk fordel, konfiskeres denne efter reglerne

i

straffelovens 9. kapitel. Kan der ikke ske konfiskation, skal der tages

særskilt hensyn hertil ved udmåling af en bøde, herunder en eventuel

tillægsbøde.«

Stk. 8 bliver herefter stk. 9.

3.

Efter § 29

indsættes:

»

§ 29 a.

Den, der

driver erhvervsmæssig virksomhed med transport af dyr, og den, der som

chauffør

eller ledsager udfører erhvervsmæssig transport af dyr, kan frakendes retten

til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr, hvis den

pågældende ved

dom findes skyldig i mishandling eller grovere uforsvarlig behandling af dyr

i

forbindelse med transport, eller hvis den pågældende tidligere har gjort sig

skyldig i uforsvarlig behandling af dyr i forbindelse med transport og på ny

findes skyldig i en sådan overtrædelse.

Stk. 2.

Frakendelse

kan ske betinget, hvis ubetinget frakendelse af retten til at transportere

dyr vil

stå i misforhold til den begåede lovovertrædelse og omstændighederne ved

denne.

§ 29 b.

Den, der driver erhvervsmæssig

virksomhed med transport af dyr, og den, der som chauffør eller ledsager

udfører erhvervsmæssig transport af dyr,

skal betinget frakendes retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig

transport af dyr, hvis den pågældende

inden for en periode af tre år har gjort sig skyldig i tre forhold, der ikke

i

sig selv medfører frakendelse af retten til at transportere dyr efter

§ 29

a, men som er omfattet af bestemmelser om landevejstransport af

heste

eller kvæg, får, geder, svin eller fjerkræ i

Rådets forordning om beskyttelse af dyr under transport og dermed forbundne

aktiviteter m.v. eller i regler om transport af dyr fastsat i medfør af denne

lov vedrørende

1)

arealkrav, hvis

arealet er mindre end

90 procent af det fastsatte,

2)

indvendig højde af

køretøjet, hvis den indvendige højde er mindre end 95 procent af det

fastsatte,

3)

ventilation,

4)

drikkevand og foder,

5)

hviletid,

6)

strøelse eller

7)

transportegnethed.

Stk. 2.

Justitsministeren

fastsætter regler om, hvilke overtrædelser af lovgivningen om transport af

dyr,

der er omfattet af stk. 1.

§ 29 c.

Den, der driver erhvervsmæssig

virksomhed med transport af dyr, og den, der som chauffør eller ledsager

udfører erhvervsmæssig transport af dyr, skal ubetinget frakendes retten til

at

beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr, hvis den pågældende

1)

tidligere er frakendt

retten til at transportere dyr betinget efter § 29 a, stk. 2, eller

§ 29

b, stk. 1, og i prøvetiden har begået et nyt forhold, der indebærer en

betinget

frakendelse efter § 29 a, stk. 2,

2)

tidligere er frakendt

retten til at transportere dyr betinget efter § 29 a, stk. 2, og i

prøvetiden har gjort sig skyldig i yderligere tre overtrædelser, der er

omfattet af § 29 b, stk. 1, eller

3)

tidligere er frakendt

retten til at transportere dyr betinget efter § 29 b, stk. 1, og i

prøvetiden

har gjort sig skyldig i yderligere tre overtrædelser, der er omfattet af

§ 29

b, stk. 1.

Stk. 2.

Under

særlig formildende omstændigheder kan der ske betinget frakendelse i

tilfælde,

hvor frakendelse efter stk. 1 ellers skulle ske ubetinget

.

§ 29 d.

Retten til at drive erhvervsmæssig virksomhed med transport af dyr kan

ubetinget frakendes et selskab mv. (juridisk person) ved dom for strafbart

forhold, hvis den tiltalte gentagne gange eller under i øvrigt skærpende

omstændigheder har overtrådt lovgivningen vedrørende transport af dyr.

§ 29 e.

Ubetinget

frakendelse efter § 29 a, stk. 1, § 29 c, stk. 1, eller

§ 29

d sker for et nærmere fastsat tidsrum, der regnes fra endelig dom, eller for

bestandig.

Stk. 2.

Er retten

til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr frakendt for

længere

tid end 2 år, kan spørgsmålet om generhvervelse af retten inden

frakendelsestidens

udløb indbringes for domstolene. Indbringelsen sker efter reglerne i

straffelovens § 78, stk. 3, og kan tidligst finde sted, når der er

forløbet 2 år af frakendelsestiden. Retten kan kun tilbagegives, når der

foreligger ganske særlige omstændigheder. Har vedkommende tidligere ubetinget

været

frakendt retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr,

kan

generhvervelse inden frakendelsestidens udløb kun ske rent undtagelsesvis og

tidligst, når der er forløbet 5 år.

§ 29 f.

Betinget frakendelse sker på vilkår af, at den pågældende i en prøvetid på

tre

år, der regnes fra endelig dom, ikke overtræder lovgivningen om transport af

dyr under sådanne omstændigheder, at den pågældende skal frakendes retten til

at

beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr.

Stk. 2.

Er retten

til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr frakendt betinget,

skal den pågældende inden for en frist, som fastsættes af Fødevarestyrelsen,

bestå en kontrollerende prøve om behandling af dyr under transport. Er prøven

ikke bestået inden udløbet af den fastsatte frist, må den pågældende ikke

beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr, før prøven er bestået.

Stk. 3.

Justitsministeren

fastsætter regler om indholdet og gennemførelsen af den kontrollerende prøve,

der er nævnt i stk. 2.

§ 29 g.

Den,

der beskæftiger sig med erhvervsmæssig transport af dyr, selvom retten hertil

er frakendt den pågældende efter § 29 a, stk. 1, § 29 c,

stk. 1,

eller § 29 d, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Det

samme

gælder den, der overtræder § 29 f, stk. 2, 2. pkt.

Stk. 2.

Den, som medvirker

til, at en fysisk person omfattet af stk. 1 udfører erhvervsmæssig

transport

af dyr, straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder med fængsel

indtil 4 måneder.

Stk. 3.

Der kan

pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i

straffelovens 5. kapitel.

§ 29 h.

I

sager om overtrædelse af lovgivningen om transport af dyr, der ikke skønnes

at

ville medføre højere straf end bøde, kan anklagemyndigheden i et bødeforelæg

tilkendegive sigtede, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis sigtede

erklærer

sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angiven

frist at betale en i bødeforelægget angivet bøde samt vedtage en betinget

frakendelse af retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af

dyr,

jf. § 29 b, stk. 1. Reglerne i retsplejelovens § 834,

stk. 1,

nr. 2 og 3, om krav til indholdet af et anklageskrift finder tilsvarende

anvendelse på bødeforelæg.

Stk. 2.

Sager, hvori der ikke opstår spørgsmål

om anvendelse af højere straf end bøde, kan, når retten ikke finder grund til

at betvivle tiltaltes skyld, afgøres ved, at den tiltalte i retten vedtager

at

betale en nærmere bestemt bøde eller vedtager en betinget eller ubetinget

frakendelse af retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af

dyr.

Stk. 3.

Vedtagelse

af bøde samt betinget og ubetinget frakendelse efter stk. 1 og 2 har

samme

virkning som en dom med hensyn til fuldbyrdelse og gentagelsesvirkning.

§ 29 i.

Hvis overtrædelsen er omfattet af § 29 b, stk. 1, skal dette fremgå

af

1)

anklagemyndighedens

tilkendegivelse ved en udenretlig vedtagelse,

2)

retsbogen ved en indenretlig

vedtagelse eller

3)

dommen.

§ 29 j.

Domsmænd medvirker i sager om overtrædelse af lovgivningen om transport af

dyr,

hvis

1)

der er spørgsmål om

højere straf end bøde,

2)

hvis der er spørgsmål

om ubetinget frakendelse af retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig

transport af dyr, eller

3)

hvis sagen i øvrigt

skønnes at være af særlig indgribende betydning for tiltalte eller af særlig

offentlig interesse

Stk. 2.

Domsmænd medvirker ikke i sager, der

1)

behandles efter reglen

i retsplejelovens § 831 eller

2)

kan afgøres med

indenretlig vedtagelse, jf. § 29 h, stk. 2.

Stk. 3.

Offentlig

forsvarer beskikkes efter reglerne i retsplejelovens § 731 og

§ 732.

Hvis tiltalte anmoder om det, beskikkes i byretten tillige offentlig

forsvarer

i sager, hvor der bliver spørgsmål om betinget eller ubetinget frakendelse af

retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr, og der ikke

medvirker domsmænd. Tiltalte skal vejledes om adgangen til

forsvarerbeskikkelse.

§ 29 k.

Er

både chaufføren og det køretøj, der anvendes til transport af dyr og med

hvilken en overtrædelse er begået, hjemmehørende i udlandet, kan køretøjet

tilbageholdes af politiet, indtil forskyldte bøder eller sagsomkostninger er

betalt, eller der er stillet sikkerhed for betalingen. Er beløbet ikke betalt

inden 2 måneder efter sagens endelige afgørelse, kan der søges fyldestgørelse

i

køretøjet.

Stk. 2.

Med hensyn

til iværksættelse af tilbageholdelsen, finder retsplejelovens bestemmelser om

beslaglæggelse med henblik på konfiskation tilsvarende anvendelse.

Tilbageholdelsen

kan kun ske, hvis den er nødvendig for at sikre betaling af bøder og

sagsomkostninger. Var chaufføren uberettiget i besiddelse af køretøjet, kan

der

ikke ske tilbageholdelse.

Stk. 3.

Reglen i stk. 1 finder ikke

anvendelse med hensyn til chauffører, der er hjemmehørende i Finland, Island,

Norge eller Sverige.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 2007.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1.

Indledning

;............................................................................

......................

6

1.1.

Lovforslagets formål

mv.

......................................................................

6

1.2.

Lovforslagets indhold

og baggrund

.........................................................

7

2.

Generelt om reglerne om transport af dyr

................................................

8

2.1.

Indledning

;............................................................................

................

8

2.2.

Autorisation og

kompetencebevis mv. (formelle krav)

.............................

8

2.3.

Materielle bestemmelser

for dyretransporter

..........................................

9

2.3.1.

Indledning

;............................................................................

......

9

2.3.2.

Kravene til areal

(lastetæthed)

.....................................................

9

2.3.3.

Kravene til den

indvendige højde

.................................................

10

2.3.4.

Kravene til

ventilation

.................................................................

10

2.3.5.

Kravene til vanding og

fodring

.....................................................

10

2.3.6.

Kravene til dyrs hviletid

...............................................................

11

2.3.7.

Kravene til

transportegnethed

......................................................

12

2.3.8.

Krav om strøelse

........................................................................

12

2.4.

Straffebestemmelser

;........................................................................

....

13

2.5.

Administrativ

tilbagekaldelse af retten til at transportere dyr mv.

.............

14

3.

Skærpelse af bødeniveauet for dyretransporter

.......................................

16

3.1.

Gældende ret

;............................................................................

...........

16

3.1.1.

Bødeniveau

;............................................................................

....

16

3.1.2.

Ansvarsgrundlag

;.........................................................................

17

3.1.3.

Ansvarsfordeling (valg

af ansvarssubjekt)

....................................

17

3.2.

Justitsministeriets

overvejelser

...............................................................

18

4.

Rettighedsfrakendelse mv. for dyretransporter (uden for klippekortordningen)

;............................................................................

.....

19

4.1.

Gældende ret

;............................................................................

...........

19

4.1.1.

Rettighedsfrakendelse

efter dyreværnslovens § 29

........................

19

4.1.2.

Rettighedsfrakendelse

efter straffelovens § 79

.............................

20

4.2.

Arbejdsgruppens forslag

.......................................................................

21

4.3.

Justitsministeriets

overvejelser

...............................................................

21

5.

Klippekortordning for dyretransporter

.....................................................

23

5.1.

Indledning

;............................................................................

................

23

5.2.

Eksisterende

klippekortordninger

...........................................................

23

5.2.1.

Færdselslovsovertrædelser

...........................................................

23

5.2.2.

Overtrædelser af

reglerne for kontrolapparater vedrørende køre- og hviletid

;............................................................................

...........

24

5.3.

Klippekortordningens

anvendelsesområde (personkreds, dyrearter og transportform)

;............................................................................

..........

24

5.3.1.

Arbejdsgruppens

forslag

..............................................................

24

5.3.2.

Justitsministeriets

overvejelser

.....................................................

25

5.4.

Overtrædelser omfattet

af ordningen

.....................................................

25

5.4.1.

Arbejdsgruppens

forslag

..............................................................

25

5.4.2.

Justitsministeriets overvejelser

.....................................................

26

5.5.

Ansvarsgrundlag og

ansvarsplacering (valg af ansvarssubjekt)

................

28

5.5.1.

Arbejdsgruppens

forslag

..............................................................

28

5.5.2.

Justitsministeriets

overvejelser

.....................................................

29

5.6.

Antallet af klip og

retsvirkningerne heraf

................................................

29

5.6.1.

Arbejdsgruppens

forslag

..............................................................

29

5.6.2.

Justitsministeriets

overvejelser

.....................................................

32

6.

Samspillet mellem betingede frakendelser inden for og uden for

klippekortordningen

;............................................................................

................

33

6.1.

Arbejdsgruppens forslag

.......................................................................

33

6.2.

Justitsministeriets

overvejelser

...............................................................

33

7.

Udførelse af dyretransporter trods frakendelse

.......................................

33

7.1.

Gældende ret

;............................................................................

...........

33

7.2.

Arbejdsgruppens forslag

.......................................................................

33

7.3.

Justitsministeriets

overvejelser

...............................................................

34

8.

Processuelle bestemmelser i sager om overtrædelse af reglerne for

dyretransporter

;............................................................................

..............

34

8.1.

Arbejdsgruppens forslag

.......................................................................

34

8.2.

Justitsministeriets

overvejelser

...............................................................

36

9.

Særlige spørgsmål om udenlandske transportører og chauffører m.fl.

....

36

9.1.

Arbejdsgruppens

overvejelser

...............................................................

36

9.2.

Justitsministeriets

overvejelser

...............................................................

38

10.

Egenkontrol i landbrugsbesætninger

........................................................

39

11.

Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser mv.

...........

39

12.

Hørte myndigheder mv.

;.............................................................................

40

1. Indledning

1.1. Lovforslagets formål

mv.

Lovforslaget har til formål at gennemføre en række

initiativer, som kan bidrage til at sikre bedre velfærdsmæssige forhold for

dyr

under transport og i besætningerne.

Dette indebærer for det første en udvidelse af adgangen til

rettighedsfrakendelse ved indførelse af

en

klippekortordning for dyretransporter. Ordningen, der er inspireret af

den

klippekortordning, som gælder på færdselsområdet, indebærer, at

transportører,

chauffører og ledsagere, som tre gange overtræder nærmere angivne regler om

transport af dyr, automatisk får en betinget frakendelse af retten til at

beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr. Efter yderligere tre

overtrædelser sker der ubetinget frakendelse af retten til at transportere

dyr.

I tilknytning hertil foreslås en

almindelig adgang

til ubetinget og betinget

frakendelse af retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig

transport af dyr,

herunder også for overtrædelser, der ikke er omfattet af

klippekortordningen. Der foreslås også indført en adgang til i særlige

tilfælde

at frakende selskaber mv. (juridiske personer) retten til at beskæftige sig

med

erhvervsmæssig transport af dyr.

Lovforslaget indebærer desuden en væsentlig

skærpelse af bødestraffene

i sager om

transport af dyr, og det foreslås således, at minimumsbøderne for

overtrædelser

begået af landmænd eller transportører – men ikke for chauffører og

ledsagere –

fordobles i forhold til bødeniveauet efter gældende ret.

Endelig har lovforslaget til formål at forbedre de

dyrevelfærdsmæssige forhold i landbrugsbesætningerne ved at indføre en

hjemmel

i dyreværnsloven til at udstede administrative regler om besætningsejeres

pligt

til at udføre

egenkontrol

med

dyrevelfærd i deres besætninger. Lovforslaget udgør på dette punkt en

lovgivningsmæssig

udmøntning af finanslovsaftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti for

2006,

hvor der blev opnået enighed om at indføre krav om egenkontrol med

dyrevelfærd

i besætninger med det formål at sikre en bedre overholdelse af lovgivningen

på

dyrevelfærdsområdet.

1.1.2.

Den

foreslåede klippekortordning indebærer en nyskabelse på dyrevelfærdsområdet,

og

det vil efter Justitsministeriets opfattelse derfor være naturligt, at der

efter en periode foretages en

evaluering

af den samlede klippekortordning, herunder en evaluering af, om der er behov

for justeringer på baggrund af de praktiske erfaringer med ordningen.

Justitsministeriet vil i overensstemmelse hermed udarbejde en redegørelse om

klippekortordningen, når ordningen har været i kraft i to år, og sende denne

redegørelse til Folketinget.

1.1.3.

I

tilknytning til gennemførelsen af lovforslaget, vil Justitsministeriet –

i det

omfang det er muligt inden for rammerne af EU-retten – udforme en

ordning,

hvorefter landmanden skal udarbejde og aflevere en »

vejeseddel

« med oplysning om

antallet og vægten af de dyr, der skal

transporteres. En sådan ordning vil medvirke til at

understrege

transportørens og leverandørens (landmandens) ansvar henholdsvis for at

stille

tilstrækkelige transportmidler til rådighed for transporten og for ikke at

levere flere eller tungere dyr end aftalt, jf. nærmere nedenfor pkt. 5.4.2.

1.1.4.

For at

sikre bedre kontrol med, at kravene til hviletider for dyrene overholdes, og

at

omladning mv. ikke foregår på uautoriserede steder, stilles der i

EU-forordningen om transport af dyr (herefter: transportforordningen) krav

om,

at transportmidler, der anvendes til lange transporter af dyr, skal være

udstyret med et passende

navigationssystem

,

der kan registrere og fremsende oplysninger om transportmidlets position til

den kompetente myndighed. Det er hensigten, at systemet skal give oplysninger

om den faktiske rute, herunder eventuelle hvile-, omladnings- eller

udgangssteder, ligesom systemet skal registrere oplysninger om åbning og

lukning af transportmidlets lasteklap. Kravet til navigationssystemet finder

anvendelse på alle nye transportmidler fra den 1. januar 2007 og på alle

eksisterende

transportmidler fra den 1. januar 2009. Der henvises til

transportforordningens

artikel 6, stk. 9.

Kravet om et navigationssystem finder som anført kun

anvendelse for grænseoverskridende lange transporter (dvs. transporter, der

varer over otte timer), hvor der i dag også stilles krav om udfyldelse af

logbog med oplysninger om planlægning af transporten. Forordningen giver ikke

mulighed for, at der i Danmark

generelt

stilles krav om, at transporter, der udgår fra Danmark, skal være udstyret

med

et navigationssystem. Derimod er der i medfør af forordningens artikel 1,

stk. 3,

mulighed for at fastsætte regler om, at navigationssystemet skal være

obligatorisk

for alle transporter, der starter og slutter i Danmark, det vil sige for rent

nationale transporter.

Når der er indvundet erfaringer med anvendelse af

navigationssystemer for de lange transporter, vil Justitsministeriet

overveje,

om der er anledning til at udvide kravet om navigationssystemet til også at

omfatte

rent nationale transporter for at sikre tilsvarende kontrol med disse

transporter.

1.2. Lovforslagets

indhold og baggrund

1.2.1.

Lovforslaget

indeholder først og fremmest et forslag til indførelse af en

klippekortordning

for dyretransporter,

som indebærer en væsentlig udvidelse af adgangen til at frakende personer

retten til at transportere dyr.

Denne del af lovforslaget bygger på en række forslag fra en

arbejdsgruppe under Justitsministeriet, som i december 2006 afgav en rapport

om

en klippekortordning for dyretransporter (herefter betegnet »arbejdsgruppens

rapport«). Rapporten kan findes på Justitsministeriets hjemmeside

www.jm.dk

(under menupunktet: »Publikationer« og undermenupunktet: »Andre

publikationer«).

Baggrunden for nedsættelsen af arbejdsgruppen var, at

Rigspolitiets stikprøvekontrol af dyretransporter viste, at der i 2004 og

2005

blev konstateret overtrædelser af direkte betydning for dyrs velfærd i ca. en

fjerdedel af de kontrollerede transporter. I begyndelsen af 2006 nedsatte

Justitsministeriet derfor arbejdsgruppen, som fik til opgave at se på

muligheden

for at indføre en klippekortordning på dyretransportområdet, således at det

blev muligt at frakende retten til transportere dyr i flere situationer, end

det er tilfældet i dag.

Lovforslaget om klippekortordningen er inspireret af den

lignende ordning på færdselsområdet og indebærer, at der indsættes en ny

bestemmelse i dyreværnslovens § 29 b, hvorefter tre overtrædelser af en række

nærmere angivne bestemmelser i reglerne om transport af dyr (bestemmelser om

arealkrav, indvendig højde, ventilation, fodring og vanding, hviletid,

transportegnethed og strøelse) begået inden for en periode på tre år skal

medføre

en

betinget frakendelse

af retten til

at transportere dyr med en prøvetid på tre år. Ligesom på færdselslovens

område

indebærer forslaget, at tre yderligere overtrædelser af reglerne om transport

af dyr, begået i prøvetiden for den betingede dom, skal medføre en

ubetinget frakendelse

af retten til at

transportere dyr. Klippekortordningen er nærmere beskrevet nedenfor under

pkt.

5.

Derudover indeholder lovforslaget et forslag om indsættelse

af en ny bestemmelse i dyreværnslovens §

29

a, der udtrykkeligt giver mulighed for at frakende retten

til at transportere dyr i tilfælde af mishandling eller groft uforsvarlig

behandling af dyr i forbindelse med transport, og som også giver hjemmel til

at

idømme en betinget

frakendelse

af retten til at transportere dyr, når

betingelserne herfor er opfyldt. Med indførelsen af hjemlen til at idømme en

betinget frakendelse på området for transport af dyr vil domstolene kunne

frakende retten til at transportere dyr i videre omfang end i dag, hvor

retten

til at transportere alene kan frakendes ubetinget i medfør af den generelle

frakendelsesregel i dyreværnslovens § 29 eller den almindelige

bestemmelse

i straffelovens § 79, jf. pkt. 4.1. og 4.2. nedenfor. Derudover bliver

det

med den foreslåede bestemmelse i dyreværnslovens § 29 c muligt at

kombinere reglerne om frakendelse i dyreværnsloven, så en betinget

frakendelse,

som er givet efter reglerne i klippekortordningen, kan »lægges sammen« med en

betinget frakendelse, som er givet på grundlag af andre overtrædelser,

således

at den ansvarlige samlet får en ubetinget frakendelse, jf. nærmere pkt. 6

nedenfor.

Der foreslås også med en ny bestemmelse i dyreværnslovens § 29

d indført en adgang til i særlige tilfælde at frakende selskaber mv.

(juridiske

personer) retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr.

Dette kan ske, hvis selskabet gentagne gange eller under i øvrigt skærpende

omstændigheder har overtrådt reglerne om transport af dyr, jf. nærmere pkt.

4.3.

Klippekortordningen og de nye regler om

rettighedsfrakendelse tilsigter samlet en væsentlig udvidelse af adgangen til

at frakende retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr

i

forhold til de muligheder, der eksisterer i dag. De nye regler

bør således ikke føre til, at der gives en

mildere sanktion i form af et klip eller en betinget frakendelse, hvis der

foreligger en overtrædelse, som indebærer mishandling eller grovere

uforsvarlig

behandling af dyr, og som efter de nugældende regler ville medføre en

ubetinget

frakendelse af retten til at beskæftige sig med dyr efter dyreværnslovens

§ 29

eller en ubetinget frakendelse af retten til erhvervsmæssig virksomhed med

transport af dyr efter straffelovens § 79. Tværtimod er hensigten med de

nye regler at skabe grundlag for en udvidet anvendelse af

rettighedsfrakendelse

for at forebygge de alt for mange overtrædelser af reglerne om transport af

dyr.

Lovforslaget indeholder desuden en række processuelle

tilføjelser til dyreværnsloven, der bl.a. gør det muligt at vedtage en

betinget

frakendelse udenretligt og at afgøre sager indenretligt uden medvirken af

domsmænd.

Endelig gives der politiet hjemmel til at tilbageholde udenlandske køretøjer

og

chauffører, indtil forskyldte bøder er betalt, jf. den tilsvarende

bestemmelse

i færdselslovens § 120. De nye processuelle bestemmelser indsættes i

dyreværnslovens §§ 29 h-j, og tilbageholdelsesbestemmelsen indsættes i

dyreværnslovens § 29 k. Der henvises herom til pkt. 8 og 9 nedenfor.

Som en yderligere skærpelse af sanktionerne på området for

transport af dyr foreslås det at hæve det generelle bødeniveau i

dyreværnslovens § 28 for overtrædelser af reglerne om transport af dyr.

Bødeskærpelsen omfatter de landmænd og transportører af dyr, som hver især

bærer et ansvar for transportens forløb, og som kan have et økonomisk

incitament til at overtræde reglerne om transport af dyr. Med den forslåede

skærpelse af bødestraffene vil der over for landmænd og transportører blive

tale om en fordobling af minimumsbøderne i forhold til det niveau, som er

angivet i forarbejderne til ændringen af dyreværnsloven i 2003. Samtidig

foreslås

det, at det i dyreværnsloven udtrykkeligt fremhæves, at der skal ske

konfiskation, hvis der er opnået en økonomisk fordel ved overtrædelse af

dyreværnsloven. Kan der ikke ske konfiskation, skal der tages særskilt hensyn

hertil ved udmåling af bøden. Der henvises herom til pkt. 3 nedenfor.

Ud over indførelsen af skærpede sanktionsmuligheder over

for dyretransporter indeholder lovforslaget en bemyndigelse til

justitsministeren til administrativt at fastsætte regler om egenkontrol i

besætninger, hvor der holdes landbrugsdyr. Egenkontrollen indebærer, at den

enkelte besætningsejer skal indføre procedurer i den daglige pasning af

dyrene,

som sikrer, at reglerne på dyrevelfærdsområdet overholdes. Der henvises i

øvrigt

til pkt. 10 nedenfor.

2. Generelt om reglerne om transport af

dyr

2.1. Indledning

Reglerne om transport af dyr findes navnlig i

Rådets

forordning (EF) nr. 1/2005 af

22. december 2004 om beskyttelse af dyr under transport og dermed forbundne

aktiviteter (herefter: transportforordningen), som siden den 5. januar 2007

har

fundet anvendelse i EU. Forordningen indeholder regler for transportens

planlægning

og udførelse og omfatter hele transportens forløb fra pålæsning til endelig

aflæsning af dyr. For en nærmere gennemgang af transportforordningens indhold

henvises til Justitsministeriets vejledning nr. 145 af 21. december 2006.

Justitsministeriet har som følge

af transportforordningens vedtagelse foretaget en gennemgang af alle de

hidtidige gældende regler om beskyttelse af dyr under transport for at sikre,

at der ikke efter den 5. januar 2007 findes danske regler, der strider imod

transportforordningen. Herudover har Justitsministeriet overvejet, hvorvidt

der

er behov for at supplere transportforordningens regler på nogle områder

– og i

bekræftende fald i hvilken form.

Justitsministeriet kan som et

eksempel på et område i transportforordningen, hvor reglerne er så

overordnede,

at

det efter ministeriets opfattelse har været nødvendigt at udstede

supplerende nationale regler, nævne forordningens krav til uddannelse.

Justitsministeriet har på denne baggrund udstedt en bekendtgørelse om kravene

til uddannelse i forbindelse med transport af dyr, jf. herved bekendtgørelse

nr. 1728 af 21. december 2006 om uddannelse i transport af dyr (herefter:

uddannelsesbekendtgørelsen).

Herudover har der efter Justitsministeriets opfattelse også

været behov for at udstede en generel bekendtgørelse om beskyttelse af dyr

under transport, som knytter sig til selve forordningen, og som bl.a.

indeholder

en bestemmelse om straffen for at overtræde transportforordningen, jf. herved

Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 1729 af 21. december 2006 om

beskyttelse

af dyr under transport (herefter: transportbekendtgørelsen).

Transportbekendtgørelsen

indeholder – set i forhold til transportforordningen – tillige en

række skærpede

krav, som alene finder anvendelse på dyretransporter, der fuldt ud afvikles i

Danmark.

Hjemlen til at fastsætte sådanne skærpede nationale regler

findes navnlig i transportforordningens artikel 1, stk. 3, hvoraf det

fremgår, at transportforordningen ikke udelukker, at der på nationalt plan

kan

træffes strengere foranstaltninger med henblik på at forbedre dyrenes velfærd

under transport, der fuldt ud afvikles inden for et EU-medlemslands område,

eller som i forbindelse med søtransport indledes på et EU-medlemslands

område.

2.2. Autorisation og

kompetencebevis mv. (formelle krav)

I transportforordningen stilles en række krav

til transportvirksomheder, som ønsker

at udføre erhvervsmæssig transport af dyr, herunder krav om autorisation af

transportvirksomheder, jf. forordningens artikel 10-13, krav om kontrol og

godkendelse af køretøjer til transport af dyr, jf. forordningens artikel 7 og

artikel 18 samt krav om udarbejdelse af en logbog (det der tidligere hed en

ruteplan)

i forbindelse med grænseoverskridende lange transporter (transporter over

otte

timer) af heste (bortset fra registrerede heste) eller kvæg, får, geder eller

svin, jf. forordningens artikel 5, stk. 4, og bilag II. Der henvises i

det

hele til Justitsministeriets vejledning nr. 145 af 21. december 2006 om

transportforordningen

for en nærmere gennemgang af indholdet af forordningen på disse punkter.

For så vidt angår kravet om forudgående

autorisation

af de transportvirksomheder,

som ønsker at udføre erhvervsmæssig transport af dyr, er der i

transportforordningens

artikel 10 og 11 opstillet en række krav, der skal være opfyldt, før en

transportvirksomhed

kan meddeles autorisation til udførelse af henholdsvis korte og lange

transporter (dvs. transporter over og under otte timer).

For at opnå autorisation til begge former for transport kræves

det bl.a., at ansøgerne har dokumenteret, at de råder over et tilstrækkeligt

og

egnet personale og udstyr samt tilstrækkelige og egnede driftsprocedurer til

at

kunne overholde bestemmelserne i transportforordningen, herunder eventuelle

retningslinjer for god praksis, jf. transportforordningens artikel 10,

stk. 1,

litra b, samt at ansøgerne eller deres repræsentanter ikke har gjort sig

skyldig i alvorlige overtrædelser af fællesskabslovgivningen og/eller den

nationale

lovgivning i de tre år, der går forud for indgivelsen af ansøgningen,

medmindre

ansøgeren over for den kompetente myndighed godtgør, at vedkommende har

truffet

alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at undgå yderligere

overtrædelser, jf. transportforordningens artikel 10, stk. 1, litra c.

Herudover kræves det for at opnå autorisation til at udføre

lange transporter, at transportvirksomheden bl.a. har fremlagt gyldige

kompetencebeviser for chauffører og ledsagere, jf. transportforordningens

artikel 11, stk. 1, litra b, og umiddelbart nedenfor, og at

transportvirksomheden,

hvis der er tale om en transportvirksomhed, der udfører lange transporter af

heste (bortset fra registrerede heste) eller kvæg, får, geder eller svin, har

dokumenteret, at de vejtransportmidler, som anvendes til lange transporter er

udstyret med et

navigationssystem

,

der registrerer oplysninger om køretøjets bevægelser (via f.eks. GPS eller

GNSS), jf. transportforordningens artikel 11, stk. 2.

Navigationssystemet

er i medfør af transportforordningens artikel 6, stk. 9, obligatorisk

fra

den 1. januar 2007 for alle nye vejtransportmidler, og fra den 1. januar 2009

for alle vejtransportmidler. Systemet skal gøre det muligt at registrere og

give oplysninger svarende til dem, der er anført i logbogens del 4 (den

faktiske

rute, herunder eventuelle hvile- og omladnings- eller udgangssteder), ligesom

der skal foreligge oplysninger om åbning/lukning af lasteklappen, jf.

transportforordningens

bilag I, kapitel VI, pkt. 4. Der henvises i øvrigt til pkt. 1.1.4. ovenfor.

Autorisationen til udførelse af korte og lange transporter

er i medfør af transportforordningen gyldige i højst fem år regnet fra

udstedelsesdatoen, jf. transportforordningens artikel 10, stk. 2, og

artikel 11, stk. 3.

De nærmere betingelser for

administrativ tilbagekaldelse

af autorisationer til transportvirksomheder

findes i transportforordningens artikel 26 og transportbekendtgørelsen, jf.

nedenfor under pkt. 2.5.

Herudover stilles der i medfør af transportforordningen

også krav til de

chauffører og ledsagere

,

som skal udføre erhvervsmæssig transport af dyr over 65 km. Det følger

således

af transportforordningen, at personer kun må fungere som chauffører eller som

ledsagere på vejkøretøjer, som transporterer heste, kvæg, får, geder, svin

eller fjerkræ, hvis de er i besiddelse af et kompetencebevis, jf.

forordningens

artikel 6, stk. 5 og artikel 17, stk. 2. Kompetencebeviset skal

fungere som dokumentation for, at de pågældende er blevet undervist i

forordningens nærmere betingelser for transport af dyr, jf. forordningens

bilag

I og II. Kravet om kompetencebevis finder anvendelse fra 5. januar 2008, jf.

transportforordningens artikel 37.

De nærmere bestemmelser til gennemførelse af kravene i transportforordningen

om bl.a. kompetencebeviser til chauffører og ledsagere fremgår af den

tidligere

nævnte uddannelsesbekendtgørelse, der også indeholder reglerne for suspension

og inddragelse af kompetencebeviser, jf. nedenfor under pkt. 2.5.

2.3. Materielle

bestemmelser for dyretransporter

2.3.1. Indledning

Ud over kravet om autorisation og kompetencebevis mv.

indeholder transportforordningen også en række materielle krav, som skal være

opfyldt

under transporten. Det gælder bl.a. krav til køretøjets indretning og krav

til

udførelsen af transporten, herunder f.eks. krav om tilstrækkelige

pladsforhold

(arealkrav), tilstrækkelig indvendig højde og ventilation, krav om vanding,

fodring

og strøelse, hviletid samt krav til dyrenes transportegnethed. Kravene i

forordningen finder primært anvendelse på dyrearterne heste, kvæg, får,

geder, svin

og fjerkræ.

Reglerne i transportforordningen er på enkelte områder

suppleret og erstattet af regler i den under pkt. 2.1. nævnte

transportbekendtgørelse.

2.3.2. Kravene til

areal (lastetæthed)

Kapitel VII i bilag I til transportforordningen omhandler

arealkrav. Arealkravene afgør, hvor mange dyr der må læsses ombord på

køretøjet, dvs. hvor tæt må dyrene stå. Ud over arealkrav anvendes også

udtrykkene

lastetæthed og belægningsgrad.

Justitsministeriet har besluttet at opretholde de skærpede arealkrav

for bl.a. svin, som siden 15. august 2006 har fundet anvendelse på transport,

herunder transit, i Danmark samt på transport mellem Danmark og andre

EU-lande

og ved transport til og fra tredjelande. Det betyder, at arealkravene for

transport af bl.a. svin fortsat er øget med 20 pct. i forbindelse med lange

transporter i forhold til de arealkrav, der følger af transportforordningen.

De nøjagtige arealkrav, som skal være opfyldt ved

landevejstransport af heste, kvæg, får, geder, svin og fjerkræ, fremgår af

transportbekendtgørelsens

bilag 2.

Der henvises i det hele til pkt. 3.6.7. i vejledning nr.

145 af 21. december 2006.

2.3.3. Kravene til

den indvendige højde

I transportforordningen findes en række overordnede normer

for den indvendige højde af køretøjet. Af pkt. 1.1. i kapitel II i bilag I

til

transportforordningen fremgår således bl.a., at transportmidler og containere

samt disses udstyr skal være udformet og indrettet samt vedligeholdes og

anvendes på en sådan måde, at »der er adgang til dyrene, så det er muligt at

tilse og passe dem«. Endvidere følger det af pkt. 1.2. i samme kapitel, at

»der

i det rum, hvor dyrene er anbragt, og på alle niveauer heri skal være

tilstrækkelig med plads til, at der kan sikres god ventilation oven over

dyrene, når de står oprejst i normal stilling, idet dyrenes naturlige

bevægelser

under ingen omstændigheder må hindres«. Endelig fremgår det af

transportforordningens

artikel 3, der indeholder de almindelige betingelser for transport af dyr, at

»dyrene

skal råde over en ståhøjde, som er passende i forhold til deres størrelse og

den planlagte transport«, jf. forordningens artikel 3, litra g.

Ud over disse meget overordnede regler indeholder

transportforordningen ingen nøjagtige angivelser af, hvilke krav der stilles

til den indvendige højde ved transport af dyr. Transportforordningens regler

suppleres imidlertid derfor på dette punkt af reglerne i

transportbekendtgørelsen,

som fastsætter specifikke krav til den indvendige højde af køretøjet, som

skal

være gældende ved transport af

svin

på 40 kg og derover, jf. bekendtgørelsens § 9.

Det bemærkes, at for ældre transportmidler, der er

registreret første gang senest den 15. august 2005, findes en overgangsregel

indtil den 15. august 2010, som giver mulighed for, at

transportvirksomhederne

kan vælge at følge en række andre regler om indvendig højde og ventilation,

jf.

bekendtgørelsens § 36, stk. 4.

2.3.4. Kravene til

ventilation

For så vidt angår kravene til ventilation, fremgår det af

transportbekendtgørelsens

§ 9, stk. 3, at det mekaniske ventilationssystem skal sikre

tilstrækkelig og jævnt fordelt ventilation med en nominel

ventilationskapacitet

på 61 m3

/t pr. 100 kg. svin. Kravet svarer til transportforordningens

bilag I, kapitel VI, pkt. 3.2., om supplerende bestemmelser for lange

transporter af heste, kvæg, får, geder eller svin, hvoraf det tillige

fremgår,

at systemet skal kunne køre i mindst fire timer uafhængig af transportmidlets

motor.

I transportforordningen stilles der for lange transporter

desuden krav om, at ventilationssystemet skal kunne holde en temperatur på

mellem

5 til 30 grader for alle dyr med en tolerancemargen på +/– 5 grader

afhængigt

af den udvendige temperatur, jf. bilag I, kapitel VI, pkt. 3.1., og at

temperaturen

skal kunne måles og registreres ved hjælp af følere i de dele af

transportmidlet, hvor der afhængigt af transportmidlets udformning er størst

sandsynlighed for, at der opstår de ringeste klimaforhold. De registrerede

temperaturer

skal dateres og på anmodning forevises for de kompetente myndigheder, jf.

bilag

I, kapitel VI, pkt. 3.3.

2.3.5. Kravene til

vanding og fodring

Vedrørende kravene til vanding og fodring af dyr under

transport gælder ifølge transportforordningen et generelt krav om, at »dyrene

med passende mellemrum [skal] tilbydes vand, foder af en kvalitet og i

mængder, som er passende for deres art og størrelse«, jf.

transportforordningens

artikel 3, litra h.

Herudover følger det af transportforordningens bilag I,

kapitel III, pkt. 2.7, (om transportpraksis), at dyrene under transporten med

passende mellemrum og under særlig hensyntagen til reglerne i kapitel V (om

vandings-

og fodringshyppighed) skal tilbydes vand, foder og hvile i overensstemmelse

med

deres art. Det fremgår endvidere af bestemmelsen, at medmindre andet er

fastsat,

skal pattedyr og fugle fodres mindst hver 24. time og vandes mindst hver 12.

time. Vand og foder skal være af god kvalitet, og det skal gives til dyrene

på

en måde, som begrænser risikoen for forurening mest muligt. Der skal tages

hensyn til, at dyrene skal vænne sig til fodrings- og vandingsmåden.

Det bemærkes, at som udgangspunkt gælder pkt. 2.7. for alle

dyr. Er der imidlertid tale om en transport af de dyrearter, der er nævnt i

kapitel V om vandings- og fodringshyppighed, transporttider og hvileperioder

(heste, kvæg, får, geder eller svin), skal transportvirksomheden ud fra

almindelige

fortolkningsprincipper efterleve bestemmelserne i dette kapitel, jf. herom

nedenfor under punkt 2.3.6.

Kravet om, at pattedyr og fugle skal fodres mindst hver 24.

time og vandes mindst hver 12. time supplerer i øvrigt af kravet i pkt. 2.1.

i

kapitel V til bilag I om, at fjerkræ, samt andre fugle og kaniner, der holdes

som husdyr, skal have adgang til foder og vand i tilstrækkelige mængder,

undtagen

når transporten varer mindre end 12 timer eksklusive på- og aflæsningstiden,

eller 24 timer for fugleunger af alle arter, forudsat at den tilendebringes

senest 72 timer efter udrugning. Kravet suppleres endvidere af bestemmelserne

i

transportbekendtgørelsens §§ 20-21, der indeholder regler om

vejtransport

af fjerkræ, der fuldt ud afvikles her i landet.

I transportforordningens bilag I, kapitel V, er opstillet

de specifikke regler for vandings- og fodringshyppighed, som finder

anvendelse

for transport af heste, kvæg, får, geder og svin. Det fremgår bl.a. af

kapitel

V, at svin skal have permanent adgang til vand på transporter over otte

timer,

jf. pkt. 1.4., litra c, jf. pkt. 1.1., og at kvæg, får og geder skal vandes

og

om nødvendigt fodres hver 14. time, jf. pkt. 1.4., litra d, jf. pkt. 1.1.

Der stilles i den forbindelse også i kapitel VI i bilag I

til transportforordningen en række supplerende krav til funktionaliteten og

kapaciteten af den vandforsyning, som skal være til rådighed på

transportmidler, der udfører transporter over otte timer, herunder at

vandforsyningsanlægget skal gøre det muligt for ledsageren at give dyrene

vand

med det samme, når som helst der er behov for det under transporten, således

at

samtlige dyr kan drikke, når de vil, jf. kapitel VI, pkt. 2.1.

På samme måde stilles der krav om, at transportmidlet skal

medbringe en tilstrækkelig mængde passende foder, som kan opfylde de

pågældende

dyrs foderkrav under transporten. Foderet skal beskyttes mod vejrliget og mod

forurenende stoffer såsom støv, brændstof, udstødningsgas samt dyreurin og

ekskrementer, jf. kapitel VI, pkt. 1.3. Hvis der anvendes særligt

fodringsudstyr til fodring af dyrene, skal dette udstyr transporteres i

transportmidlet, jf. kapitel VI, pkt. 1.4. Udstyret skal endvidere være

udformet

på en sådan måde, at det om nødvendigt kan fastgøres til transportmidlet, så

det ikke vælter, og når transportmidlet er i bevægelse, og udstyret ikke er i

brug, skal det opbevares adskilt fra dyrene, jf. kapitel VI, pkt. 1.5.

2.3.6.

Kravene til dyrs hviletid

Reglerne om transporttider og hvileperioder findes i kapitel

V i bilag I til transportforordningen. Disse regler er en videreførelse af

det

nu ophævede Rådets direktiv 91/628/EØF af 19. november 1991 om beskyttelse af

dyr under transport med senere ændringer.

Det fremgår af bilagets pkt. 1.2., jf. punkt 1.1., at

forsendelsestiden for heste (bortset fra registrerede heste), kvæg, får,

geder

eller svin som hovedregel ikke må overstige 8 timer. Hvis transportmidlet

imidlertid opfylder de supplerende krav i forordningens kapitel VI, kan den

maksimale transporttid

forlænges,

og i så fald skal følgende vandings- og fodringshyppigheder samt køre- og

hvileperioder overholdes, når der er tale om

landevejstransport

, jf. pkt. 1.3. og 1.4., litra a-d samt pkt.

1.5.:

Dyreart

1.

køreperiode

Hvileperiode,

der kan foregå på transportmidlet

2.

køreperiode

Hvileperiode,

hvor dyrene skal aflæsses på et kontrolsted

Kalve, lam, gedekid, føl, grise indtil 10

kg

9 timer

Minimum 1 time

(vandes og om

nødvendigt fodres)

9 timer

24 timer

Svin

24 timer

(permanent adgang

til vand)

24 timer

Heste

(bortset fra registrerede heste)

24 timer

(vandes og om nødvendigt

fodres hver 8. time)

24 timer

Kvæg, får og geder

14 timer

1 time

(vandes og om

nødvendigt fodres)

14 timer

24 timer

De korte hvileperioder udgøres af en sammenhængende periode

af mindst 1 times varighed, hvor dyrene ikke flyttes ved hjælp af et

transportmiddel.

Dyrene kan enten opholde sig på transportmidlet under hvileperioden eller

være

læsset af, men i begge tilfælde skal dyrene være under konstant opsyn. Alle

dyrene skal i løbet af hvileperioden have tid til at blive vandet og

eventuelt

fodret. Reglerne om hviletid har således nøje sammenhæng med reglerne om

vanding og fodring, jf. ovenfor under pkt. 2.3.5. om kravene hertil. Det er

således vigtigt, at der er opsyn med vanding og fodring af dyrene for herved

at

sikre, at alle dyr får adgang til vand/foder, samt for at undgå at nogle dyr,

f.eks. unge kalve, drikker for meget. Herudover skal foderet være i en form,

som dyrene er vant til og tilbydes dyrene på en vant måde, ligesom vandet bør

være tempereret. Tilfældige pauser under forsendelsen regnes ikke for

hvileperioder.

Hvileperioderne på 24 timer skal finde sted på et godkendt

kontrolsted, hvor dyrene skal læsses af, vandes og fodres, samt tilses af en

dyrlæge inden den videre transport, jf. Rådsforordning (EF) nr. 1255/97 af

25.

juni 1997 om fællesskabskriterier for mellemstationer og tilpasning af den

ruteplan, der er omhandlet i direktiv 91/628/EØF (EF-Tidende 1997 L 174, s.

1),

som ændret senest ved transportforordningen.

Efter hvileperioden på 24 timer beregnes ny køretid til

sidste dyr er læsset af på bestemmelsesstedet, og forsendelsen dermed er

afsluttet. Der gælder ikke nogen øvre grænse for, hvor mange døgn transporten

må vare, hvis køre- og hvileperioderne overholdes undervejs, ligesom der

heller

ikke skelnes mellem transport af dyr til slagtning eller til andre formål.

En forsendelse kan således deles op i køretid, beregnet fra

første dyr bliver pålæsset på afgangsstedet til en hvileperiode, hvor en

lastbil holder stille, og dyrene vandes og eventuelt fodres, uden at de

læsses af.

Det bemærkes, at begrebet afgangssted ifølge

transportforordningens artikel 2, litra r, 1. led, er det første sted, hvor

dyret anbringes på et transportmiddel, forudsat at dyret har været anbragt på

stedet i mindst 48 timer inden afgangstidspunktet.

Efter Justitsministeriets opfattelse indebærer kravet om,

at dyret skal have været »anbragt på stedet«, at dyret er blevet aflæsset og

opstaldet i mindst de nævnte antal timer, herunder vandet og fodret.

Efter transportforordningens artikel 2, litra r, 2. led, kan

samlesteder, der er godkendt i overensstemmelse med

EF-veterinærforskrifterne,

dog også betragtes som et afgangssted, hvis afstanden mellem det første sted,

hvor dyrene pålæsses, og samlestedet er under 100 km. Hvis det første sted,

hvor dyrene pålæsses, ligger mere end 100 km fra samlestedet, kan samlestedet

endvidere betragtes som et afgangssted, når dyrene her har været opstaldet,

om

muligt uden at være bundet, med strøelse og forsynet med drikkevand i

tilstrækkelige mængder i mindst seks timer inden tidspunktet for afgang fra

samlestedet.

Ved »bestemmelsessted« forstås ifølge

transportforordningens artikel 2, litra s, det sted, hvor et dyr aflæsses fra

et transportmiddel og enten anbringes i mindst 48 timer inden

afgangstidspunktet eller slagtes. Dette indebærer, at f.eks. et samlested

ikke

kan betragtes som et bestemmelsessted.

2.3.7. Kravene til

transportegnethed

Kapitel I i transportforordningens bilag I indeholder kravene

til dyrs transportegnethed

.

Det

fremgår heraf, at ingen dyr må transporteres, medmindre de er egnede til den

påtænkte transport, og at alle dyr skal transporteres under sådanne forhold,

at

de ikke kommer til skade eller påføres unødig lidelse, jf. pkt. 1.

Endvidere fremgår det, at tilskadekomne dyr og dyr, som har

fysiologiske skavanker eller undergår en patologisk proces, ikke betragtes

som

transportegnede, jf. pkt. 2. Transportforordningen indeholder på dette sted

en

liste over, hvornår dette »især« vil være tilfældet. Listen nævner bl.a. dyr

med alvorlige åbne sår eller prolapser, dyr som ikke er i stand til at bevæge

sig ved egen kraft uden smerter eller gå uden støtte, drægtige hundyr i den

sidste tiendedel af drægtighedsperioden, nyfødte pattedyr, hvis navle ikke er

fuldstændig helet og svin på under tre uger, lam på under én uge eller kalve

på

under 10 dage, medmindre de skal transporteres over en kortere strækning end

100 km mv.

Er der tale om en lang transport, fremgår det endvidere af

kapitel VI i bilag I til transportforordningen, at heste under fire måneder,

kalve under 14 dage og svin under 10 kg kun må sendes på lange transporter,

når

de følges med moderdyret, og at utæmmede heste ikke må sendes på lange

transporter.

Bestemmelserne i transportforordningen suppleres af transportbekendtgørelsens

§ 7 om, at søer, som flyttes fra besætninger efter at have indgået i en

produktion af smågrise (udsættersøer) ikke anses for egnet til transporter på

mere end otte timer, og bekendtgørelsens § 8 om udsætterhøners

transportegnethed.

Begge bestemmelser vil også skulle efterleves, selv om transporten er

grænseoverskridende. Herudover følger det af transportbekendtgørelsens

§ 18,

at kvæg ikke kan anses for egnet til transport i 14 dage efter kælvning.

Denne

bestemmelse finder alene anvendelse på transporter, der fuldt ud afvikles

inden

for Danmark.

2.3.8. Krav om

strøelse

Smågrise på under 10 kg, lam på under 20 kg, kalve på under

seks måneder, og føl på under fire måneder skal ifølge pkt. 1.5. i kapitel II

i

bilag I til transportforordningen forsynes med passende

strøelse eller tilsvarende materiale, der giver dem den fornødne

komfort under hensyn til arten og antallet af de dyr, der transporteres,

transporttiden og vejrforholdene. Dette materiale skal sikre en passende

absorption af urin og ekskrementer.

Et stort set enslydende krav findes i pkt. 1.3. i kapitel

VI i bilag I til transportforordningen om supplerende bestemmelser for lange

transporter af heste, kvæg, får, geder og svin. Dette krav gælder uden hensyn

til dyrets alder.

For så vidt angår transporter, der fuldt ud afvikles i

Danmark, gælder ligeledes et krav om strøelse, jf. § 25 i

transportbekendtgørelsen. Bekendtgørelsens krav om strøelse gælder uanset

transportens

længde. Endvidere fremgår det af transportbekendtgørelsens § 17, at

transport af lettere tilskadekomne dyr ikke må finde sted, uden at

transporten

er forsynet med et ekstra tykt lag strøelse. Begge bestemmelser i

transportbekendtgørelsen finder imidlertid kun anvendelse på transporter, der

fuldt ud afvikles her i landet og kan således ikke anvendes på

grænseoverskridende transporter på f.eks. under otte timer, hvor

transportforordningen

ikke stiller krav om strøelse, med mindre der er tale om helt unge dyr, jf.

ovenfor.

2.4. Straffebestemmelser

Straffebestemmelserne i reglerne om transport af dyr findes

dels i den generelle straffebestemmelse i dyreværnslovens § 28 og dels i

§ 35

i transportbekendtgørelsen, som både indeholder hjemmel til at straffe for

overtrædelser af bestemmelserne i bekendtgørelsen og for overtrædelser af

kravene i transportforordningen.

Dyreværnslovens § 28 anvendes i de tilfælde, hvor en

overtrædelse af reglerne om transport af dyr samtidig udgør en overtrædelse

af

den generelle beskyttelsesbestemmelse i dyreværnslovens § 1, hvorefter

»dyr

skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse,

angst, varigt men og væsentlig ulempe«.

Den ansvarlige for en overtrædelse vil således kunne ifalde

straf både for overtrædelse af dyreværnslovens § 1, jf.

straffebestemmelsen i dyreværnslovens § 28, stk. 2, og for

overtrædelse af § 35 i transportbekendtgørelsen afhængig af forholdets

karakter. Overtrædelse af de detaljerede regler i transportforordningen og i

transportbekendtgørelsen indebærer dog ikke i alle tilfælde en overtrædelse

af

de generelle krav i § 1. Eksempelvis vil en formel overtrædelse i

forbindelse med transport af dyr, f.eks. når en chauffør har glemt at

medbringe

sit kompetencebevis, ikke betyde, at dyrene i den konkrete situation lider

overlast, og chaufføren vil i dette tilfælde alene blive straffet efter

transportbekendtgørelsens regler.

Det følger af dyreværnslovens § 28, stk. 1, 1.

pkt., at den, som ved overanstrengelse, vanrøgt eller på anden måde behandler

dyr uforsvarligt, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år.

Der skal ved udmålingen af straffen tages hensyn til, om

der foreligger uforsvarlig eller grovere uforsvarlig behandling af dyr,

jf. dyreværnslovens § 28, stk. 1,

2. pkt. Har forholdet haft karakter af mishandling er straffen fængsel

indtil 1 år, i gentagelsestilfælde indtil 2 år,

jf. stk. 1, 3. pkt. Dette indebærer, at der i sager om mishandling

som udgangspunkt ikke idømmes bødestraf.

Om vanrøgt eller anden uforsvarlig behandling af dyr skal

henføres under dyreværnslovens § 28, stk. 1, 1. pkt., eller under

dyreværnslovens § 28, stk. 1, 2. pkt., afhænger af en nærmere

vurdering af, hvor groft forholdet har været.

Anklagemyndigheden kan i forbindelse med straffesagen

indhente veterinærfaglig bistand fra Fødevarestyrelsen eller Det Veterinære

Sundhedsråd, der er et sagkyndigt organ, som bl.a. har til opgave at afgive

udtalelser

om veterinære spørgsmål til anklagemyndigheden, jf. bekendtgørelse nr. 120 af

28. februar 2005 om forelæggelse af veterinærfaglige spørgsmål for Det

Veterinære Sundhedsråd og Fødevarestyrelsen (jf. nærmere nedenfor pkt.

4.1.1.).

Fødevarestyrelsen og Rådet kan bl.a. udtale sig om, hvorvidt en nærmere

beskrevet

adfærd indebærer en uforsvarlig eller grovere uforsvarlig behandling af dyr

eller eventuelt en mishandling. Den endelige afgørelse heraf henhører under

domstolene. Fremgangsmåden ved forelæggelse af spørgsmål for Det Veterinære

Sundhedsråd er beskrevet i pkt. 3.2. i Rigsadvokatens Meddelelse nr. 3/2003.

Dyreværnslovens § 28, stk. 2 omfatter en række

overtrædelser af dyreværnsloven, der er mindre grove end forholdene i

§ 28,

stk. 1, dvs. som ikke udgør uforsvarlig behandling eller mishandling af

dyr. Strafferammen for disse overtrædelser er bøde eller fængsel indtil 4

måneder.

I dyreværnsloven er der ved lov nr. 384 af 28. maj 2003

indsat en ny bestemmelse i § 28, stk. 7, som medfører, at det ved

udmålingen

af straffen skal anses som en skærpende omstændighed, hvis overtrædelsen er

begået under udøvelse af erhverv. Formålet med denne lovændring var at

forhøje

bødestraffene for overtrædelse af dyreværnslovgivningen, og herunder også

bødestraffene

i sager om transport af dyr. Der henvises i den forbindelse til pkt. 3

nedenfor

om en yderligere skærpelse af bødeniveauet ved overtrædelse af reglerne om

transport af dyr.

Efter dyreværnslovens § 28, stk. 8, kan der

pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i

straffelovens kapitel 5.

Efter transport

bekendtgørelsens

§ 35, stk. 1, straffes overtrædelser af transportforordningen og

transportbekendtgørelsen med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre

højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

Af bekendtgørelsens § 35, stk. 2, følger endelig,

at der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter

reglerne i straffelovens kapitel 5 for overtrædelse af transportforordningen

og

transportbekendtgørelsen.

Straffebestemmelserne i transportbekendtgørelsen finder som

nævnt anvendelse sammen med reglerne i dyreværnsloven, således at der i en

konkret sag efter omstændighederne kan rejses tiltale både for overtrædelse

af

dyreværnsloven og for overtrædelse af reglerne i transportbekendtgørelsen,

jf.

ovenfor.

2.5. Administrativ

tilbagekaldelse af retten til at transportere dyr mv.

Reglerne om administrativ tilbagekaldelse af retten til at

transportere dyr findes dels i transportforordningens artikel 26, der

fastsætter de kompetente myndigheders forpligtelser i tilfælde af

overtrædelser

af forordningen og dels i transportbekendtgørelsen samt

uddannelsesbekendtgørelsen.

Herudover gælder reglerne i lov om godskørsel om tilbagekaldelse og bortfald

af

tilladelser til godskørsel.

2.5.1.

Det følger

af

transportforordningen

s artikel 26,

stk. 4, litra c, at den kompetente myndighed, som konstaterer, at en

transportvirksomhed ikke har overholdt forordningen, eller som modtager en

indberetning fra andre medlemsstaters myndigheder om manglende overholdelse

af

reglerne i forordningen, kan vælge at suspendere eller annullere (inddrage)

transportvirksomhedens autorisation eller godkendelsescertifikatet for det

pågældende

transportmiddel.

I transportforordningens artikel 26, stk. 5, er det

desuden fastsat, at den kompetente myndighed kan suspendere eller fratage

(inddrage) et kompetencebevis fra en chauffør eller en ledsager, der

overtræder

forordningens bestemmelser for transporten. Hjemlen forudsættes navnlig

anvendt

i de tilfælde, hvor overtrædelsens karakter tyder på, at chaufføren eller

ledsageren ikke er i besiddelse af tilstrækkelig viden om og forståelse for

transport af dyr.

Transportforordningens artikel 26, stk. 4 litra c, og

artikel 26, stk. 5, giver således hjemmel til, at Fødevarestyrelsen som

kompetent myndighed, administrativt kan suspendere eller annullere/inddrage

(tilbagekalde) en transportvirksomheds autorisation og/eller en førers eller

ledsagers kompetencebevis.

Denne adgang for Fødevarestyrelsen til administrativ

suspension eller tilbagekaldelse gælder dog kun i forhold til en virksomheds

autorisation eller et kompetencebevis udstedt her i landet af danske

myndigheder.

Det er således ikke muligt for danske myndigheder at

suspendere eller tilbagekalde udenlandske transportvirksomheders autorisation

til at transportere dyr, ligesom der heller ikke kan træffes bestemmelse om

suspension

eller inddragelse af kompetencebeviser for udenlandske førere eller

ledsagere.

Det er muligt efter transportforordningens artikel 26, stk. 6,

ved gentagne eller alvorlige overtrædelser af forordningen at nedlægge

midlertidigt forbud mod, at dyr transporteres af den pågældende

transportvirksomhed

på medlemsstatens område. Dette gælder også i situationer, hvor

transportvirksomheden eller transportmidlet er autoriseret eller godkendt af

et

andet EU-medlemsland, forudsat at alle muligheder for gensidig bistand og

udveksling af oplysninger er udtømt, jf.

også

om retsstillingen for udenlandske chauffører og transportører nedenfor pkt.

9.1.

Det bemærkes, at det hverken efter transportforordningens artikel

26, stk. 4, litra a-c, eller stk. 5, er et krav, at der skal være

tale om gentagne eller alvorlige overtrædelser af forordningens regler.

De nævnte bestemmelser om administrativ suspension og tilbagekaldelse

i medfør af transportforordningen er forholdsvis overordnede, hvorfor

Justitsministeriet har besluttet at udstede en række supplerende bestemmelser

herom

i transportbekendtgørelsen og uddannelsesbekendtgørelsen.

Det fremgår således af

transportbekendtgørelsens

§ 30, stk. 1, at en autorisation meddelt af Fødevarestyrelsen i henhold

til transportforordningens artikel 10 eller artikel 11 kan tilbagekaldes af

styrelsen, hvis transportvirksomheden har overtrådt transportforordningen

eller

transportbekendtgørelsen. Tilbagekaldelse kan ske for et tidsrum af et til

fem

år eller indtil videre.

Har Fødevarestyrelsen begrundet mistanke om, at der

foreligger omstændigheder, som kan begrunde, at en autorisation tilbagekaldes

i

medfør af stk. 1, kan styrelsen beslutte midlertidigt at suspendere

autorisationen,

indtil endelig afgørelse om tilbagekaldelse foreligger, jf. bekendtgørelsens

§ 30,

stk. 2.

Endvidere fremgår det af bekendtgørelsens § 30, stk. 3,

at hvis en meddelt autorisation midlertidigt suspenderes eller tilbagekaldes,

skal autorisationen inden syv dage tilbageleveres til Fødevarestyrelsen.

Fristen regnes fra datoen for afgørelsen om suspension eller tilbagekaldelse.

Fødevarestyrelsen er forpligtet til omgående at underrette

alle de i transportforordningens artikel 24, stk. 2, nævnte

kontaktpunkter

i andre medlemsstater om enhver afgørelse, der træffes i medfør af

stk. 1

og 2, jf. bekendtgørelsens § 30, stk. 4.

Vedrørende suspension og inddragelse af kompetencebeviser

følger det af

uddannelsesbekendtgørelsen

s

§ 7, stk. 1, at hvis en chauffør eller en ledsager gør sig skyldig

i

en overtrædelse af transportforordningen eller nationale regler om

beskyttelse

af dyr under transport, kan Fødevarestyrelsen beslutte at suspendere eller

inddrage den pågældendes kompetencebevis. Inddragelse af en chaufførs eller

ledsagers kompetencebevis kan ske for et tidsrum af et til fem år.

Er kompetencebeviset blevet inddraget, kan

kompetencebeviset kun generhverves, hvis føreren eller ledsageren efter

inddragelsesperiodens udløb forinden på ny har gennemført den i

bekendtgørelsens § 4, stk. 2, nævnte kompetencebevisuddannelse og

har

bestået den afsluttende eksamen, jf. bekendtgørelsens § 7, stk. 2.

Endvidere fremgår det af bekendtgørelsens § 7, stk. 3,

at hvis Fødevarestyrelsen har besluttet, at kompetencebeviset kun skal

suspenderes, skal føreren eller ledsageren inden for en frist, der fastsættes

af Fødevarestyrelsen, på ny bestå den afsluttende eksamen på

kompetencebevisuddannelsen. Kompetencebeviset inddrages, hvis vedkommende

ikke

består eksamen eller vedkommende undlader at medvirke til den.

Det fremgår endelig af bekendtgørelsens § 7, stk. 4,

at den, der har fået suspenderet eller inddraget sit kompetencebevis, inden 4

uger skal indsende dette til Fødevarestyrelsen. Fristen regnes fra datoen for

afgørelsen om suspension eller inddragelse.

2.5.2.

I

lov om godskørsel

, jf. lovbekendtgørelse

nr. 108 af 19. februar 2003, er der bl.a. fastsat bestemmelser om tilladelse

til godskørsel samt om tilbagekaldelse og bortfald af tilladelser mv.

Efter lovens § 1, stk. 1, skal den, der er

etableret på dansk område og udfører godskørsel for fremmed regning med

motorkøretøj eller vogntog med en tilladt totalvægt over 3.500 kg, have

tilladelse hertil af Færdselsstyrelsen.

Tilladelse er i medfør af § 3 bl.a. betinget af, at

ansøgeren ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder en nærliggende

fare

for misbrug af adgangen til at udføre vognmandsvirksomhed, jf. straffelovens

§ 78,

stk. 2, ligesom den pågældende i fagligt henseende skal være

kvalificeret

til at drive vognmandsvirksomhed og til at kunne drive virksomheden på

forsvarlig måde i overensstemmelse med god skik inden for branchen.

Efter § 12 kan tilladelse til godskørsel for fremmed

regning bl.a. tilbagekaldes, hvis tilladelsesindehaveren ikke længere

opretholder betingelserne for tilladelsen som følge af, at vedkommende i

forbindelse med udøvelsen af sit erhverv

groft

eller gentagne gange

har overtrådt vilkårene for tilladelsen eller

færdselslovgivningens bestemmelser om hastighed, kørsel uden kørekort,

køretøjers indretning, reglerne om køre- og hviletid m.m.

Ved lov nr. 474 af 9. juni 2004 blev § 12 i lov om

godskørsel ændret, således at Færdselsstyrelsen nu også har mulighed for

administrativt at tilbagekalde en virksomheds tilladelse til at udføre

godskørsel for fremmed regning, hvis tilladelsesindehaveren groft eller

gentagne gange har overtrådt lovgivningen om beskyttelse af dyr under

transport.

2.5.3.

Om

forholdet mellem reglerne om administrativ tilbagekaldelse af autorisationer

og

straffelovens § 79 om rettighedsfrakendelse (jf. nedenfor pkt. 4.1.2.)

har

Justitsministeriet i en redegørelse af 14. april 2003 (Alm. del – bilag

970)

til Folketingets Retsudvalg udtalt følgende:

»Efter

Justitsministeriets opfattelse bør administrativ tilbagekaldelse af en

autorisation ikke finde sted, før den eller de tilknyttede straffesager er

afgjort, da Fødevaredirektoratet ikke før dette tidspunkt kan vide, om

transportøren bliver kendt skyldig og grundlaget for tilbagekaldelsen af

autorisationen

dermed er til stede.

Hvis der er tale

om en grov overtrædelse af reglerne, som har medført alvorlig lidelse for

dyrene, vil det dog være mest korrekt at lade spørgsmålet om tilbagekaldelse

af

autorisationen indgå i den straffesag, der i givet fald bør rejses over for

transportøren, så domstolene får lejlighed til at tage stilling til

spørgsmålet

om rettighedsfrakendelse. Baggrunden herfor er, at en sådan

rettighedsfrakendelse kan være et ganske alvorligt indgreb over for den

pågældende transportør, og retssikkerhedsmæssige betragtninger taler således

for, at afgørelsen træffes af domstolene, som det også er tilfældet i andre

sager om rettighedsfrakendelse, jf. straffelovens §§ 78 og 79. Det

samme gælder, hvis anklagemyndigheden vælger at sammenlægge en række sager om

gentagne (mindre) overtrædelser begået af den samme transportør og indbringe

sagerne samlet for retten.

Fødevaredirektoratets

adgang til administrativt at tilbagekalde autorisationerne er således primært

tænkt anvendt i situationer, hvor den samme transportør gentagne gange ved

forskellige afgørelser dømmes for overtrædelser af reglerne om beskyttelse af

dyr under transport, herunder afgørelser fra forskellige domstole og

politimestre.«

Som det fremgår af redegørelsen,

kan en påstand om frakendelse af retten til at udføre transport af dyr i

medfør

af straffelovens § 79 være aktuel i straffesager mod en transportør,

hvor

overtrædelsen har medført alvorlig lidelse for dyrene. I sådanne tilfælde kan

der eventuelt samtidig være grundlag for at nedlægge påstand om frakendelse

efter dyreværnslovens § 29 af retten til at beskæftige sig med dyr.

Endvidere kan der være anledning til at nedlægge påstand om frakendelse af

retten til at udføre transport af hvirveldyr i medfør af straffelovens

§ 79

i straffesager mod en transportør, hvor der skal ske samlet pådømmelse af en

række gentagne (eventuelt mindre) overtrædelser begået af transportøren.

3. Skærpelse af bødeniveauet for

dyretransporter

3.1. Gældende ret

3.1.1. Bødeniveau

Som anført ovenfor under pkt. 2.4. blev der ved ændringen

af dyreværnsloven i 2003 gennemført en ændring af dyreværnslovens § 28,

stk. 7, som indebar en skærpelse af niveauet for bødestraffe i sager om

overtrædelse af reglerne om transport af dyr. De forudsatte minimumsbøder i

sager om erhvervsmæssig transport af dyr blev i lovforslaget, jf. herved

Folketingstidende 2002-2003, Tillæg A, s. 3831ff. angivet således:

Overtrædelse

1. gang

2. gang

Ikke uforsvarlig

behandling af dyr

3.000 kr.

4.500 kr.

Uforsvarlig behandling af

dyr

5.000 kr.

7.500 kr.

Grovere uforsvarlig behandling

af dyr

10.000 kr.

15.000 kr.

Af bemærkningerne til

lovforslaget fremgår endvidere følgende:

»I [ ] sager, hvor der foreligger gentagne og eventuelt systematiske

overtrædelser af transportreglerne, bør bødebeløbet efter regeringens

opfattelse være væsentligt højere, end hvad det ovenfor anførte om straffen i

andengangstilfælde ville føre til.

For at modvirke,

at personer, der som led i deres erhverv beskæftiger sig med dyretransporter,

konsekvent overtræder transportreglerne, er det derfor Justitsministeriets

opfattelse, at der i sådanne sager vil kunne være grundlag for absolut

kumulation, dvs. sammenlægning af de bøder, der isoleret set er forskyldt i

de

enkelte tilfælde. Det må bero på en konkret vurdering i den enkelte sag, i

hvilket omfang dette udmålingsprincip bør anvendes.«

I sager, hvor der alene er tale om

brud på helt formelle regler, og hvor dyr ikke konkret har været udsat for

væsentlig ulempe m.v., gælder de anførte minimumsbøder ikke. I disse tilfælde

kan også mindre bøder således efter omstændighederne anses for passende. Som

et

eksempel kan nævnes tilfælde, hvor en vognmand ikke har medbragt sin

autorisation til transport af dyr.

Justitsministeriet anførte i bemærkninger til lovforslaget

desuden, at ministeriet fremover ville følge udviklingen i sanktionspraksis

på

dette område og herunder, når der var forløbet nogen tid, anmode

Rigsadvokaten

om at undersøge, hvordan den foreslåede ordning nærmere var slået igennem i

praksis.

I overensstemmelse hermed iværksatte Rigsadvokaten herefter

en indberetningsordning, hvorefter politimestrene skulle indberette domme og

udenretlige bødeforelæg for så vidt angår overtrædelser begået efter lovens

ikrafttræden den 1. juli 2003 og frem til 1. september 2004. Statsadvokaterne

skulle indsende landsretsdomme vedrørende overtrædelse af

dyreværnslovgivningen,

der blev afsagt i den nævnte periode, hvis sagen blev afgjort med bøde.

På grundlag af denne indberetningsordning afgav

Rigsadvokaten i januar 2005 en redegørelse om bøderne for overtrædelse af

dyreværnsloven efter lovændringen i 2003. I redegørelsen anføres bl.a.

følgende:

»Vedrørende

sagerne om transport af dyr kan det på den baggrund konkluderes, at de

skærpede

bøder i det væsentlige er slået igennem, men at der også er eksempler på

sager,

hvor bøden formentlig burde have været højere.

Sammenfattende er

det på den baggrund min opfattelse, at de forhøjelser af bøderne, der var

tilsigtet ved ændringen af dyreværnslovens ved lov nr. 384 af 28. maj 2003,

har

haft virkning i praksis, og at reglerne anvendes i overensstemmelse med

tilkendegivelserne

i forarbejderne til loven.

Jeg har dog

konstateret nogle sager vedrørende transport af dyr, hvor de begåede

overtrædelser formentlig burde være henført under andre straffebestemmelser

med

højere bøder til følge. Dette skyldes formentlig i et vist omfang problemer i

forbindelse med anvendelsen af reglerne.

Det spørgsmål vil

blive taget op på kurser, der afholdes for anklagemyndigheden i foråret, og

hvor rigsadvokaturen vil deltage i undervisningen.«

3.1.2.

Ansvarsgrundlag

Efter straffelovens § 19, 2. pkt., straffes fysiske

personer – hvad enten det drejer sig om transportører, leverandører

(landmænd),

chauffører eller ledsagere – både for forsætlige og uagtsomme

overtrædelser af

reglerne om transport af dyr.

For selskaber mv. (juridiske personer) fastlægger

straffelovens § 27 de nærmere betingelser for at pålægge strafansvar. I

sagens natur kan det over for selskaber mv. kun komme på tale at anvende

bødestraf (og ikke fængselsstraf).

Efter straffelovens § 27 kan selskabsansvar foreligge

i to former, idet overtrædelsen enten skal kunne tilregnes en eller flere til

den juridiske person knyttede (fysiske) personer

eller

den juridiske person som sådan.

I den første form indebærer selskabsansvaret, at den

juridiske person i realiteten har et hæftelseslignende ansvar for

overtrædelser

begået af virksomhedens

ansatte

eller

personer i

ledelsen, bestyrelsesmedlemmer

mv.

Det kræves normalt ikke, at man kan henføre det dadelværdige

forhold til en bestemt medarbejder. Selskabsansvaret kan således også blive

udløst af »anonyme« fejl, det vil sige lovovertrædelser, hvor det af

omstændighederne

fremgår, at en person inden for virksomheden har begået et tilregneligt

forhold, men hvor det er vanskeligt eller umuligt at finde frem til den

enkelte

person.

Kravene til graden af tilregnelse hos den ansatte mv.

(forsæt/uagtsomhed) er ikke reguleret i straffelovens § 27, men skal i

stedet afgøres efter den pågældende bestemmelse i straffeloven eller

særloven,

som kan være overtrådt. For overtrædelser af reglerne om transport af dyr,

kræves der som nævnt kun uagtsomhed.

I den anden form for selskabsansvar skal lovovertrædelsen

kunne tilregnes virksomheden som sådan, det vil sige kunne lægges

virksomheden

til last som en fejl ved arbejdets tilrettelæggelse eller som manglende

kontrol

eller på anden måde. Her er der således tale om i mangel af bevis for

enkeltpersoners fejl at anlægge en skyldbedømmelse – en form for

uagtsomhedsbedømmelse

– i forhold til virksomheden som sådan.

Herunder vil bl.a. falde de såkaldte »kumulerede« fejl.

Dette udtryk omfatter fejl, der består i en flerhed af handlinger eller

undladelser inden for virksomheden begået af flere personer, der hver for sig

er straffri på grund af en ringe andel i eller ringe uagtsomhed i forbindelse

med det strafbare resultat, men hvor de enkelte andele tilsammen resulterer i

overtrædelsen.

Efter straffelovens § 26 omfatter bestemmelser om selskabsansvar

(medmindre andet er bestemt) enhver juridisk person, herunder aktie-,

anparts-

og andelsselskaber, interessentskaber, foreninger, fonde, boer, kommuner og

statslige myndigheder.

Selskabsansvar omfatter endvidere enkeltmandsvirksomheder,

for så vidt disse navnlig under hensyn til deres størrelse og organisation

kan

sidestilles med ovennævnte selskaber, jf. § 26, stk. 2. Efter

forarbejderne til bestemmelsen er det en forudsætning, at virksomheden (på

gerningstidspunktet) beskæftiger omkring 10-20 ansatte.

3.1.3.

Ansvarsfordeling (valg af ansvarssubjekt)

Strafansvar over for en juridisk person udelukker ikke, at

én eller flere (fysiske) personer samtidig pålægges individuelt strafansvar

for

den samme overtrædelse.

Der vil imidlertid normalt ikke blive pålagt både

selskabsansvar og individuelt ansvar i tilfælde, hvor dette skønnes at føre

til

en præventivt overflødig, dobbelt strafanvendelse. I sådanne tilfælde vil

selskabsansvaret normalt være det primære. Det gælder især, når det må

formodes, at lovovertrædelsen er økonomisk motiveret, men også f.eks., hvis

den

ansattes udviste uagtsomhed ikke er graverende, eller den person, som

lovovertrædelsen

kan tilregnes, har en underordnet stilling i virksomheden.

Rigsadvokaten har i Meddelelse nr. 5/1999 fastsat nærmere

retningslinjer for valg af ansvarssubjekt i sager om selskabsansvar.

Retningslinjerne er udarbejdet i overensstemmelse med ovenstående. Det er

således udgangspunktet, at tiltale alene rejses mod selskabet som sådant.

Særligt om overtrædelser af reglerne om transport af dyr

anføres følgende i Rigsadvokatens Meddelelse nr. 3/2003:

»I

sager om transport af dyr kan der opstå spørgsmål om valg af ansvarssubjekt,

idet der kan være grundlag for at gøre strafansvar gældende både mod en ansat

chauffør, dennes arbejdsgiver/vognmand og/eller den person (typisk en

landmand), der f.eks. har ladet et dyr, der er uegnet til transport,

transportere.

I praksis er der

hidtil rejst tiltale både mod den chauffør, der har udført transporten, og

mod

arbejdsgiver/vognmand og leverandør, hvis det kan godtgøres, at disse har

været

medvirkende til overtrædelsen eller har begået selvstændige overtrædelser,

eller hvis der er grundlag for strafansvar for arbejdsgiveren/vognmanden

eller

for leverandøren efter reglerne om strafansvar for juridiske personer.

Det forudsættes da

også i bemærkningerne til ændringsloven [fra 2003], at både chauffør,

arbejdsgiver/vognmand

og leverandør kan straffes i transportsager.

Strafansvaret beror

på en almindelig strafferetlig vurdering, herunder på, om overtrædelsen kan

tilregnes den pågældende som forsætlig eller uagtsom.

Vurderingen af

spørgsmålet om et eventuelt virksomhedsansvar forudsætter endvidere, at der

foreligger oplysninger om, hvorvidt transportvirksomheden eller

landbrugsvirksomheden, der har leveret dyr til transport, drives i

selskabsform.

Hvis sagen efter

anklagemyndighedens opfattelse bør medføre rettighedsfrakendelse, bør

tiltalen

dog ikke begrænses til selskabet, men rettes mod den ansvarlige

enkeltperson.«

3.2.

Justitsministeriets overvejelser

Det fremgår af opgørelsen over Rigspolitiets kontrol med dyretransporter

for 2006, at Rigspolitiet i 2006 kontrollerede i alt 655 dyretransporter over

50 km. Af disse 655 kontrollerede

transporter blev der i alt konstateret 204 overtrædelser af reglerne om

transport af dyr, herunder 150 overtrædelser af direkte betydning for dyrenes

velfærd, dvs. overtrædelser af reglerne om arealkrav, indvendig højde,

vanding

og fodring mv., svarende til 22,6 pct. af de kontrollerede lange transporter

over

50 km. Til

sammenligning blev der i 2005 konstateret overtrædelser i 24,8 pct. af de

kontrollerede lange transporter, dvs. at der er tale om et mindre fald i

overtrædelsesandelen, men der er fortsat tale om overtrædelser af betydning

for

dyrevelfærden i knap hver fjerde kontrollerede dyretransport.

Justitsministeriet lægger afgørende vægt på at sikre et

højt velfærdsmæssigt niveau for dyr, og det gælder ikke mindst dyr under

transport. Det er i den forbindelse Justitsministeriets opfattelse, at der

navnlig i sager om transport af dyr kan være et særligt økonomisk incitament

til at overtræde lovgivningen, og at det derfor er påkrævet med et højt

bødeniveau for at opnå den forudsatte præventive effekt af de strafbelagte

regler om transport af dyr.

Som det fremgår, har resultaterne af Rigspolitiets kontrol

af dyretransporter i de senere år vist, at der i ca. en fjerdedel af de

kontrollerede dyretransporter er konstateret overtrædelser af regler af

betydning for dyrenes velfærd. Denne uacceptabelt høje overtrædelsesandel

indebærer, at det efter Justitsministeriets opfattelse er tvivlsomt, om der i

dag er den tilstrækkelige præventive effekt ved det sanktionsniveau, som var

forudsat ved ændringen af dyreværnsloven i 2003.

Der er derfor efter Justitsministeriets opfattelse behov

for at gennemføre en skærpelse af bødestraffene i visse sager om transport af

dyr, og denne skærpelse bør bestå i en fordobling af de minimumsbøder, som er

angivet i forarbejderne til ændringen af dyreværnsloven i 2003.

Der henvises herved til den foreslåede nyaffattelse af dyreværnslovens

§ 28, stk. 7, hvor ordene: »herunder transport af dyr«, er tilføjet

sidst i bestemmelsen.

Da det økonomiske incitament til at overtræde lovgivningen

på dette område fortrinsvis vil ligge hos transportørerne og leverandørerne

(landmændene), men ikke hos de chauffører eller ledsagere, som udfører

transporterne,

forudsættes skærpelsen af bødestraffene kun at gælde for transportører og

landmænd. Chauffører og ledsagere er således ikke omfattet af den foreslåede

skærpelse, men er fortsat omfattet af de minimumsbøder, som er angivet i

forarbejderne til lovændringen fra 2003, jf. ovenfor pkt. 3.1.1.

Med den foreslåede skærpelse af bødestraffene vil der – som

nævnt – blive tale om en fordobling af bøderne i forhold til det

sanktionsniveau, som var forudsat ved ændringen af dyreværnsloven i 2003.

Bødestraffene forudsættes herefter som minimum at blive følgende:

Overtrædelse

1. gang

2. gang

Ikke uforsvarlig

behandling af dyr

6.000 kr.

9.000 kr.

Uforsvarlig behandling af

dyr

10.000 kr.

15.000 kr.

Grovere uforsvarlig behandling

af dyr

20.000 kr.

30.000 kr.

De anførte minimumsbøder

forudsættes at tjene som et udgangspunkt for retsanvendelsen i sager om

transport

af dyr og bygger bl.a. på, at overtrædelse af reglerne på dette område ofte

generelt

vil være egnet til at skaffe den pågældende transportør mv. en økonomisk

vinding. De nævnte strafpositioner forudsætter således ikke, at der i den

konkrete

sag er opnået eller tilsigtet en sådan vinding.

Det er dog samtidig vigtigt at fremhæve, at spørgsmålet om,

hvilken bøde der skal udmåles i den enkelte konkrete sag, fortsat vil bero på

domstolenes samlede vurdering af denne sags foreliggende omstændigheder.

Der kan jævnligt være grundlag for at udmåle bøder, der er

højere og efter omstændighederne væsentligt højere end dem, der følger af de

nævnte udgangspunkter. Ud fra den overordnede betragtning, at det ikke må

kunne

betale sig at overtræde dyreværnslovgivningen, vil dette navnlig gælde, hvor

det i den konkrete sag kan lægges til grund, at der er opnået eller tilsigtet

en økonomisk vinding.

I tilfælde, hvor der foreligger

gentagne og eventuelt systematiske overtrædelser

af transportreglerne,

bør bødebeløbet efter Justitsministeriets opfattelse også være væsentligt

højere, end hvad de angivne strafpositioner for andengangstilfælde ellers

ville

føre til. I disse tilfælde vil der efter Justitsministeriets opfattelse

fortsat

kunne være grundlag for absolut kumulation, dvs. sammenlægning af de bøder,

der

isoleret set er forskyldt i de enkelte tilfælde. Det må i øvrigt bero på en

konkret vurdering i den enkelte sag, i hvilket omfang dette udmålingsprincip

bør anvendes.

Det bemærkes endvidere, at der også fremover vil kunne

differentieres i bødeudmålingen mellem de forskellige involverede personer i

sagen, bl.a. på baggrund af en vurdering af, hvem der er »hovedmanden«, og

hvem

en opnået eller tilsigtet fortjeneste ville tilfalde. Der vil således f.eks.

kunne være grundlag for at sondre mellem leverandøren og transportøren i

forbindelse med straffastsættelsen alt efter hvem af disse, som i særlig grad

har haft en økonomisk interesse i at overtræde reglerne om transport af dyr.

Er der ved en overtrædelse af dyreværnslovgivningen opnået

en økonomisk fordel, enten i form af et udbytte eller af en besparelse, er

det

udgangspunktet, at denne fordel skal

konfiskeres.

Reglerne om konfiskation i straffesager findes i

straffelovens

kapitel 9 (§§ 75 ff.), der også finder

anvendelse i sager om overtrædelse af dyreværnslovgivningen.

Selv om det allerede efter de gældende regler er udgangspunktet,

at et økonomisk udbytte skal konfiskeres, foreslås dette præciseret i en ny

bestemmelse

i dyreværnslovens § 28, stk. 8, 1. pkt. Det kan i visse tilfælde

være

vanskeligt at dokumentere størrelsen af en økonomisk fordel, således at

konfiskation ikke lader sig gennemføre. I disse tilfælde skal domstolene

allerede

efter gældende ret tage hensyn til den økonomiske fordel ved udmålingen af

straffen, jf. straffelovens § 51, stk. 3. Også dette foreslås

tydeliggjort i en ny bestemmelse i dyreværnsloven (§ 28, stk. 8, 2.

pkt.).

4. Rettighedsfrakendelse mv. for

dyretransporter (uden for klippekortordningen)

4.1. Gældende ret

4.1.1.

Rettighedsfrakendelse efter dyreværnslovens § 29

Dyreværnslovens § 29 indeholder den generelle

frakendelsesbestemmelse for overtrædelser af dyreværnslovgivningen. Den

giver mulighed for at frakende en person retten til at eje, bruge, passe

eller

slagte eller i det hele beskæftige sig personligt med dyr.

Rettighedsfrakendelse kan efter bestemmelsen komme på tale

i tilfælde af mishandling eller grovere uforsvarlig behandling af dyr, jf.

§ 29,

stk. 1, 1. pkt., og i tilfælde af uforsvarlig behandling af dyr, når der

er tale om gentagelsestilfælde, jf. § 29, stk. 1, 2. pkt.

Tidligere kunne frakendelse efter § 29 alene ske i

tilfælde af mishandling, som er den groveste form for overlast, dyr kan

udsættes for. Frakendelse forudsatte i disse tilfælde, at forholdet kunne

henføres under straffebestemmelsen i dyreværnslovens § 28, stk. 1,

3.

pkt., der alene indeholder fængsel i strafferammen, og hvor sagen derfor

normalt ikke afgøres med bøde.

Ved lov nr. 386 af 6. juni 1991 blev området for

rettighedsfrakendelse udvidet, således at der også kan ske frakendelse, hvis

dyr har været udsat for grovere uforsvarlig behandling. I disse sager vil

dyrene typisk have været udsat for overlast, der har medført skader af

grovere

karakter, f.eks. ved høj grad af smerte, lidelse, angst eller varigt men, jf.

dyreværnslovens § 1. Det forudsættes i forarbejderne, at frakendelse i

sager om grovere uforsvarlig behandling af dyr, hvor der ikke foreligger

mishandling

eller gentagelsestilfælde, kun bør ske, hvor det udviste forhold og

oplysningerne i øvrigt giver grundlag for at antage, at der foreligger en

nærliggende

risiko for fremtidige overtrædelser.

Rettighedsfrakendelse kan som nævnt endvidere ske, når en

person, der tidligere har gjort sig skyldig i uforsvarlig behandling af dyr,

på

ny gør sig skyldig i et sådant forhold, jf. § 29, stk. 1, 2. pkt.

Denne bestemmelse rummer således mulighed for rettighedsfrakendelse i sager,

hvor en tidligere overtrædelse af dyreværnsloven ikke har været af en sådan

grovhed, at den isoleret set kunne danne grundlag for frakendelse, men hvor

den

omstændighed, at pågældende på ny har gjort sig skyldig i overtrædelse af

dyreværnsloven, kan tyde på en manglende vilje til at ændre rutiner eller

forhold i øvrigt. Dette gælder, uanset om den nye overtrædelse af

dyreværnsloven isoleret set måtte kunne medføre en rettighedsfrakendelse.

I Rigsadvokatens Meddelelse nr. 3/2003, pkt. 6, er der

fastsat retningslinier for anklagemyndighedens behandling af sager om

overtrædelse af dyreværnslovgivningen, hvor der opstår spørgsmål om

rettighedsfrakendelse.

Det fremgår af meddelelsens pkt. 3, at Det Veterinære Sundhedsråd bør

inddrages

i sager om overtrædelse af dyreværnsloven, hvor overtrædelsen antages at

kunne

udgøre grovere uforsvarlig behandling eller mishandling af dyr, idet der i

disse tilfælde kan blive tale om rettighedsfrakendelse.

Efter reglerne i Fødevarestyrelsens bekendtgørelse nr. 120

af 28. februar 2005 om forelæggelse af veterinærfaglige spørgsmål for Det

Veterinære Sundhedsråd og Fødevarestyrelsen, der trådte i kraft den 1. maj

2005, forelægges konkrete veterinærfaglige spørgsmål – herunder om

grovheden af

den overlast, som dyr har været udsat for – som udgangspunkt for

Fødevarestyrelsen. Fødevarestyrelsen kan forelægge spørgsmålene for Det

Veterinære

Sundhedsråd, bl.a. hvis styrelsen ikke mener at have den fornødne ekspertise,

eller hvis styrelsen vurderer spørgsmålene som værende af principiel

karakter.

Rådet afgiver herefter udtalelse om konkrete veterinærfaglige spørgsmål til

den

begærende part i sagen. I straffesager af principiel karakter kan sagen

forelægges direkte for Det Veterinære Sundhedsråd.

For så vidt angår den tidsmæssige udstrækning af en

rettighedsfrakendelse kan en sådan idømmes for bestandig eller for et nærmere

fastsat tidsrum, jf. dyreværnslovens § 29, stk. 1, 1. pkt.

Fastsættes

et tidsrum, er dette i praksis som oftest 2, 3 eller 5 år.

Efter § 29, stk. 2, kan der ske generhvervelse af

retten til at beskæftige sig med dyr, når der foreligger ganske særlige

omstændigheder. Hvis retten til at beskæftige sig med dyr er frakendt for

længere tid end to år, kan spørgsmålet om generhvervelse tidligst finde sted,

når der er forløbet 2 år af frakendelsestiden. Hvis der tidligere er sket

frakendelse i medfør af dyreværnslovens § 29, stk. 1, skal der dog

være forløbet mindst 5 år før spørgsmålet om generhvervelse kan indbringes

for

retten, og praksis i disse sager er meget restriktiv.

En frakendelse efter § 29 tager ikke direkte sigte på

en transportør/vognmand, der udfører transport af dyr, idet dyretransport kan

drives som erhverv uden at virksomhedens ejer(e) eller ledelse kan siges at

beskæftige

sig personligt med dyrene, idet transporten – og dermed den personlige

kontakt

til dyr – ofte udføres af ansatte chauffører. Det er således ikke klart,

om en

frakendelse alene efter § 29 i alle tilfælde forhindrer en transportør i

at drive virksomhed med dyretransport.

4.1.2. Rettighedsfrakendelse

efter straffelovens § 79

Ud over dyreværnslovens mulighed for frakendelse findes der

også mulighed for at frakende transportører og chauffører/ledsagere retten

til

at transportere dyr i medfør af den generelle bestemmelse om

rettighedsfrakendelse

i straffelovens § 79.

Det følger af

straffelovens § 79, stk. 1, at den, som udøver en

virksomhed,

hvortil der kræves særlig offentlig autorisation eller godkendelse, ved dom

for

strafbart forhold kan frakendes retten til fortsat at udøve den pågældende

virksomhed eller til at udøve den under visse former, såfremt det udviste

forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen.

Transport af dyr kræver en

autorisation

i medfør af transportforordningens artikel 10 og 11,

jf. ovenfor under pkt. 2.2.

Det følger endvidere af transportforordningens artikel 6,

stk. 5 og 7, at chauffører og ledsagere på vejkøretøjer, som

transporterer

heste eller kvæg, får, geder, svin eller fjerkræ i en afstand af over 65 km,

skal være i besiddelse af et

kompetencebevis

,

jf. ovenfor under pkt. 2.2. Transportforordningen suppleres på dette punkt af

§ 7

i uddannelsesbekendtgørelsen.

Frakendelse af retten til at transportere dyr kan derfor

ske ved at frakende transportører deres autorisation til at udføre transport

af

dyr efter reglerne i straffelovens § 79, stk. 1, jf. principperne i

transportforordningens

artikel 10-11 og artikel 26 og – for så vidt angår chauffører og

ledsagere –

ved at inddrage (frakende) dem deres kompetencebevis efter reglerne i

straffelovens § 79, stk.1.

Det er som anført en forudsætning for frakendelse efter

straffelovens § 79, at det udviste forhold begrunder en nærliggende fare

for misbrug af stillingen.

Rettighedsfrakendelse kan efter straffelovens § 79

idømmes på tid fra 1 til 5 år eller indtil videre, jf. straffelovens

§ 79,

stk. 3, 1. pkt.

En frakendelse, der alene sker efter straffelovens

bestemmelser, vil typisk vedrøre en professionel transportør/chauffør, der

ikke

ud over transport beskæftiger sig med dyr. Såfremt den pågældende også

erhvervsmæssigt

– eksempelvis som besætningsejer – beskæftiger sig med dyr, kan der

ske

rettighedsfrakendelse både af retten til at udføre transport, jf.

straffelovens

§ 79,

og

af retten til at

beskæftige sig med dyr, jf. dyreværnslovens § 29.

Administrativ tilbagekaldelse af autorisationer og

kompetencebeviser – og sammenhængen mellem disse regler og reglerne om

rettighedsfrakendelse ved dom – er omtalt ovenfor under pkt. 2.5.

4.2. Arbejdsgruppens

forslag

Det er arbejdsgruppens opfattelse, at der i forbindelse med

gennemførelse af en klippekortordning (jf. nedenfor pkt. 5) bør ske en

afklaring

af forholdet mellem den gældende frakendelsesregel i dyreværnslovens

§ 29,

stk. 1, (jf. ovenfor pkt. 4.1.1.) og de nu foreslåede regler om betinget

og ubetinget frakendelse af retten til at transportere dyr som følge af klip.

Klippekortordningen bør således ikke føre til, at der gives

en mildere sanktion i form af et klip, hvis der foreligger en overtrædelse,

som

omfatter mishandling eller grovere uforsvarlig behandling af dyr, der efter

den

nugældende § 29 kunne medføre en ubetinget frakendelse af retten til at

beskæftige sig med dyr. Endvidere bør der være en klar adgang til at frakende

retten til at transportere dyr ved mishandling og grovere uforsvarlig

behandling

af dyr i forbindelse med transport – og ikke kun til frakendelse af

retten til

at beskæftige sig personligt med dyr.

Arbejdsgruppen finder, at dette kan ske ved at udforme en

særlig regel om, at mishandling samt grovere uforsvarlig behandling af dyr

kan medføre

betinget eller ubetinget frakendelse af retten til at beskæftige sig med

erhvervsmæssig

transport af dyr, jf. § 30 i arbejdsgruppens lovudkast.

Efter forslaget kan en ubetinget frakendelse ske for

bestandig eller for et nærmere fastsat tidsrum fra endelig dom.

Reglen skal efter arbejdsgruppens forslag omfatte den samme

personkreds, som de foreslåede regler efter klippekortordningen, dvs.

transportører/transportvirksomheder og chauffører/ledsagere, der udfører

erhvervsmæssig

transport af dyr, og den skal også gælde i de tilfælde, hvor det er en

kliprelevant overtrædelse, der har ført til mishandling eller grovere

uforsvarlig

behandling af dyr.

Arbejdsgruppens forslag omfatter – ligesom arbejdsgruppens

forslag til en klippekortordning (jf. nedenfor pkt. 5.3.1.) – både

fysiske og

juridiske personer, der driver erhvervsmæssig virksomhed ved transport af

dyr.

Det foreslås, at mishandling eller grovere uforsvarlig

behandling af dyr enten kan medføre betinget eller ubetinget frakendelse af

retten til erhvervsmæssig transport af dyr. Herved opnås, at der i tilfælde,

hvor der ikke findes fuldt tilstrækkeligt grundlag for en ubetinget

frakendelse,

i stedet kan vælges den mellemløsning, at frakendelsen kun sker betinget.

Den af arbejdsgruppen foreslåede bestemmelse er formuleret

således, at der »kan« ske ubetinget (eller betinget) frakendelse. Frakendelse

er således ikke – modsat efter klippekortordningen – en

obligatorisk retsfølge,

idet det beror på rettens vurdering af grovheden af den foreliggende

overtrædelse, om det vil være proportionalt at fastsætte en ubetinget

frakendelse som følge af overtrædelsen. Ved vurderingen heraf forudsættes det

at indgå, om den pågældende tidligere er straffet for overtrædelser af

dyreværnslovgivningen, som sammen med den nu foreliggende mishandling eller

groft uforsvarlige behandling af dyr bør føre til, at den tiltalte afskæres

fra

fremover at udføre dyretransporter.

Endelig foreslås det, at der ved en frakendelse efter den

af arbejdsgruppen foreslåede bestemmelse samtidig kan træffes bestemmelse om

frakendelse efter den nugældende regel i § 29, jf. § 30,

stk. 5,

i arbejdsgruppens lovudkast. Bestemmelsen tænkes anvendt i de tilfælde, hvor

overtrædelserne er så alvorlige, at der er grundlag for i det hele at

forhindre

den tiltalte i at beskæftige sig med dyr, selv om de foreliggende

overtrædelser

er begået i forbindelse med transport af dyr.

Der henvises i øvrigt til § 30 i arbejdsgruppens

lovudkast og bemærkningerne til bestemmelsen.

Det tilføjes, at der herefter næppe vil være behov for at

anvende bestemmelsen i straffelovens § 79, der – sammen med

bestemmelsen

om administrativ tilbagekaldelse af autorisationen til at udføre

dyretransporter – hidtil har været anvendt i straffesager til at påstå

frakendelse af en autorisation til at transportere dyr. I disse tilfælde vil

der således i stedet efter den bestemmelse, som arbejdsgruppen har foreslået,

kunne nedlægges påstand om betinget eller ubetinget frakendelse af retten til

erhvervsmæssig transport af dyr, og følges en sådan påstand af domstolene,

vil

dette medføre bortfald af en eventuel autorisation.

4.3.

Justitsministeriets overvejelser

Som det fremgår ovenfor pkt. 4.1.1. tager frakendelse efter

dyreværnslovens § 29 ikke direkte sigte på en transportør/vognmand, der

udfører transport af dyr.

Justitsministeriet er derfor enig med arbejdsgruppen i, at

der i forbindelse med gennemførelse af en klippekortordning bør indsættes en

bestemmelse om frakendelse i dyreværnsloven, som udtrykkeligt tager sigte på

transport af dyr, og at bestemmelsen bør omfatte både transportører,

chauffører

og ledsagere.

Justitsministeriet finder derimod ikke, at en sådan

almindelig frakendelsesbestemmelse bør omfatte selskaber mv. (juridiske

personer). Straffelovens § 79 og dyreværnslovens § 29 giver heller

ikke

mulighed for rettighedsfrakendelse i forhold til juridiske personer.

Som det fremgår af Straffelovrådets betænkning nr.

1289/1995 om juridiske personers bødeansvar, s. 165, er de reale grunde bag

denne retstilstand, at det ikke ville være særlig effektivt i forbindelse med

konstatering af et selskabsansvar at frakende det pågældende selskab retten

til

at drive den pågældende virksomhed. Selskabet måtte i så fald ophøre med at

drive den pågældende virksomhed, men aktiviteten ville da kunne videreføres i

et

nyt eller i et andet selskab. Det praktisk relevante er derfor, at

rettighedsfrakendelse kan anvendes over for enkeltpersoner. Enkeltpersoner

vil

ikke kunne komme uden om frakendelsen ved at fortsætte udøvelsen af den

frakendte ret i en anden juridisk konstruktion.

I de formentlig forholdsvis få tilfælde, hvor sådanne

juridiske konstruktioner af denne ene eller anden grund ikke kan komme på

tale,

kan en frakendelse, der reelt lukker virksomheden, omvendt forekomme mindre

proportional. Det gælder, uanset om den juridiske persons »hæftelsesansvar« i

forhold til frakendelse (sml. ovenfor pkt. 3.1.2. om selskabers

hæftelseslignende bødeansvar for virksomhedens ansatte) omfatter alle ansatte

eller begrænses til andre ansatte end chaufføren, som forudsat af

arbejdsgruppen,

jf. herved arbejdsgruppens rapport, s. 79-80, om ansvarsfordelingen imellem

transportvirksomheden og chaufføren under klippekortordningen.

Justitsministeriet finder derfor, at rettighedsfrakendelse

som udgangspunkt bør rette sig mod fysiske personer.

Justitsministeriet foreslår i den forbindelse en mindre

sproglig ændring af frakendelsesbestemmelsen, så den omfatter »retten til at

beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr«. Med denne formulering

frakendes både retten til som chauffør at udføre erhvervsmæssige

dyretransporter og retten til at drive erhvervsmæssig virksomhed med

transport

af dyr. Med formuleringen skønnes det heller ikke nødvendigt at medtage en

bestemmelse svarende til straffelovens § 79, stk. 2, 2. pkt., om

frakendelse af retten til at være stifter af eller direktør eller medlem af

bestyrelsen i et selskab med begrænset ansvar, et selskab eller en forening,

som kræver særlig offentlig godkendelse, eller en fond. Disse funktioner må

også anses for omfattet af den foreslåede formulering af den rettighed, der

er

genstand for frakendelse.

Der henvises til den foreslåede bestemmelse i

dyreværnslovens § 29 a, stk. 1, og bemærkningerne hertil.

Uanset det anførte om rettighedsfrakendelse i forhold til

juridiske personer generelt, må det imidlertid erkendes, at der kan forekomme

tilfælde, hvor det vil virke stødende for retsfølelsen, at et selskab trods

gentagne

overtrædelser af reglerne om transport af dyr, kan fortsætte sin virksomhed,

når blot der sker udskiftning af enkeltpersoner i ledelsen, som frakendes

retten

til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr, dvs. tilfælde hvor

selskabet danner rammen om gentagne, alvorlige lovovertrædelser.

Justitsministeriet

foreslår derfor, at retten til at drive

erhvervsmæssig virksomhed med

transport af dyr kan frakendes et selskab mv. (juridisk person) ved dom for

strafbart forhold, hvis selskabet gentagne gange eller under i øvrigt

skærpende

omstændigheder har overtrådt lovgivningen vedrørende transport af dyr.

Bestemmelsen skal ses som et supplement til den almindelige

frakendelsesregel – og klippekortordningen – og bør være forbeholdt

særlig

grove tilfælde. Rettighedsfrakendelse over for en juridisk person træder

således

ikke i stedet for - men skal idømmes i tillæg til - rettighedsfrakendelse i

forhold til de ansvarlige (fysiske) personer.

Bestemmelsen er inspireret af lignende bestemmelser i § 11

i lov om næringsbrev til fødevarebutikker og § 110 b i

miljøbeskyttelsesloven.

Der henvises til den foreslåede bestemmelse i dyreværnslovens

§ 29 d og bemærkningerne hertil.

Justitsministeriet er i øvrigt enig med arbejdsgruppen i,

at indførelsen af en klippekortordning ikke må medføre, at der gives en

lempeligere

sanktion i form af et klip, hvis der foreligger en overtrædelse, som efter de

gældende regler om frakendelse i dyreværnslovens § 29 eller

straffelovens

§ 79 ville medføre en ubetinget frakendelse af retten til at beskæftige

sig med dyr eller retten til at udføre erhvervsmæssig transport af dyr.

Tværtimod er hensigten med – som foreslået af

arbejdsgruppen – at indføre en klippekortordning og en adgang til

betinget

frakendelse af retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af

dyr, at skabe grundlag for en udvidet anvendelse af rettighedsfrakendelse for

at forebygge de alt for mange overtrædelser af reglerne om transport af dyr.

I sager, hvor det vurderes, at der både bør ske frakendelse

af retten til at transportere dyr og retten til at beskæftige sig med dyr,

f.eks. i tilfælde hvor en transportør tillige er landmand, forudsættes det,

at der

kan ske frakendelse efter både dyreværnslovens § 29 og den foreslåede

§ 29

a, stk. 1. En udtrykkelig bestemmelse herom svarende til § 30,

stk. 5,

i arbejdsgruppens lovudkast skønnes overflødig, idet udgangspunktet må være,

at

der kan ske frakendelse efter flere bestemmelser, hvis det er forskellige

forhold, frakendelserne retter sig imod. Der kan således efter gældende ret

ske

frakendelse både af retten til at udøve erhvervsmæssig virksomhed med

transport

af dyr efter straffelovens § 79 og af retten til personligt at

beskæftige

sig med dyr efter dyreværnslovens § 29.

I den forbindelse skal det endvidere fremhæves, at

lovforslaget ikke i øvrigt berører den eksisterende adgang til

rettighedsfrakendelse efter dyreværnslovens § 29, f.eks. i tilfælde af

privates mishandling af dyr eller i forbindelse med overtrædelser af

dyreværnsloven begået i erhvervsmæssigt regi (uden for transportområdet). I

disse tilfælde vil der fortsat være et væsentligt anvendelsesområde for

adgangen til rettighedsfrakendelse efter dyreværnslovens § 29.

Justitsministeriet foreslår endvidere i overensstemmelse

med arbejdsgruppens forslag, at der indføres mulighed for at idømme en

betinget frakendelse

af retten til at

beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr. Efter de gældende regler

om

frakendelse i dyreværnslovens § 29 og straffelovens § 79 er det kun

muligt at idømme en ubetinget frakendelse. Med den nye bestemmelse opnås det,

at der i tilfælde, hvor der ikke findes fuldt tilstrækkeligt grundlag for en

ubetinget frakendelse,

i stedet kan

vælges den mellemløsning, at frakendelsen sker betinget, jf. ovenfor om

arbejdsgruppens

forslag. Det altovervejende udgangspunkt vil dog fortsat være, at frakendelse

i

sager om mishandling, grovere uforsvarlig behandling af dyr eller gentagne

forhold af uforsvarlig behandling af dyr sker ubetinget, jf. den foreslåede

§ 29

a, stk. 1.

Der henvises til den foreslåede bestemmelse i

dyreværnslovens § 29 a, stk. 2, og bemærkningerne hertil.

Om retsvirkningerne af den betingede frakendelse henvises

til den foreslåede bestemmelse i dyreværnslovens § 29 f og

bemærkningerne

hertil.

Justitsministeriet har ikke fundet det nødvendigt at

medtage en bestemmelse svarende til § 30, stk. 3, i arbejdsgruppens

lovudkast, hvorefter der kan ske ubetinget og betinget frakendelse for

overtrædelser, der er omfattet af klippekortordningen. I det omfang sådanne

forhold til sammen eller hver for sig udgør mishandling, grovere uforsvarlig

behandling eller – i gentagelsestilfælde – uforsvarlig behandling

af dyr, vil

der naturligvis kunne ske frakendelse efter den foreslåede bestemmelse i

dyreværnslovens § 29 a.

5. Klippekortordning for dyretransporter

5.1. Indledning

Formålet med en klippekortordning er at tilskynde transportører

og chauffører/ledsagere, der udfører erhvervsmæssig transport af dyr, til at

overholde de gældende regler om transport af dyr, således at transport af dyr

foregår på en måde, der tager hensyn til dyrenes velfærd. Det er hensigten

med

ordningen at mindske antallet af overtrædelser på området for transport af

dyr ved

at indføre skærpede frakendelsesmuligheder over for dem, der gentagne gange

overtræder reglerne.

5.2. Eksisterende

klippekortordninger

5.2.1.

Færdselslovsovertrædelser

Færdselsstyrelsen nedsatte i 2000 en arbejdsgruppe, som

skulle undersøge og beskrive muligheder og konsekvenser i forbindelse med

indførelsen af et point- eller klippekortsystem på færdselsområdet. På

baggrund

af erfaringerne fra en række andre lande og efter en vurdering af, hvordan

systemet bedst kunne implementeres i Danmark, udarbejdede arbejdsgruppen en

rapport, hvori den anbefalede et udvidet sanktionssystem med udgangspunkt i

det

allerede eksisterende frakendelsessystem. Justitsministeriet fremlagde på

baggrund af rapporten et lovforslag om en klippekortordning ved overtrædelser

af færdselsloven, som blev vedtaget som lov nr. 267 af 21. april 2004. Loven

trådte i kraft den 1. september 2005.

Klippekortordningen indebærer, at der registreres et klip

hos føreren af et motorkøretøj for hver overtrædelse af færdselsloven, som

ifølge § 125, stk. 2, er omfattet af ordningen. Det gælder f.eks.

ved

fremkørsel mod rødt lyssignal, jf. færdselslovens § 4, stk. 1,

kørsel

med for kort afstand til forankørende, jf. § 15, stk. 3, 1. pkt.,

tilsidesættelse af reglerne om overhaling, jf. § 21, stk. 1-3, og

overskridelse af hastighedsbegrænsningerne med mere end 30 pct., jf.

§ 42-43

a. Det enkelte klip udløses automatisk, når den pågældende har vedtaget bøden

for forseelsen, eller der er faldet dom herfor. Har en fører begået flere

kliprelevante overtrædelser ved samme lejlighed, registreres et klip for hver

overtrædelse.

Ordningen medfører, at en fører, der inden for en periode

af tre år modtager tre klip, automatisk vil blive frakendt førerretten

betinget

i forbindelse med tredje klip, jf. færdselslovens § 125, stk. 2.

Føreren skal i disse tilfælde aflægge og bestå en kontrollerende køreprøve

for

at bevare førerretten, jf. færdselslovens § 60, stk. 3.

Er overtrædelserne begået inden for de første tre år efter,

at føreren første gang erhvervede kørekort, vil der i stedet blive pålagt

kørselsforbud allerede i forbindelse med det andet klip, jf. færdselslovens

§ 127,

jf. § 125, stk. 3. I disse tilfælde vil førerretten blive

inddraget,

indtil særlig køreundervisning er gennemført og en kontrollerende køreprøve

er

bestået, jf. færdselslovens § 60 a.

Klippekortordningen indebærer også en udvidet adgang til at

frakende førerretten ubetinget. En ubetinget frakendelse vil ske, når en

fører,

som tidligere er frakendt førerretten betinget, modtager tre klip inden for

den

treårige prøvetid for den betingede frakendelse. Den ubetingede frakendelse

medfører ligesom tidligere, at man ikke må føre motordrevet køretøj, hvortil

der kræves kørekort, før frakendelsestiden er udløbet, og man har

generhvervet

førerretten, jf. færdselslovens § 60 a.

Der kan efter klippekortordningen kun gives klip til den

person, der fører køretøjet. Personer, der endnu ikke har erhvervet kørekort,

vil ved tre klip miste retten til at erhverve kørekort.

Personer med udenlandsk kørekort vil ligeledes kunne

pålægges klip i medfør af klippekortordningen, således at førerretten

frakendes

betinget, hvis føreren begår tre (to) grovere færdselslovovertrædelser inden

for en periode på tre år. Frakendelser og klip, som er pålagt personer med

udenlandsk kørekort, registreres i Det Centrale Kriminalregister på samme

måde

som for personer med dansk kørekort. Frakendelsen af førerretten er dog

territorialt begrænset og gælder som udgangspunkt kun i Danmark.

Af praktiske årsager er det ikke muligt at gennemføre

kravet om kontrollerende køreprøve ved betinget frakendelse over for personer

med bopæl i udlandet.

Ved ubetinget frakendelse af førerretten indleveres

udenlandske kørekort til politiet eller Rigspolitichefen, hvor kortet enten

påtegnes, opbevares (indtil frakendelsestiden udløber eller den pågældende

rejser ud af landet) eller videresendes til vedkommende myndighed, som har

udstedt kørekortet.

Klippekortordningen for færdselslovsovertrædelser omfatter

alene den ansatte (chaufføren) og ikke arbejdsgiveren/virksomheden.

5.2.2. Overtrædelser

af reglerne for kontrolapparater vedrørende køre- og hviletid

Ved lov nr. 557 af 24. juni 2005 om ændring af

færdselsloven mv. er der gennemført et skærpet sanktionssystem for

overtrædelse

af reglerne om køre- og hviletid samt de i tilknytning hertil fastsatte

regler

om et kontrolapparat, ligesom der er indført hjemmel til frakendelse af

førerretten

ved grovere overtrædelser af reglerne.

Bestemmelserne om køre- og hviletid er fastsat i Rådets forordning

(EØF) nr. 3820/1985 om harmonisering af visse bestemmelser på det sociale

område inden for vejtransport (køre- og hviletidsforordningen). Den 11. april

2007 trådte nye materielle regler i kraft, jf. Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EF) nr. 561/2006 om harmonisering af visse sociale bestemmelser

inden for vejtransport.

Rådets forordning (EØF) nr. 3821/1985 om kontrolapparatet

inden for vejtransport (kontrolapparatforordningen) indeholder regler om

installation og anvendelse af det kontrolapparat, der er en forudsætning for

kontrol med overholdelse af reglerne om køre- og hviletid.

For så vidt angår overtrædelse af reglerne om installation

og anvendelse af kontrolapparatet følger det af færdselslovens § 118,

stk. 8,

og forarbejderne til lovændringen, at bøden til en fører for overtrædelse af

reglerne

i kontrolapparatforordningen er på 3.000 kr. og til ejeren/brugeren på 6.000

kr. Efter færdselslovens § 118, stk. 9, gælder der et såkaldt

objektivt

individualansvar for arbejdsgiveren ved overtrædelse af reglerne for

kontrolapparater, idet ejeren af køretøjet kan pålægges bødeansvar, selv om

overtrædelsen ikke kan tilregnes den pågældende som forsætlig eller uagtsom.

Reglerne om frakendelse af førerretten ved overtrædelse af

kontrolapparatforordningen er fastsat i overensstemmelse med reglerne i

klippekortordningen for (øvrige) færdselslovsovertrædelser. Dette indebærer,

at

tre overtrædelser af reglerne i kontrolapparatforordningen inden for en

periode

på tre år udløser en betinget frakendelse af førerretten, jf. færdselslovens

§ 125,

stk. 1, nr. 6. Overtrædelserne kan begås under én eller flere kørsler,

ligesom de kan begås i samme situation eller uafhængigt af hinanden. Ved

yderligere

tre overtrædelser frakendes førerretten ubetinget, jf. færdselslovens

§ 126,

stk. 1, nr. 5, og § 125, stk. 1, nr. 6.

Ved manipulation med kontrolapparatet frakendes førerretten

ubetinget, hvis føreren vidste eller burde vide, at der var foretaget et

uautoriseret, konstruktivt indgreb i køretøjets kontrolapparat eller i dets

forbindelser, jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 3.

Også klippekortordningen for

kontrolapparater vedrørende køre- og hviletid

omfatter alene den

ansatte (chaufføren) og ikke arbejdsgiveren/virksomheden.

5.3.

Klippekortordningens anvendelsesområde (personkreds, dyrearter og

transportform)

5.3.1.

Arbejdsgruppens forslag

Arbejdsgruppen foreslår, at en klippekortordning på

dyretransportområdet skal omfatte både transportører og chauffører, der

udfører

erhvervsmæssig transport af dyr. Arbejdsgruppen har i den forbindelse lagt

vægt

på, at både

transportøren, der driver

erhvervsvirksomhed i form af transport af dyr, og de chauffører, der er ansat

hos denne, og som står for den praktiske udførelse af transporterne, har et

ansvar for, at reglerne om dyretransporter overholdes.

Transportøren skal tilrettelægge transporterne og indrette

køretøjerne således, at reglerne kan overholdes og må i sin virksomhed og sin

ledelse af arbejdet med transporterne ved instruktioner af de øvrige

medarbejdere

og chaufførerne og ved holdningsbearbejdelse sørge for, at dette også sker.

Chaufførerne, som modtager de dyr, der skal transporteres,

har mulighed for i et vist omfang at vurdere, om dyrene er i en tilstand,

hvor

de kan transporteres. Chaufførerne har endvidere ansvaret for, at dyrene

lastes

korrekt, og at transporten gennemføres i overensstemmelse med reglerne,

herunder f.eks. at dyrene har adgang til vand mv.

Arbejdsgruppen vurderer derfor, at både transportøren og

chaufføren skal være omfattet af ordningen.

Arbejdsgruppen har endvidere overvejet, hvilke

transportører der bør være omfattet af ordningen. Efter arbejdsgruppens

opfattelse bør ordningen rettes mod enhver, der udfører erhvervsmæssig

virksomhed ved transport af dyr. Ordningen kommer herved også til at omfatte

erhvervsmæssig dyretransport, der udføres af personer, der ikke har

dyretransport

som sit hovederhverv, f.eks. en landmand, der som et led i sit erhverv

transporterer egne dyr f.eks. til slagteriet mv. Det er således ikke en

betingelse for at være omfattet af klippekortordningen, at der kræves en

autorisation

til at udføre transporten i

medfør af transportforordningen.

Arbejdsgruppen har desuden foreslået, at

klippekortordningen alene skal finde anvendelse på

landevejstransport

af dyrearterne

svin, kvæg, heste, fjerkræ, får og geder

, som er de dyrearter, der

normalt transporteres med køretøjer på landevej. Landevejstransport er

således

langt den hyppigste transportform og samtidig der, hvor der i Danmark ses

langt

de fleste overtrædelser af reglerne om transport af dyr. Der er således på

nuværende tidspunkt ikke behov for at overveje en klippekortordning for

transport af andre dyr eller for andre former for transport, også når det

tages

i betragtning, at det bl.a. på grund af de materielle reglers udformning er

yderst kompliceret at fastsætte regler for en klippekortordning på

dyretransportområdet.

Arbejdsgruppen henviser til, at det kan overvejes at udvide

ordningen til også at omfatte andre dyr eller andre transportformer, hvis der

senere måtte vise sig et behov herfor.

5.3.2.

Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet kan generelt tilslutte sig

arbejdsgruppens vurdering af behovet for at indføre en klippekortordning, der

omfatter både transportører og chauffører, der udfører erhvervsmæssig

transport

af dyr. Som anført af arbejdsgruppen har både transportøren, der står for

planlægningen af transporten, og chaufføren, der står for den endelige

udførelse af transporten, et ansvar for, at reglerne bliver overholdt.

I lyset af de nye EU-regler på området, der har fundet

anvendelse siden den 5. januar 2007, jf. ovenfor pkt. 2.1., foreslår

Justitsministeriet imidlertid, at klippekortordningen også kommer til at

omfatte de personer, der fungerer som

organisatorer

af transporten, jf. definitionen i transportforordningens artikel 2, litra q,

det vil f.eks. sige personer, som har givet en transport i underentreprise

til

mindst én transportør.

Tilsvarende foreslås det, at ordningen også kommer til at

omfatte chaufførens

ledsagere

, når

ledsageren er omfattet af kravet om kompetencebevis efter

transportforordningens

artikel 6, stk. 5. En ledsager er efter transportforordningens artikel

2,

litra c, en person, som er direkte ansvarlig for dyrenes velfærd, og som

ledsager

disse under en transport.

Chaufføren selv forudsættes at være omfattet af

klippekortordningen, selv om den konkrete transport ikke forudsætter, at

chaufføren har et kompetencebevis, jf. herved ovenfor pkt. 2.2. om

transportforordningens regler om kompetencebeviser.

Der henvises i øvrigt til Justitsministeriets vejledning

nr. 145 af 21. december 2006 om transportforordningens anvendelsesområde.

Klippekortordningen foreslås ikke at omfatte

landmænd

, når disse alene fungerer som

leverandører af dyrene, idet klippekortordningen omfatter retten til at drive

virksomhed med eller at udføre erhvervsmæssig transport af dyr. Landmænd vil

således kun være omfattet af ordningen, hvis de fungerer som transportør

eller

som chauffør i forbindelse med transport af dyr. Landmænd, der ikke er

omfattet

af klippekortordningen, vil derimod – i det omfang de kan gøres

medansvarlige

for lovovertrædelser i forbindelse dyretransporter – være omfattet af

det

skærpede bødeniveau, jf. ovenfor pkt. 3.2.

Justitsministeriet kan desuden tilslutte sig

arbejdsgruppens vurdering af, hvilke dyrearter og hvilken transportform, der

skal være omfattet af ordningen.

5.4. Overtrædelser

omfattet af ordningen

5.4.1.

Arbejdsgruppens forslag

I forbindelse med fastlæggelsen af klippekortordningen har

arbejdsgruppen overvejet, hvilke overtrædelser der skal indgå i ordningen, og

om

der ud over et krav til overtrædelsernes art, også bør gælde et grovhedskrav,

f.eks. således at ikke enhver overskridelse af belægningsgraden medfører et

klip, men at et klip først udløses, når belægningsgraden overskrides med en

vis

procentdel.

Arbejdsgruppen har lagt vægt på, at en klippekortordning i

forhold til transportører og chauffører som udgangspunkt bør omfatte

overtrædelser, som den pågældende har mulighed for at undgå.

Ordningen bør endvidere udformes sådan, at den omfatter

overtrædelser, som er klart definerede, således at der bliver en klar og

entydig afgrænsning af kliprelevante overtrædelser.

At overtrædelserne skal være klart definerede indebærer

også, at det skal være muligt ud fra relativt enkle objektive kriterier at

afgøre, om overtrædelsen skal medføre et klip. Arbejdsgruppen finder således

ikke, at det vil være hensigtsmæssigt at definere kliprelevante overtrædelser

ved mere ubestemte begreber som f.eks. »grove« eller »væsentlige«

overtrædelser.

Ved overvejelserne om, hvilke overtrædelser der skal udløse

klip, har arbejdsgruppen set på, hvilke overtrædelser der i dag i praksis er

ofte forekommende. Det er således på disse områder, der efter arbejdsgruppens

opfattelse er det største behov for at sætte præventivt ind med en

klippekortordning.

Arbejdsgruppen har endvidere i overensstemmelse med sit kommissorium

lagt vægt på, at klippekortordningen skal være rettet mod overtrædelser af

direkte betydning for dyrenes velfærd som f.eks. overtrædelser vedrørende

belægningsgraden,

forsyning af vand etc.

Som det fremgår ovenfor under pkt. 5.3. omfatter forslaget

i øvrigt kun landevejstransport af dyr, som må anses for den hyppigst

anvendte

transportform, og kun de dyrearter, som normalt transporteres ved køretøjer

på landevej,

dvs. svin, kvæg, heste, får, geder og fjerkræ.

På grundlag af disse overordnede principper har

arbejdsgruppen vurderet, at overtrædelser af følgende krav i reglerne om

transport af dyr bør være omfattet af klippekortordningen og medføre klip:

·

Arealkrav (ved nøjagtige

arealangivelser i reglerne skal dog kun overskridelser af kravene med mere

end

10 pct. efter forslaget kunne medføre klip)

·

Indvendig højde af køretøjet (ved

nøjagtige angivelser for indvendig højde skal dog kun overskridelser af

kravene

med mere end 5 pct. skal medføre klip)

·

Ventilation

·

Drikkevand og foder

·

Strøelse

·

Transportegnethed

De nærmere overtrædelser, som arbejdsgruppen har

identificeret er baseret på de tidligere gældende bekendtgørelser om

transport

af dyr, som fra januar 2007 er erstattet af reglerne i transportforordningen

og

transportbekendtgørelsen. Det materielle indhold af reglerne er dog stort set

uændret, jf. ovenfor pkt. 2.3.

Endelig bemærkes, at det efter arbejdsgruppens opfattelse

ikke er en forudsætning, at der skal være sammenfald mellem de overtrædelser,

der medfører klip for chauffører, og de overtrædelser, der medfører klip for

transportvirksomheder. Arbejdsgruppens overvejelser fører dog frem til, at

et sådant sammenfald findes på næsten alle

punkter, sml. herved nedenfor pkt. 5.6. om ansvarsfordeling.

På enkelte punkter har arbejdsgruppen ikke været enige om

afgrænsningen af de overtrædelser, der bør være omfattet af en

klippekortordning.

For så vidt angår

arealkrav

har ét medlem af arbejdsgruppen således fundet, at en 10 pct. grænse for

overskridelser,

før der udløses et klip, er for lav, og at grænsen i stedet bør være 20 pct.

Dette medlem har bl.a. henvist til, at det for langt de fleste dyrearter er

ganske vanskeligt for en chauffør at vurdere vægten inden for en 10 pct.

margin, og at chaufføren derfor reelt ikke har en mulighed for at undgå

forseelsen.

For så vidt angår

krav

til indvendig højde

har det samme medlem henvist til, at regler for

indvendig højde delvist er et krav af mere subjektiv karakter (»tilstrækkelig

højde«), og at det derfor ikke bør være omfattet af klippekortordningen.

Der henvises i øvrigt til arbejdsgruppens rapport s. 80-104

for en nærmere gennemgang af arbejdsgruppens overvejelser.

5.4.2.

Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet kan tilslutte sig arbejdsgruppens

forslag om, at overtrædelser af reglerne vedrørende arealkrav, indvendig

højde

af køretøjet, ventilation, transportegnethed, fodring og vanding, og kravet

om

tilstrækkelig strøelse skal være omfattet af klippekortordningen og medføre

klip samt i sidste ende frakendelse af retten til at transportere dyr.

Justitsministeriet er i den forbindelse enig med

arbejdsgruppen i, at klippekortordningen skal omfatte forseelser af en vis

grovhed, således at ikke enhver overtrædelse af reglerne om transport af dyr

skal medføre klip og mulighed for frakendelse. Det er i den sammenhæng

Justitsministeriets opfattelse, at frakendelse af retten til at drive erhverv

er en meget indgribende retsfølge for både transportører og chauffører, og at

der derfor som udgangspunkt kun bør ske en udvidelse af adgangen til

rettighedsfrakendelse i tilfælde, hvor væsentlige hensyn taler derfor.

Klippekortordningen

bør således kun omfatte forhold, hvor overtrædelserne kan have direkte

betydning

for dyrenes velfærd. Mindre alvorlige overtrædelser af reglerne om transport

af

dyr vil fortsat kunne straffes efter de almindelige regler om bødestraf, jf.

herved i øvrigt pkt. 3 om skærpede bødestraffe i sager om transport af dyr.

Ligesom arbejdsgruppen lægger Justitsministeriet vægt på,

at klippekortordningen så vidt muligt kun omfatter overtrædelser, som er

objektive

og klart definerede. Det er efter Justitsministeriets opfattelse af afgørende

betydning for klippekortordningens præventive effekt, at der er den fornødne

klarhed over ordningens indhold.

For at leve op til dette krav finder Justitsministeriet, at

kun overtrædelser af reglerne om areal og indvendig højde, hvor kravene er

klart definerede bør være omfattet af ordningen.

I forhold til arbejdsgruppens forslag finder

Justitsministeriet endvidere, at også reglerne om hviletid for dyrene bør

indgå

i klippekortordningen. Justitsministeriet har herved lagt vægt på, at disse

regler tjener et væsentligt dyrevelfærdsmæssigt formål, herunder navnlig at

begrænse de gener, som de lange transporter indebærer for dyrene.

Som beskrevet ovenfor i pkt. 2.3.6. omfatter reglerne om

hviletid for dyrene både perioder, hvor dyrene kan hvile på transportmidlet

(dvs. uden krav om aflæsning), og perioder, hvor dyrene

skal

være læsset af transportmidlet. En klipudløsende overtrædelse

af hviletidskravet kan således også bestå i, at dyrene ikke læsses af, selv

om

transporten i øvrigt holder stille, og både overtrædelser af kravet om hvil

og

kravet om aflæsning foreslås således omfattet af klippekortordningen. Det

skal

i den sammenhæng dog fremhæves, at det på nuværende tidspunkt kan være

forbundet med vanskeligheder at gennemføre efterforskning med hensyn til

sager,

hvor køretøjet har holdt stille uden aflæsning af dyrene, da

handlingen/undladelsen

som altovervejende hovedregel vil finde sted uden for Danmark. Når kravet

om navigationsudstyr fra den 1. januar 2009 gælder for alle køretøjer,

der

anvendes til dyretransporter, jf. pkt. 1.1.4., vil det dog blive

lettere at gennemføre efterforskning i disse typer af sager. Det skyldes, at

navigationssystemet skal registrere oplysninger om køretøjets rute, herunder

hvile-, omladnings- og udgangssteder samt oplysninger om åbning og lukning af

køretøjets bagklap

Overtrædelser, som alene består i, at der slet ikke er

holdt hvil, vil være enklere at efterforske, da politiet – hvis der er

en

konkret mistanke om, at reglerne er overtrådt under en bestemt transport

– i forbindelse

med efterforskningen f.eks. vil kunne gennemgå de køreskiver, som køretøjet

skal være udstyret med i medfør af reglerne om køre- og hviletid, jf. pkt.

5.2.2., med henblik på at fastslå, om køretøjet har holdt hvil som

foreskrevet

i reglerne om transport af dyr.

For en mere detaljeret gennemgang af de overtrædelser, der

foreslås omfattet af klippekortordningen henvises til den foreslåede

bestemmelse i dyreværnslovens § 29 b, stk. 1, og bemærkningerne

hertil.

Arbejdsgruppen har i sit lovudkast valgt den lovtekniske

løsning, udtrykkeligt at henvise til de bestemmelser i de dagældende

transportbekendtgørelser, som foreslås omfattet af klippekortordningen.

Justitsministeriet finder det uhensigtsmæssigt i en

lovtekst at henvise til specifikke bestemmelser i bekendtgørelsen (og nu også

en EU-forordning). Med en sådan model vil enhver ændring af disse retsakter

gøre det nødvendigt at gennemføre en ændring af dyreværnsloven –

eventuelt selv

om der alene er tale om ændring af andre bestemmelser, som gør det nødvendigt

at »flytte« paragraffer eller artikler, eller ændringer af redaktionel

karakter

af de bestemmelser, der omfattes af klippekortordningen.

Justitsministeriet foreslår derfor, at der alene henvises

til karakteren af de overtrædelser, der skal være omfattet af

klippekortordningen i den foreslåede § 29 b, stk. 1, og at

justitsministeren

– for at sikre klarhed over de præcise overtrædelser, som omfattes af

ordningen

i § 29 b, stk. 2 – bemyndiges til ved bekendtgørelse (inden

for

rammerne af de forudsætninger der fremgår af dette lovforslag) at fastsætte,

hvilke bestemmelser i transportbekendtgørelsen og transportforordningen, der

omfattes af klippekortordningen.

I lyset af de vanskeligheder, der er påpeget med hensyn til

at påse overholdelsen af arealkravene – og for at understrege

transportørens og

leverandørens (landmandens) ansvar for henholdsvis at stille tilstrækkelige

transportmidler til rådighed for transporten og for ikke at levere flere

eller

tungere dyr end aftalt – vil Justitsministeriet – i det omfang det

er muligt

inden for rammerne af EU-retten – udforme en ordning, hvorefter

landmanden

udarbejder en »vejeseddel« med oplysning om

antallet og vægten af de dyr, der skal transporteres.

Ved at stille krav om en sådan »vejeseddel«, som

skal forevises

transportøren eller chaufføren forud for transporten, vil det bedre kunne

sikres, at der ikke læsses flere dyr på køretøjet end arealkravene tillader.

I

forbindelse med udformningen af denne ordning tages der stilling til et

eventuelt krav om, at landmanden senere på stedet – når chaufføren

henter

dyrene – enten skriftligt bekræfter de tidligere afgivne oplysninger

eller

skriftligt meddeler chaufføren, at dyrene nu samlet vejer et givet antal kilo

mere, således at transportøren får mulighed for at tage højde herfor, f.eks.

ved

at meddele landmanden, at transporten i så fald vil kræve, at transporten

opdeles, eller at der fremskaffes et andet – og større –

transportmiddel.

»Vejeseddelen« vil senere kunne indgå som bevis i en

eventuel straffesag mod chaufføren, transportøren eller landmanden for

(medvirken) til overtrædelse af reglerne om arealkrav.

Den beskrevne ordning vil kunne gennemføres administrativt

ved en ændring af transportbekendtgørelsen.

5.5. Ansvarsgrundlag

og ansvarsplacering (valg af ansvarssubjekt)

5.5.1.

Arbejdsgruppens forslag

5.5.1.1.

Arbejdsgruppen

har overvejet spørgsmålet om ansvarsfordelingen mellem transportører og

chauffører,

herunder i hvilket omfang transportøren som arbejdsgiver skal hæfte

strafferetligt for fejl begået af de enkelte chauffører, f.eks. ved at

overtrædelser begået af en chauffør får retsvirkninger i forhold til

transportørens

tilladelse til at transportere dyr også i tilfælde, hvor overtrædelsen ikke

kan

tilregnes transportøren (objektivt individualansvar).

Arbejdsgruppen bemærker, at en ordning med objektivt

strafansvar for transportøren – d

vs.

strafansvar for transportøren, selv om denne ikke har begået en overtrædelse,

der kan tilregnes ham

– vil kunne medvirke til at lægge et større pres

på transportvirksomhederne med hensyn til også at undgå overtrædelser, der

alene kan tilregnes chauffører. Arbejdsgruppen peger endvidere på, at et

sådant

ansvar vil kunne medvirke til at ligestille de dyretransportvirksomheder, der

drives i form af enkeltmandsvirksomhed, og hvor strafansvar i dag kun kan

pålægges, når der kan føres bevis for, at indehaveren af virksomheden er

strafferetligt medansvarlig for en overtrædelse af reglerne om

dyretransporter,

med de transportvirksomheder, der drives i selskabsform, og hvor strafansvar

kan pålægges, når der er sket en overtrædelse inden for virksomheden, som kan

tilregnes en ansat i denne, jf. umiddelbart nedenfor om overvejelserne om

frakendelsesmuligheder over for juridiske personer.

Arbejdsgruppen anfører imidlertid, at det vil være meget

vidtgående at indføre en ordning med objektivt strafansvar for transportøren

i

sager om overtrædelser af reglerne om dyretransporter, også selv om dette

generelt ville medvirke til at styrke overholdelsen af reglerne om transport

og

medføre en højere grad af ligestilling mellem virksomheder, der drives som

enkeltmandsvirksomheder, og virksomheder, der drives i selskabsform.

Et generelt objektivt strafansvar på dyretransportområdet

kombineret med en klippekortordning vil medføre, at en transportør kan

meddeles

klip også i tilfælde, hvor der intet er at bebrejde transportøren, og at

transportøren

således i sidste ende kan miste retten til at drive virksomhed, uden at der

foreligger et sædvanligt strafferetligt ansvar for denne. Dette ville i mange

tilfælde kunne forekomme urimeligt.

Arbejdsgruppen bemærker endelig, at Straffelovrådet i

betænkning nr. 1289/1995 om juridiske personers bødeansvar (s. 145-149)

pegede

på alvorlige betænkeligheder ved et strafansvar for enkeltpersoner, hvem det

hverken kan tilregnes som forsætligt eller uagtsomt, at der er realiseret en

lovovertrædelse. Straffelovrådet henviste bl.a. til, at det er i strid med

principielle forestillinger om retfærdighed og rimelighed i strafanvendelsen

at

straffe en person for en lovovertrædelse begået af ham selv eller andre, som

ikke kan bebrejdes den pågældende. Rådet tilkendegav herefter, at det er

rådets

principielle opfattelse, at objektivt individualansvar bør undgås, så vidt

det

overhovedet er muligt.

Af disse grunde finder Arbejdsgruppen ikke, at der bør

indføres objektivt ansvar for transportører.

5.5.1.2.

Klippekortordningen skal efter arbejdsgruppens forslag – ud over

chauffører –

omfatte både fysiske og juridiske personer, der driver erhvervsmæssig

virksomhed ved transport af dyr, dvs. både virksomheder, der drives som

enkeltmandsvirksomheder, og virksomheder, der er organiseret i selskabsform.

Drives transportvirksomheden – eller en anden virksomhed

(f.eks. et landbrug), der i erhvervsmæssigt øjemed udfører dyretransporter

–

som en enkeltmandsvirksomhed, vil et strafferetligt ansvar blive pålagt den

fysiske person, der er indehaver af virksomheden, hvis de almindelige

strafferetlige betingelser herfor er opfyldt. Klippet vil i sådanne tilfælde

ligeledes blive pålagt den fysiske person, der er indehaver af virksomheden.

I

tilfælde af frakendelse vil virksomheden ikke kunne føres videre af den

pågældende person.

Denne udformning af ordningen medfører for alle

virksomheder, der drives som enkeltmandsvirksomheder, at indehaveren af

virksomheden ved en frakendelse af retten til at transportere dyr må lukke

virksomheden eller afhænde den, medmindre virksomheden kan omstilles til

anden

transport.

Arbejdsgruppen er opmærksom på, at det ved en sådan ordning

ikke er muligt at udelukke omgåelse af frakendelsen, f.eks. ved at

virksomheden

overdrages til indehaverens ægtefælle, der herefter – eventuelt efter at

have

opnået autorisation til at transportere dyr – kan drive virksomheden

videre.

Det er imidlertid efter arbejdsgruppens opfattelse ikke muligt at udforme

regler, der forhindrer sådanne situationer. Selv om der blev indført en regel

om, at autorisation efter en frakendelse ikke kunne meddeles visse nærmere

angivne familiemedlemmer til den tidligere indehaver af virksomheden, eller

en

regel om, at virksomheden ikke kunne drives videre af sådanne personer, ville

der således i stedet kunne være mulighed for omgåelse af frakendelsen ved at

indsætte en udenforstående »stråmand« som indehaver af virksomheden.

Drives virksomheden, der udfører dyretransporter, i

selskabsform – dvs. som en juridisk person, jf. straffelovens § 26,

stk. 1

(omtalt ovenfor under pkt. 3.1.2.) – vil strafansvaret for en

overtrædelse af

reglerne om dyretransporter som udgangspunkt blive pålagt den juridiske

person

som sådan. I disse tilfælde forudsættes klippet ligeledes at ske i retten til

at

transportere dyr, uanset hvilken fysisk person der i forhold til en eventuel

autorisation er udpeget som ansvarlig for transportvirksomheden, og med den

virkning, at det er virksomheden, dvs. den juridiske person, der ved flere

klip

kan miste den fortsatte adgang til at transportere dyr.

Denne udformning af ordningen medfører, at klip registreres

for den juridiske person. Sælges et anpartsselskab, der har klip for

overtrædelse af dyreværnslovgivningen, vil klippene således følge selskabet,

selv om anparterne i selskabet overdrages til andre, og nye personer bliver

ansvarlige for transportvirksomheden.

Ordningen medfører desuden, at der i tilfælde, hvor der

sker frakendelse af selskabets ret til at transportere dyr, ikke vil være

mulighed for, at den samme juridiske person drives videre med

dyretransportvirksomhed, selv om selskabet sælges til andre personer. I disse

tilfælde vil det derfor kunne være nødvendigt for indehaverne af selskabet at

sælge selskabets aktiver uden en samtidig overdragelse af virksomheden i form

af den juridiske person.

Det kan endvidere ikke forhindres, at der også i disse

tilfælde er mulighed for omgåelse af frakendelsen f.eks. ved, at der oprettes

et nyt selskab med samme ejere, der køber aktiverne i det selskab, der er

frakendt retten til transportere dyr. Også her er det arbejdsgruppens

opfattelse, at der næppe er mulighed for ved lovgivning at forhindre dette,

idet regler som f.eks. forbyder oprettelse af et nyt selskab, der skal drive

virksomhed ved transport af dyr, med samme ejerkreds, også ville kunne omgås

ved at indsætte en ny ejerkreds, der består af nære familiemedlemmer eller

»stråmænd«.

Det er på denne baggrund arbejdsgruppens opfattelse, at mulighederne

for omgåelse af en klippekortordning kan indebære visse hindringer for, at

ordningen i praksis får fuld effekt. På den anden side er det arbejdsgruppens

opfattelse, at den blotte mulighed for omgåelse ikke i almindelighed vil føre

til, at virksomheder, der beskæftiger sig med dyretransport, ikke vil være

motiveret til at undgå at begå overtrædelser, der medfører klip.

Arbejdsgruppen

finder derfor ikke, at dette forhold alene kan begrunde, at der ikke indføres

en klippekortordning for virksomheder, der udfører dyretransporter.

5.5.2.

Justitsministeriets overvejelser

På samme måde som for rettighedsfrakendelser uden for en

klippekortordning finder Justitsministeriet ikke, at en klippekortordning

– og

de rettighedsfrakendelser, der kan blive en følge af klip – bør omfatte

selskaber

mv. (juridiske personer).

Der kan i den forbindelse henvises til de begrundelser, der

er anført ovenfor under pkt. 4.3. vedrørende den almindelige bestemmelse om

rettighedsfrakendelser

uden for en klippekortordning.

Som anført i den forbindelse, må det imidlertid erkendes,

at der kan forekomme tilfælde, hvor det vil virke stødende for retsfølelsen,

at

et selskab trods gentagne overtrædelser af reglerne om transport af dyr, kan

fortsætte sin virksomhed, når blot der sker udskiftning af enkeltpersoner i

ledelsen, som frakendes retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig

transport af dyr. Dette vil også gælde frakendelser efter en

klippekortordning.

Den af Justitsministeriet foreslåede bestemmelse i

dyreværnslovens § 29 d om rettighedsfrakendelse over for juridiske

personer i særligt grove tilfælde (jf. nærmere pkt. 4.3.) vil også kunne

finde

anvendelse i forhold til overtrædelser, der er omfattet af

klippekortordningen.

5.6. Antallet af klip

og retsvirkningerne heraf

5.6.1.

Arbejdsgruppens forslag

Arbejdsgruppen foreslår, at

tre klip

af overtrædelserne om transport af dyr skal medføre en

betinget frakendelse

af retten til at

beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr. Antallet af klip, der

udløser retsvirkninger foreslås at være det samme, hvad enten der er tale om

en

transportør, der udøver erhvervsmæssig virksomhed ved transport af dyr eller

en

chauffør, der udfører transporten. Yderligere tre klip inden for den treårige

prøvetid for den betingede frakendelse skal efter arbejdsgruppens forslag

medføre en

ubetinget frakendelse

af

retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr.

Arbejdsgruppen har overvejet, om der eventuelt burde

indføres et gradueret klippesystem for transportører, således at antallet af

klip, der udløser frakendelse, sættes i forhold til antallet af køretøjer,

der

udfører dyretransporter i en transportvirksomhed.

Arbejdsgruppens overvejelser om graduering af klippene for

transportvirksomheder skal ses i sammenhæng med arbejdsgruppens forslag om,

at

også transportvirksomheder, der drives i selskabsform (juridiske personer)

skal

kunne pålægges klip og i sidste ende kunne frakendes retten til at

transportere

dyr. Det vurderes således, at risikoen for at begå kliprelevante

overtrædelser

vil være større for transportvirksomheder, der udfører mange transporter og

har

flere chauffører ansat.

Et flertal i arbejdsgruppen (alle på nær ét medlem) har

imidlertid ikke fundet grundlag for at foreslå en sådan gradueret ordning

indført. Flertallet har først og fremmest lagt vægt på, at klip alene udløses

for en transportvirksomhed, hvis den kliprelevante forseelse indebærer et

almindeligt strafferetligt ansvar for virksomheden som sådan. Derudover må en

større

virksomhed i kraft af bl.a. de flere ansatte formentlig lige så godt som en

mindre virksomhed –

og måske endda

bedre

– kunne tilrettelægge arbejdet med udførelse af dyretransporter,

procedurer omkring transporterne og instruktion og oplæring af de ansatte og

chaufførerne

på en hensigtsmæssig måde

og derved sikre overholdelsen af

reglerne om dyretransporter. Endelig har arbejdsgruppen lagt vægt på, at

hensynet til dyrenes velfærd i vanskelighederne ved den praktiske

gennemførelse

af den gradueret ordning taler imod en sådan ordning.

Der henvises i det hele til arbejdsgruppens rapport, s.

107-110.

Ved fastsættelsen af antallet af klip, der skal medføre

retsvirkninger, har arbejdsgruppen lagt vægt på, at der efter arbejdsgruppens

forslag,

som den første reaktion alene skal ske en betinget frakendelse af retten til

at

transportere dyr. En betinget frakendelse tjener som en advarsel for

virksomheden om, at den fremover må udøve endnu større bestræbelser på at

overholde de gældende regler om dyretransport, men indebærer ikke nogen

retsvirkninger

i øvrigt.

Fastsættelsen af den betingede frakendelse er inspireret af

de klippekortordninger, der findes på færdselslovens område, dels for førere

af

køretøjer og dels for chauffører vedrørende kontrolapparater på køre- og

hviletidsområdet,

som begge indebærer, at der sker en betinget frakendelse af førerretten,

såfremt der begås tre kliprelevante overtrædelser inden for tre år. En

betinget

frakendelse af førerretten indebærer, at den pågældende fører inden for en

frist, der fastsættes af politiet, skal aflægge en kontrollerende køreprøve.

Førerretten inddrages, hvis den kontrollerende køreprøve ikke bestås, eller

vedkommende undlader at medvirke til den.

På de nævnte områder fungerer den betingede frakendelse

således som en advarsel mod at begå nye overtrædelser af færdselsloven og

tilskynder den dømte til at overholde færdselslovens regler.

Fordelen ved en ordning med betinget frakendelse på

dyretransportområdet vil på tilsvarende måde være, at en betinget frakendelse

har en præventiv funktion, der på en effektiv og hensigtsmæssig måde

modvirker

fremtidige overtrædelser.

Hertil kommer, at en ubetinget frakendelse er meget

indgribende navnlig for den virksomhed, som må lukke, men også for

chaufføren,

som ikke længere kan drive erhverv ved transport af dyr.

Da formålet med en klippekortordning på

dyretransportområdet efter arbejdsgruppens opfattelse primært er at opnå en

præventiv effekt for at forhindre overtrædelser af reglerne – og ikke at

forhindre erhvervsvirksomhed ved dyretransport i Danmark – finder

arbejdsgruppen,

at der først bør ske en betinget frakendelse af virksomhedens ret til at

transportere

dyr, og at der herefter ved tre nye klip, der begås i perioden for den

betingede

frakendelse, skal ske ubetinget frakendelse af retten, jf. nærmere

arbejdsgruppens

rapport, s. 111-113.

Som nævnt ovenfor indebærer en betinget frakendelse af

førerretten efter færdselsloven, at den pågældende fører skal aflægge en

kontrollerende køreprøve, og at førerretten inddrages, hvis den

kontrollerende

køreprøve ikke bestås.

Det vil efter arbejdsgruppens opfattelse være bedst

overensstemmende med ordningen på færdselslovens område og med formålet med

en

ordning med betinget frakendelse, hvis en betinget frakendelse af retten til

at

transportere dyr ligeledes får retsvirkninger i form af en prøve eller

lignende,

hvorved det kontrolleres, om virksomheden fremover må anses for at være i

stand

til at overholde de gældende regler om dyretransporter.

En sådan ordning vil dog ikke kunne etableres uden

yderligere grundige overvejelser, som arbejdsgruppen på grund af tidsfristen

for færdiggørelsen af rapporten ikke har haft mulighed for at foretage.

Overvejelser om en eventuel ordning med kontrollerende

prøver kan efter arbejdsgruppens opfattelse dog naturligt ske i tilknytning

til

de overvejelser, der er nødvendige som følge af, at der med virkning fra 1.

januar

2008 stilles krav om kompetencebeviser til chauffører.

For så vidt angår spørgsmålet om, inden for hvilket tidsrum

et klip skal have retsvirkninger, dvs. hvornår et klip forældes, bemærkes, at

det efter klippekortordningen i færdselsloven, der omfatter alle førere af

motorkøretøjer,

gælder, at hvert klip har gyldighed i tre år fra tidspunktet, hvor den

kliprelevante overtrædelse er begået.

Et

klip har således gyldighed fra gerningstidspunktet – og ikke først fra

det

senere tidspunkt, hvor sagen afgøres ved et bødeforelæg eller en dom.

Det er arbejdsgruppens opfattelse, at det vil være

hensigtsmæssigt at tage udgangspunkt i denne ordning, hvorefter

gentagelsesvirkningen af et klip begynder at løbe fra gerningstidspunktet.

Herved opnås dels, at klippet kun tæller i den periode, der ligger

umiddelbart

i forlængelse af forseelsen, og dels at der ved senere overtrædelser ikke

opstår situationer, hvor klip nr. 1 ikke har betydning for forseelser, der

bliver begået i perioden mellem gerningstidspunktet for det første klip og

afgørelsestidspunktet vedrørende dette. Endvidere forældes hvert klip løbende

fra gerningstidspunktet, således at en eventuel langvarig behandling af en

straffesag om den kliprelevante forseelse ikke medfører, at klippet belaster

virksomheden i urimeligt lang tid efter, at det strafbare forhold er begået.

Det foreslås derfor, at klippets retsvirkninger regnes fra

det tidspunkt, hvor transportvirksomheden har gjort sig skyldig i

overtrædelsen.

Arbejdsgruppen finder tillige, at det vil være

hensigtsmæssigt at udforme klippekortordningen på dyretransportområdet,

således

at et klip har retsvirkning i tre år, idet arbejdsgruppen herved også har

taget

udgangspunkt i ordningen på færdselslovens område. Det bemærkes i den

forbindelse,

at en kortere periode for klippets retsvirkninger vil forringe den præventive

virkning af ordningen, mens en længerevarende retsvirkning af de enkelte klip

vil medføre, at ordningen bliver mere belastende end klippekortordningen

efter

færdselsloven.

Arbejdsgruppen foreslår i forlængelse heraf, at prøvetiden

for den betingede frakendelse ligesom på færdselslovens område bør fastsættes

til tre år, som efter arbejdsgruppens opfattelse er en passende periode med

henblik på at opnå en tilstrækkelig præventiv effekt af frakendelsen.

Endelig finder arbejdsgruppen, at det er hensigtsmæssigt at

fastsætte regler om, at tre eller flere

kliprelevante

forseelser under én transport

skal medføre en betinget frakendelse af

retten til at transportere dyr. Dette svarer til ordningen på

færdselslovens område, hvor hver enkelt

forseelse medfører et klip, selv om forseelserne begås under samme

kørselsforløb eller i samme kørselssituation.

Efter arbejdsgruppens opfattelse bør en klippekortordning

på dyretransportområdet også udformes således, at der udløses et klip for

hver

enkelt overtrædelse, uanset om overtrædelserne foreligger samtidigt eller

uafhængigt

af hinanden. Der bør således ikke gives en lempeligere sanktion, når der

samtidigt foreligger f.eks. tre overtrædelser, idet der i disse situationer i

endnu højere grad end ved enkeltstående overtrædelser opstår risiko for

dyrenes

velfærd. F.eks. kan nævnes, at en overtrædelse af arealkravene, der

foreligger

samtidig med mangelfuld ventilation og manglende vanding af dyrene, vil øge

belastningen af dyrene meget væsentligt.

Omvendt peger arbejdsgruppen på tilfælde, hvor det vil

forekomme ude af proportioner, hvis der gives flere klip for samtidige

overtrædelser. I tilfælde, hvor der f.eks. under en og samme transport

transporteres svin af flere størrelser og begås overtrædelser af forskellige

arealkrav fastsat efter svinenes størrelse, vil det efter arbejdsgruppens

opfattelse i almindelighed ikke være rimeligt, at der udløses et klip for

hver

enkelt af de forskellige arealkrav, der er overtrådt. Efter arbejdsgruppens

opfattelse kan spørgsmålet om klip i denne situation imidlertid bedst løses

ved

anklagemyndighedens afgørelse om tiltalespørgsmålet, således at

anklagemyndigheden

som udgangspunkt i sådanne tilfælde ikke nedlægger påstand om mere end ét

klip.

En samtidig overtrædelse af flere af de ovennævnte

kliprelevante overtrædelser kan være så grov, at der foreligger mishandling

af

dyrene. I sådanne tilfælde vil der efter de gældende regler kunne være

grundlag

for frakendelse af retten til at beskæftige sig med dyr efter bestemmelsen i

dyreværnslovens § 29 eller for frakendelse af autorisationen til

transport

efter straffelovens § 79.

Det er arbejdsgruppens opfattelse, at klippekortordningen i

disse situationer ikke bør medføre en mildere sanktion end under de

nugældende

regler, og der er således behov for særlige regler om frakendelse i sådanne

situationer,

jf. ovenfor under pkt. 4.

Det er hverken i færdselsloven eller i forarbejderne til

denne fastsat, for hvilken periode en ubetinget frakendelse skal ske, når der

i

prøvetiden for den betingede frakendelse begås tre nye kliprelevante

forseelser. Der foreligger heller ikke en fast retspraksis herom endnu.

For så vidt angår varigheden af ubetinget frakendelse

gælder på dyreværnslovgivningens område bestemmelsen i dyreværnslovens

§ 29,

stk. 1, om frakendelse af retten til at transportere dyr, hvorefter

frakendelse kan ske for bestandigt eller for et nærmere fastsat tidsrum. I

praksis anvendes næppe frakendelsestider efter bestemmelsen i dyreværnsloven,

der er kortere end 1 år. Frakendelse efter straffelovens § 79, sker

efter

§ 79, stk. 3, på tid fra 1 til 5 år eller indtil videre.

I forbindelse med fastlæggelsen af varigheden af den

ubetingede frakendelse på klippekortordningens anvendelsesområde, må der

lægges

vægt på, at virksomheden nu har begået i alt seks

overtrædelser af reglerne om dyretransport, og at der for alle

disse overtrædelser foreligger et selvstændigt almindeligt strafferetligt

ansvar for virksomheden.

Ved et sådant antal overtrædelser bør en ubetinget

frakendelse ske for en længere periode. Arbejdsgruppen foreslår, at

varigheden

af en ubetinget frakendelse i disse tilfælde fastsættes til tre år.

Det bemærkes, at en treårig periode for en ubetinget

frakendelse også harmonerer med den regel om adgangen til at opnå

autorisation,

der er fastsat i transportforordningen, jf. artikel 10, stk. 2, litra c.

Efter denne bestemmelse er det en forudsætning for udstedelse af en

autorisation til en transportvirksomhed, at ansøgerne eller deres

repræsentanter ikke har gjort sig skyldige i alvorlige overtrædelser af

fællesskabslovgivningen eller national lovgivning vedrørende beskyttelse af

dyr

i de tre år, der går forud for indgivelsen af ansøgningen.

5.6.2.

Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens forslag om

antallet og gyldigheden af klip.

Som det fremgår af pkt. 5.5.2. ovenfor, er det

Justitsministeriets opfattelse, at klippekortordningens

frakendelsesbestemmelser

ikke bør finde anvendelse på transportører, der er etableret i selskabsform

(juridiske personer). På det grundlag er arbejdsgruppens overvejelser om

graduering af klip i forhold til virksomhedens størrelse efter

Justitsministeriet

opfattelse derfor ikke længere så aktuelle. Strafansvar og klip i forhold til

transportøren forudsætter således, at de sædvanlige betingelser for

strafansvar, herunder at der skal være tale om en forsætlig eller uagtsom

handling eller undladelse, skal være opfyldt i den enkelte sag. Der er med

lovforslaget

ikke tale om, at transportøren strafferetligt »hæfter« for ansattes

overtrædelser af reglerne om transport af dyr.

Justitsministeriet finder ligesom arbejdsgruppen, at kravet

om, at tre klip skal udløse en betinget frakendelse, er passende, navnlig når

det tages i betragtning, at alle tre klip vil kunne udløses på baggrund af én

og samme transport, hvis der i forbindelse med transporten sker tre

overtrædelser af reglerne omfattet af klippekortordningen, f.eks. tre

overtrædelser af reglerne om henholdsvis ventilation, vand og strøelse. Ved

fastlæggelsen af antallet har klip har Justitsministeriet lagt vægt på, at

der

for en transportør eller chauffør som udgangspunkt skal være mulighed for at

rette ind, før der foreligger en retsvirkning i form af en betinget

frakendelse.

Derudover er ordningen med tre klip forud for den betingede frakendelse

allerede velkendt fra færdselslovens område, hvor systemet har vist sig at

have

en gavnlig præventiv effekt på antallet af overtrædelser omfattet af

klippekortordningen.

For så vidt angår overvejelserne om mulige

retsvirkninger af den betingede frakendelse

er Justitsministeriet enig med arbejdsgruppen i, at anvendelsen af en

betinget

frakendelse af retten til at transportere dyr, vil sende en betydelig

advarsel

til den pågældende om, at overtrædelserne får konsekvenser. Det forventes

således,

at denne advarsel i sig selv vil fungere som en tilskyndelse for den

pågældende

lovovertræder til at overholde reglerne.

Justitsministeriet er imidlertid også enig med

arbejdsgruppen i, at tilskyndelsen til at overholde reglerne vil forstærkes,

hvis der samtidig knyttes en egentlig retsvirkning som vilkår til den

betingede

frakendelse.

Justitsministeriet foreslår på denne baggrund, at der

stilles krav om, at personer, der er idømt eller har vedtaget en betinget

frakendelse af retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af

dyr

skal bestå en

kontrollerende prøve

i

form af den afsluttende eksamen, der knytter sig til

kompetencebevisuddannelsen

for chauffører, jf. herved ovenfor pkt. 2.2.

Vilkåret betyder, at en transportør eller en chauffør/ledsager,

der betinget frakendes retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig

transport af dyr, inden for en frist, der fastsættes af Fødevarestyrelsen,

skal

bestå denne kontrollerende prøve. Dette gælder også for chauffører og

transportører,

der ikke efter transportforordningen skal have et kompetencebevis.

Hvis de pågældende transportører og chauffører ikke består

prøven inden den fastsatte frist – enten fordi den pågældende dumper

eller helt

undlader at gå op til prøven – vil de ikke lovligt kunne udføre

dyretransporter

i Danmark. Og de vil kunne straffes, hvis de alligevel gør det.

Der henvises til den foreslåede bestemmelse i

dyreværnslovens § 29 f, stk. 2, om den kontrollerende prøve, og

§ 29

g, stk. 1, 2. pkt., om straf for at beskæftige sig med erhvervsmæssig

transport

af dyr, hvis man ikke består den kontrollerende prøve inden for den fastsatte

frist.

De nærmere betingelser for indholdet og gennemførelsen af

den kontrollerende prøve foreslås fastsat administrativt, jf. den foreslåede

bestemmelse i dyreværnslovens § 29 f, stk. 3.

Det kan tilføjes, at kravet om den kontrollerende prøve vil

finde anvendelse i alle tilfælde, hvor personer betinget er frakendt retten

til

at transportere dyr, jf. ovenfor pkt. 4 om rettighedsfrakendelse uden for

klippekortordningen.

Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens forslag om, at

prøvetiden

for den betingede dom skal

være på tre år.

For så vidt angår

varigheden

af den ubetingede frakendelse

, finder Justitsministeriet, at det vil være

forkert at fastsætte forskellige regler for ubetingede frakendelser

henholdsvis

inden for og uden for klippekortordningen.

For ubetingede frakendelser uden for klippekortordningen foreslås,

at frakendelse sker for bestandig eller for et nærmere fastsat tidsrum, jf.

ovenfor pkt. 4.2.

Justitsministeriet finder det ikke afgørende, at det i

forbindelse med en ansøgning om autorisation er en forudsætning, at ansøgerne

eller deres repræsentanter ikke har gjort sig skyldige i alvorlige

overtrædelser af fællesskabslovgivningen eller national lovgivning vedrørende

beskyttelse af dyr i de tre år, der går forud for indgivelsen af ansøgningen.

At strafferetlige afgørelser, der er mere end tre år gamle, modsætningsvis

ikke

kan tages i betragtning, er efter Justitsministeriets opfattelse ikke til

hinder for, at en fremadrettet rettighedsfrakendelse får en længere varighed

end tre år.

Justitsministeriet foreslår derfor, at også en ubetinget

frakendelse efter klippekortordningen sker for bestandig eller for et nærmere

fastsat tidsrum svarende til, hvad der gælder efter den nuværende bestemmelse

i

dyreværnslovens § 29 og den af arbejdsgruppen foreslåede bestemmelse,

jf.

§ 30, stk. 1, 1. pkt., i arbejdsgruppens lovudkast.

Der henvises til den foreslåede bestemmelse i dyreværnslovens

§ 29 c, stk. 1.

6. Samspillet mellem betingede

frakendelser inden for og uden for klippekortordningen

6.1. Arbejdsgruppens

forslag

Efter arbejdsgruppens forslag indføres adgang til at idømme

en betinget frakendelse af retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig

transport af dyr, dels som en obligatorisk retsfølge efter tre klip i medfør

af

klippekortordningen, dels som en mulig retsfølge ved mishandling eller

uforsvarlig

behandling af dyr.

Arbejdsgruppen foreslår, at de to former for betingede

frakendelser kan kombineres, således at en person, der er idømt en betinget

frakendelse efter klippekortordningen (jf. ovenfor pkt. 5), og som i

prøvetiden

begår et forhold, som isoleret set ville føre til en betinget frakendelse

efter

den almindelige frakendelsesregel uden for klippekortordningen (jf. ovenfor

pkt. 4) – eller som omvendt efter at være idømt en betinget frakendelse

uden

for klippekortordningen, og som i prøvetiden begår tre overtrædelser, der

udløser klip efter klippekortordningen – samlet skal idømmes en

ubetinget frakendelse.

6.2.

Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens forslag.

Der henvises til den foreslåede bestemmelse i

dyreværnslovens § 29 c, stk. 1, og bemærkningerne hertil.

Justitsministeriet finder, at bestemmelsen bør suppleres

med en bestemmelse svarende til færdselslovens § 126, stk. 2, hvorefter

der under særlig formildende omstændigheder kan ske betinget frakendelse,

hvor

der ellers efter reglerne skulle ske ubetinget frakendelse, fordi det eller

de

nye forhold isoleret set ville føre til en betinget frakendelse.

Bestemmelsen er tiltænkt et meget snævert anvendelsesområde

og forudsættes anvendt i samme yderst begrænsede omfang som færdselslovens

§ 126,

stk. 2.

Der henvises til den foreslåede bestemmelse i

dyreværnslovens § 29 c, stk. 2.

Om varigheden af den ubetingede frakendelse henvises til

pkt. 5.6.2. ovenfor.

7. Udførelse af dyretransporter trods

frakendelse

7.1. Gældende ret

Efter straffelovens § 131, stk. 1, straffes bl.a.

den, der »vedblivende udøver en virksomhed, til hvilken retten er ham

frakendt«

med bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Efter § 131, stk. 2,

straffes den, som medvirker til, at en person, der er frakendt retten til at

udøve en virksomhed, udøver denne, med bøde eller under særlig skærpende

omstændigheder

med fængsel indtil 4 måneder.

Denne bestemmelse omfatter både rettighedsfrakendelse efter

straffelovens § 79 og efter særlovgivningen.

For

forbud mod at eje, bruge, passe, slagte eller i det hele

beskæftige sig personligt med dyr meddelt efter dyreværnslovens § 29,

gælder en særlig bestemmelse i § 29, stk. 1, 4. pkt., hvorefter

overtrædelse af forbuddet straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.

7.2. Arbejdsgruppens

forslag

Arbejdsgruppen foreslår, at der fastsættes regler om straf

for overtrædelser af forbud mod at beskæftige sig med erhvervsmæssig

transport

af dyr (dvs. ubetinget rettighedsfrakendelse) på linje med de regler, der

gælder

for overtrædelse af forbud meddelt efter dyreværnslovens § 29.

Selv om fortsat udøvelse af virksomhed, hvortil retten er

frakendt efter de foreslåede bestemmelser i dyreværnslovens § 29 a,

stk. 1,

eller § 29 c, stk. 1, eller § 29 d – og medvirken hertil

– ville

være strafbart efter den generelle bestemmelse i straffelovens § 131,

foreslår arbejdsgruppen, at der indsættes en særlig regel herom i

dyreværnsloven

for at tydeliggøre, at sådanne forhold er strafbare.

Da udførelse af dyretransport trods en ubetinget

frakendelse vil være egnet til at underminere en klippekortordning på

dyretransportområdet,

hvis de ikke mødes med sanktioner af en følelig størrelse, foreslår

arbejdsgruppen,

at det af bemærkningerne til et lovforslag kommer til at fremgå, at der ved

fastsættelsen af straffe for overtrædelser skal tages udgangspunkt i de

sanktioner, der anvendes på færdselsområdet ved kørsel i frakendelsestiden.

Tilsvarende bør der udmåles bøder af en ikke ubetydelig størrelse for andres

medvirken til, at der udføres erhvervsmæssig dyretransport i en virksomhed

eller af en person, der er frakendt retten hertil.

7.3.

Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet er enig med arbejdsgruppen i, at det kan

være hensigtsmæssigt at medtage en bestemmelse om straf for manglende

overholdelse af en rettighedsfrakendelse efter de foreslåede nye regler om

dyretransporter

for at tydeliggøre forholdets strafbarhed og strafværdighed, selv om

forholdet

principielt ville være omfattet af straffelovens § 131.

Justitsministeriet

foreslår derfor en sådan bestemmelse indsat i dyreværnslovens § 29 g.

Justitsministeriet er også enig i bemærkningerne om

sanktionsfastsættelsen på området, og det forudsættes således, at der udmåles

følelige sanktioner i form af bøde og i grovere tilfælde kortere

frihedsstraffe

med udgangspunkt i sanktionerne på færdselslovens område for kørsel i

frakendelsestiden.

8. Processuelle bestemmelser i sager om

overtrædelse af reglerne for dyretransporter

8.1. Arbejdsgruppens

forslag

I klippekortordningen efter færdselsloven er et klip en

obligatorisk retsfølge ved overtrædelser af færdselsloven, der er

kliprelevante. Endvidere registreres det enkelte klip automatisk i Det

Centrale

Kriminalregister, når den pågældende fører har vedtaget et udenretligt

bødeforelæg for en kliprelevant overtrædelse, eller når der er faldet dom for

en sådan overtrædelse, jf. nærmere arbejdsgruppens rapport s. 57-58. Der skal

således ikke træffes en særskilt afgørelse om, at overtrædelsen udløser et

klip, men det meddeles den tiltalte i anklageskriftet, at overtrædelsen

medfører

et klip.

Efter arbejdsgruppens opfattelse skal klip ligeledes være

en obligatorisk retsfølge, hvis der foreligger en overtrædelse af reglerne om

transport af dyr, som er kliprelevant. Hvis den tiltalte findes skyldig i en

af

de kliprelevante overtrædelser, skal der således ikke foretages en nærmere

vurdering

af, om dette bør udløse et klip, idet

dette altid vil være tilfældet, hvis den pågældende er omfattet af

personkredsen i de foreslåede bestemmelse om klippekortordningen (§ 31

a,

stk. 1, eller § 31 b, stk. 1, i arbejdsgruppens lovudkast) og

findes skyldig i overtrædelsen.

Derimod er det efter arbejdsgruppens opfattelse næppe

muligt at foretage den samme automatiske registrering af klippet som på

færdselslovsområdet.

Dette skyldes bl.a., at der i nogle tilfælde ved

overtrædelse af reglerne om transport af dyr – i modsætning til, hvad

der

gælder ved klip efter færdselsloven – vil være grundlag for at gøre

strafansvar

gældende over for flere som følge af den samme overtrædelse. Strafansvar for

en

kliprelevant overtrædelse kan således tænkes pålagt både chaufføren og

transportøren og skal således udløse klip for begge. Er også den landmand,

der

har leveret dyrene til transport, strafferetligt ansvarlig for overtrædelsen,

f.eks. ved at denne har medvirket til, at kravene til areal for det enkelte

dyr

ikke er overholdt, skal landmanden imidlertid alene idømmes en bøde, men ikke

et klip jf. ovenfor pkt. 5.3.

Da det i sådanne tilfælde vil være vanskeligt at afgøre i

forbindelse med registreringen af afgørelsen i Det Centrale Kriminalregister,

hvilke af de nævnte personer der har modtaget et klip, foreslås det, at

klippet

meddeles ved den enkelte afgørelse, således at dette – ligesom en

førerretsfrakendelse

på færdselsområdet, der også kan være en obligatorisk retsfølge –

idømmes ved

dommen eller kan vedtages samtidig med en udenretlig vedtagelse af et

bødeforelæg for overtrædelsen.

Anklagemyndigheden må således i forbindelse med

tiltalerejsningen tage stilling til, om det er relevant at pålægge den

tiltalte

et klip for overtrædelsen og tilkendegive i anklageskriftet, at dette skal

være

en retsfølge i sagen. Også karakteren af de sager, der skal udløse klip, og

de

komplicerede regler på området, taler efter arbejdsgruppens opfattelse for

denne løsning.

Efter færdselslovens § 119 a, stk. 1, er der

mulighed for at afgøre visse overtrædelser af loven, der ikke skønnes at

medføre højere straf end bøde, med et udenretligt bødeforelæg. Det er

endvidere

efter denne bestemmelse muligt udenretligt i et vist omfang at vedtage

kørselsforbud samt ubetinget eller betinget frakendelse af førerretten i et

nærmere angivet tidsrum.

En bestemmelse af denne art er procesbesparende og

indebærer for den tiltalte den fordel, at han kan undgå at skulle møde i

retten

til en domsforhandling, hvis han kan erkende sig skyldig i overtrædelsen og

ikke har indsigelser mod bødens størrelse og en eventuel frakendelse af

førerretten/kørselsforbud.

På dyretransportområdet er det ligeledes muligt udenretligt

at vedtage en bøde efter den almindelige regel herom i retsplejelovens

§ 832.

Derimod kan frakendelse af retten til at beskæftige sig med dyr efter

dyreværnslovens

§ 29 og frakendelse af en autorisation til transport af dyr efter

straffelovens § 79 ikke vedtages udenretligt. Nedlægger

anklagemyndigheden

påstand efter disse bestemmelser, skal sagen således indbringes for retten og

afgøres ved dom.

Det er arbejdsgruppens opfattelse, at der i en

klippekortordning på dyretransportområdet bør indføres bestemmelser svarende

til bestemmelserne på færdselslovens område, således at sager mod

transportører

og chauffører kan afgøres udenretligt også i de tilfælde, hvor der er tale om

kliprelevante forseelser eller om betinget eller ubetinget frakendelse. Der

henvises til § 31 c, stk. 1, i arbejdsgruppens lovudkast.

Ligeledes foreslår arbejdsgruppen en regel om, at klip samt

betinget og ubetinget frakendelse af retten til at transportere dyr, kan

vedtages indenretligt, jf. den tilsvarende bestemmelse om indenretlig

vedtagelse i færdselssager om betinget og ubetinget frakendelse i

færdselslovens § 119 a, stk. 3, jf. arbejdsgruppens lovudkast

§ 31

c, stk. 2.

Arbejdsgruppen har overvejet, om der bør fastsættes andre

særlige regler om domstolenes behandling af sager om overtrædelse af

dyretransportregler,

der kan medføre klip.

Det følger af retsplejelovens § 686, stk. 2, at domsmænd

medvirker i sager, hvor der bliver spørgsmål om højere straf end bøde, eller

som i øvrigt skønnes at være af særlig indgribende betydning for tiltalte

eller

af særlig offentlig interesse. Domsmænd skal derfor som udgangspunkt ikke

medvirke i sager, hvor der alene er spørgsmål om straf i form af bøde for

overtrædelse af reglerne om transport af dyr. Da spørgsmål om klip samt om

betinget

eller ubetinget frakendelse af retten til at transportere dyr ikke er en

straf,

men en anden retsfølge, skal domsmænd kun medvirke, hvis sagen skønnes at

være

af særlig indgribende betydning for tiltalte.

Efter arbejdsgruppens opfattelse er det hensigtsmæssigt, at

der i en ny lovgivning om en klippekortordning tages udtrykkelig stilling

til,

i hvilke sager domsmænd skal medvirke, således som det også er sket i

færdselslovens

§ 119.

Det foreslås, at sager, hvor der alene er spørgsmål om klip

eller betinget frakendelse, skal behandles uden domsmænd. Sager om ubetinget

frakendelse vil efter arbejdsgruppens opfattelse normalt være af en sådan

indgribende betydning for den tiltalte, uanset om denne er transportør eller

chauffør, at der bør medvirke domsmænd, og det foreslås derfor, at domsmænds

medvirken i disse tilfælde bliver obligatorisk, medmindre sagen kan fremmes

som

en tilståelsessag.

Overtrædelser af færdselsloven, der kan medføre klip, kan

afgøres af domstolene ved en udeblivelsesdom efter bestemmelsen i

retsplejelovens

§ 897. Ifølge stk. 1 i denne bestemmelse kan retten således i

sager,

hvor der ikke er spørgsmål om højere straf end bøder, og hvor

omstændighederne

ikke findes at tale herimod, anse en tiltalt, som udebliver uden oplyst

lovligt

forfald, for at have tilstået det påsigtede forhold. Dommen kan udfærdiges

straks ved en påtegning på anklageskriftet.

Det er tvivlsomt, om der i den nævnte bestemmelse er

hjemmel til at idømme sådanne klip, som ved forslaget om en klippekortordning

for dyretransporter indføres som en ny retsfølge. For så vidt angår

overtrædelser

af færdselslovens kliprelevante regler kan bestemmelsen anvendes, idet klip

her

ikke idømmes, men pålægges automatisk ved registreringen af overtrædelsen i

Det

Centrale Kriminalregister. Bestemmelsen giver ikke mulighed for at idømme

betinget eller ubetinget frakendelse af retten til at transportere dyr ved en

udeblivelsesdom.

Efter arbejdsgruppens opfattelse bør det være muligt at

pålægge klip ved udeblivelsesdomme, når der er tale om ét eller to klip, der

ikke – heller ikke sammen med tidligere overtrædelser – vil udløse

en ubetinget

frakendelse. En sanktion i form af et klip, der ikke udløser ubetinget

frakendelse, er således efter arbejdsgruppens opfattelse ikke af en sådan

alvorlig karakter, at det skal være udelukket at afgøre sagen med en

udeblivelsesdom. Det foreslås således, at der også ved en udeblivelsesdom kan

idømmes betinget frakendelse som følge af klip. Dette skyldes både, at den

betingede frakendelse kun indebærer retsvirkning i form af en advarsel mod at

begå yderligere overtrædelser, og hensynet til at kunne afgøre sager mod

tiltalte

med bopæl i udlandet ved en udeblivelsesdom, selv om retsfølgen er en

betinget

frakendelse. Det bemærkes i den forbindelse også, at der er adgang til

genoptagelse af de nævnte udeblivelsesdomme under betingelserne i

retsplejelovens

§ 987, stk. 1.

Derimod finder arbejdsgruppen, at det bør være udelukket at

anvende udeblivelsesdom, hvis der under sagen er spørgsmål om ubetinget

frakendelse af retten til at transportere dyr, idet der herved er tale om en

så

indgribende retsfølge, at tiltalte bør være til stede under

domsforhandlingen.

Forslaget vedrørende udeblivelsesdomme fremgår af

arbejdsgruppens lovudkast § 31 c, stk. 4.

Om tiltaltes adgang til anke af en byretsdom, hvorved der

er idømt klip eller betinget eller ubetinget frakendelse af retten til at

transportere

dyr, gælder bestemmelsen i retsplejelovens § 902, stk. 2. Ifølge

denne regel kan tiltalte anke, såfremt han har givet møde i sagen, og en bøde

på over 3.000 kr. eller andre offentligretlige følger er idømt. Da klip samt

ubetinget/betinget frakendelse er andre offentligretlige følger, vil tiltalte

således kunne anke til landsretten, medmindre han er dømt som udebleven, jf.

forslaget herom ovenfor. Arbejdsgruppen finder derfor ikke grundlag for at

foreslå særlige regler om anke.

8.2. Justitsministeriets

overvejelser

Justitsministeriet er enig med arbejdsgruppen i, at et klip

for overtrædelse af reglerne om transport af dyr – ligesom på

færdselslovens

område – skal være en obligatorisk retsfølge inden for

klippekortordningens område.

Justitsministeriet finder imidlertid ikke, at hensynet til

at sikre en korrekt registrering af afgørelsen i Det Centrale

Kriminalregister

gør det nødvendigt retsteknisk at gøre klip til en formel, selvstændig

retsfølge af lovovertrædelsen. Hensynet til at sikre en korrekt registrering

–

og hensynet til at vejlede den pågældende transportør eller chauffør/ledsager

om, at vedkommende »får et klip« – kan efter Justitsministeriets

opfattelse

varetages ved, at det af bødeforelægget (ved udenretlig vedtagelse), af

retsbogen

(ved indenretlig vedtagelse) eller af dommen tydeligt fremgår, at

overtrædelsen

er omfattet af klippekortordningen. Klippet er derfor, jf. dets obligatoriske

karakter, efter lovforslaget ikke en retsfølge, der skal vedtages eller

idømmes. Det skal blot objektivt konstateres, at det forhold, som den

pågældende tilstår eller findes skyldig i, er omfattet af

klippekortordningen.

Der henvises til den foreslåede bestemmelse i

dyreværnslovens § 29 i og bemærkningerne hertil.

Justitsministeriet finder på den baggrund ikke grundlag for

at indføre en videregående adgang til at afgøre sager om overtrædelse af

reglerne om transport af dyr ved udeblivelsesdom, end hvad der følger af den

almindelige

bestemmelse i retsplejelovens § 897, stk. 1. Når klip ikke gøres

til

en formel retsfølge, er der således efter Justitsministeriets opfattelse ikke

noget til hinder for at afgøre bødesager (der samtidig medfører klip) efter

retsplejelovens regel om udeblivelse i bødesager. Henset til sagernes

karakter

finder Justitsministeriet ikke, at det vil være rigtigt at give mulighed for

at

afgøre sager om betinget frakendelse af retten til at beskæftige sig med

erhvervsmæssig transport af dyr ved udeblivelsesdom.

Der er derfor ikke i lovforslaget medtaget en bestemmelse

svarende til § 31 c, stk. 4.

Endelig finder Justitsministeriet, at ubetinget frakendelse

af retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr er så

indgribende

over for den pågældende transportør eller chauffør/ledsager, at der kun bør

indføres adgang til i retten – dvs. foran en dommer – at vedtage en

ubetinget

frakendelse. Det gælder både ubetinget frakendelse som følge af mishandling

eller uforsvarlig behandling af dyr og ubetinget frakendelse efter

klippekortordningen. Det samme gælder betinget frakendelse efter den meget

skønsprægede bestemmelse i dyreværnslovens § 29 a, stk. 2.

Der henvises til den foreslåede bestemmelse i

dyreværnslovens § 29 h og bemærkningerne hertil.

Justitsministeriet kan endelig tiltræde arbejdsgruppens

forslag til regler om domsmænds medvirken.

Der henvises til den foreslåede bestemmelse i

dyreværnslovens § 29 j og bemærkningerne hertil

9. Særlige spørgsmål om udenlandske

transportører og chauffører m.fl.

9.1. Arbejdsgruppens

overvejelser

Det er arbejdsgruppens opfattelse, at det er af væsentlig betydning

for håndhævelsen af en klippekortordning på dyretransportområdet, i hvilket

omfang det er muligt at idømme udenlandske chauffører og transportører klip

samt betinget eller ubetinget frakendelse af retten til at transportere dyr,

og

hvilken rækkevidde sådanne afgørelser får.

Transportforordningen indeholder mulighed for, at en

medlemsstat kan nedlægge midlertidigt forbud mod, at dyr transporteres af en

virksomhed på medlemsstatens område, når virksomheden har gjort sig skyldig i

gentagne eller alvorlige overtrædelser af bestemmelserne i forordningen.

Anvendelsen af et midlertidigt forbud forudsætter imidlertid, at

myndighederne

har udtømt alle muligheder for gensidig bistand og udveksling af oplysninger

med den kompetente myndighed i det land, der har udstedt en autorisation til

virksomheden, jf. artikel 26, stk. 6. Der er således ikke grundlag for

at

tilbageholde køretøjer fra virksomheder, der har gjort sig skyldige i

gentagne

overtrædelser af forordningen uden forinden at have haft kontakt til den

myndighed, som har udstedt virksomhedens autorisation.

Ifølge forordningen kan annullation og suspension af

autorisationer til virksomheder og suspension af kompetencebeviser til

chauffører, som er udstedt i medfør af forordningen, alene foretages af den

myndighed, der har udstedt autorisationen og kompetencebeviset, jf. artikel

26,

stk. 4 og 5. Det vil derfor ikke være muligt for danske myndigheder at

frakende udenlandske transportører deres autorisation til at transportere dyr

eller træffe bestemmelse om inddragelse af kompetencebeviser for udenlandske

chauffører. Der kan således efter disse regler alene ske frakendelse af

udenlandske transportørers og chaufførers ret til at transportere dyr med

virkning på dansk område og kun efter anmodning om bistand fra de

myndigheder,

som har udstedt en autorisation og/eller et kompetencebevis i henhold til

forordningen.

Anvendelse af sanktioner samt fuldbyrdelse af afgørelser i

straffesager mod udenlandske transportvirksomheder og chauffører, jf.

nedenfor,

må således ske i overensstemmelse hermed.

Reglerne om transport af dyr gælder for alle transporter af

dyr i Danmark, uanset om transporten forestås af en dansk eller udenlandsk

transportør, og uanset om transporten udføres af en dansk eller udenlandsk

chauffør.

Straffen for overtrædelse af reglerne om transport af dyr

er som udgangspunkt en bøde. Det afhænger af de konkrete omstændigheder i

sagen, om strafansvar kan gøres gældende mod både chaufføren og

transportøren.

Arbejdsgruppens forslag om en klippekortordning medfører, at både chaufføren

og

transportøren i visse tilfælde ud over en bøde også vil modtage klip som en

obligatorisk retsfølge. Ifølge forslaget pålægges klippet som en obligatorisk

retsfølge af retten eller i forbindelse med en udenretlig vedtagelse af en

bøde.

Hvis politiet konstaterer, at en transport af dyr, som

foretages af en udenlandsk chauffør for en udenlandsk transportør, sker i

strid

med reglerne om transport af dyr, vil den udenlandske chauffør normalt

umiddelbart blive sigtet for overtrædelsen.

Hvis der er tale om en overtrædelse, som transportøren er

ansvarlig for, kan transportøren ikke samtidig sigtes, idet den pågældende

ikke

er til stede, men politiet vil – bl.a. ved afhøring af chaufføren –

søge at tilvejebringe

relevante oplysninger om transportøren med henblik på, at den pågældende

efterfølgende kan sigtes, hvis der er grundlag herfor.

Sagen kan søges afgjort ved et bødeforelæg, herunder med en

tilkendegivelse om vedtagelse af klip, der sendes til chaufføren eller

transportøren i det land, hvor de opholder sig eller er hjemmehørende. Som

det

fremgår af § 31 c, stk. 1, i arbejdsgruppens lovudkast, foreslår

arbejdsgruppen, at det også skal være muligt udenretligt at vedtage betinget

eller ubetinget frakendelse af retten til at transportere dyr. Sådanne

bødeforelæg

herunder med tilkendegivelse om frakendelse kan sendes direkte til sigtede

inden

for medlemsstaterne i Den Europæiske Union og mellem Schengen-landene, jf.

artikel 5 i Konventionen af 29. maj 2000 om gensidig retshjælp i straffesager

mellem Den Europæiske Unions medlemsstater og artikel 52 i

Schengen-konventionen.

Hvis sigtede ikke betaler bøden, eller ikke erkender

overtrædelsen, kan politikredsen rejse tiltale mod chaufføren eller

transportøren og indkalde den pågældende til retsmøde i Danmark. I den

forbindelse skal der forkyndes et anklageskrift og en retsmødeindkaldelse for

tiltalte i det land, hvor tiltalte opholder sig eller er hjemmehørende.

Indkaldelsen kan indeholde oplysninger om virkningerne af udeblivelse,

herunder

at tiltalte i tilfælde af udeblivelse kan blive dømt i overensstemmelse med

anklageskriftet. Forkyndelse af anklageskrift mv. kan sendes direkte til

personer inden for medlemsstaterne i Den Europæiske Union og mellem

Schengen-landene,

jf. artikel 5 i Konventionen af 29. maj 2000 om gensidig retshjælp i

straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater og artikel 52 i

Schengen-konventionen.

I de tilfælde, hvor chaufføren eller transportøren giver

møde under sagen, vil sagen blive behandlet på samme måde som en straffesag

mod

en dansk chauffør eller transportør.

Hvis den pågældende ikke giver møde, kan tiltalte blive

dømt som udebleven i overensstemmelse med anklageskriftet, hvis

retsmødeindkaldelsen har indeholdt oplysninger herom. Dette foreslås i

arbejdsgruppens lovudkast (§ 31 c, stk. 4) også at kunne ske i

tilfælde, hvor der skal idømmes klip eller betinget frakendelse, men derimod

ikke i tilfælde, hvor sanktionen er ubetinget frakendelse. Sager, hvor der er

spørgsmål om ubetinget frakendelse, kan således ikke afgøres ved

udeblivelsesdom, og i disse tilfælde vil straffesagen således kun kunne

gennemføres, hvis chaufføren eller transportøren giver møde til

domsforhandlingen.

Når en udenlandsk chauffør eller transportør er dømt i

Danmark for overtrædelse af reglerne om transport af dyr, eller hvis den

pågældende har vedtaget et bødeforelæg, kan afgørelsen for så vidt angår

bøden

søges fuldbyrdet i den pågældendes hjemland.

Med vedtagelsen den 24. februar 2005 af rammeafgørelsen om

anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på bødestraffe er der

mellem

medlemsstaterne i EU gennemført en forenklet og mere effektiv procedure i

forbindelse med anerkendelse og fuldbyrdelse af bødestraf. Rammeafgørelsen,

der

skal være gennemført i medlemsstaterne inden den 22. marts 2007, indebærer,

at

afgørelser om bødestraf truffet i en medlemsstat som udgangspunkt skal

anerkendes af den medlemsstat, der skal gennemføre afgørelsen, uden

yderligere

formaliteter og gennemføres omgående på samme måde, som hvis der havde været

tale om en national afgørelse. Denne forpligtelse til at anerkende og

fuldbyrde

bødestraffe gælder dog kun uden hensyn til, om forholdet er strafbart både

efter lovgivningen i det land, hvor overtrædelsen er begået, og efter

lovgivningen i det land, hvor afgørelsen skal fuldbyrdes (kravet om »dobbelt

strafbarhed«), hvis forholdet er omfattet af en såkaldt »positivliste«.

Overtrædelser af dyreværnslovgivningen er ikke omfattet af positivlisten.

Dette

indebærer, at de andre medlemsstater ikke uden videre vil være forpligtet til

at yde bistand i forbindelse med en anmodning om fuldbyrdelse af en bøde,

hvis

sagen vedrører en overtrædelse, hvor de danske regler om transport af dyr er

videregående end EU-reglerne.

Rammeafgørelsen omfatter ikke fuldbyrdelse af afgørelser om

betinget eller ubetinget frakendelse i andre medlemslande. Om sådanne

afgørelser kan fuldbyrdes, afhænger således af lovgivningen i de enkelte

lande.

Ud over at søge sagen afgjort ved bødeforelæg eller at søge

gennemført en straffesag her i landet, kan politikredsen anmode det land,

hvor

chaufføren opholder sig, eller hvor transportøren er hjemmehørende, om at

overtage strafforfølgningen i sagen. Det afhænger af de nationale regler i

det

pågældende land, om der vil kunne ydes bistand i forbindelse med

strafforfølgningen.

Hvis overtrædelsen vedrører fælles EU-regler, vil den pågældende medlemsstat

formentlig kunne overtage retsforfølgningen, mens det kan være mere

tvivlsomt,

hvis der er tale om overtrædelse af nationale regler, som er videregående end

EU-reglerne.

Afgørelser om bøde samt klip og frakendelse vedrørende

udenlandske chauffører og transportører vil blive opdateret i Det Centrale

Kriminalregister,

men et klip eller en frakendelse vil som udgangspunkt alene have virkning i

Danmark.

Sammenfattende er det således forbundet med en række

vanskeligheder at gennemføre straffesager om overtrædelse af reglerne om

transport af dyr mod udenlandske chauffører og transportører. Det vil i nogle

tilfælde være muligt at pålægge og inddrive bøder, mens der i praksis må

anses

at foreligge meget begrænsede muligheder for at gennemføre sager om

frakendelse. Endelig vil en frakendelse som udgangspunkt kun have virkning i

Danmark.

Arbejdsgruppen foreslår, at spørgsmål om fuldbyrdelse af

afgørelser om overtrædelse af reglerne om transport af dyr indgår i bredere

overvejelser om, hvordan det sikres, at afgørelser inden for færdselslovens

område fuldbyrdes i andre medlemsstater i EU.

9.2.

Justitsministeriets overvejelser

Det er Justitsministeriets opfattelse, at det er af

væsentlig betydning for effektiviteten af klippekortordningen og for

overholdelsen af lovgivningen om transport af dyr, at der også er mulighed

for

at håndhæve reglerne også over for de transportører og chauffører/ledsagere,

som er hjemmehørende i udlandet. Hvis sanktionsregler og regler om

frakendelse

ikke kan håndhæves effektivt over for udenlandske transportører og

udenlandske

chauffører/ledsagere kan der være risiko for at nye strenge regler vil

forvride

dansk transporterhvervs evne til at konkurrere med transportører fra andre

EU-lande.

Det er dog i den forbindelse vigtigt at fremhæve, at der

ikke vil være de ovenfor beskrevne vanskeligheder med at gennemføre en

straffesag og fuldbyrde en eventuel dom – herunder om

rettighedsfrakendelse i

forhold til dyretransporter i Danmark – over for en person, der har

bopæl i Danmark,

men som eksempelvis driver transportvirksomhed gennem et selskab med hjemsted

i

udlandet eller ved anvendelse af køretøjer indregistreret i Danmark.

»Udflagning«

af en vognpark eller et vognmandsselskab til udlandet fritager ikke ejeren

for

personligt strafansvar eller rettighedsfrakendelse i Danmark, hvis den

pågældende forsætligt eller uagtsomt har overtrådt af reglerne om transport

af

dyr.

Som arbejdsgruppen har fremhævet, kan det imidlertid i

visse tilfælde – navnlig i sager om rettighedsfrakendelse – være

vanskeligere

at håndhæve reglerne over for f.eks. en udenlandsk transportør med bopæl og

forretningssted i udlandet end over for en transportør, der er hjemmehørende

i

Danmark. Dette skyldes ikke, at reglerne ikke finder tilsvarende anvendelse

over for udlændinge, der udfører transporter eller driver erhvervsmæssig

virksomhed med transport af dyr på dansk territorium, men derimod at det kan

være vanskeligt at få sagerne gennemført ved de danske domstole i forhold til

navnlig udenlandske transportører og at få fuldbyrdet en eventuel dom –

navnlig

i de tilfælde, hvor de danske regler om transport af dyr er videregående end

de

generelle EU-regler på området. Det kan også vise sig vanskeligt i praksis at

gennemføre kravet om en kontrollerende prøve om behandling af dyr under

transport, sml. ovenfor pkt. 5.2.1. om klippekortordningen for

færdselslovsovertrædelser.

Det er dog Justitsministeriets opfattelse, at de fælles regler

i transportforordningen om gensidig bistand mellem myndighederne, jf. pkt.

2.5.

ovenfor, og rammeafgørelsen om anvendelse af princippet om gensidig

anerkendelse på bødestraffe, vil gøre det lettere at inddrive bøder og anmode

om rettighedsfrakendelse eller tilbagekaldelse af autorisation i det land,

hvor

transportøren er hjemmehørende.

Til yderligere sikring af inddrivelsen af bøder for

overtrædelser af reglerne om transport af dyr foreslår Justitsministeriet

endvidere, at der indføres en hjemmel i dyreværnsloven, som gør det muligt

for

politiet at tilbageholde udenlandske chauffører og udenlandske køretøjer,

indtil en bøde er betalt. Reglen, der svarer til reglen i færdselslovens

§ 120,

skal sikre, at det bliver lettere af inddrive bøder for overtrædelser begået

af

chaufføren.

Der henvises til den foreslåede bestemmelse i

dyreværnslovens § 29 k og bemærkningerne hertil.

10. Egenkontrol i landbrugsbesætninger

Det fremgår af aftalen mellem regeringen og Dansk

Folkeparti om finansloven for 2006, at der skal indføres krav om egenkontrol

med dyrevelfærd i besætninger med det formål at sikre en bedre overholdelse

af

lovgivningen på dyrevelfærdsområdet.

Dyreværnsloven indeholder ikke på nuværende tidspunkt

hjemmel til at fastsætte regler om forpligtelse til at udføre egenkontrol med

dyrevelfærd. Det foreslås derfor, at der i dyreværnsloven indsættes en ny

bestemmelse

i § 4 b, som giver justitsministeren bemyndigelse til administrativt at

fastsætte regler om egenkontrol i landbrugsbesætninger.

Formålet med egenkontrollen er at sikre, at reglerne om

dyrevelfærd overholdes, og at dette løbende kan dokumenteres gennem de

fornødne

registreringer.

Indsættelsen af bemyndigelsesbestemmelsen indebærer, at der

administrativt kan fastsættes nærmere regler om, at besætningsejere skal

gennemføre egenkontrol med dyrevelfærd, ligesom der vil blive fastsat nærmere

regler om myndighedernes kontrol med, at besætningsejerne gennemfører den

forudsatte egenkontrol. Som det er tilfældet inden for fødevareområdet,

indebærer

ordningen, at de omkostninger, som eventuelt måtte være forbundet med at

udføre

egenkontrollen, skal afholdes af besætningsejeren.

Den nærmere udmøntning af egenkontrollen, herunder

fastlæggelsen af de specifikke krav, der skal stilles til

egenkontrolprogrammerne, vil – i samarbejde med relevante organisationer

på

området – blive foretaget af Fødevarestyrelsen og Justitsministeriet i

forbindelse med udfærdigelsen af de administrative forskrifter på området.

Det forudsættes, at en del af egenkontrollen skal baseres

på såkaldte branchekoder, hvori brancherne fastlægger retningslinjer for,

hvad

der udgør god dyrevelfærdsmæssig praksis, og hvilke procedurer der bør

indføres

i besætningerne for at sikre overholdelsen af denne praksis.

Fødevarestyrelsen har i løbet af 2006 afholdt en række

møder med relevante myndigheder og organisationer om det nærmere indhold af

egenkontrolprogrammet,

hvorunder repræsentanter for kvægbranchen og for svinebranchen har fremlagt

udkast til retningslinjer, som kan danne grundlag for de

egenkontrolprogrammer,

som skal udføres i besætningerne. Det forventes, at kravet om egenkontrol i

første omgang vil blive indført for disse to dele af landbrugserhvervet, som

omfatter langt de fleste besætninger og samtidig tegner sig for størstedelen

af

overtrædelserne af reglerne om dyrevelfærd. Egenkontrolordningen vil

imidlertid

på længere sigt kunne udstrækkes til også at omfatte andre sektorer inden for

landbruget.

Ud over de retningslinjer, som fastsættes ved hjælp af

branchekoder, vil egenkontrollen skulle bestå i løbende professionel

rådgivning

til besætningsejerne om, hvordan kravene til dyrevelfærd bedst efterleves i

den

enkelte besætning, og hvordan egenkontrolprocedurerne indarbejdes og udføres

bedst muligt. Det vil i den forbindelse være hensigtsmæssigt, at denne

rådgivning indgår i de allerede eksisterende offentligt godkendte

sundhedsrådgivningsaftaler, som ud over vejledning om dyresundhed dermed også

skal omfatte rådgivning om dyrevelfærdsmæssige forhold.

Endelig vil der i forbindelse med gennemførelsen af

egenkontrolordningen skulle føres kontrol fra myndighedernes side med, at

besætningsejerne overholder egenkontrolprogrammerne. Denne offentlige kontrol

med egenkontrollen forudsættes indarbejdet i den eksisterende 5

pct.-stikprøvekontrol af landbrugsbesætningerne.

11. Lovforslagets økonomiske og

administrative konsekvenser mv.

Den foreslåede ordning med gennemførelse af egenkontrol i

besætninger, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, vil kunne have visse

økonomiske

og administrative konsekvenser for landbrugsbesætningerne. Som anført ovenfor

i

pkt. 10 vil den nærmere udmøntning af egenkontrollen, herunder fastlæggelsen

af

de specifikke krav, der skal stilles til egenkontrolprogrammerne, blive

foretaget af Fødevarestyrelsen og Justitsministeriet i forbindelse med

udfærdigelsen af de administrative forskrifter på området, og det er derfor

ikke muligt på nuværende tidspunkt at skønne nærmere over de økonomiske og

administrative konsekvenser af denne del af lovforslaget.

Lovforslagets øvrige elementer skønnes ikke at have

økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige eller for

erhvervslivet af betydning.

Lovforslaget skønnes ikke at have administrative

konsekvenser for borgerne.

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og

indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Positive konsekvenser/

Mindreudgifter

Negative konsekvenser/

Merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner

Ingen af betydning

Ingen af betydning

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og regioner

Ingen

Ingen af betydning

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen af betydning

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen af betydning

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

12. Hørte myndigheder mv.

Rapporten fra arbejdsgruppen vedrørende en

klippekortordning for dyretransporter har i januar 2007 været sendt i høring

hos følgende myndigheder og organisationer mv.:

Advokatrådet, Alle Dyrs Ret, Aktive Dyreværnsrettigheder, Anima,

Danish Meat Association, Dansk Akvakultur, Dansk Arbejdsgiverforening (DA),

Dansk Industri (DI), Dansk Gedeunion, Dansk Kvæg, Dansk Landbrug, Dansk

Pelsdyravlerforening, Danske Regioner, Danske Slagterier/Danish Meat

Association, Danske Speditører, Dansk Svineproduktion, Dansk Transport og

Logistik, Den Danske Dyrlægeforening, Den Danske Dommerforening, Den Kgl.

Veterinær- og Landbohøjskole (KVL), Det Danske Fjerkræraad, Det Dyreetiske

Råd,

Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet,

Det

Veterinære Sundhedsråd, Dyrefondet, Dyreværnsrådet, Dyrenes Beskyttelse,

Dyreværnsorganisationernes

Samarbejdsudvalg (DoSu),

Dyreværnsforeningen Freja, Fagligt

Fælles Forbund – 3F, Færdselsstyrelsen,

Fødevarestyrelsen, Hesteinternatet

af 1999, HTS-Interesseorganisationen, HTS-Arbejdsgiver- og

Erhvervsorganisationen,

Kommunernes Landsforening, Kødbranchens Fællesråd, Landbrugsraadet,

Landsforeningen

for Dansk Fåreavl, Landsforeningen af Danske Svineproducenter,

Landsforeningen

Forsøgsdyrenes Værn, Landsforeningen Frie Bønder – Levende Land,

Landsorganisationen

i Danmark (LO), Landsudvalget for Heste, Mejeriforeningen, Politiforbundet,

Præsidenterne for landets byretter, Præsidenten for Vestre Landsret,

Præsidenten

for Østre Landsret,

Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Rådet

for Dyreforsøg,

SamMark, Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger

(SALA), Slagteriernes Forsknings-institut, SPF-selskabet,

TransportErhvervetsUddannelsesRåd (TUR),

WSPA og

Økologisk

Landsforening.

Lovforslaget er samtidig med fremsættelsen sendt i høring

hos de samme myndigheder og organisationer mv.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

I bilaget til lovforslaget er de foreslåede bestemmelser

sammenholdt med de gældende regler.

Til § 1

Til nr. 1 (§ 4 b)

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at der i

dyreværnsloven indsættes en bemyndigelse til justitsministeren til at

fastsætte

nærmere regler om gennemførelse af egenkontrol i landbrugsbesætninger.

Lovforslaget udgør på dette punkt en lovgivningsmæssig udmøntning af

regeringens og Dansk Folkepartis aftale om finansloven for 2006.

De administrative regler, som på grundlag af bemyndigelsen

vil blive fastsat efter nærmere drøftelse med relevante myndigheder og

organisationer, vil indeholde en regulering af den enkelte besætningsejers

pligt til at gennemføre egenkontrol, dvs. foretage daglige registreringer af,

at forholdene i besætningen er i overensstemmelse med de fastsatte

dyrevelfærdsmæssige

krav.

Det forudsættes desuden, at der i den administrative

regulering vil blive fastsat nærmere regler om myndighedernes adgang til at

kontrollere, at besætningsejeren har overholdt kravet om gennemførelse af

egenkontrol.

Det forudsættes endvidere, at en del af denne kontrol skal udføres på

grundlag

af de sundhedsrådgivningsaftaler, som en stor del af svine- og

kvægbesætningerne har indgået, og som indebærer månedlige besøg i besætningen

af en praktiserende dyrlæge.

Der henvises i øvrigt til pkt. 10 i de almindelige

bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 2 (§ 28, stk. 7 og 8)

Den foreslåede bestemmelse i dyreværnslovens

§ 28, stk. 7

, som har til

formål at gennemføre en skærpelse af strafniveauet i visse sager om transport

af dyr, indebærer, at formuleringen af strafudmålingsreglen i dyreværnslovens

§ 28,

stk. 7, udvides til udtrykkeligt at henvise til »transport af dyr«.

Efter den foreslåede bestemmelse skal det ved udmåling af

straf efter loven eller efter regler fastsat i medfør af dyreværnslovens

§ 28,

stk. 5 og 6, herefter anses som en skærpende omstændighed, hvis

overtrædelsen er begået i forbindelse med udøvelse af erhverv, herunder ved

transport af dyr.

Det forudsættes, at strafskærpelsen alene omfatter

transportører og de landmænd, som har leveret dyrene til transport, da det

økonomiske

incitament til at overtræde reglerne om transport af dyr fortrinsvis vil

ligge

hos disse. Chauffører er således ikke omfattet af den tilsigtede

strafskærpelse,

men vil i øvrigt være omfattet af den skærpelse af straffen i sager om

transport af dyr, som blev gennemført ved ændringen af dyreværnsloven i 2003.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2. i de almindelige

bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 3 (§§ 29 a-j)

Til § 29 a

Efter

stk. 1

i

den foreslåede bestemmelse kan den, der driver erhvervsmæssig virksomhed med

transport af dyr, og den, der som chauffør eller ledsager udfører

erhvervsmæssig

transport af dyr, frakendes retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig

transport af dyr, hvis den pågældende ved dom findes skyldig i mishandling

eller grovere uforsvarlig behandling af dyr i forbindelse med transport,

eller

hvis den pågældende tidligere har gjort sig skyldig i uforsvarlig behandling

af

dyr i forbindelse med transport og på ny findes skyldig i en sådan

overtrædelse.

Bestemmelsen indebærer, at der indføres en udtrykkelig

hjemmel til frakendelse i sager om transport af dyr, og bestemmelsen udgør på

dette punkt således et supplement til den almindelige frakendelsesadgang i

dyreværnslovens § 29, som imidlertid ikke udtrykkeligt henviser til

transport

af dyr.

Begrebet »den, der driver erhvervsmæssig virksomhed med

transport af dyr« omfatter, som det fremgår af pkt. 4.3., jf. pkt. 5.3.2., i

de

almindelige bemærkninger til lovforslaget, både transportører og

organisatorer

i transportforordningens forstand. Det er med formuleringen af bestemmelsen

(»driver

erhvervsmæssig virksomhed«) forudsat, at der i medfør af dette led i

bestemmelsen kun er adgang til frakendelse i forhold til en ejer, en

direktør,

et bestyrelsesmedlem eller en anden person – der uanset formel titel

– de facto

deltager i ledelsen af transportvirksomheden. Chauffører og ledsagere er

selvstændigt nævnt i bestemmelsen som personer, der kan frakendes retten til

at

beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr.

Den foreslåede bestemmelse omfatter således fysiske

personer, som enten fungerer som chauffør/ledsager eller som

transportør/organisator. Selskaber mv. (juridiske personer), er derimod ikke

omfattet af frakendelsesadgangen efter bestemmelsen. Juridiske personer kan i

særlige tilfælde frakendes retten til at drive erhvervsmæssig virksomhed med

transport af dyr efter den foreslåede bestemmelse i dyreværnslovens § 29

d.

Anvendelse af den foreslåede frakendelsesadgang er betinget

af, at der i den aktuelle sag er tale om

erhvervsmæssig

transport af dyr.

Grovere uforsvarlig behandling af dyr i privat

sammenhæng, f.eks. transport af kæledyr, er således ikke omfattet af

bestemmelsen, men i sådanne tilfælde vil der – afhængig af den konkrete

sags

omstændigheder – kunne være grundlag for frakendelse efter

dyreværnslovens § 29.

Begrebet »erhvervsmæssig« transport af dyr, omfatter ikke kun egentlig

vognmandsvirksomhed,

men f.eks. også en landmand, der transporterer egne dyr til slagtning, med

henblik på salg, eller til en anden landmand med henblik på opfedning, sml.

herved om begrebet »transport i forbindelse med økonomisk virksomhed« under

pkt. 2 i Justitsministeriets vejledning nr. 145 af 22. december 2007 om

transportforordningen.

Som efter den gældende bestemmelse om frakendelse i dyreværnslovens

§ 29 forudsætter frakendelse, at der foreligger mishandling eller

grovere

uforsvarlig behandling af dyr i forbindelse med transport, eller at den

pågældende tidligere er dømt for uforsvarlig behandling af dyr i forbindelse

med transport og på ny findes skyldig i en sådan overtrædelse. Overtrædelse

af

transportreglerne, som indebærer ikke-uforsvarlig behandling af dyr, eller

uforsvarlig behandling af dyr i 1. gangstilfælde, kan således ikke føre til

frakendelse efter den foreslåede bestemmelse.

Efter bestemmelsens

stk. 2

kan frakendelse ske betinget, hvis ubetinget frakendelse af retten til at

transportere dyr vil stå i misforhold til den begåede lovovertrædelse og

omstændighederne ved denne. Denne bestemmelse indebærer som noget nyt en

mulighed for at idømme en betinget frakendelse for overtrædelse af

dyreværnsloven,

og denne bestemmelse har til formål at skærpe retspraksis, således at der

fremover sker frakendelse i langt videre omfang end det sker i dag.

Det vil bero på domstolenes vurdering af den enkelte sags

omstændigheder, om der skal ske betinget eller ubetinget frakendelse af

retten

til at transportere dyr, og i denne vurdering kan indgå, om der i sager om

mishandling

eller grovere uforsvarlig behandling af dyr er tale om en

førstegangsovertrædelse.

I tilfælde, hvor transportøren eller chaufføren er straffet flere gange

tidligere for ligeartet kriminalitet, eller hvor der i mere systematisk eller

organiseret form er begået adskillige lovovertrædelser, forudsættes det, at

der

som altovervejende udgangspunkt sker ubetinget frakendelse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.3. i de almindelige

bemærkninger til lovforslaget.

Til § 29 b

Bestemmelsen i

stk. 1

indeholder de grundlæggende regler for klippekortordningen for

dyretransporter.

Begrebet »den, der driver erhvervsmæssig virksomhed med

transport af dyr« omfatter som det fremgår af pkt. 5.3.2. i de almindelige

bemærkninger til lovforslaget både transportører og organisatorer i

transportforordningens

forstand. Det er med formuleringen af bestemmelsen (»driver erhvervsmæssig

virksomhed«) forudsat, at der i medfør af dette led i bestemmelsen kun er

adgang

til frakendelse i forhold til en ejer, en direktør, et bestyrelsesmedlem

eller

en anden person – der uanset formel titel – de facto deltager i

ledelsen af

transportvirksomheden. Chauffører og ledsagere er selvstændigt nævnt i

bestemmelsen som personer, der kan frakendes retten til at beskæftige sig med

erhvervsmæssig

transport af dyr.

Det følger af bestemmelsen, at de pågældende betinget skal

frakendes retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr,

hvis vedkommende inden for en periode af tre år tre gange har overtrådt en

række regler af særlig betydning for dyrs velfærd under transport. Det

forudsætter, at disse overtrædelser ikke i sig selv har en sådan grovhed, at

de

i sig selv vil kunne begrunde en frakendelse efter den foreslåede

frakendelsesadgang

i § 29 a.

Svarende til ordningen på færdselsområdet vil én

overtrædelse af de i bestemmelsen opregnede regler om transport af dyr

indebære,

at den dømte får et klip. Efter tre klip inden for en periode af tre år

regnet

fra det første klip vil der automatisk ske betinget frakendelse af retten til

at transportere dyr. Flere overtrædelser, der hver især udløser et klip, vil

kunne begås under den samme dyretransport, f.eks. i tilfælde, hvor der under

transporten sker overtrædelse af arealkravene med mere end 10 pct. og

overtrædelse af reglerne om ventilation og vand til dyrene. I en sådan

situation får den for transporten ansvarlige chauffør/ledsager og/eller

transportør

således en betinget frakendelse af retten til at transportere dyr.

De overtrædelser, som efter den foreslåede ordning udløser

et klip, er følgende:

1)

Overtrædelser af

reglerne om

arealkrav

i bilag 2 til

Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 1729 om beskyttelse af dyr under

transport, hvis arealet er mindre end 90 procent af det i bekendtgørelsen

fastsatte,

2)

Overtrædelser af

reglerne i § 9 i

bekendtgørelse

nr. 1729 om beskyttelse af dyr under transport

om

indvendig højde

ved transport af svin på 40 kg, hvis den

indvendige højde er mindre end 95 procent af det fastsatte,

3)

Overtrædelser af

reglerne om

ventilation

i bilag 1,

kapitel VI, punkt 3.1.-3.3. i Rådets forordning (EF) nr. 1/2005 af 22.

december

2004 om beskyttelse af dyr under transport og dermed forbundne aktiviteter

mv.

og overtrædelser af reglerne i § 9, stk. 3, i

Justitsministeriets

bekendtgørelse

nr. 1729 om beskyttelse af dyr under transport,

4)

Overtrædelser af

reglerne om

vanding og fodring

i

Justitsministeriets

bekendtgørelse

nr. 1729 om beskyttelse af dyr under transport §§ 20-21 (vedrørende

transport af fjerkræ, der fuldt ud afvikles her i landet) samt i Rådets

forordning nr. 1/2005 (EF) af 22. december 2004 om beskyttelse af dyr under

transport og dermed forbundne aktiviteter mv. , jf. forordningens:

·

artikel 3, litra h,

·

bilag I, kapitel III, punkt 2.7., kapitel V, punkt 1.3-1.5., jf. punkt

1.1., kapitel V punkt 2.1., kapitel VI, punkt 1.3.-1.5., og kapitel VI, punkt

2.1.-2.3.,

5)

Overtrædelser af

reglerne om

hviletid

i bilag 1, kapitel

V, punkt 1.1.-1.5. i Rådets forordning (EF) nr. 1/2005 af 22. december 2004

om

beskyttelse af dyr under transport og dermed forbundne aktiviteter mv.

6)

Overtrædelser af

kravene til

strøelse

i

Justitsministeriets

bekendtgørelse

nr. 1729 om beskyttelse af dyr under transport §§ 17 og 25 og i Rådets

forordning nr. 1/2005 (EF) af 22. december 2004 om beskyttelse af dyr under

transport og dermed forbundne aktiviteter mv. bilag I, kapitel II, punkt 1.5.

(unge dyr) samt bilag 1, kapitel VI, punkt 1.2.,

7)

Overtrædelser af

kravene til

transportegnethed

i Rådets

forordning nr. 1/2005 (EF) af 22. december 2004 om beskyttelse af dyr under

transport og dermed forbundne aktiviteter mv. bilag I, kapitel 1, punkt 1, 2,

3

og 6 og bilag I, kapitel VI, punkt 1.9. om lange transporter af unge dyr samt

reglerne om transportegnethed i

Justitsministeriets

bekendtgørelse nr. 1729 om beskyttelse af dyr under transport §§ 7-8

(udsætterdyr) og § 18 (nationale transporter af kvier umiddelbart efter

kælvning).

For at sikre klarhed for erhvervet

og domstolene over den præcise rækkevidde af stk.1, foreslås det i

stk. 2,

at justitsministeren bemyndiges til ved bekendtgørelse – inden for

rammerne af

stk. 1 og de forudsætninger, der fremgår af dette lovforslag – at

fastsætte, hvilke bestemmelser i »lovgivningen om transport af dyr« (det vil

i

denne sammenhæng sige transportforordningen og transportbekendtgørelsen), der

omfattes af klippekortordningen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 5.3.-5.4. i de almindelige

bemærkninger til lovforslaget.

Til § 29 c

Den foreslåede bestemmelse i

stk. 1

indeholder en nærmere regulering af de tilfælde, hvor

der skal ske ubetinget

frakendelse

af

retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr som følge

af,

at der i prøvetiden for en betinget frakendelse – inden for eller uden

for

klippekortordningen – er begået et eller flere forhold, der enten hver

for sig

eller tilsammen (herunder ved tre yderligere klip efter klippekortordningen),

isoleret set ville føre til en betinget frakendelse.

Stk. 1, nr. 1

,

angår den situation, hvor der i prøvetiden for en betinget frakendelse (inden

for eller uden for klippekortordningen), begås et nyt forhold, som isoleret

set

ville føre til en betinget frakendelse uden for klippekortordningen, jf.

§ 29

a, stk. 2.

Stk. 1, nr. 2

,

angår den situation, hvor der i prøvetiden for en betinget frakendelse uden

for

klippekortordningen er »optjent« tre klip efter klippekortordningen, jf.

§ 29

b, stk. 1.

Stk. 1, nr. 3

,

angår den situation, hvor der i prøvetiden for en betinget frakendelse inden

for klippekortordningen er »optjent« yderligere tre klip efter

klippekortordningen.

Ordningen svarer på dette punkt til færdselslovens ordning,

hvorefter to betingede frakendelser som altovervejende hovedregel tilsammen

fører til en ubetinget frakendelse.

Ligesom i

færdselslovens § 126, stk. 2, foreslås det dog i

stk. 2

,

at der under særligt formildende omstændigheder kan ske betinget frakendelse

i

tilfælde, hvor frakendelse efter stk. 1 ellers skulle ske ubetinget.

Bestemmelsen

forudsættes kun anvendt i helt særlige tilfælde.

Der henvises i øvrigt til pkt. 6 i de almindelige

bemærkninger til lovforslaget.

Til § 29 d

Den foreslåede bestemmelse giver som noget nyt mulighed for

at frakende et selskab mv. (en juridisk person) retten til at drive

erhvervsmæssig virksomhed med transport af dyr, hvis selskabet gentagne gange

eller under i øvrigt skærpende omstændigheder har overtrådt lovgivningen om

transport af dyr. Bestemmelsen giver kun mulighed for ubetinget frakendelse.

»Lovgivningen om transport af dyr« omfatter i denne

sammenhæng transportforordningen og transportbekendtgørelsen.

Både de gældende regler om frakendelse i dyreværnsloven § 29

og straffelovens § 79 og de foreslåede regler i dyreværnslovens

§§ 29

a-c omfatter kun fysiske personer.

Adgangen til rettighedsfrakendelse i forhold til juridiske

personer er et supplement til den almindelige frakendelsesregel på

dyretransportområdet i § 29 a og klippekortordningen i § 29 b, og

den

er forudsat forbeholdt særlig grove tilfælde. Rettighedsfrakendelse i forhold

til en juridisk person træder således ikke i stedet for, men skal idømmes i

tillæg til, rettighedsfrakendelse i forhold til de ansvarlige (fysiske)

personer.

Bestemmelsen er navnlig tænkt anvendt i tilfælde, hvor der

tidligere er sket udskiftning af enkeltpersoner i ledelsen, som er frakendt

retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr, dvs. hvor

selskabet som sådant må siges at danne rammen om gentagne, alvorlige

overtrædelser.

Bestemmelsen er inspireret af lignende bestemmelser i § 11

i lov om næringsbrev til fødevarevirksomheder og § 110 b i

miljøbeskyttelsesloven.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.3. og pkt. 5.5.2. i de

almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til § 29 e

Stk. 1

regulerer varigheden af ubetinget rettighedsfrakendelse både inden for og

uden

for klippekortordningen. På samme måde som efter den gældende bestemmelse i

dyreværnslovens

§ 29 foreslås det, at ubetinget frakendelse sker for et nærmere fastsat

tidsrum, der regnes fra endelig dom, eller for bestandig. En uden- eller

indenretlig vedtagelse af en betinget frakendelse har i denne henseende samme

virkning som en dom, jf. den foreslåede bestemmelse i § 29 h,

stk. 3.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.2. og 5.6.2. i de almindelige

bemærkninger til lovforslaget.

Stk. 2

regulerer spørgsmålet om generhvervelse af retten til at beskæftige sig med

erhvervsmæssig transport af dyr inden frakendelsestidens udløb. Den

foreslåede

bestemmelse svarer til den gældende bestemmelse i § 29, stk. 2.

Til § 29 f

Efter den foreslåede bestemmelse i

stk. 1

sker betinget frakendelse både inden for og uden for

klippekortordningen med en prøvetid tre år, der regnes fra endelig dom. En

uden- eller indenretlig vedtagelse af en betinget frakendelse har også i

denne

henseende samme virkning som en dom, jf. den foreslåede bestemmelse i

§ 29

h, stk. 3. Det er et vilkår for frakendelsen, at den pågældende i

prøvetid

ikke overtræder reglerne om transport af dyr på en sådan måde, at den

pågældende skal frakendes retten til at transportere dyr. I givet fald vil

vedkommende stå til en ubetinget frakendelse af retten til at transportere

dyr,

jf. den foreslåede bestemmelse i § 29 c, stk. 1.

En betinget frakendelse indebærer desuden, at den

pågældende chauffør/ledsager eller transportør skal bestå en kontrollerende

prøve, der omfatter beskyttelse af dyr under transport, jf.

stk. 2.

Prøven er den samme, som chauffører/ledsagere efter

reglerne i transportforordningen og Justitsministeriets bekendtgørelse nr.

1728

af 21. december 2006 om uddannelse i transport af dyr skal bestå for at opnå

det såkaldte kompetencebevis. Det følger endvidere af bestemmelsen, at prøven

skal bestås inden for en frist, der fastsættes af Fødevarestyrelsen. Det

forudsættes i den forbindelse, at fristen af Fødevarestyrelsen fastsættes på

en

sådan måde, at vedkommende chauffør eller transportør får en reel mulighed

for

at aflægge prøven inden for rimelig tid, men at der samtidig sikres den

fornødne konsekvens i administrationen af ordningen, således at prøven skal

aflægges snarest muligt efter den endelige afgørelse i straffesagen.

Den foreslåede bestemmelse i

stk. 3

giver justitsministeren adgang til at fastsætte nærmere

regler om indholdet og gennemførelsen af den kontrollerende prøve.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.3. og pkt. 5.6.2. i de

almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til § 29 g

Den foreslåede bestemmelse i

stk. 1

, der indholdsmæssigt svarer til dyreværnslovens § 29,

stk. 1, 4. pkt., giver mulighed for at straffe den chauffør/ledsager

eller

transportør, som trods en ubetinget frakendelse efter de foreslåede regler i

§§ 29

a, c og d fortsætter med erhvervsmæssig transport af dyr. Det samme gælder i

tilfælde, hvor en chauffør/ledsager eller transportør, der betinget er

frakendt

retten hertil, fortsætter med erhvervsmæssig transport af dyr, selv om

vedkommende ikke har bestået den kontrollerende prøve i transport af dyr

inden

for den af Fødevarestyrelsen fastsatte frist.

Efter den foreslåede bestemmelse i

stk. 2,

gives der mulighed for at straffe den, som medvirker

til, at en fysisk person, der er frakendt retten til at beskæftige sig med

erhvervsmæssig

transport af dyr efter §§ 29 a, c og d, alligevel udfører erhvervsmæssig

transport af dyr.

Endvidere foreslås regler om strafansvar for juridiske

personer, jf. den foreslåede bestemmelse i

stk. 3.

Der henvises i øvrigt til pkt. 7.3. i de almindelige

bemærkninger til lovforslaget.

Til § 29 h

Stk. 1

regulerer adgangen til udenretlig vedtagelse af bøde for overtrædelse af

»lovgivningen

om transport af dyr« (dvs. transportforordningen og transportbekendtgørelsen)

og betinget frakendelse i henhold til klippekortordningen af retten til at

beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr.

Denne adgang til udenretlig vedtagelse af bøder og betinget

frakendelse svarer til dels til færdselslovens ordning, jf. herved

færdselslovens § 119 a, idet Justitsministeriet ud fra navnlig

retssikkerhedsmæssige betragtninger dog finder det rigtigst, at der ikke

gives

adgang til udenretlig vedtagelse af en ubetinget frakendelse af retten til at

beskæftige sig med erhvervsmæssig transport dyr. En sådan retsfølge er efter

Justitsministeriets opfattelse så indgribende, at den kun bør kunne pålægges

ved dom eller i forbindelse med indenretlig vedtagelse, jf. den foreslåede

bestemmelse i

stk. 2. Ligeledes

finder Justitsministeriet ikke, at der bør være adgang til udenretligt at

vedtage en betinget frakendelse efter den meget skønsprægede bestemmelse i

dyreværnslovens

§ 29 a, stk. 2.

Endvidere følger det af den foreslåede bestemmelse i

stk. 3

, at uden- og indenretlige vedtagelser

efter stk. 1 og 2 med hensyn til fuldbyrdelse og gentagelsesvirkning har

samme

virkning som en dom. Det vil bl.a. sige, at prøvetiden for en betinget

frakendelse og frakendelsestiden for en ubetinget frakendelse, der er

vedtaget

efter § 29 h, stk. 1 eller 2, regnes fra vedtagelsen, sml.

§ 29

e, stk. 1 og 2.

Der henvises i øvrigt til pkt. 8.2. i de almindelige

bemærkninger til lovforslaget.

Til § 29 i

Af hensyn til at sikre en korrekt registrering af klip i

Det Centrale Kriminalregister og til at vejlede den pågældende transportør

eller chauffør/ledsager om, at vedkommende »får et klip«, skal det af

bødeforelægget (ved udenretlig vedtagelse), af retsbogen (ved indenretlig

vedtagelse) eller af dommen tydeligt fremgå, at overtrædelsen er omfattet af

klippekortordningen.

Klippet er derfor, jf. dets obligatoriske karakter, efter

lovforslaget ikke en retsfølge, der skal vedtages eller idømmes. Det skal

blot

objektivt konstateres, at det forhold, som den pågældende tilstår eller

findes

skyldig i, er omfattet af klippekortordningen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 8.2. i de almindelige

bemærkninger til lovforslaget.

Til § 29 j

De foreslåede bestemmelser i

stk. 1 og 2

indeholder regler om domsmænds medvirken i sager

om overtrædelse af »lovgivningen om transport af dyr« (dvs.

transportforordningen og transportbekendtgørelsen). Reglerne svarer i det

væsentlige til færdselslovens § 119, stk. 2 og 3.

For andre sager om overtrædelse af dyreværnslovgivningen

gælder de almindelige bestemmelser om domsmænds medvirken i retsplejelovens

§ 689,

stk. 3 og 4.

Der henvises i øvrigt til pkt. 8.2. i de almindelige

bemærkninger til lovforslaget.

Stk. 2

svarer i det væsentlige til færdselslovens § 119, stk. 4.

Efter retsplejelovens § 731, stk. 1, litra d,

skal der under visse betingelser beskikkes en forsvarer, når tiltale er rejst

i

sager, der skal behandles under medvirken af bl.a. domsmænd. Det samme gælder

–

hvis tiltalte anmoder om det – når tiltale er rejst i sager, i hvilke

der

bliver spørgsmål om højere straf end bøde, jf. § 731, stk. 1, litra

e, jf. stk. 2. I disse tilfælde følger det således af retsplejelovens

almindelige regler, at der skal ske forsvarerbeskikkelse.

Det foreslås som konsekvens af de foreslåede regler i stk. 1

og 2 om domsmænds medvirken i sager om overtrædelse af færdselsloven, at der

–

hvis tiltalte anmoder om det – i byretten beskikkes forsvarer i sager,

hvor der

bliver tale om betinget eller ubetinget frakendelse af førerretten eller

kørselsforbud, og der ikke medvirker domsmænd. Med forslaget vil der kunne

ske

forsvarerbeskikkelse i de sager, hvor der efter forslaget ikke længere skal

medvirke domsmænd.

Tiltalte skal vejledes om adgangen til

forsvarerbeskikkelse.

Til § 29 k

Den foreslåede bestemmelse, der svarer til færdselslovens § 120,

giver politiet mulighed for at tilbageholde et køretøj, der anvendes til

transport af dyr, i de tilfælde, hvor såvel chaufføren som det køretøj, der

anvendes til transporten af dyr og med hvilken en overtrædelse er begået, er

hjemmehørende i udlandet. Tilbageholdelse kan ske, indtil forskyldte bøder er

betalt, eller der er stillet sikkerhed for betalingen. Er beløbet ikke betalt

inden 2 måneder efter sagens endelige afgørelse, kan der søges fyldestgørelse

i

køretøjet, jf. stk. 1.

Det følger af den foreslåede bestemmelse i

stk. 2

, at retsplejelovens regler

om beslaglæggelse med henblik på konfiskation finder tilsvarende anvendelse,

ligesom det følger af bestemmelsen, at tilbageholdelsen kun kan ske, hvis det

er nødvendigt for at sikre betaling af de nævnte beløb. Var chaufføren

uberettiget i besiddelse af køretøjet, kan tilbageholdelse ikke ske.

Endelig følger det af

stk. 3

,

at

stk. 1, ikke finder

anvendelse med hensyn til chauffører, der er hjemmehørende i Finland, Island,

Norge eller Sverige.

Der henvises i øvrigt til pkt. 9.2. i de almindelige

bemærkninger til lovforslaget.

Til § 2

(Ikrafttræden)

Bestemmelsen fastsætter lovens ikrafttrædelsestidspunkt.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2007.

Efter almindelige retsprincipper finder klippekortordningen

og de nye regler om betinget og ubetinget frakendelse af retten til at

beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr anvendelse på

overtrædelser,

der begås efter denne dato.

Rigspolitiet har oplyst, at det forventes at tage 3-6

måneder fra lovforslagets vedtagelse at foretage de nødvendige IT-mæssige

tilpasninger af Det Centrale Kriminalregister for at kunne understøtte en

registrering af klip i registret. Indtil disse tilpasninger er gennemført,

vil

eventuelle klip blive registreret manuelt.

Til § 3

(Grønland og Færøerne)

Bestemmelsen fastsætter lovens territoriale

anvendelsesområde og indebærer, at loven ikke gælder – og heller ikke

kan

sættes i kraft ved kongelig anordning – for Grønland og Færøerne.

Det skyldes, at dyrevelfærd i begge disse dele af riget er

et hjemmestyreanliggende.

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 1

I dyreværnsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 344 af 13. maj 2005,

som ændret ved § 22 i lov nr. 538 af 8. juni 2006, foretages følgende

ændringer:

1.

Efter

§ 4 a

indsættes:

»

§ 4 b.

Justitsministeren

kan fastsætte regler om gennemførelse af egenkontrol med dyrevelfærd i

landbrugsbesætninger.«

§ 28.

Den, som ved overanstrengelse, vanrøgt eller

på anden måde behandler dyr uforsvarligt, straffes med bøde eller fængsel

indtil 1 år. Der skal ved udmålingen af straffen tages hensyn til, om der

foreligger

uforsvarlig eller grovere uforsvarlig behandling af dyr. Har forholdet haft

karakter af mishandling, er straffen fængsel indtil 1 år, i

gentagelsestilfælde

indtil 2 år.

Stk. 2.

Medmindre højere straf er forskyldt efter

stk. 1, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder den, der

1)

overtræder

§§ 1-3, § 5, § 6, stk. 1, § 9, § 11,

stk. 2 og 3, § 13, stk. 1, § 14, stk. 1 og 2,

§ 16, § 17, stk. 1-3, § 18, stk. 1, § 19 og

§ 24 a, stk. 4, eller

2)

tilsidesætter et

vilkår for en tilladelse.

Stk. 3.

Den, der overtræder et pålæg efter

§ 21, stk. 1, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år.

Stk. 4.

Med bøde straffes en dyrlæge, som

tilsidesætter sin anmeldelsespligt efter § 20.

Stk. 5.

I forskrifter, der udfærdiges efter loven,

kan der fastsættes straf af bøde eller fængsel indtil 4 måneder for

overtrædelse

af bestemmelser i forskrifterne.

Stk. 6.

Justitsministeren kan fastsætte regler om

straf af bøde eller fængsel indtil 4 måneder for overtrædelse af bestemmelser

i forordninger udstedt af De Europæiske Fællesskaber.

Stk. 7.

Ved udmåling af straf efter denne lov eller

efter regler fastsat i medfør af stk. 5 og 6 anses det som en skærpende

omstændighed, hvis overtrædelsen er begået i forbindelse med udøvelse af

erhverv.

Stk. 8.

Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske

personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

2.

§ 28, stk. 7

,

ophæves og i stedet indsættes:

»

Stk. 7.

Ved

udmåling af straf efter denne lov eller efter regler fastsat i medfør af

stk. 5

og 6 anses det som en skærpende omstændighed, hvis overtrædelsen er begået i

forbindelse

med udøvelse af erhverv, herunder transport af dyr.

Stk. 8.

Er der

ved en overtrædelse opnået en økonomisk fordel, konfiskeres denne efter

reglerne i straffelovens 9. kapitel. Kan der ikke ske konfiskation, skal der

tages særskilt hensyn hertil ved udmåling af en bøde, herunder en eventuel

tillægsbøde.«

Stk. 8 bliver herefter stk. 9.

§ 29.

Den, der ved dom findes skyldig i mishandling

eller grovere uforsvarlig behandling af dyr, kan ved dommen for bestandig

eller for et nærmere fastsat tidsrum frakendes retten til at eje, bruge,

passe eller slagte eller i det hele beskæftige sig personligt med dyr. Det

samme gælder den, der efter tidligere at have gjort sig skyldig i uforsvarlig

behandling af dyr på ny findes skyldig i sådan overtrædelse. Forbuddet kan

begrænses

til at angå bestemte arter af dyr. Overtrædelse af forbuddet straffes med

bøde eller fængsel indtil 6 måneder.

Stk. 2.

Er retten til at beskæftige sig med dyr

frakendt for længere tid end 2 år efter stk. 1 eller efter en tidligere

lov, kan spørgsmålet om generhvervelse af retten inden frakendelsestidens

udløb indbringes for domstolene. Indbringelsen sker efter reglerne i

straffelovens

§ 78, stk. 3, og kan tidligst finde sted, når der er forløbet 2 år

af frakendelsestiden. Retten kan kun tilbagegives, når ganske særlige

omstændigheder foreligger. Har vedkommende tidligere været frakendt retten

til at beskæftige sig med dyr, kan generhvervelse inden frakendelsestidens

udløb kun ske rent undtagelsesvis og tidligst, når der er forløbet 5 år.

Stk. 3.

Med bøde eller under skærpende

omstændigheder med fængsel indtil 4 måneder straffes den, der med kendskab

til et forbud efter stk. 1 overlader dyr i en anden persons varetægt,

såfremt der herved etableres en tilstand i strid med forbuddet. § 28,

stk. 8, finder tilsvarende anvendelse

3.

Efter

§ 29

indsættes:

»

§ 29 a.

Den,

der driver erhvervsmæssig virksomhed med transport af dyr, og den, der som

chauffør eller ledsager udfører erhvervsmæssig transport af dyr, kan

frakendes retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr,

hvis den pågældende ved dom findes skyldig i mishandling eller grovere

uforsvarlig behandling af dyr i forbindelse med transport, eller hvis den

pågældende

tidligere har gjort sig skyldig i uforsvarlig behandling af dyr i forbindelse

med transport og på ny findes skyldig i en sådan overtrædelse.

Stk. 2.

Frakendelse kan ske betinget, hvis ubetinget frakendelse af retten til at

transportere dyr vil stå i misforhold til den begåede lovovertrædelse og

omstændighederne

ved denne.

§ 29 b.

Den,

der driver erhvervsmæssig virksomhed med transport af dyr, og den, der som

chauffør eller ledsager udfører erhvervsmæssig transport af dyr,

skal betinget frakendes retten til

at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr, hvis den pågældende

inden for en periode af tre år har gjort

sig skyldig i tre forhold, der ikke i sig selv medfører frakendelse af retten

til at transportere dyr efter § 29 a, men som er omfattet af

bestemmelser om landevejstransport af

heste eller kvæg, får, geder,

svin eller fjerkræ i

Rådets forordning

(EF) nr. 1/2005 af 22. december 2004 om beskyttelse af dyr under transport og

dermed forbundne aktiviteter m.v. eller i regler om transport af dyr fastsat

i medfør af denne lov vedrørende

1)

arealkrav,

hvis arealet er mindre

end 90 procent af det fastsatte,

2)

indvendig højde af

køretøjet, hvis den indvendige højde er mindre end 95 procent af det

fastsatte,

3)

ventilation,

4)

drikkevand og

foder,

5)

hviletid,

6)

strøelse eller

7)

transportegnethed.

Stk. 2.

Justitsministeren

fastsætter regler om, hvilke overtrædelser af lovgivningen om transport af

dyr, der er omfattet af stk. 1.

§ 29 c.

Den, der driver erhvervsmæssig virksomhed

med transport af dyr, og den, der som chauffør eller ledsager udfører

erhvervsmæssig

transport af dyr, skal ubetinget frakendes retten til at beskæftige sig med

erhvervsmæssig transport af dyr, hvis den pågældende

1)

tidligere er

frakendt retten til at transportere dyr betinget efter § 29 a,

stk. 2, eller § 29 b, stk. 1, og i prøvetiden har begået et

nyt forhold, der indebærer en betinget frakendelse efter § 29 a,

stk. 2,

2)

tidligere er

frakendt retten til at transportere dyr betinget efter § 29 a,

stk. 2, og i prøvetiden har gjort sig skyldig i yderligere tre

overtrædelser,

der er omfattet af § 29 b, stk. 1, eller

3)

tidligere er

frakendt retten til at transportere dyr betinget efter § 29 b, stk. 1,

og i prøvetiden har gjort sig skyldig i yderligere tre overtrædelser, der er

omfattet af § 29 b, stk. 1.

Stk. 2.

Under

særlig formildende omstændigheder kan der ske betinget frakendelse i

tilfælde, hvor frakendelse efter stk. 1 ellers skulle ske ubetinget

.

§ 29 d.

Retten

til at drive erhvervsmæssig virksomhed med transport af dyr kan ubetinget

frakendes

et selskab mv. (juridisk person) ved dom for strafbart forhold, hvis den

tiltalte gentagne gange eller under i øvrigt skærpende omstændigheder har

overtrådt lovgivningen vedrørende transport af dyr.

§ 29 e.

Ubetinget

frakendelse efter § 29 a, stk. 1, § 29 c, stk. 1, eller

§ 29 d sker for et nærmere fastsat tidsrum, der regnes fra endelig dom,

eller for bestandig.

Stk. 2.

Er retten

til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr frakendt for

længere tid end 2 år, kan spørgsmålet om generhvervelse af retten inden

frakendelsestidens udløb indbringes for domstolene. Indbringelsen sker efter

reglerne i straffelovens § 78, stk. 3, og kan tidligst finde sted,

når der er forløbet 2 år af frakendelsestiden. Retten kan kun tilbagegives,

når der foreligger ganske særlige omstændigheder. Har vedkommende tidligere

ubetinget været frakendt retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig

transport dyr, kan generhvervelse inden frakendelsestidens udløb kun ske rent

undtagelsesvis og tidligst, når der er forløbet 5 år.

§ 29 f.

Betinget

frakendelse sker på vilkår af, at den pågældende i en prøvetid på tre år, der

regnes fra endelig dom, ikke overtræder lovgivningen om transport af dyr

under sådanne omstændigheder, at den pågældende skal frakendes retten til at

beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr.

Stk. 2.

Er retten

til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr frakendt betinget,

skal den pågældende inden for en frist, som fastsættes af Fødevarestyrelsen,

bestå en kontrollerende prøve om behandling af dyr under transport. Er prøven

ikke bestået inden udløbet af den fastsatte frist, må den pågældende ikke

beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr, før prøven er bestået.

Stk. 3.

Justitsministeren

fastsætter regler om indholdet og gennemførelsen af den kontrollerende prøve,

der er nævnt i stk. 2.

§ 29 g.

Den, der

beskæftiger sig med erhvervsmæssig transport af dyr, til trods for at retten

hertil er frakendt den pågældende efter § 29 a, stk. 1, § 29

c, stk. 1, eller § 29 d, straffes med bøde eller fængsel indtil 6

måneder. Det samme gælder den, der overtræder § 29 f, stk. 2, 2.

pkt.

Stk. 2.

Den, som

medvirker til, at en fysisk person omfattet af stk. 1 udfører

erhvervsmæssig transport af dyr, straffes med bøde eller under skærpende

omstændigheder med fængsel indtil 4 måneder.

Stk. 3.

Der kan

pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i

straffelovens 5. kapitel.

§ 29 h.

I sager

om overtrædelse af lovgivningen om transport af dyr, der ikke skønnes at

ville medføre højere straf end bøde, kan anklagemyndigheden i et bødeforelæg

tilkendegive sigtede, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis sigtede

erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en

nærmere angiven frist at betale en i bødeforelægget angivet bøde samt vedtage

en betinget frakendelse af retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig

transport af dyr, jf. § 29 b, stk. 1. Reglerne i retsplejelovens

§ 834, stk. 1, nr. 2 og 3, om krav til indholdet af et

anklageskrift

finder tilsvarende anvendelse på bødeforelæg.

Stk. 2.

Sager, hvori der ikke opstår

spørgsmål om anvendelse af højere straf end bøde, kan, når retten ikke finder

grund til at betvivle tiltaltes skyld, afgøres ved, at den tiltalte i retten

vedtager at betale en nærmere bestemt bøde eller vedtager en betinget eller

ubetinget frakendelse af retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig

transport af dyr.

Stk. 3.

Vedtagelse af bøde samt betinget og ubetinget frakendelse efter stk. 1

og 2 har samme virkning som en dom med hensyn til fuldbyrdelse og

gentagelsesvirkning.

§ 29 i.

Hvis

overtrædelsen er omfattet af ordningen i § 29 b, stk. 1, skal dette

fremgå af

1)

anklagemyndighedens

tilkendegivelse ved en udenretlig vedtagelse, jf. stk. 1,

2)

retsbogen ved en

indenretlig vedtagelse, jf. stk. 2, eller

3)

dommen.

§ 29 j.

Domsmænd

medvirker i sager om overtrædelse af lovgivningen om transport af dyr, hvis

1)

der er spørgsmål om

højere straf end bøde,

2)

hvis der er

spørgsmål om ubetinget frakendelse af retten til at beskæftige sig med

erhvervsmæssig transport af dyr, eller

3)

hvis sagen i øvrigt

skønnes at være af særlig indgribende betydning for tiltalte eller af særlig

offentlig interesse

Stk. 2.

Domsmænd medvirker ikke i sager, der

1)

behandles efter

reglen i retsplejelovens § 831 eller

2)

kan afgøres med

indenretlig vedtagelse, jf. § 29 h, stk. 2.

Stk. 3.

Offentlig

forsvarer beskikkes efter reglerne i retsplejelovens § 731 og

§ 732. Hvis tiltale anmoder om det, beskikkes i byretten tillige

offentlig forsvarer i sager, hvor der bliver spørgsmål om betinget eller

ubetinget frakendelse af retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig

transport af dyr, og der ikke medvirker domsmænd. Tiltalte skal vejledes om

adgangen til forsvarerbeskikkelse.

§ 29 k.

Er både

chaufføren og det køretøj, der anvendes til transport af dyr og med hvilken

en overtrædelse er begået, hjemmehørende i udlandet, kan køretøjet

tilbageholdes

af politiet, indtil forskyldte bøder eller sagsomkostninger er betalt, eller

der er stillet sikkerhed for betalingen. Er beløbet ikke betalt inden 2

måneder efter sagens endelige afgørelse, kan der søges fyldestgørelse i

køretøjet.

Stk. 2.

Med

hensyn til iværksættelse af tilbageholdelsen, finder retsplejelovens

bestemmelser om beslaglæggelse med henblik på konfiskation tilsvarende

anvendelse. Tilbageholdelsen kan kun ske, hvis den er nødvendig for at sikre

betaling af de nævnte bøder. Var chaufføren uberettiget i besiddelse af

køretøjet,

kan der ikke ske tilbageholdelse.

Stk. 3.

Reglen i stk. 1 finder ikke anvendelse

med hensyn til chauffører, der er hjemmehørende i Finland, Island, Norge

eller Sverige.«

Lignende dokumenter