Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til lov om ændring af retsplejeloven (Gennemførelse af EU-regler om håndhævelse af immaterialrettigheder mv.)1)

2005/1 LSF 67Lovforslag som fremsatJustitsministeriet16. november 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 16. november 2005 af

justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

lov

om ændring af retsplejeloven

(Gennemførelse

af EU-regler om håndhævelse af immaterialrettigheder mv.)

1)

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 910

af 27. september 2005, foretages følgende ændringer:

1.

Efter

§ 305 indsættes som nyt kapitel:

»Kapitel

29 a

Oplysningspligt ved

krænkelse af immaterialrettigheder mv.

§ 306.

I

forbindelse med en sag om en krænkelse eller overtrædelse som nævnt i

§ 653,

stk. 2, kan retten efter anmodning af en part, der er beføjet til at

påtale krænkelsen eller overtrædelsen, pålægge en modpart eller tredjemand at

give oplysninger, jf. stk. 2, som den pågældende råder over, om varer

eller tjenesteydelser, der udgør en sådan krænkelse eller overtrædelse,

såfremt

1)

den pågældende som

Læs alt

led i erhvervsvirksomhed er fundet

i besiddelse af de pågældende

krænkende varer,

2)

den pågældende som

led i erhvervsvirksomhed er fundet i færd med at anvende de pågældende

krænkende tjenesteydelser,

3)

den pågældende som

led i erhvervsvirksomhed er fundet i færd med at yde tjenester, der anvendes

i

de pågældende krænkende aktiviteter, eller

4)

den pågældende ifølge

personer omfattet af nr. 1-3 har medvirket til produktion, fremstilling eller

distribution af de pågældende krænkende varer eller levering af de pågældende

krænkende tjenesteydelser.

Stk. 2.

De i stk. 1

nævnte oplysninger omfatter

1)

navn og adresse på

producenter, fremstillere, distributører, leverandører og andre tidligere

indehavere

af de pågældende varer og tjenesteydelser samt på grossister og

detailhandlere,

som de pågældende varer eller de pågældende tjenesteydelser var bestemt for,

og

2)

oplysninger om de

producerede, fremstillede, leverede, modtagne eller bestilte mængder og den

pris, der er opnået for de pågældende varer eller tjenesteydelser.

Stk. 3.

Retten

afslår helt eller delvis en anmodning efter stk. 1, hvis det må antages,

at udlevering af oplysningerne vil påføre den, anmodningen vedrører, eller

andre skade eller ulempe, som står i misforhold til den anmodende parts

interesse i oplysningerne.

Stk. 4.

Et pålæg

efter stk. 1 omfatter ikke oplysninger, som den, anmodningen vedrører, i

medfør af retsplejelovens §§ 169-172 ikke har pligt til at afgive

forklaring om som vidne. Retsplejelovens § 173 finder tilsvarende

anvendelse.

Stk. 5.

Undlader

modparten uden lovlig grund at efterkomme pålægget, finder bestemmelserne i

retsplejelovens §§ 178 og 344, stk. 2, tilsvarende anvendelse.

Undlader tredjemand uden lovlig grund at efterkomme pålægget, finder

bestemmelsen i retsplejelovens § 178 tilsvarende anvendelse.

§ 307.

En part, der fremsætter anmodning om pålæg efter § 306, skal angive de

oplysninger, der ønskes og begrundelsen for, at den, anmodningen vedrører, er

omfattet af § 306, stk. 1, nr. 1-4.

Stk. 2.

Bestemmelse

om pålæg efter § 306 træffes, efter at modparten og den, anmodningen

vedrører,

har haft lejlighed til at udtale sig. Retten bestemmer, hvordan pålægget skal

efterkommes.

Stk. 3.

Tredjemand

kan kræve sine udgifter ved at efterkomme pålægget forudbetalt af parten

eller

kræve stillet sikkerhed for udgifternes betaling.«

2.

§ 653, stk. 1,

affattes således:

»Efter anmodning fra rettighedshaveren eller en anden, der er

beføjet til at påtale en krænkelse af en immaterialret eller en overtrædelse

som nævnt i stk. 2, (rekvirenten), kan fogedretten træffe bestemmelse

om,

at der hos en anden (rekvisitus) skal foretages en undersøgelse med henblik

på

at sikre bevis for krænkelsen eller overtrædelsen og dennes omfang, hvis det

sandsynliggøres, at rekvisitus har begået eller vil begå en sådan krænkelse,

og

der er grund til at antage, at bevis for krænkelsen eller overtrædelsen og

dennes omfang kan findes i de lokaler, der ønskes undersøgt.«

3.

I

§ 653, stk. 2, nr. 4,

ændres »lov om

radio- og fjernsynsvirksomhed § 75 a,« til: »lov om radio- og

fjernsynsvirksomhed § 91,«.

4.

§ 653, stk. 3, 2. pkt.

ophæves.

5.

I

§ 653, stk. 4,

indsættes efter »hvis

det«: »under hensyn til privatlivets fred, erhvervshemmeligheder eller i

øvrigt«.

6.

I

§ 653 c, stk. 1, 2. pkt.

indsættes

efter »rekvirenten«: »efter anmodning fra rekvisitus«.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. april 2006.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse:

1.

Indledning

2.

Direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om

håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder

3.

Gældende ret

3.1.

Retsplejelovens

regler om parternes og tredjemands forpligtelse til at fremlægge synbare

bevismidler

(edition)

3.2.

Retsplejelovens

regler om bevissikring ved krænkelse af immaterialrettigheder mv.

3.3.

Retsplejelovens

regler om vidnepligt, partsforklaring, edition og isoleret bevisoptagelse

3.4.

Retsplejelovens

regler om arrest og forbud

3.5.

Påbud med henblik

på at hindre fortsat krænkelse

3.6.

Sagsomkostninger

4.

Lovforslagets udformning

4.1.

Oversigt

4.2.

Bevissikring ved

krænkelse af immaterialrettigheder mv.

4.2.1.

Anvendelsesområdet

for en bevissikringsundersøgelse

4.2.2.

Stedet for

undersøgelsen

4.2.3.

Forestående krænkelser

4.2.4.

Bevissikringsundersøgelser

vedrørende produktionsprocesser og andet produktionsudstyr

4.2.5.

Proportionalitetskrav

4.2.6.

Ophør af virkningerne

af en bevissikringsundersøgelse

4.3.

Ret til

information

4.3.1.

Behovet for

lovændringer

5.

Lovforslagets økonomiske og

administrative konsekvenser mv.

6.

Høring

1. Indledning

Formålet med lovforslaget er at foretage de ændringer i

retsplejeloven, der er nødvendige til gennemførelse af Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelsen af

intellektuelle

ejendomsrettigheder (EF-Tidende

2004 L

157 s. 45) (retshåndhævelsesdirektivet).

Direktivet

sikrer bl.a. indehaveren af intellektuelle ejendomsrettigheder – der på

dansk

også benævnes immaterialrettigheder – adgang til en række civilretlige

foranstaltninger mv. med henblik på at håndhæve disse rettigheder. Direktivet

er optrykt som bilag til lovforslaget.

Immaterialretten er den del af formueretten, der handler om

beskyttelsen af åndens skabende arbejde. Immaterialretslovene - hvoraf de

vigtigste er ophavsretsloven, designloven, patentloven, brugsmodelloven og

varemærkeloven - bygger på en såkaldt eneretskonstruktion, hvorefter retten

til

at anvende de beskyttede fænomener i kommerciel sammenhæng forbeholdes en

enkelt nærmere angiven fysisk eller juridisk person. Krænkelser af

immaterialrettigheder

foreligger, hvor andre end rettighedshaveren på ulovlig måde anvender det

beskyttede fænomen uden rettighedshaverens accept. Overtrædelse af

immaterialretslovene

kan bl.a. medføre straf. De strafferetlige sanktioner og straffeprocessuelle

foranstaltninger som f.eks. ransagning er ikke omfattet af direktivet og

omtales derfor ikke nærmere i det følgende. Rettighedshaveren har tillige

mulighed

for civilretligt at forfølge krænkelser. I denne forbindelse er bl.a.

muligheden for nedlæggelse af fogedforbud ofte relevant. Rettighedshaveren

kan

desuden rejse krav om f.eks. erstatning og godtgørelse. Med henblik på at

imødegå de særlige bevisproblemer på dette område indeholder retsplejeloven

særlige regler om bevissikringsundersøgelser i relation til

immaterialretskrænkelser

mv.

Direktivets indhold er omtalt i punkt 2 nedenfor.

Direktivet skal være gennemført i national ret senest den 29. april 2006.

Gennemførelsen af retshåndhævelsesdirektivet indebærer

endvidere ændringer i en række immaterialretlige love. Der henvises herom til

det lovforslag om ændring af patentloven og ophavsretsloven mv., som samtidig

med dette lovforslag er fremsat af økonomi- og erhvervsministeren.

2. Direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om

håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder

Retshåndhævelsesdirektivet er vedtaget med hjemmel i

artikel 95 i Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab og har til

formål at tilnærme medlemsstaternes lovgivning vedrørende håndhævelse af

immaterialrettigheder

med henblik på at sikre et højt, ækvivalent og ensartet beskyttelsesniveau i

nationale bestemmelser, der vedrører det indre markeds oprettelse og

funktion.

Direktivet sikrer bl.a. indehaveren af

immaterialrettigheder adgang til en række civilretlige foranstaltninger mv.

med

henblik på at håndhæve disse rettigheder. Derimod berører direktivet ikke

medlemsstaternes bestemmelser om strafferetlige procedurer og sanktioner i

forbindelse med immaterialretskrænkelser.

Direktivet supplerer TRIPS-aftalen (Agreement on

Trade-Related Intellectual Property Rights), som er bindende for såvel

Fællesskabet som alle medlemsstater. Danmark har ved bekendtgørelse nr. 71 af

8. juni 1995 ratificeret overenskomsten om oprettelsen af

Verdenshandelsorganisationen (WTO) og det til overenskomsten knyttede

aftalekompleks, herunder TRIPS-aftalen, til ikrafttræden den 1. januar 1995.

Det overordnede formål med TRIPS-aftalen er at effektivisere den globale

beskyttelse

af immaterialrettigheder. Til opfyldelse af dette mål indeholder aftalen dels

krav til indholdet af den materielle nationale lovgivning, dels en række krav

til medlemsstaternes håndhævelse af rettighederne.

Som nævnt ovenfor under pkt. 1 omfatter dette lovforslag

alene de lovændringer, som er nødvendige på Justitsministeriets område ved

gennemførelsen af direktivet. Gennemgangen af direktivets bestemmelser

nedenfor

er koncentreret om de bestemmelser, der er relevante i denne sammenhæng.

Direktivet vedrører ifølge

artikel 1

de foranstaltninger, procedurer og retsmidler, der er

nødvendige for at sikre håndhævelsen af immaterialrettigheder, herunder

industrielle ejendomsrettigheder.

Direktivet finder efter

artikel

2

anvendelse på enhver krænkelse af immaterialrettigheder som fastsat efter

fællesskabsretten eller national ret. Direktivet er ifølge ordlyden af

artikel

2, stk. 1, et minimumsdirektiv i forhold til beskyttelsen af

rettighedshavere,

og medlemsstaterne kan derfor i national lovgivning fastsætte og opretholde

regler, der giver rettighedshaveren en bedre retsstilling end den, der følger

af direktivet.

Artikel 3

fastslår, at medlemsstaterne fastsætter de foranstaltninger, procedurer og

retsmidler, der er nødvendige for at sikre håndhævelsen af de

immaterialrettigheder,

der er omfattet af direktivet. Foranstaltningerne, procedurerne og

retsmidlerne skal være fair og rimelige, ikke unødigt komplicerede eller

udgiftskrævende og må ikke indebære urimelige frister eller medføre ugrundede

forsinkelser. De skal ligeledes være effektive, stå i et rimeligt forhold til

retsmidlerne og være afskrækkende, og de skal anvendes på en sådan måde, at

der

ikke opstår hindringer for lovlig samhandel, og at der ydes garanti mod

misbrug

af dem.

Artikel 4

fastsætter, hvilke personer der er berettiget til at anmode om anvendelse af

foranstaltninger, procedurer og retsmidler i henhold til direktivet. Ifølge

bestemmelsen gælder dette ikke alene indehavere af immaterialrettigheder i

henhold til den relevante lovgivning, men også licenshavere mv., visse

organisationer til kollektiv forvaltning af immaterialrettigheder og visse

faglige interesseorganisationer, der er berettiget til at repræsentere

indehaverne, alt i det omfang det er muligt efter og i overensstemmelse med

national ret, jf. artikel 4, litra a-d.

Artikel 6

fastsætter, at retten efter anmodning fra en part kan pålægge modparten at

fremlægge bevismateriale mv., under forudsætning af, at fortrolige

oplysninger

beskyttes (edition). Efter bestemmelsen kan retten efter anmodning fra en

part,

der har fremført et rimeligt tilgængeligt bevismateriale, der er

tilstrækkeligt

til at understøtte dennes påstande, og som til støtte for sine påstande har

angivet bevismateriale, som modparten har kontrol over, pålægge modparten at

fremlægge det pågældende bevismateriale under forudsætning af, at fortrolige

oplysninger beskyttes. På samme betingelser kan retten i tilfælde af

krænkelser

i erhvervsmæssig målestok, når det er hensigtsmæssigt, på begæring af en part

pålægge modparten at fremlægge bankoplysninger samt finansielle og

kommercielle

oplysninger under forudsætning af, at fortrolige oplysninger beskyttes.

Artikel 7

fastsætter retten til foranstaltninger til sikring af bevismateriale. Efter

bestemmelsen kan retten allerede inden realitetsbehandlingen af en sag efter

anmodning fra en part, der har fremført et rimeligt tilgængeligt

bevismateriale

til støtte for sin påstand om, at hans immaterialret er eller vil blive

krænket, omgående iværksætte foreløbige foranstaltninger med henblik på at

sikre

bevismateriale under forudsætning af, at fortrolige oplysninger beskyttes.

Foranstaltningerne kan bl.a. omfatte en udførlig beskrivelse af de omtvistede

varer, beslaglæggelse af disse og, når det er hensigtsmæssigt, af de

materialer

og redskaber, der har været anvendt i fremstillingen og/eller distributionen

af

disse varer og af de hertil hørende dokumenter.

Undersøgelsen kan om nødvendigt foretages, uden at

modparten høres. Dette gælder navnlig i tilfælde, hvor en forsinkelse vil

påføre rettighedshaveren et uopretteligt tab, eller hvor der foreligger en

risiko for tilintetgørelse af bevismateriale. Hvis en undersøgelse foretages,

uden at modparten høres, skal de berørte parter underrettes straks efter

undersøgelsens foretagelse, og der skal på begæring af de berørte parter

foretages en efterfølgende prøvelse, hvor høringsretten iagttages, således at

det inden for en rimelig frist efter undersøgelsens foretagelse kan afgøres,

om

undersøgelsen skal ændres, ophæves eller stadfæstes.

En bevissikringsundersøgelse kan efter stk. 2 betinges

af, at rekvirenten stiller sikkerhed for kompensation af det eventuelle tab,

der påføres rekvisitus.

Foranstaltningerne til sikring af bevis ophæves eller

ophører efter anmodning fra rekvisitus med forbehold af et eventuelt

erstatningskrav,

hvis rekvirenten ikke inden en rimelig frist anlægger retssag vedrørende

realiteten,

jf. stk. 3. Retten fastsætter fristen, hvis det er muligt ifølge

national

lovgivning. Ellers er fristen højst 20 hverdage eller 31 kalenderdage, idet

den

længste frist benyttes.

Rekvirenten skal efter stk. 4 på begæring af

rekvisitus kunne pålægges at betale erstatning for det lidte tab, hvis en

bevissikringsundersøgelse ophæves eller bortfalder som følge af en handling

eller undladelse fra rekvirentens side, eller hvis det efterfølgende

konstateres, at der ikke forelå en krænkelse eller trussel om krænkelse af en

immaterialret.

Det fremgår endelig af bestemmelsens stk. 5, at

medlemsstaterne kan træffe foranstaltninger med henblik på at beskytte

vidners

identitet.

Artikel 8

fastsætter rettighedshaverens ret til information om krænkelsen. Efter

bestemmelsen kan retten i forbindelse med sager om immaterialretskrænkelser

efter en velbegrundet og forholdsmæssig afpasset begæring fra rekvirenten

pålægge den krænkende part eller andre at give oplysninger om oprindelsen af

og

distributionskanalerne for de krænkende varer eller tjenesteydelser.

Oplysningerne omfatter navn og adresse på produktions- og

distributionsnetværket, mængdeangivelser og priser for de pågældende varer og

tjenesteydelser.

Bestemmelsen tager sigte på krænkelser begået i

erhvervsmæssigt øjemed - jf. herved også betragtning 14 i direktivets

præambel

- hvor den pågældende er fundet i besiddelse af de omtvistede varer i

kommerciel målestok, i færd med at anvende de omtvistede tjenesteydelser i

kommerciel målestok, i færd med at yde tjenester der anvendes i de omtvistede

aktiviteter i kommerciel målestok eller i øvrigt er blevet identificeret som

indblandet i produktion, fremstilling eller distribution af sådanne varer

eller

levering af sådanne tjenesteydelser.

Retten til information finder anvendelse med forbehold af

andre lovbestemmelser, der fastslår en mere vidtgående adgang til

information,

regulerer brugen af oplysningerne i civilretlige eller strafferetlige sager,

omhandler erstatningsansvaret ved misbrug, fastslår retten til ikke at afgive

forklaring, hvis forklaringen må antages at inkriminere vedkommende selv

eller

dennes nærmeste, eller omhandler beskyttelsen af fortrolige kilder til

information

eller behandlingen af personoplysninger.

Artikel 9

fastsætter retten til foreløbige og retsbevarende foranstaltninger (forbud og

arrest). Efter bestemmelsens stk. 1 kan retten efter anmodning fra

rekvirenten udstede et foreløbigt påbud til den krænkende part med henblik på

at forhindre en nært forestående krænkelse af en immaterialrettighed

midlertidigt. Retten kan endvidere, hvis det er muligt efter national

lovgivning, under trussel om tvangsbøder forbyde en fortsættelse af den

påståede krænkelse eller betinge denne af sikkerhed for erstatning. På samme

betingelser kan der udstedes et foreløbigt påbud til en mellemmand, hvis

ydelser anvendes af tredjemand til krænkelse af en immaterialrettighed. Som

led

i et forbud kan der nedlægges påstand om beslaglæggelse eller aflevering af

varer, der krænker en immaterialrettighed, for at forhindre, at de indføres i

handlen eller omsættes.

Efter stk. 2 skal der endvidere være adgang til at

foretage arrest hos den påståede krænkende part, hvis den forurettede part

godtgør,

at der foreligger omstændigheder, der kan vanskeliggøre inddrivelsen af

erstatning hos krænkeren. Retten til arrest gælder kun i tilfælde, hvor

overtrædelsen er begået i kommerciel målestok. Bestemmelsen indeholder

endvidere

regler om de kompetente myndigheders adgang til at kræve dokumenter med

bankoplysninger samt finansielle og kommercielle dokumenter fremlagt eller

passende adgang til oplysning herom.

Artikel 9, stk. 3, fastsætter regler om rekvirentens

pligt til at fremlægge bevismateriale om krænkelsen til støtte for

anmodningen.

Efter artikel 9, stk. 4, skal en forbuds- eller arrestsag kunne

gennemføres, uden at modparten høres. Dette gælder navnlig i tilfælde, hvor

en

forsinkelse vil påføre rettighedshaveren et uopretteligt tab. Hvis der

nedlægges

forbud eller foretages arrest uden høring af modparten, skal de berørte

parter

underrettes umiddelbart efter undersøgelsens foretagelse, og der skal på

begæring

af de berørte parter inden for en rimelig frist være en efterfølgende

prøvelse

under iagttagelse af høringsretten.

Det følger af artikel 9, stk. 5, at medlemsstaterne

skal sikre, at et forbud eller en arrest på begæring af rekvisitus ophæves

eller

på anden måde ophører med at have virkning, hvis rekvirenten ikke inden en

rimelig frist anlægger retssag vedrørende realiteten. Fristen fastsættes af

retten, hvis det er muligt efter national ret. Ellers er fristen 20 hverdage

eller 31 kalenderdage, idet den længste frist benyttes.

Retten kan betinge arrest og forbud af, at rekvirenten

stiller tilstrækkelig sikkerhed for kompensation af det tab, der påføres

rekvisitus. Ophæves eller bortfalder forbuddet eller arresten, eller

konstateres det efterfølgende, at der ikke forelå nogen

immaterialretskrænkelse

eller trussel herom, skal rekvirenten kunne pålægges at betale erstatning til

rekvisitus for det lidte tab.

Artikel 11

fastsætter, at retten, når en krænkelse af en immaterialrettighed er

fastslået,

kan udstede et påbud, der eventuelt kan gennemtvinges ved tvangsbøder, til

den

krænkende part med henblik på at hindre en fortsat krænkelse.

Rettighedshaveren

kan endvidere anmode om udstedelse af et påbud til en mellemmand, hvis

tjenesteydelser anvendes af tredjemand til at krænke en immaterialrettighed.

Artikel 14

fastsætter, at rimelige og forholdsmæssigt afpassede sagsomkostninger, som

den

part, der har vundet sagen, har afholdt, som en generel regel skal bæres af

den

tabende part, medmindre billighedshensyn taler imod dette.

Artikel 16

fastsætter, at medlemsstaterne kan anvende andre hensigtsmæssige sanktioner,

når immaterialrettigheder er blevet krænket.

Direktivets øvrige bestemmelser, herunder artikel 5

(formodning om ophavs- eller ejendomsret), artikel 10 (korrigerende

foranstaltninger),

artikel 12 (alternative foranstaltninger), artikel 13 (erstatning) og artikel

15 (offentliggørelse af retsafgørelser) er behandlet i det lovforslag, som

samtidig med dette lovforslag er fremsat af økonomi- og erhvervsministeren,

jf.

ovenfor under pkt. 1.

3. Gældende ret

De retsmidler og foranstaltninger, direktivet vedrører på

Justitsministeriets område, er reguleret i retsplejeloven. Det drejer sig

navnlig om parternes forpligtelse til at fremlægge synbare bevismidler

(edition), arrest og forbud samt bevissikring ved krænkelse af

immaterialrettigheder.

Gældende dansk ret indeholder ikke en bestemmelse om

rettighedshaverens ret til information om oprindelsen af og

distributionskanalerne

for varer eller tjenesteydelser, der krænker en immaterialrettighed, jf.

direktivets artikel 8. Bestemmelsen har dog berøringsflader til

retsplejelovens

regler om vidnepligt, edition, partsforklaring og isoleret bevisoptagelse.

Den følgende beskrivelse af gældende ret er koncentreret om

de nævnte emner.

3.1. Retsplejelovens regler om parternes og

tredjemands forpligtelse til at fremlægge synbare bevismidler (edition).

Reglerne om parternes forpligtelse til at fremlægge

bevismateriale (edition) findes i retsplejelovens kapitel 28. Det følger af

retsplejelovens § 298, stk. 1, at retten på baggrund af en

begrundet

begæring fra en part kan pålægge modparten at fremlægge dokumenter, som er i

den pågældendes besiddelse.

Der kan dog

ikke gives editionspålæg om forhold, som den pågældende ville være udelukket

fra eller fritaget for at give forklaring om som vidne

jf.

retsplejelovens §§ 169-172. Nægter

en part uden lovlig grund at efterkomme pålægget, kan dette ved

bevisbedømmelsen tillægges virkning til fordel for modparten (processuel

skadevirkning),

jf. retsplejelovens § 298, stk. 2.

Efter § 299 kan retten under de

sammebetingelser også pålægge en tredjemand at forevise eller udlevere

dokumenter.

Nægter

tredjemand uden lovlig grund at efterkomme pålægget, finder bestemmelsen i

retsplejelovens § 178 om foranstaltninger mod vidner, der uden lovlig

grund vægrer sig ved at svare, anvendelse.

3.2. Retsplejelovens regler om bevissikring ved

krænkelse af immaterialrettigheder mv.

Retsplejelovens kapitel

57 a

(§§ 653-653 d) indeholder

regler om bevissikring ved krænkelse af immaterialrettigheder mv. Reglerne

blev

indsat i retsplejeloven ved lov nr. 216 af 28. marts 2001. Formålet var at

imødegå de meget vanskelige bevisproblemer i forbindelse med forfølgelse af

immaterialretskrænkelser og samtidig fjerne enhver tvivl om, at Danmark lever

op til TRIPS-aftalens krav.

Efter § 653, stk. 1, kan fogedretten efter anmodning

fra rettighedshaveren eller en anden, der er beføjet til at påtale en

krænkelse

af en immaterialret eller en overtrædelse som nævnt i § 653,

stk. 2,

bestemme, at der hos en anden (rekvisitus) skal foretages en undersøgelse med

henblik på at sikre bevis for krænkelsen eller overtrædelsen og dennes

omfang.

Det er et krav, at det sandsynliggøres, at rekvisitus har begået krænkelsen

eller overtrædelsen som led i erhvervsvirksomhed eller i øvrigt i ikke

ubetydeligt omfang, og at der er grund til at antage, at bevis for krænkelsen

eller overtrædelsen og dennes omfang kan findes i de lokaler, der ønskes

undersøgt.

Forsøgshandlinger er derimod ikke omfattet af

retsplejelovens § 653, stk. 1. Hvis der i forbindelse med en

bevissikringsundersøgelse om en afsluttet eller igangværende krænkelse

fremkommer oplysninger om en forestående krænkelse, kan disse oplysninger dog

indgå i undersøgelsen.

De krænkelser og overtrædelser, der kan begrunde en

bevissikringsundersøgelse, er udtømmende opregnet i § 653, stk. 2.

Det

er hensigten med bestemmelsen at omfatte alle former for

immaterialrettigheder,

men bestemmelsen omfatter herudover visse typer af overtrædelser, der ikke

har

karakter af krænkelser af immaterialrettigheder, men som er nært beslægtet

med

sådanne krænkelser, herunder bl.a. ulovlig produktefterligning. Efter

bestemmelsen finder reglerne anvendelse på følgende krænkelser og

overtrædelser:

1)

krænkelse af

ophavsrettigheder eller beslægtede rettigheder, jf. ophavsretslovens

§§ 2,

3, 65, 66, 67, 69, 70, 71 og 77,

2)

overtrædelse af

ophavsretslovens § 11, stk. 2, og §§ 73 og 74,

3)

overtrædelse som

nævnt i ophavsretslovens § 76, stk. 1, nr. 4 og 5, og § 78,

4)

overtrædelse som

nævnt i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed § 75 a (nu § 91, jf.

lovforslagets § 1, nr. 3),

5)

krænkelse af

mønstre,

6)

krænkelse af

design, herunder EF-design,

7)

krænkelse af

varemærker, herunder EF-varemærker, og fællesmærker,

8)

krænkelse af

virksomhedernes navne,

9)

krænkelse af

patenter,

10)

krænkelse af

brugsmodeller,

11)

krænkelse af

rettigheder til halvlederprodukters udformning,

12)

krænkelse af

rettigheder til plantenyheder,

13)

krænkelse af

geografiske betegnelser m.v. og

14)

overtrædelse af

markedsføringslovens § 1 ved ulovlig produktefterligning.

En undersøgelse kan efter § 653, stk. 3, omfatte

alt materiale, som må antages at være af betydning med henblik på at

konstatere,

om og i hvilket omfang krænkelser eller overtrædelser som nævnt i stk. 2

har fundet sted, herunder genstande bestemt for salg, maskiner og andet

produktionsudstyr, bogføringsmateriale, fakturaer, ordresedler,

reklamemateriale og andre dokumenter, oplysninger på edb-anlæg,

edb-programmer

og elektroniske lagringsmidler. Der kan dog ikke foretages undersøgelse med

henblik på at konstatere, om produktionsprocesser eller maskiner og andet

produktionsudstyr krænker patenter, brugsmodeller eller rettigheder til

halvlederprodukters udformning.

Der gælder et almindeligt proportionalitetsprincip i

forbindelse med foretagelsen af en bevissikringsundersøgelse. Hvis det må

antages, at undersøgelsen vil påføre rekvisitus skade eller ulempe, som står

i

misforhold til rettighedshaverens interesse i undersøgelsens gennemførelse,

kan

fogedretten helt eller delvis afslå anmodningen, jf. § 653, stk. 4.

En undersøgelse må ifølge § 653, stk. 5, ikke

omfatte materiale, der indeholder oplysninger om forhold, som rekvisitus i

medfør

af § 169, § 170 eller § 172 ville være udelukket fra eller

fritaget for at afgive forklaring om som vidne.

En anmodning om undersøgelse indgives til fogedretten i den

retskreds, hvor rekvisitus har hjemting, jf. §§ 235-240, eller hvor de

lokaler, der skal være genstand for undersøgelsen, er beliggende. En

anmodning

skal være skriftlig og indeholde de oplysninger, som rekvirenten påberåber

sig

til støtte for anmodningen, samt de oplysninger, der i øvrigt er nødvendige

for

sagens behandling, jf. § 653 a, stk. 1.

Fogedretten fastsætter efter § 653 a, stk. 2, tid

og sted for forretningen og giver meddelelse herom til rekvirenten og

rekvisitus.

Forudgående underretning af rekvisitus kan undlades, såfremt underretning må

antages at medføre risiko for, at genstande, dokumenter, oplysninger på

edb-anlæg eller andet, som er omfattet af anmodningen om undersøgelse,

fjernes,

tilintetgøres eller ændres.

Det følger af § 653 a, stk. 3, at rekvisitus,

selv om denne ikke har modtaget forudgående underretning om forretningen,

skal

have adgang til at udtale sig, før fogedretten træffer afgørelse om, hvorvidt

anmodningen om undersøgelse skal tages til følge. Efter § 653 a,

stk. 4,

kan forretningen dog foretages, selv om rekvisitus ikke giver møde eller ikke

træffes. I så fald opfordrer fogedretten andre personer over 18 år, som er

til

stede, og som må antages at have kendskab til rekvisiti forhold, til at

varetage dennes interesser under forretningen. Er rekvisitus ikke forud

blevet

underrettet om forretningen og træffes ingen på stedet, der kan varetage

rekvisiti

interesser, udsættes forretningen, medmindre der foreligger særlige

omstændigheder.

Det følger af § 653 a, stk. 5, at rekvisitus

eller den, der varetager dennes interesser, skal have adgang til at tilkalde

en

advokat, hvis rekvisitus ikke forud er blevet underrettet om forretningen.

Ønsker rekvisitus eller dennes repræsentant at benytte sig af denne ret,

udsættes forretningen, indtil advokaten er kommet til stede. Dette gælder dog

ikke, såfremt en udsættelse af forretningen i dette øjemed vil medføre unødig

forsinkelse eller en risiko for fjernelse, tilintetgørelse eller ændring af

genstande, dokumenter, oplysninger på edb-anlæg og andet, der er omfattet af

undersøgelsen. Efter § 653 a, stk. 6, er fogedrettens afgørelse om

gennemførelse af undersøgelsen som udgangspunkt betinget af, at rekvirenten

stiller sikkerhed for den skade eller ulempe, som rekvisitus kan blive

påført. Har

rekvisitus ikke været til stede under forretningen, skal fogedretten i medfør

af § 653 a, stk. 7, uden unødigt ophold give denne underretning om,

hvad der er passeret. Rekvisitus kan i så fald inden 1 uge efter modtagelsen

af

underretningen kræve forretningen genoptaget. Materiale fra undersøgelsen kan

ikke udleveres til rekvirenten, før denne frist er udløbet. Kræver rekvisitus

sagen genoptaget, kan materialet først udleveres, når fogedretten har truffet

fornyet afgørelse i sagen. Det følger af § 653 a, stk. 8, at

fogedrettens

afgørelser træffes ved kendelse og kan kæres efter reglerne i retsplejelovens

kapitel 53. I § 653 a, stk. 9, fastslås det, at en bevisførelse,

som

findes uforenelig med hensynet til forretningens fremme, kan afskæres.

Ifølge § 653

b, stk. 1, gennemføres e

n bevissikringsundersøgelse ved

fogedrettens foranstaltning. I det omfang det må anses for nødvendigt med

henblik på sikring af bevis, kan fogedretten beslaglægge genstande eller

dokumenter, ligesom fogedretten eller den, retten bemyndiger hertil, kan tage

fotografier, optage film samt fremstille kopier af dokumenter, oplysninger på

edb-anlæg, edb-programmer og andet materiale. I medfør af § 653 b,

stk. 2,

kan fogedretten udpege en eller flere uvildige sagkyndige til at bistå sig

ved

undersøgelsens gennemførelse. Rekvirenten eller dennes repræsentant har på de

betingelser, fogedretten måtte fastsætte, ret til at være til stede under

undersøgelsen, men alene med henblik på at bistå fogedretten med oplysninger,

identifikation af produkter og lignende. Fogedretten kan dog bestemme, at

rekvirenten eller dennes repræsentant ikke må være til stede, jf. § 653

b,

stk. 3.

§ 653 b, stk. 4, indeholder regler om fogedrettens

optegnelser om undersøgelsen i retsbogen og fastslår, at materiale, der er

omfattet af undersøgelsen, skal opbevares af fogedretten eller den,

retten

bemyndiger hertil. I det omfang andet ikke bestemmes af fogedretten, holdes

materialet

tilgængeligt for parterne, og fogedretten kan i samme omfang udlevere

materialet eller kopier heraf til parterne. Har en uvildig sagkyndig

medvirket,

skal denne inden for en af fogedretten fastsat frist udfærdige en beskrivelse

af undersøgelsen og dennes resultater. Fogedretten sender en kopi af

beskrivelsen til parterne. Det følger af § 653 b, stk. 5, at

udgifter

ved sagkyndig bistand og opbevaring af beslaglagte genstande m.v. samt andre

særlige udgifter ved forretningens gennemførelse skal afholdes foreløbigt af

rekvirenten, og fogedretten kan bestemme, at rekvirenten skal stille

sikkerhed

for udgifternes betaling. I det omfang det må anses for nødvendigt for at

gennemføre undersøgelsen, følger det af § 653 b, stk. 6, at

fogedretten kan skaffe sig adgang til rekvisiti lokaler og gemmer.

Fogedretten

kan med henblik herpå anvende den nødvendige magt. Politiet yder efter

anmodning fogedretten bistand hertil.

Det følger af § 653

c, stk. 1, at r

ekvirenten inden 4 uger efter modtagelsen af

fogedrettens meddelelse om, at undersøgelsen er afsluttet, skal anlægge

retssag

vedrørende de krænkelser eller overtrædelser, som begrundede anmodningen om

undersøgelse, medmindre rekvisitus frafalder forfølgning. Har rekvisitus ikke

frafaldet forfølgning, og anlægges retssag ikke rettidigt, skal fogedretten

og

rekvirenten tilbagelevere beslaglagte genstande og dokumenter, fremstillede

kopier og andet bevismateriale hidrørende fra undersøgelsen, og det under

undersøgelsen fremkomne kan ikke anvendes som bevis for krænkelser eller

overtrædelser.

Tilsvarende gælder efter § 653 c, stk. 2, hvis en afgørelse om

undersøgelse ophæves, efter at undersøgelsen er gennemført. Viser det sig, at

den af rekvirenten påberåbte ret ikke består eller ikke kan gøres gældende af

rekvirenten, har rekvisitus krav på erstatning for tab og tort. Det samme

gælder, såfremt det ikke godtgøres, at rekvisitus har gjort sig skyldig i

krænkelser eller overtrædelser omfattet af anmodningen om undersøgelse, jf.

§ 653

c, stk. 3. Krav om erstatning kan gøres gældende som modkrav under en

retssag anlagt af rekvirenten eller under et selvstændigt søgsmål. Anlægger

rekvirenten ikke retssag i overensstemmelse med stk. 1, 1. pkt., skal et

selvstændigt søgsmål om erstatning anlægges af rekvisitus inden 3 måneder

efter,

at fristen for rekvirentens søgsmål er udløbet. Ophæves en afgørelse om

undersøgelse efter sagens genoptagelse, jf. § 653 a, stk. 7, 2.

pkt.,

eller under kære, kan der i forbindelse med afgørelsen tillægges rekvisitus

erstatning efter stk. 3.

§ 653 d indebærer, at en række civilprocessuelle og

fogedretlige regler finder tilsvarende anvendelse på

bevissikringsundersøgelser.

3.3. Retsplejelovens regler om vidnepligt,

partsforklaring, edition og isoleret bevisoptagelse

En rettighedshavers mulighed for civilretligt at forfølge

en krænkelse – f.eks. med henblik på at indgå en licensaftale eller

gennemføre

et erstatningskrav – afhænger af rettighedshaverens mulighed for at

opspore de

implicerede krænkere og føre bevis for omfanget af de hidtidige krænkelser og

dermed for tabets størrelse.

Under en retssag kan rettighedshaveren opfordre krænkeren

til at fremlægge f.eks. regnskaber og andre dokumenter, som kan belyse

krænkelsens omfang. Rettighedshaveren kan desuden i et vist omfang få adgang

til oplysningerne ved et editionspålæg, jf. ovenfor under pkt. 3.1, eller ved

spørgsmål til modparten eller til vidner.

Reglerne om afgivelse af partsforklaring findes i

retsplejelovens kapitel 29. Det følger af retsplejelovens § 302, at

retten

efter begæring fra en modpart kan indkalde en part til at besvare spørgsmål

til

brug for oplysning af sagen. Enhver part kan efter retsplejelovens § 303

anmode om at afgive forklaring og har i den forbindelse pligt til at besvare

de

yderligere spørgsmål, som stilles af modparten eller retten.

Ved partsforklaring finder reglerne om vidner i

retsplejelovens kapitel 18, bortset fra §§ 178, 182 og 188, anvendelse

med

de fornødne lempelser, jf. retsplejelovens § 305. Dette indebærer, at en

partsforklaring ikke som en vidneforklaring kan gennemtvinges ved bøder,

tvangsbøder, forvaring osv. Nægter en part at afgive forklaring, kan retten

imidlertid

ved bevisbedømmelsen tillægge det virkning til fordel for modparten

(processuel

skadevirkning), jf. retsplejelovens § 344, stk. 2.

Reglerne om afgivelse af vidneforklaring findes i

retsplejelovens kapitel 18. Efter retsplejelovens § 168 har enhver pligt

til at afgive forklaring for retten som vidne med de undtagelser, der følger

af

reglerne i retsplejelovens §§ 169-172.

Visse persongrupper er dog udelukket fra at blive afkrævet

vidneforklaring. Retsplejelovens § 169 indeholder regler om

vidneudelukkelse

for tjenestemand eller andre, der handler i offentligt eller dermed

ligestillet

hverv, og retsplejelovens § 170 indeholder regler om vidneudelukkelse

for

præster i folkekirken og andre trossamfund, læger, forsvarere og advokater om

det, som er kommet til de pågældendes kundskab ved udøvelsen af deres

virksomhed.

Retsplejelovens §§ 171 og 172 indeholder regler om

fritagelse fra at afgive vidneforklaring. Ifølge retsplejelovens § 171,

stk. 1, har en parts nærmeste ikke pligt til at afgive vidneforklaring.

Efter stk. 2 gælder pligten til at afgive vidneforklaring heller ikke,

hvis forklaringen antages at ville udsætte vidnet selv for straf eller tab af

velfærd (nr. 1), udsætte vidnets nærmeste for straf eller tab af velfærd (nr.

2) eller påføre vidnet selv eller vidnets nærmeste anden væsentlig skade (nr.

3). I de tilfælde, der er omhandlet i stk. 2, nr. 2 og 3, kan retten dog

pålægge vidnet at afgive forklaring, når forklaringen anses for at være af

afgørende

betydning for sagens udfald, og sagens beskaffenhed og dens betydning for

vedkommende part eller samfundet findes at berettige dertil, jf. stk. 3.

Stk. 4 indeholder en særlig regel om vidneførelse i forbindelse med

politiets anvendelse af agenter. I § 172 er der fastsat regler om

vidnefritagelse for redaktører og redaktionelle medarbejdere mv.

Hvis et vidne uden lovlig grund vægrer sig ved at besvare

spørgsmål eller uden lovlig grund udebliver fra retsmødet mv., kan retten i

medfør af retsplejelovens § 178, stk. 1, bestemme, at vidnet skal

pålægges en bøde (nr. 1), lade vidnet afhente ved politiet (nr. 2), tilpligte

vidnet at erstatte de udgifter, som vidnet har forårsaget (nr. 3), pålægge

vidnet en løbende bøde (nr. 4), eller lade vidnet tage i forvaring af

politiet

mv. (nr. 5).

Retten kan tillade, at der optages bevis, selv om dette

ikke sker til brug for en verserende retssag, jf. retsplejelovens § 343

(isoleret bevisoptagelse).

I

retspraksis har retsplejelovens regler om isoleret bevisoptagelse sammenholdt

med editionsreglerne været anvendt til at pålægge tredjemand at fremlægge

synbare bevismidler med oplysninger, der er nødvendige for at finde ud af,

hvem

man skal sagsøge, jf. retsplejelovens § 343 sammenholdt med § 299.

Der kan henvises til Østre Landsrets kendelse gengivet i Ugeskrift for

Retsvæsen

2003, side 2264, og til Vestre Landsrets kendelse gengivet i Ugeskrift for

Retsvæsen 2005, side 1410.

Der er ikke i loven opstillet nærmere betingelser for en

sådan isoleret bevisoptagelse, der efter forarbejderne kan finde sted, når

retten finder det hensigtsmæssigt. Det følger forudsætningsvis af

bestemmelsens

ordlyd, at bestemmelsen omfatter bevismidlerne vidneforklaring og syn og

skøn.

Det er dog næppe udelukket, at også andre bevisformer, f.eks. partsforklaring

og besigtigelse, kan optages isoleret.

Parters rettigheder og pligter i forbindelse med en

isoleret bevisoptagelse er som udgangspunkt de samme som under en egentlig

civil retssag. Det vil sige, at parternes medvirken til sagens oplysning

udelukkende sker på frivillig basis med reglen i retsplejelovens § 344,

stk. 2, om processuel skadevirkning som eneste sanktion. En part har således

ikke pligt til at afgive forklaring, ligesom der heller ikke er hjemmel til

at

gennemtvinge en besigtigelse hos en part. Et vidne, der indkaldes til at

afgive

forklaring som led i en isoleret bevisoptagelse, har derimod pligt til at

afgive forklaring, jf. retsplejelovens § 168, med de undtagelser, der er

fastsat i §§ 169-172. En vidneforklaring kan gennemtvinges efter

retsplejelovens

§ 178, jf. ovenfor.

3.4. Retsplejelovens regler om arrest og forbud

Efter retsplejelovens § 627 kan fogedretten foretage

arrest til sikkerhed for pengekrav, når der ikke kan foretages udlæg for

fordringen, og det må antages, at muligheden for senere at opnå dækning

ellers

vil blive væsentligt forringet. Formålet med at foretage arrest i en

skyldners

formue er så vidt muligt at sikre, at skyldneren har aktiver i behold på det

tidspunkt, hvor gældsforpligtelsen er fastslået ved en dom. Arresten

bevirker,

at skyldneren ikke kan råde over de aktiver, der er omfattet af arresten.

Efter retsplejelovens § 628, stk. 1, kan arrest

ikke foretages, når det må antages, at fordringen ikke består. Der stilles

dog

ikke krav om, at rekvirenten sandsynliggør eller godtgør kravets eksistens.

Kravet om sikkerhedsstillelse, om anlæggelse af arrestsag og

erstatningsansvaret, jf. nedenfor, udgør skyldnerens værn.

Efter § 629

kan fogedretten, inden en arrestforretning

påbegyndes eller arrest

foretages, bestemme, at fordringshaveren som betingelse for arrest skal

stille

sikkerhed for den skade og ulempe, som kan påføres skyldneren ved arresten.

Efter § 630

kan en arrest

afværges eller ophæves, såfremt skyldneren stiller

tilstrækkelig sikkerhed for den fordring, som arresten ønskes opnået til

sikkerhed for.

Reglerne om

indgivelse af en arrestanmodning og om sagens behandling findes i § 631.

Det

følger af bestemmelsens stk. 2, at en række af retsplejelovens

almindelige

regler om behandlingen af fogedsager finder tilsvarende anvendelse i

forbindelse med behandlingen af en sag om arrest. Det gælder bl.a.

retsplejelovens § 497 om skyldnerens oplysningspligt om sine økonomiske

forhold.

Det følger af henvisningen i § 631, stk. 2, til § 493,

stk. 1 og 2, at fogedretten så vidt muligt skal underrette rekvisitus om

tid og sted for forretningen. Underretning kan dog undlades, hvis fogedretten

finder dette ubetænkeligt, eller hvis det må antages, at muligheden for at

gennemføre arresten ellers vil blive væsentligt forringet. Arresten kan

foretages, selv om skyldneren ikke giver møde eller træffes, jf. 631,

stk. 2,

jf. § 495, stk. 1, 1. pkt.

Arresten kan kun foretages i så stor en del af skyldnerens

formue, som efter fogedrettens skøn er nødvendig til dækning af fordringen og

de omkostninger, der er forbundet med sagen mv. Arresten indebærer, at

skyldneren ikke kan råde over aktiverne, f.eks. ved salg eller pantsætning.

Fogedretten vejleder skyldneren om arrestens retsvirkninger, herunder at

råden

over aktiverne i strid med arresten kan medføre strafansvar, jf. § 632.

Arrest er et foreløbigt retsmiddel og skal inden en uge (2

uger hvis sagen skal anlægges ved en udenlandsk domstol) efter arresten

følges

op med et søgsmål mod skyldneren, hvorunder retten også skal tage stilling

til,

om arresten er lovlig gjort, jf. § 634. Dette kan dog undlades, såfremt

skyldneren under eller efter arrestforretningen frafalder forfølgning. Hvis

der

allerede verserer retssag om den pågældende fordring, skal fordringshaveren

inden en uge efter arresten anlægge arrestsag (sag om arrestens lovlighed).

Skyldneren

kan i den forbindelse fremsætte alle indsigelser vedrørende arrestens

lovlighed, jf. § 636.

Skyldneren kan herudover kære fogedrettens afgørelse i en

arrestsag efter reglerne i kapitel 53 om appel af fogedrettens afgørelser,

jf.

§ 640.

Det følger af § 637, at arresten kan ophæves ved

dommen i arrestsagen eller ved dommen vedrørende fordringen. Arresten

bortfalder, når ankefristen er udløbet, medmindre anke er iværksat eller

andet

er bestemt i dommen.

Efter § 638,

stk. 1, kan skyldneren kræve arresten ophævet af fogedretten, hvis

fordringshaveren

undlader at anlægge arrestsag eller sag vedrørende fordringen inden de i

§ 634 nævnte frister, eller såfremt nogen af disse sager afvises eller

hæves.

Viser den fordring,

for hvilken

arresten er gjort, sig ikke at bestå, skal arresthaveren

betale skyldneren erstatning for tab og tort, jf. § 639. Det samme

gælder,

når arresten bortfalder eller ophæves på grund af efterfølgende

omstændigheder,

hvis det må antages, at fordringen ikke bestod.

Retsplejelovens regler

om forbud findes i §§ 641-652.

Efter retsplejelovens § 641,

stk. 1, kan fogedretten pålægge private at undlade handlinger, som

strider

mod rekvirentens ret.

Betingelserne for nedlæggelse af fogedforbud fremgår af

§ 642. Forbud kan nedlægges, såfremt det godtgøres eller

sandsynliggøres,

1) at de handlinger, der søges forbudt, strider mod rekvirentens ret, 2) at

rekvisitus vil foretage de handlinger, som søges forbudt, og 3) at formålet

vil

forspildes, såfremt rekvirenten henvises til at gøre sin ret gældende ved

almindelig rettergang. Der kan nedlægges forbud både med henblik på at

forhindre en forestående krænkelse og hindre en fortsat krænkelse.

Ifølge § 644 kan fogedretten bestemme, at rekvirenten

som betingelse for forbuddets nedlæggelse skal stille sikkerhed for den skade

og ulempe, som kan påføres rekvisitus ved forbudet.

Der kan efter § 643 ikke nedlægges forbud, når det

skønnes, at lovens almindelige regler om straf og erstatning og eventuelt en

sikkerhed tilbudt af rekvisitus yder rekvirenten tilstrækkeligt værn.

Fogedretten kan desuden nægte at nedlægge forbud, hvis det vil påføre

skyldneren skade eller ulempe, der står i åbenbart misforhold til

rekvirentens

interesse i forbudets nedlæggelse.

I henhold til § 646, stk. 2, 1. pkt., jf. 493,

stk. 1, 1. pkt., skal fogedretten så vidt muligt underrette rekvisitus

om

tid og sted for forretningen. Underretning kan dog undlades, hvis fogedretten

finder dette ubetænkeligt, eller hvis det må antages, at muligheden for at

gennemføre fogedforbudet ellers vil blive væsentligt forringet, jf.

§ 646,

stk. 2, 1 pkt. Der kan nedlægges forbud, selv om skyldneren ikke giver

møde eller træffes, jf. 646, stk. 2, 1. pkt., jf. § 495,

stk. 1,

1. pkt. Finder fogedretten det ønskeligt, at skyldneren er til stede, kan

forretningen

udsættes, jf. § 495, stk. 3.

Et fogedforbud er ligesom arrest et foreløbigt retsmiddel,

der skal følges op af en retssag, jf. § 648, der henviser til

§§ 634-639.

Fristen for anlæggelse af retssag er dog 2 uger. I modsætning til hvad der

gælder for behandlingen af arrestsager, er der ikke en almindelig adgang til

genoptagelse af fogedforbudssager, idet der ikke i § 646, stk. 2,

1.

pkt., henvises til retsplejelovens § 504 om genoptagelse, men

fogedrettens

afgørelser efter forbudsreglerne kan kæres efter reglerne i kapitel 53.

Fogedretten vejleder rekvisitus om retsvirkningerne af forbuddet, jf.

retsplejelovens

§ 648, stk. 2.

Forsætlig overtrædelse af et forbud kan straffes med bøde

eller fængsel indtil 4 måneder, jf. retsplejelovens § 651.

3.5. Påbud med henblik på at hindre fortsat

krænkelse

Direktivets artikel 11 indebærer som nævnt under pkt. 2, at

medlemslandene skal fastsætte regler om, at retten, når en

immaterialretskrænkelse

er fastslået ved dom mv., kan meddele den krænkende part et påbud med henblik

på at hindre fortsat krænkelse.

Afhængig af parternes påstande vil en domskonklusion om, at

en immaterialret er krænket, efter omstændighederne pålægge krænkeren at

ophøre

med immaterialretskrænkelsen.

Domme kan tvangsfuldbyrdes af fogedretten efter retsplejelovens

almindelige regler herom, navnlig kapitel 48 om tvangsfuldbyrdelse af andre

krav end pengekrav. Forsætlig overtrædelse af en dom, hvorved det er pålagt

vedkommende at foretage eller undlade noget, kan endvidere straffes med bøde

eller fængsel indtil 4 måneder, jf. retsplejelovens § 535. Dansk ret

indeholder ikke bestemmelser om tvangsbøder i forbindelse med

tvangsfuldbyrdelse af domme om immaterialretskrænkelser.

3.6 Sagsomkostninger

Reglerne om sagsomkostninger findes i retsplejelovens

kapitel 30. Det fremgår af retsplejelovens § 312, at den tabende part

skal

erstatte modparten de udgifter, retssagen har påført modparten, medmindre

parterne har aftalt andet. Retten kan dog bestemme, at den tabende part ikke

eller kun delvis skal erstatte modparten de påførte udgifter, hvis særlige

grunde taler for det.

4. Lovforslaget udformning

4.1. Oversigt

Retsplejelovens regler opfylder i vidt omfang de

forpligtelser, som følger af direktivets bestemmelser af retsplejemæssig

karakter.

Forpligtelserne i direktivets artikel 6 om adgang til, at

retten på begæring af en part kan pålægge modparten at fremlægge

bevismateriale,

er efter Justitsministeriets opfattelse opfyldt ved retsplejelovens

editionsregler,

jf. pkt. 3.1 ovenfor.

»Fortrolige oplysninger« er ikke defineret i direktivet. Af

artikel 6 fremgår, at fortrolige oplysninger skal beskyttes. Af direktivets

præambel (betragtning 20) fremgår endvidere, at der ved procedurerne for at

optage, fremlægge og sikre beviser bør tages hensyn til forsvarets

rettigheder

og sikres de nødvendige garantier, herunder beskyttelse af fortrolige

oplysninger. Det findes herefter at være i overensstemmelse med direktivet,

at

der ikke kan gives editionspålæg om forhold, som den pågældende part ville

være

udelukket fra eller fritaget for at give forklaring om som vidne, jf.

retsplejelovens §§ 169-172.

Forpligtelserne i direktivets artikel 7 om foranstaltninger

til sikring af bevismateriale er i vidt omfang opfyldt ved retsplejelovens

kapitel

57 a

om

bevissikring ved krænkelse af immaterialrettigheder. Gennemførelsen af

direktivet kræver dog på enkelte punkter lovændringer. De lovgivningsmæssige

konsekvenser vedrørende bevissikring er behandlet nedenfor under pkt. 4.2.

Til gennemførelse af direktivets artikel 8 foreslås der nye

regler om rettighedshaverens ret til oplysninger om varer og tjenesteydelser,

der krænker pågældendes immaterialrettigheder. Disse regler omtales nedenfor

under pkt. 4.3.

Forpligtelserne i direktivets artikel 9 om foreløbige

foranstaltninger er efter Justitsministeriets opfattelse opfyldt ved

retsplejelovens

regler om arrest og forbud, jf. pkt. 3.4 ovenfor.

Direktivets artikel 11 indebærer som nævnt under pkt. 2, at

retten, når en immaterialretskrænkelse er fastslået ved dom mv., skal kunne

meddele den krænkende part et påbud med henblik på at hindre fortsat

krænkelse.

Som det fremgår af pkt. 3.5 ovenfor vil en domskonklusion om, at en

immaterialret er krænket, efter omstændighederne pålægge den krænkende part

at

ophøre med immaterialretskrænkelsen. Dommen kan tvangsfuldbyrdes af

fogedretten, og forsætlig overtrædelse af et påbud om at foretage eller

undlade

noget kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, jf.

retsplejelovens

§ 535. Endvidere vil forbudsreglerne efter omstændighederne kunne finde

anvendelse, herunder f.eks. i forhold til mellemmænd, der ikke har været part

i

retssagen. Det må på den baggrund antages, at dansk ret opfylder

betingelserne

i direktivets artikel 11.

Forpligtelserne i direktivets artikel 14 om

sagsomkostninger er efter Justitsministeriets opfattelse opfyldt ved

retsplejelovens kapitel 30 om sagsomkostninger, herunder § 312, jf. pkt.

3.6 ovenfor.

4.2. Bevissikring ved krænkelse af

immaterialrettigheder mv.

4.2.1. Anvendelsesområdet for en

bevissikringsundersøgelse

Direktivet finder

ifølge artikel 2, stk. 1,

som udgangspunkt anvendelse på enhver

krænkelse af immaterialrettigheder som fastsat i fællesskabsretten og/eller

den

pågældende medlemsstats nationale ret. Af præamblens 13. betragtning fremgår,

at direktivet ikke er til hinder for, at medlemsstaterne kan udvide

bestemmelserne

i direktivet til at omfatte illoyal konkurrence.

Retsplejelovens kapitel

57 a

om bevissikring ved krænkelse af

immaterialrettigheder mv. indeholder i § 653, stk. 2, en udtømmende

opregning af de immaterialretskrænkelser og overtrædelser mv., der kan danne

grundlag for en bevissikringsundersøgelse. Reglerne omfatter som nævnt

ovenfor

under pkt. 3.2 visse typer af overtrædelser, der formelt ikke har karakter af

krænkelser af immaterialrettigheder, men som er nært beslægtet med sådanne

krænkelser, herunder markedsføringslovens § 1 ved ulovlig

produktefterligning.

Ved indførelsen af reglerne i kapitel

57 a, var det hensigten, at

bevissikringsreglerne som udgangspunkt skulle kunne anvendes på alle typer af

krænkelser og overtrædelser af immaterialretslovgivningen. Efter drøftelse

med

de relevante ressortmyndigheder for de områder, der er nævnt i

retsplejelovens

§ 653, stk. 2, (Kulturministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet,

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Ministeriet for Forbruger-

og

Familieanliggender) finder Justitsministeriet, at opregningen i

retsplejelovens

§ 653, stk. 2, fortsat er dækkende, og at der derfor ikke er behov

for ændring eller udvidelse af de krænkelser og overtrædelser, der er nævnt i

§ 653, stk. 2, jf. dog forslaget til en mindre konsekvensrettelse i

lov om radio- og fjernsynsvirksomhed § 75 a (lovforslagets § 1, nr.

3).

4.2.2. Stedet for undersøgelsen

Efter direktivets artikel 7 skal medlemsstaterne sikre, at

der kan iværksættes effektive foreløbige foranstaltninger med henblik på at

sikre det relevante bevismateriale i forbindelse med en

immaterialretskrænkelse

under forudsætning af, at fortrolige oplysninger beskyttes. Bestemmelsen er

ikke – i modsætning til foranstaltningerne i artikel 6, stk. 2,

artikel 8,

stk. 1, og artikel 9, stk. 2 – udtrykkeligt begrænset til

krænkelser

og overtrædelser, der udføres i kommerciel målestok.

Det fremgår ikke klart, om direktivet alene tager sigte på

bevissikring hos en formodet krænker eller også indeholder en forpligtelse

til

at sikre, at der kan gennemføres en bevissikringsundersøgelse hos tredjemand.

Artikel 7’s ordlyd og sammenhæng taler for, at bestemmelsen ikke

indeholder en

sådan forpligtelse, i hvert fald for så vidt angår tredjemand, der ikke er

indblandet i krænkelsen.

Af direktivets artikel 3 fremgår bl.a., at

foranstaltningerne mv. skal være fair og rimelige, stå i et rimeligt forhold

til krænkelsen og have afskrækkende virkning. Foranstaltningerne skal

endvidere

anvendes på en sådan måde, at der ikke opstår hindringer for lovlig

samhandel,

og at der ydes garanti mod misbrug af foranstaltningerne. Det anføres

endvidere

i betragtning 32 i direktivets præambel, at direktivet er i overensstemmelse

med de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, der bl.a. er

anerkendt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

Efter forarbejderne til retsplejelovens § 653,

stk. 1, kan en bevissikringsundersøgelse omfatte alle lokaler og gemmer

mv., som den formodede krænker disponerer over, uanset ejerforhold.

Eksempelvis

er det muligt at undersøge et lagerlokale, som den pågældende har lejet eller

lånt. På lignende måde er det muligt at undersøge den plads på en server, som

den pågældende disponerer over. Hvis det er sandsynliggjort, at en person

medvirker til en krænkelse, f.eks. ved for hovedmanden at opbevare produkter

vidende om, at de er piratkopierede og bestemt for salg, kan der også

foretages

bevissikringsundersøgelse hos denne person. Derimod er der ikke i øvrigt

adgang

til at foretage undersøgelse hos tredjemand. Baggrunden herfor er ifølge

bemærkningerne

til det pågældende lovforslag, at det forekommer meget vidtgående at tillade

undersøgelse hos en virksomhed eller person, som ikke selv er under mistanke,

og at integritetshensyn her må veje tungest. Der henvises i bemærkningerne

endvidere til, at det næppe er muligt at sondre mellem forskellige typer af

tredjemænd,

og at man i de tungeste tilfælde har de straffeprocessuelle regler om

ransagning at falde tilbage på (FT-Tidende 2000-2001, Tillæg A, side 445 og

455).

Den relativt vide adgang til at gennemføre en

bevissikringsundersøgelse i lokaler mv., som den formodede krænker disponerer

over, og hos personer, som medvirker til en krænkelse, må i almindelighed

antages at være tilstrækkelig til at sikre, at retten kan træffe effektive

foreløbige foranstaltninger til sikring af bevis. Hertil kommer, at

rettighedshaveren efter omstændighederne vil have mulighed for at anmode

retten

om at meddele den pågældende tredjemand et editionspålæg, jf. retsplejelovens

§ 299. På dette punkt ses de gældende regler således at være

tilstrækkelige.

Det er efter retsplejelovens § 653, stk. 1, en

betingelse for iværksættelse af en bevissikringsundersøgelse, at rekvirenten

sandsynliggør, at rekvisitus

som led i

erhvervsvirksomhed eller i øvrigt i ikke ubetydeligt omfang

har begået en

immaterialretskrænkelse, og at der er grund til at antage, at bevis for

krænkelsen eller overtrædelsen og dennes omfang kan findes i de lokaler, der

ønskes undersøgt.

Denne begrænsning af anvendelsesområdet for retsplejelovens

§ 653, stk. 1, til erhvervsmæssige krænkelser og krænkelser i ikke

ubetydeligt omfang er næppe i overensstemmelse med direktivet. En sådan

begrænsning

findes heller ikke i de gældende svenske og finske regler om bevissikring.

Derimod vil det være i overensstemmelse med direktivet at

nægte en bevissikringsundersøgelse ud fra en konkret interesseafvejning, jf.

direktivets artikel 3. Ved afgørelsen af, om en undersøgelse skal tillades,

vil

der efter de gældende regler altid skulle foretages en sådan afvejning, jf.

§ 653, stk. 4, og her vil integritetshensyn i reglen veje tungere,

når der begæres undersøgelse i et privat hjem, end når der begæres

undersøgelse

i forretningslokaler mv. Efter den foreslåede ændring af § 653,

stk. 4, fremgår hensynet til privatlivets fred nu udtrykkeligt af

lovteksten, jf. nedenfor under pkt. 4.2.5. En anmodning om en

bevissikringsundersøgelse

i et privat hjem vedrørende en ubetydelig immaterialretskrænkelse mv. vil

derfor i almindelighed ikke kunne imødekommes.

Bestemmelsen i § 653, stk. 1, foreslås på den

baggrund ændret, således at det ikke længere fremgår, at krænkelsen eller

overtrædelsen

skal være begået som led i erhvervsvirksomhed eller i øvrigt i ikke

ubetydeligt

omfang. Det er ikke hermed hensigten generelt at udvide adgangen til at

gennemføre bevissikringsundersøgelser i private hjem.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2.

4.2.3. Forestående krænkelser

Der er efter retsplejelovens § 653, stk. 1, alene

adgang til at få foretaget en bevissikringsundersøgelse i tilfælde, hvor det

sandsynliggøres, at rekvisitus har begået en krænkelse eller overtrædelse.

Det

er dog efter bemærkningerne til bestemmelsen ikke udelukket under en

undersøgelse at medtage eventuelle beviser mod planlagte krænkelser mv. af

rettighedshaverens

rettigheder, men undersøgelsen må ikke være rettet herimod (FT-Tidende

2000-2001, Tillæg A, side 446).

Det fremgår af artikel 7, stk. 1, at foranstaltninger

til sikring af bevismateriale skal omfatte tilfælde, hvor en part gør

gældende,

at hans immaterialret

er blevet krænket

eller vil blive krænket.

Med henblik på opfyldelse af direktivet foreslås det

derfor, at der fremover også vil kunne gennemføres en

bevissikringsundersøgelse

i tilfælde, hvor det sandsynliggøres, at rekvisitus

vil begå

en krænkelse. Rettighedshaveren vil efter omstændighederne

samtidig kunne anmode om et fogedforbud.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2.

4.2.4. Bevissikringsundersøgelser vedrørende

produktionsprocesser og andet produktionsudstyr

Efter de gældende regler i retsplejelovens § 653,

stk. 3, kan en bevissikringsundersøgelse omfatte alt materiale, som må

antages

at være af betydning med henblik på at konstatere, om og i hvilket omfang

krænkelser eller overtrædelser har fundet sted, herunder genstande bestemt

for

salg, maskiner og andet produktionsudstyr, bogføringsmateriale, fakturaer,

ordresedler, reklamemateriale og andre dokumenter, oplysninger på edb-anlæg,

edb-programmer og elektroniske lagringsmidler. Der kan dog ikke foretages

undersøgelse med henblik på at konstatere, om produktionsprocesser eller

maskiner

og andet produktionsudstyr krænker patenter, brugsmodeller eller rettigheder

til halvlederprodukters udformning.

Baggrunden for denne undtagelse vedrørende

produktionsprocesser og produktionsudstyr er ifølge forarbejderne til

bestemmelsen

(FT-Tidende 2000-2001, Tillæg A, side 444), at produktionsprocesser og

produktionsapparat

ofte berører erhvervshemmeligheder, som det er afgørende for virksomheden at

hemmeligholde. Det er endvidere nævnt, at der ikke er dokumenteret noget

væsentligt behov for adgang til bevissikring på dette område, og det er

anført,

at bevissikringsreglerne tager sigte på klare krænkelser og ikke på

tvivlsomme

bevisspørgsmål om patentkrænkelse mv. Der er endelig henvist til, at reglen i

patentlovens § 64 a, hvorefter der er omvendt bevisbyrde i visse sager

om

krænkelse af patenterede fremgangsmåder, i samme omfang formindsker behovet

for

regler om bevissikring.

Direktivets artikel 7 indeholder ikke en tilsvarende

generel undtagelse for så vidt angår produktionsprocesser og

produktionsapparat.

Justitsministeriet har derfor overvejet, hvorvidt undtagelsen vedrørende

produktionsprocesser og produktionsapparat til patenter vil kunne

opretholdes.

Der er ikke efter direktivets artikel 7 en ubetinget ret

for rettighedshaveren til bevissikringsforanstaltninger. Foranstaltningerne

skal efter ordlyden af artikel 7, stk. 1, ske under forudsætning af, at

fortrolige oplysninger beskyttes, og kan, når det er hensigtsmæssigt, omfatte

bl.a. redskaber, der har været anvendt i fremstillingen. Det fremgår

endvidere

af artikel 3, at foranstaltningerne skal være bl.a. fair og rimelige, og at

de

skal stå i et rimeligt forhold til krænkelsen og anvendes på en sådan måde,

at

der ydes garanti mod misbrug.

Det kan dog næppe antages, at det vil være i

overensstemmelse med direktivet generelt at undtage produktionsprocesser og

–udstyr til patenter, brugsmodeller og halvlederprodukter fra

anvendelsesområdet for bevissikringsundersøgelser. Det foreslås på denne

baggrund, at bestemmelsen i retsplejelovens § 653, stk. 3, 2. pkt.

ophæves.

Derimod vil en bevissikringsundersøgelse i et sådant

tilfælde inden for rammerne af direktivet efter omstændighederne kunne afslås

efter en konkret interesseafvejning. V

ed

afgørelsen af, om en undersøgelse bør tillades, vil der altid skulle

foretages

en sådan afvejning, jf. retsplejelovens § 653, stk. 4. Denne

bestemmelse foreslås samtidig ændret, således at hensynet til

erhvervshemmeligheder

kommer til at fremgå udtrykkeligt af bestemmelsen, jf. nedenfor under pkt.

4.2.5.

Det bemærkes i øvrigt i den forbindelse, at hensynet til

beskyttelse af rekvisiti erhvervshemmeligheder efter omstændighederne vil

kunne

varetages ved fogedrettens bestemmelse om, at rekvirenten eller dennes

repræsentant ikke må være til stede under undersøgelsen, jf. retsplejelovens

§ 653 b, stk. 3. Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår således,

at der i visse tilfælde er så tungtvejende hensyn at tage til beskyttelsen af

rekvisiti forretningshemmeligheder mv., at fogedretten bør afskære

rekvirenten

eller dennes repræsentant fra at være til stede under undersøgelsen, eller i

hvert fald bør begrænse adgangen, f.eks. således at rekvirenten eller dennes

repræsentant ikke får adgang til de lokaler, hvor produktionen foregår

(FT-Tidende 2000-2001, Tillæg A, side 460). Fogedretten kan desuden udpege en

eller flere uvildige sagkyndige til at bistå sig ved undersøgelsens

gennemførelse,

jf. retsplejelovens § 653 b, stk. 2.

Efter bestemmelsens ordlyd indgår også rekvirentens behov

for en undersøgelse til sikring af beviset i interesseafvejningen. Er

rettighedshaverens interesse i en bevissikringsundersøgelse begrænset, fordi

beviset for krænkelsen og dennes omfang lige så vel vil kunne føres på anden

måde, vil en interesseafvejning oftere falde ud til rekvisiti fordel.

Rekvirentens behov for en bevissikringsundersøgelse

varierer afhængig af, hvilken type immaterialrettighed der er tale om. Et par

eksempler kan illustrere dette:

En krænkelse af et patentbeskyttet produkt vil ofte kunne

bevises f.eks. ved syn og skøn, hvis der er adgang til de ulovlige produkter,

f.eks. fordi de markedsføres her i landet.

En krænkelse i form af anvendelse af f.eks. en

patentbeskyttet fremgangsmåde i en produktionsproces er derimod ikke så

åbenlys. I et sådant tilfælde vil det i mange situationer være nødvendigt at

have indblik i de anvendte produktionsmetoder og –processer. Til

imødegåelse af

disse bevismæssige problemer indeholder patentlovens § 64 a en

bestemmelse, hvorefter der er omvendt bevisbyrde i visse sager om

overtrædelse

af fremgangsmådepatenter. Det påhviler således den formodede krænker at

bevise,

at vedkommendes produkt ikke er fremstillet ved den patenterede

fremgangsmåde.

I sådanne tilfælde, hvor bevisbyrden for en krænkelse ikke påhviler

rettighedshaveren, er der ofte ikke et påtrængende behov for en

bevissikringsundersøgelse.

I tilfælde, hvor den særlige bevisbyrderegel i patentlovens

§ 64 a ikke finder anvendelse, f.eks. ved en patenteret fremgangsmåde

til

fremstilling af et eksisterende produkt, vil rettighedshaveren derimod efter

omstændighederne

kunne have behov for en bevissikringsundersøgelse vedrørende

produktionsprocesser

og -udstyr, som den formodede krænker anvender.

Hvorvidt en anmodning om en bevissikringsundersøgelse bør

imødekommes, vil som nævnt ovenfor også afhænge af andre faktorer, herunder

bl.a. hensynet til erhvervshemmeligheder, som den formodede krænker har en

berettiget interesse i at bevare.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 4.

4.2.5. Proportionalitetskrav

Retsplejelovens § 653, stk. 4, indeholder som

nævnt ovenfor en regel om en almindelig interesseafvejning i forbindelse med

bevissikringsundersøgelser. Efter bestemmelsen afslår fogedretten helt eller

delvis en anmodning om undersøgelse, hvis det må antages, at undersøgelsen

vil

påføre rekvisitus skade eller ulempe, der står i misforhold til

rettighedshaverens interesse i undersøgelsens gennemførelse. Af forarbejderne

til bestemmelsen fremgår, at bestemmelsen navnlig vil kunne anvendes, hvor

anmodningen

angår undersøgelse af et privat hjem eller af erhvervslokaler i tilfælde,

hvor

der er væsentlig risiko for at påføre rekvisitus væsentlig skade i form af

afsløring af erhvervshemmeligheder (FT-Tidende 2000-2001, Tillæg A, side

457).

I lyset af de foreslåede ændringer af § 653, stk. 1 og stk. 2,

2. pkt., jf. punkt 4.2.2. og 4.2.4. oven for, foreslås det, at hensynet til

privatlivets fred og erhvervshemmeligheder bør fremgå direkte af lovteksten.

Også andre hensyn vil som hidtil kunne indgå i proportionalitetsafvejningen.

Interesseafvejningen findes at være i overensstemmelse med

direktivet. Det fremgår således af direktivets artikel 3, stk. 2, at

foranstaltningerne og retsmidlerne bl.a. skal stå i et rimeligt forhold til

krænkelsen og have afskrækkende virkning, og at de skal anvendes på en sådan

måde,

at der ydes garanti mod misbrug af dem. Endvidere fremgår det af artikel 7,

stk. 1, at foranstaltninger med henblik på at sikre bevismateriale skal

ske under forudsætning af, at fortrolige oplysninger beskyttes.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 5.

4.2.6. Ophør af virkningerne af en

bevissikringsundersøgelse

En bevissikringsundersøgelse er en foreløbig

foranstaltning, og rekvirenten skal inden 4 uger efter undersøgelsens

afslutning

anlægge retssag vedrørende krænkelserne eller overtrædelserne, jf.

retsplejelovens § 653 c. Anlægger rekvirenten ikke rettidigt retssag,

skal

fogedretten og rekvirenten tilbagelevere beslaglagte genstande og dokumenter,

fremstillede kopier og andet bevismateriale hidrørende fra undersøgelsen, og

det under undersøgelsen fremkomne kan ikke anvendes som bevis for krænkelser

eller overtrædelser. Efter gældende ret kræver det således ikke en anmodning

fra rekvisitus, at undersøgelsen ophører med at have virkning.

Det følger af direktivets artikel 7, stk. 3, at

foranstaltningerne til sikring af bevismateriale ophæves eller på anden måde

ophører med at have virkning

på begæring

af rekvisitus

, hvis rekvirenten ikke rettidigt anlægger sag.

Da direktivets bestemmelser ikke kan fraviges til skade for

rettighedshaveren, jf. direktivets artikel 2, stk. 1, kan den gældende

ordning næppe opretholdes. Det foreslås på denne baggrund, at bevismaterialet

fra undersøgelsen kun skal tilbageleveres, og at det fremkomne ikke kan

anvendes som bevis for krænkelser eller overtrædelser, såfremt rekvisitus

fremsætter begæring herom.

En tilsvarende ordning om, at ophævelse af en

foranstaltning sker efter anmodning, kendes i øvrigt fra reglerne om arrest

og

forbud, jf. retsplejelovens §§ 638 og 648, jf. § 638.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 6.

4.3. Ret til information

4.3.1. Behovet for lovændringer

En rettighedshavers mulighed for civilretligt at forfølge

en krænkelse f.eks. med henblik på at indgå en licensaftale eller gennemføre

et

erstatningskrav afhænger som nævnt ovenfor under pkt. 3.3 af

rettighedshaverens

mulighed for at opspore de implicerede krænkere og føre bevis for omfanget af

de hidtidige krænkelser og dermed for tabets størrelse.

Foreligger der f.eks. ulovlig forhandling af krænkende

produkter – hvad enten denne forhandling er baseret på ulovlig

produktion i

Danmark eller på ulovlig indførsel – vil bevis for krænkelsen i reglen

kunne

føres gennem prøvekøb i detailforretninger. I forbindelse hermed vil der

efter

omstændighederne være etableret et grundlag for at rejse krav om erstatning

mod

detailhandler, producent eller importør. Det kan imidlertid være et problem

for

rettighedshaveren i forbindelse med erstatningskravet at føre bevis for

omfanget

af de hidtidige krænkelser og for tabets størrelse. Retsplejelovens regler om

bevissikring tager bl.a. sigte på at afhjælpe dette problem.

Direktivets

artikel 8

indeholder et særligt redskab for rettighedshaveren, der tager sigte på at

gøre

det muligt for rettighedshaveren at indhente nærmere oplysninger om de

rettighedskrænkende varers eller tjenesteydelsers oprindelse og

distributionskanaler

samt om identiteten af tredjemænd, der måtte have deltaget i krænkelsen.

Bestemmelsen fremstår efter sin ordlyd og placering i direktivet som et

selvstændigt retsmiddel ved siden af direktivets regler om f.eks. edition og

bevissikring.

Efter bestemmelsen

skal

rettighedshaveren som anført under pkt. 2 have mulighed for med rettens

bistand

i forbindelse med en immaterialretskrænkelsessag at få adgang til oplysninger

fra de involverede om krænkelsen, herunder distributionskanaler samt pris- og

mængdeangivelser for de varer og tjenesteydelser, der krænker vedkommendes

ret.

Gældende dansk ret indeholder ikke bestemmelser svarende

til direktivets artikel 8. Ud over muligheden for en

bevissikringsundersøgelse

har en rettighedshaver dog som nævnt under pkt. 3.3 i et vist omfang i medfør

af retsplejelovens regler om edition, vidnepligt og partsforklaring mulighed

for at afkræve personer, der er involveret i en immaterialretskrænkelse,

oplysninger som nævnt i direktivets artikel 8.

Under en retssag kan rettighedshaveren få belyst krænkelsen

gennem f.eks. spørgsmål til modparten og til vidner, som rettighedshaveren

kan

foranledige indkaldt. Pågældende kan endvidere opfordre krænkeren til at

fremlægge dokumenter, der belyser distributionsnettet og omfanget af

krænkelsen, og i medfør af retsplejelovens regler om edition kan retten på

anmodning af rettighedshaveren pålægge krænkeren at fremlægge sådanne

dokumenter.

Vidner har som udgangspunkt pligt til at afgive forklaring,

og overtrædelse af vidnepligten kan sanktioneres efter retsplejelovens

§ 178

med f.eks. bøde og forvaring i indtil 6 måneder.

Retsplejelovens § 178 finder ikke anvendelse ved

partsforklaringer. Nægter en part at afgive forklaring, har det derfor alene

den virkning, at retten ved bevisbedømmelsen kan tillægge det virkning til

fordel for modparten (processuel skadevirkning), jf. retsplejelovens

§ 344,

stk. 2.

Et e

ditionspålæg

til en part kan heller ikke gennemtvinges, og partens undladelse uden lovlig

grund af at opfylde en provokation eller at efterkomme et editionspålæg kan

ligeledes alene have processuel skadevirkning.

Hertil kommer, at de oplysninger, der er omfattet af

direktivets artikel 8, ikke altid vil have betydning for afgørelsen af den

verserende krænkelsessag.

En

rettighedshavers mulighed for efter gældende ret at få adgang til disse

oplysninger vil derfor også efter omstændighederne blive begrænset af

retsplejelovens § 341, hvoraf fremgår, at bevisførelse, der ikke er af

betydning for sagen, ikke kan finde sted.

Med henblik på at gennemføre direktivet i dansk ret er det

derfor nødvendigt at indføre regler, der sikrer rettighedshaverens adgang til

den information om distributionsnettet og om krænkelsens omfang, der er nævnt

i

direktivets artikel 8. Reglerne supplerer retsplejelovens bevisregler og vil

i

visse tilfælde kunne udgøre et alternativ til en bevissikringsundersøgelse

efter retsplejelovens kapitel

57 a.

Da reglerne om informationspligt ved

immaterialretskrænkelser har en vis emnemæssig tilknytning til

retsplejelovens

regler om bevisførelse, og da det ellers ville være påkrævet med ensartede

regler i et større antal immaterialretlige love, findes det mest

hensigtsmæssigt, at reglerne gennemføres i retsplejeloven. Det foreslås

derfor,

at der i retsplejeloven indsættes et nyt kapitel

29 a

om oplysningspligt i forbindelse

med verserende sager om krænkelse af immaterialrettigheder mv.

Efter forslaget vil retten efter anmodning fra

rettighedshaveren herefter kunne pålægge personer, der erhvervsmæssigt

krænker

immaterialrettigheder mv. eller er indblandet i sådanne krænkelser at give

oplysninger om navn og adresse på de andre led i distributionskæden af de

omtvistede varer og tjenesteydelser og om omfanget – pris og mængde

– af de

hidtidige krænkelser.

Efter forslaget finder reglerne om informationspålæg

anvendelse i de sagstyper, der er omfattet af retsplejelovens kapitel

57 a

om bevissikring ved immaterialretskrænkelser

mv. Kapitel

57 a

omfatter

som nævnt ovenfor under pkt. 3.2 alle former for immaterialrettigheder samt

visse typer af overtrædelser, som ikke formelt har karakter af krænkelser af

immaterialrettigheder, men som er nært beslægtet med sådanne krænkelser,

herunder bl.a. ulovlig produktefterligning, jf. markedsføringslovens

§ 1.

Baggrunden herfor er, at der i tilfælde af mistanke om ophavs- eller

designretlige

krænkelser ofte også rejses spørgsmål om overtrædelse af reglerne om ulovlig

produktefterligning, jf. markedsføringslovens § 1. Det kan være

forbundet

med væsentlige afgrænsningsproblemer at afgøre, hvorvidt et produkt er

ophavsretligt eller designretligt beskyttet, eller om det alene beskyttes

efter

markedsføringslovens regler om ulovlig produktefterligning. Det ville derfor

rejse vanskelige afgrænsningsspørgsmål, såfremt markedsføringslovens regler

om

efterligning ikke var medtaget (FT-Tidende 2000-2001, Tillæg A, side

441-443).

De forhold, der begrunder afgrænsningen af de

immaterialretskrænkelser og overtrædelser, der er omfattet af

bevissikringsreglerne,

gør sig ligeledes gældende ved spørgsmålet om afgrænsning af de sager, der

bør

være omfattet af de foreslåede regler om oplysningspligt. Det foreslås på den

baggrund, at oplysningspligten vil anvendes i forbindelse med civile

retssager

vedrørende de krænkelser og overtrædelser, som er omfattet af

bevissikringsreglerne i retsplejelovens § 653. Reglerne vil herefter

omfatte

sager om:

1.

krænkelse af

ophavsrettigheder eller beslægtede rettigheder, jf. ophavsretslovens

§§ 2,

3, 65, 66, 67, 69, 70, 71 og 77,

2.

overtrædelse af

ophavsretslovens § 11, stk. 2, og §§ 73 og 74,

3.

overtrædelser som

nævnt i ophavsretslovens § 76, stk. 1, nr. 4 og 5, og § 78,

4.

overtrædelser som

nævnt i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed § 75 a, (nu § 91, jf.

lovforslagets § 1, nr. 3)

5.

krænkelse af

mønstre,

6.

krænkelse af

design, herunder EF-design,

7.

krænkelse af

varemærker, herunder EF-varemærker, og fællesmærker,

8.

krænkelse af

virksomhedernes navne,

9.

krænkelse af

patenter,

10.

krænkelse af

brugsmodeller,

11.

krænkelse af

rettigheder til halvlederprodukters udformning,

12.

krænkelse af

rettigheder til plantenyheder,

13.

krænkelse af

geografiske betegnelser m.v. og

14.

overtrædelse af

markedsføringslovens § 1 ved ulovlig produktefterligning.

Af den foreslåede bestemmelse i § 306, stk. 1,

fremgår, at der kan pålægges oplysningspligt vedrørende »varer eller

tjenesteydelser,

der udgør en sådan krænkelse eller overtrædelse«. Det er således efter

bestemmelsens

ordlyd en forudsætning, at der foreligger en af de nævnte krænkelser eller

overtrædelser. Det vil derfor efter omstændighederne være nødvendigt, at

retten

tager stilling til dette spørgsmål ved en delafgørelse efter retsplejelovens

§ 253.

Informationspålægget tager ikke sigte på at belyse,

hvorvidt de pågældende varer eller tjenesteydelser faktisk udgør en krænkelse

mv. Ved afgørelsen af dette spørgsmål gælder de almindelige regler om

bevisførelse.

Afgrænsningen af den relevante personkreds, som kan pålægges

at give oplysninger, og omfanget af oplysningspligten svarer i den foreslåede

bestemmelse med mindre sproglige tilpasninger til ordlyden af direktivets

artikel

8, stk. 1 og 2.

Et informationspålæg kan herefter gives personer, der som

led i erhvervsvirksomhed er fundet i besiddelse af de pågældende varer, i

færd

med at anvende de pågældende tjenesteydelser eller i færd med at yde

tjenester,

der anvendes i de omtvistede aktiviteter i kommerciel målestok. En virksomhed

eller person, der yder tjenester, der anvendes i de pågældende aktiviteter,

kan

eksempelvis være en internetudbyder.

Herudover kan et informationspålæg gives til personer, som

ifølge de nævnte personer er indblandet i produktion, fremstilling eller

distribution af sådanne varer eller levering af sådanne tjenesteydelser.

Denne

kategori er som i direktivet ikke udtrykkeligt begrænset til handlinger

begået

som led i erhvervsvirksomhed.

Af direktivets præambel, betragtning 14, fremgår

imidlertid, at foranstaltningerne i bl.a. artikel 8, stk. 1, kun skal

være

obligatoriske i forbindelse med handlinger, der udføres i kommerciel

målestok.

Ved sådanne handlinger forstås ifølge samme betragtning »handlinger, der

udføres

med henblik på direkte eller indirekte økonomisk eller kommerciel gevinst;

dette udelukker normalt handlinger, der udføres af slutbrugerne, når de

handler

i god tro«.

Reglerne om et informationspålæg vil f.eks. kunne finde

anvendelse, hvor indehaveren af rettighederne til et patenteret produkt

bliver

opmærksom på, at produktet i strid med eneretten sælges i detailhandlen. I

forbindelse

med en retssag mod detailhandleren kan rettighedshaveren anmode retten om at

pålægge detailhandleren at oplyse, hvem der har leveret produktet, hvor mange

eksemplarer detailhandleren har solgt og prisen for disse. Rettighedshaveren

kan på baggrund af detailhandlerens oplysninger om mellemhandler og producent

under samme sag anmode om, at mellemhandleren og producenten pålægges at give

oplysninger om, hvilke detailhandlere produktet ellers er solgt til, antal

solgte

eksemplarer og prisen for disse. Oplysningerne vil gøre det muligt for

rettighedshaveren at forfølge sit krav ikke bare over for detailhandleren,

men

også over for mellemhandleren, producenten og andre detailhandlere. Hvorvidt

rettighedshaverens krav mod andre end den oprindeligt sagsøgte vil kunne

inddrages under den verserende sag, afhænger af retsplejelovens almindelige

regler herom.

Derimod vil en forbruger, der har købt det pågældende

produkt, ikke kunne pålægges en oplysningspligt, da forbrugeren hverken »som

led i erhvervsvirksomhed er fundet i besiddelse af produktet« eller »har

medvirket

til produktion, fremstilling eller distribution« af produktet.

Efter forslaget kan retten afslå en anmodning om et

informationspålæg, såfremt det efter en konkret afvejning må antages, at

udlevering af oplysningerne vil påføre modparten eller andre skade eller

ulempe, som står i misforhold til rettighedshaverens interesse i

oplysningerne.

Proportionalitetsafvejningen er i overensstemmelse med

direktivet, jf. artikel 8, stk. 1, hvorefter der skal være tale om en

velbegrundet

og forholdsmæssig afpasset begæring fra rettighedshaveren, og artikel 3,

hvorefter

foranstaltninger og retsmidler skal være fair, rimelige og effektive, samt

stå

i rimeligt forhold til krænkelsen og have afskrækkende virkning. De skal

endvidere anvendes på en sådan måde, at der ikke opstår hindringer for lovlig

samhandel, og at der ydes garanti mod misbrug.

I medfør af den foreslåede bestemmelsen vil retten efter

omstændighederne kunne nægte at give et informationspålæg, hvis der er

væsentlig risiko for at påføre den anmodede eller andre væsentlig skade i

form

af afsløring af erhvervshemmeligheder mv. Bestemmelsen vil ligeledes kunne

finde anvendelse, såfremt en imødekommelse af rettighedshaverens anmodning

vil

trække den verserende sag i langdrag i videre omfang, end det er rimeligt.

Dette gælder navnlig, hvor oplysningerne ikke har betydning for afgørelsen af

den verserende sag.

En pligt til at give information om en

immaterialretskrænkelse kan ikke være absolut. Krænkelser af

immaterialrettigheder

er almindeligvis strafbare, og pligten til at meddele oplysninger om

krænkelsen

må vige for det grundlæggende princip om retten til at undgå

selvinkriminering.

Der vil derfor ikke kunne pålægges en pligt til at give oplysninger, såfremt

forklaringen ville antages at udsætte den pågældende eller dennes nærmeste

for

straf mv., jf. retsplejelovens § 171, stk. 2. Dette er i

overensstemmelse med direktivets artikel 8, stk. 3, litra d. R

etten skal efter bestemmelsen

vejlede den anmodede om dennes rettigheder i medfør af

vidnefritagelsesreglerne.

Det kan ikke udelukkes, at retten til at nægte at give oplysninger under

henvisning til vidnefritagelsesreglen i retsplejelovens § 171,

stk. 2,

i praksis vil kunne indebære en efter omstændighederne væsentlig

indskrænkning

i anvendelsen af reglerne om informationspålæg.

Efter den foreslåede bestemmelse omfatter et

informationspålæg heller ikke andre oplysninger, som den pågældende efter

retsplejelovens regler om vidneudelukkelse og vidnefritagelse ikke ville have

pligt til at afgive vidneforklaring om. Dette gælder f.eks. retten til

kildebeskyttelse på medieområdet, jf. retsplejelovens § 172.

Det følger af direktivets artikel 8, stk. 3, at

oplysningspligten finder anvendelse med forbehold af lovbestemmelser, der

omhandler

beskyttelsen af bl.a. behandlingen af personoplysninger. Lov om behandling af

personoplysninger finder således også anvendelse på behandling af

personoplysninger

i forbindelse med et informationspålæg. En person, der har fået et

informationspålæg

af en domstol, må behandle almindelige ikke-følsomme oplysninger, jf.

§ 6,

stk. 1, nr. 3, i lov om behandling af personoplysninger, hvorefter

behandling

af sådanne oplysninger kan finde sted, når behandlingen er nødvendig for at

overholde en retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige.

Det følger af direktivets artikel 3, stk. 2, at

foranstaltningerne bl.a. skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til

krænkelsen og have afskrækkende virkning. Det foreslås på den baggrund, at

undladelse

af at efterkomme et informationspålæg uden lovlig grund skal kunne

sanktioneres

efter de regler, der gælder for vidner, der nægter at udtale sig, jf.

retsplejelovens

§ 178. Dette gælder også for så vidt angår informationspålæg, der er

rettet til en part i sagen. Baggrunden herfor er, at reglerne om processuel

skadevirkning ikke i alle tilfælde vil være tilstrækkelige til at sikre

pålæggets effektivitet. Som eksempel kan nævnes det tilfælde, hvor

oplysningerne ikke har betydning for afgørelsen af den konkrete sag. Det

foreslås ligeledes, at en parts at undladelse af at efterkomme et

informationspålæg

uden lovlig grund skal kunne sanktioneres efter reglerne om processuel

skadevirkning.

Reglerne om informationspålæg berører ikke retsplejelovens

almindelige regler om bevisførelse, herunder vedrørende edition, parts- og

vidneforklaring mv.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1 (forslaget

til retsplejelovens §§ 306 og 307).

5. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser

mv.

Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske eller

administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.

For erhvervslivet vil lovforslaget medføre forbedringer af

rettighedshaveres muligheder for civilretlig håndhævelse af

immaterialrettigheder.

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

Lovforslaget gennemfører de ændringer i retsplejeloven, der

følger af direktiv 2004/48/EF om håndhævelsen af intellektuelle

ejendomsrettigheder.

Positive konsekvenser/

mindreudgifter

Negative konsekvenser/

merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Ingen

Ingen af betydning

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Ingen

Ingen af betydning

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Visse forbedringer af muligheden for civilretlig håndhævelse

af immaterialrettigheder i forhold til gældende regler

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder bestemmelser, der gennemfører

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om

håndhævelsen

af intellektuelle ejendomsrettigheder.

6. Høring

Præsidenterne for Højesteret, Østre og Vestre Landsret,

Københavns Byret og retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Sø- og

Handelsretten,

Domstolsstyrelsen,

Procesbevillingsnævnet,

Dommerforeningen,

Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Foreningen af

Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i

Danmark, Politidirektøren

i København, HK Landsklubben Danmarks Domstole, Advokatrådet, Foreningen af

Advokater og Advokatfuldmægtige, Foreningen Danske Inkassoadvokater, Dansk

InkassoBrancheforening, Landsforeningen af Beskikkede Advokater, Dansk

Industri,

Institut for Menneskerettigheder, Dansk Retspolitisk Forening,

Amtsrådsforeningen,

Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Foreningen af Statsamtmænd,

Foreningen

af Statsamtsjurister, Forbrugerrådet, HTS Interesseorganisationen, Forsikring

& Pension, Foreningen af Registrerede Revisorer, Foreningen af

Statsautoriserede Revisorer, Liberale Erhvervs Råd, Danmarks Jurist- og

Økonomforbund, Dansk Handel & Service, Landsorganisationen i Danmark LO,

3F

Fagligt Fælles Forbund, De Danske Patentagenters

Forening,

Landbrugsrådet, Realkreditrådet, Dansk

Ejendomsmæglerforening, Det Danske Voldgiftsinstitut, Voldgiftsnævnet for

Bygge- og Anlægsvirksomhed, Det Kgl. Bibliotek, Statsbiblioteket,

Danmarks Biblioteksforening, Biblioteksstyrelsen, Danmarks

Forskningsbiblioteksforening,

Københavns Retshjælp, Århus Retshjælp, Københavns

Universitet, Syddansk Universitet, Århus Universitet, Activinova, Adjunkt

Hanne

Kirk Deichmann, Akademiet for De skønne kunster, Akademiet for de Tekniske

Videnskaber, Akademikernes Centralorganisation, Akademisk Arkitektforening,

Alfa-Laval

Fish And Meat Engineering A/S, ALK-Abelló, Antipiratgruppen,

Arbejderbevægelsens

Erhvervsråd, Arkitektforbundet, Arla Foods,

Astma-Allergi

Forbundet,

AUTIG Autobranchens Industriforening i Danmark,

Bager- og Konditormestre i Danmark,

Beagle,

Bech-Bruun Advokatfirma,

BFID Brancheforeningen for farmaceutiske, Biodania,

Biodynamisk Forbrugersammenslutning, Bioteknologisk

Institut, Brancheforeningen for Frø,

Bryggeriforeningen,

Brødrene Hartmann A/S,

Budde, Schou & Ostenfeld A/S,

Business Software Alliance, Carlsberg A/S, Chas.

Hude A/S, Chr. Hansen A/S, Coloplast A/S,

COOP A/S -

Centrallaboratoriet, COOP Danmark A/S, Copy-Dan, DAFFO, DAKO A/S, DAKOFO,

Danfoss A/S, Danisco A/S,

Danmarks Aktive Forbrugere,

Danmarks Apotekerforening,

Danmarks

Biavlerforening, Danmarks Fiskehandlere, Danmarks Fiskeindustri- og

Eksportforening,

Danmarks Fiskeriforening, Danmarks Fiskeriundersøgelser,

Danmarks Fødevareforskning,

Danmarks

Jordbrugsforskning, Danmarks Rederiforening,

Danmarks

Restauranter og Cafeer,

Danmarks Røgeriejerforening,

Danmarks Sportsfiskerforbund, Danmarks

Tekniske Universitet,

Dansk Akvakultur, Dansk

Arbejdsgiverforening, Dansk Artist Forbund, Dansk Design Center,

Dansk Erhvervsfjerkræ, Dansk Erhvervsfrugtavl,

Dansk Erhvervsgartnerforening, Dansk Filmfotograf Forbund,

Dansk

Forening for Industriens Patent- og Varemærkespecialister, Dansk Forening til

Bekæmpelse af Produktpirateri, Dansk Forfatterforening, Dansk Frøhandler

Forening,

Dansk Fødevareråd, Dansk Havbrugerforening,

Dansk Industri,

Dansk

IT, Dansk Journalistforbund, Dansk Kapelmesterforening, Dansk

Komponistforening, Dansk Kvæg,

Dansk Landbrug

Dansk Landbrug, Dansk Landbrugsrådgivning-Landscentret,

Dansk Musiker Forbund, Dansk Musikforlæggerforening,

Dansk Patent- og

Varemærkekonsulentforening af 1953,

Dansk

Pelsdyravlerforening, Dansk Planteværn, Dansk Skuespillerforbund,

Dansk Slagtefjerkræ,

Dansk

Solist-Forbund, Dansk Supermarked, Dansk Toksikologi Center, Dansk Transport

og

Logistik,

Dansk Varefakta Nævn, Dansk

Åleproducentforenings Sekretariat, Danske Arkitekters Landsforbund,

Danske Billedkunstneres Fagforening, Danske Dagblades Forening, Danske

Dramatikeres Forbund, Danske Filminstruktører, Danske Frøavlere,

Danske Helsekostforretningers Brancheforening, Danske

Håndværksslagtere,

Danske Jazz-, Beat- og

Folkemusikautorer, Danske Læskedrik Fabrikanter, Danske Mediers Forum, Danske

Reklamebureauers Brancheforening, Danske Skønlitterære Forfattere, Danske

Slagterier, Danske Slagtermestres Landsforening,

Danske Speditører,

Danske Svineproducenter,

Danske

Veterinærhygiejnikeres Organisation (DVO),

Datatilsynet,

DEG Dansk Erhvervsgartnerforening, Den danske Boghandlerforening,

Den danske Brancheorganisation for Vitalmidler,

Den Danske Dyrlægeforening, Den danske Forlæggerforening,

Det Danske Filminstitut, Det Danske Fjerkræråd,

Det Kgl. Teater,

Det Veterinære Sundhedsråd,

Det

Økologiske Fødevareråd,

Det Økologiske Råd og

Selskab, Detailfiskehandlere,

DFO, Dansk

Flavour Organisation,

Diabetesforeningen,

Digital Forbruger Danmark, Docent Thomas Riis,

DR, Dumex-Alpharma A/S, Durascan

Medical Products A/S, Elektronikindustrien, Emballage- og

Transportinstituttet,

Emballageindustrien, Erhvervs og Byggestyrelsen,

Ernæringsrådet, F.L. Smidth & Co. A/S, Ferring

A/S, Ferrosan A/S,

Ferskvandsfiskeriforeningen,

Film- og TV-arbejderforeningen,

Finansrådets

Hus,

Fiskeridirektoratet, Forenede Danske

Antenneanlæg,

Forenede Danske Motorejere, Foreningen af autoriserede

vildtbehandlings virksomheder,

Foreningen af

Bioteknologiske Industrier i Danmark, Foreningen af Dagligvaregrossister,

Foreningen af Danske Fiskefoderfabrikanter,

Foreningen af Danske Havfrøgrossister, Foreningen af Danske

Planteforædlere, Foreningen af Danske Sceneinstruktører, Foreningen af Danske

Spiritusfabrikanter, Foreningen af Danske Stammeejere af Mark- og

Havefrø, Foreningen af Danske Videogramdistributører i Danmark,

Foreningen af Forretningsdrivende i Københavns Kødby, Foreningen

af Frugtimportører i Danmark,

Foreningen af

Frugtvinsfabrikanter i Danmark, Foreningen Af Kommercielle Danske

Internet Sites, Foreningen Danske Designere, Foreningen for Biodynamisk

Jordbrug,

Foreningen for Danmarks Farve- og

Lakindustri, Foreningen for Danmarks Fiskemel- og Fiskeolieindustri,

Foreningen for Dansk Internet Handel, Foreningen Industriel Retsbeskyttelse,

Frugtindustriforeningen, Funktionærernes og Tjenestemændenes

Fællesråd,

Fællesrådet for Udøvende Kunstnere,

Færøernes Hjemmestyre, FødevareIndustrien, GN Danavox A/S, Gosh

Cosmetics (E. Tjellesen A/S), Gramex, Gribskovsbanens værksted, Grumsens

Maskinfabrik A/S, Grønlands Hjemmestyre, H. Lundbeck A/S, Haldor Topsøe A/S,

Handels-

og Kontorfunktionærernes forbund i Danmark, Hans Harding ApS,

Heat Transfer Tønder

A/S,

Heiden A/S,

Helsebranchens Leverandørforening,

HORESTA, Høiberg ApS, Håndværksrådet, Ingeniørforbundet

i Danmark, Ingeniørforeningen i Danmark, International Transport Danmark,

Internationalt

Patentbureau A/S, IT-Brancheforeningen,

Kaffe- &

Teimportørforeningen,

Kaj Hansen ApS,

Kantineledernes

Landsklub,

Kartonnage- og bølgepapindustriens arbejdsgiverforening,

KODA,

Konsumfiskeindustriens Arbejdsgiverforening,

Kosan

Teknova A/S, Kunstrådet,

KVL, Kødbranchens Fællesråd,

Landboforeningerne,

Landsforeningen af Danske

Mælkeproducenter,

Landsforeningen Den Lokale

Andel, Landsforeningen til fremme af opfinders rettigheder v. Willy Pedersen,

Landsorganisationen

af Danmarks Detailfiskehandlere, Larsen & Birkeholm A/S, LEGO Holding

A/S,

LEGO Juris A/S, Lektor Morten Rosenmeier, LIF Lægemiddelindustriforeningen,

Lindholst

& Co. A/S, LK A/S, Løvens Kemiske Fabrik, Magnus Jensens Eftf.,

Man B&W

Diesel A/S,

Mejeriforeningen, MIFU, Margarine Industri Foreningen, Teknologi

og Udvikling, Multi Medie Foreningen,

Mælkeproducenter

i Danmark,

NeuroSearch A/S, Nilfisk-Advance A/S, NIRO A/S,

NKT Research

& Innovation A/S,

NOAHs Sekretariat,

NOPALAX,

Nordisk Copyright

Bureau,

Novo Nordisk A/S, Novozymes A/S, Nycomed A/S, Nærbutikkernes

Landsforening, Nærings- og Nydelsesmiddelarbejderforbundet, Ole Olsson

Rådgivende Civilingeniører ApS, Opfinderforeningen, Ophavsretligt Forum,

Organisationen Dansk Aquakultur,

Ostehandlerforeningen for Danmark, Oticon A/S,

Papirvareindustriens Arbejdsgiverforening,

Patentgruppen

ApS, Patrade A/S,

PCG, Producenter af Komprimerede

Gasser,

Piratgruppen,

Plantenyhedsnævnet,

Plastindustrien i Danmark, Plougmann & Vingtoft

A/S, Pressalit A/S, Producentforeningen, Profa A.m.b.A, Professor Jens

Schovsbo, Professor Mads Bryde Andersen, Professor Palle Bo Madsen, Professor

Peter Blume, Radiometer Medical A/S,

RBF RestaurationsBranchens

Forbund, Rektorkollegiet, RettighedsAlliancen, Rockwool International

A/S, Sabroe, Refrigeration A/S,

Sammenslutningen af

Danske Fiskeriforeninger, Sammenslutningen af Danske Havne, Sammenslutningen

af

Danske Scenografer,

Sammenslutningen af Danske Sortsejere,

Sammenslutningen af Danske Ørredeksportører,

Sammenslutningen af lokale radio- og tv-stationer, Samrådet

for Ophavsret,

Sandel, Løje & Wallberg, ScanFoam Cleaning Equipment ApS,

SEDAN, SJP Consult, Skandinavisk

Tobakskompagni A/S, Slagteriernes Forskningsinstitut,

Smithkline Beecham

Consumer Health Care,

Solistforeningen

af 1921, Statens Seruminstitut, STOP I/S, TDC, TDJ, Teknologirådet,

Teknologisk

Institut, TV 2/DANMARK, TVDanmark, UBVA, Udvalget til Beskyttelse af

Videnskabeligt

Arbejde (UBVA), Unomedical A/S, VELUX Industri A/S,

Veterinærmedicinsk

Industriforening,

Viking Life-Saving Equipment A/S, Vita Care A/S,

VSOD, Zacco Danmark A/S, Øgruppen – Dansk Økologileverandørforening,

Økologisk Landsforening.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 (kapitel

29 a

)

Der foreslås indført regler, hvorefter retten efter

anmodning fra en person, der er indehaver af en immaterialrettighed, og hvis

rettigheder er blevet krænket, kan pålægge personer, der er involveret i

krænkelsen, at oplyse om de øvrige implicerede personer samt om krænkelsens

omfang.

Til § 306

Forslaget til

stk. 1

indebærer, at retten i forbindelse med en retssag om en

immaterialretskrænkelse

eller overtrædelse som nævnt i retsplejelovens § 653, stk. 2, efter

anmodning fra rettighedshaveren eller en anden, der er beføjet til at påtale

krænkelsen eller overtrædelsen kan bestemme, at modparten eller tredjemand

skal

pålægges at give oplysninger om krænkelsen mv. som nævnt i forslaget til

stk. 2

, jf. nedenfor.

Rettighedshaveren kan anmode om et informationspålæg i

forbindelse med en retssag om immaterialretskrænkelsen. Pålægget omfatter

oplysninger

om de varer eller tjenesteydelser, retssagen vedrører. Disse oplysninger vil

i

nogle tilfælde, men ikke altid have betydning for afgørelsen af den

verserende

sag. Retten kan ikke afvise at imødekomme anmodningen alene under henvisning

til, at oplysningerne ikke har betydning for sagen. Vil imødekommelse af

begæringen

i urimeligt omfang trække sagen i langdrag, kan anmodningen dog efter

omstændighederne nægtes efter en proportionalitetsafvejning, jf. forslaget

til

stk. 3.

Det er en forudsætning for at pålægge en person et

informationspålæg efter den foreslåede § 306, at det må lægges til

grund,

at der foreligger en krænkelse eller overtrædelse som nævnt i § 653,

stk. 2.

Det vil efter omstændighederne være fornødent, at retten tager stilling til

dette spørgsmål ved en delafgørelse efter retsplejelovens § 253.

Spørgsmålet om, hvorvidt der faktisk er tale om en krænkelse eller

overtrædelse

afgøres efter de almindelige regler herom.

Det er endvidere en forudsætning, at den pågældende råder

over de pågældende oplysninger.

Det er efter forslaget en betingelse for at kunne give en

person et informationspålæg, at vedkommende som led i erhvervsvirksomhed er

fundet i besiddelse af de pågældende varer, i færd med at anvende de

pågældende

tjenesteydelser eller i færd med at yde tjenester, der anvendes i de

pågældende

aktiviteter. Herudover kan der gives en person et informationspålæg, hvis

vedkommende ifølge de nævnte personer har medvirket til fremstilling,

distribution

af sådanne varer eller levering af sådanne tjenesteydelser.

Afgrænsningen af den persongruppe, der kan pålægges at give

oplysninger, svarer med enkelte sproglige tilpasninger til direktivets

artikel

8, stk. 1, litra a-d. En tjenesteydelse, der krænker en ophavsret, kan

f.eks. være ulovligt salg af musikfiler via Internettet. En virksomhed eller

person,

der yder »tjenester, der anvendes i de pågældende aktiviteter«, kan

eksempelvis

være en internetudbyder.

Det påhviler rettighedshaveren at godtgøre, at en person er

omfattet af den foreslåedes bestemmelse.

Forslaget til

stk. 2

fastlægger, hvilke oplysninger der er omfattet af oplysningspligten.

Oplysningerne

omfatter navn og adresse på producenter, fremstillere, distributører,

leverandører og andre tidligere indehavere af de pågældende varer og

tjenesteydelser samt på grossister og detailhandlere, som varerne eller

tjenesteydelserne

var bestemt for. Endvidere opfatter oplysningspligten oplysninger om de

producerede, fremstillede, leverede, modtagne eller bestilte mængder og den

pris, der er opnået for de pågældende varer eller tjenesteydelser. Forslaget

til bestemmelsen svarer med enkelte sproglige tilpasninger til direktivets

artikel 8, stk. 2.

Oplysningspligten er et supplement til de almindelige

regler om bevisførelse i forbindelse med den verserende sag og forudsætter

ikke, at oplysningerne har betydning for den verserende sag. Retten kan dog

afslå en

anmodning fra

rettighedshaveren om et pålæg til at give information efter en

proportionalitetsafvejning, jf. forslaget til

stk. 3. Dette kan f.eks. være tilfældet, såfremt en imødekommelse

af rettighedshaverens anmodning vil trække den verserende sag i langdrag i

videre omfang, end det er rimeligt. Dette vil navnlig kunne anføres, hvor de

ønskede oplysninger ikke har betydning for afgørelsen af den verserende sag.

Bestemmelsen vil ligeledes kunne finde anvendelse, hvor

berettigede hensyn til den anmodedes erhvervshemmeligheder taler for det, og

rettighedshaverens interesse i oplysningerne efter en konkret vurdering

findes

at måtte vige for disse hensyn.

Lov om behandling af personoplysninger finder også

anvendelse på behandling af personoplysninger i forbindelse med et

informationspålæg.

Den person, der har fået et informationspålæg af en domstol, må behandle

almindelige ikke-følsomme oplysninger, jf. § 6, stk. 1, nr. 3 i lov

om behandling af personoplysninger, hvorefter behandling af sådanne

oplysninger

kan finde sted, når behandlingen er nødvendig for at overholde en retlig

forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige.

Et informationspålæg omfatter ikke oplysninger, som

personen efter retsplejelovens § 169-172 ikke har pligt til at afgive

forklaring

om som vidne, jf. forslaget til

stk. 4.

Immaterialretskrænkelser mv. kan almindeligvis medføre straf, og bestemmelsen

i

retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 1, hvorefter der ikke er

vidnepligt, såfremt forklaringen ville udsætte vidnet selv for straf eller

tab

af velfærd, er således navnlig relevant i den forbindelse. Det følger af

henvisningen til retsplejelovens § 173, at retten skal vejlede om

indholdet af vidneudelukkelses- og vidnefritagelsesbestemmelserne, såfremt

omstændighederne giver grund dertil.

Undlader en part eller tredjemand uden lovlig grund at

efterkomme et informationspålæg, finder reglerne i retsplejelovens § 178

om tvangsmidler over for vidner anvendelse. Retten kan således bl.a. pålægge

personen en bøde eller en løbende bøde i op til 6 måneder, lade personen

afhente af politiet eller lade personen tage i forvaring i op til 6 måneder.

En

parts undladelse uden lovlig grund at efterkomme et informationspålæg kan

tillige tillægges processuel skadevirkning, jf. forslaget til

stk. 5.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.3.

Til § 307

Den foreslåede bestemmelse fastsætter de nærmere regler om

behandlingen af en anmodning om et informationspålæg efter forslaget til

§ 306.

Det følger af

stk. 2

,

at modparten og den, anmodningen vedrører, skal have lejlighed til at udtale

sig, før der træffes afgørelse om et informationspålæg. Modparten vil således

have lejlighed til at fremkomme med bemærkninger, selv hvor anmodningen er

rettet mod tredjemand. Modparten kan således eksempelvis finde, at

imødekommelse af anmodningen vil trække sagen i langdrag i højere grad end

det

er rimeligt, og at anmodningen derfor bør nægtes efter en

proportionalitetsvurdering,

jf. § 306, stk. 4.

Det er efter bestemmelsen overladt til retten nærmere at

fastsætte, hvordan pålægget skal efterkommes. Dette kan f.eks. ske ved

indsendelse af en skriftlig erklæring eller ved, at den forpligtede giver

møde

i retten.

En erklæring i henhold til et informationspålæg er ikke en

vidneforklaring. Afvigelse af bevidst urigtige oplysninger vil dog efter

omstændighederne kunne straffes efter de almindelige regler herom.

Spørgsmålet om omkostninger i forbindelse med et

informationspålæg afgøres efter retsplejelovens almindelige regler herom, jf.

retsplejelovens kapitel 30. Det følger af

stk. 3

,

at t

redjemand

kan kræve sine udgifter ved at efterkomme pålægget forudbetalt af parten

eller

kræve stillet sikkerhed for udgifternes betaling. Bestemmelsen svarer til

§ 300, stk. 3, om tredjemandsedition.

Til nr. 2 (§ 653, stk. 1)

Den foreslåede ændring af stk. 1 indebærer, at det

ikke længere vil indgå som en betingelse for gennemførelse af en

bevissikringsundersøgelse,

at rekvisitus har begået en immaterialretskrænkelse mv. som led i

erhvervsvirksomhed

eller i øvrigt i ikke ubetydeligt omfang. Er der tale om tilfælde af

krænkelser

mv., der antager et ubetydeligt omfang, vil en bevissikringsundersøgelse dog

efter omstændighederne kunne nægtes efter en konkret interesseafvejning.

Dette

gælder ikke mindst, når undersøgelsen begæres foretaget i et privat hjem. I

henhold til § 653, stk. 4, skal der ved afgørelsen af, om en

undersøgelse bør tillades, altid foretages en sådan interesseafvejning, og

ved

denne vil integritetshensyn i reglen veje tungere, når der begæres

undersøgelse

i et privat hjem, end når der begæres undersøgelse i forretningslokaler mv.

Der henvises endvidere til den foreslåede præcisering af

§ 653, stk. 4, jf. lovforslagets § 1, stk. 5.

Den foreslåede ændring af stk. 1 indebærer herudover,

at fogedretten efter anmodning fra rettighedshaveren eller en anden, der er

beføjet til at påtale en krænkelse af en immaterialret eller en overtrædelse

som nævnt i stk. 2 (rekvirenten), kan bestemme, at der hos en anden

(rekvisitus) skal foretages en undersøgelse med henblik på at sikre bevis for

krænkelsen eller overtrædelsen, hvis det sandsynliggøres, at rekvisitus har

begået eller

vil begå

en sådan

krænkelse, og der er grund til at antage, at bevis for krænkelsen eller

overtrædelsen

og dennes omfang kan findes i de lokaler, der ønskes undersøgt.

Forslaget indebærer således, at en

bevissikringsundersøgelse fremover også vil kunne være rettet mod planlagte

krænkelser, hvis rekvirenten kan sandsynliggøre, at rekvisitus vil begå en

sådan krænkelse.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.2 og

4.2.3.

Til nr. 3 (§ 653, stk. 2, nr. 4)

Forslaget er en konsekvensændring som følge af en ændring

af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed ved lov nr. 1052 af 17. december

2002,

hvorved § 75 a i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed blev til

§ 91.

Til nr. 4 (653, stk. 3, 2. pkt.)

Forslaget indebærer, at bestemmelsen i § 653,

stk. 3, 2. pkt. ophæves. Efter denne bestemmelse kan en

bevissikringsundersøgelse

ikke foretages med henblik på at konstatere, om produktionsprocesser eller

maskiner og andet produktionsudstyr krænker patenter, brugsmodeller eller

rettigheder til halvlederprodukters udformning.

En anmodning om en bevissikringsundersøgelse vedrørende

processer eller udstyr omfattet af bestemmelsen vil dog efter

omstændighederne

kunne nægtes efter en konkret interesseafvejning. I henhold til § 653,

stk. 4, skal der ved afgørelsen af, om en undersøgelse bør tillades,

altid

foretages en sådan interesseafvejning. I denne afvejning indgår bl.a.

berettigede hensyn til rekvisiti erhvervshemmeligheder. En

bevissikringsundersøgelse

vil således efter omstændighederne kunne nægtes, såfremt der er risiko for at

påføre rekvisitus væsentlig skade i form af afsløring af

erhvervshemmeligheder.

I afvejningen indgår endvidere hensynet til rekvirentens behov for en

bevissikringsundersøgelse for at kunne forfølge sit krav. Findes rekvirenten

at

kunne dokumentere sit krav på anden måde, f.eks. fordi bevisbyrden for en

krænkelse efter patentlovens § 64 a påhviler krænkeren, vil rekvisitus

efter omstændighederne lettere kunne påberåbe sig, at rekvirentens interesse

i

en undersøgelse står i misforhold til den skade eller ulempe, som en sådan

undersøgelse vil påføre rekvisitus.

Der henvises endvidere til den foreslåede præcisering af

§ 653, stk. 4, jf. lovforslagets § 1, stk. 5.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.4.

Til nr. 5 (§ 653, stk. 4)

Lovforslaget

indebærer, at det præciseres i selve lovteksten, at

hensynet til

privatlivets fred og til beskyttelsen af erhvervshemmeligheder vil kunne føre

til, at fogedretten helt eller delvis meddeler afslag på en anmodning om

undersøgelse, fordi der er væsentlig risiko for, at undersøgelsen vil påføre

rekvisitus skade eller ulempe, som står i misforhold til rettighedshaverens

interesse

i undersøgelsens gennemførelse. Som hidtil vil også andre hensyn kunne indgå

i

proportionalitetsvurderingen, herunder f.eks. rettighedshaverens behov for en

undersøgelse for at kunne forfølge sit krav.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.5.

Til nr. 6 (§ 653 c, stk. 1, 2. pkt.)

Forslaget indebærer, at rekvisitus vil skulle fremsætte en

anmodning om tilbagelevering af beslaglagte genstande og andet bevismateriale

fra en bevissikringsundersøgelse og om, at det under undersøgelsen fremkomne

ikke kan anvendes som bevis for krænkelser eller overtrædelser, såfremt

rekvirenten ikke rettidigt anlægger retssag efter gennemførelsen af en

bevissikringsundersøgelse.

Fogedretten vejleder om nødvendigt rekvisitus om dennes

retsstilling, såfremt rekvisitus ikke møder ved advokat, jf. retsplejelovens

§ 653 d, jf. § 500.

Der er ikke knyttet formkrav til en anmodning fra

rekvisitus efter den foreslåede bestemmelse.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.7.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. april 2006.

Ifølge direktivets artikel 20, stk. 1, er den 29. april 2005 frist for

rettidig gennemførelse af direktivet i dansk ret.

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 910 af 27.

september 2005, foretages følgende ændringer:

1.

Efter

§ 305 indsættes som nyt kapitel:

»Kapitel 29 a

Oplysningspligt ved krænkelse af immaterialrettigheder

mv.

§ 306.

I forbindelse med en sag om en krænkelse eller overtrædelse som nævnt i

§ 653, stk. 2, kan retten efter anmodning af en part, der er

beføjet til at påtale krænkelsen eller overtrædelsen, pålægge en modpart

eller tredjemand at give oplysninger, jf. stk. 2, som den pågældende

råder over, om varer eller tjenesteydelser, der udgør en sådan krænkelse

eller overtrædelse, såfremt

1)

den pågældende som

led i erhvervsvirksomhed er fundet

i besiddelse af de pågældende krænkende varer,

2)

den pågældende som

led i erhvervsvirksomhed er fundet i færd med at anvende de pågældende

krænkende tjenesteydelser,

3)

den pågældende som

led i erhvervsvirksomhed er fundet i færd med at yde tjenester, der anvendes

i de pågældende krænkende aktiviteter, eller

4)

den pågældende ifølge

personer omfattet af nr. 1-3 har medvirket til produktion, fremstilling eller

distribution af de pågældende krænkende varer eller levering af de pågældende

krænkende tjenesteydelser.

Stk. 2.

De i

stk. 1 nævnte oplysninger omfatter

1)

navn og adresse på

producenter, fremstillere, distributører, leverandører og andre tidligere

indehavere af de pågældende varer og tjenesteydelser samt på grossister og

detailhandlere,

som de pågældende varer eller de pågældende tjenesteydelser var bestemt for,

og

2)

oplysninger om de

producerede, fremstillede, leverede, modtagne eller bestilte mængder og den

pris, der er opnået for de pågældende varer eller tjenesteydelser.

Stk. 3.

Retten

afslår helt eller delvis en anmodning efter stk. 1, hvis det må antages,

at udlevering af oplysningerne vil påføre den, anmodningen vedrører, eller

andre skade eller ulempe, som står i misforhold til den anmodende parts

interesse i oplysningerne.

Stk. 4.

Et pålæg

efter stk. 1 omfatter ikke oplysninger, som den, anmodningen vedrører, i

medfør af retsplejelovens §§ 169-172 ikke har pligt til at afgive

forklaring

om som vidne. Retsplejelovens § 173 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 5

. Undlader

modparten uden lovlig grund at efterkomme pålægget, finder bestemmelserne i

retsplejelovens §§ 178 og 344, stk. 2, tilsvarende anvendelse.

Undlader

tredjemand uden lovlig grund at efterkomme pålægget, finder bestemmelsen i

retsplejelovens § 178 tilsvarende anvendelse.

§ 307.

En part, der fremsætter anmodning om pålæg efter § 306, skal angive de

oplysninger, der ønskes og begrundelsen for, at den, anmodningen vedrører, er

omfattet af § 306, stk. 1, nr. 1-4.

Stk. 2.

Bestemmelse om pålæg efter § 306 træffes, efter at modparten og den,

anmodningen vedrører, har haft lejlighed til at udtale sig. Retten bestemmer,

hvordan pålægget skal efterkommes.

Stk. 3.

Tredjemand

kan kræve sine udgifter ved at efterkomme pålægget forudbetalt af parten

eller kræve stillet sikkerhed for udgifternes betaling.«

§ 653.

Efter anmodning fra rettighedshaveren eller en anden, der er beføjet til at

påtale en krænkelse af en immaterialret eller en overtrædelse som nævnt i

stk. 2 (rekvirenten), kan fogedretten træffe bestemmelse om, at der hos

en anden (rekvisitus) skal foretages en undersøgelse med henblik på at sikre

bevis for krænkelsen eller overtrædelse og dennes omfang, såfremt

1)

det

sandsynliggøres, at rekvisitus som led i erhvervsvirksomhed eller i øvrigt i

ikke ubetydeligt omfang har begået en krænkelse eller overtrædelse som nævnt

i stk. 2, og

2)

der er grund til at

antage, at bevis for krænkelsen eller overtrædelsen og dennes omfang kan

findes i de lokaler, der ønskes undersøgt.

2.

§

653, stk. 1

, affattes således:

»Efter anmodning fra rettighedshaveren eller en anden, der er

beføjet til at påtale en krænkelse af en immaterialret eller en overtrædelse

som nævnt i stk. 2, (rekvirenten), kan fogedretten træffe bestemmelse

om, at der hos en anden (rekvisitus) skal foretages en undersøgelse med

henblik

på at sikre bevis for krænkelsen eller overtrædelsen og dennes omfang, hvis

det sandsynliggøres, at rekvisitus har begået eller vil begå en sådan

krænkelse, og der er grund til at antage, at bevis for krænkelsen eller

overtrædelsen og dennes omfang kan findes i de lokaler, der ønskes

undersøgt.«

§ 653.

- - -

Stk. 2. nr. 1-3

- - -

Stk. 2, nr. 4.

overtrædelser som nævnt i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed § 75 a,

3.

I

§ 653, stk. 2, nr. 4,

ændres

»lov om radio- og fjernsynsvirksomhed § 75 a,« til: »lov om radio- og

fjernsynsvirksomhed § 91,«.

§ 653.

- - -

Stk. 2

. - - -

Stk. 3, 1. pkt

. - - -

Stk. 3, 2. pkt.

Der kan dog ikke foretages undersøgelse med henblik på at konstatere, om

produktionsprocesser eller maskiner og andet produktionsudstyr krænker

patenter, brugsmodeller eller rettigheder til halvlederprodukters udformning.

4.

§ 653, stk. 3, 2. pkt

. ophæves.

§ 653,

Stk. 2.

- - -

Stk. 3

. - - -

Stk. 4.

Fogedretten

afslår helt eller delvis en anmodning om undersøgelse, hvis det må antages,

at undersøgelsen vil påføre rekvisitus skade eller ulempe, som står i

misforhold til rettighedshaveren interesse i undersøgelsens gennemførelse.

5.

I

§ 653, stk. 4,

indsættes

efter »hvis det«: »under hensyn til privatlivets fred, erhvervshemmeligheder

eller i øvrigt«

6.

I

§ 653 c, stk. 1, 2. pkt.

indsættes efter »rekvirenten«: »efter anmodning fra rekvisitus«.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. april 2006.

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2004/48/EF

af 29. april 2004

om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder

(EØS-relevant

tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION

HAR –

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det

Europæiske Fællesskab, særlig artikel 95,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske

Økonomiske og Sociale Udvalg,

1)

efter høring af Regionsudvalget,

efter proceduren i traktatens artikel 251,

2)

og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Virkeliggørelsen af det indre marked

forudsætter ophævelse af restriktioner for den frie bevægelighed og forbud

mod

konkurrenceforvridning, og at der samtidig skabes et gunstigt mil-jø for

innovation og investeringer. I den forbindelse er beskyttelsen af den

intellektuelle ejendomsret en væsentlig faktor for et velfungerende indre

marked. Beskyttelsen af den intellektuelle ejendomsret er vigtig ikke kun for

at fremme innovation og kreativitet, men også for at forbedre beskæftigelsen

og

konkurrenceevnen.

(2)

Beskyttelsen af den

intellektuelle ejendomsret bør sikre, at opfindere og produktudviklere kan

skaffe sig en rimelig indtægt af deres opfindelser eller frembringelser. Den

bør desuden danne

grundlag for den videst

mulige udbredelse af værker, idéer og ny viden. Samtidig bør den ikke

være til hinder for ytringsfriheden, den frie bevægelighed for information

eller

beskyttelsen af personoplysninger, bl.a. på internettet.

(3)

Uden effektive midler

til at sikre håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder mindskes

interessen imidlertid for innovation og kreativitet, og investeringerne vil

falde. Det er derfor nødvendigt at sikre, at de materielle regler om

intellektuel

ejendomsret, der i dag i høj grad henhører under den gældende fællesskabsret,

reelt anvendes i Fællesskabet. I den henseende er midlerne til at sikre

håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder afgørende for et

velfungerende

indre marked.

(4)

I

international sammenhæng er alle medlemsstaterne samt Fællesskabet, for så

vidt

angår de områder, der hører under dets kompetence, bundet af aftalen om

handelsrelaterede aspekter af intellektuelle ejendomsrettigheder

»"TRIPs-aftale«"),

der ved Rådets beslutning 94/800/EF

3)

blev godkendt

inden for rammerne af de multilaterale forhandlinger i Uruguay-rundens regi.

(5)

TRIPs-aftalen

indeholder bl.a. bestemmelser om midler til håndhævelse af intellektuelle

ejendomsrettigheder,

der udgør fælles, internationalt gældende regler, som anvendes i alle

medlemsstater.

Dette direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes internationale forpligtelser,

her-under deres forpligtelser i henhold til TRIPs-aftalen.

(6)

Der

findes herudover internationale konventioner, som alle medlemsstaterne har

tiltrådt, og som også indeholder bestemmelser om midler til håndhævelse af

intellektuelle ejendomsrettigheder. Det gælder bl.a. Pariserkonventionen om

beskyttelse af industriel ejendomsret, Bernerkonventionen til værn for

litterære og kunstneriske værker og Romkonventionen om beskyttelse af

udøvende

kunstnere, fremstillere af fonogrammer samt radio- og fjernsynsforetagender.

(7)

De

høringer, som Kommissionen har foretaget vedrørende dette spørgsmål, viser,

at

der til trods for TRIPs-aftalen stadig er store forskelle medlemsstaterne

imellem med hensyn til midlerne til håndhævelse af intellektuelle

ejendomsrettigheder.

Det varierer således betydeligt fra den ene medlemsstat til den anden, hvilke

regler der gælder for de foreløbige foranstaltninger, der bl.a. træffes for

at

sikre bevismateriale, for udmåling af erstatning, og for behandling af sager

med

påstand om at bringe krænkelser af den intellektuelle ejendomsret til ophør.

I

visse medlemsstater findes der ikke foranstaltninger, procedurer og

retsmidler

som f.eks. retten til information og tilbagekaldelse for den krænkende parts

regning af de omtvistede varer, der er bragt i handelen.

(8)

Forskellene mellem

medlemsstaternes ordninger for håndhævelse af intellektuelle

ejendomsrettigheder

er til hinder for et velfungerende indre marked og gør det umuligt at sikre,

at

intellektuelle ejendomsrettigheder nyder ensartet beskyttelse på hele

Fællesskabets område. Denne situation fremmer ikke den frie bevægelighed i

det

indre marked eller skaber et klima til fremme af sund konkurrence mellem

virksomhederne.

(9)

De

nuværende forskelle svækker ligeledes de materielle regler om intellektuel

ejendomsret og splitter det indre marked på dette område. Det medfører, at

erhvervslivet mister tilliden til det indre marked, og dermed at

investeringerne i innovation og kreativitet falder. Krænkelserne af

intellektuelle ejendomsrettigheder synes i stigende grad at have forbindelser

til den organiserede kriminalitet. Udviklingen i brugen af internettet har

skabt mulighed for øjeblikkelig global udbredelse af piratkopier. Effektiv

håndhævelse af de materielle bestemmelser om intellektuel ejendomsret, bør

sikres ved en specifik fællesskabsaktion. Indbyrdes tilnærmelse af

medlemsstaternes

lovgivninger på dette område er således en væsentlig forudsætning for, at det

indre marked fungerer tilfredsstillende.

(10)

Formålet med

dette direktiv er indbyrdes at tilnærme lovgivningerne med henblik på at

sikre

et højt, ækvivalent og ensartet beskyttelsesniveau i det indre marked.

(11)

Dette

direktiv har ikke til formål at fastsætte harmoniserede regler for retsligt

samarbejde, for retternes kompetence, for anerkendelse og fuldbyrdelse af

retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, eller at behandle

spørgsmålet om, hvilken lov der skal finde anvendelse. Disse områder er

omfattet af generelle bestemmelser i fællesskabsretsakter, der i princippet

også

finder anvendelse på den intellektuelle ejendomsret.

(12)

Dette

direktiv bør ikke berøre anvendelsen af konkurrencereglerne, særlig

traktatens

artikel 81 og 82. Foranstaltningerne i dette direktiv bør ikke anvendes til

uretmæssigt at begrænse konkurrencen på en måde, der er i strid med

traktaten.

(13)

Det er

nødvendigt at fastlægge så bredt et anvendelsesområde for dette direktiv som

muligt

for at dække alle de intellektuelle ejendomsrettigheder, der er omfattet af

fællesskabsbestemmelserne på dette område og/eller af de berørte

medlemsstaters

lovgivning. Dette er dog ikke til hinder for, at medlemsstaterne, hvis de

ønsker det, af hensyn til nationale behov kan udvide bestemmelserne i dette

direktiv til at omfatte illoyal konkurrence, herunder piratkopiering og

tilsvarende aktiviteter.

(14)

Foranstaltningerne

i artikel 6, stk. 2, artikel 8, stk. 1 og artikel 9, stk. 2,

skal kun være obligatoriske i forbindelse med handlinger, der udføres i

kommerciel målestok. Dette berører ikke medlemsstaternes mulighed for at

anvende foranstaltningerne også i forbindelse med andre handlinger.

Handlinger,

der udføres i kommerciel målestok, er handlinger, der udføres med henblik på

direkte eller indirekte økonomisk eller kommerciel gevinst; dette udelukker

nor-malt handlinger, der udføres af slutforbrugerne, når de handler i god

tro.

(15)

Dette

direktiv bør ikke berøre de materielle regler om intellektuel ejendomsret,

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om

beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af

personoplysninger

og om fri udveksling af sådanne oplysninger,

4)

Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 1 999/93/EF af 13. december 1999 om en fællesskabsramme

for

elektroniske signaturer

5)

og

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse

retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk

handel,

i det indre marked.

6)

(16)

Bestemmelserne

i dette direktiv bør ikke berøre de særlige bestemmelser til håndhævelse af

rettigheder og vedrørende undtagelser inden for ophavsret og beslægtede

rettigheder, der er fastsat i fællesskabsinstrumenter, herunder især sådanne

bestemmelser i Rådets direktiv 91/250/EØF af 14. maj 1991 om retlig

beskyttelse

af edb-programmer

7)

eller i Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter

af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet.

8)

(17)

De

foranstaltninger, procedurer og retsmidler, der fastlægges i dette direktiv,

bør i hvert enkelt tilfælde fastsættes på en sådan måde, at der tages

behørigt

hensyn til det pågældende til

fældes

specifikke karakteristika, herunder de særlige egenskaber ved den enkelte

intellektuelle

ejendomsret, og, når det er relevant, til krænkelsens

forsætlige eller ikke-forsætlige karakter.

(18)

Disse

foranstaltninger, procedurer og retsmidler bør kunne kræves anvendt ikke kun

af

rettighedshaverne, men også af personer, der i det omfang det er muligt efter

og i overensstemmelse med den relevante lovgivning, har en direkte interesse

og

søgsmålsret, hvilket kan indbefatte faglige organisationer, der skal varetage

forvaltningen af rettighederne eller forsvare de kollektive og individuelle

interesser, de repræsenterer.

(19)

Da

ophavsretten gælder fra det øjeblik, et værk er skabt, og ikke forudsætter

formel registrering, er det hensigtsmæssigt at følge reglen i

Bernerkonventionens artikel 15, hvori der fastsættes en formodning for, at

ophavsmanden til et litterært eller kunstnerisk værk er den, hvis navn er

anført på værket. En tilsvarende formodning bør gælde for indehaverne af

beslægtede rettigheder, da det ofte er indehaveren af en beslægtet ret, som

f.eks. en fonogramproducent, der vil forsøge at forsvare rettighederne og

bekæmpe piratkopiering.

(20)

Da

beviser er af altafgørende betydning for at fastslå en krænkelse af

intellektuelle ejendomsrettigheder, bør det sikres, at der reelt er mulighed

for at optage, fremlægge og sikre beviser. Procedurerne bør tage hensyn til

forsvarets rettigheder og sikre de nødvendige garantier, her-under

beskyttelse

af fortrolige oplysninger. Hvad angår krænkelser i kommerciel målestok er det

også vigtigt, at domstolene i givet fald kan kræve finansielle og

kommercielle

dokumenter, herunder bankdokumenter, som er under den formodede krænkende

parts

kontrol, fremlagt.

(21)

Der findes i

visse medlemsstater andre foranstaltninger, der skal sikre et højt

beskyttelsesniveau,

og disse bør være til rådighed i alle medlemsstater. Det gælder retten til

information, der gør det muligt at indhente præcise oplysninger om de

rettighedskrænkende varers eller tjenesteydelsers oprindelse og

distributionskanaler samt om identiteten af tredjemænd, der måtte have

deltaget

i krænkelsen.

(22)

Det er også

tvingende nødvendigt, at der fastsættes foreløbige foranstaltninger, som

omgående

kan bringe krænkelsen til ophør uden at afvente en afgørelse vedrørende

realiteten, idet dette skal ske under iagttagelse af retten til forsvar, og

idet det påses, at de foreløbige foranstaltninger afpasses efter

omstændighederne i den konkrete sag, og idet der stilles den nødvendige

sikkerhed til dækning af de omkostninger og det tab, der påføres modparten,

hvis kravet viser sig at være grundløst. Disse foranstaltninger er især

berettigede, når en forsinkelse vil påføre rettighedshaveren et uopretteligt

tab.

(23)

Rettighedshaverne

bør, uden at dette berører andre tilgængelige foranstaltninger, procedurer

eller retsmidler, have mulighed for at anmode om, at der udstedes påbud over

for mellemmænd, hvis tjenesteydelser anvendes af tredjemand til at krænke

rettighedshaverens industrielle ejendomsret. Betingelser og procedurer for

sådanne påbud bør fastsættes i medlemsstaternes nationale lovgivning. For så

vidt angår krænkelser af ophavsret og beslægtede rettigheder er der allerede

i

direktiv 2001 /29/EF indført en udstrakt grad af harmonisering. Artikel 8,

stk. 3, i direktiv 2001/29/EF bør derfor ikke berøres af dette direktiv.

(24)

Afhængigt af

den enkelte sag, og hvis omstændighederne tilsiger det, bør de

foranstaltninger,

procedurer og retsmidler, der skal indføres, omfatte prohibitive

foranstaltninger med henblik på at forebygge yderligere krænkelser af de

intellektuelle

ejendomsrettigheder. Der bør desuden, i givet fald for den krænkendes parts

regning, kunne iværksættes korrigerende foranstaltninger, som f.eks.

tilbagekaldelse, endelig fjernelse fra handelen eller tilintetgørelse af de

rettighedskrænkende varer, og hvis det er relevant, af de materialer og

redskaber, der primært har været anvendt til at skabe eller fremstille

varerne.

Disse korrigerende foranstaltninger bør tage hensyn til tredjemands

interesser,

herunder navnlig forbrugere og privatpersoner, der har handlet i god tro.

(25)

I tilfælde,

hvor en krænkelse er begået uforsætligt, og der ikke er udvist uagtsomhed, og

hvor de i dette direktiv fastlagte korrigerende foranstaltninger eller påbud

ville være uforholdsmæssigt bebyrdende, bør medlemsstaterne have mulighed for

at bestemme, at der som alternativ i visse tilfælde kan ydes den krænkede

part

økonomisk kompensation. Hvis den kommercielle anvendelse af plagierede varer

eller ydelsen af tjenester imidlertid er i strid med anden lovgivning end

lovgivningen om intellektuel ejendomsret eller vil kunne skade forbrugerne,

bør

den pågældende anvendelse eller tjenesteydelse fortsat være forbudt.

(26)

Med henblik

på at erstatte det tab, der er påført som følge af en krænkelse begået af en

krænkende part, der vidste eller havde rimelig grund til at vide, at hans

aktiviteter udgjorde en krænkelse, bør der ved udmålingen af erstatningen til

rettighedshaveren tager hensyn til alle relevante aspekter som f.eks.

rettighedshaverens tab af fortjeneste eller den krænkende parts uberettigede

fortjeneste samt i givet fald det ikke-økonomiske tab, der er påført

rettighedsha

veren. Hvis d

et f.eks. er

vanskeligt at bestemme størrelsen af det faktiske tab, kan erstatningen

alternativt

beregnes på grundlag af f.eks. de gebyrer og afgifter, som den krænkende part

skulle have betalt, hvis han havde anmodet om tilladelse til at anvende den

pågældende intellektuelle ejendomsrettighed. Formålet er ikke at indføre en

pligt til at fastsætte en erstatning, der har karakter af straf, men at give

mulighed for en erstatning på et objektivt grundlag, hvor der samtidig tages

hensyn til rettighedshaverens udgifter til f.eks. påvisning og efterforskning

af krænkelsen.

(27)

Med

henblik på yderligere at afskrække en fremtidig krænkende part og fremme en

øget be

vidsthed hos den brede offentlighed

er det hensigtsmæssigt at offentliggøre afgørelserne i sa

ger om

krænkelse af intellektuelle ejendomsrettigheder.

(28)

Foruden de

civilretlige og administrative foranstaltninger, procedurer og retsmidler,

der

fast

lægges i dette direktiv, kan

strafferetlige sanktioner også i visse tilfælde være et redskab til at

sikre håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder.

(29)

Erhvervslivet

bør deltage aktivt i kampen mod piratkopiering og varemærkeforfalskning.

Udarbejdelsen af adfærdskodekser i de kredse, der er direkte berørt af

problemerne, udgør et supplement til lovgivningen. Medlemsstaterne bør i

samarbejde med Kommissionen tilskynde til udarbejdelse af adfærdskodekser i

almindelighed. Kontrollen med fremstillingen af optiske diske, især ved hjælp

af en identifikationskode, der påføres diske fremstillet i Fællesskabet, kan

medvirke til at begrænse krænkelserne af intellektuelle ejendomsrettigheder i

denne sektor, der i høj grad er offer for piratkopiering. Disse tekniske

beskyttelsesforanstaltninger bør dog ikke misbruges til at beskytte

markederne

og forhindre parallelimport.

(30)

Med henblik

på at fremme den ensartede anvendelse af dette direktiv bør der fastlægges

ordninger for samarbejde og udveksling af oplysninger medlemsstaterne imellem

og mellem medlemsstaterne og Kommissionen, navnlig ved oprettelse af et net

af

kontaktpersoner, der udpeges af medlemsstaterne, og ved regelmæssige

rapporter,

hvori anvendelsen af dette direktiv og effektiviteten af de foranstaltninger,

de forskellige nationale organer træffer, evalueres.

(31)

Da

målet for dette direktiv af de allerede anførte grunde bedst kan gennemføres

på

fællesskabsplan, kan Fællesskabet træffe foranstaltninger i overensstemmelse

med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse

med

proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud

over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(32)

Dette

direktiv er i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder og overholder

de principper, der bl.a. er anerkendt i Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder. Direktivet har navnlig til formål at sikre, at den

intellektuelle ejendomsret overholdes fuldt ud i overensstemmelse med

chartrets

artikel 17, stk. 2 –

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

KAPITEL

I

Genstand og anvendelsesområde

Artikel 1

Genstand

Dette direktiv

vedrører de foranstaltninger, procedurer og retsmidler, der er nødvendige for

at sikre

håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder. I dette

direktiv omfatter udtrykket »intellektuelle ejendomsrettigheder« også

industrielle ejendomsrettigheder.

Artikel

2

Anvendelsesområde

1. Med forbehold af de midler, der er indført eller kan

indføres i fællesskabslovgivningen eller i medlemsstaternes lovgivninger, for

så vidt disse midler er gunstigere for rettighedshaverne, finder de i dette

direktiv fastsatte foranstaltninger, procedurer og retsmidler anvendelse i

overensstemmelse med artikel 3 på enhver krænkelse af intellektuelle

ejendomsrettigheder som fastsat i fællesskabsretten og/eller den pågældende

medlemsstats nationale ret.

2. Dette direktiv berører ikke de særlige bestemmelser

om håndhævelse af rettigheder og undtagelser, der er fastsat i

fællesskabslovgivningen

om ophavsret og ophavsretsbeslægtede rettigheder, særlig direktiv 91/250/EØF,

navnlig artikel 7, og direktiv 200 1/29/EF, navnlig artikel 2-6 og artikel 8.

3. Dette

direktiv berører ikke:

a)

fællesskabsbestemmelserne

med materielle regler vedrørende intellektuel ejendomsret, direktiv 95/46/EF,

direktiv 1999/93/EF og direktiv 2000/31/EF i almindelighed, og artikel 12-15

i

direktiv 2000/3 1/EF i særdeleshed

b)

medlemsstaternes

forpligtelser i henhold til internationale konventioner, navnlig

TRIPsaftalen,

herunder forpligtelserne i relation til strafferetlige procedurer og

sanktioner

c)

medlemsstaternes

nationale bestemmelser om strafferetlige procedurer eller sanktioner i

forbindelse

med krænkelse af intellektuelle ejendomsrettigheder.

KAPITEL

II

Foranstaltninger, procedurer og retsmidler

Afdeling 1

Almindelige bestemmelser

Artikel 3

Almindelige bestemmelser

1. Medlemsstaterne fastsætter de foranstaltninger,

procedurer og retsmidler, der er nødvendige for at sikre håndhævelsen af de

intellektuelle ejendomsrettigheder, der er omfattet af dette direktiv.

Disse foranstaltninger, procedurer og retsmidler

skal være fair og rimelige, de må ikke være unødigt

komplicerede eller

udgiftskrævende, og de må ikke indebære urimelige frister eller medføre

ugrundede

forsinkelser.

2. Foranstaltningerne og retsmidlerne skal ligeledes være

effektive, stå i et rimeligt forhold til krænkelsen og have afskrækkende

virkning, og de skal anvendes på en sådan måde, at der ikke opstår hindringer

for lovlig samhandel, og at der ydes garanti mod misbrug af dem.

Artikel

4

Personer berettiget til at anmode om anvendelse af

foranstaltninger, procedurer og retsmidler

Medlemsstaterne anerkender:

a)

indehavere af

intellektuelle ejendomsrettigheder i overensstemmelse med den lovgivning, der

finder anvendelse

b)

alle andre personer,

der har tilladelse til at anvende disse rettigheder, navnlig licenshavere, i

det omfang det er muligt efter og i overensstemmelse med den lovgivning, der

finder anvendelse

c)

organisationer til

kollektiv forvaltning af intellektuelle ejendomsrettigheder, der er efter

reglerne

er officielt anerkendt som berettigede til at repræsentere indehavere af

intellektuelle ejendomsrettigheder, i det omfang det er muligt efter og i

overensstemmelse

med den lovgivning, der finder anvendelse

d)

faglige

interesseorganisationer, der efter reglerne er anerkendt som berettigede til

at

repræsentere indehavere af intellektuelle ejendomsrettigheder, i det omfang

det

er muligt efter og i overensstemmelse med den lovgivning, der finder

anvendelse

som personer, der kan anmode om

anvendelse af de i dette kapitel omhandlede foranstaltninger, procedurer og

retsmidler.

Artikel

5

Formodning om ophavs- eller ejendomsret

Ved anvendelse af de i dette direktiv omhandlede

foranstaltninger, procedurer og retsmidler

a)

er det, for at

ophavsmanden til et litterært eller kunstnerisk værk kan betragtes som

ophavsmand

og dermed være berettiget til at anlægge sag om krænkelse, indtil det

modsatte

er bevist, tilstrækkeligt, at den pågældendes navn er anført på værket på

sædvanlig måde

b)

finder bestemmelserne

i litra a) tilsvarende anvendelse på indehavere af ophavsretbeslægtede

rettigheder for så vidt angår det beskyttede materiale.

Afdeling

2

Bevismateriale

Artikel 6

Bevismateriale

1. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente retslige

myndigheder på begæring af en part, der har fremført et rimeligt tilgængeligt

bevismateriale, der er tilstrækkeligt til at understøtte hans påstande, og

som

til støtte for sine påstande har angivet bevismateriale, som modparten har

kontrol over, kan pålægge modparten at fremlægge det pågældende

bevismateriale,

under forudsætning af

at fortrolige

oplysninger beskyttes. I forbindelse med dette stykke kan medlemsstaterne

fastsætte, at

et rimeligt udvalg af

et betydeligt antal kopier af et værk eller enhver anden beskyttet genstand

af

de

kompetente retslige myndigheder anses for at være rimeligt

bevismateriale.

2. På de samme betingelser træffer medlemsstaterne i

tilfælde af en krænkelse i kommerciel målestok de nødvendige foranstaltninger

til, at de kompetente retslige myndigheder, når det er hensigtsmæssigt, på

begæring af en part kan kræve dokumenter med bankoplysninger samt finansielle

og kommercielle oplysninger, som modparten har kontrol over, fremlagt, under

forudsætning af at fortrolige oplysninger beskyttes.

Artikel

7

Foranstaltninger til sikring af bevismateriale

1. Medlemsstaterne sikrer, allerede inden behandlingen

af en sag vedrørende realiteten påbegyndes, at de kompetente retslige

myndigheder på begæring af en part, der har fremført et rimeligt tilgængeligt

bevismateriale til støtte for sin påstand om, at hans intellektuelle

ejendomsret er blevet krænket eller vil blive krænket, træffer afgørelse om,

at

der omgående skal iværksættes effektive foreløbige foranstaltninger med

henblik

på at sikre det relevante bevismateriale i forbindelse med den påståede

krænkelse, under forudsætning af at fortrolige oplysninger beskyttes. Sådanne

foranstaltninger kan omfatte en udførlig beskrivelse af de omtvistede varer

med

eller uden udtagning af

prøver eller en

beslaglæggelse af disse og, når det er hensigtsmæssigt, af de materialer og

redskaber,

der har været anvendt i fremstillingen og/eller

distributionen af disse varer og af de hertil hørende dokumenter. Disse

foranstaltninger træffes om nødvendigt uden at modparten høres, især hvis en

forsinkelse vil kunne påføre rettighedshaveren et uopretteligt tab, eller

hvor

der foreligger en påviselig risiko for tilintetgørelse af bevismateriale.

Hvis der træffes foranstaltninger til sikring af bevismateriale,

uden at modparten høres, underrettes de berørte parter straks efter, at

foranstaltningerne er gennemført. En efterfølgende prøvelse under iagttagelse

af høringsretten foretages på begæring af de berørte parter, således at det

inden for en rimelig frist efter meddelelsen af foranstaltningerne kan

afgøres,

hvorvidt disse skal ændres, ophæves eller stadfæstes.

2. Medlemsstaterne

sikrer, at foranstaltningerne til sikring af bevismateriale kan gøres

betinget

af, at rekvirenten stiller en tilstrækkelig sikkerhed eller tilsvarende

forsikring med henblik på eventuel kompensation af det tab, der påføres

rekvisitus, jf. stk. 4.

3. Medlemsstaterne sikrer, at foranstaltningerne til

sikring af bevismateriale ophæves eller på anden måde ophører med at have

virkning på begæring af rekvisitus med forbehold af et eventuelt

erstatningskrav, hvis rekvirenten ikke inden for

en rimelig frist anlægger sag vedrørende realiteten

ved den kompetente

retslige myndighed; denne frist fastsættes af den retslige myndighed, der an

ordner foranstaltningerne, hvis det er muligt

ifølge medlemsstatens lovgivning, eller, hvis det ikke

er tilfældet, inden for en frist på høj st 20

hverdage eller 31 kalenderdage, idet den længste frist be

nyttes.

4. Hvis foranstaltningerne til sikring af bevismateriale

ophæves eller bortfalder som følge af en handling eller undladelse fra

rekvirentens side, eller hvis det efterfølgende konstateres, at der ikke

forelå

nogen krænkelse eller trussel om krænkelse af en intellektuel

ejendomsrettighed, skal de retslige myndigheder have beføjelse til på

begæring

af rekvisitus at pålægge rekvirenten at yde rekvisitus passende erstatning

for

det tab, der er lidt som følge af disse foranstaltninger.

5. Medlemsstaterne kan træffe foranstaltninger med

henblik på at beskytte vidners identitet.

Afdeling

3

Ret til information

Artikel 8

Ret til information

1. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente retslige

myndigheder i forbindelse med sager om krænkelse af en intellektuel

ejendomsrettighed og som svar på en velbegrundet og forholdsmæssig

afpas set begæring fra rekvirenten, kan pålægge

den krænkende part og/eller enhver anden person at

give oplysninger om

oprindelsen af og distributionskanalerne for de varer eller tjenesteydelser,

der krænker en intellektuel ejendomsrettighed, såfremt den pågældende:

a)

er fundet i

besiddelse af de omtvistede varer i kommerciel målestok

b)

er fundet i færd med

at anvende de omtvistede tjenesteydelser i kommerciel målestok

c)

er fundet i færd med at yde tjenester, der

anvendes i de omtvistede aktiviteter, i kommerciel målestok eller

d)

er blevet identificeret

af den i litra a), b) eller c) omhandlede person som indblandet i produktion,

fremstilling eller distribution af sådanne varer eller levering af sådanne

tjenesteydelser.

2. De i stk. 1 nævnte oplysninger omfatter i givet

fald:

a)

navn og adresse på

producenter, fremstillere, distributører, leverandører og andre tidligere

indehavere

af varer eller tjenesteydelser samt på engros- og detailhandelsled

b)

oplysninger om

producerede, fremstillede, leverede, modtagne eller bestilte mængder og om

den

pris, der er opnået for de pågældende varer eller tjenesteydelser.

3. Stk. 1

og 2 finder anvendelse med forbehold af andre lovbestemmelser, der:

a)

tillægger

rettighedshaveren en mere vidtgående ret til information

b)

regulerer brugen af

oplysninger meddelt i henhold til denne artikel i civilretlige eller

strafferetlige

sager

c)

omhandler

erstatningsansvaret ved misbrug af retten til information

d)

danner grundlag for

at nægte at meddele oplysninger, som ville tvinge den i stk. 1

omhandlede

person til at indrømme, at vedkommende selv eller en nær slægtning har

deltaget

i en krænkelse af en intellektuel ejendomsrettighed, eller

e)

omhandler

beskyttelsen af fortrolige kilder til information eller behandlingen af

personoplysninger.

Afdeling

4

Foreløbige og retsbevarende foranstaltninger

Artikel 9

Foreløbige og retsbevarende foranstaltninger

1. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente retslige

myndigheder på begæring af rekvirenten kan

a)

udstede et

foreløbigt påbud til en påstået krænkende part med henblik på at forhindre en

nært forestående krænkelse af en intellektuel ejendomsrettighed eller

midlertidigt og, i givet fald hvis det er muligt i henhold til national

lovgivning, under trussel om tvangsbøder, forbyde en fortsættelse af den

påståede krænkelse af den pågældende rettighed eller gøre denne fortsættelse

betinget af, at der stilles sikkerhed for erstatning til rettighedshaveren;

et

foreløbigt på-bud kan på de samme betingelser udstedes til en mellemmand,

hvis

ydelser anvendes af tredjemand til krænkelse af en intellektuel

ejendomsrettighed;

påbud udstedt over for en mellemmand, hvis tjenesteydelser bruges af en

tredjemand til at krænke en ophavsrettighed eller beslægtet rettighed, er

omfattet af direktiv 2001 /29/EF

b)

kræve beslaglæggelse eller aflevering af

varer, der mistænkes for at krænke en intellektuel ejendomsrettighed for at

forhindre,

at de indføres i handelen eller omsættes.

2. I tilfælde af overtrædelser i kommerciel målestok

sikrer medlemsstaterne, at de retslige myndigheder, hvis den forurettede part

godtgør, at der foreligger omstændigheder, som kan vanskelig

gøre inddrivelsen af erstatning, kan kræve arrest

i den påståede krænkende parts løsøregenstande og

faste ejendom,

herunder indefrysning af bankkonti og andre fordringer. Med henblik herpå kan

de

kompetente myndigheder kræve fremlæggelse

af dokumenter med bankoplysninger samt finansielle

og kommercielle

oplysninger eller passende adgang til de relevante oplysninger.

3. De retslige myndigheder skal, for så vidt angår de i

stk. 1 og 2 omhandlede foranstaltninger, have beføj else til at kræve,

at

rekvirenten fremlægger alt bevismateriale, som er rimeligt tilgængeligt,

således at de med tilstrækkelig stor sikkerhed kan fastslå, at rekvirenten er

rettighedshaveren, og at rettighedshaverens rettigheder krænkes, eller at en

sådan krænkelse er nært forestående.

4. Medlemsstaterne

sikrer, at de i stk 1 og 2 omhandlede foreløbige foranstaltninger i

givet

fald kan træffes, uden at modparten høres, især hvis en forsinkelse vil

påføre

rettighedshaveren et uopretteligt tab. I så fald underrettes de berørte

parter

senest umiddelbart efter, at foranstaltningerne er gennemført.

En efterfølgende prøvelse under iagttagelse af høringsretten

foretages på begæring af rekvisitus,

således

at det inden for en rimelig frist efter meddelelsen af foranstaltningerne kan

afgøres, hvorvidt

disse skal ændres, ophæves eller stadfæstes.

5. Medlemsstaterne sikrer, at de i stk. 1 og 2

nævnte foranstaltninger ophæves eller på anden måde ophører med at have

virkning på begæring af rekvisitus, hvis rekvirenten ikke inden for en

rimelig

frist anlægger sag vedrørende realiteten ved den kompetente retslige

myndighed;

fristen

fastsættes af den kompetente

retslige myndighed, der anordner foranstaltningerne, hvis det er muligt

efter medlemsstatens lovgivning, eller, hvis det ikke er tilfældet, inden for

en frist på høj st 20 hverdage eller 31 kalenderdage, idet den længste frist

benyttes.

6. De kompetente retslige myndigheder kan gøre de

foreløbige foranstaltninger i stk 1 og 2 be

tinget af, at

rekvirenten stiller tilstrækkelig sikkerhed eller tilsvarende forsikring med

henblik på eventuel kompensation af det tab, der påføres rekvisitus, jf.

stk. 7.

7. Hvis de foreløbige

foranstaltninger ophæves eller bortfalder som følge af en handling eller en

undladelse fra rekvirentens side, eller hvis det efterfølgende konstateres,

at

der ikke forelå nogen krænkelse eller trussel om krænkelse af en intellektuel

ejendomsrettighed, skal de retslige myndig

heder

have beføjelse til på begæring af rekvisitus at pålægge rekvirenten at yde

rekvisitus passende

erstatning for det tab, der er lidt som følge af

disse foranstaltninger.

Afdeling

5

Foranstaltninger, der følger af en

realitetsafgørelse

Artikel 10

Korrigerende foranstaltninger

1. Uden at det berører den erstatning, der skal udredes

til rettighedshaveren som følge af kræn

kelsen,

og uden nogen form for godtgørelse sikrer medlemsstaterne, at de kompetente

retslige myn

digheder på begæring af rekvirenten kan kræve, at der

træffes passende foranstaltninger over for varer, som de har fastslået

krænker

en intellektuel ejendomsrettighed, og i påkommende tilfælde over for de

materialer og redskaber, der primært har været anvendt til at skabe eller

fremstille de pågældende varer. Disse foranstaltninger omfatter:

a)

tilbagekaldelse fra

handelen

b)

endelig fjernelse fra

handelen

c)

tilintetgørelse.

2. De

retslige myndigheder beordrer disse foranstaltninger gennemført for

rettighedskrænkerens regning, medmindre særlige grunde taler herimod.

3. Når en begæring om korrigerende foranstaltninger

behandles, tages der hensyn til, at der skal være et forholdsmæssigt forhold

mellem krænkelsens omfang og de beordrede retsmidler samt tredjemands

interesser.

Artikel

11

Påbud

Medlemsstaterne sikrer, at de retslige myndigheder, når

der er truffet en retsafgørelse, som fastslår en krænkelse af en intellektuel

ejendomsrettighed, kan udstede et påbud til den krænkende part med henblik på

at forhindre fortsat krænkelse. Hvis det er muligt efter national lovgivning,

pålægges der ved manglende overholdelse af et påbud i givet fald en

tvangsbøde

for at sikre, at påbuddet overholdes. Medlemsstaterne sikrer endvidere, at

rettighedshaverne har mulighed for at ansøge om udstedelse af et påbud til en

mellemmand, hvis tjensteydelser anvendes af tredjemand til at krænke en

intellektuel ejendomsrettighed, jf. dog artikel 8, stk. 3, i direktiv

2001/29/EF.

Artikel

12

Alternative foranstaltninger

Medlemsstaterne kan bestemme, at de kompetente retslige

myndigheder, når det er hensigtsmæssigt, og på begæring af den, der kan

pålægges de i denne afdeling nævnte foranstaltninger, kan beordre betaling

til

den forurettede af en kontant godtgørelse i stedet for anvendelse af

foranstaltningerne i denne afdeling, hvis denne person har handlet

uforsætligt

og ikke har udvist uagtsomhed, hvis gennemførelsen af de pågældende

foranstaltninger ville skade ham uforholdsmæssigt meget, og hvis en kontant

godtgørelse til den forurettede forekommer rimeligt tilfredsstillende.

Afdeling 6

Erstatning og sagsomkostninger

Artikel 13

Erstatning

1. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente retslige

myndigheder på begæring af den forurette - de pålægger den krænkende part,

der

vidste eller med rimelighed burde vide, at hans aktiviteter medførte en sådan

krænkelse, at betale rettighedshaveren en erstatning, der står i rimeligt

forhold til det tab, denne har lidt som følge af krænkelsen.

Når de

retslige myndigheder fastsætter erstatningen,

a)

skal de tage hensyn

til alle relevante aspekter, såsom negative økonomiske konsekvenser, herunder

tabt fortjeneste, som den forurettede har lidt, den krænkende parts

uberettigede fortjeneste, og, når det er hensigtsmæssigt, andre elementer end

de økonomiske, f.eks. den ikkeøkonomiske skade, rettighedshaveren har lidt

som

følge af krænkelsen

b)

eller de kan, som et

alternativ til litra a), når det er hensigtsmæssigt, fastsætte erstatningen

til

et fast beløb på grundlag af elementer, der som minimum svarer til størrelsen

af de gebyrer eller afgifter, som den krænkende part skulle have betalt, hvis

han

havde anmodet om tilladelse til at anvende den pågældende intellektuelle

ejendomsrettighed.

2. I

sager, hvor den krænkede part har krænket intellektuelle ejendomsrettigheder

uden at vide det eller uden at have rimelig grund til at vide det, kan

medlemsstaterne

bestemme, at de retslige myndigheder kan træffe beslutning om tilbagebetaling

af et overskud eller om betaling af en erstatning, der kan være fastsat på

forhånd.

Artikel 14

Sagsomkostninger

Medlemsstaterne sikrer, at rimelige og forholdsmæssigt

afpassede sagsomkostninger og andre ud

gifter,

som den part, der har vundet sagen, har afholdt, som generel regel bæres af

den

part, der har

tabt sagen, medmindre billighedshensyn taler imod dette.

Afdeling

7

Offentliggørelsesforanstaltninger

Artikel 15

Offentliggørelse af retsafgørelser

Medlemsstaterne

sikrer, at de retslige myndigheder i søgsmål vedrørende krænkelse af

intellektuelle

ejendomsrettigheder kan træffe afgørelse om, at der på

begæring af rekvirenten og for den krænkende parts regning træffes passende

foranstaltninger til formidling af information om afgørelsen, og at

retsafgørelsen opslås og offentliggøres i sin helhed eller i uddrag.

Medlemsstaterne kan give mulighed for yderligere

offentliggørelsesforanstaltninger, der er afpasset efter de særlige forhold,

herunder bekendtgørelse på en iøjnefaldende måde.

KAPITEL

III

Sanktioner anvendt af medlemsstaterne

Artikel 16

Sanktioner anvendt af medlemsstaterne

Med forbehold af de i dette direktiv fastsatte

civilretlige og administrative foranstaltninger, procedurer og retsmidler kan

medlemsstaterne anvende andre hensigtsmæssige sanktioner, når intellektuelle

ejendomsrettigheder er blevet krænket.

KAPITEL

IV

Adfærdskodekser og administrativt samarbejde

Artikel 17

Adfærdskodekser

Medlemsstaterne tilskynder til:

a)

at

erhvervssammenslutninger og -organisationer på fællesskabsplan udarbejder

adfærdskodekser, som bidrager til håndhævelsen af intellektuelle

ejendomsrettigheder, bl.a. ved at anbefale, at der på optiske diske anvendes

en

kode til identifikation af fabrikanten

b)

at Kommissionen får

tilsendt udkast til adfærdskodekser på nationalt plan og fællesskabsplan og

eventuelle evalueringer af anvendelsen af disse adfærdskodekser.

Artikel

18

Evaluering

1. Tre år efter den i artikel 20, stk. 1, fastsatte

dato sender hver medlems stat Kommissionen en rapport om gennemførelsen af

dette direktiv.

På grundlag af disse rapporter udarbejder Kommissionen en rapport

om anvendelsen af dette direk

tiv, herunder

en evaluering af effektiviteten af de foranstaltninger, der er truffet, og en

vurdering af

direktivets virkninger for innovation og udvikling af

informationssamfundet. Denne rapport fremsendes til Europa-Parlamentet, Rådet

og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg. Den led-

sages eventuelt og hvis det er nødvendigt under hensyn til udviklingen i

fællesskabsretten af forslag

til ændringer af dette direktiv.

2. Medlemsstaterne hjælper og bistår Kommissionen i det

omfang, det er nødvendigt, ved udarbejdelsen af den i stk. 1, andet

afsnit, nævnte rapport.

Artikel

19

Udveksling af oplysninger og kontaktpersoner

For at fremme samarbejde, herunder udveksling af

oplysninger, medlemsstaterne imellem og mellem medlemsstaterne og

Kommissionen

udpeger hver medlemsstat en eller flere nationale kontaktpersoner vedrørende

spørgsmål

i forbindelse med gennemførelsen af de foranstaltninger, der er omhandlet i

dette direktiv. Den meddeler navn og adresse på disse nationale

kontaktpersoner

til de øvrige medlemsstater og Kommissionen.

KAPITEL

V

Afsluttende bestemmelser

Artikel 20

Gennemførelse

1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og

administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest

den.. ..

9)

De

underretter straks Kommissionen herom.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en

henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en

sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af

medlemsstaterne.

2.Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de

nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af

dette direktiv.

Artikel

21

Ikrafttrædelse

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter

offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 22

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Strasbourg, den 29.4.2004.

På Europa-Parlamentets vegne

P. COX

Formand

På Rådets vegne

M. McDOWELL

Formand

1)

EUT C 32 af 5.2.2004, s. 15.

2)

Europa-Parlamentets udtalelse af 9.3.2004 (endnu ikke offentliggjort i EUT),

Rådets afgørelse af 26.4.2004.

3)

EFT L 336, af 23.12.1994, s. 1.

4)

EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31. Ændret ved forordning (EF) nr. 1882/2003 (EUT

L

284 af 3 1.10.2003, s. 1).

5)

EFT L 13 af 19.1.2000, s. 12.

6)

EFT L 178 af 17.7.2000, s. 1.

7)

EFT L 122 af 17.5.1991, s. 42. Ændret ved direktiv 93/98/EØF (EFT L 290 af

24.11.1993, s. 9).

8)

EFT L 167 af 22.6.2001, s. 10.

9)

Fireogtyve måneder efter vedtagelsen af dette direktiv.

Officielle noter

1)

Lovforslaget indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af

Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelsen af

intellektuelle ejendomsrettigheder (EU-Tidende 2004 L 157 s. 45).

Lignende dokumenter