Forslag til Lov om bortvisning og beføjelse til at meddele tilhold m.v.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 31. marts 2004 af
justitsministeren (Lene Espersen)
Forslag
til
Lov om bortvisning og beføjelse til at meddele tilhold m.v.
Kapitel 1
Bortvisning mv.
§ 1.
Ved
bortvisning kan det forbydes en person over 18 år at opholde sig i sit hjem.
§ 2.
En
person kan bortvises, når
1)
der er begrundet
mistanke om, at den pågældende mod et medlem af sin husstand har begået en
overtrædelse af straffelovens §§ 210, 213 eller 266 eller en
overtrædelse,
der er omfattet af straffelovens kapitel 24-26, og som efter loven kan
medføre
fængsel i 1 år og 6 måneder, eller at den pågældende har optrådt på en måde,
der i øvrigt indebærer en trussel om vold mod et medlem af husstanden,
2)
der efter det oplyste
er bestemte grunde til at antage, at den pågældende ved forbliven i hjemmet
vil
begå en lovovertrædelse, der er nævnt under nr. 1), og
3)
bortvisning ikke vil
stå i misforhold til den herved forvoldte forstyrrelse af den pågældendes
Læs alt
forhold, hensynet til husstanden og karakteren af den adfærd, der er udvist
fra
den pågældendes side.
§ 3.
Det
kan forbydes den, der bortvises, at trænge sig ind på, forfølge med
skriftlige
henvendelser eller på anden lignende måde forulempe et medlem af husstanden
(tilhold).
Stk. 2.
Det kan
endvidere forbydes den, der bortvises, at opholde sig i et nærmere afgrænset
område i nærheden af boligen eller et medlem af husstandens arbejds- eller
uddannelsessted, når
1)
et tilhold efter
stk. 1 ikke er tilstrækkeligt af hensyn til bortvisningens formål, og
2)
forbuddet ikke vil
stå i misforhold til den herved forvoldte forstyrrelse af den pågældendes
forhold, hensynet til husstanden og karakteren af den adfærd, der er udvist
fra
den pågældendes side.
§ 4.
Politiet
kan tilbageholde en person, der med rimelig grund antages at have optrådt på
en
måde, der indebærer en trussel om vold mod et medlem af personens husstand.
Stk. 2.
For
tilbageholdelsen gælder i øvrigt reglerne om anholdelse i retsplejelovens
§§ 755 – 760, stk. 1. Tilbageholdelsen kan ikke udstrækkes ud
over 24
timer.
§ 5.
Bortvisning samt tilhold og forbud i forbindelse hermed kan ske, når et
medlem
af husstanden anmoder om det, eller når almene hensyn kræver det.
Stk. 2.
For
bortvisning skal der fastsættes en frist, der ikke kan overstige 4 uger.
Fristen kan forlænges, men højst med 4 uger ad gangen. Fristens udløb angives
i
afgørelsen om bortvisning.
§ 6.
Afgørelse om bortvisning og forbud
efter §§ 2 og 3 træffes af politimesteren (politidirektøren).
Stk. 2.
Politimesteren (politidirektøren) skal senest samtidig med en afgørelse om
bortvisning underrette det sociale udvalg om sagen. Politimesteren
(politidirektøren) skal endvidere sende oplysninger og dokumenter i sagen,
herunder elektronisk lagrede data, der er nødvendige for de sociale
myndigheders behandling af sagen, til det sociale udvalg.
Stk. 3
. Den, der
bortvises, kan inden 14 dage efter, at afgørelsen er forkyndt for den
pågældende, kræve, at politimesteren indbringer afgørelsen for byretten på
det
sted, hvor boligen findes. Den pågældende skal vejledes om denne ret ved
forkyndelsen. Sagen skal snarest muligt og senest inden 24 timer efter
modtagelse af anmodningen forelægges for retten. Det samme gælder for
afgørelser om forlængelse af bortvisning.
Stk. 4.
Anmodning
om indbringelse for retten har ikke opsættende virkning.
§ 7.
Den,
der kræver en afgørelse efter § 6 indbragt for retten (klageren), skal
til
politiet oplyse en adresse og et eventuelt telefonnummer, hvortil indkaldelse
til retsmøde kan meddeles.
§ 8.
Indbringes
en afgørelse efter § 6 for retten, beskikkes der en advokat for
klageren.
Den beskikkede advokat har samme beføjelser som en forsvarer i en straffesag.
Om salær og godtgørelse for udlæg til en beskikket advokat gælder samme
regler
som for beskikkede forsvarere, jf. retsplejelovens § 741.
Stk. 2.
Der kan
beskikkes en advokat for en forurettet, der skal afgive forklaring i retten.
Reglerne i retsplejelovens §§ 741 c – e finder tilsvarende
anvendelse.
§ 9.
Retsmøde skal afholdes snarest muligt. Såfremt anmodningen om sagens
indbringelse for retten fremsættes ved forkyndelsen af en
førstegangsafgørelse
om bortvisning, skal retsmøde afholdes inden 5 dage.
Stk. 2.
Klageren
har ret til at være til stede i retsmødet og udtale sig, medmindre retten
finder, at dette af særlige grunde er nyttesløst eller skadeligt for den
pågældende.
Sagen kan behandles, selv om klageren udebliver, såfremt den beskikkede
advokat
er mødt.
Stk. 3.
Retten
træffer efter mundtlig forhandling afgørelse på grundlag af sagens dokumenter
og en eventuel forklaring i retten fra klageren. Under særlige omstændigheder
kan retten tillade yderligere bevisførelse.
Stk. 4.
Rettens
afgørelse træffes ved kendelse. Går afgørelsen ud på, at indgrebet godkendes,
anføres i kendelsen de konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes,
at
betingelserne er opfyldt.
Stk. 5.
Pålægges
der den bortviste sagsomkostninger i en straffesag, der angår forhold, som
har
givet anledning til bortvisningen, pålægges det ved dommen i straffesagen
tillige den bortviste at betale omkostningerne ved bortvisningssagen. Retten
kan dog undtagelsesvis bestemme, at disse omkostninger helt eller delvis skal
betales af statskassen, såfremt særlige omstændigheder taler for det.
§ 10.
I
øvrigt gælder retsplejelovens regler om strafferetsplejen.
Stk. 2.
Med hensyn
til erstatningskrav finder retsplejelovens § 1018 h anvendelse. Med
hensyn
til tilbageholdelse efter § 4 finder dog retsplejelovens § 1018 a
anvendelse, når bortvisning ikke gennemføres eller godkendes.
§ 11.
Den,
der forsætligt overtræder et forbud efter § 1 eller et tilhold eller et
forbud efter § 3, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Stk. 2.
Overtrædelse
af stk. 1 påtales kun efter den forurettedes anmodning, medmindre almene
hensyn kræver det.
Kapitel 2
Beføjelse til at meddele tilhold mv.
§ 12.
Tilhold,
hvis overtrædelse er omfattet af straffelovens § 265, udstedes af
politiet, når den, som tilholdet skal beskytte, anmoder om det, eller når
almene hensyn kræver det.
Stk. 2.
Klage over
tilhold, jf. stk. 1, skal indgives til den regionale statsadvokat. Det
samme gælder tilhold og forbud efter § 3. Statsadvokatens afgørelse kan
ikke påklages.
Kapitel 3
Ikrafttrædelsesbestemmelser
§ 13.
Loven træder i kraft den 1. juli 2004.
§ 14.
Loven
gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i
kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller
grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1.
Indledning
.............................................................................
......................
4
1.1.
Lovforslagets
formål og baggrund
............................................................
4
1.2.
Hovedtræk af
lovforslaget
........................................................................
4
2.
Gældende ret
.............................................................................
..................
5
2.1.
Indledning
.............................................................................
..................
5
2.2.
Straffelovens
§ 265 (polititilhold)
..............................................................
5
2.3.
Andre
foranstaltninger mod truende eller voldelige personer
.......................
7
2.4.
Detentionsanbringelse
..............................................................................
8
2.5.
Andre indgreb
uden for strafferetsplejen
...................................................
8
2.6.
Særlige love om
forbud mod at opholde sig i eller besøge bestemte lokaler mv.
.............................................................................
...........................
8
3.
Fremmed ret
.............................................................................
..................
9
3.1.
Østrig
.............................................................................
........................
9
3.2.
Norge
.............................................................................
........................
9
3.3.
Sverige
.............................................................................
......................
10
4.
Lovforslagets udformning
...........................................................................
11
4.1.
Generelt om
bortvisningsordningen
...........................................................
11
4.2.
Retsvirkninger af
bortvisning
....................................................................
11
4.2.1.
Strafferetsplejeudvalgets
overvejelser
...........................................
11
4.2.2.
Justitsministeriets
overvejelser
......................................................
13
4.3.
Betingelser for
bortvisning
.......................................................................
13
4.3.1.
Strafferetsplejeudvalgets
overvejelser
...........................................
13
4.3.2.
Justitsministeriets
overvejelser
......................................................
16
4.4.
Behandling af
sager om bortvisning
..........................................................
16
4.4.1.
Strafferetsplejeudvalgets
overvejelser
...........................................
16
4.4.2.
Justitsministeriets
overvejelser
......................................................
18
4.5.
Forurettedes
retsstilling
............................................................................
18
4.5.1.
Strafferetsplejeudvalgets
overvejelser
...........................................
18
4.5.2.
Justitsministeriets
overvejelser
......................................................
19
4.6.
Overtrædelse af
afgørelser om bortvisning mv.
.........................................
19
4.6.1.
Strafferetsplejeudvalgets
overvejelser
...........................................
19
4.6.2.
Justitsministeriets
overvejelser
......................................................
20
4.7.
Tilhold mv.
.............................................................................
.................
20
4.7.1.
Strafferetsplejeudvalgets
overvejelser
...........................................
20
4.7.2.
Justitsministeriets
overvejelser
......................................................
21
5.
Forholdet til grundrettighederne
................................................................
21
5.1.
Grundloven
.............................................................................
................
21
5.2.
Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention
.......................................
22
6.
Forholdet til andre myndigheder
................................................................
23
6.1.
Strafferetsplejeudvalgets
overvejelser
.......................................................
23
6.2.
Justitsministeriets
overvejelser
..................................................................
24
7.
Forholdet til anden lovgivning
....................................................................
24
7.1.
Strafferetsplejeudvalgets
overvejelser
.......................................................
24
7.2.
Justitsministeriets
overvejelser
..................................................................
25
8.
Lovforslagets økonomiske og administrative
konsekvenser
...................
25
9.
Hørte myndigheder mv.
..............................................................................
25
1. Indledning
1.1.
Lovforslagets formål og baggrund
Formålet med lovforslaget er at skabe mulighed for, at
politiet i visse tilfælde kan bortvise en voldelig eller truende person mv.
fra
det fælles hjem i en periode med henblik på at hindre (yderligere) vold mv.
mod
andre medlemmer af husstanden.
Efter regeringens opfattelse bør det som udgangspunkt være
den voldelige eller truende person og ikke de forurettede, der om fornødent
skal forlade hjemmet.
En projektgruppe med repræsentanter for politiet,
Socialministeriet og Justitsministeriet afgav i august 2003 en rapport om
erfaringerne i andre lande med ordninger, hvorefter myndighederne kan
bortvise
truende personer fra hjemmet. I rapporten har projektgruppen overvejet de
retlige, administrative og praktiske spørgsmål, der knytter sig til en sådan
ordning, og projektgruppen anbefaler, at der arbejdes videre med at indføre
en
sådan ordning her i landet med henblik på at styrke bekæmpelse af vold i
hjemmet.
På den baggrund anmodede Justitsministeriet den 10.
september 2003 Strafferetsplejeudvalget om at overveje de spørgsmål af retlig
og retssikkerhedsmæssig karakter, der knytter sig til en ordning med
bortvisning af truende og voldelige personer fra det fælles hjem, samt at
udarbejde udkast til en særlig lov herom.
Strafferetsplejeudvalget har herefter i februar 2004
afgivet betænkning nr. 1439/2004 med forslag til en ny lov om bortvisning af
voldelige og truende personer fra hjemmet mv. Udvalget har tillige foreslået,
at udstedelse af polititilhold efter straffelovens § 265 generelt skal
kunne ske uden anmodning fra den forurettede, hvis almene hensyn kræver det.
Lovforslaget bygger på udvalgets betænkning og svarer med
få ændringer til flertallets lovudkast.
Det foreslås endvidere, at politiets afgørelser om tilhold
fremover alene skal kunne påklages til den regionale statsadvokat og ikke som
i
dag til Justitsministeriet.
1.2. Hovedtræk af
lovforslaget
Lovforslaget har følgende hovedpunkter:
Det foreslås, at det ved bortvisning kan forbydes en person
at opholde sig i sit hjem (lovforslagets § 1).
Ved bortvisning forstås et strafsanktioneret forbud mod, at
en person i en nærmere fastlagt og i almindelighed kortere periode opholder
sig
i det fælles hjem, dvs. boligen for personens husstand, uanset personens
retlige forhold til husstanden og boligen.
Bortvisning forudsætter efter lovforslagets § 2, at en
række betingelser er opfyldt.
Det kræves således
for det første
, at der er
begrundet mistanke om, at den pågældende mod et medlem af husstanden har
begået
en overtrædelse af straffelovens §§ 210, 213 eller 266, eller en
overtrædelse, der er omfattet af straffelovens kapitel 24-26, og som efter
loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder. Bortvisning kan endvidere ske,
hvis der er begrundet mistanke om, at den pågældende har optrådt på en måde,
der i øvrigt indebærer en trussel om vold mod et medlem af husstanden.
Bortvisning kræver
for det andet
, at der efter det
oplyste er bestemte grunde til at antage, at den pågældende vil begå en
overtrædelse som nævnt ovenfor, hvis den pågældende forbliver i hjemmet.
Endelig kræves
for det tredje
, at en bortvisning
ikke vil stå i misforhold til den herved forvoldte forstyrrelse af den
pågældendes forhold, hensynet til husstanden og karakteren af den adfærd, der
er udvist fra den pågældendes side.
Lovforslaget giver mulighed for, at en bortvisning kan
kombineres med et almindeligt tilhold, jf. lovforslagets § 3. Dette
indebærer, at en person – hvis det skønnes nødvendigt af hensyn til den
forurettedes beskyttelse – ud over at blive bortvist fra det fælles
hjem, også
kan få forbud mod at trænge sig ind på, forfølge med skriftlige henvendelser
eller på anden lignende måde forulempe et medlem af husstanden. Efter
forslaget
kan et sådant tilhold suppleres med forbud mod at opholde sig i et nærmere
afgrænset område i nærheden af boligen, det pågældende husstandsmedlems
arbejdsplads eller uddannelsesinstitution mv.
Overtrædelse af en afgørelse om bortvisning eller et
tilhold mv. kan efter forslaget straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år
(lovforslagets § 11).
Beslutning om bortvisning skal efter forslaget træffes af
den stedlige politimester (politidirektøren), når den forurettede anmoder
herom, eller når almene hensyn kræver det. I forbindelse med afgørelsen tages
beslutning om varigheden af bortvisningen. En bortvisning må gælde for en
periode på højst 4 uger, men således at fristen kan forlænges med 4 uger af
gangen (lovforslagets § 5).
Den bortviste kan inden 14 dage efter, at afgørelsen om
bortvisning er forkyndt for vedkommende, begære sagen indbragt for retten.
Politimesteren skal i så fald hurtigst muligt og inden 24 timer forelægge
sagen
for retten (lovforslagets § 6).
Retsmøde skal herefter afholdes snarest muligt. Ved
førstegangsafgørelser om bortvisning skal retsmødet afholdes inden 5 dage
efter, at sagen er indbragt for retten.
Retten træffer herefter ved kendelse afgørelse om
lovligheden af beslutningen om bortvisning (lovforslagets § 9).
Indbringes en bortvisning for retten, skal der efter
lovforslaget beskikkes en advokat for den bortviste. Advokaten har samme
beføjelser som en forsvarer i en straffesag (lovforslagets § 8).
Hvis en forurettet skal afgive forklaring i retten i
forbindelse med prøvelsen af bortvisningen, kan der også beskikkes en advokat
for den forurettede (lovforslagets § 8).
Efter den foreslåede § 12, stk. 1, kan tilhold,
hvis overtrædelse kan straffes efter straffelovens § 265 udstedes af
politiet, når den forurettede anmoder om det, eller når almene hensyn kræver
det. Desuden foreslås det i § 12, stk. 2, at klager over tilhold
mv.
skal indgives til den regionale statsadvokat, og at dennes afgørelse ikke kan
påklages.
2. Gældende ret
2.1. Indledning
Efter gældende ret har politiet mulighed for at foretage en
række indgreb over for personer, som har begået eller må frygtes at ville
begå
vold i familien. Der kan således efter omstændighederne ske anholdelse og
varetægtsfængsling af personer, som mistænkes for et strafbart forhold,
ligesom
der i visse tilfælde vil kunne ske anbringelse i detention af personer, som
udgør en fare for sig selv eller andre. Endvidere kan personer, der krænker
en
andens – f.eks. en tidligere samlevers – fred ved chikanøs eller
voldelig
optræden, meddeles polititilhold. Fælles for disse indgreb er, at de alle
indebærer, at der i større eller mindre grad sker en begrænsning i
gerningspersonens (eller den potentielle gerningspersons) bevægelsesfrihed.
Ved
siden af reglerne i retsplejeloven findes der desuden en lang række
bestemmelser
i anden lovgivning, der giver mulighed for at skride ind med tvangsindgreb
(uden for strafferetsplejen) med den virkning, at den pågældendes
bevægelsesfrihed begrænses. Sådanne indgreb kan eksempelvis ske med henblik
på
at afværge en tilstand, der indebærer fare eller gene for omgivelserne, jf.
pkt. 2.5 nedenfor.
2.2. Straffelovens
§ 265 (polititilhold)
2.2.1.
Advarsler
(polititilhold) udstedes med hjemmel i straffelovens § 265. Efter denne
bestemmelse kan en person, der krænker en andens fred, straffes med bøde
eller
fængsel indtil 6 måneder, hvis den pågældende forinden af politiet er meddelt
en advarsel mod at trænge ind på, skriftligt forfølge eller på anden lignende
måde forulempe den anden.
Overtrædelse af straffelovens § 265 er undergivet
privat påtale, idet offentlig påtale dog kan ske, når den forurettede anmoder
herom, jf. § 275, stk. 1, jf. stk. 2.
Som det fremgår, forudsætter strafansvar efter § 265,
at der inden krænkelsen er meddelt den pågældende polititilhold.
Betingelserne
for at meddele polititilhold fremgår imidlertid ikke af straffeloven, men er
fastsat i visse administrative forskrifter.
Justitsministeriet har ved cirkulæreskrivelse af 12.
februar 1990 fastsat nærmere administrative retningslinjer for politiets
behandling af sager vedrørende polititilhold.
Af cirkulæreskrivelsen fremgår, at beslutningen om at
meddele en advarsel (tilhold) forudsætter, at den pågældende person aktuelt
har
gjort sig skyldig i en eller flere overtrædelser af den karakter, der
omfattes
af advarslen. Der kan således ikke gives advarsler i situationer, hvor der
ikke
aktuelt er tale om en overtrædelse, men hvor den ene part blot tror, at den
anden part på et senere tidspunkt eventuelt vil foretage handlinger, der kan
begrunde, at der meddeles en advarsel. Har politiet imidlertid tidligere
været
indblandet i sagen på grund af episoderne, vil der ofte være et særligt behov
for at skride ind med en egentlig advarsel. Dette gælder navnlig, hvis en
tidligere begæring om meddelelse af en advarsel er afslået, samtidig med at
det
er tilkendegivet parterne, at sagen kan tages op på ny, hvis der finder nye
forulempelser sted.
For så vidt angår fredskrænkelser anføres i cirkulæret, at
disse ofte har karakter af henvendelser, der ikke i sig selv er strafbare
eller
truende, foruroligende, fornærmelige, fysisk forulempende eller lignende. I
sådanne tilfælde, hvor det hovedsageligt er henvendelsernes antal, der
bevirker, at de opleves som ubehagelige eller forstyrrende, skal der i
almindelighed foreligge flere fredskrænkelser, der er foregået over en vis
periode, før tilhold meddeles. Der kan desuden tages hensyn til
sandsynligheden
for, at krænkelserne fortsætter, hvis der ikke gribes ind.
Efter cirkulæret vil en enkelt ophidset episode som oftest
ikke udgøre et tilstrækkeligt grundlag for at meddele en advarsel, medmindre
det er af betydelig grovhed. Hvis forurettede nærer frygt for, at
gerningsmanden vil vende tilbage, bør der ikke stilles for strenge krav med
hensyn til vurderingen af sandsynligheden herfor.
Af cirkulæret fremgår endvidere, at meddelelse af en
advarsel forudsætter, at parterne ikke har fundet sammen igen eller ventes at
ville gøre det, og at der således fortsat antages at kunne forekomme
krænkelser, der kan danne grundlag for, at man fra det offentliges side
direkte
modarbejder kontakt mellem dem. Hvorvidt denne betingelse er opfyldt, afgøres
på grundlag af en vurdering af samtlige faktiske og retlige forhold, der
indgår
i den pågældende konkrete sag. Det er således ikke udelukket at meddele en
advarsel i tilfælde af, at der eksempelvis i et ægteskab ikke er indgivet
separations- eller skilsmissebegæring, at samlivet på gerningstidspunktet
ikke
var ophævet, eller at indklagede har samværsret med børn, der bor hos
forurettede. Også i denne forbindelse vil krænkelsernes grovhed kunne
tillægges
betydning. Det er derimod en afgørende forudsætning, at parternes samliv er
ophørt på det tidspunkt, hvor advarslen meddeles.
2.2.2.
Der er ikke i § 265 hjemmel til
at meddele et forbud mod at indfinde sig på et bestemt geografisk område.
Politiet har derimod adgang til f.eks. at meddele polititilhold mod at krænke
freden hos de ansatte i private virksomheder og offentlige myndigheder.
Normalpolitivedtægtens § 6 indeholder derimod en
bestemmelse om, at politiet kan forbyde enhver, der opholder sig på en vej,
at
stå stille der eller at færdes frem og tilbage på kortere strækninger, når
den
pågældendes færden medfører ulempe for omboende eller forbipasserende, eller
der er begrundet formodning om, at den pågældende på dette sted udøver et
ulovligt erhverv. Det er i den juridiske litteratur antaget, at bestemmelsen
blandt andet kan tænkes anvendt på personer, der vil genere en bestemt person
eller virksomhed, jf. Normalpolitivedtægten ved Vagn Greve, Niels Bonde og
Ole
Scharf, 2. udgave, 1981, s. 113 ff. Hvis forbuddet overtrædes, vil der kunne
pålægges strafansvar efter normalpolitivedtægtens § 59, stk. 2.
Hvis en person flere gange på samme gadestrækning har
overtrådt bestemmelserne i politivedtægtens §§ 3-5, og der er grund til
at
befrygte gentagne forseelser, indeholder blandt andet politivedtægten for
København en bestemmelse i § 6, stk. 2, hvorefter politiet kan
meddele den pågældende forbud mod at indfinde sig inden for en afstand på 100
meter fra det sted, hvor den seneste overtrædelse er begået. Der skal angives
et tidsrum, inden for hvilket forbuddet har gyldighed, der ikke kan overstige
2
år.
2.2.3.
Ifølge
Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 12. februar 1990 har polititilhold
som udgangspunkt gyldighed i 5 år, idet der dog kan fastsættes en kortere
gyldighedsperiode, hvis sagens omstændigheder tilsiger det.
Polititilhold har karakter af en forvaltningsretlig
afgørelse, og forvaltningslovens krav om partshøring, begrundelse,
klagevejledning mv. finder således anvendelse. Justitsministeriets
cirkulæreskrivelse af 12. februar 1990 indeholder nærmere retningslinjer for
den administrative behandling af sager om polititilhold. Det fremgår blandt
andet heraf, at polititilhold skal indføres i politiprotokollen i sin fulde
ordlyd, og at der samtidig skal angives en begrundelse for afgørelsen samt
klagevejledning. Det bør endvidere anføres i protokollen, at overtrædelse af
polititilholdet er strafbart i henhold til straffelovens § 265, og det
skal fremgå, hvor længe polititilholdet har gyldighed. Sagens parter bør
straks
underrettes, når politiet har truffet afgørelse, og parterne skal have
udleveret udskrift af politiprotokollen. Det bør tilstræbes, at indklagede er
til stede, når der meddeles polititilhold, men den pågældende har ikke
mødepligt, og kan ikke anholdes og bringes til stede. Hvis den indklagede
ikke
er til stede, skal politiprotokollen forkyndes for den pågældende personligt.
Politiets afgørelse om polititilhold kan af sagens parter
påklages til Justitsministeriet. Herudover kan lovligheden af et meddelt
tilhold prøves af domstolene efter den almindelige regel i grundlovens
§ 63.
2.3. Andre foranstaltninger
mod truende eller voldelige personer
2.3.1. Straffeprocessuelle
tvangsindgreb
I forbindelse med efterforskningen af eksempelvis
forbrydelser i familieforhold har politiet mulighed for at iværksætte en
række
tvangsindgreb af straffeprocessuel karakter, f.eks. anholdelse,
varetægtsfængsling samt foretagelse af legemsindgreb, indgreb i
meddelelseshemmeligheden, observation og beslaglæggelse. De
straffeprocessuelle
tvangsindgreb er en del af de efterforskningsmidler, der står til rådighed
for
politi og anklagemyndighed, når den offentlige strafforfølgning skal
gennemføres.
2.3.1.1. Varetægtsfængsling
mv.
Blandt disse straffeprocessuelle tvangsindgreb hører
politiets mulighed for at anholde og søge varetægtsfængslet personer, der
sigtes for en lovovertrædelse.
Personer, der anholdes, skal – hvis ikke de forinden er
løsladt – fremstilles for en dommer inden 24 timer, jf. retsplejelovens
§ 760, stk. 1. Hvis varetægtsfængsling er udelukket for den
lovovertrædelse, som den anholdte er sigtet for, skal den pågældende sættes
på
fri fod inden retsmødets afslutning. I andre tilfælde kan retten, hvis den
ikke
straks kan tage stilling til spørgsmålet om varetægtsfængsling, beslutte at
opretholde anholdelsen i op til 3 x 24 timer efter afslutningen af retsmødet,
jf. § 760, stk. 4 og 5. Hvis der ikke er sket løsladelse inden
udløbet af dette tidsrum, skal den pågældende fremstilles for en dommer i et
nyt retsmøde, hvor retten træffer bestemmelse om løsladelse eller
varetægtsfængsling.
De gældende regler om varetægtsfængsling findes i
retsplejelovens kapitel 70. Betingelserne for varetægtsfængsling fremgår af
lovens § 762, hvorefter varetægtsfængsling af en sigtet efter
stk. 1
kan ske, hvis der er begrundet mistanke om, at vedkommende har begået en
lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder, og
der er bestemte grunde til at formode, at vedkommende vil unddrage sig
forfølgningen eller fuldbyrdelsen, at der er bestemte grunde til at frygte,
at
vedkommende på fri fod vil begå nye overtrædelser, eller at der er bestemte
grunde til at antage, at vedkommende på fri fod vil vanskeliggøre
efterforskning ved eksempelvis at fjerne spor eller påvirke andre.
Bestemmelsens stk. 2 giver endvidere mulighed for
varetægtsfængsling, hvis der enten foreligger en særlig bestyrket mistanke
om,
at den sigtede har begået en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre
fængsel i 6 år eller derover, eller hvis der er tale om overtrædelse af en
række nærmere angivne bestemmelser i straffelove, herunder vold, der kan
ventes
at medføre ubetinget fængsel i mindst 60 dage. I begge tilfælde forudsætter
beslutning om varetægtsfængsling, at hensynet til retshåndhævelsen skønnes at
kræve, at vedkommende ikke er på fri fod.
Bestemmelsen indebærer, at personer, der eksempelvis i
familieforhold sigtes for at have begået vold (straffelovens §§ 244-246)
eller fremsat trusler om vold (straffelovens § 266), kan
varetægtsfængsles, hvis den pågældende må frygtes på fri fod at ville begå ny
vold mv. eller skræmme vidner til tavshed.
2.3.1.2. Varetægtsfængsling
i surrogat
Hvis betingelserne for varetægtsfængsling er til stede, men
varetægtsfængslingens øjemed kan opnås ved mindre indgribende
foranstaltninger,
kan retten bestemme, at den pågældende i stedet for fængsling skal undergives
sådanne foranstaltninger, jf. retsplejelovens § 765, stk. 1.
Bestemmelsen omhandler de såkaldte fængslingssurrogater. Anvendelse af
fængslingssurrogat i stedet for varetægtsfængsling forudsætter, at den
sigtede
giver samtykke hertil. Betingelsen om samtykke tager navnlig sigte på
foranstaltninger i form af behandling, eksempelvis afvænningsbehandling for
et
alkohol- eller stofmisbrug.
Retsplejelovens § 765, stk. 2, nr. 1-7, angiver
en ikke udtømmende opregning af, hvilke foranstaltninger retten kan beslutte.
Efter stk. 2 kan retten i disse tilfælde eksempelvis bestemme, at den
pågældende skal (1) undergives tilsyn, (2) overholde særlige bestemmelser om
opholdssted, arbejde, anvendelse af fritid og samvær med bestemte personer,
(3)
tage ophold i egnet hjem eller institution eller (4) undergive sig
psykiatrisk
behandling eller behandling for misbrug af alkohol mv., om fornødent på
hospital eller særlig institution.
Navnlig muligheden for foranstaltning efter § 765,
stk. 2, nr. 2, om opholdssted og samvær med bestemte personer er af
relevans ved spørgsmålet om reaktioner over for vold i familieforhold, men
forudsætter som nævnt samtykke fra den pågældende person.
2.4. Detentionsanbringelse
I nogle tilfælde, hvor der ikke er grundlag for at rejse
sigtelse for en konkret lovovertrædelse, kan der alligevel være behov for en
politimæssig indgriben, som indebærer frihedsberøvelse. Dette kan eksempelvis
være tilfældet, hvor en person, som træffes i forbindelse med husspektakler,
på
grund af beruselse eller stærk ophidselse må frygtes at ville begå en
voldshandling, hvis ikke den pågældende medtages af politiet. I den
forbindelse
bruger politiet detentionsanbringelse, dvs. tilbageholdelse i særligt
indrettede rum på politistationen.
Der har hidtil været tvivl om det retlige grundlag for
politiets magtanvendelse i relation til detentionsanbringelse.
Lovforslag nr. 159 (Lov om politiets virksomhed), der er
fremsat den 4. februar 2004, indeholder blandt andet regler af betydning for
detentionsanbringelse. Lovforslaget indeholder i § 11 bestemmelser om
detentionsanbringelse.
Detentionsanbringelse vil imidlertid kun have en begrænset
betydning i forbindelse med vold i hjemmet, da en detentionsanbringelse
maksimalt kan vare 24 timer, samt kun i tilfælde hvor den pågældende udgør en
fare for sig selv eller andre, og mindre indgribende midler ikke er
tilstrækkelige til at afværge faren. Reglerne om detentionsanbringelse vil
derfor ikke i samme omfang som en bortvisning give parterne den fornødne tid
til at løse problemerne.
2.5. Andre indgreb uden for
strafferetsplejen
Der findes hjemmel til at foretage tvangsindgreb uden for
strafferetsplejen i en række andre love.
Der er navnlig tale om tvangsindgreb som led i
forvaltningens kontrol med overholdelsen af gældende bestemmelser,
tvangsindgreb for at skaffe nødvendige oplysninger, tvangsindgreb som
fuldbyrdelse af afgørelser. Der kan også være tale om tvangsindgreb med
henblik
på at varetage afgørende hensyn til den pågældende selv, jf. for eksempel lov
om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, som indeholder hjemmel til,
at personer, der er sindssyge eller i en tilstand, der må ligestilles hermed,
kan frihedsberøves i form af tvangsindlæggelse på hospital, når det vil være
uforsvarligt ikke at frihedsberøve den pågældende med henblik på behandling,
eller udsigten til en betydelig bedring af tilstanden ellers vil blive
væsentligt forringet. Politiet træffer bestemmelse om tvangsindlæggelsens
iværksættelse og yder bistand hertil.
Som et andet eksempel kan nævnes lov om social service,
hvorefter det kommunale børne- og ungeudvalg efter lovens § 42 uden
samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og unge, der er fyldt 15 år, kan
træffe afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet, når
der er en åbenbar risiko for, at barnet eller den unges sundhed eller
udvikling
lider alvorlig skade på grund af utilstrækkelig omsorg, vold eller voldelige
overgreb, misbrugsproblemer mv. (tvangsfjernelse). Kommunen kan fuldbyrde
afgørelsen, herunder skaffe sig adgang til forældremyndighedsindehaverens
hjem
uden retskendelse og medtage barnet eller den unge, jf. § 48. Politiet
kan
efter omstændighederne yde bistand til kommunens fuldbyrdelse af afgørelsen,
jf. § 48, stk. 3.
2.6. Særlige love om forbud
mod at opholde sig i eller besøge bestemte lokaler mv.
2.6.1.
”Rockerloven” (lov nr. 907 af 15. oktober 1996 om forbud mod ophold
i bestemte
ejendomme) blev gennemført på baggrund af den voldelige strid mellem de
rivaliserende rockergrupper Hells Angels og Bandidos, der verserede i
1990’erne, og vedrører navnlig ophold i de såkaldte rockerborge.
I medfør af loven kan politiet forbyde en person at opholde
sig i en bestemt ejendom, når visse betingelser er opfyldt. Et forbud kan dog
kun anvendes, hvis de angreb, der er risiko for, må antages at være led i et
gensidigt opgør mellem de rivaliserende grupper, og der kan være fare for de
personer, der bor eller befinder sig i nærheden af ejendommen.
Sager om nedlæggelse af forbud er omfattet af de
almindelige forvaltningsprocessuelle regler i forvaltningsloven om
partshøring,
aktindsigt, begrundelse og klagevejledning mv. Et forbud kan påklages til
Justitsministeriet, ligesom det kan indbringes for domstolene efter den
almindelige regel i grundlovens § 63.
2.6.3.
Lov om
forbud mod besøgende i bestemte lokaler (lov nr. 471 af 7. juni 2001) giver
politiet mulighed for administrativt at træffe beslutning om, at det er
forbudt
at modtage besøgende eller opholde sig som besøgende i bestemte lokaler, når
visse nærmere angivne betingelser er opfyldt. Undtaget fra et sådant forbud
er
blandt andet personer, der bor i lokalerne.
Formålet med loven var at gøre det muligt at gribe
effektivt ind over for såkaldte hashklubber og andre former for organiseret
kriminel virksomhed, der foregår i bestemte lokaler og præger nærmiljøet ved
at
genere og skabe utryghed hos omkringboende.
Af lovens § 1 følger, at politimesteren (politidirektøren)
i tilfælde, hvor der i bestemte lokaler på en måde, der systematisk indebærer
strafbare handlinger, og som medfører ulempe og utryghed hos de
omkringboende,
kan nedlægge forbud efter forudgående varsel til den, der råder over
lokalerne.
3. Fremmed ret
3.1. Østrig
3.1.1.
I 1997
indførtes der en række nye bestemmelser i østrigsk ret (civillovbogen,
fuldbyrdelsesloven og sikkerhedspolitiloven) med det formål navnlig at
beskytte
kvinder, der er udsat for vold i deres parforhold. Ud over den umiddelbare
beskyttelse
af kvinder mod vold i hjemmet har ordningen til formål at yde kvinden støtte
i
den efterfølgende periode, herunder til eventuelt at opløse forholdet til den
voldelige mand.
3.1.2.
”Østrigsmodellen” er bygget som en ”tretrinsraket”, hvor
der sættes ind på
flere fronter.
Første trin giver politiet adgang til ved umiddelbare farer
at bortvise en ægtefælle eller en anden person fra det fælles hjem. I
forlængelse heraf kan politiet give et midlertidigt påbud om, at den
pågældende
ikke må vende tilbage til hjemmet.
Det andet trin indeholder en proaktiv støtte til den truede
part, herunder kontakt til politiet og et såkaldt interventionscenter, som
kan
rådgive vedkommende om mulighederne for skilsmisse, forlængelse af
bortvisningen mv.
Tredje trin i processen indbefatter en forlængelse af
tilholdet, hvilket forudsætter en anmodning herom fra den truede part.
Afgørelse om forlængelse af tilholdet træffes af en
”familiedomstol”.
Forlængelse kan maksimalt gives for en periode på 3 måneder, medmindre den
truede
part anmoder om skilsmisse, ophævelse af ægteskabet eller lignende.
3.1.3.
De
materielle betingelser for at bortvise en person fra hjemmet fremgår af
sikkerhedspolitilovens § 38 a, stk. 1. Heraf følger, at må det på
grund af bestemte forhold, i særdeleshed på grund af et forudgående farligt
angreb, antages, at der forestår et farligt angreb på liv, helbred eller
frihed, bemyndiges politiet til at bortvise en person fra en bolig, hvor den
truede person bor, og dens umiddelbare omgivelser. Der er ikke krav om en
begæring fra den voldsramte eller truede person.
Det fremgår endvidere af sikkerhedspolitilovens § 38
a, stk. 2, at bortvisningen kan følges op af et midlertidigt påbud om
ikke
at vende tilbage til det efter stk. 1 fastlagte område. Det fremgår ikke
af bestemmelsen, om det er de samme kriterier, der skal lægges til grund ved
denne bedømmelse, men det fremgår, at der i særdeleshed skal tages hensyn
til,
om indgrebet i den pågældendes privatliv er forholdsmæssigt (jf. lovens
§ 29). Så snart betingelserne for at udstede forbuddet ikke længere er
til
stede, skal sikkerhedsmyndigheden (politiets jurister) sørge for, at
forbuddet
ophæves.
Det andet trin er som nævnt oven for en fase, hvor den
voldsramte eller truede person primært ydes støtte, rådgivning mv.
Det tredje trin forudsætter, at den voldsramte eller truede
person anmoder retten om, at der meddeles tilhold efter fuldbyrdelseslovens
§ 382 b. Efter denne bestemmelse kan der blandt andet meddeles et
tilhold,
hvorved personen pålægges at forlade boligen og dens umiddelbare omgivelser
samt forbydes at vende tilbage hertil. Tilholdet fremstår således som en
forlængelse af den bortvisning, som politiet kan meddele i henhold til
sikkerhedspolitilovens § 38 a.
Vedrørende tilhold efter fuldbyrdelseslovens § 382 b
bemærkes, at afgørelse herom træffes af retten ved kendelse. Det er en
såkaldt
familiedomstol, som træffer afgørelsen.
Den østrigske ordning er nærmere beskrevet i betænkningen
side 55-58.
3.2. Norge
3.2.1.
De norske
regler om tilhold (besøgsforbud) mv. findes i straffeproceslovens kapitel 17
a
(§§ 222 a-222c).
3.2.2.
Gennem en
ændring af straffeproceslovens § 222 a, der trådte i kraft den 10.
januar
2003, er der i norsk ret indført en udtrykkelig hjemmel til, at besøgsforbud
kan nedlægges med den virkning, at en person nægtes ophold i sit eget hjem.
Den nye bestemmelse i § 222 a har følgende ordlyd:
”Påtalemyndigheten kan nedlegge besøksforbud dersom det er
grunn til å tro at en person ellers vil
a)
begå en straffbar
handling overfor en annen person,
.
Er det nærliggende fare for en handling som nevnt i første
ledd bokstav a, kan personen forbys å oppholde seg i sitt eget hjem.”
Det fremgår af lovens forarbejder, at lovændringen var en
præcisering af gældende ret med henblik på at øge anvendelsen af forbud mod
at
opholde sig i eget hjem, navnlig i sager om vold i familien. Der var således
også forud for indførelsen af den særlige hjemmel adgang til efter
omstændighederne at meddele forbud mod ophold i eget hjem.
Det fremgår af forarbejderne, at de strafbare forhold, der
kan være tale om, navnlig er vold eller trusler. Det er dog ikke udelukket,
at
andre strafbare forhold kan være omfattet.
Faren for, at der vil blive begået en strafbar handling,
skal være ”
nærliggende
”
.
Det fremgår af bestemmelsens
forarbejder, at besøgsforbud mod at opholde sig i eget hjem ikke kan
meddeles,
hvis der er størst sandsynlighed for, at der ikke vil finde overgreb sted. Om
dette er tilfældet, afhænger af en konkret vurdering i den enkelte sag, hvori
det indgår som et vigtigt moment, om den pågældende tidligere har udøvet
vold.
3.2.3.
Beslutning
om at meddele besøgsforbud træffes af påtalemyndigheden (anklagemyndigheden),
hvis den forurettede begærer det, eller hvis almene hensyn kræver det.
Sidstnævnte tilfælde vil typisk foreligge, hvis forurettede (på grund af
trusler eller lignende) forsøger at trække anmeldelsen tilbage.
Besøgsforbud efter § 222 a, 1. led, kan meddeles med
virkning i op til ét år, mens besøgsforbud i medfør af § 222 a, 3. led,
der indebærer forbud mod ophold i eget hjem, maksimalt kan have en varighed
på
tre måneder. Et besøgsforbud kan forlænges, hvis betingelserne for
besøgsforbuddet fortsat er opfyldt ved besøgsforbuddets ophør.
Et besøgsforbud skal ophøre, når betingelserne ikke længere
er opfyldt.
Besøgsforbud er undergivet obligatorisk domstolskontrol.
Således skal påtalemyndigheden – så vidt muligt inden fem dage –
indbringe en
beslutning om at meddele besøgsforbud for retten. Påtalemyndighedens
beslutning
om ikke at meddele besøgsforbud er ikke undergivet obligatorisk
domstolskontrol, men beslutningen kan indbringes for retten efter begæring
fra
forurettede. Begge sagens parter har ret til at være til stede og udtale sig
i
forbindelse med rettens behandling af sagen.
Den norske ordning er nærmere beskrevet i betænkningen side
58-61.
3.3. Sverige
3.3.1.
De svenske
regler om tilhold (besøgsforbud) findes i lov om besøgsforbud (1988:688).
Den svenske Riksdag vedtog i 2003 en ændring af loven om
besøgsforbud, der blandt andet indebærer, at der i visse tilfælde kan
meddeles
en person et geografisk afgrænset ”særligt udvidet besøgsforbud”,
og at
anklagemyndigheden på visse betingelser kan bortvise en person fra det fælles
hjem (”besøgsforbud vedrørende fælles bolig”).
Bestemmelsen i lovens § 1 a har følgende ordlyd:
”Besöksforbud enligt 1 § får avse också förbud att
uppehålla sig i en bostad som brukas gemensamt med annan, om det på grund av
särskilda omständigheter finns en påtaglig risk for att den mot vilken
förbudet
avses gälla kommer att begå brott mot en sammanboendes liv, hälsa, frihet
eller
frid (besöksförbud avseende gemensam bostad).
Besöksförbud avseende gemensam bostad får meddelas endast
om
1.
skälen för ett
sådant förbud väger väsentligt tyngre än det intrång eller men i övrigt som
förbudet innebär för den som förbudet avses gälla, och
2.
den som förbudet
avses skydda förbinder sig att medverka till att den mot vilken förbudet
avses
gälla i rimlig utsträckning får tilgång till sina personliga
tillhörigheter.”
Betingelserne for at bortvise en person fra hjemmet er
således først og fremmest, at der på grund af særlige omstændigheder er
umiddelbar risiko (”påtaglig risk”) for, at den, der bortvises,
ellers vil begå
alvorlige overgreb mod en samboendes liv, helbred, frihed eller fred. Andre
former for mindre alvorlig chikane er ikke tilstrækkelige til at bortvise en
person fra hjemmet.
Der skal foretages en afvejning af på den ene side grundene
til at bortvise den pågældende fra hjemmet og på den anden side den ulempe,
som
bortvisning må antages at indebære for den pågældende. Ved denne
proportionalitetsafvejning skal ifølge forarbejderne til lovændringen blandt
andet indgå alvoren af det frygtede overgreb, forbuddets længde, om boligen
ejes af vedkommende alene, og om den pågældende har sin arbejdsplads i
hjemmet
eller af anden grund kan få svært ved at forsørge sig som følge af forbuddet.
Det er en betingelse for bortvisningen, at forurettede giver adgang til, at
den
bortviste kan hente personlige effekter.
3.3.2.
Beslutning
om alle de nævnte former for besøgsforbud træffes af anklagemyndigheden efter
begæring, eller når der i øvrigt findes anledning hertil. Initiativtageren
til
et besøgsforbud behøver således ikke være den, som forbuddet skal beskytte.
Beslutninger om besøgsforbud er undergivet domstolskontrol,
når en part begærer det, jf. lovens § 14. Er der spørgsmål om
bortvisning
fra hjemmet, skal anklagemyndigheden uden ophold fra modtagelse af begæringen
indbringe spørgsmålet for retten. Retten skal i bortvisningssager som
udgangspunkt behandle spørgsmålet inden fire dage fra anklagemyndighedens
modtagelse af begæringen, jf. lovens § 19.
Generelle, udvidede og særligt udvidede besøgsforbud kan
meddeles i indtil et år. Besøgsforbuddet kan forlænges en eller flere gange
med
maksimalt et år ad gangen. Et besøgsforbud kan ophæves eller ændres på
begæring
eller ex officio af anklagemyndigheden, hvis sagens omstændigheder er
ændrede.
Besøgsforbud i form af bortvisning fra hjemmet kan
maksimalt meddeles for en periode på 30 dage. Forbuddet kan herefter
forlænges
i indtil 7 døgn ad gangen, hvis der foreligger særlige grunde hertil.
I lovens § 6 er der indføjet en regel, hvorefter
politiet under visse omstændigheder kan tage den pågældende med på
politistationen til forhør, hvis det må antages, at personen skal bortvises
fra
hjemmet. Forhøret skal være afsluttet inden for seks timer.
Efter § 6 a skal sager om besøgsforbud behandles
hurtigt. Er personen taget med til forhør på politistationen i medfør af
§ 6, skal beslutningen om besøgsforbud som udgangspunkt træffes i
umiddelbar tilknytning til afslutningen af forhøret.
Når der er spørgsmål om bortvisning fra eget hjem, skal
personen, der ønskes bortvist, have beskikket bistandsadvokat
(”offentligt
biträde”), medmindre dette skønnes unødvendigt, jf. lovens § 7 a.
Advokaten skal have samme rettigheder som en offentlig forsvarer, men
omkostningerne til advokathjælpen afholdes i alle tilfælde af det offentlige.
Når der er meddelt en person besøgsforbud i form af
bortvisning fra hjemmet, kan politiet tvangsfuldbyrde beslutningen og fjerne
personen fra hjemmet, jf. § 13 a.
Besøgsforbud efter svensk ret behandles som anført ovenfor
i strafferetsplejens former. Overtrædelse af et besøgsforbud straffes med
bøde
eller fængsel i indtil et år.
Den svenske ordning er nærmere beskrevet i betænkningen
side 61-66.
4. Lovforslagets udformning
4.1. Generelt om
bortvisningsordningen
4.1.1.
Strafferetsplejeudvalget har fundet, at bortvisning navnlig kan være et egnet
led i bestræbelser på at begrænse vold i familieforhold.
Det vil endvidere efter udvalgets opfattelse kunne være
mere rimeligt, at det er den krænkende part, der forlader boligen, end den
krænkede part, der nu ofte i hast må flytte, måske sammen med mindre børn.
Bortvisningen kan således føre til en mindre traumatiserende akut løsning for
de forurettede. Derudover har udvalget anført, at en bortvisning måske
samtidig
kan give anledning til, at der på et tidligere tidspunkt end nu tages skridt
til løsning af alvorlige samlivsproblemer, misbrugsproblemer og lignende.
Udvalget
bemærker, at det er sådanne synspunkter, der har ført til indførelse af
ordninger med bortvisning i Østrig, Norge og Sverige.
En bortvisning udgør imidlertid et væsentligt indgreb over
for den person, der må forlade boligen, og udvalget anfører, at der er en
række
retlige og retssikkerhedsmæssige spørgsmål forbundet med indførelse af en
bortvisningsadgang. Det drejer sig om indgrebets forhold til
grundrettighederne, indgrebets nærmere anvendelsesområde, materielle og
formelle betingelser for indgrebet samt behovet for særlige
retssikkerhedsmæssige garantier for den person, der bliver genstand for
indgrebet.
Udvalget anfører generelt, at betænkelighederne ved
indgrebets indførelse naturligvis vil svinde, hvis reglerne om bortvisning
udformes sådan, at betingelserne for indgrebet bliver lige så strenge som
betingelserne for straffeprocessuel frihedsberøvelse. Udformes reglerne om
bortvisning derimod således, at betingelserne fremstår som væsentligt mindre
strenge end betingelserne for frihedsberøvelse, vil betænkelighederne ved
indgrebet kunne træde i forgrunden.
Reglerne om de straffeprocessuelle tvangsindgreb indeholder
sæt af materielle og formelle betingelser for væsentlige indgreb i den
personlige frihed eller integritet som led i kriminalitetsbekæmpelse.
Da et bortvisningsindgreb har lighedspunkter med
straffeprocessuelle tvangsindgreb, har udvalget fundet det rigtigst at tage
udgangspunkt i reglerne om varetægtsfængsling.
Der henvises til betænkningens side 71-72 og 82-84.
4.1.2.
Justitsministeriet kan tilslutte sig Strafferetsplejeudvalgets overvejelser.
4.2. Retsvirkninger af
bortvisning
4.2.1.
Strafferetsplejeudvalgets overvejelser
Bortvisning indebærer, at den krænkende part skal forlade
den fælles bolig i stedet for den krænkede, således som det oftest er
tilfældet
i dag. Bortvisning er et strafsanktioneret forbud mod at indfinde sig og
opholde sig på et bestemt sted.
Ved fastlæggelse af bortvisningsindgrebets nærmere
afgrænsning har udvalget fundet, at der navnlig rejser sig spørgsmål i
relation
til personkredsen, lokaliteten og den tidsmæssige udstrækning af
bortvisningen.
4.2.1.1.
For så
vidt angår
personkredsen
er det
Strafferetsplejeudvalgets opfattelse, at en bortvisning skal kunne anvendes
med
henblik på generelt at beskytte personer mod vold i det fælles hjem.
Indgrebet
bør kunne anvendes i tilfælde, hvor et eller flere medlemmer af den
pågældendes
husstand trues af vold eller visse andre alvorlige forbrydelser, jf. pkt. 4.3
nedenfor.
Strafferetsplejeudvalget har fundet, at ”hjemmet” er det
naturlige udgangspunkt for regler om bortvisning, da det centrale område for
bortvisning vil være vold mv. i hjemmet for en familie.
Udvalget har overvejet, om en nærmere afgrænsning kan ske
på grundlag af lejelovens husstandsbegreb, som omfatter såvel gifte som
ugifte
samlevende, fælles børn og særbørn samt registrerede partnere. Det kan også
omfatte slægtninge, herunder voksne søskende og voksne lejeres forældre. Det
omfatter imidlertid ikke uden videre en myndig søn eller datter, der bor
hjemme, da det i lejelovgivningen er forudsat, at der er etableret en form
for
gensidigt økonomisk og personligt afhængighedsforhold, jf. Højesterets dom
refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 2004, side 156.
Udvalget har fundet, at familiebegrebet i Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke er tilstrækkeligt dækkende for
personkredsen, idet for eksempel homoseksuelle parforhold ikke hører under
begrebet familieliv i konventionens forstand.
På den baggrund foreslår udvalget, at bortvisning fra det
fælles hjem bør kunne ske af alle myndige personer, der hører til den
pågældende husstand. Udgangspunktet for afgrænsningen af husstanden skal ske
i
overensstemmelse med det lejeretlige husstandsbegreb, men således at også
tilfælde i grænseområdet heraf kan være omfattet af bortvisningsreglen, hvis
boligfællesskabet efter en samlet vurdering kan sidestilles med et
familiefællesskab. Ifølge udvalget bør dette omfatte blandt andet myndige
hjemmeboende børn. Det bør også omfatte tilfælde, hvor varigheden af et
samliv
er under lejelovgivningens ”2-årsgrænse”, jf. lejelovens § 77
a. Det må i
sådanne tilfælde bero på en konkret vurdering, om samlivet har en sådan
fasthed, at der kan siges at foreligge et fælles hjem.
Der vil således være mulighed for ikke blot at bortvise en
mand, der krænker sin hustru, samlever eller børn, men også for eksempel en
kvinde, voksne børn eller andre medlemmer af husstanden.
Uden for dette område falder personer, der uden at være en
del af husstanden for eksempel lejer et værelse. Uden for området falder
desuden beboere i ikke-familieprægede kollektive boligformer, herunder
delelejligheder, kollektiver, kollegier og lignende (medmindre der bor flere
personer i samme lejlighed/værelse mv.).
Der henvises til betænkningens side 73-75.
4.2.1.2.
Med
hensyn til
lokaliteten
har
Strafferetsplejeudvalget fundet, at en afgørelse om bortvisning bør indeholde
en afgræsning af, hvilken lokalitet der er tale om, men i øvrigt bør de
nærmere
fysiske og retlige forhold vedrørende boligen ikke i sig selv være afgørende
for, om der kan ske bortvisning.
Det er således udvalgets opfattelse, at bortvisning bør
kunne ske fra hjem i lejligheder, andelslejligheder, ejerlejligheder og andre
faste ejendomme, herunder parcelhuse og villaer, samt fra for eksempel
husbåde
eller beboelsesvogne. Bortvisning bør også kunne finde sted, uanset om den
krænkende part er lejer eller ejer af boligen.
Udvalget har endvidere fundet, at bortvisningen bør omfatte
hele lokaliteten, der udgør det fælles hjem. For så vidt angår lejligheder
vil
det ud over hele lejligheden også være pulterrum og fælles arealer, mens det
for parcelhuse vil være hele grunden, herunder haven, skure mv.
Derimod har udvalget fundet, at feriehuse ikke bør være
omfattet af reglerne om bortvisning, medmindre der på det pågældende
tidspunkt
er tale om det fælles hjem.
Det er udvalgets opfattelse, at der er tale om et særligt
vidtrækkende indgreb, hvis en bortvisning sker i tilfælde, hvor den krænkende
part driver erhvervsvirksomhed fra et sted, der er i fysisk tilknytning til
det
fælles hjem. Udvalget har dog fundet, at der også bør være mulighed for
bortvisning i disse tilfælde. Det bør i så fald ske under betingelser, der
ikke
ligger langt fra kravene til varetægtsfængsling. Det vil hovedsageligt sige,
at
indgrebet skal forsøges begrænset til en del af lokaliteten, samt at
proportionalitetshensyn skal tillægges stor vægt.
Udvalget har endvidere bemærket, at afgrænsningen af
lokaliteten efter omstændighederne kan tydeliggøres ved kortmateriale.
Der henvises til betænkningens side 75-77.
4.2.1.3.
Da
bortvisning alene kan have karakter af en midlertidig foranstaltning, har
Strafferetsplejeudvalget fundet, at der bør være en afgrænsning af den
tidsmæssige udstrækning
.
Strafferetsplejeudvalget har således fundet, at der i
afgørelsen om bortvisning bør fastsættes et sluttidspunkt for bortvisningen i
form af en frist, der eventuelt kan forlænges.
Regler om frister for varigheden må udformes i lyset af
bortvisningens formål og behovet for – i lyset af indgrebets karakter
– at gøre
indgrebet så kortvarigt som muligt under skyldig hensyntagen til formålet.
Udvalget lægger vægt på, at bortvisningen hovedsageligt
skal bringe en aktuelt uholdbar situation til ophør. Bortvisningen bør derfor
kunne begrænses til nogle uger eller få måneder i alt.
Der henvises til betænkningens side 77-78.
Efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse bør regler om
varigheden af bortvisning fastsættes med henblik på, at der kan skabes
tidsmæssig mulighed for, at der kan tages skridt til en løsning af de
problemer, der har ført til bortvisningen. Bortvisning bør således række
videre
end til blot afværgelse af en akut truende situation. Der bør være tid til,
at
forurettede kan få rådgivning hos myndigheder og eventuelt advokat, træffe
valg
med hensyn til, om der skal arbejdes på en varig samlivsophævelse eller på at
skabe grundlag for en genoptagelse af samlivet, samt tid til at iværksætte i
hvert fald indledende skridt for eksempel med henblik på separation eller
skilsmisse, boligsøgning, iværksættelse af terapi eller misbrugsbehandling
mv.
Det må samtidig sikres, at forbuddet af hensyn til den
bortviste ikke udstrækkes ud over, hvad der er reelt nødvendigt.
På den baggrund har udvalget fundet, at afgørelse om
bortvisning bør træffes for et bestemt tidsrum, der ikke kan være længere end
4
uger. Fristen bør kunne forlænges, hvis grundlaget for bortvisningen stadig
er
til stede, men højst med 4 uger ad gangen. Disse frister svarer til fristerne
for varetægtsfængsling, jf. retsplejelovens § 767.
Udvalget har ikke fundet grundlag for at fastsætte nogen
absolut længstetid for bortvisningen. Også dette svarer til reglerne for
varetægtsfængsling.
På samme måde som ved varetægtsfængsling bør betingelserne
for forlængelse af bortvisning efter udvalgets opfattelse være de samme som
for
den oprindelige bortvisning. En bortvisning bør endvidere ophæves før
fristens
udløb, hvis det godtgøres, at betingelserne for bortvisning ikke længere er
opfyldt.
Der henvises til betænkningens side 112-114.
4.2.2. Justitsministeriets
overvejelser
Justitsministeriet kan tilslutte sig
Strafferetsplejeudvalgets overvejelser om retsvirkninger af bortvisning, og
lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.
Der henvises til lovforslagets § 1 samt bemærkningerne
hertil.
4.3. Betingelser for
bortvisning
4.3.1.
Strafferetsplejeudvalgets overvejelser
Strafferetsplejeudvalget har fundet, at der bør opstilles
samme typer af krav som ved de straffeprocessuelle indgreb. Udvalget har
således fundet, at der bør opstilles kriminalitetskrav, mistankekrav og
indikationskrav
samt regler om proportionalitet.
Udvalget har desuden overvejet, om der skal være mulighed
for bortvisning uden, at der foreligger allerede begået kriminalitet.
Endelig har udvalget overvejet, om der skal kunne ske
bortvisning uden en anmodning fra den forurettede.
4.3.1.1.
Det
følger af retsplejelovens § 762, stk. 1, at der for
varetægtsfængsling gælder et
kriminalitetskrav
på fængsel i 1 år og 6 måneder. Det er således strafferammen, der er
afgørende,
men den forventede strafudmåling kan også have betydning, jf. retsplejelovens
§ 762, stk. 3.
Kriminalitetskravet er et krav om aktuel kriminalitet,
hvorfor der skal være en antagelse om, at personen har begået et strafbart
forhold. Efter reglerne om varetægtsfængsling er det således ikke
tilstrækkeligt, at der er en antagelse om, at personen vil begå et strafbart
forhold.
Det er Strafferetsplejeudvalgets opfattelse, at der ikke
bør være adgang til bortvisning, hvis der er tale om mindre alvorligere
lovovertrædelser. Udvalget har derfor fundet, at kriminalitetskravet for
bortvisning som udgangspunkt bør svare til det, der gælder for
varetægtsfængsling.
Ifølge udvalget bør det således være en betingelse for
bortvisning, at strafferammen for den begåede lovovertrædelse er fængsel i 1
år
og 6 måneder eller derover.
På den anden side har udvalget ikke fundet, at der bør
stilles krav i forbindelse med den forventede konkrete strafudmåling.
Bortvisning bør efter sit formål ikke kunne ske ved enhver
lovovertrædelse med en strafferamme på fængsel i 1 år og 6 måneder eller
derover. Bortvisning bør kun ske med henblik på at modvirke lovovertrædelser,
hvor der efter kriminalitetens karakter er et særligt beskyttelsesbehov i
familie- og samlivsforhold.
Udvalget har på denne baggrund fundet, at kriminaliteten
skal være begået mod et medlem af den pågældendes husstand og have karakter
af
en overtrædelse af straffelovens §§ 210, 213 eller § 266 eller en
overtrædelse, der er omfattet af straffelovens kapitel 24-26, og som efter
loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover.
Der henvises til betænkningens side 85-89.
4.3.1.2.
Det
følger af retsplejelovens bestemmelser om varetægtsfængsling, at der skal
være
begrundet
mistanke
om, at den sigtede
har begået en lovovertrædelse, som er undergivet offentlig påtale, og som
efter
loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover.
Det er Strafferetsplejeudvalgets opfattelse, at der bør
kunne ske bortvisning i de tilfælde, hvor betingelserne for
varetægtsfængsling
er opfyldt.
Udvalget har ikke fundet grundlag for, at der skal være et
lempeligere mistankekrav ved bortvisning i forhold til varetægtsfængsling.
Udvalget har derfor fundet, at der ved bortvisning bør stilles krav om
begrundet mistanke om, at personen har begået et strafbart forhold. Det må
bero
på et konkret skøn i den enkelte sag, om mistankekravet er opfyldt.
Der henvises til betænkningens side 89-90.
4.3.1.3.
Indikationskravet
indebærer, at der skal
foreligge omstændigheder, der kan begrunde, at et straffeprocessuelt indgreb
foretages. Det vil sige et krav om behovet for indgrebet. Med hensyn til
varetægtsfængsling er der tale om fængslingsgrunde. Efter retsplejelovens
§ 762, stk. 1, er det således en betingelse for varetægtsfængsling,
at der er bestemte grunde
til at
antage, at der foreligger én af de tre almindelige fængslingsgrunde:
flugtfare
(stk. 1, nr. 1), gentagelsesfare (stk. 1, nr. 2) eller fare for
bevisødelæggelse (stk. 1, nr. 3).
Under særlige betingelser kan der efter reglerne i
retsplejelovens § 762, stk. 2, desuden ske varetægtsfængsling af
hensyn til retshåndhævelsen.
Strafferetsplejeudvalget har fundet, at flugtfare ikke er
relevant i forbindelse med bortvisning. Desuden har udvalget fundet, at der
heller ikke er grundlag for en bortvisningsgrund, der bygger på fare for
bevisødelæggelse.
For så vidt angår gentagelsesfare har udvalget fundet, at
dette bør være den centrale bortvisningsgrund, således at bortvisning bør
kunne
ske, hvor der er bestemte grund til at antage, at personen ved sin forbliven
i
hjemmet vil begå en ny lovovertrædelse.
Udvalget har fundet, at indikationskravet ved
gentagelsesfare i det væsentlige stemmer med praksis efter retsplejelovens
§ 762, stk. 1, nr. 2, og udvalget har fundet, at indikationskravet
kan udformes efter samme kriterium.
Det er endvidere udvalgets opfattelse, at bortvisning bør
ske af hensyn til beskyttelse af forurettede, og ikke med henvisning til det
generelle hensyn til retshåndhævelsen eller retsfølelsen. Udvalget har derfor
fundet, at der ikke bør være en regel om bortvisning med udgangspunkt i
retshåndhævelsen.
Der henvises til betænkningens side 90-93.
4.3.1.4.
Der
gælder for alle straffeprocessuelle tvangsindgreb en
proportionalitetsgrundsætning
, hvorefter et indgreb ikke må
foretages, hvis det formål, der tilsigtes opnået ved indgrebet, kan
tilgodeses
ved mindre indgribende foranstaltninger, eller hvis den ulempe, indgrebet
medfører for den, som indgrebet er rettet mod, ikke står i rimeligt forhold
til
indgrebets betydning for efterforskningen, til sagens betydning eller den
retsfølge, der kan ventes, hvis sigtede findes skyldig.
Efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse må bortvisning
som et indgreb i den personlige frihed på samme måde som de
straffeprocessuelle
tvangsindgreb være underkastet den almindelige proportionalitetsgrundsætning.
Udvalget har derfor foreslået, at der fastsættes en udtrykkelig
lovbestemmelse
i forbindelse med regler om bortvisning.
Udvalget har fundet, at proportionalitetskravet er et meget
vigtigt led i betingelserne for bortvisning, og at der vil blive tale om en
helhedsvurdering af, hvorvidt bortvisning i det konkrete tilfælde er et
rimeligt indgreb.
I denne vurdering skal indgå hensynet til både den krænkede
og den krænkende part samt karakteren af krænkelsen. Det er udvalgets
opfattelse, at bortvisning vil være et større indgreb, når bortvisningen
vedrører en husstand med børn. På den anden side må hensynet til beskyttelse
af
børnene indgå ved vurderingen af bortvisningens nødvendighed.
Det følger af den foreslåede proportionalitetsregel, at jo
grovere den krænkende parts adfærd har været, jo mere nærliggende er
bortvisning. Det følger ligeledes af reglen, at jo større forstyrrelse,
bortvisningen vil indebære for den, der søges bortvist, jo mere tvingende må
behovet for bortvisning i det konkrete tilfælde være.
Der henvises til betænkningens side 93-94.
4.3.1.5.
Strafferetsplejeudvalget har overvejet, om der skal være mulighed for
bortvisning, uden at der foreligger allerede
begået kriminalitet
.
Indgreb i den personlige frihed efter betingelser, der ikke
indebærer et krav om allerede begået kriminalitet, kendes efter gældende
dansk
ret med hensyn til visse politiforanstaltninger og tvangsindlæggelse efter
psykiatriloven.
Det er Strafferetsplejeudvalgets opfattelse, at der kan
være et reelt behov for bortvisning også i tilfælde, hvor der ikke foreligger
aktuel kriminalitet. Udvalget har imidlertid også fundet, at der er grund til
varsomhed med hensyn til, hvor langt man skal gå i dette indgreb i den
personlige frihed, når det alene er baseret på forudsigelser om fremtidig
kriminalitet.
Et flertal af udvalgets medlemmer har fundet, at der bør
være en bestemmelse om bortvisning uden aktuel kriminalitet. Flertallet har
anført, at ud fra en praktisk betragtning må behovet for bortvisning på
grundlag af en ren fareantagelse formentlig være begrænset til tilfælde, hvor
der frygtes overgreb i form af vold. Endvidere må det antages, at den adfærd,
der kunne danne grundlag for antagelse om en umiddelbar risiko for overgreb,
typisk vil være en adfærd, der har karakter af trusler eller dog ligger nær
op
af trusler. Er der fremsat trusler, og falder disse trusler under
straffelovens
§ 266, vil bortvisning være mulig allerede efter forslaget.
Straffelovens
§ 266 omfatter imidlertid ikke enhver vold, men efter bestemmelsens
ordlyd
kun vold, der giver frygt for helbredet. Én ting er, at visse trusler om vold
ikke er strafbare. Noget andet er, om det i alle tilfælde skal accepteres, at
sådanne trusler uden mulighed for indgreb fremsættes under omstændigheder,
hvor
det kan være nærliggende, at truslerne realiseres.
Flertallet af udvalgets medlemmer har fundet, at der bør
kunne ske bortvisning, når en person har optrådt på en måde, der indebærer en
trussel om vold over for et medlem af husstanden. Ifølge flertallet er der
tale
om en beskeden udvidelse i forhold til straffelovens § 266 om trusler.
Den
foreslåede regel vil for så vidt nærmest have karakter af en
sikkerhedsventil.
Efter flertallets opfattelse vil en sådan sikkerhedsventil være
hensigtsmæssig
som værn mod, at man i særlige situationer, der i øvrigt oplagt taler for et
indgreb, og hvor der er mulighed for at gribe tidligt ind, tvinges til at se
passivt til, indtil konflikten udvikler sig yderligere.
Flertallet er opmærksom på, at de norske og svenske regler
går videre, idet de også giver mulighed for bortvisning, hvor der ikke
foreligger egentlig truende adfærd, men hvor der alligevel måtte være frygt
for
forestående overgreb. Flertallet har imidlertid bemærket sig, at det i de
nordiske motiver ikke nærmere er konkretiseret, hvad der med en sådan regel
–
uden for tilfælde af tidligere overgreb og trusler – tænkes på.
Flertallet
finder efter en samlet vurdering, at det foreslåede anvendelsesområde for
bortvisning vil dække det praktiske behov for bortvisning.
Et medlem af udvalget har fundet, at der er sådanne
principielle betænkeligheder ved at udvide området for bortvisning til
tilfælde, hvor der ikke foreligger allerede begået kriminalitet, at medlemmet
ikke kan anbefale en sådan udvidelse. Dette medlem henviser til, at
forudsigelser
om fremtidig kriminalitet altid vil være forbundet med usikkerhed. Det er
derfor efter indgrebets karakter og intensitet betænkeligt, at det kan
anvendes
i situationer, der efter den nuværende lovgivning ikke er strafbare og derfor
end ikke åbner mulighed for at pålægge en bødestraf.
Der henvises til betænkningens side 96-104.
4.3.1.6.
Strafferetsplejeudvalget har overvejet, om der bør være adgang til
bortvisning uden anmodning fra den
forurettede
.
Udvalget bemærker, at det taler imod en sådan regel, at den
forurettede som udgangspunkt må være den nærmeste til at vurdere situationen
og
træffe beslutning om, hvad der skal ske. Manglende medvirken fra den
forurettede kan skabe vanskeligheder for sagens oplysning. Hertil kommer, at
formålet med bortvisning i høj grad bør være at skabe en mulighed for en
løsning af de underliggende problemer, for eksempel ved behandling, herunder
mod alkohol- eller stofmisbrug, eller ved gennemførelse af en varig opløsning
af samlivet, skilsmisse e.l. Sådanne mere konstruktive tiltag vil
vanskeliggøres, såfremt den forurettede ikke er indforstået med
bortvisningen.
Ikke mindst i tilfælde, hvor en bortvisning måtte ske uden anmodning fra
forurettede, vil det kunne forekomme, at parterne efter bortvisningen
genoptager samlivet. Herved kompliceres forløbet, idet der i så fald må tages
stilling til, om genoptagelsen af samlivet bygger på reel forståelse mellem
parterne, eller måske netop er udtryk for den forurettedes frygt for den
bortviste.
Udvalget har imidlertid fundet, at bortvisning bør kunne
ske uden anmodning fra den forurettede part. Udvalget har herved lagt vægt
på,
at det må antages, at der ikke sjældent vil kunne være tale om, at en
anmodning
fremsættes – eller at den tilbagekaldes – som følge af frygt for
repressalier,
usikkerhed eller følelsesmæssig resignation, uden at den forurettede har
noget
reelt ønske om at opretholde en konfliktfyldt situation.
Endvidere har udvalget lagt vægt på, at de
straffelovsovertrædelser, der kan føre til bortvisning efter lovforslagets
§ 2, stk. 1, alle er undergivet offentlig påtale. Det påhviler
således anklagemyndigheden at påtale sådanne forhold efter almindelige
principper om udøvelse af offentlig påtale, uanset om den forurettede ønsker
det, jf. Rigsadvokatens Meddelelse nr. 5/2000. Ikke mindst er der et klart
behov for bortvisning uden anmodning, når det drejer sig om overgreb mod
børn.
Endelig har udvalget peget på, at en væsentlig fordel ved
en adgang til bortvisning uden anmodning er, at den forurettede – i en
følelsesmæssig presset situation – fritages for at være den, der udløser
bortvisningen.
For så vidt angår betydningen af en regel om bortvisning
uden anmodning har udvalget blandt andet anført, at hvis adgangen betinges
af,
at almene hensyn kræver det, vil dette efter det anførte ikke være udtryk for
en afstandtagen fra, at det er hensyn til beskyttelse af den eller de
forurettede, der skal varetages ved reglen. En sådan betingelse udtrykker
derimod, at indgreb uden anmodning må forudsætte, at en grænse for, hvad
samfundet kan acceptere, ellers overskrides. Det er i princippet det samme,
der
ligger bag offentlig påtale af alvorlige integritetskrænkelser.
Der henvises til betænkningens side 105-108.
4.3.2. Justitsministeriets
overvejelser
Justitsministeriet kan tilslutte sig
Strafferetsplejeudvalgets overvejelser om betingelserne for bortvisning, og
lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Der henvises til
lovforslagets §§ 2 og 5 samt bemærkningerne hertil.
Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt bortvisning bør kunne
ske uden, at der foreligger aktuelt begået kriminalitet, kan
Justitsministeriet
tilslutte sig flertallets forslag herom. Med forslaget er der alene tale om
en
beskeden udvidelse i forhold til de strafbare trusler, der er omfattet af
straffelovens § 266. Som anført af mindretallet, skabes der dermed
mulighed for bortvisning i situationer, hvor den aktuelle adfærd ikke er
strafbar og dermed ikke ville kunne medføre en straf. Det er imidlertid efter
forslaget en betingelse for, at der kan ske bortvisning, at der er bestemte
grunde til at antage, at den pågældende ved forbliven i hjemmet vil begå en
af
de lovovertrædelser, som i øvrigt kan danne grundlag for en bortvisning. Det
betyder, at bortvisning i forbindelse med trusler om simpel vold kun kan
anvendes,
hvis der på grundlag af de foreliggende konkrete oplysninger, må antages at
være betydelig risiko for, at den pågældende vil realisere truslen og begå
vold. I disse situationer bør politiet efter Justitsministeriets opfatte have
mulighed for at gribe ind på et tidligere tidspunkt end i dag.
Justitsministeriet lægger endvidere vægt på, at det tillige
er en betingelse efter den foreslåede regel, at bortvisning ikke står i
misforhold til blandt andet karakteren af den adfærd, der er udvist fra den
pågældendes side.
Efter Justitsministeriets opfattelse må den foreslåede
adgang til bortvisning uden, at der foreligger aktuel kriminalitet, anses for
nødvendigt under hensyn til formålet med lovforslaget, og den pågældende
regel
må på den anførte baggrund anses for retssikkerhedsmæssigt forsvarlig.
4.4. Behandling af sager om
bortvisning
4.4.1.
Strafferetsplejeudvalgets overvejelser
4.4.1.1.
I Norge
og Sverige er
kompetencen
til at
træffe afgørelse om bortvisning tillagt anklagemyndigheden, og afgørelserne
er
underlagt domstolskontrol.
Strafferetsplejeudvalget har fundet, at ved indførelse af
en dansk bortvisningsordning bør kompetencen placeres hos
politi/anklagemyndighed, men med særlige regler om domstolskontrol. Udvalget
har i den forbindelse henvist til de samme hensyn, som ligger bag ordningerne
i
Norge og Sverige, navnlig afvejningen af hensynet til, at der hurtigt kan
træffes afgørelse, over for hensynet til retssikkerheden ved væsentlige
indgreb. Udvalget har i den forbindelse peget på, at afgørelsen af hensyn til
sagens hurtige behandling bør kunne træffes administrativt, men at der af
hensyn til indgrebets særlige karakter bør være en let adgang for den
pågældende til at kræve afgørelsen prøvet ved retten.
Med hensyn til den administrative afgørelse har udvalget
foreslået, at det bør være politimesteren i dennes egenskab af
anklagemyndighed, der skal træffe afgørelse om bortvisning mv. i første
omgang,
og at sagen i øvrigt skal behandles i strafferetsplejens former. Udvalget har
blandt andet lagt vægt på, at med de foreslåede betingelser for bortvisning
vil
der ofte blive tale om en sideløbende straffesag. Men også i øvrigt kan
sagerne
efter indgrebets karakter hensigtsmæssigt behandles af anklagemyndigheden.
Afgørelserne bør efter deres karakter træffes af jurister.
Efter udvalgets opfattelse vil betingelserne for anholdelse
eller for tilbageholdelse efter almindelige regler i almindelighed være
opfyldt
i de tilfælde, hvor bortvisning kommer på tale.
Der vil ikke være grundlag for anholdelse i tilfælde, hvor
bortvisning efter flertalsforslaget herom alene vil bygge på en adfærd, der
indebærer en trussel om vold, der ikke er omfattet af straffelovens
§ 266,
dvs. trussel, der ikke kan udløse en alvorlig frygt for en persons helbred,
idet der i sådanne tilfælde ikke vil være mistanke om et begået strafbart
forhold. I disse tilfælde vil der dog kunne være en alvorlig frygt for vold,
som kan give et lignende behov for tilbageholdelse med henblik på afhøring og
udfærdigelse af afgørelse om bortvisning som i de tilfælde, hvor der er
anholdelsesgrundlag.
Udvalgets flertal har derfor foreslået en regel, der sikrer
mulighed for, at politiet kan tilbageholde en person, når der er grund til at
antage, at personen vil kunne bortvises efter den foreslåede regel om adfærd,
der indebærer en trussel om vold. For sådan tilbageholdelse skal
anholdelsesreglerne gælde, bortset fra kravet om mistanke om et begået
strafbart forhold. Det bemærkes herved, at der også i svensk ret findes en
særlig regel om tilbageholdelse i forbindelse med bortvisning.
Den foreslåede særregel må antages at få et meget begrænset
anvendelsesområde, idet der typisk vil være tale om begåede overgreb eller
trusler efter straffelovens § 266 i de tilfælde, hvor bortvisning i
praksis vil komme på tale.
Udvalgets mindretal har i konsekvens af sin opfattelse med
hensyn til flertalsforslaget om en regel om truende adfærd ikke fundet
grundlag
for en regel om tilbageholdelse i den forbindelse.
Med hensyn til prøvelsen ved retten har udvalget foreslået,
at anklagemyndighedens afgørelse om bortvisning mv. på begæring af den, der
bortvises, skal indbringes for byretten på det sted, hvor boligen er
beliggende
(værneting).
De samme kompetenceregler, herunder om domstolsprøvelse,
bør efter udvalgets opfattelse også gælde ved forlængelse af forbuddet.
Der henvises til betænkningens side 108-111.
4.4.1.2.
For så
vidt angår de processuelle regler for bortvisning under hensyn til indgrebets
karakter, har Strafferetsplejeudvalget fundet det rigtigst, at der ikke
udformes særregler om disse forhold i en lov om bortvisning. Det vil følge af
forvaltningsloven, at anklagemyndighedens afgørelse er undergivet lovens
almindelige regler om aktindsigt, partshøring, begrundelse og
klagevejledning.
Af hensyn til den særlige sammenhæng med domstolsprøvelsen, har udvalget dog
foreslået en regel om klagevejledning på dette punkt.
For at bortvisningen skal have virkning for den bortviste,
må denne gøres bekendt med afgørelsen. Dette bør efter udvalgets opfattelse
ske
ved, at afgørelsen forkyndes for den pågældende, der samtidig bør vejledes om
retsvirkningen af bortvisningen og om adgangen til at kræve afgørelsen prøvet
ved retten. Den bortviste bør udtrykkeligt spørges, om sagen ønskes indbragt
for retten ved politiets foranstaltning, og svaret skal noteres på sagen.
Indbringelse af bortvisningssagen for retten har ikke opsættende virkning.
Der bør efter udvalgets opfattelse være en frist på 14 dage
fra forkyndelsen for den bortviste til at kræve afgørelsen indbragt for
retten.
Efterprøvelse ved retten af politimesterens afgørelse bør
iværksættes ved, at politimesteren indbringer sagen for retten, når den
bortviste anmoder om en sådan prøvelse. Indbringelsen bør med henblik på en
hurtig retslig prøvelse ske snarest muligt og senest inden 24 timer.
Retsmøde bør afholdes snarest muligt, og i de tilfælde,
hvor anmodning om indbringelse fremsættes straks ved forkyndelsen af en
førstegangsafgørelse om bortvisning, finder udvalget, at retsmøde skal
afholdes
inden 5 dage. Fristen på 5 dage regnes fra modtagelsen af anmodningen om
retsbehandling i forbindelse med forkyndelsen.
Udvalget har af hensyn til at sikre en hurtig
sagsbehandling fundet, at der bør skabes hjemmel til at pålægge den bortviste
at oplyse adresse og telefonnummer, hvortil besked om tidspunkt for retsmøde
kan gives. Oplysningerne bør efter udvalgets opfattelse kunne kræves i
forbindelse med forkyndelse af afgørelsen om bortvisning.
Når der er givet meddelelse om tidspunktet for retsmødet i
almindeligt brev til den oplyste adresse eller telefonisk til den pågældende,
bør der herefter ikke kræves yderligere meddelelse herom, herunder navnlig
ikke
formel forkyndelse.
Sagen behandles ved mundtlig forhandling og i
strafferetsplejens former ved den stedlige byret, hvor det fælles hjem
ligger.
Den bortviste skal have ret til at være til stede i
retsmødet og udtale sig, medmindre retten finder, at dette af særlige grunde
må
anses for nytteløst eller skadeligt for den pågældende. På disse punkter
svarer
forslaget til ordningen vedrørende varetægtsfængsling i retsplejelovens
§ 764, stk. 2. Undtagelsen vil således have et ganske snævert
anvendelsesområde.
Den bortvistes udeblivelse bør ikke føre til, at sagen ikke
behandles, når den beskikkede advokat møder, og der ikke er oplysning om
lovligt forfald.
Strafferetsplejeudvalget har endvidere overvejet
behandlingsformen for den retslige prøvelse, og udvalget har fundet, at sager
om retslig prøvelse af bortvisning – på samme måde som sager om
varetægtsfængsling – bør kunne behandles uden, at der nødvendigvis sker
umiddelbar bevisførelse for retten. Hvis den bortviste er til stede, bør
denne
afhøres i retten, men i øvrigt vil sagen som udgangspunkt kunne behandles på
grundlag af skriftligt materiale, herunder navnlig politirapporter om
politiets
iagttagelser, forklaring til politiet fra forurettede og eventuelle andre
vidner og for eksempel lægelige oplysninger. Det må dog tilkomme retten efter
et skøn i særlige tilfælde at tillade vidneførsel for retten.
Rettens afgørelse træffes ved kendelse. Afgørende er, om de
opstillede betingelser for bortvisning i det foreliggende tilfælde er opfyldt
eller ej. Der vil således skulle ske en prøvelse af samme intensitet som ved
rettens afgørelse om varetægtsfængsling. Retten kan på samme måde prøve en
bestemmelse om geografisk afgrænset forbud mod ophold, når bortvisningen
findes
berettiget. Opretholdes bortvisningen, bør der i kendelsen anføres de
konkrete
omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne for bortvisning
er
opfyldt.
Kendelsen bør kunne kæres af politimesteren eller den
bortviste efter de almindelige regler om kæremål i strafferetsplejens former.
Tilsvarende regler bør gælde med hensyn til prøvelse af en
forlængelse af bortvisningsfristen.
Der henvises til betænkningens side 114-119.
4.4.1.3.
Strafferetsplejeudvalget
har fundet, at den bortviste under hensyn til indgrebets karakter skal have
adgang til bistand fra en advokat, der kan varetage den bortvistes interesser
under sagens behandling ved retten. Udvalget har overvejet den nærmere
udformning af en ordning med advokatbistand, herunder om advokatbistand bør
være frivillig, samt omkostningsspørgsmålet. Udvalget har – navnlig i
lyset af
den særlige, hurtige procesform, som udvalget har foreslået – fundet, at
advokatbistand bør være obligatorisk (dvs. at den bortviste har krav på
beskikkelse af advokat) og nødvendig (dvs. at den bortviste ikke kan vælge
advokatbistand fra), således at der i alle tilfælde beskikkes advokat. Den
beskikkede advokat bør have samme beføjelser som en forsvarer i en
straffesag.
Salær mv. bør afholdes af statskassen efter samme regler, som gælder for
forsvarere i straffesager.
Omkostningerne ved bortvisningssagen, herunder navnlig
udgiften til advokat, bør efter udvalgets opfattelse ikke pålægges den
bortviste ved rettens afgørelse i bortvisningssagen, selv om bortvisningen
opretholdes ved sagens afgørelse. Statskassen bør foreløbigt afholde
omkostningerne. Hvis den bortviste imidlertid i en straffesag dømmes for
forhold, der har ført til bortvisningen, har udvalget fundet det rigtigst, at
omkostningerne ved bortvisningssagen inddrages ved omkostningsafgørelsen i
straffesagen. I disse tilfælde vil omkostningerne også ved bortvisningssagen
således naturligt kunne opfattes som en omkostningsmæssig følge af en
strafbar
handling. Udgangspunktet bør være, at den dømte pålægges disse omkostninger.
Der bør dog være en adgang til, at retten i det enkelte tilfælde kan
bestemme,
at omkostningerne helt eller delvis skal betales endeligt af statskassen, når
særlige omstændigheder undtagelsesvis taler for det. Herved kan det sikres,
at
den samlede omkostningsafgørelse i straffesagen bliver rimelig i forhold til
straffesagens konkrete resultat og omstændighederne i øvrigt.
Udvalget har fundet, at der i de tilfælde, hvor retten ikke
har godkendt bortvisningsafgørelsen, ikke bør blive tale om at pålægge den
bortviste omkostninger i den henseende. Det vil følge af den foreslåede
ordning, at omkostningerne ved bortvisningssagen afholdes endeligt af
statskassen i de sjældne tilfælde, hvor bortvisning sker uden grundlag i et
strafbart forhold, samt i de tilfælde, hvor en straffesag – af den ene
eller
den anden grund – ikke gennemføres.
Efter en samlet betragtning har udvalget fundet, at en
sådan ordning vil føre til de rimeligste resultater og samtidig gøre det
forsvarligt, at advokatbistanden påtvinges den bortviste, når denne
indbringer
sagen for retten.
Strafferetsplejeudvalget har endvidere overvejet
spørgsmålet om erstatning for bortvisning, der kendes uberettiget. Udvalget
har
fundet, at spørgsmålet om erstatning bør afgøres efter de almindelige
materielle regler, men at der efter indgrebets karakter bør indrømmes den
bortviste den processuelle lettelse, der følger af retsplejelovens kapitel 93
a
om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning. Udvalget har derfor
foreslået, at retsplejelovens § 1018 h om erstatning på grundlag af
dansk
rets almindelige erstatningsregler finder anvendelse på erstatningskrav i
forbindelse med bortvisning. For så vidt angår tilbageholdelse efter den
særlige
regel i lovforslagets § 4 har udvalget dog fundet, at der bør gælde en
bestemmelse svarende til reglen i retsplejelovens § 1018 a om
uberettiget
anholdelse.
Udvalget har fundet, at den bortviste bør have mulighed for
at afhente nødvendige personlige effekter i hjemmet. Dette bør ske ved, at
politiet ledsager den pågældende til boligen og overværer afhentningen.
Udvalget har endelig peget på, at der bør udarbejdes en
vejledning til den bortviste om dennes retsstilling. Vejledningen bør
udleveres
til den bortviste ved forkyndelsen.
Der henvises til betænkningens side 116-117 og side
119-120.
4.4.2. Justitsministeriets
overvejelser
Justitsministeriet kan tilslutte sig
Strafferetsplejeudvalgets overvejelser om behandling af sager om bortvisning,
og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast.
Der henvises til lovforslagets §§ 4, 6, 8, 9 og
§ 10, stk. 1, samt bemærkningerne hertil
Justitsministeriet vil tage initiativ til, at der
udarbejdes en vejledning som foreslået af udvalget.
4.5. Forurettedes
retsstilling
4.5.1.
Strafferetsplejeudvalgets overvejelser
Strafferetsplejeudvalget har i sin betænkning lagt vægt på,
at regler om bortvisning bør udformes således, at der kan tages skridt til
løsning af de problemer, der har ført til bortvisningen, og udvalget har i
den
forbindelse blandt andet foreslået, at politiet skal underrette
socialforvaltningen i parternes bopælskommune om bortvisningen.
Udvalget har endvidere overvejet, om der bør indføres en
ordning med beskikkelse af advokat for den forurettede. Udvalget har
imidlertid
ikke fundet grundlag for, at der indføres en almindelig ordning med
advokatbeskikkelse for forurettede i sager om bortvisning, idet forurettedes
behov for sagkyndig bistand blandt andet vil kunne dækkes dels ved en særlig
målrettet indsats fra de relevante sociale myndigheder, dels ved benyttelse
af
de eksisterende muligheder for retshjælp og fri proces. Hertil kommer, at den
forurettede som udgangspunkt ikke vil være direkte inddraget i processen ved
retten. Hvor denne forudsætning ikke holder stik, fordi der undtagelsesvis
bliver tale om afhøring af forurettede for retten, bør der efter udvalgets
opfattelse dog være mulighed for advokatbeskikkelse. For advokaten bør gælde
lignende regler som for advokater, der beskikkes for forurettede i
straffesager, jf. retsplejelovens §§ 741 c - e.
Udvalget har endvidere peget på, at der i en række tilfælde
sideløbende med bortvisningssagen vil skulle behandles en straffesag mod den
krænkende part. Når der i sådanne tilfælde efter reglerne i retsplejelovens
kapitel 66 a beskikkes advokat for den forurettede i straffesagen,
forudsættes
det, at bistandsadvokaten også vil have mulighed for at yde forurettede en
vis
bistand i forbindelse med behandlingen af bortvisningssagen, herunder deltage
i
afhøringer af forurettede hos politiet, der naturligt vil tage sigte på begge
sager. I tilfælde af afhøring i retten vil det således være unødvendigt at
foretage særskilt beskikkelse i relation til bortvisningssagen.
Udvalget har endelig overvejet spørgsmålet om forurettedes
eventuelle partsstilling i bortvisningssager.
Udvalget har ikke fundet, at der er grundlag for at
tillægge forurettede, dvs. helt typisk den krænkende parts ægtefælle eller
samlever, adgang til at indbringe politimesterens afslag med hensyn til
bortvisning for retten, heller ikke selv om afgørelsen er truffet efter en
udtrykkelig anmodning om bortvisning fra forurettedes side. Den forurettede
må
således være henvist til at klage over politimesterens afgørelse til
statsadvokaten efter reglerne om administrativ rekurs.
Træffer politimesteren afgørelse om bortvisning i tilfælde,
hvor den forurettede part ikke har anmodet om bortvisning, må det antages, at
den forurettede part reelt er indforstået med bortvisningen. Skulle dette
undtagelsesvis ikke være tilfældet, kan det tænkes, at den pågældende ønsker
at
tilslutte sig den bortvistes indbringelse af sagen for retten og en eventuel
senere appel af afgørelsen. Noget lignende kan også tænkes at forekomme med
hensyn til den krænkende parts ægtefælle eller samlever i sager om overgreb
mod
børn. I sådanne – formentlig ganske sjældne – tilfælde må det efter
udvalgets
opfattelse forudsættes, at der i fornødent omfang vil blive givet den
pågældende lejlighed til at udtale sig og redegøre for sine synspunkter under
sagens behandling for retten.
Udvalget har endelig peget på, at der på samme måde som med
hensyn til den bortviste bør udarbejdes en vejledning om den forurettedes
retsstilling. Vejledningen udleveres til den forurettede.
Der henvises til betænkningens side 120-123.
4.5.2. Justitsministeriets
overvejelser
Justitsministeriet kan tilslutte sig
Strafferetsplejeudvalgets overvejelser om forurettedes retsstilling, og
lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast. Der
henvises til lovforslagets § 8, stk. 2, samt bemærkningerne hertil
Justitsministeriet vil vurdere behovet for udarbejdelse af
en vejledning til den forurettede om dennes retsstilling i lyset af de
praktiske erfaringer med anvendelsen af ordningen.
4.6. Overtrædelse af
afgørelser om bortvisning mv.
4.6.1.
Strafferetsplejeudvalgets overvejelser
Strafferetsplejeudvalget har anført, at bortvisning vil
have karakter af et strafsanktioneret forbud mod at opholde sig i den fælles
bolig, og udvalget har derfor overvejet den nærmere udformning af en regel om
straf for overtrædelse af bortvisning.
Vedrørende strafferammen har udvalget lagt vægt på, at
bortvisning tager sigte på væsentligt grovere krænkelser end tilhold i
almindelighed, og at en regel om straf bør tilsigte at udgøre et effektivt
værn
mod nye overgreb. På den baggrund bør der efter udvalgets opfattelse i givet
fald ikke fastsættes en strafferamme, der er lavere end den, der gælder for
overtrædelse af et polititilhold. Endvidere peger udvalget på, at det vil
være
hensigtsmæssigt, at maksimum sættes så højt, at der vil være mulighed for
varetægtsfængsling, dvs. ikke under 1 år og 6 måneder, jf. retsplejelovens
§ 762, stk. 1.
Udvalget har på den baggrund foreslået, at strafferammen
for overtrædelse af en afgørelse om bortvisning fastsættes til bøde eller
fængsel indtil 2 år.
Det subjektive tilregnelseskrav bør efter udvalgets
opfattelse være forsæt ligesom efter straffelovens § 265 om tilhold.
Gerningsindholdet vil være knyttet til afgørelsen om
bortvisning. Det strafbare vil således bestå i på trods af en meddelt
afgørelse
om bortvisning at opholde sig i den fælles bolig. Ved ophold forstås på samme
måde som i lov nr. 907 af 15. oktober 1996 (”Rockerloven”),
§ 1, enhver
fysisk tilstedeværelse på den pågældende lokalitet.
Endvidere bør straffebestemmelserne ifølge udvalgets
forslag omfatte både overtrædelse af selve bortvisningen og overtrædelse af
tilhold, der er fastsat ved bortvisningsafgørelsen.
Udvalget har endvidere overvejet, om straffebestemmelsen
bør indsættes i straffeloven eller i den foreslåede særlov, og udvalget har i
den forbindelse fundet det mest hensigtsmæssigt, at den samlede regulering af
bortvisningsreglerne sker i en særlov om bortvisning.
For så vidt angår påtale af overtrædelse af afgørelser om
bortvisning har udvalget ikke fundet grundlag for skabe adgang for privat
påtale. Den offentlige påtale bør dog kun ske, når den forurettede anmoder om
det, eller almene hensyn kræver det. En sådan ordning vil efter udvalgets
opfattelse navnlig indebære, at der ikke bliver tale om at rejse tiltale for
mindre alvorlige overtrædelser, som den forurettede ikke selv ønsker
forfulgt.
4.6.2. Justitsministeriets
overvejelser
Justitsministeriet kan tilslutte sig
Strafferetsplejeudvalgets overvejelser om overtrædelser af afgørelser om
bortvisning mv., og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Der
henvises til lovforslagets § 11 samt bemærkningerne hertil.
4.7. Tilhold mv.
4.7.1.
Strafferetsplejeudvalgets overvejelser
4.7.1.1.
Strafferetsplejeudvalget har fundet, at en bortvisning ligeledes bør kunne
kombineres med et almindeligt tilhold. Det vil sige, at der skal kunne gives
den bortviste person en advarsel om ikke at trænge sig ind på, forfølge med
skriftlige henvendelser eller på anden lignende måde forfølge den eller de
personer, som bortvisningen skal beskytte.
Udvalget har samtidig fundet, at det under hensyn til de
restriktive betingelser for bortvisning ikke er nødvendigt at opstille
særlige
betingelser for et sådant tilhold. Hvorvidt en bortvisning skal kombineres
med
et tilhold må efter udvalgets opfattelse bero på en vurdering af, hvad der er
hensigtsmæssigt for at beskytte den forurettede.
Der henvises til betænkningens side 105.
4.7.1.2.
Strafferetsplejeudvalget har endvidere drøftet, om polititilhold, hvis
overtrædelse kan straffes efter straffelovens § 265, generelt bør kunne
udstedes uden den forurettedes anmodning. Udvalget anfører blandt andet, at
tilhold kan anvendes til at beskytte mod en hel række, ret forskelligartede
krænkelser af en andens fred. Med lovens ord drejer det sig om at trænge sig
ind på en anden, forfølge ham med skriftlige henvendelser eller på anden
lignende måde forulempe ham, jf. straffelovens § 265. Disse krænkelser
kan
have karakter af strafbare forhold, f.eks. trusler og ærekrænkelser, men
omfatter også forhold, der ikke i sig selv er strafbare, f.eks. hyppige
uønskede henvendelser, tilsendelse af blomster eller pladeønsker i radioen.
Trusler, herunder trusler efter straffelovens § 266, er omfattet, men
§ 265
tager ikke sigte på vold eller grove seksuelle krænkelser. Noget andet er, at
sådanne overtrædelser kan forekomme i sammenhæng med fredskrænkelser.
Udvalget
anfører, at man i praksis dog antagelig i nogen grad har sat sig ud over
beskrivelsen i § 265, jf. således Justitsministeriets cirkulæreskrivelse
af 12. februar 1990. Efter cirkulæret bør politiet ikke være for
tilbageholdende, når personen har begået voldtægt, grov vold eller overtrådt
§ 266.
Tilholdet virker gennem muligheden for at straffe
overtrædelser. I det omfang en overtrædelse i sig selv har karakter af et
strafbart forhold, har tilholdet derfor ikke selvstændig betydning. Det
særlige
ved tilholdet er, at handlinger, der ikke i sig selv er strafbare, bliver
strafbare, efter at advarslen i form af et tilhold er givet. Her kan
tilholdet
virke på to måder. For det første kan kontakt, der i sig selv er generende
for
den forurettede, forbydes. For det andet kan man ved at forbyde den blotte
kontakt mellem forurettede og den krænkende, f.eks. voldelige part,
forebygge,
at der opstår situationer, hvor nye overgreb i form af f.eks. vold finder
sted.
Efter udvalgets opfattelse er der ikke det store behov for
tilhold uden samtykke i den førstnævnte relation, hvor tilholdet skal
modvirke
f.eks. gentagne, men i sig selv fredelige henvendelser – indladende
eller
uvenlige – fra en tidligere samlever.
Derimod er spørgsmålet om tilhold uden anmodning aktuelt i
den sidstnævnte relation, hvor tilholdet i realiteten tilsigter at forebygge
et
alvorligt overgreb. I sådanne tilfælde minder tilhold mere om bortvisning,
end
tilhold i almindelighed gør.
Udvalget anfører, at det kan diskuteres, om den gældende
ordning med tilhold for en nutidig betragtning i det hele er hensigtsmæssigt
udformet, men at overvejelser herom ligger uden for den tidsmæssige ramme for
udvalgets arbejde.
Udvalget finder det dog ubetænkeligt, at der forud for en
eventuel mere gennemgribende revision af reglerne om tilhold gennemføres en
ændring med henblik på, at tilhold i visse tilfælde udstedes uden anmodning
fra
den forurettede.
En sådan regel bør være begrænset til tilfælde, hvor der er
risiko for mere alvorlige overgreb. Udvalget foreslår, at reglen udformes
således, at tilhold kan udstedes uden begæring fra den, som tilholdet skal
beskytte, når
almene hensyn kræver det
.
Det
Det forudsættes herved, at adgangen reserveres til tilfælde, hvor der er
væsentlig risiko for, at den svage part udsættes for alvorlige overgreb,
herunder vold eller voldtægt, eller risiko for overgreb mod børn.
4.7.1.3.
Strafferetsplejeudvalget har endvidere fundet, at der er gode grunde til at
overveje en generel udvidelse i forhold til et almindeligt tilhold, således
at
der lægges en ”sikkerhedszone” uden om den forurettede, og at det
vil rumme
betydelige fordele. Det vil blandt andet kunne begrænse utrygheden hos
forurettede, idet den pågældende vil kunne færdes frit i nærheden af sit
hjem,
arbejdsplads og andre steder, hvor forurettede almindeligvis færdes. Det vil
desuden kunne virke forebyggende mod nye overgreb.
På den anden side har udvalget fundet, at et geografisk
afgrænset forbud mod at opholde sig vil udgøre et større indgreb over for
den,
som tilholdet nedlægges over for end et almindeligt tilhold. Et geografisk
afgrænset forbud mod at opholde sig bør derfor alene udstedes ud fra nogle
strengere betingelser end for et almindeligt tilhold. Det kan for eksempel
være
sager om vold og voldtægt, hvor et geografisk afgrænset forbud kan blive
aktuelt. Udvalget finder imidlertid, at en nærmere vurdering af, hvilke
regler
– herunder navnlig vedrørende betingelserne for indgrebet – der bør
opstilles
for geografisk afgrænsede forbud mod ophold, rejser en række spørgsmål, der
naturligt kan behandles i forbindelse med en eventuel senere almindelig
revision af de generelle tilholdsregler.
Udvalget har dog fundet, at et geografisk afgrænset forbud
mod at opholde sig bør kunne anvendes i de tilfælde, hvor betingelserne for
bortvisning er opfyldt. Udvalget foreslår på den baggrund, at der i tilfælde,
hvor der træffes bestemmelse om bortvisning, samtidig bør kunne udstedes et
geografisk bestemt tilhold
Med hensyn til udstrækningen af et sådant forbud har
udvalget fundet, at det ikke bør kunne udstrækkes til en hel by eller
bydel/kvarter. Det er således væsentligt, at området, hvor det geografisk
afgrænsede forbud skal gælde, bliver beskrevet så præcist som muligt.
Endelig har udvalget henvist til, at
proportionalitetsgrundsætningen skal være opfyldt ved vurderingen af et
geografisk afgrænsede forbud mod at opholde sig.
Der henvises til betænkningens side 137-141.
4.7.2. Justitsministeriets
overvejelser
Justitsministeriet kan tilslutte sig
Strafferetsplejeudvalgets overvejelser om tilhold og geografisk afgrænsede
forbud mod at opholde sig, og lovforslaget er med enkelte ændringer af
sproglig
karakter udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast. Der henvises
til
lovforslagets § 3 samt bemærkningerne hertil.
Justitsministeriet foreslår samtidig en generel ændring af
den administrative klageadgang ved klager over tilhold mv., der er udstedt af
politiet og omfattet af straffelovens § 265. Det forslås, at klage skal
indgives til den regionale statsadvokat, og at statsadvokatens afgørelse ikke
kan påklages administrativt.
Justitsministeriet vil senere tage spørgsmålet om en
generel lovregulering af adgangen til at meddele polititilhold mv. op til
nærmere overvejelse.
5. Forholdet til
grundrettighederne
5.1. Grundloven
Om forholdet mellem grundlovens § 73 om ekspropriation
og den foreslåede ordning bemærkes følgende:
Der vil efter den foreslåede ordning kunne træffes
beslutning om, at en person, der f.eks. er ejer eller lejer af en bolig,
bortvises og dermed forbydes at bruge den pågældende bolig. Der skabes efter
Justitsministeriets opfattelse hermed hjemmel til at foretage indgreb i en
rettighed, der er beskyttet af grundlovens § 73.
Justitsministeriet har herefter vurderet, om en beslutning
om bortvisning vil have karakter af ekspropriation.
Ved denne vurdering har Justitsministeriet på den ene side
lagt vægt på, at en bortvisning udgør et væsentligt indgreb overfor den
person,
der må forlade boligen.
Justitsministeriet har på den anden side blandt andet lagt
vægt på, at bortvisning af en person har til formål at afværge faren for, at
den pågældende person ved sin forbliven i hjemmet vil begå en alvorlig
lovovertrædelse. Der kan i den forbindelse henvises til, at det efter den
foreslåede ordning er en betingelse for, at der kan træffes beslutning om
bortvisning af en person,
at
der er begrundet mistanke om, at den
pågældende mod et medlem af sin husstand har begået en overtrædelse af
straffelovens §§ 210, 213 eller 266 eller en overtrædelse, der er
omfattet
af straffelovens kapitel 24-26, og som efter loven kan medføre fængsel i 1 år
og 6 måneder, eller at den pågældende har optrådt på en måde, der i øvrigt
indebærer en trussel om vold mod et medlem af husstanden,
at
der er
grund til at antage, at den pågældende person ved sin forbliven i hjemmet vil
begå en af de nævnte lovovertrædelser, og
at
bortvisning ikke vil stå i
misforhold til den herved forvoldte forstyrrelse af den pågældendes forhold,
hensynet til husstanden og karakteren af den adfærd, der er udvist fra den
pågældendes side, jf. lovforslagets § 2.
Justitsministeriet har herudover blandt andet lagt vægt, at
der efter den foreslåede ordning skal fastsættes en frist for bortvisningen,
der ikke kan overstige 4 uger, og at fristen højst kan forlænges med 4 uger
ad
gangen, jf. lovforslagets § 5, stk. 2. Endvidere vil en beslutning
om
bortvisning skulle ophæves, når betingelserne i lovforslagets § 2 ikke
længere
er opfyldt.
På den anførte baggrund er det Justitsministeriets
opfattelse, at en beslutning efter den foreslåede ordning om at bortvise en
person ikke vil udgøre et ekspropriativt indgreb i en rettighed, der er
beskytte af grundlovens § 73.
5.2. Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention
5.2.1.
Efter
artikel 8, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har
enhver ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin
korrespondance. Det fremgår af bestemmelsens stk. 2, at ingen offentlig
myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i
overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af
hensyn
til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske
velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden
eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder eller friheder.
Foranstaltninger, der indebærer en begrænsning i en persons
bevægelsesfrihed, kan efter omstændighederne udgøre et indgreb i de i artikel
8
beskyttede rettigheder. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvis et
polititilhold meddelt i medfør af straffelovens § 265 indebærer en
begrænsning i den pågældendes adgang til at have samkvem med sine børn. Der
kan
således her være tale om et indgreb i retten til at opretholde et familieliv.
Ligeledes vil f.eks. en beslutning med hjemmel i ”rockerlovens”
§ 1 om
forbud mod, at en person tager ophold i sit eget hjem, kunne udgøre et
indgreb
i den af artikel 8, stk. 1, beskyttede ret til respekt for sit hjem.
Hvis en sådan foranstaltning udgør et indgreb i relation
til artikel 8, stk. 1, er det afgørende for indgrebets lovlighed, om de
i
artikel 8, stk. 2, nævnte betingelser er opfyldt. Det er således en
betingelse, at indgrebet har hjemmel i loven og er ”nødvendigt i et
demokratisk
samfund” for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte
sundheden
eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder eller friheder
mv.
I sager om tvangsfjernelse af børn, der udgør et indgreb i
retten til et familieliv, prøver Menneskerettighedsdomstolen i hovedsagen, om
grundene til indgrebet har været ”relevant and sufficient”, og om
sagsbehandlingen har været tilstrækkelig grundig og indeholdt fornødne
retsgarantier. Endvidere prøves, om indgrebet opfylder kravet om
proportionalitet.
Beskyttelsen af hjemmet omfatter ifølge
Menneskerettighedsdomstolens praksis kun lokaliteter, der udgør den
pågældendes
aktuelle bolig, herunder lejebolig. Indgreb, der retter sig mod en persons
hjem, antages ofte tillige at være omfattet af det bredere begreb
”privatliv”.
Artikel 8 suppleres blandt andet af artikel 1 i 1.
tillægsprotokol til konventionen. Efter denne bestemmelse har enhver fysisk
eller juridisk person ret til respekt for sin ejendom. Ingen må berøves sin
ejendom undtagen i samfundets interesse og i overensstemmelse med de
betingelser, der er fastsat ved lov og følger af folkerettens almindelige
principper.
I begrebet berøvelse ligger, at der skal være sket en varig
overførsel af ejerskabet eller en tilintetgørelse af det pågældende aktiv.
Midlertidige indgreb falder udenfor, og en foreløbig beslaglæggelse, som
hindrer adgangen til ejendele, men som ikke fratager ejerskabet, er derfor
ikke
en berøvelse. Det antages dog, at visse indgreb, hvor virkningen er en
voldsom
reduktion eller fjernelse af klagers dispositionsmuligheder, kan være en
”de
facto-ekspropriation”. Grænsen mellem kontrol og berøvelse er ikke
skarp, men
så længe ejendommen eksisterer, og et formelt ejerskab har mening, antages
berøvelse
ikke at foreligge.
I Højesterets dom, jf. Ugeskrift for Retsvæsen 2001, side
1057, fandt Højesteret, at et forbud meddelt i medfør af
”rockerloven” ikke
kunne anses for et indgreb, der berettigede til erstatning efter
bestemmelserne
i artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention eller i artikel 1 i
1. tillægsprotokol til konventionen.
5.2.2.
Efter
artikel 2, stk. 1, i den 4. tillægsprotokol til konventionen skal
enhver,
der lovligt befinder sig på en stats område, inden for dette have krav på at
færdes frit og til frit at vælge sit opholdssted.
Retten til at færdes frit og frit at vælge sit opholdssted
er imidlertid ikke absolut. Bestemmelsen fastsætter således i stk. 3, at
udøvelsen af disse rettigheder ikke skal være underkastet andre begrænsninger
end sådanne, som er i overensstemmelse med loven, og som er nødvendige i et
demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed eller den
offentlige
tryghed, for at opretholde den offentlige orden, for at forebygge
forbrydelse,
for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres
rettigheder eller friheder. Endvidere kan de i stk. 1, nævnte
rettigheder
inden for særlige områder underkastes restriktioner, som er indført ved lov,
og
som i et demokratisk samfund tjener almenvellet, jf. artikel 2, stk. 4,
i
den 4. tillægsprotokol til konventionen.
Praksis vedrørende bestemmelsen er meget sparsom. Om
fortolkningen af de enkelte hensyn, der kan legitimere indgreb af den nævnte
karakter, henvises der derfor i kommentaren til Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention, 1. udg., 1994, (s. 480), blandt andet til
beskrivelsen af bestemmelsen i artikel 8, stk. 2, om indgreb i retten
til
at opretholde et familieliv mv., jf. ovenfor.
5.2.3.
Justitsministeriet finder, at eftersom Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 8 beskytter enhvers ret til respekt for
sit familieliv og sit hjem, vil en bortvisning kunne indebære et indgreb i
disse beskyttede rettigheder.
Indgreb kan efter konventionen ske, hvis indgrebet har
lovhjemmel, varetager et anerkendelsesværdigt formål, herunder at forebygge
uro
eller forbrydelser eller at beskytte andres rettigheder eller friheder, og er
proportionalt (nødvendigt i et demokratisk samfund).
Ved vurderingen af, om menneskerettighedskonventionens
artikel 8 hindrer regler om bortvisning, vil de fareafværgelses- og
beskyttelsesformål, som er baggrunden for at foreslå en
bortvisningsbestemmelse, spille en stor rolle. Når bortvisning først og
fremmest
skal beskytte en konkret truet person mod at blive offer for et overgreb,
dvs.
”forebygge uro eller forbrydelser” og ”beskytte andres
rettigheder”, er der
efter Justitsministeriets opfattelse tale om anerkendelsesværdige formål, som
efter konventionens artikel 8, stk. 2, kan berettige til begrænsninger i
de nævnte rettigheder. Ligeledes er det afgørende, at anvendelsen af
bortvisning underlægges proportionalitetsprincippet.
Idet de foreslåede lovregler om bortvisning er udarbejdet i
overensstemmelse med disse retningslinier, vil den foreslåede
bortvisningsordning
efter Justitsministeriets vurdering være forenelig med
menneskerettighedskonventionens artikel 8 og artikel 2 i konventionens 4.
tillægsprotokol.
Artikel 1 i konventionens 1. tillægsprotokol om enhvers ret
til respekt for sin ejendom forudsætter som omtalt oven for, at der er tale
om,
at en person berøves sin ejendom, dvs. at der sker en varig overførsel af
ejerskabet til ejendommen. Allerede det forhold, at bortvisning udformes som
et
midlertidigt og i øvrigt begrænset indgreb i ejerskabet mv., indebærer, at
tillægsprotokollens artikel 1 efter Justitsministeriets opfattelse ikke er
til
hinder for bortvisning.
6. Forholdet til andre
myndigheder
6.1.
Strafferetsplejeudvalgets overvejelser
Strafferetsplejeudvalget har overvejet, hvilken rolle de
sociale myndigheder bør spille i forbindelse med gennemførelse af en
bortvisningsordning.
Udvalget har anført, at de overgreb eller trusler om
overgreb, som efter den foreslåede ordning kan føre til bortvisning, i
almindelighed vil være udtryk for alvorlige sociale problemer,
samlivsproblemer
eller problemer med alkohol- eller stofmisbrug. Samtidig med bortvisning vil
der derfor hyppigt være behov for at sætte ind med særlig social støtte over
for den ene eller begge parter.
Udvalget har i § 6, stk. 2, i sit lovudkast
foreslået en ordning, hvorefter politimesteren (politidirektøren) skal
underrette det sociale udvalg om en bortvisningssag senest samtidig med
afgørelsen om bortvisning. Denne obligatoriske underretningsordning skal
sikre,
at de sociale myndigheder er opmærksom på den socialt belastede situation,
som
en bortvisning typisk afspejler, og at der hos de sociale myndigheder
hurtigere
kan danne sig et overblik over problemernes karakter og omfang.
Udvalget finder, at de sociale myndigheder samtidig med
underretningen fra politiet bør modtage kopi af relevante sagsakter, hvilket
også bør gælde elektronisk lagrede data. Oplysningerne bør meddeles uden krav
om samtykke fra de involverede personer.
Udvalget har endvidere peget på forskellige sociale
foranstaltninger, som det vil kunne være hensigtsmæssigt at foretage i
forbindelse med en bortvisning, men bemærker, at en nærmere regulering af
disse
forhold ligger uden for udvalgets opgave. Udvalget anfører dog, at de sociale
myndigheder bør spille en aktiv rolle i løsning af de underliggende
problemer,
idet formålet med bortvisningsordningen ellers vil kunne modvirkes.
Der henvises til betænkningens side 126-128.
6.2. Justitsministeriets
overvejelser
Regeringen kan tilslutte sig Strafferetsplejeudvalgets
overvejelser om forholdet til andre myndigheder, herunder om vigtigheden af,
at
der iværksættes de nødvendige tiltag på det sociale område.
Regeringen er enig i, at der som led i en samlet indsats
bør ske en opfølgning af bortvisning med sociale foranstaltninger i
overensstemmelse med de forskellige muligheder for hjælp og støtte, som
findes
efter den gældende lovgivning.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at der som foreslået
af Strafferetsplejeudvalget skal være en underretningspligt for
politimesteren
samt en pligt til at videregive oplysninger og dokumenter til de sociale
myndigheder.
Justitsministeriet har præciseret i bestemmelsen, at
politimesteren skal sende de oplysninger og dokumenter, der er nødvendige for
de sociale myndigheders behandling af sagen, til det sociale udvalg. Det
forudsættes, at politimesteren som udgangspunkt bør søge at få tilvejebragt
et
samtykke fra de involverede personer forud for videregivelse af oplysninger.
For så vidt angår behandlingstilbud til de personer, der
bortvises, bemærkes, at det er relevant at sikre behandlingstilbud af en vis
varighed til voldelige personer, idet den voldelige adfærd ellers kan frygtes
at ville fortsætte, uanset om den pågældende bortvises fra hjemmet i en
kortere
eller længere periode. Der skal desuden være stærke ydre motiverende faktorer
for den voldelige person til at modtage behandlingstilbuddet, idet der ellers
er risiko for, at personen vil stoppe med behandlingen.
Regeringen har iværksat projektet ”Dialog mod Vold” om
behandlingstilbud til voldelige mænd og deres familier, som er en del af
regeringens handlingsplan til bekæmpelse af vold mod kvinder. Formålet med
projektet er at udvikle en helhedsorienteret indsats mod vold i familien. Det
vil sige den fysiske, psykiske, seksuelle eller latente vold mellem nuværende
eller tidligere partnere samt eftervirkningerne af vold mod eventuelle børn.
Behandlingen, der er omfattet af projektet, består af tre
faser med individuelle samtaler. De tre faser er udredning, herunder en
psykologisk test, gruppetilbud og udslusning. Behandlingen varer i et år og
foregår efter arbejdstid.
Projektet gennemføres i dag som et forsøgsprojekt i
Københavnsområdet og er i 2004 finansieret af satspuljemidlerne. Det er
hensigten at gøre dette projekt landsdækkende med satellitter i Odense og
Århus. Spørgsmålet forventes rejst i forbindelse med forhandlingerne om
satspuljen for 2005.
7. Forholdet til anden
lovgivning
7.1.
Strafferetsplejeudvalgets overvejelser
Udvalget har i betænkningens kapitel 4.15 overvejet
samspillet mellem en bortvisningsordning og bestemmelser i anden lovgivning,
der omhandler spørgsmålet om adgang til boligen.
Bortvisning indebærer, at en person midlertidigt forbydes
at have ophold i sit hjem uanset de retlige forhold vedrørende boligen og
husstanden, og indgrebet kan derfor bl.a. i nogle tilfælde i en vis forstand
siges at foregribe afgørelsen af, hvem af de samlevende der eventuelt skal
have
boligen i de tilfælde, hvor det ender med, at samlivet ophører.
Efter de gældende regler skal retten til at fortsætte
lejemålet med hensyn til en fælles lejebolig afgøres efter lejelovgivningens
regler, jf. herved lejelovens §§ 77 og 78 om ægtefæller og § 77 a
om
andre samlivsforhold. Efter gældende ret antages der ikke under en
ægteskabssag
at være hjemmel til at træffe en midlertidig afgørelse om retten til en
lejebolig.
For så vidt angår ejerboliger må spørgsmålet om, hvem af
ægtefællerne eller registrerede partnere boligen tilkommer, afgøres i
forbindelse med skiftet som led i delingen af formuefællesskabet, jf.
fællesboskiftelovens
§§ 70 a og 70 b.
Udvalget har anført, at de foreslåede regler om
bortvisning, der har karakter af en midlertidig foranstaltning, ikke i sig
selv
indebærer en ændring med hensyn til den forurettedes parts adgang til at
fortsætte et lejemål og til at blive boende i en ejerbolig. Bortvisning
indebærer således ikke i sig selv noget indgreb i lejerens eller ejerens
rettigheder, herunder til at opsige et lejemål eller afhænde en fast ejendom.
De gældende regler rummer en række begrænsninger, herunder lejelovens
§ 81, stk. 2, om ægtefællesamtykke til opsigelse, og
retsvirkningslovens §§ 18-19 om ægtefællesamtykke til visse
dispositioner
over fast ejendom og indbo, der er fælleseje. Disse regler er dog ikke
udformet
i lyset af en bortvisningsordning, og de rummer ikke løsning af alle
problemer
af civilretlig karakter, der kan opstå for en forurettet i en
bortvisningssag.
Såfremt den forurettede ikke selv har rådighed over boligen
i kraft af lejerettigheder eller ejendomsret, kan der således – afhængig
blandt
andet af det retlige forhold mellem parterne – opstå problemer med
hensyn til
muligheden for at blive boende.
I sager, hvor den forurettede ønsker samlivet varigt
ophævet, ville det efter udvalgets opfattelse navnlig være hensigtsmæssigt,
om
der hurtigt kunne træffes en afgørelse om, hvem der skal have boligen udlagt.
Hvis realiteten er, at samlivet endeligt skal ophøre, skal der således under
alle omstændigheder tages stilling til spørgsmålet. Ved en hurtig –
eventuelt
midlertidig – afgørelse kunne det opnås, at den forurettede og den
bortvistes
civilretlige forhold til boligen afklares, således at bortvisningen eventuelt
kan ophæves og eventuelt erstattes af et almindeligt tilhold.
Udvalget har på den anførte baggrund anbefalet, at det
nærmere overvejes gennem ændring af lovgivningen, herunder lejeloven, at
skabe
mulighed for en smidig løsning af eventuelle civilretlige problemer i
tilknytning til bortvisning, navnlig i form af midlertidig afgørelse med
hensyn
til brugen af boligen.
Såfremt bortvisningsordningen indføres under de gældende
civilretlige regler, må det efter udvalgets opfattelse forudses, at der i en
række tilfælde kan opstå praktiske problemer for den forurettede, navnlig i
tilfælde af mere kortvarigt papirløst samliv. Dette ændrer på den anden side
ikke ved, at det i talrige andre tilfælde må antages, at den forurettede kan
blive boende i hjemmet i den tid, som en bortvisning i almindelighed tænkes
at
vare.
Der henvises til betænkningens side 129-131.
7.2. Justitsministeriets
overvejelser
Justitsministeriet er enig i, at der er en række spørgsmål
om forholdet til anden lovgivning, som der kan være behov for at overveje
nærmere.
Socialministeriet vil overveje behovet for eventuelle
ændringer af lejelovgivningen.
Justitsministeriet vil anmode Arvelovsudvalget om under
udvalgets kommende overvejelser om ændringer i lov om skifte af fællesbo at
overveje de ægteskabs- og skifteretlige spørgsmål og spørgsmål af tilsvarende
art for papirløse samlevende, som bortvisningsordningen kan give anledning
til.
Udvalget skal herunder overveje behovet og muligheden for at skabe adgang til
en hurtig, eventuel midlertidig, afgørelse om brugen af det fælles hjem.
Justitsministeriet finder, at den foreslåede
bortvisningsordning i øvrigt bør virke i et stykke tid, således at der kan
indhøstes nogle praktiske erfaringer, som kan vise, om der eventuelt er behov
for yderligere lovgivningsmæssige tiltag. Justitsministeriet vil sammen med
Socialministeriet følge ordningen med henblik på at vurdere de indhøstede
erfaringer.
8. Lovforslagets økonomiske
og administrative konsekvenser
Forslaget vil medføre en
forøgelse af politiets administrative opgaver, som imidlertid vil kunne løses
inden for politiets nuværende bevillingsmæssige rammer.
Forslaget har ikke økonomiske
eller administrative konsekvenser for kommuner, amtskommuner og
erhvervslivet.
Forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige
aspekter.
Positive konsekvenser/
mindre udgifter
Negative konsekvenser/
Merudgifter
Økonomiske og administrative konsekvenser for staten
Ingen
Ingen af betydning
Økonomiske og administrative konsekvenser for kommuner
og amtskommuner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Ingen
Ingen
9. Hørte myndigheder mv.
Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1439/2004 om
bortvisning af voldelige og truende personer fra hjemmet m.v. har været sendt
i
høring hos følgende myndigheder og organisationer:
Præsidenten
for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for
Københavns
Byret, Præsidenten for retten i Århus, Præsidenten for retten i Odense,
Præsidenten for retten i Ålborg, Præsidenten for retten i Roskilde, Den
Danske
Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen,
Rigsadvokaten,
Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i
Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark,
Advokatrådet,
Landsforeningen af Beskikkede Advokater, Socialministeriet, Kommunernes
Landsforening, Amtsrådsforeningen, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune,
Foreningen af Socialchefer i Danmark, Dansk Socialrådgiverforening,
Socialpædagogernes Landsforbund, HK/Kommunal, Videns- og Formidlingscenter
for
Socialt Udsatte, Ligestillingsafdelingen, Retspolitisk forening, Institut for
Menneskerettigheder, Landsorganisation af Kvindekrisecentre (LOKK) og
Joan-Søstrene.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Bortvisning defineres som
et strafsanktioneret forbud mod, at en person over 18 år i en
nærmere fastlagt og i almindelighed kortere periode opholder sig i det fælles
hjem, dvs. boligen for personens husstand uanset personens retlige forhold
til
husstanden og boligen.
Bestemmelsen
i § 1 fastslår i overensstemmelse hermed, at bortvisning indebærer et
forbud mod at opholde sig i sit eget hjem.
Ved
hjem
forstås
den pågældende persons bopæl (der samtidig danner den fysiske ramme for en
familie eller et lignende personligt fællesskab, dvs. for en
husstand,
jf. bemærkningerne til
§ 2). Boligen omfatter foruden eksempelvis en lejlighed eller et
parcelhus
også andre tilhørende rum og grundarealer, og med til hjemmet hører efter
omstændighederne også erhvervslokaler og –arealer, der hører til
boligen.
Ved ophold forstås enhver fysisk tilstedeværelse på den
pågældende lokalitet. En bortvisning vil herefter indebære, at den blotte
tilstedeværelse i boligen vil udgøre en overtrædelse, selv om der måtte være
tale om helt kortvarige ophold. En bortvisning rummer således både et
opholdsforbud og et adgangsforbud.
Det er forudsat, at den bortviste bør have adgang til at
afhente nødvendige personlige effekter i hjemmet, som i første omgang ikke er
blevet medtaget, for eksempel vigtig medicin eller genstande til brug for den
bortvistes erhvervsudøvelse. En afhentning af nødvendige effekter skal ske
ved,
at politiet ledsager den pågældende til boligen og overværer afhentningen.
Politiet bør i den forbindelse forud for afhentningen underrette den
forurettede.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.2 og 4.4 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 2
Bestemmelsen fastlægger de betingelser, der skal være
opfyldt, for at bortvisning kan ske.
Efter
§ 2, nr. 1
,
er det en betingelse, at der er begrundet mistanke om, at den pågældende mod
et
medlem af sin husstand har begået en af de opregnede overtrædelser af
straffeloven, som efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder (1.
led),
eller at den pågældende har optrådt på en måde, der i øvrigt indebærer en
trussel om vold mod et medlem af husstanden (2. led).
Bestemmelsens
1. led
angiver kravene til karakteren af den kriminalitet, som kan føre til
bortvisning (kriminalitetskravet). Det er i modsætning til bestemmelsens 2.
led
en betingelse, at der er tale om allerede begået (aktuel) kriminalitet.
Det strafbare forhold skal være omfattet af en eller flere
af de straffelovsbestemmelser, som udtømmende er opregnet i § 2, nr. 1,
l.
led. Det drejer sig om straffelovens §§ 210, 213, 266 og bestemmelser i
kapitel 24–26, der kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder. Kerneområdet
for
anvendelse af bortvisning vil således være voldelig eller truende adfærd.
Bortvisning er imidlertid også anvendelig ved eksempelvis seksuelle
krænkelser
og visse forbrydelser i familieforhold, herunder f.eks. incest.
Det er endvidere en betingelse, at det strafbare forhold er
begået mod et medlem af
husstanden
.
Hus
Husstanden vil som udgangspunkt skulle afgrænses i overensstemmelse med det
lejeretlige husstandsbegreb, jf. lejelovens §§ 26, stk. 2,
§ 75,
stk. 2, og 77 a. Grænsetilfælde, hvor der kan være tvivl om rækkevidden
af
det lejeretlige husstandsbegreb, kan endvidere være omfattet af
bortvisningsreglen,
hvis boligfællesskabet efter en samlet vurdering kan sidestilles med et
familiefællesskab. Bortvisning vil herefter kunne ske ikke blot af en mand,
der
krænker sin hustru eller samlever, men eksempelvis også af en kvinde eller
voksne børn samt andre medlemmer af en husstand.
Bestemmelsens 1. led stiller krav til styrken af mistanken
om et begået strafbart forhold (mistankekrav). Efter bestemmelsen skal der
foreligge begrundet mistanke. Mistankekravet er identisk med det krav, der
efter retsplejelovens § 762, stk. 1, stilles for at kunne
varetægtsfængsle en person. Praksis vedrørende varetægtsfængsling vil således
i
denne henseende kunne være vejledende ved anvendelsen af den foreslåede
bortvisningsregel. Kravet om begrundet mistanke betyder normalt, at der må
foreligge
objektive data, som med betydelig styrke peger mod den pågældende som
skyldig.
Om dette er tilfældet i den konkrete sag beror på et konkret skøn, der kan
variere.
Bestemmelsens
2. led
fastsætter, at der endvidere kan ske bortvisning, hvis den pågældende har
optrådt på en måde, der i øvrigt indebærer en trussel om vold mod et medlem
af
husstanden.
Bestemmelsen supplerer kravet om aktuel kriminalitet, jf.
ovenfor, og skaber mulighed for, at bortvisning på kerneområdet – de
voldelige
overgreb – kan ske i tilfælde, hvor der ikke er begrundet mistanke om,
at der
aktuelt er begået en lovovertrædelse. Bestemmelsen indebærer, at bortvisning
også vil kunne ske ved trusler om simpel vold efter straffelovens § 244,
uanset at sådanne trusler efter straffelovens bestemmelse om trusler
(§ 266) ikke i sig selv er strafbare. Det nærmere anvendelsesområde for
reglen i 2. led må i øvrigt bestemmes efter de kriterier, der er knyttet til
straffelovens § 266.
Kravet om, at et indgreb forudsætter begrundet mistanke,
gælder tilsvarende for bestemmelsens 2. led.
Ifølge
§ 2, nr.
2
, kræver bortvisning efter både 1. og 2. led i nr. 1, at der er bestemte
grunde til at antage, at den pågældende ved forbliven i hjemmet vil begå en
lovovertrædelse, der er nævnt i nr. 1. Bestemmelsen fastsætter de
omstændigheder, der kan begrunde et indgreb i form af bortvisning
(indikationskravet).
Bestemmelsen svarer til retsplejelovens § 762,
stk. 1, nr. 2, om varetægtsfængsling både med hensyn til indikationens
indhold (gentagelsesfaren) og dens grundlag (bestemte grunde). Praksis
vedrørende § 762, stk. 1, nr. 2, vil derfor kunne være vejledende
ved
fortolkningen af den foreslåede bortvisningsbestemmelse.
Bortvisning vil imidlertid efter sit formål være et
indgreb, som skal medvirke til at bekæmpe vold i hjemmet, og det forudsættes,
at reglen i forbindelse med bortvisning anvendes under hensyntagen til de
særlige forhold, der knytter sig til overgreb i familieforhold. Dette
indebærer
blandt andet, at betingelsen om gentagelsesfare her i højere grad end ved
varetægtsfængsling i almindelighed vil kunne være opfyldt, selv om der kun er
oplysning om et enkelt forhold, herunder et endnu ikke pådømt forhold.
Den foreslåede
§ 2,
nr. 3
, fastslår, at den almindelige proportionalitetsgrundsætning, som
gælder for straffeprocessuelle tvangsindgreb, skal finde tilsvarende
anvendelse
ved bortvisning efter begge led i § 2, nr. 1. Den foreslåede bestemmelse
er dog udformet særligt med henblik på bortvisning. Bortvisning bør således
ikke anvendes, hvis indgrebet vil stå i misforhold til den herved forvoldte
forstyrrelse af den pågældendes forhold, hensynet til den pågældendes
husstand
og karakteren af den adfærd, der er udvist fra den pågældendes side.
Proportionalitetskravet i forbindelse med beslutning om bortvisning indebærer
således en helhedsvurdering af, om bortvisning i det konkrete tilfælde er et
rimeligt indgreb.
I denne helhedsvurdering skal på den ene side indgå
hensynet til den pågældendes husstand og karakteren af den krænkende parts
adfærd, herunder vægten af den risiko og den ulempe, som husstanden udsættes
for ved den krænkende parts forbliven i hjemmet. I den forbindelse må der
også
lægges vægt på, om samlivet har været så kort, at det kan fremstå som mere
rimeligt end ellers, at det er den krænkede part, der må forlade hjemmet.
På den anden side skal indgå hensynet til den krænkende
part selv, herunder den konkrete ulempe og forstyrrelse, som indgrebet vil
påføre den pågældende, ikke mindst i tilfælde hvor den pågældende driver sit
erhverv i eller i nær tilknytning til hjemmet.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.3 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 3
Stk. 1
indebærer, at en afgørelse om bortvisning kan kombineres med et almindeligt
tilhold, dvs. en advarsel mod at trænge sig ind på, forfølge med skriftlige
henvendelser eller på anden lignende måde forfølge den eller de personer, som
bortvisningen skal beskytte. Bestemmelsen er formuleret i overensstemmelse
med
straffelovens § 265.
Den foreslåede bestemmelse kan kun anvendes sammen med
bortvisning. Hvorvidt bortvisning bør ledsages af et almindeligt tilhold må
bero på en vurdering af behovet for beskyttelse af forurettede.
Stk. 2
fastsætter, at en afgørelse om bortvisning ud over et almindeligt tilhold
efter
stk. 1 under visse betingelser kan kombineres med et geografisk
afgrænset
forbud mod at opholde sig bestemte steder.
Et sådant geografisk afgrænset forbud indebærer, at
personen, der bortvises, forbydes at opholde sig i et nærmere afgrænset
område
i nærheden af boligen eller forurettedes arbejds- eller uddannelsessted.
Formålet med bestemmelsen er at etablere en ”sikkerhedszone” for
forurettede,
hvorved man vil kunne begrænse utrygheden hos personer, som har været og
stadig
er udsat for en betydelig belastning som følge af overgreb og trusler herom.
Det geografiske område, som forbuddet dækker, skal
beskrives så præcist som muligt i afgørelsen, herunder ved anvendelse af kort
over området. Et geografisk afgrænset forbud indebærer et væsentligt indgreb
i
den bortvistes bevægelsesfrihed, hvorfor udtrykket
i nærheden
skal fortolkes snævert. Det bør således være et mindre
område, hvor den forurettede almindeligvis og ikke kun sporadisk færdes.
Området bør ikke udstrækkes til en hel by eller bydel/kvarter. Den nærmere
fastlæggelse af området skal vurderes konkret i hvert enkelt tilfælde og
under
hensyntagen til proportionalitetsprincippet, jf. den foreslåede § 2,
stk. 2, nr. 2.
Med udtrykket
opholde
sig
sigtes på samme måde som ved bortvisningsbegrebet til enhver fysisk
tilstedeværelse inden for det afgrænsede område, jf. de specielle
bemærkningerne til lovforslagets § 1.
Den første betingelse for at meddele et geografisk
afgrænset forbud er, at et forbud efter stk. 1 ikke er tilstrækkeligt af
hensyn til bortvisningens formål, jf.
stk. 2,
nr. 1
. Geografisk afgrænsede forbud bør kun anvendes i de situationer, hvor
det er særligt påkrævet, og hvor en bortvisning, eventuelt suppleret med et
almindeligt tilhold, jf. § 3, stk. 1, ikke anses for tilstrækkeligt
af hensyn til beskyttelse af forurettede.
Den anden betingelse er, at forbuddet ikke vil stå i
misforhold til den herved forvoldte forstyrrelse af den bortvistes forhold,
hensynet til husstanden og karakteren af den adfærd, der er udvist fra den
pågældendes side, jf.
stk. 2, nr. 2
.
Der
Der skal efter denne bestemmelse foretages en særskilt
proportionalitetsvurdering i forhold til det geografisk afgrænsede forbud med
henblik på at fastslå, om indgrebet er rimeligt. Det må herved navnlig
tillægges vægt, om det geografiske område omfatter den bortvistes arbejds-
eller uddannelsessted, eventuelt bopæl for andre nærstående, som
bortvisningen
ikke angår, eller den pågældendes midlertidige opholdssted som følge af
bortvisningen mv.
Overtrædelse af et tilhold efter stk. 1 og et forbud efter
stk. 2 straffes ligesom overtrædelse af selve bortvisningen efter den
foreslåede § 11.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.7 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 4
I de helt typiske tilfælde, hvor bortvisningssagen rejses
på baggrund af begrundet mistanke om, at den krænkende person har begået en
af
de i § 2 nævnte straffelovsovertrædelser, vil politiet i medfør af
reglen
i retsplejelovens § 755, stk. 1, som regel have et fornødent
grundlag
for at anholde den pågældende.
I de særlige tilfælde, hvor grundlaget alene er, at den
pågældende har optrådt på en måde, der i øvrigt indebærer en trussel om vold
mod et medlem af personens husstand, jf. den foreslåede § 2, nr. 1, 2.
led, foreligger der ikke noget anholdelsesgrundlag, idet den pågældende ikke
vil være mistænkt for et forhold, der i sig selv er strafbart.
Den foreslåede
§ 4,
stk. 1
, giver mulighed for, at politiet også i denne situation vil
kunne tilbageholde den pågældende med henblik på afhøring mv. og med henblik
på
at hindre overgreb, når der er rimelig grund til at antage, at personen har
optrådt på en måde, der indebærer en trussel om vold mod et medlem af
husstanden.
Det må forventes, at bortvisning typisk kommer på tale, når
der foreligger allerede begåede overgreb eller trusler efter straffelovens
§ 266. Den foreslåede særregel forventes således alene at finde
anvendelse
i meget få tilfælde.
I
stk. 2, 1.
pkt.
,
fastlægges, at
tilbageholdelse efter stk. 1 er underlagt de almindelige regler om
anholdelse i retsplejelovens §§ 755–760, stk. 1.
Henvisningen til retsplejelovens § 760, stk. 1,
indebærer, at den pågældende skal løslades, så snart begrundelsen for
tilbageholdelsen ikke længere er til stede.
Stk. 2,
2. pkt.
, fastsætter udtrykkeligt, at den pågældende skal løslades inden 24
timer. Bestemmelsen medfører samtidig, at politiet bør sikre arbejdsgange,
som
gør det muligt at behandle bortvisningssager med den fornødne hurtighed.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.4 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 5
Stk. 1, 1. led
,
fastlægger, at bortvisning som udgangspunkt sker på baggrund af en anmodning
fra den forurettede part.
Bortvisning er efter sit formål en foranstaltning, som skal
beskytte forurettede mod yderligere overgreb og hjælpe parterne på vej mod en
varig løsning af de underliggende samlivsproblemer, hvilket typisk kræver en
aktiv medvirken fra forurettedes side. Forurettede må derfor antages som
udgangspunkt at være den nærmeste til at vurdere situationen og træffe
beslutning om, hvad der skal ske.
Stk. 1, 2. led
,
indebærer, at bortvisning kan ske, selv om forurettede ikke har anmodet
herom,
hvis almene hensyn kræver det.
I sager om bortvisning må det antages, at der ikke sjældent
vil kunne foreligge situationer, hvor en anmodning ikke fremsættes, eller
hvor
en anmodning tilbagekaldes, som følge af den forurettedes frygt for
repressalier, usikkerhed eller følelsesmæssig resignation, uden at den
forurettede har noget reelt ønske om at opretholde en konfliktfyldt
situation.
Hertil kommer, at det centrale formål med bortvisning er at
forhindre alvorlige forbrydelser i familieforhold. De lovovertrædelser,
reglerne om bortvisning skal modvirke, er alle undergivet offentlig påtale,
og
det påhviler således anklagemyndigheden at påtale sådanne forhold efter
almindelige principper om offentlig påtale, uanset om den forurettede måtte
ønske det.
Det følger af den foreslåede regel, at bortvisning kan
besluttes uden anmodning fra den forurettede, hvis
der er væsentlig risiko for, at medlemmer af husstanden udsættes
for alvorlige overgreb. Bortvisning vil herefter for det første kunne ske,
hvis
der er en begrundet formodning om, at den forurettedes passivitet eller
eventuelt udtrykte modvilje skyldes frygt eller lignende og derfor ikke er
reel. For det andet vil der kunne træffes beslutning om bortvisning, hvis
forurettede er et umyndigt barn eller i øvrigt en person, der er ude af stand
til at varetage sine interesser. Det bør dog heller ikke være udelukket at
bortvise i tilfælde, hvor forurettede er myndig, mentalt habil og giver
udtryk
for at foretrække et voldspræget samliv frem for en samlivsophævelse ved
bortvisning. Det må imidlertid i sådanne ekstraordinære tilfælde være en
forudsætning, at volden eller andre overgreb har antaget en sådan karakter,
at
politiet ikke med rimelighed kan undlade at gribe ind.
Stk. 2, 1. pkt.
,
fastsætter, at der for bortvisning skal fastsættes en frist, der ikke kan
overstige 4 uger.
Stk. 2, 2. pkt.
,
giver mulighed for, at en afgørelse om bortvisning kan forlænges med indtil 4
uger ad gangen. Der er ikke fastsat nogen absolut længstetid for
bortvisningen.
En afgørelse om forlængelse forudsætter, at de almindelige
betingelser for bortvisning fortsat er til stede, jf. lovforslagets § 2.
Proportionalitetsreglen i den foreslåede § 2, nr. 3, vil ved afgørelsen
om
forlængelse kunne indebære, at den tidsmæssige udstrækning af indgrebet i sig
selv kan trække i retning af at skærpe kravene til grundlaget for
bortvisningen.
En bortvisning bør ophæves, når betingelserne ikke længere
er opfyldt. Parternes genoptagelse af samlivet må som udgangspunkt føre til,
at
bortvisningen ophører. Såfremt en genoptagelse af samlivet ikke er udtryk for
frivillighed fra forurettedes side, bør en faktisk genoptagelse af samlivet
dog
ikke føre til bortvisningens ophør. I tilfælde, hvor bortvisning er sket i
forbindelse med overgreb mod børn, må en genoptagelse af samlivet, som
partneren er indforstået med, som det altovervejende udgangspunkt heller ikke
føre til, at bortvisningen ophører. Hvis bortvisning er sket uden anmodning,
er
det udgangspunktet, at den bortviste ikke er berettiget til at opholde sig i
boligen, og politiet kan umiddelbart fjerne den pågældende. Spørgsmålet om
betydningen af genoptagelse af samlivet må i det hele afgøres efter en
konkret
vurdering.
Stk. 2, 3. pkt.
,
indeholder et krav om, at fristens udløb udtrykkeligt anføres i afgørelsen.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.3 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 6
Stk. 1
fastslår, at afgørelser om bortvisning og forbud efter §§ 2 og 3 træffes
af politimesteren (politidirektøren). Afgørelser om bortvisning og forbud
efter
§§ 2 og 3 underlægges retsplejelovens regler om strafferetsplejen, jf.
lovforslagets § 9, og politimesterens (politidirektørens) afgørelse
træffes således i medfør af dennes egenskab af anklagemyndighed.
Stk. 2, 1. pkt.
,
fastslår, at det sociale udvalg skal underrettes om sagen senest samtidig med
afgørelsen om bortvisning.
Med bestemmelsen skabes der en retlig forpligtelse for
politimesteren til at underrette de sociale myndigheder om bortvisningen.
Underrettelsespligten påhviler politimesteren og skal ses i lyset af, at
afgørelser om bortvisning i almindelighed vil have udspring i alvorlige
sociale
problemer, samlivsproblemer, misbrugsproblemer mv. I forbindelse med
bortvisning vil der derfor hyppigt være behov for at sætte ind med særlig
social støtte over for den ene eller begge parter, hvorfor det sociale udvalg
på det tidligst mulige tidspunkt bør underrettes om problemernes omfang med
henblik på iværksættelse af eventuelle foranstaltninger.
Stk. 2, 2. pkt.
,
fastsætter, at dokumenter og oplysninger i sagen vedrørende bortvisningen,
herunder elektronisk lagrede data, skal videregives til det sociale udvalg.
Der
er således også en retlig forpligtelse for politimesteren til at videregive
oplysninger og dokumenter i sagen. De dokumenter og oplysninger, som
politimesteren skal videregive, skal være nødvendige for de sociale
myndigheders behandling af sagen.
Der kan være tale om oplysninger og dokumenter om både den
bortviste og den person, der bliver boende i det fælles hjem. Der vil
hovedsageligt være tale om oplysninger og dokumenter i relation til
bortvisningssagen, herunder afgørelsen om og begrundelsen for bortvisningen,
samt politirapporter og eventuelt lægelige oplysninger.
Det forudsættes, at politimesteren som udgangspunkt forud
for videregivelsen af oplysninger og dokumenter forsøger at få et samtykke
fra
de involverede personer, som oplysningerne og dokumenterne vedrører.
Stk. 3
regulerer den bortvistes adgang til at få efterprøvet politimesterens
(politidirektørens) afgørelse om bortvisning ved domstolene. På grund af
indgrebets særlige karakter foreslås en særlig let og hurtig adgang til
domstolsprøvelse.
Ifølge bestemmelsens
1.og
2. pkt.
skal afgørelser om bortvisning og afgørelser om forbud efter
§ 3 forkyndes for den bortviste, der samtidig bør vejledes om
retsvirkningen af bortvisningen og om adgangen til at kræve afgørelsen prøvet
ved retten. Bortvisningen får virkning fra forkyndelsestidspunktet, og
samtidig
begynder fristen på 14 dage for indbringelse af afgørelsen at løbe.
Forkyndelse
vil i de normaltilfælde, hvor den pågældende er anholdt og befinder sig på
politistationen, kunne ske i umiddelbar tilslutning til, at afgørelsen
træffes.
Den retlige efterprøvelse iværksættes ved, at politimesteren
(politidirektøren)
indbringer sagen for retten, når den bortviste anmoder herom. Politimesteren
(politidirektøren) skal snarest muligt og inden 24 timer fra modtagelsen af
anmodningen indbringe sagen for retten. Med forelæggelsen, der eventuelt kan
ske på en særlig blanket, bør følge kopi af afgørelsen og rapportmaterialet.
Indbringelse skal ske for byretten på det sted, hvor
boligen findes.
Bestemmelsens
3. pkt.
indebærer, at samme regler gælder for afgørelser om forlængelse af
bortvisningen truffet i medfør af lovforslagets § 5, stk. 2, 2.
pkt.
I
stk. 4
fastslås det, at en anmodning om domstolsprøvelse ikke har opsættende
virkning.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.4 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 7
Bestemmelsen pålægger den bortviste, der kræver afgørelsen
indbragt for domstolene, en pligt til over for politiet at oplyse en adresse
og
et eventuelt telefonnummer, hvortil indkaldelse
til retsmøde kan meddeles. Oplysningen skal gives senest samtidig
med anmodningen om indbringelse for retten. Når meddelelse om retsmødet er
givet til den adresse eller det telefonnummer, som den bortviste har oplyst,
er
en egentlig forkyndelse ikke nødvendig.
Reglen i § 7 skal først og fremmest sikre en praktisk
og hensigtsmæssig fremgangsmåde ved indkaldelse til retsmøde i forbindelse
med
domstolsprøvelse efter lovforslagets § 6.
Politiet bør dog så vidt muligt søge indkaldelsen
foretaget, mens den bortviste i forbindelse med forkyndelsen er til stede,
typisk mens den pågældende stadig befinder sig på politistationen. Dette kan
ske ved, at politiet ved telefonisk henvendelse til retten søger retsmødet
berammet med det samme, således at tidspunktet straks kan meddeles til den
bortviste.
Retsvirkningerne af den bortvistes udeblivelse fra
retsmødet er nærmere reguleret i den foreslåede § 9, stk. 2.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.4 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 8
Til varetagelse af den bortvistes interesser under sagens
behandling for retten foreslås i
stk. 1,
1. pkt.
, en regel om obligatorisk advokatbeskikkelse for den bortviste, når
den pågældende ønsker sagen indbragt for retten. Reglen er navnlig begrundet
i
indgrebets karakter og den særlige og hurtige procesform. Advokatbeskikkelsen
bør så vidt muligt ske samtidig med indbringelsen for retten og berammelsen
af
retsmødet. Den beskikkede advokat har samme beføjelser som en forsvarer i en
straffesag, jf.
stk. 1, 2. pkt.
Stk. 1, 3. pkt.
,
fastsætter, at der med hensyn til salær og godtgørelse for udlæg til den
beskikkede advokat gælder de samme regler som for beskikkede forsvarere, jf.
retsplejelovens § 741. Spørgsmålet om, hvem der endeligt skal afholde
omkostningerne til den beskikkede advokat, er nærmere reguleret i
lovforslagets
§ 9, stk. 5.
Stk. 2, 1. pkt.,
regulerer adgangen til under behandlingen af en bortvisningssag at beskikke
en bistandsadvokat for den forurettede. Forurettede vil som udgangspunkt ikke
være direkte inddraget i processen ved retten, og beskikkelse kan efter
bestemmelsen derfor kun ske i de tilfælde, hvor den forurettede
undtagelsesvis
skal afgive forklaring i retten, jf. lovforslagets § 9, stk. 3.
I en række tilfælde vil der sideløbende med
bortvisningssagen skulle behandles en straffesag mod den krænkende part. Når
der i sådanne tilfælde efter reglerne i retsplejelovens kapitel 66 a
beskikkes
advokat for den forurettede i straffesagen, forudsættes det, at
bistandsadvokaten også vil have mulighed for at yde forurettede en vis
bistand
i forbindelse med behandlingen af bortvisningssagen, herunder deltage i de
afhøringer af forurettede hos politiet, der naturligt vil tage sigte på begge
sager. I tilfælde af afhøring i retten vil det således være unødvendigt at
foretage særskilt beskikkelse i relation til bortvisningssagen.
Stk. 2, 2. pkt.,
fastlægger den beskikkede bistandsadvokats beføjelser i forbindelse med
behandlingen af bortvisningssagen, kompetencen til at foretage beskikkelsen
samt hvorledes der skal forholdes med hensyn til salær og godtgørelse for
udlæg
til den beskikkede advokat. Det følger således af bestemmelsen, at reglerne i
retsplejelovens §§ 741 c-e om beskikkelse af bistandsadvokater i
forbindelse med straffesager finder tilsvarende anvendelse.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.4 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 9
Bestemmelsen regulerer rettens behandling af sager om
bortvisning.
Stk. 1, 1. pkt.
,
fastslår, at retsmøde skal afholdes hurtigst muligt. Bortvisningens karakter
tilsiger således en hurtig stillingtagen til indgrebets lovlighed.
Stk. 1, 2. pkt.
,
fastsætter på den baggrund en frist på 5 dage for afholdelse af retsmøde ved
indbringelse af førstegangsafgørelser om bortvisning, såfremt anmodningen om
indbringelse for retten fremsættes ved forkyndelsen af afgørelsen. Fristen
regnes fra modtagelsen af anmodningen om retsbehandling i forbindelse med
forkyndelsen.
Stk. 2
omhandler den bortvistes rettigheder i forbindelse med sagens behandling for
retten. Efter bestemmelsens
1. pkt.
har den bortviste ret til at være til stede i retsmødet og udtale sig,
medmindre dette af særlige grunde er nyttesløst eller skadeligt for den
pågældende.
På disse punkter svarer forslaget til ordningen i retsplejelovens § 764,
stk. 2, vedrørende varetægtsfængsling, og undtagelsen forudsættes at
have
et tilsvarende snævert anvendelsesområde. Den bortviste bør have lejlighed
til
at drøfte sagen med sin advokat inden retsmødet.
Bestemmelsens
2. pkt.
medfører, at den bortvistes udeblivelse ikke hindrer sagens behandling ved
retten, hvis den beskikkede advokat er mødt, og der ikke foreligger
oplysninger
om den bortvistes lovlige forfald.
Stk. 3, 1. og 2.
pkt.
, regulerer bevisførelsen. Den foreslåede ordning svarer til praksis
vedrørende retsmøder under efterforskning.
Reglen betyder, at sagerne kan behandles uden, at der
nødvendigvis sker umiddelbar bevisførelse for retten. Hvis den bortviste er
til
stede, bør denne afhøres i retten, men i øvrigt vil sagen som udgangspunkt
kunne behandles på grundlag af skriftligt materiale, herunder navnlig
politirapporter om politiets iagttagelser, forklaring til politiet fra
forurettede og eventuelle andre vidner og lægelige oplysninger. Det tilkommer
dog retten efter et skøn i særlige tilfælde at tillade vidneførsel til brug
for
rettens bedømmelse. Sådan bevisførelse vil navnlig kunne komme på tale, hvor
den foreslåede regel i § 2, nr. 1, 2. led, om bortvisning som følge af
trusler anvendes. Også i tilfælde, hvor der eksempelvis ikke findes objektive
spor efter vold, vil sådan bevisførelse være anvendelig.
Rettens afgørelse træffes ved kendelse, jf.
stk. 4, 1. pkt.
Afgørende er, om de
opstillede betingelser for bortvisning i det foreliggende tilfælde er opfyldt
eller ej. Selv om der er tale om efterprøvelse af en administrativ afgørelse,
vil der skulle ske en prøvelse af samme intensitet som tilfældet er ved
eksempelvis rettens afgørelse om varetægtsfængsling. Retten kan på samme måde
prøve afgørelser om tilhold efter lovforslagets § 3.
Går kendelsen efter stk. 4 ud på, at bortvisningen mv.
godkendes, anføres det i kendelsen, hvorpå det støttes, at betingelserne er
opfyldt, jf.
stk. 4, 2. pkt.
Reglerne gælder tilsvarende for afgørelser med hensyn til
den retslige prøvelse af en forlængelse af bortvisningsfristen.
Kendelsen kan kæres af anklagemyndigheden eller den
bortviste efter de almindelige regler om kæremål i strafferetsplejens former,
jf. lovforslagets § 10.
§ 9, stk. 5
,
regulerer spørgsmålet om afholdelse af omkostningerne i forbindelse med
bortvisningssagen, herunder navnlig omkostningerne til den beskikkede
advokat.
Den foreslåede ordning indebærer, at det ikke ved bortvisningssagen pålægges
den bortviste at betale sagens omkostninger. Omkostningerne i
bortvisningssager
afholdes således foreløbigt af statskassen. Hvis den bortviste imidlertid i
en
straffesag dømmes for forhold, der har ført til bortvisningen, inddrages
omkostningerne ved bortvisningssagen under straffesagen og pålægges da som
udgangspunkt den bortviste, jf. bestemmelsens
1. pkt
.
Retten kan dog bestemme, at omkostningerne ved
bortvisningssagen i sådanne tilfælde alligevel helt eller delvis skal betales
endeligt af statskassen, såfremt særlige omstændigheder undtagelsesvis taler
herfor, jf.
2. pkt
. Herved kan det
blandt andet sikres, at den samlede omkostningsafgørelse i straffesagen
bliver
rimelig i forhold til straffesagens konkrete resultat og omstændighederne i
øvrigt. I de tilfælde, hvor retten ikke har kunnet godkende
bortvisningsafgørelsen, bliver der ikke tale om at pålægge den bortviste
omkostninger i den henseende.
Endvidere vil det følge af den foreslåede ordning, at
omkostningerne ved bortvisningssagen afholdes endeligt af statskassen i de
formentlig sjældne tilfælde, hvor bortvisning sker uden grundlag i et
strafbart
forhold, jf. lovforslagets § 2, nr. 1, 2. led, samt i de tilfælde, hvor
en
straffesag ikke gennemføres, uanset hvad grunden hertil er.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.4 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 10
Stk. 1
fastslår, at retsplejelovens regler om strafferetsplejen anvendes ved
behandlingen af sager om bortvisning i det omfang, loven ikke fastsætter
særlige regler. Den generelle henvisning indebærer blandt andet, at reglerne
om
offentlighed og kæremål, jf. lovforslagets § 9, stk. 4, finder
anvendelse. Med hensyn til offentlighed bemærkes, at bestemmelsen i
retsplejelovens § 29, stk. 1, nr. 3, om dørlukning, når sagens
behandling i et offentligt retsmøde vil udsætte nogen for en unødvendig
krænkelse, navnlig vil kunne være aktuel i bortvisningssager. Lovens særlige
regler om behandlingsformen, jf. lovforslagets § 9, indebærer på den
anden
side, at eksempelvis retsplejelovens regler om medvirken af lægdommere ikke
anvendes. Tilsvarende er i lovforslagets § 6, stk. 3, foreslået en
særlig værnetingsregel.
For så vidt angår forurettedes retsstilling betyder
henvisningen, at i de tilfælde, hvor anklagemyndigheden ikke finder
tilstrækkeligt grundlag for at bortvise den pågældende, vil forurettede kunne
påklage denne afgørelse efter de almindelige regler om afgørelser inden for
strafferetsplejen. Politimesterens (politidirektørens) afgørelse vil således
kunne påklages til vedkommende regionale statsadvokat.
Stk. 2
tager
sigte på at give den bortviste mulighed for at få erstatning i de tilfælde,
hvor anklagemyndighedens afgørelse om bortvisning viser sig at være
uberettiget. Henvisningen til retsplejelovens § 1018 h indebærer for det
første, at den lette adgang til at få kravet prøvet i henhold til
retsplejelovens kapitel 93 a finder tilsvarende anvendelse. Endvidere
indebærer
forslaget, at erstatning for uberettiget bortvisning sker på grundlag af
dansk
rets almindelige erstatningsregler, hvilket navnlig indebærer, at erstatning
forudsætter, at politiet har handlet culpøst.
For så vidt angår tilbageholdelse efter den regel, der er
foreslået i § 4, foreslås dog en bestemmelse svarende til reglen i
retsplejelovens § 1018 a, hvorefter der kan kræves erstatning på
objektivt
grundlag for uberettiget anholdelse.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.4 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 11
Bestemmelsen indeholder regler om straf for overtrædelse af
forbud i form af bortvisning efter § 1 og tilhold og forbud efter
§ 3. Der vil således ikke blive rejst tiltale for overtrædelse af
straffelovens § 265 ved overtrædelse af et tilhold meddelt efter § 3, stk. 1.
Det fastsættes i
stk. 1
,
at den, der forsætligt overtræder et forbud efter § 1 eller § 3
straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Gerningsindholdet i relation til § 1 vil være knyttet
til afgørelsen om bortvisning. Det strafbare forhold vil således bestå i at
opholde sig i boligen på trods af en meddelt afgørelse om bortvisning. Med
ophold sigtes til enhver fysisk tilstedeværelse i den omfattede lokalitet,
jf.
bemærkningerne til den foreslåede § 1.
I de tilfælde, hvor bortvisningen er suppleret med et
almindeligt tilhold efter § 3, stk. 1, vil det være strafbart
forsætligt at trænge sig ind på, forfølge med skriftlige henvendelser eller
på
anden lignede måde forulempe forurettede, også selv om henvendelsen ikke sker
i
hjemmet. I de tilfælde, hvor en bortvisning er suppleret med et geografisk
bestemt tilhold efter § 3, stk. 2, vil det være strafbart at
opholde
sig inden for det geografisk afgrænsede område.
Straf for overtrædelse af et forbud i medfør af loven
forudsætter, at afgørelsen er truffet af den kompetente myndighed og meddelt
den pågældende, samt at afgørelsen er lovlig.
Den foreslåede strafferamme giver mulighed for, at en
person, som ikke respekterer et meddelt forbud, kan varetægtsfængsles efter
retsplejelovens § 762, stk. 1.
Stk. 2
indebærer, at overtrædelser efter stk. 1 påtales af det offentlige.
Offentlig påtale kræver en udtrykkelig anmodning fra den forurettede,
medmindre
almene hensyn kræver påtale. Ordningen indebærer, at der ikke bliver tale om
at
rejse tiltale for mindre alvorlige overtrædelser, som den forurettede ikke
selv
ønsker forfulgt. En lignende påtaleform findes i øvrigt i straffelovens
§ 305,
stk. 1.
Udtrykket
almene
hensyn
anvendes tillige i den foreslåede § 5. Det vil formentlig
typisk være samme almene hensyn, der nødvendiggjorde en afgørelse om
bortvisning efter § 5, som de hensyn der indgår ved vurderingen af, om
der
bør ske påtale af en overtrædelse af en afgørelse om bortvisning, jf. den
foreslåede § 11.
Om de særlige forhold, der gør sig gældende ved parternes
samlivsgenoptagelse, henvises til lovforslagets specielle bemærkninger
vedrørende den foreslåede § 5, stk. 2.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.6 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 12
Hidtil har det i administrativ praksis været antaget, at
meddelelse af et tilhold efter straffelovens § 265 forudsætter en
anmodning fra den forurettede.
§ 12,
stk. 1
,
indeholder en
udtrykkelig bestemmelse, der som udgangspunkt viderefører denne praksis, men
samtidig fastsættes, at tilhold efter straffelovens § 265 endvidere kan
meddeles uden anmodning, når almene hensyn kræver det.
Stk. 2
indeholder en bestemmelse om klageadgangen ved klager over tilhold i medfør
af
stk. 1 og forbud efter § 3. Der er tale om en ændring i forhold til den
gældende ordning ved klager over tilhold i medfør af straffelovens
§ 265,
hvor Justitsministeriet normalt er klageinstans. Hvis en politimester
(politidirektøren) meddeler tilhold efter § 12, stk. 1, eller forbud
efter
§ 3 skal en eventuel klage indbringes for den regionale statsadvokat. Det vil
sige den statsadvokat, hvor den pågældende politikreds hører under. En klage
vil ikke have opsættende virkning.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.7 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 13
Bestemmelsen fastsætter lovens ikrafttrædelsesdato. Det
foreslås, at loven træder den 1. juli 2004.
Loven finder anvendelse for forhold, der er begået efter
lovens ikrafttrædelsestidspunkt. Det betyder, at der kan ske bortvisning,
hvis
en person f.eks. har begået vold eller truet et andet medlem af husstanden
efter den 1. juli 2004, jf. lovforslagets § 2, nr. 1, og de øvrige
betingelser
for bortvisning er opfyldt.
Den nye bestemmelse om klageadgang til statsadvokaten over
politiets meddelelse af tilhold finder anvendelse på klager, der fremsættes
efter lovens ikrafttrædelsestidspunkt. Klager, der inden
ikrafttrædelsestidspunktet er fremsat over for Justitsministeriet, vil blive
færdigbehandlet
af Justitsministeriet.
Til § l4
Bestemmelsen indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne
og Grønland. Loven kan dog ved kongelig anordning sættes i kraft for disse
landsdele.
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning Retsinformation · 18. januar 2012
- Lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning Retsinformation · 4. februar 2012
- Skriftlig fremsættelse (31. marts 2004) - L 218 Retsinformation · 31. marts 2004
- Forslag til Lov om ændring af lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning (Strakstilhold) Retsinformation · 6. oktober 2016
- Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Tilhold, opholdsforbud, elektronisk kontrol som supplement til opholdsforbud og bortvisning Retsinformation · 4. september 2026
- Forslag til Lov om ændring af straffeloven og forskellige andre love (Selvstændig bestemmelse om psykisk vold) Retsinformation · 10. januar 2019