Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af straffeloven (Forældelse, skærpelse af straffen for falske afsonere m.v.)

2004/1 LSF 98Lovforslag som fremsatJustitsministeriet11. november 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 11. november 2004 af

justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov

om ændring af straffeloven

(Forældelse,

skærpelse af straffen for falske afsonere m.v.)

§ 1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 960 af 21.

september 2004, foretages følgende ændringer:

1.

§ 93, stk. 1, nr. 1,

affattes

således:

»

§ 93.

Forældelsesfristen er

1)

2 år, når der ikke er

hjemlet højere straf end fængsel i 1 år for overtrædelsen.«

2.

§ 93, stk. 2

og

3

, affattes således:

»

Stk. 2

.

Forældelsesfristen er i intet tilfælde

Læs alt

mindre end 5 år for

1)

overtrædelse af denne

lovs § 296, stk. 2, § 297, stk. 2, og § 302,

stk. 2,

2)

overtrædelse af

skatte-, told-, afgifts- eller tilskudslovgivningen, hvorved der opnås eller

kan opnås uberettiget vinding.

Stk. 3.

For

overtrædelse af denne lovs § 223, stk. 1, og §§ 224 og 225,

jf.

§ 223, stk. 1, er forældelsesfristen i intet tilfælde mindre end 10

år.«

3.

Efter § 93 indsættes som

§ 93 a

:

»

§ 93 a.

Når en lovovertrædelse er omfattet af en af

Danmark tiltrådt mellemfolkelig overenskomst, ifølge hvilken strafansvaret er

uforældeligt, indtræder forældelse ikke.«

4.

§ 94, stk. 5,

affattes således:

»

Stk. 5

.

Forældelsesfristen afbrydes, når

den pågældende gøres bekendt med sigtelsen, eller når anklagemyndigheden

anmoder om rettergangsskridt, hvorved den pågældende sigtes for

overtrædelsen.

Forældelsesfristen for en juridisk persons ansvar kan afbrydes over for en

person,

der efter retsplejelovens § 157 kan modtage forkyndelser på den

juridiske

persons vegne.«

5.

§ 97 a, stk. 1

og

2

, affattes således:

»

§ 97 a.

Hvis der ikke forinden er indgivet begæring

om udpantning, bortfalder bøde efter

1)

5 år, når bøden ikke

overstiger 10.000 kr., og

2)

10 år, når bøden

overstiger 10.000 kr.

Stk. 2.

Forvandlingsstraf for bøde bortfalder efter 3 år, medmindre dens fuldbyrdelse

er påbegyndt forinden. For bøde på over 10.000 kr. er fristen dog 5 år.«

6.

I

§ 164, stk. 3,

ændres »6 måneder«

til: »1 år«.

§ 2

Stk. 1.

Loven

træder i kraft den 1. juli 2005.

Stk. 2.

§ 1,

nr. 6, træder dog i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende.

§ 3

Stk. 1.

Loven gælder ikke for Grønland og Færøerne.

Stk. 2.

Lovens § 1

kan dog ved kongelig anordning helt eller delvist sættes i kraft for Færøerne

med de afgivelser, som de særlige færøske forhold tilsigter.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1.

Indledning

;............................................................................

...................

3

2.

Strafferammers betydning for forældelse

af strafansvar

........................

4

2.1.

Gældende ret

;............................................................................

..........

4

2.2.

Brydensholt-udvalgets

overvejelser

......................................................

5

2.3.

Straffelovrådets

overvejelser

...............................................................

6

2.4.

Justitsministeriets

overvejelser

.............................................................

7

3.

Forældelsesafbrydelsens form

................................................................

7

3.1.

Gældende ret

;............................................................................

..........

7

3.2.

Brydensholt-udvalgets

overvejelser

......................................................

8

3.3.

Straffelovrådets

overvejelser

...............................................................

8

3.4.

Justitsministeriets

overvejelser

.............................................................

8

4.

Retsvirkningerne af forældelsesfristens afbrydelse

..............................

8

4.1.

Gældende ret

;............................................................................

..........

8

4.2.

Brydensholt-udvalgets

overvejelser

......................................................

9

4.3.

Straffelovrådets

overvejelser

...............................................................

9

4.4.

Justitsministeriets

overvejelser

.............................................................

9

5.

Forældelse af juridiske personers ansvar

..............................................

9

5.1.

Gældende ret

;............................................................................

..........

9

5.2.

Brydensholt-udvalgets

overvejelser

......................................................

10

5.3.

Straffelovrådets

overvejelser

...............................................................

10

5.4.

Justitsministeriets

overvejelser

.............................................................

10

6.

Forældelse af bøder

;............................................................................

....

10

6.1.

Gældende ret

;............................................................................

..........

10

6.2.

Straffelovrådets

overvejelser

...............................................................

11

6.3.

Justitsministeriets

overvejelser

.............................................................

11

7.

Skærpelse af straffen for den, som tilskynder en anden til at afsone

i sit sted, samt for falske afsonere

............................................................

12

7.1.

Gældende ret

;............................................................................

..........

12

7.2.

Retspraksis

;............................................................................

.............

12

7.3.

Justitsministeriets

overvejelser

.............................................................

12

8.

Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser

...............

13

9.

Hørte myndigheder mv

;...........................................................................

14

1. Indledning

1.1. Med

lovforslaget gennemføres en revision af straffelovens generelle regler om

forældelse af strafansvar. Denne del af lovforslaget bygger på

Straffelovrådets

betænkning nr. 1441/2004 om visse forældelsesretlige spørgsmål samt

betænkning

nr. 1438/2004 fra Justitsministeriets udvalg om økonomisk kriminalitet og

datakriminalitet (Brydensholt-udvalget) om forældelse af strafansvaret for

særlovsovertrædelser m.v.

Lovforslaget har desuden til formål at skærpe straffen for

den, som tilskynder en anden til at afsone en fængselsstraf i sit sted, samt

for falske afsonere.

1.2. Lovforslaget

indebærer, at forældelsesfristens længde i alle tilfælde vil være bestemt af

strafmaksimum i den pågældende straffebestemmelse (eller være fastsat direkte

i

loven, jf. nedenfor) og ikke af den konkret forskyldte straf i den pågældende

straffesag. Forslaget indebærer også, at der i alle tilfælde vil gælde samme

forældelsesfrist for juridiske personer som for fysiske personer

(lovforslagets

§ 1, nr. 1).

Endvidere foreslås det, at der for visse overtrædelser af

skatte-, told-, afgifts- og tilskudslovgivningen fastsættes en

minimumsforældelsesfrist på 5 år. Forældelsesfristen vil således i disse

sager

være 5 år, selv om strafmaksimum i særlovgivningen eventuelt er 1 års fængsel

og forældelsesfristen derfor efter de almindelige regler ville være 2 år

(lovforslagets § 1, nr. 2).

Lovforslaget medfører derudover, at der ikke indtræder

forældelse af strafansvaret, når en konkret lovovertrædelse er omfattet af en

af Danmark tiltrådt mellemfolkelig overenskomst, ifølge hvilken strafansvaret

er uforældeligt.

Lovforslaget indeholder tillige ændrede bestemmelser om

afbrydelse af forældelsesfrister, så anklagemyndigheden og politiet får samme

simple

fremgangsmåde til at afbryde forældelsen, som andre offentlige myndigheder

har

i dag efter bestemmelsen i straffelovens § 94, stk. 5. Det vil

sige,

at forældelsesfristen kan afbrydes ved, at den pågældende gøres bekendt med

sigtelsen. Det foreslås samtidig, at fristafbrydelsen i forhold til juridiske

personer kan ske over for personer, der efter retsplejelovens § 157 kan

modtage forkyndelser på den juridiske persons vegne.

Der foreslås endvidere nye forældelsesregler for

bødestraffe. Forslaget indebærer, at forældelsesfristen forlænges i forhold

til

de gældende regler for bøder op til 3.000 kr. (fra 3 til 5 år) og for bøder

over 10.000 kr. (fra 5 til 10 år). Det foreslås således, at alle bøder under

10.000 kr. skal bortfalde efter 5 år, hvis der ikke forinden er indgivet

begæring om udpantning, mens den tilsvarende frist for bøder over 10.000 kr.

skal være 10 år. For så vidt angår forvandlingsstraf for bøder foreslås, at

straffen bortfalder efter 3 år for bøder, der ikke overstiger 10.000 kr.,

mens

den bortfalder efter 5 år for bøder, der overstiger 10.000 kr.

Endelig foreslås strafferammen i straffelovens § 164,

stk. 3, om den, der foretager en handling hvorved den pågældende selv

eller en anden med dennes samtykke bliver sigtet, dømt eller undergivet

strafferetlig

retsfølge for et strafbart forhold, som han ikke har begået, ændret fra 6

måneders fængsel til 1 års fængsel. Forslaget tilsigter en skærpelse af

straffen for den, som tilskynder en anden til at afsone en fængselsstraf i

sit

sted, samt for falske afsonere.

1.3. Straffelovrådet

foreslog i betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer en

lang række ændringer af de gældende strafferammer i straffeloven og i den

forbindelse bl.a. at afskaffe strafmaksima i loven på fængsel i 12 år, 3 år,

1

år og 6 måneder, 4 måneder og 3 måneder. Rådet tilsigtede med disse forslag

om

at afskaffe visse strafmaksima ikke en ændret strafudmåling, men alene en vis

simplificering af strafferammesystemet, jf. nedenfor.

Strafferammerne har som ovenfor nævnt betydning for de

forældelsesfrister, der gælder i det enkelte tilfælde. Straffelovrådet fandt

det mest hensigtsmæssigt at udskyde overvejelserne om de forældelsesmæssige

konsekvenser af de nævnte forslag vedrørende ændrede strafferammer til en

senere betænkning, og Justitsministeriet tilkendegav på den baggrund i

forbindelse med gennemførelsen af betænkning nr. 1424/2002 (lovforslag L 99,

Folketingsåret 2003/2004), at en stillingtagen til forslaget om at afskaffe

visse strafmaksima burde afvente Straffelovrådets overvejelser om de afledte

forældelsesmæssige spørgsmål.

Straffelovrådet har i betænkning nr. 1441/2004 anført, at

forældelsesfristen for overtrædelse af straffelovens § 108, stk. 2,

§ 109,

stk. 1, samt § 118 fortsat bør være 15 år, hvis strafferammen i

bestemmelserne ændres fra fængsel indtil 12 år til fængsel indtil 10 år, som

foreslået af rådet i betænkning nr. 1424/2002. For så vidt angår de øvrige

forenklingsforslag, der har afledte forældelsesmæssige konsekvenser, jf.

straffelovens § 93, har rådet ikke fundet grundlag for at foreslå

ændringer af forældelsesreglerne, idet der efter rådets opfattelse ikke vil

være betænkeligheder ved, at forældelsesfristen i de pågældende tilfælde

forlænges, henholdsvis forkortes som følge af, at strafferammen ændres.

I lyset heraf har Justitsministeriet overvejet rådets

forslag om at undlade at bruge visse strafmaksima i straffeloven.

Straffelovrådets forslag er bl.a. begrundet i et ønske om gennem færre

forskellige strafmaksima i loven at opnå en tydeligere markering af, hvor

grove

de enkelte forbrydelsestyper anses for at være, også i forhold til hinanden,

jf. betænkning nr. 1424/2002, side 163ff.

Ved lov nr. 218 af 31. marts 2004 blev hovedparten af

Straffelovrådets forslag om ændring af de gældende strafferammer i

straffeloven

gennemført. Blandt andet er der foretaget en række ændringer på grundlag af

rådets inddeling af bestemmelserne i straffelovens særlige del baseret på det

angrebne retsgode, jf. betænkning 1424/2002, side

169 f. Herved er der gennemført både en

vis forenkling og en klarere markering af den opfattelse af de enkelte

forbrydelsestypers grovhed, som ligger i valget af strafferamme.

Justitsministeriet er enig i, at Rådets supplerende forslag om herudover at

simplificere strafferammesystemet ved at undlade at bruge visse strafmaksima

i

loven ville kunne bidrage til en yderligere forenkling. Justitsministeriet

finder imidlertid, at der ikke er et væsentligt aktuelt behov for en sådan

yderligere forenkling, som det samtidig formentlig kunne blive vanskeligt at

fastholde fremover, bl.a. på grund af den internationale udvikling på det

strafferetlige område, herunder EU’s initiativer vedrørende tilnærmelse

af

medlemsstaternes straffelovgivning. Hertil kommer, at Justitsministeriet

uanset

forenklingshensynet ikke finder det hensigtsmæssigt at nedsætte de gældende

strafmaksima for meget alvorlige forbrydelser som f.eks. spionage, grov

frihedsberøvelse og særlig farlig voldtægt mv.

På den anførte baggrund er denne del af Straffelovrådets

forslag ikke medtaget i det foreliggende lovforslag.

Straffelovrådet foreslog i betænkning nr. 1424/2002

endvidere, at strafmaksimum i straffelovens § 180 (kvalificeret

forsætlig

brandstiftelse) og § 183, stk. 2, (kvalificeret forsætlig

sprængning)

nedsættes fra livstid til 16 års fængsel. Straffelovrådet anførte herom

bl.a.,

at brandstiftelse og sprængning, der koster menneskeliv, i praksis også vil

være omfattet af straffelovens § 237 om manddrab, hvis gerningsmanden

anser det for overvejende sandsynligt, at nogen vil omkomme ved handlingen,

og

derfor vil en nedsættelse af de pågældende bestemmelsers strafmaksima ikke få

reel betydning i retspraksis, idet strafmaksimum efter § 237 er fængsel

på

livstid. Justitsministeriet finder det imidlertid ikke hensigtsmæssigt at

nedsætte det gældende strafmaksimum for disse to særdeles grove forbrydelser.

2. Strafferammens betydning for forældelse af

strafansvar

2.1. Gældende ret

Straffelovens § 93 indeholder regler om forældelse af

strafansvar.

Bestemmelsen fik i store træk sin nuværende affattelse ved

lov nr. 248 af 9. juni 1967 om ændringer i borgerlig straffelov (Forældelse,

pornografi, homoseksuel prostitution m.v.). Lovændringen var med få

undtagelser

baseret på Straffelovrådets betænkning nr. 433/1966 om strafferetlig

forældelse

m.v. Med lovændringen opnåedes stort set nordisk retsenhed vedrørende

forældelse.

Af straffelovens § 93, stk. 1, følger de nærmere

forældelsesfrister, der som udgangspunkt skal beregnes efter det

strafmaksimum,

der er foreskrevet for forbrydelsen. Der skal således som udgangspunkt ikke

tages hensyn til den konkrete forbrydelses grovhed og strafværdighed.

Strafferammekriteriet fraviges dog, hvis den konkret forskyldte straf ville

være bøde, idet forældelsesfristen i så fald er 2 år.

Forældelsesfristen er 5 år, når der ikke er hjemlet højere

straf end fængsel i 4 år, mens forældelsesfristen er 10 år, når der ikke er

hjemlet højere straf end fængsel i 10 år, jf. § 93, stk. 1, nr. 2

og

3. I de tilfælde, hvor der ikke er hjemlet højere straf end fængsel på

bestemt

tid, er forældelsesfristen 15 år, jf. § 93, stk. 1, nr. 4.

Forbrydelser med fængsel på livstid som strafmaksimum

indgår ikke i opregningen i § 93, stk. 1, og er derfor

uforældelige. Efter

artikel 5 sammenholdt med artiklerne 6-8 i statutten for Den Internationale

Straffedomstol (ICC-statutten) henhører følgende forbrydelser under

straffedomstolens jurisdiktion: Folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden,

krigsforbrydelser og aggression. Forbrydelser som henhører under domstolens

jurisdiktion forældes ikke, jf. ICC-statuttens artikel 29. Statutten for Den

Internationale Straffedomstol er gennemført i dansk ret ved lov nr. 342 af

16.

maj 2001 om Den Internationale Straffedomstol. Bestemmelser om uforældelighed

svarende til ICC-statuttens artikel 29 findes i Geneve-konventionernes

artikel

3, der også er gennemført i Danmark. Forbrydelser, der eksempelvis efter

ICC-statuttens artikel 29 ikke forældes, er ofte også uforældelige efter

dansk

ret, idet forbrydelserne omfattes af straffelovsbestemmelser med fængsel på

livstid som strafmaksimum. Afvigelser kan dog forekomme, idet f.eks. voldtægt

og grov legemsbeskadigelse efter dansk ret har tidsbestemte strafmaksima, og

derfor er forældelige efter straffelovens § 93, stk. 1.

Forældelsesfristen for juridiske personers strafansvar

følger maksimumstrafferammen for vedkommende overtrædelse, jf. straffelovens

§ 93,

stk. 1, nr. 1, 2. pkt.

Den konkret

forskyldte straf har alene betydning ved lovovertrædelser begået af fysiske

personer, som kan ventes at føre til bøde.

Det kan efter

omstændighederne føre til, at der er en længere forældelsesfrist for

juridiske

personer end for fysiske personer, der måtte begå en tilsvarende

overtrædelse.

De almindelige forældelsesfrister i § 93, stk. 1,

fraviges i bestemmelsens stk. 2 og 3, idet der følger minimumsfrister på

5

og 10 år for forbrydelser, der ellers efter de almindelige regler ville være

underlagt en kortere forældelsesfrist.

Det følger af § 93, stk. 2, 1. pkt., at

forældelsesfristen i intet tilfælde er mindre end 5 år for overtrædelse af

straffelovens § 296, stk. 1, nr. 2 og 3, og stk. 2, § 297

og § 302, der vedrører kriminalitet vedrørende juridiske personers

forhold

m.v. Der følger også en minimumsfrist på 5 år for overtrædelser af told- og

afgiftslovgivningen (bortset fra momslovsovertrædelser), når nogen derved

unddrager

sig betaling til det offentlige, eller overtrædelserne er egnede til at

medføre, at nogen uberettiget fritages for sådan betaling, jf. § 93,

stk. 2,

2. pkt. Overtrædelserne af disse bestemmelser er kendetegnet ved, at de ofte

først opdages sent, hvorfor de derfor er underlagt en 5-årig

forældelsesfrist,

herunder også i tilfælde, hvor den konkret forskyldte straf ville være bøde.

Ved overtrædelse af straffelovens § 223, stk. 1,

og §§ 224 og 225, jf. § 223, stk. 1 (stedbarnsincest m.v.) er

forældelsesfristen i intet tilfælde mindre end 10 år, jf. § 93,

stk. 3.

Den 10-årige forældelsesfrist omfatter ifølge § 93, stk. 3, også

overtrædelser af skattekontrollovens §§ 13, 15 eller 16 om skattesvig

samt

overtrædelse af straffelovens § 289, 1. pkt., om skatte- og momssvig af

særlig

grov karakter.

For overtrædelser, der er omfattet af § 93, stk. 3,

gælder i lighed med overtrædelser omfattet af § 93, stk. 2, at den

særlige forældelsesfrist ikke påvirkes af, om den konkret forskyldte straf

ville være bøde, og overtrædelsen dermed efter de almindelige regler i

§ 93,

stk. 1, nr. 1, ville være undergivet en 2-årig forældelsesfrist.

Der er forholdsvis mange særlove, der indeholder en længere

forældelsesfrist (typisk 5 år) end den, der ville følge af de almindelige

regler i straffelovens § 93, stk. 1. Som eksempler kan nævnes

miljøbeskyttelsesloven, bogføringsloven og lov om finansiel virksomhed.

2.2. Brydensholt-udvalgets overvejelser

Brydensholt-udvalget har overvejet, hvorvidt der er behov

for at foreslå ændrede forældelsesregler inden for den økonomiske

kriminalitets

område.

2.2.1. Bogføring og regnskaber m.v.

For overtrædelse af regler om bogføring og regnskaber

gælder der i vidt omfang en forældelsesfrist på 5 år, jf. blandt andet

bogføringsloven og straffelovens § 296, stk. 1, nr. 2 og 3, og

stk. 2

samt § 302.

Udvalget bemærker, at overholdelse af reglerne om bogføring

og regnskaber er væsentlige for offentlige myndigheders kontrolmuligheder.

Det gælder

både med hensyn til, at bogføring og regnskaber er korrekte, og med hensyn

til,

at der bogføres, at der udarbejdes regnskaber, og at pligten til at opbevare

regnskaber mv. overholdes.

Udvalget har bl.a. overvejet,

om

de gældende regler

om 5-årig forældelse på bogførings- og regnskabsområdet er tilstrækkelige, og

om

opgørelser af varebeholdninger med hensyn til forældelse bør behandles på

linje

med almindelig bogføring.

Udvalget finder, at de gældende 5-årige forældelsesfrister

i bogføringsloven og i en række andre særlove, i straffelovens § 302

sammen med den af udvalget foreslåede udvidelse af straffelovens § 296

(jf. betænkning nr. 1396/2001) tilgodeser hensynet til de offentlige

myndigheders kontrolmuligheder. Udvalget finder derfor, at de gældende regler

på bogførings- og regnskabsområdet er tilstrækkelige.

Det er udvalgets opfattelse, at forkerte eller manglende

opgørelser af varebeholdninger typisk også vil komme til udtryk i bogføringen

eller indgå i afgiftsovertrædelser, hvor der i begge tilfælde gælder en

5-årig

forældelsesfrist. Udvalget finder derfor ikke, at der generelt er et særligt

behov for en 5-årig forældelse af straffebestemmelser om opgørelser af

varebeholdninger.

Årsregnskabsloven og bekendtgørelse nr. 1068 af 17.

december 1999 om skattemæssige krav til regnskab indeholder for så vidt angår

regnskaber ikke særlige forældelsesfrister. Overtrædelser heraf er således

undergivet

2-årig forældelse. Grove overtrædelser vil imidlertid kunne straffes efter

straffelovens §§ 296 og 302, ligesom regnskaber er en del af det

regnskabsmateriale,

der er omfattet af bogføringsloven. I mange tilfælde vil overtrædelser

vedrørende krav til regnskaber være sket med forsæt til svig, som derfor ofte

vil være omfattet af andre regler med længere forældelsesfrister.

På den baggrund finder udvalget ikke, at der er behov for

en generel forældelsesfrist på 5 år for regnskaber. Det er udvalgets

opfattelse, at hvis der på enkelte områder vurderes at være behov for længere

forældelsesfrister for straffebestemmelser om opgørelser af varebeholdninger

eller regnskaber, bør reguleringen ske i de enkelte særlove.

Om Brydensholt-udvalgets overvejelser henvises nærmere til

betænkning nr. 1438/2004, side 60 ff.

2.2.2. Juridiske personers formueforvaltning m.v.

Udvalget har overvejet om selskabslovgivningens

bestemmelser om virksomheders organisation, kapitalberedskab og

formueforvaltning ved strafbare overtrædelser generelt skal være omfattet af

en

5-årig forældelsesfrist.

Udvalget finder, at der ikke på nuværende tidspunkt er et

tilstrækkeligt grundlag for at foreslå, at selskabslovens bestemmelser bør

være

undergivet en forældelsesfrist på 5 år. Udvalget har især lagt vægt på, at

udvalget

har foreslået straffelovens § 296 udvidet, således at alle grovere

overtrædelser er omfattet af bestemmelsen, jf. udvalgets forslag i betænkning

nr. 1396/2001. Udvalget finder, at det er vanskeligt at vurdere, om der er

behov for en 5-årig forældelsesfrist uden for det område, der vil være

omfattet

af straffelovens § 296.

Om Brydensholt-udvalgets overvejelser henvises nærmere til

betænkning nr. 1438/2004, side 66 ff.

2.2.3. Skatte- og momslovgivning

Det er udvalgets opfattelse, at der bør være parallelitet

mellem forældelsesfristen for skattesager og for momssager. Udvalget

fremhæver,

at der på disse områder er samme behov som på andre fiskale områder for at

have

en længere forældelsesfrist end 2 år, men udvalget finder det dog tvivlsomt,

om

der er behov for længere forældelsesfrister end på andre fiskale områder.

Udvalget har i betænkning nr. 1396/2001 foreslået en ny

affattelse af straffelovens § 289 som en fælles overbestemmelse for

grove

overtrædelser af skatte-, afgifts- eller tilskudslovgivningen, hvor der er

forsæt til uberettiget vinding. Udvalget har taget udgangspunkt i, at alle

offentlige midler er lige beskyttelsesværdige. Udvalget finder, at dette også

gælder i forældelsesmæssig henseende, og udvalget fremhæver, at

kontrolproblemerne

er de samme på alle områderne.

Udvalget finder, at de særlige kontrolhensyn medfører, at

disse sager altid bør være undergivet mindst en 5-årig forældelsesfrist.

Der vil dog kunne være 10-årig forældelse i grove sager,

hvis udvalgets forslag til ny affattelse af straffelovens § 289 får en

strafferamme på fængsel i mere end 4 år. Der henvises nærmere herom til

Brydensholt-udvalgets

betænkning nr. 1396/2001, side 60 ff.

Om Brydensholt-udvalgets overvejelser henvises nærmere til

betænkning nr. 1438/2004, side 68 ff.

2.2.4. Unddragelse af told og afgifter til det

offentlige

Brydensholt-udvalget finder, at de særlige kontrolhensyn

også på dette område taler for at ændre straffelovens § 93, stk. 2

og

3, således at der også ved uberettiget offentlige tilskud eller støtte er en

forældelsesfrist, der er længere end 2 år.

Det bemærkes, at udvalget har foreslået en ny affattelse af

straffelovens § 289 a i betænkning nr. 1396/2001, som vil omfatte told,

afgifter, tilskud og støtte.

Om Brydensholt-udvalgets overvejelser henvises nærmere til

betænkning nr. 1438/2004, side

71 f.

2.3. Straffelovrådets overvejelser

Det er Straffelovrådets opfattelse, at længden af

forældelsesfristen fortsat bør være afhængig af lovovertrædelsens grovhed. Jo

grovere en lovovertrædelse er, desto større behov vil der typisk være for at

forfølge den, selv om der er gået længere tid, efter at den er begået, og

desto

svagere vil de hensyn, der kan tale imod en sådan forfølgning, typisk være.

På den baggrund finder rådet som udgangspunkt ikke grundlag

for at foreslå ændringer af forældelsesfristerne i de bestemmelser, hvor

rådet

i betænkning nr. 1424/2002 har foreslået ændringer af strafferammerne.

Straffelovrådet har fundet, at der ikke længere er behov

for den gældende særregel i straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1, 1.

pkt., 2. led, der lader forældelsesfristen afhænge af, om den konkret

forskyldte

straf ville være bøde. Rådet har derfor foreslået, at denne særregel ophæves.

Forældelsesfristen beregnes herefter i alle tilfælde efter det strafmaksimum,

der er foreskrevet for lovovertrædelsen, og således uden hensyn til den

konkrete

lovovertrædelse.

Straffelovrådet har endelig overvejet spørgsmålet om

Danmarks internationale forpligtelser i relation til uforældelighed, jf.

f.eks.

artikel 29 i statutten for Den Internationale Straffedomstol (ICC-statutten).

Det følger af artikel 29, at forbrydelser, som henhører

under domstolens jurisdiktion, ikke forældes. I almindelighed vil sådanne

forbrydelser også være uforældelige efter dansk ret, idet forbrydelser

omfattet

af straffelovsbestemmelser med fængsel på livstid som strafmaksimum også er

uforældelige. Nogle overtrædelser, f.eks. voldtægt og grov

legemsbeskadigelse,

har imidlertid en strafferamme med et tidsbestemt maksimum, og er derfor

forældelige

efter bestemmelsen i straffelovens § 93.

På den baggrund har rådet foreslået, at der som § 93 a

indsættes en bestemmelse, hvorefter der ikke indtræder forældelse, når den

konkrete lovovertrædelse er omfattet af en af Danmark tiltrådt mellemfolkelig

overenskomst, ifølge hvilken strafansvaret er uforældeligt. Herved sikres

det,

at en sådan overtrædelse også efter dansk ret er uforældelig, selv om

lovovertrædelsen har tilknyttet en strafferamme med et tidsbestemt

strafmaksimum.

Straffelovrådet har ikke i øvrigt fremsat bemærkninger til

Brydensholt-udvalgets forslag.

Om Straffelovrådets overvejelser henvises nærmere til betænkning

nr. 1441/2004, side

21 f

og

48 f.

2.4. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet kan tiltræde Straffelovrådets forslag om

ændring af straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1, hvorved særreglen,

der

lader forældelsesfristen afhænge af, om den konkrete forskyldte straf er en

bødestraf, ophæves. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1, samt

bemærkningerne hertil.

Justitsministeriet er endvidere enig i

Brydensholt-udvalgets forslaget om særregler for forældelse af skatte-,

told-,

afgifts- og tilskudslovovertrædelser. Lovforslaget er med de af

Straffelovrådet

foreslåede redaktionelle ændringer udformet i overensstemmelse hermed. Det

bemærkes i den forbindelse, at Justitsministeriet vil fremsætte et lovforslag

på baggrund af Brydensholt-udvalgets forslag til en ny formulering af

straffelovens §§ 289, 289a og

296 m.fl.,

jf. betænkning nr. 1396/2001 og betænkning nr. 1415/2002. Den foreslåede

affattelse

af § 93, stk. 2 og 3, skal ses i lyset heraf, og det foreslås

desuden

på den baggrund, at de foreslåede ændringer af forældelsesbestemmelserne

træder

i kraft samtidig med de foreslåede ændringer af straffelovens §§ 289,

289a

og

296 m.fl., jf.

lovforslagets § 2. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2, samt

bemærkningerne hertil.

Endvidere kan Justitsministeriet tilslutte sig Straffelovrådets

forslag om indsættelse af en ny § 93 a, der sikrer, at der ikke

indtræder

forældelse af lovovertrædelser, som ifølge mellemfolkelig overenskomst er

uforældelige.

Herved sikres det f.eks., at det ikke kan blive nødvendigt at lade dansk

militærpersonel retsforfølge ved Den Internationale Straffedomstol på grund

af

forældelse, men at Danmark i stedet har mulighed for selv at strafforfølge

ved

danske domstole. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3, samt

bemærkningerne

hertil.

3. Forældelsesafbrydelsens form

3.1. Gældende ret

Det følger af straffelovens § 94, stk. 1, at

forældelsesfristen som udgangspunkt regnes fra det tidspunkt, hvor den

strafbare virksomhed eller undladelse er ophørt. Forældelsesfristen skal dog

først regnes fra en følges eller begivenheds indtræden, når strafbarheden

afhænger af eller påvirkes af en indtrådt følge eller senere begivenhed, jf.

stk. 2. Derudover følger der af straffelovens § 94, stk. 3 og

4,

en række særregler for tidspunktet for forældelsesfristens start.

Af § 94, stk. 5, 1. pkt., følger, at

forældelsesfristen som udgangspunkt afbrydes ved ethvert rettergangsskridt,

hvorved den pågældende sigtes for overtrædelsen. Bestemmelsen fortolkes

således,

at den ikke alene omfatter rettens handlinger, men også de skridt, som

anklagemyndigheden iværksætter i dette øjemed, f.eks. rettens modtagelse af

anklageskrift eller begæring om efterforskningsforhør. Rettergangsskridt

under

efterforskningen kan også afbryde forældelsesfristen, f.eks. sigtelse i

grundlovsforhør eller begæring om ransagning.

Anmodning om forsvarerbeskikkelse kan desuden være et

fristafbrydende rettergangsskridt, herunder i tilfælde, hvor

forsvarerbeskikkelsen iværksættes på sigtedes foranledning. Det gælder dog

kun,

når anmodningen fremsættes af en sigtet person. Anmodning om

forsvarerbeskikkelse for en person, der »senere måtte blive mistænkt eller

sigtet«, f.eks. efter retsplejelovens § 731 a om forsvarerbeskikkelse

ved

videoafhøring, er ikke fristafbrydende. Fristafbrydende er anmodning om

rettergangsskridt,

der fremsættes, når en konkret identificeret person sigtes for forbrydelsen.

Straffelovens § 94, stk. 5, 2. og 3. pkt.,

indeholder to undtagelser fra hovedreglen om fristafbrydelse ved

rettergangsskridt. Begge undtagelser retter sig mod sager, der kan afgøres

med

bøde.

Den første undtagelse angår sager, der efter retsplejeloven

kan afgøres ved vedtagelse af bødeforelæg udfærdiget af politiet. I disse

tilfælde afbrydes forældelsesfristen, når sigtede gøres bekendt med

forelægget.

Den anden undtagelse omfatter øvrige tilfælde, hvor straf

for en overtrædelse kan pålægges af en administrativ myndighed. Her afbrydes

forældelsesfristen, når den pågældende gøres bekendt med, at vedkommende er

sigtet for overtrædelsen.

Sidstnævnte undtagelse vedrører efter ordlyden tilfælde,

hvor en administrativ myndighed har hjemmel til at »pålægge« en bøde.

Bestemmelsen fortolkes i praksis således, at den også er anvendelig i

tilfælde,

hvor myndigheden kan »forelægge« en bøde til vedtagelse, hvilket er den mest

almindelige

hjemmel i nutidig lovgivning.

3.2. Brydensholt-udvalgets overvejelser

Brydensholt-udvalget finder, at den nuværende ordning,

hvorefter der er tre former for afbrydelse af forældelsesfristen i

straffelovens § 94, stk. 5, 1.-3. pkt., er uhensigtsmæssig. Det er

bl.a. udvalgets opfattelse, at det vil være uheldigt, hvis en administrativ

sag

skal indbringes for retten for at afbryde forældelsesfristen, herunder i

sager,

hvor det er muligt, men uvist, om sagen kan afgøres administrativt. Udvalget

finder desuden, at den fortsatte tendens til, at efterforskningen sker uden

rettens medvirken også taler for, at forældelsesafbrydelsen henlægges til

politiet.

På den baggrund er det udvalgets opfattelse, at den

generelle hovedregel i alle sager bør være, at den pågældende gøres bekendt

med

sigtelsen. Hensynet til den sigtede taler også for, at der almindeligvis ikke

er mulighed for, at den pågældende først efter, at forældelsesfristen ville

være udløbet, gøres bekendt med, at der verserer en straffesag.

Udvalget finder endvidere, at forældelsesfristen alternativt

skal kunne afbrydes, når anklagemyndigheden anmoder om rettergangsskridt.

Udvalgets forslag betyder, at politiet og

anklagemyndigheden får samme simple fremgangsmåde til at afbryde

forældelsesfristen

som andre offentlige myndigheder har i dag efter § 94, stk. 5. Hvis

man ikke kan få kontakt med den pågældende, må man som i dag afbryde gennem

anmodning om rettergangsskridt. Der vil endvidere ske afbrydelse, hvis der

f.eks. opnås en retskendelse om telefonaflytning.

Udvalget finder desuden, at forsvarerbeskikkelse i

modsætning til den gældende retstilstand kun skal være fristafbrydende, hvis

det er anklagemyndigheden, der anmoder herom. Den sigtedes retsstilling skal

således ikke forringes, alene fordi den pågældende anmoder om

forsvarerbeskikkelse.

Da beskikkelse af forsvarer forudsætter, at den pågældende er sigtet, vil

forældelsen typisk være afbrudt forud for det tidspunkt, hvor den sigtede

anmoder om forsvarerbeskikkelse. Udvalgets forslag om ændring i

retstilstanden

for så vidt angår den sigtedes begæringer vil derfor kun have praktisk

betydning i situationer, hvor der er tvivl om, hvorvidt den tidligere

sigtelse

har været præcis nok til at afbryde forældelsen.

Endelig anfører udvalget, at en forældelsesafbrydende sigtelse

ligesom i dag bør være en egentlig sigtelse med alle de retsvirkninger, der

er

knyttet hertil. Det er efter udvalgets opfattelse ikke tilstrækkeligt, at der

for at beskytte den pågældende gives en retsstilling, hvor visse af

retsvirkningerne finder anvendelse, uden at der formelt rejses sigtelse.

Dette

kan f.eks. være tilfældet, hvis en person afhøres med en sigtets rettigheder.

Om Brydensholt-udvalgets overvejelser henvises nærmere til

betænkning nr. 1438/2004, side

72 f.

3.3. Straffelovrådets overvejelser

Straffelovrådet tilslutter sig Brydensholt-udvalgets

overvejelser om en ændring af reglerne om afbrydelse af forældelsesfristen.

Rådet henviser bl.a. til, at anklagemyndigheden og politiet herved får samme

simple fremgangsmåde til at afbryde forældelsesfristen, som andre offentlige

myndigheder har i dag efter straffelovens § 94, stk. 5.

Straffelovrådet kan endvidere tiltræde, at afbrydelse af forældelsesfristen

som følge af anmodning om forsvarerbeskikkelse alene bør gælde, hvor

forsvarerbeskikkelse iværksættes på anklagemyndighedens initiativ.

På den baggrund har rådet foreslået, at der i stedet for § 94,

stk. 5, 1.-3. pkt., indsættes en bestemmelse, hvorefter

forældelsesfristen

afbrydes, når den pågældende gøres bekendt med sigtelsen, eller når

anklagemyndigheden

anmoder om rettergangsskridt, hvorved den pågældende sigtes for

overtrædelsen.

Om Straffelovrådets overvejelser henvises nærmere til

betænkning nr. 1441/2004, side

56 f.

3.4. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet kan tilslutte sig Brydensholt-udvalgets

og Straffelovrådets overvejelser samt rådets forslag om afbrydelse af

forældelsesfristen. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 4, samt

bemærkningerne hertil.

4. Retsvirkningerne af forældelsesfristens

afbrydelse

4.1. Gældende ret

Når fristen for forældelse er afbrudt efter straffelovens § 94,

stk. 5, løber ingen yderligere tidsfrister, som strafansvaret kan

forældes

efter. Strafansvaret forældes herefter som udgangspunkt ikke.

Efter § 94, stk. 6, løber forældelsesfristen dog videre,

som om forfølgning ikke havde fundet sted, hvis forfølgningen standses enten

ved en formel beslutning (tiltalefrafald eller påtaleopgivelse), der ikke

omgøres af den overordnede anklagemyndighed inden for den almindelige

omgørelsesfrist

eller ved et faktisk ophør af politiets arbejde med sagen (»forfølgningen

standses på ubestemt tid«). Skyldes standsningen af forfølgningen, at sigtede

har unddraget sig forfølgningen, medregnes forfølgningstiden dog ikke ved

beregningen af forældelsesfristen. Langvarig sagsbehandling – der dog

ikke har

medført, at der er indtrådt forældelse af strafansvaret – kan efter

omstændighederne tillægges betydning ved straffastsættelsen.

4.2. Brydensholt-udvalgets overvejelser

Brydensholt-udvalget har overvejet berettigelsen af den

nuværende retstilstand, hvor der efter forældelsesafbrydelsen ikke løber en

ny

frist, men alene gælder en passivitetsregel. Udvalget har også overvejet, om

der bør gælde absolutte forældelsesfrister.

Udvalget finder, at der bør indføres en regel om, at den

dobbelte forældelsesfrist er maksimum. Dette vil medføre, at der skal være

rejst tiltale, udsendt et bødeforlæg eller pålagt en administrativ bøde inden

udløbet af den dobbelte forældelsesfrist.

Udvalget finder endvidere, at den særlige suspensionsregel,

der finder anvendelse, hvis sigtede har unddraget sig forfølgning, fortsat

bør

gælde.

Der henvises nærmere til Brydensholt-udvalgets overvejelser

i betænkning nr. 1438/2004, side 74 ff.

4.3. Straffelovrådets overvejelser

Straffelovrådet har overvejet, hvilke hensyn der kan tale

henholdsvis for og imod indførelse af absolutte forældelsesfrister, som

foreslået

af Brydensholt-udvalget.

Rådet finder, at såvel hensynet til den sigtede som

ressourcemæssige hensyn, kan tale for indførelse af absolutte

forældelsesfrister.

Endvidere har Finland og Sverige absolutte forældelsesfrister, herunder for

Sveriges vedkommende tillige for forbrydelser med fængsel på livstid som

strafmaksimum. Endelig bygger EU’s regler på svigsområdet og transport-

og

konkurrenceområdet på et system med dobbelte forældelsesfrister som det

maksimale, jf. betænkning nr. 1441/2004, side

62 f.

For så vidt angår hensyn, der kan tale imod indførelse af

absolutte forældelsesfrister, peger rådet bl.a. på hensynet til at sikre, at

forbrydelser inden for særlovgivningen kan afdækkes og strafforfølges. Under

rådets drøftelse er også nævnt, at kravet om rettergang inden for en rimelig

frist i Den Europæiske Menneskeretskonvention (EMRK) artikel 6, stk. 1,

ikke nødvendiggør absolutte fristregler. Det er endvidere påpeget, at Sverige

og Finland har betydeligt længere forældelsesfrister end de

forældelsesfrister,

der ville gælde efter gennemførelse af Brydensholts-udvalgets forslag med den

dobbelte forældelsesfrist som maksimum på grundlag af straffelovens

§ 93.

Endelig bemærker rådet, at de synspunkter, der begrunder reglerne om

forældelse

af strafansvar, tillægges vægt ved straffastsættelsen, jf. straffelovens

§ 82,

nr. 13 og 14.

Et flertal i Straffelovrådet (7 medlemmer) finder, at der

ikke er tilstrækkeligt grundlag for at ændre de gældende regler om

retsvirkningerne af forældelsesafbrydelsen. Det er flertallets opfattelse, at

hensynet til at imødegå konventionsstridig og langtrukken sagsbehandling

bedst vil

kunne sikres ved interne sagsbehandlingstider i anklagemyndigheden.

Et mindretal i udvalget (1 medlem) har tilsluttet sig Brydensholts-udvalgets

synspunkter.

Om Straffelovrådets overvejelser henvises til betænkning

nr. 1441/2004, side

65 f.

4.4. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet er enig med Straffelovrådets flertal i,

at de gældende regler om retsvirkningerne af forældelsesafbrydelsen bør

opretholdes.

Der findes allerede internt i anklagemyndigheden en række

tilsyns- og kontrolordninger, idet statsadvokaten fører tilsyn med

politimestrenes

(politidirektørens) behandling af straffesager, jf. Rigsadvokatens meddelelse

RM 3/1999. Justitsministeriet har endvidere noteret sig, at

Brydensholt-udvalget

i en betænkning, der forventes at komme inden udgangen af 2004, foreslår

indførelse af en ny administrativ kontrolordning.

5. Forældelse af juridiske personers ansvar

5.1. Gældende ret

Efter straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1, 1. pkt.,

er forældelsesfristen 2 år, når der ikke er hjemlet højere straf end fængsel

indtil

1 år for overtrædelsen (1. led), eller når straffen for overtrædelsen ikke

ville overstige bøde (2. led). Det følger imidlertid af § 93,

stk. 1,

nr. 1, 2. pkt., at 2. led ikke gælder for juridiske personer.

Forældelsesfristen for juridiske personers strafansvar afhænger derfor altid

af

strafferammen for den konkrete forbrydelse. Det er også tilfældet, hvor den

konkret

forskyldte straf for en fysisk person i anledning af samme lovovertrædelse

ikke

ville overstige bøde.

Hvis forældelsesfristen for juridiske personers strafansvar

afbrydes over for nogen, der har handlet på en juridisk persons vegne, har

fristafbrydelsen også virkning i forhold til den pågældende juridiske person,

jf. § 94, stk. 5, 4. pkt. Efter bestemmelsens ordlyd kan der ske

fristafbrydelse med virkning for den juridiske person over for enhver person,

der har handlet på den juridiske persons vegne. Der har i den juridiske

litteratur

været forskellige opfattelser af, hvilke personer, der herved omfattes af

bestemmelsen, jf. betænkning nr. 1441/2004, side

69 f.

Afbrydelse af forældelsesfristen over for en juridisk

person har ikke virkning i forhold til personer, der har handlet på den

juridiske persons vegne, jf. § 94, stk. 5, 5. pkt.

5.2. Brydensholt-udvalgets overvejelser

Brydensholt-udvalget finder, at der på baggrund af

ændringerne af straffeloven i 1996, hvor strafansvar for juridiske personer

blev indsat, samt Rigsadvokatens meddelelse nr. 5/1999, hvorefter det er

udgangspunktet,

at tiltale rejses mod virksomheden som sådan, er behov for at ændre

forældelsesreglerne for juridiske personer. Efter de gældende

forældelsesregler

forældes en virksomheds ansvar efter 2 år, mens strafansvaret for en fysisk

person i samme situation eller ansat i virksomheden kan have en længere

forældelsesfrist. Udvalget finder ikke, at der er grund til at behandle

juridiske personer mildere end fysiske personer i denne relation.

Udvalget finder således, at der bør tilstræbes

ligestilling, således at samme forældelsesfrister bliver gældende for fysiske

og juridiske personer. Udvalget foreslår på den baggrund reglen i § 93,

stk. 1, nr. 1, 2. pkt., ophævet.

For så vidt angår forældelsesfristens afbrydelse ved

juridiske personer i straffelovens § 94, stk. 5, 4. og 5. pkt.,

bemærker

udvalget, at det er meget væsentligt, at fristafbrydelsen kommer til den

sigtedes kundskab, for at denne kan varetage sine interesser. Udvalget har

derfor overvejet, hvem forældelsesfristen kan afbrydes over for ved juridiske

personer. Udvalget finder, at fristen for juridiske personers ansvar kun bør

kunne afbrydes over for en person, der efter retsplejelovens § 157 kan

modtage forkyndelser på den juridiske persons vegne.

Om Brydensholt-udvalgets overvejelser henvises nærmere til

betænkning nr. 1438/2004, side 76 ff.

5.3. Straffelovrådets overvejelser

Straffelovrådet er enig med Brydensholt-udvalget i, at der

bør tilstræbes en forældelsesmæssig ligestilling ved ansvarsforældelse for

fysiske og juridiske personer.

Straffelovrådet har som anført under lovforslagets punkt 2.3

foreslået, at den gældende særregel i straffelovens § 93, stk. 1,

nr.

1, 1. pkt., 2. led, der lader forældelsesfristen afhænge af, om den konkret

forskyldte straf ville være bøde, ophæves. Herefter vil forældelsesfristen

for

både fysiske og juridiske personer fremover afhænge af maksimumsstraffen

efter den

pågældende strafbestemmelse, jf. § 93, stk. 1.

Straffelovrådet er endvidere enig i Brydensholt-udvalgets

synspunkter om fristafbrydelse i forhold til juridiske personer. Rådet kan

derfor tilslutte sig Brydensholt-udvalgets forslag til et nyt § 94,

stk. 5,

3. pkt.

Om Straffelovrådets overvejelser henvises til betænkning

nr. 1441/2004, side

75 f.

5.4. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet er enig i Brydensholt-udvalgets og

Straffelovrådets synspunkter om, at der bør være forældelsesmæssig

ligestilling

ved fysiske og juridiske personer.

Som nævnt ovenfor under pkt. 2.4 kan Justitsministeriet

tilslutte sig Straffelovrådets forslag om, at straffelovens § 93,

stk. 1,

nr. 1, 1. pkt., 2. led ophæves. Herefter vil der være forældelsesmæssig

ligestilling mellem fysiske og juridiske personer.

For så vidt angår afbrydelse af forældelsesfristen ved

juridiske personer er Justitsministeriet enig i Brydensholt-udvalgets

overvejelser, som også Straffelovrådet har tilsluttet sig. Der henvises til

lovforslagets § 1, nr. 4, samt bemærkningerne hertil.

6. Forældelse af bøder

6.1. Gældende ret

Det følger af straffelovens § 97 a, stk. 1, at

forældelsesfristen er 3 år for bøder på indtil 3.000 kr. og 5 år for bøder

over

3.000 kr.

Forældelsesfristen regnes efter § 97 a, stk. 4,

1. pkt., fra det tidspunkt, da afgørelsen efter lovgivningens almindelige

regler kunne fuldbyrdes, jf. retsplejelovens § 999 om udløb af ankefrist

og ankeafkald. Fristen kan afbrydes ved indgivelse af begæring om udpantning

(udpantningsudlæg), jf. retsplejelovens § 478, stk. 2, hvorefter

udlæg kan ske for krav, der i lovgivningen er tillagt udpantningsret.

Efter § 97 a, stk. 4, 2. pkt., suspenderes

forældelsesfristen dels i tilfælde, hvor fuldbyrdelsen er udsat ved betinget

dom, dels i tilfælde, hvor fuldbyrdelsen er udsat ved betinget benådning. I

praksis foregår bødeinddrivelse ofte på den måde, at der meddeles tilladelse

til afdragsvis betaling, men sådanne ordninger berører ikke den løbende

forældelsesfrist med hensyn til de endnu ubetalte beløb. Den bødefældtes

anerkendelse af restskylden vil heller ikke virke fristafbrydende.

Om bødeforvandlingsstraf følger det af § 97 a, stk. 2,

at forældelsesfristen er den samme som for bøden. Fristafbrydelse sker ved

afsoningens påbegyndelse. Afsoning skal være påbegyndt før

forældelsesfristens

udløb, uanset om forældelsesfristen for fuldbyrdelse af bøden efter

stk. 1

er afbrudt ved begæring om udpantning.

Konfiskation forældes for så vidt angår

begyndelsestidspunktet og fristafbrydelse efter samme bestemmelser som bøder.

Det fremgår af § 97 a, stk. 3, at der er en normal forældelsesfrist

på 5 år, som ved dommen om konfiskation kan fastsættes til en forlænget

forældelsesfrist på indtil 10 år. En sådan frist kan også fastsættes senere

ved

retskendelse, idet spørgsmål herom i givet fald indbringes af

anklagemyndigheden for den ret, der har pådømt sagen i første instans.

Det følger af retsplejelovens § 527, at forældelse af

en fordring afbrydes ved indgivelse af anmodning om udlæg, såfremt

fordringshaveren søger forretningen fremmet uden ugrundet ophold. Det

antages,

at der efter fristafbrydelse i medfør af denne bestemmelse som udgangspunkt

er

en ny forældelsesfrist af samme længde som den afbrudte. Det gælder også i

tilfælde, hvor forretningen sluttes som forgæves, fordi skyldneren intet

ejer.

Det kan give anledning til tvivl, om denne antagelse også

omfatter udlæg eller forgæves udlægsforretning for bøde eller konfiskation i

medfør af straffelovens § 97 a, stk. 1 og 3, således at der

herefter

løber en ny 3- eller 5-årig forældelsesfrist. Justitsministeriet har

tidligere

antaget, at der formentlig ikke løber en ny forældelsesfrist af samme længde

som den afbrudte. Justitsministeriet har endvidere antaget, at

inddrivelsesskridt hovedsageligt skal ske inden for 5-årsfristen, og at det

kun

i tilfælde, hvor inddrivelsesskridt må antages at medføre betaling af

konfiskationsbeløbet og er en fortsættelse af tidligere (inden fristen)

begyndte udlægsforretninger, vil blive accepteret, at den 5-årige frist

forlænges. Straffelovrådet har tilsluttet sig denne forståelse af

straffelovens

§ 97 a.

Det bemærkes, at det af § 29, stk. 3, i

bødebekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 394 af 17. maj 2001) fremgår, at

afgørelse om forvandlingsstraf ikke må træffes, hvis skyldneren ikke kan

antage

at have betalingsevne.

6.2. Straffelovrådets overvejelser

Straffelovrådet har overvejet, hvorvidt der er grundlag for

at foreslå forandringer i den gældende retstilstand, hvorefter der kan opstå

situationer, hvor større bøder hverken kan inddrives eller afdrages af den

bødefældte

inden for forældelsesfristen på 3 eller 5 år, og hvor der på grund af

manglende

betalingsevne ikke kan træffes afgørelse om fuldbyrdelse af

forvandlingsstraf.

Rådet finder, at spørgsmålet om forældelse af bøder fortsat

må bero på en afvejning af forskellige hensyn. På den ene side er der

hensynet

til, at bødefældte ikke i urimelig lang tid efter det tidspunkt, hvor dommen

eller vedtagelsen kunne fuldbyrdes, udsættes for inddrivelsesskridt, og på

den

anden side er der hensynet til, at forældelsesfristen har en længde, så

fuldbyrdelsen af bøden bliver mulig og kan gennemføres under hensyn til den

bødefældtes økonomiske forhold, og uden at skulle anvende forvandlingsstraf.

Rådet har desuden overvejet at ændre forældelsesreglerne, så

den tid, i hvilken der efter begæring er meddelt bødefældte henstand med

betaling af bødebeløbet, ikke medregnes i forældelsesfristen. Rådet finder

fortsat af de grunde, der er anført i rådets betænkning nr. 433/1966 om

strafferetlig

forældelse m.v., at der ikke bør ske ændringer på dette punkt. Det fremgår af

betænkning nr. 433/1966, side

28 f,

at da de afdragsordninger, der fastsættes i praksis, er udformet således, at

misligholdelse af ordningen medfører, at hele bødebeløbet straks forfalder

til

betaling, ville den ændrede regel indebære, at forældelsen på ny begyndte at

løbe i misligholdelsestilfælde. Rådet fandt, at gennemførelse af en regel

herom

kunne give anledning til en række tvivlsspørgsmål, navnlig i forbindelse med

misligholdelse af afdragsordninger, og således blive vanskelig at praktisere.

På den baggrund afstod rådet fra at foreslå en lovændring på dette punkt.

Det er rådets konklusion, at problemet med at sikre

inddrivelse af de større bøder, uden at der sker forældelse, bedst løses ved,

at forældelsesfristen fastsættes til 10 år, når bøden overstiger 10.000 kr.

Rådet foreslår videre, at bøder indtil 10.000 kr. undergives en 5-årig

forældelsesfrist.

Rådet har endvidere overvejet, om en forlængelse af

forældelsesfristen for fuldbyrdelse af bøder over 10.000 kr. bør føre til, at

forældelsesfristen for bødeforvandlingsstraf forlænges tilsvarende. Under

henvisning

til at der gælder en forældelsesfrist på 5 år for fuldbyrdelse af idømt

fængsel

indtil 1 år, jf. straffelovens § 97, stk. 1, nr. 1, har rådet

fundet

det rigtigst at fastholde den gældende maksimale forældelsesfrist for

bødeforvandlingsstraf

på 5 år. Rådet har dog fundet det bedst stemmende med rådets forslag om

bødefastsættelse, at forældelsesfristen på 3 år for bødeforvandlingsstraf

udvides til at omfatte bøde indtil 10.000 kr., og at forældelsesfristen på 5

år

for bødeforvandlingsstraf fastsættes til bøder over 10.000 kr.

Om Straffelovrådets overvejelser henvises til betænkning

nr. 1441/2004, side

90 f.

6.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet er enig i Straffelovrådets synspunkter,

og kan tilslutte sig rådets forslag til ændring af straffelovens § 97 a,

stk. 1 og 2. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 5, samt

bemærkningerne

hertil.

7. Skærpelse af straffen for den, som tilskynder en

anden til at afsone i sit sted, samt for falske afsonere

7.1. Gældende ret

Efter straffelovens § 164, stk. 1, straffes den,

der afgiver urigtige oplysninger til offentlig myndighed med fortsæt til, at

en

uskyldig derved bliver sigtet, dømt eller undergivet strafferetlig retsfølge

for et strafbart forhold. Tilsvarende straffes den, der tilintetgør,

forvansker

eller bortskaffer bevis eller tilvejebringer falsk bevis med fortsæt til, at

nogen derved bliver sigtet eller dømt for et strafbart forhold, jf.

stk. 2.

Straffen for overtrædelse af straffelovens § 164, stk. 1 eller 2,

er

fængsel indtil 6 år.

Det følger videre af straffelovens § 164, stk. 3,

at den der foretager en handling som nævnt i stk. 1 og 2 med fortsæt

til,

at den pågældende selv eller en anden bliver sigtet, dømt eller undergivet

strafferetlig retsfølge for et strafbart forhold, som den pågældende ikke har

begået, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Bestemmelsen

omfatter bl.a. den, der afsoner en fængselsstraf, der er idømt en anden

person,

og den, der lader en anden udstå en fængselsstraf, som man selv er idømt.

7.2. Retspraksis

Overtrædelse af straffelovens § 164, stk. 3, har

hidtil som udgangspunkt været straffet med fængsel i 20 dage.

Til illustration heraf kan henvises til to nyere domme

afsagt af Østre Landsret og Vestre Landsret, og offentliggjort i henholdsvis

Ugeskrift for Retsvæsen 2002, side 1938, og Tidsskrift for Kriminalret 2000,

side 420.

I Østre Landsrets dom blev tiltalte idømt fængsel i 20 dage

for at have aftalt med en anden nu afdød person, at denne skulle møde til

afsoning af en af tiltalte idømt frihedsstraf på 14 dages hæfte.

I Vestre Landsrets dom blev to tiltalte fundet skyldige i

overtrædelse af straffelovens § 164, stk. 3, for den ene tiltaltes

vedkommende, jf. straffelovens § 23, ved efter aftale at have ladet den

anden tiltalte afsone en forvandlingsstraf på hæfte i 6 dage. Begge tiltalte

var efter gerningstidspunktet idømt bøder for berigelseskriminalitet.

Straffene, der blev fastsat som tillægsstraf efter straffelovens § 89,

blev for begge fastsat til hæfte i 20 dage.

Endvidere kan til illustration henvises til Vestre

Landsrets dom af 18. december 1990, der er refereret i Domme i Kriminelle

Sager

1990-1992, side 122. I denne sag blev tiltalte idømt fængsel i 20 dage for at

have påbegyndt afsoning af en straf på hæfte i 34 dage, der var idømt en

anden

person. Tiltalte havde legitimeret sig over for fængselspersonalet med den

anden persons sygesikringsbevis. Efter en måneds afsoning blev forholdet

opdaget. Da den tiltalte efter gerningstidspunktet havde vedtaget en bøde for

spirituskørsel, blev straffen på fængsel i 20 dage fastsat som en

tillægsstraf

efter straffelovens § 89.

7.3. Justitsministeriets overvejelser

Strafniveauet ved sammenlignelige overtrædelser er generelt

højere end strafniveauet for overtrædelse af straffelovens § 164,

stk. 3.

Strafniveauet for overtrædelse af f.eks. straffelovens § 158,

stk. 1, om falsk forklaring for retten, er som udgangspunkt fængsel i 60

dage, jf. Straffelovrådets betænkning nr. 1424/2002, side 586. Der kan

endvidere henvises til Højesterets dom offentliggjort i Ugeskrift for

Retsvæsen

1994, side 625, hvor tiltalte under en straffesag mod hendes ægtefælle, der

var

tiltalt for spirituskørsel, for både byretten og landsretten i strid med

sandheden havde forklaret, at hun havde ført bilen. Tiltalte blev idømt 60

dages fængsel for falsk forklaring. På grund af ganske særlige omstændigheder

i

den konkrete sag, herunder at hendes ægtefælle var alvorlig syg, og den tid,

der var medgået med sagens behandling, blev straffen gjort betinget.

Ved overtrædelse af straffelovens § 124, stk. 1,

om den, der flygter som anholdt eller fængslet, er strafniveauet som

udgangspunkt 30 dage. Det blev forudsat i lov nr. 382 af 6. juni 2002 om

ændring

af straffeloven, retsplejeloven og forvaltningsloven (Fangeflugt og

begrænsning

i indsattes adgang til aktindsigt m.v.), at overtrædelse af bestemmelsen i

førstegangstilfælde som udgangspunkt straffes med fængsel i 30 dage. Det skal

dog efter forarbejderne anses som en skærpende omstændighed, hvis der er tale

om, at flere flygter i forening, eller hvis flugten har været nøje planlagt.

Det er endvidere i forarbejderne forudsat, at der ved siden af straffen for

overtrædelse af § 124, stk. 1, reageres med disciplinærstraf, og at

en disciplinærstraf ikke skal indebære en fravigelse af strafniveauet i

nedadgående retning. Til illustration heraf kan henvises til Vestre Landsrets

dom offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2004, side 1359, hvor tiltalte

blev idømt fængsel i 30 dage for at være flygtet fra et statsfængsel, hvor

han

var strafafsoner.

Justitsministeriet finder, at straffen for overtrædelse af

straffelovens § 164, stk. 3, bør skærpes, således at strafniveauet

i

højere grad afspejler forholdets strafværdighed, og således at strafniveauet

bringes på linje med sammenlignelige overtrædelser.

Det foreslås med henblik herpå, at strafferammen forhøjes

fra bøde eller fængsel i 6 måneder til bøde eller fængsel i 1 år.

For så vidt angår den person, der påtager sig at afsone en

straf for en anden, kan den pågældende være motiveret af løfter om betaling

fra

den dømte, således at overtrædelsen begås for at opnå et økonomisk udbytte.

Motivet kan imidlertid også være, at den falske afsoner er blevet presset

eller

truet af den dømte, f.eks. hvis den falske afsoner er i personligt

afhængighedsforhold til den dømte eller har gæld til den dømte.

Det må antages, at det normalt er den dømte, der tager

initiativ til overtrædelse af straffelovens § 164, stk. 3. Straffen

for den dømte bør derfor som udgangspunkt skal være højere end straffen for

den

falske afsoner.

Udover at den strafferetlige håndhævelse tilsidesættes, når

en frihedsstraf afsones af en anden end den dømte, medfører det også en

belastning

af kriminalforsorgens ressourcer, idet den idømte straf afsones både af den

falske afsoner og – når forholdet opdages – af den dømte.

På den anførte baggrund er det Justitsministeriets

opfattelse, at der bør ske en væsentlig forhøjelse af det gældende

strafniveau

på fængsel i 20 dage, således at den dømte, der lader en anden afsone en

idømt straf

i sit sted som udgangspunkt idømmes en straf af samme varighed som den, der

afgiver falsk forklaring for retten. Det forudsættes således, at den dømte,

der

overtræder straffelovens § 164, stk. 3, normalt straffes for dette

forhold med ubetinget fængsel i 60 dage.

Det bør samtidig anses som en skærpende omstændighed, der

medfører forhøjelse af straffen, hvis den dømte har presset eller truet den

falske afsoner til at deltage i forbrydelsen, således at den falske afsoners

motiver ikke kun er båret af økonomiske årsager eller ønsket om blot at

hjælpe

den dømte for at undgå afsoningen. Der henvises til straffelovens § 81,

nr. 8, hvorefter det i almindelighed anses som en skærpende omstændighed, at

gerningsmanden har fået en anden til at medvirke til gerningen ved tvang,

svig

eller udnyttelse af dennes unge alder eller betydelige økonomiske eller

personlige

vanskeligheder, manglende indsigt, letsind eller et bestående

afhængighedsforhold.

Det er endvidere Justitsministeriets opfattelse, at

straffen også bør skærpes for den falske afsoner, der bistår den dømte med at

undgå afsoning. Denne skærpelse findes passende at kunne tage udgangspunkt i

den straf, der idømmes for overtrædelse af straffelovens § 124,

stk. 1

(fangeflugt), således at den falske afsoner normalt bør straffes med

ubetinget

fængsel i 30 dage.

Hvis den falske afsoner har været udsat for pres, da den

pågældende påtog sig at afsone straffen for den dømte, kan dette tale for en

nedsættelse af straffen. Det følger af straffelovens § 82, nr. 6, at det

i

almindelighed skal indgå som en formildende omstændighed, at gerningen er

begået som følge af tvang, svig eller udnyttelse af gerningsmandens unge

alder

eller betydelige økonomiske omstændigheder, manglende indsigt, letsind eller

et

bestående afhængighedsforhold.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 6, samt

bemærkningerne hertil.

8. Lovforslagets økonomiske og administrative

konsekvenser

Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative

konsekvenser for det offentlige. Lovforslaget har desuden ikke økonomiske

eller

administrative konsekvenser for erhvervslivet, og forslaget har ingen

miljømæssige

konsekvenser og ingen EU-retlige aspekter.

Vurdering af

konsekvenser af lovforslaget

Positive

konsekvenser/mindreudgifter

Negative

konsekvenser/merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Ingen EU-retlige aspekter

9. Hørte myndigheder mv.

Brydensholt-udvalgets betænkning nr. 1438/2004 og

Straffelovrådets betænkning nr. 1441/2004 har været sendt i høring til

følgende

myndigheder og organisationer:

Præsidenten for Østre

Landsret,Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Københavns Byret,

Præsidentenfor Retten i Odense, Præsidenten for Retten i Århus, Præsidenten

for Retten iÅlborg, Præsidenten for Retten i Roskilde, Den Danske

Dommerforening,Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten,

Rigspolitichefen,Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i

Danmark, Politifuldmægtigforeningen,Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet,

Landsforeningen af BeskikkedeAdvokater, Institut for Menneskerettigheder,

Dansk Retspolitisk Forening, Landsorganisationeni Danmark, Dansk

Arbejdsgiverforening, Dansk Industri, Forbrugerrådet,Håndværksrådet,

Forsikring & Pension, Realkreditrådet, Finansrådet, DanskHandel og

Service, HTS, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Foreningen afStatsautoriserede

Revisorer, Foreningen af Registrerede Revisorer, Foreningenaf Interne

Revisorer, Foreningen af Danske Revisorer, Landbrugsraadet, DanmarksFiskeri-

og Eksportforening, Danmarks Rederiforening, Økonomi- ogErhvervsministeriet,

Skatteministeriet, Indenrigs- og

Sundhedsministeriet,Beskæftigelsesministeriet, Miljøministeriet, Ministeriet

for Fødevarer,Landbrug og Fiskeri samt Kulturministeriet.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 (§ 93, stk. 1, nr. 1)

Ved lovforslagets § 1, nr. 1, ophæves straffelovens § 93,

stk. 1, nr. 1, 1. pkt., 2. led, hvorefter forældelsesfristens længde

afhænger af, om den konkret forskyldte straf ville være bøde.

Som følge af denne ændring er § 93, stk. 1, nr.

1, 2. pkt., der undtager juridiske personer fra anvendelsesområdet i 1. pkt.,

2. led, blevet overflødig, og er derfor udgået af bestemmelsen.

Forældelsesfristen beregnes herefter i alle tilfælde efter

det strafmaksimum, der er foreskrevet for lovovertrædelsen, og således uden

hensyn til den konkrete lovovertrædelse.

Ændringen medfører, at samme forældelsesfrister finder

anvendelse for både fysiske og juridiske personer.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.

Til nr. 2 (§ 93, stk. 2 og 3)

Ved lovforslagets § 1, nr. 2, ændres affattelsen af straffelovens

§ 93, stk. 2 og 3.

Den foreslåede affattelse af § 93, stk. 2, nr. 1,

indeholder en minimumsforældelsesfrist for overtrædelser af straffelovens

§ 296,

stk. 2, § 297, stk. 2 og § 302, stk. 2, som

Justitsministeriet på baggrund af Brydensholt-udvalgets betænkning nr.

1396/2001 vil fremsætte lovforslag om.

Justitsministeriet vil på baggrund af betænkning nr.

1396/2001 fremsætte lovforslag om, at straffelovens § 296, stk. 2,

§ 297,

stk. 2 og § 302, stk. 2, skal indeholde en strafferamme på

fængsel indtil 4 måneder, hvorved den almindelige forældelsesfrist ville være

2

år, jf. straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1. Med den foreslåede

§ 93,

stk. 2, nr. 1, vil forældelsesfristen imidlertid blive 5 år for

overtrædelse

af disse bestemmelser.

Den foreslåede § 93, stk. 2, nr. 2, indebærer, at

forældelsesfristen for overtrædelse af skatte-, told-, afgifts- eller

tilskudslovgivningen, hvorved der opnås eller kan opnås uberettiget vinding,

i

intet tilfælde er mindre end 5 år. Bestemmelsen får efter forslaget om

ophævelse af § 93, stk. 1, nr. 1, 1. pkt., 2. led, betydning for

overtrædelser, der i særlovgivningen har tilknyttet et strafmaksimum på 1 års

fængsel.

Den foreslåede § 93, stk. 2, nr. 2, svarer for så

vidt angår told- og afgiftsovertrædelser bortset fra visse momsovertrædelser

til gældende ret, hvorimod tilskud og støtte er nye områder i bestemmelsen.

Forældelsesfristen vil her være 5 år uden hensyn til, om strafmaksimum i

særlovgivningen er 1 års fængsel og forældelsesfristen derfor efter de

almindelige regler ville være 2 år, jf. § 93, stk. 1, nr. 1.

For så vidt angår skatte- og momsovertrædelser vil § 93,

stk. 2, nr. 2, i visse tilfælde føre til, at overtrædelser, der i dag er

undergivet en forældelsesfrist på 10 år, jf. § 93, stk. 3, fremover

vil forældes efter 5 år. Det drejer sig om groft uagtsomme og forsætlige

skatte- og momsunddragelser, der henføres under henholdsvis

skattekontrolloven

og momsloven.

Den foreslåede § 93, stk. 3, viderefører gældende

ret med hensyn til forældelsesfristen for overtrædelser af straffelovens

§ 223,

stk. 1, og §§ 224 og 225, jf. § 223, stk. 1.

I forhold til den gældende bestemmelse indeholder den

foreslåede § 93, stk. 3, ikke forældelsesfrister for overtrædelser

af

straffelovens § 289, 1. pkt. eller §§ 13, 15 eller 16 i

skattekontrolloven.

Dette skyldes, at Justitsministeriet vil foreslå, at straffelovens § 289

bliver ændret i overensstemmelse med Brydensholt-udvalgets overvejelser i

betænkning nr. 1396/2001. Grove overtrædelser, der henføres under

straffelovens

§ 289, 1. pkt., vil med en gennemførelse af dette lovforslag med et

strafmaksimum på 8 års fængsel fortsat være undergivet en 10-årig

forældelsesfrist.

Derudover er overtrædelser af skattekontrolloven og momsloven nu foreslået

omfattet af straffelovens § 93, stk. 2, jf. ovenfor.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.

Til nr. 3 (§ 93 a)

Bestemmelsen medfører, at hvis det følger af en

mellemfolkelig overenskomst, som Danmark har tiltrådt, at strafansvaret for

overtrædelser er uforældeligt, indtræder der heller ikke forældelse af

strafansvaret efter dansk ret.

Som eksempel på en mellemfolkelig overenskomst er statutten

for Den Internationale Straffedomstol (ICC-statutten), hvoraf det følger, at

forbrydelser

der henhører under straffedomstolens jurisdiktion, ikke forældes, jf.

ICC-statuttens artikel 29. Under straffedomstolens jurisdiktion hører

folkedrab,

forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og aggression. Disse

forbrydelser

vil også være uforældelige efter gældende dansk ret, men der kan forekomme

undtagelser,

som f.eks. voldtægt eller grov legemsbeskadigelse, som ikke er uforældelige.

På denne baggrund foreslås som § 93 a indsat en

bestemmelse, hvorefter der ikke indtræder forældelse, når en lovovertrædelse

er

omfattet af en af Danmark tiltrådt mellemfolkelig overenskomst, ifølge

hvilken

strafansvaret er uforældeligt. Herved sikres det, at en sådan overtrædelse

også

efter dansk ret er uforældelig i det pågældende tilfælde, selv om den

pågældende lovovertrædelse har tilknyttet en strafferamme med et tidsbestemt

strafmaksimum.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.

Til § 1, nr. 4 (§ 94, stk. 5)

Den foreslåede § 94, stk. 5, 1. pkt., indebærer,

at anklagemyndigheden og politiet får samme simple fremgangsmåde til at

afbryde

forældelsesfristen, som andre offentlige myndigheder har i dag efter

§ 94,

stk. 5. Forældelsesfristen afbrydes således, når den pågældende gøres

bekendt med sigtelsen. Endvidere afbrydes forældelsen, når anklagemyndigheden

anmoder om rettergangsskrift, hvorved den pågældende sigtes for

overtrædelsen.

I modsætning til gældende ret skal anmodningen til retten

om rettergangsskridt ske på anklagemyndighedens initiativ for at have

forældelsesafbrydende virkning. Den pågældende persons begæring om

forsvarerbeskikkelse

vil ikke i sig selv have forældelsesafbrydende virkning, når

anklagemyndigheden

videresender begæringen til retten.

Anmodning om rettergangsskridt, hvorved den pågældende

sigtes for overtrædelsen, har forældelsesafbrydende virkning. Anmodning om

f.eks. kendelse om telefonaflytning efter retsplejelovens kap. 71 eller om

ransagning eller beslaglæggelse efter retsplejelovens kap. 73 og 74 kan

ligeledes afbryde forældelsesfristen. Anmodning efter retsplejelovens

§ 731

a om forsvarerbeskikkelse for en person, der senere måtte blive mistænkt

eller

sigtet, kan imidlertid ikke afbryde forældelsesfristen.

Det er selve anmodningen om rettergangsskridt, der afbryder

forældelsesfristen. Det er uden betydning, hvornår og om dette følges op af

et

retsmøde, eller om retten beslutter at afslå anmodningen.

Den foreslåede § 94, stk. 5, 2. pkt., indebærer,

at der for juridiske personers vedkommende alene sker afbrydelse af

forældelsesfristen, når den juridiske person sigtes. Bestemmelsen regulerer

samtidig, hvilke personer der kan ske fristafbrydelse overfor med virkning

for

den juridiske person.

Fristafbrydelse skal efter den foreslåede bestemmelse ske

over for personer, der efter retsplejelovens § 157 kan modtage

forkyndelse

på den juridiske persons vegne. Det vil i praksis omfatte en vid kreds af

personer, f.eks. ansatte.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3, 4 og 5.

Til nr. 5 (§ 97 a, stk. 1 og 2)

Den foreslåede § 97 a, stk. 1, indebærer, at

forældelsesfristen for inddrivelse af bøder forlænges fra 5 til 10 år, når

bøden overstiger 10.000 kr. Bestemmelsen medfører samtidig en forenkling af

de

gældende regler, så bøder indtil 10.000 kr. undergives en 5-årig

forældelsesfrist. Den hidtil gældende 3-årige forældelsesfrist for bøder

indtil

3.000 kr. forlænges herved til 5 år.

Med § 97 a, stk. 2, udvides den gældende 3-årige

forældelsesfrist for bødeforvandlingsstraf vedrørende bøder indtil 3.000 kr.

til at omfatte bøder indtil 10.000 kr. Den gældende 5-årige forældelsesfrist

indskrænkes til at omfatte bødeforvandlingsstraf vedrørende bøder på over

10.000 kr.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 6.

Til nr. 6 (§ 164, stk. 3)

Det foreslås, at strafferammen i § 164, stk. 3, hæves

fra bøde eller fængsel indtil 6 måneder til bøde eller fængsel indtil 1 år.

Formålet med den foreslåede forhøjelse af strafferammen er

at skærpe strafniveauet for overtrædelse af straffelovens § 164,

stk. 3,

når en person tilskynder en anden til at afsone i sit sted, samt når en falsk

afsoner på vegne af den dømte afsoner en idømt straf.

Det forudsættes således, at straffen for den dømte, der får

en anden til at afsone i sit sted, normalt vil være ubetinget fængsel i 60

dage, mens straffen for den falske afsoner normalt vil være fængsel i 30

dage.

Der kan være skærpende omstændigheder, der kan medføre en højere

straf, hvis f.eks. den dømte ved trusler har formået en anden person til at

afsone i stedet for den dømte. Der kan tilsvarende være formildende

omstændigheder for den falske afsoner, hvis denne har afsonet straf for den

dømte på grund af trusler.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 7.

Til § 2

Til stk. 1.

Bestemmelsen fastsætter lovens ikrafttrædelsestidspunkt.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2005.

Forældelsesfristen ændres ikke i de tilfælde, hvor der er

indtrådt forældelse efter de gældende regler. Er der derimod ikke indtrådt

forældelse ved lovens ikrafttræden, vil den ændrede forældelsesfrist finde

anvendelse. Nogle forældelsesfrister vil blive forlænget efter lovens

ikrafttræden. Det er f.eks. tilfældet ved forældelse af bøder, idet

forældelsesfristen forlænges fra 3 år til 5 år for bøder, der ikke overstiger

3.000 kr. eller fra 5 år til 10 år for bøder, der overstiger 10.000 kr.

Til stk. 2.

Det foreslås, at ændringen af strafmaksimum for

overtrædelse af straffelovens § 164, stk. 3, træder i kraft dagen

efter bekendtgørelsen i Lovtidende. De skærpede straffe har virkning for

lovovertrædelser, der begås efter lovens ikrafttræden, jf. straffelovens

§ 3,

stk. 1.

Til § 3

Bestemmelsen indebærer, at loven som udgangspunkt ikke

gælder for Færøerne og Grønland.

Lovens § 1 kan dog sættes i kraft for Færøerne ved

kongelig anordning. For Grønland gælder en særlig kriminallov.

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende ret

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 960 af 21. september

2004 foretages følgende ændringer:

1.

§ 93, stk. 1, nr. 1,

affattes således:

§ 93.

Forældelsesfristen er

»

§ 93.

Forældelsesfristen er

1)

2 år, når der ikke

er hjemlet højere straf end fængsel i 1 år for overtrædelsen, eller når

straffen for overtrædelsen ikke ville overstige bøde. 2. led gælder dog ikke

for juridiske personer.

1)

2 år, når der ikke

er hjemlet højere straf end fængsel i 1 år for overtrædelsen.«

§ 93

2.

§ 93, stk. 2-3,

affattes

således:

Stk. 2.

For overtrædelse af denne lovs § 296,

stk. 1, nr. 2 og 3, og stk. 2, § 297 og § 302 er

forældelsesfristen i intet tilfælde mindre end 5 år. Det samme gælder

strafansvar for overtrædelser, hvorved nogen unddrager sig betaling af told

eller afgifter til det offentlige, eller som er egnede til at medføre, at

nogen uberettiget fritages for betaling af sådanne beløb, jf. dog

stk. 3, 2. pkt.

Stk. 2.

Forældelsesfristen er i intet tilfælde

mindre end 5 år for

1)

overtrædelse af

denne lovs § 296, stk. 2, § 297, stk. 2, og § 302,

stk. 2,

2)

overtrædelse af

skatte-, told-, afgifts- eller tilskudslovgivningen, hvorved der opnås eller

kan opnås uberettiget vinding.

Stk. 3.

For overtrædelse af denne lovs § 223,

stk. 1, §§ 224 og 225, jf. § 223, stk. 1, samt

§ 289, 1. pkt., eller §§ 13, 15 eller 16 i skattekontrolloven er

forældelsesfristen

i intet tilfælde mindre end 10 år. Det samme gælder strafansvar for

overtrædelse af momsloven, hvorved nogen unddrager sig betaling af afgift,

eller

som medfører, at nogen uberettiget opnår udbetaling af afgift.

Stk. 3.

For overtrædelse af denne lovs § 223,

stk. 1, og §§ 224 og 225, jf. § 223, stk. 1, er

forældelsesfristen i intet tilfælde mindre end 10 år.

3.

Efter § 93 indsættes som

§ 93

a

:

»

§ 93 a.

Når en lovovertrædelse er omfattet af en af

Danmark tiltrådt mellemfolkelig overenskomst, ifølge hvilken strafansvaret er

uforældeligt, indtræder forældelse ikke.«

§ 94

4.

§ 94, stk. 5,

affattes

således:

Stk. 5.

Forældelsesfristen afbrydes ved ethvert

rettergangsskridt, hvorved den pågældende sigtes for overtrædelsen. I sager,

der efter retsplejeloven kan afgøres ved vedtagelse af bødeforelæg udfærdiget

af politiet, afbrydes forældelsesfristen, når sigtede gøres bekendt med

forelægget.

I andre tilfælde, hvor straf for en overtrædelse kan pålægges af en

administrativ myndighed, afbrydes fristen, når den pågældende gøres bekendt

med, at han er sigtet for overtrædelsen. Afbrydes forældelsesfristen over for

nogen, som har handlet på en juridisk persons vegne, har fristafbrydelsen

også virkning i forhold til den pågældende juridiske person. Afbrydelse af

forældelsesfristen over for en juridisk person har ikke virkning i forhold

til personer, der har handlet på den juridiske persons vegne.

»

Stk. 5.

Forældelsesfristen afbrydes, når den

pågældende gøres bekendt med sigtelsen, eller når anklagemyndigheden anmoder

om rettergangsskridt, hvorved den pågældende sigtes for overtrædelsen.

Forældelsesfristen for en juridisk persons ansvar kan afbrydes over for en

person, der efter retsplejelovens § 157 kan modtage forkyndelser på den

juridiske persons vegne.«

5.

§ 97 a, stk. 1 og 2,

affattes således:

§ 97 a.

Bøde bortfalder efter 3 år, hvis der ikke

forinden er indgivet begæring om udpantning. For bøde på over 3.000 kr. er

fristen dog 5 år.

»

§ 97 a.

Hvis der ikke forinden er indgivet begæring

om udpantning, bortfalder bøde efter

1)

5 år, når bøden

ikke overstiger 10.000 kr., og

2)

10 år, når bøden

overstiger 10.000 kr.

Stk. 2.

Forvandlingsstraf for bøde bortfalder efter

de i stk. 1 nævnte tidsrum, medmindre dens fuldbyrdelse er påbegyndt

forinden.

Stk. 2.

Forvandlingsstraf for bøde bortfalder efter

3 år, medmindre dens fuldbyrdelse er påbegyndt forinden. For bøde på over

10.000 kr. er fristen dog 5 år.«

§ 164

Stk. 3.

Den, der foretager en handling som nævnt i

stk. 1 og 2 med forsæt til, at han selv eller en anden med dennes

samtykke derved bliver sigtet, dømt eller undergivet strafferetlig retsfølge

for et strafbart forhold, som han ikke har begået, straffes med bøde eller

fængsel indtil 6 måneder.

6.

I

§ 164, stk. 3

, ændres »6

måneder« til: »1 år«.

Lignende dokumenter