Forslag til lov om ændring af retsplejeloven (Gennemførelse af EU-regler om håndhævelse af immaterialrettigheder mv.)1)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 16. november 2005 af
justitsministeren (Lene Espersen)
Forslag
til
lov
om ændring af retsplejeloven
(Gennemførelse
af EU-regler om håndhævelse af immaterialrettigheder mv.)
1)
§ 1
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 910
af 27. september 2005, foretages følgende ændringer:
1.
Efter
§ 305 indsættes som nyt kapitel:
»Kapitel
29 a
Oplysningspligt ved
krænkelse af immaterialrettigheder mv.
§ 306.
I
forbindelse med en sag om en krænkelse eller overtrædelse som nævnt i
§ 653,
stk. 2, kan retten efter anmodning af en part, der er beføjet til at
påtale krænkelsen eller overtrædelsen, pålægge en modpart eller tredjemand at
give oplysninger, jf. stk. 2, som den pågældende råder over, om varer
eller tjenesteydelser, der udgør en sådan krænkelse eller overtrædelse,
såfremt
1)
den pågældende som
Læs alt
led i erhvervsvirksomhed er fundet
i besiddelse af de pågældende
krænkende varer,
2)
den pågældende som
led i erhvervsvirksomhed er fundet i færd med at anvende de pågældende
krænkende tjenesteydelser,
3)
den pågældende som
led i erhvervsvirksomhed er fundet i færd med at yde tjenester, der anvendes
i
de pågældende krænkende aktiviteter, eller
4)
den pågældende ifølge
personer omfattet af nr. 1-3 har medvirket til produktion, fremstilling eller
distribution af de pågældende krænkende varer eller levering af de pågældende
krænkende tjenesteydelser.
Stk. 2.
De i stk. 1
nævnte oplysninger omfatter
1)
navn og adresse på
producenter, fremstillere, distributører, leverandører og andre tidligere
indehavere
af de pågældende varer og tjenesteydelser samt på grossister og
detailhandlere,
som de pågældende varer eller de pågældende tjenesteydelser var bestemt for,
og
2)
oplysninger om de
producerede, fremstillede, leverede, modtagne eller bestilte mængder og den
pris, der er opnået for de pågældende varer eller tjenesteydelser.
Stk. 3.
Retten
afslår helt eller delvis en anmodning efter stk. 1, hvis det må antages,
at udlevering af oplysningerne vil påføre den, anmodningen vedrører, eller
andre skade eller ulempe, som står i misforhold til den anmodende parts
interesse i oplysningerne.
Stk. 4.
Et pålæg
efter stk. 1 omfatter ikke oplysninger, som den, anmodningen vedrører, i
medfør af retsplejelovens §§ 169-172 ikke har pligt til at afgive
forklaring om som vidne. Retsplejelovens § 173 finder tilsvarende
anvendelse.
Stk. 5.
Undlader
modparten uden lovlig grund at efterkomme pålægget, finder bestemmelserne i
retsplejelovens §§ 178 og 344, stk. 2, tilsvarende anvendelse.
Undlader tredjemand uden lovlig grund at efterkomme pålægget, finder
bestemmelsen i retsplejelovens § 178 tilsvarende anvendelse.
§ 307.
En part, der fremsætter anmodning om pålæg efter § 306, skal angive de
oplysninger, der ønskes og begrundelsen for, at den, anmodningen vedrører, er
omfattet af § 306, stk. 1, nr. 1-4.
Stk. 2.
Bestemmelse
om pålæg efter § 306 træffes, efter at modparten og den, anmodningen
vedrører,
har haft lejlighed til at udtale sig. Retten bestemmer, hvordan pålægget skal
efterkommes.
Stk. 3.
Tredjemand
kan kræve sine udgifter ved at efterkomme pålægget forudbetalt af parten
eller
kræve stillet sikkerhed for udgifternes betaling.«
2.
§ 653, stk. 1,
affattes således:
»Efter anmodning fra rettighedshaveren eller en anden, der er
beføjet til at påtale en krænkelse af en immaterialret eller en overtrædelse
som nævnt i stk. 2, (rekvirenten), kan fogedretten træffe bestemmelse
om,
at der hos en anden (rekvisitus) skal foretages en undersøgelse med henblik
på
at sikre bevis for krænkelsen eller overtrædelsen og dennes omfang, hvis det
sandsynliggøres, at rekvisitus har begået eller vil begå en sådan krænkelse,
og
der er grund til at antage, at bevis for krænkelsen eller overtrædelsen og
dennes omfang kan findes i de lokaler, der ønskes undersøgt.«
3.
I
§ 653, stk. 2, nr. 4,
ændres »lov om
radio- og fjernsynsvirksomhed § 75 a,« til: »lov om radio- og
fjernsynsvirksomhed § 91,«.
4.
§ 653, stk. 3, 2. pkt.
ophæves.
5.
I
§ 653, stk. 4,
indsættes efter »hvis
det«: »under hensyn til privatlivets fred, erhvervshemmeligheder eller i
øvrigt«.
6.
I
§ 653 c, stk. 1, 2. pkt.
indsættes
efter »rekvirenten«: »efter anmodning fra rekvisitus«.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. april 2006.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse:
1.
Indledning
2.
Direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om
håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder
3.
Gældende ret
3.1.
Retsplejelovens
regler om parternes og tredjemands forpligtelse til at fremlægge synbare
bevismidler
(edition)
3.2.
Retsplejelovens
regler om bevissikring ved krænkelse af immaterialrettigheder mv.
3.3.
Retsplejelovens
regler om vidnepligt, partsforklaring, edition og isoleret bevisoptagelse
3.4.
Retsplejelovens
regler om arrest og forbud
3.5.
Påbud med henblik
på at hindre fortsat krænkelse
3.6.
Sagsomkostninger
4.
Lovforslagets udformning
4.1.
Oversigt
4.2.
Bevissikring ved
krænkelse af immaterialrettigheder mv.
4.2.1.
Anvendelsesområdet
for en bevissikringsundersøgelse
4.2.2.
Stedet for
undersøgelsen
4.2.3.
Forestående krænkelser
4.2.4.
Bevissikringsundersøgelser
vedrørende produktionsprocesser og andet produktionsudstyr
4.2.5.
Proportionalitetskrav
4.2.6.
Ophør af virkningerne
af en bevissikringsundersøgelse
4.3.
Ret til
information
4.3.1.
Behovet for
lovændringer
5.
Lovforslagets økonomiske og
administrative konsekvenser mv.
6.
Høring
1. Indledning
Formålet med lovforslaget er at foretage de ændringer i
retsplejeloven, der er nødvendige til gennemførelse af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelsen af
intellektuelle
ejendomsrettigheder (EF-Tidende
2004 L
157 s. 45) (retshåndhævelsesdirektivet).
Direktivet
sikrer bl.a. indehaveren af intellektuelle ejendomsrettigheder – der på
dansk
også benævnes immaterialrettigheder – adgang til en række civilretlige
foranstaltninger mv. med henblik på at håndhæve disse rettigheder. Direktivet
er optrykt som bilag til lovforslaget.
Immaterialretten er den del af formueretten, der handler om
beskyttelsen af åndens skabende arbejde. Immaterialretslovene - hvoraf de
vigtigste er ophavsretsloven, designloven, patentloven, brugsmodelloven og
varemærkeloven - bygger på en såkaldt eneretskonstruktion, hvorefter retten
til
at anvende de beskyttede fænomener i kommerciel sammenhæng forbeholdes en
enkelt nærmere angiven fysisk eller juridisk person. Krænkelser af
immaterialrettigheder
foreligger, hvor andre end rettighedshaveren på ulovlig måde anvender det
beskyttede fænomen uden rettighedshaverens accept. Overtrædelse af
immaterialretslovene
kan bl.a. medføre straf. De strafferetlige sanktioner og straffeprocessuelle
foranstaltninger som f.eks. ransagning er ikke omfattet af direktivet og
omtales derfor ikke nærmere i det følgende. Rettighedshaveren har tillige
mulighed
for civilretligt at forfølge krænkelser. I denne forbindelse er bl.a.
muligheden for nedlæggelse af fogedforbud ofte relevant. Rettighedshaveren
kan
desuden rejse krav om f.eks. erstatning og godtgørelse. Med henblik på at
imødegå de særlige bevisproblemer på dette område indeholder retsplejeloven
særlige regler om bevissikringsundersøgelser i relation til
immaterialretskrænkelser
mv.
Direktivets indhold er omtalt i punkt 2 nedenfor.
Direktivet skal være gennemført i national ret senest den 29. april 2006.
Gennemførelsen af retshåndhævelsesdirektivet indebærer
endvidere ændringer i en række immaterialretlige love. Der henvises herom til
det lovforslag om ændring af patentloven og ophavsretsloven mv., som samtidig
med dette lovforslag er fremsat af økonomi- og erhvervsministeren.
2. Direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om
håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder
Retshåndhævelsesdirektivet er vedtaget med hjemmel i
artikel 95 i Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab og har til
formål at tilnærme medlemsstaternes lovgivning vedrørende håndhævelse af
immaterialrettigheder
med henblik på at sikre et højt, ækvivalent og ensartet beskyttelsesniveau i
nationale bestemmelser, der vedrører det indre markeds oprettelse og
funktion.
Direktivet sikrer bl.a. indehaveren af
immaterialrettigheder adgang til en række civilretlige foranstaltninger mv.
med
henblik på at håndhæve disse rettigheder. Derimod berører direktivet ikke
medlemsstaternes bestemmelser om strafferetlige procedurer og sanktioner i
forbindelse med immaterialretskrænkelser.
Direktivet supplerer TRIPS-aftalen (Agreement on
Trade-Related Intellectual Property Rights), som er bindende for såvel
Fællesskabet som alle medlemsstater. Danmark har ved bekendtgørelse nr. 71 af
8. juni 1995 ratificeret overenskomsten om oprettelsen af
Verdenshandelsorganisationen (WTO) og det til overenskomsten knyttede
aftalekompleks, herunder TRIPS-aftalen, til ikrafttræden den 1. januar 1995.
Det overordnede formål med TRIPS-aftalen er at effektivisere den globale
beskyttelse
af immaterialrettigheder. Til opfyldelse af dette mål indeholder aftalen dels
krav til indholdet af den materielle nationale lovgivning, dels en række krav
til medlemsstaternes håndhævelse af rettighederne.
Som nævnt ovenfor under pkt. 1 omfatter dette lovforslag
alene de lovændringer, som er nødvendige på Justitsministeriets område ved
gennemførelsen af direktivet. Gennemgangen af direktivets bestemmelser
nedenfor
er koncentreret om de bestemmelser, der er relevante i denne sammenhæng.
Direktivet vedrører ifølge
artikel 1
de foranstaltninger, procedurer og retsmidler, der er
nødvendige for at sikre håndhævelsen af immaterialrettigheder, herunder
industrielle ejendomsrettigheder.
Direktivet finder efter
artikel
2
anvendelse på enhver krænkelse af immaterialrettigheder som fastsat efter
fællesskabsretten eller national ret. Direktivet er ifølge ordlyden af
artikel
2, stk. 1, et minimumsdirektiv i forhold til beskyttelsen af
rettighedshavere,
og medlemsstaterne kan derfor i national lovgivning fastsætte og opretholde
regler, der giver rettighedshaveren en bedre retsstilling end den, der følger
af direktivet.
Artikel 3
fastslår, at medlemsstaterne fastsætter de foranstaltninger, procedurer og
retsmidler, der er nødvendige for at sikre håndhævelsen af de
immaterialrettigheder,
der er omfattet af direktivet. Foranstaltningerne, procedurerne og
retsmidlerne skal være fair og rimelige, ikke unødigt komplicerede eller
udgiftskrævende og må ikke indebære urimelige frister eller medføre ugrundede
forsinkelser. De skal ligeledes være effektive, stå i et rimeligt forhold til
retsmidlerne og være afskrækkende, og de skal anvendes på en sådan måde, at
der
ikke opstår hindringer for lovlig samhandel, og at der ydes garanti mod
misbrug
af dem.
Artikel 4
fastsætter, hvilke personer der er berettiget til at anmode om anvendelse af
foranstaltninger, procedurer og retsmidler i henhold til direktivet. Ifølge
bestemmelsen gælder dette ikke alene indehavere af immaterialrettigheder i
henhold til den relevante lovgivning, men også licenshavere mv., visse
organisationer til kollektiv forvaltning af immaterialrettigheder og visse
faglige interesseorganisationer, der er berettiget til at repræsentere
indehaverne, alt i det omfang det er muligt efter og i overensstemmelse med
national ret, jf. artikel 4, litra a-d.
Artikel 6
fastsætter, at retten efter anmodning fra en part kan pålægge modparten at
fremlægge bevismateriale mv., under forudsætning af, at fortrolige
oplysninger
beskyttes (edition). Efter bestemmelsen kan retten efter anmodning fra en
part,
der har fremført et rimeligt tilgængeligt bevismateriale, der er
tilstrækkeligt
til at understøtte dennes påstande, og som til støtte for sine påstande har
angivet bevismateriale, som modparten har kontrol over, pålægge modparten at
fremlægge det pågældende bevismateriale under forudsætning af, at fortrolige
oplysninger beskyttes. På samme betingelser kan retten i tilfælde af
krænkelser
i erhvervsmæssig målestok, når det er hensigtsmæssigt, på begæring af en part
pålægge modparten at fremlægge bankoplysninger samt finansielle og
kommercielle
oplysninger under forudsætning af, at fortrolige oplysninger beskyttes.
Artikel 7
fastsætter retten til foranstaltninger til sikring af bevismateriale. Efter
bestemmelsen kan retten allerede inden realitetsbehandlingen af en sag efter
anmodning fra en part, der har fremført et rimeligt tilgængeligt
bevismateriale
til støtte for sin påstand om, at hans immaterialret er eller vil blive
krænket, omgående iværksætte foreløbige foranstaltninger med henblik på at
sikre
bevismateriale under forudsætning af, at fortrolige oplysninger beskyttes.
Foranstaltningerne kan bl.a. omfatte en udførlig beskrivelse af de omtvistede
varer, beslaglæggelse af disse og, når det er hensigtsmæssigt, af de
materialer
og redskaber, der har været anvendt i fremstillingen og/eller distributionen
af
disse varer og af de hertil hørende dokumenter.
Undersøgelsen kan om nødvendigt foretages, uden at
modparten høres. Dette gælder navnlig i tilfælde, hvor en forsinkelse vil
påføre rettighedshaveren et uopretteligt tab, eller hvor der foreligger en
risiko for tilintetgørelse af bevismateriale. Hvis en undersøgelse foretages,
uden at modparten høres, skal de berørte parter underrettes straks efter
undersøgelsens foretagelse, og der skal på begæring af de berørte parter
foretages en efterfølgende prøvelse, hvor høringsretten iagttages, således at
det inden for en rimelig frist efter undersøgelsens foretagelse kan afgøres,
om
undersøgelsen skal ændres, ophæves eller stadfæstes.
En bevissikringsundersøgelse kan efter stk. 2 betinges
af, at rekvirenten stiller sikkerhed for kompensation af det eventuelle tab,
der påføres rekvisitus.
Foranstaltningerne til sikring af bevis ophæves eller
ophører efter anmodning fra rekvisitus med forbehold af et eventuelt
erstatningskrav,
hvis rekvirenten ikke inden en rimelig frist anlægger retssag vedrørende
realiteten,
jf. stk. 3. Retten fastsætter fristen, hvis det er muligt ifølge
national
lovgivning. Ellers er fristen højst 20 hverdage eller 31 kalenderdage, idet
den
længste frist benyttes.
Rekvirenten skal efter stk. 4 på begæring af
rekvisitus kunne pålægges at betale erstatning for det lidte tab, hvis en
bevissikringsundersøgelse ophæves eller bortfalder som følge af en handling
eller undladelse fra rekvirentens side, eller hvis det efterfølgende
konstateres, at der ikke forelå en krænkelse eller trussel om krænkelse af en
immaterialret.
Det fremgår endelig af bestemmelsens stk. 5, at
medlemsstaterne kan træffe foranstaltninger med henblik på at beskytte
vidners
identitet.
Artikel 8
fastsætter rettighedshaverens ret til information om krænkelsen. Efter
bestemmelsen kan retten i forbindelse med sager om immaterialretskrænkelser
efter en velbegrundet og forholdsmæssig afpasset begæring fra rekvirenten
pålægge den krænkende part eller andre at give oplysninger om oprindelsen af
og
distributionskanalerne for de krænkende varer eller tjenesteydelser.
Oplysningerne omfatter navn og adresse på produktions- og
distributionsnetværket, mængdeangivelser og priser for de pågældende varer og
tjenesteydelser.
Bestemmelsen tager sigte på krænkelser begået i
erhvervsmæssigt øjemed - jf. herved også betragtning 14 i direktivets
præambel
- hvor den pågældende er fundet i besiddelse af de omtvistede varer i
kommerciel målestok, i færd med at anvende de omtvistede tjenesteydelser i
kommerciel målestok, i færd med at yde tjenester der anvendes i de omtvistede
aktiviteter i kommerciel målestok eller i øvrigt er blevet identificeret som
indblandet i produktion, fremstilling eller distribution af sådanne varer
eller
levering af sådanne tjenesteydelser.
Retten til information finder anvendelse med forbehold af
andre lovbestemmelser, der fastslår en mere vidtgående adgang til
information,
regulerer brugen af oplysningerne i civilretlige eller strafferetlige sager,
omhandler erstatningsansvaret ved misbrug, fastslår retten til ikke at afgive
forklaring, hvis forklaringen må antages at inkriminere vedkommende selv
eller
dennes nærmeste, eller omhandler beskyttelsen af fortrolige kilder til
information
eller behandlingen af personoplysninger.
Artikel 9
fastsætter retten til foreløbige og retsbevarende foranstaltninger (forbud og
arrest). Efter bestemmelsens stk. 1 kan retten efter anmodning fra
rekvirenten udstede et foreløbigt påbud til den krænkende part med henblik på
at forhindre en nært forestående krænkelse af en immaterialrettighed
midlertidigt. Retten kan endvidere, hvis det er muligt efter national
lovgivning, under trussel om tvangsbøder forbyde en fortsættelse af den
påståede krænkelse eller betinge denne af sikkerhed for erstatning. På samme
betingelser kan der udstedes et foreløbigt påbud til en mellemmand, hvis
ydelser anvendes af tredjemand til krænkelse af en immaterialrettighed. Som
led
i et forbud kan der nedlægges påstand om beslaglæggelse eller aflevering af
varer, der krænker en immaterialrettighed, for at forhindre, at de indføres i
handlen eller omsættes.
Efter stk. 2 skal der endvidere være adgang til at
foretage arrest hos den påståede krænkende part, hvis den forurettede part
godtgør,
at der foreligger omstændigheder, der kan vanskeliggøre inddrivelsen af
erstatning hos krænkeren. Retten til arrest gælder kun i tilfælde, hvor
overtrædelsen er begået i kommerciel målestok. Bestemmelsen indeholder
endvidere
regler om de kompetente myndigheders adgang til at kræve dokumenter med
bankoplysninger samt finansielle og kommercielle dokumenter fremlagt eller
passende adgang til oplysning herom.
Artikel 9, stk. 3, fastsætter regler om rekvirentens
pligt til at fremlægge bevismateriale om krænkelsen til støtte for
anmodningen.
Efter artikel 9, stk. 4, skal en forbuds- eller arrestsag kunne
gennemføres, uden at modparten høres. Dette gælder navnlig i tilfælde, hvor
en
forsinkelse vil påføre rettighedshaveren et uopretteligt tab. Hvis der
nedlægges
forbud eller foretages arrest uden høring af modparten, skal de berørte
parter
underrettes umiddelbart efter undersøgelsens foretagelse, og der skal på
begæring
af de berørte parter inden for en rimelig frist være en efterfølgende
prøvelse
under iagttagelse af høringsretten.
Det følger af artikel 9, stk. 5, at medlemsstaterne
skal sikre, at et forbud eller en arrest på begæring af rekvisitus ophæves
eller
på anden måde ophører med at have virkning, hvis rekvirenten ikke inden en
rimelig frist anlægger retssag vedrørende realiteten. Fristen fastsættes af
retten, hvis det er muligt efter national ret. Ellers er fristen 20 hverdage
eller 31 kalenderdage, idet den længste frist benyttes.
Retten kan betinge arrest og forbud af, at rekvirenten
stiller tilstrækkelig sikkerhed for kompensation af det tab, der påføres
rekvisitus. Ophæves eller bortfalder forbuddet eller arresten, eller
konstateres det efterfølgende, at der ikke forelå nogen
immaterialretskrænkelse
eller trussel herom, skal rekvirenten kunne pålægges at betale erstatning til
rekvisitus for det lidte tab.
Artikel 11
fastsætter, at retten, når en krænkelse af en immaterialrettighed er
fastslået,
kan udstede et påbud, der eventuelt kan gennemtvinges ved tvangsbøder, til
den
krænkende part med henblik på at hindre en fortsat krænkelse.
Rettighedshaveren
kan endvidere anmode om udstedelse af et påbud til en mellemmand, hvis
tjenesteydelser anvendes af tredjemand til at krænke en immaterialrettighed.
Artikel 14
fastsætter, at rimelige og forholdsmæssigt afpassede sagsomkostninger, som
den
part, der har vundet sagen, har afholdt, som en generel regel skal bæres af
den
tabende part, medmindre billighedshensyn taler imod dette.
Artikel 16
fastsætter, at medlemsstaterne kan anvende andre hensigtsmæssige sanktioner,
når immaterialrettigheder er blevet krænket.
Direktivets øvrige bestemmelser, herunder artikel 5
(formodning om ophavs- eller ejendomsret), artikel 10 (korrigerende
foranstaltninger),
artikel 12 (alternative foranstaltninger), artikel 13 (erstatning) og artikel
15 (offentliggørelse af retsafgørelser) er behandlet i det lovforslag, som
samtidig med dette lovforslag er fremsat af økonomi- og erhvervsministeren,
jf.
ovenfor under pkt. 1.
3. Gældende ret
De retsmidler og foranstaltninger, direktivet vedrører på
Justitsministeriets område, er reguleret i retsplejeloven. Det drejer sig
navnlig om parternes forpligtelse til at fremlægge synbare bevismidler
(edition), arrest og forbud samt bevissikring ved krænkelse af
immaterialrettigheder.
Gældende dansk ret indeholder ikke en bestemmelse om
rettighedshaverens ret til information om oprindelsen af og
distributionskanalerne
for varer eller tjenesteydelser, der krænker en immaterialrettighed, jf.
direktivets artikel 8. Bestemmelsen har dog berøringsflader til
retsplejelovens
regler om vidnepligt, edition, partsforklaring og isoleret bevisoptagelse.
Den følgende beskrivelse af gældende ret er koncentreret om
de nævnte emner.
3.1. Retsplejelovens regler om parternes og
tredjemands forpligtelse til at fremlægge synbare bevismidler (edition).
Reglerne om parternes forpligtelse til at fremlægge
bevismateriale (edition) findes i retsplejelovens kapitel 28. Det følger af
retsplejelovens § 298, stk. 1, at retten på baggrund af en
begrundet
begæring fra en part kan pålægge modparten at fremlægge dokumenter, som er i
den pågældendes besiddelse.
Der kan dog
ikke gives editionspålæg om forhold, som den pågældende ville være udelukket
fra eller fritaget for at give forklaring om som vidne
jf.
retsplejelovens §§ 169-172. Nægter
en part uden lovlig grund at efterkomme pålægget, kan dette ved
bevisbedømmelsen tillægges virkning til fordel for modparten (processuel
skadevirkning),
jf. retsplejelovens § 298, stk. 2.
Efter § 299 kan retten under de
sammebetingelser også pålægge en tredjemand at forevise eller udlevere
dokumenter.
Nægter
tredjemand uden lovlig grund at efterkomme pålægget, finder bestemmelsen i
retsplejelovens § 178 om foranstaltninger mod vidner, der uden lovlig
grund vægrer sig ved at svare, anvendelse.
3.2. Retsplejelovens regler om bevissikring ved
krænkelse af immaterialrettigheder mv.
Retsplejelovens kapitel
57 a
(§§ 653-653 d) indeholder
regler om bevissikring ved krænkelse af immaterialrettigheder mv. Reglerne
blev
indsat i retsplejeloven ved lov nr. 216 af 28. marts 2001. Formålet var at
imødegå de meget vanskelige bevisproblemer i forbindelse med forfølgelse af
immaterialretskrænkelser og samtidig fjerne enhver tvivl om, at Danmark lever
op til TRIPS-aftalens krav.
Efter § 653, stk. 1, kan fogedretten efter anmodning
fra rettighedshaveren eller en anden, der er beføjet til at påtale en
krænkelse
af en immaterialret eller en overtrædelse som nævnt i § 653,
stk. 2,
bestemme, at der hos en anden (rekvisitus) skal foretages en undersøgelse med
henblik på at sikre bevis for krænkelsen eller overtrædelsen og dennes
omfang.
Det er et krav, at det sandsynliggøres, at rekvisitus har begået krænkelsen
eller overtrædelsen som led i erhvervsvirksomhed eller i øvrigt i ikke
ubetydeligt omfang, og at der er grund til at antage, at bevis for krænkelsen
eller overtrædelsen og dennes omfang kan findes i de lokaler, der ønskes
undersøgt.
Forsøgshandlinger er derimod ikke omfattet af
retsplejelovens § 653, stk. 1. Hvis der i forbindelse med en
bevissikringsundersøgelse om en afsluttet eller igangværende krænkelse
fremkommer oplysninger om en forestående krænkelse, kan disse oplysninger dog
indgå i undersøgelsen.
De krænkelser og overtrædelser, der kan begrunde en
bevissikringsundersøgelse, er udtømmende opregnet i § 653, stk. 2.
Det
er hensigten med bestemmelsen at omfatte alle former for
immaterialrettigheder,
men bestemmelsen omfatter herudover visse typer af overtrædelser, der ikke
har
karakter af krænkelser af immaterialrettigheder, men som er nært beslægtet
med
sådanne krænkelser, herunder bl.a. ulovlig produktefterligning. Efter
bestemmelsen finder reglerne anvendelse på følgende krænkelser og
overtrædelser:
1)
krænkelse af
ophavsrettigheder eller beslægtede rettigheder, jf. ophavsretslovens
§§ 2,
3, 65, 66, 67, 69, 70, 71 og 77,
2)
overtrædelse af
ophavsretslovens § 11, stk. 2, og §§ 73 og 74,
3)
overtrædelse som
nævnt i ophavsretslovens § 76, stk. 1, nr. 4 og 5, og § 78,
4)
overtrædelse som
nævnt i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed § 75 a (nu § 91, jf.
lovforslagets § 1, nr. 3),
5)
krænkelse af
mønstre,
6)
krænkelse af
design, herunder EF-design,
7)
krænkelse af
varemærker, herunder EF-varemærker, og fællesmærker,
8)
krænkelse af
virksomhedernes navne,
9)
krænkelse af
patenter,
10)
krænkelse af
brugsmodeller,
11)
krænkelse af
rettigheder til halvlederprodukters udformning,
12)
krænkelse af
rettigheder til plantenyheder,
13)
krænkelse af
geografiske betegnelser m.v. og
14)
overtrædelse af
markedsføringslovens § 1 ved ulovlig produktefterligning.
En undersøgelse kan efter § 653, stk. 3, omfatte
alt materiale, som må antages at være af betydning med henblik på at
konstatere,
om og i hvilket omfang krænkelser eller overtrædelser som nævnt i stk. 2
har fundet sted, herunder genstande bestemt for salg, maskiner og andet
produktionsudstyr, bogføringsmateriale, fakturaer, ordresedler,
reklamemateriale og andre dokumenter, oplysninger på edb-anlæg,
edb-programmer
og elektroniske lagringsmidler. Der kan dog ikke foretages undersøgelse med
henblik på at konstatere, om produktionsprocesser eller maskiner og andet
produktionsudstyr krænker patenter, brugsmodeller eller rettigheder til
halvlederprodukters udformning.
Der gælder et almindeligt proportionalitetsprincip i
forbindelse med foretagelsen af en bevissikringsundersøgelse. Hvis det må
antages, at undersøgelsen vil påføre rekvisitus skade eller ulempe, som står
i
misforhold til rettighedshaverens interesse i undersøgelsens gennemførelse,
kan
fogedretten helt eller delvis afslå anmodningen, jf. § 653, stk. 4.
En undersøgelse må ifølge § 653, stk. 5, ikke
omfatte materiale, der indeholder oplysninger om forhold, som rekvisitus i
medfør
af § 169, § 170 eller § 172 ville være udelukket fra eller
fritaget for at afgive forklaring om som vidne.
En anmodning om undersøgelse indgives til fogedretten i den
retskreds, hvor rekvisitus har hjemting, jf. §§ 235-240, eller hvor de
lokaler, der skal være genstand for undersøgelsen, er beliggende. En
anmodning
skal være skriftlig og indeholde de oplysninger, som rekvirenten påberåber
sig
til støtte for anmodningen, samt de oplysninger, der i øvrigt er nødvendige
for
sagens behandling, jf. § 653 a, stk. 1.
Fogedretten fastsætter efter § 653 a, stk. 2, tid
og sted for forretningen og giver meddelelse herom til rekvirenten og
rekvisitus.
Forudgående underretning af rekvisitus kan undlades, såfremt underretning må
antages at medføre risiko for, at genstande, dokumenter, oplysninger på
edb-anlæg eller andet, som er omfattet af anmodningen om undersøgelse,
fjernes,
tilintetgøres eller ændres.
Det følger af § 653 a, stk. 3, at rekvisitus,
selv om denne ikke har modtaget forudgående underretning om forretningen,
skal
have adgang til at udtale sig, før fogedretten træffer afgørelse om, hvorvidt
anmodningen om undersøgelse skal tages til følge. Efter § 653 a,
stk. 4,
kan forretningen dog foretages, selv om rekvisitus ikke giver møde eller ikke
træffes. I så fald opfordrer fogedretten andre personer over 18 år, som er
til
stede, og som må antages at have kendskab til rekvisiti forhold, til at
varetage dennes interesser under forretningen. Er rekvisitus ikke forud
blevet
underrettet om forretningen og træffes ingen på stedet, der kan varetage
rekvisiti
interesser, udsættes forretningen, medmindre der foreligger særlige
omstændigheder.
Det følger af § 653 a, stk. 5, at rekvisitus
eller den, der varetager dennes interesser, skal have adgang til at tilkalde
en
advokat, hvis rekvisitus ikke forud er blevet underrettet om forretningen.
Ønsker rekvisitus eller dennes repræsentant at benytte sig af denne ret,
udsættes forretningen, indtil advokaten er kommet til stede. Dette gælder dog
ikke, såfremt en udsættelse af forretningen i dette øjemed vil medføre unødig
forsinkelse eller en risiko for fjernelse, tilintetgørelse eller ændring af
genstande, dokumenter, oplysninger på edb-anlæg og andet, der er omfattet af
undersøgelsen. Efter § 653 a, stk. 6, er fogedrettens afgørelse om
gennemførelse af undersøgelsen som udgangspunkt betinget af, at rekvirenten
stiller sikkerhed for den skade eller ulempe, som rekvisitus kan blive
påført. Har
rekvisitus ikke været til stede under forretningen, skal fogedretten i medfør
af § 653 a, stk. 7, uden unødigt ophold give denne underretning om,
hvad der er passeret. Rekvisitus kan i så fald inden 1 uge efter modtagelsen
af
underretningen kræve forretningen genoptaget. Materiale fra undersøgelsen kan
ikke udleveres til rekvirenten, før denne frist er udløbet. Kræver rekvisitus
sagen genoptaget, kan materialet først udleveres, når fogedretten har truffet
fornyet afgørelse i sagen. Det følger af § 653 a, stk. 8, at
fogedrettens
afgørelser træffes ved kendelse og kan kæres efter reglerne i retsplejelovens
kapitel 53. I § 653 a, stk. 9, fastslås det, at en bevisførelse,
som
findes uforenelig med hensynet til forretningens fremme, kan afskæres.
Ifølge § 653
b, stk. 1, gennemføres e
n bevissikringsundersøgelse ved
fogedrettens foranstaltning. I det omfang det må anses for nødvendigt med
henblik på sikring af bevis, kan fogedretten beslaglægge genstande eller
dokumenter, ligesom fogedretten eller den, retten bemyndiger hertil, kan tage
fotografier, optage film samt fremstille kopier af dokumenter, oplysninger på
edb-anlæg, edb-programmer og andet materiale. I medfør af § 653 b,
stk. 2,
kan fogedretten udpege en eller flere uvildige sagkyndige til at bistå sig
ved
undersøgelsens gennemførelse. Rekvirenten eller dennes repræsentant har på de
betingelser, fogedretten måtte fastsætte, ret til at være til stede under
undersøgelsen, men alene med henblik på at bistå fogedretten med oplysninger,
identifikation af produkter og lignende. Fogedretten kan dog bestemme, at
rekvirenten eller dennes repræsentant ikke må være til stede, jf. § 653
b,
stk. 3.
§ 653 b, stk. 4, indeholder regler om fogedrettens
optegnelser om undersøgelsen i retsbogen og fastslår, at materiale, der er
omfattet af undersøgelsen, skal opbevares af fogedretten eller den,
retten
bemyndiger hertil. I det omfang andet ikke bestemmes af fogedretten, holdes
materialet
tilgængeligt for parterne, og fogedretten kan i samme omfang udlevere
materialet eller kopier heraf til parterne. Har en uvildig sagkyndig
medvirket,
skal denne inden for en af fogedretten fastsat frist udfærdige en beskrivelse
af undersøgelsen og dennes resultater. Fogedretten sender en kopi af
beskrivelsen til parterne. Det følger af § 653 b, stk. 5, at
udgifter
ved sagkyndig bistand og opbevaring af beslaglagte genstande m.v. samt andre
særlige udgifter ved forretningens gennemførelse skal afholdes foreløbigt af
rekvirenten, og fogedretten kan bestemme, at rekvirenten skal stille
sikkerhed
for udgifternes betaling. I det omfang det må anses for nødvendigt for at
gennemføre undersøgelsen, følger det af § 653 b, stk. 6, at
fogedretten kan skaffe sig adgang til rekvisiti lokaler og gemmer.
Fogedretten
kan med henblik herpå anvende den nødvendige magt. Politiet yder efter
anmodning fogedretten bistand hertil.
Det følger af § 653
c, stk. 1, at r
ekvirenten inden 4 uger efter modtagelsen af
fogedrettens meddelelse om, at undersøgelsen er afsluttet, skal anlægge
retssag
vedrørende de krænkelser eller overtrædelser, som begrundede anmodningen om
undersøgelse, medmindre rekvisitus frafalder forfølgning. Har rekvisitus ikke
frafaldet forfølgning, og anlægges retssag ikke rettidigt, skal fogedretten
og
rekvirenten tilbagelevere beslaglagte genstande og dokumenter, fremstillede
kopier og andet bevismateriale hidrørende fra undersøgelsen, og det under
undersøgelsen fremkomne kan ikke anvendes som bevis for krænkelser eller
overtrædelser.
Tilsvarende gælder efter § 653 c, stk. 2, hvis en afgørelse om
undersøgelse ophæves, efter at undersøgelsen er gennemført. Viser det sig, at
den af rekvirenten påberåbte ret ikke består eller ikke kan gøres gældende af
rekvirenten, har rekvisitus krav på erstatning for tab og tort. Det samme
gælder, såfremt det ikke godtgøres, at rekvisitus har gjort sig skyldig i
krænkelser eller overtrædelser omfattet af anmodningen om undersøgelse, jf.
§ 653
c, stk. 3. Krav om erstatning kan gøres gældende som modkrav under en
retssag anlagt af rekvirenten eller under et selvstændigt søgsmål. Anlægger
rekvirenten ikke retssag i overensstemmelse med stk. 1, 1. pkt., skal et
selvstændigt søgsmål om erstatning anlægges af rekvisitus inden 3 måneder
efter,
at fristen for rekvirentens søgsmål er udløbet. Ophæves en afgørelse om
undersøgelse efter sagens genoptagelse, jf. § 653 a, stk. 7, 2.
pkt.,
eller under kære, kan der i forbindelse med afgørelsen tillægges rekvisitus
erstatning efter stk. 3.
§ 653 d indebærer, at en række civilprocessuelle og
fogedretlige regler finder tilsvarende anvendelse på
bevissikringsundersøgelser.
3.3. Retsplejelovens regler om vidnepligt,
partsforklaring, edition og isoleret bevisoptagelse
En rettighedshavers mulighed for civilretligt at forfølge
en krænkelse – f.eks. med henblik på at indgå en licensaftale eller
gennemføre
et erstatningskrav – afhænger af rettighedshaverens mulighed for at
opspore de
implicerede krænkere og føre bevis for omfanget af de hidtidige krænkelser og
dermed for tabets størrelse.
Under en retssag kan rettighedshaveren opfordre krænkeren
til at fremlægge f.eks. regnskaber og andre dokumenter, som kan belyse
krænkelsens omfang. Rettighedshaveren kan desuden i et vist omfang få adgang
til oplysningerne ved et editionspålæg, jf. ovenfor under pkt. 3.1, eller ved
spørgsmål til modparten eller til vidner.
Reglerne om afgivelse af partsforklaring findes i
retsplejelovens kapitel 29. Det følger af retsplejelovens § 302, at
retten
efter begæring fra en modpart kan indkalde en part til at besvare spørgsmål
til
brug for oplysning af sagen. Enhver part kan efter retsplejelovens § 303
anmode om at afgive forklaring og har i den forbindelse pligt til at besvare
de
yderligere spørgsmål, som stilles af modparten eller retten.
Ved partsforklaring finder reglerne om vidner i
retsplejelovens kapitel 18, bortset fra §§ 178, 182 og 188, anvendelse
med
de fornødne lempelser, jf. retsplejelovens § 305. Dette indebærer, at en
partsforklaring ikke som en vidneforklaring kan gennemtvinges ved bøder,
tvangsbøder, forvaring osv. Nægter en part at afgive forklaring, kan retten
imidlertid
ved bevisbedømmelsen tillægge det virkning til fordel for modparten
(processuel
skadevirkning), jf. retsplejelovens § 344, stk. 2.
Reglerne om afgivelse af vidneforklaring findes i
retsplejelovens kapitel 18. Efter retsplejelovens § 168 har enhver pligt
til at afgive forklaring for retten som vidne med de undtagelser, der følger
af
reglerne i retsplejelovens §§ 169-172.
Visse persongrupper er dog udelukket fra at blive afkrævet
vidneforklaring. Retsplejelovens § 169 indeholder regler om
vidneudelukkelse
for tjenestemand eller andre, der handler i offentligt eller dermed
ligestillet
hverv, og retsplejelovens § 170 indeholder regler om vidneudelukkelse
for
præster i folkekirken og andre trossamfund, læger, forsvarere og advokater om
det, som er kommet til de pågældendes kundskab ved udøvelsen af deres
virksomhed.
Retsplejelovens §§ 171 og 172 indeholder regler om
fritagelse fra at afgive vidneforklaring. Ifølge retsplejelovens § 171,
stk. 1, har en parts nærmeste ikke pligt til at afgive vidneforklaring.
Efter stk. 2 gælder pligten til at afgive vidneforklaring heller ikke,
hvis forklaringen antages at ville udsætte vidnet selv for straf eller tab af
velfærd (nr. 1), udsætte vidnets nærmeste for straf eller tab af velfærd (nr.
2) eller påføre vidnet selv eller vidnets nærmeste anden væsentlig skade (nr.
3). I de tilfælde, der er omhandlet i stk. 2, nr. 2 og 3, kan retten dog
pålægge vidnet at afgive forklaring, når forklaringen anses for at være af
afgørende
betydning for sagens udfald, og sagens beskaffenhed og dens betydning for
vedkommende part eller samfundet findes at berettige dertil, jf. stk. 3.
Stk. 4 indeholder en særlig regel om vidneførelse i forbindelse med
politiets anvendelse af agenter. I § 172 er der fastsat regler om
vidnefritagelse for redaktører og redaktionelle medarbejdere mv.
Hvis et vidne uden lovlig grund vægrer sig ved at besvare
spørgsmål eller uden lovlig grund udebliver fra retsmødet mv., kan retten i
medfør af retsplejelovens § 178, stk. 1, bestemme, at vidnet skal
pålægges en bøde (nr. 1), lade vidnet afhente ved politiet (nr. 2), tilpligte
vidnet at erstatte de udgifter, som vidnet har forårsaget (nr. 3), pålægge
vidnet en løbende bøde (nr. 4), eller lade vidnet tage i forvaring af
politiet
mv. (nr. 5).
Retten kan tillade, at der optages bevis, selv om dette
ikke sker til brug for en verserende retssag, jf. retsplejelovens § 343
(isoleret bevisoptagelse).
I
retspraksis har retsplejelovens regler om isoleret bevisoptagelse sammenholdt
med editionsreglerne været anvendt til at pålægge tredjemand at fremlægge
synbare bevismidler med oplysninger, der er nødvendige for at finde ud af,
hvem
man skal sagsøge, jf. retsplejelovens § 343 sammenholdt med § 299.
Der kan henvises til Østre Landsrets kendelse gengivet i Ugeskrift for
Retsvæsen
2003, side 2264, og til Vestre Landsrets kendelse gengivet i Ugeskrift for
Retsvæsen 2005, side 1410.
Der er ikke i loven opstillet nærmere betingelser for en
sådan isoleret bevisoptagelse, der efter forarbejderne kan finde sted, når
retten finder det hensigtsmæssigt. Det følger forudsætningsvis af
bestemmelsens
ordlyd, at bestemmelsen omfatter bevismidlerne vidneforklaring og syn og
skøn.
Det er dog næppe udelukket, at også andre bevisformer, f.eks. partsforklaring
og besigtigelse, kan optages isoleret.
Parters rettigheder og pligter i forbindelse med en
isoleret bevisoptagelse er som udgangspunkt de samme som under en egentlig
civil retssag. Det vil sige, at parternes medvirken til sagens oplysning
udelukkende sker på frivillig basis med reglen i retsplejelovens § 344,
stk. 2, om processuel skadevirkning som eneste sanktion. En part har således
ikke pligt til at afgive forklaring, ligesom der heller ikke er hjemmel til
at
gennemtvinge en besigtigelse hos en part. Et vidne, der indkaldes til at
afgive
forklaring som led i en isoleret bevisoptagelse, har derimod pligt til at
afgive forklaring, jf. retsplejelovens § 168, med de undtagelser, der er
fastsat i §§ 169-172. En vidneforklaring kan gennemtvinges efter
retsplejelovens
§ 178, jf. ovenfor.
3.4. Retsplejelovens regler om arrest og forbud
Efter retsplejelovens § 627 kan fogedretten foretage
arrest til sikkerhed for pengekrav, når der ikke kan foretages udlæg for
fordringen, og det må antages, at muligheden for senere at opnå dækning
ellers
vil blive væsentligt forringet. Formålet med at foretage arrest i en
skyldners
formue er så vidt muligt at sikre, at skyldneren har aktiver i behold på det
tidspunkt, hvor gældsforpligtelsen er fastslået ved en dom. Arresten
bevirker,
at skyldneren ikke kan råde over de aktiver, der er omfattet af arresten.
Efter retsplejelovens § 628, stk. 1, kan arrest
ikke foretages, når det må antages, at fordringen ikke består. Der stilles
dog
ikke krav om, at rekvirenten sandsynliggør eller godtgør kravets eksistens.
Kravet om sikkerhedsstillelse, om anlæggelse af arrestsag og
erstatningsansvaret, jf. nedenfor, udgør skyldnerens værn.
Efter § 629
kan fogedretten, inden en arrestforretning
påbegyndes eller arrest
foretages, bestemme, at fordringshaveren som betingelse for arrest skal
stille
sikkerhed for den skade og ulempe, som kan påføres skyldneren ved arresten.
Efter § 630
kan en arrest
afværges eller ophæves, såfremt skyldneren stiller
tilstrækkelig sikkerhed for den fordring, som arresten ønskes opnået til
sikkerhed for.
Reglerne om
indgivelse af en arrestanmodning og om sagens behandling findes i § 631.
Det
følger af bestemmelsens stk. 2, at en række af retsplejelovens
almindelige
regler om behandlingen af fogedsager finder tilsvarende anvendelse i
forbindelse med behandlingen af en sag om arrest. Det gælder bl.a.
retsplejelovens § 497 om skyldnerens oplysningspligt om sine økonomiske
forhold.
Det følger af henvisningen i § 631, stk. 2, til § 493,
stk. 1 og 2, at fogedretten så vidt muligt skal underrette rekvisitus om
tid og sted for forretningen. Underretning kan dog undlades, hvis fogedretten
finder dette ubetænkeligt, eller hvis det må antages, at muligheden for at
gennemføre arresten ellers vil blive væsentligt forringet. Arresten kan
foretages, selv om skyldneren ikke giver møde eller træffes, jf. 631,
stk. 2,
jf. § 495, stk. 1, 1. pkt.
Arresten kan kun foretages i så stor en del af skyldnerens
formue, som efter fogedrettens skøn er nødvendig til dækning af fordringen og
de omkostninger, der er forbundet med sagen mv. Arresten indebærer, at
skyldneren ikke kan råde over aktiverne, f.eks. ved salg eller pantsætning.
Fogedretten vejleder skyldneren om arrestens retsvirkninger, herunder at
råden
over aktiverne i strid med arresten kan medføre strafansvar, jf. § 632.
Arrest er et foreløbigt retsmiddel og skal inden en uge (2
uger hvis sagen skal anlægges ved en udenlandsk domstol) efter arresten
følges
op med et søgsmål mod skyldneren, hvorunder retten også skal tage stilling
til,
om arresten er lovlig gjort, jf. § 634. Dette kan dog undlades, såfremt
skyldneren under eller efter arrestforretningen frafalder forfølgning. Hvis
der
allerede verserer retssag om den pågældende fordring, skal fordringshaveren
inden en uge efter arresten anlægge arrestsag (sag om arrestens lovlighed).
Skyldneren
kan i den forbindelse fremsætte alle indsigelser vedrørende arrestens
lovlighed, jf. § 636.
Skyldneren kan herudover kære fogedrettens afgørelse i en
arrestsag efter reglerne i kapitel 53 om appel af fogedrettens afgørelser,
jf.
§ 640.
Det følger af § 637, at arresten kan ophæves ved
dommen i arrestsagen eller ved dommen vedrørende fordringen. Arresten
bortfalder, når ankefristen er udløbet, medmindre anke er iværksat eller
andet
er bestemt i dommen.
Efter § 638,
stk. 1, kan skyldneren kræve arresten ophævet af fogedretten, hvis
fordringshaveren
undlader at anlægge arrestsag eller sag vedrørende fordringen inden de i
§ 634 nævnte frister, eller såfremt nogen af disse sager afvises eller
hæves.
Viser den fordring,
for hvilken
arresten er gjort, sig ikke at bestå, skal arresthaveren
betale skyldneren erstatning for tab og tort, jf. § 639. Det samme
gælder,
når arresten bortfalder eller ophæves på grund af efterfølgende
omstændigheder,
hvis det må antages, at fordringen ikke bestod.
Retsplejelovens regler
om forbud findes i §§ 641-652.
Efter retsplejelovens § 641,
stk. 1, kan fogedretten pålægge private at undlade handlinger, som
strider
mod rekvirentens ret.
Betingelserne for nedlæggelse af fogedforbud fremgår af
§ 642. Forbud kan nedlægges, såfremt det godtgøres eller
sandsynliggøres,
1) at de handlinger, der søges forbudt, strider mod rekvirentens ret, 2) at
rekvisitus vil foretage de handlinger, som søges forbudt, og 3) at formålet
vil
forspildes, såfremt rekvirenten henvises til at gøre sin ret gældende ved
almindelig rettergang. Der kan nedlægges forbud både med henblik på at
forhindre en forestående krænkelse og hindre en fortsat krænkelse.
Ifølge § 644 kan fogedretten bestemme, at rekvirenten
som betingelse for forbuddets nedlæggelse skal stille sikkerhed for den skade
og ulempe, som kan påføres rekvisitus ved forbudet.
Der kan efter § 643 ikke nedlægges forbud, når det
skønnes, at lovens almindelige regler om straf og erstatning og eventuelt en
sikkerhed tilbudt af rekvisitus yder rekvirenten tilstrækkeligt værn.
Fogedretten kan desuden nægte at nedlægge forbud, hvis det vil påføre
skyldneren skade eller ulempe, der står i åbenbart misforhold til
rekvirentens
interesse i forbudets nedlæggelse.
I henhold til § 646, stk. 2, 1. pkt., jf. 493,
stk. 1, 1. pkt., skal fogedretten så vidt muligt underrette rekvisitus
om
tid og sted for forretningen. Underretning kan dog undlades, hvis fogedretten
finder dette ubetænkeligt, eller hvis det må antages, at muligheden for at
gennemføre fogedforbudet ellers vil blive væsentligt forringet, jf.
§ 646,
stk. 2, 1 pkt. Der kan nedlægges forbud, selv om skyldneren ikke giver
møde eller træffes, jf. 646, stk. 2, 1. pkt., jf. § 495,
stk. 1,
1. pkt. Finder fogedretten det ønskeligt, at skyldneren er til stede, kan
forretningen
udsættes, jf. § 495, stk. 3.
Et fogedforbud er ligesom arrest et foreløbigt retsmiddel,
der skal følges op af en retssag, jf. § 648, der henviser til
§§ 634-639.
Fristen for anlæggelse af retssag er dog 2 uger. I modsætning til hvad der
gælder for behandlingen af arrestsager, er der ikke en almindelig adgang til
genoptagelse af fogedforbudssager, idet der ikke i § 646, stk. 2,
1.
pkt., henvises til retsplejelovens § 504 om genoptagelse, men
fogedrettens
afgørelser efter forbudsreglerne kan kæres efter reglerne i kapitel 53.
Fogedretten vejleder rekvisitus om retsvirkningerne af forbuddet, jf.
retsplejelovens
§ 648, stk. 2.
Forsætlig overtrædelse af et forbud kan straffes med bøde
eller fængsel indtil 4 måneder, jf. retsplejelovens § 651.
3.5. Påbud med henblik på at hindre fortsat
krænkelse
Direktivets artikel 11 indebærer som nævnt under pkt. 2, at
medlemslandene skal fastsætte regler om, at retten, når en
immaterialretskrænkelse
er fastslået ved dom mv., kan meddele den krænkende part et påbud med henblik
på at hindre fortsat krænkelse.
Afhængig af parternes påstande vil en domskonklusion om, at
en immaterialret er krænket, efter omstændighederne pålægge krænkeren at
ophøre
med immaterialretskrænkelsen.
Domme kan tvangsfuldbyrdes af fogedretten efter retsplejelovens
almindelige regler herom, navnlig kapitel 48 om tvangsfuldbyrdelse af andre
krav end pengekrav. Forsætlig overtrædelse af en dom, hvorved det er pålagt
vedkommende at foretage eller undlade noget, kan endvidere straffes med bøde
eller fængsel indtil 4 måneder, jf. retsplejelovens § 535. Dansk ret
indeholder ikke bestemmelser om tvangsbøder i forbindelse med
tvangsfuldbyrdelse af domme om immaterialretskrænkelser.
3.6 Sagsomkostninger
Reglerne om sagsomkostninger findes i retsplejelovens
kapitel 30. Det fremgår af retsplejelovens § 312, at den tabende part
skal
erstatte modparten de udgifter, retssagen har påført modparten, medmindre
parterne har aftalt andet. Retten kan dog bestemme, at den tabende part ikke
eller kun delvis skal erstatte modparten de påførte udgifter, hvis særlige
grunde taler for det.
4. Lovforslaget udformning
4.1. Oversigt
Retsplejelovens regler opfylder i vidt omfang de
forpligtelser, som følger af direktivets bestemmelser af retsplejemæssig
karakter.
Forpligtelserne i direktivets artikel 6 om adgang til, at
retten på begæring af en part kan pålægge modparten at fremlægge
bevismateriale,
er efter Justitsministeriets opfattelse opfyldt ved retsplejelovens
editionsregler,
jf. pkt. 3.1 ovenfor.
»Fortrolige oplysninger« er ikke defineret i direktivet. Af
artikel 6 fremgår, at fortrolige oplysninger skal beskyttes. Af direktivets
præambel (betragtning 20) fremgår endvidere, at der ved procedurerne for at
optage, fremlægge og sikre beviser bør tages hensyn til forsvarets
rettigheder
og sikres de nødvendige garantier, herunder beskyttelse af fortrolige
oplysninger. Det findes herefter at være i overensstemmelse med direktivet,
at
der ikke kan gives editionspålæg om forhold, som den pågældende part ville
være
udelukket fra eller fritaget for at give forklaring om som vidne, jf.
retsplejelovens §§ 169-172.
Forpligtelserne i direktivets artikel 7 om foranstaltninger
til sikring af bevismateriale er i vidt omfang opfyldt ved retsplejelovens
kapitel
57 a
om
bevissikring ved krænkelse af immaterialrettigheder. Gennemførelsen af
direktivet kræver dog på enkelte punkter lovændringer. De lovgivningsmæssige
konsekvenser vedrørende bevissikring er behandlet nedenfor under pkt. 4.2.
Til gennemførelse af direktivets artikel 8 foreslås der nye
regler om rettighedshaverens ret til oplysninger om varer og tjenesteydelser,
der krænker pågældendes immaterialrettigheder. Disse regler omtales nedenfor
under pkt. 4.3.
Forpligtelserne i direktivets artikel 9 om foreløbige
foranstaltninger er efter Justitsministeriets opfattelse opfyldt ved
retsplejelovens
regler om arrest og forbud, jf. pkt. 3.4 ovenfor.
Direktivets artikel 11 indebærer som nævnt under pkt. 2, at
retten, når en immaterialretskrænkelse er fastslået ved dom mv., skal kunne
meddele den krænkende part et påbud med henblik på at hindre fortsat
krænkelse.
Som det fremgår af pkt. 3.5 ovenfor vil en domskonklusion om, at en
immaterialret er krænket, efter omstændighederne pålægge den krænkende part
at
ophøre med immaterialretskrænkelsen. Dommen kan tvangsfuldbyrdes af
fogedretten, og forsætlig overtrædelse af et påbud om at foretage eller
undlade
noget kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, jf.
retsplejelovens
§ 535. Endvidere vil forbudsreglerne efter omstændighederne kunne finde
anvendelse, herunder f.eks. i forhold til mellemmænd, der ikke har været part
i
retssagen. Det må på den baggrund antages, at dansk ret opfylder
betingelserne
i direktivets artikel 11.
Forpligtelserne i direktivets artikel 14 om
sagsomkostninger er efter Justitsministeriets opfattelse opfyldt ved
retsplejelovens kapitel 30 om sagsomkostninger, herunder § 312, jf. pkt.
3.6 ovenfor.
4.2. Bevissikring ved krænkelse af
immaterialrettigheder mv.
4.2.1. Anvendelsesområdet for en
bevissikringsundersøgelse
Direktivet finder
ifølge artikel 2, stk. 1,
som udgangspunkt anvendelse på enhver
krænkelse af immaterialrettigheder som fastsat i fællesskabsretten og/eller
den
pågældende medlemsstats nationale ret. Af præamblens 13. betragtning fremgår,
at direktivet ikke er til hinder for, at medlemsstaterne kan udvide
bestemmelserne
i direktivet til at omfatte illoyal konkurrence.
Retsplejelovens kapitel
57 a
om bevissikring ved krænkelse af
immaterialrettigheder mv. indeholder i § 653, stk. 2, en udtømmende
opregning af de immaterialretskrænkelser og overtrædelser mv., der kan danne
grundlag for en bevissikringsundersøgelse. Reglerne omfatter som nævnt
ovenfor
under pkt. 3.2 visse typer af overtrædelser, der formelt ikke har karakter af
krænkelser af immaterialrettigheder, men som er nært beslægtet med sådanne
krænkelser, herunder markedsføringslovens § 1 ved ulovlig
produktefterligning.
Ved indførelsen af reglerne i kapitel
57 a, var det hensigten, at
bevissikringsreglerne som udgangspunkt skulle kunne anvendes på alle typer af
krænkelser og overtrædelser af immaterialretslovgivningen. Efter drøftelse
med
de relevante ressortmyndigheder for de områder, der er nævnt i
retsplejelovens
§ 653, stk. 2, (Kulturministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet,
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Ministeriet for Forbruger-
og
Familieanliggender) finder Justitsministeriet, at opregningen i
retsplejelovens
§ 653, stk. 2, fortsat er dækkende, og at der derfor ikke er behov
for ændring eller udvidelse af de krænkelser og overtrædelser, der er nævnt i
§ 653, stk. 2, jf. dog forslaget til en mindre konsekvensrettelse i
lov om radio- og fjernsynsvirksomhed § 75 a (lovforslagets § 1, nr.
3).
4.2.2. Stedet for undersøgelsen
Efter direktivets artikel 7 skal medlemsstaterne sikre, at
der kan iværksættes effektive foreløbige foranstaltninger med henblik på at
sikre det relevante bevismateriale i forbindelse med en
immaterialretskrænkelse
under forudsætning af, at fortrolige oplysninger beskyttes. Bestemmelsen er
ikke – i modsætning til foranstaltningerne i artikel 6, stk. 2,
artikel 8,
stk. 1, og artikel 9, stk. 2 – udtrykkeligt begrænset til
krænkelser
og overtrædelser, der udføres i kommerciel målestok.
Det fremgår ikke klart, om direktivet alene tager sigte på
bevissikring hos en formodet krænker eller også indeholder en forpligtelse
til
at sikre, at der kan gennemføres en bevissikringsundersøgelse hos tredjemand.
Artikel 7’s ordlyd og sammenhæng taler for, at bestemmelsen ikke
indeholder en
sådan forpligtelse, i hvert fald for så vidt angår tredjemand, der ikke er
indblandet i krænkelsen.
Af direktivets artikel 3 fremgår bl.a., at
foranstaltningerne mv. skal være fair og rimelige, stå i et rimeligt forhold
til krænkelsen og have afskrækkende virkning. Foranstaltningerne skal
endvidere
anvendes på en sådan måde, at der ikke opstår hindringer for lovlig
samhandel,
og at der ydes garanti mod misbrug af foranstaltningerne. Det anføres
endvidere
i betragtning 32 i direktivets præambel, at direktivet er i overensstemmelse
med de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, der bl.a. er
anerkendt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.
Efter forarbejderne til retsplejelovens § 653,
stk. 1, kan en bevissikringsundersøgelse omfatte alle lokaler og gemmer
mv., som den formodede krænker disponerer over, uanset ejerforhold.
Eksempelvis
er det muligt at undersøge et lagerlokale, som den pågældende har lejet eller
lånt. På lignende måde er det muligt at undersøge den plads på en server, som
den pågældende disponerer over. Hvis det er sandsynliggjort, at en person
medvirker til en krænkelse, f.eks. ved for hovedmanden at opbevare produkter
vidende om, at de er piratkopierede og bestemt for salg, kan der også
foretages
bevissikringsundersøgelse hos denne person. Derimod er der ikke i øvrigt
adgang
til at foretage undersøgelse hos tredjemand. Baggrunden herfor er ifølge
bemærkningerne
til det pågældende lovforslag, at det forekommer meget vidtgående at tillade
undersøgelse hos en virksomhed eller person, som ikke selv er under mistanke,
og at integritetshensyn her må veje tungest. Der henvises i bemærkningerne
endvidere til, at det næppe er muligt at sondre mellem forskellige typer af
tredjemænd,
og at man i de tungeste tilfælde har de straffeprocessuelle regler om
ransagning at falde tilbage på (FT-Tidende 2000-2001, Tillæg A, side 445 og
455).
Den relativt vide adgang til at gennemføre en
bevissikringsundersøgelse i lokaler mv., som den formodede krænker disponerer
over, og hos personer, som medvirker til en krænkelse, må i almindelighed
antages at være tilstrækkelig til at sikre, at retten kan træffe effektive
foreløbige foranstaltninger til sikring af bevis. Hertil kommer, at
rettighedshaveren efter omstændighederne vil have mulighed for at anmode
retten
om at meddele den pågældende tredjemand et editionspålæg, jf. retsplejelovens
§ 299. På dette punkt ses de gældende regler således at være
tilstrækkelige.
Det er efter retsplejelovens § 653, stk. 1, en
betingelse for iværksættelse af en bevissikringsundersøgelse, at rekvirenten
sandsynliggør, at rekvisitus
som led i
erhvervsvirksomhed eller i øvrigt i ikke ubetydeligt omfang
har begået en
immaterialretskrænkelse, og at der er grund til at antage, at bevis for
krænkelsen eller overtrædelsen og dennes omfang kan findes i de lokaler, der
ønskes undersøgt.
Denne begrænsning af anvendelsesområdet for retsplejelovens
§ 653, stk. 1, til erhvervsmæssige krænkelser og krænkelser i ikke
ubetydeligt omfang er næppe i overensstemmelse med direktivet. En sådan
begrænsning
findes heller ikke i de gældende svenske og finske regler om bevissikring.
Derimod vil det være i overensstemmelse med direktivet at
nægte en bevissikringsundersøgelse ud fra en konkret interesseafvejning, jf.
direktivets artikel 3. Ved afgørelsen af, om en undersøgelse skal tillades,
vil
der efter de gældende regler altid skulle foretages en sådan afvejning, jf.
§ 653, stk. 4, og her vil integritetshensyn i reglen veje tungere,
når der begæres undersøgelse i et privat hjem, end når der begæres
undersøgelse
i forretningslokaler mv. Efter den foreslåede ændring af § 653,
stk. 4, fremgår hensynet til privatlivets fred nu udtrykkeligt af
lovteksten, jf. nedenfor under pkt. 4.2.5. En anmodning om en
bevissikringsundersøgelse
i et privat hjem vedrørende en ubetydelig immaterialretskrænkelse mv. vil
derfor i almindelighed ikke kunne imødekommes.
Bestemmelsen i § 653, stk. 1, foreslås på den
baggrund ændret, således at det ikke længere fremgår, at krænkelsen eller
overtrædelsen
skal være begået som led i erhvervsvirksomhed eller i øvrigt i ikke
ubetydeligt
omfang. Det er ikke hermed hensigten generelt at udvide adgangen til at
gennemføre bevissikringsundersøgelser i private hjem.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2.
4.2.3. Forestående krænkelser
Der er efter retsplejelovens § 653, stk. 1, alene
adgang til at få foretaget en bevissikringsundersøgelse i tilfælde, hvor det
sandsynliggøres, at rekvisitus har begået en krænkelse eller overtrædelse.
Det
er dog efter bemærkningerne til bestemmelsen ikke udelukket under en
undersøgelse at medtage eventuelle beviser mod planlagte krænkelser mv. af
rettighedshaverens
rettigheder, men undersøgelsen må ikke være rettet herimod (FT-Tidende
2000-2001, Tillæg A, side 446).
Det fremgår af artikel 7, stk. 1, at foranstaltninger
til sikring af bevismateriale skal omfatte tilfælde, hvor en part gør
gældende,
at hans immaterialret
er blevet krænket
eller vil blive krænket.
Med henblik på opfyldelse af direktivet foreslås det
derfor, at der fremover også vil kunne gennemføres en
bevissikringsundersøgelse
i tilfælde, hvor det sandsynliggøres, at rekvisitus
vil begå
en krænkelse. Rettighedshaveren vil efter omstændighederne
samtidig kunne anmode om et fogedforbud.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2.
4.2.4. Bevissikringsundersøgelser vedrørende
produktionsprocesser og andet produktionsudstyr
Efter de gældende regler i retsplejelovens § 653,
stk. 3, kan en bevissikringsundersøgelse omfatte alt materiale, som må
antages
at være af betydning med henblik på at konstatere, om og i hvilket omfang
krænkelser eller overtrædelser har fundet sted, herunder genstande bestemt
for
salg, maskiner og andet produktionsudstyr, bogføringsmateriale, fakturaer,
ordresedler, reklamemateriale og andre dokumenter, oplysninger på edb-anlæg,
edb-programmer og elektroniske lagringsmidler. Der kan dog ikke foretages
undersøgelse med henblik på at konstatere, om produktionsprocesser eller
maskiner
og andet produktionsudstyr krænker patenter, brugsmodeller eller rettigheder
til halvlederprodukters udformning.
Baggrunden for denne undtagelse vedrørende
produktionsprocesser og produktionsudstyr er ifølge forarbejderne til
bestemmelsen
(FT-Tidende 2000-2001, Tillæg A, side 444), at produktionsprocesser og
produktionsapparat
ofte berører erhvervshemmeligheder, som det er afgørende for virksomheden at
hemmeligholde. Det er endvidere nævnt, at der ikke er dokumenteret noget
væsentligt behov for adgang til bevissikring på dette område, og det er
anført,
at bevissikringsreglerne tager sigte på klare krænkelser og ikke på
tvivlsomme
bevisspørgsmål om patentkrænkelse mv. Der er endelig henvist til, at reglen i
patentlovens § 64 a, hvorefter der er omvendt bevisbyrde i visse sager
om
krænkelse af patenterede fremgangsmåder, i samme omfang formindsker behovet
for
regler om bevissikring.
Direktivets artikel 7 indeholder ikke en tilsvarende
generel undtagelse for så vidt angår produktionsprocesser og
produktionsapparat.
Justitsministeriet har derfor overvejet, hvorvidt undtagelsen vedrørende
produktionsprocesser og produktionsapparat til patenter vil kunne
opretholdes.
Der er ikke efter direktivets artikel 7 en ubetinget ret
for rettighedshaveren til bevissikringsforanstaltninger. Foranstaltningerne
skal efter ordlyden af artikel 7, stk. 1, ske under forudsætning af, at
fortrolige oplysninger beskyttes, og kan, når det er hensigtsmæssigt, omfatte
bl.a. redskaber, der har været anvendt i fremstillingen. Det fremgår
endvidere
af artikel 3, at foranstaltningerne skal være bl.a. fair og rimelige, og at
de
skal stå i et rimeligt forhold til krænkelsen og anvendes på en sådan måde,
at
der ydes garanti mod misbrug.
Det kan dog næppe antages, at det vil være i
overensstemmelse med direktivet generelt at undtage produktionsprocesser og
–udstyr til patenter, brugsmodeller og halvlederprodukter fra
anvendelsesområdet for bevissikringsundersøgelser. Det foreslås på denne
baggrund, at bestemmelsen i retsplejelovens § 653, stk. 3, 2. pkt.
ophæves.
Derimod vil en bevissikringsundersøgelse i et sådant
tilfælde inden for rammerne af direktivet efter omstændighederne kunne afslås
efter en konkret interesseafvejning. V
ed
afgørelsen af, om en undersøgelse bør tillades, vil der altid skulle
foretages
en sådan afvejning, jf. retsplejelovens § 653, stk. 4. Denne
bestemmelse foreslås samtidig ændret, således at hensynet til
erhvervshemmeligheder
kommer til at fremgå udtrykkeligt af bestemmelsen, jf. nedenfor under pkt.
4.2.5.
Det bemærkes i øvrigt i den forbindelse, at hensynet til
beskyttelse af rekvisiti erhvervshemmeligheder efter omstændighederne vil
kunne
varetages ved fogedrettens bestemmelse om, at rekvirenten eller dennes
repræsentant ikke må være til stede under undersøgelsen, jf. retsplejelovens
§ 653 b, stk. 3. Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår således,
at der i visse tilfælde er så tungtvejende hensyn at tage til beskyttelsen af
rekvisiti forretningshemmeligheder mv., at fogedretten bør afskære
rekvirenten
eller dennes repræsentant fra at være til stede under undersøgelsen, eller i
hvert fald bør begrænse adgangen, f.eks. således at rekvirenten eller dennes
repræsentant ikke får adgang til de lokaler, hvor produktionen foregår
(FT-Tidende 2000-2001, Tillæg A, side 460). Fogedretten kan desuden udpege en
eller flere uvildige sagkyndige til at bistå sig ved undersøgelsens
gennemførelse,
jf. retsplejelovens § 653 b, stk. 2.
Efter bestemmelsens ordlyd indgår også rekvirentens behov
for en undersøgelse til sikring af beviset i interesseafvejningen. Er
rettighedshaverens interesse i en bevissikringsundersøgelse begrænset, fordi
beviset for krænkelsen og dennes omfang lige så vel vil kunne føres på anden
måde, vil en interesseafvejning oftere falde ud til rekvisiti fordel.
Rekvirentens behov for en bevissikringsundersøgelse
varierer afhængig af, hvilken type immaterialrettighed der er tale om. Et par
eksempler kan illustrere dette:
En krænkelse af et patentbeskyttet produkt vil ofte kunne
bevises f.eks. ved syn og skøn, hvis der er adgang til de ulovlige produkter,
f.eks. fordi de markedsføres her i landet.
En krænkelse i form af anvendelse af f.eks. en
patentbeskyttet fremgangsmåde i en produktionsproces er derimod ikke så
åbenlys. I et sådant tilfælde vil det i mange situationer være nødvendigt at
have indblik i de anvendte produktionsmetoder og –processer. Til
imødegåelse af
disse bevismæssige problemer indeholder patentlovens § 64 a en
bestemmelse, hvorefter der er omvendt bevisbyrde i visse sager om
overtrædelse
af fremgangsmådepatenter. Det påhviler således den formodede krænker at
bevise,
at vedkommendes produkt ikke er fremstillet ved den patenterede
fremgangsmåde.
I sådanne tilfælde, hvor bevisbyrden for en krænkelse ikke påhviler
rettighedshaveren, er der ofte ikke et påtrængende behov for en
bevissikringsundersøgelse.
I tilfælde, hvor den særlige bevisbyrderegel i patentlovens
§ 64 a ikke finder anvendelse, f.eks. ved en patenteret fremgangsmåde
til
fremstilling af et eksisterende produkt, vil rettighedshaveren derimod efter
omstændighederne
kunne have behov for en bevissikringsundersøgelse vedrørende
produktionsprocesser
og -udstyr, som den formodede krænker anvender.
Hvorvidt en anmodning om en bevissikringsundersøgelse bør
imødekommes, vil som nævnt ovenfor også afhænge af andre faktorer, herunder
bl.a. hensynet til erhvervshemmeligheder, som den formodede krænker har en
berettiget interesse i at bevare.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 4.
4.2.5. Proportionalitetskrav
Retsplejelovens § 653, stk. 4, indeholder som
nævnt ovenfor en regel om en almindelig interesseafvejning i forbindelse med
bevissikringsundersøgelser. Efter bestemmelsen afslår fogedretten helt eller
delvis en anmodning om undersøgelse, hvis det må antages, at undersøgelsen
vil
påføre rekvisitus skade eller ulempe, der står i misforhold til
rettighedshaverens interesse i undersøgelsens gennemførelse. Af forarbejderne
til bestemmelsen fremgår, at bestemmelsen navnlig vil kunne anvendes, hvor
anmodningen
angår undersøgelse af et privat hjem eller af erhvervslokaler i tilfælde,
hvor
der er væsentlig risiko for at påføre rekvisitus væsentlig skade i form af
afsløring af erhvervshemmeligheder (FT-Tidende 2000-2001, Tillæg A, side
457).
I lyset af de foreslåede ændringer af § 653, stk. 1 og stk. 2,
2. pkt., jf. punkt 4.2.2. og 4.2.4. oven for, foreslås det, at hensynet til
privatlivets fred og erhvervshemmeligheder bør fremgå direkte af lovteksten.
Også andre hensyn vil som hidtil kunne indgå i proportionalitetsafvejningen.
Interesseafvejningen findes at være i overensstemmelse med
direktivet. Det fremgår således af direktivets artikel 3, stk. 2, at
foranstaltningerne og retsmidlerne bl.a. skal stå i et rimeligt forhold til
krænkelsen og have afskrækkende virkning, og at de skal anvendes på en sådan
måde,
at der ydes garanti mod misbrug af dem. Endvidere fremgår det af artikel 7,
stk. 1, at foranstaltninger med henblik på at sikre bevismateriale skal
ske under forudsætning af, at fortrolige oplysninger beskyttes.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 5.
4.2.6. Ophør af virkningerne af en
bevissikringsundersøgelse
En bevissikringsundersøgelse er en foreløbig
foranstaltning, og rekvirenten skal inden 4 uger efter undersøgelsens
afslutning
anlægge retssag vedrørende krænkelserne eller overtrædelserne, jf.
retsplejelovens § 653 c. Anlægger rekvirenten ikke rettidigt retssag,
skal
fogedretten og rekvirenten tilbagelevere beslaglagte genstande og dokumenter,
fremstillede kopier og andet bevismateriale hidrørende fra undersøgelsen, og
det under undersøgelsen fremkomne kan ikke anvendes som bevis for krænkelser
eller overtrædelser. Efter gældende ret kræver det således ikke en anmodning
fra rekvisitus, at undersøgelsen ophører med at have virkning.
Det følger af direktivets artikel 7, stk. 3, at
foranstaltningerne til sikring af bevismateriale ophæves eller på anden måde
ophører med at have virkning
på begæring
af rekvisitus
, hvis rekvirenten ikke rettidigt anlægger sag.
Da direktivets bestemmelser ikke kan fraviges til skade for
rettighedshaveren, jf. direktivets artikel 2, stk. 1, kan den gældende
ordning næppe opretholdes. Det foreslås på denne baggrund, at bevismaterialet
fra undersøgelsen kun skal tilbageleveres, og at det fremkomne ikke kan
anvendes som bevis for krænkelser eller overtrædelser, såfremt rekvisitus
fremsætter begæring herom.
En tilsvarende ordning om, at ophævelse af en
foranstaltning sker efter anmodning, kendes i øvrigt fra reglerne om arrest
og
forbud, jf. retsplejelovens §§ 638 og 648, jf. § 638.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 6.
4.3. Ret til information
4.3.1. Behovet for lovændringer
En rettighedshavers mulighed for civilretligt at forfølge
en krænkelse f.eks. med henblik på at indgå en licensaftale eller gennemføre
et
erstatningskrav afhænger som nævnt ovenfor under pkt. 3.3 af
rettighedshaverens
mulighed for at opspore de implicerede krænkere og føre bevis for omfanget af
de hidtidige krænkelser og dermed for tabets størrelse.
Foreligger der f.eks. ulovlig forhandling af krænkende
produkter – hvad enten denne forhandling er baseret på ulovlig
produktion i
Danmark eller på ulovlig indførsel – vil bevis for krænkelsen i reglen
kunne
føres gennem prøvekøb i detailforretninger. I forbindelse hermed vil der
efter
omstændighederne være etableret et grundlag for at rejse krav om erstatning
mod
detailhandler, producent eller importør. Det kan imidlertid være et problem
for
rettighedshaveren i forbindelse med erstatningskravet at føre bevis for
omfanget
af de hidtidige krænkelser og for tabets størrelse. Retsplejelovens regler om
bevissikring tager bl.a. sigte på at afhjælpe dette problem.
Direktivets
artikel 8
indeholder et særligt redskab for rettighedshaveren, der tager sigte på at
gøre
det muligt for rettighedshaveren at indhente nærmere oplysninger om de
rettighedskrænkende varers eller tjenesteydelsers oprindelse og
distributionskanaler
samt om identiteten af tredjemænd, der måtte have deltaget i krænkelsen.
Bestemmelsen fremstår efter sin ordlyd og placering i direktivet som et
selvstændigt retsmiddel ved siden af direktivets regler om f.eks. edition og
bevissikring.
Efter bestemmelsen
skal
rettighedshaveren som anført under pkt. 2 have mulighed for med rettens
bistand
i forbindelse med en immaterialretskrænkelsessag at få adgang til oplysninger
fra de involverede om krænkelsen, herunder distributionskanaler samt pris- og
mængdeangivelser for de varer og tjenesteydelser, der krænker vedkommendes
ret.
Gældende dansk ret indeholder ikke bestemmelser svarende
til direktivets artikel 8. Ud over muligheden for en
bevissikringsundersøgelse
har en rettighedshaver dog som nævnt under pkt. 3.3 i et vist omfang i medfør
af retsplejelovens regler om edition, vidnepligt og partsforklaring mulighed
for at afkræve personer, der er involveret i en immaterialretskrænkelse,
oplysninger som nævnt i direktivets artikel 8.
Under en retssag kan rettighedshaveren få belyst krænkelsen
gennem f.eks. spørgsmål til modparten og til vidner, som rettighedshaveren
kan
foranledige indkaldt. Pågældende kan endvidere opfordre krænkeren til at
fremlægge dokumenter, der belyser distributionsnettet og omfanget af
krænkelsen, og i medfør af retsplejelovens regler om edition kan retten på
anmodning af rettighedshaveren pålægge krænkeren at fremlægge sådanne
dokumenter.
Vidner har som udgangspunkt pligt til at afgive forklaring,
og overtrædelse af vidnepligten kan sanktioneres efter retsplejelovens
§ 178
med f.eks. bøde og forvaring i indtil 6 måneder.
Retsplejelovens § 178 finder ikke anvendelse ved
partsforklaringer. Nægter en part at afgive forklaring, har det derfor alene
den virkning, at retten ved bevisbedømmelsen kan tillægge det virkning til
fordel for modparten (processuel skadevirkning), jf. retsplejelovens
§ 344,
stk. 2.
Et e
ditionspålæg
til en part kan heller ikke gennemtvinges, og partens undladelse uden lovlig
grund af at opfylde en provokation eller at efterkomme et editionspålæg kan
ligeledes alene have processuel skadevirkning.
Hertil kommer, at de oplysninger, der er omfattet af
direktivets artikel 8, ikke altid vil have betydning for afgørelsen af den
verserende krænkelsessag.
En
rettighedshavers mulighed for efter gældende ret at få adgang til disse
oplysninger vil derfor også efter omstændighederne blive begrænset af
retsplejelovens § 341, hvoraf fremgår, at bevisførelse, der ikke er af
betydning for sagen, ikke kan finde sted.
Med henblik på at gennemføre direktivet i dansk ret er det
derfor nødvendigt at indføre regler, der sikrer rettighedshaverens adgang til
den information om distributionsnettet og om krænkelsens omfang, der er nævnt
i
direktivets artikel 8. Reglerne supplerer retsplejelovens bevisregler og vil
i
visse tilfælde kunne udgøre et alternativ til en bevissikringsundersøgelse
efter retsplejelovens kapitel
57 a.
Da reglerne om informationspligt ved
immaterialretskrænkelser har en vis emnemæssig tilknytning til
retsplejelovens
regler om bevisførelse, og da det ellers ville være påkrævet med ensartede
regler i et større antal immaterialretlige love, findes det mest
hensigtsmæssigt, at reglerne gennemføres i retsplejeloven. Det foreslås
derfor,
at der i retsplejeloven indsættes et nyt kapitel
29 a
om oplysningspligt i forbindelse
med verserende sager om krænkelse af immaterialrettigheder mv.
Efter forslaget vil retten efter anmodning fra
rettighedshaveren herefter kunne pålægge personer, der erhvervsmæssigt
krænker
immaterialrettigheder mv. eller er indblandet i sådanne krænkelser at give
oplysninger om navn og adresse på de andre led i distributionskæden af de
omtvistede varer og tjenesteydelser og om omfanget – pris og mængde
– af de
hidtidige krænkelser.
Efter forslaget finder reglerne om informationspålæg
anvendelse i de sagstyper, der er omfattet af retsplejelovens kapitel
57 a
om bevissikring ved immaterialretskrænkelser
mv. Kapitel
57 a
omfatter
som nævnt ovenfor under pkt. 3.2 alle former for immaterialrettigheder samt
visse typer af overtrædelser, som ikke formelt har karakter af krænkelser af
immaterialrettigheder, men som er nært beslægtet med sådanne krænkelser,
herunder bl.a. ulovlig produktefterligning, jf. markedsføringslovens
§ 1.
Baggrunden herfor er, at der i tilfælde af mistanke om ophavs- eller
designretlige
krænkelser ofte også rejses spørgsmål om overtrædelse af reglerne om ulovlig
produktefterligning, jf. markedsføringslovens § 1. Det kan være
forbundet
med væsentlige afgrænsningsproblemer at afgøre, hvorvidt et produkt er
ophavsretligt eller designretligt beskyttet, eller om det alene beskyttes
efter
markedsføringslovens regler om ulovlig produktefterligning. Det ville derfor
rejse vanskelige afgrænsningsspørgsmål, såfremt markedsføringslovens regler
om
efterligning ikke var medtaget (FT-Tidende 2000-2001, Tillæg A, side
441-443).
De forhold, der begrunder afgrænsningen af de
immaterialretskrænkelser og overtrædelser, der er omfattet af
bevissikringsreglerne,
gør sig ligeledes gældende ved spørgsmålet om afgrænsning af de sager, der
bør
være omfattet af de foreslåede regler om oplysningspligt. Det foreslås på den
baggrund, at oplysningspligten vil anvendes i forbindelse med civile
retssager
vedrørende de krænkelser og overtrædelser, som er omfattet af
bevissikringsreglerne i retsplejelovens § 653. Reglerne vil herefter
omfatte
sager om:
1.
krænkelse af
ophavsrettigheder eller beslægtede rettigheder, jf. ophavsretslovens
§§ 2,
3, 65, 66, 67, 69, 70, 71 og 77,
2.
overtrædelse af
ophavsretslovens § 11, stk. 2, og §§ 73 og 74,
3.
overtrædelser som
nævnt i ophavsretslovens § 76, stk. 1, nr. 4 og 5, og § 78,
4.
overtrædelser som
nævnt i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed § 75 a, (nu § 91, jf.
lovforslagets § 1, nr. 3)
5.
krænkelse af
mønstre,
6.
krænkelse af
design, herunder EF-design,
7.
krænkelse af
varemærker, herunder EF-varemærker, og fællesmærker,
8.
krænkelse af
virksomhedernes navne,
9.
krænkelse af
patenter,
10.
krænkelse af
brugsmodeller,
11.
krænkelse af
rettigheder til halvlederprodukters udformning,
12.
krænkelse af
rettigheder til plantenyheder,
13.
krænkelse af
geografiske betegnelser m.v. og
14.
overtrædelse af
markedsføringslovens § 1 ved ulovlig produktefterligning.
Af den foreslåede bestemmelse i § 306, stk. 1,
fremgår, at der kan pålægges oplysningspligt vedrørende »varer eller
tjenesteydelser,
der udgør en sådan krænkelse eller overtrædelse«. Det er således efter
bestemmelsens
ordlyd en forudsætning, at der foreligger en af de nævnte krænkelser eller
overtrædelser. Det vil derfor efter omstændighederne være nødvendigt, at
retten
tager stilling til dette spørgsmål ved en delafgørelse efter retsplejelovens
§ 253.
Informationspålægget tager ikke sigte på at belyse,
hvorvidt de pågældende varer eller tjenesteydelser faktisk udgør en krænkelse
mv. Ved afgørelsen af dette spørgsmål gælder de almindelige regler om
bevisførelse.
Afgrænsningen af den relevante personkreds, som kan pålægges
at give oplysninger, og omfanget af oplysningspligten svarer i den foreslåede
bestemmelse med mindre sproglige tilpasninger til ordlyden af direktivets
artikel
8, stk. 1 og 2.
Et informationspålæg kan herefter gives personer, der som
led i erhvervsvirksomhed er fundet i besiddelse af de pågældende varer, i
færd
med at anvende de pågældende tjenesteydelser eller i færd med at yde
tjenester,
der anvendes i de omtvistede aktiviteter i kommerciel målestok. En virksomhed
eller person, der yder tjenester, der anvendes i de pågældende aktiviteter,
kan
eksempelvis være en internetudbyder.
Herudover kan et informationspålæg gives til personer, som
ifølge de nævnte personer er indblandet i produktion, fremstilling eller
distribution af sådanne varer eller levering af sådanne tjenesteydelser.
Denne
kategori er som i direktivet ikke udtrykkeligt begrænset til handlinger
begået
som led i erhvervsvirksomhed.
Af direktivets præambel, betragtning 14, fremgår
imidlertid, at foranstaltningerne i bl.a. artikel 8, stk. 1, kun skal
være
obligatoriske i forbindelse med handlinger, der udføres i kommerciel
målestok.
Ved sådanne handlinger forstås ifølge samme betragtning »handlinger, der
udføres
med henblik på direkte eller indirekte økonomisk eller kommerciel gevinst;
dette udelukker normalt handlinger, der udføres af slutbrugerne, når de
handler
i god tro«.
Reglerne om et informationspålæg vil f.eks. kunne finde
anvendelse, hvor indehaveren af rettighederne til et patenteret produkt
bliver
opmærksom på, at produktet i strid med eneretten sælges i detailhandlen. I
forbindelse
med en retssag mod detailhandleren kan rettighedshaveren anmode retten om at
pålægge detailhandleren at oplyse, hvem der har leveret produktet, hvor mange
eksemplarer detailhandleren har solgt og prisen for disse. Rettighedshaveren
kan på baggrund af detailhandlerens oplysninger om mellemhandler og producent
under samme sag anmode om, at mellemhandleren og producenten pålægges at give
oplysninger om, hvilke detailhandlere produktet ellers er solgt til, antal
solgte
eksemplarer og prisen for disse. Oplysningerne vil gøre det muligt for
rettighedshaveren at forfølge sit krav ikke bare over for detailhandleren,
men
også over for mellemhandleren, producenten og andre detailhandlere. Hvorvidt
rettighedshaverens krav mod andre end den oprindeligt sagsøgte vil kunne
inddrages under den verserende sag, afhænger af retsplejelovens almindelige
regler herom.
Derimod vil en forbruger, der har købt det pågældende
produkt, ikke kunne pålægges en oplysningspligt, da forbrugeren hverken »som
led i erhvervsvirksomhed er fundet i besiddelse af produktet« eller »har
medvirket
til produktion, fremstilling eller distribution« af produktet.
Efter forslaget kan retten afslå en anmodning om et
informationspålæg, såfremt det efter en konkret afvejning må antages, at
udlevering af oplysningerne vil påføre modparten eller andre skade eller
ulempe, som står i misforhold til rettighedshaverens interesse i
oplysningerne.
Proportionalitetsafvejningen er i overensstemmelse med
direktivet, jf. artikel 8, stk. 1, hvorefter der skal være tale om en
velbegrundet
og forholdsmæssig afpasset begæring fra rettighedshaveren, og artikel 3,
hvorefter
foranstaltninger og retsmidler skal være fair, rimelige og effektive, samt
stå
i rimeligt forhold til krænkelsen og have afskrækkende virkning. De skal
endvidere anvendes på en sådan måde, at der ikke opstår hindringer for lovlig
samhandel, og at der ydes garanti mod misbrug.
I medfør af den foreslåede bestemmelsen vil retten efter
omstændighederne kunne nægte at give et informationspålæg, hvis der er
væsentlig risiko for at påføre den anmodede eller andre væsentlig skade i
form
af afsløring af erhvervshemmeligheder mv. Bestemmelsen vil ligeledes kunne
finde anvendelse, såfremt en imødekommelse af rettighedshaverens anmodning
vil
trække den verserende sag i langdrag i videre omfang, end det er rimeligt.
Dette gælder navnlig, hvor oplysningerne ikke har betydning for afgørelsen af
den verserende sag.
En pligt til at give information om en
immaterialretskrænkelse kan ikke være absolut. Krænkelser af
immaterialrettigheder
er almindeligvis strafbare, og pligten til at meddele oplysninger om
krænkelsen
må vige for det grundlæggende princip om retten til at undgå
selvinkriminering.
Der vil derfor ikke kunne pålægges en pligt til at give oplysninger, såfremt
forklaringen ville antages at udsætte den pågældende eller dennes nærmeste
for
straf mv., jf. retsplejelovens § 171, stk. 2. Dette er i
overensstemmelse med direktivets artikel 8, stk. 3, litra d. R
etten skal efter bestemmelsen
vejlede den anmodede om dennes rettigheder i medfør af
vidnefritagelsesreglerne.
Det kan ikke udelukkes, at retten til at nægte at give oplysninger under
henvisning til vidnefritagelsesreglen i retsplejelovens § 171,
stk. 2,
i praksis vil kunne indebære en efter omstændighederne væsentlig
indskrænkning
i anvendelsen af reglerne om informationspålæg.
Efter den foreslåede bestemmelse omfatter et
informationspålæg heller ikke andre oplysninger, som den pågældende efter
retsplejelovens regler om vidneudelukkelse og vidnefritagelse ikke ville have
pligt til at afgive vidneforklaring om. Dette gælder f.eks. retten til
kildebeskyttelse på medieområdet, jf. retsplejelovens § 172.
Det følger af direktivets artikel 8, stk. 3, at
oplysningspligten finder anvendelse med forbehold af lovbestemmelser, der
omhandler
beskyttelsen af bl.a. behandlingen af personoplysninger. Lov om behandling af
personoplysninger finder således også anvendelse på behandling af
personoplysninger
i forbindelse med et informationspålæg. En person, der har fået et
informationspålæg
af en domstol, må behandle almindelige ikke-følsomme oplysninger, jf.
§ 6,
stk. 1, nr. 3, i lov om behandling af personoplysninger, hvorefter
behandling
af sådanne oplysninger kan finde sted, når behandlingen er nødvendig for at
overholde en retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige.
Det følger af direktivets artikel 3, stk. 2, at
foranstaltningerne bl.a. skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til
krænkelsen og have afskrækkende virkning. Det foreslås på den baggrund, at
undladelse
af at efterkomme et informationspålæg uden lovlig grund skal kunne
sanktioneres
efter de regler, der gælder for vidner, der nægter at udtale sig, jf.
retsplejelovens
§ 178. Dette gælder også for så vidt angår informationspålæg, der er
rettet til en part i sagen. Baggrunden herfor er, at reglerne om processuel
skadevirkning ikke i alle tilfælde vil være tilstrækkelige til at sikre
pålæggets effektivitet. Som eksempel kan nævnes det tilfælde, hvor
oplysningerne ikke har betydning for afgørelsen af den konkrete sag. Det
foreslås ligeledes, at en parts at undladelse af at efterkomme et
informationspålæg
uden lovlig grund skal kunne sanktioneres efter reglerne om processuel
skadevirkning.
Reglerne om informationspålæg berører ikke retsplejelovens
almindelige regler om bevisførelse, herunder vedrørende edition, parts- og
vidneforklaring mv.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1 (forslaget
til retsplejelovens §§ 306 og 307).
5. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser
mv.
Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske eller
administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.
For erhvervslivet vil lovforslaget medføre forbedringer af
rettighedshaveres muligheder for civilretlig håndhævelse af
immaterialrettigheder.
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
Lovforslaget gennemfører de ændringer i retsplejeloven, der
følger af direktiv 2004/48/EF om håndhævelsen af intellektuelle
ejendomsrettigheder.
Positive konsekvenser/
mindreudgifter
Negative konsekvenser/
merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner
Ingen
Ingen af betydning
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner
Ingen
Ingen af betydning
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Visse forbedringer af muligheden for civilretlig håndhævelse
af immaterialrettigheder i forhold til gældende regler
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder bestemmelser, der gennemfører
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om
håndhævelsen
af intellektuelle ejendomsrettigheder.
6. Høring
Præsidenterne for Højesteret, Østre og Vestre Landsret,
Københavns Byret og retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Sø- og
Handelsretten,
Domstolsstyrelsen,
Procesbevillingsnævnet,
Dommerforeningen,
Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Foreningen af
Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i
Danmark, Politidirektøren
i København, HK Landsklubben Danmarks Domstole, Advokatrådet, Foreningen af
Advokater og Advokatfuldmægtige, Foreningen Danske Inkassoadvokater, Dansk
InkassoBrancheforening, Landsforeningen af Beskikkede Advokater, Dansk
Industri,
Institut for Menneskerettigheder, Dansk Retspolitisk Forening,
Amtsrådsforeningen,
Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Foreningen af Statsamtmænd,
Foreningen
af Statsamtsjurister, Forbrugerrådet, HTS Interesseorganisationen, Forsikring
& Pension, Foreningen af Registrerede Revisorer, Foreningen af
Statsautoriserede Revisorer, Liberale Erhvervs Råd, Danmarks Jurist- og
Økonomforbund, Dansk Handel & Service, Landsorganisationen i Danmark LO,
3F
Fagligt Fælles Forbund, De Danske Patentagenters
Forening,
Landbrugsrådet, Realkreditrådet, Dansk
Ejendomsmæglerforening, Det Danske Voldgiftsinstitut, Voldgiftsnævnet for
Bygge- og Anlægsvirksomhed, Det Kgl. Bibliotek, Statsbiblioteket,
Danmarks Biblioteksforening, Biblioteksstyrelsen, Danmarks
Forskningsbiblioteksforening,
Københavns Retshjælp, Århus Retshjælp, Københavns
Universitet, Syddansk Universitet, Århus Universitet, Activinova, Adjunkt
Hanne
Kirk Deichmann, Akademiet for De skønne kunster, Akademiet for de Tekniske
Videnskaber, Akademikernes Centralorganisation, Akademisk Arkitektforening,
Alfa-Laval
Fish And Meat Engineering A/S, ALK-Abelló, Antipiratgruppen,
Arbejderbevægelsens
Erhvervsråd, Arkitektforbundet, Arla Foods,
Astma-Allergi
Forbundet,
AUTIG Autobranchens Industriforening i Danmark,
Bager- og Konditormestre i Danmark,
Beagle,
Bech-Bruun Advokatfirma,
BFID Brancheforeningen for farmaceutiske, Biodania,
Biodynamisk Forbrugersammenslutning, Bioteknologisk
Institut, Brancheforeningen for Frø,
Bryggeriforeningen,
Brødrene Hartmann A/S,
Budde, Schou & Ostenfeld A/S,
Business Software Alliance, Carlsberg A/S, Chas.
Hude A/S, Chr. Hansen A/S, Coloplast A/S,
COOP A/S -
Centrallaboratoriet, COOP Danmark A/S, Copy-Dan, DAFFO, DAKO A/S, DAKOFO,
Danfoss A/S, Danisco A/S,
Danmarks Aktive Forbrugere,
Danmarks Apotekerforening,
Danmarks
Biavlerforening, Danmarks Fiskehandlere, Danmarks Fiskeindustri- og
Eksportforening,
Danmarks Fiskeriforening, Danmarks Fiskeriundersøgelser,
Danmarks Fødevareforskning,
Danmarks
Jordbrugsforskning, Danmarks Rederiforening,
Danmarks
Restauranter og Cafeer,
Danmarks Røgeriejerforening,
Danmarks Sportsfiskerforbund, Danmarks
Tekniske Universitet,
Dansk Akvakultur, Dansk
Arbejdsgiverforening, Dansk Artist Forbund, Dansk Design Center,
Dansk Erhvervsfjerkræ, Dansk Erhvervsfrugtavl,
Dansk Erhvervsgartnerforening, Dansk Filmfotograf Forbund,
Dansk
Forening for Industriens Patent- og Varemærkespecialister, Dansk Forening til
Bekæmpelse af Produktpirateri, Dansk Forfatterforening, Dansk Frøhandler
Forening,
Dansk Fødevareråd, Dansk Havbrugerforening,
Dansk Industri,
Dansk
IT, Dansk Journalistforbund, Dansk Kapelmesterforening, Dansk
Komponistforening, Dansk Kvæg,
Dansk Landbrug
Dansk Landbrug, Dansk Landbrugsrådgivning-Landscentret,
Dansk Musiker Forbund, Dansk Musikforlæggerforening,
Dansk Patent- og
Varemærkekonsulentforening af 1953,
Dansk
Pelsdyravlerforening, Dansk Planteværn, Dansk Skuespillerforbund,
Dansk Slagtefjerkræ,
Dansk
Solist-Forbund, Dansk Supermarked, Dansk Toksikologi Center, Dansk Transport
og
Logistik,
Dansk Varefakta Nævn, Dansk
Åleproducentforenings Sekretariat, Danske Arkitekters Landsforbund,
Danske Billedkunstneres Fagforening, Danske Dagblades Forening, Danske
Dramatikeres Forbund, Danske Filminstruktører, Danske Frøavlere,
Danske Helsekostforretningers Brancheforening, Danske
Håndværksslagtere,
Danske Jazz-, Beat- og
Folkemusikautorer, Danske Læskedrik Fabrikanter, Danske Mediers Forum, Danske
Reklamebureauers Brancheforening, Danske Skønlitterære Forfattere, Danske
Slagterier, Danske Slagtermestres Landsforening,
Danske Speditører,
Danske Svineproducenter,
Danske
Veterinærhygiejnikeres Organisation (DVO),
Datatilsynet,
DEG Dansk Erhvervsgartnerforening, Den danske Boghandlerforening,
Den danske Brancheorganisation for Vitalmidler,
Den Danske Dyrlægeforening, Den danske Forlæggerforening,
Det Danske Filminstitut, Det Danske Fjerkræråd,
Det Kgl. Teater,
Det Veterinære Sundhedsråd,
Det
Økologiske Fødevareråd,
Det Økologiske Råd og
Selskab, Detailfiskehandlere,
DFO, Dansk
Flavour Organisation,
Diabetesforeningen,
Digital Forbruger Danmark, Docent Thomas Riis,
DR, Dumex-Alpharma A/S, Durascan
Medical Products A/S, Elektronikindustrien, Emballage- og
Transportinstituttet,
Emballageindustrien, Erhvervs og Byggestyrelsen,
Ernæringsrådet, F.L. Smidth & Co. A/S, Ferring
A/S, Ferrosan A/S,
Ferskvandsfiskeriforeningen,
Film- og TV-arbejderforeningen,
Finansrådets
Hus,
Fiskeridirektoratet, Forenede Danske
Antenneanlæg,
Forenede Danske Motorejere, Foreningen af autoriserede
vildtbehandlings virksomheder,
Foreningen af
Bioteknologiske Industrier i Danmark, Foreningen af Dagligvaregrossister,
Foreningen af Danske Fiskefoderfabrikanter,
Foreningen af Danske Havfrøgrossister, Foreningen af Danske
Planteforædlere, Foreningen af Danske Sceneinstruktører, Foreningen af Danske
Spiritusfabrikanter, Foreningen af Danske Stammeejere af Mark- og
Havefrø, Foreningen af Danske Videogramdistributører i Danmark,
Foreningen af Forretningsdrivende i Københavns Kødby, Foreningen
af Frugtimportører i Danmark,
Foreningen af
Frugtvinsfabrikanter i Danmark, Foreningen Af Kommercielle Danske
Internet Sites, Foreningen Danske Designere, Foreningen for Biodynamisk
Jordbrug,
Foreningen for Danmarks Farve- og
Lakindustri, Foreningen for Danmarks Fiskemel- og Fiskeolieindustri,
Foreningen for Dansk Internet Handel, Foreningen Industriel Retsbeskyttelse,
Frugtindustriforeningen, Funktionærernes og Tjenestemændenes
Fællesråd,
Fællesrådet for Udøvende Kunstnere,
Færøernes Hjemmestyre, FødevareIndustrien, GN Danavox A/S, Gosh
Cosmetics (E. Tjellesen A/S), Gramex, Gribskovsbanens værksted, Grumsens
Maskinfabrik A/S, Grønlands Hjemmestyre, H. Lundbeck A/S, Haldor Topsøe A/S,
Handels-
og Kontorfunktionærernes forbund i Danmark, Hans Harding ApS,
Heat Transfer Tønder
A/S,
Heiden A/S,
Helsebranchens Leverandørforening,
HORESTA, Høiberg ApS, Håndværksrådet, Ingeniørforbundet
i Danmark, Ingeniørforeningen i Danmark, International Transport Danmark,
Internationalt
Patentbureau A/S, IT-Brancheforeningen,
Kaffe- &
Teimportørforeningen,
Kaj Hansen ApS,
Kantineledernes
Landsklub,
Kartonnage- og bølgepapindustriens arbejdsgiverforening,
KODA,
Konsumfiskeindustriens Arbejdsgiverforening,
Kosan
Teknova A/S, Kunstrådet,
KVL, Kødbranchens Fællesråd,
Landboforeningerne,
Landsforeningen af Danske
Mælkeproducenter,
Landsforeningen Den Lokale
Andel, Landsforeningen til fremme af opfinders rettigheder v. Willy Pedersen,
Landsorganisationen
af Danmarks Detailfiskehandlere, Larsen & Birkeholm A/S, LEGO Holding
A/S,
LEGO Juris A/S, Lektor Morten Rosenmeier, LIF Lægemiddelindustriforeningen,
Lindholst
& Co. A/S, LK A/S, Løvens Kemiske Fabrik, Magnus Jensens Eftf.,
Man B&W
Diesel A/S,
Mejeriforeningen, MIFU, Margarine Industri Foreningen, Teknologi
og Udvikling, Multi Medie Foreningen,
Mælkeproducenter
i Danmark,
NeuroSearch A/S, Nilfisk-Advance A/S, NIRO A/S,
NKT Research
& Innovation A/S,
NOAHs Sekretariat,
NOPALAX,
Nordisk Copyright
Bureau,
Novo Nordisk A/S, Novozymes A/S, Nycomed A/S, Nærbutikkernes
Landsforening, Nærings- og Nydelsesmiddelarbejderforbundet, Ole Olsson
Rådgivende Civilingeniører ApS, Opfinderforeningen, Ophavsretligt Forum,
Organisationen Dansk Aquakultur,
Ostehandlerforeningen for Danmark, Oticon A/S,
Papirvareindustriens Arbejdsgiverforening,
Patentgruppen
ApS, Patrade A/S,
PCG, Producenter af Komprimerede
Gasser,
Piratgruppen,
Plantenyhedsnævnet,
Plastindustrien i Danmark, Plougmann & Vingtoft
A/S, Pressalit A/S, Producentforeningen, Profa A.m.b.A, Professor Jens
Schovsbo, Professor Mads Bryde Andersen, Professor Palle Bo Madsen, Professor
Peter Blume, Radiometer Medical A/S,
RBF RestaurationsBranchens
Forbund, Rektorkollegiet, RettighedsAlliancen, Rockwool International
A/S, Sabroe, Refrigeration A/S,
Sammenslutningen af
Danske Fiskeriforeninger, Sammenslutningen af Danske Havne, Sammenslutningen
af
Danske Scenografer,
Sammenslutningen af Danske Sortsejere,
Sammenslutningen af Danske Ørredeksportører,
Sammenslutningen af lokale radio- og tv-stationer, Samrådet
for Ophavsret,
Sandel, Løje & Wallberg, ScanFoam Cleaning Equipment ApS,
SEDAN, SJP Consult, Skandinavisk
Tobakskompagni A/S, Slagteriernes Forskningsinstitut,
Smithkline Beecham
Consumer Health Care,
Solistforeningen
af 1921, Statens Seruminstitut, STOP I/S, TDC, TDJ, Teknologirådet,
Teknologisk
Institut, TV 2/DANMARK, TVDanmark, UBVA, Udvalget til Beskyttelse af
Videnskabeligt
Arbejde (UBVA), Unomedical A/S, VELUX Industri A/S,
Veterinærmedicinsk
Industriforening,
Viking Life-Saving Equipment A/S, Vita Care A/S,
VSOD, Zacco Danmark A/S, Øgruppen – Dansk Økologileverandørforening,
Økologisk Landsforening.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1 (kapitel
29 a
)
Der foreslås indført regler, hvorefter retten efter
anmodning fra en person, der er indehaver af en immaterialrettighed, og hvis
rettigheder er blevet krænket, kan pålægge personer, der er involveret i
krænkelsen, at oplyse om de øvrige implicerede personer samt om krænkelsens
omfang.
Til § 306
Forslaget til
stk. 1
indebærer, at retten i forbindelse med en retssag om en
immaterialretskrænkelse
eller overtrædelse som nævnt i retsplejelovens § 653, stk. 2, efter
anmodning fra rettighedshaveren eller en anden, der er beføjet til at påtale
krænkelsen eller overtrædelsen kan bestemme, at modparten eller tredjemand
skal
pålægges at give oplysninger om krænkelsen mv. som nævnt i forslaget til
stk. 2
, jf. nedenfor.
Rettighedshaveren kan anmode om et informationspålæg i
forbindelse med en retssag om immaterialretskrænkelsen. Pålægget omfatter
oplysninger
om de varer eller tjenesteydelser, retssagen vedrører. Disse oplysninger vil
i
nogle tilfælde, men ikke altid have betydning for afgørelsen af den
verserende
sag. Retten kan ikke afvise at imødekomme anmodningen alene under henvisning
til, at oplysningerne ikke har betydning for sagen. Vil imødekommelse af
begæringen
i urimeligt omfang trække sagen i langdrag, kan anmodningen dog efter
omstændighederne nægtes efter en proportionalitetsafvejning, jf. forslaget
til
stk. 3.
Det er en forudsætning for at pålægge en person et
informationspålæg efter den foreslåede § 306, at det må lægges til
grund,
at der foreligger en krænkelse eller overtrædelse som nævnt i § 653,
stk. 2.
Det vil efter omstændighederne være fornødent, at retten tager stilling til
dette spørgsmål ved en delafgørelse efter retsplejelovens § 253.
Spørgsmålet om, hvorvidt der faktisk er tale om en krænkelse eller
overtrædelse
afgøres efter de almindelige regler herom.
Det er endvidere en forudsætning, at den pågældende råder
over de pågældende oplysninger.
Det er efter forslaget en betingelse for at kunne give en
person et informationspålæg, at vedkommende som led i erhvervsvirksomhed er
fundet i besiddelse af de pågældende varer, i færd med at anvende de
pågældende
tjenesteydelser eller i færd med at yde tjenester, der anvendes i de
pågældende
aktiviteter. Herudover kan der gives en person et informationspålæg, hvis
vedkommende ifølge de nævnte personer har medvirket til fremstilling,
distribution
af sådanne varer eller levering af sådanne tjenesteydelser.
Afgrænsningen af den persongruppe, der kan pålægges at give
oplysninger, svarer med enkelte sproglige tilpasninger til direktivets
artikel
8, stk. 1, litra a-d. En tjenesteydelse, der krænker en ophavsret, kan
f.eks. være ulovligt salg af musikfiler via Internettet. En virksomhed eller
person,
der yder »tjenester, der anvendes i de pågældende aktiviteter«, kan
eksempelvis
være en internetudbyder.
Det påhviler rettighedshaveren at godtgøre, at en person er
omfattet af den foreslåedes bestemmelse.
Forslaget til
stk. 2
fastlægger, hvilke oplysninger der er omfattet af oplysningspligten.
Oplysningerne
omfatter navn og adresse på producenter, fremstillere, distributører,
leverandører og andre tidligere indehavere af de pågældende varer og
tjenesteydelser samt på grossister og detailhandlere, som varerne eller
tjenesteydelserne
var bestemt for. Endvidere opfatter oplysningspligten oplysninger om de
producerede, fremstillede, leverede, modtagne eller bestilte mængder og den
pris, der er opnået for de pågældende varer eller tjenesteydelser. Forslaget
til bestemmelsen svarer med enkelte sproglige tilpasninger til direktivets
artikel 8, stk. 2.
Oplysningspligten er et supplement til de almindelige
regler om bevisførelse i forbindelse med den verserende sag og forudsætter
ikke, at oplysningerne har betydning for den verserende sag. Retten kan dog
afslå en
anmodning fra
rettighedshaveren om et pålæg til at give information efter en
proportionalitetsafvejning, jf. forslaget til
stk. 3. Dette kan f.eks. være tilfældet, såfremt en imødekommelse
af rettighedshaverens anmodning vil trække den verserende sag i langdrag i
videre omfang, end det er rimeligt. Dette vil navnlig kunne anføres, hvor de
ønskede oplysninger ikke har betydning for afgørelsen af den verserende sag.
Bestemmelsen vil ligeledes kunne finde anvendelse, hvor
berettigede hensyn til den anmodedes erhvervshemmeligheder taler for det, og
rettighedshaverens interesse i oplysningerne efter en konkret vurdering
findes
at måtte vige for disse hensyn.
Lov om behandling af personoplysninger finder også
anvendelse på behandling af personoplysninger i forbindelse med et
informationspålæg.
Den person, der har fået et informationspålæg af en domstol, må behandle
almindelige ikke-følsomme oplysninger, jf. § 6, stk. 1, nr. 3 i lov
om behandling af personoplysninger, hvorefter behandling af sådanne
oplysninger
kan finde sted, når behandlingen er nødvendig for at overholde en retlig
forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige.
Et informationspålæg omfatter ikke oplysninger, som
personen efter retsplejelovens § 169-172 ikke har pligt til at afgive
forklaring
om som vidne, jf. forslaget til
stk. 4.
Immaterialretskrænkelser mv. kan almindeligvis medføre straf, og bestemmelsen
i
retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 1, hvorefter der ikke er
vidnepligt, såfremt forklaringen ville udsætte vidnet selv for straf eller
tab
af velfærd, er således navnlig relevant i den forbindelse. Det følger af
henvisningen til retsplejelovens § 173, at retten skal vejlede om
indholdet af vidneudelukkelses- og vidnefritagelsesbestemmelserne, såfremt
omstændighederne giver grund dertil.
Undlader en part eller tredjemand uden lovlig grund at
efterkomme et informationspålæg, finder reglerne i retsplejelovens § 178
om tvangsmidler over for vidner anvendelse. Retten kan således bl.a. pålægge
personen en bøde eller en løbende bøde i op til 6 måneder, lade personen
afhente af politiet eller lade personen tage i forvaring i op til 6 måneder.
En
parts undladelse uden lovlig grund at efterkomme et informationspålæg kan
tillige tillægges processuel skadevirkning, jf. forslaget til
stk. 5.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.3.
Til § 307
Den foreslåede bestemmelse fastsætter de nærmere regler om
behandlingen af en anmodning om et informationspålæg efter forslaget til
§ 306.
Det følger af
stk. 2
,
at modparten og den, anmodningen vedrører, skal have lejlighed til at udtale
sig, før der træffes afgørelse om et informationspålæg. Modparten vil således
have lejlighed til at fremkomme med bemærkninger, selv hvor anmodningen er
rettet mod tredjemand. Modparten kan således eksempelvis finde, at
imødekommelse af anmodningen vil trække sagen i langdrag i højere grad end
det
er rimeligt, og at anmodningen derfor bør nægtes efter en
proportionalitetsvurdering,
jf. § 306, stk. 4.
Det er efter bestemmelsen overladt til retten nærmere at
fastsætte, hvordan pålægget skal efterkommes. Dette kan f.eks. ske ved
indsendelse af en skriftlig erklæring eller ved, at den forpligtede giver
møde
i retten.
En erklæring i henhold til et informationspålæg er ikke en
vidneforklaring. Afvigelse af bevidst urigtige oplysninger vil dog efter
omstændighederne kunne straffes efter de almindelige regler herom.
Spørgsmålet om omkostninger i forbindelse med et
informationspålæg afgøres efter retsplejelovens almindelige regler herom, jf.
retsplejelovens kapitel 30. Det følger af
stk. 3
,
at t
redjemand
kan kræve sine udgifter ved at efterkomme pålægget forudbetalt af parten
eller
kræve stillet sikkerhed for udgifternes betaling. Bestemmelsen svarer til
§ 300, stk. 3, om tredjemandsedition.
Til nr. 2 (§ 653, stk. 1)
Den foreslåede ændring af stk. 1 indebærer, at det
ikke længere vil indgå som en betingelse for gennemførelse af en
bevissikringsundersøgelse,
at rekvisitus har begået en immaterialretskrænkelse mv. som led i
erhvervsvirksomhed
eller i øvrigt i ikke ubetydeligt omfang. Er der tale om tilfælde af
krænkelser
mv., der antager et ubetydeligt omfang, vil en bevissikringsundersøgelse dog
efter omstændighederne kunne nægtes efter en konkret interesseafvejning.
Dette
gælder ikke mindst, når undersøgelsen begæres foretaget i et privat hjem. I
henhold til § 653, stk. 4, skal der ved afgørelsen af, om en
undersøgelse bør tillades, altid foretages en sådan interesseafvejning, og
ved
denne vil integritetshensyn i reglen veje tungere, når der begæres
undersøgelse
i et privat hjem, end når der begæres undersøgelse i forretningslokaler mv.
Der henvises endvidere til den foreslåede præcisering af
§ 653, stk. 4, jf. lovforslagets § 1, stk. 5.
Den foreslåede ændring af stk. 1 indebærer herudover,
at fogedretten efter anmodning fra rettighedshaveren eller en anden, der er
beføjet til at påtale en krænkelse af en immaterialret eller en overtrædelse
som nævnt i stk. 2 (rekvirenten), kan bestemme, at der hos en anden
(rekvisitus) skal foretages en undersøgelse med henblik på at sikre bevis for
krænkelsen eller overtrædelsen, hvis det sandsynliggøres, at rekvisitus har
begået eller
vil begå
en sådan
krænkelse, og der er grund til at antage, at bevis for krænkelsen eller
overtrædelsen
og dennes omfang kan findes i de lokaler, der ønskes undersøgt.
Forslaget indebærer således, at en
bevissikringsundersøgelse fremover også vil kunne være rettet mod planlagte
krænkelser, hvis rekvirenten kan sandsynliggøre, at rekvisitus vil begå en
sådan krænkelse.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.2 og
4.2.3.
Til nr. 3 (§ 653, stk. 2, nr. 4)
Forslaget er en konsekvensændring som følge af en ændring
af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed ved lov nr. 1052 af 17. december
2002,
hvorved § 75 a i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed blev til
§ 91.
Til nr. 4 (653, stk. 3, 2. pkt.)
Forslaget indebærer, at bestemmelsen i § 653,
stk. 3, 2. pkt. ophæves. Efter denne bestemmelse kan en
bevissikringsundersøgelse
ikke foretages med henblik på at konstatere, om produktionsprocesser eller
maskiner og andet produktionsudstyr krænker patenter, brugsmodeller eller
rettigheder til halvlederprodukters udformning.
En anmodning om en bevissikringsundersøgelse vedrørende
processer eller udstyr omfattet af bestemmelsen vil dog efter
omstændighederne
kunne nægtes efter en konkret interesseafvejning. I henhold til § 653,
stk. 4, skal der ved afgørelsen af, om en undersøgelse bør tillades,
altid
foretages en sådan interesseafvejning. I denne afvejning indgår bl.a.
berettigede hensyn til rekvisiti erhvervshemmeligheder. En
bevissikringsundersøgelse
vil således efter omstændighederne kunne nægtes, såfremt der er risiko for at
påføre rekvisitus væsentlig skade i form af afsløring af
erhvervshemmeligheder.
I afvejningen indgår endvidere hensynet til rekvirentens behov for en
bevissikringsundersøgelse for at kunne forfølge sit krav. Findes rekvirenten
at
kunne dokumentere sit krav på anden måde, f.eks. fordi bevisbyrden for en
krænkelse efter patentlovens § 64 a påhviler krænkeren, vil rekvisitus
efter omstændighederne lettere kunne påberåbe sig, at rekvirentens interesse
i
en undersøgelse står i misforhold til den skade eller ulempe, som en sådan
undersøgelse vil påføre rekvisitus.
Der henvises endvidere til den foreslåede præcisering af
§ 653, stk. 4, jf. lovforslagets § 1, stk. 5.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.4.
Til nr. 5 (§ 653, stk. 4)
Lovforslaget
indebærer, at det præciseres i selve lovteksten, at
hensynet til
privatlivets fred og til beskyttelsen af erhvervshemmeligheder vil kunne føre
til, at fogedretten helt eller delvis meddeler afslag på en anmodning om
undersøgelse, fordi der er væsentlig risiko for, at undersøgelsen vil påføre
rekvisitus skade eller ulempe, som står i misforhold til rettighedshaverens
interesse
i undersøgelsens gennemførelse. Som hidtil vil også andre hensyn kunne indgå
i
proportionalitetsvurderingen, herunder f.eks. rettighedshaverens behov for en
undersøgelse for at kunne forfølge sit krav.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.5.
Til nr. 6 (§ 653 c, stk. 1, 2. pkt.)
Forslaget indebærer, at rekvisitus vil skulle fremsætte en
anmodning om tilbagelevering af beslaglagte genstande og andet bevismateriale
fra en bevissikringsundersøgelse og om, at det under undersøgelsen fremkomne
ikke kan anvendes som bevis for krænkelser eller overtrædelser, såfremt
rekvirenten ikke rettidigt anlægger retssag efter gennemførelsen af en
bevissikringsundersøgelse.
Fogedretten vejleder om nødvendigt rekvisitus om dennes
retsstilling, såfremt rekvisitus ikke møder ved advokat, jf. retsplejelovens
§ 653 d, jf. § 500.
Der er ikke knyttet formkrav til en anmodning fra
rekvisitus efter den foreslåede bestemmelse.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.7.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. april 2006.
Ifølge direktivets artikel 20, stk. 1, er den 29. april 2005 frist for
rettidig gennemførelse af direktivet i dansk ret.
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
§ 1
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 910 af 27.
september 2005, foretages følgende ændringer:
1.
Efter
§ 305 indsættes som nyt kapitel:
»Kapitel 29 a
Oplysningspligt ved krænkelse af immaterialrettigheder
mv.
§ 306.
I forbindelse med en sag om en krænkelse eller overtrædelse som nævnt i
§ 653, stk. 2, kan retten efter anmodning af en part, der er
beføjet til at påtale krænkelsen eller overtrædelsen, pålægge en modpart
eller tredjemand at give oplysninger, jf. stk. 2, som den pågældende
råder over, om varer eller tjenesteydelser, der udgør en sådan krænkelse
eller overtrædelse, såfremt
1)
den pågældende som
led i erhvervsvirksomhed er fundet
i besiddelse af de pågældende krænkende varer,
2)
den pågældende som
led i erhvervsvirksomhed er fundet i færd med at anvende de pågældende
krænkende tjenesteydelser,
3)
den pågældende som
led i erhvervsvirksomhed er fundet i færd med at yde tjenester, der anvendes
i de pågældende krænkende aktiviteter, eller
4)
den pågældende ifølge
personer omfattet af nr. 1-3 har medvirket til produktion, fremstilling eller
distribution af de pågældende krænkende varer eller levering af de pågældende
krænkende tjenesteydelser.
Stk. 2.
De i
stk. 1 nævnte oplysninger omfatter
1)
navn og adresse på
producenter, fremstillere, distributører, leverandører og andre tidligere
indehavere af de pågældende varer og tjenesteydelser samt på grossister og
detailhandlere,
som de pågældende varer eller de pågældende tjenesteydelser var bestemt for,
og
2)
oplysninger om de
producerede, fremstillede, leverede, modtagne eller bestilte mængder og den
pris, der er opnået for de pågældende varer eller tjenesteydelser.
Stk. 3.
Retten
afslår helt eller delvis en anmodning efter stk. 1, hvis det må antages,
at udlevering af oplysningerne vil påføre den, anmodningen vedrører, eller
andre skade eller ulempe, som står i misforhold til den anmodende parts
interesse i oplysningerne.
Stk. 4.
Et pålæg
efter stk. 1 omfatter ikke oplysninger, som den, anmodningen vedrører, i
medfør af retsplejelovens §§ 169-172 ikke har pligt til at afgive
forklaring
om som vidne. Retsplejelovens § 173 finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 5
. Undlader
modparten uden lovlig grund at efterkomme pålægget, finder bestemmelserne i
retsplejelovens §§ 178 og 344, stk. 2, tilsvarende anvendelse.
Undlader
tredjemand uden lovlig grund at efterkomme pålægget, finder bestemmelsen i
retsplejelovens § 178 tilsvarende anvendelse.
§ 307.
En part, der fremsætter anmodning om pålæg efter § 306, skal angive de
oplysninger, der ønskes og begrundelsen for, at den, anmodningen vedrører, er
omfattet af § 306, stk. 1, nr. 1-4.
Stk. 2.
Bestemmelse om pålæg efter § 306 træffes, efter at modparten og den,
anmodningen vedrører, har haft lejlighed til at udtale sig. Retten bestemmer,
hvordan pålægget skal efterkommes.
Stk. 3.
Tredjemand
kan kræve sine udgifter ved at efterkomme pålægget forudbetalt af parten
eller kræve stillet sikkerhed for udgifternes betaling.«
§ 653.
Efter anmodning fra rettighedshaveren eller en anden, der er beføjet til at
påtale en krænkelse af en immaterialret eller en overtrædelse som nævnt i
stk. 2 (rekvirenten), kan fogedretten træffe bestemmelse om, at der hos
en anden (rekvisitus) skal foretages en undersøgelse med henblik på at sikre
bevis for krænkelsen eller overtrædelse og dennes omfang, såfremt
1)
det
sandsynliggøres, at rekvisitus som led i erhvervsvirksomhed eller i øvrigt i
ikke ubetydeligt omfang har begået en krænkelse eller overtrædelse som nævnt
i stk. 2, og
2)
der er grund til at
antage, at bevis for krænkelsen eller overtrædelsen og dennes omfang kan
findes i de lokaler, der ønskes undersøgt.
2.
§
653, stk. 1
, affattes således:
»Efter anmodning fra rettighedshaveren eller en anden, der er
beføjet til at påtale en krænkelse af en immaterialret eller en overtrædelse
som nævnt i stk. 2, (rekvirenten), kan fogedretten træffe bestemmelse
om, at der hos en anden (rekvisitus) skal foretages en undersøgelse med
henblik
på at sikre bevis for krænkelsen eller overtrædelsen og dennes omfang, hvis
det sandsynliggøres, at rekvisitus har begået eller vil begå en sådan
krænkelse, og der er grund til at antage, at bevis for krænkelsen eller
overtrædelsen og dennes omfang kan findes i de lokaler, der ønskes
undersøgt.«
§ 653.
- - -
Stk. 2. nr. 1-3
- - -
Stk. 2, nr. 4.
overtrædelser som nævnt i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed § 75 a,
3.
I
§ 653, stk. 2, nr. 4,
ændres
»lov om radio- og fjernsynsvirksomhed § 75 a,« til: »lov om radio- og
fjernsynsvirksomhed § 91,«.
§ 653.
- - -
Stk. 2
. - - -
Stk. 3, 1. pkt
. - - -
Stk. 3, 2. pkt.
Der kan dog ikke foretages undersøgelse med henblik på at konstatere, om
produktionsprocesser eller maskiner og andet produktionsudstyr krænker
patenter, brugsmodeller eller rettigheder til halvlederprodukters udformning.
4.
§ 653, stk. 3, 2. pkt
. ophæves.
§ 653,
Stk. 2.
- - -
Stk. 3
. - - -
Stk. 4.
Fogedretten
afslår helt eller delvis en anmodning om undersøgelse, hvis det må antages,
at undersøgelsen vil påføre rekvisitus skade eller ulempe, som står i
misforhold til rettighedshaveren interesse i undersøgelsens gennemførelse.
5.
I
§ 653, stk. 4,
indsættes
efter »hvis det«: »under hensyn til privatlivets fred, erhvervshemmeligheder
eller i øvrigt«
6.
I
§ 653 c, stk. 1, 2. pkt.
indsættes efter »rekvirenten«: »efter anmodning fra rekvisitus«.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. april 2006.
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2004/48/EF
af 29. april 2004
om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder
(EØS-relevant
tekst)
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION
HAR –
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det
Europæiske Fællesskab, særlig artikel 95,
under henvisning til forslag fra Kommissionen,
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske
Økonomiske og Sociale Udvalg,
1)
efter høring af Regionsudvalget,
efter proceduren i traktatens artikel 251,
2)
og
ud fra følgende betragtninger:
(1)
Virkeliggørelsen af det indre marked
forudsætter ophævelse af restriktioner for den frie bevægelighed og forbud
mod
konkurrenceforvridning, og at der samtidig skabes et gunstigt mil-jø for
innovation og investeringer. I den forbindelse er beskyttelsen af den
intellektuelle ejendomsret en væsentlig faktor for et velfungerende indre
marked. Beskyttelsen af den intellektuelle ejendomsret er vigtig ikke kun for
at fremme innovation og kreativitet, men også for at forbedre beskæftigelsen
og
konkurrenceevnen.
(2)
Beskyttelsen af den
intellektuelle ejendomsret bør sikre, at opfindere og produktudviklere kan
skaffe sig en rimelig indtægt af deres opfindelser eller frembringelser. Den
bør desuden danne
grundlag for den videst
mulige udbredelse af værker, idéer og ny viden. Samtidig bør den ikke
være til hinder for ytringsfriheden, den frie bevægelighed for information
eller
beskyttelsen af personoplysninger, bl.a. på internettet.
(3)
Uden effektive midler
til at sikre håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder mindskes
interessen imidlertid for innovation og kreativitet, og investeringerne vil
falde. Det er derfor nødvendigt at sikre, at de materielle regler om
intellektuel
ejendomsret, der i dag i høj grad henhører under den gældende fællesskabsret,
reelt anvendes i Fællesskabet. I den henseende er midlerne til at sikre
håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder afgørende for et
velfungerende
indre marked.
(4)
I
international sammenhæng er alle medlemsstaterne samt Fællesskabet, for så
vidt
angår de områder, der hører under dets kompetence, bundet af aftalen om
handelsrelaterede aspekter af intellektuelle ejendomsrettigheder
»"TRIPs-aftale«"),
der ved Rådets beslutning 94/800/EF
3)
blev godkendt
inden for rammerne af de multilaterale forhandlinger i Uruguay-rundens regi.
(5)
TRIPs-aftalen
indeholder bl.a. bestemmelser om midler til håndhævelse af intellektuelle
ejendomsrettigheder,
der udgør fælles, internationalt gældende regler, som anvendes i alle
medlemsstater.
Dette direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes internationale forpligtelser,
her-under deres forpligtelser i henhold til TRIPs-aftalen.
(6)
Der
findes herudover internationale konventioner, som alle medlemsstaterne har
tiltrådt, og som også indeholder bestemmelser om midler til håndhævelse af
intellektuelle ejendomsrettigheder. Det gælder bl.a. Pariserkonventionen om
beskyttelse af industriel ejendomsret, Bernerkonventionen til værn for
litterære og kunstneriske værker og Romkonventionen om beskyttelse af
udøvende
kunstnere, fremstillere af fonogrammer samt radio- og fjernsynsforetagender.
(7)
De
høringer, som Kommissionen har foretaget vedrørende dette spørgsmål, viser,
at
der til trods for TRIPs-aftalen stadig er store forskelle medlemsstaterne
imellem med hensyn til midlerne til håndhævelse af intellektuelle
ejendomsrettigheder.
Det varierer således betydeligt fra den ene medlemsstat til den anden, hvilke
regler der gælder for de foreløbige foranstaltninger, der bl.a. træffes for
at
sikre bevismateriale, for udmåling af erstatning, og for behandling af sager
med
påstand om at bringe krænkelser af den intellektuelle ejendomsret til ophør.
I
visse medlemsstater findes der ikke foranstaltninger, procedurer og
retsmidler
som f.eks. retten til information og tilbagekaldelse for den krænkende parts
regning af de omtvistede varer, der er bragt i handelen.
(8)
Forskellene mellem
medlemsstaternes ordninger for håndhævelse af intellektuelle
ejendomsrettigheder
er til hinder for et velfungerende indre marked og gør det umuligt at sikre,
at
intellektuelle ejendomsrettigheder nyder ensartet beskyttelse på hele
Fællesskabets område. Denne situation fremmer ikke den frie bevægelighed i
det
indre marked eller skaber et klima til fremme af sund konkurrence mellem
virksomhederne.
(9)
De
nuværende forskelle svækker ligeledes de materielle regler om intellektuel
ejendomsret og splitter det indre marked på dette område. Det medfører, at
erhvervslivet mister tilliden til det indre marked, og dermed at
investeringerne i innovation og kreativitet falder. Krænkelserne af
intellektuelle ejendomsrettigheder synes i stigende grad at have forbindelser
til den organiserede kriminalitet. Udviklingen i brugen af internettet har
skabt mulighed for øjeblikkelig global udbredelse af piratkopier. Effektiv
håndhævelse af de materielle bestemmelser om intellektuel ejendomsret, bør
sikres ved en specifik fællesskabsaktion. Indbyrdes tilnærmelse af
medlemsstaternes
lovgivninger på dette område er således en væsentlig forudsætning for, at det
indre marked fungerer tilfredsstillende.
(10)
Formålet med
dette direktiv er indbyrdes at tilnærme lovgivningerne med henblik på at
sikre
et højt, ækvivalent og ensartet beskyttelsesniveau i det indre marked.
(11)
Dette
direktiv har ikke til formål at fastsætte harmoniserede regler for retsligt
samarbejde, for retternes kompetence, for anerkendelse og fuldbyrdelse af
retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, eller at behandle
spørgsmålet om, hvilken lov der skal finde anvendelse. Disse områder er
omfattet af generelle bestemmelser i fællesskabsretsakter, der i princippet
også
finder anvendelse på den intellektuelle ejendomsret.
(12)
Dette
direktiv bør ikke berøre anvendelsen af konkurrencereglerne, særlig
traktatens
artikel 81 og 82. Foranstaltningerne i dette direktiv bør ikke anvendes til
uretmæssigt at begrænse konkurrencen på en måde, der er i strid med
traktaten.
(13)
Det er
nødvendigt at fastlægge så bredt et anvendelsesområde for dette direktiv som
muligt
for at dække alle de intellektuelle ejendomsrettigheder, der er omfattet af
fællesskabsbestemmelserne på dette område og/eller af de berørte
medlemsstaters
lovgivning. Dette er dog ikke til hinder for, at medlemsstaterne, hvis de
ønsker det, af hensyn til nationale behov kan udvide bestemmelserne i dette
direktiv til at omfatte illoyal konkurrence, herunder piratkopiering og
tilsvarende aktiviteter.
(14)
Foranstaltningerne
i artikel 6, stk. 2, artikel 8, stk. 1 og artikel 9, stk. 2,
skal kun være obligatoriske i forbindelse med handlinger, der udføres i
kommerciel målestok. Dette berører ikke medlemsstaternes mulighed for at
anvende foranstaltningerne også i forbindelse med andre handlinger.
Handlinger,
der udføres i kommerciel målestok, er handlinger, der udføres med henblik på
direkte eller indirekte økonomisk eller kommerciel gevinst; dette udelukker
nor-malt handlinger, der udføres af slutforbrugerne, når de handler i god
tro.
(15)
Dette
direktiv bør ikke berøre de materielle regler om intellektuel ejendomsret,
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om
beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af
personoplysninger
og om fri udveksling af sådanne oplysninger,
4)
Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 1 999/93/EF af 13. december 1999 om en fællesskabsramme
for
elektroniske signaturer
5)
og
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse
retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk
handel,
i det indre marked.
6)
(16)
Bestemmelserne
i dette direktiv bør ikke berøre de særlige bestemmelser til håndhævelse af
rettigheder og vedrørende undtagelser inden for ophavsret og beslægtede
rettigheder, der er fastsat i fællesskabsinstrumenter, herunder især sådanne
bestemmelser i Rådets direktiv 91/250/EØF af 14. maj 1991 om retlig
beskyttelse
af edb-programmer
7)
eller i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter
af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet.
8)
(17)
De
foranstaltninger, procedurer og retsmidler, der fastlægges i dette direktiv,
bør i hvert enkelt tilfælde fastsættes på en sådan måde, at der tages
behørigt
hensyn til det pågældende til
fældes
specifikke karakteristika, herunder de særlige egenskaber ved den enkelte
intellektuelle
ejendomsret, og, når det er relevant, til krænkelsens
forsætlige eller ikke-forsætlige karakter.
(18)
Disse
foranstaltninger, procedurer og retsmidler bør kunne kræves anvendt ikke kun
af
rettighedshaverne, men også af personer, der i det omfang det er muligt efter
og i overensstemmelse med den relevante lovgivning, har en direkte interesse
og
søgsmålsret, hvilket kan indbefatte faglige organisationer, der skal varetage
forvaltningen af rettighederne eller forsvare de kollektive og individuelle
interesser, de repræsenterer.
(19)
Da
ophavsretten gælder fra det øjeblik, et værk er skabt, og ikke forudsætter
formel registrering, er det hensigtsmæssigt at følge reglen i
Bernerkonventionens artikel 15, hvori der fastsættes en formodning for, at
ophavsmanden til et litterært eller kunstnerisk værk er den, hvis navn er
anført på værket. En tilsvarende formodning bør gælde for indehaverne af
beslægtede rettigheder, da det ofte er indehaveren af en beslægtet ret, som
f.eks. en fonogramproducent, der vil forsøge at forsvare rettighederne og
bekæmpe piratkopiering.
(20)
Da
beviser er af altafgørende betydning for at fastslå en krænkelse af
intellektuelle ejendomsrettigheder, bør det sikres, at der reelt er mulighed
for at optage, fremlægge og sikre beviser. Procedurerne bør tage hensyn til
forsvarets rettigheder og sikre de nødvendige garantier, her-under
beskyttelse
af fortrolige oplysninger. Hvad angår krænkelser i kommerciel målestok er det
også vigtigt, at domstolene i givet fald kan kræve finansielle og
kommercielle
dokumenter, herunder bankdokumenter, som er under den formodede krænkende
parts
kontrol, fremlagt.
(21)
Der findes i
visse medlemsstater andre foranstaltninger, der skal sikre et højt
beskyttelsesniveau,
og disse bør være til rådighed i alle medlemsstater. Det gælder retten til
information, der gør det muligt at indhente præcise oplysninger om de
rettighedskrænkende varers eller tjenesteydelsers oprindelse og
distributionskanaler samt om identiteten af tredjemænd, der måtte have
deltaget
i krænkelsen.
(22)
Det er også
tvingende nødvendigt, at der fastsættes foreløbige foranstaltninger, som
omgående
kan bringe krænkelsen til ophør uden at afvente en afgørelse vedrørende
realiteten, idet dette skal ske under iagttagelse af retten til forsvar, og
idet det påses, at de foreløbige foranstaltninger afpasses efter
omstændighederne i den konkrete sag, og idet der stilles den nødvendige
sikkerhed til dækning af de omkostninger og det tab, der påføres modparten,
hvis kravet viser sig at være grundløst. Disse foranstaltninger er især
berettigede, når en forsinkelse vil påføre rettighedshaveren et uopretteligt
tab.
(23)
Rettighedshaverne
bør, uden at dette berører andre tilgængelige foranstaltninger, procedurer
eller retsmidler, have mulighed for at anmode om, at der udstedes påbud over
for mellemmænd, hvis tjenesteydelser anvendes af tredjemand til at krænke
rettighedshaverens industrielle ejendomsret. Betingelser og procedurer for
sådanne påbud bør fastsættes i medlemsstaternes nationale lovgivning. For så
vidt angår krænkelser af ophavsret og beslægtede rettigheder er der allerede
i
direktiv 2001 /29/EF indført en udstrakt grad af harmonisering. Artikel 8,
stk. 3, i direktiv 2001/29/EF bør derfor ikke berøres af dette direktiv.
(24)
Afhængigt af
den enkelte sag, og hvis omstændighederne tilsiger det, bør de
foranstaltninger,
procedurer og retsmidler, der skal indføres, omfatte prohibitive
foranstaltninger med henblik på at forebygge yderligere krænkelser af de
intellektuelle
ejendomsrettigheder. Der bør desuden, i givet fald for den krænkendes parts
regning, kunne iværksættes korrigerende foranstaltninger, som f.eks.
tilbagekaldelse, endelig fjernelse fra handelen eller tilintetgørelse af de
rettighedskrænkende varer, og hvis det er relevant, af de materialer og
redskaber, der primært har været anvendt til at skabe eller fremstille
varerne.
Disse korrigerende foranstaltninger bør tage hensyn til tredjemands
interesser,
herunder navnlig forbrugere og privatpersoner, der har handlet i god tro.
(25)
I tilfælde,
hvor en krænkelse er begået uforsætligt, og der ikke er udvist uagtsomhed, og
hvor de i dette direktiv fastlagte korrigerende foranstaltninger eller påbud
ville være uforholdsmæssigt bebyrdende, bør medlemsstaterne have mulighed for
at bestemme, at der som alternativ i visse tilfælde kan ydes den krænkede
part
økonomisk kompensation. Hvis den kommercielle anvendelse af plagierede varer
eller ydelsen af tjenester imidlertid er i strid med anden lovgivning end
lovgivningen om intellektuel ejendomsret eller vil kunne skade forbrugerne,
bør
den pågældende anvendelse eller tjenesteydelse fortsat være forbudt.
(26)
Med henblik
på at erstatte det tab, der er påført som følge af en krænkelse begået af en
krænkende part, der vidste eller havde rimelig grund til at vide, at hans
aktiviteter udgjorde en krænkelse, bør der ved udmålingen af erstatningen til
rettighedshaveren tager hensyn til alle relevante aspekter som f.eks.
rettighedshaverens tab af fortjeneste eller den krænkende parts uberettigede
fortjeneste samt i givet fald det ikke-økonomiske tab, der er påført
rettighedsha
veren. Hvis d
et f.eks. er
vanskeligt at bestemme størrelsen af det faktiske tab, kan erstatningen
alternativt
beregnes på grundlag af f.eks. de gebyrer og afgifter, som den krænkende part
skulle have betalt, hvis han havde anmodet om tilladelse til at anvende den
pågældende intellektuelle ejendomsrettighed. Formålet er ikke at indføre en
pligt til at fastsætte en erstatning, der har karakter af straf, men at give
mulighed for en erstatning på et objektivt grundlag, hvor der samtidig tages
hensyn til rettighedshaverens udgifter til f.eks. påvisning og efterforskning
af krænkelsen.
(27)
Med
henblik på yderligere at afskrække en fremtidig krænkende part og fremme en
øget be
vidsthed hos den brede offentlighed
er det hensigtsmæssigt at offentliggøre afgørelserne i sa
ger om
krænkelse af intellektuelle ejendomsrettigheder.
(28)
Foruden de
civilretlige og administrative foranstaltninger, procedurer og retsmidler,
der
fast
lægges i dette direktiv, kan
strafferetlige sanktioner også i visse tilfælde være et redskab til at
sikre håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder.
(29)
Erhvervslivet
bør deltage aktivt i kampen mod piratkopiering og varemærkeforfalskning.
Udarbejdelsen af adfærdskodekser i de kredse, der er direkte berørt af
problemerne, udgør et supplement til lovgivningen. Medlemsstaterne bør i
samarbejde med Kommissionen tilskynde til udarbejdelse af adfærdskodekser i
almindelighed. Kontrollen med fremstillingen af optiske diske, især ved hjælp
af en identifikationskode, der påføres diske fremstillet i Fællesskabet, kan
medvirke til at begrænse krænkelserne af intellektuelle ejendomsrettigheder i
denne sektor, der i høj grad er offer for piratkopiering. Disse tekniske
beskyttelsesforanstaltninger bør dog ikke misbruges til at beskytte
markederne
og forhindre parallelimport.
(30)
Med henblik
på at fremme den ensartede anvendelse af dette direktiv bør der fastlægges
ordninger for samarbejde og udveksling af oplysninger medlemsstaterne imellem
og mellem medlemsstaterne og Kommissionen, navnlig ved oprettelse af et net
af
kontaktpersoner, der udpeges af medlemsstaterne, og ved regelmæssige
rapporter,
hvori anvendelsen af dette direktiv og effektiviteten af de foranstaltninger,
de forskellige nationale organer træffer, evalueres.
(31)
Da
målet for dette direktiv af de allerede anførte grunde bedst kan gennemføres
på
fællesskabsplan, kan Fællesskabet træffe foranstaltninger i overensstemmelse
med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse
med
proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud
over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.
(32)
Dette
direktiv er i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder og overholder
de principper, der bl.a. er anerkendt i Den Europæiske Unions charter om
grundlæggende rettigheder. Direktivet har navnlig til formål at sikre, at den
intellektuelle ejendomsret overholdes fuldt ud i overensstemmelse med
chartrets
artikel 17, stk. 2 –
UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:
KAPITEL
I
Genstand og anvendelsesområde
Artikel 1
Genstand
Dette direktiv
vedrører de foranstaltninger, procedurer og retsmidler, der er nødvendige for
at sikre
håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder. I dette
direktiv omfatter udtrykket »intellektuelle ejendomsrettigheder« også
industrielle ejendomsrettigheder.
Artikel
2
Anvendelsesområde
1. Med forbehold af de midler, der er indført eller kan
indføres i fællesskabslovgivningen eller i medlemsstaternes lovgivninger, for
så vidt disse midler er gunstigere for rettighedshaverne, finder de i dette
direktiv fastsatte foranstaltninger, procedurer og retsmidler anvendelse i
overensstemmelse med artikel 3 på enhver krænkelse af intellektuelle
ejendomsrettigheder som fastsat i fællesskabsretten og/eller den pågældende
medlemsstats nationale ret.
2. Dette direktiv berører ikke de særlige bestemmelser
om håndhævelse af rettigheder og undtagelser, der er fastsat i
fællesskabslovgivningen
om ophavsret og ophavsretsbeslægtede rettigheder, særlig direktiv 91/250/EØF,
navnlig artikel 7, og direktiv 200 1/29/EF, navnlig artikel 2-6 og artikel 8.
3. Dette
direktiv berører ikke:
a)
fællesskabsbestemmelserne
med materielle regler vedrørende intellektuel ejendomsret, direktiv 95/46/EF,
direktiv 1999/93/EF og direktiv 2000/31/EF i almindelighed, og artikel 12-15
i
direktiv 2000/3 1/EF i særdeleshed
b)
medlemsstaternes
forpligtelser i henhold til internationale konventioner, navnlig
TRIPsaftalen,
herunder forpligtelserne i relation til strafferetlige procedurer og
sanktioner
c)
medlemsstaternes
nationale bestemmelser om strafferetlige procedurer eller sanktioner i
forbindelse
med krænkelse af intellektuelle ejendomsrettigheder.
KAPITEL
II
Foranstaltninger, procedurer og retsmidler
Afdeling 1
Almindelige bestemmelser
Artikel 3
Almindelige bestemmelser
1. Medlemsstaterne fastsætter de foranstaltninger,
procedurer og retsmidler, der er nødvendige for at sikre håndhævelsen af de
intellektuelle ejendomsrettigheder, der er omfattet af dette direktiv.
Disse foranstaltninger, procedurer og retsmidler
skal være fair og rimelige, de må ikke være unødigt
komplicerede eller
udgiftskrævende, og de må ikke indebære urimelige frister eller medføre
ugrundede
forsinkelser.
2. Foranstaltningerne og retsmidlerne skal ligeledes være
effektive, stå i et rimeligt forhold til krænkelsen og have afskrækkende
virkning, og de skal anvendes på en sådan måde, at der ikke opstår hindringer
for lovlig samhandel, og at der ydes garanti mod misbrug af dem.
Artikel
4
Personer berettiget til at anmode om anvendelse af
foranstaltninger, procedurer og retsmidler
Medlemsstaterne anerkender:
a)
indehavere af
intellektuelle ejendomsrettigheder i overensstemmelse med den lovgivning, der
finder anvendelse
b)
alle andre personer,
der har tilladelse til at anvende disse rettigheder, navnlig licenshavere, i
det omfang det er muligt efter og i overensstemmelse med den lovgivning, der
finder anvendelse
c)
organisationer til
kollektiv forvaltning af intellektuelle ejendomsrettigheder, der er efter
reglerne
er officielt anerkendt som berettigede til at repræsentere indehavere af
intellektuelle ejendomsrettigheder, i det omfang det er muligt efter og i
overensstemmelse
med den lovgivning, der finder anvendelse
d)
faglige
interesseorganisationer, der efter reglerne er anerkendt som berettigede til
at
repræsentere indehavere af intellektuelle ejendomsrettigheder, i det omfang
det
er muligt efter og i overensstemmelse med den lovgivning, der finder
anvendelse
som personer, der kan anmode om
anvendelse af de i dette kapitel omhandlede foranstaltninger, procedurer og
retsmidler.
Artikel
5
Formodning om ophavs- eller ejendomsret
Ved anvendelse af de i dette direktiv omhandlede
foranstaltninger, procedurer og retsmidler
a)
er det, for at
ophavsmanden til et litterært eller kunstnerisk værk kan betragtes som
ophavsmand
og dermed være berettiget til at anlægge sag om krænkelse, indtil det
modsatte
er bevist, tilstrækkeligt, at den pågældendes navn er anført på værket på
sædvanlig måde
b)
finder bestemmelserne
i litra a) tilsvarende anvendelse på indehavere af ophavsretbeslægtede
rettigheder for så vidt angår det beskyttede materiale.
Afdeling
2
Bevismateriale
Artikel 6
Bevismateriale
1. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente retslige
myndigheder på begæring af en part, der har fremført et rimeligt tilgængeligt
bevismateriale, der er tilstrækkeligt til at understøtte hans påstande, og
som
til støtte for sine påstande har angivet bevismateriale, som modparten har
kontrol over, kan pålægge modparten at fremlægge det pågældende
bevismateriale,
under forudsætning af
at fortrolige
oplysninger beskyttes. I forbindelse med dette stykke kan medlemsstaterne
fastsætte, at
et rimeligt udvalg af
et betydeligt antal kopier af et værk eller enhver anden beskyttet genstand
af
de
kompetente retslige myndigheder anses for at være rimeligt
bevismateriale.
2. På de samme betingelser træffer medlemsstaterne i
tilfælde af en krænkelse i kommerciel målestok de nødvendige foranstaltninger
til, at de kompetente retslige myndigheder, når det er hensigtsmæssigt, på
begæring af en part kan kræve dokumenter med bankoplysninger samt finansielle
og kommercielle oplysninger, som modparten har kontrol over, fremlagt, under
forudsætning af at fortrolige oplysninger beskyttes.
Artikel
7
Foranstaltninger til sikring af bevismateriale
1. Medlemsstaterne sikrer, allerede inden behandlingen
af en sag vedrørende realiteten påbegyndes, at de kompetente retslige
myndigheder på begæring af en part, der har fremført et rimeligt tilgængeligt
bevismateriale til støtte for sin påstand om, at hans intellektuelle
ejendomsret er blevet krænket eller vil blive krænket, træffer afgørelse om,
at
der omgående skal iværksættes effektive foreløbige foranstaltninger med
henblik
på at sikre det relevante bevismateriale i forbindelse med den påståede
krænkelse, under forudsætning af at fortrolige oplysninger beskyttes. Sådanne
foranstaltninger kan omfatte en udførlig beskrivelse af de omtvistede varer
med
eller uden udtagning af
prøver eller en
beslaglæggelse af disse og, når det er hensigtsmæssigt, af de materialer og
redskaber,
der har været anvendt i fremstillingen og/eller
distributionen af disse varer og af de hertil hørende dokumenter. Disse
foranstaltninger træffes om nødvendigt uden at modparten høres, især hvis en
forsinkelse vil kunne påføre rettighedshaveren et uopretteligt tab, eller
hvor
der foreligger en påviselig risiko for tilintetgørelse af bevismateriale.
Hvis der træffes foranstaltninger til sikring af bevismateriale,
uden at modparten høres, underrettes de berørte parter straks efter, at
foranstaltningerne er gennemført. En efterfølgende prøvelse under iagttagelse
af høringsretten foretages på begæring af de berørte parter, således at det
inden for en rimelig frist efter meddelelsen af foranstaltningerne kan
afgøres,
hvorvidt disse skal ændres, ophæves eller stadfæstes.
2. Medlemsstaterne
sikrer, at foranstaltningerne til sikring af bevismateriale kan gøres
betinget
af, at rekvirenten stiller en tilstrækkelig sikkerhed eller tilsvarende
forsikring med henblik på eventuel kompensation af det tab, der påføres
rekvisitus, jf. stk. 4.
3. Medlemsstaterne sikrer, at foranstaltningerne til
sikring af bevismateriale ophæves eller på anden måde ophører med at have
virkning på begæring af rekvisitus med forbehold af et eventuelt
erstatningskrav, hvis rekvirenten ikke inden for
en rimelig frist anlægger sag vedrørende realiteten
ved den kompetente
retslige myndighed; denne frist fastsættes af den retslige myndighed, der an
ordner foranstaltningerne, hvis det er muligt
ifølge medlemsstatens lovgivning, eller, hvis det ikke
er tilfældet, inden for en frist på høj st 20
hverdage eller 31 kalenderdage, idet den længste frist be
nyttes.
4. Hvis foranstaltningerne til sikring af bevismateriale
ophæves eller bortfalder som følge af en handling eller undladelse fra
rekvirentens side, eller hvis det efterfølgende konstateres, at der ikke
forelå
nogen krænkelse eller trussel om krænkelse af en intellektuel
ejendomsrettighed, skal de retslige myndigheder have beføjelse til på
begæring
af rekvisitus at pålægge rekvirenten at yde rekvisitus passende erstatning
for
det tab, der er lidt som følge af disse foranstaltninger.
5. Medlemsstaterne kan træffe foranstaltninger med
henblik på at beskytte vidners identitet.
Afdeling
3
Ret til information
Artikel 8
Ret til information
1. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente retslige
myndigheder i forbindelse med sager om krænkelse af en intellektuel
ejendomsrettighed og som svar på en velbegrundet og forholdsmæssig
afpas set begæring fra rekvirenten, kan pålægge
den krænkende part og/eller enhver anden person at
give oplysninger om
oprindelsen af og distributionskanalerne for de varer eller tjenesteydelser,
der krænker en intellektuel ejendomsrettighed, såfremt den pågældende:
a)
er fundet i
besiddelse af de omtvistede varer i kommerciel målestok
b)
er fundet i færd med
at anvende de omtvistede tjenesteydelser i kommerciel målestok
c)
er fundet i færd med at yde tjenester, der
anvendes i de omtvistede aktiviteter, i kommerciel målestok eller
d)
er blevet identificeret
af den i litra a), b) eller c) omhandlede person som indblandet i produktion,
fremstilling eller distribution af sådanne varer eller levering af sådanne
tjenesteydelser.
2. De i stk. 1 nævnte oplysninger omfatter i givet
fald:
a)
navn og adresse på
producenter, fremstillere, distributører, leverandører og andre tidligere
indehavere
af varer eller tjenesteydelser samt på engros- og detailhandelsled
b)
oplysninger om
producerede, fremstillede, leverede, modtagne eller bestilte mængder og om
den
pris, der er opnået for de pågældende varer eller tjenesteydelser.
3. Stk. 1
og 2 finder anvendelse med forbehold af andre lovbestemmelser, der:
a)
tillægger
rettighedshaveren en mere vidtgående ret til information
b)
regulerer brugen af
oplysninger meddelt i henhold til denne artikel i civilretlige eller
strafferetlige
sager
c)
omhandler
erstatningsansvaret ved misbrug af retten til information
d)
danner grundlag for
at nægte at meddele oplysninger, som ville tvinge den i stk. 1
omhandlede
person til at indrømme, at vedkommende selv eller en nær slægtning har
deltaget
i en krænkelse af en intellektuel ejendomsrettighed, eller
e)
omhandler
beskyttelsen af fortrolige kilder til information eller behandlingen af
personoplysninger.
Afdeling
4
Foreløbige og retsbevarende foranstaltninger
Artikel 9
Foreløbige og retsbevarende foranstaltninger
1. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente retslige
myndigheder på begæring af rekvirenten kan
a)
udstede et
foreløbigt påbud til en påstået krænkende part med henblik på at forhindre en
nært forestående krænkelse af en intellektuel ejendomsrettighed eller
midlertidigt og, i givet fald hvis det er muligt i henhold til national
lovgivning, under trussel om tvangsbøder, forbyde en fortsættelse af den
påståede krænkelse af den pågældende rettighed eller gøre denne fortsættelse
betinget af, at der stilles sikkerhed for erstatning til rettighedshaveren;
et
foreløbigt på-bud kan på de samme betingelser udstedes til en mellemmand,
hvis
ydelser anvendes af tredjemand til krænkelse af en intellektuel
ejendomsrettighed;
påbud udstedt over for en mellemmand, hvis tjenesteydelser bruges af en
tredjemand til at krænke en ophavsrettighed eller beslægtet rettighed, er
omfattet af direktiv 2001 /29/EF
b)
kræve beslaglæggelse eller aflevering af
varer, der mistænkes for at krænke en intellektuel ejendomsrettighed for at
forhindre,
at de indføres i handelen eller omsættes.
2. I tilfælde af overtrædelser i kommerciel målestok
sikrer medlemsstaterne, at de retslige myndigheder, hvis den forurettede part
godtgør, at der foreligger omstændigheder, som kan vanskelig
gøre inddrivelsen af erstatning, kan kræve arrest
i den påståede krænkende parts løsøregenstande og
faste ejendom,
herunder indefrysning af bankkonti og andre fordringer. Med henblik herpå kan
de
kompetente myndigheder kræve fremlæggelse
af dokumenter med bankoplysninger samt finansielle
og kommercielle
oplysninger eller passende adgang til de relevante oplysninger.
3. De retslige myndigheder skal, for så vidt angår de i
stk. 1 og 2 omhandlede foranstaltninger, have beføj else til at kræve,
at
rekvirenten fremlægger alt bevismateriale, som er rimeligt tilgængeligt,
således at de med tilstrækkelig stor sikkerhed kan fastslå, at rekvirenten er
rettighedshaveren, og at rettighedshaverens rettigheder krænkes, eller at en
sådan krænkelse er nært forestående.
4. Medlemsstaterne
sikrer, at de i stk 1 og 2 omhandlede foreløbige foranstaltninger i
givet
fald kan træffes, uden at modparten høres, især hvis en forsinkelse vil
påføre
rettighedshaveren et uopretteligt tab. I så fald underrettes de berørte
parter
senest umiddelbart efter, at foranstaltningerne er gennemført.
En efterfølgende prøvelse under iagttagelse af høringsretten
foretages på begæring af rekvisitus,
således
at det inden for en rimelig frist efter meddelelsen af foranstaltningerne kan
afgøres, hvorvidt
disse skal ændres, ophæves eller stadfæstes.
5. Medlemsstaterne sikrer, at de i stk. 1 og 2
nævnte foranstaltninger ophæves eller på anden måde ophører med at have
virkning på begæring af rekvisitus, hvis rekvirenten ikke inden for en
rimelig
frist anlægger sag vedrørende realiteten ved den kompetente retslige
myndighed;
fristen
fastsættes af den kompetente
retslige myndighed, der anordner foranstaltningerne, hvis det er muligt
efter medlemsstatens lovgivning, eller, hvis det ikke er tilfældet, inden for
en frist på høj st 20 hverdage eller 31 kalenderdage, idet den længste frist
benyttes.
6. De kompetente retslige myndigheder kan gøre de
foreløbige foranstaltninger i stk 1 og 2 be
tinget af, at
rekvirenten stiller tilstrækkelig sikkerhed eller tilsvarende forsikring med
henblik på eventuel kompensation af det tab, der påføres rekvisitus, jf.
stk. 7.
7. Hvis de foreløbige
foranstaltninger ophæves eller bortfalder som følge af en handling eller en
undladelse fra rekvirentens side, eller hvis det efterfølgende konstateres,
at
der ikke forelå nogen krænkelse eller trussel om krænkelse af en intellektuel
ejendomsrettighed, skal de retslige myndig
heder
have beføjelse til på begæring af rekvisitus at pålægge rekvirenten at yde
rekvisitus passende
erstatning for det tab, der er lidt som følge af
disse foranstaltninger.
Afdeling
5
Foranstaltninger, der følger af en
realitetsafgørelse
Artikel 10
Korrigerende foranstaltninger
1. Uden at det berører den erstatning, der skal udredes
til rettighedshaveren som følge af kræn
kelsen,
og uden nogen form for godtgørelse sikrer medlemsstaterne, at de kompetente
retslige myn
digheder på begæring af rekvirenten kan kræve, at der
træffes passende foranstaltninger over for varer, som de har fastslået
krænker
en intellektuel ejendomsrettighed, og i påkommende tilfælde over for de
materialer og redskaber, der primært har været anvendt til at skabe eller
fremstille de pågældende varer. Disse foranstaltninger omfatter:
a)
tilbagekaldelse fra
handelen
b)
endelig fjernelse fra
handelen
c)
tilintetgørelse.
2. De
retslige myndigheder beordrer disse foranstaltninger gennemført for
rettighedskrænkerens regning, medmindre særlige grunde taler herimod.
3. Når en begæring om korrigerende foranstaltninger
behandles, tages der hensyn til, at der skal være et forholdsmæssigt forhold
mellem krænkelsens omfang og de beordrede retsmidler samt tredjemands
interesser.
Artikel
11
Påbud
Medlemsstaterne sikrer, at de retslige myndigheder, når
der er truffet en retsafgørelse, som fastslår en krænkelse af en intellektuel
ejendomsrettighed, kan udstede et påbud til den krænkende part med henblik på
at forhindre fortsat krænkelse. Hvis det er muligt efter national lovgivning,
pålægges der ved manglende overholdelse af et påbud i givet fald en
tvangsbøde
for at sikre, at påbuddet overholdes. Medlemsstaterne sikrer endvidere, at
rettighedshaverne har mulighed for at ansøge om udstedelse af et påbud til en
mellemmand, hvis tjensteydelser anvendes af tredjemand til at krænke en
intellektuel ejendomsrettighed, jf. dog artikel 8, stk. 3, i direktiv
2001/29/EF.
Artikel
12
Alternative foranstaltninger
Medlemsstaterne kan bestemme, at de kompetente retslige
myndigheder, når det er hensigtsmæssigt, og på begæring af den, der kan
pålægges de i denne afdeling nævnte foranstaltninger, kan beordre betaling
til
den forurettede af en kontant godtgørelse i stedet for anvendelse af
foranstaltningerne i denne afdeling, hvis denne person har handlet
uforsætligt
og ikke har udvist uagtsomhed, hvis gennemførelsen af de pågældende
foranstaltninger ville skade ham uforholdsmæssigt meget, og hvis en kontant
godtgørelse til den forurettede forekommer rimeligt tilfredsstillende.
Afdeling 6
Erstatning og sagsomkostninger
Artikel 13
Erstatning
1. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente retslige
myndigheder på begæring af den forurette - de pålægger den krænkende part,
der
vidste eller med rimelighed burde vide, at hans aktiviteter medførte en sådan
krænkelse, at betale rettighedshaveren en erstatning, der står i rimeligt
forhold til det tab, denne har lidt som følge af krænkelsen.
Når de
retslige myndigheder fastsætter erstatningen,
a)
skal de tage hensyn
til alle relevante aspekter, såsom negative økonomiske konsekvenser, herunder
tabt fortjeneste, som den forurettede har lidt, den krænkende parts
uberettigede fortjeneste, og, når det er hensigtsmæssigt, andre elementer end
de økonomiske, f.eks. den ikkeøkonomiske skade, rettighedshaveren har lidt
som
følge af krænkelsen
b)
eller de kan, som et
alternativ til litra a), når det er hensigtsmæssigt, fastsætte erstatningen
til
et fast beløb på grundlag af elementer, der som minimum svarer til størrelsen
af de gebyrer eller afgifter, som den krænkende part skulle have betalt, hvis
han
havde anmodet om tilladelse til at anvende den pågældende intellektuelle
ejendomsrettighed.
2. I
sager, hvor den krænkede part har krænket intellektuelle ejendomsrettigheder
uden at vide det eller uden at have rimelig grund til at vide det, kan
medlemsstaterne
bestemme, at de retslige myndigheder kan træffe beslutning om tilbagebetaling
af et overskud eller om betaling af en erstatning, der kan være fastsat på
forhånd.
Artikel 14
Sagsomkostninger
Medlemsstaterne sikrer, at rimelige og forholdsmæssigt
afpassede sagsomkostninger og andre ud
gifter,
som den part, der har vundet sagen, har afholdt, som generel regel bæres af
den
part, der har
tabt sagen, medmindre billighedshensyn taler imod dette.
Afdeling
7
Offentliggørelsesforanstaltninger
Artikel 15
Offentliggørelse af retsafgørelser
Medlemsstaterne
sikrer, at de retslige myndigheder i søgsmål vedrørende krænkelse af
intellektuelle
ejendomsrettigheder kan træffe afgørelse om, at der på
begæring af rekvirenten og for den krænkende parts regning træffes passende
foranstaltninger til formidling af information om afgørelsen, og at
retsafgørelsen opslås og offentliggøres i sin helhed eller i uddrag.
Medlemsstaterne kan give mulighed for yderligere
offentliggørelsesforanstaltninger, der er afpasset efter de særlige forhold,
herunder bekendtgørelse på en iøjnefaldende måde.
KAPITEL
III
Sanktioner anvendt af medlemsstaterne
Artikel 16
Sanktioner anvendt af medlemsstaterne
Med forbehold af de i dette direktiv fastsatte
civilretlige og administrative foranstaltninger, procedurer og retsmidler kan
medlemsstaterne anvende andre hensigtsmæssige sanktioner, når intellektuelle
ejendomsrettigheder er blevet krænket.
KAPITEL
IV
Adfærdskodekser og administrativt samarbejde
Artikel 17
Adfærdskodekser
Medlemsstaterne tilskynder til:
a)
at
erhvervssammenslutninger og -organisationer på fællesskabsplan udarbejder
adfærdskodekser, som bidrager til håndhævelsen af intellektuelle
ejendomsrettigheder, bl.a. ved at anbefale, at der på optiske diske anvendes
en
kode til identifikation af fabrikanten
b)
at Kommissionen får
tilsendt udkast til adfærdskodekser på nationalt plan og fællesskabsplan og
eventuelle evalueringer af anvendelsen af disse adfærdskodekser.
Artikel
18
Evaluering
1. Tre år efter den i artikel 20, stk. 1, fastsatte
dato sender hver medlems stat Kommissionen en rapport om gennemførelsen af
dette direktiv.
På grundlag af disse rapporter udarbejder Kommissionen en rapport
om anvendelsen af dette direk
tiv, herunder
en evaluering af effektiviteten af de foranstaltninger, der er truffet, og en
vurdering af
direktivets virkninger for innovation og udvikling af
informationssamfundet. Denne rapport fremsendes til Europa-Parlamentet, Rådet
og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg. Den led-
sages eventuelt og hvis det er nødvendigt under hensyn til udviklingen i
fællesskabsretten af forslag
til ændringer af dette direktiv.
2. Medlemsstaterne hjælper og bistår Kommissionen i det
omfang, det er nødvendigt, ved udarbejdelsen af den i stk. 1, andet
afsnit, nævnte rapport.
Artikel
19
Udveksling af oplysninger og kontaktpersoner
For at fremme samarbejde, herunder udveksling af
oplysninger, medlemsstaterne imellem og mellem medlemsstaterne og
Kommissionen
udpeger hver medlemsstat en eller flere nationale kontaktpersoner vedrørende
spørgsmål
i forbindelse med gennemførelsen af de foranstaltninger, der er omhandlet i
dette direktiv. Den meddeler navn og adresse på disse nationale
kontaktpersoner
til de øvrige medlemsstater og Kommissionen.
KAPITEL
V
Afsluttende bestemmelser
Artikel 20
Gennemførelse
1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og
administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest
den.. ..
9)
De
underretter straks Kommissionen herom.
Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en
henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en
sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af
medlemsstaterne.
2.Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de
nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af
dette direktiv.
Artikel
21
Ikrafttrædelse
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter
offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Artikel 22
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Strasbourg, den 29.4.2004.
På Europa-Parlamentets vegne
P. COX
Formand
På Rådets vegne
M. McDOWELL
Formand
1)
EUT C 32 af 5.2.2004, s. 15.
2)
Europa-Parlamentets udtalelse af 9.3.2004 (endnu ikke offentliggjort i EUT),
Rådets afgørelse af 26.4.2004.
3)
EFT L 336, af 23.12.1994, s. 1.
4)
EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31. Ændret ved forordning (EF) nr. 1882/2003 (EUT
L
284 af 3 1.10.2003, s. 1).
5)
EFT L 13 af 19.1.2000, s. 12.
6)
EFT L 178 af 17.7.2000, s. 1.
7)
EFT L 122 af 17.5.1991, s. 42. Ændret ved direktiv 93/98/EØF (EFT L 290 af
24.11.1993, s. 9).
8)
EFT L 167 af 22.6.2001, s. 10.
9)
Fireogtyve måneder efter vedtagelsen af dette direktiv.
Officielle noter
1)
Lovforslaget indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af
Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelsen af
intellektuelle ejendomsrettigheder (EU-Tidende 2004 L 157 s. 45).
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven (Gennemførelse af EU-regler om håndhævelse af immaterialrettigheder m.v.)1) Retsinformation · 30. marts 2006
- Skriftlig fremsættelse (16. november 2005) - L 67 Retsinformation · 16. november 2005
- Højesteret stadfæster landsrettens kendelse vedrørende sagsomkostninger i bevissikringssag Domsdatabasen · 3. april 2025
- Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Immaterielle rettigheder Retsinformation · 19. februar 2022
- Landsrettens sagsomkostningsafgørelse i sag om bevissikring i forhold til en række varenumre ændret, således at sagsomkostningsbeløbet blev forhøjet Domsdatabasen · 16. marts 2022
- KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2023/1795 af 10. juli 2023 i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 om et tilstrækkeligt beskyttelsesniveau for personoplysninger inden for EU-USA-databeskyttelsesrammen (meddelt under nummer C(2023)4745) (EØS-relevant tekst) EU-lovgivning · 10. juli 2023