Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af lov om forbud mod tv-overvågning m.v. og lov om behandling af personoplysninger (Udvidelse af adgangen til tv-overvågning og styrkelse af retsbeskyttelsen ved behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning)

2006/1 LSF 162Lovforslag som fremsatJustitsministeriet28. februar 2007

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 28. februar 2007 af

justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov

om ændring af lov om forbud mod tv-overvågning m.v.

og lov om behandling af personoplysninger

(Udvidelse af

adgangen til tv-overvågning og styrkelse af retsbeskyttelsen ved behandling

af

personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning)

§ 1

I lov om forbud mod tv-overvågning m.v., jf.

lovbekendtgørelse nr. 788 af 12. august 2005, som ændret ved § 4 i lov

nr.

542 af 8. juni 2006, foretages følgende ændringer:

1.

Lovens

titel

affattes således:

»Lov om tv-overvågning«.

2.

I

§ 2

indsættes efter nr. 2 som nyt nummer:

»3)

Tv-overvågning, der

foretages af pengeinstitutvirksomheder, spillekasinoer, hotel- og

restaurationsvirksomheder

samt butikscentre og butikker, hvorfra der foregår detailsalg, af

Læs alt

a)

egne indgange og

facader, samt

b)

arealer, som ligger i

direkte tilknytning til egne indgange og facader, og som naturligt anvendes

eller kan anvendes som adgangs- eller flugtvej i forhold til egne indgange,

når

overvågningen er klart nødvendig af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse.«

Nr. 3 bliver herefter nr. 4.

3.

I

§ 3, stk. 2,

ændres »§ 2, nr. 3«

til: »§ 2, nr. 4«.

4.

I

§§ 4 a

og

4

b

ændres »Politimesteren (Politidirektøren)« til: »Politidirektøren«.

5.

Efter

§ 6 indsættes:

»

§ 6 a.

Justitsministeren

afgiver i folketingsåret 2010-11 en beretning til Folketinget om erfaringerne

med bestemmelsen i § 2, nr. 3.«

§ 2

I lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af

personoplysninger, som ændret ved § 7 i lov nr. 280 af 25. april 2001 og

§ 6

i lov nr. 552 af 24. juni 2005, foretages følgende ændringer:

1.

I

§ 1

indsættes som stk. 7:

»Stk. 7.

Loven

gælder for enhver form for behandling af personoplysninger i forbindelse med

tv-overvågning.«

2.

I

§ 6, stk. 2, 2. pkt.,

ændres

»markedsføringslovens § 6 a« til: »markedsføringslovens § 6«.

3.

Efter § 26 indsættes:

»Kapitel

6 a

Tv-overvågning

§ 26 a.

Billed- og lydoptagelser med personoplysninger, der optages i forbindelse med

tv-overvågning i kriminalitetsforebyggende øjemed, må kun videregives, hvis

1)

den registrerede har

givet sit udtrykkelige samtykke,

2)

videregivelsen følger

af lov, eller

3)

videregivelsen sker

til politiet i kriminalitetsopklarende øjemed.

Stk. 2.

Optagelser

som nævnt i stk. 1 skal slettes senest 30 dage efter, at optagelserne er

foretaget,

jf. dog stk. 3.

Stk. 3.

Optagelser

kan opbevares i et længere tidsrum end nævnt i stk. 2, hvis det er

nødvendigt

af hensyn til den dataansvarliges behandling af en konkret tvist. Den

dataansvarlige

skal i så fald inden for den i stk. 2 angivne frist underrette den, som

tvisten vedrører, og på anmodning udlevere en kopi af optagelsen til den

pågældende.

§ 26 b.

Bestemmelserne i §§ 29 og 30 gælder uanset en eventuel skiltning i

medfør

af §§ 3 og

3 a

i lov om tv-overvågning.

§ 26 c.

Behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning er undtaget

fra §§ 43, 48 og 52 om anmeldelse til Datatilsynet eller

Domstolsstyrelsen.

Stk. 2.

Uanset at

behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning er undtaget

fra § 48, skal Datatilsynets tilladelse til overførsel af sådanne

oplysninger

til tredjelande i medfør af § 27, stk. 1, og stk. 3, nr. 2-4,

altid indhentes, hvis oplysningerne er omfattet af § 50, stk. 1.«

4.

I

§ 36, stk. 3,

ændres

»markedsføringslovens § 6 a« til: »markedsføringslovens § 6«, og

»markedsføringslovens

§ 6 a, stk. 6« til: »markedsføringslovens § 6, stk. 7«.

5.

I

§ 62, stk. 3,

indsættes efter

»§ 50«: »eller foretages i forbindelse med tv-overvågning«.

6.

I

§ 70, stk. 1, nr. 1,

indsættes efter

»§ 26, stk. 1, stk. 2, 2. pkt., og stk. 3,«: »§ 26

a,«.

§ 3

Loven træder i kraft den 1. juli 2007.

§ 4

Stk. 1.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2.

Lovens § 1

kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de

afvigelser,

som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Stk. 3.

Lovens § 2

kan ved kongelig anordning sættes i kraft for rigsmyndighedernes behandling

af

oplysninger på Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold

tilsiger. Lovens § 2 kan ved kongelig anordning endvidere sættes i kraft

for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1.

Indledning

;............................................................................

........................

1.1.

Lovforslagets

formål

;............................................................................

....

1.2.

Hovedtræk af

lovforslaget

........................................................................

2.

Tidligere overvejelser og reformer

vedrørende tv-overvågning

..............

3.

Gældende ret på tv-overvågningsområdet

.................................................

3.1.

Lov om forbud mod

tv-overvågning mv. (tv-overvågningsloven)

..................

3.1.1.

Forbud mod

tv-overvågning af frit tilgængelige steder, som

benyttes til almindelig færdsel

..........................................................

3.1.2.

Undtagelser fra

tv-overvågningslovens forbud

..................................

3.1.3.

Skiltning mv.

;............................................................................

......

3.1.4.

Politiets

henstillingsret mv.

..............................................................

3.2.

Lov om behandling

af personoplysninger (persondataloven)

........................

3.2.1.

Persondatalovens

anvendelse på behandling af personoplysninger

i forbindelse med tv-overvågning

.....................................................

3.2.2.

Grundlæggende

principper

..............................................................

3.2.3.

Behandlingsregler

;..........................................................................

3.2.4.

Den registreredes

rettigheder

..........................................................

3.2.5.

Fortrolighed og

datasikkerhed

.........................................................

3.2.6.

Anmeldelse

;............................................................................

.......

3.2.7.

Tilsyn og

klageadgang mv.

..............................................................

3.2.8.

Erstatning og

godtgørelse

...............................................................

3.3.

Straffeloven

;............................................................................

.................

3.4.

Arbejdsretlige

regler

;............................................................................

.....

3.5.

Kommunernes

tv-overvågning

..................................................................

3.6.

Politiets brug af

tv-overvågning

.................................................................

4.

Tv-overvågningsudvalgets betænkning

.....................................................

4.1.

Indledning

;............................................................................

....................

4.2.

Undersøgelser om

tv-overvågning

.............................................................

5.

Generelle overvejelser

;............................................................................

...

5.1.

Udvalgets

generelle overvejelser og forslag

...............................................

5.2.

Justitsministeriets

overvejelser

..................................................................

6.

Ændringer af tv-overvågningsloven

...........................................................

6.1.

Tv-overvågning med

billedoptagelse af egne facader og indgange

samt arealer i direkte tilknytning hertil

........................................................

6.1.1.

Udvalgets

overvejelser og forslag

....................................................

6.1.2.

Justitsministeriets

overvejelser

........................................................

6.1.3.

Forholdet til Den

Europæiske Menneskerettighedskonvention

............

6.2.

Dispensationsregel

;............................................................................

.......

6.2.1.

Udvalgets

overvejelser og forslag

....................................................

6.2.2.

Justitsministeriets

overvejelser

........................................................

6.3.

Kommunal

tv-overvågning på frit tilgængelige steder

..................................

6.3.1.

Udvalgets

overvejelser og forslag

....................................................

6.3.2.

Justitsministeriets

overvejelser

........................................................

6.4.

Afgivelse af

beretning til Folketinget

..........................................................

6.4.1.

Udvalgets

overvejelser og forslag

....................................................

6.4.2.

Justitsministeriets

overvejelser

........................................................

7.

Ændringer af persondataloven

....................................................................

7.1.

Persondatalovens

anvendelsesområde

.......................................................

7.1.1.

Udvalgets

overvejelser og forslag

....................................................

7.1.2.

Justitsministeriets

overvejelser

........................................................

7.2.

Opbevaring og

videregivelse

.....................................................................

7.2.1.

Udvalgets

overvejelser og forslag

....................................................

7.2.2.

Justitsministeriets

overvejelser

........................................................

7.3.

Oplysningspligt

;............................................................................

.............

7.3.1.

Udvalgets

overvejelser og forslag

....................................................

7.3.2.

Justitsministeriets

overvejelser

........................................................

7.4.

Ret til indsigt,

indsigelse og korrektion

........................................................

7.4.1.

Udvalgets

overvejelser og forslag

....................................................

7.4.2.

Justitsministeriets

overvejelser

........................................................

7.5.

Anmeldelse og

tilsyn

;............................................................................

....

7.5.1.

Udvalgets

overvejelser og forslag

....................................................

7.5.2.

Justitsministeriets

overvejelser

........................................................

7.6.

Økonomisk

godtgørelse

;........................................................................

....

7.6.1.

Udvalgets

overvejelser og forslag

....................................................

7.6.2.

Justitsministeriets

overvejelser

........................................................

7.7.

Straf

;............................................................................

...........................

7.7.1.

Udvalgets

overvejelser og forslag

....................................................

7.7.2.

Justitsministeriets

overvejelser

........................................................

7.8.

Information mv.

;............................................................................

...........

7.8.1.

Udvalgets

overvejelser og forslag

....................................................

7.8.2.

Justitsministeriets

overvejelser

........................................................

8.

Konsekvensændring af persondatalovens

§ 6, stk. 2, og § 36, stk. 3

.......

9.

Lovforslagets økonomiske og

administrative konsekvenser

....................

10.

Hørte myndigheder mv.

;............................................................................

..

1. Indledning

1.1. Lovforslagets formål

1.1.1.

Lovforslaget har for det første til formål med henblik på

kriminalitetsbekæmpelse at åbne mulighed for, at visse erhvervsdrivende kan

foretage tv-overvågning med optagelse af billeder af egne indgange og facader

samt efter omstændighederne af arealer i direkte tilknytning til egne

indgange

og facader.

For det andet er formålet med lovforslaget ved en ændring

af persondataloven at sikre borgerne en styrket retsbeskyttelse ved

behandling

af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning. Forslaget indebærer,

at

privates og offentlige myndigheders behandling af personoplysninger i

forbindelse med tv-overvågning kun kan ske, i det omfang persondatalovens

grundlæggende principper om god databehandlingsskik, saglighed og

proportionalitet er opfyldt. Oplysningerne må ikke komme til uvedkommendes

kendskab, misbruges eller i øvrigt behandles i strid med loven, og der

foreslås

indført særlige regler om pligt til sletning og om begrænset adgang til

videregivelse af optagelser med personoplysninger i forbindelse med

tv-overvågning.

1.1.2.

De

foreslåede regler bygger på tv-overvågningsudvalgets betænkning nr. 1483/2006

om tv-overvågning. Betænkningen indeholder udvalgets overvejelser om,

hvorvidt adgangen

til at foretage tv-overvågning i kriminalitetsforebyggende øjemed bør

udvides,

og givet fald hvilke rammer der bør gælde for en sådan udvidelse. Det er

udvalgets opfattelse, at en afvejning af hensynet til privatlivets fred over

for ønsket om at kunne forebygge og opklare mest mulig kriminalitet kan

begrunde,

at der sker en vis udvidelse af adgangen til at foretage tv-overvågning.

Betænkningen indeholder endvidere udvalgets vurdering af samspillet

mellem de gældende regler om tv-overvågning i tv-overvågningsloven og

persondataloven. Med henblik på at sikre, at den behandling af

personoplysninger,

der er forbundet med tv-overvågning, sker under iagttagelse af reglerne i

persondataloven og under Datatilsynets tilsyn, har udvalget foreslået en

række

ændringer af persondataloven.

Endelig indeholder betænkningen nogle overvejelser om,

hvorvidt der bør tilvejebringes hjemmel til, at kommuner efter forelæggelse

for

politiet kan foretage tv-overvågning på frit tilgængelige steder i et

generelt

kriminalitetsforebyggende øjemed. Om disse overvejelser henvises til pkt.

6.3.

nedenfor.

1.1.3.

Tv-overvågningsudvalget har i sin betænkning angivet to lovtekniske løsninger

for, hvordan udvalgets forslag kan gennemføres. Den ene model indebærer en

ophævelse af tv-overvågningsloven således, at denne lovs bestemmelser i

stedet

optages i persondataloven, mens den anden model indebærer en opretholdelse af

begge love. Justitsministeriet har ved udformningen af lovforslaget valgt

sidstnævnte model. Der henvises herom til pkt. 5.1. og 5.2. nedenfor.

1.2. Hovedtræk af lovforslaget

Lovforslaget indeholder for det første et forslag om

ændring af tv-overvågningslovens titel fra »lov om forbud mod tv-overvågning

m.v.« til »lov om tv-overvågning«. Det skal ses i lyset af, at den samlede

regulering i tv-overvågningsloven snarere vil fremstå som vedrørende hvor og

på

hvilken måde tv-overvågning kan finde sted, end som vedrørende et generelt

forbud mod tv-overvågning.

Der foreslås indsat en ny bestemmelse i

tv-overvågningsloven om, at pengeinstitutvirksomheder, spillekasinoer, hotel-

og restaurationsvirksomheder samt butikscentre og butikker, hvorfra der

foregår

detailsalg, får mulighed for at foretage tv-overvågning med billedoptagelse

af

egne indgange og facader. I dag er det kun muligt for private at tv-overvåge

egne indgange og facader, hvis overvågningen ikke er forbundet med

billedoptagelse.

Det foreslås endvidere, at den nævnte gruppe af

erhvervsdrivende får mulighed for at foretage tv-overvågning med

billedoptagelse af arealer, som ligger i direkte tilknytning til egne

indgange

og facader, og som naturligt anvendes eller kan anvendes som adgangs- eller

flugtvej i forhold til egne indgange, når overvågningen er klart nødvendig af

hensyn til kriminalitetsbekæmpelse. Heri ligger, at denne form for

overvågning

kun kan foretages, når hensynet til at sikre, at tv-overvågningen får den

ønskede kriminalitetsbekæmpende effekt, gør det klart nødvendigt ikke alene

at

kunne tv-overvåge egne indgange og facader, men også visse tilknyttede

arealer.

For at sikre borgerne en styrket retsbeskyttelse ved

behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning foreslås

endvidere en række ændringer af persondataloven.

Der foreslås således indsat en bestemmelse i

persondataloven, hvorefter loven gælder enhver form for behandling af

personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning, uanset om

databehandlingen

foretages af private eller offentlige myndigheder.

Forslaget indebærer bl.a., at behandling af

personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning kun kan ske i det omfang,

lovens grundlæggende principper om god databehandlingsskik, saglighed og

proportionalitet mv. er opfyldt, samt at behandlingen teknisk og

organisatorisk

skal tilrettelægges således, at oplysninger ikke kommer til uvedkommendes

kendskab, misbruges eller i øvrigt behandles i strid med loven. Eksempelvis

vil

der være tale om en behandling i strid med loven, hvis en erhvervsdrivende

eller dennes ansatte gennemser optagelser fra en tv-overvågning, uden at det

har et sagligt formål.

Der foreslås endvidere indsat et nyt kapitel om

tv-overvågning i persondataloven med forskellige særregler om sletning og

videregivelse af billed- og lydoptagelser med personoplysninger, der optages

i

forbindelse med tv-overvågning i kriminalitetsforebyggende øjemed.

Ifølge den foreslåede regel om videregivelse vil de

pågældende optagelser kun kunne videregives, når (1) der foreligger

udtrykkeligt samtykke hertil fra den berørte person (den registrerede), (2)

videregivelsen følger af lov, eller (3) videregivelsen sker til politiet i

kriminalitetsopklarende øjemed (dvs. med henblik på, at oplysningerne kan

indgå

i en politimæssig efterforskning).

Ifølge den foreslåede regel om sletning skal de pågældende

oplysninger slettes senest 30 dage efter optagelsen, medmindre opbevaring af

optagelsen ud over 30 dages fristen er nødvendig for den dataansvarliges

behandling af en konkret tvist. I givet fald skal den, som tvisten vedrører,

underrettes inden udløb af 30 dages fristen, og fremsættes der anmodning

herom,

skal vedkommende have udleveret en kopi af optagelsen.

Det foreslås desuden, at overtrædelse af reglerne om

videregivelse og sletning skal kunne straffes med bøde eller fængsel indtil 4

måneder.

Ved indsættelse af en ny bestemmelse i persondataloven

foreslås det endvidere udtrykkeligt præciseret, at persondatalovens

bestemmelser om oplysningspligt (herunder pligt til at angive den

dataansvarliges identitet samt formålet med indsamling af personoplysninger)

gælder, selv om der oplyses om tv-overvågningen i medfør af

tv-overvågningslovens regler om skiltning mv.

Der foreslås desuden indført en bestemmelse i

persondataloven, hvorefter der ved behandling af personoplysninger i

forbindelse med tv-overvågning ikke skal ske anmeldelse til Datatilsynet

(Domstolsstyrelsen)

efter reglerne i § 43 (den offentlige forvaltning), § 48 (private

dataansvarlige) eller § 52 (domstolene). Forslaget indebærer samtidig,

at

der ikke skal indhentes forudgående udtalelse eller tilladelse til behandling

af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning.

Endvidere foreslås det, at Datatilsynet tillægges inspektionskompetence

også i forhold til privates behandling af personoplysninger i forbindelse med

tv-overvågning. I dag har tilsynet kun en sådan kompetence i forhold til

offentlige myndigheders tv-overvågning.

Endelig foreslås en konsekvensændring af persondatalovens

§ 6, stk. 2, og § 36, stk. 3, som følge af en ændring,

der

er foretaget i markedsføringsloven ved lov nr. 1389 af 21. december 2005.

2. Tidligere overvejelser og reformer på

tv-overvågningsområdet

2.1.

Ved lov nr.

278 af 9. juni 1982 om forbud mod privates tv-overvågning m.v.

(tv-overvågningsloven)

blev privates adgang til at foretage tv-overvågning for første gang reguleret

i

en særlig lov. Indtil da gjaldt kun de begrænsninger, som følger af

straffelovens § 264 a om uberettiget fotografering af personer, der

befinder

sig på et ikke frit tilgængeligt sted, og straffelovens § 264 d om

uberettiget videregivelse af meddelelser eller billeder vedrørende en andens

private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under

omstændigheder,

der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden, jf. pkt. 3.3. nedenfor.

Forslag til lov om tv-overvågning (L 151) blev fremsat af

justitsministeren bl.a. på baggrund af en sag om tv-overvågning af gågaden i

Hobro.

Der henvises herom til Folketingstidende 1981-82, Tillæg A, s. 3825 ff.

Tv-overvågningsloven fra 1982 indebar først og fremmest et generelt

forbud mod privates tv-overvågning på steder, hvortil der er almindelig

adgang.

Forbudet blev navnlig begrundet med, at det i sig selv vil kunne virke

krænkende og skabe en almindelig fornemmelse af utryghed og ufrihed, hvis en

udbredt anvendelse af overvågningsudstyr begrænser mulighederne for at kunne

færdes på frit tilgængelige områder uden at blive udsat for skjult

iagttagelse

eller fotografering.

Der blev gjort enkelte undtagelser til lovens almindelige

forbud. Undtaget blev således tv-overvågning af tankstationer,

fabriksområder,

overdækkede butikscentre mv. Også tv-overvågning uden billedoptagelse af egne

indgange og facader mv. blev undtaget. Baggrunden var, at legitime hensyn af

navnlig kriminalpræventiv art fandtes at kunne begrunde, at tv-overvågning

ikke

burde være udelukket på de nævnte lokaliteter, idet de modsatrettede hensyn

på

tilstrækkelig måde kunne tilgodeses ved en regel, hvorefter der i

almindelighed

ved skiltning eller på anden tydelig måde skal gives oplysning om anvendelsen

af tv-overvågning (informationskrav).

2.2.

Tv-overvågningsloven blev ændret i 1998 ved lov nr. 1016 af 23. december 1998

om

ændring af lov om forbud mod privates tv-overvågning m.v. (Tv-overvågning af

ansatte på arbejdspladsen m.v.). Baggrunden for lovforslaget var, at den

teknologiske udvikling havde medført øget brug af tv-overvågningsudstyr,

herunder på arbejdspladser. I den forbindelse var der over for

Justitsministeriet rejst spørgsmål om, hvorvidt den gældende lovgivning om

information/skiltning ved privates tv-overvågning var tilstrækkelig. Der

henvises

herom til lovforslaget (L 38), jf. Folketingstidende 1998-99, Tillæg A, s.

549-564.

Ved 1998-lovændringen blev kravet i lovens § 3 om information

ved privates tv-overvågning af steder eller lokaler, hvortil der er

almindelig

adgang, udvidet til at gælde ved tv-overvågning af private arbejdspladser,

hvortil

der ikke er almindelig adgang (f.eks. butikslokaler uden for arbejdstiden,

lagerrum, personalekantiner, fælleskontorer mv.).

2.3.

I 1999 blev

der på ny fremsat lovforslag (L 17) om ændring af tv-overvågningsloven, jf.

forslag til lov om ændring af lov om forbud mod privates tv-overvågning m.v.

(Offentlige myndigheders tv-overvågning). Der henvises om lovforslaget til

Folketingstidende 1999-2000, Tillæg A, s. 395-403. Baggrunden for

lovforslaget

var, at der året forinden under behandlingen af L 38, jf. ovenfor, i

Folketingets Retsudvalg var udtrykt ønske om, at offentligt ansatte

principielt

fik samme ret til information om tv-overvågning af arbejdspladser som ansatte

i

den private sektor. Justitsministeren tilkendegav i den forbindelse over for

udvalget, at der med henblik på at sikre offentligt ansatte samme

retsbeskyttelse

som privatansatte ville blive fremsat lovforslag i folketingssamlingen

1999-2000.

Med 1999-lovændringen

blev der indført

et informationskrav

også ved offentlige myndigheders tv-overvågning af steder eller lokaler,

hvortil der er almindelig adgang, eller af arbejdspladser. Tv-overvågning,

der

forestås af politiet og kriminalforsorgen eller med henblik på beskyttelse af

militære anlæg, blev undtaget fra informationskravet.

2.4.

Ved lov nr.

257 af 8. maj 2002 om ændring af lov om forbud mod tv-overvågning m.v.

(Tv-overvågning af pengeautomater, vekselautomater og pengetransportbiler)

blev

der med henblik på at forbedre mulighederne for at forebygge og opklare

navnlig

visse røverier og anden berigelseskriminalitet indført hjemmel til at

tv-overvåge pengetransportbiler samt penge- og vekselautomater, såfremt

overvågningen foretages af den, der har rådighed over køretøjet eller

automaten. Tv-overvågningen skal være indrettet således, at den alene er

rettet

mod personer, som befinder sig i umiddelbar nærhed af automaten eller

køretøjet. Tv-overvågning af pengetransportbiler blev endvidere undtaget fra

lovens generelle krav om oplysning om tv-overvågningen.

2002-lovændringen byggede på et forslag fra Finansrådet.

Det fremgår af forarbejderne (L 138) bl.a., at Finansrådet i sin henvendelse

til Justitsministeriet tillige havde foreslået indført en hjemmel for

pengeinstitutter

til at tv-overvåge uden for deres facader. Justitsministeriet fandt

imidlertid,

at bl.a. de hensyn, som ligger bag lovens hovedregel om forbud mod privates

overvågning,

talte imod en sådan udvidelse, og der blev derfor ikke fremsat forslag herom.

Der henvises om L 138 til Folketingstidende 2001-02 (2. samling), Tillæg A,

s.

3290 ff.

2.5.

Tv-overvågningsloven er senest ændret ved lov nr. 542 af 8. juni 2006 om

ændring af straffeloven, retsplejeloven og forskellige andre love (Styrkelse

af

indsatsen for at bekæmpe terrorisme m.v.).

Ved denne lovændring blev der

skabt mulighed for, at

politidirektøren dels kan henstille, at offentlige myndigheder eller private

bruger en eventuel hjemmel til at foretage tv-overvågning i overensstemmelse

med gældende lovgivning, dels kan meddele offentlige myndigheder eller

private,

der foretager eller planlægger at foretage tv-overvågning, pålæg med hensyn

til

kvaliteten af optagelser af billeder på videobånd, film eller lignende samt

med

hensyn til opbevaringen af optagelserne, jf. tv-overvågningslovens §§ 4

a

og 4 b. Det fremgår af forarbejderne til denne lovændring (L 217), jf.

Folketingstidende 2005-06 (2. samling), Tillæg A, s. 7137 ff., at en

henstilling

om at foretage tv-overvågning forudsættes anvendt navnlig i tilfælde, hvor

tv-overvågning vurderes at kunne være af betydning for politiets muligheder

for

at forebygge og efterforske eventuelle terrorangreb.

3. Gældende ret

3.1. Lov om forbud mod tv-overvågning mv.

(tv-overvågningsloven)

3.1.1. Forbud mod tv-overvågning af frit

tilgængelige steder, som benyttes til almindelig færdsel

Efter lov om forbud mod tv-overvågning mv.

(tv-overvågningsloven) må private som hovedregel ikke foretage tv-overvågning

af gade, vej, plads eller lignende område, som benyttes til almindelig

færdsel,

jf. lovens § 1, stk. 1.

Udtrykket »private« omfatter ifølge lovens forarbejder

såvel private enkeltpersoner som private juridiske personer, f.eks.

aktieselskaber og anpartsselskaber.

Forbudet omfatter derimod ikke tv-overvågning, der

foretages af offentlige myndigheder. Imidlertid indeholder persondatalovens

regler begrænsninger i adgangen for bl.a. offentlige myndigheder til at

foretage tv-overvågning samt nærmere regler om behandlingen af de

tilvejebragte

personoplysninger. Der henvises herom til pkt. 3.2. nedenfor. For offentlige

myndigheder gælder derudover forvaltningsrettens almindelige

sagsbehandlingsregler

og normer for god forvaltningsskik mv., herunder bl.a. princippet om god

forvaltningsskik og pligten til kun at varetage saglige hensyn i forbindelse

med myndighedsudøvelsen. Endvidere er forvaltningen underlagt et

proportionalitetsprincip, hvorefter der skal være forholdsmæssighed mellem

mål

og middel, således at en offentlig myndighed er forpligtet til ikke at gå

videre med hensyn til at påføre borgere byrder, end formålet tilsiger.

For så vidt angår den nævnte stedlige afgrænsning af

forbudet i lovens § 1, stk. 1, følger det af tv-overvågningslovens

forarbejder,

at afgrænsningen svarer til definitionen af »vej« i (den nu ophævede)

normalpolitivedtægts

§ 2 (»enhver offentlig eller privat gade, plads, vej, bro, tunnel,

passage, sti, trappe eller lignende areal, der benyttes til almindelig

færdsel

af en eller flere færdselsarter«), jf. Folketingstidende 1981-82 (2.

samling), Tillæg

A, s. 3835. Også praksis efter færdselslovens § 1 (»vej, som benyttes

til

almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter«) er ifølge forarbejderne

vejledende for afgrænsningen.

Udtrykket »tv-overvågning« er i lovens § 1, stk. 2,

defineret som vedvarende eller regelmæssigt gentagen personovervågning ved

hjælp af fjernbetjent eller automatisk virkende tv-kamera, fotografiapparat

eller lignende apparat. Det følger af forarbejderne til bestemmelsen, at

loven

som udgangspunkt omfatter ikke alene tilfælde, hvor overvågningen er

forbundet

med optagelse af billeder på videobånd, film eller lignende, men også

tilfælde,

hvor sådan billedoptagelse ikke finder sted, og hvor overvågningen derfor

alene

har karakter af en umiddelbar iagttagelse på tv-skærm eller lignende, jf.

Folketingstidende

1981-82 (2. samling), Tillæg A, s. 3832 og 3836.

Udtrykket »vedvarende eller regelmæssigt gentagen

personovervågning« indebærer, at iagttagelse eller optagelse sker for at føre

kontrol med personer og deres adfærd. Kameraer, der opsættes for at føre

kontrol med f.eks. en maskines funktion eller for at iagttage eller optage

dyrs

adfærd i naturen, falder uden for loven. At det skal være »vedvarende eller

regelmæssigt gentagen« overvågning medfører endvidere, at der skal være tale

om

optagelse eller iagttagelse af en vis varighed, som ikke er begrænset til

bestemte begivenheder eller begivenhedsforløb. Loven finder således ikke

anvendelse på kameraer – f.eks. i en bank – der kun optager, når

nogen

aktiverer en særlig alarmknap, jf. Folketingstidende 2001-02 (2. samling),

Tillæg

A, s. 3292. I disse tilfælde har overvågningen ikke den systematiske

karakter,

der er forudsætning for, at lovens regler finder anvendelse.

Overtrædelse af lovens generelle forbud mod tv-overvågning straffes

med bøde, jf. tv-overvågningslovens § 5, stk. 1.

3.1.2. Undtagelser til tv-overvågningslovens

forbud

Der gælder en række undtagelser til det generelle forbud

mod privates tv-overvågning, jf. tv-overvågningslovens § 2. Samtlige

undtagelser er begrundet ud fra sikkerhedsmæssige og kriminalpræventive

hensyn.

For det første er

tv

-overvågning af tankstationer, fabriksområder,

overdækkede butikscentre og lignende områder, på hvilke der drives

erhvervsvirksomhed, undtaget fra forbudet, hvis overvågningen foretages af

den,

som har rådighed over området, jf. lovens § 2, nr. 1.

For det andet er tv-overvågning af pengeautomater,

vekselautomater og pengetransportbiler undtaget fra forbudet, hvis

overvågningen

foretages af den, der har rådighed over automaten eller køretøjet, og

overvågningen

er indrettet således, at den alene er rettet mod personer, som befinder sig i

umiddelbar nærhed af automaten eller køretøjet, jf. § 2, nr. 2.

For det tredje er tv-overvågning, der ikke er forbundet med

optagelse af billeder på videobånd, film eller lignende, undtaget fra

forbudet,

når den foretages som led i overvågning af egne indgange, facader,

indhegninger

eller lignende, jf. § 2, nr. 3.

3.1.3. Skiltning mv.

Private, der foretager tv-overvågning af steder eller

lokaler, hvortil der er almindelig adgang, eller af arbejdspladser, skal ved

skiltning eller på anden tydelig måde oplyse om overvågningen, jf. lovens

§ 3,

stk. 1. Skiltningspligten gælder dog ikke ved tv-overvågning af

pengetransportbiler og tv-overvågning uden optagelse af billeder som led i

overvågning af egne indgange, facader, indhegninger eller lignende, jf.

lovens

§ 3, stk. 2.

Også offentlige myndigheder, der foretager tv-overvågning

af steder eller lokaler, hvortil der er almindelig adgang, eller af

arbejdspladser, skal ved skiltning eller på anden tydelig måde give oplysning

herom, jf. tv-overvågningslovens § 3 a, stk. 1. Dette gælder dog

ikke

ved tv-overvågning, som forestås af politiet eller kriminalforsorgen, eller

tv-overvågning som foretages med henblik på beskyttelse af militære anlæg,

jf.

§ 3 a, stk. 2.

Ifølge forarbejderne til bestemmelsen svarer afgrænsningen

af »steder, hvortil der er almindelig adgang« i lovens §§ 3 og

3 a

i alt væsentligt til den stedlige

afgrænsning i (den nu ophævede) normalpolitivedtægts § 3 (f.eks.

jernbane-

og rutebilstationer, butikker og offentlige kontorer, forlystelsessteder,

badeanstalter og befordringsmidler, herunder hyrevogne), jf.

Folketingstidende

1981-82, Tillæg A, s. 3838.

Efter lovens § 4 kan justitsministeren fastsætte

nærmere bestemmelser om skiltning m.v. efter § 3, stk. 1, og

§ 3

a, stk. 1. Bemyndigelsen er ikke blevet udnyttet.

Overtrædelse af skiltningskravet i § 3, stk. 1

(private), og § 3 a, stk. 1 (offentlige myndigheder), straffes med

bøde, jf. tv-overvågningslovens § 5, stk. 1.

3.1.4. Politiets henstillingsret mv.

Politiet kan i medfør af tv-overvågningslovens § 4 a

henstille, at offentlige myndigheder eller private foretager tv-overvågning i

overensstemmelse med gældende lovgivning. Endvidere kan politiet i medfør af

lovens

§ 4 b meddele offentlige myndigheder eller private, som foretager eller

planlægger at iværksætte tv-overvågning efter gældende lovgivning, pålæg med

hensyn til kvaliteten af optagelser af billeder på videobånd, film eller

lignende samt med hensyn til opbevaringen af sådanne optagelser.

Politiets henstilling om at foretage tv-overvågning er ikke

bindende for modtageren, men det er forudsat i forarbejderne, at offentlige

myndigheder i almindelighed vil efterkomme henstillingen, medmindre der

foreligger

helt særlige forhold, jf. L 217, pkt. 7.3.1. i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Politiets pålæg i relation til optagelserne kan for det

første indeholde tekniske specifikationer, som optagelserne skal overholde

med

henblik på at sikre, at optagelserne er af en sådan kvalitet, at de vil kunne

anvendes ved en senere efterforskning.

Pålæg kan for det andet indeholde krav til opbevaringen af

optagelserne. Der kan både være tale om krav til sikring af, at optagelserne

bevarer deres kvalitet, og krav til opbevaringens længde.

Der kan derimod ikke meddeles pålæg om f.eks. at opsætte et

ekstra kamera med henblik på bedre at kunne dække et bestemt område.

Overtrædelse af pålæg meddelt i medfør af § 4 b

straffes med bøde, jf. tv-overvågningslovens § 5, stk. 2.

3.2. Lov om behandling af personoplysninger

(persondataloven)

En detaljeret regulering af offentlige myndigheders og

privates elektroniske behandling af personoplysninger findes i

Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 95/46/EF om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse

med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne

oplysninger

(databeskyttelsesdirektivet), som blev vedtaget den 24. oktober 1995, jf.

EF-Tidende nr. L 281 af 23. november 1995, s. 31 ff. Direktivet omfatter som

udgangspunkt enhver form for elektronisk behandling af personoplysninger og

dermed bl.a. elektronisk behandling af personoplysninger i forbindelse med

tv-overvågning. Omfattet af direktivet er desuden ikke-elektronisk behandling

af personoplysninger, når oplysningerne er eller vil blive indeholdt i et

register.

Formålet med direktivet, der er implementeret i dansk ret

ved lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger

(persondataloven), er at sikre beskyttelsen af fysiske personers

grundlæggende

rettigheder, især retten til privatlivets fred, i forbindelse med behandling

af

personoplysninger samt at fjerne hindringerne for udveksling af

personoplysninger

inden for Fællesskabets område.

3.2.1. Persondatalovens anvendelse på

behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning

Persondatalovens almindelige anvendelsesområde er fastlagt

i lovens § 1, stk. 1, hvorefter loven gælder for behandling af

personoplysninger, som helt eller delvis foretages elektronisk, og for

ikke-elektronisk behandling af personoplysninger, der er eller vil blive

indeholdt i et register (manuelle registre). Det er uden betydning i relation

til lovens almindelige anvendelsesområde, om behandlingen sker for den

offentlige eller private sektor, men loven indeholder på en række centrale

områder regler, der er forskellige afhængig af, om en behandling sker for en

offentlig myndighed eller en privat dataansvarlig.

Ved »personoplysninger« forstås enhver form for information

om en identificeret eller identificerbar fysisk person, jf. lovens § 3,

nr. 1, herunder oplysninger i billedform. Det er uden betydning, om en

oplysning er alment kendt eller umiddelbar tilgængelig, idet også

oplysninger,

hvor det kun for den indviede vil være muligt at forstå, hvem en oplysning

vedrører, omfattes. Ved afgørelsen af, om en person er identificerbar, skal

alle de hjælpemidler, der med rimelighed kan tænkes bragt i anvendelse for at

identificere den pågældende, tages i betragtning.

Efter persondatalovens § 1, stk. 2, gælder loven

endvidere for anden ikke-elektronisk systematisk behandling, som udføres for

private, og som omfatter oplysninger om personers private forhold (f.eks.

oplysninger om interne familieforhold, sygdomme, seksualforbindelser mv.),

økonomiske forhold (f.eks. oplysninger om betalingsevne mv.) og oplysninger

om

personlige forhold i øvrigt, som med rimelighed kan forlanges unddraget

offentligheden (f.eks. oplysninger om strafbare forhold). For den af lovens

§ 1, stk. 2, omfattede anden ikke-elektroniske systematiske

behandling, som udføres for private, gælder dog ikke bestemmelserne i lovens

kapitel 8 og 9 om henholdsvis oplysningspligt over for den registrerede og

den

registreredes indsigtsret.

Persondatalovens § 1, stk. 1, indebærer, at

privates og offentlige myndigheders tv-overvågning med

digitalt

udstyr (dvs. tv-overvågning ved brug af udstyr, der

indebærer en elektronisk behandling) er omfattet af persondataloven, hvis der

behandles

personoplysninger om en identificeret eller identificerbar fysisk person. Det

gælder, uanset om tv-overvågningen foretages med eller uden billedoptagelse.

Datatilsynet har i sin praksis anset billeder af f.eks. personale, kunder og

andre tilstedeværende personer for at være personoplysninger omfattet af

loven.

Tv-overvågning med

analogt

udstyr anses i Datatilsynets praksis ikke for omfattet af lovens § 1,

stk. 1.

Tilsynets begrundelse er, at denne form for tv-overvågning ikke indebærer en

elektronisk

behandling. Det betyder, at offentlige myndigheders tv-overvågning ved brug

af analogt

udstyr falder uden for loven, mens privates tv-overvågning ved brug af

analogt

udstyr omfattes af persondatalovens § 1, stk. 2, hvis

tv-overvågningen er forbundet med billedoptagelse, og disse optagelser

opbevares systematisk.

3.2.2. Grundlæggende principper

I persondatalovens § 5 er fastsat en række

grundlæggende principper for den dataansvarliges behandling af oplysninger,

herunder regler om indsamling, ajourføring og opbevaring mv. I det omfang en

tv-overvågning omfattes af lovens anvendelsesområde, jf. pkt. 3.2.1. ovenfor,

kan

overvågningen kun ske under iagttagelse af de principper, som er fastsat i

lovens § 5.

Ifølge § 5, stk. 1, skal behandling af

oplysninger ske i overensstemmelse med »god databehandlingsskik«.

Ifølge forarbejderne til persondataloven indebærer dette

krav, at behandlingen skal være rimelig og lovlig. Rimelighedskriteriet

forudsætter bl.a., at registrerede personer kan få kendskab til en

behandlings

eksistens. Det er overladt til tilsynsmyndighederne (dvs. først og fremmest

Datatilsynet) at udfylde den retlige standard, som kravet til »god

databehandlingsskik« er udtryk for.

Det følger af lovens § 5, stk. 2, at indsamling

af oplysninger kun må ske til udtrykkeligt angivne og saglige formål, og at

senere behandling ikke må være i strid med disse formål.

I kravet om udtrykkelighed ligger, at den dataansvarlige i

forbindelse med indsamlingen skal angive et formål, som er tilstrækkeligt

veldefineret og velafgrænset til at skabe åbenhed og klarhed omkring

behandlingen,

og at formålet skal defineres med en vis præcision. I kravet om saglighed

ligger, at en indsamling skal ske til løsning af en opgave, som ligger inden

for den offentlige myndigheds område at varetage, henholdsvis inden for den

(lovlige) virksomhed, som den private foretager. Det forhold, at senere

behandling

ikke må være uforenelig med de formål, hvortil oplysningerne er indsamlet,

indebærer bl.a., at anvendelse af indsamlede oplysninger til et andet formål

end det oprindelige kan ske, medmindre den senere anvendelse er uforenelig

med

det formål, som oplysningerne oprindelig blev indsamlet til.

Ifølge lovens § 5, stk. 3, skal de oplysninger,

som behandles, være relevante og tilstrækkelige og ikke omfatte mere, end

hvad

der kræves til opfyldelse af de formål, hvortil oplysningerne indsamles, og

de

formål, hvortil oplysningerne senere behandles. Bestemmelsen indeholder et

proportionalitetsprincip,

hvorefter behandling af personoplysninger ikke må gå videre, end hvad der

kræves til opfyldelse af de formål, som den dataansvarlige er berettiget til

at

forfølge. Om betingelsen om proportionalitet er opfyldt, må vurderes ud fra

den

konkrete sammenhæng, hvori oplysningerne behandles.

Persondatalovens § 5, stk. 4, indeholder et krav

til datakvaliteten i forbindelse med behandling af personoplysninger. Der

skal

således ske fornøden ajourføring af oplysningerne med henblik på at sikre, at

der ikke behandles urigtige eller vildledende oplysninger. Oplysninger, der

viser sig urigtige eller vildledende, skal snarest muligt slettes eller

rettes.

Indsamlede oplysninger skal endvidere slettes eller anonymiseres, når det

ikke

længere er nødvendigt for den pågældende myndighed eller person at være i

besiddelse af oplysningerne i en form, der gør det muligt at identificere

enkeltpersoner.

Lovens § 5, stk. 5, sætter en øvre grænse for,

hvor længe personoplysninger kan opbevares. Det fremgår af bestemmelsen, at

indsamlede oplysninger ikke må opbevares på en måde, der giver mulighed for

at

identificere den registrerede i et længere tidsrum end det, der er nødvendigt

af hensyn til de formål, hvortil oplysningerne behandles.

Det følger af Datatilsynets praksis om tv-overvågning

bl.a., at princippet om »god databehandlingsskik«, jf. § 5, stk. 1,

medfører,

at der i forbindelse med tv-overvågning i kontroløjemed på arbejdspladser som

den

absolutte hovedregel skal gives forudgående information til de ansatte i

medfør

af lovens § 29, stk. 1. I en anden sag har Datatilsynet udtalt, at

en

kommunes indsamling af oplysninger via tv-overvågning, som foretages med

henblik på at skabe tryghed og forebygge kriminalitet, har et udtrykkeligt

angivet og sagligt formål, jf. lovens § 5, stk. 2.

For så vidt angår det i lovens § 5, stk. 3,

indeholdte proportionalitetsprincip, har Datatilsynet udtalt, at en kommunes

indendørs tv-overvågning af bl.a. kassefunktionerne på rådhuset ikke var i

strid med proportionalitetsprincippet, idet overvågningen skete af hensyn til

medarbejdernes sikkerhed og beskyttelse af kommunens formue, hvorimod

kommunen

– bl.a. under henvisning til proportionalitetsprincippet – burde

undlade at

foretage tv-overvågning af områder, hvor der er almindelig færdsel (f.eks.

visse parkeringsarealer).

For så vidt angår persondatalovens § 5, stk. 5,

følger det af tilsynets praksis, at der skal ske løbende sletning af

eventuelle

tv-optagelser, og at disse kun bør opbevares i en kort periode.

3.2.3. Behandlingsregler

Persondatalovens §§ 6-8 indeholder en række bestemmelser

om, hvornår indsamling, registrering og videregivelse af personoplysninger

kan

ske (behandlingsregler). En tv-overvågning omfattet af lovens

anvendelsesområde,

jf. pkt. 3.2.1. ovenfor, kan derfor kun ske, hvis de betingelser, som er

indeholdt i lovens §§ 6-8, er opfyldt.

Det følger af persondatalovens § 6, stk. 1, nr.

1-7, at behandling af almindelige, ikke-følsomme personoplysninger (dvs. alle

andre oplysninger end oplysninger om rent private forhold omfattet af lovens

§§ 7-8, herunder f.eks. identifikationsoplysninger og almindelige

oplysninger

om en persons økonomiske forhold) kan ske, hvis den registrerede har givet

udtrykkeligt samtykke, eller hvis behandlingen er nødvendig af nærmere

angivne

grunde, herunder for at beskytte den registreredes vitale interesser, for at

udføre

en opgave i samfundets interesse eller for at varetage en berettiget

interesse,

som overstiger hensynet til den registreredes interesser. For så vidt angår

offentlige myndigheder, kan oplysninger endvidere behandles, når det er et

nødvendigt

led i myndighedsudøvelsen.

Det er den dataansvarlige, der skal vurdere, om en eller

flere af betingelserne i persondatalovens § 6 for at behandle

oplysningerne er opfyldt, herunder om hensynet til de interesser, der

begrunder

behandlingen, konkret overstiger den berørte persons interesse i, at

oplysningerne ikke behandles. Vurderingen vil kunne efterprøves af

Datatilsynet.

Efter persondatalovens § 7, stk. 1, gælder et

almindeligt forbud mod behandling af oplysninger om racemæssig eller etnisk

baggrund, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning,

fagforeningsmæssige tilhørsforhold samt oplysninger om helbredsmæssige og

seksuelle forhold.

Der er dog i lovens § 7, stk. 2-6, gjort visse

undtagelser til det almindelige forbud. Behandling kan bl.a. ske, hvis den

registrerede udtrykkeligt har givet samtykke (stk. 2, nr. 1),

behandlingen

vedrører oplysninger, som er offentliggjort af den registrerede selv

(stk. 2, nr. 3), behandlingen er nødvendig for, at et retskrav kan

fastlægges, gøres gældende eller forsvares (stk. 2, nr. 4), eller hvis

behandlingen er nødvendig af hensyn til en offentlig myndigheds varetagelse

af

opgaver på det strafferetlige område (stk. 6).

Efter persondatalovens § 8 gælder der særlige

behandlingsregler med hensyn til oplysninger om strafbare forhold, væsentlige

sociale problemer og lignende følsomme privatlivsforhold. Det følger af

lovens § 8,

stk. 6, at sådanne oplysninger kun kan behandles, hvis også

betingelserne

i lovens § 7 er opfyldt.

Ved siden af de i lovens § 7 opregnede undtagelser fra

forbudet mod behandling følger det af § 8, stk. 1, at en offentlig

forvaltningsmyndighed kan behandle oplysninger om strafbare forhold,

væsentlige

sociale problemer og lignende følsomme privatlivsforhold, hvis det er

nødvendigt for at varetage den pågældende myndigheds opgaver. Det følger af

lovens § 8, stk. 2, nr. 1-4, at de i stk. 1 nævnte oplysninger

kun kan videregives af en offentlig forvaltningsmyndighed, hvis den

registrerede har givet udtrykkeligt samtykke (stk. 2, nr. 1),

videregivelse sker til varetagelse af private eller offentlige interesser,

der

klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse

(stk. 2, nr. 2), videregivelse er nødvendig for udførelsen af en

myndigheds virksomhed eller påkrævet for en afgørelse, som myndigheden skal

træffe (stk. 2, nr. 3), eller videregivelse er nødvendig for udførelsen

af

en persons eller virksomheds opgaver for det offentlige (stk. 2, nr. 4).

Lovens § 8, stk. 4, fastsætter, at private kun må

behandle oplysninger om strafbare forhold, væsentlige sociale problemer og

lignende

følsomme privatlivsforhold, jf. stk. 1, enten hvis den registrerede har

givet udtrykkeligt samtykke hertil, eller hvis behandlingen er nødvendig til

varetagelse af en berettiget interesse, som klart overstiger hensynet til den

registrerede. Videregivelse af disse oplysninger kan kun ske, hvis den

registrerede

har givet udtrykkeligt samtykke, eller videregivelse sker til varetagelse af

offentlige eller private interesser, herunder hensynet til den pågældende

selv,

der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder

hemmeligholdelse,

jf. lovens § 8, stk. 5.

Det følger af Datatilsynets praksis om persondatalovens

§§ 6-8 i relation til tv-overvågning bl.a., at en tv-overvågning som

udgangspunkt skal vurderes efter lovens § 6 om ikke-følsomme

oplysninger,

såfremt følsomme oplysninger omfattet af lovens §§ 7 og 8 kun vil indgå

i

sjældne situationer.

I tilfælde, hvor en tv-overvågning afslører kriminelle

aktiviteter, er der tale om behandling af oplysninger omfattet af

persondatalovens § 8 (oplysninger om strafbare forhold).

I en konkret sag om Dansk Supermarkeds indendørs

tv-overvågning, som fandt sted i virksomhedens forretninger, og som primært

havde til formål at afsløre kriminelle handlinger, har Datatilsynet udtalt,

at

behandlingen havde hjemmel både i lovens § 8, stk. 4, og § 8,

stk. 6, jf. § 7, stk. 2, nr. 4.

I en konkret sag om Høje Taastrup kommunes indendørs

tv-overvågning af bl.a. rådhusets kassefunktion med det formål at stoppe

indbrud og hærværk samt tilføre tryghed til borgerne og de ansatte i kommunen

har Datatilsynet udtalt, at kommunen inden for rammerne af lovens § 8,

stk. 1, og stk. 2, nr. 2 og 3, kunne behandle og videregive

oplysninger om strafbare forhold til politiet i forbindelse med den

iværksatte

tv-overvågning.

3.2.4. Den registreredes rettigheder

Persondatalovens kapitel 8-10 indeholder en række regler om

den registreredes rettigheder.

Den registreredes rettigheder omfatter bl.a. ret til

information om, at der indsamles oplysninger om den pågældende, jf. lovens

§§ 28-29.

Det følger af persondatalovens § 29, stk. 1, at

det påhviler den dataansvarlige at oplyse om sin identitet og formålet med

behandlingen mv. Dette gælder dog ikke, hvis 1) den registrerede allerede er

bekendt med oplysningerne, 2) registreringen eller videregivelsen af

oplysninger udtrykkeligt er fastsat ved lov, eller 3) underretning af den

registrerede viser sig umulig eller uforholdsmæssigt vanskelig, jf. lovens

§ 29, stk. 2 og 3. Oplysningspligten kan endvidere begrænses i

medfør

af lovens § 30, hvis det er nødvendigt af hensyn til bl.a. statens

sikkerhed, forsvaret, den offentlige sikkerhed, forebyggelse og

efterforskning

af straffesager, beskyttelse af den registreredes interesser eller andres

rettigheder og frihedsrettigheder.

Registreredes rettigheder omfatter endvidere ret til

indsigt i de oplysninger, der behandles om den registrerede selv, ret til at

gøre indsigelse mod, at behandling finder sted, ret til at få korrigeret

eller

slettet oplysninger, der er urigtige eller vildledende, ret til at

tilbagekalde

et samtykke, ret til at gøre indsigelse mod at blive underkastet afgørelser,

som

har retsvirkninger for eller i øvrigt berører den registrerede i væsentlig

grad, og som alene er truffet på grundlag af elektronisk databehandling af

oplysninger, der er bestemt til at vurdere bestemte personlige forhold, og

ret

til at klage til Datatilsynet, jf. §§ 31-35 og 37-40.

De nævnte regler finder bl.a. anvendelse ved offentlige

myndigheders og privates digitale tv-overvågning, herunder således at

bestemmelserne om ret til information i persondatalovens §§ 28-29 gælder

ved

siden af reglerne om skiltning mv. i tv-overvågningslovens §§ 3 og

3 a, jf. ovenfor pkt. 3.1.3.

Til illustration heraf kan nævnes en konkret sag, hvor en

kommune foretog tv-overvågning af flere af dens arealer, hvorom der var

oplyst

ved skiltning. Datatilsynet fandt, at de borgere, der befandt sig i området,

via skiltningen var blevet informeret, og at yderligere underretning måtte

kunne siges at være uforholdsmæssigt vanskelig, jf. persondatalovens

§ 29,

stk. 3. Meddelelse efter lovens § 29, stk. 1, om den

dataansvarliges identitet, formål med overvågningen mv. kunne derfor

undlades.

Datatilsynet fandt derimod ikke, at underretning af kommunens ansatte, som

blev

berørt af tv-overvågningen, kunne siges at være uforholdsmæssigt vanskelig.

Underretning

i medfør af persondatalovens § 29, stk. 1, burde derfor gives til

de

ansatte om bl.a. formålet med overvågningen, muligheden for videregivelse af

optagelserne til politiet, opbevaringsperiodens længde, og i hvilke lokaler

overvågningen foregik.

Som anført oven for under pkt. 3.2.1. er offentlige

myndigheders analoge tv-overvågning ikke omfattet af persondataloven.

Privates analoge tv-overvågning omfattes af loven, i det

omfang der sker systematisk opbevaring af optagelser, jf. persondatalovens

§ 1, stk. 2, der samtidig fastsætter, at lovens kapitel 8 og 9 ikke

finder anvendelse på sådanne behandlinger.

Det forhold, at lovens kapitel 8 og 9 ikke finder

anvendelse, medfører bl.a., at der ikke gælder en oplysningspligt ved analog

tv-overvågning. Datatilsynet har imidlertid udtalt, at princippet om god

databehandlingsskik i lovens § 5, stk. 1, medfører, at der i

forbindelse med privates tv-overvågning som den absolutte hovedregel

alligevel skal

gives forudgående information til ansatte. Ved vurderingen af, om der kan ske

fravigelse af denne hovedregel, må de hensyn, som kan begrunde fravigelse af

oplysningspligten, jf. lovens § 30, inddrages. Heri ligger, at der skal

være tale om afgørende hensyn til private eller offentlige interesser.

3.2.5. Fortrolighed og datasikkerhed

Persondatalovens §§ 41 og 42 indeholder krav til behandlingens

fortrolighed og datasikkerhed. Det følger heraf bl.a., at den dataansvarlige

skal iværksætte de fornødne tekniske og organisatoriske

sikkerhedsforanstaltninger

mod, at oplysninger kommer til uvedkommendes kendskab, misbruges eller i

øvrigt

behandles i strid med loven. De personer eller virksomheder, der arbejder for

den dataansvarlige, må kun behandle personoplysninger efter instruks fra den

dataansvarlige, medmindre andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i

henhold til lov, jf. lovens § 41, stk. 1 og 3.

For offentlige myndigheders digitale tv-overvågning

medfører lovens regler om behandlingssikkerhed bl.a., at optagelserne skal

beskyttes med de fornødne sikkerhedsforanstaltninger. Både lovens regler om

datasikkerhed

og den i medfør heraf udstedte sikkerhedsbekendtgørelse, jf. bekendtgørelse

nr.

528 af 15. juni 2000 med senere ændring om sikkerhedsforanstaltninger til

beskyttelse af personoplysninger, som behandles for den offentlige

forvaltning,

finder i den forbindelse anvendelse.

For private gælder lovens regler om behandlingssikkerhed,

uanset om tv-overvågningen sker med digitalt eller analogt udstyr. I praksis

anbefaler Datatilsynet generelt, at dataansvarlige i den private sektor ved

elektronisk

databehandling følger de sikkerhedskrav, som er beskrevet i

sikkerhedsbekendtgørelsen,

jf. ovenfor.

3.2.6. Anmeldelse

Persondataloven indeholder i kapitel 12-14 regler om

anmeldelse af behandlinger til tilsynsmyndighederne. Der sondres mellem

anmeldelse af behandlinger, der foretages for den offentlige forvaltning

(kapitel 12), anmeldelse af behandlinger, der foretages for en privat

dataansvarlig (kapitel 13), og anmeldelse af behandlinger, der foretages for

domstolene (kapitel 14).

Alle behandlinger af personoplysninger skal som

udgangspunkt anmeldes. Den behandling, der foretages for den offentlige

forvaltning og private dataansvarlige, skal anmeldes til Datatilsynet, mens

behandling

for domstolene skal anmeldes til Domstolsstyrelsen. En anmeldelse skal bl.a.

indeholde oplysninger om navn og adresse på den dataansvarlige, behandlingens

betegnelse og formål samt oplysninger om personkredsen og de oplysningstyper,

der behandles.

Der gælder en række undtagelser fra anmeldelsespligten. Den

offentlige forvaltning skal således kun foretage anmeldelse af behandlinger,

som omfatter oplysninger af fortrolig og følsom karakter. En oplysning anses

for fortrolig, hvis der er tale om oplysninger om racemæssig eller etnisk

baggrund, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning,

fagforeningsmæssige tilhørsforhold eller om helbredsmæssige og seksuelle

forhold, jf. lovens § 7, stk. 1, eller oplysninger om strafbare

forhold, væsentlige sociale problemer og lignende følsomme privatlivsforhold,

jf. lovens § 8, stk. 1. Endvidere anses en oplysning for fortrolig,

hvis

dette er foreskrevet i en særlig lov, eller hvis det i øvrigt er nødvendigt

at

hemmeligholde oplysningen for at varetage væsentlige hensyn til private eller

offentlige interesser, jf. straffelovens § 152 og forvaltningslovens

§ 27,

stk. 1. Bekendtgørelse nr. 529 af 15. juni 2000 om undtagelse fra

pligten

til anmeldelse af visse behandlinger, som foretages for den offentlige

forvaltning, indeholder en række undtagelser fra den omtalte

anmeldelsespligt.

For behandlinger hos private findes en liste over

undtagelser fra anmeldelse i lovens § 49. Listen suppleres af

bestemmelser

i bekendtgørelse nr. 534 af 15. juni 2000 med senere ændring om undtagelse

fra

pligten til anmeldelse af visse behandlinger, som foretages for en privat

dataansvarlig.

Nogle behandlinger anses for at kunne indebære en så

alvorlig risiko for den personlige databeskyttelse, at Datatilsynet skal

foretage en vurdering af behandlingen, før den iværksættes. Når en behandling

omfatter følsomme oplysninger, kan den først påbegyndes, når den

dataansvarlige

har modtaget en udtalelse eller tilladelse fra Datatilsynet.

Den offentlige forvaltning skal efter persondatalovens § 45

indhente en udtalelse fra Datatilsynet inden databehandlingens påbegyndelse,

hvis 1) behandlingen omfatter følsomme oplysninger, jf. § 7,

stk. 1, eller

§ 8, stk. 1, 2) behandlingen udelukkende finder sted i

videnskabeligt

eller statistisk øjemed eller med henblik på at føre

retsinformationssystemer,

eller 3) behandlingen omfatter sammenstilling eller samkøring af oplysninger

i

kontroløjemed.

En privat dataansvarlig skal ifølge lovens § 50

indhente Datatilsynets tilladelse, hvis 1) behandlingen omfatter følsomme

personoplysninger, jf. § 7, stk. 1, og § 8, stk. 4, 2)

behandlingen vedrører såkaldte advarselsregistre, stillingsbesættende

virksomhed, erhvervsmæssig videregivelse af oplysninger om økonomiske

forhold,

eller 3) behandlingen udelukkende sker med henblik på at føre

retsinformationssystemer.

Datatilsynet offentliggør anmeldelserne i en særlig

fortegnelse over anmeldte behandlinger, jf. lovens § 54. Fortegnelsen er

tilgængelig

for offentligheden på Datatilsynets hjemmeside.

For offentlige myndigheders tv-overvågning med digitalt

udstyr medfører lovens regler om anmeldelse, at behandlingen skal anmeldes

til

Datatilsynet, hvis den sker for at forebygge og afsløre kriminelle

aktiviteter.

Datatilsynet fører tilsyn med behandlingen og har inspektionsadgang, jf.

lovens

§§ 55 og 62, stk. 2.

For privates tv-overvågning med digitalt udstyr følger det

af § 2, stk. 1, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 534 af 15. juni 2000 om

undtagelse fra pligten til anmeldelse af visse behandlinger, som foretages

for

en privat dataansvarlig, at der ikke er anmeldelsespligt (med krav om

forudgående tilladelse fra Datatilsynet), medmindre der er tale om et

edb-register. Datatilsynet har indtil videre i sin praksis ikke stillet krav

om

anmeldelse.

For så vidt angår privates tv-overvågning med analogt

udstyr, følger det af bekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 3, at der

er

anmeldelsespligt for ikke-elektronisk systematisk behandling, hvis der indgår

behandlinger som nævnt i lovens § 50, stk. 1 (dvs. behandles

følsomme

oplysninger, jf. lovens § 7, stk. 1, og § 8, stk. 4).

Hvis

tv-overvågningen afslører kriminelle aktiviteter, sker der behandling af

oplysninger om strafbare forhold, hvilket kræver anmeldelse til og tilladelse

fra Datatilsynet. Selv om der kun lejlighedsvis behandles følsomme

oplysninger,

skal der foretages anmeldelse til og indhentes tilladelse fra Datatilsynet,

hvis

det er tilsigtet, at følsomme oplysninger skal indgå i behandlingen. Derimod

gælder

der ikke et krav om anmeldelse til og indhentelse af tilladelse fra

Datatilsynet, hvis en følsom oplysning af mere tilfældige årsager optræder i

behandlingen.

Datatilsynet har som nævnt indtil videre i sin praksis ikke stillet krav om

anmeldelse af privates digitale tv-overvågning, og tilsynet har derfor heller

ikke

håndhævet et sådant krav for så vidt angår privates analoge tv-overvågning.

3.2.7. Tilsyn og klageadgang mv.

Datatilsynet, der er en uafhængig myndighed, har bl.a. til

opgave at føre tilsyn med overholdelsen af loven, behandle klager fra

registrerede personer samt afgive udtalelser og udstede tilladelser i

forbindelse med anmeldelse af behandlinger til tilsynet, jf. §§ 55-64.

Tilsynet

med behandling af oplysninger om domstolenes administrative forhold er dog

henlagt til Domstolsstyrelsen, jf. lovens § 67.

Datatilsynets afgørelser efter persondataloven kan ikke

indbringes for anden administrativ myndighed, jf. lovens § 61, men

afgørelserne kan indbringes for Folketingets Ombudsmand og domstolene.

For offentlige myndigheders digitale tv-overvågning

medfører lovens bestemmelser om tilsyn og klageadgang, at Datatilsynet fører

tilsyn og har inspektionsadgang, jf. lovens §§ 55 og 62, stk. 2, og

at registrerede personer kan klage til Datatilsynet, jf. lovens § 58.

For så vidt angår privates digitale eller analoge

tv-overvågning, har Datatilsynet ikke inspektionsadgang, medmindre forholdet

er

undergivet anmeldelsespligt, jf. lovens § 62, stk. 3. Registrerede

personer har imidlertid – uafhængigt af anmeldelsespligten –

mulighed for at

klage til Datatilsynet, jf. lovens § 58.

I medfør af persondatalovens § 59, stk. 1, kan

Datatilsynet påbyde en privat dataansvarlig at ophøre med en behandling, der

ikke må finde sted efter denne lov, og at berigtige, slette eller blokere

bestemte oplysninger, som er omfattet af en bestemt behandling. Tilsynet kan

endvidere forbyde en privat dataansvarlig at anvende en nærmere angiven

fremgangsmåde

i forbindelse med behandlingen af oplysninger samt påbyde, at der træffes

bestemte tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger bl.a. mod, at

oplysninger kommer til uvedkommendes kendskab, misbruges eller i øvrigt

behandles i strid med loven, jf. lovens § 59, stk. 2 og 3.

Undladelse af at efterkomme et påbud eller forbud meddelt

af Datatilsynet kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder,

medmindre

højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, jf. persondatalovens

§ 70, stk. 1, nr. 6.

I medfør af den almindelige bestemmelse i retsplejelovens

§ 997, stk. 3, er der endvidere mulighed for, at retten kan

fastsætte

en fortløbende bøde (dvs. tvangsbøder) med henblik på at gennemtvinge et

påbud

eller forbud meddelt af Datatilsynet.

3.2.8. Erstatning og godtgørelse

I tilfælde, hvor der forvoldes skade i forbindelse med

behandlingen af personoplysninger, er der mulighed for at søge erstatning

efter

persondatalovens § 69 eller tortgodtgørelse efter den almindelige

bestemmelse i erstatningsansvarslovens § 26. Krav om erstatning og

godtgørelse

kan ikke indbringes for Datatilsynet, men må i givet fald rejses ved

domstolene.

3.3. Straffeloven

Efter straffelovens § 264 a straffes den, som

uberettiget fotograferer personer, der befinder sig på et ikke frit

tilgængeligt sted. Det samme gælder den, der ved hjælp af kikkert eller andet

apparat uberettiget iagttager sådanne personer. Straffebestemmelsen i

§ 264 a finder tilsvarende anvendelse på den, der uden at have medvirket

til gerningen skaffer sig eller uberettiget udnytter oplysninger, som er

fremkommet ved overtrædelsen, jf. straffelovens § 264 c.

Bestemmelsen i straffelovens § 264 a vedrører alene

krænkelse af personer, og det kræves, at der ved iagttagelsen bruges et

apparat, f.eks. fotografiapparat eller kikkert. At fotograferingen skal være

»uberettiget«

indebærer, at ikke enhver handling, der omfattes af gerningsbeskrivelsen, er

strafbar, idet dette må afgøres efter en konkret vurdering.

Efter straffelovens § 264 d straffes endvidere den,

der uberettiget videregiver meddelelser eller billeder vedrørende en andens

private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under

omstændigheder,

der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden.

Desuden straffes den, som ved uterligt forhold krænker

blufærdigheden eller giver offentlig forargelse, jf. straffelovens

§ 232. Tv-overvågning

af f.eks. toiletter, baderum eller lignende vil efter omstændighederne kunne

udgøre en overtrædelse af straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse.

Optagelse af lyd i forbindelse med tv-overvågning kan efter

omstændighederne udgøre en overtrædelse af straffelovens § 263,

stk. 1, nr. 3. Efter denne bestemmelse straffes den, som uberettiget ved

hjælp af et apparat hemmeligt aflytter eller optager udtalelser fremsat i

enrum, telefonsamtaler eller anden samtale mellem andre eller forhandlinger i

lukket møde, som vedkommende ikke selv deltager i, eller hvortil vedkommende

uberettiget har skaffet sig adgang. Bestemmelsen i nr. 3, der fik sin

nuværende

affattelse ved lov nr. 89 af 23. marts 1972, bygger på Straffelovrådets

forslag

i betænkning nr. 601/1971 om privatlivets fred

En hemmelig optagelse af en samtale vil ikke være strafbar,

hvis en af de personer, der deltager i samtalen, har givet samtykke til

optagelsen. Det gælder, uanset om de øvrige deltagere i samtalen er vidende

herom.

Udtrykket »uberettiget« indebærer, at nogle handlinger, der

er omfattet af gerningsbeskrivelsen, efter en konkret vurdering må holdes

uden

for det strafbares område. Straffelovrådet har i betænkning nr. 601/1971,

side

58, om dette spørgsmål bl.a. anført, at handlinger, der falder ind under

gerningsbeskrivelsen, i alle normaltilfælde bør anses for strafværdige (og

dermed udgøre en strafbar handling).

Der ses ikke at foreligge retsafgørelser om, hvorvidt – og

i givet fald i hvilket omfang – det vil være berettiget efter

straffelovens

§ 263, stk. 1, nr. 3, at optage lyd i forbindelse med

tv-overvågning

i kriminalitetsforebyggende øjemed. I lyset af bestemmelsens forarbejder må

det

som den almindelige regel imidlertid gælde, at der ikke lovligt kan ske

optagelse af lyd i tilknytning til tv-overvågning, medmindre den, der

foretager

tv-overvågningen, selv deltager i den samtale, der optages, eller en af

deltagerne i samtalen har givet sit samtykke til optagelsen.

3.4. Arbejdsretlige regler

De arbejdsretlige spørgsmål, som tv-overvågning kan give

anledning til, er omtalt under pkt. 2.5. i de almindelige bemærkninger til

lovforslag nr. L 38 af 8. oktober 1998 (forslag til lov om ændring af lov om

forbud

mod privates tv-overvågning (Tv-overvågning af ansatte på arbejdspladsen

m.v.)), jf. Folketingstidende 1998-99, Tillæg A, sp. 549-564.

Det fremgår heraf bl.a., at adgangen til at foretage

tv-overvågning ikke er reguleret i den ansættelsesretlige lovgivning, men at

der ud fra almindelige principper og praksis gælder en række begrænsninger i

adgangen for arbejdsgivere til at indføre kontrolforanstaltninger i form af

f.eks. tv-overvågning. De vigtigste begrænsninger er, at der skal foreligge

et

driftsmæssigt formål, at det ikke må være krænkende for arbejdstagerne, og at

der skal søges opnået en aftale med arbejdstagerne, jf. herved pkt. 2.5.5. i

de

almindelige bemærkninger til 1998-lovforslaget.

Herudover regulerer persondataloven, der blev gennemført i

2000, arbejdsgiveres adgang til at foretage tv-overvågning. Persondataloven

indeholder bl.a. regler om proportionalitet, saglighed, god

databehandlingsskik,

oplysningspligt mv. Der henvises herom til pkt. 3.2.1.-3.2.8. ovenfor.

3.5. Kommunernes tv-overvågning

Tv-overvågningslovens generelle forbud mod tv-overvågning

af gade, vej, plads eller lignende område, som benyttes til almindelig

færdsel,

omfatter ikke offentlige myndigheders tv-overvågning. For offentlige

myndigheder

gælder imidlertid – ud over de bestemmelser, der følger af

persondataloven, jf.

ovenfor pkt. 3.2. – en række andre begrænsninger, herunder

forvaltningsrettens

almindelige sagsbehandlingsregler og normer for god forvaltningsskik, jf.

ovenfor pkt. 3.1.

For kommuners vedkommende fører persondatalovens regler og

almindelige forvaltningsretlige principper til, at kommuner kan foretage

tv-overvågning med henblik på at beskytte kommunal ejendom (f.eks. skoler,

daginstitutioner, rådhuse, busser, servicekasser, biblioteker, materielgårde

mv.), og at denne overvågning kan forfølge bl.a. et kriminalitetsforebyggende

formål.

Det er anset for tvivlsomt, om en kommune med hjemmel i

kommunalfuldmagten kan foretage tv-overvågning af frit tilgængelige steder

alene med det formål at øge befolkningens tryghed, jf. herved betænkningens

side 162 med omtale af en udtalelse fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

3.6. Politiets brug af tv-overvågning

Der findes ikke lovregler, som særskilt regulerer politiets

adgang til at foretage tv-overvågning, herunder skjult overvågning, på frit

tilgængelige steder. Politiet er imidlertid som andre offentlige myndigheder

underlagt almindelige forvaltningsretlige principper og – med undtagelse

af

politiets og forsvarets efterretningstjenester – persondatalovens

regler, jf.

pkt. 3.1. og 3.2. ovenfor.

Politiets adgang til at foretage observation, herunder

skjult tv-overvågning, af ikke frit tilgængelige steder i forbindelse med

efterforskning af konkrete straffesager er reguleret i retsplejelovens

§ 791

a.

4. Tv-overvågningsudvalgets betænkning

4.1. Indledning

Som anført ovenfor under pkt. 1.1. indeholder

tv-overvågningsudvalgets betænkning nr. 1483/2006 for det første udvalgets

overvejelser om, hvorvidt adgangen til at foretage tv-overvågning i

kriminalitetsforebyggende øjemed bør udvides, og givet fald hvilke rammer der

bør gælde for en sådan udvidelse. Betænkningen indeholder endvidere udvalgets

vurdering af samspillet mellem tv-overvågningslovens og persondatalovens

regler. Endelig indeholder betænkningen nogle overvejelser om, hvorvidt der

bør

tilvejebringes hjemmel til, at kommuner efter forelæggelse for politiet kan

foretage tv-overvågning på frit tilgængelige steder i et generelt

kriminalitetsforebyggende øjemed. Der er nedenfor under pkt. 5, 6 og 7

redegjort nærmere for disse overvejelser og udvalgets forslag.

Med henblik på at belyse den kriminalpræventive effekt af

tv-overvågning har tv-overvågningsudvalget indhentet en udtalelse fra

Justitsministeriets Forskningsenhed. Udtalelsen, der er optrykt som bilag 2

til

betænkningen, indeholder en gennemgang af nyere litteratur om den

kriminalpræventive effekt af tv-overvågning. Tv-overvågningsudvalget har i

sin

betænkning endvidere redegjort for en rapport om befolkningens holdning til

tv-overvågning, som Det Kriminalpræventive Råd afgav i februar 2005, jf.

betænkningens bilag 4. Der er nedenfor under pkt. 4.2. kort redegjort for

disse

undersøgelser.

Tv-overvågningsudvalget har til brug for sine overvejelser

desuden indhentet oplysninger om reguleringen af tv-overvågning i Sverige,

Norge, Finland, Tyskland og Holland. Herom henvises til betænkningens side

92-112.

4.2. Undersøgelser om tv-overvågning

4.2.1.

Den

udtalelse om effekten af tv-overvågning, som udvalget har indhentet fra

Justitsministeriets Forskningsenhed, og som i vidt omfang er baseret på

udenlandske undersøgelser, viser, at det er vanskeligt at angive en entydig,

overordnet konklusion med hensyn til den kriminalpræventive effekt af

tv-overvågning. Det skyldes bl.a., at mange undersøgelser ikke giver klare

resultater. Resultaterne afhænger således bl.a. dels af stedet, hvor

tv-overvågningen foretages, dels af arten af den kriminalitet, som

overvågningen særligt er rettet mod.

Tilsvarende kan der ifølge udtalelsen fra

Justitsministeriets Forskningsenhed ikke gives et entydigt svar på, hvilken

virkning tv-overvågning har på opklaring af forbrydelser. Nogle undersøgelser

viser således, at opklaringsværdien af tv-overvågning i nogle situationer

ikke

er særlig stor, bl.a. fordi mange billedoptagelser på grund af den tekniske

kvalitet

ikke er gode nok som bevismateriale i retssager. Andre undersøgelser viser,

at

tv-overvågning kan have en væsentlig betydning for f.eks. identifikation af

bankrøvere og som middel til opklaring af indbrudstyverier.

Der henvises om Justitsministeriets Forskningsenheds

udtalelse til betænkningens kapitel 5, side 127-129, og betænkningens bilag

2.

4.2.2.

På bl.a.

Det Kriminalpræventive Råds foranledning foretog AIM i november 2004 en

meningsmåling om befolkningens holdning til tv-overvågning. Meningsmålingen

(telefoninterview med ca. 1000 personer på 15 år eller derover) mundede ud i

en

rapport fra Det Kriminalpræventive Råd. Rapporten er optrykt som bilag 4 til

betænkningen.

Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel 5, side

131-135, og betænkningens bilag 4.

5. Generelle overvejelser

5.1. Udvalgets generelle overvejelser og

forslag

Udvalget har ved sin stillingtagen til spørgsmålet om, i

hvilket omfang det skal være tilladt for offentlige myndigheder og private at

foretage tv-overvågning på offentligt tilgængelige steder, foretaget en

afvejning

af på den ene side hensynet til forebyggelse og opklaring af forbrydelser

over

for på den anden side hensynet til, at tv-overvågning kan ses som en

indskrænkning i privatlivets fred.

Om denne afvejning har udvalget anført, at det i sidste

instans må bero på en retspolitisk og holdningsmæssig vurdering, hvorledes

den

falder ud, men det er udvalgets principielle opfattelse, at tv-overvågning af

frit tilgængelige steder kun børe være tilladt i det omfang, der kan være

nogle

fordele ved overvågningen, som anses for at overstige ulemperne, og der bør

derfor

fortsat ikke være en ubegrænset adgang for private til at foretage

tv-overvågning af frit tilgængelige steder.

Udvalget anfører bl.a., at den beskyttelsesinteresse, der

taler for, at der kun i begrænset omfang gives mulighed for at foretage

tv-overvågning af arealer, som benyttes til almindelig færdsel, dvs. hensynet

til privatlivets fred, uvilje mod overvågning og frygt for misbrug, kan

forekomme noget abstrakt, mens der kan peges på mere konkrete hensyn, som

taler

for i større omfang at tillade tv-overvågning.

I det omfang en tv-overvågning er effektiv, kan den således

i større eller mindre omfang bidrage til at forebygge og opklare

kriminalitet,

herunder også grove forbrydelser som f.eks. røverier.

Udvalget fremhæver i den forbindelse, at tv-overvågning

ikke alene har til formål at beskytte økonomiske værdier for de virksomheder

mv., som etablerer overvågningen, men også tilsigter at beskytte bl.a.

ansatte

og kunder mod fysiske overgreb i form af f.eks. røveri eller anden grov

kriminalitet. Overvågningen har ligeledes til formål at beskytte de personer,

som tilfældigt overværer kriminalitet. Det anføres, at det kan have store

menneskelige konsekvenser for personer, som udsættes for kriminalitet, og at

dette gælder, selv om de pågældende personer ikke direkte lider fysisk

overlast

ved gerningen. Således er forholdet f.eks. det, at mange personer, som

udsættes

for røveri, invalideres arbejdsmæssigt, socialt og psykisk af hændelsen

uanset

selv langvarige behandlingsforløb.

På den baggrund finder udvalget efter en samlet afvejning,

at der bør ske enkelte lempelser i adgangen til at foretage tv-overvågning,

således at tv-overvågning i kriminalitetsbekæmpende øjemed kan finde sted i

et

vist øget omfang. Udvalget understreger samtidig, at dette skal ses i

sammenhæng med udvalgets forslag til ændringer af persondataloven, der har

til

formål at sikre, at personoplysninger, der tilvejebringes gennem

tv-overvågning, i videst muligt omfang behandles på en måde, der sikrer imod,

at der sker misbrug.

Der henvises om udvalgets generelle overvejelser til

betænkningens kapitel 5, side 113-137, mens der om udvalgets konkrete forslag

til lovændringer henvises til pkt. 6 og 7 nedenfor.

Udvalget anfører, at bl.a. retsinformatoriske hensyn kan

tale for, at reguleringen af området sker ved at indføje

tv-overvågningslovens

bestemmelser i persondataloven i et særskilt (nyt) kapitel. Udvalget har

udarbejdet

et forslag til, hvordan en sådan løsning lovteknisk vil kunne udformes, men

har

også udarbejdet et lovudkast baseret på den eksisterende lovstruktur.

Der henvises herom til betænkningens side 147 og 181-182.

5.2. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets overordnede

synspunkt om, at der bør ske en vis udvidelse af adgangen til at foretage

tv-overvågning med henblik på bekæmpelse af kriminalitet.

Justitsministeriet lægger vægt på, at den foreslåede

udvidelse af adgangen til at foretage tv-overvågning i givet fald gennemføres

i

sammenhæng med nye regler, der tager sigte på at modvirke, at der sker

misbrug

af de personoplysninger, der tilvejebringes gennem tv-overvågning.

Spørgsmålet om en vis udvidelse af adgangen til at foretage

tv-overvågning er nærmere omtalt nedenfor i pkt. 6, mens spørgsmålet om

styrkelse af beskyttelsen mod misbrug af tilvejebragte personoplysninger er

nærmere omtalt i pkt. 7.

For så vidt angår spørgsmålet om valg af lovgivningsmodel

finder Justitsministeriet det mest hensigtsmæssigt, at det som hidtil i en

særskilt lov om tv-overvågning reguleres, i hvilke tilfælde og på hvilken

måde

tv-overvågning kan foretages, mens den behandling af personoplysninger, som

en

tv-overvågning indebærer, ligesom anden behandling af personoplysninger

reguleres

i persondataloven. En indsættelse af tv-overvågningslovens regler i

persondataloven ville i øvrigt ikke udgøre en udtømmende regulering af

spørgsmålet

om adgangen til at foretage tv-overvågning, idet en række andre regelsæt

efter

omstændighederne også skal iagttages, herunder f.eks. straffeloven,

forvaltningsloven og almindelige forvaltningsretlige principper samt

forskellige

arbejdsretlige regler og principper, jf. ovenfor pkt. 3 om gældende ret.

6. Ændringer af tv-overvågningsloven

6.1. Tv-overvågning med billedoptagelse af

egne facader og indgange samt arealer i tilknytning hertil

6.1.1. Udvalgets overvejelser

Udvalget foreslår, at tv-overvågningslovens titel »lov om

forbud mod tv-overvågning m.v.« ændres til »lov om tv-overvågning m.v.«.

Om baggrunden for dette forslag har udvalget anført, at der

siden tv-overvågningslovens indførelse i 1982 er foretaget en række ændringer

af loven, der har medført, at loven i dag snarere tager sigte på at normere,

hvor

og på hvilken måde tv-overvågning kan ske, end at angive et egentligt forbud

mod tv-overvågning. I lyset heraf finder udvalget, at den foreslåede ændring

af

lovens titel vil være mere retvisende for lovens indhold.

Der henvises herom til betænkningens side 183.

En afvejning af hensynet til privatlivets fred over for

ønsket om at kunne forebygge og opklare mest mulig kriminalitet kan som nævnt

under pkt. 5.1. ovenfor efter tv-overvågningsudvalgets opfattelse begrunde,

at

der sker en udvidelse af adgangen til at foretage tv-overvågning.

Udvalget foreslår, at butikscentre og butikker, hvorfra der

foregår detailsalg, pengeinstitutvirksomheder samt restaurations- og

hotelvirksomheder skal kunne foretage tv-overvågning med billedoptagelse af

egne indgange og facader, og, når dette er klart nødvendigt af hensyn til

kriminalitetsforebyggelse,

af arealer i direkte tilknytning hertil.

Udvalgets forslag indeholder dels en afgrænsning i »personel«

henseende, idet kun de opregnede erhvervsdrivende kan foretage tv-overvågning

omfattet af forslaget, dels en geografisk afgrænsning af det område, som vil

kunne tv-overvåges.

For så vidt angår den personelle afgrænsning har udvalget

lagt vægt på, hvilke erhvervsdrivende der med henblik på

kriminalitetsbekæmpelse må antages i almindelighed at have det største behov

for at kunne gennemføre denne form for overvågning.

Udtrykket »indgange og facader« svarer i vidt omfang til

det område, som kan tv-overvåges

uden

billedoptagelse

i medfør af den gældende bestemmelse i

tv-overvågningslovens § 2, nr. 3. Området for den foreslåede bestemmelse

er imidlertid snævrere, idet indhegninger ikke er medtaget.

Omfattet af bestemmelsens geografiske afgrænsning er som

nævnt også arealer i direkte tilknytning til egne indgange og facader. Efter

udvalgets opfattelse kan tv-overvågning af sådanne tilknyttede arealer være

påkrævet i visse tilfælde, bl.a. for pengeinstitutters vedkommende, men dette

gælder ikke nødvendigvis i alle tilfælde. Udvalget foreslår derfor, at

tv-overvågning

med billedoptagelse af arealer i direkte tilknytning til egne indgange og

facader kun kan ske, når det er klart nødvendigt af hensyn til

kriminalitetsbekæmpelse

at inddrage disse arealer under tv-overvågningen. Det er med formuleringen

søgt

angivet, at denne overvågning kun kan finde sted i et mindre omfang end

overvågningen af egne indgange og facader.

Med formuleringen »nødvendigt af hensyn til

kriminalitetsbekæmpelse« forudsætter udvalget endvidere, at tv-overvågning af

de tilstødende arealer kun kan ske, i det omfang de naturligt anvendes eller

kan anvendes som adgangs- eller flugtvej i forhold til egne indgange. Det kan

bl.a. dreje sig om arealer, der erfaringsmæssigt anvendes til forudgående

rekognoscering på gerningsstedet samt maskering og afmaskering i forbindelse

med røverier.

De pågældende arealer kan f.eks. være fortove og andre

gangarealer samt pladser, herunder dele af parkeringspladser, i direkte

tilknytning til egne indgange og facader. I sagens natur skal arealerne ligge

tæt på egne indgange og facader, men udvalget har ikke fundet det

hensigtsmæssigt

at fastsætte absolutte grænser i form af et bestemt antal meter.

Afgrænsningen

må således bero på en konkret vurdering af de lokale forhold.

Der henvises til betænkningens side 138-140.

6.1.2. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets forslag om, at

tv-overvågningslovens nuværende titel, der er »lov om forbud mod

tv-overvågning

m.v.« ændres. Det foreslås, at lovens titel ændres til »lov om

tv-overvågning«,

således at ordene »forbud mod« udgår. Desuden udgår udtrykket »m.v.« som

overflødigt.

Der henvises herom til lovforslagets § 1, nr. 1

(tv-overvågningslovens titel).

Som anført ovenfor i pkt. 5.2. finder Justitsministeriet

ligesom udvalget, at der er grundlag for at udvide adgangen til at foretage

tv-overvågning. Justitsministeriet kan i den forbindelse tiltræde udvalgets

forslag om at indføre en bestemmelse, hvorefter pengeinstitutvirksomheder,

restaurations- og hotelvirksomheder samt butikscentre og butikker, hvorfra

der

foregår detailsalg, får mulighed for at foretage tv-overvågning med

billedoptagelse af egne indgange og facader samt under visse betingelser af

arealer i direkte tilknytning til egne indgange og facader.

F.eks. ligger pengeinstitutter, supermarkeder, kiosker og

andre detailbutikker ofte inde med betydelige værdier i form af kontante

pengebeløb og let omsættelige varer. Det påvirker risikoen for bl.a. røveri

og

tyveri. Særligt for restaurationsvirksomheder kan der også være risiko for

voldskriminalitet (f.eks. umiddelbart uden for indgangen til et diskotek).

I forhold til udvalgets forslag er det i lovforslaget

tilføjet, at også spillekasinoer er omfattet af den foreslåede bestemmelse om

en udvidet adgang til tv-overvågning. Det skyldes, at der som anført i

forbindelse med høringen over betænkningen også i forhold til spillekasinoer

kan foreligge en særlig risiko for kriminalitet i form af bl.a. røveri.

Den foreslåede bestemmelse indebærer som nævnt, at den

opregnede gruppe af erhvervsdrivende får adgang til at foretage

tv-overvågning

med billedoptagelse af egne indgange og facader. Afgrænsningen af egne

indgange

og facader skal ske i overensstemmelse med det tilsvarende udtryk i den

gældende lov, hvorefter det er tilladt for private uden optagelse at

tv-overvåge bl.a. egne indgange og facader.

Herudover indebærer den foreslåede bestemmelse, at de

pågældende erhvervsdrivende som omtalt får adgang til at foretage

tv-overvågning med optagelse af billeder af arealer i direkte tilknytning til

egne indgange og facader, når dette er klart nødvendigt af hensyn til

kriminalitetsbekæmpelse.

Justitsministeriet er enig med udvalget i, at

tv-overvågning af sådanne tilknyttede arealer kun bør kunne ske, i det omfang

arealerne naturligt anvendes eller kan anvendes som adgangs- eller flugtvej i

forhold til egne indgange. Denne betingelse bør efter Justitsministeriets

opfattelse fremgå af bestemmelsens ordlyd.

Ved fastlæggelsen af, hvad der nærmere skal forstås ved

arealer, der naturligt anvendes eller kan anvendes som adgangs- eller

flugtvej

i forhold til egne indgange, må der lægges vægt på, om der er tale om

arealer,

som i forhold til forretningsstedets indgange er placeret således, at

arealerne

naturligt anvendes eller kan anvendes ved rekognoscering og anden

forberedelse

af kriminalitet rettet mod forretningsstedet (f.eks. ved en bankrøvers

forudgående iagttagelser af en bank), ved selve udførelsen af en kriminel

handling med særlig tilknytning til forretningsstedet (f.eks. ved vold foran

indgangen til en restauration eller et diskotek) eller ved den umiddelbare

flugt mv. efter begået kriminalitet (f.eks. ved, at en indbrudstyvs eller

røvers flugtbil holder på en parkeringsplads umiddelbart uden for

forretningsstedet).

I hvilken udstrækning arealer uden for et forretningssted

vil være omfattet af det netop anførte må afhænge af de lokale forhold. Det

er

dog som også anført af udvalget klart, at der i sagens natur skal være tale

om

arealer, der ligger tæt på egne indgange mv.

I den forbindelse forudsættes det, at der ved bestemmelsens

anvendelse i almindelighed kan gås ud fra, at fortovsarealer og andre

tilsvarende gangarealer uden for det pågældende forretningssteds indgange,

herunder bagindgange, og facader vil være omfattet. Hvis forretningsstedet

ligger ud til en gågade, må gågade-arealet foran forretningsstedet i

almindelighed

kunne anses for omfattet.

Hvis forretningsstedet ligger ud til en åben plads (et

butikstorv eller lignende), kan den del af pladsen, der ligger inden for en

kort afstand fra forretningsstedets indgange og facader, være omfattet. Den

præcise afgrænsning må som anført bero på de konkrete forhold, men det

forudsættes,

at der i almindelighed vil være tale om et område, der højst kan strække sig

ca. 10-

15 meter

fra forretningsstedets indgange og facader. I tilfælde, hvor

forretningsstedet

ligger umiddelbart ud til en parkeringsplads, forudsættes det på tilsvarende

måde, at arealet kan omfatte et område inden for en kort afstand fra

forretningsstedets indgange og facader. Det gælder, hvad enten der er tale om

et særligt indrettet parkeringsområde eller om, at der f.eks. kan ske

parkering

i kanten af en vej foran forretningsstedet.

Kravet om arealernes direkte tilknytning til

forretningsstedet vil i almindelighed ikke være opfyldt, når det drejer sig

om

fortovsarealer mv., der i forhold til det pågældende forretningssteds egne

indgange

og facader ligger på modsatte side af en vej eller gågade. Afhængigt af de

konkrete forhold vil fortovsarealer og lignende, der ligger foran

naboejendomme,

kunne være omfattet, idet kravet om, at arealerne skal ligge i direkte

tilknytning til egne indgange og facader, dog i almindelighed vil medføre, at

der alene kan være tale om fortovsarealer mv. i få meters afstand fra egne

indgange og facader.

For at kunne tv-overvåge arealer af den anførte karakter er

det efter den foreslåede bestemmelse en betingelse, at det er klart

nødvendigt

af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse. Det indebærer, at den erhvervsdrivende

må foretage en konkret vurdering af, hvorvidt et hensyn til at forebygge og

opklare kriminalitet gør det klart nødvendigt at foretage tv-overvågning af

de

arealer, der ligger i direkte tilknytning til egne indgange og facader.

Afgørende vil således være, om det hensyn til

kriminalitetsbekæmpelse, der begrunder den omtalte adgang til at tv-overvåge

egne indgange og facader, gør det klart nødvendigt også at foretage

tv-overvågning af direkte tilknyttede arealer.

Det anførte betyder eksempelvis, at pengeinstitutter vil få

adgang til at tv-overvåge fortovsarealer mv., idet det er en almindelig

erfaring, at arealer, der ligger i direkte tilknytning til et pengeinstitut,

ofte anvendes til rekognoscering forud for røverier, og at en røvers

maskering/afmaskering

kan foregå ude på f.eks. fortovet (og ikke i indgangen til eller inden for i

pengeinstituttets lokaler).

I en række andre tilfælde end det nævnte eksempel med

pengeinstitutter vil det kunne bero på nærmere erfaringer med kriminalitet

rettet mod lokale områder eller bestemte brancher mv., om hensynet til

kriminalitetsbekæmpelse

gør det klart nødvendigt også at tv-overvåge arealer, der ligger i direkte

tilknytning til egne indgange og facader.

Forslaget om tv-overvågning af arealer i direkte

tilknytning til egne indgange og facader, når det er klart nødvendigt med

henblik på kriminalitetsbekæmpelse, indebærer, at der efter den foreslåede

bestemmelse ikke kan foretages tv-overvågning f.eks. med henblik på at opgøre

antallet af dagligt forbipasserende eller af andre grunde, der ikke vedrører

kriminalitetsbekæmpelse.

Det må som nævnt i sidste ende bero på en konkret vurdering

af de lokale forhold, i hvilken udstrækning de omtalte betingelser for

tv-overvågning af arealer i direkte tilknytning til egne indgange og facader

kan anses for opfyldt. Den foreslåede bestemmelse indeholder således ikke

nogen

fuldstændig præcis afgrænsning ved angivelse af en absolut grænse i form af

f.eks. et bestemt antal meter. Imidlertid er det som omtalt klart, at der

skal

være tale om arealer, der ligger tæt på egne indgange mv., og at

tv-overvågningen skal ske på baggrund af en vurdering af, om det hensyn til

kriminalitetsbekæmpelse, der begrunder adgangen til at tv-overvåge egne

indgange og facader, gør det klart nødvendigt også at foretage tv-overvågning

af direkte tilknyttede arealer.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2

(tv-overvågningslovens § 2, nr. 3).

6.1.3. Forholdet til Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention

Med den foreslåede udvidelse af adgangen til tv-overvågning

vil det i større omfang end hidtil være muligt at foretage personovervågning

ved brug af tv-overvågningsudstyr på offentligt tilgængelige steder.

Efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel

8, stk. 1, har enhver ret til respekt for sit privatliv og familieliv.

Ifølge Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis indebærer

konventionens

artikel 8 i et vist omfang også en beskyttelse af det enkelte menneskes

personlige relationer med andre mennesker og omverdenen, og der kan derfor

også

på offentligt tilgængelige steder stilles visse krav til respekten for det

enkelte menneskes privatliv. Der lægges i den forbindelse bl.a. vægt på,

hvilke

rimelige forventninger den enkelte person kan have til respekten for sit

privatliv. Som eksempel kan nævnes, at en person, der går på en gade,

uundgåeligt vil være synlig for andre tilstedeværende på det pågældende

offentligt tilgængelige sted, jf.

P.G. og

J.H. mod Storbritannien

, dom af 25. september 2001, præmis 57.

Menneskerettighedsdomstolen ses ikke at have taget stilling

til, om selve indsamlingen af data om personer på offentligt tilgængelige

steder ved tv-overvågning med billedoptagelse af en permanent karakter skal

anses for et egentligt indgreb i retten til respekt for privatlivet.

Menneskerettighedsdomstolens praksis omhandler således ikke selve optagelsen,

men efterfølgende brug af optagelserne, f.eks. som bevis i en straffesag mod

de

pågældende.

Med den foreslåede udvidelse af adgangen for visse

erhvervsdrivende til at foretage tv-overvågning med billedoptagelse af

arealer

i direkte tilknytning til egne indgange og facader kan det efter

Justitsministeriets opfattelse ikke udelukkes, at overvågningen vil få et

sådant omfang, at den må anses for et indgreb i retten til respekt for

privatlivet, jf. konventionens artikel 8, stk. 1.

I så fald følger det af konventionens artikel 8, stk. 2,

at et sådant indgreb kan foretages, hvis det er foreskrevet ved lov og er

nødvendigt i et demokratisk samfund til varetagelse af nærmere bestemte

anerkendelsesværdige formål, herunder beskyttelse af den offentlige tryghed

og

forebyggelse af uro eller forbrydelse.

Tv-overvågningen vil have klar lovhjemmel i den foreslåede

bestemmelse og vil ske med henblik på kriminalitetsbekæmpelse, jf. ovenfor

pkt.

6.1.2. og bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 2.

For så vidt angår kravet om nødvendighed – dvs.

proportionalitetskravet – indeholder den foreslåede bestemmelse både i

personel

og geografisk henseende begrænsninger i adgangen til at foretage denne form

for

tv-overvågning. Det er således kun visse grupper af erhvervsdrivende, der

omfattes af den udvidede adgang til tv-overvågning. Det drejer sig om

grupper,

som anses for at være udsat for en særlig risiko for bestemte former for

kriminalitet. Overvågning af arealer, som ligger i direkte tilknytning til

egne

indgange og facader, og som naturligt anvendes eller kan anvendes som

adgangs-

eller flugtvej, kan endvidere kun ske, når overvågningen er klart nødvendig

af

hensyn til kriminalitetsbekæmpelse, jf. ovenfor pkt. 6.1.2. og bemærkningerne

til lovforslagets § 1, nr. 2.

Desuden skal der ved skiltning gøres opmærksom på

overvågningen, jf. tv-overvågningslovens § 3. Lovforslaget indeholder

herudover en række ændringer af persondataloven med henblik på at sikre

borgerne en bedre retsbeskyttelse ved behandling af personoplysninger i

forbindelse med tv-overvågning, herunder ved fastsættelse af særlige regler

om

opbevaring, videregivelse mv., jf. lovforslagets § 2, nr. 1 og 2.

Sammenfattende er det Justitsministeriets opfattelse, at

den foreslåede udvidelse af adgangen til tv-overvågning – i det omfang

denne

form for tv-overvågning må antages at udgøre et indgreb i retten til respekt

for privatlivet – er i overensstemmelse med artikel 8, stk. 2, i

Den

Europæiske Menneskerettighedskonvention.

6.2. Dispensationsregel

6.2.1. Udvalgets overvejelser og forslag

7 af tv-overvågningsudvalgets 14 medlemmer foreslår, at der

i tv-overvågningsloven også indsættes en bestemmelse om, at politiet kan

meddele andre private end de erhvervsdrivende, som omfattes af udvalgets

forslag omtalt i pkt. 6.1. ovenfor, tilladelse til i en tidsmæssigt begrænset

periode at foretage tv-overvågning med billedoptagelse af egne indgange og

facader, når overvågningen er klart nødvendig med henblik på

kriminalitetsbekæmpelse

rettet mod de pågældende eller deres bygninger.

Om forslaget har disse medlemmer bl.a. anført, at politiet

bør kunne meddele en sådan tilladelse, hvis der efter en politimæssig

vurdering

formodes at være en risiko for kriminelle handlinger rettet mod de beboere,

besøgende eller andre brugere, der almindeligvis indfinder sig på og ved den

lokalitet, der er tale om. Adgangen til denne form for tv-overvågning bør

tidsbegrænses,

idet den politimæssige risikovurdering, der ligger til grund for tilladelsen,

må forventes at ændre sig over tid. Politiet bør endvidere kunne fastsætte

vilkår

om f.eks. teknisk kvalitet til optagelserne mv.

De pågældende medlemmer af udvalget har som eksempler på

steder, hvor denne form for tv-overvågning kunne være relevant, peget på

bl.a. bygninger,

der tjener som beboelse eller opholdssted for offentligt kendte personer, der

lejlighedsvis er eller har været udsat for trusler. Tilsvarende kunne en

sådan

tilladelse tænkes meddelt private institutioner (f.eks. børnehaver) for

særligt

truede etniske minoriteter mv. samt efter omstændighederne til overvågning af

ejendomme, der rummer betydelige rigdomme, eller hvis indehavere er i fare

for

bortførelse eller lignende.

De pågældende medlemmer har desuden anført, at det ikke bør

være afgørende for politiets vurdering, om politiet måtte finde grundlag for

selv at tage skridt til beskyttelse af de personer, der søger om tilladelse.

6 af udvalgets 14 medlemmer finder ikke, at der bør

tilvejebringes den ovenfor omtalte dispensationsregel.

Disse medlemmer er af den principielle opfattelse, at

grænserne for privates tv-overvågning bør være fastlagt direkte i

lovgivningen,

som det hidtil har været tilfældet, og at den foreslåede dispensationsregel

vil

kunne være med til at gøre retstilstanden på området uigennemsigtig. Disse

medlemmer har endvidere anført, at det som hidtil bør være en politimæssig

opgave at foretage tv-overvågning i de enkeltstående tilfælde, hvor der måtte

være behov for det med henblik på at beskytte særligt udsatte private borgere

eller institutioner. Det skyldes bl.a., at ikke alle privatpersoner, der

eventuelt kunne have grund til det, nødvendigvis har råd til at iværksætte en

sådan tv-overvågning.

1 udvalgsmedlem finder, at væsentlige kriminalpræventive

hensyn kan tale for den foreslåede dispensationsregel. Samtidig finder dette

medlem det dog væsentligt at være opmærksom på, at der ved udformningen af

den

gældende tv-overvågningslov er lagt betydelig vægt på at opnå en klar

afgrænsning i loven af, hvornår tv-overvågning er tilladt, således at bl.a.

en

ressourcekrævende sagsbehandling og administration af et potentielt meget

stort

antal konkret begrundede ansøgninger kan undgås. Hvordan disse hensyn bør

afvejes over for hinanden, må efter dette udvalgsmedlems opfattelse i

væsentlig

grad bero på en politisk vurdering.

Der henvises herom til betænkningens side 140-141 og

185-186.

6.2.2. Justitsministeriets overvejelser

Tv-overvågning indebærer principielt en indskrænkning i

andres ret til at færdes uovervåget. Dette forhold taler efter

Justitsministeriets opfattelse med betydelig vægt for, at afgrænsningen af, i

hvilket omfang privates tv-overvågning kan ske, som hidtil bør være fastlagt

direkte i tv-overvågningsloven i stedet for at burde fastlægges i forbindelse

med forvaltningens administration af et muligvis meget stort antal

dispensationsansøgninger.

Hertil kommer, at politiet har til opgave bl.a. at træffe

fornødne foranstaltninger, herunder eventuelt i form af tv-overvågning, i det

omfang det anses for nødvendigt i tilfælde, hvor f.eks. bestemte personer

udsættes for trusler eller i øvrigt anses for at være udsat for en særlig

sikkerhedsrisiko. Der er derfor efter Justitsministeriets opfattelse ikke

noget

betydeligt behov for at indføre en dispensationsadgang af den omtalte

karakter.

Under høringen over betænkningen har nogle høringsparter

udtalt sig for at indføre den nævnte dispensationsregel, mens en række andre

høringsparter

har udtalt sig imod.

På den anførte baggrund finder Justitsministeriet, at der

ikke bør stilles forslag om at tilvejebringe den omtalte dispensationsadgang.

6.3. Kommunal tv-overvågning på frit

tilgængelige steder

6.3.1. Udvalgets overvejelser

I regeringens handlingsplan for terrorbekæmpelse fra

november 2005 er det anført, at tv-overvågningsudvalget ville blive anmodet

om

at overveje en anbefaling fra den tværministerielle arbejdsgruppe om

terrorbekæmpelse om, at der som led i den samlede indsats mod terrorisme

tilvejebringes hjemmel til, at kommuner efter forelæggelse for politiet kan

foretage tv-overvågning på frit tilgængelige steder i

kriminalitetsforebyggende

øjemed.

Tv-overvågningsudvalget har i betænkningen udarbejdet et

udkast til en sådan lovregel, hvis en hjemmel af den nævnte karakter ønskes

indført.

Udvalgets lovskitse går ud på, at kommuner efter tilladelse

fra politiet kan foretage tv-overvågning af steder eller lokaler, hvortil der

er almindelig adgang, med henblik på kriminalitetsforebyggelse. Politiet vil

efter udkastet have kompetence til at behandle klager over denne form for

tv-overvågning.

Udvalget har i betænkningen anført, at man ikke finder at

have et tilstrækkeligt grundlag for at vurdere effekten af bestemte

virkemidler

som led i den terrorbekæmpelse, der er baggrunden for den tværministerielle

arbejdsgruppes anbefaling, og udvalget finder derfor ikke at kunne tage

endelig

stilling til, om det ud fra en afvejning af de modsatrettede hensyn, der gør

sig gældende med hensyn til spørgsmålet om tilvejebringelse af en hjemmel af

denne karakter, vil være ønskeligt at gennemføre en sådan regulering.

Udvalget har herefter redegjort for en række synspunkter, som

under udvalgets drøftelser er blevet anført henholdsvis for og imod

gennemførelsen

af den skitserede regulering.

For gennemførelsen af

en hjemmel for kommuner til at tv-overvåge

på frit tilgængelige steder i et generelt kriminalitetsbekæmpende øjemed kan

således bl.a. anføres, at tv-overvågning er et af flere midler, der kan tages

i

brug ved bekæmpelse af kriminalitet, herunder terrorangreb og andre trusler

mod

den offentlige orden og sikkerhed. Endvidere vil tv-overvågning af centrale

områder i det offentlige rum kunne fremme en oplevelse af tryghed. Et hensyn

til kriminalitetsbekæmpelse kan således begrunde en udvidet adgang til

tv-overvågning. Styrken af dette hensyn øges, jo alvorligere kriminalitet der

er tale om.

Imod

gennemførelsen af

den pågældende hjemmel kan bl.a. anføres, at

det synes meget vidtgående at give kommunerne kompetence til at anvende

tv-overvågning med henblik på helt generel kriminalitetsforebyggelse. Det

forekommer endvidere mest nærliggende, at offentlige myndigheders

tv-overvågning

af frit tilgængelige områder med henblik på generel kriminalitetsbekæmpelse

alene foretages af politiet, der netop har til opgave at forebygge og bekæmpe

kriminalitet og på denne måde fremme befolkningens tryghed. Efter de for

politiet gældende regler vil en sådan overvågning kunne iværksættes allerede

efter gældende ret, hvis der er konkret behov for det. Hertil kommer, at en

generel kompetence for kommunerne til at foretage tv-overvågning let vil

kunne

skabe en sløret og ugennemsigtig situation i forhold til iværksættelse af

foranstaltninger, der reelt er politimæssigt begrundede.

Der henvises til betænkningens side 163-170.

6.3.2. Justitsministeriets overvejelser

Kommuner kan efter gældende ret foretage tv-overvågning med

henblik på at beskytte kommunal ejendom (f.eks. skoler, daginstitutioner,

rådhuse, busser, servicekasser, biblioteker, materielgårde mv.).

Det er som nævnt ovenfor under pkt. 3.5. derimod anset for

tvivlsomt, om en kommune med hjemmel i kommunalfuldmagten kan foretage

tv-overvågning af frit tilgængelige steder udelukkende med det formål at øge

befolkningens tryghed. En sådan overvågning må som udgangspunkt anses for en

politimæssig opgave, således at der må være andre hensyn, der alene eller

sammen med hensynet til kriminalitetsforebyggelse kan begrunde

tv-overvågningen, jf. herved betænkningens side 162 med omtale af en

udtalelse

fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Spørgsmålet er derfor, om der bør tilvejebringes hjemmel

til, at kommuner kan foretage tv-overvågning udelukkende med et generelt

kriminalitetsforebyggende formål.

I forbindelse med høringen over betænkningen har de

høringsparter, der har udtalt sig nærmere om dette spørgsmål, herunder også

politiet og anklagemyndigheden, udtalt sig imod, at der tilvejebringes en

sådan

generel hjemmel. Der er den forbindelse bl.a. givet udtryk for, at

tv-overvågning

af frit tilgængelige steder i kriminalitetsforebyggende øjemed må anses for

en

politimæssig opgave, som derfor bør varetages af politiet.

Justitsministeriet er enig i, at det mest nærliggende må

anses for en politimæssig opgave at foretage tv-overvågning i tilfælde, hvor

der findes anledning til, at en offentlig myndighed foretager en sådan

overvågning

på frit tilgængelige steder med et generelt kriminalitetsforebyggende formål.

I overensstemmelse hermed har politiet inden for rammerne

af gældende regler, herunder persondataloven og almindelige

forvaltningsretlige

principper, en mulighed for at tv-overvåge på frit tilgængelige steder med

henblik på at forebygge og opklare kriminalitet, herunder med henblik på

terrorbekæmpelse.

På den anførte baggrund finder Justitsministeriet ikke, at

der er grundlag for at tilvejebringe en adgang for kommunerne til efter

forelæggelse for politiet at foretage tv-overvågning med et generelt

kriminalitetsforebyggende formål.

6.4. Afgivelse af beretning til Folketinget

6.4.1. Udvalgets overvejelser og forslag

Udvalget har i sin betænkning foreslået, at justitsministeren

afgiver en beretning til Folketinget om erfaringerne med den foreslåede

bestemmelse

om, at visse grupper af erhvervsdrivende kan tv-overvåge egne indgange og

facader, og, når dette er klart nødvendigt af hensyn til

kriminalitetsbekæmpelse,

arealer i direkte tilknytning til egne indgange og facader.

Efter udvalgets opfattelse bør redegørelsen indeholde dels oplysninger

om, i hvilket omfang tv-overvågning er iværksat i medfør af den nye

bestemmelse, dels en politimæssig vurdering af den kriminalitetsforebyggende

effekt af denne overvågning, herunder en vurdering af, i hvilket omfang den

iværksatte overvågning har bidraget til at opklare kriminalitet.

Der henvises til betænkningens side 187.

6.4.2. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet er enig med udvalget i, at det vil være

hensigtsmæssigt, at der udarbejdes en beretning om erfaringerne med den

foreslåede nye bestemmelse om, at pengeinstitutter, spillekasinoer, hotel- og

restaurationsvirksomheder

samt butikscentre og butikker, hvorfra der foregår detailsalg, kan foretage

tv-overvågning med billedoptagelse af egne indgange og facader, og, når dette

er klart nødvendigt af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse, af visse

tilknyttede

arealer.

Justitsministeriet vil derfor, hvis lovforslaget vedtages,

udarbejde en beretning til Folketinget om den nye bestemmelse. Beretningen

vil

blive afgivet i folketingsåret 2010-11, dvs. 3-4 år efter bestemmelsens

foreslåede

ikrafttræden.

Justitsministeriet vil til brug for beretningen indhente

bidrag fra Rigspolitiet, der vil kunne oplyse om politiets almindelige

erfaringer med hensyn til, i hvilket omfang den tilvejebragte hjemmel

anvendes

i praksis, og i hvilket omfang denne form for tv-overvågning skønnes at have

bidraget til at opklare kriminalitet. Justitsministeriet vil endvidere

indhente

bidrag fra Datatilsynet, der vil kunne oplyse om tilsynet med behandlingen af

personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 5

(tv-overvågningslovens § 6 a).

7. Ændringer af persondataloven

7.1. Persondatalovens anvendelsesområde

7.1.1. Udvalgets overvejelser og forslag

Tv-overvågningsudvalget har overvejet, i hvilket omfang

persondatalovens regler bør finde anvendelse på privates og offentlige

myndigheders tv-overvågning.

Privates og offentlige myndigheders tv-overvågning med

digitalt

udstyr anses efter gældende ret

for omfattet af persondataloven, hvis der ved tv-overvågningen sker en

behandling

af personoplysninger om en identificeret eller identificerbar fysisk person,

jf. persondatalovens § 1, stk. 1. Tv-overvågning med

analogt

udstyr anses ikke for en

elektronisk behandling af personoplysninger. Det medfører, at offentlige

myndigheders analoge tv-overvågning falder uden for loven, mens privates

tv-overvågning

med analogt udstyr omfattes af loven, jf. lovens § 1, stk. 2 (anden

ikke-elektronisk systematisk behandling, som udføres for private), i det

omfang

optagelserne opbevares systematisk.

Efter udvalgets opfattelse kan det gældende

anvendelsesområde for persondataloven i relation til tv-overvågning i nogle

sammenhænge være vanskeligt at fastlægge præcist, og det kan undertiden synes

noget tilfældigt, om en behandling af personoplysninger er omfattet af loven

eller ej.

Behovet for en mere sammenhængende regulering af behandling

af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning aktualiseres efter

udvalgets opfattelse endvidere af, at både private virksomheder mv. og

offentlige myndigheder i stigende omfang foretager tv-overvågning, navnlig i

kriminalitetsforebyggende øjemed, og at denne udvikling må forventes at

fortsætte.

På den anførte baggrund finder udvalget, at det bør sikres,

at den behandling af personoplysninger, der er forbundet med tv-overvågning,

i

videst muligt omfang sker under iagttagelse af reglerne i persondataloven og

dermed under Datatilsynets tilsyn.

Tv-overvågningsudvalget foreslår i overensstemmelse hermed,

at der i persondatalovens § 1 indsættes en bestemmelse, hvorefter loven

omfatter

enhver behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning.

Der henvises til betænkningens side 147-150.

7.1.2. Justitsministeriets overvejelser

Af de grunde, som udvalget har anført, kan

Justitsministeriet tiltræde forslaget om, at der i persondataloven indsættes

en

bestemmelse om, at loven gælder for enhver form for behandling af

personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning.

Forslaget indebærer, at privates og offentlige myndigheders

behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning omfattes af

persondataloven, uanset om der finder elektronisk databehandling sted, og

uanset

om personoplysninger, som tilvejebringes gennem tv-overvågning, skal indgå i

et

register eller gøres til genstand for anden ikke-elektronisk behandling.

Ved udtrykket »tv-overvågning« skal der i overensstemmelse

med definitionen i tv-overvågningslovens § 1, stk. 2, forstås

vedvarende eller regelmæssigt gentagen personovervågning ved hjælp af

fjernbetjent eller automatisk virkende kamera, fotografiapparat eller

lignende

apparat.

Den foreslåede bestemmelse medfører bl.a., at de

grundlæggende principper, som er indeholdt i persondatalovens § 5 om god

databehandlingsskik, saglighed og proportionalitet mv., skal være opfyldt.

Også

de krav til behandlingens fortrolighed og datasikkerhed, som er indeholdt i

persondatalovens §§ 41 og 42, og som bl.a. indebærer, at den

dataansvarlige skal iværksætte de fornødne tekniske og organisatoriske

sikkerhedsforanstaltninger mod, at oplysninger kommer til uvedkommendes

kendskab, misbruges eller i øvrigt behandles i strid med loven, skal

iagttages.

Eksempelvis vil der være tale om en behandling i strid med loven, hvis en

erhvervsdrivende eller dennes ansatte gennemser optagelser fra en

tv-overvågning, uden at det har et sagligt formål.

Lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets

lovudkast. Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 1 (persondatalovens

§ 1, stk. 7).

7.2. Opbevaring og videregivelse

7.2.1. Udvalgets overvejelser og forslag

Tv-overvågningsudvalget har overvejet, om der bør gælde

særlige regler om opbevaring og videregivelse af billed- og lydoptagelser med

personoplysninger.

Efter udvalgets opfattelse må det antages, at en dataansvarlig

sædvanligvis ikke har behov for at opbevare billed- og lydoptagelser med

personoplysninger

optaget i kriminalitetsforebyggende øjemed, medmindre optagelserne indeholder

oplysninger om strafbare forhold. Det bør i praksis heller ikke være

vanskeligt

at tilrettelægge en hurtig og løbende sletning af sådanne personoplysninger.

Disse forhold taler efter udvalgets opfattelse for, at der

indføres en særlig regel i persondataloven, der sætter klare grænser for,

hvor

længe billed- og lydoptagelser med personoplysninger, der hidrører fra

tv-overvågning i kriminalitetsforebyggende øjemed, kan opbevares.

Ifølge udvalgets forslag skal billed- og lydoptagelser med personoplysninger,

der optages i kriminalitetsforebyggende øjemed, som altovervejende hovedregel

slettes senest 30 dage efter optagelsen.

I særlige tilfælde, hvor opbevaring af en optagelse er

nødvendig i forhold til behandlingen af en konkret tvist, f.eks. bortvisning

af

en ansat, vil optagelsen ifølge udvalgets forslag kunne opbevares i et

længere

tidsrum end 30 dage. I så fald skal den, som tvisten vedrører, underrettes

inden 30 dages fristens udløb, og vedkommende skal efter anmodning have

udleveret en kopi af optagelsen.

For så vidt angår spørgsmålet om videregivelse er det

tv-overvågningsudvalgets opfattelse, at udveksling af oplysninger, der

hidrører

fra tv-overvågning i kriminalitetsforebyggende øjemed, uden samtykke fra de

berørte personer (de registrerede) medfører en risiko for misbrug af de

tilvejebragte oplysninger.

På den baggrund foreslår udvalget, at det i persondataloven

fastsættes, at oplysninger, der hidrører fra tv-overvågning i

kriminalitetsforebyggende øjemed, alene kan videregives af den

dataansvarlige,

hvis (1) der foreligger udtrykkeligt samtykke fra den berørte person (den

registrerede), (2) videregivelsen følger af lov, eller (3) videregivelsen

sker

til politiet i kriminalitetsopklarende øjemed (dvs. videregivelse med henblik

på, at oplysningerne kan indgå i en politimæssig efterforskning). Det er i

øvrigt forudsat, at videregivelse af billed- og lydoptagelser, der optages i

kriminalitetsforebyggende øjemed, som hidtil kan ske til videnskabelige eller

statistiske formål efter den (gældende) bestemmelse herom i persondatalovens

§ 10, der ikke foreslås ændret.

Der henvises til betænkningens kapitel 5, side 150-151.

7.2.2. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet er enig med tv-overvågningsudvalget i,

at det bør sikres, at misbrug af billed- og lydoptagelser, der optages i

forbindelse med tv-overvågning i kriminalitetsforebyggende øjemed, ikke

finder

sted.

Justitsministeriet kan derfor af de grunde, som udvalget

har anført, tiltræde, at der i persondataloven fastsættes udtrykkelige

bestemmelser om sletning og videregivelse af sådanne optagelser.

I overensstemmelse hermed foreslås der indsat en ny

bestemmelse i persondataloven, hvorefter billed- og lydoptagelser, der

optages

i forbindelse med tv-overvågning i kriminalitetsforebyggende øjemed, skal

slettes senest 30 dage efter optagelsen. Den foreslåede 30-dagesfrist skal

ses

bl.a. i lyset af, at det for efterforskningen af visse former for

kriminalitet

i praksis kan være nødvendigt at have adgang til optagelser foretaget en vis

kortere periode forud for selve det tidspunkt, hvor kriminaliteten er begået.

F.eks. gælder det med hensyn til tilfælde, hvor en røver i perioden forud for

røveriet har foretaget rekognoscering på stedet.

Bestemmelsen giver som anført i alle tilfælde ret til

opbevaring af optagelser i 30 dage, idet almindelige databeskyttelseshensyn

naturligvis tilsiger, at der sker sletning på et tidligere tidspunkt, hvis

vedkommende dataansvarlige mener, at der ikke er behov for yderligere

opbevaring.

Fristen på 30 dage vil efter forslaget ikke gælde, hvis

opbevaring af en optagelse i et længere tidsrum er nødvendig af hensyn til

den

dataansvarliges behandling af en konkret tvist (f.eks. en sag om bortvisning

af

en ansat). I disse tilfælde skal den dataansvarlige hurtigst muligt og inden

30

dages fristens udløb underrette den, som tvisten vedrører, og efter anmodning

udlevere en kopi af optagelsen til den pågældende.

Den foreslåede bestemmelse regulerer ikke spørgsmålet om, i

hvilket omfang der består en adgang til at foretage tv-overvågning med

billed-

og lydoptagelse. Som hidtil reguleres privates adgang til at foretage

tv-overvågning med billedoptagelse i tv-overvågningsloven (for så vidt angår

steder, hvortil der er almindelig adgang mv.) og straffeloven (for så vidt

angår tv-overvågning af ikke frit tilgængelige steder), jf. pkt. 3.1. og 3.3.

ovenfor. Om arbejdsretlige regler henvises til pkt. 3.4. ovenfor.

Spørgsmålet om adgangen til at foretage optagelse af lyd er

ikke reguleret i tv-overvågningsloven. Straffelovens § 263, stk. 1,

nr. 3, indeholder imidlertid et forbud mod ved hjælp af et apparat

uberettiget

hemmeligt at aflytte eller optage udtalelser fremsat i enrum, telefonsamtaler

eller anden samtale mellem andre eller forhandlinger i lukket møde, som

vedkommende

ikke selv deltager i, eller hvortil vedkommende uberettiget har skaffet sig

adgang. Der ses ikke at foreligge retsafgørelser om, hvorvidt – og i

givet fald

i hvilket omfang – det vil være berettiget efter straffelovens

§ 263,

stk. 1, nr. 3, at optage lyd i forbindelse med tv-overvågning i

kriminalitetsforebyggende øjemed. I lyset af bestemmelsens forarbejder må det

imidlertid som den almindelige regel gælde, at der ikke lovligt kan ske

optagelse af lyd i tilknytning til tv-overvågning, medmindre den, der

foretager

tv-overvågningen, selv deltager i den samtale, der optages, eller en af

deltagerne i samtalen har givet sit samtykke til optagelsen. Der henvises

herom

i øvrigt til pkt. 3.3. ovenfor.

Som anført omfatter den foreslåede bestemmelse kun billed-

og lydoptagelser med personoplysninger, der optages i forbindelse med

tv-overvågning i kriminalitetsforebyggende øjemed. For disse optagelsers

vedkommende

præciseres således den gældende bestemmelse i persondatalovens § 5,

stk. 5,

der angiver, at der ikke må ske opbevaring af oplysninger i personhenførbar

form i et længere tidsrum end det, der er nødvendigt af hensyn til de formål,

hvortil oplysningerne behandles, jf. pkt. 3.2.2. ovenfor. Er der tale om

billed- og lydoptagelser med personoplysninger, der ikke er optaget i

forbindelse med tv-overvågning i kriminalitetsforebyggende øjemed (f.eks. i

tilfælde, hvor tv-overvågningen er sket som led i overvågningen af maskiner

eller

andre tekniske installationer), vil den gældende bestemmelse i

persondatalovens

§ 5, stk. 5, som hidtil regulere, hvor længe de pågældende

optagelser

kan opbevares.

Den foreslåede bestemmelse medfører en adgang for den

dataansvarlige til at opbevare oplysninger om den, som tvisten vedrører, men

derimod ikke til opbevaring af optagelser af andre personer, som ikke har

relation

til den pågældende tvist. Opbevaring af såkaldt »overskudsinformation« skal

den

dataansvarlige undgå ved i videst muligt omfang at anonymisere de pågældende

oplysninger, i det omfang det er muligt for den dataansvarlige.

Det skal i øvrigt understreges, at den foreslåede

sletningsregel med hensyn til billed- og lydoptagelser med personoplysninger

kun omfatter selve optagelserne. Bestemmelsen er derfor ikke til hinder for,

at

den dataansvarlige efter omstændighederne kan opbevare andre oplysninger end

billed-

og lydoptagelser, f.eks. skriftlige notater om optagelsen, i et længere

tidsrum, hvis dette er nødvendigt. For sådanne oplysninger vil

persondatalovens

almindelige sletningsregel i § 5, stk. 5, finde anvendelse.

Der henvises herom til lovforslagets § 2, nr. 3

(persondatalovens § 26 a, stk. 2).

Som nævnt foreslås der endvidere indført en særlig

bestemmelse om videregivelse af billed- og lydoptagelser med

personoplysninger,

der optages i forbindelse med tv-overvågning i kriminalitetsforebyggende

øjemed.

Efter den foreslåede bestemmelse kan videregivelse af

sådanne optagelser ske i de tilfælde, som udvalget lægger op til, dvs. (1)

efter

udtrykkeligt samtykke fra den berørte person (den registrerede), (2) når

videregivelsen følger af lov, eller (3) når videregivelsen sker til politiet

i

kriminalitetsopklarende øjemed.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at de almindelige

bestemmelser i

persondatalovens

§§ 6-8 om bl.a. videregivelse ikke vil finde anvendelse

på

videregivelse af billed- og lydoptagelser, der optages i forbindelse med

tv-overvågning i kriminalitetsforebyggende øjemed.

Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 3

(persondatalovens § 26 a, stk. 1).

De foreslåede bestemmelser om videregivelse og sletning

vedrører den dataansvarlige, dvs. den, som efter persondatalovens almindelige

regler er dataansvarlig for at optage de pågældende billed- og lydoptagelser.

Øvrige spørgsmål om sletning og videregivelse af optagelser med

personoplysninger, der er optaget i forbindelse med tv-overvågning, reguleres

bl.a. af persondatalovens almindelige regler, herunder lovens §§ 6-8. I

praksis indebærer det bl.a., at optagelser, der i overensstemmelse med

forslaget måtte være videregivet af en erhvervsdrivende til politiet til brug

for opklaringen af kriminalitet, kan opbevares hos politiet efter de for

politiet gældende regler, jf. også betænkningens side 189.

7.3. Oplysningspligt

7.3.1. Udvalgets overvejelser og forslag

Der findes regler om oplysningspligt mv. ved tv-overvågning

både i tv-overvågningslovens §§ 3 og

3

a

og i persondatalovens §§ 28-30, jf. herved pkt.

3.1.3. og 3.2.4. ovenfor.

Tv-overvågningsudvalget har med hensyn til samspillet mellem

disse regler overvejet, om der bør fastsættes særlige regler om

oplysningspligt

i forbindelse med tv-overvågning, f.eks. således at den oplysningspligt, som

følger af persondatalovens regler, ikke skal gælde, hvis der skiltes med

tv-overvågningen

i overensstemmelse med tv-overvågningslovens regler.

Den skiltning mv., der følger af tv-overvågningslovens

regler, giver imidlertid ikke de berørte personer (de registrerede) ret til

de

samme oplysninger, som vedkommende har krav på efter persondataloven, f.eks.

oplysning

om den dataansvarliges identitet og formålet med behandlingen, jf. herved

persondatalovens § 29, stk. 1. Hertil kommer, at reglerne om

oplysningspligt i persondatalovens §§ 28-29 er formuleret i nøje

overensstemmelse

med direktiv 95/46/EF (databeskyttelsesdirektivet) for at sikre en korrekt

dansk gennemførelse af direktivet. Den retsstilling for de berørte, som

følger

af persondatalovens regler, bør efter udvalgets opfattelse derfor også gælde

ved

behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning.

På den baggrund finder udvalget, at tv-overvågningslovens

regler om skiltning mv. og persondatalovens regler om oplysningspligt bør

opretholdes som to parallelle regelsæt, der begge skal iagttages ved

tv-overvågning.

Dette foreslår udvalget præciseret ved, at det i

persondataloven udtrykkeligt angives, at reglerne om oplysningspligt ved

behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning gælder

uanset

en eventuel skiltning mv. i medfør af tv-overvågningslovens regler.

Der henvises til betænkningens side 151-152.

7.3.2. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet kan af de grunde, som udvalget har

anført, tiltræde, at der indsættes en bestemmelse i persondataloven, der

udtrykkeligt præciserer, at denne lovs regler om oplysningspligt i

§§ 29-30 gælder ved behandling af personoplysninger i forbindelse med

tv-overvågning uanset en eventuel skiltning mv. om overvågningen i medfør af

tv-overvågningslovens regler.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at persondatalovens

almindelige regler om oplysningspligt i lovens §§ 29-30 vil omfatte

enhver

behandling hos offentlige myndigheder og private af personoplysninger i

forbindelse

med tv-overvågning.

For så vidt angår tv-overvågning af steder, som benyttes

til almindelig færdsel, vil der i de enkelte tilfælde normalt ikke – ud

over

den skiltning mv., som følger af tv-overvågningslovens regler – være

oplysningspligt over for de registrerede personer. Det skyldes, at et sådant

krav

i praksis normalt vil være umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt for den

dataansvarlige at opfylde, jf. persondatalovens § 29, stk. 3.

Det vil derimod ikke være umuligt eller uforholdsmæssigt

vanskeligt for en arbejdsgiver, der foretager tv-overvågning af en

arbejdsplads, at opfylde oplysningspligten over for de ansatte. Ved en sådan

overvågning vil det derfor – ud over den skiltningspligt mv., som følger

af

tv-overvågningslovens regler – som udgangspunkt påhvile den

dataansvarlige

forud for tv-overvågningens iværksættelse at give meddelelse til den enkelte

ansatte om tv-overvågningen med de oplysninger, som fremgår af § 29,

stk. 1.

Denne meddelelse skal i overensstemmelse med Datatilsynets hidtidige praksis

omfatte oplysning om bl.a. formålet med den behandling, hvortil oplysningerne

er bestemt (f.eks. at formålet med overvågningen er at forebygge og opklare

ansattes

eventuelle kriminalitet). Meddelelsen skal desuden omfatte alle yderligere

oplysninger, der under hensyn til de særlige omstændigheder, hvorunder

oplysningerne er indsamlet, er nødvendige for den registreredes varetagelse

af

sine interesser.

Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 3

(persondatalovens § 26 b).

7.4. Ret til indsigt, indsigelse og

korrektion

7.4.1. Udvalgets overvejelser og forslag

Udvalget har overvejet, om den ret til indsigt, indsigelse

og korrektion for den berørte person (den registrerede), som følger af

reglerne

i persondatalovens §§ 31, 35 og 37, også bør finde anvendelse i forhold

til tv-overvågning.

Efter udvalgets vurdering vil det næppe være muligt at

udforme særregler, der er i overensstemmelse med EU’s

databeskyttelsesdirektiv,

og der findes heller ikke at være et konkret behov for det. De almindelige

regler i persondataloven bør efter udvalgets opfattelse derfor finde

anvendelse

også på behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning

således, at det overlades til Datatilsynet i sin praksis at fastsætte den

nærmere rækkevidde af indsigtsretten mv. i forhold til tv-overvågning.

Der henvises til betænkningens side 153.

7.4.2. Justitsministeriets overvejelser

Som anført ovenfor under pkt. 3.2.4. omfatter den

registreredes rettigheder efter persondataloven bl.a. ret til indsigt i de

oplysninger, der behandles om den registrerede selv, ret til at gøre

indsigelse

mod, at behandling finder sted, og ret til at få korrigeret eller slettet

oplysninger, der er urigtige eller vildledende, jf. lovens §§ 31, 35 og

37. Bestemmelserne er direktivbestemte (databeskyttelsesdirektivet).

Justitsministeriet kan af de grunde, som udvalget har

anført, tiltræde, at der ikke fastsættes særlige regler om ret til indsigt,

indsigelse og korrektion i relation til behandling af personoplysninger ved

tv-overvågning. Det indebærer, at persondatalovens almindelige regler om den

registreredes ret til indsigt, indsigelse og korrektion vil finde anvendelse

ved behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning.

7.5. Anmeldelse og tilsyn

7.5.1. Udvalgets overvejelser og forslag

Tv-overvågningsudvalget har overvejet, om der bør ske

anmeldelse til Datatilsynet om behandling af personoplysninger i forbindelse

med tv-overvågning.

Om persondatalovens gældende ordning om anmeldelse mv. har

udvalget bl.a. anført, at den bygger på databeskyttelsesdirektivets

bestemmelser,

der giver en ganske vid adgang til at fastsætte undtagelser fra

anmeldelsespligten.

I persondataloven er det kommet til udtryk ved, at behandlinger, der ikke

omfatter fortrolige eller følsomme oplysninger, er undtaget fra anmeldelse,

mens behandlinger, der indebærer særlige risici for de berørte personer,

forudsætter anmeldelse (og eventuelt forudgående udtalelse eller tilladelse,

før behandlingen kan iværksættes).

Anmeldelse til Datatilsynet gør det muligt for tilsynet og

offentligheden at blive bekendt med, at der sker behandling af

personoplysninger.

Herved skabes der bl.a. mulighed for at udøve et effektivt tilsyn og kontrol

med behandlingens overensstemmelse med loven.

Tv-overvågningsudvalget lægger til grund, at den behandling

af personoplysninger, der sker i forbindelse med tv-overvågning, i langt de

fleste tilfælde blot vil vise de personer, der færdes det pågældende sted, i

sædvanlige dagligdags situationer. Det gælder, uanset om tv-overvågningen

sker

med eller uden billedoptagelse.

I overensstemmelse hermed anfører udvalget, at den

behandling af personoplysninger, der sker ved tv-overvågning, som

udgangspunkt

alene vil omfatte ikke-følsomme oplysninger, jf. persondatalovens § 6.

Indsamling

af følsomme personoplysninger, der er omfattet af persondatalovens § 8,

vil således normalt kun ske, hvor tv-overvågningen afslører kriminelle

aktiviteter.

Herefter finder udvalgets

flertal

(12 medlemmer) ikke, at der er behov for at lade behandling

af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning være omfattet af en

anmeldelsespligt over for Datatilsynet. Dette gælder, uanset om

tv-overvågningen

efterfølgende måtte afsløre strafbare forhold, der giver anledning til

politianmeldelse.

Flertallet finder det endvidere vanskeligt at begrunde, at

der med hensyn til krav om anmeldelse til Datatilsynet om tv-overvågning

skulle

gælde forskellige regler for den offentlige og private sektor.

Endelig taler også ressourcemæssige hensyn efter

flertallets opfattelse for at undtage behandling af personoplysninger i

forbindelse med tv-overvågning fra persondatalovens anmeldelsesordning.

Den foreslåede undtagelse fra anmeldelsespligten bør efter

udvalgets flertals opfattelse imidlertid ikke omfatte privates overførsler af

bl.a. følsomme oplysninger til tredjelande. Det foreslås derfor, at den

almindelige bestemmelse om sådanne overførsler i persondatalovens § 50,

stk. 2, skal finde anvendelse også på behandling af personoplysninger i

forbindelse med tv-overvågning.

Et

mindretal

i

udvalget (2 medlemmer) foreslår, at privates tv-overvågning skal anmeldes til

Datatilsynet senest 30 dage før kameraets opsætning (f.eks. ved udfyldelse af

en elektronisk blanket), og at Datatilsynet bør tillægges kompetence til at

standse

tv-overvågningstiltag, der udføres i strid med lovens regler. Datatilsynet

bør

også kunne pålægge en dataansvarlig tvangsbøder, hvis vedkommende har undladt

behørig anmeldelse.

Mindretallets forslag har til formål at sikre, at private sætter

sig ind i tv-overvågningslovens og persondatalovens regler, inden

tv-overvågningens

iværksættes. En anmeldelsespligt vil desuden give et samlet overblik over

omfanget af privates tv-overvågning.

Mindretallet foreslår endvidere, at private skal indhente

tilladelse fra Datatilsynet inden iværksættelse af en tv-overvågning, der

indebærer systematisk overvågning af bestemte personer, og at sådanne

tilladelser

kun sjældent bør gives og i givet fald for korte perioder. Om baggrunden for

dette forslag har mindretallet bl.a. anført, at konstant eller systematisk

tv-overvågning af bestemte personer indebærer en så alvorlig risiko for

vedkommendes

personlige databeskyttelse, at tilladelse bør indhentes.

Der henvises til betænkningens side 154-155 og 156-158.

Hvad angår spørgsmålet om inspektionskompetence, følger det

af persondatalovens § 62, stk. 2, at Datatilsynet har kompetence

til

i kontroløjemed uanmeldt og uden retskendelse at få adgang til lokaler, hvor

der foretages behandling af personoplysninger for den offentlige forvaltning,

uanset om behandlingen er anmeldelsespligtig eller ikke. Det samme gælder

Domstolsstyrelsen

i forhold til domstolene, jf. lovens § 68, stk. 1.

For så vidt angår behandling af personoplysninger for

private dataansvarlige, følger det af § 62, stk. 3, at Datatilsynet

har inspektionskompetence, hvis Datatilsynets tilladelse efter § 50,

stk. 1,

til behandlingens foretagelse er påkrævet (dvs. behandlinger, der omfatter

følsomme oplysninger, jf. § 50, stk. 1, nr. 1, samt behandlinger,

der

sker i forbindelse med visse advarselsregistre, kreditoplysningsvirksomhed,

stillingsbesættende virksomhed eller retsinformationssystemer, jf. § 50,

stk. 1, nr. 2-5). Visse behandlinger, der omfatter følsomme oplysninger,

er undtaget fra anmeldelseskravet og dermed også fra kravet om tilladelse,

jf. reglerne

i bekendtgørelse nr. 534 af 15. juni 2000 om undtagelse fra pligten til

anmeldelse af visse behandlinger, som foretages for en privat dataansvarlig.

Ved de behandlinger, der omfattes af bekendtgørelsen, har Datatilsynet derfor

ikke inspektionskompetence.

Udvalget er af den opfattelse, at der ved behandling af

personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning bør gælde ens regler i den

private og offentlige sektor med hensyn til inspektionskompetence.

På den baggrund foreslår udvalget en ændring af den

gældende bestemmelse i persondatalovens § 62, stk. 3, således at

Datatilsynet dermed tillægges inspektionskompetence i relation til både

privates og offentlige myndigheders behandling af personoplysninger i

forbindelse med tv-overvågning. Efter udvalgets opfattelse bør det i praksis

overlades

til Datatilsynet at afgøre, i hvilket omfang der skal gennemføres

inspektioner

i forbindelse med tv-overvågning.

Med den foreslåede bestemmelse vil Datatilsynet have

inspektionskompetence i forhold til enhver behandling af personoplysninger

foretaget af offentlige myndigheder og private i forbindelse med

tv-overvågning.

Der henvises til betænkningens side 155-156.

7.5.2. Justitsministeriets overvejelser

Som anført af udvalget vil den behandling af

personoplysninger, der sker ved tv-overvågning, som udgangspunkt alene

omfatte

ikke-følsomme oplysninger, jf. persondatalovens § 6, idet der i langt de

fleste tilfælde blot vil kunne iagttages og optages personer i sædvanlige

dagligdags situationer.

På den baggrund er Justitsministeriet enig med udvalgets

flertal i, at der ikke bør påhvile den, som foretager behandling af

personoplysninger

i forbindelse med tv-overvågning, en pligt til at foretage anmeldelse til

Datatilsynet. Det gælder, uanset om behandlingen foretages af private

dataansvarlige eller for den offentlige forvaltning.

Det foreslås derfor, at der indsættes en ny bestemmelse i

persondataloven, hvorefter behandling af personoplysninger i forbindelse med

tv-overvågning undtages fra persondatalovens §§ 43, 48 og 52 om

anmeldelse

til Datatilsynet (eller Domstolsstyrelsen, hvis behandlingen foretages for

domstolene). Dog bør det som anført af tv-overvågningsudvalgets flertal

fortsat

sikres, at der i tilfælde, hvor en tv-overvågning måtte afsløre f.eks. et

strafbart forhold, ikke sker overførsel af sådanne følsomme personoplysninger

til tredjelande, der ikke måtte have samme beskyttelsesniveau som i Danmark

og

de øvrige EU-lande. I overensstemmelse med udvalgets flertals forslag

foreslås

det derfor, at bestemmelsen i persondatalovens § 50, stk. 2, om

indhentelse

af tilladelse fra Datatilsynet til overførsel i medfør af lovens § 27,

stk. 1, og stk. 3, nr. 2-4, af oplysninger omfattet af lovens

§ 50, stk. 1, altid skal indhentes, uanset at den dataansvarliges

behandling af de pågældende personoplysninger er undtaget fra anmeldelse.

Herefter vil det som hidtil være nødvendigt at indhente

Datatilsynets tilladelse f.eks. i tilfælde, hvor en privat dataansvarlig

ønsker

at overlade en optagelse af et butikstyveri (dvs. oplysninger om strafbart

forhold) til en databehandler i Japan med henblik på denne databehandlers

forbedring af billedoptagelsens kvalitet.

Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 3

(persondatalovens § 26 c).

For så vidt angår spørgsmålet om inspektionskompetence

bemærkes følgende:

I dag har Datatilsynet inspektionskompetence i forhold til

offentlige myndigheder, der foretager behandling af personoplysninger i

forbindelse med tv-overvågning. Datatilsynet har derimod ikke

inspektionskompetence

i forhold til private dataansvarlige, der foretager behandling af

personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning.

Ved vurderingen af, om Datatilsynet fremover bør have

inspektionskompetence også i forhold til private i forbindelse med

tv-overvågning, må der efter Justitsministeriets opfattelse lægges vægt på,

at

den behandling af personoplysninger, der sker ved tv-overvågning, består i at

indsamle billeder og dermed udgør en særlig form for behandling af

personoplysninger, og at tv-overvågning efter omstændighederne kan berøre

mange

mennesker, som færdes de steder, hvor der kan blive foretaget tv-overvågning.

På den baggrund er Justitsministeriet enig med udvalget i,

at Datatilsynet bør have kompetence til at beslutte at foretage en konkret

inspektion i relation til enhver behandling af personoplysninger i

forbindelse

med tv-overvågning.

Det foreslås i overensstemmelse med det anførte at ændre

persondatalovens § 62, stk. 3, med henblik på at sikre, at

Datatilsynet

af egen drift eller efter henvendelse fra en borger uanmeldt og uden

retskendelse også kan få adgang til lokaler, hvor behandlingen af de

pågældende

personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning foretages for en privat

dataansvarlig.

Som anført af tv-overvågningsudvalget bør det i praksis overlades

til Datatilsynet at afgøre, i hvilket omfang der skal gennemføres

inspektioner

i forbindelse med tv-overvågning i medfør af den foreslåede bestemmelse.

Det bør endvidere overlades til Datatilsynet at vurdere,

hvorvidt inspektioner på dette område mest hensigtsmæssigt foretages

uanmeldt,

eller – som det er tilfældet for langt de fleste af de inspektioner, som

tilsynet

gennemfører i dag – efter varsling af den pågældende virksomhed mv.

Fordelen

ved at varsle om inspektionen er, at

de relevante medarbejdere hos den dataansvarlige kan være til

stede.

Det bemærkes herved, at Datatilsynets inspektioner typisk tager udgangspunkt

i

en samtale med de relevante medarbejdere hos den dataansvarlige, herunder om

iværksatte

sikkerhedsforanstaltninger, arbejdsrutiner mv. Endvidere besigtiges relevante

lokaler, og der foretages opslag i og udtræk fra de pågældende edb-systemer

og

opslag i eventuelle manuelle registre. Herudover har inspektionerne til

formål

at give Datatilsynet en mulighed for

at vejlede og komme i dialog med den pågældende dataansvarlige om

relevante databeskyttelsesretlige forhold.

Der henvises om den foreslåede bestemmelse til forslagets § 2, nr. 5

(persondatalovens § 62, stk. 3).

7.6. Økonomisk godtgørelse

7.6.1. Udvalgets overvejelser og forslag

3 af udvalgets medlemmer finder, at en udvidet adgang til tv-overvågning

aktualiserer behovet for at indføre en bestemmelse i persondataloven,

hvorefter der kan tilkendes personer økonomisk godtgørelse ved en

dataansvarligs tilsidesættelse af lovens beskyttelseshensyn.

Disse medlemmer har i den forbindelse bl.a. anført, at den, der føler sig

krænket i anledning af en konkret tv-overvågning, typisk ikke vil have lidt

et økonomisk tab. Den eneste mulighed efter gældende ret er derfor

tortgodtgørelse efter den almindelige bestemmelse i erstatningsansvarslovens

§ 26. Denne bestemmelse opfylder efter disse medlemmers opfattelse ikke

behovet for tilkendelse af godtgørelse.

De øvrige medlemmer af udvalget har ikke udtalt sig om spørgsmålet.

Der henvises til betænkningens side 141-142.

7.6.2. Justitsministeriets overvejelser

Efter persondatalovens § 69, der bygger på

databeskyttelsesdirektivets artikel 23, gælder der et såkaldt

præsumptionsansvar for den dataansvarlige. Det påhviler herefter en

dataansvarlig at erstatte skade, der forvoldes ved behandling af

personoplysninger i strid med persondatalovens bestemmelser, medmindre den

dataansvarlige kan godtgøre, at skaden ikke kunne have været afværget ved den

agtpågivenhed og omhu, der må kræves i forbindelse med behandling af

personoplysninger.

Godtgørelse for krænkelse af lovens regler om beskyttelse

af den registreredes personlige integritet, der ikke har medført et

formuetab,

falder uden for persondatalovens § 69. I stedet må et sådant krav i

givet

fald gøres gældende efter den almindelige regel om godtgørelse i

erstatningsansvarslovens

§ 26. Det fremgår af denne bestemmelse, at den, der er ansvarlig for en

retsstridig krænkelse af en andens frihed, fred, ære eller person, skal

betale

forurettede godtgørelse for tort.

Det følger af retspraksis, at uberettiget anvendelse af

tv-overvågningsoptagelser efter en konkret vurdering kan udløse godtgørelse

for

tort, jf. herved en afgørelse fra Vestre Landsret optrykt i Ugeskrift for

Retsvæsen

2000, side 2334 ff.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at dansk rets

almindelige bestemmelse om godtgørelse for tort i erstatningsansvarslovens

§ 26 udgør et tilstrækkeligt værn for den, der anser sin personlige

integritet krænket ved en dataansvarligs tilsidesættelse af persondatalovens

beskyttelseshensyn.

Der foreslås derfor ikke indsat en særlig bestemmelse om godtgørelse for tort

i

persondataloven.

7.7. Straf

7.7.1. Udvalgets overvejelser og forslag

Tv-overvågningsudvalget foreslår, at der ved behandling af

personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning, der udføres for private,

kan pålægges straf for overtrædelse af de bestemmelser, som udvalget foreslår

indsat i persondataloven om opbevaring, videregivelse og oplysningspligt ved

behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning (dvs. de

foreslåede bestemmelser i persondatalovens §§ 26 a og 26 b, jf.

lovforslagets

§ 2, nr. 3).

Der henvises til betænkningens side 192.

7.7.2. Justitsministeriets overvejelser

Som anført ovenfor under pkt. 7.2.2. foreslås der indført

særlige bestemmelser for sletning og videregivelse af billed- og

lydoptagelser,

der foretages i forbindelse med tv-overvågning i kriminalitetsforebyggende

øjemed.

Justitsministeriet finder ligesom tv-overvågningsudvalget,

at overtrædelse af de foreslåede bestemmelser, som har til formål at sikre

mod

misbrug af de ved tv-overvågning tilvejebragte personoplysninger, bør kunne

medføre straf. Justitsministeriet kan derfor tiltræde udvalgets forslag.

Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 6

(persondatalovens § 70, stk. 1, nr. 1).

For så vidt angår udvalgets forslag om at indsætte en

bestemmelse om straf for overtrædelse af den foreslåede (ny) bestemmelse i

persondatalovens § 26 b, jf. lovforslagets § 2, nr. 3, skal

Justitsministeriet bemærke, at denne bestemmelse alene fastslår, at de

gældende

bestemmelser i persondatalovens §§ 29 og 30 om oplysningspligt finder

anvendelse uanset en eventuel skiltning i medfør af tv-overvågningslovens

regler. Overtrædelse af den oplysningspligt, som følger af persondatalovens

§ 29, stk. 1, er allerede strafbelagt i persondatalovens § 70,

stk. 1, nr. 1. Der er efter Justitsministeriets opfattelse derfor ikke

behov for en særskilt, ny bestemmelse om straf for overtrædelse af den

foreslåede bestemmelse i persondatalovens § 26 b.

7.8. Information mv.

7.8.1. Udvalgets overvejelser og forslag

En gennemførelse af udvalgets forslag vil medføre dels en

udvidelse af adgangen til at foretage tv-overvågning, dels nye

persondataretlige regler om behandling af personoplysninger i forbindelse med

tv-overvågning.

Tv-overvågningsudvalget tillægger det betydelig vægt, at

der afsættes de fornødne ressourcer til at informere om de nye regler, f.eks.

i

pjeceform.

Der henvises til betænkningens side 159.

7.8.2. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet er enig med tv-overvågningsudvalget i,

at de ændringer i tv-overvågningsloven og persondataloven, som der med dette

lovforslag lægges op til, i givet fald kan give anledning til særligt at

informere

om de regler, som skal iagttages i forbindelse med tv-overvågning, herunder

om

samspillet mellem bl.a. tv-overvågningslovens og persondatalovens regler.

Justitsministeriet vil derfor tage initiativ til i

samarbejde med Datatilsynet at udarbejde en pjece om tv-overvågning.

Udarbejdelsen vil blive iværksat umiddelbart efter lovforslagets vedtagelse

med

henblik på, at pjecen hurtigst muligt efter lovens ikrafttræden kan gøres

tilgængelig bl.a. på Justitsministeriets og Datatilsynets hjemmesider.

8. Konsekvensændring af persondatalovens § 6,

stk. 2, og § 36, stk. 3

Det følger af den gældende bestemmelse i persondatalovens

§ 6, stk. 2, at en virksomhed ikke må videregive oplysninger om en

forbruger til en anden virksomhed til brug ved markedsføring eller anvende

oplysningerne

på vegne af en anden virksomhed i dette øjemed, medmindre forbrugeren har

givet

sit udtrykkelige samtykke. Et samtykke skal efter ordlyden af

persondatalovens

§ 6, stk. 2, indhentes i overensstemmelse med reglerne i

markedsføringslovens § 6 a.

Af den gældende bestemmelse i persondatalovens § 36,

stk. 3, følger det, at henvendelse til en forbruger efter stk. 2 i

øvrigt skal ske i overensstemmelse med reglerne i markedsføringslovens

§ 6

a og regler udstedt i medfør af markedsføringslovens § 6 a, stk. 6.

Markedsføringslovens § 6 a blev imidlertid ophævet ved

lov nr. 1389 af 21. december 2005, idet indholdet af bestemmelsen i § 6

a

blev videreført i markedsføringslovens § 6. Som konsekvensændring

foreslås

det derfor at ændre ordlyden af persondatalovens § 6, stk. 2, og

§ 36, stk. 3, således at der i disse bestemmelser henvises til

markedsføringslovens § 6.

Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 2 og 4

(persondatalovens § 6, stk. 2, 2.pkt., og § 36, stk. 3).

9. Forslagets økonomiske og administrative

konsekvenser

Med lovforslaget udvides adgangen til at foretage

tv-overvågning. Lovforslaget indebærer, at enhver form for behandling af

personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning bliver omfattet af

persondataloven, og at Datatilsynets tilsynsbeføjelser udvides. På den

baggrund

og med henblik på en styrkelse af retsbeskyttelsen i øvrigt ved behandling af

personoplysninger tilføres Datatilsynet med lovforslaget en merbevilling på 3

mio. kr. årligt. Lovforslaget skønnes i øvrigt ikke at have økonomiske og

administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.

Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske og

administrative konsekvenser for erhvervslivet.

Lovforslaget skønnes ikke at have administrative

konsekvenser for borgerne.

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og

indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Positive konsekvenser/

mindreudgifter

Negative konsekvenser/

Merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner

Ingen

Med lovforslaget øges Datatilsynets bevillinger med 3

mio. kr. årligt.

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og regioner

Ingen

Ingen af betydning

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

10. Hørte myndigheder mv.

Tv-overvågningsudvalgets

betænkning nr. 1483/2006 om tv-overvågning

har været sendt i høring

hos:

Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre

Landsret, Præsidenten for Københavns Byret, Præsidenten for Retten i Århus,

Præsidenten

for Retten i Odense, Præsidenten for Retten i Ålborg, Præsidenten for Retten

i

Roskilde, Domstolsstyrelsen, Den Danske Dommerforening,

Dommerfuldmægtigforeningen,

Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Foreningen af

Politimestre i Danmark, Foreningen af Offentlige Anklagere, Politiforbundet i

Danmark, Advokatrådet, Landsforeningen af Beskikkede Advokater, Datatilsynet,

Institut for Menneskerettigheder, Det Kriminalpræventive Råd, Kommunernes

Landsforening, Forbrugerrådet, Dansk Retspolitisk Forening,

Retssikkerhedsfonden,

Finansforbundet, Finansrådet, HK/Danmark, HTSI Erhvervsorganisationen, Dansk

Handel og Service og HTS-A Arbejdsgiver- og Erhversorganisationen.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

I lovforslagets bilag 1 er de foreslåede bestemmelser sammenholdt

med de nugældende bestemmelser.

Til § 1

Til nr. 1 (tv-overvågningslovens titel)

Bestemmelsen indebærer, at tv-overvågningslovens titel

ændres fra »lov om forbud mod tv-overvågning m.v.« til »lov om

tv-overvågning«.

Der henvises til pkt. 6.1.1. og 6.1.2. i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Til nr. 2 (§ 2, nr. 3, litra a og b)

Ifølge bestemmelsen i tv-overvågningslovens § 1,

stk. 1, gælder der som udgangspunkt et forbud mod privates

tv-overvågning

af gade, vej, plads eller lignende område, som benyttes til almindelig

færdsel.

Der er imidlertid gjort en række undtagelser til dette generelle forbud i

lovens § 2. Således er

tv

-overvågning

af tankstationer, fabriksområder, overdækkede butikscentre og lignende

områder,

hvorfra der drives erhvervsvirksomhed, undtaget fra forbudet, hvis

overvågningen

foretages af den, som har rådighed over området, jf. lovens § 2, nr. 1.

Det

samme gælder tv-overvågning af pengeautomater, vekselautomater og

pengetransportbiler,

hvis overvågningen foretages af den, der har rådighed over automaten eller

køretøjet, og overvågningen er indrettet således, at den alene er rettet mod

personer, som befinder sig i umiddelbar nærhed af automaten eller køretøjet,

jf. lovens § 2, nr. 2. Desuden er tv-overvågning, der ikke er forbundet

med optagelse af billeder på videobånd, film eller lignende, undtaget fra

forbudet, når den foretages som led i overvågning af egne indgange, facader,

indhegninger eller lignende, jf. lovens § 2, nr. 3.

Med

den

foreslåede nye bestemmelse i tv-overvågningslovens § 2, nr. 3, litra a,

kan pengeinstitutvirksomheder, spillekasioner, hotel- og

restaurationsvirksomheder samt butikscentre og butikker, hvorfra der foregår

detailsalg, foretage tv-overvågning med optagelse af billeder af egne

indgange

og facader.

Det område, der kan tv-overvåges i medfør af den foreslåede

bestemmelse, svarer i vidt omfang til det område, der i dag kan tv-overvåges

uden billedoptagelse

efter den gældende

bestemmelse i tv-overvågningslovens § 2, nr. 3. Anvendelsesområdet for

den

foreslåede bestemmelse er imidlertid snævrere, idet der ikke vil kunne

foretages tv-overvågning med billedoptagelse af egne indhegninger.

Udtrykket »pengeinstitutvirksomhed« omfatter banker,

vekselkontorer og posthuse, der fungerer som ekspeditionssted for

pengeinstitutter

i relation til samme type virksomhed.

Udtrykket »spillekasinoer« omfatter virksomheder, der

udøver kasinodrift i medfør af kasinoloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 861 af

10. oktober 1994, som senest ændret ved lov nr. 538 af 8. juni 2006.

Udtrykket »hotel- og restaurationsvirksomheder« omfatter

enhver, der driver selvstændig erhvervsvirksomhed enten ved servering af

spise-

og drikkevarer eller ved modtagelse af overnattende gæster med mulighed for

servering, jf. § 1, stk. 1, nr. 1 og 2, i restaurationsloven, jf.

lovbekendtgørelse nr. 786 af 9. august 2005, som senest ændret ved lov nr.

538

af 8. juni 2006.

Udtrykket »butik« afgrænses som udgangspunkt på samme måde

som i lov om detailsalg fra butikker mv., jf. herved lov nr. 606 af 24. juni

2005. Omfattet er således butikker, hvorfra der sker salg af varer til

forbrugere

fra et fast forretningssted, hvorimod f.eks. boder og stadepladser ikke er

omfattet. Omfattet af udtrykket »butik« er også faste forretningssteder, hvor

der udøves udlejningsvirksomhed, salg af billetter, spil om penge i

forbindelse

med gevinstgivende spilleautomater, totalisatorvirksomhed eller tips- og

lottovirksomhed

mv. over for private, uanset at sådanne forretningssteder ikke omfattes af

lov

om detailsalg fra butikker mv.

Bestemmelsen omfatter i overensstemmelse med

tv-overvågningslovens almindelige afgrænsning kun de nævnte virksomheder, når

de er drevet af private. Uden for bestemmelsens anvendelsesområde falder

således offentligt drevne virksomheder.

Efter den foreslåede nye bestemmelse i

tv-overvågningslovens § 2, nr. 3, litra b, kan

pengeinstitutvirksomheder,

spillekasioner, hotel- og restaurationsvirksomheder samt butikscentre og

butikker, hvorfra der foregår detailsalg, endvidere foretage tv-overvågning

med

optagelse af billeder af arealer, som ligger i direkte tilknytning til egne

indgange og facader, og som naturligt anvendes eller kan anvendes som

adgangs-

eller flugtvej i forhold til egne indgange, når overvågningen er klart

nødvendig af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse.

Ved fastlæggelsen af, hvad der nærmere skal forstås ved

arealer, der naturligt anvendes eller kan anvendes som adgangs- eller

flugtvej

i forhold til egne indgange, må der lægges vægt på, om der er tale om

arealer,

som i forhold til forretningsstedets indgange er placeret således, at

arealerne

naturligt anvendes eller kan anvendes ved rekognoscering og anden

forberedelse

af kriminalitet rettet mod forretningsstedet (f.eks. ved en bankrøvers

forudgående iagttagelser af en bank), ved selve udførelsen af en kriminel

handling med særlig tilknytning til forretningsstedet (f.eks. ved vold foran

indgangen til en restauration eller et diskotek) eller ved den umiddelbare

flugt mv. efter begået kriminalitet (f.eks. ved, at en indbrudstyvs eller

røvers flugtbil holder på en parkeringsplads umiddelbart uden for

forretningsstedet).

I hvilken udstrækning arealer uden for et forretningssted

vil være omfattet af det netop anførte må afhænge af de lokale forhold. Det

er

dog som også anført af udvalget klart, at der i sagens natur skal være tale

om

arealer, der ligger tæt på egne indgange mv.

I den forbindelse forudsættes det, at der ved bestemmelsens

anvendelse i almindelighed kan gås ud fra, at fortovsarealer og andre

tilsvarende gangarealer uden for det pågældende forretningssteds indgange,

herunder bagindgange, og facader vil være omfattet. Hvis forretningsstedet

ligger ud til en gågade, må gågade-arealet foran forretningsstedet i

almindelighed

kunne anses for omfattet.

Hvis forretningsstedet ligger ud til en åben plads (et

butikstorv eller lignende), kan den del af pladsen, der ligger inden for en

kort afstand fra forretningsstedets indgange og facader, være omfattet. Den

præcise afgrænsning må som anført bero på de konkrete forhold, men det

forudsættes,

at der i almindelighed vil være tale om et område, der højst kan strække sig

ca. 10-

15 meter

fra forretningsstedets indgange og facader. I tilfælde, hvor

forretningsstedet

ligger umiddelbart ud til en parkeringsplads, forudsættes det på tilsvarende

måde, at arealet kan omfatte et område inden for en kort afstand fra

forretningsstedets indgange og facader. Det gælder, hvad enten der er tale om

et særligt indrettet parkeringsområde eller om, at der f.eks. kan ske

parkering

i kanten af en vej foran forretningsstedet.

Kravet om arealernes direkte tilknytning til

forretningsstedet vil i almindelighed ikke være opfyldt, når det drejer sig

om

fortovsarealer mv., der i forhold til det pågældende forretningssteds egne

indgange og facader ligger på modsatte side af en vej eller gågade. Afhængigt

af de konkrete forhold vil fortovsarealer og lignende, der ligger foran

naboejendomme,

kunne være omfattet, idet kravet om, at arealerne skal ligge i direkte

tilknytning til egne indgange og facader, dog i almindelighed vil medføre, at

der alene kan være tale om fortovsarealer mv. i få meters afstand fra egne

indgange og facader.

For at kunne tv-overvåge arealer af den anførte karakter er

det efter den foreslåede bestemmelse en betingelse, at det er klart

nødvendigt

af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse. Det indebærer, at den erhvervsdrivende

må foretage en konkret vurdering af, hvorvidt et hensyn til at forebygge og

opklare kriminalitet gør det klart nødvendigt at foretage tv-overvågning af

de

arealer, som ligger i direkte tilknytning til egne indgange og facader.

Afgørende vil således være, om det hensyn til

kriminalitetsbekæmpelse, der begrunder den omtalte adgang til at tv-overvåge

egne indgange og facader, gør det klart nødvendigt også at foretage

tv-overvågning af direkte tilknyttede arealer.

Det anførte betyder eksempelvis, at pengeinstitutter vil få

adgang til at tv-overvåge fortovsarealer mv., idet det er en almindelig

erfaring, at arealer, der ligger i direkte tilknytning til et pengeinstitut,

ofte anvendes til rekognoscering forud for røverier, og at en røvers

maskering/afmaskering

kan foregå ude på f.eks. fortovet (og ikke i indgangen til eller inden for i

pengeinstituttets lokaler).

I en række andre tilfælde end det nævnte eksempel med

pengeinstitutter vil det kunne bero på nærmere erfaringer for kriminalitet

rettet mod lokale områder eller bestemte brancher mv., om hensynet til

kriminalitetsbekæmpelse

gør det klart nødvendigt også at tv-overvåge arealer, der ligger i direkte

tilknytning til egne indgange og facader.

Forslaget om tv-overvågning af arealer i direkte

tilknytning til egne indgange og facader, når det er klart nødvendigt med

henblik på kriminalitetsbekæmpelse, indebærer, at der efter den foreslåede

bestemmelse ikke kan foretages tv-overvågning f.eks. med henblik på at opgøre

antallet af dagligt forbipasserende eller af andre grunde, der ikke vedrører

kriminalitetsbekæmpelse.

Det må som nævnt i sidste ende bero på en konkret vurdering

af de lokale forhold, i hvilken udstrækning de omtalte betingelser for

tv-overvågning af arealer i direkte tilknytning til egne indgange og facader

kan anses for opfyldt. Den foreslåede bestemmelse indeholder således ikke

nogen

fuldstændig præcis afgrænsning ved angivelse af en absolut grænse i form af

f.eks. et bestemt antal meter. Imidlertid er det som omtalt klart, at der

skal

være tale om arealer, der ligger tæt på egne indgange mv., og at

tv-overvågningen skal ske på baggrund af en vurdering af, om det hensyn til

kriminalitetsbekæmpelse, der begrunder adgangen til at tv-overvåge egne

indgange og facader, gør det klart nødvendigt også at foretage tv-overvågning

af direkte tilknyttede arealer.

Den billedoptagelse, der kan ske i medfør af de foreslåede

bestemmelser i lovforslagets § 1, nr. 2, kan ske på digitale medier,

videobånd, film el.lign.

Det gældende krav om skiltning mv. i tv-overvågningslovens

§ 3, stk. 1, vil også omfatte tv-overvågning med billedoptagelse i

medfør af de foreslåede bestemmelser. I det omfang, der ikke kun foretages

tv-overvågning med billedoptagelse af egen indgang og facade, men også af

arealer, som ligger i direkte tilknytning hertil, skal dette fremgå af den

skiltning mv., der foretages.

De butikscentre og butikker, hvorfra der foregår

detailsalg, pengeinstitutvirksomheder, spillekasinoer samt hotel- og

restaurationsvirksomheder, der foretager tv-overvågning i medfør af de

foreslåede bestemmelser, må ikke udveksle optagelser indbyrdes. Dette følger

af

den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 2, nr. 3 (den foreslåede

nye

bestemmelse i persondatalovens § 26 a, stk. 1), hvorefter

videregivelse af billed- og lydoptagelser, der foretages i forbindelse med

tv-overvågning i kriminalitetsforebyggende øjemed, kun må videregives i de i

bestemmelsen angivne tilfælde. En videregivelse vil i øvrigt efter

omstændighederne kunne udgøre en overtrædelse af straffelovens § 264 d

om

uberettiget videregivelse af bl.a. billeder vedrørende en andens private

forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der

åbenbart kan forlanges unddrages offentligheden.

Den gældende bestemmelse i tv-overvågningslovens § 2,

nr. 3, hvorefter tv-overvågning uden optagelse af billeder på videobånd, film

el.lign. kan foretages som led i overvågning af egne indgange, facader,

indhegning

el.lign., og som ikke foreslås ændret, bliver herefter § 2, nr. 4.

Der henvises i øvrigt til pkt. 6.1.1. og 6.1.2. i

lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3 (§ 3, stk. 2)

Den foreslåede ændring har alene karakter af en

konsekvensændring som følge af den foreslåede bestemmelse i lovforslagets

§ 1, nr. 2. Ændringen indebærer, at den skiltningspligt mv., der følger

af

tv-overvågningslovens § 3, stk. 1, som hidtil ikke omfatter

tv-overvågning af pengetransportbiler og tv-overvågning uden billedoptagelse

af

egne indgange og facader mv.

Til nr. 4 (§§ 4 a og 4 b)

Det følger af tv-overvågningslovens § 4 a, at

politimesteren (Politidirektøren) kan henstille, at offentlige myndigheder

eller private foretager tv-overvågning i overensstemmelse med gældende

lovgivning. Politimesteren (Politidirektøren) kan endvidere meddele

offentlige

myndigheder eller private, som foretager eller planlægger at iværksætte

tv-overvågning efter gældende lovgivning, pålæg med hensyn til kvaliteten af

optagelser

af billeder på videobånd, film el.lign. samt med hensyn til opbevaringen af

sådanne optagelser, jf. lovens § 4 b.

Ved lov nr. 538 af 8. juni 2006 (Politi- og domstolsreform)

blev retsplejeloven ændret bl.a. således, at retsplejelovens kapitel 11 om

politimyndigheden blev nyaffattet. Landet blev i den forbindelse inddelt i 12

politikredse

(i stedet for 54), hvis chefer fremover betegnes politidirektør (i stedet for

politimester), jf. retsplejelovens § 110, stk. 1 og 2.

Der er alene tale om en konsekvensændring i

tv-overvågningsloven som følge af, at cheferne for politikredsene fremover

betegnes politidirektør. Der tilsigtes således ikke ændringer i

anvendelsesområdet

for tv-overvågningslovens §§ 4 a og 4 b.

Til nr. 5 (§ 6 a)

Bestemmelsen medfører en forpligtelse for

Justitsministeriet til i folketingsåret 2010-11 at afgive en beretning til

Folketinget om erfaringerne med den nye bestemmelse i lovforslagets § 1,

nr. 1.

Der henvises til pkt. 6.4.1. og 6.4.2. i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Til § 2

Til nr. 1 (§ 1, stk. 7)

Privates og offentlige myndigheders tv-overvågning med

digitalt

udstyr anses efter gældende ret

for omfattet af persondataloven, hvis der ved tv-overvågningen sker en

behandling af personoplysninger om en identificeret eller identificerbar

fysisk

person, jf. persondatalovens § 1, stk. 1. Tv-overvågning med

analogt

udstyr anses ikke for en elektronisk behandling af personoplysninger. Det

medfører, at offentlige myndigheders analoge tv-overvågning falder uden for

loven,

mens privates tv-overvågning med

analogt

udstyr omfattes af loven, jf. lovens § 1, stk. 2 (anden

ikke-elektronisk systematisk behandling, som udføres for private), i det

omfang

optagelserne opbevares systematisk.

Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets

§ 2, nr. 1

, indebærer, at

persondataloven kommer til at omfatte enhver behandling af personoplysninger

i

forbindelse med tv-overvågning, der foretages for en offentlig myndighed

eller

for en privat dataansvarlig, uanset om databehandlingen sker elektronisk, og

uanset

om oplysningerne skal indgå i et register eller gøres til genstand for anden

ikke-elektronisk

behandling.

Ved udtrykket »tv-overvågning« skal der i overensstemmelse

med definitionen i tv-overvågningslovens § 1, stk. 2, forstås

vedvarende eller regelmæssigt gentagen personovervågning ved hjælp af

fjernbetjent eller automatisk virkende kamera, fotografiapparat eller

lignende

apparat.

Den foreslåede bestemmelse medfører bl.a., at de

grundlæggende principper, som er indeholdt i persondatalovens § 5 om god

databehandlingsskik, saglighed og proportionalitet mv., skal være opfyldt.

Det forudsættes

i den forbindelse, at en tv-overvågning, der sker i overensstemmelse med

tv-overvågningslovens regler, har et udtrykkeligt angivet og sagligt formål,

jf. persondatalovens § 5, stk. 2, og at overvågningen ikke er i

strid

med kravet om proportionalitet i lovens § 5, stk. 3.

Endvidere skal betingelserne i persondatalovens §§ 6-8

være opfyldt. Det forudsættes i den forbindelse, at den behandling af

almindelige personoplysninger, som en tv-overvågning, der foretages i

overensstemmelse med tv-overvågningslovens regler, er forbundet med, har

hjemmel i persondatalovens § 6, stk. 1, nr. 6 og 7 (offentlige

myndigheder) og § 6, stk. 1, nr. 7 (private virksomheder mv.). I de

tilfælde, hvor tv-overvågningen afslører strafbare forhold, skal

persondatabehandlingen have hjemmel i § 8, stk. 1-3 (offentlige

myndigheder), § 8, stk. 4 og 5 (private virksomheder mv.) eller

§ 8, stk. 6, jf. § 7, stk. 2, nr. 4 (omfatter både

offentlige myndigheder og private virksomheder mv.).

Det er den dataansvarlige, som skal vurdere, om

betingelserne i lovens §§ 6-8 for at behandle oplysningerne er opfyldt,

herunder om hensynet til de interesser, der begrunder behandlingen, konkret

overstiger den berørte persons interesse i, at oplysningerne ikke behandles.

Vurderingen vil kunne efterprøves af Datatilsynet, jf. persondatalovens

§ 55, stk. 1, og § 67.

Den foreslåede bestemmelse medfører endvidere, at den, der

behandler personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning, vil være

undergivet bestemmelserne i persondatalovens §§ 41 og 42 om fortrolighed

og datasikkerhed. Disse bestemmelser medfører bl.a., at den dataansvarlige

skal

iværksætte de fornødne tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger

mod, at oplysninger kommer til uvedkommendes kendskab, misbruges eller i

øvrigt

behandles i strid med loven.

Om de foreslåede særregler for sletning og videregivelse af

billed- og lydoptagelser, der optages i forbindelse med tv-overvågning i

kriminalitetsforebyggende øjemed, jf. lovforslagets § 2, nr. 3 (den

foreslåede nye bestemmelse i persondatalovens § 26 a, stk. 1 og 2),

henvises til bemærkningerne til disse bestemmelser nedenfor.

De undtagelser fra lovens anvendelsesområde, som følger af den

gældende bestemmelse i persondatalovens § 2, vil også gælde for

behandling

af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning. Heraf følger bl.a., at

loven

ikke gælder i tilfælde, hvor der i forbindelse med en tv-overvågning sker

behandling af personoplysninger for politiets eller forsvarets

efterretningstjenester,

jf. lovens § 2, stk. 11.

Der henvises i øvrigt til pkt. 7.1.1. og 7.1.2. i

lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 2, nr. 2 (§ 6, stk. 2, 2. pkt.)

Det følger af den gældende bestemmelse i persondatalovens

§ 6, stk. 2, at en virksomhed ikke må videregive oplysninger om en

forbruger til en anden virksomhed til brug ved markedsføring eller anvende

oplysningerne

på vegne af en anden virksomhed i dette øjemed, medmindre forbrugeren har

givet

sit udtrykkelige samtykke. Et samtykke skal efter ordlyden af

persondatalovens

§ 6, stk. 2, indhentes i overensstemmelse med reglerne i

markedsføringslovens § 6 a.

Markedsføringslovens § 6 a blev imidlertid ophævet ved

lov nr. 1389 af 21. december 2005, idet indholdet af reglen i § 6 a blev

videreført i markedsføringslovens § 6.

Der er alene tale om en konsekvensændring i persondataloven

som følge af den ændring, der er foretaget i markedsføringsloven ved den

nævnte

lov. Der tilsigtes således ikke ændringer i bestemmelsens anvendelsesområde.

Der henvises i øvrigt til pkt. 8 i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Til § 2, nr. 3 (§§ 26 a-26 c)

Til kapitel

6 a

Tv-overvågning

Det foreslås, at der indsættes et nyt kapitel

6 a

i persondataloven om tv-overvågning

(§§ 26 a-26 c). Kapitlet indeholder forskellige særregler om

videregivelse, sletning, oplysningspligt mv., der har til formål at sikre mod

misbrug af billed- og lydoptagelser med personoplysninger, der optages i

forbindelse

med tv-overvågning.

Til § 26 a

Efter den gældende bestemmelse i persondatalovens § 8,

stk. 2, kan følsomme oplysninger om bl.a. strafbare forhold, der

behandles

for den

offentlige forvaltning,

videregives, hvis den registrerede har givet udtrykkeligt samtykke

(stk. 2,

nr. 1), videregivelsen sker til varetagelse af private eller offentlige

interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder

hemmeligholdelse

(stk. 2, nr. 2), videregivelsen er nødvendig for udførelsen af en

myndigheds virksomhed eller påkrævet for en afgørelse, som myndigheden skal

træffe (stk. 2, nr. 3), eller videregivelsen er nødvendig for udførelsen

af en persons eller virksomheds opgaver for det offentlige (stk. 2, nr.

4).

Videregivelse af følsomme oplysninger om bl.a. strafbare

forhold, som behandles for

private

dataansvarlige, kan ske, hvis den registrerede har givet udtrykkeligt

samtykke,

eller videregivelse sker til varetagelse af offentlige eller private

interesser, herunder hensynet til den pågældende selv, der klart overstiger

hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, jf. lovens

§ 8,

stk. 5.

Med den foreslåede bestemmelse i persondatalovens

§ 26 a, stk. 1,

fraviges de

gældende regler om videregivelse for så vidt angår videregivelse af billed-

og

lydoptagelser med personoplysninger, der optages i forbindelse med

tv-overvågning i kriminalitetsforebyggende øjemed.

Med bestemmelsen sættes der snævre grænser for

videregivelse af personoplysninger, der hidrører fra denne form for

tv-overvågning. Efter den foreslåede bestemmelse vil videregivelse af billed-

og lydoptagelser med personoplysninger, der optages i forbindelse med

tv-overvågning

i kriminalitetsforebyggende øjemed, således kun kunne ske i følgende tre

tilfælde:

Efter nr. 1

kan

videregivelse ske, hvis der foreligger samtykke fra den berørte person (den

registrerede). Dette svarer til, hvad der gælder for videregivelse af

oplysninger om strafbare forhold efter de gældende bestemmelser i

persondatalovens § 8, stk. 2 (offentlige myndigheder), og § 8,

stk. 5 (private). Efter nr. 2 kan videregivelse endvidere ske, hvis den

følger af lov. Endelig kan videregivelse efter nr. 3 desuden ske til politiet

i

kriminalitetsopklarende øjemed (dvs. videregivelse med henblik på, at de

pågældende personoplysninger kan indgå i en politimæssig efterforskning).

Samtykkereglen i nr. 1 indebærer, at der skal indhentes

samtykke fra samtlige de personer, der er på optagelsen. I tilfælde, hvor der

er flere personer på optagelsen, skal der således foreligge samtykke fra dem

alle. I modsat fald må den dataansvarlige enten indskrænke videregivelsen til

den del af optagelsen, hvor de personer, som har givet samtykke, er, eller

foretage anonymisering af den eller de personer, fra hvem det ikke har været

muligt at opnå samtykke (f.eks. ved billedbeskæring).

For pengeinstitutvirksomheders vedkommende forudsættes det,

at bestemmelsen om tavshedspligt i § 117, stk. 1, i lov om

finansiel

virksomhed ikke er til hinder for en sådan videregivelse. Det vil dermed ikke

være uberettiget, at en pengeinstitutvirksomhed videregiver sådanne

oplysninger

til politiet.

Det er i øvrigt forudsat, at videregivelse af billed- og

lydoptagelser, der optages i forbindelse med tv-overvågning i

kriminalitetsforebyggende øjemed, som hidtil kan ske til videnskabelige eller

statistiske formål efter bestemmelsen herom i persondatalovens § 10, der

ikke foreslås ændret, jf. betænkningens side 189. I den forbindelse er det

også

forudsat, at behandling i videnskabeligt eller statistisk øjemed i samme

omfang

som hidtil vil kræve Datatilsynets tilladelse.

Med de foreslåede nye bestemmelser i persondatalovens

§ 26 a, stk. 2 og 3

, fraviges

med hensyn til billed- og lydoptagelser, der optages i forbindelse med

tv-overvågning i kriminalitetsforebyggende øjemed, den almindelige regel i

persondatalovens § 5, stk. 5, hvorefter indsamlede oplysninger ikke

må opbevares på en måde, der giver mulighed for at identificere den

registrerede

i et længere tidsrum end det, der er nødvendigt af hensyn til de formål,

hvortil oplysningerne behandles.

Er der til tale om billed- og lydoptagelser med

personoplysninger, der ikke er optaget i forbindelse med tv-overvågning i

kriminalitetsforebyggende øjemed (f.eks. i tilfælde, hvor tv-overvågningen er

sket som led i overvågningen af maskiner eller andre tekniske

installationer),

vil den gældende bestemmelse i persondatalovens § 5, stk. 5, som

hidtil regulere, hvor længe de pågældende optagelser kan opbevares.

Det følger af den foreslåede nye bestemmelse i

persondatalovens § 26 a, stk. 2, at billed- og lydoptagelser med

personoplysninger, der optages i forbindelse med tv-overvågning i

kriminalitetsforebyggende

øjemed, skal slettes senest 30 dage efter optagelsen. Den foreslåede 30 dages

frist skal ses bl.a. i lyset af, at det for efterforskningen af visse former

for kriminalitet i praksis kan være nødvendigt at have adgang til optagelser

foretaget en vis kortere periode forud for selve det tidspunkt, hvor

kriminaliteten er begået. F.eks. gælder det med hensyn til tilfælde, hvor en

røver i perioden forud for røveriet har foretaget rekognoscering på stedet.

Bestemmelsen giver som anført i alle tilfælde ret til

opbevaring af optagelser i 30 dage, men samtidig tilsiger almindelige

databeskyttelseshensyn naturligvis, at der sker sletning på et tidligere

tidspunkt, hvis vedkommende dataansvarlige mener, at der ikke er behov for

yderligere

opbevaring.

Det skal understreges, at den foreslåede bestemmelse kun

omfatter billed- og lydoptagelser. Bestemmelsen er derfor ikke til hinder

for,

at den dataansvarlige opbevarer andre oplysninger end billed- og

lydoptagelser,

f.eks. skriftlige notater om optagelsen, i et længere tidsrum. For sådanne

oplysningers vedkommende vil persondatalovens almindelige sletningsregel i

§ 5, stk. 5, finde anvendelse.

Den foreslåede nye bestemmelse i persondatalovens § 26

a, stk. 3, indeholder en undtagelse fra reglen i stk. 2 om, at

sletning skal ske senest 30 dage efter optagelsen. Ifølge den foreslåede

bestemmelse kan opbevaring af de pågældende optagelser således ske ud over

den

i stk. 2 indeholdte frist, hvis opbevaringen er nødvendig for den

dataansvarliges behandling af en konkret tvist, f.eks. en sag om bortvisning

af

en medarbejder.

Bestemmelsen giver adgang til at opbevare oplysninger om

den, som tvisten vedrører, men derimod ikke til opbevaring af optagelser af

andre personer, som ikke har relation til den pågældende tvist. Opbevaring af

såkaldt »overskudsinformation« skal den dataansvarlige undgå ved i videst

muligt omfang at anonymisere de pågældende oplysninger.

Beslutter en dataansvarlig at opbevare optagelser i medfør

af den foreslåede bestemmelse i § 26 a, stk. 3, skal den, som

tvisten

vedrører, underrettes om det snarest muligt og inden udløb af 30 dages

fristen.

Fremsættes der anmodning herom, skal vedkommende desuden have udleveret en

kopi

af optagelsen. Den kopi, som udleveres, forudsættes forinden anonymiseret i

det

ovenfor nævnte omfang.

Den foreslåede nye bestemmelse i persondatalovens § 26

a regulerer ikke spørgsmålet om, i hvilket omfang der kan foretages

tv-overvågning med billed- og lydoptagelse. Som hidtil reguleres privates

adgang

til at foretage tv-overvågning med billedoptagelse i tv-overvågningsloven

(for

så vidt angår steder, hvortil der er almindelig adgang mv.) og straffeloven

(for så vidt angår tv-overvågning af ikke frit tilgængelige steder), jf. pkt.

3.1. og 3.3. ovenfor. Spørgsmålet om adgangen til at foretage lydoptagelse er

ikke

reguleret i tv-overvågningsloven, men i straffeloven, der i lovens

§ 263,

stk. 1, nr. 3, indeholder et forbud mod ved hjælp af et apparat

uberettiget hemmeligt at aflytte eller optage udtalelser fremsat i enrum,

telefonsamtaler eller anden samtale mellem andre eller forhandlinger i lukket

møde, som vedkommende ikke selv deltager i, eller hvortil vedkommende

uberettiget har skaffet sig adgang.

Det bemærkes i øvrigt, at de foreslåede bestemmelser om

videregivelse og sletning vedrører den dataansvarlige, dvs. den, som efter

persondatalovens almindelige regler er dataansvarlig for at optage de

pågældende

billed- og lydoptagelser med personoplysninger. Øvrige spørgsmål om sletning

og

videregivelse af optagelser med personoplysninger, der optages i forbindelse

med tv-overvågning, reguleres bl.a. af persondatalovens almindelige regler,

herunder lovens §§ 6-8. I praksis indebærer det bl.a., at optagelser,

der

i overensstemmelse med forslaget måtte være videregivet af en

erhvervsdrivende

til politiet til brug for opklaringen af kriminalitet, kan opbevares hos

politiet efter de for politiet gældende regler, jf. også betænkningens side

189.

Der henvises til pkt. 7.2.1. og 7.2.2. i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Til § 26 b

Det følger af tv-overvågningslovens § 3, stk. 1,

og § 3 a, stk. 1, at private og offentlige myndigheder, der

foretager

tv-overvågning af steder eller lokaler, hvortil der er almindelig adgang,

eller

af arbejdspladser, ved skiltning eller på anden tydelig måde skal give

oplysning herom. Undtaget fra denne oplysningspligt er dog tv-overvågning af

pengetransportbiler

og tv-overvågning uden billedoptagelse som led i overvågning af egne

indgange,

facader, indhegninger eller lignende, jf. lovens § 3, stk. 2.

Undtaget er endvidere tv-overvågning, som forestås af politiet eller

kriminalforsorgen, eller tv-overvågning som foretages med henblik på

beskyttelse

af militære anlæg, jf. lovens § 3 a, stk. 2.

Også persondataloven indeholder regler om den registreredes

ret til information om, at der indsamles oplysninger om den pågældende, jf.

lovens §§ 28-29. Dette gælder dog ikke, hvis (1) den registrerede

allerede

er bekendt med oplysningerne, (2) registreringen eller videregivelsen er

udtrykkeligt fastsat ved lov, eller (3) underretning af den registrerede

viser

sig umulig eller uforholdsmæssigt vanskelig, jf. lovens § 29,

stk. 2

og 3. Oplysningspligten kan endvidere begrænses i medfør af persondatalovens

§ 30,

hvis det er nødvendigt af hensyn til bl.a. statens sikkerhed, forsvaret, den

offentlige sikkerhed, forebyggelse og efterforskning af straffesager,

beskyttelse af den registreredes interesser eller andres rettigheder og

frihedsrettigheder mv.

Med den foreslåede nye bestemmelse i persondatalovens

§ 26 b præciseres det, at persondatalovens §§ 29 og 30 gælder, selv

om der oplyses om overvågningen i medfør af tv-overvågningslovens regler.

Privates og offentlige myndigheders tv-overvågning af steder,

der benyttes til almindelig færdsel, vil som altovervejende hovedregel være

undtaget fra den oplysningspligt over for de registrerede personer, som

følger

af persondatalovens § 29, stk. 1. Det skyldes, at en sådan pligt i

praksis normalt ville være umulig eller uforholdsmæssig vanskelig at opfylde,

jf. § 29, stk. 3. De personer, der færdes på det tv-overvågede

område,

vil imidlertid som følge af den skiltning mv., som sker i medfør af

tv-overvågningslovens §§ 3 og

3 a,

blive gjort bekendt med tv-overvågningen.

For så vidt angår tv-overvågning af andre områder, f.eks.

tv-overvågning af arbejdspladser, indebærer den foreslåede bestemmelse, at

der

– ud over den skiltning mv., som følger af tv-overvågningslovens

§§ 3 og

3 a

– også skal gives oplysning efter

persondatalovens regler, dvs. som udgangspunkt en meddelelse til hver enkelt

ansat om tv-overvågningen. Meddelelsen skal indeholde de oplysninger, som

følger

af lovens § 29, stk. 1. Meddelelse om overvågningen skal endvidere

gives, inden denne påbegyndes, jf. herved Datatilsynets gældende praksis om

god

databehandlingsskik på tv-overvågningsområdet.

I andre tilfælde vil det i almindelighed være den

dataansvarlige, der skal vurdere, om der er grundlag for at fravige den

oplysningspligt,

som følger af persondatalovens regler. Spørgsmålet kan forelægges

Datatilsynet.

Der henvises i

øvrigt til

7.3.1. og 7.3.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 26 c

Persondataloven indeholder i kapitel 12-14 (§§ 43-52)

regler om anmeldelse mv. af behandlinger til tilsynsmyndighederne (dvs.

Datatilsynet eller Domstolsstyrelsen). Der sondres mellem anmeldelse af

behandlinger,

der foretages for den offentlige forvaltning (kapitel 12), anmeldelse af

behandlinger, der foretages for en privat dataansvarlig (kapitel 13) og

anmeldelse

af behandlinger, der foretages for domstolene (kapitel 14).

For offentlige myndigheders tv-overvågning med digitalt

udstyr medfører persondatalovens regler om anmeldelse mv., at behandlingen

skal

være anmeldt til Datatilsynet, hvis den sker for at forebygge og afsløre

kriminelle aktiviteter. Datatilsynet fører tilsyn og har inspektionsadgang.

For så vidt angår privates tv-overvågning med digitalt

udstyr følger det af § 2, stk. 1, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 534

af

15. juni 2000 om undtagelse fra pligten til anmeldelse af visse behandlinger,

som foretages for en privat dataansvarlig, at der ikke er anmeldelsespligt

(med

krav om forudgående tilladelse fra Datatilsynet), medmindre der er tale om et

edb-register. Datatilsynet har i hidtidig praksis antaget, at privates

digitale

tv-overvågning ikke er anmeldelsespligtig. For så vidt angår privates

tv-overvågning med analogt udstyr, følger det af bekendtgørelsens § 2,

stk. 1, nr. 3, at der er anmeldelsespligt for ikke-elektronisk

systematisk

behandlinger, hvis der heri indgår behandlinger som nævnt i lovens § 50,

stk. 1 (følsomme oplysninger). Datatilsynet har i hidtidig praksis

antaget, at heller ikke privates analoge tv-overvågning er

anmeldelsespligtig.

Det følger af den foreslåede nye bestemmelse i

persondatalovens

§ 26 c, stk. 1

,

at der ved behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning

ikke skal foretages anmeldelse til Datatilsynet eller Domstolsstyrelsen efter

reglerne i § 43 (den offentlige forvaltning), § 48 (private

dataansvarlige) og § 52 (domstolene).

Fritagelsen fra kravet om anmeldelse indebærer, at der heller

ikke skal indhentes forudgående udtalelse fra Datatilsynet efter reglerne i

§ 45

(den offentlige forvaltning), tilladelse fra Datatilsynet efter reglerne i

§ 50

(private dataansvarlige) eller forudgående udtalelse fra Domstolsstyrelsen

efter reglerne i § 52, jf. § 45 (domstolene).

Bestemmelsen i persondatalovens § 47 finder derimod også

anvendelse på behandling af personoplysninger i forbindelse med

tv-overvågning.

Det følger af denne bestemmelse, at der i tilfælde, hvor dataansvaret er

henlagt til en underordnet myndighed, og hvor tilsynet ikke kan tiltræde

udførelsen af en behandling, skal ske forelæggelse for vedkommende minister,

der træffer afgørelse i sagen, jf. § 47, stk. 1. Det følger af

denne

bestemmelse endvidere, at der i tilfælde, hvor tilsynet ikke kan tiltræde

udførelsen af en behandling, som foretages for en regional eller kommunal

myndighed, skal ske forelæggelse for indenrigs- og sundhedsministeren, der

træffer afgørelse i sagen, jf. § 47, stk. 2.

Det følger af den foreslåede nye bestemmelse i

persondatalovens

§ 26 c, stk. 2

,

at den i stk. 1 indeholdte undtagelse fra anmeldelsespligten ikke

medfører, at privates overførsler af bl.a. følsomme oplysninger til

tredjelande

kan ske uden tilladelse fra Datatilsynet. Uanset at behandling af

personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning er undtaget fra § 48,

skal Datatilsynets tilladelse til overførsel af sådanne oplysninger til

tredjelande i medfør af § 27, stk. 1, og stk. 3, nr. 2-4,

således

altid indhentes, hvis oplysningerne er omfattet af § 50, stk. 1.

Bestemmelsen har til formål at give Datatilsynet indseende med og mulighed

for

at gribe ind over for privates overførsler af bl.a. følsomme oplysninger til

tredjelande.

Der henvises i øvrigt til pkt. 7.5.1. og 7.5.2. i

lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4 (§ 36, stk.3)

Det følger af den gældende bestemmelse i persondatalovens

§ 36, stk. 3, at henvendelse til en forbruger efter stk. 2 i

øvrigt skal ske i overensstemmelse med reglerne i markedsføringslovens

§ 6

a og regler udstedt i medfør af markedsføringslovens § 6 a, stk. 6.

Markedsføringslovens § 6 a blev imidlertid ophævet ved

lov nr. 1389 af 21. december 2005, idet indholdet af reglen i § 6 a blev

videreført i markedsføringslovens § 6.

Der er alene tale om en konsekvensændring i persondataloven

som følge af den ændring, der er foretaget i markedsføringsloven ved den

nævnte

lov. Der tilsigtes således ikke ændringer i bestemmelsens anvendelsesområde.

Der henvises i øvrigt til pkt. 8 i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Til nr. 5 (§ 62, stk. 3)

Det følger af de gældende bestemmelser i persondataloven,

at Datatilsynet bl.a. har til opgave at føre tilsyn med lovens overholdelse,

behandle klager fra registrerede personer samt afgive udtalelser og udstede

tilladelser i forbindelse med anmeldelse af behandlinger til tilsynet, jf.

lovens §§ 57-64. Tilsynet med behandling af oplysninger vedrørende

domstolenes administrative forhold er dog henlagt til Domstolsstyrelsen, jf.

lovens

§ 67.

Datatilsynet fører tilsyn med offentlige myndigheders

digitale tv-overvågning, og Datatilsynet har i den forbindelse

inspektionsadgang,

ligesom registrerede personer kan klage til Datatilsynet. For så vidt angår

privates digitale eller analoge tv-overvågning har Datatilsynet kun

inspektionsadgang,

i det omfang behandlingen er undergivet anmeldelsespligt. De registrerede

personer har dog – uafhængigt af anmeldelsespligten – mulighed for

at klage til

Datatilsynet.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at Datatilsynet tillægges

inspektionskompetence over for private dataansvarliges behandling af

personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning, selv om denne behandling

er

undtaget fra anmeldelsespligt efter lovens § 48 (og dermed også er

undtaget fra kravet om indhentelse af Datatilsynets tilladelse efter lovens

§ 50,

stk. 1).

Der vil herefter gælde ens regler om inspektionskompetence

i den private og offentlige sektor ved behandling af personoplysninger i

forbindelse med tv-overvågning.

Der henvises til pkt. 7.5.1. og 7.5.2. i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Til nr. 6 (§ 70, stk. 1, nr. 1)

Efter den gældende bestemmelse i persondatalovens

§ 70, stk. 1, nr. 1, straffes, medmindre højere straf er forskyldt

efter den øvrige lovgivning, med bøde eller fængsel indtil 4 måneder den, der

i

forbindelse med en behandling, som udføres for private, overtræder en række

af

de pligter, der påhviler vedkommende efter loven.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at den, der i

forbindelse med behandlinger, der udføres for private, overtræder den

foreslåede

bestemmelse i lovens § 26 a om opbevaring og videregivelse af billed- og

lydoptagelser, der optages i forbindelse med tv-overvågning i

kriminalitetsforebyggende øjemed, kan straffes på samme måde.

Det følger i øvrigt af persondatalovens § 70, stk. 5,

at der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter

reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Der henvises til pkt. 7.7.1. og 7.7.2. i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Til § 3

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2007.

Til § 4

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed.

Det følger af

stk. 1

,

at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2 og 3.

Den foreslåede bestemmelse i

stk. 2

indebærer, at lovens § 2 – dvs. de foreslåede

ændringer af tv-overvågningsloven – ved kongelig anordning kan sættes i

kraft

for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske eller

grønlandske forhold tilsiger.

Lov om forbud mod privates tv-overvågning m.v. er sat i

kraft for Færøerne ved kongelig anordning nr. 155 af 21. marts 1988 med

virkning fra den 1. april 1988. De ændringer af loven, der er foretaget ved

lov

nr. 1016 af 23. december 1998, lov nr. 939 af 20. december 1999 og lov nr.

257

af 8. maj 2002, er ikke sat i kraft for Færøerne.

Lov om forbud mod privates tv-overvågning m.v. er ikke sat

i kraft for Grønland.

Den foreslåede bestemmelse i

stk. 3

indebærer, at lovens § 3 – dvs. de foreslåede

ændringer af persondataloven – ved kongelig anordning kan sættes i kraft

for

rigsmyndighedernes behandling af oplysninger på Færøerne med de afvigelser,

som

de særlige færøske forhold tilsiger. Lovens § 3 kan ved kongelig

anordning

endvidere sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige

grønlandske

forhold tilsiger.

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 1

I lov om forbud mod tv-overvågning m.v., jf. lovbekendtgørelse

nr. 788 af 12. august 2005, som ændret ved § 4 i lov nr. 542 af 8. juni

2006, foretages følgende ændringer:

Lov om forbud mod tv-overvågning m.v.

1.

Lovens

titel

affattes således:

»Lov om tv-overvågning«.

§ 2.

Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke:

1)

Tv-overvågning af

tankstationer, fabriksområder, overdækkede butikscentre og lignende områder,

på hvilke der drives erhvervsvirksomhed, såfremt overvågningen foretages af

den, der har rådighed over området.

2)

Tv-overvågning af

automater, hvor penge kan hæves (pengeautomater) eller kan veksles til anden

valuta (vekselautomater), eller af køretøjer, der udelukkende anvendes til

transport af penge (pengetransportbiler), såfremt overvågningen foretages af

den, der har rådighed over automaten eller køretøjet, og såfremt

overvågningen er indrettet således, at den alene er rettet mod personer, som

befinder sig i umiddelbarhed nærhed af automaten eller køretøjet.

3)

Tv-overvågning, der

ikke er forbundet med optagelse af billeder på videobånd, film eller

lignende, når den foretages som led i overvågning af egne indgange, facader,

indhegninger eller lignende.

2.

I

§ 2

indsættes efter nr. 2 som nyt

nummer:

»3)

Tv-overvågning,

der foretages af pengeinstitutvirksomheder, spillekasinoer, hotel- og

restaurationsvirksomheder samt butikscentre og butikker, hvorfra der foregår

detailsalg, af

a)

egne indgange og

facader, samt

b)

arealer, som ligger

i direkte tilknytning til egne indgange og facader, og som naturligt anvendes

eller kan anvendes som adgangs- eller flugtvej i forhold til egne indgange,

når overvågningen er klart nødvendig af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse.«

Nr. 3 bliver herefter nr. 4.

§ 3.

Private, der foretager tv-overvågning af steder eller lokaler, hvortil der er

almindelig adgang, eller af arbejdspladser, skal ved skiltning eller på anden

tydelig måde give oplysning herom.

Stk. 2.

Stk. 1

gælder ikke tv-overvågning af pengetransportbiler i medfør af § 2, nr.

2, og i de i § 2, nr. 3, nævnte tilfælde.

3.

I

§ 3, stk. 2

, ændres »§ 2, nr. 3« til: »§ 2, nr. 4«.

§ 4 a.

Politimesteren (Politidirektøren) kan henstille, at offentlige myndigheder

eller private foretager tv-overvågning i overensstemmelse med gældende

lovgivning.

4.

I

§§ 4 a

og

4 b

ændres »Politimesteren (Politidirektøren)« til: »Politidirektøren«.

§ 4 b.

Politimesteren (Politidirektøren) kan meddele offentlige myndigheder eller

private, som foretager eller planlægger at iværksætte tv-overvågning efter

gældende lovgivning, pålæg med hensyn til kvaliteten af optagelser af

billeder på videobånd, film el.lign. samt med hensyn til opbevaringen af

sådanne optagelser.

5.

Efter

§ 6 indsættes:

»

§ 6 a.

Justitsministeren afgiver i folketingsåret 2010-11 en beretning til

Folketinget om erfaringerne med bestemmelsen i § 2, nr. 3.«

§ 2

I lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af

personoplysninger, som ændret ved § 7 i lov nr. 280 af 25. april 2001 og

§ 6 i lov nr. 552 af 24. juni 2005, foretages følgende ændringer:

§ 1.

Loven gælder for behandling af personoplysninger,

som helt eller delvis foretages ved hjælp af elektronisk databehandling, og

for ikke-elektronisk behandling af personoplysninger, der er eller vil blive

indeholdt i et register.

Stk. 2.

Loven

gælder tillige for anden ikke- elektronisk systematisk behandling, som

udføres for private, og som omfatter oplysninger om personers private eller

økonomiske forhold eller i øvrigt oplysninger om personlige forhold, som med

rimelighed kan forlanges unddraget offentligheden. Dette gælder dog ikke

reglerne i lovens kapitel 8 og 9.

Stk. 3-6.

(Udelades)

Stk. 6.

Uden for

de i stk. 4 nævnte tilfælde kan vedkommende minister bestemme, at lovens

regler helt eller delvis skal finde anvendelse på behandling af oplysninger

om virksomheder mv., som udføres for den offentlige forvaltning.

1.

I

§ 1

indsættes som

stk. 7

:

»

Stk. 7. Loven gælder for enhver form for behandling

af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning.«

§ 6.

Behandling af oplysninger må kun finde sted, hvis

1)-7) (Udelades)

Stk. 2.

En

virksomhed må ikke videregive oplysninger om en forbruger til en anden

virksomhed til brug ved markedsføring eller anvende oplysningerne på vegne af

en anden virksomhed i dette øjemed, medmindre forbrugeren har givet sit

udtrykkelige

samtykke hertil. Et samtykke skal indhentes i overensstemmelse med reglerne i

markedsføringslovens § 6 a.

2.

I

§ 6, stk. 2, 2. pkt.,

ændres »markedsføringslovens § 6 a« til: » markedsføringslovens

§ 6«.

Stk. 2-4.

(Udelades)

3.

Efter § 26 indsættes:

»Kapitel 6 a

Tv-overvågning

§ 26 a.

Billed- og lydoptagelser med personoplysninger, der optages i forbindelse med

tv-overvågning i kriminalitetsforebyggende øjemed, må kun videregives, hvis

1)

den registrerede

har givet sit udtrykkelige samtykke,

2)

videregivelsen

følger af lov, eller

3)

videregivelsen sker

til politiet i kriminalitetsopklarende øjemed.

Stk. 2. Optagelser som nævnt i stk. 1 skal

slettes senest 30 dage efter, at optagelserne er foretaget, jf. dog

stk. 3.

Stk. 3. Optagelser kan opbevares i et længere

tidsrum end nævnt i stk. 2, hvis det er nødvendigt af hensyn til den

dataansvarliges

behandling af en konkret tvist. Den dataansvarlige skal i så fald inden for

den i stk. 2 angivne frist underrette den, som tvisten vedrører, og på

anmodning udlevere en kopi af optagelsen til den pågældende.

§ 26 b.

Bestemmelserne i §§ 29 og 30 gælder uanset en eventuel skiltning i

medfør

af §§ 3 og

3 a

i lov om tv-overvågning.

§ 26 c.

Behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning er undtaget

fra §§ 43, 48 og 52 om anmeldelse til Datatilsynet eller

Domstolsstyrelsen.

Stk. 2.

Uanset at behandling af personoplysninger i

forbindelse med tv-overvågning er undtaget fra § 48, skal Datatilsynets

tilladelse til overførsel af sådanne oplysninger til tredjelande i medfør af

§ 27, stk. 1, og stk. 3, nr. 2-4, altid indhentes, hvis

oplysningerne er omfattet af § 50, stk. 1.«

§ 36.

Fremsætter en forbruger indsigelse herimod, må en virksomhed ikke videregive

oplysninger om den pågældende til en anden virksomhed med henblik på

markedsføring

eller anvende oplysningerne på vegne af en anden virksomhed i dette øjemed.

Stk. 2.

(Udelades)

Stk. 3.

Henvendelse

til forbrugeren efter stk. 2 skal i øvrigt ske i overensstemmelse med

reglerne i markedsføringslovens § 6 a og regler udstedt i medfør af

markedsføringslovens § 6 a, stk. 6.

4.

I

§ 36, stk. 3,

ændres

»markedsføringslovens § 6 a« til: »markedsføringslovens § 6«, og

»markedsføringslovens § 6 a, stk. 6« til: »markedsføringslovens

§ 6, stk. 7«.

§ 62.

Datatilsynet kan kræve enhver oplysning, der er af betydning for dets

virksomhed,

herunder til afgørelse af, om et forhold falder ind under lovens

bestemmelser.

Stk. 2.

Tilsynets

medlemmer og personale har til enhver tid mod behørig legitimation uden

retskendelse adgang til alle lokaler, hvorfra en behandling, som foretages

for den offentlige forvaltning, administreres, eller hvorfra der er adgang

til de oplysninger, som behandles, samt til lokaler, hvor oplysningerne eller

tekniske hjælpemidler opbevares eller anvendes.

Stk. 3.

Bestemmelsen i stk. 2 gælder tilsvarende for behandlinger, som foretages

for private dataansvarlige, i det omfang behandlingen er omfattet af

§ 50.

5.

I

§ 62, stk. 3

, indsættes

efter »§ 50«: »eller foretages i forbindelse med tv-overvågning«.

Stk. 4.

(Udelades)

§ 70.

Medmindre højere straf er forskyldt

efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde eller hæfte den, der i

forbindelse med en behandling, som udføres for private,

6.

I

§ 70, stk. 1, nr. 1

,

indsættes efter »§ 26, stk. 1, stk. 2, 2. pkt., og

stk. 3,«:

»§ 26 a,«.

1)

overtræder

§ 4, stk. 5, § 5, stk. 2-5, § 6, § 7,

stk. 1, § 8, stk. 4, 5 og 7, § 9, stk. 2, § 10,

stk. 2 og 3, 1. pkt., § 11, stk. 2 og 3, § 12,

stk. 1 og stk. 2, 1. pkt., § 13, stk. 1, 1. pkt.,

§§ 20-25, § 26, stk. 1, stk. 2, 2. pkt., og stk. 3,

§ 27, stk. 1, § 28, stk. 1, § 29, stk. 1,

§ 31, §§ 33 og 34, § 35, stk. 2, §§ 36 og 37,

§ 39, stk. 1 og 3, § 41, stk. 1 og 3, § 42,

§ 48, § 50, stk. 1 og 2, § 51, § 53 eller § 54,

stk. 2,

2)-6) (Udelades)

Stk. 2-5.

(Udelades)

§ 3

Loven træder i kraft den 1. juli 2007.

§ 4

Stk. 1.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland,

jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2.

Lovens § 1 kan ved kongelig anordning

sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige

færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Stk. 3.

Lovens § 2 kan ved kongelig anordning

sættes i kraft for rigsmyndighedernes behandling af oplysninger på Færøerne

med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger. Lovens § 2

kan ved kongelig anordning endvidere sættes i kraft for Grønland med de

afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger.

Lignende dokumenter