Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven (Dommeres bibeskæftigelse)

2005/1 LSF 129Lovforslag som fremsatJustitsministeriet25. januar 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 25. januar 2006 af

justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov

om ændring af retsplejeloven

(Dommeres bibeskæftigelse)

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 910

af 27. september 2005, som ændret senest ved lov nr. 1399 af 21. december

2005,

foretages følgende ændringer:

1.

§§ 47,

47 a

og 47 b

ophæves og i

stedet indsættes:

»

§ 47.

En dommer må kun have beskæftigelse ved siden

af sin dommerstilling under de betingelser, der er angivet i § 47 a,

§ 47

b og i tjenestemandslovens § 17.

Stk. 2.

Der

oprettes et Bibeskæftigelsesnævn, jf. § 47 e og § 47 f, til

varetagelse af de opgaver, der er nævnt i §§ 47 a - 47 d.

§ 47 a.

En dommer må kun have fast

Læs alt

indtægtsgivende bibeskæftigelse, hvis det ved lov er bestemt, at det

pågældende

hverv skal varetages af en dommer, eller hvis dommerens varetagelse af

hvervet

tillades af Bibeskæftigelsesnævnet.

Stk. 2.

Hverv som medlem af et

offentligt eller privat råd eller nævn må kun varetages af

højesteretsdommere,

landsdommere, præsidenten og vicepræsidenterne for Sø- og Handelsretten, hvis

det er bestemt ved lov eller godkendt af Bibeskæftigelsesnævnet, at hvervet

skal varetages af en sådan dommer. Nævnets godkendelse kan begrænses til at

gælde for en bestemt dommer eller for et bestemt tidsrum.

Stk. 3.

Udpegning af en dommer som

medlem af et offentligt eller et privat råd eller nævn, som medlem af en

voldgiftsret eller til anden tvistløsning uden for domstolene skal foretages

af

vedkommende retspræsident (for så vidt angår retten på Bornholm af

præsidenten

for Østre Landsret) eller af en anden dommer, som en retspræsident har

bemyndiget hertil.

Stk. 4.

Bibeskæftigelsesnævnet offentliggør årligt en oversigt over de tilladelser,

som

nævnet har givet i medfør af stk. 1, og de hverv, som nævnet i medfør af

stk. 2 har bestemt kan varetages af højesteretsdommere, landsdommere

eller

af præsidenten eller en vicepræsident i Sø- og Handelsretten.

§ 47 b.

En dommers indtægter ved

bibeskæftigelse må i gennemsnit ikke overstige 50 pct. af dommerens løn i

hovedstillingen og må maksimalt udgøre 50 pct. af en højesteretsdommers løn i

hovedstillingen, jf. dog stk. 2. Indtægtsopgørelsen sker i faste

perioder

på 3 kalenderår.

Stk. 2.

Indtægtsbegrænsningen i stk. 1 omfatter ikke indtægter ved

forfattervirksomhed og hverv i særlige domstole. Indtægtsbegrænsningen i

stk. 1

omfatter endvidere i 3 år fra tiltrædelsen af hvervet ikke indtægter ved

varetagelse af hverv, hvor det ved lov er bestemt, at hvervet skal varetages

af

en dommer.

Stk. 3.

Vedkommende retspræsident (for så

vidt angår retten på Bornholm præsidenten for Østre Landsret) påser, at en

dommer ikke overskrider indtægtsbegrænsningen i stk. 1. Overstiger en

dommers indtægter i en opgørelsesperiode det tilladte, forelægger

retspræsidenten sagen for Bibeskæftigelsesnævnet. Nævnet kan herefter:

1)

fastsætte en lavere

indtægtsgrænse for den pågældende dommer i den kommende opgørelsesperiode, og

2)

bestemme, at dommeren

fremover skal omfattes af den konkrete indberetnings- og tilladelsesordning i

§ 47

d.

Stk. 4.

Bibeskæftigelsesnævnet

offentliggør efter hver opgørelsesperiode en oversigt over de afgørelser, der

er truffet i medfør af stk. 3.

§ 47 c.

En dommer skal hvert år inden den

1. februar afgive indberetning om de indtægtsgivende hverv, som den

pågældende

det forudgående kalenderår har varetaget ved siden af hovedstillingen.

Indberetning om voldgiftssager afgives for sager, hvori der er oppebåret

vederlag i det foregående kalenderår, og for andre sager, der er verserende,

og

hvori der er udført vederlagsgivende arbejde.

Stk. 2.

Indberetningerne skal indeholde

oplysninger om hvervets art og hvervgiveren. I indberetninger om

voldgiftssager

skal parternes navne ikke angives, men derimod navnene på de advokater eller

andre, som har repræsenteret parterne, samt hvorledes dommeren er udpeget.

Dommeren skal endvidere afgive indberetning om indtægten ved de enkelte

hverv.

Stk. 3.

Indberetningerne indgives til

rettens præsident (for så vidt angår retten på Bornholm til præsidenten for

Østre Landsret). Præsidenterne for byretterne indgiver indberetning til

vedkommende

landsretspræsident. Præsidenterne for landsretterne samt præsidenten for Sø-

og

Handelsretten indgiver indberetning til Højesterets præsident.

Stk. 4.

Oplysninger om antal og karakter

af de enkelte dommeres bierhverv, jf. stk. 1 og stk. 2, 1. og 2.

pkt., videregives af vedkommende retspræsident til Bibeskæftigelsesnævnet.

Har

en dommer overskredet indtægtsbegrænsningen i § 47 b, stk. 1,

videregives tillige efter nævnets nærmere bestemmelse indtægtsoplysninger,

jf.

stk. 2, 3. pkt., med henblik på nævnets stillingtagen hertil efter

§ 47

b, stk. 3, 3. pkt. Nævnet offentliggør de oplysninger, der er nævnt i 1.

pkt.

Stk. 5.

Indberetninger i henhold til

stk. 1 og stk. 2, 1. og 2. pkt., er undergivet aktindsigt.

§ 47 d.

Såfremt det findes fornødent, kan

vedkommende retspræsident pålægge en dommer at indsende en redegørelse for

dommerens tidsforbrug i forbindelse med varetagelsen af hverv ved siden af

hovedstillingen.

Stk. 2.

Såfremt det findes fornødent,

kan vedkommende retspræsident endvidere pålægge en dommer at indsende en

opgørelse

over de indtægter, som den pågældende i en nærmere angivet periode har

modtaget

i forbindelse med de enkelte hverv, som dommeren har varetaget ved siden af

hovedstillingen. Pålægget kan også omfatte fremtidige indtægter.

Stk. 3.

Finder vedkommende præsident, at

de oplysninger, som dommeren afgiver i medfør af stk. 1 eller 2 eller i

medfør af § 47 c, stk. 2, 3. pkt., giver anledning dertil, kan

retspræsidenten efter drøftelse med Bibeskæftigelsesnævnet beslutte, at

dommeren i en nærmere angivet periode eller indtil videre kun med

retspræsidentens

eller nævnets tilladelse må påtage sig hverv ved siden af hovedstillingen.

Stk. 4.

Beføjelserne efter stk. 1-3

tilkommer de retspræsidenter, der modtager indberetning efter § 47 c,

stk. 3.

§ 47 e.

Bibeskæftigelsesnævnet består af

7 medlemmer: Præsidenten for Højesteret (formand), præsidenterne for

landsretterne,

én præsident valgt af de øvrige retspræsidenter, en dommer valgt af Den

Danske

Dommerforening og to repræsentanter for offentligheden.

Stk. 2.

Den valgte retspræsident og

dommer, jf. stk. 1, beskikkes af justitsministeren efter indstilling fra

henholdsvis retspræsidenterne for byretterne og Sø- og Handelsretten og fra

Den

Danske Dommerforening. Offentlighedsrepræsentanterne beskikkes af

justitsministeren efter indstilling fra henholdsvis Dansk Folkeoplysnings

Samråd og Rektorkollegiet.

Stk. 3.

Offentlighedsrepræsentanterne

beskikkes for 6 år. Genbeskikkelse kan ikke finde sted.

Stk. 4.

Medlemmer af Folketinget,

regionsråd og kommunalbestyrelser kan ikke være medlemmer af

Bibeskæftigelsesnævnet.

Stk. 5.

Der beskikkes en suppleant for

hver af de to offentlighedsrepræsentanter. Stk. 2, stk. 3, 1. pkt.,

og stk. 4 finder tilsvarende anvendelse på beskikkelsen af

suppleanterne.

§ 47 f.

Bibeskæftigelsesnævnet fastsætter

selv sin forretningsorden. Der kan i forretningsordenen fastsættes

bestemmelser

om, at formanden i visse nærmere bestemte sager kan træffe afgørelse på

nævnets

vegne, eller at afgørelser kan træffes af 3 af nævnets medlemmer, nemlig en

retspræsident, en dommer og en offentlighedsrepræsentant.

Stk. 2.

Bibeskæftigelsesnævnet

offentliggør hvert år en redegørelse for sin virksomhed.

Stk. 3.

Bibeskæftigelsesnævnets

sekretariatsopgaver varetages af Højesteret.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. januar 2007, jf. dog stk. 2

og 3.

Stk. 2.

Indtil den 1. januar 2010 udgør

indtægtsbegrænsningen efter retsplejelovens § 47 b, stk. 1, som

affattet

ved denne lovs § 1, nr. 1, 75 pct. af dommerens løn i hovedstillingen.

Stk. 3.

Justitsministeren beskikker

første gang offentlighedsrepræsentanter til Bibeskæftigelsesnævnet for

henholdsvis

4 og 7 år, jf. retsplejelovens § 47 e, stk. 2 og 3, som affattet

ved

denne lovs § 1, nr. 1.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1.

Indledning

;............................................................................

..............

2.

Gældende ret om dommeres bibeskæftigelse

..................................

3.

Kortlægning af dommernes bibeskæftigelse

...................................

3.1.

Dommeres bibeskæftigelse i Danmark

.....................................

3.2.

Dommeres bibeskæftigelse i andre europæiske lande

..............

4.

Lovforslagets udformning

.................................................................

4.1.

Generelt om behovet for en nyordning vedrørende dommeres

bibeskæftigelse

;..........................................................................

4.2.

Dommeres adgang til indtægtsgivende bibeskæftigelse

...........

4.3.

Godkendelses- og indberetningsordning for bibeskæftigelse

...

4.4.

Loft over dommeres indtægter ved bibeskæftigelse

.................

4.5.

Udpegning af dommere til bibeskæftigelse, der indebærer tvistløsning

;............................................................................

....

4.6.

Oprettelse af et bibeskæftigelsesnævn

......................................

5.

Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser

.........

6.

Høring

;............................................................................

....................

1. Indledning

Formålet med lovforslaget er nærmere at regulere

betingelserne for bibeskæftigelse, der varetages af dommere ved siden af

hovedstillingen. Der foreslås en nyordning, der bl.a. har til formål at

sikre, at

omfanget af bibeskæftigelsen for den enkelte dommer holdes på et rimeligt

niveau, og at udpegningen af dommere til de forskellige former for

bibeskæftigelse sker på en måde, der ikke rejser spørgsmål om dommeres

habilitet i hovedstillingen.

Lovforslaget indeholder følgende hovedpunkter:

-

Det foreslås, at

nærmere betingelser for dommeres varetagelse af beskæftigelse ved siden af

hovedstillingen kommer til at fremgå af retsplejeloven.

-

Det foreslås, at

der oprettes et uafhængigt Bibeskæftigelsesnævn, der bl.a. skal varetage en

generel administration af dommeres bibeskæftigelse.

-

Det foreslås, at de

gældende regler i retsplejelovens §§ 47 – 47 b om godkendelse og

indberetning

af dommeres bibeskæftigelse præciseres på enkelte punkter.

-

Det foreslås, at

der indføres et loft for dommeres indtægter ved bibeskæftigelse, således at

en

dommer som udgangspunkt højst må oppebære biindtægter, der gennemsnitligt

svarer til 50 % af lønnen i hovedstillingen over en 3-årig periode, og at

ingen

dommer over en 3-årig periode må oppebære biindtægter, der overstiger

halvdelen

af en højesteretsdommers løn i hovedstillingen.

-

Det foreslås, at

dommere fra Højesteret, landsretterne og Sø- og Handelsretten kun må udpeges

til et offentligt eller privat råd eller nævn, hvis udpegningen af en sådan

dommer er bestemt ved lov, eller det er godkendt af Bibeskæftigelsesnævnet,

at

hvervet skal varetages af en dommer. Det foreslås samtidig, at udpegning af

de

enkelte dommere til de typer af bibeskæftigelse, der indebærer tvistløsning

uden for domstolene, skal foretages af de pågældende dommeres retspræsident

eller af en anden dommer, som en retspræsident har bemyndiget hertil.

-

Det foreslås, at

det fortsat er vedkommende retspræsident, der fører tilsyn med den enkelte

dommers bibeskæftigelse og biindtægter, men at Bibeskæftigelsesnævnet skal

træffe beslutning om konsekvenserne, hvis en dommers indtægter overstiger

loftet.

Lovforslaget bygger på betænkning nr. 1465/2005 fra

udvalget om dommeres bibeskæftigelse (herefter »betænkningen« og »udvalget«).

Lovforslaget

svarer i al væsentlighed til forslaget fra udvalgets flertal.

2. Gældende ret om dommeres bibeskæftigelse

Retsplejelovens §§ 47,

47 a

og 47 b indeholder særlige regler

om dommeres bibeskæftigelse. Endvidere er dommere omfattet af den almindelige

bestemmelse i tjenestemandslovens § 17 om en tjenestemands beskæftigelse

ved siden af hovedstillingen.

2.1.

Reglerne om dommeres

bibeskæftigelse i retsplejeloven indeholder en generel tilladelsesordning i

§ 47,

jf. pkt. 2.1.1 nedenfor, en generel indberetningsordning i § 47 a, jf.

pkt. 2.1.2 nedenfor, samt en konkret indberetnings- og tilladelsesordning i

§ 47

b, jf. pkt. 2.1.3 nedenfor.

De gældende regler i retsplejeloven blev vedtaget ved lov

nr. 402 af 26. juni 1998 om ændring af retsplejeloven mv. på baggrund af

anbefalinger om dommeres bibeskæftigelse afgivet af Domstolsudvalget i

betænkning

nr. 1319/1996 og trådte i kraft den 1. juli 1999. Ved lovændringen blev den

allerede gældende generelle tilladelsesordning i retsplejelovens § 47

videreført uden væsentlige ændringer.

Reglerne administreres i praksis af Præsidentrådet (dvs.

retspræsidenterne i Højesteret, Østre Landsret, Vestre Landsret og Sø- og

Handelsretten samt retspræsidenterne ved byretterne i København, Århus,

Odense,

Ålborg og Roskilde), der har offentliggjort flere notater om reglernes

håndtering i praksis, jf. nærmere nedenfor under pkt. 2.1.1-2.1.3.

2.1.1.

Efter retsplejelovens § 47

kan en dommer kun med tilladelse af Præsidentrådet have fast indtægtsgivende

beskæftigelse ved siden af hovedstillingen.

Tilladelseskravet i § 47 omfatter kun dommeres

faste bibeskæftigelse. Dette indebærer,

at bibeskæftigelsen må have en vis varig karakter. Bibeskæftigelse, der

består

i hverv af lejlighedsvis eller enkeltstående karakter, f.eks. medlemskab af

ad

hoc voldgiftsretter, kræver derimod ikke tilladelse.

Endvidere er det

indtægtsgivende

bibeskæftigelse

, der kræver tilladelse. Efter ordlyden af § 47 skal

der gives tilladelse til enhver fast indtægtsgivende bibeskæftigelse.

Bestemmelsen

er dog efter fast praksis fortolket således, at hverv, som ifølge loven skal

indehaves af dommere, ikke er omfattet af tilladelseskravet. Som eksempler på

sådanne hverv kan nævnes Advokatnævnet, Flygtningenævnet, Tjenestemandsretten

og Valgbarhedsnævnet.

Det er således kun en del af den samlede bibeskæftigelse,

der varetages af dommere, der i dag kræver tilladelse.

En dommer, som ønsker at påtage sig fast indtægtsgivende

bibeskæftigelse, indgiver en ansøgning til Præsidentrådet. Præsidentrådet

bestemmer herefter, om dommeren kan påtage sig den ansøgte bibeskæftigelse.

Præsidentrådet har i et notat om dommeres bibeskæftigelse fra marts 2002, der

er offentligt tilgængeligt på domstolenes hjemmeside på internettet

(www.domstol.dk

– under Præsidentrådets oversigt over dommernes indberetninger om

indtægtsgivende bibeskæftigelse i 2001), redegjort for dets praksis

vedrørende

tilladelse til bibeskæftigelse. I notatet anføres, at det helt afgørende

kriterium, som Præsidentrådet lægger til grund ved afgørelser efter

§ 47,

er vurderingen af, om en ansøgt bibeskæftigelse kan give anledning til

habilitetsmæssige problemer eller på anden måde efter sin art ikke vil være

forenelig med dommerhvervet. Det anføres endvidere, at også spørgsmålet om

den

ansøgte beskæftigelses omfang i forhold til hovedstillingen kan inddrages i

rådets overvejelser. Dette kan være aktuelt, hvis omstændighederne på forhånd

giver grundlag for at antage, at bibeskæftigelsen kan have negativ

indflydelse

på arbejdet i hovedstillingen. Spørgsmålet bør i givet fald drøftes mellem

dommeren og vedkommende præsident forud for rådets stillingtagen.

I notatet nævnes endvidere enkelte kategorier af hverv, der

rejser betænkeligheder af en sådan karakter, at afslag i almindelighed må

forventes. Der er således bl.a. fast praksis for at meddele afslag til

ansøgninger om medlemskab af bestyrelser eller andre ledelsesorganer i

erhvervsdrivende virksomheder.

Præsidentrådet anfører, at rådet under den gældende

retstilstand ikke har mulighed for at inddrage andre hensyn end de ovenfor

nævnte i grundlaget for afgørelserne. Rådet kan derfor ikke meddele afslag på

ansøgninger om tilladelse til fast indtægtsgivende bibeskæftigelse med den

begrundelse, at en dommers samlede indtægter ved bibeskæftigelse ønskes

begrænset.

Om notatet i øvrigt henvises til betænkningen, side

22 f.

2.1.2.

Efter

retsplejelovens § 47 a skal alle dommere en gang om året afgive

oplysning

om indtægtsgivende bibeskæftigelse, som de har varetaget i det forløbne år.

Indberetningspligten i § 47 a omfatter samtlige

indtægtsgivende hverv

, som en dommer

varetager ved siden af dommerhvervet. Dette gælder, uanset om den

indtægtsgivende bibeskæftigelse er fast, lejlighedsvis eller enkeltstående,

og

uanset om bibeskæftigelsen er offentlig eller privat. Hverv, der ikke er

indtægtsgivende, er derimod ikke omfattet af indberetningspligten.

Præsidentrådet har i et yderligere notat om tilladelses- og

indberetningsordningen vedrørende dommeres bibeskæftigelse, der årligt

revideres og udsendes til alle dommere, nærmere redegjort for omfanget af

indberetningsordningen.

Rådet anfører bl.a., at al udført indtægtsgivende bibeskæftigelse skal

indberettes, uanset om dommeren har modtaget indtægter fra hvervet i det

pågældende

kalenderår. Er der tvivl om, hvorvidt et hverv senere vil blive vederlagt,

skal

hvervet således medtages i indberetningen. (Det kan dog i indberetningen

anføres, at dommeren ikke har modtaget indtægter fra hvervet i det pågældende

år. Viser det sig, at hvervet ikke vederlægges, kan det i indberetningen for

det år, hvor den manglende vederlæggelse kan konstateres, bemærkes, at det

tidligere indberettede hverv er afsluttet uden vederlæggelse). Ordningen

indebærer bl.a., at voldgiftssager, der verserer ved udgangen af det

pågældende

år, skal medtages i indberetningen, og det bør derfor ved indberetningen af

voldgiftssager oplyses, om der er tale om en afsluttet eller en ikke

afsluttet

(verserende) voldgiftssag.

Det følger af § 47 a, at indberetningen om

bibeskæftigelse som hovedregel skal indeholde oplysninger om

hvervets

art

og

hvervgiveren.

Ved indberetningen af voldgiftssager gælder der dog en særlig regel i stedet

for det almindelige krav om oplysning om hvervgiver. Her er det navnene på de

advokater eller andre, som har repræsenteret parterne, samt oplysning om,

hvorledes

dommeren er udpeget, der skal angives. Endvidere skal indberetningen

indeholde

oplysning om

indtægten ved de enkelte hverv. Oplysning om indtægten ved

bibeskæftigelsen

skal således gives særskilt for hvert enkelt hverv.

Indberetningen om bibeskæftigelse for dommere ansat i de

præsidentledede retter indgives til rettens præsident og i de øvrige retter

til

vedkommende landsretspræsident. Indberetninger for byretspræsidenterne,

landsretspræsidenterne samt præsidenten og vicepræsidenterne for Sø- og

Handelsretten skal indgives til Højesterets præsident. Endvidere følger det

af reglerne

i lov om rettens pleje i Grønland, at landsdommeren i Grønland skal indgive

indberetning til Højesterets præsident.

Det er efter § 47 b også retspræsidenten, der i visse

tilfælde kan reagere over for en dommers bibeskæftigelse ved at pålægge

vedkommende dommer at søge forudgående tilladelse til enhver form for

bibeskæftigelse,

jf. pkt. 2.1.3 nedenfor, og vedkommende retspræsident har endvidere det

almindelige tilsyn med dommeren efter retsplejelovens § 48.

Det følger af § 47 a, stk. 3, at dommernes

indberetninger om bibeskæftigelse er undergivet aktindsigt med undtagelse af

oplysninger

om indtægten ved de enkelte hverv. Efter begæring om aktindsigt er der

således

en lovbestemt adgang til hos vedkommende retspræsident mod betaling af

retsafgift efter retsafgiftsloven at få en kopi af en dommers

indberetningsskema, bortset fra den del af skemaet, der indeholder

oplysninger

om indtægten ved de enkelte hverv.

Præsidentrådet har imidlertid siden indberetningsordningen

trådte i kraft gennemført adgangen til aktindsigt på den måde, at de

oplysninger om dommeres bibeskæftigelse, der er undergivet aktindsigt, årligt

offentliggøres på domstolenes hjemmeside på internettet (www.domstol.dk).

Oversigten på internettet er en sammenfatning af dommernes indberetninger til

de enkelte retspræsidenter. I oversigten er det muligt at se, hvilke og hvor

mange hverv den enkelte dommer har varetaget. Har dommeren haft

voldgiftssager,

er de enkelte voldgiftssager angivet i oversigten. I oversigten er det

tydeliggjort, om der er tale om afsluttet bibeskæftigelse eller

ikke-afsluttet

bibeskæftigelse, og det er således bl.a. muligt at se, om de voldgiftssager,

som dommerne har deltaget i, er afsluttede eller ej.

Ud over, at den årlige oversigt på internettet indeholder

de oplysninger, der er undergivet aktindsigt, har Præsidentrådet indtil nu

suppleret oversigten ved at offentliggøre nogle hovedtal vedrørende antallet

af

dommere med og uden bibeskæftigelse samt vedrørende dommernes indtægter på

bibeskæftigelse i det pågældende indberetningsår. Hovedtallene angiver bl.a.

de

samlede indtægter ved bibeskæftigelse for henholdsvis retspræsidenter mv.,

højesteretsdommere, landsdommere i Østre Landsret, landsdommere i Vestre

Landsret samt byretsdommere. Endvidere er det for de forskellige

dommergrupper

angivet, hvor stor en del af de samlede indtægter, der vedrører

voldgiftssager,

samt den gennemsnitlige indtægt ved bibeskæftigelse.

Om Præsidentrådets øvrige retningslinjer for

indberetningsordningen vedrørende dommeres bibeskæftigelse henvises til

betænkningen

side 24 ff.

2.1.3.

Den generelle tilladelses-

og indberetningsordning for dommeres bibeskæftigelse i retsplejelovens

§§ 47

og

47 a

er suppleret

med en konkret tilladelses- og indberetningsordning i retsplejelovens

§ 47

b, hvorefter vedkommende retspræsident, hvis det findes fornødent, kan

pålægge

en dommer at indsende en redegørelse for dommerens indtægter og tidsforbrug i

forbindelse med varetagelsen af hverv ved siden af hovedstillingen. På

baggrund

af de modtagne oplysninger kan retspræsidenten efter drøftelse med

Præsidentrådet beslutte, at dommeren i en nærmere angivet periode eller

indtil

videre kun med retspræsidentens eller rådets tilladelse må påtage sig hverv

ved

siden af hovedstillingen.

I forarbejderne til bestemmelsen er det anført, at den

konkrete indberetnings- og tilladelsesordning giver retspræsidenterne et

effektivt redskab i de formentlig ganske få tilfælde, hvor en dommers

bibeskæftigelse

kunne tyde på at have negativ indflydelse på hovedstillingen enten på grund

af

dets tidsmæssige omfang eller ud fra habilitetsmæssige betragtninger.

Den konkrete indberetningspligt i § 47 b, stk. 1

og 2, omfatter en dommers tidsforbrug og/eller indtægter i forbindelse med

varetagelsen

af alle hverv ved siden af hovedstillingen. Det er således både

indtægtsgivende

og ikke-indtægtsgivende hverv, der omfattes af en beslutning om

indberetningspligt, og en beslutning om pligt til at indberette indtægter kan

både

omfatte allerede oppebårne og fremtidige indtægter.

I Præsidentsrådets notat om tilladelses- og

indberetningsordningen vedrørende dommeres bibeskæftigelse, der årligt

revideres og udsendes til alle dommere, anføres det, at grundlaget for en

anmodning om indberetning af en dommers tidsforbrug kan være, at der for

vedkommende retspræsident – blandt andet i kraft af den generelle

indberetningsordning – foreligger oplysninger, der tyder på, at en

bestemt

dommers bibeskæftigelse har et sådant tidsmæssigt omfang, at det kan have en

negativ indflydelse på dommerens varetagelse af hovedstillingen. Grundlaget

for

en anmodning om indberetning af indtægter kan være, at der for vedkommende

retspræsident foreligger oplysninger om, at en bestemt dommers

bibeskæftigelse

har et sådant omfang, at det kan være af betydning at få belyst, om

indtægterne

ved bibeskæftigelsen har en sådan størrelse og fordeling, at dommeren vil

kunne

fremstå som værende i et afhængighedsforhold til bestemte interessegrupper

eller advokatkontorer.

Det følger af forarbejderne til § 47 b, at de

oplysninger om tidsforbrug og/eller indtægter, som indberettes, ikke er

offentligt tilgængelige.

Såfremt de modtagne oplysninger om tidsforbrug og/eller

indtægter i medfør af den konkrete indberetningspligt eller den generelle

indberetningspligt giver anledning dertil, kan vedkommende retspræsident

efter

drøftelse med Præsidentrådet beslutte, at den pågældende dommer i en nærmere

angivet periode eller indtil videre kun med retspræsidentens eller

Præsidentrådets

tilladelse kan påtage sig hverv ved siden af hovedstillingen, jf. § 47

b,

stk. 3.

Iværksættelsen af en sådan konkret tilladelsesordning

indebærer, at den pågældende dommer skal indhente tilladelse til al

bibeskæftigelse

uanset art. Der skal således – i modsætning til tilladelseskravet efter

den generelle

tilladelsesordning – indhentes tilladelse til ulønnet bibeskæftigelse,

til

bibeskæftigelse af enkeltstående karakter samt til bibeskæftigelse, der efter

Præsidentrådets praksis ellers ikke kræver tilladelse, fordi der er tale om

hverv, som ifølge loven skal varetages af dommere.

Retspræsidenterne har indtil nu ikke i noget tilfælde fundet

grundlag for at anvende den konkrete tilladelsesordning efter retsplejelovens

§ 47 b, stk. 3.

2.2.

Den almindelige regel om

tjenestemænds bibeskæftigelse fremgår af tjenestemandslovens § 17, der

bestemmer, at en tjenestemand kun kan have beskæftigelse ved siden af sin

tjenestemandsstilling for så vidt og i det omfang, det er foreneligt med den

samvittighedsfulde udøvelse af de til tjenestemandsstillingen knyttede

pligter

og med den for stillingen nødvendige agtelse og tillid.

I en vurdering af, om bibeskæftigelse er tilladeligt efter

tjenestemandslovens § 17, indgår således bibeskæftigelsens omfang

(»forenelig

med den samvittighedsfulde udøvelse af de til tjenestemandsstillingen

knyttede

pligter«) og bibeskæftigelsens art (»forenelig med den for stillingen

nødvendige agtelse og tillid«).

Som tjenestemænd er dommere omfattet af den almindelige

regel om tjenestemænds bibeskæftigelse. Den tilladelsesordning, der gælder

for

dommere efter retsplejelovens § 47, lægger afgørende vægt på

bibeskæftigelsens

omfang og art, og derfor har tjenestemandslovens § 17 ingen selvstændig

betydning i forhold til bibeskæftigelse, der er omfattet af tilladelseskravet

i

retsplejeloven. Bestemmelsen har derimod betydning for den del af dommeres

bibeskæftigelse, der ikke er omfattet af tilladelsesordningen i

retsplejeloven.

Dette gælder bl.a. dommeres ulønnede bibeskæftigelse samt lejlighedsvis eller

enkeltstående bibeskæftigelse, som f.eks. medlemskab af ad hoc

voldgiftsretter.

3. Kortlægning af dommernes bibeskæftigelse

3.1. Dommeres bibeskæftigelse i Danmark

Betænkningen indeholder en omfattende kortlægning af danske

dommeres indtægtsgivende bibeskæftigelse. Grundlaget for kortlægningen af

dommernes bibeskæftigelse har været de oplysninger om bierhverv og

biindtægter,

der findes i dommernes lovpligtige indberetninger om indtægtsgivende

bibeskæftigelse til retspræsidenterne. Ud over de offentligt tilgængelige

oplysninger fra indberetningerne har retspræsidenterne stillet nogle

yderligere

oplysninger fra indberetningerne om biindtægter til rådighed for

kortlægningen,

og retspræsidenterne har forestået en frivillig spørgeskemaundersøgelse af

tidsforbruget ved bibeskæftigelse blandt samtlige dommere.

3.1.1.

Kortlægningen

viser, at ca. 75 % af landets dommere har haft bibeskæftigelse i perioden

1999-2004. I denne periode har samtlige retspræsidenter og

højesteretsdommere,

89 % af landsdommerne i Østre Landsret, 78 % af landsdommerne i Vestre

Landsret

og 67 % af byretsdommerne haft bibeskæftigelse.

Et stort antal dommere har i perioden 2003 og 2004 haft

bibeskæftigelse inden for områder, hvor dommeren varetager et offentligt

hverv,

og hvor dommeren tillige er udpeget til det pågældende hverv af en offentlig

myndighed. Dette gælder bl.a. bibeskæftigelse i offentlige råd og nævn samt

bibeskæftigelse i lovforberedende udvalg. Hertil kommer, at en stor del af

den

samlede bibeskæftigelse inden for undervisning og eksamenscensur vedrører

undervisning og censur i offentlige undervisningsinstitutioner.

Bibeskæftigelsen er fordelt således, at højesteretsdommere

og landsdommere især har haft bibeskæftigelse i offentlige råd og nævn,

private

voldgifter samt i form af forfattervirksomhed, undervisning og censur, mens

byretsdommere især har haft bibeskæftigelse i offentlige råd og nævn. Hverv i

særlige domstole

(dvs. Den særlige

Klageret, Arbejdsretten og tjenestemandsretterne) samt lovforberedende udvalg

blev hovedsageligt varetaget af højesteretsdommere og landsdommere.

Voldgiftssager i de private voldgifter blev oftest varetaget af landsdommere,

mens voldgiftsager i de

faglige

voldgifter

hovedsagelig blev varetaget af højesteretsdommere. Hverv i

de private klage- og ankenævn

blev

hovedsageligt varetaget af højesteretsdommere og landsdommere, mens f

lest bestyrelseshverv

blev varetaget

af

byretsdommere.

Kortlægningen har belyst

koncentrationen af dommernes bibeskæftigelse

, dvs. hvor mange hverv

dommerne i gennemsnit har haft inden for forskellige

bibeskæftigelseskategorier. Dommere, der har haft bibeskæftigelse i

offentlige

råd og nævn, særlige domstole, lovforberedende udvalg, private klage- og

ankenævn, forfattervirksomhed, bestyrelseshverv, undervisning og censur har i

gennemsnit haft mellem 1 og 3 hverv i disse bibeskæftigelseskategorier. Dette

gælder samtlige dommergrupper.

For dommere, der har haft bibeskæftigelse i private

voldgifter og faglige voldgifter mv., er den antalsmæssige spredning noget

større. Der er desuden nogen variation mellem dommergrupperne, idet

Højesteretsdommerne

i gennemsnit har haft 14,5 private voldgiftssager og 18 faglige

voldgiftssager,

landsdommerne i gennemsnit har haft 18,7 private voldgiftssager og 1,3

faglige

voldgiftssager, Sø- og Handelsretsdommerne i gennemsnit har haft 17,8 private

voldgiftssager og 10 faglige voldgiftssager, og byretsdommerne i gennemsnit

har

haft 1,3 private voldgiftssager og 4 faglige voldgiftssager.

3.1.2.

På

baggrund af dommernes lovpligtige indberetninger om indtægtsgivende

bibeskæftigelse foreligger der på Præsidentrådets oversigter på internettet

oplysninger om dommernes samlede årlige indtægter ved bibeskæftigelse i

perioden

1999 – 2004.

De samlede årlige biindtægter udgjorde for dommerne i 1999

ca. 39,5 mio. kr., i 2003 ca. 43,8 mio. kr. og i 2004 ca. 48,9 mio. kr. Den

del

af de samlede biindtægter, der kom fra bibeskæftigelse i private og faglige

voldgiftssager, udgjorde i 1999 ca. 7,8 mio. kr., i 2003 ca. 9,6 mio. kr. og

i

2004 ca. 14,9 mio. kr.

Det fremgår endvidere, at den gennemsnitlige biindtægt for

en dommer med bibeskæftigelse i 1999 var ca. 159.500 kr., mens den i 2003 var

ca. 174.000 kr. og i 2004 ca. 198.500 kr.

Retspræsidenterne havde i gennemsnit ca. 215.500 kr. i

biindtægter i 1999, ca. 313.500 kr. i 2003 og ca. 393.000 kr. i 2004.

Højesteretsdommerne havde i gennemsnit ca. 617.500 kr. i biindtægter i 1999,

ca. 638.500 kr. i 2003 og ca. 773.500 kr. i 2004. Landsdommerne i Østre

Landsret havde i gennemsnit ca. 191.500 kr. i biindtægter i 1999, ca. 212.000

kr. i 2003 og ca. 219.500 kr. i 2004. Landsdommerne i Vestre Landsret havde i

gennemsnit ca. 168.500 kr. i biindtægter i 1999, ca. 173.500 kr. i 2003 og

235.500 kr. i 2004. Byretsdommerne havde i gennemsnit ca. 82.000 kr. i

biindtægter i 1999, ca. 87.500 kr. i 2003 og ca. 85.000 kr. i 2004.

Spredningen

mellem dommernes biindtægter inden for de enkelte dommergrupper er imidlertid

ganske betydelig.

3.1.3.

Dommernes

indtægter inden for de forskellige typer af bibeskæftigelse fremgår af de

oplysninger om dommernes indtægter i de forskellige

bibeskæftigelseskategorier,

som Præsidentrådet har udarbejdet til udvalget om dommeres bibeskæftigelse.

Det fremgår heraf, at den største del af dommernes samlede

indtægter ved bibeskæftigelse i 2003 og 2004 kom fra bibeskæftigelse i

offentlige hverv – primært hvervene i offentlige råd og nævn (30 % hhv.

35 %) og

i mindre omfang fra hvervene i de særlige domstole (3 % hhv. 4 %),

lovforberedende

udvalg (3 % hhv. 2 %) samt fra offentlige hverv inden for undervisning og

censur

(13 % hhv. 12 %). Endvidere kom en stor del af dommernes samlede indtægter

ved

bibeskæftigelse fra voldgiftssager (22 % hhv. 30 %). Der henvises til

lovforslagets bilag 1, der viser en grafisk opgørelse af dommernes samlede

indtægter

på bibeskæftigelse i 2003 og 2004.

Den største del af retspræsidenternes og

højesteretsdommernes indtægter fra bibeskæftigelse i denne periode hidrører

fra

private voldgifter og offentlige råd og nævn, mens landsdommerne og

byretsdommerne

fik den største del af indtægterne fra bibeskæftigelse i offentlige råd og

nævn.

3.1.4.

Kortlægningen

indeholder endvidere en opgørelse over dommernes samlede tidsforbrug ved

bibeskæftigelse.

Det fremgår, at i alt 203 dommere har haft tidsforbrug ved bibeskæftigelse i

perioden 1. august 2004 – 31. januar 2005, og at det samlede halvårlige

tidsforbrug herved for disse dommere udgjorde i alt ca. 28.200 timer. Det

fremgår endvidere, at det gennemsnitlige halvårlige tidsforbrug for en

dommer,

der havde brugt tid på bibeskæftigelse, var ca. 140 timer.

Det gennemsnitlige tidsforbrug for dommere i de forskellige

dommergrupper i perioden viser, at højesteretsdommerne i gennemsnit havde det

største halvårlige tidsforbrug ved bibeskæftigelse med ca. 245 timer,

retspræsidenterne brugte i gennemsnit ca. 220 timer, landsdommerne i Vestre

Landsret i gennemsnit ca. 195 timer, landsdommerne i Østre Landsret i

gennemsnit ca. 165 timer, og byretsdommerne i gennemsnit brugte ca. 80 timer.

Spredningen mellem dommernes tidsforbrug inden for de enkelte dommergrupper

er

imidlertid ganske betydelig.

Den største del af dommernes samlede tidsforbrug på

bibeskæftigelse i perioden 1. august 2004 – 31. januar 2005 vedrører

offentlige

hverv – primært hverv i offentlige råd og nævn (42 %), i et vist mindre

omfang

på offentlige hverv inden for undervisning og censur (15 %) og i mindre

omfang

på hvervene i de særlige domstole (5 %) og lovforberedende udvalg (4 %). I

forhold til tidsforbruget ved de offentlige hverv blev kun en mindre del af

dommernes samlede tidsforbrug anvendt på voldgiftssager (private voldgifter 9

%

og faglige voldgifter mv. 4 %). Der henvises til lovforslagets bilag 2, der

viser en grafisk opgørelse af tidsforbruget.

Offentlige råd og nævn var den type bibeskæftigelse, hvor

samtlige dommergrupper havde det største tidsforbrug i perioden 1. august

2004

– 31. januar 2005. Retspræsidenterne, højesteretsdommerne og

landsdommerne i

Vestre Landsret havde det næststørste tidsforbrug på privat eller faglig

voldgift, mens landsdommerne i Østre Landsret og byretsdommerne havde det

næststørste

tidsforbrug på undervisning og eksamenscensur.

3.1.5.

Indtægterne

ved bibeskæftigelse i offentlige råd og nævn udgjorde kun 30 % af de samlede

indtægter ved bibeskæftigelse i 2004, mens tidsforbruget herved udgjorde 42 %

af det samlede tidsforbrug. Indtægterne ved bibeskæftigelse i de særlige

domstole, lovforberedende udvalg, ved forfattervirksomhed, undervisning og

censur har også udgjort en forholdsmæssigt mindre procentdel end

tidsforbruget

herved.

Omvendt udgjorde indtægterne fra de private voldgifter 25 %

af de samlede indtægter ved bibeskæftigelse i 2004, mens tidsforbruget herved

kun

udgjorde 9 % af det samlede tidsforbrug. Indtægterne ved bibeskæftigelse i

faglige voldgifter, private klage- og ankenævn og bestyrelseshverv har også

udgjort en forholdsmæssigt større procentdel end tidsforbruget herved.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 31 ff., der

indeholder et resume af kortlægningen af danske dommeres bibeskæftigelse.

3.2. Dommeres bibeskæftigelse i andre europæiske lande

Udvalget har endvidere foretaget en kortlægning af dommeres

bibeskæftigelse i Sverige, Norge, Island, Finland, Holland, Tyskland, Irland,

England og Wales.

3.2.1.

De

undersøgte landes domstolssystemer er i forskellig grad anderledes end det

danske domstolssystem.

Sverige, Finland og

Tyskland

har alle todelte domstolssystemer med henholdsvis almindelig domstole

og egentlige forvaltningsdomstole. I disse lande er der endvidere oprettet en

række specialdomstole til behandling af sagsområder, som ikke behandles ved

de

almindelige domstole og forvaltningsdomstolene.

Det

norske og

hollandske domstolssystem

minder om det danske domstolssystem, idet der her

er tre instanser inden for de almindelige domstole samt et antal særlige

domstole. I

Island

findes der kun to

instanser samt en Arbejdsret. I hverken Norge, Holland eller Island har man

almindelige forvaltningsdomstole, men derimod har man en række særlige

forvaltningsdomstole, der afgør sager mellem borgere og forvaltningen på en

række nærmere angivne sagsområder.

Det

engelske

domstolssystem

opererer med fire instanser med House of Lords som den

øverste instans, og der findes ingen forvaltningsdomstole. Til forskel herfra

har det

irske domstolssystem

tre instanser,

og der findes en række specielle forvaltningsdomstole i første instans, hvis

afgørelser kan appelleres til de almindelige domstole.

En sammenligning af dommeres bibeskæftigelse i forskellige

lande kan være afhængig af, om der i de enkelte lande er forvaltningsdomstole

eller ej. I lande med forvaltningsdomstole er der ikke i samme grad behov for

dommeres bibeskæftigelse i offentlige råd og nævn.

3.2.2.

Samtlige

undersøgte lande har reguleret spørgsmålet om dommeres bibeskæftigelse. I

nogle

lande er der udarbejdet et særligt regelsæt vedrørende dommeres

bibeskæftigelse

(Norge, Island, Holland og Irland). I andre lande finder de generelle regler

om

tjenestemænds eller offentligt ansattes bibeskæftigelse som udgangspunkt

tilsvarende anvendelse for dommere, og der findes alene enkelte supplerende

regler om dommeres bibeskæftigelse (Sverige, Finland og Tyskland). I England

er

der ikke egentlige lovfæstede regler om dommeres bibeskæftigelse, men

principper herom er nedskrevet i en vejledning, som dommerne får udleveret

ved

ansættelsen.

I

Irland og England

er der forbud mod, at dommere påtager sig lønnet bibeskæftigelse. I Irland

fremgår forbudet direkte af forfatningen, mens der i England er en lang

tradition for forbudet. I England kan dommerne dog udarbejde juridiske

lærebøger og artikler mv. mod vederlag.

Reglerne i de øvrige undersøgte lande, dvs.

Sverige, Norge, Island, Finland, Holland og

Tyskland

, giver alle mulighed for, at dommere kan påtage sig

bibeskæftigelse i større eller mindre omfang under forudsætning af, at

bibeskæftigelsen ikke har en negativ indflydelse på dommernes uafhængighed,

habilitet, den almindelige tillid til domstolene og arbejdet i

hovedstillingen.

I alle disse lande er der regler, der indeholder forbud

mod, at dommere påtager sig visse særlige hverv. Eksempelvis har landene

regler

om, at dommere ikke ved siden af dommerembedet lovligt kan virke som

advokater,

yde juridisk rådgivning mod vederlag, være skønsmand, partsudpeget

voldgiftsdommer eller vælges til det nationale parlament. I Tyskland må en

dommer som udgangspunkt endvidere ikke varetage opgaver inden for den

udøvende

magt, dog undtagen visse hverv, herunder f.eks. hverv, der er forbundet med

administrationen af domstolene.

For så vidt angår de hverv, der ikke omfattes af et særligt

forbud, kan dommerne som udgangspunkt påtage sig disse som bibeskæftigelse,

hvis hvervet ikke indebærer en negativ påvirkning af dommerens uafhængighed,

habilitet eller varetagelsen af dommerens hovedstilling.

Reglerne om dommeres bibeskæftigelse i de pågældende lande

er enten bygget op som godkendelses- eller indberetningsregler eller en

kombination heraf. I flere lande foretages der registreringer af dommernes

bibeskæftigelse

i offentligt tilgængelige registre, der bl.a. er tilgængelige på internettet.

Norge, Finland og

Tyskland

har alle godkendelsesordninger. I Norge og Tyskland skal de fleste

bibeskæftigelseshverv godkendes af enten vedkommende retspræsident eller af

domstolsadministrationen. I Finland skal alle former for lønnet

bibeskæftigelse

godkendes hos domstolschefen eller den overordnede domstol.

Godkendelsesordningerne

indebærer, at den pågældende dommer skal søge om tilladelse til at påtage sig

et bibeskæftigelseshverv, forud for at hvervet påbegyndes. Kriterierne for

godkendelse

af et bibeskæftigelseshverv er formuleret forskelligt, men vedrører i det

væsentlige, at bibeskæftigelsen ikke må indebære en negativ påvirkning af

hovedstillingen, herunder særligt af arbejdstiden i hovedstillingen, og

hovedstillingens omdømme samt uafhængigheden og habiliteten for den

pågældende

dommer. I Tyskland gælder der, for så vidt angår bibeskæftigelse i offentlig

tjeneste, endvidere en regel om, at dommere skal afstå den del af honoraret,

der overstiger en bestemt beløbsgrænse. For højesteretsdommere gælder

eksempelvis en beløbsgrænse på 6.100 euro om året.

I

Sverige, Island og

Holland

skal der ske indberetning af bibeskæftigelsen til henholdsvis den

pågældende dommers arbejdsgiver, et særligt udvalg om dommerarbejde og

vedkommende retspræsident.

Reglerne om indberetning indebærer, at en dommer som

udgangspunkt ikke skal søge om tilladelse til bibeskæftigelse. Dommeren skal

i

stedet indberette, hvilken bibeskæftigelse den pågældende dommer har til

hensigt at påtage sig. I Sverige og Island kan rette myndighed efterfølgende

udstede forbud mod, at den pågældende dommer påtager sig et hverv, hvis

hvervet

anses for at være uforeneligt med dommerembedet. De hollandske regler giver

derimod ikke adgang til at nægte bibeskæftigelsen, og der kan således alene

iværksættes disciplinære sanktioner, dersom dommeren påtager sig et hverv,

som

retspræsidenten finder uforeneligt med dommerembedet.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 48 ff., der

indeholder et resume af kortlægningen af dommeres bibeskæftigelse i en række

europæiske lande.

4. Lovforslagets udformning

4.1. Generelt om behovet for en nyordning

vedrørende dommeres bibeskæftigelse

4.1.1.

Udvalget

har i betænkningen vurderet behovet for nærmere at regulere dommernes adgang

til bibeskæftigelse.

Udvalgets forslag bygger følgende generelle synspunkter:

Det er udvalgets opfattelse, at spørgsmålet om dommernes

bibeskæftigelse helt overordnet må vurderes i lyset af den særlige stilling,

som domstolene har efter forfatningen. Grundlovens regler og de sædvaner, der

er dannet i tilknytning hertil, indebærer, at domstolene er uafhængige af

andre

offentlige organer, først og fremmest Folketinget og regeringen. Endvidere

forudsætter såvel grundlovens som retsplejelovens regler en fuldstændig

uafhængighed af andre uvedkommende interesser. Dommerne har i deres kald

alene

at rette sig efter loven, jf. grundlovens § 64.

En forfatnings- og lovgivningsmæssig sikring af domstolenes

og dommernes uafhængighed er imidlertid ikke tilstrækkelig til at sikre et

velfungerende domstolssystem. Hertil kræves efter udvalgets opfattelse også,

at

der i befolkningen i almindelighed er tillid til domstolenes og dommernes

uafhængighed

og integritet.

Næsten al den bibeskæftigelse, der udøves af dommere,

udøves efter anmodning fra myndigheder, organisationer, virksomheder og

andre,

der ønsker en dommers medvirken til løsning af en opgave, hvor

dommermedvirken

sikrer en fuldt kvalificeret og betryggende sagsbehandling. Udviklingen i

dommeres bibeskæftigelse afspejler således en efterspørgsel efter dommeres

medvirken

ved løsning af opgaver uden for den egentlige retspleje.

Dommeres adgang til bibeskæftigelse bør imidlertid efter

udvalgets opfattelse ikke kun være bestemt af efterspørgslen. Adgang til

bibeskæftigelse bør reguleres således, at den ikke påvirker den almindelige

opfattelse af dommernes uafhængighed negativt. Enhver tvivl om domstolenes

fuldstændige

uafhængighed er efter udvalgets opfattelse skadelig for det danske

retssystem.

Det tidsmæssige omfang af dommernes bibeskæftigelse må naturligvis

ikke have negativ indvirkning på varetagelsen af hovedstillingen, navnlig må

varetagelsen af bibeskæftigelse ikke medføre en forlængelse af afviklingen af

retsarbejdet ved domstolene. Der er efter det for udvalget oplyste ikke

grundlag for at antage, at der faktisk er en sådan negativ indvirkning. I det

omfang

dommernes bibeskæftigelse ikke har negativ indflydelse på arbejdet i

hovedstillingen, er der efter udvalgets opfattelse et hensyn at tage til, at

der ikke gøres unødige indgreb i den bibeskæftigelse, som dommerne udøver i

deres fritid, og at man undgår i for høj grad at skade velfungerende

ordninger.

Et medlem af udvalget anfører dog, at det må være åbenbart,

at en så udstrakt anvendelse af bibeskæftigelse, som der er tale om, betyder,

at der er færre kræfter tilbage til arbejdet i hovedstillingen.

Udvalget anser det som en positiv omstændighed ved

dommernes bibeskæftigelse, at dommerne herigennem er med til at varetage en

lang række opgaver, der har samfundsmæssig betydning. Hertil kommer, at

bibeskæftigelsen skaber en større bredde i dommernes samfundsindsigt og øger

deres viden om specifikke samfundsforhold. Dommerne får således på grund af

deres

bibeskæftigelse en erfaring og viden, som ikke kan fås ved arbejdet som

dommer.

Et medlem bemærker dog, at det kan have betydning, at dommere har tid til at

gøre

sig erfaringer uden for domstolsarbejdet og sædvanlig bibeskæftigelse.

Udvalget finder det også positivt, at dommerne ved deres

bibeskæftigelse bidrager til retsudviklingen uden for arbejdet ved

domstolene,

eksempelvis ved at medvirke i offentlige og private råd og nævn samt i

voldgifter,

ved deres arbejde i lovforberedende udvalg, ved udarbejdelse af juridisk

litteratur og ved undervisning på universiteter mv.

Udvalget anfører, at det i debatten har været anført, at

størrelsen af biindtægter i sig selv kan udgøre et problem for domstolenes

omdømme på grund af den stadige offentlige debat herom. Debatten har ikke

mindst drejet sig om de dommere, herunder navnlig højesteretsdommere, der har

udført

mange hverv, og som derfor – baseret på de offentliggjorte

gennemsnitstal – formodes

at have oppebåret biindtægter, som har nærmet sig eller oversteget lønnen i

hovedstillingen.

Det er udvalgets vurdering, at den langvarige debat herom i

sig selv – selv om der ikke har kunnet påvises negative påvirkninger af

dommernes

arbejde i hovedstillingen – har givet anledning til, at der i

offentligheden er

rejst tvivl om domstolenes evne og vilje til at fungere med en effektiv

ressourceanvendelse.

Udvalgets forslag, som der redegøres for nedenfor, vil

indebære en ganske betydelig indtægtsreduktion for flere dommere, herunder

særligt dommere ved de overordnede retter. Udvalget bemærker, at der er tale

om

en regulering af de pågældendes indtjening ved aktiviteter i deres fritid, og

at reguleringen vil indebære, at de enten må opgive visse hverv eller for at

kunne udøve dem må udføre arbejdet for et vederlag, der ligger under det

vederlag, som det vil være muligt at oppebære efter de normer, der gælder for

sådant arbejde. En sådan ved lov fastsat begrænsning gælder ikke for andre

befolkningsgrupper. Der har i udvalget på den anførte baggrund været

forskellige opfattelser af det reelle behov for et indgreb, men udvalget har

tilsluttet sig, at der bør gennemføres en begrænsning for at undgå den

negative

betydning for domstolenes omdømme, som den nuværende ordning har givet

anledning til.

Udvalget har overvejet, hvorvidt en regulering af dommernes

bibeskæftigelse vil have betydning for rekrutteringen af dommere til

domstolene, herunder særligt rekrutteringen til de overordnede retter. På den

ene side mener udvalget, at muligheden for at påtage sig bibeskæftigelse

selvsagt

ikke bør være et afgørende incitament til at søge en stilling som dommer, men

på

den anden side mener udvalget, at muligheden for at påtage sig

bibeskæftigelse

og herved opnå en bredere indsigt og erfaring samt en ekstra indtjening kan

udgøre

et væsentligt incitament bl.a. for jurister, der kommer fra stillinger uden

for

domstolssystemet, og at en begrænsning af dommernes bibeskæftigelse og

biindtægter vil kunne have negativ indflydelse på rekruttering af dommere til

især de overordnede retter.

Om dommernes lønforhold henviser udvalget til, at

Domstolsudvalget i betænkning nr. 1319/1996, s. 338 udtalte, at aflønning af

dommere bør reflektere den betydning og det ansvar, som er forbundet med

dommergerningen,

som bl.a. går ud på at bedømme lovligheden af regeringens embedsførelse og

lovgivningens forenelighed med forfatningen. Domstolsudvalget anbefalede en

bredere rekruttering til domstolene, og Domstolsudvalget anførte, at

lønniveauet vil være af væsentlig betydning for, om dette rekrutteringshensyn

kan

slå igennem.

Udvalgets forslag til lovgivning, jf. nedenfor, vil i givet

fald indebære en ændring af de generelle vilkår for dommeres arbejde, der må

antages at føre til en væsentlig reduktion af navnlig højesteretsdommeres

indtægt.

Der er derfor risiko for, at gennemførelsen af indgrebet vil modvirke ønsket

om

en bredere rekruttering til domstolene, især til Højesteret. Betydningen af

de

nævnte hensyn – herunder eventuelle konsekvenser af de ændringer i de

generelle

vilkår for dommeres arbejde, som følger af flertallets forslag – må

forventes

inddraget under kommende forhandlinger om dommerlønninger.

To medlemmer af udvalget finder, at de begrænsninger, der

er lagt op til i udvalgets forslag, næppe vil betyde, at personer, der er

egnede som højesteretsdommere, vil undlade at søge en sådan stilling.

På den anførte baggrund finder udvalgets flertal, at der i

lyset af den langvarige debat om dommeres bibeskæftigelse er behov for at

ændre

lovgivningen, således at der opnås en større spredning af bibeskæftigelsen

mellem dommerne i de forskellige retsinstanser, og således, at det bliver

domstolene, der udpeger de enkelte dommere til bibeskæftigelse, der indebærer

tvistløsning. Udvalgets flertal finder således, at der fortsat bør være

adgang

til, at dommere kan have bibeskæftigelse, og udvalget finder, at dommere

fortsat bør have adgang til at varetage de samme typer bibeskæftigelse som i

dag.

4.1.2.

Justitsministeriet

er enig i udvalgets (flertallets) generelle synspunkter om behovet for

lovgivning.

I det følgende redegøres for lovforslagets nærmere udformning.

4.2. Dommeres adgang til indtægtsgivende

bibeskæftigelse

4.2.1.

Udvalget

finder som ovenfor nævnt, at der ikke er grundlag for indføre et generelt

forbud mod dommeres bibeskæftigelse.

Et medlem finder dog, at det ikke bør tillades

højesteretsdommere at have bibeskæftigelse, bortset fra forfattervirksomhed,

mod

at man til gengæld hæver deres løn, så den kommer på linie med de bedst

lønnede

offentlige embedsmænd.

4.2.2.

Udvalget

har overvejet, om dommere også fremover skal kunne varetage de typer af

bibeskæftigelse, som i dag varetages af dommere.

Om dommeres

deltagelse

i offentlige råd og nævn

anfører udvalget, at det er af afgørende

betydning, at der kan anvendes dommere til opgaver uden for domstolene i et

retssystem som det danske, hvor der ikke findes forvaltningsdomstole, men er

opbygget et omfattende system med råd og nævn, der bl.a. varetager den

administrative

rekursbehandling. Dommermedvirken sikrer, at sagerne behandles af

kvalificerede

jurister, der via deres uafhængighed samt viden og erfaring fra

dommerarbejdet

samtidig er i stand til at sikre, at sagsbehandlingen foretages

retssikkerhedsmæssigt forsvarligt. Dette er også i almindelighed begrundelsen

for, at lovgivningsmagten i vidt omfang har bestemt, at der skal medvirke

dommere i de enkelte offentlige råd og nævn.

Navnlig ud fra tilsvarende hensyn til at sikre en

kvalificeret, uafhængig og retssikkerhedsmæssigt forsvarlig sagsbehandling

finder udvalget, at det er af væsentlig betydning, at dommerne kan medvirke i

private klage- og ankenævn.

Udvalgets flertal finder, at dommere fra alle instanser

fortsat skal kunne deltage i de offentlige og private råd og nævn. Et medlem

finder derimod, at kun byretsdommere fremover skal kunne deltage i de

offentlige råd og nævn, idet man vender det almindelige juridiske system på

hovedet, hvis den afgørelse, der indbringes for byretten, er underskrevet af

en

højesteretsdommer og dermed båret af dennes autoritet. Det viser sig ved, at

kun få af disse afgørelser indbringes således for domstolene.

Hertil bemærker udvalgets flertal, at der ikke foreligger

noget belæg for at antage, at undladelse af at indbringe råd- og

nævnsafgørelser for domstolene skyldes, at borgeren eller forbrugeren har den

opfattelse, at det ikke nytter noget at indbringe afgørelsen for domstolene,

alene fordi afgørelsen er truffet af et nævn med en højesteretsdommer som

formand. Flertallet finder derfor, at også dommere fra Højesteret,

landsretterne og Sø- og Handelsretten fortsat bør kunne varetage hverv som

formænd

for råd og nævn.

For så vidt angår

voldgift

anfører udvalget generelt, at det er værdifuldt, at alle dommere kan medvirke

i

behandlingen af voldgiftssager, da der under voldgiftsinstituttet afgøres en

lang række konkrete retstvister mellem både private og offentlige parter, der

kan have vidtrækkende økonomisk eller anden betydning, og hvor resultatet

ikke efterfølgende

kan indbringes for domstolene.

Privat voldgift er af væsentlig betydning for løsning af

erhvervslivets tvister. Det gør sig ikke mindst gældende i tvister med en

udenlandsk part. Tilsvarende er Voldgiftsnævnet for bygge- og

anlægsvirksomhed

af væsentlig betydning for konfliktløsning på bygge- og anlægsområdet, hvor

nævnet er det dominerende entrepriseretlige konfliktløsningsorgan. Dommeres

medvirken i voldgifter er en sikkerhed for en betryggende sagsbehandling og

for

rigtige afgørelser i konfliktløsningsorganer, hvor der ikke er adgang til

efterfølgende

at indbringe sagerne for de almindelige domstole.

De faglige voldgifter er en central del af

konfliktløsningen inden for det arbejdsretlige system, der bl.a. omfatter

Arbejdsretten, faglige voldgifter, forligsmandsinstitutionen og en række

fagretlige

nævn, hvor der ikke alternativt består en mulighed for at lade sagen afgøre

af

de almindelige domstole. For arbejdsmarkedets parter er det derfor

væsentligt,

at sagerne i de faglige voldgifter kan behandles af dommere, herunder

højesteretsdommere,

der besidder de nødvendige juridiske og processuelle kvalifikationer og kan

sikre en retssikkerhedsmæssigt forsvarlig behandling. Dommermedvirken er en

integreret del af det arbejdsretlige system, som er af stor betydning og

værdi

for samfundet i almindelighed og for arbejdsmarkedets parter i særdeleshed.

Medvirken

af dommere i det arbejdsretlige konfliktløsningssystem bør derfor efter

udvalgets opfattelse bevares.

Dommermedvirken i de

særlige domstole

(dvs. Den særlige Klageret, Arbejdsretten og tjenestemandsretterne)

findes naturligt ud fra den omstændighed, at de særlige domstole er en del af

domstolssystemet, hvor dommerne udfører et arbejde, der er sidestillet med

arbejdet

i de almindelige domstole.

Dommeres

deltagelse i

lovforberedende udvalg og dommeres forfattervirksomhed

udgør efter

udvalgets opfattelse et værdifuldt bidrag ved udarbejdelsen af en række af de

lovforslag, der vedtages af Folketinget. I de lovforberedende udvalg, navnlig

de udvalg, der behandler juridisk prægede problemstillinger, er det efter

udvalgets opfattelse væsentlig at fastholde muligheden for dommerdeltagelse,

fordi dommerne her bidrager med juridiske kundskaber og med erfaringer fra

det

praktiske retsliv, som er med til at sikre kvaliteten af de anbefalinger, som

udvalgene kommer med.

Ud fra samme betragtning finder udvalget det også i

forbindelse med

undervisnings- og

censorvirksomhed

meget nyttigt at kunne drage nytte af den viden og

erfaring fra retslivet, som dommere bidrager med.

Varetagelse af

bestyrelseshverv

i navnlig ikke-erhvervsdrivende fonde er der efter udvalgets opfattelse

heller

ikke grund til at forbyde.

Udvalgets kortlægning af dommernes bibeskæftigelse viser

endvidere, at dommerne varetager enkelte andre typer bibeskæftigelse, der

ikke falder

ind under de ovenfor anførte typer af bibeskæftigelse. De oplysninger, der

foreligger om karakteren af disse hverv, giver efter udvalgets opfattelse

ikke

anledning til at forbyde dommere at varetage disse forskellige enkeltstående

hverv.

Det er således samlet set udvalgets opfattelse, at dommere

fortsat skal kunne varetage alle typer af bibeskæftigelse, der ikke giver

anledning til habilitetsmæssige problemer eller på anden måde er uforenelig

med

dommerhvervet og ikke går ud over dommerens arbejdsindsats i hovedstillingen.

Udvalget finder dog, at betingelserne for tilladelig bibeskæftigelse bør

nedfældes i loven og foreslår, at disse kommer til at fremgå af

retsplejelovens

bestemmelser om bibeskæftigelse.

4.2.3.

Af de

grunde, som udvalget (flertallet) har anført, er Justitsministeriet enig i,

at

der ikke bør indføres forbud mod, at dommere varetager bestemte former for

bibeskæftigelse.

4.3. Godkendelses- og indberetningsordning for

bibeskæftigelse

4.3.1.

Udvalget finder,

at den gældende ordning efter retsplejeloven, hvorefter en dommer skal søge

om

tilladelse, inden vedkommende påtager sig fast indtægtsgivende

bibeskæftigelse,

bør opretholdes. Udvalget lægger vægt på, at den generelle tilladelsesordning

tilsigter en forudgående prøvelse af, om bibeskæftigelsen giver anledning til

habilitetsmæssige eller andre problemer i forhold til dommerhvervet.

Udvalget foreslår, at den hidtidige praksis, hvorefter

hverv, som ifølge loven skal varetages af dommere, ikke er omfattet af

tilladelseskravet, kommer til at fremgå af retsplejelovens § 47.

Udvalget foreslår endvidere, at det fremover ikke længere skal

være Præsidentrådet, der giver tilladelse efter § 47, men at

tilladelseskompetencen

i stedet henlægges til et Bibeskæftigelsesnævn, jf. om Bibeskæftigelsesnævnet

nærmere

nedenfor i pkt. 4.6.

Udvalget har tillige overvejet, om der er behov for at

ændre den generelle indberetningsordning i retsplejelovens § 47 a samt

den

konkrete tilladelses- og indberetningsordning i retsplejelovens § 47 b.

Udvalget finder, at disse ordninger i det væsentlige bør

opretholdes. Udvalget er således af den opfattelse, at der også fremover er

et

væsentligt behov for at give retspræsidenterne og offentligheden indblik i

dommernes

bibeskæftigelse, og dette bedst opfyldes af reglerne om den årlige

indberetning

af bibeskæftigelse i § 47 a.

Det er dog udvalgets opfattelse, at indberetningsreglerne

ikke sikrer et fuldt dækkende billede af det faktiske omfang af dommernes

bibeskæftigelse for så vidt angår voldgiftssager. Dette skyldes, at en dommer

efter

den nuværende praksis allerede skal indberette en voldgiftssag i det år, hvor

den er fordelt til dommeren, uden at det vides, om sagen vil indebære arbejde

og

indtægt for dommeren. Udvalget foreslår derfor, at § 47 a ændres,

således

at indberetningspligten for voldgiftssager kun omfatter voldgiftssager, der

er

aktive, dvs. sager, hvori dommeren har oppebåret honorar i det forudgående

kalenderår, og andre sager, der er verserende, og hvori dommeren har udført

et

honorargivende arbejde.

Endvidere finder udvalget, at der også fortsat er behov for

at give retspræsidenterne de redskaber, der er indbygget i den konkrete

indberetnings- og tilladelsesordning i § 47 b, med henblik på

enkeltstående

tilfælde, hvor en dommers bibeskæftigelse synes at indebære, at

bibeskæftigelsen giver anledning til habilitetsmæssige problemer i forhold

til

dommerhvervet eller går ud over dommerens arbejdsindsats i hovedstillingen.

Det

foreslås i den forbindelse endvidere, at Bibeskæftigelsesnævnet fremover også

skal kunne benytte den konkrete indberetnings- og tilladelsesordning

§ 47 b

i forbindelse med en overskridelse af den foreslåede ordning om et loft for

biindtægter, jf. herom nedenfor under pkt. 4.4 og 4.6.

4.3.2.

Justitsministeriet

er enig i udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udformet i

overensstemmelse

med udvalgets lovudkast.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1 (forslag til

retsplejelovens §§ 47 a, stk. 1, 47 c og 47 d), og bemærkningerne

hertil.

4.4. Loft over dommeres indtægter ved

bibeskæftigelse

4.4.1.

Udvalget

har overvejet, om der bør indføres begrænsninger i omfanget af dommernes

beskæftigelse. På baggrund af kortlægningen af dommeres bibeskæftigelse, jf.

pkt. 3 ovenfor, er det udvalgets opfattelse, at den bibeskæftigelse, der i

dag varetages

af dommerne, ikke samlet set har et sådant omfang, at den generelt giver

anledning til at rejse spørgsmål om bibeskæftigelsens indflydelse på

arbejdsindsatsen i domstolene eller til en kritik af størrelsen af de

indtægter, som dommerne samlet har ved siden af deres løn i hovedstillingen.

Dette

gælder hverken for så vidt angår antallet af bierhverv, størrelsen af

biindtægter eller det tidsforbrug, der anvendes på bibeskæftigelsen. Udvalget

finder

derfor ikke, at der er grundlag for at begrænse dommernes

samlede bibeskæftigelse.

Derimod har den nuværende

fordeling af bibeskæftigelsen og biindtægterne mellem dommerne

i

byretterne, Sø- og Handelsretten, landsretterne og Højesteret i den

offentlige

debat givet anledning til kritik. Kritikken har navnlig drejet sig om nogle

højesteretsdommeres biindtægter, men også i et vist omfang om nogle

landsdommere.

Udvalget finder derfor, at der bør indføres en ordning, der

kan sikre en bedre spredning af bibeskæftigelsen og af de indtægter, der

oppebæres herved. Ordningen bør først og fremmest medføre en spredning fra

højesteretsdommere

til dommere i lavere retsinstanser, men ordningen bør også kunne medføre en

spredning blandt højesteretsdommerne og blandt landsdommerne.

4.4.2.

Udvalget finder,

at en effektiv og praktisk måde at opnå en hensigtsmæssig spredning af

bibeskæftigelse og biindtægter på, vil være at fastsætte et loft for den

enkelte

dommers indtægter ved bibeskæftigelse.

Udvalget finder, at loftet for biindtægter bør sættes i

relation til en dommers løn i hovedstillingen, således at loftet fastsættes

til

en procentdel af den faste løn i hovedstillingen. Herved vil loftet kunne

angives som et præcist beløb, der tager udgangspunkt i en løn, der er

forskellig for dommerne i de forskellige retsinstanser, og hvis størrelse er

almindeligt tilgængeligt. Dette vil samtidig indebære en klarhed om loftets

størrelse for dommerne og for brugerne af dommernes bibeskæftigelse.

Udvalget foreslår, at en dommer højst må oppebære

biindtægter, der svarer til 50 % af lønnen i hovedstillingen. Denne

procentsats

tilgodeser efter udvalgets opfattelse en række vigtige hensyn.

For det første er det udvalgets opfattelse, at et loft på

50 % vil medføre, at der vil opnås en tilstrækkelig effektiv spredning af

bibeskæftigelsen og biindtægterne mellem dommerne – særligt mellem

højesteretsdommerne og de øvrige dommere.

For det andet finder udvalget, at et loft på 50 % vil

indebære, at der fremover vil blive en passende balance i forholdet mellem

lønnen i hovedstillingen og indtægterne ved bibeskæftigelse for alle dommere.

En procentsats på 50 % sikrer – selv med de undtagelser til loftet, som

et

flertal i udvalget anbefaler, jf. pkt. 4.4.3 nedenfor – at ingen dommer

i

praksis vil oppebære biindtægter, der ligger på niveau med eller over

dommerens

løn i hovedstillingen.

For det tredje finder udvalget, at et loft på 50 % er

nødvendigt for at muliggøre, at dommere kan udøve bibeskæftigelse i et

omfang,

der også fremover tilgodeser den samfundsmæssige interesse i at kunne benytte

dommere, herunder højesteretsdommere, til at varetage opgaver uden for

domstolene.

Herudover finder udvalget, at det bør sikres, at ingen

dommer, når bortses fra undtagelserne til loftet, jf. nærmere pkt. 4.4.3.

nedenfor, kan oppebære biindtægter, der overstiger det beløb, som en

højesteretsdommer

højst kan oppebære i biindtægter. I praksis vil den supplerende begrænsning

med

hensyn til loftets størrelse kun have betydning for de retspræsidenter, der

har

en højere løn i hovedstillingen end en højesteretsdommer.

Med udgangspunkt i lønniveauet pr. 1. april 2005 vil det årlige

loft for biindtægter for dommerne i de forskellige retsinstanser efter

forslaget være (afrundet til nærmeste 10.000 kr.):

Højesteretsdommere: 470.000 kr.

Højesterets præsident: 470.000 kr.

Landsdommere: 340.000 - 400.000

kr.

Landsretspræsidenter: 470.000 kr.

Dommere i Sø- og Handelsretten:

310.000 kr.

Vicepræsidenter i Sø- og Handelsretten: 400.000 kr.

Præsidenten i Sø- og Handelsretten: 470.000 kr.

Byretsdommere: 310.000 – 380.000

kr.

Byretspræsidenter: 420.000 – 470.000 kr.

4.4.3.

Udvalget finder, at loftet

for biindtægter som udgangspunkt bør gælde for al bibeskæftigelse, der

varetages

af dommere. For enkelte typer af bibeskæftigelse foreligger der imidlertid

efter udvalgets opfattelse en særlig begrundelse for at holde biindtægterne

uden for loftet.

Der er i udvalget enighed om at foreslå, at bibeskæftigelse

ved

forfattervirksomhed

skal

undtages. Forfattervirksomhed omfatter både udarbejdelse af juridisk

faglitteratur, redaktionshverv i forbindelse med udarbejdelse af juridiske

tidsskrifter mv. og anden forfattervirksomhed.

Udvalget lægger herved vægt på, at dommere ligesom alle

andre bør have fri adgang til at skrive bøger, artikler mv. Hertil kommer, at

dommeres faglitteratur på værdifuld måde bidrager til retsudviklingen inden

for

en række vigtige samfundsområder. Udvalgets kortlægning af dommeres

bibeskæftigelse i en række europæiske lande har i øvrigt vist, at

forfattervirksomhed holdes ude fra en eventuel begrænsning af dommernes

bibeskæftigelse i samtlige lande.

Et flertal finder endvidere, at

bibeskæftigelse i de særlige domstole

, dvs. den særlige Klageret,

Arbejdsretten og tjenestemandsretterne, bør undtages, da de særlige domstole

er

en integreret del af domstolssystemet, hvor dommerne udfører domstolsarbejde

på

linie med arbejdet i de almindelige domstole.

Et medlem finder, at arbejdet i de særlige domstole enten må

betragtes som almindeligt domstolsarbejde, der indarbejdes i dommernes

arbejdstid og ikke kræver særskilt honorar, eller som et bijob, der på linie

med andre bijobs ligger udenfor den almindelige arbejdstid og skal

behandles på linie med andre bijobs.

Undtagelsen af forfattervirksomhed og de særlige domstole

vil efter udvalgets forslag indebære, at dommerne kan oppebære biindtægter

fra

de øvrige typer af bibeskæftigelse svarende til 50 % af lønnen i

hovedstillingen

og herudover frit oppebære biindtægter fra forfattervirksomhed og de særlige

domstole.

Udvalget finder, at undtagelserne fra loftet for så vidt

angår forfattervirksomhed og de særlige domstole bør gælde for alle dommere.

I

praksis vil undtagelserne fra loftet dog naturligvis kun få betydning for de

dommere, der udnytter loftet for biindtægter fuldt ud. Dette vil i dag

særligt

gælde nogle højesteretsdommere og nogle få landsdommere. Udvalget har, for så

vidt angår højesteretsdommerne, foretaget nogle beregninger over virkningen

af

at indføre et loft på 50 % med undtagelse af forfattervirksomhed og de

særlige

domstole.

Med udgangspunkt i højesteretsdommernes løn i 2005 vil

indførelsen af et loft på 50 % indebære, at højesteretsdommernes samlede

årlige

biindtægter under loftet vil kunne udgøre maksimalt ca. 8,5 mio. kr. Hertil

kommer undtagelserne for forfattervirksomhed og de særlige domstole, hvor

højesteretsdommerne

samlet oppebar biindtægter på ca. 2,3 mio. kr. i 2004. Dermed vil

højesteretsdommernes samlede fremtidige årlige biindtægter formentlig højst

komme til at udgøre ca. 10,8 mio. kr. (beregnet ud fra det nuværende løn- og

biindtægtsniveau).

Udvalget skønner imidlertid, at højesteretsdommernes

fremtidige biindtægter i praksis vil blive noget lavere – i

størrelsesordenen 8-9

mio. kr. – da næppe alle højesteretsdommere vil udnytte loftet fuldt ud.

Dette

beløb skal sammenholdes med højesteretsdommernes samlede biindtægter i 2004

på

ca. 13,9 mio. kr., i 2003 på ca. 10,9 mio. kr. og i 2002 på ca. 14,8 mio. kr.

Det er udvalgets opfattelse, at samlede årlige biindtægter

til højesteretsdommerne på 8-9 mio. kr. vil opfylde det ønske om en

tilstrækkelig effektiv spredning af bibeskæftigelsen og biindtægterne, som er

hovedformålet med et loft for biindtægter. Den foreslåede ordning vil således

utvivlsomt

betyde, at der sker en spredning af bibeskæftigelse og biindtægter fra

Højesteret til dommere i lavere instanser.

Et mindretal (4 medlemmer) finder, at også

det arbejdsretlige konflikthåndteringssystem

(det vil sige arbejdsopgaver, der varetages af dommere i forbindelse med

faglig

voldgift, i de arbejdsretlige nævn og på baggrund af udpegning som forligs-

eller mæglingsmand) bør undtages fra loftet for biindtægter. Disse

udvalgsmedlemmer

henviser herved til, at det arbejdsretlige konflikthåndteringssystem har

karakter af et sammenhængende system, der må behandles som en enhed. Der

henvises herved bl.a. til arbejdsretslovens §§ 10 og 22, hvoraf dels

fremgår, at Arbejdsretten i sager, som helt eller delvist angår fortolkning

af

kollektive overenskomster, kan vælge at afvise, udsætte eller behandle en

sag,

dels fremgår, at visse uoverensstemmelser på arbejdsmarkedet som udgangspunkt

skal afgøres ved faglig voldgift i medfør af Norm for regler for behandling

af

faglig strid, der er aftalt mellem DA og LO, og som har status som en

deklaratorisk lovregel. Det vil derfor være uheldigt, hvis der skal gælde

forskellige

regler for udøvelsen af de forskellige funktioner i dette system. Det

arbejdsretlige konflikthåndteringssystem er i dag et fleksibelt, hurtigt og

effektivt system, som nyder bred respekt blandt brugerne.

Et mindretal, der repræsenterer arbejdsmarkedets parter

(LO, DA og DI), tilføjer, at det nuværende arbejdsretlige system i kraft af

sin

virkeform indebærer endog meget betydelige administrative lettelser i forhold

til offentlige myndigheder og instanser, herunder i forhold til de ordinære

domstole. Samtidig indebærer systemet også store økonomiske besparelser for

det

offentlige, ikke mindst fordi de dommere, der fungerer som opmænd i faglige

voldgifter, gør dette i deres fritid. De særlige domstole (herunder

Arbejdsretten) er en integreret del af domstolssystemet, og det er derfor

naturligt at holde disse ude fra begrænsninger i dommernes bibeskæftigelse.

Arbejdsretsloven, forligsmandsloven samt arbejdsmarkedets hovedaftaler og

kollektive overenskomster udgør tilsammen fundamentet for det danske

arbejdsmarked og har karakter af ét sammenhængende konflikthåndteringssystem.

Dette mindretal bemærker endvidere, at det er

karakteristisk for det arbejdsretlige konflikthåndteringssystem, at

uoverensstemmelser

inden for rammerne af dette system som altovervejende hovedregel ikke kan

indbringes for domstolene. Arbejdsmarkedets organisationer og deres

respektive

medlemmer har indrettet sig herpå og på det særkende, at de enkelte

tvistløsningsorganer

inden for systemet er éninstansorganer, hvis afgørelser er inappellable. Også

som følge heraf er det af afgørende betydning, at arbejdsopgaver, der

varetages

af dommere i forbindelse med faglig voldgift, i de arbejdsretlige nævn og på

baggrund

af udpegning som forligs- eller mæglingsmand, undtages fra det påtænkte loft

for biindtægter, således at den nuværende balance i systemet ikke forrykkes.

Udvalgets flertal finder derimod, at den gældende ordning

for arbejdsretlig konfliktløsning vil kunne opretholdes, såfremt flertallets

forslag gennemføres. Efter flertallets forslag vil konfliktløsningerne

fortsat

i vidt omfang kunne blive varetaget af højesteretsdommere. I dag er det

således, at en af Arbejdsrettens dommere ikke er højesteretsdommer, men

byretspræsident. Endvidere bruges der allerede i dag dommere fra andre

instanser end Højesteret som opmand i faglige voldgifter. Gennemføres

flertallets

forslag, må arbejdsmarkedets parter i videre omfang end nu anvende dommere

fra

lavere instanser, men størstedelen af de faglige voldgifter vil fortsat kunne

blive varetaget af højesteretsdommere.

Flertallet anfører, at hvis dommernes bibeskæftigelse på arbejdsmarkedets

område helt skal undtages fra loftet, vil det medføre, at der ikke vil ske en

tilstrækkelig spredning af bibeskæftigelsen og biindtægterne. En undtagelse

af

de faglige voldgifter, de fagretlige nævn og hvervet som forligs- og

mæglingsmand

vil betyde, at der oven i de skønnede fremtidige årlige biindtægter på 8-9

mio.

kr. til højesteretsdommere efter indførelsen af ordningen med et loft for

biindtægter vil blive indtjent et beløb på i størrelsesordenen i alt ca. 2,6

mio. kr. (biindtægtsniveauet i 2004). Hermed vil loftet efter flertallets

mening ikke medføre en tilstrækkelig reduktion i de samlede biindtægter for

højesteretsdommerne.

Flertallet finder endvidere, at nogle af de argumenter, som

anføres til støtte for at undtage de faglige voldgifter, de fagretlige nævn

og

hvervet som forligs- og mæglingsmand fra loftet, kan gøres gældende med samme

styrke for flere af de andre typer bibeskæftigelse, der anbefales omfattet af

loftet. Bl.a. er afgørelser truffet i de almindelige voldgifter også

inappellable

og kan ikke indbringes for domstolene.

Endelig bemærker flertallet, at man har lagt afgørende vægt

på hensynet til en samlet spredning for navnlig højesteretsdommernes

biindtægter.

Udvalget har endvidere drøftet, om bibeskæftigelse i

offentlige råd og nævn

– herunder

navnlig i råd og nævn, hvor det ved lov er bestemt, at en dommer skal

medvirke

– bør undtages fra loftet for biindtægter.

Udvalget anfører, at det er karakteristisk for hverv i disse

råd og nævn, at der er en klar offentlig interesse i, at hvervet varetages af

en dommer. Dette er særligt tydeligt i de råd og nævn, hvor det ved lov er

bestemt, at en dommer skal medvirke. Endvidere er det karakteristisk, at

dommernes biindtægter ved disse hverv er relativt små set i forhold til

arbejdets

omfang, og at det ikke er dommernes deltagelse inden for denne type

bibeskæftigelse, der har givet anledning til væsentlig debat. Hertil kommer,

at

det vil kunne forekomme selvmodsigende, at det for mange offentlige råd og

nævns vedkommende ved lov er bestemt, at en dommer skal medvirke, samtidig

med

at det anbefales at indføre regler, der begrænser dommeres mulighed for at

oppebære indtægter fra sådanne hverv.

I udvalget har der imidlertid ikke været flertal for at

undtage de offentlige råd og nævn fra loftet for biindtægter, idet en sådan

undtagelse vil modvirke den ønskede spredning af dommernes biindtægter. For

at

tage højde for de særlige forhold, der er forbundet med lovbestemte hverv,

foreslår et flertal i udvalget i stedet, at biindtægter fra hverv, hvor det

ved

lov er bestemt, at en dommer skal medvirke, i de første 3 år efter, at

dommeren

har tiltrådt hvervet, ikke skal medregnes ved opgørelsen af, om dommerens

biindtægter overstiger loftet, jf. nærmere herom i pkt. 4.4.6 nedenfor.

4.4.4.

Det foreslåede

loft for biindtægter ville som udgangspunkt indebære, at en dommer højst må

oppebære

et beløb i bindindtægter om året svarende til 50 % af lønnen i

hovedstillingen.

Udvalget finder imidlertid, at de praktiske forhold omkring dommernes

bibeskæftigelse og biindtægter tilsiger, at der i praksis opereres med

perioder, der strækker sig ud over et år, idet bibeskæftigelsen og

biindtægterne kan svinge fra år til år inden for mange af de typer af hverv,

som dommere varetager uden for domstolene. Dette gælder f.eks. for dommere,

der

har voldgiftssager eller er medlemmer af råd, nævn og lovforberedende udvalg.

Hertil kommer, at honorarudbetalinger til dommere kan være forskudt i forhold

til optjeningstidspunktet.

Dommerne og brugerne af bibeskæftigelse har ofte ikke

mulighed for at kontrollere eller forudsige de nævnte udsving. For at give

dommerne mulighed for i praksis at planlægge en tilpasning af

bibeskæftigelsen

og biindtægterne, således at biindtægterne kan holdes under loftet, og for at

give brugerne mulighed for i praksis at kunne indrette sig efter loftet, er

det

derfor efter udvalgets opfattelse nødvendigt, at en dommer har mulighed for

at

fordele den begrænsning, der ligger i loftet, over en længere periode.

Udvalget finder, at en fordeling over en 3-års periode vil

være passende, og foreslår derfor, at loftet for biindtægter udformes

således,

at en dommer i en 3-års periode i gennemsnit højst må oppebære et beløb i

bindindtægter

svarende til 50 % af den samlede løn.

4.4.5.

Efter

udløbet af en 3-års periode kan det ved en opgørelse af en dommers

biindtægter

i den forløbne 3-års periode konstateres, om dommeren har overholdt det

foreslåede loft for biindtægter. Dette kan konstateres af den enkelte dommer,

der selv har ansvaret for overholdelse af loftet for biindtægter, men også af

vedkommende retspræsident, der i medfør af dommernes indberetninger om

bibeskæftigelse efter forslaget til retsplejelovens § 47 a vil få

oplysninger om dommerens årlige biindtægter. Det forudsættes, at der i

fornødent

omfang er en dialog mellem den enkelte dommer og retspræsident om

bibeskæftigelsen.

Udvalget finder, at der løbende og efter udløbet af hver

3-års periode bør føres tilsyn med, om loftet for biindtægter er overholdt.

Tilsynet

med den enkelte dommer bør foretages af vedkommende retspræsident.

Udvalget finder, at det derudover af hensyn til

offentlighedens mulighed for indsigt i dommernes biindtægter vil være

væsentligt,

at et særligt Bibeskæftigelsesnævn – der foreslås sammensat af 4

retspræsidenter,

en dommer valgt af Dommerforeningen samt to repræsentanter for

offentligheden,

jf. nedenfor i pkt. 4.6 – har et overordnet tilsyn med overholdelsen af

loftet.

Bibeskæftigelsesnævnets overordnede tilsyn med

overholdelsen af loftet bør efter udvalgets opfattelse tilrettelægges

således,

at vedkommende retspræsident forelægger en dommers indberetninger om

bibeskæftigelse

for nævnet, hvis dommerens biindtægter i en opgørelsesperiode overskrider

loftet. Forelæggelsen skal efter udvalgets forslag ske i umiddelbar

forlængelse

af, at retspræsidenten bliver opmærksom på overskridelsen. Dette vil i

praksis

formentlig alene forekomme ved en 3-års periodes udløb, men kan det

eksempelvis

allerede efter udløbet af det første år i en 3-års periode konstateres, at en

dommer har overskredet det samlede loft for hele perioden, skal

retspræsidenten

allerede på dette tidspunkt forelægge sagen for nævnet.

Udvalget foreslår endvidere af hensyn til offentlighedens

mulighed for indsigt i dommernes biindtægter, at Bibeskæftigelsesnævnet ved

en

3-års periodes udløb offentliggør, hvor mange dommere fra de respektive

retsinstanser der måtte have overskredet loftet, og hvor meget overskridelsen

udgør. Offentliggørelsen bør ske i anonym form.

4.4.6.

Udvalget foreslår, at

manglende

overholdelse af loftet for biindtægter som altovervejende hovedregel skal

have den

konsekvens, at der for den pågældende dommer fastsættes et tilsvarende lavere

loft for en ny 3-års periode. Dette betyder, at hvis en dommer f.eks. har

overskredet loftet med 100.000 kr. i en 3-års periode, kan den pågældende

dommer oppebære 100.000 kr. mindre i biindtægter i en ny 3-års periode, hvor

dommerens loft altså reduceres med dette beløb.

Udvalget finder dog, at en overskridelse af loftet i visse

særlige tilfælde ikke skal indebære, at der fastsættes et tilsvarende lavere

loft for den næste periode. Et flertal i udvalget foreslår således som

ovenfor

nævnt, at en dommers biindtægter ved hverv, hvor det ved lov er bestemt, at

en

dommer skal medvirke, ikke skal tælles med i opgørelsen af loftet i de første

3

år efter, at dommeren har tiltrådt hvervet. Undtagelsen foreslås indført for

at

sikre, at ingen dommer på grund af loftet for biindtægter afskæres fra at

påtage sig et eller flere hverv, som lovgivningsmagten har bestemt skal

varetages af en dommer. Når den pågældende dommer varetager hvervet i mere

end

3 år, bør hvervet tælle med ved opgørelsen af biindtægterne under loftet,

idet

dommeren så har haft tilstrækkelig tid til at tilpasse sine øvrige

biindtægter

til indtægten fra det lovbestemte hverv.

Et medlem kan ikke gå ind for denne undtagelse, idet en

dommer så vidt muligt må sørge for at holde sig under loftet for biindtægter.

Accepterer

dommeren et lovbestemt hverv, der bringer dennes indtægt over

grænsen, bør

denne dommer finde sig i en tilsvarende nedsættelse for en ny 3-års periode.

Ud over denne undtagelsesregel for lovbestemte hverv bør

det efter udvalgets opfattelse i andre særlige tilfælde undtagelsesvis kunne

undlades

at fastsætte et tilsvarende lavere loft for en ny periode. Dette bør være en

absolut undtagelse, men der kan være tilfælde, hvor en loftoverskridelse

efter

en konkret vurdering må anses for særlig undskyldelig. Dette kan f.eks. være

tilfældet,

hvis der sker en uventet udvikling i et eller flere af en dommers bierhverv,

som ellers forventeligt skulle kunne varetages uden at overskride loftet.

Endvidere bør visse overgangsforhold bevirke, at

fastsættelsen af et lavere loft kan undlades. Dette gælder f.eks. i

forbindelse

med hverv, som en dommer har påtaget sig, inden loftet for biindtægter træder

i

kraft, og f.eks. i forbindelse med de første 3-års perioder efter, at en

dommer

er blevet udnævnt, for så vidt angår hverv, som dommeren har påtaget sig

inden

udnævnelsen.

Af hensyn til den praktiske administration af loftet for

biindtægter finder udvalget det endvidere rimeligt, at der i enkeltstående

tilfælde, hvor en dommer har overskredet loftet med et mindre beløb i en

3-års

periode, f.eks. med op til 10.000 kr., undlades at fastsætte et lavere loft

for

en ny periode.

Udvalget foreslår, at det er Bibeskæftigelsesnævnet, der

skal varetage opgaven med at tage stilling til, om en overskridelse af loftet

skal medføre et tilsvarende lavere loft for den følgende 3-års periode.

Hermed

opnås, at offentlighedsrepræsentanter er med til at træffe disse afgørelser.

Ud over denne konsekvens af at overskride loftet foreslår

udvalget, at Bibeskæftigelsesnævnet skal have mulighed for at anvende den

konkrete tilladelses- og indberetningsordning i retsplejelovens § 47 b.

Det kan f.eks. være berettiget, at nævnet anvender den konkrete tilladelses-

og

indberetningsordning, hvis en dommer i gentagne 3-års perioder har

overskredet

loftet med betydelige beløb.

For at sikre offentligheden mulighed for indsigt finder

udvalget det væsentligt, at Bibeskæftigelsesnævnets afgørelser om

konsekvensen

af overskridelser af loftet offentliggøres. Offentliggørelsen bør ske i

anonym

form.

Udvalget peger endvidere på, at der i tilfælde af alvorlige

loftoverskridelser efter omstændighederne kan være grund til at anvende

retsplejelovens disciplinærbestemmelser for dommere.

4.4.7.

Udvalget foreslår

endelig en overgangsordning for indførelsen af et loft for biindtægter,

således

at loftet på 50 % af lønnen i hovedstillingen ikke træder i kraft fuldt ud

med

det samme. Udvalget foreslår, at loftet skal være på 75 % i år 1-3 efter

lovens

ikrafttræden, hvilket indebærer, at dommerne i de første 3 år, efter at

loftet

for biindtægter er trådt i kraft, kan oppebære biindtægter på højst 75 % af

lønnen.

Udvalget finder, at en overgangsperiode af den anførte

længde er nødvendig for at sikre tilstrækkelig tid til en tilpasning af

dommernes bibeskæftigelse og biindtægter. Udvalget lægger vægt på, at

brugerne

får tilstrækkelig tid til at tilpasse sig den nye situation, hovedsageligt

således at der inden for de forskellige typer af bibeskæftigelse kan findes

andre dommere end dem, der hidtil har været anvendt. Endvidere lægger

udvalget

vægt på, at de dommere, der i dag har biindtægter, der overstiger det

foreslåede

loft, får en rimelig tid til tilpasning ved at nedtrappe af bibeskæftigelsen

og

biindtægterne, således at det i praksis bliver muligt at overholde loftet.

4.4.8.

Justitsministeriet

er enig i de synspunkter og forslag, der er fremsat af udvalgets flertal. Det

er efter Justitsministeriets opfattelse ønskeligt ud fra et hensyn til

domstolenes almindelige omdømme, at der sker en spredning af bibeskæftigelsen

først og fremmest fra højesteretsdommere til dommere i de lavere

retsinstanser,

men også internt mellem bl.a. højesteretsdommerne. Justitsministeriet er enig

i, at et loft over den enkelte dommers samlede indtægter ved bibeskæftigelse

vil være en effektiv og praktisk løsning.

Justitsministeriet kan tiltræde forslaget fra udvalgets

flertal om, at det foreslåede loft skal gælde for al bibeskæftigelse, der

varetages

af dommere, med undtagelse af indtægter fra forfattervirksomhed,

bibeskæftigelse

i de særlige domstole samt indtægter i de første 3 år fra

tiltrædelsestidspunktet for så vidt angår bibeskæftigelse i hverv, hvor det

ved

lov er bestemt, at en dommer skal medvirke. For så vidt angår spørgsmålet om

også at undtage hele det arbejdsretlige konflikthåndteringssystem er

Justitsministeriet

enig med flertallet i, at den gældende ordning for konflikthåndtering på det

danske arbejdsmarked vil kunne opretholdes efter en gennemførelse af

forslaget.

Konfliktløsningen, herunder de faglige voldgifter, vil også fortsat i vidt

omfang kunne varetages af højesteretsdommere, men arbejdsmarkedet parter må

anvende en bredere kreds af dommere eller dommere fra lavere instanser i

højere

grad end i dag.

Lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets

(flertallets) lovudkast. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1

(forslag til retsplejelovens § 47 b og § 47 c, stk. 4), og

§ 2, stk. 2, samt bemærkningerne hertil.

4.5. Udpegning af dommere til bibeskæftigelse, der

indebærer tvistløsning

4.5.1.

Udvalget

har kortlagt, hvorledes dommere i dag udpeges til bibeskæftigelse.

Kortlægningen viser, at dommere udpeges til bibeskæftigelse på en række

forskellige måder.

U

dpegning af

dommere til bibeskæftigelse

i offentlige råd og nævn samt i de særlige

domstole sker

i henhold til lov eller forskrift

udstedt i medfør af lov.

Udpegning af dommere til hverv i

offentlige råd og nævn

sker normalt i henhold til bestemmelser i lovgivningen, hvorefter hverv som

formand, næstformand eller ordinært medlem skal varetages af en person, der

er

dommer eller opfylder betingelserne for udnævnelse til dommer. Kravet om

dommermedvirken

er formuleret på en række forskellige måder i hjemmelsgrundlaget for de

enkelte

råd og nævn, herunder anvendes både betegnelsen »dommer«, »byretsdommer«,

»landsdommer«

og »højesteretsdommer«.

I enkelte tilfælde udpeges dommere til hverv i offentlige

råd og nævn, selv om der i lovgivningen ikke er stillet krav om, at hvervet

skal varetages af en dommer. I så fald udpeges dommerne normalt efter en

bestemmelse

om, at hvervet skal varetages af en jurist. Det forekommer derimod kun meget

sjældent, at dommere udpeges til hverv, hvor der ikke i det pågældende

regelsæt

stilles krav om en juridisk uddannelse.

Er det i lovgrundlaget for et offentligt råd eller nævn

blot bestemt, at et hverv skal varetages af »en dommer«, synes der ikke at

være

nogen fast praksis for, om der udpeges en byrets-, lands- eller

højesteretsdommer.

Udpegning af dommere til hverv i offentlige råd og nævn

foretages almindeligvis af den myndighed, som det pågældende råd og nævn

hører

under. Udpegning af en dommer sker i praksis ofte således, at myndigheden

anmoder Domstolsstyrelsen om at indstille en dommer til hvervet, hvorefter

Den

Danske Dommerforening eller retspræsidenterne via Domstolsstyrelsen

indstiller

en dommer til hvervet. For enkelte råd og nævn er det i lovgrundlaget

bestemt,

hvem der skal indstille en dommer til det pågældende hverv.

Til hverv i

de særlige domstole

udpeges dommere efter bestemmelser i de love, der regulerer

henholdsvis Den Særlige Klageret, Arbejdsretten og tjenestemandsretterne. For

så vidt angår Den Særlige Klageret og tjenestemandsretterne, er det i loven

angivet, hvilken type dommer der skal udpeges, mens det for så vidt angår

Arbejdsretten alene er angivet, at den pågældende skal opfylde de almindelige

betingelser for at være dommer. Til hverv i Den Særlige Klageret udpeges

dommere efter indstilling fra justitsministeren, og til hverv i Arbejdsretten

udpeges dommere efter indstilling fra Arbejdsrettens ordinære medlemmer.

U

dpegning af

dommere til bibeskæftigelse

i private klage- og ankenævn og

bestyrelseshverv i fonde mv. sker efter bestemmelser i

vedtægter eller lignende.

Udpegning af dommere til hverv i de

private klage- og

ankenævn

sker i medfør af klage- og ankenævnenes vedtægtsbestemmelser, hvor

det almindeligvis er anført, at formanden eller næstformanden skal være eller

skal opfylde betingelserne for udnævnelse til enten dommer, landsdommer eller

højesteretsdommer. I enkelte tilfælde udpeges dommere til private klage- og

ankenævn, hvor der i vedtægterne alene stilles krav om, at den pågældende

skal

være jurist.

Det er sædvanligvis organisationerne bag de private klage-

og ankenævn, der udpeger dommerne. Der findes ikke vedtægtsbestemmelser eller

andre formelle regler, der giver retningslinier for udpegning. I praksis

foregår udpegning til de private klage- og ankenævn enten på den måde, at en

retspræsident

efter anmodning indstiller en dommer til hvervet, eller på den måde, at

udpegningen sker på baggrund af nævnets direkte henvendelse til dommeren.

U

dpegning af

dommere til bibeskæftigelse som dommere

i de private og faglige

voldgifter

sker på baggrund af

en

aftale mellem parterne

i den sag, som dommeren i forbindelse med

hvervet skal træffe afgørelse i.

I de

institutionelle voldgiftsretter

er instituttet

involveret i udpegningen af dommere til de enkelte voldgiftssager. For så

vidt

angår voldgiftsretter under Det Danske Voldgiftsinstitut, er det sædvanligvis

sagens parter, der vælger en dommer, som herefter formelt udpeges af

instituttet. I voldgiftsretter under Voldgiftsnævnet for bygge- og

anlægsvirksomhed er det Voldgiftsnævnet, der alene står for udpegningen af

dommeren,

og voldgiftssagens parter har ingen indflydelse på valget af den enkelte

dommer. Udpegningen af dommere til internationale voldgiftsretter under ICC

(International Chamber of Commerce) sker i henhold til ICC’s

procesreglement.

I de

private voldgifter, der ligger uden for de

institutionelle voldgiftsretter, udpeges den dommer, der skal være formand

for

voldgiftsretten, i henhold til parternes nærmere aftale herom. I nogle

tilfælde

retter parterne, partsrepræsentanterne eller de partsudpegede

voldgiftsdommere

i fællesskab henvendelse til den dommer, som de ønsker som formand. I andre

tilfælde retter de henvendelse til en af retspræsidenterne, der efter

anmodning

udpeger en dommer som formand.

I

faglige voldgifter

er det som hovedregel

overenskomstparterne, der efter aftale udpeger den dommer, som skal være

opmand

og typisk formand for den faglige voldgiftsret. Det forekommer også, at

Arbejdsretten efter anmodning fra parterne udpeger dommere til de faglige

voldgiftsretter. Dette sker typisk i de tilfælde, hvor sagens parter ikke kan

blive enige om at udpege en dommer.

I

fagretlige nævn, herunder f.eks. afskedigelses- og

ledernævn,

sker udpegning af

dommere til bibeskæftigelse også på baggrund af en

aftale mellem de involverede parter.

U

dpegning af

dommere til

lovforberedende udvalg

mv. foretages af den

pågældende

ressortminister.

Dommere har også bibeskæftigelse inden for en række

områder, hvor der ikke sker en egentlig udpegning. Det gælder hovedsageligt

bibeskæftigelse i forbindelse med forfattervirksomhed samt bibeskæftigelse i

forbindelse

med undervisning og censur. Her er det sædvanligvis dommeren, der på eget

initiativ påtager sig bibeskæftigelse.

4.5.2.

Udvalget har overvejet, om der er behov for

ændring af de nævnte gældende ordninger om udpegning af den enkelte dommer

til

de forskellige typer bibeskæftigelse for at sikre, at udpegningen til

bibeskæftigelse

ikke skal kunne give anledning til habilitetsmæssige problemer i forhold til

dommerens arbejde i hovedstillingen, og fordi udpegningsmåden kan have

betydning for at opnå en spredning af dommernes bibeskæftigelse og

biindtægter.

Udvalget finder, at der ikke er behov for at ændre den

måde, hvorpå dommere udpeges til de forskellige former for bibeskæftigelse,

der

ikke indebærer

tvistløsning

,

dvs. eksempelvis lovforberedende udvalg, bestyrelseshverv (samt undervisning,

censorvirksomhed og forfattervirksomhed). Udvalget har lagt vægt på, at

hverken

et habilitetshensyn eller hensynet til en spredning af bibeskæftigelse og

biindtægter peger på et behov for ændring af den gældende ordning på disse

områder.

Udvalget finder derimod, at der er behov for at ændre eller

formalisere de gældende udpegningsordninger til de forskellige former for

bibeskæftigelse, der

indebærer

tvistløsning

, og hvor den enkelte dommer i dag udpeges af hvervgiverne eller

parterne i sagen i fællesskab, dvs. navnlig bibeskæftigelse i almindelige

voldgifter,

faglige voldgifter, offentlige råd og nævn samt private klage- og ankenævn.

Udvalget foreslår en ordning, hvorefter det altid er domstolene,

der skal udpege dommere til de typer af bibeskæftigelse, der indebærer

tvistløsning uden for domstolene. Dette vil kunne medvirke til at sikre

spredning

af biindtægterne og til at eventuelle habilitetstvivl som følge af direkte

henvendelse fra sagens parter/hvervgivere til konkrete dommere undgås.

På de områder, hvor det allerede i dag er bestemt ved lov,

hvordan dommere skal udpeges til tvistløsning, er det i loven bestemt, at

udpegningen

foretages af domstolene eller andre efter indstilling fra domstolene. Dette

gælder bl.a. udpegning af dommere til de særlige domstole, dvs. til Den

særlige

Klageret, Arbejdsretten og tjenestemandsretterne, samt til visse offentlige

råd

og nævn. Da de gældende lovbestemte ordninger således er i overensstemmelse

med

udvalgets forslag, foreslår udvalget ikke ændringer heri.

Udvalget foreslår, at der for

almindelige voldgifter og for faglige voldgifter

indføres en ordning,

hvorefter det er en retspræsident eller en anden dommer efter en generel

bemyndigelse

fra vedkommende retspræsident, der står for udpegningen af den enkelte dommer

til en voldgiftssag. Ordningen indebærer, at parter i en voldgiftssag, der

ønsker at benytte en dommer som opmand i voldgiftssagen, skal rette

henvendelse

til en retspræsident (eller anden dommer) for at få udpeget en dommer til

sagen.

Udvalget anfører, at den foreslåede udpegningsordning i

praksis kan fungere efter to forskellige modeller:

1.

Præsidentmodellen

, hvor en retspræsident

– på grundlag af en anmodning fra sagens parter om udpegning af en

dommer –

udpeger den dommer, der skal behandle en bestemt voldgiftssag, eller

2.

Institutmodellen

, hvor en dommer efter

en generel bemyndigelse fra vedkommendes retspræsident – ud fra en liste

over

dommere, der er til rådighed for den pågældende type voldgiftssager –

udpeger

den dommer, der skal behandle en bestemt voldgiftssag.

I forhold til den gældende retstilstand indebærer

præsidentmodellen den stramning, at parterne ikke selv kan bestemme valget af

den dommer, der skal behandle voldgiftssagen, men at et ønske om valg af en

eller flere bestemte dommere skal forelægges en retspræsident til nærmere

vurdering og afgørelse.

Udvalget foreslår, at institutmodellen kan anvendes ved

udpegning til de almindelige voldgifter.

En sådan ordning er eksempelvis af betydning for udpegning

af dommere til voldgiftssager i Voldgiftsnævnet for bygge- og

anlægsvirksomhed,

hvor det allerede i dag er en højesteretsdommer, der som formand for

præsidiet

udpeger dommere til voldgiftssager blandt de højesteretsdommere og

landsdommere,

der er medlemmer eller suppleanter af præsidiet. Det er udvalgets opfattelse,

at denne udpegningsordning bør kunne fortsættes med en generel bemyndigelse

fra

vedkommende retspræsident til formanden for Voldgiftsnævnet for bygge- og

anlægsvirksomhed til at udpege dommere til voldgiftssager.

Også på andre områder end dem der behandles i

Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed, kan der efter forslaget

etableres en udpegningsordning efter institutmodellen. Dette kræver dog, at

der

etableres voldgiftsinstitutter, hvor en dommer er bemyndiget til at udpege

dommere til voldgiftssager ud fra en liste over dommere, der er til rådighed

for instituttet. En sådan institutionel udpegning forestået af en dommer

efter

en generel bemyndigelse fra vedkommende retspræsident vil i givet fald kunne

erstatte udpegningen efter præsidentmodellen.

Præsidentmodellen kan efter udvalgets forslag anvendes i de

tilfælde, hvor der ikke er etableret en institutmodel.

Den foreslåede ordning om udpegning af dommere til

voldgiftssager berører ikke udpegningen af danske dommere ved et udenlandsk

voldgiftsinstitut.

Efter udvalgets forslag kan institutmodellen endvidere

anvendes ved udpegning af dommere til de

faglige

voldgifter. U

dvalget foreslår, at den dommer, der er formand for

Arbejdsretten, inden for en nærmere afgrænset liste af dommere skal kunne

udpege

dommere til faglige voldgifter eller andre tvistløsningsorganer inden for det

arbejdsretlige område. Arbejdsrettens formand skal have en generel

bemyndigelse

fra sin retspræsident til at forestå udpegningen. Således som formandskabet i

dag er varetaget i Arbejdsretten, vil det være en højesteretsdommer, der

kommer

til at forestå udpegningen.

Udvalget anfører, at listen over dommere naturligt i første

række vil bestå af de dommere, der er tilknyttet Arbejdsrettens formandskab.

Hertil kommer dommere tilknyttet øvrige tvistløsningsorganer på

arbejdsmarkedet,

herunder f.eks. Forligsinstitutionen. Listen vil i øvrigt kunne bestå af

dommere, som arbejdsmarkedets parter måtte finde det hensigtsmæssigt at pege

på. Udvalget foreslår, at den nærmere sammensætning af listen fastlægges af

de

ordinære dommere i Arbejdsretten i samarbejde med Arbejdsrettens formandskab.

Arbejdsrettens

optagelse af en dommer på listen forudsætter godkendelse af retspræsidenten

for

den retsinstans, hvor dommeren arbejder i hovedstillingen. Optagelse af nye

dommere på listen forudsættes at kunne ske løbende efter indstilling fra

arbejdsmarkedets parter.

Udvalget finder det ubetænkeligt, at parterne i en faglig

voldgift i fællesskab kan bringe en eller flere navngivne dommere i forslag.

I

de tilfælde, hvor parterne i fællesskab bringer en navngiven dommer i

forslag,

udgør den foreslåede udpegningsmodel en kontrolfunktion, der har til formål

at

modvirke såvel en uhensigtsmæssig koncentration af arbejdsopgaver hos enkelte

dommere som konkrete habilitetsmæssige problemer. Hertil kommer, at

Arbejdsrettens formand – når andre vægtige forhold taler herfor –

kan opfordre

parterne til at genoverveje ressourceforbruget i den konkrete sag, herunder

genoverveje

et eventuelt ønske om udvidet formandskab (flere opmænd i sagen).

For så vidt angår udpegning af dommere til voldgifter af

mere permanent karakter eller andre tvistløsningsorganer inden for det

arbejdsretlige område, herunder f.eks. voldgifter med fast dommerpanel,

Afskedigelsesnævn,

Ledernævn og Overenskomstnævn, foreslår udvalget, at Arbejdsrettens formand

foretager udpegningen efter anmodning fra parterne og efter de ovenfor

beskrevne retningslinier.

Udvalget foreslår, at der for

de offentlige råd og nævn samt for de private klage- og ankenævn

indføres

en ordning, hvorefter en retspræsident skal stå for udpegningen af dommere

til

hverv i råd og nævn. Ordningen indebærer, at der skal rettes henvendelse til

en

retspræsident, når der skal udpeges en dommer til et offentligt råd og nævn

eller til et privat klage- og ankenævn. Det er således ikke muligt – som

det i

et vist omfang sker i dag – at rette direkte henvendelse til den dommer,

der ønskes

udpeget til at varetage et hverv i et råd eller nævn. Inden for både de

offentlige råd og nævn og de private klage- og ankenævn følges dog allerede i

dag i et vist omfang den praksis, at en retspræsident efter anmodning

indstiller en dommer til et hverv i et råd eller nævn. Den foreslåede ordning

tager udgangspunkt i denne praksis, og udvalget foreslår, at dette bliver den

almindelige udpegningsregel med visse ændringer og med tillæg af en særlig

ordning for så vidt angår udpegning af dommere fra de overordnede retter, jf.

nedenfor.

Udvalget foreslår samtidig, at dommere fra de overordnede

retsinstanser kun må udpeges til et offentligt råd eller nævn eller til et

privat klage- eller ankenævn, hvis udpegningen af en sådan dommer er bestemt

ved lov eller er godkendt af Bibeskæftigelsesnævnet, jf. herom nedenfor under

pkt. 4.6. Når Bibeskæftigelsesnævnet skal tage stilling til ønsket om

medvirken

af en dommer fra en overordnet ret, skal nævnets stillingtagen særligt ske

under hensyntagen til, om og i bekræftende fald i hvilket omfang det

pågældende

råds eller nævns afgørelser omfatter principielle spørgsmål eller på anden

måde

involverer betydelige interesser. Stillingtagen skal endvidere ske under

hensyntagen til, om flere dommere indgår i et formandskab, idet en

sammensætning

med dommere fra flere instanser i bekræftende fald særligt skal overvejes.

Udvalget foreslår denne samlede nyordning for udpegning af

dommere til råd og nævn indført for i videre omfang at sikre muligheden for

en

spredning af hvervene i råd og nævn. Særligt den foreslåede ordning om, at en

dommer fra de overordnede retsinstanser kun kan udpeges, hvis det er bestemt

ved lov eller godkendt af Bibeskæftigelsesnævnet, må efter udvalgets

opfattelse

forventes at medføre, at en del af de hverv, der i dag varetages af

højesterets- og landsdommere, fremover vil blive varetaget af byretsdommere.

Herudover foreslås nyordningen med det formål at afskære

den direkte forbindelse mellem den dommer, der skal forestå den konkrete

tvistløsning i et råd eller nævn, og de myndigheder eller private

organisationer, som skal betale dommeren for varetagelse af hvervet, og hvis

afgørelser eller handlinger mv. dommeren skal bedømme.

4.5.3.

Justitsministeriet

kan tilslutte sig udvalgets synspunkter og forslag. Lovforslaget er udformet

i

overensstemmelse med udvalgets lovudkast.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1 (forslag til

retsplejelovens § 47 a, stk. 2-4), og bemærkninger hertil.

4.6. Oprettelse af et Bibeskæftigelsesnævn

4.6.1.

S

om

det fremgår af pkt. 2 ovenfor, varetages administrationen af dommernes

bibeskæftigelse i dag af retspræsidenterne og Præsidentrådet (dvs.

retspræsidenterne i Højesteret, Østre Landsret, Vestre Landsret og Sø- og

Handelsretten samt retspræsidenterne ved byretterne i København, Århus,

Odense,

Ålborg og Roskilde) i fællesskab. Udvalget har overvejet, hvem der fremover

bør

varetage administrationen af dommernes bibeskæftigelse.

Udvalget finder, at administrationen af dommernes

bibeskæftigelse fortsat bør tilrettelægges således, at det er

vedkommende retspræsident

, der som

udgangspunkt fører tilsyn med den enkelte dommers bibeskæftigelse og

biindtægter. Forslaget er udformet under hensyntagen til, at en ny

byretsstruktur

forventes at træde i kraft samtidig med det foreslåede tidspunkt for denne

lovændring. Udvalget lægger i den forbindelse vægt på, at det er vedkommende

retspræsident, der som leder af den pågældende ret har det bedste kendskab

til

den enkelte dommers arbejdsmæssige forhold.

Dette indebærer, at det også fremover er den enkelte

retspræsident, der skal modtage dommernes årlige indberetninger om

indtægtsgivende bibeskæftigelse, jf. forslaget til retsplejelovens § 47

c,

og at den enkelte retspræsident fortsat skal kunne give et konkret pålæg til

en

dommer om at indsende en redegørelse for tidsforbrug eller indtægter på

bibeskæftigelse og eventuelt træffe en konkret beslutning om, at den

pågældende

dommer skal indhente tilladelse til al bibeskæftigelse, jf. forslaget til

retsplejelovens

§ 47 d.

Udvalget foreslår endvidere, at den enkelte retspræsident også

fremover skal varetage opgaven med at udpege dommere til bibeskæftigelse, der

indebærer tvistløsning, jf. pkt. 4.5 ovenfor. Udvalget anfører, at

retspræsidenten

gennem dialog med den enkelte dommer løbende bør holde sig ajour med

dommerens

bibeskæftigelse og biindtægter. Hertil kommer, at retspræsidenten efter

udløbet

af hver 3-års periode skal føre tilsyn med, om den enkelte dommer har

overholdt

loftet for biindtægter.

Den koordinerende administration af dommernes

bibeskæftigelse foreslår udvalget derimod varetaget af et nyoprettet

Bibeskæftigelsesnævn.

Udvalget anfører, at offentligheden bør have indsigt i og

mulighed for løbende at kunne følge dommernes bibeskæftigelse, og derfor bør

den samlede bibeskæftigelse administreres af et nævn, der tillige har

repræsentanter

for offentligheden. Hertil kommer, at forslaget om et loft for dommernes

bibeskæftigelse og om godkendelse af udpegning af dommere fra de overordnede

retter til råd og nævn gør det hensigtsmæssigt at oprette et særligt organ

for

dommernes bibeskæftigelse.

Udvalget finder, at Bibeskæftigelsesnævnet bør være

uafhængigt af såvel den offentlige forvaltning som af domstolene. For at

understrege nævnets tilknytning til domstolssystemet – uden at være en

del

heraf – findes det imidlertid hensigtsmæssigt, at nævnet oprettes som et

særligt organ inden for retsplejen. Bibeskæftigelsesnævnets foreslåede status

vil indebære, at nævnets virksomhed ikke er omfattet af forvaltningsloven og

offentlighedsloven og endvidere ikke er omfattet af Ombudsmandens kompetence.

Nævnets virksomhed reguleres udelukkende af retsplejeloven og nævnets

forretningsorden.

Om Bibeskæftigelsesnævnets sammensætning anfører udvalget,

at det for at opfylde formålet med nævnet er væsentligt, at nævnsmedlemmerne

repræsenterer oplysninger og viden om dommeres arbejdsmæssige forhold i de

forskellige retsinstanser og har viden om dommernes bibeskæftigelse. Dette

hensyn

varetages ved, at retspræsidenter for forskellige retsinstanser bliver

medlemmer

af nævnet.

Endvidere finder udvalget det væsentligt, at den enkelte

dommers interesser i forbindelse med Bibeskæftigelsesnævnets konkrete

afgørelser om en dommeres bibeskæftigelse kan varetages af en repræsentant

for

dommerne. Dette hensyn kan varetages ved, at en repræsentant for Den Danske

Dommerforening bliver medlem af nævnet.

Endvidere finder udvalget, at hensynet til at sikre offentlighedens

indsigt i dommernes bibeskæftigelse tilsiger, at offentligheden repræsenteres

i

nævnet.

På denne baggrund foreslår udvalget, at

Bibeskæftigelsesnævnet kommer til at bestå af 7 medlemmer, og at det

sammensættes

således: Præsidenten for Højesteret (formand), præsidenten for Østre Landsret

og præsidenten for Vestre Landsret samt 1 præsident valgt af de øvrige

retspræsidenter, en dommer valgt af Den Danske Dommerforening og to

repræsentanter for offentligheden.

De to medlemmer, der repræsentanter offentligheden, bør

efter udvalgets opfattelse have en bred samfundsmæssig indsigt og bør

endvidere

være engagerede samfundsborgere, som er almindeligt ansete og i besiddelse af

høj personlig integritet. Der kan ikke herudover gives nærmere retningslinier

for, hvilken baggrund offentlighedsrepræsentanterne bør have. Det bør ikke

være

en forudsætning, at den enkelte offentlighedsrepræsentant er jurist, og

omvendt

bør en juridisk baggrund ikke udelukke en person fra at blive udpeget.

Udvalget foreslår på den baggrund, at justitsministeren

forud for beskikkelsen af offentlighedsrepræsentanterne indhenter

indstillinger

fra organer, der er uafhængige, upartiske og almindeligt anerkendte i

offentligheden.

Udvalget peger i den forbindelse på Dansk Folkeoplysnings Samråd og

Rektorkollegiet.

For at undgå tvivl om offentlighedsrepræsentanternes

uafhængighed af brugerne af dommernes bibeskæftigelse bør

offentlighedsrepræsentanterne

efter udvalgets forslag ikke være ansat i centraladministrationen, være

medlemmer

af regionsråd eller kommunalbestyrelser eller i øvrigt være ansat i eller

repræsentere offentlige eller private institutioner og organisationer mv.,

der

er brugere af dommernes bibeskæftigelse. For at undgå tvivl om nævnets

uafhængighed af den lovgivende magt foreslår udvalget endvidere, at

offentlighedsrepræsentanterne

ikke må være medlemmer af Folketinget.

Det forudsættes endvidere, at justitsministerens

beskikkelse af en retspræsident valgt af de øvrige retspræsidenter samt af en

dommer

valgt af Den Danske Dommerforening sker efter indstilling fra henholdsvis de

pågældende retspræsidenter og Den Danske Dommerforening.

Medlemskabet af nævnet vil for præsidenten for Højesteret

og de to landsretspræsidenter være tidsubegrænset, således at disse personer

vil være medlemmer, så længe de har de pågældende stillinger som

retspræsidenter.

For den retspræsident, der er valgt af de øvrige retspræsidenter, og for den

dommer,

der er valgt af dommerforeningen, foreslår udvalget, at medlemskabet

ligeledes

skal være tidsubegrænset. For de to offentlighedsrepræsentanter foreslår

udvalget, at medlemskabet skal være tidsbegrænset og uden mulighed for

genudnævnelse. Med henblik på at sikre kontinuiteten i nævnets arbejde,

foreslås funktionstiden for offentlighedsrepræsentanterne fastsat til 6 år,

der

udløber forskudt, således at der sker udskiftning hvert 3. år.

Udvalget finder, at hvervet som medlem af Bibeskæftigelsesnævnet

bør være ulønnet. Dog kan der ydes honorar til offentlighedsrepræsentanterne.

Det foreslås, at sekretariatsbistand til

Bibeskæftigelsesnævnet varetages af Højesteret. Udvalget peger i den

forbindelse på behovet for, at Højesteret har de nødvendige ressourcer

hertil.

For at sikre åbenhed og gennemsigtighed med hensyn til

Bibeskæftigelsesnævnets afgørelser og praksis foreslår udvalget, at der

indføres en ordning med offentliggørelse af nævnets afgørelser. Udvalget

foreslår,

at offentliggørelsen sker ved, at Bibeskæftigelsesnævnet afgiver en årlig

beretning

om nævnets virksomhed. Beretningen bør – ligesom den

årlige oversigt over dommernes indberetninger om indtægtsgivende

bibeskæftigelse

– være tilgængelig på internettet.

4.6.2.

Justitsministeriet

er enig i udvalgets synspunkter og forslag om retspræsidenternes tilsyn og om

oprettelse

af et Bibeskæftigelsesnævn til varetagelse af den overordnede koordination.

Justitsministeriet kan endvidere tiltræde forslaget om

Bibeskæftigelsesnævnets

sammensætning. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets

lovudkast. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1 (forslag til

retsplejelovens § 47 e og § 47 f), og bemærkninger hertil.

5. Lovforslagets økonomiske og administrative

konsekvenser

Med den foreslåede regulering af dommernes bibeskæftigelse

tilsigtes en spredning af bibeskæftigelsen – i hovedsagen fra

højesteretsdommere

til dommere i de lavere retsinstanser – bl.a. ved indførelse af et loft

for

dommeres indtægter ved bibeskæftigelse på 50 % af lønnen i hovedstillingen

samt

ved formalisering af udpegningen af dommere til de forskellige former for

bibeskæftigelse,

der indebærer tvistløsning.

Der er ved den foreslåede 3-årige overgangsordning, hvor

loftet for biindtægter fastsættes til 75 pct., lagt vægt på at sikre en

tilstrækkelig tid til tilpasning af dommernes bibeskæftigelse og biindtægter,

herunder således at brugerne inden for de forskellige typer bibeskæftigelse

eventuelt har mulighed for at finde andre dommere end dem, der hidtil har

været

anvendt. Der henvises til pkt. 4.4. ovenfor.

Den koordinerende administration af dommernes

bibeskæftigelse foreslås varetaget af et nyt nævn –

Bibeskæftigelsesnævnet –

der sekretariatbetjenes af Højesteret. Udgifterne hertil vil blive afholdt

inden for retternes nuværende bevillingsmæssige rammer.

Lovforslaget skønnes med den nævnte overgangsordning ikke i

øvrigt at have økonomiske eller administrative konsekvenser for det

offentlige

eller for erhvervslivet af betydning.

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og

indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Positive

konsekvenser/

mindreudgifter

Negative

konsekvenser/

merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Ingen

Ingen af betydning

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

Ingen af betydning

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen af betydning

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen af betydning

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter

6. Høring

Betænkning nr. 1465/2005 fra udvalget om dommeres

bibeskæftigelse har været i høring hos følgende myndigheder og

organisationer:

Præsidenten for Højesteret, Præsidenten for Østre Landsret,

Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Sø- og Handelsretten,

Præsidenten

for Københavns Byret, Præsidenten for retten i Århus, Præsidenten for retten

i

Odense, Præsidenten for retten i Ålborg, Præsidenten for retten i Roskilde,

Domstolsstyrelsen,

Dommerforeningen, Dommerfuldmægtigforeningen, HK Landsklubben Danmarks

Domstole,

Advokatrådet, Forbrugerrådet, Finansrådet, Realkreditrådet, Forsikring &

Pension, HTS Interesseorganisationen, Dansk Industri, Dansk Handel &

Service, Håndværksrådet, Dansk InkassoBrancheforening, Liberale Erhvervs Råd,

Dansk

Arbejdsgiverforening, Landsorganisationen i Danmark,

3F

Fagligt Fælles Forbund, Danmarks Rederiforening,

Akademikernes Centralorganisation, Amtsrådsforeningen, Forenede Danske

Motorejere, Danske Speditører, Syddansk Universitet, Danmarks Jurist- og

Økonomiforbund, Dansk Retspolitisk Forening, Handels- og

Kontorfunktionærernes

forbund i Danmark, Foreningen af Advokater og Advokatfuldmægtige, De Danske

Patentagenters Forening, Dansk Ejendomsmæglerforening, Foreningen af

Statsautoriserede Revisorer, Århus Universitet, Foreningen Danske

Inkassoadvokater, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd,

Frederiksberg

Kommune, Procesbevillingsnævnet, Københavns Kommune, Foreningen af

Statsamtsmænd,

Foreningen af Statsamtsjurister, Københavns Retshjælp, Institut for

Menneskerettigheder, Århus Retshjælp, Voldgiftsnævnet for Bygge- og

Anlægsvirksomhed, Københavns Universitet, Det Danske Voldgiftsinstitut,

Kommunernes

Landsforening, Foreningen af Registrerede Revisorer, Landsforeningen af

Beskikkede

Advokater.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 (§ 47-

47

f

)

Retsplejeloven indeholder i dag regler om dommeres

bibeskæftigelse i §§ 47,

47 a

og 47 b. Reglerne er et supplement til den almindelige bestemmelse i

tjenestemandslovens § 17 om tjenestemænds adgang til beskæftigelse ved

siden af hovedstillingen.

Reglerne om dommeres bibeskæftigelse i retsplejeloven blev

gennemført ved lov nr. 402 af 26. juni 1998 om ændring af retsplejeloven mv.

på

baggrund af anbefalinger afgivet af Domstolsudvalget i betænkning nr.

1319/1996. Reglerne trådte i kraft den 1. juli 1999.

Reglerne i retsplejeloven om dommeres bibeskæftigelse

indeholder i § 47 en generel tilladelsesordning, i § 47 a en

generel

indberetningsordning samt i § 47 b en konkret indberetnings- og

tilladelsesordning.

Det foreslås, at reglerne i retsplejeloven om dommeres

bibeskæftigelse suppleres med en række yderligere regler og i øvrigt

videreføres med en ændret struktur, således at

§ 47

bliver en generel bestemmelse om

dommeres adgang til bibeskæftigelse, der endvidere introducerer et nyt

Bibeskæftigelsesnævn,

§ 47 a

fastsætter, hvilke hverv en dommer må

påtage sig, og hvorledes udpegning af en dommer til offentlig eller privat

tvistløsning skal foretages,

§ 47 b

fastsætter et loft for den

indtægt, som en dommer må oppebære ved bibeskæftigelse,

§ 47 c

viderefører pligten for dommere til

at indberette al indtægtsgivende bibeskæftigelse og

§ 47 d

viderefører

den konkrete indberetnings- og tilladelsesordning. Endelig indeholder

forslaget

til

§ 47 e

og

§ 47

f

nærmere regler om det

foreslåede Bibeskæftigelsesnævn, der skal behandle spørgsmål om dommeres

bibeskæftigelse.

Til § 47

Det foreslås, at en dommer kun må have beskæftigelse ved

siden af sin dommerstilling under de betingelser, der er angivet i § 47

a

og § 47 b og i tjenestemandslovens § 17, jf.

stk. 1.

Bestemmelsen indebærer, at det er tilladt for dommere at

have bibeskæftigelse ved siden af dommerstillingen, men adgangen hertil

reguleres af de generelle regler om tjenestemænds pligter i

tjenestemandsloven

og de foreslåede regler om dommeres bibeskæftigelse i retsplejelovens

§ 47

a og § 47 b.

Det følger af tjenestemandslovens § 17, at en

tjenestemand kun må have beskæftigelse ved siden af sin stilling, for så vidt

og i det omfang det er foreneligt med den samvittighedsfulde udøvelse af de

til

tjenestemandsstillingen knyttede pligter og med den for stillingen nødvendige

agtelse

og tillid.

En klar forudsætning for dommernes bibeskæftigelse er

således helt generelt, at bibeskæftigelsen ikke giver anledning til

habilitetsmæssige

problemer eller på anden måde er uforenelig med dommerhvervet og ikke går ud

over dommerens arbejdsindsats i hovedstillingen.

For dommeres vedkommende foreslås foruden videreførsel af

den gældende regel om tilladelse til at varetage fast indtægtsgivende

bibeskæftigelse, jf. forslaget til § 47 a, stk. 1, yderligere

regler

i retsplejelovens § 47 a om dommere fra de overordnede retters mulighed

for

at varetage hverv som medlemmer af offentlige råd og nævn samt i

retsplejelovens § 47 b om et loft for indtægter ved dommeres

bibeskæftigelse.

Det foreslås endvidere, at der oprettes et Bibeskæftigelsesnævn,

jf.

stk. 2.

Nævnet skal

varetage de opgaver, der er nævnt i retsplejelovens §§ 47 a – 47 d,

og

overtager bl.a. de opgaver, der efter de gældende regler varetages af

Præsidentrådet bestående af præsidenterne for de kollegiale retter, jf.

herved

den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 47. Nævnets opgaver er

beskrevet samlet i bemærkningerne til § 47 e. Nærmere regler om nævnets

virksomhed er indeholdt i forslaget til retsplejelovens § 47 e og

§ 47

f.

Til § 47 a

Det foreslås, at en dommer kun må have fast indtægtsgivende

bibeskæftigelse, hvis det ved lov er bestemt, at det pågældende hverv skal

varetages af en dommer, eller hvis dommerens varetagelse af hvervet tillades

af

Bibeskæftigelsesnævnet, jf.

stk. 1.

Bestemmelsens andet led viderefører den gældende

tilladelsesordning i retsplejelovens § 47, dog således at

Bibeskæftigelsesnævnet

overtager Præsidentrådets (dvs. præsidenterne for de kollegiale retters)

kompetence

til at meddele tilladelse.

Kravet om tilladelse omfatter fortsat kun dommeres faste

bibeskæftigelse. Dette indebærer, at bibeskæftigelsen må have en vis varig

karakter. Bibeskæftigelse, der består i hverv af lejlighedsvis eller

enkeltstående karakter, herunder f.eks. medlemskab af ad hoc voldgiftsretter,

kræver

derimod ikke tilladelse.

Anmodes en retspræsident om at udpege en dommer til et enkeltstående

hverv, jf. herved stk. 3, forudsættes det dog, at retspræsidenten

forelægger

spørgsmålet om hvervets forenelighed med dommergerningen for

Bibeskæftigelsesnævnet, hvis hvervet indebærer en ny form for tvistløsning.

Herved

sikres det, at Bibeskæftigelsesnævnet ikke efterfølgende afslår at give

tilladelse til fast bibeskæftigelse af den pågældende karakter.

Endvidere er det kun indtægtsgivende bibeskæftigelse, der

kræver tilladelse. Medlemskab af f.eks. et menighedsråd eller en

børneinstitutions- eller idrætsforeningsbestyrelse kræver eksempelvis, i det

omfang hvor hvervet er ulønnet, ikke tilladelse.

Den bibeskæftigelse, der kræver tilladelse, udgør således

alene en del af den samlede bibeskæftigelse, der kan varetages af dommere.

Præsidentrådet har i et notat om dommeres bibeskæftigelse

fra marts 2002 redegjort for rådets praksis vedrørende tilladelser til fast

indtægtsgivende bibeskæftigelse. I notatet peges der på et helt afgørende

kriterium,

der skal lægges til grund ved afgørelser efter § 47: »om beskæftigelsen

kan give anledning til habilitetsmæssige problemer eller på anden måde efter

sin art ikke vil være forenelig med dommerhvervet«. Det anføres endvidere, at

også spørgsmålet om den ansøgte beskæftigelses omfang i forhold til

hovedstillingen efter forarbejderne til loven af 26. juni 1998 må kunne

inddrages i rådets overvejelser, hvis omstændighederne på forhånd giver

grundlag for at antage, at bibeskæftigelsen kan have negativ indflydelse på

arbejdet i hovedstillingen.

Det er samtidig Præsidentrådets opfattelse, at rådet under

den gældende retstilstand ikke har mulighed for at inddrage andre hensyn end

de

oven for nævnte i grundlaget for afgørelserne. Rådet kan derfor ikke meddele

afslag på ansøgninger om tilladelse til fast indtægtsgivende bibeskæftigelse

med den begrundelse, at dommernes samlede bibeskæftigelse ønskes begrænset.

Der tilsigtes med lovforslaget ikke en ændring af denne

praksis. Det er således ikke hensigten, at der skal kunne meddeles afslag på

en

ansøgning om tilladelse til fast indtægtsgivende bibeskæftigelse efter

§ 47

a, stk. 1, alene med den begrundelse, at en dommers samlede

bibeskæftigelse

ønskes begrænset, medmindre den ansøgte beskæftigelse konkret må antages at

kunne gå ud over dommerens arbejdsindsats i hovedstillingen. Dette hensyn

skal i

stedet varetages med forslaget til § 47 b, hvor der foreslås et loft

over

dommeres indtægter fra indtægtsgivende bibeskæftigelse, jf. nærmere nedenfor.

I Præsidentrådets notat om praksis efter den nugældende § 47

i retsplejeloven peges der endvidere på, at hverv, som ifølge loven skal

indehaves af dommere, i overensstemmelse med hidtidig praksis ikke er

omfattet

af tilladelseskravet. Som eksempler på sådanne hverv nævnes Advokatnævnet,

Flygtningenævnet, Tjenestemandsretten og Valgbarhedsnævnet.

Det foreslås, at denne praksis lovfæstes med betingelsen i

første led af stk. 1, hvorefter en dommer kan have fast indtægtsgivende

bibeskæftigelse, hvis det ved lov er bestemt, at det pågældende hverv skal

varetages af en dommer.

Betingelsen om, at det ved lov skal være bestemt, at det

pågældende hverv skal varetages af en dommer, vil være opfyldt, hvis det

direkte i lovgrundlaget er anført, at hvervet skal indehaves af en »dommer«,

»underretsdommer«,

»byretsdommer«, »landsdommer«, »højesteretsdommer« eller lignende. Det vil

endvidere normalt være tilstrækkeligt, hvis det fremgår af lovgrundlaget, at

udnævnelsen sker efter indstilling fra eller udpegning af en retspræsident,

f.eks.

Højesterets præsident i ATP-lovens § 28 om ATP-ankenævnet. Det er

derimod ikke

tilstrækkeligt, at det er anført, at hvervet skal indehaves af en »jurist«,

en

person »der opfylder betingelserne for at kunne udnævnes til dommer« eller

lignende.

Det foreslås, at Bibeskæftigelsesnævnet hvert år skal

offentliggøre en oversigt over de tilladelser, som nævnet har givet i medfør

af

stk. 1, jf.

stk. 4.

Det foreslås endvidere, at hverv som medlem af et

offentligt eller privat råd eller nævn kun må varetages af

højesteretsdommere,

landsdommere, præsidenten og vicepræsidenterne for Sø- og Handelsretten, hvis

det er bestemt ved lov eller godkendt af Bibeskæftigelsesnævnet, at hvervet

skal varetages af en sådan dommer. Nævnets godkendelse kan begrænses til at

gælde

for en bestemt dommer eller for et bestemt tidsrum, jf.

stk. 2.

Bestemmelsen ændrer ikke ved den nuværende retstilstand,

hvorefter dommere fra alle instanser kan deltage i offentlige og private råd

og

nævn. Bestemmelsen, der har til formål at sprede hverv i råd og nævn til

andre

dommere, end dem der er nævnt i bestemmelsen, indebærer imidlertid et forbud

mod at udpege retspræsidenter og andre dommere fra de overordnede retter som

medlemmer af offentlige og private råd og nævn, medmindre det ved lov er

bestemt,

at hvervet skal varetages af en højesteretsdommer, en landsdommer eller af

præsidenten eller en vicepræsident i Sø- og Handelsretten, eller

Bibeskæftigelsesnævnet

konkret har godkendt, at hvervet kan varetages af en sådan dommer.

Bestemmelsen berører alene dommeres deltagelse i offentlige

og private råd og nævn. Af hensyn til formålet med bestemmelsen skal kredsen

af

råd og nævn afgrænses bredt.

De

offentlige

råd og nævn

kan enten være oprettet ved lov eller i henhold til lov

og kan være etableret som centrale, regionale og lokale råd og nævn inden for

henholdsvis staten, regionerne og kommunerne. Bestemmelsen omfatter både råd

og

nævn, der træffer forvaltningsafgørelser i første instans og som

klageinstans.

Disse råd og nævn træffer typisk afgørelser i sager mellem offentlige

myndigheder og private eller i sager af privatretlig karakter mellem private

parter. Bestemmelsen omfatter endvidere offentlige råd og nævn, der alene har

en rådgivende eller tilsynsførende funktion og derfor ikke træffer egentlige

afgørelser, samt Procesbevillingsnævnet.

De

private råd og nævn

omfatter alle de klage- og

ankenævn, der er oprettet af private organisationer mv. og behandler

privatretlige

tvister, herunder i første række klage- og ankenævn, som er godkendt af

ministeren

for familie- og forbrugeranliggender i henhold til lov om forbrugerklager.

Typisk behandler klage- og ankenævnene sager, der vedrører forbrugeres klager

over erhvervsdrivende inden for en bestemt branche, og i sjældnere tilfælde

sager mellem erhvervsdrivende.

Omfattet af bestemmelsen er derimod ikke lovforberedende

udvalg og fagretlige nævn, uanset om de – som bl.a. Retsplejerådet og

Afskedigelsesnævnet – benævnes råd eller nævn.

Dommere fra de overordnede retter kan for det første

deltage i disse offentlige og private råd og nævn, hvis det ved lov er

bestemt,

at hvervet skal varetages af en højesteretsdommer, en landsdommer eller af

præsidenten eller en vicepræsident i Sø- og Handelsretten.

Det forudsættes herved, at det skal fremgå direkte af

lovgrundlaget for det pågældende råd eller nævn, at en dommer fra de

overordnede retter skal varetage et hverv. Det vil således ikke være

tilstrækkeligt,

at en minister efter lovbemyndigelse i en bekendtgørelse har fastsat nærmere

regler om et nævns eller et råds virksomhed og sammensætning, medmindre det

udtrykkeligt er forudsat i bemærkninger til bemyndigelsesloven, at de

pågældende

dommere skal varetage et hverv i rådet eller nævnet.

Det forudsættes endvidere, at det af lovgrundlaget for det

pågældende råd eller nævn skal fremgå, at en af de pågældende dommere skal

varetage hvervet. Er betegnelsen »underretsdommer«, »byretsdommer« eller mere

upræcise angivelser som »jurist«, »være dommer eller opfylde betingelserne

for

at kunne udnævnes til dommer«, »dommer« eller lignende anvendt i

lovgrundlaget,

vil der ikke være grundlag for at udpege en dommer fra de overordnede retter,

medmindre Bibeskæftigelsesnævnet konkret tillader dette, jf. nedenfor.

Derimod vil

det normalt være tilstrækkeligt, hvis det fremgår af lovgrundlaget, at

udnævnelse sker efter indstilling fra eller udpegning af en retspræsident fra

de overordnede retter, f.eks. Højesterets præsident i retsplejelovens

§ 144

om Advokatnævnet og Sø- og Handelsrettens præsident i ATP-lovens § 28 om

ATP-ankenævnet.

Er det i lovgrundlaget for et råd eller nævn anført, at »en

lands- eller højesteretsdommer« skal varetage et hverv, bør det af hensyn til

formålet med bestemmelsen tilstræbes at udpege en landsdommer.

Dommere fra de overordnede retter kan for det andet deltage

i offentlige og private råd og nævn, hvis Bibeskæftigelsesnævnet har bestemt,

at hvervet kan varetages af en sådan dommer.

Det forudsættes, at Bibeskæftigelsesnævnet efter en

overgangsperiode som altovervejende hovedregel alene får til opgave at

meddele

tilladelse til de pågældende dommeres varetagelse af hverv i

private

råd og nævn, idet lovgiver – i hvert

fald på længere sigt – må formodes at gøre op med spørgsmålet om

deltagelse af

dommere fra de overordnede retter i offentlige råd og nævn.

Når Bibeskæftigelsesnævnet skal tage stilling til ønsket om

medvirken af en dommer fra en overordnet ret, skal stillingtagen særligt ske

under hensyntagen til, om og i bekræftende fald i hvilket omfang det

pågældende

råds eller nævns afgørelser omfatter principielle spørgsmål eller på anden

måde

involverer betydelige interesser. Stillingtagen skal endvidere ske under

hensyntagen til, om flere dommere indgår i et formandskab, idet en

sammensætning

med dommere fra flere instanser i bekræftende fald særligt skal overvejes.

Bibeskæftigelsesnævnet vil som udgangspunkt skulle vurdere

en ansøgning om deltagelse af dommere fra de overordnede retter i offentlige

og

private råd og nævn generelt, således at der meddeles tilladelse til, at det

pågældende nævn eller råd fremover skal kunne besættes af henholdsvis

højesteretsdommere, landsdommere eller præsidenten eller en vicepræsident fra

Sø

og Handelsretten. Nævnets godkendelse kan dog begrænses til at gælde for

vedkommende dommer eller for et bestemt tidsrum. Dette kan f.eks. være

relevant

i tilfælde, hvor Beskæftigelsesnævnet ikke generelt finder, at der i det

pågældende råd eller nævn bør være deltagelse af dommere fra de overordnede

retter, men at hensynet til særlig sagkundskab, kontinuiteten i rådets eller

nævnets

arbejde eller lignende f.eks. i genudpegningstilfælde taler for, at der

meddeles

godkendelse til, at en bestemt dommer varetager hvervet.

Bibeskæftigelsesnævnet vil således almindeligvis skulle

meddele tilladelse til, at formandskabet for et nævn fremover kan varetages

af

eksempelvis en landsdommer, men nævnet kan f.eks. også begrænse tilladelsen

til

at gælde så længe hvervet varetages af en navngiven landsdommer.

Bibeskæftigelsesnævnet kan til brug for en afgørelse om

medvirken af en dommer fra en overordnet ret anmode en hvervgiver om

supplerende oplysninger om rådet eller nævnet. Nævnet kan herudover indhente

oplysninger om rådet eller nævnet, hvis der til brug for dets afgørelse er

behov herfor.

Om den praktiske fremgangsmåde ved ansøgning om godkendelse

af, at et hverv kan varetages af en dommer fra de overordnede retter,

henvises

til bemærkningerne om udpegning af dommere til offentlige og private råd og

nævn, jf. nedenfor om stk. 3.

Den foreslåede regel om deltagelse af dommere fra de

overordnede retter i offentlige eller private råd eller nævn får virkning for

udpegninger, der foretages efter lovens ikrafttræden. Nyordningen får

herefter

virkning for udpegning af dommere til de enkelte hverv i takt med, at der

skal

ske nyudpegninger til disse. Nyordningen har ikke betydning for de dommere,

der

er udpeget inden lovens ikrafttræden. Dog er en eventuel genudpegning af

disse

dommere omfattet af nyordningen, hvis udpegningsperioden udløber efter lovens

ikrafttræden.

Det foreslås, at Bibeskæftigelsesnævnet hvert år skal

offentliggøre en oversigt over de hverv, som nævnet i medfør af stk. 2

har

bestemt kan varetages af højesteretsdommere, landsdommere eller af

præsidenten

eller en vicepræsident i Sø- og Handelsretten, jf.

stk. 4.

Det foreslås endvidere, at der fastsættes regler om

udpegning af en dommer som medlem af et offentligt eller et privat råd eller

nævn, som medlem af en voldgiftsret eller til anden tvistløsning udenfor

domstolene, og at udpegningen skal foretages af vedkommende retspræsident

eller

af en anden dommer, som en retspræsident har bemyndiget hertil, jf.

stk. 3.

Forslaget er således udformet under hensyntagen til, at en ny byretsstruktur

forventes at træde i kraft samtidig med det foreslåede tidspunkt for denne

lovændring, jf. herved forslaget til § 2, stk. 1.

Det afgørende for, om udpegning af en dommer til

varetagelse af et bibeskæftigelseshverv skal ske efter den foreslåede

fremgangsmåde,

er, om dommeren skal deltage i tvistløsning. Bestemmelsens ordlyd nævner

udtrykkeligt

de i praksis tre vigtigste former for tvistløsning, men bestemmelsen omfatter

også øvrige former for tvistløsning, herunder f.eks. de fagretlige nævn som

eksempelvis afskedigelses- og ledernævn og stående voldgiftsretter.

Tvistløsning omfatter både privat- og offentligretlige tvister.

Den foreslåede udpegningsregel forholder sig ikke til

spørgsmålet om, i hvilket omfang og på hvilken måde dommere medvirker i

tvistløsning udenfor domstolene.

Den praktiske fremgangsmåde ved udpegningen afhænger af, om

der er tale om almindelige voldgifter, faglige voldgifter eller råd og nævn.

For

almindelige og faglige voldgifter

foreslås en ordning, hvor en

retspræsident eller en anden dommer efter en generel bemyndigelse fra

vedkommendes retspræsident står for udpegningen af den enkelte dommer til en

voldgiftssag. Ordningen indebærer, at parter i en voldgiftssag, der ønsker at

benytte en dommer som medlem i en voldgiftsret, skal rette henvendelse til en

retspræsident eller anden dommer for at få udpeget en dommer til sagen.

Parterne kan altså ikke i fællesskab – som det i vidt omfang sker i dag

– selv

indgå aftale med den dommer, som de ønsker at benytte til voldgiftssagen.

Den foreslåede udpegningsordning kan efter bestemmelsens

formulering i praksis fungere efter to forskellige modeller:

1.

Præsidentmodellen

, hvor en

retspræsident – på grundlag af en anmodning fra sagens parter om

udpegning af

en dommer – udpeger den dommer, der skal behandle en bestemt

voldgiftssag (1.

led i

stk. 3

), eller

2.

Institutmodellen

, hvor en

dommer efter en generel bemyndigelse fra vedkommendes retspræsident – ud

fra en

liste over dommere, der er til rådighed for den pågældende type

voldgiftssager

– udpeger den dommer, der skal behandle en bestemt voldgiftssag (2. led

i

stk. 3

).

Institutmodellen anvendes allerede i Voldgiftsnævnet for

bygge- og anlægsvirksomhed, hvor den dommer, der er formand for præsidiet,

udpeger en dommer til en konkret voldgiftssag fra listen over de dommere, der

er medlemmer af præsidiet eller suppleanter for disse. Modellen vil i

tilpasset

form kunne finde anvendelse for de faglige voldgifter på den måde, at der

etableres en ordning, hvorefter den dommer, der er formand for Arbejdsretten,

udpeger en dommer til en konkret faglig voldgift fra en nærmere afgrænset

liste

af dommere, der er til rådighed for faglige voldgifter. Modellen vil

ligeledes

på tilsvarende måde kunne finde anvendelse for andre almindelige

voldgiftssager

i det omfang disse varetages i institutionelt regi, hvor en dommer er formand

for et præsidium eller lignende.

Præsidentmodellen vil kunne finde anvendelse i de tilfælde,

hvor institutmodellen ikke anvendes.

Udpegningsordningen kan inden for de

almindelige

voldgifter

tilrettelægges efter præsidentmodellen således, at det som udgangspunkt

er vedkommende retspræsident, der udpeger den enkelte dommer til en

voldgiftssag,

jf. forslaget til 1. led af stk. 3.

Udpegningen kan foregå på den måde, at de private eller

offentlige parter eller repræsentanter for disse, der ønsker en dommer til en

voldgiftssag, retter henvendelse til retspræsidenten for den ret, hvorfra der

ønskes

en dommer, med en anmodning om at få udpeget en dommer. Parterne eller deres

repræsentanter har i forbindelse med anmodningen mulighed for at pege på en

eller flere navngivne dommere, herunder også en retspræsident, som de i

enighed

bringer i forslag. Kommer de foreslåede dommere fra forskellige retter, skal

der alene rettes henvendelse til én af retspræsidenterne.

Retspræsidenten udpeger den enkelte dommer til en

voldgiftssag ud fra en samlet vurdering af sagens karakter og den pågældende

dommers særlige kvalifikationer og arbejdsmæssige forhold. Det forudsættes,

at

retspræsidenten ved udpegningen lægger særlig vægt på, hvorvidt sagen angår

principielle spørgsmål eller på anden måde involverer betydelige interesser,

hvilket

har betydning for, fra hvilken retsinstans dommeren skal udpeges, på

dommerens særlige

viden eller kvalifikationer inden for det område, som voldgiftsagen drejer

sig om,

samt på den bibeskæftigelse, herunder omfanget og antallet af voldgiftssager,

som dommeren har i forvejen.

Har parterne eller deres repræsentanter bragt en eller flere

dommere i forslag, skal udpegningen så vidt muligt ske iblandt disse dommere,

men retspræsidenten er ikke bundet af forslagene. Det skal herved bl.a. også

indgå i retspræsidentens vurdering, om en udpegning af den eller de

foreslåede

dommere kan give anledning til betænkeligheder eller kritik som følge af, at

samme parter eller advokater flere gange tidligere har peget på den eller de

pågældende. Kan ingen af de foreslåede dommere udpeges, er retspræsidenten

forpligtet til at give meddelelse herom til parterne, der så har mulighed for

at pege på andre dommere. I en situation, hvor der er bragt dommere fra

forskellige instanser i forslag, kan den retspræsident, der har modtaget

anmodningen, kun udpege en dommer fra en anden ret efter at have forelagt

dette

for den pågældende dommers retspræsident.

Finder retspræsidenten – på baggrund af de ovennævnte

kriterier for udpegningen – at der bør udpeges en dommer fra en anden

instans

eller en anden ret, kan han henvise anmodningen til denne instans eller ret.

Sker

dette i en sag, hvor parterne har bragt dommere i forslag, skal

retspræsidenten

give meddelelse herom til parterne, der så har mulighed for at foreslå andre

dommere, såfremt de fortsat ønsker en dommer udpeget til voldgiftssagen.

Dette

gælder dog ikke i den situation, hvor der er bragt dommere fra forskellige

instanser eller retter i forslag.

Det forudsættes, at en retspræsident også kan pege på sig

selv til en voldgiftssag.

Den foreslåede udpegningsordning berører også udpegning af

dommere til de såkaldte stående voldgiftsretter (dvs. en fast etableret

voldgiftsret, som f.eks. Danske Arkitekters faste Voldgiftsret og Dansk

Tandlægeforenings

faste Voldgiftsret). Ordningen indebærer, at det er vedkommende

retspræsident,

der udpeger den enkelte dommer til formand for de stående voldgiftsretter

efter

anmodning fra de foreninger, organisationer eller lignende, der har nedsat

voldgiftsretterne.

I forbindelse med anmodningen har foreningerne mv. – som ved de øvrige

almindelige

voldgifter – mulighed for at pege på navngivne dommere. Retspræsidentens

udpegning

foregår efter samme retningslinier som beskrevet ovenfor ved de almindelige

voldgifter.

Inden for de almindelige voldgifter kan institutmodellen

også anvendes, således at en anden dommer end en retspræsident efter en

bemyndigelse fra vedkommendes retspræsident, jf. forslaget til 2. led af

stk. 3

,

kan forestå udpegningen af den enkelte dommer som medlem af en voldgiftsret

efter ovenstående retningslinier.

En sådan ordning vil være af betydning for udpegning af dommere

til voldgiftssager i Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed. Som

nævnt

er der allerede i dag i Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed regler

om, at det er en højesteretsdommer, der som formand for præsidiet udpeger den

enkelte dommer til en voldgiftssag blandt de højesteretsdommere og

landsdommere, der er medlemmer af præsidiet eller suppleanter for disse. Den

gældende udpegningsordning i Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed

kan

videreføres, hvis den retspræsident (i øjeblikket Højesterets præsident),

hvorunder den dommer, der er formand for nævnet, hører, giver dommeren en

generel bemyndigelse til at udpege dommere til voldgiftssager.

En udpegning af dommere til voldgiftssager efter

institutmodellen vil også være mulig inden for andre områder af de

almindelige

voldgifter, end de der behandles i Voldgiftsnævnet for bygge- og

anlægsvirksomhed.

Dette kræver dog, at der inden for et eller flere områder, f.eks.

brancheområder, etableres voldgiftsinstitutter eller lignende, hvor en dommer

udpeger den enkelte dommer til en voldgiftssag på baggrund af en liste af

dommere, der er til rådighed. En sådan institutionel udpegning forestået af

en

dommer efter en generel bemyndigelse fra vedkommendes retspræsident vil i

givet

fald kunne erstatte udpegningen efter præsidentmodellen, som beskrevet

ovenfor.

Forslaget berører ikke udpegningen af danske dommere ved et

udenlandsk voldgiftsinstitut. På dette område kan parternes direkte udpegning

af en dommer til en voldgiftsret dog fortsat kun ske, hvis den sker af

parterne

i fællesskab.

Udpegningsordningen foreslås inden for de

faglige

voldgifter

mv. tilrettelagt

som en institutmodel, hvor den dommer, der er formand for Arbejdsretten,

inden

for en nærmere afgrænset liste af dommere udpeger den enkelte dommer til en

faglig voldgift eller andre tvistløsningsorganer inden for det arbejdsretlige

område. Arbejdsrettens formand skal have en generel bemyndigelse fra sin

retspræsident til at forestå udpegningen. Som formandskabet i Arbejdsretten i

dag er varetaget, vil det være en højesteretsdommer, der kommer til at

forestå udpegningen

efter bemyndigelse fra Højesterets præsident.

Den nærmere sammensætning af den liste, hvorfra dommerne

skal vælges, fastlægges af de ordinære dommere i Arbejdsretten i samarbejde

med

Arbejdsrettens formandskab. Arbejdsrettens optagelse af en dommer på listen

forudsætter godkendelse af retspræsidenten for den retsinstans, hvor dommeren

arbejder. Optagelse af nye dommere på listen kan ske løbende efter

indstilling

fra arbejdsmarkedets parter.

Udpegningen til

faglig

voldgift

vil i praksis foregå på den måde, at parterne i en

faglig strid, der skal afgøres ved faglig voldgift, dvs. på den ene side en

arbejdsgiverorganisation eller enkeltarbejdsgiver, og på den anden side en

lønmodtagerorganisation, retter henvendelse til Arbejdsrettens formand med

anmodning

om at udpege en dommer som opmand. Parterne har i forbindelse med anmodningen

mulighed for i fællesskab at bringe en eller flere navngivne dommere fra den

nærmere afgrænsede liste i forslag.

Formanden for Arbejdsretten udpeger den enkelte dommer ud

fra den nærmere afgrænsede liste af dommere. Det forudsættes, at der ved

udpegningen – som ved udpegning til almindelige voldgifter –

tilstræbes en spredning

af bibeskæftigelsen, dvs. der bl.a. lægges vægt på antallet og omfanget af de

faglige voldgifter, som dommeren har i forvejen. Det forudsættes endvidere,

at

Arbejdsrettens formand kan pege på sig selv til en faglig voldgift. For så

vidt

angår udpegning af dommere til andre tvistløsningsorganer inden for det

arbejdsretlige

område, som f.eks. voldgifter med fast dommerpanel, afskedigelsesnævn,

ledernævn, Overenskomstnævnet mv., foreslås det, at Arbejdsrettens formand

foretager udpegningen efter anmodning fra parterne og efter de ovenfor

beskrevne retningslinier.

Det forudsættes, at en anmodning fra parterne om udpegning

af en dommer til en faglig voldgift eller andre tvistløsningsorganer inden

for

det arbejdsretlige område i almindelighed vil blive imødekommet. Kan en

anmodning om udpegning af den eller de dommere, som parterne har bragt i

forslag, ikke imødekommes, meddeler Arbejdsrettens formand dette til

parterne, der

så har mulighed for at pege på andre dommere.

I de – formentlig få tilfælde – hvor parterne ønsker en

dommer, der ikke er på den liste af dommere, som Arbejdsrettens formand har

til

rådighed, udpeget til en faglig voldgift kan udpegningen ske efter

præsidentmodellen,

jf. 1. led i stk. 3, således at der rettes henvendelse til den

pågældende

dommers retspræsident, der herefter tager stilling til udpegningen.

De foreslåede udpegningsregler retter sig alene mod

anvendelsen af dommere i faglig voldgift mv. og indebærer ingen

indskrænkninger

i den eksisterende brug af andre end dommere som opmænd i de faglige

voldgifter

mv.

De foreslåede udpegningsordninger i de almindelige

voldgifter og i de faglige voldgifter mv. får virkning for udpegninger, der

foretages efter lovens ikrafttræden. Det forudsættes, at arbejdet med at

udarbejde

en liste af mulige dommere til opmænd i faglige voldgifter og øvrige

tvistløsningsorganer

på det arbejdsretlige område påbegyndes, inden udpegningsordningen træder i

kraft, og at listen løbende ajourføres.

Udpegningsordningen foreslås inden for

de offentlige råd

og nævn og for de private klage- og ankenævn

tilrettelagt således, at det

er en retspræsident, der skal stå for udpegningen af den enkelte dommer til

et

hverv i et råd eller nævn. Ordningen indebærer, at der skal rettes

henvendelse

til en retspræsident eller Domstolsstyrelsen, når der skal udpeges en dommer

til et offentligt råd og nævn eller til et private klage og ankenævn. Det er

således ikke muligt at rette direkte henvendelse til den dommer, der ønskes

til

at varetage et hverv i et råd eller nævn.

For at sikre en passende fordeling af hvervene i råd og

nævn mellem henholdsvis Østre og Vestre Landsret samt mellem de forskellige

byretter foreslås det, at Domstolsstyrelsen skal videresende anmodninger fra

hvervgivere, der anmoder om en byretsdommer eller en landsdommer, til disse

retsinstanser. Udpegningen til et offentligt råd eller nævn eller til et

privat

klage- og ankenævn vil derfor efter forslaget i praksis skulle foregå på den

måde, at det ministerium eller anden offentlig myndighed, som et offentligt

råd

eller nævn hører under, eller de private organisationer, der står bag et

private klage- og ankenævn, retter henvendelse til enten vedkommende

retspræsident eller til Domstolsstyrelsen med anmodning om at udpege en

dommer

efter følgende retningslinier:

Fremgår det af loven, at der skal udpeges en

højesteretsdommer eller en dommer fra Sø- og Handelsretten, rettes

henvendelsen

til henholdsvis præsidenten for Højesteret eller præsidenten for Sø- og

Handelsretten. Fremgår det af loven, at der skal udpeges en landsdommer eller

en

byretsdommer, rettes henvendelsen til Domstolsstyrelsen med anmodning om at

få

udpeget en dommer. Endvidere rettes henvendelsen til Domstolsstyrelsen i de

tilfælde, hvor det ikke er bestemt ved lov, at en dommer fra en bestemt

instans

skal udpeges, f.eks. i de tilfælde, hvor det i loven eller vedtægterne er

angivet, at en dommer skal varetage hvervet, eller hvor der ikke er krav om

dommermedvirken. Domstolsstyrelsen er herefter formidlende led til de

relevante

retspræsidenter, hvorefter en af retspræsidenterne udpeger en dommer.

Det forudsættes i den forbindelse, at der som hidtil,

herunder ved inddragelse af Den Danske Dommerforening, tilstræbes en passende

fordeling af hvervene mellem de enkelte retter.

Anmoder en offentlig hvervgiver om at få udpeget en dommer

fra Højesteret, landsretterne eller præsidenten eller en af vicepræsidenterne

for Sø- og Handelsretten til et offentligt råd eller nævn, hvor det ikke i

loven

er angivet, at en sådan dommer skal udpeges, skal anmodningen indeholde en

begrundelse for, hvorfor en sådan dommer ønskes udpeget. Tilsvarende gælder

for

en anmodning fra private hvervgivere, der anmoder om at få en dommer fra de

overordnede

retter udpeget til et privat klage- eller ankenævn, jf. bemærkningerne til

§ 47

a, stk. 2, ovenfor.

På baggrund af hvervgivers anmodning – og eventuelt på

baggrund af Bibeskæftigelsesnævnets godkendelse af, at der kan udpeges en

dommer fra en overordnet ret – udpeger vedkommende retspræsident en

dommer til

et hverv i et råd eller nævn. Retspræsidenten udpeger dommeren på baggrund af

en samlet vurdering af den pågældende dommers faglige viden og

kvalifikationer

og på baggrund af den bibeskæftigelse, som dommeren har i forvejen. Det

forudsættes således, at særlig faglig viden eller kvalifikationer inden for

et

råds eller nævns virkeområde tillægges vægt ved udpegningen, ligesom det også

forudsættes,

at en spredning af bibeskæftigelsen, herunder af hvervene i råd og nævn,

mellem

dommerne ved den pågældende ret tillægges vægt ved udpegningen.

I de tilfælde, hvor Bibeskæftigelsesnævnets godkendelse

skal indhentes, dvs. i de tilfælde hvor der på ulovbestemt grundlag er

anmodet

om udpegning af en dommer fra en overordnet ret, og der ikke foreligger en

tidligere godkendelse fra Bibeskæftigelsesnævnet, der stadig er gældende, jf.

bemærkningerne til § 47 a, stk. 2 og 4, forelægger

Domstolsstyrelsen

indledningsvis anmodningen for Bibeskæftigelsesnævnet.

Den foreslåede nyordning for udpegning af dommere til et

offentligt råd eller nævn eller til et private klage- eller ankenævn får

virkning for udpegninger, der foretages efter lovens ikrafttræden.

Nyordningen

får herefter virkning for udpegning af dommere til de enkelte hverv i takt

med,

at der skal ske nyudpegninger til disse. Nyordningen har ikke betydning for

de

dommere, der er udpeget inden lovens ikrafttræden. Dog er en eventuel

genudpegning af disse dommere omfattet af nyordningen, hvis

udpegningsperioden

udløber efter lovens ikrafttræden.

På de få områder, hvor det i dag er bestemt ved lov,

hvordan udpegning af dommere til tvistløsning nærmere skal foregå, er det i

loven bestemt, at den enkelte dommer udpeges af domstolene eller andre efter

indstilling

fra domstolene. Dette gælder bl.a. udpegning af dommere til de særlige

domstole, dvs. til Den særlige Klageret, Arbejdsretten og

tjenestemandsretterne,

samt til visse offentlige råd og nævn. Da de gældende lovbestemte ordninger

findes at være i overensstemmelse med forslaget til en generel

udpegningsordning af dommere til bibeskæftigelse, der indebærer tvistløsning,

foreslås der ikke ændringer heri.

I

stk. 4

foreslås som nævnt, at

Bibeskæftigelsesnævnet hvert år skal offentliggøre en oversigt over de hverv,

som nævnet i medfør af stk. 2 har bestemt kan varetages af

højesteretsdommere, landsdommere eller af præsidenten eller en vicepræsident

i

Sø- og Handelsretten

Til § 47 b

Det foreslås, at der indføres et loft over den indtægt, som

en dommer må oppebære ved bibeskæftigelse, således at en dommers indtægter

ved

bibeskæftigelse i gennemsnit ikke må overstige 50 % af dommerens løn i

hovedstillingen og endvidere maksimalt må udgøre 50 % af en

højesteretsdommers

løn i hovedstillingen, jf.

stk. 1.

Loftet omfatter som udgangspunkt indtægter fra alle typer

bibeskæftigelse og både fast indtægtsgivende bibeskæftigelse og anden

indtægtsgivende bibeskæftigelse. Dog er de typer bibeskæftigelse, der er

nævnt

i stk. 2 ikke omfattet, jf. nærmere nedenfor.

Fastsættelsen af indtægtsbegrænsningen for biindtægter er

baseret på en dommers løn i hovedstillingen, således at indtægtsbegrænsningen

fastsættes til en procentdel af dommerens faste løn i hovedstillingen, dvs.

lønrammelønnen for den pågældende dommer med tillæg af de(t)

aftaleforhandlede

faste cheflønstillæg eksklusiv pension. Denne definition af lønnen i

hovedstillingen

betyder, at pension og eventuelle variable ydelser, som f.eks. særlig

feriegodtgørelse, ikke medregnes til lønnen, når loftets størrelse skal

fastsættes.

Når indtægtsloftet for en dommers biindtægt skal

fastsættes, tages der udgangspunkt i den til enhver tid gældende løn i

hovedstillingen.

Dette indebærer, at en stigning i tjenestemandslønrammen eller i de faste

cheflønstillæg tillige vil medføre stigninger i dommerens loft for

biindtægter.

Reglerne om et indtægtsloft foreslås udformet, så dommere

får mulighed for at fordele indtægtsbegrænsningen over en periode på 3 år. En

dommer må i denne periode som biindtægt højst oppebære 50 % af den samlede

løn

i hovedstillingen, jf.

stk. 1, 2. pk

t.

Dette indebærer, at den endelige opgørelse af, om en

dommers biindtægter overstiger indtægtsloftet, først skal foretages ved

udløbet

af opgørelsesperioden på 3 år. Dommerne bør af hensyn til varetagelsen af

hovedstillingen

alligevel søge at fordele deres bibeskæftigelse jævnt over hele perioden. Den

foreslåede indretning af reglen om et indtægtsloft giver imidlertid den

fornødne

fleksibilitet, således at en dommer inden for opgørelsesperioden på en

rimelig måde

kan fordele bibeskæftigelse og biindtægter.

Systemet med 3-årige opgørelsesperioder tilrettelægges

således, at perioderne er ens for alle dommere, også uanset om en dommer

eksempelvis er blevet udnævnt i løbet af en periode.

Den første periode løber fra den 1. januar 2007 til og med

den 31. december 2009, og den næste periode løber fra den 1. januar 2010 til

og

med den 31. december 2012 osv.

Det foreslås, at indtægtsloftet for biindtægter som

udgangspunkt skal gælde for al bibeskæftigelse, der varetages af dommere, dog

således at enkelte former for bibeskæftigelse holdes uden for indtægtsloftet.

Disse former for bibeskæftigelse er nævnt i

stk. 2

, der udtømmende opregner

de former for bibeskæftigelse, der er undtaget fra indtægtsloftet.

Når enkelte former for bibeskæftigelse undtages fra

indtægtsloftet, indebærer det, at en dommer kan tjene mere ved

bibeskæftigelse

end de ovenfor anførte beløbsgrænser, idet indtjeningen ved hverv, der

undtages, ikke skal regnes med ved opgørelsen af, om en dommers indtjening

har

oversteget indtægtsloftet. En dommer kan således oppebære biindtægter, der

svarer

til 50 % af lønnen, fra de øvrige typer bibeskæftigelse, og herudover kan

dommen frit oppebære biindtægter fra de hverv, der er omfattet af

stk. 2.

Det forhold, at enkelte former for bibeskæftigelse er

undtaget fra indtægtsloftet, indebærer derimod ikke, at pligten til at

indberette

om disse hverv undtages fra indberetningspligten i forslaget til § 47 c.

Dommernes vil således også skulle indberette alle oplysninger om den

bibeskæftigelse, der ikke er omfattet af indtægtsloftet.

De former for bibeskæftigelse, der er undtaget fra

indtægtsloftet, er for det første forfattervirksomhed. Forfattervirksomhed

skal

forstås i bred forstand og omfatter bl.a. udarbejdelse af juridisk

faglitteratur, herunder f.eks. lærebøger, lovkommentarer og artikler, samt

udarbejdelse af skønlitteratur. Redaktionshverv f.eks. i forbindelse med

udarbejdelse

af domssamlinger og ved juridiske tidsskrifter er også forfattervirksomhed i

bestemmelsens forstand.

For det andet er indtægter fra særlige domstole undtaget

fra indtægtsloftet. De særlige domstole omfatter Den særlige Klageret,

Arbejdsretten og tjenestemandsretterne.

For det tredje er en dommers indtægter fra bibeskæftigelse

i hverv, som det ved lov er bestemt, at en dommer skal varetage, undtaget fra

indtægtsloftet i 3 hele år fra tiltrædelsestidspunktet. Denne 3-års periode

vil

ofte ikke falde sammen med den 3-års opgørelsesperiode, som efter stk. 1

altid regnes i kalenderår. I mangel af andet grundlag må der derfor i givet

fald ske en forholdsmæssig fordeling af vederlaget på de berørte kalenderår.

Undtagelsen vil i praksis særligt få betydning for dommere,

der påtager sig hverv i de offentlige råd og nævn, hvor det ved lov er

bestemt,

at en dommer skal varetage hvervet, jf. herved bemærkningerne til § 47

a,

stk. 1. Herudover vil undtagelsen bl.a. få betydning for dommeres hverv

i

bestyrelsen for Domstolsstyrelsen.

Senest efter udløbet af en 3-årig opgørelsesperiode kan det

konstateres, om en dommer har overholdt indtægtsloftet. Dette kan konstateres

af dommeren selv, der har ansvaret for, at loftet for biindtægter overholdes,

men også af vedkommende retspræsident, der i medfør af dommernes årlige

indberetninger om bibeskæftigelse efter forslaget til retsplejelovens

§ 47

c har oplysninger om dommerens biindtægter til rådighed. Det forudsættes, at

der i fornødent omfang er en dialog mellem dommer og retspræsident om

dommerens

bibeskæftigelse.

Det foreslås, at vedkommende retspræsident påser, at en

dommer ikke overskrider indtægtsloftet, jf.

stk. 3, 1. pkt. Retspræsidenten

skal således efter behov og som minimum efter udløbet af hver 3-års periode

føre tilsyn med, om indtægtsbegrænsningen er overholdt.

Overstiger en dommers indtægter i en opgørelsesperiode det

tilladte, forelægger retspræsidenten sagen for Bibeskæftigelsesnævnet, jf.

stk. 3,

2. pkt.

Forelæggelsen skal

ske i umiddelbar forlængelse af, at retspræsidenten bliver opmærksom på

overskridelsen.

Dette vil i praksis formentlig alene forekomme efter udløbet af en

opgørelsesperiode, men kan det eksempelvis allerede efter udløbet af det

første

år i en opgørelsesperiode konstateres, at en dommer har overskredet det

samlede

indtægtsloft for hele perioden, skal forelæggelsen ske på dette tidspunkt.

Det foreslås, at Bibeskæftigelsesnævnet træffer afgørelse

om, hvilken konsekvens en overskridelse af indtægtsbegrænsningen skal have,

jf.

stk. 3, 3. pkt.

Dette

kan ske på ethvert tidspunkt, men det vil i praksis formentlig oftest

forekomme

efter udløbet af en opgørelsesperiode.

Nævnet kan som konsekvens af en overskridelse af

indtægtsbegrænsningen

1.

fastsætte en lavere

indtægtsgrænse for den pågældende dommer i den kommende opgørelsesperiode, og

2.

bestemme, at

dommeren fremover skal omfattes af den konkrete indberetnings- og

tilladelsesordning

i § 47 d.

Fastsættelsen af en lavere indtægtsgrænse for den

efterfølgende opgørelsesperiode efter nr. 1 indebærer, at en dommer, der

eksempelvis har overskredet loftet med 100.000 kr. i en opgørelsesperiode,

får

reduceret loftet med 100.000 kr. i den efterfølgende opgørelsesperiode.

Det forudsættes, at en dommers overskridelse af

indtægtsloftet som altovervejende hovedregel skal have den konsekvens, at der

skal fastsættes en lavere indtægtsgrænse for den pågældende dommer i den

kommende

opgørelsesperiode. Kun i helt særlige tilfælde, hvor en overskridelse efter

en

konkret vurdering må betragtes som undskyldelig, kan nævnet undlade at

fastsætte en lavere indtægtsgrænse for den følgende periode.

Det kan f.eks. være tilfældet, hvis der sker en uventet

udvikling i et eller flere bierhverv, som ellers forventeligt skulle kunne

varetages uden at overskride indtægtsloftet.

Endvidere kan der i de første opgørelsesperioder efter

lovens ikrafttræden opstå problemer for dommere, der inden lovens

ikrafttræden

har påtaget sig hverv, herunder særligt voldgiftssager, af en længere

varighed

end den overgangsordning, der forslås i lovforslagets § 2. En

overskridelse

af indtægtsloftet i den anledning kan efter omstændighederne betragtes som

undskyldelig.

Det samme gælder i de første opgørelsesperioder, efter en dommer er blevet

udnævnt, for hverv som dommeren har påtaget sig inden udnævnelsen.

Endelig kan mindre overskridelser af indtægtsloftet,

eksempelvis på 10.000 kr. for hele opgørelsesperioden, i enkeltstående

tilfælde

betragtes som undskyldelig. Gentagne overtrædelser af denne karakter bør dog

udløse en nedsættelse af det beløb, der må oppebæres ved bibeskæftigelse, i

de

efterfølgende perioder.

Ud over den foreslåede almindelige konsekvens af dommeres

overskridelse af indtægtsloftet har Bibeskæftigelsesnævnet mulighed for at

anvende den konkrete indberetnings- og tilladelsesordning i forslaget til

retsplejelovens

§ 47 d. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis en dommer i gentagne

opgørelsesperioder har overskredet indtægtsloftet med betydelige beløb.

Den kompetence, som Bibeskæftigelsesnævnet tillægges i § 47

b, stk. 3, til at anvende den konkrete indberetnings- og

tilladelsesordning,

er en parallel til retspræsidenternes kompetence efter § 47 d. Er det

nævnet, der har bragt ordningen i anvendelse over for en dommer, skal denne

dommer indberette de relevante oplysninger til nævnet og eventuelt søge

tilladelse fra nævnet til at påtage sig bibeskæftigelse. Det forudsættes i

den

forbindelse, at en dommer vil kunne pålægges at indberette de pågældende

oplysninger til både vedkommende retspræsident og Bibeskæftigelsesnævnet. Det

forudsættes endvidere, at det altid er nævnet, der skal meddele tilladelse i

de

tilfælde, hvor tilladelsesordningen (hvorefter en dommer i en nærmere angiven

periode eller indtil videre kun med retspræsidentens

eller

nævnets tilladelse må påtage sig

hverv ved siden af hovedstillingen) i forslaget til § 47 b, stk. 3,

er sat i kraft af nævnet. Der henvises til bemærkningerne til § 47 d

nedenfor.

Opregningen af nævnets reaktionsmuligheder i stk. 3 er

udtømmende. I tilfælde af mere alvorlige overskridelser af indtægtsloftet kan

der

efter omstændighederne endvidere være grund til at bringe retsplejelovens

disciplinærbestemmelser

om dommere i anvendelse. Det bemærkes, at en overskridelse af loftet alene

rejser spørgsmål om, hvilken konsekvens dette skal have, men ikke skal

medføre,

at en dommer bliver bragt i den situation, at vedkommende ikke kan afslutte

et

hverv, som denne har påtaget sig, f.eks. afslutte en voldgiftssag, som han er

udpeget til.

Det foreslås endelig efter

stk. 4

, at

Bibeskæftigelsesnævnet efter hver opgørelsesperiode skal offentliggøre en

oversigt over de afgørelser, der i medfør af stk. 3 er truffet

vedrørende overskridelser

af indtægtsloftet. Af hensyn til offentlighedens mulighed for indsigt i

dommernes biindtægter skal Bibeskæftigelsesnævnet ved en opgørelsesperiodes

udløb i anonym form offentliggøre, hvor mange dommere fra de respektive

instanser,

der måtte have overskredet loftet, og hvor meget overskridelsen i givet fald

udgør.

Til § 47 c

Bestemmelsen er en videreførelse af den nugældende

bestemmelse i retsplejelovens § 47 a, stk. 1. Med henblik på at

dommernes

indberetning af voldgiftssager skal give et så rigtigt billede som muligt af

det faktiske antal voldgiftssager, som dommerne deltager i, foreslås der dog

enkelte justeringer af de gældende regler om dommernes indberetning af

voldgiftssager.

Bestemmelsen indebærer, at en dommer hvert år inden den 1.

februar skal afgive indberetning om de indtægtsgivende hverv, som den

pågældende det forudgående kalenderår har varetaget ved siden af

hovedstillingen.

Indberetningen skal indeholde oplysninger om hvervets art og hvervgiveren, og

dommeren skal endvidere afgive indberetning om indtægten ved de enkelte

hverv,

jf.

stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, 1. og 3. pkt.

Præsidentrådet (dvs. præsidenterne for de kollegiale retter)

har i et notat om tilladelses- og indberetningsordningen vedrørende dommeres

bibeskæftigelse nærmere redegjort for rådets praksis vedrørende

indberetningsordningen.

I notatet er det om indberetning af voldgiftssager bl.a. anført, at hvis en

dommer i et kalenderår har udført bibeskæftigelse, der skal vederlægges, er

det

uden betydning for pligten til indberetning, om dommeren har modtaget

indtægter

fra hvervet i det pågældende kalenderår. Er der tvivl om, hvorvidt et hverv

senere vil blive vederlagt, skal hvervet ligeledes medtages i indberetningen.

(Det kan i indberetningen anføres, at dommeren ikke har modtaget indtægter

fra

hvervet i det pågældende år. Viser det sig, at hvervet ikke vederlægges, kan

det i indberetningen for det år, da den manglende vederlæggelse kan

konstateres, bemærkes, at det tidligere indberettede hverv er afsluttet uden

vederlæggelse.)

Særligt for så vidt angår voldgiftssager, giver de gældende

regler ikke et fuldt dækkende billede af det faktiske omfang af dommernes

bibeskæftigelse. En række voldgiftssager fordeles således til dommerne på et

tidspunkt, hvor det endnu ikke står klart, om sagen overhovedet vil medføre

indtægtsgivende bibeskæftigelse. Selv om sagen kan ende med forlig eller

lignende, inden dommerens arbejde med voldgiftssagen påbegyndes, skal en

voldgiftssag således efter den nuværende praksis indberettes af dommerne

allerede i det år, hvor den fordeles til dommeren. Dette medfører, at

oversigten over dommernes bibeskæftigelse i dag indeholder en lang række

voldgiftssager,

der reelt hverken vil komme til at medføre arbejde eller indtægt ved siden af

hovedstillingen

for dommerne.

På den baggrund foreslås det, at indberetning om

voldgiftssager skal afgives for sager, hvori der er oppebåret vederlag i det

foregående kalenderår, og for andre sager, der er verserende, og hvori der er

udført vederlagsgivende arbejde, jf.

stk. 1, 2. pkt.

Forslaget indebærer for det første, at en dommer skal

indberette en voldgiftssag for det kalenderår, hvor dommeren har udført

arbejde

på sagen, når dommeren har modtaget vederlag fra hvervet i det pågældende

kalenderår, herunder ved udbetaling af et a conto beløb. Dette gælder, uanset

om sagen er afsluttet eller ej.

For det andet indebærer forslaget, at en dommer skal

indberette en voldgiftssag for det kalenderår, hvor dommeren har udført

arbejde

på sagen, der vil blive vederlagt i et senere kalenderår. Dette gælder,

uanset

om sagen er afsluttet eller ej.

Er der endnu ikke udført arbejde på en voldgiftssag, der i

sig selv udløser krav om vederlag, skal hvervet derimod – i modsætning

til den

tidligere praksis – først medtages i indberetningen, når eller hvis

dette sker.

I den periode, der går fra den første udførelse af sådant

indtægtsgivende arbejde i en voldgiftssag, og indtil sagen afsluttes, skal

voldgiftssagen indberettes hvert år. Har en dommer eksempelvis udført arbejde

i

sagen i år 1, hvorefter der ikke er udført arbejde med sagen i år 2, inden

sagen behandles og afsluttes i år 3, skal sagen således indberettes for alle

tre år. Dette gælder uanset, om der er udbetalt a conto honorar for arbejdet

i

år 1.

En indberetning af en voldgiftssag skal indeholde oplysning

om hvervets art og hvervgiveren, dog således at parternes navne ikke angives,

men derimod navnene på de advokater eller andre, som har repræsenteret

parterne, samt hvorledes dommeren er udpeget. Dommeren skal endvidere afgive

indberetning om indtægten ved de enkelte hverv, jf.

stk. 2.

Det foreslås, at indberetningerne skal indgives til rettens

præsident (for så vidt angår retten på Bornholm til præsidenten for Østre

Landsret). Præsidenterne for byretterne indgiver indberetning til vedkommende

landsretspræsident. Præsidenterne for landsretterne samt præsidenten for Sø-

og

Handelsretten indgiver indberetning til Højesterets præsident, jf. i det hele

stk. 3.

Forslaget er udformet under hensyntagen til, at en ny byretsstruktur

forventes

at træde i kraft samtidig med det forslåede tidspunkt for denne lovændring,

jf.

herved forslaget til § 2, stk. 1.

Det foreslås endelig, at oplysninger om antal og karakter

af de enkelte dommeres bierhverv, jf. stk. 1 og stk. 2, 1. og 2.

pkt., videregives af vedkommende retspræsident til Bibeskæftigelsesnævnet,

som

offentliggør disse, jf.

stk. 4.

Disse indberetninger foreslås endvidere – som efter den nugældende

§ 47 a

– undergivet aktindsigt, jf.

stk. 5.

Forslaget indebærer, at Bibeskæftigelsesnævnet fremover

skal stå for at offentliggøre den årlige oversigt over dommernes

indberetninger

om indtægtsgivende bibeskæftigelse, der i dag offentliggøres af

Præsidentrådet.

Den foreslåede ikrafttræden indebærer, at nævnet første

gang i år 2008 skal offentliggøre en oversigt over indberetningerne for

kalenderåret 2007.

Oversigten bør udover de oplysninger, som Præsidentrådets

oversigter har indeholdt, indeholde kvartiloplysninger om dommernes

biindtægter, dvs. oplysninger om dommernes indtægter ved bibeskæftigelse

opdelt

i øvre kvartil, median og nedre kvartil, som det er opgjort i tabel 6.1.,

side

20 i bilaget til betænkningen.

Det findes hensigtsmæssigt, at oversigten offentliggøres

sammen med Bibeskæftigelsesnævnets årlige redegørelse, jf. herved § 47

f,

stk. 2. Det forudsættes, at Præsidentrådets nuværende praksis med

offentliggørelse af en oversigt over dommernes indberetninger om

indtægtsgivende bibeskæftigelse på domstolenes hjemmeside på internettet

(www.domstol.dk)

fortsættes.

Har en dommer overskredet indtægtsloftet i § 47 b,

stk. 1, videregives tillige efter nævnets nærmere bestemmelse

indtægtsoplysninger,

jf. stk. 2, 3. pkt., med henblik på nævnets stillingtagen hertil efter

§ 47

b, stk. 3, 3. pkt., jf.

stk. 4. Disse oplysninger skal ikke

offentliggøres og er ikke undergivet aktindsigt.

Til § 47 d

Bestemmelsen viderefører uændret den nugældende bestemmelse

i § 47 b, dog således at Præsidentrådets (dvs. præsidenterne for de

kollegiale retters) opgaver er overtaget af Bibeskæftigelsesnævnet.

Bestemmelsen indebærer, at vedkommende retspræsident,

såfremt det findes fornødent, skal kunne pålægge en dommer at indsende en

redegørelse for dommerens tidsforbrug i forbindelse med varetagelsen af hverv

ved siden af hovedstillingen, jf.

stk. 1. Såfremt det findes fornødent,

kan vedkommende retspræsident endvidere pålægge en dommer at indsende en

opgørelse

over de indtægter, som den pågældende i en nærmere angivet periode har

modtaget

i forbindelse med de enkelte hverv, som dommeren har varetaget ved siden af

hovedstillingen.

Pålægget kan også omfatte fremtidige indtægter, jf.

stk. 2.

Finder vedkommende præsident, at de oplysninger, som dommeren afgiver i

medfør

af stk. 1 eller 2 eller i medfør af § 47 c, stk. 2, 3. pkt.,

giver anledning dertil, kan retspræsidenten efter drøftelse med

Bibeskæftigelsesnævnet beslutte, at dommeren i en nærmere angivet periode

eller

indtil videre kun med retspræsidentens eller nævnets tilladelse må påtage sig

hverv ved siden af hovedstillingen, jf.

stk. 3.

Beføjelserne efter stk. 1-3 tilkommer de

retspræsidenter, der modtager indberetning efter § 47 c, stk. 3,

jf.

stk. 4.

De beføjelser, der er tillagt en retspræsident, foreslås

tillige tillagt Bibeskæftigelsesnævnet, der kan bringe både indberetnings- og

tilladelsesordningen i kraft som en konsekvens af en overskridelse af

indtægtsloftet i § 47 b, jf. herved forslaget til § 47 b,

stk. 3,

og bemærkningerne hertil. Den kompetence, som Bibeskæftigelsesnævnet

tillægges,

er parallel til retspræsidenternes kompetence, hvilket bl.a. indebærer, at en

dommer vil kunne pålægges at indberette de pågældende oplysninger til både

vedkommende

retspræsident og Bibeskæftigelsesnævnet. Det forudsættes derimod, at det

altid

er nævnet, der skal meddele tilladelse i de tilfælde, hvor

tilladelsesordningen

er sat i kraft af nævnet.

Til § 47 e

Det foreslås, at der oprettes et Bibeskæftigelsesnævn, der

skal behandle spørgsmål om dommeres bibeskæftigelse, jf. forslaget til

§ 47,

stk. 2. Som afløser for Præsidentrådet skal Bibeskæftigelsesnævnet

overtage de opgaver, der i dag varetages af Præsidentrådet, og herudover skal

nævnet varetage en række nye opgaver, der følger af forslaget om et generelt

loft for dommernes biindtægter og om udpegning af dommere til tvistløsning

uden

for hovedstillingen. Det foreslås, at Bibeskæftigelsesnævnet konkret

tillægges

følgende opgaver:

1.

Nævnet skal meddele

tilladelse til fast indtægtsgivende bibeskæftigelse, jf. forslaget til

§ 47

a, samt foretage en drøftelse med vedkommende retspræsident forud for dennes

iværksættelse af en konkret tilladelsesordning, jf. forslaget til § 47

d,

stk. 3.

2.

Nævnet skal afgøre,

hvilken konsekvens en dommers overskridelse af indtægtsloftet for biindtægter

skal have, jf. forslaget til § 47 b, stk. 2.

3.

Nævnet skal afgøre,

om dommere fra de overordnede retsinstanser kan udpeges til råd og nævn i de

tilfælde,

hvor dette ikke er bestemt ved lov, jf. forslaget til § 47 a,

stk. 2.

4.

Nævnet skal

offentliggøre en årlig oversigt over dommernes indberetninger om

indtægtsgivende bibeskæftigelse, jf. forslaget til § 47 c, stk. 4,

og

en årlig redegørelse for sin virksomhed, jf. forslaget til § 47 f,

stk. 2.

Når Bibeskæftigelsesnævnet skal varetage de opgaver, der er

nævnt under nr. 1 og 2, må nævnet være i besiddelse af de fornødne

oplysninger

om bibeskæftigelse og biindtægter. Det forudsættes derfor, at nævnets

administration af dommernes bibeskæftigelse sker i tæt samarbejde med

retspræsidenterne. Den enkelte retspræsident er forpligtet til at give nævnet

de nødvendige oplysninger om en dommers bibeskæftigelse.

Bestemmelserne i

§ 47 e, stk. 1-5

,

fastsætter Bibeskæftigelsesnævnets sammensætning og beskikkelsesproceduren.

Nævnet foreslås sammensat af fem dommere (præsidenterne for

Højesteret og landsretterne, en præsident valgt af de øvrige retspræsidenter

samt en dommer valgt af Den Danske Dommerforening) og to repræsentanter for

offentligheden. Højesterets præsident er formand for nævnet.

Retspræsidenten valgt af retspræsidenterne for byretterne

og Sø- og Handelsretten samt en dommer valgt af Den Danske Dommerforening

indstilles henholdsvis af de pågældende retspræsidenter og Den Danske

Dommerforening.

Offentlighedsrepræsentanterne beskikkes af

justitsministeren efter indstilling fra henholdsvis Dansk Folkeoplysnings

Samråd og Rektorkollegiet.

Ved udpegningen af offentlighedsrepræsentanterne bør der

lægges vægt på, at de pågældende personer er engagerede i samfundsforhold og

bredt orienteret. Der bør endvidere ved udpegningen, jf. den almindelig

grundsætning om generel inhabilitet, lægges betydelig vægt på, at der ikke

bør

opstå tilfælde, hvor der hyppigt er interessekonflikter i forhold til

behandlingen af konkrete sager. På den baggrund bør der almindeligvis ikke

indstilles og udpeges jurister, der er ansat ved de juridiske fakulteter,

idet

disse personer i visse tilfælde vil kunne overtage den bibeskæftigelse, som

dommere, herunder måske særligt dommere fra de overordnede retsinstanser, i

dag

varetager, ligesom der ikke bør indstilles og udpeges personer ansat i bl.a.

centraladministrationen,

der hyppigt aftager dommeres bibeskæftigelse.

Der foreslås ikke bestemte aldersgrænser for de to

offentlighedsrepræsentanter. Dette skyldes bl.a., at disse skal udpeges i

kraft

af deres personlige egenskaber, og at bånd med hensyn til alder derfor ikke

bør

fastsættes. En offentlighedsrepræsentant vil således kunne fortsætte sit

virke

i nævnet, selv om en del af beskikkelsesperioden fortsætter ud over det

tidspunkt,

hvor nævnsmedlemmet fylder 70 år.

For dommere gælder derimod, at de ikke kan virke i nævnet,

når de ikke længere har ansættelse i den stilling, der har ført til deres

udpegning. Dette indebærer, at de senest må fratræde med udgangen af den

måned,

hvor de fylder 70 år.

Ifølge lov om ligestilling af kvinder og mænd bør udvalg,

kommissioner og lignende, der er nedsat af en minister til at forberede

fastsættelse af regler eller planlægning af samfundsmæssig betydning, have en

ligelig afbalancering af mænd og kvinder, og myndigheder eller

organisationer,

der skal stille forslag om medlemmer, skal foreslå både en mand og en kvinde.

Bibeskæftigelsesnævnets opgave er at behandle spørgsmål om

dommeres bibeskæftigelse efter reglerne herom i retsplejeloven. Nævnet findes

derfor – ligesom eksempelvis Dommerudnævnelsesrådet – ikke at være

omfattet af

loven. De domstolsorganer, organisationer mv., der skal stille forslag om

medlemmer

af rådet, vil således ikke være forpligtet til at foreslå både en mand og en

kvinde.

Ifølge

stk. 4

kan medlemmer af Folketinget, regionsråd eller

kommunalbestyrelser ikke udpeges til medlemmer af rådet.

I

stk. 3

foreslås beskikkelsesperioden for offentlighedsrepræsentanterne fastsat

til 6 år. For at betone nævnsmedlemmernes uafhængighed og for at sikre den

fornødne fornyelse foreslås det endvidere, at genbeskikkelse for disse

nævnsmedlemmer ikke kan ske. Forbudet mod genbeskikkelse er ikke til hinder

for, at en person, der har været beskikket som suppleant, vil kunne udnævnes

som egentligt medlem, selv om vedkommende har været indtrådt i rådet. Om

suppleanterne henvises i øvrigt til bemærkningerne til stk. 5.

For at sikre kontinuitet i nævnets arbejde bør

funktionstiden for offentlighedsrepræsentanterne udløbe forskudt således, at

der sker udskiftning af en offentlighedsrepræsentant hvert 3. år. Første

gang,

der beskikkes medlemmer til nævnet, bør funktionsperioden dog fastsættes til

henholdsvis 4 år for medlemmet indstillet af Dansk Folkeoplysningssamråd og 7

år for medlemmet indstillet af Rektorkollegiet, da rådets arbejde med

indberetningerne om bibeskæftigelse først vil blive aktuelt efter udløbet af

den første opgørelsesperiode på 3 år. Det henvises til lovforslagets

§ 2,

stk. 3.

Det forudsættes i øvrigt, at der er fri

genbeskikkelsesadgang for de øvrige beskikkede medlemmer af nævnet, dvs. en

retspræsident

valgt af byretspræsidenterne og præsidenten for Sø- og Handelsretten samt en

dommer valgt af Den Danske Dommerforening. Har Den Danske Dommerforening

eksempelvis indstillet formanden som medlem af nævnet, vil foreningen på

ethvert tidspunkt af egen drift kunne indstille en anden dommer, hvis

formanden

f.eks. ikke genvælges efter udløbet af en valgperiode.

Et medlem, der ikke længere opfylder betingelserne for at

sidde i rådet, skal udtræde. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis en

præsident for landsretten udnævnes til højesteretsdommer.

Bestemmelsen i stk. 5 om beskikkelse af en suppleant

for hver af de to offentlighedsrepræsentanter har til formål at sikre en

hurtig

og smidig sagsbehandling i tilfælde af forfald blandt disse nævnsmedlemmer.

Udtræder

et medlem inden beskikkelsesperiodens udløb, indtræder medlemmets suppleant

for

resten af perioden, og der beskikkes en ny suppleant for resten af perioden.

Forbudet mod genbeskikkelse i stk. 3, 2. pkt., gælder ikke for

suppleanterne.

En suppleant vil således kunne genbeskikkes som suppleant.

Til § 47 f

Det følger af bestemmelsen i

stk. 1

,

at Bibeskæftigelsesnævnet selv

fastsætter sin forretningsorden. I denne vil der kunne fastsættes regler om

indhentning af oplysninger til brug ved sagernes behandling, om skriftlig

votering, om hvor mange medlemmer, der kræves for at nævnet er

beslutningsdygtigt, om at nævnet træffer afgørelse ved stemmeflerhed og om

sekretariatsbistand mv.

Der er i

2. pkt.

i bestemmelsen udtrykkelig åbnet mulighed for, at formanden i

visse nærmere angivne sager kan træffe afgørelse på nævnets vegne. Denne

formandskompetence kan f.eks. anvendes ved afgørelser om tilladelse for en

dommer til at påtage sig fast indtægtsgivende bibeskæftigelse, i tilfælde

hvor

nævnet allerede har opbygget en fast praksis. Endelig er der hjemlet mulighed

for, at visse sager kan behandles af 3 nævnsmedlemmer.

Nævnet etableres ikke som en del af den offentlige

forvaltning, men som et organ i tilknytning til domstolene, uden dog at være

en

del af disse. Dette indebærer bl.a., at nævnet ikke er omfattet af

ombudsmandsloven,

forvaltningsloven og offentlighedsloven. Det forudsættes i den forbindelse,

at

de væsentlige retssikkerhedsgarantier i forvaltningsloven, herunder

eksempelvis

om partshøring, følges i nævnets virksomhed. Nævnet vil kunne fastsætte

nærmere

regler herom i sin forretningsorden.

Det foreslås endvidere, at nævnet årligt skal offentliggøre

en redegørelse for sin virksomhed, jf.

stk. 2.

Beretningen om nævnets virksomhed skal indeholde en redegørelse

for nævnets afgørelser. Dette indebærer bl.a., at offentligheden og brugerne

af

bibeskæftigelse kan få indsigt i nævnets afgørelser om tilladelse til fast

bibeskæftigelse, nævnets afgørelser om overskridelser af loftet for

biindtægter

samt nævnets godkendelse af, at dommere fra de overordnede retter kan udpeges

til råd og nævn. Det skal fremgå, hvor mange dommere afgørelserne vedrører,

og

fra hvilke retsinstanser disse dommere kommer, men det forudsættes, at

offentliggørelse

sker uden angivelse af de enkelte dommeres navne.

Redegørelsen bør – ligesom den årlige oversigt over

dommernes indberetninger om indtægtsgivende bibeskæftigelse – være

tilgængelig

på internettet.

I

stk. 3

fastslås det, at sekretariatsopgaverne

for Bibeskæftigelsesnævnet skal varetages af Højesteret.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2007,

jf.

stk. 1.

Det foreslås endvidere, at indtægtsloftet i forslaget til § 47

b, stk. 1, skal udgøre 75 % af en dommers løn i hovedstillingen i den

første

opgørelsesperiode på 3 år, jf. stk. 2. Dette indebærer, at det

foreslåede

indtægtsloft på 50 % af lønnen i hovedstillingen først gælder for den anden

opgørelsesperiode, der løber fra den 1. januar 2010 til den 31. december

2012.

Det foreslås endelig, at første gang justitsministeren skal

beskikke offentlighedsrepræsentanter til Bibeskæftigelsesnævnet skal det ske

for henholdsvis 4 år (for medlemmet indstillet af Dansk

Folkeoplysningssamråd)

og 7 år (for medlemmet indstillet af Rektorkollegiet), jf.

stk. 3.

Dette indebærer, at den normale beskikkelsesperiode for

offentlighedsrepræsentanterne på 6 år, jf. forslaget til § 47 e,

stk. 2

og 3, fraviges. Der henvises til bemærkningerne til § 47 e i

lovforslagets

§ 1.

Til § 3

Bestemmelsen angår lovens territoriale gyldighed og

fastslår, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.

Ved lov nr. 365 af 2. juni 1999 om ændring af lov for

Færøerne om rettens pleje, lov om rettens pleje i Grønland mv., der trådte i

kraft den 1. juli 1999, blev regler svarende til retsplejelovens § 47 -

§ 47

b fastsat i de pågældende love.

Der foreslås ikke på nuværende tidspunkt ændringer i

retsplejelovgivningen for Færøerne og Grønland.

Justitsministeriet

har imidlertid iværksat en høring af de færøske og grønlandske

hjemmestyremyndigheder,

således at der kan fremsættes lovforslag om ændring af retsplejeloven for

Færøerne og Grønland. Det tilsigtes således, at ændringerne for Færøerne og

Grønland vil kunne træde i kraft samtidig med, at nærværende lovforslag

træder

i kraft.

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 910

af 27. september 2005, som ændret ved § 3 i lov nr. 525 af 24. juni

2005, § 13 i lov nr. 542 af 24. juni 2005, § 1 i lov nr. 552 af 24.

juni 2005, § 1 i lov nr. 554 af 24. juni 2005, lov nr. 1398 af 21.

december 2005 og lov nr. 1399 af 21. december 2005, foretages følgende

ændringer:

1.

§§ 47,

47 a

og 47 b

ophæves og i stedet

indsættes:

§ 47.

En

dommer må kun med tilladelse af Præsidentrådet, der består af præsidenterne

for de kollegiale retter, have fast indtægtsgivende beskæftigelse ved siden

af hovedstillingen.

§ 47.

En dommer må kun have beskæftigelse ved siden af sin dommerstilling under de

betingelser, der er angivet i § 47 a, § 47 b og i

tjenestemandslovens

§ 17.

Stk. 2.

Der

oprettes et Bibeskæftigelsesnævn, jf. § 47 e og § 47 f, til

varetagelse

af de opgaver, der er nævnt i §§ 47 a - 47 d.

§ 47 a.

En dommer skal hvert år inden den 1. februar afgive indberetning om de

indtægtsgivende hverv, som den pågældende det forudgående kalenderår har

varetaget ved siden af hovedstillingen. Indberetningen skal indeholde

oplysning

om hvervets art og hvervgiveren. I indberetninger om voldgiftssager skal

parternes navne ikke angives, men derimod navnene på de advokater eller

andre, som har repræsenteret parterne, samt hvorledes dommeren er udpeget.

Dommeren skal endvidere afgive en indberetning om indtægten ved de enkelte

hverv.

§ 47 a.

En

dommer må kun have fast indtægtsgivende bibeskæftigelse, hvis det ved lov er

bestemt, at det pågældende hverv skal varetages af en dommer, eller hvis

dommerens varetagelse af hvervet tillades af Bibeskæftigelsesnævnet.

Stk. 2.

I de

præsidentledede retter skal indberetningerne indgives til rettens præsident

og i de øvrige retter til vedkommende landsretspræsident. For så vidt angår

præsidenterne for landsretterne, Københavns Byret, retterne i Århus, Odense,

Ålborg og Roskilde samt præsidenten og vicepræsidenterne for Sø- og

Handelsretten,

indgives indberetningerne til Højesterets præsident.

Stk. 2.

Hverv som

medlem af et offentligt eller privat råd eller nævn må kun varetages af

højesteretsdommere, landsdommere, præsidenten og vicepræsidenterne for Sø- og

Handelsretten, hvis det er bestemt ved lov eller godkendt af

Bibeskæftigelsesnævnet,

at hvervet skal varetages af en sådan dommer. Nævnets godkendelse kan

begrænses til at gælde for en bestemt dommer eller for et bestemt tidsrum.

Stk. 3.

Indberetningen i henhold til stk. 1, 1. og 2. pkt., er undergivet

aktindsigt.

Stk. 3.

Udpegning

af en dommer som medlem af et offentligt eller et privat råd eller nævn, som

medlem af en voldgiftsret eller til anden tvistløsning uden for domstolene

skal foretages af vedkommende retspræsident (for så vidt angår retten på

Bornholm af præsidenten for Østre Landsret) eller af en anden dommer, som en

retspræsident har bemyndiget hertil.

Stk. 4.

Bibeskæftigelsesnævnet offentliggør årligt en oversigt over de tilladelser,

som nævnet har givet i medfør af stk. 1, og de hverv, som nævnet i

medfør af stk. 2 har bestemt kan varetages af højesteretsdommere,

landsdommere

eller af præsidenten eller en vicepræsident i Sø- og Handelsretten.

§ 47 b.

Såfremt

det findes fornødent, kan vedkommende retspræsident pålægge en dommer at

indsende en redegørelse for dommerens tidsforbrug i forbindelse med

varetagelsen af hverv ved siden af hovedstillingen.

§ 47 b.

En

dommers indtægter ved bibeskæftigelse må i gennemsnit ikke overstige 50 pct.

af dommerens løn i hovedstillingen og må maksimalt udgøre 50 pct. af en

højesteretsdommers løn i hovedstillingen, jf. dog stk. 2.

Indtægtsopgørelsen

sker i faste perioder på 3 kalenderår.

Stk. 2.

Såfremt

det findes fornødent, kan vedkommende retspræsident endvidere pålægge en

dommer at indsende en opgørelse over de indtægter, som den pågældende i en

nærmere angivet periode har modtaget i forbindelse med de enkelte hverv, som

dommeren har varetaget ved siden af hovedstillingen. Pålægget kan også

omfatte fremtidige indtægter.

Stk. 2.

Indtægtsbegrænsningen

i stk. 1 omfatter ikke indtægter ved forfattervirksomhed og hverv i

særlige domstole. Indtægtsbegrænsningen i stk. 1 omfatter endvidere i 3

år fra tiltrædelsen af hvervet ikke indtægter ved varetagelse af hverv, hvor

det ved lov er bestemt, at hvervet skal varetages af en dommer.

Stk. 3.

Finder

vedkommende præsident, at de oplysninger, som dommeren afgiver i medfør af

stk. 1 eller 2 eller i medfør af § 47 a, stk. 1, 4. pkt.,

giver anledning dertil, kan retspræsidenten efter drøftelse med

Præsidentrådet

beslutte, at dommeren i en nærmere angivet periode eller indtil videre kun

med retspræsidentens eller rådets tilladelse må påtage sig hverv ved siden af

hovedstillingen.

Stk. 3.

Vedkommende

retspræsident (for så vidt angår retten på Bornholm præsidenten for Østre

Landsret) påser, at en dommer ikke overskrider indtægtsbegrænsningen i

stk. 1.

Overstiger en dommers indtægter i en opgørelsesperiode det tilladte,

forelægger retspræsidenten sagen for Bibeskæftigelsesnævnet. Nævnet kan

herefter:

1)

fastsætte en lavere

indtægtsgrænse for den pågældende dommer i den kommende opgørelsesperiode, og

2)

bestemme, at

dommeren fremover skal omfattes af den konkrete indberetnings- og

tilladelsesordning i § 47 d.

Stk. 4.

Beføjelserne efter stk. 1-3 tilkommer de retspræsidenter, der er nævnt i

§ 47 a, stk. 2.

Stk. 4.

Bibeskæftigelsesnævnet

offentliggør efter hver opgørelsesperiode en oversigt over de afgørelser, der

er truffet i medfør af stk. 3.

§ 47 c.

En

dommer skal hvert år inden den 1. februar afgive indberetning om de

indtægtsgivende hverv, som den pågældende det forudgående kalenderår har

varetaget ved siden af hovedstillingen. Indberetning om voldgiftssager

afgives for sager, hvori der er oppebåret vederlag i det foregående

kalenderår, og for andre sager, der er verserende, og hvori der er udført

vederlagsgivende arbejde.

Stk. 2.

Indberetningerne skal indeholde oplysninger om hvervets art og hvervgiveren.

I indberetninger om voldgiftssager skal parternes navne ikke angives, men

derimod navnene på de advokater eller andre, som har repræsenteret parterne,

samt hvorledes dommeren er udpeget. Dommeren skal endvidere afgive

indberetning

om indtægten ved de enkelte hverv.

Stk. 3.

Indberetningerne indgives til rettens præsident (for så vidt angår retten på

Bornholm til præsidenten for Østre Landsret). Præsidenterne for byretterne

indgiver indberetning til vedkommende landsretspræsident. Præsidenterne for

landsretterne samt præsidenten for Sø- og Handelsretten indgiver indberetning

til Højesterets præsident.

Stk. 4.

Oplysninger

om antal og karakter af de enkelte dommeres bierhverv, jf. stk. 1 og

stk. 2, 1. og 2. pkt., videregives af vedkommende retspræsident til

Bibeskæftigelsesnævnet.

Har en dommer overskredet indtægtsbegrænsningen i § 47 b, stk. 1,

videregives tillige efter nævnets nærmere bestemmelse indtægtsoplysninger,

jf. stk. 2, 3. pkt., med henblik på nævnets stillingtagen hertil efter

§ 47 b, stk. 3, 3. pkt. Nævnet offentliggør de oplysninger, der er

nævnt i 1. pkt.

Stk. 5.

Indberetninger

i henhold til stk. 1 og stk. 2, 1. og 2. pkt., er undergivet

aktindsigt.

§ 47 d.

Såfremt

det findes fornødent, kan vedkommende retspræsident pålægge en dommer at

indsende en redegørelse for dommerens tidsforbrug i forbindelse med

varetagelsen af hverv ved siden af hovedstillingen.

Stk. 2.

Såfremt

det findes fornødent, kan vedkommende retspræsident endvidere pålægge en

dommer at indsende en opgørelse over de indtægter, som den pågældende i en

nærmere angivet periode har modtaget i forbindelse med de enkelte hverv, som

dommeren har varetaget ved siden af hovedstillingen. Pålægget kan også

omfatte fremtidige indtægter.

Stk. 3.

Finder

vedkommende præsident, at de oplysninger, som dommeren afgiver i medfør af

stk. 1 eller 2 eller i medfør af § 47 c, stk. 2, 3. pkt.,

giver anledning dertil, kan retspræsidenten efter drøftelse med

Bibeskæftigelsesnævnet beslutte, at dommeren i en nærmere angivet periode

eller indtil videre kun med retspræsidentens eller nævnets tilladelse må

påtage sig hverv ved siden af hovedstillingen.

Stk. 4.

Beføjelserne

efter stk. 1-3 tilkommer de retspræsidenter, der modtager indberetning

efter § 47 c, stk. 3.

§ 47 e.

Bibeskæftigelsesnævnet

består af 7 medlemmer: Præsidenten for Højesteret (formand), præsidenterne

for landsretterne, én præsident valgt af de øvrige retspræsidenter, en dommer

valgt af Den Danske Dommerforening og to repræsentanter for offentligheden.

Stk. 2.

Den

valgte retspræsident og dommer, jf. stk. 1, beskikkes af

justitsministeren

efter indstilling fra henholdsvis retspræsidenterne for byretterne og Sø- og

Handelsretten og fra Den Danske Dommerforening. Offentlighedsrepræsentanterne

beskikkes af justitsministeren efter indstilling fra henholdsvis Dansk

Folkeoplysnings

Samråd og Rektorkollegiet.

Stk. 3.

Offentlighedsrepræsentanterne

beskikkes for 6 år. Genbeskikkelse kan ikke finde sted.

Stk. 4.

Medlemmer

af Folketinget, regionsråd og kommunalbestyrelser kan ikke være medlemmer af

Bibeskæftigelsesnævnet.

Stk. 5.

Der

beskikkes en suppleant for hver af de to offentlighedsrepræsentanter.

Stk. 2,

stk. 3, 1. pkt., og stk. 4 finder tilsvarende anvendelse på

beskikkelsen

af suppleanterne.

§ 47 f.

Bibeskæftigelsesnævnet

fastsætter selv sin forretningsorden. Der kan i forretningsordenen fastsættes

bestemmelser om, at formanden i visse nærmere bestemte sager kan træffe

afgørelse

på nævnets vegne, eller at afgørelser kan træffes af 3 af nævnets medlemmer,

nemlig en retspræsident, en dommer og en offentlighedsrepræsentant.

Stk. 2.

Bibeskæftigelsesnævnet

offentliggør hvert år en redegørelse for sin virksomhed.

Stk. 3.

Bibeskæftigelsesnævnets

sekretariatsopgaver varetages af Højesteret.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. januar 2007, jf. dog

stk. 2 og 3.

Stk. 2.

Indtil

den 1. januar 2010 udgør indtægtsbegrænsningen efter retsplejelovens

§ 47 b, stk. 1, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, 75

pct. af dommerens løn i hovedstillingen.

Stk. 3.

Justitsministeren

beskikker første gang offentlighedsrepræsentanter til Bibeskæftigelsesnævnet

for henholdsvis 4 og 7 år, jf. retsplejelovens § 47 e, stk. 2 og 3,

som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bilag 1a

Bilag 1b

Bilag 2

Lignende dokumenter