Forslag til Lov om ændring af færdselsloven (Sikkerhedsudstyr, samarbejde om kommunal parkeringskontrol mv.)1)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 30. november 2005 af
justitsministeren (Lene Espersen)
Forslag
til
Lov
om ændring af færdselsloven
(Sikkerhedsudstyr,
samarbejde om kommunal parkeringskontrol mv.)
1)
§ 1
I færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1079 af 14.
november 2005, foretages følgende ændringer:
1.
Overskriften
til § 53 affattes
således:
»Spirituskørsel«.
2.
I
§ 68, stk. 1,
ændres »personlig
sikkerhedsmæssig udrustning« til: »personligt sikkerhedsudstyr«.
3.
§ 68, stk. 2,
affattes således:
»Stk. 2.
Transport- og energiministeren
kan fastsætte bestemmelser om forbud mod salg og markedsføring af køretøjer
samt udstyrsdele og tilbehør til køretøjer og af personligt sikkerhedsudstyr
til førere og passagerer, hvis køretøjet, udstyrsdelen, tilbehøret eller
Læs alt
sikkerhedsudstyret
ikke opfylder de bestemmelser, der fastsættes i medfør af stk. 1, eller
køretøjet, udstyrsdelen, tilbehøret eller sikkerhedsudstyret ved anvendelse
vil
medføre, at føreren eller andre trafikanter udsættes for fare eller væsentlig
ulempe.«
4.
§ 80
affattes således:
»Sikkerhedsseler
§ 80.
Hvis
en siddeplads i bil, på motorcykel eller knallert er forsynet med
sikkerhedssele, skal denne under kørslen anvendes af den person, der benytter
siddepladsen, jf. dog stk. 2 og 3 og § 80 a. Der kan i kombination
med sikkerhedssele anvendes selepude.
Stk. 2.
Pligten til
at anvende sikkerhedssele gælder ikke ved bakning eller under kørsel på
parkeringsplads,
servicestation, værkstedsområde eller under lignende forhold
.
Stk. 3.
Justitsministeren kan fastsætte regler om, at visse personer fritages for
pligten til at anvende sikkerhedssele, jf. stk. 1, herunder ved særlige
former for kørsel.
Stk. 4.
Det
påhviler føreren at påse, at passagerer, der endnu ikke er fyldt 15 år,
anvender sikkerhedsseler i overensstemmelse med stk. 1 samt regler herom
fastsat i medfør af stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler om,
at
føreren af en bus helt eller delvis fritages for den i 1. pkt. nævnte pligt
samt om, hvilke foranstaltninger føreren i stedet skal træffe.«
5.
Efter § 80
indsættes:
»Sikkerhedsudstyr til børn
§ 80 a.
Ved befordring i andre biler end busser, på motorcykel eller knallert, der
har
passagersiddepladser forsynet med sikkerhedsseler, skal børn med en
legemshøjde
på under
135 cm
under kørslen anvende godkendt sikkerhedsudstyr tilpasset barnets højde og
vægt, jf. dog stk. 5.
Stk. 2.
I andre
biler end busser, der ikke har passagersiddepladser forsynet med
sikkerhedsseler, hvortil der kan monteres godkendt sikkerhedsudstyr tilpasset
barnets højde og vægt
,
må børn under
tre år ikke befordres, mens børn på tre år og derover med en legemshøjde på
under
135 cm
alene må befordres på et andet sæde end forsædet, jf. dog stk. 5.
Stk. 3.
Børn må
ikke befordres i bil i en bagudvendende barnestol på en passagersiddeplads
med frontairbag,
medmindre airbaggen er deaktiveret.
Stk. 4.
Ved
befordring i bus skal børn på tre år og derover med en legemshøjde på under
135 cm
anvende sikkerhedssele eller
andet godkendt sikkerhedsudstyr, i det omfang siddepladsen er forsynet
hermed,
jf. dog stk. 5.
Stk. 5.
Justitsministeren
kan fastsætte regler om anvendelse af sikkerhedsudstyr ved befordring af børn
med en legemshøjde på under
135 cm,
herunder om at stk. 1, 2 og 4 helt eller delvis ikke skal finde
anvendelse.
Stk. 6.
Det
påhviler føreren at påse, at bestemmelserne i stk. 1-4 samt regler
fastsat
i medfør af stk. 5, overholdes. Justitsministeren kan fastsætte regler
om,
at føreren af en bus helt eller delvis fritages for den i 1. pkt. nævnte
pligt
samt om, hvilke foranstaltninger føreren i stedet skal træffe.
Antallet af passagerer, der lovligt kan befordres
§ 80 b.
Antallet af passagerer, der befordres på forsædet i en bil, må ikke overstige
antallet af passagersiddepladser, som er forsynet med sikkerhedsseler.
Bestemmelsen i 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse for så vidt angår
befordring af passagerer på bagsædet eller bagsæderne i en bil.
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1, 1. pkt., finder ikke anvendelse ved befordring i
biler, hvor passagersiddepladserne
på forsædet
ikke er forsynet med sikkerhedsseler.
Bestemmelsen i stk. 1, 2. pkt., finder ikke anvendelse ved befordring af
passagerer i biler, hvor siddepladserne på bagsædet eller bagsæderne ikke er
forsynet med sikkerhedssele.
Stk. 3.
Justitsministeren kan fastsætte regler om, at stk. 1 ikke skal finde
anvendelse i særlige situationer, herunder ved befordring af passagerer, som
i
medfør af regler fastsat efter § 80, stk. 3, og § 80 a,
stk. 5,
er fritaget for pligten til at anvende sikkerhedsudstyr, og under befordring
ved særlige former for kørsel.
Stk. 4.
Det
påhviler passageren, der lader sig befordre, at påse, at bestemmelsen i
stk. 1
samt regler fastsat i medfør af stk. 3, overholdes. For så vidt angår
passagerer, der endnu ikke er fyldt 15 år, påhviler det dog føreren at påse
overholdelsen af bestemmelsen i stk. 1 samt regler fastsat i medfør af
stk. 3.«
6.
Efter
§ 81
indsættes i
Kapitel 12
:
»Personligt sikkerhedsudstyr for andre trafikanter end
førere og passagerer
§ 81 a.
Transport- og energiministeren
kan fastsætte bestemmelser om:
1)
krav til personligt
sikkerhedsudstyr for andre trafikanter end førere og passagerer,
2)
anvendelse af sådant
sikkerhedsudstyr og
3)
forbud mod salg og
markedsføring af personligt sikkerhedsudstyr, hvis det ikke opfylder de krav,
der er fastsat i medfør af nr. 1, eller ved anvendelse vil medføre, at
brugeren
af sikkerhedsudstyret eller andre trafikanter udsættes for fare eller
væsentlig
ulempe.«
7.
I
§ 88
indsættes som stk. 2:
»Stk. 2.
Hunde må
under færdsel på vej ikke føres i bånd fra motordrevet køretøj, hestekøretøj
eller
af ridende.«
8.
I
§ 118, stk. 1
og
2
, ændres »§§ 80-82« til: »§§ 80-81, § 82«.
9.
§ 120 a, nr. 4
og 5, affattes således:
»4)
Det Europæiske
Fællesskabs forordning om harmonisering af visse sociale bestemmelser inden
for
vejtransport (køre- og hviletidsbestemmelser inden for vejtransport),
5)
Det Europæiske
Fællesskabs forordning om kontrolapparatet inden for vejtransport eller«
10.
§ 122 a
affattes således:
»Justitsministeren kan bestemme, at
kontrollen med overholdelse af de bestemmelser, der nævnes i § 121,
stk. 1,
helt eller delvis overlades til kommunalbestyrelsen.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen
kan efter aftale bemyndige en anden kommunalbestyrelse til helt eller delvis
at
varetage den parkeringskontrol, som i medfør af stk. 1 overlades til
kommunalbestyrelsen.
Stk. 3.
Parkeringsafgift pålagt i henhold til bemyndigelse efter stk. 1 og 2
fordeles efter justitsministerens nærmere bestemmelser mellem staten og den
kommune, på hvis område kontrollen udføres. Reglerne i § 121,
stk. 2,
1. pkt., og stk. 3-5 finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 4.
Justitsministeren fastsætter nærmere regler om den kommunale
parkeringskontrols
virksomhed.«
11.
I
§ 122 b, stk. 5
og
6
, ændres »stk. 5« til:
»stk. 4«.
12.
I
§ 122 b, stk. 7,
ændres »stk. 7«
til: »stk. 6«.
13.
I
§ 125, stk. 2, nr. 1,
ændres
»§ 80, stk. 4,« til: »§ 80, stk. 4, 1. pkt., § 80 a,
stk. 1-2, jf. stk. 6, 1. pkt., § 80 b, stk. 4, 2. pkt.,«
§ 2
Stk. 1.
§ 1,
nr. 1-3 og 6-12 træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Samtidig
ophæves § 11 i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 511 af 20. juni
2005
om politiets sikring af den offentlige orden og beskyttelse af
enkeltpersoners
og den offentlige sikkerhed mv., samt politiets adgang til at iværksætte
midlertidige foranstaltninger.
Stk. 2.
§ 1,
nr. 4, 5 og 13 træder i kraft den 1. maj 2006, jf. dog stk. 3.
Stk. 3.
Uanset
bestemmelsen i stk. 2 kan der indtil den 1. maj 2009 på bagsædet eller
bagsæderne i person- og varebiler befordres et større antal personer end
antallet af siddepladser forsynet med sikkerhedsseler.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1.
Indledning
;............................................................................
...................
5
1.1.
Lovforslagets
formål
;............................................................................
..
5
1.2.
Lovforslagets
indhold
;............................................................................
..
5
2.
Sikkerhedsudstyr til førere og passagerer
............................................
6
2.1.
Gældende
ret
;............................................................................
.............
6
2.1.1.
Anvendelse
af sikkerhedssele
.......................................................
6
2.1.2.
Anvendelse
af sikkerhedsudstyr til børn
.........................................
7
2.1.3.
Antallet
af personer, der lovligt kan befordres
................................
7
2.1.4.
Ansvarssubjekt
;........................................................................
....
7
2.2.
Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2003/20/EF af 8. april 2003 om ændring af Rådets direktiv
91/671/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning vedrørende
obligatorisk anvendelse af sikkerhedsseler i køretøjer på under 3,5 ton
......................................................
8
2.3.
Justitsministeriets
overvejelser
.................................................................
9
2.3.1.
Anvendelse
af sikkerhedssele
.......................................................
9
2.3.2.
Anvendelse
af sikkerhedsudstyr til børn
.........................................
11
2.3.3.
Antallet
af personer, der lovligt kan befordres
................................
13
3.
Sikkerhedsudstyr for andre trafikanter
end førere og passagerer
........
15
3.1.
Gældende
ret
;............................................................................
.............
15
3.1.1.
Rådets
direktiv 89/686/EØF af 21. december 1989 om indbyrdes tilnærmelse af
medlemsstaternes lovgivninger om personlige værnemidler
;............................................................................
..........
15
3.1.2.
Lov
om produktsikkerhed
..............................................................
15
3.2
Regeringens
overvejelser
........................................................................
15
4.
Forbud mod salg og markedsføring af
ulovlige køretøjer, udstyrsdele og tilbehør til køretøjer samt ulovligt
personligt
sikkerhedsudstyr til førere og passagerer
;............................................................................
..............
16
4.1.
Gældende
ret
;............................................................................
.............
16
4.2.
Regeringens
overvejelser
........................................................................
16
5.
Samarbejde om varetagelse af kommunal
parkeringskontrol
...............
17
5.1.
Gældende
ret
;............................................................................
.............
17
5.1.1.
Kommunal
parkeringskontrol
.........................................................
17
5.1.2.
Kommunale
samarbejder
..............................................................
17
5.1.3.
Opkrævning
og inddrivelse af parkeringsafgifter
.............................
18
5.2.
Justitsministeriets
overvejelser
.................................................................
18
6.
Forbud mod at føre hunde i bånd fra
motordrevet køretøj, hestekøretøj eller af ridende under færdsel på vej
......................................................
19
6.1.
Gældende
ret
;............................................................................
.............
19
6.2.
Justitsministeriets
overvejelser
.................................................................
20
7.
Forslagets økonomiske og administrative
konsekvenser
....................
20
8.
Hørte myndigheder mv.
;..........................................................................
21
1. Indledning
1.1. Lovforslagets formål
Lovforslaget har til formål at gennemføre
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/20/EF af 8. april 2003 om ændring
af Rådets direktiv 91/671/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes
lovgivning vedrørende obligatorisk anvendelse af sikkerhedsseler i køretøjer
på
under 3,5 ton i dansk ret.
Mange undersøgelser mv. – herunder bl.a. Vejdirektoratets
beregninger i notatet
Effekt af øget
selebrug 2002
fra 2004 – viser, at næsten hvert fjerde trafikdrab
sandsynligvis kunne være undgået, hvis de pågældende havde haft sele på.
Justitsministeriet finder derfor, at direktivets
bestemmelser om øget selebrug mv. vil kunne bidrage til at reducere antallet
af
dræbte og tilskadekomne i trafikken.
Det foreslås herudover, at transport- og energiministeren
bemyndiges til at fastsætte bestemmelser om anvendelse af personligt
sikkerhedsudstyr til andre trafikanter end førere og passagerer og regler om
krav til sådant udstyr (kvalitet, mærkning, mv.).
Det foreslås endvidere at udvide muligheden for at udstede forbud
mod forhandling af udstyrsdele og tilbehør til køretøjer samt personligt
sikkerhedsudstyr til førere og passagerer, der ikke opfylder de gældende
krav,
til at omfatte forbud mod salg og markedsføring, ligesom det foreslås at
udvide
forbudsmuligheden til også at omfatte køretøjer og personligt
sikkerhedsudstyr
til andre trafikanter end førere og passagerer.
Herudover foreslår Justitsministeriet at udvide kommunernes
muligheder for at samarbejde om varetagelsen af kommunal parkeringskontrol.
1.2. Lovforslagets indhold
Lovforslaget gennemfører
for det første
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/20/EF af
8. april 2003 om ændring af Rådets direktiv 91/671/EØF om indbyrdes
tilnærmelse
af medlemsstaternes lovgivning vedrørende obligatorisk anvendelse af
sikkerhedsseler i køretøjer på under 3,5 ton (i det følgende: seledirektivet)
i
dansk ret.
Seledirektivet indebærer, at der i medlemsstaterne skal
fastsættes krav om, at der ikke må befordres flere personer i biler, hvori
der
er monteret sikkerhedsudstyr, end der er siddepladser forsynet med
sikkerhedsudstyr.
Seledirektivet pålægger endvidere medlemsstaterne at stille krav om, at børn
med en legemshøjde på under
150 cm
anvender særligt tilpasset sikkerhedsudstyr under befordring i bil.
Medlemsstaterne kan dog for så vidt angår befordring på medlemsstatens eget
område fastsætte dette højdekrav til
135
cm
i stedet for
150
cm. Direktivet pålægger endelig medlemsstaterne at
indføre et forbud mod befordring af børn i bagudvendende barnestole på en
passagersiddeplads med en ikke-deaktiveret frontairbag, ligesom det pålægger
medlemsstaterne at skærpe reglerne for befordring af børn i personbil,
varebil
eller lastbil, hvori der ikke kan monteres særligt tilpasset
sikkerhedsudstyr.
Lovforslaget indeholder
for
det andet
et forslag om, at transport- og energiministeren bemyndiges til
at fastsætte regler om krav til og anvendelse af personligt sikkerhedsudstyr
til andre trafikanter end førere og passagerer, f.eks. gående og ridende. Med
indførelsen af denne bemyndigelse vil det være muligt administrativt at
gennemføre dele af Rådets direktiv 89/686/EØF af 21. december 1989 om
indbyrdes
tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om personlige værnemidler. Denne
del af lovforslaget fremsættes af Justitsministeriet på vegne af Transport-
og
Energiministeriet, idet fastsættelse af krav til sikkerhedsmæssigt udstyr
hører
under Transport- og Energiministeriets område.
Lovforslaget indeholder
for
det tredje
et forslag om udvidelse af den nuværende mulighed for at forbyde
forhandling af udstyrsdele og tilbehør til køretøjer samt personligt
sikkerhedsudstyr til førere og passagerer til at omfatte forbud mod både salg
og markedsføring. Samtidig foreslås det at udvide forbudsmuligheden til også
at
omfatte køretøjer og personligt sikkerhedsudstyr til andre trafikanter end
førere og passagerer. Denne del af lovforslaget fremsættes ligeledes af
Justitsministeriet på vegne af Transport- og Energiministeriet, idet
fastsættelse af regler om indretning, udstyr mv. vedrørende køretøjer og
sikkerhedsmæssigt
udstyr hører under Transport- og Energiministeriets område.
Lovforslaget indeholder
for
det fjerde
et forslag om at udvide kommunernes muligheder for at samarbejde
om varetagelsen af kommunal parkeringskontrol.
Lovforslaget indeholder
for
det femte
et forslag om at videreføre bestemmelsen i § 11 i bekendtgørelse
nr. 511 af 20. juni 2005 om politiets sikring af den offentlige orden og
beskyttelse af enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed mv. om forbud mod
at
føre hunde i bånd fra motorkøretøj (dvs. bil og motorcykel), cykel med
hjælpemotor (nu: knallert), hestekøretøj eller af ridende i færdselsloven.
2. Sikkerhedsudstyr til førere og passagerer
2.1. Gældende ret
2.1.1. Anvendelse af sikkerhedssele
Det følger af færdselslovens § 80, stk. 1, at
hvis en siddeplads i bil, på motorcykel eller knallert er forsynet med
sikkerhedssele, skal denne under kørslen anvendes af den person, der benytter
siddepladsen, uanset om selerne er monteret frivilligt eller som følge af
krav
til køretøjers indretning.
Med hjemmel i færdselslovens § 80, stk. 5, nr. 2
og 3, er der fastsat regler om, at personer ved lægeattest kan fritages for
pligten til at anvende sikkerhedssele, ligesom der er fastsat regler om
fritagelse for pligten til at anvende sikkerhedsudstyr ved særlige former for
kørsel, jf. bekendtgørelse nr. 109 af 17. februar 1995 om brug af
sikkerhedsseler
m.v. som ændret ved bekendtgørelse nr. 808 af 22. august 2005.
Føreren skal i henhold til § 80, stk. 4, påse, at
passagerer, der endnu ikke er fyldt 15 år, anvender sikkerhedsudstyr i
overensstemmelse med stk. 1-3 samt regler herom fastsat i medfør af
stk. 5,
nr. 1-3.
Betegnelsen »bil« omfatter ifølge færdselslovens § 2,
nr. 2, blandt andet motorkøretøjer, der er forsynet med fire eller flere hjul
eller med bælter, valser, meder eller lignende. Pligten til at anvende
sikkerhedssele finder derfor anvendelse i forhold til personbiler, busser,
varebiler og lastbiler.
Motorcykel og knallert er ligeledes omfattet af
bestemmelsen i § 80, stk. 1. Der sigtes her til de såkaldte
»ellerter«,
kabinescootere og lignende mindre køretøjer. Tidligere var alene trehjulet
motorcykel og trehjulet knallert omfattet af § 80, stk. 1. Af
hensyn
til den tekniske udvikling, herunder lanceringen af et nyt tohjulet
motorcykelkoncept med en særlig beskyttelsesramme eller styrtbøjle over
føreren, udgik »trehjulet« af bestemmelsen ved lov nr. 1316 af 20. december
2000, der trådte i kraft den 1. januar 2001.
Pligten til at anvende sikkerhedssele skal forstås som en
pligt til at anvende selen forskriftsmæssigt. Heri ligger, at selen skal være
korrekt fastspændt og ligge tæt om kroppen på den person, der anvender selen.
Pligten til at anvende sikkerhedssele skal ligeledes forstås som en pligt
til,
at en siddeplads med sikkerhedssele skal prioriteres frem for en siddeplads
uden sele.
Pligten til at montere sikkerhedssele på siddepladserne på
forsædet i personbiler, der er indrettet til at benyttes til befordring af
højst ni personer føreren medregnet (klasse M1), og varebiler, der er
indrettet
til at benyttes til godsbefordring, og som har en tilladt totalvægt på ikke
over
3.500 kg
(klasse N1), blev indført den 1. juli 1969 med virkning for køretøjer, der er
indregistreret efter denne dato. Med ikrafttræden den 1. april 1989 blev
dette
krav udvidet til at gælde alle siddepladser på fremadvendende sæder, dvs.
også
på bagsædet. Kravet blev den 1. oktober 1999 endelig udvidet til at gælde
også
bagudvendende sæder. Allerede fra den 1. april 1980 var der imidlertid
fastsat
krav om, at alle siddepladser på fremadvendende sæder i disse person- og
varebiler skulle være forsynet med seleforankringer.
Den 1. april 1998 blev der fastsat krav om, at lastbiler,
der er indrettet til at benyttes til godsbefordring, og som har en tilladt
totalvægt på mere end
3.500 kg
(klasse N2 og N3), skal være forsynet med sikkerhedsseler og seleforankringer
ved alle fremadvendende sæder.
For så vidt angår busser med en tilladt totalvægt på ikke
over
3.500 kg
(små busser) blev der den 1. april 1993 fastsat krav om, at disse køretøjer
skal være forsynet med sikkerhedsseler og seleforankringer ved siddepladserne
på forsædet. Dette krav blev den 1. oktober 2001 udvidet til at gælde alle
siddepladser på både fremad- og bagudvendende sæder. For så vidt angår andre
busser i klasse M2, dvs. busser med en tilladt totalvægt på mere end
3.500 kg, men under
5.000 kg
(mindre busser), og busser
i klasse M3, dvs. med en tilladt totalvægt på mere end
5.000 kg
(større busser), blev der
den 1. oktober 1999 fastsat krav om, at disse køretøjer skal være forsynet
med
sikkerhedsseler og seleforankringer på alle siddepladser på både fremad- og
bagudvendende sæder. Kravet om sikkerhedsseler blev den 1. oktober 2001
udvidet
til også at gælde alle siddepladser på bagudvendende sæder.
Kravene om sikkerhedsseler og seleforankringer i busser
(klasse M2 og M3) gælder ikke for busser, hvor det tilladte antal ståpladser
udgør 20 pct. eller mere af det højst tilladte passagerantal, og som alene
godkendes til rutekørsel.
2.1.2. Anvendelse af sikkerhedsudstyr til børn
Det følger af færdselslovens § 80, stk. 2, at
børn under tre år i stedet for sele skal anvende barnestol eller andet
godkendt
sikkerhedsudstyr tilpasset barnets højde og vægt. Børn, der er fyldt tre år,
men ikke syv år, kan i stedet for sele anvende barnestol eller andet godkendt
sikkerhedsudstyr tilpasset barnets højde og vægt. Der kan i kombination med
sele anvendes selepude.
Med hjemmel i færdselslovens § 80, stk. 5, nr. 1,
er der fastsat regler om, hvordan sikkerhedsudstyr til børn under tre år skal
anvendes, jf. bekendtgørelse nr. 109 af 17. februar 1995 om brug af
sikkerhedsseler m.v. som ændret ved bekendtgørelse nr. 808 af 22. august
2005.
Efter bekendtgørelsen skal børn under tre år benytte
siddeplads forsynet med sele, barnestol eller andet godkendt sikkerhedsudstyr
tilpasset barnets højde og vægt under kørsel i bil til højst ni personer, i
bil
med en tilladt vægt på højst
3.500 kg,
trehjulet motorcykel eller trehjulet knallert.
Pligten til at anvende særligt tilpasset sikkerhedsudstyr
gælder dog ikke under kørsel i bil, hvor siddepladserne på bagsædet ikke er
forsynet med sikkerhedssele, og barnet anvender bagsædet under kørslen, eller
under kørsel i trehjulet motorcykel eller trehjulet knallert, hvis den
siddeplads, barnet anvender under kørslen, ikke er forsynet med
sikkerhedssele.
Pligten til at anvende særligt tilpasset sikkerhedsudstyr
gælder heller ikke under kørsel i hyrevogn, hvor barnet anvender bagsædet, og
der ikke er særligt tilpasset sikkerhedsudstyr til rådighed for barnet.
Endvidere
gælder pligten til at anvende særligt tilpasset sikkerhedsudstyr ikke, hvis
barnet under kørsel i bil anvender bagsædet eller under kørsel i trehjulet
motorcykel eller trehjulet knallert, hvis alle siddepladser med
sikkerhedssele
i forvejen benyttes af børn under 3 år med tilpasset sikkerhedsudstyr.
Bekendtgørelsen fastsætter endelig, at et barn – under
kørsel i bil med flere passagerer, end der er siddepladser forsynet med
sikkerhedssele, hvor et andet barn under 3 år anvender bagsædet – skal
benytte
siddeplads forsynet med sikkerhedssele, barnestol eller andet godkendt
sikkerhedsudstyr tilpasset barnets højde og vægt frem for andre siddepladser.
Færdselsloven indeholder ingen regler om børns placering i
biler med airbag. Det følger imidlertid af
Færdselsstyrelsens Detailforskrifter for Køretøjer, at der ved sæder
bortset fra førersædet, hvor der er monteret airbag, skal være en advarsel
mod
brug af bagudvendende barnestol. Der er dog ikke krav om advarselsmærkning,
hvis bilen er forsynet med en anordning, der automatisk registrerer, at
bagudvendende barnestol er monteret på sædet, og som tillige sikrer, at
airbaggen ikke kan udløses, når bagudvendende barnestol er monteret.
2.1.3. Antallet af personer, der lovligt kan
befordres
Der er efter den gældende bestemmelse i færdselslovens § 80,
stk. 1, ikke noget til hinder for, at der befordres flere passagerer på
en
bils for- eller bagsæde end antallet af monterede sikkerhedsseler i bilen,
når
blot de monterede sikkerhedsseler anvendes, og de almindelige regler i
færdselsloven § 82 om køretøjers belæsning er overholdt.
Det følger af færdselslovens § 82, at personer ikke må
være anbragt på en sådan måde, at føreren ikke har frit udsyn og
tilstrækkelig
mulighed for at manøvrere køretøjet. Passagerer må endvidere ikke medtages i
et
sådant antal eller være anbragt på en sådan måde, at der kan opstå fare for
dem
selv eller andre.
For så vidt angår busser, taxier, limousiner og biler til
sygetransport er der dog fastsat særlige regler om antallet af personer, der
lovligt
må befordres heri.
Det følger således af § 3 i Færdselsstyrelsens
bekendtgørelse nr. 700 af 8. august 2003 om særlige krav til busser som
senest
ændret ved bekendtgørelse nr. 1342 af 15. december 2004, at en bus ikke må
benyttes til befordring af flere personer, end den er godkendt til. Det
følger
endvidere af § 17 i Færdselsstyrelsens bekendtgørelse nr. 248 af 24.
april
1998 om særlige krav til taxier m.v. med senere ændringer, at en taxi, en
limousine og en bil til sygetransport ikke må benyttes til befordring af
flere
personer, end den er godkendt til.
2.1.4. Ansvarssubjekt
Personer på 15 år og derover, som under befordring i en bil
på en siddeplads forsynet med sikkerhedssele ikke anvender sikkerhedsselen,
kan
straffes for overtrædelse af færdselslovens § 118, stk. 1, nr. 1,
jf.
§ 80, stk. 1.
Det påhviler derimod føreren at påse, at passagerer, der
endnu ikke er fyldt 15 år, og som derfor ikke selv kan straffes, jf.
straffelovens § 15, anvender sikkerhedsudstyr i overensstemmelse med
reglerne herom, jf. færdselslovens § 80, stk. 4. Overtrædelse af
førerens pligt efter § 80, stk. 4, indebærer, at føreren ifalder
strafansvar efter færdselslovens § 118, stk. 1, nr. 1, jf.
§ 80,
stk. 4.
Det følger af færdselslovens § 118, stk. 2, at
der ved fastsættelsen af bøder for overtrædelse af bl.a. § 80 udmåles en
skærpet bøde.
Overtrædelse af førerens pligt efter § 80, stk. 4,
er endvidere omfattet af det såkaldte klippekortsystem, som blev indført ved
lov nr. 267 af 21. april 2004 om ændring af færdselsloven (Klippekortsystem,
skærpede sanktioner ved hastighedsovertrædelser mv.), og som trådte i kraft
den
1. september 2005, hvorefter førere af motorkøretøjer, hvortil der kræves
kørekort, efter tre grovere færdselsforseelser inden for en periode på tre år
får en betinget frakendelse af førerretten.
Føreren af en bil, der er indrettet til at benyttes til
befordring af mere end ni personer føreren medregnet, er dog efter § 8 a
i
bekendtgørelse nr. 109 af 17. februar 1995 om brug af sikkerhedsseler m.v.,
som
ændret ved bekendtgørelse nr. 808 af 22. august 2005, fritaget for den i
færdselslovens § 80, stk. 4, nævnte pligt. Føreren af en sådan bil
skal før kørslen påbegyndes i stedet sørge for, at passagerer under 15 år
oplyses om reglerne for anvendelse af sikkerhedsudstyr, hvis der er
siddepladser forsynet med sikkerhedsudstyr.
Oplysningspligten skal iagttages på en eller flere af
følgende måder: 1) Orientering fra føreren, 2) orientering fra ledsageren
eller
den person, der er udpeget som gruppeleder, 3) audiovisuelt eller 4) med
piktogrammer,
der opfylder bestemmelserne i bekendtgørelse om detailforskrifter for
køretøjers indretning og udstyr.
Overtrædelse af førerens oplysningspligt efter § 8 a
straffes i henhold til bekendtgørelsens § 9 med bøde.
2.2. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2003/20/EF af 8. april 2003 om ændring af Rådets direktiv 91/671/EØF om
indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning vedrørende obligatorisk
anvendelse af sikkerhedsseler i køretøjer på under 3,5 ton
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/20/EF af 8.
april 2003 om ændring af Rådets direktiv 91/671/EØF om indbyrdes tilnærmelse
af
medlemsstaternes lovgivning vedrørende obligatorisk anvendelse af
sikkerhedsseler i køretøjer på under 3,5 ton skal senest den 9. maj 2006 være
gennemført i EU-medlemsstaternes nationale lovgivning.
Seledirektivet udvider selepligten i Rådets (oprindelige)
direktiv 91/671/EØF til at gælde alle førere og passagerer i alle køretøjer,
dvs. køretøjer i klasse M1 (bil, der er indrettet til at benyttes til
befordring af højst ni personer føreren medregnet), M2 (bil, der er indrettet
til at benyttes til befordring af mere end ni personer føreren medregnet, og
som har en tilladt totalvægt på ikke over
5.000 kg
), M3 (bil, der er indrettet
til at benyttes til befordring af mere end ni personer føreren medregnet, og
som har en tilladt totalvægt på mere end
5.000 kg
), N1 (bil, der er indrettet
til at benyttes til godsbefordring, og som har en tilladt totalvægt på ikke
over
3.500 kg
),
N2 (bil, der er indrettet til at benyttes til godsbefordring, og som har en
tilladt totalvægt på mere end
3.500
kg, men ikke over
12.000 kg
) og N3 (bil, der er
indrettet til at benyttes til godsbefordring, og som har en tilladt totalvægt
på mere end
12.000 kg
).
Med seledirektivet bliver det et EU-retligt krav, at det
sikkerhedsudstyr, der er til rådighed i biler, skal anvendes. For så vidt
angår
biler i klasse M2 og M3 (dvs. busser) gælder dette dog kun for så vidt angår
personer på tre år og derover, og kun når passagererne sidder ned.
Seledirektivet indfører ligeledes en ny hovedregel om, at
der ikke må befordres flere passagerer i en bil, end der er siddepladser
forsynet med sikkerhedsudstyr. Ændringsdirektivets krav gælder alene biler,
hvori der allerede er monteret sikkerhedsseler eller fastholdelsesanordninger
på siddepladserne på henholdsvis bagsædet og forsædet.
Dette indebærer, at der i en bil, hvor der er monteret
sikkerhedsseler på bagsædet, højst vil kunne befordres et antal personer
svarende til antallet af monterede sikkerhedsseler på dette sæde. Er der
derimod ikke monteret sikkerhedsseler på bagsædet, vil antallet af personer,
der lovligt kan befordres herpå, alene være begrænset af eventuelle regler om
eksempelvis køretøjers belæsning (for Danmarks vedkommende færdselslovens
§ 82).
Det samme gør sig gældende for så vidt angår befordring af personer på en
bils
forsæde.
For så vidt angår befordring på deres eget område kan
medlemsstaterne i en vis udstrækning med Kommissionens godkendelse gøre
undtagelser fra direktivets regler om anvendelse af sikkerhedsudstyr.
Medlemsstaterne kan således med Kommissionens godkendelse
fastsætte nationale regler med henblik på
at
tage hensyn til særlige fysiske forhold eller særlige omstændigheder i et
begrænset tidsrum,
at
gøre det muligt
at udøve visse erhvervsmæssige funktioner på en effektiv måde, at sikre, at
aktiviteter i forbindelse med håndhævelse af lov og orden, sikkerhed og
nødstilfælde kan fungere bedst muligt, og
at
tage hensyn til de særlige kørselsforhold for biler i klasse M2 og M3 (dvs.
busser), der er beregnet til lokal befordring i byområder eller tæt bebyggede
områder eller i hvilke ståpladser er tilladt.
Medlemsstaterne kan endvidere med Kommissionens godkendelse
fastsætte regler, hvorefter det midlertidigt tillades, at der i forbindelse
med
lokal transport, navnlig skoletransport, i biler i klasse M2 og M3 (dvs.
busser) befordres et antal siddende børn, der er større end antallet af
siddepladser udstyret med sikkerhedssele. Varigheden af en sådan tilladelse
fastsættes af den enkelte medlemsstat, idet den dog ikke må overskride fem år
regnet fra den 9. maj 2003.
Endelig giver seledirektivet medlemsstaterne mulighed for
midlertidigt at tillade befordring på siddepladser på et andet sæde end
forsædet i biler i klasse M1 (personbiler) og klasse N1 (varebiler) af et
antal
personer, der er større end antallet af siddepladser med sikkerhedssele eller
fastholdelsesanordning. En sådan fritagelses varighed fastsættes ligeledes af
den enkelte medlemsstat, idet varigheden dog ikke må overskride seks år fra
den
9. maj 2003.
Seledirektivet stiller herudover krav om anvendelsen af
fastholdelsesanordninger for børn med en legemshøjde på under
150 cm. Medlemsstaterne kan dog for så
vidt angår befordring på medlemsstatens eget område fastsætte dette højdekrav
til
135 cm
i
stedet for
150 cm.
Seledirektivet pålægger således medlemsstaterne at stille
krav om, at børn med en legemshøjde på under
150 cm
(
135 cm
) fastholdes af en
barnefastholdelsesanordning tilpasset barnets vægt. Dette krav skal finde
anvendelse i forhold til befordring i biler i klasse M1, N1, N2 og N3 (dvs.
personbiler, varebiler og lastbiler), men ikke ved befordring i biler i
klasse
M2 og M3 (dvs. busser).
Seledirektivet fastsætter endvidere regler for befordring
af børn i personbil, varebil eller lastbil, hvori der ikke kan monteres
særligt
tilpasset sikkerhedsudstyr.
Børn under tre år må som hovedregel ikke befordres i
personbil, varebil eller lastbil, hvori der ikke kan monteres særligt
tilpasset
sikkerhedsudstyr, jf. dog nedenfor om muligheden for at fastsætte nationale
regler om befordring af børn i taxier.
Børn på tre år og derover med en legemshøjde på under
150 cm
(
135 cm
) skal ved befordring i
personbil, varebil og lastbil, hvori der ikke kan monteres
barnefastholdelsesanordninger,
placeres på en siddeplads på et andet sæde end forsædet.
Seledirektivet pålægger endvidere medlemsstaterne at
indføre et forbud mod befordring af børn i bagudvendende barnestole på et
passagersæde med frontairbag, medmindre airbaggen er deaktiveret.
Seledirektivet giver fortsat mulighed for, at der nationalt
i de enkelte medlemsstater kan fastsættes regler om børns anvendelse af
sikkerhedsudstyr, der alene finder anvendelse på medlemsstatens område.
Det kan således nationalt tillades, at børn med en
legemshøjde på under
150 cm
(
135 cm
) ikke
fastholdes af en barnefastholdelsesanordning, når de befordres i taxi. Barnet
skal dog i så fald befordres på en siddeplads på et andet sæde end forsædet.
Med Kommissionens godkendelse kan det endvidere nationalt
tillades, at et tredje barn på tre år og derover med en legemshøjde på under
150 cm
(
135 cm
), i biler i klasse M1 og N1
(dvs. person- og varebiler) fastholdes af en voksensele, når bagsædet er
udstyret med to barnefastholdelsesanordninger, og manglende plads betyder, at
det ikke er muligt at udstyre det med en tredje anordning.
Endelig kan det – ligeledes under forudsætning af
godkendelse fra Kommissionen – nationalt tillades, at børn på tre år
eller
derover, der befordres på siddepladser på et andet sæde end forsædet i biler
i
klasse M1 og N1 (dvs. personbiler og varebiler), fastholdes af en voksensele,
når der er tale om lejlighedsvis befordring over korte afstande, og der ikke
forefindes nogen eller et tilstrækkeligt antal barnefastholdelsesanordninger
i
det pågældende køretøj.
2.3. Justitsministeriets overvejelser
Seleirektivet udvider selepligten til at gælde alle førere
og passagerer i alle biler (klasse M1, M2, M3, N1, N2, N3, dvs. personbiler,
busser, varebiler og lastbiler), ligesom reglerne for anvendelse af
sikkerhedsudstyr til børn skærpes. Seledirektivet pålægger endvidere
medlemsstaterne
at fastsætte regler om, at der i en bil, der har siddepladser forsynet med
sikkerhedsseler, ikke må befordres flere personer, end der er siddepladser
forsynet med sikkerhedssele eller anden godkendt fastholdelsesanordning.
Gennemførelse af seledirektivet i dansk lovgivning
forudsætter, at der foretages ændringer i de gældende regler om anvendelse af
sikkerhedssele mv.
Det foreslås derfor
for
det første
at ændre færdselslovens § 80, således at denne bestemmelse
alene indeholder regler om anvendelse af sikkerhedsseler, jf. nedenfor under
punkt 2.3.1.
Det foreslås
for det
andet
at udskille bestemmelserne om anvendelse af sikkerhedsudstyr til børn
til en særskilt bestemmelse i § 80 a, der tager højde for
seledirektivets
skærpede krav til anvendelse af sikkerhedsudstyr til børn, jf. nedenfor under
punkt 2.3.2.
Det foreslås
for det
tredje
at indsætte en ny bestemmelse i færdselslovens § 80 b, der
fastsætter antallet af personer, der lovligt må befordres i en bil, jf.
nedenfor
under punkt 2.3.3.
2.3.1. Anvendelse af sikkerhedssele
Ændringsdirektivets udvidelse af selepligten til at gælde
biler i alle klasser, der er forsynet med sikkerhedsseler, giver ikke
anledning
til indholdsmæssige ændringer af den gældende danske lovgivning.
Det følger således allerede af færdselslovens § 80,
stk. 1, at hvis en siddeplads i bil, på motorcykel eller knallert er
forsynet med sikkerhedssele, skal denne under kørslen benyttes af den person,
der benytter siddepladsen. Betegnelsen »bil« omfatter som anført under punkt
2.1.1. ikke kun personbiler (klasse M1), men også busser (klasse M2 og M3),
varebiler (klasse N1) og lastbiler (klasse N2 og N3).
Justitsministeriet foreslår derfor at videreføre
bestemmelsen i § 80, stk. 1, idet det dog foreslås tilføjet, at der
i
kombination med sikkerhedssele kan anvendes selepude.
Den foreslåede tilføjelse skal ses i lyset af
Justitsministeriets forslag om at fastsætte højdegrænsen for pligtmæssig brug
af særligt sikkerhedsmæssigt udstyr til børn til
135 cm, jf. nedenfor under punkt
2.3.2. Børn med en legemshøjde på over
135
cm
vil således efter forslaget kunne anvende almindelig
sikkerhedssele, jf. § 80, stk. 1. Tilføjelsen foreslås derfor med
henblik på at tillade, at børn med en legemshøjde på over
135 cm
i kombination med
sikkerhedssele vil kunne anvende selepude.
Bestemmelsen i § 80, stk. 3, hvorefter der ikke
er pligt til at anvende sikkerhedssele ved bakning og under kørsel på
parkeringsplads, servicestation, værkstedsområde eller under lignende
forhold,
vil ligeledes – under henvisning til seledirektivets artikel 6,
hvorefter der
nationalt kan ske fritagelse fra selepligten med henblik på at tage hensyn
til
særlige fysiske forhold eller særlige omstændigheder i et begrænset tidsrum
–
kunne opretholdes, hvis dette godkendes af Kommissionen.
Justitsministeriet foreslår derfor, at indholdet i
bestemmelsen videreføres i en ny § 80, stk. 2.
Efter seledirektivets artikel 5 og 6 vil det ligeledes
fortsat være muligt at fritage visse personer for pligten til at anvende
sikkerhedssele, herunder ved særlige former for kørsel.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at det fortsat vil
være nødvendigt at kunne fritage visse personer fra pligten til at anvende
sikkerhedssele,
herunder ved særlige former for kørsel.
Der vil eksempelvis fortsat være personer, som på grund af
alvorlige lægelige årsager ikke bør anvende sikkerhedssele, og som derfor ved
lægeattest fritages herfor. Hensynet til at kunne sikre, at kørsel i
forbindelse
med f.eks. håndhævelse af lov og orden kan finde sted på en forsvarlig måde,
vil ligeledes kunne begrunde, at pligten til at anvende sikkerhedssele ikke
bør
finde anvendelse. Herudover vil hensynet til de særlige kørselsforhold for
lokale bybusser og lignende (herunder busser med ståpladser) tillige kunne
begrunde en fritagelse fra pligten til at anvende sikkerhedssele.
Justitsministeriet finder det derfor hensigtsmæssigt, at
justitsministeren – som i dag, jf. § 80, stk. 5 –
administrativt kan
fastsætte regler om, at visse personer fritages for pligten til at anvende
sikkerhedssele, herunder ved særlige former for kørsel.
Som konsekvens af etableringen af en ny struktur i
færdselslovens kapitel 12, herunder udskillelsen af bestemmelserne i
§ 80
om børns anvendelse af sikkerhedsudstyr til en særskilt bestemmelse, foreslås
det, at justitsministerens eksisterende bemyndigelse i færdselslovens
§ 80,
stk. 5, ændres, således at justitsministeren ved den foreslåede
§ 80
, stk. 3
, bemyndiges til at fastsætte
regler om, at visse personer fritages for pligten til at anvende
sikkerhedssele, jf. stk. 1, herunder ved særlige former for kørsel.
Det er hensigten at udnytte bemyndigelsen til
administrativt at fastsætte regler, der helt eller delvis viderefører de
eksisterende
fritagelsesregler i kapitel 4 i bekendtgørelse nr. 109 af 17. februar 1995.
Indholdet i de eksisterende regler om strafansvaret for
manglende overholdelse af bestemmelserne om anvendelse af sikkerhedssele
foreslås videreført i en ny § 80, stk. 4, 1. pkt. med de
konsekvensændringer, der følger af udskillelsen af bestemmelserne om
anvendelse
af sikkerhedsudstyr til børn (med en legemshøjde på under
135 cm
) til en ny § 80 a. Den
gældende bemyndigelse i § 80, stk. 5, nr. 4, til at fastsætte
regler
om at føreren af en bus helt eller delvis fritages for denne pligt samt om,
hvilke foranstaltninger føreren i stedet skal træffe, foreslås videreført som
2. pkt. i den nye § 80, stk. 4.
Om baggrunden for bemyndigelsesbestemmelsen i den gældende
§ 80, stk. 5, nr. 4 – som efter forslaget bliver § 80,
stk. 4,
2. pkt. – henvises til bemærkningerne til det lovforslag, der dannede
grundlag
for lov nr. 1316 af 20. december 2000 om ændring af færdselsloven, hvoraf det
fremgår, at det var Trafikministeriets (nu Transport- og Energiministeriets)
vurdering, at det i praksis er umuligt for føreren af en bus under kørslen at
kontrollere, at børn under 15 år benytter sikkerhedssele (eller særligt
tilpasset sikkerhedsudstyr). Justitsministeriet er enig i denne vurdering.
Justitsministeriet har på den baggrund administrativt
fastsat regler, der erstatter førerens tilsynspligt med en oplysningspligt i
relation til anvendelsen af sikkerhedssele/særligt tilpasset
sikkerhedsudstyr,
jf. bekendtgørelse nr. 808 af 22. august 2005 om ændring af bekendtgørelse
nr.
109 af 17. februar 1995 om brug af sikkerhedsseler m.v. Bekendtgørelsen
trådte
i kraft den 1. september 2005.
Oplysningspligten skal herefter opfyldes på en eller flere
af følgende måder: 1) Orientering fra føreren, 2) orientering fra ledsageren
eller den person, der er udpeget som gruppeleder, 3) audiovisuelt eller 4)
med
piktogrammer, der opfylder bestemmelserne i bekendtgørelse om
detailforskrifter
for køretøjers indretning og udstyr.
Der henvises i øvrigt til gennemgangen af de gældende
regler om ansvarssubjekt ovenfor under punkt 2.1.4.
2.3.2. Anvendelse af sikkerhedsudstyr til børn
Som anført under punkt 2.2. pålægger seledirektivet
medlemsstaterne at indføre bestemmelser om, at børn med en legemshøjde på
under
150 cm
fastholdes
af en barnefastholdelsesanordning tilpasset barnets vægt, når de befordres i
personbil, varebil eller lastbil, ligesom direktivet pålægger medlemsstaterne
at skærpe reglerne for befordring af børn i disse køretøjer i de tilfælde,
hvor
der ikke kan monteres særligt tilpasset sikkerhedsudstyr til børn.
Medlemsstaterne kan dog for så vidt angår befordring på medlemsstatens eget
område fastsætte dette højdekrav til
135
cm
i stedet for
150
cm.
Direktivet pålægger endelig medlemsstaterne at indføre et
forbud mod befordring af børn i bagudvendende barnestole på et passagersæde
med
en ikke-deaktiveret frontairbag.
Til brug for gennemførelsen af seledirektivets regler om
anvendelse af sikkerhedsudstyr til børn foreslås det derfor at indsætte en ny
bestemmelse i færdselslovens
§ 80 a.
Det foreslås i § 80 a,
stk. 1
, at fastsætte, at børn med en legemshøjde på under
135 cm
ved befordring i andre biler
end busser, på motorcykel og knallert, der er forsynet med sikkerhedsseler,
skal anvende godkendt sikkerhedsudstyr tilpasset barnets højde og vægt.
Børn med en legemshøjde på under
135 cm
vil under befordring i sådanne
køretøjer derfor skulle anvende en barnefastholdelsesanordning i en af
følgende
to klasser: En
integreret
klasse, der
består af en kombination af gjorde eller fleksible komponenter med
lukkebeslag,
justéran-ordning, fastgørelsesanordninger og, i nogle tilfælde, en
supplerende
stol og/eller et kollissionsværn, som kan fastgøres ved hjælp af den eller de
til systemet hørende gjord eller gjorde (f.eks. en barnestol), eller en
ikke-integreret
klasse, som kan bestå af
en partiel fastholdelsesanordning, som, når den anvendes sammen med en
voksensele, der føres rundt om barnets krop, eller når den tilbageholder den
anordning, hvori barnet er anbragt, udgør en komplet
barnefastholdelsesanordning.
Barnefastholdelsesanordninger inddeles i øvrigt efter
seledirektivet i fem vægtklasser, hvor gruppe 0 gælder for børn med en vægt
under
10 kg,
gruppe 0+ for børn med en vægt under
13
kg, gruppe I for børn med en vægt fra 9 til
18 kg, gruppe II for børn med en vægt
fra 15 til
25 kg
og gruppe III for børn med en vægt fra 22 til
36 kg.
Det særligt tilpassede sikkerhedsudstyr skal være godkendt
i henhold til standarden i FN/ECE-regulativ 44.03 eller direktiv 77/541/EØF
eller enhver tilpasning af nævnte regulativ eller direktiv.
Om fastsættelse af højdegrænsen for pligtmæssig brug af
særligt tilpasset sikkerhedsudstyr til
135
cm
bemærkes, at seledirektivet som nævnt stiller krav om
anvendelsen af sikkerhedsudstyr for børn med en legemshøjde på under
150 cm. Medlemsstaterne kan imidlertid
for så vidt angår befordring på medlemsstatens eget område vælge at fastsætte
dette højdekrav til
135 cm
i stedet for
150 cm.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at en fastsættelse
af højdekravet til
150 cm
vil indebære en markant ændring af reglerne for børns anvendelse af
sikkerhedsudstyr, idet et barn på tre år og derover efter de gældende regler
kan anvende en almindelig sikkerhedssele, mens dette efter gennemførelse af
seledirektivet i dansk ret alene vil være muligt for børn med en legemshøjde
på
over
150 cm..
Det er på den baggrund Justitsministeriets opfattelse, at
højdegrænsen i forhold til kravet om anvendelse af særligt tilpasset
sikkerhedsudstyr bør fastsættes til
135
cm. Det bemærkes i den forbindelse, at børn med en
legemshøjde på
over
135 cm, som efter forslaget til § 80,
stk. 1, skal anvende almindelig sikkerhedssele, i kombination hermed vil
kunne anvende selepude, jf. det foreslåede § 80, stk. 1, 2. pkt.
Det kan i øvrigt oplyses, at det følger af direktivet, at
højdegrænserne skal behandles på ny efter den såkaldte forskriftsprocedure.
Justitsministeriet vil naturligvis være opmærksom på resultatet af ovennævnte
drøftelserne i henhold til forskriftsproceduren, herunder med henblik på at
vurdere, om det efterfølgende må vises sig, at højdekravet bør hæves til
150 cm.
Som tidligere fremhævet vedrører seledirektivet alene
biler, dvs. person-, vare- og lastbiler samt busser. Seledirektivet
indeholder
således ingen regler om anvendelse af sikkerhedsudstyr under befordring på
motorcykel
eller knallert.
Fastsættelsen af anvendelsesområdet for stk. 1 til
også at gælde ved befordring af børn på motorcykler og knallerter, der er
forsynet med sikkerhedssele, sker således uafhængigt af seledirektivet.
Det følger af Færdselsstyrelsens Detailforskrifter for
Køretøjer, at en trehjulet motorcykel med karosseri skal være forsynet med
sikkerhedsseler. Dette krav stilles ligeledes til en trehjulet knallert med
karosseri, hvis egenvægt overstiger
250
kg. Efter de gældende regler vil børn under 3 år, der
befordres på sådanne køretøjer, skulle anvende særligt tilpasset
sikkerhedsudstyr, mens børn på 3 år og derover skal anvende enten
sikkerhedssele eller særligt tilpasset sikkerhedsudstyr. Efter forslaget
skærpes kravene, idet børn med en legemshøjde på under
135 cm, som befordres på sådanne køretøjer,
skal anvende godkendt sikkerhedsudstyr tilpasset barnets højde og vægt.
Det foreslås som nævnt, at
stk. 1
skal finde anvendelse ved befordring af børn i andre
biler end busser (dvs. i personbiler, varebiler og lastbiler), samt på
motorcykler og knallerter, der er forsynet med sikkerhedsseler. Bestemmelsen
skal således ikke finde anvendelse ved befordring af børn i busser, hvorom
der
i stedet fastsættes en særskilt bestemmelse, jf. nedenfor om en ny § 80
a,
stk. 4.
Det foreslås endvidere i § 80 a,
stk. 2
, at der i biler – med undtagelse af busser – der ikke
har passagersiddepladser forsynet med sikkerhedsseler, hvortil der kan
monteres
godkendt sikkerhedsudstyr tilpasset barnets højde og vægt, ikke må befordres
børn under tre år, mens børn på tre år og derover med en legemshøjde på under
135 cm
alene må befordres på en
siddeplads på et andet sæde end forsædet i sådanne biler.
Reglerne i stk. 2 skal efter forslaget udelukkende
finde anvendelse ved befordring af børn i biler i klasse M1, N1, N2 og N3,
dvs.
i person-, vare- og lastbiler. De foreslåede regler for befordring af børn
med
en legemshøjde på under
135 cm
skal således ikke finde anvendelse ved befordring i bus eller på motorcykel
eller knallert.
Det foreslåede stk. 2 indebærer
for det første
, at børn under 3 år ikke må befordres i biler, der
ikke har passagersiddepladser forsynet med sikkerhedsseler, hvortil der kan
monteres særligt tilpasset sikkerhedsudstyr.
Stk. 2 indebærer
for
det andet
, at børn på tre år og derover med en legemshøjde på under
135 cm
under befordring i biler, hvor
hverken passagersiddepladserne på forsædet eller bagsædet (- sæderne) er
forsynet med sikkerhedsseler, hvortil der kan monteres særligt tilpasset
sikkerhedsudstyr,
skal benytte en siddeplads på bagsædet (- sæderne). Det er i den forbindelse
vigtigt at bemærke sig, at barnet i de tilfælde, hvor bilens forsædes –
men
ikke bilens bagsædes (- sæders) – passagersiddepladser er forsynet med
sikkerhedsseler, skal befordres på en siddeplads på forsædet og anvende
særligt
tilpasset sikkerhedsudstyr, jf. det foreslåede § 80 a, stk. 1.
Med henblik på gennemførelse af seledirektivets bestemmelse
om befordring af børn i bil med airbag foreslås det herudover i § 80 a,
stk. 3
, at forbyde, at børn
befordres i bil i en bagudvendende barnestol på en passagersiddeplads med
frontairbag, medmindre airbaggen er deaktiveret.
Deaktiveringen af airbaggen kan både ske manuelt og
automatisk.
Seledirektivet indebærer endvidere, at det
sikkerhedsudstyr, der er monteret på siddepladser i busser, skal anvendes af
alle personer på tre år og derover (børn og voksne). Børn på tre år og
derover
vil således eksempelvis skulle anvende voksensikkerhedssele.
Det foreslås derfor endelig i § 80 a,
stk. 4
, at fastsætte, at børn på
tre år og derover med en legemshøjde på under
135 cm
ved befordring i bus skal
anvende sikkerhedssele eller andet godkendt sikkerhedsudstyr, i det omfang
siddepladsen er forsynet hermed.
Pligten til i bus at anvende sikkerhedssele eller andet
godkendt sikkerhedsudstyr, i det omfang siddepladsen er forsynet hermed, skal
således ikke finde anvendelse ved befordring af børn på under tre år. Dette
skyldes,
at det ofte ikke vil være forsvarligt at lade børn under tre år anvende
voksensikkerhedssele.
Seledirektivet giver adgang til, at der nationalt kan
fastsætte regler om befordring af børn, hvorefter de ovenfor beskrevne regler
fraviges.
Der kan således fastsættes nationale regler om befordring
af børn i taxi, hvorefter pligten til at anvende særligt tilpasset
sikkerhedsudstyr ikke finder anvendelse, hvis det pågældende barn benytter en
siddeplads på et andet sæde end forsædet.
Under forudsætning af, at Kommissionen meddeler sin
godkendelse, giver seledirektivet endvidere adgang til at fastsætte regler
om,
at et tredje barn på tre år eller derover og med en legemshøjde på under
135 cm, i biler i klasse M1 og N1
(dvs. person- og varebiler) fastholdes af en voksensele, når bagsædet er
udstyret med to barnefastholdelsesanordninger, og manglende plads betyder, at
det ikke er muligt at udstyre det med en tredje anordning. Tilsvarende vil
der
være adgang til at fastsætte regler om, at børn på tre år eller derover, der
befordres på en siddeplads på et andet sæde end forsædet i biler i klasse M1
og
N1 (dvs. personbiler og varebiler), fastholdes af en voksensele, når der er
tale om lejlighedsvis befordring over korte afstande, og der ikke forefindes
nogen eller et tilstrækkeligt antal barnefastholdelsesanordninger i det
pågældende køretøj.
De gældende regler, som er fastsat i medfør af
færdselslovens § 80, stk. 5, nr. 1, i bekendtgørelse nr. 109 af 17.
februar 1995 om brug af sikkerhedsseler m.v. som ændret ved bekendtgørelse
nr.
808 af 22. august 2005, indeholder en række bestemmelser om anvendelse af
sikkerhedsudstyr for børn under tre år. Bekendtgørelsen indeholder derimod
ikke
bestemmelser om anvendelse af sikkerhedsudstyr for børn på tre år og derover,
ligesom der ikke opereres med en højdegrænse.
Det foreslås derfor, at justitsministerens eksisterende
bemyndigelse i færdselslovens § 80, stk. 5, nr. 1, ændres, således
at
justitsministeren ved den foreslåede § 80 a,
stk. 5
, bemyndiges til at fastsætte regler om anvendelse af
sikkerhedsudstyr ved befordring af børn med en legemshøjde på under
135 cm, herunder at bestemmelserne i
de foreslåede regler i § 80 a, stk. 1, 2 og 4, helt eller delvis
ikke
skal finde anvendelse.
Det er hensigten at anvende bemyndigelsen til
administrativt at fastsætte regler, der i vidt omfang udnytter de ovenfor
beskrevne undtagelsesmuligheder i seledirektivet.
Om ansvaret for at påse, at børn anvender sikkerhedsudstyr
i overensstemmelse med reglerne, foreslås det i en ny
§ 80 a, stk. 6, 1. pkt.
, at fastsætte, at dette påhviler
føreren.
Førerens pligt til at påse, at børn anvender
sikkerhedsudstyr i overensstemmelse med reglerne, vil således efter forslaget
både følge af § 80, stk. 4, (børn under 15 år med en legemshøjde på
over
135 cm
) og § 80 a, stk. 6,
1. pkt. (børn under 15 år med en legemshøjde på
under
135 cm
).
Overtrædelse af førerens pligt efter § 80 a, stk. 6,
1. pkt., foreslås desuden omfattet af det såkaldte klippekortsystem for så
vidt
angår manglende efterlevelse af tilsynspligten i relation til reglerne i
§ 80
a, stk. 1-2, jf. nedenfor under de specielle bemærkninger til nr. 13.
Det foreslås endvidere i
§ 80 a, stk. 6, 2. pkt.
, at bemyndige justitsministeren
til helt eller delvis at fritage føreren af en bus fra den i 1. pkt. nævnte
pligt samt om, hvilke foranstaltninger føreren i stedet skal træffe.
Der henvises til punkt 2.3.1. ovenfor, hvoraf det fremgår,
at det ved bekendtgørelse nr. 808 af 22. august 2005 om ændring af
bekendtgørelse nr. 109 af 17. februar 1995 om brug af sikkerhedsseler m.v.,
der
trådte i kraft den 1. september 2005, er fastsat, at føreren af en bus (bil,
der er indrettet til at benyttes til befordring af mere end ni personer
føreren
medregnet) er fritaget for sin tilsynspligt, men at den pågældende i stedet
er
pålagt en oplysningspligt, der skal opfyldes inden kørslens start.
2.3.3. Antallet af personer, der lovligt kan
befordres
Som anført under punkt 2.2. indføres ved seledirektivet en
ny hovedregel om, at der ikke må befordres flere passagerer i en bil, end der
er siddepladser forsynet med sikkerhedsudstyr. Seledirektivets krav gælder
alene biler, hvori der allerede er monteret sikkerhedsseler eller
fastholdelsesanordninger på siddepladserne.
For så vidt angår befordring på deres eget område kan
medlemsstaterne med Kommissionens godkendelse gøre undtagelser fra reglen om,
at der ikke må befordres flere passagerer i en bil, end der er siddepladser
forsynet med sikkerhedsudstyr. Der henvises til gennemgangen af
seledirektivets
undtagelsesmuligheder ovenfor under punkt 2.2.
Som anført under punkt 2.1.3. er der i færdselslovens § 80,
stk. 1, ikke noget til hinder for, at der befordres flere passagerer på
en
bils for- eller bagsæde (-sæder) end antallet af monterede sikkerhedsseler i
bilen, når blot de monterede sikkerhedsseler anvendes, og de almindelige
regler
i færdselsloven § 82 om køretøjers belæsning er overholdt.
Til brug for gennemførelsen af seledirektivet foreslås det
derfor at indsætte en ny bestemmelse i færdselslovens
§ 80 b.
I den nye bestemmelses
stk. 1,
1. pkt.,
foreslås fastsat, at antallet af personer, der befordres på
forsædet i en bil, ikke må overstige antallet af passagersiddepladser, som er
forsynet med sikkerhedsseler. Bestemmelsen i 1. pkt. skal finde tilsvarende
anvendelse for så vidt angår befordring af passagerer på bagsædet (-sæderne),
jf. forslaget til
stk. 1, 2. pkt.
Dette gælder, uanset om selerne er monteret frivilligt
eller som følge af krav til køretøjers indretning.
Indførelsen af disse regler indebærer f.eks., at der ikke
længere må befordres fire passagerer på bagsædet af en almindelig personbil,
hvis bilens bagsæde alene er forsynet med sikkerhedsudstyr til tre
passagerer.
Hovedreglerne i stk. 1 fraviges i bestemmelsens
stk. 2
, hvori det foreslås fastsat,
at bestemmelserne i stk. 1 ikke finder anvendelse ved befordring i
biler,
hvor passagersiddepladserne på henholdsvis forsædet og bagsædet (-sæderne)
ikke
er forsynet med sikkerhedsseler.
Som anført under punkt 2.2. indebærer det, at der i en bil,
hvor bagsædets (-sædernes) siddepladser er forsynet med sikkerhedsseler,
højst
vil kunne befordres et antal passagerer svarende til antallet af siddepladser
med sikkerhedsseler på dette (disse) sæde (sæder). Er bagsædets (-sædernes)
siddepladser derimod ikke forsynet med sikkerhedsseler, vil antallet af
passagerer, der lovligt kan befordres herpå, alene være begrænset af
færdselslovens § 82 om køretøjers belæsning. Det samme gør sig gældende
for så vidt angår befordring af passagerer på en bils forsæde.
Er der eksempelvis i en bil monteret sikkerhedsseler på
passagersiddepladserne på forsædet, men ikke på bagsædets (-sædernes)
siddepladser, vil antallet af passagerer, der lovligt kan befordres på
forsædet
, således være begrænset af antallet
af passagersiddepladser forsynet med sikkerhedsseler, mens antallet af
passagerer, der lovligt kan befordres på
bagsædet
(-sæderne),
alene vil være begrænset af regler om eksempelvis køretøjers
belæsning, jf. ovenfor under punkt 2.1.3. om færdselslovens § 82.
Reglerne i den foreslåede § 80 b, stk. 1, bør
efter Justitsministeriets opfattelse ikke gælde, når der eksempelvis
befordres
personer, som af lægelige årsager – eller som følge af kørslens særlige
karakter – er fritaget for pligten til at anvende sikkerhedsudstyr.
Personer, som er fritaget fra pligten til at anvende
sikkerhedsudstyr, bør således efter Justitsministeriets opfattelse kunne
befordres i alle biler, uanset om den siddeplads, som personen benytter, er
forsynet med sikkerhedsudstyr eller ej.
Det foreslås på den baggrund, at justitsministeren i § 80
b,
stk. 3
, bemyndiges til at
fastsætte regler om, at bestemmelserne i § 80 b, stk. 1, ikke skal
finde anvendelse i særlige situationer, herunder ved befordring af
passagerer,
som i medfør af regler fastsat efter § 80, stk. 3, og § 80 a,
stk. 5, er fritaget for pligten til at anvende sikkerhedsudstyr, og
under
befordring ved særlige former for kørsel.
For så vidt angår særlige former for kørsel kan
Justitsministeriet oplyse, at ministeriet – om nødvendigt – vil
søge at
indhente Kommissionens godkendelse til at fastsætte regler, der indebærer, at
det indtil den 1. maj 2008 (seledirektivet tillader dette indtil den 9. maj
2008) i biler i klasse M2 og M3 (dvs. busser) i forbindelse med lokal
transport
af børn, navnlig skoletransport, vil være tilladt at befordre et antal
siddende
børn, der er større end antallet af siddepladser forsynet med sikkerhedssele.
Kommissionen har oplyst, at muligheden for at tillade dette
indtil den 9. maj 2008 skal ses i lyset af, at der i flere medlemsstater for
tiden befordres børn i skolebusser, der er forsynet med sikkerhedsseler, men
hvor tre børn ofte deler to siddepladser, hvilket indebærer, at ingen af de
to
siddepladsers sikkerhedsseler kan anvendes. En sådan mulig undtagelse fra den
nye regel i § 80 b, stk. 1, vil i øvrigt nødvendigvis samtidig
indebære, at der vil skulle undtages fra bestemmelsen i § 80 a,
stk. 4,
om, at børn på tre år og derover med en legemshøjde på under
135 cm
ved befordring i bus skal
anvende sikkerhedssele eller andet godkendt sikkerhedsudstyr, i det omfang
siddepladsen er forsynet hermed.
Justitsministeriet vil endvidere søge at indhente Kommissionens
godkendelse til at fastsætte administrative regler, der indebærer, at
bestemmelsen i § 80 b, stk. 1, ikke skal finde anvendelse ved lokal
befordring i busser eller ved befordring i busser, i hvilke ståpladser er
tilladt.
Endelig vil Justitsministeriet efter indhentelse af
Kommissionens godkendelse fastsætte administrative regler, der undtager fra
bestemmelsen i § 80 b, stk. 1, med henblik på at sikre muligheden
for
at udøve visse erhvervsmæssige funktioner på en effektiv måde, og med henblik
på at sikre, at aktiviteter i forbindelse med håndhævelse af lov og orden,
sikkerhed og nødstilfælde kan fungere på en forsvarlig måde.
Efter færdselslovens § 118, stk. 1, nr. 1, jf.
80, stk. 1, kan en person på 15 år eller derover, som under befordring i
en bil på en siddeplads forsynet med sikkerhedssele ikke anvender
sikkerhedsselen, straffes. Føreren af bilen straffes ligeledes efter disse
bestemmelser, hvis føreren ikke selv anvender sikkerhedssele.
For så vidt angår passagerer, der endnu ikke er fyldt 15
år, er det i henhold til de gældende regler i færdselslovens § 80,
stk. 4,
føreren, som skal påse, at disse anvender sikkerhedsudstyr i overensstemmelse
med reglerne herom. Overtrædelse af førerens pligt efter § 80,
stk. 4,
indebærer, at føreren ifalder strafansvar efter § 118, stk. 1, nr.
1,
jf. § 80, stk. 4. Overtrædelse af førerens pligt er endvidere
omfattet af det såkaldte klippekortsystem, jf. ovenfor under punkt 2.1.4.
I forhold til den foreslåede bestemmelse i § 80 b,
stk. 1, finder Justitsministeriet, at det bør påhvile en passager på 15
år
og derover at påse, at der ikke befordres flere passagerer i bilen end
antallet
af siddepladser forsynet med sikkerhedsseler. For så vidt angår børn, der
endnu
ikke er fyldt 15 år, og som derfor ikke kan straffes, jf. straffelovens
§ 15,
og som i mange tilfælde må antages ikke at have forståelse for vigtigheden af
at anvende sikkerhedsudstyr, finder Justitsministeriet, at det bør påhvile
føreren at påse, at bestemmelsen overholdes.
Overtrædelse af førerens pligt efter § 80 b, stk. 4,
2. pkt., foreslås desuden omfattet af det såkaldte klippekortsystem, jf.
ovenfor under punkt 2.1.4. og nedenfor under de specielle bemærkninger til
nr.
13.
Justitsministeriet har overvejet at udvide omfanget af
førerens strafansvar til også at gælde personer på 15 år og derover, som i
strid med bestemmelsen i § 80 b, stk. 1, eksempelvis lader sig
befordre i en bil, selv om der ikke er disponible siddepladser med
sikkerhedsseler, som den pågældende kan anvende.
Det er imidlertid Justitsministeriets opfattelse, at
strafansvaret for overtrædelse af bestemmelsen mest naturligt – og i
lighed med
ansvaret efter § 80, stk. 1, til at benytte en sikkerhedssele, hvis
den forefindes – bør følge passageren, som let kan konstatere, om der er
en
siddeplads med sikkerhedssele, som den pågældende kan benytte.
Som anført under punkt 2.2. skal seledirektivet være
gennemført i dansk ret senest den 9. maj 2006.
Det foreslås derfor, at § 80 b skal træde i kraft den
1. maj 2006, jf. lovforslagets § 2, stk. 2, jf. nærmere nedenfor
under bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser.
Justitsministeriet er imidlertid opmærksom på, at den
foreslåede bestemmelse i § 80 b, stk. 1, kan få økonomiske
konsekvenser. Det vil således ikke fremover være muligt for familier
bestående
af to forældre og fire eller flere børn at befordre hele familien i en
almindelig personbil, der alene er udstyret med sikkerhedsudstyr til fem
personer.
Med henblik på at give borgerne bedre mulighed for at
indrette sig på de krav, som den nye bestemmelse medfører, foreslår
Justitsministeriet, at seledirektivets mulighed for at udskyde reglens
ikrafttrædelsestidspunkt for så vidt angår person- og varebiler udnyttes,
således at der indtil den 1. maj 2009 på siddepladser på bagsædet (-sæderne)
i
person- og varebiler må befordres et antal personer, der er større end
antallet
af siddepladser forsynet med sikkerhedssele. Det bemærkes i den forbindelse,
at
færdselslovens § 82 om køretøjers belæsning fortsat vil skulle
overholdes.
3. Sikkerhedsudstyr til andre trafikanter end førere
og passagerer
3.1. Gældende ret
Med hjemmel i færdselslovens § 68, stk. 1 og 2,
er der bl.a. fastsat bestemmelser om personlig sikkerhedsmæssig udrustning
til
førere og passagerer, jf. bekendtgørelse nr. 508 af 22. juni 1995 om
cykelhjelme og andre personlige værnemidler.
Færdselslovens § 68, stk. 1, og 2, indeholder
derimod ikke hjemmel til at fastsætte krav til sådant personligt udstyr til
andre trafikanter end førere og passagerer, f.eks. gående og ridende, eller
om
anvendelse heraf.
3.1.1. Rådets direktiv 89/686/EØF af 21. december
1989 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om personlige
værnemidler
Rådets direktiv 89/686/EØF af 21. december 1989 om indbyrdes
tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om personlige værnemidler
omfatter
»enhver anordning bestemt til at bæres eller holdes af en person med henblik
på
at beskytte denne mod en eller flere risici, der kan true personernes sundhed
og sikkerhed«, jf. direktivets artikel 1.
Som eksempler på sådanne personlige værnemidler kan nævnes
fodgængerreflekser, cykelhjelme, ridehjelme og refleksveste.
I direktivet fastsættes bestemmelserne for markedsføring og
fri omsætning i Det Europæiske Fællesskab (EU) samt de væsentligste
sikkerhedskrav, som disse værnemidler skal opfylde af hensyn til brugernes
sikkerhed
og sundhed. Ifølge direktivet skal personlige værnemidler CE-mærkes, og de må
kun markedsføres, hvis de opfylder kravene i direktivet.
På Transport- og Energiministeriets område er direktiv
89/686/EØF om personlige værnemidler gennemført ved ovennævnte bekendtgørelse
nr. 508 af 22. juni 1995 om cykelhjelme og andre personlige værnemidler og
vedrører således personlige værnemidler, der i dag er omfattet af hjemlen i
færdselsloven.
3.1.2. Lov om produktsikkerhed
Lov nr. 364 af 18. maj 1994 om produktsikkerhed med senere
ændringer (produktsikkerhedsloven) anvendes som generel regulering af alle
forbrugsprodukters sikkerhed og udfylder de områder, der ikke er gjort til
genstand for særlig regulering. Produktsikkerhedsloven har derfor hidtil
været
anvendt som grundlag for at vurdere bl.a. personrefleksers egenskaber. Loven
er
baseret på Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/95/EF om
produktsikkerhed i almindelighed, og den fastlægger et generelt
sikkerhedsniveau, som produkterne skal opfylde.
Produktsikkerhedslovens § 8 stiller krav om, at
produkter, der sælges, skal være sikre. Dette krav kan f.eks. opfyldes ved at
følge de gældende standarder for området. Produktsikkerhedsloven indeholder
imidlertid hverken hjemmel til at stille krav om refleksers refleksionsevne,
overholdelse af standarder eller CE-mærkning.
3.2. Regeringens overvejelser
Gennem de senere år har der været øget fokus på kvaliteten
af de refleksbrikker, som især gående anvender i trafikken. Undersøgelser har
vist, at mange af de reflekser, der findes på det danske marked, er af ringe
kvalitet, og at reflekserne derfor giver de gående en falsk tryghed.
Det er efter regeringens
opfattelse meget
vanskeligt for lægmand umiddelbart at konstatere, hvorvidt f.eks.
reflekser er af god eller dårlig kvalitet. Det er derfor af væsentlig
betydning, at de erhvervsdrivende også gøres ansvarlige for at sikre, at
personligt sikkerhedsudstyr er gode og sikre.
I foråret 2002 blev der introduceret en ny, harmoniseret
standard for personreflekser (EN 13356), som indeholder høje krav til
refleksernes refleksionsevne. Der er tale om en dansk standard baseret på en
harmoniseret europæisk standard. Rådet for Større Færdselssikkerhed har valgt
kun at anbefale refleksprodukter, der opfylder og er mærket i henhold til
denne
standard.
Flere EU-medlemsstater har indført krav om, at refleksveste
skal ligge i førerrummet i bilen, og at de skal anvendes, når førere og
passagerer
stiger ud af bilen i tilfælde af havari eller ulykke på motorvej og
motortrafikvej.
Når en person stiger ud af bilen, er denne i henhold til færdselsloven
gående,
og færdselsloven indeholder som nævnt ikke i dag hjemmel til at fastsætte
krav
til sikkerhedsudstyr til andre end førere og passagerer.
Med henblik på at kunne fastsætte bestemmelser om krav til
personligt sikkerhedsudstyr for andre trafikanter end førere og passagerer,
om
anvendelse af sådant sikkerhedsudstyr, og om forbud mod salg og markedsføring
af personligt sikkerhedsudstyr, hvis det ikke opfylder de stillede krav,
eller
ved anvendelse vil medføre, at brugeren eller andre udsættes for fare eller
væsentlig ulempe, foreslås det under overskriften
Personligt sikkerhedsudstyr for andre trafikanter end førere og
passagerer
at indsætte en ny bestemmelse i færdselslovens § 81 a i
kapitel 12 om
Sikkerhedsudstyr.
Det foreslås i § 8l a,
nr. 1
, at bemyndige transport- og energiministeren til at kunne
fastsætte krav til personligt sikkerhedsudstyr til andre trafikanter end
førere
og passagerer, f.eks. gående eller ridende.
Den foreslåede bemyndigelse til transport- og
energiministeren vil indebære, at der vil kunne fastsættes bestemmelser om
krav
til f.eks. refleksbrikker og refleksveste, herunder om at sådant udstyr skal
opfylde en europæisk standard eller krav på tilsvarende niveau.
Med den foreslåede § 81 a,
nr. 2
, vil der kunne stilles krav om anvendelse af personligt
sikkerhedsudstyr for andre trafikanter end førere og passagerer.
Der vil f.eks. kunne stilles krav om børns anvendelse af
reflekser og krav om anvendelse af refleksveste ved havari eller ulykke.
Kravet
om anvendelse af refleksveste er som nævnt et krav, der for nylig er indført
i
flere EU-medlemsstater, og som forventes at have en positiv
færdselssikkerhedsmæssig effekt, både i tusmørke, mørke og tåge.
Det foreslås endelig i § 81 a,
nr. 3
, at bemyndige transport- og energiministeren til at kunne
fastsætte bestemmelser om forbud mod salg og markedsføring af personligt
sikkerhedsudstyr,
hvis det ikke opfylder de krav, der er fastsat i medfør af nr. 1, eller ved
anvendelse vil medføre, at brugeren af sikkerhedsudstyret eller andre
trafikanter udsættes for fare eller væsentlig ulempe.
Transport- og energiministeren vil således efter forslaget
kunne fastsætte bestemmelser, der forbyder salg og markedsføring af
eksempelvis
børnereflekser af ringe kvalitet.
4. Forbud mod salg og
markedsføring af ulovlige køretøjer,
udstyrsdele og tilbehør til køretøjer
samt ulovligt personligt sikkerhedsudstyr til førere og passagerer
4.1. Gældende ret
Det følger af færdselslovens § 68, stk. 2, at
transport- og energiministeren kan fastsætte bestemmelser om forbud mod
forhandling af udstyrsdele og tilbehør til køretøjer og af personlig
sikkerhedsmæssig udrustning til førere og passagerer, såfremt de pågældende
dele ikke opfylder de bestemmelser, der fastsættes i medfør af stk. 1,
eller de ved deres anvendelse vil medføre, at føreren eller andre trafikanter
udsættes for fare eller væsentlig ulempe.
Færdselslovens § 68, stk. 2, indeholder således
alene mulighed for at forbyde forhandling af ulovlige udstyrsdele, tilbehør
og
personligt sikkerhedsudstyr til førere og passagerer. Bestemmelsen indeholder
derimod ikke hjemmel til at forbyde forhandling af ulovlige køretøjer.
Bestemmelsen indeholder endvidere alene mulighed
for at forbyde forhandling – og ikke markedsføring – af
udstyrsdele, mv.
4.2. Regeringens overvejelser
Som det er fremgået under punkt 4.1., indeholder den
gældende bestemmelse i færdselslovens § 68, stk. 2, bl.a. hjemmel
til, at transport- og energiministeren kan fastsætte bestemmelser om forbud
mod
forhandling af udstyrsdele og tilbehør til køretøjer.
Visse køretøjtyper, f.eks. motorredskaber og cykler, er
ikke underlagt krav om forudgående godkendelse (typegodkendelse eller
godkendelse ved syn). Det har i en række tilfælde vist sig, at disse
køretøjer,
herunder udstyrsdele og tilbehør til sådanne køretøjer, ikke opfylder de
gældende regler. Det er derfor efter regeringens opfattelse væsentligt, at
køretøjer
ligeledes omfattes af bestemmelsen i færdselslovens § 68, stk. 2.
Den gældende bestemmelse i færdselslovens § 68, stk. 2,
indeholder endvidere alene mulighed for at forbyde forhandling af ulovlige
udstyrsdele og tilbehør til køretøjer. Regeringen finder, at det er
nødvendigt
at udvide bestemmelsen til i stedet at omfatte både salg og markedsføring,
hvorved forstås både forhandling og forudgående annoncering og lignende.
Forslaget er begrundet i ønsket om at forhindre, at ulovlige køretøjer,
udstyrsdele og tilbehør mv. annonceres til salg.
Det foreslås på den baggrund at ændre færdselslovens § 68,
stk. 2, således, at transport- og energiministeren bemyndiges til at
fastsætte bestemmelser om forbud mod salg og markedsføring af køretøjer samt
udstyrsdele
og tilbehør til køretøjer og personligt sikkerhedsudstyr til førere og
passagerer, hvis køretøjet, udstyrsdelen, tilbehøret eller sikkerhedsudstyret
ikke opfylder de bestemmelser, der fastsættes i medfør af bestemmelsens
stk. 1,
eller køretøjet, udstyrsdelen, tilbehøret eller sikkerhedsudstyret ved
anvendelsen vil medføre, at føreren eller andre trafikanter udsættes for fare
eller væsentlig ulempe.
Ved at bemyndige transport- og energiministeren til at
kunne fastsætte bestemmelser om forbud mod salg og markedsføring af ulovlige
køretøjer, udstyrsdele, tilbehør til køretøjer og ulovligt sikkerhedsudstyr
til
førere og passagerer skabes der mulighed for at kunne idømme producenter,
importører, forhandlere eller distributører, der sælger eller markedsfører
sådanne
køretøjer, udstyrsdele, mv., straf af bøde. Det betyder, at ansvaret for, at
produkterne lever op til de gældende krav om indretning og udstyr ikke kun
skal
bæres af ejerne/brugerne, men også af de erhvervsdrivende. Der er i øvrigt
regeringens forventning, at selve tilstedeværelsen af bestemmelser om forbud
mod salg og markedsføring af ulovlige køretøjer og udstyr vil have en
præventiv
funktion.
5. Samarbejde om varetagelsen af kommunal parkeringskontrol
5.1. Gældende ret
5.1.1. Kommunal parkeringskontrol
Efter færdselslovens § 121, stk. 1, kan politiet
pålægge en afgift for overtrædelse af en række nærmere angivne bestemmelser
om
standsning og parkering i færdselsloven, visse bestemmelser om standsning og
parkering
fastsat i medfør af færdselsloven samt standsnings- og parkeringsforbud, der
angives ved afmærkning.
Efter færdselslovens § 122 a, stk. 1, kan
justitsministeren bestemme, at kontrollen med de bestemmelser, der nævnes i
§ 121,
stk. 1, helt eller delvis overlades til kommunalbestyrelsen.
Bestemmelsen
er indført ved lov nr. 942 af 27. december 1991.
Denne bemyndigelse er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 830
af 26. november 1998 om kommunal parkeringskontrol som ændret ved
bekendtgørelse nr. 733 af 11. juli 2005.
Efter bekendtgørelsens § 1, stk. 1, kan
kontrollen med overholdelse af nogle af de bestemmelser, der er nævnt i
færdselslovens § 121, stk. 1, foruden af politiet varetages af
kommunalbestyrelsen.
Det følger af bekendtgørelsens § 2, at samtlige
opgaver i forbindelse med afgiftspålæggelse, opkrævning og inddrivelse, for
så
vidt angår den kommunale parkeringskontrol efter § 1, stk. 1,
varetages af kommunalbestyrelsen.
Det følger endvidere af færdselslovens § 122 a, stk. 2,
at parkeringsafgifter pålagt i medfør af færdselslovens § 122 a,
stk. 1,
fordeles efter justitsministerens nærmere bestemmelser mellem staten og den
kommune, der udfører kontrollen.
Efter § 5, stk. 2, i bekendtgørelsen om kommunal
parkeringskontrol fordeles indtægter fra parkeringskontrol, som udføres af
kommunalbestyrelsen i henhold til bekendtgørelsens § 1, stk. 1, på
grundlag af forhandlinger mellem staten og de kommunale parter og fastsættes
for hver enkelt kommune i en aftale, der indgås mellem Rigspolitichefen og
kommunen.
5.1.2. Kommunale samarbejder
Det antages at følge af almindelige forvaltningsretlige
grundsætninger, at det i almindelighed kræver lovhjemmel at delegere
kommunale
myndighedsopgaver til en anden kommune.
Lov nr. 378 af 14. juni 1995 om kommuners og amtskommuners
udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder (som senest ændret ved
§ 83
i lov nr. 537 af 24. juni 2005) indeholder hjemmel til, at en kommune –
under
de betingelser, der følger af lovens § 2, stk. 2-4 – udfører
opgaver
for andre myndigheder, medmindre det i lovgivningen er bestemt eller
forudsat,
at en opgave ikke kan overlades til en anden offentlig myndighed. Loven
indeholder imidlertid ikke hjemmel til delegation til andre offentlige
myndigheder af myndighedsudøvelse, der som nævnt oven for i almindelighed
kræver lovhjemmel.
5.1.3. Opkrævning og inddrivelse af
parkeringsafgifter
Det følger af § 2 i bekendtgørelsen om kommunal
parkeringskontrol, at samtlige opgaver i forbindelse med afgiftspålæggelse,
opkrævning og inddrivelse, for så vidt angår den kommunale parkeringskontrol
efter § 1, stk. 1, varetages af kommunalbestyrelsen.
Ved lov nr. 429 af 6. juni 2005 om opkrævning og
inddrivelse af visse fordringer, der har virkning fra den 1. november 2005,
samles restanceinddrivelsen af offentlige fordringer i en ny
restanceinddrivelsesmyndighed under Skatteministeriet.
Efter lovens § 2, stk. 2, skal beregning og
opgørelse af fordringer og udsendelse af opkrævninger
mv. – som hidtil – forestås af fordringshaveren (f.eks. en
kommunalbestyrelse, der har pålagt en parkeringsafgift).
Når betalingsfristen er overskredet, og sædvanlig
rykkerprocedure forgæves er gennemført, skal fordringer efter lovens
§ 2,
stk. 3 – som noget nyt – overdrages til
restanceinddrivelsesmyndigheden
under Skatteministeriet.
Opgaver forbundet med
inddrivelse
af fordringer vil således med virkning fra den 1. november 2005 alene kunne
varetages
af restanceinddrivelsesmyndigheden.
Lov nr. 52 af 31. januar 2001 om kommunalt samarbejde om
opkrævning og inddrivelse, hvorefter kommunerne kan indgå samarbejder om både
opkrævning og inddrivelse af fordringer, ophæves som følge af den ovenfor
nævnte lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer med virkning fra
den 1. november 2005.
Kommuner kan med virkning fra den 1. november 2005 således
ikke indgå samarbejde om inddrivelse af fordringer.
For så vidt angår delegation af opgaver forbundet med
opkrævning
af fordringer bemærkes, at
kravet om lovhjemmel alene stilles i forhold til varetagelsen af de
opkrævningsopgaver, der indebærer udøvelse af myndighedskompetence. Opgaver
forbundet med opkrævning af eksempelvis parkeringsafgifter, der kan betegnes
som faktisk forvaltningsvirksomhed, kan således fortsat – dvs. også
efter den
1. november 2005 – varetages af en kommunalbestyrelse, herunder i
samarbejde
med en anden kommunalbestyrelse.
Det bemærkes, at der i en ny bekendtgørelse om kommunal
parkeringskontrol, som træder i kraft den 1. november 2005, tages højde for
konsekvenserne af den ovenfor beskrevne samling af restanceinddrivelsen af
offentlige fordringer i en ny restanceinddrivelsesmyndighed under
Skatteministeriet.
5.2.
Justitsministeriet
s
overvejelser
Justitsministeriet finder det hensigtsmæssigt, at
kommunalbestyrelser har mulighed for i vidt omfang at samarbejde om
varetagelsen af kommunal parkeringskontrol.
Ministeriet har herved lagt vægt på, at indgåelse af
samarbejdsaftaler om kommunal parkeringskontrol giver kommunerne mulighed for
at tilrettelægge opgavevaretagelsen forbundet med parkeringskontrol mere
smidigt. Samarbejdsaftaler vil kunne lette administrationen af området,
ligesom
de kan sikre en mere effektiv ressourceudnyttelse.
Det foreslås derfor i § 122 a,
stk. 2,
at fastsætte, at en kommunalbestyrelse efter aftale
kan bemyndige en anden kommunalbestyrelse til helt eller delvis at varetage
den
kommunale parkeringskontrol på kommunens område.
Efter forslaget vil to (eller flere) kommunalbestyrelser
således kunne indgå aftale om, at en af kommunalbestyrelserne helt eller
delvis
varetager udøvelsen af kommunal parkeringskontrol på den andens (eller de
andres) vegne.
En kommunalbestyrelse vil f.eks. kunne lade en anden
kommunalbestyrelse varetage den kommunale parkeringskontrol således, at
parkeringskontrollører ansat i den bemyndigede kommune pålægger
parkeringsafgifter
i den delegerende kommune. Endvidere vil en kommunalbestyrelse eksempelvis
kunne lade en anden kommunalbestyrelse varetage sagsbehandlingsopgaver i
forbindelse med udøvelsen af kommunal parkeringskontrol.
Ved lov nr. 429 af 6. juni 2005 om opkrævning og
inddrivelse af visse fordringer, der træder i kraft den 1. november 2005,
samles restanceinddrivelsen af offentlige fordringer som nævnt under punkt
5.1.3. i en ny restanceinddrivelsesmyndighed under Skatteministeriet. Efter
lovens § 2, stk. 3, 1. pkt. overdrages fordringer til
restanceinddrivelsesmyndigheden, når betalingsfristen er overskredet, og
sædvanlig rykkerprocedure forgæves er gennemført. Såfremt forholdene i særlig
grad taler derfor, kan fordringer dog overdrages til
restanceinddrivelsesmyndigheden
på et tidligere tidspunkt, jf. § 2, stk. 3, 4. pkt.
I det omfang opgaver vedrørende opkrævning af
parkeringsafgifter ikke er overført til restanceinddrivelsesmyndigheden efter
ovennævnte lov, vil kommunalbestyrelsen i medfør af forslaget til en ny
bestemmelse i færdselslovens § 122 a, stk. 2, også kunne delegere
opgaver af denne karakter til en anden kommunalbestyrelse.
Som det er fremgået, vil en kommunalbestyrelse således
efter forslaget kunne bemyndige en anden kommunalbestyrelse til at udføre
opgaver i forbindelse med udøvelse af kommunal parkeringskontrol, herunder
opgaver der indebærer udøvelse af myndighedskompetence.
Den kommunalbestyrelse, der i henhold til forslaget
bemyndiger en anden kommunalbestyrelse til at udføre (myndigheds)opgaver i
forbindelse med udøvelse af kommunal parkeringskontrol, bevarer det
overordnede
ansvar for opgavens udførelse.
At det overordnede ansvar for udførelse af den kommunale
parkeringskontrol bevares i den delegerende kommunalbestyrelse indebærer, at
kommunalbestyrelsen til enhver tid kan tilbagekalde delegationen helt eller
delvist, herunder i konkrete tilfælde.
Det betyder endvidere, at den delegerende
kommunalbestyrelse kan fastsætte overordnede retningslinjer for varetagelsen
af
den kommunale parkeringskontrol i kommunen, som den bemyndigede
kommunalbestyrelse
er forpligtet til at følge. Den delegerende kommunalbestyrelse har endvidere
ansvaret for at informere borgerne om det etablerede samarbejde.
At det overordnede ansvar for udførelse af den kommunale
parkeringskontrol bevares i den delegerende kommunalbestyrelse indebærer
ligeledes, at den delegerende kommunalbestyrelse fortsat vil være aftalepart
i
forhold til Rigspolitichefen i forbindelse med kommunalbestyrelsens
overtagelse
af den kommunale parkeringskontrol. Den delegerende kommunalbestyrelse vil
således – i overensstemmelse med den aftale, der indgås med
Rigspolitichefen –
være ansvarlig for afregning af indbetalinger, der modtages i forbindelse med
parkeringskontrollen i kommunen.
En bemyndigelse kan derfor ikke omfatte den delegerende
kommunalbestyrelses ansvar for afregning af indbetalinger, der modtages i
forbindelse med parkeringskontrol.
Det foreslås, at det i § 122 a,
stk. 3, 1. pkt., fastsættes, at parkeringsafgifter pålagt i
henhold til bemyndigelse efter det foreslåede stk. 1 og 2 fordeles efter
justitsministerens nærmere bestemmelser mellem staten og den kommune, på hvis
område kontrollen udføres.
Som følge af ansvaret for varetagelsen af opgaverne
forbundet med kommunal parkeringskontrol har den delegerende
kommunalbestyrelse
både ret og pligt til at føre tilsyn med, hvorledes opgaverne varetages i den
bemyndigede kommune. Tilsynspligten omfatter både overholdelsen af det
regelsæt, der gælder for udførelsen af kommunal parkeringskontrol, og
overholdelsen af eventuelle retningslinjer for opgavevaretagelsen udstedt af
kommunalbestyrelsen.
Det følger af færdselslovens § 121, stk. 2, 1.
pkt., at der ikke kan klages til højere administrativ myndighed over en af
politiet pålagt parkeringsafgift. Denne bestemmelse finder tilsvarende
anvendelse i forhold til parkeringsafgifter pålagt en kommune, der udøver
kommunal parkeringskontrol, jf. færdselslovens § 122 a, stk. 2, jf.
§ 121,
stk. 2, 1. pkt.
Bestemmelsen om, at en kommunes pålæggelse af en
parkeringsafgift ikke kan påklages til højere administrativ myndighed, skal
efter forslaget til § 122 a,
stk. 3,
2. pkt.
, fortsat finde anvendelse, og dette gælder, uanset om afgiften pålægges
af en kommune efter stk. 1 eller stk. 2 i den foreslåede § 122
a. Det samme gælder i øvrigt bestemmelserne i færdselslovens § 121,
stk. 3-5.
En kommunalbestyrelses afgørelse om pålæggelse af en
parkeringsafgift vil således ikke kunne indbringes for højere administrativ
myndighed. Dette er som nævnt i overensstemmelse med de gældende regler. Som
det er tilfældet i dag, vil der dog kunne indgives indsigelser imod en
parkeringsafgift til den kommunalbestyrelse, der har pålagt afgiften.
Indsigelser vil endvidere kunne gøres gældende direkte over for fogedretten,
hvortil sagen overgår, hvis en parkeringsafgift ikke betales.
Det skal i den forbindelse bemærkes, at det antages, at der
ved delegation mellem sideordnede myndigheder (f.eks. to kommunalbestyrelser)
ikke er rekursadgang til den delegerende myndighed. I overensstemmelse hermed
bygger lovforslaget på, at der ikke vil være rekursadgang til den delegerende
kommune.
Justitsministerens bemyndigelse efter § 122 a, stk. 1,
2. pkt., til at fastsætte nærmere regler om den kommunale parkeringskontrols
virksomhed foreslås af ordensmæssige grunde flyttet til et nyt
stk. 4.
Det skal endelig bemærkes, at lovforslaget alene indeholder
hjemmel til, at en kommunalbestyrelse kan bemyndige en anden
kommunalbestyrelse
til at varetage opgaver forbundet med udøvelse af kommunal parkeringskontrol.
Det vil således ikke være muligt at delegere opgavevaretagelsen for så vidt
angår myndighedsopgaver til andre myndigheder eller private.
6. Forbud mod at føre hunde i bånd fra motordrevet
køretøj, hestekøretøj eller af ridende under færdsel på vej
6.1. Gældende ret
Det følger af § 23 i lov nr. 444 af 9. juni 2004 om
politiets virksomhed (politiloven), at justitsministeren fastsætter regler om
sikring af den offentlige orden samt beskyttelse af enkeltpersoners og den
offentlige sikkerhed, forebyggelse af fare eller ulempe for færdslen, dyr på
offentligt sted, offentlige anlæg, husnumre og opslag, erhvervsvirksomhed på
veje, offentlige forlystelser, renholdelse af veje, mv.
Ifølge bemærkningerne til politiloven er det forudsat, at
en bekendtgørelse om sikring af den offentlige orden mv. som udgangspunkt
viderefører de centrale bestemmelser i normalpolitivedtægten.
Bemyndigelsen er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 511 af 20.
juni 2005 om politiets sikring af den offentlige orden og beskyttelse af
enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed mv., samt politiets adgang til at
iværksætte midlertidige foranstaltninger, der trådte i kraft den 1. juli
2005.
Det følger af bekendtgørelsens § 11, at det er forbudt
under færdsel på veje at føre hunde i bånd fra motorkøretøj (dvs. bil og
motorcykel), cykel med hjælpemotor (nu: knallert) eller hestekøretøj. Heller
ikke ridende må føre hunde i bånd. Bestemmelsen er en videreførelse af
normalpolitivedtægtens § 31, stk. 3.
6.2. Justitsministeriets overvejelser
Det er Justitsministeriets opfattelse, at hensynene bag
bekendtgørelsens § 11 primært er af færdselssikkerhedsmæssig karakter.
Bestemmelsen hører derfor efter ministeriets opfattelse mere naturligt hjemme
i
færdselsloven end i bekendtgørelsen om politiets sikring af den offentlige
orden mv.
Det foreslås derfor at videreføre bestemmelsen i færdselsloven
– i en sprogligt moderniseret form – ved at indsætte et nyt
stk. 2
i lovens § 88. Efter
forslaget fastsættes det i færdselslovens § 88, stk. 2, at hunde
under færdsel på vej ikke må føres i bånd fra motordrevet køretøj,
hestekøretøj
eller af ridende.
Det bemærkes, at anvendelsen af begrebet »motordrevet
køretøj« indebærer, at bestemmelsens anvendelsesområde udvides til også at
gælde i forhold til traktorer og motorredskaber, hvorfra hunde således –
efter
forslaget – heller ikke må føres i bånd.
Forslaget indebærer således, at hunde under færdsel på vej
ikke må føres i bånd fra bil, motorcykel, traktor, motorredskab, knallert,
hestekøretøj eller af ridende.
Endvidere foreslås det samtidig at ophæve § 11 i
bekendtgørelse nr. 511 af 20. juni 2005 om politiets sikring af den
offentlige
orden og beskyttelse af enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed mv., samt
politiets adgang til at iværksætte midlertidige foranstaltninger.
7. Forslagets økonomiske og administrative
konsekvenser
De nye skærpede krav til anvendelse af sikkerhedssele og
særligt sikkerhedsudstyr indebærer bl.a., at der i biler med sele ikke må
befordres flere personer, end der er seler, og at børn under 3 år ikke må
befordres i biler uden sele med særligt tilpasset sikkerhedsudstyr monteret.
Som omtalt ovenfor under pkt. 2.3.3. vil de nye regler
bl.a. betyde, at en familie bestående af to forældre og fire eller flere børn
ikke længere kan befordres i en almindelig personbil, der alene er udstyret
med
sikkerhedsudstyr til 5 personer. For at give borgerne tid til at indrette sig
på de nye skærpede krav foreslås seledirektivets mulighed for at udskyde
ikrafttrædelsestidspunktet udnyttet, således at der indtil den 1. maj 2009 på
bagsædet i person- og varebiler fortsat kan befordres flere personer, end der
er siddepladser med sele.
Som anført ovenfor under pkt. 2.3. er det endvidere
hensigten med de foreslåede bemyndigelsesbestemmelser, at der administrativt
–
efter Kommissionens godkendelse – bl.a. kan fastsættes regler, der i
overensstemmelse
med seledirektivets undtagelsesmuligheder viderefører de eksisterende særlige
bestemmelser om fritagelse for selepligt (f.eks. helbredsbetinget og i
bybusser) og om fritagelse for anvendelse af sikkerhedsudstyr til børn
(f.eks.
på bagsædet i en taxi).
Lovforslaget indebærer endvidere en udvidelse af
kommunernes muligheder for at samarbejde om varetagelsen af kommunal
parkeringskontrol og giver herved kommunerne mulighed for at tilrettelægge
opgavevaretagelsen forbundet med parkeringskontrol mere smidigt.
Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske konsekvenser
eller øvrige administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.
Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske eller
administrative konsekvenser for erhvervslivet af betydning.
Ved lovforslaget bemyndiges transport- og energiministeren
til at fastsætte regler om personligt sikkerhedsudstyr til andre trafikanter
end førere og passagerer. Endvidere udvides transport- og energiministerens
bemyndigelse vedrørende mulighederne for bl.a. at forbyde forhandling af
udstyrsdele,
tilbehør til køretøjer og personligt sikkerhedsudstyr.
Transport- og energiministerens anvendelse af denne
bemyndigelse vil eventuelt kunne medføre visse økonomiske konsekvenser for
det
offentlige, erhvervslivet og borgerne.
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
Lovforslaget indeholder bestemmelser, der gennemfører
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/20/EF af 8. april 2003 om ændring
af Rådets direktiv 91/671/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes
lovgivning vedrørende obligatorisk anvendelse af sikkerhedsseler i køretøjer
under 3,5 ton i dansk ret.
Lovforslaget indeholder endvidere bestemmelser, der hjemler
en administrativ gennemførelse af dele af Rådets direktiv 89/686/EØF af 21.
december 1989 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om
personlige værnemidler.
Positive konsekvenser
/mindreudgifter
Negative konsekvenser
/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for
stat, kommuner og amtskommuner
Ingen af betydning
Ingen af betydning
Administrative konsekvenser for
stat, kommuner og amtskommuner
Med lovforslaget udvides
kommunernes muligheder for at samarbejde om varetagelsen af kommunal
parkeringskontrol
Ingen
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen
Ingen af betydning
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen
Ingen af betydning
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for
borgerne
Ingen
Ingen af betydning
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget gennemfører
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/20/EF af 8. april 2003 om ændring
af Rådets direktiv 91/671/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes
lovgivning vedrørende obligatorisk anvendelse af sikkerhedsseler i køretøjer
under 3,5 ton i dansk ret.
Lovforslaget indeholder endvidere bestemmelser, der etablerer hjemmel til en
administrativ gennemførelse af dele af Rådets direktiv 89/686/EØF af 21.
december 1989 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om
personlige værnemidler.
8. Hørte myndigheder mv.
Advokatrådet, Amtsrådsforeningen i
Danmark, Arbejdsgiverforeningen for Transport og Logistik, Autobranchens
Handels- og Industriforening i Danmark, Automobil Teknisk Institut, Borgernes
Havarikommission, Centralforeningen af Autoreparatører i Danmark,
Centralforeningen
af Taxiforeninger i Danmark, Chaufførernes Fagforening, Danmarks
Automobilforhandler Forening, Danmarks Knallert Union, Danmarks Motor Union,
Danmarks TransportForskning, Dansk Automobil Sports Union, Dansk Cyklist
Forbund, Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring (DFIM),
Dansk
Handel og Service, Dansk Industri, Dansk Kørelærer-Union, Dansk Køreskole
Forening, Dansk Taxi Forbund, Dansk Transport og Logistik (DTL), Dansk
Vejforening, Danske Biludlejere, Danske Busvognmænd, Danske Cykelhandlere,
Danske Kørelæreres Landsforbund, Danske Motorcyklisters Råd (DMC), Danske
Speditører, Danske Sælgere, Datatilsynet, De Danske Bilimportører, De
Samvirkende Invalideorganisationer, Den Danske Bilbranche, Den Danske
Dommerforening,
Det Centrale Handicapråd, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen,
Fagligt Fælles Forbund (
3F
),
Finansministeriet, Forbrugerrådet, Forenede Danske Motorejere (FDM),
Foreningen
af Danske Vognfabrikker, Foreningen af køretekniske anlæg i Danmark,
Foreningen
af Politimestre i Danmark, Foreningen af Vognimportører i Danmark, Foreningen
for Trafikofre, Foreningen Liv og Trafik, Forsikring og Pension,
Forsvarsministeriet, Frederiksbergs Kommune, Handel, Transport og
Serviceerhvervene
(HTS), Hovedstadens Udviklingsråd (HUR), Hærens Logistikskole, Hærens
Operative
Kommando, Håndværksrådet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Institut for
Menneskerettigheder, International Transport Danmark, Kommunernes
Landsforening
(KL), Københavns Kommune, Køreprøvesagkyndiges Landsforening, MC-Touring Club
Danmark, Mobil uden bil, Motorcykel Importør Foreningen, Motorcykelbranchens
Landsforbund, NOAH-Trafik, Odsherredsgruppen, Politidirektøren i København,
Politiforbundet i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Præsidenten for
Københavns Byret, Præsidenten for Retten i Odense, Præsidenten for Retten i
Ålborg, Præsidenten for Retten i Århus, Præsidenten for Roskilde, Præsidenten
for Vestre Landsret, Præsidenten for Østre Landsret, Rigsadvokaten,
Rigspolitichefen, Rådet for Bæredygtig Trafik, Rådet for Større
Færdselssikkerhed, Skatteministeriet, Transport- og Energiministeriet,
Transporterhvervets Uddannelsesråd (TUR) og Veteran Knallertklubben Aktiv.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
I lovforslagets bilag 1 er de foreslåede bestemmelser
sammenholdt med de gældende regler.
Til § 1
Til nr. 1
Ved lov nr. 363 af 24. maj 2005 om ændring af færdselsloven
(Sanktionsfastsættelse i sager om spirituskørsel mv.) blev færdselslovens
hidtil gældende terminologi ændret. Enhver overtrædelse af lovens forbud mod
at
føre et motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, efter indtagelse af
alkohol, benævnes nu spirituskørsel. Betegnelsen »promillekørsel« anvendes
således ikke længere. Den foreslåede ændring af overskriften til
færdselslovens
§ 53 er en konsekvens heraf.
Til nr. 2
Ændringen er af rent sproglig karakter. Der tilsigtes
således ingen ændring af anvendelsesområdet.
Til nr. 3
Det foreslås, at ordet »forhandling« ændres til »salg og
markedsføring«. Ved salg og markedsføring forstås såvel forhandling som
forudgående annoncering og lignende.
Hjemlen til at fastsætte forbud udvides til også at omfatte
køretøjer. Det er hensigten, at den udvidede bemyndigelse skal anvendes til
at
udstede forbud mod markedsføring af ulovlige køretøjer, udstyrsdele og
tilbehør,
der ikke er underlagt krav om forudgående godkendelse.
Regler fastsat i medfør af denne udvidede
bemyndigelsesbestemmelse vil være omfattet af færdselslovens § 118,
stk. 8,
1. pkt., hvoraf det følger, at der i forskrifter udstedt med hjemmel i
færdselsloven kan fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i
forskrifterne.
Til nr. 4
Det foreslås at forbeholde færdselslovens
§ 80
til at vedrøre bestemmelser om
anvendelse af sikkerhedssele. Bestemmelser om sikkerhedsudstyr til børn, som
fremgår af den gældende § 80, foreslås således udskilt til en særskilt
bestemmelse i § 80 a, jf. punkt 2.3.2. i de almindelige bemærkninger. De
foreslåede ændringer af § 80 er en konsekvens af denne udskillelse.
Til nr. 5
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i færdselslovens
§ 80 a,
som indeholder
bestemmelser om sikkerhedsudstyr til børn. Ved bestemmelsen gennemføres
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/20/EF af 8. april 2003
(seledirektivet)
i dansk ret.
Efter den foreslåede bestemmelses
stk. 1
skal børn med en legemshøjde på under
135 cm
under befordring i person-,
vare- og lastbiler, der har passagersiddepladser, som er forsynet med
sikkerhedsseler,
anvende godkendt sikkerhedsudstyr tilpasset barnets højde og vægt.
Er der i en person-, vare- eller lastbil ikke
passagersiddepladser, der er forsynet med sikkerhedsseler, hvortil der kan
monteres særligt tilpasset sikkerhedsudstyr, må børn under tre år efter
stk. 2
ikke befordres heri, mens
børn på tre år og derover med en legemshøjde på under
135 cm
skal befordres på en siddeplads
på et andet sæde end forsædet.
Det foreslås endvidere i
stk. 3
at forbyde, at børn befordres i bil i en bagudvendende
barnestol på en passagersiddeplads med frontairbag, medmindre airbaggen er
deaktiveret.
Ved befordring i busser skal børn efter forslaget til
stk. 4
anvende sikkerhedssele eller
andet godkendt sikkerhedsudstyr, i det omfang siddepladsen er forsynet
hermed.
Det foreslåede
stk. 5
indeholder en bemyndigelse til at fastsætte regler om anvendelse af
sikkerhedsudstyr
til børn med en legemshøjde på under
135
cm, herunder om at stk. 1, 2 og 4 helt eller delvis
ikke skal finde anvendelse. Bemyndigelsen vil blive udmøntet i en
bekendtgørelse.
Efter forslaget til
stk. 6,
1. pkt.
vil det – som i dag – være føreren, der skal påse, at
bestemmelserne om anvendelse af sikkerhedsudstyr til børn overholdes.
Overtrædelse af førerens pligt efter § 80 a, stk. 6, 1. pkt., vil i
øvrigt efter forslaget blive omfattet af det såkaldte klippekortsystem for så
vidt angår tilsynspligten i relation til reglerne i § 80 a,
stk. 1-2,
jf. nedenfor under de specielle bemærkninger til nr. 13.
Muligheden for administrativt at fritage føreren af en bus
for denne tilsynspligt og erstatte denne med eksempelvis en oplysningspligt
foreslås opretholdt
i stk. 6, 2. pkt.
Det bemærkes i den forbindelse, at den gældende bemyndigelse hertil er
udnyttet
ved bekendtgørelse nr. 808 af 22. august 2005 om ændring af bekendtgørelse
nr.
109 af 17. februar 1995 om brug af sikkerhedsseler m.v., der trådte i kraft
den
1. september 2005.
Der henvises til punkt 2.3.2. i de almindelige
bemærkninger.
Til brug for gennemførelse af seledirektivet i dansk ret
foreslås endvidere indsat en ny bestemmelse i færdselslovens
§ 80 b.
I bestemmelsens
stk. 1
foreslås fastsat, at antallet af passagerer, der befordres på forsædet –
henholdsvis bagsædet (-sæderne) – i en bil ikke må overstige antallet af
passagersiddepladser, som er forsynet med sikkerhedsseler.
Disse hovedregler foreslås fraveget i
stk. 2
, idet reglerne i stk. 1 ikke skal finde anvendelse
ved befordring i biler, hvor passsagersiddepladserne på forsædet henholdsvis
bagsædet (- sæderne) ikke er forsynet med sikkerhedsseler.
De foreslåede regler og undtagelser indebærer, at der i en
bil, hvor bagsædets (-sædernes) siddepladser er forsynet med sikkerhedsseler,
højst vil kunne befordres et antal passagerer svarende til antallet af
siddepladser
med sikkerhedsseler på bagsædet (-sæderne). Er der ikke monteret
sikkerhedsseler
på siddepladserne på bagsædet (-sæderne), vil antallet af passagerer, der
lovligt kan befordres herpå, alene være begrænset af reglerne i
færdselslovens
§ 82 om køretøjers belæsning. Det samme gør sig gældende for så vidt
angår
befordring af passagerer på en bils forsæde.
Efter
stk. 3
bemyndiges justitsministeren til at fastsætte regler om, at stk. 1 ikke
skal finde anvendelse i særlige situationer, herunder ved befordring af
passagerer, som i medfør af regler fastsat efter § 80, stk. 3, og
§ 80
a, stk. 5, er fritaget for pligten til at anvende sikkerhedsudstyr, og
under befordring ved særlige former for kørsel.
Ansvaret for at påse, at bestemmelserne i stk. 1, samt
regler fastsat i medfør af stk. 3, foreslås i
stk. 4
at skulle påhvile passageren, idet en passager let kan
konstatere, om der er en siddeplads med sikkerhedssele, som den pågældende
kan
anvende, jf. stk. 4, 1. pkt. Efter forslaget påhviler det for så vidt
angår passagerer, der endnu ikke er fyldt 15 år, dog føreren at påse, at de
nævnte
bestemmelser overholdes, jf. stk. 4,
2.
pkt.
Overtrædelse af førerens pligt efter § 80 b, stk. 4, 2.
pkt., foreslås desuden omfattet af det såkaldte klippekortsystem, jf.
nedenfor
under de specielle bemærkninger til nr. 13.
Der henvises til punkt 2.3.3. i de almindelige
bemærkninger.
Til nr. 6
Med den foreslåede nye bestemmelse i færdselslovens § 81
a gives der i
stk. 1, nr. 1
,
mulighed for at fastsætte krav til sikkerhedsudstyr, der anvendes af
andre trafikanter end føreren og passagerne i et køretøj, f.eks. gående og
ridende, når den gående og ridende befinder sig på færdselslovens område.
Hjemlen vil i første omgang blive udnyttet ved at stille krav til
personreflekser (refleksbrikker). Færdselsstyrelsen vil endvidere overveje,
hvorvidt der er behov for tilsvarende regler for refleksveste.
Med det nye
stk. 1, nr. 2
,
skabes der hjemmel til at stille
krav om anvendelse af personligt sikkerhedsudstyr. Der vil således
administrativt kunne fastsættes nærmere krav til f.eks. gåendes anvendelse af
personligt sikkerhedsudstyr, hvis det viser sig hensigtsmæssigt.
Efter det foreslåede nye
stk. 1, nr. 3
,
kan salg og markedsføring af
personligt sikkerhedsudstyr forbydes, hvis udstyret ikke opfylder
betingelser,
der er fastsat i medfør af nr. 1, eller ved deres anvendelse vil medføre, at
brugeren af sikkerhedsudstyret eller andre trafikanter udsættes for fare
eller
væsentlig ulempe.
Forslaget til bestemmelsens stk. 1, nr. 3, svarer til
den foreslåede ændring af § 68, stk. 2, der vedrører køretøjer,
udstyrsdele, tilbehør til køretøjer og personligt sikkerhedsudstyr til førere
og passagerer.
Til nr. 7
Som det fremgår af
de almindelige bemærkninger under punkt 6, foreslås det at videreføre
§ 11
i
Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 511 af 20. juni 2005 om
politiets sikring af den offentlige orden og beskyttelse af enkeltpersoners
og
den offentlige sikkerhed mv., samt politiets adgang til at iværksætte
midlertidige foranstaltninger, i færdselsloven.
Bestemmelsens anvendelsesområde udvides dog efter forslaget
til også at gælde i forhold til traktorer og motorredskaber. Hunde må således
efter forslaget under færdsel på vej hverken føres i bånd fra bil,
motorcykel,
traktor, motorredskab, knallert, hestekøretøj eller af ridende.
Til nr. 8
De foreslåede ændringer af færdselslovens § 118, stk. 1
og 2, er en konsekvens af forslaget om indsættelse af en ny bestemmelse i
færdselslovens § 81 a.
Til nr. 9
Rådet og Europa-Parlamentet behandler for tiden et forslag
fra Kommissionen til en ny køre- og hviletidsforordning, som skal erstatte
Rådets forordning (EF) nr. 3820/85 om harmonisering af visse bestemmelser på
det sociale område inden for vejtransport (køre- og hviletidsforordningen).
Med den foreslåede affattelse af færdselslovens § 120
a, nr. 4, skabes hjemmel for, at politiet kan tilbageholde køretøjer i
tilfælde
af overtrædelse af den til enhver tid gældende køre- og hviletidsforordning
(forordning om harmonisering af visse bestemmelser på det sociale område
inden
for vejtransport). Det samme gør sig i øvrigt gældende som følge af den
foreslåede ændring af § 120 a, nr. 5, for så vidt angår den til enhver
tid
gældende kontrolapparatforordning (forordning om kontrolapparatet inden for
vejtransport).
Til nr. 10
Den foreslåede ændring af færdselslovens § 122 a
indebærer, at kommunalbestyrelser får muligheder for i vidt omfang at
samarbejde
om varetagelsen af kommunal parkeringskontrol.
To (eller flere) kommunalbestyrelser vil efter forslaget
kunne indgå aftale om, at en af kommunalbestyrelserne helt eller delvis
varetager udøvelsen af kommunal parkeringskontrol på den andens (eller de
andres)
vegne.
En kommunalbestyrelse vil f.eks. kunne lade en anden
kommunalbestyrelse varetage den kommunale parkeringskontrol således, at
parkeringskontrollører ansat i den bemyndigede kommune pålægger
parkeringsafgifter
i den delegerende kommune. Endvidere vil en kommunalbestyrelse eksempelvis
kunne lade en anden kommunalbestyrelse varetage sagsbehandlingsopgaver i
forbindelse med udøvelsen af kommunal parkeringskontrol.
Der henvises til punkt 5.2. i de almindelige bemærkninger.
Til nr. 11 og 12
Ved § 12 i lov nr. 430 af 6. juni 2005 om ændring af
forskellige love og om ophævelse af lov om kommunalt samarbejde om opkrævning
og inddrivelse, der har virkning fra den 1. november 2005, er § 122 b,
stk. 4, ophævet. De foreslåede ændringer er en konsekvens heraf.
Til nr. 13
Efter færdselslovens § 80, stk. 4, påhviler det
føreren at påse, at passagerer, der endnu ikke er fyldt 15 år, anvender
sikkerhedsudstyr i overensstemmelse med reglerne herom. Overtrædelse af denne
pligt straffes med bøde og er endvidere omfattet af det såkaldte
klippekortsystem.
Som anført i bemærkningerne til lov nr. 267 21. april 2004
om ændring af færdselsloven (Klippekortsystem, skærpede sanktioner ved
hastighedsovertrædelser mv.), hvorved klippekortsystemet blev indført, er det
Justitsministeriets opfattelse, at børn under 15 år i mange tilfælde ikke kan
antages at have forståelse for vigtigheden af at anvende sikkerhedsudstyr, og
at særligt små børn vil være helt afhængige af, at føreren sørger for deres
fastspændelse under kørslen.
Det er af samme årsag Justitsministeriets opfattelse, at
førerens manglende overholdelse af pligten til at sørge for, at børn med en
legemshøjde på under
135 cm
anvender særligt tilpasset sikkerhedsudstyr ved befordring, og at børn ikke
befordres i biler, der ikke har en siddeplads med sikkerhedsudstyr, som
barnet
kan benytte, skal medføre et »klip« i kørekortet.
Det foreslås på den baggrund, at overtrædelse af førerens
pligt efter de foreslåede bestemmelser i § 80, stk. 4, 1. pkt.
§ 80
a, stk. 1-2, jf. stk. 6, 1. pkt., og § 80 b, stk. 4, 2.
pkt., omfattes af klippekortsystemet.
Til § 2
Bestemmelsen fastlægger ikrafttrædelsestidspunktet for de
foreslåede bestemmelser.
Det foreslås i
stk. 1,
at § 1, nr. 1-3 og 6-12 træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende, og at § 11 i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 511 af
20.
juni 2005 om politiets sikring af den offentlige orden og beskyttelse af
enkeltpersoners
og den offentlige sikkerhed mv., samt politiets adgang til at iværksætte
midlertidige foranstaltninger samtidig ophæves.
Det foreslås i
stk. 2
, at § 1, nr. 4, 5 og 13
træder i kraft den 1. maj 2006, jf. dog
stk. 3
,
hvori det foreslås, at der
indtil den 1. maj 2009 i person- og varebiler
på bagsædet (-sæderne) må befordres et antal personer, der er større end
antallet af siddepladser med sikkerhedssele på dette (disse) sæde (sæder).
Den lange ikrafttrædelsesfrist skal give
borgerne
– ikke mindst familier med fire børn eller flere – bedre
mulighed for at indrette sig på de krav, som den nye bestemmelse i § 80
b
medfører.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
§ 1
I færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1079 af
14. november 2005, foretages følgende ændringer:
1.
Overskriften
til § 53 affattes
således:
Spiritus- og promillekørsel
»Spirituskørsel«.
§ 53.
(Udelades)
§ 68.
Transport- og energiministeren kan fastsætte bestemmelser om køretøjers
indretning,
udstyr og tilbehør og om personlig sikkerhedsmæssig udrustning til førere og
passagerer samt fastsætte, hvilke påskrifter og mærker køretøjer af
kontrolmæssige grunde skal være forsynet med. For forsvarets og
redningsberedskabets køretøjer kan transport- og energiministeren fastsætte
fornødne lempelser.
2.
I
§ 68, stk. 1,
ændres »personlig sikkerhedsmæssig
udrustning« til: »personligt sikkerhedsudstyr«.
3.
§ 68, stk. 2,
affattes således:
Stk. 2.
Transport- og energiministeren kan fastsætte bestemmelser om forbud mod
forhandling af udstyrsdele og tilbehør til køretøjer og af personlig
sikkerhedsmæssig
udrustning til førere og passagerer, såfremt de pågældende dele ikke opfylder
de bestemmelser, der fastsættes i medfør af stk. 1, eller de ved deres
anvendelse vil medføre, at føreren eller andre trafikanter udsættes for fare
eller væsentlig ulempe.
Stk. 3.
- -
-
»Stk. 2.
Transport- og energiministeren
kan fastsætte bestemmelser om forbud mod salg og markedsføring af køretøjer
samt udstyrsdele og tilbehør til køretøjer og af personligt sikkerhedsudstyr
til førere og passagerer, hvis køretøjet, udstyrsdelen, tilbehøret eller
sikkerhedsudstyret
ikke opfylder de bestemmelser, der fastsættes i medfør af stk. 1, eller
køretøjet, udstyrsdelen, tilbehøret eller sikkerhedsudstyret ved anvendelse
vil
medføre, at føreren eller andre trafikanter udsættes for fare eller væsentlig
ulempe.«
4.
§ 80
affattes således:
»Sikkerhedsseler
§ 80.
Såfremt
en
siddeplads i bil, på motorcykel
eller knallert er forsynet med sikkerhedssele, skal denne under kørslen
anvendes af den person, der benytter siddepladsen, jf. dog stk. 2 og 3.
§ 80.
Hvis
en siddeplads i bil, på motorcykel eller knallert er forsynet med
sikkerhedssele, skal denne under kørslen anvendes af den person, der benytter
siddepladsen, jf. dog stk. 2 og 3 og § 80 a. Der kan i kombination
med sikkerhedssele anvendes selepude.
Stk. 2.
Børn
under 3 år skal i stedet for sikkerhedssele anvende barnestol eller andet
godkendt sikkerhedsudstyr tilpasset barnets højde og vægt. Børn, der er fyldt
3 år, men ikke 7 år, kan i stedet for sikkerhedssele anvende barnestol eller
andet godkendt sikkerhedsudstyr tilpasset barnets højde og vægt. Der kan i
kombination med sikkerhedssele anvendes selepude.
Stk. 2.
Pligten
til at anvende sikkerhedssele gælder ikke ved bakning eller under kørsel på
parkeringsplads, servicestation, værkstedsområde eller under lignende
forhold.
Stk. 3.
Pligten
til at anvende sikkerhedssele gælder ikke ved bakning eller under kørsel på
parkeringsplads, servicestation, værkstedsområde eller under lignende
forhold.
Stk. 3.
Justitsministeren kan fastsætte regler om, at visse personer fritages for
pligten til at anvende sikkerhedssele, jf. stk. 1, herunder ved særlige
former for kørsel.
Stk. 4.
Føreren
skal påse, at passagerer, der endnu ikke er fyldt 15 år, anvender
sikkerhedsudstyr i overensstemmelse med stk. 1-3 samt regler herom
fastsat i medfør af stk. 5, nr. 1-3.
Stk. 4.
Det
påhviler føreren at påse, at passagerer, der endnu ikke er fyldt 15 år,
anvender sikkerhedsseler i overensstemmelse med stk. 1 samt regler herom
fastsat i medfør af stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler om,
at føreren af en bus helt eller delvis fritages for den i 1. pkt. nævnte
pligt samt om, hvilke foranstaltninger føreren i stedet skal træffe.«
Stk. 5.
Justitsministeren kan fastsætte regler om,
1)
hvordan
sikkerhedsudstyr til børn under 3 år skal anvendes,
2)
at visse personer
fritages for pligten til at anvende sikkerhedsudstyr,
3)
fritagelse for
pligten til at anvende sikkerhedsudstyr ved særlige former for kørsel, og
4)
at føreren af en
bus helt eller delvis fritages for den i stk. 4 nævnte pligt, samt om,
hvilke foranstaltninger føreren i stedet skal træffe.
5.
Efter
§ 80 indsættes:
»Sikkerhedsudstyr til børn
§ 80 a.
Ved befordring i andre biler end busser, på motorcykel eller knallert, der
har passagersiddepladser forsynet med sikkerhedsseler, skal børn med en
legemshøjde på under
135 cm
under kørslen anvende godkendt sikkerhedsudstyr tilpasset barnets højde og
vægt, jf. dog stk. 5.
Stk. 2.
I andre
biler end busser, der ikke har passagersiddepladser forsynet med
sikkerhedsseler, hvortil der kan monteres godkendt sikkerhedsudstyr tilpasset
barnets højde og vægt
,
må børn
under tre år ikke befordres, mens børn på tre år og derover med en
legemshøjde
på under
135 cm
alene må befordres på et andet sæde end forsædet, jf. dog stk. 5.
Stk. 3.
Børn må
ikke befordres i bil i en bagudvendende barnestol på en passagersiddeplads
med frontairbag, medmindre airbaggen er deaktiveret.
Stk. 4.
Ved
befordring i bus skal børn på tre år og derover med en legemshøjde på under
135 cm
anvende sikkerhedssele eller
andet godkendt sikkerhedsudstyr, i det omfang siddepladsen er forsynet
hermed, jf. dog stk. 5.
Stk. 5.
Justitsministeren
kan fastsætte regler om anvendelse af sikkerhedsudstyr ved befordring af børn
med en legemshøjde på under
135 cm,
herunder om at stk. 1, 2 og 4 helt eller delvis ikke skal finde
anvendelse.
Stk. 6.
Det
påhviler føreren at påse, at bestemmelserne i stk. 1-4 samt regler
fastsat i medfør af stk. 5, overholdes. Justitsministeren kan fastsætte
regler om, at føreren af en bus helt eller delvis fritages for den i 1. pkt.
nævnte pligt samt om, hvilke foranstaltninger føreren i stedet skal træffe.
Antallet af passagerer, der lovligt kan befordres
§ 80 b.
Antallet af passagerer, der befordres på forsædet i en bil, må ikke overstige
antallet af passagersiddepladser, som er forsynet med sikkerhedsseler.
Bestemmelsen i 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse for så vidt angår
befordring af passagerer på bagsædet eller bagsæderne i en bil.
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1, 1. pkt., finder ikke anvendelse ved befordring i
biler, hvor passagersiddepladserne
på forsædet
ikke er forsynet med sikkerhedsseler.
Bestemmelsen i stk. 1, 2. pkt., finder ikke anvendelse ved befordring af
passagerer i biler, hvor siddepladserne på bagsædet eller bagsæderne ikke er
forsynet med sikkerhedssele.
Stk. 3.
Justitsministeren kan fastsætte regler om, at stk. 1 ikke skal finde
anvendelse
i særlige situationer, herunder ved befordring af passagerer, som i medfør af
regler fastsat efter § 80, stk. 3, og § 80 a, stk. 5, er
fritaget for pligten til at anvende sikkerhedsudstyr, og under befordring ved
særlige former for kørsel.
Stk. 4.
Det påhviler
passageren, der lader sig befordre, at påse, at bestemmelsen i stk. 1
samt regler fastsat i medfør af stk. 3, overholdes. For så vidt angår
passagerer, der endnu ikke er fyldt 15 år, påhviler det dog føreren at påse
overholdelsen af bestemmelsen i stk. 1 samt regler fastsat i medfør af
stk. 3.«
6.
Efter
§ 81
indsættes i
Kapitel 12
:
»Personligt sikkerhedsudstyr for andre trafikanter
end førere og passagerer
§ 81 a.
Transport- og energiministeren
kan fastsætte bestemmelser om:
1)
krav til personligt
sikkerhedsudstyr for andre trafikanter end førere og passagerer,
2)
anvendelse af
sådant sikkerhedsudstyr og
3)
forbud mod salg og
markedsføring af personligt sikkerhedsudstyr, hvis det ikke opfylder de krav,
der er fastsat i medfør af nr. 1, eller ved anvendelse vil medføre, at
brugeren af sikkerhedsudstyret eller andre trafikanter udsættes for fare
eller væsentlig ulempe.«
§ 88.
Ingen
må lade heste, kreaturer m.v. færdes på vej, uden at de er forsvarligt
bevogtet. De må ikke tøjres således, at de kan nå ind på vejen. Såfremt de
ikke er tøjret, skal de være adskilt fra vej ved forsvarlig indhegning.
7.
I
§ 88
indsættes som stk. 2:
»Stk. 2.
Hunde må under færdsel på vej ikke føres i bånd fra motordrevet køretøj,
hestekøretøj eller af ridende.«
§ 118.
Med
bøde, jf. dog stk. 6, straffes den, der
8.
I
§ 118, stk. 1
og
2
, ændres »§§ 80-82« til:
»§§ 80-81, § 82«.
1)
overtræder
§ 3, stk. 1 og 2, §§ 4-8, § 9, stk. 2, § 10,
§ 12, § 14-52, § 54, stk. 2-4, § 55 a, stk. 1,
§ 60, stk. 5, § 60 a, stk. 5, § 62, stk. 2 og
3, §§ 63-65, § 67, § 70, stk. 1 og 2, § 72,
§§ 74-75, §§ 80-82, § 83 a, § 84, stk. 2,
§§ 86-88, §§ 97-99 og § 105,
2)
tilsidesætter
vilkår for en tilladelse i henhold til loven eller i henhold til forskrifter
udstedt i medfør af loven eller
3)
undlader at
efterkomme forbud eller påbud, der er meddelt i henhold til loven eller i
henhold til forskrifter udstedt i medfør af loven.
Stk. 2.
Ved
fastsættelsen af bøder for overtrædelse af § 4, stk. 1, § 5,
§ 14, stk. 1 og 2, § 15, stk. 1-4, § 16, § 17,
stk. 1, §§ 18-29, §§ 31-36, § 37, stk. 4, § 41,
§§ 44-49, § 50, stk. 2 og 3, §§ 51 og 52, § 54,
stk. 2-4, § 62, stk. 3, § 63, stk. 1 og 2,
§ 64, § 67, § 70, stk. 1 og 2, §§ 80-82, § 83
a, § 84, stk. 2, og §§ 87 og 88 udmåles en skærpet bøde. Der
udmåles ligeledes en skærpet bøde ved overtrædelse af § 65, når
overtrædelsen
vedrører et køretøj omfattet af § 43, stk. 1 eller 2.
Stk. 3.-10.
- - -
§ 120 a.
Politiet
kan tilbageholde køretøjer i tilfælde af overtrædelse af
1-3) - - -
4)
Rådets forordning (EØF) nr. 3820/85 om
harmonisering af visse bestemmelser på det sociale område inden for
vejtransport,
5)
Rådets forordning
(EØF) nr. 3821/85 om kontrolapparatet inden for vejtransport med senere
ændringer
eller
6)
- - -
9.
§ 120 a, nr. 4
og
5
, affattes således:
»4)
Det Europæiske
Fællesskabs forordning om harmonisering af visse sociale bestemmelser inden
for vejtransport (køre- og hviletidsbestemmelser inden for vejtransport),
5)
Det Europæiske
Fællesskabs forordning om kontrolapparatet inden for vejtransport eller«
Stk. 2
. - - -
10.
§ 122 a
affattes således:
§ 122 a.
Justitsministeren kan bestemme, at kontrollen med overholdelsen af de
bestemmelser, der nævnes i § 121, stk. 1, helt eller delvis
overlades
til kommunalbestyrelsen. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om den
kommunale parkeringskontrols virksomhed.
»Justitsministeren kan bestemme, at
kontrollen med overholdelse af de bestemmelser, der nævnes i § 121,
stk. 1, helt eller delvis overlades til kommunalbestyrelsen.
Stk. 2.
Parkeringsafgift pålagt i medfør af stk. 1 fordeles efter
justitsministerens
nærmere bestemmelser mellem staten og den kommune, der udfører kontrollen.
Reglerne i § 121, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3-5, finder
tilsvarende anvendelse.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen
kan efter aftale bemyndige en anden kommunalbestyrelse til helt eller delvis
at varetage den parkeringskontrol, som i medfør af stk. 1 overlades til
kommunalbestyrelsen.
Stk. 3.
Parkeringsafgift pålagt i henhold til bemyndigelse efter stk. 1 og 2
fordeles efter justitsministerens nærmere bestemmelser mellem staten og den
kommune, på hvis område kontrollen udføres. Reglerne i § 121,
stk. 2, 1. pkt., og stk. 3-5 finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 4.
Justitsministeren fastsætter nærmere regler om den kommunale
parkeringskontrols virksomhed.«
§ 122 b.
- - -
Stk. 2.-4.
- - -
Stk. 5.
Afgørelse
efter stk. 5 træffes af fogedretten i den retskreds, hvor skyldnerens
bopæl er beliggende.
11.
I
§ 122 b, stk. 5
og
6
, ændres »stk. 5« til:
»stk. 4«.
Stk. 6.
Fristen
for begæring om indbringelse af indsigelser efter stk. 5 er 4 uger, fra
skyldneren har modtaget meddelelse om lønindeholdelse eller modregning.
Stk. 7.
Overskrides den i stk. 7 nævnte frist, afviser fogedretten sagen.
Fogedretten
kan dog undtagelsesvis indtil 1 år efter meddelelsen om lønindeholdelse eller
modregning tillade, at en indsigelse behandles. Fogedrettens afgørelse om
indsigelser kan kæres til landsretten efter reglerne i retsplejelovens
kapitel
53.
12.
I
§ 122 b, stk. 7,
ændres
»stk. 7« til: »stk. 6«.
§ 125. - -
-
13.
I
§ 125, stk. 2, nr. 1,
ændres
»§ 80, stk. 4,« til: »§ 80, stk. 4, 1. pkt., § 80 a,
stk. 1-2, jf. stk. 6, 1. pkt., § 80 b, stk. 4, 2. pkt.,«
Stk. 2.
Føreren skal endvidere betinget
frakendes retten til at føre et sådant køretøj, hvis føreren inden for en
periode af 3 år har gjort sig skyldig i tre forhold, der ikke i sig selv
medfører frakendelse af førerretten efter stk. 1, men som er omfattet af
1)
§ 5,
stk. 2, § 15, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, § 16,
stk. 2, § 18, stk. 1 og 2, § 21, stk. 1-3,
§ 22, stk. 1, § 24, stk. 1, § 25, § 37,
stk. 4, § 80, stk. 4, og § 81, stk. 3,
2-5) - - -
Stk. 3.-5.
- - -
§ 2
Stk. 1.
§ 1,
nr. 1-3 og 6-12 træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Samtidig ophæves § 11 i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 511 af
20. juni 2005 om politiets sikring af den offentlige orden og beskyttelse af
enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed mv., samt politiets adgang til at
iværksætte midlertidige foranstaltninger.
Stk. 2.
§ 1,
nr. 4, 5 og 13 træder i kraft den 1. maj 2006, jf. dog stk. 3.
Stk. 3.
Uanset
bestemmelsen i stk. 2 kan der indtil den 1. maj 2009 på bagsædet eller
bagsæderne i person- og varebiler befordres et større antal personer end
antallet af siddepladser forsynet med sikkerhedsseler.
Officielle noter
1)
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv 91/671/EØF af
16. december 1991 om obligatorisk anvendelse af sikkerhedsseler og
barnefastholdelsesanordninger i køretøjer (EF-Tidende 1991, L 373, s. 26) som
ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/20/EF af 8. april 2003
om ændring af Rådets direktiv 91/671/EØF om indbyrdes tilnærmelse af
medlemsstaternes lovgivning vedrørende obligatorisk anvendelse af
sikkerhedsseler i køretøjer på under 3,5 ton (EF-Tidende 2003, L 115, s. 63).
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af færdselsloven (Sikkerhedsudstyr, samarbejde om kommunal parkeringskontrol m.v.)1) Retsinformation · 4. april 2006
- Skriftlig fremsættelse (30. november 2005) - L 85 Retsinformation · 5. december 2005
- Forslag til Lov om ændring af færdselsloven for Grønland (Spirituskørsel, alderskrav til førere af snescootere, selepligt mv.) Retsinformation · 13. marts 2008
- Forslag til Lov om ændring af færdselsloven (Udøvelse af markedskontrol med udstyr til køretøjer og godkendelse af prøvningsinstanser) Retsinformation · 13. april 2016
- Forslag til Lov om ændring af færdselsloven og lov om produkter og markedsovervågning (Markedsovervågning på færdselsområdet m.v.) Retsinformation · 7. oktober 2021
- Bekendtgørelse af færdselsloven Retsinformation · 24. januar 2026