Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af færdselsloven og pasloven (Befordring af børn på motorcykel og trehjulet knallert, måling og vejning af børn, reservation af parkeringspladser til bestemte køretøjer og betaling af pasgebyr)

2006/1 LSF 71Lovforslag som fremsatJustitsministeriet16. november 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 15. november 2006 af

justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov

om ændring af færdselsloven og pasloven

(Befordring af børn på motorcykel og trehjulet knallert,

måling og vejning af børn, reservation af parkeringspladser til bestemte

køretøjer

og betaling af pasgebyr)

§ 1

I færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1079 af 14.

november 2005, som ændret bl.a. ved lov nr. 303 af 19. april 2006 og senest

ved

lov nr. 543 af 8. juni 2006, foretages følgende ændringer:

1.

I

§ 51

indsættes efter

stk. 6

som nyt stykke:

»

Stk. 7.

Passagerer

under 5 år må ikke befordres på trehjulet knallert, medmindre

passagersiddepladsen

er forsynet med sikkerhedssele.«

Stk. 7 bliver herefter stk. 8.

2.

I

Læs alt

§ 52

indsættes som stk. 5:

»

Stk. 5.

Passagerer

under 5 år må ikke befordres på motorcykel og i sidevogn hertil, medmindre

passagersiddepladsen er forsynet med sikkerhedssele.«

3.

I

§ 80 a

indsættes som stk. 7:

»

Stk. 7.

Med

henblik på kontrol af, at bestemmelserne i stk. 1, 2 og 4 samt regler

fastsat i medfør af stk. 5, jf. stk. 6, 1. pkt., er overholdt, kan

politiet til enhver tid kræve, at et barn, der befordres i bil, på motorcykel

eller på knallert, måles og vejes. Målingen og vejningen foretages af

politiet.«

4.

I

§ 81, stk. 3,

ændres »8 år« til: »5

år« og efter »styrthjelm« indsættes: », medmindre passagersiddepladsen er

forsynet med sikkerhedssele«.

5.

I

§ 92

indsættes som stk. 3:

»

Stk. 3.

Når

særligt tungtvejende hensyn taler herfor, kan vejbestyrelsen og

vejmyndigheden

efter stk. 1 træffe bestemmelse om, at en parkeringsplads skal

reserveres

til et eller flere bestemte køretøjer, som anvendes af en person med

handicap.«

6.

I

§ 125, stk. 2, nr. 1,

indsættes efter

»§ 37, stk. 4,«: »§ 51, stk. 7, § 52, stk. 5,«.

§ 2

I lov om pas til danske statsborgere m.v., jf. lovbekendtgørelse

nr. 586 af 1. september 1986, som ændret bl.a. ved lov nr. 386 af 20. maj

1992,

lov nr. 288 af 12. maj 1999, lov nr. 1103 af 29. december 1999 og senest ved

lov nr. 557 af 24. juni 2005, foretages følgende ændringer:

1.

§ 4 a, stk. 5,

ophæves.

Stk. 6 bliver herefter stk. 5.

§ 3

Stk. 1.

Loven

træder i kraft den 1. januar 2007, jf. dog stk. 2.

Stk. 2.

§ 1,

nr. 3 og 5, træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1.

Indledning

;............................................................................

...................

3

2.

Befordring af børn på motorcykel og

knallert

......................................

3

2.1.

Gældende

ret

;............................................................................

......

3

2.1.1.

Befordring

af passagerer

........................................................

3

2.1.2.

Anvendelse

af styrthjelm

.........................................................

3

2.2.

Justitsministeriets

overvejelser

..........................................................

4

3.

Politiets måling og vejning af børn, der

befordres i bil mv.

..................

4

3.1.

Gældende

ret

;............................................................................

......

4

3.1.1.

Anvendelse

af sikkerhedsudstyr til børn

..................................

4

3.1.2.

Måling

og vejning af børn

.......................................................

5

3.2.

Justitsministeriets

overvejelser

..........................................................

5

4.

Parkering for personer med handicap

...................................................

6

4.1.

Gældende

ret

;............................................................................

......

6

4.2.

Forslag

fra interesseorganisationer mv.

.............................................

7

4.3.

Justitsministeriets

overvejelser

..........................................................

8

5.

Betaling af pasgebyr

;............................................................................

..

8

5.1.

Gældende

ret

;............................................................................

......

8

5.2.

Justitsministeriets

overvejelser

..........................................................

8

6.

Forslagets økonomiske og administrative

konsekvenser

...................

8

7.

Hørte myndigheder

;............................................................................

....

9

1. Indledning

Lovforslaget har for det første til formål at sikre, at børn,

der befordres på motorcykel eller knallert, anvender enten sikkerhedssele

eller

styrthjelm med henblik på at beskytte de pågældende børn mod risiko for

tilskadekomst

i trafikken.

Lovforslaget indeholder derfor et forslag om at forbyde

befordring af børn, som er under 5 år og dermed kan være for små til at

anvende

styrthjelm, på motorcykel og trehjulet knallert, hvor der ikke er

sikkerhedssele.

Overtrædelse af forbuddet vil i henhold til lovforslaget medføre klip i

kørekortet.

Samtidig udvides den gældende pligt for føreren af en motorcykel eller

knallert

til at påse, at passagerer i alderen 8-14 år anvender styrthjelm, så pligten

også

gælder børn i alderen 5-7 år.

Lovforslaget har for det andet til formål at sikre en effektiv

håndhævelse af reglerne om sikkerhedsudstyr til børn, der befordres i bil mv.

Færdselslovens § 80 a, som trådte i kraft den 1. maj

2006, indeholder regler om anvendelse af sikkerhedsudstyr til børn, der

befordres i bil, på knallert eller på motorcykel. Barnets højde og vægt er i

mange tilfælde bestemmende for, hvilket sikkerhedsudstyr barnet skal anvende.

Endvidere er barnets højde i visse tilfælde bestemmende for, hvor barnet skal

placeres i køretøjet.

På den baggrund foreslås det, at politiet får hjemmel til

at foretage måling og vejning af børn med henblik på at kontrollere, om

føreren

har iagttaget sin pligt til at påse, at mindre børn anvender korrekt

sikkerhedsudstyr

og er korrekt placeret.

For det tredje indeholder lovforslaget en regel om, at vejbestyrelser

og vejmyndigheder, når særligt tungtvejende hensyn taler herfor, med

politiets

samtykke kan reservere parkeringspladser til bestemte køretøjer, der anvendes

af personer med handicap.

Endelig indebærer lovforslaget, at bestemmelsen i paslovens

§ 4 a, stk. 5, om, at betaling af gebyr for udstedelse af pas skal

ske ved indgivelsen af pasansøgningen, ophæves. Formålet med forslaget er, at

kommunerne frit kan tilrettelægge betalingsprocedurerne i forbindelse med

pasansøgninger, når kommunerne som led i kommunalreformen den 1. januar 2007

overtager ekspeditionsopgaverne i forbindelse med ansøgning om pas.

2. Befordring af børn

på motorcykel og knallert

2.1. Gældende ret

2.1.1. Befordring af passagerer

Det følger af færdselslovens § 51, stk. 6, at der

på tohjulet knallert ikke må befordres andre personer end føreren. På

trehjulet

knallert må ikke befordres flere personer, end knallerten er konstrueret til.

På en motorcykel og i sidevogn hertil må der ikke befordres

flere personer, end den er beregnet til. Dog må der derudover i en sidevogn

medbringes et barn under 10 år, jf. færdselslovens § 52, stk. 4.

Det fremgår endvidere af de generelle bestemmelser i færdselslovens

§ 82, stk. 1 og 2, at passagerer ikke må være anbragt på en sådan

måde, at føreren ikke har frit udsyn og tilstrækkelig mulighed for at

manøvrere

køretøjet, og at passagerer ikke må medtages i et sådant antal eller være

anbragt på en sådan måde, at der kan opstå fare for dem selv eller andre.

Der gælder ingen alderskrav for passagerer på knallert og motorcykel.

2.1.2. Anvendelse af styrthjelm

Det følger af færdselslovens § 81, stk. 1, at

føreren af en motorcykel og knallert og enhver passager, som er fyldt 15 år,

under kørsel skal anvende en fastspændt styrthjelm. Der skal dog ikke

anvendes

styrthjelm, hvor der er pligt til at anvende sikkerhedssele, jf.

færdselslovens

§ 81, stk. 2. Der er pligt til at anvende sikkerhedssele ved

benyttelse af en siddeplads, som er forsynet med en sådan, jf. § 80,

stk. 1.

Føreren skal i henhold til færdselslovens § 81, stk. 3,

påse, at passagerer, der er fyldt 8 år, men endnu ikke 15 år, anvender

fastspændt styrthjelm.

Denne pligt gælder dog ikke, hvis barnet benytter en

siddeplads med sikkerhedssele, da barnet i så fald i stedet skal anvende

sikkerhedssele, som eventuelt skal kombineres med særligt tilpasset

sikkerhedsudstyr, jf. § 81, stk. 2, jf. § 80, stk. 1, og

§ 80

a, stk. 1. Det påhviler i disse tilfælde føreren at påse, at barnet

anvender sikkerhedssele/særligt tilpasset sikkerhedsudstyr, jf. § 80,

stk. 4, og § 80 a, stk. 6.

Hvis føreren af et motorkøretøj, hvortil der kræves

kørekort, ikke overholder sin pligt til at påse, at barnet benytter enten

styrthjelm eller sikkerhedssele/særligt tilpasset sikkerhedsudstyr, tildeles

den pågældende et klip i kørekortet, jf. færdselslovens § 125,

stk. 2, nr. 1.

Aldersgrænsen for personer, der under kørsel på motorcykel

skal anvende styrthjelm, blev ved lov nr. 468 af 10. juni 1997 nedsat fra 12

år

til 8 år.

Det fremgår af forarbejderne til loven, jf.

Folketingstidende 1996-97, Tillæg A, s. 3718, at børn i 8-års alderen efter

Sundhedsstyrelsens vurdering har en struktur i hals og nakke, der er

tilstrækkeligt

udviklet til at tåle den belastning, som en styrthjelm medfører ved

deceleration (opbremsning mv.), hvorfor styrelsen ikke havde indvendinger

imod,

at aldersgrænsen for børns brug af styrthjelm under kørsel på motorcykel blev

nedsat til 8 år.

2.2. Justitsministeriets overvejelser

Det er Justitsministeriets opfattelse, at børn ikke bør

befordres på motorcykel, herunder i sidevogn, eller trehjulet knallert uden

anvendelse af enten sikkerhedssele (for børn med en legemshøjde på under 135

cm

kombineret med særligt tilpasset sikkerhedsudstyr) eller styrthjelm. Det

bemærkes i den forbindelse, at risikoen for alvorlig personskade på

motorcykel

i henhold til oplysninger fra Vejdirektoratet er langt større pr. kørt

kilometer

end i bil.

Sundhedsstyrelsen har over for Justitsministeriet bemærket,

at styrthjelme i Danmark ifølge Færdselsstyrelsen skal være godkendt efter

FN’s

Regulativ 22. I henhold til dette regulativ er der mulighed for at godkende

styrthjelme til hovedstørrelser ned til 48 cm.

Sundhedsstyrelsen har endvidere oplyst, at hals- og

nakkestrukturen hos børn med et hovedomfang på 48 cm og derover sædvanligvis

vil være tilstrækkeligt udviklet til at tåle den belastning, som en

styrthjelm

medfører ved deceleration. Dette gælder uanset, om der er tale om befordring

på

en knallert med en hastighedsbegrænsning på 30 km/t eller 45 km/t eller en

motorcykel, der med de gældende hastighedsgrænser højst må køre 130 km/t.

Sundhedsstyrelsen har endelig oplyst, at et hovedomfang på

48 cm vil være opnået af stort set alle børn på 5 år, mens det ved 3 års

alderen vil være opnået af ca. 90 pct. af drengene og ca. 70 pct. af pigerne.

Justitsministeriet finder på den baggrund, at den pligt,

føreren har til at påse, at børn, der befordres på motorcykel eller knallert,

hvor der ikke er sikkerhedssele, anvender fastspændt styrthjelm, bør udvides

til at gælde børn fra 5 års alderen.

Under hensyn til, at børn under 5 år kan være for små til

at anvende styrthjelm finder Justitsministeriet endvidere, at befordring af

børn under 5 år på motorcykel eller trehjulet knallert, hvor der ikke er

sikkerhedssele, bør forbydes.

Det skal fremhæves, at der ikke kan sluttes modsætningsvis

fra det foreslåede forbud mod befordring af børn under 5 år, således at børn

over 5 år altid kan transporteres på motorcykel og trehjulet knallert, hvor

der

ikke er sikkerhedsseler, hvis blot barnet anvender styrthjelm.

Befordring af børn kræver således i alle tilfælde, at

færdselslovens § 82, stk. 1 og 2, er overholdt, jf. pkt. 2.1.1.

ovenfor. Det betyder bl.a., at barnet skal have en sådan størrelse og fysisk

og

psykisk udvikling i øvrigt, at barnet kan sidde ordentligt fast på køretøjet

under kørslen. F.eks. skal et barn, der sidder bag på en tohjulet motorcykel,

kunne hvile fødderne på fodstøtterne og fastholde et sikkert greb om føreren.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at overtrædelse af det

foreslåede forbud mod at befordre børn under 5 år på motorcykler og

trehjulede

knallerter, hvor der ikke er monteret sikkerhedssele, bør medføre klip i

førerens

kørekort, jf. klippekortsystemet i færdselslovens § 125, stk. 2.

Dermed sker der en naturlig og nødvendig ligestilling af

reglerne om førerens pligt til at påse, at børn i alderen 8-14 år (efter

lovforslaget 5-14 år, jf. § 1, nr. 4) anvender styrthjelm ved benyttelse

af siddepladser uden sikkerhedssele – som allerede er omfattet af

klippekortsystemet, jf. pkt. 2.1.2. – og det foreslåede forbud mod at

befordre

børn under 5 år på siddepladser uden sikkerhedsseler.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1, 2, 4 og 6.

3. Politiets måling og

vejning af børn, der befordres i bil mv.

3.1. Gældende ret

3.1.1. Anvendelse af sikkerhedsudstyr til

børn

Den 1. maj 2006 trådte nye bestemmelser i færdselsloven om

sikkerhedsseler, sikkerhedsudstyr til børn og antallet af passagerer, der

lovligt kan befordres, i kraft, jf. lov nr. 303 af 19. april 2006 om ændring

af

færdselsloven.

Det fremgår herefter af færdselslovens § 80 a, stk. 1,

at børn med en legemshøjde på under 135 cm ved befordring i andre biler end

busser og på motorcykel eller knallert, der har passagersiddepladser forsynet

med sikkerhedsseler, under kørslen skal anvende godkendt sikkerhedsudstyr

tilpasset barnets højde og vægt.

Begrebet »godkendt sikkerhedsudstyr tilpasset barnets højde

og vægt« er nærmere defineret i Færdselsstyrelsens bekendtgørelse nr. 357 af

19. april 2006 om krav til sikkerhedsudstyr for børn i biler. Det fremgår

således af bekendtgørelsen, at det særligt tilpassede sikkerhedsudstyr, som

er

nævnt i færdselslovens § 80 a, stk. 1, kun må sælges, markedsføres

og

anvendes, hvis det er godkendt og mærket i henhold til nærmere angivne

standarder eller forskrifter. Det pågældende udstyr bærer godkendelsesmærker,

som er optrykt i bekendtgørelsen. Færdselsstyrelsen har endvidere oplyst, at

udstyret er mærket med et vægtinterval eller et vægtmaksimum eller -minimum.

Efter færdselslovens § 80 a, stk. 2, må børn

under 3 år ikke befordres i andre biler end busser, der ikke har

passagersiddepladser forsynet med sikkerhedsseler, hvortil der kan monteres

godkendt

sikkerhedsudstyr tilpasset barnets højde og vægt. Endvidere må børn på 3 år

og

derover med en legemshøjde på under 135 cm i sådanne biler alene befordres på

et andet sæde end forsædet.

I færdselslovens § 80 a, stk. 4, er det bestemt,

at børn på 3 år og derover med en legemshøjde på under 135 cm ved befordring

i

bus skal anvende sikkerhedssele eller andet godkendt sikkerhedsudstyr, i det

omfang siddepladsen er forsynet hermed.

Efter færdselslovens § 80 a, stk. 5, kan

justitsministeren fastsætte regler om anvendelse af sikkerhedsudstyr ved

befordring

af børn med en legemshøjde på under 135 cm, herunder om, at stk. 1, 2 og

4

helt eller delvis ikke skal finde anvendelse. I henhold hertil har

Justitsministeriet i kapitel 2 i bekendtgørelse nr. 324 af 7. april 2006 om

brug af sikkerhedsseler m.v. (sikkerhedsselebekendtgørelsen) fastsat visse

undtagelser fra bestemmelsen i færdselslovens § 80 a, stk. 1.

Det påhviler efter færdselslovens § 80 a, stk. 6,

1. pkt., føreren af køretøjet at påse, at bestemmelserne i § 80 a,

stk. 1-4,

samt regler fastsat i medfør af stk. 5, overholdes. Buschauffører er dog

undtaget fra denne pligt i medfør af sikkerhedsselebekendtgørelsens § 7,

stk. 1, jf. færdselslovens § 80 a, stk. 6, 2. pkt.

Overtrædelse af § 80 a, stk. 6, 1. pkt., straffes

som udgangspunkt med bøde, jf. færdselslovens § 118, stk. 1, nr. 1,

og stk. 2. Straffen kan dog under visse omstændigheder stige til fængsel

i

1 år, jf. § 118, stk. 6. Vedrører overtrædelsen § 80 a,

stk. 1

eller 2, tildeles føreren desuden et klip i kørekortet, jf. § 125,

stk. 2,

nr. 1.

3.1.2. Måling og vejning af børn

Politiets foretagelse af straffeprocessuelle tvangsindgreb

er reguleret i retsplejeloven. Nærmere regler om adgangen til at foretage

legemsindgreb er indeholdt i retsplejelovens kapitel 72 (§§ 792 –

792 f).

Måling og vejning af en persons legeme anses for et

legemsindgreb i form af en legemsbesigtigelse, jf. retsplejelovens

§ 792,

stk. 1, nr. 1.

Måling og vejning af et barn med henblik på kontrol af, at

reglerne om sikkerhedsudstyr til børn i færdselslovens § 80 a er

overholdt, vil være et legemsindgreb rettet mod en person, der ikke er sigtet

for et strafbart forhold. Dette skyldes, at kun føreren af køretøjet er

strafsubjekt i forhold til bestemmelsen, jf. punkt 3.1.1. ovenfor.

I henhold til retsplejelovens § 792 d, stk. 1, er

legemsindgreb over for en person, der ikke er sigtet, ikke omfattet af

reglerne

i retsplejelovens kapitel 72, hvis den pågældende giver samtykke til

indgrebet.

Er den pågældende under 15 år, skal samtykket meddeles af

forældremyndighedsindehaveren,

jf. retsplejelovens § 821 b, stk. 3. I tilfælde af

interessekonflikt

kan samtykket meddeles af en ad hoc værge.

Uden samtykke kan legemsbesigtigelse, der ikke kræver

afklædning, foretages over for en person, der ikke er sigtet, hvis

efterforskningen

vedrører en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6

måneder eller derover, og indgrebet må antages at være af afgørende betydning

for efterforskningen, jf. retsplejelovens § 792 d, stk. 2.

Kompetencen til at træffe beslutning om legemsbesigtigelse

omfattet af retsplejelovens § 792 d, stk. 2, er som udgangspunkt

henlagt til retten. Politiet kan dog træffe beslutning herom, såfremt

indgrebets øjemed ville forspildes, hvis retskendelse skulle afventes

(»periculum

in mora«). I så fald skal politiet snarest muligt og senest inden 24 timer

forelægge sagen for retten, medmindre der efter indgrebet meddeles skriftligt

samtykke hertil, jf. § 792 d, stk. 3, jf. § 792 c,

stk. 2,

2. og 3. pkt. og stk. 3.

Idet straffen for overtrædelse af færdselslovens § 80

a, stk. 6, 1. pkt., maksimalt er 1 års fængsel, jf. punkt 3.1.1.

ovenfor, forudsætter

politiets måling og vejning af børn i biler med henblik på kontrol af

førerens

overholdelse af sin pligt til at påse, at barnet er korrekt fastspændt,

samtykke fra forældremyndighedsindehaveren eller – ved interessekonflikt

– fra

en ad hoc værge.

3.2. Justitsministeriets overvejelser

Reglerne om sikkerhedsudstyr til børn har til formål at

beskytte børnene mod tilskadekomst i trafikken. Efter Justitsministeriets

opfattelse er det derfor vigtigt at sikre, at der tilvejebringes mulighed for

effektivt at håndhæve reglerne om børns anvendelse af sikkerhedsudstyr.

Som det fremgår af punkt 3.1.1., afhænger kravene i

færdselslovens § 80 a om anvendelse af særligt tilpasset

sikkerhedsudstyr

til børn, der befordres i eller på motorkøretøjer, i vidt omfang af barnets

højde og vægt. Barnets højde har endvidere i visse tilfælde betydning for,

hvor

i et køretøj barnet skal placeres.

Der vil i praksis være situationer, hvor det er åbenbart –

både umiddelbart i forbindelse med politiets kontrol og under en eventuel

senere straffesag – at føreren ikke har overholdt sin pligt til at påse,

at det

pågældende barn anvender korrekt sikkerhedsudstyr. Dette er eksempelvis

tilfældet,

hvis meget små børn befordres uden anvendelse af nogen form for

sikkerhedsudstyr, eller hvis et lille barn anvender udstyr, der kun er

godkendt

til langt større børn.

I en række andre tilfælde vil det imidlertid kunne være

vanskeligt med det blotte øje at konstatere, om barnet f.eks. er under 135 cm

og dermed skal anvende særligt tilpasset sikkerhedsudstyr, og/eller om det

udstyr, der anvendes, passer til barnets vægt. Det kan endvidere i mange

tilfælde være hensigtsmæssigt, at der på kontroltidspunktet foretages

bevissikring

i form af en måling eller vejning af barnet, da barnets højde og vægt typisk

vil have ændret sig i perioden mellem politiets kontrol og en eventuel

retssag.

Justitsministeriet har overvejet, om den under punkt 3.1.2.

nævnte adgang til at foretage legemsbesigtigelse med samtykke fra

forældremyndighedsindehaveren (eller en ad hoc værge), jf. retsplejelovens

§ 792

d, stk. 1, 1. pkt., er tilstrækkelig til at tilgodese behovet for at

foretage måling og vejning af børn i relation til færdselslovens § 80 a.

Hvis føreren selv er forældremyndighedsindehaver, kan

måling og vejning af barnet føre til bødestraf samt klip i kørekortet for den

pågældende, hvis målingen eller vejningen viser, at færdselslovens § 80

a,

stk. 6, 1. pkt., er overtrådt. Den pågældende kan derfor have en

interesse

i ikke at give samtykke.

Er føreren ikke forældremyndighedsindehaver, skal politiet

identificere og lokalisere forældremyndighedsindehaveren med henblik på at

opnå

samtykke, hvilket føreren – som kan have en interesse i at undgå måling

og

vejning af barnet – ikke i alle tilfælde kan forventes at være

behjælpelig med.

Finder politiet frem til forældremyndighedsindehaveren, kan det endvidere

ikke

afvises, at et eventuelt interessefællesskab med føreren kan føre til

afvisning

af at give samtykke.

Giver forældremyndighedsindehaveren ikke samtykke, vil

måling og vejning alene kunne foretages, hvis statsamtet finder grundlag for

at

beskikke en ad hoc værge, der kan meddele samtykke til indgrebet, jf.

værgemålslovens

§ 50, stk. 1, jf. § 47.

Det er på denne baggrund Justitsministeriets opfattelse, at

de nuværende regler, der indebærer, at der alene kan foretages måling og

vejning af børn i forbindelse med kontrol af overholdelsen af bestemmelserne

om

sikkerhedsudstyr til børn med forældremyndighedsindehaverens samtykke, ikke

sikrer en tilstrækkelig effektiv håndhævelse af reglerne. En effektiv

håndhævelse forudsætter derimod efter Justitsministeriets opfattelse, at

politiet som led i sin rutinemæssige kontrol med overholdelse af

færdselsreglerne uden videre kan måle og veje de pågældende børn. Hertil

kommer, at måling og vejning efter Justitsministeriets opfattelse må anses

for

et legemsindgreb af meget ringe intensitet.

På den baggrund foreslås det at indsætte en ny bestemmelse

i færdselslovens § 80 a, der giver politiet mulighed for uden

forældremyndighedsindehaverens samtykke at foretage måling og vejning af

børn,

der befordres i bil, på motorcykel eller på knallert med henblik på at

kontrollere

overholdelsen af bestemmelserne i færdselslovens § 80 a om anvendelse af

godkendt sikkerhedsudstyr tilpasset barnets højde og vægt.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3.

4. Parkering for

personer med handicap

4.1. Gældende ret

I henhold til færdselslovens § 92, stk. 1, kan vejbestyrelsen

for en offentlig vej med samtykke fra politiet træffe færdselsmæssige

bestemmelser, som indvirker på vejens udnyttelse eller indretning.

Vejmyndigheden for en privat fællesvej omfattet af afsnit I, III og IV i lov

om

private fællesveje, jf. lovens § 13, stk. 1 og 2, kan med samtykke

fra politiet træffe tilsvarende bestemmelser. Der kan bl.a. træffes

bestemmelse

om parkering og standsning, etablering af fodgængerfelter og forbud mod visse

færdselsarter, herunder med henblik på etablering af gågader.

Bestemmelsen giver bl.a. mulighed for at reservere bestemte

parkeringspladser til køretøjer, der er forsynet med et parkeringskort

(invalideskilt), jf. bekendtgørelse nr. 465 af 8. juni 2005 om parkeringskort

for personer med handicap, således at de pågældende parkeringspladser kan

anvendes af enhver med parkeringskort. Sådanne handicapparkeringspladser

markeres med et invalidesymbol, jf. § 49 i bekendtgørelse nr. 784 af 6.

juli 2006 om vejafmærkning, jf. færdselslovens § 95, stk. 1, jf.

§ 92

c, stk. 4.

Det fremgår af en pressemeddelelse af 16. maj 2006 fra

Københavns Kommune, at kommunen fra 1980’erne til 2001 fulgte en

praksis,

hvorefter personer med et særligt handicap kunne få reserveret en

parkeringsplads

nær deres bolig, hvor der blev opsat en tavle med registreringsnummeret for

den

pågældende persons køretøj. Hvis tavlen ikke blev respekteret, kunne der dog

ikke pålægges afgift eller bøde. Det fremgår endvidere af pressemeddelelsen,

at

kommunen i 2001 ophørte med at opsætte de pågældende tavler på grund af

manglende lovgrundlag. Justitsministeriet har ikke nærmere kendskab til

praksis

på dette område i andre kommuner.

Til spørgsmålet om, hvorvidt færdselslovens § 92,

stk. 1, giver hjemmel til at reservere bestemte parkeringspladser til

bestemte køretøjer, der anvendes af personer med handicap, bemærkes følgende:

Bestemmelserne i § 92, stk. 1, er i vidt omfang

en videreførelse af § 3 i færdselslov nr. 129 af 14. april 1932. Efter

denne bestemmelse kunne politiet give bestemmelser til regulering af færdslen

på steder, hvor det skønnedes nødvendigt. Ved anvisning af parkeringspladser

og

ved udfærdigelse af bestemmelser, hvorved offentlig færdsel på en gade, vej

eller plads helt eller delvist blev forbudt, eller hvorved ensrettet færdsel

blev påbudt for alle eller visse færdselsarter, krævedes dog samtykke fra

vedkommende kommunale myndighed, medmindre den pågældende foranstaltning var

af

midlertidig karakter.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår bl.a., at

oprettelsen og den rette anbringelse af parkeringspladser på den ene side er

af

indgribende færdselsmæssig betydning, og at der på den anden side ved sådanne

afgørelser må tages hensyn til gadeanlægget som helhed, næringsdrivendes

interesser,

æstetiske hensyn osv. Der henvises til Folketingstidende 1931-32, Tillæg A,

sp.

3587-3588.

Bestemmelsen blev med få ændringer videreført som § 57,

stk. 3, i færdselslov nr. 153 af 24. maj 1955 og som § 92,

stk. 1,

i færdselslov nr. 287 af 10. juni 1976.

Af forarbejderne til færdselsloven af 1976 fremgår, at der fortsat

ikke vil være noget til hinder for, at der ved beslutning om foranstaltninger

i

medfør af § 92, stk. 1, også tages hensyn til andet end de

færdselsmæssige

forhold, f.eks. miljømæssige hensyn. Der henvises til Folketingstidende

1975-76, Tillæg A, sp. 410.

§ 92, stk. 1, fik sin nuværende affattelse ved

lov nr. 292 af 28. april 2000. Ved loven blev den hidtil gældende § 92

ophævet og erstattet af de nyaffattede bestemmelser i §§ 92 – 92 c.

Kompetenceforholdet

mellem politiet og kommunerne blev herved ændret, således at kompetencen til

at

træffe afgørelse om færdselsregulerende foranstaltninger, herunder

færdselsindskrænkninger, med enkelte undtagelser blev flyttet fra politiet

til

kommunerne, dog med krav om politiets samtykke.

Bestemmelsens rækkevidde i relation til reservation af

parkeringspladser til bestemte køretøjer eller personer har været behandlet

ved

domstolene.

I afgørelsen refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1961, side

369, fastslog Højesteret, at politiet med hjemmel i den dagældende

færdselslovs

§ 57, stk. 3, kunne reservere parkeringspladser til brug for

køretøjer med ærinde på en ambassade. Højesteret fremhævede i den

forbindelse,

at myndighederne efter indholdet af færdselslovens § 57, stk. 3,

ikke

er afskåret fra at tage andre hensyn af mere almen karakter i betragtning end

de rent færdselsmæssige ved regulering af parkeringsforholdene.

I afgørelsen refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1984, side

1005, fastslog Vestre Landsret, at der med hjemmel i den dagældende

færdselslovs § 92, stk. 1, nr. 1, med samtykke fra politiet kunne

etableres en ordning, hvorefter nogle parkeringspladser ved et sygehus var

forbeholdt

sygehusets personale. Landsretten fandt imidlertid ikke, at den interne

fordeling af de reserverede parkeringspladser, som sygehusets forvaltning

havde

foretaget ved at forbeholde hver enkelt parkeringsplads til et bestemt

bilnummer, kunne håndhæves i medfør af bestemmelser i færdselsloven.

Det er på denne baggrund Justitsministeriets opfattelse, at

der ikke er hjemmel i færdselslovens § 92 til at reservere bestemte

parkeringspladser til bestemte køretøjer, idet de bestemmelser, der træffes

efter færdselslovens § 92, skal være færdselsmæssigt begrundet eller

begrundet i hensyn af mere almen karakter.

4.2. Forslag fra interesseorganisationer mv.

Det Centrale Handicapråd og Dansk Handicapforbund har i

efteråret 2005 rettet henvendelse til Justitsministeriet med en anmodning om,

at der indføres hjemmel til at reservere parkeringspladser til bestemte

personer

med handicap i nærheden af disse personers bolig eller arbejde, hvor behovet

for en sådan parkeringsplads er særligt udpræget.

Det Centrale Handicapråd har i sin henvendelse fremhævet,

at risikoen for lange afstande til bolig eller arbejde kan medføre en

urimelig

indskrænkning af bevægelsesfriheden for personer med handicap. Muligheden for

at oprette personligt reserverede handicapparkeringspladser er derfor af

afgørende betydning, hvis personer med handicap skal have den fornødne

sikkerhed for at kunne komme på arbejde og i øvrigt forlade sin bolig efter

behov.

Dansk Handicapforbund har oplyst, at de gældende regler

giver foreningens medlemmer store vanskeligheder, f.eks. når der ikke er

adgang

til en parkeringsplads i nærheden af den pågældendes bolig. Forbundet har

endvidere fremhævet, at de gældende regler efter forbundets opfattelse er i

strid med kompensationsprincippet, hvorefter den enkelte handicappede person

skal

kompenseres på en sådan måde, at vedkommende bliver i stand til at indrette

sin

tilværelse på samme betingelser som personer uden handicap.

Også Københavns Kommune har i efteråret 2005 foreslået, at

der indføres en generel hjemmel til at reservere bestemte parkeringspladser

til

bestemte køretøjer, der anvendes af personer med handicap. Kommunen har i den

forbindelse bl.a. peget på, at det er vanskeligt at kontrollere overholdelsen

af reglerne for parkering på handicapparkeringspladser. Kontrollen vil efter

kommunens opfattelse blive lettet og respekten for parkeringsrestriktionerne

større, hvis en handicapparkeringsplads reserveres til et bestemt køretøj.

På et møde i juni 2006 mellem Justitsministeriet, Det

Centrale Handicapråd og De Samvirkende Invalideorganisationer (DSI) har DSI

endvidere tilkendegivet, at der er et stort behov for i særlige tilfælde at

kunne reservere bestemte parkeringspladser til bestemte køretøjer. DSI

henviste

i den forbindelse særligt til de generelt stigende parkeringsproblemer i

samfundet og parkeringsbetingelsernes betydning for handicappede personers

mulighed for at deltage i samfundslivet.

4.3. Justitsministeriets overvejelser

Efter de gældende regler kan personer med parkeringskort

(invalideskilt) anvende enhver handicapparkeringsplads med ethvert køretøj.

Samtidig har vejbestyrelsen/vejmyndigheden mulighed for med samtykke fra

politiet at tilpasse antallet af handicapparkeringspladser på et givent sted

efter behovet herfor.

Invalideorganisationerne har anmodet om, at der

tilvejebringes en ordning, der skaber mulighed for etablering af individuelle

handicapparkeringspladser, jf. punkt 4.2. ovenfor. På baggrund af de hensyn,

som invalideorganisationerne har anført, finder Justitsministeriet, at der

bør

indføres hjemmel hertil.

Det foreslås derfor, at der i færdselslovens § 92

indsættes en bestemmelse om, at der i tilfælde, hvor særligt tungtvejende

hensyn taler herfor, kan ske reservation af parkeringspladser til et eller

flere bestemte køretøjer, som anvendes af personer med handicap.

Der er ikke herudover tilsigtet nogen ændring af den hidtil

gældende retstilstand efter færdselslovens § 92.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 5.

5. Betaling af pasgebyr

5.1. Gældende ret

I henhold til paslovens § 4 a, stk. 5, skal

betaling af gebyr for udstedelse af pas ske ved indgivelsen af

pasansøgningen.

Bestemmelsen blev

indsat i pasloven ved lov nr. 386 af 20. maj 1992 i forbindelse med, at

en

række bestemmelser vedrørende gebyrer og afgifter på Justitsministeriets

område

efter opfordring fra Rigsrevisionen blev optaget direkte i lovgivningen. Der

er

tale om en videreførelse af bestemmelsen i § 27, stk. 4, i

bekendtgørelse

nr. 575 af 27. august 1987 om pas mv. med senere ændringer.

5.2. Justitsministeriets overvejelser

Som et led i aftalen om kommunalreformen overtager

kommunerne den 1. januar 2007 ekspeditionsopgaverne i forbindelse med

ansøgning

om pas, herunder modtagelsen af betaling for udstedelse af pas.

Med henblik på at sikre, at det står kommunerne frit,

hvordan de vil tilrettelægge betalingsprocedurerne, herunder at der kan ske

omlægning til elektroniske indbetalingsløsninger, foreslås det, at

bestemmelsen

i paslovens § 4 a, stk. 5, ophæves.

Der henvises til lovforslagets § 2.

6. Forslagets

økonomiske og administrative konsekvenser

Den foreslåede ændring af pasloven sikrer som anført under

pkt. 5 ovenfor, at det står kommunerne frit, hvordan de vil tilrettelægge

betalingsprocedurerne i forbindelse med den fremtidige pasekspedition.

Lovforslaget

skønnes ikke i øvrigt at have økonomiske eller administrative konsekvenser

for

det offentlige af betydning.

Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative

konsekvenser for erhvervslivet.

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og

indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Positive konsekvenser/

Mindreudgifter

Negative konsekvenser/

merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Ingen

Ingen af betydning

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Lovforslaget sikrer, at det står kommunerne frit, hvordan

de vil tilrettelægge betalingsprocedurerne i forbindelse med den fremtidige

pas-ekspedition

Ingen af betydning

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter

7. Hørte myndigheder

Advokatrådet, Amtsrådsforeningen, Børnerådet, Børnesagens

Fællesråd, Danmarks Transportforskning, Dansk Handel og Service, Dansk

Industri, Dansk Knallert Union, Dansk Retspolitisk Forening, Danske

Motorcyklisters

Råd (DMC), De Samvirkende Invalideorganisationer, Den Danske Dommerforening,

Det Centrale Handicapråd, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen,

Forbrugerrådet, Forenede Danske Motorejere (FDM), Foreningen af Politimestre

i

Danmark, Foreningen Liv og Trafik, Institut for Menneskerettigheder,

Kommunernes Landsforening (KL),

Landsforeningen af Beskikkede

Advokater,

Landsforeningen Kommunale Servicecentre, Landsorganisationen

Børns Vilkår, Politidirektøren i København, Politiforbundet i Danmark,

Politifuldmægtigforeningen, præsidenterne for Vestre Landsret, Østre

Landsret,

Københavns Byret og retterne i Odense, Roskilde, Ålborg og Århus, Red Barnet,

Retssikkerhedsfonden, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen og Rådet for Større

Færdselssikkerhed.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 og 2

De foreslåede bestemmelser indebærer, at det forbydes at

befordre børn under 5 år på motorcykel og i sidevogn til motorcykel samt på

trehjulede knallerter, medmindre barnet anvender en siddeplads, som er

forsynet

med sikkerhedssele.

Befordring af børn på de nævnte køretøjer forudsætter i

alle tilfælde fortsat, at færdselslovens § 82, stk. 1 og 2, er

overholdt. Bestemmelserne indebærer, at passagerer ikke må være anbragt på en

sådan måde, at føreren ikke har frit udsyn og tilstrækkelig mulighed for at

manøvrere køretøjet, ligesom passagerer ikke må medtages i et sådant antal

eller være anbragt på en sådan måde, at der kan opstå fare for dem selv eller

andre.

Der henvises til punkt 2.2. i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Til nr. 3

Bestemmelsen giver politiet mulighed for uden samtykke fra

forældremyndighedsindehaveren til enhver tid at måle og veje et barn, der

befordres i bil, herunder bus, på motorcykel eller på knallert, med henblik

på

at kontrollere, om føreren har overholdt sin pligt efter færdselslovens

§ 80

a, stk. 6, 1. pkt., til at påse, at barnet anvender sikkerhedsudstyr i

overensstemmelse med reglerne i § 80 a, stk. 1, 2 og 4, samt regler

fastsat i medfør af stk. 5.

Det er en betingelse for at gennemtvinge måling og/eller

vejning af et barn, at dette sker med henblik på at kontrollere, om

bestemmelserne i § 80 a, stk. 1, 2 og 4, samt bestemmelser fastsat

i

medfør af stk. 5, jf. stk. 6, 1. pkt., er overholdt.

Den foreslåede bestemmelse giver således ikke hjemmel til

legemsbesigtigelse i et omfang, der går ud over, hvad der er nødvendigt for

at

konstatere, om de nævnte regler er overholdt. Dette betyder, at der f.eks.

ikke

kan foretages andre målinger af barnet end måling af barnets legemshøjde. Der

kan heller ikke foretages f.eks. vejning af børn, der befordres i biler uden

passagersiddepladser med sikkerhedsseler, da barnets vægt i disse tilfælde er

uden betydning for kravene om sikkerhedsudstyr, jf. § 80 a, stk. 2

og

4.

Kravet om nødvendighed indebærer også, at der alene kan

foretages måling og/eller vejning af børn i sager, hvor der er tvivl –

eller

hvor det ikke kan udelukkes, at der under en eventuel senere retssag vil

kunne

kan rejses tvivl – om, hvorvidt barnets højde på tidspunktet for

politiets

kontrol er under 135 cm, eller hvorvidt barnets vægt står i misforhold til

det

anvendte sikkerhedsudstyr.

Måling og vejning skal foretages med størst mulig

skånsomhed over for barnet, ligesom indgrebet skal ske under iagttagelse af

proportionalitetsgrundsætningen.

Den almindelige skånsomhedsgrundsætning indebærer, at

indgrebet skal foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader. Dette

indebærer bl.a., at måling og vejning så vidt muligt bør foretages uden

beføling

af barnet og med barnet fuldt påklædt. Det kan dog efter omstændighederne,

f.eks. ved vejning af meget små børn, være nødvendigt at holde på barnet.

Politiet er som nævnt endvidere underlagt den almindelige

proportionalitetsgrundsætning. Dette indebærer bl.a., at et indgreb ikke må

foretages, hvis det efter indgrebets formål, sagens betydning og den

krænkelse

og det ubehag, som indgrebet må antages at forvolde de personer, indgrebet

rammer, må anses for at være et uforholdsmæssigt indgreb.

Politiet bør derfor normalt undlade at foretage måling og

vejning af børn i tilfælde, hvor det vurderes, at barnets højde og vægt set i

forhold til det anvendte sikkerhedsudstyr højst afviger marginalt fra

kravene.

Det kan endvidere ikke udelukkes, at politiet også i andre

helt særlige tilfælde bør afstå fra at foretage måling og vejning, f.eks.

hvis

et barn reagerer meget voldsomt, eller der i øvrigt opstår en tilspidset

situation i forbindelse med kontrollen. Også forhold knyttet til vejrliget,

tid

og sted for politiets kontrol mv., kan efter omstændighederne tale imod, at

der

foretages måling eller vejning af et barn.

Beslutning om måling og/eller vejning træffes af politiet

uden forudgående retskendelse, og indgrebet skal ikke efterfølgende godkendes

af retten.

Måling og/eller vejning forudsættes iværksat på stedet.

Politiet bør forud for målingen og/eller vejningen orientere føreren af

køretøjet om beslutningen og om baggrunden for indgrebet.

Der henvises i øvrigt til punkt 3.2. i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Til nr. 4.

Førerens pligt til at påse, at børn, der befordres på

knallert eller motorcykel, anvender fastspændt styrthjelm, udvides med den

foreslåede bestemmelse fra at omfatte børn i alderen 8-14 år alderen til at

omfatte børn i alderen 5-14 år. Det præciseres samtidig, at denne pligt kun

gælder, hvor der ikke er sikkerhedssele.

Den nye aldersgrænse modsvares af det i lovforslagets

§ 1, nr. 1 og 2, foreslåede forbud mod at befordre børn under 5 år på

trehjulet knallert og motorcykel, hvor der ikke er sikkerhedssele.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2. i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at vejbestyrelsen og

vejmyndigheden i tilfælde, hvor særligt tungtvejende hensyn taler derfor, med

samtykke fra politiet kan reservere parkeringspladser til bestemte køretøjer,

der anvendes af personer med handicap.

Justitsministeriet antager, at det navnlig vil kunne være

relevant at etablere individuelle handicapparkeringspladser med henblik på at

sikre, at personer med svære handicap kan parkere tæt på bopæl og

arbejdsplads

eller lignende. Den foreslåede bestemmelse udelukker dog ikke, at der

oprettes

individuelle handicapparkeringspladser andre steder, hvor der måtte være et

særligt behov herfor.

Det følger af færdselslovens § 92 c, stk. 4, at

foranstaltninger af den art, der nævnes i §§ 92 og 92 a, skal

tilkendegives ved afmærkning i overensstemmelse med de bestemmelser, der

fastsættes

af transport- og energiministeren i medfør af § 95, stk. 1 og 3.

Dette vil også gælde for parkeringspladser, som efter den foreslåede

bestemmelse i § 92, stk. 3, reserveres til bestemte køretøjer, som

anvendes af personer med handicap.

Der henvises i øvrigt til punkt 4.3. i de almindelige

bemærkninger.

Til nr. 6

Efter færdselslovens § 81, stk. 3, påhviler det

føreren af motorcykel og knallert at påse, at passagerer, der er fyldt 8 år

(foreslås med lovforslagets § 1, nr. 4, nedsat til 5 år), men endnu ikke

15 år, anvender fastspændt styrthjelm, medmindre barnet benytter en

siddeplads,

der er forsynet med sikkerhedssele, jf. § 81, stk. 2.

Tilsidesættelse af den nævnte pligt er omfattet af det

såkaldte klippekortsystem, jf. færdselslovens § 125, stk. 2, nr. 1.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at overtrædelse af

det i lovforslagets § 1, nr. 1 og 2, foreslåede forbud mod at befordre

børn under 5 år på trehjulet knallert og motorcykel, herunder i sidevogn,

hvor

der ikke er monteret sikkerhedssele, også omfattes af klippekortsystemet.

Der henvises til punkt 2.2. i de almindelige bemærkninger.

Til § 2

Den 1. januar 2007 overtager kommunerne

ekspeditionsopgaverne i forbindelse med ansøgning om pas, herunder

modtagelsen

af betaling for udstedelse af pas. Ændringen indebærer, at bestemmelsen i

paslovens § 4 a, stk. 5, om, at betaling for udstedelse af pas skal

ske ved indgivelsen af pasansøgningen, ophæves. Hermed sikres det, at

kommunerne frit kan tilrettelægge betalingsprocedurerne i forbindelse med

pasansøgningen.

Der henvises til punkt 5 i de almindelige bemærkninger.

Til § 3

Bestemmelsen fastlægger ikrafttrædelsestidspunktet for de

foreslåede bestemmelser.

Det foreslås i

stk. 1

,

at lovforslagets § 1, nr. 1, 2, 4 og 6, vedrørende befordring af børn på

knallert og motorcykel og § 2 om ophævelse af paslovens § 4 a,

stk. 5, om tidspunktet for betaling for udstedelse af pas træder i kraft

den 1. januar 2007.

Det foreslås i

stk. 2

,

at § 1, nr. 3, om adgang til måling og vejning af børn i forbindelse med

politiets kontrol af overholdelsen af reglerne i færdselslovens § 80 a

om

sikkerhedsudstyr til børn og § 1, nr. 5, om adgang til reservation af

parkeringspladser til bestemte køretøjer, der anvendes af personer med

handicap, træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 1

I færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1079 af 14.

november 2005, som ændret bl.a. ved lov nr. 303 af 19. april 2006 og senest

ved lov nr. 543 af 8. juni 2006, foretages følgende ændringer:

§ 51.

Knallert

må ikke føres ved siden af andet køretøj.

Stk. 2.

§ 49,

stk. 2 og 3, om placering på vej og kørsel i vejkryds gælder også for

lille knallert.

Stk. 3.

Tohjulet

knallert skal trækkes over fortov eller gangsti. Knallert kan dog køres over

fortov eller gangsti, når overkørslen sker fra en sidevej.

Stk. 4.

Fører af

tohjulet knallert skal under kørslen have begge fødder på pedalerne eller

fodhvilerne og mindst den ene hånd på styret.

Stk. 5.

Knallertkører må ikke under kørslen holde fast i andet køretøj eller i fører

af

eller passager på et andet køretøj.

Stk. 6.

På

tohjulet knallert må ikke befordres andre personer end føreren. På trehjulet

knallert må ikke befordres flere personer, end knallerten er konstrueret til.

Stk. 7.

På

knallert må ikke medføres genstande, der er mere end 2 m lange eller 70 cm

brede. Genstande, der medføres, må ikke hindre knallertkøreren i at have

fuldt herredømme over knallerten eller i behørig tegngivning. Knallertkørere

må heller ikke medføre genstande, der i øvrigt er til ulempe for den øvrige

færdsel. Transport- og energiministeren kan fastsætte bestemmelser om største

længde, bredde, højde og vægt for genstande, som befordres på knallerter, der

er særligt indrettet til varetransport eller som invalidekøretøj.

1.

I

§ 51

indsættes efter

stk. 6

som nyt stykke:

»

Stk. 7.

Passagerer under 5 år må ikke befordres på trehjulet knallert, medmindre

passagersiddepladsen er forsynet med sikkerhedssele.«

Stk. 7 bliver herefter stk. 8.

§ 52.

Motorcykel

må ikke føres ved siden af andet køretøj.

Stk. 2.

Motorcyklist må kun anvende fortov eller gangsti i de tilfælde, der er nævnt

i § 27, stk. 2.

Stk. 3.

En

passager på en motorcykels bagsæde skal sidde med et ben på hver side af

motorcyklen.

Stk. 4.

På

motorcykel og i sidevogn hertil må ikke befordres flere personer, end den er

beregnet til. Dog må der derudover i sidevogn medbringes et barn under 10 år.

2.

I

§ 52

indsættes som stk. 5:

»

Stk. 5.

Passagerer under 5 år må ikke befordres på motorcykel og i sidevogn hertil,

medmindre passagersiddepladsen er forsynet med sikkerhedssele.«

§ 80 a.

Ved

befordring i andre biler end busser og på motorcykel eller knallert, der har

passagersiddepladser forsynet med sikkerhedsseler, skal børn med en

legemshøjde

på under 135 cm under kørslen anvende godkendt sikkerhedsudstyr tilpasset

barnets

højde og vægt, jf. dog stk. 5.

Stk. 2.

I andre

biler end busser, der ikke har passagersiddepladser forsynet med

sikkerhedsseler, hvortil der kan monteres godkendt sikkerhedsudstyr tilpasset

barnets højde og vægt, må børn under 3 år ikke befordres, mens børn på 3 år

og derover med en legemshøjde på under 135 cm alene må befordres på et andet

sæde end forsædet, jf. dog stk. 5.

Stk. 3.

Børn må

ikke befordres i bil i en bagudvendende barnestol på en passagersiddeplads

med frontairbag, medmindre airbaggen er deaktiveret.

Stk. 4.

Ved

befordring i bus skal børn på 3 år og derover med en legemshøjde på under 135

cm anvende sikkerhedssele eller andet godkendt sikkerhedsudstyr, i det omfang

siddepladsen er forsynet hermed, jf. dog stk. 5.

Stk. 5.

Justitsministeren kan fastsætte regler om anvendelse af sikkerhedsudstyr ved

befordring af børn med en legemshøjde på under 135 cm, herunder om, at

stk. 1, 2 og 4 helt eller delvis ikke skal finde anvendelse.

Stk. 6.

Det

påhviler føreren at påse, at bestemmelserne i stk. 1-4 samt regler

fastsat i medfør af stk. 5 overholdes. Justitsministeren kan fastsætte

regler om, at føreren af en bus helt eller delvis fritages for den i 1. pkt.

nævnte pligt, samt om, hvilke foranstaltninger føreren i stedet skal træffe.

3.

I

§ 80 a

indsættes som stk. 7

:

»

Stk. 7. Med

henblik på kontrol af, at bestemmelserne i stk. 1, 2 og 4 samt regler

fastsat i medfør af stk. 5, jf. stk. 6, 1. pkt., er overholdt, kan

politiet til enhver tid kræve, at et barn, der befordres i bil, på motorcykel

eller på knallert, måles og vejes. Målingen og vejningen foretages af

politiet.«

§ 81.

Stk. 3.

Føreren

skal påse, at passagerer, der er fyldt 8 år, men endnu ikke 15 år, anvender

fastspændt styrthjelm.

Stk. 4-5.

4.

I

§ 81, stk. 3

, ændres »8 år«

til: »5 år« og efter »styrthjelm« indsættes: », medmindre

passagersiddepladsen er forsynet med sikkerhedssele«.

§ 92.

Vejbestyrelsen for en offentlig vej kan med samtykke fra politiet træffe

færdselsmæssige

bestemmelser, som indvirker på vejens udnyttelse eller indretning.

Vejmyndigheden for en privat fællesvej omfattet af afsnit I, II og IV i lov

om private fællesveje, jf. lovens § 13, stk. 1 og 2, kan med

samtykke fra politiet træffe tilsvarende bestemmelser. Der kan bl.a. træffes

bestemmelse om

1)

parkering og

standsning

2)

etablering af

fodgængerfelter og

3)

forbud mod visse

færdselsarter, herunder med henblik på etablering af gågader.

Stk. 2.

Vejbestyrelsen kan endvidere efter stk. 1 træffe bestemmelse om hel

eller delvis afspærring af offentlig vej, såfremt afspærringen gennemføres

ved afmærkning, opsætning af bomme eller på anden tilsvarende måde.

5.

I

§ 92

indsættes som stk. 3:

»

Stk. 3.

Når

særligt tungtvejende hensyn taler herfor, kan vejbestyrelsen og

vejmyndigheden efter stk. 1 træffe bestemmelse om, at en parkeringsplads

skal reserveres til et eller flere bestemte køretøjer, som anvendes af en

person med handicap.«

§ 125.

Stk. 2.

Føreren

skal endvidere betinget frakendes retten til at føre et sådant køretøj, hvis

føreren inden for en periode af 3 år har gjort sig skyldig i tre forhold, der

ikke i sig selv medfører frakendelse af førerretten efter stk. 1, men

som er omfattet af

6.

I

§ 125, stk. 2, nr. 1

,

indsættes efter »§ 37, stk. 4,«: »§ 51, stk. 7,

§ 52, stk. 5,«.

1)

§ 5,

stk. 2, § 15, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, § 16,

stk. 2, § 18, stk. 1 og 2, § 21, stk. 1-3,

§ 22, stk. 1, § 24, stk. 1, § 25, § 27,

stk. 4, § 80, stk. 4, 1. pkt., § 80 a, stk. 1-2, jf.

stk. 6, 1. pkt., § 80 b, stk. 4, 2. pkt., og § 81,

stk. 3.

2)-5)

Stk. 3-5.

§ 2

I lov om pas til danske statsborgere mv., jf.

lovbekendtgørelse nr. 586 af 1. september 1986, som ændret bl.a. ved lov nr.

386 af 20. maj 1992, lov nr. 288 af 12. maj 1999, lov nr. 1103 af 29.

december 1999 og senest ved lov nr. 557 af 24. juni 2005, foretages følgende

ændringer:

§ 4 a.

For

udstedelse af pas til personer, der er fyldt 18 år, men ikke fyldt 65 år, for

personer født før den 1. juli 1939 dog 67 år, betales 600 kr.

Stk. 5.

Betaling

skal ske ved indgivelsen af pasansøgning.

1.

§ 4 a, stk. 5

, ophæves.

Stk. 6.

Stk. 1-4 gælder også ved ombytning af pas, udstedelse af ekstra pas og

udstedelse af nyt pas i gyldighedsperioden. Dog udstedes nyt pas uden

betaling,

hvis et pas på grund af forhold, der må tilregnes den pasudstedende

myndighed,

lider af væsentlige mangler.

Stk. 6 bliver herefter stk. 5.

§ 3

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. januar 2007, jf. dog stk. 2.

Stk. 2.

§ 1,

nr. 3 og 5, træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Lovtidende.

Lignende dokumenter