Forslag til Lov om ændring af dyreværnsloven (Klippekortordning for dyretransporter, strafskærpelse og egenkontrol i besætninger)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 25. april 2007 af
justitsministeren (Lene Espersen)
Forslag
til
Lov
om ændring af dyreværnsloven
(Klippekortordning for dyretransporter, strafskærpelse og egenkontrol
i besætninger)
§ 1
I dyreværnsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 344 af 13.
maj 2005, som ændret ved § 22 i lov nr. 538 af 8. juni 2006, foretages
følgende ændringer:
1.
Efter
§ 4 a
indsættes:
»
§ 4 b.
Justitsministeren
kan fastsætte regler om gennemførelse af egenkontrol med dyrevelfærd i
landbrugsbesætninger.«
2.
§ 28, stk. 7,
ophæves og i stedet
indsættes:
»
Stk. 7.
Ved udmåling
af straf efter denne lov eller efter regler fastsat i medfør af stk. 5
og
Læs alt
6 anses det som en skærpende omstændighed, hvis overtrædelsen er begået i
forbindelse med udøvelse af erhverv, herunder transport af dyr.
Stk. 8.
Er der ved
en overtrædelse opnået en økonomisk fordel, konfiskeres denne efter reglerne
i
straffelovens 9. kapitel. Kan der ikke ske konfiskation, skal der tages
særskilt hensyn hertil ved udmåling af en bøde, herunder en eventuel
tillægsbøde.«
Stk. 8 bliver herefter stk. 9.
3.
Efter § 29
indsættes:
»
§ 29 a.
Den, der
driver erhvervsmæssig virksomhed med transport af dyr, og den, der som
chauffør
eller ledsager udfører erhvervsmæssig transport af dyr, kan frakendes retten
til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr, hvis den
pågældende ved
dom findes skyldig i mishandling eller grovere uforsvarlig behandling af dyr
i
forbindelse med transport, eller hvis den pågældende tidligere har gjort sig
skyldig i uforsvarlig behandling af dyr i forbindelse med transport og på ny
findes skyldig i en sådan overtrædelse.
Stk. 2.
Frakendelse
kan ske betinget, hvis ubetinget frakendelse af retten til at transportere
dyr vil
stå i misforhold til den begåede lovovertrædelse og omstændighederne ved
denne.
§ 29 b.
Den, der driver erhvervsmæssig
virksomhed med transport af dyr, og den, der som chauffør eller ledsager
udfører erhvervsmæssig transport af dyr,
skal betinget frakendes retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig
transport af dyr, hvis den pågældende
inden for en periode af tre år har gjort sig skyldig i tre forhold, der ikke
i
sig selv medfører frakendelse af retten til at transportere dyr efter
§ 29
a, men som er omfattet af bestemmelser om landevejstransport af
heste
eller kvæg, får, geder, svin eller fjerkræ i
Rådets forordning om beskyttelse af dyr under transport og dermed forbundne
aktiviteter m.v. eller i regler om transport af dyr fastsat i medfør af denne
lov vedrørende
1)
arealkrav, hvis
arealet er mindre end
90 procent af det fastsatte,
2)
indvendig højde af
køretøjet, hvis den indvendige højde er mindre end 95 procent af det
fastsatte,
3)
ventilation,
4)
drikkevand og foder,
5)
hviletid,
6)
strøelse eller
7)
transportegnethed.
Stk. 2.
Justitsministeren
fastsætter regler om, hvilke overtrædelser af lovgivningen om transport af
dyr,
der er omfattet af stk. 1.
§ 29 c.
Den, der driver erhvervsmæssig
virksomhed med transport af dyr, og den, der som chauffør eller ledsager
udfører erhvervsmæssig transport af dyr, skal ubetinget frakendes retten til
at
beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr, hvis den pågældende
1)
tidligere er frakendt
retten til at transportere dyr betinget efter § 29 a, stk. 2, eller
§ 29
b, stk. 1, og i prøvetiden har begået et nyt forhold, der indebærer en
betinget
frakendelse efter § 29 a, stk. 2,
2)
tidligere er frakendt
retten til at transportere dyr betinget efter § 29 a, stk. 2, og i
prøvetiden har gjort sig skyldig i yderligere tre overtrædelser, der er
omfattet af § 29 b, stk. 1, eller
3)
tidligere er frakendt
retten til at transportere dyr betinget efter § 29 b, stk. 1, og i
prøvetiden
har gjort sig skyldig i yderligere tre overtrædelser, der er omfattet af
§ 29
b, stk. 1.
Stk. 2.
Under
særlig formildende omstændigheder kan der ske betinget frakendelse i
tilfælde,
hvor frakendelse efter stk. 1 ellers skulle ske ubetinget
.
§ 29 d.
Retten til at drive erhvervsmæssig virksomhed med transport af dyr kan
ubetinget frakendes et selskab mv. (juridisk person) ved dom for strafbart
forhold, hvis den tiltalte gentagne gange eller under i øvrigt skærpende
omstændigheder har overtrådt lovgivningen vedrørende transport af dyr.
§ 29 e.
Ubetinget
frakendelse efter § 29 a, stk. 1, § 29 c, stk. 1, eller
§ 29
d sker for et nærmere fastsat tidsrum, der regnes fra endelig dom, eller for
bestandig.
Stk. 2.
Er retten
til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr frakendt for
længere
tid end 2 år, kan spørgsmålet om generhvervelse af retten inden
frakendelsestidens
udløb indbringes for domstolene. Indbringelsen sker efter reglerne i
straffelovens § 78, stk. 3, og kan tidligst finde sted, når der er
forløbet 2 år af frakendelsestiden. Retten kan kun tilbagegives, når der
foreligger ganske særlige omstændigheder. Har vedkommende tidligere ubetinget
været
frakendt retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr,
kan
generhvervelse inden frakendelsestidens udløb kun ske rent undtagelsesvis og
tidligst, når der er forløbet 5 år.
§ 29 f.
Betinget frakendelse sker på vilkår af, at den pågældende i en prøvetid på
tre
år, der regnes fra endelig dom, ikke overtræder lovgivningen om transport af
dyr under sådanne omstændigheder, at den pågældende skal frakendes retten til
at
beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr.
Stk. 2.
Er retten
til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr frakendt betinget,
skal den pågældende inden for en frist, som fastsættes af Fødevarestyrelsen,
bestå en kontrollerende prøve om behandling af dyr under transport. Er prøven
ikke bestået inden udløbet af den fastsatte frist, må den pågældende ikke
beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr, før prøven er bestået.
Stk. 3.
Justitsministeren
fastsætter regler om indholdet og gennemførelsen af den kontrollerende prøve,
der er nævnt i stk. 2.
§ 29 g.
Den,
der beskæftiger sig med erhvervsmæssig transport af dyr, selvom retten hertil
er frakendt den pågældende efter § 29 a, stk. 1, § 29 c,
stk. 1,
eller § 29 d, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Det
samme
gælder den, der overtræder § 29 f, stk. 2, 2. pkt.
Stk. 2.
Den, som medvirker
til, at en fysisk person omfattet af stk. 1 udfører erhvervsmæssig
transport
af dyr, straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder med fængsel
indtil 4 måneder.
Stk. 3.
Der kan
pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i
straffelovens 5. kapitel.
§ 29 h.
I
sager om overtrædelse af lovgivningen om transport af dyr, der ikke skønnes
at
ville medføre højere straf end bøde, kan anklagemyndigheden i et bødeforelæg
tilkendegive sigtede, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis sigtede
erklærer
sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angiven
frist at betale en i bødeforelægget angivet bøde samt vedtage en betinget
frakendelse af retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af
dyr,
jf. § 29 b, stk. 1. Reglerne i retsplejelovens § 834,
stk. 1,
nr. 2 og 3, om krav til indholdet af et anklageskrift finder tilsvarende
anvendelse på bødeforelæg.
Stk. 2.
Sager, hvori der ikke opstår spørgsmål
om anvendelse af højere straf end bøde, kan, når retten ikke finder grund til
at betvivle tiltaltes skyld, afgøres ved, at den tiltalte i retten vedtager
at
betale en nærmere bestemt bøde eller vedtager en betinget eller ubetinget
frakendelse af retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af
dyr.
Stk. 3.
Vedtagelse
af bøde samt betinget og ubetinget frakendelse efter stk. 1 og 2 har
samme
virkning som en dom med hensyn til fuldbyrdelse og gentagelsesvirkning.
§ 29 i.
Hvis overtrædelsen er omfattet af § 29 b, stk. 1, skal dette fremgå
af
1)
anklagemyndighedens
tilkendegivelse ved en udenretlig vedtagelse,
2)
retsbogen ved en indenretlig
vedtagelse eller
3)
dommen.
§ 29 j.
Domsmænd medvirker i sager om overtrædelse af lovgivningen om transport af
dyr,
hvis
1)
der er spørgsmål om
højere straf end bøde,
2)
hvis der er spørgsmål
om ubetinget frakendelse af retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig
transport af dyr, eller
3)
hvis sagen i øvrigt
skønnes at være af særlig indgribende betydning for tiltalte eller af særlig
offentlig interesse
Stk. 2.
Domsmænd medvirker ikke i sager, der
1)
behandles efter reglen
i retsplejelovens § 831 eller
2)
kan afgøres med
indenretlig vedtagelse, jf. § 29 h, stk. 2.
Stk. 3.
Offentlig
forsvarer beskikkes efter reglerne i retsplejelovens § 731 og
§ 732.
Hvis tiltalte anmoder om det, beskikkes i byretten tillige offentlig
forsvarer
i sager, hvor der bliver spørgsmål om betinget eller ubetinget frakendelse af
retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr, og der ikke
medvirker domsmænd. Tiltalte skal vejledes om adgangen til
forsvarerbeskikkelse.
§ 29 k.
Er
både chaufføren og det køretøj, der anvendes til transport af dyr og med
hvilken en overtrædelse er begået, hjemmehørende i udlandet, kan køretøjet
tilbageholdes af politiet, indtil forskyldte bøder eller sagsomkostninger er
betalt, eller der er stillet sikkerhed for betalingen. Er beløbet ikke betalt
inden 2 måneder efter sagens endelige afgørelse, kan der søges fyldestgørelse
i
køretøjet.
Stk. 2.
Med hensyn
til iværksættelse af tilbageholdelsen, finder retsplejelovens bestemmelser om
beslaglæggelse med henblik på konfiskation tilsvarende anvendelse.
Tilbageholdelsen
kan kun ske, hvis den er nødvendig for at sikre betaling af bøder og
sagsomkostninger. Var chaufføren uberettiget i besiddelse af køretøjet, kan
der
ikke ske tilbageholdelse.
Stk. 3.
Reglen i stk. 1 finder ikke
anvendelse med hensyn til chauffører, der er hjemmehørende i Finland, Island,
Norge eller Sverige.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juli 2007.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1.
Indledning
;............................................................................
......................
6
1.1.
Lovforslagets formål
mv.
......................................................................
6
1.2.
Lovforslagets indhold
og baggrund
.........................................................
7
2.
Generelt om reglerne om transport af dyr
................................................
8
2.1.
Indledning
;............................................................................
................
8
2.2.
Autorisation og
kompetencebevis mv. (formelle krav)
.............................
8
2.3.
Materielle bestemmelser
for dyretransporter
..........................................
9
2.3.1.
Indledning
;............................................................................
......
9
2.3.2.
Kravene til areal
(lastetæthed)
.....................................................
9
2.3.3.
Kravene til den
indvendige højde
.................................................
10
2.3.4.
Kravene til
ventilation
.................................................................
10
2.3.5.
Kravene til vanding og
fodring
.....................................................
10
2.3.6.
Kravene til dyrs hviletid
...............................................................
11
2.3.7.
Kravene til
transportegnethed
......................................................
12
2.3.8.
Krav om strøelse
........................................................................
12
2.4.
Straffebestemmelser
;........................................................................
....
13
2.5.
Administrativ
tilbagekaldelse af retten til at transportere dyr mv.
.............
14
3.
Skærpelse af bødeniveauet for dyretransporter
.......................................
16
3.1.
Gældende ret
;............................................................................
...........
16
3.1.1.
Bødeniveau
;............................................................................
....
16
3.1.2.
Ansvarsgrundlag
;.........................................................................
17
3.1.3.
Ansvarsfordeling (valg
af ansvarssubjekt)
....................................
17
3.2.
Justitsministeriets
overvejelser
...............................................................
18
4.
Rettighedsfrakendelse mv. for dyretransporter (uden for klippekortordningen)
;............................................................................
.....
19
4.1.
Gældende ret
;............................................................................
...........
19
4.1.1.
Rettighedsfrakendelse
efter dyreværnslovens § 29
........................
19
4.1.2.
Rettighedsfrakendelse
efter straffelovens § 79
.............................
20
4.2.
Arbejdsgruppens forslag
.......................................................................
21
4.3.
Justitsministeriets
overvejelser
...............................................................
21
5.
Klippekortordning for dyretransporter
.....................................................
23
5.1.
Indledning
;............................................................................
................
23
5.2.
Eksisterende
klippekortordninger
...........................................................
23
5.2.1.
Færdselslovsovertrædelser
...........................................................
23
5.2.2.
Overtrædelser af
reglerne for kontrolapparater vedrørende køre- og hviletid
;............................................................................
...........
24
5.3.
Klippekortordningens
anvendelsesområde (personkreds, dyrearter og transportform)
;............................................................................
..........
24
5.3.1.
Arbejdsgruppens
forslag
..............................................................
24
5.3.2.
Justitsministeriets
overvejelser
.....................................................
25
5.4.
Overtrædelser omfattet
af ordningen
.....................................................
25
5.4.1.
Arbejdsgruppens
forslag
..............................................................
25
5.4.2.
Justitsministeriets overvejelser
.....................................................
26
5.5.
Ansvarsgrundlag og
ansvarsplacering (valg af ansvarssubjekt)
................
28
5.5.1.
Arbejdsgruppens
forslag
..............................................................
28
5.5.2.
Justitsministeriets
overvejelser
.....................................................
29
5.6.
Antallet af klip og
retsvirkningerne heraf
................................................
29
5.6.1.
Arbejdsgruppens
forslag
..............................................................
29
5.6.2.
Justitsministeriets
overvejelser
.....................................................
32
6.
Samspillet mellem betingede frakendelser inden for og uden for
klippekortordningen
;............................................................................
................
33
6.1.
Arbejdsgruppens forslag
.......................................................................
33
6.2.
Justitsministeriets
overvejelser
...............................................................
33
7.
Udførelse af dyretransporter trods frakendelse
.......................................
33
7.1.
Gældende ret
;............................................................................
...........
33
7.2.
Arbejdsgruppens forslag
.......................................................................
33
7.3.
Justitsministeriets
overvejelser
...............................................................
34
8.
Processuelle bestemmelser i sager om overtrædelse af reglerne for
dyretransporter
;............................................................................
..............
34
8.1.
Arbejdsgruppens forslag
.......................................................................
34
8.2.
Justitsministeriets
overvejelser
...............................................................
36
9.
Særlige spørgsmål om udenlandske transportører og chauffører m.fl.
....
36
9.1.
Arbejdsgruppens
overvejelser
...............................................................
36
9.2.
Justitsministeriets
overvejelser
...............................................................
38
10.
Egenkontrol i landbrugsbesætninger
........................................................
39
11.
Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser mv.
...........
39
12.
Hørte myndigheder mv.
;.............................................................................
40
1. Indledning
1.1. Lovforslagets formål
mv.
Lovforslaget har til formål at gennemføre en række
initiativer, som kan bidrage til at sikre bedre velfærdsmæssige forhold for
dyr
under transport og i besætningerne.
Dette indebærer for det første en udvidelse af adgangen til
rettighedsfrakendelse ved indførelse af
en
klippekortordning for dyretransporter. Ordningen, der er inspireret af
den
klippekortordning, som gælder på færdselsområdet, indebærer, at
transportører,
chauffører og ledsagere, som tre gange overtræder nærmere angivne regler om
transport af dyr, automatisk får en betinget frakendelse af retten til at
beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr. Efter yderligere tre
overtrædelser sker der ubetinget frakendelse af retten til at transportere
dyr.
I tilknytning hertil foreslås en
almindelig adgang
til ubetinget og betinget
frakendelse af retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig
transport af dyr,
herunder også for overtrædelser, der ikke er omfattet af
klippekortordningen. Der foreslås også indført en adgang til i særlige
tilfælde
at frakende selskaber mv. (juridiske personer) retten til at beskæftige sig
med
erhvervsmæssig transport af dyr.
Lovforslaget indebærer desuden en væsentlig
skærpelse af bødestraffene
i sager om
transport af dyr, og det foreslås således, at minimumsbøderne for
overtrædelser
begået af landmænd eller transportører – men ikke for chauffører og
ledsagere –
fordobles i forhold til bødeniveauet efter gældende ret.
Endelig har lovforslaget til formål at forbedre de
dyrevelfærdsmæssige forhold i landbrugsbesætningerne ved at indføre en
hjemmel
i dyreværnsloven til at udstede administrative regler om besætningsejeres
pligt
til at udføre
egenkontrol
med
dyrevelfærd i deres besætninger. Lovforslaget udgør på dette punkt en
lovgivningsmæssig
udmøntning af finanslovsaftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti for
2006,
hvor der blev opnået enighed om at indføre krav om egenkontrol med
dyrevelfærd
i besætninger med det formål at sikre en bedre overholdelse af lovgivningen
på
dyrevelfærdsområdet.
1.1.2.
Den
foreslåede klippekortordning indebærer en nyskabelse på dyrevelfærdsområdet,
og
det vil efter Justitsministeriets opfattelse derfor være naturligt, at der
efter en periode foretages en
evaluering
af den samlede klippekortordning, herunder en evaluering af, om der er behov
for justeringer på baggrund af de praktiske erfaringer med ordningen.
Justitsministeriet vil i overensstemmelse hermed udarbejde en redegørelse om
klippekortordningen, når ordningen har været i kraft i to år, og sende denne
redegørelse til Folketinget.
1.1.3.
I
tilknytning til gennemførelsen af lovforslaget, vil Justitsministeriet –
i det
omfang det er muligt inden for rammerne af EU-retten – udforme en
ordning,
hvorefter landmanden skal udarbejde og aflevere en »
vejeseddel
« med oplysning om
antallet og vægten af de dyr, der skal
transporteres. En sådan ordning vil medvirke til at
understrege
transportørens og leverandørens (landmandens) ansvar henholdsvis for at
stille
tilstrækkelige transportmidler til rådighed for transporten og for ikke at
levere flere eller tungere dyr end aftalt, jf. nærmere nedenfor pkt. 5.4.2.
1.1.4.
For at
sikre bedre kontrol med, at kravene til hviletider for dyrene overholdes, og
at
omladning mv. ikke foregår på uautoriserede steder, stilles der i
EU-forordningen om transport af dyr (herefter: transportforordningen) krav
om,
at transportmidler, der anvendes til lange transporter af dyr, skal være
udstyret med et passende
navigationssystem
,
der kan registrere og fremsende oplysninger om transportmidlets position til
den kompetente myndighed. Det er hensigten, at systemet skal give oplysninger
om den faktiske rute, herunder eventuelle hvile-, omladnings- eller
udgangssteder, ligesom systemet skal registrere oplysninger om åbning og
lukning af transportmidlets lasteklap. Kravet til navigationssystemet finder
anvendelse på alle nye transportmidler fra den 1. januar 2007 og på alle
eksisterende
transportmidler fra den 1. januar 2009. Der henvises til
transportforordningens
artikel 6, stk. 9.
Kravet om et navigationssystem finder som anført kun
anvendelse for grænseoverskridende lange transporter (dvs. transporter, der
varer over otte timer), hvor der i dag også stilles krav om udfyldelse af
logbog med oplysninger om planlægning af transporten. Forordningen giver ikke
mulighed for, at der i Danmark
generelt
stilles krav om, at transporter, der udgår fra Danmark, skal være udstyret
med
et navigationssystem. Derimod er der i medfør af forordningens artikel 1,
stk. 3,
mulighed for at fastsætte regler om, at navigationssystemet skal være
obligatorisk
for alle transporter, der starter og slutter i Danmark, det vil sige for rent
nationale transporter.
Når der er indvundet erfaringer med anvendelse af
navigationssystemer for de lange transporter, vil Justitsministeriet
overveje,
om der er anledning til at udvide kravet om navigationssystemet til også at
omfatte
rent nationale transporter for at sikre tilsvarende kontrol med disse
transporter.
1.2. Lovforslagets
indhold og baggrund
1.2.1.
Lovforslaget
indeholder først og fremmest et forslag til indførelse af en
klippekortordning
for dyretransporter,
som indebærer en væsentlig udvidelse af adgangen til at frakende personer
retten til at transportere dyr.
Denne del af lovforslaget bygger på en række forslag fra en
arbejdsgruppe under Justitsministeriet, som i december 2006 afgav en rapport
om
en klippekortordning for dyretransporter (herefter betegnet »arbejdsgruppens
rapport«). Rapporten kan findes på Justitsministeriets hjemmeside
www.jm.dk
(under menupunktet: »Publikationer« og undermenupunktet: »Andre
publikationer«).
Baggrunden for nedsættelsen af arbejdsgruppen var, at
Rigspolitiets stikprøvekontrol af dyretransporter viste, at der i 2004 og
2005
blev konstateret overtrædelser af direkte betydning for dyrs velfærd i ca. en
fjerdedel af de kontrollerede transporter. I begyndelsen af 2006 nedsatte
Justitsministeriet derfor arbejdsgruppen, som fik til opgave at se på
muligheden
for at indføre en klippekortordning på dyretransportområdet, således at det
blev muligt at frakende retten til transportere dyr i flere situationer, end
det er tilfældet i dag.
Lovforslaget om klippekortordningen er inspireret af den
lignende ordning på færdselsområdet og indebærer, at der indsættes en ny
bestemmelse i dyreværnslovens § 29 b, hvorefter tre overtrædelser af en række
nærmere angivne bestemmelser i reglerne om transport af dyr (bestemmelser om
arealkrav, indvendig højde, ventilation, fodring og vanding, hviletid,
transportegnethed og strøelse) begået inden for en periode på tre år skal
medføre
en
betinget frakendelse
af retten til
at transportere dyr med en prøvetid på tre år. Ligesom på færdselslovens
område
indebærer forslaget, at tre yderligere overtrædelser af reglerne om transport
af dyr, begået i prøvetiden for den betingede dom, skal medføre en
ubetinget frakendelse
af retten til at
transportere dyr. Klippekortordningen er nærmere beskrevet nedenfor under
pkt.
5.
Derudover indeholder lovforslaget et forslag om indsættelse
af en ny bestemmelse i dyreværnslovens §
29
a, der udtrykkeligt giver mulighed for at frakende retten
til at transportere dyr i tilfælde af mishandling eller groft uforsvarlig
behandling af dyr i forbindelse med transport, og som også giver hjemmel til
at
idømme en betinget
frakendelse
af retten til at transportere dyr, når
betingelserne herfor er opfyldt. Med indførelsen af hjemlen til at idømme en
betinget frakendelse på området for transport af dyr vil domstolene kunne
frakende retten til at transportere dyr i videre omfang end i dag, hvor
retten
til at transportere alene kan frakendes ubetinget i medfør af den generelle
frakendelsesregel i dyreværnslovens § 29 eller den almindelige
bestemmelse
i straffelovens § 79, jf. pkt. 4.1. og 4.2. nedenfor. Derudover bliver
det
med den foreslåede bestemmelse i dyreværnslovens § 29 c muligt at
kombinere reglerne om frakendelse i dyreværnsloven, så en betinget
frakendelse,
som er givet efter reglerne i klippekortordningen, kan »lægges sammen« med en
betinget frakendelse, som er givet på grundlag af andre overtrædelser,
således
at den ansvarlige samlet får en ubetinget frakendelse, jf. nærmere pkt. 6
nedenfor.
Der foreslås også med en ny bestemmelse i dyreværnslovens § 29
d indført en adgang til i særlige tilfælde at frakende selskaber mv.
(juridiske
personer) retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr.
Dette kan ske, hvis selskabet gentagne gange eller under i øvrigt skærpende
omstændigheder har overtrådt reglerne om transport af dyr, jf. nærmere pkt.
4.3.
Klippekortordningen og de nye regler om
rettighedsfrakendelse tilsigter samlet en væsentlig udvidelse af adgangen til
at frakende retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr
i
forhold til de muligheder, der eksisterer i dag. De nye regler
bør således ikke føre til, at der gives en
mildere sanktion i form af et klip eller en betinget frakendelse, hvis der
foreligger en overtrædelse, som indebærer mishandling eller grovere
uforsvarlig
behandling af dyr, og som efter de nugældende regler ville medføre en
ubetinget
frakendelse af retten til at beskæftige sig med dyr efter dyreværnslovens
§ 29
eller en ubetinget frakendelse af retten til erhvervsmæssig virksomhed med
transport af dyr efter straffelovens § 79. Tværtimod er hensigten med de
nye regler at skabe grundlag for en udvidet anvendelse af
rettighedsfrakendelse
for at forebygge de alt for mange overtrædelser af reglerne om transport af
dyr.
Lovforslaget indeholder desuden en række processuelle
tilføjelser til dyreværnsloven, der bl.a. gør det muligt at vedtage en
betinget
frakendelse udenretligt og at afgøre sager indenretligt uden medvirken af
domsmænd.
Endelig gives der politiet hjemmel til at tilbageholde udenlandske køretøjer
og
chauffører, indtil forskyldte bøder er betalt, jf. den tilsvarende
bestemmelse
i færdselslovens § 120. De nye processuelle bestemmelser indsættes i
dyreværnslovens §§ 29 h-j, og tilbageholdelsesbestemmelsen indsættes i
dyreværnslovens § 29 k. Der henvises herom til pkt. 8 og 9 nedenfor.
Som en yderligere skærpelse af sanktionerne på området for
transport af dyr foreslås det at hæve det generelle bødeniveau i
dyreværnslovens § 28 for overtrædelser af reglerne om transport af dyr.
Bødeskærpelsen omfatter de landmænd og transportører af dyr, som hver især
bærer et ansvar for transportens forløb, og som kan have et økonomisk
incitament til at overtræde reglerne om transport af dyr. Med den forslåede
skærpelse af bødestraffene vil der over for landmænd og transportører blive
tale om en fordobling af minimumsbøderne i forhold til det niveau, som er
angivet i forarbejderne til ændringen af dyreværnsloven i 2003. Samtidig
foreslås
det, at det i dyreværnsloven udtrykkeligt fremhæves, at der skal ske
konfiskation, hvis der er opnået en økonomisk fordel ved overtrædelse af
dyreværnsloven. Kan der ikke ske konfiskation, skal der tages særskilt hensyn
hertil ved udmåling af bøden. Der henvises herom til pkt. 3 nedenfor.
Ud over indførelsen af skærpede sanktionsmuligheder over
for dyretransporter indeholder lovforslaget en bemyndigelse til
justitsministeren til administrativt at fastsætte regler om egenkontrol i
besætninger, hvor der holdes landbrugsdyr. Egenkontrollen indebærer, at den
enkelte besætningsejer skal indføre procedurer i den daglige pasning af
dyrene,
som sikrer, at reglerne på dyrevelfærdsområdet overholdes. Der henvises i
øvrigt
til pkt. 10 nedenfor.
2. Generelt om reglerne om transport af
dyr
2.1. Indledning
Reglerne om transport af dyr findes navnlig i
Rådets
forordning (EF) nr. 1/2005 af
22. december 2004 om beskyttelse af dyr under transport og dermed forbundne
aktiviteter (herefter: transportforordningen), som siden den 5. januar 2007
har
fundet anvendelse i EU. Forordningen indeholder regler for transportens
planlægning
og udførelse og omfatter hele transportens forløb fra pålæsning til endelig
aflæsning af dyr. For en nærmere gennemgang af transportforordningens indhold
henvises til Justitsministeriets vejledning nr. 145 af 21. december 2006.
Justitsministeriet har som følge
af transportforordningens vedtagelse foretaget en gennemgang af alle de
hidtidige gældende regler om beskyttelse af dyr under transport for at sikre,
at der ikke efter den 5. januar 2007 findes danske regler, der strider imod
transportforordningen. Herudover har Justitsministeriet overvejet, hvorvidt
der
er behov for at supplere transportforordningens regler på nogle områder
– og i
bekræftende fald i hvilken form.
Justitsministeriet kan som et
eksempel på et område i transportforordningen, hvor reglerne er så
overordnede,
at
det efter ministeriets opfattelse har været nødvendigt at udstede
supplerende nationale regler, nævne forordningens krav til uddannelse.
Justitsministeriet har på denne baggrund udstedt en bekendtgørelse om kravene
til uddannelse i forbindelse med transport af dyr, jf. herved bekendtgørelse
nr. 1728 af 21. december 2006 om uddannelse i transport af dyr (herefter:
uddannelsesbekendtgørelsen).
Herudover har der efter Justitsministeriets opfattelse også
været behov for at udstede en generel bekendtgørelse om beskyttelse af dyr
under transport, som knytter sig til selve forordningen, og som bl.a.
indeholder
en bestemmelse om straffen for at overtræde transportforordningen, jf. herved
Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 1729 af 21. december 2006 om
beskyttelse
af dyr under transport (herefter: transportbekendtgørelsen).
Transportbekendtgørelsen
indeholder – set i forhold til transportforordningen – tillige en
række skærpede
krav, som alene finder anvendelse på dyretransporter, der fuldt ud afvikles i
Danmark.
Hjemlen til at fastsætte sådanne skærpede nationale regler
findes navnlig i transportforordningens artikel 1, stk. 3, hvoraf det
fremgår, at transportforordningen ikke udelukker, at der på nationalt plan
kan
træffes strengere foranstaltninger med henblik på at forbedre dyrenes velfærd
under transport, der fuldt ud afvikles inden for et EU-medlemslands område,
eller som i forbindelse med søtransport indledes på et EU-medlemslands
område.
2.2. Autorisation og
kompetencebevis mv. (formelle krav)
I transportforordningen stilles en række krav
til transportvirksomheder, som ønsker
at udføre erhvervsmæssig transport af dyr, herunder krav om autorisation af
transportvirksomheder, jf. forordningens artikel 10-13, krav om kontrol og
godkendelse af køretøjer til transport af dyr, jf. forordningens artikel 7 og
artikel 18 samt krav om udarbejdelse af en logbog (det der tidligere hed en
ruteplan)
i forbindelse med grænseoverskridende lange transporter (transporter over
otte
timer) af heste (bortset fra registrerede heste) eller kvæg, får, geder eller
svin, jf. forordningens artikel 5, stk. 4, og bilag II. Der henvises i
det
hele til Justitsministeriets vejledning nr. 145 af 21. december 2006 om
transportforordningen
for en nærmere gennemgang af indholdet af forordningen på disse punkter.
For så vidt angår kravet om forudgående
autorisation
af de transportvirksomheder,
som ønsker at udføre erhvervsmæssig transport af dyr, er der i
transportforordningens
artikel 10 og 11 opstillet en række krav, der skal være opfyldt, før en
transportvirksomhed
kan meddeles autorisation til udførelse af henholdsvis korte og lange
transporter (dvs. transporter over og under otte timer).
For at opnå autorisation til begge former for transport kræves
det bl.a., at ansøgerne har dokumenteret, at de råder over et tilstrækkeligt
og
egnet personale og udstyr samt tilstrækkelige og egnede driftsprocedurer til
at
kunne overholde bestemmelserne i transportforordningen, herunder eventuelle
retningslinjer for god praksis, jf. transportforordningens artikel 10,
stk. 1,
litra b, samt at ansøgerne eller deres repræsentanter ikke har gjort sig
skyldig i alvorlige overtrædelser af fællesskabslovgivningen og/eller den
nationale
lovgivning i de tre år, der går forud for indgivelsen af ansøgningen,
medmindre
ansøgeren over for den kompetente myndighed godtgør, at vedkommende har
truffet
alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at undgå yderligere
overtrædelser, jf. transportforordningens artikel 10, stk. 1, litra c.
Herudover kræves det for at opnå autorisation til at udføre
lange transporter, at transportvirksomheden bl.a. har fremlagt gyldige
kompetencebeviser for chauffører og ledsagere, jf. transportforordningens
artikel 11, stk. 1, litra b, og umiddelbart nedenfor, og at
transportvirksomheden,
hvis der er tale om en transportvirksomhed, der udfører lange transporter af
heste (bortset fra registrerede heste) eller kvæg, får, geder eller svin, har
dokumenteret, at de vejtransportmidler, som anvendes til lange transporter er
udstyret med et
navigationssystem
,
der registrerer oplysninger om køretøjets bevægelser (via f.eks. GPS eller
GNSS), jf. transportforordningens artikel 11, stk. 2.
Navigationssystemet
er i medfør af transportforordningens artikel 6, stk. 9, obligatorisk
fra
den 1. januar 2007 for alle nye vejtransportmidler, og fra den 1. januar 2009
for alle vejtransportmidler. Systemet skal gøre det muligt at registrere og
give oplysninger svarende til dem, der er anført i logbogens del 4 (den
faktiske
rute, herunder eventuelle hvile- og omladnings- eller udgangssteder), ligesom
der skal foreligge oplysninger om åbning/lukning af lasteklappen, jf.
transportforordningens
bilag I, kapitel VI, pkt. 4. Der henvises i øvrigt til pkt. 1.1.4. ovenfor.
Autorisationen til udførelse af korte og lange transporter
er i medfør af transportforordningen gyldige i højst fem år regnet fra
udstedelsesdatoen, jf. transportforordningens artikel 10, stk. 2, og
artikel 11, stk. 3.
De nærmere betingelser for
administrativ tilbagekaldelse
af autorisationer til transportvirksomheder
findes i transportforordningens artikel 26 og transportbekendtgørelsen, jf.
nedenfor under pkt. 2.5.
Herudover stilles der i medfør af transportforordningen
også krav til de
chauffører og ledsagere
,
som skal udføre erhvervsmæssig transport af dyr over 65 km. Det følger
således
af transportforordningen, at personer kun må fungere som chauffører eller som
ledsagere på vejkøretøjer, som transporterer heste, kvæg, får, geder, svin
eller fjerkræ, hvis de er i besiddelse af et kompetencebevis, jf.
forordningens
artikel 6, stk. 5 og artikel 17, stk. 2. Kompetencebeviset skal
fungere som dokumentation for, at de pågældende er blevet undervist i
forordningens nærmere betingelser for transport af dyr, jf. forordningens
bilag
I og II. Kravet om kompetencebevis finder anvendelse fra 5. januar 2008, jf.
transportforordningens artikel 37.
De nærmere bestemmelser til gennemførelse af kravene i transportforordningen
om bl.a. kompetencebeviser til chauffører og ledsagere fremgår af den
tidligere
nævnte uddannelsesbekendtgørelse, der også indeholder reglerne for suspension
og inddragelse af kompetencebeviser, jf. nedenfor under pkt. 2.5.
2.3. Materielle
bestemmelser for dyretransporter
2.3.1. Indledning
Ud over kravet om autorisation og kompetencebevis mv.
indeholder transportforordningen også en række materielle krav, som skal være
opfyldt
under transporten. Det gælder bl.a. krav til køretøjets indretning og krav
til
udførelsen af transporten, herunder f.eks. krav om tilstrækkelige
pladsforhold
(arealkrav), tilstrækkelig indvendig højde og ventilation, krav om vanding,
fodring
og strøelse, hviletid samt krav til dyrenes transportegnethed. Kravene i
forordningen finder primært anvendelse på dyrearterne heste, kvæg, får,
geder, svin
og fjerkræ.
Reglerne i transportforordningen er på enkelte områder
suppleret og erstattet af regler i den under pkt. 2.1. nævnte
transportbekendtgørelse.
2.3.2. Kravene til
areal (lastetæthed)
Kapitel VII i bilag I til transportforordningen omhandler
arealkrav. Arealkravene afgør, hvor mange dyr der må læsses ombord på
køretøjet, dvs. hvor tæt må dyrene stå. Ud over arealkrav anvendes også
udtrykkene
lastetæthed og belægningsgrad.
Justitsministeriet har besluttet at opretholde de skærpede arealkrav
for bl.a. svin, som siden 15. august 2006 har fundet anvendelse på transport,
herunder transit, i Danmark samt på transport mellem Danmark og andre
EU-lande
og ved transport til og fra tredjelande. Det betyder, at arealkravene for
transport af bl.a. svin fortsat er øget med 20 pct. i forbindelse med lange
transporter i forhold til de arealkrav, der følger af transportforordningen.
De nøjagtige arealkrav, som skal være opfyldt ved
landevejstransport af heste, kvæg, får, geder, svin og fjerkræ, fremgår af
transportbekendtgørelsens
bilag 2.
Der henvises i det hele til pkt. 3.6.7. i vejledning nr.
145 af 21. december 2006.
2.3.3. Kravene til
den indvendige højde
I transportforordningen findes en række overordnede normer
for den indvendige højde af køretøjet. Af pkt. 1.1. i kapitel II i bilag I
til
transportforordningen fremgår således bl.a., at transportmidler og containere
samt disses udstyr skal være udformet og indrettet samt vedligeholdes og
anvendes på en sådan måde, at »der er adgang til dyrene, så det er muligt at
tilse og passe dem«. Endvidere følger det af pkt. 1.2. i samme kapitel, at
»der
i det rum, hvor dyrene er anbragt, og på alle niveauer heri skal være
tilstrækkelig med plads til, at der kan sikres god ventilation oven over
dyrene, når de står oprejst i normal stilling, idet dyrenes naturlige
bevægelser
under ingen omstændigheder må hindres«. Endelig fremgår det af
transportforordningens
artikel 3, der indeholder de almindelige betingelser for transport af dyr, at
»dyrene
skal råde over en ståhøjde, som er passende i forhold til deres størrelse og
den planlagte transport«, jf. forordningens artikel 3, litra g.
Ud over disse meget overordnede regler indeholder
transportforordningen ingen nøjagtige angivelser af, hvilke krav der stilles
til den indvendige højde ved transport af dyr. Transportforordningens regler
suppleres imidlertid derfor på dette punkt af reglerne i
transportbekendtgørelsen,
som fastsætter specifikke krav til den indvendige højde af køretøjet, som
skal
være gældende ved transport af
svin
på 40 kg og derover, jf. bekendtgørelsens § 9.
Det bemærkes, at for ældre transportmidler, der er
registreret første gang senest den 15. august 2005, findes en overgangsregel
indtil den 15. august 2010, som giver mulighed for, at
transportvirksomhederne
kan vælge at følge en række andre regler om indvendig højde og ventilation,
jf.
bekendtgørelsens § 36, stk. 4.
2.3.4. Kravene til
ventilation
For så vidt angår kravene til ventilation, fremgår det af
transportbekendtgørelsens
§ 9, stk. 3, at det mekaniske ventilationssystem skal sikre
tilstrækkelig og jævnt fordelt ventilation med en nominel
ventilationskapacitet
på 61 m3
/t pr. 100 kg. svin. Kravet svarer til transportforordningens
bilag I, kapitel VI, pkt. 3.2., om supplerende bestemmelser for lange
transporter af heste, kvæg, får, geder eller svin, hvoraf det tillige
fremgår,
at systemet skal kunne køre i mindst fire timer uafhængig af transportmidlets
motor.
I transportforordningen stilles der for lange transporter
desuden krav om, at ventilationssystemet skal kunne holde en temperatur på
mellem
5 til 30 grader for alle dyr med en tolerancemargen på +/– 5 grader
afhængigt
af den udvendige temperatur, jf. bilag I, kapitel VI, pkt. 3.1., og at
temperaturen
skal kunne måles og registreres ved hjælp af følere i de dele af
transportmidlet, hvor der afhængigt af transportmidlets udformning er størst
sandsynlighed for, at der opstår de ringeste klimaforhold. De registrerede
temperaturer
skal dateres og på anmodning forevises for de kompetente myndigheder, jf.
bilag
I, kapitel VI, pkt. 3.3.
2.3.5. Kravene til
vanding og fodring
Vedrørende kravene til vanding og fodring af dyr under
transport gælder ifølge transportforordningen et generelt krav om, at »dyrene
med passende mellemrum [skal] tilbydes vand, foder af en kvalitet og i
mængder, som er passende for deres art og størrelse«, jf.
transportforordningens
artikel 3, litra h.
Herudover følger det af transportforordningens bilag I,
kapitel III, pkt. 2.7, (om transportpraksis), at dyrene under transporten med
passende mellemrum og under særlig hensyntagen til reglerne i kapitel V (om
vandings-
og fodringshyppighed) skal tilbydes vand, foder og hvile i overensstemmelse
med
deres art. Det fremgår endvidere af bestemmelsen, at medmindre andet er
fastsat,
skal pattedyr og fugle fodres mindst hver 24. time og vandes mindst hver 12.
time. Vand og foder skal være af god kvalitet, og det skal gives til dyrene
på
en måde, som begrænser risikoen for forurening mest muligt. Der skal tages
hensyn til, at dyrene skal vænne sig til fodrings- og vandingsmåden.
Det bemærkes, at som udgangspunkt gælder pkt. 2.7. for alle
dyr. Er der imidlertid tale om en transport af de dyrearter, der er nævnt i
kapitel V om vandings- og fodringshyppighed, transporttider og hvileperioder
(heste, kvæg, får, geder eller svin), skal transportvirksomheden ud fra
almindelige
fortolkningsprincipper efterleve bestemmelserne i dette kapitel, jf. herom
nedenfor under punkt 2.3.6.
Kravet om, at pattedyr og fugle skal fodres mindst hver 24.
time og vandes mindst hver 12. time supplerer i øvrigt af kravet i pkt. 2.1.
i
kapitel V til bilag I om, at fjerkræ, samt andre fugle og kaniner, der holdes
som husdyr, skal have adgang til foder og vand i tilstrækkelige mængder,
undtagen
når transporten varer mindre end 12 timer eksklusive på- og aflæsningstiden,
eller 24 timer for fugleunger af alle arter, forudsat at den tilendebringes
senest 72 timer efter udrugning. Kravet suppleres endvidere af bestemmelserne
i
transportbekendtgørelsens §§ 20-21, der indeholder regler om
vejtransport
af fjerkræ, der fuldt ud afvikles her i landet.
I transportforordningens bilag I, kapitel V, er opstillet
de specifikke regler for vandings- og fodringshyppighed, som finder
anvendelse
for transport af heste, kvæg, får, geder og svin. Det fremgår bl.a. af
kapitel
V, at svin skal have permanent adgang til vand på transporter over otte
timer,
jf. pkt. 1.4., litra c, jf. pkt. 1.1., og at kvæg, får og geder skal vandes
og
om nødvendigt fodres hver 14. time, jf. pkt. 1.4., litra d, jf. pkt. 1.1.
Der stilles i den forbindelse også i kapitel VI i bilag I
til transportforordningen en række supplerende krav til funktionaliteten og
kapaciteten af den vandforsyning, som skal være til rådighed på
transportmidler, der udfører transporter over otte timer, herunder at
vandforsyningsanlægget skal gøre det muligt for ledsageren at give dyrene
vand
med det samme, når som helst der er behov for det under transporten, således
at
samtlige dyr kan drikke, når de vil, jf. kapitel VI, pkt. 2.1.
På samme måde stilles der krav om, at transportmidlet skal
medbringe en tilstrækkelig mængde passende foder, som kan opfylde de
pågældende
dyrs foderkrav under transporten. Foderet skal beskyttes mod vejrliget og mod
forurenende stoffer såsom støv, brændstof, udstødningsgas samt dyreurin og
ekskrementer, jf. kapitel VI, pkt. 1.3. Hvis der anvendes særligt
fodringsudstyr til fodring af dyrene, skal dette udstyr transporteres i
transportmidlet, jf. kapitel VI, pkt. 1.4. Udstyret skal endvidere være
udformet
på en sådan måde, at det om nødvendigt kan fastgøres til transportmidlet, så
det ikke vælter, og når transportmidlet er i bevægelse, og udstyret ikke er i
brug, skal det opbevares adskilt fra dyrene, jf. kapitel VI, pkt. 1.5.
2.3.6.
Kravene til dyrs hviletid
Reglerne om transporttider og hvileperioder findes i kapitel
V i bilag I til transportforordningen. Disse regler er en videreførelse af
det
nu ophævede Rådets direktiv 91/628/EØF af 19. november 1991 om beskyttelse af
dyr under transport med senere ændringer.
Det fremgår af bilagets pkt. 1.2., jf. punkt 1.1., at
forsendelsestiden for heste (bortset fra registrerede heste), kvæg, får,
geder
eller svin som hovedregel ikke må overstige 8 timer. Hvis transportmidlet
imidlertid opfylder de supplerende krav i forordningens kapitel VI, kan den
maksimale transporttid
forlænges,
og i så fald skal følgende vandings- og fodringshyppigheder samt køre- og
hvileperioder overholdes, når der er tale om
landevejstransport
, jf. pkt. 1.3. og 1.4., litra a-d samt pkt.
1.5.:
Dyreart
1.
køreperiode
Hvileperiode,
der kan foregå på transportmidlet
2.
køreperiode
Hvileperiode,
hvor dyrene skal aflæsses på et kontrolsted
Kalve, lam, gedekid, føl, grise indtil 10
kg
9 timer
Minimum 1 time
(vandes og om
nødvendigt fodres)
9 timer
24 timer
Svin
24 timer
(permanent adgang
til vand)
24 timer
Heste
(bortset fra registrerede heste)
24 timer
(vandes og om nødvendigt
fodres hver 8. time)
24 timer
Kvæg, får og geder
14 timer
1 time
(vandes og om
nødvendigt fodres)
14 timer
24 timer
De korte hvileperioder udgøres af en sammenhængende periode
af mindst 1 times varighed, hvor dyrene ikke flyttes ved hjælp af et
transportmiddel.
Dyrene kan enten opholde sig på transportmidlet under hvileperioden eller
være
læsset af, men i begge tilfælde skal dyrene være under konstant opsyn. Alle
dyrene skal i løbet af hvileperioden have tid til at blive vandet og
eventuelt
fodret. Reglerne om hviletid har således nøje sammenhæng med reglerne om
vanding og fodring, jf. ovenfor under pkt. 2.3.5. om kravene hertil. Det er
således vigtigt, at der er opsyn med vanding og fodring af dyrene for herved
at
sikre, at alle dyr får adgang til vand/foder, samt for at undgå at nogle dyr,
f.eks. unge kalve, drikker for meget. Herudover skal foderet være i en form,
som dyrene er vant til og tilbydes dyrene på en vant måde, ligesom vandet bør
være tempereret. Tilfældige pauser under forsendelsen regnes ikke for
hvileperioder.
Hvileperioderne på 24 timer skal finde sted på et godkendt
kontrolsted, hvor dyrene skal læsses af, vandes og fodres, samt tilses af en
dyrlæge inden den videre transport, jf. Rådsforordning (EF) nr. 1255/97 af
25.
juni 1997 om fællesskabskriterier for mellemstationer og tilpasning af den
ruteplan, der er omhandlet i direktiv 91/628/EØF (EF-Tidende 1997 L 174, s.
1),
som ændret senest ved transportforordningen.
Efter hvileperioden på 24 timer beregnes ny køretid til
sidste dyr er læsset af på bestemmelsesstedet, og forsendelsen dermed er
afsluttet. Der gælder ikke nogen øvre grænse for, hvor mange døgn transporten
må vare, hvis køre- og hvileperioderne overholdes undervejs, ligesom der
heller
ikke skelnes mellem transport af dyr til slagtning eller til andre formål.
En forsendelse kan således deles op i køretid, beregnet fra
første dyr bliver pålæsset på afgangsstedet til en hvileperiode, hvor en
lastbil holder stille, og dyrene vandes og eventuelt fodres, uden at de
læsses af.
Det bemærkes, at begrebet afgangssted ifølge
transportforordningens artikel 2, litra r, 1. led, er det første sted, hvor
dyret anbringes på et transportmiddel, forudsat at dyret har været anbragt på
stedet i mindst 48 timer inden afgangstidspunktet.
Efter Justitsministeriets opfattelse indebærer kravet om,
at dyret skal have været »anbragt på stedet«, at dyret er blevet aflæsset og
opstaldet i mindst de nævnte antal timer, herunder vandet og fodret.
Efter transportforordningens artikel 2, litra r, 2. led, kan
samlesteder, der er godkendt i overensstemmelse med
EF-veterinærforskrifterne,
dog også betragtes som et afgangssted, hvis afstanden mellem det første sted,
hvor dyrene pålæsses, og samlestedet er under 100 km. Hvis det første sted,
hvor dyrene pålæsses, ligger mere end 100 km fra samlestedet, kan samlestedet
endvidere betragtes som et afgangssted, når dyrene her har været opstaldet,
om
muligt uden at være bundet, med strøelse og forsynet med drikkevand i
tilstrækkelige mængder i mindst seks timer inden tidspunktet for afgang fra
samlestedet.
Ved »bestemmelsessted« forstås ifølge
transportforordningens artikel 2, litra s, det sted, hvor et dyr aflæsses fra
et transportmiddel og enten anbringes i mindst 48 timer inden
afgangstidspunktet eller slagtes. Dette indebærer, at f.eks. et samlested
ikke
kan betragtes som et bestemmelsessted.
2.3.7. Kravene til
transportegnethed
Kapitel I i transportforordningens bilag I indeholder kravene
til dyrs transportegnethed
.
Det
fremgår heraf, at ingen dyr må transporteres, medmindre de er egnede til den
påtænkte transport, og at alle dyr skal transporteres under sådanne forhold,
at
de ikke kommer til skade eller påføres unødig lidelse, jf. pkt. 1.
Endvidere fremgår det, at tilskadekomne dyr og dyr, som har
fysiologiske skavanker eller undergår en patologisk proces, ikke betragtes
som
transportegnede, jf. pkt. 2. Transportforordningen indeholder på dette sted
en
liste over, hvornår dette »især« vil være tilfældet. Listen nævner bl.a. dyr
med alvorlige åbne sår eller prolapser, dyr som ikke er i stand til at bevæge
sig ved egen kraft uden smerter eller gå uden støtte, drægtige hundyr i den
sidste tiendedel af drægtighedsperioden, nyfødte pattedyr, hvis navle ikke er
fuldstændig helet og svin på under tre uger, lam på under én uge eller kalve
på
under 10 dage, medmindre de skal transporteres over en kortere strækning end
100 km mv.
Er der tale om en lang transport, fremgår det endvidere af
kapitel VI i bilag I til transportforordningen, at heste under fire måneder,
kalve under 14 dage og svin under 10 kg kun må sendes på lange transporter,
når
de følges med moderdyret, og at utæmmede heste ikke må sendes på lange
transporter.
Bestemmelserne i transportforordningen suppleres af transportbekendtgørelsens
§ 7 om, at søer, som flyttes fra besætninger efter at have indgået i en
produktion af smågrise (udsættersøer) ikke anses for egnet til transporter på
mere end otte timer, og bekendtgørelsens § 8 om udsætterhøners
transportegnethed.
Begge bestemmelser vil også skulle efterleves, selv om transporten er
grænseoverskridende. Herudover følger det af transportbekendtgørelsens
§ 18,
at kvæg ikke kan anses for egnet til transport i 14 dage efter kælvning.
Denne
bestemmelse finder alene anvendelse på transporter, der fuldt ud afvikles
inden
for Danmark.
2.3.8. Krav om
strøelse
Smågrise på under 10 kg, lam på under 20 kg, kalve på under
seks måneder, og føl på under fire måneder skal ifølge pkt. 1.5. i kapitel II
i
bilag I til transportforordningen forsynes med passende
strøelse eller tilsvarende materiale, der giver dem den fornødne
komfort under hensyn til arten og antallet af de dyr, der transporteres,
transporttiden og vejrforholdene. Dette materiale skal sikre en passende
absorption af urin og ekskrementer.
Et stort set enslydende krav findes i pkt. 1.3. i kapitel
VI i bilag I til transportforordningen om supplerende bestemmelser for lange
transporter af heste, kvæg, får, geder og svin. Dette krav gælder uden hensyn
til dyrets alder.
For så vidt angår transporter, der fuldt ud afvikles i
Danmark, gælder ligeledes et krav om strøelse, jf. § 25 i
transportbekendtgørelsen. Bekendtgørelsens krav om strøelse gælder uanset
transportens
længde. Endvidere fremgår det af transportbekendtgørelsens § 17, at
transport af lettere tilskadekomne dyr ikke må finde sted, uden at
transporten
er forsynet med et ekstra tykt lag strøelse. Begge bestemmelser i
transportbekendtgørelsen finder imidlertid kun anvendelse på transporter, der
fuldt ud afvikles her i landet og kan således ikke anvendes på
grænseoverskridende transporter på f.eks. under otte timer, hvor
transportforordningen
ikke stiller krav om strøelse, med mindre der er tale om helt unge dyr, jf.
ovenfor.
2.4. Straffebestemmelser
Straffebestemmelserne i reglerne om transport af dyr findes
dels i den generelle straffebestemmelse i dyreværnslovens § 28 og dels i
§ 35
i transportbekendtgørelsen, som både indeholder hjemmel til at straffe for
overtrædelser af bestemmelserne i bekendtgørelsen og for overtrædelser af
kravene i transportforordningen.
Dyreværnslovens § 28 anvendes i de tilfælde, hvor en
overtrædelse af reglerne om transport af dyr samtidig udgør en overtrædelse
af
den generelle beskyttelsesbestemmelse i dyreværnslovens § 1, hvorefter
»dyr
skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse,
angst, varigt men og væsentlig ulempe«.
Den ansvarlige for en overtrædelse vil således kunne ifalde
straf både for overtrædelse af dyreværnslovens § 1, jf.
straffebestemmelsen i dyreværnslovens § 28, stk. 2, og for
overtrædelse af § 35 i transportbekendtgørelsen afhængig af forholdets
karakter. Overtrædelse af de detaljerede regler i transportforordningen og i
transportbekendtgørelsen indebærer dog ikke i alle tilfælde en overtrædelse
af
de generelle krav i § 1. Eksempelvis vil en formel overtrædelse i
forbindelse med transport af dyr, f.eks. når en chauffør har glemt at
medbringe
sit kompetencebevis, ikke betyde, at dyrene i den konkrete situation lider
overlast, og chaufføren vil i dette tilfælde alene blive straffet efter
transportbekendtgørelsens regler.
Det følger af dyreværnslovens § 28, stk. 1, 1.
pkt., at den, som ved overanstrengelse, vanrøgt eller på anden måde behandler
dyr uforsvarligt, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år.
Der skal ved udmålingen af straffen tages hensyn til, om
der foreligger uforsvarlig eller grovere uforsvarlig behandling af dyr,
jf. dyreværnslovens § 28, stk. 1,
2. pkt. Har forholdet haft karakter af mishandling er straffen fængsel
indtil 1 år, i gentagelsestilfælde indtil 2 år,
jf. stk. 1, 3. pkt. Dette indebærer, at der i sager om mishandling
som udgangspunkt ikke idømmes bødestraf.
Om vanrøgt eller anden uforsvarlig behandling af dyr skal
henføres under dyreværnslovens § 28, stk. 1, 1. pkt., eller under
dyreværnslovens § 28, stk. 1, 2. pkt., afhænger af en nærmere
vurdering af, hvor groft forholdet har været.
Anklagemyndigheden kan i forbindelse med straffesagen
indhente veterinærfaglig bistand fra Fødevarestyrelsen eller Det Veterinære
Sundhedsråd, der er et sagkyndigt organ, som bl.a. har til opgave at afgive
udtalelser
om veterinære spørgsmål til anklagemyndigheden, jf. bekendtgørelse nr. 120 af
28. februar 2005 om forelæggelse af veterinærfaglige spørgsmål for Det
Veterinære Sundhedsråd og Fødevarestyrelsen (jf. nærmere nedenfor pkt.
4.1.1.).
Fødevarestyrelsen og Rådet kan bl.a. udtale sig om, hvorvidt en nærmere
beskrevet
adfærd indebærer en uforsvarlig eller grovere uforsvarlig behandling af dyr
eller eventuelt en mishandling. Den endelige afgørelse heraf henhører under
domstolene. Fremgangsmåden ved forelæggelse af spørgsmål for Det Veterinære
Sundhedsråd er beskrevet i pkt. 3.2. i Rigsadvokatens Meddelelse nr. 3/2003.
Dyreværnslovens § 28, stk. 2 omfatter en række
overtrædelser af dyreværnsloven, der er mindre grove end forholdene i
§ 28,
stk. 1, dvs. som ikke udgør uforsvarlig behandling eller mishandling af
dyr. Strafferammen for disse overtrædelser er bøde eller fængsel indtil 4
måneder.
I dyreværnsloven er der ved lov nr. 384 af 28. maj 2003
indsat en ny bestemmelse i § 28, stk. 7, som medfører, at det ved
udmålingen
af straffen skal anses som en skærpende omstændighed, hvis overtrædelsen er
begået under udøvelse af erhverv. Formålet med denne lovændring var at
forhøje
bødestraffene for overtrædelse af dyreværnslovgivningen, og herunder også
bødestraffene
i sager om transport af dyr. Der henvises i den forbindelse til pkt. 3
nedenfor
om en yderligere skærpelse af bødeniveauet ved overtrædelse af reglerne om
transport af dyr.
Efter dyreværnslovens § 28, stk. 8, kan der
pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i
straffelovens kapitel 5.
Efter transport
bekendtgørelsens
§ 35, stk. 1, straffes overtrædelser af transportforordningen og
transportbekendtgørelsen med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre
højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
Af bekendtgørelsens § 35, stk. 2, følger endelig,
at der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter
reglerne i straffelovens kapitel 5 for overtrædelse af transportforordningen
og
transportbekendtgørelsen.
Straffebestemmelserne i transportbekendtgørelsen finder som
nævnt anvendelse sammen med reglerne i dyreværnsloven, således at der i en
konkret sag efter omstændighederne kan rejses tiltale både for overtrædelse
af
dyreværnsloven og for overtrædelse af reglerne i transportbekendtgørelsen,
jf.
ovenfor.
2.5. Administrativ
tilbagekaldelse af retten til at transportere dyr mv.
Reglerne om administrativ tilbagekaldelse af retten til at
transportere dyr findes dels i transportforordningens artikel 26, der
fastsætter de kompetente myndigheders forpligtelser i tilfælde af
overtrædelser
af forordningen og dels i transportbekendtgørelsen samt
uddannelsesbekendtgørelsen.
Herudover gælder reglerne i lov om godskørsel om tilbagekaldelse og bortfald
af
tilladelser til godskørsel.
2.5.1.
Det følger
af
transportforordningen
s artikel 26,
stk. 4, litra c, at den kompetente myndighed, som konstaterer, at en
transportvirksomhed ikke har overholdt forordningen, eller som modtager en
indberetning fra andre medlemsstaters myndigheder om manglende overholdelse
af
reglerne i forordningen, kan vælge at suspendere eller annullere (inddrage)
transportvirksomhedens autorisation eller godkendelsescertifikatet for det
pågældende
transportmiddel.
I transportforordningens artikel 26, stk. 5, er det
desuden fastsat, at den kompetente myndighed kan suspendere eller fratage
(inddrage) et kompetencebevis fra en chauffør eller en ledsager, der
overtræder
forordningens bestemmelser for transporten. Hjemlen forudsættes navnlig
anvendt
i de tilfælde, hvor overtrædelsens karakter tyder på, at chaufføren eller
ledsageren ikke er i besiddelse af tilstrækkelig viden om og forståelse for
transport af dyr.
Transportforordningens artikel 26, stk. 4 litra c, og
artikel 26, stk. 5, giver således hjemmel til, at Fødevarestyrelsen som
kompetent myndighed, administrativt kan suspendere eller annullere/inddrage
(tilbagekalde) en transportvirksomheds autorisation og/eller en førers eller
ledsagers kompetencebevis.
Denne adgang for Fødevarestyrelsen til administrativ
suspension eller tilbagekaldelse gælder dog kun i forhold til en virksomheds
autorisation eller et kompetencebevis udstedt her i landet af danske
myndigheder.
Det er således ikke muligt for danske myndigheder at
suspendere eller tilbagekalde udenlandske transportvirksomheders autorisation
til at transportere dyr, ligesom der heller ikke kan træffes bestemmelse om
suspension
eller inddragelse af kompetencebeviser for udenlandske førere eller
ledsagere.
Det er muligt efter transportforordningens artikel 26, stk. 6,
ved gentagne eller alvorlige overtrædelser af forordningen at nedlægge
midlertidigt forbud mod, at dyr transporteres af den pågældende
transportvirksomhed
på medlemsstatens område. Dette gælder også i situationer, hvor
transportvirksomheden eller transportmidlet er autoriseret eller godkendt af
et
andet EU-medlemsland, forudsat at alle muligheder for gensidig bistand og
udveksling af oplysninger er udtømt, jf.
også
om retsstillingen for udenlandske chauffører og transportører nedenfor pkt.
9.1.
Det bemærkes, at det hverken efter transportforordningens artikel
26, stk. 4, litra a-c, eller stk. 5, er et krav, at der skal være
tale om gentagne eller alvorlige overtrædelser af forordningens regler.
De nævnte bestemmelser om administrativ suspension og tilbagekaldelse
i medfør af transportforordningen er forholdsvis overordnede, hvorfor
Justitsministeriet har besluttet at udstede en række supplerende bestemmelser
herom
i transportbekendtgørelsen og uddannelsesbekendtgørelsen.
Det fremgår således af
transportbekendtgørelsens
§ 30, stk. 1, at en autorisation meddelt af Fødevarestyrelsen i henhold
til transportforordningens artikel 10 eller artikel 11 kan tilbagekaldes af
styrelsen, hvis transportvirksomheden har overtrådt transportforordningen
eller
transportbekendtgørelsen. Tilbagekaldelse kan ske for et tidsrum af et til
fem
år eller indtil videre.
Har Fødevarestyrelsen begrundet mistanke om, at der
foreligger omstændigheder, som kan begrunde, at en autorisation tilbagekaldes
i
medfør af stk. 1, kan styrelsen beslutte midlertidigt at suspendere
autorisationen,
indtil endelig afgørelse om tilbagekaldelse foreligger, jf. bekendtgørelsens
§ 30,
stk. 2.
Endvidere fremgår det af bekendtgørelsens § 30, stk. 3,
at hvis en meddelt autorisation midlertidigt suspenderes eller tilbagekaldes,
skal autorisationen inden syv dage tilbageleveres til Fødevarestyrelsen.
Fristen regnes fra datoen for afgørelsen om suspension eller tilbagekaldelse.
Fødevarestyrelsen er forpligtet til omgående at underrette
alle de i transportforordningens artikel 24, stk. 2, nævnte
kontaktpunkter
i andre medlemsstater om enhver afgørelse, der træffes i medfør af
stk. 1
og 2, jf. bekendtgørelsens § 30, stk. 4.
Vedrørende suspension og inddragelse af kompetencebeviser
følger det af
uddannelsesbekendtgørelsen
s
§ 7, stk. 1, at hvis en chauffør eller en ledsager gør sig skyldig
i
en overtrædelse af transportforordningen eller nationale regler om
beskyttelse
af dyr under transport, kan Fødevarestyrelsen beslutte at suspendere eller
inddrage den pågældendes kompetencebevis. Inddragelse af en chaufførs eller
ledsagers kompetencebevis kan ske for et tidsrum af et til fem år.
Er kompetencebeviset blevet inddraget, kan
kompetencebeviset kun generhverves, hvis føreren eller ledsageren efter
inddragelsesperiodens udløb forinden på ny har gennemført den i
bekendtgørelsens § 4, stk. 2, nævnte kompetencebevisuddannelse og
har
bestået den afsluttende eksamen, jf. bekendtgørelsens § 7, stk. 2.
Endvidere fremgår det af bekendtgørelsens § 7, stk. 3,
at hvis Fødevarestyrelsen har besluttet, at kompetencebeviset kun skal
suspenderes, skal føreren eller ledsageren inden for en frist, der fastsættes
af Fødevarestyrelsen, på ny bestå den afsluttende eksamen på
kompetencebevisuddannelsen. Kompetencebeviset inddrages, hvis vedkommende
ikke
består eksamen eller vedkommende undlader at medvirke til den.
Det fremgår endelig af bekendtgørelsens § 7, stk. 4,
at den, der har fået suspenderet eller inddraget sit kompetencebevis, inden 4
uger skal indsende dette til Fødevarestyrelsen. Fristen regnes fra datoen for
afgørelsen om suspension eller inddragelse.
2.5.2.
I
lov om godskørsel
, jf. lovbekendtgørelse
nr. 108 af 19. februar 2003, er der bl.a. fastsat bestemmelser om tilladelse
til godskørsel samt om tilbagekaldelse og bortfald af tilladelser mv.
Efter lovens § 1, stk. 1, skal den, der er
etableret på dansk område og udfører godskørsel for fremmed regning med
motorkøretøj eller vogntog med en tilladt totalvægt over 3.500 kg, have
tilladelse hertil af Færdselsstyrelsen.
Tilladelse er i medfør af § 3 bl.a. betinget af, at
ansøgeren ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder en nærliggende
fare
for misbrug af adgangen til at udføre vognmandsvirksomhed, jf. straffelovens
§ 78,
stk. 2, ligesom den pågældende i fagligt henseende skal være
kvalificeret
til at drive vognmandsvirksomhed og til at kunne drive virksomheden på
forsvarlig måde i overensstemmelse med god skik inden for branchen.
Efter § 12 kan tilladelse til godskørsel for fremmed
regning bl.a. tilbagekaldes, hvis tilladelsesindehaveren ikke længere
opretholder betingelserne for tilladelsen som følge af, at vedkommende i
forbindelse med udøvelsen af sit erhverv
groft
eller gentagne gange
har overtrådt vilkårene for tilladelsen eller
færdselslovgivningens bestemmelser om hastighed, kørsel uden kørekort,
køretøjers indretning, reglerne om køre- og hviletid m.m.
Ved lov nr. 474 af 9. juni 2004 blev § 12 i lov om
godskørsel ændret, således at Færdselsstyrelsen nu også har mulighed for
administrativt at tilbagekalde en virksomheds tilladelse til at udføre
godskørsel for fremmed regning, hvis tilladelsesindehaveren groft eller
gentagne gange har overtrådt lovgivningen om beskyttelse af dyr under
transport.
2.5.3.
Om
forholdet mellem reglerne om administrativ tilbagekaldelse af autorisationer
og
straffelovens § 79 om rettighedsfrakendelse (jf. nedenfor pkt. 4.1.2.)
har
Justitsministeriet i en redegørelse af 14. april 2003 (Alm. del – bilag
970)
til Folketingets Retsudvalg udtalt følgende:
»Efter
Justitsministeriets opfattelse bør administrativ tilbagekaldelse af en
autorisation ikke finde sted, før den eller de tilknyttede straffesager er
afgjort, da Fødevaredirektoratet ikke før dette tidspunkt kan vide, om
transportøren bliver kendt skyldig og grundlaget for tilbagekaldelsen af
autorisationen
dermed er til stede.
Hvis der er tale
om en grov overtrædelse af reglerne, som har medført alvorlig lidelse for
dyrene, vil det dog være mest korrekt at lade spørgsmålet om tilbagekaldelse
af
autorisationen indgå i den straffesag, der i givet fald bør rejses over for
transportøren, så domstolene får lejlighed til at tage stilling til
spørgsmålet
om rettighedsfrakendelse. Baggrunden herfor er, at en sådan
rettighedsfrakendelse kan være et ganske alvorligt indgreb over for den
pågældende transportør, og retssikkerhedsmæssige betragtninger taler således
for, at afgørelsen træffes af domstolene, som det også er tilfældet i andre
sager om rettighedsfrakendelse, jf. straffelovens §§ 78 og 79. Det
samme gælder, hvis anklagemyndigheden vælger at sammenlægge en række sager om
gentagne (mindre) overtrædelser begået af den samme transportør og indbringe
sagerne samlet for retten.
Fødevaredirektoratets
adgang til administrativt at tilbagekalde autorisationerne er således primært
tænkt anvendt i situationer, hvor den samme transportør gentagne gange ved
forskellige afgørelser dømmes for overtrædelser af reglerne om beskyttelse af
dyr under transport, herunder afgørelser fra forskellige domstole og
politimestre.«
Som det fremgår af redegørelsen,
kan en påstand om frakendelse af retten til at udføre transport af dyr i
medfør
af straffelovens § 79 være aktuel i straffesager mod en transportør,
hvor
overtrædelsen har medført alvorlig lidelse for dyrene. I sådanne tilfælde kan
der eventuelt samtidig være grundlag for at nedlægge påstand om frakendelse
efter dyreværnslovens § 29 af retten til at beskæftige sig med dyr.
Endvidere kan der være anledning til at nedlægge påstand om frakendelse af
retten til at udføre transport af hvirveldyr i medfør af straffelovens
§ 79
i straffesager mod en transportør, hvor der skal ske samlet pådømmelse af en
række gentagne (eventuelt mindre) overtrædelser begået af transportøren.
3. Skærpelse af bødeniveauet for
dyretransporter
3.1. Gældende ret
3.1.1. Bødeniveau
Som anført ovenfor under pkt. 2.4. blev der ved ændringen
af dyreværnsloven i 2003 gennemført en ændring af dyreværnslovens § 28,
stk. 7, som indebar en skærpelse af niveauet for bødestraffe i sager om
overtrædelse af reglerne om transport af dyr. De forudsatte minimumsbøder i
sager om erhvervsmæssig transport af dyr blev i lovforslaget, jf. herved
Folketingstidende 2002-2003, Tillæg A, s. 3831ff. angivet således:
Overtrædelse
1. gang
2. gang
Ikke uforsvarlig
behandling af dyr
3.000 kr.
4.500 kr.
Uforsvarlig behandling af
dyr
5.000 kr.
7.500 kr.
Grovere uforsvarlig behandling
af dyr
10.000 kr.
15.000 kr.
Af bemærkningerne til
lovforslaget fremgår endvidere følgende:
»I [ ] sager, hvor der foreligger gentagne og eventuelt systematiske
overtrædelser af transportreglerne, bør bødebeløbet efter regeringens
opfattelse være væsentligt højere, end hvad det ovenfor anførte om straffen i
andengangstilfælde ville føre til.
For at modvirke,
at personer, der som led i deres erhverv beskæftiger sig med dyretransporter,
konsekvent overtræder transportreglerne, er det derfor Justitsministeriets
opfattelse, at der i sådanne sager vil kunne være grundlag for absolut
kumulation, dvs. sammenlægning af de bøder, der isoleret set er forskyldt i
de
enkelte tilfælde. Det må bero på en konkret vurdering i den enkelte sag, i
hvilket omfang dette udmålingsprincip bør anvendes.«
I sager, hvor der alene er tale om
brud på helt formelle regler, og hvor dyr ikke konkret har været udsat for
væsentlig ulempe m.v., gælder de anførte minimumsbøder ikke. I disse tilfælde
kan også mindre bøder således efter omstændighederne anses for passende. Som
et
eksempel kan nævnes tilfælde, hvor en vognmand ikke har medbragt sin
autorisation til transport af dyr.
Justitsministeriet anførte i bemærkninger til lovforslaget
desuden, at ministeriet fremover ville følge udviklingen i sanktionspraksis
på
dette område og herunder, når der var forløbet nogen tid, anmode
Rigsadvokaten
om at undersøge, hvordan den foreslåede ordning nærmere var slået igennem i
praksis.
I overensstemmelse hermed iværksatte Rigsadvokaten herefter
en indberetningsordning, hvorefter politimestrene skulle indberette domme og
udenretlige bødeforelæg for så vidt angår overtrædelser begået efter lovens
ikrafttræden den 1. juli 2003 og frem til 1. september 2004. Statsadvokaterne
skulle indsende landsretsdomme vedrørende overtrædelse af
dyreværnslovgivningen,
der blev afsagt i den nævnte periode, hvis sagen blev afgjort med bøde.
På grundlag af denne indberetningsordning afgav
Rigsadvokaten i januar 2005 en redegørelse om bøderne for overtrædelse af
dyreværnsloven efter lovændringen i 2003. I redegørelsen anføres bl.a.
følgende:
»Vedrørende
sagerne om transport af dyr kan det på den baggrund konkluderes, at de
skærpede
bøder i det væsentlige er slået igennem, men at der også er eksempler på
sager,
hvor bøden formentlig burde have været højere.
Sammenfattende er
det på den baggrund min opfattelse, at de forhøjelser af bøderne, der var
tilsigtet ved ændringen af dyreværnslovens ved lov nr. 384 af 28. maj 2003,
har
haft virkning i praksis, og at reglerne anvendes i overensstemmelse med
tilkendegivelserne
i forarbejderne til loven.
Jeg har dog
konstateret nogle sager vedrørende transport af dyr, hvor de begåede
overtrædelser formentlig burde være henført under andre straffebestemmelser
med
højere bøder til følge. Dette skyldes formentlig i et vist omfang problemer i
forbindelse med anvendelsen af reglerne.
Det spørgsmål vil
blive taget op på kurser, der afholdes for anklagemyndigheden i foråret, og
hvor rigsadvokaturen vil deltage i undervisningen.«
3.1.2.
Ansvarsgrundlag
Efter straffelovens § 19, 2. pkt., straffes fysiske
personer – hvad enten det drejer sig om transportører, leverandører
(landmænd),
chauffører eller ledsagere – både for forsætlige og uagtsomme
overtrædelser af
reglerne om transport af dyr.
For selskaber mv. (juridiske personer) fastlægger
straffelovens § 27 de nærmere betingelser for at pålægge strafansvar. I
sagens natur kan det over for selskaber mv. kun komme på tale at anvende
bødestraf (og ikke fængselsstraf).
Efter straffelovens § 27 kan selskabsansvar foreligge
i to former, idet overtrædelsen enten skal kunne tilregnes en eller flere til
den juridiske person knyttede (fysiske) personer
eller
den juridiske person som sådan.
I den første form indebærer selskabsansvaret, at den
juridiske person i realiteten har et hæftelseslignende ansvar for
overtrædelser
begået af virksomhedens
ansatte
eller
personer i
ledelsen, bestyrelsesmedlemmer
mv.
Det kræves normalt ikke, at man kan henføre det dadelværdige
forhold til en bestemt medarbejder. Selskabsansvaret kan således også blive
udløst af »anonyme« fejl, det vil sige lovovertrædelser, hvor det af
omstændighederne
fremgår, at en person inden for virksomheden har begået et tilregneligt
forhold, men hvor det er vanskeligt eller umuligt at finde frem til den
enkelte
person.
Kravene til graden af tilregnelse hos den ansatte mv.
(forsæt/uagtsomhed) er ikke reguleret i straffelovens § 27, men skal i
stedet afgøres efter den pågældende bestemmelse i straffeloven eller
særloven,
som kan være overtrådt. For overtrædelser af reglerne om transport af dyr,
kræves der som nævnt kun uagtsomhed.
I den anden form for selskabsansvar skal lovovertrædelsen
kunne tilregnes virksomheden som sådan, det vil sige kunne lægges
virksomheden
til last som en fejl ved arbejdets tilrettelæggelse eller som manglende
kontrol
eller på anden måde. Her er der således tale om i mangel af bevis for
enkeltpersoners fejl at anlægge en skyldbedømmelse – en form for
uagtsomhedsbedømmelse
– i forhold til virksomheden som sådan.
Herunder vil bl.a. falde de såkaldte »kumulerede« fejl.
Dette udtryk omfatter fejl, der består i en flerhed af handlinger eller
undladelser inden for virksomheden begået af flere personer, der hver for sig
er straffri på grund af en ringe andel i eller ringe uagtsomhed i forbindelse
med det strafbare resultat, men hvor de enkelte andele tilsammen resulterer i
overtrædelsen.
Efter straffelovens § 26 omfatter bestemmelser om selskabsansvar
(medmindre andet er bestemt) enhver juridisk person, herunder aktie-,
anparts-
og andelsselskaber, interessentskaber, foreninger, fonde, boer, kommuner og
statslige myndigheder.
Selskabsansvar omfatter endvidere enkeltmandsvirksomheder,
for så vidt disse navnlig under hensyn til deres størrelse og organisation
kan
sidestilles med ovennævnte selskaber, jf. § 26, stk. 2. Efter
forarbejderne til bestemmelsen er det en forudsætning, at virksomheden (på
gerningstidspunktet) beskæftiger omkring 10-20 ansatte.
3.1.3.
Ansvarsfordeling (valg af ansvarssubjekt)
Strafansvar over for en juridisk person udelukker ikke, at
én eller flere (fysiske) personer samtidig pålægges individuelt strafansvar
for
den samme overtrædelse.
Der vil imidlertid normalt ikke blive pålagt både
selskabsansvar og individuelt ansvar i tilfælde, hvor dette skønnes at føre
til
en præventivt overflødig, dobbelt strafanvendelse. I sådanne tilfælde vil
selskabsansvaret normalt være det primære. Det gælder især, når det må
formodes, at lovovertrædelsen er økonomisk motiveret, men også f.eks., hvis
den
ansattes udviste uagtsomhed ikke er graverende, eller den person, som
lovovertrædelsen
kan tilregnes, har en underordnet stilling i virksomheden.
Rigsadvokaten har i Meddelelse nr. 5/1999 fastsat nærmere
retningslinjer for valg af ansvarssubjekt i sager om selskabsansvar.
Retningslinjerne er udarbejdet i overensstemmelse med ovenstående. Det er
således udgangspunktet, at tiltale alene rejses mod selskabet som sådant.
Særligt om overtrædelser af reglerne om transport af dyr
anføres følgende i Rigsadvokatens Meddelelse nr. 3/2003:
»I
sager om transport af dyr kan der opstå spørgsmål om valg af ansvarssubjekt,
idet der kan være grundlag for at gøre strafansvar gældende både mod en ansat
chauffør, dennes arbejdsgiver/vognmand og/eller den person (typisk en
landmand), der f.eks. har ladet et dyr, der er uegnet til transport,
transportere.
I praksis er der
hidtil rejst tiltale både mod den chauffør, der har udført transporten, og
mod
arbejdsgiver/vognmand og leverandør, hvis det kan godtgøres, at disse har
været
medvirkende til overtrædelsen eller har begået selvstændige overtrædelser,
eller hvis der er grundlag for strafansvar for arbejdsgiveren/vognmanden
eller
for leverandøren efter reglerne om strafansvar for juridiske personer.
Det forudsættes da
også i bemærkningerne til ændringsloven [fra 2003], at både chauffør,
arbejdsgiver/vognmand
og leverandør kan straffes i transportsager.
Strafansvaret beror
på en almindelig strafferetlig vurdering, herunder på, om overtrædelsen kan
tilregnes den pågældende som forsætlig eller uagtsom.
Vurderingen af
spørgsmålet om et eventuelt virksomhedsansvar forudsætter endvidere, at der
foreligger oplysninger om, hvorvidt transportvirksomheden eller
landbrugsvirksomheden, der har leveret dyr til transport, drives i
selskabsform.
Hvis sagen efter
anklagemyndighedens opfattelse bør medføre rettighedsfrakendelse, bør
tiltalen
dog ikke begrænses til selskabet, men rettes mod den ansvarlige
enkeltperson.«
3.2.
Justitsministeriets overvejelser
Det fremgår af opgørelsen over Rigspolitiets kontrol med dyretransporter
for 2006, at Rigspolitiet i 2006 kontrollerede i alt 655 dyretransporter over
50 km. Af disse 655 kontrollerede
transporter blev der i alt konstateret 204 overtrædelser af reglerne om
transport af dyr, herunder 150 overtrædelser af direkte betydning for dyrenes
velfærd, dvs. overtrædelser af reglerne om arealkrav, indvendig højde,
vanding
og fodring mv., svarende til 22,6 pct. af de kontrollerede lange transporter
over
50 km. Til
sammenligning blev der i 2005 konstateret overtrædelser i 24,8 pct. af de
kontrollerede lange transporter, dvs. at der er tale om et mindre fald i
overtrædelsesandelen, men der er fortsat tale om overtrædelser af betydning
for
dyrevelfærden i knap hver fjerde kontrollerede dyretransport.
Justitsministeriet lægger afgørende vægt på at sikre et
højt velfærdsmæssigt niveau for dyr, og det gælder ikke mindst dyr under
transport. Det er i den forbindelse Justitsministeriets opfattelse, at der
navnlig i sager om transport af dyr kan være et særligt økonomisk incitament
til at overtræde lovgivningen, og at det derfor er påkrævet med et højt
bødeniveau for at opnå den forudsatte præventive effekt af de strafbelagte
regler om transport af dyr.
Som det fremgår, har resultaterne af Rigspolitiets kontrol
af dyretransporter i de senere år vist, at der i ca. en fjerdedel af de
kontrollerede dyretransporter er konstateret overtrædelser af regler af
betydning for dyrenes velfærd. Denne uacceptabelt høje overtrædelsesandel
indebærer, at det efter Justitsministeriets opfattelse er tvivlsomt, om der i
dag er den tilstrækkelige præventive effekt ved det sanktionsniveau, som var
forudsat ved ændringen af dyreværnsloven i 2003.
Der er derfor efter Justitsministeriets opfattelse behov
for at gennemføre en skærpelse af bødestraffene i visse sager om transport af
dyr, og denne skærpelse bør bestå i en fordobling af de minimumsbøder, som er
angivet i forarbejderne til ændringen af dyreværnsloven i 2003.
Der henvises herved til den foreslåede nyaffattelse af dyreværnslovens
§ 28, stk. 7, hvor ordene: »herunder transport af dyr«, er tilføjet
sidst i bestemmelsen.
Da det økonomiske incitament til at overtræde lovgivningen
på dette område fortrinsvis vil ligge hos transportørerne og leverandørerne
(landmændene), men ikke hos de chauffører eller ledsagere, som udfører
transporterne,
forudsættes skærpelsen af bødestraffene kun at gælde for transportører og
landmænd. Chauffører og ledsagere er således ikke omfattet af den foreslåede
skærpelse, men er fortsat omfattet af de minimumsbøder, som er angivet i
forarbejderne til lovændringen fra 2003, jf. ovenfor pkt. 3.1.1.
Med den foreslåede skærpelse af bødestraffene vil der – som
nævnt – blive tale om en fordobling af bøderne i forhold til det
sanktionsniveau, som var forudsat ved ændringen af dyreværnsloven i 2003.
Bødestraffene forudsættes herefter som minimum at blive følgende:
Overtrædelse
1. gang
2. gang
Ikke uforsvarlig
behandling af dyr
6.000 kr.
9.000 kr.
Uforsvarlig behandling af
dyr
10.000 kr.
15.000 kr.
Grovere uforsvarlig behandling
af dyr
20.000 kr.
30.000 kr.
De anførte minimumsbøder
forudsættes at tjene som et udgangspunkt for retsanvendelsen i sager om
transport
af dyr og bygger bl.a. på, at overtrædelse af reglerne på dette område ofte
generelt
vil være egnet til at skaffe den pågældende transportør mv. en økonomisk
vinding. De nævnte strafpositioner forudsætter således ikke, at der i den
konkrete
sag er opnået eller tilsigtet en sådan vinding.
Det er dog samtidig vigtigt at fremhæve, at spørgsmålet om,
hvilken bøde der skal udmåles i den enkelte konkrete sag, fortsat vil bero på
domstolenes samlede vurdering af denne sags foreliggende omstændigheder.
Der kan jævnligt være grundlag for at udmåle bøder, der er
højere og efter omstændighederne væsentligt højere end dem, der følger af de
nævnte udgangspunkter. Ud fra den overordnede betragtning, at det ikke må
kunne
betale sig at overtræde dyreværnslovgivningen, vil dette navnlig gælde, hvor
det i den konkrete sag kan lægges til grund, at der er opnået eller tilsigtet
en økonomisk vinding.
I tilfælde, hvor der foreligger
gentagne og eventuelt systematiske overtrædelser
af transportreglerne,
bør bødebeløbet efter Justitsministeriets opfattelse også være væsentligt
højere, end hvad de angivne strafpositioner for andengangstilfælde ellers
ville
føre til. I disse tilfælde vil der efter Justitsministeriets opfattelse
fortsat
kunne være grundlag for absolut kumulation, dvs. sammenlægning af de bøder,
der
isoleret set er forskyldt i de enkelte tilfælde. Det må i øvrigt bero på en
konkret vurdering i den enkelte sag, i hvilket omfang dette udmålingsprincip
bør anvendes.
Det bemærkes endvidere, at der også fremover vil kunne
differentieres i bødeudmålingen mellem de forskellige involverede personer i
sagen, bl.a. på baggrund af en vurdering af, hvem der er »hovedmanden«, og
hvem
en opnået eller tilsigtet fortjeneste ville tilfalde. Der vil således f.eks.
kunne være grundlag for at sondre mellem leverandøren og transportøren i
forbindelse med straffastsættelsen alt efter hvem af disse, som i særlig grad
har haft en økonomisk interesse i at overtræde reglerne om transport af dyr.
Er der ved en overtrædelse af dyreværnslovgivningen opnået
en økonomisk fordel, enten i form af et udbytte eller af en besparelse, er
det
udgangspunktet, at denne fordel skal
konfiskeres.
Reglerne om konfiskation i straffesager findes i
straffelovens
kapitel 9 (§§ 75 ff.), der også finder
anvendelse i sager om overtrædelse af dyreværnslovgivningen.
Selv om det allerede efter de gældende regler er udgangspunktet,
at et økonomisk udbytte skal konfiskeres, foreslås dette præciseret i en ny
bestemmelse
i dyreværnslovens § 28, stk. 8, 1. pkt. Det kan i visse tilfælde
være
vanskeligt at dokumentere størrelsen af en økonomisk fordel, således at
konfiskation ikke lader sig gennemføre. I disse tilfælde skal domstolene
allerede
efter gældende ret tage hensyn til den økonomiske fordel ved udmålingen af
straffen, jf. straffelovens § 51, stk. 3. Også dette foreslås
tydeliggjort i en ny bestemmelse i dyreværnsloven (§ 28, stk. 8, 2.
pkt.).
4. Rettighedsfrakendelse mv. for
dyretransporter (uden for klippekortordningen)
4.1. Gældende ret
4.1.1.
Rettighedsfrakendelse efter dyreværnslovens § 29
Dyreværnslovens § 29 indeholder den generelle
frakendelsesbestemmelse for overtrædelser af dyreværnslovgivningen. Den
giver mulighed for at frakende en person retten til at eje, bruge, passe
eller
slagte eller i det hele beskæftige sig personligt med dyr.
Rettighedsfrakendelse kan efter bestemmelsen komme på tale
i tilfælde af mishandling eller grovere uforsvarlig behandling af dyr, jf.
§ 29,
stk. 1, 1. pkt., og i tilfælde af uforsvarlig behandling af dyr, når der
er tale om gentagelsestilfælde, jf. § 29, stk. 1, 2. pkt.
Tidligere kunne frakendelse efter § 29 alene ske i
tilfælde af mishandling, som er den groveste form for overlast, dyr kan
udsættes for. Frakendelse forudsatte i disse tilfælde, at forholdet kunne
henføres under straffebestemmelsen i dyreværnslovens § 28, stk. 1,
3.
pkt., der alene indeholder fængsel i strafferammen, og hvor sagen derfor
normalt ikke afgøres med bøde.
Ved lov nr. 386 af 6. juni 1991 blev området for
rettighedsfrakendelse udvidet, således at der også kan ske frakendelse, hvis
dyr har været udsat for grovere uforsvarlig behandling. I disse sager vil
dyrene typisk have været udsat for overlast, der har medført skader af
grovere
karakter, f.eks. ved høj grad af smerte, lidelse, angst eller varigt men, jf.
dyreværnslovens § 1. Det forudsættes i forarbejderne, at frakendelse i
sager om grovere uforsvarlig behandling af dyr, hvor der ikke foreligger
mishandling
eller gentagelsestilfælde, kun bør ske, hvor det udviste forhold og
oplysningerne i øvrigt giver grundlag for at antage, at der foreligger en
nærliggende
risiko for fremtidige overtrædelser.
Rettighedsfrakendelse kan som nævnt endvidere ske, når en
person, der tidligere har gjort sig skyldig i uforsvarlig behandling af dyr,
på
ny gør sig skyldig i et sådant forhold, jf. § 29, stk. 1, 2. pkt.
Denne bestemmelse rummer således mulighed for rettighedsfrakendelse i sager,
hvor en tidligere overtrædelse af dyreværnsloven ikke har været af en sådan
grovhed, at den isoleret set kunne danne grundlag for frakendelse, men hvor
den
omstændighed, at pågældende på ny har gjort sig skyldig i overtrædelse af
dyreværnsloven, kan tyde på en manglende vilje til at ændre rutiner eller
forhold i øvrigt. Dette gælder, uanset om den nye overtrædelse af
dyreværnsloven isoleret set måtte kunne medføre en rettighedsfrakendelse.
I Rigsadvokatens Meddelelse nr. 3/2003, pkt. 6, er der
fastsat retningslinier for anklagemyndighedens behandling af sager om
overtrædelse af dyreværnslovgivningen, hvor der opstår spørgsmål om
rettighedsfrakendelse.
Det fremgår af meddelelsens pkt. 3, at Det Veterinære Sundhedsråd bør
inddrages
i sager om overtrædelse af dyreværnsloven, hvor overtrædelsen antages at
kunne
udgøre grovere uforsvarlig behandling eller mishandling af dyr, idet der i
disse tilfælde kan blive tale om rettighedsfrakendelse.
Efter reglerne i Fødevarestyrelsens bekendtgørelse nr. 120
af 28. februar 2005 om forelæggelse af veterinærfaglige spørgsmål for Det
Veterinære Sundhedsråd og Fødevarestyrelsen, der trådte i kraft den 1. maj
2005, forelægges konkrete veterinærfaglige spørgsmål – herunder om
grovheden af
den overlast, som dyr har været udsat for – som udgangspunkt for
Fødevarestyrelsen. Fødevarestyrelsen kan forelægge spørgsmålene for Det
Veterinære
Sundhedsråd, bl.a. hvis styrelsen ikke mener at have den fornødne ekspertise,
eller hvis styrelsen vurderer spørgsmålene som værende af principiel
karakter.
Rådet afgiver herefter udtalelse om konkrete veterinærfaglige spørgsmål til
den
begærende part i sagen. I straffesager af principiel karakter kan sagen
forelægges direkte for Det Veterinære Sundhedsråd.
For så vidt angår den tidsmæssige udstrækning af en
rettighedsfrakendelse kan en sådan idømmes for bestandig eller for et nærmere
fastsat tidsrum, jf. dyreværnslovens § 29, stk. 1, 1. pkt.
Fastsættes
et tidsrum, er dette i praksis som oftest 2, 3 eller 5 år.
Efter § 29, stk. 2, kan der ske generhvervelse af
retten til at beskæftige sig med dyr, når der foreligger ganske særlige
omstændigheder. Hvis retten til at beskæftige sig med dyr er frakendt for
længere tid end to år, kan spørgsmålet om generhvervelse tidligst finde sted,
når der er forløbet 2 år af frakendelsestiden. Hvis der tidligere er sket
frakendelse i medfør af dyreværnslovens § 29, stk. 1, skal der dog
være forløbet mindst 5 år før spørgsmålet om generhvervelse kan indbringes
for
retten, og praksis i disse sager er meget restriktiv.
En frakendelse efter § 29 tager ikke direkte sigte på
en transportør/vognmand, der udfører transport af dyr, idet dyretransport kan
drives som erhverv uden at virksomhedens ejer(e) eller ledelse kan siges at
beskæftige
sig personligt med dyrene, idet transporten – og dermed den personlige
kontakt
til dyr – ofte udføres af ansatte chauffører. Det er således ikke klart,
om en
frakendelse alene efter § 29 i alle tilfælde forhindrer en transportør i
at drive virksomhed med dyretransport.
4.1.2. Rettighedsfrakendelse
efter straffelovens § 79
Ud over dyreværnslovens mulighed for frakendelse findes der
også mulighed for at frakende transportører og chauffører/ledsagere retten
til
at transportere dyr i medfør af den generelle bestemmelse om
rettighedsfrakendelse
i straffelovens § 79.
Det følger af
straffelovens § 79, stk. 1, at den, som udøver en
virksomhed,
hvortil der kræves særlig offentlig autorisation eller godkendelse, ved dom
for
strafbart forhold kan frakendes retten til fortsat at udøve den pågældende
virksomhed eller til at udøve den under visse former, såfremt det udviste
forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen.
Transport af dyr kræver en
autorisation
i medfør af transportforordningens artikel 10 og 11,
jf. ovenfor under pkt. 2.2.
Det følger endvidere af transportforordningens artikel 6,
stk. 5 og 7, at chauffører og ledsagere på vejkøretøjer, som
transporterer
heste eller kvæg, får, geder, svin eller fjerkræ i en afstand af over 65 km,
skal være i besiddelse af et
kompetencebevis
,
jf. ovenfor under pkt. 2.2. Transportforordningen suppleres på dette punkt af
§ 7
i uddannelsesbekendtgørelsen.
Frakendelse af retten til at transportere dyr kan derfor
ske ved at frakende transportører deres autorisation til at udføre transport
af
dyr efter reglerne i straffelovens § 79, stk. 1, jf. principperne i
transportforordningens
artikel 10-11 og artikel 26 og – for så vidt angår chauffører og
ledsagere –
ved at inddrage (frakende) dem deres kompetencebevis efter reglerne i
straffelovens § 79, stk.1.
Det er som anført en forudsætning for frakendelse efter
straffelovens § 79, at det udviste forhold begrunder en nærliggende fare
for misbrug af stillingen.
Rettighedsfrakendelse kan efter straffelovens § 79
idømmes på tid fra 1 til 5 år eller indtil videre, jf. straffelovens
§ 79,
stk. 3, 1. pkt.
En frakendelse, der alene sker efter straffelovens
bestemmelser, vil typisk vedrøre en professionel transportør/chauffør, der
ikke
ud over transport beskæftiger sig med dyr. Såfremt den pågældende også
erhvervsmæssigt
– eksempelvis som besætningsejer – beskæftiger sig med dyr, kan der
ske
rettighedsfrakendelse både af retten til at udføre transport, jf.
straffelovens
§ 79,
og
af retten til at
beskæftige sig med dyr, jf. dyreværnslovens § 29.
Administrativ tilbagekaldelse af autorisationer og
kompetencebeviser – og sammenhængen mellem disse regler og reglerne om
rettighedsfrakendelse ved dom – er omtalt ovenfor under pkt. 2.5.
4.2. Arbejdsgruppens
forslag
Det er arbejdsgruppens opfattelse, at der i forbindelse med
gennemførelse af en klippekortordning (jf. nedenfor pkt. 5) bør ske en
afklaring
af forholdet mellem den gældende frakendelsesregel i dyreværnslovens
§ 29,
stk. 1, (jf. ovenfor pkt. 4.1.1.) og de nu foreslåede regler om betinget
og ubetinget frakendelse af retten til at transportere dyr som følge af klip.
Klippekortordningen bør således ikke føre til, at der gives
en mildere sanktion i form af et klip, hvis der foreligger en overtrædelse,
som
omfatter mishandling eller grovere uforsvarlig behandling af dyr, der efter
den
nugældende § 29 kunne medføre en ubetinget frakendelse af retten til at
beskæftige sig med dyr. Endvidere bør der være en klar adgang til at frakende
retten til at transportere dyr ved mishandling og grovere uforsvarlig
behandling
af dyr i forbindelse med transport – og ikke kun til frakendelse af
retten til
at beskæftige sig personligt med dyr.
Arbejdsgruppen finder, at dette kan ske ved at udforme en
særlig regel om, at mishandling samt grovere uforsvarlig behandling af dyr
kan medføre
betinget eller ubetinget frakendelse af retten til at beskæftige sig med
erhvervsmæssig
transport af dyr, jf. § 30 i arbejdsgruppens lovudkast.
Efter forslaget kan en ubetinget frakendelse ske for
bestandig eller for et nærmere fastsat tidsrum fra endelig dom.
Reglen skal efter arbejdsgruppens forslag omfatte den samme
personkreds, som de foreslåede regler efter klippekortordningen, dvs.
transportører/transportvirksomheder og chauffører/ledsagere, der udfører
erhvervsmæssig
transport af dyr, og den skal også gælde i de tilfælde, hvor det er en
kliprelevant overtrædelse, der har ført til mishandling eller grovere
uforsvarlig
behandling af dyr.
Arbejdsgruppens forslag omfatter – ligesom arbejdsgruppens
forslag til en klippekortordning (jf. nedenfor pkt. 5.3.1.) – både
fysiske og
juridiske personer, der driver erhvervsmæssig virksomhed ved transport af
dyr.
Det foreslås, at mishandling eller grovere uforsvarlig
behandling af dyr enten kan medføre betinget eller ubetinget frakendelse af
retten til erhvervsmæssig transport af dyr. Herved opnås, at der i tilfælde,
hvor der ikke findes fuldt tilstrækkeligt grundlag for en ubetinget
frakendelse,
i stedet kan vælges den mellemløsning, at frakendelsen kun sker betinget.
Den af arbejdsgruppen foreslåede bestemmelse er formuleret
således, at der »kan« ske ubetinget (eller betinget) frakendelse. Frakendelse
er således ikke – modsat efter klippekortordningen – en
obligatorisk retsfølge,
idet det beror på rettens vurdering af grovheden af den foreliggende
overtrædelse, om det vil være proportionalt at fastsætte en ubetinget
frakendelse som følge af overtrædelsen. Ved vurderingen heraf forudsættes det
at indgå, om den pågældende tidligere er straffet for overtrædelser af
dyreværnslovgivningen, som sammen med den nu foreliggende mishandling eller
groft uforsvarlige behandling af dyr bør føre til, at den tiltalte afskæres
fra
fremover at udføre dyretransporter.
Endelig foreslås det, at der ved en frakendelse efter den
af arbejdsgruppen foreslåede bestemmelse samtidig kan træffes bestemmelse om
frakendelse efter den nugældende regel i § 29, jf. § 30,
stk. 5,
i arbejdsgruppens lovudkast. Bestemmelsen tænkes anvendt i de tilfælde, hvor
overtrædelserne er så alvorlige, at der er grundlag for i det hele at
forhindre
den tiltalte i at beskæftige sig med dyr, selv om de foreliggende
overtrædelser
er begået i forbindelse med transport af dyr.
Der henvises i øvrigt til § 30 i arbejdsgruppens
lovudkast og bemærkningerne til bestemmelsen.
Det tilføjes, at der herefter næppe vil være behov for at
anvende bestemmelsen i straffelovens § 79, der – sammen med
bestemmelsen
om administrativ tilbagekaldelse af autorisationen til at udføre
dyretransporter – hidtil har været anvendt i straffesager til at påstå
frakendelse af en autorisation til at transportere dyr. I disse tilfælde vil
der således i stedet efter den bestemmelse, som arbejdsgruppen har foreslået,
kunne nedlægges påstand om betinget eller ubetinget frakendelse af retten til
erhvervsmæssig transport af dyr, og følges en sådan påstand af domstolene,
vil
dette medføre bortfald af en eventuel autorisation.
4.3.
Justitsministeriets overvejelser
Som det fremgår ovenfor pkt. 4.1.1. tager frakendelse efter
dyreværnslovens § 29 ikke direkte sigte på en transportør/vognmand, der
udfører transport af dyr.
Justitsministeriet er derfor enig med arbejdsgruppen i, at
der i forbindelse med gennemførelse af en klippekortordning bør indsættes en
bestemmelse om frakendelse i dyreværnsloven, som udtrykkeligt tager sigte på
transport af dyr, og at bestemmelsen bør omfatte både transportører,
chauffører
og ledsagere.
Justitsministeriet finder derimod ikke, at en sådan
almindelig frakendelsesbestemmelse bør omfatte selskaber mv. (juridiske
personer). Straffelovens § 79 og dyreværnslovens § 29 giver heller
ikke
mulighed for rettighedsfrakendelse i forhold til juridiske personer.
Som det fremgår af Straffelovrådets betænkning nr.
1289/1995 om juridiske personers bødeansvar, s. 165, er de reale grunde bag
denne retstilstand, at det ikke ville være særlig effektivt i forbindelse med
konstatering af et selskabsansvar at frakende det pågældende selskab retten
til
at drive den pågældende virksomhed. Selskabet måtte i så fald ophøre med at
drive den pågældende virksomhed, men aktiviteten ville da kunne videreføres i
et
nyt eller i et andet selskab. Det praktisk relevante er derfor, at
rettighedsfrakendelse kan anvendes over for enkeltpersoner. Enkeltpersoner
vil
ikke kunne komme uden om frakendelsen ved at fortsætte udøvelsen af den
frakendte ret i en anden juridisk konstruktion.
I de formentlig forholdsvis få tilfælde, hvor sådanne
juridiske konstruktioner af denne ene eller anden grund ikke kan komme på
tale,
kan en frakendelse, der reelt lukker virksomheden, omvendt forekomme mindre
proportional. Det gælder, uanset om den juridiske persons »hæftelsesansvar« i
forhold til frakendelse (sml. ovenfor pkt. 3.1.2. om selskabers
hæftelseslignende bødeansvar for virksomhedens ansatte) omfatter alle ansatte
eller begrænses til andre ansatte end chaufføren, som forudsat af
arbejdsgruppen,
jf. herved arbejdsgruppens rapport, s. 79-80, om ansvarsfordelingen imellem
transportvirksomheden og chaufføren under klippekortordningen.
Justitsministeriet finder derfor, at rettighedsfrakendelse
som udgangspunkt bør rette sig mod fysiske personer.
Justitsministeriet foreslår i den forbindelse en mindre
sproglig ændring af frakendelsesbestemmelsen, så den omfatter »retten til at
beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr«. Med denne formulering
frakendes både retten til som chauffør at udføre erhvervsmæssige
dyretransporter og retten til at drive erhvervsmæssig virksomhed med
transport
af dyr. Med formuleringen skønnes det heller ikke nødvendigt at medtage en
bestemmelse svarende til straffelovens § 79, stk. 2, 2. pkt., om
frakendelse af retten til at være stifter af eller direktør eller medlem af
bestyrelsen i et selskab med begrænset ansvar, et selskab eller en forening,
som kræver særlig offentlig godkendelse, eller en fond. Disse funktioner må
også anses for omfattet af den foreslåede formulering af den rettighed, der
er
genstand for frakendelse.
Der henvises til den foreslåede bestemmelse i
dyreværnslovens § 29 a, stk. 1, og bemærkningerne hertil.
Uanset det anførte om rettighedsfrakendelse i forhold til
juridiske personer generelt, må det imidlertid erkendes, at der kan forekomme
tilfælde, hvor det vil virke stødende for retsfølelsen, at et selskab trods
gentagne
overtrædelser af reglerne om transport af dyr, kan fortsætte sin virksomhed,
når blot der sker udskiftning af enkeltpersoner i ledelsen, som frakendes
retten
til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr, dvs. tilfælde hvor
selskabet danner rammen om gentagne, alvorlige lovovertrædelser.
Justitsministeriet
foreslår derfor, at retten til at drive
erhvervsmæssig virksomhed med
transport af dyr kan frakendes et selskab mv. (juridisk person) ved dom for
strafbart forhold, hvis selskabet gentagne gange eller under i øvrigt
skærpende
omstændigheder har overtrådt lovgivningen vedrørende transport af dyr.
Bestemmelsen skal ses som et supplement til den almindelige
frakendelsesregel – og klippekortordningen – og bør være forbeholdt
særlig
grove tilfælde. Rettighedsfrakendelse over for en juridisk person træder
således
ikke i stedet for - men skal idømmes i tillæg til - rettighedsfrakendelse i
forhold til de ansvarlige (fysiske) personer.
Bestemmelsen er inspireret af lignende bestemmelser i § 11
i lov om næringsbrev til fødevarebutikker og § 110 b i
miljøbeskyttelsesloven.
Der henvises til den foreslåede bestemmelse i dyreværnslovens
§ 29 d og bemærkningerne hertil.
Justitsministeriet er i øvrigt enig med arbejdsgruppen i,
at indførelsen af en klippekortordning ikke må medføre, at der gives en
lempeligere
sanktion i form af et klip, hvis der foreligger en overtrædelse, som efter de
gældende regler om frakendelse i dyreværnslovens § 29 eller
straffelovens
§ 79 ville medføre en ubetinget frakendelse af retten til at beskæftige
sig med dyr eller retten til at udføre erhvervsmæssig transport af dyr.
Tværtimod er hensigten med – som foreslået af
arbejdsgruppen – at indføre en klippekortordning og en adgang til
betinget
frakendelse af retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af
dyr, at skabe grundlag for en udvidet anvendelse af rettighedsfrakendelse for
at forebygge de alt for mange overtrædelser af reglerne om transport af dyr.
I sager, hvor det vurderes, at der både bør ske frakendelse
af retten til at transportere dyr og retten til at beskæftige sig med dyr,
f.eks. i tilfælde hvor en transportør tillige er landmand, forudsættes det,
at der
kan ske frakendelse efter både dyreværnslovens § 29 og den foreslåede
§ 29
a, stk. 1. En udtrykkelig bestemmelse herom svarende til § 30,
stk. 5,
i arbejdsgruppens lovudkast skønnes overflødig, idet udgangspunktet må være,
at
der kan ske frakendelse efter flere bestemmelser, hvis det er forskellige
forhold, frakendelserne retter sig imod. Der kan således efter gældende ret
ske
frakendelse både af retten til at udøve erhvervsmæssig virksomhed med
transport
af dyr efter straffelovens § 79 og af retten til personligt at
beskæftige
sig med dyr efter dyreværnslovens § 29.
I den forbindelse skal det endvidere fremhæves, at
lovforslaget ikke i øvrigt berører den eksisterende adgang til
rettighedsfrakendelse efter dyreværnslovens § 29, f.eks. i tilfælde af
privates mishandling af dyr eller i forbindelse med overtrædelser af
dyreværnsloven begået i erhvervsmæssigt regi (uden for transportområdet). I
disse tilfælde vil der fortsat være et væsentligt anvendelsesområde for
adgangen til rettighedsfrakendelse efter dyreværnslovens § 29.
Justitsministeriet foreslår endvidere i overensstemmelse
med arbejdsgruppens forslag, at der indføres mulighed for at idømme en
betinget frakendelse
af retten til at
beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr. Efter de gældende regler
om
frakendelse i dyreværnslovens § 29 og straffelovens § 79 er det kun
muligt at idømme en ubetinget frakendelse. Med den nye bestemmelse opnås det,
at der i tilfælde, hvor der ikke findes fuldt tilstrækkeligt grundlag for en
ubetinget frakendelse,
i stedet kan
vælges den mellemløsning, at frakendelsen sker betinget, jf. ovenfor om
arbejdsgruppens
forslag. Det altovervejende udgangspunkt vil dog fortsat være, at frakendelse
i
sager om mishandling, grovere uforsvarlig behandling af dyr eller gentagne
forhold af uforsvarlig behandling af dyr sker ubetinget, jf. den foreslåede
§ 29
a, stk. 1.
Der henvises til den foreslåede bestemmelse i
dyreværnslovens § 29 a, stk. 2, og bemærkningerne hertil.
Om retsvirkningerne af den betingede frakendelse henvises
til den foreslåede bestemmelse i dyreværnslovens § 29 f og
bemærkningerne
hertil.
Justitsministeriet har ikke fundet det nødvendigt at
medtage en bestemmelse svarende til § 30, stk. 3, i arbejdsgruppens
lovudkast, hvorefter der kan ske ubetinget og betinget frakendelse for
overtrædelser, der er omfattet af klippekortordningen. I det omfang sådanne
forhold til sammen eller hver for sig udgør mishandling, grovere uforsvarlig
behandling eller – i gentagelsestilfælde – uforsvarlig behandling
af dyr, vil
der naturligvis kunne ske frakendelse efter den foreslåede bestemmelse i
dyreværnslovens § 29 a.
5. Klippekortordning for dyretransporter
5.1. Indledning
Formålet med en klippekortordning er at tilskynde transportører
og chauffører/ledsagere, der udfører erhvervsmæssig transport af dyr, til at
overholde de gældende regler om transport af dyr, således at transport af dyr
foregår på en måde, der tager hensyn til dyrenes velfærd. Det er hensigten
med
ordningen at mindske antallet af overtrædelser på området for transport af
dyr ved
at indføre skærpede frakendelsesmuligheder over for dem, der gentagne gange
overtræder reglerne.
5.2. Eksisterende
klippekortordninger
5.2.1.
Færdselslovsovertrædelser
Færdselsstyrelsen nedsatte i 2000 en arbejdsgruppe, som
skulle undersøge og beskrive muligheder og konsekvenser i forbindelse med
indførelsen af et point- eller klippekortsystem på færdselsområdet. På
baggrund
af erfaringerne fra en række andre lande og efter en vurdering af, hvordan
systemet bedst kunne implementeres i Danmark, udarbejdede arbejdsgruppen en
rapport, hvori den anbefalede et udvidet sanktionssystem med udgangspunkt i
det
allerede eksisterende frakendelsessystem. Justitsministeriet fremlagde på
baggrund af rapporten et lovforslag om en klippekortordning ved overtrædelser
af færdselsloven, som blev vedtaget som lov nr. 267 af 21. april 2004. Loven
trådte i kraft den 1. september 2005.
Klippekortordningen indebærer, at der registreres et klip
hos føreren af et motorkøretøj for hver overtrædelse af færdselsloven, som
ifølge § 125, stk. 2, er omfattet af ordningen. Det gælder f.eks.
ved
fremkørsel mod rødt lyssignal, jf. færdselslovens § 4, stk. 1,
kørsel
med for kort afstand til forankørende, jf. § 15, stk. 3, 1. pkt.,
tilsidesættelse af reglerne om overhaling, jf. § 21, stk. 1-3, og
overskridelse af hastighedsbegrænsningerne med mere end 30 pct., jf.
§ 42-43
a. Det enkelte klip udløses automatisk, når den pågældende har vedtaget bøden
for forseelsen, eller der er faldet dom herfor. Har en fører begået flere
kliprelevante overtrædelser ved samme lejlighed, registreres et klip for hver
overtrædelse.
Ordningen medfører, at en fører, der inden for en periode
af tre år modtager tre klip, automatisk vil blive frakendt førerretten
betinget
i forbindelse med tredje klip, jf. færdselslovens § 125, stk. 2.
Føreren skal i disse tilfælde aflægge og bestå en kontrollerende køreprøve
for
at bevare førerretten, jf. færdselslovens § 60, stk. 3.
Er overtrædelserne begået inden for de første tre år efter,
at føreren første gang erhvervede kørekort, vil der i stedet blive pålagt
kørselsforbud allerede i forbindelse med det andet klip, jf. færdselslovens
§ 127,
jf. § 125, stk. 3. I disse tilfælde vil førerretten blive
inddraget,
indtil særlig køreundervisning er gennemført og en kontrollerende køreprøve
er
bestået, jf. færdselslovens § 60 a.
Klippekortordningen indebærer også en udvidet adgang til at
frakende førerretten ubetinget. En ubetinget frakendelse vil ske, når en
fører,
som tidligere er frakendt førerretten betinget, modtager tre klip inden for
den
treårige prøvetid for den betingede frakendelse. Den ubetingede frakendelse
medfører ligesom tidligere, at man ikke må føre motordrevet køretøj, hvortil
der kræves kørekort, før frakendelsestiden er udløbet, og man har
generhvervet
førerretten, jf. færdselslovens § 60 a.
Der kan efter klippekortordningen kun gives klip til den
person, der fører køretøjet. Personer, der endnu ikke har erhvervet kørekort,
vil ved tre klip miste retten til at erhverve kørekort.
Personer med udenlandsk kørekort vil ligeledes kunne
pålægges klip i medfør af klippekortordningen, således at førerretten
frakendes
betinget, hvis føreren begår tre (to) grovere færdselslovovertrædelser inden
for en periode på tre år. Frakendelser og klip, som er pålagt personer med
udenlandsk kørekort, registreres i Det Centrale Kriminalregister på samme
måde
som for personer med dansk kørekort. Frakendelsen af førerretten er dog
territorialt begrænset og gælder som udgangspunkt kun i Danmark.
Af praktiske årsager er det ikke muligt at gennemføre
kravet om kontrollerende køreprøve ved betinget frakendelse over for personer
med bopæl i udlandet.
Ved ubetinget frakendelse af førerretten indleveres
udenlandske kørekort til politiet eller Rigspolitichefen, hvor kortet enten
påtegnes, opbevares (indtil frakendelsestiden udløber eller den pågældende
rejser ud af landet) eller videresendes til vedkommende myndighed, som har
udstedt kørekortet.
Klippekortordningen for færdselslovsovertrædelser omfatter
alene den ansatte (chaufføren) og ikke arbejdsgiveren/virksomheden.
5.2.2. Overtrædelser
af reglerne for kontrolapparater vedrørende køre- og hviletid
Ved lov nr. 557 af 24. juni 2005 om ændring af
færdselsloven mv. er der gennemført et skærpet sanktionssystem for
overtrædelse
af reglerne om køre- og hviletid samt de i tilknytning hertil fastsatte
regler
om et kontrolapparat, ligesom der er indført hjemmel til frakendelse af
førerretten
ved grovere overtrædelser af reglerne.
Bestemmelserne om køre- og hviletid er fastsat i Rådets forordning
(EØF) nr. 3820/1985 om harmonisering af visse bestemmelser på det sociale
område inden for vejtransport (køre- og hviletidsforordningen). Den 11. april
2007 trådte nye materielle regler i kraft, jf. Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EF) nr. 561/2006 om harmonisering af visse sociale bestemmelser
inden for vejtransport.
Rådets forordning (EØF) nr. 3821/1985 om kontrolapparatet
inden for vejtransport (kontrolapparatforordningen) indeholder regler om
installation og anvendelse af det kontrolapparat, der er en forudsætning for
kontrol med overholdelse af reglerne om køre- og hviletid.
For så vidt angår overtrædelse af reglerne om installation
og anvendelse af kontrolapparatet følger det af færdselslovens § 118,
stk. 8,
og forarbejderne til lovændringen, at bøden til en fører for overtrædelse af
reglerne
i kontrolapparatforordningen er på 3.000 kr. og til ejeren/brugeren på 6.000
kr. Efter færdselslovens § 118, stk. 9, gælder der et såkaldt
objektivt
individualansvar for arbejdsgiveren ved overtrædelse af reglerne for
kontrolapparater, idet ejeren af køretøjet kan pålægges bødeansvar, selv om
overtrædelsen ikke kan tilregnes den pågældende som forsætlig eller uagtsom.
Reglerne om frakendelse af førerretten ved overtrædelse af
kontrolapparatforordningen er fastsat i overensstemmelse med reglerne i
klippekortordningen for (øvrige) færdselslovsovertrædelser. Dette indebærer,
at
tre overtrædelser af reglerne i kontrolapparatforordningen inden for en
periode
på tre år udløser en betinget frakendelse af førerretten, jf. færdselslovens
§ 125,
stk. 1, nr. 6. Overtrædelserne kan begås under én eller flere kørsler,
ligesom de kan begås i samme situation eller uafhængigt af hinanden. Ved
yderligere
tre overtrædelser frakendes førerretten ubetinget, jf. færdselslovens
§ 126,
stk. 1, nr. 5, og § 125, stk. 1, nr. 6.
Ved manipulation med kontrolapparatet frakendes førerretten
ubetinget, hvis føreren vidste eller burde vide, at der var foretaget et
uautoriseret, konstruktivt indgreb i køretøjets kontrolapparat eller i dets
forbindelser, jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 3.
Også klippekortordningen for
kontrolapparater vedrørende køre- og hviletid
omfatter alene den
ansatte (chaufføren) og ikke arbejdsgiveren/virksomheden.
5.3.
Klippekortordningens anvendelsesområde (personkreds, dyrearter og
transportform)
5.3.1.
Arbejdsgruppens forslag
Arbejdsgruppen foreslår, at en klippekortordning på
dyretransportområdet skal omfatte både transportører og chauffører, der
udfører
erhvervsmæssig transport af dyr. Arbejdsgruppen har i den forbindelse lagt
vægt
på, at både
transportøren, der driver
erhvervsvirksomhed i form af transport af dyr, og de chauffører, der er ansat
hos denne, og som står for den praktiske udførelse af transporterne, har et
ansvar for, at reglerne om dyretransporter overholdes.
Transportøren skal tilrettelægge transporterne og indrette
køretøjerne således, at reglerne kan overholdes og må i sin virksomhed og sin
ledelse af arbejdet med transporterne ved instruktioner af de øvrige
medarbejdere
og chaufførerne og ved holdningsbearbejdelse sørge for, at dette også sker.
Chaufførerne, som modtager de dyr, der skal transporteres,
har mulighed for i et vist omfang at vurdere, om dyrene er i en tilstand,
hvor
de kan transporteres. Chaufførerne har endvidere ansvaret for, at dyrene
lastes
korrekt, og at transporten gennemføres i overensstemmelse med reglerne,
herunder f.eks. at dyrene har adgang til vand mv.
Arbejdsgruppen vurderer derfor, at både transportøren og
chaufføren skal være omfattet af ordningen.
Arbejdsgruppen har endvidere overvejet, hvilke
transportører der bør være omfattet af ordningen. Efter arbejdsgruppens
opfattelse bør ordningen rettes mod enhver, der udfører erhvervsmæssig
virksomhed ved transport af dyr. Ordningen kommer herved også til at omfatte
erhvervsmæssig dyretransport, der udføres af personer, der ikke har
dyretransport
som sit hovederhverv, f.eks. en landmand, der som et led i sit erhverv
transporterer egne dyr f.eks. til slagteriet mv. Det er således ikke en
betingelse for at være omfattet af klippekortordningen, at der kræves en
autorisation
til at udføre transporten i
medfør af transportforordningen.
Arbejdsgruppen har desuden foreslået, at
klippekortordningen alene skal finde anvendelse på
landevejstransport
af dyrearterne
svin, kvæg, heste, fjerkræ, får og geder
, som er de dyrearter, der
normalt transporteres med køretøjer på landevej. Landevejstransport er
således
langt den hyppigste transportform og samtidig der, hvor der i Danmark ses
langt
de fleste overtrædelser af reglerne om transport af dyr. Der er således på
nuværende tidspunkt ikke behov for at overveje en klippekortordning for
transport af andre dyr eller for andre former for transport, også når det
tages
i betragtning, at det bl.a. på grund af de materielle reglers udformning er
yderst kompliceret at fastsætte regler for en klippekortordning på
dyretransportområdet.
Arbejdsgruppen henviser til, at det kan overvejes at udvide
ordningen til også at omfatte andre dyr eller andre transportformer, hvis der
senere måtte vise sig et behov herfor.
5.3.2.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan generelt tilslutte sig
arbejdsgruppens vurdering af behovet for at indføre en klippekortordning, der
omfatter både transportører og chauffører, der udfører erhvervsmæssig
transport
af dyr. Som anført af arbejdsgruppen har både transportøren, der står for
planlægningen af transporten, og chaufføren, der står for den endelige
udførelse af transporten, et ansvar for, at reglerne bliver overholdt.
I lyset af de nye EU-regler på området, der har fundet
anvendelse siden den 5. januar 2007, jf. ovenfor pkt. 2.1., foreslår
Justitsministeriet imidlertid, at klippekortordningen også kommer til at
omfatte de personer, der fungerer som
organisatorer
af transporten, jf. definitionen i transportforordningens artikel 2, litra q,
det vil f.eks. sige personer, som har givet en transport i underentreprise
til
mindst én transportør.
Tilsvarende foreslås det, at ordningen også kommer til at
omfatte chaufførens
ledsagere
, når
ledsageren er omfattet af kravet om kompetencebevis efter
transportforordningens
artikel 6, stk. 5. En ledsager er efter transportforordningens artikel
2,
litra c, en person, som er direkte ansvarlig for dyrenes velfærd, og som
ledsager
disse under en transport.
Chaufføren selv forudsættes at være omfattet af
klippekortordningen, selv om den konkrete transport ikke forudsætter, at
chaufføren har et kompetencebevis, jf. herved ovenfor pkt. 2.2. om
transportforordningens regler om kompetencebeviser.
Der henvises i øvrigt til Justitsministeriets vejledning
nr. 145 af 21. december 2006 om transportforordningens anvendelsesområde.
Klippekortordningen foreslås ikke at omfatte
landmænd
, når disse alene fungerer som
leverandører af dyrene, idet klippekortordningen omfatter retten til at drive
virksomhed med eller at udføre erhvervsmæssig transport af dyr. Landmænd vil
således kun være omfattet af ordningen, hvis de fungerer som transportør
eller
som chauffør i forbindelse med transport af dyr. Landmænd, der ikke er
omfattet
af klippekortordningen, vil derimod – i det omfang de kan gøres
medansvarlige
for lovovertrædelser i forbindelse dyretransporter – være omfattet af
det
skærpede bødeniveau, jf. ovenfor pkt. 3.2.
Justitsministeriet kan desuden tilslutte sig
arbejdsgruppens vurdering af, hvilke dyrearter og hvilken transportform, der
skal være omfattet af ordningen.
5.4. Overtrædelser
omfattet af ordningen
5.4.1.
Arbejdsgruppens forslag
I forbindelse med fastlæggelsen af klippekortordningen har
arbejdsgruppen overvejet, hvilke overtrædelser der skal indgå i ordningen, og
om
der ud over et krav til overtrædelsernes art, også bør gælde et grovhedskrav,
f.eks. således at ikke enhver overskridelse af belægningsgraden medfører et
klip, men at et klip først udløses, når belægningsgraden overskrides med en
vis
procentdel.
Arbejdsgruppen har lagt vægt på, at en klippekortordning i
forhold til transportører og chauffører som udgangspunkt bør omfatte
overtrædelser, som den pågældende har mulighed for at undgå.
Ordningen bør endvidere udformes sådan, at den omfatter
overtrædelser, som er klart definerede, således at der bliver en klar og
entydig afgrænsning af kliprelevante overtrædelser.
At overtrædelserne skal være klart definerede indebærer
også, at det skal være muligt ud fra relativt enkle objektive kriterier at
afgøre, om overtrædelsen skal medføre et klip. Arbejdsgruppen finder således
ikke, at det vil være hensigtsmæssigt at definere kliprelevante overtrædelser
ved mere ubestemte begreber som f.eks. »grove« eller »væsentlige«
overtrædelser.
Ved overvejelserne om, hvilke overtrædelser der skal udløse
klip, har arbejdsgruppen set på, hvilke overtrædelser der i dag i praksis er
ofte forekommende. Det er således på disse områder, der efter arbejdsgruppens
opfattelse er det største behov for at sætte præventivt ind med en
klippekortordning.
Arbejdsgruppen har endvidere i overensstemmelse med sit kommissorium
lagt vægt på, at klippekortordningen skal være rettet mod overtrædelser af
direkte betydning for dyrenes velfærd som f.eks. overtrædelser vedrørende
belægningsgraden,
forsyning af vand etc.
Som det fremgår ovenfor under pkt. 5.3. omfatter forslaget
i øvrigt kun landevejstransport af dyr, som må anses for den hyppigst
anvendte
transportform, og kun de dyrearter, som normalt transporteres ved køretøjer
på landevej,
dvs. svin, kvæg, heste, får, geder og fjerkræ.
På grundlag af disse overordnede principper har
arbejdsgruppen vurderet, at overtrædelser af følgende krav i reglerne om
transport af dyr bør være omfattet af klippekortordningen og medføre klip:
·
Arealkrav (ved nøjagtige
arealangivelser i reglerne skal dog kun overskridelser af kravene med mere
end
10 pct. efter forslaget kunne medføre klip)
·
Indvendig højde af køretøjet (ved
nøjagtige angivelser for indvendig højde skal dog kun overskridelser af
kravene
med mere end 5 pct. skal medføre klip)
·
Ventilation
·
Drikkevand og foder
·
Strøelse
·
Transportegnethed
De nærmere overtrædelser, som arbejdsgruppen har
identificeret er baseret på de tidligere gældende bekendtgørelser om
transport
af dyr, som fra januar 2007 er erstattet af reglerne i transportforordningen
og
transportbekendtgørelsen. Det materielle indhold af reglerne er dog stort set
uændret, jf. ovenfor pkt. 2.3.
Endelig bemærkes, at det efter arbejdsgruppens opfattelse
ikke er en forudsætning, at der skal være sammenfald mellem de overtrædelser,
der medfører klip for chauffører, og de overtrædelser, der medfører klip for
transportvirksomheder. Arbejdsgruppens overvejelser fører dog frem til, at
et sådant sammenfald findes på næsten alle
punkter, sml. herved nedenfor pkt. 5.6. om ansvarsfordeling.
På enkelte punkter har arbejdsgruppen ikke været enige om
afgrænsningen af de overtrædelser, der bør være omfattet af en
klippekortordning.
For så vidt angår
arealkrav
har ét medlem af arbejdsgruppen således fundet, at en 10 pct. grænse for
overskridelser,
før der udløses et klip, er for lav, og at grænsen i stedet bør være 20 pct.
Dette medlem har bl.a. henvist til, at det for langt de fleste dyrearter er
ganske vanskeligt for en chauffør at vurdere vægten inden for en 10 pct.
margin, og at chaufføren derfor reelt ikke har en mulighed for at undgå
forseelsen.
For så vidt angår
krav
til indvendig højde
har det samme medlem henvist til, at regler for
indvendig højde delvist er et krav af mere subjektiv karakter (»tilstrækkelig
højde«), og at det derfor ikke bør være omfattet af klippekortordningen.
Der henvises i øvrigt til arbejdsgruppens rapport s. 80-104
for en nærmere gennemgang af arbejdsgruppens overvejelser.
5.4.2.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tilslutte sig arbejdsgruppens
forslag om, at overtrædelser af reglerne vedrørende arealkrav, indvendig
højde
af køretøjet, ventilation, transportegnethed, fodring og vanding, og kravet
om
tilstrækkelig strøelse skal være omfattet af klippekortordningen og medføre
klip samt i sidste ende frakendelse af retten til at transportere dyr.
Justitsministeriet er i den forbindelse enig med
arbejdsgruppen i, at klippekortordningen skal omfatte forseelser af en vis
grovhed, således at ikke enhver overtrædelse af reglerne om transport af dyr
skal medføre klip og mulighed for frakendelse. Det er i den sammenhæng
Justitsministeriets opfattelse, at frakendelse af retten til at drive erhverv
er en meget indgribende retsfølge for både transportører og chauffører, og at
der derfor som udgangspunkt kun bør ske en udvidelse af adgangen til
rettighedsfrakendelse i tilfælde, hvor væsentlige hensyn taler derfor.
Klippekortordningen
bør således kun omfatte forhold, hvor overtrædelserne kan have direkte
betydning
for dyrenes velfærd. Mindre alvorlige overtrædelser af reglerne om transport
af
dyr vil fortsat kunne straffes efter de almindelige regler om bødestraf, jf.
herved i øvrigt pkt. 3 om skærpede bødestraffe i sager om transport af dyr.
Ligesom arbejdsgruppen lægger Justitsministeriet vægt på,
at klippekortordningen så vidt muligt kun omfatter overtrædelser, som er
objektive
og klart definerede. Det er efter Justitsministeriets opfattelse af afgørende
betydning for klippekortordningens præventive effekt, at der er den fornødne
klarhed over ordningens indhold.
For at leve op til dette krav finder Justitsministeriet, at
kun overtrædelser af reglerne om areal og indvendig højde, hvor kravene er
klart definerede bør være omfattet af ordningen.
I forhold til arbejdsgruppens forslag finder
Justitsministeriet endvidere, at også reglerne om hviletid for dyrene bør
indgå
i klippekortordningen. Justitsministeriet har herved lagt vægt på, at disse
regler tjener et væsentligt dyrevelfærdsmæssigt formål, herunder navnlig at
begrænse de gener, som de lange transporter indebærer for dyrene.
Som beskrevet ovenfor i pkt. 2.3.6. omfatter reglerne om
hviletid for dyrene både perioder, hvor dyrene kan hvile på transportmidlet
(dvs. uden krav om aflæsning), og perioder, hvor dyrene
skal
være læsset af transportmidlet. En klipudløsende overtrædelse
af hviletidskravet kan således også bestå i, at dyrene ikke læsses af, selv
om
transporten i øvrigt holder stille, og både overtrædelser af kravet om hvil
og
kravet om aflæsning foreslås således omfattet af klippekortordningen. Det
skal
i den sammenhæng dog fremhæves, at det på nuværende tidspunkt kan være
forbundet med vanskeligheder at gennemføre efterforskning med hensyn til
sager,
hvor køretøjet har holdt stille uden aflæsning af dyrene, da
handlingen/undladelsen
som altovervejende hovedregel vil finde sted uden for Danmark. Når kravet
om navigationsudstyr fra den 1. januar 2009 gælder for alle køretøjer,
der
anvendes til dyretransporter, jf. pkt. 1.1.4., vil det dog blive
lettere at gennemføre efterforskning i disse typer af sager. Det skyldes, at
navigationssystemet skal registrere oplysninger om køretøjets rute, herunder
hvile-, omladnings- og udgangssteder samt oplysninger om åbning og lukning af
køretøjets bagklap
Overtrædelser, som alene består i, at der slet ikke er
holdt hvil, vil være enklere at efterforske, da politiet – hvis der er
en
konkret mistanke om, at reglerne er overtrådt under en bestemt transport
– i forbindelse
med efterforskningen f.eks. vil kunne gennemgå de køreskiver, som køretøjet
skal være udstyret med i medfør af reglerne om køre- og hviletid, jf. pkt.
5.2.2., med henblik på at fastslå, om køretøjet har holdt hvil som
foreskrevet
i reglerne om transport af dyr.
For en mere detaljeret gennemgang af de overtrædelser, der
foreslås omfattet af klippekortordningen henvises til den foreslåede
bestemmelse i dyreværnslovens § 29 b, stk. 1, og bemærkningerne
hertil.
Arbejdsgruppen har i sit lovudkast valgt den lovtekniske
løsning, udtrykkeligt at henvise til de bestemmelser i de dagældende
transportbekendtgørelser, som foreslås omfattet af klippekortordningen.
Justitsministeriet finder det uhensigtsmæssigt i en
lovtekst at henvise til specifikke bestemmelser i bekendtgørelsen (og nu også
en EU-forordning). Med en sådan model vil enhver ændring af disse retsakter
gøre det nødvendigt at gennemføre en ændring af dyreværnsloven –
eventuelt selv
om der alene er tale om ændring af andre bestemmelser, som gør det nødvendigt
at »flytte« paragraffer eller artikler, eller ændringer af redaktionel
karakter
af de bestemmelser, der omfattes af klippekortordningen.
Justitsministeriet foreslår derfor, at der alene henvises
til karakteren af de overtrædelser, der skal være omfattet af
klippekortordningen i den foreslåede § 29 b, stk. 1, og at
justitsministeren
– for at sikre klarhed over de præcise overtrædelser, som omfattes af
ordningen
i § 29 b, stk. 2 – bemyndiges til ved bekendtgørelse (inden
for
rammerne af de forudsætninger der fremgår af dette lovforslag) at fastsætte,
hvilke bestemmelser i transportbekendtgørelsen og transportforordningen, der
omfattes af klippekortordningen.
I lyset af de vanskeligheder, der er påpeget med hensyn til
at påse overholdelsen af arealkravene – og for at understrege
transportørens og
leverandørens (landmandens) ansvar for henholdsvis at stille tilstrækkelige
transportmidler til rådighed for transporten og for ikke at levere flere
eller
tungere dyr end aftalt – vil Justitsministeriet – i det omfang det
er muligt
inden for rammerne af EU-retten – udforme en ordning, hvorefter
landmanden
udarbejder en »vejeseddel« med oplysning om
antallet og vægten af de dyr, der skal transporteres.
Ved at stille krav om en sådan »vejeseddel«, som
skal forevises
transportøren eller chaufføren forud for transporten, vil det bedre kunne
sikres, at der ikke læsses flere dyr på køretøjet end arealkravene tillader.
I
forbindelse med udformningen af denne ordning tages der stilling til et
eventuelt krav om, at landmanden senere på stedet – når chaufføren
henter
dyrene – enten skriftligt bekræfter de tidligere afgivne oplysninger
eller
skriftligt meddeler chaufføren, at dyrene nu samlet vejer et givet antal kilo
mere, således at transportøren får mulighed for at tage højde herfor, f.eks.
ved
at meddele landmanden, at transporten i så fald vil kræve, at transporten
opdeles, eller at der fremskaffes et andet – og større –
transportmiddel.
»Vejeseddelen« vil senere kunne indgå som bevis i en
eventuel straffesag mod chaufføren, transportøren eller landmanden for
(medvirken) til overtrædelse af reglerne om arealkrav.
Den beskrevne ordning vil kunne gennemføres administrativt
ved en ændring af transportbekendtgørelsen.
5.5. Ansvarsgrundlag
og ansvarsplacering (valg af ansvarssubjekt)
5.5.1.
Arbejdsgruppens forslag
5.5.1.1.
Arbejdsgruppen
har overvejet spørgsmålet om ansvarsfordelingen mellem transportører og
chauffører,
herunder i hvilket omfang transportøren som arbejdsgiver skal hæfte
strafferetligt for fejl begået af de enkelte chauffører, f.eks. ved at
overtrædelser begået af en chauffør får retsvirkninger i forhold til
transportørens
tilladelse til at transportere dyr også i tilfælde, hvor overtrædelsen ikke
kan
tilregnes transportøren (objektivt individualansvar).
Arbejdsgruppen bemærker, at en ordning med objektivt
strafansvar for transportøren – d
vs.
strafansvar for transportøren, selv om denne ikke har begået en overtrædelse,
der kan tilregnes ham
– vil kunne medvirke til at lægge et større pres
på transportvirksomhederne med hensyn til også at undgå overtrædelser, der
alene kan tilregnes chauffører. Arbejdsgruppen peger endvidere på, at et
sådant
ansvar vil kunne medvirke til at ligestille de dyretransportvirksomheder, der
drives i form af enkeltmandsvirksomhed, og hvor strafansvar i dag kun kan
pålægges, når der kan føres bevis for, at indehaveren af virksomheden er
strafferetligt medansvarlig for en overtrædelse af reglerne om
dyretransporter,
med de transportvirksomheder, der drives i selskabsform, og hvor strafansvar
kan pålægges, når der er sket en overtrædelse inden for virksomheden, som kan
tilregnes en ansat i denne, jf. umiddelbart nedenfor om overvejelserne om
frakendelsesmuligheder over for juridiske personer.
Arbejdsgruppen anfører imidlertid, at det vil være meget
vidtgående at indføre en ordning med objektivt strafansvar for transportøren
i
sager om overtrædelser af reglerne om dyretransporter, også selv om dette
generelt ville medvirke til at styrke overholdelsen af reglerne om transport
og
medføre en højere grad af ligestilling mellem virksomheder, der drives som
enkeltmandsvirksomheder, og virksomheder, der drives i selskabsform.
Et generelt objektivt strafansvar på dyretransportområdet
kombineret med en klippekortordning vil medføre, at en transportør kan
meddeles
klip også i tilfælde, hvor der intet er at bebrejde transportøren, og at
transportøren
således i sidste ende kan miste retten til at drive virksomhed, uden at der
foreligger et sædvanligt strafferetligt ansvar for denne. Dette ville i mange
tilfælde kunne forekomme urimeligt.
Arbejdsgruppen bemærker endelig, at Straffelovrådet i
betænkning nr. 1289/1995 om juridiske personers bødeansvar (s. 145-149)
pegede
på alvorlige betænkeligheder ved et strafansvar for enkeltpersoner, hvem det
hverken kan tilregnes som forsætligt eller uagtsomt, at der er realiseret en
lovovertrædelse. Straffelovrådet henviste bl.a. til, at det er i strid med
principielle forestillinger om retfærdighed og rimelighed i strafanvendelsen
at
straffe en person for en lovovertrædelse begået af ham selv eller andre, som
ikke kan bebrejdes den pågældende. Rådet tilkendegav herefter, at det er
rådets
principielle opfattelse, at objektivt individualansvar bør undgås, så vidt
det
overhovedet er muligt.
Af disse grunde finder Arbejdsgruppen ikke, at der bør
indføres objektivt ansvar for transportører.
5.5.1.2.
Klippekortordningen skal efter arbejdsgruppens forslag – ud over
chauffører –
omfatte både fysiske og juridiske personer, der driver erhvervsmæssig
virksomhed ved transport af dyr, dvs. både virksomheder, der drives som
enkeltmandsvirksomheder, og virksomheder, der er organiseret i selskabsform.
Drives transportvirksomheden – eller en anden virksomhed
(f.eks. et landbrug), der i erhvervsmæssigt øjemed udfører dyretransporter
–
som en enkeltmandsvirksomhed, vil et strafferetligt ansvar blive pålagt den
fysiske person, der er indehaver af virksomheden, hvis de almindelige
strafferetlige betingelser herfor er opfyldt. Klippet vil i sådanne tilfælde
ligeledes blive pålagt den fysiske person, der er indehaver af virksomheden.
I
tilfælde af frakendelse vil virksomheden ikke kunne føres videre af den
pågældende person.
Denne udformning af ordningen medfører for alle
virksomheder, der drives som enkeltmandsvirksomheder, at indehaveren af
virksomheden ved en frakendelse af retten til at transportere dyr må lukke
virksomheden eller afhænde den, medmindre virksomheden kan omstilles til
anden
transport.
Arbejdsgruppen er opmærksom på, at det ved en sådan ordning
ikke er muligt at udelukke omgåelse af frakendelsen, f.eks. ved at
virksomheden
overdrages til indehaverens ægtefælle, der herefter – eventuelt efter at
have
opnået autorisation til at transportere dyr – kan drive virksomheden
videre.
Det er imidlertid efter arbejdsgruppens opfattelse ikke muligt at udforme
regler, der forhindrer sådanne situationer. Selv om der blev indført en regel
om, at autorisation efter en frakendelse ikke kunne meddeles visse nærmere
angivne familiemedlemmer til den tidligere indehaver af virksomheden, eller
en
regel om, at virksomheden ikke kunne drives videre af sådanne personer, ville
der således i stedet kunne være mulighed for omgåelse af frakendelsen ved at
indsætte en udenforstående »stråmand« som indehaver af virksomheden.
Drives virksomheden, der udfører dyretransporter, i
selskabsform – dvs. som en juridisk person, jf. straffelovens § 26,
stk. 1
(omtalt ovenfor under pkt. 3.1.2.) – vil strafansvaret for en
overtrædelse af
reglerne om dyretransporter som udgangspunkt blive pålagt den juridiske
person
som sådan. I disse tilfælde forudsættes klippet ligeledes at ske i retten til
at
transportere dyr, uanset hvilken fysisk person der i forhold til en eventuel
autorisation er udpeget som ansvarlig for transportvirksomheden, og med den
virkning, at det er virksomheden, dvs. den juridiske person, der ved flere
klip
kan miste den fortsatte adgang til at transportere dyr.
Denne udformning af ordningen medfører, at klip registreres
for den juridiske person. Sælges et anpartsselskab, der har klip for
overtrædelse af dyreværnslovgivningen, vil klippene således følge selskabet,
selv om anparterne i selskabet overdrages til andre, og nye personer bliver
ansvarlige for transportvirksomheden.
Ordningen medfører desuden, at der i tilfælde, hvor der
sker frakendelse af selskabets ret til at transportere dyr, ikke vil være
mulighed for, at den samme juridiske person drives videre med
dyretransportvirksomhed, selv om selskabet sælges til andre personer. I disse
tilfælde vil det derfor kunne være nødvendigt for indehaverne af selskabet at
sælge selskabets aktiver uden en samtidig overdragelse af virksomheden i form
af den juridiske person.
Det kan endvidere ikke forhindres, at der også i disse
tilfælde er mulighed for omgåelse af frakendelsen f.eks. ved, at der oprettes
et nyt selskab med samme ejere, der køber aktiverne i det selskab, der er
frakendt retten til transportere dyr. Også her er det arbejdsgruppens
opfattelse, at der næppe er mulighed for ved lovgivning at forhindre dette,
idet regler som f.eks. forbyder oprettelse af et nyt selskab, der skal drive
virksomhed ved transport af dyr, med samme ejerkreds, også ville kunne omgås
ved at indsætte en ny ejerkreds, der består af nære familiemedlemmer eller
»stråmænd«.
Det er på denne baggrund arbejdsgruppens opfattelse, at mulighederne
for omgåelse af en klippekortordning kan indebære visse hindringer for, at
ordningen i praksis får fuld effekt. På den anden side er det arbejdsgruppens
opfattelse, at den blotte mulighed for omgåelse ikke i almindelighed vil føre
til, at virksomheder, der beskæftiger sig med dyretransport, ikke vil være
motiveret til at undgå at begå overtrædelser, der medfører klip.
Arbejdsgruppen
finder derfor ikke, at dette forhold alene kan begrunde, at der ikke indføres
en klippekortordning for virksomheder, der udfører dyretransporter.
5.5.2.
Justitsministeriets overvejelser
På samme måde som for rettighedsfrakendelser uden for en
klippekortordning finder Justitsministeriet ikke, at en klippekortordning
– og
de rettighedsfrakendelser, der kan blive en følge af klip – bør omfatte
selskaber
mv. (juridiske personer).
Der kan i den forbindelse henvises til de begrundelser, der
er anført ovenfor under pkt. 4.3. vedrørende den almindelige bestemmelse om
rettighedsfrakendelser
uden for en klippekortordning.
Som anført i den forbindelse, må det imidlertid erkendes,
at der kan forekomme tilfælde, hvor det vil virke stødende for retsfølelsen,
at
et selskab trods gentagne overtrædelser af reglerne om transport af dyr, kan
fortsætte sin virksomhed, når blot der sker udskiftning af enkeltpersoner i
ledelsen, som frakendes retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig
transport af dyr. Dette vil også gælde frakendelser efter en
klippekortordning.
Den af Justitsministeriet foreslåede bestemmelse i
dyreværnslovens § 29 d om rettighedsfrakendelse over for juridiske
personer i særligt grove tilfælde (jf. nærmere pkt. 4.3.) vil også kunne
finde
anvendelse i forhold til overtrædelser, der er omfattet af
klippekortordningen.
5.6. Antallet af klip
og retsvirkningerne heraf
5.6.1.
Arbejdsgruppens forslag
Arbejdsgruppen foreslår, at
tre klip
af overtrædelserne om transport af dyr skal medføre en
betinget frakendelse
af retten til at
beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr. Antallet af klip, der
udløser retsvirkninger foreslås at være det samme, hvad enten der er tale om
en
transportør, der udøver erhvervsmæssig virksomhed ved transport af dyr eller
en
chauffør, der udfører transporten. Yderligere tre klip inden for den treårige
prøvetid for den betingede frakendelse skal efter arbejdsgruppens forslag
medføre en
ubetinget frakendelse
af
retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr.
Arbejdsgruppen har overvejet, om der eventuelt burde
indføres et gradueret klippesystem for transportører, således at antallet af
klip, der udløser frakendelse, sættes i forhold til antallet af køretøjer,
der
udfører dyretransporter i en transportvirksomhed.
Arbejdsgruppens overvejelser om graduering af klippene for
transportvirksomheder skal ses i sammenhæng med arbejdsgruppens forslag om,
at
også transportvirksomheder, der drives i selskabsform (juridiske personer)
skal
kunne pålægges klip og i sidste ende kunne frakendes retten til at
transportere
dyr. Det vurderes således, at risikoen for at begå kliprelevante
overtrædelser
vil være større for transportvirksomheder, der udfører mange transporter og
har
flere chauffører ansat.
Et flertal i arbejdsgruppen (alle på nær ét medlem) har
imidlertid ikke fundet grundlag for at foreslå en sådan gradueret ordning
indført. Flertallet har først og fremmest lagt vægt på, at klip alene udløses
for en transportvirksomhed, hvis den kliprelevante forseelse indebærer et
almindeligt strafferetligt ansvar for virksomheden som sådan. Derudover må en
større
virksomhed i kraft af bl.a. de flere ansatte formentlig lige så godt som en
mindre virksomhed –
og måske endda
bedre
– kunne tilrettelægge arbejdet med udførelse af dyretransporter,
procedurer omkring transporterne og instruktion og oplæring af de ansatte og
chaufførerne
på en hensigtsmæssig måde
og derved sikre overholdelsen af
reglerne om dyretransporter. Endelig har arbejdsgruppen lagt vægt på, at
hensynet til dyrenes velfærd i vanskelighederne ved den praktiske
gennemførelse
af den gradueret ordning taler imod en sådan ordning.
Der henvises i det hele til arbejdsgruppens rapport, s.
107-110.
Ved fastsættelsen af antallet af klip, der skal medføre
retsvirkninger, har arbejdsgruppen lagt vægt på, at der efter arbejdsgruppens
forslag,
som den første reaktion alene skal ske en betinget frakendelse af retten til
at
transportere dyr. En betinget frakendelse tjener som en advarsel for
virksomheden om, at den fremover må udøve endnu større bestræbelser på at
overholde de gældende regler om dyretransport, men indebærer ikke nogen
retsvirkninger
i øvrigt.
Fastsættelsen af den betingede frakendelse er inspireret af
de klippekortordninger, der findes på færdselslovens område, dels for førere
af
køretøjer og dels for chauffører vedrørende kontrolapparater på køre- og
hviletidsområdet,
som begge indebærer, at der sker en betinget frakendelse af førerretten,
såfremt der begås tre kliprelevante overtrædelser inden for tre år. En
betinget
frakendelse af førerretten indebærer, at den pågældende fører inden for en
frist, der fastsættes af politiet, skal aflægge en kontrollerende køreprøve.
Førerretten inddrages, hvis den kontrollerende køreprøve ikke bestås, eller
vedkommende undlader at medvirke til den.
På de nævnte områder fungerer den betingede frakendelse
således som en advarsel mod at begå nye overtrædelser af færdselsloven og
tilskynder den dømte til at overholde færdselslovens regler.
Fordelen ved en ordning med betinget frakendelse på
dyretransportområdet vil på tilsvarende måde være, at en betinget frakendelse
har en præventiv funktion, der på en effektiv og hensigtsmæssig måde
modvirker
fremtidige overtrædelser.
Hertil kommer, at en ubetinget frakendelse er meget
indgribende navnlig for den virksomhed, som må lukke, men også for
chaufføren,
som ikke længere kan drive erhverv ved transport af dyr.
Da formålet med en klippekortordning på
dyretransportområdet efter arbejdsgruppens opfattelse primært er at opnå en
præventiv effekt for at forhindre overtrædelser af reglerne – og ikke at
forhindre erhvervsvirksomhed ved dyretransport i Danmark – finder
arbejdsgruppen,
at der først bør ske en betinget frakendelse af virksomhedens ret til at
transportere
dyr, og at der herefter ved tre nye klip, der begås i perioden for den
betingede
frakendelse, skal ske ubetinget frakendelse af retten, jf. nærmere
arbejdsgruppens
rapport, s. 111-113.
Som nævnt ovenfor indebærer en betinget frakendelse af
førerretten efter færdselsloven, at den pågældende fører skal aflægge en
kontrollerende køreprøve, og at førerretten inddrages, hvis den
kontrollerende
køreprøve ikke bestås.
Det vil efter arbejdsgruppens opfattelse være bedst
overensstemmende med ordningen på færdselslovens område og med formålet med
en
ordning med betinget frakendelse, hvis en betinget frakendelse af retten til
at
transportere dyr ligeledes får retsvirkninger i form af en prøve eller
lignende,
hvorved det kontrolleres, om virksomheden fremover må anses for at være i
stand
til at overholde de gældende regler om dyretransporter.
En sådan ordning vil dog ikke kunne etableres uden
yderligere grundige overvejelser, som arbejdsgruppen på grund af tidsfristen
for færdiggørelsen af rapporten ikke har haft mulighed for at foretage.
Overvejelser om en eventuel ordning med kontrollerende
prøver kan efter arbejdsgruppens opfattelse dog naturligt ske i tilknytning
til
de overvejelser, der er nødvendige som følge af, at der med virkning fra 1.
januar
2008 stilles krav om kompetencebeviser til chauffører.
For så vidt angår spørgsmålet om, inden for hvilket tidsrum
et klip skal have retsvirkninger, dvs. hvornår et klip forældes, bemærkes, at
det efter klippekortordningen i færdselsloven, der omfatter alle førere af
motorkøretøjer,
gælder, at hvert klip har gyldighed i tre år fra tidspunktet, hvor den
kliprelevante overtrædelse er begået.
Et
klip har således gyldighed fra gerningstidspunktet – og ikke først fra
det
senere tidspunkt, hvor sagen afgøres ved et bødeforelæg eller en dom.
Det er arbejdsgruppens opfattelse, at det vil være
hensigtsmæssigt at tage udgangspunkt i denne ordning, hvorefter
gentagelsesvirkningen af et klip begynder at løbe fra gerningstidspunktet.
Herved opnås dels, at klippet kun tæller i den periode, der ligger
umiddelbart
i forlængelse af forseelsen, og dels at der ved senere overtrædelser ikke
opstår situationer, hvor klip nr. 1 ikke har betydning for forseelser, der
bliver begået i perioden mellem gerningstidspunktet for det første klip og
afgørelsestidspunktet vedrørende dette. Endvidere forældes hvert klip løbende
fra gerningstidspunktet, således at en eventuel langvarig behandling af en
straffesag om den kliprelevante forseelse ikke medfører, at klippet belaster
virksomheden i urimeligt lang tid efter, at det strafbare forhold er begået.
Det foreslås derfor, at klippets retsvirkninger regnes fra
det tidspunkt, hvor transportvirksomheden har gjort sig skyldig i
overtrædelsen.
Arbejdsgruppen finder tillige, at det vil være
hensigtsmæssigt at udforme klippekortordningen på dyretransportområdet,
således
at et klip har retsvirkning i tre år, idet arbejdsgruppen herved også har
taget
udgangspunkt i ordningen på færdselslovens område. Det bemærkes i den
forbindelse,
at en kortere periode for klippets retsvirkninger vil forringe den præventive
virkning af ordningen, mens en længerevarende retsvirkning af de enkelte klip
vil medføre, at ordningen bliver mere belastende end klippekortordningen
efter
færdselsloven.
Arbejdsgruppen foreslår i forlængelse heraf, at prøvetiden
for den betingede frakendelse ligesom på færdselslovens område bør fastsættes
til tre år, som efter arbejdsgruppens opfattelse er en passende periode med
henblik på at opnå en tilstrækkelig præventiv effekt af frakendelsen.
Endelig finder arbejdsgruppen, at det er hensigtsmæssigt at
fastsætte regler om, at tre eller flere
kliprelevante
forseelser under én transport
skal medføre en betinget frakendelse af
retten til at transportere dyr. Dette svarer til ordningen på
færdselslovens område, hvor hver enkelt
forseelse medfører et klip, selv om forseelserne begås under samme
kørselsforløb eller i samme kørselssituation.
Efter arbejdsgruppens opfattelse bør en klippekortordning
på dyretransportområdet også udformes således, at der udløses et klip for
hver
enkelt overtrædelse, uanset om overtrædelserne foreligger samtidigt eller
uafhængigt
af hinanden. Der bør således ikke gives en lempeligere sanktion, når der
samtidigt foreligger f.eks. tre overtrædelser, idet der i disse situationer i
endnu højere grad end ved enkeltstående overtrædelser opstår risiko for
dyrenes
velfærd. F.eks. kan nævnes, at en overtrædelse af arealkravene, der
foreligger
samtidig med mangelfuld ventilation og manglende vanding af dyrene, vil øge
belastningen af dyrene meget væsentligt.
Omvendt peger arbejdsgruppen på tilfælde, hvor det vil
forekomme ude af proportioner, hvis der gives flere klip for samtidige
overtrædelser. I tilfælde, hvor der f.eks. under en og samme transport
transporteres svin af flere størrelser og begås overtrædelser af forskellige
arealkrav fastsat efter svinenes størrelse, vil det efter arbejdsgruppens
opfattelse i almindelighed ikke være rimeligt, at der udløses et klip for
hver
enkelt af de forskellige arealkrav, der er overtrådt. Efter arbejdsgruppens
opfattelse kan spørgsmålet om klip i denne situation imidlertid bedst løses
ved
anklagemyndighedens afgørelse om tiltalespørgsmålet, således at
anklagemyndigheden
som udgangspunkt i sådanne tilfælde ikke nedlægger påstand om mere end ét
klip.
En samtidig overtrædelse af flere af de ovennævnte
kliprelevante overtrædelser kan være så grov, at der foreligger mishandling
af
dyrene. I sådanne tilfælde vil der efter de gældende regler kunne være
grundlag
for frakendelse af retten til at beskæftige sig med dyr efter bestemmelsen i
dyreværnslovens § 29 eller for frakendelse af autorisationen til
transport
efter straffelovens § 79.
Det er arbejdsgruppens opfattelse, at klippekortordningen i
disse situationer ikke bør medføre en mildere sanktion end under de
nugældende
regler, og der er således behov for særlige regler om frakendelse i sådanne
situationer,
jf. ovenfor under pkt. 4.
Det er hverken i færdselsloven eller i forarbejderne til
denne fastsat, for hvilken periode en ubetinget frakendelse skal ske, når der
i
prøvetiden for den betingede frakendelse begås tre nye kliprelevante
forseelser. Der foreligger heller ikke en fast retspraksis herom endnu.
For så vidt angår varigheden af ubetinget frakendelse
gælder på dyreværnslovgivningens område bestemmelsen i dyreværnslovens
§ 29,
stk. 1, om frakendelse af retten til at transportere dyr, hvorefter
frakendelse kan ske for bestandigt eller for et nærmere fastsat tidsrum. I
praksis anvendes næppe frakendelsestider efter bestemmelsen i dyreværnsloven,
der er kortere end 1 år. Frakendelse efter straffelovens § 79, sker
efter
§ 79, stk. 3, på tid fra 1 til 5 år eller indtil videre.
I forbindelse med fastlæggelsen af varigheden af den
ubetingede frakendelse på klippekortordningens anvendelsesområde, må der
lægges
vægt på, at virksomheden nu har begået i alt seks
overtrædelser af reglerne om dyretransport, og at der for alle
disse overtrædelser foreligger et selvstændigt almindeligt strafferetligt
ansvar for virksomheden.
Ved et sådant antal overtrædelser bør en ubetinget
frakendelse ske for en længere periode. Arbejdsgruppen foreslår, at
varigheden
af en ubetinget frakendelse i disse tilfælde fastsættes til tre år.
Det bemærkes, at en treårig periode for en ubetinget
frakendelse også harmonerer med den regel om adgangen til at opnå
autorisation,
der er fastsat i transportforordningen, jf. artikel 10, stk. 2, litra c.
Efter denne bestemmelse er det en forudsætning for udstedelse af en
autorisation til en transportvirksomhed, at ansøgerne eller deres
repræsentanter ikke har gjort sig skyldige i alvorlige overtrædelser af
fællesskabslovgivningen eller national lovgivning vedrørende beskyttelse af
dyr
i de tre år, der går forud for indgivelsen af ansøgningen.
5.6.2.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens forslag om
antallet og gyldigheden af klip.
Som det fremgår af pkt. 5.5.2. ovenfor, er det
Justitsministeriets opfattelse, at klippekortordningens
frakendelsesbestemmelser
ikke bør finde anvendelse på transportører, der er etableret i selskabsform
(juridiske personer). På det grundlag er arbejdsgruppens overvejelser om
graduering af klip i forhold til virksomhedens størrelse efter
Justitsministeriet
opfattelse derfor ikke længere så aktuelle. Strafansvar og klip i forhold til
transportøren forudsætter således, at de sædvanlige betingelser for
strafansvar, herunder at der skal være tale om en forsætlig eller uagtsom
handling eller undladelse, skal være opfyldt i den enkelte sag. Der er med
lovforslaget
ikke tale om, at transportøren strafferetligt »hæfter« for ansattes
overtrædelser af reglerne om transport af dyr.
Justitsministeriet finder ligesom arbejdsgruppen, at kravet
om, at tre klip skal udløse en betinget frakendelse, er passende, navnlig når
det tages i betragtning, at alle tre klip vil kunne udløses på baggrund af én
og samme transport, hvis der i forbindelse med transporten sker tre
overtrædelser af reglerne omfattet af klippekortordningen, f.eks. tre
overtrædelser af reglerne om henholdsvis ventilation, vand og strøelse. Ved
fastlæggelsen af antallet har klip har Justitsministeriet lagt vægt på, at
der
for en transportør eller chauffør som udgangspunkt skal være mulighed for at
rette ind, før der foreligger en retsvirkning i form af en betinget
frakendelse.
Derudover er ordningen med tre klip forud for den betingede frakendelse
allerede velkendt fra færdselslovens område, hvor systemet har vist sig at
have
en gavnlig præventiv effekt på antallet af overtrædelser omfattet af
klippekortordningen.
For så vidt angår overvejelserne om mulige
retsvirkninger af den betingede frakendelse
er Justitsministeriet enig med arbejdsgruppen i, at anvendelsen af en
betinget
frakendelse af retten til at transportere dyr, vil sende en betydelig
advarsel
til den pågældende om, at overtrædelserne får konsekvenser. Det forventes
således,
at denne advarsel i sig selv vil fungere som en tilskyndelse for den
pågældende
lovovertræder til at overholde reglerne.
Justitsministeriet er imidlertid også enig med
arbejdsgruppen i, at tilskyndelsen til at overholde reglerne vil forstærkes,
hvis der samtidig knyttes en egentlig retsvirkning som vilkår til den
betingede
frakendelse.
Justitsministeriet foreslår på denne baggrund, at der
stilles krav om, at personer, der er idømt eller har vedtaget en betinget
frakendelse af retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af
dyr
skal bestå en
kontrollerende prøve
i
form af den afsluttende eksamen, der knytter sig til
kompetencebevisuddannelsen
for chauffører, jf. herved ovenfor pkt. 2.2.
Vilkåret betyder, at en transportør eller en chauffør/ledsager,
der betinget frakendes retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig
transport af dyr, inden for en frist, der fastsættes af Fødevarestyrelsen,
skal
bestå denne kontrollerende prøve. Dette gælder også for chauffører og
transportører,
der ikke efter transportforordningen skal have et kompetencebevis.
Hvis de pågældende transportører og chauffører ikke består
prøven inden den fastsatte frist – enten fordi den pågældende dumper
eller helt
undlader at gå op til prøven – vil de ikke lovligt kunne udføre
dyretransporter
i Danmark. Og de vil kunne straffes, hvis de alligevel gør det.
Der henvises til den foreslåede bestemmelse i
dyreværnslovens § 29 f, stk. 2, om den kontrollerende prøve, og
§ 29
g, stk. 1, 2. pkt., om straf for at beskæftige sig med erhvervsmæssig
transport
af dyr, hvis man ikke består den kontrollerende prøve inden for den fastsatte
frist.
De nærmere betingelser for indholdet og gennemførelsen af
den kontrollerende prøve foreslås fastsat administrativt, jf. den foreslåede
bestemmelse i dyreværnslovens § 29 f, stk. 3.
Det kan tilføjes, at kravet om den kontrollerende prøve vil
finde anvendelse i alle tilfælde, hvor personer betinget er frakendt retten
til
at transportere dyr, jf. ovenfor pkt. 4 om rettighedsfrakendelse uden for
klippekortordningen.
Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens forslag om, at
prøvetiden
for den betingede dom skal
være på tre år.
For så vidt angår
varigheden
af den ubetingede frakendelse
, finder Justitsministeriet, at det vil være
forkert at fastsætte forskellige regler for ubetingede frakendelser
henholdsvis
inden for og uden for klippekortordningen.
For ubetingede frakendelser uden for klippekortordningen foreslås,
at frakendelse sker for bestandig eller for et nærmere fastsat tidsrum, jf.
ovenfor pkt. 4.2.
Justitsministeriet finder det ikke afgørende, at det i
forbindelse med en ansøgning om autorisation er en forudsætning, at ansøgerne
eller deres repræsentanter ikke har gjort sig skyldige i alvorlige
overtrædelser af fællesskabslovgivningen eller national lovgivning vedrørende
beskyttelse af dyr i de tre år, der går forud for indgivelsen af ansøgningen.
At strafferetlige afgørelser, der er mere end tre år gamle, modsætningsvis
ikke
kan tages i betragtning, er efter Justitsministeriets opfattelse ikke til
hinder for, at en fremadrettet rettighedsfrakendelse får en længere varighed
end tre år.
Justitsministeriet foreslår derfor, at også en ubetinget
frakendelse efter klippekortordningen sker for bestandig eller for et nærmere
fastsat tidsrum svarende til, hvad der gælder efter den nuværende bestemmelse
i
dyreværnslovens § 29 og den af arbejdsgruppen foreslåede bestemmelse,
jf.
§ 30, stk. 1, 1. pkt., i arbejdsgruppens lovudkast.
Der henvises til den foreslåede bestemmelse i dyreværnslovens
§ 29 c, stk. 1.
6. Samspillet mellem betingede
frakendelser inden for og uden for klippekortordningen
6.1. Arbejdsgruppens
forslag
Efter arbejdsgruppens forslag indføres adgang til at idømme
en betinget frakendelse af retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig
transport af dyr, dels som en obligatorisk retsfølge efter tre klip i medfør
af
klippekortordningen, dels som en mulig retsfølge ved mishandling eller
uforsvarlig
behandling af dyr.
Arbejdsgruppen foreslår, at de to former for betingede
frakendelser kan kombineres, således at en person, der er idømt en betinget
frakendelse efter klippekortordningen (jf. ovenfor pkt. 5), og som i
prøvetiden
begår et forhold, som isoleret set ville føre til en betinget frakendelse
efter
den almindelige frakendelsesregel uden for klippekortordningen (jf. ovenfor
pkt. 4) – eller som omvendt efter at være idømt en betinget frakendelse
uden
for klippekortordningen, og som i prøvetiden begår tre overtrædelser, der
udløser klip efter klippekortordningen – samlet skal idømmes en
ubetinget frakendelse.
6.2.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens forslag.
Der henvises til den foreslåede bestemmelse i
dyreværnslovens § 29 c, stk. 1, og bemærkningerne hertil.
Justitsministeriet finder, at bestemmelsen bør suppleres
med en bestemmelse svarende til færdselslovens § 126, stk. 2, hvorefter
der under særlig formildende omstændigheder kan ske betinget frakendelse,
hvor
der ellers efter reglerne skulle ske ubetinget frakendelse, fordi det eller
de
nye forhold isoleret set ville føre til en betinget frakendelse.
Bestemmelsen er tiltænkt et meget snævert anvendelsesområde
og forudsættes anvendt i samme yderst begrænsede omfang som færdselslovens
§ 126,
stk. 2.
Der henvises til den foreslåede bestemmelse i
dyreværnslovens § 29 c, stk. 2.
Om varigheden af den ubetingede frakendelse henvises til
pkt. 5.6.2. ovenfor.
7. Udførelse af dyretransporter trods
frakendelse
7.1. Gældende ret
Efter straffelovens § 131, stk. 1, straffes bl.a.
den, der »vedblivende udøver en virksomhed, til hvilken retten er ham
frakendt«
med bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Efter § 131, stk. 2,
straffes den, som medvirker til, at en person, der er frakendt retten til at
udøve en virksomhed, udøver denne, med bøde eller under særlig skærpende
omstændigheder
med fængsel indtil 4 måneder.
Denne bestemmelse omfatter både rettighedsfrakendelse efter
straffelovens § 79 og efter særlovgivningen.
For
forbud mod at eje, bruge, passe, slagte eller i det hele
beskæftige sig personligt med dyr meddelt efter dyreværnslovens § 29,
gælder en særlig bestemmelse i § 29, stk. 1, 4. pkt., hvorefter
overtrædelse af forbuddet straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.
7.2. Arbejdsgruppens
forslag
Arbejdsgruppen foreslår, at der fastsættes regler om straf
for overtrædelser af forbud mod at beskæftige sig med erhvervsmæssig
transport
af dyr (dvs. ubetinget rettighedsfrakendelse) på linje med de regler, der
gælder
for overtrædelse af forbud meddelt efter dyreværnslovens § 29.
Selv om fortsat udøvelse af virksomhed, hvortil retten er
frakendt efter de foreslåede bestemmelser i dyreværnslovens § 29 a,
stk. 1,
eller § 29 c, stk. 1, eller § 29 d – og medvirken hertil
– ville
være strafbart efter den generelle bestemmelse i straffelovens § 131,
foreslår arbejdsgruppen, at der indsættes en særlig regel herom i
dyreværnsloven
for at tydeliggøre, at sådanne forhold er strafbare.
Da udførelse af dyretransport trods en ubetinget
frakendelse vil være egnet til at underminere en klippekortordning på
dyretransportområdet,
hvis de ikke mødes med sanktioner af en følelig størrelse, foreslår
arbejdsgruppen,
at det af bemærkningerne til et lovforslag kommer til at fremgå, at der ved
fastsættelsen af straffe for overtrædelser skal tages udgangspunkt i de
sanktioner, der anvendes på færdselsområdet ved kørsel i frakendelsestiden.
Tilsvarende bør der udmåles bøder af en ikke ubetydelig størrelse for andres
medvirken til, at der udføres erhvervsmæssig dyretransport i en virksomhed
eller af en person, der er frakendt retten hertil.
7.3.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet er enig med arbejdsgruppen i, at det kan
være hensigtsmæssigt at medtage en bestemmelse om straf for manglende
overholdelse af en rettighedsfrakendelse efter de foreslåede nye regler om
dyretransporter
for at tydeliggøre forholdets strafbarhed og strafværdighed, selv om
forholdet
principielt ville være omfattet af straffelovens § 131.
Justitsministeriet
foreslår derfor en sådan bestemmelse indsat i dyreværnslovens § 29 g.
Justitsministeriet er også enig i bemærkningerne om
sanktionsfastsættelsen på området, og det forudsættes således, at der udmåles
følelige sanktioner i form af bøde og i grovere tilfælde kortere
frihedsstraffe
med udgangspunkt i sanktionerne på færdselslovens område for kørsel i
frakendelsestiden.
8. Processuelle bestemmelser i sager om
overtrædelse af reglerne for dyretransporter
8.1. Arbejdsgruppens
forslag
I klippekortordningen efter færdselsloven er et klip en
obligatorisk retsfølge ved overtrædelser af færdselsloven, der er
kliprelevante. Endvidere registreres det enkelte klip automatisk i Det
Centrale
Kriminalregister, når den pågældende fører har vedtaget et udenretligt
bødeforelæg for en kliprelevant overtrædelse, eller når der er faldet dom for
en sådan overtrædelse, jf. nærmere arbejdsgruppens rapport s. 57-58. Der skal
således ikke træffes en særskilt afgørelse om, at overtrædelsen udløser et
klip, men det meddeles den tiltalte i anklageskriftet, at overtrædelsen
medfører
et klip.
Efter arbejdsgruppens opfattelse skal klip ligeledes være
en obligatorisk retsfølge, hvis der foreligger en overtrædelse af reglerne om
transport af dyr, som er kliprelevant. Hvis den tiltalte findes skyldig i en
af
de kliprelevante overtrædelser, skal der således ikke foretages en nærmere
vurdering
af, om dette bør udløse et klip, idet
dette altid vil være tilfældet, hvis den pågældende er omfattet af
personkredsen i de foreslåede bestemmelse om klippekortordningen (§ 31
a,
stk. 1, eller § 31 b, stk. 1, i arbejdsgruppens lovudkast) og
findes skyldig i overtrædelsen.
Derimod er det efter arbejdsgruppens opfattelse næppe
muligt at foretage den samme automatiske registrering af klippet som på
færdselslovsområdet.
Dette skyldes bl.a., at der i nogle tilfælde ved
overtrædelse af reglerne om transport af dyr – i modsætning til, hvad
der
gælder ved klip efter færdselsloven – vil være grundlag for at gøre
strafansvar
gældende over for flere som følge af den samme overtrædelse. Strafansvar for
en
kliprelevant overtrædelse kan således tænkes pålagt både chaufføren og
transportøren og skal således udløse klip for begge. Er også den landmand,
der
har leveret dyrene til transport, strafferetligt ansvarlig for overtrædelsen,
f.eks. ved at denne har medvirket til, at kravene til areal for det enkelte
dyr
ikke er overholdt, skal landmanden imidlertid alene idømmes en bøde, men ikke
et klip jf. ovenfor pkt. 5.3.
Da det i sådanne tilfælde vil være vanskeligt at afgøre i
forbindelse med registreringen af afgørelsen i Det Centrale Kriminalregister,
hvilke af de nævnte personer der har modtaget et klip, foreslås det, at
klippet
meddeles ved den enkelte afgørelse, således at dette – ligesom en
førerretsfrakendelse
på færdselsområdet, der også kan være en obligatorisk retsfølge –
idømmes ved
dommen eller kan vedtages samtidig med en udenretlig vedtagelse af et
bødeforelæg for overtrædelsen.
Anklagemyndigheden må således i forbindelse med
tiltalerejsningen tage stilling til, om det er relevant at pålægge den
tiltalte
et klip for overtrædelsen og tilkendegive i anklageskriftet, at dette skal
være
en retsfølge i sagen. Også karakteren af de sager, der skal udløse klip, og
de
komplicerede regler på området, taler efter arbejdsgruppens opfattelse for
denne løsning.
Efter færdselslovens § 119 a, stk. 1, er der
mulighed for at afgøre visse overtrædelser af loven, der ikke skønnes at
medføre højere straf end bøde, med et udenretligt bødeforelæg. Det er
endvidere
efter denne bestemmelse muligt udenretligt i et vist omfang at vedtage
kørselsforbud samt ubetinget eller betinget frakendelse af førerretten i et
nærmere angivet tidsrum.
En bestemmelse af denne art er procesbesparende og
indebærer for den tiltalte den fordel, at han kan undgå at skulle møde i
retten
til en domsforhandling, hvis han kan erkende sig skyldig i overtrædelsen og
ikke har indsigelser mod bødens størrelse og en eventuel frakendelse af
førerretten/kørselsforbud.
På dyretransportområdet er det ligeledes muligt udenretligt
at vedtage en bøde efter den almindelige regel herom i retsplejelovens
§ 832.
Derimod kan frakendelse af retten til at beskæftige sig med dyr efter
dyreværnslovens
§ 29 og frakendelse af en autorisation til transport af dyr efter
straffelovens § 79 ikke vedtages udenretligt. Nedlægger
anklagemyndigheden
påstand efter disse bestemmelser, skal sagen således indbringes for retten og
afgøres ved dom.
Det er arbejdsgruppens opfattelse, at der i en
klippekortordning på dyretransportområdet bør indføres bestemmelser svarende
til bestemmelserne på færdselslovens område, således at sager mod
transportører
og chauffører kan afgøres udenretligt også i de tilfælde, hvor der er tale om
kliprelevante forseelser eller om betinget eller ubetinget frakendelse. Der
henvises til § 31 c, stk. 1, i arbejdsgruppens lovudkast.
Ligeledes foreslår arbejdsgruppen en regel om, at klip samt
betinget og ubetinget frakendelse af retten til at transportere dyr, kan
vedtages indenretligt, jf. den tilsvarende bestemmelse om indenretlig
vedtagelse i færdselssager om betinget og ubetinget frakendelse i
færdselslovens § 119 a, stk. 3, jf. arbejdsgruppens lovudkast
§ 31
c, stk. 2.
Arbejdsgruppen har overvejet, om der bør fastsættes andre
særlige regler om domstolenes behandling af sager om overtrædelse af
dyretransportregler,
der kan medføre klip.
Det følger af retsplejelovens § 686, stk. 2, at domsmænd
medvirker i sager, hvor der bliver spørgsmål om højere straf end bøde, eller
som i øvrigt skønnes at være af særlig indgribende betydning for tiltalte
eller
af særlig offentlig interesse. Domsmænd skal derfor som udgangspunkt ikke
medvirke i sager, hvor der alene er spørgsmål om straf i form af bøde for
overtrædelse af reglerne om transport af dyr. Da spørgsmål om klip samt om
betinget
eller ubetinget frakendelse af retten til at transportere dyr ikke er en
straf,
men en anden retsfølge, skal domsmænd kun medvirke, hvis sagen skønnes at
være
af særlig indgribende betydning for tiltalte.
Efter arbejdsgruppens opfattelse er det hensigtsmæssigt, at
der i en ny lovgivning om en klippekortordning tages udtrykkelig stilling
til,
i hvilke sager domsmænd skal medvirke, således som det også er sket i
færdselslovens
§ 119.
Det foreslås, at sager, hvor der alene er spørgsmål om klip
eller betinget frakendelse, skal behandles uden domsmænd. Sager om ubetinget
frakendelse vil efter arbejdsgruppens opfattelse normalt være af en sådan
indgribende betydning for den tiltalte, uanset om denne er transportør eller
chauffør, at der bør medvirke domsmænd, og det foreslås derfor, at domsmænds
medvirken i disse tilfælde bliver obligatorisk, medmindre sagen kan fremmes
som
en tilståelsessag.
Overtrædelser af færdselsloven, der kan medføre klip, kan
afgøres af domstolene ved en udeblivelsesdom efter bestemmelsen i
retsplejelovens
§ 897. Ifølge stk. 1 i denne bestemmelse kan retten således i
sager,
hvor der ikke er spørgsmål om højere straf end bøder, og hvor
omstændighederne
ikke findes at tale herimod, anse en tiltalt, som udebliver uden oplyst
lovligt
forfald, for at have tilstået det påsigtede forhold. Dommen kan udfærdiges
straks ved en påtegning på anklageskriftet.
Det er tvivlsomt, om der i den nævnte bestemmelse er
hjemmel til at idømme sådanne klip, som ved forslaget om en klippekortordning
for dyretransporter indføres som en ny retsfølge. For så vidt angår
overtrædelser
af færdselslovens kliprelevante regler kan bestemmelsen anvendes, idet klip
her
ikke idømmes, men pålægges automatisk ved registreringen af overtrædelsen i
Det
Centrale Kriminalregister. Bestemmelsen giver ikke mulighed for at idømme
betinget eller ubetinget frakendelse af retten til at transportere dyr ved en
udeblivelsesdom.
Efter arbejdsgruppens opfattelse bør det være muligt at
pålægge klip ved udeblivelsesdomme, når der er tale om ét eller to klip, der
ikke – heller ikke sammen med tidligere overtrædelser – vil udløse
en ubetinget
frakendelse. En sanktion i form af et klip, der ikke udløser ubetinget
frakendelse, er således efter arbejdsgruppens opfattelse ikke af en sådan
alvorlig karakter, at det skal være udelukket at afgøre sagen med en
udeblivelsesdom. Det foreslås således, at der også ved en udeblivelsesdom kan
idømmes betinget frakendelse som følge af klip. Dette skyldes både, at den
betingede frakendelse kun indebærer retsvirkning i form af en advarsel mod at
begå yderligere overtrædelser, og hensynet til at kunne afgøre sager mod
tiltalte
med bopæl i udlandet ved en udeblivelsesdom, selv om retsfølgen er en
betinget
frakendelse. Det bemærkes i den forbindelse også, at der er adgang til
genoptagelse af de nævnte udeblivelsesdomme under betingelserne i
retsplejelovens
§ 987, stk. 1.
Derimod finder arbejdsgruppen, at det bør være udelukket at
anvende udeblivelsesdom, hvis der under sagen er spørgsmål om ubetinget
frakendelse af retten til at transportere dyr, idet der herved er tale om en
så
indgribende retsfølge, at tiltalte bør være til stede under
domsforhandlingen.
Forslaget vedrørende udeblivelsesdomme fremgår af
arbejdsgruppens lovudkast § 31 c, stk. 4.
Om tiltaltes adgang til anke af en byretsdom, hvorved der
er idømt klip eller betinget eller ubetinget frakendelse af retten til at
transportere
dyr, gælder bestemmelsen i retsplejelovens § 902, stk. 2. Ifølge
denne regel kan tiltalte anke, såfremt han har givet møde i sagen, og en bøde
på over 3.000 kr. eller andre offentligretlige følger er idømt. Da klip samt
ubetinget/betinget frakendelse er andre offentligretlige følger, vil tiltalte
således kunne anke til landsretten, medmindre han er dømt som udebleven, jf.
forslaget herom ovenfor. Arbejdsgruppen finder derfor ikke grundlag for at
foreslå særlige regler om anke.
8.2. Justitsministeriets
overvejelser
Justitsministeriet er enig med arbejdsgruppen i, at et klip
for overtrædelse af reglerne om transport af dyr – ligesom på
færdselslovens
område – skal være en obligatorisk retsfølge inden for
klippekortordningens område.
Justitsministeriet finder imidlertid ikke, at hensynet til
at sikre en korrekt registrering af afgørelsen i Det Centrale
Kriminalregister
gør det nødvendigt retsteknisk at gøre klip til en formel, selvstændig
retsfølge af lovovertrædelsen. Hensynet til at sikre en korrekt registrering
–
og hensynet til at vejlede den pågældende transportør eller chauffør/ledsager
om, at vedkommende »får et klip« – kan efter Justitsministeriets
opfattelse
varetages ved, at det af bødeforelægget (ved udenretlig vedtagelse), af
retsbogen
(ved indenretlig vedtagelse) eller af dommen tydeligt fremgår, at
overtrædelsen
er omfattet af klippekortordningen. Klippet er derfor, jf. dets obligatoriske
karakter, efter lovforslaget ikke en retsfølge, der skal vedtages eller
idømmes. Det skal blot objektivt konstateres, at det forhold, som den
pågældende tilstår eller findes skyldig i, er omfattet af
klippekortordningen.
Der henvises til den foreslåede bestemmelse i
dyreværnslovens § 29 i og bemærkningerne hertil.
Justitsministeriet finder på den baggrund ikke grundlag for
at indføre en videregående adgang til at afgøre sager om overtrædelse af
reglerne om transport af dyr ved udeblivelsesdom, end hvad der følger af den
almindelige
bestemmelse i retsplejelovens § 897, stk. 1. Når klip ikke gøres
til
en formel retsfølge, er der således efter Justitsministeriets opfattelse ikke
noget til hinder for at afgøre bødesager (der samtidig medfører klip) efter
retsplejelovens regel om udeblivelse i bødesager. Henset til sagernes
karakter
finder Justitsministeriet ikke, at det vil være rigtigt at give mulighed for
at
afgøre sager om betinget frakendelse af retten til at beskæftige sig med
erhvervsmæssig transport af dyr ved udeblivelsesdom.
Der er derfor ikke i lovforslaget medtaget en bestemmelse
svarende til § 31 c, stk. 4.
Endelig finder Justitsministeriet, at ubetinget frakendelse
af retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr er så
indgribende
over for den pågældende transportør eller chauffør/ledsager, at der kun bør
indføres adgang til i retten – dvs. foran en dommer – at vedtage en
ubetinget
frakendelse. Det gælder både ubetinget frakendelse som følge af mishandling
eller uforsvarlig behandling af dyr og ubetinget frakendelse efter
klippekortordningen. Det samme gælder betinget frakendelse efter den meget
skønsprægede bestemmelse i dyreværnslovens § 29 a, stk. 2.
Der henvises til den foreslåede bestemmelse i
dyreværnslovens § 29 h og bemærkningerne hertil.
Justitsministeriet kan endelig tiltræde arbejdsgruppens
forslag til regler om domsmænds medvirken.
Der henvises til den foreslåede bestemmelse i
dyreværnslovens § 29 j og bemærkningerne hertil
9. Særlige spørgsmål om udenlandske
transportører og chauffører m.fl.
9.1. Arbejdsgruppens
overvejelser
Det er arbejdsgruppens opfattelse, at det er af væsentlig betydning
for håndhævelsen af en klippekortordning på dyretransportområdet, i hvilket
omfang det er muligt at idømme udenlandske chauffører og transportører klip
samt betinget eller ubetinget frakendelse af retten til at transportere dyr,
og
hvilken rækkevidde sådanne afgørelser får.
Transportforordningen indeholder mulighed for, at en
medlemsstat kan nedlægge midlertidigt forbud mod, at dyr transporteres af en
virksomhed på medlemsstatens område, når virksomheden har gjort sig skyldig i
gentagne eller alvorlige overtrædelser af bestemmelserne i forordningen.
Anvendelsen af et midlertidigt forbud forudsætter imidlertid, at
myndighederne
har udtømt alle muligheder for gensidig bistand og udveksling af oplysninger
med den kompetente myndighed i det land, der har udstedt en autorisation til
virksomheden, jf. artikel 26, stk. 6. Der er således ikke grundlag for
at
tilbageholde køretøjer fra virksomheder, der har gjort sig skyldige i
gentagne
overtrædelser af forordningen uden forinden at have haft kontakt til den
myndighed, som har udstedt virksomhedens autorisation.
Ifølge forordningen kan annullation og suspension af
autorisationer til virksomheder og suspension af kompetencebeviser til
chauffører, som er udstedt i medfør af forordningen, alene foretages af den
myndighed, der har udstedt autorisationen og kompetencebeviset, jf. artikel
26,
stk. 4 og 5. Det vil derfor ikke være muligt for danske myndigheder at
frakende udenlandske transportører deres autorisation til at transportere dyr
eller træffe bestemmelse om inddragelse af kompetencebeviser for udenlandske
chauffører. Der kan således efter disse regler alene ske frakendelse af
udenlandske transportørers og chaufførers ret til at transportere dyr med
virkning på dansk område og kun efter anmodning om bistand fra de
myndigheder,
som har udstedt en autorisation og/eller et kompetencebevis i henhold til
forordningen.
Anvendelse af sanktioner samt fuldbyrdelse af afgørelser i
straffesager mod udenlandske transportvirksomheder og chauffører, jf.
nedenfor,
må således ske i overensstemmelse hermed.
Reglerne om transport af dyr gælder for alle transporter af
dyr i Danmark, uanset om transporten forestås af en dansk eller udenlandsk
transportør, og uanset om transporten udføres af en dansk eller udenlandsk
chauffør.
Straffen for overtrædelse af reglerne om transport af dyr
er som udgangspunkt en bøde. Det afhænger af de konkrete omstændigheder i
sagen, om strafansvar kan gøres gældende mod både chaufføren og
transportøren.
Arbejdsgruppens forslag om en klippekortordning medfører, at både chaufføren
og
transportøren i visse tilfælde ud over en bøde også vil modtage klip som en
obligatorisk retsfølge. Ifølge forslaget pålægges klippet som en obligatorisk
retsfølge af retten eller i forbindelse med en udenretlig vedtagelse af en
bøde.
Hvis politiet konstaterer, at en transport af dyr, som
foretages af en udenlandsk chauffør for en udenlandsk transportør, sker i
strid
med reglerne om transport af dyr, vil den udenlandske chauffør normalt
umiddelbart blive sigtet for overtrædelsen.
Hvis der er tale om en overtrædelse, som transportøren er
ansvarlig for, kan transportøren ikke samtidig sigtes, idet den pågældende
ikke
er til stede, men politiet vil – bl.a. ved afhøring af chaufføren –
søge at tilvejebringe
relevante oplysninger om transportøren med henblik på, at den pågældende
efterfølgende kan sigtes, hvis der er grundlag herfor.
Sagen kan søges afgjort ved et bødeforelæg, herunder med en
tilkendegivelse om vedtagelse af klip, der sendes til chaufføren eller
transportøren i det land, hvor de opholder sig eller er hjemmehørende. Som
det
fremgår af § 31 c, stk. 1, i arbejdsgruppens lovudkast, foreslår
arbejdsgruppen, at det også skal være muligt udenretligt at vedtage betinget
eller ubetinget frakendelse af retten til at transportere dyr. Sådanne
bødeforelæg
herunder med tilkendegivelse om frakendelse kan sendes direkte til sigtede
inden
for medlemsstaterne i Den Europæiske Union og mellem Schengen-landene, jf.
artikel 5 i Konventionen af 29. maj 2000 om gensidig retshjælp i straffesager
mellem Den Europæiske Unions medlemsstater og artikel 52 i
Schengen-konventionen.
Hvis sigtede ikke betaler bøden, eller ikke erkender
overtrædelsen, kan politikredsen rejse tiltale mod chaufføren eller
transportøren og indkalde den pågældende til retsmøde i Danmark. I den
forbindelse skal der forkyndes et anklageskrift og en retsmødeindkaldelse for
tiltalte i det land, hvor tiltalte opholder sig eller er hjemmehørende.
Indkaldelsen kan indeholde oplysninger om virkningerne af udeblivelse,
herunder
at tiltalte i tilfælde af udeblivelse kan blive dømt i overensstemmelse med
anklageskriftet. Forkyndelse af anklageskrift mv. kan sendes direkte til
personer inden for medlemsstaterne i Den Europæiske Union og mellem
Schengen-landene,
jf. artikel 5 i Konventionen af 29. maj 2000 om gensidig retshjælp i
straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater og artikel 52 i
Schengen-konventionen.
I de tilfælde, hvor chaufføren eller transportøren giver
møde under sagen, vil sagen blive behandlet på samme måde som en straffesag
mod
en dansk chauffør eller transportør.
Hvis den pågældende ikke giver møde, kan tiltalte blive
dømt som udebleven i overensstemmelse med anklageskriftet, hvis
retsmødeindkaldelsen har indeholdt oplysninger herom. Dette foreslås i
arbejdsgruppens lovudkast (§ 31 c, stk. 4) også at kunne ske i
tilfælde, hvor der skal idømmes klip eller betinget frakendelse, men derimod
ikke i tilfælde, hvor sanktionen er ubetinget frakendelse. Sager, hvor der er
spørgsmål om ubetinget frakendelse, kan således ikke afgøres ved
udeblivelsesdom, og i disse tilfælde vil straffesagen således kun kunne
gennemføres, hvis chaufføren eller transportøren giver møde til
domsforhandlingen.
Når en udenlandsk chauffør eller transportør er dømt i
Danmark for overtrædelse af reglerne om transport af dyr, eller hvis den
pågældende har vedtaget et bødeforelæg, kan afgørelsen for så vidt angår
bøden
søges fuldbyrdet i den pågældendes hjemland.
Med vedtagelsen den 24. februar 2005 af rammeafgørelsen om
anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på bødestraffe er der
mellem
medlemsstaterne i EU gennemført en forenklet og mere effektiv procedure i
forbindelse med anerkendelse og fuldbyrdelse af bødestraf. Rammeafgørelsen,
der
skal være gennemført i medlemsstaterne inden den 22. marts 2007, indebærer,
at
afgørelser om bødestraf truffet i en medlemsstat som udgangspunkt skal
anerkendes af den medlemsstat, der skal gennemføre afgørelsen, uden
yderligere
formaliteter og gennemføres omgående på samme måde, som hvis der havde været
tale om en national afgørelse. Denne forpligtelse til at anerkende og
fuldbyrde
bødestraffe gælder dog kun uden hensyn til, om forholdet er strafbart både
efter lovgivningen i det land, hvor overtrædelsen er begået, og efter
lovgivningen i det land, hvor afgørelsen skal fuldbyrdes (kravet om »dobbelt
strafbarhed«), hvis forholdet er omfattet af en såkaldt »positivliste«.
Overtrædelser af dyreværnslovgivningen er ikke omfattet af positivlisten.
Dette
indebærer, at de andre medlemsstater ikke uden videre vil være forpligtet til
at yde bistand i forbindelse med en anmodning om fuldbyrdelse af en bøde,
hvis
sagen vedrører en overtrædelse, hvor de danske regler om transport af dyr er
videregående end EU-reglerne.
Rammeafgørelsen omfatter ikke fuldbyrdelse af afgørelser om
betinget eller ubetinget frakendelse i andre medlemslande. Om sådanne
afgørelser kan fuldbyrdes, afhænger således af lovgivningen i de enkelte
lande.
Ud over at søge sagen afgjort ved bødeforelæg eller at søge
gennemført en straffesag her i landet, kan politikredsen anmode det land,
hvor
chaufføren opholder sig, eller hvor transportøren er hjemmehørende, om at
overtage strafforfølgningen i sagen. Det afhænger af de nationale regler i
det
pågældende land, om der vil kunne ydes bistand i forbindelse med
strafforfølgningen.
Hvis overtrædelsen vedrører fælles EU-regler, vil den pågældende medlemsstat
formentlig kunne overtage retsforfølgningen, mens det kan være mere
tvivlsomt,
hvis der er tale om overtrædelse af nationale regler, som er videregående end
EU-reglerne.
Afgørelser om bøde samt klip og frakendelse vedrørende
udenlandske chauffører og transportører vil blive opdateret i Det Centrale
Kriminalregister,
men et klip eller en frakendelse vil som udgangspunkt alene have virkning i
Danmark.
Sammenfattende er det således forbundet med en række
vanskeligheder at gennemføre straffesager om overtrædelse af reglerne om
transport af dyr mod udenlandske chauffører og transportører. Det vil i nogle
tilfælde være muligt at pålægge og inddrive bøder, mens der i praksis må
anses
at foreligge meget begrænsede muligheder for at gennemføre sager om
frakendelse. Endelig vil en frakendelse som udgangspunkt kun have virkning i
Danmark.
Arbejdsgruppen foreslår, at spørgsmål om fuldbyrdelse af
afgørelser om overtrædelse af reglerne om transport af dyr indgår i bredere
overvejelser om, hvordan det sikres, at afgørelser inden for færdselslovens
område fuldbyrdes i andre medlemsstater i EU.
9.2.
Justitsministeriets overvejelser
Det er Justitsministeriets opfattelse, at det er af
væsentlig betydning for effektiviteten af klippekortordningen og for
overholdelsen af lovgivningen om transport af dyr, at der også er mulighed
for
at håndhæve reglerne også over for de transportører og chauffører/ledsagere,
som er hjemmehørende i udlandet. Hvis sanktionsregler og regler om
frakendelse
ikke kan håndhæves effektivt over for udenlandske transportører og
udenlandske
chauffører/ledsagere kan der være risiko for at nye strenge regler vil
forvride
dansk transporterhvervs evne til at konkurrere med transportører fra andre
EU-lande.
Det er dog i den forbindelse vigtigt at fremhæve, at der
ikke vil være de ovenfor beskrevne vanskeligheder med at gennemføre en
straffesag og fuldbyrde en eventuel dom – herunder om
rettighedsfrakendelse i
forhold til dyretransporter i Danmark – over for en person, der har
bopæl i Danmark,
men som eksempelvis driver transportvirksomhed gennem et selskab med hjemsted
i
udlandet eller ved anvendelse af køretøjer indregistreret i Danmark.
»Udflagning«
af en vognpark eller et vognmandsselskab til udlandet fritager ikke ejeren
for
personligt strafansvar eller rettighedsfrakendelse i Danmark, hvis den
pågældende forsætligt eller uagtsomt har overtrådt af reglerne om transport
af
dyr.
Som arbejdsgruppen har fremhævet, kan det imidlertid i
visse tilfælde – navnlig i sager om rettighedsfrakendelse – være
vanskeligere
at håndhæve reglerne over for f.eks. en udenlandsk transportør med bopæl og
forretningssted i udlandet end over for en transportør, der er hjemmehørende
i
Danmark. Dette skyldes ikke, at reglerne ikke finder tilsvarende anvendelse
over for udlændinge, der udfører transporter eller driver erhvervsmæssig
virksomhed med transport af dyr på dansk territorium, men derimod at det kan
være vanskeligt at få sagerne gennemført ved de danske domstole i forhold til
navnlig udenlandske transportører og at få fuldbyrdet en eventuel dom –
navnlig
i de tilfælde, hvor de danske regler om transport af dyr er videregående end
de
generelle EU-regler på området. Det kan også vise sig vanskeligt i praksis at
gennemføre kravet om en kontrollerende prøve om behandling af dyr under
transport, sml. ovenfor pkt. 5.2.1. om klippekortordningen for
færdselslovsovertrædelser.
Det er dog Justitsministeriets opfattelse, at de fælles regler
i transportforordningen om gensidig bistand mellem myndighederne, jf. pkt.
2.5.
ovenfor, og rammeafgørelsen om anvendelse af princippet om gensidig
anerkendelse på bødestraffe, vil gøre det lettere at inddrive bøder og anmode
om rettighedsfrakendelse eller tilbagekaldelse af autorisation i det land,
hvor
transportøren er hjemmehørende.
Til yderligere sikring af inddrivelsen af bøder for
overtrædelser af reglerne om transport af dyr foreslår Justitsministeriet
endvidere, at der indføres en hjemmel i dyreværnsloven, som gør det muligt
for
politiet at tilbageholde udenlandske chauffører og udenlandske køretøjer,
indtil en bøde er betalt. Reglen, der svarer til reglen i færdselslovens
§ 120,
skal sikre, at det bliver lettere af inddrive bøder for overtrædelser begået
af
chaufføren.
Der henvises til den foreslåede bestemmelse i
dyreværnslovens § 29 k og bemærkningerne hertil.
10. Egenkontrol i landbrugsbesætninger
Det fremgår af aftalen mellem regeringen og Dansk
Folkeparti om finansloven for 2006, at der skal indføres krav om egenkontrol
med dyrevelfærd i besætninger med det formål at sikre en bedre overholdelse
af
lovgivningen på dyrevelfærdsområdet.
Dyreværnsloven indeholder ikke på nuværende tidspunkt
hjemmel til at fastsætte regler om forpligtelse til at udføre egenkontrol med
dyrevelfærd. Det foreslås derfor, at der i dyreværnsloven indsættes en ny
bestemmelse
i § 4 b, som giver justitsministeren bemyndigelse til administrativt at
fastsætte regler om egenkontrol i landbrugsbesætninger.
Formålet med egenkontrollen er at sikre, at reglerne om
dyrevelfærd overholdes, og at dette løbende kan dokumenteres gennem de
fornødne
registreringer.
Indsættelsen af bemyndigelsesbestemmelsen indebærer, at der
administrativt kan fastsættes nærmere regler om, at besætningsejere skal
gennemføre egenkontrol med dyrevelfærd, ligesom der vil blive fastsat nærmere
regler om myndighedernes kontrol med, at besætningsejerne gennemfører den
forudsatte egenkontrol. Som det er tilfældet inden for fødevareområdet,
indebærer
ordningen, at de omkostninger, som eventuelt måtte være forbundet med at
udføre
egenkontrollen, skal afholdes af besætningsejeren.
Den nærmere udmøntning af egenkontrollen, herunder
fastlæggelsen af de specifikke krav, der skal stilles til
egenkontrolprogrammerne, vil – i samarbejde med relevante organisationer
på
området – blive foretaget af Fødevarestyrelsen og Justitsministeriet i
forbindelse med udfærdigelsen af de administrative forskrifter på området.
Det forudsættes, at en del af egenkontrollen skal baseres
på såkaldte branchekoder, hvori brancherne fastlægger retningslinjer for,
hvad
der udgør god dyrevelfærdsmæssig praksis, og hvilke procedurer der bør
indføres
i besætningerne for at sikre overholdelsen af denne praksis.
Fødevarestyrelsen har i løbet af 2006 afholdt en række
møder med relevante myndigheder og organisationer om det nærmere indhold af
egenkontrolprogrammet,
hvorunder repræsentanter for kvægbranchen og for svinebranchen har fremlagt
udkast til retningslinjer, som kan danne grundlag for de
egenkontrolprogrammer,
som skal udføres i besætningerne. Det forventes, at kravet om egenkontrol i
første omgang vil blive indført for disse to dele af landbrugserhvervet, som
omfatter langt de fleste besætninger og samtidig tegner sig for størstedelen
af
overtrædelserne af reglerne om dyrevelfærd. Egenkontrolordningen vil
imidlertid
på længere sigt kunne udstrækkes til også at omfatte andre sektorer inden for
landbruget.
Ud over de retningslinjer, som fastsættes ved hjælp af
branchekoder, vil egenkontrollen skulle bestå i løbende professionel
rådgivning
til besætningsejerne om, hvordan kravene til dyrevelfærd bedst efterleves i
den
enkelte besætning, og hvordan egenkontrolprocedurerne indarbejdes og udføres
bedst muligt. Det vil i den forbindelse være hensigtsmæssigt, at denne
rådgivning indgår i de allerede eksisterende offentligt godkendte
sundhedsrådgivningsaftaler, som ud over vejledning om dyresundhed dermed også
skal omfatte rådgivning om dyrevelfærdsmæssige forhold.
Endelig vil der i forbindelse med gennemførelsen af
egenkontrolordningen skulle føres kontrol fra myndighedernes side med, at
besætningsejerne overholder egenkontrolprogrammerne. Denne offentlige kontrol
med egenkontrollen forudsættes indarbejdet i den eksisterende 5
pct.-stikprøvekontrol af landbrugsbesætningerne.
11. Lovforslagets økonomiske og
administrative konsekvenser mv.
Den foreslåede ordning med gennemførelse af egenkontrol i
besætninger, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, vil kunne have visse
økonomiske
og administrative konsekvenser for landbrugsbesætningerne. Som anført ovenfor
i
pkt. 10 vil den nærmere udmøntning af egenkontrollen, herunder fastlæggelsen
af
de specifikke krav, der skal stilles til egenkontrolprogrammerne, blive
foretaget af Fødevarestyrelsen og Justitsministeriet i forbindelse med
udfærdigelsen af de administrative forskrifter på området, og det er derfor
ikke muligt på nuværende tidspunkt at skønne nærmere over de økonomiske og
administrative konsekvenser af denne del af lovforslaget.
Lovforslagets øvrige elementer skønnes ikke at have
økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige eller for
erhvervslivet af betydning.
Lovforslaget skønnes ikke at have administrative
konsekvenser for borgerne.
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og
indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Positive konsekvenser/
Mindreudgifter
Negative konsekvenser/
Merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen af betydning
Ingen af betydning
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen
Ingen af betydning
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen af betydning
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen af betydning
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
12. Hørte myndigheder mv.
Rapporten fra arbejdsgruppen vedrørende en
klippekortordning for dyretransporter har i januar 2007 været sendt i høring
hos følgende myndigheder og organisationer mv.:
Advokatrådet, Alle Dyrs Ret, Aktive Dyreværnsrettigheder, Anima,
Danish Meat Association, Dansk Akvakultur, Dansk Arbejdsgiverforening (DA),
Dansk Industri (DI), Dansk Gedeunion, Dansk Kvæg, Dansk Landbrug, Dansk
Pelsdyravlerforening, Danske Regioner, Danske Slagterier/Danish Meat
Association, Danske Speditører, Dansk Svineproduktion, Dansk Transport og
Logistik, Den Danske Dyrlægeforening, Den Danske Dommerforening, Den Kgl.
Veterinær- og Landbohøjskole (KVL), Det Danske Fjerkræraad, Det Dyreetiske
Råd,
Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet,
Det
Veterinære Sundhedsråd, Dyrefondet, Dyreværnsrådet, Dyrenes Beskyttelse,
Dyreværnsorganisationernes
Samarbejdsudvalg (DoSu),
Dyreværnsforeningen Freja, Fagligt
Fælles Forbund – 3F, Færdselsstyrelsen,
Fødevarestyrelsen, Hesteinternatet
af 1999, HTS-Interesseorganisationen, HTS-Arbejdsgiver- og
Erhvervsorganisationen,
Kommunernes Landsforening, Kødbranchens Fællesråd, Landbrugsraadet,
Landsforeningen
for Dansk Fåreavl, Landsforeningen af Danske Svineproducenter,
Landsforeningen
Forsøgsdyrenes Værn, Landsforeningen Frie Bønder – Levende Land,
Landsorganisationen
i Danmark (LO), Landsudvalget for Heste, Mejeriforeningen, Politiforbundet,
Præsidenterne for landets byretter, Præsidenten for Vestre Landsret,
Præsidenten
for Østre Landsret,
Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Rådet
for Dyreforsøg,
SamMark, Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger
(SALA), Slagteriernes Forsknings-institut, SPF-selskabet,
TransportErhvervetsUddannelsesRåd (TUR),
WSPA og
Økologisk
Landsforening.
Lovforslaget er samtidig med fremsættelsen sendt i høring
hos de samme myndigheder og organisationer mv.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
I bilaget til lovforslaget er de foreslåede bestemmelser
sammenholdt med de gældende regler.
Til § 1
Til nr. 1 (§ 4 b)
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at der i
dyreværnsloven indsættes en bemyndigelse til justitsministeren til at
fastsætte
nærmere regler om gennemførelse af egenkontrol i landbrugsbesætninger.
Lovforslaget udgør på dette punkt en lovgivningsmæssig udmøntning af
regeringens og Dansk Folkepartis aftale om finansloven for 2006.
De administrative regler, som på grundlag af bemyndigelsen
vil blive fastsat efter nærmere drøftelse med relevante myndigheder og
organisationer, vil indeholde en regulering af den enkelte besætningsejers
pligt til at gennemføre egenkontrol, dvs. foretage daglige registreringer af,
at forholdene i besætningen er i overensstemmelse med de fastsatte
dyrevelfærdsmæssige
krav.
Det forudsættes desuden, at der i den administrative
regulering vil blive fastsat nærmere regler om myndighedernes adgang til at
kontrollere, at besætningsejeren har overholdt kravet om gennemførelse af
egenkontrol.
Det forudsættes endvidere, at en del af denne kontrol skal udføres på
grundlag
af de sundhedsrådgivningsaftaler, som en stor del af svine- og
kvægbesætningerne har indgået, og som indebærer månedlige besøg i besætningen
af en praktiserende dyrlæge.
Der henvises i øvrigt til pkt. 10 i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Til nr. 2 (§ 28, stk. 7 og 8)
Den foreslåede bestemmelse i dyreværnslovens
§ 28, stk. 7
, som har til
formål at gennemføre en skærpelse af strafniveauet i visse sager om transport
af dyr, indebærer, at formuleringen af strafudmålingsreglen i dyreværnslovens
§ 28,
stk. 7, udvides til udtrykkeligt at henvise til »transport af dyr«.
Efter den foreslåede bestemmelse skal det ved udmåling af
straf efter loven eller efter regler fastsat i medfør af dyreværnslovens
§ 28,
stk. 5 og 6, herefter anses som en skærpende omstændighed, hvis
overtrædelsen er begået i forbindelse med udøvelse af erhverv, herunder ved
transport af dyr.
Det forudsættes, at strafskærpelsen alene omfatter
transportører og de landmænd, som har leveret dyrene til transport, da det
økonomiske
incitament til at overtræde reglerne om transport af dyr fortrinsvis vil
ligge
hos disse. Chauffører er således ikke omfattet af den tilsigtede
strafskærpelse,
men vil i øvrigt være omfattet af den skærpelse af straffen i sager om
transport af dyr, som blev gennemført ved ændringen af dyreværnsloven i 2003.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2. i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Til nr. 3 (§§ 29 a-j)
Til § 29 a
Efter
stk. 1
i
den foreslåede bestemmelse kan den, der driver erhvervsmæssig virksomhed med
transport af dyr, og den, der som chauffør eller ledsager udfører
erhvervsmæssig
transport af dyr, frakendes retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig
transport af dyr, hvis den pågældende ved dom findes skyldig i mishandling
eller grovere uforsvarlig behandling af dyr i forbindelse med transport,
eller
hvis den pågældende tidligere har gjort sig skyldig i uforsvarlig behandling
af
dyr i forbindelse med transport og på ny findes skyldig i en sådan
overtrædelse.
Bestemmelsen indebærer, at der indføres en udtrykkelig
hjemmel til frakendelse i sager om transport af dyr, og bestemmelsen udgør på
dette punkt således et supplement til den almindelige frakendelsesadgang i
dyreværnslovens § 29, som imidlertid ikke udtrykkeligt henviser til
transport
af dyr.
Begrebet »den, der driver erhvervsmæssig virksomhed med
transport af dyr« omfatter, som det fremgår af pkt. 4.3., jf. pkt. 5.3.2., i
de
almindelige bemærkninger til lovforslaget, både transportører og
organisatorer
i transportforordningens forstand. Det er med formuleringen af bestemmelsen
(»driver
erhvervsmæssig virksomhed«) forudsat, at der i medfør af dette led i
bestemmelsen kun er adgang til frakendelse i forhold til en ejer, en
direktør,
et bestyrelsesmedlem eller en anden person – der uanset formel titel
– de facto
deltager i ledelsen af transportvirksomheden. Chauffører og ledsagere er
selvstændigt nævnt i bestemmelsen som personer, der kan frakendes retten til
at
beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr.
Den foreslåede bestemmelse omfatter således fysiske
personer, som enten fungerer som chauffør/ledsager eller som
transportør/organisator. Selskaber mv. (juridiske personer), er derimod ikke
omfattet af frakendelsesadgangen efter bestemmelsen. Juridiske personer kan i
særlige tilfælde frakendes retten til at drive erhvervsmæssig virksomhed med
transport af dyr efter den foreslåede bestemmelse i dyreværnslovens § 29
d.
Anvendelse af den foreslåede frakendelsesadgang er betinget
af, at der i den aktuelle sag er tale om
erhvervsmæssig
transport af dyr.
Grovere uforsvarlig behandling af dyr i privat
sammenhæng, f.eks. transport af kæledyr, er således ikke omfattet af
bestemmelsen, men i sådanne tilfælde vil der – afhængig af den konkrete
sags
omstændigheder – kunne være grundlag for frakendelse efter
dyreværnslovens § 29.
Begrebet »erhvervsmæssig« transport af dyr, omfatter ikke kun egentlig
vognmandsvirksomhed,
men f.eks. også en landmand, der transporterer egne dyr til slagtning, med
henblik på salg, eller til en anden landmand med henblik på opfedning, sml.
herved om begrebet »transport i forbindelse med økonomisk virksomhed« under
pkt. 2 i Justitsministeriets vejledning nr. 145 af 22. december 2007 om
transportforordningen.
Som efter den gældende bestemmelse om frakendelse i dyreværnslovens
§ 29 forudsætter frakendelse, at der foreligger mishandling eller
grovere
uforsvarlig behandling af dyr i forbindelse med transport, eller at den
pågældende tidligere er dømt for uforsvarlig behandling af dyr i forbindelse
med transport og på ny findes skyldig i en sådan overtrædelse. Overtrædelse
af
transportreglerne, som indebærer ikke-uforsvarlig behandling af dyr, eller
uforsvarlig behandling af dyr i 1. gangstilfælde, kan således ikke føre til
frakendelse efter den foreslåede bestemmelse.
Efter bestemmelsens
stk. 2
kan frakendelse ske betinget, hvis ubetinget frakendelse af retten til at
transportere dyr vil stå i misforhold til den begåede lovovertrædelse og
omstændighederne ved denne. Denne bestemmelse indebærer som noget nyt en
mulighed for at idømme en betinget frakendelse for overtrædelse af
dyreværnsloven,
og denne bestemmelse har til formål at skærpe retspraksis, således at der
fremover sker frakendelse i langt videre omfang end det sker i dag.
Det vil bero på domstolenes vurdering af den enkelte sags
omstændigheder, om der skal ske betinget eller ubetinget frakendelse af
retten
til at transportere dyr, og i denne vurdering kan indgå, om der i sager om
mishandling
eller grovere uforsvarlig behandling af dyr er tale om en
førstegangsovertrædelse.
I tilfælde, hvor transportøren eller chaufføren er straffet flere gange
tidligere for ligeartet kriminalitet, eller hvor der i mere systematisk eller
organiseret form er begået adskillige lovovertrædelser, forudsættes det, at
der
som altovervejende udgangspunkt sker ubetinget frakendelse.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.3. i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Til § 29 b
Bestemmelsen i
stk. 1
indeholder de grundlæggende regler for klippekortordningen for
dyretransporter.
Begrebet »den, der driver erhvervsmæssig virksomhed med
transport af dyr« omfatter som det fremgår af pkt. 5.3.2. i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget både transportører og organisatorer i
transportforordningens
forstand. Det er med formuleringen af bestemmelsen (»driver erhvervsmæssig
virksomhed«) forudsat, at der i medfør af dette led i bestemmelsen kun er
adgang
til frakendelse i forhold til en ejer, en direktør, et bestyrelsesmedlem
eller
en anden person – der uanset formel titel – de facto deltager i
ledelsen af
transportvirksomheden. Chauffører og ledsagere er selvstændigt nævnt i
bestemmelsen som personer, der kan frakendes retten til at beskæftige sig med
erhvervsmæssig
transport af dyr.
Det følger af bestemmelsen, at de pågældende betinget skal
frakendes retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr,
hvis vedkommende inden for en periode af tre år tre gange har overtrådt en
række regler af særlig betydning for dyrs velfærd under transport. Det
forudsætter, at disse overtrædelser ikke i sig selv har en sådan grovhed, at
de
i sig selv vil kunne begrunde en frakendelse efter den foreslåede
frakendelsesadgang
i § 29 a.
Svarende til ordningen på færdselsområdet vil én
overtrædelse af de i bestemmelsen opregnede regler om transport af dyr
indebære,
at den dømte får et klip. Efter tre klip inden for en periode af tre år
regnet
fra det første klip vil der automatisk ske betinget frakendelse af retten til
at transportere dyr. Flere overtrædelser, der hver især udløser et klip, vil
kunne begås under den samme dyretransport, f.eks. i tilfælde, hvor der under
transporten sker overtrædelse af arealkravene med mere end 10 pct. og
overtrædelse af reglerne om ventilation og vand til dyrene. I en sådan
situation får den for transporten ansvarlige chauffør/ledsager og/eller
transportør
således en betinget frakendelse af retten til at transportere dyr.
De overtrædelser, som efter den foreslåede ordning udløser
et klip, er følgende:
1)
Overtrædelser af
reglerne om
arealkrav
i bilag 2 til
Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 1729 om beskyttelse af dyr under
transport, hvis arealet er mindre end 90 procent af det i bekendtgørelsen
fastsatte,
2)
Overtrædelser af
reglerne i § 9 i
bekendtgørelse
nr. 1729 om beskyttelse af dyr under transport
om
indvendig højde
ved transport af svin på 40 kg, hvis den
indvendige højde er mindre end 95 procent af det fastsatte,
3)
Overtrædelser af
reglerne om
ventilation
i bilag 1,
kapitel VI, punkt 3.1.-3.3. i Rådets forordning (EF) nr. 1/2005 af 22.
december
2004 om beskyttelse af dyr under transport og dermed forbundne aktiviteter
mv.
og overtrædelser af reglerne i § 9, stk. 3, i
Justitsministeriets
bekendtgørelse
nr. 1729 om beskyttelse af dyr under transport,
4)
Overtrædelser af
reglerne om
vanding og fodring
i
Justitsministeriets
bekendtgørelse
nr. 1729 om beskyttelse af dyr under transport §§ 20-21 (vedrørende
transport af fjerkræ, der fuldt ud afvikles her i landet) samt i Rådets
forordning nr. 1/2005 (EF) af 22. december 2004 om beskyttelse af dyr under
transport og dermed forbundne aktiviteter mv. , jf. forordningens:
·
artikel 3, litra h,
·
bilag I, kapitel III, punkt 2.7., kapitel V, punkt 1.3-1.5., jf. punkt
1.1., kapitel V punkt 2.1., kapitel VI, punkt 1.3.-1.5., og kapitel VI, punkt
2.1.-2.3.,
5)
Overtrædelser af
reglerne om
hviletid
i bilag 1, kapitel
V, punkt 1.1.-1.5. i Rådets forordning (EF) nr. 1/2005 af 22. december 2004
om
beskyttelse af dyr under transport og dermed forbundne aktiviteter mv.
6)
Overtrædelser af
kravene til
strøelse
i
Justitsministeriets
bekendtgørelse
nr. 1729 om beskyttelse af dyr under transport §§ 17 og 25 og i Rådets
forordning nr. 1/2005 (EF) af 22. december 2004 om beskyttelse af dyr under
transport og dermed forbundne aktiviteter mv. bilag I, kapitel II, punkt 1.5.
(unge dyr) samt bilag 1, kapitel VI, punkt 1.2.,
7)
Overtrædelser af
kravene til
transportegnethed
i Rådets
forordning nr. 1/2005 (EF) af 22. december 2004 om beskyttelse af dyr under
transport og dermed forbundne aktiviteter mv. bilag I, kapitel 1, punkt 1, 2,
3
og 6 og bilag I, kapitel VI, punkt 1.9. om lange transporter af unge dyr samt
reglerne om transportegnethed i
Justitsministeriets
bekendtgørelse nr. 1729 om beskyttelse af dyr under transport §§ 7-8
(udsætterdyr) og § 18 (nationale transporter af kvier umiddelbart efter
kælvning).
For at sikre klarhed for erhvervet
og domstolene over den præcise rækkevidde af stk.1, foreslås det i
stk. 2,
at justitsministeren bemyndiges til ved bekendtgørelse – inden for
rammerne af
stk. 1 og de forudsætninger, der fremgår af dette lovforslag – at
fastsætte, hvilke bestemmelser i »lovgivningen om transport af dyr« (det vil
i
denne sammenhæng sige transportforordningen og transportbekendtgørelsen), der
omfattes af klippekortordningen.
Der henvises i øvrigt til pkt. 5.3.-5.4. i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Til § 29 c
Den foreslåede bestemmelse i
stk. 1
indeholder en nærmere regulering af de tilfælde, hvor
der skal ske ubetinget
frakendelse
af
retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr som følge
af,
at der i prøvetiden for en betinget frakendelse – inden for eller uden
for
klippekortordningen – er begået et eller flere forhold, der enten hver
for sig
eller tilsammen (herunder ved tre yderligere klip efter klippekortordningen),
isoleret set ville føre til en betinget frakendelse.
Stk. 1, nr. 1
,
angår den situation, hvor der i prøvetiden for en betinget frakendelse (inden
for eller uden for klippekortordningen), begås et nyt forhold, som isoleret
set
ville føre til en betinget frakendelse uden for klippekortordningen, jf.
§ 29
a, stk. 2.
Stk. 1, nr. 2
,
angår den situation, hvor der i prøvetiden for en betinget frakendelse uden
for
klippekortordningen er »optjent« tre klip efter klippekortordningen, jf.
§ 29
b, stk. 1.
Stk. 1, nr. 3
,
angår den situation, hvor der i prøvetiden for en betinget frakendelse inden
for klippekortordningen er »optjent« yderligere tre klip efter
klippekortordningen.
Ordningen svarer på dette punkt til færdselslovens ordning,
hvorefter to betingede frakendelser som altovervejende hovedregel tilsammen
fører til en ubetinget frakendelse.
Ligesom i
færdselslovens § 126, stk. 2, foreslås det dog i
stk. 2
,
at der under særligt formildende omstændigheder kan ske betinget frakendelse
i
tilfælde, hvor frakendelse efter stk. 1 ellers skulle ske ubetinget.
Bestemmelsen
forudsættes kun anvendt i helt særlige tilfælde.
Der henvises i øvrigt til pkt. 6 i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Til § 29 d
Den foreslåede bestemmelse giver som noget nyt mulighed for
at frakende et selskab mv. (en juridisk person) retten til at drive
erhvervsmæssig virksomhed med transport af dyr, hvis selskabet gentagne gange
eller under i øvrigt skærpende omstændigheder har overtrådt lovgivningen om
transport af dyr. Bestemmelsen giver kun mulighed for ubetinget frakendelse.
»Lovgivningen om transport af dyr« omfatter i denne
sammenhæng transportforordningen og transportbekendtgørelsen.
Både de gældende regler om frakendelse i dyreværnsloven § 29
og straffelovens § 79 og de foreslåede regler i dyreværnslovens
§§ 29
a-c omfatter kun fysiske personer.
Adgangen til rettighedsfrakendelse i forhold til juridiske
personer er et supplement til den almindelige frakendelsesregel på
dyretransportområdet i § 29 a og klippekortordningen i § 29 b, og
den
er forudsat forbeholdt særlig grove tilfælde. Rettighedsfrakendelse i forhold
til en juridisk person træder således ikke i stedet for, men skal idømmes i
tillæg til, rettighedsfrakendelse i forhold til de ansvarlige (fysiske)
personer.
Bestemmelsen er navnlig tænkt anvendt i tilfælde, hvor der
tidligere er sket udskiftning af enkeltpersoner i ledelsen, som er frakendt
retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr, dvs. hvor
selskabet som sådant må siges at danne rammen om gentagne, alvorlige
overtrædelser.
Bestemmelsen er inspireret af lignende bestemmelser i § 11
i lov om næringsbrev til fødevarevirksomheder og § 110 b i
miljøbeskyttelsesloven.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.3. og pkt. 5.5.2. i de
almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Til § 29 e
Stk. 1
regulerer varigheden af ubetinget rettighedsfrakendelse både inden for og
uden
for klippekortordningen. På samme måde som efter den gældende bestemmelse i
dyreværnslovens
§ 29 foreslås det, at ubetinget frakendelse sker for et nærmere fastsat
tidsrum, der regnes fra endelig dom, eller for bestandig. En uden- eller
indenretlig vedtagelse af en betinget frakendelse har i denne henseende samme
virkning som en dom, jf. den foreslåede bestemmelse i § 29 h,
stk. 3.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.2. og 5.6.2. i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Stk. 2
regulerer spørgsmålet om generhvervelse af retten til at beskæftige sig med
erhvervsmæssig transport af dyr inden frakendelsestidens udløb. Den
foreslåede
bestemmelse svarer til den gældende bestemmelse i § 29, stk. 2.
Til § 29 f
Efter den foreslåede bestemmelse i
stk. 1
sker betinget frakendelse både inden for og uden for
klippekortordningen med en prøvetid tre år, der regnes fra endelig dom. En
uden- eller indenretlig vedtagelse af en betinget frakendelse har også i
denne
henseende samme virkning som en dom, jf. den foreslåede bestemmelse i
§ 29
h, stk. 3. Det er et vilkår for frakendelsen, at den pågældende i
prøvetid
ikke overtræder reglerne om transport af dyr på en sådan måde, at den
pågældende skal frakendes retten til at transportere dyr. I givet fald vil
vedkommende stå til en ubetinget frakendelse af retten til at transportere
dyr,
jf. den foreslåede bestemmelse i § 29 c, stk. 1.
En betinget frakendelse indebærer desuden, at den
pågældende chauffør/ledsager eller transportør skal bestå en kontrollerende
prøve, der omfatter beskyttelse af dyr under transport, jf.
stk. 2.
Prøven er den samme, som chauffører/ledsagere efter
reglerne i transportforordningen og Justitsministeriets bekendtgørelse nr.
1728
af 21. december 2006 om uddannelse i transport af dyr skal bestå for at opnå
det såkaldte kompetencebevis. Det følger endvidere af bestemmelsen, at prøven
skal bestås inden for en frist, der fastsættes af Fødevarestyrelsen. Det
forudsættes i den forbindelse, at fristen af Fødevarestyrelsen fastsættes på
en
sådan måde, at vedkommende chauffør eller transportør får en reel mulighed
for
at aflægge prøven inden for rimelig tid, men at der samtidig sikres den
fornødne konsekvens i administrationen af ordningen, således at prøven skal
aflægges snarest muligt efter den endelige afgørelse i straffesagen.
Den foreslåede bestemmelse i
stk. 3
giver justitsministeren adgang til at fastsætte nærmere
regler om indholdet og gennemførelsen af den kontrollerende prøve.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.3. og pkt. 5.6.2. i de
almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Til § 29 g
Den foreslåede bestemmelse i
stk. 1
, der indholdsmæssigt svarer til dyreværnslovens § 29,
stk. 1, 4. pkt., giver mulighed for at straffe den chauffør/ledsager
eller
transportør, som trods en ubetinget frakendelse efter de foreslåede regler i
§§ 29
a, c og d fortsætter med erhvervsmæssig transport af dyr. Det samme gælder i
tilfælde, hvor en chauffør/ledsager eller transportør, der betinget er
frakendt
retten hertil, fortsætter med erhvervsmæssig transport af dyr, selv om
vedkommende ikke har bestået den kontrollerende prøve i transport af dyr
inden
for den af Fødevarestyrelsen fastsatte frist.
Efter den foreslåede bestemmelse i
stk. 2,
gives der mulighed for at straffe den, som medvirker
til, at en fysisk person, der er frakendt retten til at beskæftige sig med
erhvervsmæssig
transport af dyr efter §§ 29 a, c og d, alligevel udfører erhvervsmæssig
transport af dyr.
Endvidere foreslås regler om strafansvar for juridiske
personer, jf. den foreslåede bestemmelse i
stk. 3.
Der henvises i øvrigt til pkt. 7.3. i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Til § 29 h
Stk. 1
regulerer adgangen til udenretlig vedtagelse af bøde for overtrædelse af
»lovgivningen
om transport af dyr« (dvs. transportforordningen og transportbekendtgørelsen)
og betinget frakendelse i henhold til klippekortordningen af retten til at
beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr.
Denne adgang til udenretlig vedtagelse af bøder og betinget
frakendelse svarer til dels til færdselslovens ordning, jf. herved
færdselslovens § 119 a, idet Justitsministeriet ud fra navnlig
retssikkerhedsmæssige betragtninger dog finder det rigtigst, at der ikke
gives
adgang til udenretlig vedtagelse af en ubetinget frakendelse af retten til at
beskæftige sig med erhvervsmæssig transport dyr. En sådan retsfølge er efter
Justitsministeriets opfattelse så indgribende, at den kun bør kunne pålægges
ved dom eller i forbindelse med indenretlig vedtagelse, jf. den foreslåede
bestemmelse i
stk. 2. Ligeledes
finder Justitsministeriet ikke, at der bør være adgang til udenretligt at
vedtage en betinget frakendelse efter den meget skønsprægede bestemmelse i
dyreværnslovens
§ 29 a, stk. 2.
Endvidere følger det af den foreslåede bestemmelse i
stk. 3
, at uden- og indenretlige vedtagelser
efter stk. 1 og 2 med hensyn til fuldbyrdelse og gentagelsesvirkning har
samme
virkning som en dom. Det vil bl.a. sige, at prøvetiden for en betinget
frakendelse og frakendelsestiden for en ubetinget frakendelse, der er
vedtaget
efter § 29 h, stk. 1 eller 2, regnes fra vedtagelsen, sml.
§ 29
e, stk. 1 og 2.
Der henvises i øvrigt til pkt. 8.2. i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Til § 29 i
Af hensyn til at sikre en korrekt registrering af klip i
Det Centrale Kriminalregister og til at vejlede den pågældende transportør
eller chauffør/ledsager om, at vedkommende »får et klip«, skal det af
bødeforelægget (ved udenretlig vedtagelse), af retsbogen (ved indenretlig
vedtagelse) eller af dommen tydeligt fremgå, at overtrædelsen er omfattet af
klippekortordningen.
Klippet er derfor, jf. dets obligatoriske karakter, efter
lovforslaget ikke en retsfølge, der skal vedtages eller idømmes. Det skal
blot
objektivt konstateres, at det forhold, som den pågældende tilstår eller
findes
skyldig i, er omfattet af klippekortordningen.
Der henvises i øvrigt til pkt. 8.2. i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Til § 29 j
De foreslåede bestemmelser i
stk. 1 og 2
indeholder regler om domsmænds medvirken i sager
om overtrædelse af »lovgivningen om transport af dyr« (dvs.
transportforordningen og transportbekendtgørelsen). Reglerne svarer i det
væsentlige til færdselslovens § 119, stk. 2 og 3.
For andre sager om overtrædelse af dyreværnslovgivningen
gælder de almindelige bestemmelser om domsmænds medvirken i retsplejelovens
§ 689,
stk. 3 og 4.
Der henvises i øvrigt til pkt. 8.2. i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Stk. 2
svarer i det væsentlige til færdselslovens § 119, stk. 4.
Efter retsplejelovens § 731, stk. 1, litra d,
skal der under visse betingelser beskikkes en forsvarer, når tiltale er rejst
i
sager, der skal behandles under medvirken af bl.a. domsmænd. Det samme gælder
–
hvis tiltalte anmoder om det – når tiltale er rejst i sager, i hvilke
der
bliver spørgsmål om højere straf end bøde, jf. § 731, stk. 1, litra
e, jf. stk. 2. I disse tilfælde følger det således af retsplejelovens
almindelige regler, at der skal ske forsvarerbeskikkelse.
Det foreslås som konsekvens af de foreslåede regler i stk. 1
og 2 om domsmænds medvirken i sager om overtrædelse af færdselsloven, at der
–
hvis tiltalte anmoder om det – i byretten beskikkes forsvarer i sager,
hvor der
bliver tale om betinget eller ubetinget frakendelse af førerretten eller
kørselsforbud, og der ikke medvirker domsmænd. Med forslaget vil der kunne
ske
forsvarerbeskikkelse i de sager, hvor der efter forslaget ikke længere skal
medvirke domsmænd.
Tiltalte skal vejledes om adgangen til
forsvarerbeskikkelse.
Til § 29 k
Den foreslåede bestemmelse, der svarer til færdselslovens § 120,
giver politiet mulighed for at tilbageholde et køretøj, der anvendes til
transport af dyr, i de tilfælde, hvor såvel chaufføren som det køretøj, der
anvendes til transporten af dyr og med hvilken en overtrædelse er begået, er
hjemmehørende i udlandet. Tilbageholdelse kan ske, indtil forskyldte bøder er
betalt, eller der er stillet sikkerhed for betalingen. Er beløbet ikke betalt
inden 2 måneder efter sagens endelige afgørelse, kan der søges fyldestgørelse
i
køretøjet, jf. stk. 1.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i
stk. 2
, at retsplejelovens regler
om beslaglæggelse med henblik på konfiskation finder tilsvarende anvendelse,
ligesom det følger af bestemmelsen, at tilbageholdelsen kun kan ske, hvis det
er nødvendigt for at sikre betaling af de nævnte beløb. Var chaufføren
uberettiget i besiddelse af køretøjet, kan tilbageholdelse ikke ske.
Endelig følger det af
stk. 3
,
at
stk. 1, ikke finder
anvendelse med hensyn til chauffører, der er hjemmehørende i Finland, Island,
Norge eller Sverige.
Der henvises i øvrigt til pkt. 9.2. i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Til § 2
(Ikrafttræden)
Bestemmelsen fastsætter lovens ikrafttrædelsestidspunkt.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2007.
Efter almindelige retsprincipper finder klippekortordningen
og de nye regler om betinget og ubetinget frakendelse af retten til at
beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr anvendelse på
overtrædelser,
der begås efter denne dato.
Rigspolitiet har oplyst, at det forventes at tage 3-6
måneder fra lovforslagets vedtagelse at foretage de nødvendige IT-mæssige
tilpasninger af Det Centrale Kriminalregister for at kunne understøtte en
registrering af klip i registret. Indtil disse tilpasninger er gennemført,
vil
eventuelle klip blive registreret manuelt.
Til § 3
(Grønland og Færøerne)
Bestemmelsen fastsætter lovens territoriale
anvendelsesområde og indebærer, at loven ikke gælder – og heller ikke
kan
sættes i kraft ved kongelig anordning – for Grønland og Færøerne.
Det skyldes, at dyrevelfærd i begge disse dele af riget er
et hjemmestyreanliggende.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
§ 1
I dyreværnsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 344 af 13. maj 2005,
som ændret ved § 22 i lov nr. 538 af 8. juni 2006, foretages følgende
ændringer:
1.
Efter
§ 4 a
indsættes:
»
§ 4 b.
Justitsministeren
kan fastsætte regler om gennemførelse af egenkontrol med dyrevelfærd i
landbrugsbesætninger.«
§ 28.
Den, som ved overanstrengelse, vanrøgt eller
på anden måde behandler dyr uforsvarligt, straffes med bøde eller fængsel
indtil 1 år. Der skal ved udmålingen af straffen tages hensyn til, om der
foreligger
uforsvarlig eller grovere uforsvarlig behandling af dyr. Har forholdet haft
karakter af mishandling, er straffen fængsel indtil 1 år, i
gentagelsestilfælde
indtil 2 år.
Stk. 2.
Medmindre højere straf er forskyldt efter
stk. 1, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder den, der
1)
overtræder
§§ 1-3, § 5, § 6, stk. 1, § 9, § 11,
stk. 2 og 3, § 13, stk. 1, § 14, stk. 1 og 2,
§ 16, § 17, stk. 1-3, § 18, stk. 1, § 19 og
§ 24 a, stk. 4, eller
2)
tilsidesætter et
vilkår for en tilladelse.
Stk. 3.
Den, der overtræder et pålæg efter
§ 21, stk. 1, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år.
Stk. 4.
Med bøde straffes en dyrlæge, som
tilsidesætter sin anmeldelsespligt efter § 20.
Stk. 5.
I forskrifter, der udfærdiges efter loven,
kan der fastsættes straf af bøde eller fængsel indtil 4 måneder for
overtrædelse
af bestemmelser i forskrifterne.
Stk. 6.
Justitsministeren kan fastsætte regler om
straf af bøde eller fængsel indtil 4 måneder for overtrædelse af bestemmelser
i forordninger udstedt af De Europæiske Fællesskaber.
Stk. 7.
Ved udmåling af straf efter denne lov eller
efter regler fastsat i medfør af stk. 5 og 6 anses det som en skærpende
omstændighed, hvis overtrædelsen er begået i forbindelse med udøvelse af
erhverv.
Stk. 8.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske
personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
2.
§ 28, stk. 7
,
ophæves og i stedet indsættes:
»
Stk. 7.
Ved
udmåling af straf efter denne lov eller efter regler fastsat i medfør af
stk. 5
og 6 anses det som en skærpende omstændighed, hvis overtrædelsen er begået i
forbindelse
med udøvelse af erhverv, herunder transport af dyr.
Stk. 8.
Er der
ved en overtrædelse opnået en økonomisk fordel, konfiskeres denne efter
reglerne i straffelovens 9. kapitel. Kan der ikke ske konfiskation, skal der
tages særskilt hensyn hertil ved udmåling af en bøde, herunder en eventuel
tillægsbøde.«
Stk. 8 bliver herefter stk. 9.
§ 29.
Den, der ved dom findes skyldig i mishandling
eller grovere uforsvarlig behandling af dyr, kan ved dommen for bestandig
eller for et nærmere fastsat tidsrum frakendes retten til at eje, bruge,
passe eller slagte eller i det hele beskæftige sig personligt med dyr. Det
samme gælder den, der efter tidligere at have gjort sig skyldig i uforsvarlig
behandling af dyr på ny findes skyldig i sådan overtrædelse. Forbuddet kan
begrænses
til at angå bestemte arter af dyr. Overtrædelse af forbuddet straffes med
bøde eller fængsel indtil 6 måneder.
Stk. 2.
Er retten til at beskæftige sig med dyr
frakendt for længere tid end 2 år efter stk. 1 eller efter en tidligere
lov, kan spørgsmålet om generhvervelse af retten inden frakendelsestidens
udløb indbringes for domstolene. Indbringelsen sker efter reglerne i
straffelovens
§ 78, stk. 3, og kan tidligst finde sted, når der er forløbet 2 år
af frakendelsestiden. Retten kan kun tilbagegives, når ganske særlige
omstændigheder foreligger. Har vedkommende tidligere været frakendt retten
til at beskæftige sig med dyr, kan generhvervelse inden frakendelsestidens
udløb kun ske rent undtagelsesvis og tidligst, når der er forløbet 5 år.
Stk. 3.
Med bøde eller under skærpende
omstændigheder med fængsel indtil 4 måneder straffes den, der med kendskab
til et forbud efter stk. 1 overlader dyr i en anden persons varetægt,
såfremt der herved etableres en tilstand i strid med forbuddet. § 28,
stk. 8, finder tilsvarende anvendelse
3.
Efter
§ 29
indsættes:
»
§ 29 a.
Den,
der driver erhvervsmæssig virksomhed med transport af dyr, og den, der som
chauffør eller ledsager udfører erhvervsmæssig transport af dyr, kan
frakendes retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr,
hvis den pågældende ved dom findes skyldig i mishandling eller grovere
uforsvarlig behandling af dyr i forbindelse med transport, eller hvis den
pågældende
tidligere har gjort sig skyldig i uforsvarlig behandling af dyr i forbindelse
med transport og på ny findes skyldig i en sådan overtrædelse.
Stk. 2.
Frakendelse kan ske betinget, hvis ubetinget frakendelse af retten til at
transportere dyr vil stå i misforhold til den begåede lovovertrædelse og
omstændighederne
ved denne.
§ 29 b.
Den,
der driver erhvervsmæssig virksomhed med transport af dyr, og den, der som
chauffør eller ledsager udfører erhvervsmæssig transport af dyr,
skal betinget frakendes retten til
at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr, hvis den pågældende
inden for en periode af tre år har gjort
sig skyldig i tre forhold, der ikke i sig selv medfører frakendelse af retten
til at transportere dyr efter § 29 a, men som er omfattet af
bestemmelser om landevejstransport af
heste eller kvæg, får, geder,
svin eller fjerkræ i
Rådets forordning
(EF) nr. 1/2005 af 22. december 2004 om beskyttelse af dyr under transport og
dermed forbundne aktiviteter m.v. eller i regler om transport af dyr fastsat
i medfør af denne lov vedrørende
1)
arealkrav,
hvis arealet er mindre
end 90 procent af det fastsatte,
2)
indvendig højde af
køretøjet, hvis den indvendige højde er mindre end 95 procent af det
fastsatte,
3)
ventilation,
4)
drikkevand og
foder,
5)
hviletid,
6)
strøelse eller
7)
transportegnethed.
Stk. 2.
Justitsministeren
fastsætter regler om, hvilke overtrædelser af lovgivningen om transport af
dyr, der er omfattet af stk. 1.
§ 29 c.
Den, der driver erhvervsmæssig virksomhed
med transport af dyr, og den, der som chauffør eller ledsager udfører
erhvervsmæssig
transport af dyr, skal ubetinget frakendes retten til at beskæftige sig med
erhvervsmæssig transport af dyr, hvis den pågældende
1)
tidligere er
frakendt retten til at transportere dyr betinget efter § 29 a,
stk. 2, eller § 29 b, stk. 1, og i prøvetiden har begået et
nyt forhold, der indebærer en betinget frakendelse efter § 29 a,
stk. 2,
2)
tidligere er
frakendt retten til at transportere dyr betinget efter § 29 a,
stk. 2, og i prøvetiden har gjort sig skyldig i yderligere tre
overtrædelser,
der er omfattet af § 29 b, stk. 1, eller
3)
tidligere er
frakendt retten til at transportere dyr betinget efter § 29 b, stk. 1,
og i prøvetiden har gjort sig skyldig i yderligere tre overtrædelser, der er
omfattet af § 29 b, stk. 1.
Stk. 2.
Under
særlig formildende omstændigheder kan der ske betinget frakendelse i
tilfælde, hvor frakendelse efter stk. 1 ellers skulle ske ubetinget
.
§ 29 d.
Retten
til at drive erhvervsmæssig virksomhed med transport af dyr kan ubetinget
frakendes
et selskab mv. (juridisk person) ved dom for strafbart forhold, hvis den
tiltalte gentagne gange eller under i øvrigt skærpende omstændigheder har
overtrådt lovgivningen vedrørende transport af dyr.
§ 29 e.
Ubetinget
frakendelse efter § 29 a, stk. 1, § 29 c, stk. 1, eller
§ 29 d sker for et nærmere fastsat tidsrum, der regnes fra endelig dom,
eller for bestandig.
Stk. 2.
Er retten
til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr frakendt for
længere tid end 2 år, kan spørgsmålet om generhvervelse af retten inden
frakendelsestidens udløb indbringes for domstolene. Indbringelsen sker efter
reglerne i straffelovens § 78, stk. 3, og kan tidligst finde sted,
når der er forløbet 2 år af frakendelsestiden. Retten kan kun tilbagegives,
når der foreligger ganske særlige omstændigheder. Har vedkommende tidligere
ubetinget været frakendt retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig
transport dyr, kan generhvervelse inden frakendelsestidens udløb kun ske rent
undtagelsesvis og tidligst, når der er forløbet 5 år.
§ 29 f.
Betinget
frakendelse sker på vilkår af, at den pågældende i en prøvetid på tre år, der
regnes fra endelig dom, ikke overtræder lovgivningen om transport af dyr
under sådanne omstændigheder, at den pågældende skal frakendes retten til at
beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr.
Stk. 2.
Er retten
til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr frakendt betinget,
skal den pågældende inden for en frist, som fastsættes af Fødevarestyrelsen,
bestå en kontrollerende prøve om behandling af dyr under transport. Er prøven
ikke bestået inden udløbet af den fastsatte frist, må den pågældende ikke
beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr, før prøven er bestået.
Stk. 3.
Justitsministeren
fastsætter regler om indholdet og gennemførelsen af den kontrollerende prøve,
der er nævnt i stk. 2.
§ 29 g.
Den, der
beskæftiger sig med erhvervsmæssig transport af dyr, til trods for at retten
hertil er frakendt den pågældende efter § 29 a, stk. 1, § 29
c, stk. 1, eller § 29 d, straffes med bøde eller fængsel indtil 6
måneder. Det samme gælder den, der overtræder § 29 f, stk. 2, 2.
pkt.
Stk. 2.
Den, som
medvirker til, at en fysisk person omfattet af stk. 1 udfører
erhvervsmæssig transport af dyr, straffes med bøde eller under skærpende
omstændigheder med fængsel indtil 4 måneder.
Stk. 3.
Der kan
pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i
straffelovens 5. kapitel.
§ 29 h.
I sager
om overtrædelse af lovgivningen om transport af dyr, der ikke skønnes at
ville medføre højere straf end bøde, kan anklagemyndigheden i et bødeforelæg
tilkendegive sigtede, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis sigtede
erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en
nærmere angiven frist at betale en i bødeforelægget angivet bøde samt vedtage
en betinget frakendelse af retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig
transport af dyr, jf. § 29 b, stk. 1. Reglerne i retsplejelovens
§ 834, stk. 1, nr. 2 og 3, om krav til indholdet af et
anklageskrift
finder tilsvarende anvendelse på bødeforelæg.
Stk. 2.
Sager, hvori der ikke opstår
spørgsmål om anvendelse af højere straf end bøde, kan, når retten ikke finder
grund til at betvivle tiltaltes skyld, afgøres ved, at den tiltalte i retten
vedtager at betale en nærmere bestemt bøde eller vedtager en betinget eller
ubetinget frakendelse af retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig
transport af dyr.
Stk. 3.
Vedtagelse af bøde samt betinget og ubetinget frakendelse efter stk. 1
og 2 har samme virkning som en dom med hensyn til fuldbyrdelse og
gentagelsesvirkning.
§ 29 i.
Hvis
overtrædelsen er omfattet af ordningen i § 29 b, stk. 1, skal dette
fremgå af
1)
anklagemyndighedens
tilkendegivelse ved en udenretlig vedtagelse, jf. stk. 1,
2)
retsbogen ved en
indenretlig vedtagelse, jf. stk. 2, eller
3)
dommen.
§ 29 j.
Domsmænd
medvirker i sager om overtrædelse af lovgivningen om transport af dyr, hvis
1)
der er spørgsmål om
højere straf end bøde,
2)
hvis der er
spørgsmål om ubetinget frakendelse af retten til at beskæftige sig med
erhvervsmæssig transport af dyr, eller
3)
hvis sagen i øvrigt
skønnes at være af særlig indgribende betydning for tiltalte eller af særlig
offentlig interesse
Stk. 2.
Domsmænd medvirker ikke i sager, der
1)
behandles efter
reglen i retsplejelovens § 831 eller
2)
kan afgøres med
indenretlig vedtagelse, jf. § 29 h, stk. 2.
Stk. 3.
Offentlig
forsvarer beskikkes efter reglerne i retsplejelovens § 731 og
§ 732. Hvis tiltale anmoder om det, beskikkes i byretten tillige
offentlig forsvarer i sager, hvor der bliver spørgsmål om betinget eller
ubetinget frakendelse af retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig
transport af dyr, og der ikke medvirker domsmænd. Tiltalte skal vejledes om
adgangen til forsvarerbeskikkelse.
§ 29 k.
Er både
chaufføren og det køretøj, der anvendes til transport af dyr og med hvilken
en overtrædelse er begået, hjemmehørende i udlandet, kan køretøjet
tilbageholdes
af politiet, indtil forskyldte bøder eller sagsomkostninger er betalt, eller
der er stillet sikkerhed for betalingen. Er beløbet ikke betalt inden 2
måneder efter sagens endelige afgørelse, kan der søges fyldestgørelse i
køretøjet.
Stk. 2.
Med
hensyn til iværksættelse af tilbageholdelsen, finder retsplejelovens
bestemmelser om beslaglæggelse med henblik på konfiskation tilsvarende
anvendelse. Tilbageholdelsen kan kun ske, hvis den er nødvendig for at sikre
betaling af de nævnte bøder. Var chaufføren uberettiget i besiddelse af
køretøjet,
kan der ikke ske tilbageholdelse.
Stk. 3.
Reglen i stk. 1 finder ikke anvendelse
med hensyn til chauffører, der er hjemmehørende i Finland, Island, Norge
eller Sverige.«
Lignende dokumenter
- Skriftlig fremsættelse (25. april 2007) - L 215 Retsinformation · 25. april 2007
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af dyreværnsloven (Klippekortordning for dyretransporter, strafskærpelse og egenkontrol i besætninger) Retsinformation · 26. juni 2007
- Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af en »klippekortordning« for overtrædelse af reglerne om dyretransport Retsinformation · 13. december 2005
- Beretning om Skærpet dyrevelfærdskontrol og øget kontrol med dyretransporter Retsinformation · 11. november 2005
- Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Dyrevelfærd Retsinformation · 16. november 2024
- Betænkning over Forslag til lov om hold af malkekvæg og afkom af malkekvæg Retsinformation · 24. april 2010