Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven (Behandlingen af større straffesager om økonomisk kriminalitet, adgang til teleoplysning i visse børsstrafferetlige sager mv.)

2005/1 LSF 26Lovforslag som fremsatJustitsministeriet5. oktober 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 5. oktober 2005 af

justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov

om ændring af retsplejeloven

1)

(Behandlingen af større straffesager om økonomisk

kriminalitet, adgang til teleoplysning i visse børsstrafferetlige sager mv.)

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 961

af 21. september 2004, som ændret senest ved § 3 i lov nr. 560 af 24.

juni

2005, foretages følgende ændringer:

1.

I

§ 18

indsættes som

stk. 3:

»S

tk. 3. I

byretssager om økonomisk kriminalitet, der forventes at have en længere

varighed, kan landsrettens præsident efter indstilling fra dommeren bestemme,

at retten sammensættes af 2 dommere og 3 domsmænd. For så vidt angår

Københavns

Byret og retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde træffes bestemmelsen af

rettens præsident. Såfremt byretten er en af de i § 17, stk. 1

eller

4, nævnte retter, beskikkes en af dommerne efter § 45. Som retsformand

fungerer

Læs alt

den dommer, der i øvrigt beklæder den pågældende ret, eller, hvis denne

dommer

ikke deltager i domsforhandlingen, den efter embedsalder ældste dommer,

medmindre dommerne aftaler andet. Uden for domsforhandlingen kan en enkelt

dommer handle på rettens vegne.«

2.

I

§ 31 b, 1. pkt.,

indsættes efter »928 a,

stk. 2 og 3,«: »eller er dokumenter undladt oplæst, jf. § 927 c,«.

3.

I

§ 41 c

indsættes efter stk. 1 som nyt

stykke:

»Stk. 2.

Undlades

oplæsning af dokumenter, der indgår i domsforhandlingen, jf. § 927 c,

kan

disse gennemses i retten den pågældende dag og en uge frem.«

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.

4.

I

§ 214, stk. 3,

ændres:»Såfremt en

dommer, en nævning eller en domsmand i en nævningesag eller i en domsmandssag

ved landsret« til: »Såfremt en dommer, en nævning eller en domsmand i en

nævningesag, i en domsmandssag ved landsret eller i en sag, der behandles

efter

§ 18, stk. 3,«.

5.

I

§ 781, stk. 3, 2. pkt.

indsættes

efter »telekommunikationstjeneste«: », eller såfremt mistanken angår en

overtrædelse af lov om værdipapirhandel m.v. § 35, stk. 1,

§ 36

eller § 39, stk. 1«.

6.

I

§ 840

indsættes efter stk. 1 som nyt

stykke:

»Stk. 2.

En part

kan anmode retten om at beramme sagen, når anklageskrift er indleveret til

retten.«

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.

7.

I

§ 877

indsættes som nyt

stk. 4:

»Stk. 4.

Et vidnes

forklaring til politirapport kan herudover efter rettens bestemmelse benyttes

som bevismiddel, hvis parterne er enige herom, og vidnet ville være

forpligtet

til at afgive forklaring, hvis pågældende var blevet indkaldt som vidne i

retten.«

8.

Efter § 927

b indsættes:

»§ 927 c.

Retten kan efter høring af parterne beslutte, at oplæsning af omfattende

sagkyndige erklæringer eller andre dokumenter i sagen kan undlades.

Retsformanden skal i så fald sikre, at rettens medlemmer gennemlæser disse

dokumenter. Det skal fremgå af retsbogen, hvilke af de fremlagte bilag der er

behandlet efter denne bestemmelse. Retten kan bestemme, at der helt eller

delvis skal gives en mundtlig sammenfatning af dokumenter, hvor oplæsning er

undladt, i retten.«

9.

Efter § 928

b indsættes:

»§ 928 c.

Ved afstemninger har hver dommer og hver domsmand én stemme. I sager, der

behandles

efter § 18, stk. 3, har, hvis undtagelsesvis kun 1 dommer

medvirker,

denne 2 stemmer. På samme måde har hver domsmand 1½ stemme, hvis der

undtagelsesvis kun medvirker 2 domsmænd«.

10.

I

§ 965 d

indsættes efter »927 b«: », 927 c«.

11.

I

§ 968, stk. 2,

indsættes efter »når

og for så vidt beslutningen«: »angår sagens berammelse eller«.

§ 2

Stk. 1.

Loven

træder i kraft den 1. januar 2006.

Stk. 2.

Lovens

§ 1, nr. 1, har virkning for sager, hvor anklageskriftet indgives efter

lovens ikrafttræden.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

1.1. Lovforslagets formål

Hovedformålet med lovforslaget er at sikre en hurtigere og

mere hensigtsmæssig behandling af navnlig større økonomiske straffesager

under

iagttagelse af sædvanlige retssikkerhedskrav.

Forslagene bygger på betænkning nr. 1454/2004 om

behandlingen af større straffesager om økonomisk kriminalitet mv., som

Justitsministeriet

s

udvalg om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet (Brydensholt-udvalget)

afgav i december 2004. Forslagene bygger endvidere på et af

Justitsministeriet

udarbejdet notat af 12. januar 2004 om effektive midler i forhold til lang

sagsbehandlingstid i straffesager, der er optrykt som bilag 1 til

betænkningen.

Lovforslaget har endvidere til formål at gennemføre en

ændring af reglerne om indgreb i meddelelseshemmeligheden, som er nødvendig

for

gennemførelsen i dansk ret af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2003/6/EF

af 28. januar 2003 om insiderhandel og kursmanipulation (markedsmisbrug)

(EF-Tidende

2003 L

96 side

16). Denne del af lovforslaget bygger på en rapport om indgreb i

meddelelseshemmeligheden ved børsretlige overtrædelser, som en

underarbejdsgruppe under Brydensholt-udvalget afgav i januar 2005. Direktivet

er optaget som

bilag 1

til lovforslaget.

1.2. Baggrund

Store straffesager om økonomisk kriminalitet har altid

været meget tidskrævende både i efterforskningsfasen og i forbindelse med

domstolsbehandlingen og dermed meget ressourcekrævende for hele retssystemet.

Det har derfor løbende givet anledning til overvejelser, hvordan tids- og

ressourceforbruget kunne begrænses inden for rammerne af de sædvanlige

retssikkerhedskrav, der gælder for straffesagers behandling.

Gennem de seneste år er der i vidt omfang sket en stigning

i ressourceforbruget i de enkelte sagskomplekser vedrørende økonomisk

kriminalitet. En af grundene hertil har været, at der har været mange store

straffesager, der har været meget komplicerede, og at der i flere sager end

tidligere er internationale aspekter – enten ved samvirkende kriminelle

fra

flere lande, ved at gerningsmænd og ofre er bosat i forskellige lande eller

ved

sagens økonomiske transaktioner. Endvidere har selskabstømningssagerne i en

årrække lagt beslag på en meget stor del af de ressourcer, der er til

rådighed

til behandling af større økonomiske straffesager.

Denne udvikling giver i sig selv anledning til fornyede

overvejelser om muligheden for at effektivisere den samlede proces i større

økonomiske straffesager.

Også hensynet til den sigtede/tiltalte taler generelt for

en så hurtig og effektiv sagsbehandling som muligt. I de store økonomiske

sager

må den sigtede/tiltalte i flere tilfælde vente flere år på en endelig

afgørelse

af sin sag. Det følger af artikel 6, stk. 1, i Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention, at enhver har ret til en rettergang »inden en

rimelig frist«, og en stor del af de klager, der indgives til Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol mod Danmark, vedrører helt eller delvis spørgsmål

om

sagsbehandlingstid. Har sagsbehandlingstiden været særlig langvarig, kan

dette

bl.a. få betydning ved straffens udmåling, som det er sket i flere tilfælde i

forbindelse med afgørelsen af større økonomiske straffesager.

Endelig er spørgsmålet om bevissikring et yderligere

argument for at effektivisere den samlede proces i større økonomiske sager.

Eksempelvis kan værdien af vidnebeviser svækkes, hvis der forløber lang tid

mellem

det begåede forhold og tidspunktet, hvor vidnet føres.

Brydensholt-udvalget har i betænkning nr. 1454 fra december

2004 om behandlingen af større straffesager om økonomisk kriminalitet

gennemgået den samlede proces fra efterforskningens start til endelig dom og

overvejet, om behandlingen af straffesager kan forbedres og effektiviseres på

nogle

punkter.

Udvalget har opdelt processen i følgende hovedperioder:

Perioden fra anmeldelse/sigtelse til anklageskrift, perioden fra

anklageskrift

til domsforhandlingens start og perioden fra domsforhandlingens start til

dom.

Udvalget fremkommer i betænkningen med en række anbefalinger og forslag,

hvoraf

nogle kan gennemføres administrativt, mens andre forudsætter lovændringer.

Med

dette lovforslag gennemføres de af udvalgets forslag, der kræver

lovændringer.

For så vidt angår forslag og anbefalinger, der kan gennemføres

administrativt,

henvises til pkt. 1.4 nedenfor.

En arbejdsgruppe under Brydensholt-udvalget har endvidere i

januar 2005 afgivet en rapport om indgreb i meddelelseshemmeligheden ved

børsstrafferetlige overtrædelser. Arbejdsgruppen konkluderer, at det for at

gennemføre artikel 12, stk. 2, litra d, i Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2003/6/EF af 28. januar 2003 om insiderhandel og kursmanipulation

(markedsmisbrug) er påkrævet at ændre retsplejelovens regler om indgreb i

meddelelseshemmeligheden, således at der kan foretages teleoplysning ved

mistanke om visse grove overtrædelser af lov om værdipapirhandel, nærmere

bestemt insiderhandel, strafbar videregivelse af intern viden og

kursmanipulation.

1.3. Hovedtræk af lovforslaget

Lovforslaget indebærer ændringer af retsplejeloven på en

række punkter med henblik på en mere hensigtsmæssig og effektiv behandling af

navnlig større økonomiske straffesager under iagttagelse af sædvanlige

retssikkerhedskrav.

Lovforslaget indebærer, at der indsættes en ny bestemmelse

som retsplejelovens § 840, stk. 2, hvorefter sagens parter kan

anmode

retten om at beramme sagen, når anklageskriftet er indleveret på rettens

kontor

(lovforslagets § 1, nr. 6).

Det foreslås i tilknytning hertil, at retsplejelovens

§ 968, stk. 2, ændres, således at adgangen til at kære rettens

beslutning om berammelse præciseres (lovforslagets § 1, nr. 11).

Lovforslaget indebærer dernæst en mulighed for i sager om

økonomisk kriminalitet, der forventes at have en længere varighed, at lade

flere

dommere medvirke i første instans, således at retten sammensættes af 2

dommere

og 3 domsmænd. Den dommer, der i øvrigt beklæder den pågældende ret, eller

–

hvis denne dommer ikke deltager i domsforhandlingen – den efter

embedsalder

ældste dommer fungerer som retsformand, medmindre dommerne aftaler andet. En

enkelt

dommer kan uden for domsforhandlingen handle på rettens vegne (lovforslagets

§ 1, nr. 1).

Det foreslås, at retsplejelovens § 214, stk. 3,

også skal finde anvendelse i sådanne sager, således at sagen kan gennemføres,

selv om en dommer og/eller en domsmand får forfald eller af andre grunde må

fratræde, efter at domsforhandlingen er påbegyndt (lovforslagets § 1,

nr.

4).

I tilknytning hertil foreslås, at der i retsplejeloven som

§ 928 c indsættes en bestemmelse om stemmefordeling, når en dommer

og/eller en domsmand må fratræde (lovforslagets § 1, nr. 9).

Lovforslaget indebærer ligeledes, at der som § 927 c i

retsplejeloven indsættes en ny bestemmelse om, at oplæsning i retten af

omfattende sagkyndige erklæringer eller andre dokumenter i sagen kan undlades

i

domsmandssager. Retsformanden skal i sådanne tilfælde sikre, at rettens

medlemmer gennemlæser dokumenterne, og retten kan bestemme, at der helt eller

delvis skal gives en mundtlig sammenfatning i retten af de dokumenter, der

ikke

er oplæst (lovforslagets § 1, nr. 8).

I tilknytning hertil sikres offentligheden adgang til at

gennemse de dokumenter, der ikke er oplæst i retten. Beslutninger om lukkede

døre, navneforbud mv. skal også finde anvendelse på sådanne bilag

(lovforslagets

§ 1, nr. 2 og 3).

Lovforslaget indebærer herudover, at der som

retsplejelovens § 877, stk. 4, indsættes en ny bestemmelse om, at

et

vidnes forklaring til politirapport efter rettens beslutning kan benyttes som

bevismiddel, hvis parterne er enige om det. Dette forudsætter dog, at vidnet

ville være forpligtet til at afgive forklaring, hvis vidnet var blevet

indkaldt

som vidne i retten (lovforslagets § 1, nr. 7).

Lovforslaget indebærer endelig, at retsplejelovens

§ 781, stk. 3, ændres, således at der kan indhentes teleoplysninger

ved mistanke om en overtrædelse af forbuddene i lov om værdipapirhandel m.v.

om

insiderhandel (§ 35, stk. 1), videregivelse af intern viden

(§ 36) eller kursmanipulation (§ 39, stk. 1) (lovforslagets

§ 1, nr. 5). Herved gennemføres artikel 12, stk. 2, litra d, i

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/6/EF af 28. januar 2003 om

insiderhandel og kursmanipulation (markedsmisbrug), og

efterforskningsmulighederne ved børsstrafferetlige overtrædelser styrkes. De

øvrige sædvanlige betingelser for indgreb i meddelelseshemmeligheden vil

fortsat

skulle være opfyldt.

1.4. Andre initiativer på baggrund af betænkningen

Som nævnt under punkt 1.2 indeholder Brydensholt-udvalgets

betænkning en række anbefalinger og forslag vedrørende behandlingen af større

økonomiske straffesager, der kan gennemføres administrativt.

Justitsministeriet

har på den baggrund drøftet betænkningens anbefalinger og forslag med

Rigsadvokaten.

Udvalget foreslår, at der etableres en administrativ

kontrolordning med langvarige sigtelser, således at der foretages en

indberetning til den overordnede anklagemyndighed i sager, hvor der, 2 år

efter

at der er rejst sigtelse, endnu ikke er truffet afgørelse om

tiltalespørgsmålet. Rigsadvokaten har tilkendegivet at ville iværksætte en

sådan

administrativ kontrolordning med langvarige sigtelser.

Det kan i den forbindelse yderligere nævnes, at det i

regeringsgrundlaget »Nye mål«, der blev offentliggjort i februar 2005, er

tilkendegivet, at regeringen vil anmode Strafferetsplejeudvalget om at se

nærmere på mulige tiltag, som vil kunne begrænse udstrækningen af bl.a.

sigtelser, herunder på muligheden for at fastlægge generelle regler om den

maksimale tid, en person kan være sigtet.

Justitsministeriet

har på den baggrund anmodet Strafferetsplejeudvalget om at foretage en

vurdering af, hvorledes der kan iværksættes yderligere hensigtsmæssige

tiltag,

som uden at tilsidesætte hensynet til en effektiv efterforskning og

kriminalitetsbekæmpelse

vil kunne begrænse den tidsmæssige udstrækning af bl.a. sigtelser.

Strafferetsplejeudvalget er anmodet om at inddrage både mulige

lovgivningsmæssige og administrative/praktiske tiltag i vurderingen.

Udvalget har herudover foreslået, at der iværksættes en forelæggelsesordning

vedrørende spørgsmålet om en beskæring af sagen af ressourcemæssige grunde,

således at sager, der forventes at blive berammet til over 25-30 retsdage,

forelægges for den overordnede anklagemyndighed med henblik på at sikre, at

der

på et velovervejet grundlag tages stilling til spørgsmålet om beskæring.

Rigsadvokaten har oplyst at ville gennemføre en sådan forelæggelsesordning.

I

Justitsministeriet

s

notat af 12. januar 2004, jf. nærmere herom under pkt. 2.1.2, anbefales det

bl.a., at der udarbejdes retningslinjer om muligheden for at klage til den

overordnede anklagemyndighed over politiets sagsbehandlingstid, herunder en

nærmere

beskrivelse af den overordnede anklagemyndigheds reaktionsmuligheder, f.eks.

i

form af at pålægge den underordnede anklagemyndighed at træffe afgørelse

inden

en vis frist. En sådan regulering af muligheden for at klage over

sagsbehandlingstiden vil efter

Justitsministeriet

s

opfattelse kunne tillægges betydning ved vurderingen af, om Den Europæiske

Menneskerettighedskonventions artikel 13 om effektive retsmidler i tilfælde

af

en krænkelse af konventionens artikel 6 om rettergang inden en rimelig frist

er

overholdt.

Rigsadvokaten har tilkendegivet at ville udarbejde

retningslinjer om behandlingen af sådanne klager over politiets

sagsbehandlingstid.

For så vidt angår en række af udvalgets øvrige

anbefalinger, herunder vedrørende forhåndsberammelse af domsforhandlingen,

forberedende retsmøder, revisionsberetninger og syn og skøn, har

Rigsadvokaten

oplyst, at disse allerede i vidt omfang må antages at være indarbejdet i

praksis. Det er heller ikke i dag ualmindeligt, at der sættes 2 anklagere på

større økonomiske straffesager. Rigsadvokaten vil dog, når lovforslaget er

vedtaget,

henlede politikredsenes opmærksomhed på de anbefalinger, der fremgår af

udvalgets betænkning. Dette gælder også udvalgets anbefaling om, at der

tildeles tilstrækkelige personaleressourcer til den enkelte sag, og om, at

hensynet til reglerne om en rettergang inden en rimelig frist efter

omstændighederne kan tale for, at der tages stilling til tiltalespørgsmålet,

selv om det ikke har været muligt for politiet at gennemføre alle afhøringer.

Endelig peger udvalget i betænkningen på, at spørgsmålet om

teknologisering af processen er meget centralt ved dokumenttunge sager.

Udvalget

vurderer således, at anvendelse af IT i hele sagsforløbet vil kunne medføre

en

væsentlig besparelse af den samlede procestid og vil kunne bidrage til den

optimale tilgængelighed af alle relevante sagsoplysninger. Regeringen vil til

efteråret fremlægge forslag til en sammenhængende politireform, som bl.a. vil

understøtte den nødvendige teknologiske omstilling, der skal være med til at

sikre en bedre udnyttelse af de muligheder for effektivisering af politiets

arbejde, der følger af den teknologiske udvikling. Endvidere har

Domstolsstyrelsen meddelt, at udvalgets anbefalinger indgår i Danmarks

Domstoles

it-strategi, hvorefter der fremover bliver mulighed for digital modtagelse og

lagring af sagens dokumenter, og dermed også for digital anvendelse under

sagens

behandling i retssalen. Domstolene planlægger at igangsætte en forsøgsordning

med digital kommunikation i begyndelsen af 2007. Domstolsstyrelsen analyserer

endvidere, hvilke krav der skal være opfyldt, for at en retssal er

hensigtsmæssigt indrettet til anvendelse af digitale dokumenter under selve

domsforhandlingen.

1.5. Særlig sagkundskab ved domsforhandlingen

Af betænkningen fremgår, at Brydensholt-udvalget endvidere

har drøftet spørgsmålet om rettens sammensætning i sager om økonomisk

kriminalitet, herunder om der i større økonomiske straffesager bør medvirke

sagkyndige meddommere. Udvalget har navnlig overvejet hensigtsmæssigheden af

at

indføre en ordning med særligt sagkyndige domsmænd.

Et enigt udvalg finder, at spørgsmålet må bero på en

afvejning af en række modstående hensyn. Blandt disse er nævnt navnlig, at en

medvirken af sagkyndige domsmænd ville kunne medføre en tidsbesparelse under

domsforhandlingen og en større garanti for resultatets rigtighed, fordi

retten

har den fornødne baggrund for at forstå de komplicerede sammenhænge.

Omvendt ville en sådan ordning imidlertid medføre en risiko

for en ekspertorientering af domsforhandlingen, hvilket ville bryde med det

grundlæggende princip bag lægdommerordningen i den danske strafferetspleje,

hvorefter en straffesag skal forelægges retten på en sådan måde, at den er

forståelig for almindelige mennesker uden specialviden eller særlige

forudsætninger.

Er der behov for specialviden under sagen, må forholdene gøres forståelige

for

retten enten af anklagemyndigheden selv eller ved indkaldelse af sagkyndige.

Udvalget har delt sig i spørgsmålet om, hvorvidt udvalget

skal foreslå en regulering af spørgsmålet om sagkyndige meddommere. Udvalgets

flertal finder således, at afvejningen overvejende er et retspolitisk

spørgsmål, og flertallet finder derfor hverken at burde anbefale eller

fraråde,

at der indføres regler om sagkyndige meddommere i sager om økonomisk

kriminalitet. Et mindretal finder, at der bør indføres en ordning med

sagkyndige meddommere.

Justitsministeriet

har

overvejet spørgsmålet bl.a. på baggrund af det i betænkningen anførte. I

overvejelserne er bl.a. indgået, at Retsplejerådet flere gange har overvejet

spørgsmålet om sagkyndige lægdommere og senest i forbindelse med

Retsplejerådets udtalelse om betænkning 1066/1986 om bekæmpelse af økonomisk

kriminalitet har udtalt sig imod regler om særligt sagkyndige domsmænd,

herunder i sager om økonomisk kriminalitet. Retsplejerådet har til støtte

herfor udtalt bl.a., at det er et grundlæggende princip bag

lægdommerordningen

i den danske strafferetspleje, at en straffesag skal forelægges retten på en

sådan måde, at den er forståelig for almindelige mennesker uden specialviden

eller særlige forudsætninger.

Justitsministeriet

kan tilslutte sig dette principielle udgangspunkt.

Efter

Justitsministeriet

s

opfattelse kan der anføres en række grunde til støtte for, at der bør

indføres

en ordning med særligt sagkyndige domsmænd i større straffesager om økonomisk

kriminalitet. Bl.a. kan det ikke afvises, at sagkyndige domsmænd lettere og

hurtigere end domsmænd udpeget efter de gældende regler vil kunne tilegne sig

den viden om økonomiske sammenhænge mv., som er nødvendig i den omhandlede

type

af straffesager.

Bl.a. i lyset af de grundlæggende principper i den danske

lægdommerordning, der er omtalt ovenfor, er det imidlertid

Justitsministeriet

s

opfattelse, at en ordning med særligt sagkyndige domsmænd i straffesager

– som

ikke i dag findes ved de almindelige domstole – rejser meget væsentlige

principielle

spørgsmål. I den forbindelse taler meget efter

Justitsministeriet

s

opfattelse for, at sådanne spørgsmål i givet fald bør drøftes og overvejes i

et

bredere perspektiv end det, som udvalget har haft mulighed for at anlægge.

Som

anført af udvalget opstår spørgsmålet om anvendelse af sagkyndige domsmænd

således ikke kun i den type af straffesager, som udvalget har beskæftiget sig

med, men også i andre typer af sager, herunder f.eks. straffesager om miljø-

og

lægeansvar og sager om seksuelle overgreb mod børn. I overensstemmelse hermed

har Vestre Landsret i et høringssvar over Brydensholt-udvalgets betænkning

bl.a. anført, at spørgsmål om ændringer i den gældende domsmandsordning i

givet

fald må undergives en nærmere sagkyndig udredning.

Til det anførte kommer, at der ikke synes at være nærmere

holdepunkter for at antage, at det ikke i dag skulle være muligt – bl.a.

ved en

hensigtsmæssig forelæggelse og gennemgang fra anklagemyndighedens side, ved

syn

og skøn og ved indkaldelse af sagkyndige vidner – at bibringe de

udpegede

domsmænd den forståelse for den konkrete sags økonomiske forhold og

omstændigheder

mv., som er nødvendig for, at der kan træffes en korrekt afgørelse i sagen.

Det kan i den forbindelse tilføjes, at domstolene ikke har

tilkendegivet et ønske om en ordning med særligt sagkyndige domsmænd, jf.

bl.a.

det, der er anført ovenfor om Vestre Landsrets høringssvar.

På den anførte baggrund finder

Justitsministeriet

efter en samlet vurdering ikke, at der i den foreliggende sammenhæng er

grundlag for at foreslå en sådan ordning. Lovforslaget indeholder derfor ikke

bestemmelser om særligt sagkyndige domsmænd.

2. Lovforslagets udformning

2.1. Straffesagens berammelse

2.1.1. Gældende ret

Tiltale mod en person rejses ved, at anklagemyndigheden

udfærdiger og underskriver et anklageskrift, jf. retsplejelovens § 831

og

§ 926. Anklageskriftet indleveres til retten, der berammer sagen til

domsforhandling. Retten giver parterne meddelelse om berammelsen, jf.

retsplejelovens § 840, der umiddelbart gælder for landsretssager, men

ifølge § 927 også finder anvendelse i byretssager.

Det fremgår ikke udtrykkeligt af retsplejeloven, at

parterne har mulighed for at anmode retten om at beramme sagen inden for en

rimelig frist.

Rettens afgørelse under domsforhandlingen om at udsætte

sagen kan kæres, jf. retsplejelovens § 968, stk. 2.

2.1.2. Udvalgets overvejelser og forslag

Til brug for udvalgets overvejelser har

Justitsministeriet

i et notat af 12. januar 2004 om effektive retsmidler i forhold til lang

sagsbehandlingstid i straffesager gennemgået de krav, der følger af Den

Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6 om rettergang »inden en

rimelig

frist« i bl.a. straffesager og artikel 13 om effektive retsmidler i tilfælde

af

en krænkelse heraf. Notatet indeholder endvidere en beskrivelse af

eksisterende

retsmidler i dansk ret og en vurdering af, om disse retsmidler opfylder

konventionens krav.

Justitsministeriet

s notat

er optrykt som bilag 1 til betænkningen.

Det fremgår af notatet, at der efter

Justitsministeriet

s

opfattelse i straffesager findes effektive retsmidler, jf. artikel 13 i

konventionen, over for påståede krænkelser af retten til en rettergang inden

en

rimelig frist, jf. artikel 6, stk. 1, i konventionen. Dette gælder, hvad

enten der er tale om perioden forud for sagens indbringelse for domstolene,

mens sagen behandles af domstolene, eller efter sagens afslutning, hvad enten

sagen afsluttes ved en afgørelse truffet af politiet, anklagemyndigheden

eller

domstolene.

For så vidt angår muligheden for at klage til den

overordnede anklagemyndighed over påståede krænkelser af retten til en

rettergang inden en rimelig frist, jf. artikel 6, stk. 1, i

konventionen,

anbefales det imidlertid, at der udarbejdes retningslinier for behandlingen

af

sådanne sager, f.eks. i form af en meddelelse fra Rigsadvokaten om muligheden

for at klage over politiets sagsbehandlingstid, herunder en nærmere

beskrivelse

af den overordnede anklagemyndigheds reaktionsmuligheder, f.eks. i form af at

pålægge den underordnede anklagemyndighed at træffe afgørelse inden en

fastsat

frist.

Det anbefales ligeledes, at det præciseres i f.eks.

retsplejeloven, at der er mulighed for at anmode om at få berammet en sag,

hvis

tiltalte/anklagemyndigheden f.eks. mener, at retten til en rettergang inden

en

rimelig frist er blevet krænket eller er ved at blive krænket, og at

beslutningen

om berammelse kan kæres til højere ret.

Af betænkningen fremgår, at udvalget har gennemgået det

tidsmæssige forløb af en række tilfældigt udvalgte sager hos Statsadvokaturen

for særlig økonomisk kriminalitet, der i vidt omfang er repræsentative for

den

tungere del af de økonomiske sager. Udvalget understreger, at gennemgangen

ikke

kan tages som udtryk for en statistisk oversigt, men bemærker, at tallene

viser

ret lange berammelsestider (perioden mellem anklagemyndighedens indlevering

af

anklageskriftet til retten og domsforhandlingens start).

Udvalget bemærker bl.a. på baggrund af

Justitsministeriet

s

notat, at den lange berammelsestid kan udgøre et problem i relation til Den

Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, fordi sagen ofte ligger

helt stille i denne periode, hvilket er et af de momenter, der tillægges vægt

ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelser.

Udvalget bemærker, at retsstillingen i dag er sådan, at

anklagemyndigheden og den tiltalte har mulighed for at anmode retten om at

beramme sagen til domsforhandling og kan protestere mod eventuelle

udsættelser,

og udvalget henviser i den forbindelse til retspraksis herom.

Udvalget tilslutter sig dog de anbefalinger, som er

indeholdt i

Justitsministeriet

s notat af 12.

januar 2004, og foreslår på den baggrund en udtrykkelig bestemmelse om, at

anklagemyndigheden og den tiltalte kan anmode retten om at beramme en sag.

Udvalget finder, at bestemmelsen i givet fald kunne placeres i

retsplejelovens

kapitel 80 som et nyt stk. 2 til retsplejelovens § 927 a. Udvalget

bemærker, at kapitel 80 kun vedrører byretssager, og at der herved ikke tages

stilling til nævningesager. Udvalget finder imidlertid, at det særligt er ved

de store sager om økonomisk kriminalitet, at problemstillingen vedrørende

lang

sagsbehandlingstid kan blive aktuel, og disse sager starter altid som

byretssager.

Udvalget foreslår endvidere, at det i retsplejelovens

§ 968, stk. 2, om kære af rettens afgørelser om bl.a. udsættelse

tydeliggøres, at en beslutning om ikke at beramme eller først at beramme

langt

ude i fremtiden eller om ikke at fremme en påbegyndt domsforhandling mest

muligt,

f.eks. ved kun at anvende én retsdag om ugen i en meget omfattende sag, kan

påkæres, uanset at der formelt set ikke foreligger en udsættelse.

Der henvises til betænkningen side 66-69 og side 128.

2.1.3.

Justitsministeriet

s

overvejelser

For så vidt angår perioden inden sagen er indbragt for

domstolene, henvises til pkt. 1.4 ovenfor, hvoraf fremgår, at Rigsadvokaten

har

tilkendegivet at ville udarbejde retningslinjer om muligheden for at klage

over

politiets sagsbehandlingstid og om den overordnede anklagemyndigheds

reaktionsmuligheder, f.eks. i form af pålæg til den underordnede

anklagemyndighed

om at træffe afgørelse inden en fastsat frist.

For så vidt angår perioden efter at sagen er indbragt for

domstolene, kan

Justitsministeriet, som det

også fremgår af notatet af 12. januar 2004, tilslutte sig, at det kommer til

at

fremgå udtrykkeligt af retsplejeloven, at parterne kan anmode retten om at

beramme en sag, efter at anklageskriftet er indleveret.

Justitsministeriet

finder

dog, at en sådan bestemmelse ikke bør begrænses til straffesager, der

behandles

i 1. instans under medvirken af domsmænd. Det foreslås derfor, at

bestemmelsen

indsættes i § 840 i retsplejelovens kapitel 76 om iværksættelse af

tiltale

og forberedelse af domsforhandling for landsret. Bestemmelsen vil herefter

finde anvendelse i nævningesager og i kraft af henvisningsreglerne i

retsplejelovens

§ 927, § 939 og § 965 a ligeledes i straffesager, der

behandles

ved byretten og i landsrettens behandling af ankesager.

Justitsministeriet

vil

endvidere nu overveje, om der også for så vidt angår de civilretlige sager

bør

indføres en udtrykkelig adgang til, at parterne kan anmode retten om at

beramme

en sag.

Justitsministeriet

kan

endelig tilslutte sig udvalgets forslag om, at det præciseres i

retsplejeloven,

at rettens afgørelser vedrørende berammelsen kan kæres.

Lovforslaget er udarbejdet i overensstemmelse hermed.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets

§ 1, nr. 6 og 11.

2.2. Flere dommere i 1. instans

2.2.1. Gældende ret

Hovedparten af straffesager om økonomisk kriminalitet

behandles i 1. instans ved byretten under medvirken af en dommer og to

domsmænd, jf. retsplejelovens § 686 og § 18, stk. 2. Ved

afstemninger har dommeren og domsmændene hver en stemme.

Kun en dommer og en domsmand, som har overværet sagens

mundtlige forhandlinger i deres helhed, kan deltage i sagens afgørelse, jf.

retsplejelovens § 214, stk. 3. Efter bestemmelsen kan en

nævningesag

eller domsmandssag ved landsretten gennemføres, selv om en nævning, en

domsmand

og/eller en dommer får forfald eller af andre grunde må fratræde, efter at

domsforhandlingen er begyndt. Der er derimod som udgangspunkt ikke efter de

gældende regler mulighed for at gennemføre en straffesag ved byretten,

såfremt

en dommer eller en domsmand får forfald eller må fratræde, efter at

domsforhandlingen er begyndt. I et sådant tilfælde må sagen derfor udsættes

eller gå om.

Antages domsforhandlingen at ville blive af længere

varighed, kan der dog udpeges en suppleant for dommeren, der indtræder i

stedet

for denne, såfremt vedkommende bliver forhindret i at deltage ved sagens

behandling

og pådømmelse, jf. retsplejelovens § 18. Der kan tilsvarende udpeges en

eller eventuelt to suppleanter for domsmændene. Suppleanterne overværer

domsforhandlingen og kan efter dommerens bestemmelse også overvære rettens

rådslagninger og afstemninger, men deltager ikke i disse.

2.2.2. Udvalgets overvejelser og forslag

Udvalget bemærker, at sager om økonomisk kriminalitet, som

ofte vedrører velkendte problemstillinger inden for strafferetten, også

fortsat

naturligt vil kunne behandles ved byretterne som første instans under

medvirken

af en juridisk dommer og to domsmænd. Udvalget henviser i den forbindelse

til,

at udviklingen i de seneste årtier har vist en klar tendens i retning af at

udvide byretternes kompetence i både civile sager og straffesager, og at

byretsdommere således er vant til at behandle både store og komplicerede

sager

inden for begge områder. Udvalget henviser endvidere til, at Retsplejerådet

har

foreslået, at også nævningesager fremover skal behandles ved byretterne i 1.

instans under medvirken af 2 juridiske dommere og 6 nævninger, jf. betænkning

nr. 1352/1998 om behandling af nævningesager.

Visse sager om økonomisk kriminalitet har imidlertid et

sådant omfang, at behandlingen i retten med to retsdage om ugen varer ½ år

eller mere. Da disse sager tillige ofte indeholder komplicerede bevismæssige

og

juridiske problemstillinger, kan de være en betydelig belastning ikke mindst

for den juridiske dommer. Der vil ofte i sådanne sager af hensyn til risikoen

for dommerens forfald være udpeget en suppleant for dommeren. Dommeren kan i

et

vist omfang rådføre sig med suppleanten, men suppleanten deltager ikke i

rettens rådslagninger og afstemninger.

For at udnytte de medvirkende dommeres arbejdskraft bedst

muligt finder udvalget derfor, at det vil være hensigtsmæssigt, at begge

dommere medvirker i behandlingen, og at ordningen får et bredere

anvendelsesområde.

Er der tale om en byret, der består af kun én eller to dommere,

jf. retsplejelovens § 17, stk. 1, og stk. 4, foreslår

udvalget,

at den anden dommer beskikkes efter retsplejelovens § 45. Efter denne

bestemmelse kan landsrettens præsident meddele midlertidig beskikkelse som

yderligere dommer, når byrettens forhold tilsiger det. Beskikkelsen meddeles

en

af de dommere i landsretskredsen, der efter retsplejelovens § 15,

stk. 6, er ansat fortrinsvis til varetagelse af de i § 45 nævnte

opgaver (»rejsedommere«).

Udvalget foreslår, at den dommer, der i øvrigt beklæder den

pågældende ret, eller – hvis denne dommer ikke deltager i

domsforhandlingen –

den efter embedsalder ældste dommer fungerer som retsformand. Dommerne kan

dog

aftale andet. Udvalget foreslår endvidere, at en enkelt dommer kan handle på

rettens vegne uden for domsforhandlingen.

Udvalget finder videre, at det for at bevare domsmændenes

flertal som konsekvens af forslaget om flere dommere vil være naturligt at

udvide domsmændenes antal til 3. Hvis én af domsmændene må melde forfald, kan

de resterende 2 domsmænd tillægges hver 1½ stemme.

Udvalgets forslag omfatter alene sager om økonomisk

kriminalitet af længere varighed. Udvalget angiver som et udgangspunkt, der

kan

fraviges i begge retninger, sager med mindst 50 retsdage. Udvalget bemærker,

at

forslaget ikke medfører udgifter til aflønning af en ekstra dommer under

sagen,

hvis man undlader at udpege en suppleant for de juridiske dommere.

Herudover finder udvalget, at det i disse tilfælde bør

overvejes at udvide bestemmelsen i retsplejelovens § 214, stk. 3,

hvorefter en sag kan fortsætte i tilfælde af en dommers, en nævnings eller en

domsmands forfald, til også at omfatte disse store sager om økonomisk

kriminalitet, således at hverken en dommers eller en domsmands forfald vil

betyde, at sagen skal gå om. I så fald vil det ikke være nødvendigt at udpege

en suppleant for hverken dommer eller domsmand, medmindre sagen er af helt

ekstraordinær lang varighed.

Der henvises til betænkningen side 119-121 og 134-135.

2.2.3.

Justitsministeriet

s

overvejelser

Justitsministeriet

er enig

med udvalget i, at det vil være hensigtsmæssigt i længerevarende og

komplicerede sager om økonomisk kriminalitet, at retten sammensættes af to

juridiske dommere. Ikke mindst i de sager, hvor der i dag af hensyn til

risikoen for forfald er udpeget en suppleant for dommeren i medfør af

retsplejelovens

§ 18, stk. 1, vil det være naturligt, at begge virker ved sagens

behandling. En sådan ordning vil ud over en bedre ressourceanvendelse desuden

styrke behandlingen af disse sager.

Justitsministeriet

er

desuden enig i forslaget om, at der for at bevare domsmændenes flertal bør

medvirke 3 domsmænd i sådanne sager frem for som i dag 2.

Udvalget har foreslået, at der skal medvirke 2 dommere og 3

domsmænd i alle sager om økonomisk kriminalitet, der forventes at have en

længere varighed. Udvalget har ikke nærmere afgrænset, hvad der skal forstås

ved en økonomisk straffesag, men har anført, at begrebet »af længere

varighed«

som udgangspunkt forudsætter en varighed på mindst ca. 50 retsdage. Udvalget

har samtidig anført, at ordningen efter en konkret vurdering af bl.a. sagens

kompleksitet kan finde anvendelse i sager, hvor den forventede varighed er

f.eks. 40 retsdage, og at ordningen i andre tilfælde kan virke overflødig i

nogle sager på f.eks. 60 retsdage. Det fremgår således, at der efter

udvalgets

forslag er overladt et skøn til domstolene, hvori også hensynet til sagens

kompleksitet indgår.

Justitsministeriet

er enig

i, at ordningen bør rette sig mod længerevarende økonomiske straffesager af

en

vis kompleksitet, og at 50 retsdage kan tjene som udgangspunkt for, om en sag

må anses for længerevarende.

Det vil herefter bero på en konkret vurdering, hvorvidt

sagens kompleksitet er af en sådan beskaffenhed, at der skal medvirke 2

dommere.

Justitsministeriet

finder derfor, at

bestemmelsen bør udformes således, at udpegningen af 2 dommere i de

længerevarende økonomiske straffesager ikke er pligtmæssig, men fakultativ.

Kompetence til at træffe afgørelse herom tillægges den stedlige

landsretspræsident efter indstilling af dommeren eller ved de præsidentledede

embeder byrettens præsident.

Justitsministeriet

kan

tilslutte sig udvalgets forslag, hvorefter den dommer, der i øvrigt beklæder

den pågældende ret, eller såfremt denne dommer ikke deltager i

domsforhandlingen, den efter embedsalder ældste dommer virker som

retsformand,

medmindre dommerne aftaler andet. Uden for domsforhandlingen kan en enkelt

dommer handle på vegne af retten.

Som konsekvens heraf forslår

Justitsministeriet,

at der indsættes en bestemmelse i retsplejeloven om stemmefordeling ved

forfald. Herefter skal hver dommer og hver domsmand have én stemme ved

afstemninger.

I sager om økonomisk kriminalitet, der forventes at have en længere varighed,

hvori der medvirker 2 dommere og 3 domsmænd, har, hvis undtagelsesvis kun en

dommer medvirker, denne to stemmer. På samme måde har hver domsmand 1½

stemme,

hvis der undtagelsesvis kun medvirker 2 domsmænd.

Det må antages, at der næppe vil være behov for i disse

sager tillige at udpege en suppleant efter reglerne i retsplejelovens

§ 18, stk. 1 og 2, henset til lovforslagets § 1, nr. 4

(retsplejelovens § 214, stk. 3), hvorefter sagen vil kunne

gennemføres i tilfælde af, at en dommer og/eller en domsmand får forfald

eller

af andre grunde må fratræde.

Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets

§ 1, nr. 1, nr. 4 og nr. 9.

2.3. Forberedelse på skriftligt grundlag

2.3.1. Gældende ret

Den almindelige regel om mundtlighed i retsplejen i videst

muligt omfang er fastslået i grundlovens § 65. Efter retsplejelovens

§ 148 forhandles retssager mundtligt, og skrift anvendes kun i det

omfang,

loven særligt bestemmer det. Mundtlighedsprincippet er dog ikke

undtagelsesfrit. For så vidt angår straffesager kan bl.a. nævnes muligheden

for

skriftlig forelæggelse, jf. retsplejelovens § 927 b, og for indlevering

af

parternes procedure skriftligt, jf. retsplejelovens § 928 a, stk. 2

og 3.

Dokumenter, der benyttes som bevismiddel i sagen, oplæses

som udgangspunkt i retten, jf. retsplejelovens § 877, der vedrører

nævningesager, men som ifølge retsplejelovens § 928, stk. 3, og

§ 965 a, finder tilsvarende anvendelse på domsmandssager ved byretten og

ankebehandlingen af domme afsagt af byretterne.

2.3.2. Udvalgets overvejelser og forslag

Af udvalgets gennemgang af en række tilfældigt udvalgte

straffesager om økonomisk kriminalitet fremgår, at der navnlig i første

instans

ofte er tale om domsforhandlinger, der strækker sig over mange retsdage.

Udvalget

har på den baggrund overvejet mulighederne for at effektivisere

domsforhandlingen.

Udvalget bemærker, at de gældende regler om skriftlig forelæggelse

og procedure formuleringsmæssigt synes at være fuldt tilstrækkelige, og at en

øget anvendelse af reglerne må antages at kunne indebære en tidsmæssig

gevinst.

Udvalget har herefter overvejet mulighederne for forberedelse på skriftligt

grundlag, således at revisionsrapporter og andre omfattende dokumenter kunne

forudsættes læst. Herefter kunne oplæsning i retten af de pågældende

dokumenter

undlades, idet det dog i et vist omfang ville kunne være nødvendigt med

forklarende mundtlige gennemgange og mere detaljerede gennemgange af punkter,

hvor der er uenighed. Udvalget anbefaler en sådan mulighed for skriftlig

forberedelse.

Udvalget har overvejet, om en sådan forberedelse på

skriftligt grundlag kunne finde sted i perioden mellem anklageskriftets

indlevering

til retten og indledningen af domsforhandlingen, hvor sagen ligger stille.

Udvalget

finder dog, at forberedelsen på skriftligt grundlag bør foretages efter

påbegyndelsen af domsforhandlingen, da det er nødvendigt, at sagen har været

forelagt, og at tiltalte har haft mulighed for at afgive forklaring, for at

dommerne og domsmændene skal kunne få tilstrækkeligt udbytte af en sådan

forberedelse.

Det er udvalgets opfattelse, at en sådan ordning ud over at

være tidsbesparende for de fleste domsmænds vedkommende vil give mulighed for

en bedre tilegnelse af de ofte komplicerede problemstillinger på et mere

hensigtsmæssigt tidspunkt i processen, idet materialet ofte er meget

vanskeligt

at få overblik over i forbindelse med en omfattende mundtlig gennemgang.

Udvalget er opmærksom på, at en ordning som beskrevet vil

betyde en udvidelse af domsmændenes arbejdsopgaver til også at kræve

forberedelse uden for afholdelsen af retsmøderne. Udvalget finder, at

gennemlæsningen

bør ske således, at alle rettens medlemmer mødes på aftalte tidspunkter,

således at gennemlæsningen sker i rettens lokaler. Ordningen vil medføre, at

nogle retsmøder med deltagelse af alle aktører vil kunne undgås, men til

gengæld vil ordningen kræve, at domsmændene og dommeren uden for retsmøderne

skal

etablere arbejdsformer, hvor dokumentgennemgangen kan finde sted. Dette er

efter udvalgets opfattelse næppe mindre tidskrævende end den traditionelle

dokumentation i retten. Det er således navnlig anklageren, forsvareren og den

tiltalte, der vil kunne opnå en tidsbesparelse ved ordningen.

Udvalget bemærker samtidig, at domsmændenes egen

gennemlæsning af omfattende dokumenter ikke må føre til, at domsmændene på

forhånd – inden resten af bevisførelsen under domsforhandlingen og inden

proceduren

– lægger sig fast på forståelsen af disse dokumenters indhold. Det er

imidlertid udvalgets opfattelse, at i de tilfælde, hvor dette kunne være et

problem, kan problemet løses ved supplerende mundtlige gennemgange i retten

samt etablering af møder mellem retsformanden og domsmændene til afklaring af

tvivlsspørgsmål i forbindelse med gennemlæsningen.

Udvalget finder, at ordningen skal gælde for alle

sagkyndige erklæringer, f.eks. revisionsberetninger, responsa (f.eks. om skat

eller kursskæringer ved aktiesalg) og syn- og skønserklæringer. Det vil efter

udvalgets opfattelse herefter i retsmødet være tilstrækkeligt at omtale

konklusioner mv. i det for sagen nødvendige omfang. Ordningen skal ikke

forhindre,

at omtvistede dele gøres til genstand for udførlig behandling under

domsforhandlingen, ligesom undladelsen af oplæsning normalt bør forudsætte,

at

begge parter er indforstået dermed.

Udvalget har overvejet, om der bør indføres en frist for

indsigelser mod revisionsberetninger mv., således at disse er afklaret forud

for gennemlæsningen. Imidlertid finder udvalget, at tvivlsspørgsmål og

indsigelser bør afklares inden den endelige udformning af

revisionsberetningen,

og som hovedregel allerede når revisionstemaerne fastlægges. Dette gælder,

uanset om tvivlsspørgsmålet forsøges afklaret gennem modrevision eller gennem

syn og skøn. En frist for indsigelser ville være processuelt hensigtsmæssig,

men vil som følge af den nævnte afklaring som hovedregel ikke være nødvendig,

ligesom en sådan bestemmelse ville lægge større begrænsninger på adgangen til

forsvar, end hvad der er almindeligt i dansk ret. Dertil kommer, at den fulde

forståelse af sådanne erklæringer for så vidt angår de mere komplicerede

spørgsmål ofte forudsætter, at erklæringerne er afhjemlet i retten. Udvalget

har på den baggrund ikke fundet anledning til at foreslå en frist for

indsigelser.

Udvalget finder, at der for at tilgodese kravet om

offentlighed i retsplejen samtidig skal gives offentligheden adgang til at

gennemse revisionsberetninger mv. i hvert fald de dage, hvor indholdet indgår

i

domsforhandlingen. Under hensynstagen til, at der kan være behov for i stedet

at følge domsforhandlingen på netop de dage, foreslår udvalget, at

gennemsynsfristen udstrækkes med yderligere en uge. Desuden foreslår

udvalget,

at der i retsplejelovens § 31 a indsættes en henvisning til, at

beslutninger om lukkede døre, navneforbud mv. også finder anvendelse på de

dokumenter, der ikke oplæses, således at der ikke er adgang til indsigt i

sådanne dokumenter.

Udvalget finder, at ordningen om gennemlæsning uden

afholdelse af retsmøde bør kunne anvendes i domsmandssager i såvel 1. som 2.

instans, men ikke i nævningesager. En bestemmelse om den nævnte ordning kan

derfor indsættes i retsplejelovens kapitel 80 om tiltale og domsforhandling

for

byret mv. Udvalget foreslår, at bestemmelsen indsættes som retsplejelovens

§ 927 c.

Der henvises til betænkningen side 78-79, 91-92 og 130-131.

2.3.3.

Justitsministeriet

s

overvejelser

En adgang for retten til at beslutte, at oplæsning af

omfattende sagkyndige erklæringer eller andre bilag i sagen kan undlades

eller

erstattes af en mundtlig sammenfatning, vil kunne reducere antallet af

retsdage

i de længerevarende straffesager.

En sådan adgang vil derfor efter omstændighederne kunne

bidrage til en hurtigere og mere effektiv gennemførelse af disse

straffesager,

idet det tidsrum, hvor alle sagens aktører skal være til stede, herved

begrænses.

En begrænsning af antallet af retsdage vil navnlig frigøre ressourcer for

anklagemyndigheden og forsvareren og efter omstændighederne også mindske

belastningen for den tiltalte, mens der i almindelighed ikke vil være tale om

en ressourcebegrænsning for retterne, idet det vil være op til retsformanden

at

sikre, at rettens medlemmer gennemlæser bilagene.

Justitsministeriet

finder ligesom udvalget, at dette bør ske, ved at alle rettens medlemmer

mødes

på aftalte tidspunkter, således at gennemlæsningen sker i rettens lokaler.

Justitsministeriet

er

ligeledes enig i, at en gennemlæsning i rettens lokaler, eventuelt ledsaget

af

en mundtlig sammenfatning i retten, efter omstændighederne vil kunne give

domsmændene bedre mulighed for at tilegne sig de ofte komplicerede

problemstillinger på et mere hensigtsmæssigt tidspunkt i processen end en

omfattende mundtlig oplæsning i retten.

Under disse omstændigheder finder

Justitsministeriet

ikke, at det grundlæggende princip om mundtlighed i retsplejen taler

afgørende

imod indførelse af en sådan ordning, der skal ses som et redskab til i videst

muligt omfang at sikre den mest hensigtsmæssige tilrettelæggelse af navnlig

meget langvarige og komplicerede straffesager. Efter

Justitsministeriet

s

opfattelse bør det overlades til retten efter en samlet vurdering at afgøre,

hvorvidt det i det enkelte tilfælde vil være hensigtsmæssigt at udnytte denne

adgang. Retten bør dog høre parterne, inden der træffes afgørelse herom, og

som

anført af udvalget bør undladelse af oplæsning af dokumenter i sagen normalt

forudsætte, at begge sagens parter er indforstået dermed.

Justitsministeriet

er enig

i det af udvalget anførte om, at det i fornødent omfang ved supplerende

mundtlige gennemgange i retten samt etablering af møder mellem retsformanden

og

domsmændene til afklaring af tvivlsspørgsmål i forbindelse med

gennemlæsningen

vil kunne forhindres, at domsmændene på forhånd – inden resten af

bevisførelsen

under domsforhandlingen og inden proceduren – lægger sig fast på

forståelsen af

disse dokumenters indhold.

Justitsministeriet

kan

tilslutte sig udvalgets forslag, hvorefter adgang til at undlade oplæsning

begrænses til domsmandssager i 1. og 2. instans og således ikke finder

anvendelse i nævningesager.

Justitsministeriet

er

desuden enig med udvalget i, at hensynet til offentlighed i retsplejen

tilsiger, at gennemførelsen af en adgang som den foreslåede bør suppleres af

en

bestemmelse om, at offentligheden får adgang til i en uge at gennemse

bilagene

i retten.

Justitsministeriet

finder, at en

sådan bestemmelse mest hensigtsmæssigt kan placeres i retsplejelovens

§ 41

c.

Justitsministeriet

er

endelig enig med udvalget i, at der som en konsekvens i retsplejelovens

§ 31 a bør indsættes en henvisning til, at beslutninger om lukkede døre,

navneforbud mv. også finder anvendelse på de dokumenter, der ikke oplæses,

således at der ikke er adgang til indsigt i sådanne dokumenter.

Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1,

nr. 2, nr. 3, nr. 8 og nr. 10.

2.4. Vidnebevis

2.4.1. Gældende ret

Det følger af bevisumiddelbarhedsprincippet, at

vidneforklaring som udgangspunkt afgives i forbindelse med domsforhandlingen

for

den ret, ved hvilken sagen behandles. Et vidnes forklaring i et retsmøde til

retsbogen kan dog også efter omstændighederne anvendes som bevismiddel, og

forklaringen oplæses så i retten. Dette kan f.eks. være tilfældet, såfremt

vidnet

er død eller af anden grund ikke kan afhøres på ny, eller retten har fundet

det

mest hensigtsmæssigt, at vidneforklaring i stedet afgives for en anden byret,

jf. retsplejelovens § 877, stk. 2, nr. 3.

I ankesager kan vidners og syn- og skønsmænds forklaringer

til retsbogen benyttes som bevis, hvis ingen af parterne inden

domsforhandlingen har anmodet om fornyet afhøring, jf. retsplejelovens

§ 965 c, stk. 4.

Forklaringer til politirapporter kan derimod almindeligvis

ikke anvendes som bevismiddel. Efter retsplejelovens § 877, stk. 3,

kan et vidnes forklaring til politirapport kun benyttes som bevismiddel, når

retten undtagelsesvis giver tilladelse til det. Tiltaltes forklaring om

sigtelsen til politirapport kan dog i udeblivelsessager benyttes som

bevismiddel, når forsvareren begærer det, jf. retsplejelovens § 877,

stk. 2, nr. 6.

Forsvareren overværer normalt ikke politiets afhøringer af

andre end sigtede, jf. retsplejelovens § 745 c modsætningsvis. Er der

undtagelsesvis tale om afhøringer, der kan formodes at ville finde anvendelse

som bevis under domsforhandlingen, skal forsvareren ifølge retsplejelovens

§ 745 d underrettes, så denne kan få lejlighed til at være til stede.

Kan

forsvareren ikke deltage, eller kan politiet ikke give forsvareren

meddelelse,

kan der kun foretages efterforskningsskridt, som ikke kan opsættes.

Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6

fastslår retten til en retfærdig rettergang (»fair trial«). Af konventionens

artikel 6, stk. 3, litra d, fremgår, at enhver, der er anklaget for en

lovovertrædelse, mindst skal have adgang til at afhøre eller lade afhøre

vidner

ført imod ham og at få vidner for ham tilsagt og afhørt på samme betingelser

som vidner, der føres imod ham.

Bevisumiddelbarhedsprincippet er også ifølge Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstols praksis et grundlæggende princip, men afvigelse

fra

princippet accepteres i et vist omfang. Ved vurderingen af, om forklaringer,

som ikke afgives under domsforhandlingen, kan indgå som bevis i sagen, indgår

det som et centralt element, om den anklagede eller dennes repræsentant har

haft mulighed for at imødegå forklaringerne ved kontraafhøring mv. Det indgår

endvidere bl.a., om der er rimelig grund til at fravige udgangspunktet om

bevisumiddelbarhed, om forsvarets rettigheder er respekteret, og endelig om

den

pågældende forklaring er det eneste eller det afgørende bevis.

2.4.2. Udvalgets overvejelser og forslag

Udvalget har gennemgået praksis fra Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol og danske afgørelser i relation hertil og har på

den

baggrund overvejet procesbesparende muligheder i forbindelse med vidneførsel.

En mulighed kunne være en adgang til at lade vidnet vedstå sin forklaring til

politirapport frem for at foretage en helt ny afhøring i retten. En anden

mulighed kunne være en adgang til at benytte vidnets forklaring til

politirapport som bevis (dokumentation af politirapport), såfremt parterne er

enige herom.

Et flertal i udvalget finder, at der bør udfærdiges en klar

hjemmel til, at dokumentation af rapportforklaringer kan benyttes, hvis

parterne er enige om det. Formålet med bestemmelsen er at opnå en

procesbesparelse, således at det f.eks. kan undgås at skulle afhøre flere

vidner med ensartede forklaringer. Flertallet ønsker ikke ved en sådan

bestemmelse

at ændre på praksis efter retsplejelovens § 877, stk. 3, hvorefter

erklæringer og vidnesbyrd, der ikke falder ind under § 877, stk. 1

eller 2, kun undtagelsesvis kan dokumenteres, men flertallet finder, at det

vil

være praktisk, hvis parterne selv kan tage stilling til spørgsmålet, frem for

at retten skal give tilladelse hertil.

Flertallet finder samtidig, at adgangen til at dokumentere

rapportforklaringer skal begrænses til de tilfælde, hvor den person, der har

afgivet forklaring, ville være omfattet af en pligt til at afgive

vidneforklaring i retten. I modsat fald ville man kunne dokumentere en

rapportforklaring fra en person, der er sigtet i en anden sag, og som har

afgivet forklaring til politirapport i den nu verserende sag. Hvis denne

person

ved at afgive forklaring i den nu verserende sag ville risikere at

inkriminere

sig selv (udsætte sig selv for straf) i relation til den sag, hvor han selv

er

sigtet, ville han være fritaget for at afgive vidneforklaring, og flertallet

finder, at det ville være uheldigt, hvis hans rapportforklaring herefter

skulle

kunne dokumenteres.

Et mindretal i udvalget er af principielle grunde imod, at

der kan ske dokumentation af rapportforklaringer, uanset parternes enighed

herom. Mindretallet bemærker, at indenretligt afgivne forklaringer til tider

afviger ganske væsentligt fra de i politirapporterne gengivne forklaringer,

også i tilfælde hvor ingen med kendskab til sagen havde anledning til at tro,

at det ville forholde sig sådan. Mindretallet anfører, at også praktiske

erfaringer derfor taler for at fastholde princippet om bevisumiddelbarhed.

Mindretallet finder endvidere, at der ikke ses at være

påvist noget behov for en sådan regel. I ekstraordinære situationer vil en

politirapport indeholdende forklaringer således allerede i dag kunne

dokumenteres i medfør af retsplejelovens § 877, stk. 3, og er der

tale om forklaringer vedrørende faktiske omstændigheder, som ikke bestrides

af

nogen af parterne, vil disse kunne afgive en proceserklæring, således at

disse

spørgsmål ikke gøres til genstand for bevisførelse. Dette sidste forudsætter

ganske vist, at der ikke er tale om spørgsmål af central betydning for sagen,

jf. princippet om den materielle sandhed. Det eneste formål, en regel som den

foreslåede ville kunne have, ville være at erstatte centrale vidneudsagn med

dokumentationen af den pågældende politirapport, og netop ved centrale

vidneudsagn er dels de principielle synspunkter, dels de ovennævnte praktiske

erfaringer af største betydning.

Der henvises til betænkningen side 84-88 og side 131-133.

2.4.3.

Justitsministeriet

s

overvejelser

Forslaget om adgang til at anvende vidners forklaring til

politirapport som bevismiddel omfatter kun tilfælde, hvor såvel forsvareren

som

anklagemyndigheden – der begge vil være bekendt med forklaringen –

samtykker

heri, og hvor der desuden er tale om en forklaring afgivet af en person, som

ville være forpligtet til at afgive forklaring som vidne i retten efter

bestemmelserne i retsplejelovens §§ 168-172.

På denne baggrund gør de retssikkerhedsmæssige

betænkeligheder, der i almindelighed knytter sig til dokumentation af vidners

forklaringer til politirapport, og som medfører, at sådanne forklaringer

efter

gældende ret kun undtagelsesvis kan benyttes som bevis i straffesager, sig

efter

Justitsministeriet

s opfattelse ikke gældende

i samme grad. Samtidig må det antages, at kravet om enighed i praksis vil

betyde, at ordningen fortrinsvis vil blive anvendt i forbindelse med mere

perifere vidneforklaringer, således at dokumentation af vidners forklaringer

til politirapport også fortsat vil have undtagelsens karakter.

Justitsministeriet

er enig

med udvalgets flertal i, at en adgang som den foreslåede vil kunne virke

procesbesparende i nogle tilfælde, f.eks. hvor flere vidner har afgivet

samstemmende forklaring om et forhold, og

Justitsministeriet

kan tilslutte sig indførelsen af en sådan adgang.

Efter

Justitsministeriet

s

opfattelse bør det i sidste ende være rettens afgørelse, om dokumentation af

et

vidnes forklaring til politirapport bør tillades. Det forudsættes imidlertid,

at retten som hovedregel giver tilladelse hertil, såfremt parterne er enige.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets

§ 1, nr. 7.

2.5. Mulighed for indhentelse af teleoplysninger i

sager om insiderhandel og kursmanipulation mv.

2.5.1. Gældende ret

Reglerne om politiets mulighed for at foretage

teleoplysning findes i retsplejelovens kapitel 71 om indgreb i

meddelelseshemmeligheden,

observation og dataaflæsning.

Teleoplysning er ifølge retsplejelovens § 780,

stk. 1, nr. 3, indhentelse af oplysning om, hvilke telefoner eller andre

tilsvarende kommunikationsapparater der sættes i forbindelse med en bestemt

telefon eller andet kommunikationsapparat, selv om indehaveren af dette ikke

har meddelt tilladelse hertil.

Det følger af retsplejelovens § 781, stk. 1, at

indgreb i meddelelseshemmeligheden kun må foretages, såfremt

1)

der er bestemte

grunde til at antage, at der på den pågældende måde gives meddelelser eller

foretages forsendelser til eller fra en mistænkt,

2)

indgrebet må

antages at være af afgørende betydning for efterforskningen og

3)

efterforskningen

angår en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år

eller

derover, eller overtrædelse af en række specifikt nævnte straffebestemmelser.

Efter retsplejelovens § 781, stk. 2 og 3, kan

teleoplysning endvidere foretages, såfremt betingelserne i § 781,

stk. 1, nr. 1 og 2, er opfyldt, og mistanken angår fredskrænkelser

(straffelovens § 263, stk. 2, eller § 263, stk. 3, jf.

stk. 2), gentagne overtrædelser af et polititilhold (straffelovens

§ 265), databedrageri (straffelovens § 279 a) eller brugstyveri

begået ved anvendelse af en telekommunikationstjeneste (straffelovens

§ 293, stk. 1).

Adgangen til indgreb i meddelelseshemmeligheden er

begrænset af et proportionalitetskrav, idet et indgreb ikke må foretages,

såfremt det ville være uforholdsmæssigt efter indgrebets formål, sagens

betydning og den krænkelse og ulempe, som indgrebet må antages at forvolde

den

eller de personer, som det rammer, jf. retsplejelovens § 782.

Et indgreb i meddelelseshemmeligheden sker ved forudgående

retskendelse, medmindre formålet ville forspildes, hvis man skulle afvente

retskendelse. I så fald forelægger politiet efterfølgende indgrebet for

retten

til godkendelse, jf. retsplejelovens § 783.

Inden retten afsiger kendelse om et indgreb i

meddelelseshemmeligheden, skal der beskikkes en advokat for den, som

indgrebet

vedrører, og advokaten skal have lejlighed til at udtale sig, jf.

retsplejelovens § 784.

Når indgrebet er afsluttet, skal der som udgangspunkt gives

underretning om indgrebet til indehaveren af den pågældende telefon. Har den

pågældende været mistænkt, skal der også gives underretning om dette og om,

hvilken lovovertrædelse mistanken har angået, jf. retsplejelovens § 788.

2.5.2. Rapporten om indgreb i

meddelelseshemmeligheden ved børsstrafferetlige overtrædelser afgivet af en

arbejdsgruppe under Brydensholt-udvalget.

Brydensholt-udvalget afgav i 1999 betænkning nr. 1377 om

børnepornografi og IT-efterforskning, hvori udvalget bl.a. gennemgik

retsplejelovens regler om indgreb i meddelelseshemmeligheden. Af betænkningen

fremgår, at et flertal af udvalgets medlemmer fandt, at der kunne være

anledning til at overveje udvidelser af mulighederne for indgreb i

meddelelseshemmeligheden bl.a. for så vidt angår efterforskning af sager om

misbrug af intern viden og kursmanipulation efter lov om værdipapirhandel mv.

På den baggrund nedsattes en arbejdsgruppe, der i januar 2005 afgav en

rapport

om indgreb i meddelelseshemmeligheden ved børsstrafferetlige overtrædelser.

Rapporten gennemgår bl.a. relevante bestemmelser i

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/6/EF af 28. januar 2003 om

insiderhandel og kursmanipulation (markedsmisbrug). Direktivet er vedtaget

med

hjemmel i EF-traktatens artikel 95 og indeholder regler om ansvarsfordeling,

retshåndhævelse og samarbejde med henblik på at bekæmpe insiderhandel og

kursmanipulation.

Gennemførelsen af direktivet hører for hovedpartens

vedkommende under Finanstilsynets kompetence og er gennemført ved bl.a. lov

nr.

1460 af 22. december 2004 om ændring af lov om værdipapirhandel m.v. og lov

om

finansiel virksomhed (gennemførelse af markedsmisbrugs- og

prospektdirektivet)

samt ved bekendtgørelser i henhold til lov om værdipapirhandel m.v. Fristen

for

gennemførelse af direktivet var den 12. oktober 2004.

Af direktivets artikel 11, stk. 1, fremgår, at hver

medlemsstat, uden at det påvirker retsmyndighedernes kompetence, udpeger en

enkelt administrativ myndighed med kompetence til at sikre anvendelsen af

bestemmelser

vedtaget i medfør af direktivet. Finanstilsynet er udpeget til kompetent

myndighed for Danmarks vedkommende.

Den kompetente myndighed tillægges efter direktivets

artikel 12, stk. 1, alle de nødvendige tilsyns- og

undersøgelsesbeføjelser,

for at den kan udøve sine funktioner. Disse beføjelser omfatter ifølge

artikel

12, stk. 2, litra d, også »mindst retten til at kræve oplysninger om

foreliggende telefonsamtaler og foreliggende datatrafik«.

Der er dog efter direktivets artikel 12, stk. 1,

overladt medlemsstaterne et vist skøn med hensyn til, hvorledes den

kompetente

myndighed udøver sine funktioner, og arbejdsgruppen vurderer på den baggrund,

at bestemmelsen kan opfyldes ved, at der etableres et samarbejde mellem

Finanstilsynet og politiet inden for de områder, hvor tilsynet ikke selv har

kompetence.

Artikel 12, stk. 2, litra d, omfatter efter sin ordlyd

alene »foreliggende telefonsamtaler og foreliggende datatrafik«. Bestemmelsen

kræver således alene, at der skal kunne indhentes historiske oplysninger, men

pålægger

ikke medlemsstaterne nye forpligtelser til at registrere eller lagre

oplysninger.

Arbejdsgruppen anfører videre, at bestemmelsen – også

henset til andre sprogversioner af direktivet – formentlig må forstås

således,

at der både kan stilles krav om indhentning af foreliggende oplysninger om

indholdet

af telefonsamtaler (båndoptagelser) og datatrafik (f.eks. indholdet af

e-mails)

samt fortegnelser over, hvilke telefoner eller datakommunikationsapparater

der

har været sat i forbindelse med et bestemt apparat i et givent tidsrum

(teleoplysninger). Ved indhentelse af båndoptagelser og oplysninger om

indholdet af e-mails mv. bruges retsplejelovens regler om edition og

ransagning. Derudover har Finanstilsynet i kraft af reglerne i lov om

værdipapirhandel

m.v. § 87, stk. 1 og 2, adgang til at kræve udlevering af visse

oplysninger, f.eks. båndoptagelser af kundesamtaler foretaget af

værdipapirhandlere.

Der er derimod ikke i dag hjemmel til at foretage teleoplysning i tilfælde af

mistanke om overtrædelse af lov om værdipapirhandel.

Arbejdsgruppen anfører, at da artikel 12, stk. 2,

litra d, må forstås i sammenhæng med direktivets artikel 12, stk. 1,

hvoraf fremgår, at den kompetente myndighed skal tillægges »alle nødvendige

tilsyns- og undersøgelsesbeføjelser for, at den kan udøve sine funktioner«,

kan

det formentlig heraf udledes, at der alene skal kunne indhentes oplysninger

vedrørende

telefonsamtaler og datatrafik, som er nødvendige og relevante i forbindelse

med

efterforskning af sager om overtrædelse af direktivets bestemmelser. Da det

generelt må antages, at behovet for at foretage indgreb i

meddelelseshemmeligheden vil være mest udtalt i sager om overtrædelse af

forbuddene mod insiderhandel, videregivelse af intern viden og

kursmanipulation,

finder arbejdsgruppen, at adgangen til at indhente oplysninger om

foreliggende

telefonsamtaler og foreliggende datatrafik bør begrænses til alene at gælde i

sådanne sager.

Arbejdsgruppen bemærker endelig, at der generelt bør sættes

snævre grænser for indgreb i meddelelseshemmeligheden, men at der dog kan

være

særlige kriminalitetsformer, hvor sædvanlige efterforskningsmetoder ikke

rækker

til. Der bør derfor foretages en overordnet afvejning mellem på den ene side

en

effektiv kriminalitetsbekæmpelse og på den anden side hensynet til borgernes

privatliv. Et flertal af arbejdsgruppen finder efter en sådan afvejning, at

der

er tilstrækkeligt grundlag for, at reglerne om indgreb i

meddelelseshemmeligheden

i et vist omfang udvides til også at omfatte visse børsstrafferetlige

overtrædelser, mens et mindretal finder, at de nugældende regler ikke bør

laves

om. Der er dog i arbejdsgruppen enighed om, at gennemførelsen af direktivet

nødvendiggør nye bestemmelser på området.

2.5.3.

Justitsministeriet

s

overvejelser

Justitsministeriet

er enig

med arbejdsgruppen i, at hensynet til borgernes privatliv tilsiger, at der

generelt

bør sættes snævre grænser for indgreb i meddelelseshemmeligheden, men at der

kan være særlige kriminalitetsformer, hvor sædvanlige

efterforskningsmuligheder

ikke rækker til.

Justitsministeriet

er

endvidere enig med arbejdsgruppen i, at Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv

2003/6/EF af 28. januar 2003 om insiderhandel og kursmanipulation

(markedsmisbrug) indeholder en forpligtelse til at sikre, at medlemsstaternes

kompetente myndigheder har mulighed for at foretage teleoplysninger med

henblik

på at afsløre markedsmisbrug.

Justitsministeriet

kan

tilslutte sig arbejdsgruppens forslag for så vidt angår udformningen af en

bestemmelse til gennemførelse af forpligtelsen. Lovforslaget er udformet i

overensstemmelse hermed.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1,

nr. 5.

3. Forslagets økonomiske og administrative

konsekvenser mv.

Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske eller

administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.

Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative

konsekvenser for erhvervslivet.

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

Lovforslaget indebærer

en ændring af retsplejelovens bestemmelse om indgreb i

meddelelseshemmeligheden,

som er nødvendig for gennemførelsen i dansk ret af Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2003/6/EF af 28. januar 2003 om insiderhandel og

kursmanipulation (markedsmisbrug).

4. Høring

Brydensholt-udvalgets betænkning nr. 1454/2004 om

behandlingen af større straffesager om økonomisk kriminalitet m.v. og

rapporten

om indgreb i meddelelseshemmeligheden ved børsstrafferetlige overtrædelser,

der

er afgivet i januar 2005 af en arbejdsgruppe under Brydensholt-udvalget, har

været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Københavns

Byret og retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Den Danske

Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten,

Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i

Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet,

Landsforeningen af Beskikkede Advokater, Nævnet for Etnisk Ligestilling,

Institut for Menneskerettigheder, Landsorganisationen i Danmark, Dansk

Arbejdsgiverforening, Dansk Industri, Forbrugerrådet, Håndværksrådet,

Forsikring & Pension, Realkreditrådet, Finansrådet, Dansk Handel og

Service, HTS – Interesseorganisationen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd,

Foreningen

Registrerede Revisorer, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Foreningen

af Interne Revisorer, Foreningen Danske Revisorer, Landbrugsrådet, Danmarks

Fiskeindustri- og Eksportforening og Danmarks Rederiforening.

Positive konsekvenser/mindreudgifter

Negative konsekvenser/merudgifter

Økonomiske

konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Ingen

af betydning

Ingen

af betydning

Administrative

konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Ingen

af betydning

Ingen

af betydning

Økonomiske

konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Administrative

konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige

konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative

konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet

til EU-retten

Lovforslaget

indeholder bestemmelser, der gennemfører direktiv 2003/6/EF om insiderhandel

og kursmanipulation

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 (§ 18)

Det foreslås, at retten i sager i 1. instans om økonomisk

kriminalitet, der forventes at have en længere varighed, kan sammensættes

således, at der medvirker 2 dommere og 3 domsmænd. I dag medvirker i sådanne

sager 1 dommer og 2 domsmænd, men for at imødegå risikoen for, at sagen

trækkes

i langdrag eller må gå om som følge af forfald, vil der ofte være udpeget en

suppleant

for dommeren.

Hensigten med bestemmelsen er at udnytte de medvirkende

dommeres ressourcer bedre i disse sager, der ofte indeholder komplicerede

bevismæssige og juridiske problemstillinger. Udnyttes adgangen til at udpege

to

dommere, er det for at bevare domsmændenes flertal bestemt, at der i så fald

skal medvirke 3 domsmænd.

Bestemmelsen omfatter alene sager om økonomisk

kriminalitet. Økonomisk kriminalitet er ikke skarpt afgrænset og omfatter

berigelseskriminalitet i bred forstand. Bestemmelsen er således ikke

begrænset

til formueforbrydelser, jf. straffelovens kapitel 28. Afgørende for, om

muligheden for at udpege to dommere bør udnyttes, er navnlig en konkret

vurdering

af sagens omfang og kompleksitet. Ved sager af længere varighed forstås som

udgangspunkt

sager af en varighed på mindst 50 retsdage.

Afgørelsen om beskikkelse af flere dommere træffes af den

stedlige landsretspræsident eller ved de præsidentledede byretter af

byrettens

præsident, jf. retsplejelovens § 45, stk. 1. Behandles sagen ved en

byret, der efter retsplejelovens § 17, stk. 1 eller stk. 4,

består af en eller to dommere, beskikkes dommeren af landsrettens præsident

efter reglerne i retsplejelovens § 45.

Efter bestemmelsen virker stedets almindelige dommer og

ellers den efter embedsalder ældste dommer som retsformand. Dommerne kan dog

aftale andet.

Det fremgår endelig af bestemmelsen, at hver af dommerne

kan handle på rettens vegne uden for domsforhandlingen.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige

bemærkninger pkt. 2.2.

Til nr. 2 (§ 31 b)

Den foreslåede bestemmelse skal ses i tilknytning til den

foreslåede bestemmelse i § 1, nr. 8 (§ 927 c) om, at retten kan

beslutte, at oplæsning af omfattende dokumenter i sagen kan undlades.

Bestemmelsen indebærer, at retten kan forbyde offentlig gengivelse af

indholdet

af dokumenter i sagen, der ikke er oplæst, i det omfang der under en

tilsvarende mundtlig forelæggelse eller procedure kan ske dørlukning eller

nedlægges referatforbud efter retsplejelovens regler herom.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3. i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Til nr. 3 (§ 41 c)

Den foreslåede bestemmelse skal ses i tilknytning til den

foreslåede bestemmelse i § 1, nr. 8 (§ 927 c) om, at retten kan

beslutte, at oplæsning af omfattende dokumenter i sagen kan undlades.

Bestemmelsen sikrer offentlighedens adgang til at gennemse dokumenter i

sagen,

der ikke oplæses. Bestemmelsen indebærer, at dokumenter i sagen, der ikke

oplæses, kan gennemses i retten den pågældende dag og en uge frem.

Fristen regnes fra den dag, hvor det efter den foreslåede

bestemmelse i § 1, nr. 8 (§ 927 c) er noteret til retsbogen, at

dokumenterne er behandlet efter denne bestemmelse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3. i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Til nr. 4 (§ 214, stk. 3)

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at i sager om

økonomisk kriminalitet af længere varighed, hvor der i medfør af den

foreslåede

bestemmelse i § 18, stk. 3 (lovforslagets § 1, nr. 1),

medvirker

2 dommere og 3 domsmænd, kan sagen gennemføres, såfremt højst én dommer og én

domsmand får forfald eller af andre grunde må fratræde, efter at

domsforhandlingen er begyndt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2. i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Til nr. 5 (§ 781, stk. 3)

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at der kan indhentes

teleoplysning i sager, hvor efterforskningen angår visse grovere

overtrædelser

af lov om værdipapirhandel, nærmere bestemt insiderhandel, videregivelse af

intern viden og kursmanipulation.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5 i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Til nr. 6 (§ 840, stk. 2)

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at det kommer til at

fremgå udtrykkeligt af retsplejeloven, at en part i en straffesag kan anmode

retten om at beramme sagen til domsforhandling, når anklageskriftet er

indleveret.

Det vil fortsat påhvile retten at beramme sagen, når

anklagemyndigheden har rejst tiltale og indleveret anklageskriftet til

retten.

Det må allerede antages at følge af gældende ret, at parterne kan anmode om

berammelse, såfremt retten ikke berammer sagen inden for rimelig tid. Der er

således tale om en lovfæstelse af gældende ret med det formål at tydeliggøre

parternes reaktionsmulighed, såfremt retten ikke berammer sagen inden for en

rimelig frist. Det følger af forslaget til ændring af retsplejelovens

§ 968, stk. 2, at parterne kan kære rettens afgørelse om

berammelse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Til nr. 7 (§ 877)

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at et vidnes

forklaring til politirapport efter rettens beslutning kan indgå som bevis i

straffesagen, hvis parterne er enige om det. Dette forudsætter dog, at vidnet

ikke er omfattet af en vidneudelukkelsesgrund eller en vidnefritagelsesgrund,

jf. retsplejelovens §§ 169-172.

Er der holdepunkter for at antage, at vidnet ikke ville

være forpligtet til at afgive forklaring, f.eks. fordi pågældende er sigtet i

en anden sag og eventuelt ville inkriminere sig selv ved at afgive

forklaring,

jf. retsplejelovens § 171, stk. 2, må vidnet tilsiges og vejledes

om

retten til at nægte at afgive forklaring.

Det bemærkes i den forbindelse, at det følger af

retsplejelovens § 752, at en sigtet inden politiets afhøring udtrykkelig

skal gøres bekendt med sigtelsen og med, at han ikke er forpligtet til at

udtale

sig. Det skal fremgå af rapporten, at disse regler er iagttaget. Ved afhøring

af en person, der ikke er sigtet, skal politiet vejlede om indholdet af

reglerne om vidneudelukkelse og vidnefritagelse, såfremt omstændighederne

giver

grund til det, jf. retsplejelovens § 753, jf. § 173.

Da bestemmelsen forudsætter, at anklagemyndigheden og

forsvareren er enige om at dokumentere vidnets forklaring til politirapport,

må

bestemmelsen forventes hovedsageligt at blive anvendt som et procesbesparende

redskab i forbindelse med vidner, der ikke har afgørende betydning for sagen.

Det er efter bestemmelsen rettens beslutning, om vidnets

forklaring skal dokumenteres. Det forudsættes, at retten som hovedregel

tillader dokumentation, såfremt parterne er enige herom.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Til nr. 8 (§ 927 c)

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at der i straffesager

indføres en adgang for retten til at beslutte, at der efter høring af

parterne

undlades oplæsning i et retsmøde af meget omfattende dokumenter, der indgår i

sagen, eventuelt suppleret af en mundtlig sammenfatning i retten af de

dokumenter eller dele heraf, hvor oplæsning er undladt. Bestemmelsen tager

navnlig sigte på sagkyndige erklæringer, men er ikke begrænset hertil.

Beslutter retten, at oplæsning kan undlades, påhviler det

retsformanden at sikre, at rettens medlemmer læser bilagene. Det er forudsat,

at læsningen sker i rettens lokaler.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Til nr. 9 (§ 928 b)

Den foreslåede bestemmelse er en konsekvens af forslaget

til retsplejelovens § 214, stk. 3, (lovforslagets § 1, nr. 5),

om stemmefordelingen i tilfælde, hvor en dommer og/eller en domsmand får

forfald eller af andre grunde må fratræde i en sag, hvor retten i medfør af

den

foreslåede bestemmelse til retsplejelovens § 18, stk. 3,

(lovforslagets 1, nr. 2) er sammensat af to dommere og tre domsmænd.

Bestemmelsens ordlyd svarer i øvrigt til den gældende

bestemmelse i retsplejelovens § 965 e, der vedrører tilfælde hvor en

dommer og/eller en domsmand må fratræde under landsrettens behandling af en

ankesag.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Til nr. 10 (§ 965 d)

Bestemmelsen indebærer, at den foreslåede bestemmelse i

retsplejelovens § 927 c (lovforslagets § 1, nr. 9), hvorefter

retten

kan undlade oplæsning af omfattende sagkyndige dokumenter, også finder

anvendelse i landsrettens behandling af en ankesag.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Til nr. 11 (968, stk. 2)

Bestemmelsen præciserer, at rettens undladelse af at fremme

en sag kan kæres. Bestemmelsen tager f.eks. sigte på tilfælde, hvor retten

beslutter ikke at beramme en sag, først berammer en sag langt ude i fremtiden

eller kun anvender én retsdag om ugen i en meget omfattende sag.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2006.

Dette indebærer, at loven finder anvendelse i forhold til sager, der verserer

på dette tidspunkt, såvel som nye sager, jf. stk. 1. Dog har

bestemmelsen

i lovforslagets § 1, nr. 1, (retsplejelovens § 18, stk. 3)

virkning for sager, hvor anklageskrift indgives til retten efter lovens

ikrafttræden,

jf. stk.2.

Bilag

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 961

af 21. september 2004, som ændret senest ved § 3 i lov nr. 560 af 24.

juni 2005, foretages følgende ændringer:

§ 18. - -

-

Stk. 2. - - -

1.

I

§ 18

indsættes som

stk. 3

:

»Stk. 3. I

byretssager om økonomisk kriminalitet, der forventes at have en længere

varighed, kan landsrettens præsident efter indstilling fra dommeren bestemme,

at retten sammensættes af 2 dommere og 3 domsmænd. For så vidt angår

Københavns Byret og retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde træffes

bestemmelsen af rettens præsident. Såfremt byretten er en af de i § 17,

stk. 1 eller 4, nævnte retter, beskikkes en af dommeren efter § 45.

Som retsformand fungerer den dommer, der i øvrigt beklæder den pågældende

ret, eller, hvis denne dommer ikke deltager i domsforhandlingen, den efter

embedsalder ældste dommer, medmindre dommerne aftaler andet. Uden for

domsforhandlingen

kan en enkelt dommer handle på rettens vegne.«

§ 31 b.

Anvendes der i en sag skriftlig forelæggelse eller procedure, jf. §§ 387

og 927 b og § 928 a, stk. 2 og 3, kan retten forbyde offentlig

gengivelse heraf, i det omfang der under en tilsvarende mundtlig forelæggelse

eller procedure kan ske dørlukning eller nedlægges referatforbud, jf.

§§ 29 og 30. §§ 29 b, 29 c,

30 a

og 30 b

finder tilsvarende anvendelse.

2.

I

§ 31 b, 1. pkt.

, indsættes efter

»§ 928 a, stk. 2 og 3,«: »eller er dokumenter undladt oplæst, jf.

§ 927 c«

§ 41 c. -

- -

3.

I

§ 41 c

indsættes efter stk. 1 som

nyt stykke:

»Stk. 2.

Undlades

oplæsning af dokumenter, der indgår i domsforhandlingen, jf. § 927 c,

kan disse gennemses i retten den pågældende dag og en uge frem.«

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.

§ 214. - -

-

Stk. 3.

I en sags

afgørelse kan ingen dommer, domsmand eller nævning deltage, som ikke har

overværet de mundtlige forhandlinger i deres helhed. Såfremt en dommer, en

nævning eller en domsmand i en nævningesag eller i en domsmandssag ved

landsret får forfald eller af andre grunde må fratræde efter, at

domsforhandling er begyndt, kan forhandlingen fortsætte, såfremt dog højst én

dommer og én nævning eller én domsmand mangler.

4.

I

§ 214, stk. 3

, ændres:

»Såfremt en dommer, en nævning eller en domsmand i en nævningesag eller i en

domsmandssag ved landsret« til: »Såfremt en dommer, en nævning eller en

domsmand i en nævningesag, i en domsmandssag ved landsret eller i en sag, der

behandles efter § 18, stk. 3,«.

§ 781. - -

-

Stk. 2. - - -

Stk. 3.

Er

betingelserne i stk. 1, nr. 1 og 2, opfyldt, kan teleoplysning endvidere

foretages, såfremt mistanken angår gentagne fredskrænkelser som omhandlet i

straffelovens § 265. Det samme gælder, såfremt mistanken angår en

overtrædelse af straffelovens § 279 a eller § 293, stk. 1,

begået ved anvendelse af telekommunikationstjeneste.

5.

I

§ 781, stk. 3, 2. pkt.

indsættes

efter »telekommunikationstjeneste«: », eller såfremt mistanken angår en

overtrædelse af lov om værdipapirhandel m.v. § 35, stk. 1,

§ 36 eller § 39, stk. 1.«

§ 849. - -

-

Stk. 2-4. - - -

6.

I

§ 840

indsættes efter stk. 1 som

nyt stykke:

»Stk. 2. En part kan anmode retten om at beramme sagen, når

anklageskrift er indleveret til retten.«

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.

§ 877. - -

-

Stk. 1-3. - - -

7.

I

§ 877

indsættes som nyt

stk. 4

:

»Et vidnes forklaring til politirapport kan herudover efter

rettens bestemmelse benyttes som bevismiddel, hvis parterne er enige herom,

og vidnet ville være forpligtet til at afgive forklaring, hvis pågældende var

blevet indkaldt som vidne i retten.«

8.

Efter

§ 927 b indsættes:

»§ 927 c.

Retten

kan efter høring af parterne beslutte, at oplæsning af omfattende sagkyndige

erklæringer eller andre dokumenter i sagen kan undlades. Retsformanden skal i

så fald sikre, at rettens medlemmer gennemlæser disse dokumenter. Det skal

fremgå af retsbogen, hvilke af de fremlagte bilag der er behandlet efter

denne bestemmelse. Retten kan bestemme, at der helt eller delvis skal gives

en mundtlig sammenfatning af dokumenter, hvor oplæsning er undladt, i

retten«.

9.

Efter

§ 928 b indsættes:

»§ 928 c.

Ved

afstemninger har hver dommer og hver domsmand én stemme. I sager, der

behandles efter § 18, stk. 3, har, hvis undtagelsesvis kun 1 dommer

medvirker, denne 2 stemmer. På samme måde har hver domsmand 1 ½ stemme, hvis

der undtagelsesvis kun medvirker 2 domsmænd.«

§ 965 d.

Bestemmelserne i §§ 927 a, 927 b og

928 a

finder tilsvarende anvendelse.

10.

I

§ 965 d

indsættes efter »§ 927 b«:

», 927 c«.

§ 968. - -

-

Stk. 2.

Mod

kendelser og andre beslutninger, der afgives under domsforhandling eller

under dennes forberedelse, kan dog uden for de tilfælde, hvor adgang til kære

har særlig hjemmel i loven, kæremål kun rejses, når og for så vidt

beslutningen går ud på, at sagen udsættes eller afvises eller hæves, eller

angår fængsling, beslag, ransagning eller lignende, eller angår dørlukning,

referat- eller navneforbud, billede- eller lydoptagelse eller tegning eller

pålægger straf eller omkostninger eller er rettet mod nogen, som ikke er part

i sagen.

Stk. 3-4. - - -

11.

I

§ 968, stk. 2

, indsættes efter »når

og for så vidt beslutningen«: »angår sagens berammelse eller«.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. januar 2006.

Stk. 2.

Lovens

§ 1, nr. 1, har virkning for sager, hvor anklageskriftet indgives efter

lovens ikrafttræden.

Bilag 1

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV

2003/6/EF

af 28. januar 2003

om insiderhandel og kursmanipulation

(markedsmisbrug)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION

HAR —

under henvisning til traktaten om

oprettelse af DetEuropæiske Fællesskab, særlig artikel 95,

under henvisning til forslag fra

Kommissionen1)

,

under henvisning til udtalelse fra

Det Europæiske Økonomiskeog Sociale Udvalg2)

,

under henvisning til udtalelse fra

Den Europæiske Central-bank3)

,

efter proceduren i traktatens

artikel 2514)

, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Et egentligt indre marked for finansielle tjenester er

af væsentlig betydning for den økonomiske vækst og jobskabelsen i

Fællesskabet.

(2) Et integreret og effektivt finansmarked forudsætter

markedsintegritet. Det er en betingelse for økonomisk vækst og velstand, at

værdipapirmarkederne fungerer gnidningsløst, og at offentligheden har tillid

til markederne. Markedsmisbrug skader finansmarkedernes integritet og

offentlighedens tillid til værdipapirer og derivater.

(3) Kommissionens meddelelse af 11. maj 1999 benævnt

»Etablering af en ramme for de finansielle markeder: en handlingsplan«

fastlægger en række tiltag, der er nødvendige for at gennemføre det indre

marked for finansielle tjenester. Det Europæiske Råd i Lissabon i april 2000

opfordrede til gennemførelse af denne handlingsplan inden 2005.

Handlingsplanen

understreger behovet for, at der udstedes et direktiv om kursmanipulation.

(4) Rådet nedsatte på sin samling den 17. juli 2000 et

vismandsudvalg for regulering af de europæiske værdipapirmarkeder. Udvalget

foreslog i sin endelige rapport, at der indføres en ny lovgivningsmetode, som

består af fire trin, nemlig grundprincipper, gennemførelsesforanstaltninger,

samarbejde

og håndhævelse. Første trin, direktivet, bør kun omfatte brede, generelle

grundprincipper, mens andet trin bør omfatte tekniske

gennemførelsesforanstaltninger, der skal vedtages af Kommissionen med bistand

fra et udvalg.

(5) Det Europæiske Råd i Stockholm i marts 2001 godkendte

vismandsudvalgets endelige rapport og forslaget om en firetrinsmetode, der

skal

gøre Fællesskabets lovgivningsproces på værdipapirområdet mere effektiv og

gennemsigtig.

(6) I sin beslutning af 5. februar 2002 om gennemførelse af

lovgivningen i forbindelse med finansielle tjenester tilsluttede

Europa-Parlamentet

sig også vismandsudvalgets rapport på grundlag af den højtidelige erklæring,

som Kommissionen samme dag afgav for Europa-Parlamentet, og skrivelsen af 2.

oktober 2001 fra kommissæren med ansvar for det indre marked til formanden

for

Europa-Parlamentets Udvalg om Økonomi og Valutaspørgsmål om sikring af

Europa-Parlamentets rolle i denne proces.

(7) De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af

dette direktiv bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse

1999/468/EF

af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de

gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen.

5)

(8) Ifølge Det Europæiske Råd i Stockholm bør andet trin,

gennemførelsesforanstaltningerne, anvendes hyppigere for at sikre, at de

tekniske bestemmelser tilpasses til den markeds- og tilsynsmæssige udvikling,

ligesom der bør fastsættes frister for alle etaper i arbejdet på andet trin.

(9) Europa-Parlamentet bør have en frist på tre måneder fra

den første oversendelse af udkast til gennemførelsesforanstaltninger til at

behandle disse og afgive udtalelse. Denne frist kan imidlertid afkortes i

behørigt begrundede hastetilfælde. Hvis Europa-Parlamentet inden for fristen

vedtager en beslutning, bør Kommissionen genbehandle udkastet til

foranstaltninger.

(10) Den nye finansielle og tekniske udvikling forstærker

incitamenterne og midlerne til markedsmisbrug og øger derfor mulighederne i

kraft af de nye produkter og teknologier, de voksende grænseoverskridende

aktiviteter og internettet.

(11) Fællesskabets eksisterende retsregler for beskyttelse

af markedsintegriteten er ufuldstændige. Retsreglerne varierer mellem

medlemsstaterne, og det betyder, at de økonomiske aktører ofte er usikre med

hensyn til begreber, definitioner og retshåndhævelse. I visse medlemsstater

findes der ingen lovgivning om kursmanipulation og udbredelse af vildledende

oplysninger.

(12) Markedsmisbrug består i insiderhandel og

kursmanipulation. Lovgivningen om insiderhandel og om kursmanipulation har

samme formål, nemlig at sikre finansmarkedernes integritet i Fællesskabet og

forbedre investorernes tillid til disse markeder. Der bør derfor vedtages

kombinerede regler for at bekæmpe både insiderhandel og kursmanipulation. Ved

et enkelt direktiv kan det sikres, at der overalt i Fællesskabet gælder de

samme regler for ansvarsfordeling, retshåndhævelse og samarbejde.

(13) Rådets direktiv 89/592/EØF af 13. november 1989 om

samordning af retsforskrifterne vedrørende insider- handel

6)

bør i betragtning

af de ændringer, der er sket på finansmarkederne og i Fællesskabets regler,

siden direktivet blev vedtaget, nu erstattes for at sikre overensstemmelse

mellem reglerne på dette område og lovgivningen om kursmanipulation. Et nyt

direktiv er også nødvendigt for at undgå, at der i Fællesskabets regler

findes

smuthuller, som kan udnyttes til ulovlig adfærd, og som vil undergrave den

offentlige tillid og dermed hindre, at markederne fungerer gnidningsløst.

(14) I dette direktiv er der taget hensyn til de

overvejelser, som medlemsstaterne har givet udtryk for efter terrorangrebene

den 11. september 2001 med hensyn til bekæmpelse af finansiering af

terrorisme.

(15) Insiderhandel og kursmanipulation hindrer fuld

markedsgennemsigtighed, der er en forudsætning for, at alle økonomiske

aktører

vil handle på de integrerede finansmarkeder.

(16) Intern viden er specifik viden, som ikke er blevet

offentliggjort, og som direkte eller indirekte vedrører en eller flere

udstedere af finansielle instrumenter eller et eller flere finansielle

instrumenter.

Viden, der mærkbart vil kunne påvirke kursudviklingen og kursdannelsen på et

reguleret marked som sådan, kan betragtes som viden, der indirekte vedrører

en

eller flere udstedere af finansielle instrumenter eller et eller flere

afledte

finansielle instrumenter.

(17) Med hensyn til insiderhandel bør der tages hensyn til

de tilfælde, hvor kilden til intern viden ikke er et erhverv eller en

funktion,

men kriminalitet, hvis forberedelse eller gennemførelse mærkbart vil kunne

påvirke kurserne på et eller flere finansielle instrumenter eller

kursdannelsen

på det regulerede marked som sådan.

(18) Brug af intern viden kan bestå i at erhverve eller

afhænde finansielle instrumenter, hvis den berørte part ved eller burde have

vidst, at der er tale om intern viden. I denne forbindelse bør de kompetente

myndigheder tage stilling til, hvad en normal og fornuftig person ville vide

eller burde have vist under de givne omstændigheder.

Desuden bør det forhold alene, at

market-makers, instanser,der er bemyndiget til at optræde som

medkontrahenter, eller værdipapirhandlere,der har tilladelse til at handle

for tredjemands regning, med intern viden i deførste to tilfælde blot

fortsætter deres lovlige forretninger med køb og salgaf finansielle

instrumenter eller i det sidste tilfælde blot loyalt udfører enordre, ikke i

sig selv betragtes som brug af intern viden.

(19) Medlemsstaterne må løse problemet med den

fremgangsmåde, der kaldes »front running«, herunder »front running« i

forbindelse med råvarederivater, når der er tale om markedsmisbrug i henhold

til definitionerne i dette direktiv.

(20) Personer, der indgår i transaktioner eller afgiver

handelsordrer, som udgør kursmanipulation, har mulighed for at godtgøre, at

begrundelsen for at indgå i sådanne transaktioner eller at afgive

handelsordrer

var legitim, og at disse transaktioner eller handelsordrer er i

overensstemmelse med accepteret praksis på det pågældende regulerede marked.

Der kan i sådanne tilfælde stadig pålægges en sanktion, hvis den kompetente

myndighed fastslår, at der er en anden — ulovlig — begrundelse for

disse

transaktioner eller handelsordrer.

(21) Den kompetente myndighed kan udstede retningslinjer om

spørgsmål, der er omfattet af dette direktiv, f.eks. definitionen af intern

viden i forbindelse med råvarederivater og gennemførelsen af definitionen af

accepteret markedspraksis i forbindelse med definitionen af kurs-

manipulation.

Disse retningslinjer skal være i overensstemmelse med direktivets

bestemmelser

og de gennemførelsesforanstaltninger, der vedtages efter udvalgsproceduren.

(22) Medlemsstaterne bør kunne vælge den mest

hensigtsmæssige måde for regulering af de forskellige kategorier af personer,

der udarbejder eller udbreder analyser vedrørende finansielle instrumenter

eller udstedere af finansielle instrumenter eller udarbejder eller udbreder

andre oplysninger med anbefalinger eller forslag vedrørende en

investeringsstrategi, herunder hensigtsmæssige mekanismer for selvregulering,

hvilket Kommissionen bør underrettes om.

(23) Udstederes offentliggørelse af intern viden på deres

websteder bør være i overensstemmelse med reglerne om videregivelse af

personoplysninger til tredjelande i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse

med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne

oplysninger.

7)

(24) Hurtig og korrekt offentliggørelse af viden fremmer

markedsintegriteten, mens udstedernes selektive udbredelse af oplysninger kan

føre til, at investorerne mister tilliden til finansmarkedernes integritet.

Professionelle økonomiske aktører skal på forskellig vis bidrage til

markedsintegriteten. Sådanne foranstaltninger kunne f.eks. udgøre oprettelse

af

»grålister«, anvendelse af »åbne vinduer« for visse medarbejdergrupper,

anvendelse af interne adfærdskodekser og etablering af »Chinese walls«.

Sådanne

forebyggende foranstaltninger kan kun bidrage til at bekæmpe markedsmisbrug,

hvis de håndhæves konsekvent og kontrolleres behørigt. Passende kontrol vil

indebære f.eks. udpegelse af tilsynsforordnede i de berørte organer og

periodevise kontroller, som udføres af uafhængige revisorer.

(25) De moderne kommunikationsmidler kan sikre de

professionelle aktører på finansmarkederne og de individuelle investorer en

mere lige adgang til finansielle oplysninger, men de øger også faren for, at

der spredes falske eller vildledende oplysninger.

(26) Større åbenhed i transaktioner, der udføres af personer

med overordnet ansvar i et udstedende selskab og i givet fald af personer,

som

er tæt knyttet til førstnævnte, udgør en forebyggende foranstaltning mod

markedsmisbrug. Offentliggørelse af sådanne transaktioner, i det mindste på

et

individuelt grundlag, kan også være et vigtigt informationselement for

investorerne.

(27) Markedsaktørerne bør bidrage til forebyggelse af

markedsmisbrug og træffe strukturelle forholdsregler, som tager sigte på at

forebygge og afsløre kursmanipulerende praksis. Disse forholdsregler kan

omfatte bestemmelser om gennemskuelighed i de gennemførte transaktioner,

komplet offentliggørelse af kursreguleringsaftaler, et retfærdigt system til

sammenstilling af handelsordrer, indførelse af en effektiv ordning til

afsløring af atypiske handelsordrer, tilstrækkeligt effektive ordninger til

fastsættelse af referencepriser for de finansielle instrumenter og klare

regler

for udsættelse af transaktionerne.

(28) Dette direktiv skal fortolkes og gennemføres af

medlemsstaterne på en måde, der er forenelig med nødvendigheden af

bestemmelser, der sikrer en effektiv beskyttelse af de interesser, som

tilfalder

indehavere af omsættelige værdipapirer, der giver stemmeret i et selskab

(eller

får det som følge af udnyttelse af rettigheder eller konvertering), når

selskabet bliver gjort til genstand for et offentligt overtagelsestilbud

eller

andre foreslåede ændringer i kontrollen med selskabet. Dette direktiv bør

ikke

på nogen måde være til hinder for, at en medlemsstat indfører eller kan have

forholdsregler, som den anser for nødvendige til disse formål.

(29) Adgang til intern viden om et andet selskab og brug af

denne viden i forbindelse med et offentligt købstilbud med det formål at få

kontrol over dette selskab eller at foreslå en fusion med dette selskab bør

ikke i sig selv betragtes som insiderhandel.

(30) Eftersom erhvervelse og afhændelse af finansielle

instrumenter nødvendigvis forudsætter en forudgående beslutning herom fra den

person, som foretager den ene eller den anden af disse transaktioner, bør en

sådan erhvervelse eller afhændelse ikke i sig selv betragtes som anvendelse

af

intern viden.

(31) Analyser og vurderinger udarbejdet på grundlag af

offentligt tilgængelige oplysninger skal ikke betragtes som intern viden, og

transaktioner, der udføres på grundlag af denne type analyser og vurderinger,

bør derfor ikke i sig selv betragtes som insiderhandel i henhold til dette

direktiv.

(32) Medlemsstaterne og Det Europæiske System af Central-

banker, de nationale centralbanker eller ethvert andet officielt udpeget

organ

eller enhver person, der handler på deres vegne, bør ikke pålægges

begrænsninger med hensyn til penge- eller valutakurspolitikken eller

styringen

af den offentlige gæld.

(33) Stabilisering af finansielle instrumenter eller handel

med egne aktier i tilbagekøbsprogrammer kan af økonomiske årsager være lovlig

under visse omstændigheder og bør derfor ikke i sig selv betragtes som

markedsmisbrug. Der bør udarbejdes fælles standarder for at skabe praktiske

retningslinjer på området.

(34) De voksende finansmarkeder, de hastigt skiftende

forhold, de mange nye produkter og den nye udvikling kræver, at dette

direktiv

anvendes bredt på de pågældende finansielle instrumenter og fremgangsmåder

for

at sikre integriteten af Fællesskabets finansmarkeder.

(35) Etablering af lige konkurrencevilkår på Fællesskabets

finansmarkeder er betinget af en bred geografisk anvendelse af bestemmelser,

der er omfattet af dette direktiv. Med hensyn til afledte instrumenter, der

ikke er optaget til handel, men falder ind under dette direktivs

anvendelsesområde, bør alle medlemsstaterne være kompetente til at pålægge

sanktioner for transaktioner, der gennemføres på deres område eller i

udlandet,

og som vedrører underliggende finansielle instrumenter, der er optaget til

handel på et reguleret marked, der er beliggende eller opererer på deres

område,

eller for hvilke der er indgivet en anmodning om optagelse til handel på et

sådant reguleret marked. Alle medlemsstaterne bør også være kompetente til at

pålægge sanktioner for transaktioner, der gennemføres på deres område, og som

vedrører underliggende finansielle instrumenter, der er optaget til handel på

et reguleret marked i en medlemsstat, eller for hvilke der er indgivet en

anmodning om optagelse til handel på et sådant marked.

(36) Det kan skabe

forvirring blandt økonomiske aktører, hvis medlemsstaterne har mange

forskellige

kompetente myndigheder med hver sit ansvarsområde. Der bør i hver medlemsstat

udpeges én kompetent myndighed, som skal påtage sig i hvert fald det endelige

ansvar for tilsynet med overholdelsen af de bestemmelser, der vedtages i

henhold til dette direktiv, og for internationalt samarbejde. Denne myndighed

bør have en administrativ form, der sikrer, at den er uafhængig af de

økonomiske aktører, således at interessekonflikter undgås. Medlemsstaterne

bør

i overensstemmelse med national lovgivning sikre, at den kompetente myndighed

har passende finansielle midler til sin rådighed. Myndigheden bør have

passende

procedurer for høring i forbindelse med eventuelle ændringer i den nationale

lovgivning såsom et rådgivende udvalg bestående af repræsentanter for

udstederne,

for udbyderne af finansielle tjenesteydelser og for forbrugerne, således at

den

kan være fuldt ud orienteret om deres synspunkter og bekymringer.

(37) Det vil sikre et effektivt tilsyn, at de kompetente

myndigheder i medlemsstaterne får et fælles minimum af stærke hjælpemidler og

beføjelser. Virksomheder, der opererer på markedet, og alle økonomiske

aktører

bør også på deres niveau bidrage til markedets integritet. I denne

forbindelse

betyder udpegelsen af én kompetent myndighed for markedsmisbrug ikke, at der

ikke kan være samarbejdsforbindelser eller ske uddelegering under den

kompetente myndigheds ansvar mellem denne myndighed og virksomheder, der

opererer på markedet, for at sikre et effektivt tilsyn med overholdelsen af

de

bestemmelser, der vedtages i henhold til dette direktiv.

(38) For at sikre, at Fællesskabets regler for

markedsmisbrug er tilstrækkelige, skal enhver overtrædelse af forbud eller

påbud, der udstedes i henhold til dette direktiv, hurtigt og effektivt

afsløres

og sanktioneres. Med henblik herpå skal sanktionerne være afskrækkende, stå i

forhold til omfanget af overtrædelsen og den opnåede gevinst samt håndhæves

konsekvent.

(39) Når medlemsstaterne træffer administrative

foranstaltninger og sanktioner, bør de holde sig for øje, at det er

nødvendigt

at sikre en vis homogenitet i de forskellige medlemsstaters bestemmelser.

(40) De voksende grænseoverskridende aktiviteter kræver

bedre samarbejde og omfattende regler for udveksling af oplysninger mellem de

kompetente nationale myndigheder. Tilrettelæggelsen af tilsynet og

efterforskningsbeføjelserne i den enkelte medlemsstat bør ikke hindre

samarbejdet mellem de kompetente nationale myndigheder.

(41) De planlagte foranstaltningers mål, nemlig at hindre

markedsmisbrug i form af insiderhandel og kursmanipulation, kan ikke i

tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af deres

omfang og virkninger bedre gennemføres på fællesskabsplan, jf.

proportionalitetsprincippet i traktatens artikel 5. Dette direktiv er

begrænset

til det minimum, der er nødvendigt for at nå dette mål.

(42) Der kan fra tid til anden være behov for tekniske

retningslinjer og gennemførelsesforanstaltninger til dette direktivs

bestemmelser af hensyn til den nye udvikling på finansmarkederne.

Kommissionen

bør derfor have beføjelse til at træffe gennemførelsesforanstaltninger, for

så

vidt de ikke ændrer de grundlæggende bestemmelser i dette direktiv, og at

Kommissionen handler i overensstemmelse med direktivets principper efter

høring

af Det Europæiske Værdipapirudvalg, der er oprettet ved Kommissionens

afgørelse

2001/528/EF.

8)

(43) Under udøvelsen af de i dette direktiv omhandlede

gennemførelsesbeføjelser bør Kommissionen tage hensyn til følgende:

-

behovet for at sikre

tillid til de finansielle markeder blandt investorer ved at fremme

gennemskueligheden

på disse markeder

-

behovet for at give

investorerne en bred vifte af konkurrerende investeringsmuligheder og et

oplysnings- og beskyttelsesniveau, som er tilpasset deres forhold

-

behovet for at sikre,

at de uafhængige regulerende myndigheder håndhæver reglerne ensartet, især

hvad

angår bekæmpelsen af økonomisk kriminalitet

-

behovet for stor

gennemskuelighed og omfattende høring af alle markedsdeltagere samt

Europa-Parlamentet

og Rådet

-

behovet for at fremme

innovation på finansmarkederne af hensyn til deres dynamik og effektivitet

-

behovet for gennem en

tæt og aktiv overvågning af finansiel innovation at sikre markedsintegritet

-

betydningen af at

begrænse kapitalomkostninger og lette adgangen til kapital

-

behovet for at

opretholde balancen mellem omkostninger og fordele for alle markedsdeltagere

(herunder små og mellemstore virksomheder samt mindre investorer) i alle

gennemførelsesforanstaltninger

-

behovet for at fremme

EF-finansmarkedernes internationale konkurrenceevne, uden at dette går ud

over

en hårdt tiltrængt forøgelse af det internationale samarbejde

-

behovet for at skabe

lige konkurrencevilkår for alle markedsdeltagere ved at udarbejde EF-dækkende

bestemmelser, hver gang det er relevant

-

behovet for at

respektere forskellene mellem de nationale markeder, såfremt de ikke i

urimelig

grad kolliderer med sammenhængen i det indre marked

-

behovet for at sikre

sammenhæng med anden EF- lovgivning på dette område, da uoverensstemmende

oplysninger og manglende gennemskuelighed kan risikere at skade markedernes

funktion og frem for alt forbrugere og små investorer.

(44) Dette direktiv overholder de grundlæggende rettigheder

og de principper, som navnlig er nedfældet i Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder, særlig artikel 11, og den europæiske

menneskerettighedskonventions artikel 10. Dette direktiv er i den forbindelse

på ingen måde til hinder for, at medlemsstaterne anvender deres

forfatningsmæssige

bestemmelser vedrørende pressefrihed og mediernes ytringsfrihed —

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

I dette direktiv forstås ved:

1)

»intern viden«:

specifik viden, som ikke er blevet offentliggjort, som direkte eller

indirekte

vedrører en eller flere udstedere af finansielle instrumenter eller et eller

flere finansielle instrumenter, og som, hvis den blev offentliggjort,

mærkbart

ville kunne påvirke kursen på disse finansielle instrumenter eller på de

afledte finansielle instrumenter.

I forbindelse med

råvarederivater er »intern viden« viden, som ikke er blevet offentliggjort,

men

som direkte eller indirekte vedrører et eller flere sådanne derivater, og som

brugere af markeder, hvor sådanne derivater handles, ville forvente at

modtage

i overensstemmelse med accepteret markedspraksis for disse markeder.

For personer, der

har til opgave at udføre ordrer med finansielle instrumenter, er »intern

viden«

også viden, som formidles af en kunde og vedrører dennes endnu ikke udførte

ordrer, som er præcis, som direkte eller indirekte vedrører en eller flere

udstedere af finansielle instrumenter, og som, hvis den blev offentliggjort,

mærkbart ville kunne påvirke kursen på disse finansielle instrumenter eller

på

de afledte finansielle instrumenter

2)

»kursmanipulation«

a)

transaktioner eller

handelsordrer,

-

der giver eller kan

give urigtige eller vildledende signaler om udbuddet af, efterspørgslen efter

eller kursen på finansielle instrumenter, eller

-

hvorved en person

eller flere personer i fællesskab sikrer, at kursen på et eller flere

finansielle

instrumenter ligger på et unormalt eller kunstigt niveau,

medmindre den, der

har indgået i transaktionerne eller har afgivet handelsordrerne, godtgør, at

begrundelsen for at indgå i sådanne transaktioner eller ordrer er legitim, og

at disse transaktioner eller handelsordrer er i overensstemmelse med

accepteret

markedspraksis på det pågældende regulerede marked

b)

transaktioner eller

handelsordrer, hvorved der benyttes fingererede planer eller alle andre

former

for bedrag eller påfund

c)

udbredelse af

oplysninger gennem medierne, herunder internettet, eller ved andre metoder,

der

giver eller kan give urigtige eller vildledende signaler om finansielle

instrumenter, herunder spredning af rygter og urigtige eller vildledende

nyheder, når den person, der har spredt dem, vidste eller burde have vidst,

at

oplysningerne var urigtige eller vildledende. Når det er journalister, der

som

led i deres erhvervsmæssige aktivitet udbreder sådanne oplysninger, skal

forholdet med forbehold af artikel 11 vurderes under hensyn til de regler,

der

gælder for deres erhverv, medmindre disse personer direkte eller indirekte

drager fordel eller får udbytte af udbredelsen af de pågældende oplysninger.

Nedenstående

eksempler tager udgangspunkt i basisdefinitionen i litra a), b) og c)

ovenfor:

-

adfærd, hvorved en

person eller flere personer i fællesskab opnår en dominerende stilling over

udbuddet af eller efterspørgslen efter et finansielt instrument med den

virkning, at købs- og salgskurser påvirkes direkte eller indirekte, eller der

anvendes andre urimelige vilkår for transaktionen

-

køb eller salg af

finansielle instrumenter ved markedets lukketid med den virkning, at

personer,

der handler på grundlag af slutkurserne, vildledes

-

udnyttelse af

lejlighedsvis eller regelmæssig adgang til de traditionelle eller

elektroniske

medier ved at udsende en meningstilkendegivelse om et finansielt instrument

(eller indirekte om udstederen heraf) — efter på forhånd at have

erhvervet sig

dele af det pågældende finansielle instrument — og ved senere at drage

fordel

af den måde, hvorpå de tilkendegivne holdninger påvirker kursen på

instrumentet, uden samtidig at have afsløret interessekonflikten over for

offentligheden på en korrekt og effektiv måde.

Definitionerne på

kursmanipulation tilpasses for at sikre, at nye adfærdsmønstre, der i praksis

indebærer kursmanipulation, omfattes

3)

»finansielt

instrument«

-

værdipapirer som

defineret i Rådets direktiv 93/22/EØF af 10. maj 1993 om investeringsservice

i

forbindelse med værdipapirer

9)

-

andele i institutter

for kollektiv investering

-

pengemarkedsinstrumenter

-

finansielle futures,

herunder tilsvarende instrumenter, der afregnes kontant

-

fremtidige

renteaftaler

-

rente-, valuta- og

aktieswaps

-

optioner på

erhvervelse eller afhændelse af et instrument, der falder ind under disse

kategorier,

herunder tilsvarende instrumenter, der afregnes kontant. I denne kategori

indgår især valuta- og renteoptioner

-

råvarederivater

-

ethvert andet

instrument, der er eller vil blive optaget til handel på et reguleret marked

i

en medlemsstat, eller for hvilket der er indgivet en anmodning om optagelse

til

handel i en medlemsstat

4)

»reguleret marked«:

et marked som defineret i artikel 1, nr. 13, i direktiv 93/22/EØF

5)

»accepteret

markedspraksis«: praksis, som med rimelighed kan forventes på et eller flere

finansielle markeder, og som er accepteret af den kompetente myndighed i

overensstemmelse med retningslinjerne vedtaget af Kommissionen efter

proceduren

i artikel 17, stk. 2

6)

»person«: enhver

fysisk eller juridisk person

7)

»kompetent

myndighed«: den kompetente myndighed, der er udpeget i henhold til artikel

11.

Kommissionen vedtager efter proceduren i artikel 17, stk. 2,

gennemførelsesforanstaltninger til nr. 1, 2 og 3 i denne artikel for at tage

hensyn til den tekniske udvikling på finansmarkederne og for at sikre en

ensartet anvendelse af dette direktiv i Fællesskabet.

Artikel 2

1. Medlemsstaterne forbyder personer som nævnt i andet

afsnit, der er i besiddelse af intern viden, at benytte denne viden ved

direkte

eller indirekte, for egen eller tredjemands regning at erhverve eller afhænde

eller forsøge at erhverve eller afhænde finansielle instrumenter, som denne

viden vedrører.

Første afsnit gælder alle personer, som er i besiddelse af

den pågældende viden ved:

a)

at de er medlemmer

af det udstedende selskabs administrations-, ledelses- eller tilsynsorganer,

eller

b)

at de har

kapitalinteresser i det udstedende selskab, eller

c)

at de har adgang til

denne viden i kraft af deres beskæftigelse, erhverv eller funktioner, eller

d)

at de er kommet i

besiddelse af den pågældende viden ved strafbare handlinger.

2. Når en person som omhandlet i stk. 1 er en juridisk

person, gælder det i samme stykke omhandlede forbud også de fysiske personer,

der medvirker ved afgørelsen om at gennemføre transaktionen på den pågældende

juridiske persons vegne.

3. Denne artikel finder ikke anvendelse på transaktioner,

der gennemføres for at opfylde en forpligtelse til at erhverve eller afhænde

finansielle instrumenter, når denne forpligtelse er blevet bindende og er

baseret på en aftale, der er indgået, før der er opnået intern viden.

Artikel 3

Medlemsstaterne forbyder personer, der er omfattet af

forbuddet i artikel 2,

a)

at meddele intern viden

til andre, medmindre det sker som et normalt led i udøvelsen af deres

beskæftigelse, erhverv eller funktioner

b)

på grundlag af intern

viden at opfordre eller overtale andre til at erhverve eller afhænde

finansielle

instrumenter, som denne viden vedrører.

Artikel 4

Medlemsstaterne skal sikre, at artikel 2 og 3 også gælder

for alle andre end de i disse artikler omhandlede personer, der er i

besiddelse

af intern viden, og som ved eller burde have vidst, at der er tale om intern

viden.

Artikel 5

Medlemsstaterne forbyder enhver at foretage

kursmanipulation.

Artikel 6

1. Medlemsstaterne sikrer, at udstedere af finansielle

instrumenter hurtigst muligt offentliggør intern viden, der direkte vedrører

disse udstedere.

Uden at det berører eventuelle foranstaltninger til

overholdelse af bestemmelserne i ovenstående afsnit, påser medlemsstaterne,

at

udstederne i et passende tidsrum lader al intern viden, som de er forpligtet

til at offentliggøre, figurere på deres websted.

2. En udsteder kan på eget ansvar udsætte offentliggørelsen

af intern viden, jf. stk. 1, for ikke at skade sine berettigede interesser,

forudsat at dette ikke vil kunne vildlede offentligheden, og at udstederen

kan

sikre, at denne viden behandles fortroligt. Medlemsstaterne kan kræve, at en

udsteder øjeblikkelig skal underrette den kompetente myndighed om sin

beslutning om at udsætte offentliggørelsen af intern viden.

3. Medlemsstaterne kræver, at intern viden, som en udsteder

eller en person, der handler på dennes vegne eller for dennes regning,

meddeler

tredjemand som et normalt led i udøvelsen af sin beskæftigelse, sit erhverv

eller sine funktioner som omhandlet i artikel 3, litra a), skal

offentliggøres

i sin helhed samtidig med, at den meddeles tredjemand, når dette sker

bevidst,

og hurtigt derefter, når det sker ubevidst.

Første afsnit finder ikke anvendelse, hvis den person, der

modtager den interne viden, er pålagt tavshedspligt, uanset om denne pligt er

fastsat ved lov, administrative bestemmelser, vedtægter eller en kontrakt.

Medlemsstaterne kræver, at udstedere og personer, der

handler på deres vegne eller for deres regning, udarbejder en liste over de

personer, der arbejder for dem, såvel kontraktansatte som personer med andre

ansættelsesforhold, og som har adgang til intern viden. Udstedere og

personer,

der handler på deres vegne eller for deres regning, ajourfører løbende denne

liste og sender den til den kompetente myndighed på anmodning.

4. Personer med overordnet ansvar i et selskab, der udsteder

finansielle instrumenter, og eventuelle personer, der er tæt knyttet til

førstnævnte, skal som et minimum underrette den kompetente myndighed om

transaktioner, som de udfører for egen regning, og som vedrører finansielle

instrumenter fra den pågældende udsteder, eller om afledte eller andre

finansielle

instrumenter, som er forbundet hermed. Medlemsstaterne påser, at

offentligheden

hurtigst muligt får let adgang til oplysninger om disse transaktioner, i det

mindste på et individuelt grundlag.

5. Medlemsstaterne sørger for, at der findes hensigtsmæssige

regler til at sikre, at personer, der til distributionskanaler eller

offentligheden udarbejder eller udbreder analyser vedrørende finansielle

instrumenter eller udstedere af finansielle instrumenter eller udarbejder

eller

udbreder andre oplysninger med anbefalinger eller forslag vedrørende en

investeringsstrategi, udviser rimelig omhu for at sikre, at oplysningerne

fremsættes korrekt, og for at deres interesser eller interessekonflikter

afsløres

i forbindelse med de finansielle instrumenter, som oplysningerne vedrører.

Kommissionen underrettes om denne regulering.

6. Medlemsstaterne sikrer, at markedsaktørerne træffer

strukturelle forholdsregler, som tager sigte på at forebygge og afsløre

kursmanipulation.

7. For at sikre overholdelsen af stk. 1-5 kan den kompetente

myndighed træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på korrekt

oplysning af offentligheden.

8. Offentlige institutioner, der udsender statistikker, som

kan have en mærkbar indvirkning på finansielle markeder, udsender dem på en

fair og gennemsigtig måde.

9. Medlemsstaterne kræver, at personer, der som led i deres

erhverv gennemfører transaktioner med finansielle instrumenter, straks

underretter den kompetente myndighed, hvis den pågældende person med

rimelighed

kan antage, at disse transaktioner udgør insiderhandel eller

kursmanipulation.

10. For at tage hensyn til den tekniske udvikling på de

finansielle markeder og sikre ensartet anvendelse af dette direktiv vedtager

Kommissionen efter den i artikel 17, stk. 2, omhandlede procedure

gennemførelsesforanstaltninger

vedrørende:

-

de tekniske

betingelser for offentliggørelse af intern viden som omhandlet i stk. 1 og 3

-

de tekniske

betingelser for at udsætte offentliggørelsen af intern viden, jf. stk. 2

-

de tekniske

betingelser for fremme af en fælles strategi ved gennemførelsen af stk. 2,

andet punktum

-

de vilkår, hvorunder

udstedere eller personer, der handler på deres vegne, udarbejder og løbende

ajourfører en liste over de personer, der arbejder for dem og har adgang til

intern viden, jf. stk. 3

-

de personkategorier og

de egenskaber ved en transaktion, herunder dens størrelse, som udløser

forpligtelsen til at afgive erklæring, jf. stk. 4, samt de tekniske vilkår,

der

gælder for erklæringen til den kompetente myndighed

-

de tekniske betingelser

for de forskellige personkategorier, der er omhandlet i stk. 5, for en

korrekt

fremlæggelse af analyser og andre oplysninger med anbefalinger vedrørende en

investeringsstrategi og for afsløring af særlige interesser eller

interessekonflikter som omhandlet i stk. 5. I forbindelse med sådanne

betingelser skal der tages hensyn til de regler, herunder selvregulering, der

gælder for journalisterhvervet

-

de tekniske

betingelser for, hvornår de personer, der er nævnt i stk. 9, skal underrette

den kompetente myndighed.

Artikel 7

Dette direktiv finder ikke anvendelse på transaktioner, der

som led i penge- eller valutakurspolitikken eller styringen af den offentlige

gæld gennemføres af en medlemsstat, Det Europæiske System af Centralbanker,

en

national centralbank eller ethvert andet officielt udpeget organ eller af

enhver person, der handler på deres vegne. Medlemsstaterne kan lade denne

undtagelse omfatte deres delstater eller tilsvarende lokale administrative

enheder, når det gælder styringen af deres offentlige gæld.

Artikel 8

Forbuddene i dette direktiv gælder ikke for handel med egne

aktier i tilbagekøbsprogrammer eller for stabilisering af et finansielt

instrument, forudsat at sådanne transaktioner gennemføres i overensstemmelse

med gennemførelsesforanstaltninger, der er vedtaget efter den i artikel 17,

stk. 2, omhandlede procedure.

Artikel 9

Dette direktiv finder anvendelse på ethvert finansielt

instrument, der er optaget til handel på et reguleret marked i mindst en

medlemsstat, eller for hvilket der er indgivet en anmodning om optagelse til

handel, uanset om transaktionen i praksis finder sted på dette marked eller

ej.

Artikel 2, 3 og 4 finder også anvendelse på ethvert

finansielt instrument, som ikke er optaget til handel på et reguleret marked

i

en medlemsstat, men hvis værdi afhænger af et finansielt instrument som

omhandlet i stk. 1.

Artikel 6, stk. 1-3, finder ikke anvendelse på udstedere,

der ikke har anmodet om eller fået godkendt en optagelse af deres finansielle

instrumenter til handel på et reguleret marked i en medlemsstat.

Artikel 10

Hver medlemsstat anvender de forbud og påbud, der er

omhandlet i dette direktiv, på:

a)

transaktioner, der

gennemføres på dens område eller i udlandet vedrørende finansielle

instrumenter,

der er optaget til handel på et reguleret marked, der er beliggende eller

opererer på dens område, eller for hvilke der er indgivet en anmodning om

optagelse til handel på et sådant marked

b)

transaktioner, der

gennemføres på dens område vedrørende finansielle instrumenter, der er

optaget

til handel på et reguleret marked i en medlemsstat, eller for hvilke der er

indgivet anmodning om optagelse til handel på et sådant marked.

Artikel 11

Uden at det påvirker retsmyndighedernes kompetence, udpeger

hver medlemsstat en enkelt administrativ myndighed med kompetence til at

sikre

anvendelsen af bestemmelser vedtaget i medfør af dette direktiv.

Medlemsstaterne udarbejder effektive ordninger og procedurer

til høring af markedsdeltagerne vedrørende eventuelle ændringer af den

nationale lovgivning. Disse ordninger kan omfatte rådgivende udvalg under den

kompetente myndighed, hvis sammensætning i videst muligt omfang bør afspejle

markedsdeltagernes diversitet, hvad enten der er tale om udstedere, udbydere

af

finansielle tjenester eller forbrugere.

Artikel 12

1. Den kompetente myndighed tillægges alle de nødvendige

tilsyns- og undersøgelsesbeføjelser, for at den kan udøve sine funktioner.

Den

udøver disse beføjelser:

a)

direkte, eller

b)

i samarbejde med

andre myndigheder eller med markedsvirksomheder, eller

c)

under den kompetente

myndigheds ansvar ved uddelegering til sådanne myndigheder eller til

markedsvirksomheder, eller

d)

ved begæring til de

kompetente retslige myndigheder.

2. Med forbehold af artikel 6, stk. 7, udøves de i denne

artikels stk. 1 omhandlede beføjelser i henhold til national ret og omfatter

mindst retten til

a)

at få adgang til

ethvert dokument i enhver form og at modtage en kopi deraf

b)

at indhente

oplysninger hos en hvilken som helst person, herunder dem, der senere er

involveret

i afgivelsen af ordrer eller udførelse af de pågældende operationer, og deres

principaler, og eventuelt indkalde dem til høring

c)

at gennemføre

kontrolundersøgelser på stedet

d)

at kræve oplysninger

om foreliggende telefonsamtaler og foreliggende datatrafik

e)

at kræve ophør med

en praksis, der strider mod de bestemmelser, der er fastsat i henhold til

dette

direktiv

f)

at suspendere

handelen med de pågældende finansielle instrumenter

g)

at kræve

fastfrysning og/eller beslaglæggelse af aktiver

h)

at kræve nedlagt

midlertidigt forbud mod erhvervsvirksomhed.

3. Denne artikel berører ikke de nationale retsregler om

tavshedspligt.

Artikel 13

Tavshedspligten gælder for alle personer, der arbejder eller

har arbejdet for den kompetente myndighed, eller for enhver myndighed eller

virksomhed, der opererer på markedet, og som den kompetente myndigheder har

uddelegeret sine beføjelser til, herunder revisorer og eksperter, der har

modtaget

instrukser fra den kompetente myndighed. Oplysninger, der er omfattet af

tavshedspligt,

må ikke videregives til nogen anden person eller myndighed, medmindre der er

lovhjemmel derfor.

Artikel 14

1. Med forbehold af medlemsstaternes ret til at pålægge

strafferetlige sanktioner sikrer medlemsstaterne i henhold til national ret,

at

der kan træffes passende administrative foranstaltninger eller pålægges

administrative sanktioner over for de ansvarlige personer i de tilfælde, hvor

de bestemmelser, der er vedtaget i henhold til dette direktiv, ikke er blevet

overholdt. Medlemsstaterne sikrer, at disse foranstaltninger er effektive,

rimelige og præventive.

2. Efter proceduren i artikel 17, stk. 2, udarbejder

Kommissionen en informerende fortegnelse om de i stk. 1 omhandlede

administrative foranstaltninger og sanktioner.

3. Medlemsstaterne vedtager de sanktioner, der skal

iværksættes i tilfælde af manglende samarbejde ved en undersøgelse i henhold

til artikel 12.

4. Medlemsstaterne fastsætter, at den kompetente myndighed

kan meddele offentligheden, hvilke foranstaltninger eller sanktioner der vil

blive pålagt for overtrædelse af bestemmelser vedtaget i henhold til dette

direktiv, medmindre det er til alvorlig fare for finansmarkederne eller vil

forvolde de involverede parter uforholdsmæssig stor skade.

Artikel 15

Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheders

afgørelser kan indbringes for domstolene.

Artikel 16

1. De kompetente myndigheder samarbejder med hinanden på

grundlag af deres beføjelser i henhold til dette direktiv eller national

lovgivning, når det er nødvendigt for, at de kan udøve deres funktioner. De

kompetente myndigheder bistår de øvrige medlemsstaters kompetente

myndigheder.

De skal især udveksle oplysninger og samarbejde om undersøgelser.

2. Efter anmodning giver de kompetente myndigheder omgående

alle oplysninger, der kræves til det i stk. 1 omhandlede formål. I påkommende

tilfælde træffer de kompetente myndigheder, der modtager en anmodning,

omgående

de nødvendige foranstaltninger for at indhente de ønskede oplysninger. Hvis

den

kompetente myndighed, der anmodes om oplysninger, ikke er i stand til at

meddele dem omgående, begrunder den det over for den myndighed, der har

anmodet

om dem. Sådanne oplysninger er omfattet af den tavshedspligt, som påhviler

ansatte eller tidligere ansatte hos de kompetente myndigheder, der modtager

oplysningerne.

De kompetente myndigheder kan nægte at efterkomme en

anmodning om oplysninger,

-

når meddelelse af

disse oplysninger kan bringe den pågældende medlemsstats suverænitet,

sikkerhed

eller grundlæggende retsprincipper i fare

-

når der allerede er

indledt retsforfølgning med hensyn til de samme forhold og mod de samme

personer ved denne medlemsstats myndigheder, eller

-

når disse personer

allerede har fået endelig dom for de samme forhold i denne medlemsstat.

I dette tilfælde giver de den kompetente myndighed, der har

anmodet om oplysningerne, meddelelse herom og giver så detaljerede

oplysninger

som muligt om denne retsforfølgning eller dom.

Uden at det berører bestemmelserne i traktatens artikel 226,

kan en kompetent myndighed, hvis anmodning om oplysninger ikke efterkommes

inden for en rimelig frist, eller hvis anmodning om oplysninger afvises,

indbringe den manglende efterkommelse for Det Europæiske

Værdipapirtilsynsudvalg,

hvor sagen vil blive drøftet med henblik på at nå frem til en hurtig og

effektiv løsning.

De kompetente myndigheder, der modtager oplysninger i

henhold til stk. 1, kan, uden at det påvirker deres forpligtelser i

strafferetssager, kun anvende oplysningerne i forbindelse med udøvelsen af

deres funktioner inden for dette direktivs anvendelsesområde og i forbindelse

med administrative eller retlige procedurer, der specielt er knyttet til

udøvelsen af disse funktioner. Den myndighed, der modtager oplysningerne, kan

dog anvende dem til andre formål eller videregive dem til andre staters

kompetente myndigheder, hvis den myndighed, der har meddelt oplysningerne,

giver sit samtykke.

3. Når en kompetent myndighed er overbevist om, at

handlinger i strid med dette direktiv gennemføres eller er blevet gennemført

på

en anden medlemsstats område, eller at handlinger påvirker finansielle

instrumenter, der handles på et reguleret marked i en anden medlemsstat,

giver

den så nøjagtigt som muligt den anden medlemsstats kompetente myndighed

meddelelse derom. Sidstnævnte myndighed træffer de nødvendige

foranstaltninger.

Den underretter den myndighed, der har givet meddelelsen, om resultatet og så

vidt muligt om vigtige forhold i sagens videre forløb. Dette stykke berører

ikke beføjelserne for den kompetente myndighed, som har fremsendt

oplysningerne.

De kompetente myndigheder i de forskellige medlemsstater, jf. artikel 10,

skal

høre hinanden om den foreslåede opfølgning af deres konstateringer.

4. En medlemsstats kompetente myndighed kan anmode om, at en

anden medlemsstats kompetente myndighed foretager en undersøgelse på

sidstnævnte medlemsstats område.

Den kan desuden anmode om tilladelse til at lade nogle af

sine medarbejdere bistå den anden kompetente myndigheds medarbejdere ved

undersøgelsen.

Det er dog den medlemsstat, på hvis område undersøgelsen

gennemføres, der har ansvaret for den overordnede kontrol med hele

undersøgelsen.

De kompetente myndigheder kan nægte at efterkomme en

anmodning om gennemførelse af en undersøgelse som omhandlet i første afsnit

eller en anmodning om, at deres medarbejdere bistås af medarbejderne fra en

anden medlemsstats kompetente myndigheder, som omhandlet i andet afsnit, hvis

en sådan undersøgelse kan bringe den pågældende medlemsstats suverænitet,

sikkerhed eller grundlæggende retsprincipper i fare, eller når der allerede

er

indledt retsforfølgning med hensyn til de samme forhold og mod de samme

personer ved denne stats myndigheder, eller når disse personer allerede har

fået endelig dom for de samme forhold i denne stat. I dette tilfælde giver de

den kompetente myndighed, der har anmodet om gennemførelsen af undersøgelsen,

meddelelse herom og giver så detaljerede oplysninger som muligt om denne

retsforfølgning eller dom.

En kompetent myndighed, hvis anmodning om at indlede en

undersøgelse eller om tilladelse til, at dens embedsmænd kan ledsage den

udenlandske myndigheds embedsmænd, ikke efterkommes inden for en rimelig

frist,

kan, uden at det berører bestemmelserne i traktatens artikel 226, indbringe

den

manglende efterkommelse for Det Europæiske Værdipapirtilsynsudvalg, hvor

sagen

vil blive drøftet med henblik på at nå frem til en hurtig og effektiv

løsning.

5. Efter den i artikel 17, stk. 2, omhandlede procedure

vedtager Kommissionen gennemførelsesforanstaltninger vedrørende procedurerne

for udveksling af oplysninger og grænseoverskridende kontrolundersøgelser som

omhandlet i denne artikel.

Artikel 17

1. Kommissionen bistås af Det Europæiske Værdipapirudvalg,

der er oprettet ved afgørelse 2001/528/EF (i det følgende benævnt

»udvalget«).

2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 og

7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8, for så vidt de

gennemførelsesforanstaltninger, der træffes efter denne procedure, ikke

ændrer

de grundlæggende bestemmelser i dette direktiv.

Perioden i artikel 5, stk. 6, i afgørelse 1999/468/EF

fastsættes til tre måneder.

3. Udvalget vedtager selv sin forretningsorden.

4. Medmindre andet er fastsat i de

gennemførelsesbestemmelser, der allerede er vedtaget, ophører anvendelsen af

dette direktivs bestemmelser om vedtagelse af tekniske bestemmelser og

afgørelser efter proceduren i stk. 2 fire år efter direktivets ikrafttræden.

Europa-Parlamentet og Rådet kan på forslag af Kommissionen forny disse

bestemmelser efter proceduren i traktatens artikel 251 og tager dem med

henblik

herpå op til revision inden udløbet af ovennævnte tidsrum.

Artikel 18

Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative

bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv inden 12. oktober 2004.

De underretter straks Kommissionen herom.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en

henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en

sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af

medlemsstaterne.

Artikel 19

Artikel 11 berører ikke en medlemsstats mulighed for at lave

særskilte lovmæssige og administrative ordninger for oversøiske europæiske

territorier, hvis udenrigsforbindelser medlemsstaten er ansvarlig for.

Artikel 20

Direktiv 89/592/EØF samt artikel 68, stk. 1, og artikel 81,

stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/34/EF af 28. maj 2001

vedrørende betingelserne for værdipapirers optagelse til officiel notering på

en fondsbørs samt oplysninger, der skal offentliggøres om disse værdipapirer

10)

bortfalder med virkning fra dette direktivs

ikrafttræden.

Artikel 21

Dette direktiv træder i kraft på dagen for offentliggørelsen

i

Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 22

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 28. januar 2003.

På Europa-Parlamentets vegne

P. COX

Formand

På Rådets vegne

G. PAPANDREOU

Formand

1)

EFT C 240 E af 28.8.2001, s. 265.

2)

EFT C 80 af 3.4.2002, s. 61.

3)

EFT C 24 af 26.1.2002, s. 8.

4)

Europa-Parlamentets

udtalelse af 14.3.2002 (endnu ikke offentliggjort i EUT), Rådets fælles

holdning af 19.7.2002 (EFT C 228 E af 25.9.2002, s. 19) og

Europa-Parlamentets

afgørelse af 24.10.2002 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

5)

EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.

6)

EFT L 334 af

18.11.1989, s. 30.

7)

EFT L 281 af

23.11.1995, s. 31.

8)

EFT L 191 af

13.7.2001, s. 45.

9)

EFT L 141 af

11.6.1993, s. 27. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2000/64/EF

(EFT L 290 af 17.11.2000, s.

10)

EFT L 184 af 6.7.2001, s. 1.

Officielle noter

1)

Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2003/6/EF af 28. januar 2003 om insiderhandel og

kursmanipulation (markedsmisbrug) (EF-Tidende 2003 nr. L 96, side 16).

Lignende dokumenter