Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af færdselsloven (Sanktionsfastsættelse i sager om spirituskørsel m.v.)

2004/1 LSF 148Lovforslag som fremsatJustitsministeriet10. januar 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 15. december 2004 af

justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov

om ændring af færdselsloven

(Sanktionsfastsættelse

i sager om spirituskørsel m.v.)

§ 1

I færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 712 af 2.

august 2001, som ændret ved lov nr. 217 af 22. april 2002, § 3 i lov nr.

380 af 6. juni 2002, § 1 i lov nr. 1049 af 17. december 2002, lov nr.

432

af 10. juni 2003, lov nr. 267 af 21. april 2004 og § 16 i lov nr. 473 af

9. juni 2004 foretages følgende ændringer:

1.

§ 53

affattes således:

»§ 53.

For

spirituskørsel straffes den, som fører eller forsøger at føre et motordrevet

køretøj efter at have indtaget spiritus i et sådant omfang, at

alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter kørslen overstiger 0,50

promille.

Stk. 2.

For

spirituskørsel straffes endvidere den, som fører eller forsøger at føre et

motordrevet køretøj efter at have indtaget spiritus i et sådant omfang, at

den

pågældende ikke kan føre køretøjet på betryggende måde.«

Læs alt

2.

§ 55, stk. 3,

ophæves.

Stk. 4 bliver herefter stk. 3.

3.

I

§ 60, stk. 2, 2. pkt.,

og i

§

119 a

, stk. 1,

ændres »spiritus- eller

promillekørsel« til: »spirituskørsel«.

4.

§ 60, stk. 3,

affattes således:

»Stk. 3.

Er

førerretten blevet frakendt betinget, skal føreren inden for en frist, der

fastsættes af politiet, aflægge en kontrollerende køreprøve. Er førerretten

frakendt betinget som følge af spirituskørsel, skal føreren forinden have

gennemført et kursus i alkohol og trafik (A/T-kursus). Førerretten inddrages,

hvis den kontrollerende køreprøve ikke bestås, eller vedkommende undlader at

medvirke til den. Kontrollerende køreprøve skal dog ikke aflægges, hvis

domfældte har bestået en køreprøve efter det forhold, der gav anledning til

frakendelsen. Beståelse af en køreprøve fritager ikke for gennemførelse af

A/T-kursus.«

5.

I

§

60 a

, stk. 1,

ændres »§ 126, stk. 4,«

til: »§ 127« og »126, stk. 1, nr. 1-3 eller 6,« til: »§ 125,

stk. 1, nr. 1-3 eller 6, eller stk. 3,«.

6.

I

60 a

, stk. 2,

ændres »§ 126, stk. 4,«

til: »§ 127« og »§ 125, stk. 2, 2. pkt., eller § 126,

stk. 1,

nr. 5,« til: »§ 125, stk. 1, nr. 5, eller § 125,

stk. 2,«.

7.

I

§

60 a

, stk. 3, nr. 1,

ændres »§ 126,

stk. 2, nr. 1,« til: »§ 126, stk. 1, nr. 3,«.

8.

I

§

60 a

, stk. 3, nr. 2,

ændres »§ 126,

stk. 1,« til: »§ 125, stk. 1-3,«.

9.

I

§

60 a

, stk. 3, nr. 2,

indsættes efter »stk. 1,

nr. 1-3,«: »eller stk. 3«.

10.

I

§

60 a

, stk. 3, nr. 3,

ændres »§ 126,

stk. 1, nr. 1-3« til: »§ 125, stk. 1, nr. 1-3, eller

stk. 3,« og »§ 126, stk. 2, nr. 3 eller 5« til: »§ 126,

stk. 1, nr. 4«.

11.

§ 117

affattes således:

»§ 117.

Spirituskørsel med motorkøretøj, registreringspligtig knallert, traktor eller

motorredskab straffes med bøde, jf. dog stk. 2.

Stk. 2.

Straffen

efter stk. 1 kan stige til fængsel indtil 1 år og 6 måneder, hvis

1)

alkoholkoncentrationen

i blodet under eller efter kørslen har oversteget 2,00 promille,

2)

føreren findes

skyldig i flere tilfælde af spirituskørsel,

3)

føreren tidligere er

frakendt førerretten betinget som følge af spirituskørsel, og det nye forhold

er begået inden 3 år efter, at den tidligere afgørelse blev endelig,

4)

føreren tidligere er

pålagt kørselsforbud efter § 127 som følge af spirituskørsel, og det nye

forhold er begået inden 3 år efter, at afgørelsen om kørselsforbuddet blev

endelig,

5)

føreren tidligere er

frakendt førerretten ubetinget som følge af spirituskørsel, og det nye

forhold

er begået inden 5 år efter udløbet af frakendelsestiden,

6)

spirituskørslen er

foregået ved uberettiget brug af et motorkøretøj, en registreringspligtig

knallert,

en traktor eller et motorredskab, jf. straffelovens § 293, stk. 1,

og

§

293 a,

eller

7)

føreren findes

skyldig i forhold, der er omfattet af § 125, stk. 1, nr. 1-4, eller

§ 126, stk. 1, nr. 2.«

12.

Efter

§ 117 indsættes:

»§ 117 a.

Den, som

fører motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, til trods for at

retten

til at være eller blive fører af et sådant køretøj er frakendt den pågældende

ubetinget, straffes med bøde, jf. dog stk. 2.

Stk. 2.

Straffen

efter stk. 1 kan stige til fængsel indtil 1 år og 6 måneder, hvis

føreren

1)

findes skyldig i

flere tilfælde af kørsel i frakendelsestiden, eller

2)

tidligere er straffet

for kørsel i frakendelsestiden.

§ 117 b.

Bøder idømt efter § 117, stk. 1, udmåles under hensyntagen til den

pågældendes indtægtsforhold på gerningstidspunktet og alkoholpromillen i

blodet

under eller efter kørslen.

Stk. 2.

Bøder idømt

efter §

117 a,

stk. 1, udmåles under hensyntagen til den pågældendes indtægtsforhold på

gerningstidspunktet. Det samme gælder bøder, der i medfør af straffelovens

§ 58 idømmes i forbindelse med betinget fængselsstraf fastsat efter

§ 117, stk. 2, eller §

117

a, stk. 2.

Stk. 3.

Bestemmelserne i stk. 1 og 2 kan fraviges, når særlige grunde taler

derfor.

§ 117 c.

Spirituskørsel med ikke registreringspligtig knallert straffes med bøde. Er

den

pågældende tidligere dømt for spirituskørsel, kan straffen dog stige til

fængsel indtil 1 år.

§ 117 d.

Overtrædelse af § 9, stk. 1, § 54, stk. 1, § 56,

stk. 1, § 62, stk. 1, og §

63

a, straffes med bøde eller under skærpende

omstændigheder med fængsel indtil 1 år. Ved udmåling af bøde for overtrædelse

af § 56, stk. 1, og §

63 a

tages særligt hensyn til størrelsen af en opnået eller tilsigtet økonomisk

fordel.«

13.

I

§ 118, stk. 6,

ændres »§ 126,

stk. 2, nr. 1,« til: »§ 126, stk. 1, nr. 3,«.

14.

I

§ 119, stk. 2, nr. 3,

ændres »126,

stk. 4,« til: »§ 127,«.

15.

I

§ 119, stk. 3, nr. 2,

ændres »117,

stk. 6,« til:

»117 a,«.

16.

I

§ 119, stk. 3, nr. 3,

ændres »§ 117,

stk. 2, nr. 3,« til: »§ 117, stk. 2, nr. 7,«

17.

I

§

119 a

, stk. 1,

ændres »eller om overtrædelse af

reglerne om største tilladte totalvægt i § 126, stk. 1, nr. 4,«

til: »om

overtrædelse af reglerne om største tilladte totalvægt i § 126,

stk. 1, nr. 4, eller om overtrædelse af bestemmelserne i § 125,

stk. 2 eller 3,«.

18.

§§ 125-128

affattes således:

»Betinget frakendelse

§ 125.

Føreren af et motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, skal betinget

frakendes retten til at føre et sådant køretøj, hvis

1)

føreren under

tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden har voldt skade

på

person eller ting eller fremkaldt fare herfor,

2)

føreren har

overskredet de tilladte hastigheder efter §§ 42 og

43 a

eller en anden hastighedsgrænse

fastsat ved færdselstavler eller anden afmærkning med mere end 60 pct. eller

har kørt med en hastighed på

160 km

i timen eller derover,

3)

føreren under kørsel

i et af de i § 43 nævnte køretøjer, under kørsel med blokvogn eller

mobilkran,

jf. § 86, stk. 1, samt ved slæbning af køretøjer, jf. § 70,

stk. 4, har overskredet de for sådanne køretøjer tilladte hastigheder,

jf.

§§ 42 og 43, eller en anden hastighedsgrænse fastsat ved færdselstavler

eller anden afmærkning med mere end 60 pct. for hastighedsgrænser på højst

30 km

i timen eller med mere end 40

pct. for hastighedsgrænser på over

30 km

i timen,

4)

føreren under kørsel

med et køretøj med en tilladt totalvægt på over

3.500 kg

har overtrådt de i medfør

af § 85 fastsatte forskrifter om største tilladte totalvægt med mere end

30 pct.,

5)

føreren har gjort sig

skyldig i spirituskørsel, der ikke er omfattet § 126, stk. 1, nr.

1,

6)

frakendelse findes

begrundet ved beskaffenheden af den begåede forseelse, og hvad der i øvrigt

foreligger oplyst om tiltaltes forhold som fører af motordrevet køretøj.

Stk. 2.

Føreren

skal endvidere betinget frakendes retten til at føre et sådant køretøj, hvis

føreren inden for en periode af 3 år har gjort sig skyldig i 3 forhold, der

ikke i sig selv medfører frakendelse af førerretten efter stk. 1, men

som

er omfattet af:

1)

§ 5,

stk. 2, § 15, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, § 16,

stk. 2, § 18, stk. 1 og 2, § 21,stk. 1-3, § 22,

stk. 1, § 24, stk. 1, § 25, § 37, stk. 4,

§ 80, stk. 4, og § 81, stk. 3,

2)

§ 4, stk. 1

og 2, hvis overtrædelsen udgør fremkørsel mod rødt lyssignal, kørsel mod

kørselsretningen, overskridelse af spærrelinier eller overskridelse af ubrudt

kantlinie i forbindelse med ulovlig kørsel i nødspor,

3)

§ 23 eller

forbud mod overhaling fastsat ved færdselstavler eller anden afmærkning,

4)

§ 26,

stk. 2-4 og 6, eller vigepligt fastsat ved færdselstavler eller anden

afmærkning,

5)

§§ 42-

43 a

eller anden hastighedsoverskridelse

fastsat ved færdselstavler eller anden afmærkning, hvis

hastighedsoverskridelsen er på mere end 30 pct., eller

Stk. 3.

Under samme

betingelser som nævnt i stk. 2 skal føreren betinget frakendes retten

til

at føre et motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, hvis føreren har

gjort sig skyldig i to forhold omfattet af stk. 2, og forholdene er

begået

inden for de første 3 år efter førstegangserhvervelse af førerret.

Stk. 4.

Betinget

frakendelse sker på vilkår, at den pågældende i en prøvetid på 3 år fra

endelig

dom ikke fører motordrevet køretøj under sådanne omstændigheder, at

førerretten

skal frakendes. Ved betinget frakendelse udsættes fastsættelsen af

frakendelsestiden.

Stk. 5.

Begår den

dømte i prøvetiden et nyt forhold, der medfører frakendelse af førerretten,

fastsætter

retten en fælles frakendelse for dette forhold og den tidligere pådømte

lovovertrædelse.

Ubetinget frakendelse

§ 126.

Føreren af et motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, skal

ubetinget

frakendes retten til at føre et sådant køretøj, hvis føreren:

1)

har gjort sig skyldig

i spirituskørsel med en alkoholkoncentration i blodet under eller efter

kørslen

over 1,20 promille,

2)

ulovligt har ført

køretøjet uden hastighedsbegrænser, eller føreren har foretaget et

uautoriseret, konstruktivt indgreb i køretøjets hastighedsbegrænser eller

dens

forbindelser, eller føreren vidste eller burde have vidst, at der er

foretaget

et sådant indgreb, eller hvis føreren har betjent køretøjet på en sådan måde,

at hastighedsbegrænseren gøres uvirksom,

3)

forsætlig har voldt

skade på andres person eller ting, forsætlig har fremkaldt nærliggende fare

herfor eller i øvrigt har ført motordrevet køretøj på særlig hensynsløs måde,

4)

har gjort sig skyldig

i flere forhold, der hver for sig er omfattet af § 125, stk. 1, nr.

1-5, eller stk. 2 eller 3,

5)

tidligere er frakendt

førerretten betinget, og det nye forhold er begået i prøvetiden,

6)

tidligere er pålagt

kørselsforbud og det nye forhold er begået inden 3 år efter, at

kørselsforbuddet

blev pålagt, eller

7)

tidligere er frakendt

førerretten ubetinget, og det nye forhold er begået inden 5 år efter udløbet

af

frakendelsestiden.

Stk. 2.

Under

særlig formildende omstændigheder kan der ske betinget frakendelse i

tilfælde,

hvor frakendelse efter stk. 1 ellers skulle ske ubetinget.

Kørselsforbud

§ 127.

Hvis en forseelse omfattet af § 125, stk. 1, nr. 1-3, 5 eller 6,

§ 125, stk. 3, eller § 126, stk. 2, jf. § 126,

stk. 1, nr. 1, bliver begået inden for de første tre år efter

førstegangserhvervelse af førerret, træder et kørselsforbud i stedet for en

betinget frakendelse. Ved et kørselsforbud inddrages førerens ret til at føre

motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, indtil særlig

køreundervisning

eller A/T-kursus, jf. §

60 a,

stk. 1 og 2, er gennemført og kontrollerende køreprøve er bestået.

Frakendelsestiden

§ 128.

Ubetinget frakendelse sker for et tidsrum af mellem 6 måneder og 10 år, jf.

dog

stk. 2 og 3.

Stk. 2.

Ubetinget

frakendelse som følge af spirituskørsel sker for et tidsrum af mindst 3 år.

Stk. 3.

Førerretten

kan frakendes for bestandig, hvis føreren under kørslen har begået grove

kørselsfejl,

kørslen har resulteret i alvorlig personskade, og der foreligger sådanne

oplysninger om førerens tidligere færdselslovsovertrædelser, at en

frakendelse

af førerretten for bestandig skønnes påkrævet af hensyn til

færdselssikkerheden

og retshåndhævelsen.

19.

§ 131, stk. 1,

affattes således:

»§ 131.

Anke af en

dom, hvorved der er sket ubetinget frakendelse, efter at førerretten har

været

inddraget i medfør af § 130, har ikke opsættende virkning for dommens

bestemmelse om frakendelse, medmindre andet bestemmes af byretten ved

kendelse.

Det samme gælder anke af en dom, hvorved en person over 18 år, der ikke har

førerret, ubetinget er frakendt retten til at erhverve denne ret. I andre

tilfælde kan byretten på begæring af anklagemyndigheden ved kendelse

bestemme,

at anke ikke skal have opsættende virkning.«

20.

§ 132, stk. 2,

ophæves.

Stk. 3 bliver herefter stk. 2.

21.

I

§ 132, stk. 3,

der herefter bliver

stk. 2, udgår »og 2«.

22.

§

133 a

affattes således:

»§ 133 a.

Ved

grove eller gentagne overtrædelser af færdselsloven kan der ske konfiskation

af

det ved overtrædelsen anvendte motordrevne køretøj, hvortil der kræves

kørekort, hvis det må anses for påkrævet for at forebygge yderligere

overtrædelser af færdselsloven. Under tilsvarende betingelser kan der ske

konfiskation af et motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, der ejes

af den person, der har foretaget overtrædelsen, selv om køretøjet ikke er

anvendt ved overtrædelsen.

Stk. 2.

Konfiskation skal ske, hvis ejeren af køretøjet har gjort sig skyldig i

spirituskørsel med en promille over 1,20, der medfører ubetinget frakendelse

af

førerretten, og den pågældende 2 gange tidligere inden for de seneste 3 år,

før

det nye forhold er begået, har gjort sig skyldig i spirituskørsel med en

promille over 1,20, der har medført ubetinget frakendelse af førerretten.

Konfiskation skal ske, selv om køretøjet ikke er anvendt ved den aktuelle

overtrædelse.

Stk. 3.

Bestemmelsen i stk. 2 kan fraviges, når særlige grunde undtagelsesvis

taler herfor.

Stk. 4.

I øvrigt

gælder straffelovens regler om konfiskation.«

§ 2

I lov nr. 267 af 21. april 2004 om ændring af

færdselsloven (Klippekortsystem, skærpede sanktioner ved

hastighedsovertrædelser

m.v.), foretages følgende ændringer:

1.

§ 1, nr. 1-8, 11-13,

og 16-19, ophæves.

2.

§ 2, stk. 2,

ophæves.

§ 3

Stk. 1.

Loven

træder i kraft den 1. juli 2005.

Stk. 2.

Justitsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelsen af § 125,

stk. 2 og 3, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 18.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1.

Indledning

;............................................................................

.......................

6

1.1.

Lovforslaget

formål

;............................................................................

.....

6

1.2.

Lovforslagets

hovedelementer

..................................................................

6

2.

Lovforslagets baggrund

;............................................................................

..

7

3.

Færdselslovens terminologi i sager om

promille- og spirituskørsel

.........

8

3.1.

Gældende ret

;............................................................................

..............

8

3.2.

Udvalgets

overvejelser

;........................................................................

....

9

3.3.

Lovforslagets

udformning

........................................................................

9

4.

Straffen for promille- og spirituskørsel

......................................................

10

4.1.

Gældende ret

;............................................................................

..............

10

4.2.

Udvalgets

overvejelser

;........................................................................

....

13

4.3.

Lovforslagets

udformning

........................................................................

16

5.

Kørsel i frakendelsestiden

;.........................................................................

17

5.1.

Gældende ret

;............................................................................

..............

17

5.2.

Udvalgets

overvejelser

;........................................................................

....

18

5.3.

Lovforslagets

udformning

........................................................................

19

6.

Frakendelse af førerretten

;..........................................................................

19

6.1.

Gældende ret

;............................................................................

..............

19

6.2.

Udvalgets

overvejelser

;........................................................................

....

21

6.3.

Lovforslagets

udformning

........................................................................

23

7.

Generhvervelse af førerretten

....................................................................

23

7.1.

Gældende ret

;............................................................................

..............

23

7.2.

Udvalgets

overvejelser

;........................................................................

....

24

7.3.

Lovforslagets

udformning

........................................................................

24

8.

Gentagelsesvirkningens tidsmæssige

udstrækning

..................................

25

8.1.

Gældende ret

;............................................................................

..............

25

8.1.1.

Varigheden af

gentagelsesvirkningen af en afgørelse om spiritus- og promillekørsel i

relation til straffen

..................................................

25

8.1.2.

Varigheden af

gentagelsesvirkningen af en afgørelse om spiritus- og promillekørsel i

relation til frakendelsessanktionen

............................

26

8.1.3.

Gentagelsesvirkningen

af domme vedrørende promille- og spirituskørsel i forbindelse med andre

færdselslovsovertrædelser

.................

27

8.2.

Udvalgets

overvejelser

;........................................................................

....

27

8.3.

Lovforslagets udformning

........................................................................

28

9.

Konfiskation, rådighedsfratagelse m.v.

......................................................

28

9.1.

Konfiskation

;............................................................................

...............

28

9.1.1.

Gældende ret

;............................................................................

.....

28

9.1.2.

Udvalgets

overvejelser og forslag

...................................................

30

9.1.3.

Lovforslagets

udformning

...............................................................

30

9.2.

Andre typer af

sanktioner

........................................................................

32

9.2.1.

Udvalgets

overvejelser om andre typer af sanktioner og indsatsområder

;............................................................................

.................

32

9.2.2.

Lovforslagets

udformning

...............................................................

33

10.

Andre ændringer af færdselsloven m.v.

.....................................................

33

10.1.

Gældende

ret

;............................................................................

..............

33

10.1.1.

A/T-kurser

;............................................................................

........

33

10.1.2.

Opsættende

virkning af anke af dom, der frakender retten til at erhverve førerret

;............................................................................

..

34

10.2.

Udvalgets

overvejelser

;........................................................................

....

34

10.3.

Lovforslagets

udformning

........................................................................

34

11.

Forslagets økonomiske og administrative

konsekvenser

.........................

34

12.

Hørte myndigheder m.v.

;.............................................................................

35

1. Indledning

1.1. Lovforslaget formål

1.1.1.

Inden

for færdselslovens område har der udviklet sig et meget kompliceret

sanktionssystem vedrørende spiritus- og promillekørsel og kørsel i

frakendelsestiden. Sanktionssystemet er vanskeligt at overskue og forstå for

borgerne og ressourcekrævende for domstole, politi, anklagemyndighed og

forsvarere. Et hovedformål med lovforslaget er på den baggrund at forenkle de

gældende regler og praksis.

Regeringen ønsker samtidig, at der sættes betydeligt

hårdere ind over for de bilister, der kører i spirituspåvirket tilstand, og

som

fortsætter med at køre, selv om de har fået frakendt førerretten. Et andet

hovedformål med lovforslaget er på den baggrund at skærpe straffen for

spiritus- og promillekørsel og kørsel i frakendelsestiden.

De skærpelser, der foreslås, indebærer en øget brug af

frihedsstraf. Lovforslaget skal imidlertid ses i sammenhæng med det samtidig

fremsatte forslag om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v.

(Fuldbyrdelse

af straf på bopælen under intensiv overvågning og kontrol samt begrænset

fællesskab for »negativt stærke« indsatte m.v.), hvori det foreslås, at

spritbilister og personer, der kører i frakendelsestiden, under visse

betingelser

kan afsone straffen på bopælen (elektronisk fodlænke).

Lovforslaget bygger på betænkning nr. 1448/2004 om

sanktioner for spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden afgivet af

Udvalget

om sanktionsfastsættelse i sager om spiritus- og promillekørsel, og

lovforslagets almindelige bemærkninger er udformet sådan, at de i det

væsentlige følger betænkningens opbygning.

Af lovtekniske årsager foreslås de dele af lov nr. 267 af

21. april 2004 om ændring af færdselsloven (Klippekortsystem, skærpede

sanktioner ved hastighedsovertrædelser m.v.), der vedrører indførelsen af et

klippekortsystem

, indsat i de foreslåede

nye bestemmelser i §§ 125-126.

1.1.2.

Justitsministeriet

har ikke medtaget den del af udvalgets forslag, som vedrører absolut

kumulation

af frihedsstraf og frakendelsestid.

Justitsministeriet har anmodet Straffelovrådet om en

udtalelse om dette forslag, som i givet fald vil være en væsentlig

strafferetlig nydannelse.

1.2. Lovforslagets hovedelementer

Lovforslaget indeholder følgende hovedelementer:

Det foreslås for det første, at færdselslovens gældende

terminologi ændres, således at man ikke længere opretholder betegnelsen

»promillekørsel« for kørsel med en alkoholpromille under 1,21. I stedet vil

enhver overtrædelse af lovens forbud mod at føre et motordrevet køretøj,

hvortil der kræves kørekort, efter indtagelse af alkohol, fremover blive

benævnt spirituskørsel. Der henvises herom til pkt. 3.3. nedenfor.

Dernæst foreslås det, at straffen for spiritus- og

promillekørsel skærpes og forenkles. Med henblik på en skærpelse af straffen

for spiritus- og promillekørsel foreslås det, at strafmaksimum i

færdselslovens

§ 117 (lovforslagets § 1, nr. 11) forhøjes fra fængsel i 1 år til

fængsel i 1 år og 6 måneder.

For førstegangstilfælde af spirituskørsel med en promille i

intervallet 0,51-2,00 forudsættes det, at straffen skal være en bøde svarende

til den pågældendes månedlige nettoløn ganget med alkoholpromillen. Har

promillen

i førstegangstilfælde været 2,01 eller derover forudsættes det, at straffen

som

udgangspunkt skal fastsættes til fængsel i 20 dage, der som udgangspunkt

gøres

betinget med vilkår om samfundstjeneste eller alkoholistbehandling, samt en

tillægsbøde. Der henvises herom til pkt. 4.3. nedenfor.

Det forudsættes, at strafpositionerne i gentagelsestilfælde

som udgangspunkt forhøjes med 10 dages fængsel pr. gang, startende med 10

dages

fængsel ved en promille i intervallet 0,51-2,00 og 30 dages fængsel ved en

promille på 2,01 eller derover ved andengangstilfælde. Det forudsættes

endvidere, at der som udgangspunkt kun kan idømmes én betinget dom med vilkår

om samfundstjeneste. Der henvises herom til pkt. 4.3. nedenfor.

Derudover foreslås det, at der skal ske en forhøjelse af

strafmaksimum for gentagen kørsel i frakendelsestiden fra 1 års fængsel til

fængsel i 1 år og 6 måneder, jf. § 117 a (lovforslagets § 1,

nr.

12). Hensigten med forslaget er, at straffen for gentagen kørsel i

frakendelsestiden skal svare til straffen for spirituskørsel med en promille

i

intervallet 0,51-2,00. Udgangspunktet er ligesom ved spirituskørsel, at der

kun

kan idømmes én betinget dom med vilkår om samfundstjeneste. Der henvises

herom

til pkt. 5.3. nedenfor.

Det foreslås endvidere, at der skal ske en betinget

frakendelse af førerretten for kørsel med en promille i intervallet

0,51-0,80,

således at der kommer til at gælde det samme som, hvis der køres med en

promille

i intervallet 0,81-1,20. Der henvises herom til pkt. 6.3. nedenfor.

Herudover foreslås det, at frakendelsestiden, hvis der skal

ske ubetinget frakendelse som følge af spirituskørsel, i alle tilfælde skal

være mindst 3 år. Det forudsættes endvidere, at frakendelsestiden for

spirituskørsel

normalt fastsættes til 3, 5 eller 10 år. Efter forslaget skal det ikke

længere

være muligt at frakende førerretten for bestandig, medmindre der foreligger

særdeles graverende kørsel med alvorlig personskade til følge. Der henvises

herom til pkt. 6.3 nedenfor.

Det foreslås samtidig, at den særlige regel i § 132,

stk. 2, hvorefter personer, der har gennemført alkoholistbehandling, kan

generhverve førerretten væsentligt hurtigere end andre, ophæves. Der henvises

herom til pkt. 7.3 nedenfor.

Endvidere foreslås en forenkling af de gældende regler om

gentagelsesvirkningens tidsmæssige udstrækning, således at

gentagelsesvirkningen af en afgørelse om spirituskørsel skal ophøre samtidig

både med hensyn til straffen og frakendelsessanktionen. Det foreslås således,

at gentagelsesvirkningen for en afgørelse om spirituskørsel, hvor førerretten

er frakendt ubetinget, både for så vidt angår straffen og frakendelsen skal

ophøre 5 år efter udløbet af frakendelsestiden. Der henvises herom til pkt.

8.3

nedenfor.

Herudover foreslås det, at reglerne om konfiskation af et

motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, der har været anvendt til

spirituskørsel, skærpes. Det foreslås bl.a., at der indføres en regel om

obligatorisk konfiskation af en førers køretøj, når den pågældende tredje

gang

inden for en periode på 3 år gør sig skyldig i spirituskørsel af en sådan

grovhed, at den i sig selv vil medføre ubetinget frakendelse af førerretten.

Der henvises herom til pkt. 9.1.3. nedenfor.

Endelig foreslås det, at kravet om deltagelse i et kursus i

alkohol og trafik (A/T-kursus) skal udvides til at omfatte personer, der har

fået førerretten frakendt betinget på grund af spirituskørsel. Der henvises

herom til pkt. 10.3. nedenfor.

2. Lovforslagets baggrund

Den 27. juli 2000 nedsattes »Udvalget til forenkling af

sanktionsfastsættelsen i sager om spiritus- og promillekørsel«.

Udvalget blev anmodet om at gennemgå og beskrive

færdselslovgivningens bestemmelser om samt den nuværende

sanktionsfastsættelse

i tilfælde af spiritus- og promillekørsel (straf og førerretsfrakendelse).

Udvalget

skulle i den forbindelse komme med forslag til forenkling heraf, herunder en

forenkling af reglerne for generhvervelse af førerretten inden

frakendelsestidens udløb.

Efter regeringsskiftet i 2001 blev udvalgets kommissorium

udvidet, således at udvalgets forslag ikke blot skulle indebære en forenkling

af gældende regler og praksis vedrørende spiritus- og promillekørsel samt

kørsel i frakendelsestiden, men også skulle indebærer skærpelser i

sanktionssystemet. Udvalget fik i den forbindelse til opgave at overveje

mulighederne for at anvende andre typer sanktioner og indsatsmuligheder som

supplement til de nuværende sanktionstyper, herunder f.eks. at udvide

mulighederne for at fratage føreren rådigheden over køretøjet ved grove eller

gentagne overtrædelser - eventuelt for en tidsbegrænset periode. Udvalget fik

herudover mulighed for at foreslå ændringer af færdselslovens bestemmelser om

spiritus- og promillekørsel i det omfang, det måtte findes hensigtsmæssigt.

I samme forbindelse fik udvalget til opgave efter

færdiggørelsen af ovennævnte arbejde at overveje dels indførelse af

lovbestemmelser, der muliggør anvendelse af måling af alkoholkoncentrationen

i

udåndingsluften som bevis i sager om spiritus- og promillekørsel, dels kørsel

under påvirkning af andet end alkohol.

Udvalgets betegnelse blev samtidig ændret til »Udvalget om

sanktionsfastsættelse i sager om spiritus- og promillekørsel m.v.«.

På den anførte baggrund har Udvalget om sanktionsfastsættelse

i sager om spiritus- og promillekørsel m.v. afgivet betænkning nr. 1448/2004

om

sanktioner for spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden. Betænkningen

behandler emnerne spiritus- og promillekørsel (straf og førerretsfrakendelse)

samt reglerne for generhvervelse af førerretten inden frakendelsestidens

udløb.

I overensstemmelse med kommissoriet indeholder betænkningen

en gennemgang af de gældende sanktionsregler for spiritus- og promillekørsel

samt udvalgets overvejelser og forslag til revision af de gældende regler. I

betænkningens lovudkast er de seneste ændringer af færdselsloven, jf. lov nr.

267 af 21. april 2004 (Klippekortsystem, skærpede sanktioner ved

hastighedsovertrædelser m.v.) og § 16 i lov nr. 473 af 9. juni 2004 (Lov

om godkendelse og syn af køretøjer), af tidsmæssige årsager ikke indarbejdet.

3. Færdselslovens terminologi i sager om spiritus-

og promillekørsel

3.1. Gældende ret

3.1.1.

Færdselslovens beskrivelse af, hvad der skal forstås ved spiritus- og

promillekørsel, fremgår af færdselslovens § 53. Det fremgår heraf, at

der

sondres mellem spirituskørsel (kørsel med en alkoholprocent i blodet på over

1,20 promille), jf. § 53, stk. 1 og 2, og promillekørsel (kørsel

med

en alkoholprocent i blodet på mellem 0,50 og 1,20 promille), jf. § 53,

stk. 3.

Sondringen har bl.a. den betydning, at sanktionerne for

promillekørsel i hvert fald i førstegangstilfælde er væsentligt mildere end

sanktionerne for spirituskørsel. Således medfører spirituskørsel som

altovervejende

hovedregel ubetinget frakendelse af førerretten i mindst 1 år, mens

promillekørsel højst medfører betinget frakendelse af førerretten i

førstegangstilfælde.

Inden for de to kategorier er der imidlertid betydelige

forskelle i sanktionsniveauet. F.eks. medfører promillekørsel i intervallet

0,51-0,80 hverken ubetinget eller betinget frakendelse af førerretten, mens

der

sker betinget frakendelse for promillekørsel i intervallet 0,81-1,20 i

førstegangstilfælde. Spirituskørsel i intervallet 1,21-2,00 medfører i

førstegangstilfælde bødestraf, mens spirituskørsel med en promille over 2,00

medfører frihedsstraf, som ofte gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste

eller alkoholistbehandling.

Endvidere har loven siden 1999 indeholdt en mulighed for

ubetinget frakendelse af førerretten for promillekørsel, når der tillige

foreligger kørselsfejl, der indebærer tilsidesættelse af væsentlige hensyn

til

færdselssikkerheden.

3.1.2.

Færdselslovens § 53, stk. 2, indeholder i dag en bestemmelse,

hvorefter det er strafbart at føre motordrevet køretøj efter indtagelse af

spiritus i et sådant omfang, at den pågældende – uafhængigt af

alkoholpromillens

størrelse – ikke kan føre køretøjet på betryggende måde.

Bestemmelsen i § 53, stk. 2, vil navnlig have

betydning i situationer, hvor promillen ikke er kendt, fordi en blodprøve

enten

ikke har kunnet udtages eller ikke har kunnet anvendes, men det efter en

samlet

vurdering må antages, at den pågældende ikke har været i stand til at føre

køretøjet på betryggende måde, eller hvor det lægges til grund, at promillen

er

over 0,8, men under 1,21, og der samtidig er sket tilsidesættelse af

væsentlige

hensyn til færdselssikkerheden.

Fortolkningen af »førerevnekriteriet« i færdselslovens

§ 53, stk. 2, er i dag forskellig, afhængig af om der foreligger en

blodprøve, der viser promillens størrelse under eller efter kørslen, eller

ej.

Efter praksis skal der således ikke godtgøres nogen sammenhæng mellem

spiritusindtagelsen og en kørselsfejl, for at § 53, stk. 2, kan

finde

anvendelse i tilfælde, hvor en blodprøve viser, at promillen under eller

efter

kørslen har ligget i intervallet 0,81-1,20, og hvor kørselsfejlen har udgjort

en tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, jf.

færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 1.

Hvis der ikke foreligger en blodprøve, der kan vise

promillens størrelse, er det i praksis derimod fastslået, at det afgørende

for,

om der skal ske domfældelse efter § 53, stk. 2, er, om det på

baggrund af en samlet vurdering af alle foreliggende oplysninger kan anses

for

godtgjort, at den pågældende på grund af indtagelse af alkohol ikke kan føre

køretøjet på betryggende måde.

Dette indebærer, at det afgørende for, om der kan dømmes

efter § 53, stk. 2, i tilfælde, hvor der ikke under samme kørsel

tillige har foreligget tilsidesættelse af væsentlige hensyn til

færdselssikkerheden, er, om promillens størrelse er oplyst eller ej.

Om bestemmelsen kan anvendes i tilfælde, hvor promillen er

kendt og har været under 0,81, anses i teorien for tvivlsomt.

3.1.3.

Det

fremgår af færdselslovens § 53, stk. 4, at justitsministeren

fastsætter bestemmelser om, hvilke alkoholkoncentrationer i udåndingsluften

der

svarer til alkoholkoncentrationen i blodet. Det fremgår endvidere af

færdselslovens § 55, stk. 4, at justitsministeren fastsætter

bestemmelser om anvendelse af udstyr til måling af udåndingsluften.

Bestemmelserne blev indsat ved lov nr. 468 af 10. juni 1997, og der skete

samtidig

en ændring af § 53, stk. 1 og 3, idet ordene »eller tilsvarende

alkoholkoncentration i udåndingsluften« blev indsat efter ordene »at

alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter kørslen overstiger

1,20/0,50

promille«.

Ved lov nr. 73 af 4. februar 1998 udgik ordene »eller

tilsvarende alkoholkoncentration i udåndingsluften« af § 53, stk. 1

og 3. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at baggrunden for

lovændringen

var, at der endnu ville gå et stykke tid, før der ville foreligge et

tilstrækkeligt grundlag for at fastsætte ækvivalensreglerne mellem

alkoholkoncentrationen i blodet og i udåndingsluften i lovform. Det blev

samtidig

anført i bemærkningerne, at det ville være nødvendigt at ændre § 53 på

ny,

når der er tilstrækkeligt grundlag for at optage ækvivalensreglerne i

lovform.

Der er ikke efterfølgende sket en formel ophævelse af

bemyndigelsesbestemmelserne i lov nr. 468 af 10. juni 1997 om ændring af

færdselsloven (Spiritus- og promillekørsel, mobiltelefoner m.v.) vedrørende

alkoholkoncentrationen

i udåndingsluften.

Der henvises til betænkningens side 25-32.

3.2. Udvalgets overvejelser

3.2.1.

Udvalget

anfører, at det er vigtigt, at færdselslovens betegnelser for strafbar kørsel

efter indtagelse af alkohol i sig selv er oplysende, og at betegnelserne ikke

kan lede til misforståelser. Den gældende sondring mellem spiritus- og

promillekørsel kan imidlertid efter udvalgets opfattelse være misvisende,

bl.a.

fordi man kunne forledes til den fejlagtige antagelse, at kun kørsler, der

betegnes som promillekørsel, bedømmes på grundlag af promillens størrelse.

Udvalget foreslår på den baggrund, at færdselslovens

gældende terminologi ændres, således at enhver overtrædelse af lovens forbud

mod at føre motordrevet køretøj efter indtagelse af alkohol betegnes

spirituskørsel.

Herved kommer lovens terminologi også til at svare til almindelig sprogbrug.

3.2.2.

I relation

til førerevnekriteriet finder udvalget det betænkeligt, at den omstændighed,

at

et bestemt faktum (promillens størrelse) ikke kan fastlægges, bevirker en

væsentlig strengere sanktion, end der ville være tale om, hvis det lå fast,

at

promillen havde været på 1,20 eller derunder, og der ikke samtidig var

tilsidesættelse

af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden. Anvendelsen af

førerevnekriteriet

– således som § 53, stk. 2, er affattet – fører til

domfældelse for

spirituskørsel og dermed en ubetinget frakendelse af førerretten, hvilket er

væsentlig strengere end frakendelsessanktionen for promillekørsel (betinget

frakendelse). Havde anvendelse af førerevnekriteriet alene ført til

sanktioner

svarende til sanktionerne for promillekørsel, ville den uheldige retstilstand

ikke være opstået.

Udvalget finder endvidere, at denne retstilstand er i strid

med det generelle strafferetlige princip om, at enhver begrundet tvivl skal

komme den pågældende til gode.

Udvalget har derfor overvejet at foreslå, at

førerevnekriteriet helt opgives. Udvalget henviser i den forbindelse til, at

det er antaget, at det ikke er nødvendigt for at kunne domfælde for

overtrædelse af færdselslovens § 53, stk. 1 eller 3, at der

foreligger en blodprøve. Udvalget anfører dog, at en opgivelse af

førerevnekriteriet vil kunne vanskeliggøre domfældelse i nogle sager, hvor

der

har foreligget kørsel i spirituspåvirket tilstand, men hvor promillen ikke

kendes. På den baggrund finder udvalget ikke, at førerevnekriteriet bør

afskaffes i disse tilfælde.

Udvalget foreslår derfor førerevnekriteriet opretholdt, men

således at kørsel i spirituspåvirket tilstand, hvor promillen ikke er kendt,

i

relation til sanktionen ikke som i dag sidestilles med kørsel med en promille

over 1,20, men derimod med kørsel med en promille i intervallet 0,51-1,20.

3.2.3.

Som omtalt

ovenfor under pkt. 3.1.2. er der ikke sket nogen formel ophævelse af

bemyndigelsesbestemmelserne vedrørende alkoholkoncentrationen i

udåndingsluften.

Udvalget anfører, at det imidlertid ikke længere kan

antages, at justitsministeren kan udnytte den bemyndigelse, der blev givet

ved

lov nr. 468 af 10. juni 1997, til at fastsætte regler om måling af

alkoholkoncentrationen i udåndingsluften, efter at lov nr. 73 af 4. februar

1998 om ændring af færdselsloven (Promillekørsel m.v.) er trådt i kraft.

Udvalget finder således, at en gennemførelse af lovregler

om måling af alkoholkoncentration i udåndingsluften som grundlag for

afgørelsen

af, om der foreligger spirituskørsel, må kræve en ny ændring af

færdselsloven.

På den baggrund foreslår udvalget, at bestemmelserne ophæves.

Der henvises til betænkningens side 36-39.

3.3. Lovforslagets udformning

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter

og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Der

henvises

til lovforslagets § 1, nr. 1 (§ 53) og bemærkningerne hertil.

4. Straffen for promille- og spirituskørsel

4.1. Gældende ret

4.1.1.

Færdselslovens strafferammer for spiritus- og promillekørsel fremgår af

§ 117, stk. 1-4. Straffen for promillekørsel er bøde, der dog i

gentagelsestilfælde kan stige til fængsel indtil 1 år. Det samme gælder

spirituskørsel

med ikke registreringspligtig knallert, jf. § 117, stk. 3.

Spirituskørsel med motorkøretøj, registreringspligtig

knallert, traktor eller motorredskab straffes med bøde. Har

alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter kørslen oversteget 2,00

promille, er straffen fængsel indtil 1 år, jf. § 117, stk. 1.

Derudover kan straffen stige til fængsel indtil 1 år, 1) hvis føreren

tidligere

er dømt for spiritus- eller promillekørsel, 2) hvis føreren findes skyldig i

flere tilfælde af spiritus- eller promillekørsel, eller 3) hvis føreren

findes

skyldig i forhold, der er omfattet af §

125

a

(kørsel uden hastighedsbegrænser m.v.) eller

§ 126, stk. 1, nr. 1-4 (tilsidesættelse af væsentlige hensyn til

færdselssikkerheden m.v.).

Efter § 117, stk. 4, straffes spiritus- eller

promillekørsel, der foregår ved uberettiget brug af et motorkøretøj

(brugstyveri), jf. straffelovens § 293, stk. 1, og §

293 a, med bøde eller fængsel indtil

1 år.

4.1.2.

Strafudmålingen i sager om spiritus- og promillekørsel, herunder om der skal

idømmes en bøde, en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste eller

alkoholistbehandling eller en ubetinget dom, er afhængig af en række

faktorer,

herunder bl.a. alkoholpromillens størrelse, om der under eller efter kørslen

er

begået fejl, der i sig selv ville have medført betinget eller ubetinget

frakendelse af førerretten, og om føreren tidligere er straffet for spiritus-

eller promillekørsel. Udfaldet af en personundersøgelse vil endvidere have

betydning

for, om der kan fastsættes en betinget frihedsstraf med vilkår om

samfundstjeneste eller alkoholistbehandling.

Straffene i sager om spiritus- og promillekørsel fastsættes

i retspraksis som udgangspunkt efter faste retningslinjer. Retningslinierne

findes beskrevet i forarbejder til forskellige lovændringer af færdselsloven

og

i Rigsadvokatens meddelelse nr. 4/2000, 3. udgave april 2002, og er

karakteriseret ved et meget komplekst og vanskeligt tilgængeligt system.

4.1.3.

Straffen

for promillekørsel i intervallet 0,51-0,80 i førstegangstilfælde er en bøde

på

4.000 kr. Bøden nedsættes til det halve for mindrebemidlede, jf.

bemærkningerne

til forslaget til lov nr. 468 af 10. juni 1997 om ændring af færdselsloven

(Spiritus-

og promillekørsel, mobiltelefoner m.v.).

Efter fast praksis fastsættes bøden for spiritus- og

promillekørsel med en promille på over 0,80 som en indtægtsbestemt bøde til

1.000 kr. pr. 25.000 kr. årlig bruttoindtægt, således at bøden så vidt muligt

kommer til at svare til en månedsløn efter skat (en måneds nettoløn).

Bødestørrelsen fastsættes således i overensstemmelse med straffelovens

§ 51, stk. 3, under hensyntagen til den pågældendes betalingsevne.

Det antages, at minimumsbøden for promillekørsel i

intervallet 0,81-1,20 er 2.000 kr., jf. Rigsadvokatens meddelelse nr.4/2000.

4.1.4.

Ved lov

nr. 230 af 4. april 2000 om ændring af straffeloven (Udvidet brug af

samfundstjeneste og betingede domme med vilkår om alkoholistbehandling for

spirituskørsel), der trådte i kraft den 1. juli 2000, blev der indført en ny

ordning med betingede domme med vilkår om samfundstjeneste eller

alkoholistbehandling

i sager om spiritus- og promillekørsel. Det fremgår af bemærkningerne til

lovforslaget, at ordningen forudsættes anvendt, hvor den dømte efter hidtidig

praksis ville være blevet idømt en ubetinget frihedsstraf på ikke over 60

dages

fængsel. Ordningen gælder dog som udgangspunkt ikke, hvis der i forbindelse

med

kørslen er forvoldt alvorlig personskade (samtidig overtrædelse af

straffelovens

§ 241 eller § 249), eller hvis kørslen har fundet sted i et

brugsstjålet køretøj.

Efter bemærkningerne til lovforslaget er der ikke noget til

hinder for at anvende betinget dom med vilkår om samfundstjeneste eller

alkoholistbehandling i tilfælde, hvor den pågældende tidligere har modtaget

en

sådan betinget dom. Det fremgår dog, at der bør udvises varsomhed, hvis der

foreligger mere end to tidligere betingede domme med sådanne vilkår.

Endvidere

bør betinget dom ikke anvendes, hvis den pågældende endnu ikke har udstået

prøvetiden for en tidligere betinget dom for spiritus- eller promillekørsel.

Som vilkår for den betingede dom bestemmes det, at den

dømte enten skal undergive sig en struktureret, kontrolleret

alkoholistbehandling af mindst et års varighed, jf. straffelovens § 57,

stk. 1, nr. 5, eller, hvis den dømte ikke har et dokumenteret

behandlingskrævende alkoholmisbrug, udføre samfundstjeneste, jf.

straffelovens

kapitel 8. Det forudsættes i bemærkningerne til lovforslaget, at antallet af

samfundstjenestetimer fastsættes til 30 timer ved 10-14 dages fængsel, 40

timer

ved 20-30 dages fængsel og 60 timer ved 40-50 dages fængsel. Disse

bemærkninger

er siden blevet fulgt konsekvent i retspraksis.

Spirituskørsel, som efter den hidtil gældende retspraksis

ville føre til en frihedsstraf på mere end 60 dages fængsel, vil efter

bemærkningerne til lovforslaget kunne afgøres med samfundstjeneste eller

alkoholistbehandling efter en konkret, individuel vurdering.

I dag kombineres en betinget dom for spirituskørsel med en

tillægsbøde efter straffelovens § 58, stk. 2. Tillægsbøden

fastsættes

til en måneds nettoløn ved vilkår om samfundstjeneste, mens bøden ved vilkår

om

alkoholistbehandling, i overensstemmelse med bemærkningerne til forslaget til

lov

nr. 230 af 4. april 2000 om ændring af straffeloven, fastsættes til halvdelen

heraf for at øge den enkeltes motivation til at indgå i et behandlingsforløb.

Prøvetiden for en betinget dom for spiritus- eller

promillekørsel med vilkår om samfundstjeneste eller alkoholistbehandling

fastsættes normalt til 2 år.

4.1.5.

Straffen

for spiritus- og promillekørsel kan forhøjes, hvis der foreligger skærpende

omstændigheder. Efter færdselslovens § 117 stk. 1, 1. pkt.,

straffes

spirituskørsel med bøde. Har alkoholkoncentrationen i blodet oversteget 2,00

promille, er straffen dog fængsel indtil 1 år, jf. § 117, stk. 1,

2.

pkt..

Derudover indeholder færdselslovens § 117,

stk. 2, betingelserne for, hvornår straffen for spirituskørsel kan

forhøjes. Efter ordlyden af § 117, stk. 2, nr. 3, omfatter begrebet

skærpende omstændigheder i dag alle forhold, der isoleret betragtet ville

medføre en betinget eller ubetinget frakendelse af førerretten, jf.

henvisningen

til §

125 a

(kørsel uden hastighedsbegrænser m.v.) eller § 126, stk. 1, nr. 1-4

(tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden,

hastighedsoverskridelser m.v.).

Det fremgår ikke af de gældende retningslinier for

straffastsættelsen, hvornår der foreligger formildende omstændigheder. Før

indførelsen af ordningen med betingede domme med vilkår om samfundstjeneste

eller alkoholistbehandling (lov nr. 230 af 4. april 2000 om ændring af

straffeloven) var det den altovervejende hovedregel, at den frihedsstraf, der

idømtes for spiritus- og promillekørsel, var ubetinget. Forelå der særligt

formildende omstændigheder, kunne dette udgangspunkt dog fraviges, f.eks.

hvor

føreren alene havde haft til hensigt at foretage en kortvarig og ufarlig

kørsel, eller hvis der forelå ganske særlige personlige forhold hos den

pågældende, f.eks. psykisk sygdom eller svær tilskadekomst.

I forarbejderne til lov nr. 230 af 4. april 2000 er det

forudsat, at denne praksis skulle videreføres uafhængigt af ordningen med

betingede domme med vilkår om samfundstjeneste eller alkoholistbehandling,

idet

det blev anført, at det ikke var hensigten med ordningen, at de hidtidigt

anvendte betingede domme skulle afløses af betingede domme med andre vilkår

end

de hidtil fastsatte.

4.1.6.

En dom for

spiritus- eller promillekørsel har gentagelsesvirkning for strafudmålingen i

senere tilfælde af spiritus- eller promillekørsel, når den senere kørsel

finder

sted inden for 5 år fra endelig dom. Efter fast praksis har en tidligere dom

for førstegangstilfælde af promillekørsel dog kun gentagelsesvirkning i 3 år

fra

endelig dom.

Med lov nr. 218 af 31. marts 2004 om ændring af

straffeloven og retsplejeloven (Ændring af strafferammer og bestemmelser om

straffastsættelse m.v.), der trådte i kraft den 2. april 2004, blev den

tidligere

regel om betingelserne for at anvende bestemmelser om en forhøjet

strafferamme

i gentagelsestilfælde i straffelovens § 81 erstattet af en ny § 84.

Efter lovændringen vil lovbestemt gentagelsesvirkning først ophøre, når der,

før den strafbare handling er begået, er forløbet 10 år, efter at den

tidligere

straf er udstået, endeligt eftergivet eller bortfaldet. Endvidere vil det

efter

lovændringen ikke længere være en betingelse for at kunne anvende

bestemmelser

om forhøjet straf m.v. i gentagelsestilfælde, at den tidligere kriminalitet

er

begået efter det fyldte 18 år.

I relation til færdselsområdet er det i retspraksis

imidlertid fastslået, at gentagelsesvirkningen for så vidt angår straf for

spirituskørsel fortsat ophører, når der er forløbet 5 år fra endelig dom, jf.

Østre Landsrets dom af 11. november 2004. Der henvises til Rigsadvokaten

Informerer nr. 43/2004 om gentagelsesvirkning for anvendelse af

lovbestemmelser

om forhøjet straf i færdselssager.

Bemærkningerne til forslaget til lov nr. 468 af 10. juni

1997 om ændring af færdselsloven (Spiritus- og promillekørsel, mobiltelefoner

m.v.) omtaler ikke gentagelsesvirkningen af en dom for kørsel med en promille

på mellem 0,51 og 0,80 for en senere kørsel i et højere interval. Derfor

antages det i praksis, at tidligere promillekørsel i intervallet 0,51-0,80

ikke

medfører forhøjelse af straffen for en senere kørsel i et højere interval,

medmindre højere straf ville være forskyldt, hvis også den senere kørsel var

sket i intervallet 0,51-0,80, dvs. inden for 3 år. Endvidere vil

gentagelsesvirkningen af en tidligere dom for spiritus- eller promillekørsel

for en promillekørsel i intervallet 0,51-0,80 være den samme uanset

promillens

størrelse i fortilfældene, dvs. gentagelsesvirkning i 5 år.

4.1.7.

Udgangspunktet for straffen i sager om spiritus- og promillekørsel kan

opstilles skematisk, jf. nedenstående oversigt. Det bemærkes, at oversigten

kun

omhandler tilfælde, hvor der foreligger en enkelt spiritus- eller

promillekørsel til pådømmelse. Spørgsmålet om straffastsættelsen ved flere

spiritus- eller promillekørsler til samlet pådømmes må afgøres efter

færdselslovens

§ 118 a eller reglen i straffelovens § 88.

Førstegangstilfælde

Promille

Straf

Skærpende

omstændigheder

0,51-0,80

Bøde 4.000 kr.

Bøde 5.000 kr.

0,81-1,20

Bøde (1 måneds nettoløn)

Bøde (1 måneds nettoløn)

1,21-1,50

Bøde (1 måneds nettoløn)

Bøde (1 måneds nettoløn)

1,51-2,00

Bøde (1 måneds nettoløn)

14 dages fængsel

2,01-2,50

14 dages fængsel*

20 dages fængsel*

2,51-

20 dages fængsel*

30 dages fængsel*

Andengangstilfælde

Promille

Straf

Skærpende

omstændigheder

0,51-0,80

Bøde 5.000 kr.

Bøde 8.000 kr.

0,81-1,50

10 dages fængsel*

14 dages fængsel*

1,51-2,00

14 dages fængsel*

20 dages fængsel*

2,01-2,50

20 dages fængsel*

30 dages fængsel*

2,51-

30 dages fængsel*

40 dages fængsel*

*

Som udgangspunkt

betinget med vilkår om samfundstjeneste og en tillægsbøde på én måneds

nettoløn

eller betinget med vilkår om alkoholistbehandling og en tillægsbøde på en

halv

måneds nettoløn.

Tredjegangstilfælde

Promille

Straf

Skærpende

omstændigheder

0,51-0,80

10 dages fængsel*

14 dages fængsel*

0,81-

30 dages fængsel*

*

Som udgangspunkt

betinget med vilkår om samfundstjeneste og en tillægsbøde på én måneds

nettoløn

eller betinget med vilkår om alkoholistbehandling og en tillægsbøde på en

halv

måneds nettoløn.

Fjerdegangstilfælde og derover

Spiritus- og

promillekørsel

Straf

4. gang

40 dages fængsel*

5. gang

60 dages fængsel*

6. gang

3 måneders fængsel**

7. gang

4 måneders fængsel**

8. gang eller mere

6 måneders fængsel**

*

fjerde- og femtegangstilfælde vil der som

udgangspunkt blive idømt en betinget frihedsstraf med vilkår om

samfundstjeneste

eller alkoholistbehandling.

I

sjettegangstilfælde og derover vil der som udgangspunkt blive idømt en

ubetinget frihedsstraf. Det er dog ikke ifølge bemærkningerne til forslaget

til

lov nr. 230 af 4. april 2000 udelukket, at straffen efter en konkret,

individuel vurdering gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste eller

alkoholistbehandling.

4.1.8.

Bøden for

spirituskørsel med ikke registreringspligtig

knallert

er ikke indtægtsbestemt, men fastsættes i førstegangstilfælde

til 1.000 kr., jf. Rigsadvokatens meddelelse nr. 4/2000.

Ifølge Rigsadvokatens meddelelse er bøden i

andengangstilfælde ligeledes 1.000 kr. eller efter omstændighederne

frihedsstraf, mens der i tredjegangstilfælde idømmes frihedsstraf.

Der henvises til betænkningen side 41-49.

4.1.9.

Efter

færdselslovens §

118 a

er absolut kumulation den altovervejende hovedregel ved flere tilfælde af

færdselslovsovertrædelser (eller ved færdselslovsovertrædelser og andre

lovovertrædelser) til samlet pådømmelse, hvor mindst én af

færdselslovsovertrædelserne

isoleret betragtet ville medføre bødestraf.

Bestemmelsen angår alene straffastsættelsen, når der

isoleret betragtet ville være tale om bødestraf for mindst én af de

omhandlede

færdselslovsovertrædelser. Derimod omhandler bestemmelsen ikke spørgsmålet

om,

i hvilket omfang der skal ske kumulation af flere frihedsstraffe eller

frakendelser ved en samlet bedømmelse af flere spiritus- eller

promillekørsler,

der hver især medfører frihedsstraf og/eller frakendelse af førerretten. I

disse situationer vil straffastsættelsen skulle ske i medfør af straffelovens

§ 88.

I de situationer, hvor der foreligger to spirituskørsler

til samlet pådømmelse, og hvor begge kørsler isoleret betragtet medfører

frihedsstraf,

er det i praksis udgangspunktet, at de straffe, som de enkelte kørsler ville

medføre, sammenlægges (absolut kumulation). Det forekommer dog, at der ydes

den

tiltalte en beskeden rabat i forhold til fuldstændig sammenlægning.

Hvor en spirituskørsel isoleret betragtet ville føre til

frihedsstraf, mens den anden kørsel isoleret betragtet ville give bødestraf,

vil den samlede pådømmelse i praksis resultere i en frihedsstraf, der er

længere end den, der ville blive udmålt for spirituskørslen isoleret

betragtet.

I de tilfælde, hvor begge kørslerne isoleret betragtet

ville medføre bødestraf, fastsættes i praksis en frihedsstraf, hvis der har

foreligget to spirituskørsler, hvor begge kørsler er sket med en promille i

intervallet 1,21-2,00. Det samme er tilfældet, hvor der til samlet pådømmelse

foreligger spirituskørsel med en promille mellem 1,51 og 2,00 og en promille

i

intervallet 0,81-1,20.

I praksis fastsættes der en bøde (en måneds nettoløn), hvor

der har foreligget en spirituskørsel med en promille på mellem 1,21 og 1,50

til

samlet pådømmelse med en promillekørsel i intervallet 0,81-1,20.

Der henvises til betænkningens side 121-123 og side 122-124

for så vidt angår straffastsættelsen i gentagelsestilfælde ved flere

overtrædelser.

4.2. Udvalgets overvejelser

4.2.1.

Udvalget foreslår, at der ved spirituskørsel

fortsat skal opereres med tre forskellige straftyper, nemlig 1) bøde, 2)

betinget frihedsstraf, evt. med vilkår om samfundstjeneste eller

alkoholistbehandling samt tillægsbøde og 3) ubetinget frihedsstraf.

Som det fremgår ovenfor under pkt. 4.1.7., anvendes efter

de gældende retningslinjer 4 forskellige strafpositioner i

førstegangstilfælde

afhængig af promillens størrelse ved straffastsættelsen. Promillekørsel med

en promille i intervallet 0,51- 0,80 straffes med et fast bødebeløb (4.000

kr.), mens promiller i intervallet 0,81- 2,00 straffes med en bøde udmålt til

en måneds nettoløn. Ved spiritus- og promillekørsel med promiller over 2,00

anvendes frihedsstraf på 14 dages fængsel og ved promiller på 2,51 og derover

frihedsstraf på 20 dages fængsel. Fængselsstraffen ved promiller over 2,00

gøres som udgangspunkt betinget med vilkår om samfundstjeneste eller

alkoholistbehandling samt tillægsbøde.

Udvalget foreslår

en forenkling af disse retningslinjer, således at der fremover i stedet alene

anvendes

to principper for strafudmålingen: bøde, der anvendes i

intervallet 0,51-2,00, og som gradueres efter forseelsens grovhed, således at

udgangspunktet for bødeberegningen (en måneds nettoløn) ganges med

alkoholpromillen,

og fængselsstraf, der anvendes ved spirituskørsel med en promille over 2,00.

Udvalget foreslår endvidere, at der alene anvendes én

strafposition (20 dages fængsel) for kørsel med en promille over 2,00,

svarende

til den gældende strafposition for kørsler med en promille over 2,50.

4 medlemmer af udvalget bemærker i betænkningen, at en

yderligere forenkling ville kunne opnås ved at indføre en enhedsordning,

hvorefter der i alle førstegangstilfælde af spirituskørsel idømmes bøde

gradueret efter promillens størrelse. En sådan ordning ville også medføre en

meget betydelig lettelse af anklagemyndigheden og domstolene, idet alle

førstegangstilfælde af spirituskørsel som udgangspunkt ville kunne afgøres

ved

en udenretlig vedtagelse af bøde og frakendelse af førerretten efter reglerne

i

færdselslovens §

119 a.

En sådan ændring ville imidlertid indebære en lempelse af det gældende

sanktionsniveau i de groveste tilfælde, som næppe ville være i

overensstemmelse

med de intentioner, der ligger bag udvalgets reviderede kommissorium af 18.

marts 2002. De pågældende medlemmer afstår derfor fra at stille forslag om en

sådan ændring af de gældende sanktionsregler.

Udvalgets forslag til strafudmålingen i førstegangstilfælde

af spirituskørsel kan herefter skematisk opstilles således:

Promille

Sanktion

0,51-2,00

Bøde på en måneds nettoløn gange promillen

2,01-

20 dages betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste

eller alkoholistbehandling og en tillægsbøde

Udvalgets forslag indebærer, at

bødestørrelsen for spirituskørsel i alle tilfælde er afhængig af den

pågældendes

indtægtsforhold, også i intervallet 0,51-0,80 promille. Som nævnt foreslås

det

endvidere at graduere bødestørrelsen efter alkoholpromillens størrelse,

således

at bøden bliver større, jo højere promillen har været. Udvalget anfører, at

det

hermed på en enkel og letforståelig måde markeres, at spirituskørsel er

farligere, jo højere promillen er.

Udvalgets forslag vil indebære, at bøden udmåles til en

måneds nettoløn ved en promille på 1,00, det halve af en måneds nettoløn ved

en

promille på 0,51 og 2 gange en måneds nettoløn ved en promille på 2,00.

Udvalget forudsætter, at den frihedsstraf, der fastsættes

ved spirituskørsel med en promille over 2,00, gøres betinget, således at den

i

overensstemmelse med reglerne i straffeloven om betingede domme og

samfundstjeneste

udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 2 år på betingelse af, at den

pågældende – udover at holde sig kriminalitetsfri i prøvetiden –

enten

undergiver sig alkoholistbehandling, hvis vedkommende har behov herfor, eller

udfører samfundstjeneste, hvis vedkommende er egnet hertil. Dette svarer til

de

gældende retningslinjer.

Udvalget anfører i den forbindelse, at det fortsat skal

være en forudsætning for anvendelse af alkoholistbehandling, at den

pågældende

har et reelt behov herfor. Ønsker en person, som har et behov for

alkoholistbehandling,

ikke at medvirke hertil, vil der efter udvalgets opfattelse i stedet kunne

anvendes en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, hvis den pågældende

er

egnet og villig hertil.

Udvalget forudsætter, at antallet af samfundstjenestetimer

fastsættes til 30 ved betinget dom med vilkår om samfundstjeneste uanset

promillens størrelse.

Hvis den pågældende hverken har behov for alkoholistbehandling

eller er egnet til at udføre samfundstjeneste, finder udvalget, at der vil

kunne anvendes en betinget dom (med tillægsbøde) uden andet vilkår, end at

den

pågældende skal holde sig kriminalitetsfri i prøvetiden. Efter udvalgets

opfattelse vil der være tale om en talmæssigt lille gruppe af personer, der

lider af fysiske og/eller psykiske svækkelser, og det forekommer ikke

rimeligt,

at

kun

personer tilhørende denne restgruppe skal idømmes ubetinget

frihedsstraf i førstegangstilfælde.

Udvalget forudsætter på den anden side, at fængselsstraffen

ikke bliver gjort betinget, hvis den pågældende ikke ønsker at medvirke ved

de

undersøgelser, der er påkrævet, for at det kan afgøres, om den pågældende har

behov for alkoholistbehandling eller er egnet til at udføre samfundstjeneste.

Det samme forudsættes at gælde, hvis den pågældende forud for dommen

tilkendegiver, at han eller hun ikke vil medvirke til eventuel

alkoholistbehandling eller samfundstjeneste.

Udvalget foreslår, at den tillægsbøde, der skal udmåles ved

betinget dom, som udgangspunkt skal fastsættes til en måneds nettoløn.

6 medlemmer af udvalget foreslår dog, at tillægsbøden – som

efter gældende ret – skal nedsættes til det halve, hvis den pågældende

undergiver sig vilkår om alkoholistbehandling. Disse medlemmer lægger i den

forbindelse vægt på, at det er væsentligt, at det incitament til, at

personer,

der har behov herfor, undergiver sig alkoholistbehandling og accepterer det

indgreb, der er forbundet hermed, opretholdes.

6 andre medlemmer af udvalget foreslår, at tillægsbøden

også i disse tilfælde fastsættes til en måneds nettoløn. Disse medlemmer af

udvalget finder, at hensynet til at opnå det enkleste sanktionssystem

tilsiger,

at der kun bør forekomme afvigelser fra de generelle retningslinjer for

sanktionsfastsættelsen, når det er absolut påkrævet. Det er disse medlemmers

opfattelse, at nedsættelse af tillægsbøder til personer med et

behandlingskrævende

alkoholforbrug vil kunne opleves som en urimelig forskelsbehandling i forhold

til spiritusbilister, som ikke har et sådant alkoholforbrug, at de har behov

for behandling.

4.2.2.

Udvalget foreslår, at straffen for

spirituskørsel i

andengangstilfælde

bør være frihedsstraf. Frihedsstraffen

bør efter udvalgets opfattelse som udgangspunkt gøres betinget med vilkår om

alkoholistbehandling eller samfundstjeneste, hvis en sådan sanktion ikke blev

idømt i førstegangstilfældet, og ellers ubetinget.

I

tredjegangstilfælde og senere tilfælde

af

spirituskørsel foreslår udvalget, at sanktionen som udgangspunkt skal være en

ubetinget frihedsstraf.

Med henblik på en forenkling af det gældende

sanktionssystem foreslår udvalget endvidere, at tidligere spirituskørsler

alene

skal have betydning for, om der foreligger et gentagelsestilfælde og i givet

fald for hvilken gang, samt om der skal idømmes en betinget eller ubetinget

frihedsstraf. Promillens størrelse ved tidligere kørsler skal efter udvalgets

opfattelse derimod ikke have betydning for udmålingen af straffen for den

kørsel, der nu er til pådømmelse, således som det ofte er tilfældet efter de

gældende regler. Det vil herefter ikke i gentagelsestilfælde være nødvendigt

at

undersøge promillens størrelse ved tidligere kørsler for at kunne fastsætte

straffens længde for den aktuelle kørsel.

Med udvalgets forslag opstilles et sanktionssystem,

hvorefter strafpositionerne inden for de enkelte gentagelsestilfælde

begrænses

til to. I alle gentagelsestilfælde vil straffen være afhængig af, om der i

gentagelsestilfælde er kørt med en promille i intervallet mellem 0,51-2,00,

eller om promillen har været 2,01 eller derover. Ved begge strafpositioner

øges

frihedsstraffen med 10 dages fængsel pr. gentagelsestilfælde, uanset

promillens

størrelse ved de tidligere kørsler.

I andengangstilfælde vil straffen for kørsel med en promille

i intervallet 0,51-2,00 efter forslaget være 10 dages fængsel. En

tredjegangskørsel,

hvor promillen har været i intervallet 0,51-2,00, udløser en frihedsstraf på

20

dage. Et fjerdegangstilfælde i dette interval 30 dages fængsel osv.

Ved en andengangskørsel med en promille på 2,01 eller

derover foreslås straffen fastsat til 30 dages fængsel. Også ved senere

kørsler

med en promille på 2,01 eller derover stiger straffen med 10 dage fængsel pr.

gentagelsestilfælde, uanset størrelsen af promillen ved de tidligere kørsler.

En tredjegangskørsel, hvor promillen har været på 2,01 eller derover, udløser

40 dages fængsel, en fjerdegangskørsel 50 dage osv. I alle tilfælde

fastsættes

længden af straffen således uden hensyntagen til promillens størrelse i de

tidligere tilfælde.

I de tilfælde, hvor frihedsstraffen overstiger 3 måneders

fængsel, forudsætter udvalget, at straffen fastsættes i hele måneder efter

sædvanlig praksis.

Hvis den nye kørsel er foretaget i prøvetiden i henhold til

en betinget dom for spirituskørsel, er det udgangspunktet, at der skal

fastsættes

en ubetinget fællesstraf for det nye forhold og den tidligere pådømte

lovovertrædelse,

jf. straffelovens § 61, stk. 2, og § 67.

Forslaget kan opstilles således:

Spirituskørsel

Promille på

0,51-2,00

Promille på 2,01-

1. gang

Bøde (1 måneds nettoløn gange promillens størrelse)

20 dages fængsel*

2. gang

10 dages fængsel**

30 dages fængsel**

3. gang

20 dages ubetinget fængsel

40 dages ubetinget fængsel

4. gang

30 dages ubetinget fængsel

50 dages ubetinget fængsel

5. gang

40 dages ubetinget fængsel

60 dages ubetinget fængsel

6. gang

50 dages ubetinget fængsel

70 dages ubetinget fængsel

*

Frihedsstraffen

udmåles som udgangspunkt som en betinget frihedsstraf med vilkår om

samfundstjeneste samt en tillægsbøde på en måneds nettoløn eller en betinget

frihedsstaf med vilkår om alkoholistbehandling.

Efter udvalgets

forslag vil der – afhængigt af straffen i førstegangstilfældet –

blive idømt

enten en ubetinget frihedsstraf eller en betinget frihedsstraf med vilkår om

samfundstjeneste samt en tillægsbøde på en måneds nettoløn eller en betinget

frihedsstaf med vilkår om alkoholistbehandling samt en tillægsbøde.

4.2.3.

Det skal efter udvalgets opfattelse ikke være udelukket at

fravige de foreslåede strafudmålinger i formildende retning, men det

forudsættes, at det kun sker i undtagelsessituationer. Udvalget foreslår

derfor, at den gældende restriktive praksis for fravigelse af

retningslinjerne

i formildende retning

opretholdes.

4.2.4.

Udvalget foreslår, at der som udgangspunkt

højst skal kunne idømmes én betinget frihedsstraf, herunder med vilkår om

samfundstjeneste eller alkoholistbehandling, inden for en doms

gentagelsesvirkningsperiode. Det er udvalgets opfattelse, at der ikke længere

bør kunne idømmes en ny betinget dom for spirituskørsel, hvis den pågældende

i

et fortilfælde af spirituskørsel, der har gentagelsesvirkning, har modtaget

en

betinget dom.

Udvalget anfører dog, at udvalgets forslag ikke skal være

til hinder for, at der efter en betinget dom for spirituskørsel idømmes

betinget

dom for kørsel i frakendelsestiden eller omvendt.

4.2.5.

Udvalget

foreslår i betænkningen ingen specielle strafpositioner for spirituskørsel

samtidig med kørsel i frakendelsestiden, idet udvalget foreslår, at der sker

absolut kumulation af straffen for spirituskørsel og straffen for kørsel i

frakendelsestiden.

Efter udvalgets forslag skal en tidligere dom for

spirituskørsel ikke have gentagelsesvirkning i forbindelse med pådømmelsen af

en senere kørsel i frakendelsestiden, ligesom en tidligere dom for kørsel i

frakendelsestiden ikke skal have gentagelsesvirkning i forbindelse med

pådømmelsen af en senere spirituskørsel. Der vil således kunne idømmes

betinget

frihedsstraf for spirituskørsel, uanset om den pågældende tidligere er idømt

en

betinget frihedsstraf for kørsel i frakendelsestiden.

4.2.6.

Udvalget foreslår, at den i dag gældende

bødestørrelse på 1.000 kr. for førstegangstilfælde af spirituskørsel med ikke

registreringspligtig knallert forhøjes til 2.000 kr.

Udvalget foreslår, at bøden i andengangstilfælde forhøjes

til 4.000 kr., og at straffen for tredjegangstilfælde og derover fortsat skal

være frihedsstraf, men således at domstolene skal have mulighed for at gøre

straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste eller alkoholistbehandling

og

en tillægsbøde efter samme retningslinjer som ved spirituskørsel med

motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort. Dog foreslås tillægsbøden

fastsat til 4.000 kr., svarende til en bøde i andengangstilfælde.

Frihedsstraffen forudsættes fastsat til fængsel i 10 dage, og der skal ske en

skærpelse af straffen for hver gang, den pågældende kører spirituskørsel på

ikke registreringspligtig knallert.

Der henvises til betænkningens side 55-65.

4.3. Lovforslagets udformning

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter

og forslag vedrørende straffastsættelsen for spirituskørsel.

Justitsministeriet

finder det dog rigtigst, at de foreslåede strafskærpelser i sager om

spirituskørsel, jf. færdselslovens § 117, afspejles gennem en ændring af

bestemmelsens strafferamme. På den baggrund foreslås det, at strafmaksimum i

§ 117

forhøjes fra fængsel i 1 år til fængsel i 1 år og 6 måneder. Lovforslaget er

ud

over denne ændring udformet i overensstemmelse med udvalgets forslag. Der

henvises til lovforslagets § 1, nr. 11 (§ 117) og § 1, nr. 12

(§ 117

c) og bemærkningerne hertil

Forhøjelsen af strafmaksimum til fængsel i 1 år og 6

måneder medfører, at reglerne om varetægtsfængsling i retsplejelovens kapitel

70 om varetægtsfængsling kan finde anvendelse. Det samme gælder ved kørsel i

frakendelsestiden, jf. pkt. 5.3. nedenfor. I relation til sager om

spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden vil det navnlig være

fængslingsgrunden i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2, som kan

have betydning i praksis.

Efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2, kan

en sigtet varetægtsfængsles, hvis der foreligger en begrundet mistanke om, at

den pågældende har begået en lovovertrædelse, som er undergivet offentlig

påtale, og som efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller

derover, og der efter det om sigtedes forhold oplyste er bestemte grunde til

at

frygte, at den pågældende på fri fod vil begå en ny lovovertrædelse af samme

beskaffenhed.

De situationer, hvor der kan blive tale om

varetægtsfængsling efter reglen om gentagelsesrisiko i retsplejelovens

§ 762,

stk. 1, nr. 2, vil navnlig være tilfælde, hvor en person adskillige

gange

tidligere er dømt for spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden og ofte

vil

have flere kørsler til samtidig påkendelse, og hvor der tegner sig et aktuelt

mønster med så hyppige kørsler, at der er en betydelig og nærliggende risiko

for, at den pågældende på fri fod på ny vil begå en lovovertrædelse af samme

karakter.

Varetægtsfængsling efter reglen om gentagelsesrisiko i

retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2, vil i praksis således alene

finde anvendelse i de allergroveste tilfælde, hvor der er tale om helt

vanemæssig

spirituskørsel og/eller kørsel i frakendelsestiden, og hvor den aktuelle

kørsel

derfor udløser en længere fængselsstraf.

Adgangen til varetægtsfængsling af spiritusbilister rejser

spørgsmål om, hvorvidt der kan tilvejebringes det fornødne mistankegrundlag

(begrundet mistanke), idet der på varetægtsfængslingstidspunktet kun vil

foreligge

en alkometer-test og ikke en blodprøveanalyse.

Alkometer-test kan i dag ikke i forbindelse med

straffesagen bruges som bevis for alkoholpromillen i blodet i forbindelse med

kørslen. Spørgsmålet om anvendelse af alkoholkoncentration i udåndingsluften

og

udstyr til måling heraf som bevis i stedet for blodprøver behandles for tiden

i

Udvalget om sanktionsfastsættelse i sager om spiritus- og promillekørsel

m.v.,

jf. pkt. 2 ovenfor.

I forbindelse med en anmodning om varetægtsfængsling er der

imidlertid ikke tale om, at alkometer-testen skal bruges som bevis, men

derimod

som en underbyggelse af mistanken om, at der foreligger en spirituskørsel.

For

at imødegå den usikkerhed, som er forbundet med en alkometer-test, bør det i

forbindelse med en eventuel varetægtsfængsling forudsættes, at

alkoholpromillen

er et godt stykke over den tilladte på 0,5.

For så vidt angår udmålingen af bøder bør der efter

Justitsministeriets opfattelse som i dag gælde en minimumsbøde. De gældende

minimumsbøder har siden 1981 været henholdsvis 1000 kr./2000 kr. Under

hensyntagen

til den generelle revision af bødesatserne, som vil blive foretaget i

forbindelse med Rigsadvokatens revision af de vejledende bødetakster,

foreslås

det, at minimumsbøderne fremover bør være 1500 kr., hvis den pågældende er

uden

indtægt, mens minimumsbøden for en ægtefælle uden væsentlig egen indtægt bør

være 3000 kr.

I relation til spørgsmålet om tillægsbødens størrelse i de

situationer, hvor den pågældende har undergivet sig et vilkår om

alkoholistbehandling, er Justitsministeriet af de grunde, som er anført af 6

af

udvalgets medlemmer, enig i, at tillægsbøden ikke bør nedsættes til det

halve.

Udgangspunktet bør således være, at tillægsbøden fastsættes til den

pågældendes

månedlige nettoløn.

Som det fremgår ovenfor, har udvalget ikke foreslået specielle

strafpositioner for sager, hvor der samtidig med spirituskørslen sker kørsel

i

frakendelsestiden, idet udvalget har foreslået, at der sker absolut

kumulation

af straffen for spirituskørsel og straffen for kørsel i frakendelsestiden.

Da Justitsministeriet ikke har medtaget den del af

udvalgets forslag, som vedrører absolut kumulation af frihedsstraf og

frakendelsestid, jf. herom pkt. 1.1.2. ovenfor, vil straffen i disse tilfælde

fortsat skulle fastsættes som en fællesstraf efter straffelovens § 88.

I praksis betragtes den omstændighed, at den nye spiritus-

eller promillekørsel har fundet sted i frakendelsestiden, som en skærpende

omstændighed ved spiritus- eller promillekørslen, hvilket f.eks. indebærer,

at

straffen for andengangs spiritus- eller promillekørsel som udgangspunkt

forhøjes med fængsel i 10 dage.

Justitsministeriet finder, at det forhold, at

spirituskørslen finder sted i frakendelsestiden, fortsat bør betragtes som en

skærpende omstændighed. Justitsministeriet finder således, at der ved

udmålingen

af fællesstraffen i tilfælde af andengangs spirituskørsel i kombination med

kørsel i frakendelsestiden som udgangspunkt skal lægges 10 dage til den

fængselsstraf, som spirituskørslen isoleret betragtet ville have medført.

Der henvises endvidere til

bilag 2

, hvor der nærmere er redegjort for bødens udregning, og

bilag

3

, der indeholder en oversigt over straffen for spirituskørsel efter

gældende ret sammenholdt med de foreslåede ændringer.

5. Kørsel i frakendelsestiden

5.1. Gældende ret

5.1.1.

A

f

færdselslovens § 117, stk. 6, fremgår det, at den, som fører

motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, til trods for, at retten

til

at være eller blive fører af et sådant køretøj er frakendt den pågældende

ubetinget, straffes med bøde. I gentagelsestilfælde kan straffen stige til

fængsel indtil 1 år.

Det fremgår af bemærkningerne til lovændringen om udvidet

brug af samfundstjeneste og betingede domme med vilkår om

alkoholistbehandling

for spirituskørsel fra 2001 (lov nr. 230 af 4. april 2000), at betinget dom

med

vilkår om samfundstjeneste forudsættes også at kunne finde anvendelse ved

kørsel i frakendelsestiden uden for prøvetiden eller uden kombination med

spiritus- eller promillekørsel.

Fængselsstraf for kørsel i frakendelsestiden gøres således

som udgangspunkt betinget med vilkår om samfundstjeneste samt tillægsbøde

efter

samme retningslinjer som ved spiritus- og promillekørsel. Dette gælder for

alle

tilfælde, hvor straffen er på 60 dages fængsel eller derunder, dog ikke, hvis

kørslen i frakendelsestiden er foretaget i prøvetiden i henhold til en

betinget

dom med vilkår om samfundstjeneste eller alkoholistbehandling for spiritus-

og

promillekørsel (eller tidligere kørsel i frakendelsestiden).

Foreligger der formildende omstændigheder, kan det i

førstegangstilfælde, hvor strafferammen er bøde, føre til en reduktion af

bøden, mens der i andengangstilfælde og derover vil være adgang til at

anvende

bøde i stedet for frihedsstraf.

Det fremgår af praksis, at man generelt har været

tilbageholdende med at tillægge førerens personlige forhold, de nærmere

omstændigheder ved kørslen eller tidligere straffedommes alder betydning ved

straffastsættelsen, og det betragtes ikke som en formildende omstændighed, at

kørslen har fundet sted i slutningen af frakendelsestiden.

Som det fremgår udtrykkeligt af færdselslovens § 117,

stk. 6, 2. pkt., har domme for kørsel i frakendelsestiden ligesom domme

for spiritus- og promillekørsel gentagelsesvirkning. Med hensyn til

gentagelsesvirkningens tidsmæssige udstrækning indtræder

gentagelsesvirkningen

fra domsafsigelsen i første instans, og den ophører 5 år fra endelig dom.

5.1.2.

Efter

færdselslovens § 117, stk. 6, straffes kørsel i frakendelsestiden i

førstegangstilfælde med

bøde.

Bøden beregnes som en måneds nettoløn. Der følges samme retningslinjer som

ved

udmålingen af bøder for spiritus- og promillekørsel i intervallet 0,81-2,00.

I den situation, hvor en person foretager en

førstegangskørsel i frakendelsestiden efter en betinget dom for

spirituskørsel,

vil der efter praksis formentlig ikke blive udløst en ubetinget frihedsstraf,

uanset kørslen i frakendelsestiden indebærer en overtrædelse af vilkåret i

den

betingede dom om, at den pågældende ikke må begå strafbart forhold i

prøvetiden. I stedet vil der normalt i medfør af straffelovens § 62,

stk. 2, blive fastsat en fællesstraf.

I

andengangstilfælde

(første kørsel i frakendelsestiden

efter

en dom for et tilsvarende forhold) er straffen normalt

14 dages fængsel.

Der kan efter praksis opstilles følgende vejledende

retningslinjer for straffen i

tredjegangstilfælde

og

derover

:

Kørsel i frakendelsestiden

Straf

3. gang

20 dages fængsel

4. gang

30 dages fængsel

5. gang

40 dages fængsel

6. gang

50 dages fængsel

7. gang

60 dages fængsel

For kørsel i frakendelsestiden

for

8. gang og derover

er

straffen som ved kørsel for 7. gang fængsel i 60 dage, der efter praksis

anses

som maksimumstraf for kørsel i frakendelsestiden, når der kun foreligger én

kørsel til pådømmelse.

Hvis der i

førstegangstilfælde

foreligger to eller

flere kørsler til samtidig pådømmelse (dvs. med mellemliggende sigtelser), er

straffen en forhøjet bøde, da færdselslovens § 117, stk. 6, kun

hjemler bødestraf i førstegangstilfælde af kørsel i frakendelsestiden. Det

følger af færdselslovens §

118 a,

at der som altovervejende hovedregel skal ske absolut kumulation af

bødestraffene ved samtidig pådømmelse af flere færdselslovsovertrædelser.

Foreligger der i

andengangstilfælde

flere kørsler til samtidig

pådømmelse, sker der en vis reduktion i forhold til fuldstændig

sammenlægning.

Normalstraffen for to kørsler til samtidig påkendelse er således fængsel i 20

dage.

I

tredjegangstilfælde

vil 2 kørsler i

frakendelsestiden til samtidig pådømmelse normalt føre til, at straffen i

forhold til en enkelt kørsel skærpes til næste strafposition, og det samme

gælder som oftest også ved tre eller flere kørsler til samtidig pådømmelse.

Strafmaksimum antages at ligge omkring fængsel i 3 måneder.

Der henvises til betænkningens side 69-74.

5.2. Udvalgets overvejelser

Udvalget foreslår ingen ændringer i straffen for

førstegangstilfælde af kørsel i frakendelsestiden. Udvalget foreslår dog som

konsekvens af udvalgets forslag om en ændret affattelse af færdselslovens

§ 117, hvorefter bestemmelsen alene omhandler straffen for

spirituskørsel,

at der indføres en ny særskilt bestemmelse (udvalgets forslag til §

117 a

) om straffen for kørsel i

frakendelsestiden.

Udvalget foreslår endvidere, at der indføres en særlig

bestemmelse i færdselsloven om bødens størrelse i disse tilfælde (udvalgets

forslag til § 117 b, stk. 2).

For gentagen kørsel i frakendelsestiden foreslår udvalget

af hensyn til den generelle forenkling af sanktionssystemet, at straffen skal

svare til straffen for spirituskørsel i gentagelsestilfælde. Udvalget

foreslår

endvidere, at det også bør være muligt at fastsætte vilkår om

alkoholistbehandling i forbindelse med en betinget dom for kørsel i

frakendelsestiden, hvis den pågældende har et behandlingsbehov. Samtidig

foreslår udvalget, at der som udgangspunkt ikke skal idømmes en ny betinget

dom

med vilkår om samfundstjeneste eller alkoholistbehandling, hvis den

pågældende

tidligere har fået en betinget dom for en kørsel i frakendelsestiden, der har

gentagelsesvirkning.

Udvalget finder ikke, at der bør være noget til hinder for,

at en person, der tidligere har modtaget en betinget dom for spirituskørsel,

idømmes en betinget dom for kørsel i frakendelsestiden.

Endelig finder udvalget, at der i tilfælde, hvor en kørsel

i frakendelsestiden sker i prøvetiden i henhold til en betinget dom for

spirituskørsel, ikke skal fastsættes fællesstraf for kørslen i

frakendelsestiden og spirituskørslen, men at der alene skal fastsættes straf

for kørsel i frakendelsestiden efter straffelovens § 61, stk. 2,

nr.

1.

Udvalgets forslag kan herefter skematisk opstilles således:

Kørsel i

frakendelsestiden

Straf

1. gang

Bøde (1 måneds nettoløn)

2. gang

10 dages betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste

eller alkoholistbehandling samt tillægsbøde

3. gang

20 dages ubetinget fængsel

4. gang

30 dages ubetinget fængsel

5. gang

40 dages ubetinget fængsel

6. gang

50 dages ubetinget fængsel

7. gang

60 dages ubetinget fængsel

Der henvises til betænkningens

side 77-79 og 141.

5.3. Lovforslagets udformning

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter

og forslag. Justitsministeriet finder det dog rigtigst, at de foreslåede

strafskærpelser i sager om kørsel i frakendelsestiden, jf. færdselslovens

§ 117 a, bør afspejles gennem en ændring af bestemmelsens strafferamme.

På

den baggrund foreslås det, at strafmaksimum i § 117 forhøjes fra fængsel

i

1 år til fængsel i 1 år og 6 måneder. Lovforslaget er ud over denne ændring

udformet i overensstemmelse udvalgets forslag. Der henvises til lovforslagets

§ 1, nr. 12 (§

117 a

og § 117 b, stk. 2) og bemærkningerne hertil.

Med hensyn til spørgsmålet om varetægtsfængsling henvises

til pkt. 4.3. ovenfor.

Som

bilag 4

findes en oversigt over gældende ret sammenholdt med lovforslaget.

6. Frakendelse af førerretten

6.1. Gældende ret

6.1.1.

Færdselslovens bestemmelser om frakendelse

af førerretten findes i §§ 125-129.

Frakendelse af førerretten er

en særlig sanktion i færdselsloven, der teknisk set ikke er en straf, men en

foranstaltning der kan idømmes, uden at de almindelige betingelser for straf

er

opfyldt (f.eks. i tilfælde, hvor gerningsmanden ikke er tilregnelig).

Efter færdselslovens §§ 125-126 kan frakendelse

anvendes ved flere typer af færdselslovovertrædelser. Efter færdselslovens

§ 125 og § 126, stk. 1, nr. 5, skal førerretten frakendes den

fører, der findes skyldig i enten

spirituskørsel

eller promillekørsel

i intervallet 0,81-1,20. Derimod er der ikke hjemmel

til frakendelse for promillekørsel i intervallet 0,51-0,80, uden at der

samtidig foreligger kørselsfejl, der isoleret betragtet ville føre til

betinget

eller ubetinget frakendelse af førerretten.

Efter færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 1, skal

frakendelse endvidere ske, når føreren under

tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden

har

voldt skade på person eller ting eller fremkaldt fare herfor.

Derudover skal førerretten frakendes efter færdselslovens

§ 126, stk. 1, nr. 2, når føreren har overskredet de

tilladte hastigheder

efter

færdselslovens § 42 eller anden hastighedsgrænse fastsat ved

færdselstavle

eller anden afmærkning med mere end 60 pct. eller har kørt med en hastighed

på

160 km. i timen eller derover. Efter

færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 3, skal førerretten endvidere

frakendes, hvis føreren under kørsel i et af de i § 43 nævnte køretøjer,

under kørsel med blokvogn eller mobilkran, jf. § 86, stk. 1, samt

ved

slæbning af køretøjer, jf. § 70, stk. 4, har overskredet de for

sådanne køretøjer tilladte hastigheder, jf. §§ 42 og 43, eller en anden

hastighedsgrænse fastsat ved færdselstavler eller anden afmærkning med mere

end

60 pct. for hastighedsgrænser på højst

30

km

i timen eller med mere end 40 pct. for

hastighedsgrænser på over

30 km

i timen.

Efter § 126, stk. 1, nr. 4, skal frakendelse af

førerretten endvidere ske, hvis føreren under kørsel med et køretøj med en

tilladt totalvægt på over

3.500 kg

har gjort sig skyldig i overtrædelse af de i medfør af lovens § 85

fastsatte forskrifter om største tilladte totalvægt med mere end 30 pct.

Frakendelse skal ligeledes finde sted efter færdselslovens

§

125 a, hvis

føreren

ulovligt har ført køretøjet uden

hastighedsbegrænser

eller har foretaget et uautoriseret, konstruktivt

indgreb i køretøjets hastighedsbegrænser eller dets forbindelser, eller hvis

føreren vidste eller burde have vidst, at der er foretaget et sådant indgreb.

Det samme gælder, hvis føreren har betjent køretøjet på en sådan måde, at

hastighedsbegrænseren gøres uvirksom.

Endelig skal der også ske frakendelse efter færdselslovens

§ 126, stk. 1, nr. 6, når dette findes

begrundet ved beskaffenheden af den begåede forseelse,

og hvad der

i øvrigt foreligger oplyst om den pågældendes forhold som fører af

motordrevet

køretøj, f.eks. oplysninger om, at den pågældende tidligere er straffet flere

gange med bøde for færdselslovsovertrædelser. Denne bestemmelse anvendes i

tilfælde, hvor en enkelt kørsel ikke i sig selv er tilstrækkelig grov til, at

den fører til betinget frakendelse, men hvor føreren tidligere har overtrådt

færdselslovens regler.

Ved lov nr. 267 af 21. april 2004 om ændring af

færdselsloven (Klippekortsystem, skærpede sanktioner ved

hastighedsovertrædelser

m.v.) blev der vedtaget et klippekortsystem, hvorefter førere af motordrevne

køretøjer, hvortil der kræves kørekort, skal frakendes førerretten betinget,

hvis den pågældende inden for en periode af 3 år har gjort sig skyldig i tre

grovere overtrædelser, der ikke i sig selv medfører frakendelse af

førerretten.

Reglerne er endnu ikke trådt i kraft.

6.1.2.

I færdselsloven skelnes mellem ubetinget og

betinget frakendelse. Hvis en person frakendes førerretten

ubetinget, er vedkommende herefter

uberettiget til at føre et motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort.

Kørekortet er inddraget, og det er strafbart ikke at respektere

kørselsforbuddet.

Efter færdselslovens § 127 skal ubetinget frakendelse

ske for en periode af mellem 6 måneder og 10 år eller for bestandig.

Ubetinget

frakendelse for spirituskørsel med en promille over 2,00 sker dog for et

tidsrum af mindst 2 år og 6 måneder. Begår den dømte i frakendelsestiden et

nyt

forhold, der medfører frakendelse af førerretten, begynder frakendelsestiden

for det nye forhold først at løbe fra den verserende frakendelsestids udløb.

Frakendes førerretten

betinget,

effektueres frakendelsen ikke. Den dømte får altså lov til at

beholde sit kørekort, men vil herefter i en prøvetid på 3 år (under særlige

omstændigheder op til 5 år) blive frakendt førerretten ubetinget, hvis

vedkommende på ny begår en forseelse, der ellers alene ville medføre betinget

frakendelse.

Hvis der idømmes en betinget frakendelse, skal føreren

inden for en frist, der fastsættes af politiet, aflægge en kontrollerende

køreprøve, jf. færdselslovens § 60, stk. 3. Førerretten inddrages,

hvis prøven ikke bestås, eller hvis vedkommende undlader at medvirke til den.

Begår den dømte i prøvetiden et nyt forhold, der medfører

frakendelse af førerretten, skal der efter færdselslovens § 129

fastsættes

en fælles frakendelse for dette forhold og den tidligere pådømte

lovovertrædelse.

Frakendelsestiden i sager om spiritus- og promillekørsel

fastsættes som udgangspunkt efter faste retningslinjer og er således som

regel

afhængig af de samme faktorer, som har betydning ved strafudmålingen, dvs.

alkoholpromillens størrelse, eventuelle kørselsfejl og tidligere afgørelser.

Retningslinjerne for fastsættelse af frakendelsestiden fremgår med få

undtagelser af cirkulæreskrivelse af 22. juni 1981 fra præsidenterne for

Østre

og Vestre Landsret om sanktionsfastsættelse efter den 1. juli 1981 i sager om

spiritus- og promillekørsel.

Efter færdselslovens bestemmelser skal førerretten som

hovedregel

frakendes ubetinget

i

følgende situationer:

–

Spirituskørsel

efter § 125, stk. 2

–

Ved kørsel uden

hastighedsbegrænser eller hvis der foretages konstruktivt indgreb heri, jf.

de

i §

125 a

nævnte tilfælde.

–

Hvis føreren

forsætligt har voldt skade på andres person eller ting, forsætligt har

fremkaldt nærliggende fare herfor eller i øvrigt har ført motordrevet køretøj

på særlig hensynsløs måde, jf. § 126, stk. 2, nr. 1.

–

Hvis føreren har

gjort sig skyldig i flere forhold, der hver for sig er omfattet af en af

bestemmelserne i § 126, stk. 1, nr. 1-5, jf. § 126,

stk. 2,

nr. 2. Anvendelsesområdet for § 126, stk. 2, nr. 2, omfatter bl.a.

promillekørsel i området 0,81-1,20 promille samtidig med kørselsfejl, som ud

fra en isoleret betragtning ville medføre (betinget eller ubetinget)

førerretsfrakendelse.

–

Promillekørsel i

intervallet 0,81-1,20, når føreren tidligere er frakendt førerretten

betinget,

og det nye forhold er begået i prøvetiden, § 126, stk. 2, nr. 3.

–

Hvis føreren

tidligere er pålagt kørselsforbud, og det nye forhold er begået inden 3 år

efter, at kørselsforbuddet blev pålagt, jf. § 126, stk. 2, nr. 4.

–

Hvis føreren

tidligere er frakendt førerretten ubetinget, og det nye forhold er begået

inden

5 år efter udløbet af frakendelsestiden, jf. § 126, stk. 2, nr. 5.

Førerretten skal som udgangspunkt

frakendes betinget

i følgende situationer:

–

Hvis der foreligger særlig formildende

omstændigheder

i forbindelse med spirituskørsel, jf. § 125,

stk. 2.

–

Hvis der foreligger

særlig formildende omstændigheder i

forbindelse med

kørsel uden hastighedsbegrænser m.v., jf. §

125 a, stk. 2.

–

Overtrædelse af

§ 126, stk. 1, nr. 1-5, jf. § 126, stk. 2. Efter

færdselslovens § 126, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 5, er det

således

udgangspunktet, at der sker betinget

frakendelse i tilfælde af promillekørsel i intervallet 0,81-1,20.

–

Hvis der foreligger

særlig formildende omstændigheder, jf. § 126, stk. 3.

Frakendelsestiden for spiritus- og promillekørsel forlænges

i førstegangstilfælde, når der foreligger skærpende omstændigheder.

6.1.3.

Normalt har

det en skærpende virkning på fastsættelsen af frakendelsestiden (

gentagelsesvirkning

), hvis den

pågældende tidligere er dømt for spiritus- eller promillekørsel. Også domme,

hvorved førerretten frakendes betinget eller ubetinget på andet grundlag end

spiritus-

og promillekørsel, har gentagelsesvirkning på senere tilfælde for så vidt

angår

frakendelse af førerretten. Derimod har færdselslovovertrædelser, der ikke

vedrører spiritus- eller promillekørsel, næppe i almindelighed

gentagelsesvirkning

på senere kørsler for så vidt angår straffen.

Virkningen af en

betinget

frakendelse

er først og fremmest en gentagelsesvirkning, og denne

virkning er i færdselslovens § 126, stk. 2, nr. 3, indirekte

beskrevet således, at førerretten i tilfælde af promillekørsel sker betinget,

medmindre føreren tidligere er frakendt førerretten betinget, og det nye

forhold er begået i prøvetiden.

En tidligere dom for promillekørsel i intervallet 0,81-1,20

med betinget frakendelse har således kun gentagelsesvirkning med hensyn til

spørgsmålet om frakendelse

i en ny

sag om promillekørsel, hvis det nye forhold er begået i prøvetiden.

En dom for promillekørsel med betinget frakendelse har

imidlertid også gentagelsesvirkning med hensyn til en senere dom for

spirituskørsel, idet den tidligere

dom for promillekørsel bevirker en længere frakendelsestid for den senere

spirituskørsel end den, der ellers ville være udmålt. Også i denne henseende

er

gentagelsesvirkningen af en dom for promillekørsel efter praksis begrænset

til

prøvetiden. Prøvetiden er normalt 3 år fra endelig dom for den betingede

frakendelse i sager om promillekørsel. Gentagelsesvirkningen af en dom for

promillekørsel

med betinget frakendelse varer herefter normalt 3 år fra endelig dom.

En dom med kørselsforbud har en tilsvarende gentagelsesvirkning

som en dom med betinget frakendelse, jf. § 126, stk. 1, nr. 4.

Det fremgår af færdselslovens § 126, stk. 2, nr.

5, at frakendelse af førerretten, der ellers ville ske betinget, sker

ubetinget, hvis føreren tidligere er frakendt førerretten ubetinget, og det

nye

forhold er begået inden 5 år efter udløbet af frakendelsestiden. Denne

bestemmelse indebærer, at en dom for spiritus- eller promillekørsel, hvor

førerretten har været ubetinget frakendt, har gentagelsesvirkning i indtil 5

år

efter udløbet af frakendelsestiden i den henseende, at en senere

promillekørsel

i intervallet 0,81-1,20, foretaget i det nævnte tidsrum, vil medføre en

ubetinget frakendelse i stedet for en betinget frakendelse af førerretten.

I konsekvens heraf tillægges i retspraksis en dom for

spiritus- eller promillekørsel med ubetinget frakendelse gentagelsesvirkning

i

samme tidsrum

med hensyn til

spørgsmålet om fastsættelse af frakendelsestiden i en ny dom for

spirituskørsel. G

entagelsesvirkningen i henseende til frakendelsesspørgsmålet

af en dom for spiritus- eller promillekørsel med ubetinget frakendelse

ophører

således 5 år efter udløbet af frakendelsestiden.

Har førerretten været

frakendt for bestandig,

har dommen gentagelsesvirkning med

hensyn til frakendelsestiden, også for tiden efter at førerretten på ny er

gengivet i henhold til færdselslovens § 132. Gentagelsesvirkningen varer

i

5 år efter gengivelsestidspunktet. Førerretten vil i tilfælde af ny spiritus-

eller promillekørsel blive fradømt i 5 eller 10 år eller for bestandig, alt

efter forholdets grovhed (herunder hvor hurtigt efter gengivelsen af

førerretten det nye forhold har fundet sted).

Tilsvarende må det antages, at en gengivelse af førerretten

efter en tidsbegrænset frakendelse

inden

frakendelsestidens udløb bevirker, at gentagelsesvirkningen udløber 5 år

efter gengivelsen af førerretten.

6.1.4.

Ved lov

nr. 498 af 7. juni 2001 om ændring af færdselsloven blev der bl.a. indført

regler om

kørselsforbud

for

personer, der kører uforsvarligt inden for de første to år efter, at

vedkommende første gang har erhvervet førerret. Bestemmelsen herom

(§ 126,

stk. 4) trådte i kraft den 1. marts 2002. Ved lov nr. 432 af 10. juni

2003

(Motorvejshastighed, skærpet håndhævelse af hastighedsgrænserne og andre

initiativer til forbedring af færdselssikkerheden) blev § 126,

stk. 4, ændret, således at prøvetiden forlænges til tre år med virkning

fra den 1. september 2003.

Bestemmelsen i § 126, stk. 4, indebærer, at

personer, der overtræder færdselsloven inden for de første tre år efter, at

de

første gang har erhvervet førerret, kan pålægges kørselsforbud, hvis der er

tale om visse grovere overtrædelser, som efter færdselslovens regler i øvrigt

ville medføre en betinget frakendelse af førerretten.

Kørselsforbuddet indebærer, at den pågældende bliver

stillet, som om den oprindelige køreprøve ikke var bestået og dermed aldrig

har

erhvervet førerret. Når førerretten er inddraget ved et kørselsforbud, skal

kørekortet

derfor afleveres til politiet.

Hvis der køres i den periode, hvor den pågældende er pålagt

et kørselsforbud, vil vedkommende kunne dømmes efter reglerne om kørsel uden

at

have erhvervet førerret, jf. § 117, stk. 5, jf. § 56,

stk. 1. Ifølge bemærkningerne til lovforslaget forudsættes det, at

bødernes størrelse svarer til det hidtil gældende bødeniveau for overtrædelse

af denne bestemmelse. Bøden er således i førstegangstilfælde normalt 5.000

kr.,

stigende til 10.000 kr. ved fjerdegangsovertrædelser og til frihedsstraf i

femtegangstilfælde. Kørselsforbuddet adskiller sig således fra en ubetinget

frakendelse af førerretten, hvor kørsel i frakendelsesperioden straffes efter

de særlige regler herom i § 117, stk. 6. Hvis føreren har erhvervet

førerret til flere kategorier af køretøjer, omfatter kørselsforbuddet

samtlige

kategorier.

Er den pågældende tidligere pålagt et kørselsforbud, og

begår vedkommende et nyt forhold inden 3 år efter, at kørselsforbuddet blev

pålagt, er udgangspunktet, at førerretten frakendes ubetinget. Kørselsforbud

behandles i relation til gentagelsesvirkning på samme måde som en betinget

frakendelse af førerretten.

Der henvises betænkningens side 81-94.

6.2. Udvalgets overvejelser

6.2.1.

Efter

udvalgets opfattelse kan risikoen for frakendelse af førerretten have en

væsentlig præventiv effekt. Det gælder også risikoen for at blive idømt en

betinget frakendelse af førerretten, ikke mindst fordi det medfører, at den

pågældende skal bestå en kontrollerende køreprøve. Udvalget foreslår derfor,

at

enhver spirituskørsel fremover skal indebære betinget eller ubetinget

frakendelse

af førerretten. Udvalget foreslår således den forenkling og skærpelse i

forhold

til de gældende regler, at området for betinget frakendelse

af førerretten, der i dag omfatter promilleområdet

0,81-1,20, udvides, således at det også kommer til at omfatter kørsel

med

en promille i intervallet 0,51-0,80. Det samme gælder området for

kørselsforbud.

Udvalgets forslag vil indebære, at der skal ske en ændring

i det klippekortsystem, der er gennemført ved lov nr. 267 af 21. april 2004.

Kørsel med en promille i intervallet 0,51-0,80 skal således udgå af

klippekortsystemet,

idet blot en enkelt kørsel med en promille i dette interval efter udvalgets

forslag skal udløse en betinget frakendelse af førerretten.

Udvalget foreslår endvidere ud fra samme betragtninger, at

frakendelsestidens længde ved promiller over 1,20 bør udvides, således

at perioden for den ubetingede frakendelse fremover fastsættes til 3 år.

Af hensyn til en forenkling af sanktionssystemet finder udvalget, at denne

frakendelsesperiode skal gælde i alle førstegangstilfælde, hvor promillen har

oversteget 1,20.

Udvalgets forslag om førerretsfrakendelse i

førstegangstilfælde af spirituskørsel kan opstilles således:

Promille

Sanktion

0,51-1,20

Betinget frakendelse

1,21-

Ubetinget frakendelse i 3 år

Udvalget foreslår endvidere, at

den særlige adgang i § 128, 3. pkt., til under særlige omstændigheder at

fastsætte en prøvetid på indtil 5 år for en betinget frakendelse af

førerretten

ophæves ud fra et generelt forenklingshensyn, da denne adgang stort set ikke

bruges i praksis.

Udvalget foreslår derudover, at gældende praksis med hensyn

til at fravige udgangspunktet for fastsættelsen af frakendelsestiden i

tilfælde

af formildende omstændigheder opretholdes. Det foreslås således, at der

fortsat

skal være mulighed for at idømme betinget frakendelse i stedet for ubetinget

frakendelse af førerretten.

6.2.2.

Udvalget foreslår ud fra et

forenklingssynspunkt, at tidligere spirituskørsler alene skal have betydning

for, om der foreligger et gentagelsestilfælde og i givet fald for hvilken

gang.

Promillens størrelse ved tidligere kørsler skal således efter udvalgets

opfattelse

ikke have betydning for længden af frakendelsestiden for den kørsel, der nu

er

til pådømmelse, således som det ofte er tilfældet efter de gældende regler.

Udvalget foreslår endvidere, at der indføres en ordning,

hvorefter frakendelsestiden kun helt undtagelsesvis kan overstige 10 år fra

den

seneste endelige dom. Som begrundelse herfor anfører udvalget, at en

frakendelse af førerretten, der har en udstrækning på 10 år, er en meget

alvorlig sanktion, og at dens præventive effekt må være lige så stor som en

tidsubegrænset frakendelse med mulighed for generhvervelse. Dette skal også

ses

i sammenhæng med, at det efter færdselslovens § 132 er muligt for en

person,

hvis førerret er frakendt for bestandigt, at generhverve førerretten. Der

skal

efter praksis være forløbet 10 år af frakendelsestiden, inden førerretten kan

generhverves. Har den pågældende behov for behandling mod alkoholisme, og har

vedkommende gennemført en kontrolleret behandling mod alkoholisme i mindst 1

år, er der dog mulighed for at generhverve førerretten efter 5 års forløb.

Udvalget finder det derfor ubetænkeligt at foreslå de gældende regler

forenklet, således at tidsubegrænset frakendelse normalt ikke længere

anvendes.

Eventuel resterende tid for en i forvejen idømt frakendelse

for spirituskørsel skal – som efter gældende ret – lægges til den

frakendelsestid,

som den nye spirituskørsel medfører, men den samlede frakendelsestid kan

altså

efter udvalgets forslag som altovervejende hovedregel højst blive 10 år fra

den

seneste dom.

Udvalget finder dog ikke, at muligheden for at frakende

førerretten for bestandig helt skal ophæves. Baggrunden herfor er, at det

efter

udvalgets opfattelse ikke kan udelukkes, at der kan forekomme tilfælde af så

graverende karakter, at det vil stride mod den almindelige retsbevidsthed, at

førerretten ikke frakendes for bestandigt. Derfor foreslår udvalget, at

muligheden for tidsubegrænset frakendelse af førerretten opretholdes i

tilfælde, hvor føreren har begået grove kørselsfejl og kørslen har resulteret

i

alvorlig personskade, og hvor der foreligger sådanne oplysninger om førerens

tidligere færdselslovsovertrædelser, at en frakendelse af førerretten for

bestandig skønnes påkrævet.

Udvalget forudsætter, at bestemmelsen om frakendelse for

bestandig alene skal finde anvendelse, hvor føreren ville være blevet

frakendt

førerretten for bestandig efter nugældende regler og praksis, og hvor føreren

endvidere findes at have tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden

og på grund af den personskade, som kørslen har forvoldt, straffes for

uagtsomt

manddrab eller uagtsom legemsbeskadigelse efter straffelovens § 241

eller

§ 249.

Udvalget foreslår et frakendelsessystem, der opererer med

to positioner for frakendelsesperioderne inden for de enkelte

gentagelsestilfælde.

I alle gentagelsestilfælde vil frakendelsestidens længde være afhængig af, om

der i gentagelsestilfælde er kørt med en promille i intervallet mellem

0,51-1,20,

eller om promillen har været 1,21 eller derover.

Udvalget foreslår, at der i tilfælde, hvor den dømte findes

skyldig i flere tilfælde af spirituskørsel, skal ske absolut kumulation af

frakendelsestiderne, dog således at den samlede frakendelsestid ikke vil

kunne

overstige 10 år, medmindre ovennævnte undtagelsestilfælde måtte foreligge.

Udvalgets forslag kan opstilles således:

Spirituskørsel

Promille på

0,51-1,20

Promille på 1,21-

1. gang

Betinget frakendelse

Ubetinget frakendelse i 3 år

2. gang

Ubetinget frakendelse i 3 år

Ubetinget frakendelse i 5 år

3. gang

Ubetinget frakendelse i 5 år

Ubetinget frakendelse i 10 år

4. gang eller senere tilfælde

Ubetinget frakendelse i 10 år

Ubetinget frakendelse i 10 år

Der henvises til betænkningens

side 98-106.

6.3. Lovforslagets udformning

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter

og overvejelser, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Der

henvises til lovforslagets § 1, nr. 18 (§§ 125-129) og

bemærkningerne

hertil.

Som nævnt i pkt. 1.1., har Justitsministeriet imidlertid

ikke medtaget den del af betænkningen, som vedrører absolut kumulation af

frihedsstraf og frakendelsestid. Fastsættelsen af frakendelsestiden i de

situationer, hvor den pågældende findes skyldig i flere tilfælde af

spirituskørsel, skal derfor foretages efter en konkret vurdering. Eventuel

resterende tid for en i forvejen idømt frakendelse for spirituskørsel skal

–

som efter gældende ret – lægges til den frakendelsestid, som den nye

spirituskørsel (de nye spirituskørsler) medfører. Efter forslaget kan den

samlede frakendelsestid ikke overstige 10 år (medmindre der sker frakendelse

af

førerretten for bestandigt).

Som

bilag 5

findes en oversigt over gældende ret

sammenholdt med lovforslaget.

7. Generhvervelse af førerretten

7.1. Gældende ret

7.1.1. Efter færdselslovens § 132, stk. 1, kan

førerretten generhverves inden frakendelsestidens udløb, hvis førerretten er

frakendt for længere tid end 3 år. De tidsmæssige og materielle betingelser

for

generhvervelse afhænger af, om der er tale om førstegangs- eller

gentagelsestilfælde.

Er det første gang, førerretten er frakendt den pågældende,

kan spørgsmålet om generhvervelse tidligst indbringes for domstolene, når der

er forløbet mere end 3 år af frakendelsestiden. Førerretten kan kun gengives,

hvis der foreligger ganske særlige omstændigheder.

Har førerretten tidligere været frakendt ubetinget, kan

gengivelsen af førerretten kun ske rent undtagelsesvis, og tidligst, når der

er

forløbet 6 år af frakendelsestiden. Denne 6 års grænse er absolut, og

fortilfældets

alder er uden betydning.

Praksis med hensyn til gengivelse af førerretten, der er

frakendt i et udmålt tidsrum (dvs. fra 6 måneder til 10 år), inden

frakendelsestidens udløb efter færdselslovens § 132, stk. 1, har

hidtil været restriktiv. Er førerretten frakendt for bestandigt, skal der i

praksis normalt være forløbet mere end 10 år fra den aktuelle frakendelse.

7.1.2.

I

færdselslovens § 132, stk. 2, findes en udvidet adgang til

generhvervelse af førerretten før udløbet af frakendelsestiden for personer,

der har gennemført en behandling mod alkoholmisbrug.

Efter bestemmelsen kan spørgsmålet om generhvervelse af

førerretten indbringes for domstolene, når halvdelen af frakendelsestiden,

dog

mindst 1 år og 6 måneder, er forløbet. Bestemmelsen finder kun anvendelse,

hvis

førerretten er frakendt i mindst 2 år, idet der i praksis kun fastsættes

frakendelsestider i hele eller halve år.

Bestemmelsen i § 132, stk. 2, kan anvendes,

uanset om den pågældende flere gange er frakendt førerretten tidsbegrænset og

således ville være omfattet af 6-årsfristen, hvis ansøgningen skulle have

været

behandlet efter færdselslovens § 132, stk. 1.

Er førerretten frakendt for bestandig, kan spørgsmålet om

generhvervelse af førerretten indbringes for domstolene, når der er forløbet

mindst 5 år af frakendelsestiden.

Det er en betingelse for generhvervelse af førerretten

efter § 132, stk. 2, at den pågældende i mindst 1 år forud for

sagens

indbringelse for retten har overholdt en kontrolleret behandling mod misbrug

af

alkohol. Det fremgår af bemærkningerne til forslag til lov nr. 468 af 10.

juni

1997, hvorved § 132, stk. 2, indsattes i loven, at bestemmelsen kan

anvendes, selv om alkoholistbehandlingen ikke er gennemgået umiddelbart forud

for sagens indbringelse for retten. Der henvises i den forbindelse til, at

det

f.eks. i tilfælde, hvor der er sket frakendelse i 5 år, må anses for mere

formålstjenligt, at den pågældende hurtigst muligt indleder et

behandlingsforløb

i stedet for at vente hermed i 1½ år og dermed først påbegynder behandlingen

kort før, at der udestår 1 år af de 2½ år, som i dette tilfælde vil være

betingelsen for en generhvervelse efter bestemmelsen i § 132,

stk. 2.

Kravene til alkoholistbehandlingen svarer til de krav, der

stilles for, at en frihedsstraf for spiritus- eller promillekørsel kan gøres

betinget med vilkår om alkoholistbehandling. Det er således en betingelse, at

ansøgeren har et alkoholproblem. Det er endvidere en betingelse, at

behandlingen mod alkoholmisbrug har været effektiv.

Det er endvidere en forudsætning for anvendelsen af

færdselslovens § 132, stk. 2, at der ikke foreligger kørsel i

frakendelsestiden.

Ifølge retspraksis er det ikke tilstrækkeligt for

gengivelse af førerretten efter § 132, stk. 2, at de betingelser,

der

fremgår af bestemmelsen, er opfyldt. Betingelsen i § 132, stk. 1,

om

»ganske særlige omstændigheder« skal tillige være opfyldt, for at der kan ske

generhvervelse efter § 132, stk. 2.

7.1.3.

Fristerne

i § 132, stk. 1 og 2, regnes fra begyndelsen af frakendelsestiden.

Er

der inden udløbet af frakendelsestiden sket fornyet frakendelse af

førerretten,

regnes fristerne for indbringelse af spørgsmålet om generhvervelse for

domstolene fra datoen for den seneste dom, hvorved førerretten er frakendt

den

pågældende, jf. § 132, stk. 3.

Der henvises til betænkningens side 107-112.

7.2. Udvalgets overvejelser

Udvalget har overvejet, om udvalgets forslag om en

forkortelse af den maksimale periode for frakendelse af førerretten for

spirituskørsel til 10 år fra endelig dom, jf. pkt. 6 ovenfor,

kan begrunde, at de gældende bestemmelser i færdselslovens § 132 om

generhvervelse af førerretten inden frakendelsestidens udløb ophæves. Efter

gældende praksis er det meget sjældent, at der sker generhvervelse af

førerretten i medfør af færdselslovens § 132, stk. 1, i forbindelse

med en tidsbegrænset frakendelse af førerretten. Udvalget finder ikke

grundlag

for at foreslå nogen lempelse heraf, og udvalgets forslag om at ophæve

den

almindelige adgang til at frakende førerretten for bestandig vil derfor under

alle omstændigheder føre til en meget stærk begrænsning i antallet af

tilfælde,

hvor der kan ske generhvervelse af førerretten inden frakendelsestidens

udløb.

Udvalget finder imidlertid ikke, at det kan udelukkes, at

der i ganske særlige tilfælde kan være behov for, at førerretten kan

generhverves inden frakendelsestidens udløb. Hertil kommer at udvalget som

anført ovenfor ikke foreslår en fuldstændig afskaffelse af adgangen til at

idømme frakendelse for bestandig, hvorfor der kan være et behov for

bestemmelsen. Udvalget har på den baggrund ikke foreslået § 132,

stk. 1, ophævet.

Udvalget foreslår – med henblik på at forenkle og skærpe de

gældende sanktionsregler – at den særlige regel i § 132,

stk. 2, om,

at personer, der har gennemført alkoholistbehandling, kan generhverve

førerretten væsentligt

hurtigere end andre, ophæves. Udvalget har som begrundelse herfor anført, at

det ud fra en lighedsbetragtning er problematisk, at personer, der har et

behandlingskrævende alkoholforbrug, kan generhverve førerretten langt

hurtigere

end personer, der ikke har et sådant forbrug. Udvalget finder endvidere, at

den

præventive effekt af frakendelsesreglerne kan svækkes ved, at en bestemt

persongruppe

kan erhverve førerretten allerede, når halvdelen af frakendelsestiden er

forløbet. Udvalget finder således ikke, at et i øvrigt naturligt og

forståeligt

ønske om at tilskynde personer med et alkoholproblem til at søge behandling

herimod,

bør medføre, at der skal gælde en særlig let adgang til at generhverve

førerretten

inden frakendelsestidens udløb.

Der henvises nærmere herom til betænkningens side 113-114.

7.3. Lovforslagets udformning

Justitsministeriet er enig i, at der i relation til

færdselslovens

§ 132, stk. 1,

kan være særlige situationer, hvor der kan være behov for, at førerretten kan

generhverves inden frakendelsestidens udløb, og at bestemmelsen på den

baggrund

bør opretholdes.

I relation til udvalgets forslag om at ophæve den særlige

regel i færdselslovens

§ 132,

stk. 2,

hvorefter personer, der har gennemført alkoholistbehandling,

kan generhverve førerretten væsentligt hurtigere end andre, er

Justitsministeriet enig i, at den præventive effekt af frakendelsesreglerne

kan

svækkes ved, at en bestemt persongruppe kan erhverve førerretten allerede,

når halvdelen

af frakendelsestiden er forløbet.

Det er anført i en række høringssvar over betænkningen, at

en ophævelse af

§ 132, stk. 2,

kan medføre, at tilskyndelsen af personer med et alkoholproblem til at søge

behandling bliver svækket, idet der dermed ikke længere vil være en ekstra

tilskyndelse til at blive behandlet.

Justitsministeriet finder imidlertid efter en samlet

vurdering, at ønsket om at tilskynde personer med et alkoholproblem til at

søge

behandling i stedet bør fremmes ved at motivere den pågældende i forbindelse

med afsoning af frihedsstraffen. Det bemærkes i den forbindelse, at det

følger

af det samtidig fremsatte lovforslag om ændring af lov om fuldbyrdelse af

straf

m.v. (Fuldbyrdelse af straf på bopælen under intensiv overvågning og kontrol

samt

begrænset fællesskab for »negativt stærke« indsatte m.v.), at der i

forbindelse

med en sådan afsoning vil kunne fastsættes vilkår om alkoholistbehandling

m.v.

Justitsministeriet foreslår på den baggrund § 132, stk. 2, ophævet

i

overensstemmelse med udvalgets forslag.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 20 og 21, og

bemærkningerne hertil.

8. Gentagelsesvirkningens tidsmæssige udstrækning

8.1. Gældende ret

8.1.1.

Varigheden af gentagelsesvirkningen af en

afgørelse om spiritus- og promillekørsel i relation til straffen

Efter straffelovens § 81, nr. 1, skal det i

almindelighed indgå som skærpende omstændighed ved straffens fastsættelse, at

gerningsmanden tidligere er straffet af betydning for sagen. Herudover følger

det af § 84, at gentagelsesvirkningen i relation til anvendelsen af

bestemmelser om forhøjet straf eller andre retsfølger i gentagelsestilfælde

først ophører, når der, før den strafbare handling er begået, er forløbet 10

år

efter at den tidligere straf er udstået, endeligt eftergivet eller

bortfaldet.

Endvidere vil det efter straffelovens § 84 ikke længere være en

betingelse

for at kunne anvende bestemmelser om forhøjet straf m.v. i

gentagelsestilfælde,

at den tidligere og den aktuelle kriminalitet er begået efter det fyldte 18

år.

På området for spiritus- og promillekørsel har der udviklet

sig et helt særligt og meget detaljeret system af skærpelser af straf og

frakendelse i gentagelsestilfælde. Dette bygger dels på udtrykkelige

lovbestemmelser,

dels på fast praksis om skærpelse i gentagelsestilfælde inden for de gældende

strafferammer eller bestemmelser om frakendelse.

Færdselsloven indeholder to bestemmelser om mulighed for

forhøjet straf i gentagelsestilfælde i sager om spiritus- og promillekørsel.

Efter § 117, stk. 2, nr. 1, kan straffen for spirituskørsel med en

promille, der ikke overstiger 2,00 (som efter § 117, stk. 1, 1.

pkt.,

straffes med bøde) stige til fængsel indtil 1 år, hvis føreren tidligere er

dømt for spiritus- eller promillekørsel.

Efter § 117, stk. 3, 3. pkt., kan straffen for

promillekørsel og kørsel på ikke registreringspligtig knallert (som efter

§ 117, stk. 3, 1. pkt. straffes med bøde) stige til fængsel indtil

1

år, hvis føreren tidligere er dømt for spiritus- eller promillekørsel.

Bestemmelserne i § 117, stk. 2, nr. 1, og

§ 117, stk. 3, 3. pkt., er ikke obligatoriske

strafskærpelsesbestemmelser

i gentagelsestilfælde, jf. formuleringen, at straffen

kan

stige til fængsel indtil 1 år. Loven udelukker derfor heller

ikke, at domstolene generelt i praksis fastsætter en kortere

gentagelsesvirkningsperiode

end den, der fremgår af straffelovens almindelige regel. Der er da også på

færdselslovens område en fast praksis for, at gentagelsesvirkningen af en dom

for spiritus- og promillekørsel regnes fra endelig dom – og ikke fra

straffen

er udstået, endeligt eftergivet eller bortfaldet, jf. § 84 (tidligere

§ 81).

Endvidere ophører gentagelsesvirkningen af en dom, der

medfører betinget frakendelse, både i relation til frakendelsessanktionen og

til strafspørgsmålet samtidig med prøvetiden i henhold til den betingede

frakendelse

(som altovervejende hovedregel efter 3 år og ikke som efter straffelovens

§ 81, stk. 3, efter 5 år), uanset om det nye forhold er en

promillekørsel eller spirituskørsel.

Der ses ikke i trykt retspraksis at foreligge domme om den

tidsmæssige udstrækning af gentagelsesvirkningen i relation til straffen for

en

promillekørsel, der har medført et kørselsforbud i medfør af færdselslovens

§ 126, stk. 4. Efter færdselslovens § 126, stk. 2, nr. 4,

skal førerretten frakendes ubetinget, hvis føreren, inden for 3 år efter at

kørselsforbuddet blev pålagt, begår et nyt forhold. Gentagelsesvirkningen af

en

dom for promillekørsel, der medfører et kørselsforbud, behandles således i

henseende til frakendelsessanktionen som udgangspunkt på samme måde, som hvis

førerretten havde været frakendt betinget. Dette taler for, at

gentagelsesvirkningen

af en dom for promillekørsel, der medfører kørselsforbud, vil ophøre 3 år

efter, at kørselsforbuddet er blevet pålagt, for så vidt angår straffen.

Hvor der foreligger en afgørelse om promillekørsel, der er

et gentagelsestilfælde i relation til straffen, ophører gentagelsesvirkningen

af afgørelsen 5 år efter endelig dom, svarende til, hvad der gælder for

gentagelsesvirkningen

i relation til straffen af en dom for spirituskørsel med ubetinget

frakendelse.

Som nævnt er 5 års fristen i den hidtidige § 81,

stk. 3, nu § 84, stk. 3, i straffeloven ændret til en 10 års

frist ved lov nr. 218 af 31. marts 2004 om ændring af straffeloven og

retsplejeloven. I retspraksis er det imidlertid fastlagt, at

gentagelsesvirkningen for så vidt angår straf for spirituskørsel fortsat

ophører, når der er forløbet 5 år fra endelig dom, jf. Østre Landsrets dom af

11. november 2004.

8.1.2. Varigheden af

gentagelsesvirkningen af en afgørelse om spiritus- og promillekørsel i

relation

til frakendelsessanktionen

I færdselslovens § 126, stk. 1, opregnes en række

forseelser – herunder promillekørsel i intervallet 0,81-1,20 – der

medfører, at

førerretten skal frakendes føreren. Efter § 126, stk. 2, er det

udgangspunktet, at frakendelsen sker betinget.

Efter § 128 indebærer betinget frakendelse, at

frakendelsestiden ikke fastsættes, hvis føreren i en prøvetid på 3 år fra

endelig dom ikke (på ny) fører motordrevet køretøj under sådanne

omstændigheder,

at førerretten skal frakendes den pågældende. Det samme udtrykkes i

§ 126,

stk. 2, nr. 3, således, at frakendelsen sker betinget, medmindre føreren

tidligere er frakendt førerretten betinget, og det nye forhold er begået i

prøvetiden.

En betinget frakendelse indebærer således en

gentagelsesvirkning i den forstand, at der sker ubetinget frakendelse, hvis

føreren på ny begår en forseelse, der alene ville have medført betinget

frakendelse, hvis der ikke havde foreligget noget fortilfælde.

Gentagelsesvirkningen

er begrænset til prøvetiden.

Det fremgår af færdselslovens § 128, at prøvetiden som

regel er 3 år fra endelig dom. Gentagelsesvirkningen for så vidt angår

frakendelsessanktionen af en dom for promillekørsel med betinget frakendelse

ophører herefter normalt 3 år fra endelig dom. Det samme gælder formentlig

gentagelsesvirkningen af en dom for spirituskørsel, hvor der på grund af

særlig

formildende omstændigheder er idømt betinget frakendelse. Hvis der i medfør

af

færdselslovens § 128, 3. pkt., undtagelsesvis fastsættes en længere

prøvetid end 3 år, må det antages, at gentagelsesvirkningen forlænges

tilsvarende.

Er den pågældende tidligere pålagt et kørselsforbud, og

begår vedkommende et nyt forhold inden 3 år efter, at kørselsforbuddet blev

pålagt, er udgangspunktet, at førerretten frakendes ubetinget, jf.

færdselslovens

§ 126, stk. 2, nr. 4. Kørselsforbud behandles således i relation

til

gentagelsesvirkning som udgangspunkt på samme måde som betingede frakendelse

af

førerretten.

Det følger af retspraksis, at en doms bestemmelse om

ubetinget frakendelse har gentagelsesvirkning for så vidt angår

frakendelsessanktionen på senere tilfælde af spiritus- eller promillekørsel

allerede fra afsigelsen af dommen i 1. instans.

Det fremgår af færdselslovens § 126, stk. 2, nr.

4, at frakendelse af førerretten, der ellers ville ske betinget, sker

ubetinget, hvis føreren tidligere er frakendt førerretten ubetinget, og det

nye

forhold er begået inden 5 år efter udløbet af frakendelsestiden. Denne

bestemmelse

indebærer, at en dom for spiritus- eller promillekørsel, hvor førerretten har

været ubetinget frakendt, har gentagelsesvirkning i indtil 5 år efter udløbet

af frakendelsestiden i den henseende, at en senere promillekørsel i

intervallet

0,81-1,20, foretaget i det nævnte tidsrum, vil medføre en ubetinget

frakendelse

i stedet for en betinget frakendelse af førerretten.

I konsekvens heraf tillægges i retspraksis en dom for

spiritus- eller promillekørsel med ubetinget frakendelse gentagelsesvirkning

i

samme tidsrum med hensyn til spørgsmålet om udmåling af frakendelsestiden i

en

ny dom for spirituskørsel. Gentagelsesvirkningen i henseende til

frakendelsesspørgsmålet af en dom for spiritus- eller promillekørsel med

ubetinget frakendelse ophører således 5 år efter frakendelsestidens udløb,

uanset om den nye kørsel ville have medført betinget eller ubetinget

frakendelse af førerretten, hvis der ikke havde foreligget et fortilfælde.

Har førerretten været frakendt for bestandig, har

afgørelsen herom efter retspraksis gentagelsesvirkning med hensyn til

frakendelsestiden. Dette gælder også for tiden efter, at førerretten på ny er

gengivet i henhold til færdselslovens § 132. Gentagelsesvirkningen

ophører

5 år efter gengivelsestidspunktet. Førerretten vil i tilfælde af ny spiritus-

eller promillekørsel i gentagelsesvirkningsperioden blive fradømt i 5 eller

10

år eller for bestandig, alt efter forholdets grovhed (herunder hvor hurtigt

efter gengivelsen af førerretten, det nye forhold har fundet sted).

Tilsvarende er det i retspraksis lagt til grund, at en

gengivelse af førerretten efter en tidsbegrænset frakendelse inden

frakendelsestidens udløb bevirker, at gentagelsesvirkningen udløber 5 år

efter

gengivelsen af førerretten.

8.1.3

Gentagelsesvirkning af domme vedrørende spiritus- og promillekørsel i

forbindelse med andre færdselslovsovertrædelser.

Afgørelser om færdselslovsovertrædelser, der ikke vedrører

spiritus- eller promillekørsel, har næppe i almindelighed gentagelsesvirkning

på senere spiritus- eller promillekørsler for så vidt angår straffen. Derimod

har domme, hvorved førerretten frakendes betinget eller ubetinget på andet

grundlag end spiritus- eller promillekørsel, gentagelsesvirkning på senere

tilfælde af spiritus- eller promillekørsel og omvendt for så vidt angår

frakendelsessanktionen.

Foretages en promillekørsel i intervallet 0,81-1,20 i den

prøvetid, der er fastsat ved dom med betinget frakendelse for en kørsel, der

ikke er spiritus- eller promillekørsel (jf. færdselslovens § 126,

stk. 1, nr. 1-4 og 6), følger det direkte af færdselslovens § 126,

stk. 2, nr. 3, at førerretten frakendes ubetinget. Denne frakendelse

skal

fastsættes som fælles frakendelse med den tidligere pådømte lovovertrædelse,

jf. færdselslovens § 129. Frakendelsestiden er normalt 1 år. Det fremgår

af færdselslovens § 126, stk. 2, nr. 5, at der for promillekørsel i

intervallet 0,81-1,20 skal fastsættes en ubetinget frakendelse (i stedet for

betinget frakendelse), hvis promillekørslen er begået inden 5 år efter

udløbet

af frakendelsestiden.

Foretages spirituskørsel i prøvetiden af en dom med

betinget frakendelse for en kørsel, der ikke er spiritus- eller

promillekørsel,

skal der også fastsættes en fælles frakendelse for begge lovovertrædelser

efter

færdselslovens § 129. Den tidligere afgørelse bevirker i reglen, at

frakendelsestiden samlet udmåles til et halvt år længere end ellers.

I relation til gentagelsesvirkningen af en tidligere dom

med ubetinget frakendelse for kørsel under tilsidesættelse af væsentlige

hensyn

til færdselssikkerheden på en senere spirituskørsel følger det af

retspraksis,

at frakendelsestiden for den senere spirituskørsel forlænges med 1 år i

forhold

til, hvad der havde været tilfældet, hvis fortilfældet ikke havde foreligget.

Når der i prøvetiden i henhold til en betinget frakendelse

for promillekørsel i intervallet 0,81-1,20 foretages en kørsel, der ikke er

spiritus- eller promillekørsel, men som – f.eks. i medfør af

færdselslovens

§ 126, stk. 1, nr. 1 – isoleret betragtet ville have ført til

betinget frakendelse af førerretten, frakendes førerretten ubetinget i et

halvt

eller helt år.

Foreligger der særlig formildende omstændigheder, kan der

dog ske betinget frakendelse, jf. færdselslovens § 126, stk. 3.

Ligesom domme for spiritus- eller promillekørsel har domme

for kørsel i frakendelsestiden gentagelsesvirkning, således som det

udtrykkeligt fremgår af færdselslovens § 117, stk. 6, 2. pkt. Med

hensyn til gentagelsesvirkningens tidsmæssige udstrækning gælder samme regel

som ved domme for spirituskørsel med ubetinget frakendelse i henseende til

straffen. Således ophører gentagelsesvirkningen efter fast praksis 5 år fra

endelig

dom.

En dom for kørsel i frakendelsestiden har

gentagelsesvirkning for en ny kørsel, også selv om den nye kørsel sker i en

anden frakendelsesperiode end den, hvori den første kørsel foregik.

En dom for overtrædelse af færdselslovens § 117,

stk. 6, har endvidere gentagelsesvirkning på en overtrædelse af

færdselslovens § 56, stk. 1, om kørsel uden at have erhvervet

kørekort.

Der henvises til betænkningens side 145-157.

8.2. Udvalgets overvejelser

Udvalget finder, at der både ud fra præventive hensyn og af

hensyn til respekten for trufne afgørelser fortsat er behov for, at personer,

der gør sig skyldig i spirituskørsel efter tidligere at være dømt for en

tilsvarende forseelse, idømmes strengere sanktioner, end hvis der er tale om

et

førstegangstilfælde.

Udvalget finder imidlertid ikke, at det tjener noget

præventivt eller andet væsentligt formål, at de gældende retningslinjer om

gentagelsesvirkning af afgørelser om spiritus- eller promillekørsel er så

komplicerede

og detaljerede, som tilfældet er i dag. Tværtimod bidrager de komplicerede

retningslinjer efter udvalgets opfattelse i betydelig grad til at svække

overskueligheden af det gældende sanktionssystem.

De gældende retningslinjer for gentagelsesvirkningen af

domme for spirituskørsel og frakendelsestiden er dog ukomplicerede på et

punkt,

nemlig at en tidligere doms gentagelsesvirkning slår igennem med samme

styrke,

uanset på hvilket tidspunkt i gentagelsesvirkningsperioden det nye forhold af

spirituskørsel eller kørsel i frakendelsestiden indtræder. Det er således

efter

de gældende retningslinjer ligegyldigt for sanktionsfastsættelsen, om det nye

forhold er begået umiddelbart efter afsigelsen af den dom, der har

gentagelsesvirkning,

eller umiddelbart før gentagelsesvirkningsperiodens udløb. Udvalget finder

det

af hensyn til overskueligheden af sanktionssystemet af stor betydning, at

denne

enkle ordning opretholdes.

Udvalget foreslår dernæst en forenkling af systemet således,

at gentagelsesvirkningen af en afgørelse om spirituskørsel skal ophøre

samtidigt i alle relationer, dvs. med hensyn til såvel de forskellige

strafformer

som frakendelsessanktionen. Udvalget foreslår, at den gældende praksis,

hvorefter gentagelsesvirkningen af straf og frakendelse ophører samtidig i

tilfælde, hvor afgørelsen går ud på en betinget frakendelse af førerretten,

nemlig med udløbet af prøvetiden for den betingede frakendelse, opretholdes.

Udvalget foreslår endvidere, at gentagelsesvirkningen af

straf og frakendelse ophører 3 år efter endelig dom i de tilfælde, hvor

afgørelsen går ud på kørselsforbud.

Udvalget foreslår, at gentagelsesvirkningen for en

afgørelse om spirituskørsel, hvor førerretten er frakendt ubetinget, både for

straffen og for spørgsmålet om frakendelse skal ophøre 5 år efter udløbet af

frakendelsestiden.

Udvalget anfører, at man med en sådan forenkling undgår den

uhensigtsmæssige retstilstand, at der ikke tillægges tidligere afgørelser

gentagelsesvirkning i relation til straffen, selv om den nye kørsel er sket i

frakendelsestiden i henhold til en tidligere afgørelse, når kørslen finder

sted

mere end 5 år efter den tidligere afgørelse.

Da den korteste frakendelsestid efter udvalgets forslag er

3 år, vil gentagelsesvirkningen blive på mindst 8 år fra endelig dom (eller

den

administrative inddragelse af førerretten).

Dette vil efter udvalgets opfattelse harmonere med den

lovændring, der pr. 2. april 2004 har udvidet den tidsmæssige udstrækning af

mulighederne for at tillægge straffedomme gentagelsesvirkning fra 5 til 10 år

(lov nr. 218 af 31. marts 2004 om ændring af straffeloven og retsplejeloven).

Det bemærkes herved, at der efter udvalgets forslag vil kunne ske frakendelse

af førerretten i op til 10 år, hvilket bevirker, at

gentagelsesvirkningsperioden

vil kunne have en varighed af op til 15 år.

Kørsel i frakendelsestiden udløser efter udvalgets forslag

ikke en frakendelse af førerretten i en yderligere periode.

Gentagelsesvirkningen af straffen for kørsel i frakendelsestiden bør derfor

ikke være afhængig af frakendelsestidens udløb, idet gentagelsesvirkningens

begyndelse da ikke vil være afhængig af den seneste kørsel i

frakendelsestiden,

men derimod af den seneste afgørelse om frakendelse af førerretten. Udvalget

foreslår derfor, at gentagelsesvirkningens tidsmæssige udstrækning for så

vidt

angår straffen for kørsel i frakendelsestiden i overensstemmelse med 10 års

perioden i den nye regel i straffelovens § 84 skal ophøre, når der

– før

den nye strafbare handling begås – er forløbet 10 år efter endelig dom.

Det er efter udvalgets opfattelse væsentligt af hensyn til

overskueligheden af gentagelsesvirkningsperiodens udstrækning, at gældende

praksis, hvorefter gentagelsesvirkningen af afgørelser om kørsel i

frakendelsestiden

regnes fra endelig dom, og ikke fra det tidspunkt, hvor den tidligere straf

er

udstået, opretholdes.

Der henvises til betænkningens side 158-163.

8.3. Lovforslagets udformning

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter

og overvejelser, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Der

henvises til lovforslagets § 1, nr. 11, og bemærkninger hertil.

9. Konfiskation, rådighedsfratagelse og andre typer

af sanktioner og indsatsmuligheder

9.1. Konfiskation

9.1.1. Gældende ret

9.1.1.1.

Færdselslovens §

133 a

giver hjemmel til konfiskation af et motorkøretøj, som har været anvendt ved

særlig grove eller gentagne overtrædelser af færdselsloven, hvis det må anses

for påkrævet for at forebygge yderligere overtrædelser af færdselsloven, og

hvis konfiskationen ikke er urimelig. Efter færdselslovens §

133 a, stk. 2, gælder

straffelovens regler om konfiskation i øvrigt.

Færdselslovens §

133

a

blev indført ved lov nr. 278 af 8. maj 1991 om ændring

af færdselsloven (Generhvervelse af førerretten og konfiskation af

motorkøretøjer) og trådte i kraft den 1. juli 1991.

De tilfælde, som bestemmelsen tog sigte på, var principielt

allerede omfattet af straffelovens generelle regler om konfiskation, jf.

nedenfor. Bestemmelsen tilsigtede imidlertid en ændring af retspraksis,

således

at domstolene ville anvende konfiskation i videre omfang, end det havde været

tilfældet hidtil. Forud for bestemmelsens indførelse var konfiskation inden

for

færdselslovens område således næsten udelukkende blevet anvendt i sager om

konstruktiv ændring af knallerter. Konfiskation af motorkøretøjer, som havde

været anvendt ved overtrædelser af færdselsloven – herunder

spirituskørsel –

skete i praksis kun helt undtagelsesvis.

Færdselslovens §

133

a

giver mulighed for konfiskation ved alle former for

færdselslovsovertrædelser, for så vidt der er tale om særlig grove eller

gentagne overtrædelser. Ifølge bemærkningerne til det pågældende lovforslag

er

det dog navnlig hensigten, at konfiskation skal ske ved særlig grove eller

gentagne tilfælde af spirituskørsel, gentagne kørsler i frakendelsestiden

samt

gentagne kørsler uden at have erhvervet kørekort. Bestemmelsen omfatter kun

konfiskation af motorkøretøjer, dvs. biler og motorcykler, og kan således

ikke

anvendes til konfiskation af eksempelvis knallerter.

Det nævnes i bemærkningerne til lovforslaget, at en udvidet

anvendelse af konfiskation af motorkøretøjer må formodes at have en ikke

ringe

generalpræventiv effekt, ikke blot gennem de mærkbare økonomiske følger, men

også ved, at sanktionen er direkte knyttet til en manglende mulighed for

fortsat at benytte den genstand, som har været anvendt ved lovovertrædelsen.

Det anføres i den forbindelse, at det kan virke stødende, at personer, som

gentagne gange har tilsidesat hensynet til færdselssikkerheden, kan beholde

det

motorkøretøj, som er blevet brugt, og som vil gøre det muligt for

gerningsmanden at fortsætte denne adfærd.

Det er alene genstandskonfiskation, dvs. konfiskation af

selve køretøjet, der er omfattet af §

133

a.

9.1.1.2.

Ud over færdselslovens §

133 a

gælder straffelovens

almindelige regler om konfiskation, jf. §

133

a, stk. 2. Straffelovens regler om konfiskation er

indeholdt i §§ 75-

77 a.

Straffelovens § 75 indeholder de almindelige betingelser for

konfiskation,

og § 76 regulerer, hos hvem konfiskation i medfør af § 75 kan

foretages.

§

76 a

giver

mulighed for konfiskation, uden at anklagemyndigheden kan bevise en

forbindelse

mellem en konkret forbrydelse og det konfiskerede, også hos andre end den

skyldige. § 77 regulerer forholdet mellem konfiskations- og

erstatningskrav, og §

77 a

regulerer adgangen til konfiskation i rent forebyggende (politimæssigt)

øjemed.

Efter straffelovens § 75, stk. 1, kan der ske

konfiskation af udbytte ved en strafbar handling. § 75, stk. 2,

omhandler konfiskation af genstande, der har været brugt til en bestemt

strafbar handling, genstande der er frembragt ved en strafbar handling og

genstande, med hensyn til hvilke der i øvrigt er begået en strafbar handling.

I medfør af straffelovens § 75, stk. 3, kan der i

stedet for genstandskonfiskation principielt ske værdikonfiskation, dvs.

konfiskation af et beløb svarende til motorkøretøjets værdi. Det er dog

forudsat i bemærkningerne til færdselslovens §

133 a, at værdikonfiskation kun

bør ske, hvor den pågældende efter overtrædelsen, men inden

domsforhandlingen,

sælger køretøjet, og det må befrygtes, at pågældende vil anvende salgssummen

til at anskaffe sig et andet køretøj.

Efter straffelovens § 76, stk. 2, kan

konfiskation kun ske hos den, der er ansvarlig for lovovertrædelsen og hos

den,

på hvis vegne den pågældende har handlet. Det følger heraf, at konfiskation

af

et motorkøretøj i medfør af færdselslovens §

133 a

ikke kan ske, hvis den

pågældende ikke selv ejer køretøjet. Der kan heller ikke ske konfiskation af

et

køretøj, som den pågældende måtte eje, men som ikke har været anvendt til

lovovertrædelsen,

idet bestemmelsen ikke giver hjemmel til konfiskation af andet end det ved

færdselsovertrædelsen anvendte køretøj. Dog kan der i medfør af straffelovens

§

77 a

ske konfiskation af et

køretøj, der ejes af eksempelvis en samlever, når det på grund af ganske

særlige omstændigheder må befrygtes, at køretøjet på ny vil blive brugt ved

en

strafbar handling, jf. Østre Landsrets kendelse af 26. december 1993,

refereret

i Anklagemyndighedens Årsberetning 1993, s.

91 f.:

»Personbilen

var registreret i samleverens navn, ligesom det måtte lægges fast, at

samleveren havde købt den med egne midler, og at hun brugte den dagligt.

Samleveren blev herefter anset som rette ejer.

Byretten

lagde vægt på, at tiltalte tidligere var straffet 9 gange for spirituskørsel

og

i den aktuelle sag havde tilstået 3 spirituskørsler, og personbilen måtte

derfor befrygtes brugt til yderligere overtrædelser af færdselslovens

§ 53, stk. 1, hvorfor den blev beslaglagt efter retsplejelovens

§ 825, stk. 1, jf. § 824, stk. 1, med henblik på senere

konfiskation hos samleversken i medfør af færdselslovens § 133,

stk. 2, jf. [straffelovens] §

77

a.

Landsretten

stadfæstede, efter at samleversken havde påkæret kendelsen, byrettens

afgørelse

i henhold til grundene.«

Efter straffelovens § 76,

stk. 3, berøres særligt sikrede rettigheder i motorkøretøjet som

udgangspunkt ikke af konfiskationen. Panterettigheder, ejendomsforbehold og

andre særligt sikrede rettigheder består således fortsat, selv om køretøjet

konfiskeres.

9.1.1.3.

Det

fremgår af en opgørelse fra Rigspolitichefens Dataafdeling, at der i perioden

fra 1. januar 2002 til den 31. december 2003 er afsagt i alt 97 domme, hvor

der

er sket konfiskation af motorkøretøjer i medfør af færdselsloven §

133 a. Heraf blev 51 domme afsagt

i 2002 og 46 domme afsagt i 2003.

9.1.1.4.

Reglerne

i retsplejelovens kapitel 75 b om beslaglæggelse af genstande m.v. med

henblik

på konfiskation gælder også med hensyn til motorkøretøjer, der kan

konfiskeres

efter færdselslovens §

133 a.

I praksis benyttes beslaglæggelse inden domsforhandlingen ofte for at undgå,

at

den pågældende på ny begår overtrædelser af færdselsloven eller søger at

afværge konfiskation ved at sælge køretøjet.

Der henvises til betænkningens side 165-171.

9.1.2. Udvalgets overvejelser

Udvalget finder, at der for at styrke den præventive effekt

bør gøres brug af konfiskation i øget omfang. Udvalget foreslår på denne

baggrund, at de gældende betingelser for konfiskation lempes, således at det

ikke længere vil være en betingelse for konfiskation, at der har været tale

om

særlig

grove eller gentagne færdselslovsovertrædelser, men blot at overtrædelserne

har

været grove eller gentagne. Det foreslås samtidig, at bestemmelsen om, at

konfiskation i det konkrete tilfælde ikke må være urimelig, udgår som

overflødig.

Udvalget foreslår endvidere, at bestemmelsens

anvendelsesområde udvides i forhold til den gældende bestemmelse i

færdselslovens §

133 a,

stk. 1, således at bestemmelsen kommer til at omfatte ikke blot

motorkøretøjer,

men alle motordrevne køretøjer, hvortil der kræves kørekort, dvs. biler

(herunder busser og lastbiler), motorcykler, traktorer/motorredskaber og

registreringspligtige knallerter.

Udvalgets forslag har således til formål at skabe grundlag

for, at der i videre omfang end i dag i tilfælde af grove eller gentagne

færdselslovsovertrædelser rejses sager om konfiskation af et ved

overtrædelsen

anvendt motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort. Den foreslåede

udvidede

adgang til konfiskation er ikke begrænset til tilfælde af spiritus- eller

promillekørsel, men kan – ligesom efter gældende ret – principielt

tænkes

anvendt i alle sager om grove eller gentagne færdselslovsovertrædelser.

Udvalget foreslår endvidere, at de gældende regler om

konfiskation suppleres med en enkel og klar regel, der

som udgangspunkt

skal gøre konfiskation obligatorisk i tilfælde

af, at en fører inden for kort tid gør sig skyldig i gentagne tilfælde af

spirituskørsel af en vis grovhed.

Udvalget finder således, at der som udgangspunkt skal ske

konfiskation af en førers motordrevne køretøj, hvortil der kræves kørekort,

når

den pågældende tredje gang inden for en periode på 3 år gør sig skyldig i

spirituskørsel af en sådan grovhed, at det medfører ubetinget frakendelse af

førerretten. Det er efter forslaget en betingelse, at alle tre

spirituskørsler

har været med en promille over 1,20, således at de i sig selv (betragtet som

førstegangstilfælde) vil medføre ubetinget frakendelse af førerretten efter

udvalgets forslag herom.

Konfiskation af køretøjet skal således ske, hvis tre

forhold af denne karakter er begået inden for en periode af 3 år. For så vidt

angår beregningen af treårsperioden er det afgørende således

gerningstidspunkterne,

og ikke, om der foreligger mellemliggende afgørelser eller tidspunkterne for

disse.

Udvalget forudsætter, at bestemmelsen alene gælder i

tilfælde, hvor føreren er ejer af det køretøjet, som er anvendt ved den

tredje

kørsel. De forudgående kørsler kan derimod have fundet sted i andre –

herunder

i lånte eller lejede – køretøjer.

I yderligere gentagelsestilfælde – f.eks. i situationer,

hvor den pågældende erhverver et nyt køretøj eller ejer flere køretøjer

– vil

den obligatoriske regel på ny kunne finde anvendelse, hvis betingelserne

herfor

er til stede. Hvis den pågældende således eksempelvis for fjerde gang kører

spirituskørsel med en promille over 1,20, vil den pågældendes køretøj skulle

konfiskeres, hvis (mindst) 2 af de forudgående kørsler har fundet sted mindre

end 3 år tidligere (og kørslerne har været med en promille over 1,20). Det

ændrer ikke herved, at den pågældende eventuelt tillige fik konfiskeret et

køretøj ved den tredje spirituskørsel, idet de tidligere kørsler fortsat

tæller

med i tilfælde af konfiskation efter den foreslåede bestemmelse.

I gentagelsestilfælde, hvor betingelserne for anvendelse af

den foreslåede obligatoriske regel ikke er til stede, vil det efter udvalgets

opfattelse være nærliggende i stedet at overveje anvendelse af den

almindelige

bestemmelse om konfiskation.

Efter udvalgets forslag skal det undtagelsesvis være muligt

at fravige bestemmelsen om obligatorisk konfiskation, når særlige grunde

måtte

tale derfor. Dette vil navnlig kunne være tilfældet i situationer, hvor

eksempelvis

ganske særlige familiemæssige eller sociale forhold vil bevirke, at

konfiskation i det konkrete tilfælde vil have uforholdsmæssigt indgribende

betydning for den pågældende.

Der henvises til betænkningens side 172-175.

9.1.3. Lovforslagets udformning

Justitsministeriet er enig i, at en øget anvendelse af

muligheden for konfiskation dels vil mindske risikoen for, at den pågældende

begår grove yderligere eller gentagne færdselslovsovertrædelser, dels vil

styrke den præventive effekt af reglen.

Justitsministeriet kan på den baggrund tiltræde, at

anvendelsesområdet for færdselslovens konfiskationsbestemmelse udvides i

forhold til den gældende bestemmelse i §

133

a, stk. 1. Bestemmelsen i §

133 a, stk. 1, finder som

hidtil anvendelse både i forbindelse med spirituskørsel og i forbindelse med

andre grove færdselslovsovertrædelser, f.eks. ved særlig hensynsløs kørsel.

Med

den foreslåede ændring tilsigtes en udvidet brug af konfiskation i

forbindelse

med grove færdselslovsovertrædelser, hvad enten der er tale om

spirituskørsel,

kørsel i frakendelsestiden, særlig hensynsløs kørsel eller andre grove

overtrædelser.

Justitsministeriet finder imidlertid, at der også bør

skabes hjemmel til konfiskation af gerningsmandens eget køretøj i de

situationer, hvor den pågældende foretager den aktuelle overtrædelse i et

lånt/lejet køretøj. Herved sikres det, at der ikke kan ske omgåelse af

konfiskationsreglerne ved f.eks. at bytte køretøj med en anden, så kørslen

ikke

foretages i eget køretøj. Endvidere vil en sådan konfiskation være

velbegrundet

ud fra hensynet til at forebygge yderligere lovovertrædelser, idet risikoen

for

nye overtrædelser af færdselsloven ikke mindskes, hvis den pågældende fortsat

beholder sit køretøj. En sådan udvidelse af konfiskationsadgangen må samtidig

ses på baggrund af, at færdselslovsovertrædelser i særlig grad indebærer

risiko

for, at mennesker kommer alvorligt til skade eller bliver dræbt.

Det foreslås på den baggrund, at der i §

133 a, stk. 1, 2. pkt.,

indsættes en bestemmelse om, at der under tilsvarende betingelser som efter

stk. 1, 1. pkt., kan ske konfiskation af et motordrevet køretøj, hvortil

der kræves kørekort, der ejes af den person, der har foretaget overtrædelsen,

selv om køretøjet ikke er anvendt ved overtrædelsen. Det kræves således, at

der

er tale om grove og gentagne overtrædelser, samt at konfiskation må anses for

påkrævet for at forebygge yderligere overtrædelser af færdselsloven.

Udvalget har endvidere som anført ovenfor foreslået en ny

regel (§

133 a,

stk. 2) om obligatorisk konfiskation i tilfælde, hvor ejeren af

køretøjet

inden for en periode på 3 år har gjort sig skyldig i tre spirituskørsler med

en

promille over 1,20. En regel om, at domstolene uden at foretage et konkret

skøn

skal

foretage konfiskation, udgør en nydannelse, som er ganske vidtgående.

Under hensyn til, at udvalgets forslag alene omfatter tilfælde, som på grund

af

den gentagne kørsel med meget høj – og dermed yderst trafikfarlig

promille, har

en meget betydelig grovhed og til, at forslaget samtidig må antages at kunne

have en præventiv effekt over for gruppen af hyppigt recidiverende

spiritusbilister, kan Justitsministeriet tiltræde forslaget. Konfiskation vil

i

disse tilfælde som altovervejende hovedregel være en både proportional og

påkrævet sanktion for at forebygge yderligere overtrædelser.

Justitsministeriet finder endvidere, at den nye bestemmelse

i lighed med den foreslåede udvidelse i §

133

a, stk. 1, 2. pkt., bør udvides til også at skabe

adgang til konfiskation af den pågældendes eget køretøj, selv om den aktuelle

kørsel er foregået i 3. mands køretøj. Det foreslås på den baggrund i §

133 a, stk. 2, 2. pkt., at

ejerens køretøj skal konfiskeres efter bestemmelsen i §

133 a, stk. 2, 1. pkt.,

uanset at ejerens køretøj ikke er anvendt ved den aktuelle overtrædelse.

Efter Justitsministeriets opfattelse bør en så vidtgående

ordning som obligatorisk konfiskation være begrænset til tilfælde af en så

betydelig grovhed, at det fremstår som åbenbart, at der som absolut

hovedregel

bør ske konfiskation. For at fastholde klarheden i ordningens præventive

sigte

bør ordningen endvidere alene omfatte tilfælde, som med en vis hyppighed

forekommer i praksis, således at andre tilfælde af betydelig grovhed bedømmes

efter den almindelige regel i §

133

a, stk. 1.

På den baggrund er det vigtigt at fremhæve, at der ikke kan

sluttes modsætningsvis fra den foreslåede bestemmelse om obligatorisk

konfiskation, således at hvis betingelserne i denne bestemmelse ikke er

opfyldt, kan der ikke ske konfiskation. I de tilfælde, hvor konfiskation ikke

skal ske efter den foreslåede bestemmelse i §

133 a, stk.

2, f.eks. fordi en af de 3 kørsler

ikke har været med en promille over 1,20, vil anklagemyndigheden skulle

foretage en vurdering af forholdet efter den almindelige konfiskationsregel i

§

133 a, stk. 1, med henblik

på nedlæggelse af konfiskationspåstand. Det må forventes, at der ofte vil ske

konfiskation efter denne bestemmelse i tilfælde, hvor forholdet i grovhed

svarer til eller nærmere sig de tilfælde, der er omfattet af §

133 a, stk. 2.

Som nævnt er den obligatoriske konfiskationsregel udtryk

for, at der ikke skal foretages et konkret skøn. Med henblik på at undgå

urimelige konsekvenser af den obligatoriske regel, er der i §

133 a, stk. 3, åbnet en

begrænset mulighed for at undlade konfiskation, når særlige grunde

undtagelsesvis måtte tale herfor.

Justitsministeriet vil anmode Rigsadvokaten om nøje at

følge anvendelsen i praksis af den obligatoriske konfiskationsregel.

Justitsministeriet vil endvidere anmode Rigsadvokaten om at overveje behovet

for retningslinier på området med henblik på at sikre, at anklagemyndigheden

i

videre omfang end i dag nedlægger påstand om konfiskation af det anvendte

køretøj. Justitsministeriet vil i den forbindelse anmode Rigsadvokaten om

også

at overveje behovet for retningslinier for konfiskation af køretøjer, som

ejes

af tredjemand, med henblik på at sikre, at anklagemyndigheden er

tilstrækkeligt

opmærksom på muligheden for konfiskation i disse tilfælde.

Justitsministeriet vil endvidere nøje følge anvendelsen af

den obligatoriske konfiskationsregel

Forslaget ændrer ikke den gældende retstilling i relation

til straffelovens § 76, stk. 3.

Den foreslåede bestemmelse svarer med visse ændringer til

udvalgets forslag. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 22, og

bemærkningerne hertil.

9.2. Andre typer af sanktioner og indsatsmuligheder

9.2.1. Udvalgets overvejelser om andre typer af

sanktioner og indsatsområder

9.2.1.1.

Udvalget

har overvejet muligheden for at indføre en tidsbegrænset rådighedsfratagelse

af

et køretøj i tilfælde, hvor føreren – eventuelt i gentagne tilfælde

– har

anvendt køretøjet til spirituskørsel eller andre grove eller gentagne

overtrædelser af færdselsloven. Udvalget anfører, at en sådan ordning f.eks.

kunne indføres ved, at en fører af et motordrevet køretøj, hvortil der kræves

kørekort, midlertidigt fratages den faktiske rådighed over køretøjet i et

nærmere fastsat tidsrum, f.eks. 3 måneder.

Ordningen ville efter udvalgets opfattelse kunne finde

anvendelse i de tilfælde, hvor betingelserne for konfiskation ikke skønnes at

være til stede, men hvor der alligevel er behov for en klar og utvetydig

reaktion over for den pågældende fører.

Under hensyn til, at værdien af en tidsbegrænset

rådighedsfratagelse er meget tvivlsom, idet køretøjet typisk skal

tilbagegives

til ejeren/føreren inden udløbet af frakendelsestiden, finder udvalget, at en

sådan ordning vil være særdeles uhensigtsmæssig.

Udvalget har endvidere overvejet muligheden for, at

politiet midlertidigt skulle kunne lægge beslag på et køretøj i tilfælde af

spirituskørsel, hvis der er mistanke om, at føreren vil fortsætte kørslen,

når

det er muligt. Udvalget finder imidlertid, at de samme hensyn gør sig

gældende

i denne situation, idet køretøjet typisk vil skulle tilbagegives på et

tidspunkt, hvor førerens ret til at føre køretøjet er eller vil blive

frakendt.

Udvalget kan på den baggrund ikke anbefale en ordning,

hvorefter der kan ske midlertidig rådighedsfratagelse eller beslaglæggelse.

9.2.1.2.

Udvalget

har endvidere overvejet en ordning, hvorefter en person i tilfælde af

gentagen

kørsel i frakendelsestiden kan frakendes retten til at være ejer eller bruger

af et motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, f.eks. når den

pågældende tredje gang gør sig skyldig i kørsel i frakendelsestiden.

Udvalget har i samme forbindelse overvejet muligheden for,

at ikke blot den, der er frakendt førerretten, men også den, der overtræder

bestemmelsen i færdselslovens § 65, stk. 2, ved gentagne gange at

udleje eller udlåne sit motordrevne køretøj, hvortil der kræves kørekort, til

en person, som er frakendt førerretten, skal kunne frakendes retten til at

være

ejer af et køretøj.

En ordning om frakendelse af retten til at være ejer af et

køretøj er tidligere blevet behandlet, jf. Folketingets Retsudvalgs

overvejelser i betænkning af 18. april 1991 over forslaget til lov nr. 278 af

8. maj 1991, hvorved bl.a. færdselslovens §

133 a

om konfiskation indførtes.

Det anføres i Retsudvalgets betænkning, at udvalget havde gjort spørgsmålet

om

indførelse af en »spærringsordning«, dvs. en frakendelse af retten til at

være

registreret som bruger af et motorkøretøj som alternativ eller supplement til

konfiskation, til genstand for nærmere overvejelser.

Justitsministeriet havde anført over for udvalget, at flere

grunde talte imod gennemførelse af en sådan spærringsordning. Det anførtes

således, at en personrelateret spærring ville være meget let at omgå ved

proforma-registreringer,

og at politiets mulighed for i praksis at sætte ind over for

proforma-registreringer fandtes meget begrænset. Det anførtes endvidere, at

en

spærringsordning ikke ville kunne gennemføres i tilfælde, hvor køretøjet var

registreret med et selskab som ejer eller bruger. I andre tilfælde kunne en

spærring udelukke en person fra at stå som ejer af et køretøj, der benyttes

af ansatte

i vedkommendes virksomhed. En undtagelsesbestemmelse vedrørende dette forhold

angaves i betænkningen at kunne misbruges, bl.a. ved at personligt drevne

virksomheder oprettes proforma.

Rigspolitichefens repræsentant i udvalget har over for

udvalget oplyst, at det ikke umiddelbart er teknisk muligt at registrere

oplysninger om personer, der måtte være frakendt retten til at være ejer og

bruger af et køretøj, i Centralregistret for Motorkøretøjer. Dertil kommer,

at

de nuværende forretningsgange i forbindelse med anmeldelse af et køretøj til

registrering medfører, at det ikke – forinden udlevering af nummerplader

– vil

være praktisk muligt at kontrollere om betingelserne for registrering af et

køretøj til den angivne ejer (bruger) er til stede. En eventuel inddragelse

af

nummerplader skal således finde sted efterfølgende ved politiets

foranstaltning.

Endvidere er det over for udvalget oplyst, at ændring af

forretningsgangene, så det – før udlevering af nummerplader – kan

kontrolleres,

om betingelserne for registrering af et køretøj til en angiven ejer (bruger)

er

opfyldt, forudsætter ændringer af lokaleforhold på motorkontorerne,

tilvejebringelse af yderligere IT-udstyr samt ændring af relevante

IT-systemer.

Rigspolitichefen har ikke over for udvalget skønnet nærmere over

omkostningerne

forbundet hermed.

Endelig blev det over for udvalget oplyst, at anmeldelse

til registrering af et motorkøretøj ofte foretages af tredjemand, eksempelvis

en bilforhandler, hvilket vil kunne give problemer med videregivelse af

personoplysninger

ved en eventuel afvisning af en anmeldt registrering.

Det er udvalgets opfattelse, at frakendelse af retten til

at være ejer af et køretøj – i lighed med frakendelse af førerretten og

konfiskation – må antages at ville kunne have en vis præventiv effekt og

ville

kunne besværliggøre kørsel i frakendelsestiden, idet den pågældende ikke

(længere) vil have rådighed over sit eget køretøj.

Bl.a. under hensyn til, at de nuværende tekniske muligheder

for, at en sådan ordning kan blive effektiv, ikke er til stede, har udvalget

imidlertid ikke fremsat forslag herom.

Der henvises til betænkningens side 175-177.

9.2.2. Lovforslagets udformning

Justitsministeriet har overvejet spørgsmålet om at indføre

en tidsbegrænset rådighedsfratagelse af et køretøj i tilfælde, hvor føreren

har

anvendt køretøjet til spirituskørsel eller andre grove eller gentagne

overtrædelser

af færdselsloven. Justitsministeriet finder imidlertid ikke en sådan ordning

hensigtsmæssig, da en sådan ordning bl.a. vil medføre betydelige

administrative

og praktiske byrder for politiet i relation til bl.a. opbevaring, udlevering

og

forsikring af de pågældende køretøjer. Hertil kommer, at effekten af en sådan

ordning, som anført af udvalget, må anses for meget tvivlsom.

Justitsministeriet har derfor ikke fundet anledning til at foreslå en sådan

ordning.

Justitsministeriet har endvidere overvejet spørgsmålet om

at indføre en ordning, hvorefter en person i tilfælde af gentagen kørsel i

frakendelsestiden kan frakendes retten til at være ejer eller bruger af et

motordrevent køretøj, hvortil der kræves kørekort.

Indførelsen af en sådan ordning vil indebære, at enhver

registrering eller omregistrering af biler m.v. vil skulle underkastes en

prøvelse for at fastslå, om den pågældende kan registres som ejer eller

bruger

af motorkøretøjet. Dette vil bl.a. medføre, at ethvert køb/salg af et

motorkøretøj vil blive vanskeliggjort, idet bilforhandlere vil være tvunget

til

at indhente nærmere oplysninger om en kunde for at være sikker på, at kunden

kan registreres som ejer eller bruger af køretøjet. Der vil i de tilfælde

skulle ske videregivelse af personfølsomme oplysninger til private m.v.

Hertil kommer, at det som oplyst af Rigspolitichefen ikke

umiddelbart er teknisk muligt at registrere oplysningerne i Centralregistret

for Motorkøretøjer, og at en indførelse af registreringsordning derfor bl.a.

vil nødvendiggøre en udbygning af Rigspolitichefens IT-systemer.

Justitsministeriet har endvidere lagt vægt på, at de

omgåelsesbetragtninger, som ministeriet fremførte over for Retsudvalget i

1991,

fortsat gør sig gældende. Det vil således være relativt let at omgå

spærringsordningen ved en proforma-registrering.

Det er på den baggrund Justitsministeriets opfattelse, at

den kriminalpræventive effekt af en sådan ordning ikke vil stå mål med de

ressourcer ordningen ville kræve i form af nye tekniske foranstaltninger og

ændrede arbejdsgange, bl.a. i forbindelse med registrering af et køretøj.

10. Andre ændringer af færdselsloven m.v.

10.1. Gældende ret

10.1.1. A/T-kurser

Færdselsloven indeholder i § 60 og §

60 a

bestemmelser om kurser

i alkohol og trafik (A/T-kursus) i forbindelse

med inddragelse og generhvervelse af førerretten.

En betinget frakendelse af førerretten indebærer, at

føreren inden for en frist, der fastsættes af politiet, skal aflægge en

kontrollerende køreprøve, jf. § 60, stk. 3. Førerretten inddrages,

hvis den pågældende ikke inden for fristen, der normalt fastsættes til 3

måneder, består prøven, men føreren er ikke afskåret fra at køre i perioden

frem til køreprøven. Der skal dog ikke aflægges kontrollerende køreprøve,

hvis

den pågældende har bestået en køreprøve efter det forhold, der gav anledning

til den betingede frakendelse.

En ubetinget frakendelse af førerretten indebærer, at

føreren efter frakendelsestidens udløb, kun kan generhverve retten ved at

bestå

en kontrollerende køreprøve, jf. § 60, stk. 2. Den kontrollerende

køreprøve

kan aflægges inden frakendelsestiden er udløbet. Den praktiske prøve kan dog

tidligst aflægges én måned før udløbet af frakendelsestiden.

Har føreren bestået en køreprøve inden for det sidste år

før udløbet af frakendelsestiden og inden for det sidste år før ansøgningen

om

generhvervelse af kørekort, skal kontrollerende køreprøve ikke aflægges.

Køreprøven

skal dog være bestået efter det forhold, der gav anledning til frakendelsen.

Er førerretten frakendt ubetinget på grund af spiritus-

eller promillekørsel, er det efter § 60, stk. 2, yderligere en

betingelse for generhvervelse af førerretten, at føreren har gennemført et

kursus i alkohol og trafik (A/T-kurser). Har den pågældende bestået en

køreprøve efter det forhold, der gav anledning til tiltalen, skal

kontrollerende

køreprøve ikke aflægges, hvis prøven er bestået inden for det sidste år før

frakendelsestidens udløb og inden for det sidste år før ansøgningen om

generhvervelse af kørekort. En bestået køreprøve fritager ikke for

gennemførelse af A/T-kursus.

Herudover følger det af §

60 a, stk. 2, at gengivelse

af førerretten efter et kørselsforbud som følge af spiritus- eller

promillekørsel

er betinget af, at den pågældende gennemgår et A/T-kursus og består en

kontrollerende

køreprøve.

10.1.2. Opsættende virkning af anke af dom, der

frakender retten til at erhverve førerret

Færdselslovens § 131, stk. 1, indeholder en

bestemmelse om virkning af anke af en dom, hvorved førerretten frakendes

ubetinget.

Anke af en dom om ubetinget frakendelse, efter at

førerretten har været inddraget administrativt i medfør af færdselslovens

§ 130, har således ikke opsættende virkning for dommens bestemmelse om

frakendelse, medmindre andet bestemmes af byretten, jf. § 131,

stk. 1, 1. pkt.

I dommen UfR 2001.2042 (H) fastslog Højesteret imidlertid,

at anke af en dom, hvorved en person over 18 år, der ikke har erhvervet

førerret, på grund af spirituskørsel er frakendt retten til at erhverve

førerret for et nærmere angivet tidspunkt, må sidestilles med de tilfælde,

der

er omhandlet i færdselslovens § 131, stk. 1, 1. pkt. Herefter har

anke af en sådan dom ikke opsættende virkning for dommens bestemmelse om

frakendelse,

medmindre andet bestemmes af byretten. Højesteret begrundede resultatet med,

at

en tiltalt over 18 år, der ikke har førerret, i praksis ville afstå fra at

erhverve kørekort, mens sagen verserede, selv om anke af dommen i en sådan

situation havde opsættende virkning for bestemmelsen om frakendelse.

Højesteret

begrundede endvidere dommens resultat med, at det måtte antages, at man ved

gennemførelsen af bestemmelserne i færdselslovens § 131, stk. 1 (§

70 f, stk. 1, i den tidligere

færdselslov) ikke havde haft den nævnte situation for øje.

10.2. Udvalgets overvejelser

Udvalget finder det væsentligt, at der gennem A/T-kurserne

er mulighed for at bearbejde holdningen hos alle personer, der har fået

frakendt førerretten på grund af spirituskørsel, dvs. også personer, som har

fået frakendt førerretten betinget.

På den baggrund foreslår udvalget, at bestemmelserne om

A/T-kursus udvides, således at også personer, der har fået frakendt

førerretten

betinget på grund af spirituskørsel, skal gennemføre kurset som betingelse

for

at opretholde førerretten.

Udvalget foreslår formuleringen af færdselslovens

§ 131, stk. 1, ændret, således at det kommer til at fremgå af

bestemmelsen, at anke af en dom, hvorved en person over 18 år, der ikke har

erhvervet førerret, ubetinget er frakendt retten til at erhverve denne ret,

ikke har opsættende virkning for dommens bestemmelse om frakendelse,

medmindre

andet bestemmes af byretten ved kendelse.

10.3. Lovforslagets udformning

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets overvejelser

og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelser hermed. Der

henvises til lovforslagets § 1, nr. 4 og § 1, nr. 19 og

bemærkningerne hertil.

11. Lovforslagets økonomiske og administrative

konsekvenser

De foreslåede skærpelser af straffe for spirituskørsel m.v.

skønnes om udgangspunkt at ville medføre en stigning i strafmassen svarende

til

ca. 110 fængselspladser.

Lovforslaget skal ses i sammenhæng med det samtidig

fremsatte forslag om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v.

(Fuldbyrdelse

af straf på bopælen under intensiv overvågning og kontrol m.v.), hvori det

foreslås,

at spritbilister og personer, der kører i frakendelsestiden, under visse

betingelser kan afsone straffen på bopælen (elektronisk fodlænke). Den

foreslåede ordning med elektronisk fodlænke, der vil kunne finde anvendelse

på

ubetingede frihedsstraffe på op til 3 måneders fængsel, skønnes at ville

omfatte en strafmasse svarende til ca. 150 fængselspladser.

Udgifterne til etablering af den foreslåede ordning med 150

elektronisk overvågede afsonere skønnes at udgøre 40,3 mio. kr. i 2005, heraf

20,8 mio. kr. i etableringsudgifter, og herefter 39 mio. i årlig drift.

Udgifterne

er indbudgetteret på finansloven 2005.

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og

indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Positive konsekvenser/

mindre udgifter

Negative konsekvenser/

Merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

40,3 mio. kr. i 2005 og herefter 39 mio. kr. i årlig

drift

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter

12. Hørte myndigheder m.v.

Udvalgets betænkning nr. 1448/2004 om sanktioner for

spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden har været sendt i høring til

følgende myndigheder og organisationer m.v.:

Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre

Landsret, Præsidenten for Københavns Byret, Præsidenten for Retten i Odense,

Præsidenten for Retten i Århus, Præsidenten for Retten i Ålborg, Præsidenten

for Retten i Roskilde, Domstolsstyrelsen, Den Danske Dommerforening,

Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren

i

København, Foreningen af Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen,

Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet, Institut for Menneskerettigheder,

Landsforeningen

af beskikkede advokater, Rådet for Større Færdselssikkerhed, Danmarks

Transportforskning, Amtsrådsforeningen i Danmark, Kommunernes Landsforening,

Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Forenede Danske Motorejere (FDM),

Danske Motorcyklisters Råd (DMC), Motorcykelbranchens Landsforbund,

MC-Touring

Club Danmark, Dansk Vejforening, Dansk Transport og Logostik (DTL), Dansk

Cyklist Forbund, Danske sælgere, Specialarbejderforbundet i Danmark (SID),

Chaufførernes Fagforening, NOAH-Trafik, Dansk Kørelærer-Union, Dansk

Køreskole

Forening, Danske Kørelæreres Landsforbund, Centralforeningen af

Taxiforeninger

i Danmark, Dansk Taxi Forbund, Sund & Bælt, Foreningen Liv og Trafik,

Foreningen for Trafikofre, Borgernes Havarikommission, Mobil uden bil,

Trafikforskningsgruppen ved Aalborg Universitet, Rådet for Bæredygtig trafik.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 (§ 53)

Med lovforslagets § 1, nr. 1, ændres færdselslovens

§ 53,

stk. 1,

således at enhver overtrædelse

af lovens forbud mod at føre motordrevet køretøj med en alkoholpromille under

eller efter kørslen på over 0,50 fremover betegnes spirituskørsel. Den

foreslåede affattelse af § 53, stk. 1, erstatter de gældende

bestemmelser i § 53, stk. 1 og 3.

Bestemmelsen i

§ 53, stk. 2,

opretholdes med henblik på

situationer, hvor der er mistanke om spirituskørsel, men hvor der ikke

foreligger en brugbar blodprøve, og det således kan være vanskeligt at

bevise,

at promillen har oversteget 0,50.

Ordene »i øvrigt« foreslås udeladt for at præcisere, at en

domfældelse efter § 53, stk. 2, ikke i sig selv indebærer, at

retten

har statueret, at promillen under eller efter kørslen var under 0,51.

Endvidere

ændres bestemmelsens betydning som følge af, at spirituskørsel i § 53,

stk. 1, defineres som kørsel med en alkoholkoncentration i blodet under

eller efter kørslen over 0,50 promille.

Det forudsættes, at kørsel i spirituspåvirket tilstand,

hvor promillen ikke er kendt, sidestilles med kørsel med en promille i

intervallet 0,51-1,20, og ikke som efter den nuværende praksis med kørsel med

en promille over 1,20.

Endvidere ophæves

§ 53, stk. 4.

Baggrunden herfor er, at det ikke kan

antages, at justitsministeren kan udnytte den bemyndigelse, der blev givet

ved

lov nr. 468 af 10. juni 1997 om ændring af færdselsloven (Spiritus- og

promillekørsel, mobiltelefoner m.v.), til at sætte de i denne lov indeholdte

regler om måling af alkoholkoncentrationen i udåndingsluften i kraft, efter

at

lov nr. 73 af 4. februar 1998 om ændring af færdselsloven (Promillekørsel

m.v.)

er trådt i kraft.

Der henvises nærmere herom til pkt. 3 i de almindelige

bemærkninger.

Til nr. 2 (§ 55,

stk. 3)

Bemyndigelsesbestemmelsen i den gældende

§ 55,

stk. 3,

om regler om

anvendelse af udstyr til måling af udåndingsluften forudsætter en adgang til

at

indføre ækvivalensregler med hensyn til forholdet mellem

alkoholkoncentrationen

i blodet og i udåndingsluften. Med lovforslagets § 1, nr. 1, udgår

§ 53, stk. 4, om fastsættelse af sådanne ækvivalensregler. Som

konsekvens

heraf foreslås § 55, stk. 3, ophævet.

Der henvises til pkt. 3 i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 3 (§ 60,

stk. 2, 2. pkt., og §

119 a, stk. 1)

De foreslåede ændringer er en konsekvens af forslaget om en

ændret terminologi i § 53. Der tilsigtes ingen ændringer i

bestemmelsernes

anvendelsesområde.

Til nr. 4 (§ 60,

stk. 3)

Ved lovforslagets § 1, nr. 4, indføres i

§ 60,

stk. 3,

et krav om, at

personer, hvis førerret er frakendt betinget på grund af spirituskørsel,

inden

for en frist, der fastsættes af politiet, skal have gennemført et kursus i

alkohol

og trafik (A/T-kursus). Førerretten inddrages, hvis A/T-kurset ikke

gennemføres. Det vil fortsat være en betingelse for at beholde kørekortet, at

den pågældende består en kontrollerende køreprøve.

Med den foreslåede ændring i § 60 udvides bestemmelsen

om A/T-kursus til også at omfatte tilfælde, hvor førerretten er frakendt

betinget. Der stilles med forslaget ikke krav om, i hvilken rækkefølge den

kontrollerende køreprøve og A/T-kurset skal bestås henholdsvis gennemføres.

Blot skal begge dele være bestået henholdsvis gennemført inden for de

frister,

der fastsættes af politiet. Fristen for at bestå den kontrollerende køreprøve

behøver ikke nødvendigvis at være sammenfaldende med fristen for at

gennemføre

A/T-kursus, idet der kan være faktorer som ventetider, udbud m.v. af

A/T-kurser, som kan gøre det hensigtsmæssigt at fastsætte en længere frist

for

disse.

A/T-kursus skal gennemføres, uanset om den pågældende har

bestået en køreprøve efter det forhold, der gav anledning til frakendelsen.

Dette svarer til, hvad der gælder om A/T-kursus efter en ubetinget

førerretsfrakendelse,

og indebærer, at førerretten - uanset bestået køreprøve - ikke kan

bibeholdes,

hvis kurset ikke gennemføres.

Det følger af bekendtgørelse nr. 101 af 22. februar 2002 om

undervisning for kursus i alkohol og trafik (A/T-kursus), at undervisning af

kursister med henblik på gennemførelse af kursus i alkohol og trafik

(A/T-kursus) skal foregå i overensstemmelse med Rigspolitichefens

undervisningsplan for kursus i alkohol og trafik (A/T-kursus).

Rigspolitichefens undervisningsplan af 24. januar 2002

indeholder de nærmere retningslinier for gennemførelsen af A/T-kurser. Heraf

fremgår bl.a., at kurset består af 4 lektioner, fordelt over mindst 4 uger i

alt 10 timer, og at der er mødepligt til alle 4 lektioner. Hvis en kursist

ikke

møder op til alle lektionerne, skal vedkommende begynde forfra på et nyt

kursus.

Der henvises til pkt. 10 i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 5, 6, 7, 8, 9

og 10 (§

60 a, stk. 1, §

60 a, stk. 2, §

60 a, stk. 3, nr. 1, 2 og 3)

Med lovforslagets § 1, nr. 5, indsættes de

konsekvensændringer af forslagets § 1, nr. 18 (§ 125, stk. 2

og

3) vedrørende klippekortsystemet, der samtidig ophæves i lov nr. 267 af 21.

april 2004, jf. nedenfor under bemærkningerne til § 2, nr. 1 og 2.

Til nr. 11 (§ 117)

Med lovforslagets § 1, nr. 11, ændres affattelsen af

§ 117,

således at bestemmelsen alene

omhandler straffen for spirituskørsel. Endvidere ændres strafmaksimum i

§ 117

fra fængsel i 1 år til fængsel i 1 år og 6 måneder. Med den ændrede

affattelse

forudsættes det, at praksis for udmåling af straffen for spirituskørsel i

førstegangstilfælde og gentagelsestilfælde forenkles, og at der sker en

skærpelse af udmålingsniveauet.

Med den foreslåede bestemmelse i

§ 117, stk. 1,

videreføres den tidligere regel om, at

straffen for førstegangstilfælde af spiritus med en alkoholpromille i

intervallet 0,50-2,00 som udgangspunkt er bøde. Om den foreslåede beregning

af

bødens størrelse i disse tilfælde henvises til den foreslåede § 117 b,

stk. 1, og bemærkningerne hertil.

Efter

§ 117, stk. 2, nr. 1,

er straffen bøde eller fængsel indtil

1 år og 6 måneder for førstegangstilfælde af spirituskørsel med en promille

over 2,00. Med bestemmelsen forudsættes gennemført en ændring af

udmålingspraksis,

således at førstegangstilfælde af spirituskørsel med en promille over 2,00

straffes med fængsel i 20 dage. Frihedsstraffen skal som udgangspunkt gøres

betinget med vilkår om samfundstjeneste eller alkoholistbehandling. Ved

betinget dom med vilkår om samfundstjeneste forudsættes antallet af timer,

der

skal udføres samfundstjeneste, fastsat til 30.

I tillæg til en betinget frihedsstraf med vilkår om

samfundstjeneste foreslås fastsat en tillægsbøde. For så vidt angår

tillægsbødens

størrelse henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.3. om straffen for

spiritus- og promillekørsel.

Har den pågældende ikke behov for alkoholistbehandling, og

er vedkommende uegnet til at udføre samfundstjeneste, idømmes en betinget dom

(med tillægsbøde) med vilkår om, at den pågældende skal holde sig

kriminalitetsfri i prøvetiden. En person, som har et behov for

alkoholistbehandling, men som ikke ønsker at medvirke hertil, kan i stedet få

en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, hvis den pågældende er egnet

hertil.

Det forudsættes, at fængselsstraffen ikke gøres betinget,

hvis den pågældende ikke ønsker at medvirke ved de undersøgelser, der er

påkrævet for, at det kan afgøres, om den pågældende har behov for

alkoholistbehandling

eller er egnet til at udføre samfundstjeneste. Det samme forudsættes at

gælde,

hvis den pågældende ikke ønsker at blive idømt en betinget dom med vilkår om

alkoholistbehandling eller samfundstjeneste. Der henvises til de almindelige

bemærkninger pkt. 4.3. om straffen for spiritus- og promillekørsel.

Efter den foreslåede

§ 117, stk. 2, nr. 2,

kan straffen stige til fængsel indtil 1

år og 6 måneder, når føreren findes skyldig i flere tilfælde af

spirituskørsel.

Bestemmelsen svarer (ud over ændringen i strafferammen) til den tidligere

regel

i § 117, stk. 2, nr. 2. Som konsekvens af det forhøjede bødeniveau

for førstegangs spirituskørsel med en promille under 2,01, jf. lovforslagets

forslag til § 117 b, stk. 1, tilsigtes dog en ændring af

udmålingspraksis. Dette er begrundet i, at forslaget om at forhøje

bødeniveauet

til en netto månedsløn ganget med alkoholpromillen, jf. lovforslagets

§ 1,

nr. 12, nedenfor, vil betyde, at en fuldstændig sammenlægning af bøder

fastsat

efter § 117, stk. 1, ofte vil kunne medføre en så høj bøde, at det

må

forudses, at den pågældende ikke vil være i stand til at betale den.

En bøde skal derfor efter forslaget som udgangspunkt ikke

kunne overstige

to gange en måneds nettoløn. I tilfælde, hvor

fuldstændig kumulation ville føre til en bøde på over dette niveau foreslås

det, at der i stedet fastsættes en frihedsstraf. Herved undgås den situation,

at der ydes den pågældende »rabat«, fordi den fulde bøde ikke udmåles.

Frihedsstraffen forudsættes fastsat til 20 dages fængsel, hvis den samlede

promille for de kørsler, der foreligger til samtidig pådømmelse, er mellem

2,01

og 3,00, 30 dages fængsel hvis den samlede promille er mellem 3,01 og 4,01

osv.

For så vidt angår straffen, hvor der i

førstegangstilfælde

foreligger flere forhold til samtidig bedømmelse,

forudsættes det, at den praksis, der i dag har udviklet sig på området,

fortsat

vil blive fulgt.

I de tilfælde, hvor der foreligger to forhold af

spirituskørsel til samtidig bedømmelse, og hvor begge forhold isoleret

betragtet vil medføre bødestraf, vil der således skulle fastsættes en

frihedsstraf.

Er der tale om flere forhold af spirituskørsel til samtidig

pådømmelse, jf. § 117, stk. 2, nr. 2, og udløser et eller flere af

forholdene isoleret set en frihedsstraf, mens en anden isoleret set vil

medføre

en bøde, vil der skulle idømmes en skærpet frihedsstraf.

Medfører to spirituskørsler til samtidig bedømmelse

isoleret betragtet en frihedsstraf, vil straffene i nogle tilfælde skulle

lægges sammen. Det må fremover afgøres efter en konkret vurdering, om der

skal

ske sammenlægning af straffene.

I tilfælde, hvor der ud over spirituskørsel tillige

foreligger en eller flere andre overtrædelser af færdselsloven, finder

bestemmelsen i færdselslovens §

118

a, stk. 4, fortsat anvendelse. Udgangspunktet vil

således fortsat være, at hvis nogen ved én eller flere handlinger har begået

flere overtrædelser af færdselsloven eller forskrifter udstedt i medfør

heraf,

og medfører én af overtrædelserne idømmelse af frihedsstraf, mens en anden

medfører idømmelse af bøde, idømmer retten en bøde ved siden af

frihedsstraffen.

Det samme gælder, hvis nogen ved én eller flere handlinger har overtrådt

færdselsloven eller forskrifter udstedt i medfør heraf og én eller flere

andre

love, og overtrædelsen af denne lov eller forskrifter udstedt i medfør heraf

medfører bødestraf, og overtrædelsen af den eller de andre love medfører

frihedsstraf.

Der henvises nærmere til betænkningens 115-130.

Med den foreslåede

§ 117, stk. 2, nr. 3-5,

fastsættes den tidsmæssige udstrækning

af gentagelsesvirkningens af en tidligere afgørelse for spirituskørsel for så

vidt angår straffen, således at perioden bliver den samme som

gentagelsesvirkningsperioden for afgørelser om frakendelse af førerretten,

jf.

lovforslagets § 1, nr. 18, om færdselslovens § 126, stk. 1,

nr.

5-7. Herved opnås den væsentlige forenkling, at gentagelsesvirkningen af en

afgørelse om spirituskørsel ophører samtidig i alle relationer - dvs. med

hensyn til såvel de forskellige strafformer som frakendelsessanktionen.

Efter forslaget skal en tidligere dom for kørsel i

frakendelsestiden ikke have gentagelsesvirkning i forbindelse med pådømmelsen

af en senere spirituskørsel.

Efter den foreslåede § 117, stk. 2, nr. 3-5, er

straffen fængsel indtil 1 år og 6 måneder for spirituskørsel i

gentagelsestilfælde.

Med henblik på at øge den præventive effekt af sanktionerne for

spirituskørsel

forudsættes det, at udmålingspraksis forenkles og skærpes.

Det foreslås, at tidligere afgørelser om spirituskørsel

alene skal have betydning for, om der foreligger et gentagelsestilfælde og i

givet fald for, hvilken gang, samt om der skal idømmes en betinget eller

ubetinget frihedsstraf. Promillens størrelse ved tidligere kørsler skal

derimod

ikke have betydning for udmålingen af straffen for den kørsel, der nu er til

pådømmelse,

således som det ofte er tilfældet efter den nuværende praksis. Det vil

således

i gentagelsestilfælde ikke være nødvendigt at undersøge promillens størrelse

ved tidligere kørsler for at kunne fastsætte straffen for den aktuelle

kørsel.

Endvidere forudsættes det, at den gældende udmålingspraksis

for spirituskørsel ændres, således at der ikke er særlige strafpositioner for

spirituskørsel under skærpende omstændigheder.

Det forudsættes, at strafpositionerne inden for de enkelte

gentagelsestilfældet begrænses til to. I alle gentagelsestilfælde vil

straffen

være afhængig af, om der i gentagelsestilfælde blev kørt med en promille i

intervallet

mellem 0,51-2,00 eller om promillen har været 2,01 eller derover. Ved begge

strafpositioner øges frihedsstraffen med

10 dages fængsel pr.

gentagelsestilfælde

, uanset promillens størrelse ved de tidligere kørsler.

I andengangstilfælde vil straffen for kørsel med en

promille i intervallet 0,51-2,00 efter forslaget være 10 dages fængsel. En

tredjegangskørsel, hvor promillen har været i intervallet 0,51-2,00 udløser

en

frihedsstraf på 20 dage. Et fjerdegangstilfælde i dette interval 30 dages

fængsel osv.

Ved en andengangskørsel med en promille på 2,01 eller

derover forudsættes straffen fastsat til 30 dages fængsel. Også ved senere

kørsler med en promille på 2,01 eller derover stiger straffen med 10 dages

fængsel pr. gentagelsestilfælde, uanset størrelsen af promillen ved de

tidligere kørsler. En tredjegangskørsel, hvor promillen har været på 2,01

eller

derover, udløser således 40 dages fængsel, en fjerdegangskørsel 50 dage osv.

De foreslåede strafpositioner for spirituskørsel (kørsel

med en promille mellem 0,51-2,00 og kørsel med en promille over 2,00) finder

anvendelse i gentagelsestilfælde uanset promillens størrelse i de tidligere

kørsler.

Det vil f.eks. medføre, at hvis en person ved en tredjegangskørsel har en

promille over 2,00, forudsættes straffen fastsat til 40 dages ubetinget

fængsel. Hvis den samme person ved en fjerdegangskørsel har en promille på

mellem 0,51-2,00, forudsættes straffen fastsat til 30 dages ubetinget

fængsel. Endvidere

vil det medføre, at straffen for en andengangskørsel med en promille mellem

0,51-2,00 forudsættes fastsat til 10 dages fængsel (betinget eller ubetinget

afhængig af, om førstegangskørslen var med en promille på mellem 0,51-2,00

eller over 2,00), mens en senere tredjegangskørsel med en promille på over

2,00, forudsættes fastsat til 40 dages ubetinget fængsel.

Frihedsstraffen for spirituskørsel i andengangstilfælde

skal efter udvalgets forslag gøres betinget med vilkår om

alkoholistbehandling

eller samfundstjeneste (og en tillægsbøde), hvis en sådan sanktion ikke blev

idømt i førstegangstilfældet. For så vidt angår tillægsbødens størrelse

henvises til lovforslagets § 1, nr. 12, nedenfor, om § 117 b,

stk. 2.

Er den pågældende idømt en betinget frihedsstraf i

førstegangstilfældet af spirituskørsel, forudsættes det, at frihedsstraffen i

andengangstilfældet gøres ubetinget. Det er således en konsekvens af

gentagelsesvirkningen

af en betinget dom for spirituskørsel, at der ikke kan idømmes en sådan

sanktion på ny for spirituskørsel.

I tredjegangstilfælde og senere tilfælde af spirituskørsel

forudsættes det, at sanktionen som udgangspunkt skal være en ubetinget

frihedsstraf.

Der henvises nærmere til

bilag 3,

hvor der i skematisk form er angivet det strafniveau, som

efter forslaget almindeligvis vil skulle anvendes i sager om spirituskørsel.

Det forudsættes, at den tidligere praksis for, hvornår der

foreligger sådanne omstændigheder, at retningslinjerne fraviges i

formildende

retning,

opretholdes. Muligheden for bødestraf er således forbeholdt disse

tilfælde. Der henvises til pkt. 4.2.3.

Den foreslåede

§ 117, stk. 2, nr. 6,

svarer til den tidligere bestemmelse i § 117, stk. 4. Det

forudsættes,

at straffastsættelsen tilpasses den ændring af strafudmålingspraksis, der

tilsigtes for spirituskørsel, jf. ovenfor om § 117, stk. 2, nr.

3-5.

Nedenfor er i skematisk form gengivet det strafniveau, som

efter forslaget almindeligvis vil skulle anvendes ved spirituskørsel, der er

foregået ved uberettiget brug af et brugsstjålet køretøj. Skemaet omfatter

kun

straffen for spirituskørsel. Hertil kommer straffen for brugstyveri, jf.

straffelovens § 293 a:

Spirituskørsel i

brugsstjålet køretøj

1. gang

2. gang

3. gang

4. gang

5. gang

6. gang

Promille på

0,51-2,00

10 dages fængsel

20 dages fængsel

30 dages fængsel

40 dages fængsel

50 dages fængsel

60 dages fængsel

Promille på over

2,00

30 dages fængsel

40 dages fængsel

50 dages fængsel

60 dages fængsel

70 dages fængsel

80 dages fængsel

Med den foreslåede

§ 117,

stk. 2, nr. 7,

videreføres den gældende regel i færdselslovens

§ 117, stk. 2, nr. 3. Det forudsættes, at bestemmelsen kan

anvendes,

hvis absolut kumulation af bødestraffene ville føre til en bøde på mere end 2

måneders nettoløn.

Der henvises til pkt. 4.3. i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 12 (§§ 117

a-117 d)

Til §

117

a

I

§

117

a, stk. 1

, foreslås den tidligere regel

i § 117, stk. 6, videreført. Der foreslås ingen ændringer for så

vidt

angår straffastsættelsen for kørsel i frakendelsestiden i

førstegangstilfælde.

Bøder for kørsel i frakendelsestiden forudsættes således fortsat udmålt, så

de

svarer til en måneds nettoløn.

Efter

§

117

a, stk. 2, nr. 1,

kan straffen for

kørsel i frakendelsestiden ved flere tilfælde af kørsel i frakendelsestiden

stige til fængsel i indtil 1 år og 6 måneder. Efter færdselslovens §

118 a, stk. 3, sker der

absolut kumulation af bøder for overtrædelser af færdselsloven. Det

forudsættes, at der ikke fastsættes kumulerede bøder, der overstiger det

dobbelte af en måneds nettoløn. I de tilfælde, hvor en kumuleret bøde derfor

ikke kan udmåles, forudsættes det, at der i stedet fastsættes en

frihedsstraf,

som udgangspunkt betinget, med en tillægsbøde på en måneds nettoløn.

Frihedsstraf foreslås fastsat til 20 dages fængsel, hvis der foreligger 3

førstegangskørsler i frakendelsestiden til samlet pådømmelse, 30 dages

fængsel,

hvis der foreligger 4 kørsler i frakendelsestiden osv.

Det forudsættes, at straffen for kørsel i frakendelsestiden

i gentagelsestilfælde kommer til at svare til straffen for spirituskørsel med

en promille i intervallet 0,51-2,00. Dette indebærer f.eks., at der skal

idømmes ubetinget frihedsstraf i tredjegangstilfælde eller senere tilfælde af

kørsel i frakendelsestiden. En dom for kørsel i frakendelsestiden forudsættes

at have gentagelsesvirkning i 10 år fra endelig dom, jf. pkt. 8.2. og 8.3. i

de

almindelige bemærkninger.

I overensstemmelse hermed forudsættes straffen i

andengangstilfælde fastsat til fængsel i 10 dage. Frihedsstraffen forudsættes

gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste - eller som noget nyt -

alkoholistbehandling i de tilfælde, hvor det skønnes, at et sådant vilkår vil

være formålstjenligt. I tillæg til en betinget frihedsstraf fastsættes en

tillægsbøde. Der henvises til pkt. 8.2. og 8.3. i de almindelige

bemærkninger.

Har den pågældende ikke behov for alkoholistbehandling,

eller er vedkommende uegnet til at udføre samfundstjeneste, idømmes en

betinget

dom (med tillægsbøde) uden andet vilkår, end at den pågældende skal holde sig

kriminalitetsfri i prøvetiden. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til

lovforslagets § 1, nr. 11, ovenfor.

I tredjegangstilfælde og senere tilfælde forudsættes den

gældende udmålingspraksis opretholdt. I overensstemmelse med forslaget om en

ændret udmålingspraksis for straffen for spirituskørsel, forudsættes det

imidlertid,

at der som udgangspunkt ikke skal idømmes en ny betinget dom med vilkår om

samfundstjeneste

eller alkoholistbehandling, hvis den pågældende tidligere er dømt for kørsel

i

frakendelsestiden, og vedkommende i gentagelsesvirkningsperioden på ny gør

sig

skyldig i kørsel i frakendelsestiden. I tredjegangstilfælde af kørsel i

frakendelsestiden vil hovedreglen således være, at straffen fastsættes til

ubetinget

fængsel i 20 dage.

Som nævnt ovenfor i bemærkningerne til lovforslagets

§ 1, nr. 11, forudsættes det, at domme for henholdsvis kørsel i

frakendelsestiden og domme for spirituskørsel ikke skal have

gentagelsesvirkning indbyrdes. Der er således intet til hinder for, at en

person, der tidligere har modtaget en betinget dom for spirituskørsel,

idømmes

en betinget dom for kørsel i frakendelsestiden. Dette vil kunne medføre, at

en

person har flere samtidige betingede domme med forskellige vilkår. Denne

situation er ikke forskellig fra andre tilfælde, hvor en person er idømt

flere

betingede domme på grund af kriminalitet, der ikke er ligeartet.

Der henvises til

bilag

4,

hvor der i skematisk form gengivet er det strafniveau, som almindeligvis

vil skulle anvendes ved kørsel i frakendelsestiden.

Der henvises til pkt. 5.2. og 5.3. i de almindelige

bemærkninger.

Til § 117 b

Med den foreslåede § 117 b indsættes en ny bestemmelse

om udmålingen af bøder og tillægsbøder for spirituskørsel og kørsel i

frakendelsestiden.

Efter

§ 117 b, stk. 1,

skal bøder fastsat efter § 117, stk. 1, (spirituskørsel

med en alkoholpromille i intervallet 0,51-2,00), udmåles under hensyntagen

til

den dømtes indtægtsforhold på gerningstidspunktet og alkoholpromille i blodet

under eller efter kørslen. Bøden forudsættes udmålt som den pågældendes

månedlige nettoløn ganget med alkoholpromillens størrelse ved den kørsel, der

er til pådømmelse. Bøden forudsættes fastsat til det halve af en måneds

nettoløn, hvis der domfældes for spirituskørsel efter færdselslovens

§ 53,

stk. 2, hvor der ikke foreligger oplysninger om promillens størrelse,

jf.

pkt. 5.2. i de almindelige bemærkninger.

I

§ 117 b, stk. 2,

foreslås, at

tillægsbøder idømt i forbindelse med betinget frihedsstraf idømt efter

§ 117, stk. 2 (spirituskørsel med en alkoholpromille over 2,00),

samt

bøder og tillægsbøder idømt efter §

117

a

(kørsel i frakendelsestiden) udmåles under hensyntagen

til den pågældendes indtægtsforhold på gerningstidspunktet. Det forudsættes,

at

bøden svarer til en måneds nettoløn, jf. pkt. 4.3 i de almindelige

bemærkninger.

Efter

§ 117 b, stk. 3,

kan bestemmelsen om udmåling af bøder i stk. 1 og 2,

fraviges, når særlige grunde taler herfor. Hensigten med denne bestemmelse er

at give mulighed at opretholde den hidtidige praksis, hvorefter domstolene i

tilfælde, hvor der foreligger ganske særligt formildende omstændigheder, ikke

anvender den sædvanlige udmålingspraksis, men fastsætter en skønsmæssigt

lavere

bøde. Det vil oftest være tilfælde, hvor betingelserne i de gældende

bestemmelser

i § 125, stk. 2, 2. pkt., eller § 126, stk. 3, er

opfyldt.

Der henvises til pkt. 5.2. i de almindelige bemærkninger.

Til § 117 c

Med den foreslåede

§ 117 c

videreføres den gældende regel i

færdselslovens § 117, stk. 3, 2. og 3. pkt. Samtidig forudsættes

det,

at udmålingsniveauet skærpes således, at bødestørrelsen på 1.000 kr. for

førstegangstilfælde

af spirituskørsel med ikke registreringspligtig knallert efter den gældende

praksis forhøjes til 2.000 kr.

Endvidere tilsigtes det, at bøden i andengangstilfælde

forhøjes til 4.000 kr., og at straffen for tredjegangstilfælde og derover

fortsat skal være frihedsstraf, men således at straffen kan gøres betinget

med

vilkår om samfundstjeneste eller alkoholistbehandling og en tillægsbøde efter

samme retningslinjer som ved spirituskørsel med motordrevet køretøj, hvortil

der kræves kørekort. Tillægsbøden forudsættes dog i disse tilfælde fastsat

til

4.000 kr., svarende til bøde i andengangstilfælde.

Frihedsstraffen forudsættes fastsat til fængsel i 10 dage,

og straffen skal skærpes for hver gang, den pågældende kører spirituskørsel

på

ikke registreringspligtig knallert.

Der henvises til pkt. 5.2. og 5.3. i de almindelige

bemærkninger.

Til § 117 d

Bestemmelsen er en konsekvens af forslaget om, at

§ 117 alene skal omfatte straffastsættelsen ved spirituskørsel.

Bestemmelsen svarer i øvrigt til den gældende færdselslovs § 117,

stk. 5.

Til nr. 13 og 14

(§ 118, stk. 6, og § 119, stk. 2, nr. 3)

Bestemmelserne er en konsekvens af forslagets § 1, nr.

18 (§ 125, stk. 2 og 3) vedrørende klippekortsystemet. Der sker

samtidig en ophævelse heraf i lov nr. 267 af 21. april 2004, jf. nedenfor

under

bemærkningerne til § 2, nr. 1 og 2.

Til nr. 15 og 16

(§ 119, stk. 3, nr. 2 og 3)

De foreslåede ændringer er en konsekvens af den foreslåede

ændring i § 1, nr. 11 (§ 117).

Til nr. 17 (§

119 a, stk. 1)

Bestemmelsen er en konsekvens af forslagets § 1, nr.

18 (§ 125, stk. 2 og 3) vedrørende klippekortsystemet. Der sker

samtidig en ophævelse heraf i lov nr. 267 af 21. april 2004, jf. nedenfor

under

bemærkningerne til § 2, nr. 1 og 2.

Til nr. 18

(§§ 125-129)

I lovforslagets § 1, nr. 18 (§§ 125-129) foreslås

det, at bestemmelser om frakendelse af retten til at føre motordrevet

køretøj,

hvortil der kræves kørekort, ændres med henblik på at tilvejebringe en mere

systematisk

udformning af reglerne herom. Efter forslaget omfatter færdselslovens

§ 125

forhold som medfører betinget frakendelse, herunder efter klippekortsystemet,

samt de regler om konsekvensen af en betinget frakendelse, der i dag er

indeholdt

i § 128 og § 129. § 126 omhandler de forhold, der udløser

ubetinget frakendelse. § 127 vedrører kørselsforbud. § 128

omhandler

frakendelsestidens længde, mens § 129 omhandler kumulation af

frakendelsestiden.

Til § 125

Med

§ 125,

stk. 1,

samles de tilfælde, hvor førerretten skal frakendes betinget.

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i færdselslovens § 126,

stk. 1.

For så vidt angår bestemmelserne i

§ 125, stk. 1, nr. 1-4 og 6,

tilsigtes der ingen

ændringer i bestemmelsernes hidtidige anvendelsesområde eller

udmålingsniveauet

efter bestemmelsen.

Efter

§ 125,

stk. 1, nr. 5,

vil spirituskørsel med en promille i intervallet

0,51-1,20 skulle udløse en betinget frakendelse af førerretten. Efter den

gældende bestemmelse i færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 6, kan

alene

spirituskørsel med en promille i intervallet 0,81-1,20 medføre frakendelse af

førerretten. Efter ændringen af bestemmelsen i færdselsloven § 125,

stk. 1, nr. 5, vil også promillekørsel i intervallet 0,51-0,80 medføre

en

betinget frakendelse af førerretten.

Forslaget indebærer, at området for kørselsforbud ligeledes

udvides til at omfatte kørsel med en promille i intervallet 0,51-0,80 inden

for

de første 3 år efter førstegangserhvervelse af førerretten. Endvidere har

forslaget

den konsekvens, at en tidligere afgørelse om spirituskørsel med en promille i

intervallet 0,51-0,80 vil kunne have gentagelsesvirkning i forbindelse med en

senere afgørelse om frakendelse af førerretten, hvilket ikke er tilfældet

efter

de gældende regler.

§ 125, stk. 2

og 3,

svarer indholdsmæssigt til de bestemmelser i lov nr. 267 af 21. april

2004, jf. § 1, nr. 16 (klippekortsystemet), der ophæves ved denne lovs

§ 2, nr. 1. Med de forslåede ændringer indføres et klippekortsystem for

førerretsindehavere.

Der henvises nærmere til forarbejderne til lov nr. 267 af

21. april 2004.

§ 125,

stk. 4,

svarer indholdsmæssigt til den gældende bestemmelse i

færdselslovens § 128. Med henblik på at forenkle det gældende

sanktionssystem foreslås bestemmelsen ændret således, at det ikke længere er

muligt at fastsætte en prøvetid for et længere tidsrum end 3 år fra den

betingede frakendelse.

Med

§ 125,

stk. 5,

videreføres den gældende bestemmelse i færdselslovens

§ 129 om fastsættelse af fælles frakendelse, når den dømte i prøvetiden

begår

nyt forhold, der medfører frakendelse af førerretten.

Der henvises til pkt. 6.2. og 6.3. i de almindelige

bemærkninger.

Til § 126

Med

§ 126

samles de tilfælde, hvor førerretten skal frakendes ubetinget.

Forslaget til

§ 126,

stk. 1, nr. 1,

svarer indholdsmæssigt til den gældende bestemmelse i

færdselslovens § 125, stk. 1. Ændringen af bestemmelsen er en

konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 1, om en ændret terminologi i

færdselslovens § 53, hvorefter der ikke længere sondres mellem

promillekørsel og spirituskørsel.

§ 126,

stk. 1, nr. 2,

er en videreførelse af færdselslovens §

125 a, stk. 1, ligesom

§ 126, stk. 1, nr. 3-7, svarer til den gældende bestemmelse i

færdselslovens § 126, stk. 2.

Med forslaget til

§ 126,

stk. 1, nr. 4,

foretages en teknisk begrundet ændring, som skyldes, at

bestemmelserne om betinget frakendelse efter forslaget fremgår af § 125,

stk. 1, nr. 1-5. Forslaget til § 126, stk. 2, svarer til

bestemmelserne i færdselsloven § 125, stk. 2, §

125 a, stk. 2, og

§ 126, stk. 3. Der tilsigtes ingen ændringer i det hidtidige

anvendelsesområde eller udmålingsniveau efter bestemmelserne.

Der henvises til pkt. 6.2. og 6.3. i de almindelige

bemærkninger.

Til § 127

Med

§ 127

videreføres den gældende bestemmelse i færdselslovens § 126,

stk. 4.

På baggrund af de foreslåede ændringer af færdselslovens § 125 og

§ 126 foretages der teknisk begrundede ændringer i bestemmelsen. Der

tilsigtes ingen ændringer i det hidtidige anvendelsesområde eller

udmålingsniveau efter bestemmelsen.

Med forslaget om en udvidelse af området for betinget

frakendelse af førerretten for spirituskørsel til også at omfatte

spirituskørsel med en promille i intervallet 0,51-0,80, jf. forslaget til

§ 125, stk. 1, nr. 5, udvides området for kørselsforbud dog til

også

at omfatte kørsel med en promille i dette interval inden for de første 3 år

efter førstegangserhvervelse af førerretten.

Der henvises til pkt. 6.2. og 6.3. i de almindelige

bemærkninger.

Til § 128

Med

§ 128

videreføres den gældende bestemmelse i færdselslovens § 127,

stk. 1, 1.

pkt. Dog foreslås det, at frakendelsestiden for spirituskørsel som

altovervejende hovedregel ikke skal overstige 10 år.

Er en person tidligere ubetinget frakendt førerretten for

spirituskørsel, og kører vedkommende på ny spirituskørsel inden

frakendelsestidens

udløb, skal den resterende frakendelsesperiode lægges til den

frakendelsestid,

som den nye spirituskørsel udløser, men den samlede frakendelsestid skal

efter

forslaget som altovervejende hovedregel højst kunne blive 10 år fra den

seneste

dom.

Med

§ 128,

stk. 2,

foreslås det, at frakendelsestiden for førstegangs

spirituskørsel med en promille på over 1,20 i alle tilfælde skal være mindst

3

år.

Som det fremgår ovenfor af bemærkningerne til § 126,

stk. 1, nr. 5, vil en førstegangs spirituskørsel med en promille i

intervallet 0,51-1,20 skulle udløse en betinget frakendelse af førerretten.

Det forudsættes, at der alene skal opereres med to

positioner for frakendelsesperioderne inden for de enkelte

gentagelsestilfælde

af spirituskørsel. I alle gentagelsestilfælde vil frakendelsestidens længde

være afhængig af, om der i gentagelsestilfælde er kørt med en promille i

intervallet mellem 0,51-1,20 eller om promillen har været 1,21 eller derover.

Der henvises til

bilag

5,

hvor der i skematisk form er angivet det niveau for fastsættelse af

frakendelsestidens længde, som efter forslaget vil skulle anvendes ved

spirituskørsel i normaltilfælde.

Det tilsigtes ikke med forslaget at ændre den gældende

praksis med hensyn til at fravige udgangspunktet for fastsættelsen af

frakendelsestiden

i tilfælde af formildende omstændigheder. I sådanne tilfælde kan der fortsat

ske betinget frakendelse i stedet for ubetinget frakendelse af førerretten.

Efter forslaget skal der alene kunne blive tale om

frakendelse for bestandig, hvis der foreligger ekstraordinært kvalificeret

grov

kørsel med alvorlig personskade til følge, og hvis den pågældende efter

gældende praksis ville være blevet frakendt førerretten for bestandigt, jf.

§ 128, stk. 3.

Der henvises til pkt. 6.2. og 6.3. i de almindelige

bemærkninger.

Til nr. 19 (§ 131,

stk. 1)

Den foreslåede ændring af

§ 131, stk. 1,

indebærer, at anke af en dom, hvorved en

person over 18 år, der ikke har erhvervet førerret, ubetinget er frakendt

retten til at erhverve denne ret, ikke har opsættende virkning for dommens

bestemmelse om frakendelse, medmindre andet bestemmes af byretten ved

kendelse.

Der henvises til pkt. 10.2. og 10.3. i de almindelige

bemærkninger.

Til nr. 20 og 21

(§ 132, stk. 2 og 3)

Den gældende bestemmelse i

§ 132, stk. 2,

giver mulighed for generhvervelse af

førerretten inden frakendelsestidens udløb under lempeligere betingelser, i

tilfælde hvor førerretten er frakendt som følge af spiritus- eller

promillekørsel, hvis den pågældende i mindst 1 år forud for sagens

indbringelse

for retten har overholdt en kontrolleret behandling mod misbrug af alkohol.

Med lovforslagets § 1, nr. 20, foreslås det at

afskaffe muligheden for i disse tilfælde at generhverve førerretten før

frakendelsestidens udløb under lempeligere betingelser.

Der henvises til pkt. 8.2. og 8.3. i de almindelige

bemærkninger.

Til nr. 22 (§

133 a

)

Efter den gældende bestemmelse i

§

133 a, stk. 1,

kan der i tilfælde af særlig grove eller gentagne

overtrædelser af færdselsloven ske konfiskation af det ved overtrædelsen

anvendte

motorkøretøj, hvis det må anses for påkrævet for at forebygge yderligere

overtrædelser af færdselsloven, og hvis konfiskationen ikke er urimelig.

Med lovforslagets § 1, nr. 22, foreslås bestemmelsens

anvendelsesområde udvidet. Det vil efter forslaget til

§

133 a, stk. 1

, ikke længere være en betingelse for konfiskation, at

der har været tale om særlig grove (eller gentagne)

færdselslovsovertrædelser.

Bestemmelsen om, at konfiskationen ikke må være urimelig, foreslås endvidere

ophævet som overflødig. Endelig udvides bestemmelsen til at omfatte alle

motordrevne køretøjer, hvortil der kræves kørekort.

Herudover indføres med forslaget til

§

133 a, stk. 2,

en ny bestemmelse om obligatorisk konfiskation ved

gentagen spirituskørsel. Det foreslås, at de gældende regler om konfiskation

suppleres med en enkel og klar regel om konfiskation, der som udgangspunkt

skal

være obligatorisk i tilfælde af, at en fører inden for kort tid gør sig

skyldig

i gentagne tilfælde af spirituskørsel af en vis grovhed.

Forslaget indebærer, at der som udgangspunkt skal ske

konfiskation af en førers motordrevne køretøj, hvortil der kræves kørekort,

når

den pågældende tredje gang inden for en periode på 3 år gør sig skyldig i

spirituskørsel med en promille på over 1,20. Det er en betingelse, at alle

tre

spirituskørsler har været med en promille over 1,20, og i sig selv (betragtet

som førstegangstilfælde) vil medføre ubetinget frakendelse af førerretten.

Konfiskation af køretøjet skal ske, hvis tre forhold af

denne karakter er begået inden for en periode af 3 år. For så vidt angår

beregningen af femårsperioden er det afgørende således gerningstidspunkterne

og

ikke, om der foreligger mellemliggende afgørelser eller tidspunkterne for

disse.

Selv om betingelserne for obligatorisk konfiskation ikke er

opfyldt, vil konfiskation kunne ske efter en konkret vurdering efter den

foreslåede bestemmelse i §

133 a,

stk. 1.

Bestemmelsen omfatter såvel tilfælde, hvor føreren af det

motordrevne køretøj samtidig er ejer af køretøjet, som er anvendt ved den

tredje

kørsel samt tilfælde, hvor den tredje kørsel er foretaget i 3. mands køretøj.

I

de situationer, hvor den aktuelle tredje kørsel er foretaget i 3. mands

køretøj, vil der således skulle ske konfiskation af den pågældendes eget

køretøj, såfremt den pågældende er ejer af et sådant. Om der kan ske

konfiskation

af det lånte eller lejede køretøj, må vurderes efter bestemmelsen i

straffelovens

§

77 a.

Efter

§

133 a, stk. 3,

skal det undtagelsesvis

være muligt at fravige bestemmelsen om obligatorisk konfiskation, når særlige

grunde måtte tale derfor. Dette vil navnlig kunne være tilfældet i

situationer,

hvor eksempelvis ganske særlige familiemæssige eller sociale forhold vil

bevirke, at konfiskation i det konkrete tilfælde vil have uforholdsmæssigt

indgribende betydning for den pågældende.

Der henvises til pkt. 9.1.2. og 9.1.3. i de almindelige

bemærkninger.

Til § 2, nr. 1 og

2

Ved § 1, nr. 16, i lov nr. 267 af 21. april 2004 om

ændring af færdselsloven (Klippekortsystem, skærpede sanktioner ved

hastighedsovertrædelser m.v.) blev der indført et klippekortsystem, hvorved

en

fører af et køretøj kan frakendes førerretten betinget, hvis den pågældende

inden for en periode af 3 år har gjort sig skyldig i 3 forhold, der ikke i

sig

selv medfører frakendelse af førerretten. Bestemmelserne om klippekort blev

indsat som stk. 2 og 3 i § 126.

Af § 2, nr. 1, i lov nr. 267 af 21. april 2004 fremgår

det, at justitsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af

§ 1,

nr. 1-8, 11-13, 16-19, dvs. de bestemmelser, der vedrører klippekortsystemet.

Bestemmelserne er endnu ikke trådt i kraft.

Efter lovforslagets

§ 2,

nr. 1,

foreslås de bestemmelser, der vedrører klippekortsystemet, af

lovtekniske årsager ophævet i lov nr. 267 af 21. april 2004. Baggrunden

herfor

er, at der med dette forslag foretages en ændret udformning af bestemmelserne

i

færdselslovens §§ 125-129.

De ophævede bestemmelser er genindsat alen med de

konsekvensændringer, som følger af dette lovforslag.

Med

§ 2,

stk. 2,

foreslås bemyndigelsesbestemmelsen i § 2, stk. 2 i

lov nr. 267 af 21. april 2004 endvidere ophævet.

Til § 3,

stk. 1.

Det foreslås i

§ 3,

stk. 1,

at loven træder i kraft den 1. juli 2005, jf. dog stk. 2.

Lovændringen får virkning for alle sager, der ikke er endeligt afgjort ved

lovens ikrafttrædelse, jf. straffelovens § 3, stk. 1, og § 4,

stk. 1.

Det følger af reglerne i straffelovens § 3, stk. 1,

at de foreslåede skærpelser af straffen kun finder anvendelse på forhold, der

er begået efter lovens ikrafttræden.

Sager, der er pådømt i byretten før lovens ikrafttræden, og

som pådømmes i landsretten efter lovens ikrafttræden, vil skulle endeligt

afgøres efter de nye regler, som ikke var gældende ved pådømmelsen i første

instans.

Straffen må dog ikke blive strengere end efter de tidligere regler, jf.

straffelovens § 3, stk. 1.

For så vidt angår frakendelse af førerretten følger det af

straffelovens § 4, stk. 1, at det er lovgivningen på

pådømmelsestidspunktet, der finder anvendelse ved vurderingen af dette

spørgsmål. Det betyder, at de foreslåede ændringer i frakendelsesreglerne

finder anvendelse på forhold, der ikke er endelig afgjort på tidspunktet for

lovens ikrafttræden.

Til § 3,

stk. 2.

Det foreslås, at justitsministeren ved bekendtgørelse

fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelsen af § 125, stk. 2 og 3

(vedrørende

klippekortsordningen), som affattet ved denne lovs § 1, nr. 18.

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

* (Tekst anført i

[kursiv] er de ændringer i lov nr. 267 af 21. april 2004, som vedrører

klippekortsordningen, og som

ikke

er trådt i kraft)

§ 1

I færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 712 af 2.

august 2001, som ændret ved lov nr. 217 af 22. april 2002, § 3 i lov nr.

380 af 6. juni 2002, § 1 i lov nr. 1049 af 17. december 2002, lov nr.

432 af 10. juni 2003, lov nr. 267 af 21. april 2004 og § 16 i lov nr.

473 af 9. juni 2004 foretages følgende ændringer:

1.

§ 53

affattes således:

§ 53.

For spirituskørsel straffes den, som fører eller forsøger at føre et

motordrevet

køretøj efter at have indtaget spiritus i et sådant omfang, at

alkoholkoncentrationen

i blodet under eller efter kørslen overstiger 1,20 promille eller tilsvarende

alkoholkoncentration i udåndingsluften.

»§ 53.

For spirituskørsel straffes den, som fører eller forsøger at føre et

motordrevet

køretøj efter at have indtaget spiritus i et sådant omfang, at

alkoholkoncentrationen

i blodet under eller efter kørslen overstiger 0,50 promille.

Stk. 2.

For

spirituskørsel straffes endvidere den, som i øvrigt fører eller forsøger at

føre et motordrevet køretøj efter at have indtaget spiritus i et sådant

omfang, at han ikke kan føre køretøjet på betryggende måde.

Stk. 2.

For

spirituskørsel straffes endvidere den, som fører eller forsøger at føre et

motordrevet køretøj efter at have indtaget spiritus i et sådant omfang, at

den pågældende ikke kan føre køretøjet på betryggende måde.«

Stk. 3.

For

promillekørsel straffes den, som uden at være skyldig i spirituskørsel fører

eller forsøger at føre et motordrevet køretøj efter at have indtaget spiritus

i et sådant omfang, at alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter

kørslen overstiger 0,50 promille.

Stk. 4.

Justitsministeren fastsætter bestemmelser om, hvilke alkoholkoncentrationer i

udåndingsluften der svarer til alkoholkoncentrationen i blodet.

§ 55.

(Udelades)

2.

§ 55, stk. 3

, ophæves.

Stk. 2.

(Udelades)

Stk. 3.

Justitsministeren fastsætter bestemmelser om anvendelse af udstyr til måling

af udåndingsluften.

Stk. 4.

Justitsministeren fastsætter bestemmelser om de i stk. 1 og 2 nævnte

prøver og undersøgelser.

Stk. 4 bliver herefter stk. 3.

§ 60.

(udelades)

Stk. 2.

Har

førerretten været frakendt ubetinget, kan retten efter frakendelsestidens

udløb kun generhverves, såfremt en kontrollerende køreprøve bestås. Har

førerretten været frakendt ubetinget som følge af spiritus- eller

promillekørsel,

kan retten kun generhverves, såfremt ansøgeren forinden har gennemført kursus

i alkohol og trafik (A/T-kursus) og har bestået en kontrollerende køreprøve.

Køreprøven kan aflægges før frakendelsestidens udløb. Den praktiske prøve kan

dog tidligst aflægges 1 måned før frakendelsestidens udløb. Har domfældte

bestået en køreprøve efter det forhold, der gav anledning til tiltalen, skal

kontrollerende prøve ikke aflægges, såfremt prøven er bestået inden for det

sidste år før frakendelsestidens udløb og inden for det sidste år før

ansøgningen om generhvervelse af kørekort. Beståelse af en køreprøve fritager

ikke for gennemførelse af A/T-kursus.

Stk. 3-5.

(Udelades)

3.

I

§ 60, stk. 2, 2. pkt., og i

§

119 a, stk. 1

, ændres »spiritus- eller

promillekørsel« til: »spirituskørsel«.

§

119 a.

Såfremt en sag om spiritus- eller

promillekørsel, om indgreb m.v. i en hastighedsbegrænsnings funktion efter §

125 a, om overskridelse af de

tilladte hastighedsbestemmelser efter § 126, stk. 1, nr. 2 og 3, om

overtrædelse af reglerne om største tilladte totalvægt efter § 126,

stk. 1, nr. 4, eller om overtrædelse af bestemmelserne i § 126,

stk. 2 eller 3, ikke skønnes at ville medføre højere straf end bøde, kan

anklagemyndigheden i stedet for at indlevere anklageskrift til retten

tilkendegive

sigtede, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, såfremt han erkender

sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere

angivet frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i

tilkendegivelsen

angivet bøde samt vedtager kørselsforbud, betinget eller ubetinget

frakendelse

af førerretten i et i tilkendegivelsen nærmere angivet tidsrum.

Stk. 2-4.

(Udelades).

§ 60.

Politiet kan inddrage førerretten, hvis den pågældende ikke længere opfylder

betingelserne for at få kørekort. Såfremt en person nægter at medvirke til de

undersøgelser eller prøver, der er nødvendige til afgørelse heraf, kan

politiet

straks inddrage førerretten. Spørgsmålet, om den pågældende er afhængig af

brug af euforiserende eller andre bevidsthedspåvirkende stoffer eller ikke er

ædruelig, kan forlanges indbragt for domstolene. Indbringelsen sker efter

reglerne i straffelovens § 78, stk. 3.

4.

§ 60, stk. 3,

affattes

således:

Stk. 2.

Har

førerretten været frakendt ubetinget, kan retten efter frakendelsestidens

udløb kun generhverves, såfremt en kontrollerende køreprøve bestås. Har

førerretten været frakendt ubetinget som følge af spiritus- eller

promillekørsel,

kan retten kun generhverves, såfremt ansøgeren forinden har gennemført kursus

i alkohol og trafik (A/T-kursus) og har bestået en kontrollerende køreprøve.

Køreprøven kan aflægges før frakendelsestidens udløb. Den praktiske prøve kan

dog tidligst aflægges 1 måned før frakendelsestidens udløb. Har domfældte

bestået en køreprøve efter det forhold, der gav anledning til tiltalen, skal

kontrollerende prøve ikke aflægges, såfremt prøven er bestået inden for det

sidste år før frakendelsestidens udløb og inden for det sidste år før

ansøgningen om generhvervelse af kørekort. Beståelse af en køreprøve fritager

ikke for gennemførelse af A/T-kursus.

Stk. 3.

Er

førerretten blevet frakendt betinget, skal føreren inden for en frist, der

fastsættes af politiet, aflægge en kontrollerende køreprøve. Førerretten

inddrages, såfremt prøven ikke bestås, eller vedkommende undlader at medvirke

til den. Kontrollerende køreprøve skal dog ikke aflægges, såfremt domfældte

har bestået en køreprøve efter det forhold der gav anledning til

frakendelsen.

»Stk. 3. Er

førerretten blevet frakendt betinget, skal føreren inden for en frist, der

fastsættes af politiet, aflægge en kontrollerende køreprøve. Er førerretten

frakendt betinget som følge af spirituskørsel, skal føreren forinden have

gennemført

et kursus i alkohol og trafik (A/T-kursus). Førerretten inddrages, hvis den

kontrollerende køreprøve ikke bestås, eller vedkommende undlader at medvirke

til den. Kontrollerende køreprøve skal dog ikke aflægges, hvis domfældte har

bestået en køreprøve efter det forhold, der gav anledning til frakendelsen.

Beståelse af en køreprøve fritager ikke for gennemførelse af A/T-kursus.«

Stk. 4.

Trafikministeren fastsætter bestemmelser om indholdet og gennemførelsen af

A/T-kurserne samt om kontrollerende køreprøve og om inddragelse af

førerretten i medfør af stk. 3.

Stk. 5.

Den, der

midlertidigt eller endeligt har mistet førerretten, skal aflevere sit

kørekort til politiet.

§

60 a.

Er kørselsforbud pålagt i medfør af

§ 126, stk. 4 [

126,

stk. 6

], for forhold omfattet af § 126, stk. 1, nr. 1-3

eller 6, [

eller stk. 3

], kan

førerretten kun gengives, hvis føreren forinden har gennemført fornyet særlig

køreundervisning og har bestået en kontrollerende køreprøve.

5.

I §

60 a, stk. 1

, ændres »§ 126,

stk. 4,« til: § 127» og « 126, stk. 1, nr. 1-3 eller 6,» til:

§ 125, stk. 1, nr. 1-3 eller 6, eller stk. 3,«.

Stk. 2.

Er

kørselsforbud pålagt i medfør af § 126, stk. 4 [

§ 126, stk. 6

], for forhold

omfattet af § 125, stk. 2, 2. pkt., eller § 126, stk. 1,

nr. 5, kan førerretten kun gengives, hvis føreren forinden har gennemført et

A/T-kursus og har bestået en kontrollerende køreprøve.

6.

I

60 a, stk. 2

, ændres »§ 126,

stk. 4,« til: »§ 127« og »§ 125, stk. 2, 2. pkt., eller

§ 126, stk. 1, nr. 5,« til: »§ 125, stk. 1, nr. 5, eller

§ 125, stk. 2,«.

Stk. 3.

For at

generhverve førerretten skal fornyet særlig køreundervisning være gennemført

og kontrollerende køreprøve bestået, hvis føreren inden for de første tre år

efter førstegangserhvervelse af førerret har begået en forseelse, for hvilken

førerretten er frakendt ubetinget

1)

i medfør af

§ 126, stk. 2, nr. 1, [

§ 126,

stk. 4, nr. 1

]

7.

I

§

60 a, stk. 3, nr. 1

, ændres

»§ 126, stk. 2, nr. 1,« til: »§ 126, stk. 1, nr. 3,«.

2)

som følge af, at føreren

har gjort sig skyldig i flere forhold, der hver for sig er omfattet af

§ 126, stk. 1, [

§ 126,

stk. 1-3

], og et af forholdene er omfattet af stk. 1, nr. 1-3,

[

eller stk. 3

], og dette

forhold er begået inden for de første tre år efter førstegangserhvervelse af

førerret, eller

8.

I

§

60 a, stk. 3, nr. 2

, ændres

»§ 126, stk. 1,« til: »§ 125, stk. 1-3,«.

9.

I

§

60 a, stk. 3, nr. 2

, indsættes efter

»stk. 1, nr. 1-3,«: »eller stk. 3«.

3)

som følge af, at

føreren har gjort sig skyldig i forhold, der er omfattet af § 126,

stk. 1, nr. 1-3, [

eller

stk. 3

], der medfører en ubetinget frakendelse af førerretten i

medfør af § 126, stk. 2, nr. 3 eller 5 [

§ 126, stk. 4, nr. 3 eller 5

].

10.

I

§

60 a, stk. 3, nr. 3

, ændres

»§ 126, stk. 1, nr. 1-3« til: »§ 125, stk. 1, nr. 1-3,

eller stk. 3,« og »§ 126, stk. 2, nr. 3 eller 5« til:

»§ 126, stk. 1, nr. 4«.

Stk. 4.

Særlig

køreundervisning eller A/T-kursus skal gennemføres, og kontrollerende

køreprøve skal aflægges, uanset om domfældte har bestået en køreprøve efter

det forhold, der gav anledning til kørselsforbuddet eller den ubetingede

frakendelse.

Stk. 5.

Den, der

har fået inddraget førerretten ved et kørselsforbud, skal aflevere sit

kørekort til politiet.

Stk. 6.

Trafikministeren fastsætter bestemmelser om indholdet og gennemførelsen af

den særlige køreundervisning og kontrollerende køreprøve i forbindelse med

gengivelse af førerretten efter stk. 1 og 2.

11.

§ 117

affattes således:

§ 117.

Spirituskørsel med motorkøretøj, registreringspligtig knallert, traktor eller

motorredskab straffes med bøde. Har alkoholkoncentrationen i blodet under

eller efter kørslen oversteget 2,00 promille eller tilsvarende

alkoholkoncentration

i udåndingsluften, er straffen fængsel indtil 1 år.

»§ 117.

Spirituskørsel med motorkøretøj, registreringspligtig knallert, traktor eller

motorredskab straffes med bøde, jf. dog stk. 2.

Stk. 2.

Straffen

efter stk. 1, 1. pkt., kan stige til fængsel indtil 1 år, hvis føreren:

Stk. 2.

Straffen

efter stk. 1 kan stige til fængsel indtil 1 år og 6 måneder, hvis

1)

tidligere er dømt

for spiritus- eller promillekørsel,

1)

alkoholkoncentrationen

i blodet under eller efter kørslen har oversteget 2,00 promille,

2)

findes skyldig i

flere tilfælde af spiritus- eller promillekørsel eller

2)

føreren findes

skyldig i flere tilfælde af spirituskørsel,

3)

findes skyldig i

forhold, der er omfattet af §

125

a

eller § 126, stk. 1, nr. 1-4.

3)

føreren tidligere

er frakendt førerretten betinget som følge af spirituskørsel, og det nye

forhold er begået inden 3 år efter, at den tidligere afgørelse blev endelig,

4)

føreren tidligere

er pålagt kørselsforbud efter § 127 som følge af spirituskørsel, og det

nye forhold er begået inden 3 år efter, at afgørelsen om kørselsforbuddet

blev endelig,

5)

føreren tidligere

er frakendt førerretten ubetinget som følge af spirituskørsel, og det nye

forhold er begået inden 5 år efter udløbet af frakendelsestiden,

6)

spirituskørslen er

foregået ved uberettiget brug af et motorkøretøj, en registreringspligtig

knallert, en traktor eller et motorredskab, jf. straffelovens § 293,

stk. 1, og §

293 a,

eller

7)

føreren findes

skyldig i forhold, der er omfattet af § 125, stk. 1, nr. 1-4, eller

§ 126, stk. 1, nr. 2.«

Stk. 3.

Promillekørsel straffes med bøde. Det samme gælder spirituskørsel med ikke

registreringspligtig knallert. Er den skyldige tidligere dømt for spiritus-

eller promillekørsel, kan straffen dog stige til fængsel indtil 1 år.

Stk. 4.

Spiritus-

og promillekørsel, der foregår ved uberettiget brug af et motorkøretøj, en

registreringspligtig knallert, en traktor eller et motorredskab, jf.

straffelovens § 293, stk. 1, og §

293 a, straffes med bøde eller

fængsel indtil 1 år.

Stk. 5.

Overtrædelse af § 9, stk. 1, § 54, stk. 1, § 56,

stk. 1, § 62, stk. 1, og §

63

a, straffes med bøde eller under skærpende

omstændigheder med fængsel indtil 1 år. Ved udmåling af bøde for overtrædelse

af § 56, stk. 1, og §

63

a

tages særligt hensyn til størrelsen af en opnået

eller tilsigtet økonomisk fordel.

Stk. 6.

Den, som

fører motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, til trods for at

retten til at være eller blive fører af sådant køretøj er frakendt den

pågældende ubetinget, straffes med bøde. I gentagelsestilfælde kan straffen

stige til fængsel indtil 1 år.

12.

Efter

§ 117 indsættes:

»§

117 a.

Den, som fører motordrevet køretøj,

hvortil der kræves kørekort, til trods for at retten til at være eller blive

fører af et sådant køretøj er frakendt den pågældende ubetinget, straffes med

bøde, jf. dog stk. 2.

Stk. 2.

Straffen

efter stk. 1 kan stige til fængsel indtil 1 år og 6 måneder, hvis

føreren

1)

findes skyldig i

flere tilfælde af kørsel i frakendelsestiden, eller

2)

tidligere er

straffet for kørsel i frakendelsestiden.

§ 117 b.

Bøder idømt efter § 117, stk. 1, udmåles under hensyntagen til den

pågældendes indtægtsforhold på gerningstidspunktet og alkoholpromillen i

blodet under eller efter kørslen.

Stk. 2.

Bøder

idømt efter §

117 a,

stk. 1, udmåles under hensyntagen til den pågældendes indtægtsforhold på

gerningstidspunktet. Det samme gælder bøder, der i medfør af straffelovens

§ 58 idømmes i forbindelse med betinget fængselsstraf fastsat efter

§ 117, stk. 2, eller §

117

a, stk. 2.

Stk. 3.

Bestemmelserne i stk. 1 og 2 kan fraviges, når særlige grunde taler

derfor.

§ 117 c.

Spirituskørsel med ikke registreringspligtig knallert straffes med bøde. Er

den pågældende tidligere dømt for spirituskørsel, kan straffen dog stige til

fængsel indtil 1 år.

§ 117 d.

Overtrædelse af § 9, stk. 1, § 54, stk. 1, § 56,

stk. 1, § 62, stk. 1, og §

63

a, straffes med bøde eller under skærpende

omstændigheder med fængsel indtil 1 år. Ved udmåling af bøde for overtrædelse

af § 56, stk. 1, og §

63

a

tages særligt hensyn til størrelsen af en opnået eller

tilsigtet økonomisk fordel.«

§ 118.

Med bøde, jf. dog stk. 6, straffes den, der:

1)

overtræder

§ 3, stk. 1 og 2, §§ 4-8, § 9, stk. 2, § 10,

§ 12, §§ 14-52, § 54, stk. 2-4, §

55 a, stk. 1, § 60,

stk. 5, §

60 a,

stk. 5, § 62, stk. 2 og 3, §§ 63-65, § 67,

§ 70, stk. 1 og 2, § 72, §§ 74-75, § 78,

stk. 3, 497) §§ 80-82, §

83

a, § 84, stk. 2, §§ 86-88,

§§ 97-99 og § 105,

2)

tilsidesætter

vilkår for en tilladelse i henhold til loven eller i henhold til forskrifter

udstedt i medfør af loven eller

3)

undlader at

efterkomme forbud eller påbud, der er meddelt i henhold til loven eller i

henhold til forskrifter udstedt i medfør af loven.

Stk. 2.

Ved

fastsættelsen af bøder for overtrædelse af § 4, stk. 1, § 5,

§ 14, stk. 1 og 2, § 15, stk. 1-4, § 16, § 17,

stk. 1, §§ 18-29, §§ 31-36, § 37, stk. 4, § 41,

§§ 44-49, § 50, stk. 2 og 3, §§ 51-52, § 54,

stk. 2-4, § 62, stk. 3, § 63, stk. 1-2, § 64,

§ 67, § 70, stk. 1 og 2, §§ 80-82, §

83 a, § 84, stk. 2, og

§§ 87-88 udmåles en skærpet bøde.

Stk. 3.

Ved

fastsættelsen af bøder for overtrædelse af §§ 42 og 43 skal der tages

hensyn til den generelle risikoforøgelse, som den pågældende

hastighedsovertrædelse

medfører. Ved hastighedsovertrædelser på motorveje med en hastighedsgrænse på

100 km

i timen

eller derover udmåles en skærpet bøde. Der udmåles ligeledes en skærpet bøde

ved hastighedsovertrædelser begået ved kørsel med

1)

biler med tilladt

totalvægt på ikke over

3.500 kg

med tilkoblet påhængsvogn, sættevogn eller registreringspligtigt

påhængsredskab, herunder campingvogn,

2)

lastbiler, hvis

tilladte totalvægt overstiger

3.500

kg,

3)

busser, hvis

tilladte totalvægt overstiger

3.500

kg,

4)

vogntog bestående

af de under nr. 2 og 3 nævnte køretøjer og registreringspligtige

påhængskøretøjer,

5)

ledbusser eller

6)

motorcykel med

tilkoblet påhængsvogn eller registreringspligtigt påhængsredskab.

Stk. 4.

Ved

fastsættelsen af bøder for overtrædelse af §§ 42 og 43, jf. stk. 3,

skal det tillige indgå som en skærpende omstændighed, hvis hastigheden har

udgjort

140 km

i timen eller derover.

Stk. 5.

Ved

fastsættelse af bøder for overtrædelse af §§ 42 og 43, jf. stk. 3,

udmåles en særlig skærpet bøde ved hastighedsovertrædelser på andre veje end

motorveje, hvis hastighedsoverskridelsen er på 30 pct. eller derover.

Stk. 6.

Straf

efter stk. 1 kan under de i § 126, stk. 2, nr. 1, [§ 126,

stk. 4, nr. 1] nævnte omstændigheder stige til fængsel indtil 1 år.

13.

I

§ 118,

stk. 6,

ændres »§ 126, stk. 2, nr. 1,« til: »§ 126,

stk. 1, nr. 3-7«.

Stk. 7.

Overtrædelse af de i § 121, stk. 1, nr. 1-8, nævnte bestemmelser og

forbud straffes dog kun, såfremt standsningen eller parkeringen har været til

fare for andre eller unødigt voldt ulempe for færdslen.

Stk. 8.

I

forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde

for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne. Der kan endvidere

fastsættes straf af fængsel indtil 4 måneder for overtrædelse af bestemmelser

i forskrifter udstedt i medfør af §

86

a. I forskrifter, der udstedes i medfør af § 68,

kan der fastsættes bestemmelser om udmåling af en skærpet bøde for

overtrædelse af regler om hastighedsbegrænsere. Tilsvarende gælder for

forskrifter, der udstedes i medfør af § 85 for overtrædelse af regler om

køretøjers største tilladte totalvægt, når overtrædelsen er sket under kørsel

med et køretøj med en tilladt totalvægt på over

3.500 kg.

Stk. 9.

For

overtrædelse af forskrifter, der er udstedt efter § 85, stk. 1, og

§

86 a, kan

der pålægges ejeren eller brugeren af køretøjet bødeansvar, selv om

overtrædelsen ikke kan tilregnes ham som forsætlig eller uagtsom. For

bødeansvaret

fastsættes ingen forvandlingsstraf.

Stk. 10.

Der kan

pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i

straffelovens 5. kapitel.

§ 119.

(Udelades)

Stk. 2.

Domsmænd

medvirker, jf. dog stk. 3, i sager,

1)

hvor der bliver

spørgsmål om højere straf end bøde,

2)

hvor der bliver

spørgsmål om ubetinget frakendelse af førerretten,

3)

hvor der bliver

spørgsmål om pålæggelse af et kørselsforbud, jf. § 126, stk. 4 [

§ 126, stk. 6

] og

14.

I

§ 119,

stk. 2, nr. 3,

ændres »126, stk. 4,« til: »§ 127,«.

4)

i sager, som i

øvrigt skønnes at være af særlig indgribende betydning for tiltalte eller af

særlig offentlig interesse.

Stk. 3.

Domsmænd medvirker ikke i sager, der

1)

behandles efter

reglerne i retsplejelovens § 922,

2)

vedrører

overtrædelse af § 117, stk. 6, eller

15.

I

§ 119, stk. 3, nr. 2

, ændres

»117, stk. 6,« til:

»117 a,«.

3)

vedrører

overtrædelse af § 53, medmindre der er spørgsmål både om højere straf

end bøde og om anvendelse af færdselslovens § 117, stk. 2, nr. 3,

og i ankesager at anken omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes

skyld.

16.

I

§ 119, stk. 3, nr. 3

, ændres

»§ 117, stk. 2, nr. 3,« til: »§ 117, stk. 2, nr. 7,«

Stk. 4.

Offentlig forsvarer beskikkes efter reglerne

i retsplejelovens §§ 731 og 732. Såfremt tiltalte fremsætter begæring

herom, beskikkes i byretten tillige offentlig forsvarer

1)

i sager, hvor der

bliver spørgsmål om betinget frakendelse af førerretten og

2)

i sager om

overtrædelse af § 53, hvor der ikke medvirker domsmænd.

Tiltalte skal vejledes om adgangen til

forsvarerbeskikkelse.

§

119 a.

Såfremt en sag om spiritus- eller

promillekørsel, om indgreb m.v. i en hastighedsbegrænsers funktion efter §

125 a, om overskridelse af de

tilladte hastighedsbestemmelser efter § 126, stk. 1, nr. 2 og 3,

eller om overtrædelse af reglerne om største tilladte totalvægt efter

§ 126, stk. 1, nr. 4, [

eller

om overtrædelse af bestemmelserne i § 126, stk. 2 eller 3

] ikke

skønnes at ville medføre højere straf end bøde, kan anklagemyndigheden i

stedet for at indlevere anklageskrift til retten tilkendegive sigtede, at

sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, såfremt han erkender sig skyldig

i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angivet frist,

der efter begæring kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet

bøde samt vedtager kørselsforbud, betinget eller ubetinget frakendelse af

førerretten i et i tilkendegivelsen nærmere angivet tidsrum.

17.

I

§

119 a, stk. 1

,

indsættes efter »eller om overtrædelse af reglerne om største tilladte

totalvægt i § 126, stk. 1, nr. 4,«: »eller om overtrædelse af

bestemmelserne

i § 125, stk. 2 eller 3,«.

Stk. 2.

Med

hensyn til den i stk. 1 nævnte tilkendegivelse finder bestemmelsen i

retsplejelovens § 831, stk. 1, nr. 2 og 3, om indholdet af

anklageskrift

tilsvarende anvendelse.

Stk. 3.

Sager

omfattet af stk. 1, hvori der ikke opstår spørgsmål om anvendelse af

højere straf end bøde, kan, når retten ikke finder grund til at betvivle

tiltaltes skyld, afgøres ved, at den tiltalte i retten vedtager at erlægge en

nærmere bestemt bøde og vedtager kørselsforbud, frakendelse af førerretten i

et nærmere angivet tidsrum. Under samme betingelser kan sager om

tilsidesættelse

af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, jf. § 126, stk. 1,

nr. 1, afgøres ved, at den tiltalte i retten vedtager at erlægge en nærmere

bestemt bøde og vedtager kørselsforbud, betinget frakendelse af førerretten i

et nærmere angivet tidsrum.

Stk. 4.

Vedtagelser efter stk. 1 og 3 har med hensyn til fuldbyrdelse og

gentagelsesvirkning

samme virkning som en dom.

18.

§§ 125-128

affattes således:

Spirituskørsel

»Betinget frakendelse

§ 125.

Retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, skal

frakendes føreren af et sådant køretøj, hvis han har gjort sig skyldig i

spirituskørsel.

§ 125.

Føreren af et motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, skal betinget

frakendes retten til at føre et sådant køretøj, hvis

Stk. 2.

Frakendelsen sker ubetinget. Under særlig formildende omstændigheder kan

frakendelse dog ske betinget.

1)

føreren under

tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden har voldt skade

på person eller ting eller fremkaldt fare herfor,

2)

føreren har

overskredet de tilladte hastigheder efter §§ 42 og

43 a

eller en anden hastighedsgrænse

fastsat ved færdselstavler eller anden afmærkning med mere end 60 pct. eller

har kørt med en hastighed på

160 km

i timen eller derover,

3)

føreren under

kørsel i et af de i § 43 nævnte køretøjer, under kørsel med blokvogn

eller mobilkran, jf. § 86, stk. 1, samt ved slæbning af køretøjer,

jf. § 70, stk. 4, har overskredet de for sådanne køretøjer tilladte

hastigheder, jf. §§ 42 og 43, eller en anden hastighedsgrænse fastsat

ved færdselstavler eller anden afmærkning med mere end 60 pct. for

hastighedsgrænser

på højst

30 km

i

timen eller med mere end 40 pct. for hastighedsgrænser på over

30 km

i timen,

4)

føreren under

kørsel med et køretøj med en tilladt totalvægt på over

3.500 kg

har overtrådt de i medfør

af § 85 fastsatte forskrifter om største tilladte totalvægt med mere end

30 pct.,

5)

føreren har gjort

sig skyldig i spirituskørsel, der ikke er omfattet § 126, stk. 1,

nr. 1,

6)

frakendelse findes

begrundet ved beskaffenheden af den begåede forseelse, og hvad der i øvrigt

foreligger oplyst om tiltaltes forhold som fører af motordrevet køretøj.

Stk. 2.

Føreren skal endvidere betinget frakendes

retten til at føre et sådant køretøj, hvis føreren inden for en periode af 3

år har gjort sig skyldig i 3 forhold, der ikke i sig selv medfører

frakendelse

af førerretten efter stk. 1, men som er omfattet af:

1)

§ 5,

stk. 2, § 15, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, § 16,

stk. 2,

§ 18, stk. 1 og 2, § 21,stk. 1-3, § 22, stk. 1,

§ 24, stk. 1, § 25, § 37, stk. 4, § 80,

stk. 4, og § 81, stk. 3,

2)

§ 4,

stk. 1 og 2, hvis overtrædelsen udgør fremkørsel mod rødt lyssignal,

kørsel mod kørselsretningen, overskridelse af spærrelinier eller

overskridelse af ubrudt kantlinie i forbindelse med ulovlig kørsel i nødspor,

3)

§ 23 eller

forbud mod overhaling fastsat ved færdselstavler eller anden afmærkning,

4)

§ 26,

stk. 2-4 og 6, eller vigepligt fastsat ved færdselstavler eller anden

afmærkning,

5)

§§ 42-

43 a

eller anden hastighedsoverskridelse

fastsat ved færdselstavler eller anden afmærkning, hvis

hastighedsoverskridelsen er på mere end 30 pct., eller

Stk. 3.

Under

samme betingelser som nævnt i stk. 2 skal føreren frakendes retten til

at føre et motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, hvis føreren har

gjort sig skyldig i to forhold omfattet af stk. 2, og forholdene er

begået

inden for de første 3 år efter førstegangserhvervelse af førerret.

Stk. 4.

Betinget

frakendelse sker på vilkår, at den pågældende i en prøvetid på 3 år fra

endelig dom ikke fører motordrevet køretøj under sådanne omstændigheder, at

førerretten skal frakendes. Ved betinget frakendelse udsættes fastsættelsen

af frakendelsestiden.

Stk. 5.

Begår den

dømte i prøvetiden et nyt forhold, der medfører frakendelse af førerretten,

fastsætter retten en fælles frakendelse for dette forhold og den tidligere

pådømte lovovertrædelse.

Andre overtrædelser

§

125 a.

Retten til at føre de i § 125

nævnte køretøjer skal frakendes føreren af et sådant køretøj, hvis føreren

ulovligt har ført køretøjet uden hastighedsbegrænser eller føreren har

foretaget et uautoriseret, konstruktivt indgreb i køretøjets

hastighedsbegrænser eller dens forbindelser eller føreren vidste eller burde

have vidst, at der er foretaget et sådant indgreb. Det samme gælder, hvis

føreren har betjent køretøjet på en sådan måde, at hastighedsbegrænseren

gøres uvirksom.

Stk. 2.

Frakendelsen sker ubetinget. Under særlig formildende omstændigheder kan

frakendelse dog ske betinget.

Ubetinget frakendelse

§ 126.

Retten til at føre de i § 125 nævnte køretøjer skal endvidere frakendes

føreren af et sådant køretøj, såfremt han:

§ 126.

Føreren af et motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, skal

ubetinget frakendes retten til at føre et sådant køretøj, hvis føreren:

1)

under

tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden har voldt skade

på person eller ting eller fremkaldt fare herfor,

1)

har gjort sig

skyldig i spirituskørsel med en alkoholkoncentration i blodet under eller

efter kørslen over 1,20 promille,

2)

har overskredet de

tilladte hastigheder efter §§ 42 og

43

a

eller en anden hastighedsgrænse fastsat ved

færdselstavler eller anden afmærkning med mere end 60 pct. eller har kørt med

en hastighed på

160 km

i timen eller derover,

2)

ulovligt har ført

køretøjet uden hastighedsbegrænser, eller føreren har foretaget et

uautoriseret, konstruktivt indgreb i køretøjets hastighedsbegrænser eller

dens forbindelser, eller føreren vidste eller burde have vidst, at der er

foretaget et sådant indgreb, eller hvis føreren har betjent køretøjet på en

sådan måde, at hastighedsbegrænseren gøres uvirksom,

3)

under kørsel i et

af de i § 43 nævnte køretøjer, under kørsel med blokvogn eller

mobilkran, jf. § 86, stk. 1, samt ved slæbning af køretøjer, jf.

§ 70, stk. 4, har overskredet de for sådanne køretøjer tilladte

hastigheder,

jf. §§ 42 og 43, eller en anden hastighedsgrænse fastsat ved

færdselstavler eller anden afmærkning med mere end 60 pct. for

hastighedsgrænser

på højst

30 km

i

timen eller med mere end 40 pct. for hastighedsgrænser på over

30 km

i timen,

3)

forsætlig har voldt

skade på andres person eller ting, forsætlig har fremkaldt nærliggende fare

herfor eller i øvrigt har ført motordrevet køretøj på særlig hensynsløs måde,

4)

under kørsel med et

køretøj med en tilladt totalvægt på over

3.500 kg

har overtrådt de i medfør

af § 85 fastsatte forskrifter om største tilladte totalvægt med mere end

30 pct.,

4)

har gjort sig

skyldig i flere forhold, der hver for sig er omfattet af § 125,

stk. 1, nr. 1-5, eller stk. 2 eller 3,

5)

har gjort sig

skyldig i promillekørsel med en alkoholkoncentration i blodet under eller

efter kørslen over 0,80 promille, eller

5)

tidligere er frakendt

førerretten betinget, og det nye forhold er begået i prøvetiden,

6)

frakendelse findes

begrundet ved beskaffenheden af den begåede forseelse, og hvad der i øvrigt

foreligger oplyst om tiltaltes forhold som fører af motordrevet køretøj.

6)

tidligere er pålagt

kørselsforbud og det nye forhold er begået inden 3 år efter, at

kørselsforbuddet blev pålagt, eller

7)

tidligere er

frakendt førerretten ubetinget, og det nye forhold er begået inden 5 år efter

udløbet af frakendelsestiden.

[Stk. 2. Føreren skal

endvidere frakendes retten til at føre de i § 125 nævnte køretøjer, hvis

føreren inden for en periode af 3 år har gjort sig skyldig i 3 forhold, der

ikke i sig selv medfører frakendelse af førerretten efter stk. 1, men

som er omfattet af

Stk. 2.

Under

særlig formildende omstændigheder kan der ske betinget frakendelse i

tilfælde, hvor frakendelse efter stk. 1 ellers skulle ske ubetinget.

1)

§ 5, stk. 2, § 15, stk. 3, 1. pkt., og

stk. 4, § 16, stk. 2, § 18, stk. 1 og 2, § 21,

stk. 1-3, § 22, stk. 1, § 24, stk. 1, § 25,

§ 37, stk. 4, § 80, stk. 4, og § 81, stk. 3,

2)

§ 4, stk. 1 og 2, hvis overtrædelsen udgør fremkørsel

mod rødt lyssignal, kørsel mod kørselsretningen, overskridelse af

spærrelinier eller overskridelse af ubrudt kantlinie i forbindelse med

ulovlig kørsel i nødspor.

3)

§ 23 eller forbud mod overhaling fastsat ved færdselstavler

eller anden afmærkning,

4)

§ 26, stk. 2-4 og 6, eller vigepligt fastsat ved

færdselstavler eller anden afmærkning,

5)

§§ 42-

43 a

eller anden hastighedsgrænse fastsat ved

færdselstavler eller anden afmærkning, hvis hastighedsoverskridelsen er på

mere end 30 pct., eller

6)

§ 53, stk. 3, hvis alkoholkoncentrationen i blodet

under eller efter kørslen ikke overstiger 0,80 promille.

Stk. 3. Under samme

betingelser som nævnt i stk. 2 skal retten til at føre de i § 125

nævnte køretøjer frakendes føreren af et sådant køretøj, hvis føreren har

gjort sig skyldig i to forhold omfattet af stk. 2 og forholdene er

begået inden for de første 3 år efter førstegangserhvervelse af førerret.]

Stk. 2.[stk.4]

Frakendelsen sker betinget, medmindre føreren:

1)

forsætlig har voldt

skade på andres person eller ting, forsætlig har fremkaldt nærliggende fare

herfor eller i øvrigt har ført motordrevet køretøj på særlig hensynsløs måde,

[2)

har gjort sig skyldig i flere forhold, der hver for sig medfører

frakendelse af førerretten efter stk. 1, nr. 1-5, eller stk. 2

eller 3,]

3)

tidligere er

frakendt førerretten betinget, og det nye forhold er begået i prøvetiden,

4)

tidligere er pålagt

kørselsforbud og det nye forhold er begået inden 3 år efter, at

kørselsforbuddet blev pålagt, eller

5)

tidligere er

frakendt førerretten ubetinget, og det nye forhold er begået inden 5 år efter

udløbet af frakendelsestiden.

Stk. 3.

[Stk. 5.]

Under særlig formildende omstændigheder kan der ske betinget

frakendelse i tilfælde, hvor frakendelse efter stk. 2 [

stk. 4

] ellers skulle ske

ubetinget.

Stk. 4.

[Stk. 6.]

Såfremt en forseelse omfattet af § 125, stk. 2,

2. pkt., eller § 126, stk. 1, nr. 1-3, 5 eller 6, [

eller stk. 3

], bliver begået

inden for de første tre år efter førstegangserhvervelse af førerret, træder

et kørselsforbud i stedet for en betinget frakendelse. Ved et kørselsforbud

inddrages førerens ret til at føre de i § 125 nævnte køretøjer, indtil

særlig køreundervisning eller A/T-kursus, jf. §

60 a, stk. 1 og 2, er gennemført

og kontrollerende køreprøve er bestået.

Frakendelsestiden

Kørselsforbud

§ 127.

Ubetinget frakendelse sker for et tidsrum af mellem 6 måneder og 10 år eller

for bestandig. Ubetinget frakendelse for spirituskørsel, hvor

alkoholkoncentrationen

i blodet under eller efter kørslen har oversteget 2,00 promille, sker dog for

et tidsrum af mindst 2 år og 6 måneder.

§ 127.

Såfremt en forseelse omfattet af § 125, stk. 1, nr. 1-3, 5 eller 6,

§ 125, stk. 3, eller § 126, stk. 2, jf. § 126,

stk. 1, nr. 1, bliver begået inden for de første tre år efter

førstegangserhvervelse af førerret, træder et kørselsforbud i stedet for en

betinget frakendelse. Ved et kørselsforbud inddrages førerens ret til at føre

motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, indtil særlig

køreundervisning

eller A/T-kursus, jf. §

60 a,

stk. 1 og 2, er gennemført og kontrollerende køreprøve er bestået.

Betinget frakendelse

Frakendelsestiden

§ 128.

Betinget frakendelse sker på vilkår, at den pågældende i en prøvetid på 3 år

fra endelig dom ikke fører motordrevet køretøj under sådanne omstændigheder,

at førerretten skal frakendes ham. Ved betinget frakendelse udsættes

fastsættelsen

af frakendelsestiden. Under særlige omstændigheder kan der fastsættes en

prøvetid på indtil 5 år for den betingede frakendelse.

§ 128.

Ubetinget

frakendelse sker for et tidsrum af mellem 6 måneder og 10 år, jf. dog

stk. 2 og 3.

Stk. 2.

Ubetinget

frakendelse som følge af spirituskørsel sker for et tidsrum af mindst 3 år.

Stk. 3.

Førerretten kan frakendes for bestandig, hvis føreren under kørslen har

begået grove kørselsfejl, kørslen har resulteret i alvorlig personskade, og

der foreligger sådanne oplysninger om førerens tidligere

færdselslovsovertrædelser, at en frakendelse af førerretten for bestandig

skønnes påkrævet af hensyn til færdselssikkerheden og retshåndhævelsen.

19.

§ 131, stk. 1,

affattes

således:

§ 131.

Anke af en dom, hvorved der er sket ubetinget frakendelse, efter at

førerretten har været inddraget i medfør af § 130, har ikke opsættende

virkning for dommens bestemmelse om frakendelse, medmindre andet bestemmes af

underretten ved kendelse. I andre tilfælde kan underretten på begæring af

anklagemyndigheden ved kendelse bestemme, at anke ikke skal have opsættende

virkning.

»§ 131.

Anke af en dom, hvorved der er sket ubetinget frakendelse, efter at

førerretten har været inddraget i medfør af § 130, har ikke opsættende

virkning for dommens bestemmelse om frakendelse, medmindre andet bestemmes af

byretten ved kendelse. Det samme gælder anke af en dom, hvorved en person

over 18 år, der ikke har førerret, ubetinget er frakendt retten til at

erhverve denne ret. I andre tilfælde kan byretten på begæring af

anklagemyndigheden

ved kendelse bestemme, at anke ikke skal have opsættende virkning.«

Stk. 2.

(Udelades)

§ 132.

(Udelades).

Stk. 2.

Er

førerretten frakendt som følge af spiritus- eller promillekørsel, kan

spørgsmålet om generhvervelse dog indbringes for domstolene, når halvdelen af

frakendelsestiden, dog mindst 1½ år, er forløbet. Såfremt førerretten i

sådanne tilfælde er frakendt for bestandig, kan spørgsmålet om generhvervelse

tidligst indbringes for domstolene, når 5 år af frakendelsestiden er

forløbet. Generhvervelse af førerretten kan kun ske, såfremt den pågældende i

mindst 1 år forud for sagens indbringelse for retten har overholdt en

kontrolleret behandling mod misbrug af alkohol.

20.

§ 132, stk. 2,

ophæves.

Stk. 3.

Såfremt

der inden udløbet af frakendelsestiden er sket fornyet frakendelse af

førerretten, regnes de i stk. 1 og 2 nævnte frister for indbringelse af

spørgsmålet om generhvervelse for domstolene fra datoen for den seneste dom,

hvorved førerretten er frakendt den pågældende.

Stk. 3 bliver herefter stk. 2.

§ 132.

(Udelades).

Stk. 2.

(Udelades).

Stk. 3.

Såfremt

der inden udløbet af frakendelsestiden er sket fornyet frakendelse af

førerretten, regnes de i stk. 1 og 2 nævnte frister for indbringelse af

spørgsmålet om generhvervelse for domstolene fra datoen for den seneste dom,

hvorved førerretten er frakendt den pågældende.

21.

I

§ 132, stk. 3,

der herefter

bliver stk. 2, udgår »og 2«.

22.

§

133 a

affattes således:

§

133 a.

Ved særlige grove eller gentagne

overtrædelser af færdselsloven kan der ske konfiskation af det ved

overtrædelsen anvendte motorkøretøj, såfremt det må anses for påkrævet for at

forebygge yderligere overtrædelser af færdselsloven og såfremt konfiskationen

ikke er urimelig.

»§

133 a.

Ved grove eller gentagne overtrædelser

af færdselsloven kan der ske konfiskation af det ved overtrædelsen anvendte

motordrevne køretøj, hvortil der kræves kørekort, hvis det må anses for

påkrævet for at forebygge yderligere overtrædelser af færdselsloven. Under

tilsvarende betingelser kan der ske konfiskation af et motordrevet køretøj,

hvortil der kræves kørekort, der ejes af den person, der har foretaget

overtrædelsen, selv om køretøjet ikke er anvendt ved overtrædelsen.

Stk. 2.

I øvrigt gælder

borgerlig straffelovs regler om konfiskation.

Stk. 2.

Konfiskation skal ske, hvis ejeren af køretøjet har gjort sig skyldig i

spirituskørsel med en promille over 1,20, der medfører ubetinget frakendelse

af førerretten, og den pågældende 2 gange tidligere inden for de seneste 3

år, før det nye forhold er begået, har gjort sig skyldig i spirituskørsel med

en promille over 1,20, der har medført ubetinget frakendelse af førerretten.

Konfiskation skal ske, selv om køretøjet ikke er anvendt ved den aktuelle

overtrædelse.

Stk. 3.

Bestemmelsen i stk. 2 kan fraviges, når særlige grunde undtagelsesvis

taler herfor.

Stk. 4. I øvrigt

gælder straffelovens regler om konfiskation.«

§ 1

§ 2

I færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 712 af 2.

august 2001, som ændret ved lov nr. 217 af 22. april 2002, § 3 i lov nr.

380 af 6. juni 2002, § 1 i lov nr. 1049 af 17. december 2002 og lov nr.

432 af 10. juni 2003, foretages følgende ændringer:

I lov nr. 267 af 21. april 2004 om ændring af

færdselsloven (Klippekortsystem, skærpede sanktioner ved

hastighedsovertrædelser

mv.), foretages følgende ændringer:

1.

I

§ 60

a, stk. 1,

ændres »§ 126, stk. 4,« til: »§ 126,

stk. 6,«.

1.

§ 1,

nr. 1-8, 11-13,

og

16-19

ophæves.

2.

I

§ 60

a, stk. 1,

indsættes efter »§ 126, stk. 1, nr. 1-3 eller

6,«: »eller stk. 3,«.

3.

I

§ 60

a, stk. 2,

ændres »§ 126, stk. 4,« til: »§ 126,

stk. 6,«.

4.

I

§ 60

a, stk. 3, nr. 1,

ændres »§ 126, stk. 2, nr. 1,« til:

»§ 126, stk. 4, nr. 1,«.

5.

I

§ 60

a, stk. 3, nr. 2,

ændres »§ 126, stk. 1,« til:

»§ 126, stk. 1-3,«.

6.

I

§ 60

a, stk. 3, nr. 2,

indsættes efter »stk. 1, nr. 1-3,«: »eller

stk. 3,«.

7.

I

§ 60

a, stk. 3, nr. 3,

indsættes efter »§ 126, stk. 1, nr.

1-3,«: »eller stk. 3,«.

8.

I

§ 60

a, stk. 3, nr. 3,

ændres »§ 126, stk. 2, nr. 3 eller 5.«

til: »§ 126, stk. 4, nr. 3 eller 5.«

11.

I

§ 118,

stk. 5,

der bliver stk. 6, ændres »§ 126, stk. 2, nr.

1,« til: »§ 126, stk. 4, nr. 1,«.

12.

I

§ 119,

stk. 2, nr. 3,

ændres »jf. § 126, stk. 4,« til: »jf.

§ 126, stk. 6,«.

13.

I

§ 119

a, stk. 1,

ændres »eller om overtrædelse af reglerne om største tilladte

totalvægt efter § 126, stk. 1, nr. 4,« til: »om overtrædelse af

reglerne om største tilladte totalvægt i § 126, stk. 1, nr. 4,

eller om overtrædelse af bestemmelserne i § 126, stk. 2 eller 3,«.

16.

I

§ 126

indsættes efter stk. 1 som nye stykker:

»Stk. 2.

Føreren skal endvidere frakendes retten til

at føre de i § 125 nævnte køretøjer, hvis føreren inden for en periode

af 3 år har gjort sig skyldig i 3 forhold, der ikke i sig selv medfører

frakendelse af førerretten efter stk. 1, men som er omfattet af

1)

§ 5,

stk. 2, § 15, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, § 16,

stk. 2, § 18, stk. 1 og 2, § 21, stk. 1-3,

§ 22, stk. 1, § 24, stk. 1, § 25, § 37,

stk. 4, § 80, stk. 4, og § 81, stk. 3,

2)

§ 4,

stk. 1 og 2, hvis overtrædelsen udgør fremkørsel mod rødt lyssignal,

kørsel mod kørselsretningen, overskridelse af spærrelinjer eller

overskridelse af ubrudt kantlinje i forbindelse med ulovlig kørsel i nødspor,

3)

§ 23 eller

forbud mod overhaling fastsat ved færdselstavler eller anden afmærkning,

4)

§ 26,

stk. 2-4 og 6, eller vigepligt fastsat ved færdselstavler eller anden

afmærkning,

5)

§§ 42-

43 a

eller anden hastighedsgrænse

fastsat ved færdselstavler eller anden afmærkning, hvis

hastighedsoverskridelsen

er på mere end 30 pct., eller

6)

§ 53,

stk. 3, hvis alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter kørslen

ikke overstiger 0,80 promille.

Stk. 3.

Under samme betingelser som nævnt i

stk. 2 skal retten til at føre de i § 125 nævnte køretøjer

frakendes føreren af et sådant køretøj, hvis føreren har gjort sig skyldig i

to forhold omfattet af stk. 2 og forholdene er begået inden for de

første 3 år efter førstegangserhvervelse af førerret.«

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 4-6.

17.

§ 126,

stk. 2, nr. 2,

der bliver stk. 4, nr. 2, affattes således:

»2)

har gjort sig

skyldig i flere forhold, der hver for sig medfører frakendelse af førerretten

efter stk. 1, nr. 1-5, eller stk. 2 eller 3,«.

18.

I

§ 126,

stk. 3,

der bliver stk. 5, ændres »stk. 2« til:

»stk. 4«.

19.

I

§ 126,

stk. 4,

der bliver stk. 6, indsættes efter »§ 126,

stk. 1, nr. 1-3, 5 eller 6,«: »eller stk. 3,«.

§ 2

Stk. 1.

§ 1, nr. 9, 10, 14, 15, 20 og 21,

træder i kraft den 1. juni 2004.

Stk. 2.

Justitsministeren fastsætter tidspunktet for

ikrafttrædelsen af § 1, nr. 1-8, 11-13 og 16-19.

2.

§ 2, stk. 2

, ophæves.

§ 3

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. juli

2005.

Stk. 2.

Justitsministeren fastsætter tidspunktet for

ikrafttrædelsen af § 125, stk. 2 og 3, som affattet ved denne lovs

§ 1, nr. 18.

Bilag 2

Bødeberegning

Forslaget indebærer, at bødestørrelsen for

spirituskørsel i alle tilfælde er afhængig af den pågældendes

indtægtsforhold,

også i intervallet 0,51-0,80 promille.

Det foreslås endvidere at graduere bødestørrelsen efter

alkoholpromillens størrelse, således at bøden bliver større, jo højere

promillen har været.

Dette vil kunne ske ved, at bøden fortsat udmåles med udgangspunkt

i den pågældendes månedlige nettoløn, men således at den ganges med

alkoholpromillens størrelse. Hermed markeres på en enkel og letforståelig

måde

det forhold, at spirituskørsel er farligere, jo højere promillen er.

Bøden kan beregnes ud fra følgende formel:

Årlig bruttoindtægt x 1.000 kr. x promillens st.

25.000 kr.

Denne beregning er ikke umiddelbart anvendelig i tilfælde, hvor

der er usikkerhed om promillens præcise størrelse, eller hvor promillen ikke

er

kendt (§ 53, stk. 2). Såfremt promillens størrelse ikke kan

fastlægges præcist, men dog indenfor et interval (f.eks. mellem 1,50 og

2,00),

følger det af princippet om, at enhver tvivl skal komme den anklagede til

gode,

at det er intervallets laveste værdi, som må lægges til grund for

bødeberegningen.

I tilfælde, hvor promillen ikke er kendt – heller ikke indenfor et

interval

(§ 53, stk. 2) – foreslås det, at bøden beregnes som en måneds

nettoløn ganget med den laveste promille i det strafbare område (0,51).

Det forudsættes, at bødens størrelse afrundes til nærmeste tal

deleligt med 500, jf. færdselslovens §

118

a, stk. 1.

Forslaget vil indebære, at bøden udmåles til en måneds nettoløn

ved en promille på 1,00, det halve af en måneds nettoløn ved en promille på

0,51 og 2 gange en måneds nettoløn ved en promille på 2,00.

Ved en årlig bruttoindtægt på 300.000 kr. vil bøden efter

forslaget skulle beregnes således:

En måneds nettoløn:

300.000 kr./25.000

* 1.000 = 12.000 kr. (1.000 kr. pr. 25.000 kr. årlig bruttoindtægt)

Promille

0,51:

12.000 * 0,51 = 6.120 afrundet til nærmeste tal deleligt med 500 =

6.000 kr. (mod 4.000 kr. efter gældende takster)

Promille

1,50:

12.000 * 1,5 =

18.000 kr. (mod 12.000 kr. efter gældende takster).

Promille

2,00:

12.000 * 2,00 = 24.000 kr. (mod 12.000 kr. efter gældende

takster).

Bilag 3

Oversigt over straffen for spirituskørsel -

gældende ret sammenholdt med lovforslaget

Nedenstående oversigt viser gældende ret over straffen

for spirituskørsel sammenholdt med lovforslaget. Oversigten svarer til det,

der

er beskrevet ovenfor i pkt. 4.3.

Lovforslaget indebærer en væsentlig forenkling af den gældende

udmålingspraksis for spirituskørsel. Samtidig vil forslaget i langt de fleste

tilfælde indebære en skærpelse af straffen for spirituskørsel i forhold til

udmålingsniveauet efter den gældende praksis. På enkelte positioner vil

forslaget dog kunne medføre en mindre lempelse.

Førstegangstilfælde

Promille

Straf efter gældende ret

(uden skærpende omstændigheder)

Straf efter lovforslaget

0,51-0,80

Bøde på 4.000 kr.

Bøde (1 måneds nettoløn gange promillens størrelse)

0,81-2,00

Bøde (1 måneds nettoløn)

Bøde (1 måneds nettoløn gange promillens størrelse)

2,01-2,50

14 dages fængsel*

20 dages fængsel**

2,51-

20 dages fængsel*

20 dages fængsel**

*

Der vil som

udgangspunkt blive idømt en betinget frihedsstraf med vilkår om

samfundstjeneste eller alkoholistbehandling samt en tillægsbøde, jf. ovenfor

pkt. 4.3.

Der vil som

udgangspunkt blive idømt en betinget frihedsstraf med vilkår om

samfundstjeneste samt en tillægsbøde på en måneds nettoløn eller en betinget

frihedsstaf med vilkår om alkoholistbehandling samt en tillægsbøde.

Andengangstilfælde

Promille

Straf efter gældende ret

(uden skærpende omstændigheder)

Straf efter lovforslaget

0,51-0,80

Bøde på 5.000 kr.

10 dages fængsel**

0,81-1,50

10 dages fængsel*

10 dages fængsel**

1,51-2,00

14 dages fængsel*

10 dages fængsel**

2,01-2,50

20 dages fængsel*

30 dages fængsel**

2,51-

30 dages fængsel*

30 dages fængsel**

*

Der vil som

udgangspunkt blive idømt en betinget frihedsstraf med vilkår om

samfundstjeneste eller alkoholistbehandling samt en tillægsbøde, jf. ovenfor

pkt. 4.3.

Efter lovforslaget

vil der – afhængigt af straffen i førstegangstilfældet – blive

idømt enten ubetinget

frihedsstaf eller betinget frihedsstraf med vilkår om samfundstjeneste eller

alkoholistbehandling samt en tillægsbøde.

Tredjegangstilfælde

Promille

Straf efter gældende ret

(uden skærpende omstændigheder)

Straf efter lovforslaget

0,51-0,80

10 dages fængsel

20 dages fængsel**

0,81-2,00

30 dages fængsel*

20 dages fængsel**

2,01-2,50

30 dages fængsel*

40 dages fængsel**

2,51-

40 dages fængsel*

40 dages fængsel**

*

Straffen for en

eventuel samtidig kørsel i frakendelsestiden vil som udgangspunkt være

omfattet.

Straffen for en eventuel

kørsel i frakendelsestiden vil skulle indregnes.

Fjerdegangstilfælde

Promille

Straf efter gældende ret

(uden skærpende omstændigheder)

Straf efter lovforslaget

0,51-0,80

14 dages fængsel

30 dages fængsel**

0,81-2,00

Omkring 40 dages fængsel*

30 dages fængsel**

2,01-

Omkring 40 dages fængsel*

50 dages fængsel**

*

Straffen for en

eventuel samtidig kørsel i frakendelsestiden vil som udgangspunkt være

omfattet.

Straffen for en

eventuel kørsel i frakendelsestiden vil skulle indregnes.

Femtegangstilfælde

Promille

Straf efter gældende ret

(uden skærpende omstændigheder)

Straf efter lovforslaget

0,51-0,80

Mindst 14 dages fængsel

40 dages fængsel**

0,81-2,00

Omkring 60 dages fængsel*

40 dages fængsel**

2,01-

Omkring 60 dages fængsel*

60 dages fængsel**

*

Straffen for en

eventuel samtidig kørsel i frakendelsestiden vil som udgangspunkt være

omfattet.

Straffen for en

eventuel kørsel i frakendelsestiden vil skulle indregnes.

Sjettegangstilfælde og senere tilfælde

Promille

Straf efter gældende ret

(uden skærpende omstændigheder)

Straf efter lovforslaget

0,51-0,80

Mindst 14 dages fængsel

50 dages fængsel**

0,81-2,00

Omkring 3 måneders fængsel*

50 dages fængsel**

2,01-

Omkring 3 måneders fængsel*

70 dages fængsel**

*

Straffen for en

eventuel samtidig kørsel i frakendelsestiden vil som udgangspunkt være

omfattet.

Straffen for en

eventuel kørsel i frakendelsestiden vil skulle indregnes.

I senere tilfælde end sjettegangstilfælde foreslås det, at

det opstillede system følges, således at straffen inden for de enkelte

positioner (dvs. promille i intervallet 0,51-2,00 og promille over 2,00)

forhøjes med 10 dages fængsel pr. gentagelsestilfælde.

Bilag 4

Oversigt over straffen for kørsel i

frakendelsestiden

(gældende ret sammenholdt med lovforslaget)

Straffen for kørsel i frakendelsestiden i

førstegangstilfælde er en bøde svarende til en måneds nettoløn. Lovforslaget

medfører ingen ændringer i denne praksis.

For at bringe overensstemmelse mellem sanktionerne for

spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden foreslås det, at straffen for

gentagen kørsel i frakendelsestiden skal svare til straffen for

spirituskørsel

i gentagelsestilfælde med en promille i intervallet 0,51-2,00.

Efter lovforslaget vil straffen i andengangstilfælde blive 10

dages fængsel. Dette vil for så vidt angår straffens længde indebære en

lempelse i forhold til gældende ret, hvor straffen er 14 dages fængsel. Det

foreslås, at straffen som udgangspunkt bliver gjort betinget med vilkår om

samfundstjeneste og tillægsbøde på en måneds nettoløn eller betinget med

vilkår

om alkoholistbehandling og en tillægsbøde på en halv eller hel måneds

nettoløn.

I tredjegangstilfælde svarer lovforslaget til de gældende

retningslinjer for fastsættelse af frihedsstraffens længde, dvs. 20 dages

fængsel.

Det forudsættes, at straffen stiger med 10 dages fængsel for hvert

gentagelsestilfælde.

Som ved spirituskørsel foreslås det, at der som udgangspunkt ikke

skal idømmes en ny betinget dom med vilkår om samfundstjeneste eller

alkoholistbehandling, hvis den pågældende tidligere er dømt for kørsel i

frakendelsestiden, og vedkommende i gentagelsesvirkningsperioden på ny gør

sig

skyldig i kørsel i frakendelsestiden. I tredjegangstilfælde af kørsel i

frakendelsestiden vil hovedreglen således være, at straffen bliver ubetinget

fængsel i 20 dage. Der bør efter forslaget herefter kun i særlige tilfælde

idømmes en ny betinget dom med vilkår om samfundstjeneste i

tredjegangstilfælde.

Kørsel i frakendelsestiden

Straf – gældende ret

Straf - lovforslaget

1. gang

Bøde (en måneds nettoløn)

Bøde (1 måneds nettoløn)

2. gang

14 dages fængsel

10 dages betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste

eller alkoholist-behandling samt tillægsbøde

3. gang

20 dages fængsel

20 dages ubetinget fængsel

4. gang

30 dages fængsel

30 dages ubetinget fængsel

5. gang

40 dages fængsel

40 dages ubetinget fængsel

6. gang

50 dages fængsel

50 dages ubetinget fængsel

7. gang

60 dages fængsel

60 dages ubetinget fængsel

Bilag 5

Oversigt over frakendelsestiden i sager om

spirituskørsel

(gældende ret sammenholdt med lovforslaget)

Førstegangstilfælde

Promille

Frakendelse efter gældende ret

Frakendelse efter udvalgets forslag

0,51-0,80

Ingen frakendelse

Betinget frakendelse

0,81-1,20

Betinget frakendelse

Betinget frakendelse

1,21-1,50

Ubetinget frakendelse i 1 år

Ubetinget frakendelse i 3 år

1,51-2,00

Ubetinget frakendelse i 2 år

Ubetinget frakendelse i 3 år

2,01-

Ubetinget frakendelse i 2½ år

Ubetinget frakendelse i 3 år

Andengangstilfælde

Promille

Frakendelse

efter gældende ret

Frakendelse

efter udvalgets forslag

0,51-0,80

Ingen frakendelse

Ubetinget frakendelse i 3 år

0,81-1,20

3 år, hvis førstegangstilfældet medførte betinget

frakendelse ellers 5 år

Ubetinget frakendelse i 3 år

1,21-1,50

3 år, hvis førstegangstilfældet medførte betinget

frakendelse ellers 5 år

Ubetinget frakendelse i 5 år

1,51-

Ubetinget frakendelse i 5 år

Ubetinget frakendelse i 5 år

Tredjegangstilfælde

Promille

Frakendelse efter gældende ret

Frakendelse efter udvalgets forslag

0,51-0,80

Ingen frakendelse

Ubetinget frakendelse i 5 år

0,81-1,20

5 år, hvis begge de tidligere kørsler har været med en

promille i intervallet 0,81-1,20 ellers 10 år

Ubetinget frakendelse i 5 år

1,21-

Ubetinget frakendelse i 10 år

Ubetinget frakendelse i 10 år*

*

Der er dog mulighed

for frakendelse for bestandig, hvis føreren ved kørslen har begået en eller

flere grove kørselsfejl, hvor kørslen har resulteret i alvorlig personskade,

og

hvor der foreligger sådanne oplysninger om førerens tidligere

færdselslovsovertrædelser, at en frakendelse af førerretten for bestandig

skønnes påkrævet af hensyn til retshåndhævelsen.

Fjerdegangstilfælde og senere tilfælde

Promille

Frakendelse efter gældende ret

Frakendelse efter udvalgets forslag

0,51-0,80

Ingen frakendelse

Ubetinget frakendelse i 10 år*

0,81-

Frakendelse for bestandig

Ubetinget frakendelse i 10 år*

*

Der er dog mulighed

for frakendelse for bestandig, hvis føreren ved kørslen har begået en eller

flere grove kørselsfejl, hvor kørslen har resulteret i alvorlig personskade,

og

hvor der foreligger sådanne oplysninger om førerens tidligere

færdselslovsovertrædelser, at en frakendelse af førerretten for bestandig

skønnes påkrævet af hensyn til retshåndhævelsen.

Lignende dokumenter