Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven (Dommeres bibeskæftigelse)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 25. januar 2006 af
justitsministeren (Lene Espersen)
Forslag
til
Lov
om ændring af retsplejeloven
(Dommeres bibeskæftigelse)
§ 1
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 910
af 27. september 2005, som ændret senest ved lov nr. 1399 af 21. december
2005,
foretages følgende ændringer:
1.
§§ 47,
47 a
og 47 b
ophæves og i
stedet indsættes:
»
§ 47.
En dommer må kun have beskæftigelse ved siden
af sin dommerstilling under de betingelser, der er angivet i § 47 a,
§ 47
b og i tjenestemandslovens § 17.
Stk. 2.
Der
oprettes et Bibeskæftigelsesnævn, jf. § 47 e og § 47 f, til
varetagelse af de opgaver, der er nævnt i §§ 47 a - 47 d.
§ 47 a.
En dommer må kun have fast
Læs alt
indtægtsgivende bibeskæftigelse, hvis det ved lov er bestemt, at det
pågældende
hverv skal varetages af en dommer, eller hvis dommerens varetagelse af
hvervet
tillades af Bibeskæftigelsesnævnet.
Stk. 2.
Hverv som medlem af et
offentligt eller privat råd eller nævn må kun varetages af
højesteretsdommere,
landsdommere, præsidenten og vicepræsidenterne for Sø- og Handelsretten, hvis
det er bestemt ved lov eller godkendt af Bibeskæftigelsesnævnet, at hvervet
skal varetages af en sådan dommer. Nævnets godkendelse kan begrænses til at
gælde for en bestemt dommer eller for et bestemt tidsrum.
Stk. 3.
Udpegning af en dommer som
medlem af et offentligt eller et privat råd eller nævn, som medlem af en
voldgiftsret eller til anden tvistløsning uden for domstolene skal foretages
af
vedkommende retspræsident (for så vidt angår retten på Bornholm af
præsidenten
for Østre Landsret) eller af en anden dommer, som en retspræsident har
bemyndiget hertil.
Stk. 4.
Bibeskæftigelsesnævnet offentliggør årligt en oversigt over de tilladelser,
som
nævnet har givet i medfør af stk. 1, og de hverv, som nævnet i medfør af
stk. 2 har bestemt kan varetages af højesteretsdommere, landsdommere
eller
af præsidenten eller en vicepræsident i Sø- og Handelsretten.
§ 47 b.
En dommers indtægter ved
bibeskæftigelse må i gennemsnit ikke overstige 50 pct. af dommerens løn i
hovedstillingen og må maksimalt udgøre 50 pct. af en højesteretsdommers løn i
hovedstillingen, jf. dog stk. 2. Indtægtsopgørelsen sker i faste
perioder
på 3 kalenderår.
Stk. 2.
Indtægtsbegrænsningen i stk. 1 omfatter ikke indtægter ved
forfattervirksomhed og hverv i særlige domstole. Indtægtsbegrænsningen i
stk. 1
omfatter endvidere i 3 år fra tiltrædelsen af hvervet ikke indtægter ved
varetagelse af hverv, hvor det ved lov er bestemt, at hvervet skal varetages
af
en dommer.
Stk. 3.
Vedkommende retspræsident (for så
vidt angår retten på Bornholm præsidenten for Østre Landsret) påser, at en
dommer ikke overskrider indtægtsbegrænsningen i stk. 1. Overstiger en
dommers indtægter i en opgørelsesperiode det tilladte, forelægger
retspræsidenten sagen for Bibeskæftigelsesnævnet. Nævnet kan herefter:
1)
fastsætte en lavere
indtægtsgrænse for den pågældende dommer i den kommende opgørelsesperiode, og
2)
bestemme, at dommeren
fremover skal omfattes af den konkrete indberetnings- og tilladelsesordning i
§ 47
d.
Stk. 4.
Bibeskæftigelsesnævnet
offentliggør efter hver opgørelsesperiode en oversigt over de afgørelser, der
er truffet i medfør af stk. 3.
§ 47 c.
En dommer skal hvert år inden den
1. februar afgive indberetning om de indtægtsgivende hverv, som den
pågældende
det forudgående kalenderår har varetaget ved siden af hovedstillingen.
Indberetning om voldgiftssager afgives for sager, hvori der er oppebåret
vederlag i det foregående kalenderår, og for andre sager, der er verserende,
og
hvori der er udført vederlagsgivende arbejde.
Stk. 2.
Indberetningerne skal indeholde
oplysninger om hvervets art og hvervgiveren. I indberetninger om
voldgiftssager
skal parternes navne ikke angives, men derimod navnene på de advokater eller
andre, som har repræsenteret parterne, samt hvorledes dommeren er udpeget.
Dommeren skal endvidere afgive indberetning om indtægten ved de enkelte
hverv.
Stk. 3.
Indberetningerne indgives til
rettens præsident (for så vidt angår retten på Bornholm til præsidenten for
Østre Landsret). Præsidenterne for byretterne indgiver indberetning til
vedkommende
landsretspræsident. Præsidenterne for landsretterne samt præsidenten for Sø-
og
Handelsretten indgiver indberetning til Højesterets præsident.
Stk. 4.
Oplysninger om antal og karakter
af de enkelte dommeres bierhverv, jf. stk. 1 og stk. 2, 1. og 2.
pkt., videregives af vedkommende retspræsident til Bibeskæftigelsesnævnet.
Har
en dommer overskredet indtægtsbegrænsningen i § 47 b, stk. 1,
videregives tillige efter nævnets nærmere bestemmelse indtægtsoplysninger,
jf.
stk. 2, 3. pkt., med henblik på nævnets stillingtagen hertil efter
§ 47
b, stk. 3, 3. pkt. Nævnet offentliggør de oplysninger, der er nævnt i 1.
pkt.
Stk. 5.
Indberetninger i henhold til
stk. 1 og stk. 2, 1. og 2. pkt., er undergivet aktindsigt.
§ 47 d.
Såfremt det findes fornødent, kan
vedkommende retspræsident pålægge en dommer at indsende en redegørelse for
dommerens tidsforbrug i forbindelse med varetagelsen af hverv ved siden af
hovedstillingen.
Stk. 2.
Såfremt det findes fornødent,
kan vedkommende retspræsident endvidere pålægge en dommer at indsende en
opgørelse
over de indtægter, som den pågældende i en nærmere angivet periode har
modtaget
i forbindelse med de enkelte hverv, som dommeren har varetaget ved siden af
hovedstillingen. Pålægget kan også omfatte fremtidige indtægter.
Stk. 3.
Finder vedkommende præsident, at
de oplysninger, som dommeren afgiver i medfør af stk. 1 eller 2 eller i
medfør af § 47 c, stk. 2, 3. pkt., giver anledning dertil, kan
retspræsidenten efter drøftelse med Bibeskæftigelsesnævnet beslutte, at
dommeren i en nærmere angivet periode eller indtil videre kun med
retspræsidentens
eller nævnets tilladelse må påtage sig hverv ved siden af hovedstillingen.
Stk. 4.
Beføjelserne efter stk. 1-3
tilkommer de retspræsidenter, der modtager indberetning efter § 47 c,
stk. 3.
§ 47 e.
Bibeskæftigelsesnævnet består af
7 medlemmer: Præsidenten for Højesteret (formand), præsidenterne for
landsretterne,
én præsident valgt af de øvrige retspræsidenter, en dommer valgt af Den
Danske
Dommerforening og to repræsentanter for offentligheden.
Stk. 2.
Den valgte retspræsident og
dommer, jf. stk. 1, beskikkes af justitsministeren efter indstilling fra
henholdsvis retspræsidenterne for byretterne og Sø- og Handelsretten og fra
Den
Danske Dommerforening. Offentlighedsrepræsentanterne beskikkes af
justitsministeren efter indstilling fra henholdsvis Dansk Folkeoplysnings
Samråd og Rektorkollegiet.
Stk. 3.
Offentlighedsrepræsentanterne
beskikkes for 6 år. Genbeskikkelse kan ikke finde sted.
Stk. 4.
Medlemmer af Folketinget,
regionsråd og kommunalbestyrelser kan ikke være medlemmer af
Bibeskæftigelsesnævnet.
Stk. 5.
Der beskikkes en suppleant for
hver af de to offentlighedsrepræsentanter. Stk. 2, stk. 3, 1. pkt.,
og stk. 4 finder tilsvarende anvendelse på beskikkelsen af
suppleanterne.
§ 47 f.
Bibeskæftigelsesnævnet fastsætter
selv sin forretningsorden. Der kan i forretningsordenen fastsættes
bestemmelser
om, at formanden i visse nærmere bestemte sager kan træffe afgørelse på
nævnets
vegne, eller at afgørelser kan træffes af 3 af nævnets medlemmer, nemlig en
retspræsident, en dommer og en offentlighedsrepræsentant.
Stk. 2.
Bibeskæftigelsesnævnet
offentliggør hvert år en redegørelse for sin virksomhed.
Stk. 3.
Bibeskæftigelsesnævnets
sekretariatsopgaver varetages af Højesteret.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. januar 2007, jf. dog stk. 2
og 3.
Stk. 2.
Indtil den 1. januar 2010 udgør
indtægtsbegrænsningen efter retsplejelovens § 47 b, stk. 1, som
affattet
ved denne lovs § 1, nr. 1, 75 pct. af dommerens løn i hovedstillingen.
Stk. 3.
Justitsministeren beskikker
første gang offentlighedsrepræsentanter til Bibeskæftigelsesnævnet for
henholdsvis
4 og 7 år, jf. retsplejelovens § 47 e, stk. 2 og 3, som affattet
ved
denne lovs § 1, nr. 1.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1.
Indledning
;............................................................................
..............
2.
Gældende ret om dommeres bibeskæftigelse
..................................
3.
Kortlægning af dommernes bibeskæftigelse
...................................
3.1.
Dommeres bibeskæftigelse i Danmark
.....................................
3.2.
Dommeres bibeskæftigelse i andre europæiske lande
..............
4.
Lovforslagets udformning
.................................................................
4.1.
Generelt om behovet for en nyordning vedrørende dommeres
bibeskæftigelse
;..........................................................................
4.2.
Dommeres adgang til indtægtsgivende bibeskæftigelse
...........
4.3.
Godkendelses- og indberetningsordning for bibeskæftigelse
...
4.4.
Loft over dommeres indtægter ved bibeskæftigelse
.................
4.5.
Udpegning af dommere til bibeskæftigelse, der indebærer tvistløsning
;............................................................................
....
4.6.
Oprettelse af et bibeskæftigelsesnævn
......................................
5.
Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser
.........
6.
Høring
;............................................................................
....................
1. Indledning
Formålet med lovforslaget er nærmere at regulere
betingelserne for bibeskæftigelse, der varetages af dommere ved siden af
hovedstillingen. Der foreslås en nyordning, der bl.a. har til formål at
sikre, at
omfanget af bibeskæftigelsen for den enkelte dommer holdes på et rimeligt
niveau, og at udpegningen af dommere til de forskellige former for
bibeskæftigelse sker på en måde, der ikke rejser spørgsmål om dommeres
habilitet i hovedstillingen.
Lovforslaget indeholder følgende hovedpunkter:
-
Det foreslås, at
nærmere betingelser for dommeres varetagelse af beskæftigelse ved siden af
hovedstillingen kommer til at fremgå af retsplejeloven.
-
Det foreslås, at
der oprettes et uafhængigt Bibeskæftigelsesnævn, der bl.a. skal varetage en
generel administration af dommeres bibeskæftigelse.
-
Det foreslås, at de
gældende regler i retsplejelovens §§ 47 – 47 b om godkendelse og
indberetning
af dommeres bibeskæftigelse præciseres på enkelte punkter.
-
Det foreslås, at
der indføres et loft for dommeres indtægter ved bibeskæftigelse, således at
en
dommer som udgangspunkt højst må oppebære biindtægter, der gennemsnitligt
svarer til 50 % af lønnen i hovedstillingen over en 3-årig periode, og at
ingen
dommer over en 3-årig periode må oppebære biindtægter, der overstiger
halvdelen
af en højesteretsdommers løn i hovedstillingen.
-
Det foreslås, at
dommere fra Højesteret, landsretterne og Sø- og Handelsretten kun må udpeges
til et offentligt eller privat råd eller nævn, hvis udpegningen af en sådan
dommer er bestemt ved lov, eller det er godkendt af Bibeskæftigelsesnævnet,
at
hvervet skal varetages af en dommer. Det foreslås samtidig, at udpegning af
de
enkelte dommere til de typer af bibeskæftigelse, der indebærer tvistløsning
uden for domstolene, skal foretages af de pågældende dommeres retspræsident
eller af en anden dommer, som en retspræsident har bemyndiget hertil.
-
Det foreslås, at
det fortsat er vedkommende retspræsident, der fører tilsyn med den enkelte
dommers bibeskæftigelse og biindtægter, men at Bibeskæftigelsesnævnet skal
træffe beslutning om konsekvenserne, hvis en dommers indtægter overstiger
loftet.
Lovforslaget bygger på betænkning nr. 1465/2005 fra
udvalget om dommeres bibeskæftigelse (herefter »betænkningen« og »udvalget«).
Lovforslaget
svarer i al væsentlighed til forslaget fra udvalgets flertal.
2. Gældende ret om dommeres bibeskæftigelse
Retsplejelovens §§ 47,
47 a
og 47 b indeholder særlige regler
om dommeres bibeskæftigelse. Endvidere er dommere omfattet af den almindelige
bestemmelse i tjenestemandslovens § 17 om en tjenestemands beskæftigelse
ved siden af hovedstillingen.
2.1.
Reglerne om dommeres
bibeskæftigelse i retsplejeloven indeholder en generel tilladelsesordning i
§ 47,
jf. pkt. 2.1.1 nedenfor, en generel indberetningsordning i § 47 a, jf.
pkt. 2.1.2 nedenfor, samt en konkret indberetnings- og tilladelsesordning i
§ 47
b, jf. pkt. 2.1.3 nedenfor.
De gældende regler i retsplejeloven blev vedtaget ved lov
nr. 402 af 26. juni 1998 om ændring af retsplejeloven mv. på baggrund af
anbefalinger om dommeres bibeskæftigelse afgivet af Domstolsudvalget i
betænkning
nr. 1319/1996 og trådte i kraft den 1. juli 1999. Ved lovændringen blev den
allerede gældende generelle tilladelsesordning i retsplejelovens § 47
videreført uden væsentlige ændringer.
Reglerne administreres i praksis af Præsidentrådet (dvs.
retspræsidenterne i Højesteret, Østre Landsret, Vestre Landsret og Sø- og
Handelsretten samt retspræsidenterne ved byretterne i København, Århus,
Odense,
Ålborg og Roskilde), der har offentliggjort flere notater om reglernes
håndtering i praksis, jf. nærmere nedenfor under pkt. 2.1.1-2.1.3.
2.1.1.
Efter retsplejelovens § 47
kan en dommer kun med tilladelse af Præsidentrådet have fast indtægtsgivende
beskæftigelse ved siden af hovedstillingen.
Tilladelseskravet i § 47 omfatter kun dommeres
faste bibeskæftigelse. Dette indebærer,
at bibeskæftigelsen må have en vis varig karakter. Bibeskæftigelse, der
består
i hverv af lejlighedsvis eller enkeltstående karakter, f.eks. medlemskab af
ad
hoc voldgiftsretter, kræver derimod ikke tilladelse.
Endvidere er det
indtægtsgivende
bibeskæftigelse
, der kræver tilladelse. Efter ordlyden af § 47 skal
der gives tilladelse til enhver fast indtægtsgivende bibeskæftigelse.
Bestemmelsen
er dog efter fast praksis fortolket således, at hverv, som ifølge loven skal
indehaves af dommere, ikke er omfattet af tilladelseskravet. Som eksempler på
sådanne hverv kan nævnes Advokatnævnet, Flygtningenævnet, Tjenestemandsretten
og Valgbarhedsnævnet.
Det er således kun en del af den samlede bibeskæftigelse,
der varetages af dommere, der i dag kræver tilladelse.
En dommer, som ønsker at påtage sig fast indtægtsgivende
bibeskæftigelse, indgiver en ansøgning til Præsidentrådet. Præsidentrådet
bestemmer herefter, om dommeren kan påtage sig den ansøgte bibeskæftigelse.
Præsidentrådet har i et notat om dommeres bibeskæftigelse fra marts 2002, der
er offentligt tilgængeligt på domstolenes hjemmeside på internettet
(www.domstol.dk
– under Præsidentrådets oversigt over dommernes indberetninger om
indtægtsgivende bibeskæftigelse i 2001), redegjort for dets praksis
vedrørende
tilladelse til bibeskæftigelse. I notatet anføres, at det helt afgørende
kriterium, som Præsidentrådet lægger til grund ved afgørelser efter
§ 47,
er vurderingen af, om en ansøgt bibeskæftigelse kan give anledning til
habilitetsmæssige problemer eller på anden måde efter sin art ikke vil være
forenelig med dommerhvervet. Det anføres endvidere, at også spørgsmålet om
den
ansøgte beskæftigelses omfang i forhold til hovedstillingen kan inddrages i
rådets overvejelser. Dette kan være aktuelt, hvis omstændighederne på forhånd
giver grundlag for at antage, at bibeskæftigelsen kan have negativ
indflydelse
på arbejdet i hovedstillingen. Spørgsmålet bør i givet fald drøftes mellem
dommeren og vedkommende præsident forud for rådets stillingtagen.
I notatet nævnes endvidere enkelte kategorier af hverv, der
rejser betænkeligheder af en sådan karakter, at afslag i almindelighed må
forventes. Der er således bl.a. fast praksis for at meddele afslag til
ansøgninger om medlemskab af bestyrelser eller andre ledelsesorganer i
erhvervsdrivende virksomheder.
Præsidentrådet anfører, at rådet under den gældende
retstilstand ikke har mulighed for at inddrage andre hensyn end de ovenfor
nævnte i grundlaget for afgørelserne. Rådet kan derfor ikke meddele afslag på
ansøgninger om tilladelse til fast indtægtsgivende bibeskæftigelse med den
begrundelse, at en dommers samlede indtægter ved bibeskæftigelse ønskes
begrænset.
Om notatet i øvrigt henvises til betænkningen, side
22 f.
2.1.2.
Efter
retsplejelovens § 47 a skal alle dommere en gang om året afgive
oplysning
om indtægtsgivende bibeskæftigelse, som de har varetaget i det forløbne år.
Indberetningspligten i § 47 a omfatter samtlige
indtægtsgivende hverv
, som en dommer
varetager ved siden af dommerhvervet. Dette gælder, uanset om den
indtægtsgivende bibeskæftigelse er fast, lejlighedsvis eller enkeltstående,
og
uanset om bibeskæftigelsen er offentlig eller privat. Hverv, der ikke er
indtægtsgivende, er derimod ikke omfattet af indberetningspligten.
Præsidentrådet har i et yderligere notat om tilladelses- og
indberetningsordningen vedrørende dommeres bibeskæftigelse, der årligt
revideres og udsendes til alle dommere, nærmere redegjort for omfanget af
indberetningsordningen.
Rådet anfører bl.a., at al udført indtægtsgivende bibeskæftigelse skal
indberettes, uanset om dommeren har modtaget indtægter fra hvervet i det
pågældende
kalenderår. Er der tvivl om, hvorvidt et hverv senere vil blive vederlagt,
skal
hvervet således medtages i indberetningen. (Det kan dog i indberetningen
anføres, at dommeren ikke har modtaget indtægter fra hvervet i det pågældende
år. Viser det sig, at hvervet ikke vederlægges, kan det i indberetningen for
det år, hvor den manglende vederlæggelse kan konstateres, bemærkes, at det
tidligere indberettede hverv er afsluttet uden vederlæggelse). Ordningen
indebærer bl.a., at voldgiftssager, der verserer ved udgangen af det
pågældende
år, skal medtages i indberetningen, og det bør derfor ved indberetningen af
voldgiftssager oplyses, om der er tale om en afsluttet eller en ikke
afsluttet
(verserende) voldgiftssag.
Det følger af § 47 a, at indberetningen om
bibeskæftigelse som hovedregel skal indeholde oplysninger om
hvervets
art
og
hvervgiveren.
Ved indberetningen af voldgiftssager gælder der dog en særlig regel i stedet
for det almindelige krav om oplysning om hvervgiver. Her er det navnene på de
advokater eller andre, som har repræsenteret parterne, samt oplysning om,
hvorledes
dommeren er udpeget, der skal angives. Endvidere skal indberetningen
indeholde
oplysning om
indtægten ved de enkelte hverv. Oplysning om indtægten ved
bibeskæftigelsen
skal således gives særskilt for hvert enkelt hverv.
Indberetningen om bibeskæftigelse for dommere ansat i de
præsidentledede retter indgives til rettens præsident og i de øvrige retter
til
vedkommende landsretspræsident. Indberetninger for byretspræsidenterne,
landsretspræsidenterne samt præsidenten og vicepræsidenterne for Sø- og
Handelsretten skal indgives til Højesterets præsident. Endvidere følger det
af reglerne
i lov om rettens pleje i Grønland, at landsdommeren i Grønland skal indgive
indberetning til Højesterets præsident.
Det er efter § 47 b også retspræsidenten, der i visse
tilfælde kan reagere over for en dommers bibeskæftigelse ved at pålægge
vedkommende dommer at søge forudgående tilladelse til enhver form for
bibeskæftigelse,
jf. pkt. 2.1.3 nedenfor, og vedkommende retspræsident har endvidere det
almindelige tilsyn med dommeren efter retsplejelovens § 48.
Det følger af § 47 a, stk. 3, at dommernes
indberetninger om bibeskæftigelse er undergivet aktindsigt med undtagelse af
oplysninger
om indtægten ved de enkelte hverv. Efter begæring om aktindsigt er der
således
en lovbestemt adgang til hos vedkommende retspræsident mod betaling af
retsafgift efter retsafgiftsloven at få en kopi af en dommers
indberetningsskema, bortset fra den del af skemaet, der indeholder
oplysninger
om indtægten ved de enkelte hverv.
Præsidentrådet har imidlertid siden indberetningsordningen
trådte i kraft gennemført adgangen til aktindsigt på den måde, at de
oplysninger om dommeres bibeskæftigelse, der er undergivet aktindsigt, årligt
offentliggøres på domstolenes hjemmeside på internettet (www.domstol.dk).
Oversigten på internettet er en sammenfatning af dommernes indberetninger til
de enkelte retspræsidenter. I oversigten er det muligt at se, hvilke og hvor
mange hverv den enkelte dommer har varetaget. Har dommeren haft
voldgiftssager,
er de enkelte voldgiftssager angivet i oversigten. I oversigten er det
tydeliggjort, om der er tale om afsluttet bibeskæftigelse eller
ikke-afsluttet
bibeskæftigelse, og det er således bl.a. muligt at se, om de voldgiftssager,
som dommerne har deltaget i, er afsluttede eller ej.
Ud over, at den årlige oversigt på internettet indeholder
de oplysninger, der er undergivet aktindsigt, har Præsidentrådet indtil nu
suppleret oversigten ved at offentliggøre nogle hovedtal vedrørende antallet
af
dommere med og uden bibeskæftigelse samt vedrørende dommernes indtægter på
bibeskæftigelse i det pågældende indberetningsår. Hovedtallene angiver bl.a.
de
samlede indtægter ved bibeskæftigelse for henholdsvis retspræsidenter mv.,
højesteretsdommere, landsdommere i Østre Landsret, landsdommere i Vestre
Landsret samt byretsdommere. Endvidere er det for de forskellige
dommergrupper
angivet, hvor stor en del af de samlede indtægter, der vedrører
voldgiftssager,
samt den gennemsnitlige indtægt ved bibeskæftigelse.
Om Præsidentrådets øvrige retningslinjer for
indberetningsordningen vedrørende dommeres bibeskæftigelse henvises til
betænkningen
side 24 ff.
2.1.3.
Den generelle tilladelses-
og indberetningsordning for dommeres bibeskæftigelse i retsplejelovens
§§ 47
og
47 a
er suppleret
med en konkret tilladelses- og indberetningsordning i retsplejelovens
§ 47
b, hvorefter vedkommende retspræsident, hvis det findes fornødent, kan
pålægge
en dommer at indsende en redegørelse for dommerens indtægter og tidsforbrug i
forbindelse med varetagelsen af hverv ved siden af hovedstillingen. På
baggrund
af de modtagne oplysninger kan retspræsidenten efter drøftelse med
Præsidentrådet beslutte, at dommeren i en nærmere angivet periode eller
indtil
videre kun med retspræsidentens eller rådets tilladelse må påtage sig hverv
ved
siden af hovedstillingen.
I forarbejderne til bestemmelsen er det anført, at den
konkrete indberetnings- og tilladelsesordning giver retspræsidenterne et
effektivt redskab i de formentlig ganske få tilfælde, hvor en dommers
bibeskæftigelse
kunne tyde på at have negativ indflydelse på hovedstillingen enten på grund
af
dets tidsmæssige omfang eller ud fra habilitetsmæssige betragtninger.
Den konkrete indberetningspligt i § 47 b, stk. 1
og 2, omfatter en dommers tidsforbrug og/eller indtægter i forbindelse med
varetagelsen
af alle hverv ved siden af hovedstillingen. Det er således både
indtægtsgivende
og ikke-indtægtsgivende hverv, der omfattes af en beslutning om
indberetningspligt, og en beslutning om pligt til at indberette indtægter kan
både
omfatte allerede oppebårne og fremtidige indtægter.
I Præsidentsrådets notat om tilladelses- og
indberetningsordningen vedrørende dommeres bibeskæftigelse, der årligt
revideres og udsendes til alle dommere, anføres det, at grundlaget for en
anmodning om indberetning af en dommers tidsforbrug kan være, at der for
vedkommende retspræsident – blandt andet i kraft af den generelle
indberetningsordning – foreligger oplysninger, der tyder på, at en
bestemt
dommers bibeskæftigelse har et sådant tidsmæssigt omfang, at det kan have en
negativ indflydelse på dommerens varetagelse af hovedstillingen. Grundlaget
for
en anmodning om indberetning af indtægter kan være, at der for vedkommende
retspræsident foreligger oplysninger om, at en bestemt dommers
bibeskæftigelse
har et sådant omfang, at det kan være af betydning at få belyst, om
indtægterne
ved bibeskæftigelsen har en sådan størrelse og fordeling, at dommeren vil
kunne
fremstå som værende i et afhængighedsforhold til bestemte interessegrupper
eller advokatkontorer.
Det følger af forarbejderne til § 47 b, at de
oplysninger om tidsforbrug og/eller indtægter, som indberettes, ikke er
offentligt tilgængelige.
Såfremt de modtagne oplysninger om tidsforbrug og/eller
indtægter i medfør af den konkrete indberetningspligt eller den generelle
indberetningspligt giver anledning dertil, kan vedkommende retspræsident
efter
drøftelse med Præsidentrådet beslutte, at den pågældende dommer i en nærmere
angivet periode eller indtil videre kun med retspræsidentens eller
Præsidentrådets
tilladelse kan påtage sig hverv ved siden af hovedstillingen, jf. § 47
b,
stk. 3.
Iværksættelsen af en sådan konkret tilladelsesordning
indebærer, at den pågældende dommer skal indhente tilladelse til al
bibeskæftigelse
uanset art. Der skal således – i modsætning til tilladelseskravet efter
den generelle
tilladelsesordning – indhentes tilladelse til ulønnet bibeskæftigelse,
til
bibeskæftigelse af enkeltstående karakter samt til bibeskæftigelse, der efter
Præsidentrådets praksis ellers ikke kræver tilladelse, fordi der er tale om
hverv, som ifølge loven skal varetages af dommere.
Retspræsidenterne har indtil nu ikke i noget tilfælde fundet
grundlag for at anvende den konkrete tilladelsesordning efter retsplejelovens
§ 47 b, stk. 3.
2.2.
Den almindelige regel om
tjenestemænds bibeskæftigelse fremgår af tjenestemandslovens § 17, der
bestemmer, at en tjenestemand kun kan have beskæftigelse ved siden af sin
tjenestemandsstilling for så vidt og i det omfang, det er foreneligt med den
samvittighedsfulde udøvelse af de til tjenestemandsstillingen knyttede
pligter
og med den for stillingen nødvendige agtelse og tillid.
I en vurdering af, om bibeskæftigelse er tilladeligt efter
tjenestemandslovens § 17, indgår således bibeskæftigelsens omfang
(»forenelig
med den samvittighedsfulde udøvelse af de til tjenestemandsstillingen
knyttede
pligter«) og bibeskæftigelsens art (»forenelig med den for stillingen
nødvendige agtelse og tillid«).
Som tjenestemænd er dommere omfattet af den almindelige
regel om tjenestemænds bibeskæftigelse. Den tilladelsesordning, der gælder
for
dommere efter retsplejelovens § 47, lægger afgørende vægt på
bibeskæftigelsens
omfang og art, og derfor har tjenestemandslovens § 17 ingen selvstændig
betydning i forhold til bibeskæftigelse, der er omfattet af tilladelseskravet
i
retsplejeloven. Bestemmelsen har derimod betydning for den del af dommeres
bibeskæftigelse, der ikke er omfattet af tilladelsesordningen i
retsplejeloven.
Dette gælder bl.a. dommeres ulønnede bibeskæftigelse samt lejlighedsvis eller
enkeltstående bibeskæftigelse, som f.eks. medlemskab af ad hoc
voldgiftsretter.
3. Kortlægning af dommernes bibeskæftigelse
3.1. Dommeres bibeskæftigelse i Danmark
Betænkningen indeholder en omfattende kortlægning af danske
dommeres indtægtsgivende bibeskæftigelse. Grundlaget for kortlægningen af
dommernes bibeskæftigelse har været de oplysninger om bierhverv og
biindtægter,
der findes i dommernes lovpligtige indberetninger om indtægtsgivende
bibeskæftigelse til retspræsidenterne. Ud over de offentligt tilgængelige
oplysninger fra indberetningerne har retspræsidenterne stillet nogle
yderligere
oplysninger fra indberetningerne om biindtægter til rådighed for
kortlægningen,
og retspræsidenterne har forestået en frivillig spørgeskemaundersøgelse af
tidsforbruget ved bibeskæftigelse blandt samtlige dommere.
3.1.1.
Kortlægningen
viser, at ca. 75 % af landets dommere har haft bibeskæftigelse i perioden
1999-2004. I denne periode har samtlige retspræsidenter og
højesteretsdommere,
89 % af landsdommerne i Østre Landsret, 78 % af landsdommerne i Vestre
Landsret
og 67 % af byretsdommerne haft bibeskæftigelse.
Et stort antal dommere har i perioden 2003 og 2004 haft
bibeskæftigelse inden for områder, hvor dommeren varetager et offentligt
hverv,
og hvor dommeren tillige er udpeget til det pågældende hverv af en offentlig
myndighed. Dette gælder bl.a. bibeskæftigelse i offentlige råd og nævn samt
bibeskæftigelse i lovforberedende udvalg. Hertil kommer, at en stor del af
den
samlede bibeskæftigelse inden for undervisning og eksamenscensur vedrører
undervisning og censur i offentlige undervisningsinstitutioner.
Bibeskæftigelsen er fordelt således, at højesteretsdommere
og landsdommere især har haft bibeskæftigelse i offentlige råd og nævn,
private
voldgifter samt i form af forfattervirksomhed, undervisning og censur, mens
byretsdommere især har haft bibeskæftigelse i offentlige råd og nævn. Hverv i
særlige domstole
(dvs. Den særlige
Klageret, Arbejdsretten og tjenestemandsretterne) samt lovforberedende udvalg
blev hovedsageligt varetaget af højesteretsdommere og landsdommere.
Voldgiftssager i de private voldgifter blev oftest varetaget af landsdommere,
mens voldgiftsager i de
faglige
voldgifter
hovedsagelig blev varetaget af højesteretsdommere. Hverv i
de private klage- og ankenævn
blev
hovedsageligt varetaget af højesteretsdommere og landsdommere, mens f
lest bestyrelseshverv
blev varetaget
af
byretsdommere.
Kortlægningen har belyst
koncentrationen af dommernes bibeskæftigelse
, dvs. hvor mange hverv
dommerne i gennemsnit har haft inden for forskellige
bibeskæftigelseskategorier. Dommere, der har haft bibeskæftigelse i
offentlige
råd og nævn, særlige domstole, lovforberedende udvalg, private klage- og
ankenævn, forfattervirksomhed, bestyrelseshverv, undervisning og censur har i
gennemsnit haft mellem 1 og 3 hverv i disse bibeskæftigelseskategorier. Dette
gælder samtlige dommergrupper.
For dommere, der har haft bibeskæftigelse i private
voldgifter og faglige voldgifter mv., er den antalsmæssige spredning noget
større. Der er desuden nogen variation mellem dommergrupperne, idet
Højesteretsdommerne
i gennemsnit har haft 14,5 private voldgiftssager og 18 faglige
voldgiftssager,
landsdommerne i gennemsnit har haft 18,7 private voldgiftssager og 1,3
faglige
voldgiftssager, Sø- og Handelsretsdommerne i gennemsnit har haft 17,8 private
voldgiftssager og 10 faglige voldgiftssager, og byretsdommerne i gennemsnit
har
haft 1,3 private voldgiftssager og 4 faglige voldgiftssager.
3.1.2.
På
baggrund af dommernes lovpligtige indberetninger om indtægtsgivende
bibeskæftigelse foreligger der på Præsidentrådets oversigter på internettet
oplysninger om dommernes samlede årlige indtægter ved bibeskæftigelse i
perioden
1999 – 2004.
De samlede årlige biindtægter udgjorde for dommerne i 1999
ca. 39,5 mio. kr., i 2003 ca. 43,8 mio. kr. og i 2004 ca. 48,9 mio. kr. Den
del
af de samlede biindtægter, der kom fra bibeskæftigelse i private og faglige
voldgiftssager, udgjorde i 1999 ca. 7,8 mio. kr., i 2003 ca. 9,6 mio. kr. og
i
2004 ca. 14,9 mio. kr.
Det fremgår endvidere, at den gennemsnitlige biindtægt for
en dommer med bibeskæftigelse i 1999 var ca. 159.500 kr., mens den i 2003 var
ca. 174.000 kr. og i 2004 ca. 198.500 kr.
Retspræsidenterne havde i gennemsnit ca. 215.500 kr. i
biindtægter i 1999, ca. 313.500 kr. i 2003 og ca. 393.000 kr. i 2004.
Højesteretsdommerne havde i gennemsnit ca. 617.500 kr. i biindtægter i 1999,
ca. 638.500 kr. i 2003 og ca. 773.500 kr. i 2004. Landsdommerne i Østre
Landsret havde i gennemsnit ca. 191.500 kr. i biindtægter i 1999, ca. 212.000
kr. i 2003 og ca. 219.500 kr. i 2004. Landsdommerne i Vestre Landsret havde i
gennemsnit ca. 168.500 kr. i biindtægter i 1999, ca. 173.500 kr. i 2003 og
235.500 kr. i 2004. Byretsdommerne havde i gennemsnit ca. 82.000 kr. i
biindtægter i 1999, ca. 87.500 kr. i 2003 og ca. 85.000 kr. i 2004.
Spredningen
mellem dommernes biindtægter inden for de enkelte dommergrupper er imidlertid
ganske betydelig.
3.1.3.
Dommernes
indtægter inden for de forskellige typer af bibeskæftigelse fremgår af de
oplysninger om dommernes indtægter i de forskellige
bibeskæftigelseskategorier,
som Præsidentrådet har udarbejdet til udvalget om dommeres bibeskæftigelse.
Det fremgår heraf, at den største del af dommernes samlede
indtægter ved bibeskæftigelse i 2003 og 2004 kom fra bibeskæftigelse i
offentlige hverv – primært hvervene i offentlige råd og nævn (30 % hhv.
35 %) og
i mindre omfang fra hvervene i de særlige domstole (3 % hhv. 4 %),
lovforberedende
udvalg (3 % hhv. 2 %) samt fra offentlige hverv inden for undervisning og
censur
(13 % hhv. 12 %). Endvidere kom en stor del af dommernes samlede indtægter
ved
bibeskæftigelse fra voldgiftssager (22 % hhv. 30 %). Der henvises til
lovforslagets bilag 1, der viser en grafisk opgørelse af dommernes samlede
indtægter
på bibeskæftigelse i 2003 og 2004.
Den største del af retspræsidenternes og
højesteretsdommernes indtægter fra bibeskæftigelse i denne periode hidrører
fra
private voldgifter og offentlige råd og nævn, mens landsdommerne og
byretsdommerne
fik den største del af indtægterne fra bibeskæftigelse i offentlige råd og
nævn.
3.1.4.
Kortlægningen
indeholder endvidere en opgørelse over dommernes samlede tidsforbrug ved
bibeskæftigelse.
Det fremgår, at i alt 203 dommere har haft tidsforbrug ved bibeskæftigelse i
perioden 1. august 2004 – 31. januar 2005, og at det samlede halvårlige
tidsforbrug herved for disse dommere udgjorde i alt ca. 28.200 timer. Det
fremgår endvidere, at det gennemsnitlige halvårlige tidsforbrug for en
dommer,
der havde brugt tid på bibeskæftigelse, var ca. 140 timer.
Det gennemsnitlige tidsforbrug for dommere i de forskellige
dommergrupper i perioden viser, at højesteretsdommerne i gennemsnit havde det
største halvårlige tidsforbrug ved bibeskæftigelse med ca. 245 timer,
retspræsidenterne brugte i gennemsnit ca. 220 timer, landsdommerne i Vestre
Landsret i gennemsnit ca. 195 timer, landsdommerne i Østre Landsret i
gennemsnit ca. 165 timer, og byretsdommerne i gennemsnit brugte ca. 80 timer.
Spredningen mellem dommernes tidsforbrug inden for de enkelte dommergrupper
er
imidlertid ganske betydelig.
Den største del af dommernes samlede tidsforbrug på
bibeskæftigelse i perioden 1. august 2004 – 31. januar 2005 vedrører
offentlige
hverv – primært hverv i offentlige råd og nævn (42 %), i et vist mindre
omfang
på offentlige hverv inden for undervisning og censur (15 %) og i mindre
omfang
på hvervene i de særlige domstole (5 %) og lovforberedende udvalg (4 %). I
forhold til tidsforbruget ved de offentlige hverv blev kun en mindre del af
dommernes samlede tidsforbrug anvendt på voldgiftssager (private voldgifter 9
%
og faglige voldgifter mv. 4 %). Der henvises til lovforslagets bilag 2, der
viser en grafisk opgørelse af tidsforbruget.
Offentlige råd og nævn var den type bibeskæftigelse, hvor
samtlige dommergrupper havde det største tidsforbrug i perioden 1. august
2004
– 31. januar 2005. Retspræsidenterne, højesteretsdommerne og
landsdommerne i
Vestre Landsret havde det næststørste tidsforbrug på privat eller faglig
voldgift, mens landsdommerne i Østre Landsret og byretsdommerne havde det
næststørste
tidsforbrug på undervisning og eksamenscensur.
3.1.5.
Indtægterne
ved bibeskæftigelse i offentlige råd og nævn udgjorde kun 30 % af de samlede
indtægter ved bibeskæftigelse i 2004, mens tidsforbruget herved udgjorde 42 %
af det samlede tidsforbrug. Indtægterne ved bibeskæftigelse i de særlige
domstole, lovforberedende udvalg, ved forfattervirksomhed, undervisning og
censur har også udgjort en forholdsmæssigt mindre procentdel end
tidsforbruget
herved.
Omvendt udgjorde indtægterne fra de private voldgifter 25 %
af de samlede indtægter ved bibeskæftigelse i 2004, mens tidsforbruget herved
kun
udgjorde 9 % af det samlede tidsforbrug. Indtægterne ved bibeskæftigelse i
faglige voldgifter, private klage- og ankenævn og bestyrelseshverv har også
udgjort en forholdsmæssigt større procentdel end tidsforbruget herved.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 31 ff., der
indeholder et resume af kortlægningen af danske dommeres bibeskæftigelse.
3.2. Dommeres bibeskæftigelse i andre europæiske lande
Udvalget har endvidere foretaget en kortlægning af dommeres
bibeskæftigelse i Sverige, Norge, Island, Finland, Holland, Tyskland, Irland,
England og Wales.
3.2.1.
De
undersøgte landes domstolssystemer er i forskellig grad anderledes end det
danske domstolssystem.
Sverige, Finland og
Tyskland
har alle todelte domstolssystemer med henholdsvis almindelig domstole
og egentlige forvaltningsdomstole. I disse lande er der endvidere oprettet en
række specialdomstole til behandling af sagsområder, som ikke behandles ved
de
almindelige domstole og forvaltningsdomstolene.
Det
norske og
hollandske domstolssystem
minder om det danske domstolssystem, idet der her
er tre instanser inden for de almindelige domstole samt et antal særlige
domstole. I
Island
findes der kun to
instanser samt en Arbejdsret. I hverken Norge, Holland eller Island har man
almindelige forvaltningsdomstole, men derimod har man en række særlige
forvaltningsdomstole, der afgør sager mellem borgere og forvaltningen på en
række nærmere angivne sagsområder.
Det
engelske
domstolssystem
opererer med fire instanser med House of Lords som den
øverste instans, og der findes ingen forvaltningsdomstole. Til forskel herfra
har det
irske domstolssystem
tre instanser,
og der findes en række specielle forvaltningsdomstole i første instans, hvis
afgørelser kan appelleres til de almindelige domstole.
En sammenligning af dommeres bibeskæftigelse i forskellige
lande kan være afhængig af, om der i de enkelte lande er forvaltningsdomstole
eller ej. I lande med forvaltningsdomstole er der ikke i samme grad behov for
dommeres bibeskæftigelse i offentlige råd og nævn.
3.2.2.
Samtlige
undersøgte lande har reguleret spørgsmålet om dommeres bibeskæftigelse. I
nogle
lande er der udarbejdet et særligt regelsæt vedrørende dommeres
bibeskæftigelse
(Norge, Island, Holland og Irland). I andre lande finder de generelle regler
om
tjenestemænds eller offentligt ansattes bibeskæftigelse som udgangspunkt
tilsvarende anvendelse for dommere, og der findes alene enkelte supplerende
regler om dommeres bibeskæftigelse (Sverige, Finland og Tyskland). I England
er
der ikke egentlige lovfæstede regler om dommeres bibeskæftigelse, men
principper herom er nedskrevet i en vejledning, som dommerne får udleveret
ved
ansættelsen.
I
Irland og England
er der forbud mod, at dommere påtager sig lønnet bibeskæftigelse. I Irland
fremgår forbudet direkte af forfatningen, mens der i England er en lang
tradition for forbudet. I England kan dommerne dog udarbejde juridiske
lærebøger og artikler mv. mod vederlag.
Reglerne i de øvrige undersøgte lande, dvs.
Sverige, Norge, Island, Finland, Holland og
Tyskland
, giver alle mulighed for, at dommere kan påtage sig
bibeskæftigelse i større eller mindre omfang under forudsætning af, at
bibeskæftigelsen ikke har en negativ indflydelse på dommernes uafhængighed,
habilitet, den almindelige tillid til domstolene og arbejdet i
hovedstillingen.
I alle disse lande er der regler, der indeholder forbud
mod, at dommere påtager sig visse særlige hverv. Eksempelvis har landene
regler
om, at dommere ikke ved siden af dommerembedet lovligt kan virke som
advokater,
yde juridisk rådgivning mod vederlag, være skønsmand, partsudpeget
voldgiftsdommer eller vælges til det nationale parlament. I Tyskland må en
dommer som udgangspunkt endvidere ikke varetage opgaver inden for den
udøvende
magt, dog undtagen visse hverv, herunder f.eks. hverv, der er forbundet med
administrationen af domstolene.
For så vidt angår de hverv, der ikke omfattes af et særligt
forbud, kan dommerne som udgangspunkt påtage sig disse som bibeskæftigelse,
hvis hvervet ikke indebærer en negativ påvirkning af dommerens uafhængighed,
habilitet eller varetagelsen af dommerens hovedstilling.
Reglerne om dommeres bibeskæftigelse i de pågældende lande
er enten bygget op som godkendelses- eller indberetningsregler eller en
kombination heraf. I flere lande foretages der registreringer af dommernes
bibeskæftigelse
i offentligt tilgængelige registre, der bl.a. er tilgængelige på internettet.
Norge, Finland og
Tyskland
har alle godkendelsesordninger. I Norge og Tyskland skal de fleste
bibeskæftigelseshverv godkendes af enten vedkommende retspræsident eller af
domstolsadministrationen. I Finland skal alle former for lønnet
bibeskæftigelse
godkendes hos domstolschefen eller den overordnede domstol.
Godkendelsesordningerne
indebærer, at den pågældende dommer skal søge om tilladelse til at påtage sig
et bibeskæftigelseshverv, forud for at hvervet påbegyndes. Kriterierne for
godkendelse
af et bibeskæftigelseshverv er formuleret forskelligt, men vedrører i det
væsentlige, at bibeskæftigelsen ikke må indebære en negativ påvirkning af
hovedstillingen, herunder særligt af arbejdstiden i hovedstillingen, og
hovedstillingens omdømme samt uafhængigheden og habiliteten for den
pågældende
dommer. I Tyskland gælder der, for så vidt angår bibeskæftigelse i offentlig
tjeneste, endvidere en regel om, at dommere skal afstå den del af honoraret,
der overstiger en bestemt beløbsgrænse. For højesteretsdommere gælder
eksempelvis en beløbsgrænse på 6.100 euro om året.
I
Sverige, Island og
Holland
skal der ske indberetning af bibeskæftigelsen til henholdsvis den
pågældende dommers arbejdsgiver, et særligt udvalg om dommerarbejde og
vedkommende retspræsident.
Reglerne om indberetning indebærer, at en dommer som
udgangspunkt ikke skal søge om tilladelse til bibeskæftigelse. Dommeren skal
i
stedet indberette, hvilken bibeskæftigelse den pågældende dommer har til
hensigt at påtage sig. I Sverige og Island kan rette myndighed efterfølgende
udstede forbud mod, at den pågældende dommer påtager sig et hverv, hvis
hvervet
anses for at være uforeneligt med dommerembedet. De hollandske regler giver
derimod ikke adgang til at nægte bibeskæftigelsen, og der kan således alene
iværksættes disciplinære sanktioner, dersom dommeren påtager sig et hverv,
som
retspræsidenten finder uforeneligt med dommerembedet.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 48 ff., der
indeholder et resume af kortlægningen af dommeres bibeskæftigelse i en række
europæiske lande.
4. Lovforslagets udformning
4.1. Generelt om behovet for en nyordning
vedrørende dommeres bibeskæftigelse
4.1.1.
Udvalget
har i betænkningen vurderet behovet for nærmere at regulere dommernes adgang
til bibeskæftigelse.
Udvalgets forslag bygger følgende generelle synspunkter:
Det er udvalgets opfattelse, at spørgsmålet om dommernes
bibeskæftigelse helt overordnet må vurderes i lyset af den særlige stilling,
som domstolene har efter forfatningen. Grundlovens regler og de sædvaner, der
er dannet i tilknytning hertil, indebærer, at domstolene er uafhængige af
andre
offentlige organer, først og fremmest Folketinget og regeringen. Endvidere
forudsætter såvel grundlovens som retsplejelovens regler en fuldstændig
uafhængighed af andre uvedkommende interesser. Dommerne har i deres kald
alene
at rette sig efter loven, jf. grundlovens § 64.
En forfatnings- og lovgivningsmæssig sikring af domstolenes
og dommernes uafhængighed er imidlertid ikke tilstrækkelig til at sikre et
velfungerende domstolssystem. Hertil kræves efter udvalgets opfattelse også,
at
der i befolkningen i almindelighed er tillid til domstolenes og dommernes
uafhængighed
og integritet.
Næsten al den bibeskæftigelse, der udøves af dommere,
udøves efter anmodning fra myndigheder, organisationer, virksomheder og
andre,
der ønsker en dommers medvirken til løsning af en opgave, hvor
dommermedvirken
sikrer en fuldt kvalificeret og betryggende sagsbehandling. Udviklingen i
dommeres bibeskæftigelse afspejler således en efterspørgsel efter dommeres
medvirken
ved løsning af opgaver uden for den egentlige retspleje.
Dommeres adgang til bibeskæftigelse bør imidlertid efter
udvalgets opfattelse ikke kun være bestemt af efterspørgslen. Adgang til
bibeskæftigelse bør reguleres således, at den ikke påvirker den almindelige
opfattelse af dommernes uafhængighed negativt. Enhver tvivl om domstolenes
fuldstændige
uafhængighed er efter udvalgets opfattelse skadelig for det danske
retssystem.
Det tidsmæssige omfang af dommernes bibeskæftigelse må naturligvis
ikke have negativ indvirkning på varetagelsen af hovedstillingen, navnlig må
varetagelsen af bibeskæftigelse ikke medføre en forlængelse af afviklingen af
retsarbejdet ved domstolene. Der er efter det for udvalget oplyste ikke
grundlag for at antage, at der faktisk er en sådan negativ indvirkning. I det
omfang
dommernes bibeskæftigelse ikke har negativ indflydelse på arbejdet i
hovedstillingen, er der efter udvalgets opfattelse et hensyn at tage til, at
der ikke gøres unødige indgreb i den bibeskæftigelse, som dommerne udøver i
deres fritid, og at man undgår i for høj grad at skade velfungerende
ordninger.
Et medlem af udvalget anfører dog, at det må være åbenbart,
at en så udstrakt anvendelse af bibeskæftigelse, som der er tale om, betyder,
at der er færre kræfter tilbage til arbejdet i hovedstillingen.
Udvalget anser det som en positiv omstændighed ved
dommernes bibeskæftigelse, at dommerne herigennem er med til at varetage en
lang række opgaver, der har samfundsmæssig betydning. Hertil kommer, at
bibeskæftigelsen skaber en større bredde i dommernes samfundsindsigt og øger
deres viden om specifikke samfundsforhold. Dommerne får således på grund af
deres
bibeskæftigelse en erfaring og viden, som ikke kan fås ved arbejdet som
dommer.
Et medlem bemærker dog, at det kan have betydning, at dommere har tid til at
gøre
sig erfaringer uden for domstolsarbejdet og sædvanlig bibeskæftigelse.
Udvalget finder det også positivt, at dommerne ved deres
bibeskæftigelse bidrager til retsudviklingen uden for arbejdet ved
domstolene,
eksempelvis ved at medvirke i offentlige og private råd og nævn samt i
voldgifter,
ved deres arbejde i lovforberedende udvalg, ved udarbejdelse af juridisk
litteratur og ved undervisning på universiteter mv.
Udvalget anfører, at det i debatten har været anført, at
størrelsen af biindtægter i sig selv kan udgøre et problem for domstolenes
omdømme på grund af den stadige offentlige debat herom. Debatten har ikke
mindst drejet sig om de dommere, herunder navnlig højesteretsdommere, der har
udført
mange hverv, og som derfor – baseret på de offentliggjorte
gennemsnitstal – formodes
at have oppebåret biindtægter, som har nærmet sig eller oversteget lønnen i
hovedstillingen.
Det er udvalgets vurdering, at den langvarige debat herom i
sig selv – selv om der ikke har kunnet påvises negative påvirkninger af
dommernes
arbejde i hovedstillingen – har givet anledning til, at der i
offentligheden er
rejst tvivl om domstolenes evne og vilje til at fungere med en effektiv
ressourceanvendelse.
Udvalgets forslag, som der redegøres for nedenfor, vil
indebære en ganske betydelig indtægtsreduktion for flere dommere, herunder
særligt dommere ved de overordnede retter. Udvalget bemærker, at der er tale
om
en regulering af de pågældendes indtjening ved aktiviteter i deres fritid, og
at reguleringen vil indebære, at de enten må opgive visse hverv eller for at
kunne udøve dem må udføre arbejdet for et vederlag, der ligger under det
vederlag, som det vil være muligt at oppebære efter de normer, der gælder for
sådant arbejde. En sådan ved lov fastsat begrænsning gælder ikke for andre
befolkningsgrupper. Der har i udvalget på den anførte baggrund været
forskellige opfattelser af det reelle behov for et indgreb, men udvalget har
tilsluttet sig, at der bør gennemføres en begrænsning for at undgå den
negative
betydning for domstolenes omdømme, som den nuværende ordning har givet
anledning til.
Udvalget har overvejet, hvorvidt en regulering af dommernes
bibeskæftigelse vil have betydning for rekrutteringen af dommere til
domstolene, herunder særligt rekrutteringen til de overordnede retter. På den
ene side mener udvalget, at muligheden for at påtage sig bibeskæftigelse
selvsagt
ikke bør være et afgørende incitament til at søge en stilling som dommer, men
på
den anden side mener udvalget, at muligheden for at påtage sig
bibeskæftigelse
og herved opnå en bredere indsigt og erfaring samt en ekstra indtjening kan
udgøre
et væsentligt incitament bl.a. for jurister, der kommer fra stillinger uden
for
domstolssystemet, og at en begrænsning af dommernes bibeskæftigelse og
biindtægter vil kunne have negativ indflydelse på rekruttering af dommere til
især de overordnede retter.
Om dommernes lønforhold henviser udvalget til, at
Domstolsudvalget i betænkning nr. 1319/1996, s. 338 udtalte, at aflønning af
dommere bør reflektere den betydning og det ansvar, som er forbundet med
dommergerningen,
som bl.a. går ud på at bedømme lovligheden af regeringens embedsførelse og
lovgivningens forenelighed med forfatningen. Domstolsudvalget anbefalede en
bredere rekruttering til domstolene, og Domstolsudvalget anførte, at
lønniveauet vil være af væsentlig betydning for, om dette rekrutteringshensyn
kan
slå igennem.
Udvalgets forslag til lovgivning, jf. nedenfor, vil i givet
fald indebære en ændring af de generelle vilkår for dommeres arbejde, der må
antages at føre til en væsentlig reduktion af navnlig højesteretsdommeres
indtægt.
Der er derfor risiko for, at gennemførelsen af indgrebet vil modvirke ønsket
om
en bredere rekruttering til domstolene, især til Højesteret. Betydningen af
de
nævnte hensyn – herunder eventuelle konsekvenser af de ændringer i de
generelle
vilkår for dommeres arbejde, som følger af flertallets forslag – må
forventes
inddraget under kommende forhandlinger om dommerlønninger.
To medlemmer af udvalget finder, at de begrænsninger, der
er lagt op til i udvalgets forslag, næppe vil betyde, at personer, der er
egnede som højesteretsdommere, vil undlade at søge en sådan stilling.
På den anførte baggrund finder udvalgets flertal, at der i
lyset af den langvarige debat om dommeres bibeskæftigelse er behov for at
ændre
lovgivningen, således at der opnås en større spredning af bibeskæftigelsen
mellem dommerne i de forskellige retsinstanser, og således, at det bliver
domstolene, der udpeger de enkelte dommere til bibeskæftigelse, der indebærer
tvistløsning. Udvalgets flertal finder således, at der fortsat bør være
adgang
til, at dommere kan have bibeskæftigelse, og udvalget finder, at dommere
fortsat bør have adgang til at varetage de samme typer bibeskæftigelse som i
dag.
4.1.2.
Justitsministeriet
er enig i udvalgets (flertallets) generelle synspunkter om behovet for
lovgivning.
I det følgende redegøres for lovforslagets nærmere udformning.
4.2. Dommeres adgang til indtægtsgivende
bibeskæftigelse
4.2.1.
Udvalget
finder som ovenfor nævnt, at der ikke er grundlag for indføre et generelt
forbud mod dommeres bibeskæftigelse.
Et medlem finder dog, at det ikke bør tillades
højesteretsdommere at have bibeskæftigelse, bortset fra forfattervirksomhed,
mod
at man til gengæld hæver deres løn, så den kommer på linie med de bedst
lønnede
offentlige embedsmænd.
4.2.2.
Udvalget
har overvejet, om dommere også fremover skal kunne varetage de typer af
bibeskæftigelse, som i dag varetages af dommere.
Om dommeres
deltagelse
i offentlige råd og nævn
anfører udvalget, at det er af afgørende
betydning, at der kan anvendes dommere til opgaver uden for domstolene i et
retssystem som det danske, hvor der ikke findes forvaltningsdomstole, men er
opbygget et omfattende system med råd og nævn, der bl.a. varetager den
administrative
rekursbehandling. Dommermedvirken sikrer, at sagerne behandles af
kvalificerede
jurister, der via deres uafhængighed samt viden og erfaring fra
dommerarbejdet
samtidig er i stand til at sikre, at sagsbehandlingen foretages
retssikkerhedsmæssigt forsvarligt. Dette er også i almindelighed begrundelsen
for, at lovgivningsmagten i vidt omfang har bestemt, at der skal medvirke
dommere i de enkelte offentlige råd og nævn.
Navnlig ud fra tilsvarende hensyn til at sikre en
kvalificeret, uafhængig og retssikkerhedsmæssigt forsvarlig sagsbehandling
finder udvalget, at det er af væsentlig betydning, at dommerne kan medvirke i
private klage- og ankenævn.
Udvalgets flertal finder, at dommere fra alle instanser
fortsat skal kunne deltage i de offentlige og private råd og nævn. Et medlem
finder derimod, at kun byretsdommere fremover skal kunne deltage i de
offentlige råd og nævn, idet man vender det almindelige juridiske system på
hovedet, hvis den afgørelse, der indbringes for byretten, er underskrevet af
en
højesteretsdommer og dermed båret af dennes autoritet. Det viser sig ved, at
kun få af disse afgørelser indbringes således for domstolene.
Hertil bemærker udvalgets flertal, at der ikke foreligger
noget belæg for at antage, at undladelse af at indbringe råd- og
nævnsafgørelser for domstolene skyldes, at borgeren eller forbrugeren har den
opfattelse, at det ikke nytter noget at indbringe afgørelsen for domstolene,
alene fordi afgørelsen er truffet af et nævn med en højesteretsdommer som
formand. Flertallet finder derfor, at også dommere fra Højesteret,
landsretterne og Sø- og Handelsretten fortsat bør kunne varetage hverv som
formænd
for råd og nævn.
For så vidt angår
voldgift
anfører udvalget generelt, at det er værdifuldt, at alle dommere kan medvirke
i
behandlingen af voldgiftssager, da der under voldgiftsinstituttet afgøres en
lang række konkrete retstvister mellem både private og offentlige parter, der
kan have vidtrækkende økonomisk eller anden betydning, og hvor resultatet
ikke efterfølgende
kan indbringes for domstolene.
Privat voldgift er af væsentlig betydning for løsning af
erhvervslivets tvister. Det gør sig ikke mindst gældende i tvister med en
udenlandsk part. Tilsvarende er Voldgiftsnævnet for bygge- og
anlægsvirksomhed
af væsentlig betydning for konfliktløsning på bygge- og anlægsområdet, hvor
nævnet er det dominerende entrepriseretlige konfliktløsningsorgan. Dommeres
medvirken i voldgifter er en sikkerhed for en betryggende sagsbehandling og
for
rigtige afgørelser i konfliktløsningsorganer, hvor der ikke er adgang til
efterfølgende
at indbringe sagerne for de almindelige domstole.
De faglige voldgifter er en central del af
konfliktløsningen inden for det arbejdsretlige system, der bl.a. omfatter
Arbejdsretten, faglige voldgifter, forligsmandsinstitutionen og en række
fagretlige
nævn, hvor der ikke alternativt består en mulighed for at lade sagen afgøre
af
de almindelige domstole. For arbejdsmarkedets parter er det derfor
væsentligt,
at sagerne i de faglige voldgifter kan behandles af dommere, herunder
højesteretsdommere,
der besidder de nødvendige juridiske og processuelle kvalifikationer og kan
sikre en retssikkerhedsmæssigt forsvarlig behandling. Dommermedvirken er en
integreret del af det arbejdsretlige system, som er af stor betydning og
værdi
for samfundet i almindelighed og for arbejdsmarkedets parter i særdeleshed.
Medvirken
af dommere i det arbejdsretlige konfliktløsningssystem bør derfor efter
udvalgets opfattelse bevares.
Dommermedvirken i de
særlige domstole
(dvs. Den særlige Klageret, Arbejdsretten og tjenestemandsretterne)
findes naturligt ud fra den omstændighed, at de særlige domstole er en del af
domstolssystemet, hvor dommerne udfører et arbejde, der er sidestillet med
arbejdet
i de almindelige domstole.
Dommeres
deltagelse i
lovforberedende udvalg og dommeres forfattervirksomhed
udgør efter
udvalgets opfattelse et værdifuldt bidrag ved udarbejdelsen af en række af de
lovforslag, der vedtages af Folketinget. I de lovforberedende udvalg, navnlig
de udvalg, der behandler juridisk prægede problemstillinger, er det efter
udvalgets opfattelse væsentlig at fastholde muligheden for dommerdeltagelse,
fordi dommerne her bidrager med juridiske kundskaber og med erfaringer fra
det
praktiske retsliv, som er med til at sikre kvaliteten af de anbefalinger, som
udvalgene kommer med.
Ud fra samme betragtning finder udvalget det også i
forbindelse med
undervisnings- og
censorvirksomhed
meget nyttigt at kunne drage nytte af den viden og
erfaring fra retslivet, som dommere bidrager med.
Varetagelse af
bestyrelseshverv
i navnlig ikke-erhvervsdrivende fonde er der efter udvalgets opfattelse
heller
ikke grund til at forbyde.
Udvalgets kortlægning af dommernes bibeskæftigelse viser
endvidere, at dommerne varetager enkelte andre typer bibeskæftigelse, der
ikke falder
ind under de ovenfor anførte typer af bibeskæftigelse. De oplysninger, der
foreligger om karakteren af disse hverv, giver efter udvalgets opfattelse
ikke
anledning til at forbyde dommere at varetage disse forskellige enkeltstående
hverv.
Det er således samlet set udvalgets opfattelse, at dommere
fortsat skal kunne varetage alle typer af bibeskæftigelse, der ikke giver
anledning til habilitetsmæssige problemer eller på anden måde er uforenelig
med
dommerhvervet og ikke går ud over dommerens arbejdsindsats i hovedstillingen.
Udvalget finder dog, at betingelserne for tilladelig bibeskæftigelse bør
nedfældes i loven og foreslår, at disse kommer til at fremgå af
retsplejelovens
bestemmelser om bibeskæftigelse.
4.2.3.
Af de
grunde, som udvalget (flertallet) har anført, er Justitsministeriet enig i,
at
der ikke bør indføres forbud mod, at dommere varetager bestemte former for
bibeskæftigelse.
4.3. Godkendelses- og indberetningsordning for
bibeskæftigelse
4.3.1.
Udvalget finder,
at den gældende ordning efter retsplejeloven, hvorefter en dommer skal søge
om
tilladelse, inden vedkommende påtager sig fast indtægtsgivende
bibeskæftigelse,
bør opretholdes. Udvalget lægger vægt på, at den generelle tilladelsesordning
tilsigter en forudgående prøvelse af, om bibeskæftigelsen giver anledning til
habilitetsmæssige eller andre problemer i forhold til dommerhvervet.
Udvalget foreslår, at den hidtidige praksis, hvorefter
hverv, som ifølge loven skal varetages af dommere, ikke er omfattet af
tilladelseskravet, kommer til at fremgå af retsplejelovens § 47.
Udvalget foreslår endvidere, at det fremover ikke længere skal
være Præsidentrådet, der giver tilladelse efter § 47, men at
tilladelseskompetencen
i stedet henlægges til et Bibeskæftigelsesnævn, jf. om Bibeskæftigelsesnævnet
nærmere
nedenfor i pkt. 4.6.
Udvalget har tillige overvejet, om der er behov for at
ændre den generelle indberetningsordning i retsplejelovens § 47 a samt
den
konkrete tilladelses- og indberetningsordning i retsplejelovens § 47 b.
Udvalget finder, at disse ordninger i det væsentlige bør
opretholdes. Udvalget er således af den opfattelse, at der også fremover er
et
væsentligt behov for at give retspræsidenterne og offentligheden indblik i
dommernes
bibeskæftigelse, og dette bedst opfyldes af reglerne om den årlige
indberetning
af bibeskæftigelse i § 47 a.
Det er dog udvalgets opfattelse, at indberetningsreglerne
ikke sikrer et fuldt dækkende billede af det faktiske omfang af dommernes
bibeskæftigelse for så vidt angår voldgiftssager. Dette skyldes, at en dommer
efter
den nuværende praksis allerede skal indberette en voldgiftssag i det år, hvor
den er fordelt til dommeren, uden at det vides, om sagen vil indebære arbejde
og
indtægt for dommeren. Udvalget foreslår derfor, at § 47 a ændres,
således
at indberetningspligten for voldgiftssager kun omfatter voldgiftssager, der
er
aktive, dvs. sager, hvori dommeren har oppebåret honorar i det forudgående
kalenderår, og andre sager, der er verserende, og hvori dommeren har udført
et
honorargivende arbejde.
Endvidere finder udvalget, at der også fortsat er behov for
at give retspræsidenterne de redskaber, der er indbygget i den konkrete
indberetnings- og tilladelsesordning i § 47 b, med henblik på
enkeltstående
tilfælde, hvor en dommers bibeskæftigelse synes at indebære, at
bibeskæftigelsen giver anledning til habilitetsmæssige problemer i forhold
til
dommerhvervet eller går ud over dommerens arbejdsindsats i hovedstillingen.
Det
foreslås i den forbindelse endvidere, at Bibeskæftigelsesnævnet fremover også
skal kunne benytte den konkrete indberetnings- og tilladelsesordning
§ 47 b
i forbindelse med en overskridelse af den foreslåede ordning om et loft for
biindtægter, jf. herom nedenfor under pkt. 4.4 og 4.6.
4.3.2.
Justitsministeriet
er enig i udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udformet i
overensstemmelse
med udvalgets lovudkast.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1 (forslag til
retsplejelovens §§ 47 a, stk. 1, 47 c og 47 d), og bemærkningerne
hertil.
4.4. Loft over dommeres indtægter ved
bibeskæftigelse
4.4.1.
Udvalget
har overvejet, om der bør indføres begrænsninger i omfanget af dommernes
beskæftigelse. På baggrund af kortlægningen af dommeres bibeskæftigelse, jf.
pkt. 3 ovenfor, er det udvalgets opfattelse, at den bibeskæftigelse, der i
dag varetages
af dommerne, ikke samlet set har et sådant omfang, at den generelt giver
anledning til at rejse spørgsmål om bibeskæftigelsens indflydelse på
arbejdsindsatsen i domstolene eller til en kritik af størrelsen af de
indtægter, som dommerne samlet har ved siden af deres løn i hovedstillingen.
Dette
gælder hverken for så vidt angår antallet af bierhverv, størrelsen af
biindtægter eller det tidsforbrug, der anvendes på bibeskæftigelsen. Udvalget
finder
derfor ikke, at der er grundlag for at begrænse dommernes
samlede bibeskæftigelse.
Derimod har den nuværende
fordeling af bibeskæftigelsen og biindtægterne mellem dommerne
i
byretterne, Sø- og Handelsretten, landsretterne og Højesteret i den
offentlige
debat givet anledning til kritik. Kritikken har navnlig drejet sig om nogle
højesteretsdommeres biindtægter, men også i et vist omfang om nogle
landsdommere.
Udvalget finder derfor, at der bør indføres en ordning, der
kan sikre en bedre spredning af bibeskæftigelsen og af de indtægter, der
oppebæres herved. Ordningen bør først og fremmest medføre en spredning fra
højesteretsdommere
til dommere i lavere retsinstanser, men ordningen bør også kunne medføre en
spredning blandt højesteretsdommerne og blandt landsdommerne.
4.4.2.
Udvalget finder,
at en effektiv og praktisk måde at opnå en hensigtsmæssig spredning af
bibeskæftigelse og biindtægter på, vil være at fastsætte et loft for den
enkelte
dommers indtægter ved bibeskæftigelse.
Udvalget finder, at loftet for biindtægter bør sættes i
relation til en dommers løn i hovedstillingen, således at loftet fastsættes
til
en procentdel af den faste løn i hovedstillingen. Herved vil loftet kunne
angives som et præcist beløb, der tager udgangspunkt i en løn, der er
forskellig for dommerne i de forskellige retsinstanser, og hvis størrelse er
almindeligt tilgængeligt. Dette vil samtidig indebære en klarhed om loftets
størrelse for dommerne og for brugerne af dommernes bibeskæftigelse.
Udvalget foreslår, at en dommer højst må oppebære
biindtægter, der svarer til 50 % af lønnen i hovedstillingen. Denne
procentsats
tilgodeser efter udvalgets opfattelse en række vigtige hensyn.
For det første er det udvalgets opfattelse, at et loft på
50 % vil medføre, at der vil opnås en tilstrækkelig effektiv spredning af
bibeskæftigelsen og biindtægterne mellem dommerne – særligt mellem
højesteretsdommerne og de øvrige dommere.
For det andet finder udvalget, at et loft på 50 % vil
indebære, at der fremover vil blive en passende balance i forholdet mellem
lønnen i hovedstillingen og indtægterne ved bibeskæftigelse for alle dommere.
En procentsats på 50 % sikrer – selv med de undtagelser til loftet, som
et
flertal i udvalget anbefaler, jf. pkt. 4.4.3 nedenfor – at ingen dommer
i
praksis vil oppebære biindtægter, der ligger på niveau med eller over
dommerens
løn i hovedstillingen.
For det tredje finder udvalget, at et loft på 50 % er
nødvendigt for at muliggøre, at dommere kan udøve bibeskæftigelse i et
omfang,
der også fremover tilgodeser den samfundsmæssige interesse i at kunne benytte
dommere, herunder højesteretsdommere, til at varetage opgaver uden for
domstolene.
Herudover finder udvalget, at det bør sikres, at ingen
dommer, når bortses fra undtagelserne til loftet, jf. nærmere pkt. 4.4.3.
nedenfor, kan oppebære biindtægter, der overstiger det beløb, som en
højesteretsdommer
højst kan oppebære i biindtægter. I praksis vil den supplerende begrænsning
med
hensyn til loftets størrelse kun have betydning for de retspræsidenter, der
har
en højere løn i hovedstillingen end en højesteretsdommer.
Med udgangspunkt i lønniveauet pr. 1. april 2005 vil det årlige
loft for biindtægter for dommerne i de forskellige retsinstanser efter
forslaget være (afrundet til nærmeste 10.000 kr.):
Højesteretsdommere: 470.000 kr.
Højesterets præsident: 470.000 kr.
Landsdommere: 340.000 - 400.000
kr.
Landsretspræsidenter: 470.000 kr.
Dommere i Sø- og Handelsretten:
310.000 kr.
Vicepræsidenter i Sø- og Handelsretten: 400.000 kr.
Præsidenten i Sø- og Handelsretten: 470.000 kr.
Byretsdommere: 310.000 – 380.000
kr.
Byretspræsidenter: 420.000 – 470.000 kr.
4.4.3.
Udvalget finder, at loftet
for biindtægter som udgangspunkt bør gælde for al bibeskæftigelse, der
varetages
af dommere. For enkelte typer af bibeskæftigelse foreligger der imidlertid
efter udvalgets opfattelse en særlig begrundelse for at holde biindtægterne
uden for loftet.
Der er i udvalget enighed om at foreslå, at bibeskæftigelse
ved
forfattervirksomhed
skal
undtages. Forfattervirksomhed omfatter både udarbejdelse af juridisk
faglitteratur, redaktionshverv i forbindelse med udarbejdelse af juridiske
tidsskrifter mv. og anden forfattervirksomhed.
Udvalget lægger herved vægt på, at dommere ligesom alle
andre bør have fri adgang til at skrive bøger, artikler mv. Hertil kommer, at
dommeres faglitteratur på værdifuld måde bidrager til retsudviklingen inden
for
en række vigtige samfundsområder. Udvalgets kortlægning af dommeres
bibeskæftigelse i en række europæiske lande har i øvrigt vist, at
forfattervirksomhed holdes ude fra en eventuel begrænsning af dommernes
bibeskæftigelse i samtlige lande.
Et flertal finder endvidere, at
bibeskæftigelse i de særlige domstole
, dvs. den særlige Klageret,
Arbejdsretten og tjenestemandsretterne, bør undtages, da de særlige domstole
er
en integreret del af domstolssystemet, hvor dommerne udfører domstolsarbejde
på
linie med arbejdet i de almindelige domstole.
Et medlem finder, at arbejdet i de særlige domstole enten må
betragtes som almindeligt domstolsarbejde, der indarbejdes i dommernes
arbejdstid og ikke kræver særskilt honorar, eller som et bijob, der på linie
med andre bijobs ligger udenfor den almindelige arbejdstid og skal
behandles på linie med andre bijobs.
Undtagelsen af forfattervirksomhed og de særlige domstole
vil efter udvalgets forslag indebære, at dommerne kan oppebære biindtægter
fra
de øvrige typer af bibeskæftigelse svarende til 50 % af lønnen i
hovedstillingen
og herudover frit oppebære biindtægter fra forfattervirksomhed og de særlige
domstole.
Udvalget finder, at undtagelserne fra loftet for så vidt
angår forfattervirksomhed og de særlige domstole bør gælde for alle dommere.
I
praksis vil undtagelserne fra loftet dog naturligvis kun få betydning for de
dommere, der udnytter loftet for biindtægter fuldt ud. Dette vil i dag
særligt
gælde nogle højesteretsdommere og nogle få landsdommere. Udvalget har, for så
vidt angår højesteretsdommerne, foretaget nogle beregninger over virkningen
af
at indføre et loft på 50 % med undtagelse af forfattervirksomhed og de
særlige
domstole.
Med udgangspunkt i højesteretsdommernes løn i 2005 vil
indførelsen af et loft på 50 % indebære, at højesteretsdommernes samlede
årlige
biindtægter under loftet vil kunne udgøre maksimalt ca. 8,5 mio. kr. Hertil
kommer undtagelserne for forfattervirksomhed og de særlige domstole, hvor
højesteretsdommerne
samlet oppebar biindtægter på ca. 2,3 mio. kr. i 2004. Dermed vil
højesteretsdommernes samlede fremtidige årlige biindtægter formentlig højst
komme til at udgøre ca. 10,8 mio. kr. (beregnet ud fra det nuværende løn- og
biindtægtsniveau).
Udvalget skønner imidlertid, at højesteretsdommernes
fremtidige biindtægter i praksis vil blive noget lavere – i
størrelsesordenen 8-9
mio. kr. – da næppe alle højesteretsdommere vil udnytte loftet fuldt ud.
Dette
beløb skal sammenholdes med højesteretsdommernes samlede biindtægter i 2004
på
ca. 13,9 mio. kr., i 2003 på ca. 10,9 mio. kr. og i 2002 på ca. 14,8 mio. kr.
Det er udvalgets opfattelse, at samlede årlige biindtægter
til højesteretsdommerne på 8-9 mio. kr. vil opfylde det ønske om en
tilstrækkelig effektiv spredning af bibeskæftigelsen og biindtægterne, som er
hovedformålet med et loft for biindtægter. Den foreslåede ordning vil således
utvivlsomt
betyde, at der sker en spredning af bibeskæftigelse og biindtægter fra
Højesteret til dommere i lavere instanser.
Et mindretal (4 medlemmer) finder, at også
det arbejdsretlige konflikthåndteringssystem
(det vil sige arbejdsopgaver, der varetages af dommere i forbindelse med
faglig
voldgift, i de arbejdsretlige nævn og på baggrund af udpegning som forligs-
eller mæglingsmand) bør undtages fra loftet for biindtægter. Disse
udvalgsmedlemmer
henviser herved til, at det arbejdsretlige konflikthåndteringssystem har
karakter af et sammenhængende system, der må behandles som en enhed. Der
henvises herved bl.a. til arbejdsretslovens §§ 10 og 22, hvoraf dels
fremgår, at Arbejdsretten i sager, som helt eller delvist angår fortolkning
af
kollektive overenskomster, kan vælge at afvise, udsætte eller behandle en
sag,
dels fremgår, at visse uoverensstemmelser på arbejdsmarkedet som udgangspunkt
skal afgøres ved faglig voldgift i medfør af Norm for regler for behandling
af
faglig strid, der er aftalt mellem DA og LO, og som har status som en
deklaratorisk lovregel. Det vil derfor være uheldigt, hvis der skal gælde
forskellige
regler for udøvelsen af de forskellige funktioner i dette system. Det
arbejdsretlige konflikthåndteringssystem er i dag et fleksibelt, hurtigt og
effektivt system, som nyder bred respekt blandt brugerne.
Et mindretal, der repræsenterer arbejdsmarkedets parter
(LO, DA og DI), tilføjer, at det nuværende arbejdsretlige system i kraft af
sin
virkeform indebærer endog meget betydelige administrative lettelser i forhold
til offentlige myndigheder og instanser, herunder i forhold til de ordinære
domstole. Samtidig indebærer systemet også store økonomiske besparelser for
det
offentlige, ikke mindst fordi de dommere, der fungerer som opmænd i faglige
voldgifter, gør dette i deres fritid. De særlige domstole (herunder
Arbejdsretten) er en integreret del af domstolssystemet, og det er derfor
naturligt at holde disse ude fra begrænsninger i dommernes bibeskæftigelse.
Arbejdsretsloven, forligsmandsloven samt arbejdsmarkedets hovedaftaler og
kollektive overenskomster udgør tilsammen fundamentet for det danske
arbejdsmarked og har karakter af ét sammenhængende konflikthåndteringssystem.
Dette mindretal bemærker endvidere, at det er
karakteristisk for det arbejdsretlige konflikthåndteringssystem, at
uoverensstemmelser
inden for rammerne af dette system som altovervejende hovedregel ikke kan
indbringes for domstolene. Arbejdsmarkedets organisationer og deres
respektive
medlemmer har indrettet sig herpå og på det særkende, at de enkelte
tvistløsningsorganer
inden for systemet er éninstansorganer, hvis afgørelser er inappellable. Også
som følge heraf er det af afgørende betydning, at arbejdsopgaver, der
varetages
af dommere i forbindelse med faglig voldgift, i de arbejdsretlige nævn og på
baggrund
af udpegning som forligs- eller mæglingsmand, undtages fra det påtænkte loft
for biindtægter, således at den nuværende balance i systemet ikke forrykkes.
Udvalgets flertal finder derimod, at den gældende ordning
for arbejdsretlig konfliktløsning vil kunne opretholdes, såfremt flertallets
forslag gennemføres. Efter flertallets forslag vil konfliktløsningerne
fortsat
i vidt omfang kunne blive varetaget af højesteretsdommere. I dag er det
således, at en af Arbejdsrettens dommere ikke er højesteretsdommer, men
byretspræsident. Endvidere bruges der allerede i dag dommere fra andre
instanser end Højesteret som opmand i faglige voldgifter. Gennemføres
flertallets
forslag, må arbejdsmarkedets parter i videre omfang end nu anvende dommere
fra
lavere instanser, men størstedelen af de faglige voldgifter vil fortsat kunne
blive varetaget af højesteretsdommere.
Flertallet anfører, at hvis dommernes bibeskæftigelse på arbejdsmarkedets
område helt skal undtages fra loftet, vil det medføre, at der ikke vil ske en
tilstrækkelig spredning af bibeskæftigelsen og biindtægterne. En undtagelse
af
de faglige voldgifter, de fagretlige nævn og hvervet som forligs- og
mæglingsmand
vil betyde, at der oven i de skønnede fremtidige årlige biindtægter på 8-9
mio.
kr. til højesteretsdommere efter indførelsen af ordningen med et loft for
biindtægter vil blive indtjent et beløb på i størrelsesordenen i alt ca. 2,6
mio. kr. (biindtægtsniveauet i 2004). Hermed vil loftet efter flertallets
mening ikke medføre en tilstrækkelig reduktion i de samlede biindtægter for
højesteretsdommerne.
Flertallet finder endvidere, at nogle af de argumenter, som
anføres til støtte for at undtage de faglige voldgifter, de fagretlige nævn
og
hvervet som forligs- og mæglingsmand fra loftet, kan gøres gældende med samme
styrke for flere af de andre typer bibeskæftigelse, der anbefales omfattet af
loftet. Bl.a. er afgørelser truffet i de almindelige voldgifter også
inappellable
og kan ikke indbringes for domstolene.
Endelig bemærker flertallet, at man har lagt afgørende vægt
på hensynet til en samlet spredning for navnlig højesteretsdommernes
biindtægter.
Udvalget har endvidere drøftet, om bibeskæftigelse i
offentlige råd og nævn
– herunder
navnlig i råd og nævn, hvor det ved lov er bestemt, at en dommer skal
medvirke
– bør undtages fra loftet for biindtægter.
Udvalget anfører, at det er karakteristisk for hverv i disse
råd og nævn, at der er en klar offentlig interesse i, at hvervet varetages af
en dommer. Dette er særligt tydeligt i de råd og nævn, hvor det ved lov er
bestemt, at en dommer skal medvirke. Endvidere er det karakteristisk, at
dommernes biindtægter ved disse hverv er relativt små set i forhold til
arbejdets
omfang, og at det ikke er dommernes deltagelse inden for denne type
bibeskæftigelse, der har givet anledning til væsentlig debat. Hertil kommer,
at
det vil kunne forekomme selvmodsigende, at det for mange offentlige råd og
nævns vedkommende ved lov er bestemt, at en dommer skal medvirke, samtidig
med
at det anbefales at indføre regler, der begrænser dommeres mulighed for at
oppebære indtægter fra sådanne hverv.
I udvalget har der imidlertid ikke været flertal for at
undtage de offentlige råd og nævn fra loftet for biindtægter, idet en sådan
undtagelse vil modvirke den ønskede spredning af dommernes biindtægter. For
at
tage højde for de særlige forhold, der er forbundet med lovbestemte hverv,
foreslår et flertal i udvalget i stedet, at biindtægter fra hverv, hvor det
ved
lov er bestemt, at en dommer skal medvirke, i de første 3 år efter, at
dommeren
har tiltrådt hvervet, ikke skal medregnes ved opgørelsen af, om dommerens
biindtægter overstiger loftet, jf. nærmere herom i pkt. 4.4.6 nedenfor.
4.4.4.
Det foreslåede
loft for biindtægter ville som udgangspunkt indebære, at en dommer højst må
oppebære
et beløb i bindindtægter om året svarende til 50 % af lønnen i
hovedstillingen.
Udvalget finder imidlertid, at de praktiske forhold omkring dommernes
bibeskæftigelse og biindtægter tilsiger, at der i praksis opereres med
perioder, der strækker sig ud over et år, idet bibeskæftigelsen og
biindtægterne kan svinge fra år til år inden for mange af de typer af hverv,
som dommere varetager uden for domstolene. Dette gælder f.eks. for dommere,
der
har voldgiftssager eller er medlemmer af råd, nævn og lovforberedende udvalg.
Hertil kommer, at honorarudbetalinger til dommere kan være forskudt i forhold
til optjeningstidspunktet.
Dommerne og brugerne af bibeskæftigelse har ofte ikke
mulighed for at kontrollere eller forudsige de nævnte udsving. For at give
dommerne mulighed for i praksis at planlægge en tilpasning af
bibeskæftigelsen
og biindtægterne, således at biindtægterne kan holdes under loftet, og for at
give brugerne mulighed for i praksis at kunne indrette sig efter loftet, er
det
derfor efter udvalgets opfattelse nødvendigt, at en dommer har mulighed for
at
fordele den begrænsning, der ligger i loftet, over en længere periode.
Udvalget finder, at en fordeling over en 3-års periode vil
være passende, og foreslår derfor, at loftet for biindtægter udformes
således,
at en dommer i en 3-års periode i gennemsnit højst må oppebære et beløb i
bindindtægter
svarende til 50 % af den samlede løn.
4.4.5.
Efter
udløbet af en 3-års periode kan det ved en opgørelse af en dommers
biindtægter
i den forløbne 3-års periode konstateres, om dommeren har overholdt det
foreslåede loft for biindtægter. Dette kan konstateres af den enkelte dommer,
der selv har ansvaret for overholdelse af loftet for biindtægter, men også af
vedkommende retspræsident, der i medfør af dommernes indberetninger om
bibeskæftigelse efter forslaget til retsplejelovens § 47 a vil få
oplysninger om dommerens årlige biindtægter. Det forudsættes, at der i
fornødent
omfang er en dialog mellem den enkelte dommer og retspræsident om
bibeskæftigelsen.
Udvalget finder, at der løbende og efter udløbet af hver
3-års periode bør føres tilsyn med, om loftet for biindtægter er overholdt.
Tilsynet
med den enkelte dommer bør foretages af vedkommende retspræsident.
Udvalget finder, at det derudover af hensyn til
offentlighedens mulighed for indsigt i dommernes biindtægter vil være
væsentligt,
at et særligt Bibeskæftigelsesnævn – der foreslås sammensat af 4
retspræsidenter,
en dommer valgt af Dommerforeningen samt to repræsentanter for
offentligheden,
jf. nedenfor i pkt. 4.6 – har et overordnet tilsyn med overholdelsen af
loftet.
Bibeskæftigelsesnævnets overordnede tilsyn med
overholdelsen af loftet bør efter udvalgets opfattelse tilrettelægges
således,
at vedkommende retspræsident forelægger en dommers indberetninger om
bibeskæftigelse
for nævnet, hvis dommerens biindtægter i en opgørelsesperiode overskrider
loftet. Forelæggelsen skal efter udvalgets forslag ske i umiddelbar
forlængelse
af, at retspræsidenten bliver opmærksom på overskridelsen. Dette vil i
praksis
formentlig alene forekomme ved en 3-års periodes udløb, men kan det
eksempelvis
allerede efter udløbet af det første år i en 3-års periode konstateres, at en
dommer har overskredet det samlede loft for hele perioden, skal
retspræsidenten
allerede på dette tidspunkt forelægge sagen for nævnet.
Udvalget foreslår endvidere af hensyn til offentlighedens
mulighed for indsigt i dommernes biindtægter, at Bibeskæftigelsesnævnet ved
en
3-års periodes udløb offentliggør, hvor mange dommere fra de respektive
retsinstanser der måtte have overskredet loftet, og hvor meget overskridelsen
udgør. Offentliggørelsen bør ske i anonym form.
4.4.6.
Udvalget foreslår, at
manglende
overholdelse af loftet for biindtægter som altovervejende hovedregel skal
have den
konsekvens, at der for den pågældende dommer fastsættes et tilsvarende lavere
loft for en ny 3-års periode. Dette betyder, at hvis en dommer f.eks. har
overskredet loftet med 100.000 kr. i en 3-års periode, kan den pågældende
dommer oppebære 100.000 kr. mindre i biindtægter i en ny 3-års periode, hvor
dommerens loft altså reduceres med dette beløb.
Udvalget finder dog, at en overskridelse af loftet i visse
særlige tilfælde ikke skal indebære, at der fastsættes et tilsvarende lavere
loft for den næste periode. Et flertal i udvalget foreslår således som
ovenfor
nævnt, at en dommers biindtægter ved hverv, hvor det ved lov er bestemt, at
en
dommer skal medvirke, ikke skal tælles med i opgørelsen af loftet i de første
3
år efter, at dommeren har tiltrådt hvervet. Undtagelsen foreslås indført for
at
sikre, at ingen dommer på grund af loftet for biindtægter afskæres fra at
påtage sig et eller flere hverv, som lovgivningsmagten har bestemt skal
varetages af en dommer. Når den pågældende dommer varetager hvervet i mere
end
3 år, bør hvervet tælle med ved opgørelsen af biindtægterne under loftet,
idet
dommeren så har haft tilstrækkelig tid til at tilpasse sine øvrige
biindtægter
til indtægten fra det lovbestemte hverv.
Et medlem kan ikke gå ind for denne undtagelse, idet en
dommer så vidt muligt må sørge for at holde sig under loftet for biindtægter.
Accepterer
dommeren et lovbestemt hverv, der bringer dennes indtægt over
grænsen, bør
denne dommer finde sig i en tilsvarende nedsættelse for en ny 3-års periode.
Ud over denne undtagelsesregel for lovbestemte hverv bør
det efter udvalgets opfattelse i andre særlige tilfælde undtagelsesvis kunne
undlades
at fastsætte et tilsvarende lavere loft for en ny periode. Dette bør være en
absolut undtagelse, men der kan være tilfælde, hvor en loftoverskridelse
efter
en konkret vurdering må anses for særlig undskyldelig. Dette kan f.eks. være
tilfældet,
hvis der sker en uventet udvikling i et eller flere af en dommers bierhverv,
som ellers forventeligt skulle kunne varetages uden at overskride loftet.
Endvidere bør visse overgangsforhold bevirke, at
fastsættelsen af et lavere loft kan undlades. Dette gælder f.eks. i
forbindelse
med hverv, som en dommer har påtaget sig, inden loftet for biindtægter træder
i
kraft, og f.eks. i forbindelse med de første 3-års perioder efter, at en
dommer
er blevet udnævnt, for så vidt angår hverv, som dommeren har påtaget sig
inden
udnævnelsen.
Af hensyn til den praktiske administration af loftet for
biindtægter finder udvalget det endvidere rimeligt, at der i enkeltstående
tilfælde, hvor en dommer har overskredet loftet med et mindre beløb i en
3-års
periode, f.eks. med op til 10.000 kr., undlades at fastsætte et lavere loft
for
en ny periode.
Udvalget foreslår, at det er Bibeskæftigelsesnævnet, der
skal varetage opgaven med at tage stilling til, om en overskridelse af loftet
skal medføre et tilsvarende lavere loft for den følgende 3-års periode.
Hermed
opnås, at offentlighedsrepræsentanter er med til at træffe disse afgørelser.
Ud over denne konsekvens af at overskride loftet foreslår
udvalget, at Bibeskæftigelsesnævnet skal have mulighed for at anvende den
konkrete tilladelses- og indberetningsordning i retsplejelovens § 47 b.
Det kan f.eks. være berettiget, at nævnet anvender den konkrete tilladelses-
og
indberetningsordning, hvis en dommer i gentagne 3-års perioder har
overskredet
loftet med betydelige beløb.
For at sikre offentligheden mulighed for indsigt finder
udvalget det væsentligt, at Bibeskæftigelsesnævnets afgørelser om
konsekvensen
af overskridelser af loftet offentliggøres. Offentliggørelsen bør ske i
anonym
form.
Udvalget peger endvidere på, at der i tilfælde af alvorlige
loftoverskridelser efter omstændighederne kan være grund til at anvende
retsplejelovens disciplinærbestemmelser for dommere.
4.4.7.
Udvalget foreslår
endelig en overgangsordning for indførelsen af et loft for biindtægter,
således
at loftet på 50 % af lønnen i hovedstillingen ikke træder i kraft fuldt ud
med
det samme. Udvalget foreslår, at loftet skal være på 75 % i år 1-3 efter
lovens
ikrafttræden, hvilket indebærer, at dommerne i de første 3 år, efter at
loftet
for biindtægter er trådt i kraft, kan oppebære biindtægter på højst 75 % af
lønnen.
Udvalget finder, at en overgangsperiode af den anførte
længde er nødvendig for at sikre tilstrækkelig tid til en tilpasning af
dommernes bibeskæftigelse og biindtægter. Udvalget lægger vægt på, at
brugerne
får tilstrækkelig tid til at tilpasse sig den nye situation, hovedsageligt
således at der inden for de forskellige typer af bibeskæftigelse kan findes
andre dommere end dem, der hidtil har været anvendt. Endvidere lægger
udvalget
vægt på, at de dommere, der i dag har biindtægter, der overstiger det
foreslåede
loft, får en rimelig tid til tilpasning ved at nedtrappe af bibeskæftigelsen
og
biindtægterne, således at det i praksis bliver muligt at overholde loftet.
4.4.8.
Justitsministeriet
er enig i de synspunkter og forslag, der er fremsat af udvalgets flertal. Det
er efter Justitsministeriets opfattelse ønskeligt ud fra et hensyn til
domstolenes almindelige omdømme, at der sker en spredning af bibeskæftigelsen
først og fremmest fra højesteretsdommere til dommere i de lavere
retsinstanser,
men også internt mellem bl.a. højesteretsdommerne. Justitsministeriet er enig
i, at et loft over den enkelte dommers samlede indtægter ved bibeskæftigelse
vil være en effektiv og praktisk løsning.
Justitsministeriet kan tiltræde forslaget fra udvalgets
flertal om, at det foreslåede loft skal gælde for al bibeskæftigelse, der
varetages
af dommere, med undtagelse af indtægter fra forfattervirksomhed,
bibeskæftigelse
i de særlige domstole samt indtægter i de første 3 år fra
tiltrædelsestidspunktet for så vidt angår bibeskæftigelse i hverv, hvor det
ved
lov er bestemt, at en dommer skal medvirke. For så vidt angår spørgsmålet om
også at undtage hele det arbejdsretlige konflikthåndteringssystem er
Justitsministeriet
enig med flertallet i, at den gældende ordning for konflikthåndtering på det
danske arbejdsmarked vil kunne opretholdes efter en gennemførelse af
forslaget.
Konfliktløsningen, herunder de faglige voldgifter, vil også fortsat i vidt
omfang kunne varetages af højesteretsdommere, men arbejdsmarkedet parter må
anvende en bredere kreds af dommere eller dommere fra lavere instanser i
højere
grad end i dag.
Lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets
(flertallets) lovudkast. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1
(forslag til retsplejelovens § 47 b og § 47 c, stk. 4), og
§ 2, stk. 2, samt bemærkningerne hertil.
4.5. Udpegning af dommere til bibeskæftigelse, der
indebærer tvistløsning
4.5.1.
Udvalget
har kortlagt, hvorledes dommere i dag udpeges til bibeskæftigelse.
Kortlægningen viser, at dommere udpeges til bibeskæftigelse på en række
forskellige måder.
U
dpegning af
dommere til bibeskæftigelse
i offentlige råd og nævn samt i de særlige
domstole sker
i henhold til lov eller forskrift
udstedt i medfør af lov.
Udpegning af dommere til hverv i
offentlige råd og nævn
sker normalt i henhold til bestemmelser i lovgivningen, hvorefter hverv som
formand, næstformand eller ordinært medlem skal varetages af en person, der
er
dommer eller opfylder betingelserne for udnævnelse til dommer. Kravet om
dommermedvirken
er formuleret på en række forskellige måder i hjemmelsgrundlaget for de
enkelte
råd og nævn, herunder anvendes både betegnelsen »dommer«, »byretsdommer«,
»landsdommer«
og »højesteretsdommer«.
I enkelte tilfælde udpeges dommere til hverv i offentlige
råd og nævn, selv om der i lovgivningen ikke er stillet krav om, at hvervet
skal varetages af en dommer. I så fald udpeges dommerne normalt efter en
bestemmelse
om, at hvervet skal varetages af en jurist. Det forekommer derimod kun meget
sjældent, at dommere udpeges til hverv, hvor der ikke i det pågældende
regelsæt
stilles krav om en juridisk uddannelse.
Er det i lovgrundlaget for et offentligt råd eller nævn
blot bestemt, at et hverv skal varetages af »en dommer«, synes der ikke at
være
nogen fast praksis for, om der udpeges en byrets-, lands- eller
højesteretsdommer.
Udpegning af dommere til hverv i offentlige råd og nævn
foretages almindeligvis af den myndighed, som det pågældende råd og nævn
hører
under. Udpegning af en dommer sker i praksis ofte således, at myndigheden
anmoder Domstolsstyrelsen om at indstille en dommer til hvervet, hvorefter
Den
Danske Dommerforening eller retspræsidenterne via Domstolsstyrelsen
indstiller
en dommer til hvervet. For enkelte råd og nævn er det i lovgrundlaget
bestemt,
hvem der skal indstille en dommer til det pågældende hverv.
Til hverv i
de særlige domstole
udpeges dommere efter bestemmelser i de love, der regulerer
henholdsvis Den Særlige Klageret, Arbejdsretten og tjenestemandsretterne. For
så vidt angår Den Særlige Klageret og tjenestemandsretterne, er det i loven
angivet, hvilken type dommer der skal udpeges, mens det for så vidt angår
Arbejdsretten alene er angivet, at den pågældende skal opfylde de almindelige
betingelser for at være dommer. Til hverv i Den Særlige Klageret udpeges
dommere efter indstilling fra justitsministeren, og til hverv i Arbejdsretten
udpeges dommere efter indstilling fra Arbejdsrettens ordinære medlemmer.
U
dpegning af
dommere til bibeskæftigelse
i private klage- og ankenævn og
bestyrelseshverv i fonde mv. sker efter bestemmelser i
vedtægter eller lignende.
Udpegning af dommere til hverv i de
private klage- og
ankenævn
sker i medfør af klage- og ankenævnenes vedtægtsbestemmelser, hvor
det almindeligvis er anført, at formanden eller næstformanden skal være eller
skal opfylde betingelserne for udnævnelse til enten dommer, landsdommer eller
højesteretsdommer. I enkelte tilfælde udpeges dommere til private klage- og
ankenævn, hvor der i vedtægterne alene stilles krav om, at den pågældende
skal
være jurist.
Det er sædvanligvis organisationerne bag de private klage-
og ankenævn, der udpeger dommerne. Der findes ikke vedtægtsbestemmelser eller
andre formelle regler, der giver retningslinier for udpegning. I praksis
foregår udpegning til de private klage- og ankenævn enten på den måde, at en
retspræsident
efter anmodning indstiller en dommer til hvervet, eller på den måde, at
udpegningen sker på baggrund af nævnets direkte henvendelse til dommeren.
U
dpegning af
dommere til bibeskæftigelse som dommere
i de private og faglige
voldgifter
sker på baggrund af
en
aftale mellem parterne
i den sag, som dommeren i forbindelse med
hvervet skal træffe afgørelse i.
I de
institutionelle voldgiftsretter
er instituttet
involveret i udpegningen af dommere til de enkelte voldgiftssager. For så
vidt
angår voldgiftsretter under Det Danske Voldgiftsinstitut, er det sædvanligvis
sagens parter, der vælger en dommer, som herefter formelt udpeges af
instituttet. I voldgiftsretter under Voldgiftsnævnet for bygge- og
anlægsvirksomhed er det Voldgiftsnævnet, der alene står for udpegningen af
dommeren,
og voldgiftssagens parter har ingen indflydelse på valget af den enkelte
dommer. Udpegningen af dommere til internationale voldgiftsretter under ICC
(International Chamber of Commerce) sker i henhold til ICC’s
procesreglement.
I de
private voldgifter, der ligger uden for de
institutionelle voldgiftsretter, udpeges den dommer, der skal være formand
for
voldgiftsretten, i henhold til parternes nærmere aftale herom. I nogle
tilfælde
retter parterne, partsrepræsentanterne eller de partsudpegede
voldgiftsdommere
i fællesskab henvendelse til den dommer, som de ønsker som formand. I andre
tilfælde retter de henvendelse til en af retspræsidenterne, der efter
anmodning
udpeger en dommer som formand.
I
faglige voldgifter
er det som hovedregel
overenskomstparterne, der efter aftale udpeger den dommer, som skal være
opmand
og typisk formand for den faglige voldgiftsret. Det forekommer også, at
Arbejdsretten efter anmodning fra parterne udpeger dommere til de faglige
voldgiftsretter. Dette sker typisk i de tilfælde, hvor sagens parter ikke kan
blive enige om at udpege en dommer.
I
fagretlige nævn, herunder f.eks. afskedigelses- og
ledernævn,
sker udpegning af
dommere til bibeskæftigelse også på baggrund af en
aftale mellem de involverede parter.
U
dpegning af
dommere til
lovforberedende udvalg
mv. foretages af den
pågældende
ressortminister.
Dommere har også bibeskæftigelse inden for en række
områder, hvor der ikke sker en egentlig udpegning. Det gælder hovedsageligt
bibeskæftigelse i forbindelse med forfattervirksomhed samt bibeskæftigelse i
forbindelse
med undervisning og censur. Her er det sædvanligvis dommeren, der på eget
initiativ påtager sig bibeskæftigelse.
4.5.2.
Udvalget har overvejet, om der er behov for
ændring af de nævnte gældende ordninger om udpegning af den enkelte dommer
til
de forskellige typer bibeskæftigelse for at sikre, at udpegningen til
bibeskæftigelse
ikke skal kunne give anledning til habilitetsmæssige problemer i forhold til
dommerens arbejde i hovedstillingen, og fordi udpegningsmåden kan have
betydning for at opnå en spredning af dommernes bibeskæftigelse og
biindtægter.
Udvalget finder, at der ikke er behov for at ændre den
måde, hvorpå dommere udpeges til de forskellige former for bibeskæftigelse,
der
ikke indebærer
tvistløsning
,
dvs. eksempelvis lovforberedende udvalg, bestyrelseshverv (samt undervisning,
censorvirksomhed og forfattervirksomhed). Udvalget har lagt vægt på, at
hverken
et habilitetshensyn eller hensynet til en spredning af bibeskæftigelse og
biindtægter peger på et behov for ændring af den gældende ordning på disse
områder.
Udvalget finder derimod, at der er behov for at ændre eller
formalisere de gældende udpegningsordninger til de forskellige former for
bibeskæftigelse, der
indebærer
tvistløsning
, og hvor den enkelte dommer i dag udpeges af hvervgiverne eller
parterne i sagen i fællesskab, dvs. navnlig bibeskæftigelse i almindelige
voldgifter,
faglige voldgifter, offentlige råd og nævn samt private klage- og ankenævn.
Udvalget foreslår en ordning, hvorefter det altid er domstolene,
der skal udpege dommere til de typer af bibeskæftigelse, der indebærer
tvistløsning uden for domstolene. Dette vil kunne medvirke til at sikre
spredning
af biindtægterne og til at eventuelle habilitetstvivl som følge af direkte
henvendelse fra sagens parter/hvervgivere til konkrete dommere undgås.
På de områder, hvor det allerede i dag er bestemt ved lov,
hvordan dommere skal udpeges til tvistløsning, er det i loven bestemt, at
udpegningen
foretages af domstolene eller andre efter indstilling fra domstolene. Dette
gælder bl.a. udpegning af dommere til de særlige domstole, dvs. til Den
særlige
Klageret, Arbejdsretten og tjenestemandsretterne, samt til visse offentlige
råd
og nævn. Da de gældende lovbestemte ordninger således er i overensstemmelse
med
udvalgets forslag, foreslår udvalget ikke ændringer heri.
Udvalget foreslår, at der for
almindelige voldgifter og for faglige voldgifter
indføres en ordning,
hvorefter det er en retspræsident eller en anden dommer efter en generel
bemyndigelse
fra vedkommende retspræsident, der står for udpegningen af den enkelte dommer
til en voldgiftssag. Ordningen indebærer, at parter i en voldgiftssag, der
ønsker at benytte en dommer som opmand i voldgiftssagen, skal rette
henvendelse
til en retspræsident (eller anden dommer) for at få udpeget en dommer til
sagen.
Udvalget anfører, at den foreslåede udpegningsordning i
praksis kan fungere efter to forskellige modeller:
1.
Præsidentmodellen
, hvor en retspræsident
– på grundlag af en anmodning fra sagens parter om udpegning af en
dommer –
udpeger den dommer, der skal behandle en bestemt voldgiftssag, eller
2.
Institutmodellen
, hvor en dommer efter
en generel bemyndigelse fra vedkommendes retspræsident – ud fra en liste
over
dommere, der er til rådighed for den pågældende type voldgiftssager –
udpeger
den dommer, der skal behandle en bestemt voldgiftssag.
I forhold til den gældende retstilstand indebærer
præsidentmodellen den stramning, at parterne ikke selv kan bestemme valget af
den dommer, der skal behandle voldgiftssagen, men at et ønske om valg af en
eller flere bestemte dommere skal forelægges en retspræsident til nærmere
vurdering og afgørelse.
Udvalget foreslår, at institutmodellen kan anvendes ved
udpegning til de almindelige voldgifter.
En sådan ordning er eksempelvis af betydning for udpegning
af dommere til voldgiftssager i Voldgiftsnævnet for bygge- og
anlægsvirksomhed,
hvor det allerede i dag er en højesteretsdommer, der som formand for
præsidiet
udpeger dommere til voldgiftssager blandt de højesteretsdommere og
landsdommere,
der er medlemmer eller suppleanter af præsidiet. Det er udvalgets opfattelse,
at denne udpegningsordning bør kunne fortsættes med en generel bemyndigelse
fra
vedkommende retspræsident til formanden for Voldgiftsnævnet for bygge- og
anlægsvirksomhed til at udpege dommere til voldgiftssager.
Også på andre områder end dem der behandles i
Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed, kan der efter forslaget
etableres en udpegningsordning efter institutmodellen. Dette kræver dog, at
der
etableres voldgiftsinstitutter, hvor en dommer er bemyndiget til at udpege
dommere til voldgiftssager ud fra en liste over dommere, der er til rådighed
for instituttet. En sådan institutionel udpegning forestået af en dommer
efter
en generel bemyndigelse fra vedkommende retspræsident vil i givet fald kunne
erstatte udpegningen efter præsidentmodellen.
Præsidentmodellen kan efter udvalgets forslag anvendes i de
tilfælde, hvor der ikke er etableret en institutmodel.
Den foreslåede ordning om udpegning af dommere til
voldgiftssager berører ikke udpegningen af danske dommere ved et udenlandsk
voldgiftsinstitut.
Efter udvalgets forslag kan institutmodellen endvidere
anvendes ved udpegning af dommere til de
faglige
voldgifter. U
dvalget foreslår, at den dommer, der er formand for
Arbejdsretten, inden for en nærmere afgrænset liste af dommere skal kunne
udpege
dommere til faglige voldgifter eller andre tvistløsningsorganer inden for det
arbejdsretlige område. Arbejdsrettens formand skal have en generel
bemyndigelse
fra sin retspræsident til at forestå udpegningen. Således som formandskabet i
dag er varetaget i Arbejdsretten, vil det være en højesteretsdommer, der
kommer
til at forestå udpegningen.
Udvalget anfører, at listen over dommere naturligt i første
række vil bestå af de dommere, der er tilknyttet Arbejdsrettens formandskab.
Hertil kommer dommere tilknyttet øvrige tvistløsningsorganer på
arbejdsmarkedet,
herunder f.eks. Forligsinstitutionen. Listen vil i øvrigt kunne bestå af
dommere, som arbejdsmarkedets parter måtte finde det hensigtsmæssigt at pege
på. Udvalget foreslår, at den nærmere sammensætning af listen fastlægges af
de
ordinære dommere i Arbejdsretten i samarbejde med Arbejdsrettens formandskab.
Arbejdsrettens
optagelse af en dommer på listen forudsætter godkendelse af retspræsidenten
for
den retsinstans, hvor dommeren arbejder i hovedstillingen. Optagelse af nye
dommere på listen forudsættes at kunne ske løbende efter indstilling fra
arbejdsmarkedets parter.
Udvalget finder det ubetænkeligt, at parterne i en faglig
voldgift i fællesskab kan bringe en eller flere navngivne dommere i forslag.
I
de tilfælde, hvor parterne i fællesskab bringer en navngiven dommer i
forslag,
udgør den foreslåede udpegningsmodel en kontrolfunktion, der har til formål
at
modvirke såvel en uhensigtsmæssig koncentration af arbejdsopgaver hos enkelte
dommere som konkrete habilitetsmæssige problemer. Hertil kommer, at
Arbejdsrettens formand – når andre vægtige forhold taler herfor –
kan opfordre
parterne til at genoverveje ressourceforbruget i den konkrete sag, herunder
genoverveje
et eventuelt ønske om udvidet formandskab (flere opmænd i sagen).
For så vidt angår udpegning af dommere til voldgifter af
mere permanent karakter eller andre tvistløsningsorganer inden for det
arbejdsretlige område, herunder f.eks. voldgifter med fast dommerpanel,
Afskedigelsesnævn,
Ledernævn og Overenskomstnævn, foreslår udvalget, at Arbejdsrettens formand
foretager udpegningen efter anmodning fra parterne og efter de ovenfor
beskrevne retningslinier.
Udvalget foreslår, at der for
de offentlige råd og nævn samt for de private klage- og ankenævn
indføres
en ordning, hvorefter en retspræsident skal stå for udpegningen af dommere
til
hverv i råd og nævn. Ordningen indebærer, at der skal rettes henvendelse til
en
retspræsident, når der skal udpeges en dommer til et offentligt råd og nævn
eller til et privat klage- og ankenævn. Det er således ikke muligt – som
det i
et vist omfang sker i dag – at rette direkte henvendelse til den dommer,
der ønskes
udpeget til at varetage et hverv i et råd eller nævn. Inden for både de
offentlige råd og nævn og de private klage- og ankenævn følges dog allerede i
dag i et vist omfang den praksis, at en retspræsident efter anmodning
indstiller en dommer til et hverv i et råd eller nævn. Den foreslåede ordning
tager udgangspunkt i denne praksis, og udvalget foreslår, at dette bliver den
almindelige udpegningsregel med visse ændringer og med tillæg af en særlig
ordning for så vidt angår udpegning af dommere fra de overordnede retter, jf.
nedenfor.
Udvalget foreslår samtidig, at dommere fra de overordnede
retsinstanser kun må udpeges til et offentligt råd eller nævn eller til et
privat klage- eller ankenævn, hvis udpegningen af en sådan dommer er bestemt
ved lov eller er godkendt af Bibeskæftigelsesnævnet, jf. herom nedenfor under
pkt. 4.6. Når Bibeskæftigelsesnævnet skal tage stilling til ønsket om
medvirken
af en dommer fra en overordnet ret, skal nævnets stillingtagen særligt ske
under hensyntagen til, om og i bekræftende fald i hvilket omfang det
pågældende
råds eller nævns afgørelser omfatter principielle spørgsmål eller på anden
måde
involverer betydelige interesser. Stillingtagen skal endvidere ske under
hensyntagen til, om flere dommere indgår i et formandskab, idet en
sammensætning
med dommere fra flere instanser i bekræftende fald særligt skal overvejes.
Udvalget foreslår denne samlede nyordning for udpegning af
dommere til råd og nævn indført for i videre omfang at sikre muligheden for
en
spredning af hvervene i råd og nævn. Særligt den foreslåede ordning om, at en
dommer fra de overordnede retsinstanser kun kan udpeges, hvis det er bestemt
ved lov eller godkendt af Bibeskæftigelsesnævnet, må efter udvalgets
opfattelse
forventes at medføre, at en del af de hverv, der i dag varetages af
højesterets- og landsdommere, fremover vil blive varetaget af byretsdommere.
Herudover foreslås nyordningen med det formål at afskære
den direkte forbindelse mellem den dommer, der skal forestå den konkrete
tvistløsning i et råd eller nævn, og de myndigheder eller private
organisationer, som skal betale dommeren for varetagelse af hvervet, og hvis
afgørelser eller handlinger mv. dommeren skal bedømme.
4.5.3.
Justitsministeriet
kan tilslutte sig udvalgets synspunkter og forslag. Lovforslaget er udformet
i
overensstemmelse med udvalgets lovudkast.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1 (forslag til
retsplejelovens § 47 a, stk. 2-4), og bemærkninger hertil.
4.6. Oprettelse af et Bibeskæftigelsesnævn
4.6.1.
S
om
det fremgår af pkt. 2 ovenfor, varetages administrationen af dommernes
bibeskæftigelse i dag af retspræsidenterne og Præsidentrådet (dvs.
retspræsidenterne i Højesteret, Østre Landsret, Vestre Landsret og Sø- og
Handelsretten samt retspræsidenterne ved byretterne i København, Århus,
Odense,
Ålborg og Roskilde) i fællesskab. Udvalget har overvejet, hvem der fremover
bør
varetage administrationen af dommernes bibeskæftigelse.
Udvalget finder, at administrationen af dommernes
bibeskæftigelse fortsat bør tilrettelægges således, at det er
vedkommende retspræsident
, der som
udgangspunkt fører tilsyn med den enkelte dommers bibeskæftigelse og
biindtægter. Forslaget er udformet under hensyntagen til, at en ny
byretsstruktur
forventes at træde i kraft samtidig med det foreslåede tidspunkt for denne
lovændring. Udvalget lægger i den forbindelse vægt på, at det er vedkommende
retspræsident, der som leder af den pågældende ret har det bedste kendskab
til
den enkelte dommers arbejdsmæssige forhold.
Dette indebærer, at det også fremover er den enkelte
retspræsident, der skal modtage dommernes årlige indberetninger om
indtægtsgivende bibeskæftigelse, jf. forslaget til retsplejelovens § 47
c,
og at den enkelte retspræsident fortsat skal kunne give et konkret pålæg til
en
dommer om at indsende en redegørelse for tidsforbrug eller indtægter på
bibeskæftigelse og eventuelt træffe en konkret beslutning om, at den
pågældende
dommer skal indhente tilladelse til al bibeskæftigelse, jf. forslaget til
retsplejelovens
§ 47 d.
Udvalget foreslår endvidere, at den enkelte retspræsident også
fremover skal varetage opgaven med at udpege dommere til bibeskæftigelse, der
indebærer tvistløsning, jf. pkt. 4.5 ovenfor. Udvalget anfører, at
retspræsidenten
gennem dialog med den enkelte dommer løbende bør holde sig ajour med
dommerens
bibeskæftigelse og biindtægter. Hertil kommer, at retspræsidenten efter
udløbet
af hver 3-års periode skal føre tilsyn med, om den enkelte dommer har
overholdt
loftet for biindtægter.
Den koordinerende administration af dommernes
bibeskæftigelse foreslår udvalget derimod varetaget af et nyoprettet
Bibeskæftigelsesnævn.
Udvalget anfører, at offentligheden bør have indsigt i og
mulighed for løbende at kunne følge dommernes bibeskæftigelse, og derfor bør
den samlede bibeskæftigelse administreres af et nævn, der tillige har
repræsentanter
for offentligheden. Hertil kommer, at forslaget om et loft for dommernes
bibeskæftigelse og om godkendelse af udpegning af dommere fra de overordnede
retter til råd og nævn gør det hensigtsmæssigt at oprette et særligt organ
for
dommernes bibeskæftigelse.
Udvalget finder, at Bibeskæftigelsesnævnet bør være
uafhængigt af såvel den offentlige forvaltning som af domstolene. For at
understrege nævnets tilknytning til domstolssystemet – uden at være en
del
heraf – findes det imidlertid hensigtsmæssigt, at nævnet oprettes som et
særligt organ inden for retsplejen. Bibeskæftigelsesnævnets foreslåede status
vil indebære, at nævnets virksomhed ikke er omfattet af forvaltningsloven og
offentlighedsloven og endvidere ikke er omfattet af Ombudsmandens kompetence.
Nævnets virksomhed reguleres udelukkende af retsplejeloven og nævnets
forretningsorden.
Om Bibeskæftigelsesnævnets sammensætning anfører udvalget,
at det for at opfylde formålet med nævnet er væsentligt, at nævnsmedlemmerne
repræsenterer oplysninger og viden om dommeres arbejdsmæssige forhold i de
forskellige retsinstanser og har viden om dommernes bibeskæftigelse. Dette
hensyn
varetages ved, at retspræsidenter for forskellige retsinstanser bliver
medlemmer
af nævnet.
Endvidere finder udvalget det væsentligt, at den enkelte
dommers interesser i forbindelse med Bibeskæftigelsesnævnets konkrete
afgørelser om en dommeres bibeskæftigelse kan varetages af en repræsentant
for
dommerne. Dette hensyn kan varetages ved, at en repræsentant for Den Danske
Dommerforening bliver medlem af nævnet.
Endvidere finder udvalget, at hensynet til at sikre offentlighedens
indsigt i dommernes bibeskæftigelse tilsiger, at offentligheden repræsenteres
i
nævnet.
På denne baggrund foreslår udvalget, at
Bibeskæftigelsesnævnet kommer til at bestå af 7 medlemmer, og at det
sammensættes
således: Præsidenten for Højesteret (formand), præsidenten for Østre Landsret
og præsidenten for Vestre Landsret samt 1 præsident valgt af de øvrige
retspræsidenter, en dommer valgt af Den Danske Dommerforening og to
repræsentanter for offentligheden.
De to medlemmer, der repræsentanter offentligheden, bør
efter udvalgets opfattelse have en bred samfundsmæssig indsigt og bør
endvidere
være engagerede samfundsborgere, som er almindeligt ansete og i besiddelse af
høj personlig integritet. Der kan ikke herudover gives nærmere retningslinier
for, hvilken baggrund offentlighedsrepræsentanterne bør have. Det bør ikke
være
en forudsætning, at den enkelte offentlighedsrepræsentant er jurist, og
omvendt
bør en juridisk baggrund ikke udelukke en person fra at blive udpeget.
Udvalget foreslår på den baggrund, at justitsministeren
forud for beskikkelsen af offentlighedsrepræsentanterne indhenter
indstillinger
fra organer, der er uafhængige, upartiske og almindeligt anerkendte i
offentligheden.
Udvalget peger i den forbindelse på Dansk Folkeoplysnings Samråd og
Rektorkollegiet.
For at undgå tvivl om offentlighedsrepræsentanternes
uafhængighed af brugerne af dommernes bibeskæftigelse bør
offentlighedsrepræsentanterne
efter udvalgets forslag ikke være ansat i centraladministrationen, være
medlemmer
af regionsråd eller kommunalbestyrelser eller i øvrigt være ansat i eller
repræsentere offentlige eller private institutioner og organisationer mv.,
der
er brugere af dommernes bibeskæftigelse. For at undgå tvivl om nævnets
uafhængighed af den lovgivende magt foreslår udvalget endvidere, at
offentlighedsrepræsentanterne
ikke må være medlemmer af Folketinget.
Det forudsættes endvidere, at justitsministerens
beskikkelse af en retspræsident valgt af de øvrige retspræsidenter samt af en
dommer
valgt af Den Danske Dommerforening sker efter indstilling fra henholdsvis de
pågældende retspræsidenter og Den Danske Dommerforening.
Medlemskabet af nævnet vil for præsidenten for Højesteret
og de to landsretspræsidenter være tidsubegrænset, således at disse personer
vil være medlemmer, så længe de har de pågældende stillinger som
retspræsidenter.
For den retspræsident, der er valgt af de øvrige retspræsidenter, og for den
dommer,
der er valgt af dommerforeningen, foreslår udvalget, at medlemskabet
ligeledes
skal være tidsubegrænset. For de to offentlighedsrepræsentanter foreslår
udvalget, at medlemskabet skal være tidsbegrænset og uden mulighed for
genudnævnelse. Med henblik på at sikre kontinuiteten i nævnets arbejde,
foreslås funktionstiden for offentlighedsrepræsentanterne fastsat til 6 år,
der
udløber forskudt, således at der sker udskiftning hvert 3. år.
Udvalget finder, at hvervet som medlem af Bibeskæftigelsesnævnet
bør være ulønnet. Dog kan der ydes honorar til offentlighedsrepræsentanterne.
Det foreslås, at sekretariatsbistand til
Bibeskæftigelsesnævnet varetages af Højesteret. Udvalget peger i den
forbindelse på behovet for, at Højesteret har de nødvendige ressourcer
hertil.
For at sikre åbenhed og gennemsigtighed med hensyn til
Bibeskæftigelsesnævnets afgørelser og praksis foreslår udvalget, at der
indføres en ordning med offentliggørelse af nævnets afgørelser. Udvalget
foreslår,
at offentliggørelsen sker ved, at Bibeskæftigelsesnævnet afgiver en årlig
beretning
om nævnets virksomhed. Beretningen bør – ligesom den
årlige oversigt over dommernes indberetninger om indtægtsgivende
bibeskæftigelse
– være tilgængelig på internettet.
4.6.2.
Justitsministeriet
er enig i udvalgets synspunkter og forslag om retspræsidenternes tilsyn og om
oprettelse
af et Bibeskæftigelsesnævn til varetagelse af den overordnede koordination.
Justitsministeriet kan endvidere tiltræde forslaget om
Bibeskæftigelsesnævnets
sammensætning. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets
lovudkast. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1 (forslag til
retsplejelovens § 47 e og § 47 f), og bemærkninger hertil.
5. Lovforslagets økonomiske og administrative
konsekvenser
Med den foreslåede regulering af dommernes bibeskæftigelse
tilsigtes en spredning af bibeskæftigelsen – i hovedsagen fra
højesteretsdommere
til dommere i de lavere retsinstanser – bl.a. ved indførelse af et loft
for
dommeres indtægter ved bibeskæftigelse på 50 % af lønnen i hovedstillingen
samt
ved formalisering af udpegningen af dommere til de forskellige former for
bibeskæftigelse,
der indebærer tvistløsning.
Der er ved den foreslåede 3-årige overgangsordning, hvor
loftet for biindtægter fastsættes til 75 pct., lagt vægt på at sikre en
tilstrækkelig tid til tilpasning af dommernes bibeskæftigelse og biindtægter,
herunder således at brugerne inden for de forskellige typer bibeskæftigelse
eventuelt har mulighed for at finde andre dommere end dem, der hidtil har
været
anvendt. Der henvises til pkt. 4.4. ovenfor.
Den koordinerende administration af dommernes
bibeskæftigelse foreslås varetaget af et nyt nævn –
Bibeskæftigelsesnævnet –
der sekretariatbetjenes af Højesteret. Udgifterne hertil vil blive afholdt
inden for retternes nuværende bevillingsmæssige rammer.
Lovforslaget skønnes med den nævnte overgangsordning ikke i
øvrigt at have økonomiske eller administrative konsekvenser for det
offentlige
eller for erhvervslivet af betydning.
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og
indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Positive
konsekvenser/
mindreudgifter
Negative
konsekvenser/
merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner
Ingen
Ingen af betydning
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen
Ingen af betydning
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen af betydning
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen af betydning
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter
6. Høring
Betænkning nr. 1465/2005 fra udvalget om dommeres
bibeskæftigelse har været i høring hos følgende myndigheder og
organisationer:
Præsidenten for Højesteret, Præsidenten for Østre Landsret,
Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Sø- og Handelsretten,
Præsidenten
for Københavns Byret, Præsidenten for retten i Århus, Præsidenten for retten
i
Odense, Præsidenten for retten i Ålborg, Præsidenten for retten i Roskilde,
Domstolsstyrelsen,
Dommerforeningen, Dommerfuldmægtigforeningen, HK Landsklubben Danmarks
Domstole,
Advokatrådet, Forbrugerrådet, Finansrådet, Realkreditrådet, Forsikring &
Pension, HTS Interesseorganisationen, Dansk Industri, Dansk Handel &
Service, Håndværksrådet, Dansk InkassoBrancheforening, Liberale Erhvervs Råd,
Dansk
Arbejdsgiverforening, Landsorganisationen i Danmark,
3F
Fagligt Fælles Forbund, Danmarks Rederiforening,
Akademikernes Centralorganisation, Amtsrådsforeningen, Forenede Danske
Motorejere, Danske Speditører, Syddansk Universitet, Danmarks Jurist- og
Økonomiforbund, Dansk Retspolitisk Forening, Handels- og
Kontorfunktionærernes
forbund i Danmark, Foreningen af Advokater og Advokatfuldmægtige, De Danske
Patentagenters Forening, Dansk Ejendomsmæglerforening, Foreningen af
Statsautoriserede Revisorer, Århus Universitet, Foreningen Danske
Inkassoadvokater, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd,
Frederiksberg
Kommune, Procesbevillingsnævnet, Københavns Kommune, Foreningen af
Statsamtsmænd,
Foreningen af Statsamtsjurister, Københavns Retshjælp, Institut for
Menneskerettigheder, Århus Retshjælp, Voldgiftsnævnet for Bygge- og
Anlægsvirksomhed, Københavns Universitet, Det Danske Voldgiftsinstitut,
Kommunernes
Landsforening, Foreningen af Registrerede Revisorer, Landsforeningen af
Beskikkede
Advokater.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1 (§ 47-
47
f
)
Retsplejeloven indeholder i dag regler om dommeres
bibeskæftigelse i §§ 47,
47 a
og 47 b. Reglerne er et supplement til den almindelige bestemmelse i
tjenestemandslovens § 17 om tjenestemænds adgang til beskæftigelse ved
siden af hovedstillingen.
Reglerne om dommeres bibeskæftigelse i retsplejeloven blev
gennemført ved lov nr. 402 af 26. juni 1998 om ændring af retsplejeloven mv.
på
baggrund af anbefalinger afgivet af Domstolsudvalget i betænkning nr.
1319/1996. Reglerne trådte i kraft den 1. juli 1999.
Reglerne i retsplejeloven om dommeres bibeskæftigelse
indeholder i § 47 en generel tilladelsesordning, i § 47 a en
generel
indberetningsordning samt i § 47 b en konkret indberetnings- og
tilladelsesordning.
Det foreslås, at reglerne i retsplejeloven om dommeres
bibeskæftigelse suppleres med en række yderligere regler og i øvrigt
videreføres med en ændret struktur, således at
§ 47
bliver en generel bestemmelse om
dommeres adgang til bibeskæftigelse, der endvidere introducerer et nyt
Bibeskæftigelsesnævn,
§ 47 a
fastsætter, hvilke hverv en dommer må
påtage sig, og hvorledes udpegning af en dommer til offentlig eller privat
tvistløsning skal foretages,
§ 47 b
fastsætter et loft for den
indtægt, som en dommer må oppebære ved bibeskæftigelse,
§ 47 c
viderefører pligten for dommere til
at indberette al indtægtsgivende bibeskæftigelse og
§ 47 d
viderefører
den konkrete indberetnings- og tilladelsesordning. Endelig indeholder
forslaget
til
§ 47 e
og
§ 47
f
nærmere regler om det
foreslåede Bibeskæftigelsesnævn, der skal behandle spørgsmål om dommeres
bibeskæftigelse.
Til § 47
Det foreslås, at en dommer kun må have beskæftigelse ved
siden af sin dommerstilling under de betingelser, der er angivet i § 47
a
og § 47 b og i tjenestemandslovens § 17, jf.
stk. 1.
Bestemmelsen indebærer, at det er tilladt for dommere at
have bibeskæftigelse ved siden af dommerstillingen, men adgangen hertil
reguleres af de generelle regler om tjenestemænds pligter i
tjenestemandsloven
og de foreslåede regler om dommeres bibeskæftigelse i retsplejelovens
§ 47
a og § 47 b.
Det følger af tjenestemandslovens § 17, at en
tjenestemand kun må have beskæftigelse ved siden af sin stilling, for så vidt
og i det omfang det er foreneligt med den samvittighedsfulde udøvelse af de
til
tjenestemandsstillingen knyttede pligter og med den for stillingen nødvendige
agtelse
og tillid.
En klar forudsætning for dommernes bibeskæftigelse er
således helt generelt, at bibeskæftigelsen ikke giver anledning til
habilitetsmæssige
problemer eller på anden måde er uforenelig med dommerhvervet og ikke går ud
over dommerens arbejdsindsats i hovedstillingen.
For dommeres vedkommende foreslås foruden videreførsel af
den gældende regel om tilladelse til at varetage fast indtægtsgivende
bibeskæftigelse, jf. forslaget til § 47 a, stk. 1, yderligere
regler
i retsplejelovens § 47 a om dommere fra de overordnede retters mulighed
for
at varetage hverv som medlemmer af offentlige råd og nævn samt i
retsplejelovens § 47 b om et loft for indtægter ved dommeres
bibeskæftigelse.
Det foreslås endvidere, at der oprettes et Bibeskæftigelsesnævn,
jf.
stk. 2.
Nævnet skal
varetage de opgaver, der er nævnt i retsplejelovens §§ 47 a – 47 d,
og
overtager bl.a. de opgaver, der efter de gældende regler varetages af
Præsidentrådet bestående af præsidenterne for de kollegiale retter, jf.
herved
den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 47. Nævnets opgaver er
beskrevet samlet i bemærkningerne til § 47 e. Nærmere regler om nævnets
virksomhed er indeholdt i forslaget til retsplejelovens § 47 e og
§ 47
f.
Til § 47 a
Det foreslås, at en dommer kun må have fast indtægtsgivende
bibeskæftigelse, hvis det ved lov er bestemt, at det pågældende hverv skal
varetages af en dommer, eller hvis dommerens varetagelse af hvervet tillades
af
Bibeskæftigelsesnævnet, jf.
stk. 1.
Bestemmelsens andet led viderefører den gældende
tilladelsesordning i retsplejelovens § 47, dog således at
Bibeskæftigelsesnævnet
overtager Præsidentrådets (dvs. præsidenterne for de kollegiale retters)
kompetence
til at meddele tilladelse.
Kravet om tilladelse omfatter fortsat kun dommeres faste
bibeskæftigelse. Dette indebærer, at bibeskæftigelsen må have en vis varig
karakter. Bibeskæftigelse, der består i hverv af lejlighedsvis eller
enkeltstående karakter, herunder f.eks. medlemskab af ad hoc voldgiftsretter,
kræver
derimod ikke tilladelse.
Anmodes en retspræsident om at udpege en dommer til et enkeltstående
hverv, jf. herved stk. 3, forudsættes det dog, at retspræsidenten
forelægger
spørgsmålet om hvervets forenelighed med dommergerningen for
Bibeskæftigelsesnævnet, hvis hvervet indebærer en ny form for tvistløsning.
Herved
sikres det, at Bibeskæftigelsesnævnet ikke efterfølgende afslår at give
tilladelse til fast bibeskæftigelse af den pågældende karakter.
Endvidere er det kun indtægtsgivende bibeskæftigelse, der
kræver tilladelse. Medlemskab af f.eks. et menighedsråd eller en
børneinstitutions- eller idrætsforeningsbestyrelse kræver eksempelvis, i det
omfang hvor hvervet er ulønnet, ikke tilladelse.
Den bibeskæftigelse, der kræver tilladelse, udgør således
alene en del af den samlede bibeskæftigelse, der kan varetages af dommere.
Præsidentrådet har i et notat om dommeres bibeskæftigelse
fra marts 2002 redegjort for rådets praksis vedrørende tilladelser til fast
indtægtsgivende bibeskæftigelse. I notatet peges der på et helt afgørende
kriterium,
der skal lægges til grund ved afgørelser efter § 47: »om beskæftigelsen
kan give anledning til habilitetsmæssige problemer eller på anden måde efter
sin art ikke vil være forenelig med dommerhvervet«. Det anføres endvidere, at
også spørgsmålet om den ansøgte beskæftigelses omfang i forhold til
hovedstillingen efter forarbejderne til loven af 26. juni 1998 må kunne
inddrages i rådets overvejelser, hvis omstændighederne på forhånd giver
grundlag for at antage, at bibeskæftigelsen kan have negativ indflydelse på
arbejdet i hovedstillingen.
Det er samtidig Præsidentrådets opfattelse, at rådet under
den gældende retstilstand ikke har mulighed for at inddrage andre hensyn end
de
oven for nævnte i grundlaget for afgørelserne. Rådet kan derfor ikke meddele
afslag på ansøgninger om tilladelse til fast indtægtsgivende bibeskæftigelse
med den begrundelse, at dommernes samlede bibeskæftigelse ønskes begrænset.
Der tilsigtes med lovforslaget ikke en ændring af denne
praksis. Det er således ikke hensigten, at der skal kunne meddeles afslag på
en
ansøgning om tilladelse til fast indtægtsgivende bibeskæftigelse efter
§ 47
a, stk. 1, alene med den begrundelse, at en dommers samlede
bibeskæftigelse
ønskes begrænset, medmindre den ansøgte beskæftigelse konkret må antages at
kunne gå ud over dommerens arbejdsindsats i hovedstillingen. Dette hensyn
skal i
stedet varetages med forslaget til § 47 b, hvor der foreslås et loft
over
dommeres indtægter fra indtægtsgivende bibeskæftigelse, jf. nærmere nedenfor.
I Præsidentrådets notat om praksis efter den nugældende § 47
i retsplejeloven peges der endvidere på, at hverv, som ifølge loven skal
indehaves af dommere, i overensstemmelse med hidtidig praksis ikke er
omfattet
af tilladelseskravet. Som eksempler på sådanne hverv nævnes Advokatnævnet,
Flygtningenævnet, Tjenestemandsretten og Valgbarhedsnævnet.
Det foreslås, at denne praksis lovfæstes med betingelsen i
første led af stk. 1, hvorefter en dommer kan have fast indtægtsgivende
bibeskæftigelse, hvis det ved lov er bestemt, at det pågældende hverv skal
varetages af en dommer.
Betingelsen om, at det ved lov skal være bestemt, at det
pågældende hverv skal varetages af en dommer, vil være opfyldt, hvis det
direkte i lovgrundlaget er anført, at hvervet skal indehaves af en »dommer«,
»underretsdommer«,
»byretsdommer«, »landsdommer«, »højesteretsdommer« eller lignende. Det vil
endvidere normalt være tilstrækkeligt, hvis det fremgår af lovgrundlaget, at
udnævnelsen sker efter indstilling fra eller udpegning af en retspræsident,
f.eks.
Højesterets præsident i ATP-lovens § 28 om ATP-ankenævnet. Det er
derimod ikke
tilstrækkeligt, at det er anført, at hvervet skal indehaves af en »jurist«,
en
person »der opfylder betingelserne for at kunne udnævnes til dommer« eller
lignende.
Det foreslås, at Bibeskæftigelsesnævnet hvert år skal
offentliggøre en oversigt over de tilladelser, som nævnet har givet i medfør
af
stk. 1, jf.
stk. 4.
Det foreslås endvidere, at hverv som medlem af et
offentligt eller privat råd eller nævn kun må varetages af
højesteretsdommere,
landsdommere, præsidenten og vicepræsidenterne for Sø- og Handelsretten, hvis
det er bestemt ved lov eller godkendt af Bibeskæftigelsesnævnet, at hvervet
skal varetages af en sådan dommer. Nævnets godkendelse kan begrænses til at
gælde
for en bestemt dommer eller for et bestemt tidsrum, jf.
stk. 2.
Bestemmelsen ændrer ikke ved den nuværende retstilstand,
hvorefter dommere fra alle instanser kan deltage i offentlige og private råd
og
nævn. Bestemmelsen, der har til formål at sprede hverv i råd og nævn til
andre
dommere, end dem der er nævnt i bestemmelsen, indebærer imidlertid et forbud
mod at udpege retspræsidenter og andre dommere fra de overordnede retter som
medlemmer af offentlige og private råd og nævn, medmindre det ved lov er
bestemt,
at hvervet skal varetages af en højesteretsdommer, en landsdommer eller af
præsidenten eller en vicepræsident i Sø- og Handelsretten, eller
Bibeskæftigelsesnævnet
konkret har godkendt, at hvervet kan varetages af en sådan dommer.
Bestemmelsen berører alene dommeres deltagelse i offentlige
og private råd og nævn. Af hensyn til formålet med bestemmelsen skal kredsen
af
råd og nævn afgrænses bredt.
De
offentlige
råd og nævn
kan enten være oprettet ved lov eller i henhold til lov
og kan være etableret som centrale, regionale og lokale råd og nævn inden for
henholdsvis staten, regionerne og kommunerne. Bestemmelsen omfatter både råd
og
nævn, der træffer forvaltningsafgørelser i første instans og som
klageinstans.
Disse råd og nævn træffer typisk afgørelser i sager mellem offentlige
myndigheder og private eller i sager af privatretlig karakter mellem private
parter. Bestemmelsen omfatter endvidere offentlige råd og nævn, der alene har
en rådgivende eller tilsynsførende funktion og derfor ikke træffer egentlige
afgørelser, samt Procesbevillingsnævnet.
De
private råd og nævn
omfatter alle de klage- og
ankenævn, der er oprettet af private organisationer mv. og behandler
privatretlige
tvister, herunder i første række klage- og ankenævn, som er godkendt af
ministeren
for familie- og forbrugeranliggender i henhold til lov om forbrugerklager.
Typisk behandler klage- og ankenævnene sager, der vedrører forbrugeres klager
over erhvervsdrivende inden for en bestemt branche, og i sjældnere tilfælde
sager mellem erhvervsdrivende.
Omfattet af bestemmelsen er derimod ikke lovforberedende
udvalg og fagretlige nævn, uanset om de – som bl.a. Retsplejerådet og
Afskedigelsesnævnet – benævnes råd eller nævn.
Dommere fra de overordnede retter kan for det første
deltage i disse offentlige og private råd og nævn, hvis det ved lov er
bestemt,
at hvervet skal varetages af en højesteretsdommer, en landsdommer eller af
præsidenten eller en vicepræsident i Sø- og Handelsretten.
Det forudsættes herved, at det skal fremgå direkte af
lovgrundlaget for det pågældende råd eller nævn, at en dommer fra de
overordnede retter skal varetage et hverv. Det vil således ikke være
tilstrækkeligt,
at en minister efter lovbemyndigelse i en bekendtgørelse har fastsat nærmere
regler om et nævns eller et råds virksomhed og sammensætning, medmindre det
udtrykkeligt er forudsat i bemærkninger til bemyndigelsesloven, at de
pågældende
dommere skal varetage et hverv i rådet eller nævnet.
Det forudsættes endvidere, at det af lovgrundlaget for det
pågældende råd eller nævn skal fremgå, at en af de pågældende dommere skal
varetage hvervet. Er betegnelsen »underretsdommer«, »byretsdommer« eller mere
upræcise angivelser som »jurist«, »være dommer eller opfylde betingelserne
for
at kunne udnævnes til dommer«, »dommer« eller lignende anvendt i
lovgrundlaget,
vil der ikke være grundlag for at udpege en dommer fra de overordnede retter,
medmindre Bibeskæftigelsesnævnet konkret tillader dette, jf. nedenfor.
Derimod vil
det normalt være tilstrækkeligt, hvis det fremgår af lovgrundlaget, at
udnævnelse sker efter indstilling fra eller udpegning af en retspræsident fra
de overordnede retter, f.eks. Højesterets præsident i retsplejelovens
§ 144
om Advokatnævnet og Sø- og Handelsrettens præsident i ATP-lovens § 28 om
ATP-ankenævnet.
Er det i lovgrundlaget for et råd eller nævn anført, at »en
lands- eller højesteretsdommer« skal varetage et hverv, bør det af hensyn til
formålet med bestemmelsen tilstræbes at udpege en landsdommer.
Dommere fra de overordnede retter kan for det andet deltage
i offentlige og private råd og nævn, hvis Bibeskæftigelsesnævnet har bestemt,
at hvervet kan varetages af en sådan dommer.
Det forudsættes, at Bibeskæftigelsesnævnet efter en
overgangsperiode som altovervejende hovedregel alene får til opgave at
meddele
tilladelse til de pågældende dommeres varetagelse af hverv i
private
råd og nævn, idet lovgiver – i hvert
fald på længere sigt – må formodes at gøre op med spørgsmålet om
deltagelse af
dommere fra de overordnede retter i offentlige råd og nævn.
Når Bibeskæftigelsesnævnet skal tage stilling til ønsket om
medvirken af en dommer fra en overordnet ret, skal stillingtagen særligt ske
under hensyntagen til, om og i bekræftende fald i hvilket omfang det
pågældende
råds eller nævns afgørelser omfatter principielle spørgsmål eller på anden
måde
involverer betydelige interesser. Stillingtagen skal endvidere ske under
hensyntagen til, om flere dommere indgår i et formandskab, idet en
sammensætning
med dommere fra flere instanser i bekræftende fald særligt skal overvejes.
Bibeskæftigelsesnævnet vil som udgangspunkt skulle vurdere
en ansøgning om deltagelse af dommere fra de overordnede retter i offentlige
og
private råd og nævn generelt, således at der meddeles tilladelse til, at det
pågældende nævn eller råd fremover skal kunne besættes af henholdsvis
højesteretsdommere, landsdommere eller præsidenten eller en vicepræsident fra
Sø
og Handelsretten. Nævnets godkendelse kan dog begrænses til at gælde for
vedkommende dommer eller for et bestemt tidsrum. Dette kan f.eks. være
relevant
i tilfælde, hvor Beskæftigelsesnævnet ikke generelt finder, at der i det
pågældende råd eller nævn bør være deltagelse af dommere fra de overordnede
retter, men at hensynet til særlig sagkundskab, kontinuiteten i rådets eller
nævnets
arbejde eller lignende f.eks. i genudpegningstilfælde taler for, at der
meddeles
godkendelse til, at en bestemt dommer varetager hvervet.
Bibeskæftigelsesnævnet vil således almindeligvis skulle
meddele tilladelse til, at formandskabet for et nævn fremover kan varetages
af
eksempelvis en landsdommer, men nævnet kan f.eks. også begrænse tilladelsen
til
at gælde så længe hvervet varetages af en navngiven landsdommer.
Bibeskæftigelsesnævnet kan til brug for en afgørelse om
medvirken af en dommer fra en overordnet ret anmode en hvervgiver om
supplerende oplysninger om rådet eller nævnet. Nævnet kan herudover indhente
oplysninger om rådet eller nævnet, hvis der til brug for dets afgørelse er
behov herfor.
Om den praktiske fremgangsmåde ved ansøgning om godkendelse
af, at et hverv kan varetages af en dommer fra de overordnede retter,
henvises
til bemærkningerne om udpegning af dommere til offentlige og private råd og
nævn, jf. nedenfor om stk. 3.
Den foreslåede regel om deltagelse af dommere fra de
overordnede retter i offentlige eller private råd eller nævn får virkning for
udpegninger, der foretages efter lovens ikrafttræden. Nyordningen får
herefter
virkning for udpegning af dommere til de enkelte hverv i takt med, at der
skal
ske nyudpegninger til disse. Nyordningen har ikke betydning for de dommere,
der
er udpeget inden lovens ikrafttræden. Dog er en eventuel genudpegning af
disse
dommere omfattet af nyordningen, hvis udpegningsperioden udløber efter lovens
ikrafttræden.
Det foreslås, at Bibeskæftigelsesnævnet hvert år skal
offentliggøre en oversigt over de hverv, som nævnet i medfør af stk. 2
har
bestemt kan varetages af højesteretsdommere, landsdommere eller af
præsidenten
eller en vicepræsident i Sø- og Handelsretten, jf.
stk. 4.
Det foreslås endvidere, at der fastsættes regler om
udpegning af en dommer som medlem af et offentligt eller et privat råd eller
nævn, som medlem af en voldgiftsret eller til anden tvistløsning udenfor
domstolene, og at udpegningen skal foretages af vedkommende retspræsident
eller
af en anden dommer, som en retspræsident har bemyndiget hertil, jf.
stk. 3.
Forslaget er således udformet under hensyntagen til, at en ny byretsstruktur
forventes at træde i kraft samtidig med det foreslåede tidspunkt for denne
lovændring, jf. herved forslaget til § 2, stk. 1.
Det afgørende for, om udpegning af en dommer til
varetagelse af et bibeskæftigelseshverv skal ske efter den foreslåede
fremgangsmåde,
er, om dommeren skal deltage i tvistløsning. Bestemmelsens ordlyd nævner
udtrykkeligt
de i praksis tre vigtigste former for tvistløsning, men bestemmelsen omfatter
også øvrige former for tvistløsning, herunder f.eks. de fagretlige nævn som
eksempelvis afskedigelses- og ledernævn og stående voldgiftsretter.
Tvistløsning omfatter både privat- og offentligretlige tvister.
Den foreslåede udpegningsregel forholder sig ikke til
spørgsmålet om, i hvilket omfang og på hvilken måde dommere medvirker i
tvistløsning udenfor domstolene.
Den praktiske fremgangsmåde ved udpegningen afhænger af, om
der er tale om almindelige voldgifter, faglige voldgifter eller råd og nævn.
For
almindelige og faglige voldgifter
foreslås en ordning, hvor en
retspræsident eller en anden dommer efter en generel bemyndigelse fra
vedkommendes retspræsident står for udpegningen af den enkelte dommer til en
voldgiftssag. Ordningen indebærer, at parter i en voldgiftssag, der ønsker at
benytte en dommer som medlem i en voldgiftsret, skal rette henvendelse til en
retspræsident eller anden dommer for at få udpeget en dommer til sagen.
Parterne kan altså ikke i fællesskab – som det i vidt omfang sker i dag
– selv
indgå aftale med den dommer, som de ønsker at benytte til voldgiftssagen.
Den foreslåede udpegningsordning kan efter bestemmelsens
formulering i praksis fungere efter to forskellige modeller:
1.
Præsidentmodellen
, hvor en
retspræsident – på grundlag af en anmodning fra sagens parter om
udpegning af
en dommer – udpeger den dommer, der skal behandle en bestemt
voldgiftssag (1.
led i
stk. 3
), eller
2.
Institutmodellen
, hvor en
dommer efter en generel bemyndigelse fra vedkommendes retspræsident – ud
fra en
liste over dommere, der er til rådighed for den pågældende type
voldgiftssager
– udpeger den dommer, der skal behandle en bestemt voldgiftssag (2. led
i
stk. 3
).
Institutmodellen anvendes allerede i Voldgiftsnævnet for
bygge- og anlægsvirksomhed, hvor den dommer, der er formand for præsidiet,
udpeger en dommer til en konkret voldgiftssag fra listen over de dommere, der
er medlemmer af præsidiet eller suppleanter for disse. Modellen vil i
tilpasset
form kunne finde anvendelse for de faglige voldgifter på den måde, at der
etableres en ordning, hvorefter den dommer, der er formand for Arbejdsretten,
udpeger en dommer til en konkret faglig voldgift fra en nærmere afgrænset
liste
af dommere, der er til rådighed for faglige voldgifter. Modellen vil
ligeledes
på tilsvarende måde kunne finde anvendelse for andre almindelige
voldgiftssager
i det omfang disse varetages i institutionelt regi, hvor en dommer er formand
for et præsidium eller lignende.
Præsidentmodellen vil kunne finde anvendelse i de tilfælde,
hvor institutmodellen ikke anvendes.
Udpegningsordningen kan inden for de
almindelige
voldgifter
tilrettelægges efter præsidentmodellen således, at det som udgangspunkt
er vedkommende retspræsident, der udpeger den enkelte dommer til en
voldgiftssag,
jf. forslaget til 1. led af stk. 3.
Udpegningen kan foregå på den måde, at de private eller
offentlige parter eller repræsentanter for disse, der ønsker en dommer til en
voldgiftssag, retter henvendelse til retspræsidenten for den ret, hvorfra der
ønskes
en dommer, med en anmodning om at få udpeget en dommer. Parterne eller deres
repræsentanter har i forbindelse med anmodningen mulighed for at pege på en
eller flere navngivne dommere, herunder også en retspræsident, som de i
enighed
bringer i forslag. Kommer de foreslåede dommere fra forskellige retter, skal
der alene rettes henvendelse til én af retspræsidenterne.
Retspræsidenten udpeger den enkelte dommer til en
voldgiftssag ud fra en samlet vurdering af sagens karakter og den pågældende
dommers særlige kvalifikationer og arbejdsmæssige forhold. Det forudsættes,
at
retspræsidenten ved udpegningen lægger særlig vægt på, hvorvidt sagen angår
principielle spørgsmål eller på anden måde involverer betydelige interesser,
hvilket
har betydning for, fra hvilken retsinstans dommeren skal udpeges, på
dommerens særlige
viden eller kvalifikationer inden for det område, som voldgiftsagen drejer
sig om,
samt på den bibeskæftigelse, herunder omfanget og antallet af voldgiftssager,
som dommeren har i forvejen.
Har parterne eller deres repræsentanter bragt en eller flere
dommere i forslag, skal udpegningen så vidt muligt ske iblandt disse dommere,
men retspræsidenten er ikke bundet af forslagene. Det skal herved bl.a. også
indgå i retspræsidentens vurdering, om en udpegning af den eller de
foreslåede
dommere kan give anledning til betænkeligheder eller kritik som følge af, at
samme parter eller advokater flere gange tidligere har peget på den eller de
pågældende. Kan ingen af de foreslåede dommere udpeges, er retspræsidenten
forpligtet til at give meddelelse herom til parterne, der så har mulighed for
at pege på andre dommere. I en situation, hvor der er bragt dommere fra
forskellige instanser i forslag, kan den retspræsident, der har modtaget
anmodningen, kun udpege en dommer fra en anden ret efter at have forelagt
dette
for den pågældende dommers retspræsident.
Finder retspræsidenten – på baggrund af de ovennævnte
kriterier for udpegningen – at der bør udpeges en dommer fra en anden
instans
eller en anden ret, kan han henvise anmodningen til denne instans eller ret.
Sker
dette i en sag, hvor parterne har bragt dommere i forslag, skal
retspræsidenten
give meddelelse herom til parterne, der så har mulighed for at foreslå andre
dommere, såfremt de fortsat ønsker en dommer udpeget til voldgiftssagen.
Dette
gælder dog ikke i den situation, hvor der er bragt dommere fra forskellige
instanser eller retter i forslag.
Det forudsættes, at en retspræsident også kan pege på sig
selv til en voldgiftssag.
Den foreslåede udpegningsordning berører også udpegning af
dommere til de såkaldte stående voldgiftsretter (dvs. en fast etableret
voldgiftsret, som f.eks. Danske Arkitekters faste Voldgiftsret og Dansk
Tandlægeforenings
faste Voldgiftsret). Ordningen indebærer, at det er vedkommende
retspræsident,
der udpeger den enkelte dommer til formand for de stående voldgiftsretter
efter
anmodning fra de foreninger, organisationer eller lignende, der har nedsat
voldgiftsretterne.
I forbindelse med anmodningen har foreningerne mv. – som ved de øvrige
almindelige
voldgifter – mulighed for at pege på navngivne dommere. Retspræsidentens
udpegning
foregår efter samme retningslinier som beskrevet ovenfor ved de almindelige
voldgifter.
Inden for de almindelige voldgifter kan institutmodellen
også anvendes, således at en anden dommer end en retspræsident efter en
bemyndigelse fra vedkommendes retspræsident, jf. forslaget til 2. led af
stk. 3
,
kan forestå udpegningen af den enkelte dommer som medlem af en voldgiftsret
efter ovenstående retningslinier.
En sådan ordning vil være af betydning for udpegning af dommere
til voldgiftssager i Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed. Som
nævnt
er der allerede i dag i Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed regler
om, at det er en højesteretsdommer, der som formand for præsidiet udpeger den
enkelte dommer til en voldgiftssag blandt de højesteretsdommere og
landsdommere, der er medlemmer af præsidiet eller suppleanter for disse. Den
gældende udpegningsordning i Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed
kan
videreføres, hvis den retspræsident (i øjeblikket Højesterets præsident),
hvorunder den dommer, der er formand for nævnet, hører, giver dommeren en
generel bemyndigelse til at udpege dommere til voldgiftssager.
En udpegning af dommere til voldgiftssager efter
institutmodellen vil også være mulig inden for andre områder af de
almindelige
voldgifter, end de der behandles i Voldgiftsnævnet for bygge- og
anlægsvirksomhed.
Dette kræver dog, at der inden for et eller flere områder, f.eks.
brancheområder, etableres voldgiftsinstitutter eller lignende, hvor en dommer
udpeger den enkelte dommer til en voldgiftssag på baggrund af en liste af
dommere, der er til rådighed. En sådan institutionel udpegning forestået af
en
dommer efter en generel bemyndigelse fra vedkommendes retspræsident vil i
givet
fald kunne erstatte udpegningen efter præsidentmodellen, som beskrevet
ovenfor.
Forslaget berører ikke udpegningen af danske dommere ved et
udenlandsk voldgiftsinstitut. På dette område kan parternes direkte udpegning
af en dommer til en voldgiftsret dog fortsat kun ske, hvis den sker af
parterne
i fællesskab.
Udpegningsordningen foreslås inden for de
faglige
voldgifter
mv. tilrettelagt
som en institutmodel, hvor den dommer, der er formand for Arbejdsretten,
inden
for en nærmere afgrænset liste af dommere udpeger den enkelte dommer til en
faglig voldgift eller andre tvistløsningsorganer inden for det arbejdsretlige
område. Arbejdsrettens formand skal have en generel bemyndigelse fra sin
retspræsident til at forestå udpegningen. Som formandskabet i Arbejdsretten i
dag er varetaget, vil det være en højesteretsdommer, der kommer til at
forestå udpegningen
efter bemyndigelse fra Højesterets præsident.
Den nærmere sammensætning af den liste, hvorfra dommerne
skal vælges, fastlægges af de ordinære dommere i Arbejdsretten i samarbejde
med
Arbejdsrettens formandskab. Arbejdsrettens optagelse af en dommer på listen
forudsætter godkendelse af retspræsidenten for den retsinstans, hvor dommeren
arbejder. Optagelse af nye dommere på listen kan ske løbende efter
indstilling
fra arbejdsmarkedets parter.
Udpegningen til
faglig
voldgift
vil i praksis foregå på den måde, at parterne i en
faglig strid, der skal afgøres ved faglig voldgift, dvs. på den ene side en
arbejdsgiverorganisation eller enkeltarbejdsgiver, og på den anden side en
lønmodtagerorganisation, retter henvendelse til Arbejdsrettens formand med
anmodning
om at udpege en dommer som opmand. Parterne har i forbindelse med anmodningen
mulighed for i fællesskab at bringe en eller flere navngivne dommere fra den
nærmere afgrænsede liste i forslag.
Formanden for Arbejdsretten udpeger den enkelte dommer ud
fra den nærmere afgrænsede liste af dommere. Det forudsættes, at der ved
udpegningen – som ved udpegning til almindelige voldgifter –
tilstræbes en spredning
af bibeskæftigelsen, dvs. der bl.a. lægges vægt på antallet og omfanget af de
faglige voldgifter, som dommeren har i forvejen. Det forudsættes endvidere,
at
Arbejdsrettens formand kan pege på sig selv til en faglig voldgift. For så
vidt
angår udpegning af dommere til andre tvistløsningsorganer inden for det
arbejdsretlige
område, som f.eks. voldgifter med fast dommerpanel, afskedigelsesnævn,
ledernævn, Overenskomstnævnet mv., foreslås det, at Arbejdsrettens formand
foretager udpegningen efter anmodning fra parterne og efter de ovenfor
beskrevne retningslinier.
Det forudsættes, at en anmodning fra parterne om udpegning
af en dommer til en faglig voldgift eller andre tvistløsningsorganer inden
for
det arbejdsretlige område i almindelighed vil blive imødekommet. Kan en
anmodning om udpegning af den eller de dommere, som parterne har bragt i
forslag, ikke imødekommes, meddeler Arbejdsrettens formand dette til
parterne, der
så har mulighed for at pege på andre dommere.
I de – formentlig få tilfælde – hvor parterne ønsker en
dommer, der ikke er på den liste af dommere, som Arbejdsrettens formand har
til
rådighed, udpeget til en faglig voldgift kan udpegningen ske efter
præsidentmodellen,
jf. 1. led i stk. 3, således at der rettes henvendelse til den
pågældende
dommers retspræsident, der herefter tager stilling til udpegningen.
De foreslåede udpegningsregler retter sig alene mod
anvendelsen af dommere i faglig voldgift mv. og indebærer ingen
indskrænkninger
i den eksisterende brug af andre end dommere som opmænd i de faglige
voldgifter
mv.
De foreslåede udpegningsordninger i de almindelige
voldgifter og i de faglige voldgifter mv. får virkning for udpegninger, der
foretages efter lovens ikrafttræden. Det forudsættes, at arbejdet med at
udarbejde
en liste af mulige dommere til opmænd i faglige voldgifter og øvrige
tvistløsningsorganer
på det arbejdsretlige område påbegyndes, inden udpegningsordningen træder i
kraft, og at listen løbende ajourføres.
Udpegningsordningen foreslås inden for
de offentlige råd
og nævn og for de private klage- og ankenævn
tilrettelagt således, at det
er en retspræsident, der skal stå for udpegningen af den enkelte dommer til
et
hverv i et råd eller nævn. Ordningen indebærer, at der skal rettes
henvendelse
til en retspræsident eller Domstolsstyrelsen, når der skal udpeges en dommer
til et offentligt råd og nævn eller til et private klage og ankenævn. Det er
således ikke muligt at rette direkte henvendelse til den dommer, der ønskes
til
at varetage et hverv i et råd eller nævn.
For at sikre en passende fordeling af hvervene i råd og
nævn mellem henholdsvis Østre og Vestre Landsret samt mellem de forskellige
byretter foreslås det, at Domstolsstyrelsen skal videresende anmodninger fra
hvervgivere, der anmoder om en byretsdommer eller en landsdommer, til disse
retsinstanser. Udpegningen til et offentligt råd eller nævn eller til et
privat
klage- og ankenævn vil derfor efter forslaget i praksis skulle foregå på den
måde, at det ministerium eller anden offentlig myndighed, som et offentligt
råd
eller nævn hører under, eller de private organisationer, der står bag et
private klage- og ankenævn, retter henvendelse til enten vedkommende
retspræsident eller til Domstolsstyrelsen med anmodning om at udpege en
dommer
efter følgende retningslinier:
Fremgår det af loven, at der skal udpeges en
højesteretsdommer eller en dommer fra Sø- og Handelsretten, rettes
henvendelsen
til henholdsvis præsidenten for Højesteret eller præsidenten for Sø- og
Handelsretten. Fremgår det af loven, at der skal udpeges en landsdommer eller
en
byretsdommer, rettes henvendelsen til Domstolsstyrelsen med anmodning om at
få
udpeget en dommer. Endvidere rettes henvendelsen til Domstolsstyrelsen i de
tilfælde, hvor det ikke er bestemt ved lov, at en dommer fra en bestemt
instans
skal udpeges, f.eks. i de tilfælde, hvor det i loven eller vedtægterne er
angivet, at en dommer skal varetage hvervet, eller hvor der ikke er krav om
dommermedvirken. Domstolsstyrelsen er herefter formidlende led til de
relevante
retspræsidenter, hvorefter en af retspræsidenterne udpeger en dommer.
Det forudsættes i den forbindelse, at der som hidtil,
herunder ved inddragelse af Den Danske Dommerforening, tilstræbes en passende
fordeling af hvervene mellem de enkelte retter.
Anmoder en offentlig hvervgiver om at få udpeget en dommer
fra Højesteret, landsretterne eller præsidenten eller en af vicepræsidenterne
for Sø- og Handelsretten til et offentligt råd eller nævn, hvor det ikke i
loven
er angivet, at en sådan dommer skal udpeges, skal anmodningen indeholde en
begrundelse for, hvorfor en sådan dommer ønskes udpeget. Tilsvarende gælder
for
en anmodning fra private hvervgivere, der anmoder om at få en dommer fra de
overordnede
retter udpeget til et privat klage- eller ankenævn, jf. bemærkningerne til
§ 47
a, stk. 2, ovenfor.
På baggrund af hvervgivers anmodning – og eventuelt på
baggrund af Bibeskæftigelsesnævnets godkendelse af, at der kan udpeges en
dommer fra en overordnet ret – udpeger vedkommende retspræsident en
dommer til
et hverv i et råd eller nævn. Retspræsidenten udpeger dommeren på baggrund af
en samlet vurdering af den pågældende dommers faglige viden og
kvalifikationer
og på baggrund af den bibeskæftigelse, som dommeren har i forvejen. Det
forudsættes således, at særlig faglig viden eller kvalifikationer inden for
et
råds eller nævns virkeområde tillægges vægt ved udpegningen, ligesom det også
forudsættes,
at en spredning af bibeskæftigelsen, herunder af hvervene i råd og nævn,
mellem
dommerne ved den pågældende ret tillægges vægt ved udpegningen.
I de tilfælde, hvor Bibeskæftigelsesnævnets godkendelse
skal indhentes, dvs. i de tilfælde hvor der på ulovbestemt grundlag er
anmodet
om udpegning af en dommer fra en overordnet ret, og der ikke foreligger en
tidligere godkendelse fra Bibeskæftigelsesnævnet, der stadig er gældende, jf.
bemærkningerne til § 47 a, stk. 2 og 4, forelægger
Domstolsstyrelsen
indledningsvis anmodningen for Bibeskæftigelsesnævnet.
Den foreslåede nyordning for udpegning af dommere til et
offentligt råd eller nævn eller til et private klage- eller ankenævn får
virkning for udpegninger, der foretages efter lovens ikrafttræden.
Nyordningen
får herefter virkning for udpegning af dommere til de enkelte hverv i takt
med,
at der skal ske nyudpegninger til disse. Nyordningen har ikke betydning for
de
dommere, der er udpeget inden lovens ikrafttræden. Dog er en eventuel
genudpegning af disse dommere omfattet af nyordningen, hvis
udpegningsperioden
udløber efter lovens ikrafttræden.
På de få områder, hvor det i dag er bestemt ved lov,
hvordan udpegning af dommere til tvistløsning nærmere skal foregå, er det i
loven bestemt, at den enkelte dommer udpeges af domstolene eller andre efter
indstilling
fra domstolene. Dette gælder bl.a. udpegning af dommere til de særlige
domstole, dvs. til Den særlige Klageret, Arbejdsretten og
tjenestemandsretterne,
samt til visse offentlige råd og nævn. Da de gældende lovbestemte ordninger
findes at være i overensstemmelse med forslaget til en generel
udpegningsordning af dommere til bibeskæftigelse, der indebærer tvistløsning,
foreslås der ikke ændringer heri.
I
stk. 4
foreslås som nævnt, at
Bibeskæftigelsesnævnet hvert år skal offentliggøre en oversigt over de hverv,
som nævnet i medfør af stk. 2 har bestemt kan varetages af
højesteretsdommere, landsdommere eller af præsidenten eller en vicepræsident
i
Sø- og Handelsretten
Til § 47 b
Det foreslås, at der indføres et loft over den indtægt, som
en dommer må oppebære ved bibeskæftigelse, således at en dommers indtægter
ved
bibeskæftigelse i gennemsnit ikke må overstige 50 % af dommerens løn i
hovedstillingen og endvidere maksimalt må udgøre 50 % af en
højesteretsdommers
løn i hovedstillingen, jf.
stk. 1.
Loftet omfatter som udgangspunkt indtægter fra alle typer
bibeskæftigelse og både fast indtægtsgivende bibeskæftigelse og anden
indtægtsgivende bibeskæftigelse. Dog er de typer bibeskæftigelse, der er
nævnt
i stk. 2 ikke omfattet, jf. nærmere nedenfor.
Fastsættelsen af indtægtsbegrænsningen for biindtægter er
baseret på en dommers løn i hovedstillingen, således at indtægtsbegrænsningen
fastsættes til en procentdel af dommerens faste løn i hovedstillingen, dvs.
lønrammelønnen for den pågældende dommer med tillæg af de(t)
aftaleforhandlede
faste cheflønstillæg eksklusiv pension. Denne definition af lønnen i
hovedstillingen
betyder, at pension og eventuelle variable ydelser, som f.eks. særlig
feriegodtgørelse, ikke medregnes til lønnen, når loftets størrelse skal
fastsættes.
Når indtægtsloftet for en dommers biindtægt skal
fastsættes, tages der udgangspunkt i den til enhver tid gældende løn i
hovedstillingen.
Dette indebærer, at en stigning i tjenestemandslønrammen eller i de faste
cheflønstillæg tillige vil medføre stigninger i dommerens loft for
biindtægter.
Reglerne om et indtægtsloft foreslås udformet, så dommere
får mulighed for at fordele indtægtsbegrænsningen over en periode på 3 år. En
dommer må i denne periode som biindtægt højst oppebære 50 % af den samlede
løn
i hovedstillingen, jf.
stk. 1, 2. pk
t.
Dette indebærer, at den endelige opgørelse af, om en
dommers biindtægter overstiger indtægtsloftet, først skal foretages ved
udløbet
af opgørelsesperioden på 3 år. Dommerne bør af hensyn til varetagelsen af
hovedstillingen
alligevel søge at fordele deres bibeskæftigelse jævnt over hele perioden. Den
foreslåede indretning af reglen om et indtægtsloft giver imidlertid den
fornødne
fleksibilitet, således at en dommer inden for opgørelsesperioden på en
rimelig måde
kan fordele bibeskæftigelse og biindtægter.
Systemet med 3-årige opgørelsesperioder tilrettelægges
således, at perioderne er ens for alle dommere, også uanset om en dommer
eksempelvis er blevet udnævnt i løbet af en periode.
Den første periode løber fra den 1. januar 2007 til og med
den 31. december 2009, og den næste periode løber fra den 1. januar 2010 til
og
med den 31. december 2012 osv.
Det foreslås, at indtægtsloftet for biindtægter som
udgangspunkt skal gælde for al bibeskæftigelse, der varetages af dommere, dog
således at enkelte former for bibeskæftigelse holdes uden for indtægtsloftet.
Disse former for bibeskæftigelse er nævnt i
stk. 2
, der udtømmende opregner
de former for bibeskæftigelse, der er undtaget fra indtægtsloftet.
Når enkelte former for bibeskæftigelse undtages fra
indtægtsloftet, indebærer det, at en dommer kan tjene mere ved
bibeskæftigelse
end de ovenfor anførte beløbsgrænser, idet indtjeningen ved hverv, der
undtages, ikke skal regnes med ved opgørelsen af, om en dommers indtjening
har
oversteget indtægtsloftet. En dommer kan således oppebære biindtægter, der
svarer
til 50 % af lønnen, fra de øvrige typer bibeskæftigelse, og herudover kan
dommen frit oppebære biindtægter fra de hverv, der er omfattet af
stk. 2.
Det forhold, at enkelte former for bibeskæftigelse er
undtaget fra indtægtsloftet, indebærer derimod ikke, at pligten til at
indberette
om disse hverv undtages fra indberetningspligten i forslaget til § 47 c.
Dommernes vil således også skulle indberette alle oplysninger om den
bibeskæftigelse, der ikke er omfattet af indtægtsloftet.
De former for bibeskæftigelse, der er undtaget fra
indtægtsloftet, er for det første forfattervirksomhed. Forfattervirksomhed
skal
forstås i bred forstand og omfatter bl.a. udarbejdelse af juridisk
faglitteratur, herunder f.eks. lærebøger, lovkommentarer og artikler, samt
udarbejdelse af skønlitteratur. Redaktionshverv f.eks. i forbindelse med
udarbejdelse
af domssamlinger og ved juridiske tidsskrifter er også forfattervirksomhed i
bestemmelsens forstand.
For det andet er indtægter fra særlige domstole undtaget
fra indtægtsloftet. De særlige domstole omfatter Den særlige Klageret,
Arbejdsretten og tjenestemandsretterne.
For det tredje er en dommers indtægter fra bibeskæftigelse
i hverv, som det ved lov er bestemt, at en dommer skal varetage, undtaget fra
indtægtsloftet i 3 hele år fra tiltrædelsestidspunktet. Denne 3-års periode
vil
ofte ikke falde sammen med den 3-års opgørelsesperiode, som efter stk. 1
altid regnes i kalenderår. I mangel af andet grundlag må der derfor i givet
fald ske en forholdsmæssig fordeling af vederlaget på de berørte kalenderår.
Undtagelsen vil i praksis særligt få betydning for dommere,
der påtager sig hverv i de offentlige råd og nævn, hvor det ved lov er
bestemt,
at en dommer skal varetage hvervet, jf. herved bemærkningerne til § 47
a,
stk. 1. Herudover vil undtagelsen bl.a. få betydning for dommeres hverv
i
bestyrelsen for Domstolsstyrelsen.
Senest efter udløbet af en 3-årig opgørelsesperiode kan det
konstateres, om en dommer har overholdt indtægtsloftet. Dette kan konstateres
af dommeren selv, der har ansvaret for, at loftet for biindtægter overholdes,
men også af vedkommende retspræsident, der i medfør af dommernes årlige
indberetninger om bibeskæftigelse efter forslaget til retsplejelovens
§ 47
c har oplysninger om dommerens biindtægter til rådighed. Det forudsættes, at
der i fornødent omfang er en dialog mellem dommer og retspræsident om
dommerens
bibeskæftigelse.
Det foreslås, at vedkommende retspræsident påser, at en
dommer ikke overskrider indtægtsloftet, jf.
stk. 3, 1. pkt. Retspræsidenten
skal således efter behov og som minimum efter udløbet af hver 3-års periode
føre tilsyn med, om indtægtsbegrænsningen er overholdt.
Overstiger en dommers indtægter i en opgørelsesperiode det
tilladte, forelægger retspræsidenten sagen for Bibeskæftigelsesnævnet, jf.
stk. 3,
2. pkt.
Forelæggelsen skal
ske i umiddelbar forlængelse af, at retspræsidenten bliver opmærksom på
overskridelsen.
Dette vil i praksis formentlig alene forekomme efter udløbet af en
opgørelsesperiode, men kan det eksempelvis allerede efter udløbet af det
første
år i en opgørelsesperiode konstateres, at en dommer har overskredet det
samlede
indtægtsloft for hele perioden, skal forelæggelsen ske på dette tidspunkt.
Det foreslås, at Bibeskæftigelsesnævnet træffer afgørelse
om, hvilken konsekvens en overskridelse af indtægtsbegrænsningen skal have,
jf.
stk. 3, 3. pkt.
Dette
kan ske på ethvert tidspunkt, men det vil i praksis formentlig oftest
forekomme
efter udløbet af en opgørelsesperiode.
Nævnet kan som konsekvens af en overskridelse af
indtægtsbegrænsningen
1.
fastsætte en lavere
indtægtsgrænse for den pågældende dommer i den kommende opgørelsesperiode, og
2.
bestemme, at
dommeren fremover skal omfattes af den konkrete indberetnings- og
tilladelsesordning
i § 47 d.
Fastsættelsen af en lavere indtægtsgrænse for den
efterfølgende opgørelsesperiode efter nr. 1 indebærer, at en dommer, der
eksempelvis har overskredet loftet med 100.000 kr. i en opgørelsesperiode,
får
reduceret loftet med 100.000 kr. i den efterfølgende opgørelsesperiode.
Det forudsættes, at en dommers overskridelse af
indtægtsloftet som altovervejende hovedregel skal have den konsekvens, at der
skal fastsættes en lavere indtægtsgrænse for den pågældende dommer i den
kommende
opgørelsesperiode. Kun i helt særlige tilfælde, hvor en overskridelse efter
en
konkret vurdering må betragtes som undskyldelig, kan nævnet undlade at
fastsætte en lavere indtægtsgrænse for den følgende periode.
Det kan f.eks. være tilfældet, hvis der sker en uventet
udvikling i et eller flere bierhverv, som ellers forventeligt skulle kunne
varetages uden at overskride indtægtsloftet.
Endvidere kan der i de første opgørelsesperioder efter
lovens ikrafttræden opstå problemer for dommere, der inden lovens
ikrafttræden
har påtaget sig hverv, herunder særligt voldgiftssager, af en længere
varighed
end den overgangsordning, der forslås i lovforslagets § 2. En
overskridelse
af indtægtsloftet i den anledning kan efter omstændighederne betragtes som
undskyldelig.
Det samme gælder i de første opgørelsesperioder, efter en dommer er blevet
udnævnt, for hverv som dommeren har påtaget sig inden udnævnelsen.
Endelig kan mindre overskridelser af indtægtsloftet,
eksempelvis på 10.000 kr. for hele opgørelsesperioden, i enkeltstående
tilfælde
betragtes som undskyldelig. Gentagne overtrædelser af denne karakter bør dog
udløse en nedsættelse af det beløb, der må oppebæres ved bibeskæftigelse, i
de
efterfølgende perioder.
Ud over den foreslåede almindelige konsekvens af dommeres
overskridelse af indtægtsloftet har Bibeskæftigelsesnævnet mulighed for at
anvende den konkrete indberetnings- og tilladelsesordning i forslaget til
retsplejelovens
§ 47 d. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis en dommer i gentagne
opgørelsesperioder har overskredet indtægtsloftet med betydelige beløb.
Den kompetence, som Bibeskæftigelsesnævnet tillægges i § 47
b, stk. 3, til at anvende den konkrete indberetnings- og
tilladelsesordning,
er en parallel til retspræsidenternes kompetence efter § 47 d. Er det
nævnet, der har bragt ordningen i anvendelse over for en dommer, skal denne
dommer indberette de relevante oplysninger til nævnet og eventuelt søge
tilladelse fra nævnet til at påtage sig bibeskæftigelse. Det forudsættes i
den
forbindelse, at en dommer vil kunne pålægges at indberette de pågældende
oplysninger til både vedkommende retspræsident og Bibeskæftigelsesnævnet. Det
forudsættes endvidere, at det altid er nævnet, der skal meddele tilladelse i
de
tilfælde, hvor tilladelsesordningen (hvorefter en dommer i en nærmere angiven
periode eller indtil videre kun med retspræsidentens
eller
nævnets tilladelse må påtage sig
hverv ved siden af hovedstillingen) i forslaget til § 47 b, stk. 3,
er sat i kraft af nævnet. Der henvises til bemærkningerne til § 47 d
nedenfor.
Opregningen af nævnets reaktionsmuligheder i stk. 3 er
udtømmende. I tilfælde af mere alvorlige overskridelser af indtægtsloftet kan
der
efter omstændighederne endvidere være grund til at bringe retsplejelovens
disciplinærbestemmelser
om dommere i anvendelse. Det bemærkes, at en overskridelse af loftet alene
rejser spørgsmål om, hvilken konsekvens dette skal have, men ikke skal
medføre,
at en dommer bliver bragt i den situation, at vedkommende ikke kan afslutte
et
hverv, som denne har påtaget sig, f.eks. afslutte en voldgiftssag, som han er
udpeget til.
Det foreslås endelig efter
stk. 4
, at
Bibeskæftigelsesnævnet efter hver opgørelsesperiode skal offentliggøre en
oversigt over de afgørelser, der i medfør af stk. 3 er truffet
vedrørende overskridelser
af indtægtsloftet. Af hensyn til offentlighedens mulighed for indsigt i
dommernes biindtægter skal Bibeskæftigelsesnævnet ved en opgørelsesperiodes
udløb i anonym form offentliggøre, hvor mange dommere fra de respektive
instanser,
der måtte have overskredet loftet, og hvor meget overskridelsen i givet fald
udgør.
Til § 47 c
Bestemmelsen er en videreførelse af den nugældende
bestemmelse i retsplejelovens § 47 a, stk. 1. Med henblik på at
dommernes
indberetning af voldgiftssager skal give et så rigtigt billede som muligt af
det faktiske antal voldgiftssager, som dommerne deltager i, foreslås der dog
enkelte justeringer af de gældende regler om dommernes indberetning af
voldgiftssager.
Bestemmelsen indebærer, at en dommer hvert år inden den 1.
februar skal afgive indberetning om de indtægtsgivende hverv, som den
pågældende det forudgående kalenderår har varetaget ved siden af
hovedstillingen.
Indberetningen skal indeholde oplysninger om hvervets art og hvervgiveren, og
dommeren skal endvidere afgive indberetning om indtægten ved de enkelte
hverv,
jf.
stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, 1. og 3. pkt.
Præsidentrådet (dvs. præsidenterne for de kollegiale retter)
har i et notat om tilladelses- og indberetningsordningen vedrørende dommeres
bibeskæftigelse nærmere redegjort for rådets praksis vedrørende
indberetningsordningen.
I notatet er det om indberetning af voldgiftssager bl.a. anført, at hvis en
dommer i et kalenderår har udført bibeskæftigelse, der skal vederlægges, er
det
uden betydning for pligten til indberetning, om dommeren har modtaget
indtægter
fra hvervet i det pågældende kalenderår. Er der tvivl om, hvorvidt et hverv
senere vil blive vederlagt, skal hvervet ligeledes medtages i indberetningen.
(Det kan i indberetningen anføres, at dommeren ikke har modtaget indtægter
fra
hvervet i det pågældende år. Viser det sig, at hvervet ikke vederlægges, kan
det i indberetningen for det år, da den manglende vederlæggelse kan
konstateres, bemærkes, at det tidligere indberettede hverv er afsluttet uden
vederlæggelse.)
Særligt for så vidt angår voldgiftssager, giver de gældende
regler ikke et fuldt dækkende billede af det faktiske omfang af dommernes
bibeskæftigelse. En række voldgiftssager fordeles således til dommerne på et
tidspunkt, hvor det endnu ikke står klart, om sagen overhovedet vil medføre
indtægtsgivende bibeskæftigelse. Selv om sagen kan ende med forlig eller
lignende, inden dommerens arbejde med voldgiftssagen påbegyndes, skal en
voldgiftssag således efter den nuværende praksis indberettes af dommerne
allerede i det år, hvor den fordeles til dommeren. Dette medfører, at
oversigten over dommernes bibeskæftigelse i dag indeholder en lang række
voldgiftssager,
der reelt hverken vil komme til at medføre arbejde eller indtægt ved siden af
hovedstillingen
for dommerne.
På den baggrund foreslås det, at indberetning om
voldgiftssager skal afgives for sager, hvori der er oppebåret vederlag i det
foregående kalenderår, og for andre sager, der er verserende, og hvori der er
udført vederlagsgivende arbejde, jf.
stk. 1, 2. pkt.
Forslaget indebærer for det første, at en dommer skal
indberette en voldgiftssag for det kalenderår, hvor dommeren har udført
arbejde
på sagen, når dommeren har modtaget vederlag fra hvervet i det pågældende
kalenderår, herunder ved udbetaling af et a conto beløb. Dette gælder, uanset
om sagen er afsluttet eller ej.
For det andet indebærer forslaget, at en dommer skal
indberette en voldgiftssag for det kalenderår, hvor dommeren har udført
arbejde
på sagen, der vil blive vederlagt i et senere kalenderår. Dette gælder,
uanset
om sagen er afsluttet eller ej.
Er der endnu ikke udført arbejde på en voldgiftssag, der i
sig selv udløser krav om vederlag, skal hvervet derimod – i modsætning
til den
tidligere praksis – først medtages i indberetningen, når eller hvis
dette sker.
I den periode, der går fra den første udførelse af sådant
indtægtsgivende arbejde i en voldgiftssag, og indtil sagen afsluttes, skal
voldgiftssagen indberettes hvert år. Har en dommer eksempelvis udført arbejde
i
sagen i år 1, hvorefter der ikke er udført arbejde med sagen i år 2, inden
sagen behandles og afsluttes i år 3, skal sagen således indberettes for alle
tre år. Dette gælder uanset, om der er udbetalt a conto honorar for arbejdet
i
år 1.
En indberetning af en voldgiftssag skal indeholde oplysning
om hvervets art og hvervgiveren, dog således at parternes navne ikke angives,
men derimod navnene på de advokater eller andre, som har repræsenteret
parterne, samt hvorledes dommeren er udpeget. Dommeren skal endvidere afgive
indberetning om indtægten ved de enkelte hverv, jf.
stk. 2.
Det foreslås, at indberetningerne skal indgives til rettens
præsident (for så vidt angår retten på Bornholm til præsidenten for Østre
Landsret). Præsidenterne for byretterne indgiver indberetning til vedkommende
landsretspræsident. Præsidenterne for landsretterne samt præsidenten for Sø-
og
Handelsretten indgiver indberetning til Højesterets præsident, jf. i det hele
stk. 3.
Forslaget er udformet under hensyntagen til, at en ny byretsstruktur
forventes
at træde i kraft samtidig med det forslåede tidspunkt for denne lovændring,
jf.
herved forslaget til § 2, stk. 1.
Det foreslås endelig, at oplysninger om antal og karakter
af de enkelte dommeres bierhverv, jf. stk. 1 og stk. 2, 1. og 2.
pkt., videregives af vedkommende retspræsident til Bibeskæftigelsesnævnet,
som
offentliggør disse, jf.
stk. 4.
Disse indberetninger foreslås endvidere – som efter den nugældende
§ 47 a
– undergivet aktindsigt, jf.
stk. 5.
Forslaget indebærer, at Bibeskæftigelsesnævnet fremover
skal stå for at offentliggøre den årlige oversigt over dommernes
indberetninger
om indtægtsgivende bibeskæftigelse, der i dag offentliggøres af
Præsidentrådet.
Den foreslåede ikrafttræden indebærer, at nævnet første
gang i år 2008 skal offentliggøre en oversigt over indberetningerne for
kalenderåret 2007.
Oversigten bør udover de oplysninger, som Præsidentrådets
oversigter har indeholdt, indeholde kvartiloplysninger om dommernes
biindtægter, dvs. oplysninger om dommernes indtægter ved bibeskæftigelse
opdelt
i øvre kvartil, median og nedre kvartil, som det er opgjort i tabel 6.1.,
side
20 i bilaget til betænkningen.
Det findes hensigtsmæssigt, at oversigten offentliggøres
sammen med Bibeskæftigelsesnævnets årlige redegørelse, jf. herved § 47
f,
stk. 2. Det forudsættes, at Præsidentrådets nuværende praksis med
offentliggørelse af en oversigt over dommernes indberetninger om
indtægtsgivende bibeskæftigelse på domstolenes hjemmeside på internettet
(www.domstol.dk)
fortsættes.
Har en dommer overskredet indtægtsloftet i § 47 b,
stk. 1, videregives tillige efter nævnets nærmere bestemmelse
indtægtsoplysninger,
jf. stk. 2, 3. pkt., med henblik på nævnets stillingtagen hertil efter
§ 47
b, stk. 3, 3. pkt., jf.
stk. 4. Disse oplysninger skal ikke
offentliggøres og er ikke undergivet aktindsigt.
Til § 47 d
Bestemmelsen viderefører uændret den nugældende bestemmelse
i § 47 b, dog således at Præsidentrådets (dvs. præsidenterne for de
kollegiale retters) opgaver er overtaget af Bibeskæftigelsesnævnet.
Bestemmelsen indebærer, at vedkommende retspræsident,
såfremt det findes fornødent, skal kunne pålægge en dommer at indsende en
redegørelse for dommerens tidsforbrug i forbindelse med varetagelsen af hverv
ved siden af hovedstillingen, jf.
stk. 1. Såfremt det findes fornødent,
kan vedkommende retspræsident endvidere pålægge en dommer at indsende en
opgørelse
over de indtægter, som den pågældende i en nærmere angivet periode har
modtaget
i forbindelse med de enkelte hverv, som dommeren har varetaget ved siden af
hovedstillingen.
Pålægget kan også omfatte fremtidige indtægter, jf.
stk. 2.
Finder vedkommende præsident, at de oplysninger, som dommeren afgiver i
medfør
af stk. 1 eller 2 eller i medfør af § 47 c, stk. 2, 3. pkt.,
giver anledning dertil, kan retspræsidenten efter drøftelse med
Bibeskæftigelsesnævnet beslutte, at dommeren i en nærmere angivet periode
eller
indtil videre kun med retspræsidentens eller nævnets tilladelse må påtage sig
hverv ved siden af hovedstillingen, jf.
stk. 3.
Beføjelserne efter stk. 1-3 tilkommer de
retspræsidenter, der modtager indberetning efter § 47 c, stk. 3,
jf.
stk. 4.
De beføjelser, der er tillagt en retspræsident, foreslås
tillige tillagt Bibeskæftigelsesnævnet, der kan bringe både indberetnings- og
tilladelsesordningen i kraft som en konsekvens af en overskridelse af
indtægtsloftet i § 47 b, jf. herved forslaget til § 47 b,
stk. 3,
og bemærkningerne hertil. Den kompetence, som Bibeskæftigelsesnævnet
tillægges,
er parallel til retspræsidenternes kompetence, hvilket bl.a. indebærer, at en
dommer vil kunne pålægges at indberette de pågældende oplysninger til både
vedkommende
retspræsident og Bibeskæftigelsesnævnet. Det forudsættes derimod, at det
altid
er nævnet, der skal meddele tilladelse i de tilfælde, hvor
tilladelsesordningen
er sat i kraft af nævnet.
Til § 47 e
Det foreslås, at der oprettes et Bibeskæftigelsesnævn, der
skal behandle spørgsmål om dommeres bibeskæftigelse, jf. forslaget til
§ 47,
stk. 2. Som afløser for Præsidentrådet skal Bibeskæftigelsesnævnet
overtage de opgaver, der i dag varetages af Præsidentrådet, og herudover skal
nævnet varetage en række nye opgaver, der følger af forslaget om et generelt
loft for dommernes biindtægter og om udpegning af dommere til tvistløsning
uden
for hovedstillingen. Det foreslås, at Bibeskæftigelsesnævnet konkret
tillægges
følgende opgaver:
1.
Nævnet skal meddele
tilladelse til fast indtægtsgivende bibeskæftigelse, jf. forslaget til
§ 47
a, samt foretage en drøftelse med vedkommende retspræsident forud for dennes
iværksættelse af en konkret tilladelsesordning, jf. forslaget til § 47
d,
stk. 3.
2.
Nævnet skal afgøre,
hvilken konsekvens en dommers overskridelse af indtægtsloftet for biindtægter
skal have, jf. forslaget til § 47 b, stk. 2.
3.
Nævnet skal afgøre,
om dommere fra de overordnede retsinstanser kan udpeges til råd og nævn i de
tilfælde,
hvor dette ikke er bestemt ved lov, jf. forslaget til § 47 a,
stk. 2.
4.
Nævnet skal
offentliggøre en årlig oversigt over dommernes indberetninger om
indtægtsgivende bibeskæftigelse, jf. forslaget til § 47 c, stk. 4,
og
en årlig redegørelse for sin virksomhed, jf. forslaget til § 47 f,
stk. 2.
Når Bibeskæftigelsesnævnet skal varetage de opgaver, der er
nævnt under nr. 1 og 2, må nævnet være i besiddelse af de fornødne
oplysninger
om bibeskæftigelse og biindtægter. Det forudsættes derfor, at nævnets
administration af dommernes bibeskæftigelse sker i tæt samarbejde med
retspræsidenterne. Den enkelte retspræsident er forpligtet til at give nævnet
de nødvendige oplysninger om en dommers bibeskæftigelse.
Bestemmelserne i
§ 47 e, stk. 1-5
,
fastsætter Bibeskæftigelsesnævnets sammensætning og beskikkelsesproceduren.
Nævnet foreslås sammensat af fem dommere (præsidenterne for
Højesteret og landsretterne, en præsident valgt af de øvrige retspræsidenter
samt en dommer valgt af Den Danske Dommerforening) og to repræsentanter for
offentligheden. Højesterets præsident er formand for nævnet.
Retspræsidenten valgt af retspræsidenterne for byretterne
og Sø- og Handelsretten samt en dommer valgt af Den Danske Dommerforening
indstilles henholdsvis af de pågældende retspræsidenter og Den Danske
Dommerforening.
Offentlighedsrepræsentanterne beskikkes af
justitsministeren efter indstilling fra henholdsvis Dansk Folkeoplysnings
Samråd og Rektorkollegiet.
Ved udpegningen af offentlighedsrepræsentanterne bør der
lægges vægt på, at de pågældende personer er engagerede i samfundsforhold og
bredt orienteret. Der bør endvidere ved udpegningen, jf. den almindelig
grundsætning om generel inhabilitet, lægges betydelig vægt på, at der ikke
bør
opstå tilfælde, hvor der hyppigt er interessekonflikter i forhold til
behandlingen af konkrete sager. På den baggrund bør der almindeligvis ikke
indstilles og udpeges jurister, der er ansat ved de juridiske fakulteter,
idet
disse personer i visse tilfælde vil kunne overtage den bibeskæftigelse, som
dommere, herunder måske særligt dommere fra de overordnede retsinstanser, i
dag
varetager, ligesom der ikke bør indstilles og udpeges personer ansat i bl.a.
centraladministrationen,
der hyppigt aftager dommeres bibeskæftigelse.
Der foreslås ikke bestemte aldersgrænser for de to
offentlighedsrepræsentanter. Dette skyldes bl.a., at disse skal udpeges i
kraft
af deres personlige egenskaber, og at bånd med hensyn til alder derfor ikke
bør
fastsættes. En offentlighedsrepræsentant vil således kunne fortsætte sit
virke
i nævnet, selv om en del af beskikkelsesperioden fortsætter ud over det
tidspunkt,
hvor nævnsmedlemmet fylder 70 år.
For dommere gælder derimod, at de ikke kan virke i nævnet,
når de ikke længere har ansættelse i den stilling, der har ført til deres
udpegning. Dette indebærer, at de senest må fratræde med udgangen af den
måned,
hvor de fylder 70 år.
Ifølge lov om ligestilling af kvinder og mænd bør udvalg,
kommissioner og lignende, der er nedsat af en minister til at forberede
fastsættelse af regler eller planlægning af samfundsmæssig betydning, have en
ligelig afbalancering af mænd og kvinder, og myndigheder eller
organisationer,
der skal stille forslag om medlemmer, skal foreslå både en mand og en kvinde.
Bibeskæftigelsesnævnets opgave er at behandle spørgsmål om
dommeres bibeskæftigelse efter reglerne herom i retsplejeloven. Nævnet findes
derfor – ligesom eksempelvis Dommerudnævnelsesrådet – ikke at være
omfattet af
loven. De domstolsorganer, organisationer mv., der skal stille forslag om
medlemmer
af rådet, vil således ikke være forpligtet til at foreslå både en mand og en
kvinde.
Ifølge
stk. 4
kan medlemmer af Folketinget, regionsråd eller
kommunalbestyrelser ikke udpeges til medlemmer af rådet.
I
stk. 3
foreslås beskikkelsesperioden for offentlighedsrepræsentanterne fastsat
til 6 år. For at betone nævnsmedlemmernes uafhængighed og for at sikre den
fornødne fornyelse foreslås det endvidere, at genbeskikkelse for disse
nævnsmedlemmer ikke kan ske. Forbudet mod genbeskikkelse er ikke til hinder
for, at en person, der har været beskikket som suppleant, vil kunne udnævnes
som egentligt medlem, selv om vedkommende har været indtrådt i rådet. Om
suppleanterne henvises i øvrigt til bemærkningerne til stk. 5.
For at sikre kontinuitet i nævnets arbejde bør
funktionstiden for offentlighedsrepræsentanterne udløbe forskudt således, at
der sker udskiftning af en offentlighedsrepræsentant hvert 3. år. Første
gang,
der beskikkes medlemmer til nævnet, bør funktionsperioden dog fastsættes til
henholdsvis 4 år for medlemmet indstillet af Dansk Folkeoplysningssamråd og 7
år for medlemmet indstillet af Rektorkollegiet, da rådets arbejde med
indberetningerne om bibeskæftigelse først vil blive aktuelt efter udløbet af
den første opgørelsesperiode på 3 år. Det henvises til lovforslagets
§ 2,
stk. 3.
Det forudsættes i øvrigt, at der er fri
genbeskikkelsesadgang for de øvrige beskikkede medlemmer af nævnet, dvs. en
retspræsident
valgt af byretspræsidenterne og præsidenten for Sø- og Handelsretten samt en
dommer valgt af Den Danske Dommerforening. Har Den Danske Dommerforening
eksempelvis indstillet formanden som medlem af nævnet, vil foreningen på
ethvert tidspunkt af egen drift kunne indstille en anden dommer, hvis
formanden
f.eks. ikke genvælges efter udløbet af en valgperiode.
Et medlem, der ikke længere opfylder betingelserne for at
sidde i rådet, skal udtræde. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis en
præsident for landsretten udnævnes til højesteretsdommer.
Bestemmelsen i stk. 5 om beskikkelse af en suppleant
for hver af de to offentlighedsrepræsentanter har til formål at sikre en
hurtig
og smidig sagsbehandling i tilfælde af forfald blandt disse nævnsmedlemmer.
Udtræder
et medlem inden beskikkelsesperiodens udløb, indtræder medlemmets suppleant
for
resten af perioden, og der beskikkes en ny suppleant for resten af perioden.
Forbudet mod genbeskikkelse i stk. 3, 2. pkt., gælder ikke for
suppleanterne.
En suppleant vil således kunne genbeskikkes som suppleant.
Til § 47 f
Det følger af bestemmelsen i
stk. 1
,
at Bibeskæftigelsesnævnet selv
fastsætter sin forretningsorden. I denne vil der kunne fastsættes regler om
indhentning af oplysninger til brug ved sagernes behandling, om skriftlig
votering, om hvor mange medlemmer, der kræves for at nævnet er
beslutningsdygtigt, om at nævnet træffer afgørelse ved stemmeflerhed og om
sekretariatsbistand mv.
Der er i
2. pkt.
i bestemmelsen udtrykkelig åbnet mulighed for, at formanden i
visse nærmere angivne sager kan træffe afgørelse på nævnets vegne. Denne
formandskompetence kan f.eks. anvendes ved afgørelser om tilladelse for en
dommer til at påtage sig fast indtægtsgivende bibeskæftigelse, i tilfælde
hvor
nævnet allerede har opbygget en fast praksis. Endelig er der hjemlet mulighed
for, at visse sager kan behandles af 3 nævnsmedlemmer.
Nævnet etableres ikke som en del af den offentlige
forvaltning, men som et organ i tilknytning til domstolene, uden dog at være
en
del af disse. Dette indebærer bl.a., at nævnet ikke er omfattet af
ombudsmandsloven,
forvaltningsloven og offentlighedsloven. Det forudsættes i den forbindelse,
at
de væsentlige retssikkerhedsgarantier i forvaltningsloven, herunder
eksempelvis
om partshøring, følges i nævnets virksomhed. Nævnet vil kunne fastsætte
nærmere
regler herom i sin forretningsorden.
Det foreslås endvidere, at nævnet årligt skal offentliggøre
en redegørelse for sin virksomhed, jf.
stk. 2.
Beretningen om nævnets virksomhed skal indeholde en redegørelse
for nævnets afgørelser. Dette indebærer bl.a., at offentligheden og brugerne
af
bibeskæftigelse kan få indsigt i nævnets afgørelser om tilladelse til fast
bibeskæftigelse, nævnets afgørelser om overskridelser af loftet for
biindtægter
samt nævnets godkendelse af, at dommere fra de overordnede retter kan udpeges
til råd og nævn. Det skal fremgå, hvor mange dommere afgørelserne vedrører,
og
fra hvilke retsinstanser disse dommere kommer, men det forudsættes, at
offentliggørelse
sker uden angivelse af de enkelte dommeres navne.
Redegørelsen bør – ligesom den årlige oversigt over
dommernes indberetninger om indtægtsgivende bibeskæftigelse – være
tilgængelig
på internettet.
I
stk. 3
fastslås det, at sekretariatsopgaverne
for Bibeskæftigelsesnævnet skal varetages af Højesteret.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2007,
jf.
stk. 1.
Det foreslås endvidere, at indtægtsloftet i forslaget til § 47
b, stk. 1, skal udgøre 75 % af en dommers løn i hovedstillingen i den
første
opgørelsesperiode på 3 år, jf. stk. 2. Dette indebærer, at det
foreslåede
indtægtsloft på 50 % af lønnen i hovedstillingen først gælder for den anden
opgørelsesperiode, der løber fra den 1. januar 2010 til den 31. december
2012.
Det foreslås endelig, at første gang justitsministeren skal
beskikke offentlighedsrepræsentanter til Bibeskæftigelsesnævnet skal det ske
for henholdsvis 4 år (for medlemmet indstillet af Dansk
Folkeoplysningssamråd)
og 7 år (for medlemmet indstillet af Rektorkollegiet), jf.
stk. 3.
Dette indebærer, at den normale beskikkelsesperiode for
offentlighedsrepræsentanterne på 6 år, jf. forslaget til § 47 e,
stk. 2
og 3, fraviges. Der henvises til bemærkningerne til § 47 e i
lovforslagets
§ 1.
Til § 3
Bestemmelsen angår lovens territoriale gyldighed og
fastslår, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.
Ved lov nr. 365 af 2. juni 1999 om ændring af lov for
Færøerne om rettens pleje, lov om rettens pleje i Grønland mv., der trådte i
kraft den 1. juli 1999, blev regler svarende til retsplejelovens § 47 -
§ 47
b fastsat i de pågældende love.
Der foreslås ikke på nuværende tidspunkt ændringer i
retsplejelovgivningen for Færøerne og Grønland.
Justitsministeriet
har imidlertid iværksat en høring af de færøske og grønlandske
hjemmestyremyndigheder,
således at der kan fremsættes lovforslag om ændring af retsplejeloven for
Færøerne og Grønland. Det tilsigtes således, at ændringerne for Færøerne og
Grønland vil kunne træde i kraft samtidig med, at nærværende lovforslag
træder
i kraft.
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
§ 1
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 910
af 27. september 2005, som ændret ved § 3 i lov nr. 525 af 24. juni
2005, § 13 i lov nr. 542 af 24. juni 2005, § 1 i lov nr. 552 af 24.
juni 2005, § 1 i lov nr. 554 af 24. juni 2005, lov nr. 1398 af 21.
december 2005 og lov nr. 1399 af 21. december 2005, foretages følgende
ændringer:
1.
§§ 47,
47 a
og 47 b
ophæves og i stedet
indsættes:
§ 47.
En
dommer må kun med tilladelse af Præsidentrådet, der består af præsidenterne
for de kollegiale retter, have fast indtægtsgivende beskæftigelse ved siden
af hovedstillingen.
§ 47.
En dommer må kun have beskæftigelse ved siden af sin dommerstilling under de
betingelser, der er angivet i § 47 a, § 47 b og i
tjenestemandslovens
§ 17.
Stk. 2.
Der
oprettes et Bibeskæftigelsesnævn, jf. § 47 e og § 47 f, til
varetagelse
af de opgaver, der er nævnt i §§ 47 a - 47 d.
§ 47 a.
En dommer skal hvert år inden den 1. februar afgive indberetning om de
indtægtsgivende hverv, som den pågældende det forudgående kalenderår har
varetaget ved siden af hovedstillingen. Indberetningen skal indeholde
oplysning
om hvervets art og hvervgiveren. I indberetninger om voldgiftssager skal
parternes navne ikke angives, men derimod navnene på de advokater eller
andre, som har repræsenteret parterne, samt hvorledes dommeren er udpeget.
Dommeren skal endvidere afgive en indberetning om indtægten ved de enkelte
hverv.
§ 47 a.
En
dommer må kun have fast indtægtsgivende bibeskæftigelse, hvis det ved lov er
bestemt, at det pågældende hverv skal varetages af en dommer, eller hvis
dommerens varetagelse af hvervet tillades af Bibeskæftigelsesnævnet.
Stk. 2.
I de
præsidentledede retter skal indberetningerne indgives til rettens præsident
og i de øvrige retter til vedkommende landsretspræsident. For så vidt angår
præsidenterne for landsretterne, Københavns Byret, retterne i Århus, Odense,
Ålborg og Roskilde samt præsidenten og vicepræsidenterne for Sø- og
Handelsretten,
indgives indberetningerne til Højesterets præsident.
Stk. 2.
Hverv som
medlem af et offentligt eller privat råd eller nævn må kun varetages af
højesteretsdommere, landsdommere, præsidenten og vicepræsidenterne for Sø- og
Handelsretten, hvis det er bestemt ved lov eller godkendt af
Bibeskæftigelsesnævnet,
at hvervet skal varetages af en sådan dommer. Nævnets godkendelse kan
begrænses til at gælde for en bestemt dommer eller for et bestemt tidsrum.
Stk. 3.
Indberetningen i henhold til stk. 1, 1. og 2. pkt., er undergivet
aktindsigt.
Stk. 3.
Udpegning
af en dommer som medlem af et offentligt eller et privat råd eller nævn, som
medlem af en voldgiftsret eller til anden tvistløsning uden for domstolene
skal foretages af vedkommende retspræsident (for så vidt angår retten på
Bornholm af præsidenten for Østre Landsret) eller af en anden dommer, som en
retspræsident har bemyndiget hertil.
Stk. 4.
Bibeskæftigelsesnævnet offentliggør årligt en oversigt over de tilladelser,
som nævnet har givet i medfør af stk. 1, og de hverv, som nævnet i
medfør af stk. 2 har bestemt kan varetages af højesteretsdommere,
landsdommere
eller af præsidenten eller en vicepræsident i Sø- og Handelsretten.
§ 47 b.
Såfremt
det findes fornødent, kan vedkommende retspræsident pålægge en dommer at
indsende en redegørelse for dommerens tidsforbrug i forbindelse med
varetagelsen af hverv ved siden af hovedstillingen.
§ 47 b.
En
dommers indtægter ved bibeskæftigelse må i gennemsnit ikke overstige 50 pct.
af dommerens løn i hovedstillingen og må maksimalt udgøre 50 pct. af en
højesteretsdommers løn i hovedstillingen, jf. dog stk. 2.
Indtægtsopgørelsen
sker i faste perioder på 3 kalenderår.
Stk. 2.
Såfremt
det findes fornødent, kan vedkommende retspræsident endvidere pålægge en
dommer at indsende en opgørelse over de indtægter, som den pågældende i en
nærmere angivet periode har modtaget i forbindelse med de enkelte hverv, som
dommeren har varetaget ved siden af hovedstillingen. Pålægget kan også
omfatte fremtidige indtægter.
Stk. 2.
Indtægtsbegrænsningen
i stk. 1 omfatter ikke indtægter ved forfattervirksomhed og hverv i
særlige domstole. Indtægtsbegrænsningen i stk. 1 omfatter endvidere i 3
år fra tiltrædelsen af hvervet ikke indtægter ved varetagelse af hverv, hvor
det ved lov er bestemt, at hvervet skal varetages af en dommer.
Stk. 3.
Finder
vedkommende præsident, at de oplysninger, som dommeren afgiver i medfør af
stk. 1 eller 2 eller i medfør af § 47 a, stk. 1, 4. pkt.,
giver anledning dertil, kan retspræsidenten efter drøftelse med
Præsidentrådet
beslutte, at dommeren i en nærmere angivet periode eller indtil videre kun
med retspræsidentens eller rådets tilladelse må påtage sig hverv ved siden af
hovedstillingen.
Stk. 3.
Vedkommende
retspræsident (for så vidt angår retten på Bornholm præsidenten for Østre
Landsret) påser, at en dommer ikke overskrider indtægtsbegrænsningen i
stk. 1.
Overstiger en dommers indtægter i en opgørelsesperiode det tilladte,
forelægger retspræsidenten sagen for Bibeskæftigelsesnævnet. Nævnet kan
herefter:
1)
fastsætte en lavere
indtægtsgrænse for den pågældende dommer i den kommende opgørelsesperiode, og
2)
bestemme, at
dommeren fremover skal omfattes af den konkrete indberetnings- og
tilladelsesordning i § 47 d.
Stk. 4.
Beføjelserne efter stk. 1-3 tilkommer de retspræsidenter, der er nævnt i
§ 47 a, stk. 2.
Stk. 4.
Bibeskæftigelsesnævnet
offentliggør efter hver opgørelsesperiode en oversigt over de afgørelser, der
er truffet i medfør af stk. 3.
§ 47 c.
En
dommer skal hvert år inden den 1. februar afgive indberetning om de
indtægtsgivende hverv, som den pågældende det forudgående kalenderår har
varetaget ved siden af hovedstillingen. Indberetning om voldgiftssager
afgives for sager, hvori der er oppebåret vederlag i det foregående
kalenderår, og for andre sager, der er verserende, og hvori der er udført
vederlagsgivende arbejde.
Stk. 2.
Indberetningerne skal indeholde oplysninger om hvervets art og hvervgiveren.
I indberetninger om voldgiftssager skal parternes navne ikke angives, men
derimod navnene på de advokater eller andre, som har repræsenteret parterne,
samt hvorledes dommeren er udpeget. Dommeren skal endvidere afgive
indberetning
om indtægten ved de enkelte hverv.
Stk. 3.
Indberetningerne indgives til rettens præsident (for så vidt angår retten på
Bornholm til præsidenten for Østre Landsret). Præsidenterne for byretterne
indgiver indberetning til vedkommende landsretspræsident. Præsidenterne for
landsretterne samt præsidenten for Sø- og Handelsretten indgiver indberetning
til Højesterets præsident.
Stk. 4.
Oplysninger
om antal og karakter af de enkelte dommeres bierhverv, jf. stk. 1 og
stk. 2, 1. og 2. pkt., videregives af vedkommende retspræsident til
Bibeskæftigelsesnævnet.
Har en dommer overskredet indtægtsbegrænsningen i § 47 b, stk. 1,
videregives tillige efter nævnets nærmere bestemmelse indtægtsoplysninger,
jf. stk. 2, 3. pkt., med henblik på nævnets stillingtagen hertil efter
§ 47 b, stk. 3, 3. pkt. Nævnet offentliggør de oplysninger, der er
nævnt i 1. pkt.
Stk. 5.
Indberetninger
i henhold til stk. 1 og stk. 2, 1. og 2. pkt., er undergivet
aktindsigt.
§ 47 d.
Såfremt
det findes fornødent, kan vedkommende retspræsident pålægge en dommer at
indsende en redegørelse for dommerens tidsforbrug i forbindelse med
varetagelsen af hverv ved siden af hovedstillingen.
Stk. 2.
Såfremt
det findes fornødent, kan vedkommende retspræsident endvidere pålægge en
dommer at indsende en opgørelse over de indtægter, som den pågældende i en
nærmere angivet periode har modtaget i forbindelse med de enkelte hverv, som
dommeren har varetaget ved siden af hovedstillingen. Pålægget kan også
omfatte fremtidige indtægter.
Stk. 3.
Finder
vedkommende præsident, at de oplysninger, som dommeren afgiver i medfør af
stk. 1 eller 2 eller i medfør af § 47 c, stk. 2, 3. pkt.,
giver anledning dertil, kan retspræsidenten efter drøftelse med
Bibeskæftigelsesnævnet beslutte, at dommeren i en nærmere angivet periode
eller indtil videre kun med retspræsidentens eller nævnets tilladelse må
påtage sig hverv ved siden af hovedstillingen.
Stk. 4.
Beføjelserne
efter stk. 1-3 tilkommer de retspræsidenter, der modtager indberetning
efter § 47 c, stk. 3.
§ 47 e.
Bibeskæftigelsesnævnet
består af 7 medlemmer: Præsidenten for Højesteret (formand), præsidenterne
for landsretterne, én præsident valgt af de øvrige retspræsidenter, en dommer
valgt af Den Danske Dommerforening og to repræsentanter for offentligheden.
Stk. 2.
Den
valgte retspræsident og dommer, jf. stk. 1, beskikkes af
justitsministeren
efter indstilling fra henholdsvis retspræsidenterne for byretterne og Sø- og
Handelsretten og fra Den Danske Dommerforening. Offentlighedsrepræsentanterne
beskikkes af justitsministeren efter indstilling fra henholdsvis Dansk
Folkeoplysnings
Samråd og Rektorkollegiet.
Stk. 3.
Offentlighedsrepræsentanterne
beskikkes for 6 år. Genbeskikkelse kan ikke finde sted.
Stk. 4.
Medlemmer
af Folketinget, regionsråd og kommunalbestyrelser kan ikke være medlemmer af
Bibeskæftigelsesnævnet.
Stk. 5.
Der
beskikkes en suppleant for hver af de to offentlighedsrepræsentanter.
Stk. 2,
stk. 3, 1. pkt., og stk. 4 finder tilsvarende anvendelse på
beskikkelsen
af suppleanterne.
§ 47 f.
Bibeskæftigelsesnævnet
fastsætter selv sin forretningsorden. Der kan i forretningsordenen fastsættes
bestemmelser om, at formanden i visse nærmere bestemte sager kan træffe
afgørelse
på nævnets vegne, eller at afgørelser kan træffes af 3 af nævnets medlemmer,
nemlig en retspræsident, en dommer og en offentlighedsrepræsentant.
Stk. 2.
Bibeskæftigelsesnævnet
offentliggør hvert år en redegørelse for sin virksomhed.
Stk. 3.
Bibeskæftigelsesnævnets
sekretariatsopgaver varetages af Højesteret.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. januar 2007, jf. dog
stk. 2 og 3.
Stk. 2.
Indtil
den 1. januar 2010 udgør indtægtsbegrænsningen efter retsplejelovens
§ 47 b, stk. 1, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, 75
pct. af dommerens løn i hovedstillingen.
Stk. 3.
Justitsministeren
beskikker første gang offentlighedsrepræsentanter til Bibeskæftigelsesnævnet
for henholdsvis 4 og 7 år, jf. retsplejelovens § 47 e, stk. 2 og 3,
som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Bilag 1a
Bilag 1b
Bilag 2
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven (Justering af dommernormeringen ved byretterne m.v.) Retsinformation · 1. april 2008
- 1997 LSF 32 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN, TJENESTEMANDSLOVEN OG FORSKELLIGE ANDRE LOVE (REKRUTTERING AF DOMMERE, DOMMERFULDMÆGTIGES ANSÆTTELSESVILKÅR, DOMMERES BIERHVERV OG ÆNDRINGER SOM FØLGE AF OPRETTELSE AF EN DOMSTOLSSTYRELSE M.V.) Retsinformation · 21. juli 1998
- 1996 LSF 276 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN, TJENESTEMANDSLOVEN OG FORSKELLIGE ANDRE LOVE(REKRUTTERING AF DOMMERE, DOMMERFULDMÆGTIGES ANSÆTTELSESVILKÅR, DOMMERES BIERHVERV OG ÆNDRINGER SOM FØLGE AF OPRETTELSE AF EN DOMSTOLSSTYRELSE M.V.) Retsinformation · 23. maj 1997
- 1997 LSF 22 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN, TJENESTEMANDSLOVEN OG FORSKELLIGE ANDRE LOVE(REKRUTTERING AF DOMMERE, DOMMERFULDMÆGTIGES ANSÆTTELSESVILKÅR, DOMMERES BIERHVERV OG ÆNDRINGER SOM FØLGE AF OPRETTELSE AF EN DOMSTOLSSTYRELSE M.V.) Retsinformation · 9. oktober 1997
- Skriftlig fremsættelse (25. januar 2006) - L 129 Retsinformation · 25. januar 2006
- Bekendtgørelse om forretningsorden for Bibeskæftigelsesnævnet Retsinformation · 23. februar 2007