Forslag til Lov om ændring af lov om forbud mod tv-overvågning m.v. og lov om behandling af personoplysninger (Udvidelse af adgangen til tv-overvågning og styrkelse af retsbeskyttelsen ved behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 28. februar 2007 af
justitsministeren (Lene Espersen)
Forslag
til
Lov
om ændring af lov om forbud mod tv-overvågning m.v.
og lov om behandling af personoplysninger
(Udvidelse af
adgangen til tv-overvågning og styrkelse af retsbeskyttelsen ved behandling
af
personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning)
§ 1
I lov om forbud mod tv-overvågning m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 788 af 12. august 2005, som ændret ved § 4 i lov
nr.
542 af 8. juni 2006, foretages følgende ændringer:
1.
Lovens
titel
affattes således:
»Lov om tv-overvågning«.
2.
I
§ 2
indsættes efter nr. 2 som nyt nummer:
»3)
Tv-overvågning, der
foretages af pengeinstitutvirksomheder, spillekasinoer, hotel- og
restaurationsvirksomheder
samt butikscentre og butikker, hvorfra der foregår detailsalg, af
Læs alt
a)
egne indgange og
facader, samt
b)
arealer, som ligger i
direkte tilknytning til egne indgange og facader, og som naturligt anvendes
eller kan anvendes som adgangs- eller flugtvej i forhold til egne indgange,
når
overvågningen er klart nødvendig af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse.«
Nr. 3 bliver herefter nr. 4.
3.
I
§ 3, stk. 2,
ændres »§ 2, nr. 3«
til: »§ 2, nr. 4«.
4.
I
§§ 4 a
og
4
b
ændres »Politimesteren (Politidirektøren)« til: »Politidirektøren«.
5.
Efter
§ 6 indsættes:
»
§ 6 a.
Justitsministeren
afgiver i folketingsåret 2010-11 en beretning til Folketinget om erfaringerne
med bestemmelsen i § 2, nr. 3.«
§ 2
I lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af
personoplysninger, som ændret ved § 7 i lov nr. 280 af 25. april 2001 og
§ 6
i lov nr. 552 af 24. juni 2005, foretages følgende ændringer:
1.
I
§ 1
indsættes som stk. 7:
»Stk. 7.
Loven
gælder for enhver form for behandling af personoplysninger i forbindelse med
tv-overvågning.«
2.
I
§ 6, stk. 2, 2. pkt.,
ændres
»markedsføringslovens § 6 a« til: »markedsføringslovens § 6«.
3.
Efter § 26 indsættes:
»Kapitel
6 a
Tv-overvågning
§ 26 a.
Billed- og lydoptagelser med personoplysninger, der optages i forbindelse med
tv-overvågning i kriminalitetsforebyggende øjemed, må kun videregives, hvis
1)
den registrerede har
givet sit udtrykkelige samtykke,
2)
videregivelsen følger
af lov, eller
3)
videregivelsen sker
til politiet i kriminalitetsopklarende øjemed.
Stk. 2.
Optagelser
som nævnt i stk. 1 skal slettes senest 30 dage efter, at optagelserne er
foretaget,
jf. dog stk. 3.
Stk. 3.
Optagelser
kan opbevares i et længere tidsrum end nævnt i stk. 2, hvis det er
nødvendigt
af hensyn til den dataansvarliges behandling af en konkret tvist. Den
dataansvarlige
skal i så fald inden for den i stk. 2 angivne frist underrette den, som
tvisten vedrører, og på anmodning udlevere en kopi af optagelsen til den
pågældende.
§ 26 b.
Bestemmelserne i §§ 29 og 30 gælder uanset en eventuel skiltning i
medfør
af §§ 3 og
3 a
i lov om tv-overvågning.
§ 26 c.
Behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning er undtaget
fra §§ 43, 48 og 52 om anmeldelse til Datatilsynet eller
Domstolsstyrelsen.
Stk. 2.
Uanset at
behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning er undtaget
fra § 48, skal Datatilsynets tilladelse til overførsel af sådanne
oplysninger
til tredjelande i medfør af § 27, stk. 1, og stk. 3, nr. 2-4,
altid indhentes, hvis oplysningerne er omfattet af § 50, stk. 1.«
4.
I
§ 36, stk. 3,
ændres
»markedsføringslovens § 6 a« til: »markedsføringslovens § 6«, og
»markedsføringslovens
§ 6 a, stk. 6« til: »markedsføringslovens § 6, stk. 7«.
5.
I
§ 62, stk. 3,
indsættes efter
»§ 50«: »eller foretages i forbindelse med tv-overvågning«.
6.
I
§ 70, stk. 1, nr. 1,
indsættes efter
»§ 26, stk. 1, stk. 2, 2. pkt., og stk. 3,«: »§ 26
a,«.
§ 3
Loven træder i kraft den 1. juli 2007.
§ 4
Stk. 1.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2.
Lovens § 1
kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de
afvigelser,
som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.
Stk. 3.
Lovens § 2
kan ved kongelig anordning sættes i kraft for rigsmyndighedernes behandling
af
oplysninger på Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold
tilsiger. Lovens § 2 kan ved kongelig anordning endvidere sættes i kraft
for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1.
Indledning
;............................................................................
........................
1.1.
Lovforslagets
formål
;............................................................................
....
1.2.
Hovedtræk af
lovforslaget
........................................................................
2.
Tidligere overvejelser og reformer
vedrørende tv-overvågning
..............
3.
Gældende ret på tv-overvågningsområdet
.................................................
3.1.
Lov om forbud mod
tv-overvågning mv. (tv-overvågningsloven)
..................
3.1.1.
Forbud mod
tv-overvågning af frit tilgængelige steder, som
benyttes til almindelig færdsel
..........................................................
3.1.2.
Undtagelser fra
tv-overvågningslovens forbud
..................................
3.1.3.
Skiltning mv.
;............................................................................
......
3.1.4.
Politiets
henstillingsret mv.
..............................................................
3.2.
Lov om behandling
af personoplysninger (persondataloven)
........................
3.2.1.
Persondatalovens
anvendelse på behandling af personoplysninger
i forbindelse med tv-overvågning
.....................................................
3.2.2.
Grundlæggende
principper
..............................................................
3.2.3.
Behandlingsregler
;..........................................................................
3.2.4.
Den registreredes
rettigheder
..........................................................
3.2.5.
Fortrolighed og
datasikkerhed
.........................................................
3.2.6.
Anmeldelse
;............................................................................
.......
3.2.7.
Tilsyn og
klageadgang mv.
..............................................................
3.2.8.
Erstatning og
godtgørelse
...............................................................
3.3.
Straffeloven
;............................................................................
.................
3.4.
Arbejdsretlige
regler
;............................................................................
.....
3.5.
Kommunernes
tv-overvågning
..................................................................
3.6.
Politiets brug af
tv-overvågning
.................................................................
4.
Tv-overvågningsudvalgets betænkning
.....................................................
4.1.
Indledning
;............................................................................
....................
4.2.
Undersøgelser om
tv-overvågning
.............................................................
5.
Generelle overvejelser
;............................................................................
...
5.1.
Udvalgets
generelle overvejelser og forslag
...............................................
5.2.
Justitsministeriets
overvejelser
..................................................................
6.
Ændringer af tv-overvågningsloven
...........................................................
6.1.
Tv-overvågning med
billedoptagelse af egne facader og indgange
samt arealer i direkte tilknytning hertil
........................................................
6.1.1.
Udvalgets
overvejelser og forslag
....................................................
6.1.2.
Justitsministeriets
overvejelser
........................................................
6.1.3.
Forholdet til Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention
............
6.2.
Dispensationsregel
;............................................................................
.......
6.2.1.
Udvalgets
overvejelser og forslag
....................................................
6.2.2.
Justitsministeriets
overvejelser
........................................................
6.3.
Kommunal
tv-overvågning på frit tilgængelige steder
..................................
6.3.1.
Udvalgets
overvejelser og forslag
....................................................
6.3.2.
Justitsministeriets
overvejelser
........................................................
6.4.
Afgivelse af
beretning til Folketinget
..........................................................
6.4.1.
Udvalgets
overvejelser og forslag
....................................................
6.4.2.
Justitsministeriets
overvejelser
........................................................
7.
Ændringer af persondataloven
....................................................................
7.1.
Persondatalovens
anvendelsesområde
.......................................................
7.1.1.
Udvalgets
overvejelser og forslag
....................................................
7.1.2.
Justitsministeriets
overvejelser
........................................................
7.2.
Opbevaring og
videregivelse
.....................................................................
7.2.1.
Udvalgets
overvejelser og forslag
....................................................
7.2.2.
Justitsministeriets
overvejelser
........................................................
7.3.
Oplysningspligt
;............................................................................
.............
7.3.1.
Udvalgets
overvejelser og forslag
....................................................
7.3.2.
Justitsministeriets
overvejelser
........................................................
7.4.
Ret til indsigt,
indsigelse og korrektion
........................................................
7.4.1.
Udvalgets
overvejelser og forslag
....................................................
7.4.2.
Justitsministeriets
overvejelser
........................................................
7.5.
Anmeldelse og
tilsyn
;............................................................................
....
7.5.1.
Udvalgets
overvejelser og forslag
....................................................
7.5.2.
Justitsministeriets
overvejelser
........................................................
7.6.
Økonomisk
godtgørelse
;........................................................................
....
7.6.1.
Udvalgets
overvejelser og forslag
....................................................
7.6.2.
Justitsministeriets
overvejelser
........................................................
7.7.
Straf
;............................................................................
...........................
7.7.1.
Udvalgets
overvejelser og forslag
....................................................
7.7.2.
Justitsministeriets
overvejelser
........................................................
7.8.
Information mv.
;............................................................................
...........
7.8.1.
Udvalgets
overvejelser og forslag
....................................................
7.8.2.
Justitsministeriets
overvejelser
........................................................
8.
Konsekvensændring af persondatalovens
§ 6, stk. 2, og § 36, stk. 3
.......
9.
Lovforslagets økonomiske og
administrative konsekvenser
....................
10.
Hørte myndigheder mv.
;............................................................................
..
1. Indledning
1.1. Lovforslagets formål
1.1.1.
Lovforslaget har for det første til formål med henblik på
kriminalitetsbekæmpelse at åbne mulighed for, at visse erhvervsdrivende kan
foretage tv-overvågning med optagelse af billeder af egne indgange og facader
samt efter omstændighederne af arealer i direkte tilknytning til egne
indgange
og facader.
For det andet er formålet med lovforslaget ved en ændring
af persondataloven at sikre borgerne en styrket retsbeskyttelse ved
behandling
af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning. Forslaget indebærer,
at
privates og offentlige myndigheders behandling af personoplysninger i
forbindelse med tv-overvågning kun kan ske, i det omfang persondatalovens
grundlæggende principper om god databehandlingsskik, saglighed og
proportionalitet er opfyldt. Oplysningerne må ikke komme til uvedkommendes
kendskab, misbruges eller i øvrigt behandles i strid med loven, og der
foreslås
indført særlige regler om pligt til sletning og om begrænset adgang til
videregivelse af optagelser med personoplysninger i forbindelse med
tv-overvågning.
1.1.2.
De
foreslåede regler bygger på tv-overvågningsudvalgets betænkning nr. 1483/2006
om tv-overvågning. Betænkningen indeholder udvalgets overvejelser om,
hvorvidt adgangen
til at foretage tv-overvågning i kriminalitetsforebyggende øjemed bør
udvides,
og givet fald hvilke rammer der bør gælde for en sådan udvidelse. Det er
udvalgets opfattelse, at en afvejning af hensynet til privatlivets fred over
for ønsket om at kunne forebygge og opklare mest mulig kriminalitet kan
begrunde,
at der sker en vis udvidelse af adgangen til at foretage tv-overvågning.
Betænkningen indeholder endvidere udvalgets vurdering af samspillet
mellem de gældende regler om tv-overvågning i tv-overvågningsloven og
persondataloven. Med henblik på at sikre, at den behandling af
personoplysninger,
der er forbundet med tv-overvågning, sker under iagttagelse af reglerne i
persondataloven og under Datatilsynets tilsyn, har udvalget foreslået en
række
ændringer af persondataloven.
Endelig indeholder betænkningen nogle overvejelser om,
hvorvidt der bør tilvejebringes hjemmel til, at kommuner efter forelæggelse
for
politiet kan foretage tv-overvågning på frit tilgængelige steder i et
generelt
kriminalitetsforebyggende øjemed. Om disse overvejelser henvises til pkt.
6.3.
nedenfor.
1.1.3.
Tv-overvågningsudvalget har i sin betænkning angivet to lovtekniske løsninger
for, hvordan udvalgets forslag kan gennemføres. Den ene model indebærer en
ophævelse af tv-overvågningsloven således, at denne lovs bestemmelser i
stedet
optages i persondataloven, mens den anden model indebærer en opretholdelse af
begge love. Justitsministeriet har ved udformningen af lovforslaget valgt
sidstnævnte model. Der henvises herom til pkt. 5.1. og 5.2. nedenfor.
1.2. Hovedtræk af lovforslaget
Lovforslaget indeholder for det første et forslag om
ændring af tv-overvågningslovens titel fra »lov om forbud mod tv-overvågning
m.v.« til »lov om tv-overvågning«. Det skal ses i lyset af, at den samlede
regulering i tv-overvågningsloven snarere vil fremstå som vedrørende hvor og
på
hvilken måde tv-overvågning kan finde sted, end som vedrørende et generelt
forbud mod tv-overvågning.
Der foreslås indsat en ny bestemmelse i
tv-overvågningsloven om, at pengeinstitutvirksomheder, spillekasinoer, hotel-
og restaurationsvirksomheder samt butikscentre og butikker, hvorfra der
foregår
detailsalg, får mulighed for at foretage tv-overvågning med billedoptagelse
af
egne indgange og facader. I dag er det kun muligt for private at tv-overvåge
egne indgange og facader, hvis overvågningen ikke er forbundet med
billedoptagelse.
Det foreslås endvidere, at den nævnte gruppe af
erhvervsdrivende får mulighed for at foretage tv-overvågning med
billedoptagelse af arealer, som ligger i direkte tilknytning til egne
indgange
og facader, og som naturligt anvendes eller kan anvendes som adgangs- eller
flugtvej i forhold til egne indgange, når overvågningen er klart nødvendig af
hensyn til kriminalitetsbekæmpelse. Heri ligger, at denne form for
overvågning
kun kan foretages, når hensynet til at sikre, at tv-overvågningen får den
ønskede kriminalitetsbekæmpende effekt, gør det klart nødvendigt ikke alene
at
kunne tv-overvåge egne indgange og facader, men også visse tilknyttede
arealer.
For at sikre borgerne en styrket retsbeskyttelse ved
behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning foreslås
endvidere en række ændringer af persondataloven.
Der foreslås således indsat en bestemmelse i
persondataloven, hvorefter loven gælder enhver form for behandling af
personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning, uanset om
databehandlingen
foretages af private eller offentlige myndigheder.
Forslaget indebærer bl.a., at behandling af
personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning kun kan ske i det omfang,
lovens grundlæggende principper om god databehandlingsskik, saglighed og
proportionalitet mv. er opfyldt, samt at behandlingen teknisk og
organisatorisk
skal tilrettelægges således, at oplysninger ikke kommer til uvedkommendes
kendskab, misbruges eller i øvrigt behandles i strid med loven. Eksempelvis
vil
der være tale om en behandling i strid med loven, hvis en erhvervsdrivende
eller dennes ansatte gennemser optagelser fra en tv-overvågning, uden at det
har et sagligt formål.
Der foreslås endvidere indsat et nyt kapitel om
tv-overvågning i persondataloven med forskellige særregler om sletning og
videregivelse af billed- og lydoptagelser med personoplysninger, der optages
i
forbindelse med tv-overvågning i kriminalitetsforebyggende øjemed.
Ifølge den foreslåede regel om videregivelse vil de
pågældende optagelser kun kunne videregives, når (1) der foreligger
udtrykkeligt samtykke hertil fra den berørte person (den registrerede), (2)
videregivelsen følger af lov, eller (3) videregivelsen sker til politiet i
kriminalitetsopklarende øjemed (dvs. med henblik på, at oplysningerne kan
indgå
i en politimæssig efterforskning).
Ifølge den foreslåede regel om sletning skal de pågældende
oplysninger slettes senest 30 dage efter optagelsen, medmindre opbevaring af
optagelsen ud over 30 dages fristen er nødvendig for den dataansvarliges
behandling af en konkret tvist. I givet fald skal den, som tvisten vedrører,
underrettes inden udløb af 30 dages fristen, og fremsættes der anmodning
herom,
skal vedkommende have udleveret en kopi af optagelsen.
Det foreslås desuden, at overtrædelse af reglerne om
videregivelse og sletning skal kunne straffes med bøde eller fængsel indtil 4
måneder.
Ved indsættelse af en ny bestemmelse i persondataloven
foreslås det endvidere udtrykkeligt præciseret, at persondatalovens
bestemmelser om oplysningspligt (herunder pligt til at angive den
dataansvarliges identitet samt formålet med indsamling af personoplysninger)
gælder, selv om der oplyses om tv-overvågningen i medfør af
tv-overvågningslovens regler om skiltning mv.
Der foreslås desuden indført en bestemmelse i
persondataloven, hvorefter der ved behandling af personoplysninger i
forbindelse med tv-overvågning ikke skal ske anmeldelse til Datatilsynet
(Domstolsstyrelsen)
efter reglerne i § 43 (den offentlige forvaltning), § 48 (private
dataansvarlige) eller § 52 (domstolene). Forslaget indebærer samtidig,
at
der ikke skal indhentes forudgående udtalelse eller tilladelse til behandling
af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning.
Endvidere foreslås det, at Datatilsynet tillægges inspektionskompetence
også i forhold til privates behandling af personoplysninger i forbindelse med
tv-overvågning. I dag har tilsynet kun en sådan kompetence i forhold til
offentlige myndigheders tv-overvågning.
Endelig foreslås en konsekvensændring af persondatalovens
§ 6, stk. 2, og § 36, stk. 3, som følge af en ændring,
der
er foretaget i markedsføringsloven ved lov nr. 1389 af 21. december 2005.
2. Tidligere overvejelser og reformer på
tv-overvågningsområdet
2.1.
Ved lov nr.
278 af 9. juni 1982 om forbud mod privates tv-overvågning m.v.
(tv-overvågningsloven)
blev privates adgang til at foretage tv-overvågning for første gang reguleret
i
en særlig lov. Indtil da gjaldt kun de begrænsninger, som følger af
straffelovens § 264 a om uberettiget fotografering af personer, der
befinder
sig på et ikke frit tilgængeligt sted, og straffelovens § 264 d om
uberettiget videregivelse af meddelelser eller billeder vedrørende en andens
private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under
omstændigheder,
der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden, jf. pkt. 3.3. nedenfor.
Forslag til lov om tv-overvågning (L 151) blev fremsat af
justitsministeren bl.a. på baggrund af en sag om tv-overvågning af gågaden i
Hobro.
Der henvises herom til Folketingstidende 1981-82, Tillæg A, s. 3825 ff.
Tv-overvågningsloven fra 1982 indebar først og fremmest et generelt
forbud mod privates tv-overvågning på steder, hvortil der er almindelig
adgang.
Forbudet blev navnlig begrundet med, at det i sig selv vil kunne virke
krænkende og skabe en almindelig fornemmelse af utryghed og ufrihed, hvis en
udbredt anvendelse af overvågningsudstyr begrænser mulighederne for at kunne
færdes på frit tilgængelige områder uden at blive udsat for skjult
iagttagelse
eller fotografering.
Der blev gjort enkelte undtagelser til lovens almindelige
forbud. Undtaget blev således tv-overvågning af tankstationer,
fabriksområder,
overdækkede butikscentre mv. Også tv-overvågning uden billedoptagelse af egne
indgange og facader mv. blev undtaget. Baggrunden var, at legitime hensyn af
navnlig kriminalpræventiv art fandtes at kunne begrunde, at tv-overvågning
ikke
burde være udelukket på de nævnte lokaliteter, idet de modsatrettede hensyn
på
tilstrækkelig måde kunne tilgodeses ved en regel, hvorefter der i
almindelighed
ved skiltning eller på anden tydelig måde skal gives oplysning om anvendelsen
af tv-overvågning (informationskrav).
2.2.
Tv-overvågningsloven blev ændret i 1998 ved lov nr. 1016 af 23. december 1998
om
ændring af lov om forbud mod privates tv-overvågning m.v. (Tv-overvågning af
ansatte på arbejdspladsen m.v.). Baggrunden for lovforslaget var, at den
teknologiske udvikling havde medført øget brug af tv-overvågningsudstyr,
herunder på arbejdspladser. I den forbindelse var der over for
Justitsministeriet rejst spørgsmål om, hvorvidt den gældende lovgivning om
information/skiltning ved privates tv-overvågning var tilstrækkelig. Der
henvises
herom til lovforslaget (L 38), jf. Folketingstidende 1998-99, Tillæg A, s.
549-564.
Ved 1998-lovændringen blev kravet i lovens § 3 om information
ved privates tv-overvågning af steder eller lokaler, hvortil der er
almindelig
adgang, udvidet til at gælde ved tv-overvågning af private arbejdspladser,
hvortil
der ikke er almindelig adgang (f.eks. butikslokaler uden for arbejdstiden,
lagerrum, personalekantiner, fælleskontorer mv.).
2.3.
I 1999 blev
der på ny fremsat lovforslag (L 17) om ændring af tv-overvågningsloven, jf.
forslag til lov om ændring af lov om forbud mod privates tv-overvågning m.v.
(Offentlige myndigheders tv-overvågning). Der henvises om lovforslaget til
Folketingstidende 1999-2000, Tillæg A, s. 395-403. Baggrunden for
lovforslaget
var, at der året forinden under behandlingen af L 38, jf. ovenfor, i
Folketingets Retsudvalg var udtrykt ønske om, at offentligt ansatte
principielt
fik samme ret til information om tv-overvågning af arbejdspladser som ansatte
i
den private sektor. Justitsministeren tilkendegav i den forbindelse over for
udvalget, at der med henblik på at sikre offentligt ansatte samme
retsbeskyttelse
som privatansatte ville blive fremsat lovforslag i folketingssamlingen
1999-2000.
Med 1999-lovændringen
blev der indført
et informationskrav
også ved offentlige myndigheders tv-overvågning af steder eller lokaler,
hvortil der er almindelig adgang, eller af arbejdspladser. Tv-overvågning,
der
forestås af politiet og kriminalforsorgen eller med henblik på beskyttelse af
militære anlæg, blev undtaget fra informationskravet.
2.4.
Ved lov nr.
257 af 8. maj 2002 om ændring af lov om forbud mod tv-overvågning m.v.
(Tv-overvågning af pengeautomater, vekselautomater og pengetransportbiler)
blev
der med henblik på at forbedre mulighederne for at forebygge og opklare
navnlig
visse røverier og anden berigelseskriminalitet indført hjemmel til at
tv-overvåge pengetransportbiler samt penge- og vekselautomater, såfremt
overvågningen foretages af den, der har rådighed over køretøjet eller
automaten. Tv-overvågningen skal være indrettet således, at den alene er
rettet
mod personer, som befinder sig i umiddelbar nærhed af automaten eller
køretøjet. Tv-overvågning af pengetransportbiler blev endvidere undtaget fra
lovens generelle krav om oplysning om tv-overvågningen.
2002-lovændringen byggede på et forslag fra Finansrådet.
Det fremgår af forarbejderne (L 138) bl.a., at Finansrådet i sin henvendelse
til Justitsministeriet tillige havde foreslået indført en hjemmel for
pengeinstitutter
til at tv-overvåge uden for deres facader. Justitsministeriet fandt
imidlertid,
at bl.a. de hensyn, som ligger bag lovens hovedregel om forbud mod privates
overvågning,
talte imod en sådan udvidelse, og der blev derfor ikke fremsat forslag herom.
Der henvises om L 138 til Folketingstidende 2001-02 (2. samling), Tillæg A,
s.
3290 ff.
2.5.
Tv-overvågningsloven er senest ændret ved lov nr. 542 af 8. juni 2006 om
ændring af straffeloven, retsplejeloven og forskellige andre love (Styrkelse
af
indsatsen for at bekæmpe terrorisme m.v.).
Ved denne lovændring blev der
skabt mulighed for, at
politidirektøren dels kan henstille, at offentlige myndigheder eller private
bruger en eventuel hjemmel til at foretage tv-overvågning i overensstemmelse
med gældende lovgivning, dels kan meddele offentlige myndigheder eller
private,
der foretager eller planlægger at foretage tv-overvågning, pålæg med hensyn
til
kvaliteten af optagelser af billeder på videobånd, film eller lignende samt
med
hensyn til opbevaringen af optagelserne, jf. tv-overvågningslovens §§ 4
a
og 4 b. Det fremgår af forarbejderne til denne lovændring (L 217), jf.
Folketingstidende 2005-06 (2. samling), Tillæg A, s. 7137 ff., at en
henstilling
om at foretage tv-overvågning forudsættes anvendt navnlig i tilfælde, hvor
tv-overvågning vurderes at kunne være af betydning for politiets muligheder
for
at forebygge og efterforske eventuelle terrorangreb.
3. Gældende ret
3.1. Lov om forbud mod tv-overvågning mv.
(tv-overvågningsloven)
3.1.1. Forbud mod tv-overvågning af frit
tilgængelige steder, som benyttes til almindelig færdsel
Efter lov om forbud mod tv-overvågning mv.
(tv-overvågningsloven) må private som hovedregel ikke foretage tv-overvågning
af gade, vej, plads eller lignende område, som benyttes til almindelig
færdsel,
jf. lovens § 1, stk. 1.
Udtrykket »private« omfatter ifølge lovens forarbejder
såvel private enkeltpersoner som private juridiske personer, f.eks.
aktieselskaber og anpartsselskaber.
Forbudet omfatter derimod ikke tv-overvågning, der
foretages af offentlige myndigheder. Imidlertid indeholder persondatalovens
regler begrænsninger i adgangen for bl.a. offentlige myndigheder til at
foretage tv-overvågning samt nærmere regler om behandlingen af de
tilvejebragte
personoplysninger. Der henvises herom til pkt. 3.2. nedenfor. For offentlige
myndigheder gælder derudover forvaltningsrettens almindelige
sagsbehandlingsregler
og normer for god forvaltningsskik mv., herunder bl.a. princippet om god
forvaltningsskik og pligten til kun at varetage saglige hensyn i forbindelse
med myndighedsudøvelsen. Endvidere er forvaltningen underlagt et
proportionalitetsprincip, hvorefter der skal være forholdsmæssighed mellem
mål
og middel, således at en offentlig myndighed er forpligtet til ikke at gå
videre med hensyn til at påføre borgere byrder, end formålet tilsiger.
For så vidt angår den nævnte stedlige afgrænsning af
forbudet i lovens § 1, stk. 1, følger det af tv-overvågningslovens
forarbejder,
at afgrænsningen svarer til definitionen af »vej« i (den nu ophævede)
normalpolitivedtægts
§ 2 (»enhver offentlig eller privat gade, plads, vej, bro, tunnel,
passage, sti, trappe eller lignende areal, der benyttes til almindelig
færdsel
af en eller flere færdselsarter«), jf. Folketingstidende 1981-82 (2.
samling), Tillæg
A, s. 3835. Også praksis efter færdselslovens § 1 (»vej, som benyttes
til
almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter«) er ifølge forarbejderne
vejledende for afgrænsningen.
Udtrykket »tv-overvågning« er i lovens § 1, stk. 2,
defineret som vedvarende eller regelmæssigt gentagen personovervågning ved
hjælp af fjernbetjent eller automatisk virkende tv-kamera, fotografiapparat
eller lignende apparat. Det følger af forarbejderne til bestemmelsen, at
loven
som udgangspunkt omfatter ikke alene tilfælde, hvor overvågningen er
forbundet
med optagelse af billeder på videobånd, film eller lignende, men også
tilfælde,
hvor sådan billedoptagelse ikke finder sted, og hvor overvågningen derfor
alene
har karakter af en umiddelbar iagttagelse på tv-skærm eller lignende, jf.
Folketingstidende
1981-82 (2. samling), Tillæg A, s. 3832 og 3836.
Udtrykket »vedvarende eller regelmæssigt gentagen
personovervågning« indebærer, at iagttagelse eller optagelse sker for at føre
kontrol med personer og deres adfærd. Kameraer, der opsættes for at føre
kontrol med f.eks. en maskines funktion eller for at iagttage eller optage
dyrs
adfærd i naturen, falder uden for loven. At det skal være »vedvarende eller
regelmæssigt gentagen« overvågning medfører endvidere, at der skal være tale
om
optagelse eller iagttagelse af en vis varighed, som ikke er begrænset til
bestemte begivenheder eller begivenhedsforløb. Loven finder således ikke
anvendelse på kameraer – f.eks. i en bank – der kun optager, når
nogen
aktiverer en særlig alarmknap, jf. Folketingstidende 2001-02 (2. samling),
Tillæg
A, s. 3292. I disse tilfælde har overvågningen ikke den systematiske
karakter,
der er forudsætning for, at lovens regler finder anvendelse.
Overtrædelse af lovens generelle forbud mod tv-overvågning straffes
med bøde, jf. tv-overvågningslovens § 5, stk. 1.
3.1.2. Undtagelser til tv-overvågningslovens
forbud
Der gælder en række undtagelser til det generelle forbud
mod privates tv-overvågning, jf. tv-overvågningslovens § 2. Samtlige
undtagelser er begrundet ud fra sikkerhedsmæssige og kriminalpræventive
hensyn.
For det første er
tv
-overvågning af tankstationer, fabriksområder,
overdækkede butikscentre og lignende områder, på hvilke der drives
erhvervsvirksomhed, undtaget fra forbudet, hvis overvågningen foretages af
den,
som har rådighed over området, jf. lovens § 2, nr. 1.
For det andet er tv-overvågning af pengeautomater,
vekselautomater og pengetransportbiler undtaget fra forbudet, hvis
overvågningen
foretages af den, der har rådighed over automaten eller køretøjet, og
overvågningen
er indrettet således, at den alene er rettet mod personer, som befinder sig i
umiddelbar nærhed af automaten eller køretøjet, jf. § 2, nr. 2.
For det tredje er tv-overvågning, der ikke er forbundet med
optagelse af billeder på videobånd, film eller lignende, undtaget fra
forbudet,
når den foretages som led i overvågning af egne indgange, facader,
indhegninger
eller lignende, jf. § 2, nr. 3.
3.1.3. Skiltning mv.
Private, der foretager tv-overvågning af steder eller
lokaler, hvortil der er almindelig adgang, eller af arbejdspladser, skal ved
skiltning eller på anden tydelig måde oplyse om overvågningen, jf. lovens
§ 3,
stk. 1. Skiltningspligten gælder dog ikke ved tv-overvågning af
pengetransportbiler og tv-overvågning uden optagelse af billeder som led i
overvågning af egne indgange, facader, indhegninger eller lignende, jf.
lovens
§ 3, stk. 2.
Også offentlige myndigheder, der foretager tv-overvågning
af steder eller lokaler, hvortil der er almindelig adgang, eller af
arbejdspladser, skal ved skiltning eller på anden tydelig måde give oplysning
herom, jf. tv-overvågningslovens § 3 a, stk. 1. Dette gælder dog
ikke
ved tv-overvågning, som forestås af politiet eller kriminalforsorgen, eller
tv-overvågning som foretages med henblik på beskyttelse af militære anlæg,
jf.
§ 3 a, stk. 2.
Ifølge forarbejderne til bestemmelsen svarer afgrænsningen
af »steder, hvortil der er almindelig adgang« i lovens §§ 3 og
3 a
i alt væsentligt til den stedlige
afgrænsning i (den nu ophævede) normalpolitivedtægts § 3 (f.eks.
jernbane-
og rutebilstationer, butikker og offentlige kontorer, forlystelsessteder,
badeanstalter og befordringsmidler, herunder hyrevogne), jf.
Folketingstidende
1981-82, Tillæg A, s. 3838.
Efter lovens § 4 kan justitsministeren fastsætte
nærmere bestemmelser om skiltning m.v. efter § 3, stk. 1, og
§ 3
a, stk. 1. Bemyndigelsen er ikke blevet udnyttet.
Overtrædelse af skiltningskravet i § 3, stk. 1
(private), og § 3 a, stk. 1 (offentlige myndigheder), straffes med
bøde, jf. tv-overvågningslovens § 5, stk. 1.
3.1.4. Politiets henstillingsret mv.
Politiet kan i medfør af tv-overvågningslovens § 4 a
henstille, at offentlige myndigheder eller private foretager tv-overvågning i
overensstemmelse med gældende lovgivning. Endvidere kan politiet i medfør af
lovens
§ 4 b meddele offentlige myndigheder eller private, som foretager eller
planlægger at iværksætte tv-overvågning efter gældende lovgivning, pålæg med
hensyn til kvaliteten af optagelser af billeder på videobånd, film eller
lignende samt med hensyn til opbevaringen af sådanne optagelser.
Politiets henstilling om at foretage tv-overvågning er ikke
bindende for modtageren, men det er forudsat i forarbejderne, at offentlige
myndigheder i almindelighed vil efterkomme henstillingen, medmindre der
foreligger
helt særlige forhold, jf. L 217, pkt. 7.3.1. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Politiets pålæg i relation til optagelserne kan for det
første indeholde tekniske specifikationer, som optagelserne skal overholde
med
henblik på at sikre, at optagelserne er af en sådan kvalitet, at de vil kunne
anvendes ved en senere efterforskning.
Pålæg kan for det andet indeholde krav til opbevaringen af
optagelserne. Der kan både være tale om krav til sikring af, at optagelserne
bevarer deres kvalitet, og krav til opbevaringens længde.
Der kan derimod ikke meddeles pålæg om f.eks. at opsætte et
ekstra kamera med henblik på bedre at kunne dække et bestemt område.
Overtrædelse af pålæg meddelt i medfør af § 4 b
straffes med bøde, jf. tv-overvågningslovens § 5, stk. 2.
3.2. Lov om behandling af personoplysninger
(persondataloven)
En detaljeret regulering af offentlige myndigheders og
privates elektroniske behandling af personoplysninger findes i
Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 95/46/EF om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse
med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne
oplysninger
(databeskyttelsesdirektivet), som blev vedtaget den 24. oktober 1995, jf.
EF-Tidende nr. L 281 af 23. november 1995, s. 31 ff. Direktivet omfatter som
udgangspunkt enhver form for elektronisk behandling af personoplysninger og
dermed bl.a. elektronisk behandling af personoplysninger i forbindelse med
tv-overvågning. Omfattet af direktivet er desuden ikke-elektronisk behandling
af personoplysninger, når oplysningerne er eller vil blive indeholdt i et
register.
Formålet med direktivet, der er implementeret i dansk ret
ved lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger
(persondataloven), er at sikre beskyttelsen af fysiske personers
grundlæggende
rettigheder, især retten til privatlivets fred, i forbindelse med behandling
af
personoplysninger samt at fjerne hindringerne for udveksling af
personoplysninger
inden for Fællesskabets område.
3.2.1. Persondatalovens anvendelse på
behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning
Persondatalovens almindelige anvendelsesområde er fastlagt
i lovens § 1, stk. 1, hvorefter loven gælder for behandling af
personoplysninger, som helt eller delvis foretages elektronisk, og for
ikke-elektronisk behandling af personoplysninger, der er eller vil blive
indeholdt i et register (manuelle registre). Det er uden betydning i relation
til lovens almindelige anvendelsesområde, om behandlingen sker for den
offentlige eller private sektor, men loven indeholder på en række centrale
områder regler, der er forskellige afhængig af, om en behandling sker for en
offentlig myndighed eller en privat dataansvarlig.
Ved »personoplysninger« forstås enhver form for information
om en identificeret eller identificerbar fysisk person, jf. lovens § 3,
nr. 1, herunder oplysninger i billedform. Det er uden betydning, om en
oplysning er alment kendt eller umiddelbar tilgængelig, idet også
oplysninger,
hvor det kun for den indviede vil være muligt at forstå, hvem en oplysning
vedrører, omfattes. Ved afgørelsen af, om en person er identificerbar, skal
alle de hjælpemidler, der med rimelighed kan tænkes bragt i anvendelse for at
identificere den pågældende, tages i betragtning.
Efter persondatalovens § 1, stk. 2, gælder loven
endvidere for anden ikke-elektronisk systematisk behandling, som udføres for
private, og som omfatter oplysninger om personers private forhold (f.eks.
oplysninger om interne familieforhold, sygdomme, seksualforbindelser mv.),
økonomiske forhold (f.eks. oplysninger om betalingsevne mv.) og oplysninger
om
personlige forhold i øvrigt, som med rimelighed kan forlanges unddraget
offentligheden (f.eks. oplysninger om strafbare forhold). For den af lovens
§ 1, stk. 2, omfattede anden ikke-elektroniske systematiske
behandling, som udføres for private, gælder dog ikke bestemmelserne i lovens
kapitel 8 og 9 om henholdsvis oplysningspligt over for den registrerede og
den
registreredes indsigtsret.
Persondatalovens § 1, stk. 1, indebærer, at
privates og offentlige myndigheders tv-overvågning med
digitalt
udstyr (dvs. tv-overvågning ved brug af udstyr, der
indebærer en elektronisk behandling) er omfattet af persondataloven, hvis der
behandles
personoplysninger om en identificeret eller identificerbar fysisk person. Det
gælder, uanset om tv-overvågningen foretages med eller uden billedoptagelse.
Datatilsynet har i sin praksis anset billeder af f.eks. personale, kunder og
andre tilstedeværende personer for at være personoplysninger omfattet af
loven.
Tv-overvågning med
analogt
udstyr anses i Datatilsynets praksis ikke for omfattet af lovens § 1,
stk. 1.
Tilsynets begrundelse er, at denne form for tv-overvågning ikke indebærer en
elektronisk
behandling. Det betyder, at offentlige myndigheders tv-overvågning ved brug
af analogt
udstyr falder uden for loven, mens privates tv-overvågning ved brug af
analogt
udstyr omfattes af persondatalovens § 1, stk. 2, hvis
tv-overvågningen er forbundet med billedoptagelse, og disse optagelser
opbevares systematisk.
3.2.2. Grundlæggende principper
I persondatalovens § 5 er fastsat en række
grundlæggende principper for den dataansvarliges behandling af oplysninger,
herunder regler om indsamling, ajourføring og opbevaring mv. I det omfang en
tv-overvågning omfattes af lovens anvendelsesområde, jf. pkt. 3.2.1. ovenfor,
kan
overvågningen kun ske under iagttagelse af de principper, som er fastsat i
lovens § 5.
Ifølge § 5, stk. 1, skal behandling af
oplysninger ske i overensstemmelse med »god databehandlingsskik«.
Ifølge forarbejderne til persondataloven indebærer dette
krav, at behandlingen skal være rimelig og lovlig. Rimelighedskriteriet
forudsætter bl.a., at registrerede personer kan få kendskab til en
behandlings
eksistens. Det er overladt til tilsynsmyndighederne (dvs. først og fremmest
Datatilsynet) at udfylde den retlige standard, som kravet til »god
databehandlingsskik« er udtryk for.
Det følger af lovens § 5, stk. 2, at indsamling
af oplysninger kun må ske til udtrykkeligt angivne og saglige formål, og at
senere behandling ikke må være i strid med disse formål.
I kravet om udtrykkelighed ligger, at den dataansvarlige i
forbindelse med indsamlingen skal angive et formål, som er tilstrækkeligt
veldefineret og velafgrænset til at skabe åbenhed og klarhed omkring
behandlingen,
og at formålet skal defineres med en vis præcision. I kravet om saglighed
ligger, at en indsamling skal ske til løsning af en opgave, som ligger inden
for den offentlige myndigheds område at varetage, henholdsvis inden for den
(lovlige) virksomhed, som den private foretager. Det forhold, at senere
behandling
ikke må være uforenelig med de formål, hvortil oplysningerne er indsamlet,
indebærer bl.a., at anvendelse af indsamlede oplysninger til et andet formål
end det oprindelige kan ske, medmindre den senere anvendelse er uforenelig
med
det formål, som oplysningerne oprindelig blev indsamlet til.
Ifølge lovens § 5, stk. 3, skal de oplysninger,
som behandles, være relevante og tilstrækkelige og ikke omfatte mere, end
hvad
der kræves til opfyldelse af de formål, hvortil oplysningerne indsamles, og
de
formål, hvortil oplysningerne senere behandles. Bestemmelsen indeholder et
proportionalitetsprincip,
hvorefter behandling af personoplysninger ikke må gå videre, end hvad der
kræves til opfyldelse af de formål, som den dataansvarlige er berettiget til
at
forfølge. Om betingelsen om proportionalitet er opfyldt, må vurderes ud fra
den
konkrete sammenhæng, hvori oplysningerne behandles.
Persondatalovens § 5, stk. 4, indeholder et krav
til datakvaliteten i forbindelse med behandling af personoplysninger. Der
skal
således ske fornøden ajourføring af oplysningerne med henblik på at sikre, at
der ikke behandles urigtige eller vildledende oplysninger. Oplysninger, der
viser sig urigtige eller vildledende, skal snarest muligt slettes eller
rettes.
Indsamlede oplysninger skal endvidere slettes eller anonymiseres, når det
ikke
længere er nødvendigt for den pågældende myndighed eller person at være i
besiddelse af oplysningerne i en form, der gør det muligt at identificere
enkeltpersoner.
Lovens § 5, stk. 5, sætter en øvre grænse for,
hvor længe personoplysninger kan opbevares. Det fremgår af bestemmelsen, at
indsamlede oplysninger ikke må opbevares på en måde, der giver mulighed for
at
identificere den registrerede i et længere tidsrum end det, der er nødvendigt
af hensyn til de formål, hvortil oplysningerne behandles.
Det følger af Datatilsynets praksis om tv-overvågning
bl.a., at princippet om »god databehandlingsskik«, jf. § 5, stk. 1,
medfører,
at der i forbindelse med tv-overvågning i kontroløjemed på arbejdspladser som
den
absolutte hovedregel skal gives forudgående information til de ansatte i
medfør
af lovens § 29, stk. 1. I en anden sag har Datatilsynet udtalt, at
en
kommunes indsamling af oplysninger via tv-overvågning, som foretages med
henblik på at skabe tryghed og forebygge kriminalitet, har et udtrykkeligt
angivet og sagligt formål, jf. lovens § 5, stk. 2.
For så vidt angår det i lovens § 5, stk. 3,
indeholdte proportionalitetsprincip, har Datatilsynet udtalt, at en kommunes
indendørs tv-overvågning af bl.a. kassefunktionerne på rådhuset ikke var i
strid med proportionalitetsprincippet, idet overvågningen skete af hensyn til
medarbejdernes sikkerhed og beskyttelse af kommunens formue, hvorimod
kommunen
– bl.a. under henvisning til proportionalitetsprincippet – burde
undlade at
foretage tv-overvågning af områder, hvor der er almindelig færdsel (f.eks.
visse parkeringsarealer).
For så vidt angår persondatalovens § 5, stk. 5,
følger det af tilsynets praksis, at der skal ske løbende sletning af
eventuelle
tv-optagelser, og at disse kun bør opbevares i en kort periode.
3.2.3. Behandlingsregler
Persondatalovens §§ 6-8 indeholder en række bestemmelser
om, hvornår indsamling, registrering og videregivelse af personoplysninger
kan
ske (behandlingsregler). En tv-overvågning omfattet af lovens
anvendelsesområde,
jf. pkt. 3.2.1. ovenfor, kan derfor kun ske, hvis de betingelser, som er
indeholdt i lovens §§ 6-8, er opfyldt.
Det følger af persondatalovens § 6, stk. 1, nr.
1-7, at behandling af almindelige, ikke-følsomme personoplysninger (dvs. alle
andre oplysninger end oplysninger om rent private forhold omfattet af lovens
§§ 7-8, herunder f.eks. identifikationsoplysninger og almindelige
oplysninger
om en persons økonomiske forhold) kan ske, hvis den registrerede har givet
udtrykkeligt samtykke, eller hvis behandlingen er nødvendig af nærmere
angivne
grunde, herunder for at beskytte den registreredes vitale interesser, for at
udføre
en opgave i samfundets interesse eller for at varetage en berettiget
interesse,
som overstiger hensynet til den registreredes interesser. For så vidt angår
offentlige myndigheder, kan oplysninger endvidere behandles, når det er et
nødvendigt
led i myndighedsudøvelsen.
Det er den dataansvarlige, der skal vurdere, om en eller
flere af betingelserne i persondatalovens § 6 for at behandle
oplysningerne er opfyldt, herunder om hensynet til de interesser, der
begrunder
behandlingen, konkret overstiger den berørte persons interesse i, at
oplysningerne ikke behandles. Vurderingen vil kunne efterprøves af
Datatilsynet.
Efter persondatalovens § 7, stk. 1, gælder et
almindeligt forbud mod behandling af oplysninger om racemæssig eller etnisk
baggrund, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning,
fagforeningsmæssige tilhørsforhold samt oplysninger om helbredsmæssige og
seksuelle forhold.
Der er dog i lovens § 7, stk. 2-6, gjort visse
undtagelser til det almindelige forbud. Behandling kan bl.a. ske, hvis den
registrerede udtrykkeligt har givet samtykke (stk. 2, nr. 1),
behandlingen
vedrører oplysninger, som er offentliggjort af den registrerede selv
(stk. 2, nr. 3), behandlingen er nødvendig for, at et retskrav kan
fastlægges, gøres gældende eller forsvares (stk. 2, nr. 4), eller hvis
behandlingen er nødvendig af hensyn til en offentlig myndigheds varetagelse
af
opgaver på det strafferetlige område (stk. 6).
Efter persondatalovens § 8 gælder der særlige
behandlingsregler med hensyn til oplysninger om strafbare forhold, væsentlige
sociale problemer og lignende følsomme privatlivsforhold. Det følger af
lovens § 8,
stk. 6, at sådanne oplysninger kun kan behandles, hvis også
betingelserne
i lovens § 7 er opfyldt.
Ved siden af de i lovens § 7 opregnede undtagelser fra
forbudet mod behandling følger det af § 8, stk. 1, at en offentlig
forvaltningsmyndighed kan behandle oplysninger om strafbare forhold,
væsentlige
sociale problemer og lignende følsomme privatlivsforhold, hvis det er
nødvendigt for at varetage den pågældende myndigheds opgaver. Det følger af
lovens § 8, stk. 2, nr. 1-4, at de i stk. 1 nævnte oplysninger
kun kan videregives af en offentlig forvaltningsmyndighed, hvis den
registrerede har givet udtrykkeligt samtykke (stk. 2, nr. 1),
videregivelse sker til varetagelse af private eller offentlige interesser,
der
klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse
(stk. 2, nr. 2), videregivelse er nødvendig for udførelsen af en
myndigheds virksomhed eller påkrævet for en afgørelse, som myndigheden skal
træffe (stk. 2, nr. 3), eller videregivelse er nødvendig for udførelsen
af
en persons eller virksomheds opgaver for det offentlige (stk. 2, nr. 4).
Lovens § 8, stk. 4, fastsætter, at private kun må
behandle oplysninger om strafbare forhold, væsentlige sociale problemer og
lignende
følsomme privatlivsforhold, jf. stk. 1, enten hvis den registrerede har
givet udtrykkeligt samtykke hertil, eller hvis behandlingen er nødvendig til
varetagelse af en berettiget interesse, som klart overstiger hensynet til den
registrerede. Videregivelse af disse oplysninger kan kun ske, hvis den
registrerede
har givet udtrykkeligt samtykke, eller videregivelse sker til varetagelse af
offentlige eller private interesser, herunder hensynet til den pågældende
selv,
der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder
hemmeligholdelse,
jf. lovens § 8, stk. 5.
Det følger af Datatilsynets praksis om persondatalovens
§§ 6-8 i relation til tv-overvågning bl.a., at en tv-overvågning som
udgangspunkt skal vurderes efter lovens § 6 om ikke-følsomme
oplysninger,
såfremt følsomme oplysninger omfattet af lovens §§ 7 og 8 kun vil indgå
i
sjældne situationer.
I tilfælde, hvor en tv-overvågning afslører kriminelle
aktiviteter, er der tale om behandling af oplysninger omfattet af
persondatalovens § 8 (oplysninger om strafbare forhold).
I en konkret sag om Dansk Supermarkeds indendørs
tv-overvågning, som fandt sted i virksomhedens forretninger, og som primært
havde til formål at afsløre kriminelle handlinger, har Datatilsynet udtalt,
at
behandlingen havde hjemmel både i lovens § 8, stk. 4, og § 8,
stk. 6, jf. § 7, stk. 2, nr. 4.
I en konkret sag om Høje Taastrup kommunes indendørs
tv-overvågning af bl.a. rådhusets kassefunktion med det formål at stoppe
indbrud og hærværk samt tilføre tryghed til borgerne og de ansatte i kommunen
har Datatilsynet udtalt, at kommunen inden for rammerne af lovens § 8,
stk. 1, og stk. 2, nr. 2 og 3, kunne behandle og videregive
oplysninger om strafbare forhold til politiet i forbindelse med den
iværksatte
tv-overvågning.
3.2.4. Den registreredes rettigheder
Persondatalovens kapitel 8-10 indeholder en række regler om
den registreredes rettigheder.
Den registreredes rettigheder omfatter bl.a. ret til
information om, at der indsamles oplysninger om den pågældende, jf. lovens
§§ 28-29.
Det følger af persondatalovens § 29, stk. 1, at
det påhviler den dataansvarlige at oplyse om sin identitet og formålet med
behandlingen mv. Dette gælder dog ikke, hvis 1) den registrerede allerede er
bekendt med oplysningerne, 2) registreringen eller videregivelsen af
oplysninger udtrykkeligt er fastsat ved lov, eller 3) underretning af den
registrerede viser sig umulig eller uforholdsmæssigt vanskelig, jf. lovens
§ 29, stk. 2 og 3. Oplysningspligten kan endvidere begrænses i
medfør
af lovens § 30, hvis det er nødvendigt af hensyn til bl.a. statens
sikkerhed, forsvaret, den offentlige sikkerhed, forebyggelse og
efterforskning
af straffesager, beskyttelse af den registreredes interesser eller andres
rettigheder og frihedsrettigheder.
Registreredes rettigheder omfatter endvidere ret til
indsigt i de oplysninger, der behandles om den registrerede selv, ret til at
gøre indsigelse mod, at behandling finder sted, ret til at få korrigeret
eller
slettet oplysninger, der er urigtige eller vildledende, ret til at
tilbagekalde
et samtykke, ret til at gøre indsigelse mod at blive underkastet afgørelser,
som
har retsvirkninger for eller i øvrigt berører den registrerede i væsentlig
grad, og som alene er truffet på grundlag af elektronisk databehandling af
oplysninger, der er bestemt til at vurdere bestemte personlige forhold, og
ret
til at klage til Datatilsynet, jf. §§ 31-35 og 37-40.
De nævnte regler finder bl.a. anvendelse ved offentlige
myndigheders og privates digitale tv-overvågning, herunder således at
bestemmelserne om ret til information i persondatalovens §§ 28-29 gælder
ved
siden af reglerne om skiltning mv. i tv-overvågningslovens §§ 3 og
3 a, jf. ovenfor pkt. 3.1.3.
Til illustration heraf kan nævnes en konkret sag, hvor en
kommune foretog tv-overvågning af flere af dens arealer, hvorom der var
oplyst
ved skiltning. Datatilsynet fandt, at de borgere, der befandt sig i området,
via skiltningen var blevet informeret, og at yderligere underretning måtte
kunne siges at være uforholdsmæssigt vanskelig, jf. persondatalovens
§ 29,
stk. 3. Meddelelse efter lovens § 29, stk. 1, om den
dataansvarliges identitet, formål med overvågningen mv. kunne derfor
undlades.
Datatilsynet fandt derimod ikke, at underretning af kommunens ansatte, som
blev
berørt af tv-overvågningen, kunne siges at være uforholdsmæssigt vanskelig.
Underretning
i medfør af persondatalovens § 29, stk. 1, burde derfor gives til
de
ansatte om bl.a. formålet med overvågningen, muligheden for videregivelse af
optagelserne til politiet, opbevaringsperiodens længde, og i hvilke lokaler
overvågningen foregik.
Som anført oven for under pkt. 3.2.1. er offentlige
myndigheders analoge tv-overvågning ikke omfattet af persondataloven.
Privates analoge tv-overvågning omfattes af loven, i det
omfang der sker systematisk opbevaring af optagelser, jf. persondatalovens
§ 1, stk. 2, der samtidig fastsætter, at lovens kapitel 8 og 9 ikke
finder anvendelse på sådanne behandlinger.
Det forhold, at lovens kapitel 8 og 9 ikke finder
anvendelse, medfører bl.a., at der ikke gælder en oplysningspligt ved analog
tv-overvågning. Datatilsynet har imidlertid udtalt, at princippet om god
databehandlingsskik i lovens § 5, stk. 1, medfører, at der i
forbindelse med privates tv-overvågning som den absolutte hovedregel
alligevel skal
gives forudgående information til ansatte. Ved vurderingen af, om der kan ske
fravigelse af denne hovedregel, må de hensyn, som kan begrunde fravigelse af
oplysningspligten, jf. lovens § 30, inddrages. Heri ligger, at der skal
være tale om afgørende hensyn til private eller offentlige interesser.
3.2.5. Fortrolighed og datasikkerhed
Persondatalovens §§ 41 og 42 indeholder krav til behandlingens
fortrolighed og datasikkerhed. Det følger heraf bl.a., at den dataansvarlige
skal iværksætte de fornødne tekniske og organisatoriske
sikkerhedsforanstaltninger
mod, at oplysninger kommer til uvedkommendes kendskab, misbruges eller i
øvrigt
behandles i strid med loven. De personer eller virksomheder, der arbejder for
den dataansvarlige, må kun behandle personoplysninger efter instruks fra den
dataansvarlige, medmindre andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i
henhold til lov, jf. lovens § 41, stk. 1 og 3.
For offentlige myndigheders digitale tv-overvågning
medfører lovens regler om behandlingssikkerhed bl.a., at optagelserne skal
beskyttes med de fornødne sikkerhedsforanstaltninger. Både lovens regler om
datasikkerhed
og den i medfør heraf udstedte sikkerhedsbekendtgørelse, jf. bekendtgørelse
nr.
528 af 15. juni 2000 med senere ændring om sikkerhedsforanstaltninger til
beskyttelse af personoplysninger, som behandles for den offentlige
forvaltning,
finder i den forbindelse anvendelse.
For private gælder lovens regler om behandlingssikkerhed,
uanset om tv-overvågningen sker med digitalt eller analogt udstyr. I praksis
anbefaler Datatilsynet generelt, at dataansvarlige i den private sektor ved
elektronisk
databehandling følger de sikkerhedskrav, som er beskrevet i
sikkerhedsbekendtgørelsen,
jf. ovenfor.
3.2.6. Anmeldelse
Persondataloven indeholder i kapitel 12-14 regler om
anmeldelse af behandlinger til tilsynsmyndighederne. Der sondres mellem
anmeldelse af behandlinger, der foretages for den offentlige forvaltning
(kapitel 12), anmeldelse af behandlinger, der foretages for en privat
dataansvarlig (kapitel 13), og anmeldelse af behandlinger, der foretages for
domstolene (kapitel 14).
Alle behandlinger af personoplysninger skal som
udgangspunkt anmeldes. Den behandling, der foretages for den offentlige
forvaltning og private dataansvarlige, skal anmeldes til Datatilsynet, mens
behandling
for domstolene skal anmeldes til Domstolsstyrelsen. En anmeldelse skal bl.a.
indeholde oplysninger om navn og adresse på den dataansvarlige, behandlingens
betegnelse og formål samt oplysninger om personkredsen og de oplysningstyper,
der behandles.
Der gælder en række undtagelser fra anmeldelsespligten. Den
offentlige forvaltning skal således kun foretage anmeldelse af behandlinger,
som omfatter oplysninger af fortrolig og følsom karakter. En oplysning anses
for fortrolig, hvis der er tale om oplysninger om racemæssig eller etnisk
baggrund, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning,
fagforeningsmæssige tilhørsforhold eller om helbredsmæssige og seksuelle
forhold, jf. lovens § 7, stk. 1, eller oplysninger om strafbare
forhold, væsentlige sociale problemer og lignende følsomme privatlivsforhold,
jf. lovens § 8, stk. 1. Endvidere anses en oplysning for fortrolig,
hvis
dette er foreskrevet i en særlig lov, eller hvis det i øvrigt er nødvendigt
at
hemmeligholde oplysningen for at varetage væsentlige hensyn til private eller
offentlige interesser, jf. straffelovens § 152 og forvaltningslovens
§ 27,
stk. 1. Bekendtgørelse nr. 529 af 15. juni 2000 om undtagelse fra
pligten
til anmeldelse af visse behandlinger, som foretages for den offentlige
forvaltning, indeholder en række undtagelser fra den omtalte
anmeldelsespligt.
For behandlinger hos private findes en liste over
undtagelser fra anmeldelse i lovens § 49. Listen suppleres af
bestemmelser
i bekendtgørelse nr. 534 af 15. juni 2000 med senere ændring om undtagelse
fra
pligten til anmeldelse af visse behandlinger, som foretages for en privat
dataansvarlig.
Nogle behandlinger anses for at kunne indebære en så
alvorlig risiko for den personlige databeskyttelse, at Datatilsynet skal
foretage en vurdering af behandlingen, før den iværksættes. Når en behandling
omfatter følsomme oplysninger, kan den først påbegyndes, når den
dataansvarlige
har modtaget en udtalelse eller tilladelse fra Datatilsynet.
Den offentlige forvaltning skal efter persondatalovens § 45
indhente en udtalelse fra Datatilsynet inden databehandlingens påbegyndelse,
hvis 1) behandlingen omfatter følsomme oplysninger, jf. § 7,
stk. 1, eller
§ 8, stk. 1, 2) behandlingen udelukkende finder sted i
videnskabeligt
eller statistisk øjemed eller med henblik på at føre
retsinformationssystemer,
eller 3) behandlingen omfatter sammenstilling eller samkøring af oplysninger
i
kontroløjemed.
En privat dataansvarlig skal ifølge lovens § 50
indhente Datatilsynets tilladelse, hvis 1) behandlingen omfatter følsomme
personoplysninger, jf. § 7, stk. 1, og § 8, stk. 4, 2)
behandlingen vedrører såkaldte advarselsregistre, stillingsbesættende
virksomhed, erhvervsmæssig videregivelse af oplysninger om økonomiske
forhold,
eller 3) behandlingen udelukkende sker med henblik på at føre
retsinformationssystemer.
Datatilsynet offentliggør anmeldelserne i en særlig
fortegnelse over anmeldte behandlinger, jf. lovens § 54. Fortegnelsen er
tilgængelig
for offentligheden på Datatilsynets hjemmeside.
For offentlige myndigheders tv-overvågning med digitalt
udstyr medfører lovens regler om anmeldelse, at behandlingen skal anmeldes
til
Datatilsynet, hvis den sker for at forebygge og afsløre kriminelle
aktiviteter.
Datatilsynet fører tilsyn med behandlingen og har inspektionsadgang, jf.
lovens
§§ 55 og 62, stk. 2.
For privates tv-overvågning med digitalt udstyr følger det
af § 2, stk. 1, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 534 af 15. juni 2000 om
undtagelse fra pligten til anmeldelse af visse behandlinger, som foretages
for
en privat dataansvarlig, at der ikke er anmeldelsespligt (med krav om
forudgående tilladelse fra Datatilsynet), medmindre der er tale om et
edb-register. Datatilsynet har indtil videre i sin praksis ikke stillet krav
om
anmeldelse.
For så vidt angår privates tv-overvågning med analogt
udstyr, følger det af bekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 3, at der
er
anmeldelsespligt for ikke-elektronisk systematisk behandling, hvis der indgår
behandlinger som nævnt i lovens § 50, stk. 1 (dvs. behandles
følsomme
oplysninger, jf. lovens § 7, stk. 1, og § 8, stk. 4).
Hvis
tv-overvågningen afslører kriminelle aktiviteter, sker der behandling af
oplysninger om strafbare forhold, hvilket kræver anmeldelse til og tilladelse
fra Datatilsynet. Selv om der kun lejlighedsvis behandles følsomme
oplysninger,
skal der foretages anmeldelse til og indhentes tilladelse fra Datatilsynet,
hvis
det er tilsigtet, at følsomme oplysninger skal indgå i behandlingen. Derimod
gælder
der ikke et krav om anmeldelse til og indhentelse af tilladelse fra
Datatilsynet, hvis en følsom oplysning af mere tilfældige årsager optræder i
behandlingen.
Datatilsynet har som nævnt indtil videre i sin praksis ikke stillet krav om
anmeldelse af privates digitale tv-overvågning, og tilsynet har derfor heller
ikke
håndhævet et sådant krav for så vidt angår privates analoge tv-overvågning.
3.2.7. Tilsyn og klageadgang mv.
Datatilsynet, der er en uafhængig myndighed, har bl.a. til
opgave at føre tilsyn med overholdelsen af loven, behandle klager fra
registrerede personer samt afgive udtalelser og udstede tilladelser i
forbindelse med anmeldelse af behandlinger til tilsynet, jf. §§ 55-64.
Tilsynet
med behandling af oplysninger om domstolenes administrative forhold er dog
henlagt til Domstolsstyrelsen, jf. lovens § 67.
Datatilsynets afgørelser efter persondataloven kan ikke
indbringes for anden administrativ myndighed, jf. lovens § 61, men
afgørelserne kan indbringes for Folketingets Ombudsmand og domstolene.
For offentlige myndigheders digitale tv-overvågning
medfører lovens bestemmelser om tilsyn og klageadgang, at Datatilsynet fører
tilsyn og har inspektionsadgang, jf. lovens §§ 55 og 62, stk. 2, og
at registrerede personer kan klage til Datatilsynet, jf. lovens § 58.
For så vidt angår privates digitale eller analoge
tv-overvågning, har Datatilsynet ikke inspektionsadgang, medmindre forholdet
er
undergivet anmeldelsespligt, jf. lovens § 62, stk. 3. Registrerede
personer har imidlertid – uafhængigt af anmeldelsespligten –
mulighed for at
klage til Datatilsynet, jf. lovens § 58.
I medfør af persondatalovens § 59, stk. 1, kan
Datatilsynet påbyde en privat dataansvarlig at ophøre med en behandling, der
ikke må finde sted efter denne lov, og at berigtige, slette eller blokere
bestemte oplysninger, som er omfattet af en bestemt behandling. Tilsynet kan
endvidere forbyde en privat dataansvarlig at anvende en nærmere angiven
fremgangsmåde
i forbindelse med behandlingen af oplysninger samt påbyde, at der træffes
bestemte tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger bl.a. mod, at
oplysninger kommer til uvedkommendes kendskab, misbruges eller i øvrigt
behandles i strid med loven, jf. lovens § 59, stk. 2 og 3.
Undladelse af at efterkomme et påbud eller forbud meddelt
af Datatilsynet kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder,
medmindre
højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, jf. persondatalovens
§ 70, stk. 1, nr. 6.
I medfør af den almindelige bestemmelse i retsplejelovens
§ 997, stk. 3, er der endvidere mulighed for, at retten kan
fastsætte
en fortløbende bøde (dvs. tvangsbøder) med henblik på at gennemtvinge et
påbud
eller forbud meddelt af Datatilsynet.
3.2.8. Erstatning og godtgørelse
I tilfælde, hvor der forvoldes skade i forbindelse med
behandlingen af personoplysninger, er der mulighed for at søge erstatning
efter
persondatalovens § 69 eller tortgodtgørelse efter den almindelige
bestemmelse i erstatningsansvarslovens § 26. Krav om erstatning og
godtgørelse
kan ikke indbringes for Datatilsynet, men må i givet fald rejses ved
domstolene.
3.3. Straffeloven
Efter straffelovens § 264 a straffes den, som
uberettiget fotograferer personer, der befinder sig på et ikke frit
tilgængeligt sted. Det samme gælder den, der ved hjælp af kikkert eller andet
apparat uberettiget iagttager sådanne personer. Straffebestemmelsen i
§ 264 a finder tilsvarende anvendelse på den, der uden at have medvirket
til gerningen skaffer sig eller uberettiget udnytter oplysninger, som er
fremkommet ved overtrædelsen, jf. straffelovens § 264 c.
Bestemmelsen i straffelovens § 264 a vedrører alene
krænkelse af personer, og det kræves, at der ved iagttagelsen bruges et
apparat, f.eks. fotografiapparat eller kikkert. At fotograferingen skal være
»uberettiget«
indebærer, at ikke enhver handling, der omfattes af gerningsbeskrivelsen, er
strafbar, idet dette må afgøres efter en konkret vurdering.
Efter straffelovens § 264 d straffes endvidere den,
der uberettiget videregiver meddelelser eller billeder vedrørende en andens
private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under
omstændigheder,
der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden.
Desuden straffes den, som ved uterligt forhold krænker
blufærdigheden eller giver offentlig forargelse, jf. straffelovens
§ 232. Tv-overvågning
af f.eks. toiletter, baderum eller lignende vil efter omstændighederne kunne
udgøre en overtrædelse af straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse.
Optagelse af lyd i forbindelse med tv-overvågning kan efter
omstændighederne udgøre en overtrædelse af straffelovens § 263,
stk. 1, nr. 3. Efter denne bestemmelse straffes den, som uberettiget ved
hjælp af et apparat hemmeligt aflytter eller optager udtalelser fremsat i
enrum, telefonsamtaler eller anden samtale mellem andre eller forhandlinger i
lukket møde, som vedkommende ikke selv deltager i, eller hvortil vedkommende
uberettiget har skaffet sig adgang. Bestemmelsen i nr. 3, der fik sin
nuværende
affattelse ved lov nr. 89 af 23. marts 1972, bygger på Straffelovrådets
forslag
i betænkning nr. 601/1971 om privatlivets fred
En hemmelig optagelse af en samtale vil ikke være strafbar,
hvis en af de personer, der deltager i samtalen, har givet samtykke til
optagelsen. Det gælder, uanset om de øvrige deltagere i samtalen er vidende
herom.
Udtrykket »uberettiget« indebærer, at nogle handlinger, der
er omfattet af gerningsbeskrivelsen, efter en konkret vurdering må holdes
uden
for det strafbares område. Straffelovrådet har i betænkning nr. 601/1971,
side
58, om dette spørgsmål bl.a. anført, at handlinger, der falder ind under
gerningsbeskrivelsen, i alle normaltilfælde bør anses for strafværdige (og
dermed udgøre en strafbar handling).
Der ses ikke at foreligge retsafgørelser om, hvorvidt – og
i givet fald i hvilket omfang – det vil være berettiget efter
straffelovens
§ 263, stk. 1, nr. 3, at optage lyd i forbindelse med
tv-overvågning
i kriminalitetsforebyggende øjemed. I lyset af bestemmelsens forarbejder må
det
som den almindelige regel imidlertid gælde, at der ikke lovligt kan ske
optagelse af lyd i tilknytning til tv-overvågning, medmindre den, der
foretager
tv-overvågningen, selv deltager i den samtale, der optages, eller en af
deltagerne i samtalen har givet sit samtykke til optagelsen.
3.4. Arbejdsretlige regler
De arbejdsretlige spørgsmål, som tv-overvågning kan give
anledning til, er omtalt under pkt. 2.5. i de almindelige bemærkninger til
lovforslag nr. L 38 af 8. oktober 1998 (forslag til lov om ændring af lov om
forbud
mod privates tv-overvågning (Tv-overvågning af ansatte på arbejdspladsen
m.v.)), jf. Folketingstidende 1998-99, Tillæg A, sp. 549-564.
Det fremgår heraf bl.a., at adgangen til at foretage
tv-overvågning ikke er reguleret i den ansættelsesretlige lovgivning, men at
der ud fra almindelige principper og praksis gælder en række begrænsninger i
adgangen for arbejdsgivere til at indføre kontrolforanstaltninger i form af
f.eks. tv-overvågning. De vigtigste begrænsninger er, at der skal foreligge
et
driftsmæssigt formål, at det ikke må være krænkende for arbejdstagerne, og at
der skal søges opnået en aftale med arbejdstagerne, jf. herved pkt. 2.5.5. i
de
almindelige bemærkninger til 1998-lovforslaget.
Herudover regulerer persondataloven, der blev gennemført i
2000, arbejdsgiveres adgang til at foretage tv-overvågning. Persondataloven
indeholder bl.a. regler om proportionalitet, saglighed, god
databehandlingsskik,
oplysningspligt mv. Der henvises herom til pkt. 3.2.1.-3.2.8. ovenfor.
3.5. Kommunernes tv-overvågning
Tv-overvågningslovens generelle forbud mod tv-overvågning
af gade, vej, plads eller lignende område, som benyttes til almindelig
færdsel,
omfatter ikke offentlige myndigheders tv-overvågning. For offentlige
myndigheder
gælder imidlertid – ud over de bestemmelser, der følger af
persondataloven, jf.
ovenfor pkt. 3.2. – en række andre begrænsninger, herunder
forvaltningsrettens
almindelige sagsbehandlingsregler og normer for god forvaltningsskik, jf.
ovenfor pkt. 3.1.
For kommuners vedkommende fører persondatalovens regler og
almindelige forvaltningsretlige principper til, at kommuner kan foretage
tv-overvågning med henblik på at beskytte kommunal ejendom (f.eks. skoler,
daginstitutioner, rådhuse, busser, servicekasser, biblioteker, materielgårde
mv.), og at denne overvågning kan forfølge bl.a. et kriminalitetsforebyggende
formål.
Det er anset for tvivlsomt, om en kommune med hjemmel i
kommunalfuldmagten kan foretage tv-overvågning af frit tilgængelige steder
alene med det formål at øge befolkningens tryghed, jf. herved betænkningens
side 162 med omtale af en udtalelse fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
3.6. Politiets brug af tv-overvågning
Der findes ikke lovregler, som særskilt regulerer politiets
adgang til at foretage tv-overvågning, herunder skjult overvågning, på frit
tilgængelige steder. Politiet er imidlertid som andre offentlige myndigheder
underlagt almindelige forvaltningsretlige principper og – med undtagelse
af
politiets og forsvarets efterretningstjenester – persondatalovens
regler, jf.
pkt. 3.1. og 3.2. ovenfor.
Politiets adgang til at foretage observation, herunder
skjult tv-overvågning, af ikke frit tilgængelige steder i forbindelse med
efterforskning af konkrete straffesager er reguleret i retsplejelovens
§ 791
a.
4. Tv-overvågningsudvalgets betænkning
4.1. Indledning
Som anført ovenfor under pkt. 1.1. indeholder
tv-overvågningsudvalgets betænkning nr. 1483/2006 for det første udvalgets
overvejelser om, hvorvidt adgangen til at foretage tv-overvågning i
kriminalitetsforebyggende øjemed bør udvides, og givet fald hvilke rammer der
bør gælde for en sådan udvidelse. Betænkningen indeholder endvidere udvalgets
vurdering af samspillet mellem tv-overvågningslovens og persondatalovens
regler. Endelig indeholder betænkningen nogle overvejelser om, hvorvidt der
bør
tilvejebringes hjemmel til, at kommuner efter forelæggelse for politiet kan
foretage tv-overvågning på frit tilgængelige steder i et generelt
kriminalitetsforebyggende øjemed. Der er nedenfor under pkt. 5, 6 og 7
redegjort nærmere for disse overvejelser og udvalgets forslag.
Med henblik på at belyse den kriminalpræventive effekt af
tv-overvågning har tv-overvågningsudvalget indhentet en udtalelse fra
Justitsministeriets Forskningsenhed. Udtalelsen, der er optrykt som bilag 2
til
betænkningen, indeholder en gennemgang af nyere litteratur om den
kriminalpræventive effekt af tv-overvågning. Tv-overvågningsudvalget har i
sin
betænkning endvidere redegjort for en rapport om befolkningens holdning til
tv-overvågning, som Det Kriminalpræventive Råd afgav i februar 2005, jf.
betænkningens bilag 4. Der er nedenfor under pkt. 4.2. kort redegjort for
disse
undersøgelser.
Tv-overvågningsudvalget har til brug for sine overvejelser
desuden indhentet oplysninger om reguleringen af tv-overvågning i Sverige,
Norge, Finland, Tyskland og Holland. Herom henvises til betænkningens side
92-112.
4.2. Undersøgelser om tv-overvågning
4.2.1.
Den
udtalelse om effekten af tv-overvågning, som udvalget har indhentet fra
Justitsministeriets Forskningsenhed, og som i vidt omfang er baseret på
udenlandske undersøgelser, viser, at det er vanskeligt at angive en entydig,
overordnet konklusion med hensyn til den kriminalpræventive effekt af
tv-overvågning. Det skyldes bl.a., at mange undersøgelser ikke giver klare
resultater. Resultaterne afhænger således bl.a. dels af stedet, hvor
tv-overvågningen foretages, dels af arten af den kriminalitet, som
overvågningen særligt er rettet mod.
Tilsvarende kan der ifølge udtalelsen fra
Justitsministeriets Forskningsenhed ikke gives et entydigt svar på, hvilken
virkning tv-overvågning har på opklaring af forbrydelser. Nogle undersøgelser
viser således, at opklaringsværdien af tv-overvågning i nogle situationer
ikke
er særlig stor, bl.a. fordi mange billedoptagelser på grund af den tekniske
kvalitet
ikke er gode nok som bevismateriale i retssager. Andre undersøgelser viser,
at
tv-overvågning kan have en væsentlig betydning for f.eks. identifikation af
bankrøvere og som middel til opklaring af indbrudstyverier.
Der henvises om Justitsministeriets Forskningsenheds
udtalelse til betænkningens kapitel 5, side 127-129, og betænkningens bilag
2.
4.2.2.
På bl.a.
Det Kriminalpræventive Råds foranledning foretog AIM i november 2004 en
meningsmåling om befolkningens holdning til tv-overvågning. Meningsmålingen
(telefoninterview med ca. 1000 personer på 15 år eller derover) mundede ud i
en
rapport fra Det Kriminalpræventive Råd. Rapporten er optrykt som bilag 4 til
betænkningen.
Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel 5, side
131-135, og betænkningens bilag 4.
5. Generelle overvejelser
5.1. Udvalgets generelle overvejelser og
forslag
Udvalget har ved sin stillingtagen til spørgsmålet om, i
hvilket omfang det skal være tilladt for offentlige myndigheder og private at
foretage tv-overvågning på offentligt tilgængelige steder, foretaget en
afvejning
af på den ene side hensynet til forebyggelse og opklaring af forbrydelser
over
for på den anden side hensynet til, at tv-overvågning kan ses som en
indskrænkning i privatlivets fred.
Om denne afvejning har udvalget anført, at det i sidste
instans må bero på en retspolitisk og holdningsmæssig vurdering, hvorledes
den
falder ud, men det er udvalgets principielle opfattelse, at tv-overvågning af
frit tilgængelige steder kun børe være tilladt i det omfang, der kan være
nogle
fordele ved overvågningen, som anses for at overstige ulemperne, og der bør
derfor
fortsat ikke være en ubegrænset adgang for private til at foretage
tv-overvågning af frit tilgængelige steder.
Udvalget anfører bl.a., at den beskyttelsesinteresse, der
taler for, at der kun i begrænset omfang gives mulighed for at foretage
tv-overvågning af arealer, som benyttes til almindelig færdsel, dvs. hensynet
til privatlivets fred, uvilje mod overvågning og frygt for misbrug, kan
forekomme noget abstrakt, mens der kan peges på mere konkrete hensyn, som
taler
for i større omfang at tillade tv-overvågning.
I det omfang en tv-overvågning er effektiv, kan den således
i større eller mindre omfang bidrage til at forebygge og opklare
kriminalitet,
herunder også grove forbrydelser som f.eks. røverier.
Udvalget fremhæver i den forbindelse, at tv-overvågning
ikke alene har til formål at beskytte økonomiske værdier for de virksomheder
mv., som etablerer overvågningen, men også tilsigter at beskytte bl.a.
ansatte
og kunder mod fysiske overgreb i form af f.eks. røveri eller anden grov
kriminalitet. Overvågningen har ligeledes til formål at beskytte de personer,
som tilfældigt overværer kriminalitet. Det anføres, at det kan have store
menneskelige konsekvenser for personer, som udsættes for kriminalitet, og at
dette gælder, selv om de pågældende personer ikke direkte lider fysisk
overlast
ved gerningen. Således er forholdet f.eks. det, at mange personer, som
udsættes
for røveri, invalideres arbejdsmæssigt, socialt og psykisk af hændelsen
uanset
selv langvarige behandlingsforløb.
På den baggrund finder udvalget efter en samlet afvejning,
at der bør ske enkelte lempelser i adgangen til at foretage tv-overvågning,
således at tv-overvågning i kriminalitetsbekæmpende øjemed kan finde sted i
et
vist øget omfang. Udvalget understreger samtidig, at dette skal ses i
sammenhæng med udvalgets forslag til ændringer af persondataloven, der har
til
formål at sikre, at personoplysninger, der tilvejebringes gennem
tv-overvågning, i videst muligt omfang behandles på en måde, der sikrer imod,
at der sker misbrug.
Der henvises om udvalgets generelle overvejelser til
betænkningens kapitel 5, side 113-137, mens der om udvalgets konkrete forslag
til lovændringer henvises til pkt. 6 og 7 nedenfor.
Udvalget anfører, at bl.a. retsinformatoriske hensyn kan
tale for, at reguleringen af området sker ved at indføje
tv-overvågningslovens
bestemmelser i persondataloven i et særskilt (nyt) kapitel. Udvalget har
udarbejdet
et forslag til, hvordan en sådan løsning lovteknisk vil kunne udformes, men
har
også udarbejdet et lovudkast baseret på den eksisterende lovstruktur.
Der henvises herom til betænkningens side 147 og 181-182.
5.2. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets overordnede
synspunkt om, at der bør ske en vis udvidelse af adgangen til at foretage
tv-overvågning med henblik på bekæmpelse af kriminalitet.
Justitsministeriet lægger vægt på, at den foreslåede
udvidelse af adgangen til at foretage tv-overvågning i givet fald gennemføres
i
sammenhæng med nye regler, der tager sigte på at modvirke, at der sker
misbrug
af de personoplysninger, der tilvejebringes gennem tv-overvågning.
Spørgsmålet om en vis udvidelse af adgangen til at foretage
tv-overvågning er nærmere omtalt nedenfor i pkt. 6, mens spørgsmålet om
styrkelse af beskyttelsen mod misbrug af tilvejebragte personoplysninger er
nærmere omtalt i pkt. 7.
For så vidt angår spørgsmålet om valg af lovgivningsmodel
finder Justitsministeriet det mest hensigtsmæssigt, at det som hidtil i en
særskilt lov om tv-overvågning reguleres, i hvilke tilfælde og på hvilken
måde
tv-overvågning kan foretages, mens den behandling af personoplysninger, som
en
tv-overvågning indebærer, ligesom anden behandling af personoplysninger
reguleres
i persondataloven. En indsættelse af tv-overvågningslovens regler i
persondataloven ville i øvrigt ikke udgøre en udtømmende regulering af
spørgsmålet
om adgangen til at foretage tv-overvågning, idet en række andre regelsæt
efter
omstændighederne også skal iagttages, herunder f.eks. straffeloven,
forvaltningsloven og almindelige forvaltningsretlige principper samt
forskellige
arbejdsretlige regler og principper, jf. ovenfor pkt. 3 om gældende ret.
6. Ændringer af tv-overvågningsloven
6.1. Tv-overvågning med billedoptagelse af
egne facader og indgange samt arealer i tilknytning hertil
6.1.1. Udvalgets overvejelser
Udvalget foreslår, at tv-overvågningslovens titel »lov om
forbud mod tv-overvågning m.v.« ændres til »lov om tv-overvågning m.v.«.
Om baggrunden for dette forslag har udvalget anført, at der
siden tv-overvågningslovens indførelse i 1982 er foretaget en række ændringer
af loven, der har medført, at loven i dag snarere tager sigte på at normere,
hvor
og på hvilken måde tv-overvågning kan ske, end at angive et egentligt forbud
mod tv-overvågning. I lyset heraf finder udvalget, at den foreslåede ændring
af
lovens titel vil være mere retvisende for lovens indhold.
Der henvises herom til betænkningens side 183.
En afvejning af hensynet til privatlivets fred over for
ønsket om at kunne forebygge og opklare mest mulig kriminalitet kan som nævnt
under pkt. 5.1. ovenfor efter tv-overvågningsudvalgets opfattelse begrunde,
at
der sker en udvidelse af adgangen til at foretage tv-overvågning.
Udvalget foreslår, at butikscentre og butikker, hvorfra der
foregår detailsalg, pengeinstitutvirksomheder samt restaurations- og
hotelvirksomheder skal kunne foretage tv-overvågning med billedoptagelse af
egne indgange og facader, og, når dette er klart nødvendigt af hensyn til
kriminalitetsforebyggelse,
af arealer i direkte tilknytning hertil.
Udvalgets forslag indeholder dels en afgrænsning i »personel«
henseende, idet kun de opregnede erhvervsdrivende kan foretage tv-overvågning
omfattet af forslaget, dels en geografisk afgrænsning af det område, som vil
kunne tv-overvåges.
For så vidt angår den personelle afgrænsning har udvalget
lagt vægt på, hvilke erhvervsdrivende der med henblik på
kriminalitetsbekæmpelse må antages i almindelighed at have det største behov
for at kunne gennemføre denne form for overvågning.
Udtrykket »indgange og facader« svarer i vidt omfang til
det område, som kan tv-overvåges
uden
billedoptagelse
i medfør af den gældende bestemmelse i
tv-overvågningslovens § 2, nr. 3. Området for den foreslåede bestemmelse
er imidlertid snævrere, idet indhegninger ikke er medtaget.
Omfattet af bestemmelsens geografiske afgrænsning er som
nævnt også arealer i direkte tilknytning til egne indgange og facader. Efter
udvalgets opfattelse kan tv-overvågning af sådanne tilknyttede arealer være
påkrævet i visse tilfælde, bl.a. for pengeinstitutters vedkommende, men dette
gælder ikke nødvendigvis i alle tilfælde. Udvalget foreslår derfor, at
tv-overvågning
med billedoptagelse af arealer i direkte tilknytning til egne indgange og
facader kun kan ske, når det er klart nødvendigt af hensyn til
kriminalitetsbekæmpelse
at inddrage disse arealer under tv-overvågningen. Det er med formuleringen
søgt
angivet, at denne overvågning kun kan finde sted i et mindre omfang end
overvågningen af egne indgange og facader.
Med formuleringen »nødvendigt af hensyn til
kriminalitetsbekæmpelse« forudsætter udvalget endvidere, at tv-overvågning af
de tilstødende arealer kun kan ske, i det omfang de naturligt anvendes eller
kan anvendes som adgangs- eller flugtvej i forhold til egne indgange. Det kan
bl.a. dreje sig om arealer, der erfaringsmæssigt anvendes til forudgående
rekognoscering på gerningsstedet samt maskering og afmaskering i forbindelse
med røverier.
De pågældende arealer kan f.eks. være fortove og andre
gangarealer samt pladser, herunder dele af parkeringspladser, i direkte
tilknytning til egne indgange og facader. I sagens natur skal arealerne ligge
tæt på egne indgange og facader, men udvalget har ikke fundet det
hensigtsmæssigt
at fastsætte absolutte grænser i form af et bestemt antal meter.
Afgrænsningen
må således bero på en konkret vurdering af de lokale forhold.
Der henvises til betænkningens side 138-140.
6.1.2. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets forslag om, at
tv-overvågningslovens nuværende titel, der er »lov om forbud mod
tv-overvågning
m.v.« ændres. Det foreslås, at lovens titel ændres til »lov om
tv-overvågning«,
således at ordene »forbud mod« udgår. Desuden udgår udtrykket »m.v.« som
overflødigt.
Der henvises herom til lovforslagets § 1, nr. 1
(tv-overvågningslovens titel).
Som anført ovenfor i pkt. 5.2. finder Justitsministeriet
ligesom udvalget, at der er grundlag for at udvide adgangen til at foretage
tv-overvågning. Justitsministeriet kan i den forbindelse tiltræde udvalgets
forslag om at indføre en bestemmelse, hvorefter pengeinstitutvirksomheder,
restaurations- og hotelvirksomheder samt butikscentre og butikker, hvorfra
der
foregår detailsalg, får mulighed for at foretage tv-overvågning med
billedoptagelse af egne indgange og facader samt under visse betingelser af
arealer i direkte tilknytning til egne indgange og facader.
F.eks. ligger pengeinstitutter, supermarkeder, kiosker og
andre detailbutikker ofte inde med betydelige værdier i form af kontante
pengebeløb og let omsættelige varer. Det påvirker risikoen for bl.a. røveri
og
tyveri. Særligt for restaurationsvirksomheder kan der også være risiko for
voldskriminalitet (f.eks. umiddelbart uden for indgangen til et diskotek).
I forhold til udvalgets forslag er det i lovforslaget
tilføjet, at også spillekasinoer er omfattet af den foreslåede bestemmelse om
en udvidet adgang til tv-overvågning. Det skyldes, at der som anført i
forbindelse med høringen over betænkningen også i forhold til spillekasinoer
kan foreligge en særlig risiko for kriminalitet i form af bl.a. røveri.
Den foreslåede bestemmelse indebærer som nævnt, at den
opregnede gruppe af erhvervsdrivende får adgang til at foretage
tv-overvågning
med billedoptagelse af egne indgange og facader. Afgrænsningen af egne
indgange
og facader skal ske i overensstemmelse med det tilsvarende udtryk i den
gældende lov, hvorefter det er tilladt for private uden optagelse at
tv-overvåge bl.a. egne indgange og facader.
Herudover indebærer den foreslåede bestemmelse, at de
pågældende erhvervsdrivende som omtalt får adgang til at foretage
tv-overvågning med optagelse af billeder af arealer i direkte tilknytning til
egne indgange og facader, når dette er klart nødvendigt af hensyn til
kriminalitetsbekæmpelse.
Justitsministeriet er enig med udvalget i, at
tv-overvågning af sådanne tilknyttede arealer kun bør kunne ske, i det omfang
arealerne naturligt anvendes eller kan anvendes som adgangs- eller flugtvej i
forhold til egne indgange. Denne betingelse bør efter Justitsministeriets
opfattelse fremgå af bestemmelsens ordlyd.
Ved fastlæggelsen af, hvad der nærmere skal forstås ved
arealer, der naturligt anvendes eller kan anvendes som adgangs- eller
flugtvej
i forhold til egne indgange, må der lægges vægt på, om der er tale om
arealer,
som i forhold til forretningsstedets indgange er placeret således, at
arealerne
naturligt anvendes eller kan anvendes ved rekognoscering og anden
forberedelse
af kriminalitet rettet mod forretningsstedet (f.eks. ved en bankrøvers
forudgående iagttagelser af en bank), ved selve udførelsen af en kriminel
handling med særlig tilknytning til forretningsstedet (f.eks. ved vold foran
indgangen til en restauration eller et diskotek) eller ved den umiddelbare
flugt mv. efter begået kriminalitet (f.eks. ved, at en indbrudstyvs eller
røvers flugtbil holder på en parkeringsplads umiddelbart uden for
forretningsstedet).
I hvilken udstrækning arealer uden for et forretningssted
vil være omfattet af det netop anførte må afhænge af de lokale forhold. Det
er
dog som også anført af udvalget klart, at der i sagens natur skal være tale
om
arealer, der ligger tæt på egne indgange mv.
I den forbindelse forudsættes det, at der ved bestemmelsens
anvendelse i almindelighed kan gås ud fra, at fortovsarealer og andre
tilsvarende gangarealer uden for det pågældende forretningssteds indgange,
herunder bagindgange, og facader vil være omfattet. Hvis forretningsstedet
ligger ud til en gågade, må gågade-arealet foran forretningsstedet i
almindelighed
kunne anses for omfattet.
Hvis forretningsstedet ligger ud til en åben plads (et
butikstorv eller lignende), kan den del af pladsen, der ligger inden for en
kort afstand fra forretningsstedets indgange og facader, være omfattet. Den
præcise afgrænsning må som anført bero på de konkrete forhold, men det
forudsættes,
at der i almindelighed vil være tale om et område, der højst kan strække sig
ca. 10-
15 meter
fra forretningsstedets indgange og facader. I tilfælde, hvor
forretningsstedet
ligger umiddelbart ud til en parkeringsplads, forudsættes det på tilsvarende
måde, at arealet kan omfatte et område inden for en kort afstand fra
forretningsstedets indgange og facader. Det gælder, hvad enten der er tale om
et særligt indrettet parkeringsområde eller om, at der f.eks. kan ske
parkering
i kanten af en vej foran forretningsstedet.
Kravet om arealernes direkte tilknytning til
forretningsstedet vil i almindelighed ikke være opfyldt, når det drejer sig
om
fortovsarealer mv., der i forhold til det pågældende forretningssteds egne
indgange
og facader ligger på modsatte side af en vej eller gågade. Afhængigt af de
konkrete forhold vil fortovsarealer og lignende, der ligger foran
naboejendomme,
kunne være omfattet, idet kravet om, at arealerne skal ligge i direkte
tilknytning til egne indgange og facader, dog i almindelighed vil medføre, at
der alene kan være tale om fortovsarealer mv. i få meters afstand fra egne
indgange og facader.
For at kunne tv-overvåge arealer af den anførte karakter er
det efter den foreslåede bestemmelse en betingelse, at det er klart
nødvendigt
af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse. Det indebærer, at den erhvervsdrivende
må foretage en konkret vurdering af, hvorvidt et hensyn til at forebygge og
opklare kriminalitet gør det klart nødvendigt at foretage tv-overvågning af
de
arealer, der ligger i direkte tilknytning til egne indgange og facader.
Afgørende vil således være, om det hensyn til
kriminalitetsbekæmpelse, der begrunder den omtalte adgang til at tv-overvåge
egne indgange og facader, gør det klart nødvendigt også at foretage
tv-overvågning af direkte tilknyttede arealer.
Det anførte betyder eksempelvis, at pengeinstitutter vil få
adgang til at tv-overvåge fortovsarealer mv., idet det er en almindelig
erfaring, at arealer, der ligger i direkte tilknytning til et pengeinstitut,
ofte anvendes til rekognoscering forud for røverier, og at en røvers
maskering/afmaskering
kan foregå ude på f.eks. fortovet (og ikke i indgangen til eller inden for i
pengeinstituttets lokaler).
I en række andre tilfælde end det nævnte eksempel med
pengeinstitutter vil det kunne bero på nærmere erfaringer med kriminalitet
rettet mod lokale områder eller bestemte brancher mv., om hensynet til
kriminalitetsbekæmpelse
gør det klart nødvendigt også at tv-overvåge arealer, der ligger i direkte
tilknytning til egne indgange og facader.
Forslaget om tv-overvågning af arealer i direkte
tilknytning til egne indgange og facader, når det er klart nødvendigt med
henblik på kriminalitetsbekæmpelse, indebærer, at der efter den foreslåede
bestemmelse ikke kan foretages tv-overvågning f.eks. med henblik på at opgøre
antallet af dagligt forbipasserende eller af andre grunde, der ikke vedrører
kriminalitetsbekæmpelse.
Det må som nævnt i sidste ende bero på en konkret vurdering
af de lokale forhold, i hvilken udstrækning de omtalte betingelser for
tv-overvågning af arealer i direkte tilknytning til egne indgange og facader
kan anses for opfyldt. Den foreslåede bestemmelse indeholder således ikke
nogen
fuldstændig præcis afgrænsning ved angivelse af en absolut grænse i form af
f.eks. et bestemt antal meter. Imidlertid er det som omtalt klart, at der
skal
være tale om arealer, der ligger tæt på egne indgange mv., og at
tv-overvågningen skal ske på baggrund af en vurdering af, om det hensyn til
kriminalitetsbekæmpelse, der begrunder adgangen til at tv-overvåge egne
indgange og facader, gør det klart nødvendigt også at foretage tv-overvågning
af direkte tilknyttede arealer.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2
(tv-overvågningslovens § 2, nr. 3).
6.1.3. Forholdet til Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention
Med den foreslåede udvidelse af adgangen til tv-overvågning
vil det i større omfang end hidtil være muligt at foretage personovervågning
ved brug af tv-overvågningsudstyr på offentligt tilgængelige steder.
Efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel
8, stk. 1, har enhver ret til respekt for sit privatliv og familieliv.
Ifølge Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis indebærer
konventionens
artikel 8 i et vist omfang også en beskyttelse af det enkelte menneskes
personlige relationer med andre mennesker og omverdenen, og der kan derfor
også
på offentligt tilgængelige steder stilles visse krav til respekten for det
enkelte menneskes privatliv. Der lægges i den forbindelse bl.a. vægt på,
hvilke
rimelige forventninger den enkelte person kan have til respekten for sit
privatliv. Som eksempel kan nævnes, at en person, der går på en gade,
uundgåeligt vil være synlig for andre tilstedeværende på det pågældende
offentligt tilgængelige sted, jf.
P.G. og
J.H. mod Storbritannien
, dom af 25. september 2001, præmis 57.
Menneskerettighedsdomstolen ses ikke at have taget stilling
til, om selve indsamlingen af data om personer på offentligt tilgængelige
steder ved tv-overvågning med billedoptagelse af en permanent karakter skal
anses for et egentligt indgreb i retten til respekt for privatlivet.
Menneskerettighedsdomstolens praksis omhandler således ikke selve optagelsen,
men efterfølgende brug af optagelserne, f.eks. som bevis i en straffesag mod
de
pågældende.
Med den foreslåede udvidelse af adgangen for visse
erhvervsdrivende til at foretage tv-overvågning med billedoptagelse af
arealer
i direkte tilknytning til egne indgange og facader kan det efter
Justitsministeriets opfattelse ikke udelukkes, at overvågningen vil få et
sådant omfang, at den må anses for et indgreb i retten til respekt for
privatlivet, jf. konventionens artikel 8, stk. 1.
I så fald følger det af konventionens artikel 8, stk. 2,
at et sådant indgreb kan foretages, hvis det er foreskrevet ved lov og er
nødvendigt i et demokratisk samfund til varetagelse af nærmere bestemte
anerkendelsesværdige formål, herunder beskyttelse af den offentlige tryghed
og
forebyggelse af uro eller forbrydelse.
Tv-overvågningen vil have klar lovhjemmel i den foreslåede
bestemmelse og vil ske med henblik på kriminalitetsbekæmpelse, jf. ovenfor
pkt.
6.1.2. og bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 2.
For så vidt angår kravet om nødvendighed – dvs.
proportionalitetskravet – indeholder den foreslåede bestemmelse både i
personel
og geografisk henseende begrænsninger i adgangen til at foretage denne form
for
tv-overvågning. Det er således kun visse grupper af erhvervsdrivende, der
omfattes af den udvidede adgang til tv-overvågning. Det drejer sig om
grupper,
som anses for at være udsat for en særlig risiko for bestemte former for
kriminalitet. Overvågning af arealer, som ligger i direkte tilknytning til
egne
indgange og facader, og som naturligt anvendes eller kan anvendes som
adgangs-
eller flugtvej, kan endvidere kun ske, når overvågningen er klart nødvendig
af
hensyn til kriminalitetsbekæmpelse, jf. ovenfor pkt. 6.1.2. og bemærkningerne
til lovforslagets § 1, nr. 2.
Desuden skal der ved skiltning gøres opmærksom på
overvågningen, jf. tv-overvågningslovens § 3. Lovforslaget indeholder
herudover en række ændringer af persondataloven med henblik på at sikre
borgerne en bedre retsbeskyttelse ved behandling af personoplysninger i
forbindelse med tv-overvågning, herunder ved fastsættelse af særlige regler
om
opbevaring, videregivelse mv., jf. lovforslagets § 2, nr. 1 og 2.
Sammenfattende er det Justitsministeriets opfattelse, at
den foreslåede udvidelse af adgangen til tv-overvågning – i det omfang
denne
form for tv-overvågning må antages at udgøre et indgreb i retten til respekt
for privatlivet – er i overensstemmelse med artikel 8, stk. 2, i
Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention.
6.2. Dispensationsregel
6.2.1. Udvalgets overvejelser og forslag
7 af tv-overvågningsudvalgets 14 medlemmer foreslår, at der
i tv-overvågningsloven også indsættes en bestemmelse om, at politiet kan
meddele andre private end de erhvervsdrivende, som omfattes af udvalgets
forslag omtalt i pkt. 6.1. ovenfor, tilladelse til i en tidsmæssigt begrænset
periode at foretage tv-overvågning med billedoptagelse af egne indgange og
facader, når overvågningen er klart nødvendig med henblik på
kriminalitetsbekæmpelse
rettet mod de pågældende eller deres bygninger.
Om forslaget har disse medlemmer bl.a. anført, at politiet
bør kunne meddele en sådan tilladelse, hvis der efter en politimæssig
vurdering
formodes at være en risiko for kriminelle handlinger rettet mod de beboere,
besøgende eller andre brugere, der almindeligvis indfinder sig på og ved den
lokalitet, der er tale om. Adgangen til denne form for tv-overvågning bør
tidsbegrænses,
idet den politimæssige risikovurdering, der ligger til grund for tilladelsen,
må forventes at ændre sig over tid. Politiet bør endvidere kunne fastsætte
vilkår
om f.eks. teknisk kvalitet til optagelserne mv.
De pågældende medlemmer af udvalget har som eksempler på
steder, hvor denne form for tv-overvågning kunne være relevant, peget på
bl.a. bygninger,
der tjener som beboelse eller opholdssted for offentligt kendte personer, der
lejlighedsvis er eller har været udsat for trusler. Tilsvarende kunne en
sådan
tilladelse tænkes meddelt private institutioner (f.eks. børnehaver) for
særligt
truede etniske minoriteter mv. samt efter omstændighederne til overvågning af
ejendomme, der rummer betydelige rigdomme, eller hvis indehavere er i fare
for
bortførelse eller lignende.
De pågældende medlemmer har desuden anført, at det ikke bør
være afgørende for politiets vurdering, om politiet måtte finde grundlag for
selv at tage skridt til beskyttelse af de personer, der søger om tilladelse.
6 af udvalgets 14 medlemmer finder ikke, at der bør
tilvejebringes den ovenfor omtalte dispensationsregel.
Disse medlemmer er af den principielle opfattelse, at
grænserne for privates tv-overvågning bør være fastlagt direkte i
lovgivningen,
som det hidtil har været tilfældet, og at den foreslåede dispensationsregel
vil
kunne være med til at gøre retstilstanden på området uigennemsigtig. Disse
medlemmer har endvidere anført, at det som hidtil bør være en politimæssig
opgave at foretage tv-overvågning i de enkeltstående tilfælde, hvor der måtte
være behov for det med henblik på at beskytte særligt udsatte private borgere
eller institutioner. Det skyldes bl.a., at ikke alle privatpersoner, der
eventuelt kunne have grund til det, nødvendigvis har råd til at iværksætte en
sådan tv-overvågning.
1 udvalgsmedlem finder, at væsentlige kriminalpræventive
hensyn kan tale for den foreslåede dispensationsregel. Samtidig finder dette
medlem det dog væsentligt at være opmærksom på, at der ved udformningen af
den
gældende tv-overvågningslov er lagt betydelig vægt på at opnå en klar
afgrænsning i loven af, hvornår tv-overvågning er tilladt, således at bl.a.
en
ressourcekrævende sagsbehandling og administration af et potentielt meget
stort
antal konkret begrundede ansøgninger kan undgås. Hvordan disse hensyn bør
afvejes over for hinanden, må efter dette udvalgsmedlems opfattelse i
væsentlig
grad bero på en politisk vurdering.
Der henvises herom til betænkningens side 140-141 og
185-186.
6.2.2. Justitsministeriets overvejelser
Tv-overvågning indebærer principielt en indskrænkning i
andres ret til at færdes uovervåget. Dette forhold taler efter
Justitsministeriets opfattelse med betydelig vægt for, at afgrænsningen af, i
hvilket omfang privates tv-overvågning kan ske, som hidtil bør være fastlagt
direkte i tv-overvågningsloven i stedet for at burde fastlægges i forbindelse
med forvaltningens administration af et muligvis meget stort antal
dispensationsansøgninger.
Hertil kommer, at politiet har til opgave bl.a. at træffe
fornødne foranstaltninger, herunder eventuelt i form af tv-overvågning, i det
omfang det anses for nødvendigt i tilfælde, hvor f.eks. bestemte personer
udsættes for trusler eller i øvrigt anses for at være udsat for en særlig
sikkerhedsrisiko. Der er derfor efter Justitsministeriets opfattelse ikke
noget
betydeligt behov for at indføre en dispensationsadgang af den omtalte
karakter.
Under høringen over betænkningen har nogle høringsparter
udtalt sig for at indføre den nævnte dispensationsregel, mens en række andre
høringsparter
har udtalt sig imod.
På den anførte baggrund finder Justitsministeriet, at der
ikke bør stilles forslag om at tilvejebringe den omtalte dispensationsadgang.
6.3. Kommunal tv-overvågning på frit
tilgængelige steder
6.3.1. Udvalgets overvejelser
I regeringens handlingsplan for terrorbekæmpelse fra
november 2005 er det anført, at tv-overvågningsudvalget ville blive anmodet
om
at overveje en anbefaling fra den tværministerielle arbejdsgruppe om
terrorbekæmpelse om, at der som led i den samlede indsats mod terrorisme
tilvejebringes hjemmel til, at kommuner efter forelæggelse for politiet kan
foretage tv-overvågning på frit tilgængelige steder i
kriminalitetsforebyggende
øjemed.
Tv-overvågningsudvalget har i betænkningen udarbejdet et
udkast til en sådan lovregel, hvis en hjemmel af den nævnte karakter ønskes
indført.
Udvalgets lovskitse går ud på, at kommuner efter tilladelse
fra politiet kan foretage tv-overvågning af steder eller lokaler, hvortil der
er almindelig adgang, med henblik på kriminalitetsforebyggelse. Politiet vil
efter udkastet have kompetence til at behandle klager over denne form for
tv-overvågning.
Udvalget har i betænkningen anført, at man ikke finder at
have et tilstrækkeligt grundlag for at vurdere effekten af bestemte
virkemidler
som led i den terrorbekæmpelse, der er baggrunden for den tværministerielle
arbejdsgruppes anbefaling, og udvalget finder derfor ikke at kunne tage
endelig
stilling til, om det ud fra en afvejning af de modsatrettede hensyn, der gør
sig gældende med hensyn til spørgsmålet om tilvejebringelse af en hjemmel af
denne karakter, vil være ønskeligt at gennemføre en sådan regulering.
Udvalget har herefter redegjort for en række synspunkter, som
under udvalgets drøftelser er blevet anført henholdsvis for og imod
gennemførelsen
af den skitserede regulering.
For gennemførelsen af
en hjemmel for kommuner til at tv-overvåge
på frit tilgængelige steder i et generelt kriminalitetsbekæmpende øjemed kan
således bl.a. anføres, at tv-overvågning er et af flere midler, der kan tages
i
brug ved bekæmpelse af kriminalitet, herunder terrorangreb og andre trusler
mod
den offentlige orden og sikkerhed. Endvidere vil tv-overvågning af centrale
områder i det offentlige rum kunne fremme en oplevelse af tryghed. Et hensyn
til kriminalitetsbekæmpelse kan således begrunde en udvidet adgang til
tv-overvågning. Styrken af dette hensyn øges, jo alvorligere kriminalitet der
er tale om.
Imod
gennemførelsen af
den pågældende hjemmel kan bl.a. anføres, at
det synes meget vidtgående at give kommunerne kompetence til at anvende
tv-overvågning med henblik på helt generel kriminalitetsforebyggelse. Det
forekommer endvidere mest nærliggende, at offentlige myndigheders
tv-overvågning
af frit tilgængelige områder med henblik på generel kriminalitetsbekæmpelse
alene foretages af politiet, der netop har til opgave at forebygge og bekæmpe
kriminalitet og på denne måde fremme befolkningens tryghed. Efter de for
politiet gældende regler vil en sådan overvågning kunne iværksættes allerede
efter gældende ret, hvis der er konkret behov for det. Hertil kommer, at en
generel kompetence for kommunerne til at foretage tv-overvågning let vil
kunne
skabe en sløret og ugennemsigtig situation i forhold til iværksættelse af
foranstaltninger, der reelt er politimæssigt begrundede.
Der henvises til betænkningens side 163-170.
6.3.2. Justitsministeriets overvejelser
Kommuner kan efter gældende ret foretage tv-overvågning med
henblik på at beskytte kommunal ejendom (f.eks. skoler, daginstitutioner,
rådhuse, busser, servicekasser, biblioteker, materielgårde mv.).
Det er som nævnt ovenfor under pkt. 3.5. derimod anset for
tvivlsomt, om en kommune med hjemmel i kommunalfuldmagten kan foretage
tv-overvågning af frit tilgængelige steder udelukkende med det formål at øge
befolkningens tryghed. En sådan overvågning må som udgangspunkt anses for en
politimæssig opgave, således at der må være andre hensyn, der alene eller
sammen med hensynet til kriminalitetsforebyggelse kan begrunde
tv-overvågningen, jf. herved betænkningens side 162 med omtale af en
udtalelse
fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Spørgsmålet er derfor, om der bør tilvejebringes hjemmel
til, at kommuner kan foretage tv-overvågning udelukkende med et generelt
kriminalitetsforebyggende formål.
I forbindelse med høringen over betænkningen har de
høringsparter, der har udtalt sig nærmere om dette spørgsmål, herunder også
politiet og anklagemyndigheden, udtalt sig imod, at der tilvejebringes en
sådan
generel hjemmel. Der er den forbindelse bl.a. givet udtryk for, at
tv-overvågning
af frit tilgængelige steder i kriminalitetsforebyggende øjemed må anses for
en
politimæssig opgave, som derfor bør varetages af politiet.
Justitsministeriet er enig i, at det mest nærliggende må
anses for en politimæssig opgave at foretage tv-overvågning i tilfælde, hvor
der findes anledning til, at en offentlig myndighed foretager en sådan
overvågning
på frit tilgængelige steder med et generelt kriminalitetsforebyggende formål.
I overensstemmelse hermed har politiet inden for rammerne
af gældende regler, herunder persondataloven og almindelige
forvaltningsretlige
principper, en mulighed for at tv-overvåge på frit tilgængelige steder med
henblik på at forebygge og opklare kriminalitet, herunder med henblik på
terrorbekæmpelse.
På den anførte baggrund finder Justitsministeriet ikke, at
der er grundlag for at tilvejebringe en adgang for kommunerne til efter
forelæggelse for politiet at foretage tv-overvågning med et generelt
kriminalitetsforebyggende formål.
6.4. Afgivelse af beretning til Folketinget
6.4.1. Udvalgets overvejelser og forslag
Udvalget har i sin betænkning foreslået, at justitsministeren
afgiver en beretning til Folketinget om erfaringerne med den foreslåede
bestemmelse
om, at visse grupper af erhvervsdrivende kan tv-overvåge egne indgange og
facader, og, når dette er klart nødvendigt af hensyn til
kriminalitetsbekæmpelse,
arealer i direkte tilknytning til egne indgange og facader.
Efter udvalgets opfattelse bør redegørelsen indeholde dels oplysninger
om, i hvilket omfang tv-overvågning er iværksat i medfør af den nye
bestemmelse, dels en politimæssig vurdering af den kriminalitetsforebyggende
effekt af denne overvågning, herunder en vurdering af, i hvilket omfang den
iværksatte overvågning har bidraget til at opklare kriminalitet.
Der henvises til betænkningens side 187.
6.4.2. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet er enig med udvalget i, at det vil være
hensigtsmæssigt, at der udarbejdes en beretning om erfaringerne med den
foreslåede nye bestemmelse om, at pengeinstitutter, spillekasinoer, hotel- og
restaurationsvirksomheder
samt butikscentre og butikker, hvorfra der foregår detailsalg, kan foretage
tv-overvågning med billedoptagelse af egne indgange og facader, og, når dette
er klart nødvendigt af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse, af visse
tilknyttede
arealer.
Justitsministeriet vil derfor, hvis lovforslaget vedtages,
udarbejde en beretning til Folketinget om den nye bestemmelse. Beretningen
vil
blive afgivet i folketingsåret 2010-11, dvs. 3-4 år efter bestemmelsens
foreslåede
ikrafttræden.
Justitsministeriet vil til brug for beretningen indhente
bidrag fra Rigspolitiet, der vil kunne oplyse om politiets almindelige
erfaringer med hensyn til, i hvilket omfang den tilvejebragte hjemmel
anvendes
i praksis, og i hvilket omfang denne form for tv-overvågning skønnes at have
bidraget til at opklare kriminalitet. Justitsministeriet vil endvidere
indhente
bidrag fra Datatilsynet, der vil kunne oplyse om tilsynet med behandlingen af
personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 5
(tv-overvågningslovens § 6 a).
7. Ændringer af persondataloven
7.1. Persondatalovens anvendelsesområde
7.1.1. Udvalgets overvejelser og forslag
Tv-overvågningsudvalget har overvejet, i hvilket omfang
persondatalovens regler bør finde anvendelse på privates og offentlige
myndigheders tv-overvågning.
Privates og offentlige myndigheders tv-overvågning med
digitalt
udstyr anses efter gældende ret
for omfattet af persondataloven, hvis der ved tv-overvågningen sker en
behandling
af personoplysninger om en identificeret eller identificerbar fysisk person,
jf. persondatalovens § 1, stk. 1. Tv-overvågning med
analogt
udstyr anses ikke for en
elektronisk behandling af personoplysninger. Det medfører, at offentlige
myndigheders analoge tv-overvågning falder uden for loven, mens privates
tv-overvågning
med analogt udstyr omfattes af loven, jf. lovens § 1, stk. 2 (anden
ikke-elektronisk systematisk behandling, som udføres for private), i det
omfang
optagelserne opbevares systematisk.
Efter udvalgets opfattelse kan det gældende
anvendelsesområde for persondataloven i relation til tv-overvågning i nogle
sammenhænge være vanskeligt at fastlægge præcist, og det kan undertiden synes
noget tilfældigt, om en behandling af personoplysninger er omfattet af loven
eller ej.
Behovet for en mere sammenhængende regulering af behandling
af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning aktualiseres efter
udvalgets opfattelse endvidere af, at både private virksomheder mv. og
offentlige myndigheder i stigende omfang foretager tv-overvågning, navnlig i
kriminalitetsforebyggende øjemed, og at denne udvikling må forventes at
fortsætte.
På den anførte baggrund finder udvalget, at det bør sikres,
at den behandling af personoplysninger, der er forbundet med tv-overvågning,
i
videst muligt omfang sker under iagttagelse af reglerne i persondataloven og
dermed under Datatilsynets tilsyn.
Tv-overvågningsudvalget foreslår i overensstemmelse hermed,
at der i persondatalovens § 1 indsættes en bestemmelse, hvorefter loven
omfatter
enhver behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning.
Der henvises til betænkningens side 147-150.
7.1.2. Justitsministeriets overvejelser
Af de grunde, som udvalget har anført, kan
Justitsministeriet tiltræde forslaget om, at der i persondataloven indsættes
en
bestemmelse om, at loven gælder for enhver form for behandling af
personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning.
Forslaget indebærer, at privates og offentlige myndigheders
behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning omfattes af
persondataloven, uanset om der finder elektronisk databehandling sted, og
uanset
om personoplysninger, som tilvejebringes gennem tv-overvågning, skal indgå i
et
register eller gøres til genstand for anden ikke-elektronisk behandling.
Ved udtrykket »tv-overvågning« skal der i overensstemmelse
med definitionen i tv-overvågningslovens § 1, stk. 2, forstås
vedvarende eller regelmæssigt gentagen personovervågning ved hjælp af
fjernbetjent eller automatisk virkende kamera, fotografiapparat eller
lignende
apparat.
Den foreslåede bestemmelse medfører bl.a., at de
grundlæggende principper, som er indeholdt i persondatalovens § 5 om god
databehandlingsskik, saglighed og proportionalitet mv., skal være opfyldt.
Også
de krav til behandlingens fortrolighed og datasikkerhed, som er indeholdt i
persondatalovens §§ 41 og 42, og som bl.a. indebærer, at den
dataansvarlige skal iværksætte de fornødne tekniske og organisatoriske
sikkerhedsforanstaltninger mod, at oplysninger kommer til uvedkommendes
kendskab, misbruges eller i øvrigt behandles i strid med loven, skal
iagttages.
Eksempelvis vil der være tale om en behandling i strid med loven, hvis en
erhvervsdrivende eller dennes ansatte gennemser optagelser fra en
tv-overvågning, uden at det har et sagligt formål.
Lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets
lovudkast. Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 1 (persondatalovens
§ 1, stk. 7).
7.2. Opbevaring og videregivelse
7.2.1. Udvalgets overvejelser og forslag
Tv-overvågningsudvalget har overvejet, om der bør gælde
særlige regler om opbevaring og videregivelse af billed- og lydoptagelser med
personoplysninger.
Efter udvalgets opfattelse må det antages, at en dataansvarlig
sædvanligvis ikke har behov for at opbevare billed- og lydoptagelser med
personoplysninger
optaget i kriminalitetsforebyggende øjemed, medmindre optagelserne indeholder
oplysninger om strafbare forhold. Det bør i praksis heller ikke være
vanskeligt
at tilrettelægge en hurtig og løbende sletning af sådanne personoplysninger.
Disse forhold taler efter udvalgets opfattelse for, at der
indføres en særlig regel i persondataloven, der sætter klare grænser for,
hvor
længe billed- og lydoptagelser med personoplysninger, der hidrører fra
tv-overvågning i kriminalitetsforebyggende øjemed, kan opbevares.
Ifølge udvalgets forslag skal billed- og lydoptagelser med personoplysninger,
der optages i kriminalitetsforebyggende øjemed, som altovervejende hovedregel
slettes senest 30 dage efter optagelsen.
I særlige tilfælde, hvor opbevaring af en optagelse er
nødvendig i forhold til behandlingen af en konkret tvist, f.eks. bortvisning
af
en ansat, vil optagelsen ifølge udvalgets forslag kunne opbevares i et
længere
tidsrum end 30 dage. I så fald skal den, som tvisten vedrører, underrettes
inden 30 dages fristens udløb, og vedkommende skal efter anmodning have
udleveret en kopi af optagelsen.
For så vidt angår spørgsmålet om videregivelse er det
tv-overvågningsudvalgets opfattelse, at udveksling af oplysninger, der
hidrører
fra tv-overvågning i kriminalitetsforebyggende øjemed, uden samtykke fra de
berørte personer (de registrerede) medfører en risiko for misbrug af de
tilvejebragte oplysninger.
På den baggrund foreslår udvalget, at det i persondataloven
fastsættes, at oplysninger, der hidrører fra tv-overvågning i
kriminalitetsforebyggende øjemed, alene kan videregives af den
dataansvarlige,
hvis (1) der foreligger udtrykkeligt samtykke fra den berørte person (den
registrerede), (2) videregivelsen følger af lov, eller (3) videregivelsen
sker
til politiet i kriminalitetsopklarende øjemed (dvs. videregivelse med henblik
på, at oplysningerne kan indgå i en politimæssig efterforskning). Det er i
øvrigt forudsat, at videregivelse af billed- og lydoptagelser, der optages i
kriminalitetsforebyggende øjemed, som hidtil kan ske til videnskabelige eller
statistiske formål efter den (gældende) bestemmelse herom i persondatalovens
§ 10, der ikke foreslås ændret.
Der henvises til betænkningens kapitel 5, side 150-151.
7.2.2. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet er enig med tv-overvågningsudvalget i,
at det bør sikres, at misbrug af billed- og lydoptagelser, der optages i
forbindelse med tv-overvågning i kriminalitetsforebyggende øjemed, ikke
finder
sted.
Justitsministeriet kan derfor af de grunde, som udvalget
har anført, tiltræde, at der i persondataloven fastsættes udtrykkelige
bestemmelser om sletning og videregivelse af sådanne optagelser.
I overensstemmelse hermed foreslås der indsat en ny
bestemmelse i persondataloven, hvorefter billed- og lydoptagelser, der
optages
i forbindelse med tv-overvågning i kriminalitetsforebyggende øjemed, skal
slettes senest 30 dage efter optagelsen. Den foreslåede 30-dagesfrist skal
ses
bl.a. i lyset af, at det for efterforskningen af visse former for
kriminalitet
i praksis kan være nødvendigt at have adgang til optagelser foretaget en vis
kortere periode forud for selve det tidspunkt, hvor kriminaliteten er begået.
F.eks. gælder det med hensyn til tilfælde, hvor en røver i perioden forud for
røveriet har foretaget rekognoscering på stedet.
Bestemmelsen giver som anført i alle tilfælde ret til
opbevaring af optagelser i 30 dage, idet almindelige databeskyttelseshensyn
naturligvis tilsiger, at der sker sletning på et tidligere tidspunkt, hvis
vedkommende dataansvarlige mener, at der ikke er behov for yderligere
opbevaring.
Fristen på 30 dage vil efter forslaget ikke gælde, hvis
opbevaring af en optagelse i et længere tidsrum er nødvendig af hensyn til
den
dataansvarliges behandling af en konkret tvist (f.eks. en sag om bortvisning
af
en ansat). I disse tilfælde skal den dataansvarlige hurtigst muligt og inden
30
dages fristens udløb underrette den, som tvisten vedrører, og efter anmodning
udlevere en kopi af optagelsen til den pågældende.
Den foreslåede bestemmelse regulerer ikke spørgsmålet om, i
hvilket omfang der består en adgang til at foretage tv-overvågning med
billed-
og lydoptagelse. Som hidtil reguleres privates adgang til at foretage
tv-overvågning med billedoptagelse i tv-overvågningsloven (for så vidt angår
steder, hvortil der er almindelig adgang mv.) og straffeloven (for så vidt
angår tv-overvågning af ikke frit tilgængelige steder), jf. pkt. 3.1. og 3.3.
ovenfor. Om arbejdsretlige regler henvises til pkt. 3.4. ovenfor.
Spørgsmålet om adgangen til at foretage optagelse af lyd er
ikke reguleret i tv-overvågningsloven. Straffelovens § 263, stk. 1,
nr. 3, indeholder imidlertid et forbud mod ved hjælp af et apparat
uberettiget
hemmeligt at aflytte eller optage udtalelser fremsat i enrum, telefonsamtaler
eller anden samtale mellem andre eller forhandlinger i lukket møde, som
vedkommende
ikke selv deltager i, eller hvortil vedkommende uberettiget har skaffet sig
adgang. Der ses ikke at foreligge retsafgørelser om, hvorvidt – og i
givet fald
i hvilket omfang – det vil være berettiget efter straffelovens
§ 263,
stk. 1, nr. 3, at optage lyd i forbindelse med tv-overvågning i
kriminalitetsforebyggende øjemed. I lyset af bestemmelsens forarbejder må det
imidlertid som den almindelige regel gælde, at der ikke lovligt kan ske
optagelse af lyd i tilknytning til tv-overvågning, medmindre den, der
foretager
tv-overvågningen, selv deltager i den samtale, der optages, eller en af
deltagerne i samtalen har givet sit samtykke til optagelsen. Der henvises
herom
i øvrigt til pkt. 3.3. ovenfor.
Som anført omfatter den foreslåede bestemmelse kun billed-
og lydoptagelser med personoplysninger, der optages i forbindelse med
tv-overvågning i kriminalitetsforebyggende øjemed. For disse optagelsers
vedkommende
præciseres således den gældende bestemmelse i persondatalovens § 5,
stk. 5,
der angiver, at der ikke må ske opbevaring af oplysninger i personhenførbar
form i et længere tidsrum end det, der er nødvendigt af hensyn til de formål,
hvortil oplysningerne behandles, jf. pkt. 3.2.2. ovenfor. Er der tale om
billed- og lydoptagelser med personoplysninger, der ikke er optaget i
forbindelse med tv-overvågning i kriminalitetsforebyggende øjemed (f.eks. i
tilfælde, hvor tv-overvågningen er sket som led i overvågningen af maskiner
eller
andre tekniske installationer), vil den gældende bestemmelse i
persondatalovens
§ 5, stk. 5, som hidtil regulere, hvor længe de pågældende
optagelser
kan opbevares.
Den foreslåede bestemmelse medfører en adgang for den
dataansvarlige til at opbevare oplysninger om den, som tvisten vedrører, men
derimod ikke til opbevaring af optagelser af andre personer, som ikke har
relation
til den pågældende tvist. Opbevaring af såkaldt »overskudsinformation« skal
den
dataansvarlige undgå ved i videst muligt omfang at anonymisere de pågældende
oplysninger, i det omfang det er muligt for den dataansvarlige.
Det skal i øvrigt understreges, at den foreslåede
sletningsregel med hensyn til billed- og lydoptagelser med personoplysninger
kun omfatter selve optagelserne. Bestemmelsen er derfor ikke til hinder for,
at
den dataansvarlige efter omstændighederne kan opbevare andre oplysninger end
billed-
og lydoptagelser, f.eks. skriftlige notater om optagelsen, i et længere
tidsrum, hvis dette er nødvendigt. For sådanne oplysninger vil
persondatalovens
almindelige sletningsregel i § 5, stk. 5, finde anvendelse.
Der henvises herom til lovforslagets § 2, nr. 3
(persondatalovens § 26 a, stk. 2).
Som nævnt foreslås der endvidere indført en særlig
bestemmelse om videregivelse af billed- og lydoptagelser med
personoplysninger,
der optages i forbindelse med tv-overvågning i kriminalitetsforebyggende
øjemed.
Efter den foreslåede bestemmelse kan videregivelse af
sådanne optagelser ske i de tilfælde, som udvalget lægger op til, dvs. (1)
efter
udtrykkeligt samtykke fra den berørte person (den registrerede), (2) når
videregivelsen følger af lov, eller (3) når videregivelsen sker til politiet
i
kriminalitetsopklarende øjemed.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at de almindelige
bestemmelser i
persondatalovens
§§ 6-8 om bl.a. videregivelse ikke vil finde anvendelse
på
videregivelse af billed- og lydoptagelser, der optages i forbindelse med
tv-overvågning i kriminalitetsforebyggende øjemed.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 3
(persondatalovens § 26 a, stk. 1).
De foreslåede bestemmelser om videregivelse og sletning
vedrører den dataansvarlige, dvs. den, som efter persondatalovens almindelige
regler er dataansvarlig for at optage de pågældende billed- og lydoptagelser.
Øvrige spørgsmål om sletning og videregivelse af optagelser med
personoplysninger, der er optaget i forbindelse med tv-overvågning, reguleres
bl.a. af persondatalovens almindelige regler, herunder lovens §§ 6-8. I
praksis indebærer det bl.a., at optagelser, der i overensstemmelse med
forslaget måtte være videregivet af en erhvervsdrivende til politiet til brug
for opklaringen af kriminalitet, kan opbevares hos politiet efter de for
politiet gældende regler, jf. også betænkningens side 189.
7.3. Oplysningspligt
7.3.1. Udvalgets overvejelser og forslag
Der findes regler om oplysningspligt mv. ved tv-overvågning
både i tv-overvågningslovens §§ 3 og
3
a
og i persondatalovens §§ 28-30, jf. herved pkt.
3.1.3. og 3.2.4. ovenfor.
Tv-overvågningsudvalget har med hensyn til samspillet mellem
disse regler overvejet, om der bør fastsættes særlige regler om
oplysningspligt
i forbindelse med tv-overvågning, f.eks. således at den oplysningspligt, som
følger af persondatalovens regler, ikke skal gælde, hvis der skiltes med
tv-overvågningen
i overensstemmelse med tv-overvågningslovens regler.
Den skiltning mv., der følger af tv-overvågningslovens
regler, giver imidlertid ikke de berørte personer (de registrerede) ret til
de
samme oplysninger, som vedkommende har krav på efter persondataloven, f.eks.
oplysning
om den dataansvarliges identitet og formålet med behandlingen, jf. herved
persondatalovens § 29, stk. 1. Hertil kommer, at reglerne om
oplysningspligt i persondatalovens §§ 28-29 er formuleret i nøje
overensstemmelse
med direktiv 95/46/EF (databeskyttelsesdirektivet) for at sikre en korrekt
dansk gennemførelse af direktivet. Den retsstilling for de berørte, som
følger
af persondatalovens regler, bør efter udvalgets opfattelse derfor også gælde
ved
behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning.
På den baggrund finder udvalget, at tv-overvågningslovens
regler om skiltning mv. og persondatalovens regler om oplysningspligt bør
opretholdes som to parallelle regelsæt, der begge skal iagttages ved
tv-overvågning.
Dette foreslår udvalget præciseret ved, at det i
persondataloven udtrykkeligt angives, at reglerne om oplysningspligt ved
behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning gælder
uanset
en eventuel skiltning mv. i medfør af tv-overvågningslovens regler.
Der henvises til betænkningens side 151-152.
7.3.2. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan af de grunde, som udvalget har
anført, tiltræde, at der indsættes en bestemmelse i persondataloven, der
udtrykkeligt præciserer, at denne lovs regler om oplysningspligt i
§§ 29-30 gælder ved behandling af personoplysninger i forbindelse med
tv-overvågning uanset en eventuel skiltning mv. om overvågningen i medfør af
tv-overvågningslovens regler.
Den foreslåede bestemmelse medfører, at persondatalovens
almindelige regler om oplysningspligt i lovens §§ 29-30 vil omfatte
enhver
behandling hos offentlige myndigheder og private af personoplysninger i
forbindelse
med tv-overvågning.
For så vidt angår tv-overvågning af steder, som benyttes
til almindelig færdsel, vil der i de enkelte tilfælde normalt ikke – ud
over
den skiltning mv., som følger af tv-overvågningslovens regler – være
oplysningspligt over for de registrerede personer. Det skyldes, at et sådant
krav
i praksis normalt vil være umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt for den
dataansvarlige at opfylde, jf. persondatalovens § 29, stk. 3.
Det vil derimod ikke være umuligt eller uforholdsmæssigt
vanskeligt for en arbejdsgiver, der foretager tv-overvågning af en
arbejdsplads, at opfylde oplysningspligten over for de ansatte. Ved en sådan
overvågning vil det derfor – ud over den skiltningspligt mv., som følger
af
tv-overvågningslovens regler – som udgangspunkt påhvile den
dataansvarlige
forud for tv-overvågningens iværksættelse at give meddelelse til den enkelte
ansatte om tv-overvågningen med de oplysninger, som fremgår af § 29,
stk. 1.
Denne meddelelse skal i overensstemmelse med Datatilsynets hidtidige praksis
omfatte oplysning om bl.a. formålet med den behandling, hvortil oplysningerne
er bestemt (f.eks. at formålet med overvågningen er at forebygge og opklare
ansattes
eventuelle kriminalitet). Meddelelsen skal desuden omfatte alle yderligere
oplysninger, der under hensyn til de særlige omstændigheder, hvorunder
oplysningerne er indsamlet, er nødvendige for den registreredes varetagelse
af
sine interesser.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 3
(persondatalovens § 26 b).
7.4. Ret til indsigt, indsigelse og
korrektion
7.4.1. Udvalgets overvejelser og forslag
Udvalget har overvejet, om den ret til indsigt, indsigelse
og korrektion for den berørte person (den registrerede), som følger af
reglerne
i persondatalovens §§ 31, 35 og 37, også bør finde anvendelse i forhold
til tv-overvågning.
Efter udvalgets vurdering vil det næppe være muligt at
udforme særregler, der er i overensstemmelse med EU’s
databeskyttelsesdirektiv,
og der findes heller ikke at være et konkret behov for det. De almindelige
regler i persondataloven bør efter udvalgets opfattelse derfor finde
anvendelse
også på behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning
således, at det overlades til Datatilsynet i sin praksis at fastsætte den
nærmere rækkevidde af indsigtsretten mv. i forhold til tv-overvågning.
Der henvises til betænkningens side 153.
7.4.2. Justitsministeriets overvejelser
Som anført ovenfor under pkt. 3.2.4. omfatter den
registreredes rettigheder efter persondataloven bl.a. ret til indsigt i de
oplysninger, der behandles om den registrerede selv, ret til at gøre
indsigelse
mod, at behandling finder sted, og ret til at få korrigeret eller slettet
oplysninger, der er urigtige eller vildledende, jf. lovens §§ 31, 35 og
37. Bestemmelserne er direktivbestemte (databeskyttelsesdirektivet).
Justitsministeriet kan af de grunde, som udvalget har
anført, tiltræde, at der ikke fastsættes særlige regler om ret til indsigt,
indsigelse og korrektion i relation til behandling af personoplysninger ved
tv-overvågning. Det indebærer, at persondatalovens almindelige regler om den
registreredes ret til indsigt, indsigelse og korrektion vil finde anvendelse
ved behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning.
7.5. Anmeldelse og tilsyn
7.5.1. Udvalgets overvejelser og forslag
Tv-overvågningsudvalget har overvejet, om der bør ske
anmeldelse til Datatilsynet om behandling af personoplysninger i forbindelse
med tv-overvågning.
Om persondatalovens gældende ordning om anmeldelse mv. har
udvalget bl.a. anført, at den bygger på databeskyttelsesdirektivets
bestemmelser,
der giver en ganske vid adgang til at fastsætte undtagelser fra
anmeldelsespligten.
I persondataloven er det kommet til udtryk ved, at behandlinger, der ikke
omfatter fortrolige eller følsomme oplysninger, er undtaget fra anmeldelse,
mens behandlinger, der indebærer særlige risici for de berørte personer,
forudsætter anmeldelse (og eventuelt forudgående udtalelse eller tilladelse,
før behandlingen kan iværksættes).
Anmeldelse til Datatilsynet gør det muligt for tilsynet og
offentligheden at blive bekendt med, at der sker behandling af
personoplysninger.
Herved skabes der bl.a. mulighed for at udøve et effektivt tilsyn og kontrol
med behandlingens overensstemmelse med loven.
Tv-overvågningsudvalget lægger til grund, at den behandling
af personoplysninger, der sker i forbindelse med tv-overvågning, i langt de
fleste tilfælde blot vil vise de personer, der færdes det pågældende sted, i
sædvanlige dagligdags situationer. Det gælder, uanset om tv-overvågningen
sker
med eller uden billedoptagelse.
I overensstemmelse hermed anfører udvalget, at den
behandling af personoplysninger, der sker ved tv-overvågning, som
udgangspunkt
alene vil omfatte ikke-følsomme oplysninger, jf. persondatalovens § 6.
Indsamling
af følsomme personoplysninger, der er omfattet af persondatalovens § 8,
vil således normalt kun ske, hvor tv-overvågningen afslører kriminelle
aktiviteter.
Herefter finder udvalgets
flertal
(12 medlemmer) ikke, at der er behov for at lade behandling
af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning være omfattet af en
anmeldelsespligt over for Datatilsynet. Dette gælder, uanset om
tv-overvågningen
efterfølgende måtte afsløre strafbare forhold, der giver anledning til
politianmeldelse.
Flertallet finder det endvidere vanskeligt at begrunde, at
der med hensyn til krav om anmeldelse til Datatilsynet om tv-overvågning
skulle
gælde forskellige regler for den offentlige og private sektor.
Endelig taler også ressourcemæssige hensyn efter
flertallets opfattelse for at undtage behandling af personoplysninger i
forbindelse med tv-overvågning fra persondatalovens anmeldelsesordning.
Den foreslåede undtagelse fra anmeldelsespligten bør efter
udvalgets flertals opfattelse imidlertid ikke omfatte privates overførsler af
bl.a. følsomme oplysninger til tredjelande. Det foreslås derfor, at den
almindelige bestemmelse om sådanne overførsler i persondatalovens § 50,
stk. 2, skal finde anvendelse også på behandling af personoplysninger i
forbindelse med tv-overvågning.
Et
mindretal
i
udvalget (2 medlemmer) foreslår, at privates tv-overvågning skal anmeldes til
Datatilsynet senest 30 dage før kameraets opsætning (f.eks. ved udfyldelse af
en elektronisk blanket), og at Datatilsynet bør tillægges kompetence til at
standse
tv-overvågningstiltag, der udføres i strid med lovens regler. Datatilsynet
bør
også kunne pålægge en dataansvarlig tvangsbøder, hvis vedkommende har undladt
behørig anmeldelse.
Mindretallets forslag har til formål at sikre, at private sætter
sig ind i tv-overvågningslovens og persondatalovens regler, inden
tv-overvågningens
iværksættes. En anmeldelsespligt vil desuden give et samlet overblik over
omfanget af privates tv-overvågning.
Mindretallet foreslår endvidere, at private skal indhente
tilladelse fra Datatilsynet inden iværksættelse af en tv-overvågning, der
indebærer systematisk overvågning af bestemte personer, og at sådanne
tilladelser
kun sjældent bør gives og i givet fald for korte perioder. Om baggrunden for
dette forslag har mindretallet bl.a. anført, at konstant eller systematisk
tv-overvågning af bestemte personer indebærer en så alvorlig risiko for
vedkommendes
personlige databeskyttelse, at tilladelse bør indhentes.
Der henvises til betænkningens side 154-155 og 156-158.
Hvad angår spørgsmålet om inspektionskompetence, følger det
af persondatalovens § 62, stk. 2, at Datatilsynet har kompetence
til
i kontroløjemed uanmeldt og uden retskendelse at få adgang til lokaler, hvor
der foretages behandling af personoplysninger for den offentlige forvaltning,
uanset om behandlingen er anmeldelsespligtig eller ikke. Det samme gælder
Domstolsstyrelsen
i forhold til domstolene, jf. lovens § 68, stk. 1.
For så vidt angår behandling af personoplysninger for
private dataansvarlige, følger det af § 62, stk. 3, at Datatilsynet
har inspektionskompetence, hvis Datatilsynets tilladelse efter § 50,
stk. 1,
til behandlingens foretagelse er påkrævet (dvs. behandlinger, der omfatter
følsomme oplysninger, jf. § 50, stk. 1, nr. 1, samt behandlinger,
der
sker i forbindelse med visse advarselsregistre, kreditoplysningsvirksomhed,
stillingsbesættende virksomhed eller retsinformationssystemer, jf. § 50,
stk. 1, nr. 2-5). Visse behandlinger, der omfatter følsomme oplysninger,
er undtaget fra anmeldelseskravet og dermed også fra kravet om tilladelse,
jf. reglerne
i bekendtgørelse nr. 534 af 15. juni 2000 om undtagelse fra pligten til
anmeldelse af visse behandlinger, som foretages for en privat dataansvarlig.
Ved de behandlinger, der omfattes af bekendtgørelsen, har Datatilsynet derfor
ikke inspektionskompetence.
Udvalget er af den opfattelse, at der ved behandling af
personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning bør gælde ens regler i den
private og offentlige sektor med hensyn til inspektionskompetence.
På den baggrund foreslår udvalget en ændring af den
gældende bestemmelse i persondatalovens § 62, stk. 3, således at
Datatilsynet dermed tillægges inspektionskompetence i relation til både
privates og offentlige myndigheders behandling af personoplysninger i
forbindelse med tv-overvågning. Efter udvalgets opfattelse bør det i praksis
overlades
til Datatilsynet at afgøre, i hvilket omfang der skal gennemføres
inspektioner
i forbindelse med tv-overvågning.
Med den foreslåede bestemmelse vil Datatilsynet have
inspektionskompetence i forhold til enhver behandling af personoplysninger
foretaget af offentlige myndigheder og private i forbindelse med
tv-overvågning.
Der henvises til betænkningens side 155-156.
7.5.2. Justitsministeriets overvejelser
Som anført af udvalget vil den behandling af
personoplysninger, der sker ved tv-overvågning, som udgangspunkt alene
omfatte
ikke-følsomme oplysninger, jf. persondatalovens § 6, idet der i langt de
fleste tilfælde blot vil kunne iagttages og optages personer i sædvanlige
dagligdags situationer.
På den baggrund er Justitsministeriet enig med udvalgets
flertal i, at der ikke bør påhvile den, som foretager behandling af
personoplysninger
i forbindelse med tv-overvågning, en pligt til at foretage anmeldelse til
Datatilsynet. Det gælder, uanset om behandlingen foretages af private
dataansvarlige eller for den offentlige forvaltning.
Det foreslås derfor, at der indsættes en ny bestemmelse i
persondataloven, hvorefter behandling af personoplysninger i forbindelse med
tv-overvågning undtages fra persondatalovens §§ 43, 48 og 52 om
anmeldelse
til Datatilsynet (eller Domstolsstyrelsen, hvis behandlingen foretages for
domstolene). Dog bør det som anført af tv-overvågningsudvalgets flertal
fortsat
sikres, at der i tilfælde, hvor en tv-overvågning måtte afsløre f.eks. et
strafbart forhold, ikke sker overførsel af sådanne følsomme personoplysninger
til tredjelande, der ikke måtte have samme beskyttelsesniveau som i Danmark
og
de øvrige EU-lande. I overensstemmelse med udvalgets flertals forslag
foreslås
det derfor, at bestemmelsen i persondatalovens § 50, stk. 2, om
indhentelse
af tilladelse fra Datatilsynet til overførsel i medfør af lovens § 27,
stk. 1, og stk. 3, nr. 2-4, af oplysninger omfattet af lovens
§ 50, stk. 1, altid skal indhentes, uanset at den dataansvarliges
behandling af de pågældende personoplysninger er undtaget fra anmeldelse.
Herefter vil det som hidtil være nødvendigt at indhente
Datatilsynets tilladelse f.eks. i tilfælde, hvor en privat dataansvarlig
ønsker
at overlade en optagelse af et butikstyveri (dvs. oplysninger om strafbart
forhold) til en databehandler i Japan med henblik på denne databehandlers
forbedring af billedoptagelsens kvalitet.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 3
(persondatalovens § 26 c).
For så vidt angår spørgsmålet om inspektionskompetence
bemærkes følgende:
I dag har Datatilsynet inspektionskompetence i forhold til
offentlige myndigheder, der foretager behandling af personoplysninger i
forbindelse med tv-overvågning. Datatilsynet har derimod ikke
inspektionskompetence
i forhold til private dataansvarlige, der foretager behandling af
personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning.
Ved vurderingen af, om Datatilsynet fremover bør have
inspektionskompetence også i forhold til private i forbindelse med
tv-overvågning, må der efter Justitsministeriets opfattelse lægges vægt på,
at
den behandling af personoplysninger, der sker ved tv-overvågning, består i at
indsamle billeder og dermed udgør en særlig form for behandling af
personoplysninger, og at tv-overvågning efter omstændighederne kan berøre
mange
mennesker, som færdes de steder, hvor der kan blive foretaget tv-overvågning.
På den baggrund er Justitsministeriet enig med udvalget i,
at Datatilsynet bør have kompetence til at beslutte at foretage en konkret
inspektion i relation til enhver behandling af personoplysninger i
forbindelse
med tv-overvågning.
Det foreslås i overensstemmelse med det anførte at ændre
persondatalovens § 62, stk. 3, med henblik på at sikre, at
Datatilsynet
af egen drift eller efter henvendelse fra en borger uanmeldt og uden
retskendelse også kan få adgang til lokaler, hvor behandlingen af de
pågældende
personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning foretages for en privat
dataansvarlig.
Som anført af tv-overvågningsudvalget bør det i praksis overlades
til Datatilsynet at afgøre, i hvilket omfang der skal gennemføres
inspektioner
i forbindelse med tv-overvågning i medfør af den foreslåede bestemmelse.
Det bør endvidere overlades til Datatilsynet at vurdere,
hvorvidt inspektioner på dette område mest hensigtsmæssigt foretages
uanmeldt,
eller – som det er tilfældet for langt de fleste af de inspektioner, som
tilsynet
gennemfører i dag – efter varsling af den pågældende virksomhed mv.
Fordelen
ved at varsle om inspektionen er, at
de relevante medarbejdere hos den dataansvarlige kan være til
stede.
Det bemærkes herved, at Datatilsynets inspektioner typisk tager udgangspunkt
i
en samtale med de relevante medarbejdere hos den dataansvarlige, herunder om
iværksatte
sikkerhedsforanstaltninger, arbejdsrutiner mv. Endvidere besigtiges relevante
lokaler, og der foretages opslag i og udtræk fra de pågældende edb-systemer
og
opslag i eventuelle manuelle registre. Herudover har inspektionerne til
formål
at give Datatilsynet en mulighed for
at vejlede og komme i dialog med den pågældende dataansvarlige om
relevante databeskyttelsesretlige forhold.
Der henvises om den foreslåede bestemmelse til forslagets § 2, nr. 5
(persondatalovens § 62, stk. 3).
7.6. Økonomisk godtgørelse
7.6.1. Udvalgets overvejelser og forslag
3 af udvalgets medlemmer finder, at en udvidet adgang til tv-overvågning
aktualiserer behovet for at indføre en bestemmelse i persondataloven,
hvorefter der kan tilkendes personer økonomisk godtgørelse ved en
dataansvarligs tilsidesættelse af lovens beskyttelseshensyn.
Disse medlemmer har i den forbindelse bl.a. anført, at den, der føler sig
krænket i anledning af en konkret tv-overvågning, typisk ikke vil have lidt
et økonomisk tab. Den eneste mulighed efter gældende ret er derfor
tortgodtgørelse efter den almindelige bestemmelse i erstatningsansvarslovens
§ 26. Denne bestemmelse opfylder efter disse medlemmers opfattelse ikke
behovet for tilkendelse af godtgørelse.
De øvrige medlemmer af udvalget har ikke udtalt sig om spørgsmålet.
Der henvises til betænkningens side 141-142.
7.6.2. Justitsministeriets overvejelser
Efter persondatalovens § 69, der bygger på
databeskyttelsesdirektivets artikel 23, gælder der et såkaldt
præsumptionsansvar for den dataansvarlige. Det påhviler herefter en
dataansvarlig at erstatte skade, der forvoldes ved behandling af
personoplysninger i strid med persondatalovens bestemmelser, medmindre den
dataansvarlige kan godtgøre, at skaden ikke kunne have været afværget ved den
agtpågivenhed og omhu, der må kræves i forbindelse med behandling af
personoplysninger.
Godtgørelse for krænkelse af lovens regler om beskyttelse
af den registreredes personlige integritet, der ikke har medført et
formuetab,
falder uden for persondatalovens § 69. I stedet må et sådant krav i
givet
fald gøres gældende efter den almindelige regel om godtgørelse i
erstatningsansvarslovens
§ 26. Det fremgår af denne bestemmelse, at den, der er ansvarlig for en
retsstridig krænkelse af en andens frihed, fred, ære eller person, skal
betale
forurettede godtgørelse for tort.
Det følger af retspraksis, at uberettiget anvendelse af
tv-overvågningsoptagelser efter en konkret vurdering kan udløse godtgørelse
for
tort, jf. herved en afgørelse fra Vestre Landsret optrykt i Ugeskrift for
Retsvæsen
2000, side 2334 ff.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at dansk rets
almindelige bestemmelse om godtgørelse for tort i erstatningsansvarslovens
§ 26 udgør et tilstrækkeligt værn for den, der anser sin personlige
integritet krænket ved en dataansvarligs tilsidesættelse af persondatalovens
beskyttelseshensyn.
Der foreslås derfor ikke indsat en særlig bestemmelse om godtgørelse for tort
i
persondataloven.
7.7. Straf
7.7.1. Udvalgets overvejelser og forslag
Tv-overvågningsudvalget foreslår, at der ved behandling af
personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning, der udføres for private,
kan pålægges straf for overtrædelse af de bestemmelser, som udvalget foreslår
indsat i persondataloven om opbevaring, videregivelse og oplysningspligt ved
behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning (dvs. de
foreslåede bestemmelser i persondatalovens §§ 26 a og 26 b, jf.
lovforslagets
§ 2, nr. 3).
Der henvises til betænkningens side 192.
7.7.2. Justitsministeriets overvejelser
Som anført ovenfor under pkt. 7.2.2. foreslås der indført
særlige bestemmelser for sletning og videregivelse af billed- og
lydoptagelser,
der foretages i forbindelse med tv-overvågning i kriminalitetsforebyggende
øjemed.
Justitsministeriet finder ligesom tv-overvågningsudvalget,
at overtrædelse af de foreslåede bestemmelser, som har til formål at sikre
mod
misbrug af de ved tv-overvågning tilvejebragte personoplysninger, bør kunne
medføre straf. Justitsministeriet kan derfor tiltræde udvalgets forslag.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 6
(persondatalovens § 70, stk. 1, nr. 1).
For så vidt angår udvalgets forslag om at indsætte en
bestemmelse om straf for overtrædelse af den foreslåede (ny) bestemmelse i
persondatalovens § 26 b, jf. lovforslagets § 2, nr. 3, skal
Justitsministeriet bemærke, at denne bestemmelse alene fastslår, at de
gældende
bestemmelser i persondatalovens §§ 29 og 30 om oplysningspligt finder
anvendelse uanset en eventuel skiltning i medfør af tv-overvågningslovens
regler. Overtrædelse af den oplysningspligt, som følger af persondatalovens
§ 29, stk. 1, er allerede strafbelagt i persondatalovens § 70,
stk. 1, nr. 1. Der er efter Justitsministeriets opfattelse derfor ikke
behov for en særskilt, ny bestemmelse om straf for overtrædelse af den
foreslåede bestemmelse i persondatalovens § 26 b.
7.8. Information mv.
7.8.1. Udvalgets overvejelser og forslag
En gennemførelse af udvalgets forslag vil medføre dels en
udvidelse af adgangen til at foretage tv-overvågning, dels nye
persondataretlige regler om behandling af personoplysninger i forbindelse med
tv-overvågning.
Tv-overvågningsudvalget tillægger det betydelig vægt, at
der afsættes de fornødne ressourcer til at informere om de nye regler, f.eks.
i
pjeceform.
Der henvises til betænkningens side 159.
7.8.2. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet er enig med tv-overvågningsudvalget i,
at de ændringer i tv-overvågningsloven og persondataloven, som der med dette
lovforslag lægges op til, i givet fald kan give anledning til særligt at
informere
om de regler, som skal iagttages i forbindelse med tv-overvågning, herunder
om
samspillet mellem bl.a. tv-overvågningslovens og persondatalovens regler.
Justitsministeriet vil derfor tage initiativ til i
samarbejde med Datatilsynet at udarbejde en pjece om tv-overvågning.
Udarbejdelsen vil blive iværksat umiddelbart efter lovforslagets vedtagelse
med
henblik på, at pjecen hurtigst muligt efter lovens ikrafttræden kan gøres
tilgængelig bl.a. på Justitsministeriets og Datatilsynets hjemmesider.
8. Konsekvensændring af persondatalovens § 6,
stk. 2, og § 36, stk. 3
Det følger af den gældende bestemmelse i persondatalovens
§ 6, stk. 2, at en virksomhed ikke må videregive oplysninger om en
forbruger til en anden virksomhed til brug ved markedsføring eller anvende
oplysningerne
på vegne af en anden virksomhed i dette øjemed, medmindre forbrugeren har
givet
sit udtrykkelige samtykke. Et samtykke skal efter ordlyden af
persondatalovens
§ 6, stk. 2, indhentes i overensstemmelse med reglerne i
markedsføringslovens § 6 a.
Af den gældende bestemmelse i persondatalovens § 36,
stk. 3, følger det, at henvendelse til en forbruger efter stk. 2 i
øvrigt skal ske i overensstemmelse med reglerne i markedsføringslovens
§ 6
a og regler udstedt i medfør af markedsføringslovens § 6 a, stk. 6.
Markedsføringslovens § 6 a blev imidlertid ophævet ved
lov nr. 1389 af 21. december 2005, idet indholdet af bestemmelsen i § 6
a
blev videreført i markedsføringslovens § 6. Som konsekvensændring
foreslås
det derfor at ændre ordlyden af persondatalovens § 6, stk. 2, og
§ 36, stk. 3, således at der i disse bestemmelser henvises til
markedsføringslovens § 6.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 2 og 4
(persondatalovens § 6, stk. 2, 2.pkt., og § 36, stk. 3).
9. Forslagets økonomiske og administrative
konsekvenser
Med lovforslaget udvides adgangen til at foretage
tv-overvågning. Lovforslaget indebærer, at enhver form for behandling af
personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning bliver omfattet af
persondataloven, og at Datatilsynets tilsynsbeføjelser udvides. På den
baggrund
og med henblik på en styrkelse af retsbeskyttelsen i øvrigt ved behandling af
personoplysninger tilføres Datatilsynet med lovforslaget en merbevilling på 3
mio. kr. årligt. Lovforslaget skønnes i øvrigt ikke at have økonomiske og
administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.
Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet.
Lovforslaget skønnes ikke at have administrative
konsekvenser for borgerne.
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og
indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Positive konsekvenser/
mindreudgifter
Negative konsekvenser/
Merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen
Med lovforslaget øges Datatilsynets bevillinger med 3
mio. kr. årligt.
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen
Ingen af betydning
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
10. Hørte myndigheder mv.
Tv-overvågningsudvalgets
betænkning nr. 1483/2006 om tv-overvågning
har været sendt i høring
hos:
Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre
Landsret, Præsidenten for Københavns Byret, Præsidenten for Retten i Århus,
Præsidenten
for Retten i Odense, Præsidenten for Retten i Ålborg, Præsidenten for Retten
i
Roskilde, Domstolsstyrelsen, Den Danske Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen,
Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Foreningen af
Politimestre i Danmark, Foreningen af Offentlige Anklagere, Politiforbundet i
Danmark, Advokatrådet, Landsforeningen af Beskikkede Advokater, Datatilsynet,
Institut for Menneskerettigheder, Det Kriminalpræventive Råd, Kommunernes
Landsforening, Forbrugerrådet, Dansk Retspolitisk Forening,
Retssikkerhedsfonden,
Finansforbundet, Finansrådet, HK/Danmark, HTSI Erhvervsorganisationen, Dansk
Handel og Service og HTS-A Arbejdsgiver- og Erhversorganisationen.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
I lovforslagets bilag 1 er de foreslåede bestemmelser sammenholdt
med de nugældende bestemmelser.
Til § 1
Til nr. 1 (tv-overvågningslovens titel)
Bestemmelsen indebærer, at tv-overvågningslovens titel
ændres fra »lov om forbud mod tv-overvågning m.v.« til »lov om
tv-overvågning«.
Der henvises til pkt. 6.1.1. og 6.1.2. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 2 (§ 2, nr. 3, litra a og b)
Ifølge bestemmelsen i tv-overvågningslovens § 1,
stk. 1, gælder der som udgangspunkt et forbud mod privates
tv-overvågning
af gade, vej, plads eller lignende område, som benyttes til almindelig
færdsel.
Der er imidlertid gjort en række undtagelser til dette generelle forbud i
lovens § 2. Således er
tv
-overvågning
af tankstationer, fabriksområder, overdækkede butikscentre og lignende
områder,
hvorfra der drives erhvervsvirksomhed, undtaget fra forbudet, hvis
overvågningen
foretages af den, som har rådighed over området, jf. lovens § 2, nr. 1.
Det
samme gælder tv-overvågning af pengeautomater, vekselautomater og
pengetransportbiler,
hvis overvågningen foretages af den, der har rådighed over automaten eller
køretøjet, og overvågningen er indrettet således, at den alene er rettet mod
personer, som befinder sig i umiddelbar nærhed af automaten eller køretøjet,
jf. lovens § 2, nr. 2. Desuden er tv-overvågning, der ikke er forbundet
med optagelse af billeder på videobånd, film eller lignende, undtaget fra
forbudet, når den foretages som led i overvågning af egne indgange, facader,
indhegninger eller lignende, jf. lovens § 2, nr. 3.
Med
den
foreslåede nye bestemmelse i tv-overvågningslovens § 2, nr. 3, litra a,
kan pengeinstitutvirksomheder, spillekasioner, hotel- og
restaurationsvirksomheder samt butikscentre og butikker, hvorfra der foregår
detailsalg, foretage tv-overvågning med optagelse af billeder af egne
indgange
og facader.
Det område, der kan tv-overvåges i medfør af den foreslåede
bestemmelse, svarer i vidt omfang til det område, der i dag kan tv-overvåges
uden billedoptagelse
efter den gældende
bestemmelse i tv-overvågningslovens § 2, nr. 3. Anvendelsesområdet for
den
foreslåede bestemmelse er imidlertid snævrere, idet der ikke vil kunne
foretages tv-overvågning med billedoptagelse af egne indhegninger.
Udtrykket »pengeinstitutvirksomhed« omfatter banker,
vekselkontorer og posthuse, der fungerer som ekspeditionssted for
pengeinstitutter
i relation til samme type virksomhed.
Udtrykket »spillekasinoer« omfatter virksomheder, der
udøver kasinodrift i medfør af kasinoloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 861 af
10. oktober 1994, som senest ændret ved lov nr. 538 af 8. juni 2006.
Udtrykket »hotel- og restaurationsvirksomheder« omfatter
enhver, der driver selvstændig erhvervsvirksomhed enten ved servering af
spise-
og drikkevarer eller ved modtagelse af overnattende gæster med mulighed for
servering, jf. § 1, stk. 1, nr. 1 og 2, i restaurationsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 786 af 9. august 2005, som senest ændret ved lov nr.
538
af 8. juni 2006.
Udtrykket »butik« afgrænses som udgangspunkt på samme måde
som i lov om detailsalg fra butikker mv., jf. herved lov nr. 606 af 24. juni
2005. Omfattet er således butikker, hvorfra der sker salg af varer til
forbrugere
fra et fast forretningssted, hvorimod f.eks. boder og stadepladser ikke er
omfattet. Omfattet af udtrykket »butik« er også faste forretningssteder, hvor
der udøves udlejningsvirksomhed, salg af billetter, spil om penge i
forbindelse
med gevinstgivende spilleautomater, totalisatorvirksomhed eller tips- og
lottovirksomhed
mv. over for private, uanset at sådanne forretningssteder ikke omfattes af
lov
om detailsalg fra butikker mv.
Bestemmelsen omfatter i overensstemmelse med
tv-overvågningslovens almindelige afgrænsning kun de nævnte virksomheder, når
de er drevet af private. Uden for bestemmelsens anvendelsesområde falder
således offentligt drevne virksomheder.
Efter den foreslåede nye bestemmelse i
tv-overvågningslovens § 2, nr. 3, litra b, kan
pengeinstitutvirksomheder,
spillekasioner, hotel- og restaurationsvirksomheder samt butikscentre og
butikker, hvorfra der foregår detailsalg, endvidere foretage tv-overvågning
med
optagelse af billeder af arealer, som ligger i direkte tilknytning til egne
indgange og facader, og som naturligt anvendes eller kan anvendes som
adgangs-
eller flugtvej i forhold til egne indgange, når overvågningen er klart
nødvendig af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse.
Ved fastlæggelsen af, hvad der nærmere skal forstås ved
arealer, der naturligt anvendes eller kan anvendes som adgangs- eller
flugtvej
i forhold til egne indgange, må der lægges vægt på, om der er tale om
arealer,
som i forhold til forretningsstedets indgange er placeret således, at
arealerne
naturligt anvendes eller kan anvendes ved rekognoscering og anden
forberedelse
af kriminalitet rettet mod forretningsstedet (f.eks. ved en bankrøvers
forudgående iagttagelser af en bank), ved selve udførelsen af en kriminel
handling med særlig tilknytning til forretningsstedet (f.eks. ved vold foran
indgangen til en restauration eller et diskotek) eller ved den umiddelbare
flugt mv. efter begået kriminalitet (f.eks. ved, at en indbrudstyvs eller
røvers flugtbil holder på en parkeringsplads umiddelbart uden for
forretningsstedet).
I hvilken udstrækning arealer uden for et forretningssted
vil være omfattet af det netop anførte må afhænge af de lokale forhold. Det
er
dog som også anført af udvalget klart, at der i sagens natur skal være tale
om
arealer, der ligger tæt på egne indgange mv.
I den forbindelse forudsættes det, at der ved bestemmelsens
anvendelse i almindelighed kan gås ud fra, at fortovsarealer og andre
tilsvarende gangarealer uden for det pågældende forretningssteds indgange,
herunder bagindgange, og facader vil være omfattet. Hvis forretningsstedet
ligger ud til en gågade, må gågade-arealet foran forretningsstedet i
almindelighed
kunne anses for omfattet.
Hvis forretningsstedet ligger ud til en åben plads (et
butikstorv eller lignende), kan den del af pladsen, der ligger inden for en
kort afstand fra forretningsstedets indgange og facader, være omfattet. Den
præcise afgrænsning må som anført bero på de konkrete forhold, men det
forudsættes,
at der i almindelighed vil være tale om et område, der højst kan strække sig
ca. 10-
15 meter
fra forretningsstedets indgange og facader. I tilfælde, hvor
forretningsstedet
ligger umiddelbart ud til en parkeringsplads, forudsættes det på tilsvarende
måde, at arealet kan omfatte et område inden for en kort afstand fra
forretningsstedets indgange og facader. Det gælder, hvad enten der er tale om
et særligt indrettet parkeringsområde eller om, at der f.eks. kan ske
parkering
i kanten af en vej foran forretningsstedet.
Kravet om arealernes direkte tilknytning til
forretningsstedet vil i almindelighed ikke være opfyldt, når det drejer sig
om
fortovsarealer mv., der i forhold til det pågældende forretningssteds egne
indgange og facader ligger på modsatte side af en vej eller gågade. Afhængigt
af de konkrete forhold vil fortovsarealer og lignende, der ligger foran
naboejendomme,
kunne være omfattet, idet kravet om, at arealerne skal ligge i direkte
tilknytning til egne indgange og facader, dog i almindelighed vil medføre, at
der alene kan være tale om fortovsarealer mv. i få meters afstand fra egne
indgange og facader.
For at kunne tv-overvåge arealer af den anførte karakter er
det efter den foreslåede bestemmelse en betingelse, at det er klart
nødvendigt
af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse. Det indebærer, at den erhvervsdrivende
må foretage en konkret vurdering af, hvorvidt et hensyn til at forebygge og
opklare kriminalitet gør det klart nødvendigt at foretage tv-overvågning af
de
arealer, som ligger i direkte tilknytning til egne indgange og facader.
Afgørende vil således være, om det hensyn til
kriminalitetsbekæmpelse, der begrunder den omtalte adgang til at tv-overvåge
egne indgange og facader, gør det klart nødvendigt også at foretage
tv-overvågning af direkte tilknyttede arealer.
Det anførte betyder eksempelvis, at pengeinstitutter vil få
adgang til at tv-overvåge fortovsarealer mv., idet det er en almindelig
erfaring, at arealer, der ligger i direkte tilknytning til et pengeinstitut,
ofte anvendes til rekognoscering forud for røverier, og at en røvers
maskering/afmaskering
kan foregå ude på f.eks. fortovet (og ikke i indgangen til eller inden for i
pengeinstituttets lokaler).
I en række andre tilfælde end det nævnte eksempel med
pengeinstitutter vil det kunne bero på nærmere erfaringer for kriminalitet
rettet mod lokale områder eller bestemte brancher mv., om hensynet til
kriminalitetsbekæmpelse
gør det klart nødvendigt også at tv-overvåge arealer, der ligger i direkte
tilknytning til egne indgange og facader.
Forslaget om tv-overvågning af arealer i direkte
tilknytning til egne indgange og facader, når det er klart nødvendigt med
henblik på kriminalitetsbekæmpelse, indebærer, at der efter den foreslåede
bestemmelse ikke kan foretages tv-overvågning f.eks. med henblik på at opgøre
antallet af dagligt forbipasserende eller af andre grunde, der ikke vedrører
kriminalitetsbekæmpelse.
Det må som nævnt i sidste ende bero på en konkret vurdering
af de lokale forhold, i hvilken udstrækning de omtalte betingelser for
tv-overvågning af arealer i direkte tilknytning til egne indgange og facader
kan anses for opfyldt. Den foreslåede bestemmelse indeholder således ikke
nogen
fuldstændig præcis afgrænsning ved angivelse af en absolut grænse i form af
f.eks. et bestemt antal meter. Imidlertid er det som omtalt klart, at der
skal
være tale om arealer, der ligger tæt på egne indgange mv., og at
tv-overvågningen skal ske på baggrund af en vurdering af, om det hensyn til
kriminalitetsbekæmpelse, der begrunder adgangen til at tv-overvåge egne
indgange og facader, gør det klart nødvendigt også at foretage tv-overvågning
af direkte tilknyttede arealer.
Den billedoptagelse, der kan ske i medfør af de foreslåede
bestemmelser i lovforslagets § 1, nr. 2, kan ske på digitale medier,
videobånd, film el.lign.
Det gældende krav om skiltning mv. i tv-overvågningslovens
§ 3, stk. 1, vil også omfatte tv-overvågning med billedoptagelse i
medfør af de foreslåede bestemmelser. I det omfang, der ikke kun foretages
tv-overvågning med billedoptagelse af egen indgang og facade, men også af
arealer, som ligger i direkte tilknytning hertil, skal dette fremgå af den
skiltning mv., der foretages.
De butikscentre og butikker, hvorfra der foregår
detailsalg, pengeinstitutvirksomheder, spillekasinoer samt hotel- og
restaurationsvirksomheder, der foretager tv-overvågning i medfør af de
foreslåede bestemmelser, må ikke udveksle optagelser indbyrdes. Dette følger
af
den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 2, nr. 3 (den foreslåede
nye
bestemmelse i persondatalovens § 26 a, stk. 1), hvorefter
videregivelse af billed- og lydoptagelser, der foretages i forbindelse med
tv-overvågning i kriminalitetsforebyggende øjemed, kun må videregives i de i
bestemmelsen angivne tilfælde. En videregivelse vil i øvrigt efter
omstændighederne kunne udgøre en overtrædelse af straffelovens § 264 d
om
uberettiget videregivelse af bl.a. billeder vedrørende en andens private
forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der
åbenbart kan forlanges unddrages offentligheden.
Den gældende bestemmelse i tv-overvågningslovens § 2,
nr. 3, hvorefter tv-overvågning uden optagelse af billeder på videobånd, film
el.lign. kan foretages som led i overvågning af egne indgange, facader,
indhegning
el.lign., og som ikke foreslås ændret, bliver herefter § 2, nr. 4.
Der henvises i øvrigt til pkt. 6.1.1. og 6.1.2. i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 3 (§ 3, stk. 2)
Den foreslåede ændring har alene karakter af en
konsekvensændring som følge af den foreslåede bestemmelse i lovforslagets
§ 1, nr. 2. Ændringen indebærer, at den skiltningspligt mv., der følger
af
tv-overvågningslovens § 3, stk. 1, som hidtil ikke omfatter
tv-overvågning af pengetransportbiler og tv-overvågning uden billedoptagelse
af
egne indgange og facader mv.
Til nr. 4 (§§ 4 a og 4 b)
Det følger af tv-overvågningslovens § 4 a, at
politimesteren (Politidirektøren) kan henstille, at offentlige myndigheder
eller private foretager tv-overvågning i overensstemmelse med gældende
lovgivning. Politimesteren (Politidirektøren) kan endvidere meddele
offentlige
myndigheder eller private, som foretager eller planlægger at iværksætte
tv-overvågning efter gældende lovgivning, pålæg med hensyn til kvaliteten af
optagelser
af billeder på videobånd, film el.lign. samt med hensyn til opbevaringen af
sådanne optagelser, jf. lovens § 4 b.
Ved lov nr. 538 af 8. juni 2006 (Politi- og domstolsreform)
blev retsplejeloven ændret bl.a. således, at retsplejelovens kapitel 11 om
politimyndigheden blev nyaffattet. Landet blev i den forbindelse inddelt i 12
politikredse
(i stedet for 54), hvis chefer fremover betegnes politidirektør (i stedet for
politimester), jf. retsplejelovens § 110, stk. 1 og 2.
Der er alene tale om en konsekvensændring i
tv-overvågningsloven som følge af, at cheferne for politikredsene fremover
betegnes politidirektør. Der tilsigtes således ikke ændringer i
anvendelsesområdet
for tv-overvågningslovens §§ 4 a og 4 b.
Til nr. 5 (§ 6 a)
Bestemmelsen medfører en forpligtelse for
Justitsministeriet til i folketingsåret 2010-11 at afgive en beretning til
Folketinget om erfaringerne med den nye bestemmelse i lovforslagets § 1,
nr. 1.
Der henvises til pkt. 6.4.1. og 6.4.2. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 2
Til nr. 1 (§ 1, stk. 7)
Privates og offentlige myndigheders tv-overvågning med
digitalt
udstyr anses efter gældende ret
for omfattet af persondataloven, hvis der ved tv-overvågningen sker en
behandling af personoplysninger om en identificeret eller identificerbar
fysisk
person, jf. persondatalovens § 1, stk. 1. Tv-overvågning med
analogt
udstyr anses ikke for en elektronisk behandling af personoplysninger. Det
medfører, at offentlige myndigheders analoge tv-overvågning falder uden for
loven,
mens privates tv-overvågning med
analogt
udstyr omfattes af loven, jf. lovens § 1, stk. 2 (anden
ikke-elektronisk systematisk behandling, som udføres for private), i det
omfang
optagelserne opbevares systematisk.
Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets
§ 2, nr. 1
, indebærer, at
persondataloven kommer til at omfatte enhver behandling af personoplysninger
i
forbindelse med tv-overvågning, der foretages for en offentlig myndighed
eller
for en privat dataansvarlig, uanset om databehandlingen sker elektronisk, og
uanset
om oplysningerne skal indgå i et register eller gøres til genstand for anden
ikke-elektronisk
behandling.
Ved udtrykket »tv-overvågning« skal der i overensstemmelse
med definitionen i tv-overvågningslovens § 1, stk. 2, forstås
vedvarende eller regelmæssigt gentagen personovervågning ved hjælp af
fjernbetjent eller automatisk virkende kamera, fotografiapparat eller
lignende
apparat.
Den foreslåede bestemmelse medfører bl.a., at de
grundlæggende principper, som er indeholdt i persondatalovens § 5 om god
databehandlingsskik, saglighed og proportionalitet mv., skal være opfyldt.
Det forudsættes
i den forbindelse, at en tv-overvågning, der sker i overensstemmelse med
tv-overvågningslovens regler, har et udtrykkeligt angivet og sagligt formål,
jf. persondatalovens § 5, stk. 2, og at overvågningen ikke er i
strid
med kravet om proportionalitet i lovens § 5, stk. 3.
Endvidere skal betingelserne i persondatalovens §§ 6-8
være opfyldt. Det forudsættes i den forbindelse, at den behandling af
almindelige personoplysninger, som en tv-overvågning, der foretages i
overensstemmelse med tv-overvågningslovens regler, er forbundet med, har
hjemmel i persondatalovens § 6, stk. 1, nr. 6 og 7 (offentlige
myndigheder) og § 6, stk. 1, nr. 7 (private virksomheder mv.). I de
tilfælde, hvor tv-overvågningen afslører strafbare forhold, skal
persondatabehandlingen have hjemmel i § 8, stk. 1-3 (offentlige
myndigheder), § 8, stk. 4 og 5 (private virksomheder mv.) eller
§ 8, stk. 6, jf. § 7, stk. 2, nr. 4 (omfatter både
offentlige myndigheder og private virksomheder mv.).
Det er den dataansvarlige, som skal vurdere, om
betingelserne i lovens §§ 6-8 for at behandle oplysningerne er opfyldt,
herunder om hensynet til de interesser, der begrunder behandlingen, konkret
overstiger den berørte persons interesse i, at oplysningerne ikke behandles.
Vurderingen vil kunne efterprøves af Datatilsynet, jf. persondatalovens
§ 55, stk. 1, og § 67.
Den foreslåede bestemmelse medfører endvidere, at den, der
behandler personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning, vil være
undergivet bestemmelserne i persondatalovens §§ 41 og 42 om fortrolighed
og datasikkerhed. Disse bestemmelser medfører bl.a., at den dataansvarlige
skal
iværksætte de fornødne tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger
mod, at oplysninger kommer til uvedkommendes kendskab, misbruges eller i
øvrigt
behandles i strid med loven.
Om de foreslåede særregler for sletning og videregivelse af
billed- og lydoptagelser, der optages i forbindelse med tv-overvågning i
kriminalitetsforebyggende øjemed, jf. lovforslagets § 2, nr. 3 (den
foreslåede nye bestemmelse i persondatalovens § 26 a, stk. 1 og 2),
henvises til bemærkningerne til disse bestemmelser nedenfor.
De undtagelser fra lovens anvendelsesområde, som følger af den
gældende bestemmelse i persondatalovens § 2, vil også gælde for
behandling
af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning. Heraf følger bl.a., at
loven
ikke gælder i tilfælde, hvor der i forbindelse med en tv-overvågning sker
behandling af personoplysninger for politiets eller forsvarets
efterretningstjenester,
jf. lovens § 2, stk. 11.
Der henvises i øvrigt til pkt. 7.1.1. og 7.1.2. i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til § 2, nr. 2 (§ 6, stk. 2, 2. pkt.)
Det følger af den gældende bestemmelse i persondatalovens
§ 6, stk. 2, at en virksomhed ikke må videregive oplysninger om en
forbruger til en anden virksomhed til brug ved markedsføring eller anvende
oplysningerne
på vegne af en anden virksomhed i dette øjemed, medmindre forbrugeren har
givet
sit udtrykkelige samtykke. Et samtykke skal efter ordlyden af
persondatalovens
§ 6, stk. 2, indhentes i overensstemmelse med reglerne i
markedsføringslovens § 6 a.
Markedsføringslovens § 6 a blev imidlertid ophævet ved
lov nr. 1389 af 21. december 2005, idet indholdet af reglen i § 6 a blev
videreført i markedsføringslovens § 6.
Der er alene tale om en konsekvensændring i persondataloven
som følge af den ændring, der er foretaget i markedsføringsloven ved den
nævnte
lov. Der tilsigtes således ikke ændringer i bestemmelsens anvendelsesområde.
Der henvises i øvrigt til pkt. 8 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 2, nr. 3 (§§ 26 a-26 c)
Til kapitel
6 a
Tv-overvågning
Det foreslås, at der indsættes et nyt kapitel
6 a
i persondataloven om tv-overvågning
(§§ 26 a-26 c). Kapitlet indeholder forskellige særregler om
videregivelse, sletning, oplysningspligt mv., der har til formål at sikre mod
misbrug af billed- og lydoptagelser med personoplysninger, der optages i
forbindelse
med tv-overvågning.
Til § 26 a
Efter den gældende bestemmelse i persondatalovens § 8,
stk. 2, kan følsomme oplysninger om bl.a. strafbare forhold, der
behandles
for den
offentlige forvaltning,
videregives, hvis den registrerede har givet udtrykkeligt samtykke
(stk. 2,
nr. 1), videregivelsen sker til varetagelse af private eller offentlige
interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder
hemmeligholdelse
(stk. 2, nr. 2), videregivelsen er nødvendig for udførelsen af en
myndigheds virksomhed eller påkrævet for en afgørelse, som myndigheden skal
træffe (stk. 2, nr. 3), eller videregivelsen er nødvendig for udførelsen
af en persons eller virksomheds opgaver for det offentlige (stk. 2, nr.
4).
Videregivelse af følsomme oplysninger om bl.a. strafbare
forhold, som behandles for
private
dataansvarlige, kan ske, hvis den registrerede har givet udtrykkeligt
samtykke,
eller videregivelse sker til varetagelse af offentlige eller private
interesser, herunder hensynet til den pågældende selv, der klart overstiger
hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, jf. lovens
§ 8,
stk. 5.
Med den foreslåede bestemmelse i persondatalovens
§ 26 a, stk. 1,
fraviges de
gældende regler om videregivelse for så vidt angår videregivelse af billed-
og
lydoptagelser med personoplysninger, der optages i forbindelse med
tv-overvågning i kriminalitetsforebyggende øjemed.
Med bestemmelsen sættes der snævre grænser for
videregivelse af personoplysninger, der hidrører fra denne form for
tv-overvågning. Efter den foreslåede bestemmelse vil videregivelse af billed-
og lydoptagelser med personoplysninger, der optages i forbindelse med
tv-overvågning
i kriminalitetsforebyggende øjemed, således kun kunne ske i følgende tre
tilfælde:
Efter nr. 1
kan
videregivelse ske, hvis der foreligger samtykke fra den berørte person (den
registrerede). Dette svarer til, hvad der gælder for videregivelse af
oplysninger om strafbare forhold efter de gældende bestemmelser i
persondatalovens § 8, stk. 2 (offentlige myndigheder), og § 8,
stk. 5 (private). Efter nr. 2 kan videregivelse endvidere ske, hvis den
følger af lov. Endelig kan videregivelse efter nr. 3 desuden ske til politiet
i
kriminalitetsopklarende øjemed (dvs. videregivelse med henblik på, at de
pågældende personoplysninger kan indgå i en politimæssig efterforskning).
Samtykkereglen i nr. 1 indebærer, at der skal indhentes
samtykke fra samtlige de personer, der er på optagelsen. I tilfælde, hvor der
er flere personer på optagelsen, skal der således foreligge samtykke fra dem
alle. I modsat fald må den dataansvarlige enten indskrænke videregivelsen til
den del af optagelsen, hvor de personer, som har givet samtykke, er, eller
foretage anonymisering af den eller de personer, fra hvem det ikke har været
muligt at opnå samtykke (f.eks. ved billedbeskæring).
For pengeinstitutvirksomheders vedkommende forudsættes det,
at bestemmelsen om tavshedspligt i § 117, stk. 1, i lov om
finansiel
virksomhed ikke er til hinder for en sådan videregivelse. Det vil dermed ikke
være uberettiget, at en pengeinstitutvirksomhed videregiver sådanne
oplysninger
til politiet.
Det er i øvrigt forudsat, at videregivelse af billed- og
lydoptagelser, der optages i forbindelse med tv-overvågning i
kriminalitetsforebyggende øjemed, som hidtil kan ske til videnskabelige eller
statistiske formål efter bestemmelsen herom i persondatalovens § 10, der
ikke foreslås ændret, jf. betænkningens side 189. I den forbindelse er det
også
forudsat, at behandling i videnskabeligt eller statistisk øjemed i samme
omfang
som hidtil vil kræve Datatilsynets tilladelse.
Med de foreslåede nye bestemmelser i persondatalovens
§ 26 a, stk. 2 og 3
, fraviges
med hensyn til billed- og lydoptagelser, der optages i forbindelse med
tv-overvågning i kriminalitetsforebyggende øjemed, den almindelige regel i
persondatalovens § 5, stk. 5, hvorefter indsamlede oplysninger ikke
må opbevares på en måde, der giver mulighed for at identificere den
registrerede
i et længere tidsrum end det, der er nødvendigt af hensyn til de formål,
hvortil oplysningerne behandles.
Er der til tale om billed- og lydoptagelser med
personoplysninger, der ikke er optaget i forbindelse med tv-overvågning i
kriminalitetsforebyggende øjemed (f.eks. i tilfælde, hvor tv-overvågningen er
sket som led i overvågningen af maskiner eller andre tekniske
installationer),
vil den gældende bestemmelse i persondatalovens § 5, stk. 5, som
hidtil regulere, hvor længe de pågældende optagelser kan opbevares.
Det følger af den foreslåede nye bestemmelse i
persondatalovens § 26 a, stk. 2, at billed- og lydoptagelser med
personoplysninger, der optages i forbindelse med tv-overvågning i
kriminalitetsforebyggende
øjemed, skal slettes senest 30 dage efter optagelsen. Den foreslåede 30 dages
frist skal ses bl.a. i lyset af, at det for efterforskningen af visse former
for kriminalitet i praksis kan være nødvendigt at have adgang til optagelser
foretaget en vis kortere periode forud for selve det tidspunkt, hvor
kriminaliteten er begået. F.eks. gælder det med hensyn til tilfælde, hvor en
røver i perioden forud for røveriet har foretaget rekognoscering på stedet.
Bestemmelsen giver som anført i alle tilfælde ret til
opbevaring af optagelser i 30 dage, men samtidig tilsiger almindelige
databeskyttelseshensyn naturligvis, at der sker sletning på et tidligere
tidspunkt, hvis vedkommende dataansvarlige mener, at der ikke er behov for
yderligere
opbevaring.
Det skal understreges, at den foreslåede bestemmelse kun
omfatter billed- og lydoptagelser. Bestemmelsen er derfor ikke til hinder
for,
at den dataansvarlige opbevarer andre oplysninger end billed- og
lydoptagelser,
f.eks. skriftlige notater om optagelsen, i et længere tidsrum. For sådanne
oplysningers vedkommende vil persondatalovens almindelige sletningsregel i
§ 5, stk. 5, finde anvendelse.
Den foreslåede nye bestemmelse i persondatalovens § 26
a, stk. 3, indeholder en undtagelse fra reglen i stk. 2 om, at
sletning skal ske senest 30 dage efter optagelsen. Ifølge den foreslåede
bestemmelse kan opbevaring af de pågældende optagelser således ske ud over
den
i stk. 2 indeholdte frist, hvis opbevaringen er nødvendig for den
dataansvarliges behandling af en konkret tvist, f.eks. en sag om bortvisning
af
en medarbejder.
Bestemmelsen giver adgang til at opbevare oplysninger om
den, som tvisten vedrører, men derimod ikke til opbevaring af optagelser af
andre personer, som ikke har relation til den pågældende tvist. Opbevaring af
såkaldt »overskudsinformation« skal den dataansvarlige undgå ved i videst
muligt omfang at anonymisere de pågældende oplysninger.
Beslutter en dataansvarlig at opbevare optagelser i medfør
af den foreslåede bestemmelse i § 26 a, stk. 3, skal den, som
tvisten
vedrører, underrettes om det snarest muligt og inden udløb af 30 dages
fristen.
Fremsættes der anmodning herom, skal vedkommende desuden have udleveret en
kopi
af optagelsen. Den kopi, som udleveres, forudsættes forinden anonymiseret i
det
ovenfor nævnte omfang.
Den foreslåede nye bestemmelse i persondatalovens § 26
a regulerer ikke spørgsmålet om, i hvilket omfang der kan foretages
tv-overvågning med billed- og lydoptagelse. Som hidtil reguleres privates
adgang
til at foretage tv-overvågning med billedoptagelse i tv-overvågningsloven
(for
så vidt angår steder, hvortil der er almindelig adgang mv.) og straffeloven
(for så vidt angår tv-overvågning af ikke frit tilgængelige steder), jf. pkt.
3.1. og 3.3. ovenfor. Spørgsmålet om adgangen til at foretage lydoptagelse er
ikke
reguleret i tv-overvågningsloven, men i straffeloven, der i lovens
§ 263,
stk. 1, nr. 3, indeholder et forbud mod ved hjælp af et apparat
uberettiget hemmeligt at aflytte eller optage udtalelser fremsat i enrum,
telefonsamtaler eller anden samtale mellem andre eller forhandlinger i lukket
møde, som vedkommende ikke selv deltager i, eller hvortil vedkommende
uberettiget har skaffet sig adgang.
Det bemærkes i øvrigt, at de foreslåede bestemmelser om
videregivelse og sletning vedrører den dataansvarlige, dvs. den, som efter
persondatalovens almindelige regler er dataansvarlig for at optage de
pågældende
billed- og lydoptagelser med personoplysninger. Øvrige spørgsmål om sletning
og
videregivelse af optagelser med personoplysninger, der optages i forbindelse
med tv-overvågning, reguleres bl.a. af persondatalovens almindelige regler,
herunder lovens §§ 6-8. I praksis indebærer det bl.a., at optagelser,
der
i overensstemmelse med forslaget måtte være videregivet af en
erhvervsdrivende
til politiet til brug for opklaringen af kriminalitet, kan opbevares hos
politiet efter de for politiet gældende regler, jf. også betænkningens side
189.
Der henvises til pkt. 7.2.1. og 7.2.2. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 26 b
Det følger af tv-overvågningslovens § 3, stk. 1,
og § 3 a, stk. 1, at private og offentlige myndigheder, der
foretager
tv-overvågning af steder eller lokaler, hvortil der er almindelig adgang,
eller
af arbejdspladser, ved skiltning eller på anden tydelig måde skal give
oplysning herom. Undtaget fra denne oplysningspligt er dog tv-overvågning af
pengetransportbiler
og tv-overvågning uden billedoptagelse som led i overvågning af egne
indgange,
facader, indhegninger eller lignende, jf. lovens § 3, stk. 2.
Undtaget er endvidere tv-overvågning, som forestås af politiet eller
kriminalforsorgen, eller tv-overvågning som foretages med henblik på
beskyttelse
af militære anlæg, jf. lovens § 3 a, stk. 2.
Også persondataloven indeholder regler om den registreredes
ret til information om, at der indsamles oplysninger om den pågældende, jf.
lovens §§ 28-29. Dette gælder dog ikke, hvis (1) den registrerede
allerede
er bekendt med oplysningerne, (2) registreringen eller videregivelsen er
udtrykkeligt fastsat ved lov, eller (3) underretning af den registrerede
viser
sig umulig eller uforholdsmæssigt vanskelig, jf. lovens § 29,
stk. 2
og 3. Oplysningspligten kan endvidere begrænses i medfør af persondatalovens
§ 30,
hvis det er nødvendigt af hensyn til bl.a. statens sikkerhed, forsvaret, den
offentlige sikkerhed, forebyggelse og efterforskning af straffesager,
beskyttelse af den registreredes interesser eller andres rettigheder og
frihedsrettigheder mv.
Med den foreslåede nye bestemmelse i persondatalovens
§ 26 b præciseres det, at persondatalovens §§ 29 og 30 gælder, selv
om der oplyses om overvågningen i medfør af tv-overvågningslovens regler.
Privates og offentlige myndigheders tv-overvågning af steder,
der benyttes til almindelig færdsel, vil som altovervejende hovedregel være
undtaget fra den oplysningspligt over for de registrerede personer, som
følger
af persondatalovens § 29, stk. 1. Det skyldes, at en sådan pligt i
praksis normalt ville være umulig eller uforholdsmæssig vanskelig at opfylde,
jf. § 29, stk. 3. De personer, der færdes på det tv-overvågede
område,
vil imidlertid som følge af den skiltning mv., som sker i medfør af
tv-overvågningslovens §§ 3 og
3 a,
blive gjort bekendt med tv-overvågningen.
For så vidt angår tv-overvågning af andre områder, f.eks.
tv-overvågning af arbejdspladser, indebærer den foreslåede bestemmelse, at
der
– ud over den skiltning mv., som følger af tv-overvågningslovens
§§ 3 og
3 a
– også skal gives oplysning efter
persondatalovens regler, dvs. som udgangspunkt en meddelelse til hver enkelt
ansat om tv-overvågningen. Meddelelsen skal indeholde de oplysninger, som
følger
af lovens § 29, stk. 1. Meddelelse om overvågningen skal endvidere
gives, inden denne påbegyndes, jf. herved Datatilsynets gældende praksis om
god
databehandlingsskik på tv-overvågningsområdet.
I andre tilfælde vil det i almindelighed være den
dataansvarlige, der skal vurdere, om der er grundlag for at fravige den
oplysningspligt,
som følger af persondatalovens regler. Spørgsmålet kan forelægges
Datatilsynet.
Der henvises i
øvrigt til
7.3.1. og 7.3.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til § 26 c
Persondataloven indeholder i kapitel 12-14 (§§ 43-52)
regler om anmeldelse mv. af behandlinger til tilsynsmyndighederne (dvs.
Datatilsynet eller Domstolsstyrelsen). Der sondres mellem anmeldelse af
behandlinger,
der foretages for den offentlige forvaltning (kapitel 12), anmeldelse af
behandlinger, der foretages for en privat dataansvarlig (kapitel 13) og
anmeldelse
af behandlinger, der foretages for domstolene (kapitel 14).
For offentlige myndigheders tv-overvågning med digitalt
udstyr medfører persondatalovens regler om anmeldelse mv., at behandlingen
skal
være anmeldt til Datatilsynet, hvis den sker for at forebygge og afsløre
kriminelle aktiviteter. Datatilsynet fører tilsyn og har inspektionsadgang.
For så vidt angår privates tv-overvågning med digitalt
udstyr følger det af § 2, stk. 1, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 534
af
15. juni 2000 om undtagelse fra pligten til anmeldelse af visse behandlinger,
som foretages for en privat dataansvarlig, at der ikke er anmeldelsespligt
(med
krav om forudgående tilladelse fra Datatilsynet), medmindre der er tale om et
edb-register. Datatilsynet har i hidtidig praksis antaget, at privates
digitale
tv-overvågning ikke er anmeldelsespligtig. For så vidt angår privates
tv-overvågning med analogt udstyr, følger det af bekendtgørelsens § 2,
stk. 1, nr. 3, at der er anmeldelsespligt for ikke-elektronisk
systematisk
behandlinger, hvis der heri indgår behandlinger som nævnt i lovens § 50,
stk. 1 (følsomme oplysninger). Datatilsynet har i hidtidig praksis
antaget, at heller ikke privates analoge tv-overvågning er
anmeldelsespligtig.
Det følger af den foreslåede nye bestemmelse i
persondatalovens
§ 26 c, stk. 1
,
at der ved behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning
ikke skal foretages anmeldelse til Datatilsynet eller Domstolsstyrelsen efter
reglerne i § 43 (den offentlige forvaltning), § 48 (private
dataansvarlige) og § 52 (domstolene).
Fritagelsen fra kravet om anmeldelse indebærer, at der heller
ikke skal indhentes forudgående udtalelse fra Datatilsynet efter reglerne i
§ 45
(den offentlige forvaltning), tilladelse fra Datatilsynet efter reglerne i
§ 50
(private dataansvarlige) eller forudgående udtalelse fra Domstolsstyrelsen
efter reglerne i § 52, jf. § 45 (domstolene).
Bestemmelsen i persondatalovens § 47 finder derimod også
anvendelse på behandling af personoplysninger i forbindelse med
tv-overvågning.
Det følger af denne bestemmelse, at der i tilfælde, hvor dataansvaret er
henlagt til en underordnet myndighed, og hvor tilsynet ikke kan tiltræde
udførelsen af en behandling, skal ske forelæggelse for vedkommende minister,
der træffer afgørelse i sagen, jf. § 47, stk. 1. Det følger af
denne
bestemmelse endvidere, at der i tilfælde, hvor tilsynet ikke kan tiltræde
udførelsen af en behandling, som foretages for en regional eller kommunal
myndighed, skal ske forelæggelse for indenrigs- og sundhedsministeren, der
træffer afgørelse i sagen, jf. § 47, stk. 2.
Det følger af den foreslåede nye bestemmelse i
persondatalovens
§ 26 c, stk. 2
,
at den i stk. 1 indeholdte undtagelse fra anmeldelsespligten ikke
medfører, at privates overførsler af bl.a. følsomme oplysninger til
tredjelande
kan ske uden tilladelse fra Datatilsynet. Uanset at behandling af
personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning er undtaget fra § 48,
skal Datatilsynets tilladelse til overførsel af sådanne oplysninger til
tredjelande i medfør af § 27, stk. 1, og stk. 3, nr. 2-4,
således
altid indhentes, hvis oplysningerne er omfattet af § 50, stk. 1.
Bestemmelsen har til formål at give Datatilsynet indseende med og mulighed
for
at gribe ind over for privates overførsler af bl.a. følsomme oplysninger til
tredjelande.
Der henvises i øvrigt til pkt. 7.5.1. og 7.5.2. i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 4 (§ 36, stk.3)
Det følger af den gældende bestemmelse i persondatalovens
§ 36, stk. 3, at henvendelse til en forbruger efter stk. 2 i
øvrigt skal ske i overensstemmelse med reglerne i markedsføringslovens
§ 6
a og regler udstedt i medfør af markedsføringslovens § 6 a, stk. 6.
Markedsføringslovens § 6 a blev imidlertid ophævet ved
lov nr. 1389 af 21. december 2005, idet indholdet af reglen i § 6 a blev
videreført i markedsføringslovens § 6.
Der er alene tale om en konsekvensændring i persondataloven
som følge af den ændring, der er foretaget i markedsføringsloven ved den
nævnte
lov. Der tilsigtes således ikke ændringer i bestemmelsens anvendelsesområde.
Der henvises i øvrigt til pkt. 8 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 5 (§ 62, stk. 3)
Det følger af de gældende bestemmelser i persondataloven,
at Datatilsynet bl.a. har til opgave at føre tilsyn med lovens overholdelse,
behandle klager fra registrerede personer samt afgive udtalelser og udstede
tilladelser i forbindelse med anmeldelse af behandlinger til tilsynet, jf.
lovens §§ 57-64. Tilsynet med behandling af oplysninger vedrørende
domstolenes administrative forhold er dog henlagt til Domstolsstyrelsen, jf.
lovens
§ 67.
Datatilsynet fører tilsyn med offentlige myndigheders
digitale tv-overvågning, og Datatilsynet har i den forbindelse
inspektionsadgang,
ligesom registrerede personer kan klage til Datatilsynet. For så vidt angår
privates digitale eller analoge tv-overvågning har Datatilsynet kun
inspektionsadgang,
i det omfang behandlingen er undergivet anmeldelsespligt. De registrerede
personer har dog – uafhængigt af anmeldelsespligten – mulighed for
at klage til
Datatilsynet.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at Datatilsynet tillægges
inspektionskompetence over for private dataansvarliges behandling af
personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning, selv om denne behandling
er
undtaget fra anmeldelsespligt efter lovens § 48 (og dermed også er
undtaget fra kravet om indhentelse af Datatilsynets tilladelse efter lovens
§ 50,
stk. 1).
Der vil herefter gælde ens regler om inspektionskompetence
i den private og offentlige sektor ved behandling af personoplysninger i
forbindelse med tv-overvågning.
Der henvises til pkt. 7.5.1. og 7.5.2. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 6 (§ 70, stk. 1, nr. 1)
Efter den gældende bestemmelse i persondatalovens
§ 70, stk. 1, nr. 1, straffes, medmindre højere straf er forskyldt
efter den øvrige lovgivning, med bøde eller fængsel indtil 4 måneder den, der
i
forbindelse med en behandling, som udføres for private, overtræder en række
af
de pligter, der påhviler vedkommende efter loven.
Den foreslåede bestemmelse medfører, at den, der i
forbindelse med behandlinger, der udføres for private, overtræder den
foreslåede
bestemmelse i lovens § 26 a om opbevaring og videregivelse af billed- og
lydoptagelser, der optages i forbindelse med tv-overvågning i
kriminalitetsforebyggende øjemed, kan straffes på samme måde.
Det følger i øvrigt af persondatalovens § 70, stk. 5,
at der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter
reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Der henvises til pkt. 7.7.1. og 7.7.2. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 3
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2007.
Til § 4
Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed.
Det følger af
stk. 1
,
at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2 og 3.
Den foreslåede bestemmelse i
stk. 2
indebærer, at lovens § 2 – dvs. de foreslåede
ændringer af tv-overvågningsloven – ved kongelig anordning kan sættes i
kraft
for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske eller
grønlandske forhold tilsiger.
Lov om forbud mod privates tv-overvågning m.v. er sat i
kraft for Færøerne ved kongelig anordning nr. 155 af 21. marts 1988 med
virkning fra den 1. april 1988. De ændringer af loven, der er foretaget ved
lov
nr. 1016 af 23. december 1998, lov nr. 939 af 20. december 1999 og lov nr.
257
af 8. maj 2002, er ikke sat i kraft for Færøerne.
Lov om forbud mod privates tv-overvågning m.v. er ikke sat
i kraft for Grønland.
Den foreslåede bestemmelse i
stk. 3
indebærer, at lovens § 3 – dvs. de foreslåede
ændringer af persondataloven – ved kongelig anordning kan sættes i kraft
for
rigsmyndighedernes behandling af oplysninger på Færøerne med de afvigelser,
som
de særlige færøske forhold tilsiger. Lovens § 3 kan ved kongelig
anordning
endvidere sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige
grønlandske
forhold tilsiger.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
§ 1
I lov om forbud mod tv-overvågning m.v., jf. lovbekendtgørelse
nr. 788 af 12. august 2005, som ændret ved § 4 i lov nr. 542 af 8. juni
2006, foretages følgende ændringer:
Lov om forbud mod tv-overvågning m.v.
1.
Lovens
titel
affattes således:
»Lov om tv-overvågning«.
§ 2.
Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke:
1)
Tv-overvågning af
tankstationer, fabriksområder, overdækkede butikscentre og lignende områder,
på hvilke der drives erhvervsvirksomhed, såfremt overvågningen foretages af
den, der har rådighed over området.
2)
Tv-overvågning af
automater, hvor penge kan hæves (pengeautomater) eller kan veksles til anden
valuta (vekselautomater), eller af køretøjer, der udelukkende anvendes til
transport af penge (pengetransportbiler), såfremt overvågningen foretages af
den, der har rådighed over automaten eller køretøjet, og såfremt
overvågningen er indrettet således, at den alene er rettet mod personer, som
befinder sig i umiddelbarhed nærhed af automaten eller køretøjet.
3)
Tv-overvågning, der
ikke er forbundet med optagelse af billeder på videobånd, film eller
lignende, når den foretages som led i overvågning af egne indgange, facader,
indhegninger eller lignende.
2.
I
§ 2
indsættes efter nr. 2 som nyt
nummer:
»3)
Tv-overvågning,
der foretages af pengeinstitutvirksomheder, spillekasinoer, hotel- og
restaurationsvirksomheder samt butikscentre og butikker, hvorfra der foregår
detailsalg, af
a)
egne indgange og
facader, samt
b)
arealer, som ligger
i direkte tilknytning til egne indgange og facader, og som naturligt anvendes
eller kan anvendes som adgangs- eller flugtvej i forhold til egne indgange,
når overvågningen er klart nødvendig af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse.«
Nr. 3 bliver herefter nr. 4.
§ 3.
Private, der foretager tv-overvågning af steder eller lokaler, hvortil der er
almindelig adgang, eller af arbejdspladser, skal ved skiltning eller på anden
tydelig måde give oplysning herom.
Stk. 2.
Stk. 1
gælder ikke tv-overvågning af pengetransportbiler i medfør af § 2, nr.
2, og i de i § 2, nr. 3, nævnte tilfælde.
3.
I
§ 3, stk. 2
, ændres »§ 2, nr. 3« til: »§ 2, nr. 4«.
§ 4 a.
Politimesteren (Politidirektøren) kan henstille, at offentlige myndigheder
eller private foretager tv-overvågning i overensstemmelse med gældende
lovgivning.
4.
I
§§ 4 a
og
4 b
ændres »Politimesteren (Politidirektøren)« til: »Politidirektøren«.
§ 4 b.
Politimesteren (Politidirektøren) kan meddele offentlige myndigheder eller
private, som foretager eller planlægger at iværksætte tv-overvågning efter
gældende lovgivning, pålæg med hensyn til kvaliteten af optagelser af
billeder på videobånd, film el.lign. samt med hensyn til opbevaringen af
sådanne optagelser.
5.
Efter
§ 6 indsættes:
»
§ 6 a.
Justitsministeren afgiver i folketingsåret 2010-11 en beretning til
Folketinget om erfaringerne med bestemmelsen i § 2, nr. 3.«
§ 2
I lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af
personoplysninger, som ændret ved § 7 i lov nr. 280 af 25. april 2001 og
§ 6 i lov nr. 552 af 24. juni 2005, foretages følgende ændringer:
§ 1.
Loven gælder for behandling af personoplysninger,
som helt eller delvis foretages ved hjælp af elektronisk databehandling, og
for ikke-elektronisk behandling af personoplysninger, der er eller vil blive
indeholdt i et register.
Stk. 2.
Loven
gælder tillige for anden ikke- elektronisk systematisk behandling, som
udføres for private, og som omfatter oplysninger om personers private eller
økonomiske forhold eller i øvrigt oplysninger om personlige forhold, som med
rimelighed kan forlanges unddraget offentligheden. Dette gælder dog ikke
reglerne i lovens kapitel 8 og 9.
Stk. 3-6.
(Udelades)
Stk. 6.
Uden for
de i stk. 4 nævnte tilfælde kan vedkommende minister bestemme, at lovens
regler helt eller delvis skal finde anvendelse på behandling af oplysninger
om virksomheder mv., som udføres for den offentlige forvaltning.
1.
I
§ 1
indsættes som
stk. 7
:
»
Stk. 7. Loven gælder for enhver form for behandling
af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning.«
§ 6.
Behandling af oplysninger må kun finde sted, hvis
1)-7) (Udelades)
Stk. 2.
En
virksomhed må ikke videregive oplysninger om en forbruger til en anden
virksomhed til brug ved markedsføring eller anvende oplysningerne på vegne af
en anden virksomhed i dette øjemed, medmindre forbrugeren har givet sit
udtrykkelige
samtykke hertil. Et samtykke skal indhentes i overensstemmelse med reglerne i
markedsføringslovens § 6 a.
2.
I
§ 6, stk. 2, 2. pkt.,
ændres »markedsføringslovens § 6 a« til: » markedsføringslovens
§ 6«.
Stk. 2-4.
(Udelades)
3.
Efter § 26 indsættes:
»Kapitel 6 a
Tv-overvågning
§ 26 a.
Billed- og lydoptagelser med personoplysninger, der optages i forbindelse med
tv-overvågning i kriminalitetsforebyggende øjemed, må kun videregives, hvis
1)
den registrerede
har givet sit udtrykkelige samtykke,
2)
videregivelsen
følger af lov, eller
3)
videregivelsen sker
til politiet i kriminalitetsopklarende øjemed.
Stk. 2. Optagelser som nævnt i stk. 1 skal
slettes senest 30 dage efter, at optagelserne er foretaget, jf. dog
stk. 3.
Stk. 3. Optagelser kan opbevares i et længere
tidsrum end nævnt i stk. 2, hvis det er nødvendigt af hensyn til den
dataansvarliges
behandling af en konkret tvist. Den dataansvarlige skal i så fald inden for
den i stk. 2 angivne frist underrette den, som tvisten vedrører, og på
anmodning udlevere en kopi af optagelsen til den pågældende.
§ 26 b.
Bestemmelserne i §§ 29 og 30 gælder uanset en eventuel skiltning i
medfør
af §§ 3 og
3 a
i lov om tv-overvågning.
§ 26 c.
Behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning er undtaget
fra §§ 43, 48 og 52 om anmeldelse til Datatilsynet eller
Domstolsstyrelsen.
Stk. 2.
Uanset at behandling af personoplysninger i
forbindelse med tv-overvågning er undtaget fra § 48, skal Datatilsynets
tilladelse til overførsel af sådanne oplysninger til tredjelande i medfør af
§ 27, stk. 1, og stk. 3, nr. 2-4, altid indhentes, hvis
oplysningerne er omfattet af § 50, stk. 1.«
§ 36.
Fremsætter en forbruger indsigelse herimod, må en virksomhed ikke videregive
oplysninger om den pågældende til en anden virksomhed med henblik på
markedsføring
eller anvende oplysningerne på vegne af en anden virksomhed i dette øjemed.
Stk. 2.
(Udelades)
Stk. 3.
Henvendelse
til forbrugeren efter stk. 2 skal i øvrigt ske i overensstemmelse med
reglerne i markedsføringslovens § 6 a og regler udstedt i medfør af
markedsføringslovens § 6 a, stk. 6.
4.
I
§ 36, stk. 3,
ændres
»markedsføringslovens § 6 a« til: »markedsføringslovens § 6«, og
»markedsføringslovens § 6 a, stk. 6« til: »markedsføringslovens
§ 6, stk. 7«.
§ 62.
Datatilsynet kan kræve enhver oplysning, der er af betydning for dets
virksomhed,
herunder til afgørelse af, om et forhold falder ind under lovens
bestemmelser.
Stk. 2.
Tilsynets
medlemmer og personale har til enhver tid mod behørig legitimation uden
retskendelse adgang til alle lokaler, hvorfra en behandling, som foretages
for den offentlige forvaltning, administreres, eller hvorfra der er adgang
til de oplysninger, som behandles, samt til lokaler, hvor oplysningerne eller
tekniske hjælpemidler opbevares eller anvendes.
Stk. 3.
Bestemmelsen i stk. 2 gælder tilsvarende for behandlinger, som foretages
for private dataansvarlige, i det omfang behandlingen er omfattet af
§ 50.
5.
I
§ 62, stk. 3
, indsættes
efter »§ 50«: »eller foretages i forbindelse med tv-overvågning«.
Stk. 4.
(Udelades)
§ 70.
Medmindre højere straf er forskyldt
efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde eller hæfte den, der i
forbindelse med en behandling, som udføres for private,
6.
I
§ 70, stk. 1, nr. 1
,
indsættes efter »§ 26, stk. 1, stk. 2, 2. pkt., og
stk. 3,«:
»§ 26 a,«.
1)
overtræder
§ 4, stk. 5, § 5, stk. 2-5, § 6, § 7,
stk. 1, § 8, stk. 4, 5 og 7, § 9, stk. 2, § 10,
stk. 2 og 3, 1. pkt., § 11, stk. 2 og 3, § 12,
stk. 1 og stk. 2, 1. pkt., § 13, stk. 1, 1. pkt.,
§§ 20-25, § 26, stk. 1, stk. 2, 2. pkt., og stk. 3,
§ 27, stk. 1, § 28, stk. 1, § 29, stk. 1,
§ 31, §§ 33 og 34, § 35, stk. 2, §§ 36 og 37,
§ 39, stk. 1 og 3, § 41, stk. 1 og 3, § 42,
§ 48, § 50, stk. 1 og 2, § 51, § 53 eller § 54,
stk. 2,
2)-6) (Udelades)
Stk. 2-5.
(Udelades)
§ 3
Loven træder i kraft den 1. juli 2007.
§ 4
Stk. 1.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland,
jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2.
Lovens § 1 kan ved kongelig anordning
sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige
færøske eller grønlandske forhold tilsiger.
Stk. 3.
Lovens § 2 kan ved kongelig anordning
sættes i kraft for rigsmyndighedernes behandling af oplysninger på Færøerne
med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger. Lovens § 2
kan ved kongelig anordning endvidere sættes i kraft for Grønland med de
afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger.
Lignende dokumenter
- Skriftlig fremsættelse (28. februar 2007) - L 162 Retsinformation · 28. februar 2007
- Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven og lov om tv-overvågning (Politiets overtagelse af tv-overvågning og udvidelse af adgangen til tv-overvågning) Retsinformation · 28. februar 2019
- Forslag til Lov om ændring af lov om tv-overvågning (Styrkelse af trygheden og sikkerheden, herunder udvidelse af adgangen til tv-overvågning for private og offentlige myndigheder samt obligatorisk registrering af tv-overvågning) Retsinformation · 6. februar 2020
- Bekendtgørelse af lov om tv-overvågning Retsinformation · 28. februar 2023
- Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven (Politiets overtagelse af tv-overvågning) Retsinformation · 6. februar 2020
- Forslag til Lov om ændring af lov om tv-overvågning (Udvidelse af adgangen til tv-overvågning for boligorganisationer m.v. og idrætsanlæg) Retsinformation · 25. marts 2010