Forslag til Lov om ændring af færdselsloven og pasloven (Befordring af børn på motorcykel og trehjulet knallert, måling og vejning af børn, reservation af parkeringspladser til bestemte køretøjer og betaling af pasgebyr)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 15. november 2006 af
justitsministeren (Lene Espersen)
Forslag
til
Lov
om ændring af færdselsloven og pasloven
(Befordring af børn på motorcykel og trehjulet knallert,
måling og vejning af børn, reservation af parkeringspladser til bestemte
køretøjer
og betaling af pasgebyr)
§ 1
I færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1079 af 14.
november 2005, som ændret bl.a. ved lov nr. 303 af 19. april 2006 og senest
ved
lov nr. 543 af 8. juni 2006, foretages følgende ændringer:
1.
I
§ 51
indsættes efter
stk. 6
som nyt stykke:
»
Stk. 7.
Passagerer
under 5 år må ikke befordres på trehjulet knallert, medmindre
passagersiddepladsen
er forsynet med sikkerhedssele.«
Stk. 7 bliver herefter stk. 8.
2.
I
Læs alt
§ 52
indsættes som stk. 5:
»
Stk. 5.
Passagerer
under 5 år må ikke befordres på motorcykel og i sidevogn hertil, medmindre
passagersiddepladsen er forsynet med sikkerhedssele.«
3.
I
§ 80 a
indsættes som stk. 7:
»
Stk. 7.
Med
henblik på kontrol af, at bestemmelserne i stk. 1, 2 og 4 samt regler
fastsat i medfør af stk. 5, jf. stk. 6, 1. pkt., er overholdt, kan
politiet til enhver tid kræve, at et barn, der befordres i bil, på motorcykel
eller på knallert, måles og vejes. Målingen og vejningen foretages af
politiet.«
4.
I
§ 81, stk. 3,
ændres »8 år« til: »5
år« og efter »styrthjelm« indsættes: », medmindre passagersiddepladsen er
forsynet med sikkerhedssele«.
5.
I
§ 92
indsættes som stk. 3:
»
Stk. 3.
Når
særligt tungtvejende hensyn taler herfor, kan vejbestyrelsen og
vejmyndigheden
efter stk. 1 træffe bestemmelse om, at en parkeringsplads skal
reserveres
til et eller flere bestemte køretøjer, som anvendes af en person med
handicap.«
6.
I
§ 125, stk. 2, nr. 1,
indsættes efter
»§ 37, stk. 4,«: »§ 51, stk. 7, § 52, stk. 5,«.
§ 2
I lov om pas til danske statsborgere m.v., jf. lovbekendtgørelse
nr. 586 af 1. september 1986, som ændret bl.a. ved lov nr. 386 af 20. maj
1992,
lov nr. 288 af 12. maj 1999, lov nr. 1103 af 29. december 1999 og senest ved
lov nr. 557 af 24. juni 2005, foretages følgende ændringer:
1.
§ 4 a, stk. 5,
ophæves.
Stk. 6 bliver herefter stk. 5.
§ 3
Stk. 1.
Loven
træder i kraft den 1. januar 2007, jf. dog stk. 2.
Stk. 2.
§ 1,
nr. 3 og 5, træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1.
Indledning
;............................................................................
...................
3
2.
Befordring af børn på motorcykel og
knallert
......................................
3
2.1.
Gældende
ret
;............................................................................
......
3
2.1.1.
Befordring
af passagerer
........................................................
3
2.1.2.
Anvendelse
af styrthjelm
.........................................................
3
2.2.
Justitsministeriets
overvejelser
..........................................................
4
3.
Politiets måling og vejning af børn, der
befordres i bil mv.
..................
4
3.1.
Gældende
ret
;............................................................................
......
4
3.1.1.
Anvendelse
af sikkerhedsudstyr til børn
..................................
4
3.1.2.
Måling
og vejning af børn
.......................................................
5
3.2.
Justitsministeriets
overvejelser
..........................................................
5
4.
Parkering for personer med handicap
...................................................
6
4.1.
Gældende
ret
;............................................................................
......
6
4.2.
Forslag
fra interesseorganisationer mv.
.............................................
7
4.3.
Justitsministeriets
overvejelser
..........................................................
8
5.
Betaling af pasgebyr
;............................................................................
..
8
5.1.
Gældende
ret
;............................................................................
......
8
5.2.
Justitsministeriets
overvejelser
..........................................................
8
6.
Forslagets økonomiske og administrative
konsekvenser
...................
8
7.
Hørte myndigheder
;............................................................................
....
9
1. Indledning
Lovforslaget har for det første til formål at sikre, at børn,
der befordres på motorcykel eller knallert, anvender enten sikkerhedssele
eller
styrthjelm med henblik på at beskytte de pågældende børn mod risiko for
tilskadekomst
i trafikken.
Lovforslaget indeholder derfor et forslag om at forbyde
befordring af børn, som er under 5 år og dermed kan være for små til at
anvende
styrthjelm, på motorcykel og trehjulet knallert, hvor der ikke er
sikkerhedssele.
Overtrædelse af forbuddet vil i henhold til lovforslaget medføre klip i
kørekortet.
Samtidig udvides den gældende pligt for føreren af en motorcykel eller
knallert
til at påse, at passagerer i alderen 8-14 år anvender styrthjelm, så pligten
også
gælder børn i alderen 5-7 år.
Lovforslaget har for det andet til formål at sikre en effektiv
håndhævelse af reglerne om sikkerhedsudstyr til børn, der befordres i bil mv.
Færdselslovens § 80 a, som trådte i kraft den 1. maj
2006, indeholder regler om anvendelse af sikkerhedsudstyr til børn, der
befordres i bil, på knallert eller på motorcykel. Barnets højde og vægt er i
mange tilfælde bestemmende for, hvilket sikkerhedsudstyr barnet skal anvende.
Endvidere er barnets højde i visse tilfælde bestemmende for, hvor barnet skal
placeres i køretøjet.
På den baggrund foreslås det, at politiet får hjemmel til
at foretage måling og vejning af børn med henblik på at kontrollere, om
føreren
har iagttaget sin pligt til at påse, at mindre børn anvender korrekt
sikkerhedsudstyr
og er korrekt placeret.
For det tredje indeholder lovforslaget en regel om, at vejbestyrelser
og vejmyndigheder, når særligt tungtvejende hensyn taler herfor, med
politiets
samtykke kan reservere parkeringspladser til bestemte køretøjer, der anvendes
af personer med handicap.
Endelig indebærer lovforslaget, at bestemmelsen i paslovens
§ 4 a, stk. 5, om, at betaling af gebyr for udstedelse af pas skal
ske ved indgivelsen af pasansøgningen, ophæves. Formålet med forslaget er, at
kommunerne frit kan tilrettelægge betalingsprocedurerne i forbindelse med
pasansøgninger, når kommunerne som led i kommunalreformen den 1. januar 2007
overtager ekspeditionsopgaverne i forbindelse med ansøgning om pas.
2. Befordring af børn
på motorcykel og knallert
2.1. Gældende ret
2.1.1. Befordring af passagerer
Det følger af færdselslovens § 51, stk. 6, at der
på tohjulet knallert ikke må befordres andre personer end føreren. På
trehjulet
knallert må ikke befordres flere personer, end knallerten er konstrueret til.
På en motorcykel og i sidevogn hertil må der ikke befordres
flere personer, end den er beregnet til. Dog må der derudover i en sidevogn
medbringes et barn under 10 år, jf. færdselslovens § 52, stk. 4.
Det fremgår endvidere af de generelle bestemmelser i færdselslovens
§ 82, stk. 1 og 2, at passagerer ikke må være anbragt på en sådan
måde, at føreren ikke har frit udsyn og tilstrækkelig mulighed for at
manøvrere
køretøjet, og at passagerer ikke må medtages i et sådant antal eller være
anbragt på en sådan måde, at der kan opstå fare for dem selv eller andre.
Der gælder ingen alderskrav for passagerer på knallert og motorcykel.
2.1.2. Anvendelse af styrthjelm
Det følger af færdselslovens § 81, stk. 1, at
føreren af en motorcykel og knallert og enhver passager, som er fyldt 15 år,
under kørsel skal anvende en fastspændt styrthjelm. Der skal dog ikke
anvendes
styrthjelm, hvor der er pligt til at anvende sikkerhedssele, jf.
færdselslovens
§ 81, stk. 2. Der er pligt til at anvende sikkerhedssele ved
benyttelse af en siddeplads, som er forsynet med en sådan, jf. § 80,
stk. 1.
Føreren skal i henhold til færdselslovens § 81, stk. 3,
påse, at passagerer, der er fyldt 8 år, men endnu ikke 15 år, anvender
fastspændt styrthjelm.
Denne pligt gælder dog ikke, hvis barnet benytter en
siddeplads med sikkerhedssele, da barnet i så fald i stedet skal anvende
sikkerhedssele, som eventuelt skal kombineres med særligt tilpasset
sikkerhedsudstyr, jf. § 81, stk. 2, jf. § 80, stk. 1, og
§ 80
a, stk. 1. Det påhviler i disse tilfælde føreren at påse, at barnet
anvender sikkerhedssele/særligt tilpasset sikkerhedsudstyr, jf. § 80,
stk. 4, og § 80 a, stk. 6.
Hvis føreren af et motorkøretøj, hvortil der kræves
kørekort, ikke overholder sin pligt til at påse, at barnet benytter enten
styrthjelm eller sikkerhedssele/særligt tilpasset sikkerhedsudstyr, tildeles
den pågældende et klip i kørekortet, jf. færdselslovens § 125,
stk. 2, nr. 1.
Aldersgrænsen for personer, der under kørsel på motorcykel
skal anvende styrthjelm, blev ved lov nr. 468 af 10. juni 1997 nedsat fra 12
år
til 8 år.
Det fremgår af forarbejderne til loven, jf.
Folketingstidende 1996-97, Tillæg A, s. 3718, at børn i 8-års alderen efter
Sundhedsstyrelsens vurdering har en struktur i hals og nakke, der er
tilstrækkeligt
udviklet til at tåle den belastning, som en styrthjelm medfører ved
deceleration (opbremsning mv.), hvorfor styrelsen ikke havde indvendinger
imod,
at aldersgrænsen for børns brug af styrthjelm under kørsel på motorcykel blev
nedsat til 8 år.
2.2. Justitsministeriets overvejelser
Det er Justitsministeriets opfattelse, at børn ikke bør
befordres på motorcykel, herunder i sidevogn, eller trehjulet knallert uden
anvendelse af enten sikkerhedssele (for børn med en legemshøjde på under 135
cm
kombineret med særligt tilpasset sikkerhedsudstyr) eller styrthjelm. Det
bemærkes i den forbindelse, at risikoen for alvorlig personskade på
motorcykel
i henhold til oplysninger fra Vejdirektoratet er langt større pr. kørt
kilometer
end i bil.
Sundhedsstyrelsen har over for Justitsministeriet bemærket,
at styrthjelme i Danmark ifølge Færdselsstyrelsen skal være godkendt efter
FN’s
Regulativ 22. I henhold til dette regulativ er der mulighed for at godkende
styrthjelme til hovedstørrelser ned til 48 cm.
Sundhedsstyrelsen har endvidere oplyst, at hals- og
nakkestrukturen hos børn med et hovedomfang på 48 cm og derover sædvanligvis
vil være tilstrækkeligt udviklet til at tåle den belastning, som en
styrthjelm
medfører ved deceleration. Dette gælder uanset, om der er tale om befordring
på
en knallert med en hastighedsbegrænsning på 30 km/t eller 45 km/t eller en
motorcykel, der med de gældende hastighedsgrænser højst må køre 130 km/t.
Sundhedsstyrelsen har endelig oplyst, at et hovedomfang på
48 cm vil være opnået af stort set alle børn på 5 år, mens det ved 3 års
alderen vil være opnået af ca. 90 pct. af drengene og ca. 70 pct. af pigerne.
Justitsministeriet finder på den baggrund, at den pligt,
føreren har til at påse, at børn, der befordres på motorcykel eller knallert,
hvor der ikke er sikkerhedssele, anvender fastspændt styrthjelm, bør udvides
til at gælde børn fra 5 års alderen.
Under hensyn til, at børn under 5 år kan være for små til
at anvende styrthjelm finder Justitsministeriet endvidere, at befordring af
børn under 5 år på motorcykel eller trehjulet knallert, hvor der ikke er
sikkerhedssele, bør forbydes.
Det skal fremhæves, at der ikke kan sluttes modsætningsvis
fra det foreslåede forbud mod befordring af børn under 5 år, således at børn
over 5 år altid kan transporteres på motorcykel og trehjulet knallert, hvor
der
ikke er sikkerhedsseler, hvis blot barnet anvender styrthjelm.
Befordring af børn kræver således i alle tilfælde, at
færdselslovens § 82, stk. 1 og 2, er overholdt, jf. pkt. 2.1.1.
ovenfor. Det betyder bl.a., at barnet skal have en sådan størrelse og fysisk
og
psykisk udvikling i øvrigt, at barnet kan sidde ordentligt fast på køretøjet
under kørslen. F.eks. skal et barn, der sidder bag på en tohjulet motorcykel,
kunne hvile fødderne på fodstøtterne og fastholde et sikkert greb om føreren.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at overtrædelse af det
foreslåede forbud mod at befordre børn under 5 år på motorcykler og
trehjulede
knallerter, hvor der ikke er monteret sikkerhedssele, bør medføre klip i
førerens
kørekort, jf. klippekortsystemet i færdselslovens § 125, stk. 2.
Dermed sker der en naturlig og nødvendig ligestilling af
reglerne om førerens pligt til at påse, at børn i alderen 8-14 år (efter
lovforslaget 5-14 år, jf. § 1, nr. 4) anvender styrthjelm ved benyttelse
af siddepladser uden sikkerhedssele – som allerede er omfattet af
klippekortsystemet, jf. pkt. 2.1.2. – og det foreslåede forbud mod at
befordre
børn under 5 år på siddepladser uden sikkerhedsseler.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1, 2, 4 og 6.
3. Politiets måling og
vejning af børn, der befordres i bil mv.
3.1. Gældende ret
3.1.1. Anvendelse af sikkerhedsudstyr til
børn
Den 1. maj 2006 trådte nye bestemmelser i færdselsloven om
sikkerhedsseler, sikkerhedsudstyr til børn og antallet af passagerer, der
lovligt kan befordres, i kraft, jf. lov nr. 303 af 19. april 2006 om ændring
af
færdselsloven.
Det fremgår herefter af færdselslovens § 80 a, stk. 1,
at børn med en legemshøjde på under 135 cm ved befordring i andre biler end
busser og på motorcykel eller knallert, der har passagersiddepladser forsynet
med sikkerhedsseler, under kørslen skal anvende godkendt sikkerhedsudstyr
tilpasset barnets højde og vægt.
Begrebet »godkendt sikkerhedsudstyr tilpasset barnets højde
og vægt« er nærmere defineret i Færdselsstyrelsens bekendtgørelse nr. 357 af
19. april 2006 om krav til sikkerhedsudstyr for børn i biler. Det fremgår
således af bekendtgørelsen, at det særligt tilpassede sikkerhedsudstyr, som
er
nævnt i færdselslovens § 80 a, stk. 1, kun må sælges, markedsføres
og
anvendes, hvis det er godkendt og mærket i henhold til nærmere angivne
standarder eller forskrifter. Det pågældende udstyr bærer godkendelsesmærker,
som er optrykt i bekendtgørelsen. Færdselsstyrelsen har endvidere oplyst, at
udstyret er mærket med et vægtinterval eller et vægtmaksimum eller -minimum.
Efter færdselslovens § 80 a, stk. 2, må børn
under 3 år ikke befordres i andre biler end busser, der ikke har
passagersiddepladser forsynet med sikkerhedsseler, hvortil der kan monteres
godkendt
sikkerhedsudstyr tilpasset barnets højde og vægt. Endvidere må børn på 3 år
og
derover med en legemshøjde på under 135 cm i sådanne biler alene befordres på
et andet sæde end forsædet.
I færdselslovens § 80 a, stk. 4, er det bestemt,
at børn på 3 år og derover med en legemshøjde på under 135 cm ved befordring
i
bus skal anvende sikkerhedssele eller andet godkendt sikkerhedsudstyr, i det
omfang siddepladsen er forsynet hermed.
Efter færdselslovens § 80 a, stk. 5, kan
justitsministeren fastsætte regler om anvendelse af sikkerhedsudstyr ved
befordring
af børn med en legemshøjde på under 135 cm, herunder om, at stk. 1, 2 og
4
helt eller delvis ikke skal finde anvendelse. I henhold hertil har
Justitsministeriet i kapitel 2 i bekendtgørelse nr. 324 af 7. april 2006 om
brug af sikkerhedsseler m.v. (sikkerhedsselebekendtgørelsen) fastsat visse
undtagelser fra bestemmelsen i færdselslovens § 80 a, stk. 1.
Det påhviler efter færdselslovens § 80 a, stk. 6,
1. pkt., føreren af køretøjet at påse, at bestemmelserne i § 80 a,
stk. 1-4,
samt regler fastsat i medfør af stk. 5, overholdes. Buschauffører er dog
undtaget fra denne pligt i medfør af sikkerhedsselebekendtgørelsens § 7,
stk. 1, jf. færdselslovens § 80 a, stk. 6, 2. pkt.
Overtrædelse af § 80 a, stk. 6, 1. pkt., straffes
som udgangspunkt med bøde, jf. færdselslovens § 118, stk. 1, nr. 1,
og stk. 2. Straffen kan dog under visse omstændigheder stige til fængsel
i
1 år, jf. § 118, stk. 6. Vedrører overtrædelsen § 80 a,
stk. 1
eller 2, tildeles føreren desuden et klip i kørekortet, jf. § 125,
stk. 2,
nr. 1.
3.1.2. Måling og vejning af børn
Politiets foretagelse af straffeprocessuelle tvangsindgreb
er reguleret i retsplejeloven. Nærmere regler om adgangen til at foretage
legemsindgreb er indeholdt i retsplejelovens kapitel 72 (§§ 792 –
792 f).
Måling og vejning af en persons legeme anses for et
legemsindgreb i form af en legemsbesigtigelse, jf. retsplejelovens
§ 792,
stk. 1, nr. 1.
Måling og vejning af et barn med henblik på kontrol af, at
reglerne om sikkerhedsudstyr til børn i færdselslovens § 80 a er
overholdt, vil være et legemsindgreb rettet mod en person, der ikke er sigtet
for et strafbart forhold. Dette skyldes, at kun føreren af køretøjet er
strafsubjekt i forhold til bestemmelsen, jf. punkt 3.1.1. ovenfor.
I henhold til retsplejelovens § 792 d, stk. 1, er
legemsindgreb over for en person, der ikke er sigtet, ikke omfattet af
reglerne
i retsplejelovens kapitel 72, hvis den pågældende giver samtykke til
indgrebet.
Er den pågældende under 15 år, skal samtykket meddeles af
forældremyndighedsindehaveren,
jf. retsplejelovens § 821 b, stk. 3. I tilfælde af
interessekonflikt
kan samtykket meddeles af en ad hoc værge.
Uden samtykke kan legemsbesigtigelse, der ikke kræver
afklædning, foretages over for en person, der ikke er sigtet, hvis
efterforskningen
vedrører en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6
måneder eller derover, og indgrebet må antages at være af afgørende betydning
for efterforskningen, jf. retsplejelovens § 792 d, stk. 2.
Kompetencen til at træffe beslutning om legemsbesigtigelse
omfattet af retsplejelovens § 792 d, stk. 2, er som udgangspunkt
henlagt til retten. Politiet kan dog træffe beslutning herom, såfremt
indgrebets øjemed ville forspildes, hvis retskendelse skulle afventes
(»periculum
in mora«). I så fald skal politiet snarest muligt og senest inden 24 timer
forelægge sagen for retten, medmindre der efter indgrebet meddeles skriftligt
samtykke hertil, jf. § 792 d, stk. 3, jf. § 792 c,
stk. 2,
2. og 3. pkt. og stk. 3.
Idet straffen for overtrædelse af færdselslovens § 80
a, stk. 6, 1. pkt., maksimalt er 1 års fængsel, jf. punkt 3.1.1.
ovenfor, forudsætter
politiets måling og vejning af børn i biler med henblik på kontrol af
førerens
overholdelse af sin pligt til at påse, at barnet er korrekt fastspændt,
samtykke fra forældremyndighedsindehaveren eller – ved interessekonflikt
– fra
en ad hoc værge.
3.2. Justitsministeriets overvejelser
Reglerne om sikkerhedsudstyr til børn har til formål at
beskytte børnene mod tilskadekomst i trafikken. Efter Justitsministeriets
opfattelse er det derfor vigtigt at sikre, at der tilvejebringes mulighed for
effektivt at håndhæve reglerne om børns anvendelse af sikkerhedsudstyr.
Som det fremgår af punkt 3.1.1., afhænger kravene i
færdselslovens § 80 a om anvendelse af særligt tilpasset
sikkerhedsudstyr
til børn, der befordres i eller på motorkøretøjer, i vidt omfang af barnets
højde og vægt. Barnets højde har endvidere i visse tilfælde betydning for,
hvor
i et køretøj barnet skal placeres.
Der vil i praksis være situationer, hvor det er åbenbart –
både umiddelbart i forbindelse med politiets kontrol og under en eventuel
senere straffesag – at føreren ikke har overholdt sin pligt til at påse,
at det
pågældende barn anvender korrekt sikkerhedsudstyr. Dette er eksempelvis
tilfældet,
hvis meget små børn befordres uden anvendelse af nogen form for
sikkerhedsudstyr, eller hvis et lille barn anvender udstyr, der kun er
godkendt
til langt større børn.
I en række andre tilfælde vil det imidlertid kunne være
vanskeligt med det blotte øje at konstatere, om barnet f.eks. er under 135 cm
og dermed skal anvende særligt tilpasset sikkerhedsudstyr, og/eller om det
udstyr, der anvendes, passer til barnets vægt. Det kan endvidere i mange
tilfælde være hensigtsmæssigt, at der på kontroltidspunktet foretages
bevissikring
i form af en måling eller vejning af barnet, da barnets højde og vægt typisk
vil have ændret sig i perioden mellem politiets kontrol og en eventuel
retssag.
Justitsministeriet har overvejet, om den under punkt 3.1.2.
nævnte adgang til at foretage legemsbesigtigelse med samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren (eller en ad hoc værge), jf. retsplejelovens
§ 792
d, stk. 1, 1. pkt., er tilstrækkelig til at tilgodese behovet for at
foretage måling og vejning af børn i relation til færdselslovens § 80 a.
Hvis føreren selv er forældremyndighedsindehaver, kan
måling og vejning af barnet føre til bødestraf samt klip i kørekortet for den
pågældende, hvis målingen eller vejningen viser, at færdselslovens § 80
a,
stk. 6, 1. pkt., er overtrådt. Den pågældende kan derfor have en
interesse
i ikke at give samtykke.
Er føreren ikke forældremyndighedsindehaver, skal politiet
identificere og lokalisere forældremyndighedsindehaveren med henblik på at
opnå
samtykke, hvilket føreren – som kan have en interesse i at undgå måling
og
vejning af barnet – ikke i alle tilfælde kan forventes at være
behjælpelig med.
Finder politiet frem til forældremyndighedsindehaveren, kan det endvidere
ikke
afvises, at et eventuelt interessefællesskab med føreren kan føre til
afvisning
af at give samtykke.
Giver forældremyndighedsindehaveren ikke samtykke, vil
måling og vejning alene kunne foretages, hvis statsamtet finder grundlag for
at
beskikke en ad hoc værge, der kan meddele samtykke til indgrebet, jf.
værgemålslovens
§ 50, stk. 1, jf. § 47.
Det er på denne baggrund Justitsministeriets opfattelse, at
de nuværende regler, der indebærer, at der alene kan foretages måling og
vejning af børn i forbindelse med kontrol af overholdelsen af bestemmelserne
om
sikkerhedsudstyr til børn med forældremyndighedsindehaverens samtykke, ikke
sikrer en tilstrækkelig effektiv håndhævelse af reglerne. En effektiv
håndhævelse forudsætter derimod efter Justitsministeriets opfattelse, at
politiet som led i sin rutinemæssige kontrol med overholdelse af
færdselsreglerne uden videre kan måle og veje de pågældende børn. Hertil
kommer, at måling og vejning efter Justitsministeriets opfattelse må anses
for
et legemsindgreb af meget ringe intensitet.
På den baggrund foreslås det at indsætte en ny bestemmelse
i færdselslovens § 80 a, der giver politiet mulighed for uden
forældremyndighedsindehaverens samtykke at foretage måling og vejning af
børn,
der befordres i bil, på motorcykel eller på knallert med henblik på at
kontrollere
overholdelsen af bestemmelserne i færdselslovens § 80 a om anvendelse af
godkendt sikkerhedsudstyr tilpasset barnets højde og vægt.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3.
4. Parkering for
personer med handicap
4.1. Gældende ret
I henhold til færdselslovens § 92, stk. 1, kan vejbestyrelsen
for en offentlig vej med samtykke fra politiet træffe færdselsmæssige
bestemmelser, som indvirker på vejens udnyttelse eller indretning.
Vejmyndigheden for en privat fællesvej omfattet af afsnit I, III og IV i lov
om
private fællesveje, jf. lovens § 13, stk. 1 og 2, kan med samtykke
fra politiet træffe tilsvarende bestemmelser. Der kan bl.a. træffes
bestemmelse
om parkering og standsning, etablering af fodgængerfelter og forbud mod visse
færdselsarter, herunder med henblik på etablering af gågader.
Bestemmelsen giver bl.a. mulighed for at reservere bestemte
parkeringspladser til køretøjer, der er forsynet med et parkeringskort
(invalideskilt), jf. bekendtgørelse nr. 465 af 8. juni 2005 om parkeringskort
for personer med handicap, således at de pågældende parkeringspladser kan
anvendes af enhver med parkeringskort. Sådanne handicapparkeringspladser
markeres med et invalidesymbol, jf. § 49 i bekendtgørelse nr. 784 af 6.
juli 2006 om vejafmærkning, jf. færdselslovens § 95, stk. 1, jf.
§ 92
c, stk. 4.
Det fremgår af en pressemeddelelse af 16. maj 2006 fra
Københavns Kommune, at kommunen fra 1980’erne til 2001 fulgte en
praksis,
hvorefter personer med et særligt handicap kunne få reserveret en
parkeringsplads
nær deres bolig, hvor der blev opsat en tavle med registreringsnummeret for
den
pågældende persons køretøj. Hvis tavlen ikke blev respekteret, kunne der dog
ikke pålægges afgift eller bøde. Det fremgår endvidere af pressemeddelelsen,
at
kommunen i 2001 ophørte med at opsætte de pågældende tavler på grund af
manglende lovgrundlag. Justitsministeriet har ikke nærmere kendskab til
praksis
på dette område i andre kommuner.
Til spørgsmålet om, hvorvidt færdselslovens § 92,
stk. 1, giver hjemmel til at reservere bestemte parkeringspladser til
bestemte køretøjer, der anvendes af personer med handicap, bemærkes følgende:
Bestemmelserne i § 92, stk. 1, er i vidt omfang
en videreførelse af § 3 i færdselslov nr. 129 af 14. april 1932. Efter
denne bestemmelse kunne politiet give bestemmelser til regulering af færdslen
på steder, hvor det skønnedes nødvendigt. Ved anvisning af parkeringspladser
og
ved udfærdigelse af bestemmelser, hvorved offentlig færdsel på en gade, vej
eller plads helt eller delvist blev forbudt, eller hvorved ensrettet færdsel
blev påbudt for alle eller visse færdselsarter, krævedes dog samtykke fra
vedkommende kommunale myndighed, medmindre den pågældende foranstaltning var
af
midlertidig karakter.
Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår bl.a., at
oprettelsen og den rette anbringelse af parkeringspladser på den ene side er
af
indgribende færdselsmæssig betydning, og at der på den anden side ved sådanne
afgørelser må tages hensyn til gadeanlægget som helhed, næringsdrivendes
interesser,
æstetiske hensyn osv. Der henvises til Folketingstidende 1931-32, Tillæg A,
sp.
3587-3588.
Bestemmelsen blev med få ændringer videreført som § 57,
stk. 3, i færdselslov nr. 153 af 24. maj 1955 og som § 92,
stk. 1,
i færdselslov nr. 287 af 10. juni 1976.
Af forarbejderne til færdselsloven af 1976 fremgår, at der fortsat
ikke vil være noget til hinder for, at der ved beslutning om foranstaltninger
i
medfør af § 92, stk. 1, også tages hensyn til andet end de
færdselsmæssige
forhold, f.eks. miljømæssige hensyn. Der henvises til Folketingstidende
1975-76, Tillæg A, sp. 410.
§ 92, stk. 1, fik sin nuværende affattelse ved
lov nr. 292 af 28. april 2000. Ved loven blev den hidtil gældende § 92
ophævet og erstattet af de nyaffattede bestemmelser i §§ 92 – 92 c.
Kompetenceforholdet
mellem politiet og kommunerne blev herved ændret, således at kompetencen til
at
træffe afgørelse om færdselsregulerende foranstaltninger, herunder
færdselsindskrænkninger, med enkelte undtagelser blev flyttet fra politiet
til
kommunerne, dog med krav om politiets samtykke.
Bestemmelsens rækkevidde i relation til reservation af
parkeringspladser til bestemte køretøjer eller personer har været behandlet
ved
domstolene.
I afgørelsen refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1961, side
369, fastslog Højesteret, at politiet med hjemmel i den dagældende
færdselslovs
§ 57, stk. 3, kunne reservere parkeringspladser til brug for
køretøjer med ærinde på en ambassade. Højesteret fremhævede i den
forbindelse,
at myndighederne efter indholdet af færdselslovens § 57, stk. 3,
ikke
er afskåret fra at tage andre hensyn af mere almen karakter i betragtning end
de rent færdselsmæssige ved regulering af parkeringsforholdene.
I afgørelsen refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1984, side
1005, fastslog Vestre Landsret, at der med hjemmel i den dagældende
færdselslovs § 92, stk. 1, nr. 1, med samtykke fra politiet kunne
etableres en ordning, hvorefter nogle parkeringspladser ved et sygehus var
forbeholdt
sygehusets personale. Landsretten fandt imidlertid ikke, at den interne
fordeling af de reserverede parkeringspladser, som sygehusets forvaltning
havde
foretaget ved at forbeholde hver enkelt parkeringsplads til et bestemt
bilnummer, kunne håndhæves i medfør af bestemmelser i færdselsloven.
Det er på denne baggrund Justitsministeriets opfattelse, at
der ikke er hjemmel i færdselslovens § 92 til at reservere bestemte
parkeringspladser til bestemte køretøjer, idet de bestemmelser, der træffes
efter færdselslovens § 92, skal være færdselsmæssigt begrundet eller
begrundet i hensyn af mere almen karakter.
4.2. Forslag fra interesseorganisationer mv.
Det Centrale Handicapråd og Dansk Handicapforbund har i
efteråret 2005 rettet henvendelse til Justitsministeriet med en anmodning om,
at der indføres hjemmel til at reservere parkeringspladser til bestemte
personer
med handicap i nærheden af disse personers bolig eller arbejde, hvor behovet
for en sådan parkeringsplads er særligt udpræget.
Det Centrale Handicapråd har i sin henvendelse fremhævet,
at risikoen for lange afstande til bolig eller arbejde kan medføre en
urimelig
indskrænkning af bevægelsesfriheden for personer med handicap. Muligheden for
at oprette personligt reserverede handicapparkeringspladser er derfor af
afgørende betydning, hvis personer med handicap skal have den fornødne
sikkerhed for at kunne komme på arbejde og i øvrigt forlade sin bolig efter
behov.
Dansk Handicapforbund har oplyst, at de gældende regler
giver foreningens medlemmer store vanskeligheder, f.eks. når der ikke er
adgang
til en parkeringsplads i nærheden af den pågældendes bolig. Forbundet har
endvidere fremhævet, at de gældende regler efter forbundets opfattelse er i
strid med kompensationsprincippet, hvorefter den enkelte handicappede person
skal
kompenseres på en sådan måde, at vedkommende bliver i stand til at indrette
sin
tilværelse på samme betingelser som personer uden handicap.
Også Københavns Kommune har i efteråret 2005 foreslået, at
der indføres en generel hjemmel til at reservere bestemte parkeringspladser
til
bestemte køretøjer, der anvendes af personer med handicap. Kommunen har i den
forbindelse bl.a. peget på, at det er vanskeligt at kontrollere overholdelsen
af reglerne for parkering på handicapparkeringspladser. Kontrollen vil efter
kommunens opfattelse blive lettet og respekten for parkeringsrestriktionerne
større, hvis en handicapparkeringsplads reserveres til et bestemt køretøj.
På et møde i juni 2006 mellem Justitsministeriet, Det
Centrale Handicapråd og De Samvirkende Invalideorganisationer (DSI) har DSI
endvidere tilkendegivet, at der er et stort behov for i særlige tilfælde at
kunne reservere bestemte parkeringspladser til bestemte køretøjer. DSI
henviste
i den forbindelse særligt til de generelt stigende parkeringsproblemer i
samfundet og parkeringsbetingelsernes betydning for handicappede personers
mulighed for at deltage i samfundslivet.
4.3. Justitsministeriets overvejelser
Efter de gældende regler kan personer med parkeringskort
(invalideskilt) anvende enhver handicapparkeringsplads med ethvert køretøj.
Samtidig har vejbestyrelsen/vejmyndigheden mulighed for med samtykke fra
politiet at tilpasse antallet af handicapparkeringspladser på et givent sted
efter behovet herfor.
Invalideorganisationerne har anmodet om, at der
tilvejebringes en ordning, der skaber mulighed for etablering af individuelle
handicapparkeringspladser, jf. punkt 4.2. ovenfor. På baggrund af de hensyn,
som invalideorganisationerne har anført, finder Justitsministeriet, at der
bør
indføres hjemmel hertil.
Det foreslås derfor, at der i færdselslovens § 92
indsættes en bestemmelse om, at der i tilfælde, hvor særligt tungtvejende
hensyn taler herfor, kan ske reservation af parkeringspladser til et eller
flere bestemte køretøjer, som anvendes af personer med handicap.
Der er ikke herudover tilsigtet nogen ændring af den hidtil
gældende retstilstand efter færdselslovens § 92.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 5.
5. Betaling af pasgebyr
5.1. Gældende ret
I henhold til paslovens § 4 a, stk. 5, skal
betaling af gebyr for udstedelse af pas ske ved indgivelsen af
pasansøgningen.
Bestemmelsen blev
indsat i pasloven ved lov nr. 386 af 20. maj 1992 i forbindelse med, at
en
række bestemmelser vedrørende gebyrer og afgifter på Justitsministeriets
område
efter opfordring fra Rigsrevisionen blev optaget direkte i lovgivningen. Der
er
tale om en videreførelse af bestemmelsen i § 27, stk. 4, i
bekendtgørelse
nr. 575 af 27. august 1987 om pas mv. med senere ændringer.
5.2. Justitsministeriets overvejelser
Som et led i aftalen om kommunalreformen overtager
kommunerne den 1. januar 2007 ekspeditionsopgaverne i forbindelse med
ansøgning
om pas, herunder modtagelsen af betaling for udstedelse af pas.
Med henblik på at sikre, at det står kommunerne frit,
hvordan de vil tilrettelægge betalingsprocedurerne, herunder at der kan ske
omlægning til elektroniske indbetalingsløsninger, foreslås det, at
bestemmelsen
i paslovens § 4 a, stk. 5, ophæves.
Der henvises til lovforslagets § 2.
6. Forslagets
økonomiske og administrative konsekvenser
Den foreslåede ændring af pasloven sikrer som anført under
pkt. 5 ovenfor, at det står kommunerne frit, hvordan de vil tilrettelægge
betalingsprocedurerne i forbindelse med den fremtidige pasekspedition.
Lovforslaget
skønnes ikke i øvrigt at have økonomiske eller administrative konsekvenser
for
det offentlige af betydning.
Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative
konsekvenser for erhvervslivet.
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og
indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Positive konsekvenser/
Mindreudgifter
Negative konsekvenser/
merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner
Ingen
Ingen af betydning
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner
Lovforslaget sikrer, at det står kommunerne frit, hvordan
de vil tilrettelægge betalingsprocedurerne i forbindelse med den fremtidige
pas-ekspedition
Ingen af betydning
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter
7. Hørte myndigheder
Advokatrådet, Amtsrådsforeningen, Børnerådet, Børnesagens
Fællesråd, Danmarks Transportforskning, Dansk Handel og Service, Dansk
Industri, Dansk Knallert Union, Dansk Retspolitisk Forening, Danske
Motorcyklisters
Råd (DMC), De Samvirkende Invalideorganisationer, Den Danske Dommerforening,
Det Centrale Handicapråd, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen,
Forbrugerrådet, Forenede Danske Motorejere (FDM), Foreningen af Politimestre
i
Danmark, Foreningen Liv og Trafik, Institut for Menneskerettigheder,
Kommunernes Landsforening (KL),
Landsforeningen af Beskikkede
Advokater,
Landsforeningen Kommunale Servicecentre, Landsorganisationen
Børns Vilkår, Politidirektøren i København, Politiforbundet i Danmark,
Politifuldmægtigforeningen, præsidenterne for Vestre Landsret, Østre
Landsret,
Københavns Byret og retterne i Odense, Roskilde, Ålborg og Århus, Red Barnet,
Retssikkerhedsfonden, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen og Rådet for Større
Færdselssikkerhed.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1 og 2
De foreslåede bestemmelser indebærer, at det forbydes at
befordre børn under 5 år på motorcykel og i sidevogn til motorcykel samt på
trehjulede knallerter, medmindre barnet anvender en siddeplads, som er
forsynet
med sikkerhedssele.
Befordring af børn på de nævnte køretøjer forudsætter i
alle tilfælde fortsat, at færdselslovens § 82, stk. 1 og 2, er
overholdt. Bestemmelserne indebærer, at passagerer ikke må være anbragt på en
sådan måde, at føreren ikke har frit udsyn og tilstrækkelig mulighed for at
manøvrere køretøjet, ligesom passagerer ikke må medtages i et sådant antal
eller være anbragt på en sådan måde, at der kan opstå fare for dem selv eller
andre.
Der henvises til punkt 2.2. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 3
Bestemmelsen giver politiet mulighed for uden samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren til enhver tid at måle og veje et barn, der
befordres i bil, herunder bus, på motorcykel eller på knallert, med henblik
på
at kontrollere, om føreren har overholdt sin pligt efter færdselslovens
§ 80
a, stk. 6, 1. pkt., til at påse, at barnet anvender sikkerhedsudstyr i
overensstemmelse med reglerne i § 80 a, stk. 1, 2 og 4, samt regler
fastsat i medfør af stk. 5.
Det er en betingelse for at gennemtvinge måling og/eller
vejning af et barn, at dette sker med henblik på at kontrollere, om
bestemmelserne i § 80 a, stk. 1, 2 og 4, samt bestemmelser fastsat
i
medfør af stk. 5, jf. stk. 6, 1. pkt., er overholdt.
Den foreslåede bestemmelse giver således ikke hjemmel til
legemsbesigtigelse i et omfang, der går ud over, hvad der er nødvendigt for
at
konstatere, om de nævnte regler er overholdt. Dette betyder, at der f.eks.
ikke
kan foretages andre målinger af barnet end måling af barnets legemshøjde. Der
kan heller ikke foretages f.eks. vejning af børn, der befordres i biler uden
passagersiddepladser med sikkerhedsseler, da barnets vægt i disse tilfælde er
uden betydning for kravene om sikkerhedsudstyr, jf. § 80 a, stk. 2
og
4.
Kravet om nødvendighed indebærer også, at der alene kan
foretages måling og/eller vejning af børn i sager, hvor der er tvivl –
eller
hvor det ikke kan udelukkes, at der under en eventuel senere retssag vil
kunne
kan rejses tvivl – om, hvorvidt barnets højde på tidspunktet for
politiets
kontrol er under 135 cm, eller hvorvidt barnets vægt står i misforhold til
det
anvendte sikkerhedsudstyr.
Måling og vejning skal foretages med størst mulig
skånsomhed over for barnet, ligesom indgrebet skal ske under iagttagelse af
proportionalitetsgrundsætningen.
Den almindelige skånsomhedsgrundsætning indebærer, at
indgrebet skal foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader. Dette
indebærer bl.a., at måling og vejning så vidt muligt bør foretages uden
beføling
af barnet og med barnet fuldt påklædt. Det kan dog efter omstændighederne,
f.eks. ved vejning af meget små børn, være nødvendigt at holde på barnet.
Politiet er som nævnt endvidere underlagt den almindelige
proportionalitetsgrundsætning. Dette indebærer bl.a., at et indgreb ikke må
foretages, hvis det efter indgrebets formål, sagens betydning og den
krænkelse
og det ubehag, som indgrebet må antages at forvolde de personer, indgrebet
rammer, må anses for at være et uforholdsmæssigt indgreb.
Politiet bør derfor normalt undlade at foretage måling og
vejning af børn i tilfælde, hvor det vurderes, at barnets højde og vægt set i
forhold til det anvendte sikkerhedsudstyr højst afviger marginalt fra
kravene.
Det kan endvidere ikke udelukkes, at politiet også i andre
helt særlige tilfælde bør afstå fra at foretage måling og vejning, f.eks.
hvis
et barn reagerer meget voldsomt, eller der i øvrigt opstår en tilspidset
situation i forbindelse med kontrollen. Også forhold knyttet til vejrliget,
tid
og sted for politiets kontrol mv., kan efter omstændighederne tale imod, at
der
foretages måling eller vejning af et barn.
Beslutning om måling og/eller vejning træffes af politiet
uden forudgående retskendelse, og indgrebet skal ikke efterfølgende godkendes
af retten.
Måling og/eller vejning forudsættes iværksat på stedet.
Politiet bør forud for målingen og/eller vejningen orientere føreren af
køretøjet om beslutningen og om baggrunden for indgrebet.
Der henvises i øvrigt til punkt 3.2. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 4.
Førerens pligt til at påse, at børn, der befordres på
knallert eller motorcykel, anvender fastspændt styrthjelm, udvides med den
foreslåede bestemmelse fra at omfatte børn i alderen 8-14 år alderen til at
omfatte børn i alderen 5-14 år. Det præciseres samtidig, at denne pligt kun
gælder, hvor der ikke er sikkerhedssele.
Den nye aldersgrænse modsvares af det i lovforslagets
§ 1, nr. 1 og 2, foreslåede forbud mod at befordre børn under 5 år på
trehjulet knallert og motorcykel, hvor der ikke er sikkerhedssele.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 5
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at vejbestyrelsen og
vejmyndigheden i tilfælde, hvor særligt tungtvejende hensyn taler derfor, med
samtykke fra politiet kan reservere parkeringspladser til bestemte køretøjer,
der anvendes af personer med handicap.
Justitsministeriet antager, at det navnlig vil kunne være
relevant at etablere individuelle handicapparkeringspladser med henblik på at
sikre, at personer med svære handicap kan parkere tæt på bopæl og
arbejdsplads
eller lignende. Den foreslåede bestemmelse udelukker dog ikke, at der
oprettes
individuelle handicapparkeringspladser andre steder, hvor der måtte være et
særligt behov herfor.
Det følger af færdselslovens § 92 c, stk. 4, at
foranstaltninger af den art, der nævnes i §§ 92 og 92 a, skal
tilkendegives ved afmærkning i overensstemmelse med de bestemmelser, der
fastsættes
af transport- og energiministeren i medfør af § 95, stk. 1 og 3.
Dette vil også gælde for parkeringspladser, som efter den foreslåede
bestemmelse i § 92, stk. 3, reserveres til bestemte køretøjer, som
anvendes af personer med handicap.
Der henvises i øvrigt til punkt 4.3. i de almindelige
bemærkninger.
Til nr. 6
Efter færdselslovens § 81, stk. 3, påhviler det
føreren af motorcykel og knallert at påse, at passagerer, der er fyldt 8 år
(foreslås med lovforslagets § 1, nr. 4, nedsat til 5 år), men endnu ikke
15 år, anvender fastspændt styrthjelm, medmindre barnet benytter en
siddeplads,
der er forsynet med sikkerhedssele, jf. § 81, stk. 2.
Tilsidesættelse af den nævnte pligt er omfattet af det
såkaldte klippekortsystem, jf. færdselslovens § 125, stk. 2, nr. 1.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at overtrædelse af
det i lovforslagets § 1, nr. 1 og 2, foreslåede forbud mod at befordre
børn under 5 år på trehjulet knallert og motorcykel, herunder i sidevogn,
hvor
der ikke er monteret sikkerhedssele, også omfattes af klippekortsystemet.
Der henvises til punkt 2.2. i de almindelige bemærkninger.
Til § 2
Den 1. januar 2007 overtager kommunerne
ekspeditionsopgaverne i forbindelse med ansøgning om pas, herunder
modtagelsen
af betaling for udstedelse af pas. Ændringen indebærer, at bestemmelsen i
paslovens § 4 a, stk. 5, om, at betaling for udstedelse af pas skal
ske ved indgivelsen af pasansøgningen, ophæves. Hermed sikres det, at
kommunerne frit kan tilrettelægge betalingsprocedurerne i forbindelse med
pasansøgningen.
Der henvises til punkt 5 i de almindelige bemærkninger.
Til § 3
Bestemmelsen fastlægger ikrafttrædelsestidspunktet for de
foreslåede bestemmelser.
Det foreslås i
stk. 1
,
at lovforslagets § 1, nr. 1, 2, 4 og 6, vedrørende befordring af børn på
knallert og motorcykel og § 2 om ophævelse af paslovens § 4 a,
stk. 5, om tidspunktet for betaling for udstedelse af pas træder i kraft
den 1. januar 2007.
Det foreslås i
stk. 2
,
at § 1, nr. 3, om adgang til måling og vejning af børn i forbindelse med
politiets kontrol af overholdelsen af reglerne i færdselslovens § 80 a
om
sikkerhedsudstyr til børn og § 1, nr. 5, om adgang til reservation af
parkeringspladser til bestemte køretøjer, der anvendes af personer med
handicap, træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
§ 1
I færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1079 af 14.
november 2005, som ændret bl.a. ved lov nr. 303 af 19. april 2006 og senest
ved lov nr. 543 af 8. juni 2006, foretages følgende ændringer:
§ 51.
Knallert
må ikke føres ved siden af andet køretøj.
Stk. 2.
§ 49,
stk. 2 og 3, om placering på vej og kørsel i vejkryds gælder også for
lille knallert.
Stk. 3.
Tohjulet
knallert skal trækkes over fortov eller gangsti. Knallert kan dog køres over
fortov eller gangsti, når overkørslen sker fra en sidevej.
Stk. 4.
Fører af
tohjulet knallert skal under kørslen have begge fødder på pedalerne eller
fodhvilerne og mindst den ene hånd på styret.
Stk. 5.
Knallertkører må ikke under kørslen holde fast i andet køretøj eller i fører
af
eller passager på et andet køretøj.
Stk. 6.
På
tohjulet knallert må ikke befordres andre personer end føreren. På trehjulet
knallert må ikke befordres flere personer, end knallerten er konstrueret til.
Stk. 7.
På
knallert må ikke medføres genstande, der er mere end 2 m lange eller 70 cm
brede. Genstande, der medføres, må ikke hindre knallertkøreren i at have
fuldt herredømme over knallerten eller i behørig tegngivning. Knallertkørere
må heller ikke medføre genstande, der i øvrigt er til ulempe for den øvrige
færdsel. Transport- og energiministeren kan fastsætte bestemmelser om største
længde, bredde, højde og vægt for genstande, som befordres på knallerter, der
er særligt indrettet til varetransport eller som invalidekøretøj.
1.
I
§ 51
indsættes efter
stk. 6
som nyt stykke:
»
Stk. 7.
Passagerer under 5 år må ikke befordres på trehjulet knallert, medmindre
passagersiddepladsen er forsynet med sikkerhedssele.«
Stk. 7 bliver herefter stk. 8.
§ 52.
Motorcykel
må ikke føres ved siden af andet køretøj.
Stk. 2.
Motorcyklist må kun anvende fortov eller gangsti i de tilfælde, der er nævnt
i § 27, stk. 2.
Stk. 3.
En
passager på en motorcykels bagsæde skal sidde med et ben på hver side af
motorcyklen.
Stk. 4.
På
motorcykel og i sidevogn hertil må ikke befordres flere personer, end den er
beregnet til. Dog må der derudover i sidevogn medbringes et barn under 10 år.
2.
I
§ 52
indsættes som stk. 5:
»
Stk. 5.
Passagerer under 5 år må ikke befordres på motorcykel og i sidevogn hertil,
medmindre passagersiddepladsen er forsynet med sikkerhedssele.«
§ 80 a.
Ved
befordring i andre biler end busser og på motorcykel eller knallert, der har
passagersiddepladser forsynet med sikkerhedsseler, skal børn med en
legemshøjde
på under 135 cm under kørslen anvende godkendt sikkerhedsudstyr tilpasset
barnets
højde og vægt, jf. dog stk. 5.
Stk. 2.
I andre
biler end busser, der ikke har passagersiddepladser forsynet med
sikkerhedsseler, hvortil der kan monteres godkendt sikkerhedsudstyr tilpasset
barnets højde og vægt, må børn under 3 år ikke befordres, mens børn på 3 år
og derover med en legemshøjde på under 135 cm alene må befordres på et andet
sæde end forsædet, jf. dog stk. 5.
Stk. 3.
Børn må
ikke befordres i bil i en bagudvendende barnestol på en passagersiddeplads
med frontairbag, medmindre airbaggen er deaktiveret.
Stk. 4.
Ved
befordring i bus skal børn på 3 år og derover med en legemshøjde på under 135
cm anvende sikkerhedssele eller andet godkendt sikkerhedsudstyr, i det omfang
siddepladsen er forsynet hermed, jf. dog stk. 5.
Stk. 5.
Justitsministeren kan fastsætte regler om anvendelse af sikkerhedsudstyr ved
befordring af børn med en legemshøjde på under 135 cm, herunder om, at
stk. 1, 2 og 4 helt eller delvis ikke skal finde anvendelse.
Stk. 6.
Det
påhviler føreren at påse, at bestemmelserne i stk. 1-4 samt regler
fastsat i medfør af stk. 5 overholdes. Justitsministeren kan fastsætte
regler om, at føreren af en bus helt eller delvis fritages for den i 1. pkt.
nævnte pligt, samt om, hvilke foranstaltninger føreren i stedet skal træffe.
3.
I
§ 80 a
indsættes som stk. 7
:
»
Stk. 7. Med
henblik på kontrol af, at bestemmelserne i stk. 1, 2 og 4 samt regler
fastsat i medfør af stk. 5, jf. stk. 6, 1. pkt., er overholdt, kan
politiet til enhver tid kræve, at et barn, der befordres i bil, på motorcykel
eller på knallert, måles og vejes. Målingen og vejningen foretages af
politiet.«
§ 81.
Stk. 3.
Føreren
skal påse, at passagerer, der er fyldt 8 år, men endnu ikke 15 år, anvender
fastspændt styrthjelm.
Stk. 4-5.
4.
I
§ 81, stk. 3
, ændres »8 år«
til: »5 år« og efter »styrthjelm« indsættes: », medmindre
passagersiddepladsen er forsynet med sikkerhedssele«.
§ 92.
Vejbestyrelsen for en offentlig vej kan med samtykke fra politiet træffe
færdselsmæssige
bestemmelser, som indvirker på vejens udnyttelse eller indretning.
Vejmyndigheden for en privat fællesvej omfattet af afsnit I, II og IV i lov
om private fællesveje, jf. lovens § 13, stk. 1 og 2, kan med
samtykke fra politiet træffe tilsvarende bestemmelser. Der kan bl.a. træffes
bestemmelse om
1)
parkering og
standsning
2)
etablering af
fodgængerfelter og
3)
forbud mod visse
færdselsarter, herunder med henblik på etablering af gågader.
Stk. 2.
Vejbestyrelsen kan endvidere efter stk. 1 træffe bestemmelse om hel
eller delvis afspærring af offentlig vej, såfremt afspærringen gennemføres
ved afmærkning, opsætning af bomme eller på anden tilsvarende måde.
5.
I
§ 92
indsættes som stk. 3:
»
Stk. 3.
Når
særligt tungtvejende hensyn taler herfor, kan vejbestyrelsen og
vejmyndigheden efter stk. 1 træffe bestemmelse om, at en parkeringsplads
skal reserveres til et eller flere bestemte køretøjer, som anvendes af en
person med handicap.«
§ 125.
Stk. 2.
Føreren
skal endvidere betinget frakendes retten til at føre et sådant køretøj, hvis
føreren inden for en periode af 3 år har gjort sig skyldig i tre forhold, der
ikke i sig selv medfører frakendelse af førerretten efter stk. 1, men
som er omfattet af
6.
I
§ 125, stk. 2, nr. 1
,
indsættes efter »§ 37, stk. 4,«: »§ 51, stk. 7,
§ 52, stk. 5,«.
1)
§ 5,
stk. 2, § 15, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, § 16,
stk. 2, § 18, stk. 1 og 2, § 21, stk. 1-3,
§ 22, stk. 1, § 24, stk. 1, § 25, § 27,
stk. 4, § 80, stk. 4, 1. pkt., § 80 a, stk. 1-2, jf.
stk. 6, 1. pkt., § 80 b, stk. 4, 2. pkt., og § 81,
stk. 3.
2)-5)
Stk. 3-5.
§ 2
I lov om pas til danske statsborgere mv., jf.
lovbekendtgørelse nr. 586 af 1. september 1986, som ændret bl.a. ved lov nr.
386 af 20. maj 1992, lov nr. 288 af 12. maj 1999, lov nr. 1103 af 29.
december 1999 og senest ved lov nr. 557 af 24. juni 2005, foretages følgende
ændringer:
§ 4 a.
For
udstedelse af pas til personer, der er fyldt 18 år, men ikke fyldt 65 år, for
personer født før den 1. juli 1939 dog 67 år, betales 600 kr.
Stk. 5.
Betaling
skal ske ved indgivelsen af pasansøgning.
1.
§ 4 a, stk. 5
, ophæves.
Stk. 6.
Stk. 1-4 gælder også ved ombytning af pas, udstedelse af ekstra pas og
udstedelse af nyt pas i gyldighedsperioden. Dog udstedes nyt pas uden
betaling,
hvis et pas på grund af forhold, der må tilregnes den pasudstedende
myndighed,
lider af væsentlige mangler.
Stk. 6 bliver herefter stk. 5.
§ 3
Stk. 1.
Loven træder i kraft den 1. januar 2007, jf. dog stk. 2.
Stk. 2.
§ 1,
nr. 3 og 5, træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Lovtidende.
Lignende dokumenter
- Tillægsbetænkning over Forslag til lov om ændring af færdselsloven (Befordring af børn på motorcykel og trehjulet knallert) Retsinformation · 29. maj 2007
- Skriftlig fremsættelse (15. november 2006) - L 71 Retsinformation · 16. november 2006
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af færdselsloven og pasloven (Befordring af børn på motorcykel og trehjulet knallert, måling og vejning af børn, reservation af parkeringspladser til bestemte køretøjer og betaling af pasgebyr) Retsinformation · 15. december 2006
- Forslag til Lov om ændring af færdselsloven og pasloven (Måling og vejning af børn, reservation af parkeringspladser til bestemte køretøjer og betaling af pasgebyr) Retsinformation · 15. december 2006
- Forslag til Lov om ændring af færdselsloven (Befordring af børn på motorcykel og trehjulet knallert) Retsinformation · 1. juni 2007
- Cirkulæreskrivelse om sikkerhedsseler, sikkerhedsudstyr til børn og antallet af passagerer, der lovligt kan befordres Retsinformation · 11. december 2009