Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af færdselsloven (Sikkerhedsudstyr, samarbejde om kommunal parkeringskontrol mv.)1)

2005/1 LSF 85Lovforslag som fremsatJustitsministeriet5. december 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 30. november 2005 af

justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov

om ændring af færdselsloven

(Sikkerhedsudstyr,

samarbejde om kommunal parkeringskontrol mv.)

1)

§ 1

I færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1079 af 14.

november 2005, foretages følgende ændringer:

1.

Overskriften

til § 53 affattes

således:

»Spirituskørsel«.

2.

I

§ 68, stk. 1,

ændres »personlig

sikkerhedsmæssig udrustning« til: »personligt sikkerhedsudstyr«.

3.

§ 68, stk. 2,

affattes således:

»Stk. 2.

Transport- og energiministeren

kan fastsætte bestemmelser om forbud mod salg og markedsføring af køretøjer

samt udstyrsdele og tilbehør til køretøjer og af personligt sikkerhedsudstyr

til førere og passagerer, hvis køretøjet, udstyrsdelen, tilbehøret eller

Læs alt

sikkerhedsudstyret

ikke opfylder de bestemmelser, der fastsættes i medfør af stk. 1, eller

køretøjet, udstyrsdelen, tilbehøret eller sikkerhedsudstyret ved anvendelse

vil

medføre, at føreren eller andre trafikanter udsættes for fare eller væsentlig

ulempe.«

4.

§ 80

affattes således:

»Sikkerhedsseler

§ 80.

Hvis

en siddeplads i bil, på motorcykel eller knallert er forsynet med

sikkerhedssele, skal denne under kørslen anvendes af den person, der benytter

siddepladsen, jf. dog stk. 2 og 3 og § 80 a. Der kan i kombination

med sikkerhedssele anvendes selepude.

Stk. 2.

Pligten til

at anvende sikkerhedssele gælder ikke ved bakning eller under kørsel på

parkeringsplads,

servicestation, værkstedsområde eller under lignende forhold

.

Stk. 3.

Justitsministeren kan fastsætte regler om, at visse personer fritages for

pligten til at anvende sikkerhedssele, jf. stk. 1, herunder ved særlige

former for kørsel.

Stk. 4.

Det

påhviler føreren at påse, at passagerer, der endnu ikke er fyldt 15 år,

anvender sikkerhedsseler i overensstemmelse med stk. 1 samt regler herom

fastsat i medfør af stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler om,

at

føreren af en bus helt eller delvis fritages for den i 1. pkt. nævnte pligt

samt om, hvilke foranstaltninger føreren i stedet skal træffe.«

5.

Efter § 80

indsættes:

»Sikkerhedsudstyr til børn

§ 80 a.

Ved befordring i andre biler end busser, på motorcykel eller knallert, der

har

passagersiddepladser forsynet med sikkerhedsseler, skal børn med en

legemshøjde

på under

135 cm

under kørslen anvende godkendt sikkerhedsudstyr tilpasset barnets højde og

vægt, jf. dog stk. 5.

Stk. 2.

I andre

biler end busser, der ikke har passagersiddepladser forsynet med

sikkerhedsseler, hvortil der kan monteres godkendt sikkerhedsudstyr tilpasset

barnets højde og vægt

,

må børn under

tre år ikke befordres, mens børn på tre år og derover med en legemshøjde på

under

135 cm

alene må befordres på et andet sæde end forsædet, jf. dog stk. 5.

Stk. 3.

Børn må

ikke befordres i bil i en bagudvendende barnestol på en passagersiddeplads

med frontairbag,

medmindre airbaggen er deaktiveret.

Stk. 4.

Ved

befordring i bus skal børn på tre år og derover med en legemshøjde på under

135 cm

anvende sikkerhedssele eller

andet godkendt sikkerhedsudstyr, i det omfang siddepladsen er forsynet

hermed,

jf. dog stk. 5.

Stk. 5.

Justitsministeren

kan fastsætte regler om anvendelse af sikkerhedsudstyr ved befordring af børn

med en legemshøjde på under

135 cm,

herunder om at stk. 1, 2 og 4 helt eller delvis ikke skal finde

anvendelse.

Stk. 6.

Det

påhviler føreren at påse, at bestemmelserne i stk. 1-4 samt regler

fastsat

i medfør af stk. 5, overholdes. Justitsministeren kan fastsætte regler

om,

at føreren af en bus helt eller delvis fritages for den i 1. pkt. nævnte

pligt

samt om, hvilke foranstaltninger føreren i stedet skal træffe.

Antallet af passagerer, der lovligt kan befordres

§ 80 b.

Antallet af passagerer, der befordres på forsædet i en bil, må ikke overstige

antallet af passagersiddepladser, som er forsynet med sikkerhedsseler.

Bestemmelsen i 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse for så vidt angår

befordring af passagerer på bagsædet eller bagsæderne i en bil.

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1, 1. pkt., finder ikke anvendelse ved befordring i

biler, hvor passagersiddepladserne

på forsædet

ikke er forsynet med sikkerhedsseler.

Bestemmelsen i stk. 1, 2. pkt., finder ikke anvendelse ved befordring af

passagerer i biler, hvor siddepladserne på bagsædet eller bagsæderne ikke er

forsynet med sikkerhedssele.

Stk. 3.

Justitsministeren kan fastsætte regler om, at stk. 1 ikke skal finde

anvendelse i særlige situationer, herunder ved befordring af passagerer, som

i

medfør af regler fastsat efter § 80, stk. 3, og § 80 a,

stk. 5,

er fritaget for pligten til at anvende sikkerhedsudstyr, og under befordring

ved særlige former for kørsel.

Stk. 4.

Det

påhviler passageren, der lader sig befordre, at påse, at bestemmelsen i

stk. 1

samt regler fastsat i medfør af stk. 3, overholdes. For så vidt angår

passagerer, der endnu ikke er fyldt 15 år, påhviler det dog føreren at påse

overholdelsen af bestemmelsen i stk. 1 samt regler fastsat i medfør af

stk. 3.«

6.

Efter

§ 81

indsættes i

Kapitel 12

:

»Personligt sikkerhedsudstyr for andre trafikanter end

førere og passagerer

§ 81 a.

Transport- og energiministeren

kan fastsætte bestemmelser om:

1)

krav til personligt

sikkerhedsudstyr for andre trafikanter end førere og passagerer,

2)

anvendelse af sådant

sikkerhedsudstyr og

3)

forbud mod salg og

markedsføring af personligt sikkerhedsudstyr, hvis det ikke opfylder de krav,

der er fastsat i medfør af nr. 1, eller ved anvendelse vil medføre, at

brugeren

af sikkerhedsudstyret eller andre trafikanter udsættes for fare eller

væsentlig

ulempe.«

7.

I

§ 88

indsættes som stk. 2:

»Stk. 2.

Hunde må

under færdsel på vej ikke føres i bånd fra motordrevet køretøj, hestekøretøj

eller

af ridende.«

8.

I

§ 118, stk. 1

og

2

, ændres »§§ 80-82« til: »§§ 80-81, § 82«.

9.

§ 120 a, nr. 4

og 5, affattes således:

»4)

Det Europæiske

Fællesskabs forordning om harmonisering af visse sociale bestemmelser inden

for

vejtransport (køre- og hviletidsbestemmelser inden for vejtransport),

5)

Det Europæiske

Fællesskabs forordning om kontrolapparatet inden for vejtransport eller«

10.

§ 122 a

affattes således:

»Justitsministeren kan bestemme, at

kontrollen med overholdelse af de bestemmelser, der nævnes i § 121,

stk. 1,

helt eller delvis overlades til kommunalbestyrelsen.

Stk. 2.

Kommunalbestyrelsen

kan efter aftale bemyndige en anden kommunalbestyrelse til helt eller delvis

at

varetage den parkeringskontrol, som i medfør af stk. 1 overlades til

kommunalbestyrelsen.

Stk. 3.

Parkeringsafgift pålagt i henhold til bemyndigelse efter stk. 1 og 2

fordeles efter justitsministerens nærmere bestemmelser mellem staten og den

kommune, på hvis område kontrollen udføres. Reglerne i § 121,

stk. 2,

1. pkt., og stk. 3-5 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4.

Justitsministeren fastsætter nærmere regler om den kommunale

parkeringskontrols

virksomhed.«

11.

I

§ 122 b, stk. 5

og

6

, ændres »stk. 5« til:

»stk. 4«.

12.

I

§ 122 b, stk. 7,

ændres »stk. 7«

til: »stk. 6«.

13.

I

§ 125, stk. 2, nr. 1,

ændres

»§ 80, stk. 4,« til: »§ 80, stk. 4, 1. pkt., § 80 a,

stk. 1-2, jf. stk. 6, 1. pkt., § 80 b, stk. 4, 2. pkt.,«

§ 2

Stk. 1.

§ 1,

nr. 1-3 og 6-12 træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Samtidig

ophæves § 11 i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 511 af 20. juni

2005

om politiets sikring af den offentlige orden og beskyttelse af

enkeltpersoners

og den offentlige sikkerhed mv., samt politiets adgang til at iværksætte

midlertidige foranstaltninger.

Stk. 2.

§ 1,

nr. 4, 5 og 13 træder i kraft den 1. maj 2006, jf. dog stk. 3.

Stk. 3.

Uanset

bestemmelsen i stk. 2 kan der indtil den 1. maj 2009 på bagsædet eller

bagsæderne i person- og varebiler befordres et større antal personer end

antallet af siddepladser forsynet med sikkerhedsseler.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1.

Indledning

;............................................................................

...................

5

1.1.

Lovforslagets

formål

;............................................................................

..

5

1.2.

Lovforslagets

indhold

;............................................................................

..

5

2.

Sikkerhedsudstyr til førere og passagerer

............................................

6

2.1.

Gældende

ret

;............................................................................

.............

6

2.1.1.

Anvendelse

af sikkerhedssele

.......................................................

6

2.1.2.

Anvendelse

af sikkerhedsudstyr til børn

.........................................

7

2.1.3.

Antallet

af personer, der lovligt kan befordres

................................

7

2.1.4.

Ansvarssubjekt

;........................................................................

....

7

2.2.

Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2003/20/EF af 8. april 2003 om ændring af Rådets direktiv

91/671/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning vedrørende

obligatorisk anvendelse af sikkerhedsseler i køretøjer på under 3,5 ton

......................................................

8

2.3.

Justitsministeriets

overvejelser

.................................................................

9

2.3.1.

Anvendelse

af sikkerhedssele

.......................................................

9

2.3.2.

Anvendelse

af sikkerhedsudstyr til børn

.........................................

11

2.3.3.

Antallet

af personer, der lovligt kan befordres

................................

13

3.

Sikkerhedsudstyr for andre trafikanter

end førere og passagerer

........

15

3.1.

Gældende

ret

;............................................................................

.............

15

3.1.1.

Rådets

direktiv 89/686/EØF af 21. december 1989 om indbyrdes tilnærmelse af

medlemsstaternes lovgivninger om personlige værnemidler

;............................................................................

..........

15

3.1.2.

Lov

om produktsikkerhed

..............................................................

15

3.2

Regeringens

overvejelser

........................................................................

15

4.

Forbud mod salg og markedsføring af

ulovlige køretøjer, udstyrsdele og tilbehør til køretøjer samt ulovligt

personligt

sikkerhedsudstyr til førere og passagerer

;............................................................................

..............

16

4.1.

Gældende

ret

;............................................................................

.............

16

4.2.

Regeringens

overvejelser

........................................................................

16

5.

Samarbejde om varetagelse af kommunal

parkeringskontrol

...............

17

5.1.

Gældende

ret

;............................................................................

.............

17

5.1.1.

Kommunal

parkeringskontrol

.........................................................

17

5.1.2.

Kommunale

samarbejder

..............................................................

17

5.1.3.

Opkrævning

og inddrivelse af parkeringsafgifter

.............................

18

5.2.

Justitsministeriets

overvejelser

.................................................................

18

6.

Forbud mod at føre hunde i bånd fra

motordrevet køretøj, hestekøretøj eller af ridende under færdsel på vej

......................................................

19

6.1.

Gældende

ret

;............................................................................

.............

19

6.2.

Justitsministeriets

overvejelser

.................................................................

20

7.

Forslagets økonomiske og administrative

konsekvenser

....................

20

8.

Hørte myndigheder mv.

;..........................................................................

21

1. Indledning

1.1. Lovforslagets formål

Lovforslaget har til formål at gennemføre

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/20/EF af 8. april 2003 om ændring

af Rådets direktiv 91/671/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes

lovgivning vedrørende obligatorisk anvendelse af sikkerhedsseler i køretøjer

på

under 3,5 ton i dansk ret.

Mange undersøgelser mv. – herunder bl.a. Vejdirektoratets

beregninger i notatet

Effekt af øget

selebrug 2002

fra 2004 – viser, at næsten hvert fjerde trafikdrab

sandsynligvis kunne være undgået, hvis de pågældende havde haft sele på.

Justitsministeriet finder derfor, at direktivets

bestemmelser om øget selebrug mv. vil kunne bidrage til at reducere antallet

af

dræbte og tilskadekomne i trafikken.

Det foreslås herudover, at transport- og energiministeren

bemyndiges til at fastsætte bestemmelser om anvendelse af personligt

sikkerhedsudstyr til andre trafikanter end førere og passagerer og regler om

krav til sådant udstyr (kvalitet, mærkning, mv.).

Det foreslås endvidere at udvide muligheden for at udstede forbud

mod forhandling af udstyrsdele og tilbehør til køretøjer samt personligt

sikkerhedsudstyr til førere og passagerer, der ikke opfylder de gældende

krav,

til at omfatte forbud mod salg og markedsføring, ligesom det foreslås at

udvide

forbudsmuligheden til også at omfatte køretøjer og personligt

sikkerhedsudstyr

til andre trafikanter end førere og passagerer.

Herudover foreslår Justitsministeriet at udvide kommunernes

muligheder for at samarbejde om varetagelsen af kommunal parkeringskontrol.

1.2. Lovforslagets indhold

Lovforslaget gennemfører

for det første

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/20/EF af

8. april 2003 om ændring af Rådets direktiv 91/671/EØF om indbyrdes

tilnærmelse

af medlemsstaternes lovgivning vedrørende obligatorisk anvendelse af

sikkerhedsseler i køretøjer på under 3,5 ton (i det følgende: seledirektivet)

i

dansk ret.

Seledirektivet indebærer, at der i medlemsstaterne skal

fastsættes krav om, at der ikke må befordres flere personer i biler, hvori

der

er monteret sikkerhedsudstyr, end der er siddepladser forsynet med

sikkerhedsudstyr.

Seledirektivet pålægger endvidere medlemsstaterne at stille krav om, at børn

med en legemshøjde på under

150 cm

anvender særligt tilpasset sikkerhedsudstyr under befordring i bil.

Medlemsstaterne kan dog for så vidt angår befordring på medlemsstatens eget

område fastsætte dette højdekrav til

135

cm

i stedet for

150

cm. Direktivet pålægger endelig medlemsstaterne at

indføre et forbud mod befordring af børn i bagudvendende barnestole på en

passagersiddeplads med en ikke-deaktiveret frontairbag, ligesom det pålægger

medlemsstaterne at skærpe reglerne for befordring af børn i personbil,

varebil

eller lastbil, hvori der ikke kan monteres særligt tilpasset

sikkerhedsudstyr.

Lovforslaget indeholder

for

det andet

et forslag om, at transport- og energiministeren bemyndiges til

at fastsætte regler om krav til og anvendelse af personligt sikkerhedsudstyr

til andre trafikanter end førere og passagerer, f.eks. gående og ridende. Med

indførelsen af denne bemyndigelse vil det være muligt administrativt at

gennemføre dele af Rådets direktiv 89/686/EØF af 21. december 1989 om

indbyrdes

tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om personlige værnemidler. Denne

del af lovforslaget fremsættes af Justitsministeriet på vegne af Transport-

og

Energiministeriet, idet fastsættelse af krav til sikkerhedsmæssigt udstyr

hører

under Transport- og Energiministeriets område.

Lovforslaget indeholder

for

det tredje

et forslag om udvidelse af den nuværende mulighed for at forbyde

forhandling af udstyrsdele og tilbehør til køretøjer samt personligt

sikkerhedsudstyr til førere og passagerer til at omfatte forbud mod både salg

og markedsføring. Samtidig foreslås det at udvide forbudsmuligheden til også

at

omfatte køretøjer og personligt sikkerhedsudstyr til andre trafikanter end

førere og passagerer. Denne del af lovforslaget fremsættes ligeledes af

Justitsministeriet på vegne af Transport- og Energiministeriet, idet

fastsættelse af regler om indretning, udstyr mv. vedrørende køretøjer og

sikkerhedsmæssigt

udstyr hører under Transport- og Energiministeriets område.

Lovforslaget indeholder

for

det fjerde

et forslag om at udvide kommunernes muligheder for at samarbejde

om varetagelsen af kommunal parkeringskontrol.

Lovforslaget indeholder

for

det femte

et forslag om at videreføre bestemmelsen i § 11 i bekendtgørelse

nr. 511 af 20. juni 2005 om politiets sikring af den offentlige orden og

beskyttelse af enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed mv. om forbud mod

at

føre hunde i bånd fra motorkøretøj (dvs. bil og motorcykel), cykel med

hjælpemotor (nu: knallert), hestekøretøj eller af ridende i færdselsloven.

2. Sikkerhedsudstyr til førere og passagerer

2.1. Gældende ret

2.1.1. Anvendelse af sikkerhedssele

Det følger af færdselslovens § 80, stk. 1, at

hvis en siddeplads i bil, på motorcykel eller knallert er forsynet med

sikkerhedssele, skal denne under kørslen anvendes af den person, der benytter

siddepladsen, uanset om selerne er monteret frivilligt eller som følge af

krav

til køretøjers indretning.

Med hjemmel i færdselslovens § 80, stk. 5, nr. 2

og 3, er der fastsat regler om, at personer ved lægeattest kan fritages for

pligten til at anvende sikkerhedssele, ligesom der er fastsat regler om

fritagelse for pligten til at anvende sikkerhedsudstyr ved særlige former for

kørsel, jf. bekendtgørelse nr. 109 af 17. februar 1995 om brug af

sikkerhedsseler

m.v. som ændret ved bekendtgørelse nr. 808 af 22. august 2005.

Føreren skal i henhold til § 80, stk. 4, påse, at

passagerer, der endnu ikke er fyldt 15 år, anvender sikkerhedsudstyr i

overensstemmelse med stk. 1-3 samt regler herom fastsat i medfør af

stk. 5,

nr. 1-3.

Betegnelsen »bil« omfatter ifølge færdselslovens § 2,

nr. 2, blandt andet motorkøretøjer, der er forsynet med fire eller flere hjul

eller med bælter, valser, meder eller lignende. Pligten til at anvende

sikkerhedssele finder derfor anvendelse i forhold til personbiler, busser,

varebiler og lastbiler.

Motorcykel og knallert er ligeledes omfattet af

bestemmelsen i § 80, stk. 1. Der sigtes her til de såkaldte

»ellerter«,

kabinescootere og lignende mindre køretøjer. Tidligere var alene trehjulet

motorcykel og trehjulet knallert omfattet af § 80, stk. 1. Af

hensyn

til den tekniske udvikling, herunder lanceringen af et nyt tohjulet

motorcykelkoncept med en særlig beskyttelsesramme eller styrtbøjle over

føreren, udgik »trehjulet« af bestemmelsen ved lov nr. 1316 af 20. december

2000, der trådte i kraft den 1. januar 2001.

Pligten til at anvende sikkerhedssele skal forstås som en

pligt til at anvende selen forskriftsmæssigt. Heri ligger, at selen skal være

korrekt fastspændt og ligge tæt om kroppen på den person, der anvender selen.

Pligten til at anvende sikkerhedssele skal ligeledes forstås som en pligt

til,

at en siddeplads med sikkerhedssele skal prioriteres frem for en siddeplads

uden sele.

Pligten til at montere sikkerhedssele på siddepladserne på

forsædet i personbiler, der er indrettet til at benyttes til befordring af

højst ni personer føreren medregnet (klasse M1), og varebiler, der er

indrettet

til at benyttes til godsbefordring, og som har en tilladt totalvægt på ikke

over

3.500 kg

(klasse N1), blev indført den 1. juli 1969 med virkning for køretøjer, der er

indregistreret efter denne dato. Med ikrafttræden den 1. april 1989 blev

dette

krav udvidet til at gælde alle siddepladser på fremadvendende sæder, dvs.

også

på bagsædet. Kravet blev den 1. oktober 1999 endelig udvidet til at gælde

også

bagudvendende sæder. Allerede fra den 1. april 1980 var der imidlertid

fastsat

krav om, at alle siddepladser på fremadvendende sæder i disse person- og

varebiler skulle være forsynet med seleforankringer.

Den 1. april 1998 blev der fastsat krav om, at lastbiler,

der er indrettet til at benyttes til godsbefordring, og som har en tilladt

totalvægt på mere end

3.500 kg

(klasse N2 og N3), skal være forsynet med sikkerhedsseler og seleforankringer

ved alle fremadvendende sæder.

For så vidt angår busser med en tilladt totalvægt på ikke

over

3.500 kg

(små busser) blev der den 1. april 1993 fastsat krav om, at disse køretøjer

skal være forsynet med sikkerhedsseler og seleforankringer ved siddepladserne

på forsædet. Dette krav blev den 1. oktober 2001 udvidet til at gælde alle

siddepladser på både fremad- og bagudvendende sæder. For så vidt angår andre

busser i klasse M2, dvs. busser med en tilladt totalvægt på mere end

3.500 kg, men under

5.000 kg

(mindre busser), og busser

i klasse M3, dvs. med en tilladt totalvægt på mere end

5.000 kg

(større busser), blev der

den 1. oktober 1999 fastsat krav om, at disse køretøjer skal være forsynet

med

sikkerhedsseler og seleforankringer på alle siddepladser på både fremad- og

bagudvendende sæder. Kravet om sikkerhedsseler blev den 1. oktober 2001

udvidet

til også at gælde alle siddepladser på bagudvendende sæder.

Kravene om sikkerhedsseler og seleforankringer i busser

(klasse M2 og M3) gælder ikke for busser, hvor det tilladte antal ståpladser

udgør 20 pct. eller mere af det højst tilladte passagerantal, og som alene

godkendes til rutekørsel.

2.1.2. Anvendelse af sikkerhedsudstyr til børn

Det følger af færdselslovens § 80, stk. 2, at

børn under tre år i stedet for sele skal anvende barnestol eller andet

godkendt

sikkerhedsudstyr tilpasset barnets højde og vægt. Børn, der er fyldt tre år,

men ikke syv år, kan i stedet for sele anvende barnestol eller andet godkendt

sikkerhedsudstyr tilpasset barnets højde og vægt. Der kan i kombination med

sele anvendes selepude.

Med hjemmel i færdselslovens § 80, stk. 5, nr. 1,

er der fastsat regler om, hvordan sikkerhedsudstyr til børn under tre år skal

anvendes, jf. bekendtgørelse nr. 109 af 17. februar 1995 om brug af

sikkerhedsseler m.v. som ændret ved bekendtgørelse nr. 808 af 22. august

2005.

Efter bekendtgørelsen skal børn under tre år benytte

siddeplads forsynet med sele, barnestol eller andet godkendt sikkerhedsudstyr

tilpasset barnets højde og vægt under kørsel i bil til højst ni personer, i

bil

med en tilladt vægt på højst

3.500 kg,

trehjulet motorcykel eller trehjulet knallert.

Pligten til at anvende særligt tilpasset sikkerhedsudstyr

gælder dog ikke under kørsel i bil, hvor siddepladserne på bagsædet ikke er

forsynet med sikkerhedssele, og barnet anvender bagsædet under kørslen, eller

under kørsel i trehjulet motorcykel eller trehjulet knallert, hvis den

siddeplads, barnet anvender under kørslen, ikke er forsynet med

sikkerhedssele.

Pligten til at anvende særligt tilpasset sikkerhedsudstyr

gælder heller ikke under kørsel i hyrevogn, hvor barnet anvender bagsædet, og

der ikke er særligt tilpasset sikkerhedsudstyr til rådighed for barnet.

Endvidere

gælder pligten til at anvende særligt tilpasset sikkerhedsudstyr ikke, hvis

barnet under kørsel i bil anvender bagsædet eller under kørsel i trehjulet

motorcykel eller trehjulet knallert, hvis alle siddepladser med

sikkerhedssele

i forvejen benyttes af børn under 3 år med tilpasset sikkerhedsudstyr.

Bekendtgørelsen fastsætter endelig, at et barn – under

kørsel i bil med flere passagerer, end der er siddepladser forsynet med

sikkerhedssele, hvor et andet barn under 3 år anvender bagsædet – skal

benytte

siddeplads forsynet med sikkerhedssele, barnestol eller andet godkendt

sikkerhedsudstyr tilpasset barnets højde og vægt frem for andre siddepladser.

Færdselsloven indeholder ingen regler om børns placering i

biler med airbag. Det følger imidlertid af

Færdselsstyrelsens Detailforskrifter for Køretøjer, at der ved sæder

bortset fra førersædet, hvor der er monteret airbag, skal være en advarsel

mod

brug af bagudvendende barnestol. Der er dog ikke krav om advarselsmærkning,

hvis bilen er forsynet med en anordning, der automatisk registrerer, at

bagudvendende barnestol er monteret på sædet, og som tillige sikrer, at

airbaggen ikke kan udløses, når bagudvendende barnestol er monteret.

2.1.3. Antallet af personer, der lovligt kan

befordres

Der er efter den gældende bestemmelse i færdselslovens § 80,

stk. 1, ikke noget til hinder for, at der befordres flere passagerer på

en

bils for- eller bagsæde end antallet af monterede sikkerhedsseler i bilen,

når

blot de monterede sikkerhedsseler anvendes, og de almindelige regler i

færdselsloven § 82 om køretøjers belæsning er overholdt.

Det følger af færdselslovens § 82, at personer ikke må

være anbragt på en sådan måde, at føreren ikke har frit udsyn og

tilstrækkelig

mulighed for at manøvrere køretøjet. Passagerer må endvidere ikke medtages i

et

sådant antal eller være anbragt på en sådan måde, at der kan opstå fare for

dem

selv eller andre.

For så vidt angår busser, taxier, limousiner og biler til

sygetransport er der dog fastsat særlige regler om antallet af personer, der

lovligt

må befordres heri.

Det følger således af § 3 i Færdselsstyrelsens

bekendtgørelse nr. 700 af 8. august 2003 om særlige krav til busser som

senest

ændret ved bekendtgørelse nr. 1342 af 15. december 2004, at en bus ikke må

benyttes til befordring af flere personer, end den er godkendt til. Det

følger

endvidere af § 17 i Færdselsstyrelsens bekendtgørelse nr. 248 af 24.

april

1998 om særlige krav til taxier m.v. med senere ændringer, at en taxi, en

limousine og en bil til sygetransport ikke må benyttes til befordring af

flere

personer, end den er godkendt til.

2.1.4. Ansvarssubjekt

Personer på 15 år og derover, som under befordring i en bil

på en siddeplads forsynet med sikkerhedssele ikke anvender sikkerhedsselen,

kan

straffes for overtrædelse af færdselslovens § 118, stk. 1, nr. 1,

jf.

§ 80, stk. 1.

Det påhviler derimod føreren at påse, at passagerer, der

endnu ikke er fyldt 15 år, og som derfor ikke selv kan straffes, jf.

straffelovens § 15, anvender sikkerhedsudstyr i overensstemmelse med

reglerne herom, jf. færdselslovens § 80, stk. 4. Overtrædelse af

førerens pligt efter § 80, stk. 4, indebærer, at føreren ifalder

strafansvar efter færdselslovens § 118, stk. 1, nr. 1, jf.

§ 80,

stk. 4.

Det følger af færdselslovens § 118, stk. 2, at

der ved fastsættelsen af bøder for overtrædelse af bl.a. § 80 udmåles en

skærpet bøde.

Overtrædelse af førerens pligt efter § 80, stk. 4,

er endvidere omfattet af det såkaldte klippekortsystem, som blev indført ved

lov nr. 267 af 21. april 2004 om ændring af færdselsloven (Klippekortsystem,

skærpede sanktioner ved hastighedsovertrædelser mv.), og som trådte i kraft

den

1. september 2005, hvorefter førere af motorkøretøjer, hvortil der kræves

kørekort, efter tre grovere færdselsforseelser inden for en periode på tre år

får en betinget frakendelse af førerretten.

Føreren af en bil, der er indrettet til at benyttes til

befordring af mere end ni personer føreren medregnet, er dog efter § 8 a

i

bekendtgørelse nr. 109 af 17. februar 1995 om brug af sikkerhedsseler m.v.,

som

ændret ved bekendtgørelse nr. 808 af 22. august 2005, fritaget for den i

færdselslovens § 80, stk. 4, nævnte pligt. Føreren af en sådan bil

skal før kørslen påbegyndes i stedet sørge for, at passagerer under 15 år

oplyses om reglerne for anvendelse af sikkerhedsudstyr, hvis der er

siddepladser forsynet med sikkerhedsudstyr.

Oplysningspligten skal iagttages på en eller flere af

følgende måder: 1) Orientering fra føreren, 2) orientering fra ledsageren

eller

den person, der er udpeget som gruppeleder, 3) audiovisuelt eller 4) med

piktogrammer,

der opfylder bestemmelserne i bekendtgørelse om detailforskrifter for

køretøjers indretning og udstyr.

Overtrædelse af førerens oplysningspligt efter § 8 a

straffes i henhold til bekendtgørelsens § 9 med bøde.

2.2. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2003/20/EF af 8. april 2003 om ændring af Rådets direktiv 91/671/EØF om

indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning vedrørende obligatorisk

anvendelse af sikkerhedsseler i køretøjer på under 3,5 ton

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/20/EF af 8.

april 2003 om ændring af Rådets direktiv 91/671/EØF om indbyrdes tilnærmelse

af

medlemsstaternes lovgivning vedrørende obligatorisk anvendelse af

sikkerhedsseler i køretøjer på under 3,5 ton skal senest den 9. maj 2006 være

gennemført i EU-medlemsstaternes nationale lovgivning.

Seledirektivet udvider selepligten i Rådets (oprindelige)

direktiv 91/671/EØF til at gælde alle førere og passagerer i alle køretøjer,

dvs. køretøjer i klasse M1 (bil, der er indrettet til at benyttes til

befordring af højst ni personer føreren medregnet), M2 (bil, der er indrettet

til at benyttes til befordring af mere end ni personer føreren medregnet, og

som har en tilladt totalvægt på ikke over

5.000 kg

), M3 (bil, der er indrettet

til at benyttes til befordring af mere end ni personer føreren medregnet, og

som har en tilladt totalvægt på mere end

5.000 kg

), N1 (bil, der er indrettet

til at benyttes til godsbefordring, og som har en tilladt totalvægt på ikke

over

3.500 kg

),

N2 (bil, der er indrettet til at benyttes til godsbefordring, og som har en

tilladt totalvægt på mere end

3.500

kg, men ikke over

12.000 kg

) og N3 (bil, der er

indrettet til at benyttes til godsbefordring, og som har en tilladt totalvægt

på mere end

12.000 kg

).

Med seledirektivet bliver det et EU-retligt krav, at det

sikkerhedsudstyr, der er til rådighed i biler, skal anvendes. For så vidt

angår

biler i klasse M2 og M3 (dvs. busser) gælder dette dog kun for så vidt angår

personer på tre år og derover, og kun når passagererne sidder ned.

Seledirektivet indfører ligeledes en ny hovedregel om, at

der ikke må befordres flere passagerer i en bil, end der er siddepladser

forsynet med sikkerhedsudstyr. Ændringsdirektivets krav gælder alene biler,

hvori der allerede er monteret sikkerhedsseler eller fastholdelsesanordninger

på siddepladserne på henholdsvis bagsædet og forsædet.

Dette indebærer, at der i en bil, hvor der er monteret

sikkerhedsseler på bagsædet, højst vil kunne befordres et antal personer

svarende til antallet af monterede sikkerhedsseler på dette sæde. Er der

derimod ikke monteret sikkerhedsseler på bagsædet, vil antallet af personer,

der lovligt kan befordres herpå, alene være begrænset af eventuelle regler om

eksempelvis køretøjers belæsning (for Danmarks vedkommende færdselslovens

§ 82).

Det samme gør sig gældende for så vidt angår befordring af personer på en

bils

forsæde.

For så vidt angår befordring på deres eget område kan

medlemsstaterne i en vis udstrækning med Kommissionens godkendelse gøre

undtagelser fra direktivets regler om anvendelse af sikkerhedsudstyr.

Medlemsstaterne kan således med Kommissionens godkendelse

fastsætte nationale regler med henblik på

at

tage hensyn til særlige fysiske forhold eller særlige omstændigheder i et

begrænset tidsrum,

at

gøre det muligt

at udøve visse erhvervsmæssige funktioner på en effektiv måde, at sikre, at

aktiviteter i forbindelse med håndhævelse af lov og orden, sikkerhed og

nødstilfælde kan fungere bedst muligt, og

at

tage hensyn til de særlige kørselsforhold for biler i klasse M2 og M3 (dvs.

busser), der er beregnet til lokal befordring i byområder eller tæt bebyggede

områder eller i hvilke ståpladser er tilladt.

Medlemsstaterne kan endvidere med Kommissionens godkendelse

fastsætte regler, hvorefter det midlertidigt tillades, at der i forbindelse

med

lokal transport, navnlig skoletransport, i biler i klasse M2 og M3 (dvs.

busser) befordres et antal siddende børn, der er større end antallet af

siddepladser udstyret med sikkerhedssele. Varigheden af en sådan tilladelse

fastsættes af den enkelte medlemsstat, idet den dog ikke må overskride fem år

regnet fra den 9. maj 2003.

Endelig giver seledirektivet medlemsstaterne mulighed for

midlertidigt at tillade befordring på siddepladser på et andet sæde end

forsædet i biler i klasse M1 (personbiler) og klasse N1 (varebiler) af et

antal

personer, der er større end antallet af siddepladser med sikkerhedssele eller

fastholdelsesanordning. En sådan fritagelses varighed fastsættes ligeledes af

den enkelte medlemsstat, idet varigheden dog ikke må overskride seks år fra

den

9. maj 2003.

Seledirektivet stiller herudover krav om anvendelsen af

fastholdelsesanordninger for børn med en legemshøjde på under

150 cm. Medlemsstaterne kan dog for så

vidt angår befordring på medlemsstatens eget område fastsætte dette højdekrav

til

135 cm

i

stedet for

150 cm.

Seledirektivet pålægger således medlemsstaterne at stille

krav om, at børn med en legemshøjde på under

150 cm

(

135 cm

) fastholdes af en

barnefastholdelsesanordning tilpasset barnets vægt. Dette krav skal finde

anvendelse i forhold til befordring i biler i klasse M1, N1, N2 og N3 (dvs.

personbiler, varebiler og lastbiler), men ikke ved befordring i biler i

klasse

M2 og M3 (dvs. busser).

Seledirektivet fastsætter endvidere regler for befordring

af børn i personbil, varebil eller lastbil, hvori der ikke kan monteres

særligt

tilpasset sikkerhedsudstyr.

Børn under tre år må som hovedregel ikke befordres i

personbil, varebil eller lastbil, hvori der ikke kan monteres særligt

tilpasset

sikkerhedsudstyr, jf. dog nedenfor om muligheden for at fastsætte nationale

regler om befordring af børn i taxier.

Børn på tre år og derover med en legemshøjde på under

150 cm

(

135 cm

) skal ved befordring i

personbil, varebil og lastbil, hvori der ikke kan monteres

barnefastholdelsesanordninger,

placeres på en siddeplads på et andet sæde end forsædet.

Seledirektivet pålægger endvidere medlemsstaterne at

indføre et forbud mod befordring af børn i bagudvendende barnestole på et

passagersæde med frontairbag, medmindre airbaggen er deaktiveret.

Seledirektivet giver fortsat mulighed for, at der nationalt

i de enkelte medlemsstater kan fastsættes regler om børns anvendelse af

sikkerhedsudstyr, der alene finder anvendelse på medlemsstatens område.

Det kan således nationalt tillades, at børn med en

legemshøjde på under

150 cm

(

135 cm

) ikke

fastholdes af en barnefastholdelsesanordning, når de befordres i taxi. Barnet

skal dog i så fald befordres på en siddeplads på et andet sæde end forsædet.

Med Kommissionens godkendelse kan det endvidere nationalt

tillades, at et tredje barn på tre år og derover med en legemshøjde på under

150 cm

(

135 cm

), i biler i klasse M1 og N1

(dvs. person- og varebiler) fastholdes af en voksensele, når bagsædet er

udstyret med to barnefastholdelsesanordninger, og manglende plads betyder, at

det ikke er muligt at udstyre det med en tredje anordning.

Endelig kan det – ligeledes under forudsætning af

godkendelse fra Kommissionen – nationalt tillades, at børn på tre år

eller

derover, der befordres på siddepladser på et andet sæde end forsædet i biler

i

klasse M1 og N1 (dvs. personbiler og varebiler), fastholdes af en voksensele,

når der er tale om lejlighedsvis befordring over korte afstande, og der ikke

forefindes nogen eller et tilstrækkeligt antal barnefastholdelsesanordninger

i

det pågældende køretøj.

2.3. Justitsministeriets overvejelser

Seleirektivet udvider selepligten til at gælde alle førere

og passagerer i alle biler (klasse M1, M2, M3, N1, N2, N3, dvs. personbiler,

busser, varebiler og lastbiler), ligesom reglerne for anvendelse af

sikkerhedsudstyr til børn skærpes. Seledirektivet pålægger endvidere

medlemsstaterne

at fastsætte regler om, at der i en bil, der har siddepladser forsynet med

sikkerhedsseler, ikke må befordres flere personer, end der er siddepladser

forsynet med sikkerhedssele eller anden godkendt fastholdelsesanordning.

Gennemførelse af seledirektivet i dansk lovgivning

forudsætter, at der foretages ændringer i de gældende regler om anvendelse af

sikkerhedssele mv.

Det foreslås derfor

for

det første

at ændre færdselslovens § 80, således at denne bestemmelse

alene indeholder regler om anvendelse af sikkerhedsseler, jf. nedenfor under

punkt 2.3.1.

Det foreslås

for det

andet

at udskille bestemmelserne om anvendelse af sikkerhedsudstyr til børn

til en særskilt bestemmelse i § 80 a, der tager højde for

seledirektivets

skærpede krav til anvendelse af sikkerhedsudstyr til børn, jf. nedenfor under

punkt 2.3.2.

Det foreslås

for det

tredje

at indsætte en ny bestemmelse i færdselslovens § 80 b, der

fastsætter antallet af personer, der lovligt må befordres i en bil, jf.

nedenfor

under punkt 2.3.3.

2.3.1. Anvendelse af sikkerhedssele

Ændringsdirektivets udvidelse af selepligten til at gælde

biler i alle klasser, der er forsynet med sikkerhedsseler, giver ikke

anledning

til indholdsmæssige ændringer af den gældende danske lovgivning.

Det følger således allerede af færdselslovens § 80,

stk. 1, at hvis en siddeplads i bil, på motorcykel eller knallert er

forsynet med sikkerhedssele, skal denne under kørslen benyttes af den person,

der benytter siddepladsen. Betegnelsen »bil« omfatter som anført under punkt

2.1.1. ikke kun personbiler (klasse M1), men også busser (klasse M2 og M3),

varebiler (klasse N1) og lastbiler (klasse N2 og N3).

Justitsministeriet foreslår derfor at videreføre

bestemmelsen i § 80, stk. 1, idet det dog foreslås tilføjet, at der

i

kombination med sikkerhedssele kan anvendes selepude.

Den foreslåede tilføjelse skal ses i lyset af

Justitsministeriets forslag om at fastsætte højdegrænsen for pligtmæssig brug

af særligt sikkerhedsmæssigt udstyr til børn til

135 cm, jf. nedenfor under punkt

2.3.2. Børn med en legemshøjde på over

135

cm

vil således efter forslaget kunne anvende almindelig

sikkerhedssele, jf. § 80, stk. 1. Tilføjelsen foreslås derfor med

henblik på at tillade, at børn med en legemshøjde på over

135 cm

i kombination med

sikkerhedssele vil kunne anvende selepude.

Bestemmelsen i § 80, stk. 3, hvorefter der ikke

er pligt til at anvende sikkerhedssele ved bakning og under kørsel på

parkeringsplads, servicestation, værkstedsområde eller under lignende

forhold,

vil ligeledes – under henvisning til seledirektivets artikel 6,

hvorefter der

nationalt kan ske fritagelse fra selepligten med henblik på at tage hensyn

til

særlige fysiske forhold eller særlige omstændigheder i et begrænset tidsrum

–

kunne opretholdes, hvis dette godkendes af Kommissionen.

Justitsministeriet foreslår derfor, at indholdet i

bestemmelsen videreføres i en ny § 80, stk. 2.

Efter seledirektivets artikel 5 og 6 vil det ligeledes

fortsat være muligt at fritage visse personer for pligten til at anvende

sikkerhedssele, herunder ved særlige former for kørsel.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at det fortsat vil

være nødvendigt at kunne fritage visse personer fra pligten til at anvende

sikkerhedssele,

herunder ved særlige former for kørsel.

Der vil eksempelvis fortsat være personer, som på grund af

alvorlige lægelige årsager ikke bør anvende sikkerhedssele, og som derfor ved

lægeattest fritages herfor. Hensynet til at kunne sikre, at kørsel i

forbindelse

med f.eks. håndhævelse af lov og orden kan finde sted på en forsvarlig måde,

vil ligeledes kunne begrunde, at pligten til at anvende sikkerhedssele ikke

bør

finde anvendelse. Herudover vil hensynet til de særlige kørselsforhold for

lokale bybusser og lignende (herunder busser med ståpladser) tillige kunne

begrunde en fritagelse fra pligten til at anvende sikkerhedssele.

Justitsministeriet finder det derfor hensigtsmæssigt, at

justitsministeren – som i dag, jf. § 80, stk. 5 –

administrativt kan

fastsætte regler om, at visse personer fritages for pligten til at anvende

sikkerhedssele, herunder ved særlige former for kørsel.

Som konsekvens af etableringen af en ny struktur i

færdselslovens kapitel 12, herunder udskillelsen af bestemmelserne i

§ 80

om børns anvendelse af sikkerhedsudstyr til en særskilt bestemmelse, foreslås

det, at justitsministerens eksisterende bemyndigelse i færdselslovens

§ 80,

stk. 5, ændres, således at justitsministeren ved den foreslåede

§ 80

, stk. 3

, bemyndiges til at fastsætte

regler om, at visse personer fritages for pligten til at anvende

sikkerhedssele, jf. stk. 1, herunder ved særlige former for kørsel.

Det er hensigten at udnytte bemyndigelsen til

administrativt at fastsætte regler, der helt eller delvis viderefører de

eksisterende

fritagelsesregler i kapitel 4 i bekendtgørelse nr. 109 af 17. februar 1995.

Indholdet i de eksisterende regler om strafansvaret for

manglende overholdelse af bestemmelserne om anvendelse af sikkerhedssele

foreslås videreført i en ny § 80, stk. 4, 1. pkt. med de

konsekvensændringer, der følger af udskillelsen af bestemmelserne om

anvendelse

af sikkerhedsudstyr til børn (med en legemshøjde på under

135 cm

) til en ny § 80 a. Den

gældende bemyndigelse i § 80, stk. 5, nr. 4, til at fastsætte

regler

om at føreren af en bus helt eller delvis fritages for denne pligt samt om,

hvilke foranstaltninger føreren i stedet skal træffe, foreslås videreført som

2. pkt. i den nye § 80, stk. 4.

Om baggrunden for bemyndigelsesbestemmelsen i den gældende

§ 80, stk. 5, nr. 4 – som efter forslaget bliver § 80,

stk. 4,

2. pkt. – henvises til bemærkningerne til det lovforslag, der dannede

grundlag

for lov nr. 1316 af 20. december 2000 om ændring af færdselsloven, hvoraf det

fremgår, at det var Trafikministeriets (nu Transport- og Energiministeriets)

vurdering, at det i praksis er umuligt for føreren af en bus under kørslen at

kontrollere, at børn under 15 år benytter sikkerhedssele (eller særligt

tilpasset sikkerhedsudstyr). Justitsministeriet er enig i denne vurdering.

Justitsministeriet har på den baggrund administrativt

fastsat regler, der erstatter førerens tilsynspligt med en oplysningspligt i

relation til anvendelsen af sikkerhedssele/særligt tilpasset

sikkerhedsudstyr,

jf. bekendtgørelse nr. 808 af 22. august 2005 om ændring af bekendtgørelse

nr.

109 af 17. februar 1995 om brug af sikkerhedsseler m.v. Bekendtgørelsen

trådte

i kraft den 1. september 2005.

Oplysningspligten skal herefter opfyldes på en eller flere

af følgende måder: 1) Orientering fra føreren, 2) orientering fra ledsageren

eller den person, der er udpeget som gruppeleder, 3) audiovisuelt eller 4)

med

piktogrammer, der opfylder bestemmelserne i bekendtgørelse om

detailforskrifter

for køretøjers indretning og udstyr.

Der henvises i øvrigt til gennemgangen af de gældende

regler om ansvarssubjekt ovenfor under punkt 2.1.4.

2.3.2. Anvendelse af sikkerhedsudstyr til børn

Som anført under punkt 2.2. pålægger seledirektivet

medlemsstaterne at indføre bestemmelser om, at børn med en legemshøjde på

under

150 cm

fastholdes

af en barnefastholdelsesanordning tilpasset barnets vægt, når de befordres i

personbil, varebil eller lastbil, ligesom direktivet pålægger medlemsstaterne

at skærpe reglerne for befordring af børn i disse køretøjer i de tilfælde,

hvor

der ikke kan monteres særligt tilpasset sikkerhedsudstyr til børn.

Medlemsstaterne kan dog for så vidt angår befordring på medlemsstatens eget

område fastsætte dette højdekrav til

135

cm

i stedet for

150

cm.

Direktivet pålægger endelig medlemsstaterne at indføre et

forbud mod befordring af børn i bagudvendende barnestole på et passagersæde

med

en ikke-deaktiveret frontairbag.

Til brug for gennemførelsen af seledirektivets regler om

anvendelse af sikkerhedsudstyr til børn foreslås det derfor at indsætte en ny

bestemmelse i færdselslovens

§ 80 a.

Det foreslås i § 80 a,

stk. 1

, at fastsætte, at børn med en legemshøjde på under

135 cm

ved befordring i andre biler

end busser, på motorcykel og knallert, der er forsynet med sikkerhedsseler,

skal anvende godkendt sikkerhedsudstyr tilpasset barnets højde og vægt.

Børn med en legemshøjde på under

135 cm

vil under befordring i sådanne

køretøjer derfor skulle anvende en barnefastholdelsesanordning i en af

følgende

to klasser: En

integreret

klasse, der

består af en kombination af gjorde eller fleksible komponenter med

lukkebeslag,

justéran-ordning, fastgørelsesanordninger og, i nogle tilfælde, en

supplerende

stol og/eller et kollissionsværn, som kan fastgøres ved hjælp af den eller de

til systemet hørende gjord eller gjorde (f.eks. en barnestol), eller en

ikke-integreret

klasse, som kan bestå af

en partiel fastholdelsesanordning, som, når den anvendes sammen med en

voksensele, der føres rundt om barnets krop, eller når den tilbageholder den

anordning, hvori barnet er anbragt, udgør en komplet

barnefastholdelsesanordning.

Barnefastholdelsesanordninger inddeles i øvrigt efter

seledirektivet i fem vægtklasser, hvor gruppe 0 gælder for børn med en vægt

under

10 kg,

gruppe 0+ for børn med en vægt under

13

kg, gruppe I for børn med en vægt fra 9 til

18 kg, gruppe II for børn med en vægt

fra 15 til

25 kg

og gruppe III for børn med en vægt fra 22 til

36 kg.

Det særligt tilpassede sikkerhedsudstyr skal være godkendt

i henhold til standarden i FN/ECE-regulativ 44.03 eller direktiv 77/541/EØF

eller enhver tilpasning af nævnte regulativ eller direktiv.

Om fastsættelse af højdegrænsen for pligtmæssig brug af

særligt tilpasset sikkerhedsudstyr til

135

cm

bemærkes, at seledirektivet som nævnt stiller krav om

anvendelsen af sikkerhedsudstyr for børn med en legemshøjde på under

150 cm. Medlemsstaterne kan imidlertid

for så vidt angår befordring på medlemsstatens eget område vælge at fastsætte

dette højdekrav til

135 cm

i stedet for

150 cm.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at en fastsættelse

af højdekravet til

150 cm

vil indebære en markant ændring af reglerne for børns anvendelse af

sikkerhedsudstyr, idet et barn på tre år og derover efter de gældende regler

kan anvende en almindelig sikkerhedssele, mens dette efter gennemførelse af

seledirektivet i dansk ret alene vil være muligt for børn med en legemshøjde

på

over

150 cm..

Det er på den baggrund Justitsministeriets opfattelse, at

højdegrænsen i forhold til kravet om anvendelse af særligt tilpasset

sikkerhedsudstyr bør fastsættes til

135

cm. Det bemærkes i den forbindelse, at børn med en

legemshøjde på

over

135 cm, som efter forslaget til § 80,

stk. 1, skal anvende almindelig sikkerhedssele, i kombination hermed vil

kunne anvende selepude, jf. det foreslåede § 80, stk. 1, 2. pkt.

Det kan i øvrigt oplyses, at det følger af direktivet, at

højdegrænserne skal behandles på ny efter den såkaldte forskriftsprocedure.

Justitsministeriet vil naturligvis være opmærksom på resultatet af ovennævnte

drøftelserne i henhold til forskriftsproceduren, herunder med henblik på at

vurdere, om det efterfølgende må vises sig, at højdekravet bør hæves til

150 cm.

Som tidligere fremhævet vedrører seledirektivet alene

biler, dvs. person-, vare- og lastbiler samt busser. Seledirektivet

indeholder

således ingen regler om anvendelse af sikkerhedsudstyr under befordring på

motorcykel

eller knallert.

Fastsættelsen af anvendelsesområdet for stk. 1 til

også at gælde ved befordring af børn på motorcykler og knallerter, der er

forsynet med sikkerhedssele, sker således uafhængigt af seledirektivet.

Det følger af Færdselsstyrelsens Detailforskrifter for

Køretøjer, at en trehjulet motorcykel med karosseri skal være forsynet med

sikkerhedsseler. Dette krav stilles ligeledes til en trehjulet knallert med

karosseri, hvis egenvægt overstiger

250

kg. Efter de gældende regler vil børn under 3 år, der

befordres på sådanne køretøjer, skulle anvende særligt tilpasset

sikkerhedsudstyr, mens børn på 3 år og derover skal anvende enten

sikkerhedssele eller særligt tilpasset sikkerhedsudstyr. Efter forslaget

skærpes kravene, idet børn med en legemshøjde på under

135 cm, som befordres på sådanne køretøjer,

skal anvende godkendt sikkerhedsudstyr tilpasset barnets højde og vægt.

Det foreslås som nævnt, at

stk. 1

skal finde anvendelse ved befordring af børn i andre

biler end busser (dvs. i personbiler, varebiler og lastbiler), samt på

motorcykler og knallerter, der er forsynet med sikkerhedsseler. Bestemmelsen

skal således ikke finde anvendelse ved befordring af børn i busser, hvorom

der

i stedet fastsættes en særskilt bestemmelse, jf. nedenfor om en ny § 80

a,

stk. 4.

Det foreslås endvidere i § 80 a,

stk. 2

, at der i biler – med undtagelse af busser – der ikke

har passagersiddepladser forsynet med sikkerhedsseler, hvortil der kan

monteres

godkendt sikkerhedsudstyr tilpasset barnets højde og vægt, ikke må befordres

børn under tre år, mens børn på tre år og derover med en legemshøjde på under

135 cm

alene må befordres på en

siddeplads på et andet sæde end forsædet i sådanne biler.

Reglerne i stk. 2 skal efter forslaget udelukkende

finde anvendelse ved befordring af børn i biler i klasse M1, N1, N2 og N3,

dvs.

i person-, vare- og lastbiler. De foreslåede regler for befordring af børn

med

en legemshøjde på under

135 cm

skal således ikke finde anvendelse ved befordring i bus eller på motorcykel

eller knallert.

Det foreslåede stk. 2 indebærer

for det første

, at børn under 3 år ikke må befordres i biler, der

ikke har passagersiddepladser forsynet med sikkerhedsseler, hvortil der kan

monteres særligt tilpasset sikkerhedsudstyr.

Stk. 2 indebærer

for

det andet

, at børn på tre år og derover med en legemshøjde på under

135 cm

under befordring i biler, hvor

hverken passagersiddepladserne på forsædet eller bagsædet (- sæderne) er

forsynet med sikkerhedsseler, hvortil der kan monteres særligt tilpasset

sikkerhedsudstyr,

skal benytte en siddeplads på bagsædet (- sæderne). Det er i den forbindelse

vigtigt at bemærke sig, at barnet i de tilfælde, hvor bilens forsædes –

men

ikke bilens bagsædes (- sæders) – passagersiddepladser er forsynet med

sikkerhedsseler, skal befordres på en siddeplads på forsædet og anvende

særligt

tilpasset sikkerhedsudstyr, jf. det foreslåede § 80 a, stk. 1.

Med henblik på gennemførelse af seledirektivets bestemmelse

om befordring af børn i bil med airbag foreslås det herudover i § 80 a,

stk. 3

, at forbyde, at børn

befordres i bil i en bagudvendende barnestol på en passagersiddeplads med

frontairbag, medmindre airbaggen er deaktiveret.

Deaktiveringen af airbaggen kan både ske manuelt og

automatisk.

Seledirektivet indebærer endvidere, at det

sikkerhedsudstyr, der er monteret på siddepladser i busser, skal anvendes af

alle personer på tre år og derover (børn og voksne). Børn på tre år og

derover

vil således eksempelvis skulle anvende voksensikkerhedssele.

Det foreslås derfor endelig i § 80 a,

stk. 4

, at fastsætte, at børn på

tre år og derover med en legemshøjde på under

135 cm

ved befordring i bus skal

anvende sikkerhedssele eller andet godkendt sikkerhedsudstyr, i det omfang

siddepladsen er forsynet hermed.

Pligten til i bus at anvende sikkerhedssele eller andet

godkendt sikkerhedsudstyr, i det omfang siddepladsen er forsynet hermed, skal

således ikke finde anvendelse ved befordring af børn på under tre år. Dette

skyldes,

at det ofte ikke vil være forsvarligt at lade børn under tre år anvende

voksensikkerhedssele.

Seledirektivet giver adgang til, at der nationalt kan

fastsætte regler om befordring af børn, hvorefter de ovenfor beskrevne regler

fraviges.

Der kan således fastsættes nationale regler om befordring

af børn i taxi, hvorefter pligten til at anvende særligt tilpasset

sikkerhedsudstyr ikke finder anvendelse, hvis det pågældende barn benytter en

siddeplads på et andet sæde end forsædet.

Under forudsætning af, at Kommissionen meddeler sin

godkendelse, giver seledirektivet endvidere adgang til at fastsætte regler

om,

at et tredje barn på tre år eller derover og med en legemshøjde på under

135 cm, i biler i klasse M1 og N1

(dvs. person- og varebiler) fastholdes af en voksensele, når bagsædet er

udstyret med to barnefastholdelsesanordninger, og manglende plads betyder, at

det ikke er muligt at udstyre det med en tredje anordning. Tilsvarende vil

der

være adgang til at fastsætte regler om, at børn på tre år eller derover, der

befordres på en siddeplads på et andet sæde end forsædet i biler i klasse M1

og

N1 (dvs. personbiler og varebiler), fastholdes af en voksensele, når der er

tale om lejlighedsvis befordring over korte afstande, og der ikke forefindes

nogen eller et tilstrækkeligt antal barnefastholdelsesanordninger i det

pågældende køretøj.

De gældende regler, som er fastsat i medfør af

færdselslovens § 80, stk. 5, nr. 1, i bekendtgørelse nr. 109 af 17.

februar 1995 om brug af sikkerhedsseler m.v. som ændret ved bekendtgørelse

nr.

808 af 22. august 2005, indeholder en række bestemmelser om anvendelse af

sikkerhedsudstyr for børn under tre år. Bekendtgørelsen indeholder derimod

ikke

bestemmelser om anvendelse af sikkerhedsudstyr for børn på tre år og derover,

ligesom der ikke opereres med en højdegrænse.

Det foreslås derfor, at justitsministerens eksisterende

bemyndigelse i færdselslovens § 80, stk. 5, nr. 1, ændres, således

at

justitsministeren ved den foreslåede § 80 a,

stk. 5

, bemyndiges til at fastsætte regler om anvendelse af

sikkerhedsudstyr ved befordring af børn med en legemshøjde på under

135 cm, herunder at bestemmelserne i

de foreslåede regler i § 80 a, stk. 1, 2 og 4, helt eller delvis

ikke

skal finde anvendelse.

Det er hensigten at anvende bemyndigelsen til

administrativt at fastsætte regler, der i vidt omfang udnytter de ovenfor

beskrevne undtagelsesmuligheder i seledirektivet.

Om ansvaret for at påse, at børn anvender sikkerhedsudstyr

i overensstemmelse med reglerne, foreslås det i en ny

§ 80 a, stk. 6, 1. pkt.

, at fastsætte, at dette påhviler

føreren.

Førerens pligt til at påse, at børn anvender

sikkerhedsudstyr i overensstemmelse med reglerne, vil således efter forslaget

både følge af § 80, stk. 4, (børn under 15 år med en legemshøjde på

over

135 cm

) og § 80 a, stk. 6,

1. pkt. (børn under 15 år med en legemshøjde på

under

135 cm

).

Overtrædelse af førerens pligt efter § 80 a, stk. 6,

1. pkt., foreslås desuden omfattet af det såkaldte klippekortsystem for så

vidt

angår manglende efterlevelse af tilsynspligten i relation til reglerne i

§ 80

a, stk. 1-2, jf. nedenfor under de specielle bemærkninger til nr. 13.

Det foreslås endvidere i

§ 80 a, stk. 6, 2. pkt.

, at bemyndige justitsministeren

til helt eller delvis at fritage føreren af en bus fra den i 1. pkt. nævnte

pligt samt om, hvilke foranstaltninger føreren i stedet skal træffe.

Der henvises til punkt 2.3.1. ovenfor, hvoraf det fremgår,

at det ved bekendtgørelse nr. 808 af 22. august 2005 om ændring af

bekendtgørelse nr. 109 af 17. februar 1995 om brug af sikkerhedsseler m.v.,

der

trådte i kraft den 1. september 2005, er fastsat, at føreren af en bus (bil,

der er indrettet til at benyttes til befordring af mere end ni personer

føreren

medregnet) er fritaget for sin tilsynspligt, men at den pågældende i stedet

er

pålagt en oplysningspligt, der skal opfyldes inden kørslens start.

2.3.3. Antallet af personer, der lovligt kan

befordres

Som anført under punkt 2.2. indføres ved seledirektivet en

ny hovedregel om, at der ikke må befordres flere passagerer i en bil, end der

er siddepladser forsynet med sikkerhedsudstyr. Seledirektivets krav gælder

alene biler, hvori der allerede er monteret sikkerhedsseler eller

fastholdelsesanordninger på siddepladserne.

For så vidt angår befordring på deres eget område kan

medlemsstaterne med Kommissionens godkendelse gøre undtagelser fra reglen om,

at der ikke må befordres flere passagerer i en bil, end der er siddepladser

forsynet med sikkerhedsudstyr. Der henvises til gennemgangen af

seledirektivets

undtagelsesmuligheder ovenfor under punkt 2.2.

Som anført under punkt 2.1.3. er der i færdselslovens § 80,

stk. 1, ikke noget til hinder for, at der befordres flere passagerer på

en

bils for- eller bagsæde (-sæder) end antallet af monterede sikkerhedsseler i

bilen, når blot de monterede sikkerhedsseler anvendes, og de almindelige

regler

i færdselsloven § 82 om køretøjers belæsning er overholdt.

Til brug for gennemførelsen af seledirektivet foreslås det

derfor at indsætte en ny bestemmelse i færdselslovens

§ 80 b.

I den nye bestemmelses

stk. 1,

1. pkt.,

foreslås fastsat, at antallet af personer, der befordres på

forsædet i en bil, ikke må overstige antallet af passagersiddepladser, som er

forsynet med sikkerhedsseler. Bestemmelsen i 1. pkt. skal finde tilsvarende

anvendelse for så vidt angår befordring af passagerer på bagsædet (-sæderne),

jf. forslaget til

stk. 1, 2. pkt.

Dette gælder, uanset om selerne er monteret frivilligt

eller som følge af krav til køretøjers indretning.

Indførelsen af disse regler indebærer f.eks., at der ikke

længere må befordres fire passagerer på bagsædet af en almindelig personbil,

hvis bilens bagsæde alene er forsynet med sikkerhedsudstyr til tre

passagerer.

Hovedreglerne i stk. 1 fraviges i bestemmelsens

stk. 2

, hvori det foreslås fastsat,

at bestemmelserne i stk. 1 ikke finder anvendelse ved befordring i

biler,

hvor passagersiddepladserne på henholdsvis forsædet og bagsædet (-sæderne)

ikke

er forsynet med sikkerhedsseler.

Som anført under punkt 2.2. indebærer det, at der i en bil,

hvor bagsædets (-sædernes) siddepladser er forsynet med sikkerhedsseler,

højst

vil kunne befordres et antal passagerer svarende til antallet af siddepladser

med sikkerhedsseler på dette (disse) sæde (sæder). Er bagsædets (-sædernes)

siddepladser derimod ikke forsynet med sikkerhedsseler, vil antallet af

passagerer, der lovligt kan befordres herpå, alene være begrænset af

færdselslovens § 82 om køretøjers belæsning. Det samme gør sig gældende

for så vidt angår befordring af passagerer på en bils forsæde.

Er der eksempelvis i en bil monteret sikkerhedsseler på

passagersiddepladserne på forsædet, men ikke på bagsædets (-sædernes)

siddepladser, vil antallet af passagerer, der lovligt kan befordres på

forsædet

, således være begrænset af antallet

af passagersiddepladser forsynet med sikkerhedsseler, mens antallet af

passagerer, der lovligt kan befordres på

bagsædet

(-sæderne),

alene vil være begrænset af regler om eksempelvis køretøjers

belæsning, jf. ovenfor under punkt 2.1.3. om færdselslovens § 82.

Reglerne i den foreslåede § 80 b, stk. 1, bør

efter Justitsministeriets opfattelse ikke gælde, når der eksempelvis

befordres

personer, som af lægelige årsager – eller som følge af kørslens særlige

karakter – er fritaget for pligten til at anvende sikkerhedsudstyr.

Personer, som er fritaget fra pligten til at anvende

sikkerhedsudstyr, bør således efter Justitsministeriets opfattelse kunne

befordres i alle biler, uanset om den siddeplads, som personen benytter, er

forsynet med sikkerhedsudstyr eller ej.

Det foreslås på den baggrund, at justitsministeren i § 80

b,

stk. 3

, bemyndiges til at

fastsætte regler om, at bestemmelserne i § 80 b, stk. 1, ikke skal

finde anvendelse i særlige situationer, herunder ved befordring af

passagerer,

som i medfør af regler fastsat efter § 80, stk. 3, og § 80 a,

stk. 5, er fritaget for pligten til at anvende sikkerhedsudstyr, og

under

befordring ved særlige former for kørsel.

For så vidt angår særlige former for kørsel kan

Justitsministeriet oplyse, at ministeriet – om nødvendigt – vil

søge at

indhente Kommissionens godkendelse til at fastsætte regler, der indebærer, at

det indtil den 1. maj 2008 (seledirektivet tillader dette indtil den 9. maj

2008) i biler i klasse M2 og M3 (dvs. busser) i forbindelse med lokal

transport

af børn, navnlig skoletransport, vil være tilladt at befordre et antal

siddende

børn, der er større end antallet af siddepladser forsynet med sikkerhedssele.

Kommissionen har oplyst, at muligheden for at tillade dette

indtil den 9. maj 2008 skal ses i lyset af, at der i flere medlemsstater for

tiden befordres børn i skolebusser, der er forsynet med sikkerhedsseler, men

hvor tre børn ofte deler to siddepladser, hvilket indebærer, at ingen af de

to

siddepladsers sikkerhedsseler kan anvendes. En sådan mulig undtagelse fra den

nye regel i § 80 b, stk. 1, vil i øvrigt nødvendigvis samtidig

indebære, at der vil skulle undtages fra bestemmelsen i § 80 a,

stk. 4,

om, at børn på tre år og derover med en legemshøjde på under

135 cm

ved befordring i bus skal

anvende sikkerhedssele eller andet godkendt sikkerhedsudstyr, i det omfang

siddepladsen er forsynet hermed.

Justitsministeriet vil endvidere søge at indhente Kommissionens

godkendelse til at fastsætte administrative regler, der indebærer, at

bestemmelsen i § 80 b, stk. 1, ikke skal finde anvendelse ved lokal

befordring i busser eller ved befordring i busser, i hvilke ståpladser er

tilladt.

Endelig vil Justitsministeriet efter indhentelse af

Kommissionens godkendelse fastsætte administrative regler, der undtager fra

bestemmelsen i § 80 b, stk. 1, med henblik på at sikre muligheden

for

at udøve visse erhvervsmæssige funktioner på en effektiv måde, og med henblik

på at sikre, at aktiviteter i forbindelse med håndhævelse af lov og orden,

sikkerhed og nødstilfælde kan fungere på en forsvarlig måde.

Efter færdselslovens § 118, stk. 1, nr. 1, jf.

80, stk. 1, kan en person på 15 år eller derover, som under befordring i

en bil på en siddeplads forsynet med sikkerhedssele ikke anvender

sikkerhedsselen, straffes. Føreren af bilen straffes ligeledes efter disse

bestemmelser, hvis føreren ikke selv anvender sikkerhedssele.

For så vidt angår passagerer, der endnu ikke er fyldt 15

år, er det i henhold til de gældende regler i færdselslovens § 80,

stk. 4,

føreren, som skal påse, at disse anvender sikkerhedsudstyr i overensstemmelse

med reglerne herom. Overtrædelse af førerens pligt efter § 80,

stk. 4,

indebærer, at føreren ifalder strafansvar efter § 118, stk. 1, nr.

1,

jf. § 80, stk. 4. Overtrædelse af førerens pligt er endvidere

omfattet af det såkaldte klippekortsystem, jf. ovenfor under punkt 2.1.4.

I forhold til den foreslåede bestemmelse i § 80 b,

stk. 1, finder Justitsministeriet, at det bør påhvile en passager på 15

år

og derover at påse, at der ikke befordres flere passagerer i bilen end

antallet

af siddepladser forsynet med sikkerhedsseler. For så vidt angår børn, der

endnu

ikke er fyldt 15 år, og som derfor ikke kan straffes, jf. straffelovens

§ 15,

og som i mange tilfælde må antages ikke at have forståelse for vigtigheden af

at anvende sikkerhedsudstyr, finder Justitsministeriet, at det bør påhvile

føreren at påse, at bestemmelsen overholdes.

Overtrædelse af førerens pligt efter § 80 b, stk. 4,

2. pkt., foreslås desuden omfattet af det såkaldte klippekortsystem, jf.

ovenfor under punkt 2.1.4. og nedenfor under de specielle bemærkninger til

nr.

13.

Justitsministeriet har overvejet at udvide omfanget af

førerens strafansvar til også at gælde personer på 15 år og derover, som i

strid med bestemmelsen i § 80 b, stk. 1, eksempelvis lader sig

befordre i en bil, selv om der ikke er disponible siddepladser med

sikkerhedsseler, som den pågældende kan anvende.

Det er imidlertid Justitsministeriets opfattelse, at

strafansvaret for overtrædelse af bestemmelsen mest naturligt – og i

lighed med

ansvaret efter § 80, stk. 1, til at benytte en sikkerhedssele, hvis

den forefindes – bør følge passageren, som let kan konstatere, om der er

en

siddeplads med sikkerhedssele, som den pågældende kan benytte.

Som anført under punkt 2.2. skal seledirektivet være

gennemført i dansk ret senest den 9. maj 2006.

Det foreslås derfor, at § 80 b skal træde i kraft den

1. maj 2006, jf. lovforslagets § 2, stk. 2, jf. nærmere nedenfor

under bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser.

Justitsministeriet er imidlertid opmærksom på, at den

foreslåede bestemmelse i § 80 b, stk. 1, kan få økonomiske

konsekvenser. Det vil således ikke fremover være muligt for familier

bestående

af to forældre og fire eller flere børn at befordre hele familien i en

almindelig personbil, der alene er udstyret med sikkerhedsudstyr til fem

personer.

Med henblik på at give borgerne bedre mulighed for at

indrette sig på de krav, som den nye bestemmelse medfører, foreslår

Justitsministeriet, at seledirektivets mulighed for at udskyde reglens

ikrafttrædelsestidspunkt for så vidt angår person- og varebiler udnyttes,

således at der indtil den 1. maj 2009 på siddepladser på bagsædet (-sæderne)

i

person- og varebiler må befordres et antal personer, der er større end

antallet

af siddepladser forsynet med sikkerhedssele. Det bemærkes i den forbindelse,

at

færdselslovens § 82 om køretøjers belæsning fortsat vil skulle

overholdes.

3. Sikkerhedsudstyr til andre trafikanter end førere

og passagerer

3.1. Gældende ret

Med hjemmel i færdselslovens § 68, stk. 1 og 2,

er der bl.a. fastsat bestemmelser om personlig sikkerhedsmæssig udrustning

til

førere og passagerer, jf. bekendtgørelse nr. 508 af 22. juni 1995 om

cykelhjelme og andre personlige værnemidler.

Færdselslovens § 68, stk. 1, og 2, indeholder

derimod ikke hjemmel til at fastsætte krav til sådant personligt udstyr til

andre trafikanter end førere og passagerer, f.eks. gående og ridende, eller

om

anvendelse heraf.

3.1.1. Rådets direktiv 89/686/EØF af 21. december

1989 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om personlige

værnemidler

Rådets direktiv 89/686/EØF af 21. december 1989 om indbyrdes

tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om personlige værnemidler

omfatter

»enhver anordning bestemt til at bæres eller holdes af en person med henblik

på

at beskytte denne mod en eller flere risici, der kan true personernes sundhed

og sikkerhed«, jf. direktivets artikel 1.

Som eksempler på sådanne personlige værnemidler kan nævnes

fodgængerreflekser, cykelhjelme, ridehjelme og refleksveste.

I direktivet fastsættes bestemmelserne for markedsføring og

fri omsætning i Det Europæiske Fællesskab (EU) samt de væsentligste

sikkerhedskrav, som disse værnemidler skal opfylde af hensyn til brugernes

sikkerhed

og sundhed. Ifølge direktivet skal personlige værnemidler CE-mærkes, og de må

kun markedsføres, hvis de opfylder kravene i direktivet.

På Transport- og Energiministeriets område er direktiv

89/686/EØF om personlige værnemidler gennemført ved ovennævnte bekendtgørelse

nr. 508 af 22. juni 1995 om cykelhjelme og andre personlige værnemidler og

vedrører således personlige værnemidler, der i dag er omfattet af hjemlen i

færdselsloven.

3.1.2. Lov om produktsikkerhed

Lov nr. 364 af 18. maj 1994 om produktsikkerhed med senere

ændringer (produktsikkerhedsloven) anvendes som generel regulering af alle

forbrugsprodukters sikkerhed og udfylder de områder, der ikke er gjort til

genstand for særlig regulering. Produktsikkerhedsloven har derfor hidtil

været

anvendt som grundlag for at vurdere bl.a. personrefleksers egenskaber. Loven

er

baseret på Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/95/EF om

produktsikkerhed i almindelighed, og den fastlægger et generelt

sikkerhedsniveau, som produkterne skal opfylde.

Produktsikkerhedslovens § 8 stiller krav om, at

produkter, der sælges, skal være sikre. Dette krav kan f.eks. opfyldes ved at

følge de gældende standarder for området. Produktsikkerhedsloven indeholder

imidlertid hverken hjemmel til at stille krav om refleksers refleksionsevne,

overholdelse af standarder eller CE-mærkning.

3.2. Regeringens overvejelser

Gennem de senere år har der været øget fokus på kvaliteten

af de refleksbrikker, som især gående anvender i trafikken. Undersøgelser har

vist, at mange af de reflekser, der findes på det danske marked, er af ringe

kvalitet, og at reflekserne derfor giver de gående en falsk tryghed.

Det er efter regeringens

opfattelse meget

vanskeligt for lægmand umiddelbart at konstatere, hvorvidt f.eks.

reflekser er af god eller dårlig kvalitet. Det er derfor af væsentlig

betydning, at de erhvervsdrivende også gøres ansvarlige for at sikre, at

personligt sikkerhedsudstyr er gode og sikre.

I foråret 2002 blev der introduceret en ny, harmoniseret

standard for personreflekser (EN 13356), som indeholder høje krav til

refleksernes refleksionsevne. Der er tale om en dansk standard baseret på en

harmoniseret europæisk standard. Rådet for Større Færdselssikkerhed har valgt

kun at anbefale refleksprodukter, der opfylder og er mærket i henhold til

denne

standard.

Flere EU-medlemsstater har indført krav om, at refleksveste

skal ligge i førerrummet i bilen, og at de skal anvendes, når førere og

passagerer

stiger ud af bilen i tilfælde af havari eller ulykke på motorvej og

motortrafikvej.

Når en person stiger ud af bilen, er denne i henhold til færdselsloven

gående,

og færdselsloven indeholder som nævnt ikke i dag hjemmel til at fastsætte

krav

til sikkerhedsudstyr til andre end førere og passagerer.

Med henblik på at kunne fastsætte bestemmelser om krav til

personligt sikkerhedsudstyr for andre trafikanter end førere og passagerer,

om

anvendelse af sådant sikkerhedsudstyr, og om forbud mod salg og markedsføring

af personligt sikkerhedsudstyr, hvis det ikke opfylder de stillede krav,

eller

ved anvendelse vil medføre, at brugeren eller andre udsættes for fare eller

væsentlig ulempe, foreslås det under overskriften

Personligt sikkerhedsudstyr for andre trafikanter end førere og

passagerer

at indsætte en ny bestemmelse i færdselslovens § 81 a i

kapitel 12 om

Sikkerhedsudstyr.

Det foreslås i § 8l a,

nr. 1

, at bemyndige transport- og energiministeren til at kunne

fastsætte krav til personligt sikkerhedsudstyr til andre trafikanter end

førere

og passagerer, f.eks. gående eller ridende.

Den foreslåede bemyndigelse til transport- og

energiministeren vil indebære, at der vil kunne fastsættes bestemmelser om

krav

til f.eks. refleksbrikker og refleksveste, herunder om at sådant udstyr skal

opfylde en europæisk standard eller krav på tilsvarende niveau.

Med den foreslåede § 81 a,

nr. 2

, vil der kunne stilles krav om anvendelse af personligt

sikkerhedsudstyr for andre trafikanter end førere og passagerer.

Der vil f.eks. kunne stilles krav om børns anvendelse af

reflekser og krav om anvendelse af refleksveste ved havari eller ulykke.

Kravet

om anvendelse af refleksveste er som nævnt et krav, der for nylig er indført

i

flere EU-medlemsstater, og som forventes at have en positiv

færdselssikkerhedsmæssig effekt, både i tusmørke, mørke og tåge.

Det foreslås endelig i § 81 a,

nr. 3

, at bemyndige transport- og energiministeren til at kunne

fastsætte bestemmelser om forbud mod salg og markedsføring af personligt

sikkerhedsudstyr,

hvis det ikke opfylder de krav, der er fastsat i medfør af nr. 1, eller ved

anvendelse vil medføre, at brugeren af sikkerhedsudstyret eller andre

trafikanter udsættes for fare eller væsentlig ulempe.

Transport- og energiministeren vil således efter forslaget

kunne fastsætte bestemmelser, der forbyder salg og markedsføring af

eksempelvis

børnereflekser af ringe kvalitet.

4. Forbud mod salg og

markedsføring af ulovlige køretøjer,

udstyrsdele og tilbehør til køretøjer

samt ulovligt personligt sikkerhedsudstyr til førere og passagerer

4.1. Gældende ret

Det følger af færdselslovens § 68, stk. 2, at

transport- og energiministeren kan fastsætte bestemmelser om forbud mod

forhandling af udstyrsdele og tilbehør til køretøjer og af personlig

sikkerhedsmæssig udrustning til førere og passagerer, såfremt de pågældende

dele ikke opfylder de bestemmelser, der fastsættes i medfør af stk. 1,

eller de ved deres anvendelse vil medføre, at føreren eller andre trafikanter

udsættes for fare eller væsentlig ulempe.

Færdselslovens § 68, stk. 2, indeholder således

alene mulighed for at forbyde forhandling af ulovlige udstyrsdele, tilbehør

og

personligt sikkerhedsudstyr til førere og passagerer. Bestemmelsen indeholder

derimod ikke hjemmel til at forbyde forhandling af ulovlige køretøjer.

Bestemmelsen indeholder endvidere alene mulighed

for at forbyde forhandling – og ikke markedsføring – af

udstyrsdele, mv.

4.2. Regeringens overvejelser

Som det er fremgået under punkt 4.1., indeholder den

gældende bestemmelse i færdselslovens § 68, stk. 2, bl.a. hjemmel

til, at transport- og energiministeren kan fastsætte bestemmelser om forbud

mod

forhandling af udstyrsdele og tilbehør til køretøjer.

Visse køretøjtyper, f.eks. motorredskaber og cykler, er

ikke underlagt krav om forudgående godkendelse (typegodkendelse eller

godkendelse ved syn). Det har i en række tilfælde vist sig, at disse

køretøjer,

herunder udstyrsdele og tilbehør til sådanne køretøjer, ikke opfylder de

gældende regler. Det er derfor efter regeringens opfattelse væsentligt, at

køretøjer

ligeledes omfattes af bestemmelsen i færdselslovens § 68, stk. 2.

Den gældende bestemmelse i færdselslovens § 68, stk. 2,

indeholder endvidere alene mulighed for at forbyde forhandling af ulovlige

udstyrsdele og tilbehør til køretøjer. Regeringen finder, at det er

nødvendigt

at udvide bestemmelsen til i stedet at omfatte både salg og markedsføring,

hvorved forstås både forhandling og forudgående annoncering og lignende.

Forslaget er begrundet i ønsket om at forhindre, at ulovlige køretøjer,

udstyrsdele og tilbehør mv. annonceres til salg.

Det foreslås på den baggrund at ændre færdselslovens § 68,

stk. 2, således, at transport- og energiministeren bemyndiges til at

fastsætte bestemmelser om forbud mod salg og markedsføring af køretøjer samt

udstyrsdele

og tilbehør til køretøjer og personligt sikkerhedsudstyr til førere og

passagerer, hvis køretøjet, udstyrsdelen, tilbehøret eller sikkerhedsudstyret

ikke opfylder de bestemmelser, der fastsættes i medfør af bestemmelsens

stk. 1,

eller køretøjet, udstyrsdelen, tilbehøret eller sikkerhedsudstyret ved

anvendelsen vil medføre, at føreren eller andre trafikanter udsættes for fare

eller væsentlig ulempe.

Ved at bemyndige transport- og energiministeren til at

kunne fastsætte bestemmelser om forbud mod salg og markedsføring af ulovlige

køretøjer, udstyrsdele, tilbehør til køretøjer og ulovligt sikkerhedsudstyr

til

førere og passagerer skabes der mulighed for at kunne idømme producenter,

importører, forhandlere eller distributører, der sælger eller markedsfører

sådanne

køretøjer, udstyrsdele, mv., straf af bøde. Det betyder, at ansvaret for, at

produkterne lever op til de gældende krav om indretning og udstyr ikke kun

skal

bæres af ejerne/brugerne, men også af de erhvervsdrivende. Der er i øvrigt

regeringens forventning, at selve tilstedeværelsen af bestemmelser om forbud

mod salg og markedsføring af ulovlige køretøjer og udstyr vil have en

præventiv

funktion.

5. Samarbejde om varetagelsen af kommunal parkeringskontrol

5.1. Gældende ret

5.1.1. Kommunal parkeringskontrol

Efter færdselslovens § 121, stk. 1, kan politiet

pålægge en afgift for overtrædelse af en række nærmere angivne bestemmelser

om

standsning og parkering i færdselsloven, visse bestemmelser om standsning og

parkering

fastsat i medfør af færdselsloven samt standsnings- og parkeringsforbud, der

angives ved afmærkning.

Efter færdselslovens § 122 a, stk. 1, kan

justitsministeren bestemme, at kontrollen med de bestemmelser, der nævnes i

§ 121,

stk. 1, helt eller delvis overlades til kommunalbestyrelsen.

Bestemmelsen

er indført ved lov nr. 942 af 27. december 1991.

Denne bemyndigelse er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 830

af 26. november 1998 om kommunal parkeringskontrol som ændret ved

bekendtgørelse nr. 733 af 11. juli 2005.

Efter bekendtgørelsens § 1, stk. 1, kan

kontrollen med overholdelse af nogle af de bestemmelser, der er nævnt i

færdselslovens § 121, stk. 1, foruden af politiet varetages af

kommunalbestyrelsen.

Det følger af bekendtgørelsens § 2, at samtlige

opgaver i forbindelse med afgiftspålæggelse, opkrævning og inddrivelse, for

så

vidt angår den kommunale parkeringskontrol efter § 1, stk. 1,

varetages af kommunalbestyrelsen.

Det følger endvidere af færdselslovens § 122 a, stk. 2,

at parkeringsafgifter pålagt i medfør af færdselslovens § 122 a,

stk. 1,

fordeles efter justitsministerens nærmere bestemmelser mellem staten og den

kommune, der udfører kontrollen.

Efter § 5, stk. 2, i bekendtgørelsen om kommunal

parkeringskontrol fordeles indtægter fra parkeringskontrol, som udføres af

kommunalbestyrelsen i henhold til bekendtgørelsens § 1, stk. 1, på

grundlag af forhandlinger mellem staten og de kommunale parter og fastsættes

for hver enkelt kommune i en aftale, der indgås mellem Rigspolitichefen og

kommunen.

5.1.2. Kommunale samarbejder

Det antages at følge af almindelige forvaltningsretlige

grundsætninger, at det i almindelighed kræver lovhjemmel at delegere

kommunale

myndighedsopgaver til en anden kommune.

Lov nr. 378 af 14. juni 1995 om kommuners og amtskommuners

udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder (som senest ændret ved

§ 83

i lov nr. 537 af 24. juni 2005) indeholder hjemmel til, at en kommune –

under

de betingelser, der følger af lovens § 2, stk. 2-4 – udfører

opgaver

for andre myndigheder, medmindre det i lovgivningen er bestemt eller

forudsat,

at en opgave ikke kan overlades til en anden offentlig myndighed. Loven

indeholder imidlertid ikke hjemmel til delegation til andre offentlige

myndigheder af myndighedsudøvelse, der som nævnt oven for i almindelighed

kræver lovhjemmel.

5.1.3. Opkrævning og inddrivelse af

parkeringsafgifter

Det følger af § 2 i bekendtgørelsen om kommunal

parkeringskontrol, at samtlige opgaver i forbindelse med afgiftspålæggelse,

opkrævning og inddrivelse, for så vidt angår den kommunale parkeringskontrol

efter § 1, stk. 1, varetages af kommunalbestyrelsen.

Ved lov nr. 429 af 6. juni 2005 om opkrævning og

inddrivelse af visse fordringer, der har virkning fra den 1. november 2005,

samles restanceinddrivelsen af offentlige fordringer i en ny

restanceinddrivelsesmyndighed under Skatteministeriet.

Efter lovens § 2, stk. 2, skal beregning og

opgørelse af fordringer og udsendelse af opkrævninger

mv. – som hidtil – forestås af fordringshaveren (f.eks. en

kommunalbestyrelse, der har pålagt en parkeringsafgift).

Når betalingsfristen er overskredet, og sædvanlig

rykkerprocedure forgæves er gennemført, skal fordringer efter lovens

§ 2,

stk. 3 – som noget nyt – overdrages til

restanceinddrivelsesmyndigheden

under Skatteministeriet.

Opgaver forbundet med

inddrivelse

af fordringer vil således med virkning fra den 1. november 2005 alene kunne

varetages

af restanceinddrivelsesmyndigheden.

Lov nr. 52 af 31. januar 2001 om kommunalt samarbejde om

opkrævning og inddrivelse, hvorefter kommunerne kan indgå samarbejder om både

opkrævning og inddrivelse af fordringer, ophæves som følge af den ovenfor

nævnte lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer med virkning fra

den 1. november 2005.

Kommuner kan med virkning fra den 1. november 2005 således

ikke indgå samarbejde om inddrivelse af fordringer.

For så vidt angår delegation af opgaver forbundet med

opkrævning

af fordringer bemærkes, at

kravet om lovhjemmel alene stilles i forhold til varetagelsen af de

opkrævningsopgaver, der indebærer udøvelse af myndighedskompetence. Opgaver

forbundet med opkrævning af eksempelvis parkeringsafgifter, der kan betegnes

som faktisk forvaltningsvirksomhed, kan således fortsat – dvs. også

efter den

1. november 2005 – varetages af en kommunalbestyrelse, herunder i

samarbejde

med en anden kommunalbestyrelse.

Det bemærkes, at der i en ny bekendtgørelse om kommunal

parkeringskontrol, som træder i kraft den 1. november 2005, tages højde for

konsekvenserne af den ovenfor beskrevne samling af restanceinddrivelsen af

offentlige fordringer i en ny restanceinddrivelsesmyndighed under

Skatteministeriet.

5.2.

Justitsministeriet

s

overvejelser

Justitsministeriet finder det hensigtsmæssigt, at

kommunalbestyrelser har mulighed for i vidt omfang at samarbejde om

varetagelsen af kommunal parkeringskontrol.

Ministeriet har herved lagt vægt på, at indgåelse af

samarbejdsaftaler om kommunal parkeringskontrol giver kommunerne mulighed for

at tilrettelægge opgavevaretagelsen forbundet med parkeringskontrol mere

smidigt. Samarbejdsaftaler vil kunne lette administrationen af området,

ligesom

de kan sikre en mere effektiv ressourceudnyttelse.

Det foreslås derfor i § 122 a,

stk. 2,

at fastsætte, at en kommunalbestyrelse efter aftale

kan bemyndige en anden kommunalbestyrelse til helt eller delvis at varetage

den

kommunale parkeringskontrol på kommunens område.

Efter forslaget vil to (eller flere) kommunalbestyrelser

således kunne indgå aftale om, at en af kommunalbestyrelserne helt eller

delvis

varetager udøvelsen af kommunal parkeringskontrol på den andens (eller de

andres) vegne.

En kommunalbestyrelse vil f.eks. kunne lade en anden

kommunalbestyrelse varetage den kommunale parkeringskontrol således, at

parkeringskontrollører ansat i den bemyndigede kommune pålægger

parkeringsafgifter

i den delegerende kommune. Endvidere vil en kommunalbestyrelse eksempelvis

kunne lade en anden kommunalbestyrelse varetage sagsbehandlingsopgaver i

forbindelse med udøvelsen af kommunal parkeringskontrol.

Ved lov nr. 429 af 6. juni 2005 om opkrævning og

inddrivelse af visse fordringer, der træder i kraft den 1. november 2005,

samles restanceinddrivelsen af offentlige fordringer som nævnt under punkt

5.1.3. i en ny restanceinddrivelsesmyndighed under Skatteministeriet. Efter

lovens § 2, stk. 3, 1. pkt. overdrages fordringer til

restanceinddrivelsesmyndigheden, når betalingsfristen er overskredet, og

sædvanlig rykkerprocedure forgæves er gennemført. Såfremt forholdene i særlig

grad taler derfor, kan fordringer dog overdrages til

restanceinddrivelsesmyndigheden

på et tidligere tidspunkt, jf. § 2, stk. 3, 4. pkt.

I det omfang opgaver vedrørende opkrævning af

parkeringsafgifter ikke er overført til restanceinddrivelsesmyndigheden efter

ovennævnte lov, vil kommunalbestyrelsen i medfør af forslaget til en ny

bestemmelse i færdselslovens § 122 a, stk. 2, også kunne delegere

opgaver af denne karakter til en anden kommunalbestyrelse.

Som det er fremgået, vil en kommunalbestyrelse således

efter forslaget kunne bemyndige en anden kommunalbestyrelse til at udføre

opgaver i forbindelse med udøvelse af kommunal parkeringskontrol, herunder

opgaver der indebærer udøvelse af myndighedskompetence.

Den kommunalbestyrelse, der i henhold til forslaget

bemyndiger en anden kommunalbestyrelse til at udføre (myndigheds)opgaver i

forbindelse med udøvelse af kommunal parkeringskontrol, bevarer det

overordnede

ansvar for opgavens udførelse.

At det overordnede ansvar for udførelse af den kommunale

parkeringskontrol bevares i den delegerende kommunalbestyrelse indebærer, at

kommunalbestyrelsen til enhver tid kan tilbagekalde delegationen helt eller

delvist, herunder i konkrete tilfælde.

Det betyder endvidere, at den delegerende

kommunalbestyrelse kan fastsætte overordnede retningslinjer for varetagelsen

af

den kommunale parkeringskontrol i kommunen, som den bemyndigede

kommunalbestyrelse

er forpligtet til at følge. Den delegerende kommunalbestyrelse har endvidere

ansvaret for at informere borgerne om det etablerede samarbejde.

At det overordnede ansvar for udførelse af den kommunale

parkeringskontrol bevares i den delegerende kommunalbestyrelse indebærer

ligeledes, at den delegerende kommunalbestyrelse fortsat vil være aftalepart

i

forhold til Rigspolitichefen i forbindelse med kommunalbestyrelsens

overtagelse

af den kommunale parkeringskontrol. Den delegerende kommunalbestyrelse vil

således – i overensstemmelse med den aftale, der indgås med

Rigspolitichefen –

være ansvarlig for afregning af indbetalinger, der modtages i forbindelse med

parkeringskontrollen i kommunen.

En bemyndigelse kan derfor ikke omfatte den delegerende

kommunalbestyrelses ansvar for afregning af indbetalinger, der modtages i

forbindelse med parkeringskontrol.

Det foreslås, at det i § 122 a,

stk. 3, 1. pkt., fastsættes, at parkeringsafgifter pålagt i

henhold til bemyndigelse efter det foreslåede stk. 1 og 2 fordeles efter

justitsministerens nærmere bestemmelser mellem staten og den kommune, på hvis

område kontrollen udføres.

Som følge af ansvaret for varetagelsen af opgaverne

forbundet med kommunal parkeringskontrol har den delegerende

kommunalbestyrelse

både ret og pligt til at føre tilsyn med, hvorledes opgaverne varetages i den

bemyndigede kommune. Tilsynspligten omfatter både overholdelsen af det

regelsæt, der gælder for udførelsen af kommunal parkeringskontrol, og

overholdelsen af eventuelle retningslinjer for opgavevaretagelsen udstedt af

kommunalbestyrelsen.

Det følger af færdselslovens § 121, stk. 2, 1.

pkt., at der ikke kan klages til højere administrativ myndighed over en af

politiet pålagt parkeringsafgift. Denne bestemmelse finder tilsvarende

anvendelse i forhold til parkeringsafgifter pålagt en kommune, der udøver

kommunal parkeringskontrol, jf. færdselslovens § 122 a, stk. 2, jf.

§ 121,

stk. 2, 1. pkt.

Bestemmelsen om, at en kommunes pålæggelse af en

parkeringsafgift ikke kan påklages til højere administrativ myndighed, skal

efter forslaget til § 122 a,

stk. 3,

2. pkt.

, fortsat finde anvendelse, og dette gælder, uanset om afgiften pålægges

af en kommune efter stk. 1 eller stk. 2 i den foreslåede § 122

a. Det samme gælder i øvrigt bestemmelserne i færdselslovens § 121,

stk. 3-5.

En kommunalbestyrelses afgørelse om pålæggelse af en

parkeringsafgift vil således ikke kunne indbringes for højere administrativ

myndighed. Dette er som nævnt i overensstemmelse med de gældende regler. Som

det er tilfældet i dag, vil der dog kunne indgives indsigelser imod en

parkeringsafgift til den kommunalbestyrelse, der har pålagt afgiften.

Indsigelser vil endvidere kunne gøres gældende direkte over for fogedretten,

hvortil sagen overgår, hvis en parkeringsafgift ikke betales.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at det antages, at der

ved delegation mellem sideordnede myndigheder (f.eks. to kommunalbestyrelser)

ikke er rekursadgang til den delegerende myndighed. I overensstemmelse hermed

bygger lovforslaget på, at der ikke vil være rekursadgang til den delegerende

kommune.

Justitsministerens bemyndigelse efter § 122 a, stk. 1,

2. pkt., til at fastsætte nærmere regler om den kommunale parkeringskontrols

virksomhed foreslås af ordensmæssige grunde flyttet til et nyt

stk. 4.

Det skal endelig bemærkes, at lovforslaget alene indeholder

hjemmel til, at en kommunalbestyrelse kan bemyndige en anden

kommunalbestyrelse

til at varetage opgaver forbundet med udøvelse af kommunal parkeringskontrol.

Det vil således ikke være muligt at delegere opgavevaretagelsen for så vidt

angår myndighedsopgaver til andre myndigheder eller private.

6. Forbud mod at føre hunde i bånd fra motordrevet

køretøj, hestekøretøj eller af ridende under færdsel på vej

6.1. Gældende ret

Det følger af § 23 i lov nr. 444 af 9. juni 2004 om

politiets virksomhed (politiloven), at justitsministeren fastsætter regler om

sikring af den offentlige orden samt beskyttelse af enkeltpersoners og den

offentlige sikkerhed, forebyggelse af fare eller ulempe for færdslen, dyr på

offentligt sted, offentlige anlæg, husnumre og opslag, erhvervsvirksomhed på

veje, offentlige forlystelser, renholdelse af veje, mv.

Ifølge bemærkningerne til politiloven er det forudsat, at

en bekendtgørelse om sikring af den offentlige orden mv. som udgangspunkt

viderefører de centrale bestemmelser i normalpolitivedtægten.

Bemyndigelsen er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 511 af 20.

juni 2005 om politiets sikring af den offentlige orden og beskyttelse af

enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed mv., samt politiets adgang til at

iværksætte midlertidige foranstaltninger, der trådte i kraft den 1. juli

2005.

Det følger af bekendtgørelsens § 11, at det er forbudt

under færdsel på veje at føre hunde i bånd fra motorkøretøj (dvs. bil og

motorcykel), cykel med hjælpemotor (nu: knallert) eller hestekøretøj. Heller

ikke ridende må føre hunde i bånd. Bestemmelsen er en videreførelse af

normalpolitivedtægtens § 31, stk. 3.

6.2. Justitsministeriets overvejelser

Det er Justitsministeriets opfattelse, at hensynene bag

bekendtgørelsens § 11 primært er af færdselssikkerhedsmæssig karakter.

Bestemmelsen hører derfor efter ministeriets opfattelse mere naturligt hjemme

i

færdselsloven end i bekendtgørelsen om politiets sikring af den offentlige

orden mv.

Det foreslås derfor at videreføre bestemmelsen i færdselsloven

– i en sprogligt moderniseret form – ved at indsætte et nyt

stk. 2

i lovens § 88. Efter

forslaget fastsættes det i færdselslovens § 88, stk. 2, at hunde

under færdsel på vej ikke må føres i bånd fra motordrevet køretøj,

hestekøretøj

eller af ridende.

Det bemærkes, at anvendelsen af begrebet »motordrevet

køretøj« indebærer, at bestemmelsens anvendelsesområde udvides til også at

gælde i forhold til traktorer og motorredskaber, hvorfra hunde således –

efter

forslaget – heller ikke må føres i bånd.

Forslaget indebærer således, at hunde under færdsel på vej

ikke må føres i bånd fra bil, motorcykel, traktor, motorredskab, knallert,

hestekøretøj eller af ridende.

Endvidere foreslås det samtidig at ophæve § 11 i

bekendtgørelse nr. 511 af 20. juni 2005 om politiets sikring af den

offentlige

orden og beskyttelse af enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed mv., samt

politiets adgang til at iværksætte midlertidige foranstaltninger.

7. Forslagets økonomiske og administrative

konsekvenser

De nye skærpede krav til anvendelse af sikkerhedssele og

særligt sikkerhedsudstyr indebærer bl.a., at der i biler med sele ikke må

befordres flere personer, end der er seler, og at børn under 3 år ikke må

befordres i biler uden sele med særligt tilpasset sikkerhedsudstyr monteret.

Som omtalt ovenfor under pkt. 2.3.3. vil de nye regler

bl.a. betyde, at en familie bestående af to forældre og fire eller flere børn

ikke længere kan befordres i en almindelig personbil, der alene er udstyret

med

sikkerhedsudstyr til 5 personer. For at give borgerne tid til at indrette sig

på de nye skærpede krav foreslås seledirektivets mulighed for at udskyde

ikrafttrædelsestidspunktet udnyttet, således at der indtil den 1. maj 2009 på

bagsædet i person- og varebiler fortsat kan befordres flere personer, end der

er siddepladser med sele.

Som anført ovenfor under pkt. 2.3. er det endvidere

hensigten med de foreslåede bemyndigelsesbestemmelser, at der administrativt

–

efter Kommissionens godkendelse – bl.a. kan fastsættes regler, der i

overensstemmelse

med seledirektivets undtagelsesmuligheder viderefører de eksisterende særlige

bestemmelser om fritagelse for selepligt (f.eks. helbredsbetinget og i

bybusser) og om fritagelse for anvendelse af sikkerhedsudstyr til børn

(f.eks.

på bagsædet i en taxi).

Lovforslaget indebærer endvidere en udvidelse af

kommunernes muligheder for at samarbejde om varetagelsen af kommunal

parkeringskontrol og giver herved kommunerne mulighed for at tilrettelægge

opgavevaretagelsen forbundet med parkeringskontrol mere smidigt.

Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske konsekvenser

eller øvrige administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.

Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske eller

administrative konsekvenser for erhvervslivet af betydning.

Ved lovforslaget bemyndiges transport- og energiministeren

til at fastsætte regler om personligt sikkerhedsudstyr til andre trafikanter

end førere og passagerer. Endvidere udvides transport- og energiministerens

bemyndigelse vedrørende mulighederne for bl.a. at forbyde forhandling af

udstyrsdele,

tilbehør til køretøjer og personligt sikkerhedsudstyr.

Transport- og energiministerens anvendelse af denne

bemyndigelse vil eventuelt kunne medføre visse økonomiske konsekvenser for

det

offentlige, erhvervslivet og borgerne.

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

Lovforslaget indeholder bestemmelser, der gennemfører

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/20/EF af 8. april 2003 om ændring

af Rådets direktiv 91/671/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes

lovgivning vedrørende obligatorisk anvendelse af sikkerhedsseler i køretøjer

under 3,5 ton i dansk ret.

Lovforslaget indeholder endvidere bestemmelser, der hjemler

en administrativ gennemførelse af dele af Rådets direktiv 89/686/EØF af 21.

december 1989 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om

personlige værnemidler.

Positive konsekvenser

/mindreudgifter

Negative konsekvenser

/merudgifter

Økonomiske konsekvenser for

stat, kommuner og amtskommuner

Ingen af betydning

Ingen af betydning

Administrative konsekvenser for

stat, kommuner og amtskommuner

Med lovforslaget udvides

kommunernes muligheder for at samarbejde om varetagelsen af kommunal

parkeringskontrol

Ingen

Økonomiske konsekvenser for

erhvervslivet

Ingen

Ingen af betydning

Administrative konsekvenser for

erhvervslivet

Ingen

Ingen af betydning

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for

borgerne

Ingen

Ingen af betydning

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget gennemfører

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/20/EF af 8. april 2003 om ændring

af Rådets direktiv 91/671/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes

lovgivning vedrørende obligatorisk anvendelse af sikkerhedsseler i køretøjer

under 3,5 ton i dansk ret.

Lovforslaget indeholder endvidere bestemmelser, der etablerer hjemmel til en

administrativ gennemførelse af dele af Rådets direktiv 89/686/EØF af 21.

december 1989 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om

personlige værnemidler.

8. Hørte myndigheder mv.

Advokatrådet, Amtsrådsforeningen i

Danmark, Arbejdsgiverforeningen for Transport og Logistik, Autobranchens

Handels- og Industriforening i Danmark, Automobil Teknisk Institut, Borgernes

Havarikommission, Centralforeningen af Autoreparatører i Danmark,

Centralforeningen

af Taxiforeninger i Danmark, Chaufførernes Fagforening, Danmarks

Automobilforhandler Forening, Danmarks Knallert Union, Danmarks Motor Union,

Danmarks TransportForskning, Dansk Automobil Sports Union, Dansk Cyklist

Forbund, Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring (DFIM),

Dansk

Handel og Service, Dansk Industri, Dansk Kørelærer-Union, Dansk Køreskole

Forening, Dansk Taxi Forbund, Dansk Transport og Logistik (DTL), Dansk

Vejforening, Danske Biludlejere, Danske Busvognmænd, Danske Cykelhandlere,

Danske Kørelæreres Landsforbund, Danske Motorcyklisters Råd (DMC), Danske

Speditører, Danske Sælgere, Datatilsynet, De Danske Bilimportører, De

Samvirkende Invalideorganisationer, Den Danske Bilbranche, Den Danske

Dommerforening,

Det Centrale Handicapråd, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen,

Fagligt Fælles Forbund (

3F

),

Finansministeriet, Forbrugerrådet, Forenede Danske Motorejere (FDM),

Foreningen

af Danske Vognfabrikker, Foreningen af køretekniske anlæg i Danmark,

Foreningen

af Politimestre i Danmark, Foreningen af Vognimportører i Danmark, Foreningen

for Trafikofre, Foreningen Liv og Trafik, Forsikring og Pension,

Forsvarsministeriet, Frederiksbergs Kommune, Handel, Transport og

Serviceerhvervene

(HTS), Hovedstadens Udviklingsråd (HUR), Hærens Logistikskole, Hærens

Operative

Kommando, Håndværksrådet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Institut for

Menneskerettigheder, International Transport Danmark, Kommunernes

Landsforening

(KL), Københavns Kommune, Køreprøvesagkyndiges Landsforening, MC-Touring Club

Danmark, Mobil uden bil, Motorcykel Importør Foreningen, Motorcykelbranchens

Landsforbund, NOAH-Trafik, Odsherredsgruppen, Politidirektøren i København,

Politiforbundet i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Præsidenten for

Københavns Byret, Præsidenten for Retten i Odense, Præsidenten for Retten i

Ålborg, Præsidenten for Retten i Århus, Præsidenten for Roskilde, Præsidenten

for Vestre Landsret, Præsidenten for Østre Landsret, Rigsadvokaten,

Rigspolitichefen, Rådet for Bæredygtig Trafik, Rådet for Større

Færdselssikkerhed, Skatteministeriet, Transport- og Energiministeriet,

Transporterhvervets Uddannelsesråd (TUR) og Veteran Knallertklubben Aktiv.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

I lovforslagets bilag 1 er de foreslåede bestemmelser

sammenholdt med de gældende regler.

Til § 1

Til nr. 1

Ved lov nr. 363 af 24. maj 2005 om ændring af færdselsloven

(Sanktionsfastsættelse i sager om spirituskørsel mv.) blev færdselslovens

hidtil gældende terminologi ændret. Enhver overtrædelse af lovens forbud mod

at

føre et motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, efter indtagelse af

alkohol, benævnes nu spirituskørsel. Betegnelsen »promillekørsel« anvendes

således ikke længere. Den foreslåede ændring af overskriften til

færdselslovens

§ 53 er en konsekvens heraf.

Til nr. 2

Ændringen er af rent sproglig karakter. Der tilsigtes

således ingen ændring af anvendelsesområdet.

Til nr. 3

Det foreslås, at ordet »forhandling« ændres til »salg og

markedsføring«. Ved salg og markedsføring forstås såvel forhandling som

forudgående annoncering og lignende.

Hjemlen til at fastsætte forbud udvides til også at omfatte

køretøjer. Det er hensigten, at den udvidede bemyndigelse skal anvendes til

at

udstede forbud mod markedsføring af ulovlige køretøjer, udstyrsdele og

tilbehør,

der ikke er underlagt krav om forudgående godkendelse.

Regler fastsat i medfør af denne udvidede

bemyndigelsesbestemmelse vil være omfattet af færdselslovens § 118,

stk. 8,

1. pkt., hvoraf det følger, at der i forskrifter udstedt med hjemmel i

færdselsloven kan fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i

forskrifterne.

Til nr. 4

Det foreslås at forbeholde færdselslovens

§ 80

til at vedrøre bestemmelser om

anvendelse af sikkerhedssele. Bestemmelser om sikkerhedsudstyr til børn, som

fremgår af den gældende § 80, foreslås således udskilt til en særskilt

bestemmelse i § 80 a, jf. punkt 2.3.2. i de almindelige bemærkninger. De

foreslåede ændringer af § 80 er en konsekvens af denne udskillelse.

Til nr. 5

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i færdselslovens

§ 80 a,

som indeholder

bestemmelser om sikkerhedsudstyr til børn. Ved bestemmelsen gennemføres

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/20/EF af 8. april 2003

(seledirektivet)

i dansk ret.

Efter den foreslåede bestemmelses

stk. 1

skal børn med en legemshøjde på under

135 cm

under befordring i person-,

vare- og lastbiler, der har passagersiddepladser, som er forsynet med

sikkerhedsseler,

anvende godkendt sikkerhedsudstyr tilpasset barnets højde og vægt.

Er der i en person-, vare- eller lastbil ikke

passagersiddepladser, der er forsynet med sikkerhedsseler, hvortil der kan

monteres særligt tilpasset sikkerhedsudstyr, må børn under tre år efter

stk. 2

ikke befordres heri, mens

børn på tre år og derover med en legemshøjde på under

135 cm

skal befordres på en siddeplads

på et andet sæde end forsædet.

Det foreslås endvidere i

stk. 3

at forbyde, at børn befordres i bil i en bagudvendende

barnestol på en passagersiddeplads med frontairbag, medmindre airbaggen er

deaktiveret.

Ved befordring i busser skal børn efter forslaget til

stk. 4

anvende sikkerhedssele eller

andet godkendt sikkerhedsudstyr, i det omfang siddepladsen er forsynet

hermed.

Det foreslåede

stk. 5

indeholder en bemyndigelse til at fastsætte regler om anvendelse af

sikkerhedsudstyr

til børn med en legemshøjde på under

135

cm, herunder om at stk. 1, 2 og 4 helt eller delvis

ikke skal finde anvendelse. Bemyndigelsen vil blive udmøntet i en

bekendtgørelse.

Efter forslaget til

stk. 6,

1. pkt.

vil det – som i dag – være føreren, der skal påse, at

bestemmelserne om anvendelse af sikkerhedsudstyr til børn overholdes.

Overtrædelse af førerens pligt efter § 80 a, stk. 6, 1. pkt., vil i

øvrigt efter forslaget blive omfattet af det såkaldte klippekortsystem for så

vidt angår tilsynspligten i relation til reglerne i § 80 a,

stk. 1-2,

jf. nedenfor under de specielle bemærkninger til nr. 13.

Muligheden for administrativt at fritage føreren af en bus

for denne tilsynspligt og erstatte denne med eksempelvis en oplysningspligt

foreslås opretholdt

i stk. 6, 2. pkt.

Det bemærkes i den forbindelse, at den gældende bemyndigelse hertil er

udnyttet

ved bekendtgørelse nr. 808 af 22. august 2005 om ændring af bekendtgørelse

nr.

109 af 17. februar 1995 om brug af sikkerhedsseler m.v., der trådte i kraft

den

1. september 2005.

Der henvises til punkt 2.3.2. i de almindelige

bemærkninger.

Til brug for gennemførelse af seledirektivet i dansk ret

foreslås endvidere indsat en ny bestemmelse i færdselslovens

§ 80 b.

I bestemmelsens

stk. 1

foreslås fastsat, at antallet af passagerer, der befordres på forsædet –

henholdsvis bagsædet (-sæderne) – i en bil ikke må overstige antallet af

passagersiddepladser, som er forsynet med sikkerhedsseler.

Disse hovedregler foreslås fraveget i

stk. 2

, idet reglerne i stk. 1 ikke skal finde anvendelse

ved befordring i biler, hvor passsagersiddepladserne på forsædet henholdsvis

bagsædet (- sæderne) ikke er forsynet med sikkerhedsseler.

De foreslåede regler og undtagelser indebærer, at der i en

bil, hvor bagsædets (-sædernes) siddepladser er forsynet med sikkerhedsseler,

højst vil kunne befordres et antal passagerer svarende til antallet af

siddepladser

med sikkerhedsseler på bagsædet (-sæderne). Er der ikke monteret

sikkerhedsseler

på siddepladserne på bagsædet (-sæderne), vil antallet af passagerer, der

lovligt kan befordres herpå, alene være begrænset af reglerne i

færdselslovens

§ 82 om køretøjers belæsning. Det samme gør sig gældende for så vidt

angår

befordring af passagerer på en bils forsæde.

Efter

stk. 3

bemyndiges justitsministeren til at fastsætte regler om, at stk. 1 ikke

skal finde anvendelse i særlige situationer, herunder ved befordring af

passagerer, som i medfør af regler fastsat efter § 80, stk. 3, og

§ 80

a, stk. 5, er fritaget for pligten til at anvende sikkerhedsudstyr, og

under befordring ved særlige former for kørsel.

Ansvaret for at påse, at bestemmelserne i stk. 1, samt

regler fastsat i medfør af stk. 3, foreslås i

stk. 4

at skulle påhvile passageren, idet en passager let kan

konstatere, om der er en siddeplads med sikkerhedssele, som den pågældende

kan

anvende, jf. stk. 4, 1. pkt. Efter forslaget påhviler det for så vidt

angår passagerer, der endnu ikke er fyldt 15 år, dog føreren at påse, at de

nævnte

bestemmelser overholdes, jf. stk. 4,

2.

pkt.

Overtrædelse af førerens pligt efter § 80 b, stk. 4, 2.

pkt., foreslås desuden omfattet af det såkaldte klippekortsystem, jf.

nedenfor

under de specielle bemærkninger til nr. 13.

Der henvises til punkt 2.3.3. i de almindelige

bemærkninger.

Til nr. 6

Med den foreslåede nye bestemmelse i færdselslovens § 81

a gives der i

stk. 1, nr. 1

,

mulighed for at fastsætte krav til sikkerhedsudstyr, der anvendes af

andre trafikanter end føreren og passagerne i et køretøj, f.eks. gående og

ridende, når den gående og ridende befinder sig på færdselslovens område.

Hjemlen vil i første omgang blive udnyttet ved at stille krav til

personreflekser (refleksbrikker). Færdselsstyrelsen vil endvidere overveje,

hvorvidt der er behov for tilsvarende regler for refleksveste.

Med det nye

stk. 1, nr. 2

,

skabes der hjemmel til at stille

krav om anvendelse af personligt sikkerhedsudstyr. Der vil således

administrativt kunne fastsættes nærmere krav til f.eks. gåendes anvendelse af

personligt sikkerhedsudstyr, hvis det viser sig hensigtsmæssigt.

Efter det foreslåede nye

stk. 1, nr. 3

,

kan salg og markedsføring af

personligt sikkerhedsudstyr forbydes, hvis udstyret ikke opfylder

betingelser,

der er fastsat i medfør af nr. 1, eller ved deres anvendelse vil medføre, at

brugeren af sikkerhedsudstyret eller andre trafikanter udsættes for fare

eller

væsentlig ulempe.

Forslaget til bestemmelsens stk. 1, nr. 3, svarer til

den foreslåede ændring af § 68, stk. 2, der vedrører køretøjer,

udstyrsdele, tilbehør til køretøjer og personligt sikkerhedsudstyr til førere

og passagerer.

Til nr. 7

Som det fremgår af

de almindelige bemærkninger under punkt 6, foreslås det at videreføre

§ 11

i

Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 511 af 20. juni 2005 om

politiets sikring af den offentlige orden og beskyttelse af enkeltpersoners

og

den offentlige sikkerhed mv., samt politiets adgang til at iværksætte

midlertidige foranstaltninger, i færdselsloven.

Bestemmelsens anvendelsesområde udvides dog efter forslaget

til også at gælde i forhold til traktorer og motorredskaber. Hunde må således

efter forslaget under færdsel på vej hverken føres i bånd fra bil,

motorcykel,

traktor, motorredskab, knallert, hestekøretøj eller af ridende.

Til nr. 8

De foreslåede ændringer af færdselslovens § 118, stk. 1

og 2, er en konsekvens af forslaget om indsættelse af en ny bestemmelse i

færdselslovens § 81 a.

Til nr. 9

Rådet og Europa-Parlamentet behandler for tiden et forslag

fra Kommissionen til en ny køre- og hviletidsforordning, som skal erstatte

Rådets forordning (EF) nr. 3820/85 om harmonisering af visse bestemmelser på

det sociale område inden for vejtransport (køre- og hviletidsforordningen).

Med den foreslåede affattelse af færdselslovens § 120

a, nr. 4, skabes hjemmel for, at politiet kan tilbageholde køretøjer i

tilfælde

af overtrædelse af den til enhver tid gældende køre- og hviletidsforordning

(forordning om harmonisering af visse bestemmelser på det sociale område

inden

for vejtransport). Det samme gør sig i øvrigt gældende som følge af den

foreslåede ændring af § 120 a, nr. 5, for så vidt angår den til enhver

tid

gældende kontrolapparatforordning (forordning om kontrolapparatet inden for

vejtransport).

Til nr. 10

Den foreslåede ændring af færdselslovens § 122 a

indebærer, at kommunalbestyrelser får muligheder for i vidt omfang at

samarbejde

om varetagelsen af kommunal parkeringskontrol.

To (eller flere) kommunalbestyrelser vil efter forslaget

kunne indgå aftale om, at en af kommunalbestyrelserne helt eller delvis

varetager udøvelsen af kommunal parkeringskontrol på den andens (eller de

andres)

vegne.

En kommunalbestyrelse vil f.eks. kunne lade en anden

kommunalbestyrelse varetage den kommunale parkeringskontrol således, at

parkeringskontrollører ansat i den bemyndigede kommune pålægger

parkeringsafgifter

i den delegerende kommune. Endvidere vil en kommunalbestyrelse eksempelvis

kunne lade en anden kommunalbestyrelse varetage sagsbehandlingsopgaver i

forbindelse med udøvelsen af kommunal parkeringskontrol.

Der henvises til punkt 5.2. i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 11 og 12

Ved § 12 i lov nr. 430 af 6. juni 2005 om ændring af

forskellige love og om ophævelse af lov om kommunalt samarbejde om opkrævning

og inddrivelse, der har virkning fra den 1. november 2005, er § 122 b,

stk. 4, ophævet. De foreslåede ændringer er en konsekvens heraf.

Til nr. 13

Efter færdselslovens § 80, stk. 4, påhviler det

føreren at påse, at passagerer, der endnu ikke er fyldt 15 år, anvender

sikkerhedsudstyr i overensstemmelse med reglerne herom. Overtrædelse af denne

pligt straffes med bøde og er endvidere omfattet af det såkaldte

klippekortsystem.

Som anført i bemærkningerne til lov nr. 267 21. april 2004

om ændring af færdselsloven (Klippekortsystem, skærpede sanktioner ved

hastighedsovertrædelser mv.), hvorved klippekortsystemet blev indført, er det

Justitsministeriets opfattelse, at børn under 15 år i mange tilfælde ikke kan

antages at have forståelse for vigtigheden af at anvende sikkerhedsudstyr, og

at særligt små børn vil være helt afhængige af, at føreren sørger for deres

fastspændelse under kørslen.

Det er af samme årsag Justitsministeriets opfattelse, at

førerens manglende overholdelse af pligten til at sørge for, at børn med en

legemshøjde på under

135 cm

anvender særligt tilpasset sikkerhedsudstyr ved befordring, og at børn ikke

befordres i biler, der ikke har en siddeplads med sikkerhedsudstyr, som

barnet

kan benytte, skal medføre et »klip« i kørekortet.

Det foreslås på den baggrund, at overtrædelse af førerens

pligt efter de foreslåede bestemmelser i § 80, stk. 4, 1. pkt.

§ 80

a, stk. 1-2, jf. stk. 6, 1. pkt., og § 80 b, stk. 4, 2.

pkt., omfattes af klippekortsystemet.

Til § 2

Bestemmelsen fastlægger ikrafttrædelsestidspunktet for de

foreslåede bestemmelser.

Det foreslås i

stk. 1,

at § 1, nr. 1-3 og 6-12 træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i

Lovtidende, og at § 11 i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 511 af

20.

juni 2005 om politiets sikring af den offentlige orden og beskyttelse af

enkeltpersoners

og den offentlige sikkerhed mv., samt politiets adgang til at iværksætte

midlertidige foranstaltninger samtidig ophæves.

Det foreslås i

stk. 2

, at § 1, nr. 4, 5 og 13

træder i kraft den 1. maj 2006, jf. dog

stk. 3

,

hvori det foreslås, at der

indtil den 1. maj 2009 i person- og varebiler

på bagsædet (-sæderne) må befordres et antal personer, der er større end

antallet af siddepladser med sikkerhedssele på dette (disse) sæde (sæder).

Den lange ikrafttrædelsesfrist skal give

borgerne

– ikke mindst familier med fire børn eller flere – bedre

mulighed for at indrette sig på de krav, som den nye bestemmelse i § 80

b

medfører.

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 1

I færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1079 af

14. november 2005, foretages følgende ændringer:

1.

Overskriften

til § 53 affattes

således:

Spiritus- og promillekørsel

»Spirituskørsel«.

§ 53.

(Udelades)

§ 68.

Transport- og energiministeren kan fastsætte bestemmelser om køretøjers

indretning,

udstyr og tilbehør og om personlig sikkerhedsmæssig udrustning til førere og

passagerer samt fastsætte, hvilke påskrifter og mærker køretøjer af

kontrolmæssige grunde skal være forsynet med. For forsvarets og

redningsberedskabets køretøjer kan transport- og energiministeren fastsætte

fornødne lempelser.

2.

I

§ 68, stk. 1,

ændres »personlig sikkerhedsmæssig

udrustning« til: »personligt sikkerhedsudstyr«.

3.

§ 68, stk. 2,

affattes således:

Stk. 2.

Transport- og energiministeren kan fastsætte bestemmelser om forbud mod

forhandling af udstyrsdele og tilbehør til køretøjer og af personlig

sikkerhedsmæssig

udrustning til førere og passagerer, såfremt de pågældende dele ikke opfylder

de bestemmelser, der fastsættes i medfør af stk. 1, eller de ved deres

anvendelse vil medføre, at føreren eller andre trafikanter udsættes for fare

eller væsentlig ulempe.

Stk. 3.

- -

-

»Stk. 2.

Transport- og energiministeren

kan fastsætte bestemmelser om forbud mod salg og markedsføring af køretøjer

samt udstyrsdele og tilbehør til køretøjer og af personligt sikkerhedsudstyr

til førere og passagerer, hvis køretøjet, udstyrsdelen, tilbehøret eller

sikkerhedsudstyret

ikke opfylder de bestemmelser, der fastsættes i medfør af stk. 1, eller

køretøjet, udstyrsdelen, tilbehøret eller sikkerhedsudstyret ved anvendelse

vil

medføre, at føreren eller andre trafikanter udsættes for fare eller væsentlig

ulempe.«

4.

§ 80

affattes således:

»Sikkerhedsseler

§ 80.

Såfremt

en

siddeplads i bil, på motorcykel

eller knallert er forsynet med sikkerhedssele, skal denne under kørslen

anvendes af den person, der benytter siddepladsen, jf. dog stk. 2 og 3.

§ 80.

Hvis

en siddeplads i bil, på motorcykel eller knallert er forsynet med

sikkerhedssele, skal denne under kørslen anvendes af den person, der benytter

siddepladsen, jf. dog stk. 2 og 3 og § 80 a. Der kan i kombination

med sikkerhedssele anvendes selepude.

Stk. 2.

Børn

under 3 år skal i stedet for sikkerhedssele anvende barnestol eller andet

godkendt sikkerhedsudstyr tilpasset barnets højde og vægt. Børn, der er fyldt

3 år, men ikke 7 år, kan i stedet for sikkerhedssele anvende barnestol eller

andet godkendt sikkerhedsudstyr tilpasset barnets højde og vægt. Der kan i

kombination med sikkerhedssele anvendes selepude.

Stk. 2.

Pligten

til at anvende sikkerhedssele gælder ikke ved bakning eller under kørsel på

parkeringsplads, servicestation, værkstedsområde eller under lignende

forhold.

Stk. 3.

Pligten

til at anvende sikkerhedssele gælder ikke ved bakning eller under kørsel på

parkeringsplads, servicestation, værkstedsområde eller under lignende

forhold.

Stk. 3.

Justitsministeren kan fastsætte regler om, at visse personer fritages for

pligten til at anvende sikkerhedssele, jf. stk. 1, herunder ved særlige

former for kørsel.

Stk. 4.

Føreren

skal påse, at passagerer, der endnu ikke er fyldt 15 år, anvender

sikkerhedsudstyr i overensstemmelse med stk. 1-3 samt regler herom

fastsat i medfør af stk. 5, nr. 1-3.

Stk. 4.

Det

påhviler føreren at påse, at passagerer, der endnu ikke er fyldt 15 år,

anvender sikkerhedsseler i overensstemmelse med stk. 1 samt regler herom

fastsat i medfør af stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler om,

at føreren af en bus helt eller delvis fritages for den i 1. pkt. nævnte

pligt samt om, hvilke foranstaltninger føreren i stedet skal træffe.«

Stk. 5.

Justitsministeren kan fastsætte regler om,

1)

hvordan

sikkerhedsudstyr til børn under 3 år skal anvendes,

2)

at visse personer

fritages for pligten til at anvende sikkerhedsudstyr,

3)

fritagelse for

pligten til at anvende sikkerhedsudstyr ved særlige former for kørsel, og

4)

at føreren af en

bus helt eller delvis fritages for den i stk. 4 nævnte pligt, samt om,

hvilke foranstaltninger føreren i stedet skal træffe.

5.

Efter

§ 80 indsættes:

»Sikkerhedsudstyr til børn

§ 80 a.

Ved befordring i andre biler end busser, på motorcykel eller knallert, der

har passagersiddepladser forsynet med sikkerhedsseler, skal børn med en

legemshøjde på under

135 cm

under kørslen anvende godkendt sikkerhedsudstyr tilpasset barnets højde og

vægt, jf. dog stk. 5.

Stk. 2.

I andre

biler end busser, der ikke har passagersiddepladser forsynet med

sikkerhedsseler, hvortil der kan monteres godkendt sikkerhedsudstyr tilpasset

barnets højde og vægt

,

må børn

under tre år ikke befordres, mens børn på tre år og derover med en

legemshøjde

på under

135 cm

alene må befordres på et andet sæde end forsædet, jf. dog stk. 5.

Stk. 3.

Børn må

ikke befordres i bil i en bagudvendende barnestol på en passagersiddeplads

med frontairbag, medmindre airbaggen er deaktiveret.

Stk. 4.

Ved

befordring i bus skal børn på tre år og derover med en legemshøjde på under

135 cm

anvende sikkerhedssele eller

andet godkendt sikkerhedsudstyr, i det omfang siddepladsen er forsynet

hermed, jf. dog stk. 5.

Stk. 5.

Justitsministeren

kan fastsætte regler om anvendelse af sikkerhedsudstyr ved befordring af børn

med en legemshøjde på under

135 cm,

herunder om at stk. 1, 2 og 4 helt eller delvis ikke skal finde

anvendelse.

Stk. 6.

Det

påhviler føreren at påse, at bestemmelserne i stk. 1-4 samt regler

fastsat i medfør af stk. 5, overholdes. Justitsministeren kan fastsætte

regler om, at føreren af en bus helt eller delvis fritages for den i 1. pkt.

nævnte pligt samt om, hvilke foranstaltninger føreren i stedet skal træffe.

Antallet af passagerer, der lovligt kan befordres

§ 80 b.

Antallet af passagerer, der befordres på forsædet i en bil, må ikke overstige

antallet af passagersiddepladser, som er forsynet med sikkerhedsseler.

Bestemmelsen i 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse for så vidt angår

befordring af passagerer på bagsædet eller bagsæderne i en bil.

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1, 1. pkt., finder ikke anvendelse ved befordring i

biler, hvor passagersiddepladserne

på forsædet

ikke er forsynet med sikkerhedsseler.

Bestemmelsen i stk. 1, 2. pkt., finder ikke anvendelse ved befordring af

passagerer i biler, hvor siddepladserne på bagsædet eller bagsæderne ikke er

forsynet med sikkerhedssele.

Stk. 3.

Justitsministeren kan fastsætte regler om, at stk. 1 ikke skal finde

anvendelse

i særlige situationer, herunder ved befordring af passagerer, som i medfør af

regler fastsat efter § 80, stk. 3, og § 80 a, stk. 5, er

fritaget for pligten til at anvende sikkerhedsudstyr, og under befordring ved

særlige former for kørsel.

Stk. 4.

Det påhviler

passageren, der lader sig befordre, at påse, at bestemmelsen i stk. 1

samt regler fastsat i medfør af stk. 3, overholdes. For så vidt angår

passagerer, der endnu ikke er fyldt 15 år, påhviler det dog føreren at påse

overholdelsen af bestemmelsen i stk. 1 samt regler fastsat i medfør af

stk. 3.«

6.

Efter

§ 81

indsættes i

Kapitel 12

:

»Personligt sikkerhedsudstyr for andre trafikanter

end førere og passagerer

§ 81 a.

Transport- og energiministeren

kan fastsætte bestemmelser om:

1)

krav til personligt

sikkerhedsudstyr for andre trafikanter end førere og passagerer,

2)

anvendelse af

sådant sikkerhedsudstyr og

3)

forbud mod salg og

markedsføring af personligt sikkerhedsudstyr, hvis det ikke opfylder de krav,

der er fastsat i medfør af nr. 1, eller ved anvendelse vil medføre, at

brugeren af sikkerhedsudstyret eller andre trafikanter udsættes for fare

eller væsentlig ulempe.«

§ 88.

Ingen

må lade heste, kreaturer m.v. færdes på vej, uden at de er forsvarligt

bevogtet. De må ikke tøjres således, at de kan nå ind på vejen. Såfremt de

ikke er tøjret, skal de være adskilt fra vej ved forsvarlig indhegning.

7.

I

§ 88

indsættes som stk. 2:

»Stk. 2.

Hunde må under færdsel på vej ikke føres i bånd fra motordrevet køretøj,

hestekøretøj eller af ridende.«

§ 118.

Med

bøde, jf. dog stk. 6, straffes den, der

8.

I

§ 118, stk. 1

og

2

, ændres »§§ 80-82« til:

»§§ 80-81, § 82«.

1)

overtræder

§ 3, stk. 1 og 2, §§ 4-8, § 9, stk. 2, § 10,

§ 12, § 14-52, § 54, stk. 2-4, § 55 a, stk. 1,

§ 60, stk. 5, § 60 a, stk. 5, § 62, stk. 2 og

3, §§ 63-65, § 67, § 70, stk. 1 og 2, § 72,

§§ 74-75, §§ 80-82, § 83 a, § 84, stk. 2,

§§ 86-88, §§ 97-99 og § 105,

2)

tilsidesætter

vilkår for en tilladelse i henhold til loven eller i henhold til forskrifter

udstedt i medfør af loven eller

3)

undlader at

efterkomme forbud eller påbud, der er meddelt i henhold til loven eller i

henhold til forskrifter udstedt i medfør af loven.

Stk. 2.

Ved

fastsættelsen af bøder for overtrædelse af § 4, stk. 1, § 5,

§ 14, stk. 1 og 2, § 15, stk. 1-4, § 16, § 17,

stk. 1, §§ 18-29, §§ 31-36, § 37, stk. 4, § 41,

§§ 44-49, § 50, stk. 2 og 3, §§ 51 og 52, § 54,

stk. 2-4, § 62, stk. 3, § 63, stk. 1 og 2,

§ 64, § 67, § 70, stk. 1 og 2, §§ 80-82, § 83

a, § 84, stk. 2, og §§ 87 og 88 udmåles en skærpet bøde. Der

udmåles ligeledes en skærpet bøde ved overtrædelse af § 65, når

overtrædelsen

vedrører et køretøj omfattet af § 43, stk. 1 eller 2.

Stk. 3.-10.

- - -

§ 120 a.

Politiet

kan tilbageholde køretøjer i tilfælde af overtrædelse af

1-3) - - -

4)

Rådets forordning (EØF) nr. 3820/85 om

harmonisering af visse bestemmelser på det sociale område inden for

vejtransport,

5)

Rådets forordning

(EØF) nr. 3821/85 om kontrolapparatet inden for vejtransport med senere

ændringer

eller

6)

- - -

9.

§ 120 a, nr. 4

og

5

, affattes således:

»4)

Det Europæiske

Fællesskabs forordning om harmonisering af visse sociale bestemmelser inden

for vejtransport (køre- og hviletidsbestemmelser inden for vejtransport),

5)

Det Europæiske

Fællesskabs forordning om kontrolapparatet inden for vejtransport eller«

Stk. 2

. - - -

10.

§ 122 a

affattes således:

§ 122 a.

Justitsministeren kan bestemme, at kontrollen med overholdelsen af de

bestemmelser, der nævnes i § 121, stk. 1, helt eller delvis

overlades

til kommunalbestyrelsen. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om den

kommunale parkeringskontrols virksomhed.

»Justitsministeren kan bestemme, at

kontrollen med overholdelse af de bestemmelser, der nævnes i § 121,

stk. 1, helt eller delvis overlades til kommunalbestyrelsen.

Stk. 2.

Parkeringsafgift pålagt i medfør af stk. 1 fordeles efter

justitsministerens

nærmere bestemmelser mellem staten og den kommune, der udfører kontrollen.

Reglerne i § 121, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3-5, finder

tilsvarende anvendelse.

Stk. 2.

Kommunalbestyrelsen

kan efter aftale bemyndige en anden kommunalbestyrelse til helt eller delvis

at varetage den parkeringskontrol, som i medfør af stk. 1 overlades til

kommunalbestyrelsen.

Stk. 3.

Parkeringsafgift pålagt i henhold til bemyndigelse efter stk. 1 og 2

fordeles efter justitsministerens nærmere bestemmelser mellem staten og den

kommune, på hvis område kontrollen udføres. Reglerne i § 121,

stk. 2, 1. pkt., og stk. 3-5 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4.

Justitsministeren fastsætter nærmere regler om den kommunale

parkeringskontrols virksomhed.«

§ 122 b.

- - -

Stk. 2.-4.

- - -

Stk. 5.

Afgørelse

efter stk. 5 træffes af fogedretten i den retskreds, hvor skyldnerens

bopæl er beliggende.

11.

I

§ 122 b, stk. 5

og

6

, ændres »stk. 5« til:

»stk. 4«.

Stk. 6.

Fristen

for begæring om indbringelse af indsigelser efter stk. 5 er 4 uger, fra

skyldneren har modtaget meddelelse om lønindeholdelse eller modregning.

Stk. 7.

Overskrides den i stk. 7 nævnte frist, afviser fogedretten sagen.

Fogedretten

kan dog undtagelsesvis indtil 1 år efter meddelelsen om lønindeholdelse eller

modregning tillade, at en indsigelse behandles. Fogedrettens afgørelse om

indsigelser kan kæres til landsretten efter reglerne i retsplejelovens

kapitel

53.

12.

I

§ 122 b, stk. 7,

ændres

»stk. 7« til: »stk. 6«.

§ 125. - -

-

13.

I

§ 125, stk. 2, nr. 1,

ændres

»§ 80, stk. 4,« til: »§ 80, stk. 4, 1. pkt., § 80 a,

stk. 1-2, jf. stk. 6, 1. pkt., § 80 b, stk. 4, 2. pkt.,«

Stk. 2.

Føreren skal endvidere betinget

frakendes retten til at føre et sådant køretøj, hvis føreren inden for en

periode af 3 år har gjort sig skyldig i tre forhold, der ikke i sig selv

medfører frakendelse af førerretten efter stk. 1, men som er omfattet af

1)

§ 5,

stk. 2, § 15, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, § 16,

stk. 2, § 18, stk. 1 og 2, § 21, stk. 1-3,

§ 22, stk. 1, § 24, stk. 1, § 25, § 37,

stk. 4, § 80, stk. 4, og § 81, stk. 3,

2-5) - - -

Stk. 3.-5.

- - -

§ 2

Stk. 1.

§ 1,

nr. 1-3 og 6-12 træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Samtidig ophæves § 11 i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 511 af

20. juni 2005 om politiets sikring af den offentlige orden og beskyttelse af

enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed mv., samt politiets adgang til at

iværksætte midlertidige foranstaltninger.

Stk. 2.

§ 1,

nr. 4, 5 og 13 træder i kraft den 1. maj 2006, jf. dog stk. 3.

Stk. 3.

Uanset

bestemmelsen i stk. 2 kan der indtil den 1. maj 2009 på bagsædet eller

bagsæderne i person- og varebiler befordres et større antal personer end

antallet af siddepladser forsynet med sikkerhedsseler.

Officielle noter

1)

Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv 91/671/EØF af

16. december 1991 om obligatorisk anvendelse af sikkerhedsseler og

barnefastholdelsesanordninger i køretøjer (EF-Tidende 1991, L 373, s. 26) som

ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/20/EF af 8. april 2003

om ændring af Rådets direktiv 91/671/EØF om indbyrdes tilnærmelse af

medlemsstaternes lovgivning vedrørende obligatorisk anvendelse af

sikkerhedsseler i køretøjer på under 3,5 ton (EF-Tidende 2003, L 115, s. 63).

Lignende dokumenter