Forslag til Lov om ændring af straffeloven (Forældelse, skærpelse af straffen for falske afsonere m.v.)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 23. februar 2005 af
justitsministeren (Lene Espersen)
Forslag
til
Lov
om ændring af straffeloven
(Forældelse,
skærpelse af straffen for falske afsonere m.v.)
§ 1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 960 af 21.
september 2004, foretages følgende ændringer:
1.
§ 93, stk. 1, nr. 1,
affattes
således:
»
§ 93.
Forældelsesfristen er
1)
2 år, når der ikke er
hjemlet højere straf end fængsel i 1 år for overtrædelsen.«
2.
§ 93, stk. 2
og
3
, affattes således:
»
Stk. 2
.
Forældelsesfristen er i intet tilfælde
Læs alt
mindre end 5 år for
1)
overtrædelse af denne
lovs § 296, stk. 2, § 297, stk. 2, og § 302,
stk. 2,
2)
overtrædelse af
skatte-, told-, afgifts- eller tilskudslovgivningen, hvorved der opnås eller
kan opnås uberettiget vinding.
Stk. 3.
For
overtrædelse af denne lovs § 223, stk. 1, og §§ 224 og 225,
jf.
§ 223, stk. 1, er forældelsesfristen i intet tilfælde mindre end 10
år.«
3.
Efter § 93 indsættes som
§ 93 a
:
»
§ 93 a.
Når en lovovertrædelse er omfattet af en af
Danmark tiltrådt mellemfolkelig overenskomst, ifølge hvilken strafansvaret er
uforældeligt, indtræder forældelse ikke.«
4.
§ 94, stk. 5,
affattes således:
»
Stk. 5
.
Forældelsesfristen afbrydes, når
den pågældende gøres bekendt med sigtelsen, eller når anklagemyndigheden
anmoder om rettergangsskridt, hvorved den pågældende sigtes for
overtrædelsen.
Forældelsesfristen for en juridisk persons ansvar kan afbrydes over for en
person,
der efter retsplejelovens § 157 kan modtage forkyndelser på den
juridiske
persons vegne.«
5.
§ 97 a, stk. 1
og
2
, affattes således:
»
§ 97 a.
Hvis der ikke forinden er indgivet begæring
om udpantning, bortfalder bøde efter
1)
5 år, når bøden ikke
overstiger 10.000 kr., og
2)
10 år, når bøden
overstiger 10.000 kr.
Stk. 2.
Forvandlingsstraf for bøde bortfalder efter 3 år, medmindre dens fuldbyrdelse
er påbegyndt forinden. For bøde på over 10.000 kr. er fristen dog 5 år.«
6.
I
§ 164, stk. 3,
ændres »6 måneder«
til: »1 år«.
§ 2
Stk. 1.
Loven
træder i kraft den 1. juli 2005.
Stk. 2.
§ 1,
nr. 6, træder dog i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende.
§ 3
Stk. 1.
Loven gælder ikke for Grønland og Færøerne.
Stk. 2.
Lovens § 1
kan dog ved kongelig anordning helt eller delvist sættes i kraft for Færøerne
med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1.
Indledning
;............................................................................
...................
3
2.
Strafferammers betydning for forældelse
af strafansvar
........................
4
2.1.
Gældende ret
;............................................................................
..........
4
2.2.
Brydensholt-udvalgets
overvejelser
......................................................
5
2.3.
Straffelovrådets
overvejelser
...............................................................
6
2.4.
Justitsministeriets
overvejelser
.............................................................
7
3.
Forældelsesafbrydelsens form
................................................................
7
3.1.
Gældende ret
;............................................................................
..........
7
3.2.
Brydensholt-udvalgets
overvejelser
......................................................
8
3.3.
Straffelovrådets
overvejelser
...............................................................
8
3.4.
Justitsministeriets
overvejelser
.............................................................
8
4.
Retsvirkningerne af forældelsesfristens afbrydelse
..............................
8
4.1.
Gældende ret
;............................................................................
..........
8
4.2.
Brydensholt-udvalgets
overvejelser
......................................................
9
4.3.
Straffelovrådets
overvejelser
...............................................................
9
4.4.
Justitsministeriets
overvejelser
.............................................................
9
5.
Forældelse af juridiske personers ansvar
..............................................
9
5.1.
Gældende ret
;............................................................................
..........
9
5.2.
Brydensholt-udvalgets
overvejelser
......................................................
10
5.3.
Straffelovrådets
overvejelser
...............................................................
10
5.4.
Justitsministeriets
overvejelser
.............................................................
10
6.
Forældelse af bøder
;............................................................................
....
10
6.1.
Gældende ret
;............................................................................
..........
10
6.2.
Straffelovrådets
overvejelser
...............................................................
11
6.3.
Justitsministeriets
overvejelser
.............................................................
12
7.
Skærpelse af straffen for den, som tilskynder en anden til at afsone
i sit sted, samt for falske afsonere
............................................................
12
7.1.
Gældende ret
;............................................................................
..........
12
7.2.
Retspraksis
;............................................................................
.............
12
7.3.
Justitsministeriets
overvejelser
.............................................................
12
8.
Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser
...............
13
9.
Hørte myndigheder mv
;...........................................................................
14
1. Indledning
1.1. Med
lovforslaget gennemføres en revision af straffelovens generelle regler om
forældelse af strafansvar. Denne del af lovforslaget bygger på
Straffelovrådets
betænkning nr. 1441/2004 om visse forældelsesretlige spørgsmål samt
betænkning
nr. 1438/2004 fra Justitsministeriets udvalg om økonomisk kriminalitet og
datakriminalitet (Brydensholt-udvalget) om forældelse af strafansvaret for
særlovsovertrædelser m.v.
Lovforslaget har desuden til formål at skærpe straffen for
den, som tilskynder en anden til at afsone en fængselsstraf i sit sted, samt
for falske afsonere.
Lovforslaget er en uændret genfremsættelse af lovforslag
nr. 98, der blev fremsat skriftligt for Folketinget den 11. november 2004,
jf.
Folketingstidende 2004-2005, Tillæg A, sp. 2828 og 2846, og som bortfaldt på
grund af afholdelse af folketingsvalg den 8. februar 2005.
1.2. Lovforslaget
indebærer, at forældelsesfristens længde i alle tilfælde vil være bestemt af
strafmaksimum i den pågældende straffebestemmelse (eller være fastsat direkte
i
loven, jf. nedenfor) og ikke af den konkret forskyldte straf i den pågældende
straffesag. Forslaget indebærer også, at der i alle tilfælde vil gælde samme
forældelsesfrist for juridiske personer som for fysiske personer
(lovforslagets
§ 1, nr. 1).
Endvidere foreslås det, at der for visse overtrædelser af
skatte-, told-, afgifts- og tilskudslovgivningen fastsættes en
minimumsforældelsesfrist på 5 år. Forældelsesfristen vil således i disse
sager
være 5 år, selv om strafmaksimum i særlovgivningen eventuelt er 1 års fængsel
og forældelsesfristen derfor efter de almindelige regler ville være 2 år
(lovforslagets § 1, nr. 2).
Lovforslaget medfører derudover, at der ikke indtræder
forældelse af strafansvaret, når en konkret lovovertrædelse er omfattet af en
af Danmark tiltrådt mellemfolkelig overenskomst, ifølge hvilken strafansvaret
er uforældeligt.
Lovforslaget indeholder tillige ændrede bestemmelser om
afbrydelse af forældelsesfrister, så anklagemyndigheden og politiet får samme
simple fremgangsmåde til at afbryde forældelsen, som andre offentlige
myndigheder
har i dag efter bestemmelsen i straffelovens § 94, stk. 5. Det vil
sige, at forældelsesfristen kan afbrydes ved, at den pågældende gøres bekendt
med sigtelsen. Det foreslås samtidig, at fristafbrydelsen i forhold til
juridiske personer kan ske over for personer, der efter retsplejelovens
§ 157
kan modtage forkyndelser på den juridiske persons vegne.
Der foreslås endvidere nye forældelsesregler for
bødestraffe. Forslaget indebærer, at forældelsesfristen forlænges i forhold
til
de gældende regler for bøder op til 3.000 kr. (fra 3 til 5 år) og for bøder
over 10.000 kr. (fra 5 til 10 år). Det foreslås således, at alle bøder under
10.000 kr. skal bortfalde efter 5 år, hvis der ikke forinden er indgivet
begæring om udpantning, mens den tilsvarende frist for bøder over 10.000 kr.
skal være 10 år. For så vidt angår forvandlingsstraf for bøder foreslås, at
straffen bortfalder efter 3 år for bøder, der ikke overstiger 10.000 kr.,
mens
den bortfalder efter 5 år for bøder, der overstiger 10.000 kr.
Endelig foreslås strafferammen i straffelovens § 164,
stk. 3, om den, der foretager en handling hvorved den pågældende selv
eller en anden med dennes samtykke bliver sigtet, dømt eller undergivet
strafferetlig retsfølge for et strafbart forhold, som han ikke har begået,
ændret fra 6 måneders fængsel til 1 års fængsel. Forslaget tilsigter en
skærpelse af straffen for den, som tilskynder en anden til at afsone en
fængselsstraf i sit sted, samt for falske afsonere.
1.3. Straffelovrådet
foreslog i betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer en
lang række ændringer af de gældende strafferammer i straffeloven og i den
forbindelse bl.a. at afskaffe strafmaksima i loven på fængsel i 12 år, 3 år,
1
år og 6 måneder, 4 måneder og 3 måneder. Rådet tilsigtede med disse forslag
om
at afskaffe visse strafmaksima ikke en ændret strafudmåling, men alene en vis
simplificering af strafferammesystemet, jf. nedenfor.
Strafferammerne har som ovenfor nævnt betydning for de
forældelsesfrister, der gælder i det enkelte tilfælde. Straffelovrådet fandt
det mest hensigtsmæssigt at udskyde overvejelserne om de forældelsesmæssige
konsekvenser af de nævnte forslag vedrørende ændrede strafferammer til en
senere betænkning, og Justitsministeriet tilkendegav på den baggrund i
forbindelse med gennemførelsen af betænkning nr. 1424/2002 (lovforslag L 99,
Folketingsåret 2003/2004), at en stillingtagen til forslaget om at afskaffe
visse strafmaksima burde afvente Straffelovrådets overvejelser om de afledte
forældelsesmæssige spørgsmål.
Straffelovrådet har i betænkning nr. 1441/2004 anført, at
forældelsesfristen for overtrædelse af straffelovens § 108, stk. 2,
§ 109,
stk. 1, samt § 118 fortsat bør være 15 år, hvis strafferammen i
bestemmelserne ændres fra fængsel indtil 12 år til fængsel indtil 10 år, som
foreslået af rådet i betænkning nr. 1424/2002. For så vidt angår de øvrige
forenklingsforslag, der har afledte forældelsesmæssige konsekvenser, jf.
straffelovens § 93, har rådet ikke fundet grundlag for at foreslå
ændringer af forældelsesreglerne, idet der efter rådets opfattelse ikke vil
være betænkeligheder ved, at forældelsesfristen i de pågældende tilfælde
forlænges, henholdsvis forkortes som følge af, at strafferammen ændres.
I lyset heraf har Justitsministeriet overvejet rådets
forslag om at undlade at bruge visse strafmaksima i straffeloven.
Straffelovrådets forslag er bl.a. begrundet i et ønske om gennem færre
forskellige strafmaksima i loven at opnå en tydeligere markering af, hvor
grove
de enkelte forbrydelsestyper anses for at være, også i forhold til hinanden,
jf. betænkning nr. 1424/2002, side 163ff.
Ved lov nr. 218 af 31. marts 2004 blev hovedparten af
Straffelovrådets forslag om ændring af de gældende strafferammer i
straffeloven
gennemført. Blandt andet er der foretaget en række ændringer på grundlag af
rådets inddeling af bestemmelserne i straffelovens særlige del baseret på det
angrebne retsgode, jf. betænkning 1424/2002, side
169 f. Herved er der gennemført både en
vis forenkling og en klarere markering af den opfattelse af de enkelte
forbrydelsestypers grovhed, som ligger i valget af strafferamme.
Justitsministeriet er enig i, at Rådets supplerende forslag om herudover at
simplificere strafferammesystemet ved at undlade at bruge visse strafmaksima
i
loven ville kunne bidrage til en yderligere forenkling. Justitsministeriet
finder imidlertid, at der ikke er et væsentligt aktuelt behov for en sådan
yderligere forenkling, som det samtidig formentlig kunne blive vanskeligt at
fastholde fremover, bl.a. på grund af den internationale udvikling på det
strafferetlige område, herunder EU’s initiativer vedrørende tilnærmelse
af
medlemsstaternes straffelovgivning. Hertil kommer, at Justitsministeriet
uanset
forenklingshensynet ikke finder det hensigtsmæssigt at nedsætte de gældende
strafmaksima for meget alvorlige forbrydelser som f.eks. spionage, grov
frihedsberøvelse og særlig farlig voldtægt mv.
På den anførte baggrund er denne del af Straffelovrådets
forslag ikke medtaget i det foreliggende lovforslag.
Straffelovrådet foreslog i betænkning nr. 1424/2002
endvidere, at strafmaksimum i straffelovens § 180 (kvalificeret
forsætlig
brandstiftelse) og § 183, stk. 2, (kvalificeret forsætlig
sprængning)
nedsættes fra livstid til 16 års fængsel. Straffelovrådet anførte herom
bl.a.,
at brandstiftelse og sprængning, der koster menneskeliv, i praksis også vil
være omfattet af straffelovens § 237 om manddrab, hvis gerningsmanden
anser det for overvejende sandsynligt, at nogen vil omkomme ved handlingen,
og
derfor vil en nedsættelse af de pågældende bestemmelsers strafmaksima ikke få
reel betydning i retspraksis, idet strafmaksimum efter § 237 er fængsel
på
livstid. Justitsministeriet finder det imidlertid ikke hensigtsmæssigt at
nedsætte det gældende strafmaksimum for disse to særdeles grove forbrydelser.
2. Strafferammens betydning for forældelse af
strafansvar
2.1. Gældende ret
Straffelovens § 93 indeholder regler om forældelse af
strafansvar.
Bestemmelsen fik i store træk sin nuværende affattelse ved
lov nr. 248 af 9. juni 1967 om ændringer i borgerlig straffelov (Forældelse,
pornografi, homoseksuel prostitution m.v.). Lovændringen var med få
undtagelser
baseret på Straffelovrådets betænkning nr. 433/1966 om strafferetlig
forældelse
m.v. Med lovændringen opnåedes stort set nordisk retsenhed vedrørende
forældelse.
Af straffelovens § 93, stk. 1, følger de nærmere
forældelsesfrister, der som udgangspunkt skal beregnes efter det
strafmaksimum,
der er foreskrevet for forbrydelsen. Der skal således som udgangspunkt ikke
tages hensyn til den konkrete forbrydelses grovhed og strafværdighed.
Strafferammekriteriet fraviges dog, hvis den konkret forskyldte straf ville
være bøde, idet forældelsesfristen i så fald er 2 år.
Forældelsesfristen er 5 år, når der ikke er hjemlet højere
straf end fængsel i 4 år, mens forældelsesfristen er 10 år, når der ikke er
hjemlet højere straf end fængsel i 10 år, jf. § 93, stk. 1, nr. 2
og
3. I de tilfælde, hvor der ikke er hjemlet højere straf end fængsel på
bestemt
tid, er forældelsesfristen 15 år, jf. § 93, stk. 1, nr. 4.
Forbrydelser med fængsel på livstid som strafmaksimum
indgår ikke i opregningen i § 93, stk. 1, og er derfor
uforældelige. Efter
artikel 5 sammenholdt med artiklerne 6-8 i statutten for Den Internationale
Straffedomstol (ICC-statutten) henhører følgende forbrydelser under
straffedomstolens jurisdiktion: Folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden,
krigsforbrydelser og aggression. Forbrydelser som henhører under domstolens
jurisdiktion forældes ikke, jf. ICC-statuttens artikel 29. Statutten for Den
Internationale Straffedomstol er gennemført i dansk ret ved lov nr. 342 af
16.
maj 2001 om Den Internationale Straffedomstol. Bestemmelser om uforældelighed
svarende til ICC-statuttens artikel 29 findes i Geneve-konventionernes
artikel
3, der også er gennemført i Danmark. Forbrydelser, der eksempelvis efter
ICC-statuttens artikel 29 ikke forældes, er ofte også uforældelige efter
dansk
ret, idet forbrydelserne omfattes af straffelovsbestemmelser med fængsel på
livstid som strafmaksimum. Afvigelser kan dog forekomme, idet f.eks. voldtægt
og grov legemsbeskadigelse efter dansk ret har tidsbestemte strafmaksima, og
derfor er forældelige efter straffelovens § 93, stk. 1.
Forældelsesfristen for juridiske personers strafansvar
følger maksimumstrafferammen for vedkommende overtrædelse, jf. straffelovens
§ 93,
stk. 1, nr. 1, 2. pkt.
Den konkret
forskyldte straf har alene betydning ved lovovertrædelser begået af fysiske
personer, som kan ventes at føre til bøde.
Det kan efter
omstændighederne føre til, at der er en længere forældelsesfrist for
juridiske
personer end for fysiske personer, der måtte begå en tilsvarende
overtrædelse.
De almindelige forældelsesfrister i § 93, stk. 1,
fraviges i bestemmelsens stk. 2 og 3, idet der følger minimumsfrister på
5
og 10 år for forbrydelser, der ellers efter de almindelige regler ville være
underlagt en kortere forældelsesfrist.
Det følger af § 93, stk. 2, 1. pkt., at
forældelsesfristen i intet tilfælde er mindre end 5 år for overtrædelse af
straffelovens § 296, stk. 1, nr. 2 og 3, og stk. 2, § 297
og § 302, der vedrører kriminalitet vedrørende juridiske personers
forhold
m.v. Der følger også en minimumsfrist på 5 år for overtrædelser af told- og
afgiftslovgivningen (bortset fra momslovsovertrædelser), når nogen derved
unddrager
sig betaling til det offentlige, eller overtrædelserne er egnede til at
medføre, at nogen uberettiget fritages for sådan betaling, jf. § 93,
stk. 2,
2. pkt. Overtrædelserne af disse bestemmelser er kendetegnet ved, at de ofte
først opdages sent, hvorfor de derfor er underlagt en 5-årig
forældelsesfrist,
herunder også i tilfælde, hvor den konkret forskyldte straf ville være bøde.
Ved overtrædelse af straffelovens § 223, stk. 1,
og §§ 224 og 225, jf. § 223, stk. 1 (stedbarnsincest m.v.) er
forældelsesfristen i intet tilfælde mindre end 10 år, jf. § 93,
stk. 3.
Den 10-årige forældelsesfrist omfatter ifølge § 93, stk. 3, også
overtrædelser af skattekontrollovens §§ 13, 15 eller 16 om skattesvig
samt
overtrædelse af straffelovens § 289, 1. pkt., om skatte- og momssvig af
særlig
grov karakter.
For overtrædelser, der er omfattet af § 93, stk. 3,
gælder i lighed med overtrædelser omfattet af § 93, stk. 2, at den
særlige forældelsesfrist ikke påvirkes af, om den konkret forskyldte straf
ville være bøde, og overtrædelsen dermed efter de almindelige regler i
§ 93,
stk. 1, nr. 1, ville være undergivet en 2-årig forældelsesfrist.
Der er forholdsvis mange særlove, der indeholder en længere
forældelsesfrist (typisk 5 år) end den, der ville følge af de almindelige
regler i straffelovens § 93, stk. 1. Som eksempler kan nævnes
miljøbeskyttelsesloven, bogføringsloven og lov om finansiel virksomhed.
2.2. Brydensholt-udvalgets overvejelser
Brydensholt-udvalget har overvejet, hvorvidt der er behov
for at foreslå ændrede forældelsesregler inden for den økonomiske
kriminalitets
område.
2.2.1. Bogføring og regnskaber m.v.
For overtrædelse af regler om bogføring og regnskaber
gælder der i vidt omfang en forældelsesfrist på 5 år, jf. blandt andet
bogføringsloven og straffelovens § 296, stk. 1, nr. 2 og 3, og
stk. 2
samt § 302.
Udvalget bemærker, at overholdelse af reglerne om bogføring
og regnskaber er væsentlige for offentlige myndigheders kontrolmuligheder.
Det gælder
både med hensyn til, at bogføring og regnskaber er korrekte, og med hensyn
til,
at der bogføres, at der udarbejdes regnskaber, og at pligten til at opbevare
regnskaber mv. overholdes.
Udvalget har bl.a. overvejet,
om
de gældende regler
om 5-årig forældelse på bogførings- og regnskabsområdet er tilstrækkelige, og
om
opgørelser af varebeholdninger med hensyn til forældelse bør behandles på
linje
med almindelig bogføring.
Udvalget finder, at de gældende 5-årige forældelsesfrister
i bogføringsloven og i en række andre særlove, i straffelovens § 302
sammen med den af udvalget foreslåede udvidelse af straffelovens § 296
(jf. betænkning nr. 1396/2001) tilgodeser hensynet til de offentlige
myndigheders kontrolmuligheder. Udvalget finder derfor, at de gældende regler
på bogførings- og regnskabsområdet er tilstrækkelige.
Det er udvalgets opfattelse, at forkerte eller manglende
opgørelser af varebeholdninger typisk også vil komme til udtryk i bogføringen
eller indgå i afgiftsovertrædelser, hvor der i begge tilfælde gælder en
5-årig
forældelsesfrist. Udvalget finder derfor ikke, at der generelt er et særligt
behov for en 5-årig forældelse af straffebestemmelser om opgørelser af
varebeholdninger.
Årsregnskabsloven og bekendtgørelse nr. 1068 af 17.
december 1999 om skattemæssige krav til regnskab indeholder for så vidt angår
regnskaber ikke særlige forældelsesfrister. Overtrædelser heraf er således
undergivet
2-årig forældelse. Grove overtrædelser vil imidlertid kunne straffes efter
straffelovens §§ 296 og 302, ligesom regnskaber er en del af det
regnskabsmateriale, der er omfattet af bogføringsloven. I mange tilfælde vil
overtrædelser vedrørende krav til regnskaber være sket med forsæt til svig,
som
derfor ofte vil være omfattet af andre regler med længere forældelsesfrister.
På den baggrund finder udvalget ikke, at der er behov for
en generel forældelsesfrist på 5 år for regnskaber. Det er udvalgets
opfattelse, at hvis der på enkelte områder vurderes at være behov for længere
forældelsesfrister for straffebestemmelser om opgørelser af varebeholdninger
eller regnskaber, bør reguleringen ske i de enkelte særlove.
Om Brydensholt-udvalgets overvejelser henvises nærmere til
betænkning nr. 1438/2004, side 60 ff.
2.2.2. Juridiske personers formueforvaltning m.v.
Udvalget har overvejet om selskabslovgivningens
bestemmelser om virksomheders organisation, kapitalberedskab og
formueforvaltning ved strafbare overtrædelser generelt skal være omfattet af
en
5-årig forældelsesfrist.
Udvalget finder, at der ikke på nuværende tidspunkt er et
tilstrækkeligt grundlag for at foreslå, at selskabslovens bestemmelser bør
være
undergivet en forældelsesfrist på 5 år. Udvalget har især lagt vægt på, at
udvalget
har foreslået straffelovens § 296 udvidet, således at alle grovere
overtrædelser er omfattet af bestemmelsen, jf. udvalgets forslag i betænkning
nr. 1396/2001. Udvalget finder, at det er vanskeligt at vurdere, om der er
behov for en 5-årig forældelsesfrist uden for det område, der vil være
omfattet
af straffelovens § 296.
Om Brydensholt-udvalgets overvejelser henvises nærmere til
betænkning nr. 1438/2004, side 66 ff.
2.2.3. Skatte- og momslovgivning
Det er udvalgets opfattelse, at der bør være parallelitet
mellem forældelsesfristen for skattesager og for momssager. Udvalget
fremhæver,
at der på disse områder er samme behov som på andre fiskale områder for at
have
en længere forældelsesfrist end 2 år, men udvalget finder det dog tvivlsomt,
om
der er behov for længere forældelsesfrister end på andre fiskale områder.
Udvalget har i betænkning nr. 1396/2001 foreslået en ny
affattelse af straffelovens § 289 som en fælles overbestemmelse for
grove
overtrædelser af skatte-, afgifts- eller tilskudslovgivningen, hvor der er
forsæt til uberettiget vinding. Udvalget har taget udgangspunkt i, at alle
offentlige midler er lige beskyttelsesværdige. Udvalget finder, at dette også
gælder i forældelsesmæssig henseende, og udvalget fremhæver, at
kontrolproblemerne
er de samme på alle områderne.
Udvalget finder, at de særlige kontrolhensyn medfører, at
disse sager altid bør være undergivet mindst en 5-årig forældelsesfrist.
Der vil dog kunne være 10-årig forældelse i grove sager,
hvis udvalgets forslag til ny affattelse af straffelovens § 289 får en
strafferamme på fængsel i mere end 4 år. Der henvises nærmere herom til
Brydensholt-udvalgets
betænkning nr. 1396/2001, side 60 ff.
Om Brydensholt-udvalgets overvejelser henvises nærmere til
betænkning nr. 1438/2004, side 68 ff.
2.2.4. Unddragelse af told og afgifter til det
offentlige
Brydensholt-udvalget finder, at de særlige kontrolhensyn
også på dette område taler for at ændre straffelovens § 93, stk. 2
og
3, således at der også ved uberettigede offentlige tilskud eller støtte er en
forældelsesfrist, der er længere end 2 år.
Det bemærkes, at udvalget har foreslået en ny affattelse af
straffelovens § 289 a i betænkning nr. 1396/2001, som vil omfatte told,
afgifter, tilskud og støtte.
Om Brydensholt-udvalgets overvejelser henvises nærmere til
betænkning nr. 1438/2004, side
71 f.
2.3. Straffelovrådets overvejelser
Det er Straffelovrådets opfattelse, at længden af
forældelsesfristen fortsat bør være afhængig af lovovertrædelsens grovhed. Jo
grovere en lovovertrædelse er, desto større behov vil der typisk være for at
forfølge den, selv om der er gået længere tid, efter at den er begået, og
desto
svagere vil de hensyn, der kan tale imod en sådan forfølgning, typisk være.
På den baggrund finder rådet som udgangspunkt ikke grundlag
for at foreslå ændringer af forældelsesfristerne i de bestemmelser, hvor
rådet
i betænkning nr. 1424/2002 har foreslået ændringer af strafferammerne.
Straffelovrådet har fundet, at der ikke længere er behov
for den gældende særregel i straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1, 1.
pkt., 2. led, der lader forældelsesfristen afhænge af, om den konkret
forskyldte
straf ville være bøde. Rådet har derfor foreslået, at denne særregel ophæves.
Forældelsesfristen beregnes herefter i alle tilfælde efter det strafmaksimum,
der er foreskrevet for lovovertrædelsen, og således uden hensyn til den
konkrete
lovovertrædelse.
Straffelovrådet har endelig overvejet spørgsmålet om
Danmarks internationale forpligtelser i relation til uforældelighed, jf.
f.eks.
artikel 29 i statutten for Den Internationale Straffedomstol (ICC-statutten).
Det følger af artikel 29, at forbrydelser, som henhører
under domstolens jurisdiktion, ikke forældes. I almindelighed vil sådanne
forbrydelser også være uforældelige efter dansk ret, idet forbrydelser
omfattet
af straffelovsbestemmelser med fængsel på livstid som strafmaksimum også er
uforældelige. Nogle overtrædelser, f.eks. voldtægt og grov
legemsbeskadigelse,
har imidlertid en strafferamme med et tidsbestemt maksimum, og er derfor
forældelige
efter bestemmelsen i straffelovens § 93.
På den baggrund har rådet foreslået, at der som § 93 a
indsættes en bestemmelse, hvorefter der ikke indtræder forældelse, når den
konkrete lovovertrædelse er omfattet af en af Danmark tiltrådt mellemfolkelig
overenskomst, ifølge hvilken strafansvaret er uforældeligt. Herved sikres
det,
at en sådan overtrædelse også efter dansk ret er uforældelig, selv om
lovovertrædelsen har tilknyttet en strafferamme med et tidsbestemt
strafmaksimum.
Straffelovrådet har ikke i øvrigt fremsat bemærkninger til
Brydensholt-udvalgets forslag.
Om Straffelovrådets overvejelser henvises nærmere til betænkning
nr. 1441/2004, side
21 f
og
48 f.
2.4. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tiltræde Straffelovrådets forslag om
ændring af straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1, hvorved særreglen,
der
lader forældelsesfristen afhænge af, om den konkrete forskyldte straf er en
bødestraf, ophæves. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1, samt
bemærkningerne hertil.
Justitsministeriet er endvidere enig i
Brydensholt-udvalgets forslag om særregler for forældelse af skatte-, told-,
afgifts- og tilskudslovovertrædelser. Lovforslaget er med de af
Straffelovrådet
foreslåede redaktionelle ændringer udformet i overensstemmelse hermed. Det
bemærkes i den forbindelse, at Justitsministeriet vil fremsætte et lovforslag
på baggrund af Brydensholt-udvalgets forslag til en ny formulering af
straffelovens §§ 289, 289a og
296 m.fl.,
jf. betænkning nr. 1396/2001 og betænkning nr. 1415/2002. Den foreslåede
affattelse
af § 93, stk. 2 og 3, skal ses i lyset heraf, og det foreslås
desuden
på den baggrund, at de foreslåede ændringer af forældelsesbestemmelserne
træder
i kraft samtidig med de foreslåede ændringer af straffelovens §§ 289,
289a
og
296 m.fl., jf.
lovforslagets § 2. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2, samt
bemærkningerne hertil.
Endvidere kan Justitsministeriet tilslutte sig
Straffelovrådets forslag om indsættelse af en ny § 93 a, der sikrer, at
der ikke indtræder forældelse af lovovertrædelser, som ifølge mellemfolkelig
overenskomst er uforældelige. Herved sikres det f.eks., at det ikke kan blive
nødvendigt at lade dansk militærpersonel retsforfølge ved Den Internationale
Straffedomstol på grund af forældelse, men at Danmark i stedet har mulighed
for
selv at strafforfølge ved danske domstole. Der henvises til lovforslagets
§ 1,
nr. 3, samt bemærkningerne hertil.
3. Forældelsesafbrydelsens form
3.1. Gældende ret
Det følger af straffelovens § 94, stk. 1, at
forældelsesfristen som udgangspunkt regnes fra det tidspunkt, hvor den
strafbare virksomhed eller undladelse er ophørt. Forældelsesfristen skal dog
først regnes fra en følges eller begivenheds indtræden, når strafbarheden
afhænger af eller påvirkes af en indtrådt følge eller senere begivenhed, jf.
stk. 2. Derudover følger der af straffelovens § 94, stk. 3 og
4,
en række særregler for tidspunktet for forældelsesfristens start.
Af § 94, stk. 5, 1. pkt., følger, at
forældelsesfristen som udgangspunkt afbrydes ved ethvert rettergangsskridt,
hvorved den pågældende sigtes for overtrædelsen. Bestemmelsen fortolkes
således,
at den ikke alene omfatter rettens handlinger, men også de skridt, som
anklagemyndigheden iværksætter i dette øjemed, f.eks. rettens modtagelse af
anklageskrift eller begæring om efterforskningsforhør. Rettergangsskridt
under
efterforskningen kan også afbryde forældelsesfristen, f.eks. sigtelse i
grundlovsforhør eller begæring om ransagning.
Anmodning om forsvarerbeskikkelse kan desuden være et
fristafbrydende rettergangsskridt, herunder i tilfælde, hvor
forsvarerbeskikkelsen iværksættes på sigtedes foranledning. Det gælder dog
kun,
når anmodningen fremsættes af en sigtet person. Anmodning om
forsvarerbeskikkelse for en person, der »senere måtte blive mistænkt eller
sigtet«, f.eks. efter retsplejelovens § 731 a om forsvarerbeskikkelse
ved
videoafhøring, er ikke fristafbrydende. Fristafbrydende er anmodning om
rettergangsskridt,
der fremsættes, når en konkret identificeret person sigtes for forbrydelsen.
Straffelovens § 94, stk. 5, 2. og 3. pkt.,
indeholder to undtagelser fra hovedreglen om fristafbrydelse ved
rettergangsskridt. Begge undtagelser retter sig mod sager, der kan afgøres
med
bøde.
Den første undtagelse angår sager, der efter retsplejeloven
kan afgøres ved vedtagelse af bødeforelæg udfærdiget af politiet. I disse
tilfælde afbrydes forældelsesfristen, når sigtede gøres bekendt med
forelægget.
Den anden undtagelse omfatter øvrige tilfælde, hvor straf
for en overtrædelse kan pålægges af en administrativ myndighed. Her afbrydes
forældelsesfristen, når den pågældende gøres bekendt med, at vedkommende er
sigtet for overtrædelsen.
Sidstnævnte undtagelse vedrører efter ordlyden tilfælde,
hvor en administrativ myndighed har hjemmel til at »pålægge« en bøde.
Bestemmelsen fortolkes i praksis således, at den også er anvendelig i
tilfælde,
hvor myndigheden kan »forelægge« en bøde til vedtagelse, hvilket er den mest
almindelige
hjemmel i nutidig lovgivning.
3.2. Brydensholt-udvalgets overvejelser
Brydensholt-udvalget finder, at den nuværende ordning,
hvorefter der er tre former for afbrydelse af forældelsesfristen i
straffelovens § 94, stk. 5, 1.-3. pkt., er uhensigtsmæssig. Det er
bl.a. udvalgets opfattelse, at det vil være uheldigt, hvis en administrativ
sag
skal indbringes for retten for at afbryde forældelsesfristen, herunder i
sager,
hvor det er muligt, men uvist, om sagen kan afgøres administrativt. Udvalget
finder desuden, at den fortsatte tendens til, at efterforskningen sker uden
rettens medvirken også taler for, at forældelsesafbrydelsen henlægges til
politiet.
På den baggrund er det udvalgets opfattelse, at den
generelle hovedregel i alle sager bør være, at den pågældende gøres bekendt
med
sigtelsen. Hensynet til den sigtede taler også for, at der almindeligvis ikke
er mulighed for, at den pågældende først efter, at forældelsesfristen ville
være udløbet, gøres bekendt med, at der verserer en straffesag.
Udvalget finder endvidere, at forældelsesfristen alternativt
skal kunne afbrydes, når anklagemyndigheden anmoder om rettergangsskridt.
Udvalgets forslag betyder, at politiet og
anklagemyndigheden får samme simple fremgangsmåde til at afbryde
forældelsesfristen
som andre offentlige myndigheder har i dag efter § 94, stk. 5. Hvis
man ikke kan få kontakt med den pågældende, må man som i dag afbryde gennem
anmodning om rettergangsskridt. Der vil endvidere ske afbrydelse, hvis der
f.eks. opnås en retskendelse om telefonaflytning.
Udvalget finder desuden, at forsvarerbeskikkelse i
modsætning til den gældende retstilstand kun skal være fristafbrydende, hvis
det er anklagemyndigheden, der anmoder herom. Den sigtedes retsstilling skal
således ikke forringes, alene fordi den pågældende anmoder om
forsvarerbeskikkelse.
Da beskikkelse af forsvarer forudsætter, at den pågældende er sigtet, vil
forældelsen typisk være afbrudt forud for det tidspunkt, hvor den sigtede
anmoder om forsvarerbeskikkelse. Udvalgets forslag om ændring i
retstilstanden
for så vidt angår den sigtedes begæringer vil derfor kun have praktisk
betydning i situationer, hvor der er tvivl om, hvorvidt den tidligere
sigtelse
har været præcis nok til at afbryde forældelsen.
Endelig anfører udvalget, at en forældelsesafbrydende
sigtelse ligesom i dag bør være en egentlig sigtelse med alle de
retsvirkninger, der er knyttet hertil. Det er efter udvalgets opfattelse ikke
tilstrækkeligt, at der for at beskytte den pågældende gives en retsstilling,
hvor visse af retsvirkningerne finder anvendelse, uden at der formelt rejses
sigtelse. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis en person afhøres med en
sigtets rettigheder.
Om Brydensholt-udvalgets overvejelser henvises nærmere til
betænkning nr. 1438/2004, side
72 f.
3.3. Straffelovrådets overvejelser
Straffelovrådet tilslutter sig Brydensholt-udvalgets
overvejelser om en ændring af reglerne om afbrydelse af forældelsesfristen.
Rådet henviser bl.a. til, at anklagemyndigheden og politiet herved får samme
simple fremgangsmåde til at afbryde forældelsesfristen, som andre offentlige
myndigheder har i dag efter straffelovens § 94, stk. 5.
Straffelovrådet kan endvidere tiltræde, at afbrydelse af forældelsesfristen
som følge af anmodning om forsvarerbeskikkelse alene bør gælde, hvor
forsvarerbeskikkelse
iværksættes på anklagemyndighedens initiativ.
På den baggrund har rådet foreslået, at der i stedet for § 94,
stk. 5, 1.-3. pkt., indsættes en bestemmelse, hvorefter
forældelsesfristen
afbrydes, når den pågældende gøres bekendt med sigtelsen, eller når
anklagemyndigheden
anmoder om rettergangsskridt, hvorved den pågældende sigtes for
overtrædelsen.
Om Straffelovrådets overvejelser henvises nærmere til
betænkning nr. 1441/2004, side
56 f.
3.4. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tilslutte sig Brydensholt-udvalgets
og Straffelovrådets overvejelser samt rådets forslag om afbrydelse af
forældelsesfristen. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 4, samt
bemærkningerne hertil.
4. Retsvirkningerne af forældelsesfristens
afbrydelse
4.1. Gældende ret
Når fristen for forældelse er afbrudt efter straffelovens § 94,
stk. 5, løber ingen yderligere tidsfrister, som strafansvaret kan
forældes
efter. Strafansvaret forældes herefter som udgangspunkt ikke.
Efter § 94, stk. 6, løber forældelsesfristen dog
videre, som om forfølgning ikke havde fundet sted, hvis forfølgningen
standses enten
ved en formel beslutning (tiltalefrafald eller påtaleopgivelse), der ikke
omgøres af den overordnede anklagemyndighed inden for den almindelige
omgørelsesfrist
eller ved et faktisk ophør af politiets arbejde med sagen (»forfølgningen
standses på ubestemt tid«). Skyldes standsningen af forfølgningen, at sigtede
har unddraget sig forfølgningen, medregnes forfølgningstiden dog ikke ved
beregningen af forældelsesfristen. Langvarig sagsbehandling – der dog
ikke har
medført, at der er indtrådt forældelse af strafansvaret – kan efter
omstændighederne tillægges betydning ved straffastsættelsen.
4.2. Brydensholt-udvalgets overvejelser
Brydensholt-udvalget har overvejet berettigelsen af den
nuværende retstilstand, hvor der efter forældelsesafbrydelsen ikke løber en
ny
frist, men alene gælder en passivitetsregel. Udvalget har også overvejet, om
der bør gælde absolutte forældelsesfrister.
Udvalget finder, at der bør indføres en regel om, at den
dobbelte forældelsesfrist er maksimum. Dette vil medføre, at der skal være
rejst tiltale, udsendt et bødeforlæg eller pålagt en administrativ bøde inden
udløbet af den dobbelte forældelsesfrist.
Udvalget finder endvidere, at den særlige suspensionsregel,
der finder anvendelse, hvis sigtede har unddraget sig forfølgning, fortsat
bør
gælde.
Der henvises nærmere til Brydensholt-udvalgets overvejelser
i betænkning nr. 1438/2004, side 74 ff.
4.3. Straffelovrådets overvejelser
Straffelovrådet har overvejet, hvilke hensyn der kan tale
henholdsvis for og imod indførelse af absolutte forældelsesfrister, som
foreslået
af Brydensholt-udvalget.
Rådet finder, at såvel hensynet til den sigtede som
ressourcemæssige hensyn, kan tale for indførelse af absolutte
forældelsesfrister. Endvidere har Finland og Sverige absolutte
forældelsesfrister, herunder for Sveriges vedkommende tillige for
forbrydelser
med fængsel på livstid som strafmaksimum. Endelig bygger EU’s regler på
svigsområdet og transport- og konkurrenceområdet på et system med dobbelte
forældelsesfrister som det maksimale, jf. betænkning nr. 1441/2004, side
62 f.
For så vidt angår hensyn, der kan tale imod indførelse af
absolutte forældelsesfrister, peger rådet bl.a. på hensynet til at sikre, at
forbrydelser
inden for særlovgivningen kan afdækkes og strafforfølges. Under rådets
drøftelse er også nævnt, at kravet om rettergang inden for en rimelig frist i
Den Europæiske Menneskeretskonvention (EMRK) artikel 6, stk. 1, ikke
nødvendiggør absolutte fristregler. Det er endvidere påpeget, at Sverige og
Finland har betydeligt længere forældelsesfrister end de forældelsesfrister,
der ville gælde efter gennemførelse af Brydensholts-udvalgets forslag med den
dobbelte forældelsesfrist som maksimum på grundlag af straffelovens
§ 93.
Endelig bemærker rådet, at de synspunkter, der begrunder reglerne om
forældelse
af strafansvar, tillægges vægt ved straffastsættelsen, jf. straffelovens
§ 82,
nr. 13 og 14.
Et flertal i Straffelovrådet (7 medlemmer) finder, at der
ikke er tilstrækkeligt grundlag for at ændre de gældende regler om
retsvirkningerne af forældelsesafbrydelsen. Det er flertallets opfattelse, at
hensynet til at imødegå konventionsstridig og langtrukken sagsbehandling
bedst vil
kunne sikres ved interne sagsbehandlingstider i anklagemyndigheden.
Et mindretal i udvalget (1 medlem) har tilsluttet sig Brydensholts-udvalgets
synspunkter.
Om Straffelovrådets overvejelser henvises til betænkning
nr. 1441/2004, side
65 f.
4.4. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet er enig med Straffelovrådets flertal i,
at de gældende regler om retsvirkningerne af forældelsesafbrydelsen bør
opretholdes.
Der findes allerede internt i anklagemyndigheden en række
tilsyns- og kontrolordninger, idet statsadvokaten fører tilsyn med
politimestrenes (politidirektørens) behandling af straffesager, jf.
Rigsadvokatens meddelelse RM 3/1999. Justitsministeriet har endvidere noteret
sig, at Brydensholt-udvalget i betænkning nr. 1454/2004, s. 126 f. foreslår
indførelse af en ny administrativ kontrolordning.
5. Forældelse af juridiske personers ansvar
5.1. Gældende ret
Efter straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1, 1. pkt.,
er forældelsesfristen 2 år, når der ikke er hjemlet højere straf end fængsel
indtil
1 år for overtrædelsen (1. led), eller når straffen for overtrædelsen ikke
ville overstige bøde (2. led). Det følger imidlertid af § 93,
stk. 1,
nr. 1, 2. pkt., at 2. led ikke gælder for juridiske personer.
Forældelsesfristen for juridiske personers strafansvar afhænger derfor altid
af
strafferammen for den konkrete forbrydelse. Det er også tilfældet, hvor den
konkret
forskyldte straf for en fysisk person i anledning af samme lovovertrædelse
ikke
ville overstige bøde.
Hvis forældelsesfristen for juridiske personers strafansvar
afbrydes over for nogen, der har handlet på en juridisk persons vegne, har
fristafbrydelsen også virkning i forhold til den pågældende juridiske person,
jf. § 94, stk. 5, 4. pkt. Efter bestemmelsens ordlyd kan der ske
fristafbrydelse med virkning for den juridiske person over for enhver person,
der har handlet på den juridiske persons vegne. Der har i den juridiske
litteratur
været forskellige opfattelser af, hvilke personer, der herved omfattes af
bestemmelsen, jf. betænkning nr. 1441/2004, side
69 f.
Afbrydelse af forældelsesfristen over for en juridisk
person har ikke virkning i forhold til personer, der har handlet på den
juridiske persons vegne, jf. § 94, stk. 5, 5. pkt.
5.2. Brydensholt-udvalgets overvejelser
Brydensholt-udvalget finder, at der på baggrund af
ændringerne af straffeloven i 1996, hvor strafansvar for juridiske personer
blev indsat, samt Rigsadvokatens meddelelse nr. 5/1999, hvorefter det er
udgangspunktet,
at tiltale rejses mod virksomheden som sådan, er behov for at ændre
forældelsesreglerne for juridiske personer. Efter de gældende
forældelsesregler
forældes en virksomheds ansvar efter 2 år, mens strafansvaret for en fysisk
person i samme situation eller ansat i virksomheden kan have en længere
forældelsesfrist. Udvalget finder ikke, at der er grund til at behandle
juridiske personer mildere end fysiske personer i denne relation.
Udvalget finder således, at der bør tilstræbes
ligestilling, således at samme forældelsesfrister bliver gældende for fysiske
og juridiske personer. Udvalget foreslår på den baggrund reglen i § 93,
stk. 1, nr. 1, 2. pkt., ophævet.
For så vidt angår forældelsesfristens afbrydelse ved
juridiske personer i straffelovens § 94, stk. 5, 4. og 5. pkt.,
bemærker
udvalget, at det er meget væsentligt, at fristafbrydelsen kommer til den
sigtedes
kundskab, for at denne kan varetage sine interesser. Udvalget har derfor
overvejet, hvem forældelsesfristen kan afbrydes over for ved juridiske
personer. Udvalget finder, at fristen for juridiske personers ansvar kun bør
kunne afbrydes over for en person, der efter retsplejelovens § 157 kan
modtage forkyndelser på den juridiske persons vegne.
Om Brydensholt-udvalgets overvejelser henvises nærmere til
betænkning nr. 1438/2004, side 76 ff.
5.3. Straffelovrådets overvejelser
Straffelovrådet er enig med Brydensholt-udvalget i, at der
bør tilstræbes en forældelsesmæssig ligestilling ved ansvarsforældelse for
fysiske og juridiske personer.
Straffelovrådet har som anført under lovforslagets punkt 2.3
foreslået, at den gældende særregel i straffelovens § 93, stk. 1,
nr.
1, 1. pkt., 2. led, der lader forældelsesfristen afhænge af, om den konkret
forskyldte straf ville være bøde, ophæves. Herefter vil forældelsesfristen
for
både fysiske og juridiske personer fremover afhænge af maksimumsstraffen
efter
den pågældende strafbestemmelse, jf. § 93, stk. 1.
Straffelovrådet er endvidere enig i Brydensholt-udvalgets
synspunkter om fristafbrydelse i forhold til juridiske personer. Rådet kan
derfor tilslutte sig Brydensholt-udvalgets forslag til et nyt § 94,
stk. 5,
3. pkt.
Om Straffelovrådets overvejelser henvises til betænkning
nr. 1441/2004, side
75 f.
5.4. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet er enig i Brydensholt-udvalgets og
Straffelovrådets synspunkter om, at der bør være forældelsesmæssig
ligestilling
ved fysiske og juridiske personer.
Som nævnt ovenfor under pkt. 2.4 kan Justitsministeriet
tilslutte sig Straffelovrådets forslag om, at straffelovens § 93,
stk. 1,
nr. 1, 1. pkt., 2. led ophæves. Herefter vil der være forældelsesmæssig
ligestilling mellem fysiske og juridiske personer.
For så vidt angår afbrydelse af forældelsesfristen ved
juridiske personer er Justitsministeriet enig i Brydensholt-udvalgets
overvejelser, som også Straffelovrådet har tilsluttet sig. Der henvises til
lovforslagets § 1, nr. 4, samt bemærkningerne hertil.
6. Forældelse af bøder
6.1. Gældende ret
Det følger af straffelovens § 97 a, stk. 1, at
forældelsesfristen er 3 år for bøder på indtil 3.000 kr. og 5 år for bøder
over
3.000 kr.
Forældelsesfristen regnes efter § 97 a, stk. 4, 1.
pkt., fra det tidspunkt, da afgørelsen efter lovgivningens almindelige regler
kunne fuldbyrdes, jf. retsplejelovens § 999 om udløb af ankefrist og
ankeafkald.
Fristen kan afbrydes ved indgivelse af begæring om udpantning
(udpantningsudlæg), jf. retsplejelovens § 478, stk. 2, hvorefter
udlæg kan ske for krav, der i lovgivningen er tillagt udpantningsret.
Efter § 97 a, stk. 4, 2. pkt., suspenderes
forældelsesfristen dels i tilfælde, hvor fuldbyrdelsen er udsat ved betinget
dom, dels i tilfælde, hvor fuldbyrdelsen er udsat ved betinget benådning. I
praksis foregår bødeinddrivelse ofte på den måde, at der meddeles tilladelse
til afdragsvis betaling, men sådanne ordninger berører ikke den løbende
forældelsesfrist med hensyn til de endnu ubetalte beløb. Den bødefældtes
anerkendelse af restskylden vil heller ikke virke fristafbrydende.
Om bødeforvandlingsstraf følger det af § 97 a, stk. 2,
at forældelsesfristen er den samme som for bøden. Fristafbrydelse sker ved
afsoningens påbegyndelse. Afsoning skal være påbegyndt før
forældelsesfristens
udløb, uanset om forældelsesfristen for fuldbyrdelse af bøden efter
stk. 1
er afbrudt ved begæring om udpantning.
Konfiskation forældes for så vidt angår
begyndelsestidspunktet og fristafbrydelse efter samme bestemmelser som bøder.
Det fremgår af § 97 a, stk. 3, at der er en normal forældelsesfrist
på 5 år, som ved dommen om konfiskation kan fastsættes til en forlænget
forældelsesfrist på indtil 10 år. En sådan frist kan også fastsættes senere
ved
retskendelse, idet spørgsmål herom i givet fald indbringes af
anklagemyndigheden for den ret, der har pådømt sagen i første instans.
Det følger af retsplejelovens § 527, at forældelse af
en fordring afbrydes ved indgivelse af anmodning om udlæg, såfremt
fordringshaveren søger forretningen fremmet uden ugrundet ophold. Det
antages,
at der efter fristafbrydelse i medfør af denne bestemmelse som udgangspunkt
er
en ny forældelsesfrist af samme længde som den afbrudte. Det gælder også i
tilfælde, hvor forretningen sluttes som forgæves, fordi skyldneren intet
ejer.
Det kan give anledning til tvivl, om denne antagelse også
omfatter udlæg eller forgæves udlægsforretning for bøde eller konfiskation i
medfør af straffelovens § 97 a, stk. 1 og 3, således at der
herefter
løber en ny 3- eller 5-årig forældelsesfrist. Justitsministeriet har
tidligere
antaget, at der formentlig ikke løber en ny forældelsesfrist af samme længde
som den afbrudte. Justitsministeriet har endvidere antaget, at
inddrivelsesskridt hovedsageligt skal ske inden for 5-årsfristen, og at det
kun
i tilfælde, hvor inddrivelsesskridt må antages at medføre betaling af
konfiskationsbeløbet og er en fortsættelse af tidligere (inden fristen)
begyndte udlægsforretninger, vil blive accepteret, at den 5-årige frist
forlænges. Straffelovrådet har tilsluttet sig denne forståelse af
straffelovens
§ 97 a.
Det bemærkes, at det af § 29, stk. 3, i
bødebekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 394 af 17. maj 2001) fremgår, at
afgørelse om forvandlingsstraf ikke må træffes, hvis skyldneren ikke kan
antage
at have betalingsevne.
6.2. Straffelovrådets overvejelser
Straffelovrådet har overvejet, hvorvidt der er grundlag for
at foreslå forandringer i den gældende retstilstand, hvorefter der kan opstå
situationer, hvor større bøder hverken kan inddrives eller afdrages af den
bødefældte
inden for forældelsesfristen på 3 eller 5 år, og hvor der på grund af
manglende
betalingsevne ikke kan træffes afgørelse om fuldbyrdelse af
forvandlingsstraf.
Rådet finder, at spørgsmålet om forældelse af bøder fortsat
må bero på en afvejning af forskellige hensyn. På den ene side er der
hensynet
til, at bødefældte ikke i urimelig lang tid efter det tidspunkt, hvor dommen
eller vedtagelsen kunne fuldbyrdes, udsættes for inddrivelsesskridt, og på
den
anden side er der hensynet til, at forældelsesfristen har en længde, så
fuldbyrdelsen af bøden bliver mulig og kan gennemføres under hensyn til den
bødefældtes økonomiske forhold, og uden at skulle anvende forvandlingsstraf.
Rådet har desuden overvejet at ændre forældelsesreglerne, så
den tid, i hvilken der efter begæring er meddelt bødefældte henstand med
betaling af bødebeløbet, ikke medregnes i forældelsesfristen. Rådet finder
fortsat af de grunde, der er anført i rådets betænkning nr. 433/1966 om
strafferetlig
forældelse m.v., at der ikke bør ske ændringer på dette punkt. Det fremgår af
betænkning nr. 433/1966, side
28 f,
at da de afdragsordninger, der fastsættes i praksis, er udformet således, at
misligholdelse af ordningen medfører, at hele bødebeløbet straks forfalder
til
betaling, ville den ændrede regel indebære, at forældelsen på ny begyndte at
løbe i misligholdelsestilfælde. Rådet fandt, at gennemførelse af en regel
herom
kunne give anledning til en række tvivlsspørgsmål, navnlig i forbindelse med
misligholdelse af afdragsordninger, og således blive vanskelig at praktisere.
På den baggrund afstod rådet fra at foreslå en lovændring på dette punkt.
Det er rådets konklusion, at problemet med at sikre
inddrivelse af de større bøder, uden at der sker forældelse, bedst løses ved,
at forældelsesfristen fastsættes til 10 år, når bøden overstiger 10.000 kr.
Rådet foreslår videre, at bøder indtil 10.000 kr. undergives en 5-årig
forældelsesfrist.
Rådet har endvidere overvejet, om en forlængelse af
forældelsesfristen for fuldbyrdelse af bøder over 10.000 kr. bør føre til, at
forældelsesfristen for bødeforvandlingsstraf forlænges tilsvarende. Under
henvisning
til at der gælder en forældelsesfrist på 5 år for fuldbyrdelse af idømt
fængsel
indtil 1 år, jf. straffelovens § 97, stk. 1, nr. 1, har rådet
fundet
det rigtigst at fastholde den gældende maksimale forældelsesfrist for
bødeforvandlingsstraf
på 5 år. Rådet har dog fundet det bedst stemmende med rådets forslag om
bødefastsættelse, at forældelsesfristen på 3 år for bødeforvandlingsstraf
udvides til at omfatte bøde indtil 10.000 kr., og at forældelsesfristen på 5
år
for bødeforvandlingsstraf fastsættes til bøder over 10.000 kr.
Om Straffelovrådets overvejelser henvises til betænkning
nr. 1441/2004, side
90 f.
6.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet er enig i Straffelovrådets synspunkter,
og kan tilslutte sig rådets forslag til ændring af straffelovens § 97 a,
stk. 1 og 2. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 5, samt
bemærkningerne
hertil.
7. Skærpelse af straffen for den, som tilskynder en
anden til at afsone i sit sted, samt for falske afsonere
7.1. Gældende ret
Efter straffelovens § 164, stk. 1, straffes den,
der afgiver urigtige oplysninger til offentlig myndighed med fortsæt til, at
en
uskyldig derved bliver sigtet, dømt eller undergivet strafferetlig retsfølge
for et strafbart forhold. Tilsvarende straffes den, der tilintetgør,
forvansker
eller bortskaffer bevis eller tilvejebringer falsk bevis med fortsæt til, at
nogen derved bliver sigtet eller dømt for et strafbart forhold, jf.
stk. 2.
Straffen for overtrædelse af straffelovens § 164, stk. 1 eller 2,
er
fængsel indtil 6 år.
Det følger videre af straffelovens § 164, stk. 3,
at den der foretager en handling som nævnt i stk. 1 og 2 med fortsæt
til,
at den pågældende selv eller en anden bliver sigtet, dømt eller undergivet
strafferetlig retsfølge for et strafbart forhold, som den pågældende ikke har
begået, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Bestemmelsen
omfatter bl.a. den, der afsoner en fængselsstraf, der er idømt en anden
person,
og den, der lader en anden udstå en fængselsstraf, som man selv er idømt.
7.2. Retspraksis
Overtrædelse af straffelovens § 164, stk. 3, har
hidtil som udgangspunkt været straffet med fængsel i 20 dage.
Til illustration heraf kan henvises til to nyere domme
afsagt af Østre Landsret og Vestre Landsret, og offentliggjort i henholdsvis
Ugeskrift for Retsvæsen 2002, side 1938, og Tidsskrift for Kriminalret 2000,
side 420.
I Østre Landsrets dom blev tiltalte idømt fængsel i 20 dage
for at have aftalt med en anden nu afdød person, at denne skulle møde til
afsoning af en af tiltalte idømt frihedsstraf på 14 dages hæfte.
I Vestre Landsrets dom blev to tiltalte fundet skyldige i
overtrædelse af straffelovens § 164, stk. 3, for den ene tiltaltes
vedkommende,
jf. straffelovens § 23, ved efter aftale at have ladet den anden
tiltalte
afsone en forvandlingsstraf på hæfte i 6 dage. Begge tiltalte var efter
gerningstidspunktet idømt bøder for berigelseskriminalitet. Straffene, der
blev
fastsat som tillægsstraf efter straffelovens § 89, blev for begge
fastsat
til hæfte i 20 dage.
Endvidere kan til illustration henvises til Vestre
Landsrets dom af 18. december 1990, der er refereret i Domme i Kriminelle
Sager
1990-1992, side 122. I denne sag blev tiltalte idømt fængsel i 20 dage for at
have påbegyndt afsoning af en straf på hæfte i 34 dage, der var idømt en
anden
person. Tiltalte havde legitimeret sig over for fængselspersonalet med den
anden persons sygesikringsbevis. Efter en måneds afsoning blev forholdet
opdaget. Da den tiltalte efter gerningstidspunktet havde vedtaget en bøde for
spirituskørsel, blev straffen på fængsel i 20 dage fastsat som en
tillægsstraf
efter straffelovens § 89.
7.3. Justitsministeriets overvejelser
Strafniveauet ved sammenlignelige overtrædelser er generelt
højere end strafniveauet for overtrædelse af straffelovens § 164,
stk. 3.
Strafniveauet for overtrædelse af f.eks. straffelovens § 158,
stk. 1, om falsk forklaring for retten, er som udgangspunkt fængsel i 60
dage, jf. Straffelovrådets betænkning nr. 1424/2002, side 586. Der kan
endvidere henvises til Højesterets dom offentliggjort i Ugeskrift for
Retsvæsen
1994, side 625, hvor tiltalte under en straffesag mod hendes ægtefælle, der
var
tiltalt for spirituskørsel, for både byretten og landsretten i strid med
sandheden havde forklaret, at hun havde ført bilen. Tiltalte blev idømt 60
dages fængsel for falsk forklaring. På grund af ganske særlige omstændigheder
i
den konkrete sag, herunder at hendes ægtefælle var alvorligt syg, og den tid,
der var medgået med sagens behandling, blev straffen gjort betinget.
Ved overtrædelse af straffelovens § 124, stk. 1,
om den, der flygter som anholdt eller fængslet, er strafniveauet som
udgangspunkt 30 dage. Det blev forudsat i lov nr. 382 af 6. juni 2002 om
ændring
af straffeloven, retsplejeloven og forvaltningsloven (Fangeflugt og
begrænsning
i indsattes adgang til aktindsigt m.v.), at overtrædelse af bestemmelsen i
førstegangstilfælde som udgangspunkt straffes med fængsel i 30 dage. Det skal
dog efter forarbejderne anses som en skærpende omstændighed, hvis der er tale
om, at flere flygter i forening, eller hvis flugten har været nøje planlagt.
Det er endvidere i forarbejderne forudsat, at der ved siden af straffen for
overtrædelse af § 124, stk. 1, reageres med disciplinærstraf, og at
en disciplinærstraf ikke skal indebære en fravigelse af strafniveauet i
nedadgående retning. Til illustration heraf kan henvises til Vestre Landsrets
dom offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2004, side 1359, hvor tiltalte
blev idømt fængsel i 30 dage for at være flygtet fra et statsfængsel, hvor
han
var strafafsoner.
Justitsministeriet finder, at straffen for overtrædelse af
straffelovens § 164, stk. 3, bør skærpes, således at strafniveauet
i
højere grad afspejler forholdets strafværdighed, og således at strafniveauet
bringes på linje med sammenlignelige overtrædelser.
Det foreslås med henblik herpå, at strafferammen forhøjes
fra bøde eller fængsel i 6 måneder til bøde eller fængsel i 1 år.
For så vidt angår den person, der påtager sig at afsone en
straf for en anden, kan den pågældende være motiveret af løfter om betaling
fra
den dømte, således at overtrædelsen begås for at opnå et økonomisk udbytte.
Motivet kan imidlertid også være, at den falske afsoner er blevet presset
eller
truet af den dømte, f.eks. hvis den falske afsoner er i personligt
afhængighedsforhold til den dømte eller har gæld til den dømte.
Det må antages, at det normalt er den dømte, der tager
initiativ til overtrædelse af straffelovens § 164, stk. 3. Straffen
for den dømte bør derfor som udgangspunkt være højere end straffen for den
falske afsoner.
Udover at den strafferetlige håndhævelse tilsidesættes, når
en frihedsstraf afsones af en anden end den dømte, medfører det også en
belastning af kriminalforsorgens ressourcer, idet den idømte straf afsones
både
af den falske afsoner og – når forholdet opdages – af den dømte.
På den anførte baggrund er det Justitsministeriets
opfattelse, at der bør ske en væsentlig forhøjelse af det gældende
strafniveau
på fængsel i 20 dage, således at den dømte, der lader en anden afsone en
idømt straf
i sit sted som udgangspunkt idømmes en straf af samme varighed som den, der
afgiver falsk forklaring for retten. Det forudsættes således, at den dømte,
der
overtræder straffelovens § 164, stk. 3, normalt straffes for dette
forhold med ubetinget fængsel i 60 dage.
Det bør samtidig anses som en skærpende omstændighed, der
medfører forhøjelse af straffen, hvis den dømte har presset eller truet den
falske afsoner til at deltage i forbrydelsen, således at den falske afsoners
motiver ikke kun er båret af økonomiske årsager eller ønsket om blot at
hjælpe
den dømte for at undgå afsoningen. Der henvises til straffelovens § 81,
nr. 8, hvorefter det i almindelighed anses som en skærpende omstændighed, at
gerningsmanden har fået en anden til at medvirke til gerningen ved tvang,
svig
eller udnyttelse af dennes unge alder eller betydelige økonomiske eller
personlige
vanskeligheder, manglende indsigt, letsind eller et bestående
afhængighedsforhold.
Det er endvidere Justitsministeriets opfattelse, at
straffen også bør skærpes for den falske afsoner, der bistår den dømte med at
undgå afsoning. Denne skærpelse findes passende at kunne tage udgangspunkt i
den straf, der idømmes for overtrædelse af straffelovens § 124,
stk. 1
(fangeflugt), således at den falske afsoner normalt bør straffes med
ubetinget
fængsel i 30 dage.
Hvis den falske afsoner har været udsat for pres, da den
pågældende påtog sig at afsone straffen for den dømte, kan dette tale for en
nedsættelse af straffen. Det følger af straffelovens § 82, nr. 6, at det
i
almindelighed skal indgå som en formildende omstændighed, at gerningen er
begået som følge af tvang, svig eller udnyttelse af gerningsmandens unge
alder
eller betydelige økonomiske vanskeligheder, manglende indsigt, letsind eller
et
bestående afhængighedsforhold.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 6, samt
bemærkningerne hertil.
8. Lovforslagets økonomiske og administrative
konsekvenser
Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative
konsekvenser for det offentlige. Lovforslaget har desuden ikke økonomiske
eller
administrative konsekvenser for erhvervslivet, og forslaget har ingen
miljømæssige
konsekvenser og ingen EU-retlige aspekter.
Vurdering af
konsekvenser af lovforslaget
Positive
konsekvenser/mindreudgifter
Negative
konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Ingen EU-retlige aspekter
9. Hørte myndigheder mv.
Brydensholt-udvalgets betænkning nr. 1438/2004 og
Straffelovrådets betænkning nr. 1441/2004 har været sendt i høring til
følgende
myndigheder og organisationer:
Præsidenten for Østre
Landsret,Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Københavns Byret,
Præsidentenfor Retten i Odense, Præsidenten for Retten i Århus, Præsidenten
for Retten iÅlborg, Præsidenten for Retten i Roskilde, Den Danske
Dommerforening,Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten,
Rigspolitichefen,Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i
Danmark, Politifuldmægtigforeningen,Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet,
Landsforeningen af Beskikkede Advokater,Institut for Menneskerettigheder,
Dansk Retspolitisk Forening, Landsorganisationeni Danmark, Dansk
Arbejdsgiverforening, Dansk Industri, Forbrugerrådet,Håndværksrådet,
Forsikring & Pension, Realkreditrådet, Finansrådet, DanskHandel og
Service, HTS, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Foreningen af
StatsautoriseredeRevisorer, Foreningen af Registrerede Revisorer, Foreningen
af InterneRevisorer, Foreningen af Danske Revisorer, Landbrugsraadet,
Danmarks Fiskeri-og Eksportforening, Danmarks Rederiforening, Økonomi- og
Erhvervsministeriet,Skatteministeriet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet,
Beskæftigelsesministeriet,Miljøministeriet, Ministeriet for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri samtKulturministeriet.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1 (§ 93, stk. 1, nr. 1)
Ved lovforslagets § 1, nr. 1, ophæves straffelovens § 93,
stk. 1, nr. 1, 1. pkt., 2. led, hvorefter forældelsesfristens længde
afhænger af, om den konkret forskyldte straf ville være bøde.
Som følge af denne ændring er § 93, stk. 1, nr.
1, 2. pkt., der undtager juridiske personer fra anvendelsesområdet i 1. pkt.,
2. led, blevet overflødig, og er derfor udgået af bestemmelsen.
Forældelsesfristen beregnes herefter i alle tilfælde efter
det strafmaksimum, der er foreskrevet for lovovertrædelsen, og således uden
hensyn til den konkrete lovovertrædelse.
Ændringen medfører, at samme forældelsesfrister finder
anvendelse for både fysiske og juridiske personer.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.
Til nr. 2 (§ 93, stk. 2 og 3)
Ved lovforslagets § 1, nr. 2, ændres affattelsen af straffelovens
§ 93, stk. 2 og 3.
Den foreslåede affattelse af § 93, stk. 2, nr. 1,
indeholder en minimumsforældelsesfrist for overtrædelser af straffelovens
§ 296,
stk. 2, § 297, stk. 2 og § 302, stk. 2, som
Justitsministeriet på baggrund af Brydensholt-udvalgets betænkning nr.
1396/2001
vil fremsætte lovforslag om.
Justitsministeriet vil på baggrund af betænkning nr.
1396/2001 fremsætte lovforslag om, at straffelovens § 296, stk. 2,
§ 297,
stk. 2 og § 302, stk. 2, skal indeholde en strafferamme på
fængsel indtil 4 måneder, hvorved den almindelige forældelsesfrist ville være
2
år, jf. straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1. Med den foreslåede
§ 93,
stk. 2, nr. 1, vil forældelsesfristen imidlertid blive 5 år for
overtrædelse
af disse bestemmelser.
Den foreslåede § 93, stk. 2, nr. 2, indebærer, at
forældelsesfristen for overtrædelse af skatte-, told-, afgifts- eller
tilskudslovgivningen, hvorved der opnås eller kan opnås uberettiget vinding,
i
intet tilfælde er mindre end 5 år. Bestemmelsen får efter forslaget om
ophævelse af § 93, stk. 1, nr. 1, 1. pkt., 2. led, betydning for
overtrædelser, der i særlovgivningen har tilknyttet et strafmaksimum på 1 års
fængsel.
Den foreslåede § 93, stk. 2, nr. 2, svarer for så
vidt angår told- og afgiftsovertrædelser bortset fra visse momsovertrædelser
til gældende ret, hvorimod tilskud og støtte er nye områder i bestemmelsen.
Forældelsesfristen vil her være 5 år uden hensyn til, om strafmaksimum i
særlovgivningen er 1 års fængsel og forældelsesfristen derfor efter de
almindelige regler ville være 2 år, jf. § 93, stk. 1, nr. 1.
For så vidt angår skatte- og momsovertrædelser vil § 93,
stk. 2, nr. 2, i visse tilfælde føre til, at overtrædelser, der i dag er
undergivet en forældelsesfrist på 10 år, jf. § 93, stk. 3, fremover
vil forældes efter 5 år. Det drejer sig om groft uagtsomme og forsætlige
skatte- og momsunddragelser, der henføres under henholdsvis
skattekontrolloven
og momsloven.
Den foreslåede § 93, stk. 3, viderefører gældende
ret med hensyn til forældelsesfristen for overtrædelser af straffelovens
§ 223,
stk. 1, og §§ 224 og 225, jf. § 223, stk. 1.
I forhold til den gældende bestemmelse indeholder den
foreslåede § 93, stk. 3, ikke forældelsesfrister for overtrædelser
af
straffelovens § 289, 1. pkt. eller §§ 13, 15 eller 16 i
skattekontrolloven. Dette skyldes, at Justitsministeriet vil foreslå, at
straffelovens § 289 bliver ændret i overensstemmelse med
Brydensholt-udvalgets overvejelser i betænkning nr. 1396/2001. Grove
overtrædelser,
der henføres under straffelovens § 289, 1. pkt., vil med en
gennemførelse
af dette lovforslag med et strafmaksimum på 8 års fængsel fortsat være
undergivet en 10-årig forældelsesfrist. Derudover er overtrædelser af
skattekontrolloven og momsloven nu foreslået omfattet af straffelovens
§ 93,
stk. 2, jf. ovenfor.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.
Til nr. 3 (§ 93 a)
Bestemmelsen medfører, at hvis det følger af en
mellemfolkelig overenskomst, som Danmark har tiltrådt, at strafansvaret for
overtrædelser er uforældeligt, indtræder der heller ikke forældelse af
strafansvaret
efter dansk ret.
Som eksempel på en mellemfolkelig overenskomst er statutten
for Den Internationale Straffedomstol (ICC-statutten), hvoraf det følger, at
forbrydelser
der henhører under straffedomstolens jurisdiktion, ikke forældes, jf.
ICC-statuttens
artikel 29. Under straffedomstolens jurisdiktion hører folkedrab,
forbrydelser
mod menneskeheden, krigsforbrydelser og aggression. Disse forbrydelser vil
også
være uforældelige efter gældende dansk ret, men der kan forekomme
undtagelser,
som f.eks. voldtægt eller grov legemsbeskadigelse, som ikke er uforældelige.
På denne baggrund foreslås som § 93 a indsat en
bestemmelse, hvorefter der ikke indtræder forældelse, når en lovovertrædelse
er
omfattet af en af Danmark tiltrådt mellemfolkelig overenskomst, ifølge
hvilken
strafansvaret er uforældeligt. Herved sikres det, at en sådan overtrædelse
også
efter dansk ret er uforældelig i det pågældende tilfælde, selv om den
pågældende lovovertrædelse har tilknyttet en strafferamme med et tidsbestemt
strafmaksimum.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.
Til § 1, nr. 4 (§ 94, stk. 5)
Den foreslåede § 94, stk. 5, 1. pkt., indebærer,
at anklagemyndigheden og politiet får samme simple fremgangsmåde til at
afbryde
forældelsesfristen, som andre offentlige myndigheder har i dag efter
§ 94,
stk. 5. Forældelsesfristen afbrydes således, når den pågældende gøres
bekendt med sigtelsen. Endvidere afbrydes forældelsen, når anklagemyndigheden
anmoder om rettergangsskrift, hvorved den pågældende sigtes for
overtrædelsen.
I modsætning til gældende ret skal anmodningen til retten
om rettergangsskridt ske på anklagemyndighedens initiativ for at have
forældelsesafbrydende virkning. Den pågældende persons begæring om
forsvarerbeskikkelse
vil ikke i sig selv have forældelsesafbrydende virkning, når
anklagemyndigheden
videresender begæringen til retten.
Anmodning om rettergangsskridt, hvorved den pågældende
sigtes for overtrædelsen, har forældelsesafbrydende virkning. Anmodning om
f.eks. kendelse om telefonaflytning efter retsplejelovens kap. 71 eller om
ransagning eller beslaglæggelse efter retsplejelovens kap. 73 og 74 kan
ligeledes afbryde forældelsesfristen. Anmodning efter retsplejelovens
§ 731
a om forsvarerbeskikkelse for en person, der senere måtte blive mistænkt
eller sigtet,
kan imidlertid ikke afbryde forældelsesfristen.
Det er selve anmodningen om rettergangsskridt, der afbryder
forældelsesfristen. Det er uden betydning, hvornår og om dette følges op af
et
retsmøde, eller om retten beslutter at afslå anmodningen.
Den foreslåede § 94, stk. 5, 2. pkt., indebærer,
at der for juridiske personers vedkommende alene sker afbrydelse af
forældelsesfristen, når den juridiske person sigtes. Bestemmelsen regulerer
samtidig, hvilke personer der kan ske fristafbrydelse overfor med virkning
for
den juridiske person.
Fristafbrydelse skal efter den foreslåede bestemmelse ske
over for personer, der efter retsplejelovens § 157 kan modtage
forkyndelse
på den juridiske persons vegne. Det vil i praksis omfatte en vid kreds af
personer, f.eks. ansatte.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3, 4 og 5.
Til nr. 5 (§ 97 a, stk. 1 og 2)
Den foreslåede § 97 a, stk. 1, indebærer, at
forældelsesfristen for inddrivelse af bøder forlænges fra 5 til 10 år, når
bøden overstiger 10.000 kr. Bestemmelsen medfører samtidig en forenkling af
de
gældende regler, så bøder indtil 10.000 kr. undergives en 5-årig
forældelsesfrist. Den hidtil gældende 3-årige forældelsesfrist for bøder
indtil
3.000 kr. forlænges herved til 5 år.
Med § 97 a, stk. 2, udvides den gældende 3-årige
forældelsesfrist for bødeforvandlingsstraf vedrørende bøder indtil 3.000 kr.
til at omfatte bøder indtil 10.000 kr. Den gældende 5-årige forældelsesfrist
indskrænkes til at omfatte bødeforvandlingsstraf vedrørende bøder på over
10.000
kr.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 6.
Til nr. 6 (§ 164, stk. 3)
Det foreslås, at strafferammen i § 164, stk. 3, hæves
fra bøde eller fængsel indtil 6 måneder til bøde eller fængsel indtil 1 år.
Formålet med den foreslåede forhøjelse af strafferammen er
at skærpe strafniveauet for overtrædelse af straffelovens § 164,
stk. 3,
når en person tilskynder en anden til at afsone i sit sted, samt når en falsk
afsoner på vegne af den dømte afsoner en idømt straf.
Det forudsættes således, at straffen for den dømte, der får
en anden til at afsone i sit sted, normalt vil være ubetinget fængsel i 60
dage, mens straffen for den falske afsoner normalt vil være fængsel i 30
dage.
Der kan være skærpende omstændigheder, der kan medføre en
højere straf, hvis f.eks. den dømte ved trusler har formået en anden person
til
at afsone i stedet for den dømte. Der kan tilsvarende være formildende
omstændigheder for den falske afsoner, hvis denne har afsonet straf for den
dømte på grund af trusler.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 7.
Til § 2
Til stk. 1.
Bestemmelsen fastsætter lovens ikrafttrædelsestidspunkt.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2005.
Forældelsesfristen ændres ikke i de tilfælde, hvor der er
indtrådt forældelse efter de gældende regler. Er der derimod ikke indtrådt
forældelse ved lovens ikrafttræden, vil den ændrede forældelsesfrist finde
anvendelse. Nogle forældelsesfrister vil blive forlænget efter lovens
ikrafttræden. Det er f.eks. tilfældet ved forældelse af bøder, idet
forældelsesfristen forlænges fra 3 år til 5 år for bøder, der ikke overstiger
3.000 kr. eller fra 5 år til 10 år for bøder, der overstiger 10.000 kr.
Til stk. 2.
Det foreslås, at ændringen af strafmaksimum for
overtrædelse af straffelovens § 164, stk. 3, træder i kraft dagen
efter bekendtgørelsen i Lovtidende. De skærpede straffe har virkning for
lovovertrædelser, der begås efter lovens ikrafttræden, jf. straffelovens
§ 3,
stk. 1.
Til § 3
Bestemmelsen indebærer, at loven som udgangspunkt ikke
gælder for Færøerne og Grønland.
Lovens § 1 kan dog sættes i kraft for Færøerne ved
kongelig anordning. For Grønland gælder en særlig kriminallov.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende ret
Gældende formulering
Lovforslaget
§ 1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 960 af 21. september
2004 foretages følgende ændringer:
1.
§ 93, stk. 1, nr. 1,
affattes således:
§ 93.
Forældelsesfristen er
»
§ 93.
Forældelsesfristen er
1)
2 år, når der ikke
er hjemlet højere straf end fængsel i 1 år for overtrædelsen, eller når
straffen for overtrædelsen ikke ville overstige bøde. 2. led gælder dog ikke
for juridiske personer.
1)
2 år, når der ikke
er hjemlet højere straf end fængsel i 1 år for overtrædelsen.«
§ 93
2.
§ 93, stk. 2-3,
affattes
således:
Stk. 2.
For overtrædelse af denne lovs § 296,
stk. 1, nr. 2 og 3, og stk. 2, § 297 og § 302 er
forældelsesfristen i intet tilfælde mindre end 5 år. Det samme gælder
strafansvar for overtrædelser, hvorved nogen unddrager sig betaling af told
eller
afgifter til det offentlige, eller som er egnede til at medføre, at nogen
uberettiget fritages for betaling af sådanne beløb, jf. dog stk. 3, 2.
pkt.
Stk. 2.
Forældelsesfristen er i intet tilfælde
mindre end 5 år for
1)
overtrædelse af
denne lovs § 296, stk. 2, § 297, stk. 2, og § 302,
stk. 2,
2)
overtrædelse af
skatte-, told-, afgifts- eller tilskudslovgivningen, hvorved der opnås eller
kan opnås uberettiget vinding.
Stk. 3.
For overtrædelse af denne lovs § 223,
stk. 1, §§ 224 og 225, jf. § 223, stk. 1, samt
§ 289, 1. pkt., eller §§ 13, 15 eller 16 i skattekontrolloven er
forældelsesfristen
i intet tilfælde mindre end 10 år. Det samme gælder strafansvar for
overtrædelse af momsloven, hvorved nogen unddrager sig betaling af afgift,
eller som medfører, at nogen uberettiget opnår udbetaling af afgift.
Stk. 3.
For overtrædelse af denne lovs § 223,
stk. 1, og §§ 224 og 225, jf. § 223, stk. 1, er
forældelsesfristen i intet tilfælde mindre end 10 år.
3.
Efter § 93 indsættes som
§ 93
a
:
»
§ 93 a.
Når en lovovertrædelse er omfattet af en af
Danmark tiltrådt mellemfolkelig overenskomst, ifølge hvilken strafansvaret er
uforældeligt, indtræder forældelse ikke.«
§ 94
4.
§ 94, stk. 5,
affattes
således:
Stk. 5.
Forældelsesfristen afbrydes ved ethvert
rettergangsskridt, hvorved den pågældende sigtes for overtrædelsen. I sager,
der efter retsplejeloven kan afgøres ved vedtagelse af bødeforelæg udfærdiget
af politiet, afbrydes forældelsesfristen, når sigtede gøres bekendt med
forelægget.
I andre tilfælde, hvor straf for en overtrædelse kan pålægges af en
administrativ myndighed, afbrydes fristen, når den pågældende gøres bekendt
med, at han er sigtet for overtrædelsen. Afbrydes forældelsesfristen over for
nogen, som har handlet på en juridisk persons vegne, har fristafbrydelsen
også virkning i forhold til den pågældende juridiske person. Afbrydelse af
forældelsesfristen over for en juridisk person har ikke virkning i forhold
til personer, der har handlet på den juridiske persons vegne.
»
Stk. 5.
Forældelsesfristen afbrydes, når den
pågældende gøres bekendt med sigtelsen, eller når anklagemyndigheden anmoder
om rettergangsskridt, hvorved den pågældende sigtes for overtrædelsen.
Forældelsesfristen for en juridisk persons ansvar kan afbrydes over for en
person, der efter retsplejelovens § 157 kan modtage forkyndelser på den
juridiske persons vegne.«
5.
§ 97 a, stk. 1 og 2,
affattes således:
§ 97 a.
Bøde bortfalder efter 3 år, hvis der ikke
forinden er indgivet begæring om udpantning. For bøde på over 3.000 kr. er
fristen dog 5 år.
»
§ 97 a.
Hvis der ikke forinden er indgivet begæring
om udpantning, bortfalder bøde efter
1)
5 år, når bøden
ikke overstiger 10.000 kr., og
2)
10 år, når bøden
overstiger 10.000 kr.
Stk. 2.
Forvandlingsstraf for bøde bortfalder efter
de i stk. 1 nævnte tidsrum, medmindre dens fuldbyrdelse er påbegyndt
forinden.
Stk. 2.
Forvandlingsstraf for bøde bortfalder efter
3 år, medmindre dens fuldbyrdelse er påbegyndt forinden. For bøde på over
10.000 kr. er fristen dog 5 år.«
§ 164
Stk. 3.
Den, der foretager en handling som nævnt i
stk. 1 og 2 med forsæt til, at han selv eller en anden med dennes
samtykke derved bliver sigtet, dømt eller undergivet strafferetlig retsfølge
for et strafbart forhold, som han ikke har begået, straffes med bøde eller
fængsel indtil 6 måneder.
6.
I
§ 164, stk. 3
, ændres »6
måneder« til: »1 år«.
Lignende dokumenter
- Skriftlig fremsættelse (11. november 2004) - L 98 Retsinformation · 11. november 2004
- Skriftlig fremsættelse (23. februar 2005) - L 9 Retsinformation · 23. februar 2005
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat M. Campos Sánchez-Bordona fremsat den 29. juni 2023. — Straffesag mod C.I. m.fl. EU-domme · 29. juni 2023
- DOMSTOLENS DOM (Store Afdeling) 16. juli 2026 EU-domme · 16. juli 2026
- KOMMISSIONENS AFGØRELSE (EU) 2015/1097 af 8. april 2015 om de foranstaltninger, som er truffet af Danmark i henhold til artikel 14 i direktiv 2010/13/EU om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester (direktiv om audiovisuelle medietjenester), og deres forenelighed med EU-lovgivningen EU-lovgivning · 8. april 2015
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af straffeloven (Forældelse, skærpelse af straffen for falske afsonere m.v.) Retsinformation · 9. maj 2005