Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven (Behandlingen af større straffesager om økonomisk kriminalitet, adgang til teleoplysning i visse børsstrafferetlige sager mv.)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 5. oktober 2005 af
justitsministeren (Lene Espersen)
Forslag
til
Lov
om ændring af retsplejeloven
1)
(Behandlingen af større straffesager om økonomisk
kriminalitet, adgang til teleoplysning i visse børsstrafferetlige sager mv.)
§ 1
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 961
af 21. september 2004, som ændret senest ved § 3 i lov nr. 560 af 24.
juni
2005, foretages følgende ændringer:
1.
I
§ 18
indsættes som
stk. 3:
»S
tk. 3. I
byretssager om økonomisk kriminalitet, der forventes at have en længere
varighed, kan landsrettens præsident efter indstilling fra dommeren bestemme,
at retten sammensættes af 2 dommere og 3 domsmænd. For så vidt angår
Københavns
Byret og retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde træffes bestemmelsen af
rettens præsident. Såfremt byretten er en af de i § 17, stk. 1
eller
4, nævnte retter, beskikkes en af dommerne efter § 45. Som retsformand
fungerer
Læs alt
den dommer, der i øvrigt beklæder den pågældende ret, eller, hvis denne
dommer
ikke deltager i domsforhandlingen, den efter embedsalder ældste dommer,
medmindre dommerne aftaler andet. Uden for domsforhandlingen kan en enkelt
dommer handle på rettens vegne.«
2.
I
§ 31 b, 1. pkt.,
indsættes efter »928 a,
stk. 2 og 3,«: »eller er dokumenter undladt oplæst, jf. § 927 c,«.
3.
I
§ 41 c
indsættes efter stk. 1 som nyt
stykke:
»Stk. 2.
Undlades
oplæsning af dokumenter, der indgår i domsforhandlingen, jf. § 927 c,
kan
disse gennemses i retten den pågældende dag og en uge frem.«
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.
4.
I
§ 214, stk. 3,
ændres:»Såfremt en
dommer, en nævning eller en domsmand i en nævningesag eller i en domsmandssag
ved landsret« til: »Såfremt en dommer, en nævning eller en domsmand i en
nævningesag, i en domsmandssag ved landsret eller i en sag, der behandles
efter
§ 18, stk. 3,«.
5.
I
§ 781, stk. 3, 2. pkt.
indsættes
efter »telekommunikationstjeneste«: », eller såfremt mistanken angår en
overtrædelse af lov om værdipapirhandel m.v. § 35, stk. 1,
§ 36
eller § 39, stk. 1«.
6.
I
§ 840
indsættes efter stk. 1 som nyt
stykke:
»Stk. 2.
En part
kan anmode retten om at beramme sagen, når anklageskrift er indleveret til
retten.«
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.
7.
I
§ 877
indsættes som nyt
stk. 4:
»Stk. 4.
Et vidnes
forklaring til politirapport kan herudover efter rettens bestemmelse benyttes
som bevismiddel, hvis parterne er enige herom, og vidnet ville være
forpligtet
til at afgive forklaring, hvis pågældende var blevet indkaldt som vidne i
retten.«
8.
Efter § 927
b indsættes:
»§ 927 c.
Retten kan efter høring af parterne beslutte, at oplæsning af omfattende
sagkyndige erklæringer eller andre dokumenter i sagen kan undlades.
Retsformanden skal i så fald sikre, at rettens medlemmer gennemlæser disse
dokumenter. Det skal fremgå af retsbogen, hvilke af de fremlagte bilag der er
behandlet efter denne bestemmelse. Retten kan bestemme, at der helt eller
delvis skal gives en mundtlig sammenfatning af dokumenter, hvor oplæsning er
undladt, i retten.«
9.
Efter § 928
b indsættes:
»§ 928 c.
Ved afstemninger har hver dommer og hver domsmand én stemme. I sager, der
behandles
efter § 18, stk. 3, har, hvis undtagelsesvis kun 1 dommer
medvirker,
denne 2 stemmer. På samme måde har hver domsmand 1½ stemme, hvis der
undtagelsesvis kun medvirker 2 domsmænd«.
10.
I
§ 965 d
indsættes efter »927 b«: », 927 c«.
11.
I
§ 968, stk. 2,
indsættes efter »når
og for så vidt beslutningen«: »angår sagens berammelse eller«.
§ 2
Stk. 1.
Loven
træder i kraft den 1. januar 2006.
Stk. 2.
Lovens
§ 1, nr. 1, har virkning for sager, hvor anklageskriftet indgives efter
lovens ikrafttræden.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
1.1. Lovforslagets formål
Hovedformålet med lovforslaget er at sikre en hurtigere og
mere hensigtsmæssig behandling af navnlig større økonomiske straffesager
under
iagttagelse af sædvanlige retssikkerhedskrav.
Forslagene bygger på betænkning nr. 1454/2004 om
behandlingen af større straffesager om økonomisk kriminalitet mv., som
Justitsministeriet
s
udvalg om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet (Brydensholt-udvalget)
afgav i december 2004. Forslagene bygger endvidere på et af
Justitsministeriet
udarbejdet notat af 12. januar 2004 om effektive midler i forhold til lang
sagsbehandlingstid i straffesager, der er optrykt som bilag 1 til
betænkningen.
Lovforslaget har endvidere til formål at gennemføre en
ændring af reglerne om indgreb i meddelelseshemmeligheden, som er nødvendig
for
gennemførelsen i dansk ret af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2003/6/EF
af 28. januar 2003 om insiderhandel og kursmanipulation (markedsmisbrug)
(EF-Tidende
2003 L
96 side
16). Denne del af lovforslaget bygger på en rapport om indgreb i
meddelelseshemmeligheden ved børsretlige overtrædelser, som en
underarbejdsgruppe under Brydensholt-udvalget afgav i januar 2005. Direktivet
er optaget som
bilag 1
til lovforslaget.
1.2. Baggrund
Store straffesager om økonomisk kriminalitet har altid
været meget tidskrævende både i efterforskningsfasen og i forbindelse med
domstolsbehandlingen og dermed meget ressourcekrævende for hele retssystemet.
Det har derfor løbende givet anledning til overvejelser, hvordan tids- og
ressourceforbruget kunne begrænses inden for rammerne af de sædvanlige
retssikkerhedskrav, der gælder for straffesagers behandling.
Gennem de seneste år er der i vidt omfang sket en stigning
i ressourceforbruget i de enkelte sagskomplekser vedrørende økonomisk
kriminalitet. En af grundene hertil har været, at der har været mange store
straffesager, der har været meget komplicerede, og at der i flere sager end
tidligere er internationale aspekter – enten ved samvirkende kriminelle
fra
flere lande, ved at gerningsmænd og ofre er bosat i forskellige lande eller
ved
sagens økonomiske transaktioner. Endvidere har selskabstømningssagerne i en
årrække lagt beslag på en meget stor del af de ressourcer, der er til
rådighed
til behandling af større økonomiske straffesager.
Denne udvikling giver i sig selv anledning til fornyede
overvejelser om muligheden for at effektivisere den samlede proces i større
økonomiske straffesager.
Også hensynet til den sigtede/tiltalte taler generelt for
en så hurtig og effektiv sagsbehandling som muligt. I de store økonomiske
sager
må den sigtede/tiltalte i flere tilfælde vente flere år på en endelig
afgørelse
af sin sag. Det følger af artikel 6, stk. 1, i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention, at enhver har ret til en rettergang »inden en
rimelig frist«, og en stor del af de klager, der indgives til Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol mod Danmark, vedrører helt eller delvis spørgsmål
om
sagsbehandlingstid. Har sagsbehandlingstiden været særlig langvarig, kan
dette
bl.a. få betydning ved straffens udmåling, som det er sket i flere tilfælde i
forbindelse med afgørelsen af større økonomiske straffesager.
Endelig er spørgsmålet om bevissikring et yderligere
argument for at effektivisere den samlede proces i større økonomiske sager.
Eksempelvis kan værdien af vidnebeviser svækkes, hvis der forløber lang tid
mellem
det begåede forhold og tidspunktet, hvor vidnet føres.
Brydensholt-udvalget har i betænkning nr. 1454 fra december
2004 om behandlingen af større straffesager om økonomisk kriminalitet
gennemgået den samlede proces fra efterforskningens start til endelig dom og
overvejet, om behandlingen af straffesager kan forbedres og effektiviseres på
nogle
punkter.
Udvalget har opdelt processen i følgende hovedperioder:
Perioden fra anmeldelse/sigtelse til anklageskrift, perioden fra
anklageskrift
til domsforhandlingens start og perioden fra domsforhandlingens start til
dom.
Udvalget fremkommer i betænkningen med en række anbefalinger og forslag,
hvoraf
nogle kan gennemføres administrativt, mens andre forudsætter lovændringer.
Med
dette lovforslag gennemføres de af udvalgets forslag, der kræver
lovændringer.
For så vidt angår forslag og anbefalinger, der kan gennemføres
administrativt,
henvises til pkt. 1.4 nedenfor.
En arbejdsgruppe under Brydensholt-udvalget har endvidere i
januar 2005 afgivet en rapport om indgreb i meddelelseshemmeligheden ved
børsstrafferetlige overtrædelser. Arbejdsgruppen konkluderer, at det for at
gennemføre artikel 12, stk. 2, litra d, i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2003/6/EF af 28. januar 2003 om insiderhandel og kursmanipulation
(markedsmisbrug) er påkrævet at ændre retsplejelovens regler om indgreb i
meddelelseshemmeligheden, således at der kan foretages teleoplysning ved
mistanke om visse grove overtrædelser af lov om værdipapirhandel, nærmere
bestemt insiderhandel, strafbar videregivelse af intern viden og
kursmanipulation.
1.3. Hovedtræk af lovforslaget
Lovforslaget indebærer ændringer af retsplejeloven på en
række punkter med henblik på en mere hensigtsmæssig og effektiv behandling af
navnlig større økonomiske straffesager under iagttagelse af sædvanlige
retssikkerhedskrav.
Lovforslaget indebærer, at der indsættes en ny bestemmelse
som retsplejelovens § 840, stk. 2, hvorefter sagens parter kan
anmode
retten om at beramme sagen, når anklageskriftet er indleveret på rettens
kontor
(lovforslagets § 1, nr. 6).
Det foreslås i tilknytning hertil, at retsplejelovens
§ 968, stk. 2, ændres, således at adgangen til at kære rettens
beslutning om berammelse præciseres (lovforslagets § 1, nr. 11).
Lovforslaget indebærer dernæst en mulighed for i sager om
økonomisk kriminalitet, der forventes at have en længere varighed, at lade
flere
dommere medvirke i første instans, således at retten sammensættes af 2
dommere
og 3 domsmænd. Den dommer, der i øvrigt beklæder den pågældende ret, eller
–
hvis denne dommer ikke deltager i domsforhandlingen – den efter
embedsalder
ældste dommer fungerer som retsformand, medmindre dommerne aftaler andet. En
enkelt
dommer kan uden for domsforhandlingen handle på rettens vegne (lovforslagets
§ 1, nr. 1).
Det foreslås, at retsplejelovens § 214, stk. 3,
også skal finde anvendelse i sådanne sager, således at sagen kan gennemføres,
selv om en dommer og/eller en domsmand får forfald eller af andre grunde må
fratræde, efter at domsforhandlingen er påbegyndt (lovforslagets § 1,
nr.
4).
I tilknytning hertil foreslås, at der i retsplejeloven som
§ 928 c indsættes en bestemmelse om stemmefordeling, når en dommer
og/eller en domsmand må fratræde (lovforslagets § 1, nr. 9).
Lovforslaget indebærer ligeledes, at der som § 927 c i
retsplejeloven indsættes en ny bestemmelse om, at oplæsning i retten af
omfattende sagkyndige erklæringer eller andre dokumenter i sagen kan undlades
i
domsmandssager. Retsformanden skal i sådanne tilfælde sikre, at rettens
medlemmer gennemlæser dokumenterne, og retten kan bestemme, at der helt eller
delvis skal gives en mundtlig sammenfatning i retten af de dokumenter, der
ikke
er oplæst (lovforslagets § 1, nr. 8).
I tilknytning hertil sikres offentligheden adgang til at
gennemse de dokumenter, der ikke er oplæst i retten. Beslutninger om lukkede
døre, navneforbud mv. skal også finde anvendelse på sådanne bilag
(lovforslagets
§ 1, nr. 2 og 3).
Lovforslaget indebærer herudover, at der som
retsplejelovens § 877, stk. 4, indsættes en ny bestemmelse om, at
et
vidnes forklaring til politirapport efter rettens beslutning kan benyttes som
bevismiddel, hvis parterne er enige om det. Dette forudsætter dog, at vidnet
ville være forpligtet til at afgive forklaring, hvis vidnet var blevet
indkaldt
som vidne i retten (lovforslagets § 1, nr. 7).
Lovforslaget indebærer endelig, at retsplejelovens
§ 781, stk. 3, ændres, således at der kan indhentes teleoplysninger
ved mistanke om en overtrædelse af forbuddene i lov om værdipapirhandel m.v.
om
insiderhandel (§ 35, stk. 1), videregivelse af intern viden
(§ 36) eller kursmanipulation (§ 39, stk. 1) (lovforslagets
§ 1, nr. 5). Herved gennemføres artikel 12, stk. 2, litra d, i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/6/EF af 28. januar 2003 om
insiderhandel og kursmanipulation (markedsmisbrug), og
efterforskningsmulighederne ved børsstrafferetlige overtrædelser styrkes. De
øvrige sædvanlige betingelser for indgreb i meddelelseshemmeligheden vil
fortsat
skulle være opfyldt.
1.4. Andre initiativer på baggrund af betænkningen
Som nævnt under punkt 1.2 indeholder Brydensholt-udvalgets
betænkning en række anbefalinger og forslag vedrørende behandlingen af større
økonomiske straffesager, der kan gennemføres administrativt.
Justitsministeriet
har på den baggrund drøftet betænkningens anbefalinger og forslag med
Rigsadvokaten.
Udvalget foreslår, at der etableres en administrativ
kontrolordning med langvarige sigtelser, således at der foretages en
indberetning til den overordnede anklagemyndighed i sager, hvor der, 2 år
efter
at der er rejst sigtelse, endnu ikke er truffet afgørelse om
tiltalespørgsmålet. Rigsadvokaten har tilkendegivet at ville iværksætte en
sådan
administrativ kontrolordning med langvarige sigtelser.
Det kan i den forbindelse yderligere nævnes, at det i
regeringsgrundlaget »Nye mål«, der blev offentliggjort i februar 2005, er
tilkendegivet, at regeringen vil anmode Strafferetsplejeudvalget om at se
nærmere på mulige tiltag, som vil kunne begrænse udstrækningen af bl.a.
sigtelser, herunder på muligheden for at fastlægge generelle regler om den
maksimale tid, en person kan være sigtet.
Justitsministeriet
har på den baggrund anmodet Strafferetsplejeudvalget om at foretage en
vurdering af, hvorledes der kan iværksættes yderligere hensigtsmæssige
tiltag,
som uden at tilsidesætte hensynet til en effektiv efterforskning og
kriminalitetsbekæmpelse
vil kunne begrænse den tidsmæssige udstrækning af bl.a. sigtelser.
Strafferetsplejeudvalget er anmodet om at inddrage både mulige
lovgivningsmæssige og administrative/praktiske tiltag i vurderingen.
Udvalget har herudover foreslået, at der iværksættes en forelæggelsesordning
vedrørende spørgsmålet om en beskæring af sagen af ressourcemæssige grunde,
således at sager, der forventes at blive berammet til over 25-30 retsdage,
forelægges for den overordnede anklagemyndighed med henblik på at sikre, at
der
på et velovervejet grundlag tages stilling til spørgsmålet om beskæring.
Rigsadvokaten har oplyst at ville gennemføre en sådan forelæggelsesordning.
I
Justitsministeriet
s
notat af 12. januar 2004, jf. nærmere herom under pkt. 2.1.2, anbefales det
bl.a., at der udarbejdes retningslinjer om muligheden for at klage til den
overordnede anklagemyndighed over politiets sagsbehandlingstid, herunder en
nærmere
beskrivelse af den overordnede anklagemyndigheds reaktionsmuligheder, f.eks.
i
form af at pålægge den underordnede anklagemyndighed at træffe afgørelse
inden
en vis frist. En sådan regulering af muligheden for at klage over
sagsbehandlingstiden vil efter
Justitsministeriet
s
opfattelse kunne tillægges betydning ved vurderingen af, om Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 13 om effektive retsmidler i tilfælde
af
en krænkelse af konventionens artikel 6 om rettergang inden en rimelig frist
er
overholdt.
Rigsadvokaten har tilkendegivet at ville udarbejde
retningslinjer om behandlingen af sådanne klager over politiets
sagsbehandlingstid.
For så vidt angår en række af udvalgets øvrige
anbefalinger, herunder vedrørende forhåndsberammelse af domsforhandlingen,
forberedende retsmøder, revisionsberetninger og syn og skøn, har
Rigsadvokaten
oplyst, at disse allerede i vidt omfang må antages at være indarbejdet i
praksis. Det er heller ikke i dag ualmindeligt, at der sættes 2 anklagere på
større økonomiske straffesager. Rigsadvokaten vil dog, når lovforslaget er
vedtaget,
henlede politikredsenes opmærksomhed på de anbefalinger, der fremgår af
udvalgets betænkning. Dette gælder også udvalgets anbefaling om, at der
tildeles tilstrækkelige personaleressourcer til den enkelte sag, og om, at
hensynet til reglerne om en rettergang inden en rimelig frist efter
omstændighederne kan tale for, at der tages stilling til tiltalespørgsmålet,
selv om det ikke har været muligt for politiet at gennemføre alle afhøringer.
Endelig peger udvalget i betænkningen på, at spørgsmålet om
teknologisering af processen er meget centralt ved dokumenttunge sager.
Udvalget
vurderer således, at anvendelse af IT i hele sagsforløbet vil kunne medføre
en
væsentlig besparelse af den samlede procestid og vil kunne bidrage til den
optimale tilgængelighed af alle relevante sagsoplysninger. Regeringen vil til
efteråret fremlægge forslag til en sammenhængende politireform, som bl.a. vil
understøtte den nødvendige teknologiske omstilling, der skal være med til at
sikre en bedre udnyttelse af de muligheder for effektivisering af politiets
arbejde, der følger af den teknologiske udvikling. Endvidere har
Domstolsstyrelsen meddelt, at udvalgets anbefalinger indgår i Danmarks
Domstoles
it-strategi, hvorefter der fremover bliver mulighed for digital modtagelse og
lagring af sagens dokumenter, og dermed også for digital anvendelse under
sagens
behandling i retssalen. Domstolene planlægger at igangsætte en forsøgsordning
med digital kommunikation i begyndelsen af 2007. Domstolsstyrelsen analyserer
endvidere, hvilke krav der skal være opfyldt, for at en retssal er
hensigtsmæssigt indrettet til anvendelse af digitale dokumenter under selve
domsforhandlingen.
1.5. Særlig sagkundskab ved domsforhandlingen
Af betænkningen fremgår, at Brydensholt-udvalget endvidere
har drøftet spørgsmålet om rettens sammensætning i sager om økonomisk
kriminalitet, herunder om der i større økonomiske straffesager bør medvirke
sagkyndige meddommere. Udvalget har navnlig overvejet hensigtsmæssigheden af
at
indføre en ordning med særligt sagkyndige domsmænd.
Et enigt udvalg finder, at spørgsmålet må bero på en
afvejning af en række modstående hensyn. Blandt disse er nævnt navnlig, at en
medvirken af sagkyndige domsmænd ville kunne medføre en tidsbesparelse under
domsforhandlingen og en større garanti for resultatets rigtighed, fordi
retten
har den fornødne baggrund for at forstå de komplicerede sammenhænge.
Omvendt ville en sådan ordning imidlertid medføre en risiko
for en ekspertorientering af domsforhandlingen, hvilket ville bryde med det
grundlæggende princip bag lægdommerordningen i den danske strafferetspleje,
hvorefter en straffesag skal forelægges retten på en sådan måde, at den er
forståelig for almindelige mennesker uden specialviden eller særlige
forudsætninger.
Er der behov for specialviden under sagen, må forholdene gøres forståelige
for
retten enten af anklagemyndigheden selv eller ved indkaldelse af sagkyndige.
Udvalget har delt sig i spørgsmålet om, hvorvidt udvalget
skal foreslå en regulering af spørgsmålet om sagkyndige meddommere. Udvalgets
flertal finder således, at afvejningen overvejende er et retspolitisk
spørgsmål, og flertallet finder derfor hverken at burde anbefale eller
fraråde,
at der indføres regler om sagkyndige meddommere i sager om økonomisk
kriminalitet. Et mindretal finder, at der bør indføres en ordning med
sagkyndige meddommere.
Justitsministeriet
har
overvejet spørgsmålet bl.a. på baggrund af det i betænkningen anførte. I
overvejelserne er bl.a. indgået, at Retsplejerådet flere gange har overvejet
spørgsmålet om sagkyndige lægdommere og senest i forbindelse med
Retsplejerådets udtalelse om betænkning 1066/1986 om bekæmpelse af økonomisk
kriminalitet har udtalt sig imod regler om særligt sagkyndige domsmænd,
herunder i sager om økonomisk kriminalitet. Retsplejerådet har til støtte
herfor udtalt bl.a., at det er et grundlæggende princip bag
lægdommerordningen
i den danske strafferetspleje, at en straffesag skal forelægges retten på en
sådan måde, at den er forståelig for almindelige mennesker uden specialviden
eller særlige forudsætninger.
Justitsministeriet
kan tilslutte sig dette principielle udgangspunkt.
Efter
Justitsministeriet
s
opfattelse kan der anføres en række grunde til støtte for, at der bør
indføres
en ordning med særligt sagkyndige domsmænd i større straffesager om økonomisk
kriminalitet. Bl.a. kan det ikke afvises, at sagkyndige domsmænd lettere og
hurtigere end domsmænd udpeget efter de gældende regler vil kunne tilegne sig
den viden om økonomiske sammenhænge mv., som er nødvendig i den omhandlede
type
af straffesager.
Bl.a. i lyset af de grundlæggende principper i den danske
lægdommerordning, der er omtalt ovenfor, er det imidlertid
Justitsministeriet
s
opfattelse, at en ordning med særligt sagkyndige domsmænd i straffesager
– som
ikke i dag findes ved de almindelige domstole – rejser meget væsentlige
principielle
spørgsmål. I den forbindelse taler meget efter
Justitsministeriet
s
opfattelse for, at sådanne spørgsmål i givet fald bør drøftes og overvejes i
et
bredere perspektiv end det, som udvalget har haft mulighed for at anlægge.
Som
anført af udvalget opstår spørgsmålet om anvendelse af sagkyndige domsmænd
således ikke kun i den type af straffesager, som udvalget har beskæftiget sig
med, men også i andre typer af sager, herunder f.eks. straffesager om miljø-
og
lægeansvar og sager om seksuelle overgreb mod børn. I overensstemmelse hermed
har Vestre Landsret i et høringssvar over Brydensholt-udvalgets betænkning
bl.a. anført, at spørgsmål om ændringer i den gældende domsmandsordning i
givet
fald må undergives en nærmere sagkyndig udredning.
Til det anførte kommer, at der ikke synes at være nærmere
holdepunkter for at antage, at det ikke i dag skulle være muligt – bl.a.
ved en
hensigtsmæssig forelæggelse og gennemgang fra anklagemyndighedens side, ved
syn
og skøn og ved indkaldelse af sagkyndige vidner – at bibringe de
udpegede
domsmænd den forståelse for den konkrete sags økonomiske forhold og
omstændigheder
mv., som er nødvendig for, at der kan træffes en korrekt afgørelse i sagen.
Det kan i den forbindelse tilføjes, at domstolene ikke har
tilkendegivet et ønske om en ordning med særligt sagkyndige domsmænd, jf.
bl.a.
det, der er anført ovenfor om Vestre Landsrets høringssvar.
På den anførte baggrund finder
Justitsministeriet
efter en samlet vurdering ikke, at der i den foreliggende sammenhæng er
grundlag for at foreslå en sådan ordning. Lovforslaget indeholder derfor ikke
bestemmelser om særligt sagkyndige domsmænd.
2. Lovforslagets udformning
2.1. Straffesagens berammelse
2.1.1. Gældende ret
Tiltale mod en person rejses ved, at anklagemyndigheden
udfærdiger og underskriver et anklageskrift, jf. retsplejelovens § 831
og
§ 926. Anklageskriftet indleveres til retten, der berammer sagen til
domsforhandling. Retten giver parterne meddelelse om berammelsen, jf.
retsplejelovens § 840, der umiddelbart gælder for landsretssager, men
ifølge § 927 også finder anvendelse i byretssager.
Det fremgår ikke udtrykkeligt af retsplejeloven, at
parterne har mulighed for at anmode retten om at beramme sagen inden for en
rimelig frist.
Rettens afgørelse under domsforhandlingen om at udsætte
sagen kan kæres, jf. retsplejelovens § 968, stk. 2.
2.1.2. Udvalgets overvejelser og forslag
Til brug for udvalgets overvejelser har
Justitsministeriet
i et notat af 12. januar 2004 om effektive retsmidler i forhold til lang
sagsbehandlingstid i straffesager gennemgået de krav, der følger af Den
Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6 om rettergang »inden en
rimelig
frist« i bl.a. straffesager og artikel 13 om effektive retsmidler i tilfælde
af
en krænkelse heraf. Notatet indeholder endvidere en beskrivelse af
eksisterende
retsmidler i dansk ret og en vurdering af, om disse retsmidler opfylder
konventionens krav.
Justitsministeriet
s notat
er optrykt som bilag 1 til betænkningen.
Det fremgår af notatet, at der efter
Justitsministeriet
s
opfattelse i straffesager findes effektive retsmidler, jf. artikel 13 i
konventionen, over for påståede krænkelser af retten til en rettergang inden
en
rimelig frist, jf. artikel 6, stk. 1, i konventionen. Dette gælder, hvad
enten der er tale om perioden forud for sagens indbringelse for domstolene,
mens sagen behandles af domstolene, eller efter sagens afslutning, hvad enten
sagen afsluttes ved en afgørelse truffet af politiet, anklagemyndigheden
eller
domstolene.
For så vidt angår muligheden for at klage til den
overordnede anklagemyndighed over påståede krænkelser af retten til en
rettergang inden en rimelig frist, jf. artikel 6, stk. 1, i
konventionen,
anbefales det imidlertid, at der udarbejdes retningslinier for behandlingen
af
sådanne sager, f.eks. i form af en meddelelse fra Rigsadvokaten om muligheden
for at klage over politiets sagsbehandlingstid, herunder en nærmere
beskrivelse
af den overordnede anklagemyndigheds reaktionsmuligheder, f.eks. i form af at
pålægge den underordnede anklagemyndighed at træffe afgørelse inden en
fastsat
frist.
Det anbefales ligeledes, at det præciseres i f.eks.
retsplejeloven, at der er mulighed for at anmode om at få berammet en sag,
hvis
tiltalte/anklagemyndigheden f.eks. mener, at retten til en rettergang inden
en
rimelig frist er blevet krænket eller er ved at blive krænket, og at
beslutningen
om berammelse kan kæres til højere ret.
Af betænkningen fremgår, at udvalget har gennemgået det
tidsmæssige forløb af en række tilfældigt udvalgte sager hos Statsadvokaturen
for særlig økonomisk kriminalitet, der i vidt omfang er repræsentative for
den
tungere del af de økonomiske sager. Udvalget understreger, at gennemgangen
ikke
kan tages som udtryk for en statistisk oversigt, men bemærker, at tallene
viser
ret lange berammelsestider (perioden mellem anklagemyndighedens indlevering
af
anklageskriftet til retten og domsforhandlingens start).
Udvalget bemærker bl.a. på baggrund af
Justitsministeriet
s
notat, at den lange berammelsestid kan udgøre et problem i relation til Den
Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, fordi sagen ofte ligger
helt stille i denne periode, hvilket er et af de momenter, der tillægges vægt
ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelser.
Udvalget bemærker, at retsstillingen i dag er sådan, at
anklagemyndigheden og den tiltalte har mulighed for at anmode retten om at
beramme sagen til domsforhandling og kan protestere mod eventuelle
udsættelser,
og udvalget henviser i den forbindelse til retspraksis herom.
Udvalget tilslutter sig dog de anbefalinger, som er
indeholdt i
Justitsministeriet
s notat af 12.
januar 2004, og foreslår på den baggrund en udtrykkelig bestemmelse om, at
anklagemyndigheden og den tiltalte kan anmode retten om at beramme en sag.
Udvalget finder, at bestemmelsen i givet fald kunne placeres i
retsplejelovens
kapitel 80 som et nyt stk. 2 til retsplejelovens § 927 a. Udvalget
bemærker, at kapitel 80 kun vedrører byretssager, og at der herved ikke tages
stilling til nævningesager. Udvalget finder imidlertid, at det særligt er ved
de store sager om økonomisk kriminalitet, at problemstillingen vedrørende
lang
sagsbehandlingstid kan blive aktuel, og disse sager starter altid som
byretssager.
Udvalget foreslår endvidere, at det i retsplejelovens
§ 968, stk. 2, om kære af rettens afgørelser om bl.a. udsættelse
tydeliggøres, at en beslutning om ikke at beramme eller først at beramme
langt
ude i fremtiden eller om ikke at fremme en påbegyndt domsforhandling mest
muligt,
f.eks. ved kun at anvende én retsdag om ugen i en meget omfattende sag, kan
påkæres, uanset at der formelt set ikke foreligger en udsættelse.
Der henvises til betænkningen side 66-69 og side 128.
2.1.3.
Justitsministeriet
s
overvejelser
For så vidt angår perioden inden sagen er indbragt for
domstolene, henvises til pkt. 1.4 ovenfor, hvoraf fremgår, at Rigsadvokaten
har
tilkendegivet at ville udarbejde retningslinjer om muligheden for at klage
over
politiets sagsbehandlingstid og om den overordnede anklagemyndigheds
reaktionsmuligheder, f.eks. i form af pålæg til den underordnede
anklagemyndighed
om at træffe afgørelse inden en fastsat frist.
For så vidt angår perioden efter at sagen er indbragt for
domstolene, kan
Justitsministeriet, som det
også fremgår af notatet af 12. januar 2004, tilslutte sig, at det kommer til
at
fremgå udtrykkeligt af retsplejeloven, at parterne kan anmode retten om at
beramme en sag, efter at anklageskriftet er indleveret.
Justitsministeriet
finder
dog, at en sådan bestemmelse ikke bør begrænses til straffesager, der
behandles
i 1. instans under medvirken af domsmænd. Det foreslås derfor, at
bestemmelsen
indsættes i § 840 i retsplejelovens kapitel 76 om iværksættelse af
tiltale
og forberedelse af domsforhandling for landsret. Bestemmelsen vil herefter
finde anvendelse i nævningesager og i kraft af henvisningsreglerne i
retsplejelovens
§ 927, § 939 og § 965 a ligeledes i straffesager, der
behandles
ved byretten og i landsrettens behandling af ankesager.
Justitsministeriet
vil
endvidere nu overveje, om der også for så vidt angår de civilretlige sager
bør
indføres en udtrykkelig adgang til, at parterne kan anmode retten om at
beramme
en sag.
Justitsministeriet
kan
endelig tilslutte sig udvalgets forslag om, at det præciseres i
retsplejeloven,
at rettens afgørelser vedrørende berammelsen kan kæres.
Lovforslaget er udarbejdet i overensstemmelse hermed.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets
§ 1, nr. 6 og 11.
2.2. Flere dommere i 1. instans
2.2.1. Gældende ret
Hovedparten af straffesager om økonomisk kriminalitet
behandles i 1. instans ved byretten under medvirken af en dommer og to
domsmænd, jf. retsplejelovens § 686 og § 18, stk. 2. Ved
afstemninger har dommeren og domsmændene hver en stemme.
Kun en dommer og en domsmand, som har overværet sagens
mundtlige forhandlinger i deres helhed, kan deltage i sagens afgørelse, jf.
retsplejelovens § 214, stk. 3. Efter bestemmelsen kan en
nævningesag
eller domsmandssag ved landsretten gennemføres, selv om en nævning, en
domsmand
og/eller en dommer får forfald eller af andre grunde må fratræde, efter at
domsforhandlingen er begyndt. Der er derimod som udgangspunkt ikke efter de
gældende regler mulighed for at gennemføre en straffesag ved byretten,
såfremt
en dommer eller en domsmand får forfald eller må fratræde, efter at
domsforhandlingen er begyndt. I et sådant tilfælde må sagen derfor udsættes
eller gå om.
Antages domsforhandlingen at ville blive af længere
varighed, kan der dog udpeges en suppleant for dommeren, der indtræder i
stedet
for denne, såfremt vedkommende bliver forhindret i at deltage ved sagens
behandling
og pådømmelse, jf. retsplejelovens § 18. Der kan tilsvarende udpeges en
eller eventuelt to suppleanter for domsmændene. Suppleanterne overværer
domsforhandlingen og kan efter dommerens bestemmelse også overvære rettens
rådslagninger og afstemninger, men deltager ikke i disse.
2.2.2. Udvalgets overvejelser og forslag
Udvalget bemærker, at sager om økonomisk kriminalitet, som
ofte vedrører velkendte problemstillinger inden for strafferetten, også
fortsat
naturligt vil kunne behandles ved byretterne som første instans under
medvirken
af en juridisk dommer og to domsmænd. Udvalget henviser i den forbindelse
til,
at udviklingen i de seneste årtier har vist en klar tendens i retning af at
udvide byretternes kompetence i både civile sager og straffesager, og at
byretsdommere således er vant til at behandle både store og komplicerede
sager
inden for begge områder. Udvalget henviser endvidere til, at Retsplejerådet
har
foreslået, at også nævningesager fremover skal behandles ved byretterne i 1.
instans under medvirken af 2 juridiske dommere og 6 nævninger, jf. betænkning
nr. 1352/1998 om behandling af nævningesager.
Visse sager om økonomisk kriminalitet har imidlertid et
sådant omfang, at behandlingen i retten med to retsdage om ugen varer ½ år
eller mere. Da disse sager tillige ofte indeholder komplicerede bevismæssige
og
juridiske problemstillinger, kan de være en betydelig belastning ikke mindst
for den juridiske dommer. Der vil ofte i sådanne sager af hensyn til risikoen
for dommerens forfald være udpeget en suppleant for dommeren. Dommeren kan i
et
vist omfang rådføre sig med suppleanten, men suppleanten deltager ikke i
rettens rådslagninger og afstemninger.
For at udnytte de medvirkende dommeres arbejdskraft bedst
muligt finder udvalget derfor, at det vil være hensigtsmæssigt, at begge
dommere medvirker i behandlingen, og at ordningen får et bredere
anvendelsesområde.
Er der tale om en byret, der består af kun én eller to dommere,
jf. retsplejelovens § 17, stk. 1, og stk. 4, foreslår
udvalget,
at den anden dommer beskikkes efter retsplejelovens § 45. Efter denne
bestemmelse kan landsrettens præsident meddele midlertidig beskikkelse som
yderligere dommer, når byrettens forhold tilsiger det. Beskikkelsen meddeles
en
af de dommere i landsretskredsen, der efter retsplejelovens § 15,
stk. 6, er ansat fortrinsvis til varetagelse af de i § 45 nævnte
opgaver (»rejsedommere«).
Udvalget foreslår, at den dommer, der i øvrigt beklæder den
pågældende ret, eller – hvis denne dommer ikke deltager i
domsforhandlingen –
den efter embedsalder ældste dommer fungerer som retsformand. Dommerne kan
dog
aftale andet. Udvalget foreslår endvidere, at en enkelt dommer kan handle på
rettens vegne uden for domsforhandlingen.
Udvalget finder videre, at det for at bevare domsmændenes
flertal som konsekvens af forslaget om flere dommere vil være naturligt at
udvide domsmændenes antal til 3. Hvis én af domsmændene må melde forfald, kan
de resterende 2 domsmænd tillægges hver 1½ stemme.
Udvalgets forslag omfatter alene sager om økonomisk
kriminalitet af længere varighed. Udvalget angiver som et udgangspunkt, der
kan
fraviges i begge retninger, sager med mindst 50 retsdage. Udvalget bemærker,
at
forslaget ikke medfører udgifter til aflønning af en ekstra dommer under
sagen,
hvis man undlader at udpege en suppleant for de juridiske dommere.
Herudover finder udvalget, at det i disse tilfælde bør
overvejes at udvide bestemmelsen i retsplejelovens § 214, stk. 3,
hvorefter en sag kan fortsætte i tilfælde af en dommers, en nævnings eller en
domsmands forfald, til også at omfatte disse store sager om økonomisk
kriminalitet, således at hverken en dommers eller en domsmands forfald vil
betyde, at sagen skal gå om. I så fald vil det ikke være nødvendigt at udpege
en suppleant for hverken dommer eller domsmand, medmindre sagen er af helt
ekstraordinær lang varighed.
Der henvises til betænkningen side 119-121 og 134-135.
2.2.3.
Justitsministeriet
s
overvejelser
Justitsministeriet
er enig
med udvalget i, at det vil være hensigtsmæssigt i længerevarende og
komplicerede sager om økonomisk kriminalitet, at retten sammensættes af to
juridiske dommere. Ikke mindst i de sager, hvor der i dag af hensyn til
risikoen for forfald er udpeget en suppleant for dommeren i medfør af
retsplejelovens
§ 18, stk. 1, vil det være naturligt, at begge virker ved sagens
behandling. En sådan ordning vil ud over en bedre ressourceanvendelse desuden
styrke behandlingen af disse sager.
Justitsministeriet
er
desuden enig i forslaget om, at der for at bevare domsmændenes flertal bør
medvirke 3 domsmænd i sådanne sager frem for som i dag 2.
Udvalget har foreslået, at der skal medvirke 2 dommere og 3
domsmænd i alle sager om økonomisk kriminalitet, der forventes at have en
længere varighed. Udvalget har ikke nærmere afgrænset, hvad der skal forstås
ved en økonomisk straffesag, men har anført, at begrebet »af længere
varighed«
som udgangspunkt forudsætter en varighed på mindst ca. 50 retsdage. Udvalget
har samtidig anført, at ordningen efter en konkret vurdering af bl.a. sagens
kompleksitet kan finde anvendelse i sager, hvor den forventede varighed er
f.eks. 40 retsdage, og at ordningen i andre tilfælde kan virke overflødig i
nogle sager på f.eks. 60 retsdage. Det fremgår således, at der efter
udvalgets
forslag er overladt et skøn til domstolene, hvori også hensynet til sagens
kompleksitet indgår.
Justitsministeriet
er enig
i, at ordningen bør rette sig mod længerevarende økonomiske straffesager af
en
vis kompleksitet, og at 50 retsdage kan tjene som udgangspunkt for, om en sag
må anses for længerevarende.
Det vil herefter bero på en konkret vurdering, hvorvidt
sagens kompleksitet er af en sådan beskaffenhed, at der skal medvirke 2
dommere.
Justitsministeriet
finder derfor, at
bestemmelsen bør udformes således, at udpegningen af 2 dommere i de
længerevarende økonomiske straffesager ikke er pligtmæssig, men fakultativ.
Kompetence til at træffe afgørelse herom tillægges den stedlige
landsretspræsident efter indstilling af dommeren eller ved de præsidentledede
embeder byrettens præsident.
Justitsministeriet
kan
tilslutte sig udvalgets forslag, hvorefter den dommer, der i øvrigt beklæder
den pågældende ret, eller såfremt denne dommer ikke deltager i
domsforhandlingen, den efter embedsalder ældste dommer virker som
retsformand,
medmindre dommerne aftaler andet. Uden for domsforhandlingen kan en enkelt
dommer handle på vegne af retten.
Som konsekvens heraf forslår
Justitsministeriet,
at der indsættes en bestemmelse i retsplejeloven om stemmefordeling ved
forfald. Herefter skal hver dommer og hver domsmand have én stemme ved
afstemninger.
I sager om økonomisk kriminalitet, der forventes at have en længere varighed,
hvori der medvirker 2 dommere og 3 domsmænd, har, hvis undtagelsesvis kun en
dommer medvirker, denne to stemmer. På samme måde har hver domsmand 1½
stemme,
hvis der undtagelsesvis kun medvirker 2 domsmænd.
Det må antages, at der næppe vil være behov for i disse
sager tillige at udpege en suppleant efter reglerne i retsplejelovens
§ 18, stk. 1 og 2, henset til lovforslagets § 1, nr. 4
(retsplejelovens § 214, stk. 3), hvorefter sagen vil kunne
gennemføres i tilfælde af, at en dommer og/eller en domsmand får forfald
eller
af andre grunde må fratræde.
Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets
§ 1, nr. 1, nr. 4 og nr. 9.
2.3. Forberedelse på skriftligt grundlag
2.3.1. Gældende ret
Den almindelige regel om mundtlighed i retsplejen i videst
muligt omfang er fastslået i grundlovens § 65. Efter retsplejelovens
§ 148 forhandles retssager mundtligt, og skrift anvendes kun i det
omfang,
loven særligt bestemmer det. Mundtlighedsprincippet er dog ikke
undtagelsesfrit. For så vidt angår straffesager kan bl.a. nævnes muligheden
for
skriftlig forelæggelse, jf. retsplejelovens § 927 b, og for indlevering
af
parternes procedure skriftligt, jf. retsplejelovens § 928 a, stk. 2
og 3.
Dokumenter, der benyttes som bevismiddel i sagen, oplæses
som udgangspunkt i retten, jf. retsplejelovens § 877, der vedrører
nævningesager, men som ifølge retsplejelovens § 928, stk. 3, og
§ 965 a, finder tilsvarende anvendelse på domsmandssager ved byretten og
ankebehandlingen af domme afsagt af byretterne.
2.3.2. Udvalgets overvejelser og forslag
Af udvalgets gennemgang af en række tilfældigt udvalgte
straffesager om økonomisk kriminalitet fremgår, at der navnlig i første
instans
ofte er tale om domsforhandlinger, der strækker sig over mange retsdage.
Udvalget
har på den baggrund overvejet mulighederne for at effektivisere
domsforhandlingen.
Udvalget bemærker, at de gældende regler om skriftlig forelæggelse
og procedure formuleringsmæssigt synes at være fuldt tilstrækkelige, og at en
øget anvendelse af reglerne må antages at kunne indebære en tidsmæssig
gevinst.
Udvalget har herefter overvejet mulighederne for forberedelse på skriftligt
grundlag, således at revisionsrapporter og andre omfattende dokumenter kunne
forudsættes læst. Herefter kunne oplæsning i retten af de pågældende
dokumenter
undlades, idet det dog i et vist omfang ville kunne være nødvendigt med
forklarende mundtlige gennemgange og mere detaljerede gennemgange af punkter,
hvor der er uenighed. Udvalget anbefaler en sådan mulighed for skriftlig
forberedelse.
Udvalget har overvejet, om en sådan forberedelse på
skriftligt grundlag kunne finde sted i perioden mellem anklageskriftets
indlevering
til retten og indledningen af domsforhandlingen, hvor sagen ligger stille.
Udvalget
finder dog, at forberedelsen på skriftligt grundlag bør foretages efter
påbegyndelsen af domsforhandlingen, da det er nødvendigt, at sagen har været
forelagt, og at tiltalte har haft mulighed for at afgive forklaring, for at
dommerne og domsmændene skal kunne få tilstrækkeligt udbytte af en sådan
forberedelse.
Det er udvalgets opfattelse, at en sådan ordning ud over at
være tidsbesparende for de fleste domsmænds vedkommende vil give mulighed for
en bedre tilegnelse af de ofte komplicerede problemstillinger på et mere
hensigtsmæssigt tidspunkt i processen, idet materialet ofte er meget
vanskeligt
at få overblik over i forbindelse med en omfattende mundtlig gennemgang.
Udvalget er opmærksom på, at en ordning som beskrevet vil
betyde en udvidelse af domsmændenes arbejdsopgaver til også at kræve
forberedelse uden for afholdelsen af retsmøderne. Udvalget finder, at
gennemlæsningen
bør ske således, at alle rettens medlemmer mødes på aftalte tidspunkter,
således at gennemlæsningen sker i rettens lokaler. Ordningen vil medføre, at
nogle retsmøder med deltagelse af alle aktører vil kunne undgås, men til
gengæld vil ordningen kræve, at domsmændene og dommeren uden for retsmøderne
skal
etablere arbejdsformer, hvor dokumentgennemgangen kan finde sted. Dette er
efter udvalgets opfattelse næppe mindre tidskrævende end den traditionelle
dokumentation i retten. Det er således navnlig anklageren, forsvareren og den
tiltalte, der vil kunne opnå en tidsbesparelse ved ordningen.
Udvalget bemærker samtidig, at domsmændenes egen
gennemlæsning af omfattende dokumenter ikke må føre til, at domsmændene på
forhånd – inden resten af bevisførelsen under domsforhandlingen og inden
proceduren
– lægger sig fast på forståelsen af disse dokumenters indhold. Det er
imidlertid udvalgets opfattelse, at i de tilfælde, hvor dette kunne være et
problem, kan problemet løses ved supplerende mundtlige gennemgange i retten
samt etablering af møder mellem retsformanden og domsmændene til afklaring af
tvivlsspørgsmål i forbindelse med gennemlæsningen.
Udvalget finder, at ordningen skal gælde for alle
sagkyndige erklæringer, f.eks. revisionsberetninger, responsa (f.eks. om skat
eller kursskæringer ved aktiesalg) og syn- og skønserklæringer. Det vil efter
udvalgets opfattelse herefter i retsmødet være tilstrækkeligt at omtale
konklusioner mv. i det for sagen nødvendige omfang. Ordningen skal ikke
forhindre,
at omtvistede dele gøres til genstand for udførlig behandling under
domsforhandlingen, ligesom undladelsen af oplæsning normalt bør forudsætte,
at
begge parter er indforstået dermed.
Udvalget har overvejet, om der bør indføres en frist for
indsigelser mod revisionsberetninger mv., således at disse er afklaret forud
for gennemlæsningen. Imidlertid finder udvalget, at tvivlsspørgsmål og
indsigelser bør afklares inden den endelige udformning af
revisionsberetningen,
og som hovedregel allerede når revisionstemaerne fastlægges. Dette gælder,
uanset om tvivlsspørgsmålet forsøges afklaret gennem modrevision eller gennem
syn og skøn. En frist for indsigelser ville være processuelt hensigtsmæssig,
men vil som følge af den nævnte afklaring som hovedregel ikke være nødvendig,
ligesom en sådan bestemmelse ville lægge større begrænsninger på adgangen til
forsvar, end hvad der er almindeligt i dansk ret. Dertil kommer, at den fulde
forståelse af sådanne erklæringer for så vidt angår de mere komplicerede
spørgsmål ofte forudsætter, at erklæringerne er afhjemlet i retten. Udvalget
har på den baggrund ikke fundet anledning til at foreslå en frist for
indsigelser.
Udvalget finder, at der for at tilgodese kravet om
offentlighed i retsplejen samtidig skal gives offentligheden adgang til at
gennemse revisionsberetninger mv. i hvert fald de dage, hvor indholdet indgår
i
domsforhandlingen. Under hensynstagen til, at der kan være behov for i stedet
at følge domsforhandlingen på netop de dage, foreslår udvalget, at
gennemsynsfristen udstrækkes med yderligere en uge. Desuden foreslår
udvalget,
at der i retsplejelovens § 31 a indsættes en henvisning til, at
beslutninger om lukkede døre, navneforbud mv. også finder anvendelse på de
dokumenter, der ikke oplæses, således at der ikke er adgang til indsigt i
sådanne dokumenter.
Udvalget finder, at ordningen om gennemlæsning uden
afholdelse af retsmøde bør kunne anvendes i domsmandssager i såvel 1. som 2.
instans, men ikke i nævningesager. En bestemmelse om den nævnte ordning kan
derfor indsættes i retsplejelovens kapitel 80 om tiltale og domsforhandling
for
byret mv. Udvalget foreslår, at bestemmelsen indsættes som retsplejelovens
§ 927 c.
Der henvises til betænkningen side 78-79, 91-92 og 130-131.
2.3.3.
Justitsministeriet
s
overvejelser
En adgang for retten til at beslutte, at oplæsning af
omfattende sagkyndige erklæringer eller andre bilag i sagen kan undlades
eller
erstattes af en mundtlig sammenfatning, vil kunne reducere antallet af
retsdage
i de længerevarende straffesager.
En sådan adgang vil derfor efter omstændighederne kunne
bidrage til en hurtigere og mere effektiv gennemførelse af disse
straffesager,
idet det tidsrum, hvor alle sagens aktører skal være til stede, herved
begrænses.
En begrænsning af antallet af retsdage vil navnlig frigøre ressourcer for
anklagemyndigheden og forsvareren og efter omstændighederne også mindske
belastningen for den tiltalte, mens der i almindelighed ikke vil være tale om
en ressourcebegrænsning for retterne, idet det vil være op til retsformanden
at
sikre, at rettens medlemmer gennemlæser bilagene.
Justitsministeriet
finder ligesom udvalget, at dette bør ske, ved at alle rettens medlemmer
mødes
på aftalte tidspunkter, således at gennemlæsningen sker i rettens lokaler.
Justitsministeriet
er
ligeledes enig i, at en gennemlæsning i rettens lokaler, eventuelt ledsaget
af
en mundtlig sammenfatning i retten, efter omstændighederne vil kunne give
domsmændene bedre mulighed for at tilegne sig de ofte komplicerede
problemstillinger på et mere hensigtsmæssigt tidspunkt i processen end en
omfattende mundtlig oplæsning i retten.
Under disse omstændigheder finder
Justitsministeriet
ikke, at det grundlæggende princip om mundtlighed i retsplejen taler
afgørende
imod indførelse af en sådan ordning, der skal ses som et redskab til i videst
muligt omfang at sikre den mest hensigtsmæssige tilrettelæggelse af navnlig
meget langvarige og komplicerede straffesager. Efter
Justitsministeriet
s
opfattelse bør det overlades til retten efter en samlet vurdering at afgøre,
hvorvidt det i det enkelte tilfælde vil være hensigtsmæssigt at udnytte denne
adgang. Retten bør dog høre parterne, inden der træffes afgørelse herom, og
som
anført af udvalget bør undladelse af oplæsning af dokumenter i sagen normalt
forudsætte, at begge sagens parter er indforstået dermed.
Justitsministeriet
er enig
i det af udvalget anførte om, at det i fornødent omfang ved supplerende
mundtlige gennemgange i retten samt etablering af møder mellem retsformanden
og
domsmændene til afklaring af tvivlsspørgsmål i forbindelse med
gennemlæsningen
vil kunne forhindres, at domsmændene på forhånd – inden resten af
bevisførelsen
under domsforhandlingen og inden proceduren – lægger sig fast på
forståelsen af
disse dokumenters indhold.
Justitsministeriet
kan
tilslutte sig udvalgets forslag, hvorefter adgang til at undlade oplæsning
begrænses til domsmandssager i 1. og 2. instans og således ikke finder
anvendelse i nævningesager.
Justitsministeriet
er
desuden enig med udvalget i, at hensynet til offentlighed i retsplejen
tilsiger, at gennemførelsen af en adgang som den foreslåede bør suppleres af
en
bestemmelse om, at offentligheden får adgang til i en uge at gennemse
bilagene
i retten.
Justitsministeriet
finder, at en
sådan bestemmelse mest hensigtsmæssigt kan placeres i retsplejelovens
§ 41
c.
Justitsministeriet
er
endelig enig med udvalget i, at der som en konsekvens i retsplejelovens
§ 31 a bør indsættes en henvisning til, at beslutninger om lukkede døre,
navneforbud mv. også finder anvendelse på de dokumenter, der ikke oplæses,
således at der ikke er adgang til indsigt i sådanne dokumenter.
Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1,
nr. 2, nr. 3, nr. 8 og nr. 10.
2.4. Vidnebevis
2.4.1. Gældende ret
Det følger af bevisumiddelbarhedsprincippet, at
vidneforklaring som udgangspunkt afgives i forbindelse med domsforhandlingen
for
den ret, ved hvilken sagen behandles. Et vidnes forklaring i et retsmøde til
retsbogen kan dog også efter omstændighederne anvendes som bevismiddel, og
forklaringen oplæses så i retten. Dette kan f.eks. være tilfældet, såfremt
vidnet
er død eller af anden grund ikke kan afhøres på ny, eller retten har fundet
det
mest hensigtsmæssigt, at vidneforklaring i stedet afgives for en anden byret,
jf. retsplejelovens § 877, stk. 2, nr. 3.
I ankesager kan vidners og syn- og skønsmænds forklaringer
til retsbogen benyttes som bevis, hvis ingen af parterne inden
domsforhandlingen har anmodet om fornyet afhøring, jf. retsplejelovens
§ 965 c, stk. 4.
Forklaringer til politirapporter kan derimod almindeligvis
ikke anvendes som bevismiddel. Efter retsplejelovens § 877, stk. 3,
kan et vidnes forklaring til politirapport kun benyttes som bevismiddel, når
retten undtagelsesvis giver tilladelse til det. Tiltaltes forklaring om
sigtelsen til politirapport kan dog i udeblivelsessager benyttes som
bevismiddel, når forsvareren begærer det, jf. retsplejelovens § 877,
stk. 2, nr. 6.
Forsvareren overværer normalt ikke politiets afhøringer af
andre end sigtede, jf. retsplejelovens § 745 c modsætningsvis. Er der
undtagelsesvis tale om afhøringer, der kan formodes at ville finde anvendelse
som bevis under domsforhandlingen, skal forsvareren ifølge retsplejelovens
§ 745 d underrettes, så denne kan få lejlighed til at være til stede.
Kan
forsvareren ikke deltage, eller kan politiet ikke give forsvareren
meddelelse,
kan der kun foretages efterforskningsskridt, som ikke kan opsættes.
Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6
fastslår retten til en retfærdig rettergang (»fair trial«). Af konventionens
artikel 6, stk. 3, litra d, fremgår, at enhver, der er anklaget for en
lovovertrædelse, mindst skal have adgang til at afhøre eller lade afhøre
vidner
ført imod ham og at få vidner for ham tilsagt og afhørt på samme betingelser
som vidner, der føres imod ham.
Bevisumiddelbarhedsprincippet er også ifølge Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstols praksis et grundlæggende princip, men afvigelse
fra
princippet accepteres i et vist omfang. Ved vurderingen af, om forklaringer,
som ikke afgives under domsforhandlingen, kan indgå som bevis i sagen, indgår
det som et centralt element, om den anklagede eller dennes repræsentant har
haft mulighed for at imødegå forklaringerne ved kontraafhøring mv. Det indgår
endvidere bl.a., om der er rimelig grund til at fravige udgangspunktet om
bevisumiddelbarhed, om forsvarets rettigheder er respekteret, og endelig om
den
pågældende forklaring er det eneste eller det afgørende bevis.
2.4.2. Udvalgets overvejelser og forslag
Udvalget har gennemgået praksis fra Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol og danske afgørelser i relation hertil og har på
den
baggrund overvejet procesbesparende muligheder i forbindelse med vidneførsel.
En mulighed kunne være en adgang til at lade vidnet vedstå sin forklaring til
politirapport frem for at foretage en helt ny afhøring i retten. En anden
mulighed kunne være en adgang til at benytte vidnets forklaring til
politirapport som bevis (dokumentation af politirapport), såfremt parterne er
enige herom.
Et flertal i udvalget finder, at der bør udfærdiges en klar
hjemmel til, at dokumentation af rapportforklaringer kan benyttes, hvis
parterne er enige om det. Formålet med bestemmelsen er at opnå en
procesbesparelse, således at det f.eks. kan undgås at skulle afhøre flere
vidner med ensartede forklaringer. Flertallet ønsker ikke ved en sådan
bestemmelse
at ændre på praksis efter retsplejelovens § 877, stk. 3, hvorefter
erklæringer og vidnesbyrd, der ikke falder ind under § 877, stk. 1
eller 2, kun undtagelsesvis kan dokumenteres, men flertallet finder, at det
vil
være praktisk, hvis parterne selv kan tage stilling til spørgsmålet, frem for
at retten skal give tilladelse hertil.
Flertallet finder samtidig, at adgangen til at dokumentere
rapportforklaringer skal begrænses til de tilfælde, hvor den person, der har
afgivet forklaring, ville være omfattet af en pligt til at afgive
vidneforklaring i retten. I modsat fald ville man kunne dokumentere en
rapportforklaring fra en person, der er sigtet i en anden sag, og som har
afgivet forklaring til politirapport i den nu verserende sag. Hvis denne
person
ved at afgive forklaring i den nu verserende sag ville risikere at
inkriminere
sig selv (udsætte sig selv for straf) i relation til den sag, hvor han selv
er
sigtet, ville han være fritaget for at afgive vidneforklaring, og flertallet
finder, at det ville være uheldigt, hvis hans rapportforklaring herefter
skulle
kunne dokumenteres.
Et mindretal i udvalget er af principielle grunde imod, at
der kan ske dokumentation af rapportforklaringer, uanset parternes enighed
herom. Mindretallet bemærker, at indenretligt afgivne forklaringer til tider
afviger ganske væsentligt fra de i politirapporterne gengivne forklaringer,
også i tilfælde hvor ingen med kendskab til sagen havde anledning til at tro,
at det ville forholde sig sådan. Mindretallet anfører, at også praktiske
erfaringer derfor taler for at fastholde princippet om bevisumiddelbarhed.
Mindretallet finder endvidere, at der ikke ses at være
påvist noget behov for en sådan regel. I ekstraordinære situationer vil en
politirapport indeholdende forklaringer således allerede i dag kunne
dokumenteres i medfør af retsplejelovens § 877, stk. 3, og er der
tale om forklaringer vedrørende faktiske omstændigheder, som ikke bestrides
af
nogen af parterne, vil disse kunne afgive en proceserklæring, således at
disse
spørgsmål ikke gøres til genstand for bevisførelse. Dette sidste forudsætter
ganske vist, at der ikke er tale om spørgsmål af central betydning for sagen,
jf. princippet om den materielle sandhed. Det eneste formål, en regel som den
foreslåede ville kunne have, ville være at erstatte centrale vidneudsagn med
dokumentationen af den pågældende politirapport, og netop ved centrale
vidneudsagn er dels de principielle synspunkter, dels de ovennævnte praktiske
erfaringer af største betydning.
Der henvises til betænkningen side 84-88 og side 131-133.
2.4.3.
Justitsministeriet
s
overvejelser
Forslaget om adgang til at anvende vidners forklaring til
politirapport som bevismiddel omfatter kun tilfælde, hvor såvel forsvareren
som
anklagemyndigheden – der begge vil være bekendt med forklaringen –
samtykker
heri, og hvor der desuden er tale om en forklaring afgivet af en person, som
ville være forpligtet til at afgive forklaring som vidne i retten efter
bestemmelserne i retsplejelovens §§ 168-172.
På denne baggrund gør de retssikkerhedsmæssige
betænkeligheder, der i almindelighed knytter sig til dokumentation af vidners
forklaringer til politirapport, og som medfører, at sådanne forklaringer
efter
gældende ret kun undtagelsesvis kan benyttes som bevis i straffesager, sig
efter
Justitsministeriet
s opfattelse ikke gældende
i samme grad. Samtidig må det antages, at kravet om enighed i praksis vil
betyde, at ordningen fortrinsvis vil blive anvendt i forbindelse med mere
perifere vidneforklaringer, således at dokumentation af vidners forklaringer
til politirapport også fortsat vil have undtagelsens karakter.
Justitsministeriet
er enig
med udvalgets flertal i, at en adgang som den foreslåede vil kunne virke
procesbesparende i nogle tilfælde, f.eks. hvor flere vidner har afgivet
samstemmende forklaring om et forhold, og
Justitsministeriet
kan tilslutte sig indførelsen af en sådan adgang.
Efter
Justitsministeriet
s
opfattelse bør det i sidste ende være rettens afgørelse, om dokumentation af
et
vidnes forklaring til politirapport bør tillades. Det forudsættes imidlertid,
at retten som hovedregel giver tilladelse hertil, såfremt parterne er enige.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets
§ 1, nr. 7.
2.5. Mulighed for indhentelse af teleoplysninger i
sager om insiderhandel og kursmanipulation mv.
2.5.1. Gældende ret
Reglerne om politiets mulighed for at foretage
teleoplysning findes i retsplejelovens kapitel 71 om indgreb i
meddelelseshemmeligheden,
observation og dataaflæsning.
Teleoplysning er ifølge retsplejelovens § 780,
stk. 1, nr. 3, indhentelse af oplysning om, hvilke telefoner eller andre
tilsvarende kommunikationsapparater der sættes i forbindelse med en bestemt
telefon eller andet kommunikationsapparat, selv om indehaveren af dette ikke
har meddelt tilladelse hertil.
Det følger af retsplejelovens § 781, stk. 1, at
indgreb i meddelelseshemmeligheden kun må foretages, såfremt
1)
der er bestemte
grunde til at antage, at der på den pågældende måde gives meddelelser eller
foretages forsendelser til eller fra en mistænkt,
2)
indgrebet må
antages at være af afgørende betydning for efterforskningen og
3)
efterforskningen
angår en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år
eller
derover, eller overtrædelse af en række specifikt nævnte straffebestemmelser.
Efter retsplejelovens § 781, stk. 2 og 3, kan
teleoplysning endvidere foretages, såfremt betingelserne i § 781,
stk. 1, nr. 1 og 2, er opfyldt, og mistanken angår fredskrænkelser
(straffelovens § 263, stk. 2, eller § 263, stk. 3, jf.
stk. 2), gentagne overtrædelser af et polititilhold (straffelovens
§ 265), databedrageri (straffelovens § 279 a) eller brugstyveri
begået ved anvendelse af en telekommunikationstjeneste (straffelovens
§ 293, stk. 1).
Adgangen til indgreb i meddelelseshemmeligheden er
begrænset af et proportionalitetskrav, idet et indgreb ikke må foretages,
såfremt det ville være uforholdsmæssigt efter indgrebets formål, sagens
betydning og den krænkelse og ulempe, som indgrebet må antages at forvolde
den
eller de personer, som det rammer, jf. retsplejelovens § 782.
Et indgreb i meddelelseshemmeligheden sker ved forudgående
retskendelse, medmindre formålet ville forspildes, hvis man skulle afvente
retskendelse. I så fald forelægger politiet efterfølgende indgrebet for
retten
til godkendelse, jf. retsplejelovens § 783.
Inden retten afsiger kendelse om et indgreb i
meddelelseshemmeligheden, skal der beskikkes en advokat for den, som
indgrebet
vedrører, og advokaten skal have lejlighed til at udtale sig, jf.
retsplejelovens § 784.
Når indgrebet er afsluttet, skal der som udgangspunkt gives
underretning om indgrebet til indehaveren af den pågældende telefon. Har den
pågældende været mistænkt, skal der også gives underretning om dette og om,
hvilken lovovertrædelse mistanken har angået, jf. retsplejelovens § 788.
2.5.2. Rapporten om indgreb i
meddelelseshemmeligheden ved børsstrafferetlige overtrædelser afgivet af en
arbejdsgruppe under Brydensholt-udvalget.
Brydensholt-udvalget afgav i 1999 betænkning nr. 1377 om
børnepornografi og IT-efterforskning, hvori udvalget bl.a. gennemgik
retsplejelovens regler om indgreb i meddelelseshemmeligheden. Af betænkningen
fremgår, at et flertal af udvalgets medlemmer fandt, at der kunne være
anledning til at overveje udvidelser af mulighederne for indgreb i
meddelelseshemmeligheden bl.a. for så vidt angår efterforskning af sager om
misbrug af intern viden og kursmanipulation efter lov om værdipapirhandel mv.
På den baggrund nedsattes en arbejdsgruppe, der i januar 2005 afgav en
rapport
om indgreb i meddelelseshemmeligheden ved børsstrafferetlige overtrædelser.
Rapporten gennemgår bl.a. relevante bestemmelser i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/6/EF af 28. januar 2003 om
insiderhandel og kursmanipulation (markedsmisbrug). Direktivet er vedtaget
med
hjemmel i EF-traktatens artikel 95 og indeholder regler om ansvarsfordeling,
retshåndhævelse og samarbejde med henblik på at bekæmpe insiderhandel og
kursmanipulation.
Gennemførelsen af direktivet hører for hovedpartens
vedkommende under Finanstilsynets kompetence og er gennemført ved bl.a. lov
nr.
1460 af 22. december 2004 om ændring af lov om værdipapirhandel m.v. og lov
om
finansiel virksomhed (gennemførelse af markedsmisbrugs- og
prospektdirektivet)
samt ved bekendtgørelser i henhold til lov om værdipapirhandel m.v. Fristen
for
gennemførelse af direktivet var den 12. oktober 2004.
Af direktivets artikel 11, stk. 1, fremgår, at hver
medlemsstat, uden at det påvirker retsmyndighedernes kompetence, udpeger en
enkelt administrativ myndighed med kompetence til at sikre anvendelsen af
bestemmelser
vedtaget i medfør af direktivet. Finanstilsynet er udpeget til kompetent
myndighed for Danmarks vedkommende.
Den kompetente myndighed tillægges efter direktivets
artikel 12, stk. 1, alle de nødvendige tilsyns- og
undersøgelsesbeføjelser,
for at den kan udøve sine funktioner. Disse beføjelser omfatter ifølge
artikel
12, stk. 2, litra d, også »mindst retten til at kræve oplysninger om
foreliggende telefonsamtaler og foreliggende datatrafik«.
Der er dog efter direktivets artikel 12, stk. 1,
overladt medlemsstaterne et vist skøn med hensyn til, hvorledes den
kompetente
myndighed udøver sine funktioner, og arbejdsgruppen vurderer på den baggrund,
at bestemmelsen kan opfyldes ved, at der etableres et samarbejde mellem
Finanstilsynet og politiet inden for de områder, hvor tilsynet ikke selv har
kompetence.
Artikel 12, stk. 2, litra d, omfatter efter sin ordlyd
alene »foreliggende telefonsamtaler og foreliggende datatrafik«. Bestemmelsen
kræver således alene, at der skal kunne indhentes historiske oplysninger, men
pålægger
ikke medlemsstaterne nye forpligtelser til at registrere eller lagre
oplysninger.
Arbejdsgruppen anfører videre, at bestemmelsen – også
henset til andre sprogversioner af direktivet – formentlig må forstås
således,
at der både kan stilles krav om indhentning af foreliggende oplysninger om
indholdet
af telefonsamtaler (båndoptagelser) og datatrafik (f.eks. indholdet af
e-mails)
samt fortegnelser over, hvilke telefoner eller datakommunikationsapparater
der
har været sat i forbindelse med et bestemt apparat i et givent tidsrum
(teleoplysninger). Ved indhentelse af båndoptagelser og oplysninger om
indholdet af e-mails mv. bruges retsplejelovens regler om edition og
ransagning. Derudover har Finanstilsynet i kraft af reglerne i lov om
værdipapirhandel
m.v. § 87, stk. 1 og 2, adgang til at kræve udlevering af visse
oplysninger, f.eks. båndoptagelser af kundesamtaler foretaget af
værdipapirhandlere.
Der er derimod ikke i dag hjemmel til at foretage teleoplysning i tilfælde af
mistanke om overtrædelse af lov om værdipapirhandel.
Arbejdsgruppen anfører, at da artikel 12, stk. 2,
litra d, må forstås i sammenhæng med direktivets artikel 12, stk. 1,
hvoraf fremgår, at den kompetente myndighed skal tillægges »alle nødvendige
tilsyns- og undersøgelsesbeføjelser for, at den kan udøve sine funktioner«,
kan
det formentlig heraf udledes, at der alene skal kunne indhentes oplysninger
vedrørende
telefonsamtaler og datatrafik, som er nødvendige og relevante i forbindelse
med
efterforskning af sager om overtrædelse af direktivets bestemmelser. Da det
generelt må antages, at behovet for at foretage indgreb i
meddelelseshemmeligheden vil være mest udtalt i sager om overtrædelse af
forbuddene mod insiderhandel, videregivelse af intern viden og
kursmanipulation,
finder arbejdsgruppen, at adgangen til at indhente oplysninger om
foreliggende
telefonsamtaler og foreliggende datatrafik bør begrænses til alene at gælde i
sådanne sager.
Arbejdsgruppen bemærker endelig, at der generelt bør sættes
snævre grænser for indgreb i meddelelseshemmeligheden, men at der dog kan
være
særlige kriminalitetsformer, hvor sædvanlige efterforskningsmetoder ikke
rækker
til. Der bør derfor foretages en overordnet afvejning mellem på den ene side
en
effektiv kriminalitetsbekæmpelse og på den anden side hensynet til borgernes
privatliv. Et flertal af arbejdsgruppen finder efter en sådan afvejning, at
der
er tilstrækkeligt grundlag for, at reglerne om indgreb i
meddelelseshemmeligheden
i et vist omfang udvides til også at omfatte visse børsstrafferetlige
overtrædelser, mens et mindretal finder, at de nugældende regler ikke bør
laves
om. Der er dog i arbejdsgruppen enighed om, at gennemførelsen af direktivet
nødvendiggør nye bestemmelser på området.
2.5.3.
Justitsministeriet
s
overvejelser
Justitsministeriet
er enig
med arbejdsgruppen i, at hensynet til borgernes privatliv tilsiger, at der
generelt
bør sættes snævre grænser for indgreb i meddelelseshemmeligheden, men at der
kan være særlige kriminalitetsformer, hvor sædvanlige
efterforskningsmuligheder
ikke rækker til.
Justitsministeriet
er
endvidere enig med arbejdsgruppen i, at Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv
2003/6/EF af 28. januar 2003 om insiderhandel og kursmanipulation
(markedsmisbrug) indeholder en forpligtelse til at sikre, at medlemsstaternes
kompetente myndigheder har mulighed for at foretage teleoplysninger med
henblik
på at afsløre markedsmisbrug.
Justitsministeriet
kan
tilslutte sig arbejdsgruppens forslag for så vidt angår udformningen af en
bestemmelse til gennemførelse af forpligtelsen. Lovforslaget er udformet i
overensstemmelse hermed.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1,
nr. 5.
3. Forslagets økonomiske og administrative
konsekvenser mv.
Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske eller
administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.
Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative
konsekvenser for erhvervslivet.
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
Lovforslaget indebærer
en ændring af retsplejelovens bestemmelse om indgreb i
meddelelseshemmeligheden,
som er nødvendig for gennemførelsen i dansk ret af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2003/6/EF af 28. januar 2003 om insiderhandel og
kursmanipulation (markedsmisbrug).
4. Høring
Brydensholt-udvalgets betænkning nr. 1454/2004 om
behandlingen af større straffesager om økonomisk kriminalitet m.v. og
rapporten
om indgreb i meddelelseshemmeligheden ved børsstrafferetlige overtrædelser,
der
er afgivet i januar 2005 af en arbejdsgruppe under Brydensholt-udvalget, har
været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer:
Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Københavns
Byret og retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Den Danske
Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten,
Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i
Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet,
Landsforeningen af Beskikkede Advokater, Nævnet for Etnisk Ligestilling,
Institut for Menneskerettigheder, Landsorganisationen i Danmark, Dansk
Arbejdsgiverforening, Dansk Industri, Forbrugerrådet, Håndværksrådet,
Forsikring & Pension, Realkreditrådet, Finansrådet, Dansk Handel og
Service, HTS – Interesseorganisationen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd,
Foreningen
Registrerede Revisorer, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Foreningen
af Interne Revisorer, Foreningen Danske Revisorer, Landbrugsrådet, Danmarks
Fiskeindustri- og Eksportforening og Danmarks Rederiforening.
Positive konsekvenser/mindreudgifter
Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske
konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner
Ingen
af betydning
Ingen
af betydning
Administrative
konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner
Ingen
af betydning
Ingen
af betydning
Økonomiske
konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative
konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige
konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative
konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet
til EU-retten
Lovforslaget
indeholder bestemmelser, der gennemfører direktiv 2003/6/EF om insiderhandel
og kursmanipulation
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1 (§ 18)
Det foreslås, at retten i sager i 1. instans om økonomisk
kriminalitet, der forventes at have en længere varighed, kan sammensættes
således, at der medvirker 2 dommere og 3 domsmænd. I dag medvirker i sådanne
sager 1 dommer og 2 domsmænd, men for at imødegå risikoen for, at sagen
trækkes
i langdrag eller må gå om som følge af forfald, vil der ofte være udpeget en
suppleant
for dommeren.
Hensigten med bestemmelsen er at udnytte de medvirkende
dommeres ressourcer bedre i disse sager, der ofte indeholder komplicerede
bevismæssige og juridiske problemstillinger. Udnyttes adgangen til at udpege
to
dommere, er det for at bevare domsmændenes flertal bestemt, at der i så fald
skal medvirke 3 domsmænd.
Bestemmelsen omfatter alene sager om økonomisk
kriminalitet. Økonomisk kriminalitet er ikke skarpt afgrænset og omfatter
berigelseskriminalitet i bred forstand. Bestemmelsen er således ikke
begrænset
til formueforbrydelser, jf. straffelovens kapitel 28. Afgørende for, om
muligheden for at udpege to dommere bør udnyttes, er navnlig en konkret
vurdering
af sagens omfang og kompleksitet. Ved sager af længere varighed forstås som
udgangspunkt
sager af en varighed på mindst 50 retsdage.
Afgørelsen om beskikkelse af flere dommere træffes af den
stedlige landsretspræsident eller ved de præsidentledede byretter af
byrettens
præsident, jf. retsplejelovens § 45, stk. 1. Behandles sagen ved en
byret, der efter retsplejelovens § 17, stk. 1 eller stk. 4,
består af en eller to dommere, beskikkes dommeren af landsrettens præsident
efter reglerne i retsplejelovens § 45.
Efter bestemmelsen virker stedets almindelige dommer og
ellers den efter embedsalder ældste dommer som retsformand. Dommerne kan dog
aftale andet.
Det fremgår endelig af bestemmelsen, at hver af dommerne
kan handle på rettens vegne uden for domsforhandlingen.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger pkt. 2.2.
Til nr. 2 (§ 31 b)
Den foreslåede bestemmelse skal ses i tilknytning til den
foreslåede bestemmelse i § 1, nr. 8 (§ 927 c) om, at retten kan
beslutte, at oplæsning af omfattende dokumenter i sagen kan undlades.
Bestemmelsen indebærer, at retten kan forbyde offentlig gengivelse af
indholdet
af dokumenter i sagen, der ikke er oplæst, i det omfang der under en
tilsvarende mundtlig forelæggelse eller procedure kan ske dørlukning eller
nedlægges referatforbud efter retsplejelovens regler herom.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 3 (§ 41 c)
Den foreslåede bestemmelse skal ses i tilknytning til den
foreslåede bestemmelse i § 1, nr. 8 (§ 927 c) om, at retten kan
beslutte, at oplæsning af omfattende dokumenter i sagen kan undlades.
Bestemmelsen sikrer offentlighedens adgang til at gennemse dokumenter i
sagen,
der ikke oplæses. Bestemmelsen indebærer, at dokumenter i sagen, der ikke
oplæses, kan gennemses i retten den pågældende dag og en uge frem.
Fristen regnes fra den dag, hvor det efter den foreslåede
bestemmelse i § 1, nr. 8 (§ 927 c) er noteret til retsbogen, at
dokumenterne er behandlet efter denne bestemmelse.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 4 (§ 214, stk. 3)
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at i sager om
økonomisk kriminalitet af længere varighed, hvor der i medfør af den
foreslåede
bestemmelse i § 18, stk. 3 (lovforslagets § 1, nr. 1),
medvirker
2 dommere og 3 domsmænd, kan sagen gennemføres, såfremt højst én dommer og én
domsmand får forfald eller af andre grunde må fratræde, efter at
domsforhandlingen er begyndt.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 5 (§ 781, stk. 3)
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at der kan indhentes
teleoplysning i sager, hvor efterforskningen angår visse grovere
overtrædelser
af lov om værdipapirhandel, nærmere bestemt insiderhandel, videregivelse af
intern viden og kursmanipulation.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 6 (§ 840, stk. 2)
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at det kommer til at
fremgå udtrykkeligt af retsplejeloven, at en part i en straffesag kan anmode
retten om at beramme sagen til domsforhandling, når anklageskriftet er
indleveret.
Det vil fortsat påhvile retten at beramme sagen, når
anklagemyndigheden har rejst tiltale og indleveret anklageskriftet til
retten.
Det må allerede antages at følge af gældende ret, at parterne kan anmode om
berammelse, såfremt retten ikke berammer sagen inden for rimelig tid. Der er
således tale om en lovfæstelse af gældende ret med det formål at tydeliggøre
parternes reaktionsmulighed, såfremt retten ikke berammer sagen inden for en
rimelig frist. Det følger af forslaget til ændring af retsplejelovens
§ 968, stk. 2, at parterne kan kære rettens afgørelse om
berammelse.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 7 (§ 877)
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at et vidnes
forklaring til politirapport efter rettens beslutning kan indgå som bevis i
straffesagen, hvis parterne er enige om det. Dette forudsætter dog, at vidnet
ikke er omfattet af en vidneudelukkelsesgrund eller en vidnefritagelsesgrund,
jf. retsplejelovens §§ 169-172.
Er der holdepunkter for at antage, at vidnet ikke ville
være forpligtet til at afgive forklaring, f.eks. fordi pågældende er sigtet i
en anden sag og eventuelt ville inkriminere sig selv ved at afgive
forklaring,
jf. retsplejelovens § 171, stk. 2, må vidnet tilsiges og vejledes
om
retten til at nægte at afgive forklaring.
Det bemærkes i den forbindelse, at det følger af
retsplejelovens § 752, at en sigtet inden politiets afhøring udtrykkelig
skal gøres bekendt med sigtelsen og med, at han ikke er forpligtet til at
udtale
sig. Det skal fremgå af rapporten, at disse regler er iagttaget. Ved afhøring
af en person, der ikke er sigtet, skal politiet vejlede om indholdet af
reglerne om vidneudelukkelse og vidnefritagelse, såfremt omstændighederne
giver
grund til det, jf. retsplejelovens § 753, jf. § 173.
Da bestemmelsen forudsætter, at anklagemyndigheden og
forsvareren er enige om at dokumentere vidnets forklaring til politirapport,
må
bestemmelsen forventes hovedsageligt at blive anvendt som et procesbesparende
redskab i forbindelse med vidner, der ikke har afgørende betydning for sagen.
Det er efter bestemmelsen rettens beslutning, om vidnets
forklaring skal dokumenteres. Det forudsættes, at retten som hovedregel
tillader dokumentation, såfremt parterne er enige herom.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 8 (§ 927 c)
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at der i straffesager
indføres en adgang for retten til at beslutte, at der efter høring af
parterne
undlades oplæsning i et retsmøde af meget omfattende dokumenter, der indgår i
sagen, eventuelt suppleret af en mundtlig sammenfatning i retten af de
dokumenter eller dele heraf, hvor oplæsning er undladt. Bestemmelsen tager
navnlig sigte på sagkyndige erklæringer, men er ikke begrænset hertil.
Beslutter retten, at oplæsning kan undlades, påhviler det
retsformanden at sikre, at rettens medlemmer læser bilagene. Det er forudsat,
at læsningen sker i rettens lokaler.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 9 (§ 928 b)
Den foreslåede bestemmelse er en konsekvens af forslaget
til retsplejelovens § 214, stk. 3, (lovforslagets § 1, nr. 5),
om stemmefordelingen i tilfælde, hvor en dommer og/eller en domsmand får
forfald eller af andre grunde må fratræde i en sag, hvor retten i medfør af
den
foreslåede bestemmelse til retsplejelovens § 18, stk. 3,
(lovforslagets 1, nr. 2) er sammensat af to dommere og tre domsmænd.
Bestemmelsens ordlyd svarer i øvrigt til den gældende
bestemmelse i retsplejelovens § 965 e, der vedrører tilfælde hvor en
dommer og/eller en domsmand må fratræde under landsrettens behandling af en
ankesag.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 10 (§ 965 d)
Bestemmelsen indebærer, at den foreslåede bestemmelse i
retsplejelovens § 927 c (lovforslagets § 1, nr. 9), hvorefter
retten
kan undlade oplæsning af omfattende sagkyndige dokumenter, også finder
anvendelse i landsrettens behandling af en ankesag.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 11 (968, stk. 2)
Bestemmelsen præciserer, at rettens undladelse af at fremme
en sag kan kæres. Bestemmelsen tager f.eks. sigte på tilfælde, hvor retten
beslutter ikke at beramme en sag, først berammer en sag langt ude i fremtiden
eller kun anvender én retsdag om ugen i en meget omfattende sag.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2006.
Dette indebærer, at loven finder anvendelse i forhold til sager, der verserer
på dette tidspunkt, såvel som nye sager, jf. stk. 1. Dog har
bestemmelsen
i lovforslagets § 1, nr. 1, (retsplejelovens § 18, stk. 3)
virkning for sager, hvor anklageskrift indgives til retten efter lovens
ikrafttræden,
jf. stk.2.
Bilag
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
§ 1
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 961
af 21. september 2004, som ændret senest ved § 3 i lov nr. 560 af 24.
juni 2005, foretages følgende ændringer:
§ 18. - -
-
Stk. 2. - - -
1.
I
§ 18
indsættes som
stk. 3
:
»Stk. 3. I
byretssager om økonomisk kriminalitet, der forventes at have en længere
varighed, kan landsrettens præsident efter indstilling fra dommeren bestemme,
at retten sammensættes af 2 dommere og 3 domsmænd. For så vidt angår
Københavns Byret og retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde træffes
bestemmelsen af rettens præsident. Såfremt byretten er en af de i § 17,
stk. 1 eller 4, nævnte retter, beskikkes en af dommeren efter § 45.
Som retsformand fungerer den dommer, der i øvrigt beklæder den pågældende
ret, eller, hvis denne dommer ikke deltager i domsforhandlingen, den efter
embedsalder ældste dommer, medmindre dommerne aftaler andet. Uden for
domsforhandlingen
kan en enkelt dommer handle på rettens vegne.«
§ 31 b.
Anvendes der i en sag skriftlig forelæggelse eller procedure, jf. §§ 387
og 927 b og § 928 a, stk. 2 og 3, kan retten forbyde offentlig
gengivelse heraf, i det omfang der under en tilsvarende mundtlig forelæggelse
eller procedure kan ske dørlukning eller nedlægges referatforbud, jf.
§§ 29 og 30. §§ 29 b, 29 c,
30 a
og 30 b
finder tilsvarende anvendelse.
2.
I
§ 31 b, 1. pkt.
, indsættes efter
»§ 928 a, stk. 2 og 3,«: »eller er dokumenter undladt oplæst, jf.
§ 927 c«
§ 41 c. -
- -
3.
I
§ 41 c
indsættes efter stk. 1 som
nyt stykke:
»Stk. 2.
Undlades
oplæsning af dokumenter, der indgår i domsforhandlingen, jf. § 927 c,
kan disse gennemses i retten den pågældende dag og en uge frem.«
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.
§ 214. - -
-
Stk. 3.
I en sags
afgørelse kan ingen dommer, domsmand eller nævning deltage, som ikke har
overværet de mundtlige forhandlinger i deres helhed. Såfremt en dommer, en
nævning eller en domsmand i en nævningesag eller i en domsmandssag ved
landsret får forfald eller af andre grunde må fratræde efter, at
domsforhandling er begyndt, kan forhandlingen fortsætte, såfremt dog højst én
dommer og én nævning eller én domsmand mangler.
4.
I
§ 214, stk. 3
, ændres:
»Såfremt en dommer, en nævning eller en domsmand i en nævningesag eller i en
domsmandssag ved landsret« til: »Såfremt en dommer, en nævning eller en
domsmand i en nævningesag, i en domsmandssag ved landsret eller i en sag, der
behandles efter § 18, stk. 3,«.
§ 781. - -
-
Stk. 2. - - -
Stk. 3.
Er
betingelserne i stk. 1, nr. 1 og 2, opfyldt, kan teleoplysning endvidere
foretages, såfremt mistanken angår gentagne fredskrænkelser som omhandlet i
straffelovens § 265. Det samme gælder, såfremt mistanken angår en
overtrædelse af straffelovens § 279 a eller § 293, stk. 1,
begået ved anvendelse af telekommunikationstjeneste.
5.
I
§ 781, stk. 3, 2. pkt.
indsættes
efter »telekommunikationstjeneste«: », eller såfremt mistanken angår en
overtrædelse af lov om værdipapirhandel m.v. § 35, stk. 1,
§ 36 eller § 39, stk. 1.«
§ 849. - -
-
Stk. 2-4. - - -
6.
I
§ 840
indsættes efter stk. 1 som
nyt stykke:
»Stk. 2. En part kan anmode retten om at beramme sagen, når
anklageskrift er indleveret til retten.«
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.
§ 877. - -
-
Stk. 1-3. - - -
7.
I
§ 877
indsættes som nyt
stk. 4
:
»Et vidnes forklaring til politirapport kan herudover efter
rettens bestemmelse benyttes som bevismiddel, hvis parterne er enige herom,
og vidnet ville være forpligtet til at afgive forklaring, hvis pågældende var
blevet indkaldt som vidne i retten.«
8.
Efter
§ 927 b indsættes:
»§ 927 c.
Retten
kan efter høring af parterne beslutte, at oplæsning af omfattende sagkyndige
erklæringer eller andre dokumenter i sagen kan undlades. Retsformanden skal i
så fald sikre, at rettens medlemmer gennemlæser disse dokumenter. Det skal
fremgå af retsbogen, hvilke af de fremlagte bilag der er behandlet efter
denne bestemmelse. Retten kan bestemme, at der helt eller delvis skal gives
en mundtlig sammenfatning af dokumenter, hvor oplæsning er undladt, i
retten«.
9.
Efter
§ 928 b indsættes:
»§ 928 c.
Ved
afstemninger har hver dommer og hver domsmand én stemme. I sager, der
behandles efter § 18, stk. 3, har, hvis undtagelsesvis kun 1 dommer
medvirker, denne 2 stemmer. På samme måde har hver domsmand 1 ½ stemme, hvis
der undtagelsesvis kun medvirker 2 domsmænd.«
§ 965 d.
Bestemmelserne i §§ 927 a, 927 b og
928 a
finder tilsvarende anvendelse.
10.
I
§ 965 d
indsættes efter »§ 927 b«:
», 927 c«.
§ 968. - -
-
Stk. 2.
Mod
kendelser og andre beslutninger, der afgives under domsforhandling eller
under dennes forberedelse, kan dog uden for de tilfælde, hvor adgang til kære
har særlig hjemmel i loven, kæremål kun rejses, når og for så vidt
beslutningen går ud på, at sagen udsættes eller afvises eller hæves, eller
angår fængsling, beslag, ransagning eller lignende, eller angår dørlukning,
referat- eller navneforbud, billede- eller lydoptagelse eller tegning eller
pålægger straf eller omkostninger eller er rettet mod nogen, som ikke er part
i sagen.
Stk. 3-4. - - -
11.
I
§ 968, stk. 2
, indsættes efter »når
og for så vidt beslutningen«: »angår sagens berammelse eller«.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. januar 2006.
Stk. 2.
Lovens
§ 1, nr. 1, har virkning for sager, hvor anklageskriftet indgives efter
lovens ikrafttræden.
Bilag 1
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV
2003/6/EF
af 28. januar 2003
om insiderhandel og kursmanipulation
(markedsmisbrug)
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION
HAR —
under henvisning til traktaten om
oprettelse af DetEuropæiske Fællesskab, særlig artikel 95,
under henvisning til forslag fra
Kommissionen1)
,
under henvisning til udtalelse fra
Det Europæiske Økonomiskeog Sociale Udvalg2)
,
under henvisning til udtalelse fra
Den Europæiske Central-bank3)
,
efter proceduren i traktatens
artikel 2514)
, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Et egentligt indre marked for finansielle tjenester er
af væsentlig betydning for den økonomiske vækst og jobskabelsen i
Fællesskabet.
(2) Et integreret og effektivt finansmarked forudsætter
markedsintegritet. Det er en betingelse for økonomisk vækst og velstand, at
værdipapirmarkederne fungerer gnidningsløst, og at offentligheden har tillid
til markederne. Markedsmisbrug skader finansmarkedernes integritet og
offentlighedens tillid til værdipapirer og derivater.
(3) Kommissionens meddelelse af 11. maj 1999 benævnt
»Etablering af en ramme for de finansielle markeder: en handlingsplan«
fastlægger en række tiltag, der er nødvendige for at gennemføre det indre
marked for finansielle tjenester. Det Europæiske Råd i Lissabon i april 2000
opfordrede til gennemførelse af denne handlingsplan inden 2005.
Handlingsplanen
understreger behovet for, at der udstedes et direktiv om kursmanipulation.
(4) Rådet nedsatte på sin samling den 17. juli 2000 et
vismandsudvalg for regulering af de europæiske værdipapirmarkeder. Udvalget
foreslog i sin endelige rapport, at der indføres en ny lovgivningsmetode, som
består af fire trin, nemlig grundprincipper, gennemførelsesforanstaltninger,
samarbejde
og håndhævelse. Første trin, direktivet, bør kun omfatte brede, generelle
grundprincipper, mens andet trin bør omfatte tekniske
gennemførelsesforanstaltninger, der skal vedtages af Kommissionen med bistand
fra et udvalg.
(5) Det Europæiske Råd i Stockholm i marts 2001 godkendte
vismandsudvalgets endelige rapport og forslaget om en firetrinsmetode, der
skal
gøre Fællesskabets lovgivningsproces på værdipapirområdet mere effektiv og
gennemsigtig.
(6) I sin beslutning af 5. februar 2002 om gennemførelse af
lovgivningen i forbindelse med finansielle tjenester tilsluttede
Europa-Parlamentet
sig også vismandsudvalgets rapport på grundlag af den højtidelige erklæring,
som Kommissionen samme dag afgav for Europa-Parlamentet, og skrivelsen af 2.
oktober 2001 fra kommissæren med ansvar for det indre marked til formanden
for
Europa-Parlamentets Udvalg om Økonomi og Valutaspørgsmål om sikring af
Europa-Parlamentets rolle i denne proces.
(7) De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af
dette direktiv bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse
1999/468/EF
af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de
gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen.
5)
(8) Ifølge Det Europæiske Råd i Stockholm bør andet trin,
gennemførelsesforanstaltningerne, anvendes hyppigere for at sikre, at de
tekniske bestemmelser tilpasses til den markeds- og tilsynsmæssige udvikling,
ligesom der bør fastsættes frister for alle etaper i arbejdet på andet trin.
(9) Europa-Parlamentet bør have en frist på tre måneder fra
den første oversendelse af udkast til gennemførelsesforanstaltninger til at
behandle disse og afgive udtalelse. Denne frist kan imidlertid afkortes i
behørigt begrundede hastetilfælde. Hvis Europa-Parlamentet inden for fristen
vedtager en beslutning, bør Kommissionen genbehandle udkastet til
foranstaltninger.
(10) Den nye finansielle og tekniske udvikling forstærker
incitamenterne og midlerne til markedsmisbrug og øger derfor mulighederne i
kraft af de nye produkter og teknologier, de voksende grænseoverskridende
aktiviteter og internettet.
(11) Fællesskabets eksisterende retsregler for beskyttelse
af markedsintegriteten er ufuldstændige. Retsreglerne varierer mellem
medlemsstaterne, og det betyder, at de økonomiske aktører ofte er usikre med
hensyn til begreber, definitioner og retshåndhævelse. I visse medlemsstater
findes der ingen lovgivning om kursmanipulation og udbredelse af vildledende
oplysninger.
(12) Markedsmisbrug består i insiderhandel og
kursmanipulation. Lovgivningen om insiderhandel og om kursmanipulation har
samme formål, nemlig at sikre finansmarkedernes integritet i Fællesskabet og
forbedre investorernes tillid til disse markeder. Der bør derfor vedtages
kombinerede regler for at bekæmpe både insiderhandel og kursmanipulation. Ved
et enkelt direktiv kan det sikres, at der overalt i Fællesskabet gælder de
samme regler for ansvarsfordeling, retshåndhævelse og samarbejde.
(13) Rådets direktiv 89/592/EØF af 13. november 1989 om
samordning af retsforskrifterne vedrørende insider- handel
6)
bør i betragtning
af de ændringer, der er sket på finansmarkederne og i Fællesskabets regler,
siden direktivet blev vedtaget, nu erstattes for at sikre overensstemmelse
mellem reglerne på dette område og lovgivningen om kursmanipulation. Et nyt
direktiv er også nødvendigt for at undgå, at der i Fællesskabets regler
findes
smuthuller, som kan udnyttes til ulovlig adfærd, og som vil undergrave den
offentlige tillid og dermed hindre, at markederne fungerer gnidningsløst.
(14) I dette direktiv er der taget hensyn til de
overvejelser, som medlemsstaterne har givet udtryk for efter terrorangrebene
den 11. september 2001 med hensyn til bekæmpelse af finansiering af
terrorisme.
(15) Insiderhandel og kursmanipulation hindrer fuld
markedsgennemsigtighed, der er en forudsætning for, at alle økonomiske
aktører
vil handle på de integrerede finansmarkeder.
(16) Intern viden er specifik viden, som ikke er blevet
offentliggjort, og som direkte eller indirekte vedrører en eller flere
udstedere af finansielle instrumenter eller et eller flere finansielle
instrumenter.
Viden, der mærkbart vil kunne påvirke kursudviklingen og kursdannelsen på et
reguleret marked som sådan, kan betragtes som viden, der indirekte vedrører
en
eller flere udstedere af finansielle instrumenter eller et eller flere
afledte
finansielle instrumenter.
(17) Med hensyn til insiderhandel bør der tages hensyn til
de tilfælde, hvor kilden til intern viden ikke er et erhverv eller en
funktion,
men kriminalitet, hvis forberedelse eller gennemførelse mærkbart vil kunne
påvirke kurserne på et eller flere finansielle instrumenter eller
kursdannelsen
på det regulerede marked som sådan.
(18) Brug af intern viden kan bestå i at erhverve eller
afhænde finansielle instrumenter, hvis den berørte part ved eller burde have
vidst, at der er tale om intern viden. I denne forbindelse bør de kompetente
myndigheder tage stilling til, hvad en normal og fornuftig person ville vide
eller burde have vist under de givne omstændigheder.
Desuden bør det forhold alene, at
market-makers, instanser,der er bemyndiget til at optræde som
medkontrahenter, eller værdipapirhandlere,der har tilladelse til at handle
for tredjemands regning, med intern viden i deførste to tilfælde blot
fortsætter deres lovlige forretninger med køb og salgaf finansielle
instrumenter eller i det sidste tilfælde blot loyalt udfører enordre, ikke i
sig selv betragtes som brug af intern viden.
(19) Medlemsstaterne må løse problemet med den
fremgangsmåde, der kaldes »front running«, herunder »front running« i
forbindelse med råvarederivater, når der er tale om markedsmisbrug i henhold
til definitionerne i dette direktiv.
(20) Personer, der indgår i transaktioner eller afgiver
handelsordrer, som udgør kursmanipulation, har mulighed for at godtgøre, at
begrundelsen for at indgå i sådanne transaktioner eller at afgive
handelsordrer
var legitim, og at disse transaktioner eller handelsordrer er i
overensstemmelse med accepteret praksis på det pågældende regulerede marked.
Der kan i sådanne tilfælde stadig pålægges en sanktion, hvis den kompetente
myndighed fastslår, at der er en anden — ulovlig — begrundelse for
disse
transaktioner eller handelsordrer.
(21) Den kompetente myndighed kan udstede retningslinjer om
spørgsmål, der er omfattet af dette direktiv, f.eks. definitionen af intern
viden i forbindelse med råvarederivater og gennemførelsen af definitionen af
accepteret markedspraksis i forbindelse med definitionen af kurs-
manipulation.
Disse retningslinjer skal være i overensstemmelse med direktivets
bestemmelser
og de gennemførelsesforanstaltninger, der vedtages efter udvalgsproceduren.
(22) Medlemsstaterne bør kunne vælge den mest
hensigtsmæssige måde for regulering af de forskellige kategorier af personer,
der udarbejder eller udbreder analyser vedrørende finansielle instrumenter
eller udstedere af finansielle instrumenter eller udarbejder eller udbreder
andre oplysninger med anbefalinger eller forslag vedrørende en
investeringsstrategi, herunder hensigtsmæssige mekanismer for selvregulering,
hvilket Kommissionen bør underrettes om.
(23) Udstederes offentliggørelse af intern viden på deres
websteder bør være i overensstemmelse med reglerne om videregivelse af
personoplysninger til tredjelande i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse
med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne
oplysninger.
7)
(24) Hurtig og korrekt offentliggørelse af viden fremmer
markedsintegriteten, mens udstedernes selektive udbredelse af oplysninger kan
føre til, at investorerne mister tilliden til finansmarkedernes integritet.
Professionelle økonomiske aktører skal på forskellig vis bidrage til
markedsintegriteten. Sådanne foranstaltninger kunne f.eks. udgøre oprettelse
af
»grålister«, anvendelse af »åbne vinduer« for visse medarbejdergrupper,
anvendelse af interne adfærdskodekser og etablering af »Chinese walls«.
Sådanne
forebyggende foranstaltninger kan kun bidrage til at bekæmpe markedsmisbrug,
hvis de håndhæves konsekvent og kontrolleres behørigt. Passende kontrol vil
indebære f.eks. udpegelse af tilsynsforordnede i de berørte organer og
periodevise kontroller, som udføres af uafhængige revisorer.
(25) De moderne kommunikationsmidler kan sikre de
professionelle aktører på finansmarkederne og de individuelle investorer en
mere lige adgang til finansielle oplysninger, men de øger også faren for, at
der spredes falske eller vildledende oplysninger.
(26) Større åbenhed i transaktioner, der udføres af personer
med overordnet ansvar i et udstedende selskab og i givet fald af personer,
som
er tæt knyttet til førstnævnte, udgør en forebyggende foranstaltning mod
markedsmisbrug. Offentliggørelse af sådanne transaktioner, i det mindste på
et
individuelt grundlag, kan også være et vigtigt informationselement for
investorerne.
(27) Markedsaktørerne bør bidrage til forebyggelse af
markedsmisbrug og træffe strukturelle forholdsregler, som tager sigte på at
forebygge og afsløre kursmanipulerende praksis. Disse forholdsregler kan
omfatte bestemmelser om gennemskuelighed i de gennemførte transaktioner,
komplet offentliggørelse af kursreguleringsaftaler, et retfærdigt system til
sammenstilling af handelsordrer, indførelse af en effektiv ordning til
afsløring af atypiske handelsordrer, tilstrækkeligt effektive ordninger til
fastsættelse af referencepriser for de finansielle instrumenter og klare
regler
for udsættelse af transaktionerne.
(28) Dette direktiv skal fortolkes og gennemføres af
medlemsstaterne på en måde, der er forenelig med nødvendigheden af
bestemmelser, der sikrer en effektiv beskyttelse af de interesser, som
tilfalder
indehavere af omsættelige værdipapirer, der giver stemmeret i et selskab
(eller
får det som følge af udnyttelse af rettigheder eller konvertering), når
selskabet bliver gjort til genstand for et offentligt overtagelsestilbud
eller
andre foreslåede ændringer i kontrollen med selskabet. Dette direktiv bør
ikke
på nogen måde være til hinder for, at en medlemsstat indfører eller kan have
forholdsregler, som den anser for nødvendige til disse formål.
(29) Adgang til intern viden om et andet selskab og brug af
denne viden i forbindelse med et offentligt købstilbud med det formål at få
kontrol over dette selskab eller at foreslå en fusion med dette selskab bør
ikke i sig selv betragtes som insiderhandel.
(30) Eftersom erhvervelse og afhændelse af finansielle
instrumenter nødvendigvis forudsætter en forudgående beslutning herom fra den
person, som foretager den ene eller den anden af disse transaktioner, bør en
sådan erhvervelse eller afhændelse ikke i sig selv betragtes som anvendelse
af
intern viden.
(31) Analyser og vurderinger udarbejdet på grundlag af
offentligt tilgængelige oplysninger skal ikke betragtes som intern viden, og
transaktioner, der udføres på grundlag af denne type analyser og vurderinger,
bør derfor ikke i sig selv betragtes som insiderhandel i henhold til dette
direktiv.
(32) Medlemsstaterne og Det Europæiske System af Central-
banker, de nationale centralbanker eller ethvert andet officielt udpeget
organ
eller enhver person, der handler på deres vegne, bør ikke pålægges
begrænsninger med hensyn til penge- eller valutakurspolitikken eller
styringen
af den offentlige gæld.
(33) Stabilisering af finansielle instrumenter eller handel
med egne aktier i tilbagekøbsprogrammer kan af økonomiske årsager være lovlig
under visse omstændigheder og bør derfor ikke i sig selv betragtes som
markedsmisbrug. Der bør udarbejdes fælles standarder for at skabe praktiske
retningslinjer på området.
(34) De voksende finansmarkeder, de hastigt skiftende
forhold, de mange nye produkter og den nye udvikling kræver, at dette
direktiv
anvendes bredt på de pågældende finansielle instrumenter og fremgangsmåder
for
at sikre integriteten af Fællesskabets finansmarkeder.
(35) Etablering af lige konkurrencevilkår på Fællesskabets
finansmarkeder er betinget af en bred geografisk anvendelse af bestemmelser,
der er omfattet af dette direktiv. Med hensyn til afledte instrumenter, der
ikke er optaget til handel, men falder ind under dette direktivs
anvendelsesområde, bør alle medlemsstaterne være kompetente til at pålægge
sanktioner for transaktioner, der gennemføres på deres område eller i
udlandet,
og som vedrører underliggende finansielle instrumenter, der er optaget til
handel på et reguleret marked, der er beliggende eller opererer på deres
område,
eller for hvilke der er indgivet en anmodning om optagelse til handel på et
sådant reguleret marked. Alle medlemsstaterne bør også være kompetente til at
pålægge sanktioner for transaktioner, der gennemføres på deres område, og som
vedrører underliggende finansielle instrumenter, der er optaget til handel på
et reguleret marked i en medlemsstat, eller for hvilke der er indgivet en
anmodning om optagelse til handel på et sådant marked.
(36) Det kan skabe
forvirring blandt økonomiske aktører, hvis medlemsstaterne har mange
forskellige
kompetente myndigheder med hver sit ansvarsområde. Der bør i hver medlemsstat
udpeges én kompetent myndighed, som skal påtage sig i hvert fald det endelige
ansvar for tilsynet med overholdelsen af de bestemmelser, der vedtages i
henhold til dette direktiv, og for internationalt samarbejde. Denne myndighed
bør have en administrativ form, der sikrer, at den er uafhængig af de
økonomiske aktører, således at interessekonflikter undgås. Medlemsstaterne
bør
i overensstemmelse med national lovgivning sikre, at den kompetente myndighed
har passende finansielle midler til sin rådighed. Myndigheden bør have
passende
procedurer for høring i forbindelse med eventuelle ændringer i den nationale
lovgivning såsom et rådgivende udvalg bestående af repræsentanter for
udstederne,
for udbyderne af finansielle tjenesteydelser og for forbrugerne, således at
den
kan være fuldt ud orienteret om deres synspunkter og bekymringer.
(37) Det vil sikre et effektivt tilsyn, at de kompetente
myndigheder i medlemsstaterne får et fælles minimum af stærke hjælpemidler og
beføjelser. Virksomheder, der opererer på markedet, og alle økonomiske
aktører
bør også på deres niveau bidrage til markedets integritet. I denne
forbindelse
betyder udpegelsen af én kompetent myndighed for markedsmisbrug ikke, at der
ikke kan være samarbejdsforbindelser eller ske uddelegering under den
kompetente myndigheds ansvar mellem denne myndighed og virksomheder, der
opererer på markedet, for at sikre et effektivt tilsyn med overholdelsen af
de
bestemmelser, der vedtages i henhold til dette direktiv.
(38) For at sikre, at Fællesskabets regler for
markedsmisbrug er tilstrækkelige, skal enhver overtrædelse af forbud eller
påbud, der udstedes i henhold til dette direktiv, hurtigt og effektivt
afsløres
og sanktioneres. Med henblik herpå skal sanktionerne være afskrækkende, stå i
forhold til omfanget af overtrædelsen og den opnåede gevinst samt håndhæves
konsekvent.
(39) Når medlemsstaterne træffer administrative
foranstaltninger og sanktioner, bør de holde sig for øje, at det er
nødvendigt
at sikre en vis homogenitet i de forskellige medlemsstaters bestemmelser.
(40) De voksende grænseoverskridende aktiviteter kræver
bedre samarbejde og omfattende regler for udveksling af oplysninger mellem de
kompetente nationale myndigheder. Tilrettelæggelsen af tilsynet og
efterforskningsbeføjelserne i den enkelte medlemsstat bør ikke hindre
samarbejdet mellem de kompetente nationale myndigheder.
(41) De planlagte foranstaltningers mål, nemlig at hindre
markedsmisbrug i form af insiderhandel og kursmanipulation, kan ikke i
tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af deres
omfang og virkninger bedre gennemføres på fællesskabsplan, jf.
proportionalitetsprincippet i traktatens artikel 5. Dette direktiv er
begrænset
til det minimum, der er nødvendigt for at nå dette mål.
(42) Der kan fra tid til anden være behov for tekniske
retningslinjer og gennemførelsesforanstaltninger til dette direktivs
bestemmelser af hensyn til den nye udvikling på finansmarkederne.
Kommissionen
bør derfor have beføjelse til at træffe gennemførelsesforanstaltninger, for
så
vidt de ikke ændrer de grundlæggende bestemmelser i dette direktiv, og at
Kommissionen handler i overensstemmelse med direktivets principper efter
høring
af Det Europæiske Værdipapirudvalg, der er oprettet ved Kommissionens
afgørelse
2001/528/EF.
8)
(43) Under udøvelsen af de i dette direktiv omhandlede
gennemførelsesbeføjelser bør Kommissionen tage hensyn til følgende:
-
behovet for at sikre
tillid til de finansielle markeder blandt investorer ved at fremme
gennemskueligheden
på disse markeder
-
behovet for at give
investorerne en bred vifte af konkurrerende investeringsmuligheder og et
oplysnings- og beskyttelsesniveau, som er tilpasset deres forhold
-
behovet for at sikre,
at de uafhængige regulerende myndigheder håndhæver reglerne ensartet, især
hvad
angår bekæmpelsen af økonomisk kriminalitet
-
behovet for stor
gennemskuelighed og omfattende høring af alle markedsdeltagere samt
Europa-Parlamentet
og Rådet
-
behovet for at fremme
innovation på finansmarkederne af hensyn til deres dynamik og effektivitet
-
behovet for gennem en
tæt og aktiv overvågning af finansiel innovation at sikre markedsintegritet
-
betydningen af at
begrænse kapitalomkostninger og lette adgangen til kapital
-
behovet for at
opretholde balancen mellem omkostninger og fordele for alle markedsdeltagere
(herunder små og mellemstore virksomheder samt mindre investorer) i alle
gennemførelsesforanstaltninger
-
behovet for at fremme
EF-finansmarkedernes internationale konkurrenceevne, uden at dette går ud
over
en hårdt tiltrængt forøgelse af det internationale samarbejde
-
behovet for at skabe
lige konkurrencevilkår for alle markedsdeltagere ved at udarbejde EF-dækkende
bestemmelser, hver gang det er relevant
-
behovet for at
respektere forskellene mellem de nationale markeder, såfremt de ikke i
urimelig
grad kolliderer med sammenhængen i det indre marked
-
behovet for at sikre
sammenhæng med anden EF- lovgivning på dette område, da uoverensstemmende
oplysninger og manglende gennemskuelighed kan risikere at skade markedernes
funktion og frem for alt forbrugere og små investorer.
(44) Dette direktiv overholder de grundlæggende rettigheder
og de principper, som navnlig er nedfældet i Den Europæiske Unions charter om
grundlæggende rettigheder, særlig artikel 11, og den europæiske
menneskerettighedskonventions artikel 10. Dette direktiv er i den forbindelse
på ingen måde til hinder for, at medlemsstaterne anvender deres
forfatningsmæssige
bestemmelser vedrørende pressefrihed og mediernes ytringsfrihed —
UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:
Artikel 1
I dette direktiv forstås ved:
1)
»intern viden«:
specifik viden, som ikke er blevet offentliggjort, som direkte eller
indirekte
vedrører en eller flere udstedere af finansielle instrumenter eller et eller
flere finansielle instrumenter, og som, hvis den blev offentliggjort,
mærkbart
ville kunne påvirke kursen på disse finansielle instrumenter eller på de
afledte finansielle instrumenter.
I forbindelse med
råvarederivater er »intern viden« viden, som ikke er blevet offentliggjort,
men
som direkte eller indirekte vedrører et eller flere sådanne derivater, og som
brugere af markeder, hvor sådanne derivater handles, ville forvente at
modtage
i overensstemmelse med accepteret markedspraksis for disse markeder.
For personer, der
har til opgave at udføre ordrer med finansielle instrumenter, er »intern
viden«
også viden, som formidles af en kunde og vedrører dennes endnu ikke udførte
ordrer, som er præcis, som direkte eller indirekte vedrører en eller flere
udstedere af finansielle instrumenter, og som, hvis den blev offentliggjort,
mærkbart ville kunne påvirke kursen på disse finansielle instrumenter eller
på
de afledte finansielle instrumenter
2)
»kursmanipulation«
a)
transaktioner eller
handelsordrer,
-
der giver eller kan
give urigtige eller vildledende signaler om udbuddet af, efterspørgslen efter
eller kursen på finansielle instrumenter, eller
-
hvorved en person
eller flere personer i fællesskab sikrer, at kursen på et eller flere
finansielle
instrumenter ligger på et unormalt eller kunstigt niveau,
medmindre den, der
har indgået i transaktionerne eller har afgivet handelsordrerne, godtgør, at
begrundelsen for at indgå i sådanne transaktioner eller ordrer er legitim, og
at disse transaktioner eller handelsordrer er i overensstemmelse med
accepteret
markedspraksis på det pågældende regulerede marked
b)
transaktioner eller
handelsordrer, hvorved der benyttes fingererede planer eller alle andre
former
for bedrag eller påfund
c)
udbredelse af
oplysninger gennem medierne, herunder internettet, eller ved andre metoder,
der
giver eller kan give urigtige eller vildledende signaler om finansielle
instrumenter, herunder spredning af rygter og urigtige eller vildledende
nyheder, når den person, der har spredt dem, vidste eller burde have vidst,
at
oplysningerne var urigtige eller vildledende. Når det er journalister, der
som
led i deres erhvervsmæssige aktivitet udbreder sådanne oplysninger, skal
forholdet med forbehold af artikel 11 vurderes under hensyn til de regler,
der
gælder for deres erhverv, medmindre disse personer direkte eller indirekte
drager fordel eller får udbytte af udbredelsen af de pågældende oplysninger.
Nedenstående
eksempler tager udgangspunkt i basisdefinitionen i litra a), b) og c)
ovenfor:
-
adfærd, hvorved en
person eller flere personer i fællesskab opnår en dominerende stilling over
udbuddet af eller efterspørgslen efter et finansielt instrument med den
virkning, at købs- og salgskurser påvirkes direkte eller indirekte, eller der
anvendes andre urimelige vilkår for transaktionen
-
køb eller salg af
finansielle instrumenter ved markedets lukketid med den virkning, at
personer,
der handler på grundlag af slutkurserne, vildledes
-
udnyttelse af
lejlighedsvis eller regelmæssig adgang til de traditionelle eller
elektroniske
medier ved at udsende en meningstilkendegivelse om et finansielt instrument
(eller indirekte om udstederen heraf) — efter på forhånd at have
erhvervet sig
dele af det pågældende finansielle instrument — og ved senere at drage
fordel
af den måde, hvorpå de tilkendegivne holdninger påvirker kursen på
instrumentet, uden samtidig at have afsløret interessekonflikten over for
offentligheden på en korrekt og effektiv måde.
Definitionerne på
kursmanipulation tilpasses for at sikre, at nye adfærdsmønstre, der i praksis
indebærer kursmanipulation, omfattes
3)
»finansielt
instrument«
-
værdipapirer som
defineret i Rådets direktiv 93/22/EØF af 10. maj 1993 om investeringsservice
i
forbindelse med værdipapirer
9)
-
andele i institutter
for kollektiv investering
-
pengemarkedsinstrumenter
-
finansielle futures,
herunder tilsvarende instrumenter, der afregnes kontant
-
fremtidige
renteaftaler
-
rente-, valuta- og
aktieswaps
-
optioner på
erhvervelse eller afhændelse af et instrument, der falder ind under disse
kategorier,
herunder tilsvarende instrumenter, der afregnes kontant. I denne kategori
indgår især valuta- og renteoptioner
-
råvarederivater
-
ethvert andet
instrument, der er eller vil blive optaget til handel på et reguleret marked
i
en medlemsstat, eller for hvilket der er indgivet en anmodning om optagelse
til
handel i en medlemsstat
4)
»reguleret marked«:
et marked som defineret i artikel 1, nr. 13, i direktiv 93/22/EØF
5)
»accepteret
markedspraksis«: praksis, som med rimelighed kan forventes på et eller flere
finansielle markeder, og som er accepteret af den kompetente myndighed i
overensstemmelse med retningslinjerne vedtaget af Kommissionen efter
proceduren
i artikel 17, stk. 2
6)
»person«: enhver
fysisk eller juridisk person
7)
»kompetent
myndighed«: den kompetente myndighed, der er udpeget i henhold til artikel
11.
Kommissionen vedtager efter proceduren i artikel 17, stk. 2,
gennemførelsesforanstaltninger til nr. 1, 2 og 3 i denne artikel for at tage
hensyn til den tekniske udvikling på finansmarkederne og for at sikre en
ensartet anvendelse af dette direktiv i Fællesskabet.
Artikel 2
1. Medlemsstaterne forbyder personer som nævnt i andet
afsnit, der er i besiddelse af intern viden, at benytte denne viden ved
direkte
eller indirekte, for egen eller tredjemands regning at erhverve eller afhænde
eller forsøge at erhverve eller afhænde finansielle instrumenter, som denne
viden vedrører.
Første afsnit gælder alle personer, som er i besiddelse af
den pågældende viden ved:
a)
at de er medlemmer
af det udstedende selskabs administrations-, ledelses- eller tilsynsorganer,
eller
b)
at de har
kapitalinteresser i det udstedende selskab, eller
c)
at de har adgang til
denne viden i kraft af deres beskæftigelse, erhverv eller funktioner, eller
d)
at de er kommet i
besiddelse af den pågældende viden ved strafbare handlinger.
2. Når en person som omhandlet i stk. 1 er en juridisk
person, gælder det i samme stykke omhandlede forbud også de fysiske personer,
der medvirker ved afgørelsen om at gennemføre transaktionen på den pågældende
juridiske persons vegne.
3. Denne artikel finder ikke anvendelse på transaktioner,
der gennemføres for at opfylde en forpligtelse til at erhverve eller afhænde
finansielle instrumenter, når denne forpligtelse er blevet bindende og er
baseret på en aftale, der er indgået, før der er opnået intern viden.
Artikel 3
Medlemsstaterne forbyder personer, der er omfattet af
forbuddet i artikel 2,
a)
at meddele intern viden
til andre, medmindre det sker som et normalt led i udøvelsen af deres
beskæftigelse, erhverv eller funktioner
b)
på grundlag af intern
viden at opfordre eller overtale andre til at erhverve eller afhænde
finansielle
instrumenter, som denne viden vedrører.
Artikel 4
Medlemsstaterne skal sikre, at artikel 2 og 3 også gælder
for alle andre end de i disse artikler omhandlede personer, der er i
besiddelse
af intern viden, og som ved eller burde have vidst, at der er tale om intern
viden.
Artikel 5
Medlemsstaterne forbyder enhver at foretage
kursmanipulation.
Artikel 6
1. Medlemsstaterne sikrer, at udstedere af finansielle
instrumenter hurtigst muligt offentliggør intern viden, der direkte vedrører
disse udstedere.
Uden at det berører eventuelle foranstaltninger til
overholdelse af bestemmelserne i ovenstående afsnit, påser medlemsstaterne,
at
udstederne i et passende tidsrum lader al intern viden, som de er forpligtet
til at offentliggøre, figurere på deres websted.
2. En udsteder kan på eget ansvar udsætte offentliggørelsen
af intern viden, jf. stk. 1, for ikke at skade sine berettigede interesser,
forudsat at dette ikke vil kunne vildlede offentligheden, og at udstederen
kan
sikre, at denne viden behandles fortroligt. Medlemsstaterne kan kræve, at en
udsteder øjeblikkelig skal underrette den kompetente myndighed om sin
beslutning om at udsætte offentliggørelsen af intern viden.
3. Medlemsstaterne kræver, at intern viden, som en udsteder
eller en person, der handler på dennes vegne eller for dennes regning,
meddeler
tredjemand som et normalt led i udøvelsen af sin beskæftigelse, sit erhverv
eller sine funktioner som omhandlet i artikel 3, litra a), skal
offentliggøres
i sin helhed samtidig med, at den meddeles tredjemand, når dette sker
bevidst,
og hurtigt derefter, når det sker ubevidst.
Første afsnit finder ikke anvendelse, hvis den person, der
modtager den interne viden, er pålagt tavshedspligt, uanset om denne pligt er
fastsat ved lov, administrative bestemmelser, vedtægter eller en kontrakt.
Medlemsstaterne kræver, at udstedere og personer, der
handler på deres vegne eller for deres regning, udarbejder en liste over de
personer, der arbejder for dem, såvel kontraktansatte som personer med andre
ansættelsesforhold, og som har adgang til intern viden. Udstedere og
personer,
der handler på deres vegne eller for deres regning, ajourfører løbende denne
liste og sender den til den kompetente myndighed på anmodning.
4. Personer med overordnet ansvar i et selskab, der udsteder
finansielle instrumenter, og eventuelle personer, der er tæt knyttet til
førstnævnte, skal som et minimum underrette den kompetente myndighed om
transaktioner, som de udfører for egen regning, og som vedrører finansielle
instrumenter fra den pågældende udsteder, eller om afledte eller andre
finansielle
instrumenter, som er forbundet hermed. Medlemsstaterne påser, at
offentligheden
hurtigst muligt får let adgang til oplysninger om disse transaktioner, i det
mindste på et individuelt grundlag.
5. Medlemsstaterne sørger for, at der findes hensigtsmæssige
regler til at sikre, at personer, der til distributionskanaler eller
offentligheden udarbejder eller udbreder analyser vedrørende finansielle
instrumenter eller udstedere af finansielle instrumenter eller udarbejder
eller
udbreder andre oplysninger med anbefalinger eller forslag vedrørende en
investeringsstrategi, udviser rimelig omhu for at sikre, at oplysningerne
fremsættes korrekt, og for at deres interesser eller interessekonflikter
afsløres
i forbindelse med de finansielle instrumenter, som oplysningerne vedrører.
Kommissionen underrettes om denne regulering.
6. Medlemsstaterne sikrer, at markedsaktørerne træffer
strukturelle forholdsregler, som tager sigte på at forebygge og afsløre
kursmanipulation.
7. For at sikre overholdelsen af stk. 1-5 kan den kompetente
myndighed træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på korrekt
oplysning af offentligheden.
8. Offentlige institutioner, der udsender statistikker, som
kan have en mærkbar indvirkning på finansielle markeder, udsender dem på en
fair og gennemsigtig måde.
9. Medlemsstaterne kræver, at personer, der som led i deres
erhverv gennemfører transaktioner med finansielle instrumenter, straks
underretter den kompetente myndighed, hvis den pågældende person med
rimelighed
kan antage, at disse transaktioner udgør insiderhandel eller
kursmanipulation.
10. For at tage hensyn til den tekniske udvikling på de
finansielle markeder og sikre ensartet anvendelse af dette direktiv vedtager
Kommissionen efter den i artikel 17, stk. 2, omhandlede procedure
gennemførelsesforanstaltninger
vedrørende:
-
de tekniske
betingelser for offentliggørelse af intern viden som omhandlet i stk. 1 og 3
-
de tekniske
betingelser for at udsætte offentliggørelsen af intern viden, jf. stk. 2
-
de tekniske
betingelser for fremme af en fælles strategi ved gennemførelsen af stk. 2,
andet punktum
-
de vilkår, hvorunder
udstedere eller personer, der handler på deres vegne, udarbejder og løbende
ajourfører en liste over de personer, der arbejder for dem og har adgang til
intern viden, jf. stk. 3
-
de personkategorier og
de egenskaber ved en transaktion, herunder dens størrelse, som udløser
forpligtelsen til at afgive erklæring, jf. stk. 4, samt de tekniske vilkår,
der
gælder for erklæringen til den kompetente myndighed
-
de tekniske betingelser
for de forskellige personkategorier, der er omhandlet i stk. 5, for en
korrekt
fremlæggelse af analyser og andre oplysninger med anbefalinger vedrørende en
investeringsstrategi og for afsløring af særlige interesser eller
interessekonflikter som omhandlet i stk. 5. I forbindelse med sådanne
betingelser skal der tages hensyn til de regler, herunder selvregulering, der
gælder for journalisterhvervet
-
de tekniske
betingelser for, hvornår de personer, der er nævnt i stk. 9, skal underrette
den kompetente myndighed.
Artikel 7
Dette direktiv finder ikke anvendelse på transaktioner, der
som led i penge- eller valutakurspolitikken eller styringen af den offentlige
gæld gennemføres af en medlemsstat, Det Europæiske System af Centralbanker,
en
national centralbank eller ethvert andet officielt udpeget organ eller af
enhver person, der handler på deres vegne. Medlemsstaterne kan lade denne
undtagelse omfatte deres delstater eller tilsvarende lokale administrative
enheder, når det gælder styringen af deres offentlige gæld.
Artikel 8
Forbuddene i dette direktiv gælder ikke for handel med egne
aktier i tilbagekøbsprogrammer eller for stabilisering af et finansielt
instrument, forudsat at sådanne transaktioner gennemføres i overensstemmelse
med gennemførelsesforanstaltninger, der er vedtaget efter den i artikel 17,
stk. 2, omhandlede procedure.
Artikel 9
Dette direktiv finder anvendelse på ethvert finansielt
instrument, der er optaget til handel på et reguleret marked i mindst en
medlemsstat, eller for hvilket der er indgivet en anmodning om optagelse til
handel, uanset om transaktionen i praksis finder sted på dette marked eller
ej.
Artikel 2, 3 og 4 finder også anvendelse på ethvert
finansielt instrument, som ikke er optaget til handel på et reguleret marked
i
en medlemsstat, men hvis værdi afhænger af et finansielt instrument som
omhandlet i stk. 1.
Artikel 6, stk. 1-3, finder ikke anvendelse på udstedere,
der ikke har anmodet om eller fået godkendt en optagelse af deres finansielle
instrumenter til handel på et reguleret marked i en medlemsstat.
Artikel 10
Hver medlemsstat anvender de forbud og påbud, der er
omhandlet i dette direktiv, på:
a)
transaktioner, der
gennemføres på dens område eller i udlandet vedrørende finansielle
instrumenter,
der er optaget til handel på et reguleret marked, der er beliggende eller
opererer på dens område, eller for hvilke der er indgivet en anmodning om
optagelse til handel på et sådant marked
b)
transaktioner, der
gennemføres på dens område vedrørende finansielle instrumenter, der er
optaget
til handel på et reguleret marked i en medlemsstat, eller for hvilke der er
indgivet anmodning om optagelse til handel på et sådant marked.
Artikel 11
Uden at det påvirker retsmyndighedernes kompetence, udpeger
hver medlemsstat en enkelt administrativ myndighed med kompetence til at
sikre
anvendelsen af bestemmelser vedtaget i medfør af dette direktiv.
Medlemsstaterne udarbejder effektive ordninger og procedurer
til høring af markedsdeltagerne vedrørende eventuelle ændringer af den
nationale lovgivning. Disse ordninger kan omfatte rådgivende udvalg under den
kompetente myndighed, hvis sammensætning i videst muligt omfang bør afspejle
markedsdeltagernes diversitet, hvad enten der er tale om udstedere, udbydere
af
finansielle tjenester eller forbrugere.
Artikel 12
1. Den kompetente myndighed tillægges alle de nødvendige
tilsyns- og undersøgelsesbeføjelser, for at den kan udøve sine funktioner.
Den
udøver disse beføjelser:
a)
direkte, eller
b)
i samarbejde med
andre myndigheder eller med markedsvirksomheder, eller
c)
under den kompetente
myndigheds ansvar ved uddelegering til sådanne myndigheder eller til
markedsvirksomheder, eller
d)
ved begæring til de
kompetente retslige myndigheder.
2. Med forbehold af artikel 6, stk. 7, udøves de i denne
artikels stk. 1 omhandlede beføjelser i henhold til national ret og omfatter
mindst retten til
a)
at få adgang til
ethvert dokument i enhver form og at modtage en kopi deraf
b)
at indhente
oplysninger hos en hvilken som helst person, herunder dem, der senere er
involveret
i afgivelsen af ordrer eller udførelse af de pågældende operationer, og deres
principaler, og eventuelt indkalde dem til høring
c)
at gennemføre
kontrolundersøgelser på stedet
d)
at kræve oplysninger
om foreliggende telefonsamtaler og foreliggende datatrafik
e)
at kræve ophør med
en praksis, der strider mod de bestemmelser, der er fastsat i henhold til
dette
direktiv
f)
at suspendere
handelen med de pågældende finansielle instrumenter
g)
at kræve
fastfrysning og/eller beslaglæggelse af aktiver
h)
at kræve nedlagt
midlertidigt forbud mod erhvervsvirksomhed.
3. Denne artikel berører ikke de nationale retsregler om
tavshedspligt.
Artikel 13
Tavshedspligten gælder for alle personer, der arbejder eller
har arbejdet for den kompetente myndighed, eller for enhver myndighed eller
virksomhed, der opererer på markedet, og som den kompetente myndigheder har
uddelegeret sine beføjelser til, herunder revisorer og eksperter, der har
modtaget
instrukser fra den kompetente myndighed. Oplysninger, der er omfattet af
tavshedspligt,
må ikke videregives til nogen anden person eller myndighed, medmindre der er
lovhjemmel derfor.
Artikel 14
1. Med forbehold af medlemsstaternes ret til at pålægge
strafferetlige sanktioner sikrer medlemsstaterne i henhold til national ret,
at
der kan træffes passende administrative foranstaltninger eller pålægges
administrative sanktioner over for de ansvarlige personer i de tilfælde, hvor
de bestemmelser, der er vedtaget i henhold til dette direktiv, ikke er blevet
overholdt. Medlemsstaterne sikrer, at disse foranstaltninger er effektive,
rimelige og præventive.
2. Efter proceduren i artikel 17, stk. 2, udarbejder
Kommissionen en informerende fortegnelse om de i stk. 1 omhandlede
administrative foranstaltninger og sanktioner.
3. Medlemsstaterne vedtager de sanktioner, der skal
iværksættes i tilfælde af manglende samarbejde ved en undersøgelse i henhold
til artikel 12.
4. Medlemsstaterne fastsætter, at den kompetente myndighed
kan meddele offentligheden, hvilke foranstaltninger eller sanktioner der vil
blive pålagt for overtrædelse af bestemmelser vedtaget i henhold til dette
direktiv, medmindre det er til alvorlig fare for finansmarkederne eller vil
forvolde de involverede parter uforholdsmæssig stor skade.
Artikel 15
Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheders
afgørelser kan indbringes for domstolene.
Artikel 16
1. De kompetente myndigheder samarbejder med hinanden på
grundlag af deres beføjelser i henhold til dette direktiv eller national
lovgivning, når det er nødvendigt for, at de kan udøve deres funktioner. De
kompetente myndigheder bistår de øvrige medlemsstaters kompetente
myndigheder.
De skal især udveksle oplysninger og samarbejde om undersøgelser.
2. Efter anmodning giver de kompetente myndigheder omgående
alle oplysninger, der kræves til det i stk. 1 omhandlede formål. I påkommende
tilfælde træffer de kompetente myndigheder, der modtager en anmodning,
omgående
de nødvendige foranstaltninger for at indhente de ønskede oplysninger. Hvis
den
kompetente myndighed, der anmodes om oplysninger, ikke er i stand til at
meddele dem omgående, begrunder den det over for den myndighed, der har
anmodet
om dem. Sådanne oplysninger er omfattet af den tavshedspligt, som påhviler
ansatte eller tidligere ansatte hos de kompetente myndigheder, der modtager
oplysningerne.
De kompetente myndigheder kan nægte at efterkomme en
anmodning om oplysninger,
-
når meddelelse af
disse oplysninger kan bringe den pågældende medlemsstats suverænitet,
sikkerhed
eller grundlæggende retsprincipper i fare
-
når der allerede er
indledt retsforfølgning med hensyn til de samme forhold og mod de samme
personer ved denne medlemsstats myndigheder, eller
-
når disse personer
allerede har fået endelig dom for de samme forhold i denne medlemsstat.
I dette tilfælde giver de den kompetente myndighed, der har
anmodet om oplysningerne, meddelelse herom og giver så detaljerede
oplysninger
som muligt om denne retsforfølgning eller dom.
Uden at det berører bestemmelserne i traktatens artikel 226,
kan en kompetent myndighed, hvis anmodning om oplysninger ikke efterkommes
inden for en rimelig frist, eller hvis anmodning om oplysninger afvises,
indbringe den manglende efterkommelse for Det Europæiske
Værdipapirtilsynsudvalg,
hvor sagen vil blive drøftet med henblik på at nå frem til en hurtig og
effektiv løsning.
De kompetente myndigheder, der modtager oplysninger i
henhold til stk. 1, kan, uden at det påvirker deres forpligtelser i
strafferetssager, kun anvende oplysningerne i forbindelse med udøvelsen af
deres funktioner inden for dette direktivs anvendelsesområde og i forbindelse
med administrative eller retlige procedurer, der specielt er knyttet til
udøvelsen af disse funktioner. Den myndighed, der modtager oplysningerne, kan
dog anvende dem til andre formål eller videregive dem til andre staters
kompetente myndigheder, hvis den myndighed, der har meddelt oplysningerne,
giver sit samtykke.
3. Når en kompetent myndighed er overbevist om, at
handlinger i strid med dette direktiv gennemføres eller er blevet gennemført
på
en anden medlemsstats område, eller at handlinger påvirker finansielle
instrumenter, der handles på et reguleret marked i en anden medlemsstat,
giver
den så nøjagtigt som muligt den anden medlemsstats kompetente myndighed
meddelelse derom. Sidstnævnte myndighed træffer de nødvendige
foranstaltninger.
Den underretter den myndighed, der har givet meddelelsen, om resultatet og så
vidt muligt om vigtige forhold i sagens videre forløb. Dette stykke berører
ikke beføjelserne for den kompetente myndighed, som har fremsendt
oplysningerne.
De kompetente myndigheder i de forskellige medlemsstater, jf. artikel 10,
skal
høre hinanden om den foreslåede opfølgning af deres konstateringer.
4. En medlemsstats kompetente myndighed kan anmode om, at en
anden medlemsstats kompetente myndighed foretager en undersøgelse på
sidstnævnte medlemsstats område.
Den kan desuden anmode om tilladelse til at lade nogle af
sine medarbejdere bistå den anden kompetente myndigheds medarbejdere ved
undersøgelsen.
Det er dog den medlemsstat, på hvis område undersøgelsen
gennemføres, der har ansvaret for den overordnede kontrol med hele
undersøgelsen.
De kompetente myndigheder kan nægte at efterkomme en
anmodning om gennemførelse af en undersøgelse som omhandlet i første afsnit
eller en anmodning om, at deres medarbejdere bistås af medarbejderne fra en
anden medlemsstats kompetente myndigheder, som omhandlet i andet afsnit, hvis
en sådan undersøgelse kan bringe den pågældende medlemsstats suverænitet,
sikkerhed eller grundlæggende retsprincipper i fare, eller når der allerede
er
indledt retsforfølgning med hensyn til de samme forhold og mod de samme
personer ved denne stats myndigheder, eller når disse personer allerede har
fået endelig dom for de samme forhold i denne stat. I dette tilfælde giver de
den kompetente myndighed, der har anmodet om gennemførelsen af undersøgelsen,
meddelelse herom og giver så detaljerede oplysninger som muligt om denne
retsforfølgning eller dom.
En kompetent myndighed, hvis anmodning om at indlede en
undersøgelse eller om tilladelse til, at dens embedsmænd kan ledsage den
udenlandske myndigheds embedsmænd, ikke efterkommes inden for en rimelig
frist,
kan, uden at det berører bestemmelserne i traktatens artikel 226, indbringe
den
manglende efterkommelse for Det Europæiske Værdipapirtilsynsudvalg, hvor
sagen
vil blive drøftet med henblik på at nå frem til en hurtig og effektiv
løsning.
5. Efter den i artikel 17, stk. 2, omhandlede procedure
vedtager Kommissionen gennemførelsesforanstaltninger vedrørende procedurerne
for udveksling af oplysninger og grænseoverskridende kontrolundersøgelser som
omhandlet i denne artikel.
Artikel 17
1. Kommissionen bistås af Det Europæiske Værdipapirudvalg,
der er oprettet ved afgørelse 2001/528/EF (i det følgende benævnt
»udvalget«).
2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 og
7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8, for så vidt de
gennemførelsesforanstaltninger, der træffes efter denne procedure, ikke
ændrer
de grundlæggende bestemmelser i dette direktiv.
Perioden i artikel 5, stk. 6, i afgørelse 1999/468/EF
fastsættes til tre måneder.
3. Udvalget vedtager selv sin forretningsorden.
4. Medmindre andet er fastsat i de
gennemførelsesbestemmelser, der allerede er vedtaget, ophører anvendelsen af
dette direktivs bestemmelser om vedtagelse af tekniske bestemmelser og
afgørelser efter proceduren i stk. 2 fire år efter direktivets ikrafttræden.
Europa-Parlamentet og Rådet kan på forslag af Kommissionen forny disse
bestemmelser efter proceduren i traktatens artikel 251 og tager dem med
henblik
herpå op til revision inden udløbet af ovennævnte tidsrum.
Artikel 18
Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative
bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv inden 12. oktober 2004.
De underretter straks Kommissionen herom.
Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en
henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en
sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af
medlemsstaterne.
Artikel 19
Artikel 11 berører ikke en medlemsstats mulighed for at lave
særskilte lovmæssige og administrative ordninger for oversøiske europæiske
territorier, hvis udenrigsforbindelser medlemsstaten er ansvarlig for.
Artikel 20
Direktiv 89/592/EØF samt artikel 68, stk. 1, og artikel 81,
stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/34/EF af 28. maj 2001
vedrørende betingelserne for værdipapirers optagelse til officiel notering på
en fondsbørs samt oplysninger, der skal offentliggøres om disse værdipapirer
10)
bortfalder med virkning fra dette direktivs
ikrafttræden.
Artikel 21
Dette direktiv træder i kraft på dagen for offentliggørelsen
i
Den Europæiske Unions Tidende.
Artikel 22
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den 28. januar 2003.
På Europa-Parlamentets vegne
P. COX
Formand
På Rådets vegne
G. PAPANDREOU
Formand
1)
EFT C 240 E af 28.8.2001, s. 265.
2)
EFT C 80 af 3.4.2002, s. 61.
3)
EFT C 24 af 26.1.2002, s. 8.
4)
Europa-Parlamentets
udtalelse af 14.3.2002 (endnu ikke offentliggjort i EUT), Rådets fælles
holdning af 19.7.2002 (EFT C 228 E af 25.9.2002, s. 19) og
Europa-Parlamentets
afgørelse af 24.10.2002 (endnu ikke offentliggjort i EUT).
5)
EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.
6)
EFT L 334 af
18.11.1989, s. 30.
7)
EFT L 281 af
23.11.1995, s. 31.
8)
EFT L 191 af
13.7.2001, s. 45.
9)
EFT L 141 af
11.6.1993, s. 27. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2000/64/EF
(EFT L 290 af 17.11.2000, s.
10)
EFT L 184 af 6.7.2001, s. 1.
Officielle noter
1)
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2003/6/EF af 28. januar 2003 om insiderhandel og
kursmanipulation (markedsmisbrug) (EF-Tidende 2003 nr. L 96, side 16).
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven (Behandlingen af større straffesager om økonomisk kriminalitet, adgang til teleoplysning i visse børsstrafferetlige sager m.v.) Retsinformation · 19. december 2005
- Skriftlig fremsættelse (5. oktober 2005) - L 26 Retsinformation · 5. oktober 2005
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af retsplejeloven (Behandlingen af større straffesager om økonomisk kriminalitet, adgang til teleoplysning i visse børsstrafferetlige sager m.v.) Retsinformation · 14. december 2005
- statsadvokaterne.dk, omstatsadvokaten.dk (sag 891, 892) Klagenævnet for Domænenavne · 22. marts 2006
- statsadvokaten.dk (sag 748) Klagenævnet for Domænenavne · 9. november 2005
- Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven (Ændring af reglerne om hastesikring og udlevering af oplysninger om teletrafik, reglerne om genoptagelse af straffesager m.v.) Retsinformation · 3. april 2024