Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om bortvisning og beføjelse til at meddele tilhold m.v.

2003/1 LSF 218Lovforslag som fremsatJustitsministeriet31. marts 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 31. marts 2004 af

justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov om bortvisning og beføjelse til at meddele tilhold m.v.

Kapitel 1

Bortvisning mv.

§ 1.

Ved

bortvisning kan det forbydes en person over 18 år at opholde sig i sit hjem.

§ 2.

En

person kan bortvises, når

1)

der er begrundet

mistanke om, at den pågældende mod et medlem af sin husstand har begået en

overtrædelse af straffelovens §§ 210, 213 eller 266 eller en

overtrædelse,

der er omfattet af straffelovens kapitel 24-26, og som efter loven kan

medføre

fængsel i 1 år og 6 måneder, eller at den pågældende har optrådt på en måde,

der i øvrigt indebærer en trussel om vold mod et medlem af husstanden,

2)

der efter det oplyste

er bestemte grunde til at antage, at den pågældende ved forbliven i hjemmet

vil

begå en lovovertrædelse, der er nævnt under nr. 1), og

3)

bortvisning ikke vil

stå i misforhold til den herved forvoldte forstyrrelse af den pågældendes

Læs alt

forhold, hensynet til husstanden og karakteren af den adfærd, der er udvist

fra

den pågældendes side.

§ 3.

Det

kan forbydes den, der bortvises, at trænge sig ind på, forfølge med

skriftlige

henvendelser eller på anden lignende måde forulempe et medlem af husstanden

(tilhold).

Stk. 2.

Det kan

endvidere forbydes den, der bortvises, at opholde sig i et nærmere afgrænset

område i nærheden af boligen eller et medlem af husstandens arbejds- eller

uddannelsessted, når

1)

et tilhold efter

stk. 1 ikke er tilstrækkeligt af hensyn til bortvisningens formål, og

2)

forbuddet ikke vil

stå i misforhold til den herved forvoldte forstyrrelse af den pågældendes

forhold, hensynet til husstanden og karakteren af den adfærd, der er udvist

fra

den pågældendes side.

§ 4.

Politiet

kan tilbageholde en person, der med rimelig grund antages at have optrådt på

en

måde, der indebærer en trussel om vold mod et medlem af personens husstand.

Stk. 2.

For

tilbageholdelsen gælder i øvrigt reglerne om anholdelse i retsplejelovens

§§ 755 – 760, stk. 1. Tilbageholdelsen kan ikke udstrækkes ud

over 24

timer.

§ 5.

Bortvisning samt tilhold og forbud i forbindelse hermed kan ske, når et

medlem

af husstanden anmoder om det, eller når almene hensyn kræver det.

Stk. 2.

For

bortvisning skal der fastsættes en frist, der ikke kan overstige 4 uger.

Fristen kan forlænges, men højst med 4 uger ad gangen. Fristens udløb angives

i

afgørelsen om bortvisning.

§ 6.

Afgørelse om bortvisning og forbud

efter §§ 2 og 3 træffes af politimesteren (politidirektøren).

Stk. 2.

Politimesteren (politidirektøren) skal senest samtidig med en afgørelse om

bortvisning underrette det sociale udvalg om sagen. Politimesteren

(politidirektøren) skal endvidere sende oplysninger og dokumenter i sagen,

herunder elektronisk lagrede data, der er nødvendige for de sociale

myndigheders behandling af sagen, til det sociale udvalg.

Stk. 3

. Den, der

bortvises, kan inden 14 dage efter, at afgørelsen er forkyndt for den

pågældende, kræve, at politimesteren indbringer afgørelsen for byretten på

det

sted, hvor boligen findes. Den pågældende skal vejledes om denne ret ved

forkyndelsen. Sagen skal snarest muligt og senest inden 24 timer efter

modtagelse af anmodningen forelægges for retten. Det samme gælder for

afgørelser om forlængelse af bortvisning.

Stk. 4.

Anmodning

om indbringelse for retten har ikke opsættende virkning.

§ 7.

Den,

der kræver en afgørelse efter § 6 indbragt for retten (klageren), skal

til

politiet oplyse en adresse og et eventuelt telefonnummer, hvortil indkaldelse

til retsmøde kan meddeles.

§ 8.

Indbringes

en afgørelse efter § 6 for retten, beskikkes der en advokat for

klageren.

Den beskikkede advokat har samme beføjelser som en forsvarer i en straffesag.

Om salær og godtgørelse for udlæg til en beskikket advokat gælder samme

regler

som for beskikkede forsvarere, jf. retsplejelovens § 741.

Stk. 2.

Der kan

beskikkes en advokat for en forurettet, der skal afgive forklaring i retten.

Reglerne i retsplejelovens §§ 741 c – e finder tilsvarende

anvendelse.

§ 9.

Retsmøde skal afholdes snarest muligt. Såfremt anmodningen om sagens

indbringelse for retten fremsættes ved forkyndelsen af en

førstegangsafgørelse

om bortvisning, skal retsmøde afholdes inden 5 dage.

Stk. 2.

Klageren

har ret til at være til stede i retsmødet og udtale sig, medmindre retten

finder, at dette af særlige grunde er nyttesløst eller skadeligt for den

pågældende.

Sagen kan behandles, selv om klageren udebliver, såfremt den beskikkede

advokat

er mødt.

Stk. 3.

Retten

træffer efter mundtlig forhandling afgørelse på grundlag af sagens dokumenter

og en eventuel forklaring i retten fra klageren. Under særlige omstændigheder

kan retten tillade yderligere bevisførelse.

Stk. 4.

Rettens

afgørelse træffes ved kendelse. Går afgørelsen ud på, at indgrebet godkendes,

anføres i kendelsen de konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes,

at

betingelserne er opfyldt.

Stk. 5.

Pålægges

der den bortviste sagsomkostninger i en straffesag, der angår forhold, som

har

givet anledning til bortvisningen, pålægges det ved dommen i straffesagen

tillige den bortviste at betale omkostningerne ved bortvisningssagen. Retten

kan dog undtagelsesvis bestemme, at disse omkostninger helt eller delvis skal

betales af statskassen, såfremt særlige omstændigheder taler for det.

§ 10.

I

øvrigt gælder retsplejelovens regler om strafferetsplejen.

Stk. 2.

Med hensyn

til erstatningskrav finder retsplejelovens § 1018 h anvendelse. Med

hensyn

til tilbageholdelse efter § 4 finder dog retsplejelovens § 1018 a

anvendelse, når bortvisning ikke gennemføres eller godkendes.

§ 11.

Den,

der forsætligt overtræder et forbud efter § 1 eller et tilhold eller et

forbud efter § 3, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Stk. 2.

Overtrædelse

af stk. 1 påtales kun efter den forurettedes anmodning, medmindre almene

hensyn kræver det.

Kapitel 2

Beføjelse til at meddele tilhold mv.

§ 12.

Tilhold,

hvis overtrædelse er omfattet af straffelovens § 265, udstedes af

politiet, når den, som tilholdet skal beskytte, anmoder om det, eller når

almene hensyn kræver det.

Stk. 2.

Klage over

tilhold, jf. stk. 1, skal indgives til den regionale statsadvokat. Det

samme gælder tilhold og forbud efter § 3. Statsadvokatens afgørelse kan

ikke påklages.

Kapitel 3

Ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 13.

Loven træder i kraft den 1. juli 2004.

§ 14.

Loven

gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i

kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller

grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1.

Indledning

.............................................................................

......................

4

1.1.

Lovforslagets

formål og baggrund

............................................................

4

1.2.

Hovedtræk af

lovforslaget

........................................................................

4

2.

Gældende ret

.............................................................................

..................

5

2.1.

Indledning

.............................................................................

..................

5

2.2.

Straffelovens

§ 265 (polititilhold)

..............................................................

5

2.3.

Andre

foranstaltninger mod truende eller voldelige personer

.......................

7

2.4.

Detentionsanbringelse

..............................................................................

8

2.5.

Andre indgreb

uden for strafferetsplejen

...................................................

8

2.6.

Særlige love om

forbud mod at opholde sig i eller besøge bestemte lokaler mv.

.............................................................................

...........................

8

3.

Fremmed ret

.............................................................................

..................

9

3.1.

Østrig

.............................................................................

........................

9

3.2.

Norge

.............................................................................

........................

9

3.3.

Sverige

.............................................................................

......................

10

4.

Lovforslagets udformning

...........................................................................

11

4.1.

Generelt om

bortvisningsordningen

...........................................................

11

4.2.

Retsvirkninger af

bortvisning

....................................................................

11

4.2.1.

Strafferetsplejeudvalgets

overvejelser

...........................................

11

4.2.2.

Justitsministeriets

overvejelser

......................................................

13

4.3.

Betingelser for

bortvisning

.......................................................................

13

4.3.1.

Strafferetsplejeudvalgets

overvejelser

...........................................

13

4.3.2.

Justitsministeriets

overvejelser

......................................................

16

4.4.

Behandling af

sager om bortvisning

..........................................................

16

4.4.1.

Strafferetsplejeudvalgets

overvejelser

...........................................

16

4.4.2.

Justitsministeriets

overvejelser

......................................................

18

4.5.

Forurettedes

retsstilling

............................................................................

18

4.5.1.

Strafferetsplejeudvalgets

overvejelser

...........................................

18

4.5.2.

Justitsministeriets

overvejelser

......................................................

19

4.6.

Overtrædelse af

afgørelser om bortvisning mv.

.........................................

19

4.6.1.

Strafferetsplejeudvalgets

overvejelser

...........................................

19

4.6.2.

Justitsministeriets

overvejelser

......................................................

20

4.7.

Tilhold mv.

.............................................................................

.................

20

4.7.1.

Strafferetsplejeudvalgets

overvejelser

...........................................

20

4.7.2.

Justitsministeriets

overvejelser

......................................................

21

5.

Forholdet til grundrettighederne

................................................................

21

5.1.

Grundloven

.............................................................................

................

21

5.2.

Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention

.......................................

22

6.

Forholdet til andre myndigheder

................................................................

23

6.1.

Strafferetsplejeudvalgets

overvejelser

.......................................................

23

6.2.

Justitsministeriets

overvejelser

..................................................................

24

7.

Forholdet til anden lovgivning

....................................................................

24

7.1.

Strafferetsplejeudvalgets

overvejelser

.......................................................

24

7.2.

Justitsministeriets

overvejelser

..................................................................

25

8.

Lovforslagets økonomiske og administrative

konsekvenser

...................

25

9.

Hørte myndigheder mv.

..............................................................................

25

1. Indledning

1.1.

Lovforslagets formål og baggrund

Formålet med lovforslaget er at skabe mulighed for, at

politiet i visse tilfælde kan bortvise en voldelig eller truende person mv.

fra

det fælles hjem i en periode med henblik på at hindre (yderligere) vold mv.

mod

andre medlemmer af husstanden.

Efter regeringens opfattelse bør det som udgangspunkt være

den voldelige eller truende person og ikke de forurettede, der om fornødent

skal forlade hjemmet.

En projektgruppe med repræsentanter for politiet,

Socialministeriet og Justitsministeriet afgav i august 2003 en rapport om

erfaringerne i andre lande med ordninger, hvorefter myndighederne kan

bortvise

truende personer fra hjemmet. I rapporten har projektgruppen overvejet de

retlige, administrative og praktiske spørgsmål, der knytter sig til en sådan

ordning, og projektgruppen anbefaler, at der arbejdes videre med at indføre

en

sådan ordning her i landet med henblik på at styrke bekæmpelse af vold i

hjemmet.

På den baggrund anmodede Justitsministeriet den 10.

september 2003 Strafferetsplejeudvalget om at overveje de spørgsmål af retlig

og retssikkerhedsmæssig karakter, der knytter sig til en ordning med

bortvisning af truende og voldelige personer fra det fælles hjem, samt at

udarbejde udkast til en særlig lov herom.

Strafferetsplejeudvalget har herefter i februar 2004

afgivet betænkning nr. 1439/2004 med forslag til en ny lov om bortvisning af

voldelige og truende personer fra hjemmet mv. Udvalget har tillige foreslået,

at udstedelse af polititilhold efter straffelovens § 265 generelt skal

kunne ske uden anmodning fra den forurettede, hvis almene hensyn kræver det.

Lovforslaget bygger på udvalgets betænkning og svarer med

få ændringer til flertallets lovudkast.

Det foreslås endvidere, at politiets afgørelser om tilhold

fremover alene skal kunne påklages til den regionale statsadvokat og ikke som

i

dag til Justitsministeriet.

1.2. Hovedtræk af

lovforslaget

Lovforslaget har følgende hovedpunkter:

Det foreslås, at det ved bortvisning kan forbydes en person

at opholde sig i sit hjem (lovforslagets § 1).

Ved bortvisning forstås et strafsanktioneret forbud mod, at

en person i en nærmere fastlagt og i almindelighed kortere periode opholder

sig

i det fælles hjem, dvs. boligen for personens husstand, uanset personens

retlige forhold til husstanden og boligen.

Bortvisning forudsætter efter lovforslagets § 2, at en

række betingelser er opfyldt.

Det kræves således

for det første

, at der er

begrundet mistanke om, at den pågældende mod et medlem af husstanden har

begået

en overtrædelse af straffelovens §§ 210, 213 eller 266, eller en

overtrædelse, der er omfattet af straffelovens kapitel 24-26, og som efter

loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder. Bortvisning kan endvidere ske,

hvis der er begrundet mistanke om, at den pågældende har optrådt på en måde,

der i øvrigt indebærer en trussel om vold mod et medlem af husstanden.

Bortvisning kræver

for det andet

, at der efter det

oplyste er bestemte grunde til at antage, at den pågældende vil begå en

overtrædelse som nævnt ovenfor, hvis den pågældende forbliver i hjemmet.

Endelig kræves

for det tredje

, at en bortvisning

ikke vil stå i misforhold til den herved forvoldte forstyrrelse af den

pågældendes forhold, hensynet til husstanden og karakteren af den adfærd, der

er udvist fra den pågældendes side.

Lovforslaget giver mulighed for, at en bortvisning kan

kombineres med et almindeligt tilhold, jf. lovforslagets § 3. Dette

indebærer, at en person – hvis det skønnes nødvendigt af hensyn til den

forurettedes beskyttelse – ud over at blive bortvist fra det fælles

hjem, også

kan få forbud mod at trænge sig ind på, forfølge med skriftlige henvendelser

eller på anden lignende måde forulempe et medlem af husstanden. Efter

forslaget

kan et sådant tilhold suppleres med forbud mod at opholde sig i et nærmere

afgrænset område i nærheden af boligen, det pågældende husstandsmedlems

arbejdsplads eller uddannelsesinstitution mv.

Overtrædelse af en afgørelse om bortvisning eller et

tilhold mv. kan efter forslaget straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år

(lovforslagets § 11).

Beslutning om bortvisning skal efter forslaget træffes af

den stedlige politimester (politidirektøren), når den forurettede anmoder

herom, eller når almene hensyn kræver det. I forbindelse med afgørelsen tages

beslutning om varigheden af bortvisningen. En bortvisning må gælde for en

periode på højst 4 uger, men således at fristen kan forlænges med 4 uger af

gangen (lovforslagets § 5).

Den bortviste kan inden 14 dage efter, at afgørelsen om

bortvisning er forkyndt for vedkommende, begære sagen indbragt for retten.

Politimesteren skal i så fald hurtigst muligt og inden 24 timer forelægge

sagen

for retten (lovforslagets § 6).

Retsmøde skal herefter afholdes snarest muligt. Ved

førstegangsafgørelser om bortvisning skal retsmødet afholdes inden 5 dage

efter, at sagen er indbragt for retten.

Retten træffer herefter ved kendelse afgørelse om

lovligheden af beslutningen om bortvisning (lovforslagets § 9).

Indbringes en bortvisning for retten, skal der efter

lovforslaget beskikkes en advokat for den bortviste. Advokaten har samme

beføjelser som en forsvarer i en straffesag (lovforslagets § 8).

Hvis en forurettet skal afgive forklaring i retten i

forbindelse med prøvelsen af bortvisningen, kan der også beskikkes en advokat

for den forurettede (lovforslagets § 8).

Efter den foreslåede § 12, stk. 1, kan tilhold,

hvis overtrædelse kan straffes efter straffelovens § 265 udstedes af

politiet, når den forurettede anmoder om det, eller når almene hensyn kræver

det. Desuden foreslås det i § 12, stk. 2, at klager over tilhold

mv.

skal indgives til den regionale statsadvokat, og at dennes afgørelse ikke kan

påklages.

2. Gældende ret

2.1. Indledning

Efter gældende ret har politiet mulighed for at foretage en

række indgreb over for personer, som har begået eller må frygtes at ville

begå

vold i familien. Der kan således efter omstændighederne ske anholdelse og

varetægtsfængsling af personer, som mistænkes for et strafbart forhold,

ligesom

der i visse tilfælde vil kunne ske anbringelse i detention af personer, som

udgør en fare for sig selv eller andre. Endvidere kan personer, der krænker

en

andens – f.eks. en tidligere samlevers – fred ved chikanøs eller

voldelig

optræden, meddeles polititilhold. Fælles for disse indgreb er, at de alle

indebærer, at der i større eller mindre grad sker en begrænsning i

gerningspersonens (eller den potentielle gerningspersons) bevægelsesfrihed.

Ved

siden af reglerne i retsplejeloven findes der desuden en lang række

bestemmelser

i anden lovgivning, der giver mulighed for at skride ind med tvangsindgreb

(uden for strafferetsplejen) med den virkning, at den pågældendes

bevægelsesfrihed begrænses. Sådanne indgreb kan eksempelvis ske med henblik

på

at afværge en tilstand, der indebærer fare eller gene for omgivelserne, jf.

pkt. 2.5 nedenfor.

2.2. Straffelovens

§ 265 (polititilhold)

2.2.1.

Advarsler

(polititilhold) udstedes med hjemmel i straffelovens § 265. Efter denne

bestemmelse kan en person, der krænker en andens fred, straffes med bøde

eller

fængsel indtil 6 måneder, hvis den pågældende forinden af politiet er meddelt

en advarsel mod at trænge ind på, skriftligt forfølge eller på anden lignende

måde forulempe den anden.

Overtrædelse af straffelovens § 265 er undergivet

privat påtale, idet offentlig påtale dog kan ske, når den forurettede anmoder

herom, jf. § 275, stk. 1, jf. stk. 2.

Som det fremgår, forudsætter strafansvar efter § 265,

at der inden krænkelsen er meddelt den pågældende polititilhold.

Betingelserne

for at meddele polititilhold fremgår imidlertid ikke af straffeloven, men er

fastsat i visse administrative forskrifter.

Justitsministeriet har ved cirkulæreskrivelse af 12.

februar 1990 fastsat nærmere administrative retningslinjer for politiets

behandling af sager vedrørende polititilhold.

Af cirkulæreskrivelsen fremgår, at beslutningen om at

meddele en advarsel (tilhold) forudsætter, at den pågældende person aktuelt

har

gjort sig skyldig i en eller flere overtrædelser af den karakter, der

omfattes

af advarslen. Der kan således ikke gives advarsler i situationer, hvor der

ikke

aktuelt er tale om en overtrædelse, men hvor den ene part blot tror, at den

anden part på et senere tidspunkt eventuelt vil foretage handlinger, der kan

begrunde, at der meddeles en advarsel. Har politiet imidlertid tidligere

været

indblandet i sagen på grund af episoderne, vil der ofte være et særligt behov

for at skride ind med en egentlig advarsel. Dette gælder navnlig, hvis en

tidligere begæring om meddelelse af en advarsel er afslået, samtidig med at

det

er tilkendegivet parterne, at sagen kan tages op på ny, hvis der finder nye

forulempelser sted.

For så vidt angår fredskrænkelser anføres i cirkulæret, at

disse ofte har karakter af henvendelser, der ikke i sig selv er strafbare

eller

truende, foruroligende, fornærmelige, fysisk forulempende eller lignende. I

sådanne tilfælde, hvor det hovedsageligt er henvendelsernes antal, der

bevirker, at de opleves som ubehagelige eller forstyrrende, skal der i

almindelighed foreligge flere fredskrænkelser, der er foregået over en vis

periode, før tilhold meddeles. Der kan desuden tages hensyn til

sandsynligheden

for, at krænkelserne fortsætter, hvis der ikke gribes ind.

Efter cirkulæret vil en enkelt ophidset episode som oftest

ikke udgøre et tilstrækkeligt grundlag for at meddele en advarsel, medmindre

det er af betydelig grovhed. Hvis forurettede nærer frygt for, at

gerningsmanden vil vende tilbage, bør der ikke stilles for strenge krav med

hensyn til vurderingen af sandsynligheden herfor.

Af cirkulæret fremgår endvidere, at meddelelse af en

advarsel forudsætter, at parterne ikke har fundet sammen igen eller ventes at

ville gøre det, og at der således fortsat antages at kunne forekomme

krænkelser, der kan danne grundlag for, at man fra det offentliges side

direkte

modarbejder kontakt mellem dem. Hvorvidt denne betingelse er opfyldt, afgøres

på grundlag af en vurdering af samtlige faktiske og retlige forhold, der

indgår

i den pågældende konkrete sag. Det er således ikke udelukket at meddele en

advarsel i tilfælde af, at der eksempelvis i et ægteskab ikke er indgivet

separations- eller skilsmissebegæring, at samlivet på gerningstidspunktet

ikke

var ophævet, eller at indklagede har samværsret med børn, der bor hos

forurettede. Også i denne forbindelse vil krænkelsernes grovhed kunne

tillægges

betydning. Det er derimod en afgørende forudsætning, at parternes samliv er

ophørt på det tidspunkt, hvor advarslen meddeles.

2.2.2.

Der er ikke i § 265 hjemmel til

at meddele et forbud mod at indfinde sig på et bestemt geografisk område.

Politiet har derimod adgang til f.eks. at meddele polititilhold mod at krænke

freden hos de ansatte i private virksomheder og offentlige myndigheder.

Normalpolitivedtægtens § 6 indeholder derimod en

bestemmelse om, at politiet kan forbyde enhver, der opholder sig på en vej,

at

stå stille der eller at færdes frem og tilbage på kortere strækninger, når

den

pågældendes færden medfører ulempe for omboende eller forbipasserende, eller

der er begrundet formodning om, at den pågældende på dette sted udøver et

ulovligt erhverv. Det er i den juridiske litteratur antaget, at bestemmelsen

blandt andet kan tænkes anvendt på personer, der vil genere en bestemt person

eller virksomhed, jf. Normalpolitivedtægten ved Vagn Greve, Niels Bonde og

Ole

Scharf, 2. udgave, 1981, s. 113 ff. Hvis forbuddet overtrædes, vil der kunne

pålægges strafansvar efter normalpolitivedtægtens § 59, stk. 2.

Hvis en person flere gange på samme gadestrækning har

overtrådt bestemmelserne i politivedtægtens §§ 3-5, og der er grund til

at

befrygte gentagne forseelser, indeholder blandt andet politivedtægten for

København en bestemmelse i § 6, stk. 2, hvorefter politiet kan

meddele den pågældende forbud mod at indfinde sig inden for en afstand på 100

meter fra det sted, hvor den seneste overtrædelse er begået. Der skal angives

et tidsrum, inden for hvilket forbuddet har gyldighed, der ikke kan overstige

2

år.

2.2.3.

Ifølge

Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 12. februar 1990 har polititilhold

som udgangspunkt gyldighed i 5 år, idet der dog kan fastsættes en kortere

gyldighedsperiode, hvis sagens omstændigheder tilsiger det.

Polititilhold har karakter af en forvaltningsretlig

afgørelse, og forvaltningslovens krav om partshøring, begrundelse,

klagevejledning mv. finder således anvendelse. Justitsministeriets

cirkulæreskrivelse af 12. februar 1990 indeholder nærmere retningslinjer for

den administrative behandling af sager om polititilhold. Det fremgår blandt

andet heraf, at polititilhold skal indføres i politiprotokollen i sin fulde

ordlyd, og at der samtidig skal angives en begrundelse for afgørelsen samt

klagevejledning. Det bør endvidere anføres i protokollen, at overtrædelse af

polititilholdet er strafbart i henhold til straffelovens § 265, og det

skal fremgå, hvor længe polititilholdet har gyldighed. Sagens parter bør

straks

underrettes, når politiet har truffet afgørelse, og parterne skal have

udleveret udskrift af politiprotokollen. Det bør tilstræbes, at indklagede er

til stede, når der meddeles polititilhold, men den pågældende har ikke

mødepligt, og kan ikke anholdes og bringes til stede. Hvis den indklagede

ikke

er til stede, skal politiprotokollen forkyndes for den pågældende personligt.

Politiets afgørelse om polititilhold kan af sagens parter

påklages til Justitsministeriet. Herudover kan lovligheden af et meddelt

tilhold prøves af domstolene efter den almindelige regel i grundlovens

§ 63.

2.3. Andre foranstaltninger

mod truende eller voldelige personer

2.3.1. Straffeprocessuelle

tvangsindgreb

I forbindelse med efterforskningen af eksempelvis

forbrydelser i familieforhold har politiet mulighed for at iværksætte en

række

tvangsindgreb af straffeprocessuel karakter, f.eks. anholdelse,

varetægtsfængsling samt foretagelse af legemsindgreb, indgreb i

meddelelseshemmeligheden, observation og beslaglæggelse. De

straffeprocessuelle

tvangsindgreb er en del af de efterforskningsmidler, der står til rådighed

for

politi og anklagemyndighed, når den offentlige strafforfølgning skal

gennemføres.

2.3.1.1. Varetægtsfængsling

mv.

Blandt disse straffeprocessuelle tvangsindgreb hører

politiets mulighed for at anholde og søge varetægtsfængslet personer, der

sigtes for en lovovertrædelse.

Personer, der anholdes, skal – hvis ikke de forinden er

løsladt – fremstilles for en dommer inden 24 timer, jf. retsplejelovens

§ 760, stk. 1. Hvis varetægtsfængsling er udelukket for den

lovovertrædelse, som den anholdte er sigtet for, skal den pågældende sættes

på

fri fod inden retsmødets afslutning. I andre tilfælde kan retten, hvis den

ikke

straks kan tage stilling til spørgsmålet om varetægtsfængsling, beslutte at

opretholde anholdelsen i op til 3 x 24 timer efter afslutningen af retsmødet,

jf. § 760, stk. 4 og 5. Hvis der ikke er sket løsladelse inden

udløbet af dette tidsrum, skal den pågældende fremstilles for en dommer i et

nyt retsmøde, hvor retten træffer bestemmelse om løsladelse eller

varetægtsfængsling.

De gældende regler om varetægtsfængsling findes i

retsplejelovens kapitel 70. Betingelserne for varetægtsfængsling fremgår af

lovens § 762, hvorefter varetægtsfængsling af en sigtet efter

stk. 1

kan ske, hvis der er begrundet mistanke om, at vedkommende har begået en

lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder, og

der er bestemte grunde til at formode, at vedkommende vil unddrage sig

forfølgningen eller fuldbyrdelsen, at der er bestemte grunde til at frygte,

at

vedkommende på fri fod vil begå nye overtrædelser, eller at der er bestemte

grunde til at antage, at vedkommende på fri fod vil vanskeliggøre

efterforskning ved eksempelvis at fjerne spor eller påvirke andre.

Bestemmelsens stk. 2 giver endvidere mulighed for

varetægtsfængsling, hvis der enten foreligger en særlig bestyrket mistanke

om,

at den sigtede har begået en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre

fængsel i 6 år eller derover, eller hvis der er tale om overtrædelse af en

række nærmere angivne bestemmelser i straffelove, herunder vold, der kan

ventes

at medføre ubetinget fængsel i mindst 60 dage. I begge tilfælde forudsætter

beslutning om varetægtsfængsling, at hensynet til retshåndhævelsen skønnes at

kræve, at vedkommende ikke er på fri fod.

Bestemmelsen indebærer, at personer, der eksempelvis i

familieforhold sigtes for at have begået vold (straffelovens §§ 244-246)

eller fremsat trusler om vold (straffelovens § 266), kan

varetægtsfængsles, hvis den pågældende må frygtes på fri fod at ville begå ny

vold mv. eller skræmme vidner til tavshed.

2.3.1.2. Varetægtsfængsling

i surrogat

Hvis betingelserne for varetægtsfængsling er til stede, men

varetægtsfængslingens øjemed kan opnås ved mindre indgribende

foranstaltninger,

kan retten bestemme, at den pågældende i stedet for fængsling skal undergives

sådanne foranstaltninger, jf. retsplejelovens § 765, stk. 1.

Bestemmelsen omhandler de såkaldte fængslingssurrogater. Anvendelse af

fængslingssurrogat i stedet for varetægtsfængsling forudsætter, at den

sigtede

giver samtykke hertil. Betingelsen om samtykke tager navnlig sigte på

foranstaltninger i form af behandling, eksempelvis afvænningsbehandling for

et

alkohol- eller stofmisbrug.

Retsplejelovens § 765, stk. 2, nr. 1-7, angiver

en ikke udtømmende opregning af, hvilke foranstaltninger retten kan beslutte.

Efter stk. 2 kan retten i disse tilfælde eksempelvis bestemme, at den

pågældende skal (1) undergives tilsyn, (2) overholde særlige bestemmelser om

opholdssted, arbejde, anvendelse af fritid og samvær med bestemte personer,

(3)

tage ophold i egnet hjem eller institution eller (4) undergive sig

psykiatrisk

behandling eller behandling for misbrug af alkohol mv., om fornødent på

hospital eller særlig institution.

Navnlig muligheden for foranstaltning efter § 765,

stk. 2, nr. 2, om opholdssted og samvær med bestemte personer er af

relevans ved spørgsmålet om reaktioner over for vold i familieforhold, men

forudsætter som nævnt samtykke fra den pågældende person.

2.4. Detentionsanbringelse

I nogle tilfælde, hvor der ikke er grundlag for at rejse

sigtelse for en konkret lovovertrædelse, kan der alligevel være behov for en

politimæssig indgriben, som indebærer frihedsberøvelse. Dette kan eksempelvis

være tilfældet, hvor en person, som træffes i forbindelse med husspektakler,

på

grund af beruselse eller stærk ophidselse må frygtes at ville begå en

voldshandling, hvis ikke den pågældende medtages af politiet. I den

forbindelse

bruger politiet detentionsanbringelse, dvs. tilbageholdelse i særligt

indrettede rum på politistationen.

Der har hidtil været tvivl om det retlige grundlag for

politiets magtanvendelse i relation til detentionsanbringelse.

Lovforslag nr. 159 (Lov om politiets virksomhed), der er

fremsat den 4. februar 2004, indeholder blandt andet regler af betydning for

detentionsanbringelse. Lovforslaget indeholder i § 11 bestemmelser om

detentionsanbringelse.

Detentionsanbringelse vil imidlertid kun have en begrænset

betydning i forbindelse med vold i hjemmet, da en detentionsanbringelse

maksimalt kan vare 24 timer, samt kun i tilfælde hvor den pågældende udgør en

fare for sig selv eller andre, og mindre indgribende midler ikke er

tilstrækkelige til at afværge faren. Reglerne om detentionsanbringelse vil

derfor ikke i samme omfang som en bortvisning give parterne den fornødne tid

til at løse problemerne.

2.5. Andre indgreb uden for

strafferetsplejen

Der findes hjemmel til at foretage tvangsindgreb uden for

strafferetsplejen i en række andre love.

Der er navnlig tale om tvangsindgreb som led i

forvaltningens kontrol med overholdelsen af gældende bestemmelser,

tvangsindgreb for at skaffe nødvendige oplysninger, tvangsindgreb som

fuldbyrdelse af afgørelser. Der kan også være tale om tvangsindgreb med

henblik

på at varetage afgørende hensyn til den pågældende selv, jf. for eksempel lov

om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, som indeholder hjemmel til,

at personer, der er sindssyge eller i en tilstand, der må ligestilles hermed,

kan frihedsberøves i form af tvangsindlæggelse på hospital, når det vil være

uforsvarligt ikke at frihedsberøve den pågældende med henblik på behandling,

eller udsigten til en betydelig bedring af tilstanden ellers vil blive

væsentligt forringet. Politiet træffer bestemmelse om tvangsindlæggelsens

iværksættelse og yder bistand hertil.

Som et andet eksempel kan nævnes lov om social service,

hvorefter det kommunale børne- og ungeudvalg efter lovens § 42 uden

samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og unge, der er fyldt 15 år, kan

træffe afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet, når

der er en åbenbar risiko for, at barnet eller den unges sundhed eller

udvikling

lider alvorlig skade på grund af utilstrækkelig omsorg, vold eller voldelige

overgreb, misbrugsproblemer mv. (tvangsfjernelse). Kommunen kan fuldbyrde

afgørelsen, herunder skaffe sig adgang til forældremyndighedsindehaverens

hjem

uden retskendelse og medtage barnet eller den unge, jf. § 48. Politiet

kan

efter omstændighederne yde bistand til kommunens fuldbyrdelse af afgørelsen,

jf. § 48, stk. 3.

2.6. Særlige love om forbud

mod at opholde sig i eller besøge bestemte lokaler mv.

2.6.1.

”Rockerloven” (lov nr. 907 af 15. oktober 1996 om forbud mod ophold

i bestemte

ejendomme) blev gennemført på baggrund af den voldelige strid mellem de

rivaliserende rockergrupper Hells Angels og Bandidos, der verserede i

1990’erne, og vedrører navnlig ophold i de såkaldte rockerborge.

I medfør af loven kan politiet forbyde en person at opholde

sig i en bestemt ejendom, når visse betingelser er opfyldt. Et forbud kan dog

kun anvendes, hvis de angreb, der er risiko for, må antages at være led i et

gensidigt opgør mellem de rivaliserende grupper, og der kan være fare for de

personer, der bor eller befinder sig i nærheden af ejendommen.

Sager om nedlæggelse af forbud er omfattet af de

almindelige forvaltningsprocessuelle regler i forvaltningsloven om

partshøring,

aktindsigt, begrundelse og klagevejledning mv. Et forbud kan påklages til

Justitsministeriet, ligesom det kan indbringes for domstolene efter den

almindelige regel i grundlovens § 63.

2.6.3.

Lov om

forbud mod besøgende i bestemte lokaler (lov nr. 471 af 7. juni 2001) giver

politiet mulighed for administrativt at træffe beslutning om, at det er

forbudt

at modtage besøgende eller opholde sig som besøgende i bestemte lokaler, når

visse nærmere angivne betingelser er opfyldt. Undtaget fra et sådant forbud

er

blandt andet personer, der bor i lokalerne.

Formålet med loven var at gøre det muligt at gribe

effektivt ind over for såkaldte hashklubber og andre former for organiseret

kriminel virksomhed, der foregår i bestemte lokaler og præger nærmiljøet ved

at

genere og skabe utryghed hos omkringboende.

Af lovens § 1 følger, at politimesteren (politidirektøren)

i tilfælde, hvor der i bestemte lokaler på en måde, der systematisk indebærer

strafbare handlinger, og som medfører ulempe og utryghed hos de

omkringboende,

kan nedlægge forbud efter forudgående varsel til den, der råder over

lokalerne.

3. Fremmed ret

3.1. Østrig

3.1.1.

I 1997

indførtes der en række nye bestemmelser i østrigsk ret (civillovbogen,

fuldbyrdelsesloven og sikkerhedspolitiloven) med det formål navnlig at

beskytte

kvinder, der er udsat for vold i deres parforhold. Ud over den umiddelbare

beskyttelse

af kvinder mod vold i hjemmet har ordningen til formål at yde kvinden støtte

i

den efterfølgende periode, herunder til eventuelt at opløse forholdet til den

voldelige mand.

3.1.2.

”Østrigsmodellen” er bygget som en ”tretrinsraket”, hvor

der sættes ind på

flere fronter.

Første trin giver politiet adgang til ved umiddelbare farer

at bortvise en ægtefælle eller en anden person fra det fælles hjem. I

forlængelse heraf kan politiet give et midlertidigt påbud om, at den

pågældende

ikke må vende tilbage til hjemmet.

Det andet trin indeholder en proaktiv støtte til den truede

part, herunder kontakt til politiet og et såkaldt interventionscenter, som

kan

rådgive vedkommende om mulighederne for skilsmisse, forlængelse af

bortvisningen mv.

Tredje trin i processen indbefatter en forlængelse af

tilholdet, hvilket forudsætter en anmodning herom fra den truede part.

Afgørelse om forlængelse af tilholdet træffes af en

”familiedomstol”.

Forlængelse kan maksimalt gives for en periode på 3 måneder, medmindre den

truede

part anmoder om skilsmisse, ophævelse af ægteskabet eller lignende.

3.1.3.

De

materielle betingelser for at bortvise en person fra hjemmet fremgår af

sikkerhedspolitilovens § 38 a, stk. 1. Heraf følger, at må det på

grund af bestemte forhold, i særdeleshed på grund af et forudgående farligt

angreb, antages, at der forestår et farligt angreb på liv, helbred eller

frihed, bemyndiges politiet til at bortvise en person fra en bolig, hvor den

truede person bor, og dens umiddelbare omgivelser. Der er ikke krav om en

begæring fra den voldsramte eller truede person.

Det fremgår endvidere af sikkerhedspolitilovens § 38

a, stk. 2, at bortvisningen kan følges op af et midlertidigt påbud om

ikke

at vende tilbage til det efter stk. 1 fastlagte område. Det fremgår ikke

af bestemmelsen, om det er de samme kriterier, der skal lægges til grund ved

denne bedømmelse, men det fremgår, at der i særdeleshed skal tages hensyn

til,

om indgrebet i den pågældendes privatliv er forholdsmæssigt (jf. lovens

§ 29). Så snart betingelserne for at udstede forbuddet ikke længere er

til

stede, skal sikkerhedsmyndigheden (politiets jurister) sørge for, at

forbuddet

ophæves.

Det andet trin er som nævnt oven for en fase, hvor den

voldsramte eller truede person primært ydes støtte, rådgivning mv.

Det tredje trin forudsætter, at den voldsramte eller truede

person anmoder retten om, at der meddeles tilhold efter fuldbyrdelseslovens

§ 382 b. Efter denne bestemmelse kan der blandt andet meddeles et

tilhold,

hvorved personen pålægges at forlade boligen og dens umiddelbare omgivelser

samt forbydes at vende tilbage hertil. Tilholdet fremstår således som en

forlængelse af den bortvisning, som politiet kan meddele i henhold til

sikkerhedspolitilovens § 38 a.

Vedrørende tilhold efter fuldbyrdelseslovens § 382 b

bemærkes, at afgørelse herom træffes af retten ved kendelse. Det er en

såkaldt

familiedomstol, som træffer afgørelsen.

Den østrigske ordning er nærmere beskrevet i betænkningen

side 55-58.

3.2. Norge

3.2.1.

De norske

regler om tilhold (besøgsforbud) mv. findes i straffeproceslovens kapitel 17

a

(§§ 222 a-222c).

3.2.2.

Gennem en

ændring af straffeproceslovens § 222 a, der trådte i kraft den 10.

januar

2003, er der i norsk ret indført en udtrykkelig hjemmel til, at besøgsforbud

kan nedlægges med den virkning, at en person nægtes ophold i sit eget hjem.

Den nye bestemmelse i § 222 a har følgende ordlyd:

”Påtalemyndigheten kan nedlegge besøksforbud dersom det er

grunn til å tro at en person ellers vil

a)

begå en straffbar

handling overfor en annen person,

.

Er det nærliggende fare for en handling som nevnt i første

ledd bokstav a, kan personen forbys å oppholde seg i sitt eget hjem.”

Det fremgår af lovens forarbejder, at lovændringen var en

præcisering af gældende ret med henblik på at øge anvendelsen af forbud mod

at

opholde sig i eget hjem, navnlig i sager om vold i familien. Der var således

også forud for indførelsen af den særlige hjemmel adgang til efter

omstændighederne at meddele forbud mod ophold i eget hjem.

Det fremgår af forarbejderne, at de strafbare forhold, der

kan være tale om, navnlig er vold eller trusler. Det er dog ikke udelukket,

at

andre strafbare forhold kan være omfattet.

Faren for, at der vil blive begået en strafbar handling,

skal være ”

nærliggende

”

.

Det fremgår af bestemmelsens

forarbejder, at besøgsforbud mod at opholde sig i eget hjem ikke kan

meddeles,

hvis der er størst sandsynlighed for, at der ikke vil finde overgreb sted. Om

dette er tilfældet, afhænger af en konkret vurdering i den enkelte sag, hvori

det indgår som et vigtigt moment, om den pågældende tidligere har udøvet

vold.

3.2.3.

Beslutning

om at meddele besøgsforbud træffes af påtalemyndigheden (anklagemyndigheden),

hvis den forurettede begærer det, eller hvis almene hensyn kræver det.

Sidstnævnte tilfælde vil typisk foreligge, hvis forurettede (på grund af

trusler eller lignende) forsøger at trække anmeldelsen tilbage.

Besøgsforbud efter § 222 a, 1. led, kan meddeles med

virkning i op til ét år, mens besøgsforbud i medfør af § 222 a, 3. led,

der indebærer forbud mod ophold i eget hjem, maksimalt kan have en varighed

på

tre måneder. Et besøgsforbud kan forlænges, hvis betingelserne for

besøgsforbuddet fortsat er opfyldt ved besøgsforbuddets ophør.

Et besøgsforbud skal ophøre, når betingelserne ikke længere

er opfyldt.

Besøgsforbud er undergivet obligatorisk domstolskontrol.

Således skal påtalemyndigheden – så vidt muligt inden fem dage –

indbringe en

beslutning om at meddele besøgsforbud for retten. Påtalemyndighedens

beslutning

om ikke at meddele besøgsforbud er ikke undergivet obligatorisk

domstolskontrol, men beslutningen kan indbringes for retten efter begæring

fra

forurettede. Begge sagens parter har ret til at være til stede og udtale sig

i

forbindelse med rettens behandling af sagen.

Den norske ordning er nærmere beskrevet i betænkningen side

58-61.

3.3. Sverige

3.3.1.

De svenske

regler om tilhold (besøgsforbud) findes i lov om besøgsforbud (1988:688).

Den svenske Riksdag vedtog i 2003 en ændring af loven om

besøgsforbud, der blandt andet indebærer, at der i visse tilfælde kan

meddeles

en person et geografisk afgrænset ”særligt udvidet besøgsforbud”,

og at

anklagemyndigheden på visse betingelser kan bortvise en person fra det fælles

hjem (”besøgsforbud vedrørende fælles bolig”).

Bestemmelsen i lovens § 1 a har følgende ordlyd:

”Besöksforbud enligt 1 § får avse också förbud att

uppehålla sig i en bostad som brukas gemensamt med annan, om det på grund av

särskilda omständigheter finns en påtaglig risk for att den mot vilken

förbudet

avses gälla kommer att begå brott mot en sammanboendes liv, hälsa, frihet

eller

frid (besöksförbud avseende gemensam bostad).

Besöksförbud avseende gemensam bostad får meddelas endast

om

1.

skälen för ett

sådant förbud väger väsentligt tyngre än det intrång eller men i övrigt som

förbudet innebär för den som förbudet avses gälla, och

2.

den som förbudet

avses skydda förbinder sig att medverka till att den mot vilken förbudet

avses

gälla i rimlig utsträckning får tilgång till sina personliga

tillhörigheter.”

Betingelserne for at bortvise en person fra hjemmet er

således først og fremmest, at der på grund af særlige omstændigheder er

umiddelbar risiko (”påtaglig risk”) for, at den, der bortvises,

ellers vil begå

alvorlige overgreb mod en samboendes liv, helbred, frihed eller fred. Andre

former for mindre alvorlig chikane er ikke tilstrækkelige til at bortvise en

person fra hjemmet.

Der skal foretages en afvejning af på den ene side grundene

til at bortvise den pågældende fra hjemmet og på den anden side den ulempe,

som

bortvisning må antages at indebære for den pågældende. Ved denne

proportionalitetsafvejning skal ifølge forarbejderne til lovændringen blandt

andet indgå alvoren af det frygtede overgreb, forbuddets længde, om boligen

ejes af vedkommende alene, og om den pågældende har sin arbejdsplads i

hjemmet

eller af anden grund kan få svært ved at forsørge sig som følge af forbuddet.

Det er en betingelse for bortvisningen, at forurettede giver adgang til, at

den

bortviste kan hente personlige effekter.

3.3.2.

Beslutning

om alle de nævnte former for besøgsforbud træffes af anklagemyndigheden efter

begæring, eller når der i øvrigt findes anledning hertil. Initiativtageren

til

et besøgsforbud behøver således ikke være den, som forbuddet skal beskytte.

Beslutninger om besøgsforbud er undergivet domstolskontrol,

når en part begærer det, jf. lovens § 14. Er der spørgsmål om

bortvisning

fra hjemmet, skal anklagemyndigheden uden ophold fra modtagelse af begæringen

indbringe spørgsmålet for retten. Retten skal i bortvisningssager som

udgangspunkt behandle spørgsmålet inden fire dage fra anklagemyndighedens

modtagelse af begæringen, jf. lovens § 19.

Generelle, udvidede og særligt udvidede besøgsforbud kan

meddeles i indtil et år. Besøgsforbuddet kan forlænges en eller flere gange

med

maksimalt et år ad gangen. Et besøgsforbud kan ophæves eller ændres på

begæring

eller ex officio af anklagemyndigheden, hvis sagens omstændigheder er

ændrede.

Besøgsforbud i form af bortvisning fra hjemmet kan

maksimalt meddeles for en periode på 30 dage. Forbuddet kan herefter

forlænges

i indtil 7 døgn ad gangen, hvis der foreligger særlige grunde hertil.

I lovens § 6 er der indføjet en regel, hvorefter

politiet under visse omstændigheder kan tage den pågældende med på

politistationen til forhør, hvis det må antages, at personen skal bortvises

fra

hjemmet. Forhøret skal være afsluttet inden for seks timer.

Efter § 6 a skal sager om besøgsforbud behandles

hurtigt. Er personen taget med til forhør på politistationen i medfør af

§ 6, skal beslutningen om besøgsforbud som udgangspunkt træffes i

umiddelbar tilknytning til afslutningen af forhøret.

Når der er spørgsmål om bortvisning fra eget hjem, skal

personen, der ønskes bortvist, have beskikket bistandsadvokat

(”offentligt

biträde”), medmindre dette skønnes unødvendigt, jf. lovens § 7 a.

Advokaten skal have samme rettigheder som en offentlig forsvarer, men

omkostningerne til advokathjælpen afholdes i alle tilfælde af det offentlige.

Når der er meddelt en person besøgsforbud i form af

bortvisning fra hjemmet, kan politiet tvangsfuldbyrde beslutningen og fjerne

personen fra hjemmet, jf. § 13 a.

Besøgsforbud efter svensk ret behandles som anført ovenfor

i strafferetsplejens former. Overtrædelse af et besøgsforbud straffes med

bøde

eller fængsel i indtil et år.

Den svenske ordning er nærmere beskrevet i betænkningen

side 61-66.

4. Lovforslagets udformning

4.1. Generelt om

bortvisningsordningen

4.1.1.

Strafferetsplejeudvalget har fundet, at bortvisning navnlig kan være et egnet

led i bestræbelser på at begrænse vold i familieforhold.

Det vil endvidere efter udvalgets opfattelse kunne være

mere rimeligt, at det er den krænkende part, der forlader boligen, end den

krænkede part, der nu ofte i hast må flytte, måske sammen med mindre børn.

Bortvisningen kan således føre til en mindre traumatiserende akut løsning for

de forurettede. Derudover har udvalget anført, at en bortvisning måske

samtidig

kan give anledning til, at der på et tidligere tidspunkt end nu tages skridt

til løsning af alvorlige samlivsproblemer, misbrugsproblemer og lignende.

Udvalget

bemærker, at det er sådanne synspunkter, der har ført til indførelse af

ordninger med bortvisning i Østrig, Norge og Sverige.

En bortvisning udgør imidlertid et væsentligt indgreb over

for den person, der må forlade boligen, og udvalget anfører, at der er en

række

retlige og retssikkerhedsmæssige spørgsmål forbundet med indførelse af en

bortvisningsadgang. Det drejer sig om indgrebets forhold til

grundrettighederne, indgrebets nærmere anvendelsesområde, materielle og

formelle betingelser for indgrebet samt behovet for særlige

retssikkerhedsmæssige garantier for den person, der bliver genstand for

indgrebet.

Udvalget anfører generelt, at betænkelighederne ved

indgrebets indførelse naturligvis vil svinde, hvis reglerne om bortvisning

udformes sådan, at betingelserne for indgrebet bliver lige så strenge som

betingelserne for straffeprocessuel frihedsberøvelse. Udformes reglerne om

bortvisning derimod således, at betingelserne fremstår som væsentligt mindre

strenge end betingelserne for frihedsberøvelse, vil betænkelighederne ved

indgrebet kunne træde i forgrunden.

Reglerne om de straffeprocessuelle tvangsindgreb indeholder

sæt af materielle og formelle betingelser for væsentlige indgreb i den

personlige frihed eller integritet som led i kriminalitetsbekæmpelse.

Da et bortvisningsindgreb har lighedspunkter med

straffeprocessuelle tvangsindgreb, har udvalget fundet det rigtigst at tage

udgangspunkt i reglerne om varetægtsfængsling.

Der henvises til betænkningens side 71-72 og 82-84.

4.1.2.

Justitsministeriet kan tilslutte sig Strafferetsplejeudvalgets overvejelser.

4.2. Retsvirkninger af

bortvisning

4.2.1.

Strafferetsplejeudvalgets overvejelser

Bortvisning indebærer, at den krænkende part skal forlade

den fælles bolig i stedet for den krænkede, således som det oftest er

tilfældet

i dag. Bortvisning er et strafsanktioneret forbud mod at indfinde sig og

opholde sig på et bestemt sted.

Ved fastlæggelse af bortvisningsindgrebets nærmere

afgrænsning har udvalget fundet, at der navnlig rejser sig spørgsmål i

relation

til personkredsen, lokaliteten og den tidsmæssige udstrækning af

bortvisningen.

4.2.1.1.

For så

vidt angår

personkredsen

er det

Strafferetsplejeudvalgets opfattelse, at en bortvisning skal kunne anvendes

med

henblik på generelt at beskytte personer mod vold i det fælles hjem.

Indgrebet

bør kunne anvendes i tilfælde, hvor et eller flere medlemmer af den

pågældendes

husstand trues af vold eller visse andre alvorlige forbrydelser, jf. pkt. 4.3

nedenfor.

Strafferetsplejeudvalget har fundet, at ”hjemmet” er det

naturlige udgangspunkt for regler om bortvisning, da det centrale område for

bortvisning vil være vold mv. i hjemmet for en familie.

Udvalget har overvejet, om en nærmere afgrænsning kan ske

på grundlag af lejelovens husstandsbegreb, som omfatter såvel gifte som

ugifte

samlevende, fælles børn og særbørn samt registrerede partnere. Det kan også

omfatte slægtninge, herunder voksne søskende og voksne lejeres forældre. Det

omfatter imidlertid ikke uden videre en myndig søn eller datter, der bor

hjemme, da det i lejelovgivningen er forudsat, at der er etableret en form

for

gensidigt økonomisk og personligt afhængighedsforhold, jf. Højesterets dom

refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 2004, side 156.

Udvalget har fundet, at familiebegrebet i Den Europæiske

Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke er tilstrækkeligt dækkende for

personkredsen, idet for eksempel homoseksuelle parforhold ikke hører under

begrebet familieliv i konventionens forstand.

På den baggrund foreslår udvalget, at bortvisning fra det

fælles hjem bør kunne ske af alle myndige personer, der hører til den

pågældende husstand. Udgangspunktet for afgrænsningen af husstanden skal ske

i

overensstemmelse med det lejeretlige husstandsbegreb, men således at også

tilfælde i grænseområdet heraf kan være omfattet af bortvisningsreglen, hvis

boligfællesskabet efter en samlet vurdering kan sidestilles med et

familiefællesskab. Ifølge udvalget bør dette omfatte blandt andet myndige

hjemmeboende børn. Det bør også omfatte tilfælde, hvor varigheden af et

samliv

er under lejelovgivningens ”2-årsgrænse”, jf. lejelovens § 77

a. Det må i

sådanne tilfælde bero på en konkret vurdering, om samlivet har en sådan

fasthed, at der kan siges at foreligge et fælles hjem.

Der vil således være mulighed for ikke blot at bortvise en

mand, der krænker sin hustru, samlever eller børn, men også for eksempel en

kvinde, voksne børn eller andre medlemmer af husstanden.

Uden for dette område falder personer, der uden at være en

del af husstanden for eksempel lejer et værelse. Uden for området falder

desuden beboere i ikke-familieprægede kollektive boligformer, herunder

delelejligheder, kollektiver, kollegier og lignende (medmindre der bor flere

personer i samme lejlighed/værelse mv.).

Der henvises til betænkningens side 73-75.

4.2.1.2.

Med

hensyn til

lokaliteten

har

Strafferetsplejeudvalget fundet, at en afgørelse om bortvisning bør indeholde

en afgræsning af, hvilken lokalitet der er tale om, men i øvrigt bør de

nærmere

fysiske og retlige forhold vedrørende boligen ikke i sig selv være afgørende

for, om der kan ske bortvisning.

Det er således udvalgets opfattelse, at bortvisning bør

kunne ske fra hjem i lejligheder, andelslejligheder, ejerlejligheder og andre

faste ejendomme, herunder parcelhuse og villaer, samt fra for eksempel

husbåde

eller beboelsesvogne. Bortvisning bør også kunne finde sted, uanset om den

krænkende part er lejer eller ejer af boligen.

Udvalget har endvidere fundet, at bortvisningen bør omfatte

hele lokaliteten, der udgør det fælles hjem. For så vidt angår lejligheder

vil

det ud over hele lejligheden også være pulterrum og fælles arealer, mens det

for parcelhuse vil være hele grunden, herunder haven, skure mv.

Derimod har udvalget fundet, at feriehuse ikke bør være

omfattet af reglerne om bortvisning, medmindre der på det pågældende

tidspunkt

er tale om det fælles hjem.

Det er udvalgets opfattelse, at der er tale om et særligt

vidtrækkende indgreb, hvis en bortvisning sker i tilfælde, hvor den krænkende

part driver erhvervsvirksomhed fra et sted, der er i fysisk tilknytning til

det

fælles hjem. Udvalget har dog fundet, at der også bør være mulighed for

bortvisning i disse tilfælde. Det bør i så fald ske under betingelser, der

ikke

ligger langt fra kravene til varetægtsfængsling. Det vil hovedsageligt sige,

at

indgrebet skal forsøges begrænset til en del af lokaliteten, samt at

proportionalitetshensyn skal tillægges stor vægt.

Udvalget har endvidere bemærket, at afgrænsningen af

lokaliteten efter omstændighederne kan tydeliggøres ved kortmateriale.

Der henvises til betænkningens side 75-77.

4.2.1.3.

Da

bortvisning alene kan have karakter af en midlertidig foranstaltning, har

Strafferetsplejeudvalget fundet, at der bør være en afgrænsning af den

tidsmæssige udstrækning

.

Strafferetsplejeudvalget har således fundet, at der i

afgørelsen om bortvisning bør fastsættes et sluttidspunkt for bortvisningen i

form af en frist, der eventuelt kan forlænges.

Regler om frister for varigheden må udformes i lyset af

bortvisningens formål og behovet for – i lyset af indgrebets karakter

– at gøre

indgrebet så kortvarigt som muligt under skyldig hensyntagen til formålet.

Udvalget lægger vægt på, at bortvisningen hovedsageligt

skal bringe en aktuelt uholdbar situation til ophør. Bortvisningen bør derfor

kunne begrænses til nogle uger eller få måneder i alt.

Der henvises til betænkningens side 77-78.

Efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse bør regler om

varigheden af bortvisning fastsættes med henblik på, at der kan skabes

tidsmæssig mulighed for, at der kan tages skridt til en løsning af de

problemer, der har ført til bortvisningen. Bortvisning bør således række

videre

end til blot afværgelse af en akut truende situation. Der bør være tid til,

at

forurettede kan få rådgivning hos myndigheder og eventuelt advokat, træffe

valg

med hensyn til, om der skal arbejdes på en varig samlivsophævelse eller på at

skabe grundlag for en genoptagelse af samlivet, samt tid til at iværksætte i

hvert fald indledende skridt for eksempel med henblik på separation eller

skilsmisse, boligsøgning, iværksættelse af terapi eller misbrugsbehandling

mv.

Det må samtidig sikres, at forbuddet af hensyn til den

bortviste ikke udstrækkes ud over, hvad der er reelt nødvendigt.

På den baggrund har udvalget fundet, at afgørelse om

bortvisning bør træffes for et bestemt tidsrum, der ikke kan være længere end

4

uger. Fristen bør kunne forlænges, hvis grundlaget for bortvisningen stadig

er

til stede, men højst med 4 uger ad gangen. Disse frister svarer til fristerne

for varetægtsfængsling, jf. retsplejelovens § 767.

Udvalget har ikke fundet grundlag for at fastsætte nogen

absolut længstetid for bortvisningen. Også dette svarer til reglerne for

varetægtsfængsling.

På samme måde som ved varetægtsfængsling bør betingelserne

for forlængelse af bortvisning efter udvalgets opfattelse være de samme som

for

den oprindelige bortvisning. En bortvisning bør endvidere ophæves før

fristens

udløb, hvis det godtgøres, at betingelserne for bortvisning ikke længere er

opfyldt.

Der henvises til betænkningens side 112-114.

4.2.2. Justitsministeriets

overvejelser

Justitsministeriet kan tilslutte sig

Strafferetsplejeudvalgets overvejelser om retsvirkninger af bortvisning, og

lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 1 samt bemærkningerne

hertil.

4.3. Betingelser for

bortvisning

4.3.1.

Strafferetsplejeudvalgets overvejelser

Strafferetsplejeudvalget har fundet, at der bør opstilles

samme typer af krav som ved de straffeprocessuelle indgreb. Udvalget har

således fundet, at der bør opstilles kriminalitetskrav, mistankekrav og

indikationskrav

samt regler om proportionalitet.

Udvalget har desuden overvejet, om der skal være mulighed

for bortvisning uden, at der foreligger allerede begået kriminalitet.

Endelig har udvalget overvejet, om der skal kunne ske

bortvisning uden en anmodning fra den forurettede.

4.3.1.1.

Det

følger af retsplejelovens § 762, stk. 1, at der for

varetægtsfængsling gælder et

kriminalitetskrav

på fængsel i 1 år og 6 måneder. Det er således strafferammen, der er

afgørende,

men den forventede strafudmåling kan også have betydning, jf. retsplejelovens

§ 762, stk. 3.

Kriminalitetskravet er et krav om aktuel kriminalitet,

hvorfor der skal være en antagelse om, at personen har begået et strafbart

forhold. Efter reglerne om varetægtsfængsling er det således ikke

tilstrækkeligt, at der er en antagelse om, at personen vil begå et strafbart

forhold.

Det er Strafferetsplejeudvalgets opfattelse, at der ikke

bør være adgang til bortvisning, hvis der er tale om mindre alvorligere

lovovertrædelser. Udvalget har derfor fundet, at kriminalitetskravet for

bortvisning som udgangspunkt bør svare til det, der gælder for

varetægtsfængsling.

Ifølge udvalget bør det således være en betingelse for

bortvisning, at strafferammen for den begåede lovovertrædelse er fængsel i 1

år

og 6 måneder eller derover.

På den anden side har udvalget ikke fundet, at der bør

stilles krav i forbindelse med den forventede konkrete strafudmåling.

Bortvisning bør efter sit formål ikke kunne ske ved enhver

lovovertrædelse med en strafferamme på fængsel i 1 år og 6 måneder eller

derover. Bortvisning bør kun ske med henblik på at modvirke lovovertrædelser,

hvor der efter kriminalitetens karakter er et særligt beskyttelsesbehov i

familie- og samlivsforhold.

Udvalget har på denne baggrund fundet, at kriminaliteten

skal være begået mod et medlem af den pågældendes husstand og have karakter

af

en overtrædelse af straffelovens §§ 210, 213 eller § 266 eller en

overtrædelse, der er omfattet af straffelovens kapitel 24-26, og som efter

loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover.

Der henvises til betænkningens side 85-89.

4.3.1.2.

Det

følger af retsplejelovens bestemmelser om varetægtsfængsling, at der skal

være

begrundet

mistanke

om, at den sigtede

har begået en lovovertrædelse, som er undergivet offentlig påtale, og som

efter

loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover.

Det er Strafferetsplejeudvalgets opfattelse, at der bør

kunne ske bortvisning i de tilfælde, hvor betingelserne for

varetægtsfængsling

er opfyldt.

Udvalget har ikke fundet grundlag for, at der skal være et

lempeligere mistankekrav ved bortvisning i forhold til varetægtsfængsling.

Udvalget har derfor fundet, at der ved bortvisning bør stilles krav om

begrundet mistanke om, at personen har begået et strafbart forhold. Det må

bero

på et konkret skøn i den enkelte sag, om mistankekravet er opfyldt.

Der henvises til betænkningens side 89-90.

4.3.1.3.

Indikationskravet

indebærer, at der skal

foreligge omstændigheder, der kan begrunde, at et straffeprocessuelt indgreb

foretages. Det vil sige et krav om behovet for indgrebet. Med hensyn til

varetægtsfængsling er der tale om fængslingsgrunde. Efter retsplejelovens

§ 762, stk. 1, er det således en betingelse for varetægtsfængsling,

at der er bestemte grunde

til at

antage, at der foreligger én af de tre almindelige fængslingsgrunde:

flugtfare

(stk. 1, nr. 1), gentagelsesfare (stk. 1, nr. 2) eller fare for

bevisødelæggelse (stk. 1, nr. 3).

Under særlige betingelser kan der efter reglerne i

retsplejelovens § 762, stk. 2, desuden ske varetægtsfængsling af

hensyn til retshåndhævelsen.

Strafferetsplejeudvalget har fundet, at flugtfare ikke er

relevant i forbindelse med bortvisning. Desuden har udvalget fundet, at der

heller ikke er grundlag for en bortvisningsgrund, der bygger på fare for

bevisødelæggelse.

For så vidt angår gentagelsesfare har udvalget fundet, at

dette bør være den centrale bortvisningsgrund, således at bortvisning bør

kunne

ske, hvor der er bestemte grund til at antage, at personen ved sin forbliven

i

hjemmet vil begå en ny lovovertrædelse.

Udvalget har fundet, at indikationskravet ved

gentagelsesfare i det væsentlige stemmer med praksis efter retsplejelovens

§ 762, stk. 1, nr. 2, og udvalget har fundet, at indikationskravet

kan udformes efter samme kriterium.

Det er endvidere udvalgets opfattelse, at bortvisning bør

ske af hensyn til beskyttelse af forurettede, og ikke med henvisning til det

generelle hensyn til retshåndhævelsen eller retsfølelsen. Udvalget har derfor

fundet, at der ikke bør være en regel om bortvisning med udgangspunkt i

retshåndhævelsen.

Der henvises til betænkningens side 90-93.

4.3.1.4.

Der

gælder for alle straffeprocessuelle tvangsindgreb en

proportionalitetsgrundsætning

, hvorefter et indgreb ikke må

foretages, hvis det formål, der tilsigtes opnået ved indgrebet, kan

tilgodeses

ved mindre indgribende foranstaltninger, eller hvis den ulempe, indgrebet

medfører for den, som indgrebet er rettet mod, ikke står i rimeligt forhold

til

indgrebets betydning for efterforskningen, til sagens betydning eller den

retsfølge, der kan ventes, hvis sigtede findes skyldig.

Efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse må bortvisning

som et indgreb i den personlige frihed på samme måde som de

straffeprocessuelle

tvangsindgreb være underkastet den almindelige proportionalitetsgrundsætning.

Udvalget har derfor foreslået, at der fastsættes en udtrykkelig

lovbestemmelse

i forbindelse med regler om bortvisning.

Udvalget har fundet, at proportionalitetskravet er et meget

vigtigt led i betingelserne for bortvisning, og at der vil blive tale om en

helhedsvurdering af, hvorvidt bortvisning i det konkrete tilfælde er et

rimeligt indgreb.

I denne vurdering skal indgå hensynet til både den krænkede

og den krænkende part samt karakteren af krænkelsen. Det er udvalgets

opfattelse, at bortvisning vil være et større indgreb, når bortvisningen

vedrører en husstand med børn. På den anden side må hensynet til beskyttelse

af

børnene indgå ved vurderingen af bortvisningens nødvendighed.

Det følger af den foreslåede proportionalitetsregel, at jo

grovere den krænkende parts adfærd har været, jo mere nærliggende er

bortvisning. Det følger ligeledes af reglen, at jo større forstyrrelse,

bortvisningen vil indebære for den, der søges bortvist, jo mere tvingende må

behovet for bortvisning i det konkrete tilfælde være.

Der henvises til betænkningens side 93-94.

4.3.1.5.

Strafferetsplejeudvalget har overvejet, om der skal være mulighed for

bortvisning, uden at der foreligger allerede

begået kriminalitet

.

Indgreb i den personlige frihed efter betingelser, der ikke

indebærer et krav om allerede begået kriminalitet, kendes efter gældende

dansk

ret med hensyn til visse politiforanstaltninger og tvangsindlæggelse efter

psykiatriloven.

Det er Strafferetsplejeudvalgets opfattelse, at der kan

være et reelt behov for bortvisning også i tilfælde, hvor der ikke foreligger

aktuel kriminalitet. Udvalget har imidlertid også fundet, at der er grund til

varsomhed med hensyn til, hvor langt man skal gå i dette indgreb i den

personlige frihed, når det alene er baseret på forudsigelser om fremtidig

kriminalitet.

Et flertal af udvalgets medlemmer har fundet, at der bør

være en bestemmelse om bortvisning uden aktuel kriminalitet. Flertallet har

anført, at ud fra en praktisk betragtning må behovet for bortvisning på

grundlag af en ren fareantagelse formentlig være begrænset til tilfælde, hvor

der frygtes overgreb i form af vold. Endvidere må det antages, at den adfærd,

der kunne danne grundlag for antagelse om en umiddelbar risiko for overgreb,

typisk vil være en adfærd, der har karakter af trusler eller dog ligger nær

op

af trusler. Er der fremsat trusler, og falder disse trusler under

straffelovens

§ 266, vil bortvisning være mulig allerede efter forslaget.

Straffelovens

§ 266 omfatter imidlertid ikke enhver vold, men efter bestemmelsens

ordlyd

kun vold, der giver frygt for helbredet. Én ting er, at visse trusler om vold

ikke er strafbare. Noget andet er, om det i alle tilfælde skal accepteres, at

sådanne trusler uden mulighed for indgreb fremsættes under omstændigheder,

hvor

det kan være nærliggende, at truslerne realiseres.

Flertallet af udvalgets medlemmer har fundet, at der bør

kunne ske bortvisning, når en person har optrådt på en måde, der indebærer en

trussel om vold over for et medlem af husstanden. Ifølge flertallet er der

tale

om en beskeden udvidelse i forhold til straffelovens § 266 om trusler.

Den

foreslåede regel vil for så vidt nærmest have karakter af en

sikkerhedsventil.

Efter flertallets opfattelse vil en sådan sikkerhedsventil være

hensigtsmæssig

som værn mod, at man i særlige situationer, der i øvrigt oplagt taler for et

indgreb, og hvor der er mulighed for at gribe tidligt ind, tvinges til at se

passivt til, indtil konflikten udvikler sig yderligere.

Flertallet er opmærksom på, at de norske og svenske regler

går videre, idet de også giver mulighed for bortvisning, hvor der ikke

foreligger egentlig truende adfærd, men hvor der alligevel måtte være frygt

for

forestående overgreb. Flertallet har imidlertid bemærket sig, at det i de

nordiske motiver ikke nærmere er konkretiseret, hvad der med en sådan regel

–

uden for tilfælde af tidligere overgreb og trusler – tænkes på.

Flertallet

finder efter en samlet vurdering, at det foreslåede anvendelsesområde for

bortvisning vil dække det praktiske behov for bortvisning.

Et medlem af udvalget har fundet, at der er sådanne

principielle betænkeligheder ved at udvide området for bortvisning til

tilfælde, hvor der ikke foreligger allerede begået kriminalitet, at medlemmet

ikke kan anbefale en sådan udvidelse. Dette medlem henviser til, at

forudsigelser

om fremtidig kriminalitet altid vil være forbundet med usikkerhed. Det er

derfor efter indgrebets karakter og intensitet betænkeligt, at det kan

anvendes

i situationer, der efter den nuværende lovgivning ikke er strafbare og derfor

end ikke åbner mulighed for at pålægge en bødestraf.

Der henvises til betænkningens side 96-104.

4.3.1.6.

Strafferetsplejeudvalget har overvejet, om der bør være adgang til

bortvisning uden anmodning fra den

forurettede

.

Udvalget bemærker, at det taler imod en sådan regel, at den

forurettede som udgangspunkt må være den nærmeste til at vurdere situationen

og

træffe beslutning om, hvad der skal ske. Manglende medvirken fra den

forurettede kan skabe vanskeligheder for sagens oplysning. Hertil kommer, at

formålet med bortvisning i høj grad bør være at skabe en mulighed for en

løsning af de underliggende problemer, for eksempel ved behandling, herunder

mod alkohol- eller stofmisbrug, eller ved gennemførelse af en varig opløsning

af samlivet, skilsmisse e.l. Sådanne mere konstruktive tiltag vil

vanskeliggøres, såfremt den forurettede ikke er indforstået med

bortvisningen.

Ikke mindst i tilfælde, hvor en bortvisning måtte ske uden anmodning fra

forurettede, vil det kunne forekomme, at parterne efter bortvisningen

genoptager samlivet. Herved kompliceres forløbet, idet der i så fald må tages

stilling til, om genoptagelsen af samlivet bygger på reel forståelse mellem

parterne, eller måske netop er udtryk for den forurettedes frygt for den

bortviste.

Udvalget har imidlertid fundet, at bortvisning bør kunne

ske uden anmodning fra den forurettede part. Udvalget har herved lagt vægt

på,

at det må antages, at der ikke sjældent vil kunne være tale om, at en

anmodning

fremsættes – eller at den tilbagekaldes – som følge af frygt for

repressalier,

usikkerhed eller følelsesmæssig resignation, uden at den forurettede har

noget

reelt ønske om at opretholde en konfliktfyldt situation.

Endvidere har udvalget lagt vægt på, at de

straffelovsovertrædelser, der kan føre til bortvisning efter lovforslagets

§ 2, stk. 1, alle er undergivet offentlig påtale. Det påhviler

således anklagemyndigheden at påtale sådanne forhold efter almindelige

principper om udøvelse af offentlig påtale, uanset om den forurettede ønsker

det, jf. Rigsadvokatens Meddelelse nr. 5/2000. Ikke mindst er der et klart

behov for bortvisning uden anmodning, når det drejer sig om overgreb mod

børn.

Endelig har udvalget peget på, at en væsentlig fordel ved

en adgang til bortvisning uden anmodning er, at den forurettede – i en

følelsesmæssig presset situation – fritages for at være den, der udløser

bortvisningen.

For så vidt angår betydningen af en regel om bortvisning

uden anmodning har udvalget blandt andet anført, at hvis adgangen betinges

af,

at almene hensyn kræver det, vil dette efter det anførte ikke være udtryk for

en afstandtagen fra, at det er hensyn til beskyttelse af den eller de

forurettede, der skal varetages ved reglen. En sådan betingelse udtrykker

derimod, at indgreb uden anmodning må forudsætte, at en grænse for, hvad

samfundet kan acceptere, ellers overskrides. Det er i princippet det samme,

der

ligger bag offentlig påtale af alvorlige integritetskrænkelser.

Der henvises til betænkningens side 105-108.

4.3.2. Justitsministeriets

overvejelser

Justitsministeriet kan tilslutte sig

Strafferetsplejeudvalgets overvejelser om betingelserne for bortvisning, og

lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Der henvises til

lovforslagets §§ 2 og 5 samt bemærkningerne hertil.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt bortvisning bør kunne

ske uden, at der foreligger aktuelt begået kriminalitet, kan

Justitsministeriet

tilslutte sig flertallets forslag herom. Med forslaget er der alene tale om

en

beskeden udvidelse i forhold til de strafbare trusler, der er omfattet af

straffelovens § 266. Som anført af mindretallet, skabes der dermed

mulighed for bortvisning i situationer, hvor den aktuelle adfærd ikke er

strafbar og dermed ikke ville kunne medføre en straf. Det er imidlertid efter

forslaget en betingelse for, at der kan ske bortvisning, at der er bestemte

grunde til at antage, at den pågældende ved forbliven i hjemmet vil begå en

af

de lovovertrædelser, som i øvrigt kan danne grundlag for en bortvisning. Det

betyder, at bortvisning i forbindelse med trusler om simpel vold kun kan

anvendes,

hvis der på grundlag af de foreliggende konkrete oplysninger, må antages at

være betydelig risiko for, at den pågældende vil realisere truslen og begå

vold. I disse situationer bør politiet efter Justitsministeriets opfatte have

mulighed for at gribe ind på et tidligere tidspunkt end i dag.

Justitsministeriet lægger endvidere vægt på, at det tillige

er en betingelse efter den foreslåede regel, at bortvisning ikke står i

misforhold til blandt andet karakteren af den adfærd, der er udvist fra den

pågældendes side.

Efter Justitsministeriets opfattelse må den foreslåede

adgang til bortvisning uden, at der foreligger aktuel kriminalitet, anses for

nødvendigt under hensyn til formålet med lovforslaget, og den pågældende

regel

må på den anførte baggrund anses for retssikkerhedsmæssigt forsvarlig.

4.4. Behandling af sager om

bortvisning

4.4.1.

Strafferetsplejeudvalgets overvejelser

4.4.1.1.

I Norge

og Sverige er

kompetencen

til at

træffe afgørelse om bortvisning tillagt anklagemyndigheden, og afgørelserne

er

underlagt domstolskontrol.

Strafferetsplejeudvalget har fundet, at ved indførelse af

en dansk bortvisningsordning bør kompetencen placeres hos

politi/anklagemyndighed, men med særlige regler om domstolskontrol. Udvalget

har i den forbindelse henvist til de samme hensyn, som ligger bag ordningerne

i

Norge og Sverige, navnlig afvejningen af hensynet til, at der hurtigt kan

træffes afgørelse, over for hensynet til retssikkerheden ved væsentlige

indgreb. Udvalget har i den forbindelse peget på, at afgørelsen af hensyn til

sagens hurtige behandling bør kunne træffes administrativt, men at der af

hensyn til indgrebets særlige karakter bør være en let adgang for den

pågældende til at kræve afgørelsen prøvet ved retten.

Med hensyn til den administrative afgørelse har udvalget

foreslået, at det bør være politimesteren i dennes egenskab af

anklagemyndighed, der skal træffe afgørelse om bortvisning mv. i første

omgang,

og at sagen i øvrigt skal behandles i strafferetsplejens former. Udvalget har

blandt andet lagt vægt på, at med de foreslåede betingelser for bortvisning

vil

der ofte blive tale om en sideløbende straffesag. Men også i øvrigt kan

sagerne

efter indgrebets karakter hensigtsmæssigt behandles af anklagemyndigheden.

Afgørelserne bør efter deres karakter træffes af jurister.

Efter udvalgets opfattelse vil betingelserne for anholdelse

eller for tilbageholdelse efter almindelige regler i almindelighed være

opfyldt

i de tilfælde, hvor bortvisning kommer på tale.

Der vil ikke være grundlag for anholdelse i tilfælde, hvor

bortvisning efter flertalsforslaget herom alene vil bygge på en adfærd, der

indebærer en trussel om vold, der ikke er omfattet af straffelovens

§ 266,

dvs. trussel, der ikke kan udløse en alvorlig frygt for en persons helbred,

idet der i sådanne tilfælde ikke vil være mistanke om et begået strafbart

forhold. I disse tilfælde vil der dog kunne være en alvorlig frygt for vold,

som kan give et lignende behov for tilbageholdelse med henblik på afhøring og

udfærdigelse af afgørelse om bortvisning som i de tilfælde, hvor der er

anholdelsesgrundlag.

Udvalgets flertal har derfor foreslået en regel, der sikrer

mulighed for, at politiet kan tilbageholde en person, når der er grund til at

antage, at personen vil kunne bortvises efter den foreslåede regel om adfærd,

der indebærer en trussel om vold. For sådan tilbageholdelse skal

anholdelsesreglerne gælde, bortset fra kravet om mistanke om et begået

strafbart forhold. Det bemærkes herved, at der også i svensk ret findes en

særlig regel om tilbageholdelse i forbindelse med bortvisning.

Den foreslåede særregel må antages at få et meget begrænset

anvendelsesområde, idet der typisk vil være tale om begåede overgreb eller

trusler efter straffelovens § 266 i de tilfælde, hvor bortvisning i

praksis vil komme på tale.

Udvalgets mindretal har i konsekvens af sin opfattelse med

hensyn til flertalsforslaget om en regel om truende adfærd ikke fundet

grundlag

for en regel om tilbageholdelse i den forbindelse.

Med hensyn til prøvelsen ved retten har udvalget foreslået,

at anklagemyndighedens afgørelse om bortvisning mv. på begæring af den, der

bortvises, skal indbringes for byretten på det sted, hvor boligen er

beliggende

(værneting).

De samme kompetenceregler, herunder om domstolsprøvelse,

bør efter udvalgets opfattelse også gælde ved forlængelse af forbuddet.

Der henvises til betænkningens side 108-111.

4.4.1.2.

For så

vidt angår de processuelle regler for bortvisning under hensyn til indgrebets

karakter, har Strafferetsplejeudvalget fundet det rigtigst, at der ikke

udformes særregler om disse forhold i en lov om bortvisning. Det vil følge af

forvaltningsloven, at anklagemyndighedens afgørelse er undergivet lovens

almindelige regler om aktindsigt, partshøring, begrundelse og

klagevejledning.

Af hensyn til den særlige sammenhæng med domstolsprøvelsen, har udvalget dog

foreslået en regel om klagevejledning på dette punkt.

For at bortvisningen skal have virkning for den bortviste,

må denne gøres bekendt med afgørelsen. Dette bør efter udvalgets opfattelse

ske

ved, at afgørelsen forkyndes for den pågældende, der samtidig bør vejledes om

retsvirkningen af bortvisningen og om adgangen til at kræve afgørelsen prøvet

ved retten. Den bortviste bør udtrykkeligt spørges, om sagen ønskes indbragt

for retten ved politiets foranstaltning, og svaret skal noteres på sagen.

Indbringelse af bortvisningssagen for retten har ikke opsættende virkning.

Der bør efter udvalgets opfattelse være en frist på 14 dage

fra forkyndelsen for den bortviste til at kræve afgørelsen indbragt for

retten.

Efterprøvelse ved retten af politimesterens afgørelse bør

iværksættes ved, at politimesteren indbringer sagen for retten, når den

bortviste anmoder om en sådan prøvelse. Indbringelsen bør med henblik på en

hurtig retslig prøvelse ske snarest muligt og senest inden 24 timer.

Retsmøde bør afholdes snarest muligt, og i de tilfælde,

hvor anmodning om indbringelse fremsættes straks ved forkyndelsen af en

førstegangsafgørelse om bortvisning, finder udvalget, at retsmøde skal

afholdes

inden 5 dage. Fristen på 5 dage regnes fra modtagelsen af anmodningen om

retsbehandling i forbindelse med forkyndelsen.

Udvalget har af hensyn til at sikre en hurtig

sagsbehandling fundet, at der bør skabes hjemmel til at pålægge den bortviste

at oplyse adresse og telefonnummer, hvortil besked om tidspunkt for retsmøde

kan gives. Oplysningerne bør efter udvalgets opfattelse kunne kræves i

forbindelse med forkyndelse af afgørelsen om bortvisning.

Når der er givet meddelelse om tidspunktet for retsmødet i

almindeligt brev til den oplyste adresse eller telefonisk til den pågældende,

bør der herefter ikke kræves yderligere meddelelse herom, herunder navnlig

ikke

formel forkyndelse.

Sagen behandles ved mundtlig forhandling og i

strafferetsplejens former ved den stedlige byret, hvor det fælles hjem

ligger.

Den bortviste skal have ret til at være til stede i

retsmødet og udtale sig, medmindre retten finder, at dette af særlige grunde

må

anses for nytteløst eller skadeligt for den pågældende. På disse punkter

svarer

forslaget til ordningen vedrørende varetægtsfængsling i retsplejelovens

§ 764, stk. 2. Undtagelsen vil således have et ganske snævert

anvendelsesområde.

Den bortvistes udeblivelse bør ikke føre til, at sagen ikke

behandles, når den beskikkede advokat møder, og der ikke er oplysning om

lovligt forfald.

Strafferetsplejeudvalget har endvidere overvejet

behandlingsformen for den retslige prøvelse, og udvalget har fundet, at sager

om retslig prøvelse af bortvisning – på samme måde som sager om

varetægtsfængsling – bør kunne behandles uden, at der nødvendigvis sker

umiddelbar bevisførelse for retten. Hvis den bortviste er til stede, bør

denne

afhøres i retten, men i øvrigt vil sagen som udgangspunkt kunne behandles på

grundlag af skriftligt materiale, herunder navnlig politirapporter om

politiets

iagttagelser, forklaring til politiet fra forurettede og eventuelle andre

vidner og for eksempel lægelige oplysninger. Det må dog tilkomme retten efter

et skøn i særlige tilfælde at tillade vidneførsel for retten.

Rettens afgørelse træffes ved kendelse. Afgørende er, om de

opstillede betingelser for bortvisning i det foreliggende tilfælde er opfyldt

eller ej. Der vil således skulle ske en prøvelse af samme intensitet som ved

rettens afgørelse om varetægtsfængsling. Retten kan på samme måde prøve en

bestemmelse om geografisk afgrænset forbud mod ophold, når bortvisningen

findes

berettiget. Opretholdes bortvisningen, bør der i kendelsen anføres de

konkrete

omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne for bortvisning

er

opfyldt.

Kendelsen bør kunne kæres af politimesteren eller den

bortviste efter de almindelige regler om kæremål i strafferetsplejens former.

Tilsvarende regler bør gælde med hensyn til prøvelse af en

forlængelse af bortvisningsfristen.

Der henvises til betænkningens side 114-119.

4.4.1.3.

Strafferetsplejeudvalget

har fundet, at den bortviste under hensyn til indgrebets karakter skal have

adgang til bistand fra en advokat, der kan varetage den bortvistes interesser

under sagens behandling ved retten. Udvalget har overvejet den nærmere

udformning af en ordning med advokatbistand, herunder om advokatbistand bør

være frivillig, samt omkostningsspørgsmålet. Udvalget har – navnlig i

lyset af

den særlige, hurtige procesform, som udvalget har foreslået – fundet, at

advokatbistand bør være obligatorisk (dvs. at den bortviste har krav på

beskikkelse af advokat) og nødvendig (dvs. at den bortviste ikke kan vælge

advokatbistand fra), således at der i alle tilfælde beskikkes advokat. Den

beskikkede advokat bør have samme beføjelser som en forsvarer i en

straffesag.

Salær mv. bør afholdes af statskassen efter samme regler, som gælder for

forsvarere i straffesager.

Omkostningerne ved bortvisningssagen, herunder navnlig

udgiften til advokat, bør efter udvalgets opfattelse ikke pålægges den

bortviste ved rettens afgørelse i bortvisningssagen, selv om bortvisningen

opretholdes ved sagens afgørelse. Statskassen bør foreløbigt afholde

omkostningerne. Hvis den bortviste imidlertid i en straffesag dømmes for

forhold, der har ført til bortvisningen, har udvalget fundet det rigtigst, at

omkostningerne ved bortvisningssagen inddrages ved omkostningsafgørelsen i

straffesagen. I disse tilfælde vil omkostningerne også ved bortvisningssagen

således naturligt kunne opfattes som en omkostningsmæssig følge af en

strafbar

handling. Udgangspunktet bør være, at den dømte pålægges disse omkostninger.

Der bør dog være en adgang til, at retten i det enkelte tilfælde kan

bestemme,

at omkostningerne helt eller delvis skal betales endeligt af statskassen, når

særlige omstændigheder undtagelsesvis taler for det. Herved kan det sikres,

at

den samlede omkostningsafgørelse i straffesagen bliver rimelig i forhold til

straffesagens konkrete resultat og omstændighederne i øvrigt.

Udvalget har fundet, at der i de tilfælde, hvor retten ikke

har godkendt bortvisningsafgørelsen, ikke bør blive tale om at pålægge den

bortviste omkostninger i den henseende. Det vil følge af den foreslåede

ordning, at omkostningerne ved bortvisningssagen afholdes endeligt af

statskassen i de sjældne tilfælde, hvor bortvisning sker uden grundlag i et

strafbart forhold, samt i de tilfælde, hvor en straffesag – af den ene

eller

den anden grund – ikke gennemføres.

Efter en samlet betragtning har udvalget fundet, at en

sådan ordning vil føre til de rimeligste resultater og samtidig gøre det

forsvarligt, at advokatbistanden påtvinges den bortviste, når denne

indbringer

sagen for retten.

Strafferetsplejeudvalget har endvidere overvejet

spørgsmålet om erstatning for bortvisning, der kendes uberettiget. Udvalget

har

fundet, at spørgsmålet om erstatning bør afgøres efter de almindelige

materielle regler, men at der efter indgrebets karakter bør indrømmes den

bortviste den processuelle lettelse, der følger af retsplejelovens kapitel 93

a

om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning. Udvalget har derfor

foreslået, at retsplejelovens § 1018 h om erstatning på grundlag af

dansk

rets almindelige erstatningsregler finder anvendelse på erstatningskrav i

forbindelse med bortvisning. For så vidt angår tilbageholdelse efter den

særlige

regel i lovforslagets § 4 har udvalget dog fundet, at der bør gælde en

bestemmelse svarende til reglen i retsplejelovens § 1018 a om

uberettiget

anholdelse.

Udvalget har fundet, at den bortviste bør have mulighed for

at afhente nødvendige personlige effekter i hjemmet. Dette bør ske ved, at

politiet ledsager den pågældende til boligen og overværer afhentningen.

Udvalget har endelig peget på, at der bør udarbejdes en

vejledning til den bortviste om dennes retsstilling. Vejledningen bør

udleveres

til den bortviste ved forkyndelsen.

Der henvises til betænkningens side 116-117 og side

119-120.

4.4.2. Justitsministeriets

overvejelser

Justitsministeriet kan tilslutte sig

Strafferetsplejeudvalgets overvejelser om behandling af sager om bortvisning,

og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast.

Der henvises til lovforslagets §§ 4, 6, 8, 9 og

§ 10, stk. 1, samt bemærkningerne hertil

Justitsministeriet vil tage initiativ til, at der

udarbejdes en vejledning som foreslået af udvalget.

4.5. Forurettedes

retsstilling

4.5.1.

Strafferetsplejeudvalgets overvejelser

Strafferetsplejeudvalget har i sin betænkning lagt vægt på,

at regler om bortvisning bør udformes således, at der kan tages skridt til

løsning af de problemer, der har ført til bortvisningen, og udvalget har i

den

forbindelse blandt andet foreslået, at politiet skal underrette

socialforvaltningen i parternes bopælskommune om bortvisningen.

Udvalget har endvidere overvejet, om der bør indføres en

ordning med beskikkelse af advokat for den forurettede. Udvalget har

imidlertid

ikke fundet grundlag for, at der indføres en almindelig ordning med

advokatbeskikkelse for forurettede i sager om bortvisning, idet forurettedes

behov for sagkyndig bistand blandt andet vil kunne dækkes dels ved en særlig

målrettet indsats fra de relevante sociale myndigheder, dels ved benyttelse

af

de eksisterende muligheder for retshjælp og fri proces. Hertil kommer, at den

forurettede som udgangspunkt ikke vil være direkte inddraget i processen ved

retten. Hvor denne forudsætning ikke holder stik, fordi der undtagelsesvis

bliver tale om afhøring af forurettede for retten, bør der efter udvalgets

opfattelse dog være mulighed for advokatbeskikkelse. For advokaten bør gælde

lignende regler som for advokater, der beskikkes for forurettede i

straffesager, jf. retsplejelovens §§ 741 c - e.

Udvalget har endvidere peget på, at der i en række tilfælde

sideløbende med bortvisningssagen vil skulle behandles en straffesag mod den

krænkende part. Når der i sådanne tilfælde efter reglerne i retsplejelovens

kapitel 66 a beskikkes advokat for den forurettede i straffesagen,

forudsættes

det, at bistandsadvokaten også vil have mulighed for at yde forurettede en

vis

bistand i forbindelse med behandlingen af bortvisningssagen, herunder deltage

i

afhøringer af forurettede hos politiet, der naturligt vil tage sigte på begge

sager. I tilfælde af afhøring i retten vil det således være unødvendigt at

foretage særskilt beskikkelse i relation til bortvisningssagen.

Udvalget har endelig overvejet spørgsmålet om forurettedes

eventuelle partsstilling i bortvisningssager.

Udvalget har ikke fundet, at der er grundlag for at

tillægge forurettede, dvs. helt typisk den krænkende parts ægtefælle eller

samlever, adgang til at indbringe politimesterens afslag med hensyn til

bortvisning for retten, heller ikke selv om afgørelsen er truffet efter en

udtrykkelig anmodning om bortvisning fra forurettedes side. Den forurettede

må

således være henvist til at klage over politimesterens afgørelse til

statsadvokaten efter reglerne om administrativ rekurs.

Træffer politimesteren afgørelse om bortvisning i tilfælde,

hvor den forurettede part ikke har anmodet om bortvisning, må det antages, at

den forurettede part reelt er indforstået med bortvisningen. Skulle dette

undtagelsesvis ikke være tilfældet, kan det tænkes, at den pågældende ønsker

at

tilslutte sig den bortvistes indbringelse af sagen for retten og en eventuel

senere appel af afgørelsen. Noget lignende kan også tænkes at forekomme med

hensyn til den krænkende parts ægtefælle eller samlever i sager om overgreb

mod

børn. I sådanne – formentlig ganske sjældne – tilfælde må det efter

udvalgets

opfattelse forudsættes, at der i fornødent omfang vil blive givet den

pågældende lejlighed til at udtale sig og redegøre for sine synspunkter under

sagens behandling for retten.

Udvalget har endelig peget på, at der på samme måde som med

hensyn til den bortviste bør udarbejdes en vejledning om den forurettedes

retsstilling. Vejledningen udleveres til den forurettede.

Der henvises til betænkningens side 120-123.

4.5.2. Justitsministeriets

overvejelser

Justitsministeriet kan tilslutte sig

Strafferetsplejeudvalgets overvejelser om forurettedes retsstilling, og

lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast. Der

henvises til lovforslagets § 8, stk. 2, samt bemærkningerne hertil

Justitsministeriet vil vurdere behovet for udarbejdelse af

en vejledning til den forurettede om dennes retsstilling i lyset af de

praktiske erfaringer med anvendelsen af ordningen.

4.6. Overtrædelse af

afgørelser om bortvisning mv.

4.6.1.

Strafferetsplejeudvalgets overvejelser

Strafferetsplejeudvalget har anført, at bortvisning vil

have karakter af et strafsanktioneret forbud mod at opholde sig i den fælles

bolig, og udvalget har derfor overvejet den nærmere udformning af en regel om

straf for overtrædelse af bortvisning.

Vedrørende strafferammen har udvalget lagt vægt på, at

bortvisning tager sigte på væsentligt grovere krænkelser end tilhold i

almindelighed, og at en regel om straf bør tilsigte at udgøre et effektivt

værn

mod nye overgreb. På den baggrund bør der efter udvalgets opfattelse i givet

fald ikke fastsættes en strafferamme, der er lavere end den, der gælder for

overtrædelse af et polititilhold. Endvidere peger udvalget på, at det vil

være

hensigtsmæssigt, at maksimum sættes så højt, at der vil være mulighed for

varetægtsfængsling, dvs. ikke under 1 år og 6 måneder, jf. retsplejelovens

§ 762, stk. 1.

Udvalget har på den baggrund foreslået, at strafferammen

for overtrædelse af en afgørelse om bortvisning fastsættes til bøde eller

fængsel indtil 2 år.

Det subjektive tilregnelseskrav bør efter udvalgets

opfattelse være forsæt ligesom efter straffelovens § 265 om tilhold.

Gerningsindholdet vil være knyttet til afgørelsen om

bortvisning. Det strafbare vil således bestå i på trods af en meddelt

afgørelse

om bortvisning at opholde sig i den fælles bolig. Ved ophold forstås på samme

måde som i lov nr. 907 af 15. oktober 1996 (”Rockerloven”),

§ 1, enhver

fysisk tilstedeværelse på den pågældende lokalitet.

Endvidere bør straffebestemmelserne ifølge udvalgets

forslag omfatte både overtrædelse af selve bortvisningen og overtrædelse af

tilhold, der er fastsat ved bortvisningsafgørelsen.

Udvalget har endvidere overvejet, om straffebestemmelsen

bør indsættes i straffeloven eller i den foreslåede særlov, og udvalget har i

den forbindelse fundet det mest hensigtsmæssigt, at den samlede regulering af

bortvisningsreglerne sker i en særlov om bortvisning.

For så vidt angår påtale af overtrædelse af afgørelser om

bortvisning har udvalget ikke fundet grundlag for skabe adgang for privat

påtale. Den offentlige påtale bør dog kun ske, når den forurettede anmoder om

det, eller almene hensyn kræver det. En sådan ordning vil efter udvalgets

opfattelse navnlig indebære, at der ikke bliver tale om at rejse tiltale for

mindre alvorlige overtrædelser, som den forurettede ikke selv ønsker

forfulgt.

4.6.2. Justitsministeriets

overvejelser

Justitsministeriet kan tilslutte sig

Strafferetsplejeudvalgets overvejelser om overtrædelser af afgørelser om

bortvisning mv., og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Der

henvises til lovforslagets § 11 samt bemærkningerne hertil.

4.7. Tilhold mv.

4.7.1.

Strafferetsplejeudvalgets overvejelser

4.7.1.1.

Strafferetsplejeudvalget har fundet, at en bortvisning ligeledes bør kunne

kombineres med et almindeligt tilhold. Det vil sige, at der skal kunne gives

den bortviste person en advarsel om ikke at trænge sig ind på, forfølge med

skriftlige henvendelser eller på anden lignende måde forfølge den eller de

personer, som bortvisningen skal beskytte.

Udvalget har samtidig fundet, at det under hensyn til de

restriktive betingelser for bortvisning ikke er nødvendigt at opstille

særlige

betingelser for et sådant tilhold. Hvorvidt en bortvisning skal kombineres

med

et tilhold må efter udvalgets opfattelse bero på en vurdering af, hvad der er

hensigtsmæssigt for at beskytte den forurettede.

Der henvises til betænkningens side 105.

4.7.1.2.

Strafferetsplejeudvalget har endvidere drøftet, om polititilhold, hvis

overtrædelse kan straffes efter straffelovens § 265, generelt bør kunne

udstedes uden den forurettedes anmodning. Udvalget anfører blandt andet, at

tilhold kan anvendes til at beskytte mod en hel række, ret forskelligartede

krænkelser af en andens fred. Med lovens ord drejer det sig om at trænge sig

ind på en anden, forfølge ham med skriftlige henvendelser eller på anden

lignende måde forulempe ham, jf. straffelovens § 265. Disse krænkelser

kan

have karakter af strafbare forhold, f.eks. trusler og ærekrænkelser, men

omfatter også forhold, der ikke i sig selv er strafbare, f.eks. hyppige

uønskede henvendelser, tilsendelse af blomster eller pladeønsker i radioen.

Trusler, herunder trusler efter straffelovens § 266, er omfattet, men

§ 265

tager ikke sigte på vold eller grove seksuelle krænkelser. Noget andet er, at

sådanne overtrædelser kan forekomme i sammenhæng med fredskrænkelser.

Udvalget

anfører, at man i praksis dog antagelig i nogen grad har sat sig ud over

beskrivelsen i § 265, jf. således Justitsministeriets cirkulæreskrivelse

af 12. februar 1990. Efter cirkulæret bør politiet ikke være for

tilbageholdende, når personen har begået voldtægt, grov vold eller overtrådt

§ 266.

Tilholdet virker gennem muligheden for at straffe

overtrædelser. I det omfang en overtrædelse i sig selv har karakter af et

strafbart forhold, har tilholdet derfor ikke selvstændig betydning. Det

særlige

ved tilholdet er, at handlinger, der ikke i sig selv er strafbare, bliver

strafbare, efter at advarslen i form af et tilhold er givet. Her kan

tilholdet

virke på to måder. For det første kan kontakt, der i sig selv er generende

for

den forurettede, forbydes. For det andet kan man ved at forbyde den blotte

kontakt mellem forurettede og den krænkende, f.eks. voldelige part,

forebygge,

at der opstår situationer, hvor nye overgreb i form af f.eks. vold finder

sted.

Efter udvalgets opfattelse er der ikke det store behov for

tilhold uden samtykke i den førstnævnte relation, hvor tilholdet skal

modvirke

f.eks. gentagne, men i sig selv fredelige henvendelser – indladende

eller

uvenlige – fra en tidligere samlever.

Derimod er spørgsmålet om tilhold uden anmodning aktuelt i

den sidstnævnte relation, hvor tilholdet i realiteten tilsigter at forebygge

et

alvorligt overgreb. I sådanne tilfælde minder tilhold mere om bortvisning,

end

tilhold i almindelighed gør.

Udvalget anfører, at det kan diskuteres, om den gældende

ordning med tilhold for en nutidig betragtning i det hele er hensigtsmæssigt

udformet, men at overvejelser herom ligger uden for den tidsmæssige ramme for

udvalgets arbejde.

Udvalget finder det dog ubetænkeligt, at der forud for en

eventuel mere gennemgribende revision af reglerne om tilhold gennemføres en

ændring med henblik på, at tilhold i visse tilfælde udstedes uden anmodning

fra

den forurettede.

En sådan regel bør være begrænset til tilfælde, hvor der er

risiko for mere alvorlige overgreb. Udvalget foreslår, at reglen udformes

således, at tilhold kan udstedes uden begæring fra den, som tilholdet skal

beskytte, når

almene hensyn kræver det

.

Det

Det forudsættes herved, at adgangen reserveres til tilfælde, hvor der er

væsentlig risiko for, at den svage part udsættes for alvorlige overgreb,

herunder vold eller voldtægt, eller risiko for overgreb mod børn.

4.7.1.3.

Strafferetsplejeudvalget har endvidere fundet, at der er gode grunde til at

overveje en generel udvidelse i forhold til et almindeligt tilhold, således

at

der lægges en ”sikkerhedszone” uden om den forurettede, og at det

vil rumme

betydelige fordele. Det vil blandt andet kunne begrænse utrygheden hos

forurettede, idet den pågældende vil kunne færdes frit i nærheden af sit

hjem,

arbejdsplads og andre steder, hvor forurettede almindeligvis færdes. Det vil

desuden kunne virke forebyggende mod nye overgreb.

På den anden side har udvalget fundet, at et geografisk

afgrænset forbud mod at opholde sig vil udgøre et større indgreb over for

den,

som tilholdet nedlægges over for end et almindeligt tilhold. Et geografisk

afgrænset forbud mod at opholde sig bør derfor alene udstedes ud fra nogle

strengere betingelser end for et almindeligt tilhold. Det kan for eksempel

være

sager om vold og voldtægt, hvor et geografisk afgrænset forbud kan blive

aktuelt. Udvalget finder imidlertid, at en nærmere vurdering af, hvilke

regler

– herunder navnlig vedrørende betingelserne for indgrebet – der bør

opstilles

for geografisk afgrænsede forbud mod ophold, rejser en række spørgsmål, der

naturligt kan behandles i forbindelse med en eventuel senere almindelig

revision af de generelle tilholdsregler.

Udvalget har dog fundet, at et geografisk afgrænset forbud

mod at opholde sig bør kunne anvendes i de tilfælde, hvor betingelserne for

bortvisning er opfyldt. Udvalget foreslår på den baggrund, at der i tilfælde,

hvor der træffes bestemmelse om bortvisning, samtidig bør kunne udstedes et

geografisk bestemt tilhold

Med hensyn til udstrækningen af et sådant forbud har

udvalget fundet, at det ikke bør kunne udstrækkes til en hel by eller

bydel/kvarter. Det er således væsentligt, at området, hvor det geografisk

afgrænsede forbud skal gælde, bliver beskrevet så præcist som muligt.

Endelig har udvalget henvist til, at

proportionalitetsgrundsætningen skal være opfyldt ved vurderingen af et

geografisk afgrænsede forbud mod at opholde sig.

Der henvises til betænkningens side 137-141.

4.7.2. Justitsministeriets

overvejelser

Justitsministeriet kan tilslutte sig

Strafferetsplejeudvalgets overvejelser om tilhold og geografisk afgrænsede

forbud mod at opholde sig, og lovforslaget er med enkelte ændringer af

sproglig

karakter udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast. Der henvises

til

lovforslagets § 3 samt bemærkningerne hertil.

Justitsministeriet foreslår samtidig en generel ændring af

den administrative klageadgang ved klager over tilhold mv., der er udstedt af

politiet og omfattet af straffelovens § 265. Det forslås, at klage skal

indgives til den regionale statsadvokat, og at statsadvokatens afgørelse ikke

kan påklages administrativt.

Justitsministeriet vil senere tage spørgsmålet om en

generel lovregulering af adgangen til at meddele polititilhold mv. op til

nærmere overvejelse.

5. Forholdet til

grundrettighederne

5.1. Grundloven

Om forholdet mellem grundlovens § 73 om ekspropriation

og den foreslåede ordning bemærkes følgende:

Der vil efter den foreslåede ordning kunne træffes

beslutning om, at en person, der f.eks. er ejer eller lejer af en bolig,

bortvises og dermed forbydes at bruge den pågældende bolig. Der skabes efter

Justitsministeriets opfattelse hermed hjemmel til at foretage indgreb i en

rettighed, der er beskyttet af grundlovens § 73.

Justitsministeriet har herefter vurderet, om en beslutning

om bortvisning vil have karakter af ekspropriation.

Ved denne vurdering har Justitsministeriet på den ene side

lagt vægt på, at en bortvisning udgør et væsentligt indgreb overfor den

person,

der må forlade boligen.

Justitsministeriet har på den anden side blandt andet lagt

vægt på, at bortvisning af en person har til formål at afværge faren for, at

den pågældende person ved sin forbliven i hjemmet vil begå en alvorlig

lovovertrædelse. Der kan i den forbindelse henvises til, at det efter den

foreslåede ordning er en betingelse for, at der kan træffes beslutning om

bortvisning af en person,

at

der er begrundet mistanke om, at den

pågældende mod et medlem af sin husstand har begået en overtrædelse af

straffelovens §§ 210, 213 eller 266 eller en overtrædelse, der er

omfattet

af straffelovens kapitel 24-26, og som efter loven kan medføre fængsel i 1 år

og 6 måneder, eller at den pågældende har optrådt på en måde, der i øvrigt

indebærer en trussel om vold mod et medlem af husstanden,

at

der er

grund til at antage, at den pågældende person ved sin forbliven i hjemmet vil

begå en af de nævnte lovovertrædelser, og

at

bortvisning ikke vil stå i

misforhold til den herved forvoldte forstyrrelse af den pågældendes forhold,

hensynet til husstanden og karakteren af den adfærd, der er udvist fra den

pågældendes side, jf. lovforslagets § 2.

Justitsministeriet har herudover blandt andet lagt vægt, at

der efter den foreslåede ordning skal fastsættes en frist for bortvisningen,

der ikke kan overstige 4 uger, og at fristen højst kan forlænges med 4 uger

ad

gangen, jf. lovforslagets § 5, stk. 2. Endvidere vil en beslutning

om

bortvisning skulle ophæves, når betingelserne i lovforslagets § 2 ikke

længere

er opfyldt.

På den anførte baggrund er det Justitsministeriets

opfattelse, at en beslutning efter den foreslåede ordning om at bortvise en

person ikke vil udgøre et ekspropriativt indgreb i en rettighed, der er

beskytte af grundlovens § 73.

5.2. Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention

5.2.1.

Efter

artikel 8, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har

enhver ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin

korrespondance. Det fremgår af bestemmelsens stk. 2, at ingen offentlig

myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i

overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af

hensyn

til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske

velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden

eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder eller friheder.

Foranstaltninger, der indebærer en begrænsning i en persons

bevægelsesfrihed, kan efter omstændighederne udgøre et indgreb i de i artikel

8

beskyttede rettigheder. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvis et

polititilhold meddelt i medfør af straffelovens § 265 indebærer en

begrænsning i den pågældendes adgang til at have samkvem med sine børn. Der

kan

således her være tale om et indgreb i retten til at opretholde et familieliv.

Ligeledes vil f.eks. en beslutning med hjemmel i ”rockerlovens”

§ 1 om

forbud mod, at en person tager ophold i sit eget hjem, kunne udgøre et

indgreb

i den af artikel 8, stk. 1, beskyttede ret til respekt for sit hjem.

Hvis en sådan foranstaltning udgør et indgreb i relation

til artikel 8, stk. 1, er det afgørende for indgrebets lovlighed, om de

i

artikel 8, stk. 2, nævnte betingelser er opfyldt. Det er således en

betingelse, at indgrebet har hjemmel i loven og er ”nødvendigt i et

demokratisk

samfund” for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte

sundheden

eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder eller friheder

mv.

I sager om tvangsfjernelse af børn, der udgør et indgreb i

retten til et familieliv, prøver Menneskerettighedsdomstolen i hovedsagen, om

grundene til indgrebet har været ”relevant and sufficient”, og om

sagsbehandlingen har været tilstrækkelig grundig og indeholdt fornødne

retsgarantier. Endvidere prøves, om indgrebet opfylder kravet om

proportionalitet.

Beskyttelsen af hjemmet omfatter ifølge

Menneskerettighedsdomstolens praksis kun lokaliteter, der udgør den

pågældendes

aktuelle bolig, herunder lejebolig. Indgreb, der retter sig mod en persons

hjem, antages ofte tillige at være omfattet af det bredere begreb

”privatliv”.

Artikel 8 suppleres blandt andet af artikel 1 i 1.

tillægsprotokol til konventionen. Efter denne bestemmelse har enhver fysisk

eller juridisk person ret til respekt for sin ejendom. Ingen må berøves sin

ejendom undtagen i samfundets interesse og i overensstemmelse med de

betingelser, der er fastsat ved lov og følger af folkerettens almindelige

principper.

I begrebet berøvelse ligger, at der skal være sket en varig

overførsel af ejerskabet eller en tilintetgørelse af det pågældende aktiv.

Midlertidige indgreb falder udenfor, og en foreløbig beslaglæggelse, som

hindrer adgangen til ejendele, men som ikke fratager ejerskabet, er derfor

ikke

en berøvelse. Det antages dog, at visse indgreb, hvor virkningen er en

voldsom

reduktion eller fjernelse af klagers dispositionsmuligheder, kan være en

”de

facto-ekspropriation”. Grænsen mellem kontrol og berøvelse er ikke

skarp, men

så længe ejendommen eksisterer, og et formelt ejerskab har mening, antages

berøvelse

ikke at foreligge.

I Højesterets dom, jf. Ugeskrift for Retsvæsen 2001, side

1057, fandt Højesteret, at et forbud meddelt i medfør af

”rockerloven” ikke

kunne anses for et indgreb, der berettigede til erstatning efter

bestemmelserne

i artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention eller i artikel 1 i

1. tillægsprotokol til konventionen.

5.2.2.

Efter

artikel 2, stk. 1, i den 4. tillægsprotokol til konventionen skal

enhver,

der lovligt befinder sig på en stats område, inden for dette have krav på at

færdes frit og til frit at vælge sit opholdssted.

Retten til at færdes frit og frit at vælge sit opholdssted

er imidlertid ikke absolut. Bestemmelsen fastsætter således i stk. 3, at

udøvelsen af disse rettigheder ikke skal være underkastet andre begrænsninger

end sådanne, som er i overensstemmelse med loven, og som er nødvendige i et

demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed eller den

offentlige

tryghed, for at opretholde den offentlige orden, for at forebygge

forbrydelse,

for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres

rettigheder eller friheder. Endvidere kan de i stk. 1, nævnte

rettigheder

inden for særlige områder underkastes restriktioner, som er indført ved lov,

og

som i et demokratisk samfund tjener almenvellet, jf. artikel 2, stk. 4,

i

den 4. tillægsprotokol til konventionen.

Praksis vedrørende bestemmelsen er meget sparsom. Om

fortolkningen af de enkelte hensyn, der kan legitimere indgreb af den nævnte

karakter, henvises der derfor i kommentaren til Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention, 1. udg., 1994, (s. 480), blandt andet til

beskrivelsen af bestemmelsen i artikel 8, stk. 2, om indgreb i retten

til

at opretholde et familieliv mv., jf. ovenfor.

5.2.3.

Justitsministeriet finder, at eftersom Den Europæiske

Menneskerettighedskonventions artikel 8 beskytter enhvers ret til respekt for

sit familieliv og sit hjem, vil en bortvisning kunne indebære et indgreb i

disse beskyttede rettigheder.

Indgreb kan efter konventionen ske, hvis indgrebet har

lovhjemmel, varetager et anerkendelsesværdigt formål, herunder at forebygge

uro

eller forbrydelser eller at beskytte andres rettigheder eller friheder, og er

proportionalt (nødvendigt i et demokratisk samfund).

Ved vurderingen af, om menneskerettighedskonventionens

artikel 8 hindrer regler om bortvisning, vil de fareafværgelses- og

beskyttelsesformål, som er baggrunden for at foreslå en

bortvisningsbestemmelse, spille en stor rolle. Når bortvisning først og

fremmest

skal beskytte en konkret truet person mod at blive offer for et overgreb,

dvs.

”forebygge uro eller forbrydelser” og ”beskytte andres

rettigheder”, er der

efter Justitsministeriets opfattelse tale om anerkendelsesværdige formål, som

efter konventionens artikel 8, stk. 2, kan berettige til begrænsninger i

de nævnte rettigheder. Ligeledes er det afgørende, at anvendelsen af

bortvisning underlægges proportionalitetsprincippet.

Idet de foreslåede lovregler om bortvisning er udarbejdet i

overensstemmelse med disse retningslinier, vil den foreslåede

bortvisningsordning

efter Justitsministeriets vurdering være forenelig med

menneskerettighedskonventionens artikel 8 og artikel 2 i konventionens 4.

tillægsprotokol.

Artikel 1 i konventionens 1. tillægsprotokol om enhvers ret

til respekt for sin ejendom forudsætter som omtalt oven for, at der er tale

om,

at en person berøves sin ejendom, dvs. at der sker en varig overførsel af

ejerskabet til ejendommen. Allerede det forhold, at bortvisning udformes som

et

midlertidigt og i øvrigt begrænset indgreb i ejerskabet mv., indebærer, at

tillægsprotokollens artikel 1 efter Justitsministeriets opfattelse ikke er

til

hinder for bortvisning.

6. Forholdet til andre

myndigheder

6.1.

Strafferetsplejeudvalgets overvejelser

Strafferetsplejeudvalget har overvejet, hvilken rolle de

sociale myndigheder bør spille i forbindelse med gennemførelse af en

bortvisningsordning.

Udvalget har anført, at de overgreb eller trusler om

overgreb, som efter den foreslåede ordning kan føre til bortvisning, i

almindelighed vil være udtryk for alvorlige sociale problemer,

samlivsproblemer

eller problemer med alkohol- eller stofmisbrug. Samtidig med bortvisning vil

der derfor hyppigt være behov for at sætte ind med særlig social støtte over

for den ene eller begge parter.

Udvalget har i § 6, stk. 2, i sit lovudkast

foreslået en ordning, hvorefter politimesteren (politidirektøren) skal

underrette det sociale udvalg om en bortvisningssag senest samtidig med

afgørelsen om bortvisning. Denne obligatoriske underretningsordning skal

sikre,

at de sociale myndigheder er opmærksom på den socialt belastede situation,

som

en bortvisning typisk afspejler, og at der hos de sociale myndigheder

hurtigere

kan danne sig et overblik over problemernes karakter og omfang.

Udvalget finder, at de sociale myndigheder samtidig med

underretningen fra politiet bør modtage kopi af relevante sagsakter, hvilket

også bør gælde elektronisk lagrede data. Oplysningerne bør meddeles uden krav

om samtykke fra de involverede personer.

Udvalget har endvidere peget på forskellige sociale

foranstaltninger, som det vil kunne være hensigtsmæssigt at foretage i

forbindelse med en bortvisning, men bemærker, at en nærmere regulering af

disse

forhold ligger uden for udvalgets opgave. Udvalget anfører dog, at de sociale

myndigheder bør spille en aktiv rolle i løsning af de underliggende

problemer,

idet formålet med bortvisningsordningen ellers vil kunne modvirkes.

Der henvises til betænkningens side 126-128.

6.2. Justitsministeriets

overvejelser

Regeringen kan tilslutte sig Strafferetsplejeudvalgets

overvejelser om forholdet til andre myndigheder, herunder om vigtigheden af,

at

der iværksættes de nødvendige tiltag på det sociale område.

Regeringen er enig i, at der som led i en samlet indsats

bør ske en opfølgning af bortvisning med sociale foranstaltninger i

overensstemmelse med de forskellige muligheder for hjælp og støtte, som

findes

efter den gældende lovgivning.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at der som foreslået

af Strafferetsplejeudvalget skal være en underretningspligt for

politimesteren

samt en pligt til at videregive oplysninger og dokumenter til de sociale

myndigheder.

Justitsministeriet har præciseret i bestemmelsen, at

politimesteren skal sende de oplysninger og dokumenter, der er nødvendige for

de sociale myndigheders behandling af sagen, til det sociale udvalg. Det

forudsættes, at politimesteren som udgangspunkt bør søge at få tilvejebragt

et

samtykke fra de involverede personer forud for videregivelse af oplysninger.

For så vidt angår behandlingstilbud til de personer, der

bortvises, bemærkes, at det er relevant at sikre behandlingstilbud af en vis

varighed til voldelige personer, idet den voldelige adfærd ellers kan frygtes

at ville fortsætte, uanset om den pågældende bortvises fra hjemmet i en

kortere

eller længere periode. Der skal desuden være stærke ydre motiverende faktorer

for den voldelige person til at modtage behandlingstilbuddet, idet der ellers

er risiko for, at personen vil stoppe med behandlingen.

Regeringen har iværksat projektet ”Dialog mod Vold” om

behandlingstilbud til voldelige mænd og deres familier, som er en del af

regeringens handlingsplan til bekæmpelse af vold mod kvinder. Formålet med

projektet er at udvikle en helhedsorienteret indsats mod vold i familien. Det

vil sige den fysiske, psykiske, seksuelle eller latente vold mellem nuværende

eller tidligere partnere samt eftervirkningerne af vold mod eventuelle børn.

Behandlingen, der er omfattet af projektet, består af tre

faser med individuelle samtaler. De tre faser er udredning, herunder en

psykologisk test, gruppetilbud og udslusning. Behandlingen varer i et år og

foregår efter arbejdstid.

Projektet gennemføres i dag som et forsøgsprojekt i

Københavnsområdet og er i 2004 finansieret af satspuljemidlerne. Det er

hensigten at gøre dette projekt landsdækkende med satellitter i Odense og

Århus. Spørgsmålet forventes rejst i forbindelse med forhandlingerne om

satspuljen for 2005.

7. Forholdet til anden

lovgivning

7.1.

Strafferetsplejeudvalgets overvejelser

Udvalget har i betænkningens kapitel 4.15 overvejet

samspillet mellem en bortvisningsordning og bestemmelser i anden lovgivning,

der omhandler spørgsmålet om adgang til boligen.

Bortvisning indebærer, at en person midlertidigt forbydes

at have ophold i sit hjem uanset de retlige forhold vedrørende boligen og

husstanden, og indgrebet kan derfor bl.a. i nogle tilfælde i en vis forstand

siges at foregribe afgørelsen af, hvem af de samlevende der eventuelt skal

have

boligen i de tilfælde, hvor det ender med, at samlivet ophører.

Efter de gældende regler skal retten til at fortsætte

lejemålet med hensyn til en fælles lejebolig afgøres efter lejelovgivningens

regler, jf. herved lejelovens §§ 77 og 78 om ægtefæller og § 77 a

om

andre samlivsforhold. Efter gældende ret antages der ikke under en

ægteskabssag

at være hjemmel til at træffe en midlertidig afgørelse om retten til en

lejebolig.

For så vidt angår ejerboliger må spørgsmålet om, hvem af

ægtefællerne eller registrerede partnere boligen tilkommer, afgøres i

forbindelse med skiftet som led i delingen af formuefællesskabet, jf.

fællesboskiftelovens

§§ 70 a og 70 b.

Udvalget har anført, at de foreslåede regler om

bortvisning, der har karakter af en midlertidig foranstaltning, ikke i sig

selv

indebærer en ændring med hensyn til den forurettedes parts adgang til at

fortsætte et lejemål og til at blive boende i en ejerbolig. Bortvisning

indebærer således ikke i sig selv noget indgreb i lejerens eller ejerens

rettigheder, herunder til at opsige et lejemål eller afhænde en fast ejendom.

De gældende regler rummer en række begrænsninger, herunder lejelovens

§ 81, stk. 2, om ægtefællesamtykke til opsigelse, og

retsvirkningslovens §§ 18-19 om ægtefællesamtykke til visse

dispositioner

over fast ejendom og indbo, der er fælleseje. Disse regler er dog ikke

udformet

i lyset af en bortvisningsordning, og de rummer ikke løsning af alle

problemer

af civilretlig karakter, der kan opstå for en forurettet i en

bortvisningssag.

Såfremt den forurettede ikke selv har rådighed over boligen

i kraft af lejerettigheder eller ejendomsret, kan der således – afhængig

blandt

andet af det retlige forhold mellem parterne – opstå problemer med

hensyn til

muligheden for at blive boende.

I sager, hvor den forurettede ønsker samlivet varigt

ophævet, ville det efter udvalgets opfattelse navnlig være hensigtsmæssigt,

om

der hurtigt kunne træffes en afgørelse om, hvem der skal have boligen udlagt.

Hvis realiteten er, at samlivet endeligt skal ophøre, skal der således under

alle omstændigheder tages stilling til spørgsmålet. Ved en hurtig –

eventuelt

midlertidig – afgørelse kunne det opnås, at den forurettede og den

bortvistes

civilretlige forhold til boligen afklares, således at bortvisningen eventuelt

kan ophæves og eventuelt erstattes af et almindeligt tilhold.

Udvalget har på den anførte baggrund anbefalet, at det

nærmere overvejes gennem ændring af lovgivningen, herunder lejeloven, at

skabe

mulighed for en smidig løsning af eventuelle civilretlige problemer i

tilknytning til bortvisning, navnlig i form af midlertidig afgørelse med

hensyn

til brugen af boligen.

Såfremt bortvisningsordningen indføres under de gældende

civilretlige regler, må det efter udvalgets opfattelse forudses, at der i en

række tilfælde kan opstå praktiske problemer for den forurettede, navnlig i

tilfælde af mere kortvarigt papirløst samliv. Dette ændrer på den anden side

ikke ved, at det i talrige andre tilfælde må antages, at den forurettede kan

blive boende i hjemmet i den tid, som en bortvisning i almindelighed tænkes

at

vare.

Der henvises til betænkningens side 129-131.

7.2. Justitsministeriets

overvejelser

Justitsministeriet er enig i, at der er en række spørgsmål

om forholdet til anden lovgivning, som der kan være behov for at overveje

nærmere.

Socialministeriet vil overveje behovet for eventuelle

ændringer af lejelovgivningen.

Justitsministeriet vil anmode Arvelovsudvalget om under

udvalgets kommende overvejelser om ændringer i lov om skifte af fællesbo at

overveje de ægteskabs- og skifteretlige spørgsmål og spørgsmål af tilsvarende

art for papirløse samlevende, som bortvisningsordningen kan give anledning

til.

Udvalget skal herunder overveje behovet og muligheden for at skabe adgang til

en hurtig, eventuel midlertidig, afgørelse om brugen af det fælles hjem.

Justitsministeriet finder, at den foreslåede

bortvisningsordning i øvrigt bør virke i et stykke tid, således at der kan

indhøstes nogle praktiske erfaringer, som kan vise, om der eventuelt er behov

for yderligere lovgivningsmæssige tiltag. Justitsministeriet vil sammen med

Socialministeriet følge ordningen med henblik på at vurdere de indhøstede

erfaringer.

8. Lovforslagets økonomiske

og administrative konsekvenser

Forslaget vil medføre en

forøgelse af politiets administrative opgaver, som imidlertid vil kunne løses

inden for politiets nuværende bevillingsmæssige rammer.

Forslaget har ikke økonomiske

eller administrative konsekvenser for kommuner, amtskommuner og

erhvervslivet.

Forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige

aspekter.

Positive konsekvenser/

mindre udgifter

Negative konsekvenser/

Merudgifter

Økonomiske og administrative konsekvenser for staten

Ingen

Ingen af betydning

Økonomiske og administrative konsekvenser for kommuner

og amtskommuner

Ingen

Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Ingen

Ingen

9. Hørte myndigheder mv.

Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1439/2004 om

bortvisning af voldelige og truende personer fra hjemmet m.v. har været sendt

i

høring hos følgende myndigheder og organisationer:

Præsidenten

for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for

Københavns

Byret, Præsidenten for retten i Århus, Præsidenten for retten i Odense,

Præsidenten for retten i Ålborg, Præsidenten for retten i Roskilde, Den

Danske

Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen,

Rigsadvokaten,

Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i

Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark,

Advokatrådet,

Landsforeningen af Beskikkede Advokater, Socialministeriet, Kommunernes

Landsforening, Amtsrådsforeningen, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune,

Foreningen af Socialchefer i Danmark, Dansk Socialrådgiverforening,

Socialpædagogernes Landsforbund, HK/Kommunal, Videns- og Formidlingscenter

for

Socialt Udsatte, Ligestillingsafdelingen, Retspolitisk forening, Institut for

Menneskerettigheder, Landsorganisation af Kvindekrisecentre (LOKK) og

Joan-Søstrene.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Bortvisning defineres som

et strafsanktioneret forbud mod, at en person over 18 år i en

nærmere fastlagt og i almindelighed kortere periode opholder sig i det fælles

hjem, dvs. boligen for personens husstand uanset personens retlige forhold

til

husstanden og boligen.

Bestemmelsen

i § 1 fastslår i overensstemmelse hermed, at bortvisning indebærer et

forbud mod at opholde sig i sit eget hjem.

Ved

hjem

forstås

den pågældende persons bopæl (der samtidig danner den fysiske ramme for en

familie eller et lignende personligt fællesskab, dvs. for en

husstand,

jf. bemærkningerne til

§ 2). Boligen omfatter foruden eksempelvis en lejlighed eller et

parcelhus

også andre tilhørende rum og grundarealer, og med til hjemmet hører efter

omstændighederne også erhvervslokaler og –arealer, der hører til

boligen.

Ved ophold forstås enhver fysisk tilstedeværelse på den

pågældende lokalitet. En bortvisning vil herefter indebære, at den blotte

tilstedeværelse i boligen vil udgøre en overtrædelse, selv om der måtte være

tale om helt kortvarige ophold. En bortvisning rummer således både et

opholdsforbud og et adgangsforbud.

Det er forudsat, at den bortviste bør have adgang til at

afhente nødvendige personlige effekter i hjemmet, som i første omgang ikke er

blevet medtaget, for eksempel vigtig medicin eller genstande til brug for den

bortvistes erhvervsudøvelse. En afhentning af nødvendige effekter skal ske

ved,

at politiet ledsager den pågældende til boligen og overværer afhentningen.

Politiet bør i den forbindelse forud for afhentningen underrette den

forurettede.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.2 og 4.4 i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Til § 2

Bestemmelsen fastlægger de betingelser, der skal være

opfyldt, for at bortvisning kan ske.

Efter

§ 2, nr. 1

,

er det en betingelse, at der er begrundet mistanke om, at den pågældende mod

et

medlem af sin husstand har begået en af de opregnede overtrædelser af

straffeloven, som efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder (1.

led),

eller at den pågældende har optrådt på en måde, der i øvrigt indebærer en

trussel om vold mod et medlem af husstanden (2. led).

Bestemmelsens

1. led

angiver kravene til karakteren af den kriminalitet, som kan føre til

bortvisning (kriminalitetskravet). Det er i modsætning til bestemmelsens 2.

led

en betingelse, at der er tale om allerede begået (aktuel) kriminalitet.

Det strafbare forhold skal være omfattet af en eller flere

af de straffelovsbestemmelser, som udtømmende er opregnet i § 2, nr. 1,

l.

led. Det drejer sig om straffelovens §§ 210, 213, 266 og bestemmelser i

kapitel 24–26, der kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder. Kerneområdet

for

anvendelse af bortvisning vil således være voldelig eller truende adfærd.

Bortvisning er imidlertid også anvendelig ved eksempelvis seksuelle

krænkelser

og visse forbrydelser i familieforhold, herunder f.eks. incest.

Det er endvidere en betingelse, at det strafbare forhold er

begået mod et medlem af

husstanden

.

Hus

Husstanden vil som udgangspunkt skulle afgrænses i overensstemmelse med det

lejeretlige husstandsbegreb, jf. lejelovens §§ 26, stk. 2,

§ 75,

stk. 2, og 77 a. Grænsetilfælde, hvor der kan være tvivl om rækkevidden

af

det lejeretlige husstandsbegreb, kan endvidere være omfattet af

bortvisningsreglen,

hvis boligfællesskabet efter en samlet vurdering kan sidestilles med et

familiefællesskab. Bortvisning vil herefter kunne ske ikke blot af en mand,

der

krænker sin hustru eller samlever, men eksempelvis også af en kvinde eller

voksne børn samt andre medlemmer af en husstand.

Bestemmelsens 1. led stiller krav til styrken af mistanken

om et begået strafbart forhold (mistankekrav). Efter bestemmelsen skal der

foreligge begrundet mistanke. Mistankekravet er identisk med det krav, der

efter retsplejelovens § 762, stk. 1, stilles for at kunne

varetægtsfængsle en person. Praksis vedrørende varetægtsfængsling vil således

i

denne henseende kunne være vejledende ved anvendelsen af den foreslåede

bortvisningsregel. Kravet om begrundet mistanke betyder normalt, at der må

foreligge

objektive data, som med betydelig styrke peger mod den pågældende som

skyldig.

Om dette er tilfældet i den konkrete sag beror på et konkret skøn, der kan

variere.

Bestemmelsens

2. led

fastsætter, at der endvidere kan ske bortvisning, hvis den pågældende har

optrådt på en måde, der i øvrigt indebærer en trussel om vold mod et medlem

af

husstanden.

Bestemmelsen supplerer kravet om aktuel kriminalitet, jf.

ovenfor, og skaber mulighed for, at bortvisning på kerneområdet – de

voldelige

overgreb – kan ske i tilfælde, hvor der ikke er begrundet mistanke om,

at der

aktuelt er begået en lovovertrædelse. Bestemmelsen indebærer, at bortvisning

også vil kunne ske ved trusler om simpel vold efter straffelovens § 244,

uanset at sådanne trusler efter straffelovens bestemmelse om trusler

(§ 266) ikke i sig selv er strafbare. Det nærmere anvendelsesområde for

reglen i 2. led må i øvrigt bestemmes efter de kriterier, der er knyttet til

straffelovens § 266.

Kravet om, at et indgreb forudsætter begrundet mistanke,

gælder tilsvarende for bestemmelsens 2. led.

Ifølge

§ 2, nr.

2

, kræver bortvisning efter både 1. og 2. led i nr. 1, at der er bestemte

grunde til at antage, at den pågældende ved forbliven i hjemmet vil begå en

lovovertrædelse, der er nævnt i nr. 1. Bestemmelsen fastsætter de

omstændigheder, der kan begrunde et indgreb i form af bortvisning

(indikationskravet).

Bestemmelsen svarer til retsplejelovens § 762,

stk. 1, nr. 2, om varetægtsfængsling både med hensyn til indikationens

indhold (gentagelsesfaren) og dens grundlag (bestemte grunde). Praksis

vedrørende § 762, stk. 1, nr. 2, vil derfor kunne være vejledende

ved

fortolkningen af den foreslåede bortvisningsbestemmelse.

Bortvisning vil imidlertid efter sit formål være et

indgreb, som skal medvirke til at bekæmpe vold i hjemmet, og det forudsættes,

at reglen i forbindelse med bortvisning anvendes under hensyntagen til de

særlige forhold, der knytter sig til overgreb i familieforhold. Dette

indebærer

blandt andet, at betingelsen om gentagelsesfare her i højere grad end ved

varetægtsfængsling i almindelighed vil kunne være opfyldt, selv om der kun er

oplysning om et enkelt forhold, herunder et endnu ikke pådømt forhold.

Den foreslåede

§ 2,

nr. 3

, fastslår, at den almindelige proportionalitetsgrundsætning, som

gælder for straffeprocessuelle tvangsindgreb, skal finde tilsvarende

anvendelse

ved bortvisning efter begge led i § 2, nr. 1. Den foreslåede bestemmelse

er dog udformet særligt med henblik på bortvisning. Bortvisning bør således

ikke anvendes, hvis indgrebet vil stå i misforhold til den herved forvoldte

forstyrrelse af den pågældendes forhold, hensynet til den pågældendes

husstand

og karakteren af den adfærd, der er udvist fra den pågældendes side.

Proportionalitetskravet i forbindelse med beslutning om bortvisning indebærer

således en helhedsvurdering af, om bortvisning i det konkrete tilfælde er et

rimeligt indgreb.

I denne helhedsvurdering skal på den ene side indgå

hensynet til den pågældendes husstand og karakteren af den krænkende parts

adfærd, herunder vægten af den risiko og den ulempe, som husstanden udsættes

for ved den krænkende parts forbliven i hjemmet. I den forbindelse må der

også

lægges vægt på, om samlivet har været så kort, at det kan fremstå som mere

rimeligt end ellers, at det er den krænkede part, der må forlade hjemmet.

På den anden side skal indgå hensynet til den krænkende

part selv, herunder den konkrete ulempe og forstyrrelse, som indgrebet vil

påføre den pågældende, ikke mindst i tilfælde hvor den pågældende driver sit

erhverv i eller i nær tilknytning til hjemmet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.3 i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Til § 3

Stk. 1

indebærer, at en afgørelse om bortvisning kan kombineres med et almindeligt

tilhold, dvs. en advarsel mod at trænge sig ind på, forfølge med skriftlige

henvendelser eller på anden lignende måde forfølge den eller de personer, som

bortvisningen skal beskytte. Bestemmelsen er formuleret i overensstemmelse

med

straffelovens § 265.

Den foreslåede bestemmelse kan kun anvendes sammen med

bortvisning. Hvorvidt bortvisning bør ledsages af et almindeligt tilhold må

bero på en vurdering af behovet for beskyttelse af forurettede.

Stk. 2

fastsætter, at en afgørelse om bortvisning ud over et almindeligt tilhold

efter

stk. 1 under visse betingelser kan kombineres med et geografisk

afgrænset

forbud mod at opholde sig bestemte steder.

Et sådant geografisk afgrænset forbud indebærer, at

personen, der bortvises, forbydes at opholde sig i et nærmere afgrænset

område

i nærheden af boligen eller forurettedes arbejds- eller uddannelsessted.

Formålet med bestemmelsen er at etablere en ”sikkerhedszone” for

forurettede,

hvorved man vil kunne begrænse utrygheden hos personer, som har været og

stadig

er udsat for en betydelig belastning som følge af overgreb og trusler herom.

Det geografiske område, som forbuddet dækker, skal

beskrives så præcist som muligt i afgørelsen, herunder ved anvendelse af kort

over området. Et geografisk afgrænset forbud indebærer et væsentligt indgreb

i

den bortvistes bevægelsesfrihed, hvorfor udtrykket

i nærheden

skal fortolkes snævert. Det bør således være et mindre

område, hvor den forurettede almindeligvis og ikke kun sporadisk færdes.

Området bør ikke udstrækkes til en hel by eller bydel/kvarter. Den nærmere

fastlæggelse af området skal vurderes konkret i hvert enkelt tilfælde og

under

hensyntagen til proportionalitetsprincippet, jf. den foreslåede § 2,

stk. 2, nr. 2.

Med udtrykket

opholde

sig

sigtes på samme måde som ved bortvisningsbegrebet til enhver fysisk

tilstedeværelse inden for det afgrænsede område, jf. de specielle

bemærkningerne til lovforslagets § 1.

Den første betingelse for at meddele et geografisk

afgrænset forbud er, at et forbud efter stk. 1 ikke er tilstrækkeligt af

hensyn til bortvisningens formål, jf.

stk. 2,

nr. 1

. Geografisk afgrænsede forbud bør kun anvendes i de situationer, hvor

det er særligt påkrævet, og hvor en bortvisning, eventuelt suppleret med et

almindeligt tilhold, jf. § 3, stk. 1, ikke anses for tilstrækkeligt

af hensyn til beskyttelse af forurettede.

Den anden betingelse er, at forbuddet ikke vil stå i

misforhold til den herved forvoldte forstyrrelse af den bortvistes forhold,

hensynet til husstanden og karakteren af den adfærd, der er udvist fra den

pågældendes side, jf.

stk. 2, nr. 2

.

Der

Der skal efter denne bestemmelse foretages en særskilt

proportionalitetsvurdering i forhold til det geografisk afgrænsede forbud med

henblik på at fastslå, om indgrebet er rimeligt. Det må herved navnlig

tillægges vægt, om det geografiske område omfatter den bortvistes arbejds-

eller uddannelsessted, eventuelt bopæl for andre nærstående, som

bortvisningen

ikke angår, eller den pågældendes midlertidige opholdssted som følge af

bortvisningen mv.

Overtrædelse af et tilhold efter stk. 1 og et forbud efter

stk. 2 straffes ligesom overtrædelse af selve bortvisningen efter den

foreslåede § 11.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.7 i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Til § 4

I de helt typiske tilfælde, hvor bortvisningssagen rejses

på baggrund af begrundet mistanke om, at den krænkende person har begået en

af

de i § 2 nævnte straffelovsovertrædelser, vil politiet i medfør af

reglen

i retsplejelovens § 755, stk. 1, som regel have et fornødent

grundlag

for at anholde den pågældende.

I de særlige tilfælde, hvor grundlaget alene er, at den

pågældende har optrådt på en måde, der i øvrigt indebærer en trussel om vold

mod et medlem af personens husstand, jf. den foreslåede § 2, nr. 1, 2.

led, foreligger der ikke noget anholdelsesgrundlag, idet den pågældende ikke

vil være mistænkt for et forhold, der i sig selv er strafbart.

Den foreslåede

§ 4,

stk. 1

, giver mulighed for, at politiet også i denne situation vil

kunne tilbageholde den pågældende med henblik på afhøring mv. og med henblik

på

at hindre overgreb, når der er rimelig grund til at antage, at personen har

optrådt på en måde, der indebærer en trussel om vold mod et medlem af

husstanden.

Det må forventes, at bortvisning typisk kommer på tale, når

der foreligger allerede begåede overgreb eller trusler efter straffelovens

§ 266. Den foreslåede særregel forventes således alene at finde

anvendelse

i meget få tilfælde.

I

stk. 2, 1.

pkt.

,

fastlægges, at

tilbageholdelse efter stk. 1 er underlagt de almindelige regler om

anholdelse i retsplejelovens §§ 755–760, stk. 1.

Henvisningen til retsplejelovens § 760, stk. 1,

indebærer, at den pågældende skal løslades, så snart begrundelsen for

tilbageholdelsen ikke længere er til stede.

Stk. 2,

2. pkt.

, fastsætter udtrykkeligt, at den pågældende skal løslades inden 24

timer. Bestemmelsen medfører samtidig, at politiet bør sikre arbejdsgange,

som

gør det muligt at behandle bortvisningssager med den fornødne hurtighed.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.4 i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Til § 5

Stk. 1, 1. led

,

fastlægger, at bortvisning som udgangspunkt sker på baggrund af en anmodning

fra den forurettede part.

Bortvisning er efter sit formål en foranstaltning, som skal

beskytte forurettede mod yderligere overgreb og hjælpe parterne på vej mod en

varig løsning af de underliggende samlivsproblemer, hvilket typisk kræver en

aktiv medvirken fra forurettedes side. Forurettede må derfor antages som

udgangspunkt at være den nærmeste til at vurdere situationen og træffe

beslutning om, hvad der skal ske.

Stk. 1, 2. led

,

indebærer, at bortvisning kan ske, selv om forurettede ikke har anmodet

herom,

hvis almene hensyn kræver det.

I sager om bortvisning må det antages, at der ikke sjældent

vil kunne foreligge situationer, hvor en anmodning ikke fremsættes, eller

hvor

en anmodning tilbagekaldes, som følge af den forurettedes frygt for

repressalier, usikkerhed eller følelsesmæssig resignation, uden at den

forurettede har noget reelt ønske om at opretholde en konfliktfyldt

situation.

Hertil kommer, at det centrale formål med bortvisning er at

forhindre alvorlige forbrydelser i familieforhold. De lovovertrædelser,

reglerne om bortvisning skal modvirke, er alle undergivet offentlig påtale,

og

det påhviler således anklagemyndigheden at påtale sådanne forhold efter

almindelige principper om offentlig påtale, uanset om den forurettede måtte

ønske det.

Det følger af den foreslåede regel, at bortvisning kan

besluttes uden anmodning fra den forurettede, hvis

der er væsentlig risiko for, at medlemmer af husstanden udsættes

for alvorlige overgreb. Bortvisning vil herefter for det første kunne ske,

hvis

der er en begrundet formodning om, at den forurettedes passivitet eller

eventuelt udtrykte modvilje skyldes frygt eller lignende og derfor ikke er

reel. For det andet vil der kunne træffes beslutning om bortvisning, hvis

forurettede er et umyndigt barn eller i øvrigt en person, der er ude af stand

til at varetage sine interesser. Det bør dog heller ikke være udelukket at

bortvise i tilfælde, hvor forurettede er myndig, mentalt habil og giver

udtryk

for at foretrække et voldspræget samliv frem for en samlivsophævelse ved

bortvisning. Det må imidlertid i sådanne ekstraordinære tilfælde være en

forudsætning, at volden eller andre overgreb har antaget en sådan karakter,

at

politiet ikke med rimelighed kan undlade at gribe ind.

Stk. 2, 1. pkt.

,

fastsætter, at der for bortvisning skal fastsættes en frist, der ikke kan

overstige 4 uger.

Stk. 2, 2. pkt.

,

giver mulighed for, at en afgørelse om bortvisning kan forlænges med indtil 4

uger ad gangen. Der er ikke fastsat nogen absolut længstetid for

bortvisningen.

En afgørelse om forlængelse forudsætter, at de almindelige

betingelser for bortvisning fortsat er til stede, jf. lovforslagets § 2.

Proportionalitetsreglen i den foreslåede § 2, nr. 3, vil ved afgørelsen

om

forlængelse kunne indebære, at den tidsmæssige udstrækning af indgrebet i sig

selv kan trække i retning af at skærpe kravene til grundlaget for

bortvisningen.

En bortvisning bør ophæves, når betingelserne ikke længere

er opfyldt. Parternes genoptagelse af samlivet må som udgangspunkt føre til,

at

bortvisningen ophører. Såfremt en genoptagelse af samlivet ikke er udtryk for

frivillighed fra forurettedes side, bør en faktisk genoptagelse af samlivet

dog

ikke føre til bortvisningens ophør. I tilfælde, hvor bortvisning er sket i

forbindelse med overgreb mod børn, må en genoptagelse af samlivet, som

partneren er indforstået med, som det altovervejende udgangspunkt heller ikke

føre til, at bortvisningen ophører. Hvis bortvisning er sket uden anmodning,

er

det udgangspunktet, at den bortviste ikke er berettiget til at opholde sig i

boligen, og politiet kan umiddelbart fjerne den pågældende. Spørgsmålet om

betydningen af genoptagelse af samlivet må i det hele afgøres efter en

konkret

vurdering.

Stk. 2, 3. pkt.

,

indeholder et krav om, at fristens udløb udtrykkeligt anføres i afgørelsen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.3 i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Til § 6

Stk. 1

fastslår, at afgørelser om bortvisning og forbud efter §§ 2 og 3 træffes

af politimesteren (politidirektøren). Afgørelser om bortvisning og forbud

efter

§§ 2 og 3 underlægges retsplejelovens regler om strafferetsplejen, jf.

lovforslagets § 9, og politimesterens (politidirektørens) afgørelse

træffes således i medfør af dennes egenskab af anklagemyndighed.

Stk. 2, 1. pkt.

,

fastslår, at det sociale udvalg skal underrettes om sagen senest samtidig med

afgørelsen om bortvisning.

Med bestemmelsen skabes der en retlig forpligtelse for

politimesteren til at underrette de sociale myndigheder om bortvisningen.

Underrettelsespligten påhviler politimesteren og skal ses i lyset af, at

afgørelser om bortvisning i almindelighed vil have udspring i alvorlige

sociale

problemer, samlivsproblemer, misbrugsproblemer mv. I forbindelse med

bortvisning vil der derfor hyppigt være behov for at sætte ind med særlig

social støtte over for den ene eller begge parter, hvorfor det sociale udvalg

på det tidligst mulige tidspunkt bør underrettes om problemernes omfang med

henblik på iværksættelse af eventuelle foranstaltninger.

Stk. 2, 2. pkt.

,

fastsætter, at dokumenter og oplysninger i sagen vedrørende bortvisningen,

herunder elektronisk lagrede data, skal videregives til det sociale udvalg.

Der

er således også en retlig forpligtelse for politimesteren til at videregive

oplysninger og dokumenter i sagen. De dokumenter og oplysninger, som

politimesteren skal videregive, skal være nødvendige for de sociale

myndigheders behandling af sagen.

Der kan være tale om oplysninger og dokumenter om både den

bortviste og den person, der bliver boende i det fælles hjem. Der vil

hovedsageligt være tale om oplysninger og dokumenter i relation til

bortvisningssagen, herunder afgørelsen om og begrundelsen for bortvisningen,

samt politirapporter og eventuelt lægelige oplysninger.

Det forudsættes, at politimesteren som udgangspunkt forud

for videregivelsen af oplysninger og dokumenter forsøger at få et samtykke

fra

de involverede personer, som oplysningerne og dokumenterne vedrører.

Stk. 3

regulerer den bortvistes adgang til at få efterprøvet politimesterens

(politidirektørens) afgørelse om bortvisning ved domstolene. På grund af

indgrebets særlige karakter foreslås en særlig let og hurtig adgang til

domstolsprøvelse.

Ifølge bestemmelsens

1.og

2. pkt.

skal afgørelser om bortvisning og afgørelser om forbud efter

§ 3 forkyndes for den bortviste, der samtidig bør vejledes om

retsvirkningen af bortvisningen og om adgangen til at kræve afgørelsen prøvet

ved retten. Bortvisningen får virkning fra forkyndelsestidspunktet, og

samtidig

begynder fristen på 14 dage for indbringelse af afgørelsen at løbe.

Forkyndelse

vil i de normaltilfælde, hvor den pågældende er anholdt og befinder sig på

politistationen, kunne ske i umiddelbar tilslutning til, at afgørelsen

træffes.

Den retlige efterprøvelse iværksættes ved, at politimesteren

(politidirektøren)

indbringer sagen for retten, når den bortviste anmoder herom. Politimesteren

(politidirektøren) skal snarest muligt og inden 24 timer fra modtagelsen af

anmodningen indbringe sagen for retten. Med forelæggelsen, der eventuelt kan

ske på en særlig blanket, bør følge kopi af afgørelsen og rapportmaterialet.

Indbringelse skal ske for byretten på det sted, hvor

boligen findes.

Bestemmelsens

3. pkt.

indebærer, at samme regler gælder for afgørelser om forlængelse af

bortvisningen truffet i medfør af lovforslagets § 5, stk. 2, 2.

pkt.

I

stk. 4

fastslås det, at en anmodning om domstolsprøvelse ikke har opsættende

virkning.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.4 i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Til § 7

Bestemmelsen pålægger den bortviste, der kræver afgørelsen

indbragt for domstolene, en pligt til over for politiet at oplyse en adresse

og

et eventuelt telefonnummer, hvortil indkaldelse

til retsmøde kan meddeles. Oplysningen skal gives senest samtidig

med anmodningen om indbringelse for retten. Når meddelelse om retsmødet er

givet til den adresse eller det telefonnummer, som den bortviste har oplyst,

er

en egentlig forkyndelse ikke nødvendig.

Reglen i § 7 skal først og fremmest sikre en praktisk

og hensigtsmæssig fremgangsmåde ved indkaldelse til retsmøde i forbindelse

med

domstolsprøvelse efter lovforslagets § 6.

Politiet bør dog så vidt muligt søge indkaldelsen

foretaget, mens den bortviste i forbindelse med forkyndelsen er til stede,

typisk mens den pågældende stadig befinder sig på politistationen. Dette kan

ske ved, at politiet ved telefonisk henvendelse til retten søger retsmødet

berammet med det samme, således at tidspunktet straks kan meddeles til den

bortviste.

Retsvirkningerne af den bortvistes udeblivelse fra

retsmødet er nærmere reguleret i den foreslåede § 9, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.4 i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Til § 8

Til varetagelse af den bortvistes interesser under sagens

behandling for retten foreslås i

stk. 1,

1. pkt.

, en regel om obligatorisk advokatbeskikkelse for den bortviste, når

den pågældende ønsker sagen indbragt for retten. Reglen er navnlig begrundet

i

indgrebets karakter og den særlige og hurtige procesform. Advokatbeskikkelsen

bør så vidt muligt ske samtidig med indbringelsen for retten og berammelsen

af

retsmødet. Den beskikkede advokat har samme beføjelser som en forsvarer i en

straffesag, jf.

stk. 1, 2. pkt.

Stk. 1, 3. pkt.

,

fastsætter, at der med hensyn til salær og godtgørelse for udlæg til den

beskikkede advokat gælder de samme regler som for beskikkede forsvarere, jf.

retsplejelovens § 741. Spørgsmålet om, hvem der endeligt skal afholde

omkostningerne til den beskikkede advokat, er nærmere reguleret i

lovforslagets

§ 9, stk. 5.

Stk. 2, 1. pkt.,

regulerer adgangen til under behandlingen af en bortvisningssag at beskikke

en bistandsadvokat for den forurettede. Forurettede vil som udgangspunkt ikke

være direkte inddraget i processen ved retten, og beskikkelse kan efter

bestemmelsen derfor kun ske i de tilfælde, hvor den forurettede

undtagelsesvis

skal afgive forklaring i retten, jf. lovforslagets § 9, stk. 3.

I en række tilfælde vil der sideløbende med

bortvisningssagen skulle behandles en straffesag mod den krænkende part. Når

der i sådanne tilfælde efter reglerne i retsplejelovens kapitel 66 a

beskikkes

advokat for den forurettede i straffesagen, forudsættes det, at

bistandsadvokaten også vil have mulighed for at yde forurettede en vis

bistand

i forbindelse med behandlingen af bortvisningssagen, herunder deltage i de

afhøringer af forurettede hos politiet, der naturligt vil tage sigte på begge

sager. I tilfælde af afhøring i retten vil det således være unødvendigt at

foretage særskilt beskikkelse i relation til bortvisningssagen.

Stk. 2, 2. pkt.,

fastlægger den beskikkede bistandsadvokats beføjelser i forbindelse med

behandlingen af bortvisningssagen, kompetencen til at foretage beskikkelsen

samt hvorledes der skal forholdes med hensyn til salær og godtgørelse for

udlæg

til den beskikkede advokat. Det følger således af bestemmelsen, at reglerne i

retsplejelovens §§ 741 c-e om beskikkelse af bistandsadvokater i

forbindelse med straffesager finder tilsvarende anvendelse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.4 i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Til § 9

Bestemmelsen regulerer rettens behandling af sager om

bortvisning.

Stk. 1, 1. pkt.

,

fastslår, at retsmøde skal afholdes hurtigst muligt. Bortvisningens karakter

tilsiger således en hurtig stillingtagen til indgrebets lovlighed.

Stk. 1, 2. pkt.

,

fastsætter på den baggrund en frist på 5 dage for afholdelse af retsmøde ved

indbringelse af førstegangsafgørelser om bortvisning, såfremt anmodningen om

indbringelse for retten fremsættes ved forkyndelsen af afgørelsen. Fristen

regnes fra modtagelsen af anmodningen om retsbehandling i forbindelse med

forkyndelsen.

Stk. 2

omhandler den bortvistes rettigheder i forbindelse med sagens behandling for

retten. Efter bestemmelsens

1. pkt.

har den bortviste ret til at være til stede i retsmødet og udtale sig,

medmindre dette af særlige grunde er nyttesløst eller skadeligt for den

pågældende.

På disse punkter svarer forslaget til ordningen i retsplejelovens § 764,

stk. 2, vedrørende varetægtsfængsling, og undtagelsen forudsættes at

have

et tilsvarende snævert anvendelsesområde. Den bortviste bør have lejlighed

til

at drøfte sagen med sin advokat inden retsmødet.

Bestemmelsens

2. pkt.

medfører, at den bortvistes udeblivelse ikke hindrer sagens behandling ved

retten, hvis den beskikkede advokat er mødt, og der ikke foreligger

oplysninger

om den bortvistes lovlige forfald.

Stk. 3, 1. og 2.

pkt.

, regulerer bevisførelsen. Den foreslåede ordning svarer til praksis

vedrørende retsmøder under efterforskning.

Reglen betyder, at sagerne kan behandles uden, at der

nødvendigvis sker umiddelbar bevisførelse for retten. Hvis den bortviste er

til

stede, bør denne afhøres i retten, men i øvrigt vil sagen som udgangspunkt

kunne behandles på grundlag af skriftligt materiale, herunder navnlig

politirapporter om politiets iagttagelser, forklaring til politiet fra

forurettede og eventuelle andre vidner og lægelige oplysninger. Det tilkommer

dog retten efter et skøn i særlige tilfælde at tillade vidneførsel til brug

for

rettens bedømmelse. Sådan bevisførelse vil navnlig kunne komme på tale, hvor

den foreslåede regel i § 2, nr. 1, 2. led, om bortvisning som følge af

trusler anvendes. Også i tilfælde, hvor der eksempelvis ikke findes objektive

spor efter vold, vil sådan bevisførelse være anvendelig.

Rettens afgørelse træffes ved kendelse, jf.

stk. 4, 1. pkt.

Afgørende er, om de

opstillede betingelser for bortvisning i det foreliggende tilfælde er opfyldt

eller ej. Selv om der er tale om efterprøvelse af en administrativ afgørelse,

vil der skulle ske en prøvelse af samme intensitet som tilfældet er ved

eksempelvis rettens afgørelse om varetægtsfængsling. Retten kan på samme måde

prøve afgørelser om tilhold efter lovforslagets § 3.

Går kendelsen efter stk. 4 ud på, at bortvisningen mv.

godkendes, anføres det i kendelsen, hvorpå det støttes, at betingelserne er

opfyldt, jf.

stk. 4, 2. pkt.

Reglerne gælder tilsvarende for afgørelser med hensyn til

den retslige prøvelse af en forlængelse af bortvisningsfristen.

Kendelsen kan kæres af anklagemyndigheden eller den

bortviste efter de almindelige regler om kæremål i strafferetsplejens former,

jf. lovforslagets § 10.

§ 9, stk. 5

,

regulerer spørgsmålet om afholdelse af omkostningerne i forbindelse med

bortvisningssagen, herunder navnlig omkostningerne til den beskikkede

advokat.

Den foreslåede ordning indebærer, at det ikke ved bortvisningssagen pålægges

den bortviste at betale sagens omkostninger. Omkostningerne i

bortvisningssager

afholdes således foreløbigt af statskassen. Hvis den bortviste imidlertid i

en

straffesag dømmes for forhold, der har ført til bortvisningen, inddrages

omkostningerne ved bortvisningssagen under straffesagen og pålægges da som

udgangspunkt den bortviste, jf. bestemmelsens

1. pkt

.

Retten kan dog bestemme, at omkostningerne ved

bortvisningssagen i sådanne tilfælde alligevel helt eller delvis skal betales

endeligt af statskassen, såfremt særlige omstændigheder undtagelsesvis taler

herfor, jf.

2. pkt

. Herved kan det

blandt andet sikres, at den samlede omkostningsafgørelse i straffesagen

bliver

rimelig i forhold til straffesagens konkrete resultat og omstændighederne i

øvrigt. I de tilfælde, hvor retten ikke har kunnet godkende

bortvisningsafgørelsen, bliver der ikke tale om at pålægge den bortviste

omkostninger i den henseende.

Endvidere vil det følge af den foreslåede ordning, at

omkostningerne ved bortvisningssagen afholdes endeligt af statskassen i de

formentlig sjældne tilfælde, hvor bortvisning sker uden grundlag i et

strafbart

forhold, jf. lovforslagets § 2, nr. 1, 2. led, samt i de tilfælde, hvor

en

straffesag ikke gennemføres, uanset hvad grunden hertil er.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.4 i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Til § 10

Stk. 1

fastslår, at retsplejelovens regler om strafferetsplejen anvendes ved

behandlingen af sager om bortvisning i det omfang, loven ikke fastsætter

særlige regler. Den generelle henvisning indebærer blandt andet, at reglerne

om

offentlighed og kæremål, jf. lovforslagets § 9, stk. 4, finder

anvendelse. Med hensyn til offentlighed bemærkes, at bestemmelsen i

retsplejelovens § 29, stk. 1, nr. 3, om dørlukning, når sagens

behandling i et offentligt retsmøde vil udsætte nogen for en unødvendig

krænkelse, navnlig vil kunne være aktuel i bortvisningssager. Lovens særlige

regler om behandlingsformen, jf. lovforslagets § 9, indebærer på den

anden

side, at eksempelvis retsplejelovens regler om medvirken af lægdommere ikke

anvendes. Tilsvarende er i lovforslagets § 6, stk. 3, foreslået en

særlig værnetingsregel.

For så vidt angår forurettedes retsstilling betyder

henvisningen, at i de tilfælde, hvor anklagemyndigheden ikke finder

tilstrækkeligt grundlag for at bortvise den pågældende, vil forurettede kunne

påklage denne afgørelse efter de almindelige regler om afgørelser inden for

strafferetsplejen. Politimesterens (politidirektørens) afgørelse vil således

kunne påklages til vedkommende regionale statsadvokat.

Stk. 2

tager

sigte på at give den bortviste mulighed for at få erstatning i de tilfælde,

hvor anklagemyndighedens afgørelse om bortvisning viser sig at være

uberettiget. Henvisningen til retsplejelovens § 1018 h indebærer for det

første, at den lette adgang til at få kravet prøvet i henhold til

retsplejelovens kapitel 93 a finder tilsvarende anvendelse. Endvidere

indebærer

forslaget, at erstatning for uberettiget bortvisning sker på grundlag af

dansk

rets almindelige erstatningsregler, hvilket navnlig indebærer, at erstatning

forudsætter, at politiet har handlet culpøst.

For så vidt angår tilbageholdelse efter den regel, der er

foreslået i § 4, foreslås dog en bestemmelse svarende til reglen i

retsplejelovens § 1018 a, hvorefter der kan kræves erstatning på

objektivt

grundlag for uberettiget anholdelse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.4 i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Til § 11

Bestemmelsen indeholder regler om straf for overtrædelse af

forbud i form af bortvisning efter § 1 og tilhold og forbud efter

§ 3. Der vil således ikke blive rejst tiltale for overtrædelse af

straffelovens § 265 ved overtrædelse af et tilhold meddelt efter § 3, stk. 1.

Det fastsættes i

stk. 1

,

at den, der forsætligt overtræder et forbud efter § 1 eller § 3

straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Gerningsindholdet i relation til § 1 vil være knyttet

til afgørelsen om bortvisning. Det strafbare forhold vil således bestå i at

opholde sig i boligen på trods af en meddelt afgørelse om bortvisning. Med

ophold sigtes til enhver fysisk tilstedeværelse i den omfattede lokalitet,

jf.

bemærkningerne til den foreslåede § 1.

I de tilfælde, hvor bortvisningen er suppleret med et

almindeligt tilhold efter § 3, stk. 1, vil det være strafbart

forsætligt at trænge sig ind på, forfølge med skriftlige henvendelser eller

på

anden lignede måde forulempe forurettede, også selv om henvendelsen ikke sker

i

hjemmet. I de tilfælde, hvor en bortvisning er suppleret med et geografisk

bestemt tilhold efter § 3, stk. 2, vil det være strafbart at

opholde

sig inden for det geografisk afgrænsede område.

Straf for overtrædelse af et forbud i medfør af loven

forudsætter, at afgørelsen er truffet af den kompetente myndighed og meddelt

den pågældende, samt at afgørelsen er lovlig.

Den foreslåede strafferamme giver mulighed for, at en

person, som ikke respekterer et meddelt forbud, kan varetægtsfængsles efter

retsplejelovens § 762, stk. 1.

Stk. 2

indebærer, at overtrædelser efter stk. 1 påtales af det offentlige.

Offentlig påtale kræver en udtrykkelig anmodning fra den forurettede,

medmindre

almene hensyn kræver påtale. Ordningen indebærer, at der ikke bliver tale om

at

rejse tiltale for mindre alvorlige overtrædelser, som den forurettede ikke

selv

ønsker forfulgt. En lignende påtaleform findes i øvrigt i straffelovens

§ 305,

stk. 1.

Udtrykket

almene

hensyn

anvendes tillige i den foreslåede § 5. Det vil formentlig

typisk være samme almene hensyn, der nødvendiggjorde en afgørelse om

bortvisning efter § 5, som de hensyn der indgår ved vurderingen af, om

der

bør ske påtale af en overtrædelse af en afgørelse om bortvisning, jf. den

foreslåede § 11.

Om de særlige forhold, der gør sig gældende ved parternes

samlivsgenoptagelse, henvises til lovforslagets specielle bemærkninger

vedrørende den foreslåede § 5, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.6 i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Til § 12

Hidtil har det i administrativ praksis været antaget, at

meddelelse af et tilhold efter straffelovens § 265 forudsætter en

anmodning fra den forurettede.

§ 12,

stk. 1

,

indeholder en

udtrykkelig bestemmelse, der som udgangspunkt viderefører denne praksis, men

samtidig fastsættes, at tilhold efter straffelovens § 265 endvidere kan

meddeles uden anmodning, når almene hensyn kræver det.

Stk. 2

indeholder en bestemmelse om klageadgangen ved klager over tilhold i medfør

af

stk. 1 og forbud efter § 3. Der er tale om en ændring i forhold til den

gældende ordning ved klager over tilhold i medfør af straffelovens

§ 265,

hvor Justitsministeriet normalt er klageinstans. Hvis en politimester

(politidirektøren) meddeler tilhold efter § 12, stk. 1, eller forbud

efter

§ 3 skal en eventuel klage indbringes for den regionale statsadvokat. Det vil

sige den statsadvokat, hvor den pågældende politikreds hører under. En klage

vil ikke have opsættende virkning.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.7 i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Til § 13

Bestemmelsen fastsætter lovens ikrafttrædelsesdato. Det

foreslås, at loven træder den 1. juli 2004.

Loven finder anvendelse for forhold, der er begået efter

lovens ikrafttrædelsestidspunkt. Det betyder, at der kan ske bortvisning,

hvis

en person f.eks. har begået vold eller truet et andet medlem af husstanden

efter den 1. juli 2004, jf. lovforslagets § 2, nr. 1, og de øvrige

betingelser

for bortvisning er opfyldt.

Den nye bestemmelse om klageadgang til statsadvokaten over

politiets meddelelse af tilhold finder anvendelse på klager, der fremsættes

efter lovens ikrafttrædelsestidspunkt. Klager, der inden

ikrafttrædelsestidspunktet er fremsat over for Justitsministeriet, vil blive

færdigbehandlet

af Justitsministeriet.

Til § l4

Bestemmelsen indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne

og Grønland. Loven kan dog ved kongelig anordning sættes i kraft for disse

landsdele.

Lignende dokumenter